Manualen til din teenager: basal overlevelse for far, mor og andre voksne- 9788799459612, 8799459612 [PDF]

Zitiervorschau

MANUALEN til din teenager

Basal overlevelse for far, mor og andre voksne...

Anni Simonsen Forlaget Lifebooks www.lifebooks.dk Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager 2012

MANUALEN til din teenager Copyright © 2012 by Anni Simonsen Design af: Anni Simonsen Dette er en E-bog. Rettighederne tilhører Anni Simonsen. Hvis du ønsker at kopiere eller på anden måde videregive dele af bogen, skal du indhente forfatterens tilladelse. Enkelte citater må bruges, såfremt du angiver kilde. ISBN 978-87-994596-1-2

Bogens hjemmeside www.lifebooks.dk Email: [email protected] Giv feedback på bogen: [email protected] Tidligere udgivelser: Supertanker 2012 (E-bog) Ja-opdragelse 2006 (Børns Vilkår) Børn med ondt i skolen 2004 (Børns Vilkår)

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

2

Præsentation af forfatteren Goddag – og velkommen til min nye E-bog. Jeg hedder Anni Porsmose Simonsen, er født i Brønderslev, vokset op i Vejle, og bor nu ved smukke Fjellerup Strand. Jeg er mor til tre voksne sønner og farmor til to lækre småpiger. Jeg lever af at skrive, undervise, holde foredrag og lave terapi og coaching. Og ja – jeg har prøvet at indskrænke mig. At finde min niche. Men det jeg har på hjerte vil bare ud på så mange forskellige måder, at jeg ikke kan undvære nogle af kanalerne. Min faglige baggrund er lidt blandet. Nogle ville kalde den rodet – andre ville kalde den nuanceret og kreativ. Jeg har uddannelser i kommunikation fra Aarhus Universitet, i journalistik fra Danmarks Journalisthøjskole og i psykoterapi fra Ole Vadum Dahls gamle NLP skole i Silkeborg. Den eksisterer ikke mere, og NLPen er ligeledes i udvikling, for dem der bruger den tilgængelige, videnskabelige forskning. Videnskaben understreger, at vores tanker afgør vores biologi. Vores indre forestillinger har afgørende indflydelse på sundhed, relationer, handlinger og livskvalitet. Denne udvikling er vital, og dit sprog afslører med brutal klarhed, hvordan du skaber dit eget liv. På godt og ondt. Derfor laver jeg stadig uddannelse i disse ting. Jeg kalder min uddannelse for SundhedsCoach Uddannelsen – den kunne hedde så meget andet, men for mig er sundhed ikke bare et spørgsmål om blodtryk og vægt. Det er mest af alt et spørgsmål om følelsen af ansvar, indflydelse og handlekraft. Det som nogen med et fint ord kalder ”empowerment”. Det betyder ganske enkelt, at du erobrer magten over dit eget liv, og selv tager ansvar for at skabe din virkelighed. Mange mennesker hævder, at vi ikke selv er herrer over livet. Og det er korrekt, at vi ikke selv kan styre, hvad livet byder os. Men vi har i meget høj grad selv magt over, hvordan vi håndterer de vilkår, vi møder. Og det er mit metier. Jeg formidler de redskaber, vi har brug for, når vi tager kontrol over livet. Om det handler om forholdet til familie, venner eller kolleger – om karriere eller personlig sundhed – om kærlighed eller selvrespekt, så er værktøjet det samme. Kommunikationen er afgørende, og den brænder jeg for. Se mere på: www.annisimonsen.dk www.sundhedscoachuddannelsen.dk www.lifebooks.dk Jeg håber inderligt, at du får udbytte af læsningen. Rigtig god fornøjelse.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

3

Indhold: Indledning

side 5

Rimelige husregler og helt almindelige aftaler

side 10

Den kroniske afvisning

side 20

Teenage Puppen

side 27

Teenageres interne kommunikation – på kanten af mobning

side 34

Skolens udfordrende univers

side 43

På grænsen til kriminalitet

side 51

Sex på teenageværelset

side 57

Teenagerens selvbillede - selvtillid – selvværd

side 65

Vi vil så gerne være gode forældre

side 73

Efterskrift

side 82

med en dybfølt undskyldning for at gøre mig klog på noget, som er ret umuligt at være klog på

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

4

Indledning En teenager er et barn, som er trådt ind over tærsklen til det store ingenmandsland, der udgør overgangen imellem barn og voksen. En krop som med store og daglige forandringer tilpasser sig det kommende voksenliv. Et sind som ihærdigt øver sig i at blive selvstændigt og modent. Og en kraftig motor som kører på et rent brændstof af trangen til at bestemme over sig selv og finde lykken. Manglen på rutine og erfaring gør rejsen farefuld og voldsom – og som forældre og nærmeste voksne omkring disse fascinerende kamekazekaptajner, bliver vi gang på gang konfronteret med unger, som effektivt sætter sund fornuft og rationel tankegang ud af spillet. Tilsyneladende. For i virkeligheden er al denne kaotiske og planløse slåen ud efter livet designet efter et sindrigt og væsentligt mønster. Det kan sammenlignes med 3D billeder – som ved første øjekast virker helt uden mening og motiv. Men når vi slører blikket en smule – og afstår fra at presse en forventning ned over billedet – altså accepterer at intet måske er som det umiddelbart ser ud til – træder et fuldendt og meningsfuldt motiv frem for øjnene af os. Din teenager øver sig. Og rent faktisk øver han sig med et mod, som er ufatteligt stort. Han har begivet sig ud på en rejse over et ukendt hav – i en båd han ingen erfaring har i at styre, og som skifter form og indhold efter de indre

Din teenager øver sig. Og rent faktisk øver han sig med et mod, som er ufatteligt stort!

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

5

kræfters rasen. Hans kurs og adfærd bliver kontinuerligt påvirket af faktorer han ikke kan forudse, og endnu mindre kontrollere. Han har intet søkort, intet kompas – ikke engang en sekstant – til sin rådighed. Alle dine tilbud om hjælp afviser han – fordi det er han nødt til. Kun hvis han for alvor kuldsejler, vil han acceptere din lods-hjælp. Det eneste fællesskab din teenager ubetinget accepterer, er det som kommer fra andre teenagere. Ligesindede. Væsener som forstår og genkender og selv befinder sig midt i kampen. Teenagere i flok udgør en ganske særlig form for selvhjælpsgruppe. Her drøfter de livsvilkår og uretfærdigheder, lægger vidunderlige planer med succesgaranti, og diskuterer de konkrete og fiktive begrænsninger samfundet – og måske i særdeleshed forældrene – skaber for dem. De planlægger revolutioner, beundrer hinandens storhed, muntrer op, støtter og tager i det hele taget opgaven som verdens kommende herskere meget alvorligt. Og der skal ikke smiles! De er faktisk fucking fantastiske. Storslåede, ubesejrede, tillidsfulde, stærke, kreative og endnu ubegrænsede af livets genvordige realiteter. De har lagt barndommens afhængighed bag sig, og har endnu ikke stiftet bekendtskab med voksenlivets slidsomme krav og forpligtelser. Fra dem kommer de store tanker, og vi kunne vinde meget ved at lytte, uden at kile fornuft, forhindringer og begrænsninger ind imellem os selv og vores teenageres farverige verdenssyn.

Børn og deres forskelligheder Nogle børn fødes som sande engle. De er ufatteligt nemme at have med at gøre. Andre børn er krævende udover det almindelige lige fra starten. Min ældste søn var af den krævende slags. Han sov helst ikke – i hvert fald ikke mere end max en halv time ad gangen. Om natten kunne han måske svinge den op på to timer ad gangen. Så ville han gerne underholde – eller underholdes – eller ammes – eller bæres rundt – eller bare skrige. Da han blev lidt ældre, og begyndte at kunne kravle og gå, var han overalt. Han kunne rydde samtlige hylder i en stue på få minutter – vidste instinktivt hvordan

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

6

man åbnede skabslåger og skuffer, og fandt sig i no shit fra sin mor, som fortvivlet forsøgte at flytte hans interesse til fredelige ting som sansetæpper og bideringe og bamser. Nix – han interesserede sig eksklusivt for stereoanlæg, fjernsyn, elektriske maskiner, beholdere med mel og sukker som han uden problemer åbnede og tømte – og så selvfølgelig vand og urtepotter, vaskemiddel og hundemad. Han var af den støbning, hvor det på et tidspunkt blev nødvendigt at acceptere, at han kunne og ville langt mere end han kunne mestre og styre. Når mormor og andre velmenende pårørende (berettiget) bekymrede spurgte – ”er det ikke farligt det der – skulle du ikke stoppe ham?” måtte jeg svare –”han kan ikke stoppes – og jo, det er farligt – men ikke livsfarligt – okay?!” Som teenager lagde jeg til gengæld nærmest ikke mærke til ham. Han gik ind på sit værelse som 13 årig, og kom ud igen da han var 18 – voksen, modnet og sikker på sig selv og sin livsvej. Som 20 årig var han udlært kok. Bestod med ros, og har siden haft fast arbejde, en god løn og absolut ingen problemer med at få de jobs han gerne vil have. Han er mild, kærlig og glad for sit liv. Som 23 årig blev han far – og er en sød, kærlig og ansvarsbevidst far. Altså en RET hård barndom, en nærmest ikke mærkbar teenagetid, og en helt problemfri overgang til en selvhjulpen voksenalder. Min mellemste søn var en engel som barn. Græd aldrig, blev hvor jeg satte ham, respekterede alle grænser, smilede og small talkede og smeltede kvindehjerter i alle aldre, lige fra han lærte at fokusere med sine smukke, blå øjne. Da han blev teenager fik vi et tæt forhold til den lokale landbetjent, og det dejlige barn prøvede alle de gale streger af, som han overhovedet hørte om. Og tro mig – han var god til at lade sig inspirere. Samtidig var han en charmetrold, og fremstod uskyldig og ordentlig hver gang nogen stillede ham kritiske spørgsmål. Ingen kunne som han afvise en mulig skyld, og ikke så sjældent inkasserede han undskyldninger, fordi folk følte sig skyldige over at have mistroet ham. Min yngste søn var også ganske særlig – blot på sin måde. Klog, eftertænksom, hjælpsom, humoristisk – og meget, meget kompromisløs. Som otte årig boycottede han

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

7

MacDonalds, fordi de brugte emballage fremstillet af træ fra regnskoven. Som 10 årig insisterede han på at melde sig ind i Greenpeace. Som 12 årig irettesatte han frygtløst enhver som vovede at smide affald – eller bare et stykke tyggegummi – i naturen. Som 15 årig kom han på efterskole, og havnede i en gruppe, hvor der opstod konkurrence i at kunne beskrive den mest rædselsfulde barndom, og han huskede nu pludselig i hvor høj grad hans barndom havde været urimelig og mangelfuld. Idag er han næsten 21 og så småt på vej tilbage til et mere almindeligt og normpræget fastland. Han er stadig ikke færdig med at straffe mig. Han gør en dyd ud af at bryde grænser, provokere normer og afvise de muligheder livet byder ham. Jeg må til stadighed øve mig i at give slip og have tillid til at han har fået det vigtigste med. De findes altså i alle variationer – selv indenfor den nærmeste søskendeflok. Dine børn er givetvis lige så forskellige. Og du har helt sikkert også kløet dig undrende i nakken, imens du har forsøgt at dechifrere årsag og virkning i ungernes udvikling.

Lidt om bogens sprog og kammertone – Helt konkret skifter jeg tilfældigt imellem ”han” og ”hun” i mine beskrivelser. Vi mennesker forstår det vi læser, ved at lægge vores egen virkelighed ind over historien. Så når jeg giver dig et eksempel, vil du lave billeder med din egen søn eller datter, for at skabe forståelse og genkendelse. Det kan selvfølgelig forstyrre en smule, når jeg skifter køn hele tiden, men på den anden side slipper du for at være kronisk irriteret over, at jeg konsekvent benævner din søn med ”hun” – og omvendt.

Jeg vil gerne fortælle dig en historie, som kan give dig håb, mod og handlekraft, til at håndtere dit liv med en eller flere teenagere.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

8

Sproget kan være en smule bramfrit – jeg skriver ligesom jeg tænker og taler. En bog som denne her, kunne også skrives meget teoretisk og med meget ”klogere” formuleringer og sætningskonstruktioner. Men min mission har ikke været at imponere dig med akademiske præstationer. Jeg vil gerne fortælle dig en historie, som kan give dig håb, mod og handlekraft, til at håndtere dit liv med en eller flere teenagere. Du vil ikke finde kildeangivelser eller redegørelser for bagvedliggende teorier i bogen. En del af det jeg skriver, kan ikke bevises som værende skinbarlige sandheder eller videnskabelige kendsgerninger. Til gengæld vil du møde en lang række måder at tænke og forstå på, som kan give dig mere bevægelsesfrihed i din måde at være forælder og voksen på. Jeg giver dig nogle vinkler på din teenager - vinkler som sætter dig fri fra den spændetrøje det er, at være bange for ikke at slå til. At være bekymret for hvad de andre tænker. Du er voksen – din unge er undervejs. Du kan ikke hjælpe ham eller hende ved at kontrollere og dømme. Til gengæld kan du forsøge at forstå og støtte og vejlede. Og så rykker vi bjerge!! Skulle du have en historie eller en erfaring, som du gerne vil dele med andre forældre, så skriv den til mig. Jeg opdaterer mine bøger med jævne mellemrum, og vil meget gerne kunne tilføje nye fortællinger. Send til [email protected] Jeg ønsker dig en dejlig læsning. Håber du møder dig selv og får et lille smil på læben, og er sikker på at du finder nogle befriende anvisninger på, hvordan du kan slippe kontrollen på en måde, som ikke sætter sikkerheden over styr. God fornøjelse!! Anni Simonsen Fjellerup Strand Marts 2012

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

9

Rimelige husregler og helt almindelige aftaler

Hvordan man håndhæver princippet om konsekvens, uden at miste kontakten til sin teenager.

“

”Du er hjemme senest kl. ti” – er en helt almindelig sætning at råbe efter sin teenager på en helt almindelig forårsaften, mens han spurter ud af indkørslen på sin cykel. Klokken ti er en god regel på en aften, hvor man skal op i skole næste dag. Så fordrer det også at lektierne ER lavet, og at de huslige pligter er overstået. Og hvad er det så der sker? Han kommer ikke hjem klokken ti – men klokken halv elleve. Og få dage efter bliver du ringet op af hans lærer, som fortæller at han IKKE har lavet sine lektier de sidste uger – i hvert fald ikke dem alle sammen. Samtidig vokser rodet på værelset, og aftalen om han skulle sørge for at gøre badeværelset rent, viser sig at være en aftale, som ingen anden end du selv åbenbart er involveret i. På et eller andet tidspunkt eksploderer det for selv den mest engleblide og tålmodige forælder. Fakta er, at det er pokkers svært at lave aftaler med teenagere. De kan tilslutte sig mange ting i et venligt øjeblik, men når aftalen skal indfries, sker det ret ofte at de aktuelle behov er langt mere påtrængende end de ”gamle” aftaler. Der kom ganske enkelt noget vigtigere op! ”Noget vigtigere” har som regel at gøre med vennerne, som de fleste teenagere betragter som deres ”primære flok”. I dette fællesskab føler de sig værdifulde. Her møder de ingen kritik eller irettesættelser – tvært imod – her kan de hvile på et tæppe af forståelse, gensidighed og ligeværdighed. Her fungerer deres færdigheder fint, og ingen holder øje med, om de nu har skuret lokummet eller gået med hunden. Alle forstår, at der altid kan komme vigtige ting op med kort varsel.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

“

10

Vælg dine konflikter med omhu Din opgave som forælder er så at vurdere hvilke konflikter, du skal tage op – og ikke mindst – hvordan?! En klog kvinde sagde engang til mig, at som teenageforælder, skal man vælge sine konflikter med omhu. Hvis du vælger at traske ind i enhver konflikt, som viser sig, så vil der ikke være mere tid tilbage. Ingen tid til at snakke venligt og kærligt med din unge. Ingen tid til hygge og ubekymret samvær. Ingen tid til fælles oplevelser – hverken små eller store. De fleste teenagere er så gode til at bryde aftaler og bøje regler, at hvis du skal tage hånd om det hele, vil du få nok at gøre med at kontrollere, fange, påtale, kræve, irettesætte og straffe. Problemet er, at vi så nødig vil svigte som forældre. Vores opgave er selvfølgelig at hjælpe vores afkom på rette spor, vejlede og støtte – og sørge for at de lærer at træffe de rette valg, lave de rigtige prioriteringer, og handle klogt. Når vores børn gør det, bliver vi stolte. Så beviser de, at vi er gode forældre. Og det vil vi SÅ gerne være! Problemet er, at veje til de rette valg, rigtige prioriteringer og kloge handlinger går igennem et vildnis af fejl, forvirring og fortvivlelse. Præcis ligesom det var for os selv, da vi var unge og uerfarne. Vi ønskede IKKE at gøre, hvad vores forældre sagde vi skulle. Vi ønskede at gå vores egne veje – også selvom vi for vild gang på gang – og vi ønskede at træffe vores egne valg – også selvom de bragte os i vanskeligheder. Vi overlevede! Vi klarede den! Men der er jo ingen grund til, at udsætte vores børn for de samme strabadser, vel? Så hvis vi lige holder lidt øje med dem, og puffer dem på rette spor, så har vi i hvert fald været bedre forældre end vores forældre. Regler laver vi for at hjælpe og vejlede, for at støtte vores unger i at finde vej igennem den jungle, der skal lede dem hen til et liv som selvhjulpne, ansvarlige voksne.

Er det krænkende? Er det kriminelt? Er det livsfarligt? Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

11

Alene ved at give liv til et spædbarn, har vi samtidig påtaget os ansvaret for at levere et styk samfundsborger til aflevering cirka 18 år senere. Det stod der ikke noget om i kontrakten, og man kan nogen gange føle sig noget bondefanget – men der er ingen fortrydelsesret. Ingen tilbageleveringsmuligheder. Ingen bytteservice. Og det er nok godt det samme, for der er alligevel ingen som er bedre til at opdrage netop dit barn – end netop dig.

Så – til arbejdet! Når din teenager bryder en aftale eller en regel, så kig på det igennem tre forskellige filtre: • • •

Er det krænkende? Er det kriminelt? Er det livsfarligt?

I ni ud af ti tilfælde er det sandsynligvis bare irriterende – og ikke meget andet. Kriminelt er det, når der rent faktisk kan gives straf for det. Også her skal vi huske at gradbøje. Taler vi om at sidde bag på en scooter? Så er det muligvis nok forbudt, men vel næppe rigtigt ”kriminelt”. Rygning er pr. definition livsfarligt, men er alligevel så alment accepteret, at det næppe kan betragtes som et selvmordsforsøg. Krænkende er det, når din teenagers opførsel sårer nogen eller på anden måde gør andre mennesker fortræd. Du kan selvfølgelig godt blive såret over, at han ikke overholder en aftale om at vaske gulv i køkkenet – men rigtigt krænkende er det vist ikke?! Hvis din teenager har begået en handling, som kan karakteriseres ved en eller flere af de tre ovennævnte ord, er det på sin plads med en alvorlig samtale, fordi netop disse faktorer kan bringe dit barn i alvorlige vanskeligheder, hvis han ikke får hjælp til, at forhindre sig selv i at træde rundt i sådanne konsekvenser.

