Hjernevask og hjerteblod: tanker om det myndige menneske [1. udgave ed.] 8777396316, 9788777396311 [PDF]

Zitiervorschau

HJERNEVASK OG HJERTEBLOD

h

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

John Holten-Andersen

Hjernevask og

Hjerteblod Tanker om det myndige menneske

HOVEDLAND

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Hjernevask og hjerteblod ©2002 John Holten-Andersen Forlaget Hovedland 2002 Omslag: Søren Melchior Omslagsfotos: Ivan Jacobsen Tilrettelæggelse: Karina Damkjær Tryk: E.J. Graphic, Beder, 2002

1. oplag

ISBN 87 7739 631 6

Forlaget Hovedland Stenvej 21 B DK – 8270 Højbjerg [email protected] www.hovedland.dk

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Indhold

Forord og eftertanker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 1. Mands minde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 2. Mund og mæle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 3. Magt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 4. afMagt

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67

5. Mening . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 6. Magt og mening . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 7. Modstand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138 8. Myndighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154 9. Mod og mandshjerte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 184 10. Moders mål

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193

Henvisninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

T IL I NGE

De følgende tanker er tilegnet dig, Inge, min allerkæreste. Du har lært mig, at et myndigt liv, det er at kæmpe for det, man har kært.

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Forord og eftertanker

Nu fanger bordet. De sidste formuleringer er pudset af. Den sidste korrekturlæsning er afsluttet. De sidste tekniske detaljer er faldet på plads, og den sidste hyggelige og opbyggelige snak med forlæggeren rundet af. Om få dage går det hele i trykken. Og så er der ingen vej tilbage. Alt det, der gennem lang tid har hobet sig op i mit indre, vil da stå printet sort på hvidt. Jeg vil ikke længere kunne skjule mig bag nogen facade. Er det nu klogt? Nej, det er absolut ikke klogt. Det er tværtimod helt igennem uklogt. Det gør man ikke i den verden, der har været min i de sidste mange år. Det, man har på hjertet, udtrykkes privat – til nød over for kollegaer, når man er på tomandshånd. Men ikke i det offentlige rum. Og slet ikke på tryk. De, der bryder denne uskrevne regel, hører ikke med i det gode selskab. Det er dem, man ikke må lege med. Jeg ved det. Helt ind på rygmarven ved jeg det. I 15 år har jeg været ansat i et stort og mægtigt ministerium, og med egne øjne de uskrevne regler i funktion. Man må hjertens gerne se ud, som om man har noget på hjertet: Være dynamisk og handlekraftig, vise initiativ. Men man må ikke give udtryk for det, man har på hjertet. Når man udtrykker sig, skal det være systemets “hjerte” man udtrykker. Men systemer har ingen hjerte, de har kun fornuft. Rationel og strategisk fornuft. Systemfornuft. Og insisterer man alligevel på at lufte det, man har på hjertet, så opfattes det som den skinbarlige ufornuft. Så kaldes man til samtale og kaldes til orden. Så manøvreres man ud på et sidespor. Og den dag systemet fattes penge – og det gør systemer jo næsten permanent – så hænger fyresedlen og dirrer i luften. Sådan er det. Jeg ved det godt. Jeg har set det folde sig ud i 7 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

praksis den ene gang efter den anden. Og hver gang har det rystet mig, for det er ikke noget kønt skue at være vidne til. Så sent som i går blev jeg mindet om denne systemlogik nok engang: En tidligere god kollega ud i kulden. Hun var en engageret og myreflittig forsker, én af dem, der gjorde en forskel, én af dem, som altid havde noget på hjertet – og som ikke var bleg for at udtrykke det i både skrift og tale. Men systemet fattes penge – og så er det lige præcis den type, man ikke har råd til. Det er naturligvis ikke den officielle begrundelse – men alle ved, at det er den reelle begrundelse. Og da alle ved, at det er den reelle begrundelse, holder alle også kæft. For det skulle jo nødigt blive min tur næste gang. Jeg ved det godt. Jeg har ikke bare set det folde sig ud omkring mig, men også mærket det på egen krop. Som da jeg blev kaldt til samtale på grund af et kritisk personligt læserbrev om Øresundsbroen og fik læst og påskrevet, at chefer i Ministeriet ikke havde ytringsfrihed. Eller dengang jeg offentligt protesterede over, at den forskningsrapport, jeg officielt var redaktør af, i virkeligheden skulle redigeres af en skjult censurkomite i Ministeriets top. Da blev der koldt omkring mig. Iskoldt. Og jeg fik hvisket i øret, “at den hvalp, der pisser i egen rede, tager man livet af”. Jeg ved det godt. Ikke mindst i min nuværende situation ved jeg det godt. Min stilling er skåret væk af den nye regering – men jeg har stadig en kontrakt, der binder i to år mere. Jeg har 15 års erfaring i “systemet” – heraf 11 års ledelseserfaring. Jeg kender næsten alle hjørner af “koncernen” og har et stort nationalt og internationalt kontaktnet. Men stikket er trukket ud. Alle mine forslag mødes af larmende tavshed. Der er ingen respons. Fra systemets synspunkt eksisterer jeg ikke mere. Og dog eksisterer jeg. Og systemets tavshed har da på sin side også været en velsignelse. For den har givet mig ro til at tænke. Tid til at finde ind til mig selv og forsøge at sætte ord på noget af det, der længe har gemt sig i mit sind. Og nu ligger disse ord side om side i et færdigt manuskript, der snart skal i trykken. Og der er ingen vej tilbage. Fra nu af kan jeg ikke længere gemme mig bag en titel som forskningschef eller sekretariatschef eller en stillingsbe8 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

tegnelse som civilingeniør og lic.tech.. Fra nu af har jeg ikke længere noget panser omkring mig. Det er ikke klogt. Det er ikke fornuftigt. Jeg ved det godt. Men til helvede med den fornuft og skråt op med det panser. For det er jo i sidste ende den fornuft, der forhindrer os i at være mennesker. Og hvis vi alle dækker os ind bag dens panser og opfører os som rationelle robotter, hvordan skal vi da nogensinde komme til at tale om det, der virkeligt betyder noget? Det, der ligger os på sinde, og det, vi har på hjertet. Og hvis ikke vi kan tale om det, vi har på hjertet, hvordan skal vi da overhovedet få nogen i tale? I næste uge vasker trykkeren pressen ren og sætter mit hjerte på tryk. Det er ikke klogt. Jeg ved det godt. Men der er ingen vej tilbage. Tiden bag panser og plade er slut. Fuglen vil ud i det fri. Så må vi se, om vingerne kan bære.

9 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Mands minde

1

Denne bog har mange kilder. Den trækker således på en mægtig skattekiste af tanker, som myndige mennesker igennem hele vor historie har gjort sig, for at give deres liv mening, og som er givet os som en gave, for at også vi kan give vort liv en mening. Men bogen trækker ikke alene på skriftligt overleverede kilder. Den trækker i lige så høj grad på “hjertets kilder”, og det vil især sige på den visdom, der er givet mig som gave, fra alle de mennesker, jeg har mødt på min færd, og som har vist mig, hvad det vil sige at leve et kærligt, meningsfuldt og myndigt liv. Det gælder i første række naturligvis mine forældre, der ikke alene gav mig livet, men også fra først til sidst deres kærlighed. Det gælder mine børn, som i mine fortvivlede stunder har vist mig, at det kærlige liv også har fremtiden for sig. Det gælder Inge – mit livs allerkæreste. Det gælder familie, venner og gode kollegaer, jeg har mødt på min vej. Og det gælder sidst, men ikke mindst min farmor, hvis smil fortsat lever i min erindring, og som efterlod sig et lille skrift i min fars varetægt. Jeg faldt over det, da jeg for nogen år siden skulle gøre mine forældres bo op, og det ramte mig lige i hjertekulen. For det var, som om min for længst afdøde farmor, med dette lille skrift, som er forfattet for mere end 50 år siden, forsøgte at give mig nogle svar på de spørgsmål, jeg netop da tumlede med: “Vor tid kan splitte atomer – men ikke forene mennesker. Mætte vore maver, men ikke vore hjerter. Presse produktionen op, men ikke udløse vor skabertrang. Få hele verden i tale på én gang, men ikke råbe hinanden op. Vor tid har bekæmpet epidemier, men ikke fået bugt med selviskheden. Forlænget levealderen, men ikke fået 11 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

mennesker til at leve. Vor tids hovedproblem er ikke et jerntæppe, der skiller øst fra vest, men en jernhård egoisme, der skiller menneske fra menneske. Vi har ikke brug for flere maskiner og flere hære. Vi har brug for et håb, der fylder vore hjerter, og en vej, vi alle kan gå. Vi har brug for frihed, og vi har brug for fred. Frihed er ikke en frase, men mennesker uden frygt. Og fred kommer ikke ved forhandling, men kun ved forvandling. Enten forvandler vi os og bliver forenet. Eller vi går til grunde. Vi kan enten vælge hjertet, eller vi kan vælge hadet. Der findes ingen tredje vej. Og vi kan selv vælge endnu.” Disse ord udtrykker i koncentreret form, hvad denne bog handler om. For hvordan kan det være, at “vi kan splitte atomer, presse produktionen op og magte hele verden” – og alligevel inderst inde føle, at det virkeligt væsentlige i tilværelsen, det magter vi dog ikke? Ja, hvordan kan det egentlig være, at jo mere vi tager verden i vor magt – desto mere synes det virkeligt væsentlige og meningsfulde at glide ud mellem fingrene på os? Hvad er det i grunden for et paradoks, der gør sig gældende i det forhold, at jo mere vi udbygger alle magtens myndigheder, desto mere synes vi at miste vor egen myndighed. Det var sådanne spørgsmål, jeg tumlede med, da jeg faldt over min farmors skrift. Men hvor jeg på dette tidspunkt kun kunne stille spørgsmålene, antydede min farmor dog også et svar. Og på den måde ansporede og inspirerede hun mig til at bore videre. Og med tiden tegnede der sig et mere sammenhængende billede, som jeg med denne bog forsøger at give Mund og Mæle.

12 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Mund og mæle

2

Denne bog handler om Magt, Mening og Myndighed. Det, der har været den drivende kraft bag bogen, og som først og fremmest har optaget mig, er de sidste to ord: Mening og Myndighed. Eller sagt på en anden måde: Hvad er baggrunden for den fornemmelse af afmagt og umyndiggørelse, som synes at præge vi mennesker i det moderne samfund? Og i tilknytning til dette: Hvad kan vi stille op med det meningstab og den identitetskrise, som også synes at være et grundvilkår for vi moderne mennesker. Disse spørgsmål har optaget mig længe – ligesom de har optaget mange andre. Alligevel har min indgang til at beskæftige mig med disse spørgsmål været det første ord: Magt. For som et fuldt ud moderne menneske har jeg indtil for nylig troet på, at det var via magten, at vi mennesker blev myndige. Som barn af en moderne vestlig kultur har jeg været overbevist om, at det var igennem fornuften og den videnskabelige rationalitet, at vi kunne få indsigt i denne verden, og at vi på dette grundlag kunne oplyse magten og derved udøve myndighed. Det var med denne indstilling til tilværelsen, at jeg i begyndelsen af 1970’erne sammen med titusinder af andre håbefulde unge begav mig ind i oplysningens tempel, for mit vedkommende Danmarks Tekniske Højskole. Jeg var fascineret af naturvidenskaben og af de muligheder, denne gav for at “forbedre” vor verden. Ikke mindst det sidste var vigtigt. Det var ikke kun den videnskabelige fascination i sig selv, der drev værket – men nok så meget troen på, at videnskaben kunne forbedre verden. Så meget desto mere anfægtet blev jeg over at erfare, at videnskaben på mange måder syntes at gøre akkurat det modsatte. I stedet for at forbedre verden gjorde den vold på verden – forekom det mig. 13 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

I ganske lang tid var jeg imidlertid overbevist om, at denne anfægtelse skyldtes forhold, der lå uden for videnskaben selv. Og hvis det skyldtes forhold i videnskaben, så hang det sammen med en smalsporet og afsporet videnskab. Mit projekt blev derfor at arbejde for en anden videnskab, en mere tværfaglig, samfunds- og helhedsorienteret videnskab, der ikke blot interesserede sig for de efterstræbte landvindinger – men også tog højde for de mulige risici. I hele mit professionelle liv, hvor jeg især har beskæftiget mig med videnskabelige spørgsmål knyttet til natur og miljø, har jeg således forsøgt at praktisere en sådan afbalanceret videnskab, der på fornuftens grundlag forholdt sig kritisk eller – som det hedder i dag – refleksivt til sig selv.

Orme i hoved og krop Som tiden gik, blev jeg dog mere og mere i tvivl om dette projekt. En orm begyndte at nage i mit sind, og den gravede med tiden større og større huller i mit rationalistiske verdensbillede. Den refleksive og selvkritiske videnskab viste sig at være en grænseløs videnskab. Den blev ved med at rejse nye spørgsmål og problemstillinger, som måtte afklares, før man kunne give et klart svar på, hvad der var sandt, og hvad der var falsk. Mens styrken i den klassiske videnskab bestod i, at verden blev reduceret til en forsimplet verden, hvor man kunne give et entydigt svar på, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert – så indebar denne refleksive videnskab, at man så at sige genskabte verden i sin kompleksitet, og jo mere kompleks man gjorde sit undersøgelsesfelt, desto mere forekom konklusionerne at fortone sig op i den blå luft. Det viste sig med andre ord, at der var spørgsmål – afgørende samfundsmæssige spørgsmål – som videnskaben ganske enkelt ikke kunne give entydige svar på. Og dog er vi nødt til at kunne svare på, om nye komplicerede teknologier som f.eks. atomkraft, nye kemiske stoffer og genmodificerede planter er teknologier, vi bør tage til os – eller lade ligge. Men vi kan ikke svare herpå alene på basis af rati14 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

onel viden – der findes en anden dimension, der unddrager sig den rationelle viden, og det er vore værdier og grundholdninger. Men hvis vore værdier ikke bunder i vor viden – hvad bunder de så i? Det var sådanne spørgsmål, denne orm i mit hoved mere og mere vedholdende hviskede mig i øret. Der var også en anden orm, der gnavede i mit verdensbillede, og den havde at gøre med mit forhold til “miljømagten”. I de sidste knap 15 år har jeg således været en del af “den gode sags” tjeneste, og bidraget til at udbygge en stor og mægtig “miljømagt” i form af ministerier, styrelser og forskningsinstitutioner samt omfattende regler og love for, hvordan vi skal magte vor omgang med naturen. Hele denne “miljømagt” er i høj grad baseret på videnskabens rationalistiske verdensbillede. Som det siges i Miljøministeriet, så er vor miljøpolitik en vidensbaseret miljøpolitik, og derfor har Danmark – såvel som alle andre moderne lande – udstyret sig med en omfattende videnskabelig og teknologisk infrastruktur på miljøområdet. Det forekom mig imidlertid, at jo større og mægtigere denne “miljømagt” voksede sig, desto mere afmægtig blev den. Den konkrete natur- og miljøbeskyttelse syntes mere og mere at drukne i på den ene side vildtvoksende regler og bureaukrati – og på den anden side indholdstomme ord om “bæredygtighed”, “afkobling”, “global deal” og hvad ved jeg. Og samtidig med at miljøpolitikken blev gjort mere og mere teknisk, og miljømagten blev mere og mere bureaukratisk, svandt selvfølgelig den folkelige opbakning stille og roligt ind. Og alt dette skete, samtidig med at de grundlæggende miljøproblemer – som f.eks. forureningen af vandet, klimaforandringerne og tabet af biologisk mangfoldighed – på ingen måde var løst – tværtimod. Hvorfor var denne enorme magt i virkeligheden så magtesløs? Det var sådanne spørgsmål, denne anden orm i mit hoved hvæsede mig i øret. Men der var også en tredje orm, der gnavede huller i mit hoved. For jeg var ikke alene et professionelt menneske, der tumlede med 15 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

spørgsmål knyttet til min profession. Jeg var også et politisk menneske, der engagerede mig i bredere samfundsmæssige spørgsmål, og mit politiske ståsted var den venstrefløj, som efter min opfattelse bar fremtiden i sig, for jeg var som sagt et moderne menneske, der troede på fornuften, frigørelsen og fremskridtet. Og kapitalismens tilbagevendende økonomiske kriser, den himmelråbende forskel mellem rig og fattig, nedslidningen af mennesker på fabrikkerne, rovdriften på vore ressourcer – alt dette anskuede jeg som den skinbarlige ufornuft. Det måtte dog være muligt – forekom det mig – at indrette et mere fornuftigt, mere rationelt og mere planlagt samfund end dette. Jeg forstod således i høj grad socialismen som en fornuftsbaseret magt, der lagde vægt på den oplyste rationalitet, på videnskab og planlægning, og jeg troede, at denne magt netop af disse grunde ville være kapitalismen overlegen – og at den bar en fremtid i sig, hvor mennesket fuldt ud kunne være menneske. Hele denne socialisme-utopi brast naturligvis endegyldigt sammen med Murens fald i 1989, og herefter begyndte den tanke at dæmre, at der måske ikke fandtes nogen magt, der var mere rationel og mere magtfuld end kapitalismen. Kapitalismens åbenlyse urimeligheder anfægtede mig dog fortsat – men jeg kunne altså ikke længere tro på, at alternativet var en mere rationel magt. Men når jeg ikke kunne pege på nogen mere rationel magt – hvad kunne jeg så i grunden stille op med mine anfægtelser? Måske var det netop denne forestilling om en rationel magt, der måtte revurderes fra grunden? Det var spørgsmål som disse, denne tredje orm fnøs mig i øret. Det var imidlertid ikke kun i mit hoved, der var orme, som gravede. Der var også et par stykker i min krop. For min tro på den moderne og oplyste magt gik jo svanger med et moderne og magtfuldt liv, hvor der hele tiden var vigtige mål, der skulle nås, for der var jo så meget at oplyse om. Det moderne magtfulde liv er derfor et fortravlet og forjaget liv, hvor man bestandigt må lægge sin krop i lænker. Men min krop ville ikke lænkes – den ville leve og den gjorde derfor oprør mod den politimagt, hvis sæde var i mit hoved. Politimagten var dog en overvældende magt, for den var ble16 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

vet trænet og dannet gennem mange, mange års hjernevask, og havde det ikke været for Inge, så var oprøret fra min krop blevet slået ned med hård hånd. Det var altså ikke mindst Inge, der gav mig kraften til at udfordre magten: Den magt, der var inde i mit eget hoved, men som var inde i mit eget hoved, fordi den så sandelig også var ude i samfundet. Langsomt dæmrede det for mig, at den moderne magt og rationelle verdensanskuelse måske snarere var en del af problemet end en del af løsningen.

Livets Salt Disse tanker fik næring i et meget frugtbart og kritisk udfordrende miljø omkring tidsskriftet SALT, i hvis redaktion jeg indgik fra tidsskriftets start i 1992. Som et tidsskrift med “hjertet til venstre” fastholdt vi den kapitalismekritik, som var venstrefløjens hjerteblod. Men vi var unægteligt mere ydmyge end tidligere, når det handlede om at diske op med svar. Vi forsøgte at lægge ører til de bevægelser, der rundt omkring i det civile samfund fortsat bar på mange visioner og oven i købet også havde saft og kraft til at omsætte disse til handling. Da vi startede i begyndelsen af 1990’erne, var ordet “bæredygtig” på alles læber – det var et ord, som blev brugt på de bonede gulve, men også ude blandt det civile samfunds græsrødder. Men hvor det forekom, at magten hele tiden søgte at trække tænderne ud af begrebet og gøre det aldeles ufarligt, så insisterede græsrødderne på, at tanken om det bæredygtige samfund var en tanke, der gjorde en forskel i den konkrete praktiske måde, vi indrettede vort liv og samfund på. Det betød f.eks. økologi, fællesskab, nærhed, kvalitet, tid til livet, demokrati – og masser af mennesker engagerede sig i at praktisere netop dette. Hvorfor var det mennesker ude i det civile samfund – langt væk fra magten og videnskaben – der kunne give begrebet om bæredygtighed et konkret indhold, mens magten og alle dens eksperter ihærdigt forsøg17 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

te at vande det ud til det rene ingenting? Det var spørgsmål som dette, der optog os i SALT’s redaktion, og med tiden var der et andet begreb, som kom til at optage os meget: Begrebet om myndighed. Det, der bar det civile samfunds mange visionære og handlingsrettede initiativer, forekom at være mennesker, der insisterede på at leve et meningsfuldt liv – at tage et ansvar for fællesskabet og vor fælles natur – at gøre en forskel. Kort sagt: Mennesker, der insisterede på at være myndige. Da vi i 1999 i redaktionen besluttede at lave et temanummer om “myndighed”, var jeg altså så småt begyndt at kunne fylde hullerne i mit verdensbillede ud igen. Det stod nu klart, at der var noget råddent ved magten og den videnskabelige rationalitet, som magten hviler på – og det stod også klart, at der var “noget andet”, en anden kraft, en anden form for rationalitet, der fik mennesker til at handle på en myndig måde. Denne anden kraft har intet med fornuften at skaffe – det er en “tumpe-rationalitet”, som henter sin næring fra det, som vi mennesker anser for at være meningsfuldt, det, der giver vort liv mening. Og det, der virkeligt giver vort liv mening – det kan vi ikke begrunde rationelt.

Muren i hovedet Som det fremgår af det foregående, handler det følgende på én og samme tid om verden uden for mig selv og verden inden i mig selv. Det handler om alle magtens betonmure ude i samfundet, men det handler også – og ikke mindst – om den betonmur, som magten har rejst inde i mit hoved. Denne bog er således på én og samme tid en samfundskritisk bog og en selvkritisk bog. Jeg forholder mig til samfundet – men jeg kan ikke forholde mig til samfundet uden også at forholde mig til mig selv, for jeg er i samfundet, men samfundet er også i mig. Med denne bog gør jeg altså op med den (rationalistiske) forestilling, at vi kan opnå en meningsfuld indsigt i verden ved alene at iagttage verden udefra – dvs. fra en neutral og distanceret udkigspost. Min opfattelse er tværtimod, at vi kun kan 18 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

få en meningsfuld indsigt i verden ved at kaste os ud i verden, engagere os i verden, blive en del af verden, have en mening om verden – dvs. ved at vove vort eget selv, ved at sætte os selv på spil. Denne tilgang til bogens emnekreds betyder naturligvis noget for fremstillingsformen. Den tørre, nøgterne, distancerede fremstilling – den, som man normalt forbinder med en videnskabelig analyse – står ganske enkelt helt og aldeles i modsætning til det, der er bogens ærinde. På den anden side falder denne bog heller ikke inden for den litterære genres fremstillingsform, fordi der trods alt er en bestemt fremadskridende logisk struktur i bogen, som kendetegner den videnskabelige analyse. Bogens form er altså en blanding af genrer, og dette afspejler sig også i mit valg af sprog. Jeg har valgt at være personligt til stede i sproget – samtidig med at jeg beskæftiger mig med abstrakte emner og begreber. Frem for alt har jeg forsøgt at skrive dansk – og skrive på en måde, så bogen i princippet kan læses af en bredere offentlighed. Til slut vil jeg blot sige dette: Tankerne i denne bog er resultatet af en langvarig dialog. På den ene side med de mennesker, der står mig nær, og som jeg har kær. På den anden side med mig selv, eller rettere med forskellige stemmer i mig selv. Det er en dialog, der har bragt mig vidt omkring – men som også har ført mig frem til et punkt, hvor jeg havde behov for at gøre status – gøre regnebrættet op så at sige. Det har jeg så forsøgt med denne bog. Men dermed er dialogen på ingen måde afsluttet. Denne bog fremstiller ikke nogen ny stor sandhed – nogen ny stor fortælling. Tværtimod gør den op med alle forestillinger om nogen stor sandhed og nogen stor fortælling. Den er derimod et bidrag til den fortsatte dialog – som vi mennesker er nødt til bestandigt at føre med os selv og med hverandre.

19 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

3 Magt

Det moderne samfund er et magtfuldt samfund. Vi sender mennesker til Månen og forbereder en landing på Mars. Vi har afluret atomernes hemmeligheder og kortlagt det menneskelige genom. Vi henter hundrede af millioner års fossile kulstoflagre op fra jordens indre og omsætter dets energi til enorme bevægelser af stof og mennesker. Vi har opdyrket næsten al frugtbar jord på kloden. Vi har satellitter i kredsløb, som sætter ethvert menneske på et vilkårligt sted i stand til at kommunikere med ethvert andet menneske et vilkårligt andet sted. Vi har ophævet stedets og tidens begrænsninger. Vi har etableret virksomheder med flere hundrede tusinde ansatte, med en økonomisk magt, der overstiger mange staters og med hele kloden som markedsplads. Vi flytter milliarder af dollars rundt om jorden med sekunders varsel, og vi har etableret kæmpemæssige bureaukratier til at styre det hele. Hvorfra kommer al denne magt? Hvad er egentlig dens væsen? Hvem er det, der sætter den i bevægelse, og som bestemmer over dens retning? Hvad gør den ved os som mennesker, og hvordan præger den vore fællesskaber? Disse spørgsmål har i det seneste årti trængt sig på med stadig større styrke. For samtidig med at vore samfund aldrig har været mere magtfulde, forekommer afmagten mere og mere uafviseligt at snige sig ind i vore samfundsmæssige institutioner og tage greb om vore hjerter. Vi har skabt en magt, forekommer det, som vi ikke længere har magt over, men som tværtimod synes at have taget magten over os.

20 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Hvor kommer magten fra? Vi bekender os til demokrati – og dermed til at magten bør komme fra os selv – fra folket. Men gør den det? Vore demokratiske institutioner er selv kommet i tvivl og nedsætter derfor magtudredningskommisioner, der skal udrede magtens kilder og forsøge at sætte navn og ansigt på den. Det er der kommet mange digre rapporter ud af, men det forekommer, at vi ikke er blevet stort klogere? Spørgsmålet om magten blafrer stadig i vinden. Findes magten reelt i embedsapparaterne, sådan som det fremstilles i TV-serien “Javel, hr. Minister”, og som det udtrykkes i vendingen “Ministre forgår, mens embedsmænd består”? De fleste embedsmænd vil ryste på hovedet og udtrykke deres fortvivlelse over, hvor meget hovedbrud de har til så lidt nytte. Befinder magten sig i virkeligheden uden for demokratiet og embedsapparaterne? Findes den i det private erhvervsliv, hvis virksomheder bliver mere og mere mægtige? Erhvervslivets bosser afviser dette kategorisk og insisterer på, at det tværtimod er dem, der er i magtens vold. De følger blot den magt, forbrugerne stiller til skue på markedet. Og forbrugerne da: Jamen, de vil hævde, at deres valg er bestemt af nogle samfundsmæssige krav til, hvordan de skal indrette deres liv, og at de som isolerede individer føler sig ret så magtesløse. Magten kommer tilsyneladende på en og samme tid ingen steder fra og alle steder fra. Og dog ved vi, at magten er højst reel og i den grad tilstedeværende. Hver morgen kan vi se magten folde sig ud, når millioner af mennesker sætter millioner af biler i magtfuld bevægelse i retning mod de store metropoler verden over. Hver dag ser vi millioner af mennesker myldre ind i store, potente bygninger, hvor maskiner tordner og tonsvis af input bliver til tonsvis af output. Hver dag præsenteres vi for nye magtfulde tog, der kører ind i fremtiden, og som vi er nødt til at springe på, hvis ikke vi vil hægtes af. Og hver aften føler vi inderst inde, at en højst virksom magt har taget endnu en dag af vort liv. Vi føler os ligesom Rose på Titanic: Vort liv holdes i et jerngreb 21 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

af magtfulde interesser, og vi kan ikke få luft. Og forude lurer katastrofen. Men vi har uendeligt svært ved at vriste os fri af en skæbne, som vi selv er en del af. Vi kan ikke se, hvor al denne magt egentlig kommer fra. Vi er badet i den, omringet af den og selv en del af den. Den er over det hele – uden for os selv såvel som inden i os selv. Hvis vi vil se magten, må vi træde uden for magten, ligesom vi må træde ud af skoven, hvis vi vil se skoven. Ellers forsvinder den i bare træer. Når vi ser på magten udefra, så ser vi magtens essens, ligesom vi udefra ser skovens essens, dvs. som en kontur i landskabet, der træder frem og adskiller sig fra dens omgivelser. I det følgende vil vi forsøge at se magten udefra – dvs. sådan som den fremtræder for os i dens rene essens. Det billede af verden, der hermed tegnes, er et ensidigt billede. Det mangler "noget" – for i verden er der andet end magt. Dette “andet” vil blive præsenteret et par kapitler længere fremme og derefter blive udfoldet i resten af bogen. Indtil da vil vi forsøge at sætte lys på den rene magt.

Når målet helliger midlet “Magten vokser ud af mundingen på et geværløb”, sagde Mao Tse Tung, formand for det kommunistparti, der i 1948 tog magten i det mægtige kinesiske rige. Heri udtrykkes den sandhed, at magtens ultimative endepunkt er den vold, der består i, at man tager en andens liv. Men når man tager en andens liv, er dette liv reduceret fra at være et dyrebart mål i sig selv til at blive et middel. Man tager en andens liv, fordi det står i vejen for opnåelse af et mål, der ligger ud over dette liv selv. Hvis ikke dette liv, anskuet som middel, føjer sig og selv lægger sine våben, må det altså lade livet. For Mao Tse Tung var målet at samle det splittede, feudalt indrettede og udmarvede kinesiske samfund og indrette det efter kommunismens principper om lighed og retfærdighed. Mao havde store og høje mål – og skyede intet middel. Det gjorde hans modstandere heller ikke. For begge gjaldt det, at målet helligede 22 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

midlet. Den kinesiske borgerkrig krævede derfor mange liv. Vor historie er fuld af store og høje mål, og det har ført til mange krige, der har taget mange liv. Det moderne samfunds historie overgår alle tidligere perioder i antallet og omfanget af krige og i det antal mennesker, der har måttet lade livet til fordel for store og ophøjede mål. Men krig er jo blot politik, gennemført med andre midler. Krigens ultimative vold er undtagelsen, og alligevel udøves der fortfarende magt. Den ultimative magt – den fysiske vold – er jo et tveægget sværd. Det er ikke på forhånd givet, hvem der må lade livet. Den, der har et mål, hvor en “anden” er et middel, vil derfor forsøge at udøve sin magt og få den anden til at føje sig på alle mulige andre og mere civiliserede måder. Det afgørende i magten som begreb er ikke den ultimative vold, men netop det forhold, at den “anden” anskues som middel til at opnå et mål, der ligger uden for denne “anden” selv. Denne magtens logik blev som logik for den særlige magt, vi kalder statsmagten, første gang systematisk præsenteret af Niccolo Machiavelli i 1532 i hans berømte bog Fyrsten. Machiavelli var statsembedsmand og rådgiver for adskillige konger og fyrster, foruden at han var en belæst mand, og han kendte (stats)magtens væsen ud og ind. I Fyrsten øser han af sine erfaringer om, hvordan konger og fyrster har bevaret og konsolideret magten under forskellige vilkår. Man skal regere på frygt, være konsekvent og skånselsløs i sit forehavende – men dog så vidt muligt undgå at skabe had. For magten er der ikke noget uden for magten, noget højere formål med magten. Magtens mål er magten. Og for magten helliger dette mål alle midler. Man kan læse Machiavelli på to måder: Som en kynisk magtteoretiker, der rådgiver magtens mænd. Eller som en snu forfatter, som foregiver at tale fyrstens sag, men hvis ærinde i virkeligheden er at afsløre magtens kynisme over for folket. I antologien Magtens Tænker argumenterer bl.a. Anders Ehnmark for denne sidste tolkning, og han peger også på, at Machiavelli havde en forestilling om magtens deling som frihedens forudsætning. Vi vil senere ven23 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

de tilbage til denne diskussion. For nærværende tager vi Machiavelli til indtægt for, at magtens væsen er at lade målet hellige midlet. Magtens mål-middel-logik bliver til psykologi hos det magtmenneske, som er besat af et stort mål, der overskygger alt andet. I Kaj Munks skuespil En idealist udtrykker den romerske statholder Herodes det på denne måde: “Jeg er stærk, fordi jeg har et mål: Denne krone uafvristelig om min tinding. Jeg må ofre alt i verden for dette ene mål, fordi jeg er mig, fordi jeg må, hvad jeg vil, fordi jeg vil, hvad jeg må”. Machiavelli (og Herodes) interesserede sig særligt for statsmagten. Men der udøves magt mange andre steder i samfundet – særligt i det moderne samfund. Det afgørende i magtens begreb er ikke, hvor den udøves, men hvordan: Vi udøver magt i alle de sammenhænge, hvor vi ophøjer noget til mål og derved reducerer noget andet til middel. Magten er altså en bestemt måde at gå til verden på, og den er ikke lokaliseret nogen bestemte steder, men befinder sig alle de steder, hvor vi ophøjer noget til mål og reducerer noget andet til middel. På den anden side sætter denne målmiddel-logik sig altid konkret igennem, og magten udøves altid over for noget konkret. Vi kan således udøve magt i forhold til andre mennesker. I det øjeblik vi anskuer et andet menneske som et middel og på den ene eller anden måde får det til at realisere et for dette menneske uvedkommende mål, udøver vi magt over dette menneske. Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet er en ret til at udøve magt, fordi du for ham blot er et middel til at nå de mål, han har bestemt. Vi kan også udøve magt over andre levende skabninger såvel som over ting. Det moderne samfund har således installeret en omfattende magtrelation i forhold til både den levende og den døde natur, og relationen er jo netop bestemt af, at naturen opfattes som middel til at realisere et mål, som ligger uden for denne natur selv. Vi kan endelig udøve magt – eller kontrol – over os selv. Vi udøver kontrol over os selv hver eneste morgen, når vi lader et vækkeur bestemme, hvornår vi skal op. Målet er, at vi skal på arbejde – vor 24 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

livsrytme er reduceret til et middel. Vi udøver også magt over os selv, når vi f.eks. forsøger at designe vort udseende eller kontrollere vor vægt. I begge tilfælde er vor krop blevet et middel. I det første tilfælde er målet et kulturelt bestemt skønhedsideal, mens det i det andet tilfælde forekommer at være, at vi vil bevise over for os selv, at vi i bogstaveligste forstand har kontrol over vort liv. Magten er i sig selv blevet målet – og vort liv er blevet midlet. Og hvis ikke vi bringes ud af magtens vold – må vi lade livet. Forstår vi magt på denne måde, kan vi pludselig også forstå, hvorfor magten i vore moderne samfund forekommer at være alle steder og ingen steder. For vore samfund er jo netop præget af en altomfattende installering af mål-middel-logikker i såvel den enkeltes som i det samfundsmæssige liv. Mål-middel-tænkningen er indlejret i vor kultur, i vore samfundsmæssige institutioner, i vor måde at forstå verden på og i den måde, vi fører vort eget liv på. Bestandigt præsenteres vi således for nye store mål og nye magtfulde strategier. Evig forandring og bestandig bevægelse mod nye mål er vor tids mantra – det er indbegrebet af det moderne magtfulde liv. Og for hver gang vi sætter os et eller andet mål, gør vi i selv samme øjeblik noget andet til middel. Vi skal gøre karriere, hele tiden bevæge os op ad rangstigen. Vi skal være effektive, hele tiden gøre tingene lidt hurtigere. Vi skal blive dygtigere, hele tiden lære nye ting. Vi skal ekspandere, hele tiden udvide sfæren for vor kontrol. Vi skal være store mænd, der viser, at vi magter livet. Og som store mænd, der magter livet, vil vi erobre verden og gøre Danmark til foregangsland for alt det gode, som magten kan gøre. På nøjagtig samme måde som andre ønsker at erobre verden og gøre netop deres land til foregangsland for alt det gode, fordi netop det land er landet for det gode, altså Guds eget land. Vejen til magten er i det hele taget altid brolagt med mange gode hensigter. Om denne vej til magten også er vejen til helvede, vil vi indtil videre lade være et åbent spørgsmål.

25 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Magtens institutioner Magtens væsen er en bestemt måde at tilegne sig verden på, hvor noget ophøjes til mål, mens andet til gengæld reduceres til middel. Magtens logik er en mål-middel-logik, og denne logik er i dag grundfæstet i vor kultur og hamret ind i hovedet på hver enkelt af os. Dette betyder dog ikke, at magtens logik automatisk reproducerer sig selv, at vi fuldt ud er i magtens vold og kun kan tænke og derfor også kun handle ifølge magtens logik. Det er denne bogs hovedbudskab, at der findes noget uden for magten, en anden logik i tilværelsen og en anden måde at føre vort liv på. Denne anden logik vil senere blive udfoldet, og det vil således fremgå, at i den virkelige verden udfordres magtens logik bestandigt af denne anden logik. De to logikker eller syn på verden kæmper med hinanden såvel i det enkelte menneskes hoved som i de store konflikter om samfundets indretning og udvikling. For nærværende skal vi derfor blot nøjes med at slå fast, at magten har brug for fæstningsværker, hvorfra den kan forsvare sine positioner og gøre sin logik gældende. Magt er således i sit væsen – dvs. helt abstrakt betragtet - en bestemt logik eller et bestemt syn på verden. Men denne logik eller dette syn på verden materialiserer sig altid konkret i form af bestemte institutioner, der gør magtens abstrakte logik til konkret handling i verden. De centrale institutioner for magten i det moderne samfund er: Videnskaben, markedet og staten. Det er igennem især disse institutioner, at magtens abstrakte logik bliver til praktisk virkelighed i det moderne samfund. I det følgende benytter vi derfor ordet “magten” til på den ene side at betegne den mål-middel-logik, som er magtens abstrakte væsen, og på den anden side som begreb for de konkrete institutioner, hvormed denne logik sætter sig igennem i vore samfund.

26 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Videnskaben “Jeg kender en planet, hvor der bor en apoplektisk herre. Han har aldrig lugtet til en blomst. Han har aldrig set på en stjerne. Han har aldrig holdt af nogen. Han har aldrig bestilt andet end at lægge tal sammen. Og hele dagen siger han ligesom du: ‘Jeg har vigtigere ting at tænke på. Jeg er alvorsmand.’” (Den lille prins) “Viden er magt” sagde Francis Bacon tilbage i 1620. Dengang var det et profetisk udsagn, for de fleste videnskabsfolk forbandt absolut ikke deres nysgerrige higen og søgen med noget, der havde med magt at gøre. Og sådan har mange videnskabsfolk det fortsat i dag: De søger erkendelse, indsigt i sammenhænge, forståelse – men absolut ikke magt. At magten så bruger eller misbruger denne indsigt – det er en ganske anden sag, der absolut intet har med videnskaben at gøre. Eller har det? Det centrale i den videnskabelige tilgang til verden er, at verden opfattes som et objekt, der kan iagttages, beskrives og forstås af en neutral, nøgtern og ikke-involveret beskuer. Heri består det fundamentale i det videnskabelige ideal om “objektivitet”. Det kan altid bestrides om én iagttager af verden beskriver denne på samme måde som en anden iagttager, og i denne forstand er det kun de mest eksakte af videnskaberne, der kan være “objektive”, altså uomtvistelige. Idealet om at være absolut sand eller uomtvistelig er imidlertid ikke det afgørende i idealet om objektivitet: Det afgørende er, at verden overhovedet begribes som objekt. For den verden, der begribes som objekt, er ophørt med at være en verden, der i sig selv har en mening, eller som i sig selv er et mål. Den verden, der forstås som objekt, er i sig selv meningsløs og får kun mening som et middel til at indfrie mål, der ligger uden for denne verden selv. I videnskabernes historie har der været en lang kamp om, hvad man kan kalde videnskabens verdenssyn. Er verden for videnskaben et objekt, en død ting, eller har verden 27 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

en mening, og er det også en del af den videnskabelige søgen efter sandhed at søge denne mening? Tidligere verdensforståelser forstod først og fremmest verden som en formålsbestemt og meningsfuld verden. Alle ting og alle processer i verden havde et formål – og blev forstået i kraft af deres formål. Verden hang sammen og var en enhed – og de enkelte bestanddele i verden gav ikke nogen mening i sig selv, men netop kun som elementer i denne større (holistiske) sammenhæng. Denne verdensforståelse udtrykkes bl.a. i det følgende udsagn tillagt indianerhøvdingen Seattle i hans tale til den amerikanske præsident i 1854: “Vore døde glemmer aldrig denne smukke jord, for den er mor til den røde mand. Vi er en del af jorden, jorden er en del af os. De duftende blomster er vore søstre. Hjorten, hesten og den mægtige ørn er vore brødre. Bjergene og de saftige enge, ponyernes kropsvarme – alle hører til den samme familie. Det glimtende vand, der løber i bæk og i flod, er ikke blot vand, men vore forfædres blod. Luften er kostbar for den røde mand, for alting deler det samme vejr – dyret, træet, mennesket. Jorden er vor moder. Hvad der overgår jorden, overgår også jordens sønner. Spytter mennesket på jorden, spytter det på sig selv. Vi ved, at jorden ikke tilhører mennesket – mennesket tilhører jorden. Det ved vi. Alt er forbundet, ligesom blodet forener familien. Hvad der end overgår jorden, vil også overgå jordens sønner. Mennesket gjorde ikke livets væv, men er blot en tråd i dette væv. Hvad man gør ved vævet, gør man ved sig selv.” Den moderne videnskabelige verdensanskuelse gjorde op med sådanne opfattelser af verden, som en formåls-bestemt verden. Men en verden, der ikke er formålsbestemt, udgør ikke længere nogen meningsfuld helhed og hænger derfor ikke sammen. Det videnskabelige verdensbillede har erstattet tidligere tiders formålsbestemte (teleologiske) og helhedsprægede (holistiske) verdenssyn med et atomistisk og reduktionistisk verdenssyn. Verden rummer ikke mening, men kun objektive kendsgerninger og lovmæssigheder, der etablerer nogle kausale sammenhænge mellem årsag og 28 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

virkning. De objektive lovmæssigheder finder videnskaben frem til ved at reducere den komplekse verdens komplekse kendsgerninger til simple kendsgerninger, og dette sker i videnskabens forskellige “laboratorier”, hvor sammenhængen mellem en enkelt årsag og en enkelt virkning studeres i en nøgen, atomiseret og forsimplet verden, der således fremtræder som de objektive lovmæssigheders verden. Heroverfor hævder den holistiske verdensanskuelse, at man netop ved at atomisere verden taber en indsigt i verden. Holismens grundsynspunkt er netop, at helheden er mere end summen af de enkelte bestanddele, og at det, der smides bort ved at atomisere verden, netop er det meningsfulde i verden. Mens den holistiske forståelse af verden på én og samme tid rummer en erkendelse af verden uden for én selv og sig selv i verden, altså både omfatter det at erkende noget og samtidig kende sig selv, så skiller videnskabens verdenssyn disse ting fra hinanden: På den ene side har vi den uinteresserede videnskabsmand, der erkender den objektive verden uden for sig selv. På den anden side har vi subjektet, der må søge en mening med tilværelsen uden for denne verden. Subjekt og objekt er skilt ad. I bogen Uden mål – og med sætter Villy Sørensen denne adskillelse af subjekt og objekt i forbindelse med kristendommens adskillelse af det naturlige og det moralske: “Netop nedvurderingen af det naturlige i den kristne kultur er formentlig baggrunden for, at det var i den naturvidenskaben opstod”. Til trods for at der således historisk har foregået en lang kamp i den videnskabelige verden om disse spørgsmål, og at denne kamp fortsat stikker sit hoved frem i ny og næ, så må det dog konstateres, at den reduktionistiske og rationalistiske verdensanskuelse er den helt dominerende inden for videnskaben i dag. I bogen Rationalitet og Magt taler Bent Flyvbjerg om “det rationalistiske sving” i vestlig kultur, et “sving”, som blev stadfæstet i den græske kultur efter Aristoteles af tænkere som Platon og Sokrates, og som blev kraftigt forstærket af oplysningstiden, naturvidenskabernes udvikling og den efterfølgende etablering af samfundsvidenskaber i naturvidenskabens billede. Rationalitetskritiske verdensopfattel29 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ser har under dette “rationalistiske sving” haft meget svært ved at hævde sig som “sande” videnskaber. Det er der flere grunde til. Én af grundene er, at de rationalitetskritiske verdensanskuelser også tvinges til at være magtkritiske, hvorfor magten altid vil forsøge at marginalisere dem.

Ole Wivel: Der truer os i tiden Der truer os i tiden en ond, usynlig magt: vor egen sikre viden, som sprængte med foragt den skænkede natur og nedskrev Adams billed til skyggen på en mur.

