Lappiske studier [PDF]

Zitiervorschau

KONRAD NIELSEN

LAPPISKE STUDIER

STUDIA

S E P T E N T R I O N A L I A. I OSLO

1945

STUDI A S E P T E N T R I O N A L I A

Konrad N ielsen

S T U I) I A S E P T E N T K I O N A LI A i K O X H A1) N I E L S E N ' : L A P P I S K E S T U D I E R

A. \Y. B H 0 C» G E H S B O KT H V K K E U 1 A/S OSLO

Iin.")

LAPPISKE STUDIER AV

KONRAD NIELSEN

A. \V. B B O G G K H S B O K T H Y K K K H I A/S

OSLO 1 9 45

Utgitt sammen med Stud. Sept. II til

K o n ra d Nielsens 70-årsdag 28. august 194S

IN N HOL D

Side

Lappalaisten murteiden tutkimisesta................................................................... 1 Lappalaisia murteita tutkimassa. Matkakertomus Norjan ja Suomen Lapista ........................................................................................................... 14 Spørsmaalet om den lappiske torvgammes oprindelse.................................. 37 En gruppe urnordiske laanord i lappisk ........................................................ 57 Lappisk som gjenstand for videnskabelig forskning .................................. 65 Lappiske plurale ønavn svarende til norske navn paa -ø, -øy ............... 84 Die 3. p. sg. praes.-form im lappischen ........................................................ 105 Til undersøkelsen av lappiske stedsnavn ..........................................................115 'Fjelldialekten« i Varanger ................................................................................. 143 Partitiv i Finnmark-lappisk................................................................................... 162 Litt om nordiske lånord i den lappiske ren- og rendriftsterminologi .. .. 178 Lappisk leksikografi .............................................................................................. 185 A Note on the Origin of AttributiveForms in Lapp ...................................199 A lapp nyelvben előforduló aránylag hosszú tőmássalhangzók kérdéséhez 210 The Finnmark-Lapp lamås. A Linguistic Contribution to the History of the Lapp Shoe .......................................................................................... 219 Litteraturforkortinger .............................................................................................. 229

Etter oppfordring har Ko n r a d N i e l s e n , ved årsskiftet 1944—45, vært med på å redigere denne samling av mindre lappiske avhandlinger, som han tidligere har offentlig­ gjort i Finnland, Estland og Ungarn eller her i landet, for det meste i leilighetspublikasjoner.

Under trykningen

er samlingen overført til Studia Septentrionalia som bd. I.

LAF PALA I ST E X MUR T EI DE N TUTKI MI SESTA1

Mitä on tehty lappalaisten murteiden tutkimiseksi ja mitä sillä alalla vielä on tekemättä? Nämä ovat ne kysymykset, joihin seuraavassa koetan vastata, luoden yleiskatsauksen tähän asti tehtyyn työhön mainitulla alalla sekä lyhyesti viitaten niihin tehtäviin, joita sama työkenttä vielä tarjoo vastaiselle tutkimukselle. »Murretutkimus* on tässä ymmärrettävä nykyaikaisessa merki­ tyksessään, jonka mukaan tutkimuksen esineenä on kysymyksessä oleva murre itsenäisenä kieli-idioomina. Kun täten rajoitamme aineemme, ei historiallisen yleiskatsauksen tarvitse ulottua puoltasataa vuotta kauemmaksi taaksepäin. Aikaisemmin tuskin voidaan puhuakaan lappalaisesta murretutkimuksesta äskenmainitussa merki­ tyksessä, koska tutkimisen tarkoituksena silloin ei ollut eri murteiden omituisuuksien selville saattaminen, vaan pääasiallisesti ainesten kokoaminen yhtenäisen kirjakielen muodostamiseksi, joka kelpaisi käytettäväksi niin laajassa osassa kielialuetta kuin suinkin. Tuon aikakauden työ lapinkielen alalla on muuten jo aikaisemmin esitetty eräässä J.QviGSTADin historiallisessa yleiskatsauksessa,2johon minulla ei ole mitään uutta lisättävää. Minun esitykseni on tavallaan jatkoa tähän QviGSTADin esitelmään, vaikka kohta pyydän saada alkaa hiukan aikaisemmasta ajasta kuin mihin hän lopettaa. Ensimäinen tutkija, joka tässä on mainittava, on suomalainen mies, — sama E lias L önnrot, jonka suurtyölle toisella alalla koko 1 »Leetio praecursoria- väitöstilaisuudessa 13 p. jouluk. 1902 Helsingin yliopistossa. — Alku- ja loppusanat, jotka mainittu väitöstilaisuus aiheutti, ovat tässä poistetut; mutta toiselta puolen on lisätty muutamia alimuistutuksia. 2 J. Qvigstad, Uebersicht der geschichte der lappischen Sprachforschung, JSFOu XVI. Helsinki 1899. (Esitelmä, pidetty Suom.-ugr. Seurassa.)

1 —Studia Septentrionalia. I.

2

LAPPISKE STUDIER

hänen kansansa juuri näinä aikoina erityisellä tavalla on kantanut kiitoksensa. V. 1855 L önnrot painatti jo edellisenä vuonna Suomen tiedeseurassa esittämänsä tutkimuksen Inarin murteesta,1 johon hän matkallaan v. 1842 oli kokoillut aineksia. Hänen siinä käyttämänsä merkitsemistapa ei tietysti vastaa nykyajan vaatimuksia; mutta tämä kirjoitus on kumminkin saavuttanut melkoisen merkityksen myö­ hempien aikojen tieteelle, mihin on suurimpana syynä se, että sen tekijä on ryhtynyt työhönsä ilman minkäänlaisia ennakkoluuloja. Hän ei ollut edeltäkäsin sidottu ottamaan huomioon jo määrättyä kirjakieltä, jonka rajojen piiriin tulisi saada murteen omituisuudet sovitetuiksi, ja häntä ei myöskään johtanut se aate, että hänen tulisi luoda kirjakieli siitä murteesta yleistyttämällä ja sievistämällä sitä. Hän tahtoi ainoastaan antaa kuvan tuosta elävästä kielimuodosta semmoisena kuin hän oli sen kuullut. Samaan aikaan kuin L önnrot ja aikaisemminkin oli M. A. Castrén ollut tutkimusmatkoilla Lapinmaassa, jolloin hän erityisesti oli tutustunut Utsjoen ja Inarin murteisiin; näillä matkoilla kokoomiaan aineksia hän käytti kahdessa vertailevessa tutkimuksessa: »Dissertatio academica de afflnitate declinationum in lingua fennica, esthonica et lappica« (1839) ja »Om accentens inflytande i lappska språket«, Suomi kirjassa 1844 (ilmest. 1845); mutta erityisiä murretutkimuksia hän ei ole julaissut. LÖNNROTin seuraaja Inarin murteen tutkimustyössä oli kirkko­ herra A. A ndelin ,2 joka kuitenkaan ei kyennyt jatkamaan työtä aivan samalla taidolla kuin L önnrot oli alkanut.3 Tämän tekijän Utsjoen murteen kieliopissa (muoto-oppi ja johto-oppi)4 huomaamme 1 E lias Lönnrot, Ueber den Enare-lappisehen Dialekt, Acta Soc. Scient. Fenn. IV. Helsinki 1855.

2 A. A ndelin, Enare-lappska språkprof med ordregister, Acta Soc. Scient. Fenn.VI. Helsinki 1861. (Sisältää myöskin kolme E.W. BoRoin muistiinpanemaa lapp. satua käännõksineen.) — A. on jättänyt jälkeensä suomalais-Inari-(ja Utsjoki-llappalaisen sanakirjan käsikirjoituksen. 3 Vrt. QviGSTADin yllämainittu esitelmä s. 26. 4 A. A ndelin, Anteckningar i lappska språkets grammatik, Acta Soc. Scient. Fenn.V. Helsinki 1858.

LAPPALAISTEN MURTEIDEN TUTKIMISESTA

3

käytännöllisen pyrinnön, jonka päämääränä on oman kirjakielen hankkiminen Utsjoen lappalaisille, tuntuvasti vaikuttaneen hänen murretutkimukseensa. Ennenkuin A ndelin julkaisi teoksensa, oli Norjan puolella v. 1856 toimitettu ensimäinen lappalainen kielioppi, jossa erityisesti otetaan huomioon murre-eroavaisuuksia,1 ja samalla myös kokoelma kielen­ näytteitä,2 erittäin siitä murreryhmästä, johon myöskin Utsjoen murre kuuluu, n, s, Finmarkenin- eli Ruijan-lappalaisesta pää­ murteesta. Näiden molempien teosten tekijä oli silloinen dosentti, sittemmin professori Kristianian yliopistossa J. A. F riis . F riis ei siis tyytynyt edeltäjänsä, Norjan lappalaisten tunnetun lähetyssaarnaajan, N. V. STOCKFLETHin tavoin työskentelemään aino­ astaan Norjan lapin kirjakielen kehittämiseksi, vaan koetti sen ohessa myöskin esittää eri murteiden omituisuuksia semmoisenaan. Siihen oli suureksi osaksi syynä se harrastus lapinkielen tieteelliseen tutkimiseen, joka sill’aikaa oli kasvanut yhä voimakkaammaksi täällä Suomessa, ja joka voidakseen saavuttaa selvyyttä lapinkielen histo­ riassa, ennen kaikkea tarvitsi seikkaperäisiä tietoja eri murteista. FRiisin edeltäjänä lapin murteiden tutkimisessa on myöskin mainittava tunnettu tanskalainen professori R asmus R ask . Loppu­ puolella hänen v. 1832 julkaisemaansa lapinkielen kielioppia3 on näet liitteenä muutamia hyvin tärkeitä havaintoja Etelä-Varangerin murteen äänneopista, joihin tekijä oli saanut tilaisuuden tavatessaan Kööpenhaminassa erään merilappalaisen Etelä-Varangerista.4 FRiisin murretutkimukset eivät tosin siedä arvostelua nykyisen mittakaavan mukaan. Transskriptsiooni on hyvin »karkea« ja paitsi sitä useassa kohden epäjohdonmukainen, ja kielennäytteissä huo1 J. A. F rus , Lappisk Grammatik. Udarbeidet efter den flnmarkiske Hoveddialekt eller Sproget, saaledes som det almindeligst tales i norsk Finmarken. Kristiania 1856. 2 J. A. F riis , Lappiske Sprogprõver. En Samling af lappiske Eventyr, Ordsprog og Gaader. Med Ordbog. Kristiania 1856. 3 R asmus R ask, Ræsonneret lappisk Sproglære efter den Sprogart, som bruges af Fjældlapperne i Porsangerfjorden i Finmarken. En Omarbejdelse af Prof. Knud Leems Lappiske Grammatica. Kööpenhamina 1832. 4 Vrt. QviGSTADin yllämainittu esitelmä s. 23—24.

4

LAtTISKE STUDIER

maamme arveluttavan taipumuksen harmoniseeraukseen, joten eri murteiden eroavaisuudet kirjakielen määräämästä normaalimuodosta tulevat näyttämään paljoa pienemmiltä kuin ne todellisuudessa ovat. Siitä huolimatta täytyy meidän tunnustaa hyvin suuri merkitys näille hänen teoksillensa. Hänen kieliopissaan mainitut murteellisesti esiin­ tyvät taivutusmuodot ovat olleet sangen tärkeitä eri suffiksien historian tutkimiselle suomalais-ugrilaisissa kielissä,1ja muistiinpanemistaan kielennäytteistä on F riis löytänyt aineksia lappalaisen lauseopin esitykseen, joka vielä tänä päivänäkin on laajin laatuaan (viimeinen osa hänen kielioppiansa). FRiisin V. 1887 julkaisemassa suuressa lapinkielen sanakirjassa2 on käytetty kaikki siihen saakka tunnetut ainekset eri lappalaisista murteista. Ikävä vain, että sanain leviämistä ei ole tarkemmin ilmoi­ tettu, ja vallan anteeksiantamattomana on pidettävä sitä seikkaa, että Inarin-lappalaisia ja Kuolan-lappalaisia sanoja on ryhmitetty yhteen nimit3rksellä »russisk-lappisk« (Venäjän lappi). Transskriptsiooni on sanakirjassa tarkempi ja johdonmukaisempi kuin kieliopissa, vaikka siinäkin kohden olisi vielä yhtä ja toista muistutettavaa.3 Valmistaessaan lappalaista sanakirjaansa sai F riis varsinkin Norjan eteläisempiä lappalaismurteita koskevia4 tärkeitä aineksia seminarinrehtori J. QviGSTADilta. Ikävä kyllä F riis on normal iseerannut nämäkin murresanat samalla karkealla merkitsemistavalla, jota hän itse on käyttänyt. QviGSTADilla oli alkaessaan tutkia lappalaisia murteita perus­ teellinen kielitieteellinen koulutus, joka FRiisiltä oli puuttunut. Sen jo hänen v. 1881 ilmestynyt esikoistyönsä »Beiträge zur Vergleichung des verwandten Wortvorrathes der lappischen und der finnischen Sprache« osoittaa varsin selvästi; tärkeimmän lisänsä hän on kuitenkin 1 Vrt. esim. S ktäläii teos Zur Geschichte der Tempus- und Modusstammbildung in den finnisch-ugrischen Sprachen. 2 J. A. F rus, Lexicon iapponicvm evm interpretatione latina et norvegica adivneta brevi grammaticae lapponicae advmbratione. Ordbog over det lappiske Sprog med latinsk og norsk Forklaring samt en Oversigt over Sprogets Grammatik. Kristiania 1887. 3 Vrt. QviosTAnin esitelmä s. 28. 4 Vrt. Lex. lapp. s. VI.

LAPPALAISTEN MURTEIDEN TUTKIMISESTA

5

tällä alalla antanut suuressa pääteoksessaan »pohjoismaisista« laina­ sanoista lapinkielessä,1 joka ilmestyi v. 1893. Molemmilla näillä teoksilla on muutoin aivan toinen ja laajempi tarkoitus, joten niitä ei voi nimittää murretutkimuksiksi sanan var­ sinaisessa merkityksessä, vaikka erittäinkin viimeksi mainittu sisältää aika paljon uusia aineksia, jotka valaisevat eri murteiden äänneoppia. Rehtori Qvigstad on vuosien kuluessa erityisesti tutkinut useita Norjan lappalaismurteita, varsinkin Tromsön amtissa. Valitettavasti hänen virkatehtävänsä ovat viime vuosina niin tyystin vieneet hänen aikansa, ettei hän ole joutanut käsittelemään runsaita aineskokoelmiaan. V. 1888 julkaisi Q vigstad yhdessä kirkkoherra G. SANDBERGin kanssa kokoelman lappalaisia kielennäytteitä sekä niiden saksalaisen käännöksen.2 Verrattuna FRiisin kielennäytteisiin on tämä kokoelma epäilemättä edistysaskel, mitä foneettiseen tarkkuuteen tulee, vaikka kohta SANDBERGin muistiinpanemissa kappaleissa vielä on paljonkin muistuttamista tässä suhteessa. Kaikissa tapauksissa sellaiset lyhyet kielennäytteet antavat meille kovin epätäydellisen kuvan kustakin murteesta. Viime vuonna koetin äskenmainitussa kokoelmassa ole­ vista Koutokeinosta kootuista kielennäytteistä hankkia esimerkkejä tämän murteen äänneopin tärkeimpien seikkojen valaisemiseksi, mutta tulos oli kovin niukka. Norjalaisten FRiisin ja QviGSTADin siten tutkiessa Norjan lappa­ laismurteita, jäi Ruotsin lapin murteiden tutkiminen aluksi ulkomaa­ laisen, unkarilaisen I gnácz HALÁszin toimeksi,3 ja Venäjän lappalaisia 1 J. K. Qvigstad, Nordische Lehnwörter im Lappischen. Kristiania 1893. (Christiania .Videnskabs-Selskahs Forhandlinger for 1893 No. 1.) 2 Lappische Sprachproben aufgezeichnet von J. Qvigstad und G. Sandherg, ins Deutsche übersetzt und mit Anmerkungen versehen von J. Qvigstad, JSFOu III. Helsinki 1888. 3 Mitä aikaisempaan työhön Ruotsin lappalaismurteiden alalla tulee, joka johti Ruotsin eri lappalaisten kirjakielten muodostamiseen, pyydän viitata QvicsrADin esitelmään. Myös suomalainen maist. K. J aakkola kävi Ruotsin lappalaismurteita tutki­ massa, Suom.-ugr. Seuran stipendiaattina v. 1884 ja 1885; mutta näiden matkojen tuloksista meillä on ainoastaan sangen niukkoja tietoja, kahdessa matkakertomuk­ sessa, painettuina JSFOu I:ssä.

6

LAPPISKE STUDIER

murteita Kuolan niemellä tutki suomalainen, A rvid Genetz. Inarin murretta tutkimaan lähetti Suomalais-ugrilainen Seura v. 1886 stipen­ diaatin, jonka tutkimuksien tuloksista ei kumminkaan vielä ole mitään ilmoituksia olemassa, ellemme ota lukuun niitä harvoja, käsikirjoi­ tuksesta saatuja esimerkkejä, jotka E. N. S etälä mainitsee loppu­ puolella teostaan »Zur Geschichte der Tempus- und Modus-stammbildung in den finnisch-ugrischen Sprachen«. Ennenkuin H alász ryhtyi Ruotsin lappalaismurteiden tutki­ miseen, oli toinen unkarilainen, professori J. B udenz NyK XII:ssa (v. 1876) julaissut lappalaisia kielennäytteitä, joukossa muutamia, jotka perustuivat tekijän omiin muistiinpanoihin, hän kun oli Buda­ pestissä tavannut pari Malåsta kotoisin olevaa Ruotsin lappalaista. Tuloksena kolmesta matkastaan Ruotsissa (jaosittainNorjassakin) vuosina 1884, 1886 ja 1891 julkaisi H alász koko sarjan lappalaisia murretutkimuksia, enimmäkseen kielennäytteitä, joihin (osittain) oli liitetty käännös ja sanaluettelo,yhteisnimellä »Svéd-lappnyelv«(I-VI), sekä lyhyempiä kirjoituksia NyK:ssä.‘ HALÁszin toiminnasta lappalaismurteiden tutkijana lausuu prof. S etälä FUF I, Anzeigeriin (s. 182—83) kirjoittamassaan nekroloogissa: »Im anfang stand H alász’s forschung bei den lappen sein mangel an phonetischer Schulung hindernd im wege, woneben er auch sichtlich allzu früh an die aufzeichnung von sprachproben ging. Gegen die phonetische genauigkeit seiner Untersuchungen sind daher auch eine ganze menge bemerkungen gemacht worden (siehe W iklund , Die südlappischen forschungen des herrn Dr. Ignäcz Halász, JSFOu XI, 2); auf alle fälle aber ist zu bemerken, dass sein beobachtungsvermögen nach dieser seite hin stetig zunahm, so daß er auf seiner letzten reise schon ein recht tüchtiger beobachter geworden war.« Ennenkuin H alász sai tilaisuuden itse kuulla lapinkieltä, oli hän toisten tekemien muistiinpanojen nojalla kirjoittanut pienen etelälappalaisen kieliopin, joka julaistiin yhdessä kielennäytteiden 1 Vrt. Q v iq s ta d und W i k l u n d , Bibliographie der lappischen litteratur s. 151—153.

LAPPALAISTEN MURTEIDEN TUTKIMISESTA

i

kanssa (NyK XVI, 1881),' sekä laatinut Kuolan-lappalaisen kieliopin luonnoksen.2 Viimeksi mainitun esityksen perustana olivat GENETzin kielen­ näytteet NyK XV:ssä, 1879.3 Nämä kielennäytteet olivat ensimäisenä tuloksena tekijän tutkimusmatkasta Kuolan niemimaalle v. 1876. Paljoa myöhemmin, nimittäin v. 1891, julaistiin saman tekijän »Kuollan lapin murteiden sanakirja ynnä kielennäytteitä«, joka myöskin perustuu mainitulla matkalla koottuihin aineksiin. GENETzin sanakirjaa vastaan on tosin tehty muistutuksia, var­ sinkin aineksien järjestelyyn nähden.4 Kumminkin on tämän teoksen merkitys lappalaiselle ja koko suomalais-ugrilaiselle kielitutkimuk­ selle ollut varsin suuri; ilman sitä olisi monta tärkeätä kohtaa lapin kielihistoriassa vielä valaisematta. Melkein samaan aikaan kuin GENETzin sanakirja ilmestyivät tunnetun ruotsalaisen lapinkielen tutkijan K. B.WiKLUNDin ensimäiset teokset, Luulajan-lappalainen sanakirja5 v. 1890 ja Luulajan-lappalainen kielioppi6 v. 1891. Arvostellessaan GENETzin sanakirjaa on tohtori W iklund itse lausunut tyytymättömyytensä aineksien järjestelyyn omassakin sana­ kirjassaan, ja minä voin kokemuksesta vakuuttaa, että joskus saattaa olla hyvinkin vaikea löytää, mitä tästä sanakirjasta hakee. Tahtoisin myöskin valittaa sitä, että tekijä aina vain mainitsee sanojen vartalot. Paljoa parempi olisi minusta ollut, jos hän sen sijaan olisi maininnut teemamuotoja, jotka heti olisivat valaisseet koko paradigmin. Nyt emme esim. ollenkaan saa tietää, missä sanoissa on n. s. »muuttu­ mattomat vartalokonsonanŧit«, vaikka ne muutoin seuraavat paradigmia, missä säännöllisesti tapaamme astevaihtelua. 1 Myös >Ugor füzetek« nimisen sarjan kolmantena vihkona.

2 H alász I gnácz, Orosz-lapp nyelvtani vázlat. NyK XVII. 3 Gesetz A rvid, Orosz-lapp nyelvmutatványok (unkarilaisella käännöksellä); ilmestyi myös «Ugor füzetek« nimisen sarjan ensimäisenä vihkona, 1879. 4 Vrt. erittäin WiKLUxDin laaja arvostelu JSFOu X:ssä, s. 217—46. 5 K. B. W iklund, Lule-lappisches Wörterbuch. Helsinki 1890. (Mémoires de la Société Finno-ougrienne I.) 6 K. B. W iklund, Laut- und formenlehre der Lule-lappischen dialekte. Stockholm 1891. (Göteborgs Kongi. Vetenskaps och Vitterhets Samhälles Handlingar. Ny Tidsföljd, XXV.)

8

LAPPISKE STUDIER

WiKLUNDin Luulajan-lappalainen kielioppi on ensimäinen — ja yhä vielä ainoa — yritys lappalaisen murrervhmän äänne- ja muotoopin esittämiseksi historiallisesti. En pidä itseäni kompetenttina päättämään, missä määrin koe on onnistunut. Mutta en kummin­ kaan voi olla omasta puolestani lausumatta julki kiitollisuuttani kaikesta siitä avusta, mikä minulla on ollut työssäni juuri siitä kirjasta, vaikka kohta tunnustan, että aineksien ulkonainen järjestely ei siinäkään tunnu minusta aivan käytännölliseltä, ja hyvin usein olen myöskin kaivannut sisällysluetteloa. Sille, joka tahtoo käyttää tätä kielioppia, on muutoin hyvin edullista samalla pitää esillä WiKLUNDin v. 1901 julkaisemaa kirjaa »Lärobok i lapska språket«. Tämä sisältää näet useassa kohden, varsinkin vokaalien kvantiteetin merkitsemisessä, oikaisuja kieliopissa käytettyihin aineksiin, vaikka kohta transskriptsiooni tässä kirjassa, joka on käytännöllinen oppikirja lapinkielessä, tietysti on hiukan karkeampaa kuin edellämainitussa teoksessa. W iklund on viime vuosina laajalti tutkinut etelälappalaisia murteita.1 Näiden tutkimuksien tuloksia ei kumminkaan vielä ole julaistu kokonaisuudessaan; mutta kokoamiaan aineksia hän on osittain käyttänyt v. 1896 julkaisemassaan suuressa kielihistorial­ lisessa teoksessa »Entwurf einer urlappischen lautlehre I«.2 Myöskin toisilta tahoilta voidaan odottaa julkaisuja tuloksina viime aikoina toimitetuista lappalaismurteiden tutkimisista. Maisteri F. Ä imä oleskeli elokuusta 1900 helmikuuhun 1901 Suom.-ugr. Seuran stipendiaattina Inarissa tutkiakseen tämän mur­ teen sanavarastoa ja äänneoppia. Päättäen herra ÄiMAn JSFOu XX:ssä painattamasta matkakertomuksesta näyttävät tämän matkan tulokset erittäin runsailta. Uskaltanemme myöskin toivoa, että professori S etälä on antava lähempiä tietoja toimittamistaan Utsjoen murteentutkimuksista, joihin hän luennoillaan on viitannut. 1 Vrt. JSFOu XI:ssä painetut matkakertomukset. 2 K. B. VV i k l u x d , Entwurf einer urlappischen lautlehre I. Einleitung, quantitätsgesetze, accent, geschichte der hauptbetonten vokale. Helsinki 1896. (Mémoires de la Société Finno-ougrienne X,i).

LAPPALAISTEN MURTEIDEN TUTKIMISESTA

9

Jos nyt kysytään, mitä — lyhyesti sanoen — tähänastinen lappalaisten murteiden tutkiminen on aikaansaanut, niin vastaan siihen, että sen merkitystä voi parhaiten arvostella viittaamalla siihen seikkaan, että semmoinen teos kuin K. B. WiKLUNDin alkulappalainen äänneoppi on ollut mahdollinen valmistaa. Paitsi laajaa johdantoa sisältää tämä kirja esityksen kvantiteetti-laeista, korosta sekä pääkorollisten vokaalien historiasta, — siis kaikesta siitä, mitä voisimme nimittää alkulapin äänneopin »tär­ keimmäksi« osaksi. Selvää on, että semmoinen teos ei olisi voinut syntyä ilman jotakuinkin seikkaperäisiä tiedonantoja eri murteista, varsinkin koska meillä lapinkielen alalla ei ole kirjallisia muistomerkkejä mistään sanottavan vanhasta kielimuodosta. Ne ainekset, joita tekijällä oli käytettävänään, eivät kummin­ kaan voineet tyydyttää kaikkia vaatimuksia. Monessa kohden on hänen täytynyt turvautua analogia-päätelmiin niiden murteiden avulla, joista hän itse oli ottanut tarkan selon, voidakseen määrätä, mikä kussakin yksityistapauksessa voidaan otaksua olleen perustana tälle tai tuolle sangen ylimalkaiselle kirjoitustavalle aikaisemmissa muistiinpanoissa. Voimme huoleti sanoa, että ilman näitä K. B .W ik LUNDin omia murretutkimuksia olisi vallan turhaa koettaa aikaansaada semmoista historiallista esitystä, jommoisen hän kirjassaan meille antaa. Samalla kuin nämä foneettisesti mallikelpoiset muistiinpanot siis ovat saattanet mahdolliseksi saatavissa olevien ainesten käyttämisen siten, kuin mainitussa teoksessa näemme, ovat ne myöskin mitä selvimmin osoittaneet, kuinka äärettömän paljon lappalaisten mur­ teiden alalla vielä on tekemistä, ennenkuin voidaan sanoa, että ne tässä erityisessä — puhtaasti foneettisessa — suhteessa ovat tyy­ dyttävästi tutkitut. Mainitsin, että meillä on odotettavissa tuloksia useammista viime aikoina toimitetuista tutkimuksista, jolloin varmaankin nykyaikaisen foneettisen metoodin mukaan selvitelty ainesmäärä tulee huomatta­ vasti lisääntymään; mutta ei tämäkään vielä riitä. Jotta lappalainen kielihistorioitsija pääsisi varmalle pohjalle, on välttämätöntä, että

10

LAPPISKK STUDIER

useimmat aikaisemmat murretutkimukset toimitetaan uudestaan nykyajan vaatimusten mukaisesti foneettiseen tarkkuuteen nähden, samalla kuin myöskin tietysti tutkitaan ne murteet, joista ei vielä ole olemassa kaikkein välttämättömimpiäkään tietoja, esim. tuo omituinen Koltan-murre Etelä-Varangerissa. Kielihistoriallisella taholla on sanalla sanoen ensimäisenä vaati­ muksena eri murteiden äänneopin perinpohjainen selvittäminen. Mutta kielihistoriaan kuuluu muutakin kuin vain äänneoppi (ja siihen eroittamatta yhdistetty muoto- ja johto-oppi). Sillä on myöskin yleisempi historiallinen ja kulttuurihistoriallinen tehtävä, — sen tulee kielellisten näkökohtien avulla valaista kansojen tai hei­ mojen menneisyyttä niinä aikaisimpina aikoina, jonne varsinainen historia ei enää luo valoaan. Tämän tehtävän suorittamiseksi kielihistorioitsijan täytyy perin­ pohjaisesti tuntea kielen ja sen eri murteiden sanavarastot. Kun on esim. puhe noista historiallisessa suhteessa erinomaisen tärkeistä lainasanoista, ei riitä, että tietää sen tai sen vieraan sanan esiintyvän kielessä; on myöskin otettava tarkka selko siitä, missä murteissa se tavataan ja millä lailla se kussakin murteessa äännetään. Vasta silloin voimme toivoa saavuttavamme jonkunmoista varmuutta krono­ lo g ise ssa suhteessa. Äskeinen historiallinen yleiskatsaukseni osoittanee selvästi, kuinka paljon tällä alalla vielä on tekemättä. Pyydän tässä vain vielä kerran muistuttaa erästä seikkaa: mitä tulee Ruijan-lappalaiseen murreryhmään, jonka sanavarasto tähän saakka on parhaiten tun­ nettu, on olemassa ainoastaan hyvin niukkoja tietoja siitä, missä yksityismurteissa eri sanat tavataan, koska FRiisin sanakirja, kuten jo mainitsin, ei sisällä mitään siitä. Vielä vähemmin on tähän saakka käsitelty lapin murteiden lauseopillista puolta, koska vielä emme ole saaneet paljonkaan lisää täitä alalta sen jälkeen kun F riis julkaisi kielioppinsa1 (minun tulee tässä mainita W iiKLUNDin oppikirjassa oleva Luulajan-lappalainen 1 Myöhemmin julaistut kielennäytekokoelmat (vrt. ylemp.) tosin tarjoavat jonkun verran, vaikk'ei — mikäli olen voinut huomata — kovin paljon uusia, vielä käyttämättömiä aineksia.

LAPPALAISTEN MURTEIDEN TUTKIMISESTA

11

lauseoppi, joka kuitenkin on aivan lyhyt). Eikö kielihistoria siis voi käyttää hyväkseen lauseopillisia aineksia? Tietysti voi, eikä aino­ astaan siksi vain, että siten saataisiin selville erityisten lauseopil­ listen ilmiöiden historiallinen kehitys. Ei, tässä tulee paitsi sitä erityisessä määrässä kysym ys historiallisen kielitutkimuksen lopul­ lisesta, korkeimmasta tehtävästä, — siksi olen säästänyt tämän seikan viimeiseksi. Analyyttiseen tutkimustapaan liittyy silloin myöskin synteettinen, ja kieltä käsitellään kokonaisuutena, jonka kehitys ja niin sanoakseni itse henki on selitettävä, osoittamalla kuinka se, mikä syvimmässä merkityksessä on luonteenomaista kielelle, perustuu kansan henkisiin edellytyksiin, ja kuinka kansan elinehdot sekä niistä johtunut käsitepiiri ja ajatustapa on iskenyt leimansa siihen. Juuri lapinkieli tarjoaa epäilemättä erittäin viljavan työkentän sen­ laatuiselle kielifilosofialle. Täten olen viitannut niihin eri tehtäviin — moni niistä on sangen vaikeakin —, joita historiallinen kielitiede tarjoaa lapin murretutkimukselle. Mutta täytyykö siis kaiken työn tarkoituksena tällä alalla olla yksinomaa keinojen hankkiminen kielen m enneisyyden selittämi­ seksi? Eikö kielen elävällä n y k yisyyd ellä ole omaa itsenäistä mer­ kitystään? Epäilemättä sillä on: kokonaisuutena sekä moninaisissa eri yksityisilmiöissään antaa alituiseen syntyvä ja kehittyvä elävä kieli erittäin monipuolista tutkimusainetta kielifilosofialle. Tähän tulee vielä lisäksi nyt puheena olevaan kieleen nähden yksi seikka, joka on omiaan jouduttamaan semmoisiin kielifilosofisiin tutkimuksiin tarvittavien ainesten kokoilemista. Monet merkit viittaavat siihen, että lapinkielellä tai ainakin muutamilla sen murteilla ei ole enää pitkää elinaikaa jälellä. Eikö tämä velvoita niitä kansoja, jotka — osittain ehdoin tahdoin, oikein suunnittelun mukaisesti — vaikuttavat oman kielen häviämiseen lapin kansan huulilta, — eikö se velvoita heitä pitämään huolta siitä, että jälkimaailma ainakin saa niin selvän kuvan kuin mahdollista tuosta voitetusta kielestä moninaisine murrevivahduksineen? Mutta kaikki tämä vaatii työtä ja harrasta antautumista työhön kaikilta niiltä, jotka siihen tehtävään ryhtyvät.

12

LAPPISK E STUDIER

Alkajasta useinkin tuo kaikki voi näyttää toivottomalta. Hänestä tuntuu jo helpompi alkutyökin kylläkin vaikealta, ja hän tietää, että vaikeudet kasvamistaan kasvavat. Mutta mitäpä hän muuta voi kuin rohkeasti käydä työhön käsiksi ja toivoa, että itse työ ja hänen oma rakkautensa työhön vähitellen kasvattavat hänet kykenevämmäksi. Tällä työalalla on sitä paitsi toimitettu siksi vähän, että vastaalkajakin, joka valitsee itsellen vaatimattoman tehtävän, saattaa tuntea tyydytystä siitä, että hän on apuna uutismaata perkaamassa, ja tietää varmasti, että vähätkin voimat siinä ovat tuntuvammaksi hyödyksi kuin niillä henkisen viljelyksen kentillä, missä jo monet sukupolvet ovat työskennelleet. [Innledende forelesning ved doktordisputasen 13 u 1902. Société Finno-ougrienne XXI,-t, 1903, s. 1 —12].

Trykt i Journal de la

RESUMÉ Om undersøkelsen av lappiske dialekter. Lappisk dialektforskning går ikke mer enn knapt halvhundre år til­ bake i tiden. Tidligere gjaldt det ikke om å bringe de forskjellige dialek­ ters eienđommeligheter på det rene — hver dialekt betraktet som et selv­ stendig sprogidiom —, hensikten var først og fremst å samle materiale for å få i stand et ensartet skriftsprog for så stor en del av sprogområdet som mulig. Efter nærmere omtale av de forskjellige bidrag som den lappiske dialektforskning har fått fra finsk, norsk, svensk og ungarsk hold, biir spørsmålet om hvad den har betydd besvart ved en henvisning til det faktum at et sproghistorisk arbeide som K. B. W iklund ’s avhandling om urlappisk lydlære (1896) er blitt mulig. På mange punkter har dog dets forfatter måttet ta sin tilflukt til analogislutninger ut fra de dialekter som han selv har undersøkt, for å kunne avgjøre hvad som må antas å ha ligget til grunn for en eller annen flertydig skrivemåte i eldre optegnelser. Forat lappisk sproghistorie skal kunne få helt sikker grunn å stå på, må de fleste eldre dialektundersøkelser gjøres om igjen, så de kan tilfredsstille nutidens fordringer til fonetisk nøiaktighet, samtidig med at man får undersøkt dialekter som det ennu ikke foreligger de mest nødtørftige oplysninger om. Grundig klargjørelse av de forskjellige dialekters l y d l æ r e er altså det første som kreves på sproghistorisk hold. Men sproghistorie er jo ikke bare lydlære (med dertil knyttet form- og avledningslære). Sproghistorien

LAPPALAISTEN MURTEIDEN TUTKIMISESTA

13

har også en mere almen historisk og kulturhistorisk opgave: å belyse folke­ slags eller stammers forhold i de fjerne tider som den egentlige historie ikke når å kaste lys over. For å kunne klare denne opgave trenger sprog­ historien et nøiaktig kjennskap til vedkommende sprogs og dets forskjellige dialekters o r d f o r r å d . Her minnes om lånordenes store betydning og viktigheten av nøiaktige dialektoplysninger for deres vedkommende. Foruten dialektenes lydlære og ordforråd har også deres s y n t a k t i s k e f o r h o l d stor betydning for sproghistorien. Ikke bare som materiale for undersøkelse av de enkelte syntaktiske fenomeners historiske utvikling. Nei, her blir det dessuten i særlig grad spørsmål om den historiske sprogforsk­ nings siste og høieste mål, idet sproget betraktes som en levende organisme. Det gjelder da å vise hvordan det som i dypeste mening er eiendommelig for et folks sprog, beror på folkets åndelige forutsetninger, og hvordan folkets livskår og dets begrepsområde og tenkemåte — betinget av livs­ kårene — har satt sitt preg på sproget. Lappisk åpner her et særlig frukt­ bart arbeidsfelt. Men skal da alt arbeide på dette område bare sikte på å skaffe til veie midler til klarleggelse av sprogets fortid? Har ikke sprogets levende nutid nogen betydning? Visst har den det: det levende sprog med sin stadige skifting har som helhet og i sine mangfoldige enkeltfenomener et allsidig forskningsmateriale å by på. Og for det sprogs vedkommende som det her er tale om, foreligger en omstendighet som burde påskynde inn­ samlingen av dette materiale. Det er meget som tyder på at lappisk, eller iallfall nogen av dets dialekter, ikke har lang levetid igjen. Det gjelder da om å sørge for at eftertiden får så klart et billede som mulig av dette sproget med dets mangfoldige dialektnyanser. På dette arbeidsfeltet er det hittil utrettet såpass lite, at også nybegyn­ neren, som velger sig en mere beskjeden opgave, kan få kjenne den til­ fredsstillelse som ligger i å være med på å rydde nyland, og vite for visst, at her er de små krefter til mere merkbar nytte enn på de felter hvor det allerede har vært mange generasjoner i arbeid.