Men hvad så med alt det andet? Dine opdragelsesmæssige muligheder forandrer sig, når dit barn er omkring 12 år. På dette tidspunkt er din unge ved

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

12

Fremfor at være opdrager, skal du nu igang med at være vejleder. Du skal ændre perspektiv, og vise dit barn tillid.

at have formet sine personlige værdier og overbevisninger om sig selv og den plads han har i verden. Det betyder at de dybeste lag i hendes personlighedsdannelse, er ved at være puslet på plads. Nu skal hun til at lære at navigere efter dem. Og for at lære det, har hun brug for vejledning, støtte og – frem for alt – tillid. Han har brug for at blive mødt med tillid, og han har brug for selv at have nogle mennesker, som han har dyb tillid til. Frem for at være opdrager, skal du nu i gang med at være vejleder. Du skal ændre perspektiv, og vise dit barn tillid. Du skal give feedback i stedet for at sætte i rette. Du skal huske på at hun har sine gode grunde til at gøre og sige som hun gør – og du har været med til at skabe det indre univers, som hun navigerer efter. I lang tid vil du gå og bide negle, og tænke at dit projekt er kuldsejlet. Intet af alt det du har forsøgt at indprente dit barn, ser ud til at hænge fast. Men hav tålmodighed! Allerede nu vil jeg trøste dig med, at langt, langt de fleste af alle teenagere gennemgår en helt almindelig cyklus. Fra at virke som ganske almindelige børn indtil de er cirka 1314 år (lidt kønsbestemt – pigerne flejner ud tidligere end drengene), sker der en bizar transformation henover de efterfølgende år. Og netop som du har mistet håbet, og er ved at forlige dig med tanken om, at du så skulle blive en af de få forældre, for hvem det ikke lykkedes at forvandle et spædbarn til en fornuftig voksen – og netop som du har opgivet tanken, om at få et af de der dejlige forhold man nogen gange ser i omgangskredsen imellem kærlige og ansvarsbevidste unge og kærlige og stolte voksne – så

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

13

sker miraklet. Som 18-20 årig dykker din teenager ud af sin kaotiske og fjendtlige verden, og viser sig at have taget form af en ansvarsbevidst, hjælpsom, opmærksom voksen, som ser på dig med kærlige øjne, og (igen) betragter dig som verdens bedste mor eller far. – Men det var et sidespring. Et beroligende sidespring. Det er nemlig mellemtiden der er svær. Den mellemtid, hvor du skal forsøge at holde balancen i din teenagers nærhed, imens han som en destruktiv tumling kontinuerligt angriber alle dine håb, ønsker, normer og værdier.

Almindelig konsekvens ved aftalebrud Problemet med mange aftaler er, at de ikke har nogen konsekvens. Det betyder, at det ikke gør nogen særlig forskel om de bliver overholdt eller ej… Anna ville gerne have en hest. Hun havde selv sparet halvdelen op, og aftalte med sin far at han ville finansiere den anden halvdel. Dog skulle hun forpligte sig til at holde sit værelse pænt, støvsuge hele huset en gang om ugen samt gøre rent en gang om måneden. Hesten blev købt – med alt hvad der skulle til af tilbehør – og regningen blev faktisk ganske meget større end farmand først havde forestillet sig. Men hvad – Anna var glad, og det var far også. Og så startede hverdagen. Anna ville bare gerne ud til hesten, og var sådan set ikke så interesseret i al den rengøring der fulgte med. Rent faktisk syntes hun også, at der var rigeligt med ting at se til – lektier og fritidsjob og veninder og hest – og hun havde egentlig ikke tid til at tage sig af de huslige pligter oveni. Hun var jo ved at blive stresset! Så Anna sprang over hvor gærdet var lavest. Nogle gange lod hun som om hun havde støvsuget – selvom det kun var blevet til tre minutter midt på gulvet. Andre gange lod hun bare være. Og andre gange igen – især i weekenden, når far var hjemme til at fange hende i forsømmelserne – lavede hun et stort drama ud af at skulle være så presset og stresset. Far var irriteret. Skuffet. Vred – og nogen gange fortvivlet. Det var jo ikke rigtigt at lave en aftale, som bare blev brudt. Så han greb til trusler. ”Hesten bliver solgt igen” – stor konflikt. Anna talte ikke til sin far i flere dage, og brød kun tavsheden for at fortælle at hun overvejede at flytte hjem til mor….

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

14

Der er ingen der kan afvise, som en teenager. De ophøjer afvisning til en kunst. De er sande eksperter. De mestrer en ”alt eller intet” tilgang, som kan sætte de fleste voksne fuldstændigt skakmat. Nej – far ville helst ikke have, at Anna flyttede hjem til mor. Hun var 15 år, og efter en turbulent skilsmisse, var der nu endelig faldet ro over hende. Far ville heller ikke bare lade som ingenting, når hun brød deres aftale. Det ville jo være dumt at lære hende, at aftaler er uden betydning. Dilemma!

Konkrete aftaler Det endte godt. Far og Anna måtte igennem nogle lange og til tider tvære snakke, men nåede til sidst frem til, at aftaler skal være meget konkrete. Hvad vil det sige at holde sit værelse pænt? Hvad vil det sige at støvsuge hele huset? Hvad vil det sige at gøre rent? Som voksne kan vi finde det meningsløst at skulle helt ned i detaljen, men med teenagere kan det være en fantastisk idé. For Anna blev det klart, hvad det egentlig var far forventede – og det gav hende oven i købet nogle forhandlingsmuligheder. Hvis der også skulle tørres fodlister af, var det vel fair nok, at hun ikke skulle skifte sengetøj. Støvsugningen skulle finde sted på en helt bestemt dag – ikke bare en dag i løbet af ugen. Og værelset skulle have en helt konkret standard, som indbefattede både oprydning, rengøring af de store flader og gulvvask hver anden uge. Også denne opgave fik en helt bestemt ugedag, så det ikke hang over Annas hoved hver dag.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

15

Til gengæld fik opgaverne også en pris – forstået sådan, at forsømmelser havde en konsekvens. Og far bad Anna selv fortælle, hvad hun mente var en rimelig konsekvens. Anna var faktisk hårdere i sine konsekvenser, end far som udgangspunkt havde tænkt sig at være – men lod Anna bestemme. Noget kostede en fredag aften hjemme i stedet for i byen med veninderne. Noget kostede madlavning eller opvask. Og noget kostede at bilen skulle støvsuges. Alt sammen Annas forslag. Dermed satte han sig selv i en position, hvor han ind imellem, med god samvittighed, tillod sig selv at fritage Anna for nogle af hendes pligter, og dermed viste Anna omsorg på en meget konkret måde. Hun kunne blive stjerneglad, når far en tilfældig onsdag havde lagt en seddel, hvor der stod – ”du behøver ikke at støvsuge i dag – jeg har gjort det.” Til gengæld fandt hun også på at glæde ham, ved at sætte vilde blomster i vaser, stryge eller pudse vinduer uden at ”skulle” det.

Vær åben overfor, at der kan være andre versioner, end netop den du har hørt. De alvorlige samtaler At indbyde sin teenager til en alvorlig samtale, kan i sig selv virke konflikt-optrappende. Ligesom helt almindelige voksne, bryder teenagere sig heller ikke om ”samtaler”. De kan ikke li´ følelsen af at blive irettesat, som følger med. Derfor kan det være en rigtig god idé, at afstå fra alt for megen formel forberedelse. Dump ind i samtalen – tag den med det samme. Ikke noget med ”vi skal lige tale sammen i morgen”; det skaber bare forudgående modstand. Gør det let og uformelt – og gå lige til biddet. Uanset om det handler om noget alvorligt (kriminelt, livstruende eller krænkende) – eller noget mere uskyldigt som aftalebrud, rygning eller pjæk, så er der ingen grund til udsættelser. Start med ”jeg ved at du…” hvis du virkelig VED det. Det vil sige har vidner eller beviser. Hvis du ikke VED med

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

16

Hvis man kommer til at græde, kan det godt føles som om man er blevet voldsomt mishandlet. 100 procents sikkerhed, at dit barn er ”skyldigt”, så vil jeg anbefale at fare med lempe. Der eksisterer mange fortællinger, som både er forvrængede og forvirrede – og husk på at ligeså snart noget er genfortalt, er det også genfortalt subjektivt. Vi husker i vores egen version. Og vi genfortæller i vores egen version. Og hvis du tager historier om dit barn for pålydende, så vil du med ret stor sikkerhed gøre hende mere eller mindre uret. Vær åben overfor, at der kan være andre versioner, end netop den du har hørt, og vis interesse for at høre dit barns egen version, inden du dømmer. Jeg blev ringet op af en betjent, som fortalte at han havde modtaget en anmeldelse på min 13 årige søn. Han skulle angiveligt – sammen med nogle kammerater - have trampet et yngre barn i hovedet. Det var ret skræmmende at høre om, og jeg var naturligt nok meget oprevet. Men måtte også trække vejret dybt, og bevare roen, imens jeg fortalte min søn hvad politiet havde sagt, og derpå bad ham om at gengive sin version. Den var naturligvis meget uskyldig. Sandsynligvis var ingen af dem objektivt sande. Jeg bestræbte mig på at forholde mig åben, og ringede for at høre hvad lægeundersøgelsen havde vist. Hverken røntgen eller øvrig lægeundersøgelse havde afsløret noget som helst. Ingen brud, ingen mærker, hævelser eller rifter – ingen som helst tegn på vold, hverken spark eller slag. Det betyder ikke at barnet ikke havde lidt overlast, men han var næppe blevet trampet i hovedet af tre store drenge. Jeg kunne ikke finde den ”sande” historie, men måtte tale alvorligt med min søn om, at vi nogen gange kan skade andre – både med vores adfærd og ord. At være ti år gammel og opleve overmagten fra tre drenge på 13 år, kan være en meget barsk oplevelse, også selvom man ikke bliver alvorligt skadet rent fysisk. Og hvis man kommer

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

17

til at græde, kan det godt føles som om man er blevet voldsomt mishandlet. Pointen er – jeg kunne ikke fordømme den adfærd som var påstået, fordi beviserne talte imod den. Men jeg kunne indtrængende påtale at min søn havde været med til at give et andet barn en slem oplevelse. Og om drengen så havde været nok så irriterende og provokerende, så skal vi stadig behandle hinanden anstændigt.

Kunsten at holde aftaler Hvis samtalen handler om et aftalebrud i hjemmet, så læg sagen frem – objektivt og venligt og uden skældud på stemmen. ”Vi havde aftalt at du skulle … og det har du ikke gjort. Hvad synes du vi skal gøre for at få den her aftale til at fungere?” ”Jeg har brug for din hjælp til …., og når du ikke gør det, så er jeg faktisk på spanden, for så betyder det at jeg må forsømme noget andet, for at gøre det for dig.” De fleste aftaler vi laver med vores børn, indeholder en form for gulerod til dem. Lommepenge eller andre privilegier er ofte en del af ”handlen” og det er helt ok. Børn må efter min mening gerne lære, at det kan betale sig at bidrage til hverdagens opgaveløsning. Nogle opgaver belønnes ikke – de er bare fordelt på familiens medlemmer. Men hvis ét familiemedlem ikke tager sit ansvar, hvem skal så gøre det for hende? Den slags beslutninger er vigtige. Og vores børn må gerne lære, at alting har en konsekvens. Der er gode konsekvenser, og der er trælse konsekvenser. Hvis jeg ikke gider at købe ind, så er der ingen mad i køleskabet – og måske ingen aftensmad. Hvis jeg ikke gider at vaske, er det et spørgsmål om tid, før der ikke er mere rent tøj. Hvis vi ikke gør rent, bliver der på et tidspunkt ret beskidt i vores hjem. Hvis vi ikke vasker op, får vi et virkelig ulækkert køkken. Hvis vi ikke fylder benzin på bilen, kan den ikke køre. Hvis vi lader lyset stå tændt og skruer varmen op med åbne vinduer, så koster det en stor stak pengesedler. Det

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

18

er meget enkelt. Og børn forstår det rigtig godt! Bare brug deres logik.. Hvis de stadig fastholder at de IKKE vil tage ansvar for de opgaver de har fået tildelt eller påtaget sig, så må du ridse konsekvenserne op; du slukker ikke lyset. Det koster 5 kroner om dagen. Dem trækker jeg så fra dine lommepenge. Du gider ikke at vaske bilen den ene gang om måneden vi har aftalt– så kan den ikke køre dig til fodbold. Jeg vil ikke køre i en beskidt bil. Du vil ikke gøre rent på badeværelset, når det er din tur – så må vi have fat i en rengøringshjælp. Hun koster 170 kroner i timen, og skal nok bruge i hvert fald en halv time. Det er naturligvis for din regning. Skal jeg bede hende om at tage din månedlige støvsugning også? Disse eksempler er mine – de virker ikke nødvendigvis for dig. Men find dine egne grænser. Hvis det er fuldstændig ligegyldigt om din teenager bidrager eller ej, så vær helt sikker på, at det gør han ikke. Og jo! Børn må gerne bidrage til husarbejdet. At skåne dem for det, er faktisk at gøre dem en bjørnetjeneste. Tænk på at de om ikke ret mange år, skal ud og have deres egen husholdning. Det vil gøre dem godt at vide, hvordan man passer på sit hjem.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

19

Den kroniske afvisning

Eller kunsten at anerkende teenagerens version af historien uden at miste sin egen forstand

“

Børn er forskellige. De er født forskellige, og de formes af forskellige former for opvækst. I ”gamle dage” talte vi om, at børn var privilegerede, hvis de kom fra ”gode hjem”. Og ”gode hjem” var det samme som velhavende – eller i hvert fald økonomisk velstående i et omfang, som havde råd til de månedlige udgifter og et vist omfang af statussymboler. ”Gode hjem” kunne også betyde veluddannede forældre – eller forældre med gode jobs, typisk leder- eller mellemlederstillinger.

I dag er der andre nuancer i den offentlige vurdering af børns opvækstvilkår. Vi ved godt, at gode jobs eller høje lønninger – pæne adresser, store biler eller flotte forhaver ikke gør det alene. Faktisk findes der en hel del eksempler på, at børn fra de såkaldt privilegerede familier også lider svigt, og også roder sig ud i noget af alt det, som vi ønsker at spare vores børn for. Vi læser det i aviserne – Politikerbarn begår selvmord. Skuespillerbarn taget med stoffer. Toplederbarn er psykisk syg. Erhvervschefens søn taget for butikstyveri. Vi er ikke fredet, uanset hvor flot en baggrund vi kan stille frem.

“

Og i bund og grund er det vel også fløjtende ligegyldigt. I hjertet ved enhver forælder, at menneskelig lykke og kærlighed ikke hænger sammen med materialistiske fordele. Fakta er, at den grad af kærlighed, omsorg og støtte vi kan give vores børn, ikke har nogen som helst sammenhæng med tallene på årsopgørelsen eller den aktuelle adresse. Børn, som er vant til at spare, kan udvikle sig til økonomisk ansvarlige, kærlige og gavmilde unge og voksne. Og børn, som er vant til overflod og gavmildhed, kan udvikle egoistiske og begærlige personlighedstræk. Og omvendt. Der findes ingen regler. Børn, som får masser af kærlighed, kan i teenageårene sammenfatte den opfattelse, at de er blevet svigtede og oversete som børn. Og børn som i vid udstrækning er overladt til at klare sig selv, kan føle sig varigt elskede og værdsatte som teenagere. Og omvendt. Her er ingen gyldne regler. Ingen forudsigelig årsag-virknings bølge. Kun tro, håb, kærlig indsats og krydsede fingre.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

20

Besøg fra en anden verden Vi kan puffe og præge. Vi kan løfte og støtte. Vi kan kræve og yde. Vi kan være gode rollemodeller. Vi kan vise opmærksomhed og vi kan vise tillid. Og vi kan komme til at gøre det hele lidt for meget – eller lidt for lidt. Der findes ingen tilgængelig facitliste – og jeg kender kun en opskrift, som stadig har ufattelig relevans. Den findes i bogen ”De kære børn” som er skrevet af en svensk dame ved navn Anna Wahlgren. Som mor til ni børn har hun erfaringsgrundlaget i orden, når hun fortæller om udfordringer og løsninger på alle alderstrin – fra nyfødt til 18 årig. Der har i nyere tid været megen debat om hendes liv og metoder generelt, men jeg vil gerne fremhæve et enkelt træk ved hendes holdninger, som jeg har stor respekt for. Hendes gennemgående budskab er, at vi skal betragte vores børn, som besøgende fra en anden verden. Vores opgave er at vise dem, hvordan denne verden fungerer, være gode værter for dem, og i det hele taget være til rådighed med vores viden uden at tage ansvaret fra vores børn. Vi skal betragte dem som kompetente væsener, som gør deres allerbedste. Vi skal vise tillid til deres evner og kvaliteter, og vi skal tage ved lære af deres åbne og uspolerede tilgang til livet. Og så skal vi være der for dem med al vores kærlighed og viden. Det kan være en stor udfordring, når det handler om teenagere. Men præcis ligesom spædbarnets skrig er et spørgsmål, er også teenagerens adfærd et spørgsmål. Når spædbarnet med sit skrig spørger ”er det her farligt?” besvarer vi det med vores adfærd og kærlighed ”alt er trygt og jeg passer på dig”. Når teenageren siger ”skrid ud af mit liv” er det et spørgsmål, som lyder: ”mener du virkelig at du elsker mig uanset hvad?” og bør besvares med ”ja, jeg elsker dig – jeg accepterer dig og jeg er her for dig uanset hvad.” Om ikke i tale, så i ord. Det kan tage tid. Og det kan være

Når teenageren siger ”skrid ud af mit liv” er det et camoufleret spørgsmål, som lyder: ”mener du virkelig at du elsker mig uanset hvad?”

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

21

slidsomt. Jeg har siddet med en teenager, som hårdnakket hævdede at han havde haft verdens usleste barndom. Han blev slået og svigtet og skældt ud i en uendelighed. Han var kronisk utryg, og havde ingen i hele verden, som han kunne stole på. Jeg ved at han havde haft en meget kærlig opvækst. Jeg ved at han aldrig var blevet slået eller ladt alene hjemme. Jeg ved at de gange han var blevet skældt ud, kunne tælles på en hånd. Men jo mere jeg ikke accepterede hans version af den mørke barndom, jo mere ville han ikke tale med mig. Han krævede accept af sine erindringer. Og sådan er teenagere – præcis ligesom alle andre mennesker. Vi kræver accept af vores opfattelse af tingene. Først når vi møder den accept, er vi i stand til at åbne os for, at andre mennesker måske har oplevet tingene anderledes.