Selvom der i dag fortsat findes lommer af kritiske miljøer i den videnskabelige verden, så bekender denne sig dog som helhed helt overvejende til det såkaldte “positivistiske” videnskabsideal, der siger, at verden kun kan begribes som det, vi nøgternt kan iagttage, det, vi kan måle og veje, kombineret med det,, vi logisk kan udlede. Verden er objekter plus logik, ting plus (natur)love, og vi mennesker begriber denne verden ved at skaffe os information om dens objekter og ræsonnere os til dens logik. Verden er stum, den siger os ikke noget, den rummer intet formål (telos) og derfor ej heller nogen mening. Når verden på denne måde er blevet til en død ting, der ikke i sig selv har en mening, så bliver den kun meningsfuld i kraft af det, vi kan gøre denne verden til. Videnskabens objektivering af verden er altså overhovedet forudsætningen for, at vi kan tage magten over verden, altså anskue verden som et middel, der skal tjene magtens ophøjede mål. Når verden ikke længere forstås som væ30 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

rende i sig selv formålsbestemt, men i stedet begribes som en maskine, hvor bestemte årsager giver anledning til bestemte virkninger, så ligger det lige for, at vi kan manipulere med årsager for at opnå ønskede virkninger. Videnskabens objektivering af verden åbner altså op for, at vi kan tage magten over verden – men den gør mere end blot det: For hvorfor overhovedet spilde sin tid med at studere en verden, der blot er en død ting, der ikke rummer nogen mening? Det giver kun mening, hvis det tjener det mål, at vi skal magte denne verden. Denne sammenhæng mellem viden og magt formuleres på følgende måde af den franske samfundsforsker Michel Foucault: “Vi må indse, at magt og viden direkte forudsætter hverandre; at der ikke eksisterer nogen magt-relation uden et tilhørende felt af viden og ej heller nogen viden, som ikke forudsætter og på samme tid konstituerer magt-relationer” (Rationalitet og Magt). Forholdet mellem magt og videnskabelig rationalitet behandles også af forfatteren Per Olov Enquist i romanen Livlægen, som handler om en kort og enestående konkret historisk situation i 1700-tallet, der vokser ud af et trekantsdrama mellem den halvgale enevoldskonge Christian VII, dennes engelske ægtefælle, dronning Caroline Mathilde samt oplysningsmanden Struense, kongens livlæge og Carolines elsker. Af dette ejendommelige triumvirat iscenesættes oplysningsidealernes revolution for en kort stund i kongeriget Danmark. De tre sidder på et tidspunkt på en balkon på Fredensborg slot, der vender ud mod slotsparken, og overskuer parkens fantastiske haveanlæg, hvis gange danner en sindrig labyrint, men hvor hækkene skjuler anlæggets symmetri for den beskuer, der befinder sig i jordhøjde. Struense forklarer nu kongeparret, at der kun er ét punkt, hvorfra logikken i parkens system bliver synlig. I jordhøjde er alt en gåde, kaos og den rene forvirring, men fra dette ene punkt bliver det hele tydeligt, logisk og fornuftigt, og dette ene punkt er præcis den balkon, hvor de tre netop sidder. Dette ene punkt er fornuftens og sammenhængens punkt – og det 31 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

må kun betrædes af herskeren. Det er derfor samtidig herskerens punkt. Magtens punkt. Caroline Mathilde replicerer tørt: “Du glemmer én ting, Struense. At du er i min magt” – og dermed antyder hun, at der foruden magtens logik findes en anden kraft i tilværelsen, der kan gribe mennesker. Vi vender som sagt senere tilbage til denne anden “kraft”. Nu handler det om videnskaben. Det, som videnskaben først gjorde til objekt, var naturen, og naturvidenskaberne var derfor også de første objektive videnskaber. Karl Marx formulerede det på denne måde: “I det borgerlige samfund bliver naturen for første gang betragtet som ren og skær objekt for mennesket, alene som et anliggende for nytten; den ophører med at blive anset som en kraft i sin egen ret, og den teoretiske opdagelse af dens autonome love fremstår som en list, hvormed den kan underlægges menneskets behov, hvad enten det er som objekt for konsumption eller som en ressource for produktion.”(Grundrisse). I dag er vor kultur så gennemsyret af naturvidenskabens verdensbillede, at vi knap nok kan tænke naturen på anden måde. Men det tog mange århundreder at sætte dette verdensbillede igennem – og det foregik som beskrevet ovenfor igennem en intens kamp om “verdensforståelsen”. Siden “oplysningstiden” og det moderne borgerlige samfunds gennembrud blev naturvidenskabens naturopfattelse imidlertid den dominerende. Og dog er mange enkeltpersoner, der først forfægtede naturvidenskabens objektiverede natursyn, senere i deres liv kommet i tvivl. Således skrev den tyske kemiker Justus von Liebig, grundlæggeren af den moderne landbrugsvidenskab, tilbage i 1865: “Jeg har syndet over for visdommen i skaberværket, og for det er jeg retfærdigvis blevet straffet. Jeg ønskede at forbedre skaberens værk, fordi jeg i min blindhed troede, at der var udeladt et led i den overvældende kæde af love, der styrer og til stadighed fornyer livet på jordens overflade.” 32 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Tilsvarende skrupler har mange af atomfysikkens grundlæggere, herunder bl.a. Niels Bohr, givet udtryk for. Også inden for f.eks. den moderne genteknologi er mange kommet i tvivl, således én af pionererne James Shapiro, som erkendte at “vort arbejde vil kunne få uhyggelige følger, der unddrager sig vor kontrol”, hvorefter han forlod sit fag. Men såvel de, der åbent opponerede mod det naturvidenskabelige verdensbillede, som de, der kom i tvivl, blev dog med tiden marginaliseret eller neutraliseret, og i dag er den naturvidenskabelige “objektivisme” stort set enerådende. Naturvidenskaberne udforsker sammenhængen mellem årsag og virkning, og dette forudsætter som nævnt, at verden i sin totalitet må brydes ned til afgrænsede mikroverdener, der kan studeres i et laboratorium. Her kan man ændre én uafhængig årsag ad gangen og studere de afledte virkninger. Den (natur)videnskabelige tilgang til verden er således helt ud til fingerspidserne en reduktionistisk tilgang til verden og (natur)videnskabernes udvikling har derfor også bestået i en fremadskridende knopskydning af stadigt mere specialiserede discipliner, der udforsker stadigt mere afgrænsede mikroverdener. På grundlag af naturvidenskabens reduktion af verden til små begribelige mikroverdener rekonstruerer ingeniørvidenskaberne en teknologisk verden, som skridt for skridt har udstyret de menneskelige samfund med en uhørt grad af magt over og kontrol med sine omgivelser. Det er altså ingeniørvidenskaberne der etablerer den egentlige magtrelation over for naturen. Hvor naturvidenskaben konstruerer det gevær, ud af hvis løb magten vokser, er det ingeniørvidenskaben, der affyrer den dødbringende kugle. Men det er naturvidenskaben, der har beredt vejen, først og fremmest ved at gøre verden til en død ting. For man må jo godt skyde på en død ting, da man ikke kan tage livet af den. Villy Sørensen siger det således: “Selv for de naturvidenskabelige teorier gælder det ikke helt, at de ikke forandrer hvad de er teori om, thi naturvidenskabens rent 33 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

kvantitative naturbegreb er en teoretisk forudsætning for rovdriften på naturen.” Med først naturvidenskaberne og senere ingeniørvidenskaberne fik menneske og samfund med tiden mægtige produktivkræfter stillet til sin rådighed. Naturen var gjort til middel for den menneskelige nytte, og der var tilsyneladende ingen grænser for al den nytte, videnskaben kunne hive ud af naturen. Men betvingelsen af naturen kunne ikke gennemføres uden en grundlæggende ændring af kulturen, herunder bl.a. den sociale organisation og de samfundsmæssige institutioner, der regulerer denne. Den teknologiske verden, som ingeniører har skabt på grundlag af naturvidenskaben, må nødvendigvis blive en stærkt differentieret verden, som forudsætter en stærkt funktionsopdelt social organisation, som igen forudsætter en stærk social magt. Natur og ingeniørvidenskaberne nedbryder skridt for skridt de grænser og strukturer, som naturen satte for samfundet. I stedet må derfor træde grænser og strukturer, der har i sin oprindelse i kulturen. Objektiveringen og beherskelsen af naturen forudsætter objektiveringen og beherskelsen af mennesket. I takt med udfoldelsen af et teknologiseret samfund på grundlag af en objektiveret natur etableres derfor en stribe samfundsvidenskaber, der – inspireret af naturvidenskaberne – søger at begribe mennesket som objekt og derfor søger de “lovmæssigheder”, der styrer dets “adfærd” og bestemmer dets sociale relationer. På samme måde som den “objektivistiske” naturvidenskab måtte igennem en hård kamp med andre verdensanskuelser, før den blev en dominerende anskuelse, måtte også en samfundsvidenskab skabt i naturvidenskabens billede igennem hårde opgør. For én ting er at anskue naturen som objekt. Men kan vi virkeligt også begribe mennesket som objekt? I hele det 19. århundrede og i store dele af det 20. århundrede har der raset en kamp om dette spørgsmål, en kamp, som vel endnu ikke er endegyldigt afsluttet. Og dog forekommer det, at det objektiverede menneske- og samfundssyn i dag er helt dominerende inden for størsteparten af samfundsvidenskaberne. 34 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Dette gælder ikke mindst inden for den økonomiske videnskab, som er kongen over dem alle. Her har objektiveringen af mennesket fundet sit mest abstrakte og dermed også mest fuldendte udtryk. Mennesket begribes som “economic man”, dvs. som en nytteoptimerende maskine. For mennesket er nytte og velstand livets formål og alt andet er kun midler hertil. Det, der driver mennesker, er at opnå mest mulig nytte for den mindst mulige indsats – og markedet er den institution, hvor mennesket bedst udfolder dette grundinstinkt. Det falder ikke økonomerne ind, at mennesket måske netop viser denne “adfærd”, fordi det er den adfærd, der er rationel på markedet. At det er markedet, der betinger mennesket, snarere end at det er mennesket, der betinger markedet. For økonomerne er markedet ikke en historisk bestemt institution for magten, men tværtimod et objektivt og evigt sandt udtryk for menneskets sociale væsen. Økonomerne objektiverer mennesket som socialt væsen ved at objektivere markedet. For økonomerne er samfundet markedet – alt andet er bare til pynt – og mennesket er et nytteoptimerende individ – alt andet er bare romantik. Altings mål er nytte – og nyttens værdi måles i penge – og alt det, der tjener til at fremme nytten, er kapital. Naturen er ikke natur, men naturkapital. Mennesket er ikke menneske, men human kapital. Samfundet er ikke samfund, men social kapital og kulturen er ikke kultur, men kulturel kapital. I sidste ende gør økonomerne pengepugeriet til altings mål – mens alt andet er reduceret til midler hertil, og videnskabens objektivering af verden har hermed nået sit mest fuldendte udtryk. Men denne totale objektivering af alting er samtidig netop forudsætningen for installering af en fuldendt magt, hvor pengene som mål helliger alt andet som middel. Det er imidlertid ikke kun den økonomiske videnskab, der reducerer mennesket til objekt. En hel stribe af “management-videnskaber”, med afsæt i sociologien, psykologien og pædagogikken, gør det samme. Mennesket er ikke et ukrænkeligt individ, men en “human ressource”, der skal udstyres med de nødvendige kompetencer til, at de kan fungere i det moderne samfunds stærkt specialiserede, opsplittede og evigt omskiftelige arbejdsprocesser. 35 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Mennesket er ikke en ansvarlig borger, men et objektiveret væsen, hvis adfærd skal styres og reguleres af magten. Mennesket er ikke en kærlig far eller en kærlig mor, der med kærlig omsorg fører sine børn ind i livet, men en skoleelev, der skal lære, hvad forældrekompetencen består af. Mennesket er ikke et dødeligt væsen, som må bære sin sorg som en uadskillelig del af livet, men en patient, hvis sorg skal behandles og bearbejdes af professionelle. Mennesket har ikke et hjerte, der søger en mening, men kun en dyrisk krop, der søger oplevelse. Mennesket er ikke et levende væsen, der henrives af glæden og anfægtes af vreden, men et rationelt individ, der skal oplyses om tingenes rette sammenhæng. Mennesket er ikke et moralsk væsen, der i sit konkrete møde med verden tager et ansvar for verden, men et nøgent individ, der skal belæres og oplyses om etik. Mennesket er i det hele taget ikke et menneske, men en “social konstruktion”, ligesom i øvrigt naturen og kønnet er det. Der findes intet uden for magten – alt er noget, magten og dens ingeniør- og management-videnskaber konstruerer. Human- og socialvidenskabernes objektivering af mennesket beskrives af Villy Sørensen på denne måde: “Der er i selve den objektive videnskabelige indstilling en tendens til i teorien at afskaffe mennesket som subjekt. En videnskab om mennesket og samfundet, der skal være som naturvidenskaben, kan hjælpe samfundet til at gøre mennesket til et sådant objekt. Glæden over at man kan drive videnskab om mennesket uden at antage, at det i sig selv er noget, møder man hyppigt hos psykologer og sociologer.” Således er vi i dag kommer dertil, hvor en hær af eksperter og konsulenter har specialiseret sig i at rendyrke det ene eller det andet objektiverede menneskesyn, og de falbyder overalt deres ekspertise. I alle livets forhold tilbydes der i dag professionel rådgivning til at klare livet. Det af videnskaben objektiverede menneske er ved at blive netop sådan, som videnskaben anskuer det: Som en maskine. Det ved ikke længere, hvem det er, hvorfra det kommer, og til 36 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

hvad det skal blive. Det er ikke i stand til at føre sit eget liv, hvorfor der overalt skal professionelle programmører til at indkode det de rette adfærdskoder. Hvilken grusom ironisk skæbne for det såkaldte humanistiske projekt! Det objektiverede menneskesyn går hånd i hånd med et tilsvarende samfundssyn, og dette ikke blot som beskrevet i den økonomiske videnskab, men også inden for fag som politologi, statskundskab, planlægning osv. Samfundet er et objekt, som magten skal skabe, og dette kræver på alle områder “planlægning”. Planlægning er i sin essens udtryk for en mål-middel-rationalitet, og siden 2. verdenskrig er stadigt flere områder af det samfundsmæssige liv blev inddraget i en sådan objektiveret planlægnings-tænkning, der omfatter økonomisk planlægning, fysisk planlægning, miljøplanlægning, arbejdsmarkedsplanlægning, uddannelsesplanlægning osv. Mål-middel-rationaliteten gennemsyrer i dag al tænkning om samfundet, det er kernen i al moderne managementtænkning, og det er selve essensen i det, der kaldes “strategisk planlægning”. Statsministeriet gør det. Finansminsteriet gør det. Miljøministeriet gør det. Forskningsministeriet gør det. Undervisningsministeret gør det. Virksomhederne gør det. Alle gør det: 1) Opstiller mål, 2) Kvantificerer målene i kvantificerbare indikatorer, 3) Sætter “benchmarks” eller “milestones” for, hvornår et givent mål skal nås, 4) Designer styringsmidler, 5) Etablerer en overvågning og 6) Evaluerer forløbet og starter forfra igen. Og da alle nu tænker store strategiske tanker og sætter store strategiske projekter i søen, så må magten også sikre sig, at der nu er en sammenhæng mellem alle de mange mål og alle de mange midler, for dette sker ikke af sig selv. Alle steder opretttes derfor nye “Controller-enheder”, og der ansættes overalt i hobevis af “Controllere”, der kan holde opsyn og kontrol med det hele. For “tillid er godt – men kontrol er nu bedre”, som Joseph Stalin sagde engang. Men i den virkelige verden opfører mennesker sig ikke altid som stumme objekter, der blot gør, hvad magten siger, de skal gøre. Mennesker er nu engang subjekter og forfølger derfor også 37 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

fra tid til anden sine egne meningsfulde mål. Det viser sig derfor ofte, at de stort anlagte og centralt tænkte strategiske manøvrer ikke fører til så særligt meget, ja, ikke så sjældent fører de faktisk direkte til katastrofe. “AMANDA”-katastrofen og alle de andre katastrofer med stort tænkte EDB-systemer er eksempler herpå. De store mastodontsygehuse og deres aldrig svigtende evne til at lave budgetunderskud på den ene side og ventelister på den anden er et andet. Et tredje eksempel er de kæmpestore fødevareindustrielle systemer og de hermed forbundne kroniske problemer med fødevarekvalitet og fødevaresikkerhed. Den stort anlagte strategiske tænkning viser med stigende hyppighed sin afmagt, hvilket sætter magten i forlegenhed. Der laves undersøgelselseskommissioner og faglige udredninger, der skal udrede trådene og placere et ansvar. Men som bl.a. et Hollandsk forskningsråd har peget på, så “benytter systemerne konsulenter og forskningsinstitutioner, som de traditionelt har gode relationer til. Konsekvensen heraf er, at institutionen i kontroversielle sager deler opdragsgiverens syn på sagen (...) brugen af viden og styringen af viden til belysning af forskellige kontroversielle projekter synes hovedsageligt at have til opgave at overbevise modstandere og understøtte opdragsgivernes argumenter.” ( R.J. Veld) De kendsgerninger, der passer med magtens billede af verden, fremhæves og forstørres. De kendsgerninger, der undsiger eller undergraver dette verdensbillede, udelades eller bagatelliseres. Det hele dænges til i en tåge af tal og statistik. Og business fortsætter aldeles as usual. Videnskaben gør verden til en død ting, dvs. til et objekt uden mening, og denne verden uden mening rummer derfor kun stum information. For videnskaben findes der ikke nogen sandhed uden for videnskaben, videnskaben refererer kun til sig selv. Videnskabelige indsigter i verden vurderes på grundlag af andre videnskabelige indsigter – og fagfolks resultater bedømmes af andre fagfolk. Den videnskabelige verden og det videnskabelige verdenssyn er selvrefererende. Samtidig er der ingen grænser for, hvor megen in38 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

formation denne videnskab kan hive ud af denne verden, og der findes derfor heller ingen grænser for, hvad videnskaben kan tage under sin lup og gøre til en ting. Videnskaben er selvrefererende, og fordi den er selvrefererende, er den også grænseløs. Netop det selvrefererende og grænseløse synes at være fundamentale træk ved magten, som vi vil vende tilbage til i det følgende.

Markedet “‘Goddag’, sagde den lille prins, ‘hvem er du?’. ‘Jeg er købmand, og jeg sælger vidunderpiller, som er i stand til at stille tørst. Man tager en om ugen, og så føler man ikke tørst’. ‘Hvorfor sælger du dem?’, spurgte den lille prins. ‘Det er kolossalt tidsbesparende’ sagde købmanden. ‘Vi har haft eksperter til at regne det ud. Man sparer treoghalvtreds minutter om ugen.’” (Den lille prins) Videnskaben arbejder ikke i den virkelige verden. Videnskaben skaber viden om verden. Den begrebsliggør denne verden inde i vore hoveder. Den skaber de mentale billeder, hvormed vi kan gå til verden. Men der skal nogle andre institutioner til at omsætte disse begreber om verden til handlinger i verden. Vi mennesker er først og fremmest i verden i kraft af vor fysiske og produktive virksomhed. Her tilegner vi os verden konkret og stofligt. Vor produktive tilegnelse af verden kan imidlertid foregå på mange forskellige måder, og er historisk foregået på mange forskellige måder. Men vi moderne mennesker har svært ved at forestille os, at verden kan tilegnes på andre måder end på vor moderne måde, hvor vi tilegner os verden som lønarbejdere, der hyres af virksomheder til at bidrage til fremstilling af et produkt, der skal sælges på et marked. Og dog får vi alligevel alle et indtryk af andre måder at tilegne os verden på, i vor fritid. I vor fritid kan vi udmærket tilegne os 39 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

verden produktivt, selvom vi betegner det som en rekreativ aktivitet. Når vi i vor fritid er produktive, er vi det på en helt anden måde, end når vi er på arbejde. Når jeg efter arbejdstid tager ud til kysten for at fange en havørred, er det en produktiv aktivitet, men den har en helt anden karakter end produktionen på den fiskefabrik, jeg har forladt. Den havørred, jeg får på krogen ved solnedgang, er ikke blot et vist antal kilo proteiner, som kan hives i land, sprættes op og sættes til salg på et marked for et vist antal kroner og ører. Den havørred, jeg fanger ved solnedgang, er selvfølgelig på den ene side et måltid mad. Men den er samtidig noget andet: et unikt væsen, der glimter i den nedgående sols stråler, og som indgår i naturens store, ufattelige kredsløb. Når jeg hiver den i land og sprætter den op, når jeg ser dens smukke og farverige indvolde, mærker dens skæl og ser ind i dens havgrønne øjne, så gyser jeg over at have taget dette liv, men samtidig overvældes jeg af livets fylde. Jeg har ikke alene sikret mig et måltid mad og tilfredsstillet et materielt behov. Jeg har samtidig fyldt min sjæl med ånd. Jeg har ikke alene skabt nytte, men samtidig også skabt lykke. Verden er blevet en enhed af ånd og materie. På én og samme tid et middel, men så sandelig også et mål. Videnskaben forstår ikke denne tilgang til verden. Begreber som “ånd” og “lykke” indgår overhovedet ikke i videnskabens univers. For videnskaben er denne ørred en bestemt art, der lever i et bestemt økosystem, og som er karakteriseret ved nogle bestemte egenskaber, der kan tilfredsstille mine bestemte behov for fedt og proteiner. Denne objektiverede forståelse af verden sætter sig for alvor igennem som konkret handling, når vi træder ind på markedet. Markedet er den institution, der legemliggør det objektiverede verdenssyn og gør denne forståelse af verden styrende for vor produktive tilegnelse af verden. Den norske sociolog Ketil Skogen har formuleret det på denne måde: “Oplysningstidens videnskabelige fremskridt gik hånd i hånd med fremvæksten af det kapitalistiske marked (hvor de to fænomener 40 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

må forstås som momenter i en samlet helhed), og naturen blev dekonstrueret som en livgivende guddommelig kraft til fordel for et beregneligt system af død materie. Natur og kultur blev forstået som adskilte, hvilket var forudsætningen for, at naturen kunne begribes instrumentelt og gøres til genstand for systematisk udnyttelse.” Når vi træder ind på markedet, er verden ikke længere en enhed af ånd og materie og af mål og middel. Og den proces, hvormed vi tilegner os verden, det produktive arbejde, er derfor heller ikke længere en enhed af nytte og lykke. Markedets essens er netop at adskille nytten fra lykken i vor produktive virksomhed. På markedet er jeg ikke længere min egen lykkes smed, men et middel til produktion af andres nytte. Markedet ophøjer nytten – dvs. andres nytte – til altings mål og reducerer min arbejdskraft, naturens ressourcer osv. til midler herfor. Markedet adskiller mål fra midler og lader målet hellige midlet, og markedets logik er på denne måde en særlig form for magt-logik Naturligvis er der mange, der fortsat forsøger at forene markedets logik med andre værdier i det produktive og samfundsmæssige arbejde. Begrebet “faglig stolthed” dækker således over en anden tilgang til arbejdet, der insisterer på, at arbejdet i sig selv skal rumme en mening, at vi som ansatte skal være til stede i arbejdet, at vi skal gøre det ordentligt, således at det, vi gør, også er forbundet med glæde og stolthed. Men værdier som faglig stolthed, et meningsfuldt arbejde, et arbejde, der rummer glæde for ikke at sige lykke, må hentes uden for den logik, markedet sætter, og i det omfang disse værdier kolliderer med de vilkår, markedet sætter, hvilket de ofte gør, så er det disse værdier, der må vige. For markedets logik indebærer netop, at vi i vort produktive arbejde skal se bort fra lykken og alene fokusere på nytten. Vi skal være netop sådan, som økonomerne siger, vi er: Økonomisk rationelle, nytteoptimerende individer. Hvis ikke vi er det, så er vi ikke længere på markedet. Den virksomhed, der ikke søger at få mest mulig nytte ud af sin produktion, overlever ikke længe som 41 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

virksomhed, og den arbejder, der ikke formår at underordne sig arbejdets rent nyttebetonede karakter, er ikke nogen brugbar arbejder. Det nytter f.eks. ikke noget, at grønlandske minearbejdere om sommeren forlader mineskakterne, fordi tiden nu er inde til at gå på sæljagt. En arbejder, der søger lykken frem for nytten, er ikke nogen brugbar arbejder, fordi det er kun nytten, der kan sælges. Det kan lykken ikke. For markedet er naturen derfor ikke en unik natur – men råstof, ressource og input til produktionen. En død ting, som kun har værdi som middel til produktion af nytte. For markedet er det produktive menneske ikke et unikt menneske, men en arbejdskraft, der kun har værdi i kraft af dets evne og kompetence til fremstilling af nytte. Og nytten er gemt i varen, dvs. i de døde ting. Markedet gør de døde ting til mål – og reducerer det levende menneske og den levende natur til middel. På markedet er vi alle købmænd og kræmmere, og verden er en verden af varer. På markedet tilbydes vi en vare til en pris – og som købmænd ønsker vi mest mulig nytte til den mindst mulige pris. Og penge lugter jo som bekendt ikke: Vi ved ikke, hvordan den vare, vi pranger om, er blevet til, og som købmænd er det os også uvedkommende. Om varen er produceret af underbetalte indonesiske kvinder eller fremstillet af råvarer, hvis udvinding efterlader naturen som en ørken, det rager os ikke som købmænd. Måske rager det os som mennesker. Men markedet handler jo præcis om at splitte os ad som mennesker. At udsondre vor oplevelse af lykke fra vor fremstilling af nytte. At henlægge lykken til noget, vi søger i vort helt private liv – men ikke som noget, der har med vort produktive og sociale liv at gøre. Markedet gør os til økonomisk rationelle maskiner, der kun søger vor egen nytte. At bede os om at gøre noget andet – at være etiske eller politiske forbrugere - det er derfor at gøre grin med os. Først skal vi som producenter og arbejdere lære at være økonomisk rationelle og se bort fra alt, hvad der har med lykke, ånd, anstændighed og ansvarlighed at gøre. Dernæst skal vi som forbrugere gøre det stik modsatte. Det er hykleri og dobbeltmoral, så det basker. 42 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Markedets mål-middel-logik indebærer som sagt, at lykken udsondres fra nytten i min produktive tilegnelse af verden. Jeg er ej længere min egen lykkes smed, men et redskab til produktion af andres nytte. Derfor betyder det sådan set heller ikke noget, om jeg arbejder for mig selv. Jeg kan lige så godt arbejde for andre, især hvis dette muliggør en større produktion af nytte. Derfor bliver markedet med tiden til et kapitalistisk marked, hvor en arbejdsgiver foruden at indkøbe råvarer også hyrer arbejdskraft. Jeg er nu ikke længere en suveræn producent, der producerer nytte for andre. Jeg er lønarbejder. Det ultimative mål er fortsat produktion af nytte, men dette er nu arbejdsgiverens ansvar. Fra nu af er det arbejdsgiveren, der råder over produktionen, som definerer, hvad der er nyttigt, og som bestemmer, hvordan denne nytte skal bringes til veje. Men også arbejdsgivere er mennesker og har derfor behov for at se en mening med al deres virksomhed. Mange af de tidlige kapitalister så deres indsats som et kald. I Karen Blixens Drømmerne udtrykker Lincoln, som er søn af en rig engelsk industriherrer, det på denne måde: “Min far var en meget rig mand i England, som ejede store fabrikker og et smukt landgods. Han læste meget i biblen – vor hellige bog – og var efterhånden kommet til den tro, at det var ham, der var sat til at udføre Guds vilje her på jorden. Jeg ved ikke, om han til sidst var i stand til at skelne mellem sin gudsfrygt og sin selvtilfredshed. Det var hans pligt, mente han, at gøre en verdensorden ud af verdens kaos, og at sørge for, at der blev draget nytte af alting – hvilket for ham også betød, at det blev til nytte for ham selv.” Senere hen er Gud trådt i baggrunden. I stedet har Adam Smith og andre sat samfundet i hans sted. Ved hjælp af en “usynlig hånd” sikres det, at hver enkelts dragen nytte af alting fører til alles fælles bedste – at der skabes orden ud af kaos. Hvorom alting er, så er produktionen for arbejdsgiveren en “objektiv” proces, der skal optimeres med henblik på fremstilling af nytte, og i den moderne virksomhed er videnskaben og dens objektiverede tilgang til verden derfor lige præcis det, arbejdsgiveren har brug for. Han har brug for ingeniøren til at optimere produk43 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

tionens stoflige processer, ligesom han har brug for organisationsteoretikeren og managementeksperten til at optimere produktionens sociale processer. I den moderne virksomhed adskilles derfor ikke blot nytten fra lykken, men også åndens fra håndens arbejde. Som almindelig lønarbejder er jeg derfor ikke blot reduceret til et redskab for nytten, men desuden til et moment i en nytteproducerende proces, hvis samlede resultat jeg ikke længere har lod eller del i. Jeg er – som arbejderen i Chaplins Moderne tider – et tandhjul i en stor maskine. Når jeg går på arbejdet, hænger jeg ikke alene mit tøj i garderoben. Der anbringer jeg også min hjerne foruden mit hjerte. Og i takt med maskinens rytme nynner jeg med Kim Larsen: “Det siger blip-blåt, gud hvor går det godt. Vi har hvad vi skal ha’ af både stort og småt”.

Kim Larsen: Blip-båt Når jeg står ved min maskine på min dejlige fabrik så er jeg glad for at leve, det’ da klart, er det ikk’? Mine hænder de er bløde som en anden funktionærs og jeg har masser af tid til min børnekryds-og-tværs. Den siger blip-båt og gud hvor går det godt vi har hvad vi skal ha’ af både stort og småt ja blip-båt og gud hvor går det godt vi har hvad vi skal ha’ af både stort og småt. Og når så dagen er forbi så ta’r jeg gryden hjem min kone hun er skredet men jeg er nu heller ikke nem jeg tænder for min fjerner og blunder bare lidt og vågner med et sæt når den summer, ja sådan går det tit. Den siger blip-båt og gud hvor går det godt vi har hvad vi skal ha’ af både stort og småt ja blip-båt og gud hvor går det godt vi har hvad vi skal ha’ af både stort og småt

44 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Den kapitalistiske organisering af vort produktive arbejde reducerer dette til middel for fremstilling af nytte, og dermed reduceres den enkelte arbejder til et objekt, der indgår som moment i en objektiveret nytte-producerende proces. Hvis arbejderen overhovedet skal have indflydelse på sit arbejdsliv, kan det kun i begrænset omfang foregå som individ i den konkrete arbejdssituation, men må nødvendigvis foregå kollektivt og på et højere niveau. Derfor har arbejderne da også gennem tiden organiseret sig i fagforeninger til at forsvare sine interesser. Fagforeningernes rolle er at forsvare arbejdernes løn og arbejdsvilkår, og dette indebærer installeringen af en anden logik i forhold til arbejdet, end den rene markedslogik. Fagforeningen sætter således grænser for hvor megen nytteproduktion, der kan presses ud af den enkelte arbejder, samt til hvilken pris dette skal foregå. Fagforeningen sætter derimod ikke spørgsmålstegn ved produktionens karakter af nytteproduktion som sådan – og ej heller ved dens kapitalistiske organisering. Så på den ene side står kapital og arbejderbevægelse som modparter, når det handler om spørgsmål som løn og arbejdstid, på den anden side er de bundet i et skæbnefællesskab om at sikre størst mulig vækst for virksomheden, så det både kan regne på kapitalen og dryppe på arbejderen. Markedets dynamiske logik stopper ikke ved den klassiske kapitalistiske virksomhed. For arbejdsgiveren er jo heller ikke sin egen lykkes smed, og derfor kan han lige så godt sælge sin virksomhed til en anden, især hvis dette muliggør en større produktion af nytte. Med tiden erstattes derfor arbejdsgiveren, som konkret kødelig person, af aktieselskabet som abstrakt juridisk enhed. Industrikapitalisten, som er en konkret person, der foruden høj hat også bærer et konkret ansigt, erstattes af den helt igennem abstrakte finanskapital, og hermed er adskillelsen af mål og midler i vor produktive tilegnelse af verden fuldbragt. For finanskapitalen er alle overvejelser om lykke og nytte inderligt irrelevante. Den ved knap nok, hvad den virksomhed fremstiller, hvori den har anbragt sine penge. Og den ved slet ikke, hvem der arbejder på virksomheden, hvordan de arbejder, og hvordan de har det. For den 45 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

gælder kun én ting: Maksimalt afkast på den investerede kapital. “Shareholder Value” som det hedder. Eller som der står i f.eks. GN Store Nords årsberetning: “GN Store Nord bygger videre på sine aktiviteter inden for Shareholder Value. Arbejdet med at øge Shareholder Value og med kontinuerligt at måle udviklingen er i fokus. Til det formål anvendes bl.a. den økonomiske værditilvækst udtrykt ved Economic Added Value. Målet er at skabe et højt afkast til aktionærerne ved en kombination af langsigtede stigninger i aktiekursen og stigende udbytte.” Langsigtede stigninger i aktiekursen og stigende udbytter er målet over alle mål. Alt andet er reduceret til midler. Den produktive tilegnelse af verden under aktieselskabernes og finanskapitalens domæne producerer ufatteligt mange varer og ufatteligt lidt lykke. Og hvad mere er: Mindre og mindre nytte. Discount, bras og dårlig kvalitet fylder i stigende grad vor verden. Vore fødevarer bliver godt nok billigere og billigere, men samtidig bliver de ringere og ringere – og vi bliver federe og federe. Vore boliger og bygninger bliver monteret i en rasende fart af præfabrikerede betonelementer, som giver vældig mange kvadratmeter på vældig kort tid. Men de er ikke til at holde ud at se på, og inden der er gået tyve år, er de saneringsmodne. Vi får flere og flere fjernsynskanaler som konkurrerer om at lave mere og mere platte, kyniske og indholdstomme udsendelser. Og alt dette sker ikke blot i den private sektor, men smitter også af på den offentlige. Markedets produktionslogik er blevet et mantra, og derfor skal dens produktionskoncepter kopieres overalt. I bogen Eliternes Oprør – og forræderiet mod demokratiet formulerer Christopher Lasch det på følgende måde: “Markedet har en notorisk tendens til at underlægge sig alt. Det har ikke let ved at leve fredeligt sammen med institutioner, der fungerer efter modsat rettede principper – skoler og universiteter, aviser og ugeblade, sociale institutioner, familien. Før eller senere 46 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

vil markedet forsøge at opsluge dem alle. Det lægger et næsten uimodståeligt pres på alt og alle for at retfærdiggøre sig på de eneste betingelser, markedet kender – blive til et forretningsforetagende, dække sine omkostninger, vise overskud. Det gør nyheder til underholdning, forskning til karrieremageri, socialt arbejde til videnskabelig fattigdomsstyring. Det omformer ubønhørligt alle andre institutioner i sit eget billede.” Derfor hyrer den offentlige sektor managementeksperter til f.eks. at rationalisere hjemmeplejen efter den private produktions idegrundlag: 10 minutter til toilette, 12 minutter til påklædning, 8 minutter til morgenmad. Og hvis fru Nielsen i dag har brug for noget helt andet, fordi fru Nielsen er et levende menneske, hvis behov varierer fra dag til dag, så er det bare ærgerligt. Overalt undergraves den faglige stolthed: Glæden ved at give af sig selv, lægge sin person ind i arbejdet, kæle for det, man gør, og gøre sit arbejde ordentligt. Selvfølgelig er der mange, der fortsat gør netop det, men de gør det i vidt omfang på trods af magten og den fremherskende produktionslogik. Markedets mål-middel-logik er under finanskapitalens herredømme blevet selvrefererende. Væk er lykken, og væk er nytten. Kapitalens mål er afkast. Dvs. mere kapital, stadigt mere kapital. Evig, rastløs akkumulation af kapital. Den moderne kapitalistiske virksomhed er derfor en virksomhed, der må kaste sig ud i et rasende ræs for at producere afkast og akkumulere kapital. Bestandig teknologisk revolutionering af produktionen er et “must”, og denne permanente revolution kræver en enorm mobilisering af teknisk-videnskabelige ressourcer. Det kræver store enheder, hvorfor vækst og ekspansion er blevet livsnødvendige. Den, der ikke vokser, må lade livet. Opkøb, fusioner og strategiske alliancer skyller derfor som uophørlige stormbølger ind over det kapitalistiske marked. Stadigt større gigantvirksomheder med en omsætning, der overstiger mange landes bruttonationalprodukter, ser dagens lys, og disse kan selvfølgelig ikke nøjes med at producere til små nationale markeder. Hele kloden må gøres til et stort verdensmarked og derfor må alle nationalt eller kulturelt betingede 47 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

grænser for markedet ophæves. Disse nye globalt virkende koncentrationer af penge, viden og magt bliver i stigende grad bærere af det moderne samfunds kultur og værdier, og de erstatter i voksende omfang nationens kulturbærende rolle. Denne nye virksomhedskultur er bl.a. en vinderkultur, som det f.eks. udtrykkes af personalechefen i Novo Nordisk i et interview i Nyhedsmagasinet Ingeniøren: “Vi forsøger at skabe en kultur, hvor vi gerne vil vinde, hvor vi er glade for at vinde, hvor vi gerne vil fejre, når vi vinder, og hvor vi er stolte af at vinde.” I samme nummer af Ingeniøren tegnes et portræt af Novos øverste direktør som en “tempelridder”, og han fotograferes som en sortklædt kampsportsmand med et sværd i hånden, klar til krig for Novos værdier. De værdier, “tempelridderen” slås for, skal naturligvis deles af medarbejderne – ellers bliver det en noget ensom kamp. Moderne management handler derfor i stigende grad om, at medarbejderne skal lære “at indleve sig i organisationen og dens værdier, sætte sig i dens sted og se verden derfra”. Medarbejderne skal vise “kærlighed, passion og engagement”, og dette forudsætter, “at virksomheden kan producere nogle fremtidsbilleder, som medarbejderne kan engagere sig i, f.eks. dette her billede om fremtidens videnssamfund. Den udviklende medarbejder må hele tiden vurdere sig selv som ressource i forhold til de fremtidsbilleder, der florerer i organisationen. Man skal have evnen til at være illoyal over for sig selv og til at kaste sit gamle jeg fra sig til fordel for det ‘jeg’, virksomheden kræver” ( Niels Åkerstrøm i tidskriftet SALT). I Kirsten Bovbjergs Følsomhedens etik får vi et rystende indblik i det menneskesyn, der præger hele den vifte af managementskoler, som under velklingende navne som Human Ressource Management, Neuro Lingvistisk Programmering og Den Lærende Organisation er vokset frem over de sidste 20 år. Essensen i disse skoler og de teknikker, de tilbyder, er, at medarbejderen ikke 48 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

blot skal involvere sine faglige kvalifikationer i arbejdet – men hele sin personlighed. Menneskets inderste “selv” objektiveres og gøres til genstand for magtteknik. Mennesket opfattes som en computer, hvis overbevisninger er noget, man programmerer, og under dække af omsorg for medarbejderens personlige udvikling lærer disse management-skoler deltagerne, hvordan de kan omprogrammere deres overbevisninger, så de bliver sammenfaldende med virksomhedens værdier. Det er interessant, at de teorier, der ligger til grund for disse moderne management-skoler, legitimerer sig med en uskøn blanding af rationel videnskabelig tænkning og diverse former for nyreligiøsitet. Den nyreligiøse dimension henter sin inspiration i den såkaldte New Age-filosofi, som oftest afspejler en ekstrem individualistisk religiøs tænkning, der ser det enkelte menneske som et guddommeligt væsen, hvis det vel og mærke er i stand til at finde ind til sit inderste “selv” og realisere dette fuldt ud. Individualistisk selv-realisering anses for det absolut gode, og de moderne management-skoler tilbyder deltagerne rationelle tekniker til at dykke ned i sig selv, manipulere med sig selv og installere de overbevisninger og tilværelsesholdninger, der gør det i stand til at realisere sig selv, inden for de rammer og den virkelighed, som virksomheden sætter. Og da denne virkelighed især er præget af konstant forandring, ja, da det eneste konstante i den moderne virkelighed er forandring, så handler denne “selvrealisering” om, at man konstant må forandre sig selv. At gøre sig selv til objekt for konstant forandring, det er den ultimative objektivering af mennesket, og det er netop den kultur, som de moderne virksomheder ved hjælp af moderne management søger at udbrede. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at skabe en kultur for de ansatte. Også kunderne og den øvrige omverden skal præges med de globale virksomheders verdensbillede, og til dette formål hyres marketingskonsulenter, der skal sælge virksomhedens “image”, dens billede af verden. Det er ikke længere tilstrækkeligt for virksomhederne at sælge konkrete produkter med en konkret nytte, nej, de skal også sælge “historier”, “oplevelser” og “drømme”. 49 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Men hvad er det for nogen “drømme”, de forsøger at sælge? I store helsidesannoncer i ugebladet Ingeniøren har et stort rådgivende ingeniørfirma fået en række af deres ledende medarbejdere til at lægge navn til følgende drømmevision: “Uden de store drømme mister vi evnen til at nytænke virkeligheden”. Det er, hvad det handler om. Vi skal nytænke virkeligheden. Virkeligheden er ikke god nok, som den er. Den skal bestandigt nytænkes og forandres. Vort almindelige jordiske liv som mennesker er ikke værd at leve i sig selv. Vi skal bestandigt drømme om et bedre liv: Den evige ungdom, den evige skønhed eller den magtfulde og grænseløse frihed, som vi moderne mennesker kan opnå, hvis vi køber lige præcis de strålende produkter, som de moderne drømmevirksomheder falbyder på markedet. Reklamernes verden er fyldt med sådanne drømmebilleder. Mange af dem udspiller sig med en gold ørken som kulisse. I denne rene, men golde ørken træder en ung smuk kvinde frem, med et glat bølgende hår, der er skabt af en ny vidundershampoo. Eller også er det en ung og dynamisk mand, der trykker speederen i bund på den nye drømmebil. Verden anskues som en tom og gold ørken. Den får først mening, når magten fylder den ud. Og vort liv får først mening, når vi hengiver os til de drømme, som magten skaber. Og det er vi så mange, der gør. For stoltheden, glæden og lykken er i vidt omfang udsondret fra vort liv som producenter. Det skal nu realiseres i vort liv som konsumenter. Når vi har forladt arbejdspladsen, går vi ned i supermarkedets neonhelvede for at finde lykken der. Og hvilken verden af fortryllende, farvestrålende og forførende varer springer os ikke i møde. Vi fylder indkøbskurven med alt muligt og umuligt og tager hjem for at forbruge. Men det er, som om vi aldrig bliver mætte. Når nytten adskilles fra lykken,, er vi umættelige, og den uforløste lykke udløser dæmoniske sider i vort væsen. Konen er irriterende, børnene larmende og naboen en idiot. Lad mig komme tilbage til arbejdet, hvor jeg kan bedøve mig 50 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

i de kendte rutiner. På denne måde længes vi efter fritiden, når vi er på arbejdet, og efter arbejdet, når vi har fri. Altid er vi på vej fra det ene til andet. Aldrig falder vi til ro.

Staten “‘Deres majestæt – hvad hersker de egentlig over?’ spurgte den lille prins. ‘Over alt’, svarede kongen med den største selvfølgelighed, og han slog i al beskedenhed ud med hånden mod planeten, de andre planeter og stjernerne. ‘Og lyder de alle sammen deres bud?’ spurgte den lille prins. ‘Det gør de rigtignok’, sagde kongen. ‘De lystrer øjeblikkelig. Jeg tåler ingen opsætsighed.’ Den lille prins: ‘Jeg vil så gerne se en solnedgang … vil de ikke gøre mig den glæde … at befale solen at gå ned?’ ‘Du skal få din solnedgang. Nu skal jeg bestille den. Men med det kendskab, jeg har til at regere, tror jeg at jeg vil vente, til vilkårene er gunstige. Det bliver hen ad i aften, at solen vil lyde mit bud.’” (Den lille prins) I alle samfund er staten den ultimative magt, fordi staten i bund og grund er bestemt ved, at den er blevet overdraget monopolet på vold. Staten og kun staten har ret til at føre magten ud i den yderste konsekvens, hvor man tager en andens liv. Naturligvis optræder der fortsat vold i samfundet, som ikke er sanktioneret af staten. Men denne vold er en illegitim vold. Det er kun i statens navn, at vold er legitim. Statens voldsmonopol varetages af militær og politi, som tager sig af henholdsvis de ydre og indre fjender af magten. I den moderne stat er der desuden installeret en række institutioner, der overvåger disse voldsapparater, først og fremmest domstolene. Da staten i kraft af sit voldsmonopol repræsenterer den ultimative magt og derfor i sidste ende er den instans, der må skære igennem i alle konflikter om magten, så samles også alle magtens tråde i sid51 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ste instans i staten. Alle øvrige magtrelationer i samfundet må derfor i sidste ende garanteres af staten. Alle sociale bevægelser, der søger at ændre den ene eller den anden magtrelation i samfundet, må derfor i sidste ende rette blikket mod staten, og derfor indebærer også alle samfundsomvæltninger i sidste ende en omvæltning af staten.

Halfdan Rasmussen: Hvem øver vold En stat må ha’ kontrol med hvem der øver vold og hvem der volder kval og er i fjendes sold for vold er asocial men bliver dog helt legal såfremt og hvis den er systemets luderka’l den effektive voldsmand bær uniform og hjælm så folk kan se han ikke er en formummet skælm han snakker ej, men slår han står hvor loven står for loven er hans helligånd og fadervor En håndgranat går an i næven på en mand der ofrer sig for konge, gud og fædreland men hvis en rød krabat benytter en tomat mod ordensmagten er det vold og attentat at nogle smider brosten er ikke spøg og skæmt men andres "Drang nach osten" er ikke nær så slemt for vold er lovlig nok i større målestok når blot det er de rette folk der går amok.

