Strategier for forandring: rådgiverindsats i foreninger til støtte for familier med anbragte børn 8773076228, 9788773076224 [PDF]

Zitiervorschau

Margit Harder STRATEGIER FOR FORANDRING rådgiverindsats i foreninger til støtte for familier med anbragte børn

Aalborg Universitetsforlag

STRATEGIER FOR FORANDRING

rådgiverindsats i foreninger til støtte for familier med anbragte børn

© 2000 Margit Harder & Aalborg Universitetsforlag © 2000 Omslag: Mette Løkken Stiil ISBN

87 7307 622 8

Trykt hos: DataSats Informatik a/s Distribution Aalborg Universitetsforlag Langagervej 6, 302 DK-9220 Aalborg Øst tlf: 9635 0075 fax: 9635 0076 http://www.forlag.auc.dk

INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD ......................................................................................................... 7 KAPITEL 1 Introduktion..................................................................................................... 9 Foreningerne ..................................................................................................... 9 Undersøgelsens anden del................................................................................. 10 Fremgangsmåde ................................................................................................11 De enkelte kapitler ............................................................................................13 Litteratur ........................................................................................................... 15 KAPITEL 2 Foreningsrådgiverne ....................................................................................... 17 Rådgivere fra de radikale foreninger ................................................................17 Baggrund for valg af frivilligt arbejde ..............................................................17 Uddannelse/træning i rådgivning. ....................................................................19 Sammenfatning .................................................................................................20 Rådgivere fra de progressive foreninger...........................................................20 Baggrund for valg af frivilligt arbejde..............................................................21 Uddannelse/træning i rådgivning. ....................................................................23 Sammenfatning. ................................................................................................23 Kommentarer ....................................................................................................24 Frivillighedsbegrebet. ....................................................................................... 24 Foreningsrådgivernes motivation ..................................................................... 25 Foreningsrådgivere som alternativ til offentlig rådgivning..............................26 Litteratur ........................................................................................................... 27 KAPITEL 3 Familierne ........................................................................................................29 De radikale rådgiveres opfattelse af familierne ................................................29 Forældrene ........................................................................................................29 Familietype ....................................................................................................... 29 Forsørgelsesgrundlag. ......................................................................................30 Særlige vanskeligheder .....................................................................................30 Ressourcer.........................................................................................................34 Relationer til offentlige myndigheder. ..............................................................35 Børnene .............................................................................................................35 Afviste familier .................................................................................................38 Sammenfatning .................................................................................................39 De progressive rådgiveres opfattelse af familierne ........................................... 40 Forældrene ........................................................................................................40 Familietype/forsørgelsesgrundlag. ................................................................... 40 Særlige vanskeligheder .....................................................................................41 Ressourcer......................................................................................................... 42

Relationer til offentlige myndigheder ............................................................... 43 Børnene............................................................................................................. 44 Rådgiverholdninger til kontakt med børn ......................................................... 46 Ikke-fastholdt kontakt til familier ..................................................................... 47 Sammenfatning ................................................................................................. 49 Foreningernes familier i forhold til generel viden om familier med anbragte børn.................................. 49 Litteratur.. ......................................................................................................... 53 KAPITEL 4 Rådgivernes indsats ........................................................................................ 55 Indledning ......................................................................................................... 55 De radikale rådgiveres indsats .......................................................................... 57 Ekstern indsats .................................................................................................. 57 Udvælgelse af familier ...................................................................................... 57 Bisidderfunktionen ............................................................................................ 59 Indsats i forbindelse med anbringelsesbeslutning og ankeforløb ..................... 61 Anden påvirkningsvirksomhed .......................................................................... 66 Intern indsats..................................................................................................... 66 Emotionel støtte ................................................................................................ 66 Familiernes daglige liv ..................................................................................... 67 Praktisk konkret assistance................................................................................69 Sammenfattende om de radikale rådgivere....................................................... 71 De progressive rådgiveres indsats..................................................................... 74 Rådgivernes overvejelser om det frivillige arbejde og dets forudsætninger..... 75 Intern indsats..................................................................................................... 80 Udvælgelse af familier ...................................................................................... 80 Krisearbejde ..................................................................................................... 81 Påvirkning af forældrenes umiddelbare ønsker ................................................ 83 Forældrenes samvær med andre....................................................................... 84 Ekstern indsats .................................................................................................. 90 Praktisk og juridisk assistance ......................................................................... 90 Bisidning ........................................................................................................... 91 Samarbejde mellem familie og offentlige myndigheder .................................... 93 Samarbejde med radikale foreninger ............................................................... 94 Opfattelse af det frivillige arbejde .................................................................... 95 Opfattelse af egne styrkepunkter....................................................................... 97 Sammenfattende om de progressive rådgivere ................................................. 97 Forskelle/ligheder mellem radikal og progressiv indsats.................................. 98 Forudsætninger for rådgivning? ...................................................................... 99 Syn på anbringelse af børn? ............................................................................. 99 Sagsbehandling eller rådgivning? .................................................................... 99 Bisidning? ......................................................................................................... 99 Opfattelse af myndigheder? .............................................................................. 100 Indsats i familierne? ......................................................................................... 100

Litteratur ........................................................................................................... 101 KAPITEL 5 Rådgivernes syn på de offentlige myndigheder............................................ 103 Indledning ......................................................................................................... 103 De radikale rådgivere........................................................................................ 104 Opfattelse af lovgrundlaget............................................................................... 104 Opfattelse af den kommunale sociale forvaltning ............................................ 106 Opfattelse af socialrådgivere/sagsbehandlere................................................... 112 Rammerne for socialrådgivernes/sagsbehandlernes arbejde ........................... 112 Socialrådgiver/familie-relationen..................................................................... 113 De sociale medarbejderes uddannelse.............................................................. 115 Rådgivernes fremtidsvisioner. .......................................................................... 116 De progressive rådgivere .................................................................................. 118 Opfattelse af den kommunale sociale forvaltning ............................................ 118 Opfattelse af socialrådgivere/sagsbehandlere ................................................... 121 Rådgivernes fremtidsvisioner ........................................................................... 125 Forskelle/ligheder mellem radikale og progressive rådgiveres syn på myndighederne............................. 126 Litteratur ........................................................................................................... 127 KAPITEL 6 Fra "forældre til anbragt barn" til "rådgiver af forældre med anbragte børn" ............................. 129 Indledning ......................................................................................................... 129 Baggrund for anbringelsen af barnet................................................................. 130 Overvejelser ...................................................................................................... 131 Emotionelle reaktioner ved barnets anbringelse ............................................... 131 Overvejelser ...................................................................................................... 133 Det traumatiske krisebegreb ............................................................................. 134 På vej mod rådgivning. ..................................................................................... 137 Overvejelser ...................................................................................................... 138 Læringsbegrebet................................................................................................ 140 Afslutning ......................................................................................................... 142 Litteratur. .......................................................................................................... 143 KAPITEL 7 Kommentarer, overvejelser og perspektiver ................................................ 145 Indledning ......................................................................................................... 145 Tema 1 - Samfundsintervention i familier ........................................................ 145 Anbringelser af børn, frivilligt og tvangsmæssigt............................................. 145 Anbringelser af børn historisk set..................................................................... 147 Formodede fremtidige ændringer i lovgivning og praksis................................ 150 Foreningsrådgivernes opfattelse af lovgivningen............................................. 151 For ældreindflydelse på beslutninger ............................................................... 152

Forvaltnings- kontra domstolsafgørelser ......................................................... 153 Sammenfatning. ................................................................................................ 153 Tema 2 -Marginalisering. ................................................................................. 154 Marginaliseringsbegrebet................................................................................. 154 Familierne......................................................................................................... 155 Den sociale/kulturelle arv ................................................................................. 157 Foreningsrådgiverne ........................................................................................ 159 Sammenfatning. ................................................................................................ 159 Tema 3 - Strategier for forandring.................................................................... 160 De radikale rådgivere ....................................................................................... 160 De progressive rådgivere.................................................................................. 161 Centrale forskelle og deres mulige årsager...................................................... 162 Sammenfatning. ................................................................................................ 163 Tema 4 - Frivillig kontra offentlig indsats i marginaliserede familier...............164 Den frivillige indsats.......................................................................................... 164 De offentlige myndigheders indsats ...................................................................164 Forskelle og muligheder ................................................................................... 166 Vurdering af børns opvækstbetingelser ............................................................ 168 Sammenfatning. ................................................................................................ 170 Afslutning. .........................................................................................................170 Litteratur ........................................................................................................... 171 SAMLET LITTERATURFORTEGNELSE ................................................. 173

FORORD Danmark er ofte blevet beskrevet som et særdeles gennemorganiseret land. Med en, efter international målestok, meget udbygget offentlig sektor og et velfærdsapparat, som stadig på mange områder kan vække misundelse i andre lande. Desuden er det civile samfund i Danmark til overflod præget af en ganske betydelig glæde ved til at danne og deltage i foreninger. At være socialt og kulturelt integreret i det danske samfund indebærer ikke mindst, at man med lyst, engagement og fritid deltager i foreningslivet. Et tredje forhold, der præger det danske samfund er vort ganske høje uddannelsesniveau, der bl.a kommer til udtryk gennem det forhold, at en relativ stor del af den voksne danske befolkning er "professionelle" i den forstand, at de tilhører en veldefineret faggruppe samt har kvalificeret sig til dette tilhørsforhold gennem et længerevarende uddannelsesforløb. Disse tre aspekter: det veludbyggede velfærdsapparat, mangfoldigheden af foreninger samt professionsgruppernes relativt store andel af den erhvervsaktive del af befolkningen træder på en interessant og uventet måde i indbyrdes forbindelse indenfor det område, som Margit Harder behandler i denne bog, nemlig foreninger, der tager sigte på at give støtte til familier med anbragte børn. Her er et område, der for det første om noget ligger centralt indenfor den offentlige sektors kerneindsatsområder. For det andet er det et indsatsområde, som indenfor den sociale sektor håndteres af højtuddannede professionelle som socialrådgivere, jurister og psykologer. Alligevel ser vi for det tredje, at området paradoksalt nok også skaber grundlag for foreningsdannelse indenfor det civile samfund. At der tilsyneladende både er behov for at "private" går sammen og støtter og hjælper familierne indenfor dette område, samtidig med at der tydeligvis også er mange "frivillige", der vil bruge deres tid og arbejdskraft for at hjælpe medborgere i en vanskelig situation. Disse forhold rejser en række spørgsmål, der fortjener en nærmere belysning. For det første: Hvilke behov lader det offentlige system være udækket i forhold til disse familier? Hvorfor vælger de ofte at søge hjælp hos private foreninger? For det andet: Hvad har foreningernes hjælpere at tilbyde? Hvad gør de? Gør de reelt noget andet end den offentlige sektor? Disse to spørgsmål kunne også opsummeres på denne måde: Hvad er foreningernes eksistensberettigelse? Er den at tilbyde noget andet end det den offentlige sektor kan, eller at levere det samme som den offentlige sektor, blot med en bedre kvalitet? Et tredje spørgsmål, der kan stilles er: Hvilken baggrund foreningernes private hjælpere har for at yde støtte og hjælp? Hvad er deres motiver og kvalifikationer? Margit Harders undersøgelse sætter især fokus på det andet og tredje spørgsmål. Det er en undersøgelse, der retter sig mod foreningerne og de mennesker, der yder en indsats indenfor denne ramme. Som spørger de frivillige hjælpere om, hvad foreningens målsætning i forbindelse med dette arbejde egentlig er? Hvad deres egne forudsætninger for at gøre en indsats er? Samt hvilke begivenheder og tanker, der har motiveret dem for indsatsen?

7

Margit Harder viser os et billede præget af en stor mangfoldighed. Af foreninger med store indbyrdes forskelle i perspektiv og målsætning. Af frivillige med meget forskellige kvalifikationer og meget forskellige former for motivation for at gå ind i arbejdet. Det er undersøgelsens og bogens hovedindsats at kortlægge dette område med dets forskelligrettede mangfoldighed genem den loyale fremstilling af foreningernes selvoplevelse og selvpræsentation. En del af de frivillige hjælpere indenfor dette område har en meget personlig motivation til at gå ind i dette arbejde: De har selv på et tidspunkt af deres liv fået anbragt et barn udenfor familien. Kvalifikationsmæssigt, socialt og eksistentielt udgør deres livsløb en "læringsrute", der går fra at være et "problem" og et menneske, der skal "hjælpes" og over til at kunne være en støtte, en hjælp eller en løsning for andre mennesker. Dette omslag: fra "hjælpeløs", over "selvhjulpen" til "hjælper" beskriver ikke blot en opbyggelig personlig historie. Det viser, hvorledes marginalisering og gennemlevelse af svære livsomstændigheder også kan være en læreproces, der skaber indsigter, ressourcer og kundskaber, som ikke kun den enkelte, men også samfundet i en bredere forstand senere kan drage nytte af. Erik Laursen Institut for Sociale Forhold og Organisation Aalborg Universitet November 1999

8

KAPITEL 1 INTRODUKTION Denne bog er anden del af et projekt vedrørende foreninger til støtte for familier med anbragte børn. I dette introducerende kapitel refereres projektets første del ganske kort. Derefter præsenteres hensigt med og fremgangsmåde i denne del. Endelig skitseres de enkelte kapitlers indhold.

Foreningerne Der eksisterer i Danmark en række private foreninger, altovervejende med frivillig arbejdskraft, hvis hoved- eller delformål er at yde assistance til familier med anbragte børn. Anbringelse af børn mod forældres, evt. børns vilje er et emotionelt sårbart og juridisk/socialfagligt vanskeligt område. Der er ved tvangsmæssige foranstaltninger tale om udøvelse af samfundsmagt, som oftest er rettet mod marginaliserede familier. De heri indlejrede dilemmaer (frihed/kontrol, magt/afmagt, majoritets/minoritetsnormer etc.) er centrale indsatsområder for foreningerne. Det har vist sig, at et betydeligt antal familier modtager assistance herfra. 1 Af den første del af dette projekt fremgik, at foreningerne på en række punkter udviste betydelige variationer: Nogle foreninger var etableret på basis af initiativtagernes erfaringer med anbringelse af egne børn/børnebørn, andre på grund af politisk eller social indignation på vegne af forældre til anbragte børn. Andre forskelle sås i foreningernes syn på samfundets ret til indgriben i familier/anbringelse af børn, i deres medvurdering af anbringelses-nødvendighed og i forhold til forsøg på ændring af anbringelsesbeslutning. I konsekvens heraf var der tydelige variationer i foreningernes opfattelse af behov for indsats over for familierne og i deres forhandlingsstrategier over for de sociale myndigheder. Nogle foreninger opfattede sig som mæglere mellem familien og de sociale myndigheder, mens andre i højere grad opfattede sig som støtter til familiens modstand mod det offentlige. Der viste sig også lighedspunkter mellem foreningerne. De var alle skeptiske over for den offentlige indsats i forbindelse med anbringelse af børn, omend på forskellige niveauer. De reagerede alle hurtigt ved henvendelser fra familier, og det var muligt at komme i forbindelse med dem næsten uanset tidspunkt på døgnet. Foreningerne blev grupperet og analyseret i forhold til variationerne med hensyn til 1. begrundelse for oprettelse, 2. indsatsens formål, 3. foreningernes holdning til anbringelser af børn, 4. forudsætninger for rådgivning, 5. foreningernes holdning til det offentlige sociale system og 6. opfattelser af lovgivning på området samt 1

I perioden fra kortlægning af foreningerne til denne publikations udgivelse har feltet ændret sig. Gruppen af foreninger med hovedfokus på familier med anbragte børn omfattede således i den første undersøgelse følgende: FBU-ForældreLANDSforeningen for børne- og ungdomsbistand, Social Platform, Danmarks Børn, Dansk Familieråd, FRIS-Familiens Rettigheder i Samfundet og Bisidderforeningen af 1994. I den mellemliggende periode har Social Platform indstillet sit arbejde, ligesom Danmarks Børn er ophørt som aktiv forening. Oversigt over foreningerne samt beskrivelse af deres målsætninger og metoder - se Harder (1997).

9

samfundsholdninger. Denne analyse medførte 2, at ca. halvdelen af foreningerne blev placeret i eller tæt på den progressive idealtype 3, mens øvrige blev placeret i eller tæt på den radikale idealtype4 . Uanset idealtypisk tilknytning benyttede alle foreninger sig af særligt udvalgte eller udpegede rådgivere.

Undersøgelsens anden del I "Strategier for forandring", som er anden del af undersøgelsen af foreningerne og deres virke, er det rådgiverne (progressive og radikale) og deres indsats i forhold til familier og offentlige myndigheder, der er undersøgelsesfeltet. Der er flere begrundelser for at fokusere på foreningernes rådgivere: Det har fra projektets start været hensigten at undersøge rådgivernes konkrete omsætning af foreningernes formål. Desuden tyder det relativt betragtelige antal familier, som henvender sig til foreningerne på, at familier opfatter den assistance, de modtager herfra, som nødvendig/brugbar. Familierne, er oftest, eller har været, i kontakt med de sociale myndigheder og har ret til at modtage rådgivning herfra. Det offentlige tilbud må forventes at rumme såvel immaterielle (råd og vejledning) som materielle ydelser, mens ingen foreninger er i stand til at formidle ydelser med økonomisk indhold. Alligevel ser det ud til, at en del familier (i hvert fald delvist) fravælger den offentlige i princippet mere omfattende rådgivning til gengæld for privat/frivillig rådgivning fra foreningerne. En forklaring er utvivlsomt det offentlige tilbuds mulige skift til tvangsmæssige foranstaltninger. En anden forklaring kunne tænkes at være, at foreningerne råder over muligheder for assistance til familierne, som disse ikke kan (eller mener at kunne) få i det offentlige. Og endelig har der kunne spores en

2

Efterfølgende har en enkelt foreningsrepræsentant stillet spørgsmålstegn ved denne opdeling, og da ikke på vegne af egen, men en anden forenings placering. I øvrigt er det mit indtryk, at foreningerne som sådan ikke har opfattet sig forkert placeret. 3

Progressive foreninger: forstås som foreninger, der grundlæggende deler det aktuelle samfunds opfattelse af børns krav på minimums-opvækstbetingelser (som formuleret i lovgivning og regulativer på området). De ser deraf følgende anbringelse af børn (også uden forældremyndighedsindehaverens accept) som mulighed/nødvendighed. Den progressive forening vil lægge vægt på, at familiernes evne til at drage omsorg for børn forbedres. Lovgivningen inden for området: anbringelse af børn, er ikke entydigt og udtømmende defineret. Den progressive forening kan derfor forventes at arbejde for en præcisering af lovgivningen, samt sætte fokus på den måde, hvorpå lovgivningen forvaltes med henblik på at udvide medlemmernes indflydelse på egen situation (Harder 1997). 4

Radikale foreninger: Radikal skal ikke forstås i den partipolitiske, men derimod i den etymologiske betydning af ordet, d.v.s. yderliggående, reformerende. Her betyder det således foreninger med holdninger (i hvert fald på familieområdet), som afviger fra den aktuelle samfundsopfattelse. Det vil sige, at den radikale forening ønsker at forandre samfundets holdninger til familien, især til familiens ret til selv at beslutte rammerne for børnenes opvækst. I konsekvens heraf lægges især vægt på forandring af lovgivning/forvaltning og mindre vægt på de specifikke familiers omsorgsevne (Harder 1997).

10

samfundsmæssig modstand mod foreningernes indsats, som også kaldes på interessen for indblik i deres faktiske handlinger og holdninger. Formålet med projektets anden del er således at undersøge det konkrete indhold af foreningernes rådgivning og indsats i øvrigt. Hvad gør rådgiverne? Og i hvilket omfang? Hvem er de? Hvilke tanker gør de sig om deres indsats? Om familierne? Om det offentlige system? Da jeg selv har en forankring i offentlig social rådgivning (som underviser af socialrådgiverstuderende), er jeg desuden optaget af de forskelle, der måtte vise sig mellem offentlig og privat/frivillig rådgivning, både med hensyn til selve rådgivningens indhold og til den kontekst, hvori rådgivningen foregår. Rådgivning/rådgivere forstås her betydeligt bredere end det, udtrykkene umiddelbart betyder: ydelse af råd(anvisninger)/en person, der giver råd. Konkrete råd i konkrete situationer er en del af begrebets indhold, men der er i øvrigt tale om ud fra (rådgiverens) viden inden for et område at yde en assistance til andre mennesker, som kan inkludere at lytte til dem, at tale med dem, at forsyne dem med fornøden information, at yde vejledning om, hvordan bestemte ting gribes an, at give dem mulighed for at overveje bestemte forhold på en måde, så de kan give sig selv gode råd etc.

Fremgangsmåde Hensigten med undersøgelsen er at få indsigt i, forstå og formidle (samt fortolke) foreningsrådgivernes indsats. Det kan opnås på forskellige måder, f.eks. ved udsendelse af spørgeskema, ved observation af deres faktiske handling og ved kvalitative interviews. Den sidste fremgangsmåde er valgt. Spørgeskema-metoden blev fravalgt, idet svar begrænser sig til bekræftelse/afkræftelse samt evt. kommentarer. Spørgeskemaer indfanger derfor specielt, hvad der er spurgt om. Da rådgiverindsatsen i foreningerne er et felt, der ikke tidligere (såvidt vides) er undersøgt, var det nødvendigt at give plads for på forhånd ikke-indkredsede temaer. Observation af den konkrete rådgiverindsats, mens den fandt sted, virkede på den ene side tiltrækkende på mig, men på den anden side forventede jeg en række barrierer: rådgivernes hensyn til familierne, familiernes reservation, praktiske vanskeligheder, tidsmæssige problemer etc. Tolv rådgivere er interviewet. De er ligeligt fordelt mellem progressive og radikale foreninger. Den altovervejende del arbejder for foreninger med assistance til familier med anbragte børn som hovedformål. Det er (desværre) ikke samtlige foreninger med dette som hovedformål, der har stillet rådgivere til rådighed. Årsagen er først og fremmest, at de nødvendige aftaler ikke har kunnet træffes inden for tidsrammen. Foreningerne har formidlet et "udvalg" af navne på rådgivere til mig. Desuden har jeg selv kontaktet enkelte, som jeg har fået kendskab til på anden måde, ligesom nogle er henvist via andre rådgivere. En enkelt ønskede ikke at blive interviewet. Blandt de resterende har jeg foretaget et udvalg, således at der opnåedes en ligelig fordeling mellem foreningstyper og en rimelig fordeling mellem de enkelte foreninger. Der er således ikke tale om et repræsentativt udvalg. Til gengæld er de interviewede rådgivere mennesker, som har ønsket at medvirke, fordi de har fundet det vigtigt at formidle deres viden. Som det siden vil fremgå, har de mange væsentlige budskaber. Interviewene har fundet sted i interviewpersonernes hjem eller i deres foreningers lokaler (det afsluttende interview i december 1997). Den gennem-

11

snitlige varighed var ca. 2 timer. Nogle vil sige, at det er for lange interviews. Mine bevæggrunde har været, 1. at mit behov for viden og interesse for rådgivernes indsats var stor, 2. at de gjorde mig en tjeneste ved at stille sig til rådighed for mig, 3. og at jeg mener, det er den interviewede, der ved mest om, hvornår temaerne er velbelyst og interviewet dermed slut. Interviewene har været semi-strukturerede med temaerne: rådgivernes bevæggrunde for og tanker om frivillig rådgivning; deres konkrete indsats samt holdninger i forhold til familier, sociale (og andre) myndigheder og samfund; deres opfattelse af spændingsfeltet mellem offentlig og privat assistance. Det kvalitative interviews styrke er bl.a., at det giver mulighed for at få temaerne belyst fra forskellige vinkler og for at vende tilbage til bestemte temaer i samtalens løb. En svaghed ved det kvalitative interview er (i denne sammenhæng), at interviewene ikke giver direkte viden om rådgiverindsats, men derimod om rådgivernes opfattelse/formidling af, hvad de gør. Er resultaterne af undersøgelsen generaliserbare? Undersøgelsen videregiver tolv (ikke-repræsentativt udvalgte) foreningsrådgiveres opfattelse af deres konkrete indsats og deres tanker herom. D.v.s. at undersøgelsen ikke beskriver, hvordan andre foreningsrådgivere tænker og handler. Alligevel viste der sig, som det siden vil fremgå, en høj grad af overensstemmelse mellem de enkeltes handlinger og holdninger og deres respektive foreningers formulerede opfattelser. Pålidelighed og gyldighed af undersøgelsen? Pålidelighed (reliabilitet) betegner, hvor konsistente resultaterne er, og gyldighed (validitet) er udtryk for, om en interviewundersøgelse undersøger det, der var hensigten (Kvale 1997). Pålideligheden kan siges at være forudsætning for gyldigheden. I kvalitative interviews er det dog vanskeligt at skelne mellem begreberne (Fog 1994). Med hensyn til selve interviewene var de som tidligere nævnt lange. Jeg følte mig velkommen hos alle, og opfattede mig selv som upartisk engageret. Det var mit indtryk, at alle interviewpersoner havde forberedt sig og gerne ville formidle deres tanker og opfattelser. Bånd og båndudskrifter viser da også, at interviewpersonerne brugte langt den største del af "taletiden". Semi-strukturerede interviews lægger op til dialog. Ledende spørgsmål forekom i yderst beskedent omfang. Interviewpersonerne modtog ikke båndudskrifterne til kontrol og accept (af hovedsageligt praktiske grunde). Enkelte gange var jeg under udskriften i tvivl om en tekst-passages fortolkning; dette afklaredes ved telefonkontakt. Efter min bedste overbevisning har jeg i undersøgelsen fokuseret på, hvad jeg opfatter som de interviewedes væsentligste budskaber. Det har ikke været hensigten at bekræfte nogen forforståelse, men derimod at forholde mig til det faktiske indhold af interviewmaterialet og de betydninger, de interviewede så ud til at lægge i det. Med hensyn til gyldigheden af undersøgelsen har interviewene givet svar på det, det var hensigten at undersøge. Som det også var hensigten, gav den semi-strukturerede form mulighed for, at interviewpersonerne kunne introducere nye relevante temaer. Den eksplorative tilgang gav bl.a. plads for foreningsrådgivernes syn på de offentligt ansatte udøvere (først og fremmest socialrådgiver/sagsbehandlere) af familiepolitikken. Interviewene har haft anonymitet som forudsætning, både i forhold til identifikation af den enkelte og i forhold til foreningstilhørsforhold. D.v.s. at de alene selekteres efter foreningstype (radikal/progressiv). Min overordnede hensigt med dette var at

12

fokusere på de forventede variationer mellem den progressive og radikale rådgiver og ikke på forskellene mellem de enkelte foreninger. Desuden forventede jeg, at de interviewede personer ville kunne udtale sig friere. Det er dog efterfølgende ikke mit indtryk, at de har tillagt anonymiteten væsentlig betydning, tværtimod har flere meddelt, at de gerne stod ved deres udtalelser. Ikke desto mindre fastholdes anonymiteten. Interviewene er optaget på bånd. Alle har umiddelbart accepteret dette. Båndene er renskrevet af mig, da det er min opfattelse, at indsigten i materialet bliver større, når intervieweren selv arbejder med udskriften. De citater, der anvendes i teksten, er direkte citater. Der er imidlertid forskel på tale- og skriftsprog. Fyld-ord uden egentlig mening (som de fleste af os benytter os af) udelades derfor. Hvor sætninger eller sætningsdele er udeladt, vises det ved "...". Hvor kodeord er tilføjet, for at sætningen kan forstås, vises det ved "( )". Da der er tale om foreningsrådgivernes arbejde i forhold til familier med anbragte børn, henviser de interviewede rådgivere ind imellem til lovgivning på området. På tidspunktet for interviewoptagelse, var Bistandsloven den centrale lov på området. Den sociale lovgivning er i mellemtiden blevet revideret, således at der nu eksisterer et tredelt sociallovskompleks. Når interviewpersonerne henviser til Bistandsloven, "oversætter" jeg til nugældende lov, d.v.s hovedsageligt Servicelovens §§.

De enkelte kapitler I kapitel 2 præsenteres henholdsvis de radikale og progressive rådgivere: Hvem er de? Hvilke bevæggrunde har de for at engagere sig i arbejdet med familier med anbragte børn? Hvor megen erfaring har de med rådgivning? Hvor megen tid anvender de? Rådgiverne arbejder frivilligt i frivillige foreninger. Kapitlet afsluttes derfor med definitioner af frivillighedsbegrebet og karakteristika ved de frivilligt arbejdende generelt, ligesom foreningernes rådgivere kontra offentlige rådgivere overvejes. Kapitel 3 videregiver henholdsvis de radikale og progressive rådgiveres viden om og opfattelse af de familier, som søger deres bistand. Det generelle billede, de formidler, svarer i store træk til de familier og deres belastningsgrad, som beskrives i den eksisterende forskning på feltet. Foreningsrådgivernes samarbejde med forældrene repræsenterer imidlertid andre synsvinkler og dermed anden viden end eksisterende forskning, især viden, som koncentrerer sig om samarbejde (eller det modsatte) mellem familier og offentlige myndigheder. Kapitlet her afsluttes med formidling af sådanne andre forskningsresultater. Kapitel 4 er det centrale kapitel, d.v.s. at det er den viden, der formidles i dette kapitel, som var udløsende for denne bogs tilblivelse. Her fokuseres på foreningsrådgivernes indsats: i forhold til familierne, i forhold til de sociale (og andre) institutioner, i forhold til samfundet. Rådgiverne er ofte bisiddere ved familiernes møde med myndighederne. Hvordan opfatter de den rolle? Hvordan modtages familierne og de selv? Hvad gør de? Hvor stor er deres påvirkningskraft? Der ser ud til at være betydelige variationer i indsatsen, afhængig af om familierne henvender sig til en rådgiver fra henholdsvis en radikal og en progressiv forening. Især de progressive rådgiveres udførelse af arbejdet "kalder" på sammenligning med offentligt socialt arbejde. Desuden ses sammenhæng mellem rådgivernes "afstand" til

13

anbringelsesområdet og deres indsats, d.v.s. at der er forskel på den indsats, der ydes af rådgivere, hvis børn har været anbragt, og den indsats, der ydes af rådgivere med et personligt "fjernere" forhold til anbringelsesområdet. Kapitel 5 præsenterer de radikale og de progressive rådgiveres syn på de myndigheder, der er impliceret i anbringelsesprocessen og for de radikale rådgiveres vedkommende desuden overvejelser om den lovgivning, der giver samfundet mulighed for indgriben i børns opvækst. Endelig videregiver kapitlet rådgivernes opfattelse af og holdning til udøverne af socialpolitikken på området, især den sociale forvaltnings sagsbehandlere/socialrådgivere. Det er et tema, som ikke var indeholdt i interviewguiden, men som blev bragt ind i interviewene af adskillige foreningsrådgivere. I kapitel 6 overvejes den proces, der for en stor del af de interviewede rådgiveres vedkommende har fundet sted: processen fra at være forældre til et anbragt barn - til at blive rådgiver for andre forældre i den situation. En del af foreningsrådgiverne (i disse interviews især de progressive) har selv haft børn, der har været anbragt uden for hjemmet. I social faglitteratur ses denne situation ofte som forbundet med beskedne ressourcer. Da der netop er tale om mennesker, som nu må kaldes ressource-rige, idet de har etableret overskud til at yde af deres tid, viden og kræfter, kalder disse rådgiveres bevægelse/udvikling fra mennesker med behov for bistand til mennesker, der yder bistand, på overvejelser om, hvilke forhold der kan gøre sig gældende for en sådan bevægelse. Endelig kombineres hovedresultaterne i kapitel 7 i fire temaer. Temaerne er: Samfundsintervention i familier - historisk, aktuelt og fremtidigt; marginalisering og dens konsekvenser; foreningsrådgivernes strategier for forandring, herunder de centrale forskelle; og frivillig kontra offentlig indsats i marginaliserede familier, herunder muligheder for vurdering af børns opvækstbetingelser. Bogens titel "Strategier for forandring" henviser til den opfattelse, der blev givet udtryk for i første del af undersøgelsen: at mennesker (her forældre), hvis børn anbringes uden for hjemmet imod forældrenes ønske, ofte opfatter anbringelsen af barnet som udtryk for samfundets overgreb mod og undertrykkelse af dem. Vi reagerer forskelligt på oplevelsen af overgreb og undertrykkelse. Man kan skelne mellem forskellige strategier for at løse modsætnings- eller konfliktfyldte situationer. Nygren (1996) formulerer tre hovedstrategier: 1. Vi kan flygte fra den udfordring, der ligger i situationen. Som mulige flugtstrategier nævner han f.eks. brug af medikamenter og rusmidler samt anvendelse af forskellige psykologiske forsvarsmekanismer, som dæmper eller fjerner bevidstheden om konflikten. 2. Vi kan tilpasse os situationen, d.v.s. resignere over for den eller omdefinere opfattelsen af vore egne behov, så de svarer til de ydre betingelser. 3. Den tredje strategi er at søge at forandre de ydre betingelser, så de i højere grad tilpasses vore egne behov og mål. Han tilføjer, at gennem forandring af væsentlige ydre betingelser forandrer mennesket sig selv. De forældre, der henvender sig til foreningerne, må opfattes som mennesker, der ikke flygter og ikke tilpasser sig. De benytter en modstrategi med den hensigt at forandre

14

ydre betingelser. Foreningernes og dermed rådgivernes arbejde er da også rettet mod forandringer. På hvilke niveauer (familier, institutioner, samfund) forandringerne bør ske, vægtes derimod forskelligt i de radikale og progressive foreninger.

Litteratur Fog, Jette: "Med samtalen som udgangspunkt - Det kvalitative forskningsinterview", Akademisk Forlag 1994 Harder, Margit: "Samfundsmagt/Forældremodstand - foreninger til støtte for familier med anbragte børn", Aalborg Universitetsforlag 1997 Kvale, Steinar: "InterView - En introduktion til det kvalitative forskningsinterview", Hans Reitzels Forlag 1997 Nygren, Par: "Utvikling og kvalitet i psykososialt arbeid", ad Notam, Gyldendal 1996

15

16

KAPITEL 2 FORENINGSRÅDGIVERNE Da den centrale hensigt med denne bog er at formidle indsigt i den konkrete indsats, som den ydes af rådgiverne i foreningerne til støtte for familier med anbragte børn, er det naturligt først at se på, hvem rådgiverne er. I dette kapitel præsenteres således henholdsvis de interviewede radikale og progressive rådgivere med hensyn til beskrivende egenskaber samt begrundelser og forudsætninger for arbejdet. Derefter trækkes paralleller til frivilligt arbejde generelt, og offentlig rådgivning i forhold til foreningsrådgivning overvejes. I første del af projektet (Harder 1997) om foreninger til støtte for familier med anbragte børn blev foreningerne indkredset og deres formål og indsats beskrevet. Som det fremgår af kapitel 1, var hensigten derefter at undersøge rådgivningens konkrete substans gennem interviews med nogle af de rådgivere, der var tilknyttet foreningerne. Denne bogs empiriske grundlag er interviews med tolv af rådgiverne om deres arbejde i foreningerne. Som nævnt i det foregående kapitel er langt de fleste interviewpersoner fra gruppen af foreninger med primært fokus på familier med anbragte børn. Rådgiverne repræsenterer ligeligt de radikale og progressive foreninger, ligesom det antal familier, deres foreninger yder assistance til, forventes (ud fra oplysninger i første del af undersøgelsen) også at være nogenlunde ligeligt fordelt. I det følgende beskrives interviewpersonerne med hensyn til køn, alder, familiemæssig status, erhverv (lønarbejde), antal år som rådgiver i foreningerne, samt begrundelse og forudsætninger for frivillig rådgivning. Det skal bemærkes, at beskrivelsen på grund af rådgiver-udvælgelsesmetoden ikke er udtryk for en generel beskrivelse af rådgivere i de radikale og progressive foreninger. Præsentationen foretages i forhold til det antal år, som den enkelte har arbejdet med frivillig rådgivning i foreningerne, - de "ældste" først.

Rådgivere fra de radikale foreninger Da det er det konkrete indhold i rådgivningen, der er i centrum, er anonyme interviews valgt, som det tidligere er nævnt. D.v.s. at rådgiverne ikke navngives eller forbindes direkte med de foreninger, de udfører rådgivning for, men alene henføres til en foreningstype (radikal eller progresiv). Det betyder desuden, at jeg af sløringshensyn er nødt til at være lidt "kryptisk" med hensyn til rådgivernes uddannelse og (lønnede) erhverv. Det, der formidles på dette punkt, er uddannelsesniveau, i hvilken samfundssektor rådgiverne arbejder (eller har arbejdet), samt om deres arbejde inkluderer rådgivningsrelaterede områder. Baggrund for valg af frivilligt arbejde Rådgiver A (mand, over 70 år). Han er nu pensioneret (er tidligere faglært i servicesektoren). Han har på interviewtidspunktet beskæftiget sig med foreningsrådgivning igennem 23 år. Personlige erfaringer med det offentlige sociale systems funktion ligger bag hans engagement. Han har gennem de mange år haft

17

forbindelse med en lang række familier. Det er hans opfattelse, at anbringelser af børn skal undgås. Erfaringen har vist ham, at anbringelser ikke er til gavn for barnet, og at børn er bedre tjent med at forblive hos deres familie, gerne med massiv assistance, herunder fra det offentlige. Han yder selv en omfattende assistance, bl.a. har han ved adskillige lejligheder stillet sit hjem til rådighed for familier med behov for særlig støtte. Rådgiver B (mand, over 60 år). Han er offentligt ansat i et erhverv med elementer af omsorg/rådgivning (han har en længerevarende uddannelse). Han har beskæftiget sig med frivillig rådgivning gennem 20 år. Han fortæller om baggrunden for, at han blev engageret i indsats i forhold til specifikke familier: "Vi (foreningen) havde aldrig drømt om, at vi skulle ud at rådgive nogen"... vi skulle "være et skrivende og talende forum, der protesterede mod et behandlersystem, der havde annekteret familien som et behandlerobjekt". "Vi skrev selv og påkaldte os journalistisk opmærksomhed... og så begyndte folk selv at henvende sig til os, og når vi har sagt a, må vi også sige b". Indsats i forhold til den enkelte familie var altså ikke den oprindelige hensigt, men en bieffekt af en kritisk virksomhed, rettet mod det offentlige sociale systems håndtering af familiers problemer. For rådgiver B har det betydet, at han gennem sin mangeårige virksomhed i foreningen har haft en lang række opgaver i forhold til påvirkning af de sociale (og andre) myndigheders funktion, og færre opgaver i forhold til familierne direkte. Der har efter hans vurdering været relativt få familier, "hvor jeg virkelig har gjort noget". Kontakten med disse har til gengæld ofte været langvarig, i et par tilfælde omkring 20 år (d.v.s. også før, han blev tilknyttet nuværende forening). Han mener, at den del af indsatsen, der vedrører rådgivning af familierne, er tidsmæssigt belastende: "Man har jo sin egen "forretning", som man forsømmer med den slags opgaver". Rådgiver C (mand, over 60 år) er offentligt ansat i erhverv med elementer af omsorg/rådgivning (han har en længerevarende uddannelse). Han har 12 års rådgivningserfaring og er kommet ind i arbejdet på grund af indignation over det sociale systems funktion. Han havde oprindeligt den opfattelse, at evt. fejltagelser i systemet ville blive rettet ved nærmere prøvelse, men efter flere gange at have erfaret, at det ikke forholdt sig sådan, "fik jeg så øjnene op for noget, som jeg syntes, var voldsomt uretmæssigt over for en vis gruppe mennesker i samfundet ... Det harmede mig, at man i et retssamfund kunne byde mennesker noget sådant". Han skrev om sin harme i dagspressen, hvilket resulterede i henvendelser fra familier med anmodning om konkret assistance. Igennem 12 år har han været involveret ("mellem 100% og 70%") i knap 100 familier og i mindre grad i en række andre (bl.a. har han gennem årene skrevet ca. 1500 breve til offentlige myndigheder som led i sin indsats i familierne). På interviewtidspunktet var rådgiver C ved at aftrappe sin indsats på området. Han udtrykte sig således om sin indsats: "at den effektivt set har været forgæves, men målt efter den indsigt, den har givet mig i samfundsmæssige misforhold, har den være uhyre udbytterig". Rådgiver D er kvinde (i 50-erne). Hun har en mellemlang uddannelse. Hun har arbejdet inden for både servicesektoren og den sociale sektor (i mere end 20 år i en funktion med tydelige omsorgselementer). Hun er nu på arbejdsmarkedets overgangsydelse. Hun har været foreningsrådgiver i 3 år. Gennem sit voksne liv har hun haft et stort socialt engagement. Hun har i mange år udover sit lønarbejde deltaget i frivilligt socialt arbejde, bl.a. i mange bestyrelser og arbejdsgrupper. En

18

omfattende presseomtale om hendes og familiens erfaringer i forbindelse med tvangsanbringelse af børnebørn og den følgende hjemgivelse medførte henvendelser fra familier med lignende oplevelser. Hun rådgiver overvejende familier med problemer i forhold til børnene, men yder også assistance til mennesker med andre sociale problemer eller behov for information om det sociale systems funktion. Hun har haft kontakt med ca. 50 familier, heraf omkring 10 i længerevarende forløb, gennem de 3 år, hun har fungeret som foreningsrådgiver. Tidsmæssigt synes rådgiver D ikke, at hun bruger megen tid på arbejdet: "Jeg vil ikke kun engagere mig i én ting, derfor kan jeg ikke lave så meget, som de andre kan". Det fremgår, at hun er i løbende kontakt med andre rådgivere i den forening, hun er tilknyttet, og at det konkrete tidsforbrug desuden afhænger af behovet: "Der kan være nogle sager, der presser sig på, og så kan det også være, at jeg skal køre langt efter det". Rådgiver E (mand, over 70 år) har været selvstændigt næringsdrivende og er nu ansat i den offentlige servicesektor (deltid). Han har (på interviewtidspunktet) 3 års rådgivningserfaring. Han havde aldrig hørt om tvangsanbringelser, førend Børn- og Ungeudvalget traf beslutning om, at hans barnebarn skulle anbringes straks efter, at det var født. Sammen med sin kone "løb vi faktisk med barnet og var derefter under jorden med det". Via egen læge og en advokat blev han sat i forbindelse med den forening, som han siden blev rådgiver i. Han har igennem 3 år ydet rådgivning til ca. 50 familier med anbragte børn (eller forventet anbringelse), men "det er kun toppen af isbjerget". Hans personlige viden og de erfaringer, han igennem det frivillige arbejde har fået, har givet ham den opfattelse, at familierne kun i beskedent omfang af det offentlige sociale system får de informationer, de har ret til, og at "der skal utrolig lidt til, før de kan fjerne et barn". Rådgiver E bruger megen af sin tid på det frivillige arbejde. Han synes, det er en nødvendighed, at han har lønnet (halvtids)arbejde: "Man kunne jo ikke have det her, hvis ikke man havde noget ved siden af. Det er jo ret kostbart. Telefonregningerne er jo store. Og bilen er man tvunget til at have. Man er nødt til at køre rundt". Rådgiver F (kvinde, midt i 50-erne) er førtidspensionist. Hun har tidligere arbejdet i henholdsvis social- og sundhedssektoren (ufaglært). Hun har været foreningsrådgiver gennem ca. 3 år. Hun involverede sig i frivilligt rådgivningsarbejde i forhold til familier med anbragte børn som reaktion på personlige erfaringer med tvangsanbringelse af eget barn. Barnet blev i realiteten aldrig anbragt, da hun "tog ham under jorden" igennem adskillige måneder. En advokat fik derefter i retten ophævet tvangsanbringelsesbeslutningen. Det er hendes erfaring, fra egen situation og fra andres, at familierne ikke behandles ordentligt i det offentlige sociale system, ikke forstås og ikke hjælpes, selv om hun kan se tendenser til, at det er ved at ændre sig (hendes rådgivningsvirksomhed er afsluttet nu). Igennem de år hun har fungeret som rådgiver (løst tilknyttet forskellige foreninger af radikal type) har hun haft kontakt med en lang række familier. Indsatsen har omfangsmæssigt været vekslende. Hun har i perioder fungeret som et sted, hvor børn under jorden kunne bo. Samtlige interviewpersoner lever eller har levet i ægteskab/parforhold og har børn, evt. børnebørn.

Uddannelse/træning i rådgivning? Rådgiverne fra de radikale foreninger har i forbindelse med foreningsarbejdet ikke modtaget specifikke tilbud om træning/uddannelse i rådgivningsarbejde. Tre af dem

19

(A, E og F) er autodidakte, de har lært gennem eget livs erfaringer (to af dem er som nævnt over 70 år), gennem drøftelser og erfaringsudveksling med andre foreningsmedlemmer og gennem de familier, de har været i kontakt med. F.eks. udtrykker rådgiver E sin fornemmelse for rådgivning således: "Når man sidder over for et menneske, så kommer det sådan automatisk, hvad man skal sige, og hvad hun kan tåle at høre... man kan mærke på personen, om hun kan bruge det, man siger". De øvrige tre har heller ikke været tilbudt eller har deltaget i specifik træning i rådgivning, men har alle foruden udveksling med andre rådgivere og viden fra det frivillige arbejde gennem deres lønarbejde erhvervet sig indsigt i og erfaring med rådgivning af mennesker i svære situationer.

Sammenfatning De interviewede radikale rådgivere er alle over midalder. Deres rådgivningserfaring i foreningssammenhænge spænder fra få år til over 20. De foreninger, de repræsenterer, er overvejende oprettet af mennesker, der ikke har erfaring med anbringelse af egne børn, men har følt social indignation over det offentliges utilstrækkelige assistance over for andre mennesker i den situation. Det samme gælder ikke for rådgiverne, hvoraf kun to er gået ind i arbejdet af denne årsag (social indignation på andres vegne), mens fire netop er blevet rådgivere efter personligt at have oplevet anbringelse af et barn eller barnebarn på egen krop og har ønsket at medvirke til, at andre familier i lignende situationer ikke i mødet med de offentlige sociale myndigheder ville blive behandlet på en måde, som de selv opfattede som uacceptabel. Ingen har i forbindelse med foreningsarbejde modtaget særlig uddannelse eller træning i rådgivning. Det kan have sammenhæng med, at de foreninger, de repræsenterer, i særlig grad lægger vægt på at ændre lovgivning på området samt påvirke samfundet i retning af mindre intervention i familiære forhold. Halvdelen af interviewpersonerne har imidlertid gennem deres erhverv stor viden om rådgivning. En rådgiver giver udtryk for, at hans oprindelige hensigt alene havde været påvirkning af samfundet, men at rådgivning i forhold til familier var fulgt med som et biprodukt af denne virksomhed. To rådgivere er pensionerede, en på overgangsydelse. Fire er/har været offentligt ansat, heraf de tre i omsorgs/rådgivningsfunktioner (dette ganske brede begreb bruges af hensyn til den lovede anonymitet). Uanset om rådgiverne har andet arbejde, bruger de tydeligvis en del eller megen tid på den frivillige indsats. Tiden bruges i forhold til påvirkning af myndighederne, til de familier, der henvender sig, og til erfaringsudveksling med andre foreningstilknyttede rådgivere. Interviewene giver indtryk af, at rådgiverne er mennesker med en dyb involvering i arbejdet. At en sådan grad af engagement også kunne være slidsomt, kunne fremgå af, at én rådgiver på interviewtidspunktet havde stoppet sin virksomhed, mens en anden havde besluttet snarest at afvikle den.

Rådgivere fra de progressive foreninger Også de progressive rådgivere beskrives med hensyn til køn, alder, uddannelse/erhverv samt rådgivningserfaring i foreningerne, ligesom deres begrundelser og forudsætninger for frivillig rådgivning skitseres. Anonymitetskravet betyder også her, at visse konkrete oplysninger, især med hensyn til uddannelse og erhverv, ikke præciseres. Det vil sige, at vægten lægges på at skitsere deres

20

uddannelsesniveau, i hvilken samfundssektor de arbejder (eller har arbejdet), samt om deres arbejde inkluderer rådgivningsrelaterede områder. Præsentationen foretages i forhold til det antal år, som den enkelte har arbejdet med frivillig rådgivning i foreningerne, således at de med længst erfaring står først.

Baggrund for valg af frivilligt arbejde Rådgiver G (er mand i midten af 50-erne). Han har egen forretning (faglært) efter en tidligere længerevarende ansættelse i det offentlige. På interviewtidspunktet har han rådgivet gennem 23 år. Hans barn blev dengang anbragt uden for hjemmet, og han blev involveret i arbejdet først via forældrerådsarbejde og derefter som rådgiver. Han har gennem årene haft et konstant engagement i rådgivning og i familiernes forhold. Han har personligt positive erfaringer med det offentlige sociale system. Selv om anbringelsen af hans barn ikke var uproblematisk, oplevede han respekt, imødekommenhed og opfordring til medindflydelse fra begge de socialrådgivere, der var involveret i anbringelsen (den, der medvirkede til anbringelse og den, der modtog barnet og dets forældre på institutionen). "Jeg har ikke nogen bitterhed fra min egen sag, og derfor kan jeg sige til forældrene, at det kan lade sig gøre, hvis man selv er indstillet på at samarbejde". "Det er mine positive erfaringer, jeg bruger i forhold til forældrene". Tidsmæssigt har hans indsats varieret i forhold til, hvad hans ansættelser gennem årene har givet mulighed for. På interviewtidspunktet "går jeg ind i førstegangssamtaler, og så kommer andre ind i billedet, fordi jeg ikke kan nå så meget for tiden". Desuden har rådgiver G "vagter" i den forening, han er tilknyttet, men "ikke faste vagter, fordi jeg kan være nødt til at arbejde. For tiden er jeg en slags vikar". Rådgiver H (kvinde, midt i 50-erne) er ansat i den private servicesektor. Hun har en mellemlang administrativt præget uddannelse. Hun har 12 års erfaring i foreningsrådgivningsarbejde. Hun blev involveret i rådgivningsarbejdet efter eget barns anbringelse. Det var ikke en positiv erfaring for hende. "Der var nogle mangler dengang, og dem vil jeg jo gerne prøve at afbøde nu". Hun har altid, også før hun blev rådgiver, følt harme, når mennesker blev behandlet uretfærdigt, og har i mange andre sammenhænge fået eller taget rollen som talerør for mennesker i en klemt situation. Hun er desuden involveret i selvhjælpsprojekter, frivillighedsformidling, brugerråd og andre aktiviteter uden for foreningen. En anden personlig motivation for rådgivningsarbejdet i foreningen udtrykkes således: "Jeg får jo selv en hel masse. Om ikke andet får jeg anerkendelse af at være god nok - og det har jeg ikke oplevet i systemet". Igennem de 12 år som frivillig rådgiver har hun haft forbindelse med ca. 100 familier. På tidspunktet for interviewets optagelse havde hun løbende kontakt med ca. 20 familier. Hun har fuldtidsarbejde og bruger i hvert fald 20 timer ugentligt på foreningsarbejdet, ligesom hun accepterer at betale sig fri for sit arbejde for at kunne være bisidder, svarende til omkring en månedsløn årligt. Desuden har involveringen medført, at hun efterspørges som konsulent og underviser. Rådgiver I (kvinde, i begyndelsen af 50-erne) har en mellemlang admistrativt præget uddannelse. Hun er offentligt ansat i uddannelsessektoren. Rådgivningserfaring: 9 år. Hun har haft et anbragt barn. Det blev anbragt efter aftale med forældrene. Hun mente dengang og også nu, at det var en rigtig beslutning, - "jeg var ked af, at det var nødvendigt, men ikke i tvivl om, at det var rigtigt". Hun samarbejdede gennem barnets anbringelse med den kommunale og amtskommunale socialforvaltning samt

21

anbringelsesstedet. Alligevel syntes hun, at usikkerheden om barnets fremtid var for stor, og at det offentlige systems forståelse for hendes behov for at vide, hvad der skulle ske med barnet, var beskeden. Hun blev af det offentlige vurderet som en vanskelig samarbejdspartner. Sammen med forældre i lignende situationer indgik hun i gruppesammenhæng i et langvarigt fælles arbejde om bearbejdning af de følelser og vanskeligheder, forældrene havde som pårørende til anbragte børn. Nogle af gruppens medlemmer blev knyttet tæt til hinanden og fungerede som bisiddere for hinanden ved møder i det offentlige angående deres børn. Efter nogle år begyndte nogle af gruppens medlemmer at tilbyde assistance til andre forældre i lignende situationer. Rådgiver I har på interviewtidspunktet et mindre antal familier, som hun er i kontakt med. Nye henvendelser følger ikke et bestemt mønster - "der kan gå nogle måneder, hvor jeg ingen får, og så kan jeg få 3-4 henvendelser på en måned". Tidsforbruget er derfor varierende. Rådgiver J (kvinde, i 40-erne) har en mellemlang uddannelse (omsorg/udvikling). Hun er offentligt ansat i socialsektoren. Hun har 9 års rådgivningserfaring. Hendes børn har for adskillige år siden været anbragt. De blev anbragt, efter at hun og hendes børn havde været udsat for flere traumatiske begivenheder. Børnene reagerede i den forbindelse voldsomt, og hun magtede ikke "at få styr på vores tilværelse". Børnene blev anbragt med J's samtykke. Hun udtrykker megen vrede over for den kommunale socialforvaltning, som hun mener, ikke kunne forstå og imødekomme hende, hverken følelsesmæssigt eller praktisk. Hun synes, at hun brugte uforholdsmæssigt mange kræfter på at få de informationer, hun havde behov for, og at hun blev kontrolleret unødvendigt tæt. I amtskommunalt regi blev hun tilbudt deltagelse i en gruppe, bestående af kvinder i svære situationer. Det havde hun stort udbytte af. Siden, efter at børnene var kommet hjem igen, deltog hun i en anden gruppe af forældre med anbragte eller tidligere anbragte børn på grund af et stort behov for at tale med nogen om sine "dårlige erfaringer". Rådgiver J har været involveret som direkte rådgiver i et begrænset antal familier. Hun underviser en del (bl.a. i forhold til studerende) om problematikken. Rådgiver K (kvinde, midt i 30-erne) har en mellemlang uddannelse (omsorg/udvikling). Hun er offentligt ansat i socialsektoren. Hun har 6 års rådgivningserfaring. Hendes barn er anbragt og har været det gennem mange år - efter hendes ønske og samtykke. Hun var aktiv i forældrerådsarbejdet på barnets institution og kom ad den vej ind i rådgivningsarbejdet, da muligheden åbnede sig for det. Hun har selv modtaget rådgivning som mor til anbragt barn fra en forening. Hun har i og uden for foreningsregi etableret flere grupper for forældre til anbragte børn og fungeret som gruppeleder. Det er hendes opfattelse, ud fra personlige erfaringer og fra de mange forældre, hun har været sammen med, at der sker mange svigt fra det offentliges side i forhold til familierne - "Ligegyldigheden over for folk i krise bliver stadigt tydeligere". Hun mener, at et særligt problem er det offentlige systems manglende hjælp og rådgivning til familien i forbindelse med barnets hjemgivelse - "Giv dem da hjælp, giv dem arbejde, så de får et normalt liv, så det ikke bliver et barn, der kastes rundt med, fordi forældrene stadig ikke kan finde ud af det". Rådgiver K har gennem årene anvendt megen fritid i foreningen, "en til to aftener om ugen", men på grund af arbejdspres i sit lønnede arbejde har hun på interviewtidspunktet netop været nødt til for en tid at begrænse sin indsats.

22

Rådgiver L (mand, i begyndelsen af 40-erne) er offentligt ansat i socialsektoren (korterevarende uddannelse). Han har (på interviewtidspunktet) 3 års rådgivningserfaring i en forening. Han er far til et anbragt barn. Han var tidligt klar over, at barnet havde brug for en assistance, som familien ikke kunne give det og forsøgte gennem flere år "at råbe om hjælp, uden at der rigtig skete noget". Han fik en række råd, som han ikke syntes, han kunne anvende, fordi de var gentagelser af, hvad familien havde forsøgt, "vi var langt forbi det". Først da barnets adfærd blev uacceptabel for skolen, blev barnet anbragt. Han kom i forældrerådet på barnets institution, og ydede der assistance i forhold til de øvrige forældre - "forældrene der var ikke så forfærdelig stærke". Det førte til, at han blev medlem af en forening til støtte for familier med anbragte børn. Han har på interviewtidspunktet årligt kontakt med 20-25 familier, i vekslende omfang. Han er altid med til de første samtaler med nye forældre. Han bruger ofte op til 20 timer om ugen på det frivillige arbejde (har desuden fuldtids-lønarbejde). Han synes, at han har påtaget sig et stort ansvar, og at det i perioder kan være belastende. Alle interviewpersoner lever eller har levet i ægteskab/parforhold, alle har børn, evt. børnebørn.

Uddannelse/træning i rådgivning? Fire af rådgiverne har deltaget regelmæssigt i en række foredrag og kurser inden for emner som: rådgiverens container-funktion (at kunne rumme og tåle et andet menneskes følelser), om den gode samtale, om kriseintervention, om etik/moral i rådgivningsforløb, om ledelse af grupper og om bisidning. Desuden har de haft mulighed for supervision i det frivillige rådgivningsarbejde. Kurserne og foredragene ligner (i hvert fald på "overskrifterne") dele af f.eks. socialrådgiveruddannelsens pensum. En del af foredragsholderne er da også socialrådgivere eller psykologer. To rådgivere har ikke deltaget i regelmæssig træning/uddannelse i forbindelse med foreningsarbejdet. De har derimod igennem foreningen trænet og uddannet hinanden, bl.a. via læsning af litteratur og debat om det læste. De har begge kunnet trække på konsulentbistand i arbejdet (fra psykolog) og lært af dette. Alle de interviewede rådgivere i denne gruppe bruger en del tid på foredrag i bl.a. undervisningsinstitutioner.