Sikkerhedszonen Der er en tendens til, at teenagere kan samles om fælles gods. Og ofte er det fælles gods af en karakter, som ikke er entydigt positivt. Det er som om de skal igennem en mørk fase af deres dannelse, før de rigtig er klar til at træde ud i lyset. Det kan vise sig ved, at de bliver hårde og afvisende. Eller bebrejdende og anklagende. Eller måske ”bare” tavse og indesluttede. I en periode er der ingen tvivl i deres sind om, at du – forælderen – er den sande modstander. At det først og fremmest handler om, at holde dig på afstand. Og at enhver kommunikation skal få dig til at indse, hvor forkert du har handlet. Det kan være en hård fase, som går nemmest og hurtigst, hvis du kan holde fingrene for dig selv, blive i periferien af dit barns liv, være klar til at gribe ind, hvis der sker ulykker og ellers bare lade tingene være som de er…. Teenageren spørger med sin adfærd, ”forstår

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

22

du hvor meget du har svigtet mig – hvor svigtet jeg føler mig?” Og du skal svare med din adfærd, ”jeg ser og hører dig, jeg oplever det anderledes, men anerkender det du er igennem – det er svært for dig, og jeg har tillid til at du på et tidspunkt også husker de gode ting, og imens er jeg lige her for dig når som helst.”

Glem bebrejdelserne Du skal ikke – jeg gentager IKKE – forfalde til at bebrejde din unge. ”Er du klar over, hvor hårdt det er for mig at høre på?” ”Ved du hvor uretfærdig du er?” ”Er du fuldstændig ligeglad med, at jeg bliver frygtelig ked af det?” Lad være. Lad være. Lad være. Det bringer dig INGEN steder. Bebrejdelser tjener kun til at optrappe kontrasterne imellem din teenagers verdensbillede og din version af ”sandheden”. Husk dig selv på at sandhed er subjektiv. Vi husker alle sammen på en yderst personlig måde. Og det kan sagtens være, at den måde du husker på, i virkeligheden udelader nogle vigtige detaljer, som har stor betydning for din unges opfattelse. Giv tid og lad være med at gå ind i diskussionen om, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Selv hvis du vinder debatten, har du tabt slaget. At kunne klare dit barn verbalt, skaber ingen kontakt og kærlighed imellem jer. Tværtimod.

De store følelser At være teenageforælder er udviklende og lærerigt. Det kræver dig 100 procent noget af tiden – og andet af tiden skal du bare holde helt fri og slappe af med et halvt øje på din unge. Det meste af tiden er du opmærksom og bekymret – og indimellem er du bare taknemmelig og lettet. Og så er der de rigtigt svære stunder, hvor du føler dig max magtesløs. Når dit barn siger ”jeg har ikke noget at leve for” eller ”uanset hvad så kan jeg åbenbart ikke gøre noget rigtigt” eller ”jeg bliver aldrig glad igen”. Teenagere kan være ekstremt sårbare og have gigantiske udsving i deres følelsesmæssige tilstand. Den ene time er de i himlen og alt er muligt. Det næste øjeblik har de mistet lysten til livet. Som forældre bliver vi trukket med rundt i den følelsesmæssige arena, og har ind imellem nok at gøre med at holde balancen i det store drama, der kan udfolde sig for øjnene af os. En lille tommelfingerregel skal du have. Nem at sige – sværere at gøre. Men virksom.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

23

Når din teenager er i himmelen, så nyd det! Smil og vær glad. Lyt og forstå. Lad være med (i den allerbedste mening) at forberede hende på, at det nok er anderledes lige om lidt. Gå med hendes glæde, og vis din egen glæde over at hun har det godt. Du behøver ikke at forudse det næste fald. Det skal nok komme, og du kan ligeså godt lade hende nyde den gode tilstand så længe hun kan. Det er ligesom de dejlige (men sjældne) højsommerdage. Vi ved godt at det sikkert bliver regnvejr i morgen, men lad os glemme det, og byde solen velkommen i dag. Når din teenager er fortvivlet eller vred, så være solidarisk. Vær tilgængelig. Lyt. Hold om, hvis du må. Giv trøst uden at bagatellisere ulykken. Ikke noget med ”det skal nok gå, det er ikke så slemt, du skal ikke være ked af det.” Dit barns verden er lige brudt sammen. Vis passende og ydmyg solidaritet. ”Jeg kan godt forstå du er ked af det/ vred/såret” er passende udtalelser. Og hvis du skal prøve at muntre op, så spørg – ”er der noget, der kunne gøre dig lidt mindre ked af det – noget du kunne have lyst til, at vi gør – hvad kunne få dig til at glemme det lidt, så du kan hvile tankerne?” Foreslå gerne adspredelse - men vær selv en del af det, medmindre din unge hellere vil have en biografbillet sammen med en ven eller veninde. Og husk så at påtale, når du observerer gryende glæde. ”Du ser glad ud – det er dejligt at se.”

Truslen om selvmord Alene tanken er ubærlig. Livet står stille og hjertet med. Vores børn må ikke have det sådan. De må ikke sige den slags. Men det gør de altså indimellem. Og nogle gange føler de det også – det er ikke bare ord. Teenagere er følsomme og sårbare, og de kan forfalde til at tænke ”hvis jeg døde, så ville de vel endelig opdage, hvor meget de elsker mig – så ville de vel græde og savne mig.” I langt de fleste tilfælde, er der ingen reel fare på færde, men vi bør ALTID tage det alvorligt, hvis vores børn taler om selvmord. Og i de situationer skal du sætte alt andet til side, og være ved dit barn. Han skal vide, at verden ikke kan undvære ham. Han skal huskes på alle de

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

24

ting, han gør så godt og alle de helt særlige talenter, kun han har. Han skal vide, at du bliver forskrækket over hans tanker, og at du elsker ham op til månen og tilbage igen, og at livet er utænkeligt uden ham. Du skal huske ham på, at han er enestående og speciel og helt uundværlig. Og du skal hjælpe ham med at opdage alle de ting han værdsætter, og som gør ham glad.

Han skal huskes på alle de ting, han gør så godt, og alle de helt særlige talenter han har.

Det samlede antal af selvmord i Danmark er halveret siden 1980. Men blandt børn og unge i alderen 10-19 år er selvmordsforsøgene mere end fordoblet. Især unge piger forsøger selvmord. Der er mere end dobbelt så mange selvmordsforsøg blandt unge piger som blandt den øvrige befolkning. Samtidig er selvmord et meget tabubelagt tema i Danmark. Vi taler ikke om det – og da slet ikke med vores børn. Men de unge taler om det – med hinanden. De kan forfalde til at dyrke dødslængslen, og udfordrer endda nogen gange livet med hasarderet adfærd og løber store risici. Heldigvis er det som regel blot drama for dramaets skyld – men vær opmærksom! Hvis du hører om et selvmord eller et selvmordsforsøg hos en ung i dit barns omgangskreds, så grib chancen og tal med dit barn. Du kan sagtens åbne emnet uden at gøre det forhørsagtigt. ”Hvad kan gøre et menneske så ulykkeligt? Har I talt om det i skolen? Hvad tænker du om det?” Og nogen gange viser chancen sig for at tale om liv og lykke og sorg og frustration, når man mindst venter det. Grib de chancer. Tag tiden når muligheden opstår og temaet åbner sig. Jo større åbenhed du kan etablere, des bedre er dine chancer for at bevare et tæt forhold til din teenager, og jo større er sandsynligheden for, at han viser dig tillid, når han har brug for din støtte.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

25

Bliver du alvorligt bekymret for, om dit barn er selvmordstruet, så søg hjælp. Livslinien.dk er et godt sted at starte, men brug også gerne de voksne i din omgangskreds, som din teenager har tillid til. Familie, naboer eller venner. Egen læge kan have en kvalitet, som gør en forskel, og skolens psykolog kan også være en god allieret. Heldigvis sker det sjældent at vores børn bliver ramt så hårdt, at de sætter livet på spil – heldigvis er det oftest langt fredeligere opgør vi møder.

Man skal være der når det gælder - og det skal de mærke. Men ellers skal man lade dem være, for de er faktisk konstrueret rigtig godt til at klare sig selv. Allan Olsen

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

26

Teenage puppen

Eller erkendelsen af at det nogle gange er hensigtsmæssigt at lukke øjnene og krydse fingre.

“

Sommerfuglen er en meget unik skabning. Den fødes som æg, klækkes til larve, bliver til en puppe og ender med at krybe ud af pubben, som en fuldgyldig flyver med perfekte vinger og stor skønhed. Det mest fascinerende er, at i overgangen fra puppe til sommerfugl, er kræet en kort overgang blot flydende væske. Når larven forpupper sig, går den så at sige i opløsning, for at genopstå i en ny, fantastisk form. Nu med vinger og ynde og en eksklusiv elegance, som har gjort netop sommerfuglen til det visuelle symbol for mange produkter og processer i denne verden. Skulle du engang få anledning til at betragte en sommerfugl på vej ud af puppen, vil du med stor sandsynlighed få lyst til at hjælpe den. Det tager nemlig lang tid for sommerfuglen at komme fri af den hårde skal, og den ser ud til at måtte give op flere gange undervejs. Skulle du falde for fristelsen til at hjælpe den lidt på vej, så skal du vide at du med stor sandsynlighed dømmer den til døden med dit indgreb. Sommerfuglen har nemlig brug for kampen. Den intense indsats for frigørelse er med til at fylde vingerne med en livgivende væske, som skal holde dem sunde og spændstige hele sommerfuglens liv. Og forsøger du at skåne det spæde væsen for netop kampen, vil den lille flyver komme til verden med sarte og skrøbelige vinger – måske endda lidt flossede i kanten og uden styrke og modstandskraft. Så kunsten er at holde fingrene for sig selv – have tillid til kræet og tro på at det klarer skærene og snart vil flyve ud i verden på sine smukke og stærke vinger.

“

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

27

12 års reglen Der findes en antagelse som siger, at en menneskeunge fremstår i sin reneste form i 12 års alderen. Se det ligesom fosteret – det er rent fysisk færdigskabt i den forstand, at alle anlæg er på plads, når fosteret er 12 uger gammelt. Herefter skal det bare vokse og udvikle sig. På samme måde er brikkerne til din teenagers personlighed udviklet, når han når 12 års alderen. Herefter kan de modnes og flyttes rundt – de kan vokse og udvikle sig – men efter de første 12 år, kan du ikke tilføje afgørende nyt som forælder. På det tidspunkt har barnet dannet sig klare opfattelser af sig selv, sin egen identitet, sin betydning i fællesskabet – de grundlæggende værdier er lagt, præcis som man støber fundament i en bygning. Al den kærlighed du har givet, skal nu blot gøre sin virkning i en transformation, som indimellem ser ud til at gå helt i skoven. Vi ved ikke om det virkelig forholder sig sådan, men vi ved, at vi som voksne i meget høj grad er styret af de overbevisninger, normer og værdier, der er bygget ind i os mens vi var børn. Det kan være svært at acceptere at en 12-årig kan selv. Det ser ikke sådan ud altid. Og det er så pokkers fristende at forfalde til de oplagte indgreb – nemlig at udtrykke ”nu skal jeg” – på alle de forkerte måder. Den eneste måde der virker, er hvis du entydigt kan udtrykke – ”nu skal jeg – være her for dig.” Jeg stoler på dig. Jeg ser dig som et smukt og klogt væsen. Jeg ved at du kan have brug for støtte indimellem, og så er jeg lige her. Og jeg ved at du har brug for at gøre tingene på din helt egen måde, og det er ok. Øvelsen er hård – vi vil så gerne guide vores afkom på rette spor, og skåne dem for de største slag. Men det kan vi ikke. De skal så grueligt meget svært igennem, før de har erobret magten over deres eget liv. Vi kan ikke tage kampene for dem. De har brug for selv at kæmpe dem, vinde og tabe og drage erfaringer og blive klogere – og udvikle stærke og spændstige vinger.

Der findes en antagelse som siger, at en menneskeunge fremstår i sin reneste form i 12 års alderen. Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

28

Den umulige opgave Jeppe er 15 år. Lang lemmedasker med bøjle på tænderne, hængerøv i bukserne, T-shirts med sære motiver, mærkeligt hår som er misfarvet af mistænkelige voksarter, som kun producenterne fatter meningen med – og en adfærd som umiddelbart er svær at dechifrere… Han bevæger sig langsomt og dovent. Altså dovent på den ikke-charmerende måde. Ikke dovent som i sanseligt eller velovervejet – men bare dovent på den dovne måde. Han svarer sjældent når du taler til ham – og når han svarer er det med enstavelsesord. Ja! Nej! Doooh! Øv! Seriøst?! – ind imellem kan de svinge sig op på noget der ligner sætninger. Det ved jeg ikk. Ikk nu. Helt ærligt! Hvorfor skal jeg gøre det? Det magter jeg ikke! Gå nu ud!

Det, du nu skal holde fast i, er at alle elementerne til et ansvarsbevidst menneske er tilstede inden i din teenager. De er bare ikke faldet på plads endnu. Det er vanskeligt at forestille sig, at dette bizarre væsen nogensinde vil få et job – og endnu mere vanskeligt at tro på, at han faktisk vil kunne passe det. Når der kommer gæster kan hun dog ind imellem forvandle sig til noget der ligner en høflig ung pige – for en kort stund. Hvad det end er for tryllemiddel der træder i kraft, så har det kun korttids virkning. Lektierne er en mystisk hemmelighed, som du aldrig helt forstår omfanget eller karakteren af. Vennerne kommer fra den samme mærkelige planet, og hulen som væsenet bor i, kan ikke helt typebestemmes på grund af forskellige mugarter og lugte, der breder sig fra hjørnerne og ud i rummet. Du fristes til hver aften at sprøjte med svampeog insektgifte udenfor døren, men afstår af hensyn til din unges helbred. Svært i tvivl om hvorvidt den aktuelle

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

29

helbredsrisiko faktisk er større end risikoen ved selv de skrappe sprøjtemidler. Det du nu skal holde fast i, er at alle elementerne til et rigtigt, ansvarsbevidst, handlekraftigt, modent menneske er tilstede inden i din teenager. De er bare ikke faldet på plads endnu. Det er ligesom en af de der glaskugler med sne, som man ryster, så det hele hvirvler rundt. Og langsomt daler det ned og dækker et lille landskab med de fineste lag af hvid skønhed. Eller ligesom sommerfuglen, som består af ren væske umiddelbart før den bliver til et elegant og fuldendt lille flyvende insekt. Din opgave er at tale til alle disse gode elementer. Problemet er, at når du betragter din teenager, så er det virkelig svært at få øje på den fuldendte helhed, der gemmer sig i detaljerne. Du ser bare rod og surhed, grimt tøj, ludende holdning. Du hører mumlende modstand og forurettede bemærkninger – og et sprog som ind imellem får dig til at fare helt op i det røde felt. Det er ganske enkelt hårrejsende, hvad teenagere kan finde på at kalde hinanden og deres søskende – og nogen gange også deres forældre. Men tænk på at din teenager på dette tidspunkt består af flere forskellige versioner.

...når du betragter din teenager, så kan det være virkelig svært at få øje på den fuldendte helhed, der gemmer sig i detaljerne. Version 1 er den version af dit barn, som går ind i teenage årene. Stadig med et udtryk som du forstår og elsker. Stadig med den barnlige respekt og tillid. Stadig med en vis høflighed og evnen til at være lydhør overfor forældrenes uendelige visdom. Så går der et års tid – og langsomt træder version 2 frem. Den tvære version, som gør oprør. Lidt senere har vi version 2.2 – nemlig den version som er mest tilbøjelig til at ignorere din eksistens, og som faktisk tager det som lidt af en fornærmelse, at du huserer i hans liv. – Denne version holder ved en rum tid. Nogen

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

30

Prøv så godt du kan at skabe alliance med din teenager, i stedet for at blive til modstander.

gange diskret, næsten usynligt – andre gange larmende og provokerende, så du er ved at miste forstanden. Den afløses af version 2.3, som med stor beslutsomhed går i gang med at bryde alle de regler du måtte finde på at stille i vejen for ham – og hvis du ikke laver regler, så bryder han dem alligevel. Så bryder han bare reglerne for almen sund fornuft eller eksperimenterer med at bryde loven. Stjæler i butikkerne. Bliver væk uden at ringe og sige hvor hun er. Pjækker fra skole. Forsømmer lektierne. Kalder sin mor for luder og sin far for homo. Jamen listen er endeløs. Og så er der lige dem som har en version 2.4 – hvor de nærmest bliver usynlige, og får det hele til at fungere uden særlige problemer… for at dykke ud af puppen et par år senere, nu udviklede til version 3 – den fuldgyldige borger, som grundlæggende har forstået sin rolle og sit ansvar i fællesskabet.