52 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

I det moderne samfund er det således staten, der garanterer og sanktionerer de magtrelationer, som udøves af de to øvrige centrale institutioner for magten: Videnskaben og markedet. Den moderne stat er ganske enkelt forudsætningen for disse to institutioner, ligesom de er forudsætningen for den moderne stat. Trekløveret videnskab, marked og stat er ikke bestemt af nogen nødvendighed – hverken af naturlovene eller nogen anden højere magt. Der findes både historisk og aktuelt andre måder at indrette samfundet på. Kombinationen videnskab, marked og stat er en historisk bestemt måde at indrette magten på, og den tilhører en bestemt historisk epoke: den vi kalder for den moderne epoke. Staten og videnskaben: Den moderne stat er en forudsætning for videnskaben, ligesom videnskaben er en forudsætning for den moderne stat. Den moderne stat sanktionerer således det videnskabelige verdensbillede, som gør verden til objekt og dermed til genstand for kontrol. I de fleste samfund findes der fortsat andre verdensbilleder end videnskabens, f.eks. kirkens. I visse samfund, som f.eks. Danmark, indtager en bestemt kirke endda en privilegeret position i forhold til andre kirker. Men i de moderne samfund er kirken ekskluderet fra magten og har derfor kun noget med folks helt private overbevisninger at gøre. I modsætning til videnskaben indgår den på ingen måde som grundlag for den statslige forvaltning af magten. Dens argumenter har ingen direkte gyldighed. Det er f.eks. ikke præster, der bliver bedt om at vurdere en ny genteknologi, det er diverse repræsentanter for videnskaben. Og dog indebærer videnskabens fremadskridende kolonisering af flere og flere livsområder, at grundlæggende etiske forestillinger i vor kultur oftere og oftere anfægtes. Der nedsættes derfor på flere og flere områder diverse “etiske råd”, men også i disse råd sidder repræsentanter for videnskaben som regel tungt på magten og de gyldige argumenter. Den moderne stats verdensbillede er således videnskabens verdensbillede, og derfor støtter staten aktivt udbredelsen af dette 53 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

verdensbillede til alle sfærer af samfundet. Staten støtter således aktivt de videnskabelige institutioner gennem milliardstore tilskud til forskning, en støtte, der især gives til de dele af videnskaben, der er mest objektivistiske, og som derfor mest åbenlyst åbner vejen for, at tage kontrol med verden. Det vil først og fremmest sige de teknisk-naturvidenskabelige videnskaber og dernæst de dele af samfundsvidenskaben, som er mest relevante for styring og kontrol med de sociale og økonomiske processer i samfundet. Staten støtter ikke blot de offentlige forskningsinstitutioner, men også i høj grad den tilhørende teknologiske udvikling i industrien og samfundet i øvrigt. Inden for det seneste årti har IT været det teknologiske mantra, og alle moderne stater har stræbt efter at gøre netop deres land til “IT-foregangsland”. EU’s stats- og regeringschefer har oven i købet besluttet, at EU skal være verdens mest konkurrencedygtige IT-økonomi. Udbredelsen af det videnskabelige verdensbillede foregår ikke blot via forskningen, men også igennem hele det moderne undervisningssystem, som i dag må siges at være næsten fuldstændig gennemsyret af det rationalistiske verdensbillede. Undervisning betyder oprindeligt “at vise et under”, men denne betydning af ordet er i dag næsten totalt udraderet i den faktiske pædagogik, og det i den grad, at ingen længere forbinder ordets egentlige betydning med selve ordet. Et andet ord knyttet til undervisning er uddannelse, der oprindeligt kommer af ordet “dannelse”, og hermed mentes “dannelse” af et menneskes personlighed og karakter. Ordene “undervisning” og “uddannelse” har i dag mistet deres oprindelige betydning, og de forstås snarere som indlæring af færdigheder, kompetencer eller kvalifikationer, som er nødvendige for at klare sig i det moderne samfund. I forlængelse heraf lægges der også i stigende grad vægt på at give eleverne karakterer – i stedet for at hjælpe dem med at danne deres karakter. Som allerede sagt er magten i det moderne samfund forankret i videnskaben, hvilket i den grad understreges af magten ved at kalde det moderne samfund for et “videnssamfund”. Undervisning er derfor tilegnelse af viden – altså i bund og grund tilegnelse af vi54 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

denskabens verdensbillede. Undervisning er derfor også i dag næsten udelukkende boglig og abstrakt, mens mere sansede, praktiske, kropslige og legende måder at gå til verden og forstå verden på indtager en perifer rolle på skoleskemaet. Denne udvikling vil i de kommende år blive yderligere forstærket af den massive satsning på IT i undervisningen. Oplevelsen af verden gennem en computerskærm er fuldbyrdelsen af det rationalistiske oplysningsprojekt: Vi skal ikke erfare verden, vi skal ikke mærke verden, vi skal ikke lege med verden – vi skal informeres og oplyses om verden. Verden er ikke en konkret realitet. Verden er kun virtuel information. Verden er ikke i sig selv – verden er det billede af verden, videnskaben skaber. Verden er videnskabens virtuelle verden, og videnskabens virtuelle verden opleves bedst ved en computerskærm. Det er ikke blot staten, der støtter videnskaben, det er også omvendt videnskaben, der understøtter staten. De statslige embeder er således på alle niveauer besat med akademisk uddannet personale, som ser verden gennem videnskabens briller. For staten som for videnskaben er verden et objekt, en genstand for kontrol og styring. Den polske sociolog Zygmunt Bauman har således kaldt den moderne stat for en “gartnerstat”, der ser på samfundet som noget, der skal ordnes og luges ud i. Vi skal senere – i kapitlet Magt og Mening – behandle politikken og demokratiet. Her skal det blot nævnes, at for embedsstaten er demokrati og politik noget utilregneligt rod. Det kan aldrig helt kontrolleres og kan derfor udarte sig til hvad som helst. Embedsstaten foretrækker så absolut videnskabens tilregnelige beregninger og dets tørre logik, og derfor forsøger man bestandigt at begrænse politikkens og demokratiets rum. En af måderne at begrænse demokratiet på er ved at insistere på, at politikken skal være “vidensbaseret” – det nye mantra for den akademiske elite op igennem 1990’erne. Den “vidensbaserede politik” sikres bl.a. ved, at ministerierne udstyrer sig med egne “sektorforskningsinstitutioner”, samt ved at stort set alle politiske reformer trækkes igennem en eller anden kommissions- eller udvalgsmaskine, hvor repræsentanter for videnskaben sidder tungt på alle de gyldige argumenter. For den moderne stat er kun ratio55 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

nelle argumenter gyldige. Den moderne stat har jo videnskaben og sandheden i ryggen og repræsenterer derfor fornuften, dvs. “det gode”. Og det gode er ikke den verden, der er, men den verden, som magten kan skabe. Den verden, som er os givet, er for magten altid en mangelfuld verden, som kan og bør forbedres. At forbedre verden indbærer altid nye områder for kontrol og nye instrumenter for kontrol. Nye institutioner og større institutioner. Og frem for alt flere ansatte. Staten og markedet Den moderne stat forudsætter og er forudsætning for videnskaben, ligesom den forudsætter og er forudsætning for markedet. I den klassiske højre-venstre-diskussion om stat og marked anskues disse som hinandens modsætning snarere end som hinandens forudsætning. Den ene side mener, at staten repræsenterer “det gode” og markedet “det onde” og vica versa. Det forekommer dog at være mere i overensstemmelse med virkeligheden at anskue stat og marked som to gensidigt afhængige momenter i den moderne magt. Markedet kan ikke fungere uden staten, og staten kan ikke fungere uden markedet. Mere marked indebærer således mere stat, ligesom mere stat indebærer mere marked, et forhold, som kan konstateres som historisk realitet: I hele det moderne projekts udviklingshistorie har stat og marked bevæget sig hånd i hånd i en opadgående spiral, der har udvidet domænet for dem begge. Og dette stort set uafhængigt af, hvilken farve regeringen har haft. Den norske sociolog Ketil Skogen formulerer det på denne måde: “Væksten i velfærdssystemer, infrastruktur og regulering i kølvandet på den moderne kapitalismes stærkt øgede kompleksitet har afstedkommet en formidabel vækst i statsapparaterne i alle udviklede samfund.” En markedsøkonomi forudsætter således to ting, som begge skal garanteres af staten. 56 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

For det første skal staten garantere den private ejendomsret til det, der skal handles på markedet. Hvis ikke du respekterer min ejendomsret til en vare, så kan der overhovedet ikke indgås en handel. Det er således staten, der som den ultimative magt først bestemmer og siden garanterer, hvad der overhovedet kan handles – altså hvad der kan opfattes som en vare. Det gør den ved at bestemme, for hvad privat ejendomsret kan gøres gældende. Det er staten, der bestemmer, at naturen er en vare, der kan handles, ved at garantere privat ejendomsret til jorden og ved at opstille regler for køb og salg af jord. Det er staten, der bestemmer, at mennesket ikke er en vare, der kan handles, men at menneskets arbejdskraft eller arbejdsevne er en vare, der kan handles. Det er således staten, der grundfæster relationen mellem arbejdsgiver og lønmodtager, og som opstiller regler for køb og salg af arbejdskraft. Det er endelig staten, der bestemmer, at også penge er en privat vare (og ikke blot et offentligt udvekslingsmiddel), som kan “sælges” mod betaling af renter eller åger (hvilket i parentes bemærket ikke altid har været tilladt ). Det er altså staten, der garanterer, at penge kan fungere som kapital, og som således også sanktionerer monstrøse institutioner som aktieselskaber og finansielle markeder. Det er alt i alt staten, der overhovedet etablerer grundbetingelserne for det moderne kapitalistiske marked ved at gøre jord, arbejdskraft og kapital til varer, for hvilke privat ejendomsret kan gøres gældende. Sikring af ejendomsretten er en nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for markedet. De genstande, der nu er bestemt som varer, skal også kunne udveksles – de skal kunne cirkulere. Varernes cirkulation kræver for det første et cirkulationsmiddel, som er alment accepteret, dvs. penge. Det er staten, der garanterer pengene, eller som det hedder i vor grundlov: “det er kun Kongen, som må slå mønt”. Penge er en formel betingelse for varernes cirkulation – der findes også en række reelle cirkulationsbetingelser, som det påhviler staten at garantere. Staten skal således sikre varernes, arbejdskraftens og kapitalens frie og uhindrede bevægelse på sit territorium. Dette kræver bl.a. etablering af infrastruktur, kommunikationsmidler, ensartede tekniske standarder, ensartede 57 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

regler for miljø, ensartede sociale vilkår osv. Et marked forudsætter i det hele taget ens vilkår inden for hele markedets geografiske område, altså ophævelse af alle lokale forskelle, der har betydning for markedets funktion. Dette kan kun sikres af en stat. Dette er bl.a. baggrunden for, at etableringen af EU’s indre marked med en naturlovs nødvendighed trækker mere og mere stat i sit kølvand. Den moderne stat har imidlertid også brug for markedet, hvilket de tidligere kommunistiske stater er et tydeligt bevis på. De kommunistiske stater opfattede sig helt og fuldt som moderne stater, der var forankrede i den videnskabelige verdensanskuelse og dens opfattelse af nytte som altings mål. De kommunistiske stater bekendte sig derfor også til en produktion, hvor fremstilling af andres nytte var adskilt fra oplevelsen af egen lykke. Men en produktion uden lykke er en produktion uden en gulerod. Den må derfor nødvendigvis have stillet en pisk til rådighed. I en markedsøkonomi er pisken arbejdsløshed, dvs. tabet af indtjening og dermed eksistensgrundlag. I de kommunistiske stater var pisken opdragelse – og i sidste ende Gulags opdragelseslejre. Denne pisk var imidlertid lige så ineffektiv, som den var gruopvækkende. Bl.a. derfor brød disse samfund sammen. Den moderne stat har altså brug for markedet til at producere nytte. Og videre: Jo større nytte markedet producerer, desto bedre for staten, for dermed øges skattegrundlaget og dermed statens råderum for, at gøre “det gode”, dvs. producere alle velfærdsstatens goder. Dette er velfærdsstatens logik: Den rationelle moderne stat er forankret i videnskaben og repræsenterer derfor sandheden om “det gode”. “Det gode” er ikke i den verden, der er os givet. “Det gode” er det, magten kan gøre verden til – dvs. de goder, magten kan fremstille. Den “gode stat” er altså den stat, der deler goder ud, og for at staten kan dele goder ud, må den have penge. Den “gode” velfærd forudsætter altså velstand, og denne velstand produceres af markedet. Jo mere velstand markedet kan producere, desto mere kan staten gøre “det gode”, dvs. dele ud af goderne. På denne måde understøtter stat og marked gensidigt hinandens logikker, i en evigt ekspanderende vækstspiral. 58 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Og naturligvis gør denne velfærdsstat også mange “gode” ting. Det gør den først og fremmest i kraft af mange myndige medarbejdere, der forsøger at løse deres arbejdsopgaver på en meningsfuld måde. Men at løse sine opgaver på en meningsfuld måde indebærer, at man engagerer sig i det, man gør, og at man opfatter genstanden for sit arbejde som et mål i sig selv, og ikke blot som “en sag”, “et nummer”, “en klient” – altså kort sagt som et objekt, der skal formes af magten. Der findes fortsat mange områder inden for det moderne velfærdsapparat, som opfatter deres opgave på netop denne måde. Men denne tilgang til arbejdet strider grundlæggende mod magtens logik, og den undermineres af den markeds- og management-tænkning som i stigende omfang trænger ind i den offentlige sektor. De medarbejdere, der fortsat insisterer på at udføre deres arbejde på en myndig og samvittighedsfuld måde, render sig derfor mange staver i livet. For magten er den verden, der er, altid en mangelfuld verden: Den natur, der blot er, er en mangelfuld natur, og det menneske, der blot er, er et mangelfuldt menneske. Det er således magten, der skaber “den gode natur” såvel som “det gode menneske”. Naturen er ikke et eksistensvilkår, der i sin egen ret er et mål i sig selv, nej, det er den pæne natur, som (stats)magten skaber. Derfor er naturen i sidste ende først og fremmest en post på finansloven. Det er mennesket også. Men mennesket fylder mere, meget mere. For til alle faser af menneskets liv findes der en til flere poster på finansloven, og den gode stat tager således hånd om os fra vugge til grav. Den tager i særlig grad hånd om os, hvis vi af den ene eller anden grund falder uden for den gældende orden, hvis vi af den ene eller anden grund ikke orker eller ikke ønsker at føre det magtfulde liv, som er forudsætningen for at være borger i et magtfuld samfund. Så bliver den gode stat til en gartnerstat, der luger ud og retter til. Så er vi klienter, der skal lære at tage hånd om vort liv, så vi igen kan blive nyttige for magten.

59 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Almægtig magt “‘Menneskene på din planet dyrker fem tusind roser i den samme have’, sagde den lille prins, ‘… og i den finder de ikke, hvad de søger …’ ‘Nej, det gør de ikke’, svarede jeg … ‘Og dog kunne det, de søger, findes i en eneste rose eller i en smule vand.’” (Den lille prins) Markedets magtlogik er blevet selvrefererende og grænseløs: Kapital vil avle mere kapital. Statens magtlogik er blevet selvrefererende og grænseløs: Stat vil avle mere stat. Når marked og stat er blevet selvrefererende og grænseløse, er det, fordi de begge er forankrede i en videnskab, som kun refererer til sig selv, og som ingen grænser har. Det samlede resultat er en moderne magt, som er blevet selvrefererende og grænseløs: Magtens mål er magt. Bestandigt mere magt. For som Raphael siger det i Thomas Mores Utopia: “Langt de fleste fyrster er mere optaget af deres hær og krigsmagt end af at dyrke fredens sysler, og deres hele tragten går mere ud på at udvide deres riger ved erobringer end at styre og indrette det de har fornuftigt.” Den moderne magt bliver derfor også en stadigt mere fusioneret og almægtig magt. De videnskabelige institutioner fusionerer til megastore professionaliserede vidensfabrikker inden for såvel den private som offentlige sektor. Forskning er for længst ophørt med at være samfundets kritiske refleksion over sit materielle og åndelige grundlag, for vi lever jo i et videnssamfund, og i et sådant samfund skal forskningen uophørligt producere den viden, som henholdsvis markedet og staten har brug for. De moderne virksomheder udstyrer sig derfor med store forskningslaboratorier, og det samme gør statens forskellige forvaltningsgrene. Og ind imellem gror der en underskov af rådgivende firmaer, som lever af at sælge viden til højestbydende. Og disse rådgivere kan åbenbart sælge alt – inklu60 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

siv politisk rådgivning. I stigende omfang bliver selv de demokratiske processer og de politiske meninger udtænkt og planlagt af “spindoctorer”, som gør politik til et spørgsmål om strategi, taktik og Public Relations. Også de økonomiske institutioner på markedet fusionerer til megastore multinationale “corporations”, hvis økonomiske magt overstiger mange staters. Disse globalt virkende produktions-netværk pumper kapital, varer og mennesker rundt på hele kloden i stadigt voksende mængder, og de bombarderer os alle 24 timer i døgnet med deres magtfulde verdenssyn og det forførende budskab: Følg os – køb vore produkter – så kan også du erobre verden. Også den økonomiske magt og dens logikker synes at smelte sammen til én stor megamagt. Hvor markedet før rummede en mangfoldighed af virksomheder som opererede inden for relativt uafhængige brancher og sektorer med hver sine faglige traditioner, synes det hele i dag at smelte sammen. Primærproduktion, industri, service, underholdning og medier er i dag et sammenvævet og sammensmeltet økonomisk magtsystem, der kontrolleres af stadigt færre mennesker. Endelig indgår statsmagten i magtfulde fusioneringsprocesser. Hvor de enkelte grene af statsforvaltningen tidligere blev betragtet som relativt uafhængige, indgår de i dag i et mere og mere sammensmeltet og integreret forvaltningsapparat, hvilket afspejler det forhold, at de forskellige forvaltningsområder i virkelighedens verden bliver mere og mere afhængige af hinanden. Jo mere magten fylder i verden, jo mere verden skabes i magtens billede, desto mere afhænger verden af magten, og desto mere må magtens forskellige grene integrere sit verdenssyn og sine handlinger i verden. Indadtil smelter statsmagten således mere og mere sammen om ét magtcentrum i statsapparatet, og dette centrum er ofte finansministeriet. Det er finansministeriet, der med dets abstrakte økonomiske logikker kan sætte hele verden på et rationelt begreb, og det er derfor herfra, at magten kan gives et samlet strategisk perspektiv. Finansministeriet har derfor udviklet sig fra at være det sted, der styrede statens finanser, til at blive det sted, der udstikker de over61 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ordnede indholdsmæssige retningslinjer for hele statsadministrationen. Sammensmeltningen af magten inden for henholdsvis videnskab, marked og stat går endelig hånd i hånd med en øget tværgående integration af de tre centrale sfærer for magt. Grænserne mellem videnskab, stat og marked udviskes således mere og mere, og de tidligere relativt uafhængige kulturer og faglige traditioner, som de tre institutioner for magten repræsenterede, er i færd med at blive ophævet. Om noget er offentligt eller privat, anses således ikke længere at gøre nogen forskel, for det er den samme form for management- og effektivitetstænkning, der præger begge sfærer. Tilsvarende anses videnskab og forretning at være to sider af samme sag, hvorfor fortidens uafhængige universitet med dets tradition for magtkritisk tænkning i stigende grad skiftes ud til fordel for en moderne vidensfabrik, som styres og ledes aldeles som en privat virksomhed. Omvendt benytter de moderne virksomheder i stigende grad videnskabelig tænkning og videnskabeligt uddannet personale, ikke blot i deres tekniske udviklingsafdelinger, men i alle grene af virksomheden. Sammensmeltningen af den moderne magts tre bærende institutioner giver sig udslag i et løbende flow af især ledende personale imellem de tre magtsfærer. Fra Danmarks Tekniske Universitet til A.P. Møller. Fra A.P. Møller til Miljøstyrelsen. Fra Miljøstyrelsen til Dansk Arbejdsgiverforening. Fra Dansk Arbejdsgiverforening til Arbejdsmarkedsstyrelsen. Ledende medarbejdere fra de tre sfærer møder jævnligt hinanden i logelignende klubber, i kommissioner og til konferencer. I og imellem de tre institutioners ledende lag udkrystalliseres således en magtelite, der i stigende omfang kommer de samme steder, lever det samme liv og tænker de samme tanker. Og disse tanker udtrykkes i det samme sprog. De taler om “casebenchmarking som middel til at sætte procesbenchmarking ind i en virksomhedsrelevant kontekst”, om “Economic Added Value (EVA) som viser forskellen mellem afkastet af den investerede kapital og omkostningerne ved den gennemsnitlige egenkapital og 62 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

fremmedkapital, WACC (Weighted Average Cost of Capital)”, om “ledelsesværktøjet Balanced Scorecard, der fokuserer på at identificere ledende indikatorer”, om “skræddersyet eksponering”, om “vindende kædekoncepter”, om “human ressource management”, “Neuro Lingvistisk Programmering”, “coaching” og “corporate storytelling”. Hvad er det egentlig for et sprog, de taler? Det er ikke dansk. Ikke tysk. Ikke fransk. Det er ikke engang angelsaksisk, men et kommercialiseret pseudo-engelsk. Det er et sprog fyldt med mærkelige indholdsløse forkortelser. Et klinisk sprog, der er lige så koldt som de paladser af stål, glas og beton, hvori det tales. Det er Orwellsk new-speak. Det er magtens sprog – og magten er i dag ikke længere dansk, tysk, fransk og ikke engang angelsaksisk – og derfor taler den et sprog, som kom den fra en fremmed planet.

Benny Holst: Julies sprog Fast som en klippe og bred som en strand vild som en brænding i kog fri som fuglenes flugt over land sådan er Julies sprog. Det sprog stjal man fra os og gav os en snak linien var sløret men klar det er lettest at holde et folk i skak som slet ingen sange har. Men midt i alt mørket der brænder et lys en ild som aldrig dør hen det sprog vi har talt trænger til at fornyes vi må lære det gamle igen.

63 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Global magt “‘Goddag’, sagde den lille prins til sporskifteren. ‘Hvad bestiller du her?’ ‘Jeg sorterer de rejsende i bundter på tusinde’, sagde sporskifteren. ‘Jeg sender togene af sted med dem, snart mod øst, snart mod vest’. ‘Hvad rejser de ud efter?’ spurgte den lille prins. ‘Selv lokomotivføreren ved det ikke engang’, svarede sporskifteren, mens et andet tog kom buldrende i modsat retning. ‘Kommer de allerede tilbage?’ spurgte den lille prins. ‘Nej, de bytter bare plads.’ ‘Men var de ikke glade for at være, hvor de var? ‘Man er aldrig tilfreds, der hvor man er’ svarede sporskifteren.” (Den lille prins) Magten er i dag blevet en almægtig magt, en magt, der har sprængt alle grænser, og som derfor ikke hører hjemme noget sted. Magten i det moderne samfund er en treenig magt, der har til huse i og forsvares af de tre fæstningsværker: Videnskaben, markedet og staten. Men disse tre fæstningsværker er ikke tre selvstændige fæstningsværker, de beror gensidigt på hinanden, den ene kan ikke undvære den anden, lige så lidt som hæren, flåden og flyvevåbnet kan undvære hinanden i den moderne krig. Videnskaben er for længst ophørt med at være en lokalt forankret videnskab, ja, videnskabens objektiverede verdenssyn er jo overhovedet et verdenssyn, der ser bort fra alle lokale detaljer, alle konkrete forskelle, til fordel for abstrakte og universelle love. I kølvandet på denne universitets-“universalisme” er også markedet for længst blevet et “universelt” eller grænseløst marked. Hele kloden er blevet en stor markedsplads, og de samme varer falbydes overalt, ligesom fremstillingen af en vare trækker på hele klodens naturlige og menneskelige ressourcer. Men for at kunne agere på det globale marked må man være en global aktør, og man kan kun blive en global aktør, hvis man råder over global magt. Derfor er det globale marked også de store multinationale selskabers marked, for det er dem og kun dem, der råder over global magt. 64 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Men en videnskab, der har overskredet alle lokale grænser, og et marked, der har gjort det samme, forudsætter endelig en stat, der også er universel i karakter og global i rækkevidde, for som sagt er den moderne magt en treenig magt, der som en skammel forudsætter tre ben, hvis ikke den skal vælte. Statsmagterne må derfor også søge at overskride deres hidtidige nationale forankring og gøre sig internationale, og derfor ser vi da også i hele verden ihærdige forsøg på at internationalisere og globalisere statsmagten. Men statsmagterne har et problem i den moderne treenige magt, som videnskaben og kapitalen ikke har. For i modsætning til såvel videnskaben som kapitalen er statsmagten ikke helt og aldeles en selvrefererende magt, selvom magtens elite gerne så, at den var det. For staten skal i demokratiet stadig referere til folket – det skal hverken videnskaben eller kapitalen. Og folkene er overalt skeptiske over for den store universelle og grænseoverskridende magt, og når de i demokratiets navn får en mulighed for at tage stilling til de store universelle projekter, så siger de ofte NEJ. Den moderne verden er derfor kommet i et voldsomt dilemma: Videnskab, marked og stat er gensidigt forbundne sfærer for magt i det moderne samfund, og den ene kan ikke undvære den anden. Især kan markedet ikke undvære staten. Men de tre former for magt udvikler sig ude af takt med hinanden, og derfor har vi i dag en verden, hvor videnskaben og kapitalen er globaliseret, mens statsmagten fortsat i vidt omfang er bundet til nationen. Dette skaber en voldsom ustabilitet i den moderne verden, en ustabilitet, som forstærkes af, at der i dag kun er én statsmagt, der besidder en voldsmagt med et globalt potentiale, og det er USA. Den moderne globaliserede verden er således blevet en verden, hvor magten i sidste ende vokser ud af den amerikanske hærs krydsermissiler. Det er i ly af disse missiler, at vor tids moderne og universelt tænkende elite former sine globale aspirationer og udtænker sine stort anlagte projekter. Det er fra dette præsteskab af moderne “symbolanalytikere”, at vi bestandigt mindes om fremskridtets og udviklingens uomgængelige tog, der kører, og som vi må springe på, hvis ikke vi skal kobles af. Broprojeker og vejpro65 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

jekter. Genteknologier og informationsteknologier. Vækstcentre og storcentre. Unionsprojekter og globale projekter. Og hvis vi siger Nej til disse magtens megaprojekter, så hælder den sine eder og forbandelser over os og sætter himmel og jord i bevægelse, indtil vi siger Ja. Og således kommer vi på den ene eller den anden måde op at køre på magtens tog. Og det suger i maven, når vi suser hen over kloden. Men vi ved ikke, hvorfor vi kører, og ej heller hvor vi skal hen. Og vi kan næsten ikke trække vejret.

66 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

afMagt

4

Igennem videnskaben, markedet og staten har den moderne magt spundet vort liv som menneske ind i et omfattende og sammenhængende net af mål-middel-relationer og gjort mål-middel-rationalitet til den altdominerende rationalitet i vort samfundsmæssige liv. Hele verden er gjort til middel for magten. Der er intet længere, der blot er vilkår. Der er intet længere, som blot er, og som skal have lov til blot at være. Der er intet længere, der står uden for magten. Alt er til for at blive formet og dannet og gjort til noget andet af magten: Thi dit er riget, æren og magten. Det, der er i verden uden for magten, er det levende liv: Jorden, vandet og luften. Planterne og dyrene. Menneskene og de spontane fællesskaber, mennesker danner i den livsverden, der ligger uden for magten. Alt dette levende er først gjort til objekt og siden til middel for magten. Magten har til gengæld gjort alt det døde til mål: Grænseløs ophobning af de døde tings rigdom. Grænseløs udbygning af store, magtfulde systemer. Og grænseløs akkumulation af død information om livet. Magtens mål er magten – og magten er de døde tings magt. Magten er, hvor målet helliger midlet. Hvor vi er villige til at tage en andens liv til fordel for et ophøjet mål. For den moderne, grænseløse magt er ophobning af de døde ting blevet målet – og til fordel herfor tager vi livet af alt det levende: Jorden, vandet og luften. Planterne og dyrene. Vore fællesskaber og i sidste ende os selv.

67 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Magten og naturen “‘Hvor jeg længes efter det vand’, sagde den lille prins. Jeg løftede spanden op til hans læber. Han drak med lukkede øjne. Det var livsalig som en højtid. Dette vand var noget ganske andet end et næringsmiddel. Det var født af vandringen under stjernerne, af hejseværkets sang, af min arms styrke. De gjorde hjertet godt som en gave.” (Den lille prins) Den moderne magt har for længst taget naturen i sin vold. Næsten al frugtbar jord er i dag under plov i et landbrugsindustrielt produktionssystem, der mere og mere ligner en fabrik. Vi kontrollerer vandets veje, dræner jorden, så vi kan komme til, lægger vandet i kanal, så det kan komme væk, eller fører det i kilometerlange rør, så vi kan tage kraften af det. Vi perforerer jorden med kilometerlange skakter eller skræller den af i kvadratkilometerstore grave for at udvinde uendelige mængder af malm og materialer. Og når det er slut, efterlader vi store ar af død ørken – hvorefter vi begiver os videre på jagt efter nye forekomster. Vi udvinder millioner af års oplagret solenergi og omsætter det i løbet af nogle få generationer. Vi tømmer havene for fisk. Vi forgifter jorden, vandet og luften, ændrer klimaet og udrydder arter i hobetal. Alt dette er blot kendsgerninger, som er beskrevet i et utal af rapporter, men som vi slet ikke behøver at læse os til, hvis blot vi bruger vore øjne. Følgende ord, som er blevet tillagt høvding Seattle, beskriver denne udvikling: “Vi ved, at den hvide mand ikke forstår vore skikke. Den ene stump land ligner for ham den anden, for han er en fremmed, der kommer om natten og tager fra landet, hvad han har brug for. Jorden er ikke hans broder, men hans fjende, og når han har erobret den, drager han videre. Han efterlader sine fædres grave og bekymrer sig ikke om dem. Han stjæler jorden fra sine børn – og bekymrer sig ikke om det. Han behandler sin moder, jorden, og sin 68 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

broder, himmelen, som ting, der kan købes og plyndres, sælges som får eller glasperler. For at stille sin umådelige sult vil den hvide mand opsluge jorden og ikke efterlade andet end ørken.” Den moderne magt har også øjne – men den har ikke noget hjerte. Den er ikke anfægtet – men nervøs. For den kan godt se, at vor magtfulde kontrol med alt det levende indebærer en risiko. Ikke for det levende - for det levende har jo for magten ingen værdi i sig selv. Nej, det er magten selv, der som altings mål løber en risiko. For al vor kontrol med verden skaber samtidig risici. Den verden, hvor alt er gjort til genstand for kontrol, er samtidig blevet en risikabel verden, og det moderne samfund er derfor blevet et “risikosamfund”. Overalt detonerer den ene nye risiko om ørerne på os efter den anden. Kogalskab og salmonella. Gift i maden og i vandet. Kemiske fabrikker og atomkraftanlæg, der springer i luften. Død og lemlæstelse i trafikken. Skibe, der kolliderer, olie, der dræber, og have, der lægges øde. Et klima ude af balance og kæmpemæssige landområder, der ad åre lægges under vand. Selv magten kan se, at vor kontrol indebærer en risiko. Selv magten er nervøs. Den er bl.a. nervøs for, at vi skal ophøre med at tro på magten, og derfor søger den at berolige os og indgyde os en tro på, at den har kontrol over tingene. Som Brundtland Kommissionen formulerede det: “Vi har magten til at bringe menneskers handlinger i overensstemmelse med naturens love, samtidig med at vi nyder godt af denne udvikling”. Tyg lige på den engang: “Vi har magten til at bringe menneskers handlinger i overensstemmelse med naturens love ...”. Har vi da hidtil sat os ud over naturlovene? Nej, den magt råder vi trods alt ikke over som menneske. Det, vi har gjort, er netop, at vi har forstået naturen som naturlove – og derved sat os ud over naturen. Men lige præcis den sammenhæng turde Brundtland Kommissionen ikke se i øjnene. For det ville indebære et opgør med magten. Magtens (og Brundtland Kommissionens) svar på de risici, det moderne samfund producerer, er, at vi skal få kontrol med dem: Risk Control Management er dens magtfulde bud på tidens problemer. 69 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Og derfor etablerer magten nye enorme systemer for magt og kontrol: Efter alle den moderne magts forskrifter etableres kæmpemæssige miljøforvaltninger med styrelser og forskningsinstitutioner, med love og med regler, der strækker sig fra den mindste lokale detalje til de store globale sammenhænge. Risk Control Management betyder ikke, at vi skal ophøre med at tage naturen i vor vold. Slet ikke. Det betyder nærmest det modsatte. At vi skal udvide vor kontrol med naturen. At vi skal tage kontrol på en mere optimal og raffineret måde, således at vi maksimerer vort udbytte og minimerer vort tab. For den levende natur er fortsat til for den døde magts skyld. Målet er således ikke at beskytte miljø som miljø og natur som natur. Målet er at skabe et rent miljø og en pæn natur. Parolen for den moderne miljømagt er således: Et rent miljø og en pæn natur i et rigt samfund. Det er altså den døde rigdom, der for magten er forudsætningen for den levende natur. For det rene miljø og den pæne natur er noget, magten først definerer og siden skaber. Og for at magten kan skabe naturen, må den naturligvis først have magten over naturen. Det vil sige, den må først have rigdommen. Derfor må vi først have vækst – og siden kan vi så få natur. Magtens natur. Dette kalder vi for bæredygtig vækst eller bæredygtig udvikling, og dette begreb betyder altså, at det er væksten, magten og rigdommen, dvs. alt det døde, der skal leve, mens alt det levende må komme i anden række. Magtens natur er således en post på finansloven, og vi gør meget for naturen – for den fylder meget på finansloven. Det, der især fylder meget, er udgifterne til forskning og administration. Det rene miljø og den pæne natur skal først defineres – og det sker i høj grad i videnskaben, og siden skal det forvaltes – og det sker først og fremmest i administrationen. Tusindvis af mennesker er således optaget af at måle og veje og kortlægge miljøets og naturens tilstand, og hvordan denne tilstand påvirkes af det moderne menneskes forskellige gerninger. I moderne kemiske laboratorier forsøger højtuddannede forskere således at kortlægge, hvordan de 100.000 kemikalier, der indgår i det moderne samfunds 70 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

produktions- og forbrugskredsløb, påvirker menneske og natur. Men da disse 100.000 kemikalier indgår i flere hundrede tusinde forskellige produkter, og i øvrigt kan påvirke menneske og natur på tusindvis af forskellige måder, så er der dømt livslang beskæftigelse til alle verdens kemikere, hvis de skal løse denne opgave. Hidtil er det kun lykkedes at få et nogenlunde overblik over de sundhedsmæssige og økologiske konsekvenser af en håndfuld kemikalier, og hvis man fortsætter i samme takt fremover, så vil der gå adskillige hundrede år, før man har et nogenlunde overblik over blot de mest anvendte kemikalier. Alligevel bilder man befolkningen ind, at vi skam har styr på sagerne, for vi har en hel Styrelse, der beskæftiger sig med disse ting. Og derfor kan man også trygt overlade magten et nyt eventyr i vor kontrol med det levende, det genteknologiske eventyr, for nu har vi lært lektion, nu ved vi, hvordan man skal gribe en effektiv risikokontrol an, nu har vi alle eksperterne og deres ekspertsystemer på plads. Andre tusindvis af mennesker er optaget af at lave magtfulde systemer, der kan styre produktionens brug af ressourcer og dens påvirkning af natur og miljø. Det hedder “miljøstyringssystemer”, og disse systemer, som er udviklet i lukkede internationale standardiseringsorganer, forsøges installeret overalt i produktionen. Virksomheder skal lave “grønne regnskaber” og “implementere” moderne managementsystemer, der kan “optimere” produktionen, så der fortsat produceres mest mulig nytte, men på en måde, så miljøet tager mindst mulig skade. Disse systemer forstås som ledelsessystemer, og de tager derfor form af tykke manualer for, hvordan medarbejderne skal udføre deres arbejde. For medarbejderne bliver miljø derfor til endnu en fremmed magt i deres hverdag, noget, som kloge hoveder har udtænkt, og som nu sætter sig igennem som endnu en pligt i deres arbejde. Og miljøet – det bliver måske på enkelte områder en smule renere, men i det store billede er intet forandret, for produktionens grundlæggende rationale, at producere stadigt mere nytte, hvilket forudsætter beherskelse af stadigt mere natur, er fortsat ikke ændret en tøddel.

71 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Jeppe Aakjær: Jeg er havren Jeg er havren. Jeg har bjælder på, mer end tyve, tror jeg, på hvert strå Bonden kalder dem for mine fold, Gud velsigne ham, den bondeknold! Mens i dug jeg groede fod for fod, groede sangen sammen med min rod. Den, som ydmygt lægger øret til, hører lærkens triller i mit spil Det kan kolde hjerner ej forstå, jeg er lærkesangen på et strå. Livets rytme dybt i sommerdræ Mer end gumlekost for øg og fæ.

Også landmænd skal lave “miljøstyring” og “grønne regnskaber”, men hvor virksomhederne kan ansætte eksperter til at lave dette arbejde, må landmanden som regel gøre det selv. Skema på skema må han bruge sine aftener på at udfylde, så alle detaljer i hans bedrift kan komme ind og ligge i diverse offentlige instansers registre og derfra finde vej til alle mulige forskellige statistikker. Sammen med tallene fra industriens mange “grønne regnskaber”, giver dette beskæftigelse til endnu en hær af højtuddannede folk, der gransker alle disse tal for at finde ud af, hvordan magten nu kan optimere det hele, dvs. hvorledes man kan minimere risici, samtidig med at man maksimerer nytten. Og hele denne afvejning af nytten på den ene side og risikoen på den anden side er blevet til en hel ny videnskabelig disciplin: Miljøøkonomi hedder det. Almindelige mennesker kan nemlig ikke tage stilling til, hvordan natur og miljø skal prioriteres i forhold til alle de andre vigtige sager, som magten tumler med. Det kræver indviklede beregninger af højtuddannede økonomer, der i samarbejde med ligeså højtud72 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

dannede ingeniører kan regne konsekvenserne ud af det ene og det andet og sætte kroner og ører på det hele. Hvor meget rigdom går vi glip af, hvis vi skal begrænse ændringerne af vort klima? Hvilke risici er på spil og hvad risikerer de at koste? Kan det overhovedet betale sig at bekymre sig? Og med disse og lignende beregninger i kufferten drager så en fjerde hær af eksperter ud til den ene internationale konference efter den anden og forhandler om, hvad der kan betale sig. Vore have er sat til forhandling. Vort vand er sat til forhandling. Vort klima er sat til forhandling. Og denne klodes dyr og planter – hvilke der må leve, og hvilke der må dø – er sat til forhandling. De forsøger at bilde os ind, at de udretter store ting, og at de ændrer verdens gang. Men inderst inde ved de godt, at de lyver. Afmagten, fortvivlelsen og smerten lyser ud af udslukte øjne. Men de kan ikke finde ord for den.

Magten og mennesket “‘Hvad forfølger de?’ spurgte den lille prins om menneskene, der buldrede forbi i hurtigtoget. ‘De forfølger ikke noget som helst. De sidder og sover i toget, eller også gaber de. Kun børnene trykker næserne mod ruden’, sagde sporskifteren. ‘Kun børnene ved, hvad de søger’, sagde den lille prins. ‘De spilder deres tid med en kludedukke, og den kommer til at betyde noget for dem. Hvis man tager den fra dem, græder de.’” (Den lille prins) Magten ved ikke, hvad naturen er, bortset fra at udgøre en ressource for samfundet. Og den ved ikke, hvad mennesket er – den kender kun til rationelle, nytteoptimerende økonomiske individer, der har kontrol over deres liv og gør det til instrument for magten. Og selvom vi ikke helt er i magtens vold og derfor fra tid til anden sætter os op mod den, så kan vi dog ikke sætte os ud over magten. For magten er jo ikke blot “dem”, der tugter “os”. Mag73 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ten er ikke blot en ydre besættelsesmagt, der patruljerer rundt i gaderne i uniform. Magten er, hvor målet helliger midlet, altså en bestemt rationalitet og verdensanskuelse, og den er derfor lige så meget inden i os selv, som den er uden for os selv. Magten er nok så meget et indre politi, der sikrer denne bestemte måde at anskue verden på, og som afføder en bestemt måde at føre vort liv på. Så godt vi nu hver især formår, søger vi derfor at indrette os, som magten foreskriver. Vi spinder vort liv ind i et net af mål-middel-relationer. Bestandigt er vi på jagt efter nye, ophøjede mål, men dette målrettede liv er også et liv, hvor vi bestandigt må have kontrol over os selv, tage os selv i nakken og gøre os selv til middel for de forjættede mål. Det magtfulde liv er derfor det liv, hvor vi har taget kontrol over vor tilværelse og lever det pæne, rene og velordnede liv, som magten har lært os. Det er (heldigvis) ikke alle mennesker, der magter dette kontrollerede liv. Dem kalder vi for “de svage”. I takt med at vore samfund bliver stadigt mere magtfulde – bliver der med logisk nødvendighed samtidig stadigt flere “svage”. I hundredtusindvis parkeres de på forskellige mere eller mindre humane sociale ordninger, og der udfoldes de mest fantasifulde bestræbelser på at rette dem op og gøre dem magtduelige igen. Vi andre fortsætter uantastet vort daglige liv i magtens vold. Vi står op om morgenen, når uret skriger i vore øre og afbryder vor drøm. Vi sluger en kop kaffe og vælter os ud i bilen. Vi maser os ind på motorvejen og forbander den megen trafik. Nogle af os – især dem med en lavere uddanelse - havner i forstædernes industrikvarterer. Her hænger vi vor frakke i garderoben – og her efterlader vi også vort hjerte og større eller mindre dele af vor hjerne. For vor erfaring siger os, at hvis vi insisterer på selv at være til stede i det, vi laver, og derfor stiller krav om, hvordan arbejdet skal udføres, så render vi os blot staver i livet. Derfor efterlader vi os selv i garderoben og iler hen til den ene eller den anden form for maskine for i 7-8 timer at producere andres nytte, som vi i øvrigt ofte har svært ved at se nytten af. Og fordi vi ikke har hjertet med os, og knap nok hjernen, så laver vi ofte en masse 74 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

bras og en masse sjusk. Vi kæler ikke for det, vi gør. Og netop derfor må magten lave regler for kvalitet, installere Quality Control Management, skrive tykke manualer om, hvad kvalitet er, og foreskrive ned til mindste detalje, hvordan vi skal udføre vort arbejde. Men lige lidt hjælper det. Det hjerteløse arbejde sætter sig ubønhørligt igennem som sjusk og bras. Vi giver drøvtyggende køer kød og benmel fra egne artsfæller. Vi lader kyllingerne vokse så hurtigt, at de ikke kan stå på egne ben. Vi blander spildolie i foderet til svin. Vi laver mad, der ikke smager af noget. Vi laver huse, der er ikke er egnede som menneskeboliger, og som må rives ned eller bygges om efter 20 år, eller vi laver møbler, der falder fra hinanden, inden der er gået 5 år. Og mens vi laver alt dette, går tiden hurtigt, og alligevel står den stille. Den går hurtigt, fordi den hele tiden er fyldt ud af det effektive arbejdes rytme, som hamrer ubønhørligt af sted. Den står stille, fordi den ikke fylder vor sjæl – men tværtimod tapper den for al energi. Andre af os – især dem med en højere uddannelse – tager turen gennem forstæderne og ind i byens mere centrale kvarterer, der hvor magtens centrale institutioner befinder sig – centraladministrationen, finanscentrene, virksomhedernes hovedsæder, videnskabens forskningslaboratorier, mediernes redaktioner – og i tilknytning hertil en underskov af interesseorganisationer, konsulentfirmaer, PR-bureauer og lobbyvirksomheder. Også vi hænger vor frakke i garderoben. Men der efterlader vi i hvert fald ikke vor hjerne, for den skal arbejde på højtryk i de næste mange timer. Til gengæld må vi efterlade vor sansende krop – og den del af sjælen, der har rod i kroppen, må vi derfor også krænge af os. Vi iler hen til en computerskærm – hvis ikke vi starter dagen med et møde. Uanset hvad, så arbejder vi ikke med virkelige ting, men med symboler. Vi er “symbolanalytikere” – vi repræsenterer den moderne rationalitet, vi er “videnssamfundets” avantgarde, og netop derfor er det os, der sidder på de mægtigste stillinger og hæver de højeste lønninger. Og vi føler os virkelig som verdens beherskere, for vi udveksler vore symboler med folk de fjerneste steder på kloden, og når vi leger med en verden af symboler, så er der ingen (fysiske) grænser for, hvad man 75 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

kan gøre. Vi bilder os ind, at vi realiserer os selv – det har vi i hvert fald lært på adskillige managementkurser. Og dog nager en orm i vort indre. For på den ene side arter verden sig kun sjældent, som vore symbol-konstruktioner siger, den skal, og på den anden side forekommer denne symbolverden os også fra tid til anden en kende kold og steril. Mens vore hjerner designer en verden af mægtige symboler – så lyder der fra vore hjerter en sagte melankolsk sang af længsel efter det virkelige liv. Så når vi forlader vort arbejde – både os fra forstædernes industrikvarterer eller os fra centrums symbolpaladser – og maser ud af motorvejen igen, så er der noget tomt og uforløst i vort sind. Men nu har vi da selv magten for en stund. I vor bil er det da i hvert fald os selv der befaler. Med foden på speederen befaler vi over bilen. Den rummer mægtige kræfter og kan suse ud af motorvejen og lægge asfalten bag os på ingen tid. Og dog. Der er jo alle de andre bilister, som forhindrer os i at komme frem. Nogen gange står vi oven i købet helt stille. I vor bil til flere hundrede tusinde kroner sidder vi helt stille et eller andet trøstesløst sted i en håbløs kø. Vi gribes af raseri, forsøger desperat at komme ud af køen, forbi den bil, der holder foran, ind i en anden kø. Men lige lidt hjælper det. Vi sidder afmægtigt fast, snegler os frem og når omsider hjem.

Inger Christensen: Et samfund Et samfund kan være så stenet At alt er en eneste blok Og indbyggermassen så benet At livet er gået i chok Og hjertet er helt i skygge Og hjertet er næsten hørt op Til nogen begynder at bygge En by der er blød som en krop. 76 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Magten har taget dagen fra os, men i stedet har vi lommen fyldt med penge. Og nu skal livet leves. Vi fylder vort hjem med ting. Én bil – to biler. Mikroovne og tørretumblere. Nye køkkener og nye badeværelser. Et fjernsyn til hvert medlem af familien – og efterhånden det samme antal computere. Vi har gammel telefon og mobiltelefon, så vi aldrig går glip af noget, og vi har e-mail og internet, så vi altid kan være i kontakt med hele verden. Vi har alt, hvad der skal til, for at vi kan tage kontrol over vort liv. Og vi er besat af at have kontrol med vort liv. For der skal jo være et mål med det, vi gør – vi må hele tiden have et mål med det, vi gør. Vort hjem gør vi til det pæne, velordnede, kontrollerede hjem. Vore haver gør vi til de pæne, velordnede og kontrollerede haver. Vore kroppe gør vi til pæne, velordnede og kontrollerede kroppe. Vore børn gør vi til pæne, velordnede og kontrollerede børn, og det i den grad, at nogle af dem får kontrol på hjernen og gør kontrollen i sig selv til et mål: De vil vise verden og dem selv, at de mestrer kontrollen og selvkontrollen til perfektion, og derfor tager de kontrol over deres trang til at spise, sætter den ud af kraft og sætter livet på spil. Livet er til for at blive kontrolleret, og verden er til at for blive oplevet. Og derfor forsøger vi at fylde vort kontrollerede liv med oplevelser, gerne ekstreme oplevelser og frem for alt pirrende, eksotiske, erotiske eller narkotiske oplevelser – under alle omstændigheder oplevelser, der på den ene eller anden måde kan minde os om, at vi faktisk er til. Og alligevel er det, som om vi har svært ved rigtigt at være til stede. For vi hengiver os ikke til livet, og vi er aldrig rigtig noget sted. Stedet er ikke vort sted, for vi er altid på vej til et andet sted. Naturen er ikke vor natur. Den indgår ikke som bestanddel af vor livsrytme, for vi har ophævet såvel døgnets som årstidernes vekslen og lever i stedet et liv efter magtens evigt dunkende puls. Den første blomst, der skyder op af den frosne jord og forkynder livets begyndelse på ny, er ikke vor blomst, for vi har for længst været i supermarkedet og købt blomster fra Kenya til vor stue. Trækfuglenes ankomst er ikke vore trækfugle, for vi ser dem ikke fra vore industri- eller kontorpaladser eller i bilkøerne på motor77 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

vejen. Livets store frodige og fyldige fremvækst er ikke vort livs fylde – for det fylder ikke noget i det liv, vi lever. Høstens fest er ikke vor fest, for vi høster ikke mere. Efterårets frugter er ikke vore frugter, for vi har ikke nogen frugttræer. Og vinterens dunkle stilhed og dvale er ikke vor stilhed og dvale. For i vort liv er der ikke plads til stilhed og intet rum for det dunkle. Benny Andersen: Fald i staver

78

De voksne ….. løber sig hellere en stave i livet end sidder og falder i staver rastløs lægger de planer hoverer når det lykkes fortvivler hvis de slår fejl handler og forhandler vimser frem og tilbage er altid lige vidt tar stadig nye brændende emner op og slipper dem straks som om de var brændende videre videre væk væk at gentage sig selv er begyndende senilitet at fordybe sig er livet for kort til at falde i staver er asocialt videre videre væk væk. Når de voksne møder sig selv i drømme kender de ikke vedkommende farer op med skrig mareridt en sovepille hvad kan det ha været de rejer må ha’ stået lidt for længe. Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Vi er ikke i tiden, og derfor løber den hele tiden fra os – forsvinder mellem fingrene på os. Som med alt andet i vort liv har vi gjort tiden til “den objektive tid”, den, der ubønhørligt registreres af uret, og som fylder vor kalender ud. Tiden er ikke vor tid, og livet er ikke vort liv. Hvor blev lykken dog af? Hvor blev livet dog af? Vi stirrer ind i tomheden – den frygtelige tomhed – og vi gribes af angst. Vi bliver syge på sjælen – og får ondt i selve livet. Og vi råber magten om hjælp. Men magten kan ikke finde på andet end at sælge os en lykkepille. Videnskaben designer den, markedet tilvejebringer den, og staten ordinerer den.