Sammenfatning De interviewede progressive rådgivere er mellem ca. 35 og ca. 55 år. Deres rådgivningserfaring spænder fra 3 år til over 20. De foreninger, de progressive rådgivere repræsenterer, er oprettet af mennesker, hvis egne børn eller børnebørn har været anbragt. For alle de interviewede rådgivere gælder det ligeledes, at deres personlige erfaringer (anbringelse af børn eller børnebørn) har været en væsentlig begrundelse for at yde en frivillig indsats i forhold til andre familier med anbragte børn. Alle interviewede rådgivere har fuldtidsarbejde. Fire er på interviewtidspunktet offentligt ansatte, heraf de tre i omsorgs-/rådgivningserhverv. Tilgangen til rådgivningsfunktionen er for de flestes vedkommende sket via deltagelse i forældrerådsarbejde i deres børns institutioner.

23

Alle rådgivere har gennem foreningsarbejdet enten modtaget særlig træning eller konsulentbistand til støtte for deres rådgivende funktion. Det kunne hænge sammen med, at de foreninger, de repræsenterer, især lægger vægt på udviklingsarbejde i forhold til forældrenes omsorgsfunktion over for børnene og på øgelse af forældrenes evne til samarbejde med de offentlige myndigheder. Rådgiverne anvender megen fritid i de foreninger, de er tilknyttede. Tidsforbruget varierer for fleres vedkommende over tid, tilsyneladende afhængig af to forhold: de krav, deres daglige arbejde stiller til dem, og omfanget og intensiteten af de henvendelser, de får fra familierne. De fleste kan "trække på" andre rådgivere i perioder, hvor de ikke kan afsætte den nødvendige tid. Rådgiverne er dybt engageret i det frivillige arbejde, som har tilbøjelighed til at fylde endda meget i deres private liv. En del er desuden involveret i andet arbejde (end rådgivning) i deres foreninger.

Kommentarer Som det fremgår, er de interviewede rådgivere, både radikale og progressive, stærkt engagerede, også tidsmæssigt, i foreningsarbejdet. De arbejder frivilligt, d.v.s. ulønnet, i frivillige foreninger. De arbejder desuden inden for et felt: anbragte børns familier, hvor det offentlige (den sociale forvaltning) har et klart ansvarsområde. I det følgende ses der derfor på frivillighedsbegrebet, på foreningsrådgivernes engagement og endelig på de bevæggrunde, som det kunne tænkes, at de anbragte børns familier måtte have for at mene, at de er bedre tjent med foreningernes rådgivning end med den offentlige.

Frivillighedsbegrebet Udtrykket "frivilligt" kan forstås på flere niveauer. Henriksen (1995) deler i tre: individ, organisation og samfund. På individniveauet udføres frivilligt arbejde, forstået som en handling, der: - er frivillig - er ulønnet - udføres over for andre end familie og slægt - skal være til gavn for andre end én selv og familien - er af formel karakter (d.v.s. adskilles fra almindelig hjælpsomhed) Som det vil være fremgået tidligere i kapitlet, opfylder samtlige interviewede rådgivere (radikale og progressive) i deres omfattende "fritidsarbejde" disse karakteristika. På organisationsniveauet lægges vægt på, at: - organisationen er frivilligt grundlagt, at den derfor er (relativt) frikoblet i forhold til det offentlige og derfor kan operere relativt uafhængigt - at eventuelt overskud bruges i organisationens tjeneste og ikke til personer/"ejere" (nonprofit) - at frivilligt arbejde er en væsentlig del af organisationens grundlag og - at medlemmerne er frivilligt tilknyttede De foreninger, rådgiverne er tilknyttede, er alle frivilligt grundlagte nonprofit (og ind imellem direkte økonomisk tabsgivende) organiseringer. Foreningerne benytter sig hovedsagelig af frivillig arbejdskraft. "Hovedsagelig" betyder, at nogle foreninger

24

(især de radikale) benytter sig af advokatbistand. Når advokater træder ind i de områder, som lovgivningsmæssigt giver mulighed for offentlig betaling af deres bistand, aflønnes de (af det offentlige). På samfundsniveauet finder Henriksen (1995) to begreber centrale: den frivillige sektor og det frivilligt sociale arbejde. Det første anvendes som et begreb til at beskrive samfundets frivillige indsats, det sidste som et begreb, der kan anvendes som middel til at undersøge de værdier, som samfundet tilskriver frivilligt arbejde og frivillige organisationer, d.v.s. handlerummet for frivillig organisering af det sociale arbejde. En stor del (for adskilliges vedkommende meget stor) af foreningsrådgivernes "fri" tid er rettet mod arbejdet i foreningerne, både i forhold til medlemmerne (familierne med anbragte børn), det omgivende samfund og det organisatoriske arbejde. Flere (i begge foreningstyper) oplyser, at de anvender 20 timer eller mere ugentligt. Det er tale om et betydeligt øget tidsforbrug i forhold til de ca. 15 timer pr. måned, som den øvrige del af befolkningen, der udfører frivilligt arbejde (ca. 1/4) gennemsnitligt anvender (Koch-Nielsen 1997).5 De fleste interviewede rådgivere har lønnet arbejde og adskiller sig ikke her fra frivillige i det hele taget, idet frivillige generelt netop er karakteriseret ved at være aktive i arbejdsliv og samfundsspørgsmål i det hele taget (op.cit). Aldersmæssigt er det generelle "frivillig-billede", at de mest aktive frivillige er mellem 30 og 59 år. Blandt de interviewede rådgivere er der flere, der er ældre, d.v.s. at de har lang livserfaring, er i "bedsteforældre-alderen" og dermed betydeligt ældre end de familier, de rådgiver.

Foreningsrådgivernes motivation De væsentligste motivationsfaktorer for foreningsrådgiverne er som anført, at de føler en høj grad af social indignation, d.v.s. en harme over at samfundsinstitutioner behandler 'svage' grupper/familier på en uretfærdig og undertrykkende måde. De (få) rådgivere, der alene har erfaring med anbringelse af børn fra andres familier, arbejder frivilligt på grund af et stærkt ønske om at ændre sådanne samfundsforhold. De øvrige rådgivere har som forældre eller bedsteforældre til anbragte børn personlige (oftest negative) erfaringer fra kontakten med myndigheder i den forbindelse og giver foruden social indignation udtryk for håb om gennem deres virke at kunne forebygge eller afværge, at andre får lignende oplevelser. En anden motiverende faktor, som det udtrykkes af nogle af rådgiverne, er den personlige tilfredsstillelse eller oplevelse af værdi, som nogle af rådgiverne formulerer som forbundet med at yde assistance til andre mennesker. Det er ikke særegent for foreningernes rådgivere. Alle (også professionelle) i hjælpefunktioner forventes i hvert fald som delbegrundelse for deres valg af denne funktion at have personlige, religiøse eller politiske bevæggrunde. Haberman (1987) peger desuden på 5

Langt den største del af befolkningens frivillige arbejde ydes i forhold til kultur- og idrætsorganisationerne, specielt med børn og unge. Kun ca. 10% udfører ulønnet arbejde for en social organisation. Og størstedelen af det arbejde er af politisk, administrativ karakter.

25

"belønningerne" i det frivillige arbejde6 : de følelsesmæssige (selvtillidsøgende, netværksstyrkende), de sociale (skabelse af nye kontakter, større opmærksomhed omkring én) og de intellektuelle (øget mulighed for at lære, nye færdigheder, egne holdninger udfordrers). Haberman understreger som en vigtig forudsætning, at udviklingen sker på egne betingelser. Endelig indebærer det frivillige engagement, at man kan trække sig tilbage, uden at tilbagetrækningen indebærer tab af løn, af tilknytning til arbejdsmarkedet etc., som det ville gøre for offentligt ansatte rådgivere. Til gengæld indebærer det frivillige engagement også, at skillelinien mellem "arbejds"-liv og privatliv kan blive uklar, hvilket den tydeligvis er for de fleste foreningsrådgivere. Størstedelen af dem står faktisk på de fleste tidspunkter af døgnet til rådighed for familier, der henvender sig. Det har ganske særlige omkostninger. Selv om mange ser ud til at have uanede ressourcer at trække på, har flere af de interviewede rådgivere i konsekvens af belastningen i arbejdet enten trukket sig helt tilbage, påtænker at gøre det eller har periodisk begrænset deres indsats væsentligt.

Foreningsrådgivere som alternativ til offentlig rådgivning Udover selve det tvangsmæssige indgreb i forhold til familierne, som formentlig i sig selv er en ganske væsentlig årsag til, at familierne henvender sig til ikke offentligt tilknyttede, kunne der tænkes en række andre forklaringer på, at foreningsrådgiverne af familierne opfattes som et attraktivt alternativ. Det relativt høje aldersgennemsnit for de interviewede rådgivere kunne være én årsag til, at de accepteres som rådgivere af familier, der har haft svært ved at modtage offentlig rådgivning i forbindelse med (oftest) tvangsmæssig anbringelse af deres barn (dette er ikke nødvendigvis et generelt argument, da undersøgelsen ikke giver svar på, om den relativt høje alder blandt de interviewede er et generelt karakteristikon. Dog siger rådgiver D om rådgiverne i sin forening: "De fleste af os er i bedsteforældre-alderen). Sammenlignet med socialrådgivere ansat i de sociale forvaltninger var disse i en undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening (Glavind & Pade 1995)7 gennemsnitligt i midten/slutningen af 30-erne. Det er således ikke usandsynligt, at der faktisk er en betydelig aldersforskel mellem foreningernes rådgivere og de offentligt ansatte (social)rådgivere. 6

Habermann (1987) beskæftiger sig især med samspillet mellem frivillig og offentligt ansat arbejdskraft, men der er ikke grund til at formode, at motivation og behov er væsentligt anderledes inden for foreningerne her. 7

Dansk Socialrådgiverforenings medlemsundersøgelse konstaterede, at gennemsnitsalderen for socialrådgivere i arbejde var godt 43 år, men at ansatte i kommunale forvaltninger (godt halvdelen af medlemmerne) dengang (i 1995) var 5-6 år yngre. Det kunne tænkes, at de kommunalt ansatte socialrådgivere i mellemtiden er blevet endnu yngre, idet de senere år har været præget af betydeligt større studenteroptag på socialrådgiveruddannelser end tidligere. Da er kommunalt socialt arbejde hyppigt er første aftager af nyuddannede socialrådgiver, og det største kommunale sagsområde er bistand til familier med børn, er det sandsynligt, at de offentligt ansatte socialrådgivere gennemsnitligt er betydeligt yngre end foreningsrådgiverne.

26

En anden årsag til, at foreningsrådgiverne tilsyneladende lettere accepteres af familierne, kunne være, at langt de fleste rådgivere (med undtagelse af to) har erfaringer med anbringelse af egne børn eller børnebørn. Med en enkelt undtagelse har de oplevet det offentliges indsats som negativ (enten i forbindelse med anbringelse af eget barn, evt. børnebørn, eller som vidne til det sociale systems behandling af familierne). De negative erfaringer er en vigtig begrundelse for at yde rådgivningsassistance. Mange af rådgiverne kender anbringelsesprocessen selv, de kender magtesløsheden og desperationen, og vil umiddelbart kunne formidle deres (egen) forståelse heraf til familierne. Rådgivere i offentligt regi vil derimod oftest være henvist til at bruge en vidensbaseret forståelse af familiernes situation. En tredje forklaring kunne være, at foreningsrådgiverne netop er frivilligt arbejdende. De får ikke løn og er ikke formelt ansat til at udføre arbejdet og må derfor af familierne opfattes som, at de giver af et personligt overskud. Det er sandsynligvis mindre kompliceret at modtage assistance fra mennesker, som selv har valgt at yde denne, end fra mennesker, for hvem det er en del af deres lønarbejde. Den sociale forvaltnings medarbejdere vil desuden præsentere modkrav/betingelser for en ydet assistance. Det gør en del af foreningsrådgiverne ganske vist også, men i den kontakt (kontrakt) er inkluderet, at familierne kan trække sig tilbage, uden at der iværksættes konsekvenser. En fjerde forklaring på foreningsrådgivernes mere ukomplicerede tilgang til familierne kunne også findes i den lovbundne pligt til at reagere med underretning til de sociale myndigheder (kommunalbestyrelsen) i forbindelse med børns vanskelige opvækstvilkår. Servicelovens § 36 (tidligere Bistandslovens § 20) understreger pligten til at underrette kommunen ved "kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare". Denne pligt gælder enhver voksen borger og dermed også foreningsrådgiverne. Derimod er Servicelovens § 35 (tidligere Bistandslovens § 19) rettet mod "personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv" (det gælder også praktiserende læger), og som er forpligtet til, "hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte", at underrette kommunen. De væsentlige forskelle på disse to §§ er personkredsen (§ 36 = alle, § 35 = offentligt ansatte) og graden af viden (§ 36 = kendskab, § 35 = formodning). Offentligt ansatte rådgivere har således pligt til at reagere på et betydeligt tidligere tidspunkt end foreningsrådgiverne har.

Litteratur Glavind, Niels & Pade, Susanne: "Medlemsundersøgelse for Dansk Socialrådgiverforening", Dansk Socialrådgiverforening/Bureau 2000, 1995 Habermann, Ulla: "Det tredje netværk - grundbog om frivilligt socialt arbejde", Akademisk forlag 1987 Harder, Margit: "Samfundsmagt/Forældremodstand - Foreninger til støtte for familier med anbragte børn", Aalborg Universitetsforlag 1997 Henriksen, Lars Skov: "De frivillige - hvad taler vi om og hvad forskes der i?", Rapport fra Socialministeriets projekt om forskning i "Frivillig organisering på det sociale område", Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer, Aalborg Universitet, 1995

27

Koch-Nielsen, Inger: "Den frivillige sektors rolle i socialpolitikken" i Fridberg, Torben (red.): "Hvem løser opgaverne i fremtidens velfærdssamfund?", Socialforskningsinstituttet 97:11, 1997

28

KAPITEL 3 FAMILIERNE I kapitlet beskrives familierne ud fra rådgivernes udsagn om de familier, de hver især har eller har haft kontakt med. Først præsenteres de radikale, derefter de progressive rådgiveres billede af familierne med hensyn til forældrene, børnene, og de familier, rådgiverne afviser eller mister kontakt med. Evt. forskelle mellem de radikale og de progressive rådgiveres opfattelse af familierne overvejes. Afslutningsvis sammenlignes rådgivernes familier med historisk og aktuel viden om familier til anbragte børn, idet disse udgør langt den overvejende del af de, der henvender sig til rådgiverne.

De radikale rådgiveres opfattelse af familierne Forældrene Langt den største del af de forældre, som de radikale rådgivere kommer i kontakt med, henvender sig om problemer, der relaterer sig til anbringelse af deres barn/børn, enten i processen op til anbringelsen, når anbringelsen har fundet sted (som en frivillig eller (oftest) tvangsmæssig anbringelse), eller i forbindelse med hjemgivelse. En mindre del henvender sig: - når deres børn har ganske særlige vanskeligheder (eks. handicaps af forskellig art), og de derfor er i (konfliktfyldt) forbindelse med det sociale system. De har ifølge rådgivernes oplysninger oftest alene brug for vejledning i sagsgangen i det offentlige system - når de er bekymrede for deres børn (f.eks. ved mistanke om forbrug af euforiserende stoffer) og i den anledning har brug for at få et godt råd - når de har behov for råd om andre sociale problemer "Fordelingen" af de problematikker, familierne henvender sig om, afspejles i det følgende, d.v.s. at hovedvægten af rådgivernes udsagn specielt vedrører familier med anbragte børn.

Familietype Den familietype, rådgiverne oftest ser, er eneforsørger-familien (nogle rådgivere ser alene denne familietype, for andre udgør den størsteparten af henvendelserne). Eneforsørgeren er desuden næsten altid kvinde: "Det er først og fremmest enlige mødre, omkring 80%. Det er også dem, der ikke har en videregående uddannelse og derfor ikke har deres styrke i at formulere sig eller i indsigt og kundskab i samfundsspørgsmål, forvaltningstekniske spørgsmål o.s.v. Det er mennesker, der er i defensiven. De har ofte et personligt problem; de kan være narkomaner, de kan være stofafhængige - uden at være opløste, og uden at deres tilværelse er gået helt i stå. Men de har et svagt punkt. De kan være psykisk afvigende, de kan have været psykisk syge... Når man ved det, så ser man andet og mere, end man ellers ville have set... Det er typisk, med få undtagelser (10-20%), at det er den enlige mor, der er lidt galt med" (C).

29

"De fleste er egentlig kvinder som mig selv, der har gjort noget dumt på et eller andet plan" (F).

Forsørgelsesgrundlag Familierne er oftest karakteriseret af, at deres forsørgelsesgrundlag er social bistandshjælp, hvilket samtidig peger på, at de har løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Forsørgelse via offentlige myndigheder medfører en fortløbende kontakt med det sociale system. Afhængigheden af bistandssystemet ses i sig selv som en begrænsende faktor: "Kommunen anviste hende et hjem for enlige kvinder. Det var den hjælp, hun fik, og så var de sikre på, at hun ikke kunne få børnene hjem" (E). "Nu håber jeg, hun får sin pension, så kan hun i hvert fald flytte væk derfra" (F). "Mange klienter har ikke råd til advokat (i perioder uden lovgivningsmæssige rettigheder)" (E). Desuden giver flere rådgivere udtryk for den opfattelse, at bistandshjælp dels medfører andre typer af afhængighed for familierne, dels fremprovokerer særlige adfærdsmønstre: "Disse behandlere har udklækket en professionel bistandskaste, som er eksperter i at presse citronen til det aller yderste. ... Al den energi, andre lægger i at forsøge at passe et arbejde, lægger professionelle bistandsmodtagere i at kringle systemet, og dermed bliver de filtret ind i systemet på en sådan måde, at når systemet pludselig vender vrangen ud og f.eks. tager deres børn, har de ikke noget at stå imod med..." (B). "Man kan mærke på dem, at de er vant til at komme med små løgne, det er de fleste bistandsklienter, og så kan de ikke huske, hvad de har sagt. Hvis det er sandt, hvad man siger, kan man huske det igen, for sandheden kan man altid huske" (E). "Deres situation er eksistentiel, en livssituation, og den kan jeg ikke ændre så forfærdelig meget ved" (C).

Særlige vanskeligheder Som det fremgår, er det de radikale rådgiveres opfattelse, at forældrene ofte bærer på problemer af en art, der medfører, at myndighederne i særlig grad har opmærksomheden rettet mod dem. Sådanne problemer kan være af psykisk karakter: "De kan være psykisk afvigende, de kan have været psykisk syge ... og står det en gang i papirerne, at vedkommende har været på psykiatrisk afdeling, er de aldrig ude af forvaltningens synsfelt.... så er vedkommende suspekt for at kunne blive syg igen, for at være psykisk afvigende og derved kunne skade sit barn (C)".

30

"Jeg ved ikke, om det er en grænsepsykotisk tilstand eller "kun" en fødselspsykose... Men barnet blev tvangsfjernet, og hun ser det kun under overvåget samvær" (A). "Hun (mor med angstneurose) har en dreng, der er rigtig sød, men han har ikke gået i skole i mange år. Han bliver nok aldrig normal. Storebroderen tævede moderen, og så tvangsfjernede de den lille" (F). Rådgiverne oplyser, at psykiatriske lidelser ofte ses som medvirkende årsag til myndighedernes anbringelsesbeslutning. De er ikke nødvendigvis enige med myndighederne i, at mennesker med psykiske lidelser er uegnede som forældre i dagligdagen, men peger på, at det er nødvendigt at vurdere hvert enkelt tilfælde: "Jeg talte med en kvindelig psykiater, som sagde til mig, at paranoide er nogle af de bedste mødre, hvis ikke deres vrangforestillinger er så psykotiske, at de gør noget direkte skadeligt... de er så sensitive og stolte" (C). "Mange har mange gode perioder, og så kunne man sætte noget andet ind i andre perioder. Fordi man f.eks. er maniodepressiv, kan man godt have stabile perioder" (D). "Når den ene part ikke fejler noget, så er der ingen grund til anbringelse" (E). Enkelte rådgivere kan undre sig over, at der i nogle tilfælde ikke bliver grebet ind i familier, hvor forældrene har en psykisk lidelse. Rådgiver C fortæller om en mor, som var psykotisk, havde tvangsforestillinger, var voldsom i hjemmet og havde en række indlæggelser bag sig: "... og så blev hun rettet op sådan på defekt vis. Jeg har jo undret mig over, hvorfor i alverden man ikke har et asyl, hvor man kan anbringe denne mor, så hun er der, hvor hun skal være, i stedet for at man totalt har ødelagt den familie, - der var ingen ro for børnene" (C). Forældres forbrug/misbrug af alkohol, medicin eller narkotiske stoffer nævnes i samtlige interviews som en faktor, der foranlediger de sociale myndigheder til særligt at fokusere på familien. På den ene side mener de interviewede radikale rådgivere, at misbrug kan være et stort familiært problem: "Mange vil jo gerne være raske, og så forsøger de at komme ud af det. Det mislykkes måske, og så står de der, ulykkelige og med et mægtigt nederlag. Det mislykkes ofte." (A). "Børn skal ikke være i familier, hvor der er misbrug eller vold" (E). På den anden side er det deres opfattelse, at forældrenes evne til at tage vare på barnet i sådanne tilfælde må vurderes specifikt: "Alkoholikere har mange grader. Det skal kunne måles, hvilket svigt man yder der, hvor man har forpligtelser, eller hvilken skade man tilføjer" (C).

31

Rådgiver A giver udtryk for, at det sociale system generelt er afstandtagende over for stofbrugere, også når det er lykkedes at komme fra illegale stoffer til metadon: "Man har i mange år betragtet det, at de fik metadon, som at man ikke kunne regne med, at de reagerede normalt" (A). De fleste rådgivere er specielt opmærksomme på alkohol/stofproblematikken. De medvurderer tydeligvis omfanget af forbrug/misbrug samt konsekvenserne for barnet: "Det er klart, at hvis moderen er så meget narkoman eller alkoholiker, at hun ikke kan passe sit barn, så påtager vi os slet ikke sagen. Vi kompromitterer os ikke på den måde, at vi går ind i en sådan sag og forsvarer, at barnet skal hjem, hvis det bliver groft vanrøgtet og forsømt. Men det er utroligt få sager, hvor det har fundet sted" (C). "Nogle gange er det et alkohol- eller narkohjem... så siger jeg: I må gå i behandling nu og regne med, at der går halvandet til to år, før I er rene. Når I er misbrugere, kan I ikke passe jeres børn" (E). I et interview er det oplyst, at rådgiveren vurderede, at forældrene på grund af misbrug ikke var i stand til at fungere som hverdagsforældre og derefter aktivt medvirkede til barnets anbringelse: "Jeg har selv været med til, sammen med et narkomant par (hos deres advokat) at finde en plejefamilie til barnet, og det fik den lykkelige udgang, at de helt accepterede, at barnet blev anbragt, og de fik et godt forhold til plejeforældrene. De indså det selv, de havde fået 3-4 chancer, og de kunne ikke leve op til det" (C). Nogle rådgivere oplyser, at de sjældent ser alvorligt misbrugende familier (formentlig fordi det kræver et vist overskud som familie at henvende sig til en forening): "Hvis børnene direkte er truet på grund af stoffer eller alkohol, kommer vi sjældent ind. Dem plejer vi ikke at se. Det er mere dem, som ind imellem misbruger... Der er for mig at se tre eller fire ting, hvor der ikke er andre veje (end anbringelse): spiritus, stoffer, nogle psykiske lidelser, vold, eller hvis man forlader sine børn" (D). Et tredje forhold, som efter rådgivernes mening kan medvirke til de sociale myndigheders skærpede opmærksomhed på bestemte familier, er psykisk udviklingshæmning (hos forældrene). Det fremgår, at rådgiverne har kontakt med en del psykisk udviklingshæmmede forældre. De mener ikke, at der behøver være nogen direkte sammenhæng mellem begavelse og evne til at tage vare på børn: "I denne svage familie, hvor faderen har et konstant spiritusproblem og moderen er så småt begavet, at hun vel nærmer sig sinkegrænsen, ville det ikke være urimeligt at spørge, om de overhovedet kan tage sig af et barn.

32

Og så bliver man så forbløffet, når man ser denne kvinde i funktion som mor. Det er utroligt, som intelligensmæssigt svagt udrustede kvinder har et instinkt, der sætter sig igennem, så de faktisk gør det udmærket, og hvis nogen så giver nogle gode råd..." (B). Derimod kan et begavelsesmæssigt handicap medføre særligt vanskelige samarbejdssituationer i forhold til det offentlige sociale system: "Det kan være, at de har svært ved at sætte nogle grænser, og det har de brug for hjælp til. Men det kan nemt misforstås, som at de ikke kan klare det" (D). "De formulerer sig ikke så godt" (F). Andre særlige omstændigheder, som efter foreningsrådgivernes opfattelse også kalder på offentlig opmærksomhed, er forældrenes ordblindhed (der oplyses om påfaldende mange ordblinde forældre) samt kroniske fysiske lidelser. "Der er for eksempel én, der ringer og staver brevene, og så oversætter jeg dem. De har jo ikke det varierede sprog, som mange andre har. De har selv været igennem systemet og er bange for, hvad der nu skal ske med deres børn, - for at de skal opleve de samme ting" (D). Problemer i familierne i øvrigt kan ifølge interviewmaterialet være: Skilsmisser eller andre livskriser; vold mellem de voksne, eller mellem voksne og børn; sociale netværk, som kan være stort set ikke-eksisterende eller ikke-støttende; forhold, der periodisk komplicerer dagliglivet: "Hun havde problemer på grund af sin livsførelse. I en periode var hun lesbisk, og samleveren var alkoholiker. Børnene var bange for samleveren. Men det er jo en anden ting, for moderen er normal ligesom alle andre. Det var kun i den periode, hvor hun turede rundt med samleveren, at der skete nogle ting. F.eks. ringede de fra børnehaven og sagde, om jeg ville hente børnene, for moderen var ikke kommet. Så styrtede jeg over og tog dem hjem." (A). Desuden fremgår det, at en del forældre har haft svære opvækstforhold. Der er flere beskrivelser af overgreb i opvæksten og eksempler på selvmord i opvækstfamilien. Flere forældre har selv været anbragt uden for hjemmet som børn, og/eller deres forældre har. "Faderen begik selvmord, da hun var ganske lille. Moderen var meget syg. Hun passede moderen, samtidig med hun tog en uddannelse. Hun må være smadderstærk" (A). "Systemet ser også en rød tråd om, at moderen og faderen eller bedsteforældrene har været fjernet. Det ville være bedre at lave et sikkerhedsnet under hver familie. De siger, at hvis en mor selv har været fjernet, så kan hun ikke tage vare på sit barn og kan ikke give det, hvad det

33

behøver. Jamen, hvis er skylden ? Det er da systemet, der i tidernes morgen har anbragt hende" (D). "Det er familier, der er blevet snydt, og hvor forældrene selv har været på børnehjem. De står i den sorte bog, og når de selv får børn, ringer der en klokke på socialkontoret, og så er de der: er der noget at hente dér ? Vær på vagt dér!" (E).

Ressourcer Som det fremgår af interviewmaterialet, har foreningernes rådgivere hyppigst kontakt med eneforsørgerfamilier (hvor forsørgeren er kvinde med løs tilknytning til arbejdsmarkedet, er modtager af bistandshjælp og ofte har et særligt problem, der kan medføre, at forældrerollen (og livet i øvrigt) er mere kompliceret for dem end for de fleste). Ikke desto mindre fremgår det, at rådgiverne i mange familier ser ressourcer. De ser, at nogle familier har et støttende netværk, at nogle har ønsker om at forbedre deres forhold, at den ene forældre (selv om den anden forældre måske har en psykiatrisk lidelse eller et misbrug) søger at afbøde negative virkninger for børnene. Desuden peger flere rådgivere som tidligere nævnt på de evner i forhold til børnene, som forældre med beskeden begavelse eller visse psykiske lidelser kan have. "Naboerne ringede og fortalte moderen, at børnene gik for lud og koldt vand. Mormoderen var lige kommet, og så tog de ud hos faderen og hentede børnene" (A). "Der er en masse energi rundt om i familierne, og den skal man udnytte" (D). Rådgiverne ser som tidligere nævnt også forældre, som efter deres opfattelse ikke har personlige vanskeligheder, men har behov for assistance, f.eks. i forbindelse med deres børns særlige problemer: "Jeg har haft kontakt med en fremragende, velbegavet og dygtig mor med et barn med en ekstrem sjælden psykisk lidelse. Hendes liv var at tage sig af barnet, og det gjorde hun meget dygtigt. Hun kom i kløerne på en psykiatrisk overlæge ... der havde den idé, at hvis der var problemer, skulle man blot skille folk ad. Der blev så indledt en tvangsfjernelsessag - den fik jeg afhjulpet. Nu (år efter) er hun slidt op af det offentlige, og det har gjort, at hun har mistet humoren, og dermed har hun mistet dømmekraften ..." (B). Desuden kontaktes de radikale rådgivere om andre typer af problemer: "Det kan være en pensionist, der ringer, hvor det regner ned gennem taget, eller hvor de trænger til briller, det kan være alt muligt. Jeg ved jo noget om, hvordan forvaltningen er skruet sammen. Det kan også være problemer med pubertetsbørn, hvor forældrene gerne vil have et godt råd. Det kan også være, at forældrene opdager, at deres barn har røget hash og vil tale om det" (D).

34

Relationer til de offentlige myndigheder I de familier, som de radikale foreningers rådgivere har kontakt med, er denne relation typisk problematisk: "Hun har bestemt ingen evne til samarbejde med de sociale myndigheder, for hun hvæsser kløerne, så snart..." (A). "Jeg tror ikke, at man kan finde et eksempel, hvor de ikke foragter det offentlige ... Den offentlige moderskikkelse, som så at sige forsyner dem med alt, hader og foragter de" (B). "Hun var denne kværulerende og sensitive type, og det blev ikke bedre, da man fjernede hendes barn. Så var fortvivlelsen grænseløs, hadet blev større og større, og hun blev mere og mere forkrampet af sind" (C). "Myndighederne er nødt til at arbejde ud fra skyld for at få et grundlag og retfærdiggøre deres egen sag. Derfor hører man kun om det dårlige" (D). Det er rådgivernes opfattelse, at de ressourcer, de ser i familierne, sjældent ses af det offentlige system, hvilket bidrager til de ofte vanskelige relationer mellem familier og system: "Familierne har også en mening om deres barn, som måske kunne bruges til noget konstruktivt... Det eneste, de får at vide, er, hvor dårlige de er..." (D). Mange rådgivere ser nogle forældres beskedne begavelse og/eller begrænsede sprog som en væsentlig årsag til kommunikationsvanskelighederne: "Hun kan ikke hamle op med det (møder i socialforvaltningen), hun kan ikke formulere sig, er ikke inde i forvaltningsloven, ... ved ikke, hvad man kan kræve og forlange af hende eller ikke kan ..." (C). "Sproget er ikke det samme. De bliver tit misforstået. Det er ofte ordblinde forældre, der har problemer" (D). Sprogvanskelighederne kan også skyldes, at forældrene tilhører en etnisk minoritetsgruppe og ikke har lært landets sprog i tilstrækkeligt omfang. En rådgiver (F) har brugt megen tid på at formulere forældrenes ønsker og holdninger på et mere forståeligt sprog. Men i interviewene med de radikale rådgivere er der i øvrigt meget få tilkendegivelser om familier fra etniske minoritetsgrupper.

Børnene Der er i interviewmaterialet langt flere oplysninger om forældre end om børn. Når børns trivsel og adfærd nævnes, sker det ofte i forbindelse med forældrenes forhold. Næsten alle rådgivere er af den opfattelse, at misbrugsproblemer, alvorlige psykiatriske lidelser hos forældre og vold i hjemmet er faktorer, der kraftigt reducerer børnenes mulighed for at trives i hjemmet, ligesom visse psykiske lidelser som tidligere nævnt ses som hæmmende for børnene.

35

Trivselsproblemerne ses enten som følelsesmæssige: "De var jo bange" (A) eller som daglige omsorgsproblemer (manglende pasning og pleje eller manglende afhentning i daginstitution). Om børns dårlige trivsel derimod skal føre til anbringelse uden for hjemmet, har rådgiverne indbyrdes forskellige meninger om. Selv om rådgiver A ofte ser børn, der ikke trives: "Senere hørte jeg, at han var kørt af sted, vind og skæv og fuld, med de to børn" (A), mener han ikke, at børns anbringelse uden for hjemmet er en brugbar løsningsmodel: "Jeg har aldrig set, at man har fundet på noget, der var bedre end at blive i hjemmet... De, der har været anbragt, kan ikke finde deres rødder, de har ikke den basale baggrund" (A). Han henviser desuden til, at en stor procentdel af de, der i dag f.eks. er anbragt i fængsler, har en anbringelsesbaggrund, og mener, at man i stedet for anbringelse skal give langt større støtte til, at familien kan forblive samlet. Rådgiver F er enig i opfattelsen af, at børn skal forblive hos deres forældre. Hun har i adskillige tilfælde fungeret som "asyl" for børn, hvis forældre i forbindelse med tvangsanbringelsesbeslutning har ønsket børnene "under jorden". Flere andre rådgivere har ligeledes været i denne situation. Rådgiverne B og C yder sjældent støtte til familier, hvor børnene er i alvorlig mistrivsel på grund af forældrenes adfærd. Som det fremgår tidligere, har rådgiver C i et tilfælde ønsket adskillelse mellem mor og børn på grund af moderens psykiatriske lidelse og har desuden i mindst et tilfælde aktivt medvirket til anbringelse uden for hjemmet af et barn med stofmisbrugende forældre. På spørgsmål om grænser for, hvad børn må udsættes for, svarer rådgiver B: "Jeg har ikke været ude for, at grænsen er overskredet. Jo, det har jeg, men det har ikke kostet mig noget besvær, for der har jeg fra starten sagt, at det kan jeg ikke tage mig af" (B). Rådgiver D mener, at hun sjældent ser alvorligt truede børn og anerkender i øvrigt, at anbringelse kan være en nødvendighed: "Jeg ved selvfølgelig godt, at der er problemer nogle steder, og jeg ved også, at nogle børn skal tvangsanbringes eller anbringes, men man skal gøre det så minimalt som muligt og så bruge ressourcerne til hjælpeforanstaltninger" (D). Både rådgiver D og E lægger vægt på, når anbringelse er nødvendig, at de offentlige myndigheder undersøger ressourcer i familienetværket før anbringelse på institution eller i (fremmed) familiepleje:

36

"I det tilfælde ville jeg gerne have, at barnet skal hjem til bedsteforældrene - ikke til forældrene, det går ikke" (E). Alle rådgivere giver udtryk for uenighed med det sociale systems vurderinger af anbringelsesnødvendighed. Som det fremgår af ovenstående, mener rådgiverne A og F ikke, at børn skal anbringes. De øvrige rådgivere anser anbringelse for en nødvendig løsning i visse situationer, men medvurderer i hvert enkelt tilfælde behovet og er ofte uenige i det offentliges anbringelsesbeslutning. Der kan være stor forskel mellem de offentlige myndigheders og de her interviewede rådgiveres vurdering af anbringelsesnødvendighed. F.eks. vurderer rådgiver E, der altovervejende har kontakt med familier, hvor der er truffet beslutning om anbringelse, at kun et par procent af disse efter hans vurdering har behov for anbringelse: "Man sætter jo ikke et barn i verden, for at staten skal overtage det og kommunen sørge for det" (E). Andre rådgivere kender eller har kendt familier, hvor børn og forældre har så svær en hverdag, at tvangsanbringelsesbeslutninger er blevet truffet. I nogle tilfælde har de forsåvidt ikke været uenige i, at børnene trivedes dårligt, men kan undre sig over præmisserne for anbringelsesbeslutning: "Beslutningsgrundlaget har været fuldstændig tåbeligt... De sociale myndigheder har jo jævnthen efter min erfaring været ude af stand til at skelne mellem stort og småt" (B). "Ankestyrelsen har sagligt set ikke været en pind værd .. de hjemgav faktisk det barn, som der, hvis det endelig skulle være, havde været mest grund til at tvangsfjerne" (B). "Storebroderen tævede moderen, og så tvangsfjernede de den lille" (F). "Moderen var ejendommelig af karakter, men havde aldrig gjort barnet noget... der var ingen vanrøgt, intet omsorgssvigt" (C). Når børnene er blevet anbragt, undrer rådgiverne sig ofte over de sociale myndigheders beskrivelser af de anbragte børn: "Når børn er blevet anbragt, og de bliver meget dårlige, så hedder det, at de har tilknytningsbesvær og er uregerlige, og at der nok aldrig er sat grænser. Man spørger ikke, om det kunne være, fordi barnet er blevet anbragt på den måde..." (D). "Så siger de, at barnet er meget uroligt, efter at moderen har været på besøg. Det skal da blive uroligt, når det længes efter moderen. Det er da ganske almindeligt. Men de tager det som et tegn på, at moderen ikke skal komme så tit" (E).

37

Der er blandt de interviewede radikale rådgivere en opfattelse af, at de anbragte børn svigtes: "Jeg har mødt mange plejebørn, for hvem noget er gået i stykker. Især omkring puberteten bliver de ikke rigtig hjulpet i kontakten med deres biologiske forældre ... måske har de været anbragt i mange år, og forældrene har ikke haft mulighed for at opretholde kontakten, heller ikke følelsesmæssigt ... selv om også de har svigtet deres børn, så er der for børnene ikke noget som deres forældre" (D).

Afviste familier Som det delvis fremgår af det tidligere, vurderer såvel to af rådgiverne (B som C) såvel familien som problemet, førend støtte eventuelt tilbydes. Der finder en "frasortering" sted. "Hvis jeg får en til vished grænsende formodning om, at det er rigtigt (incest), vil jeg ikke have med det at gøre. Hvis der er tale om vold, vanrøgt, eller barnets helbred er i fare, heller ikke" (B). "Hvis det er åbenlyst, at barnet bliver vanrøgtet eller skadet, vil vi ikke støtte" (C). "Frasortering" sker også den modsatte vej: "Og jeg kunne ikke give mig, for jeg kan jo ikke lade mig trække rundt. Jeg må gøre det på den måde, jeg synes er rigtig, og så må vedkommende følge mig, eller vi må stoppe det. Og det er jo også sket. Så er de måske gået over til en af de andre organisationer. Der er også nogle fra de andre, der er kommet til os. Sådan må det være. De søger jo hele tiden, og tror de kan få det bedre et andet sted. Det kan de måske også ... Så følger jeg det ikke yderligere op" (C). "Jeg skal ikke nægte, at vi er gået i vandet og har påtaget os sager, også sager, som vi har vundet, og som vi burde have holdt os fra. ... det var så sjældent, at man traf et voksent menneske, som man kunne snakke tingene fornuftigt igennem med ... det kunne have sparet os for nogle tåbeligheder" (B). For de øvrige rådgivere ser det ud til, at de deler den holdning, at de familier, der henvender sig, skal have assistance. Det betyder ikke, at familiernes ønske om hjælpens form i alle tilfælde opfyldes. Det vil afhænge af den vurdering, rådgiveren foretager i forhold til hver enkelt familie. "Man kan jo ikke altid give dem ret, når man kan se, at det er forkert. Man skal være ærlig, det siger vi til dem: Vi er ærlige over for jer, så skal I også være det over for os. Man kan ikke snyde, så kan vi slet ikke arbejde. Det er ikke det, foreningen står for" (E).

38

Sammenfatning De interviewede radikale rådgivere har eller har haft kontakt med familier, der har været udsat for svære belastninger, måske gennem generationer. Årsagen til, at disse familier henvender sig, er typisk, at de sociale myndigheder overvejer eller har gennemført anbringelse af familiens barn/børn, og at familierne er uenige i denne foranstaltning. Disse familier udgør langt den største del af de henvendelser, rådgiverne far. Men rådgiverne har også kontakt med en mindre gruppe af mennesker (familier eller enkeltpersoner), som henvender sig om vejledning enten i forbindelse med andre sociale spørgsmål eller i forbindelse med assistance til børn med særlige behov, som ikke har direkte sammenhæng med familiens funktion. Der er tydelige forskelle i de enkelte interviewede rådgiveres opfattelse af familierne. Den variabel, der tydeligst ses at medføre differentiering, er motivationen for at indgå i rådgivningsarbejdet. Rådgiverne B og C er oprindeligt blevet rådgivere eller hjælpere for familierne på grund af social indignation, de øvrige har alle personlige erfaringer som motivation. De personlige erfaringer har et generationsperspektiv: Rådgiver D's og E's motivation er igangsat af anbringelse med egne børnebørn, mens der for rådgiverne A og F er tale om personlige erfaringer i forhold til egne børn. Som det vil fremgå, har rådgiverne B's og C's opfattelse af familierne et vist objektivt præg. De foretager en forhåndsvurdering af situationen i forbindelse med henvendelser fra familierne. Der lægges vægt på, om situationen er veloplyst og klar, på mulige fejl og mangler i sagsbehandlingen og på egen opfattelse af, om familierne har redegjort for alle relevante forhold. Derefter beslutter rådgiverne, om de vil yde assistance. Den assistance, der derefter ydes, er oftest, men ikke altid, relateret til "sagens" officielle gang, og ofte omfattende og langvarig (se i øvrigt senere under kapitel 4). Kontakten kan senere afskæres, hvis der viser sig "ugler i mosen" (C), d.v.s. at alle forhold alligevel ikke var oplyst. Rådgiverne B og C har generelt den holdning, at alvorlige overgreb mod børn og forældres indlysende manglende evne til at varetage omsorgen for børnene må medføre, at børn ikke kan forblive i hjemmet. En helt anden holdning til familierne (og til anbringelser) ses hos rådgiverne A og F. Som det fremgår, modtager de alle henvendelser og arbejder i overensstemmelse med forældrenes ønsker. For rådgiver F betyder det at hjælpe forældrene aktivt: at formulere deres ønsker over for f.eks. socialforvaltningen eller Retten, eller at skjule deres børn under en verserende sag. Rådgiver A yder ligeledes aktiv assistance på forældrenes præmisser. Han formulerer som den grundlæggende værdi for sit arbejde, at børnenes forbliven i egen familie under stort set alle omstændigheder anses for bedre end anbringelse. Når familierne har behov for det, stiller han sin egen bolig (og egen tid) til rådighed i ofte længere perioder, ligesom han kan udføre "familieopgaver" i forhold til børnene, som f.eks. afhentning i daginstitution og besøg på døgninstitution. Både rådgiver A og F har typisk kontakt med familierne, sålænge familierne selv fastholder denne. Man kan måske sige, at rådgiverne D og E befinder sig imellem disse positioner. Det er rådgivere, som selv har erfaringer med anbragte børn i familien, men i næste led (børnebørn). Alle henvendelser besvares, og alle familier får tilbudt assistance. Men assistancen er ikke i alle situationer i overensstemmelse med forældrenes ønsker. Både rådgiver D og E vurderer, hvilken omsorgskapacitet forældrene råder over, og har klare opfattelser af, at børns væsentlige behov ikke kan opfyldes i alle familier.

39

Forhold som misbrug (stoffer/alkohol), visse psykiatriske lidelser, overgreb (inkl. seksuelle) mod børnene, og alvorlig vanrøgt vil efter disse rådgiveres oplysninger medføre, at forældrene ydes assistance, men ikke til børnenes forbliven i hjemmet. Derimod lægger de vægt på at inddrage den udvidede familie som "anbringelsesmulighed" i stedet for det offentliges institutioner/familieplejer.

De progressive rådgiveres opfattelse af familierne Forældrene De interviewede progressive rådgivere får især henvendelser fra forældre, hvis børn er blevet eller forventes anbragt, evt. er på vej til hjemgivelse. De får desuden enkelte henvendelser fra bedsteforældre, hvor børnebørn er anbragt. Desuden har rådgiverne forbindelse med en del forældre, som har børn med særlige problemer (f.eks. handicaps), og som føler sig uretfærdigt behandlet i deres kontakt med de sociale myndigheder. Alle interviewede rådgivere er selv forældre til børn, der er eller har været anbragt. "Jeg kan lære at leve med at have et barn anbragt, og er kommet igennem det, men jeg kommer aldrig over det" (I). "Når jeg siger, at mit barn har været anbragt, siger folk tit: Du ligner da ikke sådan én" (H).

Familietype/Forsørgelsesgrundlag Det fremgår af interviewene, at der i hovedparten af de familier, som henvender sig til de progressive rådgivere, oftest er én forsørger. Hun er for det meste en kvinde, men der er eksempler på mænd som eneforsørgere. Der ses en forskel indbyrdes mellem de familier, der henvender sig til de enkelte rådgivere, idet rådgiverne I og J oplyser altovervejende at have kontakt med eneforsørger-familier: "Når én ringer, og det er mest en enlig mor..." (I). De øvrige rådgivere oplyser at have kontakt med både familier med enlige forsørgere, men også med en del toforsørger-familier. En stor del af de forældre, der henvender sig til rådgiverne, har perifer eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Nogle modtager førtidspension. D.v.s. at der er tale om familier med beskedent indkomstgrundlag. En enkelt rådgiver (K) oplyser at have kontakt med forældre, som ser ud til at repræsentere større variation med hensyn til arbejdsmarkedstilknytning: "Forældrene er alle slags mennesker, nogle, der måske ikke er så velfungerende, og nogle, der er velfungerende. Nogle er arbejdsløse, nogle er på bistandshjælp, nogle har arbejde, nogle er højtuddannede, der er alle typer af mennesker" (K). Det hører med til billedet, at denne rådgiver næsten udelukkende arbejder med forældre i grupper, og at grupperne forsøges sammensat efter forældrenes muligheder.

40

Særlige vanskeligheder En stor del af de forældre, som rådgiverne har forbindelse med, har alvorlige problemer i hverdagen. Vanskelighederne kan være af psykisk karakter: "Der er en meget stor gruppe af psykisk syge forældre og en meget stor gruppe af forældre, som jeg vil karakterisere som sent udviklede" (H). "Faderen er i (en institution for mennesker med psykiske lidelser). Han havde et blackout på et tidspunkt, og det var en af grundene til, at drengen kom hjemmefra i første omgang. Men der er også noget med moderen, - det er grunden til, at faderen har fået forældremyndigheden... Drengen er aldrig hjemme for at overnatte og må kun have overvåget samvær med faderen" (G). "Der er et forældrepar, hvor moderen vistnok har haft en fødselspsykose. Hun sidder og krøller sig sammen på stolen og gør sig lille" (K). "Jeg havde kontakt med en skizofren mor, der havde forsøgt at tage livet af sit barn. Jeg gik mange kilometer sammen med hende, så var hun lettere at snakke med" (L). Desuden fremgår det, at forbrug/misbrug af alkohol, medicin og/eller illegale stoffer spiller en rolle i en del af de familier, rådgiverne har kontakt med. Men det er rådgivernes opfattelse, at de alvorligt misbrugende forældre som oftest ikke har overskud til at kontakte en forening. "Mange forbinder forældre med anbragte børn med alkohol og stoffer, men det er ikke de henvendelser, vi får flest af i vor forening. Jeg tror, at de forældre har det så dårligt, at de har givet op. Det sker, vi får henvendelse fra nogen, der er på vej ud af et misbrug, men sjældent fra dem, der er i det" (H). I flere tilfælde har forbruget dog et større omfang: "Der var en mor med et stort alkoholproblem, og hendes bror havde et narkoproblem. Hun var en rigtig sød pige, som havde brug for hjælp. Vi hentede hende mange gange, men hun holdt op" (I). "En forældre er periode-alkoholiker, og det sker, at hun falder i vandet. En af de andre forældre tager op og passer hende engang imellem, skælder ud og hælder sprutten i vasken" (K). "Hun sagde, at hun overhovedet ikke drak. Men jeg sagde til hende: så er det da mærkeligt, at du ringer til mig klokken halv to om natten og døjer med at tale rent. Jeg har også selv set, at du kom vaklende" (G). I en del familier forekommer psykisk udviklingshæmning hos forældrene:

41

"Hun er lettere retarderet og kan ikke finde ud af det med omsorg for børnene, og hver gang hun får en ny kæreste, synes hun, det er dejligt med et nyt barn, og børnene bliver fjernet 'en masse'" (I). "Der er nogle af dem, som ikke er så godt begavede, men som sagtens kan klare det (at være i gruppen)... Uanset hvad vi har mellem ørerne, er vi alle mennesker, og vi har alle følelser. At vi ikke fungerer lige meget heroppe (peger på hovedet), betyder ikke, at man er et dårligere menneske" (K). Nogle forældre lider af ordblindhed. Evt. i en sådan grad, at de ikke er i stand til at læse: "Og så får hun sådan en moppedreng (journal i forbindelse med tvangsanbringelse af barnet) og kan ikke læse den. Jeg syntes, hun skulle bede dem om det, og det gjorde hun, men det havde de ikke tid til. Jeg synes helt ærligt: hun får nogle papirer tilsendt, og hun kan ikke læse, hvad der står, og det fremgik tydeligt af papirerne. Så læste jeg op og blev afbrudt hele tiden, fordi hun havde brug for at fortælle, at det ikke passede eller..." (H). Traumatiske begivenheder som skilsmisse, dødsfald (evt. ved selvmord) nævnes ofte, evt. som udløsende begivenhed i forhold til anbringelse af barnet. Desuden nævnes det i interviewene, at nogle forældre har en opvækstbaggrund med misbrug i hjemmet, og at nogle selv som børn har været anbragt uden for hjemmet.

Ressourcer Samtlige interviewede progressive rådgivere arbejder med indledende kontaktetablering mellem forældrene og rådgiveren. De lægger alle vægt på, at forældrene derefter får kontakt med andre forældre i en lignende situation. Det kan ske ved uformelt samvær i foreningernes lokaler eller ved optagelse i en forældregruppe. Det kan være svært at se forældrenes ressourcer i den første tid: "Der er nogle, der har det så dårligt, at de kammer fuldstændigt over. De fylder det hele og kan ikke holde igen, og nogle skal have hjælp til at stoppe, inden de bagefter får det dårligt over alt det, de har fortalt" ... "de, der har det aller dårligst, har ikke sammenhæng i det, de fortæller" (H). "Vi har næsten ikke fået sagt goddag, før det vælter ud af hende" (I). "Nogle har det så dårligt, at de ikke kan melde afbud" (I). "De kommer ikke i grupper, før de er parate til at snakke... De kan jo ikke komme direkte fra gaden, hvor de er fuldstændig lammede og kede af det, det kan man ikke..." (K). Andre forældre har nærmere lukket sig sammen om sig selv: "Hvordan kan de stå op endnu, sådan som deres sag er forløbet... hun må have bygget noget op, så hun ikke kan føle det..." (K).

42

Eller bliver vrede: "Fædrene bliver oftest vrede. De har svært ved at turde vise, at de er kede af det" (K). Alligevel understreger de progressive rådgivere, at mange forældre efter kortere eller længere tid i samværet med andre i en lignende situation formår at (gen)finde ressourcer: "Det handler om respekt for de, der beder om hjælp. Det handler om at huske at se de ressourcer, forældrene har, og man ville blive forundret over at se, hvor meget samspil man kunne få med forældrene, hvis man brugte lidt tid til at motivere" (H). "Efter en tid i gruppen er forældrene blevet be dre til at formulere sig, og også til at få nogen til at skrive for sig ... de er ikke så lukkede om, at deres barn er taget fra dem, de kan noget andet end at være kede af det og vrede på systemet, men de er nogle gange uforstående over for systemets beslutninger"... "Der er ikke noget bedre, end når mennesker er kommet krybende og så rejser sig stille og roligt op og bliver til individer igen. Det, der er allerbedst, er de, der får et arbejde og bruger deres fritid til at være rådgivere" (K). "De var meget følelsesladede, de møder, vi havde. Det var utroligt, så hurtigt vi blev trygge ved hinanden, vi bare væltede ud ... der var stort behov for at græde" (I). "Vi støtter hinanden, og vi har stor respekt for hinanden, uanset af hvilken grund dit barn er anbragt ... vi har gjort alt sammen, grædt og grint, og ingenting var flovt og ingenting var forbudt, alt kunne lade sig gøre" (J). Nogle forældre bliver efterhånden i stand til at stille sig til rådighed for f.eks. studerende i forbindelse med rapportskrivning om anbragte børn. Nogle danner bånd imellem sig og kan påtage sig ansvar over for andre forældre, også uden for foreningssammenhænge.

Relationer til offentlige myndigheder Kommunikationsvanskeligheder mellem sociale myndigheder og de forældre, der opsøger rådgivernes assistance, forekommer hyppigt. Årsagerne, som rådgiverne ser dem, er mangeartede: "Mange gange taler man forbi hinanden... det er en form for racisme" (G). Denne rådgiver mener desuden, at "racismen" vender begge veje, - at hverken de sociale myndigheder eller forældrene forventer at kunne forstå hinanden. Der kan desuden være tale om andre kulturelle forskelle. Forældre, der er flygtet hertil, kan have en opfattelse af de sociale myndigheder, som stiller sig i vejen for en direkte kommunikation:

43

"Han har hjemmefra en opfattelse af, at myndigheder er nogle, som slår folk ned og pisker dem" (G). Selve anbringelsesbeslutningen opfattes af rådgiverne som en barriere: "Noget af det, forældrene har svært ved, er, at kommunen siger: nu bestemmer vi, at dit barn skal anbringes, og så siger den i samme åndedræt: men vi vil gerne hjælpe dig. Det er svært at tage imod hjælp fra nogen, der har besluttet, at ens barn skal anbringes" (H). Denne barriere kan rådgiverne også mærke på egen krop, især når de er enige med de offentlige myndigheder i, at anbringelse er den rette løsning: "Men det er da svært at se mennesker, som har det så elendigt, og som ikke kan forstå det. Det er svært at fortælle dem, at jeg synes, socialforvaltningen har handlet rigtigt, og så stadig være deres hjælper" (I).

Børnene De progressive foreninger tager principielt ikke stilling til rimeligheden i en eventuel beslutning om barnets anbringelse uden for hjemmet. De konstaterer, at en sådan beslutning foreligger og rådgiver dernæst forældrene i forhold til deres muligheder for at udvikle større kvalitet i det daglige liv, evt. med henblik på at etablere forhold, så børnene senere måske kan flytte hjem. De interviewede rådgivere følger overvejende den principielle holdning i deres foreninger. Det vil sige, at de i det store og hele ikke medvirker til evt. omgørelse af en anbringelsesbeslutning, ikke diskuterer 'anbringelsessagen's juridiske aspekter med forældrene, og ikke stiller dem i udsigt, at en henvendelse til en progressiv rådgiver medfører, at barnet kommer hjem. Det betyder, at en del af de børn, rådgiverne ser eller hører om, ikke befinder sig hos forældrene i det daglige. Desuden medfører denne holdning, at rådgiverne ikke i særlig grad medvurderer børnenes forhold. "Vi tager ikke højde for, hvorfor barnet er anbragt, - om det er rigtigt eller forkert. Vi arbejder ud fra, at barnet er anbragt" (K). "Nogle vil have os til at hjælpe med at få barnet hjem, men det gør vi ikke" (J).

Når en vis medvurdering af barnets forhold hos forældrene alligevel finder sted, er der i interviewmaterialet ofte tale om, at rådgiverne over for forældrene bekræfter, at de er enige i de sociale myndigheders beslutning om anbringelse: "Men kan vi se, at det er bedst for barnet at være væk en tid, så fortæller vi forældrene det... Vi holder med barnet, det er dem, vi holder med" (G). I familier, hvor der er mistanke om seksuelle overgreb mod barnet, sker der også en medvurdering fra rådgivernes side. De er klart afstandtagende over for børns forbliven i hjemmet i sådanne tilfælde.

44

Det følgende giver ikke nødvendigvis et generelt udtryk for børnenes situation i de familier, som er i forbindelse med rådgiverne, men baserer sig på de oplysninger, der findes i interviewene, og er for nogle eksemplers vedkommende formentlig snarere udtryk for situationer, som har gjort særligt indtryk på rådgiverne. At denne andel nok ikke er ganske lille, kunne fremgå af flere rådgiveres udtalelser om tyngden i arbejdet: "Det er sådanne ting (solstrålehistorie), som er med til at give én lyst. Det er jo ikke altid, det går lige godt" (G). "Det er den måde, jeg henter energi på (foredrag o.l), for noget af arbejdet er tungt, og noget flytter sig ikke ret meget, selv om der er stort behov for det..."(H). "Der er mange tunge ting, vi får at vide, som ville gøre indtryk på enhver" (I). "Det er ikke alle, der har lige mange kræfter..." (J). "Der er nogle gange, hvor de lidt sværere forældre laver aftale med plejefamilien om, at de kan komme ud og holde jul sammen med deres barn, eller holde dets fødselsdag hjemme ... Det er selvfølgelig en slags overvågning, men forældrene føler mange gange, at de så har barnet hjemme, - så kan de også føle, at der sker på deres præmisser... Måske er de ikke gode nok som forældre til hverdag, men de er gode nok til at være sammen med deres børn. De vil altid være børnenes forældre, - den rolle kan man ikke tage fra dem, ikke helt" (K). Nogle rådgivere påbegynder ofte kontakten med en familie, der har henvendt sig, ved besøg i familiens hjem. Sådanne besøg kan give anledning til ambivalente følelser hos rådgiverne: "Nogle gange kan vi godt sætte os til at tude over det... men de har jo åbnet døren for os, og der er snart ikke det, de ikke vil gøre..." (J). "Jeg var været ude nogle gange, hvor jeg har haft det forfærdeligt dårligt: sådan som de taler til deres børn og om dem ... og hundser med dem ... et sted var barnet bundet, det var så forfærdeligt" (I). "Sidste gang, jeg var ude, var jeg rystet over, hvad jeg hørte og så - den manglende forståelse for børnene" (I). "Hvis jeg opdager, at barnet ikke er rent eller klædt ordentligt på ... det har noget at sige, hvordan hjemmet er. Man kan se, om folk lever under hygiejniske forhold" (G). I andre tilfælde er der tale om, at forældre har uopfyldelige forventninger til helt små børns evner og adfærd:

45

"Bedsteforældrene synes, at anbringelsen er uretfærdig, fordi hun holder børnene pænt og ikke drikker, når de er der, men moderen har forfærdelige forventninger til et spædbarn" ... "En anden gang satte en mor et 3 uger gammelt barn på et bord og gav det besked om at blive siddende, mens det fik jakken af..." (I). "Jeg besøgte hende på psykiatrisk afdeling, hvor hun var indlagt med sit nyfødte barn ... og så lagde hun sin baby ned på gulvet og tændte for fjernsynet, for nu skulle det se fjernsyn..." (H). Nogle børn har været udsat for voldsomme hændelser: "... barnet var blevet mishandlet af faderen og blevet tvangsfjernet ... han havde haft et kæbebrud engang, og også et brækket kraveben" (G). Et andet barn blev udsat for drabsforsøg (af sin psykisk alvorligt lidende mor). Et par af rådgiverne har haft kontakt med forældre, som i forbindelse med en anbringelsesbeslutning er gået "under jorden" med deres børn. De har ikke aktivt medvirket, men fungeret som samtalepartnere for forældrene.