Kommunikationen Dette er en vildledende overskrift. Kommunikative redskaber findes kun i meget begrænset omfang, når vi er i de svære faser af teenageårene. Hvor vanskeligt det end forekommer, er du henvist til at tale til dit barn, som om hun er fuldt funktionsdygtig. Du må ikke tale ned. Lad være med at lyde irriteret. Lad som ingenting, når du skal gentage dig selv for syttende gang. Og skub kun overskuelige konsekvenser ind imellem dig og dit barn. Kort sagt – vælg dine konflikter med omhu. Bliv en lille smule døv overfor skældsord og frækheder. Og prøv så godt du kan at skabe alliance med din teenager, i stedet for at blive til modstander. Tillad ham træffe sine egne valg – og stil eventuelt spørgsmål, eller formuler klare kommandoer, i stedet for at lave irettesættelser.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

31

”Tallerkenerne skal ud i opvaskemaskinen – alle sammen.” ”Læg dit vasketøj i kurven i bryggerset.” ”Har du nogen ønsker til aftensmad?” ”Sæt dig her sammen med mig og spis din aftensmad.” ”Jeg har brug for din hjælp i morgen – du skal købe mælk på vej hjem fra skole.” Og husk – når du har sagt det, så står det ved magt. Derfor skal du ikke overdrive kravene. Sørg for at holde balancen i et felt, hvor det rent faktisk er muligt for dig at nå i mål. Og ikke noget med at hovere. Når din unge har gjort en indsats, skal du heller besvime af forundring. Bare lad som om det er helt naturligt. Og når du skal gentage et krav, så gør det med samme tonefald og tålmodighed som første gang. Du skal IKKE hæve stemmen. Du skal IKKE forfalde til generaliseringer. (Altid, aldrig, hver gang, hele tiden osv.) Du skal IKKE bebrejde. Tal roligt, smil, vær tålmodig og venlig og hvis alt andet kikser, så rids konsekvenser op. Når du ikke vil bidrage til husholdningen, så må jeg betale mig fra det – det betyder at du skal være med til at betale, for du er en del af husholdningen. Så derfor vil dine lommepenge fremover være beskåret med – eller du skal aflevere 200 kroner om måneden af de penge du tjener. Mange mennesker finder det anstødeligt at true med økonomiske sanktioner overfor børn. Det kan der være noget om. Denne verden er i rigelig grad styret af penge. På den anden side er det bare sådan, at de fleste ting koster et eller andet... - Valget imellem de mulige konsekvenser er altså primært et etisk valg. Et metodevalg så at sige. Stuearrest eller dagbøder. Det smarteste er faktisk, som tidligere nævnt, at lade teenageren selv få

Husk på, at selvom de er næsten udvoksede rent kropsligt, så er hjernen ikke fulgt med. Den arbejder på sagen, men den har brug for tid.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

32

indflydelse på eventuelle konsekvenser. Den snak skal bare falde før ungen stikker af fra opvasken. Udgangstilladelser kan sagtens være betingede – bare husk at sige ”ja”. Ja, du må gerne gå hen til Laura – når du har vasket op. Ja, du må gerne tage til fest på fredag – dit værelse skal bare ryddes op først. Ja, du må gerne lave en venindeaften med film og popcorn – bare du sørger for, at vasketøjet er lagt sammen og på plads inden de kommer. På den måde er det simpelt. Undgå diskussioner. Vær klar og konkret og frem for alt positiv og venligtsindet. Når teenageren er sur, så giv plads og rum – ryk tilbage i bussen og lad hende være. Når du betragter dit barn, så se hans potentiale. Der findes et gammelt råd som siger, at man i et partnervalg aldrig skal forelske sig i et menneskes potentiale, og at adfærd er alt. ”Din adfærd viser hvem du er.” – Men det gælder ikke for teenagere. Her skal vi hele tiden holde potentialet for øje, og huske på at selvom de er næsten udvoksede rent kropsligt, så er hjernen ikke fulgt med. Den er ikke færdig endnu – den arbejder på sagen, men den har brug for tid. Og du skal tro på den. Med dit eksempel skal du vise vejen – og selvom din unge ser ud til at nægte at lære af dig, så hold ud. Det skal nok lykkes. Når det bliver alt for svært, så giv dig selv et mantra – For eksempel – ”Jeg elsker dig, og jeg tror på dig.” Husk på at det er dig selv der har lavet skabningen – så det kan ikke se helt skidt ud. Belønningen kommer. Omkring ved 18 års fødselsdagen – og senest ved 20 års dagen – er besværet overstået for 98 % af alle unge. De har måske stadig noget at lære – forhåbentlig da, men de er rigtig godt på vej.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

33

Teenageres interne kommunikation - På kanten af mobning

“

Mandag morgen i 7. A: ”Hold da kæft hvor er du porno – har mor klædt dig på til morgen, din lille lyserøde homo.” Det er en svagt pink kant yderst på ærmerne af Kaspers t-shirt, som inkasserer ham den velformulerede velkomst fra klassekammeraten Oliver. Oliver selv er helt i sort. Altid. Han løber ingen risici. Og Kasper har fået t-shirten af sin voksne fætter, som til daglig arbejder og bor i Saudi Arabien, og som netop nu er hjemme på besøg. T-shirten har været dyr og har det rigtige mærke. Han synes egentlig selv, den er ret smart. Men det er så ødelagt nu, og Kasper ved, at han aldrig får den på igen. Oliver har allerede glemt episoden, og er nu i gang med at håne Julies nye sko. Om lidt kommer turen til Asbjørns spritnye jakke… Omkring Oliver har hans backing group samlet sig. Det er de tre, som har handlet deres fredning igennem på bekostning af deres integritet. De skaber rum, så Oliver kan være led overfor de andre – og til gengæld slipper de selv for at blive svinet til. Hvis de ind imellem nærmer sig farezonen, skynder de sig at bidrage til de nedgørende bemærkninger og husker at le højt, når Oliver er rigtig opfindsom med sproget.

But why? Som udenforstående og rettænkende voksen, kan det være vanskeligt at forstå meningen med de sårende kommentarer. Lukker man ørerne op og udvider fokus, vil det imidlertid være tydeligt, at lignende kommunikation forekommer i stor stil – ikke bare fra en enkelt ”mobber” i klassen, men i en vis grad som en alment vedtaget jargon. Også pigerne kan være med, og deres sprogbrug er ikke mindre nedgørende. Det er som om ordene er blevet den foretrukne metode til justering og vedligeholdelse af magtstrukturer. Og som om at teenagegrupperne har accepteret, at fornærmelser er et brugbart koncept i den almindelige omgang med jævnaldrende.

“

Historisk set har der altid været særlige kommunikative regler blandt unge. Og historisk set er der aldrig nogen forældre, som har forstået meningen med dem. Men der er dog et markant særpræg ved den snak, der foregår blandt de unge i dag. Den har et element af undertrykkelse, som rent faktisk ser ud til at marginalisere en del af de unge i højere grad, end den inddrager dem.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

34

Den bidrager til splitning af grupper mere end til samling. Og det er et problem. I hvert fald for de unge, som bliver holdt fast i udkanten af fællesskabet i kraft af deres sårbarhed overfor de grove bemærkninger. Og måske er netop sårbarhed en væsentlig faktor – for det ser ud til, at hvis du kan ryste fornærmelserne af dig – eller helt enkelt ignorere dem, ja så bider angrebene ikke på dig. Men lader du dig påvirke, så er du offer og udstødt. Dette er helt generelt – og der findes masser af undtagelser og variationer. Men det store billede tegner sådanne konturer. Vores teenagere tilhører en kultur – et fællesskab – hvori nedladende tale er fuldstændig normalt og accepteret. Vi kan tale med dem om det. Vi kan bede dem lade være. Vi kan kræve. at de IKKE bruger den slags ord overfor os. Vi kan bebrejde, forbyde og straffe – være moralske og belærende Kloge-Åge. Men det vil sandsynligvis ikke ændre den kendsgerning, at ordforrådet blandt unge er råt og belastende for de teenagere som ikke har tilstrækkelig hård hud i ørerne.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

35

Problemet er … For så vidt er der ingen problemer – hvis blot ungerne mestrer kunsten at ignorere eller oversætte til blidere versioner i deres egen opfattelsesproces. Masser af unge mestrer netop dette. De indgår i en slags handel, som betyder at hvis de ikke lader sig påvirke af de ord, som vi forældre helt sikkert opfatter som både negative og fornærmende, så har de også lov til selv at bruge samme slags ord, uden nogen kan bebrejde dem det. Men lader de sig belaste – lader de sig påvirke – så er de uden for cirklen, og de har IKKE ret til smide verbale håndtegn efter deres kammerater. En pige, som har sladret eller grædt over at blive kaldt Muhammeds lille taberluder, er uden for kredsen. Slug det råt og gylp det op igen, når du har chancen – eller træd ud af fællesskabet. Så de følsomme unge, de børn som ikke kan stå distancen, eller som ikke magter at bruge de voldsomme tiltaleversioner, de har et problem. Og dem bliver vi nødt til at hjælpe. Dem bliver vi nødt til at påføre lidt sjælelig Gori, så de ikke bliver alt for skrøbelige og udsatte. De andre må vi blot betragte med tålmodighed, og så med jævne mellemrum håndhæve at grænsen går ved os.

Slug det råt og gylp det op igen, når du har chancen – eller træd ud af fællesskabet. DINE regler Vi vil ikke tales til på den måde, uanset hvor helt almindeligt det er alle andre steder. Det er muligt at forsøge sig med regler omkring kommunikation på vores egen matrikel – men så snart søskende eller venner er samlet, er det vanskeligt at håndhæve totalt forbud. Advarsler er på sin plads. Opmærksomhed er passende. Og det er helt ok at meddele, at man ikke ønsker den form for samtale inden for murene. Husk blot at blive på din egen banehalvdel – præcis som i alle andre former for kommunikation. Ikke sige ”det er for dårligt – uopdragent – forfærdeligt at høre på osv” – men i stedet ”jeg er klar over at I åbenbart har det helt fint med at

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

36

tale med hinanden på den måde, men jeg har det dårligt med at høre på det. For mig lyder det fornærmende og nedgørende, så derfor vil jeg bede jer om at bruge almindelige, høflige samtaleformer, når I er i mit hus. Jeg ved I kan. Jeg har hørt det. Jeg stoler på at I vil respektere denne simple regel.” Eller hvordan det nu skal sige for at lyde rigtigt i DIN mund. Og vid så, at det ikke vil lykkes at holde helt fra døren. Derfor skal du være tålmodig og accepterende. Når tudserne smutter ud af munden på de bøjlebesatte unge, så kig dem i øjnene. Det er en meget gammeldags disciplinerings-metode, som stadig virker et langt stykke hen ad vejen. Hvis det ikke er nok, så gentag din regel. Roligt og venligt. Ikke bebrejdende. Ikke skæld-ud stemme. Hvis du husker dette, vil teenagerne stadig synes det er fornøjeligt at smide deres sko i DIT bryggers, samles om DIT køkkenbord, tømme DIT køleskab og invadere DIN stue for at se på DIN fladskærm. Hvis du hellere vil være fri for alt dette teenage selskab, så bare skæld ud og bebrejd – så forsvinder de hurtigt og kommer ikke igen – i hvert fald ikke imens du er hjemme!

De sårbare unge De unge som ikke kan klare mosten – som bliver kede af at blive kaldt taber eller svans – dem må vi støtte på en anden måde. Vi bliver nødt til at lære dem at høre selektivt. Grunden til at nogle børn er sårbare, mens andre er stridbare eller hårdføre, er ganske enkelt deres perceptions strategier. Måden de opfatter ordene og tonefaldet på. Måden de subjektivt fortolker ord og attituder. Og det kan vi godt hjælpe dem med. Det kan være vanskeligt at hjælpe sit eget barn når det er i teenage alderen, men det ved du sikkert alt om. Så hvis dit barn er en af de sårbare unge, skal du måske have en anden voksen med ind i billedet. Prøv dog i første omgang at tale stille og roligt med dit barn, og undersøg om der er ”hul igennem”.

Grunden til at nogle børn er sårbare, mens andre er stridbare eller hårdføre, er ganske enkelt deres perceptions strategier. Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

37

Måske sidder du lige nu og tænker, at det må være de andre unge, som skal opdrages. At det ikke kan være rimeligt, at dit barn skal terroriseres af utilpassede unge, og at det lyder dybt urimeligt, at en uskyldig teenagere skal lære at leve med angreb og uopdragen opførsel fra de andre. Og du har helt ret! Problemet er bare, at vi kan ikke lave de unge om, som har de hårde toner. Vi kan ikke disciplinere problemet væk. Vi kan protestere, vi kan bearbejde og vi kan håndhæve vores egne regler på vores egne matrikler. Men vi kan ikke tvangsindføre høflighed. Vi kan ikke trylle, presse eller kræve problemet fjernet. Det er der, og det bliver der. Så derfor er der kun ét reelt indsatsområde. At give de sårbare børn lidt mere modstandskraft og nogle brugbare strategier.

Aktivér de ansvarlige voksne Samtidig med at du forsøger at give dit barn lidt mere modstandskraft, kan det også være både nødvendigt og på sin plads at aktivere de ansvarlige voksne i de cirkler hvor dit barn har sin hverdag. Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

38

Skole og klub for eksempel. Sportstræneren – uanset om det er fodbold eller ridning eller badminton eller noget helt fjerde og femte. Det er i øvrigt meget påfaldende, at enkelte sportsgrene stort set er fri for mobning. I en del former for kampsport er det helt almindeligt, at der hersker en høj grad af sproglig disciplin og indlagt respekt for de andre deltagere. Det ligger i kulturen og håndhæves med stor bestemthed. Ingen karateudøver kunne så meget som overveje at tale nedgørende til sin træner eller sine klubkammerater. Det gør man bare ikke. Tilbage til emnet – det enkelte barn er IKKE ansvarlig, for den måde klasse- eller klubkammerater taler til ham på. En ting er, at vi kan hjælpe vores børn med at blive mere hårdføre eller tale for sig – men en anden ting er, at vi også bør reagere udadtil, hvis jargonen er for belastende. De voksne, som er fysisk til stede omkring teenagerne, er til enhver tid medansvarlige for kommunikationen. Præcis lige som du er, når de huserer i dit hjem. Du kan ikke forlange eller forvente at andre forældre eller lærere kan tage ansvar for kommunikationen på dit territorium. Derfor kan det være meget hensigtsmæssigt at opfordre lærere og pædagoger, trænere og de andre forældre, til at give emnet opmærksomhed. Hvis mange voksne bakker om en venligere tone, vil det også være nemmere for de unge at rette ind. Og det kan blive nødvendigt at lave meget stramme regler, som kan være ganske anstrengende at håndhæve. Teenagere er modige og grænseoverskridende. De bøjer gerne reglerne ganske åbenlyst, og de er ikke bange for konfrontation – heller ikke med de voksne. Vi må altså igennem den slidsomme proces det er at formulere klare regler, skarpe konsekvenser – og derpå håndhæve det hele med fast og sikker hånd. Vi har brug for at finde ud af, hvilken betydning den krænkende kommunikation har, hvad der skal til for at ændre den, så den bliver en smule venligere, og hvordan de unge mennesker forestiller sig, at det kan lade sig gøre. Du kan sagtens bare tale med dit eget barn om emnet – dog kan det have en langt større virkning, hvis du har adgang til en håndfuld unge ad gangen. Når en lille gruppe beslutter sig for forandringer, er de nemmere at gennemføre, end hvis blot en enkelt teenager påtager sig opgaven. Netop derfor vil det også være oplagt at bede en kompetent lærer – og Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

39

Nogle mennesker går ned med flaget, mens andre ifører sig panser og plade, og tager kampen op. det skal være en af dem som ugerne har respekt for, en de vil lytte til – om at tage emnet op i skolen. Når han har hele gruppen, og kan invitere dem til at komme med deres input, forbehold og idéer, så er han allerede nået langt. Regler, som er lavet af børnene selv, er altid nemmere at håndhæve, end regler som velmenende voksne har besluttet sig for at proppe ned i halsen på de unge mennesker.

Styrk den sårbare teenager Mennesker reagerer ikke på den objektive virkelighed. Uanset vores alder, er vi underlagt samme regler for opfattelse og forståelse. Alle mennesker skaber altså fortolkninger, personlige versioner af enhver begivenhed, og reagerer på disse individuelle, subjektive fortolkninger. Du kender det fra dig selv. Du kan måske blive helt vildt såret over en uoverlagt bemærkning fra en ven eller kollega, alt imens din nabo eller søster slet ikke forstår de sagte ord på samme måde. Vi kender det fra stress. Fra sorg. Fra fyringer. Nogle mennesker går ned med flaget, mens andre ifører sig panser og plade, og tager kampen op. Nogle mennesker fortrænger og glemmer – andre farer vild i det følelsesmæssige kaos… - Der findes ingen rigtig eller forkert metode – kun erkendelsen af, at vi er dybt forskellige. Hvis din teenager er sårbar og ulykkelig, så undersøg hvordan hun bliver det. Hvordan hører hun ordene fra de andre? Hvordan ser hun klassekammeraterne, når de taler til hende. Bed hende om at beskrive ord, tonefald og billeder, når hun tænker på nogle af de episoder, som gør hende ked af det. Og brug så allerførst den helt enkle metode.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

40

”Forestil dig at Oliver er en lille mus – du ved Tim og Bum fra Askepot… - Han er Bum. Med stumpet grøn trøje og en lidt for stor mave. Og så den sjove musestemme. (Eller tag Fedtmule eller Anders And – eller hvem som helst som er ufarlig, lidt sød og en lille smule latterlig.) Tænk nu på hvad han sagde til dig – imens du ser og hører ordene komme fra Bum. Læg mærke til hvordan det får dig til at smile…. Først indeni – og så finder det vej til øjnene – og munden. Det bryder frem. Det er jo det han er. En lille Bum, som gerne vil være klog og gerne vil have at I andre ser op til ham. Derfor taler han så klodset. Det er fordi han gerne vil have at du og de andre skal se ham og høre ham. Forestil dig at du smiler til ham – ordene er ligegyldige – det er bare ord fra en lille, tyk mus. Du kan vælge at lade ham være – eller du kan spørge, om han har fået nye sko – eller er blevet klippet…. Og gå så din vej. Stille og roligt. Bare tænk det igennem et par gange. Du er i skolen, og der kommer Oliver – den lille tykke mus – og siger et eller andet…. – og du smiler. Træk vejret godt igennem, og flyt dine tanker tilbage det du var i gang med før han kom. Og slip Oliver – lad ham pile videre i sit lille museliv.” Denne metode vil gøre en forskel – du kan selv tilføje masser af nuancer. Husk bare på, at målet er at skabe ro og overskud i din unges tanker. Ikke at inspirere ham til at såre eller ramme et andet barn. Han skal ikke overtales til at bruge de ord, som gør ham selv ked af det. Han skal blot hjælpes til at slippe den belastning, som rammer ham, når andre taler grimt til ham. Slippe den, smile og bevæge sig videre i livet. Ikke lade sig ramme. Ikke lade sig forføre til gengældelse. Ikke overtage den uheldige attitude. Vær opmærksom på at vores sanser er skarpe og effektive. Og vi bestemmer selv, hvordan vi vil fortolke begivenheder i vores liv. Vores indflydelse på vores egen sindstilstand er langt større end vi umiddelbart tror – og det handler blot om at bruge denne indflydelse maximalt til gavn for os selv. Det kan være I skal have fat i tingene en tre-fire gange – måske er en gang nok. Giv tid. Lad dit barn opdage hvad der forandres, før I gør mere. Hver gang vi ændrer vores perception, ændrer vi også den følelse der følger med.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

41

Det tunge tog Der findes børn, som har været belastet så meget og længe, at en simpel perceptionsøvelse ikke har nogen virkning. De har brug for mere dybdegående hjælp. Find en terapeut eller psykolog som beskæftiger sig med sanser og sindstilstande. NLP er en højst brugbar metode, men også dygtige kognitive terapeuter kan gøre en forskel. Det er ikke svært at hjælpe børn. Men nogle gange kan det være nødvendigt at flytte dem ud af det miljø, som vækker deres svære følelser – altså flytte skole eller måske flytte geografisk område. Det kan være store forandringer at gribe til, og derfor skal du huske at det er DIN beslutning. Lad ikke dit barn tage ansvaret for om hun ønsker at flytte skole eller adresse – du er den voksne. Du tager ansvaret. Men sørg så også for at dit barn får den fornødne støtte, så han ikke slæber de uhensigtsmæssige strategier med ind i sin nye start.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

42

Skolens udfordrende univers

- eller hvordan man forener et samarbejde med skolen og loyalitet med sin teenager