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA MATK ÅKE RT O M L' S NORJ AN JA S UOME N LAPI STA

Saatuani tiedon siitä, että Suomalais-ugrilainen Seura 16 p. toukokuuta 1903 oli myöntänyt minulle apurahan aiottua tutki­ musmatkaa varten, koetin mikäli mahdollista jouduttaa lähtöäni. Yliopistotyöni takia en kuitenkaan päässyt lähtemään ennenkuin 3 p. kesäkuuta. Bodössä viivyin kaksi päivää yksityisasiain takia ja tulin Troms­ saan 10 p. kesäkuuta. Noudattaen rehtori QviGSTADin ystävällistä kutsua olin siellä hänen vieraanaan 14 päivään kesäkuuta. Tämä viivähtäminen ei suinkaan ollut tutkimustyölleni haitaksi: rikkaasta tietovarastostaan ja monipuolisesta kokemuksestaan lappalaisen murretutkimuksen alalla rehtori Qvigstad evästi minut runsaasti matkaani varten, antoipa minulle omia muistiinpanojaankin mukaan. QviGSTADin neuvoa seuraten päätin tehdä sen muutoksen mat­ kasuunnitelmaani, että Koutokeinonmatka jää pois ja sillä tavalla voitettu aika käytetään Tenovuonon merilappalaisten luona. Hän huomautti minulle nimittäin sitä, että itä-Ruijan merilappalaisten kieltä ja oloja on peräti vähän tutkittu. Varsinkin etnografisessa suhteessa olisi syytä odottaa rikkaita tuloksia heidän luoksensa suunnattavasta tutkimusmatkasta. Mitä taasen Koutokeinoon tulee, olisi paljon edullisempi lähteä sinne talvella kuin kesällä, varsinkin jos matkan tarkoitus ei ole yksinomaan kielellistä laatua. Koutokeinolle omituiseen »tunturielämään« ei pääse tutustumaan muulloin kuin talvella. Kesällä kaikki tunturilappalaiset ovat sieltä poissa, ja vakinaisesta väestöstäkin on silloin moni vaikea tavata. Siinä toivossa, että pian saisin tilaisuuden tutustua lappalai­ seen talvielämään ylipäänsä ja erittäinkin oleskella pitemmän aikaa Koutokeinossa talvella, tein sitten ylempänä kerrotun muutoksen

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

15

matkasuunnitelmaani. Vaikuttipa osaltansa sekin seikka, että kesämatka Koutokeinoon olisi tullut niin suhteettoman kallis; itse matkaan olisi mennyt niin paljon aikaa, että olo siellä olisi saanut supistua aivan lyhyeksi. Korvaukseksi näin pois jääneestä tilaisuudesta tutustua Ruijan lapin läntistä pääryhmää edustavaan murteeseen päätin toteuttaa tuuman, jonka Suomalais-ugrilaiselle Seuralle lähettämässäni matka­ suunnitelmassa olin maininnut vain mahdollisuutena: paluumatkalla oleskella jonkun aikaa länsi-Ruijan merilappalaisten seassa murteita tutkimassa. Mutta koska sattui niin, että sain tilaisuuden tutkia Koutokeinon murretta siellä käymättäkin — siitä kerron tarkemmin alempana — niin tuo tuuma ei kuitenkaan toteutunut. Tromssassa samoinkuin sitä ennen Bodössäkin jatkoin vähän ennen Kristianiasta lähtöä alottamiani valokuvausharjoituksia. Paha kyllä en ehtinyt sentään tarpeeksi tottua tähän toimeen. Seurauk­ sena tottumattomuudestani tällä alalla oli se, että kun myöhemmin koetin jatkaa aivan ominpäin, niin meni minulta moni arvokas levy hukkaan. 14 p, kesäkuuta läksin, kuten jo mainittu, Tromssasta matkalle varsinaiseen Ruijaan (Finmarkeniin) päin: pikalaivalla Hammerfestiin ja sieltä sitten Vaggeen (Tenovuonossa), jonne saavuin 16 p. kesäkuuta. Poikettuani Tenon kirkonkylään, missä ollessani piirilääkäri GROTHin vieraana hankin itselleni tarkempia tietoja Tenovuonon lappalaisista, tulin 18 p. kesäkuuta Troldfjorden nimiseen pikkuvuonoon, — Tenon päävuonosta itäänpäin. Qvigstad oli erityisesti suositellut minulle tätä paikkaa, koska hän otaksui, että se — syrjäinen kun se on — voisi tarjota haus­ koja tutkimusaineksia. Syrjäinen se todellakin on tai ainakin ennen on ollut tämä Troldfjorden, vaikka se ei ole kuin muutaman penikulman päässä kirkolta. Ani harvoin on joku vieras sinne eksynyt, ennenkuin viime vuonna saatiin paikallislaiva Tenovuonoon; sen kautta on Troldfjordenkin päässyt yhteyteen muun maailman kanssa. Mutta paljon tiesivät siellä käyneet kertoa Troldfjordenin alkuperäi­ sistä oloista. Kaikesta päättäen oli siellä runsas saalis odottamassa sitä tutkijaa, joka ensin valitsisi tämän unohdetun pikkumaailman

16

LAPPISKE STUDIER

huomionsa esineeksi. Yksin vuonon norjalainen nimikin näytti sisältävän palasen vanhaa salaperäistä taikauskoa. En tosin löytänyt läheskään kaikkea mitä olin luullut sieltä löytäväni. Tuo nimiseikka on tässä kuvaava: »Troldfjorden« ei olekkaan mikään vanha, lappalaisten noitakonsteja tai satumaailmaa muistuttava nimitys. Kaikessa jokapäiväisyydessään on nimen alku­ perä seuraava: Eräs nimismies oli kerran muutamia vuosikymmeniä sitten, jolloin vuonoa — samaisen nimismiehen keksinnön mukaan — kutsuttiin Holmefjordiksi (vuonon suussa on kaksi pientä saarta), saanut kovin »lämpimän« vastaanoton siellä, kun eräältä vuonon akalta vaati veronmaksua, ja suutuksissaan hän lausui: »Holmefjord on liian kaunis nimi sille vuonolle, Troldfjorden — se se olisi sille sopiva nimi.« Ja sen nimen se sitten saikin. — Näin ainakin Troldfjordenissa kerrottiin. Samoinkuin siis petyin luulossani Troldfjordenin nimen suhteen, olivat myös toiveeni siellä löytyvistä tutkimusaineksista monessa kohden raukeavat: Troldfjordenin väestö on kyllä elänyt erikseen koko maailmasta, mutta se ei ole tarpeeksi kauan siellä ollut voidakseen kehittää kaikkea sitä omaa, omituista, jota olin toivonut sieltä löytäväni — kielellisessä ja etnografisessa suhteessa. Eikä siellä syrjäisyydessä ole — kuten otaksuttavaa olisi, jos vuonon asutus olisi oikein vanha — säilynyt kovin paljon lap­ palaisten vanhanaikuista, nyt kaikkialla auttamattomasti häviämässä olevaa henkistä yhteisomaisuutta. Sen mukaan, mitä kyselyjeni kautta sain selville, ei Trold­ fjordenin nykyinen asutus ulotu kauemmaksi taaksepäin kuin viime vuosisadan edelliselle puoliskolle. Aikaisemmasta asutuksesta oli vain satumaisia kertomuksia olemassa, jotka eivät sisältäneet muuta kuin semmoista, jota tavataan niin monessa muussakin paikassa. Mutta toiselta puolen on Troldfjordenissa varmoja jälkiä aikai­ semmasta asutuksesta löydettävissä: jälkiä maa-majoista, joiden asukkaista nykyinen sukupolvi ei tiedä mitään. Luultavasti tämä asutus ei ole ollut kovin vakinaista laatua. Joku porolappalaisperhe on köyhyyden takia asettunut vuonon rannalle asumaan voidakseen kalastuksen kautta pysyä hengissä; mutta paikka on kai pian huo­ mattu epäedulliseksi, asukkaat ovat valinneet itselleen toisen, ja

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

17

vuonon ranta on taas jäänyt autioksi. — Toinen seikka, joka viittaa aikaisempaan asutukseen on se, että suuret metsät, joista vielä näkee jälkiä vuonon rannoilla ja pitkin laaksoa ylöspäin, on hakattu maahan; mutta tästä työstä lienee suurin osa suoritettu vasta nykyisen asutuksen aikana, — siihen viittasivat vanhain ihmisten kertomukset. Kaikista pettymyksistä huolimatta olin sangen tyytyväinen siihen, että olin osunut Troldfjordeniin tulemaan. Ja tulinpa viipy­ mään siellä paljon kauemmin kuin olin aikonutkaan. Aiotusta kiertomatkasta Tenon rannikkoalueella ei tullut mitään, — sen sijaan minä olin kaikessa rauhassa Troldfjordenissa kokonaista 2 1 2 viik­ koa (18 p. kesäk.—5 p. heinäk.) tutkien paikkakunnan murretta ja kirjoitellen muistiin kaikkea lappalaisten oloja, ajatustapaa, taika­ uskoa j. n. e. valaisevata, mitä vain tietooni tuli. Suuressa kiitollisuudenvelassa olen hyväntahtoiselle isännälleni P. SYLTRANille. Hänen välitystään saan kiittää siitä, että troldfjordilaiset ensi hetkestä saakka seurustelivat minun kanssani niin avomielisesti. S yltran on itse norjalainen (hänen isänsä oli tullut Helgelandista), mutta hän on nainut lappalaistytön, ja hänen talos­ saan olivat lappalaiset naapurit täydellisesti niinkuin kotonaan, molemmat kielet olivat siellä parhaimmassa sovussa, — en ole missään nähnyt niin idyllistä suhdetta norjalaisen ja lappalaisen kansal­ lisuuden välillä kuin Troldfjordenissa (siellä on myös pari puhtaasti norjalaista perhettä, yhdessä taisi emäntä olla suomalainen): ei mitään turhaa ylpeilemistä ja ylönkatsetta eikä toiselta puolen mitään epäluuloa ja salaista vihaa. Sekä omalla esimerkillään että suorilla kehoituksillakin S yltran vaikutti sen, että lappalaiset tekivät kaiken voitavansa, jotta onnis­ tuisin saamaan mahdollisimman täydellisiä ja tarkkoja tietoja kaikista asioista, joita vain tiedustelin. Sainpa usein hauskoja ilmoituksia tiedustelemattakin, ja minulla oli mitä parhain tilaisuus läheltä seurata heidän jokapäiväisiä töitään ja toimiaan ja sillä tavalla tehdä havaintoja. Kielimestarina oli minulla melkein koko ajan sama henkilö, N ils N. A strup (synt. 1880). 2

S t u d i a Sept* i i t r i o n a l i a .

I.

18

LAPPISKE STUDIER

Ennen kaikkea koetin ottaa selkoa murteen kvantiteettiseikoista käyttäen väitöskirjassani »Die quantitätsverhältnisse im Polmaklappischen« löytyvää esimerkkikokoelmaa. Enimmän huomiota panin konsonanttien astevaihteluun ja pääkorollisten vokaalien kvantiteettiin. Tuloksistani tässä kohden tahdon mainita seuraavat seikat: Toisen tavun sulkeumisesta riippumaton vaihtelu vartalokonsonanttien kvantiteetissa (vrt. väitöskirjaani s. 18 ss.) tavataan täs­ säkin murteessa, vaikkei niin pitkälle levinneenä kuin Puolmangin murteessa: kaikki »alkup. pitkät« vartalokonsonantit, niinpä myös vokalienväliset meediat ja meedia-affrikaatat, spirantit, likvidat ja nasaalit, jotka heikossa asteessa eivät esiinny lyhyinä, ovat vahvassa asteessa ulkopuolella tätä vaihtelua. Ensimäisen tavun vokaalikvantiteetin kanssa on mainitulla vaih­ telulla tässä murteessa paljon vähemmin tekemistä kuin Puolmangin murteessa. Ei-lyhyen vokaalin jäljessä saattaa kyllä konsonantti olla hiukan lyhyempi kuin lyhyen vokaalin jäljessä, esim. mäñná »lapsi«, vrt. monni »muna«. Mutta tämä tulee kysymykseen vain alkup. ö:n ja osaksi diftongien jäljessä; alkup. lyhyet vokaalit esiintyvät ensi tavussa lyhyinä (paitsi muutamissa tapauksissa heikon asteen muuttumattoman lyhyen konsonantin edessä): Dotla »tuli« (vrt. P. dölla), EDDétéan »antanen« (vrt. P. Tmešam), tšorruii »mäelle« (vrt. P. iäörnuj). Yleensä ovat pääkorollisten vokaalien kvantiteettiseikat tässä murteessa paljon yksinkertaisemmat kuin P.ssa; niinpä voi d i f t o n ­ g e i s t a , jotka P:ssa tuottivat niin paljon vaikeuksia, tämän murteen mukaan antaa helppoja ja selviä sääntöjä. Niitä tavataan kolme tyyppiä: 1) je- (korko jälkimäisellä kom­ ponentilla, edellinen »ylilyhyt«), 2) je (korko jakautuu jotenkin tasaisesti kumpaankin), 3) j e (korko edellisellä komponentilla). Jommankumman komponentin pidennys siis ei tule kysymyk­ seen, ja kirjakielen ä:tä vastaavat diftongit ovat aivan samalla kan­ nalla kuin muutkin (P:ssa toisin, vrt. väitösk.). Ensimäinen tyyppi (je- jne.) esiintyy ainoastaan vahvassa asteessa, kaikkien »alkup. pitkäin* vartalokonsonanttien edessä, toinen tyyppi

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

19

(je jne.) tavataan heikossa asteessa »alkup. pitkien« vartalokonsonanttien edessä ja vahvassa asteessa »alkup. lyhyiden« vartalokonsonanttien edessä, kolmas tyyppi (j e jne.) taasen heikossa asteessa lyhyen konsonantin (ja lyhyen meedia-affrikaatan) edessä. Esimerkkejä: 1) Gjelßht »kieltää«, smjeoftaot »keksiä«, oéeottéaot »katsoa«, Bfegoa »tuuli«, spšedúšuot »kolisten lyödä«, BSessi »tuohi«, mjelli »korkea santatörmä«, éedDni »äiti*. 2) GjelDDám »kiellän«, smjeottgm »keksin«, oeeott'šám »katson«, BjeGoa »tuulen« (gen.), speebúšum »työn«, Besšsi »tuohen«, mjelli »törmän«, eebüni »äidin«. Gjeotta »käsi«, Djeottu »tieto«, BeEottsi »petäjä«, Beešsi »pesä«, mjeila »mieli«, jjeáŋa »jää«. 3) ofeöa »käden«, Dfeõú »tiedon«, BeeDsi »petäjän«, Beesi »pesän«, myela »mielen«, j je ŋ a »jään«. »Heleäin« a-äänteiden kvantiteetti on pääasiassa sama kuin P:ssa. On kuitenkin olemassa koko sarja tapauksia, missä näiden vokaalien samoinkun diftongienkin kvantiteetti eroaa yleisistä sään­ nöistä. Tämä on yhteydessä erään vartalokonsonanttien kvantiteettia koskevan sangen merkillisen seikan kanssa, johon P:ssa vain on viittauksia olemassa (vrt. väitösk. s. 32 ja 138 ss.). Määrätyissä tapauksissa e si i nty y »alkup. lyhyt« vartalokonsonantti vahvassa asteessa yhtä pitkänä k u i n v a s t a a v a »al kup. pi tkä« v a r t a l o k o n s o n a n t t i . Tämä konsonanttien »ylipidennys« tavataan:1 1) kaksi-(ja neli- etc.)tavuisten verbien part. presñssä, 2) samojen verbien imperat. dual, ja monik. 1 ja 2 persoonassa, 3) samojen verbien passiivissa, 4) -je-verbeissä, 5) -je-nomineissa, 6) -s-nomineissa, 1 Näissä tapauksissa esiintyy Uuniemen murteessa pidennetty vokaali lyhyenä; sen osottavat QviosTAcin muistiinpanot.

20

LAPPISKK STUDIER

7) /-loppuisissa adjektiiveissa. 8) -aot-, -aoMoppuisten adjektiivien attributiivimuodossa, 9) muutamissa /-loppuisissa adjektiiveissa. Esimerkkejä: 1) Djeofti »tietävä«, mon. akk. vjeoftiD (vrt. smjeoitaot »keksiä«, mutta Djeohht »tietää«); BWdoitsi »sairastava, sairas« (vrt. mčeoftsi »erämaa», mutta Buöottsaot »sairastaa«, präs. 3 pers. BUigottsä); Döalli »pitävä« (vrt. mfelli »törmä«, mutta Döallaot »pitää«, pres. yksik. 3 pers. Döqllä); pöqbBmi »toimelias« (vrt. BiebBmaot »syöttää«, mutta DöaBBmgot »olla toimelias«, pres. yksik. 3 pers. võaBBmá); Dõađpi »murtava« (vrt. gdpä »isoisä«, mutta Döappiot »murtaa«, pres. mon. 3 pers. d õppjok). 2) Imperat. dual. 1 p. vjeoitu, Döallu, DöabBmu, Döadpu\ dual. 2 p. Djeofti, Dõqlli, DõqbBmi, Döqdpi; mon. 1 p. Dieoltuop, vö all uop , DÖabBmnop, vöadpuop\ mon. 2 p. ojeoitiok, vöqlUok, DöqbBmiok, Döadpiok. 3) Pass. inf. moituot, Dolluot, Dodpuot t. Diottujwß'ßuot etc. 4) BUiQÜäot »alkaa palaa« (mutta Bwglliot »palaa«); ß w g d ’päot »alkaa ajaa« (mutta ßipgppiot »ajaa«). 5) Booltsuok, sivllaok, edonuok, monik. nom. (Bõ'aDsii »poro«, su olii »saari«, eenii »eno«). 6) fällåok, lássáok, smäßßäok, monik. nom. (fåliš »valas«, läsis »kari«, smäuis »pieni«). 7) fšaoltsäi »rikas vedestä« (mutta fšäottsåj »veteen«); mufrii »rikas puista«, attr. murrjs (mutta murrif »puuhun«). 8) suokkfs, Gofrfs, ßubBmjs, attr. muotoja (suookkäot »sakea«, oõarrg'ot »ylpeä«, ßuöBBma'ot »leveä«). 9) Gčessit’ »johon paljon mahtuu« (mutta Geessiot »vetää«), BjßßiV »joka ei palele« (mutta Biß'ßat »lämmin«). U

w

A

w

\

w

—

Tämän »ylipidennyksen« todennäköisestä syystä vrt. väitösk. s. 138 ss. Hämärä on 9) kohdassa mainittu ryhmä. Muuten on »alkup. pitkäin« klusiilien, affrikaattain, spiranttien, likvidain ja nasaalien heikko aste aina = vastaavien »alkup. lyhyiden«

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

21

äänteiden vahva aste, kun vain toisen tavun vokaalikvantiteetti kummassakin tapauksessa on sama (joskus tulee myös ottaa ensi tavun vokaali lukuun). Vrt. s. 19 2) kohdassa mainittuja esimerkkejä. Mitä äänteiden kvaliteettiin tulee, mainittakoot tässä vain seuraavat eroavaisuudet Puolmangin murteesta: Sanaa alottavat meediat ovat tavallisesti puheäänettömiä ( g , d , b ), läheisessä yhteydessä edelläkäyvän vokaaliloppuisen sanan kanssa esiintyvät niiden asemesta tavallisesti vastaavat spirantit (y, d, ß ), harvoin puheäänelliset meediat (g , d, b). Vokaalienvälisten meediagerainaattain (samoinkuin meedia-affrikaattain klusiilisen aineksen)jälkimäinen osa on vahvassa asteessakin puheäänetön, esimerkkejä ylemp. Samoin esiintyy konsonanttiyhtymäin jälkimäisenä komponenttina vahvassa asteessa puheäänettömiä meedioita. »Alkup. lyhyiden« vokaalienvälisten nasaalien »klusiiliesilyönti« on puheäänetön, »alkup. pitkien« nasalien »esilyönti« sitävastoin vahvassa asteessa puheäänellisen + puheäänettömän meedian muo­ dostama, heikossa asteessa puheäänetön. Konsonanttiyhtymissä on nasaalien »klusiiliesilyönti« (vahvassa asteessakin) puheäänetön: gVBmi »taivas«, sar^nniiot »puhua«. P u h e ä ä n e t ö n v o k a a l i (o) on a i n a a i v a n l y h y t , sanan lopussa seisovan k:n, f:n, p:n edessä se voi korottomassa tavussa jäädä kuulumattomiinkin. o esiintyy myös konsonanttiyhtymäin edessä, joiden ensim. komp. on k (kirjakielen ks, kš, kt, ke, kč).1 a ei ole ensi tavussakaan ollut pysyväinen; siitä on tässä ase­ massa tullut g (jota muodostettaessa huulet työnnetään taaksepäin), missä alkup. ä tai e seuraa, ja e, kun toisessa tavussa on alkup. ;:tä tai ö:ta edustaava vokaali: fsaleBmi »silmä«, ŧšaleBmäi »silmään«, fšslm'm »silmän kanssa«; adüoit »antaa«, ai>väm. »annan«, £ddu »antoi«, edDU »annetaan«. 1 Vahvan asteen -alkup. lyhyttä* tenuisaflrikaattaa vastaa heikossa asteessa sekä tässä murteessa että myös Pissakin lyhyt puheäänetön meedia-affrikaatta (väitös­ kirjassa väärin: t e n u i s - affrikaatta ilman edelläkäypää puheäänetöntä vokaalia).

22

LAPPISKE STUDIER

Kielennäytteitä en saanut juuri paljon: maa-majan rakenta­ mista koskeva selitys, kaksi kertomusta »stätlu«:sta, yksi kertomus »Guftoftar«:eista (kaikki uusia) sekä yksi toisinto tuota FRiisin kokoelmasta tunnettua satua ketusta ja sudesta — siinä kaikki. Sitävastoin minulla on verrattain laajoja norjankielisiä ja osaksi lappal. kirjakielellä kirjoitettuja muistiinpanoja lappalaisen väestön oloista, tavoista y. m. Ohjeena käytin tämmöisissä tiedusteluissa QvigSTADin kirjasta »Veiledning for Undersøgelse af Lappernes Forhold«. Otin jotenkin paljon valokuvia, varsinkin lappalaisten raken­ nuksista (tuvista, maa-majoista, aitoista jne., yksitellen sekä myös useampia yhdessä), mutta ikävä kyllä tulin sitten niitä laittaessa pilanneeksi lähes puolet negatiiveistani. Tuskinpa niistä kuvista, jotka minulta onnistuivat, tulee muuta kuin hauskoja matkamuistoja minulle itselleni. Todisteeksi siitä, kuinka itä-Ruijan merilappalaiset ovat jääneet tutkijoilta syrjään, saatan mainita, että Troldfjordenissa ollessani löysin — sattumalta, etsimättä — enemmän kuin 100 sanaa, joita ei tavata FRiisin sanakirjassa, ja niistä oli koko joukko aivan tavallisia, jokapäiväiseen puhekieleen kuuluvia; suurimmaksi osaksi ne olivat esineiden nimiä. 5 p. heinäkuuta jätin hyville troldfjordilaisille hyvästit ja palasin Tenon kirkolle, oleskelin siellä kaksi päivää valokuvaushommissa, —• epäonnistuneihin tuoloksiin olen jo viitannut. 8 p. heinäkuuta tulin sitten Bonakasin kestikievariin, jossa aioin odottaa veljeäni pastori S igv . NiELSENiä, joka Norjan kristil­ lisen nuorisoliiton palveluksessa oli tehnyt matkan pohjois-Norjaan; hän oli luvannut tulla minua tapaamaan ja matkustamaan kanssani Tenojokea ylös. 10 p. heinäkuuta me läksimme yhdessä matkalle, ensin hevosella Seidaan ja sitten jokiveneellä Puolmankiin, Allikkaniemen kylään (norj. Aleknjarg), jonne saavuimme jo samana iltana. Asuimme sitten vanhassa hyvässä kortteerissani perjantai-illasta maanantai­ aamuun. Sunnuntaina minä Puolmangin kirkossa lapinkielellä tul­ kitsin veljeni saarnan.

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

23

Muuten ainoa työni Puolmangissa tällä kertaa oli uudistaa ystävyyteni sikäläisten tuttavien kanssa, koettaen samalla mahdolli­ simman tarkkaan kuunnella heidän puhettansa. Olin päättänyt vasta paluumatkalla suorittaa sen tarkastustyön, mikä oli tehtävä siellä. Sillä tavalla luulin parhaiten voivani varustaa itseäni sitä työtä varten: kaikki mitä muista murteista saattaisin oppia tulisi sitten sille hyväksi. Maanantaiaamuna 13 p. heinäk. läksin veljeni kanssa Allikkaniemestä. Lähtiessä en ollut vielä selvillä siitä minne ensin asettuisin, mutta onnellinen sattuma auttoi minua päätöksen tekemisessä. Tapasin matkalla kansakoulunopettaja J. GuTTORMin Utsjoelta, ja hän suostui rupeamaan kielimestarikseni muutamiksi päiviksi. En olisi voinut saada parempaa tilaisuutta tutustua Utsjoen (kirkonkylän) lappiin, omituiseen murteeseen jota puhutaan »kahden könkään« välillä Suomen puolella. Herra G. oli jo ennestään tottunut kielimestarin toimeen, hän kun oli kaksi kertaa ollut prof. SETALAn luona lappalaisena kielimestarina. Sovittiin G:n kanssa niin, että hänen piti tulla jäljestäpäin Sirman »kruununtaloon« (Norjan puolella), jossa sitten oli määrä viipyä muutama päivä. Sirmaan tulimme tiistaiaamuna 14 p. heinäk. Täällä erosin veljestäni, joka palasi kyytimiesten kanssa takaisin samaa tietä. 14—18 p. heinäk. olin sitten Sirmassa tutkimassa Utsjoen mur­ retta GuTTORMin avulla. Oli tosiaankin hämmästyttävä nähdä, kuinka suuressa määrin tämä murre, joka maantieteellisesti on niin lähellä Puolmangin murretta, kuitenkin eroaa viimeksimainitusta. Otin tässäkin pääasiallisesti kvantiteettiseikat tutkittavikseni. Yhtä hämmästyttävä kuin murteen eroavaisuus Puolmangin murteesta tässä kohden oli sen yhtäpitäväisyys Troldfjordenin murteen kanssa. Koko se konsonanttien astevaihtelu, joka ei ole riippuvainen toisen tavun sulkeumisesta, esiintyy ylipäänsä samalla tavalla kuin siellä, vrt. ylempänä. Tämä vaihtelu on siis tässäkin murteessa huomattavana, vaikka se tosin ei esiinny niin laajalti

24

LAPPISKE STUDIER

kuin P:ssa eikä eroitus eri kvantiteettivivahdusten välillä aina ole niin tuntuva kuin siellä. Ratkaisematta minun täytyi jättää se kysy­ mys, onko konsonanttikvantiteetti a:sta syntyneen d:n edessä sama kuin alkup. ö:n, e:n, o>:n edessä vai edustaako se väliastetta tämän ja alkup. /:n, ö:n edessä seisovan konsonantin kvantiteetin välillä, mutta eroitus näiden kahden tyypin välillä oli kylläkin selvä, var­ sinkin vahvassa asteessa (alkup. lyhyissä« vartalokonsonanteissa), vaikka tämä vaihtelu ei ole vaikuttanut edelläkäyvän vokaalin kvan­ titeettiin: pašsi{o)t »paistaa« ~ pa§sa(o)t »pestä« ~ pessj(o)k »pais­ tavat«, »pesevät«, tai: pašsi(o)t ~ pašsá{o)t ~ p$ssj(o)k. — i:n edessä on suhde vahvassa asteessa sama kuin a.n edessä: tollii »tuleen«, vrt. tollán »tulena« ~ nom. totia, tai: tollii, toilan ~ tolia. Heikossa asteessa (tämä koskee »alkup. pitkiä« vartalokonsonantteja) on sitä vastoin r.n edessä aina varmasti lyhyempi kon­ sonantti kuin alkup. õ:n, č:n, eö:n edessä: kobüf »tappoi« ~ koDtäm »tapan«; millin »törmän kanssa« ~ m fe lli »törmän« (nom. mfålli); Ifvñin »turpeen kanssa« ~ lavññi »turpeen« (nom. lavani). Ylempänä mainittu »ylipitkä« aste »alkup. lyhyiden« konsonant­ tien kvantiteetissa esiintyy tässä murteessa aivan samalla tavalla kuin Troldfjordenissakin. Samoin on »alkup. pitkien« klusiilien, affrikaattain, spiranttien, likvidain ja nasaalien heikko aste tässäkin = vastaavien »alkup. lyhyiden« äänteiden vahva aste samanlaisen vokaalin edessä, vrt. ylemp. Omituisuutena mainittakoon, että konsonanttiyhtymien jälki­ mäinen komponentti (tenues s:n, s:n jäljessä sekä nasaaleja lukuun­ ottamatta) v a h v a s s a a s t e e s s a on selvästi g e m i n e e r a t t u , Troldfj:issa olin merkinnyt sen puolipitkäksi, Puolmangissa sitä vastoin se on aivan lyhyt. Diftongien korkosuhteista on huomattava, että korko myös niissä tapauksissa, missä se Troldfjdssa jakautuu kumpaankin kom­ ponenttiin (vrt. ylemp.), on ehdottomasti edellisellä komponentilla. Tämä lienee katsottava suomenkielen vaikuttamaksi. Vahvassa as­ teessa »alkup. pitkien« vartalokonsonanttien edessä on korko tässä­ kin murteessa diftongin jälkimäisellä komponentilla.

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

2Õ

Äänteiden kvaliteetista mainitsen tässä seuraavat seikat: Norjan lapin sanaa-aloittavia meedioita vastaavat tässä mur­ teessa aspireeraamattomat tenues, — siinäkin varmasti suomenkielen vaikutusta. Sanan lopussa vastaa kirjakielen g:tä, d:tä, b:tä aina o, n, b (puheäänettömiä meedioita) eikä k, t, p niinkuin Puolmangissa ja Troldf j ordenissakin. Vokaalienvälisten meedia-geminaattain (ja samoin meedia-affrikaattain klusiilisen aineksen) jälkimäinen komponentti on vahvassa asteessa puheäänetön (vrt. ylemp.), heikossa asteessa olin kuulevi­ nani puheäänettömän meedian + tenuis-klusiilin. Sama on myös konsonanttiyhtymäin jälkimäisenä komponenttina esiintyväin tähän kuuluvien äänteiden laita. Kirjakielen ks, kš, kt, ke, kč yhtymiä vastaavien konsonanttiyhtymien edessä ei esiinny puheäänetöntä vokaalia (o); muuten on o:n laita tässä murteessa sama kuin Troldfjordenissakin, vrt. ylemp. Nasaalien »klusiiliesilyönti« on aina koko pituudessaan puheäänetön, — »alkup. pitkien« nasaalien edessä esiintyvässä klusiiliaineksessa on eroitus vahvan ja heikon asteen välillä siis vain kvantitatiivinen eikä myös kvalitatiivinen. #:n asemesta esiintyy konsonanttiyhtymissä aina t: hutkka(o)t »keksiä« (= P . huékaot)-, fđt'mi »syli« (=P.fäâ'm i). Vokaalien välissä sitä vastoin #: miu-gfr&å »täti«. Vokaalien suhteen mainittakoon vain, että Troldfjordenin mur­ teen a ~ a ~ e suhdetta vastaa a ~ a ~ § (f= suom en e), ja että »aukenevaisten« diftongien kvaliteetti suuremmassa määrin riippuu vartalokonsonantin kvantiteetista kuin toisen tavun vokaalin kvali­ teetista: avonaisimpina diftongit esiintyvät »alkup. pitkien« vartalokonsonanttien vahvan asteen edessä. »Kahden könkään« välillä on monella henkilöllä omituinen sorahtava r-äänne, mutta sitä pidetään puhevikana; kielimestarillani sitä ei ollut, mutta olen monasti sen kuullut, — ainoastaan tämän murteen alueella. Tuskinpa sitä tavataankaan muualla lappal. mur­ teissa. Se muistuttaa minun kuuloni mukaan lähinnä skoonelaisten r-äännettä.

26

LAPPISKE STUDIER

18 p. heinäkuuta erosin hauskasta utsjokelaisesta kielimesta­ ristani. Oli sopimus, että hänen piti tulla minun luokseni Puolmankiin kun olin palannut sinne, jotta saisin vielä paremman tilaisuuden verrata Utsjoen ja Puolmangin murteita toisiinsa. Olin päättänyt matkustaa suoraan Kaarasjoelle asti, koska tarjoutui erittäin halpa kyyti; kaksi Kaarasjoelta kotoisin olevaa kyytimiestä oli nimittäin paluumatkalla kotiinsa. Kaarasjoen kirkolle saavuimme 21 p. heinäk. illalla erittäin hauskan ja kaikin puolin onnistuneen matkan jälkeen. Aikomukseni oli nyt ,ensin tutkia Outakosken murretta (Suomen puolella), ja sen takia olin käynyt Outakoskella kielimestaria tiedustelemassa. Nuoret miehet, joita mieluimmin olisin tahtonut tähän toimeen, olivat poissa; otin sentähden keski-ikäisen miehen J uhani H, BALTon, joka sopimuksen mukaisesti saapuikin Kaaras­ joen kirkolle seuraavana päivänä (22 p. heinäk.). Käytin nyt muutamia päiviä hänen edustamansa Outakosken murteen tutkimiseen. Ennen kaikkea oli nytkin kysymys kvantiteettiseikoista. Helposti työ ei tahtonut sujua tällä kertaa. Kielimestarini oli kovin hidasluontoinen mies, ja vaikeanlaista oli var­ sinkin alussa saada hänet oikein käsittämään mikä nyt oli meininki, mutta parastansa hän kyllä teki, ja vähitellen sain hänet yhä paremmin taivutetuksi hänestä niin outoon kielimestarin tehtävään. Mikäli saatoin huomata, oli tuo konsonanttien kvantiteettivaihtelu, joka ei riipu tavun sulkeumisesta, tässä murteessa kehit­ tynyt tavalla joka asettaa tämän murteen Troldfjordenin (samoin Utsjoen) ja Puolmangin murteen välille, — lähinnä se olisi Kaaras­ joen murteeseen verrattava. Toiselta puolen tuo vaihtelu ei esiinny niin laajalti kuin Puolman­ gin murteessa, kun kaikki »alkuperäisesti pitkät« vartalokonsonantit vahvassa asteessa ovat sen ulkopuolella (vrt. mitä ylemp. sanottiin Troldfjordenin murteesta), mutta toiselta puolen murre muistuttaa Puolmangin murretta siinä, että alkup. lyhyt pääkorollinen vokaali lyhyimmän konsonanttiasteen edellä esiintyy pidennettynä: BÖfrj(o)t »syövät«, BÖfrava »(he kaksi) syövät«, BÖfrifis »syököön«; vrt. BorravBokj(o)t »syötte«, Borra{o)t »syömme« ja »syödä«, sorrö »(hän) syö«.

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

27

»Alkup. lyhyiden« vartalokonsonanttien ylipitkä aste sekä vastaavaisuus »alkup. lyhyiden« konsonanttien vahvan asteen ja »alkup. pitkien« konsonanttien heikon asteen välillä esiintyvät tässä murteessa aivan samalla tavalla kuin Troldfjdn ja Utsjoen murteissa, vrt. ylemp. Vahvassa asteessa esiintyvän konsonanttiyhtymän jälkimäinen komponentti ei ole yleensä niin selvästi gemineerattu kuin asian­ laita oli Utsjoen murteessa (on niinkuin TroIdfj:issa merkittävä »puolipitkäksi«). Poikkeuksia ovat kirjakielen ks, kš, kt, ke, kč yhtymiä vastaavien jälkimäinen komponentti (ss, šš, tt, tts, t'fš) ja meediat (vahvassa asteessa g + o etc., heikossa asteessa o + k etc.). Mitä diftongien korkosuhteihin tulee on murre samalla kannalla kuin Troldfj:in murre, sitävastoin samalla kannalla kuin Utsjoen murre diftongien kvaliteettiin katsoen (vrt. ylemp.). Sanan alussa esiintyy tavallisesti e, n, b eikä niinkuin Utsjoen murteessa k , t, p. Sanan lopussa tavataan tenuis-klusiileista ainoas­ taan t, ja tämä edustaa myös Utsjoen murteen g, n, b äänteitä tässä asemassa. Sanan lopussa seisovan f:n edellä esiintyy hyvin heikko o; muuten ottaa o tässä murteessa samoinkuin P:ssakin osaa kvantiteettivaihteluun: se ei ole aina lyhyt, niinkuin asianlaita oli Troldfjdssa ja Utsjoen murteessa. o:ta ei esiinny kirjakielen ks, kš, kt, ke, kč yhtymiä vastaa­ vien kons.-yhtymien edellä. Näissä yhtymissä oli kielimestarillani A':n asemesta aina p, — individuaalinen omituisuus, joka tavataan paitsi Outakoskella verrattain usein Kaarasjoellakin. P:n (ja Troldfj:in) #:n asemesta esiintyy k:n edellä vahvassa asteessa tfr, heikossa asteessa t : Gotfika »muurahainen« ~ GÖtka »muurahaisen«; vokaalienvälisessä asemassa sitävastoin di) ~ {f: muiQfhJä »täti m u iQ då »tädin«. Vokaalienvälisten meediain ja meedia-affrikaattain käsittely on tässä murteessa sama kuin Troldfjdssa, samoin myös nasaalien »klusiiliesilyönnin«, vrt. ylemp. a ~ e(§) suhdetta ensimäisessä tavussa ei tavata Outakosken murteessa, sitävastoin on a suljetussa toisessa tavussa muuttunut (pitkäksi tai puolipitkäksi) ö.ksi samoissa tapauksissa kuin P:ssakin, vrt. väitösk. s. 293.