Magten og fællesskabet “‘Man lærer kun det at kende, som man gør tamt’, sagde ræven til den lille prins. ‘Menneskene har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt i forretningen. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker en ven, så gør mig tam.’” (Den lille prins) Magten ved ikke, hvad naturen er, den kender ikke mennesket, den ved ikke, hvad kultur er for noget, og den kender ikke til et fællesskabs værdier. Magten forstår ikke betydningen af at have en fælles historie, et fælles sprog, en fælles kultur, en fælleskabets sange og en fælles natur. Magten ved ikke, hvad solidaritet er, eller hvad det betyder at høre hjemme et sted. Magten forstår ikke, hvad et fædreland er, og den begriber ikke betydningen af et modersmål. For magten findes kun informationer, markeder eller bureaukratier. Og de eneste værdier, der tæller, er dem, som kan tælles, og det eneste gyldige sprog er det videnskabelige sprog, som gør verden til objekt for magten. Det konkrete og stedbundne er for mag79 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ten uden værdi – for den tæller først og fremmest det abstrakte og universelle. Mennesker kan ikke tage vare på sig selv, hinanden og deres fælles anliggender. Det kan kun magten og dens systemer. Det samfund, der er skabt i magtens billede, er derfor et samfund af magtfulde systemer. Store, globale markeder på den ene side og store, statslige bureaukratier på den anden. Det er et samfund, der styres af systemers rationelle mål-middel-logikker snarere end af et forpligtigende fællesskabs normer og værdier. Og det er derfor også et samfund, hvor den enkelte står helt alene i verden. For dette ensomme menneske gælder det om at bjerge sig selv. Det moderne magtfulde samfund er derfor et samfund, hvor alle er optaget af at rage til sig. At betale så lidt for en vare som muligt og samtidig få så meget i løn som muligt. At betale så lidt i skat som muligt – og samtidig få så mange ydelser som muligt til gengæld. I denne evige kamp om at rage til sig er der som i alle kampe både vindere og tabere. Nogen er så absolut bedre til at rage til sig end andre. Nogen magter så absolut det magtfulde liv bedre end andre. Det moderne, magtfulde samfund er derfor et samfund, der spalter sig i mægtige på den ene side – og afmægtige på den anden. På den ene side ophobes der ufattelige rigdomme – på den anden side produceres der lige så ufattelig nød og elendighed. Og jo mere magtfulde vore samfund bliver, desto større blive afstanden mellem de mægtige og de afmægtige. Aldrig før i menneskehedens historie har vi rådet over mere magt og større rigdomme – og aldrig før har afstanden mellem dem, der har, og dem, der ikke har, været større. I den ene ende har vi mennesker, der har råd til at hyre en russisk raket for en milliard og blive sendt i kredsløb omkring jorden for en dag. I den anden ende dør folk af sult. I den ene ende har vi stater, der bruger milliarder og atter milliarder på et sygeligt stjernekrigsprojekt. I den anden ende har vi samfund, der går i opløsning som følge af mangel på de mest elementære livsfornødenheder. 80 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

I hobetal stødes mennesker ud af magten. I det fattige syd såvel som i det rige nord. Alle dem, som af den ene eller den anden grund ikke magter det magtfulde liv, slynges af magtens karrusel. I det fattige syd udstødes folk først og fremmest, fordi de traditionelle fællesskaber opløses af en frembrusende markedsøkonomi, på det rige nords betingelser. Igennem bl.a. internationale økonomiske institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO søger man overalt at forme sydens kultur og samfund i vestens billede. Opløsningen af samfund i syd sender millioner af mennesker på vandring – og mange søger desperat og forudsigeligt mod det rige Mekka i nord. Men her forsøger man at lukke grænserne af. For også i det rige nord er samfundet spaltet i mægtige og afmægtige, og magten har problemer nok at tumle med. Også i det rige nord stødes mennesker permanent ud af magten. Nogle slynges af som følge af fysisk nedslidning i den moderne industris produktionssystemer. For andre er årsagerne af psykisk karakter. Når kroppen og sjælen ikke får næring, brænder man før eller siden sammen. Og så er der alle dem, som aldrig bliver en del af magten, og som derfor permanent lever et liv i samfundets periferi. Alle disse mennesker betegnes som tidligere nævnt som “de svage” – og i de moderne magtfulde samfund udgør de op imod 1/3 af befolkningen i den erhvervsdygtige alder. Selvom der udfoldes ihærdige og opfindsomme bestræbelser på at gøre “de svage” magtduelige igen, så synes dog deres antal fortsat at vokse. Et samfund, der er kløvet midt ned igennem, og som deler befolkningen i mægtige og afmægtige, har i længden meget svært ved at hænge sammen som et fællesskab, og det moderne samfund er derfor også præget af stærke sociale og politiske opløsningstendenser. De nye eliter forskanser sig i rige enklaver, mens de afmægtige på den anden side finder sammen, især i byernes nedslidte kvarterer. Ind imellem lever en usikker middelklasse, der på den ene side er nervøs for at komme til at lide skæbne med de udstødte og på den anden side føler sig forrådt af de nye kosmopolitiske eliter, der lever i en anden verden. 81 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Den amerikanske historiker Christopher Lasch har beskrevet samfundets opløsning som fællesskab på følgende måde: “De ambitiøse forstår, at en omflakkende livsstil er prisen for at komme frem. Det er en pris, de med glæde betaler, eftersom de forbinder forestillingen om et hjem med påtrængende familiemedlemmer og naboer, småtskåren sladder og forstokkede traditioner. De nye eliter står midt i et opgør med ‘Middelamerika’, som de forestiller sig det – en teknologisk tilbagestående, politisk reaktionær nation med en undertrykkende moral og en jævn smag – selvgod og selvtilfreds, kedelig og gammeldags. Folk, som søger optagelse i det nye hjernearistokrati, samles gerne langs kysterne, vender ryggen til det indre USA og opdyrker deres forbindelser med det internationale marked. De nye eliter føler sig kun hjemme, når de er på gennemrejse, en route til en konference på højt niveau, til en storstilet indvielse, en international filmfestival eller et uopdyrket feriested. De anlægger i bund og grund en turists syn på verden – et perspektiv, der næppe kan opmuntre til demokratisk engagement.” Globalisering er de nye eliters mantra. Den skal angiveligt løse problemerne med fattigdom, social udstødning, ulighed og forarmningen af vor natur og vort miljø. Der holdes topmøde på topmøde, og der vedtages erklæring på erklæring. Om hvordan også de afmægtige med tiden kan blive mægtige – og de fattige med tiden kan blive rige. Og dog kan ethvert barn indse, at det er hul og hyklerisk tale, for hvis hele verdens befolkning skulle følge i de rige og mægtiges spor, så ville vi have brug for ikke én, men mindst 10 kloder at være på. Denne verdens problem er ikke først og fremmest de afmægtige. Denne verdens problem er først og fremmest de mægtige.

82 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Almagt og afmagt “Den lille prins gik hen og så på roserne: ‘I er slet ingen ting endnu’, sagde han til dem. ‘Ingen har gjort jer tamme, og I har ikke gjort nogen tamme. I er ligesom ræven var. Den var bare en ræv ligesom hundrede tusinde andre ræve. Men jeg gjorde den tam. Jeg gjorde den til min ven, og nu er den den eneste ræv i verden.’” (Den lille prins) Den moderne magt er blevet en almægtig magt – og har gjort os alle afmægtige. For den magt, der vil magte det hele – ender med ikke at magte noget som helst. “Magt korrumperer og absolut magt korrumperer absolut”, som det hedder. Eller som Karl Marx har formuleret det i Det Kommunistiske Manifest: “Det borgerlige samfund, der har fremtryllet så mægtige produktionskræfter og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til, at beherske de underjordiske magter, han har manet frem."

Brorson: Op, al den ting Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise, det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise! Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde!

83 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Aldrig har videnskaben vidst mere end i dag – og aldrig har vi været så handlingslammede. Aldrig har vi rådet over større midler til at dække vore fornødenheder – og aldrig har nøden og ulighederne i verden været større. Aldrig har vore stater rådet over mere magt og samtidig været så magtesløse. Det er en historiens ironi, at netop som vi troede, at vi havde skabt tryghed for alle med etableringen af det moderne velfærdssamfund, netop da begyndte den ene nye risiko efter den anden at detonere om ørerne på os. Netop da alle politiske kræfter hyldede velfærdssamfundet, netop da begyndte samfundsforskere som Ulrich Bech m.fl. at kalde det for et risikosamfund. Problemet med den moderne magt forekommer at være, at det er blevet en magt uden et subjekt og uden et centrum. Det er en magt, der er alle steder og ingen steder, og det er det jo netop, fordi vi overalt i vor moderne kultur har installeret magtens rationalitet, den rationalitet, der bestandigt ophøjer magten – væksten – udviklingen til mål – og reducerer alt andet til middel. Det er udviklingen – det bestandige krav om forandring – der bærer ansvaret, men udviklingen kan ikke drages til ansvar. Den moderne magt er blevet til et magtsystem, hvor vi alle er ansvarlige, men hvor ingen kan drages til ansvar. Men da magten er i os alle, kan vi ikke se andet end magten, og derfor klynger vi os fortsat til troen på, at der et eller andet sted må findes en magt, der forløser os. Christopher Lasch udtrykte i 1993 denne “herredømmets illusion” på følgende måde: “Disse vidunderlige maskiner, som videnskaben har sat os i stand til at konstruere, har ikke afskaffet det slidsomme arbejde, som Oscar Wilde og andre falske profeter så selvtillidsfuldt forudsagde, men de har gjort det muligt for os at tro, at vi selv er herre over vor skæbne. I en desillusionens tidsalder er dette den eneste illusion – herredømmets illusion – der er lige så umulig at få bugt med som altid. Men nu, da vi er ved at få øjnene op for grænserne for vor magt, er det en illusion, hvis fremtid er meget tvivlsom – fak84 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

tisk en illusion, som med sikkerhed er mere problematisk end religionernes fremtid”. Der er noget næsten profetisk over denne sidste sætning: For den 11. september 2001 sank nogle af denne verdens mest magtfulde symboler i grus, som resultat af en grusom gerning udført i religionens navn. I et lysglimt blev vi på den ene side vidne til, hvilket afmægtigt had “troldmanden har manet frem af underjordiske magter”, og på den anden side, hvor sårbart og risikofyldt det moderne samfund er blevet. Efter d. 11 september er verden blevet en anden. Det er for alle blevet klart, at al vor magt og vælde har gjort vor verden til et sted, hvor vi er omgivet af risici og frygt til alle sider. Den største risiko af dem alle er, hvis magtens afmagt indebærer, at vi holder op med at tro på, at der et eller andet sted er en mening i dette vort liv og denne vor verden. En mening, som det er værd at leve livet for, og som derfor på trods af alt giver os modet til at kæmpe for livet.

85 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

5 Mening

Den moderne magt har gjort alt det døde til mål, der helliger alt det levende som middel. Den gør pengene til altings mål og rigdom til de døde tings rigdom. Den gør arbejdet til en død fremstilling af nytte uden det ringeste indhold af lykke. Den gør fællesskabet til et samfund af døde systemer, der styres på grundlag af døde informationer om en verden, der er gjort til de døde tings verden. Men det døde har ikke noget liv – og kan derfor heller ikke dø. Magten er uden livets grænse – og derfor er den grænseløs. Pengene har ikke nogen grænse – der kan altid være flere penge. Rigdommen har ikke nogen grænse – der kan altid være mere rigdom. Systemerne har ikke nogen grænse – der kan altid være større systemer. Og der kan altid produceres flere informationer om en død verden, der venter på at blive bragt til live af magten. Men magten kan ikke skabe liv, for det levende er det, der i sig selv er et mål, og for magten er intet i sig selv et mål, men altid kun et middel for magten. Magten kan ikke skabe liv – den kan kun skabe magt. For i sidste ende er magtens mål magten selv. Mere magt. Bestandigt mere magt.

En verden uden mening “‘Menneskene stuves ind i hurtigtoget’, sagde den lille prins, ‘men de ved ikke mere, hvad de drager ud efter, og så farer de rundt og vender hjem igen til det sted, hvorfra de kom. Det er ikke umagen værd …’” (Den lille prins) 86 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Den moderne magt er blevet en grænseløs almægtig magt, som bestandigt hvisker os en djævelsk logik i øret: Den verden, vi lever i, og det liv, der er os givet, er intet værd i sig selv. Det er alt sammen kun noget værd i den udstrækning, vi kan gøre det til middel for magten. Den natur, som først er gjort til objekt og siden til middel for magten, er samtidig ophørt med at være en natur, der i sig selv er et mål, som giver os mennesker en mening. Naturen er ikke noget, vi værdsætter for det, den er, men kun for det, vi kan gøre den til. Den er dermed ophørt med at være vor natur, den natur, vi elsker, som giver vort liv mening, og som vi derfor føler os hjemme i. Naturen er blevet os fremmed. Den står uden for os selv som en død og fremmed verden. Noget, vi skal betvinge, og noget, vi bestandigt betvinger. Med kæmpemæssige maskiner og tonsvis af kemikalier betvinger vi naturen og gør jorden til en fødevarefabrik. Den levende, fortryllende troldeskov, med dens krogede træer og mangfoldighed af liv, har vi erstattet af døde plantager, hvor lige stammer af træer står på rad og række. Vandløb og floder er gjort til afvandingskanaler og affaldskloakker, og de er rettet ud eller lagt i rør, og alt det liv, de førhen rummede, er mere eller mindre lagt øde. Andre steder tappes vandet fra fjerne fjelde, føres i kilometerlange rør gennem klipper til store kraftværker, mens fortids frodige dale lægges øde. Vi betvinger naturens afstande, dens geografi og mangfoldighed med asfalt og beton og ophæver dermed stedets betydning, så det ej længere er vort sted. Vi betvinger vor krop, så det ej længere er vor krop – men enten en afstøbning af et abstrakt, verdensfjernt skønhedsideal eller er en kraftmaskine, der kan besejre Mount Everest eller slå en ny verdensrekord. Men suset ved at betvinge naturen og slå endnu en rekord er som et fix – og i morgen starter jagten forfra på ny. Vor produktive tilegnelse af naturen er blevet til en betvingelse af naturen og dermed er vort produktive arbejde blevet til et tvangsarbejde. Et middel til fremstilling af nytten – uden plads til lykken. Vort arbejde rummer ikke længere kærligheden og ømhe87 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

den over for den verden, vi bearbejder – og det ejer derfor heller ikke glæden. Vort arbejde er blevet uden mening i sig selv, og derfor er det ikke vort arbejde. Det rummer ikke vort hjerte, kun vor krop og måske vor hjerne. Og i dette hjerteløse og derfor meningsløse arbejde gør vi hjerteløse og meningsløse ting. Vi gør køer til kannibaler og fodrer grise med forgiftet olie. Vi får kyllinger til at vokse så hurtigt, at de ikke kan stå på deres ben. Vi fremavler kvægracer, der ikke længere er i stand til at føde deres kalve selv, og hvis afkom derfor må tages med kejsersnit. Vi propper levende dyr i containere og sender dem til slagtning flere tusind kilometer væk. Vi bygger boliger, der ikke burde være for mennesker og som er modne til sanering efter 20 år. Vi fylder vort landskab med endeløs beton og rejser iskolde paladser af marmor, glas og stål. De knejser magtfuldt mod himlen, men er ikke til at være i. Og vort fællesskab er ej længere et meningsfuldt fællesskab, hvor vi glædes ved hinanden, vor fælles natur og de betingelser og grænser for et meningsfuldt liv, dette sætter. Fællesskabet er ikke et meningsfuldt mål i sig selv, men et redskab og middel for magten. Det moderne samfunds virksomheder er således ikke forankret i det lokale fællesskab – men er i stedet en filial i en global koncern. Virksomhedernes ledende personale føler sig ikke som del af en lokal kultur – men snarere som medlemmer af en international kosmopolitisk elite. Virksomheden er ikke til for det lokale samfund – men det er samfundet, der er til for virksomheden. Hvis ikke samfundet makker ret og tilpasser sig de krav, virksomhederne stiller, så flytter de blot teltpælene derhen, hvor deres betingelser accepteres som lov. I det samfund, hvor fællesskabet ikke i sig selv er et mål, er med mennesket reduceret til en konkurrent. Det meningsfulde liv i fællesskab, hvor vi giver, fordi det bringer os glæde, og hvor vi modtager i taknemmelighed over det hjerte, der står bag, er i magtens samfund erstattet af alles kamp for at rage til sig. Den enes død er den andens brød. Det er ikke hans sorg og hans tab. Den verden, der er reduceret til middel for magten, er blevet en meningsløs verden, og det liv, der leves i denne verden, er blevet et liv uden mening. 88 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Den moderne sociologis grundlægger Max Weber kaldte det således for en verden, der har mistet sin “fortryllelse”, befolket med “specialister uden ånd og sensualister uden hjerte”. Samme tone anslås af Villy Sørensen: “Den moderne sygdom i sjælen har sin rod i en erkendelsesmæssig modsigelse, som bliver særligt udtalt i en tidsalder, hvor den objektive videnskab har undergravet de gamle teleologiske verdens-tolkninger, der kunne give mennesker et mål for deres stræben og en mening i deres liv, uden at denne videnskab, der har givet dem tekniske midler til at realisere grandiose projekter, har kunnet give dem nye mål og deres liv ny mening.” Den verden, som magten har gjort til en ting, ejer ikke glæden og kender ikke vreden. Den ejer ikke lykken og kender ikke sorgen. Verden er en tom og ligegyldig verden, og det liv, der leves i denne verden, er et tomt og ligegyldigt liv. Det er ikke et liv for mennesker. For mennesker lever ikke af brød alene. Mennesker har brug for andet end de døde ting, som magten kan levere. Og derfor hungrer mennesket i denne verden efter mening. Men da denne mening har svært ved at slå rod i vort eget liv – så kan vi måske stjæle os til en flig af den gennem andres. En hel industri lever af at producere mening for andre. Ugeblade, filmindustri, fjernsyn osv. producerer således mening i metermål – ikke min mening, for den må vokse ud af mit eget liv – men en afglans af andres mening. Kendte personers sorger og glæder forfølges hensynsløst døgnet rundt og bliver serveret for et hungrende publikum på den mest usmagelige måde. Fjernsynsserie efter fjernsynsserie forsøger at fylde vort udramatiske liv med fremmede og uvirkelige menneskers dramaer. Men det bliver alligevel aldrig rigtig dramatisk og heller aldrig rigtig meningsfuldt. For det handler ikke om mit livs mening eller andre rigtige menneskers mening. Meningsindustriens dramaer handler ofte om fortiden og frem for alt dyrker den altid nostalgien. Som Christopher Lasch påpeger, så er denne “nostalgi overfladisk betragtet kærlig i sin genska89 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

belse af fortiden; men den påkalder sig kun fortiden for at begrave den levende. Den er fælles med den fremskridtstro, som den kun overfladisk set står i modsætningsforhold til, om behovet for at erklære fortiden død og benægte, at historien har nogen betydning for nutiden”. Meningsindustriens historier handler kun sjældent om virkeligheden og kun undtagelsesvist om virkelige menneskers virkelige kamp for at skabe en mening i deres virkeligt konkrete liv. For denne kamp er altid en kamp mod magten. Og meningsindustrien kan ikke lægge sig ud med magten, for den er selv en del af magten. Særligt hvis den er afhængig af annonceindtægter, og det er den næsten altid. Meningsindustrien underholder os – men den udfordrer os ikke. Og den udfordrer os ikke, fordi den ikke udfordrer magten. At tilbageerobre vort liv som et meningsfuldt liv er en opgave, vi selv må tage på os. Det indebærer et opgør med den djævelske magt, der gør alting uden mening, fordi ingenting længere er et mål i sig selv.

Mening “‘Farvel sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.’ ‘Det væsentlige er usynligt for øjet’, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det. ’Ja’, sagde ræven, ’det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.’” (Den lille prins) Skal vi generobre vort liv som et meningsfuldt liv, må vi først og fremmest generobre verden som vor meningsfulde verden, dvs. som en verden, der for os i sig selv er et mål. Hvor magten i sidste instans gør alting til midler, må vi insistere på, at alting i sig selv må have en mening, altså være mål. Vi må 90 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

med andre ord vende fuldstændig op og ned på magtens mål-middel-tænkning og insistere på, at intet mål helliger noget middel, eller for at omskrive Kant: Intet i denne verden må alene betragtes som middel, men må derudover også altid anskues som mål. At generobre vort liv som et meningsfuldt liv indebærer et opgør med videnskabens distancerede og objektiverede verdenssyn, der gør denne verden til en død ting. Videnskabens rationelle, beskrivende og forklarende tilgang til verden må erstattes af en fortolkende tilgang til verden, hvorigennem vi aktivt og engageret giver vor verden mening og betydning. Villy Sørensen siger det på denne måde: “De videnskabelige teorier er teorier om årsagssammenhæng inden for begrænsede områder; fortolkninger er fortolkninger af det hele, og de er formålsbestemte; mennesket fortolker tingene for at få en mening i dem og fortolker dem, som om der var en mening i dem, en hensigt med dem. Det er denne mening og hensigt, der udelukkes af videnskabens kausalteorier, og det er derfor de er mindre tilfredsstillende: de kan nok tilfredsstille forstandens behov for forklaring, men ikke følelseslivets behov for mening, hvilket oprindeligt var det samme, men ikke er det i den videnskabelige epoke, deraf den moderne sygdom i sjælen.” At generobre vort liv som et meningsfuldt liv indebærer altså et andet verdenssyn, men dermed indebærer det også et andet livssyn: Vi er ikke først og fremmest til i denne verden for at bemægtige os og beherske den, men for at holde af og elske den. Livet – vort liv og alt det liv, der omgiver os – har en fundamental mening i sig selv og gives ikke først mening, når vi har skabt, designet og forandret det i vort – dvs. magtens – billede. Det meningsfulde liv er det ydmyge liv – det liv, der nægter at gøre verden til middel for noget ophøjet mål. Dette livssyn indebærer videre en bestemt måde at føre vort liv på: Vi må insistere på, at alle livets gerninger skal være meningsfulde i sig selv og aldrig blot må tjene som middel til at opfylde et mål, der ligger uden for denne gerning selv. 91 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

“Processen er alt – målet er intet”, sagde Eduard Bernstein – en af socialismens tænkere – i et opgør med de tendenser i bevægelsen, der ville reducere den sociale kamp til et middel for opnåelse af et fjerntliggende utopisk mål. At generobre vort liv som et meningsfuldt liv er en kamp for myndighed. At blive myndig er først og fremmest at generobre vort liv som et meningsfuldt liv. Vi kan kun gribe dagen og gøre livet til vort liv, i det omfang vi begriber meningen i vort liv. Og vi kan kun begribe meningen i vort liv, hvis den verden, hvori vi lever vort liv, begribes som en meningsfuld verden. Vi lever vort liv i denne verden og det er kun denne verden, der giver vort liv mening: “Forbliv jorden tro, mine brødre”, som Nietzches Zarathustra siger. Vort liv og den verden, vi lever i, får med andre ord først mening, når vi ophæver det skel, der skiller os fra verden og verden fra os, når vi fuldt ud glemmer os selv og hengiver os til verden, når vi med Kierkegaard bliver væk i øjeblikket og mister fodfæstet for en stund. Men vi kan selvfølgelig kun hengive os til verden, når vi lærer at elske verden, og når det går op for os, at alternativet til at miste fodfæstet for en stund, det er – igen med Kierkegaard – at miste livet for evigt. Johannes V. Jensen siger det på denne måde: “Den, der ikke dør hver dag, skal aldrig leve”, og evangelierne udtrykker det således: “Den, der vil bjerge sit liv, skal miste det, men den, der giver sit liv hen, skal vinde det”. At vinde sit liv, at få sit liv til at lykkes, at opleve lykke – det indebærer paradoksalt nok at glemme sig selv, at give sit liv bort. Hvor det magtfulde liv vil erobre verden ved at gøre den til middel, indebærer det meningsfulde li, at give det bort til en verden, der opfattes som mål. Dette indebærer som sagt både et bestemt syn på verden som en bestemt praksis i verden. Først og fremmest indebærer det, at vi gør op med den instrumentelle praksis, der reducerer vor tilegnelse af verden til et simpelt middel for nytten. Den myndige generobring af vort liv indebærer, at vi må generobre lykken i vort liv såvel som i vor praktiske tilegnelse af verden. 92 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Ingen praksis må længere udsondre lykken til fordel for nytten – alle vore produktive og praktiske gerninger må være bestemt af, at de foruden at skabe nytte også rummer lykke. Dette indebærer ikke mindst et grundlæggende opgør med det magtfulde moderne samfunds djævelske udsondring af lykken til fordel for nytten i et umætteligt produktions- og forbrugsræs, der netop er umætteligt, fordi det er ulykkeligt. Det meningsfulde liv indebærer vor fulde tilstedeværelse i verden – at vi både lader os berøre og oprøre, at vi både mærker glæde og føler smerte. Dette liv kan derfor ikke tillæres – men kan kun erfares, og det indebærer som sagt et opgør med den distancerede videnskabelige verdensopfattelse, der gør verden til et objekt, som vi først og fremmest tilegner os ved hjælp af vor hjerne. Det meningsfulde liv er tværtimod det liv, hvor vi åbner vort liv og vore sanser for verden, og på den måde lader verden fylde os ud. Det er et liv, hvor vi undres og forundres over det under, verden er. Det er det liv, hvor vi forsvinder i verden. Hvor tiden ikke er noget, vi hele tiden skal have kontrol over, hvorfor den hele tiden glider ud mellem fingrene på os, men hvor tiden tværtimod er noget, vi lader komme os i møde som en gave, vi ikke har krav på, men som vi lader os opsluge af. Det meningsfulde liv er det selvforglemmende og hengivne liv, hvor vi gerne gør gode gerninger, ikke fordi vi er gode, men ganske enkelt fordi disse gerninger er meningsfulde. Eller som Villy Sørensen udtrykker det: “Det gode er ikke godt, fordi det er moralsk, men moralsk fordi det er godt, og er der noget, som under alle omstændigheder skal kunne kaldes godt, må det ikke blot være et middel til noget andet, men formål i sig selv og i den forstand formålsløst. Når mennesket er sig selv, har det ikke tanke for sig selv.”

93 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Grundtvig: Nu skal det åbenbares Man længe nok må sige, at kærlighed er blind, det bli’r dog lysets rige, hvor ret den strømmer ind, og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.

Det meningsfulde liv indebærer altså på sæt og vis, at vi genetablerer det guddommelige i tilværelsen. Men det er en gudsopfattelse, der, som livsfilosoffen Mogens Pahuus har formuleret det i bogen Livet Selv, ser det guddommelige i netop “livet selv” – altså i det selv-forglemmende liv, der hengiver sig til verden. Som nordmanden Fridjof Nansen har udtrykt det: “Hellere sidde på fjeldet og tænke på Gud end sidde i kirken og tænke på fjeldet”. Man behøver således ikke at tilhøre nogen speciel kirke for at tilslutte sig en sådan livsanskuelse. Man kan tværtimod hævde, at mange kirker grundlæggende opfatter livet som noget rent jordisk, mens det guddommelige findes i en anden verden. En sådan tilgang til det guddommelige bidrager jo kun til at legitimere, at vi i dette liv lader magtens djævelske logik herske. At genetablere det guddommelige i tilværelsen betyder, at vi fører vort liv i kærlighed. Det er i kærligheden, at vi glemmer os selv og dermed gør livet guddommeligt, dvs. ser alting som et mål – og derfor ikke kan reducere nogen ting til et middel. Kærligheden er magtens modsætning. Hvor magten har sin rod i det rationelle, har kærligheden rod i det irrationelle, dvs. i alt det, som vi har kært og ikke rationelt kan begrunde. Det er den kraft, der giver vort liv mening – og det er den kraft – og kun den kraft – hvormed vi meningsfuldt kan udfordre magten. Tidligere statsminister Anker Jørgensen har formuleret det på denne måde: 94 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

“Jeg ser personligt den danske folkekirkes styrke i, at den er tolerant, at den ikke skærer alle over en kam – og at den stadig holder fast i kærlighed. Kærlighed – hov, hvad fanden er det en gammel socialdemokrat siger? Men det er jo det, det drejer sig om. Overført også til samfundsforholdene.”

Et meningsfuldt natursyn “‘Nå, du er også tørstig?’ spurgte jeg. Men han svarede ikke på mit spørgsmål. Han sagde blot: ‘Vand kan også være godt for hjertet …’ Jeg tav. Da han havde siddet lidt uden at sige noget, sagde han: ‘Stjernerne er smukke, og det takket være en blomst, man ikke kan se …’ Og han tilføjede: ‘Også ørkenen er smuk. At ørkenen er så smuk, det skyldes, at den et eller andet sted gemmer en brønd.’” (Den lille prins) At tilbageerobre vort liv som et meningsfuldt liv indebærer først og fremmest, at vi må tilbageerobre en meningsfuld omgang med vor natur. Hvor magtens natursyn reducerer den levende og døde natur til objekt for kontrol og middel for magt, så indebærer et meningsfuldt natursyn – meningens natursyn – at denne opfattes som et mål i sig selv, som et kompliceret og ukrænkeligt væv af liv, der har sin egen integritet, og som i sin egen ret er en dybtgående kilde til mening for os mennesker. Vi skal ikke tage vare på naturen for at sikre den fortsatte vækst, magt og nytte. Vi skal træde varsomt her på jorden og omfavne det liv, den rummer, fordi vi kun herved kan give vort eget liv som menneske en mening. Den, der afviser naturen som noget i sig selv, ender med at afvise sig selv som menneske. Og den, der afviser sig selv som menneske, ender med at afvise naturen som noget i sig selv. Så underfundigt og dog så enkelt er det. Mennesket er i naturen og naturen er i mennesket. Det lader sig ikke gøre at ophøje det ene til mål og reducere det andet til middel uden at gøre vold på begge dele. 95 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Karen Blixen har i Sandhedens hævn udtrykt det således: “Du er en af naturens tanker, og de er alle vise” og i fortsættelse: “Skovene, hvorfra jeg kommer, er også naturens tanker, dens dybe tanker og nogle gode indfald er køerne i engen.”

Jeppe Aakjær: Der dukker af disen ... Hvad var vel i verden det fattige liv med alt dets fortærende tant om ikke en plet med en dal og lidt siv vort hjerte i skælvinger bandt! Om ikke vi drog fra det yderste hav for bøjet og rynket at stå og høre de kluk, de mindernes suk fra bækken, vi kyssed som små!

I bogen Det Gode Liv formulerer Mogens Pahuus dette natursyn på følgende måde: “Naturen er ikke blot noget, vi kan bruge, udnytte, have gavn af, noget, som det er op til os at forme og lave om på, og som vi kan opnå en systematisk videnskabelig viden om. Naturen har også betydning for os som noget, der ikke er i vor magt. Som noget, der består i sig selv, og som vi har adgang til i sansning, gennem vor legemlighed; som vi altså forholder os til i optagethed eller fængslethed af dets form, farve og stoflighed.” Meningens meningsfulde natursyn anser naturen i sin helhed såvel som dets enkelte skabninger for at være unikke og ukrænkelige. Dette betyder imidlertid ikke, at naturen i sin helhed såvel som dets enkelte skabninger må anses for at være urørlige. Dette er 96 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ikke alene et umuligt, men også et forfejlet standpunkt. Naturligvis må naturen berøres – hvis det vel og mærke er en kærlig, varsom og respektfuld berøring. Den jæger, der nedlægger sit bytte, udøver ikke djævelsk magt, hvis han i samme handling gyser over sin gerning og ærer det liv, han har taget. Den bonde, den skovhugger eller den fisker, der skaffer føde eller materialer fra naturens store overskud, udøver ikke djævelsk magt, hvis han glæder sig over livets mangfoldighed og begræder det liv, der må lade livet. I det hele taget ligger meningens natursyn på mange måder fjernt fra det natursyn, som præger store dele af den officielle naturforvaltning. For det er et syn, der opfatter naturen som kulisse, snarere end noget, vi er en del af. Som en park, der skal være ren, pæn og ordentlig at se på. Det er et natursyn, der opfatter naturen som et forbrugs- eller velfærdsgode på linje med andre forbrugsog velfærdsgoder. Som noget, magten tilvejebringer, passer og plejer. Som en post på finansloven – noget, vi kan prioritere på linje med hospitaler, motorveje eller billige bøffer. Det er natursynet hos det bymenneske, der til daglig lever i magtens vold, men som i sin fritid gerne vil rekreere sig i en pæn og uspoleret natur, der ikke lugter, og hvor den død, som er livets uomgængelige følgesvend, holdes på behørig afstand. Meningens meningsfulde natursyn er ikke et natursyn for den ubekymrede fritid og de uforpligtigende rekreative udfoldelser. Det er tværtimod et produktivt natursyn, som dog indebærer et radikalt brud med den naturbeherskelse, som magten i dag har installeret i vor produktive tilegnelse af verden. Det meningsfulde natursyn er det økologiske natursyn, der med den franske antropolog Bruno Latours ord betragter naturen som på en gang mål såvel som middel, og som derfor også indebærer en produktiv tilegnelse af naturen, der rummer såvel nytten som lykken. Dette natursyn realiseres således ikke først og fremmest ved at frede og regulere områder, der ligger i størst mulig afstand fra magtens centre, de store metropoler. Det indebærer tværtimod et opgør med den evigt pulserende magt, som først og fremmest har hjem97 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

me i metropolen. Den moderne magts formning af landskab og natur vokser ud af metropolerne. Det er herfra, hvor naturen hverken kan ses, høres eller lugtes, at der ubønhørligt stilles grænseløse krav om ressourcer og lebensraum. Meningens natursyn skal ikke først og fremmest kæmpes igennem på landet – men i byerne.

Et meningsfuldt menneskesyn “Det der rører mig så dybt hos denne lille sovende prins, det er hans trofasthed over for en blomst. Det er dette billede af blomsten, der lyser som en lampe, selv når han sover. Lamper må man værne godt om: et vindpust kan blæse dem ud.” (Den lille prins) I den amerikanske uafhængighedserklæring står der: “Alle mennesker er født lige og har den samme ret til at forfølge deres lykke”. Denne formulering udtrykker essensen i meningens menneskesyn: Alle mennesker har lige ret til at forfølge sin lykke – hvilket er noget ganske andet end alles ret til at gøre verden til middel for sin nytte. Retten til at forfølge sin lykke er i øvrigt på ingen måde ensbetydende med nogen ret til lykke, for som Christopher Lasch har sagt det, er “hemmeligheden ved lykken at give afkald på retten til at være lykkelig”. Meningens menneskesyn betragter alle mennesker som unikke og ukrænkelige individer, som altid må betragtes som mål og aldrig kun som middel. Det ene menneskes beherskelse af det andet er – ligesom den enes berigelse på den andens bekostning – uantageligt. Det reducerer den sociale relation til en magtrelation og umyndiggør ikke alene den beherskede, men i sidste ende også beherskeren. Magtens menneskeideal er det verdenserobrende menneske. Det menneske, der bestandigt bryder grænser, slår rekorder og ikke lader sig binde af nogen bånd. Det menneske, der altid er på farten og som ikke hører hjemme noget sted. Det menneske, som 98 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

aldrig er tilfreds med verden, som den er, men som hele tiden skal skabe verden på ny. Det menneske, der bestandigt ophøjer nye ting til mål, og som derfor lige så bestandigt må reducere andre ting til midler. Det er dette menneskesyn, der gør nogen mennesker mægtige og andre afmægtige, og som derefter håner de afmægtige ved at kalde dem “svage” – nogen, der skal hjælpes af de mægtige, som hermed fremstår som humane. Som Christopher Lasch har udtrykt det : “Den humanitære medfølelses ideologi er, uanset hvor behagelig den virker, på sin egen måde en af de vigtigste kilder til det medborgerlige livs forfald, eftersom dette ikke så meget hviler på medfølelse som på gensidig respekt. Malplaceret medfølelse ydmyger ofrene, der reduceres til genstande for medlidenhed.” Meningens menneskesyn foragter denne nedladende kynisme og insisterer på, at der ikke findes svage mennesker. Der findes derimod en magt, der gør mennesker afmægtige, og som udstøder millioner af mennesker fra et meningsfuldt liv – til tider oven i købet fra livet overhovedet. Det meningsfulde menneskesyn anser det magtfulde verdenserobrende menneske som vor tids svøbe. Derimod betragtes det menneske for stort, der – med Grundtvig – kan se det meningsfulde i at leve “et jævnt, muntert og virksomt liv på jord”.

Grundtvig: Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord som det, jeg ville ej med kongers bytte, opklaret gang i ædle fædres spor med lige værdighed i borg og hytte, med øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden, men med de dybe længsler velbekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden. 99 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Meningens menneskesyn er solidaritetens menneskesyn, hvor den andens liv og skæbne også er mit liv og skæbne – og hvor mit liv og skæbne også er den andens liv og skæbne. Hvor din kamp for livet også er min kamp for livet – og min kamp for livet også er din kamp for livet. Meningens menneskesyn ser aldrig i “den anden” en svag person, der skal “hjælpes” og formes af magten, men ser tværtom altid et unikt individ, hvis smerte også er min smerte, og hvis glæde fremkalder min glæde. Heroverfor står magtens professionelle menneskesyn, der i det andet menneske ser en klient, som man skal have et overbærende, forstående, men frem for alt distanceret forhold til. Det kaldes empati – i modsætning til sympati – når man på en professionelt distanceret måde sætter sig ind i den andens skæbne uden at være berørt heraf. Empati er ikke et meningsfuldt forhold til et andet menneske. Det er et hjerteløst forhold – men gennemført på en djævelsk raffineret måde. Et andet og beslægtet begreb i magtens menneskesyn er begrebet om “følelsesmæssig intelligen”. Med dette begreb antyder man, at mennesket rummer noget ud over den rationelle fornuft, som kommer til udtryk i intelligensen. Det er det, vi andre kalder kærlighed, og det er heraf respekten for og solidariteten med det andet menneske udspringer. Men ord som kærlighed og solidaritet kan man selvfølgelig ikke bruge i et magt- og management-sprog. Her tæller kun den rationelle fornuft – den er magtens forudsætning. Kærligheden og solidariteten er derimod det stik modsatte: de er irrationaliteten i mennesket – det, der ikke kan begrundes rationelt og derfor heller ikke kan kontrolleres af magten. Og det kan man naturligvis ikke have med at gøre i en magtvidenskab. Derfor må det følelsesmæssige underlægges det rationelle – og derfor må man kalde det “følelsesmæssig intelligens”. Men en følelse, der er rationel og hensigtsbestemt, bliver til noget falsk føleri: “Man føler hensigt, og bliver forstemt”, som Goethe har formuleret det. Meningens menneskesyn har ikke hensigt, men er tværtom det hengivne menneskesyn, hvor man ikke først og fremmest kræver noget af den anden, før man måske vil give, men hvor man om100 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

vendt først og fremmest giver den anden sig selv, for derefter at opleve, at man som regel altid får noget igen. Livet anses for at være en gave – og ikke en ret, og det får kun mening, når man deler ud af det. Når mennesket hengiver sig til den anden og giver af sig selv, er det sig selv. Det er gjort fri af det fængsel, der adskiller det fra verden omkring sig, og denne frigørelse er derfor den eneste virkeligt sande frigørelse, der er mennesket givet. Mennesket er grundlæggende sat i frihed til at give af sig selv, og dette er den eneste frihed, der virkeligt gør mennesket fri. At give sig selv bort i frihed, det er livets lykke og de øjeblikke i tilværelsen, hvor denne lykke lykkes, har et evighedens skær over sig. Eller som Villy Sørensen siger det: “Frihed består ikke i at kunne gøre, hvad man vil, men at kunne føle en mening med det, man gør”.

Kim Larsen: Når nu min verden … Når nu min verden bliver kold og forladt finder jeg trøst i min kæreste skat klipper motiver med drømme og saks papirsilhouetter af den fineste slags. Her er et af min bedste ven utallige klip går igen og igen et aldrig færdigt eller fuldendt motiv sort silhuet af kvinden i mit liv Livet er langt lykken er kort salig er den der tør give det bort

101 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Den frihed, magten taler om, er derimod det stik modsatte. Det er friheden til at gøre sin omverden til et middel for magtens ophøjede mål. Det er friheden til at rage rigdomme til sig og lade nytten træde i stedet for lykken. Det er friheden til at være sig selv nok og vælge den anden fra. Denne frihed er en djævelsk frihed. Den, der forfølger denne frihed, ender altid med at anbringe sig selv i et fængsel. Han hegner sig i bogstaveligste forstand inde bag pigtråd og beton, og inde i denne ensomme verden af de døde tings rigdom forløser friheden sig aldrig, den bliver aldrig mæt, den kan aldrig få nok.

Et meningsfuldt fællesskab “‘Ja’ sagde jeg til den lille prins. Det er med et hjem som med stjernerne eller med ørkenen. Det, der giver dem deres skønhed, er usynligt.’” (Den lille prins) For det menneske, der giver sig selv bort, er det produktive, sociale og åndelige samvær med andre mennesker en uendelig kilde til glæde i sig selv, foruden at det også kan tjene nyttige formål. Fællesskabet er i sig selv et mål – det er ikke blot et middel for magten og rigdommen. Vor moderne vesterlandske kultur er gennemsyret af magtens syn på fællesskabet og på de døde tings rigdom, som altings mål. Andre steder i verden lever stadig kulturer, som opfatter sig som fællesskabskulturer, men overalt trænges disse tilbage af vor verdenserobrende vestlige kultur, der opfatter disse samfund for underudviklede og tilbagestående. De skal derfor på den ene eller den anden måde “hjælpes” til at blive ligesom os, og vi er meget selvgode og selvretfærdige, når vi på denne måde yder dem vor “bistand”. Spørgsmålet er imidlertid om ikke den bedste bistand, vi kan yde, ville være, om vi lyttede til og lærte lidt af dem snarere end bestandigt at insistere på, at det er dem, som skal lytte til og lære af os. 102 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Hvad kunne vi lære ved at lytte? Måske kunne vi lære, at ensomheden ikke er et grundvilkår i tilværelsen, men et produkt af et samfund, hvor fællesskabet er ophørt med at være en værdi i sig selv. Måske kunne vi lære noget om, hvad det vil sige at føle sig knyttet til et sted og være en del af en historie, der rummer tusindvis af sagn om slægters færden. Måske kunne vi lære, at modersmålet ikke blot er et “kommunikationsmiddel”, der lige så godt kan erstattes af et andet, men at det er “hjertets sang” og i sig rummer en mangfoldighed af meningsfulde betydninger. Måske kunne vi lære noget om identitet, så vi kunne blive fri for al den forlorne snak om nogle særligt overlegne danske, europæiske eller vestlige værdier. Måske kunne vi lære, at en hvilken som helst konkret kultur altid er blevet til i et konkret fællesskabs kamp for det meningsfulde, og at det derfor også altid har universel rækkevidde. Måske kunne vi lære, at de universelle værdier aldrig er abstrakte, men altid udspringer af det konkrete, fordi de skabes i den konkrete kamp for det konkrete livs mening. Måske kunne vi lære netop at se det universelle i den mangfoldighed af forskellige måder, hvormed myndige mennesker har skabt deres konkrete fællesskaber. Måske kunne vi oven i købet dermed også lære noget om vor egen kulturs kilder: At Ingemann og Aakjær, Grundtvig og Kierkegaard, Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø, Karen Blixen, Ebbe Kløvedal Reich, Inger Christensen, Lars Lilholt, Pia Rauch og Sebastian aldrig har sunget om særligt danske værdier, men altid har sunget om det konkrete livs mening – og at det netop er derigennem, de har bidraget til at skabe en konkret dansk kultur af universel gyldighed. Måske kunne vi lære, at et fællesskab altid må være et konkret fællesskab, et nærværets og nænsomhedens fællesskab – og derfor også et nærhedens og overskuelighedens fællesskab. Måske kunne vi med Christopher Lasch lære, at “en offentlig filosofi for det 21. århundrede må tillægge lokalfælleskabet større vægt end den private beslutningsret. Den må fremhæve forpligtigelserne mere end rettighederne. Den må finde et bedre udtryk for fællesskabet end velfærdsstaten. Den må begrænse markedets rækkevidde og de 103 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

store selskabers magt uden at erstatte dem med et centraliseret statsbureaukrati”. Måske kunne vi endelig lære, at det kun er, når vi kan se hinanden i ansigtet, at vi kan se smilet og tårerne og derfor blive berørt eller anfægtet derved. At moralen – som Zygmunt Baumann understreger – altid kun findes i det konkrete møde med “den anden”, hvorimod amoralen omvendt altid udfolder sig der, hvor “den anden” bliver til tal og statistik.