Rådgiverholdninger til kontakt med børnene Nogle rådgivere giver direkte udtryk for, at de ønsker så beskeden kontakt med familiernes børn som muligt: "Mange forældre vil gerne have, at jeg skal se deres børn. Det vil jeg helst være fri for... Det kan være lidt svært. Nogle vil også have mig til at snakke med deres børn, men det kan jeg ikke... Jeg kommer i en konflikt, kan jeg mærke, og det er nemmere at støtte forældrene, når jeg ikke har set børnene... Måske ser man smerten hos barnet, som man helst ikke vil se, fordi den er for stærk, for voldsom. Jeg føler den også hos forældrene, men de følelser tror jeg, jeg er så bekendt med, at dem kan jeg rumme" (H). "Barnet blev tvangsfjernet, mens jeg var der ... det havde jeg egentlig ikke lyst til at overvære" (H). "Vi ser jo helst, at børnene ikke er der, når vi kommer. Jeg kan ikke tale frit, når børnene er der" (I). Det betyder ikke, at rådgiverne mener, at børn ikke har behov for hjælp: "Jeg synes ikke, det er min opgave, men jeg synes, at børnene får for lidt støtte i den proces. Der er for få voksne, der prøver at forklare dem, hvad det handler om. Man forventer, at forældrene gør det selv, men det gør de ikke. Det er min erfaring, at mange ikke har gode erfaringer med at snakke med børn, - at det er anderledes end med voksne" (H). Andre rådgivere baserer en væsentlig del af rådgivningen på samvær i grupper for forældrene og ser derfor kun familiens børn ved særlige lejligheder. Flere af

46

rådgiverne arbejder i sammenhænge, hvor (tvangs)anbragte børn og deres forældre sammen deltager i ferieophold, som iværksættes af foreningerne: "Der er nogle kommuner, der har sagt ja til, at forældrene må få deres børn med på ferietur, fordi vi står som garanter. Det synes jeg er flot. Forældre, der ikke har haft deres børn hjemme på overnatning i et år, må pludselig have deres børn med på ferie" (K). Som det fremgår, ser de progressive rådgivere kun familiens børn ved særlige lejligheder, - for nogles vedkommende ved det indledende besøg i hjemmet, for andres ved specielle arrangementer, f.eks. ferieture. En del af rådgiverne giver desuden udtryk for, at de kan være problematisk for dem at yde en god støtte til forældrene, hvis de får for stort kendskab til, hvilke forhold børnene lever under i hjemmet.

Ikke-fastholdt kontakt til familier De progressive foreninger afviser ikke kontakt med familier, som henvender sig. Alle har i princippet ret til rådgivning. De familier, der henvender sig, er i konflikt med det sociale system. Familier, der har fundet en måde at samarbejde med socialforvaltningen, "møder vi ikke så meget, de klarer nok deres problemer selv" (G). Selv om alle forældre modtages, er der problematikker, der er svære at håndtere for rådgiverne. Seksuelt misbrug8 er et eksempel på, at rådgivernes følelser for barnets situation vil kunne påvirke rådgivningen: "Vi har alle noget, vi synes er sværere end andet. Jeg har det meget svært med incestsager. De forældre har selvfølgelig også krav på en eller anden støtte, fordi de har det dårligt. Men samtidig er det at misbruge børn på forskellig vis noget, jeg har det svært ved. Jeg kan ikke forstå, hvad der kan få voksne til at få lyst til et barn, det er over min fatteevne. Der skal jeg ikke snakke med børnene, det er helt klart... En mor ringede med sin tvivl 8

Af alle overgreb mod børn (fysisk/psykisk vold/mishandling, fysisk/psykisk vanrøgt, seksuelt misbrug) i familien må seksuelt misbrug generelt anses for at være et område, der i særlig grad fremkalder et væld af uoverskuelige følelser, også hos de, der ikke er direkte involveret. I modsætning til de øvrige overgrebsområder har det seksuelle misbrug af børn gennem mange hundrede år været genstand for totalt forbud, i både kirkelig og verdslig ret. Når det alligevel fandt sted, var straffen hård. Iflg. Danske Lov af 1683 var begge parter hjemfaldne til dødsstraf. Selv om der i de følgende århundreder sås mildere straffe og benådninger, forsvandt dødsstraffen først fra dansk lovgivning i 1866. Indtil 1967 anvendte dansk strafferet udtrykket "blodskam" om overgrebet (Nielsen 1991), d.v.s. at det indtil da gennem lovgivningen blev markeret, at der var tale om et skambelagt forhold. Til sammenligning forsvandt retten til at udøve fysisk vold mod børn i samfundets institutioner først i 1967. Forud herfor fandtes en række bekendtgørelser og regulativer vedrørende "legemlig revselse" af børn (afstraffelsesmidler, anbefalet antal slag, afhængig af alder, køn og forseelse) (Goll/Harder 1986).

47

(barnet havde fortalt om seksuelt misbrug, faderen benægtet det), det var svært, ham kom jeg aldrig godt i snak med. Hun ringede til mig, fordi det var legalt at snakke med mig, den tvivl kan man ikke lufte i et ægteskab" (H). "Hvis det er rigtigt (seksuelt misbrug), sagde jeg til dem, så kan I godt glemme alt om, at barnet skal hjem. Jeg kan i hvert fald ikke støtte jer i det" (G). At forældre ikke afvises, betyder ikke, som det også bl.a. fremgår af ovenstående, at rådgiverne stiller sig bag ved forældrenes ønsker. Mange forældre henvender sig med det formål at få hjælp til at få barnet hjem: "Sommetider kommer forældrene jo med den indstilling, at går vi op til... så får vi vores barn hjem. Derfor er det vigtigt at lytte til dem, aktiv lytning, lukke dem op og ikke første gang få afvist deres tro på, at vi kan hjælpe dem" (G). Ønsker om hjælp til at gemme barnet under en verserende sag imødekommes som tidligere nævnt ikke. Forældrene selv fravælger i nogle tilfælde rådgivningen: "Så kommer vi igen, indtil de er trygge og har det godt, og nogle gange ser vi dem aldrig mere" (J). "Hvis vi ikke er enige, har de ikke noget at bruge mig til" (G). "Folk skal ikke presses, det er deres egen afgørelse" (I). En rådgiver (G) vurderer, at ca. 1/4 af forældrene selv afbryder kontakten efter at have orienteret sig om foreningens muligheder. En anden rådgiver (L) har erfaring for, at forældre, som ønsker hjælp til "at få et barn under jorden", ikke ønsker fortsat kontakt efter afvisning af assistance hertil. Familier, hvor forældrene har et alvorligt alkohol- eller narkotikaproblem, ses som tidligere nævnt ikke ofte i foreningerne. De gange, rådgiverne møder misbrugende forældre, har de erfaring for, at det er vanskeligt at fastholde en kontakt: "Så kunne man bruges, så blev man kasseret, og så blev man taget ind igen" (H). Rådgiverne har en egenoplevelse af, hvor svært det er at blive afvist. De ved, at de forældre, der henvender sig til dem, har følt sig afvist mange gange i løbet af livet. De søger derfor at strække sig langt i kontakten med forældre, som har svært ved at beslutte sig for, om de vil bruge rådgivernes tilbud. Opfølgende kontakt sker ikke sjældent i tilfælde, hvor forældrene afbryder kontakten uden begrundelse. Opfølgning sker oftest ved telefon- eller brevkontakt.

48

Sammenfatning De interviewede progressive rådgivere er eller har været i kontakt med familier, der for størstedelens vedkommende er eneforsørgerfamilier. De fleste eneforsørgere er kvinder, men der er også mænd iblandt. En mindre del af familierne er kernefamilier (to forsørgere). Mange af familierne har været udsat for svære belastninger i dagliglivet, måske gennem generationer. De fleste familier henvender sig, fordi de sociale myndigheder overvejer eller har gennemført anbringelse af familiens barn/børn, og forældrene er uenige i enten selve foranstaltning eller dens udførelse. Rådgiverne får desuden enkelte henvendelser fra bedsteforældre, hvor børnebørn er anbragt. Men de har også kontakt med mennesker (familier eller enkeltpersoner), som henvender sig om vejledning enten i forbindelse med andre sociale spørgsmål eller i forbindelse med assistance til børn med særlige behov, og som føler sig uretfærdigt behandlet i deres kontakt med de sociale myndigheder. De progressive rådgiverne tilbyder assistance til alle, der henvender sig. Ingen afvises. Kontakten afbrydes alene på familiernes eget initiativ. Rådgiverne giver udtryk for megen respekt for forældrenes følelser i forbindelse af anbringelse af barnet. De progressive rådgivere har alle selv været i den situation, at deres egne børn har været anbragt uden for hjemmet. Tre rådgiveres børn er det stadig - efter frivillig overenskomst. De kender således på egen sjæl til den afmagt og det emotionelle kaos, forældre til anbragte børn kan befinde sig i. Derimod betyder den umiddelbart empatiske tilgang ikke, at familiernes konkrete eventuelle ønsker om assistance til at få barnet hjem imødekommes. Rådgiverne tager principielt ikke stilling til anbringelsesbeslutningens rigtighed (i lighed med de foreninger, de repræsenterer). De lægger derimod vægt på at se forældrenes ressourcer og støtte dem til udvikling af øget kvalitet i det daglige liv. De har klare opfattelser af, at børns væsentlige behov ikke kan opfyldes i alle familier. Forhold som misbrug (stoffer/alkohol), visse psykiatriske lidelser, overgreb (inkl. seksuelle) mod børnene, og alvorlig vanrøgt vil efter disse rådgiveres oplysninger medføre, at forældrene ydes assistance, men ikke til børnenes forbliven i hjemmet. De ser desuden heller ikke nødvendigvis familiernes børn. Flere giver udtryk for, at deres funktion bliver mere problematisk, hvis de skal forholde sig til børnenes tilstand. Man kan sige, at de i højere grad er forældrenes rådgivere end familiens.

Foreningernes familier i forhold til generel viden om familier med anbragte børn Med hensyn til de familier, der henvender sig til henholdsvis de interviewede radikale og progressive rådgivere, tegner der sig et nogenlunde overensstemmende billede. Selv om begge typer rådgivere har kontakt med familier med varierende problemer, er det altovervejende familier med anbragte børn (eller hvor anbringelse forventes at finde sted), der henvender sig. En anden væsentlig begrundelse for henvendelsen er desuden, at familierne har et konfliktfyldt forhold til de sociale myndigheder. Hovedparten er eneforsørgerfamilier med beskedent indkomstgrundlag. Familierne er ofte præget af særlige vanskeligheder. Det er vanskeligt ud fra familiebeskrivelserne i interviewene at spore egentlige forskelle i tyngden af problemer hos de familier, der henvender sig til henholdsvis de radikale og progressive rådgivere. Derimod er der tydelige variationer med hensyn

49

til de enkelte rådgiveres specifikke udvælgelse af de familier, de mener at kunne yde assistance til. Variationerne ser ikke ud til at være knyttet til radikalt eller progressivt foreningstilhørsforhold, idet kun to rådgivere (som hører til den radikale gruppe) vurderer og evt. afviser familier i forbindelse med hver enkelt henvendelse. Alle andre (de øvrige radikale og alle progressive) er indstillet på at yde assistance til enhver, som sætter sig i forbindelse med dem. De to radikale rådgivere, som evt. afviser familier efter en indledende vurdering, er de eneste interviewede rådgivere, der ikke har personlige erfaringer med hensyn til anbringelse af egne børn/børnebørn. Med hensyn til vurderingen af anbringelsesbeslutningen derimod ses en tydelig sammenhæng med rådgivernes tilhørsforhold til radikale eller progressive foreninger. De radikale rådgivere medvurderer anbringelsesbeslutningen med hensyn til rigtighed og procedurer, mens de progressive rådgivere principielt ikke ønsker at tage stilling til denne (omend de i konkrete tilfælde kan gøre det og da ofte giver udtryk for enighed med myndighedernes beslutning om anbringelse af barnet). Det medfører væsentlige forskelle i det fokus, rådgiverne har i arbejdet, idet de radikale rådgivere lægger vægt på både at påvirke beslutningsprocesser hos myndighederne og yde støtte i familiens daglige liv, mens de progressive rådgivere lægger hovedvægten på at hjælpe forældrene/familien til større kvalitet i det daglige liv, gerne gennem samvær med andre i en lignende situation. Det vil sige, at de radikale rådgivere både behandler en sag og yder hjælp i forbindelse med familiens daglige liv, mens de progressive rådgivere især koncentrerer sig om forældreudvikling (se desuden kapitel 4 om rådgiverindsats). Med hensyn til forældrenes vanskeligheder med at formidle ønsker og behov til de sociale myndigheder ser det ud til, at både radikale og progressive rådgivere dels har samme (negative) oplevelser af denne proces, dels søger at påvirke både forældre og sociale myndigheder til at overkomme kommunikationsvanskelighederne. Vanskelighederne har næppe alene baggrund i forskelligt sprog hos parterne, men er snarere et resultat af sammenstød mellem forskellige livsopfattelser og livsmuligheder. Der ses desuden variationer i rådgivernes syn på de familier, de er i kontakt med. Som tidligere nævnt kan der blandt de interviewede radikale rådgivere findes tre "positioner" i forhold til familierne, en position præget af en vis distance (rådgivere uden personlige erfaringer med anbragte egne børn), en position præget af umiddelbar accept (personlige erfaringer med egne børn) og endelig en position placeret imellem objektivitet og identifikation (personlige erfaringer med egne børnebørn). Blandt de interviewede progressive rådgivere ses der ikke en så stor variation, tværtimod ser der ud til at være betydeligt større indbyrdes lighed. De har alle personlige erfaringer med anbringelse af egne børn. De er yderst accepterende overfor og har umiddelbar indføling i de følelser, som forældre til anbragte børn oftest vil have, men selv om de som nævnt ikke medvurderer anbringelsesbeslutningens rigtighed, medvurderer de gerne forældrenes egnethed som forældre og afviser ofte støtte til at arbejde for at få børnene hjem. Der er altså blandt de progressive rådgivere et subjektivt syn i forhold til forældrenes følelser, men et objektivt syn på deres omsorgsevne. Således ser der ud til med hensyn til synet på forældrene at være større ligheder mellem de progressive og de radikale rådgivere

50

med personlige erfaringer med egne børnebørn 9 end mellem de radikale rådgivere indbyrdes. Som det fremgår, oplyser både radikale og progressive rådgivere, at en meget stor del af de familier, som henvender sig til dem, lever en tilværelse, der indebærer alvorlige belastninger. Den overvejende del af familierne består af én voksen (oftest en kvinde) og barn/børn. Familiernes forsørgelsesgrundlag består ofte i indkomstoverførsler, d.v.s. at deres tilknytning til arbejdsmarkedet er løs eller manglende. Det økonomiske grundlag for familiernes liv er således beskedent. I de tilfælde, hvor rådgiverne oplyser om forældrenes uddannelses- og erhvervsbaggrund, fremgår det, at mange forældre har kort skolegang og beskeden eller ingen uddannelse. I tilknytning hertil har forældrene hyppigt vanskeligheder af psykisk/psykiatrisk og/eller fysisk karakter, psykisk udviklingshæmning og/eller læsevanskeligheder, ligesom brug/misbrug af alkohol, narkotika eller medicin forekommer. Familiernes problemer vurderes af de offentlige myndigheder (og i nogle tilfælde også af rådgiverne) som så omfattende, at forældrene i en periode eller permanent anses for ikke at være i stand til at drage tilstrækkelig omsorg for deres børn. Familierne, som de her beskrives af de interviewede rådgivere, ser ikke ud til at præsentere voldsomme variationer, men dog nogle, i forhold til social forsknings beskrivelser af familier med anbragte børn generelt. En nylig udkommet landsdækkende (og dermed den til nu mest omfattende) kvantitativ10 undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager (både frivillige og tvangsmæssige anbringelser11), som også inkluderede interviews bl.a. med forældre12 (Hestbæk 1997),

9

Det skal dog bemærkes, at disse to rådgivergrupper har ganske forskellige vurderinger af familiernes omsorgsevne. Det ser ud til, at omfanget af familier, hvor rådgiverne vurderer, at børnene er bedst tjent med ikke at leve sammen med forældrene til daglig, er langt større blandt de progressive rådgivere end blandt de radikale rådgivere med personlige erfaringer i forbindelse med anbringelse af børnebørn. 10

Denne undersøgelse er fulgt af en kvalitativ undersøgelse af samme emne (Christensen 1998). 11

På landsplan finder ca. 10% af alle anbringelser sted som tvangsmæssige foranstaltninger. De øvrige registreres som frivillige, selv om en del forældre (11%) har en opfattelse af, at de reelt ikke har et valg: at anbringelsen alternativt vil finde sted ved tvang (Hestbæk 1997). Pr. 31.12.1997 var der ialt anbragt 11.499 børn i Danmark, hvoraf de 1130 var tvangsanbragt (Danmarks Statistik). 12

760 forældre til børn/unge, der blev anbragt for første gang, eller genanbragt, i 1994, blev anmodet om at deltage i kvalitative interviews, pr. telefon eller ved besøg i deres hjem. 65,3% benyttede sig af tilbudet. Den relativt lave svarprocent kan have flere forklaringer: at mennesker med beskeden eller ingen uddannelse, ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet og med et problematisk forhold til det offentlige typisk er overrepræsenteret i frafald i interviewundersøgelser, at der blandt de udtrukne forældre var usædvanligt mange med hemmeligt telefonnummer eller ingen telefon, eller de var umulige at træffe på adressen (adresseskift, hospitalsindlæggelser, fængselsophold e.l). Desuden afviste betydeligt flere forældre i hovedstadsområdet at deltage, end det var tilfældet i det øvrige land. Tilsagn om interview var specielt lavt for forældre med udenlandsk statsborgerskab (Hestbæk 1997). Forfatteren finder det sandsynligt, at "de allersvageste familier udgør en relativt stor del af bortfaldet og således er underrepræsenterede i rapportens analyser".

51

beskriver de anbragte børns familiebaggrund (på anbringelsestidspunktet) således: Omkring 4/5 af børnene kom fra brudte familieforhold og over halvdelen af alle fra eneforsørgerfamilier. (På landsplan var andelen af børn, der boede hos enlig forsørger på samme tid 16%). Uddannelsesmæssigt adskilte familierne sig ikke væsentligt fra landsgennemsnittet, selv om kvinderne havde et "mindre uddannelsesefterslæb" (se dog n.12 om den relativt store frafaldsprocent). En forholdsmæssig stor andel af de anbragte børn kom fra hjem med ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, idet 60% af familierne var enten arbejdsløse eller stod helt uden for arbejdsmarkedet (mange af disse var pensionister). I ca. 1/5 af familierne havde en eller begge forældre selv været anbragt uden for hjemmet som børn. Der kan her være tale om et minimumstal, idet en del forældre svarede ved-ikke til spørgsmålet om egen anbringelse. Hestbæk fandt desuden mange forældre (ca. 1/3), som var "endog meget utilfredse" med de sociale myndigheders indsats både før og under anbringelsen.

Forbehold for sammenligning "Strategier for forandring" bygger ikke på interviews med de anbragte børns forældre, men derimod med de foreningstilknyttede rådgivere, som mange anbragte børns forældre henvender sig til. D.v.s. at Hestbæk's og denne undersøgelse på grund af forskelligt undersøgelsesmateriale ikke er direkte sammenlignelige. Desuden må familierne, som henvender sig til foreningsrådgiverne, forventes især at høre til blandt de familier i Hestbæk's undersøgelse, der er utilfredse med de sociale myndigheder og uenige i, at anbringelse af deres barn/børn har fundet eller vil finde sted, idet uenighed mellem familier og myndigheder er en væsentlig årsag til familiernes kontakt til foreningerne. Det vil sige, at de familier, foreningerne har kontakt med, formodentlig er mere utilfredse end anbragte børns forældre generelt (selv om andelen blandt disse er høj nok). Desuden er andelen af tvangsmæssige eller tvangslignende anbringelser blandt foreningernes familier betydeligt højere end i Hestbæk's undersøgelse. Tvangselementet er utvivlsomt endnu en væsentlig årsag til, at familierne henvender sig til foreningernes rådgivere. Med hensyn til arbejdsmarkedstilknytning ser det ud til, at foreningernes forældre i mindst lige så stort omfang som anbragte børns forældre generelt (og sandsynligvis større) er marginaliserede i forhold til arbejdsmarkedet. I hvert fald fremgår det af interviewene, at langt de fleste af foreningernes familier er uden tilknytning til arbejdsmarkedet. I Hestbæk's undersøgelse er 60% af forældrene arbejdsløse eller helt uden for arbejdsmarkedet. Desuden omfattede Hestbæk's materiale både familier med frivilligt og tvangsmæssigt anbragte børn. Det er ikke usandsynligt, at andelen af forældre uden beskeden eller ingen arbejdsmarkedstilknytning er større i gruppen af familier, hvor barnet er anbragt ved tvang. Endelig er der et stort bortfald i Hestbæk's undersøgelse. Hun anfører selv, at bortfaldet sandsynligvis har fundet sted i de svageste grupper. Det kan desuden tænkes, at den vrede og magtesløshed, som familierne ifølge foreningsrådgiverne giver udtryk for, bl.a. kan have den konsekvens, at familierne ikke ønsker at deltage i sådanne undersøgelser.

52

Hestbæk anfører desuden om de anbragte familiers særlige vanskeligheder, at "der over en bred kam ikke er tale om almindelige, stabile familier med et vist mål af ressourcer". De er "på mange måder udsatte". Familierne i Hestbæk's undersøgelse er karakteriseret af "ophobning af belastninger". Således er de hyppigst anførte anbringelsesårsager (som beskrevet af sagsbehandlere og anbringelsessteder), der specielt handler om forældrene: mangelfuld omsorg, opdragelsesproblemer, misbrug, skilsmisse/stedforældreproblemer samt psykiske lidelser/handicaps hos forældrene. Ofte findes flere belastninger i samme familie. Forældrenes opfattelser af anbringelsesårsagerne er væsentligt anderledes (m.h.t. misbrug og opdragelsesproblemer "scorer" forældrene f.eks. betydeligt lavere). De hyppigste anbringelsesårsager, der specielt er knyttet til barnet/den unge, er: svære sociale vanskeligheder, problemer i skolen, ønske om ikke at bo hjemme, udviklingsproblemer. Også her gælder det, at flere årsager kan være knyttet til samme barn. I forhold til særlige vanskeligheder i familierne ser det ikke ud til, at Hestbæk's og de radikale og progressive rådgiveres beskrivelser er specielt forskellige. Det skal dog huskes, at der i undersøgelsen af foreningsrådgivernes familier ikke er foretaget optælling af belastninger i de enkelte familier, og at der derfor heller ikke her kan foretages en egentlig sammenligning. Til trods for de (væsentlige) forbehold for at kunne drage paralleller mellem forskelligt anlagte undersøgelser, fremgår det, at både denne og Hestbæk's på en lang række felter har nogenlunde overensstemmende beskrivelser af familier med vanskelige livsvilkår. Der kunne desuden være grund til at formode, at de familier, der henvender sig til foreningsrådgiverne, er i endda sværere situationer end familier til anbragte børn generelt, idet de oftest hører til de, hvis børn bliver anbragt tvangsmæssigt, ser ud til i højere grad at være uden for arbejdsmarkedet, og i særlig grad mener, at de ikke bliver hørt af de sociale myndigheder. Uanset de nævnte forbehold må det konstateres, at familier til anbragte børn befinder sig i en udsat position i samfundet. De er på en række punkter dårligere stillet end gennemsnitsbefolkningen med hensyn til arbejdsmarkedstilknytning, økonomi, særlige vanskeligheder. Der er desuden god grund til at tro, at der for mange familiers vedkommende ikke er tale om pludseligt opståede vanskeligheder, men at forældre og børn igennem deres liv har måttet leve med svære betingelser.

Litteratur Christensen, Else: "Anbringelser af børn - En kvalitativ analyse af processen", rapport 98:2, Socialforskningsinstituttet 1998 Goll, Ole/Harder, Margit: "Handling eller mishandling ?, Aalborg Universitetsforlag 1986 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Når børn og unge anbringes - En undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager", Socialforskningsinstituttet 97:6, 1997 Nielsen, Beth Grothe: "Seksuelle overgreb mod børn i familien - et offerperspektiv på straffesystemet", Aarhus Universitetsforlag 1991

53

54

KAPITEL 4 RÅDGIVERNES INDSATS Indledning I dette kapitel er den konkrete indsats, som rådgiverne yder, i fokus. Der er tale om en indsats på forskellige niveauer: i forhold til samfundet, til institutionerne og til de familier, som søger foreningernes assistance. Foreningernes indsats (indhold såvel som form) har igennem flere år været omdiskuteret, i pressen og i socialfaglige kredse. Advokater, som er tilknyttet nogle af foreningerne, har i særlig grad været nævnt. Der indgår ikke advokater i interviewmaterialet. Begrundelsen er, at advokater som hovedregel ikke yder en frivillig indsats, men arbejder for honorarer, betalt af det offentlige. De inddrages, når der er en "sag", d.v.s. når en anbringelse besluttes (eller ikke besluttes) i det sociale udvalg, eller ved ankeinstanserne. Kontinuiteten i forhold til familier repræsenteres ikke af advokaterne, men af foreningernes rådgivere. Det har været et væsentligt mål i denne undersøgelse at søge at afdække, hvad foreningerne gennem deres rådgivere faktisk gør, og hvilke tanker rådgiverne gør sig om deres arbejde. Det kunne give en (indirekte) belysning af, hvad familierne søger i foreningerne. Og til dels også en indkredsning af, hvad det offentlige sociale system kan have problemer med at tilbyde/yde. Rådgivernes indsats udgør den tidsmæssigt og omfangsmæssigt største del af interviewene. Undersøgelsens første del (Harder 1997) omhandlede foreningernes mere formelle præsentation af formål, hensigt, assistancetyper etc. Det har i denne næste del været hensigten at komme under disse "overskrifter", specielt hvad angår den konkrete indsats, som den ydes af den enkelte rådgiver. Ordet "rådgiver" er valgt, fordi en del af foreningerne (dog ikke alle) selv bruger udtrykket. Det er min opfattelse, at en afdækning af indsatsen for at blive så konkret som muligt i nogen grad må baseres på eksempler, der drejer sig om den enkelte rådgivers assistance til bestemte familier. Det har været en del af aftalen, at der (naturligvis) ikke nævnes navne, og at der af hensyn til familierne finder en vis sløring sted. Det er ikke hensigten at give et fuldt indblik i, hvilken assistance familier kan modtage gennem foreningerne og deres rådgivere. Undersøgelsen omfatter ikke alle rådgivere på feltet. Det er end ikke givet (som det fremgår af kapitel 1), at der er tale om et repræsentativt udsnit. Et sidste forbehold: en undersøgelse, der fokuserer på rådgiverne, vil ikke nødvendigvis afdække, hvordan de faktisk handler, men snarere deres opfattelse af, hvad de gør (hvilket ikke er specielt for rådgiverne her, men gælder i alle interviewsammenhænge). Vægten på konkrete beskrivelser af indsatsen i forhold til specifikke familier er et forsøg på at imødegå den tendens. Indkredsning af rådgivernes indsats deles i to: - rådgivere, som er tilknyttet de radikale foreninger og - rådgivere, som er tilknyttet de progressive foreninger Som det fremgår af den tidligere publicerede undersøgelse af foreningerne, kunne foreningerne groft deles i to grupper:

55

Den ene (de radikale) lagde i præsentationerne af deres formål især vægt på nødvendigheden af ændrede samfundsholdninger til børnefamilien (specielt de familier, hvor anbringelser af børn uden for hjemmet oftest forekommer), af ændret lovgivning på området og af ændret forvaltningspraksis i udførelsen af anbringelsesbeslutningen. Dette fokus på "samfundet" medførte, at en væsentlig del af indsatsen, som den præsenteredes af foreningerne, blev lagt på gennemgang af sagsakter, mulig ændring af en anbringelsesbeslutning, brug af ankemuligheder, og mulig indsats i forhold til lovgiverne. Det er især, men ikke udelukkende, de radikale foreninger, der benytter sig af juridisk bistand. Initiativtagerne til oprettelsen af de radikale foreninger var overvejende styret af et politisk/socialt engagement. Den anden gruppe (de progressive) havde den enkelte familie og især forbedring af forældrenes omsorgsevne som et af to væsentlige formål. Det vil sige, at en anbringelsesbeslutning i princippet ikke blev problematiseret (en enkelt forening, FRIS, lagde dog også vægt på retssikkerhedsproblematikken og benyttede i den sammenhæng advokatbistand). Det andet vigtige formål var forbedring af kommunikationen mellem familie og de sociale myndigheder, for at øge familiens indflydelse på beslutninger, der vedrørte familiens medlemmer. De progressive foreningers fokus på "familien" betød, at indsatsen blev rettet mod familien i form af emotionel støtte og mulighed for samvær med andre i lignende situationer, samt mod forbedring af familiens og de sociale myndigheders indbyrdes kommunikative proces. De progressive foreninger problematiserede således selve anbringelsesprocessen. Initiativtagerne til oprettelsen af de progressive foreninger var overvejende styret af et personligt engagement, d.v.s. at de selv havde oplevet egne børns, evt. børnebørns anbringelse. Afsnittene om rådgivernes indsats præsenteres foruden i opdelingen mellem "de radikale" og "de progressive" rådgivere således, at afsnittene bygges op i en systematik, der relaterer sig til henholdsvis de radikale og de progressive foreningers erklærede formål. Det vil derfor fremgå, om og i hvor høj grad, rådgivernes indsats overensstemmer med foreningernes formålserklæringer. Visse dele af foreningernes formål er dog anliggender, der vel sjældent kan forventes udført af den enkelte rådgiver. Det gælder især de radikale foreningers hensigter om påvirkning af samfundets generelle holdning til børnefamilier med problemer, og indsats rettet mod påvirkning af anbringelsesområdets lovgivning. Systematikken vil således for rådgiverne fra de radikale foreninger (herefter kaldt de radikale rådgivere) blive (med udgangspunkt i foreningernes fokus på "samfundet"): 1. En overvejende kronologisk fremstilling, d.v.s. rådgivernes indsats fra familien henvender sig, til forløbet afsluttes. Fremstillingen kan ikke blive helt kronologisk, fordi der samtidig lægges vægt på en delvis narrativ strukturering. Det er min opfattelse, at (for mig at se) centrale citater ikke må brydes så meget op, at interviewpersonen "forsvinder" i processen. 2. Dimensionerne vil være "den eksterne indsats", d.v.s. rådgivernes handlinger i forhold til familiens møder med det offentlige myndigheder på forskellige niveauer, og "den interne indsats", d.v.s. den personlige rådgivning af familierne. 3. Temaer inden for dimensionerne vil være:

56

Den eksterne indsats: udvælgelse af familier, som indsatsen ydes overfor, rådgivernes bisidderfunktion, indsats i forbindelse med anbringelsesbeslutningen/ankeforløbet, anden indsats. Den interne indsats: Emotionel støtte, familiens daglige liv, praktisk konkret assistance til familierne. For de progressive rådgivere vil forløbet blive et lignende, dog vil "den interne indsats" forudgå "den eksterne" i overensstemmelse med denne forskel i foreningernes formål.

De radikale rådgiveres indsats I det følgende ses kort på, om og eventuelt ud fra hvilke kriterier rådgiverne udvælger de familier, indsatsen ydes overfor. Dernæst redegøres for den konkrete indsats' eksterne og interne dimension, d.v.s. rådgivernes handlinger over for 'systemet' (sagsbehandling) og i familierne (personlig rådgivning).

Ekstern indsats Udvælgelse af familier Der ses en tydelig forskel blandt rådgiverne her, idet to af rådgiverne (B og C) fra begyndelsen af et forløb aktivt tager stilling til, om de vil yde en indsats i forhold til de familier, der henvender sig. Det fremgår, at vurderingen foretages ud fra samtale med familien (forældrene) og indhold i sagsakter. "Det første, man måtte gøre, og det var svært, var at skønne og sortere" (B). "Når de skriver eller ringer og beder mig hjælpe dem, så begynder jeg med at spørge dem ud i telefonen. Der ved jeg præcis, hvilke spørgsmål jeg skal stille for at finde frem til, om det er en sag, vi skal gå ind i. For hvis det er åbenlyst, at barnet bliver vanrøgtet eller skadet, vil vi ikke støtte... Jeg stiller spørgsmål f.eks. om indlæggelse på psykiatrisk afdeling, for hvad og hvor ofte,... om barnet tidligere har været udeanbragt, og hvilke hjælpeforanstaltninger kommunen har sat ind. Så får jeg et billede af det. Det er i meget få tilfælde, vi må sige nej... Så aftaler jeg et møde med dem, og der beder jeg dem om at møde med alle papirer. Jeg ved præcist, hvilke papirer der er de afgørende. Hvis den så er nået til Ankestyrelsen, bruger jeg Ankestyrelsens resumé, selv om jeg er helt klar over og af erfaring ved, hvor tendentiøs Ankestyrelsens sagsfremstilling kan være.." (C). Selv om rådgiveren efter den indledende vurdering (gældende for B og C) har påtaget sig at yde en indsats for familien, kan der undervejs i forløbet foretages en revurdering: ".. to småpiger var udeanbragte, og ... ud fra det, jeg kunne se i papirerne, virkede det ret urimeligt. Der var ikke noget at tage på, ikke noget, der kunne legitimere, at de var totalt fjernede. Jeg havde en samtale med forældrene på mit kontor, og de virkede pænt tilforladelige. Moderen havde alle papirerne med. Efter et årstid eller halvandet dukkede det pludseligt op i papirerne - jeg fik nye sagsakter, efterhånden som tiden gik, og sagen skred frem. Det viste sig, at faderen havde en dom for seksuelt overgreb på sin søsters barn. Det havde de ikke sagt til mig. Da jeg opdagede dette,

57

kunne jeg ikke fortsætte med at arbejde for hjemgivelsen... Jeg har været ude for et par gange, at der er dukket noget op, som har været fortiet, og så er jeg trådt ud af sagen" (C). De fire andre interviewede radikale rådgivere foretager ikke en indledende vurdering. Det ser ud til, at de er parate til at yde en indsats, når en familie henvender sig. Måske kan denne forskel i den indledende 'sortering' af familier hænge sammen med rådgivernes baggrund for at have engageret sig i det frivillige arbejde: B og C har valgt at yde en indsats på grund af social indignation: "Vi ville være et skrivende og talende forum, der protesterede mod et behandlersystem, der havde annekteret familien som et behandlerobjekt..." (B). De øvrige har personlige erfaringer som bevæggrund. Et vigtigt middel for rådgivernes sagsbehandling er muligheden for indsigt i familiens sagsakter. Aktindsigten kræver fuldmagt fra familien, som ifølge Forvaltningslovens almindelige regler (om enhver borgers ret) har ret til indsigt i egne sagsakter. Familiens (forældremyndighedsindehaveren og børn over 15 år) ret til at blive oplyst om aktindsigt i forbindelse med tvangsanbringelse fremgår af SEL§61/BL§125. Alle rådgivere har adgang til familiens sagsakter hos de sociale myndigheder. Det kan være problematisk for rådgiverne at fremskaffe dem. "Jeg har skrevet breve, hvor jeg har stillet forvaltningen kritiske spørgsmål og bedt om argumentation for påstande og bedt om sagsakter, og så kommer de ikke, og så rykker jeg, og til sidst gør jeg opmærksom på Forvaltningslovens § 16, stk. 2 om at få det inden for 10 dage. Det plejer så at hjælpe..." (C). Indsigten i papirerne bruges (foruden for rådgiverne B's og C's vedkommende som "adgangskriterium") til planlægning af indsats, men er også kilde til forundring for flere af rådgiverne: "Når man tager ud og ser i handleplaner - jamen, hvad pokker er det for noget. De er så mangelfulde. Så kan der stå: vi formoder, at barnet skal være anbragt, til det er 18 år. Hvad i alverden er det for noget ?" (D). "Alle dem, vi starter med, har aldrig set en behandlingsplan eller aner, hvad det er. Vi fortæller dem det, om ret og pligt, hvad de kan få, og når man så får nogle handleplaner at læse igennem, så kan de (forældrene) fortælle, at det ikke passer, at de aldrig har sagt det, at de ikke kan kende det" (E). Om den mulige afledte virkning af rådgivernes aktindsigt siger E: "Efter at vi er begyndt at tage med forældrene, er journalerne blevet mere positive, fordi de (socialforvaltningen) ikke kan snyde. Hvis de skriver

58

noget forkert, ser vi det med det samme. Socialkontoret bygger noget op selv, de kan ikke indse, at forældrene bliver bedre og gerne vil have børnene hjem" (E). I den forbindelse skal det anføres, at der ifølge loven skal foreligge en handleplan (SEL§53), uanset om der er tale om en frivillig eller en tvangsmæssig foranstaltning. Der er i loven opstillet en række krav til indholdet af handleplanen, som medfører, at den får karakter af en kontrakt mellem de implicerede parter. Flere undersøgelser (f.eks. Hjorth Andersen 1995, Hestbæk 1997) har dog peget på, at en ret stor gruppe forældre ikke har kendt til handleplanen. Med hensyn til journalernes for forældrene nogle gange uigenkendelige indhold fremgår det desuden af flere journalundersøgelser (f.eks. Ertman 1994, Egelund 1997), at journaler kan være kritisable: "Nogle gange er journalerne selvmodsigende, og det kan være vanskeligt at skelne mellem fakta, rygter og tolkninger" (Egelund, 1997).

Bisidderfunktionen De samfundsinstitutioner, som oftest er relevante i forbindelse med rådgivernes sagsbehandlende funktion, er: de institutioner, hvor børnene opholder sig før, evt. efter en anbringelse, f.eks. børnehaver, skoler, fritidshjem; den sociale kommunale forvaltning, som er tildelt det forvaltningsmæssige ansvar for området: anbringelser af børn; børn og unge-udvalget, hvor (tvangs)anbringelserne besluttes; de døgninstitutioner eller familieplejer, hvor børnene anbringes; samt ankeinstanserne, d.v.s. Den Sociale Ankestyrelse og Landsretten ved tvangsanbringelser efter Bistandslovens (BL) §35 (nu Lov om Social Service (SEL) §42). Det er i særlige tilfælde muligt at inddrage Ombudsmanden og Menneskerettighedsdomstolen, dog træder bisidderne ikke (eller yderst sjældent) i funktion i disse tilfælde. Rådgivernes kontakt med institutionerne sker enten ved tilstedeværelse (alle rådgivere fungerer som bisiddere) eller ved skriftlige henvendelser. Rådgiverne ser bisidderfunktionen som vigtig/nødvendig. Forældrene har behov for støtte i forhold til de sociale myndigheder af mange grunde. En rådgiver (som har været bisidder "i mange, mange år") mener, at mødet mellem myndigheder og forældre ofte er utryghedsskabende for forældrene: "... der er tale om en meget penibel situation i den forstand, at ... folk er sarte, og det betyder, at bare de skal møde op og snakke, så bliver de nervøse og usikre. Er der så en person med, de har tillid til - altså, tillid er det afgørende, og det føler jeg jo også med alle de mennesker, jeg har kendt i mange år, at det er den gensidige tillid, der gør, at man føler sig tryg - i en situation, man ellers er utryg ved" (A). Der er desuden tale om en 'tolkefunktion': "Jeg mener, at sagsbehandlere ikke er gode til at høre, hvad en klient siger, og jeg går med for ligesom at oversætte" (D). I bisidderrollen indgår desuden at pege på forhold, som ikke fremgår af myndighedernes udlægning:

59

"Nogle gange spørger jeg til møderne: er der da slet ikke noget godt at sige om forældrene? Ja, der bliver bare stilhed" (D). Bisidning finder også sted i forbindelse med overvåget samvær. Det drejer sig især om rådgiverne D og E. "Vi har gjort det i foreningen, at vi tager med... Vi har forlangt at være med (på grund af dårlige erfaringer). Vi siger, at de aldrig nogensinde må være alene" (E). En enkelt rådgiver (F) peger på, at bisidderrollen kan indebære orientering af forældrene om systemacceptabel adfærd, f.eks. dessiner om ikke-opsigtsvækkende påklædning. Rådgiverne mener, at forældrene ikke har reelle forudsætninger for at kunne forhandle med systemet på egen hånd, hverken hvad angår procedurer i sagsbehandlingen eller kommunikationsformen mellem familie og system: "Som regel spørger moderen, om jeg kan gå med hende, fordi hun er blevet indkaldt til et møde... Og så ved jeg fra andre akter og erfaring, hvad et sådant møde kan bestå i... så går man jo med hende. Der kan man få noget sat på plads, som hun selv aldrig ville kunne, fordi hun ikke kender til forholdene" (C). Bisidderen kan søge at påvirke selve mødets form, før det finder sted: "Og det lærte jeg jo hurtigt at finde ud af, at hvis jeg skal til møde med en skole, så fik jeg jo gerne en mødeindkaldelse, hvor selve indkaldelsen fyldte et halvt A4-ark, og hvor deltagerlisten fyldte et helt... Og så ringede jeg og sagde, at det ville vi ikke være med til, og at det viser respekt for den personlige integritet at løse en ting ad gangen. Når man siger det til dem, så forstår de det ofte godt, og så er det en lettelse for dem selv at slippe for den store historie" (B). Om bisidderens faktiske muligheder for at påvirke sagens gang er specielt én rådgiver ikke optimistisk: "Sådan er bisidderens arbejde. Man går med til møder, man argumenterer for forældrene, man skriver breve for dem, man støtter dem i hele den jungle, de ikke kender til, der hedder forvaltningen, dens regler og love dens usus, og man går med dem som vidne i Landsretten og i Ankestyrelsen, men dét er ikke mit indtryk, at vi som bisiddere og hjælpeorganisationer i virkeligheden kan yde noget afgørende væsentligt. Forvaltningen har al ekspertise, ... de kan betale det... og de holder fast på deres opfattelse" (C). Denne tendens mener rådgiver C, fortsætter op igennem systemet: "Når vi har skrevet breve, bliver der indkaldt til nye møder, hvor vi så møder op. Og så når vi til Ankestyrelsen. Så møder jeg op der som bisidder

60

... Så siger jeg det, jeg kan, til støtte for moderen, fremdrager det, der er udeladt og understreger det, som bør trækkes frem og pointerer det, som er usandt og urimeligt... og så tabes sagen alligevel. Det gør ikke noget indtryk" (C). Med til C's ovenfor skitserede og måske desillusionerede holdning til bisidderfunktionen hører dog: "Men en del sager, jeg har været bisidder i, er blevet vundet. Jeg synes, det ville være meget indbildsk og forkert at sige, at de er vundet på grund af min indsats. Jeg har været med i dem, men måske var de vundet alligevel" (C). Det kunne forventes, at myndighederne opfattede bisiddere som et besværliggørende element i et sagsforløb. Men så enkelt er billedet ifølge interviewmaterialet ikke. Nogle rådgivere bliver ind imellem ligefrem budt velkommen i socialforvaltningen, men påpeger en formentlig vigtig faktor: "Selvfølgelig især af de, som kender mig og ved, hvad vi står for" (A). Rådgiver D har flere gange været ude for, at kommunerne har henvist forældre til hende. Hun er vidende om, at andre foreningsrådgivere har problemer i forhold til forvaltningen, men: "... det har jeg ikke. Jeg er aldrig blevet bedt om at gå. Jeg har også været ude for, at en sagsbehandler har sagt velkommen. Men jeg kommer aldrig uden at have en aftale" (D). Bisidderfunktionen opfattes således som: imødekommelse af forældrenes behov for emotionel støtte og praktisk vejledning i mødet med myndighederne, herunder hjælp til den indbyrdes kommunikation; som et forsøg på sikring af et nuanceret billede af familien (der ikke nødvendigvis fører til det ønskede resultat); men også som en buffer mellem myndigheder og familie.

Indsats i forbindelse med anbringelsesbeslutning og ankeforløb De radikale foreninger lægger speciel vægt på ændring af det offentliges mulighed for indgriben i (ikke velfungerende) familier og dermed også på ændring af en anbringelsesbeslutning. Det må derfor forventes, at en væsentlig del af indsatsen ydes i forhold hertil, d.v.s. overfor den sociale forvaltning, børn og unge-udvalget, samt ankeinstanserne. Som allerede berørt, fungerer de radikale rådgivere som bisiddere for familierne i ovennævnte sammenhænge, d.v.s. som støtte for forældrene, som vejledere i forhold til regelsæt og som 'tolke' og 'buffere'. De benytter sig desuden af advokatbistand. Nogle benytter en fast stab af advokater, andre vælger advokaten i forhold til problemstillingen. Samarbejde med andre faggrupper med særlig ekspertise overvejes og iværksættes desuden, ligeledes afhængig af problemstilling. I det følgende præsenteres indsatsen, som den beskrives af rådgiverne på forskellige stadier af sagens udvikling.

61

Det kommunale niveau (den sociale forvaltning samt børn- og ungeudvalget) Rådgiverne forbereder forældrene før møder i den sociale forvaltning eller i børn og unge-udvalget. Og de overvejer mulighederne for indflydelse på forløbet. Især to rådgivere (B og C) forholder sig skriftligt til de sociale myndigheders oplæg til møderne. Således fortæller C om oplæg til beslutning om et barn, som den sociale forvaltning ønskede anbragt, da forvaltningen vurderede et behov for, at drengen lærte at omgås jævnaldrende børn: "Vi havde nogle meget positive udtalelser fra skolen. Udtalelserne var 3-4 måneder gamle: en sød og flink dreng, der klarede sig fint i klassen, kom fint ud af det med kammeraterne, hævdede sig udmærket i skolen o.s.v. Så skrev jeg til forvaltningen (om diskrepansen) og fik det svar, at det kunne virke selvmodsigende, men at det var forvaltningens helhedsbetragtning ... Det er ikke den eneste gang, jeg har fået den slags svar. Man kan jo ikke gøre noget ved det. Man kan godt skrive, at det er uforskammet, men det får man jo ikke noget svar på" (C). Denne rådgiver lægger vægt på at påvirke det sprog og de begreber, der anvendes af de sociale myndigheder i håb om at opnå større gennemskuelighed i systemet. En del af hans korrespondance handler således også om at 'anholde' ord: "Man må jo eksemplificere og operationalisere ordene. Man må forstå nogenlunde det samme... Man må kræve, at kommer man med påstande eller en karakteristik eller noget, der ligner en diagnose, så må man eksplicitere den og eksemplificere den" (C). Også rådgiverne B, D og E er særligt opmærksomme på de forskellige sprogkoder, som henholdsvis de offentlige myndigheder og familierne betjener sig af. Rådgiver B udtrykker sin opfattelse af det offentlige systemsprog således: "De kan jo ikke tale dansk" (B). Rådgiver E har taget konsekvensen af erfaringer med uhensigtsmæssig kommunikation mellem parterne, idet han ved møder meddeler: "I skal ikke spørge moderen, men mig, - jeg møder for klienten. Og skal jeg nok spørge klienten om det, I vil vide, og så kan vi tale på den måde. Klienten har overdraget sagen til mig, og det er sådan, vi arbejder, netop fordi vi ikke vil have flere usandheder i protokollen" (E). I oplægget til/beslutning om tvangsanbringelse af et barn indgår sædvanligvis (foruden indstilling baseret på socialforvaltningsjournalen) en eller flere erklæringer fra eksperter, der har undersøgt barnet eller familien. Specielt rådgiverne B og C søger at påvirke det samlede billede ved at stille spørgsmålstegn ved beslutningsgrundlaget: "Der er også en anden ting, jeg har fået igennem ... og det er et krav (som blev imødekommet på amtsniveau) om, at råmaterialet ved en psykologisk

62

undersøgelse skal udleveres som bevismateriale, for det er den eneste udenforstående efterkontrol på den psykologiske erklærings konklusioner. ... Men psykologerne vil hellere flække på langs end udlevere råmaterialet" (C). Eller ved at fremkomme med en alternativ ekspertudtalelse: "Man skal præstere en psykiatrisk eller psykologisk erklæring på barnet, der helt ækvivalerer den, forvaltningen har fremlagt og kontradicerer den fuldt ud. Og man kan skaffe bevis for, at moderens omsorg for barnet har været fuldt tilstrækkelig, f.eks. ved at få fat i sundhedsplejersken, som skal udvise det mod (over for sin egen forvaltning), at hun intet har bemærket om manglende omsorg over for barnet. Og man kan - og det er endnu sjældnere - få vuggestue eller børnehave til at attestere det" (C). At denne vej kan være vanskeligt farbar, fremgår af følgende citat: "De havde en indberetning fra fritidshjemmet: drengen var snavset, han var snusket, han var understimuleret, han var tilbage i udvikling, og han savlede, - der var alverden i vejen med ham. Og med den i hånden kunne man sige, at nu måtte det barn fjernes. Men så er det godt at have en bisidder. Jeg ringede til en af landets ledende pædiatere og fik en aftale med ham... han kom til lige det modsatte resultat: det var en sød og en pæn dreng, han havde ikke set ham savle - vi fik den fineste erklæring. Men socialforvaltningen opgav ikke sagen alligevel. Ikke mere end en måned efter forsøgte man sig fra en anden vinkel. Man giver ikke op. Sådan er spillet... Det kan vi som bisiddere ikke gøre noget ved, vi kan ikke kontrabalancere det. Vi kan påpege vrangt og fejl, genere dem og forurolige dem, men det er ikke det, der ændrer forvaltningens vilje og beslutning" (C). Nogle rådgivere har erfaring for, at tidlig planlægning kan ændre oplægget fra den sociale forvaltning: "Man skal komme før dem, være forud hele tiden. Jeg har flere gange været heldig og kommet med en plan, før socialkontoret lagde en plan. Og også fået den gennemført... De tager os mere og mere alvorligt" (E). Advokatbistand er en lovbestemt og gratis ret i forbindelse med bl.a. tvangsanbringelse af børn for forældrene og børn over 15 år (BL §124/SEL §60). Advokaten kommer ind i billedet, når der er en sag, d.v.s. i forbindelse med en mulig beslutning om tvangsanbringelse (børn og unge-udvalget) eller ved ankeinstanserne. Adgang til advokatbistand er således ikke en assistance til familien over tid, men alene på bestemte beslutningspunkter i en sags udvikling. Det kan derfor undre, at specielt de radikale foreninger i offentligheden i så høj grad forbindes med (bestemte) advokaters handlinger, idet den løbende indsats ydes af rådgiverne. "Ja, hvis sagføreren skal ind ellers, har klienten ikke råd, det koster mange penge" (E).

63

"Man må jo huske, at advokaterne kun optræder i forbindelse med de afgørende punkter i sagen: i mødet med børn og unge-udvalget har de en beskikket advokat, et par måneder efter i Ankestyrelsen også, og et par måneder efter igen i Landsretten. Men den beskikkede advokat har familien 8-10 dage før mødet, mange gange måske kun 5 dage før, hvor han får tilsendt papirerne, gennemlæser dem, møder op, taler deres sag, så godt han kan. Som regel er det jo håbløst. Han kan jo ikke hamle op med, at sagen måske har været forberedt i 3 år. Og når mødet så er afsluttet, bliver der afregnet med ham, og så har familien ikke nogen, selv om sagen fortsætter i måneder derefter med skrivelser fra forvaltningen og indkaldelse til møder. Der har de så brug for en bisidder" (C). Hvis resultatet af børn og unge-udvalgets overvejelser bliver en beslutning om tvangsanbringelse, er der mulighed for at anke afgørelsen (se senere), men der er også mulighed for at søge indflydelse på valg af anbringelsessted. Især rådgiverne D og E lægger vægt på at påvirke dette. Når anbringelse af barnet er uomgængeligt, mener de, at anbringelse hos barnets familie, alternativt venner af familien, er mere nænsomt over for både barn og forældre. "Man kommer tit til børn og unge-udvalgsmøder, hvor barnet skal i familiepleje eller i institution, og hvor jeg spørger: var der andre muligheder, som forældrene også kunne acceptere, hos familie eller hvor de måske selv har været anbragt engang. Det bliver nemmere for både barn og familie på den måde. I et tilfælde var det så en mormor, der fik barnet" (D). "I et tilfælde ville jeg gerne have, at barnet skulle hjem til bedsteforældrene, - ikke til forældrene, det går ikke. I første omgang ville socialforvaltningen ikke, - de nægtede ikke pure, men var meget stærkt i tvivl, da vi kom frem med forslaget. Der er ikke truffet en afgørelse endnu... Men bedsteforældrene ved godt, at forældrene ikke må komme der, hvis barnet skal bo hos dem, det har vi gennemsnakket" (E). Ankestyrelsen Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for administrative afgørelser (i det omfang, det fastsættes ved lov). Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrelsen er i forhold til beslutning om tvangsanbringelser af børn første klageinstans. Ankestyrelsen er uafhængig af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag. De radikale rådgivere giver udtryk for beskeden eller ingen respekt for Ankestyrelsens afgørelser. Men afgørelsen her giver adgang til retssystemet, idet næste ankeinstans er Landsretten. Det betyder ikke, at rådgiverne ikke søger indflydelse på Ankestyrelsens afgørelse: "Med hensyn til Ankestyrelsen fandt jeg ud af, at man skulle tale sammen med familiens advokat og tilrettelægge slaget. Så advokaten interviewede mig, og vi opførte et helt skuespil. Jeg havde på forhånd fortalt hende, hvad hun skulle spørge mig om, for at det kunne blive hørt" (B). Men det er ikke nødvendigvis nemt at få indflydelse:

64

"I Ankestyrelsen er der jo ikke tilmålt megen tid til den enkelte sag, 30-40 minutter. Advokaten skal sige noget, moderen bliver udspurgt, og hvis jeg som bisidder også lige skal sige noget, er der måske fem minutter til mig" (C). Landsretsniveauet Som nævnt er Landsretten (anden ankeinstans i forbindelse med anbringelser af børn imod forældremyndighedsindehaverens ønske) for rådgiverne generelt forbundet med større respekt end Ankestyrelsen. Det skal formentlig også ses i sammenhæng med, at de radikale foreninger som helhed er yderst kritiske over for den gældende procedure ved tvangsanbringelser, d.v.s. at der er tale om en politisk/administrativ beslutning, som foretages af børn og unge-udvalget, - et uafhængigt organ, men med repræsentation fra kommunalbestyrelsen (desuden er pædagogisk-psykologisk konsulent og dommer tilknyttet, med stemmeret). De radikale foreninger ønsker generelt børn og unge-udvalget fjernet (og dermed også Ankestyrelsens beføjelser), og sagsbehandlingen flyttet til domstolene. Domstolsprøvelse i forbindelse med tvangsanbringelser af børn benyttes i en lang række lande. Danmark er tilsyneladende det eneste land, som træffer anbringelsesbeslutninger på samme niveau (det kommunale), som tilvejebringer beslutningsgrundlaget (Ydebo 1988, Harder 1997, Hestbæk 1998). Rådgivernes mere positive holdning til landsretten fremgår af de fleste interviews: "I Landsretten har vi erfaring for den mest retfærdige behandling" (D). "I Landsretten var holdningen skiftet, og der var en helt utrolig fin dommer... Dommeren spurgte mig: hvis faderen en dag får problemer og ikke synes, han kan tackle de familiemæssige problemer, hvad tror De så, han vil gøre ? Jeg svarede, at så ville faderen ringe til mig, og så ville jeg tage derop og hjælpe dem. Dommeren nikkede, det var det svar, han havde ventet, og så hjemgav han barnet. Det var en holdning, jeg ikke havde oplevet før. Det var jeg meget imponeret over. Der sad en mand og skønnede som et voksent menneske og tog hensyn til de eksisterende netværk i stedet for at gå frem efter en bog" (B). Det kan dog være vanskeligt for rådgiverne/bisidderne at gennemskue, hvilken vægt deres indlæg måtte have i Landsretten: "Det kan være, at min argumentation, når den er kommet Landsretten for øje, har været medbestemmende for dommen, men det kan man jo aldrig få kontrolleret, for Landsretten begrunder ikke sine domme, så hvilken vægt de forskellige argumenter har haft for dommen, kan man ikke sige" (C). Ombudsmandsniveauet En enkelt rådgiver har inddraget ombudsmandsniveauet i tilfælde, hvor han har opfattet sagsforløbets afgørelser som ulovlige: "Der hvor jeg har vundet, og hvor jeg positivt kan sige, at jeg har gjort en indsats, var, da jeg henvendte mig til Ombudsmanden med en klage over, at man ikke ville give forældre adgang til en alternativ vurdering af deres

65

barn... Der var tre udeanbragte børn, og forvaltningen havde gennem to år anvendt ialt 10 psykologer. Da jeg bad om en alternativ vurdering, blev der sagt nej... Den sendte jeg til Ombudsmanden og fik medhold" (C).