28

LAPPISKE STUDIER

Muoto-opillisista seikoista mainittakoon tässä vain, että ger. Lllä on suffiksi -(r))f|bin=kirjakielen -(d)edin (P. -(d)enin). 27 p. heinäk. läksin Kaarasjoelta Roavesavvoniin (norjaksi ta väli. Heikoras; paikan suomalaista nimeä en tiedä, ikävä kyllä, — lieneekö Rovasuvanto?). Tämä paikka on Suomen puolella Teno­ jokea — vähän alempana Kaarasjoen suuta. Olin nimittäin matkallani Tenojokea ylös siellä tavannut tunturilappalaisvaimon, joka oli kotoisin Koutokeinosta. Tätä odotta­ matonta tilaisuutta saada tutustua Koutokeinon murteeseen olin heti päättänyt käyttää hyväkseni, ja mainittu koutokeinolaisvaimo oli luvannutkin ruveta kielimestarikseni sillä ehdolla, että tulisin sinne asumaan. Otin sitten nuoren kaarasjokelaispojan S amuel IsAKSENin mukaani ja muutin sinne, Suomen puolelle, yhdeksi viikoksi. Sain asua pienessä kouluhuoneessa, ruokaa minulla oli mukana (»Bodø Preserving Co.« oli lahjoittanut minulle runsaan määrän mitä her­ kullisimpia konservejä Lapin-matkaani varten), ja S amuel piti erinomaisella taidolla huolen ruuan ja kahvin keittämisestä; yksissä voimin me paistoimme poronlihaa ja lohta lappalaisten tavalla. Aineellinen toimeentulo oli siis mainio, ja mainiosti minä viihdyinkin tuossa primitiivisessä kortteerissani. Ystävällisiä ja avullisia olivat talon ihmiset, »passaajani« hyvä ja luotettava poika, joka myös osoitti erityistä intressiä minun työhöni. Loma-aikanaan hän keksi lappalaisia sanoja, joiden ei luullut löytyvän Fm isin sana­ kirjassa, ja suuri oli hänen tyytyväisyytensä kun oli onnistunut löytämään joukon sanoja joita ei tavata sanakirjassa. Sain sillä tavalla aika paljon uusia sanoja muistiinpannuksi. Joskus S. oli mukana kun tein työtä koutokeinolaisen kielimestarini kanssa, jotta saisin verrata tämän ääntämistä Kaarasjoen murteeseen. Kielimestariksi hän oli harvinaisen sopiva tuo tunturilappalaisvaimo (hänen nimensä oli norjaksi E len Olsdatter S ombt). Vilkasluontoinen, puhelias, sanarikas, väsymätön ja — ennen kaikkea: hänen lausumistapansa oli niin selvä ja täsmällinen, ett’en ole koskaan sellaista tavannut lappalaisilla naisilla. Oli kyllä yksi

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

29

arveluttava seikka: hän oli jo monta vuotta ollut Koutokeinosta poissa, ja saattaisi siis pelätä sitä, että hänen puheensa ei ollut puhdasta Koutokeinon kieltä. Mutta hänellä näkyi olevan niin varma kieliaisti, ja ne omituisuudet, jotka eroittivat hänen kielensä Tenonlaakson murteista, tulivat niin säännöllisesti esille, että tunsin itseni varmaksi siitä, että kun hän sanoi sen tai sen sanan äänty­ vän niin taikka näin Koutokeinossa, niin oli siihen luottaminen. Uuden ympäristön kieli ei ainakaan kovin tuntuvasti ole voinut vaikuttaa hänen murteeseensa, sen todistivat myös kaikki muut siellä. Hän olikin vasta täysikasvaneena, muistaakseni noin 30 vuoden iässä, muuttanut pois Koutokeinosta. J o s tämä kielimestarini edustaa pääasiassa puhdasta Kouto­ keinon murretta — ja siitä minä kuten sanottu tunnen itseni var­ m aksi— niin saatan todistaa kaksi tärkeätä seikkaa: t a v u n s u l k e umisesta riippumaton v a i h t e l u vartalokonsonanttien k v a n t i t e e t i s s a t a v a t a a n my ö s R u i j a n l ä n t i s e n murr e r y h m ä n a l u e e l l a . Ja: samoin esiintyy sielläkin n i i n h y v i n k v a l i t a t i i v i n e n k u i n k v a n t i t a t i i v i n e n e r o i t u s »t umman« ja »he l e än« a:n v ä l i l l ä ; edellinen on hiukan matalampi kuin suomen a ( = taväli. itänorj alainen a), jälkimäinen muodostuu vähän edempenä kuin suomen a (merkitsen sen a:ksi). Mitä sanottuun kvantiteettivaihteluun tulee, niin tämä esiintyy yleensä samalla tavalla kuin Troldf:in ja Utsjoen murteissa, vrt. ylemp. »Alkup. lyhyiden« vartalokonsonanttien ylipitkä aste tava­ taan tässäkin murteessa samoissa tapauksissa kuin noissa kahdessa sillä poikkeuksella, että imperat. monik. 1 ja 2 pers. osoittavat lyhyimmän asteen (alkup. ö , I toisessa tavussa) : Borruiot, Boiryjop »syökäämme«, Borréot »syökää«, vrt. dual. Borrii, Bofri; — oörruiot, Görruiop »neulokaamme«, Görriuot »neulokaa«, vrt. dual. oöarrii Konsonanttiyhtymien jälkimäisen komponentin kvantiteetista vahvassa asteessa on tässä sanottava sama kuin ylemp. mainittiin Outakosken murteesta. Diftongien suhteen on murre yleensä samalla kannalla kuin Utsjoen murre, — täydellisesti mitä niiden kvaliteettivaihtelun syy­ hyn tulee; korossa tuntui sitävastoin olevan vähän horjuvaisuutta

30

LAPPISKE STUDIER

Utsjoen murteen ja Troldfjordenin murteen edustaman kannan välillä, vrt. ylemp. Näkyipä korolla nopeassa puheessa olevan taipumusta siirtyä diftongin jälkimäiselle komponentille niissä tapauksissa, missä se muuten joko on edellisellä komponentilla tai jakautuu tasaisesti kumpaankin. Äänteellisistä omituisuuksista olivat muuten huomattavimmat ne jotka koskevat klusiileja. Sanan alussa esiintyvät meediat ovat, mikäli minä saatoin päättää, puoli-äänellisiä (koetin niitä tutkia kuulotorvenkin avulla); olen kuitenkin niistä käyttänyt puheäänettömien meediain merkkejä ( g , d , b ), koska ne akustisesti muistuttivat enemmän näitä kuin kokonaan puheäänellisiä meedioita. Sanan lopussa tavataan sekä puheäänettömiä meedioita että tenuisklusiileja (vrt. mitä mainittiin Utsjoen murteesta tässä suh­ teessa), viimemainituista kuitenkin tavallisesti ainoastaan t, joka on anastanut itselleen sekä k:n että p :n sijan; joskus kuulin tosin p :tä käytettävän tässä asemassa (vrt. ylemp. mainittuja imperatiivimuo­ toja), k :ta sitävastoin en koskaan. Myös vokaalienvälisessä asemassa — korollisen tavun jäljessä — esiintyy t muissa murteissa tavattavan p:n, k :n sijassa, niinpä kolmitavuisten verbien pres. dual, ja monik. 2 pers:ssa (imperatiivissa sitävastoin aina k). Korottoman tavun jäljessä on vokaalienvälinen t samoinkuin A:kin muuttunut h:ksi (niin on asianlaita Kaarasjoen murteessakin, vrt. Zur aussprache des norwegisch-lappischen s. 14). Tenuis-klusiilien edessä esiintyvä o ottaa tässäkin murteessa osaa kvantiteettivaihteluun. Paitsi lappalaisissa murteissa tavallisia tenuis-klusiileja tavataan tässä murteessa omituinen klusiili, joka muodostuu kielen kärjen ja ylihammasten reunan välissä (merkitsen sen f:ksi); tämä esiintyy kirja­ kielen tk ja ŧm yhtymiä vastaavissa konsonanttiyhtymissä:1 tp k ja td'm (eroitus vahvan ja heikon asteen välillä on tässä vain kvantita­ tiivinen eikä myös kvalitatiivinen, niinkuin Outakosken murteessa). Vokaalienvälisessä asemassa on tässäkin murteessa tavattavana. 1 Outakosken murteessa tässä asemassa esiintyvää käännettä en ole niin tarkkaan tutkinut; mahdollista on, että se sielläkin muodostuu edempänä tavallista f:tä.

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

31

Omituista »kovennusta« — Ruijan itäisempiin lappalaismurteisiin verraten — esiintyy siinä, että vahvan asteen »alkup. lyhyttä« p:tä, k :ta vastaa heikossa asteessa b , o (etuvokaalin seuratessa 6, joskus j:kin), sitävastoin niinkuin muuallakin—,ja että »alkup. lyhyen« nasaalin »esilyöntinä« vahvassa asteessa sekä »alkup. pitkän« nasaalin edessä heikossa asteessa2 esiintyy gemineerattuja t e n u i s klusiileja, joiden edessä käypi l a r y n g a a l i - k l u s i i l i (tansk. »stød«). Viimeksi mainittu seikka oli minulle suuri yllätys, ja hauska olisi saada todistetuksi, kuinka laajalle tämä omituisuus on levinnyt, ja mikä sen takana mahdollisesti piilee. Etuvokaalin e d e s s ä ovat k , a, g äänteet selvästi palataliseerattuj a : fc, 6, g. Kirjakielen gj:tä vastaavat äänteet ovat enemmän palataliseerattuun g:hen, ß:hen päin kuin ^:llä, p.llä merkityt äänteet muissa tutkimissani murteissa; käytän tässä (j, ú merkkejä. ci esiintyy ;:n, w:n, f:n, r:n, d:n jäljessä seisovan nasaalin »esilyöntinä« myös takavokaalin seuratessa; nasaali muodostuu silloin samassa kohdassa kuin tämä »klusiiliesilyönti«: rj, niinpä myös heikossa asteessa, missä klusiili jää pois. Kirjakielen grpää edustavasta yhtymästä vokaalin jäljessä minulla on valitettavasti vain yksi ainoa esimerkki; siinä ovat klusiili ja naasali dentipalataalisia: vwdd'úñaot (pres. yksik. 1 p. vuo't'fnän) = duogŋat »paikata«. Paitsi murteen äänneseikkoja valaisevia esimerkkejä sain koutokeinolaiselta kielimestariltani lähes 150 erilaista poron-nimitystä muistiinpannuksi; ikävä kyllä en ehtinyt saada kaikkia foneetisesti transskribeeratuksi. Kielennäytteiden kokoonpanemiseen ei riittä­ nyt aikaa. 2 p. elokuuta palasin SAMUELin kanssa Kaarasjoen kirkolle; tulimme sinne illalla. Viivyin nyt Kaarasjoella pari päivää, SAMUELin kanssa tar­ kastaen niitä Kaarasjoen murteesta otettuja esimerkkejä, joita 1 Samoin edustaa kirjakielen gctä, b:tä korottoman tavun jäljessä aina G (G '), ß , đ:tä sitävastoin A. 2 Vahvassa asteessa gemineerattu meedia, jonka edell. osa aina on puheäänellinen, — jälkim. saattaa olla sekä puheäänellinen että puheäänetön.

32

LAPPISKE STUDIER

on käytetty kirjoituksessani »Zur aussprache des norwegisch­ lappischen». Tämän murteen perinpohjaisempaan tutkimiseen ei nyt riittä­ nyt aikaa. Jäljellä oleva aika tarvittiin siihen tarkastustyöhön joka Puolmangissa oli suoritettava. Sitä paitsi minulla oli se tuuma, että tänä talvena ottaisin kaarasjokelaisen kielimestarin (saman S amuel IsAKSENin) luokseni Kristianiaan, jotta saisin tilaisuuden hänen kanssaan käydä läpiFRiisin sanakirjan kokonaisuudessaan, — tuuma, jota en ole vielä lopullisesti jättänyt, vaikka sen toteutumisesta ei tosin liene suuria toiveita, se kun vaatii aika suuria kustannuksia. 5 p. elokuuta tai oikeammin yöllä vasten 6 p. läksin Kaarasjoelta postinkuljettajan veneessä. Jo 7 p. iltapuoleen tulin taas Allikkaniemeen, vanhaan kortteeriini. Kaksi päivää (lauantai ja sunnuntai) meni nyt valokuvaustöihin. Alinimismies A. EiDEn ystävällisellä avulla sain suurimman osan matkalla ottamistani kuvista laitetuiksi. Kovin runsasta saalista matkani kuitenkaan ei ollut tuottanut tässä suhteessa. Samana päivänä kuin olin lähtenyt matkalle Allikkaniemestä, oli valokuvauskoneeni särkynyt, ja vasta Roavesavvonissa ollessani sain taas jat­ kaa valokuvaamista. Sieltä ja Kaarasjoelta sain sitten muutamia onnistuneita negatiiveja, mutta matkalla Kaarasjoelta alas en saa­ nut kertaakaan koettaa, koska satoi satamistaan koko ajan. Allikkaniemessä otin koko joukon kuvia. Ne ovat suurimmaksi osaksi osoittautuneet hyviksi. Mutta ylipäänsä kallis valokuvauskoneeni ei tuottanut minulle läheskään niin paljon hyötyä ja iloa kuin olin toivonut — tällä Lapin-matkallani. Kai se ensi kerralla käy parem­ min; oppirahoiksi saa katsoa niitä melkoisia menoja, jotka valo­ kuvaaminen aiheutti tällä matkalla. Allikkaniemessä kävin nyt uudestaan läpi Puolmangin murteen kvantiteettioloja koskevan väitöskirjani esimerkkikokoelman, silmällä pitäen niitä vertauskohtia, joita kesän työ toisten murteiden alalla tarjosi. Pääpiirteissä tämä tarkastus vahvisti niitä tuloksia, joihin väi­ töskirjassani olin päässyt, vaikka kyllä yksityisseikoissa huomasin tehneeni koko joukon erehdyksiä. Näistä asioista toivon pian saa­ vani tilaisuuden tehdä tarkemman selon.

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

33

Puolmangissa minulla oli tällä kertaa sama hyvä ja kärsivällinen kielimestari kuin ennenkin, E len H enriksdatter . Työstäni siellä mainitsen vielä, että kävin läpi kaikki FRiisin sanakirjassa tavattavat sanat, joissa hän käyttää c, č merkkejä sanan sisässä. Mitä konsonanttia seuraavaan c:hen, č:hen tulee, sain konstateeratuksi, että niihin vain muutamissa sanoissa on vastaamassa tenuis-affrikaattoja, toisissa sitävastoin meedia-affrikaattoja,1 — ei ainoastaan Puolmangin murteessa, vaan kaikissa murteissa, joita tänä kesänä olin tilaisuudessa tutkimaan. Näissä tapauksissa olisi siis kirjoitettava 33 ~ 3, $3 ~ $ eikä cc ~ c, čč ~ 6. Luettelon näistä sanoista — Puolmangin murteen mukaan — aion antaa toiste. Kuten jo mainittu, oli opettaja Guttorm Utsjoelta luvannut tulla minun luokseni Puolmankiin, jotta saisin paremman tilaisuuden verrata Puolmangin murretta Utsjoen murteeseen. Tämäp hän teki­ kin, viipyi siellä pari päivää, ja minulla on täysi syy olla hänelle kiitollinen siitä, vaikka kyllä aiotusta vertaustyöstä ei tullut niin paljon kuin olin odottanut. Puolmankilainen kielimestarini ei tahto­ nut ymmärtää tämän yhteistyön tarkoitusta, vaikka kyllä koetin selittää parhaani mukaan. Hän näki siinä jonkunmoista loukkausta Puolmangin kieltä koh­ taan, — ikäänkuin minä olisin pitänyt Utsjoen kieltä »parempana«, koska muka tahdoin korjata ennen tekemiäni muistiinpanoja sen mukaan! Hyvät puolmankilaiset ovat nimittäin kovasti ylpeitä kiele­ stään: näkeehän sen, että se on kaikkein »selvintä lappia, koskapa kaikki papitkin, jotka aikovat lappia oppia, lähetetään sinne«! No niin, sain kuitenkin pääasiassa aikomukseni toteutetuksi: sain vielä varmemmin todistetuksi sen suuren eron, joka on ole­ massa Puolmangin ja Utsjoen kielen välillä. 19 p. elok. läksin Puolmangista, seuraavana päivänä Tenon kirkonkylästä ja matkustin sitten suoraan Kristianiaan, jonne saa­ vuin 25 p. elokuutaa. 1 Eikä niinkuin väitöskirjassa s. 83 ja 97 on sanottu: tenuis-affrikaattoja, joiden edessä ei esiinny pubeäänetöntä vokaalia tai puheäänelUsen äänteen loppuosan muuttumista puheäänettömäksi. 3 — S tu d ia S e p te n trio n a lia . I.

34

LAPPISKE STUDIER

Jos nyt kysytään murrerajoja niillä seuduilla, missä tällä mat­ kallani enimmiten liikuin — pitkin Tenonlaaksoa aina Kaarasjoelle asti —, niin saatan siihen ensiksikin vastata, että Suomen puolella ovat murrerajat jotenkin jyrkkiä. Utsjoen pitäjän lappi jakautuu kolmeen murteeseen (eli murreryhmään). Ensimäistä, jota puhutaan Rajala nimisestä pikkukylästä Jalveen asti, tuskin saattaa eroittaa Puolmangin murteesta. Toinen on kirkonkylän murre, jota ylemp. on kutsuttu »Utsjoen murteeksi«; sitä puhutaan kuten mainittu ali- ja ylikönkään välillä, kirkonkylään luetaan kaikki tällä jotenkin laajalla alueella tavattavat talot. Kolmas on Outakosken murre (oikeammin: murreryhmä), ylikönkään yläpuolella; siinä huomaa yhä selvemmin Kaarasjoen murteen vaikutusta mitä ylemmäksi tulee, Kaarasjoen suuhun asti. Yläpuolella Kaarasjoen suuta en käynyt, mutta sanottiin, että siellä puhutaan aivan samaa kieltä kuin alipuolella; siellä on muuten hyvin vähän asukkaita. Norjan puolella sitävastoin ei ole niin selviä ja jyrkkiä murrerajoja. Omituista on, että könkäät täällä eivät ole murrejakajia niinkuin Suomen puolella on laita. Tenonsuusta alkaen jatkuu, mikäli saatoin huomata, vähitellen muuttuva mutta siitä huolimatta jotenkin yhtenäinen murresarja pitkin laaksoa ylös lähelle Kaaras­ joen suuta, jossa sitten Kaarasjoen karakteristisen murteen vaiku­ tus astuu tuntuvasti esille. Tällä pitkällä välillä en voi siis selviä murrerajoja osoittaa. Mutta paljon pikkueroavaisuuksia on olemassa, sen kyllä huomasin. En ehtinyt tällä kertaa ottaa tarkempaa selkoa tästä asiasta; se olisi kysynyt koko paljon aikaa siitäkin syystä että monessa paikassa on muuton tai naimisen kautta vieras murre tai murrevivahdus päässyt vaikuttamaan kieleen. Minun täytyy toistaiseksi tyytyä siihen, että minulla on »Puol­ mangin murre« näytteenä tällä välillä tavattavista murrevivahduk­ sista, samoinkuin Troldfjordenin murre saapi edustaa Tenovuonon murteita. Kielen yleisvaikutukseen nähden mainittakoon, että Tenovuonon murteissa samoinkuin Uuniemen (Næssebyn) murteessakin, jota edelli­ sillä matkoillani olen kuullut, on vallalla sangen voimakas sanakorko ja sen kanssa yhteydessä varsinkin naisten puheessa hyvin suuret

LAPPALAISIA MURTEITA TUTKIMASSA

bf)

musikaaliset intervallit. Tämä antaa kielelle omituisen »staccato«leiman, joka vielä enenee sen kautta, että puhutaan verrattain nopeasti. Tämän puhetavan jyrkimpänä vastakohtana esiintyy hitaanlainen, yksitoikkoisuuteen taipuvainen Puolmangin murre luisuvine korkoineen ja pitkine vokaaleineen. Sekä alempana että ylempänä tämän murteen rajaseutuja on kieli reippaampi, pontevampi, ikään­ kuin itsetietoisempi, — Norjan puolella on varsinkin Kaarasjoen murre tässä suhteessa selvästi eroava Puolmangin murteesta. Erityisen voimakkaan vaikutuksen tekee »Utsjoen murre« suomen­ kieltä muistuttavine omituisuuksineen: vahva tavukorko, täsmällisesti äännetyt vokaalit ja varsinkin diftongit sekä kovat klusiilit sanan alussa y.m,; kaikki tämä antaa tälle murteelle tasapainoisen voiman, joka muuten näkyy olevan jotain lapinkielen luonteelle vierasta. Folkloristisia aineksia sain matkallani kovin niukasti. Tenonlaaksossa en onnistunut saaman yhtään uutta lappalaista satua enkä liioin lappalaisia lauluja tai taikoja. Mutta en tavannutkaan tunturilappalaisia (paitsi koutokeinolaista kielimestariani); niillä on varmaankin vielä säilyssä ehkäpä paljonkin vanhaa kansallista henkiomaisuutta. Mutta kiire jo alkaa olla, jos tahtoo pelastaa tämän omai­ suuden häviämästä. Missä lestadiolaisuus, tuo lappalaisten maassa niin paljon levinnyt uskonnollinen liike saapi jalansijaa, siellä se hävittää aivan tyjrstin kaikki semmoiset »jumalattomat menot« kuin on joikastamineny.m. Sen olen selvimmin nähnyt Kaarasjoella, joikastamisen luvatussa maassa, missä ennen oli tapana sepittää erityinen »luotte« miltei jok’ainoasta henkilöstä. Sen jälkeen kuin lestadiolaisuus pari vuotta sitten vihdoinkin pääsi tunkeumaan tännekin, on nyt kovin vai­ keata, melkeinpä mahdotonta saada kaarasjokelaista joikastamaan, vaikka hän kuinka hyvästi sitä osaisikin. Lopuksi tahdon lausua Suomalais-ugrilaiselle Seuralle sulim­ mat kiitokseni siitä apurahasta, jonka kautta matkani on käynyt mahdolliseksi. [Trykt i Journal de la S o d été Finno-ougrienne XXII, 3 1904, s. 2—24.]

36

LAPPISKE STUDIER

RESUMÉ

»Ute på undersøkelse av lapp is ke dialekter.“ Reiseberetning fra Finn­ mark og Lappland. Reisen blev foretatt sommeren 1903 med stipendium bevilget av Det Finsk-ugriske Seiskap, og beretningen fremlagt i Selskapets årsmøte 2/i2 1903. Efter noen dagers ophold hos rektor Q vig sta d i Tromsø, hvor reise­ planen blev grundig drøftet og til dels endret, kom jeg den 16. juni til Tana. Selve studiereisen varte i godt og vel to måneder, begynte med et forholds­ vis langt ophold i Trollfjord i Tana og omfattet forøvrig strekningen langs Tanaelva og Karasjokelva, fra Tanamunningen til Karasjok, med under­ søkelse av sproget på begge sider av Tanaelva så langt denne elva danner grense mellem Norge og Finnland. På finsk side av Tanaelva hadde jeg også anledning til å gjøre iakttagelser vedrørende Kautokeino-dialekten: en fjellapp-kone fra Kautokeino opholdt sig nemlig der. Allerede under opholdet i Trollfjord og hele tiden senere blev hoved­ vekten lagt på undersøkelse av kvantitetsforholdene, under benyttelse av eksempelsamlingen i min doktoravhandling om kvantitetsforholdene i Polmaklappisk. Gjennem dette arbeide kom visse hovedlinjer i Finnmark-lappisk lydlære til å fremtre helt klart: s. 19—21 om det normale sammenfall i kvantitet mellem sterke stadium av relativt kort stammekonsonant og svake stadium av relativt lang stammekonsonant, og den eiendommelige og sprog­ historisk så viktige »overforlengelse« av relativt kort stammekonsonant i visse tilfelle, hvorved sterke stadium får samme kvantitet som sterke stadium av tilsvarende relativt lange stammekonsonant. I Polmak gjennemgikk jeg på ny det materiale som var benyttet i doktoravhandlingen. (Resultatet foreligger i et tillegg som blev utgitt i 1905). — Forholdet mellem Polmak-dialekten og Utsjok-dialekten blev undersøkt også ved samtidig anvendelse av sprogmester for hver av disse to. For Kautokeino-dialektens vedkommende var de viktigste iakttagelser de to som på s. 29 er omtalt i sperret trykk: at en regelmessig veksling i stammekonsonantenes kvantitet, utenom den vanlige stadieveksling, finnes også på vestlig dialektområde i Finnmark, og likeså en både kvalitativ og kvantitativ forskjell mellem »dunkel« og »klar« a. S. 34—35 gjøres rede for lappiske dialektgrenser på strekningen Polmak— Utsjok—Karasjok. Innsamling av folkloristisk materiale blev det smått om på reisen. I denne forbindelse fremheves at det haster med å få tatt vare på det som ennu finnes av gammel lappisk folketradisjon.

S PØR S MAALET OM DEN LAPPI SK E T O R V GA M M E S O P R IN I) E L S E

Blandt de forskjellige lappiske boligtyper indtager den i det nordligste Norge brugelige torvgamme en særstilling. For de øvrige typers vedkommende er man fuldt paa det rene med, om de er oprindelig lappiske eller i senere tid laant fra lap­ pernes mere kultiverede nabofolk. Nomadeteltet, de primitive hyt­ ter af kegleformig opreiste træstammer med dække af næver og torv, de nedentil firkantede, oventil pyramideformede tømrede hytter, — disse er sikkert oprindelig lappiske; ligesaa sikkert er de tøm­ merhuse, som en del af de fastboende lapper bor i, af fremmed oprindelse, skandinavisk, finsk eller russisk. Om torvgammen har derimod meningerne været delte. Enkelte har været tilbøjelige til ogsaa her at se en oprindelig lappisk byggemaade, med en videre udvikling af de samme grunddrag, som findes i det lappiske telt og de nys nævnte lappiske torv- og tøm­ mer-hytter. Til denne anskuelse synes W iklund at hælde, naar han i sit foredrag ved den svenske turistforenings aarsmøde i 1902, efter at have nævnt de forskjellige typer af lappiske boliger, undtagen tømmerstuen, udtaler følgende: »Alla ha de emellertid, möjligen undantagande gammerna, samma ursprungliga grunddrag som tal­ tet och äro byggde efter uugefär sâmma princip, de må sedan vara resta i Härjedalens fjälltrakter eller på Kolahaiföns tundror. Det är hufvudsakligen endast det yttre omhöljet, som år olika.« Fra andet hold er det derimod hævdet, at gammen ligesaa vel som tømmerhuset ikke er oprindelig lappisk, men skyldes laan fra nabofolkene.

38

LAPPISKE STUDIER

Denne opfatning nævnes, under henvisning kun til sproglige forhold, som den rigtige i Dr. A ndr . M. H ansen ’s bog om bosæt­ ningen i Norge,1 idet det her, side 194 heder om lapperne i Fin­ marken: »Såsandt de slog sig helt på de nye næringsveie ved kysten, ombyttede de også det let transportable telt — med væsent­ lig lappiske benævnelser — med g a m m e n , hvor hver eneste ting omtrent har norsk navn — det var vel det norske hus i Finmarken dengang.« Nogen mere indgaaende drøftelse af spørsmaalet har forøvrigt ingen indladt sig paa. Den ældre literatur om lapperne nøier sig for dette punkts vedkommende med at give beskrivelser uden dertil at knytte refleksioner over denne eiendommelige boligtypes oprindelse. Ved at paapege ligheder mellem gammen og det lappiske telt lægger enkelte av disse skildringer den antagelse nær, at der bestaar en vis sammenhæng mellem dem. Men nogen direkte udtalelse herom leder man forgjæves efter. Særskilt krav paa opmerksomhed har her L eem ’s skildring i hans »Beskrivelse over Finmarkens Lapper etc.« (Kjøbenhavn 1767). Han paapeger, at der er lighed mellem gammen og teltet, baade i træverkets anordning2 og — især —, hvad angaar »Gulvet med dets Afdeelinger og Fyrstedet«.3 Ikke mindre bemerkelsesværdigt er, hvad L eem anfører4 om de huse af træverk og torv, som »de i Finmarken boende Lapmarkiske og Norske Bønder have sit Tilhold udi.« Disse primitive bygninger er nemlig tydeligvis af en ganske anden type end de lappiske gammer: væg og tag er tydelig adskilte; de har ikke ildsted midt paa gulvet og røghul i taget, men isteden ovn i den indre del af rummet med en dynge af store kampestene ovenpaa og lysaabninger i væggen med lemmer til at skyve for. 1 Dr. A nor. M. Hansen, LanilnSm i Norge. Kristiania 1904. 2 S. 99. 3 S. 98. *

S. 106 f.

En udsigt over bosætningens historie,

SPØRSM AALET OM DEN LAPPISKE TORV GAMMES OPRINDELSE

39

I det hele taget faar man af L eem’s , forøvrigt ikke ganske klare skildring af disse bygninger det indtryk, at de er opført som surro­ gat for og saavidt muligt i lighed med træhuse. Naar man sammenholder, hvad L eem anfører om disse jord­ hytters forskjel fra de lappiske gammer med, hvad han nævner om gammernes lighed med lappeteltet, synes det tydelig nok at fremgaa, at L eem har anseet gammen for oprindelig lappisk. von D üben siger om gammerne,1 at de er »konstruerade och inredda på eget satt«. I den skildring, han giver af dem, væsentlig gjennem citater af R ode ’s bog om Finmarken,2 er der imidlertid ikke stort, som afviger fra beskrivelsen hos L eem. Den væsentligste forskjel er, at den er mindre udtømmende. Den ovenfor nævnte udtalelse om gammens eiendommelige konstruktion og indredning kan saaledes ikke yde noget bidrag til løsningen af spørsmaalet om gammens oprindelse. Den eneste foreliggende specialafhandling om lappernes boliger findes i den svenske turistforenings aarsskrift for 1892: »Om lappkåtor samt Turistforeningens lappska fjällhyđdor«, af F redr . SVENONIUS. Gammerne omtales her kun ganske kort, og fremstillingen er rent deskriptiv. Det paapeges dog, at man i gammens træverk og tildels i dens indredning gjenfinder enkelte ting fra lappeteltet. Saaledes heder det om mellemgangen (forro) i en af de beskrevne gammer: »I forro finnas flera kvarlefvor af tältkåtan, nämligen både åtndrisa [teltets hovedstænger] och aran [ildstedet].« Om L eem’s beskrivelse af gammerne siger S venonius , at »olikheten med de nu skildrade är mycket stor«. Dette gjælder dog mest gammernes indredning, idet de fleste af de gammer, som S venonius omtaler, har mere lighed med en almindelig bondestue end med et lappetelt, hvad indredningen angaar: jernovn ved en af væggene istedenfor aabent ildsted i midten, vinduer, tildels ogsaa trægulv. En af de gammeldags gammer fra Tysfjorden, som nær1 Gustaf

von

D üben, Om Lappland och Lapparne, företrädesvis de svenske.

Stockholm 1873. S. 128 f. 2 F r e d r i k R o d e , Optegnelser fra Finmarken etc. Skien 1842.

40

LAPPISK E STUDIER

mere beskrives og afbildes, har dog lappisk ildsted (aran) i midten. Forfatteren gjør opmerksom paa, at denne gamme er »mast kåtalik«, idet den »är nastan rund, har aran i midten, vuoko (grytkrok), åtnårisa, pdssjo- och repen-rejki1 o.s.v.« Det mest interessante ved disse Tysfjord-gammer er deres form, idet selve gammens grundplan, fraregnet forrummet altsaa, paa tre af de fire afbildninger nærmer sig mere eller mindre til cirkelformen. Paa den fjerde danner grundplanen et rektangel med brudte eller kanske snarere rundede hjørner. Ellers er det jo nu, som ogsaa forfatteren nævner, det almindelige, at gammernes grundplan er rektangulær eller kvadratisk. Den runde eller halvrunde grundplan minder unegtelig sterkt om teltet og de primitive torvhytter, som er byggede væsentlig efter samme princip som teltet. Noget afgjørende bevis for, at gammen er af lappisk oprindelse, leverer dog denne lighed ikke. Det var jo ogsaa muligt, at den runde form skyldtes den omstændighed, at lapperne rent uvilkaarlig havde søgt at tilpasse en byggemaade, som de havde lært af andre, efter den type, som deres gamle boliger fremviste. Men sammen med andre ting, der maatte pege bestemt i retning af, at sammenhængen mellem gammen og teltet er nærmere end som saa, vil jo ogsaa dette moment faa sin betydning. Det er at merke, at gammer af den her nævnte form kun forekommer hos lapper, som i det hele taget har bevaret forholdsvis meget af gam­ melt. Dette i forbindelse med den omstændighed, at disse runde gammer gjennemgaaende har en primitivere indredning end alminde­ ligt i de firkantede gammer, taler sterkt for, at de repræsenterer et ældre og oprindeligere standpunkt end disse. — Her kan ogsaa nævnes, at de gammer, som L eeiu beskriver, synes at have været af den runde type. Der er et særlig vigtigt moment, som alle foreliggende beskri­ velser af gammer giver lidet besked om. Det er, hvordan gammen 1 Sml. omtalen af teltets indre, hvor det (s. 11) heder: »Här i p å ssjo [den inderste del af teltet, bag ildstedet], narmast marken, finnes alltid en Uten öppning, pässjo-rejki, tack vare hvilken draget regleras, så att rõken stiger upp sin naturliga våg genom det vida rökfånget (repen-rejki) i kåtans topp.-

SPØRSMAALET OM DEN LAPPISKE TORVGAMMES OPRINDELSE

41

opføres. Hvad teltet angaar, har man paa dette punkt fyldige oplys­ ninger, idet de forskjellige beskrivelser ikke blot opregner de enkelte dele, teltet bestaar af, men ogsaa fortæller, hvorledes teltet reises. Om hvordan gammeme opføres, søger man forgjæves efter detaljerede oplysninger i S venonius ’s afhandling. Der findes ikke andet herom, end hvad man kan slutte sig til af den generelle beskrivelse af selve gammen. Efter at have nævnt, at gammernes form »närmar sig den halfsfäriska«, fortsætter han saaledes: »Själfva stommen till huset bildas vanligen af tätt sammanställda, något lutande, barkade björkstörar af omkring 1 famns längđ, på hvilka det brutna taket är lagdt. Uti denna trådstomme återfinner man ej så alldeles säilän 2:ne, ja någon gång t. o. m. 4 par átnárisa (här böljek). Utanpå trådstommen består den egentliga väggen af h o r i s o n t e l t lagda torfvor. Sålunda biir väggen inemot 1 meter tjock, men göres tunnare upptill.« Ganske anderledes fyldige oplysninger giver afhandlingen om teltet og dets opførelse. Jeg gjengiver her, med udeladelse af hen­ visningerne til billederne, hvad der meddeles om teltets træverk, da det er det, som har særlig betydning ved sammenligning mellem teltet og gammen: »Kåtastället består af tre slags lutande stänger samt två slags horisontela tvärträn. Fõrst märkä vi de 4 hufvudstolparne átnárisa (synon. bäljek hos L eem), som äro 3 '/2 â 4 meter långa, 4—5 cm. tjocka, mot öfre ändan tämligen böjda och där försedda med 2—3 hål hvardera. Vid kåtaslagningen uppreser man nu först dessa och sammanfogar dem meddeist det starka tvärträdet, aulem uora (haurim uora, Jukkasj.), som instickes genom ett system af de nyssnämda hålen, så att det skjuter ut ett stycke åt hvardera sidan. Sedermera har man att dels påträđa på den främre ändan af det sistnämđa de båda saxlikt stälda dörrträden, uksa-ijakke, som upptil äro försedda med flera par s n e d s k u r n a hål, dels baktill anbringa en annan stång påssjo-tjagge. Alla dessa stänger neddrifvas något litet i marken, och nu är ställningen så stark, att en fullviktig man kan, utan att den vacklar, lyfta upp sig i anle-m uoran. Hos de fiesta stammar

42

LAPPISKE STUDIER

sammanbindas de bägge átnårisa nâgot ofvanom midten genom ytterligare ett tvärträd, som kallas uuodjem (tuårism uora, Jukkasj.). Mot denna stomme resas sedermera den 3:e sortens lutande stänger, de smala täkaka, hvilkas uppgift är att uppbära tältduken och gifva den egentliga formen åt det hela. Dessa äro vanligen litet spetsiga i ena ändan. De drifvas ned i marken och lägges s n e d t l u t a n d e mot átnárisa, utom en, som, då uuodjem Annes, stödjes mot detta. Deras antal vexlar mellan 12—16.« Under overskriften »Afvikelser« Andes bl. a. følgende bemerket: »Vuodjem eller tvärträđet mellan åtnårisa sakna ett par Gellivarastammar, somliga stammar placera åtnårisa så, att deras nedre änđar stå hvarandra betydligt närmare än de öfre; andra ställa dem parallelt.« I en artikelrække, som tryktes ivinter i det ungarske tidsskrift »Erdélyi Muzeum« under titelen »A lappok Norvégiåban« (Lapperne i Norge), har jeg allerede kortelig behandlet spørsmaalet om den lappiske torvgammes oprindelse. Med udgangspunkt i Dr. A ndr . M. H ansen ’s ovenfor nævnte paastand, at gammen skulde være af norsk oprindelse, idet »hver eneste ting omtrent« i gammen har norsk navn, medens teltet op­ viser væsentlig lappiske benævnelser, gjorde jeg her først opmerksom paa, at selve gammen har lappisk navn: goahte, samme ord, som bruges om teltet. For beboelseshuse af træ bruger lapperne i Fin­ marken derimod navne af nordisk oprindelse: uis1te og stohpo. Videre bemerkede jeg, at det foreliggende spørsmaal ikke kan besvares udelukkende fra sprogligt synspunkt. Man maa sammen­ ligne gammens byggemaade og indredning med teltets.

SPØRSMAALET OM DEN LAPPISKE TORVGAMMES OPRINDELSE

43

I den nævnte artikelrække meddelte jeg for byggemaadens ved­ kommende kun resultatet af en saadan sammenligning, idet jeg udtalte, at det system, hvorefter gammens træverk er opført, har saa stor lighed med den maade, teltets træstænger sættes op paa, at det forekommer meget sandsynligt, at gammen har udviklet sig just af det lappiske telt eller af samme grundtype som dette. For nu nærmere at paavise dette vil jeg, til sammenligning med den ovenfor (efter S venonius ) gjengivne beskrivelse af teltets træverk og dets opsætning, meddele en beretning om, hvordan en gamme opføres. Det er oversættelse af en lappisk optegnelse fra Troldfjorden i Tana (Finmarken). Min hjemmelsmand var den 45 aar gamle sjølap Guttorm N ilsen . Beretningen, der blev nedskrevet sommeren 1903, lyder saa: »Naar man skal bygge en gamme, saa sættes først 4 stolper (stafål) ned i jorden [en for hvert hjørne af gammen], og saa lægges 4 stænger (vuögjem ) oppaa disse. Derefter stilles mindre, opretstaaende stokke (m udar-m uorâk) omkring, og torvstykker sæt­ tes opret indtil stokkene, og udenfor disse opretstaaende torvstyk­ ker (cæ ggo-låvnjek) lægges det ydre torvlag (m udar-låvnjek), Der fortsættes nu med omfar paa omfar, det ene ovenpaa det andet, indtil torven kommer paa høide med vuögjem. Og naar det ydre torvlag er færdigt helt til vuögjem , saa reises spærrerne (spâr'ro), 4 spærrer, 2 paa hver side, op fra vuögjem -erne, og imellem spær­ rerne lægges en aas (vaVdo-m uorrå eller g å s’kå-vaVdo) paa hver side, og med det samme opsættes ogsaa de 4 krumbøiede hjørne­ stokke (riehkå-cavgqe), fast i spærrerne, og dernæst midt paa hver af tværvæggene en stok (gâs'kâ-čavgŋe), som ligeledes gaar op

44

LAPPISKE STUDIER

Fig. 1.

Fig. 2.

Fig. 3.

SPØRSMAALET OM DEN LAPPISKE TOR VG AMMES OPRINDELSE

F ig 4.

Fig. 6.