Magt eller mening Magten er, når målet helliger midlet – og den fører i sidste ende til, at magten selv ophøjes til altings mål og dermed helliger alt andet som middel. Når alt bliver gjort til middel for magten, mister livet sin mening og mennesket sin myndighed. At generobre vor myndighed som mennesker forudsætter, at vi først og fremmest generobrer vort livs mening, hvilket igen forudsætter, at den verden, vi lever i, begribes som en meningsfuld verden, dvs. en verden, der er mål i stedet for en verden, der er middel. At begribe verden som en meningsfuld verden er at elske og beundre verden – og vor kærlighed til verden er derfor den ubegribelige forudsætning for al mening. Magten er i denne verden, det kan vi hver især føle på vor egen krop og i vort konkrete liv, og i de foregående kapitler har vi forsøgt at indkredse, hvorfra denne magt kommer, hvad det er den gør ved vort liv, hvordan den moderne magt er blevet til en almagt, som i sidste ende fører til afmagt og derved gør os afmægtige. I de foregående kapitler har vi således beskrevet magten i dens rene essens. Dette var som sagt nødvendigt for at forstå magtens væsen, men også for at se, hvor vi føres hen, hvis vi kaster os helt og aldeles i magtens vold. Men som også allerede tidligere antydet findes der noget andet i denne verden end den rene magt. For mennesket lever som bekendt ikke af brød alene, det har også brug for noget andet i tilværelsen, og det er dette andet, vi i dette kapitel har kaldt for “Me104 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ning”. “Magt” og “mening” er to grundelementer i det menneskelige liv, og de har til alle tider kæmpet hårdt med hinanden i det enkelte menneskes sjæl såvel som i den samfundsmæssige tænkning og kultur.

Halfdan Rasmussen: Noget om helte Livet er en morgengave. Sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have. Der står øller på mit bord. Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker aldrig på at kæmpe eller dø. Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak vil jeg pusle med rødbeder selleri og pastinak.

I bogen Det Gode Liv har Mogens Pahuus givet, hvad han kalder en “livsfilosofisk” fortolkning af denne kamp mellem “magt” og “mening”. Mennesket har et “jeg” og et “selv”. Det er menneskets “jeg”, der magter livet, der tager kontrol over tilværelsen, der klarer dagen og vejen, der er målrettet, rationel og selvbehersket. Det er med dette “jeg”, at vi tager os selv i nakken og udfører dagens dont, at vi bringer os til at udføre alle de rutineprægede praksisser, 105 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

som er uomgængelige for at kunne leve som menneske i en hvilken som helst kultur. Det er vort “jeg”, som opfatter vor omverden som et middel, der skal tjene de mål, som er sat af vore behov, og det er derfor også vort “jeg”, der anlægger en helt og holdent nyttemæssig betragtning på verden. Men mennesket har også et “selv”. Dette “selv” tager ikke kontrol over dagen og vejen, nej, det griber dagen og bekender sig til mottoet “Carpe diem”. Det kaster sig ud i livet og engagerer sig i verden. Det er i ens “selv”, at man er sig selv, at man er tro mod sig “selv” – og det er man paradoksalt nok, når man glemmer sig selv, når man hengiver sig til verden. Det er i dette selvforglemmende selv, at glæden ved og kærligheden til livet har hjemme; det er herfra den egentlige livskraft stammer. I følge Mogens Pahuus kan denne livskraft antage form af på den ene side “livsmod” og på den anden side “livsglæde”. I livsmodet hengiver man sig ved at give sig selv til verden, mens man i livsglæden hengiver sig ved at glæde sig over verden. Det menneskelige “jeg” er altså forbundet med det nødvendige i tilværelsen, med det kontrollerende og beregnende. Det er her, den instrumentelle fornuft kommer til sin ret, det er rationalismens arnested, det er her, den græske gud Apollon residerer – han, som er besindighedens, oplysningens og den rene ordens gud. Det selvforglemmende “selv” derimod er forbundet med det åbne og uendelige i tilværelsen. Det er her, kærligheden, fantasien, drømmen og følelsen hører til, det er her Apollons modpart, guden Dionysos regerer – han, som er gud for vinen, glæden og livets frugtbarhed. Karen Blixen lader i fortællingen Drømmerne den afrikanske eventyrfortæller Mira Jama formulere det på denne måde: “Der er i virkeligheden kun to tankeretninger, som det passer sig for et menneske, der er så nogenlunde ved sin forstands brug, at følge. Den ene er: Hvad skal jeg gøre om et øjeblik, eller i morgen, eller i morgen aften? Og den anden: Hvad var Guds mening, da han skabte verden, havet og ørkenen, hesten, vinden, kvinden, rav, fisk, vin?” Villy Sørensen har fat i den samme dobbelthed i vor tilgang til 106 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

verden: På den ene side har vi den uengagerede, videnskabelige, rationelle og analytiske tilgang til en verden, som forstås kausalt – altså som givne årsager, der fører til bestemte virkninger. Denne objektive og kausale forståelse af verden ligger til grund for, at vi kan tage kontrol med verden i kraft af, at vi kan opnå bestemte virkninger ved at manipulere med givne årsager. Heroverfor står en fortolkende tilgang til en verden, som forstås som en i sig selv formålsbestemt verden, en verden, hvormed der er en hensigt og dermed også en verden, der for mennesket rummer en mening. Der findes mange andre tilgange til at beskrive denne dobbelthed i vor tilgang til verden. Den tyske sociolog Jürgen Habermas taler således om en “systemverden” kontra en “livsverden”. Systemverdenen omfatter henholdsvis markedet og staten og er bestemt ved dens målrationalitet. Lisverdenen er derimod det sted, hvor den menneskelige identitet skabes gennem en “herredømmefri kommunikation” mellem mennesker, der er åbne over for hinanden, dvs. ikke opfatter hverandre som midler til at opnå bestemte mål. Det er iflg. Habermas i “livsverdenen”, at det er muligt at udvikle fælles etiske værdier og et socialt ansvar. Mogens Pahuus, Villy Sørensen og Jürgen Habermas giver alle udtryk for det synspunkt, som også er denne bogs synspunkt, at denne dobbelthed i vor tilgang til verden i løbet af det “moderne” samfunds tilblivelse er blevet voldsomt forrykket til fordel for den ene pol: Det, som i denne bog kaldes “magtens” pol, som Habermas kalder system- og målrationalitetens pol, som Villy Sørensen kalder kausalvidenskabens pol, eller som Mogens Pahuus kalder det selv- og omverdens-kontrollerende “jeg’s” pol. Habermas udtrykker denne forskydning til fordel for den ene pol som “systemverdenens kolonisering af livsverdenen”. Den anden pol i vor tilgang til verden er med Habermas bestemt af “den herredømmefri kommunikation”, med Pahuus af “det selvforglemmende ‘selv’”, med Sørensen af det “fortolkende, og meningsskabende subjekt”. I denne bog er denne pol kort og godt bestemt som “meningens” pol – eller som den pol, hvor “det meningsfulde” råder. 107 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Meningens logik – eller logikken for det meningsfulde – forstår verden som et mål i sig selv, et mål, vi hengiver os til i kærlighed. Den rummer det irrationelle i tilværelsen – alt det, som vi har kært og ikke kan give nogen rationel begrundelse for. Som sådan er den ganske enkelt det diamentralt modsatte af magtens rationelle logik. Magt og mening er hinandens spejlende modsætning, og som sådan er de dømt til at kæmpe en evig kamp med hinanden i vort liv som mennesker. I de foregående kapitler om “magt” og “afmagt” har vi beskrevet den rene magt – eller rettere: Vi har beskrevet en verden, hvor magten har sat sig næsten fuldstændig igennem i vore relationer til naturen, i vort sociale fællesskab og i vort forhold til os selv. I dette kapitel har vi bestemt magtens modpol – meningens pol, den pol, der rummer det meningsfulde, dvs. alt det, vi har kært. I de følgende afsnit vil vi anskue verden med to øjne: Vi vil se på verden som en kampplads, hvor “selvet” kæmper med “jeget”, “hjertet” kæmper med “hjernen”, “livsverdenen” kæmper med “systemverdenen” – hvor kort sagt “meningen” kæmper med “magten”.

108 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Magt og mening

6

At generobre vor myndighed som menneske forudsætter, at vi generobrer vort livs mening, hvilket indebærer, at vi vender magtens logik på hovedet: I stedet for at reducere vor verden til et middel må vi gøre det modsatte og ophøje den til mål. Det meningsfulde liv er i bund og grund det kærlige og selvforglemmende liv, hvor vi hengiver os fuldt ud til verden og lader os opsluge af den. Hvor magten i sidste ende opsluger verden, indebærer det meningsfulde liv modsat, at vi i sidste ende lader os opsluge i den verden, vi elsker. Hvor magten i sidste ende tager livet af ethvert subjekt ved at objektivere alting, indebærer det meningsfulde liv, at vi subjektiverer alting og nægter at opfatte noget som slet og ret objekt. Hvor magten hiver mening og guddommelig fortryllelse ud af alting, gør det meningsfulde liv alting til fortryllende guddommelig mening. Hvor magten gør vor verden til en ting, gør meningen vor verden til ånd. Magt og mening er således hinandens diamentrale modsætning, men de er hinandens modsætning på en mere underfundig måde end hidtil beskrevet. Magt og mening er et dialektisk modsætningspar: De er på én og samme tid hinandens diamentrale modsætning og dog samtidig hinandens forudsætning. Magt og mening er som liv og død, lys og mørke, mand og kvinde, yin og yan: De er hinandens modsætning, men den ene kan ikke tænkes uden den anden, og tilsammen fylder de verden ud. Det er således umuligt at forestille os en verden, hvor alting er reduceret til midler, lige så lidt som vi kan forestille os en verden, hvor alting er ophøjet til mål. Det er umuligt at forestille sig, at vi kan tage magten over hele verden, lige så lidt som vi kan forestille 109 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

os, at vi helt lader os opsluge i verden. Vi kan endelig ikke forestille os en verden, der udelukkende er reduceret til en ting – lige så lidt som vi kan begribe en verden, der er ren og skær ånd. Denne verden rummer såvel den djævelske magt som den guddommelige mening, og vi mennesker er bestemt til bestandigt at skulle rumme konflikten mellem dem i os. Alle livets grundlæggende spørgsmål handler om, hvordan vi vælger at håndtere denne konflikt mellem på den ene side at magte verden som objekt – og på den anden side at hengive os til en verden, der rummer mening, som et subjekt. I Det Gode Liv beskriver Mogens Pahuus “visdom” eller “dyd” som netop en sådan balance eller syntese. Han siger her, at visdom “er selve dette, at man har haft kraft til at syntetisere hovedelementerne i sig selv, først og fremmest dette, at man har kunnet bevare eller generobre det umiddelbare eller spontane hos sig selv og altså kunnet forbinde dette med det holdningsmæssige” (hvor det holdningsmæssige hos Pahuus især er forbundet med selvbeherskelsen, dvs. den kontrollerede og rationelle tilgang til verden). Denne syntese af “jeget” og “selvet” må foregå såvel i hjertet som i hjernen, dvs. det må omfatte hele vor personlighed. Det må således bl.a. også omfatte den måde, vi begriber vor omverden på. Som moderne mennesker er vi i dag hjernevasket til at forstå verden som videnskabens objektive og døde verden, en lidenskabsløs verden, som vi ikke har kær og derfor er hjemløse i. Videnskaben kan forudsige, at vort klima går amok, at naturlige økosystemer bryder sammen, at vi med nye genteknologier fuldstændig kan forandre de biologiske livsbetingelser – and so what? Videnskaben kan ikke give betydning og mening til denne verden og de uhyrligheder vi begår mod den – og derfor kan en “statistiker” som Bjørn Lomborg afvise bekymringerne knyttet til de videnskabelige forudsigelser som udtryk for den rene klynk og evige klage. Videnskaben er i sig selv uden etik – og derfor kan folk som Lomborg ikke se, at “klagen” i virkeligheden er en “anklage”. Den objektiverede tilgang til verden gør os følgagtige over for “magten” og “udviklingen” – som jo netop i denne verdensforståelse 110 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

begribes som “objektive” – og derfor ikke kan anklages. Videnskabens kolde og rationelle logik fører således til en slavemoral. Skal vi udvikle en etik og give vor verden mening og betydning, så må vi derfor søge uden for videnskaben. Så må vi i stedet for den uengagerede analyse af verden sætte den engagerede fortolkning af verden. Den engagerede fortolkning springer ud af vort “selv” – altså den del af os, som åbner sig for og hengiver sig til den verden, vi har kær. Som Villy Sørensen har formuleret det: “At erkende og opnå visdom i denne klassiske forstand betyder ikke blot at erkende noget, men at kende sig selv, ikke blot at komme videre i erkendelse, men selv at komme videre. Denne sammenhæng suspenderes med objektivitetsideen.” Det er gennem fortolkningen, at vi giver vor verden mening, og derigennem kommer til at kende os selv. På den anden side kan vi ikke nøjes med at fortolke – for den rene fortolkning har en indbygget risiko for at undlade at se “realiteterne i øjnene”. Den rene fortolkning af verden er i øvrigt heller ikke i stand til at skaffe os brød på bordet. Uden mad og drikke duer helten ikke – men på den anden side kan mennesket heller ikke leve af brød alene. Vort verdenssyn må altså rumme såvel “analysen” som “fortolkningen”, så vi med Villy Sørensens ord er i stand til at foretage “det saglige skøn” såvel som “den personlige fortolkning”. Denne dobbelthed i vor tilgang til verden udtrykkes også af Eivind Larsen, når han insisterer på, at vi skal erstatte monologos med dialogos – og i forlængelse heraf monolog med dialog. Denne syntese af “analysen” og “fortolkningen”, af “fornuften” og “følelsen” er indbegrebet af “den sunde fornuft”. I “den sunde fornuft” bliver fornuften netop sund – fordi den forhindres i at udarte sig til ren fornuft, og det gør den, fordi den hele tiden konfronteres med dens modsætning, nemlig den irrationelle og fortolkende kraft, hvormed vi giver vor verden mening. I dag, hvor den rationalistiske monolog om verden er den altdominerende inden for vor moderne kultur, er udfordringen først 111 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

og fremmest at skabe mere rum til den modsatte pol: Den “personlige fortolkning”, der giver vor verden mening. Syntesen af “jeget” og “selvet” i vort personlige liv og af “analysen” og “fortolkningen” i vort verdenssyn er naturligvis ikke blot et anliggende for den enkelte – men i høj grad også et samfundsmæssigt projekt. Vi kan selvfølgelig ikke leve et personligt liv, hvor vi forsøger at give plads til både det “selvforglemmende” og det “selvbeherskende”, hvis vi lever vort liv i et samfund, hvor det ene så fuldstændigt koloniserer og udmanøvrerer det andet. Det gode liv må ganske enkelt gå i spænd med “det gode samfund” – og igennem historien har der derfor også været mange bud på, hvordan et sådant samfund tager sig ud. Allerede Aristoteles havde blik for tilværelsens to dimensioner og formulerede sin vision om et samfund, der fulgte “den gyldne middelvej” mellem fornuft og følelse – mellem videnskab og lidenskab. For Aristoteles var det politikkens opgave at finde denne “gyldne middelvej” og forfølge de hermed forbundne kvaliteter som mod, mådehold, selvrespekt og generøsitet. For Aristoteles var “det gode samfund” altså netop et samfund, hvor “den sunde fonuft” blev betragtet som en dyd. Villy Sørensen er inde på den samme tanke i bogen Oprør fra midten, hvor han sammen med Niels I. Meyer og K. Helweg Petersen slår til lyd for en politik baseret på “den gyldne middelvej og den radikale midte” – ikke som en modsætningsophævende midterpolitik, men som en radikal politik, der erkender den grundlæggende modsætning mellem “fornuft” og “følelse” og “magt” og “mening”, og som søger at opnå en balance eller ligevægt mellem de to. “Det gode samfund” er altså ikke det samfund, der er bedst til at producere flest mulige (materielle) goder – og hvor mennesket gør krav på en ret til at rage til sig af alle de goder, magten kan skabe. Der er tværtimod et samfund, hvor der er en balance mellem de nødvendige goder, som hører magten til – og de gratis goder, der hører det selvforglemmende liv til. I det følgende vil vi se nærmere på “politikken”, og i hvilket 112 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

omfang denne under nutidens vilkår rummer visionen om “den sunde fornuft” og “det gode samfund”.

Politik I forlængelse af den foregående fremstilling må “politik” forstås”som den samfundsmæssige arena, hvor “magt” og “mening" udkæmper deres dyst med hinanden, og derfor har det først været muligt at nå frem til politikkens felt på dette sted i fremstillingen. Først måtte “magten” bestemmes – derefter dens modsatrettede pol “meningen”, og nu er tiden altså kommet til “politikken” – forstået som det samfundsmæssige mødepunkt, hvor “magten” og “meningen” udfordrer hinanden til duel. Denne opfattelse af “politik” bryder med de fleste gængse opfattelser. Den fremherskende opfattelse er, at politik er lig med magt, og de fleste teorier om politik er derfor rene teorier om magt, ligesom de fleste teorier om magt er rene teorier om politik. At begribe politik som magt vil sige at forstå det politiske felt som det sted, hvor man kæmper for sine interesser. Forståelse af politik som forvaltning af interesser er udbredt i det moderne samfund og findes i såvel en liberalistisk som en socialistisk variant. Ifølge den liberalistiske opfattelse består samfundet af en sum af individer, der hver for sig forsøger at optimere sin nytte eller velstand. Dette gør vi på markedet, men også i politikken, hvor vi vælger det parti, der bedst muligt tilgodeser vore individuelle interesser. Vi mennesker er ifølge denne opfattelse rationelle, nytteoptimerende individer, og vi handler politisk på grundlag af rationelle valg – eller, som det hedder på amerikansk, på grundlag af “rational choice”. Den socialistiske opfattelse forstår i højere grad samfundet som opdelt i sociale interessefællesskaber – eller klasser. I forlængelse heraf begribes de politiske partier som repræsentanter for disse sociale grupper eller klasser. I stedet for individets rationelle valg, forstår denne opfattelse politik som de forskellige interessegrup113 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

pers rationelle handling – eller som det hedder på amerikansk “rational action”. I begge opfattelser er politik reduceret til en mekanisk varetagelse af objektive eller rationelle interesser. Der er meget i vor tids politiske liv, der kunne tale for en sådan forståelse af politik. For det første er det en kendsgerning, at de større politiske partier vitterligt har deres historiske rødder i forskellige sociale grupper som f.eks. byens borgerskab, bønderne og arbejderne. For det andet handler megen politik om at lefle for forskellige gruppers pengepung. Men alligevel holder opfattelsen ikke for en nøjere granskning. Det grundlæggende problem for denne fortolkning af politik er, at den i bund og grund er uforenelig med forestillingen om samfundet som et fællesskab. For hvordan kan et samfund hænge sammen, hvis det ikke er et fællesskab, men tværtimod en heksekedel af individer og grupper, der hver især kæmper for sine egne interesser? Man kan forstå “menneskerettighederne” som et forsøg på at overvinde dette problem, idet man her forsøger at formulere et sæt af universelle interesser, som samfundet skal garantere som en ret for alle, og som derfor binder alle til samfundet. Men ser man bort fra de mest elementære rettigheder – som retten til liv og til tankens og ordets frihed – så viser det sig altid i praksis, at der ikke findes nogen universel logik, ud fra hvilken“menneskerettigheder” kan formuleres. Man kan ikke formulere sine “menneskerettigheder” uden ganske bestemte opfattelser af, hvad et menneske er, og hvad et samfund er. Eller sagt med andre ord: Man kan ikke formulere “menneskerettighederne” objektivt. De vil altid afhænge af, hvad man opfatter som meningsfuldt og værdifuldt for individet såvel som for fællesskabet. Derfor viser det sig også altid, at “menneskerettighederne” må fortolkes – og at det er dem, der har magten, som også får retten til den rette fortolkning. Begrebet politik bliver altså i sidste ende tomt og meningsløst, hvis det kun forstås som et spørgsmål om rationelle interesser og objektive rettigheder; hvis det med andre ord alene bestemmes på grundlag af magtens begreb. Politik rummer rigtignok magten i 114 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

sig, men kun som dens ene pol. Den anden pol bestemmes af “meningen” – eller af det, som anses for meningsfuldt. Uden denne dobbelte bestemmelse af politikken er det i sidste ende ikke muligt at forstå eksistensen af politiske partier og bevægelser. Ingen politisk magt kan bestå, hvis ikke den også rummer en mening, og alle det moderne samfunds politiske bevægelser må grundlæggende forstås som bevægelser, der forsøger at give såvel magten en mening som meningen en magt. Denne forståelse af politik er altså et opgør med de fremherskende rationalistiske opfattelser, der reducerer politik til magtteknik og banal varetagelse af interesser eller rettigheder. Forståelsen af politik som det felt, hvor “magten” møder “meningen”, indebærer, at “værdierne” tildeles en nøglerolle i politikken, og på dette punkt er denne forståelse således på linje med de teorier, som fremstiller den politiske kamp som en kamp mellem forskellige meningssystemer – eller “diskurser”, som det hedder nu om dage. Ifølge disse teorier opfattes politiske og sociale bevægelser som koalitioner af individer, der er samlet om et bestemt sæt af normer og etiske grundopfattelser, snarere end om (objektivt bestemte) rationelle interesser. Men som Karl Marx sagde det, så har “ideen altid blameret sig, hvis ikke den var forbundet med interesser”. For det spørgsmål rejser sig uundgåeligt: Hvoraf opstår disse normer og etiske grundopfattelser. De må på en eller anden måde vokse ud af menneskers konkrete erfaringer, og disse erfaringer kan jo kun være bestemt af deres konkrete livssituation. Og i det moderne samfund er menneskers konkrete livssituation i høj grad fortsat klassebestemt, selvom dette ivrigt benægtes af “postmodernister” og liberale teoretikere i kor. Vor tids klassemodsætninger er blot modificeret i forhold til industrisamfundets modsætning mellem kapital og arbejde. Christopher Lasch udtrykker det på denne måde: “Udviklingens vigtigste effekt har derimod været at uddybe svælget mellem den vidende klasse og resten af befolkningen – mellem dem, der føler sig hjemme i den globale økonomi og har det godt 115 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ved tanken om alle de nye informationsstrømme – og dem, der ikke har så meget at bruge faxer, on-line informationstjenester og internettet til.” Vor tids klassemodsætning er altså nok så meget en modsætning mellem “den videnden klasse” og resten af befolkningen, som det er en modsætning mellem kapital og lønarbejde, og disse forskellige og samvirkende klassemodsætninger placerer mennesker i det moderne samfund i en kompleks forskellighed af sociale livssituationer. Der er således forskel på livsvilkårene afhængig af, om du er hjemmehjælper, industriarbejder, selvstændig erhvervsdrivende eller en af IT-samfundets højt betalte vidensarbejdere. Der er også forskel på de livsholdninger, der vokser ud af disse forskellige livsvilkår. Der er imidlertid ingen automatik imellem den klassebestemte livssituation og en bestemt overbevisning. Overbevisninger skal udvikles gennem en skabende kulturel proces, hvorigennem den enkelte netop skaber sig en mening i sin tilværelse. Den norske sociolog Ketil Skogen har formuleret det på denne måde: “Selvom klasserelationer grundlæggende har deres rod i økonomiske relationer, betyder dette ingenlunde, at man kun (eller endda primært) kan aflæse disse i menneskers instrumentelle og rationelle forfølgelse af materielle interesser. Normer og kulturelle mønstre afspejler godt nok materielle og sociale vilkår, men de gør det formidlet via en aktiv og kreativ fortolkningsproces. Sjældent eller aldrig kan de mekanisk henføres til ‘objektive’ interesser.” Som politiske subjekter handler mennesker ud fra deres konkrete (klassebestemte) livsvilkår – men de gør det igennem en aktiv og kreativ fortolkning, hvormed de søger at give deres liv en mening. Politikken rummer – både på det samfundsmæssige plan som i det enkelte politiske subjekt – såvel magt og interesser som meninger og værdier. Dermed bliver politisk kamp i høj grad en kulturkamp. Ja, det 116 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

bliver i sidste ende først og fremmest en kulturkamp. En politisk bevægelse, som ophører med at vedligeholde og forny sit værdigrundlag, som undlader at engagere sig i en aktiv og kreativ kulturel fortolkningsproces, vil før eller senere ophøre med at være en politisk bevægelse. Socialdemokratiets og den øvrige venstrefløjs aktuelle krise kan i høj grad tilskrives denne forsømmelse. Igennem mange år har man forsømt at forny sit kulturelle og værdimæssige grundlag. Nyrups 9 år ved magten blev først og fremmest “markedsført” med henvisning til rationelle argumenter om vækst, velstand og sund økonomi – og ikke med henvisning til, at man repræsenterede en bestemt meningsfuld vision for samfundet. Men dette salgsargument prellede af på vælgerne – og dette med god grund. Det samme skete i øvrigt ved ØMU-afstemningen et år forinden: Også her blev projektet solgt med henvisning til tvivlsomme økonomisk-rationelle argumenter – og stemt ned. Mennesker stemmer ikke alene med hjernen – de stemmer også med hjertet. Og gudske lov for det. Men for mange – især intellektuelle – er det at stemme med hjertet aldeles uantageligt, for det er jo udtryk for et opgør med den rationelle fornuft, og hvor er vi så henne. De politiske kræfter, der taler til folks hjerte, der forsøger at formulere en vision, der giver mening, de kaldes nedladende for “populister”. Populisme betyder grundlæggende blot folkelig – men for nutidens elite er det at være folkelig blevet et skældsord, der varsler ilde for demokratiet.

Demokrati Magt og mening kan i politikken kombineres på mange forskellige måder – og er i historien blevet kombineret på mange forskellige måder. I den før-moderne tid blev magten afledt af en kirkeligt sanktioneret mening. Det var kirken, der fortolkede og udlagde det åndelige – “meningen”, og som på grundlag af denne udlægning bestemte indholdet i det verdslige – “magten”. Magten og meningen blev holdt sammen i et jerngreb af kirken. 117 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Det moderne gennembrud markerede et brud med denne form for kirkeligt sanktioneret magt – og indvarslede i stedet den verdslige stat. Tilværelsens mening blev herefter til et anliggende for den enkelte – og tilhørsforholdet til en kirke blev til et rent privat tilhørsforhold. Denne forandring af en historisk specifik form for sammenkobling af “magt” og “mening” ændrede dog ikke politikkens væsen: Politik forblev fortsat den arena, hvor magt og mening brydes på det samfundsmæssige plan. Da kirken ikke længere var det sted, hvorfra meningen blev dannet, måtte der derfor etableres en ny institution for meningsdannelse: Demokratiet. Demokratiet er grundlæggende et offentligt rum for meningsdannelse og essensen i demokratiet er, at tilværelsens mening er et anliggende for os alle, noget, vi alle har et personligt ansvar for at gøre gældende. Demokrati kommer af det græske demos, som betyder folk, og kratein, som betyder styre. Demokrati betyder derfor i bogstaveligste forstand “folkestyre”, det rum, hvor vi som personlige medlemmer af et folkeligt fællesskab kan gøre vor mening gældende om, hvordan der skal styres. Tilværelsens mening er således ikke noget, som nogen kirke eller noget præsteskab kan definere og sanktionere én gang for alle, det er noget, vi hver især må tage på os. Tilværelsens mening er ikke givet én gang for alle af en hinsides Gud, men er noget, vi hver især må finde i livet selv. Selvom det åndelige således gøres til et personligt anliggende, betyder det ikke, at det er et rent individuelt spørgsmål, som kun vedrører den enkelte. Tilværelsens mening – dens værdier – må godt nok tilegnes af den enkelte person, men det er samtidig et anliggende for fællesskabet, og netop derfor etableres der i demokratiet et offentligt rum for meningsdannelse. Demokratiet giver os en ret til personlig meningsdannelse – men den rummer også grundlæggende en pligt til at gøre denne tilgængelig i det offentlige rum og til at lade den brydes med andre meninger. At demokratiet er et offentligt rum for meningsdannelse, afspejles, som så meget andet, i vort sprog. For vi bruger jo udtrykket “at stemme” om demokratiets afgørende handling – og hermed menes jo grundlæggende at give vor mening stemme. Demokrati 118 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

handler om at give vor mening stemme, og det omfatter således meget mere end blot at sætte et kryds på en stemmeseddel. Demokratiet er det rum, hvor vi giver vor mening stemme, det er et sted for samtale, og denne samtale kan principielt omfatte alle livets spørgsmål, hvoraf nogle er mindre og andre er mere politiske. Det politiske demokrati er derfor en underafdeling af demokratiet – og det består af institutioner, der kan transformere den brede offentlige meningsdannelse til strategier for magtens udøvelse. Det folkevalgte parlament er den institution, der forbinder demokratiet med politikken og derigennem med magten. Det er i sidste ende i parlamentet, hvor modsætningerne “magt” og “mening” mødes i det moderne demokrati. Modsætningen mellem “magt” og “mening” indebærer, at de to bestandigt støder sammen i den konkrete udformning af politikken. De støder således fra første færd sammen i en helt forskellig opfattelse af, hvad der er demokratiets grundlæggende væsen. Set fra magtens synspunkt er demokratiet en styreform, en måde at udøve magten på, som sikrer, at magten har legitimitet og derfor også, at den i praksis kan føre sine mål ud i livet. Set fra dette synspunkt er demokratiet altså først og fremmest en måde at træffe beslutninger på, men det er en besværlig måde, og derfor skal det heller ikke overdrives. Set fra magtens synspunkt er det magten, der er det primære – mens demokratiet er det sekundære, og derfor må der være grænser for, hvor meget demokratiet skal i spil. Demokratiet skal således ikke omfatte alle samfundsmæssige områder, således er økonomien i vid udstrækning holdt uden for demokratiet, og det skal ikke omfatte alle borgere i samfundet – i hvert fald ikke hele tiden. Det repræsentative demokrati med valg til repræsentative forsamlinger, f.eks. hvert 4. år, sikrer, at demokratiet holdes på behørig afstand af magten. Men magten har også andre metoder til at reducere demokratiets spillerum. Én meget anvendt metode er at fremstille magten som nødvendighed. Hvis man kan fremstille en bestemt form for magtudøvelse som “nødvendig”, som givet af naturlovene, de økonomiske love osv. – altså som nærmest videnskabeligt uomtvistelig, så har man elimineret 119 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

det demokratiske rum. Enhver magthaver vil være fristet til at benytte denne metode, og derfor ser vi også, hvor ofte en bestemt form for politik søges fremstillet som “den nødvendige politik”. I magtens demokrati lytter man – med Christopher Laschs ord – “hellere til eksperter end den offentlige opinion. Den offentlige opinion anses for suspekt, for den er præget af vage indtryk, følelser og fordomme. Kun videnskabelig information kan påberåbe sig objektivitet og danne grundlag for saglige beslutninger”. Det er et eklatant udtryk for denne magtlogik, når fremtrædende repræsentanter for “System-Danmark” synes at mene, at spørgsmål som f.eks. Danmarks deltagelse i ØMU’en ikke egner sig til en folkeafstemning, for det er et spørgsmål, hvor befolkningen savner indsigten i, hvad der er nødvendigt. Set fra “meningens” synspunkt er demokratiet absolut ikke først og fremmest en styreform, men tværtimod først og fremmest et offentligt rum for meningsdannelse. Set fra dette synspunkt er magten ikke nogen legitim magt, blot fordi den er underlagt nogle repræsentative valg og beslutningsprocedurer. Magten er først legitim, hvis den reelt har rod i en offentlig mening, og dannelse af denne mening er derfor det centrale i demokratiet, set fra “meningens” synspunkt. “Demokrati er samtale”, som socialdemokraten og højskolemanden Hal Koch sagde det tilbage i 1960 i bogen Hvad er demokrati? Dette standpunkt insisterer på, at politik ikke skal bestemmes af magtens nødvendigheder, men af det meningsfulde. Ifølge dette standpunkt kan og bør vi ikke handle i verden på grundlag af magtens mål-middel-logik, men vi bør tværtimod altid anskue den verden, vi handler i, som på én gang mål og middel. At finde den rette balance mellem mål og middel kræver en evig samtale, og derfor må demokratiet set ud fra “meningens” standpunkt være i konstant beredskab, ligesom det må omfatte alle samfundsmæssige spørgsmål, f.eks. også de økonomiske. Hvor magten vil reducere “dialogen” med borgeren til et spørgsmål om information, jf. bl.a. EU-Kommissionens ihærdige bestræbelser i så henseende, så insisterer “meningens” standpunkt på den offentlige debat. Christopher Lasch siger det på denne måde: 120 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

“Hvad demokratiet har brug for, er en livskraftig offentlig debat, ikke mere information. Selvfølgelig skal der også information til, men den nødvendige form for information kan kun fremkomme gennem debat. Når vi bliver involveret i en debat, der optager vor opmærksomhed, opsøger vi begærligt relevant information. Ellers modtager vi informationerne passivt – eller overhovedet ikke.” Set fra “meningens” synspunkt er den demokratiske proces i sig selv lige så vigtig som det resultat, den leder frem til. Dette synspunkt anerkender “nødvendigheden” af et repræsentativt demokrati, men mener så absolut ikke, dette kan stå alene, for det udarter sig meget let til et elitært demokrati. Det repræsentative demokrati må derfor altid suppleres med offentlighedens konstante deltagelse i meningsdannelsen – og afgørende spørgsmål bør altid lægges ud til afgørelse blandt hele befolkningen. Set fra meningens synspunkt er endvidere magtdeling et helt afgørende element i demokratiet.

Politiske bevægelser og partier Al politik bevæger sig i spændingsfeltet mellem “magt” og “mening” og handler derfor dybest set om, hvordan man kan give magten mening eller meningen magt, altså hvordan de to modsætninger kan forenes med hinanden. I moderne politik er der historisk udviklet to grundpositioner i denne kobling mellem magt og mening: Den ene politiske grundposition tager således sit udgangspunkt i det selvbeherskende “jeg”, dvs. i den rationelle og målrettede tilgang til verden, hvor jeg hævder min magt over en verden, der opfattes som et objekt, som jeg derfor kan gøre til et middel for mine ophøjede mål. Den anden politiske grundposition tager omvendt udgangspunkt i det selvforglemmende “selv”, der anskuer verden i sig selv som et meningsfuldt mål, der kalder på min hengivenhed, og som 121 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

på ingen måde kan betragtes som blot et middel. Den ene politiske grundposition hævder altså subjektets forrang for objektet, dvs. mennesket frihed til at gøre verden til objekt, dvs. til middel for sin nytte, som således anses som altings mål. Den anden grundposition hævder omvendt menneskets forpligtethed på verden, dets ansvar for at tage vare på en verden, der altså i sig selv anses for at være et mål. Disse to grundpositioner kan betegnes som henholdsvis en værdi-liberal og en værdi-konservativ position, hvor ordet “værdi” sættes foran for at gøre det klart, at disse to grundpositioner ikke på nogen entydig måde kan knyttes til de konkrete politiske partier, der i dag har hæftet ordene “liberal” og “konservativ” på sig. Den værdi-liberale position fremhæver individet som udgangspunkt for alting, mens den værdi-konservative position snarere fremhæver helheden, f.eks. klassen, folket eller nationen. Den værdi-liberale position er en position, der fremhæver de nyttebetonede, de rationalistiske og materialistiske sider af tilværelsen, mens den værdi-konservative position omvendt bekender sig til de meningsgivende eller åndelige værdier i den ene eller anden iklædning. Disse to grundpositioner markerer sig i den konkrete politiske virkelighed som to kulturelle strømninger, der er i evig strid med hinanden. Al konkret politik er én eller anden konkret kombination eller afbalancering af disse to grundpositioner, og selvom der findes to navngivne partier, der har sine historiske rødder i disse to tilgange til verden, så kan de på ingen entydig måde placeres inden for de to grundpositioner, lige så vel som alle de øvrige partier også rummer konflikten mellem disse to positioner i sig. Partiet Venstre, som kalder sig liberalt, har således med sin grundtvigske historie stærke værdi-konservative rødder. Omvendt må man også konstatere, at Det Konservative Folkeparti ikke er specielt værdi-konservativt, men i dag et langt stykke af vejen repræsenterer liberalistiske standpunkter. Socialdemokratiet bekender sig på den ene side stærkt til det nyttebetonede og rationalistiske verdensbillede, men samtidig vender Socialdemokratiet sig mod den liberale individualisme, og knytter i stedet an til fælles122 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

skabet, tidligere i form af “arbejderklassen”, siden i form af “det arbejdende folk” – og endelig blot i form af “folket”. Det socialdemokratiske velfærdssamfund er således frem til i dag blevet forstået som et folkeligt fællesskab, et folkehjem, altså i en stærkt værdikonservativ betydning. Kombinationen af værdi-liberale og værdi-konservative positioner på tværs af de politiske partier kommer bl.a. til udtryk i de kendte politiske vendinger som “benyttelse og beskyttelse”, “frihed under ansvar” eller “ingen rettigheder uden pligter”. Disse vendinger udtrykker jo netop begge grundpositioners tilstedeværelse, men på lidt forskellige måder: “Benyttelse og beskyttelse” er parolen for aristokraten, der ønsker at benytte sine jorder, men som samtidig også føler et ansvar for at beskytte de værdier, som rummer slægters færden. “Frihed under ansvar” er parolen for borgeren, den selvstændige, entreprenøren, som først har friheden, men som dernæst også må tage ansvar for den anden, fællesskabet, helheden. “Ingen rettigheder uden pligter” er parolen for arbejderen, der ikke er fri som borgeren, men til gengæld er fri til at kræve sin ret, hvis han vel og mærke først gør sin pligt. De politiske partier rummer altså alle modsætningen mellem “magten” og “meningen” i sig, og denne tager sig ud som en forskellig vægtning og betoning af værdi-liberale og værdi-konservative positioner. De politiske partiers mere konkrete politiske programmer og politiske gerninger kan imidlertid ikke begribes alene ud fra, hvordan de betoner disse to grundpositioner, men må derudover også ses i en historisk sammenhæng. Kampen mellem “magt” og “mening” er således ikke en én gang for alle givet kamp, men en kamp, som formes igennem en historisk proces. Samfundenes historie kan i det hele taget forstås som kampen mellem “magt” og “mening”, sådan som den udfolder sig i historien. En historisk given konkret magt vil således altid blive udfordret af bevægelser for myndighed, der søger en mening, der hvor magten har gjort verden meningsløs for dem. Får denne kamp for mening magt som den har agt, etableres et nyt paradigme for magten, en ny sammenkobling af “magt” og “mening”, et nyt magt123 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

menings-system, som med tiden konsoliderer sig i en ny magt og så fremdeles. Forstået på denne måde er de konservative partier udtryk for det magt-menings-system, der var etableret før det moderne gennembrud. Det er storbønder og adel, de gamle magtpositioner i industrien samt de centrale dele af embedsapparatet. Og det er Gud, Konge og Fædreland. Partiet Venstre, som senere udskilte Det Radikale Venstre, må ud fra denne synsvinkel forstås som denne magts modpol. Det lukkede konservative magtsystem gjorde verden uden mening for den fremvoksende bondebevægelse på landet og den nye selvstændige middelklasse i byerne. Over for magten i det etablerede konservative fællesskab hævdede disse nye sociale grupper derfor den liberale grundposition om borgerens eller individets frihed. Men samtidig skabte denne nye bevægelse dog et nyt fællesskab omkring landboforeningerne, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen osv. Denne dobbelthed i bevægelsen fremgår af, at den opfatter sig som social-liberal, hvor Venstre især udtrykker det liberale og Det Radikale Venstre især udtrykker det sociale. Socialdemokratiet og de øvrige venstrefløjspartier må på tilsvarende vis forstås som resultat af den myndighedsbevægelse, som arbejderbevægelsen udgjorde i først og fremmest det 20. århundrede, og som rummede en fagbevægelse, en kooperativ bevægelse og så fremdeles. Arbejderbevægelsen kan således forstås som en reaktion mod det liberale magt-menings-systems betoning af individets frihed, for arbejderne kan grundlæggende ikke bruge denne frihed til så meget, da han som individ ikke har nogen magt. Arbejderbevægelsen må derfor genopfinde fællesskabet og fælleskabets ansvar som selvstændig værdi, men det er et andet fællesskab end det konservative fællesskab. Det er et lønmodtager-fællesskab, og dette fælleskab har et langt stykke ad vejen delt de liberales tro på fremskridt, videnskab og teknologisk udvikling – snarere end de konservatives tro på Gud, Konge og Fædreland. De politiske partier er således dannet i en historisk proces, hvor forskellige befolkningsgrupper på skift har forsøgt at skabe en me124 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ning i deres liv, hvilket er foregået som en kamp mod den etablerede magt, der har gjort netop deres liv meningsløst. Hvor dette forehavende er lykkedes, er den nye mening før eller siden blevet til en ny magt. Ikke nødvendigvis en magt, der har udelukket andre meninger – men til et element i eller moment af magten, der et langt stykke ad vejen har sameksisteret med de øvrige meninger. Når en ny mening bliver til et nyt moment i magten, får de pågældende befolkningsgrupper interesser i magten og de politiske partier bliver således garanter eller repræsentanter for disse interesser. De politiske bevægelser og partier går således som regel igennem en proces, hvor de starter som stærkt ideologiske og ender med at blive organisationer, der varetager bestemte magtinteresser. Når et bestemt magt-menings-system igennem længere tid sætter sig igennem som et dominerende system, der rodfæstes i alle magtens institutioner, bliver det til et såkaldt hegemonisk system, dvs. et system, hvis herskende værdier behersker næsten hele den samfundsmæssige tænkning. Et sådant system er præget af, at “magten” ikke længere behøver at begrunde sig selv med en “mening”. Magten fremstiller sig selv som en objektiv magt, og magtens mening fremstilles ikke som en ganske bestemt historisk dannet mening, men som en objektiv, evigt sand og uantastelig mening. I sådanne situationer bliver politik til teknokrati, til ren og skær forvaltning af magten, og de politiske partier synes ikke længere at være bærere af bestemte meninger, men snarere at bestå af forskellige personer, hvis personlige profil og egenskaber, man kan have sympati eller antipati for. I øvrigt vil interessen for politik i denne situation være stærkt begrænset, for politikken bliver jo meningsløs, når den ikke længere rummer nogen mening, men kun objektive sandheder og nødvendige handlinger. I en sådan situation med et konsolideret hegemonisk magt-menings-system er det uhyre svært for andre meninger at gøre sig gældende. Det er for det første overhovedet svært i sit eget hoved at gøre sig fri af den fremherskende mening, der jo netop fremstår som en objektiv og evigt sand mening, fordi den er så konsolideret i den eksisterende magt og dennes institutioner. Dernæst er det 125 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

svært overhovedet at få ørenlyd i det eksisterende samfund for, at der overhovedet kan findes et andet meningsfuldt meningssæt. Endelig, hvis man får ørenlyd, er det svært at undgå, at dette nye meningssæt så at sige absorberes i og dermed uskadeliggøres af det eksisterende hegemoniske magt-menings-system. I perioder hvor et hegemonisk magt-menings-system lukker sig om sig selv og politikken reduceres til teknokratisk forvaltning af magten, vil oppositionelle strømninger derfor som regel fremstå som stærkt sekteriske, hvilket altså ret beset betyder, at deres meninger fremstår som langt fra slipsedrengenes “main-stream” og derfor som værende uden for det gode selskab. Set fra de oppositionelles side er den herskende magt blevet en lukket almægtig magt og følelsen af afmagt og vrede er fremtrædende. I denne situation er risikoen for, at afmagten og vreden slår om i had og raseri helt reelt tilstede, og den blinde vold lurer derfor altid i horisonten. Men hadet og volden løser absolut ingen problemer, tværtimod. I sådanne situationer må alle parter besinde sig og alle gode kræfter bør bekende sig til dialogen og den demokratiske samtale.