“

”Du skal op, Victor! Klokken er næsten halv otte.” Det er nu tredje gang du kalder på din teenager. Og tredje gang han siger ”ja”, og alligevel vender sig om på den anden side og sover videre. Som den gode forælder, sætter du dig måske på hans sengekant, og rusker ham kærligt i håret. Og han brummer og knurrer og skubber til dig. Han har ondt i hovedet, siger han. Eller i maven. Eller han har kvalme. Og måske føles han faktisk også lidt varm. Men det gjorde han også sidste tirsdag – og forrige fredag… Og der blev han forbløffende frisk i løbet af få timer, og havde slet ingen problemer med at køre cross med vennerne, spise pizza i rå mængder og drille sin lillesøster. Men hvordan får man en teenager til at gå i skole, hvis han helhjertet har besluttet sig for at blive hjemme? Scenen skifter – det er onsdag sidst på eftermiddagen, og din datter har tilbragt hele eftermiddagen på værelset i selskab med to veninder. Nu er hun i gang med at iføre sig sine meget høje, nye støvler for at forlade huset – med håret sat op til narrestreger og iøjnefaldende make up. ”Har du lavet dine lektier, Sofia?” spørger du – meget mor-agtigt. Hun puster tyggegummiet ud i en boble, kigger på dig med nedadvendte mundvige og vrænger – ”hvad tror du selv.” Dit advarende blik får hende til at kigge mod himlen, mens hun opgivende siger - ”ja, selvfølgelig har jeg lavet lektier – vi ses.” ”Vi spiser kl. syv,” siger du til hendes ryg, mens hun genner sit fnisende selskab ud af døren. Om der kommer noget svar er svært at sige, og en del af dig er ret sikker på, at lektier blev det heller ikke til i dag…. – Og du er ærlig talt ved at være grundigt træt af henvendelserne fra skolen. Hvordan får man en teenager til at lave lektier, hvis det føles som et nederlag at gøre det?? Ny scene – du kommer hjem fra arbejde en torsdag formiddag. Uventet tidligt fordi du har valgt at afspadsere. Derhjemme ligger din søn Victor på langs i sofaen og ser amerikanske tv-serier. Ved hans side står en stor skål chips, nogle tommer poser fra bageren og en halvanden liters sodavand. ”Hvorfor er du hjemme allerede nu?” er du næsten nødt til at spørge. Han har ikke fri før kl. 14.30 om torsdagen, så det giver ligesom ingen mening. Han tænker – overraskende hurtigt! ”Vi fik fri.” Ikke noget udpræget

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

“

43

genialt svar – men svært at anfægte nu og her…. – Du har en helt klar fornemmelse af, at det ikke er sandt, og spørger til de nærmere omstændigheder – ”Hvorfor?” – ”Læreren var syg.” ”Var der ingen vikar?” ”Åbenbart ikke, vel!” Det er blevet fredag aften – klokken er 19, og du er i gang med aftensmaden. Telefonen ringer. Det er din datters lærer – igen. Han vil gerne fortælle dig at Sofia IGEN ikke har lavet sine lektier, og i øvrigt heller ikke har husket sit gymnastiktøj i denne uge. Du kan høre på lærerens tonefald og intensitet, at han er ved at varme op til en af de helt store taler, og du reagerer nærmest i panik. ”Undskyld men jeg får huset fyldt med gæster om 10 minutter – er det sådan at vi kan tage det her på et andet tidspunkt?” Det må han modstræbende acceptere, og det lykkes dig at afslutte samtalen, uden at du har lovet at ringe tilbage.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

44

Forsøg på noget der ligner en forklaring Hvad er det for bizarre forhindringer, der nogle gange vinder indpas i vores børns liv? Åben krig med den veninde som tidligere var fuldstændig uundværlig. Eller udviklingen af et had-lignende forhold til en eller flere af deres lærere? Hvordan er dét overhovedet muligt? Hvorfor stopper læreren det ikke længe inden, det kommer så vidt? Fordi lærere også kun er mennesker, og de kan også rammes hårdt – selv af teenagere – eller måske især af teenagere. Unge kan være ubarmhjertige – og voksne kan være sofistikeret grusomme. Jeg har hørt lærere åbent fortælle om, hvordan de har latterliggjort deres elever på den mest perfide måde, og samtidig taget de andre elever som gidsler. Hvis de ikke lo ad de fornærmelser, læreren hældte ud over den udsatte elev, ja så var de helt sikre på at blive udset som næste offer. Så slem behøver læreren ikke at være. Han – eller hun – kan også ”bare” undlade at give hjælp eller opmærksomhed til en enkelt eller få elever. Dermed har de i sagens natur forringede chancer for at lære stoffet og følge med på det nødvendige, faglige niveau. Lærerens adfærd kan være meget konkret og virkelig, men den kan også primært finde sted i teenagerens hoved. De kan være et produkt af en fantasi, en overbevisning eller en frygt – uden at have rod i virkeligheden. Men det føles lige svært, når man er 13-15 år og mest af alt ønsker sig at høre til og være god nok. Det problematiske tilhørsforhold kan også handle om forholdet til andre unge i klassen eller på skolen. En ugengældt forelskelse. Udelukkelse fra et eftertragtet fællesskab. Eller måske blot en uhensigtsmæssig opførsel som rammer din teenager på en blød plet i sindet. Uanset årsag kan du opleve at barnet trækker sig fra de skolelige pligter, og begynder at forsømme sine lektier eller sin tilstedeværelse på skolens matrikel ret konsekvent eller i bestemte sammenhænge. Du kan holde det fra livet et stykke tid, men på et tidspunkt skal du stå til regnskab – sådan er vores skolesystem nemlig skruet sammen. For at få barnet engageret og aktiveret, presser man forældrene. Børnene er jo, når alt kommer til alt, forældrenes ansvar.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

45

Skole-hjem samtale Typisk kommer den helt store tur i vridemaskinen i forbindelse med skole-hjem samtalen. Har du prøvet at have ondt i maven over at skulle til en af de samtaler? Har du prøvet at finde på undskyldninger for at tage af sted? Har du prøvet at tørre tjansen af på den anden forælder – fordi solidaritet kun rækker et vist stykke? Forstå mig ret – selvfølgelig vil vi gerne være der for vores børn. Selvfølgelig vil vi gerne samarbejde med skolen. Naturligvis er vi klar over, at vores børn er vores ansvar. Men det er ikke så enkelt!! Hvis barnet er klar til at gøre alt – selv at udvikle momentan feber – for at undslippe en bestemt lærer eller kammerat. Hvis lektier har udviklet sig til en magtkamp i et bestemt fag. Så er det pokkers svært at prædike fornuft, fremtid og fredelige løsninger. Ja – Sofia ved godt, at de manglende lektier rammer hende selv på længere sigt. At det skaber problemer i gymnasiet, eller måske oven i købet forhindrer hende i at komme derind. Men hvis forholdet i den pågældende sammenhæng eller hos netop denne lærer er så belastet, at det vil virke som et konkret nederlag at være velforberedt og lave lektier i hans timer, så kommer du ingen vegne med dine velmente råd. Og Victor vil hellere brække en arm end deltage i timerne hos den lærer eller med den eller de andre unge, som af en eller anden grund har gjort livet svært for ham. Uanset konsekvenserne. Uanset prisen.

Mange Børn kommer i en uheldig Skole, det vil sige en Skole, der ledes i en Aand, som passer daarligt til det opvoksende Barns Individualitet, og man kan undertiden se et Barn, der i den ene Skole artede sig daarligt, var dovent, forsømmeligt eller genstridigt, blot ved at bytte Skole blive helt medgørligt og udvikle sig paa en anden og heldigere Maade. Emma Gad 1918

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

46

Kommunikation med teenageren…. igen igen Du kommer altså igen på arbejde – kommunikationsarbejde. Du er nødt til at lukke munden, stoppe irettesættelserne og beslutte dig for at lytte til dit barn. En del forældre vil sige – og siger – helt uden tøven, at det er et spørgsmål om opdragelse. At man som forælder bare skal være konsekvent, så sker den slags uvæsen ikke. Og det er sandt. Hvis vi kan finde på straf og konsekvenser, som skræmmer vores børn endnu mere end den forhadte lærer eller de tidligere venner, som gør livet til et helvede, ja så har vi da stærke kort på hånden. Så kan vi true vores børn til tavshed og lydighed. Og så skaber vi små angstbidere, som ganske vist opfører sig ”efter reglerne” i det åbne landskab, men som så også er nødt til at hævde deres territorier på andre områder. Og tro mig – du vil helst have dit barns tillid! Du foretrækker uden tvivl at udvikle en relation til dit barn, hvor hun kan reagere helt tosset uden at blive fordømt eller straffet. Lad mig igen referere til Anna Wahlgren – forfatteren til bogen ”De kære børn”. Hun skrev ”ethvert skrig fra ethvert spædbarn er et spørgsmål.” Og den påstand kan sagtens forlænges ind i teenageårene. Bortset fra at teenagere ikke skriger. De pjækker. Eller bryder reglerne. Eller taler grimt. Eller snerrer. Men deres adfærd udgør stadig spørgsmål, og spørgsmålene lyder, ”elsker du mig også når jeg opfører mig vanvittigt?” og ”vil du støtte mig i den krig, jeg befinder mig midt i? Jeg er ret alene, og kunne bruge en kærlig forælder ved min side.” Så når du hører dit barn stille disse spørgsmål, så beslut dig for at svare ”JA”. ”Ja, jeg elsker dig, og ja, jeg vil støtte dig. Jeg er ikke nødvendigvis enig i måden du griber det an på, men jeg vil lytte til dig, være her for dig, og måske også komme med forslag til, hvad du kunne gøre i stedet for at straffe dig selv med forsømmelser.”

Du er nødt til at lukke munden, stoppe irette-sættelserne og beslutte dig for at lytte til dit barn.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

47

Og husk så også på, at den væsentlige opdragelse har fundet sted inden dit barn fylder 12 år. Indtil da har din unge, med sine instinkter og sine følelser som de væsentligste vejledere, konstateret hvad der skal til for at få anerkendelse og kærlighed, og den erfaring vil han trække på resten af livet. Så her kommer regnskabets time. Har du – og de andre betydningsfulde voksne i dit barns liv – med overbevisning vist dit barn, at han er værdifuld og elsket? Hvis du har det, så gør du hans kamp overskuelig. Så tror han grundlæggende på sig selv. Det betyder IKKE at han handler rationelt og intelligent – det betyder blot at der er kortere transporttid fra hans hjerte til hans hjerne. Og at kærlige bekræftelser har hurtigere effekt. Retorikken er overskuelig. Når din teenager (igen) har ignoreret eller bøjet reglerne til skade for sig selv eller andre, så tag kontakt – ikke henkastet eller forbeholdent, men med fast øjenkontakt, klar tale og meget gerne fysisk berøring, hvis hun tillader det. Fortæl hvad du oplever, uden at lægge skældud eller bebrejdelser ind i ord og tonefald. ”Din lærer har ringet. Han sagde at du pjækkede fra skole torsdag eftermiddag. Jeg er overbevist om at du har dine gode grunde, og dem vil jeg gerne høre om.” ”Din lærer har ringet. Han sagde at du havde ikke lavet dine lektier til matematik i onsdags – og du havde glemt dit gymnastiktøj. Sofia jeg ved at du er en ret godt begavet pige, og jeg vil gerne have at du fortæller mig hvorfor. Der er helt sikkert en rigtig god grund” Du kan med denne indgangsbøn møde mange forskellige reaktioner. Protester. Benægtelser. Du kan blive ignoreret og afvist. Og din opgave er at holde fast i netop den vinkel, at dit barn har valgt en handling, som udelukkende rammer ham selv, og det er selvfølgelig ikke hans intention at skade sine egne fremtidige muligheder for uddannelse, anerkendelse, suveræn beherskelse af vigtige færdigheder og sandsynligheden for de fede jobs.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

48

Teenagere er muligvis nok tankeløse, men de er på ingen måde ubegavede. (Netop den påstand vil du betvivle en del gange igennem dit barns ungdom, men hold ud – hold fast – dit barn er klogt! Han vil komme igennem teenagetidens skærsild – hun vil klare sig – og jo mere du magter at tro på hende og vise hende tillid, des nemmere vil det gå.) Hvis hun i første omgang afviser dig, så lad hende være og vend tilbage lidt senere. Med den samme holdning, den samme anerkendelse af at hun helt sikkert har en positiv intention med sin uhensigtsmæssige adfærd. Og når hun begynder at tale, så lyt! AFSTÅ fra at irettesætte og bebrejde. Hvis hun fortæller dig at hendes lærer er et svin eller hendes veninde er udviklingshæmmet, så lyt. Spørg roligt og stille ind til HVAD læreren eller veninden konkret har gjort. Find ud af hvad dit barn ønsker sig af situationen. Og stil så de spørgsmål som gør, at I i fællesskab kan finde alternative handlingsmuligheder, som giver dit barn det resultat han gerne vil have.

Teenagere er muligvis nok tankeløse, men de er på ingen måde ubegavede....

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

49

- - - - - - - -

Hvad vil du gerne? Hvad tænker du om at han gjorde sådan? Hvis du lige nu kunne fortælle ham, hvad det fik dig til at tænke og føle, hvad ville du så sige? Hvad tror du din lærer (eller veninde) ville opnå med sin opførsel? Hvad er vigtigt for dig? Hvad har du brug for? Hvad kan du gøre i sådan en situation en anden gang, som vil give et bedre resultat? Hvordan kan jeg støtte dig?

Vær forberedt på at snakken kan tage flere dage; tag det i små bidder, hvis det er nødvendigt. Undlad så vidt muligt at presse. Hold fast i tilliden til at din unge er klog, og slip ikke på noget tidspunkt følelsen af solidaritet. Du skal først og fremmest være der for dit barn – ikke for skolen, naboerne, veninderne eller samfundet.

Samtalen med skolen - er overskuelig. Lyt. Lyt. Lyt. Undlad at gå i forsvar – og undlad FOR GUDS SKYLD at tage skolens parti imod teenageren. Du er på din unges side. Hvis dit barn er med, så sig at du nu har hørt hvad skolen siger, og at I vil gå hjem og tale om det. Lad ikke jeres samtale foregå med skolen som tilskuer. Hvis dit barn ikke er med, så sig at du vil gå med hjem og tale med det unge menneske, og høre sagen fra hendes side. Det handler ikke om tillid til skolen – det handler om tillid til dit barn. Og skulle læreren spørge om du ikke stoler på hvad han siger, så sig højt og klart, at det gør du naturligvis. Men der er altid flere sider af en sag, og du vil gerne høre dit barns version. Du kan gøre næsten hvad du vil – bare du ikke begynder at spilde tid på modangreb (det skader dit barn på længere sigt), og bare du ikke forfalder til at bebrejde dit barn – hvad enten han er tilstede eller ej.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

50

På grænsen til kriminalitet

- eller hvordan vi forsøger at anspore til høj moral i en rådden verden

“

Farmand får et helt tavst udtryk i ansigtet, da Frederik glædestrålende kommer hjem og fortæller, at han kan købe en iPhone til 500 kroner. ”Seriøst!! Det er altså bare billigt, far – du vil godt låne mig pengene indtil den første, ikke?” Fornuft og erfaring råber højt og klart i farmands hoved – en iPhone til 500 kroner er med stor sandsynlighed en hælervare af den ganske varme slags….. Lige nu er chancen for at blive grundigt upopulær i den unges verden ret stor. Kæresten står ved siden af – og drengen skal helst ikke miste anseelse i hendes øjne…. ”Hvem er det, der sælger en iPhone til 500 kroner?” Far lægger blødt ud. ”Det er Milo – du ved ham fra min parallelklasse, som bor lige nede på Bækvej – skidefin fyr.” ”Frederik – synes du ikke det lyder mistænkeligt? – du ved jo godt at de koster flere tusinde kroner? Hvorfor køber Milo en dyr telefon og sælger den billigt?” ”Han har fundet den. En eller anden havde tabt den. Og han har selv en i forvejen, så han skal ikke bruge den.” ”Hvor har han fundet den henne?” ”… - det ved jeg ikke – et eller andet sted. En eller anden har tabt den far – det er seriøst billigt, og han kan sagtens få mere for den, men fordi vi er venner kan jeg få den for 500 kroner.” ”Tror du ikke at ham der har tabt den, gerne vil have den tilbage? Han kunne jo vælge at aflevere den på hittegodskontoret, så er der en i hvert fald en god chance for, at den kan finde tilbage til sin ejermand. Der er vel også nogle telefonnumre i den, som man kunne prøve at ringe til.” ”Der er ingen numre i den – hvis jeg ikke køber den, så er der bare en anden der får den. Hvad er problemet?” ”Jeg tror den er stjålet, Frederik, og jeg vil ikke have at du køber hælervarer.” ”Beskylder du Milo for at være en tyv?” ”Nej – Milo kan sagtens være i god tro, men hvor sandsynligt tror du det er, at man finder en tabt iPhone, som ingen numre har, og som ikke kan spores tilbage til sin ejermand?”

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

“

51

...der er mere og andet på spil for Frederik end en telefon – og der er mere og andet på spil for far, end blot ja eller nej til et kortfristet lån. ”Hvor er det typisk dig, far – du er bare ude på at ødelægge alting – jeg gider ikke at snakke med dig om det, og du bestemmer ikke over mig.”