45

46

LAPPISK K STUDIER

til spærrerne, til spidsen af spærrerne. Den ene af disse stokke gaar midt over døren. Saa sættes mindre stokke (goahte-m uoråk) omkring overalt indtil den midtre aas, og naar alt er indklædt med ved, saa begynder man at lægge torv paa, indtil man kommer saa langt, som veddækket rækker, og naar man er kommet saa langt, saa lægges de to øverste aaser (bågje-val'do, ræ hpen-val'do eller rcehpen-vuöle-vaVdo) en paa hver langvæg. Naar de to aaser er lagt, saa begynder man igjen at lægge paa smaastokke (goahtem uoråk), imellem gâs'kâ-val'do og ræ hpen-val'do, og saa tager man atter fat paa at dække til med torv. Naar der er lagt torv paa dette stykke, saa gjenstaar der en aabning allerøverst, og der lægger man smaastokke, som gaar omtrent vandret, og karmen for røghullet {lei're-kis'to) sættes ind i midten. Derefter dækker man med torv oventil, omkring røghullet, og dermed er gammen færdig.« Etpar tilføielser til nærmere forklaring: De fire hjørnestolper (I paa flg. 1 og 2) er lidt udhulede i den øvre ende, to af vuögjem-e rne (II) hviler i denne huling, og de to andre er lagt ovenpaa dem. Der afsmies lidt for de under­ liggende. Mellem træverket og torven bruges almindelig et lag næver. Som baand mellem spærrerne (III) forekommer i almindelighed paa hver tværside en krum stok, der i høide ligger noget ovenfor midten imellem den nederste (II) og den midterste aas (V). Denne krumme stok (V 1) berører de to hjørnestokke (VI) og den opadgaaende krummede stok (VII), som er midt paa tværvæggen. Dens navn er val'do eller gås'kâ-vuõgjem. De krumme hjørnestokke udgaar fra tværvæggens uuögjem omtrent midt imellem hjørnet og tværvæggens midtpunkt. De to øverste aaser (IX) ligger, som det sees, i røghullets nedre kant. Ved gammens opførelse bliver man straks opmerksom paa en eiendommelig afvigelse fra fremgangsmaaden ved teltets opsætning. Medens teltets træverk reises fuldt færdigt, før teltdugen lægges paa, bliver gammens træverk opført med afbrydelser, idet det ydre dække, torven, bliver lagt paa efterhvert.

SPØRSMAALET OM DEN LAPPISKE TORVGAMMES OPRINDELSE

47

Saaledes kommer den nedre del af gammen, de (indvendig helt, udvendig næsten) lodrette vægge, til at staa fuldt færdig, før den hvælvede øvre del paabegyndes. Herved falder det endmere i øinene, hvad man ogsaa bliver opmerksom paa ved at betragte et rids af gammens træverk, at gammen bestaar af to dele, en nedre og en øvre, uden nogen konstruktiv forbindelse. Den øvre del gjør jo ogsaa tjeneste som tag; men medens taget paa et almindeligt hus er formidlet allerede i underbygningen (i spærreverksbygninger f. eks. ved stolper) og efter hele sin anord­ ning væsentlig kun har til opgave at tjene som beskyttende afslut­ ning, saa har gammens øvre del ingensomhelst tilknytning i under­ bygningens stolpeverk,1 og foruden at den giver afslutningen opad, danner den en betragtelig del af selve bygningen. Teknisk seet kan man sige, at denne øvre del af gammen svarer til baade væg og tag i et hus, mens den nedre del snarere svarer til fundamen­ teringen end til væggen.2 Det bliver meget vanskeligt at forstaa, hvordan gammen kunde have faaet den opbygning, den har, hvis den skulde være blevet til efter mønster af (og som surrogat for) træbygninger, — som vel tilfældet maatte være, om gammen skulde være af skandinavisk oprindelse. Da var jo det naturlige, at væggen var bygget ret op, med et almindeligt torvdækket røsttag over, — som jeg har seet det paa primitive jordhytter, som norske folk i Finmarken af og til bruger til fiskerhytter eller lignende. Fuldt forstaaelig bliver derimod gammens eiendommelige byggemaade, om man tænker sig teltet som udgangspunkt. Her dan­ ner sneskavlen fundamentet og, idet sneen indenfor teltstængerne skufles væk helt ned til marken, samtidig ogsaa den nedre del af 1 De 4 skraastænger (IV), som invendigfra er reist mod vuõgjem-erne ved spær­ rernes nederende, støtter ikke spærrerne, men tager af for trykket fra væggens torvmasse. Ogsaa paa tværvæggene findes lignende støtter (IV 1). 2 For teknisk bedømmelse af gammens »konstruktion* skylder jeg at udtale en tak til min broder arkitekt Auo. N i e l s e n , som ogsaa har tegnet vedføiede plancher efter optegnelser og primitive rids, som jeg havde gjort paa stedet. Ridset af teltstilladset er frit efter »Bild 1* hos S v e n o n i u s .

48

LAPPISKE STUDIER

væggen inde i teltet. Selve teltet danner saa den øvre del af væggen og tagafslutningen. [Se L e e m ’s Beskrivelse etc. s, 98—99, Korrekturanm. 1945.] Det er jo muligt, at der imellem teltet og gammen har været et mellemtrin, en mere primitiv torvhytte i lighed med den, som endnu tildels benyttes af de svenske lapper: et kegleformigt stillads af tæt sammenstillede træstammer, hvor man gjenfinder de vigtigste bestanddele af teltets træverk, med dække af næver og torv. Forøvrigt er det ikke saa aldeles sikkert, at teltet repræsenterer en ældre boligtype hos lapperne end en slig torvhytte. Nomadelivet, der jo er forudsætningen for teltets benyttelse, betegner nemlig ved sin rationelle renskjøtsel paa en maade et høiere kulturtrin end halvnomadens liv som jæger og fisker, hvortil brugen af fast torv­ hytte knytter sig.1 Er det imidlertid saa, at nomadelivet og dermed teltet er det primære, saa vilde gammen som en videre utvikling af den mere primitive jordhytte være at sammenligne med de tømmerhytter, som er almindelige blandt de svenske skoglapper. Disse tømmerhytter2 bestaar af 3—4 tømmeromfar nedentil, ovenpaa dem en pyramideformet kombineret væg- og tagopbygning af lutende stokke. Pyramidens sider løber oventil sammen ikke i en spids, men i en mod forsiden vendt kant, hvor ogsaa røghullet findes. Her har vi de samme to konstruktivt uforbundne dele som i gammen. Den øvre del giver sig tydelig tilkjende som det oprinde­ ligere og det væsentlige. Den nedre del, tømmeromfarene, som tydeligvis skyldes efterlignelse af de svenske bønders byggemaade, er kommet til senere og har til opgave at skaffe større plads inde i hytten. Af samme hensyn maatte den lodrette del af væggen i gammen antages at være kommet i stand. Denne nye nedre del har da paa gammen som paa tømmerhytten gjort, at den øvre del kunde blive noget lavere end jordhytten og teltet, og alligevel blev der større rum indvendig. 1 Sml. K. B. W i k l u n d , Lapparne, deras lif och kultur, s. 32 f. 2 Sml. S v e n o n i u s ’s ovennævnte afhandling s. 18.

SPØRSMAALET OM DEN LAPPISKE TORVGAMMES OPRINDELSE

49

For den lappiske tømmerhyttes vedkommende er det nu fuldt paa det rene, at dens pyramideformede øvre del er af lappisk op­ rindelse, at denne ligesom de ovenfor nævnte torvhytter er bygget efter samme princip som teltet. Ogsaa overensstemmelser i enkelt­ heder kan iagttages. Herom udtaler S venonius følgende: »Stundom igenflnnas jämväl i timmerkåtan åtnårisa och andra fragment från tältkåtan, såsom auli-muora, triggi eller grytkedjan o. s. v.« Hvad nu g a m m e n s øvre del angaar, saa vil et blik paa de vedføiede skitser af gammens træskelet (Fig. 6) og de 7 hoved­ stænger i teltet med tværstænger (Fig. 5) være nok til at vise, at der er en slaaende lighed i konstruktionen mellem den øvre del af gammens træskelet og teltstilladset. Undersøger man sagen nærmere, vil man finde overraskende mange overensstemmelser i enkeltheder. Til teltets fire krumbøiede bæ ljek svarer i gammen de to par rundede spærrer. Til de saksformig stillede to stokke ved siden af teltdøren svarer to af gammens fire krumme hjørnestokke, og til den takkede staur paa teltets bagside svarer den ene af de bøiede stokke, som gaar midt paa gammens tværsider op til den øvre spids af spærrerne. Teltets øvre tværstang og tværstængerne mellem bæljek gjenfindes ligeledes i gammen, kun at der til den første svarer to i samme plan lagte paralleltløbende aaser. Desuden kan gammens tværvægge have et horisontalt løbende krummet baand, som der ikke findes noget tilsvarende til i teltet. Til hver enkelt del af det faste teltstillads findes der saaledes en tilsvarende stok i gammens øvre del, og de stokke her, som ikke har noget tilsvarende i teltet, er tydeligvis komne til som en naturlig følge af, at det i gammen benyttede dækkemateriale kræver fuldstændigere træopbygning. Disse overskydende stokke giver sig ogsaa tydelig tilkjende som en komplettering af teltets træstillads. Til de løst stillede teltstænger, hvis antal og plads ikke er fast bestemt, svarer i gammens øvre del de talrige kortere og længere kjeppe, som dækker rummet mellem de forskjellige dele af gammeskelettet paa indsiden af torven. 4 — S tu d ia S.-ptfutric-nalia. I.

50

LAPPISKE STUDIER

Ved siden af denne nøie overensstemmelse mellem gammens øvre del og teltet er ligheden mellem den første og skandinavisk husbygning meget fjern. Det vilde jo paa forhaand være rimeligt at antage, at gammen under alle omstændigheder maatte fremvise overensstemmelser med skandinavernes byggemaade, — at lapperne ogsaa paa dette omraade havde lært noget af sine naboer. Det er bare underligt, at der er saa lidet af saadanne overensstemmelser. Hvad opførelsen af garnmens øvre del angaar, er der kun et eneste punkt, hvor man med nogenlunde sikkerhed kan sige, at der foreligger laan. Det er i den maade, hvorpaa spærrerne er føiede sammen oventil: den ene spærre-ende gaffelformet og omsluttende den anden, som er noget afsmiet. I forbindelse hermed kan nævnes, at spærrerne paa lappisk har navn af nordisk oprindelse (spår'ro). Dette ord viser sig at være et gammelt laan. Men det kan ikke benyttes som bevis for, at brugen af spærrer skyldes laan. Dertil er den ovenfor paapegede overensstemmelse mellem gammens spærrer og teltets bæ ljek altfor stor. Merkes bør det ogsaa, at gammen altid har bare to par spærrer. Hvis brugen af spærrer var kommet ind ved indflydelse fra nord­ boernes byggemaade, havde der jo ikke været nogen grund til altid at indskrænke antallet til to par. Fastholdes derimod sammenhængen med teltet ogsaa paa dette punkt, bliver sagen fuldt forstaaelig. Sees hele gammen underett, saa svarer spærrerne s a m m e n me d de fire hjørnestolper til teltets bæljek. Men disse to ting er i gammen saa tydelig adskilte, at de gjør krav paa særskilt navn, og saa har man da for den øvre del optaget et fremmed ord, der i det sprog, hvor det kom fra, betegnede en tilsvarende ting i hustaget. At dømme efter L eem ’s oplysninger (s. 88—89) og afbildninger (Tab. XIV og XV) skulde gammen temmelig længe have bibe­ holdt teltets b æ ljek 1 uden at adskille dem i stolpe og spærre. 1 Den forklaring i F k i i s ’s ordbog, at ordet bæ ltje ved siden af at betyde »øre« (i egentlig og overført forstand) ogsaa betegner »hver især af de fire tykke og krumme Træer, der danne Spærreverket i en Lappehytte* — er meget uklar. Der nævnes intet om, at ordet bruges om de fire krummede telttrær.

SPØRSMAALET OM DEN LAPPISKE TORVGAMMES OPRINDELSE

51

Ogsaa čiehkâ-čavŋek ( L e e m : Zhiaumek) skulde da have rukket helt fra jorden og op imod røghullet. Om dette er rigtigt, saa er det dog ikke rimeligt, at alle gammer paa L e e m ’s tid har været af denne type. Derimod taler den omstændighed, at sp â r ’ro, som nævnt, er et gammelt laanord. Om den nedre del af gammen er mindre at sige. Ogsaa her peger dog byggemaaden bestemt i retning af teltet, respektive de ovenfor nævnte primitive lappiske torvhytter, mens der er lidet, som minder om skandinavisk husbygning. Først kan her nævnes den omstændighed, at de fire hjørnestolper ligesom teltets faste stillads er rammet ned i jorden. Der­ næst, at de tætstillede kjeppe, som fylder vægfladen, er stillede lodret op mod de horisontalt løbende stokke, som er lagt ovenpaa hjørnestolperne. Dette minder paatagelig om de løse teltstænger, som er lutede op mod tværtræet i teltets top og tværtræet mellem teltets bæljek. Endelig vil jeg anføre en overensstemmelse med de svensklappiske torvhytter, som ikke er blevet paaagtet. Torv­ væggen i gammen bestaar ikke udelukkende af h o r i s o n t a l t lagte torver;1 inderst findes et lag o p r e t s t a a e n d e torver som i de svensklappiske torvhytter, udenfor kommer saa den horisontalt lagte torv, — sml. den ovenfor meddelte beskrivelse af gammens opførelse. En ting er der ved nedre del af de nu almindelig brugelige gammer, som sikkerlig skyldes fremmed paavirkning: den firkan­ tede form. Dette sees bedst af den primitive maade, hvorpaa træverket i den afrundede øvre del er forbundet med det spidse hjørne. Forbindelsen er bragt istand ved smaakjeppe, som er lagt paa skraa. Ingen af de konstruktivt bærende led i den øvre del slutter sig direkte til hjørnet. Udvendig er hjørnet rundet ved torvpaalægningen. Vi kommer saaledes tilbage til, hvad der ovenfor blev antydet, at de runde eller halvrunde gammer, som nu er en stor sjeldenhed, maa repræsentere et ældre trin end de nu almindelig brugte firkantede. 1 Saa efter S venonius, ovenf. anf. arb. s. 19.

52

LAPPISKE STUDIER

Som resultat af denne undersøgelse af selve gammen og dens opførelse mener jeg at kunne drage den slutning, at det ikke blot, som jeg udtalte i mine artikler i »Erdélyi Muzeum«, er meget s a n d s y n l i g t , at gammen har udviklet sig just af det lappiske telt eller af samme grundtype som dette, men at dette maa kunne antages som sikkert. Ogsaa i de just nævnte artikler kom jeg til det resultat, at det maatte være utvilsomt, at gammen repræsenterer en paa oprinde­ lig lappisk grund udviklet byggemaade. Men dette var først, efterat jeg til den paapegede lighed mellem gammens og teltets konstruktion havde føiet det faktum, at der endnu, om end meget sjelden, paa­ træffes gammer, hvis in d r e d n i n g er fuldstændig efter samme system som teltets. Nu mener jeg, at dette ligesom de lappiske navne paa selve gammen og de forskjellige dele af dens træverk og torvdække kun behøver at nævnes som yderligere bestyrkelse af det resultat, hvortil betragtningen af gammens byggemaade har ført. Hvad nu for det første navnene angaar, saa har jeg allerede nævnt, at selve gammens lappiske navn er oprindelig lappisk. Og blandt navnene paa de forskjellige dele af træverket og torvdækket (sml. beskrivelsen af gammens opførelse og den dertil knyttede forklaring af tegningerne) har jeg kun fundet to ord af nordisk oprindelse: spår'ro og stafål (lei're-kis'to, karmen om røg­ hullet, faar regnes til indredningen). Angaaende det førstnævnte henvises til, hvad ovenfor er sagt, Det andet, stafål betegner de fire hjørnestolper. I denne betydning bruges ordet i Tana (Troldfjord). Dets udbredelse er mig desværre ubekjendt. Det forekommer ikke i F riis ’s ordbog. I Q vigstad ’s »Nordische Lehnwörter im Lappischen« findes stä va l (Hammerfest og Næsseby) opført med betydningen ‘der oberste Stock in den Wänden einer lappischen Erdhütte’, og det skulde være = gammelnorsk »staflægja«, norsk »stavlægja«. Efter dette maatte brugen af ordet i betydningen af opretstaaende hjørnestolpe bero paa en misforstaaelse af dets oprindelige betydning. Det er dog muligt, at vi her har med et andet ord at gjøre, sml. det norske »stavar«.

SPØRSMAALET OM DEN LAPPISKE TORVGAMMES OPRINDELSE

53

Alle de andre benævnelser paa dele af selve gammens træverk ligesom navnene paa de forskjellige dele af torvdækket, som disse blev mig meddelt af min hjemmelsmand i Troldfjorden, viser sig at være oprindelig lappiske eller for en del finske laanord, hvis alder det er vanskeligt endog saa nogenlunde at fastsætte. Hvad nu tilslut gammens indredning angaar, saa kan nok Dr. A n d r . M. H ansen have noget ret i, at »hver eneste ting omtrent« i gammen har norsk navn. At sige, naar man rent glemmer, hvad der skjuler sig bag indredningen. Om indredningen af gammen er norsk, saa kan da det umulig bevise, at ogsaa selve gammen skulde være det. Det er interessant at se, hvor tro lapperne holder sig til den gamle byggemaade, selv naar de indretter gammen mest muligt i overensstemmelse med den bedre situerede bumands hus: med ovn og vinduer, bordklædning, kanske ogsaa trægulv, og med fuldt bohave, bord, stole, bænk, krakker, senge, hylder o. s. v. En paa dette vis indredet gamme vil ved en overfladisk be­ tragtning nok kunne vække den tanke, at den ingenting har at gjøre med fly tlappen s telt. For at komme paa det rene med, at en slig gamme-indredning skyldes paavirkning udenfra og er kommet i stand først i den seneste tid, saa den absolut ingenting har at bestille med spørsmaalet om gammens oprindelse, behøver man bare at slaa efter i en af de ældre beretninger om lappiske forholde, L eem ’s eller R o de ’s f. eks. Her faar man vide, at gammerne før i tiden var indredede i det væsentlige ganske som teltet, med aabent ildsted midt paa jord­ gulvet og røghul i taget istedenfor vinduer; senge, bord, stole eller bænker findes ikke, — isteden for alt dette kun riskvister paa marken, ganske som i teltet, — og de forskjellige dele af rummet inde i gammen har samme navn som i teltet. Nu for tiden er det en sjeldenhed at paatræffe beboelsesgammer, indredede paa dette vis. S venonius nævner en gamme af denne type (den havde rig­ tignok vindu), som han i 1884 har seet i Ofoten, — sml. ovenfor.

54

LAPPISKE STUDIER

Paa min reise i 1903 var jeg saa heldig at finde en saaledes indredet gamme i Troldfjord i Tana. Den tilhørte samme mand, som gav mig beskrivelsen af, hvordan gammen sættes op. Oprindelig havde denne gamme været brugt baade som beboel­ sesrum og rum for kreaturer; men nu brugtes den mest kun til at koge kreaturmad i, deraf dens navn: læ m ås-goahte,' og lammene og en kalv havde der sin plads. Paa den ene side stod denne gamme gjennem en gang i forbindelse med beboelsesgammen, der var indrettet som saadanne nu almindelig er det: med bordklædning indvendig, vindu, jernovn, seng, bord, bænk og krakker o. s. v., men uden andet gulv end den bare jord. Paa den anden side førte en noget bredere gang ind til fjøsgammen. Paa Fig. 4 sees grundplanen af det hele kompleks: A er beboelsesgammen, B den ene af de nævnte gange, C læmås-goahte, D den anden gang, som fører ind til E, fjøset. F er etslags bislag (.struhppo) foran fjøsgangen, G et fremspringende tag (lcebmâ) over yderdøren. Det hviler paa to støtter. Dette arrangement sees tydelig paa de to billeder af gammekompleksets ydre. De er tagne efter fotografier. Paa det ene, hvor beboelsesgammen med vinduet er mest fremtrædende, sees læbmå og læ bm å-bajek (de to støtter) til høire. Paa det andet er fjøsgammen (ogsaa den, ligesom læmåsgoahte, mangler vindu og har isteden lysaabning i taget) med bi­ slaget mest tydelig, og taget over yderdøren sees her til venstre. A f selve læm ås-goahte gjengiver fig. 1 grundplanen, fig. 2 et tværsnit og fig. 3 et længdesnit. Det vil sees, at ildstedet temmelig nøiagtig svarer til beskri­ velsen hos L e e m ( s . 90 f.): »Fyrstedet bestaaer ikkun af nogle faa Kampestene, lagde løse paa Jorden i to Rader, hvis ene Ende ven­ der imod Døren, og den anden ind ad Hytten; imellem disse to SteenRader tændes Ilden an. Ved hver Ende af Fyrstedet staae, ved een Distance fra hinanden, to ikke meget tykke Støtter lige op, med sin nederste ende fast i Jorden, og vendende den øverste op imod Røghullet. Oven paa disse Støtter hvile langs Fyrstedet to i

Af læmås = liemås, pi. Uebmåsåk »kogte Fiskehoveder, som gives Kvæget at æde« (F r i i s )

SPØRSMAALET OM DEN LAPPISKE TORVGAMMES OPRINDELSE

55

Stokke, eller saa kaldede B a lk o k 1, tvert over hvilke legges Stæn­ ger, hvorpaa Lapperne hænge de Trækroge, i hvilke de have sine Kiedle og Gryder hængende over Ilden.« Sml. hertil afbildningen paa Tab. XVI i L eem ’s bog. Den eneste afvigelse, som er værd at nævne, bestaar deri, at mens der efter L eem paalangs af ildstedet gaar to rader kampestene imellem støtterne, paa tværsiden derimod ikke er nogen ting, saa har vi en rad opretstaaende stenheller paa den ene tværside (nærmest fjøset) og paa begge langsider, men her ikke helt frem til de to støtter, hvor der ikke er stenheller imellem. Ved enden af den ene langsides stenhellerad var der lagt en sten paa tværs, over hjørnet en jernbolt, og ovenpaa en løs malmhelle, som tjente til at stege »finkage« paa (XI). Et saadant ildsted viser tydelig overensstemmelse med ildstedet i teltet. Ogsaa navnet er det samme arrån eller arå(n), — for­ øvrigt et ord af nordisk, sandsynligvis urnordisk oprindelse. Men for om dette gammeldags gamme-ildsted viser tilbage til telt-ildstedet, er det naturligvis ikke udelukket, at der i opbygningen af det stillads, der har afløst teltets topstang som fæste for grydekrokerne, kan have gjort sig nordisk indflydelse gjældende. Sammen­ lign, hvad der i note 1. er sagt om de lappiske navne paa de for­ skjellige dele af stilladset. Ogsaa navnet paa den dobbelte karm, der omslutter røghullet, er af nordisk oprindelse: lei're-kis'to, sml. ovenfor. Ligeledes er navnet paa den skjærm, hvormed tagaabningen kan tildækkes (skievvo), af nordisk oprindelse. Benævnelserne for de forskjellige dele af rummet omkring ildstedet er de samme, som kjendes fra teltet: rummet mellem ild­ stedets støtter og døren nærmest beboelsesgammen2 kaldes boaš'šo eller, naar man regner det helt til langvæggene, boaš'šo-gæhče (gæ hče ‘ende, spids’), pladsen langs begge langvæggene loai'do, den del heraf, som falder mellem tagspærrerne, gâs'kâ-loai'do 1 Disse kaldes nu b a l’kusåk, sing, balkos, støtterne (VIII) ba$ek, sing, ba^ e, disses gaffelformede ende ba$$e-hal'se og de flytbare stænger, som ligger paatværs over bal'kusåk (af dem var der i denne gamme 3, ligesaa paa L eem’s tegning) kaldes urtastâgâk, sing, urtastâk. A f disse ord er urtastâk sikkert og balkos muligens af nordisk oprindelse. 2 Paa flg. 1 og fig. 3 er dette døren til høire.

56

LAPPISKE STUDIER

(‘midtre 1.’), delen nærmest beboelsesgammen boaš'šo-gcehče, og den del, som er nærmest fjøset, us'ke-gæ hče (as'ke ‘pladsen lige ved døren’) eller — med et navn, som ikke bruges i teltet — us'ke-skug'gå. Navnet us'kegæhce bruges ogsaa om hele rummet mellem ildstedet og tværvæggen nærmest fjøset, analogt boaš'šo-gæhče om rummet mellem ildstedet og den anden tværvæg. Det frie rum indenfor de to af ildstedets støtter kaldes dâveldâs (af dåveld ‘fra, paa nordkanten’). Det tjente som opbevaringssted for gryder, melkekar m. m. I den ene sides loai'do var der grinder for lammene (de sees paa fig. 1). Udenfor disse var der en kalvebaas i us'ke-gæhče. I den anden sides loai'do var der to kalvebaaser i us'ke-gcehce, ellers ingenting. Fraseet grundplanens firkantede form kommer den her be­ skrevne læ m ås-goahte visselig meget nær den ældste gammetype. Naar man tænker sig denne gamme ogsaa som beboelsesrum — hvad den var for ikke mange aartier tilbage —, saa kan man gjøre sig en forestilling om, hvorledes lapperne, da de gik over fra nomadens eller halvnomadens levesæt, indrettede sit hus, idet de uden at opgive sin ældgamle nationale byggemaade søgte at give »huset« en størrelse, fasthed og modstandsevne mod kulden, som kunde svare til den forandrede levevis. Spørsmaalet om den lappiske torvgammes mulige sammenhæng med torvhytter, som forekommer i andre skogløse eller arktiske egne, ligger udenfor den opgave, jeg havde stillet mig ved denne undersøgelse. Heller ikke har jeg villet — eller kunnet — gaa ind paa det spørsmaal, som er fremsat af M o n t e l i u s i første del af »Sveriges Historia«, om forholdet mellem den lappiske gamme og de svenske »gånggrifter« fra stenalderen. Jeg har kun villet faa bragt paa det rene, hvorvidt gammen er at regne til de typer for lappiske boliger, der er byggede efter samme system som teltet og den kegleformede svensklappiske torvhytte, eller sammen med tømmerhuset at opfatte som resultat af fremmed paavirkning. Og jeg mener ved denne undersøgelse at have godtgjort, at gammen hører til den førstnævnte gruppe af lappiske boliger. [Trykt i Journal de la Société Finno-ougrienne XXIII, 7, 1906.]

EN GRUPPE URNORDISKE LAANORI) I LAPPISK

I Videnskabsselskabets møde den 24de mai iaar, det sidste møde hvor S ophus B ugge var tilstede, holdt jeg et foredrag, hvis titel var: »Et kriterium paa urnordiske laan i lappisk«. Af dette foredrag gjengives her sidste halvdel, tildels i omarbeidet form. Foredragets første halvdel gik ud paa følgende: Stammevekslingens (»konsonantforsvagelsens«) udebliven i visse lappiske tostavelsesnominer maa, hvor det ikke gjælder helt nye laan, der ikke har akkommoderet sig efter lappiske lydforholde, være at opfatte som bevis for, at vedkommende ord oprindelig har været trestavelses, med aaben anden stavelse i alle bøiningsformer. De tilsvarende finske ord er trestavelsesord med aaben anden stavelse. Ogsaa i Kola-lappisk og i sydlappisk er saadanne ord tildels endnu trestavelses. Og i Finmark-lappisk er der ogsaa andre spor efter den bortfaldte stavelse end stammens uforanderlighed. Saaledes har disse ord den »overforlængelse« af stammekonsonanterne, der ogsaa ellers optræder som erstatning for en bortfaldt stavelse, sml. min afhandling »DieQuantitätsverhältnisse imPoImak-Iappischen« s.l3 8 f. og II, §§ 5, 14, 20. Som eksempel kan nævnes ordet oar're, »ekorn«, med »overlangt« rr, svarende til det korte r i finsk orava. I flere 'østfinmarkske dialekter optræder i saadanne ord diftong i første stavelse ogsaa foran et efterfølgende i, u: komit, oar1rin, demin. vuos'suš »liden blæsebelg«. Og i Næsseby har herhenhørende e-stammer ei istedenfor et ved kontraktion opstaaet i i anden stavelse: komit, oar'rein. For herhenhørende nordiske laanords vedkommende maa da den forklaring, som V ilh . T homsen har givet i »Den gotiske sprogklasses indflydelse paa den finske« s. 67, være den rigtige:

58

LAPPlSKE STUDIER

stammevekslingens udebliven er en følge af en bortfaldt vokal, oprindelig i (nord. i eller j), der har dannet aaben anden stavelse, som tilfældet endnu er i finsk. Men for at faa nordiske former med et saadant i eller j, maa man gaa tilbage til u r n o r d i s k , resp. en dermed parallel eller endnu ældre sprogform. Ved ordet gir'ko »kirke« vil en (gammel­ norsk eller) gammelsvensk form give et tilfredsstillende udgangs­ punkt: kirkia, i oblikve kasus kirkfo kan af lapperne være opfattet som trestavelses. Derefter behandledes de gamle laanord med uforanderlig stamme, som T h o m s e n nævner, nem lig1 følgende: m uh kko, brug'go, riu'go, lahtte, gaVdo, har'do, lad'de, stad'de, skacrek, biv'ge, gihcce, lahkke, stiv're, g a ile (= fi, kallio). Tre af disse, bruggo, gihcce og stiv're, har stammeveksling i de dialekter, hvor jeg har stødt paa dem (ordet ruoddo »tale«, der skulde have stammeveksling til trods for et oprindeligt j, skriver sig fra L e e m ’s ordbog, findes nu neppe i nogen dialekt). Ord med uforanderlig stamme, som T h o m s e n paa grund af andre kriterier end stammens uforanderlighed henfører til de ældste laanord er: ai'ro, ak'šo, gal'go. I ai'ro (»aare«) turde stammens uforanderlighed være at forklare saa, at ordet går tilbage paa en nu forsvundet finsk afledning paa -io. For de to andres ved­ kommende faar man urnordiske trestavelsesformer: urn. *ak(u)siõ\ urn. *karlingo > ? > *galgio. Alle her nævnte laanord, med undtagelse af gal'le, er ogsaa behandlede i Q v i g s t a d ’s »Nordische Lehnwörter im Lappischen«, men er der opfattede som laan fra gammelnorsk, forsaavidt de ikke er kommet gjennem finsk. Desuden har Q v i g s t a d adskillige herhenhørende ord, som T h o m s e n ikke omtaler. Ogsaa for disse ords vedkommende bliver da urnordiske former at sætte som grundformer, istedenfor de af Q v i g s t a d anførte gammelnorske, resp. nynorske eller svenske. 1 Her benyttes den -grovere« transskription, som jeg har foreslaaet i -Die Quant. verh. im Polmaklapp.« II, dog med kursiv istedenfor fede typer.

EN GRUPPE URNORDISKE LAANORD I LAPPISK

59

Hermed skal det ikke være sagt, at ord, som er kommet gjennem finsk formidling, ikke kan skrive sig fra en med urnordisk parallel eller kanske endnu ældre germansk sprogform. Hr. professor T orp har vist mig den velvilje at bistaa mig i at konstruere op de urnordiske former. Naar et ord i nogle dialekter har stammeveksling, i andre ikke, maa man som regel kunne gaa ud fra, at former uden stamme­ veksling er de oprindelige, mens de med veksling er opstaaet ved systemtvang, idet stammevekslingen jo har sin faste plads i det paradigma, som tostavelsesstammer følger. Kr. betegner Karasjok, Kt. = Koutokeino, Nb. = Næsseby, Pl.=Polm ak, Sl. = Salangen. Et 7 betegner, at ordet ikke findes i vedk. dialekt. Kt. a lle , SI. h a ile »udoverhængende bergknaus, som giver ly« < urn. akk. *hallia (> gn. helUr, m.)1 Kt. as'so, SI. has'so »hæsje« < urn. *hasjõ (sml. ovenfor om gir'ko). Andre dialekter har former, som dels er nyere laan fra nordisk, dels laan fra finsk. Kt. did'no »flint« (Kr., Nb., SI. veksling d'n ~ dn) < urn. *tinniõn < *tindniõn (> gn. tiima, f.). Nb. fas'te »baadfæste« (Kr. veksl., ogsaa ifl. Q vigstad veksl., i SI. nyere laan: fas'to, med veksl.) < urn. *fastiõ (> gn. festr, f.) — Lp. udlydende e istedenfor o i gamle laanord turde være saa at forklare, at der i lappisk har forekommet dobbeltformer, svarende til -ia ~ -io paa finsk: rautia ~ rautio »smed«, tunkia ~ tunkio »mødding«. Eller der kan paa lappisk i enkelte tilfælder foreligge laan af finske former paa -ia, selvom saadanne nu ikke længer forekommer i finsk. 1 De fleste ord, hvis stammekonsonant er en gemineret spirant, likvid eller nasal (resp. nasal med homorgan klusil foran), der i svag stamme ikke optræder kort, er i virkeligheden underkastet stammevekslingen, skjønt dette ikke fremgaar af skrivemaaden hos Qvigstad (og F riis ). Første del af dobbeltkonsonanten er kortere i svag stamme end i sterk stamme U'l—U etc.). Det samme er tilfældet med den homorgane klusil foran nasaler, eller den er i svag stamme stemmeløs, i sterk stamme stemt eller halvstemt (b'tn—bm etc.). I enkelte dialekter er dog denne veksling forsvundet, sml. Die Quant.verh. im Polmaklapp. II. §§ 19, 20.