Marx og Magt I det foregående er politik blevet forstået som det sted, hvor “magt” og “mening” mødes og kæmper deres kamp med hinanden, og historien er blevet forstået som den historiske udfoldelse af denne vekselvirkning – denne dialektik – mellem magt og mening. Der findes andre dialektiske fortolkninger af historien, først og fremmest Karl Marx’ berømte forståelse af historien som udfoldelsen af en dialektik mellem produktivkræfter og produktionsforhold. Karl Marx er på godt og ondt én af det moderne samfunds store tænkere og hans værker udgør også i dag et uomgængeligt bidrag til en forståelse af vor tid. For Marx var menneskenes historie først og fremmest bestemt af produktivkræfternes udvikling, altså af menneskets udvikling af 126 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

videnskab og teknologi til at beherske sit “stofskifte med naturen”. Men da et ganske bestemt niveau i produktivkræfternes udvikling forudsætter ganske bestemte sociale og organisatoriske indretninger af samfundet, dvs. i Marx’ terminologi ganske bestemte produktionsforhold, så indebærer udviklingen af nye produktivkræfter altid før eller siden også nye produktionsforhold, altså nye sociale og politiske indretninger af samfundet. Alle samfundsomvæltninger, blev således af Marx forstået som produktionsforholdenes tilpasning til produktivkræfterne, og da produktivkræfternes udvikling blev forstået som nærmest en uomgængelig nødvendighed, fik historien hos Marx også nærmest karakter af en naturlovs lovmæssighed. Mennesker og meninger – subjekt og ånd – havde altså en tendens til at forsvinde ud af denne historieopfattelse, ligesom etik og moral gjorde det, for i den historie, der udfolder sig med nærmest en naturlovs nødvendighed, er der ikke megen plads til mennesker og meninger – og til etik og moral. Det er da også karakteristisk, at det marxske verdensbillede snarere end mennesker med meninger rummer “klasser” og “interesser”, og disse “klasser” og “interesser” konstitueres ikke primært af mennesker med meninger, men primært af de historiske udviklingslove. Klasserne var objektive og historisk bestemte kategorier. Marx opfattede sin filosofi som en moderne videnskab, og det er derfor heller ikke underligt, at denne videnskab, ligesom al anden moderne videnskab, objektiverer både mennesket og dets historie. Og dog var Marx samtidig opmærksom på subjektets rolle i historien. Han talte derfor på den ene side om den objektivt bestemte klasse (klassen an sich) og på den anden side om den subjektivt eksisterende klasse, der blev bevidst om sig selv (klassen fûr sich). Han understregede, at “historien gør intet – den kæmper ingen kampe. Det er tværtimod mennesket, det virkeligt levende menneske, der gør alt dette”, og han sagde, at “arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk”. Men han var ikke særlig klar, når det kom til at bestemme det positive indhold i denne frigørelse, og dette hænger efter min mening sammen med, at hans tænk127 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ning som en fuldt ud moderne tænkning savnede et begreb om “det meningsfulde” – det der giver livet en mening. Det var således også Marx, der sagde, at “religion er opium for folket”. Den politiske bevægelse, der efterfølgende voksede ud af den marxske tænkning, fortolkede derfor i det væsentlige Marx’ historieopfattelse “objektivistisk”. Den sociale og politiske kamp var et spørgsmål om at realisere en historisk nødvendighed – i sidste ende det klasseløse kommunistiske samfund. Og en (historisk) nødvendighed kan man jo som bekendt ikke opponere mod, og derfor måtte dette mål hellige alle midler. Og det gjorde det jo som bekendt også et langt stykke ad vejen i de samfund, hvor man forsøgte sig hermed. Det viste sig imidlertid, at befolkningerne (som altid) havde forskellige meninger om, hvad der nu var mere eller mindre nødvendigt. Men de manglede jo også indsigten i den “videnskabelige socialistiske teori” om historien. Derfor måtte befolkningerne hjælpes på vej af en særlig skolet avantgarde, der havde sat sig grundigt ind i de “videnskabelige teorier” om historiens gang. Ligesom al anden “objektivistisk” forståelse af mennesket, historien og politikken førte derfor også denne læsning af Marx til en elitær selvforståelse og deraf følgende samfundsopfattelse. Og når en sådan “elitisme” får magt, som den har agt, fører den lige lukt videre til “etatisme” – altså til en centralistisk statsmagt. Objektivisme, elitisme og etatisme er imidlertid på ingen måde forbeholdt de systemer, der begrundede sig selv med henvisning til Marx’ “videnskabelige socialisme”. Store dele af nutidens akademiske elite anvender en fuldstændig identisk argumentation, når de hævder, at den markedsøkonomiske “globalisering” er en uomgængelig historisk nødvendighed, og når de i forlængelse heraf kaster sig ud i opbygningen af en centralistisk Europæisk Union. Objektivisme, elitisme og etatisme ligger således ikke kun implicit i den marxske tænkning, men har derimod mere generelt deres rod i den moderne rationalisme og dens grænseløse tro på fornuft, frihed og fremskridt. For den rationalisme, der ikke anderkender eksistensen af det irrationelle, kan ej heller begribe, at der 128 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

findes grænser for magten, ud over hvilken den slet og ret mister sin mening. Og en meningsløs magt er en magt, som befolkningen hverken har lod eller del i – og derfor er den foruden at være meningsløs også elitær. Den er elitens magt og elitens magt er en centralistisk magt. Og det er præcis denne rationalisme, der i dag gennemsyrer den dominerende politiske tænkning, især blandt de partier og politiske kræfter, der sidder tæt på magten. Den politiske fornuft er i dag et langt stykke ad vejen blevet til en cand.polit.-fornuft – og netop cand.polit’er har derfor også kronede dage i de partier til højre og venstre, der sidder tæt på regeringsmagten. Men der findes også andre mere “refleksive” former for fornuft. Med fremtrædende sociologer som Giddens, Beck, Castells m.fl. i spidsen dyrkes denne “højere form for fornuft”, hvor fornuften så at sige reflekterer kritisk over sig selv. Men uanset hvor “refleksiv” denne fornuft end måtte være, så er den immervæk fortsat udtryk for en rationalisme, der udgrænser meninger om det meningsfulde – og som derfor før eller siden må blive elitær. Der hvor mennesket ryger ud af historien, ryger elitismen (og senere etatismen) ind. Dette er det moderne demokratis helt store paradoks. Man smed kirken og de af Gud givne uomgængelige formål på porten – og indførte demokratiet, for at mennesket selv kunne danne sig en mening herom. Men samtidig åbnede man åbenbart sluserne for en ny kirke med tilhørende præsteskab, der i stedet indførte uomgængelige årsager og hermed forbundne historiske nødvendigheder, der atter udelukkede mennesket fra historien.

Magt-mening-mere magt Hvor Marx’s samfundsvision havde en stor blind plet i spørgsmålet om det irrationelle, det subjektive og det meningsfulde, så var til gengæld hans kritiske analyse af kapitalen og dens objektive logikker uovertruffen. Her indfanges det moderne samfunds udvik129 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ling netop som en “objektiv” udvikling, dvs. en udvikling, der er gjort objektiv af magten, og hvor der derfor ej længere er plads til subjektet og dets irrationelle mening om det meningsfulde. Det er den moderne rationalisme, der objektiverer verden, og som gør natur og menneske til objekter for magten. Det er den, som siger, at vor verden ikke har nogen mening i sig selv, men kun som middel til at indfri de mål, magten sætter. Det er derfor den, der bestandigt vil forandre verden, tage den i sin magt og gøre den til middel for magtens ophøjede mål. Derfor er hele det moderne projekt indlejret i én stor overordnet vision om fremskridt, vækst og udvikling; om bestandigt at skulle erobre, forandre og forbedre verden; om hele tiden at tage mere og mere af verden i vor magt. Den historiske udfoldelse af kampen mellem “magt” og “mening” i det moderne samfund har derfor haft en ganske bestemt pil, en ganske bestemt retning, hvor visse meninger har haft mulighed for at gøre sig gældende og blive konsolideret i en ny magt, mens andre – mere ydmyge og mindre magtfulde – meninger systematisk er blevet udsondret og med tiden forsvundet i den historiske glemsel. De nye magt-menings-systemer, der igennem de moderne samfunds historie har slået rod, har således alle uden undtagelse ført til en udvidelse af magten og aldrig det modsatte. Og i denne proces er der altså samtidig sket det, at alle de magtmenings systemer, der har advokeret for mere ydmyge og mindre magtfulde samfundsindretninger, er blevet marginaliseret. Den vestlige kulturs sejrsgang over hele verden har således marginaliseret – om ikke elimineret – i stribevis af bæredygtige kulturer, som ikke kunne hamle op med den vestlige kulturs overvældende magt. Men også i de vestlige samfund selv har der igennem historien været mange strømninger, der har repræsenteret mindre magtfulde livs- og verdensanskuelser. Der har været religiøse bevægelser, der har været republikanske bevægelser, der har været bondebevægelser, der har været utopiske socialister, der har været syndikalister og anarkister osv., der alle på forskellige måder har forfægtet mere ydmyge og mindre magtfulde indretninger af samfundet. Helt op til vore dage er sådanne mere ydmyge strømninger fra 130 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

tid til anden dukket op og har for en stund gjort sig gældende som “alternative bevægelser”. Det såkaldte “68-oprør” kan i vid udstrækning forstås som en sådan bevægelse, selvom den også havde andre og mere elitære tendenser i sig. Dette “ungdomsoprør” inspirerede Niels I. Meyer, K. Helweg Petersen og Villy Sørensen til at formulere deres vision om et “humant ligevægtssamfund” i bogen Oprør fra Midten fra 1978. Her præsenterede de et bud på en mindre magtfuldkommen, mere ydmyg og mere demokratisk indretning af samfundet, men fra såvel højre, venstre og midten i det etablerede politiske liv blev de afvist som utopiske. De blev afvist som utopiske, fordi de satte sig uden for den rationalisme og magtlogik, som gennemsyrer kultur og tænkning i vore moderne samfund. I stedet for disse mere ydmyge og meningsfulde utopier har det moderne projekt i sin historie udfoldet en stribe af magt-utopier. Det progressive og fremskridtsrettede har i hele det moderne samfunds udviklingshistorie således altid været forbundet med en udvidelse af magten og – i varierende udformninger – dennes institutioner: Videnskaben, markedet og staten.

De store fortællinger Det moderne projekt er således blevet magt-utopiernes projekt, et projekt for den ekspansive og verdenserobrende magt. Og dog kan ingen magt eksistere uden en mening – og den store magt må derfor udstyres med en stor fortælling. Det moderne projekt har derfor også været de store fortællingers projekt. Kommunismen og nazismen kan således forstås som to forskellige måder at koble en stor magt med en stor fortælling. Kommunismen var fortællingen om den fuldendte rationalitet i form af den videnskabelige socialisme, som Det Kommunistiske Parti var bærer af, og som gav det indsigten i de bevægelseslove, som bestemte historiens gang. På grundlag af denne indsigt ville mennesket gøre sig til hersker over livet og historien. Nazismen var omvendt 131 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

fortællingen om den fuldendte mening, der opløste menneske og samfund i den rene ånd – jordens, racens og nationens ånd – en ånd, som legemliggjordes i Der Führer og den militaristiske stat. Som stor fuldendt magt og stor fuldendt fortælling havde hverken kommunismen eller nazismen brug for det borgerlige samfunds magtdeling, demokrati, ytringsfrihed osv. Magten havde absolut ingen stopklodser – og endte derfor uværgeligt i afmagt og opløsning. Tilbage står fortsat et moderne samfund, som dirrer af uforløst potent magt, og denne magt sender fortsat sine lokkende toner ud for at finde en mage, der kan give den mening. Den store fortælling, der i dag byder sig til, er fortællingen om globalisering, nyliberalisme og “the american way of life”. Det er fortællingen om “den store mand i os alle”, om det frisatte individ, der kan og vil erobre hele verden og gøre alting til middel for sin nytte. Nytte, rigdom, forbrug og oplevelser er dette individs grundlæggende mål, og derfor går denne fortælling om det frie individ hånd i hånd med fortællingen om det frie marked. På dette frie marked kan det frie individ fuldt ud realisere sig selv, det vil sige tage verden i sin besiddelse og gøre det til redskab for sin nytte. Det frie individ og det frie marked er det individ og det marked, der ikke er begrænset af nogen form for offentlig mening, men hvor kun den rene og skære og ubegrænsede nytte accepteres som mål. For det frie marked og det frie individ er naturen kun ressource og ikke noget, der også rummer en mening, man skal lade sig begrænse af. Man skal ikke beskytte klimaet, den biologiske mangfoldighed eller andre naturværdier, hvis det antaster “the american way of life”. Lige så lidt kan det frie individ og det frie marked acceptere noget meningsfuldt fællesskab, og ej heller et fællesskabs mening. Det har ingen gyldighed – kun individet har gyldighed, eller som Margaret Thatcher formulerede det: “Jeg kender ikke til samfund – jeg kender kun til individer”. Derfor skal kollektive aktiviteter brydes ned, gøres private og så vidt muligt reguleres af markedet. Også de politiske begrænsninger, som sættes af det nationale fællesskab, skal begrænses, og hele kloden 132 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

skal i stedet gøres til et stort supermarked. Frihandel, frihandel, frihandel er det lokkende budskab, og staternes opgave skal først og fremmest være at understøtte markedet og sikre den private ejendomsret. Statens vigtigste institutioner er derfor militæret, politiet og domstolene. Den store nyliberale fortælling ynder at smykke sig med sin bekendelse til “demokrati”og – tilføjer den altid – “markedsøkonomi”. De to institutioner anses for nærmest identiske. Men ret beset er demokratiet renset for sin helt grundlæggende funktion, at være et offentligt rum for meningsdannelse, for i den nyliberale fortælling er den offentlige mening uden betydning – her gælder kun det “frie” individ, og ingen mening skal have lov til at begrænse dette individs udfoldelse. Og dog dukker meningen op igen som en Fugl Fønix, for ethvert menneske – også det nyliberale menneske - har brug for mening, det kan ikke leve af brød alene. Men i stedet for en fri meningsdannelse i demokratiets offentlige rum, så skal meningen nu produceres af virksomhederne på markedet. Medarbejderne skal ikke længere blot producere nytte, de skal også konstant producere sig selv, dvs. konstant omprogrammere sig selv og sine meninger, så de giver mening i forhold til virksomhedens bestandige tilpasning til en omverden i konstant forandring. Og virksomhederne skal ikke længere blot sælge nytte, de skal også sælge fortællinger og drømme – dvs. mening. Men denne markedsskabte mening er ikke min mening, og den er heller ikke meningsfuld. Dens opgave er ikke at give min verden mening, men at sælge et produkt og legitimere virksomhedernes magt. Den har intet med det virkelige liv at gøre, men forsøger at bilde os ind, at vi kan leve i en drømmeverden af evigt liv, evig ungdom, evig skønhed og grænseløs frihed. Det er en absurd verden tømt for livets grundlæggende modsætninger. Den store fortælling om det frie individ, der ikke begrænses af nogen mening, er endt i et frygtindgydende monster af meningsløst meningstyrani, som ikke kan modsiges. Dette monster er i færd med at lægge hele verden for sine fødder. Ikke alene har den gjort hele kloden til et stort marked for nytten. 133 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Den har også spundet det hele ind i de mest forkvaklede og løgnagtige drømmehistorier om et menneske, der ikke er noget i sig selv, men kun er noget i kraft af de produkter, hun køber. Den store fortælling om det frie individ har gjort mennesket til slave.

Ved vejs ende I indledningen til dette kapitel beskrev vi “det gode liv” som en passende balance mellem på den ene side at magte verden som et objekt – og på den anden side at hengive os til en verden, der tildeles en mening, som var den et subjekt. “Politik” blev herefter bestemt som den arena, hvor konflikten mellem disse to modsatrettede tilværelsesvilkår blev udkæmpet på det samfundsmæssige plan, og “det gode samfund” blev bestemt som det samfund, hvor der findes en balance mellem de goder, magten skaber, og de gratis goder, der hører det selvforglemmende liv til. I det moderne samfund repræsenteres den ene tilgang til verden af magtens mål-rationelle institutioner: Videnskaben, markedet og staten. Den anden tilgang repræsenteres af den “livsverden”, hvor det netop ikke er mål-rationalitet der er styrende for vort liv: Det er familien, venner, allehånde frivillige fællesskaber – og det er demokratiet. Demokratiet er således først og fremmest et offentligt rum for meningsdannelse, og det erstatter tidligere tiders kirkeligt sanktionerede meninger. Kirken er en del af dette offentlige rum – en stemme – eller rettere: flere stemmer – i dette rum. Men der findes også mange andre stemmer – og tilsammen fylder de dette offentlige rum ud. Demokrati betyder folkestyre, og det er i demokratiet, at folket gør sig til herre over magten. Demokratiet forudsætter altså, at der er noget uden for magten, at der er et civilt samfund baseret på en anden rationalitet end magtens mål-middel-rationalitet, at der er en livsverden, hvor vi kan finde udtryk for alt det, der er meningsfuldt. Dernæst forudsætter demokratiet, at vi mødes som ligeværdige 134 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

borgere i det offentlige rum, hvilket altså indebærer, at der overhovedet eksisterer et offentligt rum, dvs. demokratiske institutioner som folkelige bevægelser, politiske partier og valgte repræsentative forsamlinger. I den første periode af det moderne samfunds udvikling vandt demokratiet som rum for meningsdannelsen store sejre og befæstede sin rolle som en meningsdannende modvægt til magten. Vi fik (i de nordiske lande) en demokratisk bondebevægelse, der skabte en andelsbevægelse, indførte princippet om at “stemme efter hoveder og ikke efter høveder” og rejste meningsdannende højskoler over hele landet. Dernæst fik vi en arbejderbevægelse, der skabte fagforeninger og kooperativer og fulgte højskoletraditionen op. Vi fik demokratiseret den offentlige forvaltning, skabt en folkekirke, folkebiblioteker, folkeskoler med meget mere. Vi fik demokratiseret pressen og kulturlivet og skabt en mangfoldig og righoldig litteratur. Og vi fik udvidet stemmeretten og etableret et repræsentativt demokrati, hvor “ingen er over eller ved siden af folketinget”. Demokratiet skabte med andre ord på alle områder i samfundslivet solide offentlige rum for meningsdannelsen og satte hermed bastante grænser for magten. Men magten havde en trojansk hest. En forførende hest, som appellerede til vore drømme om at sætte os på dens ryg og ride ud til verdens ende – der, hvor paradiset lå. For Gud var sat på porten – og vi mennesker skulle nu finde meningen med tilværelsen i dette vort eget jordiske liv. Men hvor skulle vi søge det meningsfulde liv? Dette slidsomme og besværlige liv, som vi vågnede op til hver morgen – var det virkelig sandheden om vort liv? Måske skinnede solen lidt klarere bag bakkerne i det fjerne, eller måske bag dem, der fulgte derefter? Vi tog derfor med forventningens glæde imod den hest, som blev tilbudt os som en gave. Med den kunne vi overvinde tilværelsens grænser og opsøge paradis på jord. Men i hestens indre lurede magtens våbendragere. Og da vi havde lukket den ind i vor midte, kom de ud af dens bug og forfægtede dens sag. Den ene kriger bar sandhedens sværd: Med den i hånden kunne 135 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

vi lægge hele verden for vore fødder – og universet med. Vi kunne komme til at se igennem al det tågeslør, der skjulte verdens hemmeligheder og gøre det alt sammen til midler for vore mål. Den anden kriger bar nyttens sværd: Med den i hånden kunne vi befri vort liv for alt det unyttige. Hvis vi alle sammen forfulgte vor egen nytte – det, der bedst kan betale sig – så ville lykken være gjort. Den tredje kriger bar ordnernes og ordenens sværd. Med den i hånden kunne vi skabe orden og tryghed i vort liv. Hvis vi overlod vor skæbne til den, blev vi befriet for at bære voret eget livs skæbne. Hver især og tilsammen overbeviste de tre magtfulde herrer os om, at vi ville finde paradis på jord, hvis blot vi kastede os i magtens vold. Og langsomt, men sikkert fik magten derfor fat i den lange ende i kampen med meningen. Videnskabens objektiverede verdenssyn blev det eneste gyldige syn på verden. Markedet voksede ud over alle breder, og det samme gjorde staten. I samme ombæring og med usvigelig sikkerhed svækkedes demokratiet og alle de offentlige rum for meningsdannelse. Den demokratiske andelsbevægelse, hvor man “stemmer efter hoveder og ikke efter høveder”, svandt ind og overgav sig gradvist til markedets nyttelogik. Arbejderbevægelsens kamp for økonomisk demokrati og et meningsfuldt arbejde blev lagt på hylden til fordel for mere i lønningsposten. Højskolerne blev trængt tilbage, og universiteterne vandt frem. Medierne ændrede sig fra at være ramme om en meningsdannende debat til at formidle “objektiv” information – som i øvrigt ofte endte i det rene sensationsmageri. De politiske partier mistede deres meningsdannende rolle og blev gradvist til valgmaskiner. I samme bevægelse mistede de deres medlemmer og dermed deres folkelige forankring. Cand. polit’er, medierådgivere og spindoctorer rykkede ind i stedet. De historisk set to store folkeligt forankrede partier – Venstre og Socialdemokratiet – styres i dag i allerbogstaveligste forstand af cand.polit’er. Befolkningerne føler sig i stigende omfang sat uden for demokratiet. Valgdeltagelsen er overalt i de vestlige demokratier for nedadgående. Lederen af den såkaldt frie og demokratiske verden, USA’s præsident, er valgt af under 25% af landets vælgere i en af136 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

stemning, hvor under 50% afgav deres stemme. Tilsvarende stemmetal ser vi ved valg til EU-Parlamentet. De seneste valg i Norge og Storbritannien havde historisk lave stemmetal og tilsvarende tendenser ses andre steder, måske med Danmark som undtagelsen, der bekræfter reglen. Demokratiets grundidé er at myndiggøre mennesket, men myndigheden synes i stigende grad at opløse sig i upersonlige og skjulte myndigheder. Men jo mere upersonligt og skjult myndigheden bliver, desto mere skingert taler partierne om mennesket: Det ene parti siger “mennesket i centrum” – det andet siger “mennesker først”. Forskellen er til at få øje på, men alene det faktum, at det er nødvendigt at fremhæve “mennesket” i et system, der bryster sig af sit demokrati, siger alt om, at der er noget ravruskende galt. Villy Sørensen formulerede det på denne måde: “Hvad der er oprørende, er uoverensstemmelsen mellem erklærede demokratiske idealer og den faktiske udemokratiske magtpolitik, og de smukke ord, der skal tilsløre modsætningen, gør den desto mere åbenbar. Den moralske krise, som er mest fremskreden i de mest fremskredne lande, overvindes kun med en politik, der gør alvor af demokratiet – eller med vold og magt.” Enten kaster vi os i magtens vold og udstyrer vort samfund med overvågning, politi, efterretningsvæsen mm. Eller også insisterer vi på, at der gives et meningsfuldt og myndigt liv for mennesker på denne jord og gør derfor alvor af demokratiet. Dette er nu som før vort livs grundlæggende valg – men det forekommer i dag mere aktuelt og akut end ingensinde før.

137 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

7 Modstand

Det gode liv er det liv, hvor vi hver især finder en balance mellem det selvbeherskende, rationelle “jeg”, der magter denne verden – og det selvforglemmende, irrationelle “selv”, der hengiver sig til den verden, det elsker. Det gode samfund er det samfund, hvor mennesket har muligheder for at udfolde begge disse sider af livet. Det gode samfund er derfor et samfund, hvor der en plads til såvel magten som meningen om det meningsfulde: Hvor der er balance mellem den rationelle fornuft om en verden, der anskues som middel – og den irrationelle hengiven sig til den verden, vi har kær, og som vi derfor anser for at være et mål. Det er et samfund, hvor fornuften ikke udarter sig til ren fornuft og følelsen udarter sig til ren følelse, men hvor de to tværtimod gensidigt sætter grænser for hinanden, hvor fornuften med andre ord bliver til sund fornuft. Det er endelig et samfund, hvor der er balance mellem de goder, der fremstilles af magten, og de gratis goder, der hører det levende liv til. I det moderne samfund repræsenteres magten af samfundets mål-rationelle institutioner: Videnskaben, markedet og staten. Det selvforglemmende og meningsfulde repræsenteres af den livsverden, det civile samfund, hvor vi netop ikke handler mål-rationelt. Hertil hører demokratiet, hvor demokratiet bredt forstås som det offentlige rum for meningsdannelse, altså der, hvor vi som frie og myndige borgere giver udtryk for vore frie og myndige meninger. Under udfoldelsen af det moderne samfund har magten og dens institutioner gradvist, men sikkert fået fat i den lange ende – og udmanøvreret såvel meningsdannelsen som den livsverden i det civile samfund, hvor det meningsfulde udfolder sig. Magten er blevet en almægtig magt, for hvilken magten i sig selv er blevet et mål. 138 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Dermed er det også blevet en meningsløs magt – og en meningsløs magt ender med at være en afmægtig magt. Den magt, der har sig selv som mål, og som søger at magte det hele, ender med ikke at magte noget som helst. Magten er blevet afmægtig – fordi den ikke længere kan begrundes i en mening, og den kan ikke længere begrundes i en mening, fordi den har taget livet af de rum, hvor det meningsfulde skabes og kommer til udtryk. Folkets styring af magten er blevet til magtens styring af folket, og menneskets myndighed er blevet erstattet af magtens myndigheder. Den moderne magt er således endt med at forråde de idealer hvormed den selv kom til verden: Frihed er blevet til ufrihed. Lighed er blevet til den mest skamløse ulighed. Og broderskabet er endt i tom individualisme. Det er mod denne magt, at de mest forskelligartede mennesker verden over udtrykker deres vrede og deres modstand. Det er en broget modstand, der kommer fra mange sider og springer af mange kilder. Der er modstand fra det fattige syd og fra det rige nord. Fra verdslige og fra religiøse kredse. Fra arbejdere og fra intellektuelle. Fra venstre og fra højre. Over hele linjen er der opbrud.

Nordahl Grieg: Kringsatt af fiender Kringsatt av fiender, gå inn i din tid! Under en blodig storm – vi dig til strid! Kanske du spør i angst, udekket, åpen: Hvad skal jeg kjempe med, hvad er mit våpen?

139 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Her er dit vern mot vold her er dit sverd: Troen på livet vårt menneskenes verd for all vår fremtids skyld søk det og dyrk det. Dø om du må – men øk det og styrk det!

Opbrud Især forekommer der at være et fremadskridende opbrud i den skillelinje, der har været den helt afgørende skillelinje i de moderne samfunds historie: Den linje, der skilte højre fra venstre på en akse, der gik fra det yderste venstre og endte i det yderste højre – og som på midten skilte den ene side fra den anden. Denne skillelinje blev dels forstået politisk, men nok så meget socialt. På den ene side af skillelinjen befandt sig de besiddende klasser – på den anden side de besiddelsesløse. Da politik i vidt omfang blev forstået som interessepolitik fulgte, at de politiske partier til venstre forsøgte at tilgodese de besiddelsesløse – mens dem til højre gjorde det modsatte. Det moderne velfærdssamfund var i forlængelse af denne tænkning udtryk for et socialt – og derfor også et politisk – kompromis mellem klasserne. Denne højre-venstre konstruktion af det politiske felt er under kraftigt opbrud. Dette skyldes ikke, at samfundet i dag er mindre klasseopdelt end tidligere. Det er det som tidligere påpeget ikke. Det skyldes snarere, at klassemodsætningerne antager nogle nye former, og at den objektivistiske og interesseorienterede forståelse af politik i vidt omfang er ophørt med at udgøre en meningsfuld forståelsesramme. Som påpeget i forrige kapitel må politik grundlæggende forstås som det sted, hvor “magt” og “mening” udfordrer hinanden til duel. Politik handler grundlæggende om andet og 140 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

mere end interesser – det handler nok så meget om, hvad vi anser for at være meningsfuldt. Sådan har det alle dage været – men det har været en grundlæggende tendens i udfoldelsen af det moderne projekt at fremhæve det “objektive”, det “rationalistiske” og “interessebetonede” element i tilværelsen i almindelighed og i politikken i særdeleshed. Og altså modsat at udgrænse det irrationelle, det, der ikke rationelt kan begrundes – dvs. det, vi har kært og derfor anser for meningsfuldt. Når ord som“folkelig” og “populistisk” nærmest er blevet til skældsord i moderne politisk sprogbrug, er dette blot et udtryk for denne rationalistiske tendens. Dette “rationalistiske sving” i vor moderne kultur har som tidligere påpeget rødder i såvel det “liberale venstre” som i det “socialistiske venstre”. Hos det “liberale venstre” opfatter man grundlæggende individet som udgangspunkt for alting – og det liberalistiske individ er det rationelle individ, der handler på grundlag af “rationel choice”. Denne rationalisme konstituerer ikke alene menneskets handlinger på markedet, men også det politiske menneske. Også det “socialistiske venstre” opfatter mennesket i rationalismens billede. Det er blot ikke individet, der er altings ophav. I stedet opfattes mennesket i politisk forstand som del af en social klasse, og det er dette tilhørsforhold, der konstituerer dets økonomiske og politiske interesser. Igennem økonomiske og politiske interesseorganisationer handler mennesker i form af “rationel action” for at forsvare sine interesser. Det politiske opbrud i forhold til denne politikforståelse viser sig på to måder. For det første forekommer den afgørende skillelinje mellem højre og venstre at blive mere og mere udvasket på helt afgørende områder. Det “liberale venstre” og det “socialistiske venstre” synes at blive mere og mere ens i deres rationalistiske verdensforståelse. Begge retninger er grundlæggende forankret i videnskabens verdensbillede – og har været det fra starten, men de har haft grundlæggende forskellige opfattelser af markedet, staten og demokratiet. Det er disse uenigheder, der i løbet af de sidste 1020 år er blevet mere og mere udvisket. Såvel det “liberale venstre” som det “socialistiske venstre” forekommer i dag at være grund141 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

læggende enige om, at det er markedet, der producerer værdierne, og staten, der etablerer rammebetingelserne. Liberalisering, privatisering og markedsorientering af den offentlige sektor gennemføres næsten lige ihærdigt, uanset hvem der sidder på magten – ligesom det ikke er til at se forskel på de to siders tilslutning til frihandel og afgivelse af national suverænitet til overnationale instanser. Såvel det liberale som det socialistiske venstre bruger således nærmest identiske argumenter i deres tilslutning til opbygning af et stadigt mere integreret EU. De økonomiske argumenter har været de helt dominerende – men hertil er så efterhånden føjet mere klassiske statsrationelle argumenter vedrørende sikkerhedspolitik og EU’s rolle som global magt. Men samtidig med at den liberale og socialistiske rationalisme på afgørende strækninger bliver mere og mere sammenfaldende, så ser vi et opbrud fra denne rationalisme – såvel til højre som til venstre. Selvom disse højre- og venstrestrømninger i mangt og meget er forskellige, så fører deres rationalismekritik og tilhørende magtkritik på væsentlige områder til fælles konklusioner. Dette gælder således i EU-politikken. Over for det liberale og socialistiske venstres rationalistiske argumenter fremfører disse højre- og venstrestrømninger med forskellige betoninger en række ikke-rationalistiske argumenter: Demokratiet, den nationale identitet og suverænitet, kulturen osv. Denne ikke-rationalistiske modstand mod en fortsat mere integreret Europæisk Union afspejler i øvrigt en mere generel modvilje over for en globalisering, der for det første generelt underminerer staternes suverænitet og for det andet synes at udradere alle kulturelle forskelle. Det er imidlertid ikke blot i forhold til globaliseringen, EU-politikken mv., at et politiske opbrud synes at gøre sig gældende. Det forekommer at være et mere grundlæggende opbrud. Vi ser således et nyt “konservativt højre” – i Danmark en rolle som Dansk Folkeparti i vidt omfang har overtaget fra Det Konservative Folkeparti – der står i opposition til det liberalistiske venstre på centrale spørgsmål. Det er et højre, der vil bevare den sociale velfærdsstat og frem for alt bevare staten som en kulturbærende institution. På 142 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

samme måde ses tydeligere og tydeligere en venstrefløj, der udskiller sig i to forskellige strømninger. På den ene side en rationalistisk venstrefløj, som er positiv over for markedet uden dog at ville opgive staten, og som er begejstret for det nye højteknologiske “videnssamfund”, der ifølge denne strømning vil frisætte et moderne “refleksivt” individ. Omvendt ser vi også, hvad man kunne kalde en konservativ venstrefløj, som er skeptisk over for “videnssamfundet” og dets ekstreme rationalisme, og som forsøger at udvikle en vækstkritisk og økologisk vision for et samfund, der er forankret i nogle mere nære fællesskaber. Dette “ideologiske opbrud” til højre såvel som til venstre går hånd i hånd med et tilsvarende opbrud i det sociale grundlag for højre- og venstrepartierne. Hvor partierne til venstre hidtil især har haft sin sociale forankring blandt de besiddelsesløse (husmænd, arbejdere og lavere funktionærer), mens partierne til højre primært har været forankret blandt de besiddende (større jordejere, kapitalejere, selvstændigt erhvervsdrivende og højere funktionærer) – så ser vi i dag et langt mere broget billede. De rationalistiske partier henvender sig til forskellige dele af den uddannede middelklasse, mens det nye “konservative højre” og det nye “konservative venstre” i højere grad henvender sig til de lavere sociale lag. Bemærkelsesværdigt er især Dansk Folkepartis store stemmeandel hos det, der tidligere var Socialdemokratiets kernevælgere. Vi ser således over hele det sociale og politiske felt et opbrud fra det, der nærmest fremstod som en naturlov under det moderne projekts udfoldelse. Højre er ikke længere slet og ret højre – og venstre er ikke slet og ret venstre. Nye politiske skillelinjer er under dannelse – og nye modstandspositioner mod de fremherskende magtforhold ser dagens lys.

Modstand fra højre Magten møder således på vigtige områder stigende modstand fra højre. Denne modstand retter sig især mod den moderne magts 143 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

tendens til at ophæve alle kulturelle forskelle til fordel for en rationalistisk universalisme. Modstanden fra højre udtrykker sig som nævnt bl.a. i en modstand mod globaliseringen og dannelsen af nye overnationale statsmagter som den Europæiske Union. Denne modstand giver sig også udslag i en voksende skepsis mod at lade universelle principper om “menneskerettigheder” få forrang i den internationale retsorden frem for princippet om nationernes suverænitet. Men først og fremmest retter modstanden fra højre sig mod globaliseringens tro følgesvend – det multikulturelle samfund. Denne modstand finder især udtryk i en modstand mod den voksende indvandring til det rige nord af folk fra den tredje –især muslimske – verden med en anden kulturel baggrund. Endelig retter modstanden fra højre sig mod en række af de – især offentlige – ekspertinstitutioner, der repræsenterer den rationalistiske tænkning. Kritikken af “ekspertvældet” og “københavneriet” kommer således især fra dette højre. Modstanden fra højre rummer en række pointer, som ikke blot kan afvises med henvisning til, at de er populistiske, at de ikke er stuerene eller lignende. Vi vil derfor senere vende tilbage til en diskussion af højres rationalismekritik, herunder den centrale pointe om, at et samfund må være forankret i en kultur. Der er imidlertid også god grund til at være opmærksom på en række modsigelser i denne kritik fra højre – og være på vagt over for højre-kritikkens implikationer, for sporene fra højres fortid skræmmer unægteligt. Det er således karakteristisk for højres rationalisme- og ekspertkritik, at den helt overvejende retter sig mod den stadigt mere globaliserede stat og mod en stadigt mere universalistisk videnskab. Derimod er højre omtrent tavs, når det drejer sig om markedsrationalismen og de eksperter, der er ansat af kapitalen. Højres kritik af det multikulturelle samfund og den kulturelle værdinihilisme klinger unægtelig noget hult, når man samtidig tilsyneladende blindt accepterer markedets underminering af alle kulturelle forskelle til fordel for en universel (og i høj grad amerikaniseret) markedskultur. TV-mediets stigende kommercialisering og amerikanisering er således ikke genstand for højres kulturkritik, og dette 144 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

uanset at kulturpåvirkningen herfra er langt mere massiv, end den er fra de nye indvandrerkulturer. Højres ekspertkritik går også helt udenom en kritik af alle de “symbolanalytikere” inden for en voksende privat konsulent- og marketingsbranche, der om nogen repræsenterer en universel og kulturforladt forbrugerisme. Højres tavshed om disse spørgsmål betyder, at deres magtkritik let forfalder til at blive reaktionær. Verden skal føres tilbage til, fra før den gik af lave. Fortidens identiteter skal vækkes til live ved at rekonstruere de gamle institutioner for mening: Nationen, Kirken, Familien osv. Men dette forsøg på at rekonstruere fortidens meningssystemer giver i dag ikke megen mening– og det af især to grunde: For det første har magten skabt en ny verden, der rummer en ny realitet, der ikke blot kan pustes væk som dug for solen. Magten er jo en virksom magt, der gør noget ved verden. Den er ikke blot en bestemt form for mening, som blot kan erstattes af en anden form for mening. Magten har således skabt en globaliseret verden, hvor mennesker og kulturer, meninger og identiteter er blandet sammen på en ny måde, som binder mennesker til en fælles skæbne, som vi ikke bare kan unddrage os. Dette er realiteter, som ikke kan ophæves og gøres om, medmindre man da vil installere et voldsregimente af uhørte dimensioner. Udviklingen på Balkan, i Palæstina osv. – samt ikke mindst udviklingen efter 11. september – burde vise enhver, hvilke rædsler der er i vente, hvis man med vold og magt vil forsøge at genskabe en fortidig mening i nutidens virkelighed. For det andet er forsøg på at genoplive en fortidig mening dømt til at blive et surrogat. For fortidens mening er altid en konkret historisk skabt mening, som er blevet til i en konkret historisk kamp mod en ganske bestemt historisk magt. Danskheden og de danske værdier er således den kultur, der er vokset frem af det danske folks historiske kamp for at blive myndige, dvs. skabe et meningsfuldt liv i et meningsfuldt fællesskab. Danskheden er ikke noget absolut, noget engang for altid givet, men en sum af historiske erfaringer om myndige menneskers kamp for at skabe en mening i 145 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

deres liv. De virkeligt danske værdier er således ikke nogle eksklusivt danske værdier, der adskiller os som særligt danske i vor absolutte forskellighed til alle mulige andre. De virkeligt danske værdier er tværtimod de værdifulde erfaringer i vor historie, der har gjort det danske fællesskab til et meningsfuldt fællesskab. Det er med andre ord de erfaringer i vor historie, der har universel gyldighed, og som derfor byder os at række hånden ud mod verden og sige: Se, sådan har vi gjort, det har vi erfaret, det har vi lært, det tilbyder vi til jer. Men som i samme åndedrag byder os at spørge: Men, hør – hvordan har I grebet disse sager an, og hvad kan vi omvendt lære af jer? I samme øjeblik man derfor forsøger at rekonstruere nogle særligt danske værdier – eller nogen andre særligt afgrænsede værdier – så tømmer man disse værdier for deres egentlige historiske indhold. De bliver til kulisse, til tomme symboler, til indholdsløse institutioner, til romantisk præk. Men vel og mærke en ganske farlig form for romantik – for det er en romantik, der i sidste ende kun kan sættes igennem med vold.

Modstand fra venstre Magten møder modstand fra et nyt højre – men også fra et nyt venstre, der forsøger at rive sig løs fra det gamle venstres rationalisme og derfor kan kaldes et “konservativt” venstre. Dette nye venstre har som barn af arbejderbevægelsen sit ene ben plantet i den sociale kamp, men det anskuer et langt stykke ad vejen den sociale kamp med helt andre briller end det gamle venstre. Hvor det gamle venstre primært var optaget af interessekampen omkring løn, arbejdstid, boligstandard osv., er det nye venstre mere optaget af de kvalitative aspekter af det sociale liv. Tid til livet, et meningsfuldt arbejde, sociale og kulturelle fællesskaber i nærmiljøet, et aktivt demokrati mv. er nogle af de temaer det nye venstre anslår i den sociale kamp. Men det nye i det nye venstre er først og fremmest dets andet ben, som med stigende vægt er blevet plantet i den økologiske 146 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

kamp. Hvor det nye højre overvejende er optaget af rationalismens underminering af kulturen, er det nye venstre overvejende optaget af dens underminering af naturen. Over for den videnskabelige rationalismes reduktion af naturen til objekt forsøger det nye venstre at udvikle et ikke-rationalistisk natursyn og i forlængelse heraf en økologisk vision for menneskets stofskifte med naturen. Denne økologiske vision ser naturen som et mål såvel som et middel – og den advokerer for en mindre magtfuld og mere ydmyg naturrelation. Som følge heraf afviser denne økologiske vision det vækstparadigme, som ligger som en bærende ide i hele det moderne projekt. Det nye venstres økologiske ben er med tiden blevet tænkt sammen med det sociale ben til en mere samlet samfundsvision med stikord som overskuelig, demokratisk, fællesskabsorienteret og økologisk – altså på et værdigrundlag, der også gør op med denne rationalismes antropocentrisme. Det nye venstre var frem til Murens fald i 1989 belastet af sit ikke altid lige afklarede forhold til kommunismen, og efter 1989, hvor “socialismen” generelt var miskrediteret, gik venstrefløjen generelt mere eller mindre i dvale. Men fra slutningen af 90’erne fik det nye venstre dog ny næring gennem bl.a. fremvæksten af den globale bevægelse mod nyliberalismen, som for alvor slog igennem ved WTO-topmødet i Seattle i 1999. Kernen i denne bevægelse er dens kritik af det nyliberale projekt med dets fokus på markedsrationalitet og dets underminering af de demokratiske rum. Bevægelsen, der startede i Seattle, bredte sig hurtigt til andre verdenshjørner og udviklede sig til en global bevægelse, der markerede sig ved en lang række politiske topmøder rundt omkring på kloden. Bevægelsen kom efterhånden til at rumme en mangfoldighed af kræfter fra fagbevægelsen, småbøndernes organisationer, sociale bevægelser og miljøbevægelsen. Det nye venstres rationalismekritik har en del lighedspunkter med det nye højres – og på en række ikke uvæsentlige politiske temaer falder modstanden fra højre sammen med modstanden fra venstre. Men der er også vigtige forskelle – og ligesom det nye højre har en række blinde pletter, gælder dette også for det nye venstre. 147 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Det nye venstre har således en blind plet i forhold til den kulturelle dimension af et fællesskab. Fællesskabet forstås som et socialt fællesskab – men et socialt fællesskab er nødt til at være forankret i et sæt af normer og værdier, hvis det overhovedet skal fungere som et fællesskab, og disse normer og værdier rodfæstes i en fælles historie, et fælles sprog osv. Et samfund, der fungerer som et kludetæppe af subkulturer – med hver sit sprog, hver sin historiske referenceramme, hver sit norm- og værdisæt – er et samfund, der er ophørt med at være et fællesskab. Det degenererer til et samfund, hvor alene en individualistisk bjærgsomhed råder: På den ene side en nyttefokuseret markeds-bjærgsomhed, på den anden side en rettighedsfokuseret stats-bjærgsomhed. Denne blinde plet hos det nye venstre har på den ene side betydet, at man har forsømt at forholde sig til aktivt fortolkende til den kultur, der ligger til grund for vore samfund – dvs. i Danmark til det danske samfunds kulturgrundlag. Fortolkningen af “danskheden” er blevet overladt til højre – og i berøringsangst for de nye højrestrømninger, har man oven i købet haft en tendens til helt at afskrive enhver henvisning til kultur som reaktionær. Denne paranoia er for nogen endt helt ude på det overdrev, hvor man end ikke med klar røst tør synge af den danske sangskat. I forlængelse heraf har man undladt at forholde sig kritisk til forestillingen om “det multi-kulturelle samfund”. I fraværet af en aktiv fortolkning af det danske kulturgrundlag – dvs. i fraværet af en stillingtagen til, hvad der er godt, og hvad der er skidt i vor kultur og vor historie, har man været ude af stand til på en engageret måde at forholde sig til indtrængningen af nye kulturmønstre. Man har været blind for, at kulturen faktisk betyder noget i menneskers omgang med hinanden. At kultur betyder noget for, hvordan vi overhovedet forstår, hvad en mand er, hvad en kvinde er, hvad et menneske er, hvad et fællesskab er, hvad naturen er, hvad demokrati er osv. – og at disse forskellige forståelser giver sig helt konkret udtryk i livet i familien, i skolen, på arbejdspladsen osv. Det kan således godt være, man kan have et multikulturelt samfund, men man kan ikke have et multikulturelt fællesskab. Det multikulturelle samfund vil 148 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

uværgeligt være et ghettoriseret samfund af subkulturer. Alternativet hertil er et fællesskab, hvor man i mødet mellem forskellige kulturer søger at forme en fællesnævner. Men dette må foregå gennem en kreativ kulturel skabelsesproces, som kun kan gennemføres, hvis man selv har et ståsted, dvs. et nogenlunde afklaret forhold til sit eget kulturelle udgangspunkt. Det nye venstre er opstået i opposition til den fremherskende rationalistiske samfundsopfattelse, og den tilslutter sig grundlæggende forestillingen om samfundet som et fællesskab. Det er derfor fatalt, at man ikke mere aktivt har forholdt sig til den kulturelle udfordring, der uværgeligt må opstå i kølvandet på en globalisering, der sender millioner af mennesker på vandring og derved er anledning til et omfattende kulturelt opbrud. En anden blind plet hos det nye venstre er dets forhold til staten. For hvor det nye højre overvejende er tavs, når det drejer sig om kapitalen, så er det nye venstre, som nævnt, overvejende tavs, når det drejer sig om staten. Denne tavshed afspejler henholdsvis det nye højres og det nye venstres rødder i den traditonelle højrevenstre tænkning. Det nye venstres blindhed over for statens magtlogik, har betydet, at man i kølvandet på kritikken af nyliberalismen et langt stykke ad vejen har appelleret til staten om “at gøre noget”. Endvidere har man været overvejende tavs i forhold til en kritik af statens magtlogik, ligesom man har været tavs i forhold til en kritik af videnskaben og dens objektivering af alting. Den virkelige modsætning til nyliberalismen og dens forgudelse af markedet er ikke statsmagten, men demokratiet. Det gode liv er som sagt det liv, hvor der er en balance mellem det rationelle “jeg” og det selvforglemmende “selv”, og det gode samfund er det samfund, hvor der er en balance mellem de goder, magten skaber, og livets gratis goder. Denne afbalancering finder sted i demokratiet – og det er derfor i demokratiet, det gode kommer til udtryk, det er hverken i den ene eller den anden form for magt.

149 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Myndig modstand Modstanden mod magten udtrykker sig ikke blot til højre og til venstre, men også – og især – i en række folkelige modstandsbevægelser, hvis styrke er, at de kan sætte sig ud over højre-venstre logikken. Når et flertal af danskere og irere stemmer nej til en tilsyneladende grænseløs ekspansion af Den Europæiske Union, så er det for den store majoritet ikke, fordi man ønsker at vende verden ryggen, men fordi man har fået nok af denne bestandige fremrykning af magten mod nye horisonter. Og danskerne og irerne står så langt fra alene i Europa – i alle lande findes den samme nølende erkendelse af, at jo mere magtfulde vi gør vore samfund, desto mere meningsløse bliver vore liv. Det er blot sådan, at det kun er i Danmark og Irland, at befolkningerne overhovedet har haft en mulighed for at give denne mening til kende. Kampen for suverænitet er ikke blot en europæisk tendens, men ses overalt i verden som en nølende, men ikke desto mindre klar tendens i de internationale bevægelser. Den ses bl.a. i modstanden mod de globale institutioner – WTO, Verdensbanken, IMF mv. – og deres underminering af folks og landes suverænitet. Men den ses også i en mangfoldighed af bevægelser, der folder sig ud på lokalt og regionalt niveau verden over. Overalt ser vi en koalition af kræfter, der insisterer på, at denne verden ikke er til fals for nogen magt, men at den tværtimod er vor meningsfulde verden, og at det derfor også er os, der som myndige mennesker må tage ansvar for den verden, der er vor verden. I Porte Allegra – en millionby i det sydlige Brasilien, som tidligere var præget af nød, miljøødelæggelse og udbredt afmagt – har netop en sådan koalition af folkelige bevægelser skabt et aktivt demokrati, som insisterer på suverænitet og alles indragelse i forvaltningen af magten. På relativt kort tid har man vendt en håbløs situation til en glæde og stolthed over nutiden – og dermed en tro på fremtiden.

150 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Bjørn Afzelius: Sang till Friheten Du är det finaste jag vet. Du är det dyraste i världen. Du är som stjärnorna, som vindarna, som vågorna, som fåglarna, som blommorna på marken. Du är min ledstjärna og vän. Du är min tro, mitt hopp, min kärlek. Du är mitt blod och mina lungor, mina ögon, mina skuldror, mina händer och mit hjärta. Friheten är ditt vackra namn. Vänskapen är din stolta moder. Rättvisan är din broder. Freden är din syster. Kampen är din fader. Framtiden ditt ansvar.