Anden påvirkningsvirksomhed Nogle rådgivere har (i foreningssammenhæng) forsøgt at påvirke lovgivningen gennem foretræde for Folketingets Socialudvalg. Andre har i forbindelse med lovændringer skriftligt formidlet deres opfattelser og forslag til Folketingets partier. En forening (Bisidderforeningen af 1994) har været initiativtager til udviklingen af et internordisk samarbejde, som i fællesskab søger at ændre lovgivning om tvangsanbringelser af børn. Foreningerne benytter sig desuden i et vist omfang af påvirkning af det offentliges beslutninger gennem mediernes opmærksomhed. Især rådgiverne B og C har ydet bidrag til forskellige tidsskrifter. En enkelt rådgiver, F, fortæller, at hun systematisk har benyttet sig af særligt den skrevne presse: "Hver gang der var en ny sag, sørgede jeg for at gå til Ekstrabladet, BT og hvor jeg nu kunne komme til at snakke med dem, og hvis vi vandt, sørgede jeg for at komme igen" (F).

Intern indsats Som nævnt lægger de radikale foreninger særlig vægt på påvirkning af lovgivning, holdninger etc. inden for området: anbringelse af børn, selv om en enkelt forening i sit udsendte materiale også markerer støtte til familien som et indsatsområde. Det kunne derfor forventes, at evt. assistance internt i familien var beskedent prioriteret. Det ser bestemt ikke ud til at være tilfældet. For nogle af rådgiverne (B og C) har denne indsats ikke været et mål. Som B udtrykker det: "Rådgivningen er altid i praksis fulgt med som et biprodukt, for de mennesker havde ofte brug for den rådgivning, som de ikke mere kunne få af det offentlige system, som nu var blevet en trussel"... "Den personlige rådgivning var det helt afledte, men derfor kunne det jo godt blive det, der krævede mest" (B). Den familierettede indsats har flere niveauer. Der er tale om emotionel støtte, som familierne kan have behov for både i forbindelse med tvangsanbringelsesbeslutning (og evt. "trussel" om anbringelse af familiens børn) og ved møder med de offentlige myndigheder. Den støtte har karakter af at lytte til forældrenes angst, vrede og sorg ved samfundets indgriben. "Mødrene henvender sig for sent - når de er så langt, at de kan se, at de ikke kan få barnet igen. Så bliver de fortvivlede"... "Folk er kommet så langt ud. De har brug for at snakke. Vi sidder og taler på bedste måde, trøster dem og giver dem mod" (E).

66

At der er behov for emotionel indsats er der næppe tvivl om. Det er rimeligt at antage, at forældre, der bliver dømt "ikke gode nok", vil kunne opleve mindreværd, ikke alene som forældre, men i det hele taget. Alle rådgiverne yder da også følelsesmæssig hjælp i den forbindelse. Og de har opfattelsen af, at det er til gavn for forældrene: "Når man taler med dem, kan man mærke, at de bliver gladere. Det er ligesom de ikke er så anspændte" ... "Da vi havde talt en halv times tid, faldt hun til ro. Hun var bange" (E). Specielt to rådgivere (B og C) er forbeholdne over for den langsigtede nytte. "Nej, der skal mere og andet til end ord. Deres situation er eksistentiel, en livssituation, og det kan jeg ikke ændre så forfærdelig meget ved. Mange gange er det, der mest skal til for at hæve deres selvfølelse og selvværdsfølelse, at de ikke er kasseret som mor ... jeg støtter dem, når de er fortvivlede og trøster dem, når de græder, men det er mere situationsbetinget" (C). Andre rådgivere mener, at mulighederne for at yde forældrene brugbar emotionel støtte forbedres, når rådgiveren kommer ind i billedet i god tid før anbringelsesbeslutning: "Jo før man kommer ind, jo nemmere er det at høre, hvad problemet er. Og man kan nemmere sige til forældrene, at det og det er de gode til. For hvis de får det, at de er gode til noget, er det helt i orden, at der er lidt, de ikke er gode til" (D). Der ydes også rådgivning rettet mod forældrenes indbyrdes forhold og deres funktion over for børnene, ligesom konkret praktisk indsats indgår for en del af rådgiverne. Omfanget af kontakten til familierne varierer (naturligvis) - fra 20 år (B) til "fem minutter" (F). I nogle tilfælde er kontakten intens: "Vi taler dagligt sammen" (A). Kontakten omfatter i forskellig grad familiens børn. Den overvejende del af de familier, rådgiverne har forbindelse med, er som tidligere nævnt eneforsørgerfamilier: "Jeg har mange samtaler med barnet og moderen, eller forældrene, hvis det er forældre - de fleste er enlige mødre..." (C). Desuden går interviewpersonerne aktivt ind i forhold til familiernes daglige liv. Nogle familiers liv er præget af turbulens. Det er indtrykket, at rådgiverne som helhed ikke viger tilbage for de problemstillinger, de præsenteres for: "Så henvendte hun sig til mig og sagde, at manden havde slået hende. Det havde han aldrig gjort før, men han havde været på speed og fået nedtur ... Jeg tog hende og barnet med hjem, og så fik hun et værelse hos mig...Vi fik

67

en dialog i gang med manden. Jeg havde svært ved at fatte, at han havde mishandlet hende så voldsomt... Men nu har jeg opgivet at forene dem" (A). "Jeg prøver at forklare dem, at de må prøve at lære at klare sig selv. Det kan ikke nytte noget, at de, hvis de kommer op at skændes, fordi manden har drukket for meget, så straks vil have den sociale døgnvagt blandet ind, i stedet for at gennemarbejde det selv" (B). "Så længe man står med én, som er midt i et spiritusmisbrug, er der ikke rigtig adgang for ... argumenter. Der vil jeg være mere tilbøjelig til at være taktiker og sige: du skal af med det problem, ellers ryger dine børn altså... Når han så er appelsinfri, er tidspunktet kommet, hvor man kan tale med ham om, hvor fantastisk meget bedre børnene har det nu, men det synes at være spildte Guds ord, når han står midt i misbruget. Det har jeg haft held med engang. Da fik jeg ham faktisk på alkoholambulatoriet i de to år, sagen stod på, og da de kom i Landsretten, kunne han møde op med en attest om, at han havde været totalt appelsinfri og passet sin antabus. Det var flot. Problemet var, at da truslen ikke var der mere, røg han i igen" (B). "Den familie (moderen har en alvorlig psykiatrisk lidelse) har været herhjemme hos mig nogle gange, og jeg har været hjemme hos dem. Engang sad hun i et skab. Jeg bad hende komme ud. Det skete flere gange. Lægevagten blev tilkaldt, nogle gange gjorde jeg det selv... Jeg har været til flere møder i forvaltningen sammen med faderen og bebrejdet forvaltningen, at de aldrig havde instrueret faderen og børnene om, hvordan de skulle forholde sig til moderen" (C). "I de familier, hvor jeg kan se, at børnene bliver svigtet, arbejder jeg for, at der ikke skal ske børnene noget, men jeg vil gå langt for at samarbejde med familierne om at foreslå, hvad der skal ske. Jeg kan komme ud for, at jeg ved, der er en tvangsfjernelse over hovedet, og jeg tænker, at det ikke er en tvangsfjernelse, der er brug for, men andre løsninger. Jeg kommer tit tæt ind på familierne. Det er også muligt, de selv har set andre muligheder" (D). Som det fremgår af ovenstående eksempler fra interviewmaterialet, engagerer de radikale rådgivere sig aktivt i både familiens problemer og mulige løsninger. I et enkelt tilfælde kan forsøg på løsning dog forekomme beskedent: "Der var også en pige. De kom hjem til mig, og mens moderen var nede at købe ind ... begyndte hun at fortælle mig om plejefaderen, der misbrugte hende seksuelt... Moderen ville have, at jeg skulle hjælpe, og det kunne jeg ikke. Det er så svært, når man gerne vil hjælpe og ikke tør spørge myndighederne. Og senere begik moderen selvmord" (F). Dog er problemstillingen: tør vi kontakte myndighederne for assistance ? ikke ukendt i en del af rådgivergruppen. Således nævner rådgiver (D) i interviewet, at hun ofte befinder sig i et dilemma: på den ene side synes hun, at der kunne være brug for

68

socialforvaltningens (især materielle) indsats, på den anden side, at hjælp fra myndighederne hurtigt kan blive til kontrolforanstaltninger. En del af rådgivningen inkluderer påvirkning af familiens adfærd: "Vi siger også, hvad de gør forkert, og hvad vi synes, de skal rette og sådan. Forældrene tager det positivt, de siger, at det er rigtigt nok. F.eks. at de skal rydde op og beskæftige sig med noget. De går i stå. De skal tage sig selv mere højtideligt... Det kan godt være, at socialkontoret også har sagt det til dem, men de siger det på en forkert måde, vil jeg tro. Når man taler med forældrene, kan man næsten regne ud, hvordan socialkontoret siger det" (E). "Jeg skrev til moderen, at jeg havde indtryk af, at barnets udeanbringelse efterhånden var blevet et livsindhold for hende, og at jeg var af den opfattelse, at forvaltningen i hvert fald ikke ville ændre syn på hende, før hun viste, at hun kunne beskæftige sig med andet. Derfor foreslog jeg hende at få f.eks. en halvdagsstilling" (C). "Jeg prøver at sige til dem, at der altså er noget, der hedder stolthed, og prøver at forklare dem, - og det har man så ikke ret meget held med - at der er ingenting i livet, der er gratis, og hvis de ikke alene lader sig forsørge af det offentlige, men også betragter det som en malkeko, de skal klemme til sidste dråbe, så lægger de sig selv blot, så har de ingen personlig integritet at stå imod med, når pludselig forholdene til det offentlige bliver til fjendskab. Det er ikke ret nemt at forklare sådanne mennesker, fordi de har jo skippet den stolthed for længe siden" (B). Påvirkningen kan også omfatte forældrenes holdning til og adfærd over for deres børn, både når børnene bor hjemme, og når de er udeanbragte. Som f.eks. rådgiver B ironisk udtrykker det: "Jeg snakker vel også om børnenes forhold. Men du ved, jeg sætter mig jo ikke ned med sådant et samtaleproblem. Hvis man drysser nogle guldkorn over dem, er det rarest, at de kommer tilfældigt... Jeg kan bedre lide at gøre det på den måde, at jeg fortæller om et tilsvarende problem med mine egne børn - det er vældig godt, for så føler de, at man er på lige fod" (B). "Jeg kan godt sige til familien, at jeg syntes, det var forkert f.eks. ikke at være hjemme, før babysitteren skulle gå. Så fik man jo også den indrømmelse, at det var forkert..." (C). Praktisk konkret assistance ydes ud fra materialet i et relativt stort omfang. En rådgiver (A) har adskillige gange og i nogle tilfælde dagligt i perioder hentet og bragt børn til børnehave. Det er et par gange sket, at han er blevet kontaktet af en børnehave, hvis et barn i en familie, han havde kontakt med, ikke var blevet afhentet ved lukketid. Denne rådgiver har flere gange stillet sit hjem til rådighed for familier: - på grund af familiens manglende bolig, - for at støtte ustabile forældre i en periode, - eller for at gøre det muligt for en forældre at få samvær med sit barn (udeanbragt

69

eller med bopæl hos den anden forældre). For en ordens skyld skal det anføres, at der ikke er et økonomisk motiv: "Hun vil gerne betale husleje, men det siger jeg nej til. Hun skal jo have penge, så hun kan få en anden bolig"... "Jeg gør alt, hvad jeg kan. Vi går rundt og søger bolig og hænger sedler op. Jeg ved jo fra de retssager, jeg har været med i, at skal de have mulighed for samkvem, skal der være en bolig. Det er jo logisk" (A). For denne rådgiver er den praktiske indsats en livsstil, som omfatter andre end familier med anbragte børn: "Jeg har i de sidste 3-4 år praktiseret af have flere (underpriviligerede mennesker) med til juleaften, og det har været en succes" (A). Ingen andre rådgivere har haft hele familier boende. Nogle har derimod huset børn, som er skjult for myndighederne i forbindelse med en verserende tvangsanbringelsessag, eller på anden måde været involveret i at bringe børn uden for myndighedernes rækkevidde. Det er vanskeligt at vurdere omfanget af skjulte børn. For i hvert fald en enkelt rådgivers vedkommende har det drejet sig om adskillige: "Jeg har haft børn boende. Jeg havde forskellige parykker, og så fik de sådan en på. F.eks. var der en dreng, der blev til en pige. De syntes, det var sjov. Selvfølgelig ville jeg ikke gøre det, hvis de ikke ville" (F). Det skal i den forbindelse påpeges, at denne udtalelse refererer til hændelser, der ligger en del år tilbage, og at de radikale foreninger generelt oplyser, at sådan assistance ikke ydes. Den praktiske indsats kan omfatte vejledning i alle typer af praktiske problemer i dagligdagen, men også direkte assistance til indkøb og oprydning/rengøring: "Og så følger jo alt det rent praktiske benarbejde med at sætte en dag af til at køre rundt og købe ind og forklare dem, at der er noget, der hedder tandbørster og sådan noget, og formøble et eller andet bestemt beløb, så man én gang for alle kan fylde ud, så hjemmet kan fungere. Eller simpelthen tage en spand vand og en gulvskrubbe og gøre rent og sætte dem selv i gang. Alt det praktiske beskidte arbejde får man jo aldrig socialhjælpere til"... "Hvis man skal have en familie sat i omdrejninger, vil jeg som hovedregel sige, at det kan man kun gøre, hvis man selv kan gribe ind med opvaskebørste og viskestykke" (B). Selv om rådgiver B (bl.a.) yder en sådan indsats, sætter han spørgsmålstegn ved tidsforbruget: "Nu begynder det at nærme sig vanvid med den tid, man investerer, som går fra andre ting" (B). Han er ikke den eneste, som mener, at arbejdet kan få et urimeligt omfang: "Det tager for meget af ens tid" (F).

70

Rådgiver C har gjort indsatsen op i forhold til udbyttet og er kommet til følgende resultat: "Jeg synes, jeg har aftjent min sociale værnepligt nu" (C). For de øvrige radikale rådgiveres vedkommende spores sådanne vurderinger ikke, hverken i forhold til tidsforbrug eller nyttevirkning.

Sammenfattende om de radikale rådgivere Som det tidligere er antydet (kapitel 3), ses der blandt de interviewede radikale rådgivere variationer i forhold til oprindelig motivation for at indgå i arbejdet og syn på familierne (emotionel distance/nærhed). I forhold til den konkrete indsats kan variationerne udbygges. Den selektive position Rådgiverne B og C har begge engageret sig i dę t frivillige arbejde på grund af social indignation. Ingen af dem har private erfaringer med anbringelse af familiens børn. Den position, som udgøres af rådgiverne B og C, er dobbelt. På den ene side er deres indsats præget af en indledende vurderende holdning til familierne. Mange afvises på dette tidspunkt. Det sker, at rådgiverne afbryder kontakten med enkelte familier "i utide", hvis der senere i forløbet kommer oplysninger frem, som ville have ført til umiddelbar afvisning. På den anden side er der i de tilfælde, hvor rådgiverne påtager sig arbejdet, ofte tale om lange forløb, præget af omfattende personlig og konkret assistance til familiemedlemmerne. Denne holdning spores også i forhold til de sociale myndigheder og ankeinstanser, idet det også her ser ud til, at når rådgiverne har påtaget sig et ansvar, har de samtidig påtaget sig at følge forløbet tæt samt at søge at påvirke resultaterne på alle niveauer. Deres holdninger er tydeligvis præget af, at deres personlige sans for retfærdighed er krænket, og at de har følt et ansvar for at kontrabalancere forholdene, som gør sig gældende på området: anbringelse af børn. De giver begge udtryk for, at personlig rådgivning af familierne egentlig ikke har været deres mål. Derimod har de ønsket at påvirke de myndigheder, der er involveret i anbringelsesbeslutningerne i retning af for dem at se mere rimelige procedurer. Ansvar i forhold til familierne har været en oprindeligt relativt uforudset del af indsatsen: "Det var ikke meningen, at vi skulle ud at rådgive nogen. Det er kommet med"... "Og nu hænger man på den, sådan som man kan komme til at hænge på mennesker" (B). Til den sidste sætning hører, at B har en ironisk/resigneret sprogstil, og at han lige så godt kunne have sagt 'forpligtelse' over for andre mennesker. Og som C udtrykker det: "Jeg var ikke spor interesseret i sociale problemer på det tidspunkt. Jeg havde andre interesser. Når jeg hørte om urimeligheder, regnede jeg med, at de ville blive rettet i en højere instans. Det gjorde de så ikke. Jeg fik så øjnene op for noget, som jeg syntes, var voldsomt uretmæssigt over for en

71

vis gruppe mennesker i samfundet. Det harmede mig, at man i et retssamfund kunne byde mennesker det, der blev budt dem" (C). Positionen indvirker desuden på de forventninger, B og C har til den personligt rådgivende del af indsatsen. Det fremgår, at de i forhold til familierne ikke forventer mirakler - tværtimod har de snarere en noget distant resigneret holdning til forandringsmuligheder i familierne. "Man skal holde lidt igen på sig selv med hensyn til at blive for resultatfikseret. Man må tit sige til sig selv, at det, at man hjælper i øjeblikket, nok har en værdi i sig selv, og så drosle forventningerne til resultaterne ned" (B). Om forventninger til resultaterne siger B endvidere: "Det er så også det sværeste, hvor der er tale om sådanne virkelige bistandsfamilier, hvor det at være på bistand nærmest er blevet en livsform: at prøve at give dem noget stolthed .. man kan operere lidt på truslen om, at det offentlige tager deres barn. Det at lære folk at holde en facade - altså en facade af værdighed - har en værdi i sig selv. Nogle vil sige, at det er en noget underlig, udvendig, småborgerlig målestok. Facaden er alligevel væsentlig, fordi den betyder, at der er en facade, inden for hvilken man kan få lov til at være sig selv og føle, at man har en personlig integritet i forhold til omverdenen. Det synes jeg, er noget, min såkaldte rådgivning uvilkårligt vil komme til at gå meget ind på" (B). Der benyttes advokater og anden ekspertbistand i arbejdet. Som det vil være fremgået af dette og tidligere kapitler, har rådgiverne B og C igennem mange år været engageret i såvel forsøg på at påvirke systemet som at rådgive familierne. Men begge overvejer på interviewtidspunktet deres fremtidige stilling. Rådgiver B sætter som nævnt i slutningen af foregående afsnit spørgsmålstegn ved tidsforbruget ("Nu begynder det at nærme sig vanvid med den tid, man investerer..."), en udtalelse, der kunne tolkes som en begyndende tilbagetrækning. C har gjort op med sig selv: "Nu er det også slut. Jeg kan ikke blive ved mere. Jeg synes, jeg har aftjent min "sociale værnepligt" nu" (C). Det skal bemærkes, at det er personlige standpunkter. Der er tale om to rådgiveres overvejelser, ikke foreningsbeslutninger om muligt ophør. Den empatiske position Rådgivernes D's og E's position kan ses som sammenhængende med deres viden om hændelserne i forbindelse med egne børnebørns anbringelse uden for hjemmet (eller for E's vedkommende en besluttet, men ikke effektueret anbringelse). Denne viden inkluderer naturligt deres egne, deres børns og børnebørnenes oplevelser og følelser. For begge rådgivere er der tale om, at de opfatter anbringelsesbeslutningen i forhold til egne børnebørn som en urimelighed og et overgreb. Men de erfaringer er ikke ensbetydende med, at de ser alle andre familier i samme situation. Begge rådgivere

72

erkender, at der kan være hjem, hvor børnene ikke kan trives. De er dog ofte uenige med de sociale myndigheder om, hvilke hjem det kunne dreje sig om. Og de er helt uenige i den måde, hvorpå anbringelser finder sted og omfanget af den støtte, der ydes fra myndighederne til familierne. For disse rådgiveres vedkommende er situationen desuden den, at personlig rådgivning af familier fra begyndelsen har været en væsentlig del af deres forståelse af indsatsen. (Tolkningen af) interviewmaterialet viser, at rådgiverne D og E opfatter de familier, de rådgiver, i et vist objektivt skær, samtidig med, at de kan transformere deres egne oplevelser til indsigt i familiernes situation og støtte familierne ud fra denne position. Man kunne sige, at de udviser empatisk støtte i forhold til familierne, - at de er i stand til både at indleve sig i deres forhold og samtidig kunne anskue forholdene fra andre vinkler. Dette sidste indebærer en medvurdering i forhold til familiens muligheder for at kunne yde en vis beskyttelse over for familiens børn. Denne relative distance har indvirkning på D's og E's rådgivning: "Jeg ved, jeg er god til nogle ting, men ikke til noget andet. Jeg gør det, jeg er god til"... "Jeg er god til at snakke, jeg er god til at lytte. Jeg er også god til de, der spørger, hvad de skal gøre med deres børn. Jeg tror nok, jeg ville være god til trods alt at have kontakt med sagsbehandlere, hvis jeg kunne være sikker på dem (sagsbehandlerne), altså på klienternes vegne. Og være med til at udrede nogle hjælpeforanstaltninger" (D). "Det er jo individuelt. Det er det, at når man sidder over for et menneske, så kommer det sådan automatisk, hvad man skal sige, og hvad hun kan tåle at høre. Det er jo ikke alle, der kan tåle at høre det hele, vel. Så må man pejle sig frem og se, hvor langt man kan gå. Hvis jeg er ved at gå for langt, bremser jeg bare. Man kan mærke på personen, om hun synes, det er noget værd eller ikke noget værd. Jeg kan mærke på mig selv, om jeg gik lidt for langt. Så begynder jeg at snakke om noget andet. Og så venter jeg lidt, til personen er moden igen til det"... "Der er ingen, der bliver vrede på mig. Tværtimod, de har været så lykkelige. Det er ligesom, når man kommer ind ad døren og så går ud igen, at det er to forskellige mennesker, man har med at gøre" (E). Som det ses, er der åbenhed i forhold til problemstillinger, hjælpemuligheder (inkl. det offentliges) og egne kvaliteter. Disse rådgivere (D og E) vedligeholder kontakten med familier, efter at de "formelt" har udspillet deres rolle: "Der er nogle familier, som har fået fred med det (anbringelsen af børnene), dem kører jeg stadig ind til, når jeg er i området" (D). Men udgangspunktet er der ikke tvivl om - at anbringelser af børn oftest opfattes som et overgreb: "Det er selvlært, det jeg kan. Det er altså mit eget personlige - sådan som jeg ville have handlet, sådan som jeg har lært - jeg giver videre til

73

forældrene... Det er det menneskelige, som jeg giver fra mig... Jeg har aldrig hørt om tvangsfjernelser, før jeg kom ind i det her. Det er meget værre, end jeg troede - det er utroligt, så lidt der skal til, før de kan fjerne et barn" (E). Det ser ud til, at deres forhold til familierne er præget af optimisme. De afviser ingen familier, og tror i øvrigt på, at de fleste familier er bedre fungerende, end de fremstilles af det offentlige, eller at de kan bringes til at fungere bedre. I de få tilfælde, hvor rådgiverne mener, at forældrene ikke i tilstrækkeligt omfang kan tage vare på deres børn, er det deres opfattelse, at familier eller venner i stedet skal træde i funktion. En del af indsatsen over for de sociale myndigheder (og ankeinstanserne) har dette formål. I øvrigt er hensigten i forhold til disse instanser at søge at bedre kommunikationen og forståelsen mellem parterne, ligesom også disse rådgivere bruger ressourcer på at ændre såvel lovgivning (især med hensyn til anbringelsesbeslutningskompetance: fra børn og unge-udvalg til Retten) som forvaltningen heraf. Der benyttes advokatbistand i arbejdet. Den identifikative position De radikale rådgivere A og F har ligeledes personlige erfaringer med myndighedsindgriben i egen families liv, men er i et generationsperspektiv (erfaringer med egne børn) tættere på problemstillingen. Deres position kan måske derfor i højere grad ses som præget af identifikation med de familier, de er i kontakt med. Det er da også de rådgivere, som i særlig grad yder en indsats, der er helt i overensstemmelse med forældrenes ønsker, og som også ser sig som familiens forkæmpere i forhold til de sociale myndigheder. Det fremgår, at rådgiver A føler sig personligt ansvarlig over for de mennesker, han er i kontakt med og er engageret i - i familiernes interesse - at skabe et rimeligt samarbejdsklima til de sociale myndigheder (og at det ofte lykkes for ham), mens interviewet med rådgiver F viser et entydigt fjendtligt forhold til det offentlige. Det afspejles i rådgivernes opfattelse af myndighedernes forhold til dem. Rådgiver A opfatter sig ofte som respekteret, mens rådgiver F oftest ser sig i en defensiv eller offensiv situation i forhold til myndighederne. Ingen af disse rådgivere afviser familier. Begge stiller sig i udstrakt grad til disposition for familierne. Rådgiver A har i flere situationer "overtaget" familiens forpligtelser, dels i forhold til børnene, dels har han haft familier boende, når de havde behov. Rådgiver F har stillet sit hjem til rådighed for børn, som var "under jorden". Ingen af rådgiverne A eller F mener, at børn i visse situationer ikke kan bo hos forældrene. For rådgiver A er det en grundholdning, der er baseret på negative erfaringer med resultater af anbringelser. Derimod kan man få indtryk af, at rådgiver F's holdning er medbestemt af hendes generelle holdning til myndighederne. Begge rådgivere trækker på ekspertbistand, herunder advokater. I selve udførelsen af rådgivningen ser det derimod ud til, at rådgiver A investerer betydeligt mere tid og forsøg på mægling i forholdet mellem familierne og myndighederne, mens rådgiver F's indsats ser ud til mere entydigt at være rettet mod at hjælpe forældrene til at vinde kampen om barnet.

De progressive rådgiveres indsats Denne del handler om de progressive rådgiveres konkrete indsats, men også om deres overvejelser om den rådgivning, de yder. Dispositionen relaterer sig til de

74

progressive foreningers formål. Det vil derfor bl.a. fremgå, om, og i hvor høj grad, de progressive rådgiveres indsats overensstemmer med foreningernes formålserklæringer. De progressive foreninger lægger som nævnt generelt set vægt på tre indsatsområder: 1. At give forældrene mulighed for at udvikle sig på en måde, så de enten bliver i stand til at modtage deres børn i hjemmet igen, alternativt blive gode besøgsforældre (hjemme eller i institution/plejefamilie). 2. At forbedre samarbejdet mellem familie og offentlige myndigheder. 3. At forbedre kvaliteten af den offentlige indsats i forhold til familier med anbragte børn (eller børn, som er på vej til at blive anbragt). Systematikken vil afspejle disse formål, d.v.s. at "den interne indsats" i modsætning til afsnittet om de radikale rådgivere vil forudgå "den eksterne" i overensstemmelse med denne forskel i foreningernes formål. Temaer inden for dimensionerne vil være: Den interne indsats: Udvælgelse af familier, krisearbejde, påvirkning af forældrenes umiddelbare ønskemål, samvær med andre. Den eksterne indsats: Praktisk og juridisk assistance, bisidderfunktion, samarbejde i øvrigt mellem familie og offentlige myndigheder, opfølgning. Det vil desuden fremgå, at der i det følgende ind imellem drages paralleller til offentligt socialt arbejde, idet det er min opfattelse, at de progressive rådgiveres indsats på en række punkter ligner den indsats, der ydes af offentligt ansatte socialrådgivere/sagsbehandlere.

Rådgivernes overvejelser om det frivillige arbejde og dets forudsætninger Som nævnt har alle interviewede progressive rådgivere selv haft børn anbragt uden for hjemmet. Det er i løbet af den proces, de har påtaget sig rådgivning af andre forældre. Vejen til rådgiver er enten gået gennem poster i forældrerådet på deres børns institutioner eller/og gennem de erfaringer, de har indhøstet ved eget medlemsskab af en forældregruppe. De har alle været igennem længere tids overvejelser, førend de omsatte deres egen viden og oplevelse af overskud i forhold til andre: "I de første år ville jeg slet ikke have med rådgivning at gøre. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde evner i den retning" (H). "Vi ville tage udgangspunkt i egen situation, snakke sammen, lytte til hinanden, kommentere og give råd. Være meget ærlige over for hinanden, også når man syntes, at folk handlede dumt. Vi kaldte det ikke for rådgivning dengang" (I). "Da mit barn blev anbragt, havde jeg ikke nogen til at lytte til mig. Jeg havde det så sort, jeg kunne ikke komme over det, jeg kunne ikke se noget, jeg kunne ingenting. Og den følelse har nok gjort, at jeg gerne ville være rådgiver - at andre forældre ikke nødvendigvis skal have det sådan"... "Jeg overvejede meget, om jeg var stærk nok. Jeg kunne godt mærke, at jeg stadig var meget sårbar, og at jeg kunne blive ramt. Om jeg var parat til at blive ramt var jo også noget, jeg skulle gøre op med mig selv" (K). Nogle rådgivere har oplevet modstand fra det offentlige sociale system: "Der var en socialrådgiver, der var meget vred, og sagde, at rådgivningstilbudet var misbrug af mennesker, der ikke kunne ret meget - at vi

75

ville bruge folk, interviewe dem, og så kunne de sejle deres egen sø. Men det var lige det modsatte" (I). Som det senere vil fremgå, er modstanden mod de progressive foreningers rådgivning aftaget betydeligt siden. Desuden har rådgiverne i forløbet før og efter rådgivningsstart modtaget undervisning, enten i form af kurser eller konsulentbistand: "At rådgive andre forældre kom jeg ikke i gang med de første par år. Jeg var med til foredrag, hvor jeg lyttede, sugede til mig og blev stærkere" (K). Kurserne har bl.a. omhandlet etablering af kontakt, aktiv lytning, rådgivning og samtale (inkl. spørgeteknik), krisereaktioner og psykisk førstehjælp, bisidderens rolle: "Ikke fordi jeg mener, man skal være uddannet, men der er nogle ting, man skal være varsom med" (H). "Nogle spørger: hvad synes du ? Så siger jeg: hvad synes du selv ? Hvorfor mener du det ? Er grunden til at anbringe barnet væk ? Men man kan ikke altid få lov til at kredse sig ind på den måde" (G). For alle rådgiverne gælder det, at de desuden selv gerne underviser og holder foredrag. Modtagergrupperne er studerende (f.eks. på pædagog- og socialrådgiveruddannelserne) og personalegrupper inden for det sociale område: "Jeg elsker at holde foredrag. Nogle gange kan vi sidde over for måske 200 mennesker, som stiller spørgsmål og er hunderædde, fordi de er bange for at træde os et eller andet forkert sted. Det gør de jo ikke, fordi alt, hvad de spørger om, har vi arbejdet igennem mange gange" (J). Rådgiverne trækker i såvel undervisning som det konkrete rådgivende arbejde i høj grad på det faktum, at de selv har været (eller er) forældre til anbragte børn. Det opleves som en ressource, et faktum, som letter kontakten til forældrene: "Vores stærke side mener jeg, er, at vi kan sige nogle ting til folk, som de lytter mere efter. Vi siger faktisk de samme ting, som de har sagt på socialforvaltningen og på barnets institution, men der er mange gange, hvor folk bare lukker af. De hører faktisk ikke, hvad der bliver sagt, fordi de opfatter, at socialforvaltningen vil skade dem" (G). "Det er jo selvfølgelig, fordi man selv har haft et barn anbragt. Man har syntes, at der var nogle mangler dengang, og dem ville man måske gerne prøve at afbøde for andre. Jeg er da heller ikke blind for, at man da ikke laver frivilligt arbejde for de andres blå øjnes skyld. Jeg får jo selv en hel masse, om ikke andet så anerkendelse af, at jeg er god nok, og det har jeg ikke oplevet i systemet, da jeg var der" (H).

76

"Jeg har altid været god til at få folk til at fortælle, god til at lytte, og til at få folk i gang igen, når de er gået i stå. Jeg starter med at fortælle, at jeg selv har været i situationen - men kort, og siger, at de er velkomne til at spørge videre. Jeg fortæller, hvad der er gået galt for mig, hvilke anbringelser af mit barn, jeg har været igennem, hvad der var godt, og hvad der var galt. Det er vigtigt for mig at kunne snakke om det, det helbreder meget" (L). "Jeg tror, at vores styrke er, at vi selv har prøvet. Vi har haft vore børn anbragt, det betyder meget" (J). "Mange af forældrene sidder med en oplevelse af rent og skært svigt, hele vejen rundt. Når man sidder med den viden og oplevelse og erfaring selv, mener jeg, at man er rimeligt godt rustet til at være rådgiver. Selvfølgelig skal man lære en masse andre ting: Hvordan gør vi? Hvornår stopper vi? Hvordan stopper vi? - alle de praktiske ting ved at være rådgiver. Men følelsesmæssigt - nej" (K). Det er vigtigt for rådgiverne at tilrettelægge indsatsen, så den får indflydelse på længere sigt: "Det kan ikke nytte, at vi overtager, så bliver forældrene ikke selvhjulpne. Vi kan hjælpe dem et stykke på vej, give dem et skub i ryggen, styrke deres selvtillid. Hvis vi gør tingene for dem, kan de heller ikke næste gang, men bliver bare vant til at ringe til en, der gør det" (I). "Nogle rådgivere siger måske: det kan jeg nemt gøre, jeg skal nok f.eks. ringe for dig. Det er mig dybt imod, fordi min holdning er, at den, der beder om tingene, får en snak og selv forsøger at gøre noget" (H). Som det ses af dette citat, er der formentlig eksempler på rådgivere, der vælger den 'nemme' løsning og selv gør tingene. Det gennemgående i de her interviewedes holdning er, at mennesker gror, når de selv handler (og lykkes med det). Rådgiverne arbejder sædvanligvis parvis. Der er forskellige begrundelser for dette. De hyppigst nævnte begrundelser er dels, at man opfatter bedre, når der er to til stede, dels beskyttelseshensynet (til rådgiver og familie), hvis der præsenteres problematikker, som ligger tæt op ad rådgiverens egen (tidligere) situation. En enkelt rådgiver har tidligt i sit arbejde oplevet at blive misforstået (seksuelt) af en forældre og har intet ønske om at komme i en sådan tvetydig situation igen. I det aktuelle arbejde er rådgiverne opmærksomme på betydningen af at tage vare på sig selv i et ofte følelsesmæssigt belastende arbejde. En enkelt rådgiver har adgang til løbende supervision: "Jeg aftalte, at jeg skulle have supervision. Der skulle være plads til mig selv bagefter, hvis jeg var for ramt eller såret selv" (K).

77

Kommentar Supervision (over-syn) betyder egentlig at have tilsyn eller opsyn med nogen, d.v.s. at det indeholder et kontrollerende aspekt. Supervision er oprindeligt et socialfagligt udtryk, som stammer fra amerikansk socialrådgivning i begyndelsen af dette århundrede. Udover kontrollen (med det udførte arbejde), som oprindeligt var det væsentligste, er der siden kommet flere betydningsnuancer til: et uddannelseselement (som kom til i 1930-erne) i erkendelse af, at supervision virker videns-udviklende og et personligt element (som er det senest tilkomne og udtrykker behovet for, at den, der rådgiver eller handler, får mulighed for at formidle sine egne følelser i den forbindelse, specielt i følelsesladet eller -provokerende arbejde)13. Andre far mulighed for egen-omsorg gennem fællesmøder og kurser: "Hvis man ikke selv får omsorg som frivillig, eller kan sige nej, eller gør andre ting, så tror jeg, man brænder ud... Vi har netop afholdt et kursus, hvor vi bl.a. skulle snakke om at give og modtage omsorg. Flere havde det dårligt. Det viser jo, at de, der gør noget for andre, ofte glemmer sig selv, og det er farligt. Man må som frivillig sørge for noget til sig selv - det er den måde, man henter energi på " (H). Kommentar Denne rådgiver integrerer forståelsen af udbrændthed i sin frivillige indsats. Udbrændthed er et begreb, som er hentet fra stress-forskning. Stress-begrebet udtrykker (det er oprindeligt hentet fra mekanisk fysik) de indre kræfter eller spændinger, der opstår i et legeme som følge af ydre belastninger af fysisk, psykologisk og social karakter (Zachariae 1992). Stress er altså en biologisk hensigtsmæssig reaktion i situationer, hvor vi forbigående skal mobilisere vores kræfter. Udbrændthed er derimod en ekstrem belastning med alvorlige negative fysiske og psykiske konsekvenser. Det er en tilstand, der især kan ramme mennesker, som yder en hjælpende indsats over for andre med alvorlige problemer, specielt når der over længere tid viser sig at være vanskeligt overstigelige barrierer for at kunne hjælpe på den ønskede måde. Hjælperens selvforståelse kan komme i farezonen. Der er næppe tvivl om, at den frivillige indsats, som den ydes af de (både radikale og progressive) foreningers rådgivere, byder på en lang række barrierer: selve arbejdets karakter (problemfyldte familier i følelsesmæssigt belastede situationer), vanskeligheder i forhold til hjælp til familiernes behovsdækning og selve den frivillige status (den offentlige sociale sektors skepsis).

13

Supervision (i socialt arbejde) kan defineres således: "Supervision er en kontraktmæssig tidsbestemt, støttende og igangsættende og fagligt kontrollerende proces, hvor en mere erfaren fagfælle hjælper en mindre erfaren fagfælle med at integrere faglige kundskaber og holdninger, således at fagfællen bliver bedre i stand til at agere i forhold til sit fags teorier og metoder" (Keiser/Lund 1986).

78

Med en enkelt undtagelse er rådgiverne gået ind i arbejdet med at støtte andre forældre til anbragte børn for adskillige år siden. På det tidspunkt var udbudet af kurser/foredrag beskedent, - omfanget er øget betydeligt siden. Desuden er flere af de interviewede rådgivere som tidligere nævnt beskæftiget i omsorgssektoren og har altså også rådgivningserfaring gennem egen grunduddannelse og aktuelt lønarbejde. Den øgede viden og erfaring med rådgivning ser ud til at have afspejlet sig i krav og forventninger til fremtidige rådgivere i foreningerne. De aktuelle rådgivere er med til at pege på mulige fremtidige rådgivere. De kriterier, der mere eller mindre eksplicit lægges til grund, er, som de fremgår af interviewene: 1. At mulige fremtidige rådgivere har gennemarbejdet deres følelser og reaktioner i forbindelse med eget barns anbringelse. Dette anses som væsentligt, da behovene hos de forældre, som henvender sig, er de centrale, og det derfor er nødvendigt, at rådgiverne på den ene side er i stand til at bruge egne erfaringer og egne følelser, på den anden side anvender dem kontrolleret og til gavn for forældrene. Følgende citat viser, at manglende kontrol ikke er velset: "Vi har jo set nogle, som har været ude i situationer til støtte for forældre, og pludselig kammer over, fordi de ikke kan skille deres eget fra de andres" (H). 2. Indsigt i rådgivningsmetoder, som de formidles via kursus- og foredragstilbud anses som vigtigt, og for nogle foreninger som en forudsætning. 3. Personlige evner som rådgiver, d.v.s. evner til at lytte, til at formidle, til at kunne rumme andre menneskers svære oplevelser og følelser på ikke-dømmende måde. "Vi har en rådgiver, der er pædagog. Men sådan opfatter forældrene ham ikke - de går ud fra, at han selv har prøvet det. De opdager det ikke, fordi han er god til at lytte" (G). Kriterierne betyder, at en vis udvælgelse blandt fremtidige rådgiver-emner må finde sted. Det er et særligt svært valg netop for rådgivere, som selv er eller har været forældre til anbragte børn (og for foreninger, der er oprettet af mennesker med en sådan baggrund), fordi netop de så godt kender følelsen af at blive vraget, af at lide nederlag, og derfor har særlig svært ved at "frasortere" andre. Når fravalget må ske, forsøges det at finde andet nødvendigt arbejde til forældrene i foreningerne i stedet. Der er adskillige elementer i de interviewede rådgiveres opfattelse af deres indsats over for de anbragte børns forældre og i deres overvejelser om indsatsen, som minder om offentligt ansatte socialrådgiveres tanker og handlinger. Når jeg vælger at sammenligne specielt med socialrådgivere, hænger det sammen med, at jeg selv har en socialrådgiveruddannelse, og at undervisning af socialrådgiverstuderende er en del af mit daglige arbejde. Offentligt ansatte socialrådgivere kan sjældent inddrage erfaringer med egne anbragte børn i arbejdet, og de får løn for deres arbejde. Men bortset fra dette (som dog er yderst centrale forskelle), er der stor overensstemmelse mellem de begreber, de her interviewede frivillige rådgivere bruger og dem, der bruges i offentligt socialt arbejde. Som det senere vil fremgå, gælder det også for de metoder, som såvel de her interviewede rådgivere som de offentligt ansatte socialrådgivere benytter sig af. Det ser ud, som om de progressive rådgivere lægger

79

sig op ad professionelt socialt arbejde. Nogle giver udtryk for at være bevidst om dette, men også, at der er tale om en balance mellem på den ene side at erhverve sig en viden fra professionelle rådgivere, og på den anden at forblive i en frivillig position uden for det offentlige system: "Jeg har da en drøm om, at jeg kunne få dette som et job, men det er en hårfin balance, for hvornår bliver jeg en af de andre ?" (H). En anden rådgivers overvejelser om 'professionalisering' baserer sig dels på hendes dybe engagement i arbejdet: "Jeg brænder simpelthen for det, fordi jeg synes, jeg har så meget at give" (K). Dels på en oplevelse af det uretfærdige i, at hun arbejder gratis: "Jeg kunne godt tænke mig at blive konsulent, så kommunen skulle købe mig, så jeg ikke bare skulle "arbejde gratis". For jeg tager faktisk timer fra mit øvrige liv og laver et vældig godt stykke arbejde, som gør, at forældrene kommer videre. Jeg får tak af forældrene; at se dem smile og gå oprejst igen er løn nok for mig på den måde, men på sigt er det ikke nok, fordi der jo er mange forældre, som ikke har den mulighed (at få assistance fra en forening)" (K). Det fremgår af disse citater som af interviewene i øvrigt, at de progressive rådgivere ser det arbejde, de udfører i forhold til forældre med anbragte børn som værdifuldt. Og hvad er det så, de konkret gør? Det vil det følgende handle om.

Intern indsats Udvælgelse af familier De progressive foreninger afviser principielt ikke forældre, der henvender sig. Den 'frasortering', der måtte finde sted, sker på foranledning af forældrene selv, enten fordi de ikke magter kontakten, fordi de ikke ønsker, at rådgiveren far aktindsigt i deres journal (som kan være en betingelse for nogle rådgiveres vedkommende), eller fordi foreningernes muligheder for assistance ikke samstemmer med forældrenes oplevede behov for hjælp. Det fremgår af interviewmaterialet, at de progressive rådgivere følger foreningernes hensigt om at modtage alle henvendelser. Nogle familier afbryder derefter selv kontakten efter en indledende samtale. Alle rådgivere har sådanne eksempler. En rådgiver vurderer, at den andel er på ca. 1/4: "I 75% af tilfældene får vi et positivt resultat ud af det. Det vil sige, at folk får det noget bedre, får et bedre samarbejde. De sidste 25% er dem, man måske kun ser én gang" (G). Da rådgivernes praksis er at modtage alle, kunne det forventes, at de kunne opleve kontakten med nogle familier som specielt vanskelig eller særligt udfordrende. Det

80

ser også ud til at være tilfældet, selv om der generelt er tale om stor imødekommenhed fra rådgiverne. "Det er sommetider, at man ligesom må sige: det hold forældre der kan jeg ikke rigtig sammen med. Og så er vi næsten altid to, som går ind, så den ene kan tage over" (G). "Noget af det, som er svært som frivillig, er, at nogen kan blive ved ... Du er nødt til at sætte grænser" (H). "Men det er da svært at se mennesker, som har det så elendigt, og som ikke kan forstå det (om udviklingshæmmede forældre)..." (I). "Der er nogle kampe, man skal tage med sig selv, for man skal ikke kunne elske alle mennesker. Det skal man tage højde for, når man skal rådgive andre... Men det er jo ikke bare at sige: det her kan jeg ikke. Det er jeg for stædig til. Jeg må finde ud af: handler det om mig, eller handler det om hende, eller kan vi bare ikke finde ud af det sammen ? Er det mig, der lader mig påvirke, er det også mig, der skal rette det" (K).

Krisearbejde Da rådgiverne typisk kommer i forbindelse med familierne ved barnets anbringelse eller ved optakten til den, møder de ofte forældre, som er i følelsesmæssigt oprør. Forældrene kan være uforstående over for det, der er sket eller skal ske, de kan være vrede, forvirrede eller angste. Det er sandsynligt, at rådgiverne ofte møder familier i krise. "Når man får henvendelserne kan det godt være, at forældrene spørger om noget konkret, som har med lov at gøre, men når man spørger nærmere, er det ikke det, det handler om. Men det er nemmere for dem at spørge om noget konkret. Og så handler det mere om at være alene, at føle sig klemt i systemet, at have brug for nogle at snakke med" (I). En krise14 er et begreb, som beskriver en i princippet normal tilstand, mennesker kan komme i, når de/vi udsættes for en situation, der indebærer et væsentligt tab eller en trussel/forventning om et sådant. Til definitionen af en krisetilstand hører desuden, at 14

Der findes forskellige kriseforståelser: den katarsis-orienterede opfattelse, som bæres af den overbevisning, at der er behov for en særlig indsats for at bringe sorgen til udtryk (sorgarbejde), den psykodynamisk orienterede opfattelse, der indebærer, at reaktionen er vidtgående medbestemt af vore barndomserfaringer (hvilket kan indebære bearbejdning af disse), den akuttraume-orienterede, ifølge hvilken den akutte reaktion på et psykisk traume er præget af overvældende følelser og forstyrrelser eller sammenbrud i evnen at tænke og handle og den eksistentielle kriseforståelse, der ser kriser som en del af livets modgang og dermed som væsentlige livsopgaver, der åbner for nye muligheder, og hvor menneskets evne til at rumme tabet/oplevelsen og reflektere over det står centralt (frit efter Jakobsen 1998). Hillgaard/Keiser/Ravns definition (1984) kan siges at udgøre en syntese af ovenstående.

81

mennesket reagerer på tabet eller truslen derom ved en følelsesmæssig kaotisk tilstand, som influerer på den sædvanlige problemløsningsevne (Hillgaard/Keiser/Ravn 1984). Anbringelse af børn i det hele taget og især mod familiernes ønske og vilje, vil kunne karakteriseres som et tab. For forældrene, fordi barnet reelt forsvinder fra hjemmet og dagligdagen. Og for børnene, som (ofte brat) mister kontakten med daginstitution/skole og kammerater, ligesom de udtynder kontakten med familien. "Men så er der dem, hvor det banker på døren, og så står socialudvalgsformanden derude sammen med en anden, og så tager man barnet. Og så står forældrene der. De har ingen at snakke med, forvaltningen har bare taget barnet. Det er både velfungerende og mindre fungerende forældre, der står i nøjagtig samme situation. De aner bare ikke, hvad der skete" (K). Rådgiverne er alle opmærksomme på forældrenes følelsesmæssige reaktioner i denne fase. De kender fra sig selv til de stærke følelser, selv om der for rådgivernes vedkommende især har været tale om frivillige anbringelser: "Jeg har jo følelsen, jeg har den samme oplevelse, jeg har det sorte inde i mig, jeg har sorgen, jeg har alt det, de har. Bortset fra, at jeg er blevet bedre til at pakke det lidt væk" (K). Alle de interviewede rådgivere har desuden som allerede nævnt fået undervisning i krisereaktioner eller konsulentstøtte i forbindelse med deres frivillige arbejde. Det fremgår, at rådgiverne har fornemmelse for og/eller viden om, at en vigtig helingsproces for mennesker i krise er at få mulighed for at udtrykke sine følelser over for et andet lyttende menneske: "Det er en af vore største opgaver at lytte til folk" (G). "Ofte synes jeg, det handler om, at forældrene har brug for nogen til at høre på dem" (H). "Når én ringer, og det er mest en enlig mor, så har vi næsten ikke fået sagt goddag til hinanden, før det vælter ud af hende. Det har jeg jo tit undret mig over, at de gør, de kender mig jo ikke ... meget tit er det en timelang samtale" (I). "Man kan lytte til andre mennesker, man kan forstå dem, man kan respektere dem. Bare det at være der kan hjælpe" (J). "Det handler først og fremmest om at være container for forældrenes følelser" (L). Det skal huskes (som det også fremgår af kapitel 3 om familierne), at krisearbejdet er rettet mod forældrene. Børnenes eventuelle kriser har rådgiverne generelt betragtet forståelse for, men de går sjældent og for fleres vedkommende nødigt direkte ind i forhold til barnet.

82

Påvirkning af forældrenes umiddelbare ønsker De progressive foreninger lægger især vægt på at støtte forældrene i at kunne forholde sig til barnets anbringelse, på at hjælpe dem til at blive bedre forældre, og på at yde assistance til en tydeligere kommunikation mellem familie og anbringende myndighed, herunder at øge familiens indflydelse på sagsforløbet. Rådgiverne sætter yderst sjældent spørgsmålstegn ved rimeligheden i anbringelsen af barnet. Hensigten er tværtimod at hjælpe forældrene til at leve med det på en konstruktiv og fremadrettet måde. Dette er i overensstemmelse med de progressive foreningers holdninger. Der ses dog en vis medvurdering af anbringelsens rimelighed blandt rådgiverne: "Altså, hvis vi kan se, at der er en uretfærdighed, så går vi selvfølgelig ind og arbejder. Men kan vi se, at det er bedst for barnet at blive væk et stykke tid, så fortæller vi forældrene det" (G). "Selvfølgelig er der også nogle henvendelser, hvor jeg heller ikke synes, at de offentlige myndigheder har gjort tingene særlig smart" (H). En væsentlig del af indsatsen handler imidlertid om at bringe forældrene frem til, at anbringelsen har fundet (eller vil finde) sted, og at der oftest er rimelige grunde til dette. Det ser ud til, at hensigten med denne del af arbejdet er at flytte forældrenes energi fra vrede/sorg over anbringelsen til på længere sigt at kunne fungere bedre, både i samarbejdet med socialforvaltningen og som forældre. Hensigten er ikke nødvendigvis, at barnet/børnene kommer hjem: "Der er nogle gange, jeg siger, at det er OK, at det barn bliver anbragt, og det skal heller aldrig nogensinde hjem igen" (K). Derimod er hensigten snarere at skabe ro og udviklingsmuligheder for forældrene, enten for at de senere kan modtage børnene i hjemmet igen, eller for at de kan blive gode besøgsforældre. Rådgiverne arbejder derfor ikke efter det mål, som er en del forældres baggrund for at henvende sig til de progressive foreninger: "Vi prøver at forklare forældrene, at de ikke kan få deres barn hjem nu, men at det, vi kan prøve i første omgang, er, at de kan få noget mere samkvem med barnet. Det er vores udgangspunkt, det er det, vi arbejder frem imod. Det gør jo også, at vi i mange tilfælde får forældrene til at gå ind på det, der er et kompromis i deres øjne" (G). "Jeg har da også sagt, at sådan som jeg ser det, er det måske ikke en god idé (at der arbejdes for, at barnet kommer hjem), men at vi i stedet snakker om, hvad forældrene kunne bruge tiden til, mens barnet var anbragt. Og nogle kan helt klart ikke bruge mig derefter, men andre kommer tilbage på trods af, at jeg har sagt de ting" (H). "Vi kan ikke hjælpe med at få barnet hjem, det får de at vide. Men måske kan barnet komme hjem, ved at vi hjælper hinanden" (J).

83

"Der er nogle, der er utilfredse med det, og så siger vi til dem: Det er kommunens afgørelse, ikke vores, vi kan ikke lave om på kommunens afgørelse. Det kan godt være, vi er enig med dig i, at den måde, de har gjort det på, er forkert, eller at det, der sker, er forkert, men det er kommunens beslutning" (K). I mange tilfælde søger rådgiverne direkte at afværge forældrenes forsøg på at få barnet hjem: "Jeg har f.eks. sagt: jeg synes ikke, du er klar til at få dit barn hjem. Tænk på, at du har det godt nok nu. Men drengen har været på en institution. Han har fået en masse ting, der har været aktiviteter hele tiden. Hvis du lige pludselig skal have ham hjem og skal have en eller anden aktivitet sammen med dit barn og give ham alle de lommepenge - kan du klare det, og kan drengen omstille sig til det ? Og faderen gav mig ret. Jeg foreslog, at drengen i stedet kom i familiepleje - en overgang, ligesom en udslusning. Og det har faderen så selv været nede og foreslå forvaltningen. Det har været hårdt, men vi arbejder med det" (G). "Der var en, som gerne ville have sine børn hjem. De var frivilligt anbragte. Og så sagde jeg, sådan som det er: i princippet kan du hente dem her og nu. Men jeg vil ikke råde dig til det, fordi det er svært for børnene, når de har været anbragt så længe. Og det bliver svært for dig" (H). Her (som i andre eksempler) ser rådgivernes hensigt ud til at være beskyttelse af både barn og forældre mod nederlag. Men det ser også ud til at være en del af en samarbejdsstrategi i forhold til socialforvaltningen: "De accepterer, at vi ikke kan trylle, at det trods alt er det bedste, som det er nu, og at det må være sådan det næste årstid eller to. I det øjeblik, de accepterer det, har de større chance for at få den hjemgivelse. For så er de ikke imod systemet. De ser ikke en potentiel fjende i hver eneste person omkring barnet. De kan tage det mere afslappet på institutionen. Man kan bedre se et naturligt forhold mellem barn og forældre, når forældrene er mere afslappede. Man skal ikke samarbejde for enhver pris, men man skal heller ikke sige, at de (socialforvaltningen/institutionen) kun gør det for at irritere mig, ikke for at hjælpe mig" (G).

Forældrenes samvær med andre Alle rådgivere giver forældrene mulighed for at være sammen med andre i samme situation. Det spænder fra fælles kaffe over fælles forældrekurser til faste, arbejdende forældregrupper. Fire rådgivere (H, I, J og K) var på interviewtidspunktet i stand til at tilbyde forældrene medlemsskab af etablerede grupper. De to øvrige rådgivere (G og L) ønskede snart at kunne give et sådant tilbud, men var endnu ikke i stand til det (der var endnu ikke tilstrækkelig frivillig arbejdskraft med viden og kunnen om gruppearbejde). Alle er yderst opmærksomme på den kraft, der ligger i fællesskabet mellem forældrene: "Noget, vi mange gange bruger, er en kop kaffe sammen med andre forældre, så de kan komme til at snakke med dem. Og de andre forældre

84

har haft positive oplevelser - ellers kommer de jo nok ikke"... "På kurser for forældre siger folk, at programmet var vældig godt, men at de fik mest ud af at tale med andre, som måske havde haft det meget værre. Det giver en helt anden indstilling" (G). "Det, at forældre kan mødes og snakke sammen på forskellige måder, har meget større værdi, end nogen forstår. Nogle tror måske, det kan blive for negativt, men det gør det ikke, tværtimod. Der er altid nogle, der er længere i en proces, og ved at de fortæller, er der nogle, der får ny energi til at prøve ting af. Vi fungerer også som en form for netværk. Der skulle jo ikke være så megen tabu om vores område, men det er der stadig" (H). Kommentar Værdien af samvær i grupper har været anerkendt gennem det sidste hundrede år. Settlementstanken (det første settlement blev oprettet i Toynbee Hall, England i 1884 (Davis 1964)) byggede på at skabe muligheder for samvær mellem mennesker i et område (dengang i fattigdomskvarterer) gennem samtaler, undervisning, fysisk udfoldelse, bomuligheder etc. Forventningen var bl.a. gennem fælles indsats at opnå indflydelse på samfundsudviklingen (i begyndelsen især lokalsamfundet). I USA, som byggede videre på tankerne, blev der allerede omkring 1920 etableret kurser i socialt gruppearbejde. Kurserne omfattede dels de erfaringer, man havde gjort sig i settlementerne, dels den viden om smågruppeforskning, som begyndte at finde indpas. I Danmark slog systematisk brug af grupper i offentligt socialt arbejde først igennem i 1950-erne, kraftigt hjulpet på vej af De forenede Nationer, som bestræbte sig på at introducere metoden bl.a. via afholdelse af seminarer i forskellige europæiske lande, ligesom adskillige af den tids socialrådgivere fik tilbud om uddannelse i USA15 (og i et vist omfang benyttede sig af det). En grundidé i smågrupper er, at den enkeltes ressourcer og selvagtelse styrkes i sammenhænge, hvor gruppemedlemmerne kan identificere sig med andre på en sådan måde, at der kan udvikles gensidige personlige bånd. Det kræver, når gruppen beskæftiger sig med problemløsning af eksistentiel karakter, som det vel må siges at være tilfældet her, en vis ensartethed blandt medlemmerne (især i forhold til "beskrivende egenskaber", f.eks. i forhold til de her omhandlede forældre: alder, funktionsniveau, problematik). Den indbyrdes identifikation vil gøre det muligt for den enkelte sammen med gruppen at udvikle f.eks. brugbare løsninger på problemer af forskellig art. Denne del af gruppens funktion kræver til gengæld en vis forskellighed (specielt i forhold til "adfærdsmæssige egenskaber"), d.v.s. at gruppen tilsammen besidder forskellige holdninger, tænkemåder og problemløsnings15

Fra 1947 interesserede De forenede Nationer sig for social rådgivning og social uddannelse. FNs "sociale og økonomiske råd" foranstaltede tre store undersøgelser over arten og indholdet af social uddannelse verden over (offentliggjort i hhv. 1949, 1955 og 1958) (Davis 1964).