60

LAPPISKE STUDIER

»luffe paa kobbe« (ifl. Q vigstad uf. eller veksl., F riis veksl., ordet forekommer hverken i Kr. eller i Kt., i SI. har det veksl.) ? < urn. * f lt jõ (> gn. fit, f.). Kr. g a i d n o »reb paa fiskegarn« (Nb. veksl., fra Kt. ikke optegnet, SI. *f, Q vigstad veksl., F riis uf.) < urn. * g a i n i o (> nn. g e i n ( a ) , f.). Kr. h a l ' d e »jernløkke i en bjelde« (SI. dels uf., dels veksl., ifl. F riis og Q vigstad veksl., Kt. t ) < urn. * h a l d i a (> gn. * h e l d i , n.). Kt., Nb., SI. h i l ' d o , Kr. i V d o »hylde« (bortfaldet af h omtalt hos T homsen , men intet om ordets alder; ifl. F riis har ordet veksl., ifl. Qvigstad k an det have) < urn. * h i l p i õ n (< *hel]> iõn ~ *hu lj> iõn ). SI. n i s ' s o »nise« (Kr. veksl. s 's ~ s s )< u r n . * h n i s i õ n { g n . h n i s a , f . ) . Kt., SI. ra/'/e »sauskind med ulden paa« < urn. * r a u b i a (> gn. r e y f i , n.) eller en biform med h , sml. W ik lund , Url. Lautl. s. 301 og Finn.-ugr. Forsch. VI, s. 16. Nb. r a v ' d o »røe« (salmo alpinus, Kr., SI. veksl., fra Kt. har jeg ikke ordet optegnet, ifl. Qvigstad dels uf., dels med veksl., F riis veksl.) < urn. * r a u đ i õ (> gn. r e y d r , f.). Det finske r a u t u er sandsynligvis laan fra lappisk, om ordets udbredelse i finsk savnes oplysninger. s n a l ' d o »ten« (ifl. Q vigstad dels uf., dels med vek sl.,F riis veksl.) < urn. * s n ä l d i õ n (> gn. s n æ l d a , f .); at ordet maa være et urnordisk laan, er, ud fra dets forekomst i Kola-lappisk, paavist af W iklund i Journ. de la Soc. Finno-ougr. X, s. 152. v u o h p p e »bugt, vig i en elv eller indsjø« (ifl. Q vigstad dels uf., dels med veksl., F riis veksl.) < urn. * h õ p i a (> gn. * h é p i , sml. h õ p , n.). De finske former ( v ) u o p a j a , v u o p i o , v u o p a turde være at opfatte som laan fra lappisk, ellers er det vanskeligt at forklare, hvorfor der ikke er h (eller k) i begyndelsen af ordet. Paa lappisk er der derimot ikke noget paafaldende i, at h er faldt bort. Det er almindeligt i gamle laan, sml. (h ) i l ' d o ovenfor ( v er sekundært, opstaaet foran u o ). W iklund har i privatbrev meddelt mig, at han er tilbøielig til at forklare fi. (u ) u o p a j a saaledes, at der er skeet en sammenblanding med fi. a p a j a < urn. * a b j õ n (> gn. e fja ) ; fi. v u o p i o , som ifølge oplysninger i Virittäjä 1907, s. 18 kun synes at forekomme i det nordligste Finland, anser han som laan fra lappisk. — fih č č o

EN GRUPPE URNORDISKE LAANORD I LAPPISK

61

Blandt de lappiske tostavelsesord, som har uforanderlig sterk stamme, er der ogsaa endel andre, der synes at maatte opfattes som urnordiske laan. Deres nordiske oprindelse er ikke tidligere paavist. Som sikre urnordiske laan anser jeg følgende: b å l ' d o »isflag« (F riis veksl.) < urn. * s p i l d i õ n < * s p e l d i õ n (> gn. s p i l d a i f l a g s p i l d a , f. »kløvnet stykke, vrag«), n u o v ' v e »stry, som man faar ved at flasse op taug« (F riis veksl. v v ~ v) < urn. * n õ w i a , n., af urn. verb. * n õ w a n (urn. * g a - n õ w a n > gn. g n ú a , sml. * b i - n õ w a n > got. b n a u a n ) . Sammenstillingen lp. n u o v ' v e — ö. n a a v a , dial. n a v a »træmose, lav, renmose« (W ik lun d , Url. Lautl. s. 130), hvorved stammens uforanderlighed paa lappisk bliver uforklarlig, maa saaledes opgives. Kt., Nb. r a d 'r t o »vei i sneen efter dyr, særl. hare« (fl. r a n n i o ) < urn. * r a n n i õ n (> gn. r e n n a f. — r e n d , r e n z l ) . Det finske ord er muligens laant fra lappisk; om dets udbredelse savnes oplysninger, det findes i supplementsheftet til Lönnrots leksikon. Kt., Nb., SI. r a i ' d e »en som passer andres ren«, i Nb. benævnelse paa de svenske lapper, som i gamle dage færdedes i Varanger (ordet er almindeligt i svensk-lappiske dialekter, F riis veksl., Kr. -f) < urn. akk. * r a i đ i a (> gn. r e i õ i r , nom. agentis til re id a ) . Kr. s k i e r ' r o »rund skive med hul igjennem, brugt som legetøi, snurbas« (ogsaa veksl, r ' r ~ rr, Kt. veksl.) < urn. * s k e r r i õ n (> gn. * s k i r r a , f.) af germ. * s k e r r a n »løbe«. v u o s ' s e »hav paa gryte« (F riis veksl, ss ~ s) < urn. * q s i õ < *a n s i ö (> gn. ces, f., ifl. F ritzner »hul i kanten for traaden, hvor­ med man syr«, ifl. F alk og T orp ’s ordbog »hul i skolæderet, hvorigjennem remmen trækkes«, n. dial. æ s »hul hvori noget indfældes«). — Lp. u o ~ urn. a, der ellers vilde vække betænkelighed, kan her faa sin forklaring derigjennem, at det nasalerede urn. a af lapperne er opfattet anderledes end det unasalerede a. Der er dog ogsaa endel ord, hvor man kunde være tilbøielig til at konstatere et lp. u o < nord. a, skjønt der ingen nasalering har været, sml. W ik lun d , Url. Lautl. s. 141 fl. Spørsmaalet er af vigtighed for forklaringen af det ofte forekommende lp. u o ~ fi. a, sml. Url. Lautl. s. 128 ff. Til lp. e ~ urn. o, sml. f a s 'te . Betydningsforskjellen synes lovlig

62

LAPPISKE STUDIER

stor, men lader sig udjevne ved hjælp af de tilsvarende latinske og litauisk-lettiske ord: lat. a n s a »hank, haandtag«, men c r e p i d a e a n s a e »hemper i randen af saalen, hvorigjennem remmen drages«; lit. a n s a (> fi. a n s a »snare«) og det tilsvarende lettiske ord betyder »haand­ tag, hank, sløife«. Sml. F alk og Torp s . 476, Thomsen, »Berøringer« s. 159. Det maa antages, at det urnordiske ord har havt en videre betydning, end det gammelnorske kan sees at have havt, at der har været en dobbelthed i betydningen, svarende til litauisk »hank« — »sløife« eller »hempe« (sml. ogsaa eks. fra latin). I førstnævnte betydning er da ordet gaaet over i lappisk, og af sidstnævnte har den specielle betydning i gammelnorsk udviklet sig. Den nuværende lappiske betydning (»hav paa gryte«) er sikkert opstaaet paa lappisk grund, af »hank«, »haandtag«. Uklar er oversættelsen hos F r iis : »hank paa gryde eller kjedel«. — Endelig nævner jeg etpar ord, som det kunde være fristende at opføre som urnordiske, resp. germanske laan. Forklaringen støder dog her paa vanskeligheder, som tildels synes uovervindelige. f u o đ ' đ o »vildt dyr«, SI. h u o d ' d o , en nu sjelden brugt beteg­ nelse for bjørnen (Kr. veksl, d ' d ~ d d , ifl. F riis veksl, d d ~ d ) . Dette ord kunde man ville sammenstille med urn. *w aif> iõ (> gn. ueidr, f.). Lp. / ~ nord. v kan ikke volde betænkeligheder (sml. f i d ' n o < gn. obl. kas. vinnu, nom. vinna). Men desto vanskeligere er det med lp. u o < urn. ai. Det skulde da være, om man turde antage, at lp. u o her var < a (sml. ovenfor), og at urn. a i var gjengivet med a, som det tildels er tilfældet foran to konsonanter, sml. W ik­ lund , Url. Uautl. s. 300 f. Herimod taler dog det, at ai foran opr. d er bibeholdt i andre gamle laan, f. eks. l a i ' d o »led, vei« < urn. * l a i d õ (> gn. leid, f.). Sammenligningen af det lappiske ord med fi. p e t o (Url. Lautl. s. 171) støtter sig paa den hos F riis opførte biform f æ d d o , der er noget problematisk. Stammens uforanderlighed paa lappisk finder ingen forklaring ud fra finsk. l a h t t o »skispor« (Kr. veksl.) forekommer ogsaa i svensk-lappisk og har her, ifølge velvillig oplysning fra W iklund , overalt ufor­ anderlig stamme. Ordets lappiske grundform * l a t i o kunde tænkes at være af en sideform til grundordet for gn. s lö d , f. »vei som er

EN GRUPPE URNORDISKE LAANORD I LAPPISK

63

dannet af de spor, som en har efterladt sig der, hvor han har faret frem«. Bortfald af s foran Z findes der eksempel paa blandt ur­ nordiske laanord: lp, l a g g j é t ( ~ s l a g g j é t ) »slaa, meie« < urn. * s l a h (> gn. s l å ) . Men tør man antage en biform med a istedenfor õ? Det lappiske t (istedenfor d ) vilde føre tilbage til tiden før lydforskyvningen. At antage ordet for et saa gammelt laan, skulde i og for sig ikke være umuligt. Professor W i k l u n d har meddelt mig, at han i finsk, tildels ogsaa i lappisk, har fundet adskillige laanord fra tiden før lydforskyvningen. — Forholdet mellem lp. l a h t t o og fi. l a t u er uklart. v u o s ' s o »blæsebelg« (F riis veksl, ss ~ s) kunde, under forud­ sætning af, at lp. u o < nord. a var muligt (sml. ovenfor), antages at være < urn. * a s j õ n (> norsk e s s e og n. dial. e s j a »en art klæber­ sten, som benyttes i smedier«, F alk og Torp s . 142). Betydningsforskjellen er i og for sig ikke afgjørende. Heller ikke det, at den urnordiske form af n. dial. e s j a »aske med gløder« er laant til lappisk i formen a š š o ~ aso, og at det ovenfor nævnte urn. * a s j õ n synes at ligge til grund for Nb. a s ' s e - g æ d ' g e »esja, (h)esjestein«. Men alle disse omstændigheder tilsammenlagt gjør det lidet anta­ geligt, at lp. v u o s ' s o kan være < urn. * a s j õ n . Er ordet genuint lappisk, synes det rimeligt at anse det for en afledning af v u o s s å , gen. v u o s å »fosterleie«, Lule-lp. »sæk«. — Hvad her er fremstillet, giver ikke noget nyt bevis for tilstede­ værelsen af urnordiske laanord i lappisk. Jeg har kun villet paa­ pege, at et af de allerede kjendte beviser kan udnyttes i høiere grad, end hidtil skeet, ligesom dets beviskraft styrkes ved en nærmere undersøgelse af den gruppe lappiske ord, som har den eiendommelighed, hvorom her er tale. Som ved de her behandlede ord, saaledes vil man ogsaa ved de øvrige urnordiske laanord i lappisk finde, at en større del af dem ikke forekommer i finsk. Der er da ingen anden naturlig forklaring, end at lapperne har optaget laanord ogsaa d i r e k t e fra urnordisk. Med andre ord: berøringerne mellem lapperne og nordboerne er urgamle. Denne opfatning, som T h o m s e n udførlig

64

LAPPISKE STUDIER

begrundede allerede i 1869, er ikke blevet rokket ved noget, som hidtil er fremkommet. Tvertimod har denne opfatning gjennem K. B. W iklund ’s arbeider erholdt yderligere begrundelse. Den nye og overraskende hypothese, at lapperne skulde være kommet til Skandinavien først langt ud i middelalderen, maa fra sprogligt synspunkt karakteriseres som ganske uholdbar. [Trykt i Sproglige og historiske afhandlinger viede Sophus Bugges minde, Kristiania 1908, s, 225—231.]

LAPPISK SOM GJENSTAND FOR VIDENSKABELIG FORSKNING

Et folk paa alt i alt ikke mere end 30000 mennesker, knapt nok det, — spredt utover et umaadelig landomraade, hørende til fire forskjellige land. Et folk som aldrig har været noget f o l k i andet end etnografisk forstand. En stamme, en samling av stammer, vil man si, — ikke noget folk! Og i sproglig henseende saa splittet gjennem de store dialektavvigelser, at et fælles skriftsprog er en umulighet, — for tiden eksisterer der 6—7 forskjellige skriftsprog for dette faatallige folkeslag; nogen av disse har dog fundet meget liten anvendelse. Lapperne har selv ingen litteratur frembragt. De lappiske skriftsprog er skapt av fremmede, det er mest fremmede som har benyttet dem, og størsteparten av det som er utgit, er oversættelser fra fremmed litteratur, først og fremst av religiøst indhold (de to lappiske aviser — utkommende hver fjortende dag — som har eksistert her i landet i de sidste aar, har dog indeholdt adskillig originalt lappisk stof; nu er den ene av disse aviser gaat ind).1 Om lapperne findes der derimot en ganske omfangsrik litteratur, særlig fra ældre tid. Dette beskedne lille folk, som knapt nok har levert noget direkte bidrag til den almindelige kulturutvikling, — man vil kanske til og med mene at det ingen særpræget kultur har, at det er bare kummerlige laan fra mere fremmelige nabofolk det lever paa; men den som virkelig fordyper sig i hvad lapperne 1 Iaar er der utkommet en lappisk novelle, «Bæivve-AIggo* av A. Larsen, lærer i Repparfjord i Finmarken. Et bemerkelsesværdig lappisk originalarbeide (med egen ortografi) er den svenske lap J ohan T uri’s -Muittalus samid birra« (Beretning om lapperne), utgit 1910 med dansk oversættelse av E milie D emant. 5 — S tu d ia S e p te n trio n a U a . I.

66

LAPPISKE STUDIER

har præstert av rationel utnyttelse av naturgivne vilkaar paa det omraade som er deres specielle, om det end nu er bare en brøkdel av folket som søker sit utkomme der, i r e n d r i f t e n , han vil snart indse, at der eksisterer en lappisk kultur, primitiv rigtignok og uten synderlig ekspansionsevne, men ikke destomindre med krav paa respekt, — dette eiendommelige lille folk har vakt utenverdenens opmerksomhet i en grad som flere større nationer kunde misunde det. Dette e i e n d o m m e l i g e lille folk, ja. Det kan ikke negtes at det for en god del er kuriositetsinteressen som har gjort at lapperne har vakt saa stor opmerksomhet. Noget av det samme har vel ogsaa gjort sig gjældende ved ældre tiders interesse for lappernes s pr o g , om end ikke paa langt nær i samme grad. Her er det de rent praktiske hensyn som fra først av har været bestemmende. Først og fremst hensynet til lappernes religiøse paavirkning. Allerede før dette hensyn begyndte at øve sin indflydelse, har vel lappernes nærmeste naboer tildels erhvervet sig en smule praktisk kjendskap til deres sprog. Jeg kan her gjengi indledningsordene av et fore­ drag om den lappiske sprogforsknings historie, som rektor Q v i g s t a d holdt i det finsk-ugriske seiskap i Helsingfors i 1897:' Det er tilfældet med lapperne som med saa mange andre folk, at de kristne missionærer er de første som har gjort folkets sprog til gjenstand for undersøkelse og studium, og opfundet den skrift­ lige gjengivelse av sproget og skrevet bøker paa det. Det kj endskap til lappernes sprog som deres naboer tidligere hadde erhvervet sig, svarte vel bare til det praktiske livs behov, og ganske som lapperne nu lærer »gavppe-daro« (det for handelen nødvendige norsk), talte vel lappernes naboer i hine gamle tider det for tuskhandelen med dem nødvendige lappisk. — Den første bok som vites at være trykt paa lappisk, utkom i Stockholm i 1619, — en alterbok (manuale). Den første trykte bok paa norsk-lappisk er en katekisme-oversættelse som utkom i Kjøbenhavn i 1728 (dansk og lappisk tekst side om side). 1 »Uebersicht d e r g e s c h ie h t« d e r la p p is c h e n S p ra c h fo rs c h u n g * , trykt i Journal d e la Société Finno-ougrienne XVI.

LAPPISK VIDENSKABELIG FORSKNING

67

Hverken den svenske eller den danske regjerings omhu for lapperne var begrundet udelukkende i religiøse hensyn. Saken hadde ogsaa sin politiske side. Atter et »praktisk hensyn« som har virket med til at lappernes sprog er blit gjenstand for undersøkelse og studium. Ogsaa i senere tid har disse »praktiske hensyn« hat betyd­ ning, dog ikke bare i positiv retning. Det er tilstrækkelig at peke paa, hvordan »oplysningstidens« sprogpolitik likeoverfor lapperne bevirket fuldstændig stans i arbeidet med det lappiske sprog fra norsk side, og hvorledes dette arbeide blev gjenoptat i sammenhæng med den nye missionsvirksomhet som er knyttet til N .V . S tockf l e x h ’s navn. Jeg kan ikke her gaa nærmere ind paa hvorledes der av sprogundersøkelse med praktiske formaal for øie har utviklet sig virkelig sprogvidenskap paa dette omraade; det faar være tilstrækkelig at nævne, at dette ikke bare skyldes de mænd som har hat utforsk­ ningen av dette sprog til specialopgave og anstillet de primære undersøkelser; sprogforskere som selv liten eller ingen direkte berøring har hat med lapperne, har her gjort særdeles betydnings­ fulde indsatser, — Rasmus Rask, Vilh. Thomsen, J. Budenz, Otto Donner, E. N. Setälä. Min hensigt er at søke klargjort i sine hovedtræk beskaffen­ heten av det forskningsmateriale som her foreligger. Det burde lykkes mig at vise at her er opgaver nok, og store og betydnings­ fulde opgaver, for moderne sprogforskning, uavhængig av alle praktiske hensyn, og at det er meget langt fra at det sprog som dette eiendommelige lille folk taler, foruten sin praktiske betydning bare har kuriositetsinteresse. Ved min doktordisputats i Helsingfors i 1902 holdt jeg som »lectio praecursoria« et foredrag om lappisk dialektforskning. Under omtalen av de opgaver av sproghistorisk betydning som foreligger for den lappiske dialektforskning, blev her studiet av de syntaktiske forhold gjemt til sidst, fordi der ved dette studium i særlig grad biir spørsmaal om den historiske sprogforsknings endelige, høieste maal: syntetisk forskningsmetode forener sig da med den analytiske,

68

LAPPISKE STUDIER

og sproget behandles som et hele, hvis utvikling skal søkes klargjort ved at vise, hvorledes det som i dypeste betydning er eiendommelig for sproget, beror paa folkets aandelige forutsætninger, og hvorledes folkets livsvilkaar og dets begrepssfære og tænkemaate, betinget av livsvilkaarene, har sat sit præg paa sproget. Jeg mente, at just det lappiske sprog utvilsomt byr et særdeles frugtbart felt for en saadan sprogfilosofi. I de snart 10 aar som nu er gaat siden dette blev uttalt, er jeg for min del ikke kommet saa langt at jeg har kunnet yde noget direkte bidrag til løsningen av de antydede sprogfilosofiske problemer. Hvad specielt sprogets syntaks angaar, har jeg jo hat anledning til at gjøre adskillige nye iagttagelser, indsamle materiale, som vil vise at den lappiske syntaks — der hvor sproget tales rent og rikt — er ganske anderledes harmonisk og egenartet, end f. eks. det norsk-lappiske skriftsprog, sterkt paavirket som det er av norsk uttryksmaate og norsk sætningsbygning, gir indtryk av. Og paa flere punkter faar dette materiale betydning for forklaringen av syntaktiske forhold i de beslegtede sprog, først og fremst finsk (uttrykket »kvænsk« benytter jeg bare naar det gjælder vore kvæners, indflyttede finlænderes og deres efterkommeres, sprog). For at nævne et eksempel: det finske saakaldte »agent-particip« paa -mer, -må, som har passiv betydning og forbindes med en forangaaende genitiv som uttrykker det logiske subjekt — isän kirjottam a kirje et av far skrevet brev — er erkjendt at være et oprindelig verbalsubstantiv, men for den finske sprogfølelse er det oprindelige forhold fordunklet. I lappisk derimot, hvor det nævnte eksempel lyder: aččš-čallem -gir'je, blir det hele behandlet som et sammensat ord, med den for saadanne eiendommelige akcentueringsmaate, altsaa: »fars-skriving-brev«. I det heletatspiller o r d s a m m e n s æ t n i n g e r en meget vigtig rolle i lappisk. Dette hænger sammen med den s p e c i a l i s e r e n d e tendens som er sprogets største særegenhet, tør jeg næsten si. Hvor vi f. eks. vilde bruke et adjektiv foran substantivet, har lappisk ofte et sammensat substantiv. »Et forstandig menneske« heter paa lappisk jierm alâš plm uš, men meget ofte hører man sammensæt­

LAPPISK VIDENSKABELIG FORSKNING

69

ningen jiéfbm é-Q lm uå »forstandmenneske«, hvorved folk med for­ stand blir skilt ut som en egen sort, uten den specielle betydning som ligger i vort »forstandsmenneske«. Naar de lappiske adjektiver ofte har en særegen attributiv form, beror det visselig paa at adjektiv -f substantiv er opfattet som sammensat ord. Endnu den dag idag kan et substantiv med attributivt adjektiv akcentueres som et sam­ mensat ord, forsaavidt der ikke ligger særlig eftertryk paa adjektivet, og attributivt adjektiv uten særlig eftertrykk er undergit de samme lydlige ændringer som er foregaat med første led av sammensatte ord: ar'ge »ængstelig«, gen. arge, men argés plm uš »et ængstelig menneske«; foruten attributivmerket -s ogsaa forkortelse av 2den stavelses vokal og foregaaende konsonant. — Et andet omraade hvor lappisk viser en eiendommelig bruk av ordsammensætning, er adverbielle bestemmelser som paa norsk uttrykkes ved en præposition med sin styrelse. Oftest biir jo saadanne, hvor ikke en av de to lokalkasus kan brukes, uttrykt ved substantiv -f postposition eller præposition + substantiv, i begge tilfælde to ord; men hvor det er tale om veiløpet, optrær ofte sammensatte ord, med sidste led i genitiv, som almindelig er til at betegne »langsmed« o. lign.: jpkkâ-raigč »elveveien« (rai'ge, genitiv raige »hul«), gad'dč-gúorâ »langs bredden« (guorrå, gen. gúorâ »kant, rand«), Desuten kan en præposition med sit substantiv behandles som sammensat ord i tilfælde som båggjčl varé »over fjeldet«, naar der er tale om en bestemt almindelig brukt rute, altsaa = »fjeldveien«. Ogsaa substantiv med postposition kan vistnok tildels behandles som sammensat ord, men her er ikke mine iagttagelser saa sikre. Det blev nævnt, at den utstrakte bruk av ordsammensætninger hænger sammen med sprogets gjennemgaaende tendens til at specialisere. Denne tendens viser sig i sit enkleste utslag deri, at sproget har helt særskilte benævnelser, hvor sprog som vort vilde bruke modificerende bestemmelser til en fællesbetegnelse i form av sammensatte ord, substantiv med attributivt adjektiv eller lignende. Som eksempel kan nævnes at lapperne ikke bare har særskilte betegnelser paa vildren og tamren (ggd'de og ööajo), renkalv, hanren — kastrert arbeidsren og ukastrert han — og hunren, simle —

70

LAPPISKE STUDIER

kalvsimle og gjeldsimle og simle som det aar ikke har hat kalv eller har mistet den tidlig, og simle som har mistet kalven sent — (m i e s s e ; h e c b r 'g e , s â r v e s ; a l ' d o , s t ä i n å k , r g d n o , č o a v č e s ) , men ogsaa særskilte navn paa renen efter alderstrinnet, for hanrenens vedkommende sær­ skilt navn for hvert aar indtil det 6te eller 7de aar, for hunrenens vedkommende kun de to første aar — (č e æ r { b ) m â k , v â r e k , v ú o b e r s eil. v ú o v e r s , g p d d u d â s eli. g p d d â s , g ö a s ö h u s eil. g o á i ' s ŧ â s , m á k k â n , n â m m â l ä p p â n ell. n å m m â - l ä p p â g \ č e æ r ( b ) m â k , v ú o n j â l ) . Hertil kommer en uendelighet av forskjellige benævnelser paa ren efter utseendet, legemsbygning, farve og haarlag, hornene o. s. v., efter egenskaper, efter dyrets anvendelse. Endvidere kunde nævnes sjølappernes mange gamle sælnavn, som nu for en del er gaat av bruk. Ogsaa paa verbernes omraade forekommer eiendommelige utslag av denne specialiseringstrang, av ganske samme art. Saaledes er der særskilte ord for at springe med to ben og med fire: viekkåt og ruõt'tât, — det første blir altsaa at bruke om mennesker og om fugler; det sidste kan nok ogsaa brukes om mennesker, men da i misbilligende betydning: »fare og fly«, eller spøkefuldt. Endnu et utslag — og det er ikke det mindst iøinefaldende — av denne sprogets hang til specialisering skal her nævnes: den utstrakte bruk av avledninger, den store mængde av endnu levende avledningssuffikser. Dette er jo noget som lappisk har tilfælles med de andre finsk-ugriske sprog og ogsaa fjernere beslegtede sprog og helt ubeslegtede, — alle de sprog som man har pleiet at sammenfatte under benævnelsen de »agglutinerende«. Men det hindrer ikke at den lappiske utformning av denne sprogeiendommelighet frembyr meget av interesse. Især for verbernes vedkommende er den lappiske avledningslære rikt og eiendommelig utviklet. La os ta et eksempel — vi behøver slet ikke at lete for at finde et med særlig mange for­ skjellige avledninger — vi tar det første det bedste almindelig forekommende verbum, g ir’det f. eks., »flyve«. Naar en lap vil fortælle om en fugl som har sittet stille, at nu fløi den, saa kan han ikke bruke selve grundordet, men maa føie en subitiv-inkoativ avledningsendelse til det: gir’delit. »Flyve et litet stykke, litet grand«

LAPPISK VIDENSKABELIG FORSKNING

71

kan han uttrykke ved en deminutivendelse: g i r d é s t i t , »flyve et ganske litet stykke, bitte litet grand« faar han uttrykt ved dobbelt deminutivendelse: g i r d é s t å s ' t e t . Vil han skrytende fremhæve en dygtig flyving, eller paa ironisk vis omtale en ubetydelig flyving som »dygtig«, saa kan han bruke deminutivsuffikset uten den for­ kortelse av foregaaende vokal og av »stammekonsonanten« som ellers er almindelig i deminutivavledninger av denne type: g i r d é s t i t . »Flyve i mak« (langsomt og bedagelig, uten at det akkurat behøver at være det samme som at svæve paa utspilte vinger, — det har han et eget ord for) eller »flyve nu og da« uttrykker han ved g i r d å š i t , »flyve ofte (og intenst)« ved g i r ' d a l â d ' d á t . »Faa til at flyve«, »flyve efter« og »flyve med noget« heter g i r d e t i t ell. g i r d a l d å t ' t e t , det samme flere ganger: g i r d a t å l l å t , og »litt, som snarest«: g i r d e t å s ' t e t . »Ha lyst til at flyve«, »ville til at flyve« heter g ir d S s t u v v å t . Der kunde nævnes endnu flere avledninger av dette verbum, med kombination av forskjellige suffikser, men disse eksempler turde være tilstrækkelige til at vise fremgangsmaaten. Der kan neppe være tvil om at denne specialisering, som vi nu har set tre forskjellige ytringsformer av, har sin forklaring i at lapperne, likesom andre mere primitive folkeslag, hvis sprog viser samme tendens, i saa utpræget grad er et iagttagelsens folk. Deres livsvilkaar har skjærpet iagttagelsesevnen og distinktions­ evnen til det rent subtile paa de omraader som er deres egne; denne specialisering er jo egentlig ikke andet end det sproglige uttryk for en vidtdreven distingverende iagttagelse av enkeltfænomenerne. Abstrakt refleksion er lapperne mindre anlagt for; den som skal oversætte til lappisk, vil snart merke hvor vanskelig det er at finde uttryk paa mere abstrakte felter, naar undtas det religiøse, — et lappisk religiøst sprog har der jo været arbeidet paa i aarhundreder. Og i overensstemmelse med dette: »mindre anlagt for abstrakt refleksion« staar den egenhet ved sproget, at der er saa forholdsvis litet av samlende betegnelser. Beviset for at denne betragtningsmaate er rigtig, ser jeg deri, at det kun er hos fjeldlapperne, nomaderne, at de eiendommeligheter ved sproget som her er paapekt, fuldt ut viser hvad de duer til.

72

LAPPISKE STUDIER

Kom fra fjeldet, fra omgangen med disse fjeldets barn, med deres fænomenale ordrikdom paa de omraader hvor deres daglige tale holder sig, med alle de muligheter for rikt nuancert skildring som de mangfoldige verbalavledninger frembyr — og disse hører her saavist ikke til sprogets helligdagsstas —, kom saa ned til de fast­ boende paa kirkestedet, og der vil merkes forskjel. Det kan være nære slegtninger av fjeldlapper, men sprogbruken biir allikevel en helt anden. Dagligtalen nøisom i ordforraad, nøisom som en norsk bondes eller fiskers daglige tale. Bruken av verbalsuffikser paatagelig indskrænket. Det er endnu ikke noget som er borte av sproget, hos første generation av fastboende; de k an ordene, er fortrolige med alle suffikser. Men det at de til daglig bruker saa litet av dem, gjør at den næste generation simpelthen ikke lærer dem fuldstændig uten gjennem omgang med fjeldlapper. Sjølapper som i længere tid har levet isolert, kan nok paa sine specielle omraader ha en rikdom i terminologien som staar i inderlig forbindelse med sprogets egenart. Men i det store og hele vil sproget vise sig at være forholdsvis fattig, sammenlignet med fjeldlappernes. Og hvor den norske indflydelse har gjort sig gjældende i nogen større grad, der er det, foruten fonetikken, ikke mindst maaten at tale paa, ofte bare ordene som er lappiske — med en overhændig mængde av norske laanord iblandt kanske —, og bøiningsendelserne; sprogbehandlingen derimot mere eller mindre utpræget norsk. Paa sine steder merkes sterk kvænsk (finsk) ind­ flydelse, men paa grund av slegtskapet med dette sprog er den indflydelse paa et vis ikke saa skjæbnesvanger som den norske. Den som skulde studere lappisk sprog ikke bare analytisk, men ogsaa syntetisk — for nu at vende tilbake til de uttryk som blev brukt i det tidligere omtalte foredrag —, han skulde ikke bare ha anledning til gjennem langvarig ophold blandt folket at leve sig ind i sproget og samle ind materiale, men ogsaa bearbeide dette materiale i de samme omgivelser. Selvom man er kommet saa langt, at dette i visse maater saa primitive og under alle omstændigheter egenartede sprog er blit en et helt naturlig meddelelses­ middel, vil man ved at komme ut av disse omgivelser saa altfor

LAPPISK VIDENSKABELIG FORSKNING

73

let være utsat for at det blir en fjernt og fremmed igjen. Skjønt: den som engang virkelig har tilegnet sig sproget, vist den partielle selvopgivelse som altid skal til for at lære et fremmed sprog ordentlig, og det desto mere, jo fjernere vedkommende sprog staar ens eget,— glemme det vil han ikke. Her vil jeg faa lov til med dyp veneration at nævne min første lærer i lappisk (og kvænsk), avdøde sogneprest Chr , Kaurin , Som ung prest virket han et aars tid blandt lapperne; som seminarbestyrer i Tromsø beskjæftiget han sig i flere aar med lappisk, underviste i sproget; men hans egen læretid var jo i virkeligheten meget kort, naar man tar i betragtning at han i det aars tid han tilbragte blandt lapperne, ikke var der som sprogforsker, men som prest. Og da han saa paa sine gamle dage, allerede oppe i 60-aarene, overtok undervisningen i lappisk og kvænsk ved universitetet, — for at kunne undervise også i kvænsk tok han i den alder selv under­ visning i sproget —, hadde han ikke været der nord paa mange mange aar, bortset fra en sommertur til Finmarken aaret i forveien. Hans formaal med denne reise var at drive botaniske studier; han var en fremragende bryolog. Jeg som ikke hadde hørt stort andet lappisk end Kaurins — nogen ord og brokker hadde jeg jo som smaagut lært av en svensk lap vi hadde som gjæter et par somre hjemme i Nordland —, da jeg kom nordover og skulde fortsætte studiet av sproget paa egen haand, følte jeg mig straks paa en eiendommelig maate fortrolig med det. Selve maaten det tales paa var mig bekjendt fra før. Da gik det for alvor op for mig hvilken udpræget sproglig begavelse min kjære gamle lærer maatte være, hvor rigtig han hadde opfattet det karakteristiske ved sproget, og hvor forbausende godt han hadde været istand til at fastholde hvad han for mange mange aar siden hadde tilegnet sig. — Jeg tror jeg nævnte dette for min første lappiske sprogmester, nuværende stortingsmand S aba . Dette var mens hr. Saba gik paa lærerskolen i Tromsø. Jeg er meget tak­ nemmelig for den veiledning han gav mig i sit morsmaal. Just det som Chr. Kaurin gav mig et saa sterkt og umiddelbart indtryk av, det eiendommelige ved lappernes m a a t e at t a l e paa,

74

LA EPISKE STUDIER

— det er sikkerlig det mest konstante ved sproget. Selv efterat lapper har gjort spranget over til norsk sprog, merker man noget av dette. Hvad det egentlig bestaar i, kan jeg her ikke gaa nærmere ind paa, jeg vil kun nævne: sprogets »basis« med den energiske tungeartikulation og slappe læbeartikulation, og de musikalske forhold. I rent fonetisk henseende er studiet av lappisk særdeles lære­ rikt, ikke bare fordi det ogsaa her er et saa egenartet idiom, men ogsaa paa grund av den store rikdom paa enkeltfænomener som sproget har at fremvise paa dette felt. I det hele tat tør det sies, at almindelig sprogvidenskap kunde finde meget ikke bare brukbart, men taknemmelig stof i dette sprog. Men jeg kommer tilbake til »sprogfilosofien«, skjønt ordet ikke er heldig. Just for studiet av et sprogs sammenhæng med folkets vilkaar i det hele tat foreligger her et velskikket og forholdsvis let bearbeidelig materiale, — for studiet av hvorledes et sprog lever og utfolder sine karakteristiske egenskaper, og hvorledes det samme sprog litt efter litt visner hen, idet dets livskilder tørker bort, — hvorledes et sprog dør. Lappisk hører som bekjendt til de finsk-ugriske sprog. Denne sproggruppe omfatter foruten lappisk og finsk (i videre forstand, hvorved ogsaa estnisk og nogen andre sprog eller dialekter som tales i Østersjø-trakterne av Rusland, regnes med): mordvinsk, tscheremissisk, votjakisk og syrjænsk i europæisk Rusland, ostjakisk og vogulisk i Sibirien, og endelig ungarsk (magyarisk). Forsøket paa at bevise at de finsk-ugriske sprog sammen med samojedisk, tyrkisk-tatarisk, mongolsk, mandschu-tungusisk, og kanske ogsaa japansk danner én sprogstamme, den »ural-altaiske«, kan ikke sies at være lykkedes. Kun saa meget tør her sies med sikkerhet, at der er et urslegtskap mellem de finsk-ugriske sprog og samojedisk; man har kaldt disse tilsammen den uralske sprog­ klasse. I senere tid har tanken paa et oprindelig slegtskapsforhold mellem de finsk-ugriske sprog, resp. den uralske sprogklasse, og de indogermanske sprog fundet flere tilhængere. I den finsk-ugriske sproggruppe staar lappisk i en særstilling. Paa den ene side har man den nære overensstemmelse med finsk,

LAPPISK VIDENSKABELIG FORSKNING

7Õ

og paa den anden side viser sproget paafaldende berøringspunkter med den underavdeling av gruppen som staar længst borte fra finsk, nemlig vogulisk, ostjakisk og ungarsk. Paa grund av det mouillerte n (nj) i begyndelsen av ord vilde den ungarske sprogforsker J .B gdenz endog stille lappisk sammen med de tre nævnte sprog samt votjakisk og syrjænsk som hørende til den »nordlige gren«, mens finsk, mordvinsk og tscheremissisk skulde danne den »sydlige gren«. Den nære overensstemmelse som nu viser sig mellem lappisk og finsk, vilde han ha forklaret ut fra senere paavirkning. Det er dog klart at det var for svakt et grundlag at bygge paa, det ene fænomen. Den naturligste forklaring er den, at lappisk i sit nj i begyndelsen av ord har bevart en egenhet ved det finsk-ugriske grundsprog, som det med lappisk nærbeslegtede finsk har tapt, idet nj her er blit til n. Dette at lappisk har bibeholdt et oprindelig nj ved siden av almindelig n, er ikke det eneste punkt hvor lappisk repræsenterer et ældre trin i sprogutviklingen end finsk. Det blev nævnt at lappisk er særdeles rikt i fonetisk henseende, Om flere av de lydforskjelle som her optrær, uten at der findes nogen tilsvarende forskjel i finsk, vites det, som nys antydet om n j—rt, at de har stor sproghistorisk betydning. Men paa mange punkter, ikke mindst ved de indviklede kvantitetsforhold, er det saa, at man endnu ikke vet hvad som kan ha direkte betydning for finsk-ugrisk sproghistorie, og hvad som er produkt av lappisk særutvikling, og her igjen: hvad som er av fælles-lappisk oprindelse, hvad som er felles for en større eller mindre dialektgruppe, og endelig hvad som bare tilhører vedkommende specialdialekt. Derfor er det av vigtighet at dialektundersøkelserne biir foretat med saa stor nøiagtighet som mulig i alle enkeltheter. Paa et vis har lappisk indtat en central stilling i finsk-ugrisk sprogforskning siden midten av 1890-aarene, og det skyldes den betydning som læren om »stadievekslingen« (Stufenwechsel) har faat. Denne veksling er et fænomen i likhet med det som i de germanske sprog er forklaret gjennem den Verner’ske lov. Virkelig veksling, som følge av oprindelige akcentforhold, optrær nu kun i lappisk (dog ikke alle dialekter) og i finsk (undtagen vepsisk og

76

LAFPISKE STUDIER

livisk), men man har ment at kunne paapeke mere eller mindre tydelige spor efter en saadan veksling ogsaa i andre finsk-ugriske sprog. I finsk træffer vekslingen kun tenues, i lappisk derimot samtlige konsonanter og konsonantforbindelser som kan forekomme som »stammekonsonanter« eller i avlednings- og bøiningssuffikser, som snart optrær efter akcentuert stavelse, snart efter uakcentuert. Den tanke at »stadievekslingen« kunde være av finsk-ugrisk oprindelse, blev først fremsat av Otto D onner ,1 i 1879, men nogen bestemt teori vaaget han ikke at forme paa grundlag av det da foreliggende materiale. En saadan teori opstillet E. N. S etala 2 i 1895. Ifølge denne teori har der i det finsk-ugriske grundsprog været kvalitative og kvantitative vekslinger i likhet med hvad til­ fældet nu er i de fleste lappiske dialekter. Om denne teori end ikke har vundet udelt tilslutning, har den dog hat en ganske enestaaende stor betydning for finsk-ugrisk sprogforskning, først og fremst som »arbeidshy potese«. Endnu maa nævnes noget eiendommelig og betydningsfuldt ved det lappiske sprogs stilling i sproggruppen. I antropologisk henseende er lapperne saa grundforskjellige fra finnerne, at man vanskelig kan komme forbi den tanke at der ikke kan være et til det sproglige slegtskap svarende raceslegtskap 1 Die gegenseitige Verwandtschaft der Finnisch-Ugrischen Sprachen s. 31 ff. (Acta Soc. Scient. Fennicae. Tom. XI). — Allerede i 1878, i et foredrag paa den 4de orientalistkongres (»Die Samojedischen Sprachen und die Finnisch-ugrischen») hadde Donner været inde paa spørsmaalet om forholdet mellem denne »stadie­ veksling« og lignende fænomener i samojedisk, — et spørsmaal som nu i det allersidste er blit meget aktuelt. Referat av foredraget findes i 2den del av kongressens beretning, som er trykt i 1881 (Atti del IV Congresso Intemazionale degli Orientalisti tenuto in Firenze nel settembre 1878. II. Firenze 1881). Forf. fremholder, at de samojediske sprog i behandlingen av konsonanterne i ordets sidste stavelse viser paafaldende overensstemmelse med den finske »kon­ sonantsvækkelse« (s. 235). Foruten mangfoldige andre lydforandringer optrær i de forskjellige samojedsprog svækkelse av en tenuis til media, naar ved­ kommende stavelse biir lukket ved fleksion. Denne »konsonanternes lydharmoni« betragter forf. som et for de finsk-ugriske og de samojediske sprog fælles princip, som litt efter litt er blit fordunklet i flere av sprogene (s. 236). 2 Über quantitätswechsel im finnisch-ugrischen. Vorläufige mitteilung. (Journal de la Société Finno-ougrienne XIV, 3). Trykt 1896.

LAPPISK VIDENSKABELIG FORSKNING

77

mellem dem, med andre ord: lapperne kan ikke være et finsTc-ugrisk folk, om de end nu taler et finsk-ugrisk sprog; der har altsaa foregaat et sprogbytte hos dem. Om det nye sprog de litt efter litt har antat for et par tusen aar siden, har været urfinsk paa et tidlig stadium — som K. B. W i k l u n d har søkt at paavise i sin urlappiske lydlære —, eller om det har været et finsk-ugrisk sprog, som nu kun eksisterer i form av lappisk, det er et andet spørsmaal. Setäläs teori om stammevekslingen forutsætter at det ikke har været urfinsk. For spørsmaalet om forholdet mellem lappisk og finsk er det av stor betydning at de forskjellige lappiske dialekters o r d f o r r a a d blir nøie undersøkt. Det er ikke altid mulig ved hjælp av lydhisto­ riske kriterier at skille ut finske laanord fra finsk-lappiske fællesord. Der trænges fyldige oplysninger om slike tvilsomme ords utbredelse i de lappiske dialekter, særlig saadanne dialekter som har Staat fjernt fra den finske (kvænske) indflydelse i senere tider. Her maa det meget beklages at enkelte av de ældste sjølapdialekter allerede er utdøde, uten at man har faat deres ordforraad undersøkt. I det lappiske ordforraad er der en mængde genuint lappiske ord som ikke har kunnet paavises i noget andet finsk-ugrisk sprog. Det er paa forhaand sandsynlig at en god del av disse i tilfælde kan skrive sig fra lappernes oprindelige sprog. Professor Wiklund har ment at kunne paavise et slikt »protolappisk« ord, en i visse stedsnavn forekommende bestanddel, som han mener har hat betyd­ ningen »vasdrag«.1 Foruten i stedsnavn skulde man være særlig tilbøielig til at ane »protolappiske« ord hvor der findes en hel ter­ minologi som synes at være ganske overveiende specifikt lappisk, og ikke gjenfindes i de andre finsk-ugriske sprog, saaledes i renog rendriftsterminologien og navnene paa sælarterne. Jeg vender for et øieblik tilbake til de finske laanord i lappisk, for at faa nævne, at der blandt disse er en anselig mængde ord som finsk igjen har laant fra andre sprog, — oprindelig germanske og baltiske laanord. 1 Namnet Luleå och de forna nationalitetsfõrhållandena i Norrbotten. (Ymer 1904. H. 21.