I Frankrig samler miljøfolk, bønder, fagforeningsfolk og andre sig i en fælles kamp for at forsvare et suverænt og rodfæstet fællesskab omkring bl.a. en fransk fødevare- og madkultur, der er mangfoldig og forankret i såvel en lokal kultur som en lokal natur, og som i dag trues med at blive rendt over ende af altings McDonaldisering. I Toscana og mange andre steder i Italien er der startet en ny myndig bevægelse med “sneglen” som logo. Sneglen symboliserer det langsomme liv, og den står derfor bl.a. for “slow food” 151 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

som alternativ til “fast food”. “Slow food” er en økologisk bevægelse, der ikke kun handler om at producere økologisk, men også at spise og leve økologisk, dvs. langsomt og med vægt på tid, kvalitet og det kærlige liv. “Slow food”-bevægelsen går hånd i hånd med bevægelsen “Citta Slow” – den langsomme by, som i dag omfatter omkring 30 kommuner i Toscana. I Citta Slow forvises bilerne fra byen, og der lægges i alle kommunens aktiviteter, fra skoler til by-planlægning, vægt på det skønne og det langsomme liv. Denne “sneglebevægelse” bakkes i øvrigt op af en stribe af bøger med titler som Kunsten at holde siesta, Retten til hvile og Kunsten at lave ingenting. Også i Danmark forsøger mange mennesker på en mangfoldighed af måder, at gøre denne verden til vor verden. I Folehaven i København har en stor boligforening vendt en håbløs negativ situation, præget af bygningsmæssigt forfald, passivitet, racisme og vold, til et levende socialt miljø. Også her var det en forening af økologiske, sociale og kulturelle aktiviteter, der skabte en ny gejst blandt folk, og som gjorde, at deres verden pludselig blev en meningsfuld verden. Og igen var det engagerede menneskers insisteren på, at de havde demokrati og suverænitet – og derigennem kunne påtage sig et ansvar – det, der gjorde en forskel. Det var i boligforeningsdemokratiet, at det meningsfulde fik mund og mæle, det var her, mennesker engagerede sig, påtog sig et ansvar for fællesskabet og herigennem skabte sig et meningsfuldt liv. Tilsvarende eksempler fra boligforeninger ses mange andre steder landet over. Men også på andre områder vokser der mange myndige aktiviteter frem af jorden. Det gælder ikke mindst af landbrugsjorden. Den økologiske bevægelse er ikke længere en marginal bevægelse, der lever i sin lille isolerede niche. Det er en bevægelse, der godt nok ikke vokser ind i himlen, men som støt og roligt vinder mere og mere terræn. Flere og flere landmænd lægger om til økologi, ikke mindst fordi denne økologiske produktionsform simpelthen forekommer at være en mere meningsfuld form for produktion. Hertil kommer, at den økologiske tanke også vinder fodfæste i de 152 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

efterfølgende led og er ved at slå rod som en samlet bevægelse fra bonde til kunde. Der laves andelslandbrug, hvor kunden rent bogstaveligt går sammen med bonden, skyder penge i gården og tager et medansvar for bedriften. Der laves nye distributionssystemer uden om hele det meningsløse discountsystem, som efterhånden præger vor detailhandel. Der er bagere, slagtere og kokke, der forsøger at genoplive deres fag som et fag, hvor det meningsfulde arbejde, den kærlige hånd og den faglige stolthed igen bringes til ære og værdighed. Også i udfoldelsen af disse aktiviteter er demokratiet, forstået som et offentligt rum for meningsdannelse, helt afgørende. Det er netop igennem de mange meningsdannende rum inden for den økologiske bevægelse – på lokalt, nationalt og internationalt plan – at denne bevægelse udvikler sig. Myndighedsbevægelser i by og på land giver sig også udtryk i en mangfoldighed af lokale protester mod en række af magtens mange projekter, f.eks. Ama’r Mod Storcentre, Jyder Mod Overflødige Motorveje, Kyst-Land og Fjord osv. Endelig får myndigheden mund og mæle i en lang række mere konstruktive lokale aktiviteter, bevægelser og foreninger, der forsøger at udvikle et lokalt fællesskab, der er forankret i en lokal historie og identitet. Al denne modstand mod magten er menneskers svar på afmagten. Endnu lever den kun som spirer, der titter frem mellem asfalt og beton. Endnu er denne kamp for det meningsfulde, for suverænitet og for demokrati ikke i stand til for alvor at udfordre den moderne magt. Endnu har den ikke overvundet det moderne projekts højre-venstre-opsplitning og udfoldet en ny samlende vision for “det gode liv” og “det gode samfund”. Endnu mangler denne modstand mod magten at finde “den gyldne middelvej” eller “den radikale midte”, hvor magten afbalanceres af meningen, og hvor fornuften derfor bliver til sund fornuft. Endnu mangler modstanden at blive til en samlet bevægelse for myndighed, som alvorligt kan udfordre magten.

153 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

8 Myndighed

At generobre vor myndighed indebærer i første omgang, at vi generobrer vort livs mening, dvs. at vi gør det til mål, som magten har reduceret til middel. Kampen for myndighed starter derfor altid hos os selv, i vort eget liv. Det handler nemlig ikke i første omgang om at frelse verden og gøre den bedre, det handler om at frelse os selv ved at gøre vor verden meningsfuld, for kun ved at gøre vor verden meningsfuld kan vi måske gøre verden til et lidt bedre sted at være. Myndighedens projekt er derfor ikke alle de gode hensigters projekt, for vejen til helvede er som bekendt brolagt med alle de gode hensigter. Myndighedens projekt er ikke den gode hensigt med verden, men tværtimod hensigten om det gode liv, det meningsfulde liv, det liv, der holder af den verden, der er, snarere end alt det, magten kan gøre verden til. Det er ikke en stor og stålsat utopi om magten – men en lille, blød utopi om livet. Myndighedens projekt starter i vort liv, i vort personlige liv, ved at vi giver det mening. Men vort liv kan kun gives mening, ved at vi åbner vort liv for verden, ved at verden bliver meningsfuld for os. Vi giver vort liv mening ved at glemme os selv og hengive os til en verden, som vi opfatter som mål og ikke som middel. Det myndige liv er det selvforglemmende liv, hvor vi i frihed giver os selv bort, og denne frihed er den eneste virkelige frihed, vi kan opnå som mennesker. Myndighedens projekt er derfor et personligt projekt, men det er et personligt projekt, der omfatter alt det, der omgiver os: Vor natur, vort sted, vor egn, vore medmennesker, vort fællesskab og vor kultur. Som myndige mennesker er vi fuldt ud til stede i denne verden, og vi insisterer på, at denne verden er vor verden. Naturen er ikke blot natur, det er vor natur. Stedet er ikke blot et sted, det er vort 154 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

sted. Egnen er ikke blot en egn, det er vor egn. Mennesker er ikke blot mennesker, men vore medmennesker. Kulturen er ikke blot kultur, men vor kultur. Og samfundet er ikke blot et samfund, men vort fællesskab. Myndighedens projekt er således et personligt projekt, men det er et ganske bestemt personligt projekt, der fordrer vort engagement og tilstedeværelse i en verden, som vi insisterer på er vor verden. Det er derfor også i høj grad et projekt, der omfatter andre, og hvor vi personligt engagerer os i fællesskabet. Myndighedens projekt handler om konkrete personer, og det vokser ud af personers konkrete liv. Det kan kun skabes af mennesker – og det kan kun vokse ud af det konkrete liv. Det er ikke et projekt for det verdenserobrende og magtfulde liv, men tværtimod for det ydmyge liv. Det er ikke et projekt for den store magtfulde fortælling, men tværtimod for det konkrete livs mange små fortællinger. Det er et projekt for hverdagsmagere snarere end for verdensmagere, men det er hverdagsmagere, der åbner sig for verden. Det er et projekt, der vokser op fra neden, det gror blandt almindelige mennesker – og det kan aldrig installeres af nogen magt. Tværtimod er det et projekt, der altid må være på vagt over for enhver magt, for det er magten, der i sidste ende vil reducere vor verden til et middel, som skal tjene magtens ophøjede mål, og det er derfor magten, der bestandigt truer med at erstatte vor personlige myndighed med magtens upersonlige myndigheder. Og dog må også det myndige menneske udøve magt, og myndighedens projekt omfatte magten. Vi mennesker kan ikke være i denne verden uden at gøre noget til middel for vore mål. Vi kan ikke hengive os helt til denne verden og fuldstændig glemme os selv. Vi kan ikke gøre denne verden til mening og ånd alene – og glemme, at vi har helt kontante materielle behov, der som mål forudsætter, at vi gør noget andet til middel. Magten er til stede som grundvilkår i det jordiske liv, men det er meningen også – for som bekendt kan mennesker ikke leve af brød alene. Magt og mening er begge til stede i denne vor verden – og til sammen fylder de vor verden ud. Magt og mening er hinandens modsætninger, og sam155 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

tidig er de forudsætning for hinanden. Man kan ikke tænke magt uden mening, lige så lidt som man kan tænke mening uden magt. Magt og mening kæmper bestandigt med hinanden, og vi mennesker må til stadighed rumme denne kamp i os. Myndighedens projekt kan ikke eliminere magten – og gøre alting til mening. Det handler ikke om at afskaffe magten – men om at begrænse magten, så der igen kan blive plads til meningen. Myndighedens projekt vil ikke gøre det af med magten, for det lader sig ikke gøre, den vil dele magten. Myndighedens projekt er et projekt for det gode liv – “den gyldne middelvej” – hvor det selvbeherskende og rationelle “jeg” giver plads til det selvforglemmende og kærlige “selv”. Det er det liv, hvor vi ikke blot erkender og forstår noget om verden uden for os selv – men samtidig også lærer at kende os selv, hvor vi altså lærer at forene “det saglige skøn” med “den personlige fortolkning”. Det gode liv gør således – med Eivind Larsens ord – op med den mono-logos, hvormed magten anskuer verden, og gør den til en død ting. I stedet insisterer det gode liv – igen med Eivind Larsen – på en dialogos, der anskuer denne vor verden som en verden, der både rummer “magt” og “mening”, “objekt” og “subjekt”, “materie” og “ånd”. I det gode liv må der foregå en evig samtale, en evig dialog, mellem disse to former for verdensanskuelser. Det gode liv afviser således ikke fornuften, men insisterer tværtimod på “den sunde fornuft”. På det samfundsmæssige plan er myndighedens projekt et projekt for “det gode samfund”. Det gode samfund er det samfund, hvor der gives rum til “det gode liv”. Det er “den radikale midte”, hvor der altså findes en plads til begge tilværelsens logikker: På den ene side den rationelle logik, der vil tage verden i sin vold – på den anden side den irrationelle logik, der vil omfavne den verden, vi har kær. Det gode samfund er det samfund, hvor det er den irrationelle mening om det, vi har kært, der sætter målet – mens den rationelle magt blot er et middel, og det er dermed antitesen til det rationalistiske samfund, hvor magten i sig selv er blevet et mål – og dermed har gjort alt andet til et middel. Det gode samfund er ikke 156 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

det samfund, der fremstiller flest mulige goder – men tværtimod et samfund, der sætter pris på de gratis goder. Det gode samfund er derfor et samfund for de ydmyge – et samfund, hvor vi træder varsomt og forsigtigt her på jorden. Det er et samfund, hvor vi tilegner os denne vor verden på en kærlig og nænsom måde, hvor vi aldrig alene lader nytten råde, men altid desforuden insisterer på, at lykken skal være til stede. Myndighedens projekt er således et personligt såvel som et politisk projekt: Personligt er det et projekt for det gode liv, hvor vi åbner os for verden, giver den mening og derved gør den til vor verden. På denne måde vokser det frem af det konkrete liv – det vokser op fra neden. Men det er samtidig et projekt, der ikke kan frasige sig en mening om magten. Myndighedens projekt er derfor ikke alene et personligt projekt, det er samtidig et politisk projekt, for politik er der, hvor magten og meningen om det meningsfulde mødes og udkæmper deres dyst med hinanden. Som politisk projekt kæmper myndige mennesker for “det gode samfund”, hvor meningen om det, vi har kært, sætter bastante grænser for magten. Som et politisk projekt om det gode samfund handler det derfor om at finde den formel, der kan dele magten – så vi igen kan trække vejret og leve et meningsfuldt liv.

Det gode liv Vort projekt for myndighed begynder med det gode liv, og det gode liv starter med, at vi gør vort liv og vor verden til et meningsfuldt liv og en meningsfuld verden. Som myndige mennesker nægter vi at gå på arbejde alene som et middel til at tjene penge og producere andres nytte, men insisterer på, at arbejdet skal have en mening i sig selv, dvs. at det også skal rumme vor lykke. Vi insisterer derfor på, at det, vi fremstiller, skal tjene et meningsfuldt formål, og at det skal have en kvalitet, vi kan stå inde for. Vi nægter at lave ligegyldigt bras og insisterer derfor på, at der skal være tid til at kæle for arbejdet og at gøre det or157 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Pia Raug: Jeg vil male dagen Jeg vil male dagen blå med en solskinsstribe på vælge lyset frem for skyggen gi’ mig selv et puf i ryggen tro på alting – selv på lykken jeg vil male dagen blå Jeg vil male dagen gul solen er som en sommerfugl sætter sig på mine hænder alle regnvejrsdage ender der står maj på min kalender jeg vil male dagen gul. Jeg vil male dagen rød med den sidste roses glød jeg vil plukke kantareller løvetand og brændenælder leve i det nu der gælder jeg vil male dagen rød

dentligt, ligesom vi insisterer på, at det ansvarlige samvær med kollegaerne er lige så vigtigt som arbejdet selv. Vi spiser ikke alene for at blive mæt, men insisterer på, at måltidet også er et mål i sig selv, der tager sin tid. Derfor spiser vi nødigt i forbifarten, men sørger tværtimod gerne for at være sammen med andre, så tilfredsstillelsen af vor nytte samtidig er til fælles lykke. Vi bruger tid på at tilberede maden og frydes ved de råvarer, som naturen har skænket os. Vi køber ikke junkfood og discount, men hvor det overhovedet er muligt i stedet ordentlige økologiske varer, der er fremstillet i et meningsfuldt samspil med naturen. De økologiske varer er godt nok dyrere, men fordi de har en højere kvalitet, bliver 158 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

man mæt af mindre og behøver derfor ikke så meget, hvilket også gavner sundheden. Vi hviler os ikke alene som middel til at blive arbejdsduelige, men insisterer på, at hvilen i sig selv har mening, og at der derfor er en god mening i, at helligdagen er en hellig dag. Vi hviler os i det hele taget meget – og nægter at indlade os på det stressede liv, som det moderne magtfulde samfund byder. Men hvilen er livets hvile – ikke dødens. Det er den hvile som består i at hengive sig til livet. Det er at sidde i stilhed og lade verden komme til én. Det er at lægge sig på ryggen og lade skyerne flyve over himlen og alverdens lyde og dufte komme én i møde. Det er at fordybe sig i en bog eller en stor symfoni. Det er at stable brænde, se og mærke det enkelte brændestykkes former og farver, lægge det i en stabel, der ender med at blive et stort kunstværk, foruden at det er et lager af varme til vinteren. Vi opfatter ikke alene transport som et middel til at komme fra ét sted til et andet så hurtigt som muligt, men insisterer på, at enhver rejse så vidt muligt også skal være en oplevelse i sig selv. Derfor må rejsen gerne være langsom, for man kan ikke opleve en verden, der suser forbi. Når det er muligt, foretrækker vi derfor de langsomme transportformer – toget, båden, cyklen – især cyklen. For på cyklen kan man mærke sin egen krop, ligesom man kan mærke årstidernes vekslen. Og på cyklen kan man se alle de smukke mennesker lige ind i øjnene. Vi forsøger i det hele taget at gøre dagens gerninger til gode gerninger, dvs. meningsfulde gerninger, der fylder os ud og gør os mætte. Vi foretrækker det levende liv frem for det døde. Derfor har vi også sjældent tid til at se fjernsyn, for det liv, som fjernsynet viser, er som regel det døde og ligegyldige liv. Vi insisterer på at være til stede i det liv, vi fører, og forsøger derfor hele tiden at være i kontakt med vor verden. Vi behøver ikke en mobiltelefon for at føle kontakt med verden, tværtimod finder vi, at mobilens konstante forbindelser til hele verden ofte forhindrer os i at være til stede i vor verden. Vi forsøger at være til stede i vor verden og i vort nu. Vi lader tiden komme os i møde som en gave, der altid har noget at byde på, og vi lader os derfor ikke tyrannisere af det moderne samfunds magtfulde 159 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

kontrol og planlægning af tiden ned til den mindste detalje. Vi nægter at fylde vor dag ud med aftaler fra morgen til aften, men sørger altid for, at dagen også har rum for de uforudsete overraskelser og den spontane glæde. Som myndige mennesker kæmper vi for at gøre vort liv til et meningsfuldt liv ved at gøre vor verden til en meningsfuld verden. Men denne kamp er en kamp med forhindringer, for overalt render vi panden ind i den magt, der vil gøre vort liv og vor verden, til et middel for magtens ophøjede mål. Vi kan derfor kun kæmpe for vort livs fylde – ved at kæmpe mod magten. Og vi kan kun kæmpe mod magten – ved at kæmpe sammen med andre. Derfor engagerer vi os i vor tid og i de bevægelser, der kæmper for det meningsfulde liv. Benny Andersen: Fald i staver Fald i staver mit barn fald bare i staver sid og glo ud i luften ind i væggen på en flue på ingenting vær fraværende vær væk et øjeblik eller timer alt har sin tid tid til at virke tid til at vokse tid til udad tid til indad tid til at favne tid til at falde i staver så fald i staver mit barn. 160 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Myndige bevægelser Som myndige mennesker engagerer vi os i de folkelige bevægelser og insisterer på, at de skal være bevægelser for myndighed, dvs. for det meningsfulde liv, hvilket indebærer, at de er bevægelser for medlemmernes meningsfulde liv. Desværre oplever vi ofte, at disse bevægelser stivner i organisationer, der får sit eget selvstændige liv, og som efterhånden opfatter organisationen som mål og medlemmerne som middel – i stedet for omvendt. Denne løsrivelse af de folkelige organisationer fra dets medlemmer hænger nøje sammen med deres forhold til magten. Organisationerne skal jo repræsentere “meningen” over for “magten”, og de skal derfor forhandle med magten, og for at kunne forhandle med magten skal de tale magtens sprog. Men magtens sprog er ikke meningens sprog, men et helt andet sprog. Det er ofte det sprog, man lærer på universiteterne – altså videnskabens sprog. De folkelige bevægelser, som starter med at tale medlemmernes sag og meningens sprog, ansætter derfor ofte akademikere, for at de kan tale magtens sprog, og med disse i ryggen begynder de at bevæge sig ind i magtens paladser og omgås magtens mænd. Her får de hvisket i ørerne, at magten skam har megen sympati for deres sag, men hvis den skal nyde fremme, så må den fremføres på en civiliseret måde, dvs. på en måde, som magten kan forstå. Og herefter kan man i øvrigt trygt overlade det til magten at gøre sagen til en sag, en rigtig sag med nummer på, der lægges til alle de andre sager, som magten må tumle med. På denne måde er fagbevægelsen, som oprindeligt var en bevægelse for arbejdernes myndighed mod magten, på mange måder blevet til en bevægelse for magten, mod arbejdernes myndighed. I store afgørende samfundsspørgsmål repræsenterer fagbevægelsen ikke sine medlemmer over for magten – men omvendt magten over for sine medlemmer, og det er derfor heller ikke underligt, at denne bevægelse i voksende omfang har svært ved at mobilisere sine tillidsfolk og holde fast i sine medlemmer. Den samme tendens mærkes inden for en anden stor bevægel161 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

se, miljøbevægelsen, selvom bureaukratiseringen her endnu ikke er så langt fremme, da denne bevægelse endnu er forholdsvis ung. Men også her kan iagttages den samme tendens til at opbygge centrale hovedkvarterer, der udruster sig med folk, der kan tale magtens sprog, dvs. videnskabens sprog, og som bruger næsten alle sine kræfter på at være på højde med magten, og som derfor ikke har særligt mange kræfter til, at være på gulvhøjde med medlemmerne og til at deltage i deres kamp for en meningsfuld forvaltning af natur og miljø. Som myndige mennesker deltager vi dog fortsat fuldt ud i de folkelige bevægelser og søger bestandigt at undgå, at de falder i magtens vold. Dette indebærer, at vi først og fremmest insisterer på, at disse bevægelser skal praktisere demokrati i deres indre liv, for demokratiet er det sted, hvor meningen og det meningsfulde kan komme til orde på tværs og på trods af magten. Åben, demokratisk og i bogstavelig forstand meningsfuld debat samt aktiv involvering af medlemmerne i bevægelsernes og foreningernes arbejde, det er vejen til en myndig bevægelse. Og heldigvis lever sådanne bevægelser masser af steder over det ganske land såvel som ude i den store vide verden.

Det gode samfund Myndighedens projekt er et personligt projekt for “det gode liv”, hvor det irrationelle og selvforglemmende “selv” afbalancerer det rationelle og selvbeherskende “jeg”, altså hvor fornuft bliver til sund fornuft. Men dette liv kan ikke folde sig ud i et samfund, der fornægter det ene på det andets bekostning. Myndighedens projekt må derfor før eller siden også blive et politisk projekt, for det er i politikken, at meningen om det, vi har kært på et samfundsmæssigt plan, lægger arm med den rationelle magt. Den myndige kamp for “det gode liv” går derfor hånd i hånd med en kamp for “det gode samfund”. Vaclav Havel – systemkritiker og præsident – har formuleret 162 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

denne vision om den myndige politik på følgende måde: Opgaven er “at rekonstituere den naturlige verden som politikkens rette område, at rehabilitere menneskets personlige erfaring som tingenes oprindelige mål, at sætte moralen over politikken og ansvarligheden over formålet, igen at give det menneskelige fællesskab mening og den menneskelige tale indhold, at gøre et selvstændigt, integralt og værdigt menneskeligt ‘jeg’ til brændpunkt for den sociale handlen ” og videre: “Jeg er tilhænger af en ‘antipolitisk politik’. Altså politik ikke som magtteknologi og manipulation med magten eller som en styring af mennesker eller en formålstjenestlighedens, praksisernes og intrigernes kunst, men politik som en af måderne at søge og opnå mening i livet på; at redde og tjene det på; politik som praktiseret moral; som en sandhedens tjeneste; som en omsorg for næsten.” “Jo, en ‘antipolitisk politik’ er mulig. En politik ‘nedefra’. Menneskets politik. Ikke apparaters.” Det gode samfund er ikke apparaternes og systemernes samfund, men et samfund, der befinder sig på “den radikale midte”, hvor magt og mening gensidigt afbalancerer hinanden. Det er et samfund, hvor magten skal være tjener for meningen og ikke omvendt. Det er således et samfund, hvor der er vendt op og ned på mangt og meget i forhold til magtens samfund: Videnskab og marked, vækst og udvikling og alle de andre ting , som magten sætter som uantastelige mål, vil i “det gode samfund” blive betragtet som midler, der kun kan accepteres, hvis de er meningsfulde. Myndighedens politik er derfor i dagens politiske virkelighed en politik, der overalt sætter sig for at begrænse magtens domæne til fordel for meningens domæne.

163 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Magtens deling: Myndighedens politik er ikke en politik, der vil afskaffe magten, for magten er i denne verden, og vi kan ikke leve i denne verden uden én eller anden form for magt. Men vi kan godt leve i en verden, hvor magten er mindre almægtig, end tilfældet er i vor moderne verden. Myndighedens politik er derfor først og fremmest en politik, der vil sætte grænser for magten, så der også bliver plads til meningen, og at sætte grænser for magten indebærer blandt andet at dele magten. Problemet med den almægtige magt, der gør sig selv til mål og reducerer alt andet til midler, er ikke blot et nutidigt problem, men et grundlæggende problem, der altid har eksisteret, al den stund at magten altid har været et grundvilkår i menneskelivet. Som beskrevet i kapitlet Magt, var allerede Machiavelli optaget af denne problemstilling, og i hans berømte bog om fyrsten, viser han os den almægtige magts nøgne kynisme. Her blev det også antydet, at Machiavellis egentlige ærinde måske netop var at afsløre denne kynisme, og dermed bane vejen for en vision om det myndige menneske – som foldede sit liv ud i den frie republik, hvis grundlæggende kendetegn netop var: Magtens deling. Forestillingen om magtdeling, som forudsætning for myndighed og frihed, blev senere overtaget i de borgerlige revolutioner, og den indgår i dag i alle demokratiske forfatninger som et grundprincip for statsmagtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt. Denne konkrete form for magtdeling var sikkert på sin plads for 200 år siden, men i dag forekommer den helt utilstrækkelig og ude af trit med nutidens forhold. Den forholder sig således overhovedet ikke til den enorme ophobning af magt, der finder sted i nutidens mægtige industrielle og financielle virksomheder, ligesom den heller ikke forholder sig til de mægtige videnskabelige institutioner og deres monopol på at fortolke verden. Derudover forholder den sig ikke til det forhold, at mediemagten koncentreres i hænderne på færre og færre koncerner, ligesom den ikke forholder sig til opbygningen af stadigt mere magtfulde overnationale statsapparater, der står uden for demokratiets rækkevidde. 164 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Den myndige politik i forhold til magten er altså at gennemføre magtdelingens princip på nutidens vilkår – dvs. i første omgang at begrænse den magt, som vokser ud af alle magtens bærende institutioner i det moderne samfund: Videnskaben, markedet og staten. Magtdelingens princip skal altså ikke blot gennemsyre vort syn på statsmagten og de statslige institutioner – men i ligeså høj grad gennemsyre vort syn på de institutioner, der hører til videnskaben og markedet. Videnskab Videnskaben er den første centrale institution for den moderne magt, for det er i videnskaben, at verden begribes som en ting, et objekt, som vi herefter kan gøre til en genstand for magt. Det er dermed videnskaben, der sætter os mennesker uden for verden, og som gør denne verden til et fremmed sted, et sted uden mening i sig selv, og som derfor også forhindrer os i at gøre denne verden til vor verden, for det, som ikke har en mening i sig selv, er det, vi ikke elsker, og det, vi ikke elsker, tilhører ikke os. Myndighedens projekt indebærer derfor helt grundlæggende et opgør med videnskabens objektiverede syn på verden. Dette betyder dog ikke, at den videnskabelige tilgang til verden skal smides helt og aldeles på porten, og at vi skal vende tilbage til en eller anden kirkeligt sanktioneret verdensanskuelse, der kan hævde hvad som helst om verden. Her, som alle andre steder hvor meningen møder magten, handler det om at finde “den gyldne midte”, hvor der kan være en plads til dem begge. Videnskabens monologos må erstattes af en dia-logos, en dualistisk verdensopfattelse, som minder om Niels Bohrs dualistiske fysik. Ligesom Niels Bohr måtte erkende, at verdens fysik måtte begribes dualistisk – at altså lyset måtte forstås både som partikel og som bølge, skønt den ene beskrivelse strengt taget udelukkede den anden – så må vi mere generelt til at lære, at det ikke blot er verdens fysik, der må begribes dualistisk, men hele verden: Verden er både “ånd” og “materie”, den er såvel “objekt” og “subjekt”, både “mål” og “middel” og den rummer derfor både “mening” og “magt”. 165 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Denne dualistiske verdensopfattelse må derfor gennemsyre alle vore videnskabelige institutioner. Myndighedens videnskabssyn accepterer således ikke den videnskabsmand, som siger, at han kun interesserer sig for den ene side og derfor overlader det til andre at tage sig af den anden side. Videnskaben må aktivt engagere sig i de moralske og etiske aspekter af sin gerning og tage del i den demokratiske debat herom, og de videnskabelige uddannelser må lægge lige så stor vægt på at formidle og diskutere den levende verden, som rummer en mening, som den verden, der anskues som en død ting. Ja, videnskaben må gøre mere end det: Den må erkende, at en sand beskrivelse af verden aldrig alene kan rummes i den distancerede observatørs “objektive” tal, men også altid må indeholde den engagerede aktørs “subjektive” mening. Myndighedens universitet bør være et sandhedens tempel, men den sandhed, der søges, er ikke den døde sandhed, der står hævet over livet, men tværtimod det levende livs sandhed, som aldrig er absolut, men altid dialogisk, fordi det foruden videnskaben også rummer lidenskaben. Universiteterne bør altså være det tempel, hvor det “objektive” og det “subjektive”, observatøren og aktøren, bestandigt indgår i en evig dialog med hinanden. Denne opfattelse af “videnskab” indebærer desuden en respekt for, at der udvikles viden mange andre steder i samfundet end i de formaliserede videnskabelige institutioner. Ja, faktisk udvikler alle mennesker en erfaringsbaseret viden, som på mange måder rummer en konkret indsigt i og visdom om livet, som ofte er skjult for den formaliserede videnskab, og som derfor er et vigtigt supplement og korrektiv til denne videnskab. Den formaliserede videnskab bør derfor være åben over for lægfolks mere uformelle, erfaringsbaserede og konkrete viden – hvilket indebærer, at de videnskabelige institutioner bør være forankrede og engagerede i det konkrete samfund, der omgiver dem. Forskerne bør være en del af samfundet – i stedet for at lukke sig inde i akademiske og elitære elfensbentårne, der foretrækker at diskutere med ligemænd på den anden side af kloden frem for at engagere sig i det omgivende 166 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

samfunds sociale og politiske liv. Denne åbne og mere ydmyge forståelse af videnskab er af videnskabssociologerne Ravetz og Funtowisc kaldt “post-normal” videnskab. En sådan videnskab, der åbner sig for og engagerer sig i det konkrete samfund, der omgiver den, kan ikke udfolde sig i store mastodont-institutioner, der tværtimod altid lukker sig om sig selv. En dualistisk videnskab kan kun udfolde sig i institutioner, der er socialt forankrede – og det vil som regel sige lokalt forankrede. Derfor indebærer myndighedens videnskabssyn, at de centralistiske videnskabelige institutioner brydes ned til en mangfoldighed af lokalt forankrede institutioner.

Grundtvig: Er lyset for de lærde blot Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave? Nej, himlen under flere godt, og lys er himlens gave, og solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde. Oplysning være skal vor lyst, er det så kun om sivet, men først og sidst med folkerøst oplysningen om livet. Det springer ud af folkedåd og vokser, som den vugges, den stråle i vort folkeråd, til aftenstjernen slukkes!

Denne holdning til videnskaberne har yderligere følger. Den indebærer, at videnskaben på ingen måde har nogen forrang til at udta167 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

le sig om fællesskabets anliggender. Videnskaben er ikke en privilegeret institution i den forstand, og magtens brug af videnskab og eksperter til at afgøre spørgsmål af almen demokratisk interesse bør derfor bandlyses. Det er således ikke videnskabelige eksperter, der skal afgøre, om vi skal have genmodificerede afgrøder i landbruget, eller om ØMU’en er en fordel eller ulempe for danskerne. Som Winston Churchil formulerede det: “Science should be on tap – but not on top” (videnskaben er til for at blive tappet – men den må ikke være på toppen, dvs. være den der bestemmer). De videnskabelige institutioner bør altså løsrives fra deres tætte bånd til magten – statsmagten såvel som kapitalmagten – og sikres uafhængighed. I stedet for at være magtens magtfulde redskab bør de videnskabelige institutioner gøres til uafhængige institutioner for kritisk refleksion over en verden, som ankues som en dual verden – altså på den ene side en objektiv verden og på den anden side en meningsfuld verden. De videnskabelige institutioner bør være redskaber for demokratiet – snarere end instrumenter for magten. Dette indebærer, at den enkelte forsker bør være sikret sin uafhængighed og sin frihed til udtale sig om hvad som helst, hvis blot han eller hun overholder de videnskabelige grundregler om ærlig argumentation samt redelig og hæderlig dokumentation. Den praksis der i dag eksisterer i mange videnskabelige institutioner, hvor institutionens ledelse tegner institutionen, og hvor den enkelte forsker ikke frit kan udtale sig, hører absolut ikke hjemme inden for rammerne af myndighedens videnskabssyn. Det gør lige så lidt den praksis, der er ved at gøre sig gældende på landets universiteter, hvorefter institutionens ledelse ikke er en kollegialt valgt ledelse, men tværtimod en ledelse nedsat af magten. Marked Markedet er den institution, hvor videnskabens tingsliggjorte verden bliver til en verden af varer. Vor produktive tilegnelse af verden bliver af markedet gjort til en ensidig produktion af nytte. Den rummer ikke lykken, for det er kun nytten, der kan sælges – det kan lykken ikke. Adskillelsen af lykken fra nytten fuldbyrdes 168 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

i takt med markedets fremadskridende udvikling fra simpelt marked til fuldt udviklet kapitalistisk marked, hvor det er finanskapitalen, der svinger stokken. Allerede på det simple marked adskilles lykken potentielt fra nytten, men da vi fortsat selv råder over vor tid, kan vi også selv insistere på lykken, når vi fremstiller nytten. Ved overgangen til et industrielt marked mister vi denne råderet over vor egen tid, og fra nu af er vi udelukkende producent af andres nytte. På det fuldt udviklede kapitalistiske marked, hvor virksomheden er blevet til et aktieselskab, og hvor en kapital derfor skal forrentes, producerer vi ingen lykke og knap nok nytte. Fra nu af producerer vi først og fremmest udbytte, og deraf følger også, at vi som hovedregel producerer en masse bras, i en gennemført kynisk produktiv tilegnelse af verden. Ligesom myndighedens videnskabssyn indebærer, at verden må begribes som ånd såvel som materie, indebærer myndighedens syn på vor produktive tilegnelse af verden, at denne må rumme nytten såvel som lykken. Det er lykken, som rummer kærligheden til den verden, vi tilegner os, og det er den, der foruden at fylde vort sind med glæde også betyder, at vi tilegner os verden på en nænsom måde. At forene lykken med nytten i vort arbejde er derfor ensbetydende med, at vi aldrig begriber den verden, vi bearbejder alene som middel, men desuden også altid anskuer den som mål. Det er denne kombination af lykke og nytte, som gør, at vi helt ud kan fordybe os i vort arbejde, kæle for vort arbejde – og som derfor er den eneste garant for, at vi laver vort arbejde ordentligt, og at det, vi skaber, er kvalitet. I den produktion, som forener lykken med nytten, ville man aldrig finde på at fodre drøvtyggende køer med kød fra afdøde slægtninge, lige så lidt som det kunne falde én ind at blande spildolie i svinenes foder. Ej heller kunne man finde på at omdanne vor natur til en ørken, reducere vore vandløb til drænkanaler og hælde giftige kemikalier i vort grundvand. Myndighedens syn på arbejde og produktion indebærer altså, at arbejdet skal være meningsfuldt for den enkelte, at vi hver især og tilsammen skal kunne sige god for det, vi laver, og tage et med169 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ansvar for det produkt, der produceres. Det forudsætter naturligvis, at der findes et rum, hvor vore meninger om arbejdets indhold og resultat kan gøres gældende, med andre ord at der er demokrati på arbejdspladsen, hvilket indebærer et opgør med ledelsens enerådende magt til at lede og fordele arbejdet og til at bestemme over dets indhold. Arbejderbevægelsen må derfor blive en bevægelse, der først og fremmest kæmper for et meningsfuldt arbejde og demokrati på arbejdspladsen, i stedet for først og fremmest at kæmpe for mest muligt i lønningsposen. En nok så fed lønningspose er kun et fattigt svar på et meningsløst og indholdstomt arbejdsliv, der trods alt fylder størstedelen af vort aktive liv. Desuden er den fede lønningspose ensbetydende med et umætteligt forbrug, der netop er umætteligt, fordi det er ulykkeligt, og som desuden er den væsentligste faktor bag det moderne samfunds omfattende miljøødelæggelser. Myndighedens produktive tilgang til verden er således sammenfaldende med den økologiske tilgang til verden. Dens budskab er, som bl.a. understreget af den franske antropolog Bruno Latour, at det kun er, når vi opfatter verden som på en gang mål og middel, dvs. når vi forener nytte med lykke i vor produktive tilegnelse af verden, at vi også kan beskytte denne verden. Heroverfor står den herskende strategi – den øko-modernistiske strategi, som vi har kendt den, ikke mindst under socialdemokratisk forvaltning. Det er en strategi, der ikke grundlæggende vil ændre ved produktionens kyniske karakter, men som udefra vil sætte normer og regler for dens brug af naturens ressourcer. Denne strategi fører til et uendeligt regelrytteri, hvis udformning og håndhævelse godt nok beskæftiger mange mennesker, men hvis resultater omvendt er meget små, og som på ingen afgørende måde ændrer ved den eksisterende naturbeherskelse. Denne produktive tilegnelse af verden udelukker ikke et marked, men den vil gøre markedet til menneskets tjener frem for at være dens herre. Det betyder et marked, der kan overskues af mennesker, og hvor der kan gøres ansvar gældende over for alle dens aktører. Den moderne magts uoverskuelige globale markeder 170 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

fremmer ikke ansvarlighed, men tværtimod umyndighed. Myndighedens princip, som også er det økologiske princip, betyder, at der skal være så kort vej som muligt fra producent til forbruger, og at denne vej i øvrigt skal indgå i et kredsløb, som er så lukket som muligt. Dette princip prioriterer derfor det lokale frem for det nationale og det nationale frem for det globale. Det globale marked skal kun gælde for ganske særlige og specielle produkter. Dette syn på markedet indebærer endelig, at der absolut ikke er plads til denne verdens magtfulde multinationale virksomheder, lige så lidt som der er plads til det finansielle galehus, der i dag styrer verden i grus. Vor tids markedsøkonomi er i det hele taget en parodi på et “frit marked”. Det er i stigende omfang blevet et monopolistisk marked, de mægtiges marked, hvor en lille håndfuld globale aktører sætter betingelserne for alle andre. Fællesskabets myndige erhvervspolitik vil installere magtdelingens princip i økonomien og genetablere det frie marked, og netop derfor vil den arbejde for en opsplitning af de store koncerner. Utopi vil mange sige: Ja, lige så utopisk som udstykning af de store godser sikkert må have forekommet mange i slutningen af 1800-tallet. Den vil endvidere forbyde aktieselskaber, for investeringer, der kun har det eneste ene mål at tjene penge uden noget som helst ansvar, er ikke en myndig og meningsfuld gerning. Endelig vil banker og andre financielle institutioner få et begrænset loft over deres samlede udlån. Staten Ligesom videnskaben må være en begrænset videnskab, der kan rumme såvel “observatøren” som “aktøren”, og markedet må være et begrænset marked, der kan rumme både “nytten” som “lykken”, må også staten være en begrænset stat, hvor der er en plads til såvel magten som meningen. Også myndighedens fællesskab har brug for en stat, der respekteres som den ultimative magt, og derfor har monopol på brugen af vold. Men denne stat må samtidig være en meningsfuld stat, hvis magt er begrænset. Det er derfor en nærhedens stat, hvor afstanden mellem stat og borger er så lille som mulig. Man kan ikke etablere 171 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

en nærhedens stat i samfund, der rummer flere hundrede millioner mennesker – og myndighedens politiske projekt vil derfor arbejde for, at verdenssamfundet gør det af med sådanne monstre. Verden bør være en verden af småstater – og mægtige hære med mægtige arsenaler af våbenmagt bør derfor forbydes, for de er i sig selv amoralske. Denne verden af småmagter overdrager det til FN at være den ultimative magt, der garanterer staternes suverænitet, og som regulerer deres indbyrdes forhold på det globale niveau. Myndighedens stat er foruden at være en nærhedens stat også en borgernes stat. Det er en stat, hvor embedsapparaternes magt begrænses og deres arbejdsmåde omlægges. Ligesom videnskabens monopol som sandhedsvidne bør også akademikeres monopol på embedsstillinger brydes. Mange af de ekspertorganer, som statsapparaterne udstyrer sig selv med, bør erstattes af mere folkelige organer, hvor argumenter fra almindelige myndige mennesker anses for at være lige så gyldige som argumenter fra diverse eksperter. Denne stat gør ikke mindst op med den økonomiske videnskab og de økonomiske eksperter som bærere af den autoritative sandhed om verden i almindelighed og statens anliggender i særdeleshed. For økonomien forstår sig kun på nytten – den har intet begreb om lykken, og dens billede af menneske og samfund er derfor et stærkt indskrænket billede. Lad derfor økonomerne arbejde med det, de har forstand på, dvs. at føre bogholderi over nytten. Men lad dem for guds skyld ikke udtale sig om alt det, de ikke har forstand på, dvs. lykken og det gode liv. Myndighedens stat er i det hele taget en stat, der gør op med nytten, væksten og velstanden som altings mål. I stedet for at forfølge de døde tings rigdom prioriteres de gratis glæder, som vokser ud af det levende liv. Denne stat er derfor en stat, der ikke fluks etablerer en ny institution for magten, hver eneste gang en interessegruppe råber op om et eller andet problem, som magten skal løse. I stedet satses i langt højere grad på myndige menneskers selvforvaltning i hverdagslivet og civilsamfundet. Forudsætningen for en sådan selvforvaltning er imidlertid, at mennesker rent faktisk kan udøve myndighed i hverdagslivet og i det civile samfund, 172 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

hvilket igen indebærer, at samfundet er et overskueligt samfund, der opfattes som et fællesskab. Myndighedens stat er altså en stat, der vender op og ned på mål og midler i forhold til magtens stat. Nytte, vækst og velstand anses således ikke som mål i sig selv, men tværtimod som midler. Og som midler giver det ingen mening at forfølge dem ud over en bestemt grænse, der sættes af menneskers grundlæggende behov for husly, mad, klæder, sundhed, omsorg og uddannelse. Myndighedens stat er således en stat, der forfølger andre mål end magtens stat, og derfor gør den også op med alle de målestokke, som magtens stat benytter. Først og fremmest gør den op med bruttonationalproduktet som en målestok, der siger noget meningsfuldt om fællesskabets mål.