85

teknikker. Det er vigtigt, at en arbejdende gruppe ikke påduttes gode råd 16 af eksperter/autoriteter. Som en af rådgiverne udtrykker det: "Hvis du tager initiativet fra mennesker, kommer der ikke noget godt ud af det Den fornemste opgave er selv at gøre tingene, og hvis det går fint, er det en tilfredsstillelse " (H). Der er i princippet en væsentlig forskel på socialt gruppearbejde, (som iværksættes i offentligt socialt regie og med en ansvarlig gennemgående gruppeleder, som også ofte har udvalgt gruppemedlemmerne), og på privat-etableret samvær i grupper. De privat-etablerede grupper har gennem de sidste 10-15 år især haft karakter af selvhjælpsgrupper, d.v.s. "mindre, lokal-tilknyttede grupper, som har et fælles problem eller behov, som de går sammen om gensidigt at hjælpe hinanden med" (Habermann 1989). Gennem de senere år har regering og Folketing støttet selvhjælpsgrupper økonomisk og praktisk. Selv om selvhjælpsgruppe-tanken er kommet relativt sent til Danmark i forhold til andre vestlige lande, ser det ud til, at den i mange vestlige lande er under kraftig udvikling. De mulige begrundelser er mangfoldige17. Det er interessant, at det af to interviews fremgår, at rådgiverne (H og K) ser en lighed mellem de forældregrupper, de arbejder i, og professionelt socialt arbejde med grupper. En udtrykker direkte, at selvhjælpsgrupper er et utilstrækkeligt tilbud til forældrene: "I selvhjælpsgrupper (uden for foreningsregie) smutter jeg typisk efter 5-6 gange, alt efter gruppens og min fornemmelse. Når vi i foreningen har grupper, er der igangsætter på hele tiden, for det er for mig at se nødvendigt

16 '

Gode råd' gives almindeligvis ud fra en personlig opfattelse af, hvad der ville være rigtigt for den, der giver rådet. 'Gode råd' vil yderst sjældent og kun via held passe for den, som får det. Oscar Wilde: "Jeg forstår ikke, hvorfor han hader mig sådan - trods alt har jeg aldrig givet ham et godt råd" (citeret i Heap 1985). 17

Mehlbye og Christoffersen (1992) har via litteraturstudier indkredset følgende mulige årsager til begrebets opståen og udvikling (omfatter alle former for selvhjælp): 1. ændring i det traditionelle sygdomsbillede mod et mere holistisk sundhedsbegreb/vægtning af den enkeltes ansvar for eget liv og helbred, 2. mangler i det institutionaliserede medicinske og sociale system og ønsket om forbedring af utilstrækkelige sociale ydelser, 3. reaktion på en rationel og bureaukratisk organisationskultur i den sociale sektor, 4. svar på en stigende professionalisering af mellemmenneskelige relationer, 5. opløsning af det traditionelle livsfællesskab/ensomhed, 6. afprivatisering af personlige problemer, 7. reaktion på tendensen til lægeliggørelse eller sygeliggørelse af både sociale problemer og normale fysiologiske funktioner og forandringer, 8. øget decentralisering af den offentlige sektor/borgerinddragelse og medbestemmelse i offentlige beslutninger, 9. financiel krise i samfundet og dermed manglende mulighed for at yde den nødvendige service.

86

med en styring... Nogle skal have hjælp til at blive stoppet, inden de får det dårligt dagen efter over alt det, de har fortalt. Det er en balance - i grupper udenfor om livskriser kan man godt trække sig, når der er etableret kontakt" (H). Rådgiver K's forening kan yde tilbud om flere grupper, der dels retter sig mod forældre med forskelligt funktionsniveau, dels mod forældre på forskellige bearbejdningsniveauer (i forhold til barnets anbringelse). Om sin aktuelle gruppe (på interviewtidspunktet) siger hun: "Meningen er jo, at forældrene skal lære at rådgive hinanden, og så skal vi trække os. Det er vi faktisk nået til nu" (K). Der arbejdes altså med fast igangsætter (eller gruppeleder, som rådgiver K kalder sig). Og det meldes åbent ud i forhold til forældrene. Strukturen i de grupper, rådgiver I og J arbejder i, er anderledes. De har i højere grad tilstræbt et lighedsideal, d.v.s. at de ganske vist har været initiativtagere til grupperne, men i øvrigt har ønsket at være medlemmer af gruppen på lige fod med de øvrige. De har begge undervejs i udviklingen genovervejet denne holdning: "Vi havde en opfattelse af, at når folk kom ind i grupperne, var de ligeså begejstrede som os andre. Men jeg har ændret opfattelse. Vi, der har startet grupperne, brænder mest, vi kan ikke forlange, at andre skal brænde lige så meget" (I). Dette må ikke opfattes som, at disse rådgivere ikke ser samværet i grupperne som yderst vigtigt: "Du bliver respekteret for det, du er. Der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved dig. Har du lyst til at fortælle noget, så gør du det. Har du lyst til at græde, så græder du" (J). I det følgende fokuseres der på arbejdet i grupper, som rådgiver K fortæller om det. Det skal ikke ses som et eksempel, der er dækkende for samtlige de gruppetilbud, de progressive foreningerne giver. Men da rådgiver K arbejder sammen med adskillige andre frivillige rådgivere (som nævnt er der flere grupper i gang samtidigt), repræsenterer hun et tilbud, som en del forældre benytter sig af. Og også et tilbud, som flere andre rådgivere håber snarest at kunne tage op i nogenlunde samme form. Desuden afspejler K's fortælling mange overvejelser, som en ansat i det offentlige sociale system ville gøre sig i forbindelse med (socialt) arbejde med grupper. Det hænger sandsynligvis sammen med både rådgiver K's daglige arbejde (i den offentlige sociale sektor) og med de undervisningsmuligheder, der stilles til rådighed for hende gennem den forening, hun er tilknyttet. I øvrigt er rådgiver K leder af endnu en gruppe af forældre til anbragte børn uden for foreningsregie. Om overvejelserne, førend forældrene får tilbud om optagelse i en gruppe (i foreningen):

87

"Forældrene kommer ikke i gruppe, før de er parate til at snakke. Først er der et individuelt forløb. De kan jo ikke komme ind direkte fra gaden, hvor de er fuldstændigt lammede og kede af det, - det kan man ikke. Så får de lov til at komme på besøg i gruppen og kan så vurdere, om de vil sige noget eller ikke, og om de har lyst til at fortsætte. Det kan ikke nytte, at de lukker op med det samme. De, som ingenting siger, er de, der ikke kommer igen. Eller også venter de nogle måneder - det er legalt nok. Hvis man ikke er parat, så er man ikke parat, og det skal man være for at kunne åbne op, og for at have overskud til at lytte, når man har fået snakket ud. Det er det første - når man kommer ind i sådan en gruppe, skal man have sit eget ud først, hvis man overhovedet kan. Men det kan de, for de forældre bliver bare ved med at spørge hele tiden. Der er ikke nogen, der går derfra og er halve mennesker, vi bliver, til vi er hele alle sammen" (K). Det fremgår, at denne rådgiver (og andre i de sammenhænge, hun indgår i), ser verbalt og fysisk udtryk for følelser som en nødvendighed for vækst. Det er en opfattelse, som ser ud til dels at blive accepteret af gruppens forældre, dels at blive en del af gruppens liv: "Forældrene bakker hinanden op og spørger til hinanden. Det er ikke af nysgerrighed, det er for at hjælpe. Man har ret til at spørge, men man har så også ret til at sige nej til at svare. Helst skal man svare, hvis man kan, og man må gerne græde. Det er godt nok, det er legalt, for det med at holde på tårerne giver knuder inden i. Det skal ud, når det kommer, og så færdig. Ikke at vi kun er centrerede om, at det skal være sørgeligt, - at det skal gøre ondt. Jeg tror ikke, at det er sundt, at det kun er det" (K). Rådgiver K ser ikke alene forældrenes spirende åbenhed som et tegn på (deres) vækst, men også som en positiv tilbagemelding på sin egen indsats: "Jeg synes selv, at jeg er god til at bruge de rigtige ord, for jeg ved, at hvis jeg pakker dem ind, så når jeg ingen steder. Jeg kan sige: jamen, gør det da for fa'en ikke ondt ? Hvordan ser du ud indvendigt ? Er du ligeså levende og glad indvendigt, som du ser ud udvendigt ? Du må da have et eller andet, der gør ondt ? Nogle gange bruger jeg min egen situation, nogle gange har jeg brugt andres. Jeg bruger også det at sige, at det er legalt at være ked af det og vred og alle de her negative følelser, som det på sin vis er, selv om det er positivt i situationen - det er legalt, det er helt i orden, det er næsten ikke i orden ikke at have dem. Det er nok de gange, jeg har turdet at gøre sådan, at jeg har haft mine små sejre, hvis man da kan tale om sejre, men det er i hvert fald lykkedes at få åbnet nogle af de forældre, også fædre. Bagefter har de været lidt vrede, fordi man har provokeret dem, men når de så kom næste gang, for det gjorde de alligevel, så var de jo glade for det" (K). Det er ikke alene emotionelle områder, som gruppen beskæftiger sig med. Forholdene omkring barnets anbringelse bringes naturligt ind i gruppen, selv om forældrene ofte behandler sådanne emner i parallelt løbende individuelle samtaler. Men handleplaner (iflg. SEL § 53) tages op:

88

"Rubrikkerne i handleplanen om hjælp til forældrene er ofte ikke tomme mere, når de har været hos os i en periode, for de har fundet ud af, at de kan kræve noget (K). Forsøg på at skabe indbyrdes netværk mellem forældrene er en del af indsatsen: "Vi prøver at uddelegere, hvis nogle bor rimelig tæt på hinanden, eller vi kan se, at kemien passer sammen... Vi prøver at lave netværk blandt forældre. Jeg synes, der er nogle, der knytter bånd" (K). Emner, som relaterer sig til den sociale lovgivning, kan tages op i gruppen: "Nogle gange farer vi rundt og leder efter Bistandsloven, så bladrer vi i den. Vi prøver alle sammen at finde ud af det, - det er skægt nogle gange. Ind imellem er det en af forældrene, der rejser sig og henter loven. Det er de bedst fungerende, der tager det som en udfordring, mens andre ikke kan forstå, hvad det er, udfordringen ligger i. Det kan nogle gange være svært. For i en gruppe vil der jo være begge dele. Den samme ting skal siges på to forskellige måder. Hvis jeg skal bruge 10 minutter til at forklare én noget, og ½ time for at forklare en anden det, så er det det, jeg gør. Men de meget svage forældre er i en anden gruppe" (K). Om resultaterne af gruppens arbejde, fortæller hun, at mange forældre kommer til at fungere bedre, end de gjorde, da de startede i gruppen: "Nogle forældre bliver bedre til at formulere sig. Nogle er ikke så gode til det, og dem hjælper vi så med at skrive ned, hvad de skal huske at sige. På den måde kan sagsbehandleren også se, at de kommer videre. Jeg synes, det er en god ting at gøre det på den måde, for det giver forældrene noget selvsikkerhed og noget selvværd. De vokser med opgaven" (K). Gruppen mødes hver anden uge i 2½-3 timer. Stort set alle møder op hver gang. Der er på interviewtidspunktet 10 personer i gruppen. Rådgiver K mener, det er for mange, selv om hun stadig mener, at det er muligt at bevare overblikket.

Kommentar Det er formentlig for mange. Smågrupper med et gensidigt emotionelt støttende formål bør ikke overstige 6-7 personer. Er der desuden tale om gruppemedlemmer med tidligere negative erfaringer fra smågruppesammenhænge (og det er sandsynligt ud fra indkredsningen i kapitel 3 af de familier, som især opsøger foreningerne), er det optimale antal snarere 4-5. Rådgiveren skriver ganske lidt ned efter møderne, "bare det, jeg skal huske", men lægger i øvrigt vægt på anonymiteten.

Opfølgning Der ydes ikke systematisk opfølgning fra rådgivernes side. D.v.s. at rådgiverne sjældent efter endt kontakt sætter sig i forbindelse med forældrene. Derimod er der adskillige familier, som selv henvender sig og fortæller, hvordan det er gået dem.

89

"Det kan være svært at få tid til opfølgning. Nogle gange ringer forældrene selv, og så er det fint. Jeg gør tit det, at jeg skriver et brev. Det er min måde at undgå store telefonregninger, for selv om foreningen får nogle penge, kan de jo ikke gå til alting" (H). "Nogle gange ser vi dem aldrig mere. Men nogle gange ringer vi og spørger, hvordan det går, og om de kunne tænke sig at komme med til et gruppemøde" (J). "Moderen ringede et par år efter - ja, hun havde jo ringet nogle gange i løbet af de år. Hun fortalte, at hun havde været med plejefamilien på ferie, og nu havde hun truffet en anden mand, og barnet skulle snart hjem. Det hele var godt. Sådanne ting er med til at give én lyst" (G).

Ekstern indsats Praktisk og juridisk assistance Som tidligere nævnt er juridisk bistand ikke et arbejdsfelt for de progressive foreninger. Interviewene bekræfter, at de progressive rådgivere stort set følger denne linie, idet de ikke udfører nogen form for påvirkning af selve lovgivningens eksistens og indhold. Advokatbistand anvendes ikke af de her interviewede progressive rådgivere (og kun af en enkelt af de progressive foreninger). "Vi kan give følelsesmæssig støtte - juridisk og praktisk støtte skal hentes et andet sted" (J). Derimod yder flere progressive rådgivere nogen bistand i forbindelse med tolkning af lovgivning og henvendelser til det offentlige: "Jeg kan da godt være med til at skrive en klage. Og jeg kan også godt skrive den, selv om jeg ikke tror på, at der kommer noget ud af det. Men hvis det er vigtigt for forældrene, bliver den sendt afsted. Her har mange forældre det svært, for det at sætte ord på papir er en utrolig overvindelse for dem, men netop det, at de har klaget, har de det utroligt godt med" (H). "Hvis jeg finder ud af, at jeg har retten på min side, kan jeg hurtigt lave kan-spørgsmål (vedr. lovgivningstekst) om til skal-spørgsmål. Jeg kan godt være virkelig strid, når det passer mig. Jeg finder mig ikke i alt. Socialforvaltningen skal i hvert fald argumentere meget godt, hvis ikke jeg skal have det, jeg beder om at få. Det er hjælpen til familierne derhjemme, jeg hænger mig mest i. Både før barnets hjemkomst og efter" (K). Som det fremgår af afsnittet om gruppesamvær, kan studier af bistandsloven/(serviceloven) indgå, når det skønnes nødvendigt. De fleste rådgivere ønsker i forbindelse med familiernes henvendelse at se deres journaler, men formålet med dette er først og fremmest at se sagen fra den 'anden' side. To rådgivere (I og J) derimod ønsker generelt ikke at læse journaler eller at beskæftige sig med lovgivning. De har intet ønske om at yde den type assistance:

90

"Der har været nogle, der er kommet med breve fra det offentlige, hvor der er henvist til en masse paragraffer, og hvor forældrene så har sagt: kan I ikke lige fortælle os, hvad der står i dem og sige os, hvad vi skal gøre ? Men det kan vi ikke. Vi har ingen lovbøger, vi gør det ikke på den måde. Vi handler med vores sunde fornuft. Det handler ikke om lovbøger, men om det menneskelige" (I). "Nogle tror, vi kan en hel masse paragraffer. Men det beskæftiger vi os overhovedet ikke med. Det er bevidst, fordi vi ikke vil sidde og læse alt det, vi vil ikke være professionelle... Vi kommer som mennesker og vil gerne hjælpe andre, og det vil vi gerne holde os til" (J). Praktisk assistance i forhold til familiernes hjemlige forhold ser ud til at være ikkeeksisterende. "Nej, overhovedet ikke, slet ikke. Det har jeg slet ikke tænkt på" (H).

Bisidning At sidde forældrene bi, når de møder de offentlige myndigheder, er en del af indsatsen, som rådgiverne lægger megen vægt på. I møder mellem familie og offentlige myndigheder, som drejer sig om det offentliges beslutning om anbringelse af familiens barn (og visse mulige konsekvenser heraf18), er der ofte en advokat til stede. Advokatbistand er gratis for familien og skal i de nævnte tilfælde tilbydes af kommunen. Men uden for de tidspunkter, hvor der er en 'sag', har kommunerne ingen pligt til at stille advokatbistand til rådighed. Det er især i disse mellemliggende perioder (som jo typisk er de længste), at de progressive foreninger tilbyder bisidning, men ikke udelukkende. Flere deltager også i børn- og ungeudvalgsmøder, i Den sociale Ankestyrelse og i Landsretten. I realiteten har de her interviewede rådgivere problemer med at kunne deltage i det omfang, de gerne selv gerne ville - på grund af deres fuldtids(løn)arbejde. Bisidning foregår jo i sagens natur inden for 'normal' arbejdstid. "Jeg har ønsket at være bisidder, men det kan jeg ikke med de arbejdstider, jeg har. Det ærgrer mig, at jeg ikke kan være bisidder" (K).

18

Kommunen skal tilbyde forældremyndighedsindehaveren (evt. det barn, der er 15 år og derover) gratis advokatbistand i en række tilfælde: 1. ved gennemførelse af undersøgelse af barnet til afklaring af evt. tvangsanbringelse, 2. ved selve beslutningen om den tvangsmæssige anbringelse, 3. ved beslutninger om opretholdelse af anbringelsen, 4. ved gennemførelse af anden undersøgelse eller behandling af et barn, når det vurderes, at barnet ellers ville skades alvorligt, 5. ved godkendelse af foreløbig afgørelse om tvangsanbringelse uden for hjemmet, 6. ved ændring af barnets anbringelsessted, 7. ved beslutning om tvangsmæssig afbrydelse af forbindelsen mellem forældre og barn, og 8. ved beslutning om brev- og telefonkontrol (iflg. SEL §60).

91

Alligevel har de alle aktuel eller tidligere erfaring med bisidning, - i forskelligt omfang. De tager fri fra arbejde (feriedage eller afspadsering) eller må overlade funktionen til andre rådgivere. En enkelt arbejder i vagtskifte, som gør det muligt i større omfang at fungere som bisidder. Nogle finder andre måder at hjælpe forældrene på: "Jeg går med som bisidder, og det er jeg af gode grunde nødt til at begrænse (p.g.a. fuldtidsarbejde), men jeg gør mange gange det, at jeg sætter mig sammen med forældrene, før de skal til et møde og får noteret op, hvad de gerne vil snakke om, og så har de den seddel med, som vi i fællesskab har lavet. For det, der jo tit sker, er, at der bliver sagt et eller andet undervejs, og så taber de tråden, men så har de en seddel med stikord på"(H). Udover de praktiske barrierer for bisidning fremgår det af interviewene, at en del rådgivere stiller betingelser for at fungere som bisiddere: "Familierne forventer, at jeg lytter, og at jeg er bisidder. Jeg sorterer først på emnerne, når de er helt uacceptable, og det er mest, fordi jeg ikke vil være det bekendt over for sagsbehandleren. Jeg laver på forhånd en slags kontrakt med folk om, hvad det skal handle om" (L). Betingelserne kan også handle om, at der først tilbydes bisidderbistand, når familie og rådgiver kender hinanden godt: "Og så siger vi: jamen, vi kan måske være bisiddere, men så skal jeg kende jer meget, meget godt. Og så bliver I nødt til at komme med i gruppen. Forældrene synes, at bare det, at der er én, der ikke har med systemet at gøre, som kan sidde ved siden af..." (J). Det fremgår af interviewene, at en del af bisidderens arbejde består i 'tolke-bistand': "Mange gange er det et spørgsmål om at oversætte og forklare forældrene, hvad der blev sagt" (G). Men tolkningen går ikke alene den ene vej. Nogle rådgivere gør opmærksom på, at det kan være nødvendigt at forklare socialforvaltningen, at forældrene har krav på en rimelig behandling: "Jeg var bisidder for en, som den ene dag skulle til samtale med en masse mennesker, og næste dag skulle hun altså ikke med alligevel, for socialrådgiveren syntes ikke, det var så vigtigt. Og så ringede hun til mig. Jeg sagde: ring til din socialrådgiver og sig, at vi kommer. Og du kan tro, at vi kom, og jeg var simpelthen tosset - der sad bare et bordfuld af alle mulige faglige mennesker, den ene var klogere end den anden. Den eneste, de bare ikke snakkede med, var den arme mor, hvis barn de havde med at gøre. Men så skældte moderen ud. Det var bare, fordi jeg sad ved siden af, og hun har tillid til mig, og hun snakkede og snakkede, og du kan tro, hun fik meget på plads. Hun var bare så stolt" (J).

92

Samarbejde mellem familie og offentlige myndigheder Indsatsen her fremgår delvist af ovenstående afsnit om bisidning. Det, der her desuden redegøres for, er rådgivernes øvrige indsats med det formål at forbedre samarbejdsrelationerne mellem familie og det sociale system, eller at påvirke myndighederne til øget assistance til familierne, samt eventuelle resultater heraf. Interviewmaterialet giver generelt et indtryk af, at de progressive rådgiveres samarbejde med myndighederne ofte er uproblematisk, og også, at de oplever en stadigt øgende respekt fra det sociale system. Flere rådgivere oplyser, at de sociale myndigheder i forbindelse med ferieture sammen med familierne har overladt ansvaret for og opsynet med forældre-børn-samvær i en sådan periode til dem (eller rettere til de progressive foreninger): "Vi fik opsynet med barnet og skulle skrive til institutionen (hvor barnet var anbragt) bagefter om opholdet. Det er en af de ting, vi kan. Og faderen får så mulighed for at være sammen med barnet i fem dage. Det er et skridt på vejen til, at de kan lære at være sammen igen" (G). "Der er nogle kommuner, der har sagt ja til, at forældrene må få deres børn med på ferietur, fordi vi står som garanter. Det synes jeg er flot. Forældre, der ikke har haft deres børn hjemme på overnatning i lang tid, må have deres børn med på ferie. Jo, vi er anerkendte" (K). Når kommuner mener, at det er muligt at overlade et sådant ansvar til frivillige, må det ske på baggrund af, at kommunerne i nogen grad opfatter de progressive foreninger som medspillere. I nogle tilfælde er der da også tale om direkte aftaler mellem den sociale forvaltning og den progressive rådgiver: "Jeg forsøgte sammen med sagsbehandleren at tilrettelægge en situation, hvor en skizofren mor kunne opleve at få en sejr. Moderen var meget stolt" (L). Som det i øvrigt vil være fremgået, gør de progressive rådgivere en indsats for at påvirke forældrene til en mindre forsvarspræget attitude over for de sociale myndigheder. I påvirkningen indgår forsøg på at ændre forældrenes adfærd: "Jeg siger f.eks.: De sølle mennesker, der sidder dernede (i den sociale forvaltning), kan selvfølgelig være trælse ligesom vi andre, men overfuse dem ? Hvis nogen overfuser dig, hvordan vil du så reagere ? Prøv at tænke på det!" "Man kommer længst med høflighed. Der er ingen, der siger, at du skal være enig, men du skal lære at drøfte tingene på en fornuftig og saglig måde" (G). Påvirkningen af forældrene er en del af forsøget på at opnå et forbedret samarbejde. Den bagvedliggende hensigt er, at reduceret "krig" mellem parterne åbner muligheder for forældrene for at vise, at de ikke blot rummer såkaldt negative følelser, og at denne mindre modstandsprægede holdning til det offentlige kan overbevise myndighederne om, at tættere kontakt med barnet er en reel mulighed (f.eks. gennem øget samværsret):

93

"Bare det, at de kan f nogle timer mere hver uge, er en stor sejr, og at barnet så måske kommer hjem for første gang uden opsyn, det er bare sagen" (G). Kommentar Der er ikke direkte logisk, at forældrenes ændrede holdning til de sociale myndigheder er et argument for, at de i højere grad kan fungere som forældre. At det alligevel kan være rigtigt set af de progressive rådgivere, understøttes af Egelunds (1997) empiriske undersøgelser af socialforvaltningers underforståede kriterier for bestemmelse af den truede opvækst: "Forvaltningerne skaber desuden deres egne hjælpekriterier for indikation på en truet opvækst. Det er ... ikke en enkel opgave at indkredse de opdragelsespraktikker, der producerer skader på barndommen ... i stedet gør de det "næstbedste"... sikrer sig, at forældre og specielt mødre opfører sig på en så nogenlunde almindelig måde, at man må forvente, at de kan klare opdragelsen af børn. Der sker på denne måde en forskydning fra beskyttelse af børn til normativ kontrol med mødre ". Hvis sådanne erfaringer er bestemmende for de progressive rådgiveres påvirkning af forældreadfærd, har de en pointe i at lære' forældrene en omgangstone, som opfattes som mere almindelig (eller som er udtryk for, at forældrene søger at blive af den 'slags', som forvaltningen anser som den normale). Den kommunale anerkendelse af arbejdet opfattes ikke udelukkende som positiv af alle rådgivere. Det kunne tænkes, at der nås et punkt, hvor det ikke er muligt kun at glæde sig over at være anerkendt i stadigt større omfang: "Jeg synes, kommunerne udnytter os. Vi er jo ved at blive accepteret nu, ved at blive anerkendt. Vi gør et godt stykke arbejde, og så sender de bare forældrene herned... Den ligegyldighed over for folk i krise bliver tydeligere og tydeligere. Det er de stærke, der overlever" (K). Det skal dog understreges, at denne rådgiver er den, der især udtrykker dilemmaet mellem anerkendelse og udnyttelse.

Samarbejde med de radikale foreninger Der er kun fa udtalelser om samarbejde med disse. En enkelt rådgiver mener ikke, at samarbejde er muligt, idet de radikale og progressive foreningerne står alt for langt fra hinanden, specielt i opfattelsen af offentlige myndigheder: "Nogle af de andre foreninger hjælper uhæmmet, - det er bare med at få det offentlige kulet ned" (I). Andre rådgivere har haft udbytte af diskussioner med repræsentanter fra de radikale foreninger, bl.a. med hensyn til bisidderfunktionen. Det sker, at nogle rådgivere henviser til en radikal forening, hvis forældrenes ønsker tydeligt viser, at de ville føle sig bedre hjulpet der:

94

"Hvis familien vil have hjælp til at få et barn under jorden, afviser vi det. Men måske henviser vi til en af de andre foreninger" (L). Det skal samtidig bemærkes, at alle interviewede radikale rådgivere understreger, at de ikke tilbyder en sådan type indsats.

Opfattelse af det frivillige arbejde Som tidligere nævnt er frivilligt socialt arbejde blevet 'genopdaget' i Danmark. Frivilligt socialt arbejde har f.eks. under betegnelsen 'filantropi' (i foregående og i første del af dette århundrede) spillet en væsentlig rolle i udviklingen af velfærdsstaten, idet det har handlet indenfor og dermed peget på felter, som siden blev anerkendt som offentlige ansvarsområder (og derigennem offentligt financierede). Den skandinaviske velfærdsstatsmodel har ganske vist i sine velmagtsdage ikke nedtonet det frivillige arbejde, men man kan sige, at det har ført en stille tilværelse indtil for 10-15 år siden. Fokuseringen siden på det frivillige sociale arbejde er som tidligere nævnt formentlig dels forårsaget af et stigende økonomisk pres på det offentlige velfærdssystem, dels af en erkendelse af offentlige institutioners problemer med at integrere særligt udsatte samfundsgrupper. Aktuelt er frivilligt arbejde også lovgivningsmæssigt blevet værdsat, idet der i forbindelse med revision af sociallovgivningen i Serviceloven er indføjet en ny paragraf: §11519. Hensigten er at forpligte kommuner og amter til både et samarbejde med de frivillige organisationer og foreninger og til at yde økonomisk bidrag til deres virksomhed. I den forbindelse er der i 1998 og i årene fremover afsat ekstra 100 millioner statslige kroner i bloktilskud med den forventning, at de alle omsættes i samarbejde med eller direkte til de frivillige. En del af de interviewede progressive rådgivere omtalte SEL§115 (som på interviewtidspunktet endnu ikke var trådt i kraft). De så den først og fremmest som en yderligere anerkendelse af det frivillige arbejde, men flere gav udtryk for forbehold: "Hvis jeg skulle søge kommune eller amt om penge til rådgivningsarbejde, så tror jeg, at jeg har det med mig, at de så betaler min løn. Uden at de måske direkte har sagt, at de ventede noget bestemt. Men jeg ville synes, at jeg var i klemme. Men det er ikke sikkert. Det kommer an på, hvordan det bliver skruet sammen. Man må ikke have forpligtelser i forhold til systemet. Man må beholde sin uafhængighed og sin måde at se systemet på, ellers duer det ikke. Så hvis jeg skulle have penge, skulle de komme fra amtet, det er lidt mere på afstand... Hvis pengene kommer fra en kommune, som er tæt på, og jeg kommer sammen med et forældrepar og kritiserer det arbejde, de har lavet, så kan det jo være, at puljen bliver skåret ned året

19

§ 115 i Serviceloven: Kommunen og amtskommunen samarbejder med frivillige sociale organisationer og foreninger. Stk. 2. Kommunen og amtskommunen afsætter årligt et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde. Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges i den enkelte kommune og amtskommune. Stk. 4. Socialministeren fastsætter retningslinjer for kommunens og amtskommunens indsendelse af redegørelser om den lokale udvikling i det frivillige sociale arbejde og retningslinjer for den centrale opfølgning.

95

efter. Der kan nemt skabes afhængighedsforhold og forventninger... Vi diskuterer tit i den frivillige verden, om vi kan beholde vores egenart" (H). Kommentar Dette citat rummer centrale problematikker i forbindelse med "institutionaliseringen" af det frivillige sociale arbejde. Der er næppe tvivl om, at økonomisk bistand kan skabe (formentlig især indirekte) afhængighed af den betalende part. De frivillige rådgivere har ofte omfattende udgifter i forbindelse med udførelsen af deres arbejde (telefon, kørsel, porto etc.). Det kan være et fristende perspektiv at få mulighed for dækning af disse. De har desuden visioner for udvikling af tilbud til familierne, som ikke har kunnet realiseres på grund af manglende arbejdskraft og manglende økonomi. Med til billedet hører, at netop de progressive foreninger (i modsætning til de radikale foreninger20) allerede har modtaget (statslig/kommunal) økonomisk bistand, oftest gennem puljer, og nogle i et relativt stort omfang. Som det fremgår af ovennævnte citat, mener denne rådgiver, at en fjern økonomisk bidragsyder (staten) ikke influerer på den frivilliges bevidsthed i samme omfang som den nære (kommunen). Det er dog ikke usandsynligt, at der kan ske en vis "imødekommenhed" fra de frivilliges side også i forbindelse med fjernbidrag. Det må være en etisk udfordring for den frivillige verden at forholde sig løbende kritisk over for et bidragydende samfund. Den kommende tid vil vise, hvordan SEL§115 vil blive udmøntet lokalt og regionalt. Hvem vil blive udvalgt til at modtage kommunale og amtskommunale bidrag? Vil samfundskritiske organisationer modtage færre økonomiske bidrag end organisationer med mere samfundsoverenstemmende værdier? I hvor høj grad vil samarbejdsaftalerne indeholde krav/forventninger til arbejdets udførelse? Vil det offentlige og det frivillige arbejde påvirke hinanden, og på hvilken måde? Det er ikke en usandsynlig tanke, at kommunale og amtskommunale ydelser til det frivillige arbejde i fremtiden kunne få form af en slags kompensation for bestemte indsatser. Den tanke kunne også bæres af tendenserne til den kontraktkultur, som spores i dagens Danmark. Det tydelige islæt af de progressive foreningers kurser/foredrag i kompetance-øgning for de frivilligt arbejdende er muligvis endnu en faktor, som kunne påvirke foreningerne/rådgiverne i retning af holdninger og værdier, som indeholdes i det offentlige sociale arbejde. Det kunne være en hypotese (Henriksen 1995), at "den professionelle kultur på baggrund af formaliserede uddannelser har en tendens til at dominere over de hverdagsbaserede livserfaringer og -kompetencer, som de uuddannede frivillige formodes at repræsentere".

20

Siden SEL trådte i kraft, har i hvert fald en enkelt radikal forening modtaget offentlig støtte ifølge §115.

96

Opfattelse af egne styrkepunkter En væsentlig kvalitet er, at de er frivillige. Det fremgår af en række citater i dette kapitel, at rådgiverne mener, at det, at der ikke er involveret penge/betaling for indsatsen, er vigtigt: "Den offentligt ansatte får penge for det, mens de, der kommer med deres problemer, ikke får penge, og det gør en stor forskel" (J). En anden kvalitet er, at rådgiverne kender til de følelser, der kan være forbundet med, at familiens barn/børn anbringes uden for hjemmet. De har selv prøvet det. Familierne opfatter sandsynligvis rådgiverne som på "samme side" som dem selv. Det viser sig da også i nogle tilfælde (som det fremgår af nogle af rådgivernes citerede udtalelser), at både forældre og offentlige myndigheder forbløffes over, at rådgiverne ikke nødvendigvis arbejder for opfyldelse af nogle forældres umiddelbare ønsker om at få barnet hjem. En tredje kvalitet er tid. "Vi har tid på en anden måde, end det offentlige har" (H). I kvaliteten "tid" indgår desuden, at rådgiverne i princippet fungerer døgnet rundt og året rundt. De er tilgængelige uden for sædvanlig arbejdstid. De lægger øre til forældrenes opringninger eller kører ud til en familie. Som en rådgiver udtrykte det en aften under interviewet: "Det er da sært, at telefonen ikke har ringet flere gange" (H). En fjerde kvalitet, som de progressive rådgivere ser det, er omsorg. Begrebet omsorg har flere betydninger: at interessere sig for/bekymre sig om andre, eller at søge at dække deres behov. D.v.s. sørge for forhold omkring mennesker, som de af en eller anden grund ikke selv kan klare: "Hvis folk har det så dårligt, at de ikke kan komme i gruppen, ringer vi til dem samme aften, og vi har også nogle gange været ude hos nogle, der havde det så dårligt, at de ikke kunne melde afbud. Det hører med til vores omsorgsopgave" (I). I begrebet er således indeholdt, at den ene part yder, den anden tager imod. Der er altså indbygget en asymmetri i forholdet. Det betyder, at en omsorgsydende position må håndteres på særlig nænsom vis, således at den omsorgsmodtagende ikke føler sig umyndiggjort eller devalueret. Men også, at den omsorgsydende kan komme i en situation, hvor indsatsen tærer på kræfterne. "Det er vigtigt, at man som frivillig sørger for noget til sig selv - det er den måde, man henter energi på" (H). En femte kvalitet, som jeg selv vil pege på, er engagementet. Det fremgår tydeligt, at rådgiverne (både de progressive og de radikale) investerer egne følelser, eget livs erfaringer, fritid, personlig økonomi etc. i arbejdet: "Det er et livsværk for mig" (L).

Sammenfattende om de progressive rådgivere I forhold til de positioner, som er skitserede for de radikale rådgivere tidligere i kapitlet, må det konstateres, at den selektive position ikke findes blandt de

97

progressive rådgivere. Forklaringen er formentlig, at der blandt de progressive rådgivere ikke findes en eneste i interviewmaterialet, som har social indignation (forstået som indignation på andres vegne) som drivkraft. Alle har valgt det rådgivende arbejde med baggrund i personlige erfaringer med anbringelse af eget barn. Heller ikke den identifikative position findes blandt de her interviewede progressive rådgivere. Det betyder ikke nødvendigvis, at den slet ikke findes i denne gruppe af rådgivere. Flere citater antyder, at der findes (andre) rådgivere i de progressive foreninger, som kan have svært ved i bestemte situationer at adskille egne oplevelser fra familiernes. Den position, som ser ud til at passe bedst i forhold til de her interviewede progressive rådgivere, er den empatiske 21 position22. De progressive rådgiveres opfattelse af familierne er præget af en vis objektivitet. Selv om de siger, at de ikke ønsker at tage stilling til anbringelsesbeslutningen, sker der i nogle tilfælde en vis medvurdering af forældrenes omsorgsevne, typisk i form af bekræftelse af det offentlige skøn. Samtidig er de yderst bevidst om deres egen baggrund som tidligere eller nuværende forældre til anbragte børn og anvender egne oplevelser i den forbindelse i arbejdet med forældrene, både i forhold til forældrenes følelsesmæssige reaktioner på anbringelsesbeslutningen og i forhold til forbedring af forældrenes samarbejde med de sociale myndigheder. De interviewede progressive rådgivere ser på mange måder ud til at have grundlæggende værdier fælles med det dominerende samfund. Det kan være en væsentlig årsag til, at de så uproblematisk ser ud til at kunne modtage supplerende uddannelse i det frivillige arbejde af faggrupper, der er ansat i det offentlige. Væsentlige forskelle mellem det offentliges tilbud og de progressive rådgiveres tilbud træder derimod frem i forhold til udøvelse af "demokratiske grundregler", idet der af rådgiverne lægges stor vægt på, at forældrene bliver hørt (i det omfang, de har behov for det), at de i så høj grad som muligt inddrages i alle beslutninger, som vedrører deres familier (undtagen selve anbringelsesbeslutningen), og at tendenser til forældrenes yderligere marginalisering forsøges modarbejdet. Derimod er børnene kun i beskedent omfang omfattet af rådgivernes tilbud om indsats.

Forskelle/ligheder mellem radikal og progressiv indsats Samlet er der både ligheder og forskelle mellem de radikale og de progressive rådgiveres indsats, som den er beskrevet af de interviewede rådgivere. Med indlysende risiko for den overforenkling, som en sammenligning af så omfattende

21

Empati er evnen til at indleve sig i andres følelser samtidig med, at et overblik over den andens situation bevares. 22

At de progressive rådgivere placeres sammen med to radikale rådgivere er ikke ensbetydende med, at de at de er ens. Dertil er deres målsætninger for forskellige, specielt med hensyn til ønske om påvirkning af lovgivningen på området, ligesom der er tydelig forskel med hensyn til uddannelse/træning i kontaktforhold og beslægtede emner. Placeringen går alene på den empatiske tilgang. I forhold til familierne (alle modtages) og vedholdenhed i kontakten er der mange lighedspunkter mellem de radikale og de progressive rådgivere indbyrdes, ligesom der er i synet på familierne.

98

indsatsområder medfører, vil jeg alligevel søge at sammenfatte de mest øjnefaldende træk.

Forudsætninger for rådgivning? Blandt både de interviewede radikale og progressive rådgivere er der adskillige, som i deres daglige lønnede arbejde beskæftiger sig med rådgivning, samtaler, omsorg og beslægtede områder. De radikale rådgivere har i forbindelse med det frivillige arbejde ikke fået speciel træning i rådgivning, men uddanner hinanden via indhentet erfaring og indbyrdes udveksling. De progressive rådgivere har alle modtaget særlig uddannelse/anden træning i kontaktetablering, samtale, rådgivning, kriseintervention, bisidning etc., d.v.s. at vægten er lagt på mødet mellem forældre og rådgiver samt forældre og myndigheder (hvilket er i overensstemmelse med de progressive foreningers formål).

Syn på anbringelse af børn? De radikale rådgivere mener, at børn hører til i deres familier. Kun i ekstreme tilfælde kan børn anbringes uden for hjemmet. Der bliver efter deres opfattelse anbragt langt flere børn end nødvendigt. De medvurderer i hvert enkelt tilfælde anbringelsens nødvendighed og modarbejder anbringelsesbeslutninger, de ikke er enige i. For enkelte medfører medvurderingen, at de indledningsvist eller senere i forløbet afviser forældrenes anmodning om assistance. De progressive rådgivere anerkender offentlige myndigheders vurdering af anbringelsesnødvendighed, idet de afstår fra at tage stilling og i øvrigt arbejder for at bedre forældrenes funktionsniveau.

Sagsbehandling eller rådgivning? De radikale rådgiveres indsats omfatter begge aspekter. I sagsbehandlingen indgår, at der tages stilling til sagens akter, at beslutningsgrundlaget for anbringelse vurderes, at alternative (til det offentliges) eksperter inddrages, at ankesystemet anvendes aktivt. Desuden indgår rådgivning i forhold til familiernes daglige liv. De progressive rådgivere tager ikke stilling til det formelle beslutningsgrundlag (omend der for nogles vedkommende alligevel sker en vis medvurdering), de søger ikke aktivt at ændre beslutningen. Deres fokus er forbedring af forældrenes livskvalitet via personlig rådgivning og af deres relationer til de offentlige myndigheder.

Bisidning? Både progressive og radikale rådgivere fungerer som bisiddere. Det er altså en fælles funktion. En del af indholdet i bisidningen er også fælles: at rådgiverne gennem bisidderfunktionen søger at påvirke de offentlige myndigheder til bedre/ordentlig behandling af forældrene/familierne og at assistere i forhold til en klarere kommunikation parterne imellem. De progressive rådgivere modtages oftest positivt af de offentlige myndigheder. For de radikale rådgivere er modtagelsen mere blandet.

99

Opfattelse af myndigheder? Rådgivernes opfattelse af de offentlige myndigheder er tydeligt forskellige. De radikale rådgivere ser ud til at opfatte forholdet mellem familier (med anbragte børn) og samfundets institutioner som grundlæggende præget af konflikt/uoverensstemmende interesser. De progressive rådgivere ser i langt højere grad ud til at forvente, at familiers og myndigheders synspunkter er mulige at forene, hvis man arbejder på det. De radikale rådgivere udtrykker tilbageholdenhed i forhold til at bruge offentlige myndigheders tilbud, tilsyneladende ud fra en opfattelse af, at henvendelse til systemet om assistance i stedet kan blive "brugt imod" familierne. De progressive rådgivere har snarere den erfaring, at myndighederne i et vist omfang (enkelte synes i alt for stort omfang) overlader arbejdet i forhold til familierne til de frivillige rådgivere.

Indsats i familierne? I forhold til det familievejledende/rådgivende arbejde ses store variationer. De progressive rådgivere ser oftest (men dog ikke udelukkende) forældrene i gruppesammenhænge. De yder (stort set) ikke en praktisk indsats for at få selve hjemmet til at fungere, men lægger derimod vægt på forældreudvikling via samvær med andre i lignende livssituationer. De ser sjældent forældrenes børn, i nogen grad fordi børnene ofte er anbragt, men, som det udtrykkes, især fordi det kan opleves som problematisk (for en klar indsats) at have kontakt med både børn og forældre. De radikale rådgivere arbejder i forhold til de enkelte familier. De yder en indsats for at få hjemmene til at fungere. Dette arbejde kan også inkludere praktisk konkret hjælp med pasning/afhentning af børn, indkøb til hjemmet, vejledning i almindelig husførelse etc. De kommer ad den vej tilsyneladende tæt på familiens (forældres og børns) hverdagsliv. De væsentligste forskelle er således, at de radikale rådgivere er konfliktorienterede, d.v.s. at de udgår fra en opfattelse af, at der mellem familierne og samfundsinstitutionerne er interessesammenstød, og at man ikke kan "tale sig til rette" om disse. Deres indsats er derfor præget af en proaktiv (foregribende) dobbeltstrategi, som er rettet dels mod samfundets institutioner, dels mod familierne (som en ikke nødvendigvis for alle rådgivere ønsket konsekvens, men snarere som en mellemmenneskelig nødvendig forpligtelse). I forhold til samfundsinstitutionerne går strategien ud på enten at reagere, førend beslutningerne er truffet (hvilket sjældent sker), eller at søge at ændre de trufne beslutninger. Dette kan ske via fremskaffelse af alternative ekspertudsagn eller via andre typer af kritiske spørgsmål til de præmisser, de offentlige myndigheder lægger til grund for anbringelsesbeslutningen. Sådanne modstandsstrategier vil have tendens til sjældent at lykkes, idet de jo netop har til hensigt at udfordre dominerende samfundsopfattelser. Det er da også blandt de radikale, de rådgivere findes, som enten har indstillet deres virksomhed eller påtænker at gøre det. De progressive rådgivere er derimod konsensus-orienterede. De deler væsentlige værdier med de dominerende samfund og dermed også med de her relevante

100

samfundsinstitutioner. De reagerer i langt højere grad i forhold til de efter deres opfattelse nødvendige beslutninger, der af myndighederne er truffet i forhold til familierne. Deres indsats sættes derfor først og fremmest ind i forhold til forældrene (som er de, der ikke har magtet opgaven: at opfostre børnene på rimelig vis). Indsatsen fordeles hovedsageligt på tre felter: - at hjælpe forældrene til at acceptere barnets anbringelse, - dernæst at arbejde imod øget forældreevne med henblik på en senere hjemgivelse af barnet, alternativt yde omsorg og assistance til øget livskvalitet til forældre, som vurderes ikke at kunne fungere som daglige forældre, og - at arbejde aktivt for forbedret samarbejde mellem forældre og myndigheder. Som de progressive rådgivere beskriver deres indsats, kan det være vanskeligt at se dybtgående forskelle mellem denne og den sociale indsats, som samfundets institutioner kunne forventes at yde (med ikke nødvendigvis gør) i forhold til familier med anbragte børn. Der er næppe tvivl om, at der er langt bedre rum for og accept af en sådan strategi, som ikke udfordrer bærende samfundsværdier. Som det fremgår, er det da også de progressive rådgiveres opfattelse, at de bliver stadig mere anerkendt af de sociale myndigheder. Den situation kan på længere sigt (eller måske endda kortere?) blive en særlig udfordring for de progressive rådgivere: vil det være muligt i forhold til forældrene at fremstå som et reelt alternativ til de offentlige sociale myndigheder og ikke blive opfattet som en del af det samlede samfundstilbud ?

Litteratur Andersen, Bjarne Hjorth: "Anbringelsesforløb - en registerundersøgelse af børns og unges anbringelser uden for hjemmet", rapport 89:2, Socialforskningsinstituttet 1989 Andersen, Bjarne Hjorth: "Kommunernes udarbejdelse af planer i anbringelsessager", Arbejdsnotat 1995:6, Socialforskningsinstituttet 1995 Davis, Inger Pedersen: "Socialrådgivning - teori og metodik", Danmarks Sociale Højskole 1964 Egelund, Tine: "Beskyttelse af barndommen", Reitzel 1997 Ertmann, Bo: "Tvangsfjernelser - en analyse af samtlige tvangsfjernelser i Københavns kommune 1990", Kroghs Forlag A/S 1994 Habermann, Ulla/Gamst, Ann/Gamst, Birthe/Ravn, Lise: "Opfordring til selvhjælp En håndbog i at arbejde med selvhjælpsgrupper", Socialpolitisk forlag 1989 Harder, Margit: "Samfundsmagt - Forældremodstand, Foreninger til støtte for familier med anbragte børn", Aalborg Universitetsforlag 1997 Heap, Ken: "Gruppemetode for sosial- og helsearbeidere", Universitetsforlaget A/S 1985 Henriksen, Lars Skov:""De frivillige" - Hvad taler vi om og hvad forskes der i?", Rapport fra Socialministeriets projekt om forskning i "Frivillig organisering på det sociale område", Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer, Aalborg Universitet 1995 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Når børn og unge anbringes", Socialforskningsinstituttet 97:6, 1997 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Tvangsanbringelser i Norden - en komparativ beskrivelse af de nordiske landes lovgivning", rapport 98:15, Socialforskningsinstituttet 1998 Hillgaard, Lis/Keiser, Lis/Ravn, Lise: "Sorg og krise", Socialpædagogisk Bibliotek Munksgaard 1984 Jakobsen, Bo: "Eksistensens psykologi - en introduktion", Reitzel 1998 Keiser, Lis/Lund, Mogens: "Supervision og konsultation", Munksgaard 1986

101

Koch-Nielsen, Inger: "Den frivillige sektors rolle i socialpolitikken", i "Hvem løser opgaverne i fremtidens velfærdssamfund ?", red. af Fridberg, Torben, Socialforskningsinstituttet 97:11, 1997 Mehlbye, Jill/Christoffersen, Mogens Nygaard: "Selvhjælpsgrupper - omfang,, karakter og erfaringer, i nationalt og internationalt perspektiv", Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut/Socialforskningsinstituttet 1992 Ydebo, Ib: "Hjælpeforanstaltninger for børn og unge på grund af velfærdstrussel. Lovgivningens baggrund og udvikling samt emnets omfang i København belyst ud fra en analyse af børne- og ungdomsnævnets virksomhed i 1983", Del I, 1988 Zachariae, Bobby: "Visualisering og helbredelse", Munksgaard 1992

102

KAPITEL 5 RÅDGIVERNES SYN PÅ OFFENTLIGE MYNDIGHEDER Indledning I det foregående kapitel om indsats fremgår på mange måder rådgivernes holdninger til de offentlige myndigheder som led i eller begrundelse for deres arbejdsområder. Derudover gav rådgiverne i løbet af interviewene direkte udtryk for deres syn på det offentlige sociale system og på dets repræsentanter. Med hensyn til de sidste var det især socialrådgivere/sagsbehandlere og deres indsats, som rådgiverne kommenterede. Da socialrådgiverne/sagsbehandlerne oftest er familiernes adgangsport til kommunen, som har det udøvende ansvar i forhold til servicelovens bestemmelser om assistance til og indgriben i forhold til familier med problemer, skal kommentarerne i forhold til netop socialrådgivere/sagsbehandlere ses i den forbindelse. Det må opfattes som vigtigt både at reflektere foreningsrådgivernes opfattelse af det offentlige i forhold til deres frivillige arbejde, men også overveje de erfaringer, de har gjort gennem (for de fleste) mange års indsats på området. I dette kapitel kommenterer jeg rådgivernes syn på det offentliges handlinger løbende (i kursiv). Kapitlet er opdelt i henholdsvis de radikale og de progressive rådgiveres holdninger til det offentlige. De radikale rådgivere kommenterede selve lovgivningsgrundlaget for indgriben i familier. De er her i samklang med de radikale foreninger. Det 'radikale afsnit' tager derfor sit udgangspunkt her, hvorefter der redegøres for deres opfattelse af den sociale forvaltning og socialrådgivernes rolle. For de progressive rådgiveres vedkommende stilles der ikke spørgsmålstegn ved lovgivningens indhold (i overensstemmelse med de progressive foreningers generelle holdning). Derfor er der ikke et afsnit om det 'progressive' syn på selve lovgivningsgrundlaget, men derimod om deres opfattelse af myndighedernes fortolkning af lovens ord. Det 'progressive afsnit' vil derfor dels lægge vægt på den sociale forvaltning, dens ydelsesformidling og dens lovfortolkning, dels på socialrådgiverens/sagsbehandlerens rolle. Interviewene er optaget på et tidspunkt, hvor Bistandsloven stadigt var gældende lov på området. De seneste større ændringer i Bistandsloven trådte i kraft i 1993. Siden har en revision inden for sociallovene fundet sted. Siden juli 1998 er det således Serviceloven, der indeholder 'børneparagrafferne'. De er imidlertid blevet overført stort set uændrede fra Bistandslov til Servicelov23.

23

Efter Servicelovens ikrafttræden har 'børneparagrafferne' været genstand for dels faglige, dels offentlige debatter. Socialministeriet har overvejet stramninger inden for området. I oktober 1998 udkom et debatoplæg (Socialministeriet 1998) med overvejelser om ændringer på området. Overvejelserne vedrører fem temaer (1. Støtten ydes til barnets bedste, 2. Styrkelse af tidlig indsats, 3. Hjemgivelse, 4. Tidsperspektivet for en tvangsanbringelse, 5. Øget kvalitet i sagsbehandlingen). Specielt med hensyn til punkt 2 foreslås det dels at udelade den hidtil gældende formulering (eller værdigrundlag) om, at det skal tilstræbes, at barnet kan forblive i hjemmet, dels foreslås "blødere" (i forhold til bevisstyrke) formuleringer af den primære og sekundære betingelse for tvangsanbringelse. Der kan forventes lovgivningsændringer, formentlig i Folketingssamlingen 1999/2000 (se kapitel 7).

103

De radikale rådgivere Opfattelse af lovgrundlaget Kun enkelte af de radikale rådgivere kommenterede direkte lovgrundlaget for indgriben i familier i forbindelse med interviewrunden, herunder samfundets ret til intervention uden forældremyndighedsindehaverens samtykke (og samtykke fra barnet, der er fyldt 15 år). Men de fleste af de radikale foreninger forholder sig generelt løbende (og kritisk) til de gældende love på området. Af tidligere publikation om foreningerne (Harder 1997) fremgår det, at de radikale foreninger på den ene side anerkender, at anbringelse af børn uden forældremyndighedsindehaverens samtykke kan/bør finde sted (dog i betydeligt mindre omfang end de offentlige myndigheder mener), men at de på den anden side er yderst kritiske over for udformningen af de lovgivningsmæssige beføjelser til tvangsindgreb, over for indholdet i og tilvejebringelsen af beslutningsgrundlaget og også over for børn og unge-udvalgets kompetance til intervention uden familiens samtykke. De radikale foreninger mener, at indgreb uden samtykke bør domstolsprø24 ves i første instans . Det nuværende ankesystem forudsætter afgørelse i Den Sociale Ankestyrelse før forelæggelse for Landsretten (i ganske særlige tilfælde af principiel karakter kan afgørelsen prøves ved Højesteret. Dette kræver en særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet). En radikal rådgiver mener, at der er grundlæggende problemer forbundet med Bistandsloven (nu Serviceloven). Han anser det som et væsentligt problem, at loven (specielt BL § 35 (nu SEL § 42)) om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke indebærer en række formuleringer, der forudsætter skønsmæssige afvejelser: "Det er et farligt princip at vurdere. Loven bør primært være af negativt begrænsende karakter; den skal ikke lære os, hvordan vi skal leve. Den skal sætte nogle grænser. Vi vil jo ikke acceptere et sådant skøn, når der er tale om forvaltning af Straffeloven. Et skøn må ikke svæve frit i luften. Man må sige, at der er bygget en social sektor op, der er som en stat i staten, med sin egen retshåndhævelse ... og fravær af retsgarantier. Det udsætter man almindelige forældre for, som i nogle tilfælde kan være helt uskyldige, og det finder man ikke ud af, fordi systemet er så vilkårligt" (B). En anden rådgiver har en lignende opfattelse af systemets indspisthed: "Vi har haft foretræde for Folketingets socialudvalg. De skal afskaffe børn og unge-udvalget; det er intet værd. Vi skal kun have Landsretten og få

24

Det skal i den forbindelse bemærkes, at Børn- og unge-udvalget er en speciel dansk konstruktion. Det er et udvalg, som har selvstændig kompetance. Denne uafhængighed søges yderligere sikret via regler om, at de tre politisk valgte medlemmer af udvalget (der er fem i alt, de øvrige er pædagogisk-psykologisk konsulent og byretsdommer) ikke samtidigt må være medlemmer af kommunale eller amtskommunale socialudvalg (Basse/Jørgensen 1994). De øvrige nordiske lande, som har haft lignende konstruktioner, har revurderet disse og indført anbringelsesbeslutningsorganer på ikke-kommunale niveauer (Harder 1997, Hestbæk 1998).

104

dom. Der kan vi komme længere. De andre laver kun skrivebordsarbejde og har fået besked på at sige, at der er nul at gøre" (E). Rådgiver B giver desuden udtryk for, at det indledende skøn på grund af ankesystemets opbygning reproducerer sig selv gennem forløbet, først i Den Sociale Ankestyrelse: "... det administrative system har sin egen ankestyrelse" (B). Og dernæst i Landsretten: "Bistandsloven har grebet ind i selve retsplejen ved at sige, at der skal tilknyttes to sagkyndige dommere, som har med ungdomsforsorg og sådan noget at gøre25. Dommeren fører forsædet og har to sagkyndige meddommere. Det er et frygteligt system, for det gør, at det bliver det administrative, faglige skøn, der så at sige kommer til at fortsætte i én kæde. Sagkyndige er jo ikke uvildige; de er belastede af deres sagkundskab, kollegiale fornemmelser etc. I et retssamfund hører de sagkyndige hjemme i vidneskranken, ikke i dommersædet" (B). Rådgiver D supplerer uvildighedsdebatten med et kommunikationsproblem, som kan opstå mellem sociale lag: "Mange bliver usikre, når de skal i retten, - usikre og frustrerede. Hvis du tænker på en arbejdsløs pige: hvordan skal en dommer egentlig forstå, hvad der bliver sagt" (D). Selv om alle rådgivere ønsker tvangsanbringelsesbeslutninger afgjort i retten, har de ikke entydigt positive erfaringer med afgørelserne. "Men tror du ikke, at den alkoholiserede mand, som er en sød fyr, fik tilkendt forældremyndigheden (over to små børn), til trods for at han drikker dagligt og ryger hash dagligt, og det står i hans papirer... Sagføreren spurgte dommeren, hvordan man kunne overlade forældremyndigheden til en sådan far. Og dommeren sagde: hvis han ikke kan klare det, kan man bare tvangsfjerne børnene" (A). En anden rådgivers forbløffelse over følgende hændelsesforløb må ses i lyset af hans opfattelse af dets usædvanlighed. Han fortæller, at han blev spurgt af dommeren i Landsretten, om han var indstillet på at tage sig af en bestemt familie fremover, og bekræftede det: "... Hvorefter barnet bliver hjemgivet. Det var en holdning, jeg ikke havde oplevet før, det var jeg meget imponeret over. Der sidder en mand og

25

Af Bistandslovens §130 (SEL §125) fremgår det, at Landsretten i forbindelse med afgørelser om tvangsanbringelse tiltrædes af en dommer, der er sagkyndig i børneforsorg, og en dommer, der er sagkyndig i bøme- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

105

skønner som et voksent menneske og tager hensyn til de eksisterende netværk i stedet for at gå frem efter en bog" (B). Kommentarer Her optræder skønnet igen (ad foregående side: citat om skøn af samme rådgiver). Men her er opfattelsen af skønnet positivt ladet, hvilket vel i virkeligheden er kernen i skønnet - at skønsmæssige afgørelser opleves forskelligt, afhængigt af den position, man indtager: om det går med eller imod én, men også afhængigt af i hvor høj grad det er muligt at følge de præmisser, der er grundlaget for skønnet. Rådgiver B havde i dette eksempel mulighed for at følge landsretsdommerens tankegang og vurderinger (som han også værdsatte), mens han i det tidligere citat især påpegede, at det første skøn, der foretages, har tilbøjelighed til at blive bekræftet uantastet på grund af ankesystemets opbygning i situationer, hvor børn anbringes uden for hjemmet. De radikale rådgivere er ikke de eneste, der sætter spørgsmålstegn ved de præmisser, det faglige skøn bygger på inden for anbringelsesområdet. I en nylig udgivet doktorafhandling (Egelund 1997) er en af konklusionerne, at ''dette specifikke felt af socialt arbejde mangler kundskab". "Der hersker institutionel usikkerhed, der er ikke faste standarder for børns gode opvækst, for særlige problemers farlighed, for de rette løsninger og deres rette teknologi" (Sunesson, refereret i Egelund 1997). Men det er til gengæld vanskeligt at forestille sig, at anbringelsesområdet kan blive skøn-frit. Et område, der griber så dybt ind i familieenheden, kan næppe totalt regelsættes. En række faktorer vedrørende barnet, forældrene og livsvilkårene (i fortid, nutid og fremtid) må inddrages. Vidensgrundlaget for barn-forældre-samfunds-relationen ændrer sig til stadighed, ligesom samfundsnormer for den acceptable opvækst gør. Derimod må der stræbes imod, at forudsætningerne for den faglige vurdering/skønnet af så komplekse faktorer synliggøres, så de bliver åbne for medvurdering og debat mellem de implicerede parter.