78

LAPPISKE STUDIER

Foruten finske og indirekte germanske og baltiske laan findes der i lappisk en stor mængde direkte germanske, nordiske laan og endel russiske laanord (i de østlige dialekter mange av sidst­ nævnte sort). Paavisningen av de talrige gamle germanske laan i finsk og lappisk har vakt megen interesse for disse sprog hos sprogforskere paa germansk omraade. Allerede paa grundlag av en i 1851 utkommet avhandling av F.-D ietrich1 sammenlignet S ophus B ugge nordiske laanord i lappisk med de ældste runeindskrifters sprogform, og i et par tilfælde søkte han i saadanne laanord bestyrkelse paa sine tolkninger. Men først gjennem V ilh . T homsen’s avhandling »Den gotiske sprogklasses indflydelse paa den finske« (1869) fik man rigtig klarhet over hvilket betydningsfuldt materiale disse laanord frembyr. Thomsens avhandling var epokegjørende baade for germansk og finsk-ugrisk sprogforskning. De resultater Thomsen her kom til, har paa en simpelthen vidunderlig maate vist sig at holde stik i alt væsentlig. Det store resultat for lappiskens vedkommende er det, at lappisk indeholder en betragtelig mængde direkte optagne ur­ nordiske laanord. Der er senere fremkommet meget som har bestyrket dette resultat. J. Qvigstad uttalte rigtignok i sit store og betyd­ ningsfulde verk »Nordische Lehnwörter im Lappischen« (1893), at han — tiltrods for at forbindelserne mellem lapperne og nordmændene er urgamle og kanske fandt sted allerede i den ældre jernalder — ikke trodde at man var nødt til at føre laanordenes sprogform tilbake til en nordisk sprogform som skulde svare til det ældste runesprog, — eller, som han uttrykker sig paa et andet sted i samme verk: Jeg tror at man ikke bør føre de nordiske laanord i lappisk tilbake til en ældre sprogperiode end vikingetidens. Men for to aar siden gav han Dr. O. S olberg bemyndigelse til at meddele (i en artikel i »Verdens Gang« for 7de april 1910), at han ikke længere avviser muligheten av at en række laanord i lappisk er av urnordisk rot. 1 Zeugnisse eines vorhistorischen Standes des Schwedischen und einer gothischen Gestalt des Altnordischen aus dem Lappischen und Finnischen, i A. Hoefers Zeitschr. für die Wissensch. der Sprache III, 32 ff.

LAPPISK VIDENSKABELIG FORSKNING

79

I de senere aar er det særlig K. B. W i k l u n d som har beskjæftiget sig med de urnordiske laan i lappisk, — specielt vil jeg nævne hans behandling av nordiske laanord i Kola-lappisk.1 Det maa ansees for sprogvidenskabelig godtgjort at nordboer og lapper har staat i meget nær berøring med hverandre allerede i urnordisk tid, og det maa ha været i den nordlige del av den skandinaviske halvø; særlig interesse har her stedsnavn som lapperne har optat fra nordboerne i urnordisk tid, f. eks. navnet paa Magerøen (lp. M äkkâr-au'jo) og Nordkyn (lp. Oid'ne). At de talrike urnordiske laan, saa forbausende klart kjendelige som saadanne, skulde være gaat gjennem et nu forsvundet »ikke-arisk« sprog, det sprog som de gamle »sjøfinner« talte — hvad dr. A n d r . M. H a n s e n har villet hævde — forekommer mig at være ganske utænkelig. Endnu er der sikkerlig meget at utrette paa dette omraade, særlig for stedsnavnenes vedkommende. Det turde være tvilsomt om alle de stedsnavn der er paapekt som urnordiske laan, virkelig er det. Saken er den at den lappiske dialekt paa vedkommende sted tildels er meget litet kjendt, saa man ikke kan være sikker paa, at ikke visse av de tilsyneladende alderdommelige træk kan bero paa dialektisk nydannelse. Man skal forøvrig være litt forsigtig med at konstatere nordiske laan her, — spørsmaalet gjælder ikke altid bare hvor gammelt laanet er. Jeg vil her faa lov til at fremholde et nyt synspunkt, som kanske vil vise sig at faa adskillig betydning: muligheten av at vedkommende navn er oprindelig lappisk, og at det er folkeetymologisk omdannelse av det lappiske navn, som har gjort at det i norsk form gir saa bestemt indtryk av at være oprindelig norsk. Mit utgangspunkt er navnet paa en av Finmarkens største fjorder, Laksefjorden. Det ser jo ved første øiekast ut som et utvilsomt egte norsk navn. Men undersøker man saken nærmere, finder man at det nok ikke er saa sikkert. Det lappiske navn paa fjorden er Lågés-vuodnå. For dette lagés (vuodnå betyr fjord) kan der opstilles en lappisk etymologi 1 Die nordischen lehnwörter in den russisch-lappischen dialekten, i Journal de la Société Finno-ougrienne X.

80

LAPPISKE STUDIER

som er fuldt tilfredsstillende baade formelt og reelt; det maa, om det er lappisk, bety »noget nedtrykt, flatlændt«.1 Det passer jo ikke i et fjordnavn rigtignok, men desto bedre i et fjeldnavn, og fjeld­ strækningerne mellem den indre del av Laksefjorden og Tanaelven heter L ägšsdu oddâr (duoddâr høifjeld, fjeldstrækning). At fjeld­ vidden skulde ha faat navn efter fjorden, er fra lappisk synspunkt ikke paa langt nær saa rimelig som det omvendte, at fjorden har faat navn efter fjeldvidden. Naar man paa den anden side tar i betragtning, at Laksefjorden, saavidt vites, aldrig har udmerket sig ved rikdom paa laks — i »Storelven« gaar der rigtignok laks op, men ganske ubetydelig —, biir man yderligere bestyrket i at navnet er kommet fra lappisk til norsk og ikke omvendt. Der er ikke nogen rimelig grund til at anta at disse to navn, som i lydlig henseende staar hverandre saa nær, skulde være opstaat uavhængig av hin­ anden, og isaafald hadde man jo desuten den samme vanskelighet med betydningen av det norske navn. — Var navnet gaat fra nordisk til lappisk, maatte dette være skedd i urnordisk tid: nordisk ks kunde umulig ha git lp. g ; den lappiske form forutsætter et nordisk *la^az, og en saadan er, efter hvad professor A. T o r p velvilligst har meddelt mig, mulig paa urnordisk trin, ved siden av *lahaz. Er ordet gaat over fra lappisk til nordisk derimot, kunde det nok 1 Lp. lages = fi. la'as, g. takaan (Lönnrot: hö på slag, hõstrâng, lieslag, liesträng, mest pi. takaat; lasketella lakoille slå ned hö), likesom lp. lakko, g. lägo »stor, flat dal paa høifjeldet* = fl. lako, g. laon (Lönnrot: sädens liggning; af oväder kullslagen säd; sade löi rukiit lakoon-, olla laossa 1. laolla; mennä lakoon 1. laolle-, ruis on mennyt lakoon, ruis on laossa rågen har lagt sig). TU den finske betydning av førstnævnte ord sml. lp. (Karasjok, Kautokeino) lak'kih âk— (Polmak) lak'kihõs »skaare* (hvor nyslaat hø ligger som det falder for ljaaen), saa meget som slaaes i én vending, — dannet av et nu ikke forekommende -yi-verbum. Sml. forøvrig fi. laki, g. laen »det öfversta af ngt.« etc.; fl. lakea 1. lakia »öppen, siat, jemn> etc., ogsaa subst. i betydningen »slättland, mark, pian, ängd*, og flere avledninger. Hithen hører kanske ogsaa lp. (Næsseby) lakkot -g- »slaa med halen i vandskorpen« (bare om kveiten, som den flate fisk den er, — om andre Aske brukes čuob'boŋ i andre dialekter m o b ’bot). Med lp. lågiS »forkrøblet høifjeldsbjørk«, som L eem (og tydeligvis ogsaa F riis , som skriver Lagišvuodna), vil avlede Laksefjordens lappiske navn av, kan navnet i hvert fald ikke ha noget at bestille.

LAPPISK VIDENSKABELIG FORSKNING

81

tænkes at folkeetymologien har dannet en form med ks av et lappisk -gas eller -ges. Ved overgang fra nordisk til lappisk vilde folkeetymologisk indflydelse være utelukket allerede paa grund av betydningen av det lappiske lages; som nævnt passer jo dette egentlig slet ikke til et fjordnavn. Jeg haaber ved en anden leilighet at kunne vise at der er en hel gruppe av stedsnavn der nord — for størstedelen ønavn — som bør forklares paa lignende maate. Disse navn har paa lappisk en formel eiendommelighet, fælles for dem alle, som ikke tilfredsstillende kan forklares, om man antar at de er av nordisk oprindelse. Studiet av de lappiske stedsnavn kan ventes at ville gi et rikt utbytte for bosætningens historie i vore nordlige landsdele. Foruten stedsnavnene vil jeg blandt de nordiske laanord i lappisk specielt fremhæve de mytologiske betegnelser. Den mytologiske forskning har paavist at den lappiske mytologi — takket være lappernes konservatisme — ikke bare er en vigtig kilde for studiet av den germanske mytologi, men ogsaa frembyr et godt kriterium til at skjelne mellem skandinavisk fællesgods og norsk-islandske bestanddele i Edda-litteraturen, mellem de oprindelige hedenske forestillinger og alle laan og al paavirkning fra kristendommen (sml. slutningsordene i K a a r l e K r o h n ’s »Lappische beiträge zur germanischen mythologie« i Finnisch-ugrische Forschungen VI). Endnu maa jeg faa nævne et omraade som lappisk sprog­ forskning kanske kan komme til at kaste lys over: hvorfra er vore lapper kommet? hvordan var deres levevis, da de kom hit-vest? drev de allerede dengang rationel rendrift, eller er denne opstaat i Skandinavien? For det sidste spørsmaals vedkommende peker de sproglige momenter som nu kjendes, avgjort østover, mener jeg. Først og fremst paa oprindelig sammenhæng mellem de vestlige lappers og Kola-lappernes rendrift, tiltrods for den forskjel som nu unegtelig bestaar mellem dem paa dette omraade. Dernæst paa sammenhæng mellem lappernes og samojedernes rendrift. Kanske, naar alt kommer til alt, vil »protolappisk« vise sig at være et samojedsprog og — Stm li a Svpte ntr io nali a. I.

82

LAPPISKE STUDIER

lapperne en samojedstamme, som skjæbnens lune har kastet vestover. I et foredrag i Kristiania Videnskapsseiskap i 1910 gjennemgik jeg en række av lappisk-samojediske ordsammenstillinger, som efter min mening taler for antagelsen av direkte forbindelse mellem lapper og samojeder (foruten det oprindelige sprogslegtskap mellem finsk­ ugrisk og samojedisk), og av genetisk, ja direkte sammenhæng mellem lappernes og samojedernes rendrift. Man kan nu snart vente en — særdeles paakrevet — forøkelse av kjendskapet til de samo­ jediske sprog og deres ordforraad: der er for tiden to unge finske sprogmænd paa studiereise blandt samojederne. Den ene er Kai D onner, Otto Donners søn, som paa denne maate fortsætter sin fars livsverk. Jeg har forsøkt at vise de forskjellige sider ved lappisk som videnskabelig forskningsgjenstand, at peke paa den videnskabelige betydning dette sprog har i flere henseender: for almindelig sprog­ videnskap, for finsk-ugrisk sproghistorie, for nordisk sprogforskning og nordisk bosætningshistorie, samt germansk mytologi, for etnografi og primitiv kulturhistorie. Som nævnt i begyndelsen av mit foredrag, er det praktiske hensyn, først og fremst hensynet til lappernes religiøse paavirkning, som har ført til at dette sprog er gjort til gjenstand for under­ søkelse, og derigjennem har skapt de første betingelser for sprog­ videnskap paa dette omraade. Det er billig og rimelig, at denne sprogvidenskap søker at gjøre noget til gjengjæld for dette. Og det kan den: la den dypei'e indsigt i sproget, den korrektere op­ fattelse av enkeltheterne komme den praktiske kundskapsmeddelelse til gode, baade gjennem personlig undervisning og gjennem lære­ bøker, og yde medvirkning ved oversættelsesarbeide. Hvor lokkende de videnskabelige opgaver i og for sig kunde være, som dette sprog bød paa, saa vilde der vel neppe blit tale om at oprette et professorat ved vort universitet i den sproggruppe hvortil lappisk hører, hvis det ikke var for det enkle faktum, at to tredjedele av det folk som taler dette sprog, hører vort land til. De historiske forhold som har ført til at kvænsk er blit sidestillet

LAPPISK VIDENSKABELIG FORSKNING

83

med lappisk, kan jeg her ikke gaa ind paa. Den »særlige forpligtelse« som nævnes i den officielle embedstitel, taler et tydelig sprog: der skal ved vort universitet være adgang til at faa undervisning i begge de fremmede sprog i vort land, som den norske kirke har tat i sin tjeneste for ogsaa at kunne tjene dem av sine menighetslemmer som ikke kan naaes med religiøs paavirkning gjennem norsk sprog, — ikke eller kun ufuldkomment. For mig personlig er der ogsaa noget sterkt forpligtende i dette, at det er professor J. A. F riis ’s arbeide jeg har faat at fort­ sætte. Friis var under hele sin virksomhet en trofast discipel av sin lærer, den varmhjertede lappernes apostel og kvænernes tals­ mand N. V. S tockfleth, — foruten at han som videnskapsmand gjenoprettet paa vort lands vegne hvad der var forsømt ved at arven efter Knud L eem, for sin tid en saa fremragende forsker i lappisk sprog og lappisk etnografi, var blit liggende saa længe. Og jeg maa ogsaa faa nævne det eksempel rektor Qvigst ad har git, — derigjennem at han ved siden av sin videnskabelige produktion har ydet saa meget sproglig arbeide i rent praktisk retning; i den lappiske bibeloversættelse f. eks. har han hat væsentlig andel. Jeg er glad over, men føler samtidig ogsaa det forpligtende moment i, at det just var ham, selv videnskapsmand paa dette omraade og interessert som faa i de praktiske ting som her i vort land staar i forbindelse med denne videnskap, at det var ham der som statsraad optok universitetets forslag om oprettelse av et pro­ fessorat i finsk-ugriske sprog med særlig forpligtelse til at undervise i de to av disse sprog som tales indenfor vort lands grænser. [Trykt i Kristiania 1912, H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard). Også i Finnischugrische Forschungen XIII (1913) s. 186—206 (Die wissenschaftliche bedeutung des lappischen).]

LAPPISKE PLURALE ØNAVN SVARENDE TIL NORSKE NAVN PAA -0, -ØY

Ved gjennemgaaelse av det materiale som foreligger i Qvigstad’s »Nordische Lehnwörter im Lappischen«, vil man finde, at en be­ tragtelig del av de lappiske stedsnavn som antas at være av nordisk oprindelse, optrær i pluralisform. Grupperer man disse lappiske flertalsnavn efter beskaffenheten av det tilsvarende norske navn, viser det sig, at den talrikste gruppe danner de som svarer til norske navn paa -ø, -øy (paa lappisk plurale tostavelsesstammer). For de øvrige gruppers vedkommende kan bruken av flertal tildels forklares ved at det tilsvarende norske navn er eller har været et flertalsord (omend nu i de fleste tilfælde anvendt om en enkelt lokalitet). Hvor et lappisk flertalsnavn her svarer til et norsk navn som har og altid har hat entalsform, er vedkommende navn som oftest gaardnavn, og da kan bruken av flertal paa lappisk finde sin saglige forklaring i at der har været flere opsiddere paa gaarden. De faatallige plurale navn i disse grupper, som ikke lar sig for­ klare paa nogen av de her nævnte maater, forekommer kun fra Tromsø amt (særlig i den sydlige del) og sydover til og med Ofoten og Vesteraalen; tildels hører de hjemme i lappiske dialekter som er meget litet kjendt. — Norske navn paa -ø, -øy < * -au jõ som er laant til lappisk, er blit behandlet paa meget forskjellig maate, hvad dette sidste led av navnet angaar. I m ä k k â r-a u jo , det lappiske navn paa Magerøen, findes det urnordiske *-au jõ bevaret. I nye laan er det norske -øy blit til lp. -oej'jo ell, lign. Eller -øy er oversat til lappisk: -súolo, baade i nye og ældre laan (i herhenhørende ældre navn er første led genitiv). I ældre laan er det imidlertid det almindelige, at der ikke findes noget spor av det oprindelige navns sidste sammensæt­

LAPPISKE PLURALE ØNAVN

8Õ

ningsled, selv i saadanne som efter visse kriterier at dømme kan antas at være kommet ind i sproget allerede i urnordisk tid. De lappiske navn er som regel tostavelsesstammer (oftest a-stammer), sjeldnere trestavelsesstammer med tostavelses nominativform endende paa konsonant. I sidstnævnte tilfælde har det norske navn et to­ stavelsesord med utlydende konsonant som første sammensætnings­ led; til norsk navn av denne type kan der dog ogsaa svare en lappisk tostavelsesstamme. Ogsaa i andre norske navn end de paa -0, -øy er sidste led sporløst forsvundet ved navnenes overføring til lappisk, — særlig er det ofte tilfældet med navn som ender paa -n es. Noget lignende findes tildels ogsaa ved flerstavelses appellativer, f. eks. (Kvænangen og Karlsø) deær'pa, gen. deærpa, »terpentin*.1 Ved siden av de ovenfor omtalte tostavelses ønavn i ental forekommer der, som allerede nævnt, en ganske talrik gruppe av tostavelsesstammer i flertalsform som svarer til norske navn paa -0, -øy. I »Nordische Lehnwörter« findes følgende artikler indeholdende saadanne navn (her medtas ogsaa de som paa norsk har flertalsform, begrundet i navnets kollektive anvendelse): ainäk, pi., to øer i russisk Lapland, n. henøerne, hanøerne, tid­ ligere hainøerne (C. Pontoppidan, Geografisk kart over Fin­ marken, 1789), russ. ainow (Friis, En sommer i Finmarken, 2den utg., p. 125). ahtta k, pi., øer i Karlsø prestegjeld [Helgø herred] = n. hat-øerne. bierä, pi., en 0 i Vesteraalen = n. bør-øy. dalm åk, pi., en 0 i Sydvaranger - n. hjelmsø (av *tjelmsø). dir-ædjdjõ, g. » , ogsaa divräk, pi., ell. divreiå-suölo, en 0 i Tranø prestegjeld = gn. n. dvrøy. gabba: stuora gabbat [bb vistnok for bb, sml. liggak], pi., en 0 i Vestfinmarken = gn. *kambøy, n. store kam-ø. gidå, pi. (Vst. Ts.), (Of.), gæjak, pi., ell. kjædjdjõ, (Ib.) g æ d jd p , g. » , en 0 i Lødingen prestegjeld = gn. kid-øy, n. kje-ø. 1 Ovenstaaende er et sammentrængt resumé av første del av en avhandling om lappiske stedsnavn med pluralisform.

86

LAPPISKE STUDIER

golse, pl., en gaard i Hadsel prestegjeld i Vesteraalen = n. kvalsø [Under art. fñlä\. hel'sä, g. helsä (all. -äi), ogsaa hilsäk, pl., en ø i Senjen = gn. hellisøy, n. hillesø. ihkkok, pl., en ø nær ved Vadsø —n. (store) ekker-ø. liggäk, pl., øer i Trømsøsundet prestegjeld = n. lyngøerne. muõlkok, pl., en ø nær ved Hammerfest (n. melkø) = n. *molkø. m uösâk, pl., 1) en ø i Vestfinmarken = n. mås-øy, 2) en ø i Karlsø prestegjeld = n. mås-vær; sml. muösä-njar'ga, et sted i Karlsø = n. mås-nes. reftä, riftä (all. -äi), ogsaa riftåk, pl., en ø i Karlsø [Helgø Herred] =- n. grøtø, gn. *gryt-øy. [Under art. rivtid-suõlõ]. rihppat, pl., ell. rihppai-sullut [hpp vistnok d: p p og ikke p'p], pl., to øer i Vestfinmarken = n. ryp-ø. risak, pl., ogsaa risä (all. -äi), en ø i Tromsøsundet prestegjeld = n. ris-øy. riutid-suölõ, ogsaa rivtek, pl., en ø i Ibbestad = n. gryt-øy. ræ inat, pl., ogsaa (Lg.) rceidna, g. ræina (all. -ai) ell. (Hf.) ræinaisuölo, en ø i Vestfinmarken = n. rein-øy. [Under art. rai'na, raidna]. saddaf, pl., to øer i Vestfinmarken = n. sand-ø. [Under art. saddé/c] vargak, pl., en by i Finmarken = gn. varg-øy, nu vard-ø. vävä (all. -äi), ogsaa väväk eli. vâfäk, pl., en ø i Tromsøsundet prestegjeld = n. vågsøy. ædak, pl., en ø i Lenvik [Hillesø herred] — n. ed-øy. Foruten de i disse artikler meddelte sammensætninger med -suölo, hvor første led er gen. pl.: divrqid-suölo, rihppai-sullut, rwtid-suölõ, ræinai-suölo, findes i »Nordische Lehnwörter« ogsaa følgende: hoajaid suölo = hoavuä, g. hoavä (all. -äi) Haaøen, »Hoja« i Hillesø; ränai suölo Tranø i Senjen [under art. radna]; sađđiđ-suöZo Sandø i Senjen [under art. saddéAj; välaiå suölo = fälä (all. -äi) Kvaløen i Vestfinmarken. Gen. pl. i saddiä-suolo har sin forklaring i at ordet »sand« paa lappisk som betegnelse for et kollektivbegreb brukes i flertal. Navnet hoajaid suölo er vistnok uavhængig av øens norske navn

LAPPISKE PLURALE ØNAVN'

87

og det av dette dannede lappiske hoavvä. Flertallet er her ganske enkelt at forklare: »haugenes ø«. En saađan subjektiv genitiv pl. er temmelig almindelig i lappiske stedsnavn. Det er dog mulig, at likheten mellem hoadjdja og øens norske navn, resp. det derav dannede lappiske h o a v v ä 1 har virket med ved dannelsen av det nye navn. Sml. divreiå-suölo »dyrenes ø«, hvor der ogsaa fore­ ligger en lappisk navngivning ved bruk av subjektiv genitiv pi., men her av selvsamme ord som danner første led av det norske navn, — gammelt nordisk laan. I de øvrige tilfælde hvor vi her har gen. pi. + suölo, fore­ kommer der ingen nominativ pi., svarende til deŋne genitiv, uten forsaavidt selve navnet ogsaa kan forekomme i pluralis, uten sam­ mensætning med -suölo: rihppat, rivték, ræinat2. Disse plurale genitiver er definitive genitiver, ganske som gen. sg. i barka-suölõ, buqke-suõlo, dielåa-suölo, galsa-suölo, saäda-suölo (til anden stavelses a istedenfor e i sidstnævnte ord sml. måqa- »bak-«, dåva»nord-« o. 1. i sammensætninger). Hovedmassen av disse plurale ønavn er a-stammer. Under forutsætning av navnenes nordiske oprindelse turde den mest nær­ liggende forklaring være den, at det just er gjennem genitiven, at disse navn paa lappisk har faat plural form: gn. -øy kan paa lappisk være opfattet som gen. piur. paa -ai. Det er dog ogsaa mulig, at det ikke netop har været genitivformen, men idetheletøt pluralisstammen paa -ai som har git det formelle tilknytningspunkt. Ihvertfald er vistnok nominativformen (nom. pi. dannes paa lappisk av singularstammen) i disse ønavn sekundær. Ved de par herhenhørende navn som betegner to eller flere øer, kan det saglige for­ hold ha bevirket eller virket med til, at disse navn ogsaa paa lappisk har faat plural form. De to ovenfor nævnte flertalsnavn med o i anden stavelse kunde for stammevokalens skyld nok forklares paa samme maate • If. optegnelse av rektor Qvigstad kan ogsaa dette forekomme i flertal. 2 Dette ord har »klara* i anden stavelse, som det fremgaaravallativ sg.-formen paa -ai, mens derimot det av Qvigstad meddelte laanord ræ i'na, g. ræina (all. -i) »rensdyr*, som forovrig bare synes at forekomme i sydligere dialekter, har »dunkel a*.

88

LAPPISK E STUDIER

som de nys omtalte: -øy kunde ogsaa tænkes gjengit med lp. -oi. Men som det nedenfor vil sees, turde disse navn av andre grunde være at forklare paa en helt anden maate. De to flertalsnavn med e-stamme: golse og rivtek, skriver sig fra lappiske dialekter hvor der ogsaa forekommer plurale navn svarende til andre norske navn end saadanne paa -øy, uten at der kan pekes paa nogen bestemt grund for anvendelsen av plu­ ralis; det ene av dem er forøvrig et gaardnavn (se ovenfor). Disse to maa man derfor her kunne se bort fra; deres flertal behøver ikke at ha noget med det norske -øy at bestille. I de øvrige derimot — med den stecke overensstemmelse i formel henseende som udmerker disse navn — synes bruken av flertal at maatte ha en og samme grund, og der turde ikke kunne pekes paa nogen anden saadan end den ovenfor fremhævede formelle likhet mellem -øy og endelsen i den lappiske pluralstamme, resp. gen. pi., — hvis da alle disse lappiske navn virkelig er nordiske laanord. Ved nærmere undersøkelse av disse lappiske flertalsnavn vil man for enkeltes vedkommende snart komme i tvil med hensyn til navnenes nordiske oprindelse, særlig naar den fra »Nordische Lehn­ wörter« hentede fortegnelse suppleres med følgende to lappiske stedsnavn fra Finmarken: buodgak, pi., B ugønes1, av den norske befolkning i Varanger kaldt B u g ø y a (meddelt av kirkesanger Saba), og ijja k , pi., Ingø. Dels vil lydforholdene i vedkommende lappiske navn volde vanskelighet, og dels viser det sig at saglige forhold sterkt taler for, at navnet er oprindelig lappisk. Før jeg gaar over til en nærmere omtale av disse navn, vil jeg søke besvaret følgende spørsmaal: Kan der i sikkert lappiske stedsnavn pekes paa en lignende bruk av flertal?2 Og vil i tilfælde dette flertal være at forklare ut fra et saglig eller et formelt forhold? Takket være oplysninger av hr. kirkesanger Saba ser jeg mig istand til at nævne følgende stedsnavn i Østfinmarken med fler1 Selve Bugøen heter paa lp. buodgai [gen. pi.] súolo, sml. vargai su l'lu k om øerne utenfor Vardø. 2 Saaledes ikke et flertal som det man har i flere fjeldnavn som betegner to eller flere fjeld eller et fjeld med to toppe, f. eks. geæurek, seærbak.

LAPPISK E PLURALE ØNAVN

89

talsform: gierbak Bondeøen (utt., if. opi. av hr. Saba: b õ n ø y a ) inde i Laksefjorden; skiér'rd-bavtak eil. skiér'rå-bautak, et litet fjeld ved sjøen nær Makkenes i Sydvaranger; sal'tS-jaurak Store og Lille Salttjern utenfor Vadsø (navnet brukes om hver for sig av dem); lémik Andersby i Nordvaranger; mürgik Klubben paa grænsen mellem Nordvaranger og Næsseby (hele fjeldpartiet, — den fremspringende ytterste del kaldes mürgii gâp'pârâs [første led gen. pi.] eller bare gâp'pârâs); lappok Lille-Vadsø; uujås-lappok Sandskjær nær Andersby; ij'ju k Lille-Ekkerøen. Det som her straks falder i øinene, er det merkværdige a i sidste stavelse i skiér'rd-bavtak og sal ’té-jaur ak. Flertal av de ord som danner andet sammensætningsled i disse navn,1 lyder jo ellers altid bavtek (sg. bak'te »klippe, berg«), jaurek (sg. jau're »indsjø, vand«). I visse bøiningsformer og avledninger av saadanne e-stammer optrær, som bekjendt, endnu (det oprindelige) a. K. B. Wiklund har i en avhandling i Finn.-ugr. Forsch. I—II, »Zur geschichte des urlappischen ö und Q in unbetonter silbe«, paavist, at vekslingen e ~ a, likesom den analoge veksling o ~ u, beror paa efterfølgende vokals oprindelige kvalitet: foran opr. palatal vokal og som oftest foran opr. u optrær a, u, foran opr. a (og e, å) derimot e, o, som ogsaa optrær naar der ingen vokal følger efter eller har fulgt efter. Enten maa man tenke sig, at det oprindelige a er bibeholdt i disse flertalsformer, fordi de som egennavn har kunnet isolere sig fra det ord som danner navnets andet sammensætningsled, og derved undgaa at komme ind under en lydlov som har rammet dette ord, eller a er lydlovmæssig, og da kan disse former ikke være oprindelige flertalsformer. Den første antagelse synes uholdbar allerede av den grund, at flertal av jau're, i den regelmæssige form jaurek, er meget hyppig forekommende i egennavn til betegnelse av flere (sedvanlig to) indsjøer eller vand som ligger nær hverandre. Var flertallet oprindelig i det navn det her gjælder, saa maatte jo navnet ogsaa i dette tilfælde oprindelig ha været brukt om begge 1 Første sammensætningsled: s k ié r ’ro «krykke* (fuglenavni, sal'te «salt*.

90

LAPPISKE STUDIER

vandene under ét, og der biir intet utgangspunkt for den nævnte isolering. Disse to navns k er saaledes neppe nogen oprindelig flertals­ endelse, men snarere et oprindelig avledningssuffiks, hvor k (dob­ belt k, siden avledningen har »svake stadium«) har været efterfulgt av en palatal vokal (eller u). Et saadant har man i det finske lokal­ suffiks -kki (ved siden av -kka og -kko), som forekommer i navnet PalokkiK sml. Aug. Ahlqvist, Suomen kielen rakennus, s. 44 ff. Efter bortfald av utlydende vokal er dette suffiks blit likelydende med endelsen i nominativ flertal, og dermed er der tilvejebragt den formelle betingelse for, at avledninger av denne art kunde bøies som flertalsord, naar følelsen av det oprindelige suffiks’s betydning var utvisket. For navnet sal'tš-jaurak’s vedkommende maatte man da anta, at det oprindelig har betegnet et sted ved vandene eller ved det ene av dem, og først senere er overført paa selve vandene, vist­ nok som følge av, at navnet antok pluralisbøining.2 Til bestyrkelse av denne forklaring kan nævnes: 1) Stjernenavnet daugak »Karlsvognen« er et flertalsord og forholder sig til dau'ge »bue« ganske som sal'tč-jaurak til jau're og skiér'rd-bavtak til bak'te. 2) Den parallelisme mellem e ~ a og o ~ a som ovenfor blev nævnt, kan ogsaa paavises ved de her omtalte lappiske stedsnavn 1 Dette er navn paa en foss, sml. endvidere P yyn ikki, den bekjendte aas nær Tammerfors, og finske stedsnavn paa -ff/: K orkatti, Kuohutti, Sam m atti, R ipatti (en foss), Tenetti (en «strøm«), Vuokatti (et fjeld) og Ä å n ettijä rvi (indsjø). De fleste av disse findes i de nordlige trakter. 2 Efterat ovenstaaende fremstilling var nedskrevet, blev jeg gjort bekjendt med, at rektor Qvigstad i en sprogprøve fra Utsjok, nedtegnet av J. Fellman, hadde paatruffet en akk. pl.-form gæ dgaid av gced’g e »sten«, og i den anledning hadde henvendt sig til kirkesanger Saba og fra ham faat følgende svar: '»gædgaid* brukes undertiden i ironisk tale og i «trollmaal*, f. eks.: »nastak« for »nastek*, stjerner. Kanske en form som har været brukt i ældre tid, da den forekommer i Varanger i mange stedsnavn, f. eks. Saltte-javrak, Skierro-bavtak osv.’ — Jeg kan dog ikke finde at saadanne forsætlig ændrede ordformer kan yde nogen veiledning ved forklaringen av dette a i stedsnavn. Kanske det nævnte ord i den Fellmanske tekst ogsaa var »trollmaal*, og likesaa den nom. pl.-form bardnak (med sterke stadium?, jfr. sm st.: barnek »sønner«) i Friis’s Lappiske Sprogprøver s. 24 (Næsseby), som rektor Qvigstad har gjort mig opmerksom paa.

LAPPISKE PLURALE ØNAVN

91

som nu har flertalsbøining. Eksemplerne er det nys nævnte fj'ju/c Lille-Ekkerøen og det lappiske navn paa Store-Ekkerøen: dette lyder, efter oplysning av hr. Saba, ik'kuk, og ikke, som man skulde for­ mode efter den ovenfor gjengivne skrivemaate i »Nord. Lehnw.«, ik'kok eller i k k o k Begge disse navn er tydeligvis avledet av to­ stavelses o-stammer, likesom (sal'tč-)jaurak og (skiér'r0-)bavtak er avledet av tostavelses e-stammer. Men noget paradigma, hvor saadanne avledninger paa u med svake stadium kunde gaa ind som nom. pi., fandtes ikke, paa den tid hvortil sammenblanding med flertalsbøiningen maatte henføres (»u-stammernes« paradigma er av ganske ny dato, kommet istand ved finske laanord). Derimot var der et paradigma, hvor nominativ flertal hadde u og s t e r k e stadium, »/-stammernes« paradigma: súolo — sul'lu (»ø«), med »overfor­ længelse« av stammekonsonanten i sterke stadium. I dette paradigma kunde disse avledninger gaa ind. Forat ikke avstanden mellem svake stadium — som jo disse avledninger oprindelig hadde — og sterke stadium skulde bli for stor, maa det antas, at vedkommende avled­ ninger hadde »oprindelig lang stammekonsonant« (det er bare ved »oprindelig kort stammekonsonant« der biir-spørsmaal om »over­ forlængelse«); ik'kuk i. eks. maatte oprindelig være avledet av et ord med k'k ~ k k og ikke av et med kk ~ g. I begge tilfælde vilde sterke stadium efter det nys nævnte paradigma hat k'k, men det kan ikke tænkes, at et *iguk var blit til ik'kuk, mens et *ikkuk let kunde bli det. Sandsynligvis er dog dette ord avledet av en o-stamme med uforanderlige stammekonsonanter, nemlig jiék'ko. Dette ord betyr nu bare »jernredskap til at berede skind med« (almindelig lavet av eggen paa en gammel ljaa); men naar man tar i betragtning ordets oprindelse, biir det mer end sandsynlig, at det engang i tiden ogsaa har hat en betydning som gjorde ordet særdeles vel egnet til at optræ som bestanddel av et stedsnavn: jiék'ko er nemlig < gn. e g g i o, e g g i u , dativ av e g g »eg paa skjærende redskap, fjeldryg« (sml. Frans Äimä, Lappalaisia laina­ sanoja suomen murteissa, s, 9, i Suom.-ugr. Seuran Aikakauskirja 1 Rektor Qvigstad har senere meddelt mig, at ogsaa ifølge hans egne optegnelser fra Næsseby har navnet u i anden stavelse.

92

LAPPISKE STUDIER

XXV). Og paa denne ø er der en temmelig skarpt skaaret høider}7g som gaar i øens længderetning. Det norske navn hænger vel nærmest sammen med e k r a »gjenlagt aker*, sml. Ekke r ne s , »Norske Gaardn.« XVII, 144, — altsaa * E k r u ø y (?), vistnok helt uavhængig av det lappiske navn. Om en mulig etymologi for ij'ju k se nedenfor. Mot denne forklaring strider ikke de ovenfor nævnte navn lappok og mijås-lappok. Dette lappok er nemlig utvilsomt en oprindelig flertalsform, flertal av lap'po »tykkere rensene, ikke optrevlet, ikke spundet, men tvundet litt, saa den kan brukes til at sy med« (særlig til at skjøte tømmer sammen med). Flertallet er almindelig brukt om en bundt saadanne sener. Der maa vel være noget ved øens utseende som minder om en slik senebundt. Det lappiske navn paa Bondeøen, gierbak, skulde efter det ovenfor utviklede kunne være avledet av et *giér‘be, som nøiagtig vilde svare til finsk kärpá, if. Lönnrot: brunst, löptid, brånad; olla kârvissânsä 1. kõrvillõnsä (om hundar, kattor, räfvar); 2) bestyr, besvar. Der er dog ogsaa en mulighet for, at navnet kan være av nordisk oprindelse: < gn. * k e r f ø y ~ * k j a r f ø y . — Andersby’s lap­ piske navn, lemik kunde være avledet av et til fi. lemi (»sankt karr, våt eng«) svarende ord, eller kanske snarere være et oprindelig finsk (kvænsk) navn, dannet med det samme lokalsuffiks som vi har ment at finde i de nys behandlede lappiske navn: *lemikki. Det kunde ogsaa være fi. *lemikko eil. *lemikka; her gir anden stavelses vokal ingen retledning med hensyn til suffiksets vokal. Betydningen av fi. lemi passer godt til terrængets beskaffenhet. Paa samme maate kunde ogsaa murgik tænkes at være et oprindelig finsk (kvænsk) navn; men her kan ikke pekes paa nogen bestemt etymologi. Den omstændighet, at der i Finmarken findes flere lappiske stedsnavn paa -k, som har bibeholdt sin singulare bøining, kan ikke benyttes som indvending mot den her fremstillede opfatning angaaende disse plurale navnformer. Et paradigmaskifte som det det her er tale om, har jo ikke karakteren av nogen almindelig lydlov, om end naturligvis et navn som er gaat over, har let for at dra et andet av samme type med sig. Der kan altid bli nogen

LAPPISKE PLURALE ØNAVN

93

igjen paa det gamle stadium. I Varanger ser det ut til, at der er kommet ind et finsk (kvænsk) stedsnavn av denne type, efterat de gamle i lappisk var gaat over til at bli flertalsord. Lausklubben paa grænsen mellem Næsseby og Syd varanger heter paa lappisk juurek (sing.) og kaldes av kvænerne juurakko. Derimot har kvæneme for de andre her nævnte Varangersteders vedkommende — Andersby, Klubben, Salttjern, Store-Ekkerøen, Lille-Ekkerøen, Lille-Vadsø, Sandskjær, Bugønes — likesom for Bondeøen, ingen gamle navn, men benytter de norske navn avpasset efter kvænsk tunge, og med oversættelse av »tjern«, »store« og »lille« samt »Vadsø« (sidstnævnte overs. er dog gammel nok).1 At kvænerne har bibeholdt sit oprindelige navn paa Laus­ klubben, mens de har glemt det gamle navn paa Andersby, Klub­ ben etc., kan imidlertid ogsaa ha en anden, og meget enkel, for­ klaring: juu rakko er et ganske almindelig forekommende ord, hvis betydning er »med rotter uppryckt stubbe 1. trådstam.« Av de nævnte plurale lappiske stedsnavn i Finmarken som betegner en enkelt lokalitet, og hvor direkte indflydelse fra nordisk er udelukket, er der saaledes to med oprindelig pluralisform (lappok og uujås-lappok).2 Her er bruken av flertal at forklare ut fra et saglig forhold. I de øvrige synes flertalsbøiningen at være sekundær, kommet istand ved at avledningssufflkset har faat samme utseende som endelsen i nom. pi.; dette flertal skulde saaledes være at for­ klare ut fra et formelt forhold. Muligheten av indirekte nordisk indflydelse for sidstnævnte gruppes vedkommende — gjennem andre navn av denne type, av nordisk oprindelse — kan man trygt se bort fra. En saa nær for­ bindelse kan der ikke ha været mellem disse forskjellige navn. 1 Mürgik kalder kvænerne kluputunturi (»Klubfjeldet«), og murgii-gåp 'pârâs kalder de klupunokka, svarende til det norske Klubnasen. S k ié r’ro-bavtak har kvænerne ikke noget navn paa. For disse oplysninger om kvænernes navnbruk uttaler jeg min bedste tak til hr. kirkesanger Saba. 2 En oprindelig pluralisform foreligger vistnok ogsaa i gåskok, pi., som efter optegnelse av Qvigstad er navn paa et nes vest for Perlarsenvik (meddelt mig senere). Hvordan det forholder sig med ävekâk, pi., det lappiske navn paa Løkholmen nær Næsseby kirkested, synes meget uklart.