What to do??? Den gode stemning er effektivt forstyrret. Frederik er sur, far er i krise og der er fare for at ungen rent faktisk har tænkt sig at købe en brandvarm telefon. Måske ER det ikke en stjålet iPhone, men det er svært at lade være med at tænke sit. Far vil ikke finansiere køb af en mulig hælervare – ikke engang som et lån. Frederik er rasende, for han har ønsket sig en iPhone i rigtig lang tid, men har ikke haft råd til at købe den til fuld pris. Vi er oppe imod temaer som moral og etik – og valget står imellem at handle ”rigtigt” eller få dækket sit behov for at kunne flashe det sidste nye og vinde anerkendelse blandt venner og konkurrenter. Vi lever i en tid, hvor de ting vi omgiver os med – og de ting vi bærer på os – er med til at definere hvem vi er. Vi signalerer til omverdenen via vores tøj, vores stil og vores generelle udstyr. Burberry tasker og Prada sko er ikke bare for voksne karrierekvinder – det er også for skolepiger, selvom deres økonomi slet ikke burde kunne bære den slags outfit. Drengene markerer sig igennem deres computere og telefoner og selvfølgelig også via deres tøj, fodtøj og overtøj. Jakker med særlige navne er et must i visse kredse, imens Mac-sager er uundværlig merchandise i andre kredse. Så der er mere og andet på spil for Frederik end en telefon – og der er mere og andet på spil for far, end blot ja eller nej til et kortfristet lån.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

52

Findes der nogen god løsning? Frederik er 16 år. Han har en alder, hvor det er ret svært at bremse ham med forbud. Din eneste mulighed er at ridse muligheder og konsekvenser benhårdt op for ham. ”Du kan købe denne her iPhone – det kan jeg i princippet ikke forhindre dig i, men jeg kan tage den for at tjekke om den er meldt stjålet, og det vil jeg gøre ved først mulige lejlighed. Hvis den er stjålet, står du til en anklage for hæleri. Du kan sagtens påstå at du ikke vidste at den var stjålet, men du skal kunne godtgøre at du var i god tro, og det var du ikke, hvis du ikke bliver mistænksom over, at noget så dyrt sælges så billigt. Den er stort set umulig at forklare sig ud af. En sådan anklage vil gøre grumme ting ved dine fremtidsmuligheder. Du får pludselig en

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

53

straffeattest, og får langt sværere ved at få job, når du er færdig med din uddannelse. Det kan godt være at du kan undgå fængselsstraf, men du får sandsynligvis en betinget dom. Du skal nu beslutte dig for, om du vil gøre dig selv til kriminel for at få en iPhone nu og her, eller om du vil bevare dit liv som det er, og spare sammen som alle andre unge må. Sandsynligheden for at de 500 kroner er spildt – sammen med en masse muligheder for din fremtid – er meget, meget stor. Men det er supergodt at du havner i denne her situation. De beslutninger du træffer nu, vil få stor betydning for resten af dit liv. Det er ikke sidste gang, du vil blive fristet af billige priser på dyre varer. Det sker hele tiden. I princippet bør vi melde det hver gang – for at stoppe handlen med hælervarer. Du kan jo tænke lidt over hvor sjovt det ville være, at spare sammen til en dyr iPhone, for så at få den stjålet af folk, som sælger den videre for 500 kroner…. Du ville sandsynligvis blive både vred og bitter, ikke sandt? Og jo - måske dækker forsikringen. Første gang. Men når du igen og igen får stjålet dit gods – fordi der faktisk er købere til de stjålne varer – nemlig personer der gerne vil have en billig telefon – ja, så bliver forsikringsselskaberne trætte af dig, og så vil de ikke længere forsikre dig. Du skal beslutte dig for hvilken slags samfund du vil være med til at skabe. Du kan ikke både købe måske-stjålne varer OG forvente at andre har respekt for DINE ting. Jeg har bestemt mig. Jeg vil ikke købe varer som er mistænkeligt billige. Og jeg vil ikke have at mine børn gør det. Du er ikke 18 år endnu, så jeg kan i princippet beslaglægge dine ting. Og det gør jeg hvis du køber denne her telefon, uden at have beviser for at den ikke er stjålet.” Da far afleverer sin svada, kigger Frederik målløst på ham. ”Vil det sige at du faktisk er parat til angive mig – din egen søn – er du sådan en stikker?” Auvs – men ja – far er helt parat til at angive sin egen søn. Spørgsmålet er om søn er parat til at kaste sig ud i kriminalitet. Hvis han gør det nu, er vejen til den næste lovløshed kun ganske kort. Når det går godt én gang, kan det vel også gå godt igen. Så se det som en investering. Ubehagelig og konfronterende – men nødvendig.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

54

Da min sekstenårige søn ville have en tungepiercing, lovede jeg ham at jeg ville melde pierceren til politiet. Det er forbudt at pierce børn under 18 uden deres forældres tilladelse, og jeg ville uden tøven have anmeldt stodderen, hvis han udsatte min søn for en tungepiercing. Min søn kunne ikke risikere at være anledning til noget så pinligt som en rasende mor og en politianmeldelse, så han besluttede at vente til han blev 18 – og ved den tid var han ret glad for ikke at have en ødelagt tunge. I dag synes han det lyder dumt, når tungepiercede unge læsper deres mening ud igennem et tungt slør af ødelagte nerver.

Det er en del af arbejdsbeskrivelsen for forældre, at vi skal kunne tåle vores børns vrede. De svære grænser Vi er tilbøjelige til at give vores unge meget lang snor. Fordi vi så gerne vil bevare et godt forhold til dem. Fordi vi elsker dem – og fordi vi ikke bryder os om, når de bliver vrede på os. Men det er en del af arbejdsbeskrivelsen for forældre, at vi skal kunne tåle vores børns vrede. Hvis vi bakker ud og bliver bløde eller utydelige hver gang tonen bliver skarp, eller de synes vi er trælse, så svigter vi dem. Vores børn og unge har brug for tydelige voksne. De har også ind imellem brug for forbud og uenighed. Og selvfølgelig har de også brug for kærlighed, støtte og anerkendelse. Det ene udelukker ikke det andet. Når du markerer grænser og konsekvenser overfor dine børn, viser du dem også at det er muligt at være uenige uden at forlade eller hade hinanden. Tænk på hvad du ønsker at dine børn skal give videre til deres børn. Dine børnebørn. Hvordan vil du have det, hvis dit barnebarn stjæler tøj i butikkerne som 12 årig, fordi dit barn – hendes mor eller far – ikke formår at markere tydelige grænser og regler? Vil du være årsag til det svigt – eller vil du investere nu, og sige klart til og fra overfor din store unge?

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

55

Så husk på følgende fire ting: 1. Stol på at hun nok skal forstå dine beslutninger – på sigt. Det kan være svært lige nu og her, men betragt det som en investering. 2. Afstå fra at tørre ansvaret af på kammerater – det dårlige selskab. (Det er også Alfred eller Milo eller Oliver eller Carla eller Line der er en skidt unge). Alfred er som Alfred er, takket være de regler og normer han lever i. Det er i princippet de voksne omkring Alfred som svigter, og Alfred får lov til at betale prisen for det svigt. Det er et spørgsmål om tid inden han bliver taget, og så er det ham der skal konfronteres med konsekvenserne. 3. Tænk på det som en slags førstehjælp. Stop ulykken. Det betyder at du så vidt muligt skal forhindre dit barn i at gøre kriminelle handlinger. Derefter kan du eventuelt tage fat i de moralske aspekter, og arbejde med holdninger og værdier – hvis der altså er fri passage til din unges samvittighed og etiske univers. Og hvis du kun kan stoppe ulykken ved at love anmeldelse (og her skriver jeg med vilje ikke ”true med anmeldelse”, for det må aldrig bare være en trussel – det skal være ærligt og følges af handlinger) så er det anmeldelse der skal til. Brug det forhåndenværende søms princip. Politiet eksisterer. De kender dit dilemma. De vil hjælpe dig. 4. Lad være med at forfølge dit barn med bebrejdelser. Sket er sket. Hvis ulykken er afværget, skal vi videre – en erfaring og nogle refleksioner rigere. Nævn det ikke igen, medmindre dit barn selv bringer det på bane.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

56

Sex på teenage værelset - eller besværet med at acceptere, at de rent faktisk er kønsmodne......

“

Det lignede en helt almindelig lørdag. Vi havde fri, og var stået op ved otte tiden. Jeg var i bad, og børnenes far sad i køkkenet med en kop kaffe. Da jeg kom derud, blev jeg mødt af en mand med et lamslået udtryk i ansigtet. Hans kaffe stod urørt foran ham, og han kiggede ud i luften med et tomt blik. Det tog ham ret lang tid at få formet ordene, og selv da sproget var genopstået, varede det adskillige minutter at forklare årsagen til det chok, som tydeligvis sad i ham.

“

Bedst som han sad der med sin stille morgenkaffe, var døren ind til vores ældste søns værelse blevet slået op. Barnet var på det tidspunkt 16 år. Farmand havde blot registreret at drengen var vågnet, og nu havde kurs mod køkkenet, hvor daddy sad med ryggen til døren og nød morgenavisen. Fødderne trippede forbi med kurs mod køleskabet, og far sagde rutinemæssigt ”godmorgen” da drengen gik forbi. Og så tippede billedet. For svaret kom med en meget fin og lys stemme, som på ingen måde lignede vores søns overgangsramte røst. Da far kiggede op, gik det helt galt. Foran ham – halvt med ryggen til og i gang med at tjekke køleskabets indhold – stod en orientalsk prinsesse. Langt, blankt mørkt hår. Smukke, bløde former – meget små trusser og en ganske kort t-shirt. Og ellers ingenting. Da hun havde fundet en liter appelsinjuice, vendte hun huskendt rundt og rakte op efter to glas. Bevægelsen blottede et stykke glat maveskind…. Derefter smilede hun, og gik tilbage mod drengeværelset. Far blev ikke sig selv resten af dagen. En ting var at en pige åbenbart havde delt seng med hans søn. – Men denne smukke skabning…. – Dette blide, bløde kvindelige væsen ”hun lignede en voksen”, kvækkede han. Og ja – det gør de 16-årige piger jo nogen gange …. -

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

57

Erkendelsen Tja – det er sådan det er! Teenagere har et blomstrende sexliv. Med sig selv og med hinanden. Nogle starter tidligt, andre sent. Det kræver lidt tid at forstå, at det lille væsen man har bragt til verden, nu er blevet fuldbefaren udi kunsten at kneppe (undskyld udtrykket) – og meget gerne gør det både tidligt og sent. En del af os (forældregenerationen) har kun delvist fået løsnet de blufærdige grænser, som vores forældre måske var bundet af. Til gengæld er vores børn vokset op i en verden fyldt med billeder af seksuel karakter. Børnene har fået så store portioner sanselighed, sex og bar hud smækket op i ansigtet i forskellige medier og i gadebilledet, at de er blevet relativt immune overfor tanken om, at sex skulle være meget hemmeligt og privat. En lille tilbøjelighed til at gå en smule i panik er ikke unormal på dette stadie. Forestillinger om aids, kønssygdomme og graviditet udspiller sig på det indre biograflærred, og trangen til at isolere sin unge fra de risici hun er i gang med at udsætte sig for, kan i perioder dominere fornuften. Selvransagelse er på sin plads på dette stadie. ”Har jeg talt nok med ham om det?” – ”Ved hun hvordan man beskytter sig?” - og

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

58

hertil alle overvejelserne om hvordan sex egentlig udformer sig i vores børns verden…. – Hvor har de deres erfaring fra? Hvad har de set og hørt? Hvordan er deres normalitetsopfattelse….? Jeg var meget på glatis, da jeg skulle tage disse emner op med mine drenge. Jeg forestiller mig at det ville have været nemmere, hvis jeg havde haft døtre fordi mit univers er et kvindeunivers. Mine erfaringer er en kvindes erfaringer. Og jeg ved ret beset ikke særligt meget om hvordan det er at være dreng med seksuelle behov og en pik.. (undskyld igen – men tissemand er ligesom et forkert ord i denne forbindelse. Jeg kunne bruge ”penis” – men det er meget formelt.) Teenagere interesserer sig hverken for vaginaer eller penisser – de har fokus på pik og fisse, og kan til nød acceptere klitoris som en del af ordforrådet.

Sex-snak-generthed Det endte med, at jeg i første omgang bad drengenes far tage sig af snakken om sex. Efter at have forsøgt ad forskellige veje – lige fra ”jeg vil gerne snakke med dig om sex” og til ”det er vigtigt at du forstår, at god og givende sex ikke har nogen som helst forbindelse med det du ser i pornofilm” – og hver gang blev afvist med noget der mest af alt bare var ”NEJ MOR”. Det er svært at sige hvem der havde de rødeste kinder – mig eller drengene. De ønskede ikke at tale med mig om det. Der var simpelthen ting de ikke kunne sige til deres mor, og ting de ikke ville høre deres mor sige. Jeg valgte så at investere i et par gode bøger for unge om sex. De er skrevet af Anna Louise Stevnhøj og hedder henholdsvis ”Før den første gang” og ”Efter den første gang”. Dem lagde jeg på deres værelser, og krydsede fingre for at de ville læse dem. Det er virkelig gode bøger, men det ville have været meget bedre hvis jeg havde formået at tale med børnene om hvad der stod i bøgerne. Det gjorde jeg også - lidt senere. Men i første omgang benyttede jeg mig altså af en “bedre end ingenting” kyllingestrategi, som jeg på ingen måde er stolt over, men som var den mulighed jeg kunne overskue på det tidspunkt. Ingen af mine forældre havde fortalt mig om sex – jeg havde ikke nogen tilgængelig strategi,

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

59

og måtte også slås med min egen blufærdighed og mit eget manglende sprog for den seksuelle adfærd. Jeg havde virkelig svært ved at bruge ord som ”kneppe” eller ”knalde” eller ”pik” eller ”fisse”, og alene tanken om at sige det højt til mine børn, fik min tunge til at slå knuder. Jeg kunne ikke engang finde ud af at spørge dem, hvad de selv kaldte deres køn. Jeg var alt for genert. Først senere har jeg qua min uddannelse fået en træning i italesættelse, som gør det langt nemmere at bringe emnet op. Når jeg har par i terapi, skal vi nødvendigvis tale om sex. Så det gør vi. Men da min ældste søn var 15, havde jeg ikke lært den snak endnu. Og det gjorde det vanskeligt. Mange forældre har en langt større verbal frihed end jeg havde, men jeg kan se, når jeg uddanner SundhedsCoaches, og vi når til modulet om sex og sanselighed, at en ganske stor procentdel alligevel har en udfordring i at snakke frit om sex.

Pornofilm Jeg må lige ind omkring dem. Pornofilmene, som de fleste teenagere ser med største fornøjelse. Da jeg var ung, var det virkelig hemmeligt. Hvis man overhovedet kunne få fat på dem, blev blade og film gemt på de allersikreste steder, og man talte ikke engang om dem til vennerne. Tanken om at blive opdaget, var simpelthen så skamfuld, at det helt ødelagde fornøjelsen. Men det dejlige var jo den følelse, de detaljerede billeder skabte i underlivet. Stort set alle mennesker er visuelt påvirkelige. Når vi ser dejlig mad, løber tænderne i vand. Når vi ser en palmestrand med hvidt sand og azurblåt vand, opstår der en blød længsel i brystet. Når vi ser to mennesker have sex, mærker vi seksuel lyst i og omkring vores kønsorganer. Og seksuel lyst er en rigtig dejlig følelse – meget konkret og – ja – lystfyldt. Det er måske den primære grund til, at både pornoblade og pornofilm er kommet for at blive. I dag behøves de ikke engang. Man kan gå på nettet og se ganske gratis lifeshow udspillet på sin egen lille skærm. Sex er overalt. På store plakater ved busstoppesteder og på banegårde. I ungdomsmagasiner, ugeblade og på tv! De fleste husstande har flere fjernsyn – rigtig mange teenagere har deres eget tv på værelset. OG adgang til

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

60

de 169 kanaler som forældrene ser. Heriblandt ikke så få porno-kanaler af forskellig kvalitet. Så vi kan ikke forhindre vores børn i at se sex. Og vi kan ikke forhindre vores børn i at have sex. Når de kan, så gør de det. På et eller andet tidspunkt. Lige fra de er ganske små, har de sex med sig selv. Vi har kaldt det onani – i dag kalder sexologerne det solosex! Dejligt ord, ikke? For os var det skamfuldt og hemmeligt. For vores børn er det forhåbentligt naturligt og dejligt. Og her kan vi sætte ind tidligt. Vi kan anerkende deres trang til at røre ved sig selv. Give dem ret i, at det er dejligt. Og når de begynder at se porno, kan vi fortælle dem, at det de ser, altså ikke er sex, når det er bedst. Her kan vi forsøge at skabe plads til den lille detalje, at sex får langt lækrere dimensioner, når der er følelser og kærlighed inde i billedet. At elske med et menneske man er vild med, er noget andet end det hardcore knepperi der foregår på skærmen efter midnat. At se porno kan vække lysten – at elske kan give både dejlige følelser og tilfredsstillelse. Sex dækker et fysisk behov, men når man gør det med en man holder af, dækker det også et følelsesmæssigt behov. Et behov for bekræftelse og kærlighed.

Blomsterne og bierne - italesættelsen ”Jeg ved godt at du ikke vil tale med mig om sex, men så må du bare lige lytte, mens jeg siger det her. Du behøver ikke at svare.” Lige præcis sådan måtte jeg gribe det an, da jeg valgte at tale med min søn om forskellen på porno og ”almindelig” sex. Og mens han kikkede ned i bordet, gjorde jeg rede for hvordan man optager en pornofilm. At den laves med det ene formål at eksponere en pik i en fisse – eller i en mund – eller lidt andre variationer over temaet. To eller flere skuespillere, som bliver betalt for at stønne og knalde. Ingen følelser. Intet engagement. Ingen nydelse. Og når man ser manden sprøjte, så er det fordi det er muligt rent teknisk at frembringe en udløsning. Men ingen orgasme. Det er sex på et minimum. Den ringest mulige kvalitet, men ekstremt salgbar, fordi det vækker lyst at se på. Ingen mennesker har det sådan i deres soveværelse, alene af den grund at der ikke er et kamera – ingen instruktør og intet publikum. Kun to mennesker,

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

61

som har lyst til at udforske hinanden, og give hinanden en dejlig oplevelse. Når almindelige mennesker elsker, er det kærligt og nænsomt – i hvert fald i starten. Senere begynder man måske at eksperimentere med forskellige variationer, men det kræver at man er tryg ved hinanden, hvis begge parter skal have en god oplevelse. Da jeg var færdig med min fortælling, kikkede min unge op på mig med et let fjendtligt udtryk i øjnene. ”Er du færdig?” Jeg nikkede ja, og han forlod bordet.

“Nej, jeg skal ikke have en kæreste! Er du klar over hvor mange piger der ville blive skuffede?”

At tale om sex er nemmere når børnene er mindre. Så har de endnu ikke selv nået generthedsstadiet, og er relativt åbne overfor det mysterium man kan beskrive for dem. Med udgangspunkt i hvordan man laver et barn, er det ikke så svært at tale om sex og hvor dejligt det er at røre og blive rørt ”dernede”. Vi kan stadig bruge ord som ”tissemand” og ”tissekone”, og det er helt naturligt at kalde skeden for ”fødehullet”. Men når de bliver bevidste om sig selv som seksuelle væsener, når de oplever den virkning drengene eller pigerne kan have på dem, så kommer blufærdigheden også. Generelt set har pigerne nemmere ved at tale med forældrene om sex – drengene synes i høj grad det er pinligt. Men vi slipper ikke for det! Vi er nødt til at være sikre på, at vores unger er informerede om, hvordan de beskytter sig imod sygdomme og graviditet. Og vi skal hjælpe dem med at mærke og respektere deres egne grænser. Bare fordi de andre piger i klassen har været i seng med en dreng, så behøver jeg ikke. Og når jeg så får lyst, skal jeg huske at kræve at han bruger kondom. Drengene er tilbøjelige til at prale med deres seksuelle

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

62

erobringer. At være en ”score-kaj” eller ”player” som mine drenge kaldte det, er slet ikke så tosset. ”Nej, jeg skal ikke have en kæreste – er du klar over hvor mange piger der ville blive skuffede?” Men også drengene skal huskes på at beskytte sig imod sygdomme og graviditet. At blive far som 16 årig er ingens drøm. At gøre en pige gravid, som så er nødt til at gennemgå en abort, er absolut heller ikke ønskværdigt. Og der findes altså stadig en lang række sygdomme, som overføres seksuelt. Nogle af dem slipper man aldrig af med igen. En del piger er villige til at have sex uden kondom. Og mange drenge synes, det er det bedste. ”Man spiser jo heller ikke karamel med plastic på” er stadig en af de måder unge kan beskrive deres grund til at have ubeskyttet sex. P-piller er ikke beskyttelse mod andet end graviditet. P-piller beskytter ikke mod seksuelt overførte sygdomme. Det er vigtigt!! Måske er du så heldig, at du kan tale stille og roligt med din teenager om dette emne. Måske har du en unge som sidder og holder sig demonstrativt for ørerne, når du prøver. Uanset hvad, så er der ting, som må siges. Det kan godt være at kammerater og skole tager sig af en del

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

63

af oplysningen, men du kan ikke stole på det. Hvis det er pinagtigt og svært, så anerkend den situation! Sig det! Jeg ved godt at det er pinligt og svært. Men det er vigtigt at jeg får lov til at sige det, og at du lytter. Og så behøver vi ikke at tale mere om det, og du kan bare komme hvis der er noget du gerne vil snakke om. Jeg lover ikke at plage dig mere, når du har lyttet til det jeg skal fortælle dig nu. Stikord kan være en god ting – her får du et udkast. Tilføj selv. • • • •

Graviditet Seksuelt overførte sygdomme, for eksempel – herpes, hiv, kondylomer (kønsvorter), svamp, klamydia Lyst og nydelse Forskellen på porno og sex

Og lige et tip – det kan være en god idé at købe en pakke kondomer, og lægge dem i en skuffe til frit brug. Husk at fortælle din teenager, at det er ok at forsyne sig. En advarsel skal du også have – fra en i øvrigt meget pædagogisk og klog kvinde, som på et tidspunkt havde fire hjemmeboende teenagere. To af sine egne, en som var medbragt af manden, og så et plejebarn, hun havde taget til sig. Dette er blot en fortælling om at fornuften ikke altid kan vinde over vores ”gode opdragelse” - eller vores til tider næsten victorianske snerperi. Da ungerne nåede den kønsmodne alder, stillede hun med stor fornuft et glas med kondomer i skabet – og gav sine børn besked om at forsyne sig efter behov. Og allerførste gang den ene af drengene (hendes egen ældste) greb ned i krukken, undslap dette spørgsmål, iført et bebrejdende tonefald, moderens læber – ”HVAD skal du med det, om jeg må spørge?”