Opfattelse af den kommunale sociale forvaltning Der gives udtryk for flere holdninger på dette niveau i interviewmaterialet end på det foregående. Den kommunale sociale forvaltning har det direkte ansvar for omsætning af den sociale lovgivning i forhold til borgerne. De familier, som rådgiverne har kontakt med, har ofte haft forbindelse med den sociale forvaltning, førend anbringelse kommer på tale26. Rådgiverne har sandsynligvis generelt et mere omfattende kendskab til dette niveau og derfor også mere omfattende kommentarer.

26

En landsdækkende undersøgelse (om frivillige og tvangsmæssige anbringelser af børn), foretaget af Socialforskningsinstituttet (Hestbæk 1997) viste, at 78% af familier med anbragte børn havde fået tilbudt kommunal støtte før anbringelsen. En del afslog tilbudet, således at der blev iværksat hjælpeforanstaltninger forud for anbringelsen i godt 60% af tilfældene. Det betyder omvendt, at knap 40% af børnene/de unge blev anbragt uden for hjemmet som første foranstaltning.

106

De radikale rådgivere giver udtryk for en udstrakt kritik af den sociale forvaltnings håndtering af de familier, hvor anbringelse kommer på tale. Kritikken vedrører forvaltningens magtudøvelse, som eksemplificere gennem rådgivernes opfattelse af forvaltningens kultur, dens holdning til familierne, og gennem de metoder, der anvendes for at tilvejebringe beslutningsgrundlag for anbringelser. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved, at familierne faktisk har problemer: "Det skal jo heller ikke være sådan, at det er rent urimeligt fra forvaltningens side, førend vi træder ind. For det er jo aldrig rent urimeligt" (C). Men derimod ser rådgiverne flere forhindringer for forvaltningens muligheder for problemløsning. En hindring, de ser, er, at socialforvaltningen på grund af sin stærke fokusering på menneskers problemer selv bliver en problemskabende faktor: "Det væsen vokser mere og mere urimeligt... det er blevet et væsen, hvor man selv skaber problemer for at løse dem ... Hvis man ikke er parat til at løbe en risiko, hvis man vil gardere sig fuldstændigt mod, at problemer opstår, så går det galt. Der skal være et spillerum for risikoen" (B). Rådgiver C er særligt opmærksom på den problemforstærkende virkning af, at familierne én gang er bemærket af den sociale forvaltning: "Står det én gang på skærmen (eksemplet drejer sig om psykiatriske diagnoser), og det står der, så er vedkommende suspekt for at kunne blive det igen - for at være psykisk afvigende og derved kunne skade sit barn. Så går der en meddelelse til børnehave og vuggestue om at holde særligt øje med dette barn. Og i det øjeblik, man får en sådan besked, kan man se andet og mere, end man ellers ville have set. Man ser det på en særlig måde, i et særligt perspektiv" (C). Eller som en anden rådgiver udtrykker det: "Det er ligesom om, at når de først har fat i børnene, så slipper de dem ikke igen" (F). En anden hindring, som den opleves af rådgiverne, er forvaltningens ønske om at se og vurdere familievanskeligheder i en helhed: "... at de altid satser på totalløsninger, og aldrig nogensinde nøjes med at løse et rimeligt afgrænset problem med en faktisk rimelig chance for, at det så bliver løst. I stedet skal man have det her totale overblik, og så skal de tilstedeværende professioner ... så at sige repræsentere samtlige livsområder, og så sker der jo ingenting. Så ser de sådan på det, at skolens problemer peger tilbage på hjemmets, og hjemmets peger tilbage på arbejdslivets o.s.v., og til sidst har man det hele repræsenteret. Det er frygteligt" (B). Også andre rådgivere oplyser om negative erfaringer med stormøder med den hensigt at indhente mange faglige synsvinkler på en familieproblematik. Det er opfattelsen,

107

at sådanne møder desuden har den sideeffekt, at forvaltningens magtmæssige overlegenhed demonstreres. "Moderen sidder på den ene side af bordet, og på den anden side sidder en sagsbehandler, en socialrådgiver, en psykolog, en konsulent, en forstander fra børnehjemmet, hvor barnet er, eller en sundhedsplejerske og en eller to pædagoger fra vuggestue eller fritidshjem. Det kan hun ikke hamle op med ..."(C). Eller som rådgiver B udtrykker det: "Så kunne der sidde omkring 15 ved sådan et bord, hvorved man har dømt det til resultatløshed på forhånd, for der sidder den her ene, ofte svagt formulerende, forældre og føler sig som en forpjusket gråspurv, hvor der simpelthen rettes en cirkel af kanoner mod den. Da følte jeg det sommetider som en nervekrig - hvem kan banke hvem mør.." (B). Stormødekulturen kan have den yderligere effekt, at systemrepræsentanterne kommer til at bekræfte hinandens synspunkter: "Forvaltningen indkalder dem jo til møder (andre samarbejdspartnere), så de ved jo fuldstændigt, hvad forvaltningens syn er, og derfor kommer der også en erklæring, der virker forstærkende... Det er sådan noget, der krænker min retsfølelse: det er indavl og selvforstærkende" (C). "De tilhører samme kreds, de arbejder sammen, de er offentligt ansatte, de er kommunens. Man må forstå det ideologiske spil i det. Det er der, uanset om det indrømmes eller ej" (C). Også socialforvaltningens tilbageholdenhed i forhold til samarbejde med de radikale rådgivere ses som en besværliggørende faktor: "Det var så sjældent, man traf et voksent menneske, som man kunne snakke tingene fornuftigt igennem med. Det kunne have sparet os for nogle tåbeligheder" (B). Rådgiver B refererer her til nogle fejlagtige dispositioner, som han mener, han ville have grebet anderledes an, hvis der havde været større åbenhed fra forvaltningens side over for ham. I forhold til familierne er det de radikale rådgiveres overvejende opfattelse, at der er beskeden hjælp at hente for dem i socialforvaltningen: "Jeg har ikke oplevet endnu, at forældrene får hjælp fra socialforvaltningen" (udtalelse på baggrund af erfaring fra 50 familier) (E).

108

Der kan være tale om forskellige opfattelser af, hvad hjælp er27. Der er ikke tvivl om, at de fleste af de familier, rådgiverne har kontakt med, modtager økonomisk bistand. Men måske netop fordi der her er tale om familier med børn, som er på vej til at blive anbragt eller allerede er anbragt, er det sandsynligt, at hjælp især opfattes som assistance til at kunne beholde børnene i hjemmet. Bl.a. er der rådgiverudtalelser om beskeden eller manglende hjælp til sikring af boligforhold, som kunne give fysiske muligheder for at f børnene hjem (eller få dem på besøg). Af interviewmaterialet fremgår desuden, at der en tilbageholdenhed hos de radikale rådgivere over for at tilråde familierne at kontakte socialforvaltningen for assistance: "Det kan være lidt svært, hvis man ikke kan være sikker på, at forvaltningen ikke misbruger, at man siger, der er nødvendighed for hjælp" (D). Der er en negativ forventning om, at familierne risikerer at komme yderligere i forvaltningens søgelys, hvis foreningernes rådgivere formidler en kontakt. Desuden er det tydeligt nogle radikale rådgiveres holdning, at for intens kontakt med socialforvaltningen kan udvikle en (for familierne) begrænsende afhængighed af det offentlige: "De mennesker havde ofte brug for rådgivning, som de ikke mere kunne få af det offentlige system, der nu var blevet en trussel. Og som også bestyrkede dem i truslen, for de sagde: nu må I simpelthen holde kæft, fordi nu er vi nået dertil, hvor alt hvad I siger, bliver brugt imod jer" (B). Der er ikke blot tale om en generel afstandtagen fra at modtage hjælp fra det offentlige. Snarere er det en afstandtagen fra den måde, hjælpen ydes på: "Det er noget af det værste, det timevise kaffedrikkeri med lange samtaler om, hvordan man oplever dit og dat, og hvor de mennesker aldrig nogensinde bliver præsenteret for en fordring: holde en aftale f.eks. Derfor kommer de ikke nogle vegne. Det er den måde at omgås mennesker på, der gør, at disse behandlere har udklækket en professionel bistandskaste ..." (B).

27

En undersøgelse (Socialministeriet 1998), som netop beskæftiger sig med samspillet mellem borger og forvaltning (dog på arbejdsmarkedsområdet) inkluderer interviews med 400 brugere af forvaltningen. De er (i forhold til opfattelse af kvalitet og effektivitet i sagsbehandlingen) overvejende positive i den forstand, at de fleste (78%) synes, de bliver hørt, og at der er tilstrækkelig tid til dem (90%). Men kun godt halvdelen far den hjælp, de kommer efter. Til sammenligning har Hestbæk (1997) i sin undersøgelse vedrørende kommunernes praksis i anbringelsessager konstateret, at der i denne gruppe af socialforvaltningens klienter var en høj andel af meget utilfredse forældre (36% var meget utilfredse før barnets anbringelse og 32% under anbringelsen). Det er sandsynligt, at forældre, som henvender sig til foreningerne til støtte for familier med anbragte børn, netop er de forældre, som er utilfredse med socialforvaltningens indsats over for dem.

109

Han siger desuden om den sociale forvaltnings (som han ser det) tilbøjelighed til omklamring af familierne, at det ville være hensigtsmæssigt med: "... mere sortering i, hvad man skal tage sig af og ikke tage sig af... når de kommer med et eller andet problem, så sig: tag jer af det selv, det gider jeg ikke. Det ville være utroligt sundt engang imellem" (B). Det fremgår tydeligt af interviewene med de radikale rådgivere, at kontakten mellem familie og socialforvaltning ofte opleves som en magtkamp. De er ikke i tvivl om, hvem der har de største muligheder i kampen: "Forvaltningen har magten - den gør, hvad den gør. Den er overbevist om, at det er rigtigt. Den tror på sine egne specialister, og den kan ikke/vil ikke indrømme, at den har taget fejl. Det er det sidste, en forvaltning kan" (C). Der kan næppe være tvivl om, at den sociale forvaltning er den magtfulde part i forholdet mellem familie og forvaltning. Den sociale forvaltning repræsenterer samfundet og dets værdier, den råder (delvist) over de økonomiske ydelsesmuligheder, og når det som her drejer sig om mulig anbringelse af familiernes børn, har den en dybtgående indflydelse på en families hverdagsliv. De radikale rådgivere er da også yderst opmærksomme på det grundlag, socialforvaltningerne fremlægger for børn og unge-udvalget i forbindelse med beslutning om tvangsanbringelser. I det grundlag indgår socialforvaltningernes kendskab til familierne over tid, d.v.s. journalerne. Rådgiverne opfatter journalerne som ofte misvisende og fordrejede28. Nogle rådgivere opfatter journaler og bilag direkte forkerte: "Når man så far nogle handleplaner og læser igennem, kan forældrene fortælle, at det ikke passer, det har de aldrig sagt, det kan de ikke kende" (E). Den samme rådgiver har en opfattelse af, at journaler indholdsmæssigt ligger tæt på hinanden: "Det er jo næsten det samme, der står i alle journalerne, bare skrevet lidt om. Det er altid noget med, at barnet er sygt, fejler noget" (E). Andre mener, at der mere er tale om en gennemgående tendens til at fremstille familien negativt, f.eks. ved: "... små diskrete pejorative bemærkninger, som tilsammen giver et ufordelagtigt billede af moderen" (C). Journalen er ét bidrag til opbygningen af en mulig tvangsanbringelsesbeslutning. Udtalelser fra de institutioner, som barnet har berøring med, er et andet. Derudover indgår ofte psykologiske undersøgelser. De radikale rådgivere er stærkt kritiske over

28

Adskillige forskere i ind- og udland deler opfattelsen af, at socialforvaltningsjournaler ofte indeholder subjektive formuleringer (i Danmark kan f.ex. refereres til Egelund (1997), Ertmann (1994)).

110

for de psykologiske undersøgelser, dels fordi de foretages på forvaltningens foranledning (og betaling) og derfor ikke ses som uvildige, dels fordi der ofte er tale om psykologiske vurderinger på baggrund af foreliggende materiale fremfor direkte kontakt med barn og forældre. Som rådgiver B opfatter det: "Jeg har set tvangsfjernelser, der var fuldstændig meningsløse, hvor et barns tegninger i børnehaven bliver set af en eller anden socialpædagog, der har læst en bog om udviklingspsykologi og vil have en psykolog til at se på tegningerne. Psykologen finder så ud af, at barnet har en for dominerende mor i underbevidstheden og indstiller til socialoverlægen, at han anbefaler en tvangsfjernelse, hvad han gør uden at se barnet, ligesom socialudvalgsformanden også gør" (B). En anden rådgiver har erfaring for, at mulig medvurdering af en psykologisk test er yderst vanskelig, fordi: "Psykologer vil hellere flække på langs end udlevere råmaterialet" (C). Han mener, at råmaterialet må kunne "... tåle en efterkontrol, en alternativ vurdering" (C). Undersøgelser er oftest rettet mod barn og mor. Ofte er der ikke en far i familierne, men når der er en far eller stedfar, er det erfaringen, at undersøgelsen ikke omfatter ham. Som det udtrykkes af en rådgiver: "Det er tit moderen, der skal undersøges, men at f faderen undersøgt er næsten håbløst" (D). Kommentar Det er en interessant erfaring. De fleste anbragte børn er børn af eneforsørgere, som altovervejende er kvinder. Interventionen sker via socialforvaltningen, hvis sagsbehandlende personale overvejende er kvinder. Som Egelund (1997) formulerer det: "Man må formode, at det har indflydelse på forvaltningernes vurdering af børn, at deres problemer i praksis overvejende gribes an som kvindeproblemer" Og videre: "Det er et upåagtet perspektiv i dansk socialt arbejde, at et af socialpolitikkens mest kontroversielle og magtudøvende indsatsområder er et kvindeområde". Der er sandsynligvis, ikke alene på dette område, men generelt på det sociale område (og måske andre), en dansk utilbøjelighed til at tænke konfliktorienteret. I en co-produktion, som sammenligner dansk og engelsk socialpolitik (Pringle/Harder 1999) viser der sig iøjnefaldende forskelle mellem de to lande i opfattelsen af - og dermed også interventionen i - sociale problemer. Den engelske tilnærmning er tydeligvis præget af en opmærksomhed på magtrelationer mellem borger og samfund, mellem sociale grupper indbyrdes og mellem mennesker (herunder af forskelligt køn), mens dansk håndtering af sociale vanskeligheder på alle niveauer ser ud til at udgå fra en konsensus-forståelse af, at de kan overvindes ved kompensatoriske ydelser uden nærmere kortlægning af magt/afmagt-positioners indflydelse.

111

Tvangsmæssige anbringelser er sandsynligvis et særligt problematisk område i et "konfliktsky" land. Netop på dette område bliver magtforholdet mellem det offentlige og familien tydeligt. Beskedne erfaringer med konfliktløsning komplicerer myndighedernes intervention i familierne, men samtidig skabes et rum for især de radikale foreningers rådgivere, der netop ikke er konsensus-orienterede. De er tydeligt opmærksomme på modstridende interesser mellem samfund og familier, de protesterer og kæmper, de tager ind imellem ikke-systemkonforme midler i brug (skjule børn f.eks.). Resultatet er da også ret forudsigeligt i et konflikt/konsensusperspektiv: de radikale rådgiveres forsøg på dialog med myndighederne er oftere præget af myndighedernes afstandtagen og (delvise) afvisning.

Opfattelse af socialrådgivere/sagsbehandlere De radikale rådgiveres holdninger til socialrådgivere og sagsbehandlere er, som det kunne forventes, på mange måder kritisk. Men samtidig inddrager de i deres bedømmelse en opfattelse af socialrådgiveres og sagsbehandleres (som de ser det) problematiske rammer for det arbejde, de skal udføre. De ser desuden socialrådgiveren/sagsbehandleren som en vigtig person, som en adgangsport til socialforvaltningen, som et menneske, hvis forståelse af familien og situationen er af væsentlig betydning for de kort- og langsigtede konsekvenser af interventionen.

Rammerne for socialrådgivernes/sagsbehandlernes arbejde Det fremgår af interviewene, at de radikale rådgivere opfatter socialrådgiverrollen som henholdsvis offentlig hjælper og kontrollør som problematisk. Dilemmaer opstår især, når der er tale om tvangsmæssig anbringelse af familiens børn: "... når det offentliges rådgivning pludselig er slået over og er blevet til tvang, altså til tvangsfjernelse. Det er jo det, som man, jo mere man har arbejdet med det, kan se, er så utroligt uheldigt ved bistandsloven, at der er ingen mennesker, der selv ikke med den bedste vilje, tror jeg, der er i stand til at administrere de kasketter, man har fået på, hvor hjælperen, man har haft et fortrolighedsforhold til, pludselig springer over på den anden side af skranken og bliver til en trussel... Jeg synes, at de folk, jeg er stødt på, er menneskeligt set for umodne, men selv om de skulle være gode, er der tillagt dem et sådant kompleks af hinanden modstridende funktioner, at selv det ordentligste menneske faktisk ikke ville være i stand til at administrere det. Og det er helt uigennemsigtigt" (B). Kommentar Den modsætningsfyldte rolle er problematisk. Socialrådgivere i Danmark er altovervejende offentligt ansatte, og størsteparten er ansat i primær- og amtskommuner. I primærkommunerne - de sociale forvaltninger - forventes socialrådgiveren i sin erhvervsudøvelse at kombinere viden om og indlevelse i klienten (familien) med lovgivning og samfundsforventninger, helst på en måde så både klient, forvaltning og samfund kan anerkende resultatet. Det er en vanskelig kombination i det hele taget. Når der er tale om tvangsanbringelse af børn, er kravene/forventningerne fra de forskellige niveauer vel i virkeligheden så modsætningsfyldte, at de er umulige at opfylde. Som radikale foreningers rådgivere

112

opfatter situationen, 'vælger' socialrådgiveren/sagsbehandleren oftest at prioritere forvaltnings- og samfundskrav højest.

Socialrådgiver/familie-relationen De radikale rådgivere mener desuden, at systemorienteringen slår igennem i forhold til rammerne for kontakten og for det sprog, socialrådgiveren anvender. "Forvaltere eller sagsbehandlere eller hvad de nu er, er ikke gode til at høre, hvad en klient siger ... sagsbehandleren kan godt bare tage telefonen, mens moderen er der. Det er frustrerende, for så synes man ikke, man er noget... og sproget er ikke det samme. Klienter bliver tit misforstået..." (D). "Og så sproget: det er et frygteligt problem. Hele deres filosofi går ud på, at kommunikation er et nøgleord, og er der noget, de ikke kan, så er det at tale med sådan nogle mennesker. Jeg undrer mig over, hvorfor de ikke bare kan tale dansk... Hvorfor kan de ikke bruge sproget jævnt og fyndigt, så det er til at forstå. F.eks. siger en skoleinspektør til en far, at sønnen har sociale problemer i det daglige, og faderen farer op og slår i bordet og siger: min dreng har kraftedemig ikke nogen sociale problemer. Faderen hører det jo, som om det er en karakteristik af hjemmet, ikke af drengens adfærd i skolen, mens skoleinspektøren mener problemer med kammeraterne... Det handler også om, at de er indsyltede i en bestemt tænkemåde, en systemtænkemåde. Systemet har sit eget sprog, og uden for det er man hjælpeløs og væk fra Herrens mark, hvor almindelige mennesker befinder sig... Tager man jargonen væk, er der ligesom ikke noget tilbage" (B). Andre mener, at det ikke alene handler om sprog, men om vanskeligheder i formidlingen af væsentlige informationer: "Man får aldrig at vide, hvordan man skal være en god mor. Man får ikke at vide, hvorfor de tvangsfjerner..." (F). Til opfattelsen af de organisationsmæssige barrierer i socialforvaltningen hører desuden hyppige personaleskift: "Jeg har været ude for som bisidder at skulle begynde forfra på sådan en stabel papirer tre gange" (A). "Der er altid 117 ting. Så er det ferie. Eller så har den ene klienten i nogen tid, og så overgår hun til en anden, som så skal sætte sig ind i sagen, og så sker der ikke noget det næste halve år... Det er jo mennesker, de har med at gøre, ikke maskiner" (E). I et af interviewene med de radikale rådgivere fik rådgiveren besøg af en kvinde (klient), som dermed var til stede under den sidste del af samtalen. Hun kommenterede engageret interviewets temaer, - om sagsbehandlerskift og muligheden for at opnå gensidig tillid mellem forvaltning og familie sagde hun bl.a.: "Nu er jeg altså ude i ..., og hver gang jeg henvender mig, er der altså en ny sagsbehandler".

113

Selv om den overvejende holdning blandt de radikale rådgivere er, at hyppige sagsbehandlerskift medfører uheldig diskontinuitet i forholdet til familierne, ser nogle af dem alligevel visse fordele ved, at kontakten mellem familie og forvaltning ikke bæres af den samme person igennem for lang tid: "Der sker det for de sociale sagsbehandlere, at der går slid på forholdet mellem dem og klienten. Man er udstyret med sin egen sagsbehandler, som bliver ved at følge en, og på et eller andet tidspunkt, når den sociale klient, som det hedder, ikke vil makke ret, så er der slidt så meget på en, og irritabiliteten ligger så langt oppe i overfladen, og huden er blevet så tynd, at man siger: hvis ikke du vil makke ret, kan vi skride til tvangsmidler. Der opstår også let en fornærmethed, for jeg synes, der er for lidt sans for, at når man har med socialt arbejde at gøre, må man gerne blive vred, men ikke fornærmet... Jeg synes ikke, at de offentlige sagsbehandlere er sig den mellemmenneskelige slitage tilstrækkelig bevidst. De har en underlig funktionærholdning... Ingen af dem ved, hvad det er at bruge myndighed det er altid den der milde facon. Han (klienten) støder aldrig på en virkelighedsgrænse. Det vil sige, at den magt, man bruger, er anonym, usynlig, og det bliver den sært dæmonisk af (B). Alle radikale rådgivere er enige om, at personen: socialrådgiver/sagsbehandler og hendes holdninger til den konkrete familie er af væsentlig betydning: "Man kan komme ind i systemet på mange måder, men sagsbehandleren vil altid komme ind. Og hvis der så sidder en sagsbehandler, der på forhånd mener..." (A). Denne rådgivers lange erfaring på området har givet ham mulighed for at identificere forskellige socialrådgiver/sagsbehandler-holdninger: "Sagsbehandlere er jo forskellige, ligesom alle andre. Der er dem med "den professionelle afstand", og så er der dem, der er mennesker. Og så dem midt imellem, hvor man tænker, at vedkommende er god nok, og så sker der pludselig et eller andet, hvor man tænker, hvad er nu det ? Men de er nok også under et pres. Det gælder måske, når der er tale om økonomiske aspekter, at man fra forvaltningen skal passe på" (A). Kommentar Også her peges der på den modsætningsfyldte socialrådgiver/sagsbehandlerrolle: den (økonomiske) ydelsesformidling og formidling af kontakt/omsorg i samme person. Det må betragtes som problematisk, at socialrådgiveren/sagsbehandleren 'sidder på pengekassen' og samtidig forventes at være den, som kan yde følelsesmæssig og pædagogisk støtte til familien på en sådan måde, at familien er i stand til at modtage den. Det i forvejen asymmetriske forhold mellem hjælp-yder og hjælp-modtager bliver formentlig yderligere skærpet via begges viden om det økonomiske aspekt. En engelsk kollega (Pringle/Harder 1999) udtrykker sin holdning til denne sammenblanding af materiel og emotionel assistance således: ”Jeg må sige, at jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke (som engelsk socialrådgiver)

114

har skullet beskæftige mig med pengemæssige ydelser, både på grund af den øgede spænding mellem omsorg og kontrol (som eksisterer endda) og fordi arbejdet i forvejen er krævende nok" (min oversættelse)29.

De sociale medarbejderes uddannelse Selv om der ikke specifikt i interviewene blev spurgt til de radikale rådgiveres opfattelse af de offentlige rådgivere, gav langt de fleste alligevel udtryk for deres holdninger hertil. Nogle har heftet sig ved, at der er forskellig uddannelsesbaggrund blandt de, der er familiens adgangsport til den sociale forvaltning: "Det er ulykkeligt, at de mennesker, der skal tage stilling til det, er så forskellige af uddannelse og så forskellige af holdninger, så det bliver helt tilfældigt, hvordan afgørelsen falder" (A). Andre, som specifikt taler om socialrådgivere, mener, at de tiltager sig en kompetance, som de efter de radikale rådgiveres mening ikke har: "Jeg mener ikke, at jeres uddannelse giver jer basis for at kunne behandle. Alt med økonomi og love er I gode til. Vi havde nogle familievejledere engang, - de var nok bedre til behandling, de lærte de mekanismer på en anden måde end socialrådgivere, hvor man skal nå så meget. Der er så mange, der ved bedre, og det tror jeg er farligt og til skade for mange af de velmenende socialrådgivere i forvaltningerne. Hvis de blev ved det, de var gode til og lod nogle andre overtage behandlingen... Socialrådgivere vil være alle faggrupper på en gang... Og de skal sidde og afgøre, om et barn skal være der eller der. Det kan jeg ikke forstå, at de har skuldre nok til" (D). Når de radikale rådgivere taler om offentligt socialt arbejde og hvilke problemer der er indlejret i det, giver det i nogen grad mindelser om tidligere tiders (før Bistandslovens ikrafttræden i 1976) offentlige sociale arbejde med familier med problemer. Rådgiver D nævnte netop familievejlederordningen 30. En anden rådgiver

29

Udtalelsen fremsættes på baggrund af Keith Pringle's ophold som gæsteforsker i Danmark, hvorunder han interviewede en lang række personer med særlig viden om dansk socialpolitik, herunder socialrådgivere/socialformidlere og berørte familier. 30

Familievejledningsbestemmelserne trådte i kraft i 1965 (i lov om Børne- og Ungdomsforsorg). Bestemmelserne gjorde det muligt at tilbyde familier med børn vederlagsfri vejledning og støtte. Tilbudet kunne rettes til alle børnefamilier, men skulle rettes til familier, som ansås for socialt truede, og som efter den foregående lov (Børneværnsloven af 1961) havde været underkastet obligatorisk tilsyn af børne- og ungdomsværnet. Med familievejledningsbestemmelserne fulgte for første gang i kommunalt socialt arbejde detaillerede metodebeskrivelser inden for begreberne forebyggelse, vejledning, rådgivning og behandling (Goll 1998). Familievejlederne var af forskellig uddannelsesbaggrund og fik en

ganske kort uddannelse (3 måneder samt senere supplerende kurser). I kontakten med familierne forventedes de i samme person at kunne yde en omfattende assistance (samtale, rådgivning i hverdagens spørgsmål, praktisk hjælp, formidling af økonomisk hjælp etc). Der var mulighed for at drøfte den enkelte familievejleders indsats i et baggrundsteam. Det skal fremhæves, at der var knyttet særligt gunstige refusionsregler til familievejledningsordningen (70% statsrefusion).

115

refererer ikke specielt til denne, men følgende citat fører tanken hen på samme ordning: "Alt det praktiske beskidte arbejde får man jo aldrig socialhjælpere til - det har de jo så nogle andre til, og så bliver der efterhånden så mange led, at det ikke er til at finde ud af (B). Også i det følgende citat lægges vægt på behovet for, at familien har en offentlig hjælper i stedet for en kontrollør: "De skulle ikke begynde at skrive noget negativt. Selv om moderen sagde noget negativt, skulle det ikke stå i journalen. Det ville være ondt. Moderen skulle føle, at hun har en, der støtter og hjælper. Så ville man også kunne komme om bagved, så kunne man ligesom se, hvad der er galt... De skulle gøre ligesom mig: ud blandt familie og venner og møde dem... Det skulle være en, der har en uddannelse. Det skal ikke være en af de her sagsbehandlere, der bare har en 9-årig skoleuddannelse og så 3 års uddannelse derefter. De skal vide noget om, hvad det er. ... Det er klart, at hvis hun synes det er håbløst, så skal hun sige det. Hun skal bare ikke skrive det, så står moderen jo fuldstændigt alene. Og så skal de finde ud af, hvad der er galt, hvad der kan gøres for at hjælpe. Der er mange, der godt kan hjælpes..." (F).

Rådgivernes fremtidsvisioner Med hensyn til de interviewede rådgiveres tanker om, hvordan feltet kunne se ud, foreslår rådgiver B den mest radikale løsning: "Hvis man f.eks. skar det offentlige, socialvæsenet, personalemæssigt ned med 1/3, så ville man derved fjerne 1/3 af de sociale problemer..." (B). Om det tilbageværende personale mener han: "De skulle være af en type som mennesker i private hjælpeforanstaltninger. Det skal ikke være mennesker, der sidder og holder hof i en eller anden kontortid. Faktisk skal de være parate til at rykke ud dag og nat. Det er ikke sikkert, at problemerne sker i kontortiden, og det er ikke sikkert, at de kan bæres ind på kontoret og drøftes der... Og så skal man i langt højere grad lade de familier være i fred, hvor der ikke er nogen akut grund til at skride ind. De følger dem altfor meget, og der er altfor mange instanser indblandet" (B). Som det vil være fremgået allerede, er rådgiver B yderst skeptisk over for lovgivningen om ret til indgriben i familierne: "Opdragelseslove er noget, der hører totalitære samfund til" (B).

116

Denne modstand deler han, som det vil være fremgået, med de øvrige radikale rådgivere. Det betyder ikke, at de radikale rådgivere ikke mener, at familierne skal have assistance, når de har behov. Men de lægger vægt på, at familierne i højere grad inddrages i egen sag, og at deres retsstilling forbedres: "Forældremyndighedsindehaverens retsstilling skal være betydeligt bedre. Der skal være større mulighed for at få en alternativ vurdering af barnet, og der skal være mulighed for forældrene til at få deres korrigerende synspunkter indført. Disse sager er jo mange gange opbygget af småting og et utal af påstande og bemærkninger..." (C). Som alternativ til det nuværende system foreslår rådgiver D: "Jeg ville så gerne have nogle anonyme rådgivninger, hvor man kunne komme ind noget før... Der kan godt være små problemer, og hvis en familie kunne være sikker på, at det ikke blev brugt imod dem, så kom de også før ... Der er ikke mange kommuner, der bruger anonym rådgivning31... Man burde have et sted, hvor man kunne sige til forældrene: der kan I tage hen, der kan I få støtte. Jeg forestiller mig, at familierne kunne være der i 14 dage, en måned eller to, og lære om, hvordan man er sammen og få nogle værdier. Evt. kunne det bruges som sikkerhedsnet i perioder, hvor forældrene har det dårligt, eller børnene har - uden at det skal bruges mod dem. Eller det kunne bruges som ferieophold. For mig måtte der gerne være ansat uvildige psykologer og psykiatere... Det skal være kvalificeret personale, ikke kun selvlærte, det skal være nogen med vægt i, som også kan bruges den dag, der er koks i det i forhold til forvaltningen, og som kunne gå med. Men forældrene skal skrive under, hvis stedet vil kontakte kommunen" (D). Rådgiveren udvikler sin vision videre: "Det er vigtigt, at der ikke skrives ned. Der skal være kurser for f.eks. enlige mødre, og det skal være et sted, hvor man kan lære praktiske ting. Man skal komme ind på familierne, så de kan få tillid og åbne sig" (D).

31

Anonym rådgivning er en ret for alle. Servicelovens §3 siger herom: "Kommunen sørger for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp. Rådgivning skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud. Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning. Stk. 2. Kommunen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning". D.v.s. at der er en ret for alle til at henvende sig for rådgivning uden at identificere sig, og uden at der oprettes journal. Først i det øjeblik, hvor der er behov for foranstaltninger, der inkluderer en 'sag', og den, der søger rådgivning, har accepteret dette, hæves anonymiteten.

117

Andre rådgivere lægger ligeledes vægt på, at der i det frivillige arbejde også gives plads for socialt uddannede: "Vi er så småt begyndt at tænke på at søge fonde, så vi kan f midler til at støtte de svageste via pædagoger og psykologer. Det skal være frivillige, som ikke er afhængige" (E). "De skulle have hjælp - i form af en, der er venligt indstillet og ikke skriver noget lort i journalerne. Faktisk skulle der slet ikke skrives journaler. For så vil både mor og barn være bange. Tænk, hvis de kunne komme og siger: der bliver ikke skrevet noget, jeg er her kun for at hjælpe jer" (F). De radikale rådgiveres overvejende opfattelse er, at konstruktiv assistance til familierne har større muligheder for at lykkes i foreningerne, som er frigjort fra direkte samfundsforventninger. De er således ikke afvisende over for de offentlige rådgivere som sådan, men over for den måde, hvorpå offentlig rådgivning udføres og over for den administrative ramme, den foregår i.

De progressive rådgivere Opfattelse af den kommunale sociale forvaltning Som nævnt i starten af kapitlet er der overensstemmelse mellem de progressive foreninger og de her interviewede progressive rådgivere med hensyn til grundlæggende anerkendelse af den lovgivning, der er rettet mod familier med problemer. Det betyder, at ingen af de progressive rådgivere i løbet af interviewene kommenterede lovgrundlaget. Der er derfor ikke et afsnit herom. Dette udgør en af de væsentlige forskelle mellem de progressive og de radikale foreninger. Derimod mener de progressive rådgivere ikke, at den sociale lovgivning (specielt Bistandsloven/Serviceloven) nødvendigvis bliver fortolket af myndighederne på en for familierne kontruktiv måde. F.eks. indholder lovgivningen i en lang række tilfælde valgmuligheder (for kommunen): "Der står jo kun kan og bør i loven, der står aldrig skal, så de kan gøre, hvad de har lyst til" (J). Også de progressive rådgivere er opmærksomme på magtforholdet mellem familie og system. De ser uligheden i magtforholdet på mange planer: "Alene det at skulle ud til skranken og bede om en tid er så nedværdigende. Jeg hader det simpelthen... Og så er der lamper, der lyser. Der sidder man i en kødrand og kigger på hinanden" (J). Når der er tale om anbringelse af et barn, bliver systemmagten tydelig: "De fleste bliver anbragt på frivillig tvang... Hvis kommunen siger: du kan få dit barn hjem, hvis du går til psykolog, hvis du får terapi, hvis du får hjemmehosser, - og du så siger nej, så bliver det tvang... Det er måden, det bliver gjort på i forhold til forældrene. Det gør ondt på os andre forældre, når kommunen begynder at lege magtindehaver på den måde og skalter og

118

valter med forældrene. De kan tilbyde på en ordentlig måde og ikke beordre" (K). Også socialforvaltningens hjælp/kontrolrolle, som er speciel tydelig i forbindelse med anbringelsesområdet, er genstand for overvejelser hos de progressive rådgivere (som den også var for de radikale): "For noget af det, forældrene har det svært med, er at kommunen siger: nu bestemmer vi, dit barn skal anbringes, og så i samme åndedræt: men vi vil gerne hjælpe dig. Det er svært at tage imod hjælp fra nogen, der har besluttet anbringelse" (H). Med hensyn til støtte til forældrene, er der mange udsagn fra de progressive rådgivere, som viser, at de synes, det er småt med denne hjælp. Det gælder bl.a. i forhold til "handleplanen" (BL §66b/SEL §53), som skal foreligge, når et barn anbringes, og som skal indeholde beskrivelse af anbringelsens formål, forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnets pleje, behandling, uddannelse etc. Den skal også angive de former for støtte, der skal iværksættes over for familien som sådan i forbindelse med barnets ophold uden for hjemmet og i tiden efter evt. hjemgivelse. De progressive rådgivere har set mange handleplaner32 og mener, at især forældrene svigtes i dem: "Når jeg ser en handleplan, så står der om, hvad barnet skal, ikke en dyt om forældrene. Jeg bliver så ked af det hver gang. Nogle gange har jeg lyst til at sætte spørgsmålstegn ved den, inden forældrene skriver den under. Eller skrive små sedler: her mangler noget! Der står ingenting... Jeg synes, det er frygteligt, at man ikke får hjulpet de forældre, at man bare lader dem være. Jeg synes altid, de forældre bliver ladt i stikken" (K). Men hun siger også: "De rubrikker i handleplanen er ofte ikke tomme mere, når de har været hos os i en periode, for forældrene har fundet ud af, at de kan kræve noget selv" (K).

32

Krav om handleplan blev indført i den sociale lovgivning i 1993. Siden har flere undersøgelser beskæftiget sig med, i hvor høj grad kommunerne opfyldte indholdskravene. Senest har Socialforskningsinstituttet udarbejdet en landsdækkende undersøgelse af kommunernes praksis bl.a. på dette område (Hestbæk 1997). Af denne fremgår, at sagsbehandlerne oplyser om udarbejdet handleplan i 74% af sagerne (både frivillige og tvangsmæssige anbringelser). Kun i halvdelen af sagerne blev handleplanen udarbejdet før anbringelsen. Forældrene derimod oplyser et lavere tal (62%), 20% af forældrene havde ikke kendskab til den. Hestbæk konkluderer, at kommunerne ser ud til at have et massivt formidlingsproblem, og at forældrenes uvidenhed om handleplanens eksistens "... må nærmest betragtes som en undergravning af det informerede samtykke, som netop forudsætter, at handleplanen er et kendt og fælles arbejdsgrundlag mellem forældre og kommune". Det skal anføres, at SFI's undersøgelse beskæftiger sig med anbringelsesforløb, der er startet i 1994.

119

De progressive rådgivere oplever, at der ofte er stor afstand mellem de berørte familier og den sociale forvaltning, og at den sociale forvaltning ikke i tilstrækkeligt omfang gør sig klart, hvad intervention i form af anbringelse af familiens barn betyder for forældrene: "De har ingen at snakke med, forvaltningen har bare taget barnet - de aner ikke, hvad der skete" (K). "Der sad bare et bordfuld af alle mulige faglige mennesker, den ene var sgu mere klog end den anden. Den eneste, man bare ikke snakkede med, var den arme mor, hvis barn de havde med at gøre" (J). "Jeg har været udsat for én, der skulle i børn- og unge-udvalget med kort varsel og så får en moppedreng af en journal, som hun ikke selv kunne læse. Og jeg sagde: jamen, så spørg dem. Det gjorde hun, og det havde de jo ikke tid til" (H). Med hensyn til rådgivernes erfaringer med den sociale forvaltning skal det huskes, at i modsætning til de radikale rådgivere har de progressive rådgivere alle selv personlige erfaringer, omend af ældre dato, idet de alle har været i en situation, hvor deres egne børn har været anbragt uden for hjemmet. For enkeltes vedkommende er det stadig tilfældet. Ingen af børnene har været anbragt ved tvangsmæssig foranstaltning. Det kunne derfor forventes, at de progressive rådgiveres personlige kontakt med socialforvaltningen har været præget af en oplevelse af større ligeværdighed. Kun en af rådgiverne har i forbindelse med eget barns anbringelse oplevet at være respekteret og blive inddraget som en vigtig person i overvejelserne. De øvrige har i forskelligt omfang følt sig ladt i stikken: "Dengang mit barn blev anbragt, havde jeg ikke nogen til at lytte til mig. Jeg havde ikke nogen omgangskreds, der kunne fortælle mig, at det var normalt at have det sådan. Jeg havde det så sort, jeg kunne ikke komme over det. Jeg søgte om psykologhjælp, men det kunne jeg ikke f, det var der ikke penge til. Jeg søgte via min læge. Jeg fik det tilbudt 2 år efter, men da var jeg kommet så langt, at der ikke var nogen grund til at udsætte sig for det. Det er nogle grumme oplevelser, man får, ikke blot af systemet, men også familie og venner. Det er det, mange forældre sidder med - rent og skært svigt, hele vejen rundt" (K). "Jeg råbte om hjælp i fire år, uden at der rigtig skete noget" (L). En anden fik at vide af en områdeleder: "Du er jo en tung sag, - du er på §43 og dit barn er anbragt uden for hjemmet... Man kommer derop og skal have rådgivning og vejledning, og hvad får man: et gok oveni" (J). Det skal siges, at denne rådgiver gennem mange års kontakt med den sociale forvaltning har truffet adskillige områdeledere og socialrådgivere og derfor også har forskellige personlige erfaringer. Hun mener, at de negative erfaringer vejer tungest, men har også haft kontakt med mennesker, som har ydet hende konstruktiv hjælp på

120

rette tidspunkter. Blandt andet blev et revalideringsforløb iværksat i samarbejde med en socialrådgiver, som forstod hendes situation og hjalp hende til at komme i gang. Den samme socialrådgiver sendte desuden blomster i forbindelse med barnets konfirmation. Det har rådgiver G også har oplevet, og har på lignende måde opfattet det som en anerkendelse af at være et menneske, ikke "kun" klient. Egne oplevelser og erfaringer i forbindelse med assistance til andre forældre kan føre til den holdning, som eksemplificere i det følgende, og som også er en væsentlig grund til, at foreningerne er etablerede: "Det er et spørgsmål om at være superstærk, når man skal igennem kommunen. Det ved vi så, når vi rådgiver forældrene, og vi tilbyder i den udstrækning, vi kan, at der går en bisidder med" (K).

Opfattelse af socialrådgivere/sagsbehandlere Generelt mener de progressive rådgivere, at betingelserne, specielt tidsrammerne, for den offentligt ansatte sociale rådgiver i socialforvaltningen er uhensigtsmæssige: "Man kan godt møde nogen, der har faglige og menneskelige kvalifikationer, men der bør også gives dem bedre tid til arbejdet. Det, jeg ser, synes jeg ikke er rimeligt. Jeg skal ikke tale på deres vegne, men jeg synes, de har svære arbejdsbetingelser" (I). Kommentar Formentlig vil mange ansatte i socialforvaltningerne være enige i denne opfattelse. Med hensyn til tid har flere forskere (f.eks. Dørup/Holland/Uggerhøj 1991, Egelund 1997) peget på, at langt den største del af socialforvaltnings-socialrådgiverens arbejde i forhold til børnefamilier består i administration af forskellig art. Egelund (1997) anslår fordelingen til at være "20% af arbejdstiden med klienter, 80% med organisationen ". Den nyligt udkomne socialministerielle rapport vedrørende Projekt Socialforvaltning (Socialministeriet 1998), - et projekt, der er gennemført i 6 kommuner, og som beskæftiger sig med det sociale arbejdes kvalitet og effektivitet, men med fokus på arbejdsmarkedsområdet, viser, at den gennemsnitligt anvendte direkte brugertid på dette område var knap 28%. Det skal tilføjes, at direkte brugertid blev defineret som både samtaler med klienten og skriftlig sagsbehandling. Man får indtryk af en social forvaltning, som fokuserer på administrative procedurer og har beskeden tid til at være sammen med familierne/klienterne. Det må betragtes som uhensigtsmæssigt, specielt i forhold til familier med problemer, som i særlig grad må forventes at have behov for information, kontakt og omsorg. Det er sandsynligt, at bl.a. socialrådgiverens begrænsede tid til den enkelte familie influerer på familiernes oplevelse af (som den formidles af de progressive rådgivere) ikke at blive taget tilstrækkelig alvorligt. Det er desuden sandsynligt, at tilstrækkelig tid til både direkte samvær med familiemedlemmerne og til overvejelser og kontakt med øvrige implicerede personer/institutioner er væsentligt. Således vurderes i en kvalitativ interviewundersøgelse (Christensen 1998) om anbringelse af 23 børn bl.a., at undersøgelsens "solstråleeksempel" var karakteriseret af: "meget stor omsorg for

121

forældrene kombineret med et systematisk opfølgningsarbejde over for både barn, forældre og anbringelsessted". Et arbejde, som naturligvis har krævet tid, og sagsbehandleren siger da også (til SFI's interviewer): "Ja, du har jo ramt den sag, jeg har lagt det største stykke arbejde i". Det er de fleste progressive rådgiveres indtryk, at socialrådgiverne/sagsbehandlerne gerne ville investere mere tid og flere kræfter i familierne, hvis de kunne f rum til det: "Man oplever tit at have en god snak med en socialrådgiver eller en anden fagperson, hvor vi snakker om, hvordan det burde være, hvis det var optimalt. Og der bliver vi ikke så forfærdelig uenige, men når jeg spørger: gør I det, I siger, I gør, så gør de det tit ikke, og det kan der være masser af gode forklaringer på, men det kan forældrene næsten ikke bruge. Så er det måske nemmere at stå, hvor jeg står" (H). Denne rådgiver har desuden overvejet, om manglende tid er den eneste barriere, eller om det at modtage løn for arbejdet med problemramte familier i det hele taget er en hindring for en tillidsfuld relation: "Jeg har tænkt på, at hvis jeg fik løn, så bliver det et arbejde. Så bliver lysten måske på en anden måde, og så kunne det blive noget med: du kan træffe mig mellem det og det tidspunkt. Jeg ved det ikke" (H). En anden rådgiver udtrykker det således: "Jeg tror, at foreningerne eksisterer, fordi der er noget, systemet ikke kan" (J).

De progressive foreninger lægger som tidligere nævnt vægt på at formidle samarbejde mellem familierne og socialforvaltningen. Nogle er kommet længere i bestræbelserne end andre: "Heldigvis er sagsbehandlerne begyndt at sende forældrene ind til os. Så far forældrene i hvert fald nogen tid, nogen rådgivning, nogen hjælp" (K). "Et par socialrådgivere sagde, at de kun kunne anbefale, at jeg var med, for det var en hjælp, også for dem" (H). "Vi ville gerne have socialrådgivere i det offentlige til at give folk vore pjecer, men det har taget år, og det har undret os. Vi har gættet på mange forskellige forklaringer og er blevet enige om, at de er bange for os. Bange for, at klienterne pludselig bliver for selvrådige, begynder at stille krav og fordringer og selv ville være med til at bestemme" (I). De progressive rådgivere har gjort sig mange overvejelser over forholdet mellem familierne og socialrådgiverne. Der er tendens til, at de opfatter socialrådgiverne som repræsentanter for bestemte normer for familieliv:

122

"De skulle lære at respektere folk for den måde, de lever på, og ikke tro, at deres eget liv er det eneste rigtige" (J). Specielt synes de, at kommunikationen mellem parterne er præget af gensidig manglende forståelse: "Jeg føler, at man mange gange taler forbi hinanden, og den ene part opfatter det, den anden siger på en anden måde, end det var ment. Vi kan så sige, hvad de hver især mener. Forældrene har på forhånd bestemt, at det, der bliver sagt, bare er for irriterende" (G). "Og så synes jeg, de skal blive meget bedre til at formulere sig konkret. Jeg hører sommetider socialrådgivere, som skal forklare forældrene, hvorfor et barn skal anbringes, og det bliver pakket ind og pakket ind, og til sidst går budskabet tabt. Så det er noget om at formulere sig konkret, men på en menneskelig måde... Jeg sidder tit over for forældre, som siger, at det har forvaltningen aldrig forklaret. Og forvaltningen siger, at den har forklaret det masser af gange. Men jeg tror, man skal tænke på situationen, og man skal vænne sig til, at tingene skal siges mange gange, - folk skal også være i stand til at kapere det. I chokerende situationer kommer forsvarsmekanismerne op, og så hører vi ikke..." (H). "De skulle lære at lytte. Og så gjorde det ikke noget, om de var lidt mere menneskelige. Når du får en socialrådgiver, er det efter personnummer... Hvis jeg har tillid til et menneske og godt kan lide hende, så gør det ikke så meget, hvis hun siger noget til mig" (J). Kommentar Kommunikation mellem mennesker i situationer, hvor den ene part (socialrådgiveren) klart er den magtfulde, og hvor begge parter er bevidst om det asymmetriske magtforhold, er kompliceret, især når udgangspunktet (i dansk kultur og i lov og bekendtgørelser om familieproblemer) er samarbejde/dialog. En undersøgelse (Sørensen 1995), som i detailler har beskæftiget sig med samtalen mellem socialrådgiver/sagsbehandler og klient (alle typer af problemstillinger), har bl.a. fokuseret på det asymmetriske forhold og sagsbehandlerens håndtering af det. Undersøgelsen viste, at den klart dominerende strategi fra sagsbehandlerens side var "venlig hensynsfuldhed" i en "demokratisk, respektorienteret stræben efter ligeværdighed", og at klienterne i det store og hele opfattede strategien positivt. Sørensens analyse af samtaleforløbene pegede derimod på, at ligeværdighedstrategiens konsekvenser kunne være, at sagsbehandlerne dæmpede deres (fag)sprog, deres holdninger og handlinger og udviste "helende bestræbelser i tilknytning til brug af magt". På den ene side anerkendte han disse bestræbelser. På den anden side medførte forsøg på udligning af asymmetrien efter hans opfattelse en række begrænsninger for det sociale arbejde, bl.a. svækket mulighed for "moralsk retledning af klienterne", "udfoldet omsorg" og "udfoldet anerkendelse".

123

Det ser ud til, at de progressive rådgiveres familier ikke i samme grad opfatter, at socialrådgiverne/sagsbehandlerne forsøger at udvise hensynsfuldhed og delvis udligning af det asymmetriske forhold. Det kan have sammenhæng med en række faktorer, hvoraf den mest iøjnefaldende er, at situationen på det tidspunkt, hvor anbringelse af barnet imod forældrenes udtrykte ønske er ved at blive en realitet, netop ikke længere er præget af den kulturelle/lovgivningsmæssige fordring om samarbejde og dialog, men derimod af konfliktende interesser. Socialforvaltningens magtudøvelse/myndighedsudøvelse bliver her tydelig i et omfang, som ikke kan (eller bør) camoufleres eller minimeres. Som det var tilfældet for de radikale rådgivere har også de progressive rådgivere gjort sig tanker om socialrådgivernes uddannelse, specielt i forhold til hvad der kunne mangle. Der er dog færre progressive (end radikale) rådgivere, som udtaler sig om uddannelsen. De, der gør det, peger specielt på manglende evne til at se, at mennesker er i krise og på uddannelsens manglende kontrol af de studerendes personlige egenskaber: "Dybest set tror jeg, at det mest handler om de personer, der skal varetage det job. Det handler om, at de er så godt uddannet som overhovedet muligt, men måske burde der også være kontrol undervejs, for ét er, at man kan bestå en uddannelse på det faglige plan, noget andet er de bløde kvalifikationer som menneske. Dem er der for så vidt ingen, der checker. Jeg mener dybest set, at det, jeg laver i dag, også er forvaltningens opgave. Det gør de så ikke godt nok, og derfor eksisterer vi. Jeg tror ikke på, at de nogensinde kommer til at gøre det godt nok, men vi må hele tiden prøve at kaste det tilbage til dem. Det handler om respekt for de, der beder om hjælp. Det handler om, at man ser de ressourcer, forældre har, og man ville blive forundret over at se, hvor meget samspil man kunne få med forældrene, hvis man brugte lidt tid på at motivere" (H). "Der mangler noget i uddannelserne, - de skal kunne se, at folk er i krise og se, hvordan forældre har det, når barnet skal anbringes" (L). Kommentar Som selv beskæftiget med uddannelse af socialrådgiverstuderende ved jeg, at de forhold, de progressive rådgivere her nævner, er forhold, som er prioriteret i undervisningen (kriseintervention, ressourceorientering, respektfuld og hjælpsom holdning over for mennesker). Også i kapitel 4 om de progressive rådgiveres indsats peges der på mangler på disse områder. Det må kalde på overvejelser, at en viden, som de færdiguddannede socialrådgivere faktisk har med sig, efter de progressive rådgiveres erfaring ikke nødvendigvis omsættes i forhold til de klemte familier. Jeg vil her igen referere til føromtalte publikation af Sørensen (1995), som netop pegede på, at en uhensigtsmæssig sideeffekt af sagsbehandlerens forsøg på så vidt muligt at stille parterne lige, så ud til at medføre, at omsorg (som er en væsentlig del af kriseintervention) som "udfoldet og praktiseret" element kun eksisterede i begrænset omfang i de sociale samtaler, til trods for at "de fleste kvindelige sagsbehandlere interagerede ud fra et omsorgsorienteret værdisæt". En anden synsvinkel på evt.

124

manglende kriseintervention præsenteres af Hillgaard/Jensen (1992). Deres opfattelse er, at familie og socialrådgiver/sagsbehandler på tidspunktet for anbringelse i forhold til psykisk belastningsgrad befinder sig i to vidt forskellige positioner: socialrådgiveren har gennem forberedelsen til en anbringelse (især når den finder sted imod familiens vilje) været under et stor psykisk pres, en energikoncentration, som intensiveres op til anbringelsen. Dette pres udløses i forbindelse med selve anbringelsen. Familien derimod bliver ved anbringelse ''til fulde klar over det fundamentale i situationen", hvorfor familiens psykiske pres især sætter ind på dette tidspunkt. D.v.s. at familien har stort behov for hjælp og støtte, samtidig med at socialrådgiveren på grund af sit stress forløb har svært ved at yde denne indsats. Således kunne de progressive rådgivere have ganske ret i, at hjælpen til de anbragte børns forældre synes beskeden, og at det ikke alene for familierne, men også for socialrådgiveren/sagsbehandleren er kompliceret, at den person, der tager initiativ til anbringelse og dernæst tilbyder assistance til forældrene, er én og den samme. Med hensyn til assistance efter barnets anbringelse fremgår det, at de progressive rådgivere synes, at også denne er beskeden. I den forbindelse skal anføres, at Egelund (1997), i sin analyse af den sociale forvaltnings/sagsbehandlerens samtaler med forældre med anbragte børn, siger: "Man kunne derfor antage, at samtalerne fokuserede på forandringer af de hjemlige forhold og styrkelse af forældres sociale situation og muligheder for at blive tilstrækkeligt gode opdragere. De fokuserede imidlertid overvejende på beregninger af kontanthjælp, kontrol af bilag, forevisning af dokumentation for udgifter, trangsbedømmelser og forklaringer vedrørende kommunens sædvaner i forhold til den eller den ydelse".

Rådgivernes fremtidsvisioner De interviewede progressive rådgivere har, som det vil være fremgået, ønsker om, at de offentlige sociale myndigheder i betydeligt højere grad var konstruktivt opsøgende i forhold til familierne: "Jeg synes heller ikke, der er noget opsøgende arbejde for at hjælpe familierne. Jeg føler ikke, at der fra kommunernes side bliver gjort noget... Jeg bliver ofte ked af det, ofte skuffet, fordi det ikke kommer videre" (K). Desuden har de visioner om, at det frivillige arbejde i foreningerne kunne blive udbygget til også at omfatte forebyggende arbejde, d.v.s. en indsats, der kunne blive iværksat, førend myndighederne begynder at overveje anbringelse: "Vi vil gerne lave forebyggende arbejde i forhold til forældre med utilpassede børn" (L). Aktivitetsudvidelse støder imidlertid på det problem, at foreningerne har behov for mere frivillig arbejdskraft: "Men vi har behov for mere frivillig arbejdskraft" (L). "Vi kan ikke prale af, at vi er mange frivillige til at lave arbejdet" (H).