Mere mening Myndighedens politik er en politik, der søger “den gyldne midte”, hvor magt og mening kan mødes på en meningsfuld måde. På den ene side må den trænge magten tilbage, så der bliver plads til meningen, på den anden side må den udfolde meningen, så den kan holde magten i skak. Myndighedens politik er derfor også en politik, der overalt i samfundet forsøger at styrke de rum, hvor meningen dannes. Religionen Myndighedens projekt handler om at gøre verden til vor verden, en verden, der er mål såvel som middel. Den handler altså om at geninstallere forståelsen af det ukrænkelige, det vil sige det guddommelige i vor tilværelse. Der findes noget i denne verden, som vi må anse for ukrænkeligt, og som vi derfor ikke kan tage i magtens vold. Men myndighedens gud er i denne verden, og det guddommelige er livet selv, og derfor må vi også hver især finde vor gud ved at gøre vort liv meningsfuldt. Der findes ikke nogen autoritativ instans, nogen kirke, som har patent på det guddommelige, og som kan råde over vort liv, lige så lidt som der findes nogen 173 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

kirke, der kan udstyre magten med en højere autoritet. Derfor må stat og kirke holdes adskilt, og derfor er der fuld religionsfrihed i myndighedens fællesskab. Men dette fællesskab tager omvendt religionen alvorligt og giver de forskellige kirker rum til at virke. Ja, den gør mere end det. Den opfordrer og opmuntrer alle kirker til at tage aktivt del i fællesskabets meningsdannende processer og til at engagere sig i den samfundsmæssige debat. Den opprioriterer formidling af religionernes verdenssyn i alle offentlige rum for meningsdannelse, dvs. i undervisningssystemet og i de elektroniske og trykte medier, og den ansporer alle til hver især og tilsammen at finde deres gud og gøre sig klart, hvad der for dem er ukrænkeligt. Myndighedens politik indebærer endelig, at der løbende føres en etisk debat om alle vigtige samfundsspørgsmål – og at denne etiske vinkel på verden får forrang frem for den kolde og kyniske fornuft. Kulturlivet Kulturen er i alle dens udtryksformer et vigtigt sted for meningsdannelse i samfundet. Det er her, tilværelsens grundvilkår behandles og fortolkes, og det er her, man forsøger at hengive sig kreativt til verden for derigennem at gøre den til en meningsfuld verden. Men ligesom alt andet kan også kulturen kaste sig i magtens vold og blive til magtens talerør, og denne fare er overhængende, når kulturlivet i den grad kommercialiseres, som tilfældet er i dagens samfund. Kultur degenererer så til harmløs underholdning, der på ingen måde griber os eller udfordrer os, fordi den på ingen måde udfordrer magten, hverken den magt, der er uden for os selv, eller den magt, der er inde i os selv. Det reklamefinancierede TV-medie er storproducent af kultur, der er ophørt med at være kultur og reduceret til indholdsløs underholdning, og det samme gælder den filmindustri, der har Hollywood som forbillede, og som lever af at fremstille en verden af magtfulde mænd i bestandig kamp med det onde i verden. Hermed formidles magtens verdenssyn: Magten er det gode – det onde er et eller andet sted ude i den verden, som magten ikke har kontrol med. Det er kun alt for ironisk, at al den gru og 174 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

rædsel, som først vises på film, senere overgås af den virkelige verden. Det myndige kultursyn vil vriste kulturen ud af magtens kløer og placere den der, hvor den rettelig hører hjemme: I vort myndige fællesskab. Kulturen skal blive vor kultur, dvs. den skal tale ind i vort liv og dermed hjælpe os til at gøre vort liv til et myndigt liv. Dette betyder, at kulturen skal være forankret i det levende liv, i vort levende liv. Kulturen kan kun producere sandhed af universel gyldighed – hvis det er en konkret sandhed, der vokser ud af det konkrete livs kamp for myndighed. Der gives ingen anden sandhed. Medierne Medierne spiller en helt afgørende rolle for meningsdannelsen, og en fri presse – såvel trykt som elektronisk – er derfor en livsnerve i myndighedens projekt. Vor tids presse er imidlertid langt fra at være en fri presse, men er på afgørende punkter kommet i magtens vold. Dette hænger ikke mindst sammen med kommercialiseringen af pressen og dens afhængighed af annoncer og stærke kapitalinteresser, hvilket har ført til en uhørt koncentration af magten inden for medieverdenen, med uhyggelige perspektiver for den frie meningsdannelse. Myndighedens mediepolitik vil gøre op hermed og kræve en alsidig og pluralistisk presse. Store mediekoncentrationer vil blive forbudt, og det samme vil sammenblandingen af medier og kommercielle interesser. Medierne skal være frie formidlere af meninger – hvilket er uforeneligt med at være afhængig af annoncer. Der må derfor skelnes klart mellem kommercielle reklamemedier – og de meningsdannende medier. I myndighedens projekt må de meningsdannende medier alene være afhængige af, at der faktisk er et publikum, der er villig til at betale for deres produkt, hvilket også vil tvinge disse medier til at producere kvalitet og meningsfuld journalistik. Myndighedens mediesyn indebærer desuden, at man gør op med troen på, at der kan laves “neutral” eller “objektiv” nyheds- og informationsformidling. Information uden mening er tom og meningsløs information – og intet i denne verden kan begribes, uden at det gives en betydning eller en mening. De, der hævder, at de blot formidler neutral information, ly175 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ver derfor, for alene i udvælgelsen af stof og i vinklingen af en historie lægges der en mening ind i den verden, man vil informere om. Myndighedens medier er derfor medier, der bekender kulør, i stedet for at gemme sig bag en falsk facade af objektivitet. At bekende kulør er at være ærlig og erkende, at man har et ståsted. Det betyder derimod ikke, at man skal være frelst og missionerende. For netop fordi man selv har et ståsted, er man også optaget af at forsøge at sætte sig ind i andres ståsted og på en ærlig måde lade disse andre ståsteder komme til orde, for at man også selv på denne måde kan blive klogere. Undervisning Undervisning betyder grundlæggende “at vise et under” og myndighedens politik indebærer, at dette grundsyn kommer til at præge al undervisning. At vise verden som et under indebærer, at verden grundlæggende forstås som “ånd”, snarere end som en død ting, vi kan herske over. Denne undervisning gør dermed op med den fremherskende opfattelse, efter hvilken undervisning er tilegnelse af viden og kompetence til at kunne beherske en verden, som ej længere er et under, men tværtimod et redskab for magt. “At vise et under” betyder imidlertid ikke, at skolen skal til at docere et bestemt “under”, en bestemt opfattelse af verden. Nej, det betyder, at verden skal blive til et “under” for den enkelte elev, at den enkelte elev skal lære at gøre sin verden og sit liv til et under, hvilket altså igen betyder, at den enkelte elev skal hjælpes til at danne sin karakter, så han eller hun kan gøre sit liv til et myndigt liv. Dette indebærer, at skolen må anslå alle de strenge, som mennesket rummer, og hvorigennem mennesket kan danne sin karakter og gøre sit liv til et myndigt liv. I stedet for den ensidige fokusering på abstrakt og boglig lærdom bør skolen således i langt højere grad også rumme praktiske, kreative og kropslige aktiviteter, ligesom den i langt højere grad bør flytte “visningen af et under” fra klasselokalet og ud i den virkelige verden. Myndighedens undervisning indebærer endvidere, at voksenuddannelsen i langt højere grad baserer sig på højskolens principper end på universitetets principper. 176 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Halfdan Rasmussen: At lære er at ville At lære er at bøje sig over livet selv og fylde sind og øje med tankens himmelhvælv at undres og betages når livet kommer nær og møde, når det dages en større sandhed dér At lære er at famle i mørke, blind og stum at sprænge eller samle sit eget verdensrum at vække det, der sover og gøre tanken fri at se en himmel over hver drøm, man lever i

Håndværket Det er ikke mindst i det kærlige håndværk, at mennesket har mulighed for at forene nytten med lykken i den produktive tilegnelse af verden, og det er derfor også helt karakteristisk, at det moderne magtfulde samfund netop udgrænser håndværket til fordel for det såkaldte “videnssamfund”, hvor alle produktionsprocesser rationaliseres efter videnskabens rationelle principper. Det er kun al for logisk, at denne gennemrationaliserede produktion, der er tømt for enhver kærlig hånd, kun kan føre til, at vort samfund fyldes med kolde og kliniske ting, der savner al den kvalitet, som den kærlige hånd kan give. Myndighedens politik indebærer derfor, at håndværket igen kommer til ære og værdighed. De håndværksmæssige produkter rummer mere kvalitet, og derfor koster de 177 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

også mere. Men prisen bedrager ofte, for hvad betyder det ikke på længere sigt, at det vi i dag køber billigt, om føje år koster formuer at renovere. Og hvorfor ikke købe et ordentligt møbel, der kan gå videre til næste generation, i stedet for at haste til IKEA for at få en kommode, som må smides i containeren og fylde vore lossepladser, længe inden der er gået et årti. Omsorgen I omsorgen giver vi os selv til den anden, fordi vi anser den anden som et mål, der rummer en mening i sig selv. Det er ikke mindst i omsorgen, at vi viser vor menneskelighed, giver vort liv mening og derved bliver myndige. Omsorgen bør derfor gennemtrænge alle vort livs aktiviteter, det være sig privatlivet, arbejdslivet osv. I det moderne samfund har vi i vid udstrækning udgrænset omsorgen fra vort livs aktiviteter og gjort det til en professionel sektor, som nogle særligt uddannede mennesker tager sig af. Det kalder vi velfærd. Arbejdslivet er blevet så effektivt, at der kun er plads til folk, som kan yde en 110% indsats, og dem, der ikke er plads til, må denne særlige “omsorgs-sektor” tage sig af. Det handler om ca. 3/4 million mennesker i Danmark. Dertil kommer så, at forudsætningen for, at vi kan være supereffektive på arbejdet, er, at vi i vidt omfang må overlade omsorgen over for vore børn og ældre til den selvsamme “omsorgs-sektor”. Men “omsorgs-sektoren” kan, uanset hvor godt, dygtigt og samvittighedsfuldt personalet end er, aldrig yde rigtig omsorg. De kan yde professional pleje, men de kan ikke – i hvert fald kun undtagelsesvis – vise den kærlighed og solidaritet, som er den egentlige kerne i omsorgen. Og hvad mere er: Ved at vi overlader omsorgen til et professionelt apparat, så tager vi den gave, det er at vise andre vor omsorg, ud af vort eget liv, og dermed gør vi vort eget liv fattigere, selvom vi godt nok gør bruttonationalproduktet større, og dermed samfundet rigere. Myndighedens politik vil ikke afskaffe en særlig “omsorgs-sektor”, for den vil stadig være nødvendig i et vist omfang. Men, den vil begrænse denne sektors omfang og i stedet søge at integrere omsorgen så vidt muligt i alle andre livs- og samfundsaktiviteter. 178 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Naturen Mennesket er naturligvis nødt til at tilegne sig naturen, og derfor også til en hvis grad at gøre naturen til et middel for vor magt. Men det moderne samfund har ført denne naturbeherskelse ud til den yderste grænse, og det i den grad, at mulighederne for, at fremtidige generationer kan tilegne sig naturen og bruge den som middel for sine behov, undermineres. Selv set ud fra den moderne magts eget synspunkt er naturbeherskelsen gået for vidt, og man taler derfor om, at vi må etablere en mere bæredygtig udnyttelse af naturen, hvor vor naturbeherskelse hverken skader os selv her og nu (pga. forurening mm.) eller underminerer en fremtidig naturbeherskelse. Denne diskussion om bæredygtighed er altså en diskussion, der føres ud fra magtens synspunkt, som altså betragter naturen alene som middel. Myndighedens synspunkt anskuer derimod naturen som et mål i sig selv, lige så meget som et middel. Naturen har mening for os mennesker i sin egen ret – og ikke alene som middel til opnåelse af de mål, som magten sætter. Derfor indebærer myndighedens natursyn, at vi tilegner os naturen på en varsom, nænsom og kærlig måde, hvor vi viser vor respekt for “ånden” i naturen. Dette betyder, at vi i vor produktive udnyttelse af naturen udøver så lidt kontrol og vold som muligt og lader naturen være så meget natur som muligt. Derudover lader vi også betydelige områder være ren natur – og udvikle sig efter sin egen frie dynamik. Den natur, der får lov til blot at være, er et ubeskriveligt skaberværk, som overgår alt, hvad mennesket kan skabe. Det er et kunstværk, som ingen mennesker kan gøre efter, og så er det oven i købet helt og aldeles gratis. Men det bidrager naturligvis ikke til bruttonationalproduktet, og derfor kan økonomer og andre ikke begribe, at det skulle være noget særligt værd.

179 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Thorkild Bjørnvig: I hjerterne begynder I hjerterne begynder al visdom, alle ynder. Fra vore pulse springer til fodsål og til finger den rytme, som blir dans. Se dyr kan løbe springe og spile deres vinge og lystigt galopere. Kun mennesker marcherer mod krig i dyster takt. Hvem er hvem i hammen? Lad os da holde sammen med alle, som kan sanse og synge, springe, danse på vores grønne jord.

Myndighedens demokrati Politik er det sted, hvor magten udkæmper sin kamp med meningen. Det moderne projekt har ladet magten vokse ud til alle sider, så vor verden i dag næsten ikke længere har plads til meningen. Og derfor kan vi næsten ikke ånde – for vi mennesker lever ej af brød alene, vi har også brug for ånd, og i vor verden er der næsten ingen ånd. Det moderne projekt har imidlertid også skabt demokratiet, og netop demokratiet er det eneste meningsfulde rum for meningsdannelse, og dermed det eneste sted, hvor vi meningsfuldt kan udfordre magten. Det moderne projekt har således både udfoldet alt 180 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

det, som truer med at gøre vor verden meningsløs, men det har samtidig skabt den eneste ene institution, hvormed vi igen kan gøre vor mening gældende på en meningsfuld måde. Myndighedens projekt er derfor frem for noget andet et projekt for demokrati. Men myndighedens demokrati må nødvendigvis være et langt mere udfoldet demokrati end det, vi kender i dag, for det demokrati, vi kender i dag, har helt åbenlyst ikke været i stand til at sætte grænser for magten og skabe en plads til meningen om det, vi kært. Demokratiet er tænkt som det sted, hvor folket styrer magten – men er udartet til magtens styring af folket, og derfor er menneskets myndighed i vidt omfang overtaget af alle magtens myndigheder. Hvis demokratiet virkelig skal være et offentligt rum for meningsfuld meningsdannelse, så må det blive til vort rum for meningsdannelse, så må det blive til vort demokrati. Det betyder, at det må være tæt på os, at det må være et nærhedens demokrati. Myndighedens demokrati er altså et demokrati, der tager selve ordet alvorligt og gør det til et folkets styre, et styre for og ved folket, et styre, som alle kan deltage i, og som alle derfor også føler er deres styre. Demokrati er rummet for meningsdannelse, det er der, vi giver vor mening stemme, og at give vor mening stemme er meget mere end nogle formelle stemmeprocedurer. Demokrati er først og fremmest samtale – og samtale forudsætter, at man taler samme sprog. Og sprog er ikke blot et kommunikationsmiddel, sprog er et produkt af vor historie og vor kultur, og det rummer derfor i sig en uendelighed af meningsgivende betydninger. Sproget, det er “hjertets sang”, og man kan derfor ikke samtale på en meningsfuld måde, hvis ikke man deler hinandens sprog. Demokrati som folkestyre må altså forankres tæt på folk, ligesom det må være forankret i et fælles sprog og en fælles kultur. Det må med andre ord vokse op fra neden – det kan aldrig installeres fra oven. Vor tids forsøg på at konstruere store internationale statsdannelser og udstyre disse med en demokratisk fernis vil derfor aldrig kunne blive til et reelt demokrati. Det bliver et helt igennem formelt 181 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

demokrati – det bliver aldrig vort demokrati, og derfor bliver det heller aldrig folkestyre, men kan kun bidrage til at forstærke den allerede fremskredne tendens i retning af eliternes beherskelse af befolkningen. I det moderne demokrati har de politiske partier historisk spillet en afgørende rolle. Også i myndighedens demokrati vil der være plads til partierne, men deres monopol på politisk magt bør nedtones – og tendensen til, at partierne bliver valgmaskiner for livstidsog karrierepolitikere, bør svækkes. Der bør således indføres en tidsbegrænsing for indtagelse af positioner i parlamentariske forsamlinger, det bør gøres lettere at stille op til disse forsamlinger og direkte folkeafstemninger bør anvendes i større omfang. Et demokrati, som reelt kan være et rum for myndige menneskers meningsdannelse, og som derfor også reelt kan sætte en grænse for magten, forudsætter, at den magt, det skal sætte grænse for, er en begrænset magt. Dette betyder først og fremmest, at den ultimative magt – statsmagten – må være en begrænset statsmagt, men da stat, kapital og videnskab jo er en treenig magt, så indebærer dette videre, at også kapitalen må være en begrænset kapital, og at videnskaben må være en begrænset videnskab. Hvis demokratiet altså skal være et reelt demokrati, så må det globale fællesskab bygges op som et fællesskab af småstater, så må det store verdensmarked erstattes af så vidt muligt lokale og regionale markeder, og så må videnskaben være en videnskab, der først og fremmest er forankret i det lokale fællesskabs konkrete virkelighed. Dette betyder ikke, at myndighedens politik ikke omfatter et internationalt samarbejde og et internationalt engagement. Naturligvis ikke. Men hvis dette samarbejde skal være et demokratisk samarbejde, så må det i det væsentlige være et mellemstatsligt samarbejde mellem suveræne, demokratiske og ligeberettigede småstater. Den væsentligste institution for det internationale samfund er FN – og det overdrages til FN at være den ultimative globale magt, dvs. den eneste globale magt, hvis anvendelse af vold er legitim. FN udstyres således med en militær styrke, hvis opgave det er at sikre staternes fredelige sameksistens, og al anden anvendelse af 182 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

vold mellem stater anses for uantagelig for myndighedens globale fællesskab. Foruden FN vil det være naturligt, at der etableres mere regionale fora for mellemstatsligt samarbejde, f.eks. et Europas Forenede Nationer.

183 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

9 Mod og Mandshjerte

Myndighedens projekt er som det er fremgået et radikalt projekt, der vender op og ned på mangt og meget i det moderne samfund. Men det er samtidig på en måde et projekt, vi er meget fortrolige med, fordi det – når det kommer til stykket – bekender sig til mange af de grundværdier, som er rodfæstet i vor kultur og lagt til grund for vort samfund. Myndighedens projekt er med andre ord på én og samme tid radikalt og konservativt – og det bryder dermed med det moderne projekts venstre-højre-dikotomi, hvor der på den ene side findes et fremskridtsorienteret, progressivt venstre og på den anden side et tilbageskuende, reaktionært højre. Myndighedens projekt bekender sig således til friheden, dvs. til det enkelte menneskes ret til – som der står i den amerikanske uafhængighedserklæring – at søge sin egen lykke. Men samtidig understreges det, at friheden til at søge sin egen lykke på ingen måde er identisk med friheden til at maksimere sin egen nytte, altså til at rage til sig. Tværtimod indebærer det at søge sin egen lykke, at man åbner sig for verden, glemmer sig selv og i frihed giver sig bort til livet. Den eneste virkelige frihed, der er mennesket beskåret, er netop friheden til i det selvforglemmende liv at give sig selv bort, og herigennem give sit liv mening. Eller som Villy Sørensen har sagt det: “Frihed består ikke i at kunne gøre, hvad man vil, men i at kunne føle en mening i det, man gør”.

184 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Erik Clausen: Friheden flyver Stjernerne blinker, jorden drejer rundt fuglene synger til solen. Få har det godt, mange lider ondt På asfalten blegner violen. O frihed, o friheden flyver som svalerne højt i det blå o frihed, o friheden flyver dig helst på jorden vi så. Finder du pladsen i livet for trang – er din rose spærret inde? Slås du alene bli’r kampen for lang, Men sammen kan vi friheden finde. O frihed, o friheden flyver som svalerne højt i det blå o frihed, o friheden flyver dig helst på jorden vi så.

Myndighedens projekt bekender sig også til ligheden, forstået sådan at alle mennesker er lige i deres frihed til at søge lykken, dvs. i deres frihed til at give sig selv bort til livet. Alle mennesker har noget at give til verden, og alle mennesker bør derfor fundamentalt anskues som lige værdige, altså som unikke individer, der i sin egen ret anskues som mål. Denne lighedsopfattelse betyder på ingen måde, at alle mennesker er – eller skal behandles som – ens. Tværtimod indebærer myndighedens bekendelse til ligheden netop en grundlæggende respekt for menneskers forskellighed. Ethvert menneske er et unikt individ, dvs. forskelligt fra ethvert andet menneske, og myndighedens lighedsopfattelse indebærer lige præcis en accept af denne forskellighed, dvs. at det netop er det unikke eller enestående individ, der anses for lige værdigt med et 185 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

hvilket som helst andet enestående individ. Respekten for forskelligheden indebærer imidlertid på ingen måde en accept af den skamløse økonomiske ulighed, der præger de moderne samfund, for den har ikke rod i menneskers forskellighed, men i det moderne samfunds fremherskende magtrelationer. Myndighedens projekt bekender sig til broderskabet, idet det enkelte menneskes ligeværdige frihed til at søge sin lykke, dvs. til at give sig selv bort til verden, naturligvis indebærer et gensidigt fællesskab. Mennesket kan jo ikke give sig selv bort til en tom verden, men kan netop kun give sig selv til en verden, der rummer andre mennesker, som man kan (hen)give sig selv til. Et gensidigt fællesskab er netop et fællesskab, man hengiver sig selv til, og hvor man også omvendt modtager i taknemmelighed fra den anden og de andre. Broderskabet rummer således solidariteten, som netop består i denne gensidige hengivenhed, og den står derfor også i skarp kontrast til det albue-samfund, hvor alting drejer sig om én selv, og hvor man i videst muligt omfang sætter hegn (og elektronisk overvågningsudstyr) mellem sig selv og fællesskabet. Det solidariske fællesskab forudsætter dog, at det er et overskuelighedens og nærhedens fællesskab. Myndighedens projekt bekender sig endvidere utvetydigt til demokratiet, altså til folke-styret. Demokratiet er det myndige projekts mest hellige institution, for det er det sted, hvor meningen dannes, og det er derfor grundlæggende det sted, der garanterer, at den magt, der udøves – og som må udøves – er en meningsfuld magt; at det er en magt, der ikke ender i almagt og derfor også i afmagt. Det er i demokratiet, at vi kan hævde “det meningsfulde”, det, vi har kært, det, der bekræfter livet, og som derfor er livsbekræftende. At hævde det meningsfulde og livsbekræftende betyder at sætte en grænse for magten, for magtens væsen er at ophøje magten til mål – og gøre alt andet til middel og dermed uden mening. Det moderne projekts mest grundlæggende problem er, at det eksisterende demokrati ikke har været i stand til i tilstrækkeligt omfang at hævde det meningsfulde, dvs. at sætte en grænse for magten, som derfor har bredt sig ud over alle grænser, 186 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

og som derfor også i sidste ende har undermineret selve demokratiet. Myndighedens projekt bekender sig endelig til forestillingen om det ukrænkelige, dvs. det guddommelige, og knytter dermed an til værdier i vor kultur med rødder langt tilbage i historien, fra før det moderne gennembrud. Myndighedens projekt anser det for at være ét af det moderne projekts store problemer, at man smed barnet ud med badevandet, da man gennemførte samfundets verdsliggørelse. Erstatningen af kirken med demokratiet var godt nok et fremskridt, men der var en bagside ved medaljen, og det var, at forestillingen om det ukrænkelige og guddommelige ved samme ombæring forsvandt ud i kulissen. Ind på scenen trådte i stedet “dansen om guldkalven”, og denne dans gik svanger med en videnskabelig verdensanskuelse, der betragtede verden som en død ting, der var til for at blive behersket og kontrolleret – altså en verden, der ikke i sig selv var et mål, men blot skulle tjene som et middel for magten. Myndighedens projekt vil derfor reinstallere forestillingen om det ukrænkelige og guddommelige, uden dog at smide videnskaben på porten. I stedet for videnskabens mono-logos på den ene side eller kirkens mono-logos på den anden side, vil myndighedens projekt installere en dia-logos, hvor verden på én og samme tid anskues som mål og middel – som ånd og som materie – og hvor begge verdensanskuelser anses for lige gyldige, hvorfor der bestandigt må føres en ligeværdig dialog dem imellem. I stedet for den rene guddommelige “følelse” og den rene videnskabelige “fornuft” bekender myndighedens projekt sig til “den sunde fornuft”. Myndighedens projekt er således et radikalt projekt, men det er først og fremmest radikalt, fordi det fuldt ud og kompromisløst bekender sig til nogle af de grundværdier, som vor civilisation og kultur er rundet af. Myndighedens samfundskritik kan derfor også forstås som en kritik af, at disse grundværdier er blevet forrådt i løbet af det moderne projekts udvikling. Og hvem er det så, der har forrådt de grundlæggende værdier – og hvorhen skal denne kritik da rettes? Eller for at stille spørgs187 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

målet lidt anderledes: Retter denne kritik sig først og fremmest mod venstre eller først og fremmest mod højre? Myndighedens kritik er først og fremmest en kritik, der retter sig mod den magt, der har bredt sig ud over alle grænser, og som har erstattet vor myndighed med magtens myndigheder. Det er en kritik af magten i alle dens afskygninger – og uanset hvilken dragt den iklæder sig. Det er især en kritik af den moderne treenige magt, hvor videnskab, marked og stat hver for sig og især til sammen har gjort sig til herrer over naturen, mennesket og vore fællesskaber. Det er magten – uanset hvilken magt – der bestandigt hvisker os sin djævelske logik i øret om, at denne vor verden og dette vort liv ikke er godt nok, som det er, og derfor bestandigt skal designes og formes af magten. Som det fremgår af det indledende kapitel, har jeg selv mine rødder til venstre i det politiske landskab, og mange af denne bogs tanker om myndighed er da også inspireret såvel af tankegods som af konkrete praksisser, der har sit ophav på venstrefløjen. Men jeg kan alligevel ikke kalde myndighedens projekt for et entydigt venstreorienteret projekt. Og dette af to grunde: For det første er den magtkritik, som er myndighedens grundlæggende position, ikke rodfæstet i den venstreorienterede tænkning. Magtkritikken ligger som en tendens på venstrefløjen, men kun som tendens og formentlig ikke som en dominerende tendens. Den dominerende tænkning til venstre i det politiske landskab forekommer tværtimod fortsat at være præget af en usvækket tro på magten, ja, man kan endda hævde, at det er blandt visse venstrekræfter, at troen på magten er allermest udtalt. Den venstreorienterede tradition har jo solide rødder i en socialismeopfattelse, hvor mennesket ved hjælp af videnskaben, teknologien og det rationelt indrettede og planlagte samfund kunne gøre sig til livets herre. Omvendt kan jeg heller ikke se nogen grund til, hvorfor mennesker, som er rodfæstet i en borgerlig værditradition, per definition ikke skulle kunne tilslutte sig det myndighedsprojekt, der er skitseret i det foregående. Dette projekt indebærer godt nok en helt fundamental kritik af det moderne kapitalistiske marked og 188 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ikke mindst af den nyliberalisme, som over de sidste 10-15 år har udgjort det ideologiske brækjern for den globaliserede kapitalisme. Men er denne nyliberalisme virkeligt udtryk for basale borgerlige værdier? Med det kendskab, jeg også har til grundlæggende borgerlig tænkning, må jeg tvivle. I hvert fald forekommer det mig, at den værdi-konservative understregning af livets ukrænkelighed, af fælleskabets og kulturens betydning osv. et langt stykke ad vejen må stille sig på nogle af de samme grundpositioner, som i denne bog er fremstillet som myndighedens positioner. Det forekommer mig endvidere, at f.eks. Venstres grundtvigske rødder, dets vision om det “nære samfund” såvel som den liberale idés bekendelse til magtdeling og meningspluralisme på mange måder er beslægtet med de tanker, der er skitseret i det foregående. Sagt med andre ord, så forekommer det, at den akse, hvorom alting har drejet sig under udfoldelsen af det moderne samfund, nemlig højre-venstre aksen, et langt stykke ad vejen, i dag har udspillet sin meningsgivende betydning. I stedet for forskellige partier med forskellige meninger forekommer det, at vi i Danmark som den øvrige moderne verden har fået to magtbærende vælgermaskiner til højre og til venstre for midten, der konkurrerer om at være de bedste forvaltere af magten. De har deres rødder i tidligere tiders værdi- og meningssystemer – men i takt med at magtens systemer er vokset ud over alle grænser, har disse magtbærende partier i stigende omfang forladt deres oprindelige værdigrundlag til fordel for en mere og mere meningsforladt magtrationalisme. Det er blevet cand.polit.-partier, der udstyres med PR-konsulenter og spindoctorer, og som profilerer sig på at være de bedste til at forvalte det “velfærdssamfund”, som er den samlende “ideologi” for dem begge. Den ene part fremhæver marked og individ – den anden stat og samfund – begge bekender sig til videnskab, teknologi, vækst og velstand – og i den praktiske forvaltning af velfærdssamfundet er der godt nok forskel, men ikke nogen afgørende forskel. Over for denne rationalisme og dens forvaltning af en magt, der – uanset hvilken side der har siddet ved roret – er blevet stadig 189 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

mere mægtig – har der som tidligere beskrevet i løbet af de sidste 20-30 år udviklet sig en modstand såvel til højre som til venstre, som har udtrykt forskellige former for kritik af magt og rationalitet. Kritikken fra højre har især rettet sig mod magtens underminering af kulturen – mens kritikken fra venstre især har rettet sig mod dens underminering af naturen. Begge er stærkt skeptiske over for globaliseringen, opbygningen af overnationale statsapparater og undermineringen af demokratiet. De politiske bevægelser og strømninger i dag kan altså ikke alene indplaceres i et højre-venstre perspektiv. Der findes også en anden akse, der forekommer mindst lige så vigtig, og den handler om rationalisme på den ene side og ikke-rationalisme på den anden. Men da vort samfund er blevet til et samfund, hvor den rationalistiske magt råder, hvorfor det er de rationalistiske partier, der sidder på magten, så er de ikke-rationalistiske strømninger dømt ud på fløjene. Men det er altså magten, der dømmer kritikken af magten ud på fløjene – mens den behændigt placerer sig selv på midten. Men den midte, som magten har placeret sig selv på, er ikke livets og tilværelsens midte. Livets midte er “den gyldne midte”, hvor der gives en ligeværdig plads til det rationelle selvbeherskende “jeg” og det irrationelle selvforglemmende “selv”. Myndighedens projekt for det gode liv og det gode samfund er da også tænkt som netop et sådant midterprojekt, men fordi den livets midte, der her tænkes på, er en helt anden midte end den midte, magten definerer, så er dette projekt samtidig et radikalt projekt, der indebærer et opgør med den rationalisme og magttænkning, der præger hele vor kultur, og som gennemsyrer de politiske partier – til højre som til venstre – der sidder tættest på magten. Det kræver mod og mandshjerte at insistere på vor myndighed, netop fordi dette indebærer et opgør med magten og alle dens myndigheder. Især indebærer det et opgør med den rationalistiske tænkning, som doceres inden for alle de magt-videnskaber, som i stigende omfang har bemægtiget sig vore universiteter. En stor del 190 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

af dagens universitetsudklækkede akademikere kan kun begribe verden i rationalismens billede, og dette verdenssyn forstærkes efterfølgende af en nærmest total isolation fra sociale livssammenhænge, hvor andre livsopfattelser trives. Vor tids akademikere har derfor endog meget svært ved at forstå disse ikke-rationalistiske livsanskuelser – og opfatter dem derfor som bondske, provinsielle, tilbageskuende – kort sagt reaktionære. Og da disse akademikere i vidt omfang sidder på magten – bl.a. mediemagten – så lægger de ikke fingeren imellem, når de skal lufte deres foragt. Resultatet er en omfattende spaltning af vor kultur: På den ene side en intellektuel, rationalistisk og elitær diskurs, der strømmer ud fra magten – på den anden side en ikke-rationalistisk og i stigende grad anti-intellektuel diskurs fra de dele af befolkningen, der står uden for magten. Når den sidste strømning i stigende grad bliver anti-intellektuel, så skyldes dette i høj grad de intellektuelle selv. For der er ingen naturlov, der siger, at den intellektuelle også er elitær – det vil sige på magtens side. Faktisk findes der solide historiske traditioner for en ikke-elitær intellektualisme, men disse er i vidt omfang gået i glemmebogen, ja, de udsættes oven i købet ikke så sjældent for hån og foragt af nutidens intellektuelle rationalister. Ikke mindst i Danmark og de øvrige nordiske lande har disse magtkritiske traditioner stærke rødder. En Jeppe Aakjær, Grundtvig, Kierkegaard, Pontoppidan, Karen Blixen, Broby Johansen – og helt frem til en Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Torkild Bjørnvig, Ebbe Kløvedal Reich og mange, mange flere – har således alle på hver sin måde haft sine meningers mod til at sætte sig op mod magten og tale myndighedens sag. Udfordringen for myndighedens projekt i dag er efter min mening først og fremmest at løfte denne magtkritiske arv og gøre op med den rationalisme, der fornægter, at livet har en mening for os, at der er noget her i tilværelsen, vi har kært, noget, vi ubetinget hengiver os til, fordi det er os givet som en gave, noget, vi opfatter som ukrænkeligt uden at kunne give nogen rationel begrundelse herfor, ganske enkelt fordi det ikke kan gives nogen rationel be191 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

grundelse, men netop er begrundet i sig selv. For mit eget vedkommende vil jeg fortsat forsøge at løfte denne udfordring med udgangspunkt i mine egne rødder til venstre. Her føler jeg mig fortsat hjemme. Jeg har ikke behov for nogen omvendelse eller noget angrende opgør – selvom jeg så absolut er blevet klogere med tiden og har gjort op med mangt og meget i mit tidligere verdensbillede. Når jeg fortsat fastholder mit udgangspunkt, skyldes det ikke mindst, at det er her et solidarisk menneskesyn, et økologisk natursyn og et demokratisk samfundssyn efter min mening trods alt er stærkest forankret. Men omvendt føler jeg på ingen måde, at det venstre, jeg kommer fra, har noget patent på sandheden – og jeg lægger gerne ører til andre standpunkter. Ja, faktisk mener jeg, at venstre på vigtige områder kan lære af højre: Værdi-konservatismen og dens understregning af ansvar og forpligtethed i forhold til fællesskabet og naturen må ganske enkelt være fundamentale elementer i enhver bæredygtighedsetik. Det myndighedsprojekt, der er skitseret i det foregående, er – for at afslutte – således ikke noget projekt, der entydigt kan placeres til højre eller til venstre. Det er som flere gange understreget et projekt for “den gyldne midte”. Men denne midte er noget ganske andet end den magtens midte, hvorom al magtpolitik i dag handler.

192 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Moders mål

10

Som nævnt i starten af denne bog er de grundsynspunkter, som er søgt fremstillet i det foregående, udviklet igennem en længere periode, ja, når det kommer til stykket vel nok igennem et helt liv. Det er imidlertid først i løbet af de seneste år, at synspunkterne har taget en så klar form, at de kunne sættes på papir og det var først i sommeren 2001, at jeg besluttede mig for at gøre netop det. I selve skriveprocessen er der så i øvrigt dukket mange nye indsigter frem, som jeg selv er blevet overrasket og til tider overvældet af. Hvad er da de primære indsigter i denne bog, sådan som jeg selv ser det? Det er først og fremmest forståelsen af begrebet magt. Som det fremgår af det indledende kapitel, Mund og Mæle, har jeg i nogen tid været optaget af magtens gåde. En orm har vedholdende naget i mit sind, og den har med stigende styrke hvisket mig i øret, at vor tids megaproblemer hang uløseligt sammen med magten og al dens væsen. Den gængse (rationalistiske) opfattelse lyder, at forekomsten af problemer i vort personlige, sociale og politiske liv, skyldes, at vi har for lidt magt over tilværelsen, og det var netop denne opfattelse min orm opponerede mod. Efterhånden gik det op for mig, at mange problemer i vor tid ganske enkelt skyldes for megen magt – altså det stik modsatte, men det var fortsat en gåde, hvad der egentlig var magtens kilder i vort moderne samfund, og hvorfor den moderne magt forekommer så overvældende. For mig blev denne gåde løst ved at forstå magt som den tilgang til verden, hvor vi lader målet hellige midlet. Ved at forstå magt på denne måde blev det pludselig klart, at magten havde mange kilder og mange ansigter, at den så at sige gennemsyrede hele det moderne samfund, for om noget er det moderne samfund kendetegnet 193 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

ved, at mål-midde- rationalitet præger vor tænkning og vore handlinger i alle sfærer af tilværelsen. Ved at forstå magten på denne måde blev det klart, at magten er indlejret i hele vor kultur, men også at den især udspringer af det moderne samfunds mest afgørende institutioner – videnskaben, markedet og staten – og at disse institutioner i det moderne samfund hver især og ikke mindst tilsammen derfor er sæde for magten, dvs. udgør dens fæstningsværker. I forlængelse af denne forståelse af magten springer også forståelsen af afmagten. For afmagtens primære kilde er efter min opfattelse, at vi ikke længere opfatter denne verden som en meningsfuld verden, som vor verden. Og det gør vi ikke, fordi magten i det moderne samfund er blevet en almægtig magt, der har ophøjet sig selv til mål og reduceret alt andet til middel. Men den verden, der er reduceret til middel for magten – den verden, der ikke længere selv er et mål – er blevet en meningsløs verden. En meningsløs verden er en verden, vi ikke har kær – og en verden, vi ikke har kær, er der ingen grund til at kæmpe for, hvorfor vi bliver afmægtige. Meningstab og identitetskrise – afmagtens tro følgesvende – er derfor også fremherskende karaktertræk ved vor moderne verden. Bogens tredje hovedindsigt er i forlængelse heraf denne: Vi kan kun blive myndige ved at gøre verden til en meningsfuld verden for os, til vor meningsfulde verden, og den kan kun blive vor meningsfulde verden, hvis vi sætter den som mål og derigennem giver den mening, snarere end at opfatte den som middel for magten. “Magt” og “mening” er altså hinandens diametrale modsætning. Jo mere magt vi tager over verden, desto mere meningsløs bliver den. På den anden side kan vi jo heller ikke blot hengive os til en verden, som helt og holdent anskues som et mål. Vi er nødt til at tilegne os verden, og dette indebærer, at vi til en vis grad også magter verden. “Magt” og “mening” er et dialektisk modsætningspar: Den ene kan ikke forstås uden den anden og vice versa. I vort personlige og sociale liv må vi derfor leve med magten, men vi må så sandelig også give plads til meningen. Vort problem netop nu er, at magten fylder så forbandet meget i det moderne samfund, at der 194 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

næsten ingen plads er mere til meningen. Og alligevel er “meningen” som ånden i flasken: Den vil ud og være i verden. Myndighedens projekt handler om at lukke ånden ud af flasken, og dog alligevel ikke lade den fylde verden helt ud. I denne verden kan vi ikke vende magten helt og aldeles ryggen, men vi kan stræbe efter at finde “den gyldne midte”, hvor der er en meningsfuld plads til såvel “magten” som “meningen”, til det rationelle såvel som det irrationelle, til følelse såvel som fornuft, altså til sund fornuft. Vi må med andre ord begribe verden dia-logisk i stedet for mono-logisk, og der må bestandigt føres en dialog – som ofte vil foregå som en kamp – mellem disse to former for logos – magtens logos på den ene side og meningens logos på den anden. Dette er bogens fjerde og fremadrettede indsigt, dvs. dens egentlige budskab. I denne erkendelsesproces – fra bestemmelsen af “magten”, over en forståelse af “meningen” og frem mod visionen om “myndighed” – genopstår i øvrigt politikken og demokratiet fra deres nuværende dødslignende tilstand. For det bliver pludseligt klart, at politikken må forstås som det sted, hvor “magten” møder “meningen” – ligesom det bliver klart, at demokratiet grundlæggende må forstås som det sted, hvor “meningen” dannes. Demokrati og politik bliver med andre ord igen kaldt til live, som henholdsvis rum- og kampplads for det meningsfulde, snarere end at være døde instrumenter for magten. I forlængelse heraf kaldes også historien til live, for den historiske udvikling kan nu anskues som udfoldelsen af vekselvirkningen eller dialektikken mellem “magt” og “mening”, og i modsætning til Marx’ dialektik mellem “produktivkræfter” og “produktionsforhold” rummer denne dialektik eksplicit et subjekt, nemlig det myndige menneske, der handler, fordi det har en “mening”. Og når historien kaldes til live, så gælder dette også kulturen og sproget. Det er i kulturen, at mennesket forsøger at skabe sig en mening i livet for dermed at gøre livet myndigt, og vor kulturelle arv består derfor af alle de meningsfulde tanker, myndige mennesker har gjort sig gennem tiden. Disse tanker er bl.a. lagret i vort sprog, og der195 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

for er vort sprog ikke blot et kommunikationsmiddel, men hjertets sang og moders mål. Det gemmer på en skat af meningsfulde betydninger, som magtens sprog til stadighed forsøger at skjule, men som dukker frem som ånder, når man selv forsøger at udtrykke sin mening. Der er også andre ånder, der genopstår og kaldes til live, og det var især opdagelsen af disse ånder, der under skriveprocessen i den grad overraskede mig: At insistere på at denne verden kun kan blive vor meningsfulde verden, når vi opfatter den som et mål i sin egen ret i stedet for som et middel, er jo det samme som at insistere på, at denne verden rummer noget, som vi anser for at være ukrænkeligt, dvs. guddommeligt. Det er i sidste ende først, når vi indser, at denne vor verden er en guddommelig verden, at vort liv får mening. Eller sagt med andre ord: Det guddommelige er i denne verden, og ikke i nogen som helst anden verden, og når det guddommelige er i denne verden, så gælder det også for det djævelske. Det guddommelige er den verden, der er os givet, den verden, der er. Det djævelske er den stemme, der bestandigt hvisker os i øret, at den verden, der er, ikke er noget værd i sig selv, og at vi derfor må tage den i magtens vold og reducere den til middel for de ophøjede mål, som magten sætter. At insistere på den verden, der er som en guddommelig verden, er ikke noget, der kan bevises af nogen videnskab eller af nogen rationel logik. Det udspringer tværtimod af det irrationelle i tilværelsen, det, som ikke kan begrundes, m.a.o. af tro. At en hjernevasket rationalist som jeg, på denne snirklede måde, skulle genopdage begreberne om gud, djævelen og troen – det vil nok for mange vække lige så stor undren, som det gjorde for mig selv. Men den tro og den gud, der på denne måde igen er bragt til live, er for mig ikke en tro på en hinsides gud, der kan retfærdiggøre allehånde jordiske ugerninger. Det er tværtimod en tro på livet som et guddommeligt og derfor et ukrænkeligt liv. Det er en tro på, at det bærende i vor tilværelse må være kærligheden til det liv, som er os givet. Det er en tro på kærligheden som den kraft, der i bund og grund giver vort liv en mening. Vort liv bygger på 196 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

tro, håb og kærlighed – og af disse er kærligheden den største, som det siges i den kristne kirke. Det var netop denne tro på det kærlige liv, og det håb, der udsprang heraf, vi smed ud med badevandet, da vi erstattede forestillingen om en guddommelig verden med vor moderne rationelle verdensanskuelse. Og dog har denne “tro” overlevet magten og al dens rationalisme. Og det har den naturligvis gjort, fordi den hører livet til. Den har trodset magten, fordi den ganske enkelt er Moders Mål, og Moders Mål er aldrig magten, men netop altid det kærlige liv. Sådan er det f.eks. på Mar del Plata i Argentina og mange andre steder i verden, hvor mødrene fortsat protesterer over alle de sønner, der er faldet i magtens vold. Og sådan har det også været i mit eget personlige liv. Det var min moders mål, der fra første færd gav mig kærligheden til og dermed også glæden ved det levende liv. Men kærligheden rummer foruden glæden så sandelig også smerten. For kærligheden til det levende liv bliver til stor smerte, når man oplever, hvordan det levende, man har kært, gøres dødt. For mig har det således været kilde til stor smerte at være vidne til, hvordan den moderne magt gjorde meget af det dødt, som jeg havde kært. I lang tid troede jeg som sagt, at det skyldtes dens mangel på rationalitet, og at det altså kunne gøres om ved at installere en mere oplyst og rationel magt. Men langsomt – uendeligt langsomt – gik det op for mig, at det tværtimod netop skyldtes magtens magtfuldkomne rationalitet, og derefter voksede smerten over i vrede, sorg og fortvivlelse over alt det, vi gør i magtens navn. I mine mest fortvivlede stunder har jeg ikke andet end kunne se ragnarok lure lige om hjørnet, og dog har jeg hele tiden haft håbet om, at besindigheden og “den sunde fornuft” ville sejre til sidst. Den 11.september blev alle mine værste mareridt imidlertid til virkelighed. Al den ondskab, der er vokset ud af al vor magt, vendte sig i al sin gru mod os selv i et hadefuldt angreb på magtens mest markante symboler, hvilket ikke på nogen måde skal forstås som et forsvar for hadet og dets gerninger. På dette tidspunkt var denne bog ikke engang halvt færdig, og de synspunkter, jeg forsøgte at give mæle, fik pludselig et helt an197 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

det skær over sig. Fra da af var det med en bæven i kroppen, at jeg gjorde mig færdig. For hvor vil der fra nu af være en plads til besindigheden? Had avler had, og ondskab avler ondskab, og derfor forekommer der at være en overhængende risiko for, at vi er på vej ind i en endeløs spiral af had, ondskab og vold. Vil vi kunne undgå, at vore samfund bliver kastet ud i et altopslugende krigs- og terrorhysteri, fordi fjenden ikke har noget ansigt, og derfor kan være alle steder? Vil vi blive ude af stand til at tænke, fordi krigens logik foreskriver, at den, der ikke er med mig, er mod mig – og altså tilhører fjenden? Tør man i denne atmosfære overhovedet antyde, at den, der altid ser splinten i den andens øje, snarere burde se bjælken hos sig selv? Er vi med andre ord på vej ind i det mørkeste mørke, hvorfra der ikke kan ses noget lys og anes noget håb? Det spørgsmål kan jeg desværre ikke give noget klart og overbevisende svar på – og det er netop derfor, jeg bæver. Og dog kan vi fortsat kun leve i håbet og i troen på, at der findes et kærligt lys. Og den eneste måde, hvorpå vi kan bekræfte dette håb og denne tro, er ved selv at forsøge at tænde et lys. Denne bog er mit forsøg på at tænde et lille lys. Mit lille lys. Ikke nødvendigvis dit lys. Men dog et lys – fordi det viser dig, at jeg er til, at jeg har et ansigt, at jeg bærer på en smerte og en vrede, som ikke er noget had, fordi min smerte og min vrede blot er et spejlbillede af min glæde, og at det er denne glæde, der får mig til at tro, at du og jeg hver for sig og især tilsammen kan leve et meningsfuldt og myndigt liv på denne vor jord, som er os givet. Eller for at udtrykke det med Mahatma Gandhis ord, da han blev spurgt, hvad han syntes om vestlig civilisation: “Vestlig civilisation? Det ville da være en god idé!”

198 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Henvisninger

Bauman, Z.: Modernitet og Holocaust, Reitzels Forlag, 1994 Beck, U.: Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet, Reitzels Forlag, 1997. Blixen, K.: Drømmerne, Gyldendals Bekkasinbøger, 1969. Bovbjerg, K. M. : Følsomhedens etik – Tilpasning af personligheden i New Age og moderne management, Forlaget Hovedland, 2001. Brundtland, G. H.: Vores Fælles Fremtid: Brundtland-Kommisionens Rapport om Miljø og Udvikling, Mellemfolkeligt Samvirke, 1987. Churchill, W.: Citeret fra Lindsay, i Science for the Earth, Wiley, 1995. Ehnmark , A.: i Ehlers, A.(red) : Magtens tænker – Om Machiavelli og statskunst fra renæssance til nutid, Akademisk Forlag, 1992. Enquist, P. O.: Livlægens besøg, Samleren, 2001. Flyvbjerg, B.: Rationalitet og Magt, Bind I: Det konkretes videnskab, Akademisk Forlag, 1991. Funtowicz, S.O., Ravetz, J.R. : “Science for the post-normal age”, i Futures, 25/7, 1993. Goethe, J.W.: “Tasso – et skuespil”, i Goethes Værker ved Rosenberg, P.A., Aschehoug, København. GN Store Nord, Årsberetning 2000. Habermas, J.: citeret fra Andersen, H.: Kritisk teori, Videnskabsteori og metodelære, København, 1990. Havel, V.: De magtesløses magt. Gyldendal, 1991. Holten-Andersen, J.: “Magten er meningsløs”, i SALT nr. 4/1999. Holten-Andersen, J.: “Utopien og Muren i hovedet”, i SALT nr. 2/2000. Holten-Andersen, J.: “Magten og Miljøet”, i SALT nr. 6/2000. Holten-Andersen, J.: “Kold logik er slavemoral”, i SALT nr. 2/2002 Holten-Andersen, J.: “Et nyt myndighedsprojekt”, i Carsten Fenger Grøn (red):Højre og Venstre, Tiderne Skifter, 2002. 199 Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.

Ingeniøren Nyhedsmagasin, Profil 2001, nr. 23, Særnummer. Jørgensen, Anker: Interview i Information 17-18.november, 2001. Koch, H.: Hvad er demokrati?, Gyldendal, København, 1960. Kolding Manifestet: Udgivet af Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis, 1998. Lasch, C.: Eliternes Oprør – og forræderiet mod demokratiet, Hovedland, 1995. Larsen, E.: i flere artikler i Information samt i artiklen “Folkestyrets Mystik”, i Else-Marie Boyhus (ed), Midt i højskolen, Gyldendal, 1991. Latour, B.: “To modernize or to ecologize – that is the question”, i Castree, N. og Willems-Braun, B. (ed.): Remaking Reality. Nature at the millenium, Routledge, 1998. Machiavelli, N.: Fyrsten, Borgens Forlag, 2000. Marx, K.: Kapitalen, Rhodos, 1971. Marx, K.: Grundrisse, Hammondsworth-Pelican, 1973. Marx, K.: Det Kommunistiske Manifest, Det lille Forlag, 1993. Meyer, N.I., Petersen, K.H., Sørensen, V.: Oprør fra midten, Gyldendal, 1978. More, T.: Utopia, Hans Reitzels Forlag, 1993. Munk, K.: En idealist, Gyldendals bibliotek, 1964. Pahuus, M.: Livet selv. En livsfilosofisk fortolkning af Kristendommen, Philosophia, 1993. Pahuus, M.: Det gode liv – indføring i livsfilosofi. Gyldendal, 1998. Saint-Exupery, A.: Den lille prins, Jespersen og Pios Forlag, 1967. Seattle: Vi er en del af jorden, Borgen, 1989. Skogen, K.: Cultures and Natures, Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring, Rapport 16/99. Sørensen, V.: Uden mål – og med. Moralske tanker, Gyldendal, 1973. Veld, R.J. : Willingly and Knowingly, Lemma Publishers, Utrecht, 2000. Von Liebig, J.: Agriculturchemie, 8. Auflage, 1865. Åkerstrøm, N.: “Kærlighed og omstilling”, i SALT nr.4/2001.

Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Uanset evt. aftale med Copy-Dan er det ikke tilladt at kopiere eller indscanne siden til undervisningsbrug eller erhvervsmæssig brug.