Fornuften vinder ikke altid over vores ”gode opdragelse” - eller vores til tider næsten victorianske snerperi.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

64

Teenagerens selvbillede - eller hvordan du hjælper dem med at blive stærke individer......

“

Vores børn har rollemodeller. Ligesom vi har rollemodeller. Vores børn er hver dag udsat for påvirkning fra medierne – det var vi også som børn, men slet ikke i den grad det sker i dag. I de sidste 10-15 år er antallet af reality shows eksploderet. Helt almindelige danskere kan få deres ”15 minutes of fame” ved at melde sig til en mediebegivenhed som Robinson, Paradise Hotel eller X-Factor.

“

At blive en af de bedste…. Konkurrencer blandt underskønne unge piger vises aften efter aften på flere kanaler. De er slanke, smukke og velklædte. De er iført mærkevarer og bliver af erfarne modeller spået en fantastisk fremtid. Og talentshows – vi drukner i dem. Mennesker som kaster sig ind i kampen for at gøre deres drøm til virkelighed. Spændende eller fortvivlede forsøg på at gøre husmandskost til gourmetmad. Der er ingenting i vejen med husmandskost, det egner sig bare ikke til at blive ophøjet til kunst. Og nu vi er ved mad – Helvedes Køkken! Også her er der unge, håbefulde kokke, som bare SÅ gerne vil have et gennembrud på den store madscene. Blive en ny Gordon Ramsey – eller Nicolaj Kirk – eller René Redzepi. Tænk at blive en af de bedste!! Det kan jo lade sig gøre! Det sker for forsikringssælgeren, som viser sig at synge lige så godt som Pavarotti – eller det unge talent fra provinsen, som pludselig blev landskendt for sin stemme – eller den polske indvandrersøn, som gjorde sit køkken til verdens bedste. Det handler om held. Og talent. Og tillid til skæbnen.

At se rigtig ud Der findes også mere beskedne rammer om vores unges selvbilleder. Uddannelse. Indkomst. Køretøj. Måske børn. I dag er det ikke usædvanligt at 18 årige får deres egen bil. Og det er slet ikke spor sjældent, at teenagere går i Burberry jakker og Prada sko. Tasken er fra Hugo Boss eller Gucci. Bæltet er Armani eller Dolce & Cabana.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

65

Unge piger udvikler sygelig adfærd i forsøget på at fremstå slanke og smukke – velklædte og overskudsagtige. De overtager stemmeleje og kropssprog fra deres idoler. Unge mænd går i (designer)jeans som skal holdes oppe af deres hofter. Det kræver at knægten skræver en smule, og rent faktisk er antallet af lændeskader på denne konto vokset markant hos kiropraktorer og fysioterapeuter. Håret skal sidde efter helt bestemte forskrifter. Tøserne skal være vilde med ham, og han skal have SÅ meget styr på tingene. Der er ikke plads til svagheder i vores teenageres verden. De er PÅ hver dag, og skal hver dag tænke over hvordan de fremstår, så de ikke falder igennem. Problemet er ikke, at vores teenagere ser ud og klæder sig, som de gør – problemet er, at mange af dem føler, at de ikke har noget valg.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

66

Plads til forskelligheder? Måske tager jeg fejl, men jeg holder af at tænke på, at tidligere (og her taler vi ikke voldsomt mange år tilbage) var der plads til forskelligheder. I klassen. I klubben. På arbejdspladsen. På vejen. I kvarteret. I byen. Da jeg var ung, havde vi nogle tosser i byen. En lokal klunser som gik rundt med sin barnevogn og sin mølædte hund. En gamling som var bange for mennesker, og sneg sig langs med husmurene, og nogen gange var ved at skræmme livet af os, fordi han kunne bevæge sig lydløst. Vi havde en dame, som var kendt for at udse sig tilfældige ofre i Føtex, og var man udset, blev man stoppet og skældt grundigt ud – uden nogensinde helt at forstå, hvad man havde gjort galt. Og så var der den søde tosse – ham der smilede stort og hilste højt på alt og alle. Vi drillede dem lidt. Men aldrig ondskabsfuldt. Mest af alt var vi en lille smule bange for det unormale i disse mennesker, men vi satte aldrig spørgsmålstegn ved, hvorvidt de havde ret til at være i gadebilledet. De hørte til – ligesom vi selv gjorde. I klassen havde vi Hanne, som altid var kikset i tøjet, fordi hendes forældre var så gamle. Vi havde Sanne som altid lugtede af hest og var vanvittigt dygtig. Og “Bamse” som var lidt for tyk. “Mini” - som var meget lille og klog, “Jønne” som havde voldsomme tics, men som var suverænt god til at tegne. ”Japsi” var japaner og Christian var en gudesmuk grønlænder. De var anderledes…. – nogen på en eksotisk måde – andre på en kikset måde. Måske var vi alle sammen anderledes hver på sin måde. I hvert fald var det ikke belastende på samme måde, som det er i dag. Den panik der kan præge en teenager, som ikke kan ramme ”mainstream” tonen, kan være voldsom.

Teenagerudvikling Så hvad kan vi gøre for vores unge? Hvordan kan vi støtte dem? Hvordan kan vi rive dem ud af favnen på de krav og forventninger, de tilsyneladende er underlagt? Hvordan giver vi dem følelsen af at være gode – ikke bare gode nok – men helt særlige og gode? Jeg har ikke svaret, men jeg har et bud. En metode som jeg har benyttet mig af i mit arbejde med arbejdspladser og uddannelser. En helt bestemt fast rutine, som altid kommer før alt andet i formidlingen af metoder og redskaber. Det

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

67

handler om feedback. Det hedder alt muligt smart i konsulentverdenen, men handler helt enkelt om at sætte et helt klart og meget, meget enkelt fokus. Når du behersker denne metode, kan du bruge den overalt! På dit job, i forhold til din partner, dine venner, familie (også den svigermor eller moster du har det svært med), dine børn, kolleger, chef, håndboldholdet, veteranbilklubben, bestyrelsesarbejdet og alt hvad du ellers kan komme i tanke om af livsområder og relationer i din verden. Metodens formål er at skabe et stærkt selvbillede, opbygge mod til at tage en risiko og villighed til at eksperimentere. I enhver virksomhed har man brug for disse færdigheder, og de kommer ikke af sig selv. Uden de store forskningsprojekter er det lykkedes at konstatere, at anerkendelse er en helt central faktor, når det kommer til forandringsparathed. Jo mere vi oplever anerkendelse, des større sving tør vi at tage fra den smalle sti, som ellers kan være svær at fravige. Hvis vi på den anden side får bank hver gang, vi stikker en storetå udenfor, så holder vi hurtigt op med vores svinkeærinder. Men hvis netop svinkeærinder er målet, så har vi brug for anerkendende kommunikation og konstruktiv feedback.

Jo mere vi oplever anerkendelse, des større sving tør vi at tage fra den smalle sti, som ellers kan være svær at fravige.

Sandwichmodellen – version 1 Jeg er lidt vild med mad, så jeg vil gerne præsentere modellen som en ”Sandwich”. Underbolle – mestendels bestående af hvede og dermed hurtige kulhydrater. Derpå kommer bøffen – som er kød og altså de langsommere omsættelige proteiner, som er med til at bygge vores muskler op. Hertil er tilføjet salat og andet grønt, som indeholder vitaminer og mineraler. Derpå en ”overbolle” som tilhører de hurtigt spurtende næringsstoffer, der giver

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

68

hurtig energi – og også hurtigt aftager i virkning. Den virkelige næring, altså det vi vokser af, er i kød og grønt – men de to brødstykker giver et hurtigt rush af energi, som kan være nødvendigt nu og da. Har du billedet? Det er nemt at huske, og hvis du glemmer den forklaring du får om lidt, så bare kald billedet frem. Det rummer hele metoden i en visuel version, som du aldrig glemmer.

Når du har givet dit barn konkret anerkendelse, har du også muligheden for at kalde på små mirakler. Det hvide brød er anerkendelse. Ros. Påskønnelse. Hvad du end vælger at kalde det. Den nederste/første del af bollen er den konkrete anerkendelse – altså noget du kan beskrive helt specifikt, som for eksempel din teenagers måde at sætte farver sammen på, hans kreativitet når han skal lave salat, hendes smilende ”tak” da du købte hende en ny taske, at han rejste sig op i bussen for en ældre dame – eller at hun af sig selv dukkede op for at sætte på bordet. Sådanne helt konkrete begivenheder, som du kan give din teenager positiv opmærksomhed for. Gør det! Husk det! Giv dig til at samle på eksempler, som du kan forære din unge med jævne mellemrum. I den alder er de så vant til kritiske øjne og bebrejdelser, at de ganske ofte kan komme i tvivl om deres egen værdi. Når du har givet dit barn konkret anerkendelse, har du også muligheden for at kalde på små mirakler. Små forandringer. Vi åbner hinandens positive opmærksomhed, ved at pege verbalt på de gode og stærke sider hos hinanden. På den måde er teenagere ikke anderledes end andre mennesker. Vi har brug for anerkendelse. Vi har brug for at mennesker omkring os, vælger at lægge mærke til alt det vi kan – alt det gode vi rummer – vores evner og gaver og potentiale.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

69

Når jeg laver medarbejderudvikling, og skal styrke kommunikationen og forandringsvilligheden i en organisation, så starter jeg netop der. Laver en simpel regel om, at alle mand de næste 14 dage skal lægge mærke til kollegernes særligt gode egenskaber og evner. Og så sige det højt. Vi laver en plan for det, så alle kan øve sig i at give anerkendelse – og alle kan øve sig i at modtage anerkendelse. Den første reaktion er som regel mistænksomhed. Nu siger du bare noget pænt, fordi lige om lidt siger du noget kritisk… - Du kender det sikkert fra skole-hjem samtalerne. ”Oliver er en god dreng – en god kammerat. Han har styr på sine lektier i engelsk, MEN han glemmer meget tit sit tøj til idræt, og så har han alt for mange fraværstimer i tysk. I matematik afleverer han ikke til tiden, og han kan godt være noget ukoncentreret i dansktimerne.” – Der blev vi lige helt forpustede af kritikken, og har vist allerede glemt alt det pæne i starten, ikke? Derfor er det vigtigt, at vi først lærer det ensidigt positive fokus. Det underlige er, at de fleste af os er rigtig gode til at være kritiske overfor os selv. Det gælder sådan set også teenagere, de har bare sådan et overaktivt forsvar, som gør at de helt refleks-agtigt har et dusin forklaringer på, hvorfor det ikke er deres fejl. ”Det var ikke mig” er i forskellige variationer den mest dominerende hele sætning i deres ordforråd fra alderen 14 til 18.

Spil på ungens positive strenge Så, tilbage til fokus på det positive. Mange forældre er vokset op med røde streger og irettesættelser. Forvænte som vi selv er med kritik og fejl-fokus, er vi nogle gange helt ude af stand til at lægge mærke til de små fantastiske oplevelser, vi også får med vores teenagere. Det er ok – vi er trætte. Men vi KAN gøre det anderledes. Vi KAN vælge at lægge mærke til alt det gode. Det kræver øvelse. Det kræver stædighed. Og det kræver at vi er villige til at lade alt det trælse og irriterende og fornærmende træde i

Tag ti uger, hvor du KUN påtaler din teenagers stærke og gode sider.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

70

baggrunden. Men vi KAN selv vælge vores fokus! Og når vi gør det, så påvirker vi vores teenagere positivt! Meget positivt! De kvaliteter, der bliver lagt mærke til, har en tendens til at vokse. Tænk på hvordan du får det, hvis du igen og igen udsættes for kritik på dit arbejde. Bliver du initiativrig? Kreativ? Flittig? Loyal? Positiv? Nej, vel? Du bliver irriteret, påholdende, retfærdighedssøgende, kritisk og stædig. Det gør du! Måske bliver du oven i købet sjusket og ligeglad, for lige meget hvad du gør, så er det åbenbart ikke godt nok! Så den simple regel er – tag ti uger, hvor du KUN påtaler din teenagers stærke og gode sider. Det andet lader du så vidt muligt være! Der kan være undtagelser, som du nødvendigvis må påtale for at forhindre katastrofer, men sørg for at gøre dem til et minimum. Når de to uger er gået, har du etableret kontakt til din unge. Ørerne er åbne. Hun er begyndt at vænne sig til, at du lægger mærke til hendes gode sider og særlige kvaliteter. Og så er det pludselig muligt at kommunikere konstruktivt. Konstruktivt betyder i denne forbindelse, at du også kan komme med forslag, ønsker eller idéer til, hvad du gerne vil have din teenager til at gøre. Du kan stadig ikke så godt komme med ordrer eller bebrejdelser

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

71

– det fungerer ikke – men du kan foreslå forskellige handlinger. ”Whau – du var oppe i god tid i morges. Hvor var det dejligt at jeg kunne nå at snakke lidt med dig.” – efter to uger er det altså muligt med en lille tilbygning – ”vil du være sød at åbne vinduet på badeværelset, når du har været i bad? Så skal jeg nok lukke det inden jeg går.” Og ugen efter kan du endda bygge yderligere til – ”vil du være en skat og sætte din tallerken og dit glas i opvaskeren? – Det vil gøre det lidt hyggeligere at komme hjem om eftermiddagen, når der er pænt i køkkenet.” At komme med ønsker og forslag er næste skridt, og det allervigtigste er, at vi som forældre kan og vil etablere en vane med at se og påtale vores børns kvaliteter. Vi ser selvfølgelig også alt det andet, men når vi åbner munden, taler vi om og til vores teenageres ressourcer. Sørg for at sige noget anerkendende mindst tre gange, for hver gang du kommer med et irriteret udbrud, udtrykker en forventning eller stiller et krav. Tal pænt om hans øjne, hendes hår, humor, påklædning, kreativitet, stædighed, hjælpsomhed – alt hvad du kan finde. Og begræns ordet MEN i dit ordforråd. Når du siger MEN, så sletter du alt det gode du lige har sagt. Brug OG i stedet for. Lug grundigt ud i alle de ting du synes er irriterende ved din teenager. De fleste ting kan du leve med uden at påtale dem i tide og utide. Lige om lidt flytter han hjemmefra, og så vil du være ret glad for at have skabt et godt forhold til ham. Vær large, gavmild, tålmodig, rummelig, tolerant, nysgerrig og anerkendende. Støt hende alt hvad du kan. Tro på det bedste i din unge. Og stol på din teenager uden at være naiv. Lad altid tvivlen komme ham til gode. Accepter fejltrin og forglemmelser uden de store konsekvenser, og vær selvfølgelig opmærksom på gentagelserne. Alle kan glemme, men sker det hver dag, er det mere end bare glemsomhed. Afstå fra at gå til angreb – det klarer din teenager. Forsøg efter bedste evne at signalere og sige ”jeg er her for dig. Jeg elsker dig. Jeg vil altid støtte dig, selvom vi ikke altid er enige.” ”Jeg kan synes at din adfærd er forkert, men jeg vil aldrig synes, at du er forkert.”

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

72

Vi vil så gerne være gode forældre - eller hvordan vi klarer skærene med et minimum af fiaskofølelse......

“

Når jeg holder foredrag på skoler og institutioner, spørger jeg tit tilhørerne, hvorfor de egentlig fik børn. Det afføder typisk svar som – ”fordi vi elskede hinanden” og ”fordi vi havde stor lyst til at bekræfte vores kærlighed”. Og det er smukke svar. Mere sandfærdige og rationelle svar er måske ”fordi vi kunne” – ”fordi driften tog magten” – eller ”fordi det gør man jo bare….” ligesom alle de andre. I virkeligheden er det måske ret ligegyldigt HVORFOR vi får børn – det gør vi sandsynligvis grundlæggende for at sikre artens overlevelse. Det interessante er – HVORDAN vi får børn – nej – ikke på den måde HVORDAN – hvordan i forståelsen ”på hvilke betingelser?” Hvad er reglerne for familieforøgelsen? Hvilke forventninger har vi? Til os selv. Til hinanden. Til barnet – eller børnene.