125

Frivillig arbejdskraft må ifølge rådgiverne gerne omfatte socialfagligt uddannede: "Vi vil gerne have professionelle til at sætte selvhjælpsgrupper i gang. Og vi ville også gerne kunne starte grupper for bedsteforældre" (L). Enkelte rådgivere giver udtryk for, at de overvejer at arbejde inden for feltet, men som lønnet arbejdskraft: "Jeg har da en drøm om at kunne f dette som job... det kniber med at have tid til alt det, man gerne vil i den sammenhæng. Det er jo noget, der sker i ens fritid, og efterhånden som man bliver ældre, må man jo også indrømme, at man engang imellem har brug for at slappe af (H). "Jeg kunne godt tænke mig at komme inden for det, der hedder sorg og krise og blive terapeut ... Det er mit mål... Jeg kunne godt tænke mig at arbejde, som jeg gør, men som konsulent... hvor jeg skulle være min egen chef, og hvor jeg ikke skulle tage stilling til sagsbehandlerens holdning. Jeg ville give den samme rådgivning, som jeg gør nu, og så ville jeg også lukke mit hjem op. Det har jeg sagt nej til nu. Det er mit private liv. Som konsulent ville jeg indrette et kontor til at modtage forældre, som er henvist fra kommunen, ikke fra gaden" (K). Som det fremgår, er de progressive rådgiveres syn på det sociale system og dets udøvere præget af en skeptisk holdning til kvaliteten af assistancen til familier med behov for hjælp. Der er altså ikke tale om, at systemet efter deres mening skal afvikles eller grundlæggende ændres, men at der skal være en højere grad af brugerinddragelse og en øget konstruktiv indsats. Rådgiverne er åbne over for et samspil mellem offentlig og frivillig hjælp til familierne, samtidig med at det er deres opfattelse, at det frivillige område har større muligheder for at yde denne assistance, da det asymmetriske forhold mellem familie og myndigheder nedtones i denne sammenhæng. Rådgivernes kritik af de sociale myndigheders ansatte går ikke på deres viden og kunnen, men snarere på de muligheder, de gives for at udføre arbejdet. Enkelte rådgivere giver da også udtryk for, at de kunne ønske sig at arbejde for løn, men uden for den sociale forvaltning.

Forskelle/ligheder mellem radikale og progressive rådgiveres syn på myndighederne I det følgende vil centrale ligheder og forskelle mellem såvel de progressive som de radikale rådgiveres holdninger blive forsøgt indkredset. Det vil samtidig blive en indkredning af forskelle og ligheder mellem de progressive og de radikale foreninger, idet såvel progressive som radikale rådgivere på væsentlige punkter er i klar overensstemmelse med de foreninger, de arbejder i. Den altovervejende lighed mellem rådgiverne (progressive og radikale) er deres opfattelse af samfundets magtposition i forhold til familierne. Der er enighed blandt dem om, at i kontakten mellem system og familier er familierne de afhængige. Derimod er der tydelig forskel med hensyn til deres holdninger til, hvor de skal påvirke magtudøvelsen. De radikale rådgivere sætter ind i forhold til samfundsniveauet, forstået som især tvangslovgivningens formuleringer, som efter deres

126

opfattelse i alt for høj grad inkluderer vurdering/skøn, og fra de administrative tvangsanbringelses-beslutningsprocesser, som de ønsker erstattet af almindeligt gældende retsprincipper. De progressive rådgivere har derimod som erklæret holdning ikke at tage stilling til samfundsniveauet. I forhold til det institutionelle niveau er der både ligheder og forskelle mellem de radikale og progressive rådgiveres opfattelse af dette. Begge rådgiverfløje registrerer og forholder sig til såvel den synlige magt (selve tvangsinterventionen og konsekvenserne heraf for familierne og for de radikale rådgiveres vedkommende sagens gang gennem ankesystemet) som den mindre synlige magt - d.v.s. magtmanifestationer, som de kommer til udtryk gennem systemholdninger til familierne. Begge parter er til en vis grad enige om den sociale forvaltnings beskedne muligheder for at yde konstruktiv assistance til familierne. Både radikale og progressive rådgivere peger på den sociale forvaltnings modsatrettede opgaver på væsentlige områder: sammenblanding af hjælp og kontrol, og af materielle og emotionelle ydelser. Begge parter er opmærksomme på socialrådgiverens/sagsbehandlerens rolleforvaltning og familiens afhængighed af 'sin' socialrådgiver, ligesom de lægger vægt på afstanden mellem socialrådgiver/sagsbehandler og familie, som den kommer til syne i forskellige sprogkoder. Forskellene mellem dem viser sig i deres holdninger til forvaltningens muligheder for at forbedre forholdet til familierne. De radikale rådgiveres opfattelse er, at den sociale forvaltning i alt for stort omfang blander sig i menneskers liv og gennem interventionen skaber sociale problemer og yderligere afhængighed, fordi familierne vænnes til (og lærer at acceptere) en offentlig problemløser og dermed bliver uformående i forhold til selv at klare dagligdagens udfordringer. De er opmærksomme på den diskrimination, der finder sted i forhold til familier, som de sociale myndigheders øjne hviler på, og som bl.a. giver sig udtryk i journalskrivning med skjult dagsorden og i de manglende muligheder for alternative undersøgelser af barn/forældre. De progressive rådgivere har en betydeligt større (men absolut ikke ubegrænset) tro på, at det er muligt, bl.a. via de progressive foreningers formidlende rolle, at lære de sociale forvaltninger (og socialrådgiverne/sagsbehandlerne) om en indlevende respekt for og brugbar støtte til familierne. I forbindelse med rådgivernes differentierede opfattelse af socialforvaltningen fremgår desuden, at der er klare forskelle i oplevelsen af socialforvaltningens anerkendelse af dem. De progressive rådgivere opfatter sig generelt langt mere accepterede som samarbejdspartnere, end de radikale gør. Det skal dog anføres, at der på dette område er variationer indbyrdes mellem de respektive rådgivere.

Litteratur Basse, Martin/Jørgensen, Oluf: "Kommunal Forvaltning", Dansk Kommunalkursus 1994 Christensen, Else: "Anbringelser af børn - En kvalitativ analyse af processen", Socialforskningsinstituttet 98:2, 1998 Dørup, Anne Birthe/Holland, Karin/Uggerhøj, Lars: "Lad målet styre midlerne Prioritering og arbejdsmetoder i en socialforvaltning", Socialpædagogisk Bibliotek Munksgaard, 1990

127

Egelund, Tine: "Undervisning i socialt arbejde - tanker til inspiration og diskussion" i "Om undervisning og fælleselementer i socialt arbejde", Socialt Arbejde, Skriftserie nr. 1, Den Sociale Højskole København, 1997 Egelund, Tine: "Beskyttelse af barndommen - Socialforvaltningers risikovurdering og indgreb", Reitzel 1997 Ertmann, Bo: "Tvangsfjernelser - En analyse af samtlige tvangsfjernelser i Københavns kommune 1990", Kroghs Forlag A/S 1994 Goll, Ole: "Retlig reguleret velfærd og social rådgivning - En undersøgelse af et fagområde", Aalborg Universitet, Institut for Sociale Forhold og Organisation, Den sociale Kandidatuddannelse 1998 Harder, Margit: "Samfundsmagt - Forældremodstand, Foreninger til støtte for familier med anbragte børn", Aalborg Universitetsforlag 1997 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Når børn og unge anbringes - En undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager", Socialforskningsinstituttet 97:6, 1997 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Tvangsanbringelser i Norden - En komparativ beskrivelse af de nordiske landes lovgivning", Socialforskningsinstituttet 98:15, 1998 Hillgaard, Lis/Jensen, Finn: "Myndighedsudøvelsens problematik", Aalborg Kommune 1992 Pringle, Keith/Harder, Margit: "Through Two Pairs of Eyes: A Comparative Study of Danish Social Policy and Child Welfare", Aalborg University Press 1999 Socialministeriet: "Den gode balance - Samspillet mellem borger og forvaltning", Socialministeriet november 1998 Sørensen, Torben Berg: "Den sociale samtale", Forlaget Gestus 1995

128

KAPITEL 6 FRA "FORÆLDRE TIL ANBRAGT BARN" TIL "RÅDGIVER AF FORÆLDRE MED ANBRAGTE BØRN" Indledning Under arbejdet med denne bog er jeg blevet stadigt mere interesseret i den proces, mange af de interviewede foreningsrådgivere har gennemgået. Den gruppe, der især har påkaldt sig min opmærksomhed, er de, som selv er eller har været forældre til anbragte børn. Det har kaldt på overvejelser over, hvordan det kan være, at nogle mennesker i den situation starter (eller fortsætter) en nedadgående spiral (Ertmann 1994), mens andre (og blandt dem tydeligvis foreningsrådgiverne) tværtimod går ind i en opadgående spiral, en konstruktiv udvikling. Da dette aspekt af undersøgelsen først tegnede sig for mig undervejs i bearbejdelsen af interviewene, har temaet ikke været en oprindeligt planlagt del. Jeg har valgt ikke at geninterviewe, men alene betragte de udsagn om processen, der forefindes i datamaterialet, med de indlysende begrænsninger, det medfører. I interviewene har rådgivere med nuværende eller tidligere anbragte børn (i noget omfang) formidlet deres opfattelse af omstændighederne ved deres barns anbringelse, deres følelser i den forbindelse, og de forhold, som de mener, bragte dem frem til at blive rådgivere for andre forældre i lignende situationer. På grund af datamaterialets beskedne omfang handler dette kapitel dog mere om tanker om menneskers udvikling, og hvad der forårsager den, end om de enkelte interviewpersoner. De rådgivere, der citeres, 'tilhører' den progressive gruppe, idet hele denne gruppe har været igennem processen fra "forældre til anbragt barn" til "rådgiver for forældre til anbragte børn". Der er ikke tale om en særlig fremhævelse af specielt denne gruppe rådgivere, men alene en markering af at de progressive rådgivere på dette felt dels er en relativt ensartet gruppe, dels bærer det karakteristikon, at de alle er eller har været forældre til anbragte børn. Kapitlet disponeres således: Med udgangspunkt i rådgivernes udtalelser skitseres baggrunden for anbringelsen af barnet, d.v.s. hvilke forhold der var til stede før anbringelsen, og hvad der efter rådgivernes opfattelse var den væsentlige begrundelse for, at anbringelsen fandt sted. Udtalelserne sammenholdes med generel viden om årsager til anbringelse af børn. Der er ikke basis for direkte sammenligning, idet der er begrænset interviewmateriale vedrørende dette. Derefter formidles de følelser, der for rådgiverne var forbundet med barnets anbringelse. Rådgivernes indrager i væsentlig grad disse i deres forståelse af de forældre, de rådgiver i dag. Der findes således mere datamateriale her. Det traumatiske krisebegreb trænger sig på i den forbindelse. Begrebet defineres og diskuteres i forhold til rådgivernes formidlede oplevelser. Endelig inddrages rådgivernes opfattelse af, hvad der for dem især forårsagede bevægelsen fra 'forældre til anbragt barn' til 'rådgiver for forældre med anbragte børn'. I dette tredje afsnit overvejes desuden læringsbegrebet. Hensigten er dels at søge at begribe rådgivernes udvikling, dels at overveje, om rådgivernes udvikling er speciel for dem, eller om der i beskrivelsen/analysen af deres udviklingsforløb findes grundlag for forventning om, at forældre til anbragte børn generelt (som oftest betragtes som en marginaliseret og socialt belastet gruppe),

129

under bestemte forudsætninger ville være i stand til at gennemløbe en lignende udvikling. Som det fremgår af tidligere kapitler, er rådgiverne selv ikke i tvivl om, at den mulighed foreligger for nogle af de familier, de har kontakt med.

Baggrund for anbringelsen af barnet Alle rådgivere har levet i ægteskab/parforhold i perioden før barnets anbringelse (og flere også siden). Familieforholdene var i flere tilfælde problematiske, på grund af forældrenes indbyrdes forhold eller på grund af barnets særlige problemer. Separation/skilsmisseforhandlinger var i enkelte tilfælde indledt. En enkelt rådgiver oplyser, at der var fysiske/psykiske problemer hos den anden forældre i et omfang, som placerede størstedelen af forældreansvaret hos rådgiveren selv. Desuden var de fleste rådgivere tilknyttet arbejdsmarkedet, hvilket (sandsynligvis) betyder, at de fleste økonomisk set havde acceptable vilkår. Flere rådgivere giver udtryk for, at familiære problemers påvirkning af børnenes adfærd i høj grad var medvirkende til anbringelsen: "Jeg fik mit eget barn anbragt. Hans mor var jo syg, og det gjorde, at han dels ikke altid kom i skole, dels måtte børnene mere eller mindre klare sig selv. Min kone havde både fysiske og psykiske problemer. Drengen fik problemer i skolen. Han var ikke altid pænt klædt, og han blev drillet. Han var meget blød i det. Sommetider blev han hjemme fra skole, fordi hun var meget sløj..." (G). For rådgiver J skete anbringelsen i forbindelse med en ophobning af vanskeligheder i familien, som børnene reagerede på i et sådant omfang, at rådgiver J i samarbejde med egen læge og socialforvaltningens socialrådgiver aftalte, at en anbringelse i en kortere periode formentlig ville være en lettelse for alle parter. Det viste sig, at anbringelsen blev af betydeligt længere varighed. Disse rådgivere giver udtryk for, at barnets problemer i langt højere grad er knyttet til familiens funktion end til barnets særlige vanskeligheder. Børnenes familiært og socialt uacceptable adfærd var efter deres opfattelse en reaktion på problemer hos og mellem forældrene. De øvrige progressive rådgivere oplyser, at anbringelsen i højere grad var forudgået af problemer knyttet til barnet selv. Flere børn var handicappede. Men som en rådgiver udtrykker det: "En ting var, at vi havde et barn, som havde specielle problemer, men det handlede jo også om os" (H). Børnenes særlige vanskeligheder influerede på familiens forhold i øvrigt, i mere eller mindre belastende grad. I nogle tilfælde pressede rådgiverne selv på, for at en anbringelse kunne finde sted: "Jeg råbte om hjælp i fire år, før der rigtig skete noget" (L). Alle børn oplyses at være anbragt med forældrenes (nuværende rådgiveres) accept. Det vil sige, at der er tale om frivillige anbringelser. I nogle tilfælde har de sociale

130

myndigheder peget på muligheden af anbringelse, i andre har forældrene selv aktivt medvirket til, at anbringelsen fandt sted.

Overvejelser Som perioden op til barnets anbringelse beskrives af rådgiverne, har deres familier været præget af et problematisk dagligliv, for nogles vedkommende igennem lang tid. Børnenes adfærd ses enten som reaktioner på konflikter i famili en, som tæt sammenhængende med deres egne særlige vanskeligheder, eller som en kombination. Der er næppe tvivl om, at det er vanskeligt for børn at leve i en konfliktfyldt familie, ligesom det er svært for en familie at rumme børn med specielle problemer. Som Schaffer (1998) udtrykker det: "... især hvor barnet er atypisk i en eller anden henseende, er opdragelsesopgaven meget mere besværlig og har derfor større sandsynlighed for at løbe af sporet". Han understreger desuden, at det at være forældre til et handicappet barn medfører "... psykiske konsekvenser som lavt selvværd, depression og aggressive følelser", som igen påvirker de øvrige relationer i familien. Sådanne påvirkningsprocesser er i den integrerede dynamiske familieenhed yderst komplexe og gensidige samt afhængig af dens øvrige vilkår og samspillet med omverdenen. Blandt anbragte børn i øvrigt er andelen af børn med handicaps ca. 1/5 (Hestbæk 1997). De to 'store' anbringelsesårsager er dog barnets adfærdsvanskeligheder og manglende forældreomsorg for det 33. Rådgivernes børn er blevet frivilligt anbragt. De fleste anbringelser (ca. 90%) i Danmark finder sted efter frivillig overenskomst. Der er derfor et spørgsmål, om rådgivernes familiesituation op til anbringelsen ikke på en række områder har tilsvaret situationen i andre familier, hvor børn anbringes. På et enkelt punkt er der dog (for de fleste rådgivere) en tydelig forskel: tilknytning til arbejdsmarkedet og den dermed følgende selvforsørgelse. Denne forskel er utvivlsomt væsentlig, idet den kan markere, at rådgiverfamilierne ikke har opbrugt ressourcer i et omfang, som influerede på deres arbejdsevne. Desuden forbindes lønarbejde oftest med følelser af at være værdsat og have status, samtidig med at lønarbejdet medvirker til strukturering af hverdagen.

Emotionelle reaktioner ved barnets anbringelse At der har været tale om frivillige anbringelser kunne tænkes at have medført, at rådgiverne i nogen grad var forberedt på, at barnet flyttede fra hjemmet og derfor ikke reagerede følelsesmæssigt voldsomt på anbringelsen. Men det fremgår tværtimod, at rådgiverne har været præget af stærke følelser i den periode og også senere. En enkelt rådgiver (L) understreger, at han aldrig "har været i dyb krise" i forbindelse med anbringelsen af barnet, men også at barnets problemer igennem lang tid influerede på hans liv og tanker. Sorg over anbringelsens nødvendighed udtrykkes af flere rådgivere:

33

Hestbæk understreger desuden, at de anbringelsesårsager, som oftest har offentlighedens bevågenhed (f.eks. incest og kulturkonflikter i etniske minoritetsgrupper) ikke fylder meget i hendes materiale.

131

"Jeg har den samme oplevelse (som forældrene). Jeg har det sorte inden i mig. Jeg har sorgen, jeg har alt det, de har. Bortset fra, at jeg er blevet bedre til at pakke det lidt væk" (K). "Jeg var ked af, at det var nødvendigt, men ikke i tvivl om, at det var rigtigt... Både for barnets skyld og for familiens. Jeg tror, jeg har givet mit barn et godt liv... Jeg savnede ham utroligt. Jeg stod med et tomrum og vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle f tiden til at gå med. Jeg havde brugt så mange ressourcer, da han var hjemme" (I). Rådgiver J havde til en vis grad accepteret anbringelsen, da hendes følelser igen blev bragt til overfladen på grund af anbringelsens uforudsete ophør (plejeforældrene gik fra hinanden): "Jeg var simpelthen bare så gal og så vred og så skuffet. Nu troede jeg, at mine børn var anbragt, fordi der var noget, jeg ikke magtede som mor, og at andre mennesker kunne klare det bedre... Og så kom de bare hjem med sådant et brag" (J). Ikke alene selve anbringelsen, men også spørgsmålet om, hvor barnet anbringes (institution eller plejefamilie), rører ved grundlæggende følelser: "Vi kom til nogle møder og snakkede en overgang om, at mit barn skulle i familiepleje. Det var jeg ikke så meget for. Jeg kunne godt tænke mig, at han kom på institution. Det havde nok lidt at gøre med, at man var bange for, at de måske skulle blive lidt bedre forældre for ham, end man selv var. En institution var lidt mere på afstand" (G). Denne rådgiver blev i høj grad inddraget af de sociale myndigheder i alle beslutninger om barnets anbringelse. Han har (og havde) klart indtryk af, at der kun ville blive truffet beslutninger, som han kunne acceptere. Han er den eneste af de progressive rådgivere, som giver udtryk for, at han i sin rådgivning af andre forældre i lignende situationer bruger sin egen positive oplevelse af accept og respekt for meninger og holdninger. De øvrige rådgivere har ikke samme erfaringer: "... Om ikke andet, så får jeg (i rådgivningsarbejdet) en anerkendelse af, at jeg er god nok som den, jeg er, og det har jeg ikke oplevet i systemet, da jeg var der" (H). "Der var ikke nogen, der tog hånd om mig" (J). Rådgiverne giver med en enkelt undtagelse udtryk for, at de i høj grad har følt sig alene med deres reaktioner på barnets anbringelse, både i forhold til de offentlige myndigheder og ofte også i deres private netværk. "Dengang mit barn blev anbragt, havde jeg ikke nogen til at lytte til mig. Jeg havde ikke nogen omgangskreds, der kunne fortælle mig, at det var normalt at have det sådan" (K).

132

Overvejelser Disse udsagn levner ingen tvivl om, at de involverede rådgivere som forældre har oplevet anbringelsen som en skelsættende hændelse i deres tilværelse. De har mistet noget væsentligt: det daglige ansvar for og samvær med barnet eller børnene. Et tab, som både kan forbindes med dybtgående biologiske og kulturelt forankrede behov. Tabet har medført kraftige følelsesmæssige reaktioner og ændring af dagligdagen. Derimod ser det ikke ud til, at de anbringende myndigheder (undtagen for en enkelt rådgiver) har været opmærksom på, hvor rystende anbringelsen af barnet har været opfattet af forældrene/rådgiverne. Det kan skyldes det frivillige element i anbringelsen, men også en generelt manglende opmærksomhed34 hos myndighederne på, at anbringelse (uanset tvang eller frivillighed) ofte medfører, at forældre (og sandsynligvis også barn) for en tid forsvinder i et følelsesmæssigt kaos. Det, at der har været tale om frivillige anbringelser, kunne måske forventes i nogen grad at have haft en forberedende virkning. Men man får indtryk af, at anbringelsen og dens konsekvenser kun for en enkelt rådgivers vedkommende (G) har været systematisk gennemdrøftet, før den fandt sted. Spørgsmålet er da også, om det er muligt at forhåndsbearbejde emotionelle reaktioner i større omfang. De reaktioner, rådgiverne giver udtryk for, vedrører både barnets forsvinden fra hjemmet, tabet af en fælles daglig fremtid, sorgen over, at anbringelsen var nødvendig, nederlaget over ikke at kunne slå til som forældre, følelsen af ikke at være god nok, angsten for at en anden familie ville få større betydning for barnet. For mange af rådgiverne har sådanne følelser manifesteret sig samtidigt. Det er tænkeligt, at anbringelse af et barn for kvinder føles endnu mere overvældende. Til trods for at kønsrollerne i familien er under forandring til det mere ligelige, er det sandsynligt, at kvinder i højere grad end mænd vil være tilbøjelige til at revse sig selv for, at de ikke har slået til i forældrerollen. Der er to mænd blandt de interviewede rådgivere (forældre). Den ene giver udtryk for, at han ikke har opfattet sig "i dyb krise". Den anden fortæller, at han især har haft tanke på barnets velbefindende, men også har haft overvejelser med hensyn til, om barnet ville få "bedre forældre". Det kan ligeledes tænkes, at almindelige kønsrolleforventninger kan have medført, at mændene i interviewene ikke i samme omfang som kvinderne har ønsket at udtrykke deres stærke følelser (og intervieweren er desuden af hunkøn).

34

Hillgaard og Jensen (1992) ser en forklaring på, at manglende opmærksomhed på forældrenes følelser i forbindelse med anbringelse af barnet som resultatet af to modsatrettede processer hos socialforvaltningens medarbejder og hos familien. For socialrådgiver/sagsbehandler er situationen ofte den, at "når en anbringelsessituation nærmer sig, arbejdes der intenst med sagen på alle leder og alle niveauer. Der opstår en spiraleffekt... Intensiteten er til stadighed stigende, og der opstår efterhånden et voksende behov for at få afsluttet, for at f handlet på det konkrete plan. Når så handlingen sker... kommer "afmatningen". Rådgiverens psykiske ubalance kommer mere i balance... For familien, der har fået anbragt et barn, er det lige modsat... Den er først med selve anbringelsen til fulde blevet klar over det fundamentale i situationen. Hermed kommer familien i meget stor psykisk ubalance... Behovene hos de to parter - socialforvaltningen og familien - er faktisk modsatrettede".

133

Under alle omstændigheder ser det ud, som om det faktiske tab af barnet i hverdagen medfører en lang række overvejelser af eksistentiel karakter. Man kan sige, at anbringelsen af barnet angriber basale værdier og derfor må fortolkes i forhold til den enkelte rådgivers oplevelse af egne muligheder og begrænsninger. Anbringelsen kan således ses som både kulminationen på en længere stressfyldt periode og som en begivenhed, der åbner for en indre revision. Anbringelse af et barn er en væsentlig begivenhed, ikke blot for selve familien, men også for dens relationer udadtil. I en kultur, hvor det er normen, at børn vokser op hos deres forældre, er en anbringelse af barnet uden for familien et brud med en sådan norm. Det kan medføre, at forældrene ikke alene mister barnet i hverdagen, men også i større eller mindre grad kan miste støtten fra deres netværk (som nogle af rådgiverne har oplevet). Det er desuden muligt, at det netop ved den frivillige anbringelse bliver særligt vanskeligt at f trøst og omsorg fra familie og venner, som kan forledes til at mene, at fordi anbringelsen er frivillig, er den også valgt på baggrund af rationelle overvejelser35. Om valget så også er et reelt valg, kan der stilles spørgsmålstegn ved. Som det fremgår, har der snarere været tale om, at anbringelse af barnet (eller accept deraf) var den eneste antagelige mulighed, der var til rådighed for en ansvarlig forældre (rådgiver). Flere giver udtryk for, at det var det rette valg ("Jeg tror, jeg har givet mit barn et godt liv"). At kunne foretage et sådant valg med så omfattende personlige konsekvenser må ses som en styrke. Som van Deurzen-Smith (1995) siger: "Ingen kan opdage nye dimensioner i tilværelsen, medmindre de er rede og villige til at forlade gammel sikkerhed". At forlade den 'gamle sikkerhed' er modigt.

Det traumatiske krisebegreb Anbringelsen af barnet har betydet et tab for rådgiverne. Adskillige af dem har reageret følelsesmæssigt voldsomt på anbringelsen. Nogle giver udtryk for at være forsvundet i et følelsesmæssigt kaos, hvor de ikke kunne finde for og bag på sig selv. En sådan oplevelse kaldes en krise. Der findes forskellige former for kriser. Jensen (1993/1996) skelner mellem fire former: 1. Den biologiske krise, d.v.s biologiske opbrud af den hidtil eksisterende balancetilstand 2. Den sociale rollekrise, hvor der stilles krav om rolletilpasning til nye sociale situationer i livet (men som er forudsigelige) 3. Den traumatiske krise, som i de fleste tilfælde er uforudsigelig, og som stiller mennesket over for indgribende omvurderinger, der kan betegne overgangen til en ny livsalder 4. Den eksistentielle krise, som retter sig mod en allerede bestående tilstand, der opleves som frustrerende

35

En mange år gammel erindring fra egen praksis står stadig klart for mig: Et forældrepar anmodede om (og fik) en erklæring om, at de ikke aktivt havde medvirket til barnets (frivillige) anbringelse, idet de ikke mente at kunne klare deres families reaktioner, hvis ikke de kunne henvise til, at det ikke var deres egen beslutning.

134

Almindeligvis opereres der med to typer: udviklingskriser og traumatiske kriser. 'Udviklingskriser' kan ses som sammenfaldende med Jensen's første og anden form. Traumatiske kriser' forstås tydeligvis, som Jensen gør med den tredje form, og evt. også som Jensen's fjerde form (specielt når frustrationerne fremkalder valg). For de her interviewede rådgivere kan den periode, der forudgik barnets anbringelse betegnes som en eksistentiel krise, der måtte kulminere i en beslutning om anbringelse. Selve beslutningen/valget har for flere af rådgiverne resulteret i en traumatisk krise (traume = slag, skade, ekstraordinær psykisk belastning). Det uforudsigelige ved den traumatiske krise ligger for rådgiverne ikke i selve anbringelsen, snarere i reaktionen på den. "Det psykiske traume kan vælte vore livsønsker omkuld og hårdhændet tvinge os til at se vor plads i tilværelsen i et andet perspektiv" (Cullberg 1978). Traumatiske kriser36 kan udløses af tab (eller trusler om tab) af noget, der for den enkelte er forbundet med det væsentlige og centrale i livet, - af krænkelse af selvfølelsen (eller trussel derom), eller af katastrofer (Cullberg 1999). Krisen indebærer, at mennesket rystes grundlæggende, at rum- og tidsstruktur delvist bryder ned, at der er voldsomme og svingende følelser, og at der er intens tankeaktivitet, men at tankerne kører i ring eller koncentrerer sig om det samme i stedet for at udføre fortløbende problemløsning (Jacobsen 1998). Mange kan føle sig forladte, fyldt med sorg, tomhed, skyld og skam og kan blive dybt i tvivl om tilværelsens orden, fornuft og mening (Cullberg 1978). Kriser kan have forskellig intensitet, fra et niveau, hvor mennesket er relativt upåvirket, set udefra, til et omfang, hvor der sker sammenbrud af personligheden. De kan udløses af enkelthændelser og af en række traumatiske hændelser 37. Hvorfor reagerer mennesker sådan? Når vi kommer i situationer, der opleves alvorligt truende for os, iværksættes fysiske og mentale mobiliseringsmekanismer til imødegåelse af faren. Mobiliseringen er sandsynligvis et levn fra tidlige tider, hvor det var nødvendigt at kunne flygte umiddelbart fra fysiske farer. De fysiske mekanismer er veldokumenterede, idet kroppens kamp/forsvarshormonproduktion målbart øges. Den mentale mobilisering er langt mindre udforsket, men handler blandt andet om ændrede hukommelses- og erindringsfunktioner, ændret tidsfornemmelse, frakobling af følelser (Dyregrov 1998). Mobiliseringsmekanismernes hensigt er at sætte mennesket i stand til at bringe sig uden for fare. Men psykiske traumer er netop karakteriseret af, at flugt eller fysisk kamp ikke er mulig. Derfor bliver "det menneskelige selvforsvarssystem løbet over ende og bragt i ulave"

36

Der er her valgt en hovedsagelig psykoanalytisk (og delvist eksistentiel) tilgang til krisebegrebet. Andre teoretiske retninger, som beskæftiger sig med mennesket og dets udvikling, inddrager ligeledes tilværelsens smertefulde begivenheder som basis for en regredierende, stagnerende eller progredierende udvikling. 37

Leonore Terr kalder enkelthændelser for 'type 1 traumer' og en serie traumatiske hændelser for 'type 2 traumer' (ref. i Dyregrov 1998).

135

(Herman 1995). Hun siger videre, at denne 'ulave' kan medføre dybe og varige forandringer38. Det er ikke sådan, at tab nødvendigvis udløser kriser. Reaktionen medbestemmes af (som f.eks. Cullberg 1978 ser det): den udløsende situations belastningsgrad, den indre private betydning, som tabet har for den pågældende, den livsperiode, man befinder sig i og de sociale forudsætninger. Traumekriseteoretikere understreger, at kriser indebærer både tab og muligheder. Selve følelseskaoset bliver altid gennemlevet (overstået). Hvordan denne indre psykologiske proces finder sted, "ved vi endnu forbavsende lidt om ... hvis der ikke fandtes en spontan helbredelsestendens, ville vi bukke under på et meget tidligt stadium" (Cullberg 1999). Afhængig af omfanget af tabet, menneskets evne til at klare modgang og omgivelsernes reaktioner indebærer krisen/vendepunktet både risiko/mulighed for, at funktionsniveauet efter krisen bliver dårligere (evt. ødelagt), stagnerer, eller at der gennem krisens voldsomme rystelser åbnes for dybere egenindsigt og forøget evne til at magte modgang 39. Hvilke betingelser der skal være til stede, for at mennesket er i stand til at gennemarbejde en krise og måske endda opnå et højere funktionsniveau derefter, er usikkert. Mens Herman (1995) mener, at "Traumatiske begivenheder er som alle andre ulykker specielt ubarmhjertige mod dem, der allerede har problemer", mener van Deurzen-Smith (1995) tværtimod, at "det er tit det menneske, der har taget tilværelsen for givet som en behagelig oplevelse, der har størst brug for hjælp, når det hele begynder at falde fra hinanden...". Det er de "personer, som har været vant til at tage en grundlæggende ydre tryghed for givet, og som kun har haft ringe mulighed for at komme til rette med sig selv i isolation". Hvor mange overvejelser i isolation

38

Længerevarende eller vedvarende reaktioner på særligt traumatiske begivenheder kaldes i psykiatrien (WHO ICD-10) posttraumatisk belastningsreaktion. Nogle har været udsat for så truende oplevelser, at de ikke er i stand til at overkomme dem, således at der udvikler sig en kronisk pinefuld tilstand.

39

Freud og Eriksson (og andre psykodynamiske teoretikere) betragter udvikling som inddelt i faser, der repræsenterer kritiske punkter i menneskets liv. Vi skal igennem hver enkelt fase for at kunne videreudvikle os (hver heldig 'overstået' fase betyder samtidig ifølge Eriksson, at de indre og ydre krav øges). Modsat kan en forsinket eller fejlslagen fase-gennemleven have skadelig indflydelse på udviklingen. I menneskets syvende udviklingsfase: generativitets/omsorgsfasen lægger Erikson vægt på den voksnes ansvar for den nye generation. Af speciel interesse her er hans understregning af, at en ikke-hensigtsmæssigt gennemgået udviklingsfase ikke er irreversibel, og at jegets aktiviteter i hver fase kan rettes mod en udnyttelse af mulighederne. Han ser desuden hver fase som "en krise for det enkelte individ, der kulminerer i en individuel psykosocial løsning, og en bredere krise der fordrer en løsning af de tilgrundliggende drivkræfters problem, som må være tilfredsstillende for både individ og samfund" (Maier 1974). Livet indebærer desuden i alle faser muligheden for traumatiske hændelser med deres helt særlige krisepræg, som ligeledes må afsluttes med en individuel og forhåbentlig ikke-fremmedgørende løsning for den enkelte.

136

(alene med sig selv), rådgiverne har gennemgået før anbringelsen, kan jeg ikke vide. Men forløbet forud har for de fleste dels været af længere varighed, dels været præget af problemer og konflikter, og det er derfor sandsynligt, at de hver især har haft intense stunder med sig selv om konsekvenserne af de valg, de måtte træffe. Som de foregående afsnit i denne bog vil vise, er de her interviewede rådgivere kommet igennem den eksistentielle og traumatiske krise (eller psykiske traume) på et efter interviewerens opfattelse højt funktionsniveau. De har selv en opfattelse af, at en vigtig ingrediens i en vellykket krisegennemlevelse har været samværet med andre mennesker, som har kunnet forstå deres situation. Kriseforskning betoner ligeledes vigtigheden af andre menneskers opbakning til den kriseramte. I det næste afsnit ses på, hvordan rådgiverne kom videre i deres forløb frem mod rådgivning af andre forældre i lignende situationer.

På vej mod rådgivning Som det fremgår af tidligere kapitler, forblev rådgiverne ikke i deres følelsers vold tværtimod har det vist sig, at de har kunnet anvende deres erfaringer herfra på konstruktiv måde i forhold til andre forældre i en lignende situation. Det vil sige, at de både er kommet til rette med sig selv og har været i stand til at handle i forhold til andre. Som beskrevet i kapitel 2, påviser Nygren (1995/1996) forskellige strategier til at håndtere vanskelige situationer: flugt, tilpasning/resignation eller forandring. Som det senere forløb har vist, har foreningsrådgiverne valgt handlestrategien: forandring. Det betyder ikke nødvendigvis, at det har været første valg. Det er vel alment menneskeligt, at vi i vore forsøg på at håndtere svære livssituationer forsøger os med forskellige strategier, indtil vi finder den, der giver os mulighed for at skabe størst overensstemmelse mellem egne ønsker og mål og de ydre betingelser, der gives. Selv om rådgiverne ikke mener, de har fået særlig støtte af offentlige myndigheder (med en enkelt undtagelse) eller af deres private netværk i tiden op til og ved anbringelsen af barnet, kom de progressive rådgivere i tiden efter anbringelsen på forskellig vis i forbindelse med andre i lignende situationer. De rådgivere, hvis børn var anbragt på institution, fik tilbud på institutionen om deltagelse i møder eller kurser for forældre til anbragte børn. "Da mit barn var på institution, kom jeg i forældrerådet, og senere på forældrekursus... Da han blev anbragt, tænkte jeg: hvordan finder jeg nogle af de andre forældre ? Jeg vidste, det betød noget at snakke med nogen, der havde stået i en lignende situation. " (H). "Det startede med, at mit barn var anbragt på en institution... Jeg var med i forældrerådet, og jeg kom til nogle foredrag. På den måde kom jeg ind i det... I starten var jeg med som praktisk medhjælp, og efterhånden blev vi enige om, at jeg skulle prøve at have nogle individuelle samtaler med nogle af forældrene og en forældregruppe sammen med en anden" (K). "Så tog jeg på forældrekursus, fordi jeg blev inviteret af institutionen" (G). Denne rådgiver fik af institutionen endnu en mulighed, idet han blev inviteret til at beskrive sin oplevelser som forældre til et anbragt barn:

137

"Jeg var på institutionen en uge og fik tabt arbejdsfortjeneste og var der døgnet rundt, også i skolen, og skrev en rapport om mine oplevelser. De ville gerne have vores overvejelser. Og de udkom i institutionens blad" (G). De øvrige fik via de sociale myndigheder (men meget længe efter anbringelsen) mulighed for at deltage i andre former for gruppesamvær med andre forældre med anbragte børn: "Jeg kom med i gruppen, fordi jeg havde så mange dårlige erfaringer, og det havde jeg lyst til at snakke med nogen om" (J). "Vi ville gerne gøre brug af psykologens ekspertise, men hun skulle ikke styre gruppen, og vi ville ikke behandles, og det var hun helt med på. De første år i hvert fald brugte vi på at fortælle vores historie igen og igen og igen..." (I). Også for disse rådgivere blev der åbnet muligheder for at formidle deres erfaringer. Bl.a. holdt de foredrag for offentligt ansatte inden for socialsektoren: "Vi var høje, da vi gik derfra" (I). "Når nogen spørger mig, om hvordan det var at være forældre til anbragte børn, vil jeg gerne svare, for det sætter tanker i gang. Derfor vil jeg gerne ud og tale om det, for det har hjulpet mig så meget" (J). Denne rådgiver har desuden haft gavn af at tale med sine børns plejefamilie (det skal bemærkes, at forløbet var forudgået af yderst uheldige oplevelser med andre plejefamilier): "Så var jeg med i den familie, som alle andre var ... nogle gange kunne jeg ringe og snakke med plejemoderen og fortælle om mine problemer, og så fortalte hun, hvad hun syntes om det, og hvad hun syntes, jeg skulle gøre, og så kunne jeg tage det eller lade være" (J). For alle de interviewede progressive rådgivere er vejen til rådgivning af andre forældre med anbragte børn gået igennem egne erfaringer. For alle gælder det desuden, at tanken om og muligheden for at rådgive er blevet skabt gennem fællesskab med andre i samme situation. For nogle har selve den gruppesammenhæng, de har deltaget i, været grundlaget for den fremtidige rådgivning, for andre har den bragt dem i forbindelse med mennesker, der allerede var rådgivere. Rådgiverne ser det desuden som betydningsfuldt, at der er blevet stillet forventninger til dem om at videregive deres tanker og følelser i forbindelse med anbringelse af eget barn, og at denne videreformidling har bidraget til at skabe overblik og overskud.

Overvejelser Som det vil ses af ovenstående citater, giver nogle af rådgiverne udtryk for i forbindelse med barnets anbringelse at have haft et stærkt oplevet behov for at tale med andre i samme situation ("Jeg vidste, det betød noget at snakke med nogen, der

138

havde stået i en lignende situation" - ".. jeg havde så mange dårlige erfaringer, og det havde jeg lyst til at snakke med nogen om"). Der er næppe tvivl om, at det for mennesker er vigtigt at dele deres oplevelser med andre. Når det drejer sig om kritiske oplevelser, giver formidlingen af disse væsentlig forståelse (og lindring) specielt gennem gentagne muligheder for at sætte oplevelsen i struktur. "At tale med andre om den traumatiske oplevelse er en forudsætning for genoprettelsen af en fornemmelse af en meningsfuld verden" (Herman 1995). Rådgiverne bruger da også deres egne oplevelser i deres frivillige praksis, dels som en metode til kontakt, dels som 'selvbehandling' (se kapitel 4). Det fremgår desuden, at rådgiverne har haft stort udbytte af at berette om deres oplevelser i andre sammenhænge. Enten på skrift eller i undervisning af offentligt ansatte (og studerende). Uden (sandsynligvis) rationelt at have overvejet beretningens lægende kraft, har de taget eller taget imod de muligheder for at fortælle, som har vist sig ("Derfor vil jeg gerne ud og tale om det, for det har hjulpet mig så meget"). Som Janet (ref. i op.cit.) udtrykker det: "En situation er ikke blevet afviklet på en tilfredsstillende måde .. før vi har gennemført ikke blot en ydre reaktion gennem vore bevægelser, men også en indre reaktion gennem de ord, vi henvender til os selv, gennem den måde vi disponerer vores beretning om begivenheden til andre og os selv, og ved at anbringe fortællingen på sin plads som et af kapitlerne i vores personlige historie". Fire af rådgiverne fik desuden mulighed for at deltage i forældrerådsarbejde og i kurser for forældre (og for enkeltes vedkommende siden i vejledt gruppearbejde). De to øvrige rådgivere deltog ikke i forældrerådsarbejde, men fik tilbud om at deltage i en gruppe sammen med andre forældre til anbragte børn. Fællesskabsoplevelserne har været vigtige for rådgiverne, og har i høj grad dels ansporet dem til det senere frivillige arbejde, dels for nogles vedkommende ført dem direkte ind i det. Det er måske især bemærkelsesværdigt, at to rådgivere først sent i forløbet fik tilbud om gruppesamvær med andre i lignende situationer. De giver i interviewene udtryk for, at de ikke fik megen støtte til at gennemleve selve anbringelsen af barnet. Det kan derfor tænkes, at de igennem længere tid i højere grad har været henvist til at tale med sig selv om det skete. Alligevel har de formået, da lejligheden gav sig, fuldt ud at bruge gruppesamværet til heling af de sår, de havde pådraget sig. Sådanne erfaringer understreger, at tiden ikke nødvendigvis løber fra muligheden for at bearbejde psykiske traumer. Som det fremgår af rådgivernes udtalelser (både ovenstående og i tidligere kapitler), har gruppesamværet været yderst vigtigt for dem. Det er en erfaring, som også er gjort af andre, som har været udsat for overvældende begivenheder: "Solidariteten i en gruppe yder den stærkeste beskyttelse mod angst og fortvivlelse og er den stærkeste modgift mod traumatiske oplevelser" (Herman 1995). Det kan i den forbindelse undre, at de sociale myndigheder ikke i langt højere grad anvender samvær i grupper i sammenhænge, hvor menneskers selvtillid er blevet undermineret. Der har således været tale om et forløb for rådgiverne fra selve det psykiske traume (og/eller krise), til formulering af følelser i forbindelse med barnets anbringelse, til samvær i grupper med ligestillede, til etablering af overskud og videre til en formidling af dette overskud i form af rådgivning til forældre med anbragte børn.

139

Læringsbegrebet I det foregående og også i kapitlets titel er der unægtelig indlejret, at forfatteren ser en bevægelse fra 'forældre til anbragt barn' til 'rådgiver af forældre med anbragte børn' som en positiv udvikling40. Grundlaget for at bedømme det således, mener jeg, først og fremmest hænger sammen med, at jeg tror på, at mennesker, som kan handle, er i langt bedre positioner end de, hvis handlemuligheder er indskrænkede (af dem selv eller andre), og at handling med den hensigt at gavne mennesker uden for egne nære relationer er en væsentlig del af menneskets livsforpligtelse. Når det er sagt, skal det også understreges, at jeg ikke har kendt rådgiverne i deres tidligere liv og funktion. Jeg tillader mig altså at gå ud fra, at den omvæltning, som barnets anbringelse tydeligvis indebar for dem, har igangsat en udvikling, hvor de har lært noget væsentligt om sig selv og deres omverden. Denne udvikling/lærdom ser ud til dels at være grundstenen i deres rådgivning, dels stadigt progredierende. I det foregående afsnit er udvikling (psykodynamisk) anskuet som en gennem faser fremadskridende proces, der medfører forandringer i udviklingen i den kritiske passage fra det ene stadium til det næste (når passagen gennemleves nogenlunde heldigt)41. Det forudsættes, at den ene fase 'bygger på' den foregående. Særlige muligheder for udvikling og lærdom indeholdes i den egenindsigt, der kan opnås via særlige hændelser undervejs i et menneskes liv. I krisegennemarbejdning spiller menneskets tidligere erfaringer en væsentlig rolle, d.v.s. at udviklingen er determineret. En anden mulighed er at se på udvikling ikke som et resultat af det ubevidstes indflydelse på tidligere og nutidigt liv, men som en erkendelsesproces (følelsesmæssigt og socialt ladet), hvori det enkelte menneske i langt højere grad er aktivt medbestemmende i en vekselvirkning af tilpasning til omgivelserne og påvirkning af disse. Grundsynspunktet i denne opfattelse er, at drivkraften i udviklingen er menneskets virksomhed. Denne virksomhed eller handlen har et indre og et ydre aspekt, der indbefatter motiv og mål (som forbindes gennem individets handlinger) (Leontjew, ref. i Jerlang & Jerlang 1996). D.v.s. at adfærden bestemmes af menneskets tanker. Det er en opfattelse, der kaldes læring, hvor det, der læres (og

40

Udvikling betyder: vækst, forandring, bevægelse (Psykologisk-Pædagogisk Ordbog 1997). Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om forandring altid indebærer udviklingsmæssige perspektiver. Ydre forhold kan f.eks. ændre sig, uden at mennesket udvikler sig. Der må kræves forandringer af en type, der sætter sig spor i tanker, holdning og adfærd, førend der kan tales om udvikling. Udvikling behøver ikke at være af socialt acceptabel art, d.v.s. opfattes positivt af andre. Det kan også dreje sig om udvikling i erfaringer, synspunkter og handlinger, som opfattes negativt af andre, men som stadig er udtryk for forandring og bevægelse. 41

Der kan stilles spørgsmålstegn ved denne faseforståelse i forhold til det voksne menneske. Således siger Jensen (1993/1996): "Det enkelte menneskes liv forløber i uforudsigelige baner, som fasebeskrivelser kun vil være i stand til at kortlægge baglæns, når de har fundet sted. Forlæns kan de ikke beskrives, for de udvikler sig hverken i universelt givne mønstre eller i synderligt omfang ud fra nye historiske betingelser".

140

handles) sker på baggrund af det, der foregår i det enkelte menneske (hvorefter vi bliver unikke). Læring42 er et relativt nyt begreb (som dog indeholder adskillig 'gammel' og multiparadigmatisk lærdom)43 Det handler om opfattelse, erfaring og handlinger i nær sammenkobling (handlinger forstås bredt, d.v.s. som både kommunikation og praksis og altid indesluttet i den sociale kontekst), d.v.s. at læring skabes gennem handling og muliggør nye former for handling (men kun finder sted, når mennesket tilegner sig erfaringen fra handlingen (Laursen, upubl.). Hvordan mennesker oplever verden, er væsentligt for deres handlinger. Goldstein (1981 - ref. i Payne 1991) ser mennesket som et væsen, der fokuserer på og bevæger sig mod egne mål, konstruerer sin egen virkelighedsopfattelse efter, hvad det har lært, og forholder sig adaptivt til den ydre verden. (Adaptation (bearbejdning/tilpasning), siger Goldstein, hænger sammen med vores 'perceiving self,44 idet erkendelsen bestemmer tanker og handlinger). Menneskets opfattelse af bestemte stimuli (som kan påvirke læring45) afhænger af, i hvor høj grad disse skiller

42

Læring og indlæring er ikke synonyme begreber (selv om de sidestilles i mange ordbøger), idet 'indlæring' udtrykker, at noget eller nogen lærer noget ind i andre, d.v.s. at den, der indlærer, har en mere passiv position end den/det, der 'lærer ind', mens begrebet læring i højere grad udtrykker, at den, der lærer, selv forarbejder og tager stilling til det lærte. 43

Læringsteori(er) er mangefacetterede. De har deres historiske udspring i (blandt meget andet) operand betingning (Thorndike) og behaviourisme. (Skinner (1975) betragtes formentlig som den mest yderliggående i sin benægten af bevidsthedslivets relevans og sin vægtlægning af interaktionen mellem individets adfærd og omgivelserne). Senere forståelser (A.T. Beck) har i højere grad inddraget menneskets indre, især motivationelle årsager til adfærd, d.v.s. en sammenkobling mellem kognition og emotion (Rosenberg m.fl. 1998). Beck var inspireret af Piaget, der så mennesket som "en levende og social organisme, der handler i et miljø" (Jerlang 1988). Udviklingens drivkraft var derfor den menneskelige selvregulering, der styrer mod ligevægt (biologisk baseret antagelse). Det er indlejret i Piaget's opfattelse, at ligevægt kan (bør) etableres på stadigt højere niveauer. I de senere år har læringsteori fået fornyet aktualitet gennem især begrebet: den lærende organisation ("Visionen om organisationers udviklingsmuligheder" (Christensen 1997)), d.v.s. den organisation, der registrerer, at omverdenen forandrer sig og derefter er i stand til at imødekomme den udfordring på innovativ måde. 44

Goldstein benytter sig af tre 'selver': self conception (selvopfattelse) = at være, perceiving self (det erkendende selv) = at vide, intentional self (det ønskende selv) = at blive. Der optræder konflikter mellem disse 'selv'-er. Hvis andre misbilliger os, eller hvis f.eks. vor status ændrer sig, vil der være konflikt mellem self conception og perceiving self. Hvis vi søger at opnå bestemte mål og ikke gives muligheder derfor (eksternt eller internt), er konflikten mellem intentional self and perceiving self. Konflikt mellem self conception og intentional self optræder, hvis vor opfattelse af os selv er i strid med vore værdier, motivation eller ønsker. 45

Læring, som Goldstein ser det, omfatter tre hovedtyper: strategisk læring (d.v.s. erhvervelse af viden, evt. færdigheder med henblik på et bestemt mål), taktisk læring (forstået som

141

sig ud fra andre påvirkninger, hvor meget de ligner (eller ikke ligner) andre erfarin" ger46, hvor langvarige de er og også af, hvor omfattende de er. Læring finder sted, når menneskers søgen mod ønskede mål blokeres af dem selv eller deres omgivelser. Goldstein opfatter læringsprocessen som trin-inddelt (hvor hvert trin forudsætter det foregående): 1. læring af evnen til at skelne (diskrimination learning), d.v.s. opmærksomhed på og sensitivitet over for hverdagens problemer og vilkår, 2. begrebslæring (concept learning), d.v.s. af symboler og begreber, som er nødvendige for viden, 3. grundsætningslæring (principle learning), som handler om værdier og selvopfattelse, og 4. problemsløsende læring (problem-solving), der ses som den måde, hvorpå vi håndterer alvorlige vanskeligheder. På dette fjerde niveau er der både tale om en måde at forstå det skete på og en (løsnings-)proces, der fører frem" ad47. Der er ikke tale om et lineært forløb. Som van Hauen m.fl. (ref. i Christensen 1997) ser det, er læreprocessen cyklisk. Vi erfarer, reflekterer, tænker, beslutter og handler, hvilket igen fører til erfaring, refleksion etc. Rådgivernes reaktioner på deres barns anbringelse må have involveret både Goldstein's tredje og fjerde trin (og den cykliske læreproces). Selve anbringelsen (og perioden op til den) har sandsynligvis udfordret rådgivernes selvopfattelse og værdier. De har, som det opleves, gennem denne selvransagelsesproces ikke alene været tvunget ud i at acceptere det skete, men også igennem det opnåede erkendelsesniveau været i stand til at kunne anvende den indsigt til en beslutning om en fremadrettet vej både til gavn for sig selv og for andre.

Afslutning Dette kapitel har koncentreret sig om den udvikling, foreningsrådgivernes praksis giver udtryk for, og som af forfatteren ses som nært sammenhængende med deres oplevelser/erfaringer i forbindelse med den tidligere anbringelse af deres børn. Dette væsentlige vendepunkt i en families tilværelse er søgt forklaret ud fra en såvel psykodynamisk som læringsteoretisk synsvinkel. Den smertefulde oplevelse, som en anbringelse må være, vil ud fra begge synsvinkler kunne betragtes som en

tilpasning til dagliglivet) og adaptiv læring (svarende til at ændre selvet og dets konstruktion af verden som led i en proces, hvor livet må ændres). 46

Piaget anvendte udtrykket 'skemata' som de "absolutte, ubetingede antagelser, der vedrører centrale dele af personens identitet" (Rosenberg m.fl. 1998). Han benytter i forbindelse med skemata to begreber: assimilation, som indebærer, at de erfaringer, mennesker gør sig, enten indpasses i det allerede lærte eller udelades/omtolkes, mens akkomodation henviser til, at nye erfaringer har en karakter, der gør det nødvendigt at "omforme de forhåndenværende skemaer" (Laursen 1997). 47

Laursen (upubl.) benytter sig af begrebet "alvorlig læring", som kan opfattes som tilsvarende Goldstein's fjerde trin. Han ser 'alvorlig læring' som læring, der sætter sig tydelige spor og af den enkelte opfattes som: der lærte jeg virkelig noget. Den alvorlige læring foregår i "spring, brud eller sammenbrud, efterfulgt af en rekonstruktion". Der ses desuden en sammenhæng mellem krise- og lærings-tankegange, idet "sammenbrud" ses på mange måder at være overensstemmende med en traumatisk-kritisk tilstand, mens "spring" og "brud" kan have lighedspunkter med udviklingskriser.

142

begivenhed, der kan give anledning til udviklingsmæssigt at gå i stå (eller gå tilbage), men som også kan blive afsæt til et udviklingsspring. Det er dette sidste, som jeg opfatter, har været tilfældet for rådgiverne. En sådan udvikling er ikke uafhængig af de ressourcer, mennesker har, før begivenheden indtræffer. Rådgiverne havde den væsentlige ressource (målt efter det aktuelt særlig vigtige integrationsparameter), at de fleste var tilknyttet arbejdsmarkedet. Hovedparten havde desuden et relativt stabilt hverdagsliv i øvrigt. Man kan derfor ikke se bort fra, at disse tilknytninger har været af betydning for rådgivernes evne til i så høj grad at overkomme belastningen. Det fremgår desuden med megen kraft, at socialt samvær med andre i lignende situationer og med vægt på den enkeltes værdi og hjælp til etablering af muligheder for indflydelse på vitale mål i livet, har været af stor betydning for rådgiverne. Det vil formentlig være en noget hurtig konklusion at forvente, at alle forældre til anbragte børn vil være i stand til at gennemløbe en lignende udvikling. Men det er utvivlsomt vigtigt at give mennesker i en sådan situation mulighed for at overveje deres livssituation, ligesom det er en veldokumenteret kendsgerning, at samvær mellem mennesker med fælles problemer ofte medfører en større problemløsningskapacitet end svarende til summen af de enkeltes muligheder. I det sidste kapitel overvejes sådanne perspektiver for en målrettet indsats i forhold til de anbragte børns familier.

Litteratur: Christensen, Allan: "Den organisatoriske lærings dynamik - diskussion af betydende teoretiske elementer" i "Den lærende organisations begreber og praksis - Læring, reflektion, ændring", red. af Christensen, A., Aalborg Universitetsforlag 1997 Cullberg, Johan: "Krise og udvikling - en psykoanalytisk og socialpsykiatrisk studie", Reitzel 1978 Cullberg, Johan: "Dynamisk psykiatri", Reitzel 1999 Deurzen-Smith, Emmy van: "Eksistentiel samtale og terapi", Reitzel 1995 Dyregrov, Atle: "Børn og traumer", Reitzel 1998 Ertmann, Bo: "Tvangsfjernelser - En analyse af samtlige tvangsfjernelser i Københavns kommune 1990", Kroghs Forlag A/S 1994 Herman, Judith Lewis: "I voldens kølvand - Om psykiske traumer og deres heling", Reitzel 1995 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Når børn og unge anbringes - En undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager", rapport 97:6, Socialforskningsinstituttet 1997 Hillgaard, Lis/Jensen, Finn: "Myndighedsudøvelsens problematik - et uddannelsesog udviklingsprojekt", Socialministeriets UdviklingsMidler/Aalborg kommune 1992 Jacobsen, Bo: "Eksistensens psykologi - en introduktion", Reitzel 1998 Jensen, Johan Fjord: "Livsbuen - Voksenpsykologi og livsaldre", Gyldendal 1993/1996 Jerlang, Esben: "Jean Piagets teori om erkendelsen" i "Udviklingspsykologiske teorier - en introduktion", red. Jerlang, E. m.fl., Munksgaard 1988 Jerlang, Espen/Jerlang, Jesper: "Socialisering og habitus" - Individ, familie, samfund", Munksgaards Socialpædagogiske Bibliotek 1996

143

Laursen, Erik: "Nogle begrebsafklaringer i forbindelse med "alvorlig læring" (arbejdspapir, upubl.) Laursen, Erik: "Glemsel, leg og hierarkisering - Nye muligheder og gamle barrierer for organisatorisk læring" i "Den lærende organisations begreber og praksis - Læring, refleksion, ændring", red. af Christensen, Allan, Aalborg Universitetsforlag 1997 Maier, Henry W.: "Tre teorier om børns udvikling", Gyldendals Pædagogiske Bibliotek 1974 Nygren, Par: "Profesjonelt barnvern som barneomsorg", Ad Notam Gyldendal 1995/1998 Nygren, Par: "Udvikling og kvalitet i psykososialt arbeid", ad Notam, Gyldendal 1996 Payne, Malcolm: "Modern Social Work Theory - A Critical Introduction", Macmillan Education Ltd. 1991 Pædagogisk-Psykologisk Ordbog, Gyldendal 1997 Rosenberg, Nicole/Hougaard, Esben/Nielsen, Thomas: "Kognitiv terapi" i "Psykoterapiens hovedtraditioner", red. af Hougaard, E., Diderichsen, B. og Nielsen, T., Dansk psykologisk Forlag 1998 Schaffer, H. Rudolph: "Social udvikling", Reitzel 1999 Skinner, B.F.: "Om behaviourisme", Det Schønbergske Forlag 1975 van Deurzen-Smith, Emmy: "Eksistentiel samtale og terapi", Reitzel 1995 Zachariae, Bobby: "Visualisering og helbredelse", Munksgaard 1992

144

KAPITEL 7 KOMMENTARER, OVERVEJELSER OG PERSPEKTIVER Indledning Der er mange bolde i luften i denne bog. Den handler først og fremmest om radikale og progressive rådgivere i frivilligt arbejdende foreninger, om deres indsats, motivation herfor, tanker og (til en vis grad) visioner på feltet: anbragte børn og deres familier. Dermed handler den også om familierne, som rådgiverne ser dem og om sammenstødet mellem de familier, der henvender sig til foreningerne og de offentlige sociale myndigheder. Det vil ikke være umuligt, men absolut omfattende, at trække alle aspekter fra de foregående kapitler frem i dette sidste kommenterende, overvejende og perspektiverende kapitel. Der vil derfor med hensyn til konklusion på de enkelte kapitler blive malet med ret så brede pensler. Kapitlet inddeles i stedet i temaer, som er afledt af arbejdet med de foregående kapitler. Det første er samfundets interventionsret og -pligt i familier, der vurderes som uacceptable opvækststeder for børn. Denne intervention udgør den væsentligste begrundelse for de frivilligt arbejdende foreninger eksistens. Temaet fokuserer på den intervention, der kan medføre anbringelse af barnet. Dele af dette århundredes lovgivning (og tankerne bag) inddrages for at indfange den aktuelle samfundsinterventions historiske basis og for at skitsere, hvordan bestemte elementer har tilbøjelighed til at gentage sig. Det andet tema er marginalisering. Marginaliseringsbegrebet indkredses, og undersøgelsens familier samt de frivillige rådgiveres synspunkter bestemmes i forhold til begrebet. Det tredje tema er foreningsrådgivernes strategier for forandring, og som fjerde og sidste tema ses på samspillet mellem de frivilligt arbejdende og de offentlige myndigheder i forhold til børnefamilier med problemer af en karakter, som kan medføre anbringelse af familiernes børn.