94

LAPPISKE STT DI ER

Desuten vilde denne forklaring ikke strække til for parallelen meljem e ~ a og o ~ u. For ikke at tale om stjernenavnet daugak. Flertalsformen i de ovenfor nævnte lappiske stedsnavn som svarer til norske navn paa -ø, -øy, er saaledes ikke til hinder for, at nogen av disse navn kan være oprindelig lappiske. Det til­ svarende norske navn maa isaafald antas at være kommet istand ved folkeetymologisk omtydning av det lappiske (sml. forf.s »Lap­ pisk som gjenstand for videnskabelig forskning«, s. 14 f. om navnet paa Laksefjorden). I enkelte tilfælde kunde man ogsaa tænke sig at likheten mellem det norske og det lappiske navn bare var tilfældig. Blandt de herhenhørende navn hvis lappiske oprindelse er over­ veiende sandsynlig, staar navnet paa Melkøen, muolkok, i en sær­ stilling. Hvis det er opr. lappisk, maa det være en oprindelig flertalsform, da det har o i anden stavelse og ikke u (sml. ovenfor). Noget lappisk *muõl'ko, pi. muolkok findes ikke. Derimot er der et finsk ord som et saadant lappisk ord kunde ha svaret til: m u lk k u , pi. m u lk u t som i pl. betyr »testiculi«. Efter hvad to særlig lokalkjendte mænd har uttalt, skulde der ved øens formation være til­ knytning for en saadan betydning av dens navn. Det er en for­ holdsvis lav ø (ifølge Helland bare 68 m. høi), men paa dens nord­ østre side, ind mot sundet mellem denne lille ø og Kvaløen, er der en avrundet berghammer som antas at ha kunnet foranledige nys nævnte navngivning. Denne forklaring synes mig adskillig sand­ synligere end den som findes i »Nord. Lehnw.«, hvorefter man maa supponere et norsk * mo l k ø som utgangspunkt (sml. i det foregaaende s. 86). Er ordet av lappisk oprindelse, kunde det paa gammelnorsk, gjennem folkeetymologisk omtydning, ha faat en form som det nuværende norske navn paa lydlovmæssig maate hadde utviklet sig av: gn. * m j ö l k ø y . Hvis ordet var laant t il lappisk i gammelnorsk tid, kunde man nok til nød forsone sig med, at der ikke var noget spor at finde efter dets j. Men gammelnorsk laan her biir allikevel usandsynlig. For det første: rigtignok er det lappiske ord for »melk«, miél'ke, laant ind i sproget meget tidligere, men det kan neppe antas, at lapperne i gammelnorsk tid var i uvidenhet om betydningen av m j õ l k - (resp. molk-), saa

LAPPISKE PLURALE ØNAVN

95

de optok et navn mj öl k ø y eller m ö l k ø y uten at stille det i nogen relation til sit miél'ke. Dernæst: om det, som ovenfor uttalt, end kan tænkes, at -øy ogsaa kunde være gjengit som -oi i anden stavelse, saa maatte der mere end dette ene tvilsomme tilfælde til for at konstatere, at saa virkelig er skeet. Efterat det er blevet opklaret, at det navn som i »Nord. Lehnw.« skrives ih k k o k, i virke­ ligheten har u i anden stavelse og ikke kan være dannet efter et norsk navn paa -øy, biir muolkok det eneste eksempel med o, mens alle de flertalsnavn som sikkert er dannet efter norske navn paa -øy, har a i anden stavelse. Overveiende sandsynlig finder jeg det endvidere, at navnene ainak, buodgak, d a lm a k , ijjaA og m ziosak1 er oprindelig lappiske, men med sekundær flertalsbøining; hvad buodgak angaar, turde lappisk oprindelse være aldeles sikker, saa det kun er forklaringen av flertallet som her kan gi rum for tvil. ainak vilde være dannet av lp. ai'ne (*ai’dne), g. aine, stor­ kobbe (hun). Navnets oprindelige betydning skulde saaledes ha været: »sted med (hun-)storkobbe«, — Kobbeøerne. Sml. Qvigstad i »Nyt Magazin for Naturvidensk.« B. 42, s. 344: d æ v o k ............ Halichoerus grypus, (F abr .) d", maaske ogsaa Erignathus barbatus, (M o ll .). Hunnen heder ai n ne. Det var denne sælart, som tidligere fangedes paa Henøerne vest for Fiskerøen i slutningen av november, naar sælerne var gaaet iland for at yngle; den skal ha yngleplads paa Bondø utenfor Sørøen . . . . Sml. ogsaa A. B. W essel, Nogle Ud­ drag af »Speculum boreale«, 1906, s. 33: K o b b e r oc H a f æ r t e n . De bedste kobbeveider er paa Henøerne, hvor kobben imod vinteren sloges. Før tilhørte fangsten Vardøhus, nu nyttes den mest af russefinnerne. Kongsøen og Rolsøen er ogsaa gode kobbevær, men bedst er Sørøen. Spæk og kjød ædes. — Hr. Saba har meddelt, at folketraditionen i Varanger endnu nævner disse øer som en i gammel tid meget benyttet kobbe-fangstplads. Den norske omtydning av navnet synes at knytte sig til h e i n »bryne«, hvorav flere norske stedsnavn, deriblandt indsjønavnet 1 For ensartethetens skyld bruker jeg min egen »grovere transskription- ogsaa i de ord som er hentet fra »Nord. Lehnw.«

96

LAPPISKE STUDIER

* H e i n a n g r , forklares (paapekt av professor Magnus Olsen). For­ merne med a og ai (»Nord Lehnw.«: h e n ø e r n e , h a n ø e r n e , tid­ ligere h a i n ø e r n e ) kunde mulig repræsentere en kontamination av det omtydede navn og det lappiske. Hvis navnet var av nordisk oprindelse, med det første-led som ovenfor antat, maatte det være laant til lappisk i urnordisk tid ( he i n < * hai nõ- f.), eller der maatte foreligge en folkeetymologisk omtydning paa lappisk grund. Begge dele er usandsynlig, for ikke at sige umulig for førstnævnte alternativs vedkommende: anden stavelses a blir helt uforstaaelig, hvis navnet er < urn. * ha i nõ - a uj õ (flertallet finder derimot her tilstrækkelig forklaring i, at navnet brukes om to øer), og lapperne har vist en formelig pietetsfuld konservatisme likeoverfor de laante navn. buodgak kunde paa lignende maate være avledet av et *bu6d'ge, g. *buodge »en eller noget som skimtes, lyser frem«, svarende til det i Polmak (og if. optegnelse av provst Balke, ogsaa i Karasjok) forekommende verbum buõd'gat -aje- »skimtes, lyse frem (f. eks. om renlav mellem trærne«); sml. det almindelige ord buõđ'gâ, g. buodgâ 1) den tynde hud indenfor benene (ogsaa forbenene) paa dyr, hvor haarbeklædningen er saa let, at huden sees igjennem; 2) Karasjok ifølge Balke: et aapent sted, f. eks. i skogen (Friis: buõrgga »svange«). — Den oprindelige betydning av navnet skulde da være: »sted med noget som skimtes, lyser frem«. Dette passer ogsaa udmerket, da den f remstikkende lille ø med sit hvite berg skinner lang vei utover. Der kan ikke være tvil om, at det lappiske som det stedegne norske navn paa Bugønes (se ovenfor) oprindelig har betegnet øen og ikke neset. I det norske navn synes første led at maatte være gn. b u g r »bøining, krumning, bugt« etc. Det passer godt til øens form. Det turde være tvilsomt, om der i det hele tat er nogen forbindelse mellem det norske og det lappiske navn. Men er der sket nogen omtydning, saa er det sikkerlig paa norsk grund og ikke paa lappisk. d a lm a k er under samme forutsætninger dannet av lp. dal'bm e, g. *dalme som findes i det lappiske navn paa Talvik: dal'bméluõk'tâ. Ordet findes ikke ellers i lappisk, men derimot i finsk:

LAPPISKE PLURALE ØNAVN

97

tahna som if. Lönnrot betyder: oren 1. klibbig ansats på ngt., rost, erg på metaller, tjockt slem på hudar o. d., orenlighet på tungan, torsk (sampaat), klibbigt fnas på fötterna; töcken, dimma. Det ligger nærmest her at tænke paa sidstnævnte betydning. Navnet skulde saaledes opr. hat betydningen: »sted med skodde, taake«.1 I sin avhandling »De lapska och finska ortnamnen vid Kiruna och Tornetråsk«, s. 79 uttaler Wiklund om »lappby«-navnet Talma, en forfinskning av lp. Tålem â , Tálebmä (samt Tålema): »torde ha sit namn af Talma-autje (1743: Talma-ause, Dok. saml. I 268), ett gammalt, numera afglömdt namn på Sördalen i Norge N om riksröset n:o 272«. Første led av dette gamle stedsnavn er utvilsomt samme ord som findes i dal'bmš-luök'tâ. Dets a i anden stavelse kan forklares ved, at ordet her optrær med svake stadium som første led av sammensat ord, sml. ovenfor om sadda-suölo. Naar »lappby«navnet nu har a i anden stavelse, turde dette bero enten paa ind­ flydelse fra den i det nævnte stedsnavn foreliggende genitivform eller paa indflydelse fra finsk. Den norske omtydning av navnet dalm ak har sandsynligvis knyttet sig til gn. j i j a l mi »indretning til deri at fange nogen, snare«. Man kunde ogsaa tænke paa gn. h j a l m r »hjelm« etc.; men dette synes at ligge noget fjernt fra det lappiske navn, naar øens fjeldformation ikke er særlig hjelmlignende, og det er, efter hvad dr. O. Solberg har meddelt mig, ikke tilfældet. Den alminde­ lige norske uttale av navnet er k j e l m ø y a , uten s. I »Speculum boreale« er navnet skrevet K i e l m ø e n (se W essels utdrag s. 3). ijja k , det lappiske navn paa Ingø, frembyder særlige vanske­ ligheter, hvad enten man søker at forklare det som laant fra nordisk eller som oprindelig lappisk. Rektor Qvigstad har meddelt, at Ingø paa lappisk dels kaldes ret og slet ijja k , dels fa u 'lé-ijja k (fau'le »dypvand«) i motsætning til gad'dč-ifáak (gad'de »strand«), som ved siden av rgls-æd'djo er lappisk navn paa Rolfsø, den ø som ligger indenfor Ingø. End­ videre, at gaarden Finvik i Tromsøsundet paa lappisk heter ijjä k , 1 I navnet T a l v i k foreligger, mener jeg, atter et eksempel paa, at et lappisk navn er blit omtydet paa norsk. 7 — StU'lia S op te nti on ali a. I.

98

LAPPISKE STUDIER

pl. Samtidig med disse oplysninger gav hr. Qvigstad den forklaring av navnet ijijak, at det skulde være < *in j a k < gn. * i ng j a r , pl. At 33 gaar tilbake paa et n j (resp. njj), er meget rimelig, og denne lydforbindelse kan godt tænkes at være brukt til at gjengi et nordisk ng j , naar man vet, at samme lydforbindelse er blit an­ vendt i nordiske laanord med opr. n j: sa j'ja , det lappiske navn paa Senjen1, og đ ä jjâ »nordmand«, opr. »danske«2. Men dels den omstændighet, at det av Qvigstad supponerede oldnorske navn ikke lar sig forklare (det samme gjælder, om man istedenfor n g j tænker sig nj, og endelsen -øy istedenfor flertalsmerke3), og dels det at det lappiske navn forekommer flere steder, synes at gjøre det sand­ synligere at navnet er av lappisk oprindelse. Herfor taler ogsaa likheten med ønavnet /j'juA i Varanger. I sin artikel i Journ. de la Soc. Finno-ougr. XXIII, 16 har Wiklund paavist, at overgangen nj > rij (nj + j > nj + j) har fundet sted i et egte lappisk ord. Dette har ledet mig ind paa et spor; men den forklaring jeg derved er kommet til, er saa dristig, at det er med alt forbehold jeg meddeler den her. Utgangspunktet er det merkværdige finske stedsnavn og stedsnavnselement i/, hvis betydning synes at maatte være noget i retning av »vasdrag« eller »indsjø«. I en artikel i »Ymer« 1904, »Namnet Luleå och de forna nationalitetsförhållanđena i Norrbotten«, har Wiklund søkt at paa­ vise, at dette ii er et protolappisk laan, idet det skulde være identisk med andet sammensætningsled i Lule-lappernes navn paa Luleå, luléju < lulla + ijjU, hvor andet led skulde være nedsunket til endelse og ha tapt sit i allerede i protolappisk tid, idet man ellers 1 Sml. Qvigstad i Finn.-ugr. Forsch. II, 139, og Wiklund i Journ. de la Soc. Finno-ougr. XXIII, 16, 2 f. 2 Sml. Wiklund, anf. st. 3 I Norske Regnskaps- og Jordebøker I, 118, 274, 564, 566, 585, II, 244, 534, 558, 606 skrives I n g h e n , I n g e n , I n g h e n , I n g e n n (1518, 1519, 1520, 1521). If. Helland, Finmarkens Amt I, 9. blev navnet i 1629 (av Stephanius) skrevet I n g i e n . I foged Niels Knags *Matricul* i Riksarkivet, som er forfattet i 1694, er det skrevet: I n g e n , I n g e n s S o e g n , I n g e n s T i n g s t e d , sml.: L o p p ø e n , L o p p e n s S o e g n , M a a s ø e , M a a s ø e T i n g s t e d . Den nuværende uttale har, saavidt jeg har kunnet bringe i erfaring, ŋŋ og ikke ««, I Helland, Finmarkens Amt III, 252 nævnes en gaard Y t r e I n g a paa Ingø.

LAPPISKE PLURALE ØNAVN

99

skulde ha ventet en form lulliju istedenfor luléju som følge av den urlappiske lov om sammendragning av õ + / med bibehold av sterke stadium (som i Lule tjälliu »jeg skrev«, av et ældre tjâllä-im). Samme element mener Wiklund at gjenfinde, foruten i navnet Taurejuelven (i Jokkmokk), ogsaa i det lappiske og det finske navn paa Alten, lp. alatagjo [o: älâtâggjo, g. âlâtâjo], fi. alattio, og i avvakadju som er navn paa forskjellige smaatjern i Gellivare og længere syd. Wiklund gjør opmerksom paa, at enstavelses substantiver i finsk sedvanligvis er sammendraget av ældre tostavelsesformer. Den ældre form for ii finder han bevaret i det svenske navn paa li preste­ gjeld og elv i Nord-Finland: Ijo (i 1477 skrevet Yo, i 1556 Ioo)1, I og for sig kunde det imidlertid være en likesaa nærliggende mulighet, at det var en nasal som var bortfaldt i det finske ii. E. N. Setälä har i en avhandling i Festskrift til Vilh. Thomsen (1894), »Über einen »gutturalen« nasal im Urfinnischen«, paavist adskil­ lige finske enstavelsesord med bortfaldt nasal. I de fleste tilfælde har lappisk i de tilsvarende ord ŋ (det synes jo ogsaa i »urfinsk« at ha været en /7-lyd), i ét tilfælde n , og her er det en lappisk tostavelses e-stamme som svarer til et finsk enstavelsesord med langt i: lp. badne, g. bane »tand, tinde, stige-trin«, fi. p ii »dens pectinis, dens occae«; her volder desuten det lappiske a vanskelighet, men at ordene hører sammen, maa være utvilsomt. Hvis man nu turde anta, at ogsaa den eller de konsonanter som svarte til den gamle lappiske forbindelse nj (mouilleret n) + j, kan ha hat en lignende skjebne i finsk, saa kunde det finske ord ii svare til et lappisk *ij'je med j j < nj + j < nj + j, — stammeordet for ijja k . Et finsk ijo (med sekundært j efter i, derfor ukontrahert) kunde svare til et lappisk *ij'jo, sml. fi. suo »palus« (< so < *soŋo) — lp. suogŋo, g. súoŋo2. En lokalavledning av denne lappiske o-stamme med suffikset -kki vilde ha u i anden stavelse, og efter bortfald 1 Wiklund avviser dr. Ralf Saxéns opfatning, uttalt i Fennia 14, nr. 4, s. 21, hvorefter det utlydende o her etymologisk skulde være det samme som det svenske å (vasdrag). 2 Denne forklaring behøver ikke at influere paa opfattelsen av ii som et protolappisk laanord. I andet led av sammensætninger (senere gaat over til en blot og bar endelse) kunde det oprindelige fej være behandlet helt anderledes end efter hoved­ betonet stavelse; sml. den nys nævnte avhandling av Setälä, s. 238, hvorefter

100

LAPPISKE STUDIER

av utlydende vokal vilde denne avledning ved at bli opfattet som pluralis og bøies efter »j-stammernes« paradigma (se ovenfor) ha kom­ met til nu at lyde ij'ju/c, med sterke stadium, og det er jo just det lappiske navn paa Lille-Ekkerøen i Varanger. Begge disse navn, baade i j j a k og ij'juk, skulde saaledes oprindelig kunne hat betydningen »sted med indsjø« eller vel simpelthen »sted med vand« (»vasdrag« kan det jo ikke bli tale om paa disse øer; Finvik ligger paa Kvaløen). Norsk omtydning av lp. *injak, pi. st. *injai-, kunde tænkes at være knyttet til mandsnavnet I n g e eller kanske snarere til det langt almindeligere kvindenavn I n g a . múosak kan paa grund av sit uo vanskelig være av nordisk oprindelse. Denne diftong som gjengivelse av gn. d (> n. aa) vilde være ganske uten sidestykke i Finmark-lappisk1. Ogsaa dette navn kan være dannet av en lappisk e-stamme, nem­ lig muosse, g. múose, som betyr »ro, rolighet«. Navnets oprinde­ lige betydning skulde saaledes kunne være: »sted med ro og fred«. Den norske omtydning vilde være skeet i tilknytning til fugle­ navnet, altsaa gn. *Måsøy. Til múosa-njar'gâ (»Nord. Lehnw.«: m uösõ-n/ar'gra) = Maasnes sml. ovenfor om a i sadda-súolo (sadda-suölo). I tilfælde av nordisk oprindelse kunde flertallet i m úosak = Maasvær forklares ved, at navnet brukes om en større ø og flere omliggende smaaøer under ét; ogsaa det norske navn kan oprindelig ha været flertal. Tilslut et kort resumé av fremstillingen vedrørende de øvrige ovenfor nævnte plurale ønavn, Samme forklaringsmaate som er anvendt ved de her behandlede navn kunde det ogsaa bli spørsmaal om at anvende ved følgende: at'tak (Hattøerne), diurak (Dyrø), rippat (Rypø), risak (Risø), saddat (Sandø), vargak (Vardø) og vävak ~ våfak (Vaagsøen). Her er dog gammelnorsk oprindelse det overveiende sandsynlige. o (//) paa Lappisk i en ikke hovedbetonet stavelse skulde være behandlet paa en fra den sedvanlige ganske avvigende maate, — være gaaet over til j. Dette gjælder rigtignok bare ŋ (ij) i utlyd. 1 Sml. Nord. Lehnw. s. 35 f.

LAPPISKE PLURALE ØNAVN

101

Til at'tak (? attak), diurak, sa d d a t og vävak ~ väfak kan der nævnes tilsvarende lappiske e-stammer som endnu forekommer: at'te, gen. at'te ell. atte »is paa saltvand«, diu're, gen. diure »dyr, insekt« sad'dB-, pi. sa d d et »sand« (subsi), våvhe ~ våfe (< fl. vahva) »tyk, svær, før«. To av disse, diu're og sad'dé- er gamle nordiske laan, samme ord som indgaar som første led i de tilsvarende norske navn. For de to andres vedkommende volder betydningen altfor store vanskeligheter: det kan ikke tænkes, at der har lagt sig saltvands-is ute paa Hattøerne, og om adjektivet »tyk, svær, før« end kunde tænkes brukt som første led av et ønavn, saa maa det dog erindres, at i alle andre ønavn av denne type er det et substantiv der indgaar som første led, og med et adjektiv vilde man være nødt til at konstatere en anden betydning av det oprindelige avledningssuffiks (sml. ovenfor). Som grundord for rippat og risak maatte man tænke sig ord som nu ikke findes i lappisk, men vel i finsk, og som grundord for vargak et urnordisk laanord som nu ikke findes (det samme som i gammelnorsk form er indgaaet som første led i stedets oprindelige norske navn): lp. *rip'pe, gen. *rippe, = fi. rippa »ngt. nedhängande (rippu); sänke, sänksten, -lod, -bly (på nät)«; — lp. *risse, gen. *rise,= fi. risa ». . . 2) slarfva . . .« (denne betydning kunde rigtignok passe godt til øens forrevne form); — lp. *var'ge, gen. *varge, < urn. st.-form *warga-. Tiltrods for de vanskeligheter som frembyder sig ved nogen av disse navn, om man vil forklare dem som oprindelig nordiske (det gjælder rippat, risak og vävak ~ väfak), turde man maatte bli staaende ved, at de alle er av nordisk oprindelse. De gammelnorske navnformer som har git utgangspunktet for de plurale navnformer i lappisk, skulde da ha været: H a t t ø y a r , pl., D y r ø y , R j ú p ø y , H r i s ø y , S a n d ø y , V a r g ø y og V å g ø y . Hvad betydningen angaar, er det kun ved v a r g - der kan være tvil: det kan ha været dyre­ navnet eller betegnelsen paa tyv og anden ildgjerningsmand. Resten av de i »Nord. Lehnw.« forekommende lappiske flertals­ navn svarende til norske navn paa -ø, -øy (herunder ogsaa sammen­ sætninger med -suölo, hvis første led er et ord i gen. pl., som bare

102

LAPPISKE STUDIER

forekommer i denne form) er utvilsomt av nordisk oprindelse1. Til disse navns historie og betydning sml. »Norske Gaardn.« XVI, s. 364 (Børøen), s. 103 (Kjeøen), s. 369 (Kvalsøen), og XVII, s. 85 (Hilles­ øen), s. 173 (Grøttøen søndre og nordre2), s. 86 (Edøen), s. 67 (Tranø3), samt »Forord og Indledning« s. 59 (kambr, første led i Kamøen). Nogen g r v t - ø y i Ibbestad (se »Nord. Lehnw.« s. 268) findes ikke i »Norske Gaardn.«. I r e i n - ø y >lp. ræinat er det uten tvil dyre­ navnet r e i n som foreligger. De singulare former hel'sa, risa, ræidna, ß la, våvä og even­ tuelt reftä ~ riftä (se note 1) maa antas at være sekundære. Sammen med disse navn med baade plural og singulär form, av hvilke den førstnævnte er den ældste, hører vistnok ogsaa det lappiske navn paa den lille ø Mægta nær Hattøerne i Karlsø prestegjeld. If. »Nord. Lehnw.« lyder navnet mceftä, g. mčbvtä (all. -ai), ogsaa m évdak, pl. K. Rygh (XVH, 173) mener, at dette enestaaende navn synes at maatte være ordet m e k t f., styrke, kraft, evne. »Hvilken forestilling der ligger til grund for dette ords anvendelse som ønavn, er dog ikke let at avgjøre.« Den plurale lappiske form (som forøvrig med sit e og sit d istedenfor t ser noget eiendommelig ut) gjør det imidlertid sandsynlig, at det gammelnorske navn har endt paa -øy. Det er ikke umulig, at dette gammelnorske navn igjen har været av lappisk oprindelse, sml. lp. miék'tåcsuoi'dne) ~ miéf'tål-suoi'dne), en carex-art. Direkte avled­ ning av dette m ié ftå kan det lappiske navn ikke være paa grund 1 Det samme maa ogsaa være tilfældet med det lappiske navn paa Bjørnøen i Maasø, Hjartøen 1 Folden og Døvøen i Steigen, som if. senere meddelelse av rektor Qvigstad er flertalsord, de to sidstnævnte sammensætninger med gen. pi. Likesaa maa det være tilfældet med de plurale navn paa »Hoja* og Tussø som forekommer ved siden av singulare former. 2 Hvis øens ældste navn, som K. Rygh formoder, har været G r y t a , kan de sin­ gulare former av det lappiske navn {reftä, riftä) være oprindeligere end den plurale form, og denne være kommet istand som en følge av, at der var to gaarde paa øen. 3 At det norske navn sees undertiden at ha været flertalsord, kan ingen betydning ha for forklaringen av flertallet i det lappiske navn, saasandt K. R ygh’s antagelse er rigtig: at det norske flertalsord maa forstaaes om hovedøen med de omlig­ gende smaaøer. Skulde dette norske flertal ha hat nogen indflydelse paa det lappiske navn, saa maatte suölo (»ö«) ha Staat i flertal.

LAPPISKE PLURALE ØNAVN

103

av sit ä i anden stavelse, — hvis man da ikke tør anta, at ordet ogsaa har forekommet som e-stamme. Det staar tilbake at omtale et med genitiv flertal sammensat lappisk stedsnavn, som i dette sit første sammensætningsled synes at indeholde et ønavn, som ikke indgaar helt og holdent i det norske navn paa vedkommende lokalitet. Det er Ibbestad-lappernes navn paa Rystrømmen: rijaid-stravvi (efter min transskr. rijja id strav've). If. »Nord. Lehnw.« skulde dette væ re=n. r y - s t r a ume n. Men r ijja id kan ikke uten videre sættes likt med det norske navnelement ry, saasandt man vil finde en forklaring til bruken av flertal. I Ibbestad-dialekten og de sydligere dialekter er der jo rigtignok, som ovenfor omtalt, flere plurale stedsnavn, hvis pluralis ikke kan forklares. Men derfor er det ikke værdt at gi avkald paa en for­ klaring, naar den ligger saa nær som i dette tilfælde. Rystrømmen gaar mellem Kvaløen og en liten ø som paa amtskartet staar kaldt Ryøen. Gammelnorsk form av første led i dette navn kan ha været *Hryöj-, besiegtet med h r j õ õ a osv.1, andet led var -øy, og av et saadant navn kunde der i Ibbestad-dialekten (med õj > 33) være blit et pluralt rijjak, hvis genitiv nu forekommer i navnet paa strømmen. Man behøver forøvrig ikke at anta, at ønavnet paa lappisk var kommet saa langt som til nominativform paa -k. Angaaende de ældre norske navnformer har jeg konferert med professor Magnus Olsen, til hvem jeg herigjennem uttaler min bedste tak for den store hjælp han velvillig har ydet mig. Da jeg blev klar over, at nogen av de lappiske ønavn med a-stamme og flertalsform, som er blit opfattet som norske laanord, snarere maatte være avledet av lappiske e-stammer, var min første tanke den, at selve flertalsformen kunde være et kriterium paa et saadant navns lappiske oprindelse. Dette har nu ved nærmere undersøkelse vist sig ikke at være tilfældet. Imidlertid avgir ogsaa denne navngruppe et bidrag til belysning av den rolle den folkeetymologiske omtydning av lappiske navn kan ha spillet ved den norske navngivning nordpaa. • Jfr. fossenavnet R j o a n d e tO. Rygh, Norske Elvenavne s. 194).

104

LAPPISKE STUDIER

Det samme moment som maa antas at ha foranlediget at norske onavn er blit flertalsord paa lappisk — likheten mellem -øy og lappisk flertalsstamme eller gen. pi. —, kan ogsaa ha været med­ virkende ved norsk omtydning av lappiske flertalsnavn. Det forklarer, at alle de omtydede flertalsnavn er ønavn. I enkelte tilfælde har det vist sig, at lappiske navn som hittil er anset for at være av norsk oprindelse, lar sig forklare ut fra finske ord som ikke gjenflndes i lappisk. Det samme gjælder endel lappiske navn som ikke har nogen likhet med de tilsvarende norske. Man maa ved undersøkelse av lappiske stedsnavn altid ha den mulighet for øie, at navnet kan være dannet av et finsk-lappisk fælles-ord (eller et finsk laanord) som nu ikke længer forekommer i lappisk. Stedsnavn av sikker finsk (kvænsk) oprindelse, som gjennem lappisk formidling er gaat over i norsk, findes ikke inden­ for den gruppe navn som her er behandlet. [Trykt i Festskrift til professor A lf Torp, Kristiania 1913, s. 191 — 209i

DIE 3. P. SG. PRAES.-FORM IM LAPPISCHEN

In TuM s. 57 f. hat S etälä den gedehnten vokal der zweiten silbe in der 3. p. sg. praes. der lappischen zweisilbigen verben als ein resultat der kontraktion des auslautenden Stammvokals und des suffixvokals aufgefasst. Ursprünglich hätte die 3. p. sg. praes.-form das praesenssuffix -ka-, -ga- (o: -ya-) gehabt, und die soeben genannte kontraktion wäre eingetreten, nachdem der konsonant dieses Suffixes nach unbetonter silbe weggefallen wäre. Es ist die Røros-form los-ka ’ist’, welche zu dieser erklärung anlaß gegeben hat. Das -ka der Røros-form kann indes, wie W ik­ lund in seiner Lule-lappischen grammatik s. 234 hervorgehoben hat, ganz gut das gewöhnliche affirmative suffix -ka sein. Was W iklund an derselben stelle ausspricht, daß langer auslautender vokal in der 3. p. sg. praes. von gleichsilbigen verben im Lule-lappischen bei weitem nicht mit solcher regelmässigkeit auftrete, als es H alász angenommen hat, muss dagegen im licht des materials gesehen werden, das W iklund später in seinem lappischen lehrbuch vor­ gelegt hat. Aus diesem erhellt, dass d-, p- und e-verben im lpLul in der 3. p. sg. praes. langen vokal haben (d, resp. p), o-verben dagegen kurzen vokal (u). — Im lpN ist der vokal in der 3. p. sg. praes. der gleichsilbigen verben niemals ganz kurz, und es ist in d-verben, e-verben und o-verben immer eine und dieselbe quantitäts­ stufe, welche in gleichen fällen auftritt; massgebend ist die beschaffenheit der ‘stammkonsonanten’. Daß auch nach einer betonten silbe das von S etälä voraus­ gesetzte k sich nicht in der 3. p, sg. dreisilbiger und auch nicht allgemeiner in einsilbigen verben erhalten hat, wäre der analogiewirkung zuzuschreiben; er weist auf die ähnliche erscheinung im

106

LAPPISKE STUDIER

imperativ hin. »Indem man, durch die zweisilbigen formen wie s a r d n ö veranlasst, die einfache dehnung des auslautenden vokals als Charakteristikum der 3. person im pråsens annahm, dehnte man anfänglich den schlussvokal auch in ein- und dreisilbigen verben aus. In dreisilbigen Wörtern wurde dieser gedehnte vokal späteren lautgesetzen gemäss gekürzt und konnte dann auch vollständig schwinden.« Zu dieser erklärung der fraglichen formen fügt S etala den

Vorbehalt hinzu, dass er dieselbe als mö g l i c h , nicht als s i c h e r bezeichnen will. — Bei den lexikalischen Untersuchungen, die ich in den letzten jahren getrieben habe, habe ich im lpN — besonders auf dem gebiet der verben — mehrere gruppen von ableitungen gefunden, deren Vorhandensein sich auf grund des älteren materials entweder gar nicht oder nicht mit voller Sicherheit feststellen liess. Eine von diesen gruppen dürfte zum Verständnis der oben­ erwähnten praesensformen als Schlüssel dienen können. Es sind die r e f l e x i v e n v e r b e n auf - d i t , mit ‘starker stufe’, vgl. auch solche auf - d u v v ä t . Diese reflexiva auf - d i t können sowohl von verbalstämmen als auch von nominalstämmen gebildet sein; hierher­ gehörige verben auf - d u v v ä t scheinen nur als bildungen von nominalstämmen vorzukommen. 1. Reflexiva auf - d i t mit starker stufe. a) Von verbalstämmen abgeleitet: č A e k k a d i t sich verstecken (v. č i e k k â t - i e g - verstecken), d o á p ' p a d i t sich etw. angewöhnen, seine scheu vor etw. verlieren (v. * d o á p ‘p â t - o a p p - , F riis : d o a p p a t , d o a p a m = d o p p a d e t , o: d o á p ' p a d i t )'; r o a p p a d i t 2 den mut fassen etw. zu beginnen (v. * r o a p p å t - b - ~ -v -, F r iis : r o a p p a t , r o a b a m = r o a p p a d e t , ö : r o a p p a d i t '); g e æ s s a d i t sich ziehen ( v . g e c e s s e t - é æ s - ziehen); l u ö i ' t a d i t sich niederwerfen, sich fallen lassen, untergehen { w . l u ö i ' t e t 1 Vgl. die bedeutung von fi. istua und istuutua. 2 Dies wort kommt in den von mir untersuchten dialekten nicht vor (Kt an dessen stelle roopä!)U>t, dessen ä wegen der beim vorhergehenden konsonanten auf­ tretenden quantitätsnuance auf ein urspr. â zurückgehen muss); aber nach den aufzeichnungen von Q v i g s t a d hat es ‘helles a' in der zweiten silbe.

DIE 3. P. SG. PRAES.-FORM

107

-uoit- loslassen, fallen lassen, etw. abtreten, erlauben); bak'kudit [Friis : bakkodet] ausbrechen, ausrufen (v. *bak'kot -kk-, vgl. L eem : bakom byder, befaler, jubeo, præcipio, F riis : bakkot, bakom, als ‘obsol.’ bezeichnet; die ‘actio’-form dieses verbums existiert noch jetzt: bak'kom ~ bak'köm gebot, nur von den 10 geboten gebraucht). b) Von nominalstämmen abgeleitet: (Polmak) ap'padit kräfte haben etw. zu tun, vermögen (v. *ap'pe, pl. appek kräfte), bpr'gadit die haare verlieren, haaren (v. bgr'ge -rg- das haaren), m u ö u ja d it zum ersten mal haaren, subj. das renntierkalb (v. muöu'je -uoujdas erste haaren des renntierkalbes), njunnadit erzürnen, aufgebracht werden (v. njunne -n- nase); gar'uudit [Friis : garvvodet] sich ankleiden (v. gar'uo, pl. garuok kleider); ggVgudit [Friis : golgodet] infolge von paarung ermatten und deshalb der herde nicht folgen können, subj. renntierstier in der brunstzeit (v. gpl'go -lg-, welches nach F riis bedeutet: das hinschlendern, das infolge von ermattung oder faulheit nicht-mitfolgen-können, das treiben; in den von mir untersuchten dialekten bedeutet das wort jetzt nur ‘das umherstreifen’ und kommt meistens nur als erstes glied von Zusammensetzungen vor, = fi. kulku). Diesen beispielen gegenüber, welche in ableitungen von ostämmen ein u in der zweiten silbe aufweisen (wenngleich F riis statt u überall o schreibt), könnte man geneigt sein anzunehmen, dass auch in F riis albm odet ‘sich offenbaren, sich zeigen’, die zweite silbe ein urspr. a haben müsste. Auch dieses wort, dessen reflexive bedeutung ja sehr klar ist, hat die starke stufe (die entsprechende schwache stufe kommt im kausativen verbum âlmotit, F rus almotet, = fi. ilmottaa, vor). Ich habe das wort nur in Kautokeino gefunden. Die zweite silbe wird dort teils mit halblangem vokal, ii, teils mit kurzem vokal, o, ausgesprochen. Ein solches p kann sowohl ein urspr. u als ein gekürztes o, d.h. ö, repräsentieren. Also: äVbmodit ~ dVbmudit oder ä V b m o d it~ âVbmõdit. Wenn die erstere Schreib­ weise die richtige ist, müsste die form äVbmodit eine neubildung sein, welche auf vermischung mit den zahlreichen verben auf o~-dit mit starker stufe beruhen würde. Hier hat man u. a. die intransitiven denominalen, mit der bedeutung ‘sich als etw. zeigen’, welchen

108

LAPPISKE STUDIER

verben im finnischen kontrakte verben auf - o t a , - u t a entsprechen, z. b. Kt. r a i ' k o d i t ‘sich als ein wildfang zeigen, ungestüm drauflos fahren, toben, lärmen’, von r a i ' k o - ik - ‘wildfang’. Vgl. auch ein wort wie i l l o d i t (von i l l o - l- freude)^=fi. i l o t a ( ~ i l o i t a ) . In ähnlicher weise kann das in Polmak vorkommende a i ' b m o d i t ‘im Stande sein, vermögen (etw. zu essen od. trinken)’ — ganz in derselben bedeutung wie a i ' b m u t i t , welches ein kausativ des dem (Kt.) a i ' b m ä t - ä i m - ‘mit etw. zurechtkommen’ entsprechenden passivs ist — auch mit kurzem vokal der zweiten silbe (u) ausgesprochen werden. Auch hier dieselbe doppeldeutigkeit: a i ' b m ö d i t oder a i ' b m u d i t. Hier dürfte indes das o ursprünglich sein, das verbum urspr. eine denominale ableitung von demselben typus wie r a i ' k o d i t , — vgl. fi. a i m o ‘tauglich, tüchtig’. Die phraseologische Übereinstimmung mit dem oben mitgeteilten a p ' p a d i t — beide werden nur vor infini­ tiven gebraucht — könnte allerdings dafür sprechen, dass es eine ursprüngliche refiexivableitung wäre, also a i ' b m u d i t , und die form a i ' b m o d i t eine neubildung. 2. Denominale reflexiva auf - d u v v ä t mit starker stufe: (Næsseby) a i ' g a d u v v â t - v - von seiner zeit überrascht werden (v. a i ' g e - ig - zeit), (Karasjok, Næsseby) â s s a d u v u â t - v - verdriesslich werden, ohne es in Worten auszudrücken (v. đsse -s- die rückseite von feilen und pelzsachen, die haut im gegensatz zu den haaren, die äussere fleischschicht als sitz des schauergefühls), (Næsseby) n j u n n a d u v v â t - v - = n j u n n a d i t (v. n j u n n e - n - nase). Betrachten wir zunächst die ableitungen auf - d i t , so finden wir den oft vorkommenden parallelismus zwischen a und u in der zweiten silbe in ableitungen von e-stammen, resp. o-stämmen. In solchen fällen hat die nachfolgende silbe ürsprünglich einen pala­ talen vokal oder ein u gehabt (vor urspr. u kann auch e, o Vor­ kommen), vgl. W ik lund in FU F I u. II. Während also das a (‘helles a’) in hierhergehörigen ableitungen von e-stämmen, ebenso wie das u in den von o-stämmen abgelei­ teten nichts besonders merkwürdiges ist, ist dies dagegen der fall

DIE 3. P. SG. PRAES.-FORM

109

m it‘dem auftreten des ‘hellen a’ in ableitungen von d-stämmen: čiekkadit, dodp'padit und roappadit. Es fragt sich nun, ob man unter den suffixformen, welche nach der genannten vokaleigentümlichkeit der von e-stämmen und o-stämmen abgeleiteten verben und ebenso mit rücksicht auf die in allen diesen verben auftretende starke stufe möglich wären, eine solche finden kann, die auch für das a in čiekkadit, doap'padit und roappadit eine erklärung enthalten könnte. Es müsste ein suffix sein, durch welches die dritte Silbe der ableitung, nach offener zweiter silbe. einen palatalen vokal oder ein u bekäme. Wenn man die bestimmt ausgeprägte reflexive bedeutung in betracht zieht, welche hierhergehörige ableitungen von transitiven verben kennzeichnet, und wenn man ausserdem bei einer von den denominalen ableitungen auf eine genaue Übereinstimmung mit dem finnischen aufmerksam wird — lp. njunnadit, fi. nenäytä ‘begegnen, gegen etw. stossen, gestossen werden, die nase auf etw. stossen, treffen’, von ne/iä= lp . njunne, vgl. auch lp. luöi'tadit, fi. laskeuta —, so kann man nicht umhin unter den verschiedenen möglichen formen des ursprünglichen suffixes bei einer stehen zu bleiben, die dem jetzigen finnischen reflexivsuffix -y(t)- entsprechen würde. Eine weitere bestätigung dieser annahme liegt darin, dass dann die lappischen denominalen auf -du vvåt finnischen reflexiven auf -utua, -y ty ä gegenüberständen: lp. nju nnaduvvät — fi. nenäytyö. In ÄH s. 80 (vgl. s. 85) hat S etala gezeigt, dass das soeben genannte finnische u in reflexiven verben aus einem älteren v u < b u (o: ßu) entstanden sein kann. W enn ein ursprüngliches ß nach unbetonter silbe in diesem fall nicht, dem gewöhnlichen lautgesetz gemäss, als v im finnischen und als b im lpN 1 auftritt, dürfte der grund darin zu suchen sein, dass der ‘labiale’ vokal u. nach dem konsonanten folgte; vor diesem konnte das bilabiale ß leicht 1 Adjektive mit urspr. ß nach unbetonter silbe haben im lpN teils g (wie våråg = fl. verevä), teils d (wie 6kked = fi. ikävä), indem sie mit andern adjektivgruppen vermischt worden sind. Wegfall des konsonanten in lpN odr're = fi. orava ist sekundär; im IpK hat das wort v (merke r'r im lpN statt rr, ais ersatz der verschwundenen silbe, vgl. Die quantitätsverhältnisse im Polmak-lappischen s. 139).