“

De tre synder I forældreskabet findes der tre ”selv-synder”. Den første er selv-følgelighed. Den anden er selv-retfærdighed. Og den tredje er selv-tilfredshed. Selvfølgelighed kan snige sig ind i vores liv, allerede når kvinden uden problemer undfanger et barn. Hvis hun så også har en uproblematisk graviditet og fødsel, og føder et sundt og velfungerende barn, ja så er der en vis portion ”selv-følgelighed” på kontoen. Med selvfølgeligheden følger en forventning om at barnet arter sig vel – følger bøgernes forskrifter, vokser som forventet, udvikler sine færdigheder i overensstemmelse med gennemsnittet (gerne lidt hurtigere, for det er jo et ganske særligt barn) og senere hen har vi en forventning om, at barnet opfører sig, så vi kan være stolte af det og, ikke mindst, af os selv som fremragende forældre. For det ønsker vi virkelig at være, og dette ønske er der intet ondt i. Tvært imod! Selv-retfærdigheden opstår hvis barnet bryder forventningerne – skuffer vores selvfølgelige og indlysende forældrefortræffelighed, og præsenterer os for en udvikling eller adfærd, som ikke følger statistikken – og som måske oven i købet kan fortolkes som ”ringere

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

73

end” gennemsnittet. Det er ganske enkelt ikke rimeligt. Hvorfor skal JEG have et barn som ikke følger normen? Som har en eller flere svagheder. Som ikke kan leve op til forventningerne. Forurettelse og krav om en forklaring som kan frikende mig som forælder, banker hårdt og insisterende på. Og her kommer en lang parentes. Med fare for at træde en del af mine læsere eftertrykkeligt over tæerne, bliver jeg nødt til at nævne et eksempel; den voksende tilbøjelighed til at diagnosticere børn. Der findes en uendelighed af diagnoser, som skal forklare hvorfor vores børn ikke opfører sig som vi forventer. Jeg påstår ikke at vi som forældre ønsker at diagnosticere vores børn – selvfølgelig gør vi ikke det. Men der eksisterer en skyggekultur på det børnefaglige område, hvor man i stigende grad henover de seneste 10-15 år har været optaget af at forklare adfærd med sygdom. Nu kan du med stor ret indvende, at jeg jo ikke har prøvet hvad det vil sige at have et barn med ADHD eller andre sygdomme – og det har du ret i. Men tro mig – jeg er blevet inviteret. To af mine tre børn er blevet tilbudt diagnoser – eller i hvert fald udredning med henblik på at retfærdiggøre en diagnose. Den ene fordi han passede meget dårligt ind i skolemiljøet. Han var allerede dengang en meget sansestyret dreng, som i høj grad fulgte sin næse. Det betød at han ofte kom for sent ind til timerne, fortabte sig i detaljer, kedede sig og forstyrrede eller bare gloede tomme og længselsfulde huller igennem vinduerne, imens der blev undervist i vigtige ting. Den anden havde svært ved at samle sin viden. Han kunne lære i små portioner, men når hans erfaring skulle koordineres, sprang kæden af. Den ene dag kunne han alle tabeller – den næste anede han ikke hvad en tabel var. Han havde ubetinget brug for, at læring skulle give

Der eksisterer en skyggekultur på det børnefaglige område, hvor man i stigende grad har været optaget af at forklare adfærd med sygdom. Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

74

mening, og ejede ganske enkelt ikke evnen til at simulere en oplevelse af sammenhæng, som han ikke havde – end ikke for sin mors eller lærerens skyld. Jeg sagde nej tak til yderligere undersøgelser af mine børn. Dengang var jeg dels medlem af den forælderfløj, som mente at børnene var forældrenes ansvar, og at vi vel dybest set var bedst stillet med hjemmefødsler og husundervisning – og så brød jeg mig vist ikke særligt meget om, at nogen skulle beglo mine unger med det jeg opfattede som kritiske øjne. Men det allervigtigste er nok, at når jeg selv så på mine børn, hæftede jeg mig først og fremmest ved deres stærke sider. Deres sociale ressourcer. Deres hjælpsomhed og opfindsomhed. Deres glæde ved fællesskabet og ønsket om at bidrage. Og derhjemme oplevede jeg aldrig, at der var ting de ikke kunne. Tvært imod – de magtede opgaver som lå langt over hvad man kunne forvente af børn på deres alder. Så jeg var styret af en ”pil-nallerne-fra-mine-unger” holdning, og jeg var fuldstændig tryg ved, at de nok skulle udvikle sig helt vidunderligt. Hertil skal siges at jeg er yngste søster ud af en stor flok pædagoger, som alle havde fået børn før og samtidig med mig, og jeg lænede mig roligt op ad mine stærke søstre, som kendte og elskede mine børn, og betragtede dem som både sunde og stærke. Gode kort, som slet ikke alle har på hånden. Havde scenariet været anderledes – havde jeg for eksempel selv været enebarn og havde jeg haft kun to børn, hvoraf den ene artede sig til alles tilfredshed og den anden absolut ikke gjorde – og havde jeg manglet kvalificeret sparring og sikkerhed i min vurdering af mine egne børn, ja havde jeg helt sikkert takket ja til udredningstilbuddene. For hvis der var noget galt med mit barn, så skulle han da have noget hjælp. Og så var der jo også en forklaring på, hvorfor han ikke responderede rigtigt på skolens regler og min opdragelse. Og dermed en forklaring som frikendte mig for mistanke om at være en utilstrækkelig mor. Jeg har relativt markante holdninger omkring diagnosticerings-tendensen i vores skole- og institutionsverden. Du behøver ikke at være enig. Bare lov

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

75

mig at se på dit barn med de briller, som opdager hans smukke nuancer, som ser hendes vidunderlige særpræg og anerkender hans unikke gaver. Læg fejlfinderbrillerne væk. Det kan godt være at hun ikke er som alle de andre, men det betyder ikke at hun er forkert. Selv-retfærdigheden kan naturligvis udfolde sig både i forhold til omverdenen – og i forhold til teenageren selv. Når vi bliver selv-retfærdige i den direkte kommunikationslinie, vil vi gå stærkt i rette med vores unges adfærd, fordi den ikke matcher vores behov for at blive set og anerkendt som gode forældre og kvalificerede opdragere. Og det er her vi har muligheden for at tilegne os optimal ydmyghed – og i meget høj grad her, at vi skal vælge vores kampe med omhu. En teenager er langt mere sofistikeret, udholdende og selvretfærdig end selv den mest forurettede forælder. Så hvis du vil lytte til et godt råd, så lad være med at bekrige hende på netop dette område. Tilbage til den tredie forældre-synd. Selv-tilfredsheden. Den vokser frem hvis barnet lever fint op til alle forventninger. Vokser, trives, udvikler sig og opfører sig helt i overensstemmelse med bøger og statistikker. ”Hvor svært kan det være?” ”Se dog hvor nemt det går, når man bare gør det rigtigt!” De selv-tilfredse forældre er svære at håndtere, når man selv har et barn, som absolut ikke opfører sig efter bogen. De har jo tydeligvis gjort det hele

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

76

rigtigt, mens vi andre har skovlet rundt og kvajet os big time. Når forældre plages af selvfølgelighed, glemmer vi nemt at være taknemmelige over, at tingene går nemt for os. Vi mister ydmygheden og tager form efter en overmenneskelighed, vi i virkeligheden slet ikke har format til at udfylde. Vi kan udvikle arrogance overfor andre børn og andre forældre, for hvem det ikke går helt så nemt, og vi kommer til at tage fremdrift og medgang for givet. Vi vil så gerne være gode forældre. Vi vil gerne have at vores børn får en god start på livet, og bliver kloge, stærke og selvhjulpne individer. Vi vil så gerne kunne tørre sveden af panden, og føle lettelse, fordi det vi gør er godt nok. De er ikke ude i kriminalitet – de er ikke afhængige af stoffer, og de behandler andre mennesker med rimelig venlighed. Men hør lige her – så nemt går det kun meget sjældent. Selvom det virker som beskedne krav at stille til sine forældreevner, så lykkes det kun undtagelsesvis at holde stien ren hele vejen indtil det 18 år.

Det lykkes kun undtagelsesvis at holde stien helt ren indtil det18. år

Grundlæggende kan du igen læne dig op af de tre pejlepunkter, når du vurderer dine børns adfærd: Er det kriminelt? Er det livsfarligt? Er det uetisk eller krænkende? Kan du svare nej til alle spørgsmål, er du på rimelig sikker grund. Men tro mig. Ni ud af ti teenagere er på et eller andet tidspunkt på visit på den anden side af dette fornuftens stakit. De flirter med grænserne, de afsøger minefelterne og de bokser med skyggerne. Og forælderens vigtigste opgave er til gengæld ni ud af ti gange at holde hænderne i lommerne, og blot stille sig til rådighed som ressource, redningsmandskab og konfliktmægler.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

77

Når vi har så vanskeligt ved at lade vores børn være teenagere i fred, hænger det tæt sammen med en ganske særlig problematik, som er meget karakteristisk for mennesker. Alle andre pattedyr føder deres unger, fodrer dem, lærer dem at fange eller finde deres egen mad, og accepterer når ungen vandrer ud af hulen for sidste gang. Ingen andre pattedyr insisterer på at skulle være moralsk ansvarlige for deres ungers adfærd. Og tillad mig at introducere et begreb som vi alle kender rigtig godt, men nægter at anerkende som en gyldig faktor i forældre-barn relationen. Begrebet hedder ”betingelser for udbytte” og handler i al sin enkelhed om, at alle fordele har en pris og al adfærd har konsekvenser. Vi har i stedet vænnet os til et system som hedder ”belønning-straf”, og udnævner os selv til den store dommer alene kvalificeret af vores rolle som forældre og vores lidt større erfaring end ungernes. Adfærd smitter – du er hvad du gør – en banal fortælling Han kommer halvanden time for sent hjem til aftensmaden. Han har ikke taget sin mobiltelefon, og du har nået at mærke en solid flig af den helt store bekymring, har lige set ham ligge under hjulet på en lastbil, eller med en kniv i brystet – og uroen er vekslet med irritation grænsende til vrede over den ligegyldighed din teenager viser familielivet, din sjælefred og din indsats i køkkenet. Det vil principielt være helt okay at tænde af. Overfor andre, og helt normale mennesker, vil det være både passende og forståeligt. Men her har du at gøre med en teenager. Og teenagere, skal du forstå, har uanede mængder af opsparet goodwill på bogen. I deres opfattelse af verden er der stort set ingen grænser for hvor uretfærdigt de er blevet behandlet, og hvor store veksler der er trukket – selvfølgelig primært af dig – på deres tålmodighed. Han vil lynhurtigt – hvis han altså gider i dag – kunne give dig mindst 14 indlysende eksempler på prøvelser du har udsat ham for. Og så tager du sådan på vej for en smule forsinkelse. Helt ærligt. Det er altså virkelig langt ude mor eller far! Tror I måske ikke at reglerne gælder begge veje! På sin vej igennem huset smider han tasken, trøjen og sine sko, og du kigger måbende fordi du ganske enkelt ikke fatter, at de 14 år med gentagelser om at sætte ting på plads slet ikke ser ud til at eksistere længere.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

78

I er tilbage ved scratch. Ingenting her, ingenting der – og absolut ingen erindring om god opdragelse i teenagerens hoved. Her er det du skal tage en dyb indånding. Stop dig selv før du farer i flint. Tro mig, hvis du giver efter for din egen trang til selvretfærdighed, så får det langtrækkende konsekvenser. Du vil blive husket!! Og ikke for det gode. Så træk vejret dybt. Mærk dine fødder. Visualiser at du hænger sammen i kroppen fra isse til fod, selvom du er ved at blive revet omkuld af splintrende arrigskab og berettiget forurettelse. Sig ”goddag, har du haft en god dag?” – Inden du er færdig med at stille dit spørgsmål, har din unge sikkert smækket døren bag sig til sit værelse. Hans upassende opførsel må ikke få dig til at forfalde til upassende opførsel. Lad dig ikke smitte til at blive vred og forurettet og selvretfærdig. Den rolle har din teenager allerede nappet, og der er ikke plads til to af den slags i én husholdning. Kend din plads. Forældrepladsen. Og trøst dig med, at hvis din teenager var velafrettet og høflig, kunne det i langt højere grad være et faresignal. En ting er, at adfærd smitter. At det din teenager gør, kan smitte af på dig – og at du derfor må beslutte om

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

79

du ureflekteret vil re-agere på hendes opførsel. Men lige så vigtigt er det, at din adfærd smitter. Så hvis du kan holde fast i dine egne værdier, opføre dig så du kan bevare respekten for dig selv, og undgå at falde i ”så kan du lære det” fælden, vil du faktisk være en ret fantastisk rollemodel. Vi taler ikke om at vende den anden kind til! Vi taler om at din teenager ikke skal have afgørende indflydelse på, hvordan du ønsker at opføre dig overfor andre mennesker – inklusive din teenager.

Tør dine tårer Som forælder er du den tryggeste base i dit barns liv. Forhåbentlig er det lykkedes dig at skabe en dyb erkendelse i din unges hjerte om, at du elsker hende betingelsesløst, og altid vil være der for hende. Men selv så stor en tryghed, og så dyb en kærlighed, har sin bagside. Den betyder nemlig også, at din teenager tør udfordre dig. Vover at frasige sig din anerkendelse og har modet til at sætte jeres forhold på spil for selv banale mærkesager. ”Jeg vil aldrig se dig mere”. ”Du er den værste far i hele verden”. ”Jeg ville ønske jeg var blevet født af en ordentlig mor og ikke sådan en heks som dig”. Og her må jeg lige indsparke en bemærkning. Ofte – men ikke altid – er det mor, som får hele skraldespanden. Det hænger kort fortalt sammen med, at barnet fra helt lille har været i tæt fysisk kontakt med moderen. Mor er i de første leveår den primære omsorgsgiver og dermed er et oprør mod moderen forbundet med mindst risiko. Hvis far har været mest på banen, vil det være far som løber panden mod teenagemuren. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med hvilken af forældrene, der har den største rummelighed. Teenageren kan ophøje afvisning til en kunst. Enten ved at være sur i uger. Være tavs i måneder eller blot se på dig med en så klar foragt i blikket, at du næsten vælter. Men hold ud. Jo mere du kan afstå fra at straffe teenageren for hans adfærd, jo hurtigere bliver han normal igen. Du kan altid kommunikere til ungen, men forvent ikke at det bliver til mere end envejs kommunikation. Så vælg dine ord med omhu!

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

80

Punkt 1: Du ønsker ikke at gøre det hele meget værre – derfor skal du ikke byde op til konflikt. Punkt 2: Du er såret og vred, og kan meget nemt glemme at dit barn faktisk er både sårbar og usikker, og tillige i gang med at lære sig, hvordan man begår sig i verden. Ingen er kommet igennem teenageårene uden at mærke et lejlighedsvis dybt had eller en stor vrede til sine forældre. Det er en del af pakken. Disse følelser skal mærkes igennem, og I er nu engang det tryggeste eksperimentarium i teenagerens verden. Punkt 3: Du vil gerne have et godt forhold til dit barn, og derfor skal du ikke snuble i din egen sårbarhed. Hold fast ved at du elsker din unge, også når hun er en strid størrelse. Fortæl hende det. Vis at du er til rådighed, og slip så tøjlerne. Hun ved godt hvor hun skal komme hen, når lokummet brænder. Af og til har jeg haft den mistanke, at teenageren er i gang med et projekt, som handler om at opdage hvor meget der skal til for at kærligheden forsvinder. Hvad kan disse forældre tåle? Hvornår holder de op med at elske? Kan det virkelig passe at de vil være der no matter what? Er det sandt at jeg altid kan regne med dem? Den slags kan man naturligvis ikke bare tro på – det skal tjekkes grundigt.

Se dig selv i dit barn At få børn er det stærkeste tilbud om udvikling, livet kan give os. Vi sætter disse smukke væsener i verden, og får til gengæld vores verden fyldt med insisterende og grænseoverskridende spejlbilleder. Alle de sider af os selv, som vi helst benægter overfor omverdenen, springer op i hovedet på os igen og igen. Og vi kan protestere. Vi kan forsøge at afrette vores unger væk fra deres “spitting image” af os selv. Men lige lidt hjælper det. I vores børn møder vi os selv - på godt og ondt. Og jo bedre vi kan favne og anerkende vores børn, des bedre kan vi acceptere og rumme vores egne svagheder - og vores egne styrker. God fornøjelse!

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

81

EFTERSKRIFT..... At få børn er noget rod. De fleste af os starter med en drøm om den perfekte familie, og ender med at leve i en kaotisk hverdag, med en vis følelse af utilstrækkelighed. Der er også skønne dage og helstøbte oplevelser. Nærvær, smil og varme. Heldigvis da. Min mor var helt sikkert ikke noget orakel på forældre-barn arenaen, men hun havde et udtryk, som jeg ikke forstod da jeg var ung, men som gav perfekt mening, da mine egne børn blev teenagere. ”Små børn, små problemer – store børn, store problemer.” Efterkommende generationer er blevet velopdragne verdensborgere, og kalder det naturligvis ikke problemer (selvom de føles præcis som sådan) men ”udfordringer”. Men ved du hvad – dem der har fundet på det, skulle idømmes et halvt år i nærkontakt med teenagere!! Og det er sandt, at mens vores børn er små, er det overvejende overskuelige ”udfordringer” de kan byde os. I hvert fald med deres bevidste handlinger. Vi ved hvor vi har dem. De elsker os ubetinget, og VISER det uden forbehold, og der er trods alt grænser for hvor mange borgerkrige en fem-årig kan støbe kuglerne til eller være bannerførende general i. Men når vores unger rammer den præ-pubertære zone, har vi balladen. De har gang i ting, som vi ingenting aner om. De omgås sandheden med smilende list og afviser ellers indlysende kendsgerninger. Som 13-årige har de deres helt eget liv, og vi skal balancere på kanten imellem grundlæggende tillid til vores eget afkom og velplaceret skepsis, som kan vise sig at være livreddende…. Det er sgu ikke nemt! Og der findes ingen opskrift på den ”rigtige” måde at gøre det på. Eller – der findes formentligt lige så mange ”rigtige” måder, som der findes børn og forældre. Så du er overladt til din egen fornuft, erfaring, indre ro, handlekraft, overbærenhed, tålmodighed og humor. Med den bog du lige har læst, har jeg ønsket at give dig nogle rette og skæve vinkler på dig selv, din teenager og

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

82

forholdet imellem jer. Mit hovedbudskab er, at du skal lade kærligheden tale højst. Drop forventningerne om at være en perfekt forælder. Se bort fra hvordan omverdenen vurderer og dømmer dig og dit barn. Verden er fyldt med mennesker som ”ved bedre”, men dybest set ved de intet om at være netop dig med netop dit barn. Med det siger jeg IKKE, at vi skal være selvtilstrækkelige og afvisende overfor andre mennesker. Jeg siger blot, at du skal vælge dine sparringspartnere med omhu. Og huske på, at uanset hvor godt du gør det, så er der altid nogen som synes du burde have gjort det bedre – eller anderledes. Lad kærligheden tale – elsk din unge. Giv hende opmærksomhed, små overraskelser og anerkendelse så tit du kan. Vis ham tillid og ros ham for hans initiativer, stil og ansvarlighed. Husk, at alt det du giver opmærksomhed, det vokser og kommer frem i lyset og vil udgøre kernen i din unges personlighed. Præcis ligesom du, trives din teenager bedst med at få accept og kærlighed. Sindet beskæftiger sig ikke med sortering. Hvis du primært møder kritik og skældud, vil du blive et menneske, som identificerer dig med de sider af dig selv, der ikke er gode nok i andres øjne. Hvis du mest møder anerkendelse og kærlighed, vil du identificere dig med de sider af dig selv, som andre mennesker holder af. Valget er nemt, ikke? Og kærlighed udelukker ikke vejledning. Selvom du elsker din unge højlydt, kan du sagtens anvise grænser og regler. Du kan godt afvise dit barns adfærd, uden at afvise hendes personlighed. Du kan uden problemer elske din teenager, selvom han opfører sig tankeløst. Har du tanker, idéer, spørgsmål, emner, vinkler eller andet vedrørende dette emne, så skriv gerne til mig. Jeg skriver om livet fra alle sider, og jeg har brug for inspiration. Jeg opdaterer løbende de bøger, som allerede er skrevet, og skriver også på nye sager, som kan gøre livet kærligere, sjovere og enklere for os alle sammen. Skriv til: [email protected] På forhånd tak for din hjælpen – og hav det smukt med dem du elsker.

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager

83

Copyright Anni Simonsen © MANUALEN til din teenager ISBN 978-87-994596-1-2 www.lifebooks.dk

84

www.annisimonsen.dk