110

LAPPISKE STUDIER

schwinden.1 Es scheint mir ausser zweifei zu sein, dass man es hier im finnischen mit einem konsonantenschwund zu tun hat und nicht mit einem wegfall des vokals, wonach das u vokalisiert wäre (wie in t u l e e < t u l e u < t u l e v i ) . Das u des urspr. reflexivsuffixes - ß u ö - hätte also im lappischen den Übergang a > e und o > u gehindert, und nach dem schwund des anfangskonsonanten wäre der vokal des suffixes nach dem aus­ lautenden Stammvokal weggefallen. Sowohl vor wie nach dem kon­ sonantenschwund würde dann die phonetische gestalt des suffixes das auftreten der starken stufe im stammworte zur folge haben. Bei dieser erklärung des fraglichen suffixes kommt man zu der auffassung, dass das merkwürdige a in hierhergehörigen ableitungen von đ-stämmen der einwirkung des suffixvokals (u) auf den kurzen Stammvokal zuzuschreiben sein muss. Welche qualität das â in den verschiedenen Wörtern ursprünglich gehabt hat, ist nicht genau zu ermitteln. Gewiss aber war es überall irgendein vorderer vokal. In phonetischer hinsicht erscheint es zwar etwas befremdend, dass eine Verbindung von einem vorderen vokal + u ein a (ä) ergeben hat. Dies dürfte aber keinen entscheidenden einwand gegen die hier dargestellte erklärung veranlassen können. Der hergang wäre als eine art von gegenseitiger akkomodation der beiden zusammentreffenden vokale zu charakterisieren. Berücksichtigt muss hierbei werden, dass der letztere nicht als halbvokal (zweiter kom­ ponent eines diphthongs) gewirkt hat. In diesem fall wäre nämlich die silbe als geschlossen aufgefasst worden, und dies hätte das auftreten der schwachen stufe statt der in allen diesen reflexiven verben faktisch vorkommenden starken stufe bewirkt, also z. b. * l u o i t a d i t statt l u ö i ' t a d i t ; vgl. die schwache stufe vor i-diphthongen in praeteritalformen und in pluralen deklinationsformen. Durch die annahme eines ähnlichen u vor dem s in reflexiven und passiven verben auf - s i t — hierhergehörige ableitungen von 1 Vgl. auch die finnischen eigenschaftssubstantive auf -us (-ute-, -ude-), -ijs (-yte -ycle-) = lp. bildungen auf -vuotta. Im lappischen existiert nuotta auch als selb­ ständiges wort; schon dies erklärt, dass der konsonant hier geblieben ist (übrigens kein urspr. ß, sondern v).

DIE 3. P. SG. PRAES.-FORM

111

e- und o-stämmen haben in der zweiten silbe a, resp. u ' — würde das sonderbare a in dem von j u k k á t ‘trinken’ abgeleiteten j u k k a s i t von der brandung, dem wellensaugen gezogen werden, sich legen (vom wind), sich löten lassen’, seine erklärung finden. Nunmehr haben die übrigen im lpN vorkommenden ableitungen auf -sit, welche von á-stämmen gebildet sind, in der zweiten silbe ein đ (resp. den für den betr. dialekt regelmässigen Vertreter eines á in der betr. Stellung). In zwei fällen findet man indes belege dafür, dass der vokal früher ein a gewesen ist ( a > â ist hier leicht zu erklären, als analogiewirkung der übrigen ableitungen von dem­ selben stammwort). Der eine fall ist n j â m m å s i t ‘sich festsaugen, eingesogen werden’, von n j â m m å t - m - ‘saugen’ gebildet. Dass diese ableitung früher ein a gehabt hat, zeigt das kausativ n j ä m e s t i t , mit e in der zweiten silbe. Das Verhältnis zwischen diesen beiden ist urspr. dasselbe wie zwischen j u k k a s i t und j u g e s t i t . 2 Zu diesem typus von kausativen vgl. n ä v e l d i t ‘durch liegen im wasser zum enthaaren bringen’ (v. n ä v v a l i t ‘enthaaren, aus äusserer Ursache haare verlieren’), b ú o r e d i t (mit d < n d , daher die schwache stufe) ‘verbessern, heilen’ (v. b u o r r a n i t ‘besser werden, genesen’), ä l e d i t ‘höher machen’ (v. ä l l a n i t ‘höher kommen’) etc., — mit Wegfall des auslautenden vokals des stammworts. Der andere fall ist b g d n j ä s J t ‘gedreht werden, gewickelt werden’, von b p d n j ä t - n j - ‘drehen,wickeln’. Im lpLul hat diese ableitung in der zweiten silbe ein (langes) p, das auf ein älteres langes a zurückweist. — Es wurde oben die Übereinstimmung zwischen lp. n j u n n a d u u v å t und fi. n e n ä ŋ t y å hervorgehoben und die identität der beiden ableitungssuffixe ausgesprochen. Alle drei oben mitgeteilten beispiele 1 Nach ‘urspr. langen .stammkonsonanten’ haben letztere ein å statt des u, was gewiss sekundär ist: jo r'g ä sit ‘sich umdrehen’, vgl. j o r ’got ‘umdrehen'. Beispiele mit ‘urspr. kurzen stammkonsonanten’ sind h äggjusit 'entzwei gehen, gestört werden’ und nüllusit ‘sich lockern', — beide von n o m i n a l e n o-stämmen gebildet. 2 Dies wird jetzt als deminutiv von ju k k ñ t gebraucht: ‘ein wenig trinken’. Daneben aber bedeutet es auch ‘dazubringen sich löten zu lassen’, und schliesslich be­ zeichnet es das (einmalige) saugen der wellen. Zwischen njäm estit und dem regelmässigen deminutiv des stammworts, njåmåstit, besteht heute kaum mehr ein unterschied der bedeutung.

112

LAPPISKE STUDIER

mit - d u v v å t sind ableitiingen von e-stämmen. Es gibt ein solches verbum, welches scheinbar von einem nominalen o-stamm gebildet ist, und in diesem tritt in der zweiten silbe ein o auf statt des zu erwartenden u: s u d ' d o d u v v ä t - v - ‘sich unfreiwillig versündigen’ ( s u d ' d o - d d - ‘sünde’). Und ebenso gibt es eine derartige ableitung mit â in der zweiten silbe, welche scheinbar von einem nominalen d-stamm gebildet ist: i g g j â d u v v â t - v - ‘von der nacht überfallen werden, die nacht über bleiben müssen’ (i g g jä - j- ‘nacht’). Hier könnte ja das d, nach dem was oben von ableitungen auf - s i t gesagt ist, durch analogie hereingekommen sein. Aber wenn man die sache näher untersucht, findet man, wie schon angedeutet, dass diese beiden verben nur scheinbar von zweisilbigen nomina gebildet sind. In der tat sind sie von dreisilbigen verben, welche von den genannten nomina abgeleitet sind, gebildet: s u d ' d o d u v v ä t von s u d ' d o d i t ‘sündigen’, und i g g j â d u v v â t von i g g j ä d i t ‘übernachten’, — ganz wie h ä l e d u v v ä t ‘sich sehnen’ von h ä l e d i t (= fi. h a l a t a ) ‘trachten (nach), wünschen’. Das zusammengesetzte suffix besteht hier aus einem denominalen element (^-dem in finnischen kontrakten verben vorkommenden suffix) und einem passiven. W ie kann nun dieses verschwundene u in abgeleiteten verben für die erklärung der 3. p. sg. praes.-form von belang sein? W enn man in dieser flexionsform noch spuren eines ver­ schwundenen praesenssuffixes sucht, wäre es a priori die am nächsten liegende möglichkeit, dass dies suffix dasselbe gewesen wäre wie das in derselben form im finnischen auftretende, urspr. - p i ~ (nach unbetonter silbe) - ß i. Der palatale vokal dieses nach unbetonter silbe auftretenden suffixes würde den Übergang a > e in e-verben und den Übergang u -> o in o-verben gehindert haben. Das kon­ sonantische element des suffixes kann hier zwar nicht in derselben weise verschwunden sein wie in den oben erwähnten ableitungen, wo ja nach demselben ein u stand. Aber es könnte der konsonant nach wegfall des auslautenden vokals durch vokalisierung in u übergegangen sein. W enn auch eine solche vokalisierung durch eine ‘halbkonsonantische’ mittelstufe gegangen wäre, welche das

DIE 3. P. SG. PRAES.-FORM

113

auftreten der schwachen stufe bewirken würde, könnte dieselbe sich so früh vollzogen haben, dass das auftreten der starken und schwachen stufe noch fortwährend vom damaligen offenen oder geschlossenen zustande der betreffenden silbe abhängig war, und sodann das resultat unter allen umständen das auftreten der starken stufe sein würde. Die Wirkung eines solchen u würde sich nun nach den obigen ausführungen in der weise äussern können, dass, während ein vor­ hergehendes a und u unverändert geblieben (das fragliche u weg­ gefallen) wäre, sich aus einem vorderen vokal + u, durch gegen­ seitige akkommodation ein a entwickelt hätte. Demnach wäre das a in der 3. p. sg. von d-verben und e-verben im lpN ganz laut­ gesetzlich, während das o in derselben form von o-verben hier der analogie zuzuschreiben, also unter dem einfluss der in der ent­ sprechenden form von đ-verben und e-verben auftretenden vokaldehnung zustande gekommen wäre. Dagegen würde das kurze u im lpLul die lautgesetzliche entwicklung darstellen. Gegen diese erklärung kann der einwand erhoben werden, dass in der 3. p. dual., 2. p. dual. u. pl. praes. von gleichsilbigen verben im lpN das konsonantische element des nämlichen praesenssuffixes in regelmässiger weise als b auftritt, vgl. S etala , Tu M s . 16 ff. Aber zwischen diesen formen und der form für die 3. p. sg. besteht der wichtige unterschied, dass der vokal des suffixes im letzteren fall im absoluten auslaut gestanden hat, während die betreffende silbe in den übrigen formen geschlossen gewesen ist, wie es noch jetzt in der 2. p. dual, und z. t. in der 2. p. pl. der fall ist (zur 3. p. dual. vgl. TuM s. 21). Nur im auslaut wäre der vokal des praesens­ suffixes elidiert worden. Wenn dasselbe praesenssuffix in der 1. p. pl. im lpN jetz als auslautendes p auftritt (vgl. TuM s. 23 f .), müsste dies in einer verschwundenen personalendung begründet sein, welche hier länger stehen geblieben wäre als eine eventuelle personalendung in der 3. p. sg. Dass man in den südlappischen dialekten, welche den auslautenden vokal der dritten silbe so gut bewahrt haben, in der 3. p. sg. praes. keine besonderen spuren davon findet, dürfte an und für sich nicht viel auffallender sein als der umstand, dass im finnischen derselbe vokal so allgemein verschwunden ist. 8 — St udia S e pte n trio u a lia

I.

114

LAPPISKE STUDIER

Grösseres bedenken könnte es erwecken, dass nach betonter silbe das zu erwartende p im lappischen so spurlos verschwunden ist. Hier müsste man bei der erklärung S etalas stehen bleiben, dass die jetzigen formen durch analogie zustande gekommen seien. Auch hier dürfte übrigens die Stellung des suffixes im auslaut von bedeutung gewesen sein. Ich will schliessen mit S etalas Vorbehalt, indem ich meinen erklärungsversuch im ganzen nur als m ö g l i c h , nicht als s i c h e r bezeichne. [Trykt i Journal de la S o d été Finno-ougrienne XXX, a8, 1913—18.]

TIL U N D E R S Ø K E L S E N AV L A P P I S K E S TEDS NAVN

I det nylig utkomne bind XXX av Journal de la Société Finnoougrienne (trykt 1913—1918) er der en artikel av rektor Q v i g s t a d om de lappiske stedsnavn i Troms fylke. Efter at ha omtalt naturforholdene og ældre bebyggelsesforhold i fylket fremholder forfatteren, at naar man betragter den nuværende fordeling mellem de norske og de lappiske stedsnavn i Troms fylke, finder man en iøinefaldende forskjel mellem fastlandet og øerne. Paa øerne har alle lokaliteter norske navn, selv i de trakter som er bebodd av lapper, og de lappiske stedsnavn paa øerne er for det meste kun en omdannelse eller oversættelse av de tilsvarende norske. I de trakter som fra gammel tid av har været bebodd av sjølapper, forudsætter de lappiske stedsnavn av norsk oprindelse ofte ældre norske eller gammelnorske eller urnordiske former. De lappiske ønavn i fylket er næsten alle av norsk eller gammelnorsk oprindelse. De egte lappiske stedsnavn paa øerne synes at være av yngre oprindelse end de fleste egte lappiske stedsnavn paa fastlandet, — de indeholder næsten aldrig ord hvis betydning er ukjendt. Paa fastlandet har sjølapperne særegne lappiske navn paa fjorde, nes, fjell og berg, elve og sjøer, saa langt den lappiske bebyggelse strækker sig.1 Men længer ind i landet er det bare den nomadiserende lap som har rede paa stedsnavnene. Der er dog en forskjel mellem den nomadiserende lap og sjølappen: mens sjølappen i de 1 Søndenfor Malangen er de lappiske navn paa fjordene opstaat av de ældre norske navn, mens navnene paa halvøerne mellem fjordene, hvor de nomadiserende lapper opholder sig om sommeren, er egte lappiske likesom i den nordlige del av fylket.

116

L A P P IS K E S T U D IE R

trakter hvor han først har dyrket land, har sat navn paa hver haug og bæk, hver odde og vik, hvor ubetydelige de end er, saa har den nomadiserende lap i sit vandringsstrøk sat navn bare paa de mere iøinefaldende lokaliteter, som er av betydning for ham som merker under hans vandring, og selv i den trakt hvor han opholder sig om sommeren, er det kun de mere fremtrædende punkter, som han har git navn. De lappiske stedsnavn er dels almindelige appellativer, dels ord hvis betydning ikke er kjendt mere, eller som er forældet og litet brukelige. I trakter hvor lapperne fra gammel tid av har vandret om som nomader eller slaat sig ned, er stedsnavn av sistnævnte art talrike. Paa fastlandet findes der overalt hvor det norske sprog er kjendt, ogsaa norske stedsnavn; men i helt lappisk trakt er, selvom lapperne kan tale norsk, de norske navn indskrænket til de vigtigste lokali­ teter. Inde i landet ophører de norske stedsnavn; en undtagelse danner indlandsdistrikterne Maalselven, Bardu og Salangsdalen, som blev bebygget av nordmænd fra slutten av det 18de aarhundrede, og hvor der indtil da kun hadde været nomadiserende lapper. Her er det nu bare i de trakter som ligger nærmest riksgrænsen, at der udelukkende forekommer lappiske stedsnavn. Forholdsvis sjelden har nordmændene her adopteret lappiske stedsnavn, enten ved at oversætte dem eller ved at opta dem uforandret — eventuelt med tillæg av norsk artikel — eller avpasset efter norsk tunge. I prestegjeld hvor lapperne alt fra gammel tid av har havt faste boplasse, har nordmændene i større utstrækning optat lappiske stedsnavn, særlig gjennem oversættelse; i almindelighet har dog nordmændene dannet sine stedsnavn selv. I de trakter hvor nord­ mændene ikke kommer, er stedsnavnene nu som før lappiske. Ved nærmere undersøkelse av de lappiske stedsnavn i Troms fylke er rektor Q v i g s t a d blit bestyrket i den anskuelse som var uttalt i »Nordische Lehnwörter im Lappischen«, s. 67, at nord­ mændene har slaat sig ned ved den almindelige seilled indenfor de store øer, i de ytre dele av fjordene og paa øerne ut mot havet, allerede før den lappiske bebyggelse begyndte der.

L A P P IS K E STEDSNAVN

117

Artiklen slutter med en omtale av de lappiske stedsnavns sproglige beskaffenhet: De lappiske stedsnavn er sedvanlig sammensat av to led. Under­ tiden bestaar første led ogsaa av to led, av hvilke det siste da sedvanlig staar i «schwache stufe«. Det siste led av de sammensatte stedsnavn er et appellativ. Forfatteren grupperer disse appellativer og meddeler: 48 benævnelser paa fjell, høide av enhver art, berg, klippe, flaag, avsats o. s.v., 42 benævnelser paa slette eller fordyp­ ning, sænkning i terrænget, o benævnelser paa ø, skjær, grund, 9 benævnelser paa halvø, nes, kyst, 30 benævnelser paa vand av enhver art samt 4 benævnelser paa bosted. Av disse 133 brukes de 50 ogsaa som selvstændige egennavn. Første led av de sammensatte stedsnavn er dels et appellativ, hvis betydning er kjendt, sjelden et personnavn (sedvanlig bare i nyere gaardsnavn), dels et adjektiv, ofte et substantiv av ukjendt betydning. Der findes ogsaa mange enkle stedsnavn, særlig fjellog gaardsnavn, dels av ukjendt betydning, dels appellativer som blir brukt som egennavn. artikel, som jeg har gjengit saa utførlig, fordi ind­ holdet i flere henseender er aktuelt, og fordi det tidsskrift hvor den er trykt, vistnok ikke er meget kjendt hos os, gir resultater av indgaaende studium av lappiske stedsnavn særlig i Troms fylke, gjennem mange aar. Men artiklen lægger ikke bevismaterialet frem. Det er at haabe, .at forfatteren ogsaa vil finde leilighet til at gi en detaljeret frem­ stilling. Ganske særlig interesse knytter der sig til spørsmaalet om lappiske stedsnavn av urnordisk oprindelse. Q v i g s t a d sees nu at ha fundet det bevist, at der forekommer saadanne blandt de lappiske stedsnavn ute paa øerne i Troms fylke. Man vil med spænding imøtese den nærmere paavisning av disse og likesaa en indgaaende drøftelse av spørsmaalet om hvorvidt der blandt de lappiske steds­ navn paa fastlandet (resp. fjordnavnene) findes urnordiske laanord. Forfatteren vilde da antagelig ogsaa komme til at ta standpunkt likeoverfor de forsøk jeg har gjort paa at forklare visse norske Q v ig s t a d s

118

L A PPISK E ST U D IE R

stedsnavn i Finmarken og Troms fylke som gamle Iappiske laan; det kan være folkeetymologisk omdannelse som har gjort, mener jeg, at vedkommende navn gir saa bestemt indtryk av at være oprindelig norsk.1 Disse undersøkelser har jeg ikke havt anledning til at fortsætte. Derimot har jeg i de siste aar leilighetsvis beskjæftiget mig med Iappiske stedsnavn i bestemte trakter, dels som raadgiver for Norges geografiske Opmaaling, hvor det har gjældt de Iappiske stedsnavn paa nye karter, og dels som medlem av Renbeitekommissionen av 1913. Herunder har jeg fæstet mig ved visse eiendommeligheter ved selve den Iappiske navnegivning — de findes, har jeg set, likesaavel i Finmarken og Nordland og i svensk og finsk Lappmarken som i Troms fylke —, og hvad der nærmest stod for min tanke var, at en redegjørelse for mine iagttagelser paa dette omraade skulde munde ut i en paavisning av hvor urimelig det er at søke at faa de Iappiske stedsnavn fornorsket paa kunstig vis gjennem masseoversættelse paa de nye karter. Nu har imidlertid Qvigstads artikel foranlediget, at jeg lægger frem nogen av mine iagttagelser uten at føre det hele frem til det antydede maal. Disse iagttagelser vil nemlig paa visse punkter kunne supplere og tildels modificere de resultater Qvigstad har meddelt. De turde derfor indeholde materiale som kunde bli til nytte ved utarbeidelsen av den detaljerte fremstilling som jeg uttalte haabet om at rektor Qvigstad vilde gi os, Qvigstad gjør opmærksom paa, at der er forskjel mellem fjelllapperne og sjølapperne med hensyn til navnegivningen. Som det eiendommelige for sjølapperne nævnes, at de indenfor sit forholdsvis snevre omraade har sat navn paa hver haug og bæk, hver odde og vik, hvor ubetydelige de end er. — Det samme gjælder ogsaa om den anden kategori av fastboende lapper: elvelapperne. Ogsaa de gaar i sin egen trakt overmaade meget i detalj. Likesaa > Se min artikel »Lappiske plurale ønavn svarende til norske navn paa -ø, øy«, i Festskrift til professor A l f T o r p , 1913, sml. s. 14 f. [i denne publikasjon 79 f.] i min tiltrædelsesforelæsning »Lappisk som gjenstand for videnskabelig forsk­ ning«, Kristiania 1912 (om Laksefjordens navn).

L A P P IS K E STEDSNAVN

119

paa sine specielle færdselsveie. Mange av elvelapperne i Finmarken driver meget som skysskarer og har ogsaa adskillig varetransport, med elvebaat om sommeren og med hest eller ren om vinteren. Det kan da bli ganske lange strækninger hvor de til stadighet færdes, og her har enkelte av dem en forbausende rikdom paa steds­ navn. Er færdselsveien en elv, saa har de ikke bare navn paa de mindste detaljer langs bredderne, men ogsaa paa de enkelte smaastykker av selve elven, dens forskjellige fosser, stryk, hvirvler, bak­ evjer, loner og kulper. Som et eksempel kan nævnes, at paa en reise fra Polmak til Karasjok sommeren 1918 opgav den ene av mine stakere 65 navn paa de forskjellige stykker av Tanaelven paa strækningen mellem Polmakholmen og Levjokstuen, som lapperne selv regner for godt og vel 9 mil. Naar Qv i g s t a d uttaler om fjell-lapperne, at de i sit vandringsstrøk har sat navn bare paa de mere iøinefaldende lokaliteter, som har betydning som merkepunkter, og selv der hvor de opholder sig om sommeren, bare har git de mere fremtrædende punkter navn, frygter jeg for at det let kan misforstaaes, særlig hvad vandringsstrøkene angaar. Likeoverfor de fastboende lappers vidtdrevne detaljmæssighet i navnegivningen indenfor deres eget omraade er det visselig saa, at fjell-lappernes navneforraad i vedkommende omraade indskrænker sig til mere fremtrædende punkter. Men fjell-lapperne kan dog tildels gaa temmelig langt i detaljering de ogsaa, særlig langs sine sedvanlige flytteveie, om det end kanske er temmelig langt fra at deres navneforraad i saa henseende kan sammenlignes med elvelappernes langs deres almindelige færdselsveie. En uom­ tvistelig forskjel er der: fjell-lapperne har forholdsvis meget færre helt selvstændige navn, saadanne hvori der ikke indgaar et førsteled som kommer igjen i navn paa nærliggende lokaliteter, — færre navnelementer, om man saa vil. Det vilde jo ogsaa være ret upraktisk, naar det gjælder saa vide strækninger som for fjell-lapperne, om der stadig skulde optræ lutter nye elementer i navnene: hukommelsen vilde savne støttepunkter. Anderledes naar navnene paa flere nær­ liggende lokaliteter har noget tilfælles, som straks viser at de hører sammen. De forskjellige maater hvorpaa et saadant fællesskap kan

120

L A P P IS K E ST U D IE R

etableres, er ikke noget eget for fjell-lapperne; de gjenfindes i de fastboende lappers navneforraad. Forskjellen er kun den, at fjelllapperne har gjort mere bruk av dem. Forøvrig mener jeg at ha gjort den iagttagelse, at de fastboende lapper, naar det gjælder navn paa steder som ligger forholdsvis langt borte fra deres hjem, i større utstrækning anvender saadan gruppering av navnene. Flere navns lokale samhørighet kan, som antydet, være bragt til uttryk paa forskjellige maater. Bortset fra de tilfælde hvor to eller flere nærliggende lokaliteter har faat fælles navn i flertal, idet hver enkelt av dem i fornødent fald biir betegnet ved en foransat nærmere bestemmelse som: øvre — nedre, øverste — midtre — nederste, ytre — indre o. s. v., finder vi samhørigheten uttrykt paa følgende maater: 1) Alle navn har faat et og samme ord (oftest et substantiv i nominativform) som første sammensætningsled. 2) Et større landomraade, »heile plassen«, har et (som regel usammensat) fælles navn, og de enkelte lokaliteter sammensatte navn, hvis første led er nysnævnte navn i genitivform. 3) Navnet paa den mest fremtrædende lokalitet eller den som først har erholdt navn, er benyttet som første led i navnene paa de øvrige lokaliteter, — ogsaa her genitivform. 4) En mindre betydelig lokalitet har faat samme navn som en mere betydelig lokalitet av samme slags, men med en karakteriserende tilføielse foran navnet1 (eventuelt ogsaa deminutivsuffiks, men det sløifes som oftest); til forskjel fra dette sekundære navn kan ogsaa det oprindelige navn faa en karakteriserende tilføielse foran sig. Det er forøvrig at merke, at i mange grupper av stedsnavn hvis lokale samhørighet er kommet til uttryk i navnegivningen, findes der kombination av 1) og 3) eller av 2) og 3), undertiden ogsaa 2) og 4) samt 3) og 4), idet et eller flere av navnene er be­ tegnet som direkte underordnet under et av de andre, ikke side­ ordnet med det under det fælles hovednavn. I saadanne tilfælde faar man, likesom ofte i gruppe 3), sammensatte navn, hvis første > Sjelden foran siste led ay navnet.

L A P P IS K E STED SN AV N

121

led atter er sammensat. En sjelden gang er navnegiveren gaat endnu et skridt videre i denne retning. Som eksempler paa disse forskjellige betegnelsesmaater og kom­ binationer av dem kan nævnes: 1) Sammensatte navn som alle er formelt likestillede, idet de har et og samme ord som første sammensætningsled, Tr. X II1 Doarröuarre (fjell), D oarröjgkkâ (elv), Doarrövag'ge (skar), Doarröčâccâ (vanđskjel) med det derav dannede elvenavn D oarrõčâzâjgkkâ (čâzâ er genitiv av čâccâ). Doarrö- er en for­ kortelse av doarro »strid, kamp«. Tr. XII R au'dõčgk'kâ eil. Rau'doai'ue (top), R au'döuâraš eil. Unnâ R au'döčgkkâš (mindre top, unnâ bet. »liten«), R au 'döjpkkâ, R au'döskai'de (land mellem to elve), R au'döčåccâ, R au'dögpppe (dalsænkning) med det derav dannede indsjønavn R a u 'dögpbejau're (gpbe er genitiv av ggppe). R au'dö- er en forkortelse av fiskenavnet rau'do »røe«, Salmo alpinus. Finm., kartblad W. 5 Oæs'sačieVge (ryg), G æ s'sajau're, Gæs'sajgkkå, G æ s'salad'duk (kjønner). Gces'sa- er genitiv av gæses »rensele«. Tr. XII Gærgšssnii'pâ Kirkestinden, Gærgésj$kkå Kirkeselven, G æ rgésvuobm e ~ Gærgésvuou'de Kirkesdalen, G æ rgésvar’do Klet­ ten, Gcergšsbâttâ øverste del av Kirkesdalen, med det derav dannede elvenavn Gærgšsbâđâjokkd og fjellnavn Gærgšsbádâčepk'kâ (bådâ er genitiv av båttá). Gærgčs- er dannet av gcer'ge -rg- »sten«, se nærmere s. 136. 2) Usammensat navn paa hele omraadet, paa de enkelte lokali­ teter sammensatte navn, hvis første led er omraadets navn i genitiv­ form (dog nominativ, altid sing., naar siste led er ordet gæ čče ~ gæcce »ende«). Tr. XVI Sui've -iu- landet mellem Bardudalen og Salangsdalen, S u iveva g ’ge ~ Sui've Kobbrygskaret, Suivejpkkâ, S u ivelas'tâsât (pi., tørre smaahauger i nedre del av Kobbrygskaret, paa østsiden av elven), Suiveloabm e (lang lægd langs nedre del av snaufjellet 1 Hittilværende XII. renbeitedistrikt i Troms fylke; paa lignende maate Tr. V, Tr. Xt, Tr. XIV, Tr. XV, Tr. XVI, Tr. XVII.

122

L A P P IS K E ST U D IE R

paa Bardudal-siden, nordenfor Moskogpr'sâ), Suivenjunn(j)e (nord­ spissen av Bjørnefjellet), Suiuevane, Suivečgk'kõ, Suivečâccâ. Tysfjord: L ik'se -us- en fjelltrakt, L ivsečyk'ky, Livsejpkkp, L ivsej au're. Sørfold: Væi'ga -ik- trakten omkring Veikvandet, Væikajau're (2), Væ ikauuobm e, Væ ikajpkkg, Væikavarre. Tr. XII L o a m et (pl.) strækningen mellem Dividalen og Læ ddövag'ge — G uou'delâsvuobm e nordover til nordspissen av Langfjellet, Lpm iihgai'se »Langfjeldstind«, Lpm iihâlaš (vestenfor denne tind), Loabm čgæ čče Langfjellet. 3) Usammensat eller sammensat navn paa én lokalitet, paa de øvrige sammensat, resp. dobbelt sammensat navn, hvis første led er nævnte lokalitets navn i genitivform. Tr. XII Čoar'da -rd- »jordbru« nær Lapskarvandet ovenfor gaarden Bjørkaasen i Kirkesdalen, Čoardajau're (nævnte vand), Čoardajpkkâ, Čoardavarre, Unnâ Čoardaväraš (deminutiv av foregaaende fjellnavn). Utsjok: G äm âs (elv), B âjeb ~ Â llâ Gäbmäsroauve (skogaas; bâjeb »øvre«, âllâ »høi«), Vuoleb Oäbmäsroavve (vuoleb »nedre«), O äbm âsm gk'ke (gaardsnavn; m p k 'ke »krok, krøkning«, — selve elvekrøken: Mpk'ké). Utsj. Gak'câvarre, G ak'câvarau’ie (trang dal; ogsaa brukt som navn paa elven i denne dal), G a k ’câvarjæg'ge (myr), Gak'cåvarjgkkå (elven som rinner gjennem den nævnte myr), G ak'cåvarjaurek (vand, pl.) med det derav dannede elvenavn Gak'câuarjâuriijgkkâ (jâu rii er gen. pl.). 4) Navnet paa en mere betydelig lokalitet er gjennem et for­ ansat karakteriserende tillæg blit navn paa en nærliggende mindre betydelig lokalitet av samme slags. Finm., kartbl. W. 5 Vad'dčvarre, G æ d'gé-Vad'déuarre[ (gced'ge »sten«); Stpppårvâddâ, S k ier'rč-Spppârvâdđâ (skier're »dvergbirk«). Tr. XII R au 'döčpk'kâ, Unná R au'dõčpkkåš (annâ »lille«); G äm âsvar'do ~ Stuorå Oämâsuar'do (stuorá »store«), Unnâ Qämåsvar'do. 1 Nær Gæ d’gejokkâ, Gæd'gevuobme, Gæ đ'géjau're.

L A PPISK E STEDSNAVN

123

Tr. XI R gstöjau're ~ D uoddâr-R pstöjau're (duoddâr »snau­ fjell«) Store Rostavand som for størstedelen ligger paa svensk side, Vuou'dB-Rgstõjcm're Lille Rostavand (vuou'de »skog«), Sørfold, Nordi. Vceikajau're ~ VuobmS-Væikajau're (uuobme »skogland«) hvert av de to Veikvand, Varré-Væikajau're et høiere liggende vand. Fjelltrakten omkring dette vand (ifl. en meddelelse: landet mellem Varrg-Vceikajau're og Gpriejau're, ifølge en anden: Væikačprog og Væ ikavarre tilsammen), resp. selve dalsænkningen omkring vandet kaldes Varré-Væi'ga. Til forskjel herfra biir Væi'ga (se foreg, side) ogsaa kaldt Vuobmé-Væi'ga, men da med mere indskrænket betydning, — skogtrakten (dalen) omkring Vceika­ ja u 're og Væikajpkko. Som eksempel paa, at andet led av navnet har faat et karak­ teriserende tillæg foran sig, kan nævnes Finm. W. 5 Čuolmâsuolöja u 're (suolo »ø«), et vand nær Čuolmâjau're.' Disse grupper frembyr utgangspunkter for undersøkelse av de lappiske stedsnavn i flere retninger, særlig med hensyn til b r u k e n av g e n i t i v i sammensatte stedsnavn. I alle de nævnte grupper findes navn hvor en genitivform indgaar som sammensætningsled. I to av grupperne er det bruken av genitiv som danner selve gruppe­ sammenhængen. Men i Qvigstads artikel er forekomsten av genitiv i de lappiske stedsnavn ikke nævnt. Der er en antydning, og den har faat en form, saa den let kan misforstaaes, — naar det heter: undertiden bestaar første led ogsaa av to led, av hvilke det siste da sedvanlig staar i »schwache stufe«. Den hyppige forekomst av »schwache stufe« i den nævnte stil­ ling beror paa at tostavelsessubstantiver — og saadanne er det i de allerfleste tilfælde det biir tale om her — har »schwache stufe« (svake stadium) i genitiv sg. (forøvrig ogsaa i gen. pi.). At det er 1 Cuolmå er genitiv av čuol'bmå, som egentlig betyr -knute*. Som stedsnavn synes det at betegne et sted med flere sjøer, hvorfra elvene rinner i forskjellige retninger. Ifølge en oplysning meddelt i W iklumds »De lapska och flnska ortnamnen vid Kiruna och Torneträsk*, s. 74, skulde »ett mellan två sjöar liggande ede, õfver hvilket färdvág går längs strömmen«, kaldes saa; sml. s. 35, hvor der omtales en »passhõjd« som har dette navn.

124

L A PPISK E S T P D IE R

genitiven som er det avgjørende, og ikke »schwache stufe«, det viser navn som Utsj. Qæt'kBgiellåsjykkå, hvor den genitivform som danner andet led, har sterke stadium, mens nominativen som optrær i det navn der ligger til grund, har svake stadium: Oæŧ'kegielâs. At der i bruken av genitiv ligger en bevisst opkaldelse, det viser tydeligst saadanne navn som er dannet efter plurale stedsnavn. I dem optrær gen. pi., saa f. eks. i det ovenfor nævnte elvenavn i Utsj ok Gak'câvarjäuriijpkkâ, opkaldt efter de vand som har navnet G ak'cåvarjaurek (pi.). Paa den anden side maa det indrømmes, at følelsen av genitiv i den omtalte stilling nu ikke altid er særlig levende. Der fore­ kommer navn som Jukkasjärvi D uoudegierâjauret (pl.), Duoudegierâčgk'kâ (efter đe indflyttede Kautokeino-lappers uttale), hvor gierå (»forgrening, elveutspring«) er nom. sg., mens genitiven heter gierrâg(â). Nominativen her med sit svake stadium og sin utlydende vokal ligner i form de hyppig forekommende genitiver av tostavelses­ stammer og har muligens derfor kunnet fortrænge genitiven, hvor formen ogsaa var mere tungvint. Det samme er tilfældet i navn avledet av sammensatte navn paa -suolo (ø«); som mellemste led optrær her en forkortet nominativ, suolö eller suol istedenfor geni­ tiven sul'lu, saaledes f. eks, SpäråsuolguoVkâ og Spärâsuolnuorre ved Spärâsuolo i Tanaelven et stykke ovenfor Levjokstuen. Ogsaa i toleddede navn: Suolõnuorek »sundene« ved Polmakholmen i Tanaelven. Derimot hører den i samme stilling hyppig optrædende forkortede form -j