Tema 1 - Samfundsintervention i familier Anbringelser af børn, frivilligt og tvangsmæssigt Størsteparten af de henvendelser, de progressive og radikale foreningsrådgivere modtager, kommer fra forældre, hvis børn er anbragt, eller på vej til at blive det, i institution eller familiepleje imod forældrenes ønske. Der er ofte tale om formelt set tvangsmæssige anbringelser, men også om at en del forældre har følt sig nødsaget til at lade børnene anbringe, dog uden en tvangsanbringelsesbeslutning. Det kaldes frivillig tvang eller gråzone-anbringelser. Reelt frivillige anbringelser, forstået som anbringelser, hvor forældrene har fuld forståelse for anbringelsens nødvendighed, evt. selv har igangsat den eller positivt medvirket til den, kommer kun i begrænset omfang til foreningernes kundskab, og da ofte i forbindelse med senere opståede problemer. At billedet ser sådan ud, er at forvente. De familier, der er i en situation, hvor barnet anbringes, og hvor samarbejdet mellem familien og den sociale forvaltning fungerer nogenlunde gnidningsløst, oplever formentlig ikke selv et umiddelbart behov for at henvende sig til en radikal eller en progressiv forening. At der kunne være grund til også i sådanne situationer til at opsøge en forening - på grund af tilbudet i nogle foreninger om gruppesamvær med andre forældre til anbragte børn overvejes senere.

145

Langt de fleste anbringelser af børn i Danmark finder sted som frivillige foranstaltninger. Ved udgangen af 1997 (Danmarks Statistiks senest opgjorte bestandstal) var der ialt (både frivilligt og tvangsmæssigt) anbragt 11.499 børn. Af disse blev de 1130 anbragt uden forældrenes samtykke, mens de foreløbigt anbragte 48 kun udgjorde 5. I perioden fra 1960 til nu vurderes det (Hestbæk 1998), at den samlede andel af børn anbragt uden for hjemmet har været nogenlunde konstant, svarende til ca. 1% af børnebefolkningen (dog med visse "hop" på kurven i 1975, 1980 og 1985 og med en faldende tendens siden 1985). En række statistiske unøjagtigheder i kombination med ændringer i lovgivningen gør det vanskeligt at foretage sammenligninger af de enkelte optællingsår. De forannævnte stigninger i anbringelsestallene kan for året 1975 hænge sammen med den dengang kommende Bistandslovs ikrafttræden (1976). For 1980 og 1985 anfører Andersen (1989) henholdsvis særforsorgens udlægning (statistikken omfattede derefter også anbringelser på særforsorgens døgninstitutioner) og ophævelsen af aldersgrænsen for bistand til børn og unge (hvorefter den enkelte kommune fik ret til at yde bistand til "ældre" unge). Ser man derimod på de tvangsanbragte børn alene (børn = 0-17 år), var andelen i 1977 (første hele år efter Bistandslovens ikrafttræden) ca. 7% af alle anbringelser. Der skete derefter et fald frem til midten af 1980-erne, hvor andelen var på 3,5% (formentlig på grund af etableringen af et mere bredspektret og fintmasket net af forebyggende foranstaltninger i den periode - Hestbæk 1998). Siden er andelen stadigt steget, således at de tvangsanbragte børn i 1997 udgjorde lige omkring 10% af alle anbringelser. Det er især de 0-6-årige, der anbringes uden for hjemmet ved tvangsmæssige foranstaltninger (de udgjorde i 1996 24%), mens kun 3% af de over 15-årige var tvangsanbragt (op.cit). Hestbæk konstaterer, at der ikke kan gives en entydig forklaring på den stigende brug af tvangsanbringelser. Hun refererer kort forskellige hypoteser som mulig forklaring på den tredobling af tvangsanbringelser 49, der har fundet sted siden 1985: 1. at kommunerne ved at lægge vægt på en forebyggende indsats har skubbet en pukkel af tunge anbringelsessager foran sig (men siger samtidig, at den hypotese ikke forklarer tvangsanbringelse af et stigende antal mindre børn), 2. at holdningen til tvangsfjernelse har ændret sig, så det opfattes mere legitimt for kommunerne at anbringe ved tvang, 3. at samfundsudviklingen har medført større integrative problemer, således at familierne har stadigt tungere problemer, og at disse familier ofte ikke samtykker i en anbringelse, hvilket medfører øget brug af tvang.

48

De foreløbigt anbragte børn er de børn, hvor det vurderes, at man ikke kan afvente den sædvanlige anbringelsesprocedure. Formanden for børn og unge-udvalget (alternativt næstformanden) har kompetance til at foretage en sådan anbringelse i en begrænset periode (BL § 35c/SEL §45/48). En sådan anbringelse medfører rettigheder for forældre og børn over 15 år svarende til tvangsmæssige anbringelser. En midlertidig anbringelsesbeslutning skal forelægges for børn og unge-udvalget snarest derefter og senest 7 dage efter iværksættelsen (uanset om foranstaltningen i mellemtiden er ophørt). Godkendes den foreløbige anbringelse i børn og unge-udvalget, har den gyldighed i højst 1 måned, hvorefter en endelig beslutning skal foreligge. 49

Mens Danmark i forhold til det øvrige Norden relativt set har betydeligt flere anbringelser, er en relativt lille andel af børnene tvangsanbragte, idet denne andel for Sverige er knap 1/3 og for Island knap halvdelen, mens frivillige anbringelser, forstået som retten til at tage barnet hjem, når forældrene ønsker det, er ikke eksisterende i Finland og Norge (Hestbæk 1998).

146

Anbringelser af børn historisk set Anbringelser af børn har fundet sted gennem århundreder. Årsagerne har tidligere været at finde i majoritetsbefolkningens uvilje mod at se på børn, der på grund af fattigdom og dens konsekvenser led af uappetitlige sygdomme, stjal, tiggede etc. Retsgrundlaget for at anbringe børn var i tiden før dette århundrede lemfældigt: "Allerede fra gammel tid har den danske stat ført et vist tilsyn med og våget over børnenes opdragelse i moralsk og legemlig henseende og draget særlig omsorg for såvel forbryderiske og vanartede som for forsømte og forladte børn. Dels var imidlertid lovgivningsbestemmelserne, som tillod at gribe ind i forældrenes opdragelsesmyndighed, få, spredte og ganske utilstrækkelige, og dels manglede man helt særlige organer til at udøve og gennemføre en tvangsopdragelse" (Horsten 1970). Undtaget var dog modtagere af vedvarende fattighjælp, hvis børn fattigvæsenet havde ret til at fjerne uden videre (Løkke 1990). Ved Straffeloven af 1866 blev der juridisk mulighed for at anbringe 10-15-årige børn, der havde begået strafbare handlinger, uden for hjemmet. Som Horsten (1970) udtrykker det: "Der var dog den mangel ved denne ordning, at forældrenes samtykke til anbringelse uden for hjemmet ansås for nødvendig, så at gennemførelsen af en sådan anbringelse kunne strande på ufornuftige forældres modstand". Ved Børneloven af 1905 blev det muligt at klare sådanne vanskeligheder. Lovens baggrund var børnenes samfundsgenerende adfærd, bl.a. den omfattende kriminalitet. Den lovforberedende kommission havde som en af grundsætningerne for arbejdet, at børn skulle forblive i hjemmet, medmindre helt særlige omstændigheder talte imod. Denne grundsætning har været gældende i børneforsorgsarbejde til nu50. Selv om Børnelovskommissionen blev nedsat for at dæmme op for børnenes uacceptable adfærd (d.v.s. af samfundshensyn), var der blandt kommissionsmedlemmerne desuden ønsker om, at børn fik bedre muligheder i opvæksten, end deres familier kunne give dem. Et af kommissionsmedlemmerne (Goll 1940) udtrykte sit syn på børns udvikling ved dels at påpege, at "... ethvert Barn er Resultatet af Myriader af Slægtleds Anlæg", dels ved at sammenligne barnets sjæl med en mark, fyldt med frø, som alle kan spire frem: "... som Regel vil det gode og skadelige være saa nogenlunde jævnt fordelt, at det bliver Gartneren, der afgør, hvad der skal trives bedst". Dette syn på barnet som indeholdende mange muligheder, men som stærkt afhængig af "gartneren"s = forældrenes evner, lagde vægt på opdragelsens betydning. Uacceptabel børneadfærd kunne forebygges gennem opdragelse. Opdragelsen skulle

50

Grundsætningen vil formentlig i løbet af Folketingssamlingen 1999/2000 reduceres, idet Socialministeriet i sit debatoplæg (1998) samt i senere udkast til lovforslag om ændringer i 'børneparagrafferne1 (Udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service (Styrkelse af den særlige støtte til børn og unge)) foreslår, at den nugældende formulering om, at det bør tilstræbes, at barnet eller den unge kan blive i hjemmet, udgår af loven (den står bl.a. i SEL §2, stk. 1, 2.punkt). Socialministeriet oplyser, at hensigten er at tydeliggøre, at anbringelse kan vælges som første foranstaltning, hvis det konkret vurderes at være til barnets bedste.

147

helst finde sted i hjemmet, evt. med assistance fra samfundsside. Først når den vej viste sig ikke-farbar, kom anbringelse uden for hjemmet (d.v.s. hos bedre opdragere), ind i billedet. Børneloven omfattede de "forbryderske" børn, d.v.s. både de, der havde begået en strafbar handling, og de, som af andre grunde fandtes "sædeligt fordærvede". Desuden de "forsømte" børn, d.v.s. børn, der reagerede uheldigt på grund af forældrenes eller opdragernes grove forsømmelighed eller manglende evne for opdragelse, og de, der havde været udsat for mishandling eller vanrøgt fra forældreeller opdragerside (Ydebo 1988). Der var altså dengang en skelnen mellem børn med en uacceptabel adfærd og børn, der var forsømmeligt opdraget. Egelund (1998) finder, at denne skelnen stadig eksisterer: mellem "farlige børn og børn i fare". Aktuel lovgivning om tvangsanbringelse af børn (SEL §45) giver mulighed for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke i fire situationer, som svarer til børnelovens opdeling (omend i nyere sprogbrug), dog med den forskel, at forældremangler her nævnes før børns adfærdsproblemer51. Anbringelse af barnet uden for hjemmet medførte i Børneloven af 1905 og følgende lovgivninger (indtil 1958) den konsekvens, at forældrene mistede forældremyndigheden, mens barnet var anbragt. Kompetancen til at anbringe børn ifølge Børneloven lå i værgerådsinstitutionen (på det lokale plan). Alle fjernelsesbeslutninger skulle godkendes af Overværgerådet. Børneloven var i kraft til 1923. På det tidspunkt afløstes den af Værgerådsloven, som indførte anbringelser med og uden forældrenes samtykke, og som gav de lokale værgeråd større kompetance med hensyn til anbringelser, idet Overværgerådet derefter kom til at fungere som appelinstans (Horsten 1970). Dette må vel af familierne have været oplevet som en forringelse. I 1933 trådte Forsorgsloven i kraft. Børneparagrafferne i denne var dels en næsten ordret gentagelse af værgerådslovens tekst, dels blev der tilføjet en hjemmel til iværksættelse af hjælpeforanstaltninger (herunder anbringelse uden for hjemmet) for børn og unge, som havde behov for særforsorg, samt børn, der havde udvist vanskeligheder, specielt i forhold til skolen ("skulkeri, betydelig dovenskab eller

51

Servicelovens §45 stk. 1 lyder således: "Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af 1. utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, 2. vold eller andre alvorlige overgreb, 3. misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge, eller 4. andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe beslutning om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, fj. §43, stk. 2, nr. 10. Der kan kun træffes en beslutning efter 1. pkt., når det må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet".

148

meget slet opførsel") (Ydebo 1988). Samtidig blev værgerådene afløst af børneværnsudvalget, der blev knyttet tæt til kommunalbestyrelsen (Horsten 1970). I Lov om Børne- og Ungdomsforsorg 1958 sås en række væsentlige ændringer. Fratagelse af forældremyndighed ved anbringelse af barnet bortfaldt. Børneværnets virksomhed skulle forbindes med tilbud fremfor det "præg af tvangsmyndighed, børneforsorgen gennem mange år havde haft over sig" (Ydebo 1988) for at "opnå dels, at forældrene selv rettede henvendelse om bistand på et tidligere tidspunkt end hidtil og dels, at der i tilfælde af anbringelse uden for hjemmet skabtes langt bedre forudsætninger for et samarbejde mellem forældrene på den ene side og døgninstitutionen/børneværnet på den anden" (op.cit.). Begreberne tarv og velfærd blev indført (og siden erstattet af 'barnets bedste' og 'risiko for skade på sundhed/udvikling'). Den indholdsmæssige del af velfærdsbegrebet blev stort set kun ændret til et mere tidssvarende sprog i forhold til 1933-loven. I forarbejderne til 1958-loven blev det i øvrigt foreslået at oprette en specialdomstol, der skulle behandle sager om børns anbringelse uden for hjemmet, men forslaget blev udeladt ved vedtagelse af loven (Socialreformkommissionen 1969). 1964-loven udgjorde endnu en understregning af, at børneforsorgens hovedvægt skulle lægges på tilbud og vejledning til familien (betænkning 1212, 1990). Bistandslovens indførelse i 1976 var ikke på børneområdet udtryk for en gennemgribende forandring i forhold til de foregående lovgivninger: "De væsentligste ændringer var således af strukturel art med nedlæggelsen af børneværnet - og andre specialiserede funktioner - som det mest markante udtryk for bistandslovens helhedstanke, hvorved det sociale udvalg placeredes i en central rolle også i forhold til indsatsen over for børn" (op.cit). Tværtimod mener Ydebo (1988), at der på tvangsanbringelsesområdet skete en forringelse, idet han anså Bistandsloven for "bemærkelsesværdig i den noget uheldige henseende, at den som den første lovgivning siden 1905, da disse foranstaltninger ... indførtes herhjemme, har udskilt beskrivelsen af det nærmere indhold af retsgrundlaget til cirkulæretekst". I 1982-tilføjelsen til Bistandsloven blev forældres og børns retsstilling styrket og i 1993 yderligere udbygget. Desuden blev tarv- og velfærdsbegreberne, som tidligere nævnt, moderniseret sprogligt. Betænkning nr. 1212 (1990), som udarbejdede grundlaget for 1993-lovændringerne, fandt, at lovteksten vedrørende tvangsanbringelser dels skulle indeholde en udtømmende beskrivelse af forhold, der kunne begrunde tvang, dels at tydeliggørelsen "indebærer en fordel for forældrene, fordi det af loven fremgår, hvad det er for forhold i forældrehjemmet, der kan føre til, at en kommune indstiller til tvangsanbringelse. Det forventes også, at tydeliggørelsen af kriterierne vil betyde en forbedring af begrundelserne i afgørelserne" (op.cit). Ved Servicelovens ikrafttræden i 1998 blev Bistandslovens §§ vedrørende børn og unge overført stort set uændrede. Gennem de sidste 100 år har der således fundet en udvikling sted, som kendetegnes ved en neddæmpning af tvangselementet i børneforsorgen sideløbende med en stadigt udvidet retssikkerhed (for børn og forældre). Det fremgår af nogle af de ovenstående citater, at den stadige lempelse af tvangsanvendelsen (f.eks. ved at forældrene ved anbringelse af barnet formelt beholdt myndigheden over det, og ved

149

den øgede betoning af tilbud frem for tvang) har haft et forebyggende sigte, idet det forventedes, at børneforsorgen gennem nedtoning af tvangsmæssige foranstaltninger i højere grad ville fremstå som en hjælpende instans og derigennem være i stand til at opfange familiære vanskeligheder på et så tidligt tidspunkt, at tvang kunne undgås. Opfattelsen af, hvornår børn ikke burde forblive hos forældrene, har derimod (hvad angår lovteksten) ikke ændret sig væsentligt. Børnelovens oprindelige tvedeling mellem de kriterier, der vedrørte børnenes adfærd og de, der handlede om forældrenes adfærd over for børnene, har gennem århundredet i realiteten hovedsageligt kun været udsat for sproglige ændringer. Kompetancen til at fjerne børn fra hjemmet har fra århundredets start været placeret lokalt, med en stadigt tættere tilknytning til det kommunale niveau. Forslag om at flytte kompetancen til andre niveauer (i 1958-loven og i betænkning nr. 1212/1990) er ikke blevet vedtaget.

Formodede fremtidige ændringer i lovgivning og praksis Kort tid efter Servicelovens ikrafttræden blev der fra Regeringen bebudet kommende ændringer i 'børneparagrafferne'. Der kan forventes ret omfattende ændringer i den nye folketingssamling. I april 1999 forelå udkast til ændring af en række af Servicelovens §§ om børn og unge. Blandt en længere række ændringsforslag er her udvalgt enkelte, som må formodes at få særlig betydning for de familier, foreningsrådgiverne har kontakt med. I ændringsforslaget lægges der "afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, herunder skal der lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten" (forslag til et 5. punkt i den eksisterende §32). Foruden bortfald af hensigtserklæringen om barnets forbliven i hjemmet foreslås desuden, at de eksisterende tvangskriterier ændres: I aktuel lov kan tvangsindgreb finde sted, når der er "åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling". I udkast til lovforslag lyder formuleringen således: at det er "overvejende sandsynligt, at den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade". I aktuel lov kan tvangsindgriben alene finde sted, når det må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses i hjemmet. "Når det anses for godtgjort" foreslås i udkastet ændret til: "Når der er begrundet formodning for". Der foreslås, at børn og unge-udvalget i ganske særlige tilfælde kan beslutte, at et barn skal forblive anbragt, selv om tvangskriterierne ikke er opfyldt, "hvis barnet eller den unge efter længere tids anbringelse har fået en sådan tilknytning til anbringelsesstedet, at det efter en samlet vurdering må antages, at hjemtagelsen kan skade barnet eller den unge" (udkast til ny §42b). Børn og unge-udvalgets kompetance udvides bl.a. i konsekvens heraf. I kommentarerne i udkast til ændringsforslag understreges, at hensigten ikke er at lægge op til flere anbringelser på bekostning af den forebyggende indsats generelt, men at sikre stabile forløb for børn. De ændringer af 'børneparagrafferne', der kan forventes i nær fremtid, bryder på afgørende punkter med den skitserede udvikling. Den århundredgamle grundsætning om, at børn såvidt muligt skal forblive i hjemmet (med assistance her) foreslås fjernet; kriterierne for anbringelse mod forældrenes ønske reduceret; adgangen til at fastholde børn i etablerede anbringelser udvidet. Kompetance til tvangsanbringelser fastholdes på det kommunale niveau, med udvidede beføjelser til børn og ungeudvalget. Ændringerne foreslås på et tidspunkt, hvor det kan konstateres (se begyndelsen af afsnittet), at tvangsanbringelsernes andel af det samlede anbringelsestal er stigende. Desuden er der inden for de senere år sat adskillige spørgsmålstegn ved den positive effekt af anbringelser (Christoffersen 1993, Kildedal 1995, Christensen 1998, Egelund 1998). Det ser ud til at være vanskeligt at

150

etablere nødvendig kontinuitet i barnets liv ved anbringelse, dels fordi barnet ofte mister eller udtynder kontakten med de biologiske forældre, dels fordi selve anbringelseskontinuiteten svigter. En række børn oplever ikke blot at blive anbragt, men genanbragt, heraf omkring en tredjedel flere gange (Andersen 1989, Hestbæk 1998). Det er således vanskeligt at hævde, at anbragte børn til nu har været hjulpet overbevisende ved anbringelsen. Årsagerne ligger næppe i anbringelsen alene, snarere i kombinationen af svær opvækst og et diskontinuerligt anbringelsesforløb, som medvirker til, at barnet/den unge får problemer af integrativ art (Harder 1997). Hestbæk (1998) henviser til en registerundersøgelse (Vinnerljung 1996) af svenske søskende, hvor mindst et barn er vokset op i en langvarig familieplejeanbringelse, mens mindst en anden søskende er forblevet i hjemmet under opvæksten. Der ser ikke ud, som der er særlige forskelle i disse børns liv som voksne, når de betragtes på gruppeniveau. Hestbæk mener, at "Resultaterne er provokerende, fordi de tvinger os til at genoverveje, hvornår det er bedst for et barn at blive fjernet fra hjemmet og hvornår det - tilsyneladende - er lige så godt for barnet at blive i hjemmet" (op.cit.).

Foreningsrådgivernes opfattelse af lovgivningen Som det vil være fremgået af kapitel 5, forholder de interviewede progressive foreningsrådgivere sig ikke aktivt til lovgivning vedrørende samfundsintervention i familier, men derimod til den praktiske omsætning af lovgivningstekst og -holdning, som den finder sted i de sociale forvaltninger. De radikale foreninger (og flere af de tilknyttede rådgivere) giver derimod i høj grad udtryk for deres kritik af lovgivningsgrundlaget, herunder af indholdet i og tilvejebringelsen af beslutningsgrundlag for anbringelse. De følgende referencer til rådgivercitater stammer derfor fra interviews med de radikale rådgivere. Et af de kritikpunkter, der rejses af radikale rådgivere, omhandler tvangslovgivningens tekst, der medfører et skøn/en vurdering af den enkelte familie og dens forhold. I betænkningen, som dannede grundlag for de eksisterende paragraffer, var det formålet med den opremsning, der kan ses i SEL §45 at "få givet en udtømmende beskrivelse af de forhold, der kan begrunde anvendelsen af reglerne om tvangsmæssig anbringelse" (1212/1990). Ikke desto mindre kan der ikke ses bort fra, at der i bestemmelsen af de enkelte punkter i opremsningen nødvendigvis må indgå et fagligt skøn. I den konkrete situation, hvor der skal tages stilling til (tvangsmæssig) anbringelse af et barn kan det ikke blot konstateres, at der f.eks. er "utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge" i et omfang, der peger på "åbenbar risiko for at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade". I bestemmelsen af begreberne, deres alvorlighed og deres konsekvenser må indgå vurderinger. Det er da også i disse vurderinger, at der viser sig store uoverensstemmelser mellem de radikale rådgiveres og de offentlige myndigheders opfattelser (se kapitel 4). Det er næppe heller muligt at forestille sig, at der kan nedfældes en lovgivningstekst, som kan fjerne behovet for at skønne. Der indgår i bestemmelsen af tvangsområdet en række forhold og vurderinger vedrørende børnene, forældrene, forholdene omkring familien i øvrigt, som det er vanskeligt at forestille sig totalt beskrevet i loveller cirkulæretekst.

151

De radikale rådgivere står ikke alene med deres kritik. Således vil mange ud fra en juridisk betragtningsmåde mene, "at det afgørende problem ved mange typer forvaltningsafgørelser er, at retssikkerheden lider skade, når der indgår væsentlige elementer af skøn i afgørelsesprocessen" (Dalberg-Larsen 1994). Men han overvejer samtidigt, "om man ikke risikerer at skabe flere problemer, end der løses, ved at udforme retsregler udtømmende". "Klarheden og entydigheden vil ofte alene eksistere på det verbale plan og forsvinde, så snart reglerne skal anvendes i praksis". Derimod kunne man søge at sikre sig en diskussion af skønnets udøvelse ved "f.eks. ved at lade afgørelsens rigtighed (eller rationalitet) fremstå som resultat af en diskussion i et forum, hvor alle relevante interesser er repræsenterede og kan gøre sig gældende på lige fod" (op.cit.). En sådan løsning ligger tæt op ad især de radikale rådgivere D's og E's forslag om (kapitel 4), at den udvidede familie inddrages i beslutninger om familiens børn og har desuden lighedspunkter med Familiekonference-modellen (bl.a. beskrevet af Sandbek/Tveiten 1991 og Skytte 1997). Modellen blev oprindeligt udviklet på New Zealand i et forsøg på at finde nye børneforsorgsveje i forhold til den indfødte befolkning. Kort beskrevet indeholder modellen fire faser: 1. Fagfolk og familie samles om (fagfolkenes) bekymring for barnet. Al information skal være tilgængelig for familien. 2. Familien samles alene for at udforme sin egen plan. 3. Fagfolk vurderer planen. 4. Fagfolk og familie indgår en aftale, baseret på familiens plan og med beskrivelse af de for realiseringen nødvendige ressourcer. Som det vil fremgå af 3. punkt, er magten til beslutning også i denne model forankret hos myndighederne. Til gengæld udvider den familiens muligheder for indflydelse og for at vise ansvarlighed for barnet.

Forældreindflydelse på beslutninger I dansk lov er forældre sikret ret til at udtale sig (og dermed muligheden for at påvirke beslutningen), når der sker drøftelser eller træffes beslutninger om barnets forhold. De radikale rådgivere er, som det fremgår af kapitel 5, yderst skeptiske over for det reelle demokrati i den forbindelse. De konstaterer, at familien ved konferencer er i mindretal, at der tales et sprog, der er vanskeligt at forstå, at dagsordenen sættes af det offentlige, og at den altovervejende tendens er, at de offentlige repræsentanter er indbyrdes enige om slutresultatet. Rådgivernes bisiddende funktion udøves bl.a. som modvægt til sådanne situationer. Denne ubalance er ikke ukendt i andre lande. Således anfører Corby et al. (1996) efter evaluering af forældreinddragelsesforsøg i England, at: "We point to the need for greater recognition of conflicts of interests between parents, professionals and children and to the need for changes in the child protection conference system in order to ensure more ethical and effective participation". Som mulige begrundelser for forældrenes reelle manglende indflydelse anføres, at mange af undersøgelsens forældre følte sig magtesløse, at der var beskedent rum for at markere uenighed. Det var forfatternes opfattelse, at myndighederne netop havde til hensigt at undgå åben uenighed. De anså fraværet af åben konflikt som symptomatisk, idet de åbenlyse konfliktflader: mellem forældre og børn, mellem forældres og professionelles definition af problemet etc. ikke blev behandlet, og at det kunne hænge sammen med en tendens til forhåndsbeslutning af møderesultatet.

152

Forvaltnings- kontra domstolsafgørelser Beslutning om tvangsmæssig anbringelse af et barn finder sted i børn og ungeudvalget. Alle interviewede radikale rådgivere (og deres foreninger) mener, at så indgribende afgørelser alene bør foretages i en retssal. De så gerne de politisk/administrative beslutningsorganer erstattet af domstole (kapitel 5). De udtrykker mistillid til afgørelser, som træffes i børn og unge-udvalget (og de administrative ankeinstanser), idet de mener, at en afgørelse i ét led har tendens til at reproducere sig selv i de næste, og at det administrative beslutningssystem ikke har den samme grad af objektivitet som retssystemet. Generelt er tilliden til retsvæsenet i befolkningen større end til 'det offentlige' i øvrigt (og hermed adskiller de radikale rådgivere sig alene fra befolkningen i øvrigt med hensyn til deres dybe grad af mistillid), idet "Domstole betragtes normalt og med god grund som det specifikt retliges mest karakteristiske manifestation" (Dalberg-Larsen 1994). Til gengæld peger han på, at vejen til dommersædet forudgås af en langvarig socialisering i en bestemt tænkemåde, og at domstole har tendens til at forandre sig i langsom takt. Det samme mener han i øvrigt gælder for forvaltninger, der "som andre organisationer (har) en tendens til at stivne i en bestemt form og modsætte sig forandringer, der ikke uden videre kan indpasses i det bestående mønster. Det er uheldigt, specielt i forhold til problemer, som hastigt ændrer karakter" (op.cit.). Det skal huskes, som tidligere anført, at specialdomstole som anbringelsesbeslutningsmyndighed blev nævnt i forarbejderne til 1958-lovgivningen, mens betænkning nr. 1212 (1990) introducerede to muligheder: at flytte anbringelseskompetancen til amtsniveau, alternativt fastholde kompetancen på det kommunale niveau (i et selvstændigt udvalg). Den sidste løsning blev valgt. Der er således tale om tanker, der, ganske vist med lange mellemrum, har været overvejet, men altså også forkastet. Ser vi på nordiske forhold, er kompetancen til at træffe tvangsanbringelsesafgørelser ganske forskellig, idet den i Danmark og Island ligger i kommunale forvaltningsmyndigheders regi, i Finland og Sverige skal beslutningen godkendes i länsretten (regional forvaltningsdomstol), mens kompetancen i Norge ligger hos en statslig forvaltningsmyndighed (fylkesnemnd) (Hestbæk 1998). Hestbæk's undersøgelse giver ikke belæg for vurdering af de konsekvenser, de forskellige former måtte have for de berørte forældre og børn (op.cit.). I en række vestlige lande i øvrigt besluttes tvangsanbringelser ved domstolene, alternativt særlige (og hurtigere arbejdende) børnedomstole. Foreningen VOCAL's (forældreforening) erfaringer fra det amerikanske børnedomstolssystem (Myers 1994) ser dog ud til på en række punkter at tilsvare kritikken fra de radikale rådgivere.

Sammenfatning Samlet har der således igennem de seneste ca. 100 år eksisteret en samfundsmæssig interventionsret og -pligt, når børns adfærd har været fortolket som begrundet i utilstrækkelige opvækstvilkår. Mens tvangselementet i begyndelsen af århundredet var dominerende, har der siden fundet en udvikling sted, som i stadigt højere grad har været kendetegnet af neddæmpning af tvang/opprioritering af en støttende, forebyggende indsats. Vurderingen af hvornår børn ikke har været tjent med at forblive i familien, er sket på baggrund af en lovgivningstekst med stort set samme

153

indhold, omend med sproglige fornyelser. Kompetancen til anbringelse af børn har været placeret lokalt, med stadig tættere tilknytning til det kommunale niveau. Der kan i nær fremtid forventes lovændringer, som på flere punkter ses at indeholde brud med århundredets proces. Den eksisterende forskning er sparsom, hvilket betyder, at den aktuelle viden på den ene side ikke ses entydigt at understøtte et sådant brud, mens den på den anden side ikke kan siges konkret at pege i en alternativ retning.

Tema 2 -Marginalisering Marginaliseringsbegrebet At være marginaliseret betyder at leve i marginen/udkanten af samfundet. I den offentlige debat har der været udpræget tendens til, at marginalisering og specielt (beskeden eller manglende) tilknytning til arbejdsmarkedet har været sammenvævet. Denne afgrænsede forståelse opblødes i disse år, således at flere livsområder inddrages i marginaliseringsbegrebet. Der har desuden været udbredt enighed om, at marginalisering imødegås bedst ved integration. Der er dog adskillige, der har sat spørgsmålstegn ved logikken i dette, f.eks. Tonboe (1997): "Man 'konstruerer' en bestemt konsekvens for at legitimere en bestemt indsats i en bestemt retning". Ejrnæs (1998) peger på socialpolitikkens tvetydige funktion i forhold til imødegåelse af marginalisering: den økonomiske omfordeling (kompensation for indkomstbortfald) og social kontrol (for at forhindre sociale problemers disintegrative virkning). Integrationsbestræbelser har ofte karakter af forsøg på 'normalisering' af de mindst ressourcestærke grupper. Ejrnæs udtrykker som en risiko ved normaliseringsforsøg af sådanne grupper, at "normaliseringen vil ofte betyde majorisering eller undertrykkelse, idet minoriteterne hverken får mulighed for at realisere deres egne idéer om et godt liv eller bliver optaget i det danske 'normalsamfund'". Det underliggende budskab ser ud til at være, at der kan tænkes mange forskellige livsformer, som ikke er i overensstemmelse med flertallets, men som respekterer den enkeltes ret til at vælge sit liv. Kristensen (1998) skelner imellem 'integration' og 'normalisering' på følgende måde: "Hvis (integrations)processen er ufrivillig, er der ikke tale om integration, men normalisering". Kristensen, som ser samfundet som indeholdende konkurrerende normer og værdier 52, definerer marginalisering som en: "... ufrivillig, ufuldstændig deltagelse på et eller flere livsområder, hvor der hersker en normativ forventning om deltagelse".

52

Kristensen (1997/1998) problematiserer den traditionelt (socialpolitiske) normalitetsopfattelse gennem sine tanker om "differentieret social integration", idet det er hendes opfattelse, at "de marginales livsmåder, ressourcer og forandringspotentialer let overses". Gennem en analytisk ligestilling af det "normale" og det "marginale" ser hun, at der kan åbnes for mere gensidige integrationsprocesser, d.v.s. et mere rummeligt samfund. Hun underkender ikke ulige sociale og -magtforhold og deres betydning. Tværimod understreger hun samfundsansvaret for de ufrivilligt marginaliserede. Gennem en gensidig læreproces mellem integrerede og marginale grupper bør søges mod en tilstand, hvor begge livsmåder har værdi (uden at der af den grund er tale om værdinihilisme), d.v.s. en "udvidelse af det demokratiske princip om lighed, uden at denne lighed afstedkommer ensliggørelse".

154

D.v.s. at hun anvender begrebet i forhold til situationer, hvor mennesket har begrænset kontrol over sin egen sociale eksistens, og ikke selv har valgt det. De livsområder, man ifølge Kristensen kan marginaliseres i forhold til, er mangfoldige. Hun søger dermed at udvikle marginaliseringsbegrebet ud over "det mere ensidige fokus på marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet", idet et sådant fokus nemt kommer til at overse andre væsentlige livsområder, f.eks. sociale netværk og politisk indflydelse, og dermed også "sociokulturelle betingelser og forandringer". Kristensen understreger, at forventningen om deltagelse er både samfundsmæssig (d.v.s. udtryk for de dominerende samfundsnormer) og subjektiv (udtryk for den enkeltes opfattelse). Definitionen indebærer, at Kristensen opfatter marginalisering som "gradbøjet", d.v.s. afhængig af hvor mange livsområder det enkelte menneske er marginaliseret på, og hvor omfattende marginaliseringen er inden for de forskellige områder. Marginalisering på ét område kan, men behøver ikke, afstedkomme marginalisering på et andet. Når der er tale om, at situationen indebærer total udelukkelse fra deltagelse på et eller flere livsområder i en langvarig periode, er der ifølge Kristensen ikke længere tale om marginalisering, men om at mennesket er udstødt. Hun siger også, at der med marginalisering følger, at "være afskrevet som anderledes og implicit mindreværdig" (1997).

Familierne Som det fremgår af kapitel 3 (om familierne) må det konstateres, at familier til anbragte børn generelt og de familier, foreningsrådgiverne er i kontakt med specifikt, befinder sig i en udsat position i samfundet. De er oftest bærere af mange og omfattende problemer (omend flere progressive rådgivere oplyser også at have forbindelse med forældre med mere afgrænsede vanskeligheder). Den overvejende del af familierne består af én voksen (typisk en kvinde) og et antal børn. Familiernes forsørgelsesgrundlag er oftest beskedent, idet de har en løs eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Nogle forældre har kort skolegang bag sig og beskeden eller ingen uddannelse derefter. Til dette kan lægges rådgivernes oplysninger om en stor del af forældrenes yderligere belastninger i form af psykiske eller fysiske problemer, psykisk udviklingshæmning og/eller læsevanskeligheder og eventuelt brug/misbrug af alkohol, stoffer eller medicin. Desuden oplyses i adskillige tilfælde, at forældrene har haft vanskelige opvækstbetingelser. Det er familier i en udsat position. Sådanne betingelser har formentlig som konsekvens, at dagligdagen kan opleves som en kamp for blot at holde næsen oven vande, og at den kamp tapper familien for ressourcer. Det er således familier, som ikke alene har en marginal position i forhold til arbejdsmarkedet, men som må formodes også på en andre række områder at være marginaliserede. Der mangler dog i bestemmelsen af familiernes marginalisering det (iflg. Kristensen) væsentlige element: den subjektive synsvinkel, d.v.s. familiernes egne oplevelser af marginalisering(sgrad), hvilket kun indirekte (gennem foreningsrådgivernes formidling af familiernes synspunkter) er indfanget gennem denne undersøgelse. Samtidig er det dog ofte rådgivernes (både radikale og progressive) opfattelse, at der er ressourcer i familierne, hvis man har øje for dem, men at de sociale myndigheder er tilbøjelige til alene at se problemerne og dermed bidrager til ressource-tapningen. At de forældre, rådgiverne har kontakt med, alligevel besidder ressourcer, vil fremgå af, at de har haft overskud til at henvende sig til en forening og fastholde kontakten, i mange tilfælde over år. At det ikke gælder for alle familier, der har erfaret anbrin-

155

gelse af deres børn, fremgår delvist af rådgivernes overvejelser om, at familier med alvorligt misbrug eller andre ekstremt omfattende problemer ikke har kræfter til at henvende sig. Hertil kan føjes de familier, der ikke ved, at foreningerne eksisterer. Nogle radikale rådgivere frasorterer (som det fremgår af kapitel 4) desuden familier, hvor de vurderer, at der ikke er mulighed for at yde børnene en acceptabel opvækst i hjemmet. Det er altså ikke alle familier med anbragte børn og problematiske relationer til de sociale myndigheder, som henvender sig til, alternativt får assistance i foreningerne. Der findes en gruppe (der størrelsesmæssigt ikke kan indkredses i denne undersøgelse), som afvises eller aldrig henvender sig. Hvilken form for assistance disse familier får og fra hvem, er et åbent spørgsmål. Det kunne tænkes, at denne gruppe kunne opleve sig som direkte udstødt af samfundet. Familierne lever i et samfund, som lægger vægt på den enkeltes evne til at klare sig 53 og sine . Hensigten med en sådan samfundsnorm er dog ikke, at vi hver især skal leve vort eget uafhængige liv. Det forventes (og kræves), at vi benytter os af almindelige samfundsmuligheder, som er stillet til rådighed for i princippet alle. Når man derfor (f.eks. i forbindelse med anbringelse af børn) taler om, at samfundet intervenere i forhold til familier, drejer det sig om en intervention, der ligger ud over de almindelige vilkår for borgerne. De familier, der henvender sig til foreningsrådgiverne, har (for nogles vedkommende gennem hele livet) måttet acceptere en sådan særlig samfundsintervention i deres liv, bl.a. som følge af manglende mulighed for selvforsørgelse. De specielle problemer, som familierne ifølge rådgiverne desuden bærer på (f.eks. psykiske lidelser, psykisk udviklingshæmning, misbrug) må formodes at have medført forstærket samfundsintervention, henholdsvis have øget familiernes behov for denne. Det er bestemt ikke indtrykket, at de selv har valgt en sådan situation, tværtimod ser den ud til at hænge sammen med de muligheder (af personlig, social og samfundsmæssig karakter), som de har fået stillet til rådighed. De er altså i marginale positioner på væsentlige livsområder, hvor der findes samfundsmæssige forventninger om fuldgyldig deltagelse. Det er sandsynligt, at anbringelse af familiens børn i sig selv er et resultat af den marginale position og desuden medvirker til yderligere marginalisering, idet der vil være tale om oftest ufrivillig og desuden ufuldstændig deltagelse på endnu et væsentligt, og sandsynligvis særligt sårbart, livsområde: forældreindflydelse på eget barns opvækst. Det livsområde er formentlig specielt vanskeligt for den enkelte at blive helt eller delvist udelukket fra (d.v.s. udstødt fra eller marginaliseret i forhold til), idet det er tilknyttet stærke samfundsmæssige forventninger om, at stort set alle forældre har kompetance på dette felt. Men der er også bestemte opfattelser af, hvad forældrekompetance på et givet tidspunkt vil sige. Ud fra Kristensen's marginaliseringsdefinition kan man se familiernes henvendelse til foreningsrådgiverne som et forsøg på at bringe sig i en position med øget mulighed for indflydelse på væsentlige livsområder. Afhængig af foreningernes specifikke mål for indsatsen vil det dreje sig om forsøg på indflydelse på anbringelsesprocessen (de radikale) og/eller indflydelse på det daglige sociale liv (radikale og progressive). Alle foreningsrådgivere yder desuden en indsats i forhold til at klargøre kommunikationen (omend på forskellig vis) mellem familier og myndigheder. D.v.s. at familierne via

53

Som det formuleres i Servicelovens § 1, stk.3, 1. sætning: "Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie".

156

rådgiverne søger (enten bevidst eller som konsekvens af deres henvendelse til foreningerne) at etablere indflydelse på deres livsvilkår og det offentliges beslutningsprocesser i den forbindelse.

Den sociale arv/kulturelle arv Da der oftest er tale om familier, der sandsynligvis er marginaliserede på mange livsområder, og da marginaliseringen for en dels vedkommende har generationspræg, skal her kort nævnes begrebet: Den sociale/(kulturelle) arv - i dets negative, selvforstærkende form. Som det fremgår af ordene, er der ikke tale om en biologisk arv, men den påvirkning af den enkelte, som har sit udspring i det sociale og kulturelle miljø, det er opvokset i, og som kan forstærkes af de betingelser, der stillet til rådighed for det derefter. Miljøets positive eller negative forstærkning har været kendt og kendes fra en række undersøgelser, f.eks. af social mobilitet. Selv om udtrykket 'den sociale arv' er blevet benyttet i Danmark siden årene efter den anden verdenskrig, blev udtrykket formentlig for alvor slået fast, i hvert fald inden for det sociale område, da den svenske Gustav Jonssons bøger (1969/1980) kom på markedet her. Han fokuserede både på familiernes indre funktion, på deres samfundsmæssige placering og på det ansvar, samfundet derved pådrog sig. Hans erfaringer gennem 25 år med børn i Barnbyn Skå (og deres forældre/bedsteforældre), medførte, at han dels lagde vægt på den subkultur, han mente karakteriserede familierne, dels på ligheden mellem forældrenes egne opvækstvilkår og de vilkår, de var i stand til at skabe for deres egne børn. Han beskrev familierne som præget af fattigdom/underpriviligering, med en pigget overflade mod omverdenen (ikke mindst myndigheder), og med en oplevelse bag overfladen af at være uglesete, foragtede, overvågede og protokollerede. Sådanne oplevelser vil næppe kunne undgå at påvirke evnen til følelsesmæssig tilfredsstillelse i negativ retning. Desuden gjorde Jonsson opmærksom på myndighedernes tilbøjelighed til at optælle "sociale minuspoints", d.v.s. tendensen til at lede efter det, der ikke fungerer, fremfor efter det, der faktisk fungerer. Og han opfordrede til, at myndighederne erkendte familiernes underpriviligering og så deres adfærd som et resultat af denne i stedet for at se den som sammenhængende med deres personlige egenskaber 54. Som det fremgår, lægger både Jonsson og Kristensen vægt på den kontekst, hvori marginalisering bestemmes. Det betyder, at der både er et kraftigt element af ufrivillighed (for det marginaliserede menneske) samt af samfundsansvarlighed i begges forståelse. Men mens Jonsson betonede samfundspligten til intervention for at imødegå familiernes underpriviligerede status, (hvilket vel betyder at tilbyde familierne muligheder for integration), er Kristensen's budskab det, hun kalder "differentieret social integration", d.v.s. at hun understreger retten til at leve på sin egen valgte måde. Men også denne egne måde skal ses i sammenhæng med det omgivende samfund, idet "de er en del af et større samfund, hvis dominerende traditioner, normer og værdier også må respekteres" (Kristensen 1997). Der er ikke tale om, at alting er lige acceptabelt, idet der "er grænser for tolerance" (op.cit.). Og denne grænse skal respektere begge parters rettigheder.

54

Lignende tanker gør Egelund (1997) sig: "Journaler nævner aldrig, at børns sociale forhold kan give anledning til risikovurderinger ... man må undre sig over grundene til det. Forvaltningerne har ikke mandat til at gøre noget ved strukturelle forhold, der forringer levekårene for nogle forældre og derigennem for deres børn".

157

Specielt de radikale rådgivere understreger familiernes ret til at leve uden direkte samfundsintervention. Set igennem disse rådgiveres briller kunne mange familier klare sig uden særlige problemer, såfremt de blev ladt mere i fred. Men de fleste af familierne er karakteriseret af manglende eller beskedne muligheder for økonomisk uafhængighed. Desuden ser de ud til at leve en ressourceforbrugende tilværelse i øvrigt, idet en del udover - eller som følge af - den marginaliserede tilværelse har vanskeligheder af en karakter, som må formodes at berøre familiemedlemmerne på en måde, der vil stride mod majoritetssamfundets opfattelser af et almindeligt familieliv. Med den økonomiske afhængighed af offentlige myndigheder følger en øget samfundskontrol (ad socialpolitikkens tidligere nævnte dobbelte funktion). Via den kontrol bliver det tydeligt, at familierne fremstår som 'afvigende' i forhold til generelle samfundsnormer på (samfundsmæssigt set) væsentlige punkter til bestemmelse af 'normalitet': selvforsørgelse, uafhængighed af samfundets hjælpeinstitutioner, upåfaldende dagligt liv, upåfaldende børn. Det er således ikke sært, at samfundets øjne (først og fremmest i form af den sociale forvaltning) falder på disse familier. De bliver synlige på grund af afvigende (fra almindelige samfundsnormer) livsmønstre. De bliver også synlige, fordi de er nødt til at lade sig "se" f.eks. i forbindelse med anmodning om offentlig forsørgelse. Desuden, som Egelund (1997) anfører, afspejler socialforvaltningens journaler, "at der stilles specielle krav til forældre, som forsørges offentligt". Og videre: "Modtagere af offentlig hjælp, der har et mindre råderum til at realisere økonomiske dyder, udsættes for skærpede krav, der har en arkaisk karakter i forhold til samfundsudviklingen i øvrigt". Et af de skærpede krav, som Egelund peger på, drejer sig om evnen og lysten til samarbejde på de offentlige myndigheders præmisser. Hun mener desuden, at en sådan evne (eller mangel på samme) påvirker bedømmelsen af forældrekapaciteten 55. Et af de karakteristika, der præger foreningsrådgivernes familier, er netop deres manglende evne, lyst eller vilje til samarbejde med de offentlige myndigheder. D.v.s. en yderligere synliggørelse. Om anderledes familier derimod på grund af deres anderledeshed er skadelige for deres børn, er ikke umiddelbart givet, selv om der næppe kan være tvivl om, at børnenes forhold er præget af forældrenes marginaliserede position. Dette vender jeg senere tilbage til.

Foreningsrådgiverne Som det fremgår af kapitel 2 (om de interviewede rådgivere) kan rådgiverne på ingen måde betragtes som marginaliserede i samfundet. Både de radikale og progressive rådgivere var på tidspunktet for interviewenes optagelse tilknyttet arbejdsmarkedet, alternativt på almindelige arbejdsmarkedsaftrædelsesordninger (efterløn, pension). Alle levede eller havde levet i familier. Alle havde børn. Det fremgik, at alle havde

55

Faureholm (1996) gør opmærksom på rollefordelingen mellem sociale myndigheder og marginaliserede familier: at behandlernes ydelse til staten er loyalitet og kvalificeret arbejdsindsats, mens klienten ydelse til staten bl.a. er tilpasningsvillighed.

158

netværk, bestående af familie, venner, andre rådgivere, evt. kolleger (afhængig af arbejdsmarkedstilknytning). Desuden vil det af kapitel 2, 4 og 5 fremgå, at alle forsøger (eller har forsøgt) at influere på samfundsudviklingen gennem arbejdet i de frivillige foreninger, de er tilknyttet. Det vil sige, at de på en række livsområder, hvor samfundet forventer deltagelse (jf. Kristensen), absolut lever op til dette. Med til det billede hører, at langt de fleste af de interviewede rådgivere ikke altid har haft denne position. Med få undtagelser har alle i kortere eller længere perioder været i en situation, hvor samfundet (de sociale myndigheder) har interveneret ved anbringelse af børn eller børnebørn. Den proces var uønsket for rådgiverne, selv om flere har givet udtryk for, at den var nødvendig. Den medførte, at de på det område (og for nogles vedkommende også på andre) i en periode havde begrænset indflydelse på egne forhold. Men marginalisering er ikke en statisk position, men en proces. Samfundet bevæger sig, og mennesker bevæger sig. Kapitel 6, som beskæftiger sig med denne proces fra marginalisering til (frivilligt valgt) integration, understreger dette faktum. På den anden side er der næppe tvivl om, at samfundets sociale institutioner har en opfattelse af, at foreningerne (og dermed deres rådgivere) repræsenterer marginale eller oppositionelle standpunkter. En del af de interviewede rådgivere giver da også selv udtryk for, at de opfatter sig som mennesker, der stiller spørgsmålstegn ved visse samfundsværdier. Som det fremgår (bl.a.) af kapitel 1, er der interviewet rådgivere fra radikale og progressive foreninger til støtte for forældre til anbragte børn. Der er såvel lighedspunkter som forskelle mellem foreningerne. I denne forbindelse skal fremhæves, at de radikale foreninger ønsker både at påvirke dominerende samfundsholdninger til familier, der ikke fremtræder som ganske 'almindelige', og at influere på såvel lovgivning som forvaltning af denne, mens de progressive foreninger ligeledes fokuserer på forvaltning af lovgivning, men også i høj grad søger at påvirke familierne til en mere samfundsacceptabel adfærd. Man kan sige (kapitel 4), at de progressive foreninger (og dermed deres rådgivere) er konsensus-orienterede, mens de radikale er konfliktorienterede. Det er sandsynligt, at de både radikale og progressive rådgiveres forsøg på at ændre den måde, 'børneparagrafferne' i lovgivningen forvaltes på, er én årsag til, at rådgiverne af de sociale myndigheder kan opfattes som en besværlig barriere. Det er endnu mere sandsynligt, at konfliktende værdier (mellem radikale rådgivere og sociale myndigheder) af myndighederne opleves som yderst problematisk. At værdisammenstød udgør en magtarena, kan måske ses af det faktum, at det især er blandt de radikale rådgivere, at flere giver udtryk for tanker om at stoppe deres virksomhed (eller har gjort det) (kapitel 2 og 4). Det hører dog også til billedet, at flere rådgivere (progressive, men også flere radikale) ser en tendens til, at de sociale myndigheders modstand mod dem mindskes, efterhånden som rådgivernes konkrete praksis bliver kendt.

Sammenfatning Samlet overvejes under dette tema marginaliseringsbegrebet i forhold til familierne og til rådgivernes synspunkter. Den socialpolitiske tendens til normalisering af de mindste ressourcestærke og mest 'afvigende' (efter de dominerende opfattelser) diskuteres. Der er næppe tvivl om, at de familier, der henvender sig til rådgiverne, oftest er i marginaliserede positioner. Anbringelse af et barn ses som en begivenhed,

159

der yderligere kan medvirke til en sådan proces, mens familiernes kontakt til foreningerne betragtes som et forsøg på at skabe muligheder for øget indflydelse på egen situation. Foreningsrådgiverne præsenterer på mange måder standpunkter, der opfattes som marginale eller oppositionelle til herskende samfundsnormer. Værdisammenstød kan være en forklaring på offentlige myndigheders misbilligelse af rådgivernes indsats, omend der spores tendenser til øget samarbejde mellem rådgivere og myndigheder.

Tema 3 - Strategier for forandring Som det vil fremgå af kapitel 4, betyder en forældrehenvendelse til en rådgiver (radikal eller progressiv) oftest iværksættelse af en større indsats. For to radikale rådgiveres vedkommende kan forældre dog risikere at blive frasorteret, såfremt det vurderes, at det offentlige har rimelige begrundelser for at anbringe børnene uden for hjemmet. Indsatsens indhold varierer afhængig af, om henvendelser sker til en radikal eller en progressiv rådgiver. Henvendelse til en radikal rådgiver vil typisk medføre både assistance til forsøg på omgørelse af anbringelsesbeslutningen (på alle niveauer), bisidning til møder med det offentlige, og indsats i forhold til familiens hverdagsliv. Kontakt til en progressiv rådgiver vil derimod typisk inkludere assistance til forbedret kommunikation med de sociale myndigheder (også via bisidning), til accept af barnets anbringelse samt til øget udvikling af forældrekompetance, ofte i samvær med andre forældre til anbragte børn. De progressive og radikale rådgivere arbejder således i forhold til forskellige niveauer.

De radikale rådgivere De radikale rådgivere søger at påvirke samfundsholdninger i flest mulige sammenhænge. De er stærkt kritiske over for de dominerende samfundsholdninger om 'normalisering' af marginaliserede mennesker/familier, over for den sociale lovgivning på børne/familieområdet, over at kompetancen til beslutning af tvangsanbringelser ligger hos et politisk/administrativt organ, over ankesystemets tendens til at reproducere én gang trufne beslutninger, og over den praktiserede omsætning af lovgivningen. De redegør på det generelle plan for deres kritiske synspunkter i tidsskrifter, i medier og i skrivelser til Regering og Folketing. Nogle samarbejder med lignende nordiske foreninger for i et internordisk fællesskab at skabe større gennemslagskraft. På det konkrete plan (i forbindelse med sagsbehandling) fremfører de deres synspunkter i Landsretten, Ankestyrelsen, børn og unge-udvalg og i den sociale forvaltning. De benytter sig i sagsbehandlingen foruden af egne kritiske spørgsmål/indsigelser, af alternative ekspertudsagn i forsøget på at rejse tvivl om grundlaget for myndighedsbeslutninger. De henviser familierne (i de situationer, hvor loven giver familierne ret til gratis advokatbistand) til advokater, som formodes at dele rådgivernes synspunkter. Der ser ud til at være enighed mellem de interviewede radikale rådgivere indbyrdes om nødvendigheden af en holdningspåvirkende indsats over for samfundet og dets institutioner, men de giver også udtryk for, at det er slidsomt arbejde, og at der er langt mellem de synlige resultater. Flere har på interviewtidspunktet enten indstillet deres virksomhed eller påtænker at gøre det. I forhold til familierne ydes rådgivning, rettet mod den enkelte familie. Gruppetilbud findes ikke (i hvert fald ikke i systematisk form). Den individuelle rådgivning er omfattende, idet den inkluderer emotionel støtte til forældrene i forbindelse med anbringelsesbeslutning af barnet (eller forventning derom) imod forældrenes, evt.

160

barnets, ønske og vilje, og i forbindelse med forberedelse eller efterbearbejdning af familiens møder med de offentlige myndigheder. De interviewede radikale rådgivere yder derudover i vekslende omfang rådgivning i forhold til familiemedlemmernes indbyrdes forhold, herunder forældre-børn-relationen. De involverer sig aktivt i forældres og børns daglige liv, deres problemer og disses mulige løsninger. Den del af deres funktion kan inkludere konkret hjælp, f.eks. afhentning af børn, assistance til indkøb til hjemmet, vejledning i husførelse etc. Med hensyn til den oplevede nytteværdi af den personlige rådgivning er der forskellige opfattelser blandt de interviewede rådgivere. Specielt to rådgivere giver udtryk for, at deres oprindelige engagement i frivilligt arbejde var båret af social indignation. De følte deres personlige sans for retfærdighed krænket, når de så den behandling, familierne blev udsat for af myndighederne. De valgte derfor at engagere sig i et arbejde for at ændre forholdene. Personlig rådgivning af familierne var en ikke tilsigtet konsekvens. De stiller da også begge spørgsmålstegn ved, om den personlige rådgivning har dyberegående indvirkning på familierne. Disse rådgivere har ikke private erfaringer med anbringelse af egen families børn. De øvrige fire rådgivere, som alle har erfaringer med myndighedsindgriben i egne familiers liv, har et betydeligt mere optimistisk syn på familiernes udbytte af den personlige rådgivning. Ingen familier afvises. De er, som de to førstnævnte rådgivere, socialt indignerede over familiernes behandling i systemet, men mener desuden, at de igennem deres private erfaringer har en særlig mulighed for at forstå og forholde sig til familiernes emotionelle reaktioner på barnets anbringelse. Der kan tænkes at være nær sammenhæng mellem dette og deres vurdering af familiernes udbytte af personlig rådgivning.

De progressive rådgivere De progressive rådgiveres kritik er rettet mod de sociale myndigheders indsats over for og behandling af familier med anbragte børn. De arbejder derfor for en øget forståelse af og respekt for familierne generelt hos de ansatte i samfundsinstitutionerne, for forbedring af de specifikke familiers samarbejde med de offentlige myndigheder, men også for personlig rådgivning af forældre til anbragte børn. De lægger vægt på formidling, via undervisning i forhold til relevante faggrupper (og studerende), gennem medierne og i skrifter/publikationer. Det fremgår, at de progressive rådgiveres undervisningstilbud efterspørges af socialt arbejdes faggrupper. Bisidning indgår som en væsentlig del af arbejdet. Den personlige rådgivning har en central placering. Ingen forældre afvises af rådgiverne. En del forældre vælger selv at afbryde kontakten, enten fordi de ikke har ressourcer til at vedligeholde den, eller fordi foreningernes muligheder for assistance ikke samstemmer med forældrenes oplevede behov for hjælp. Der vil i sådanne situationer typisk være tale om, at forældrenes ønsker om hjælp til at afværge eller omgøre en anbringelsesbeslutning ikke kan imødekommes af rådgiverne, idet de progressive rådgivere principielt ikke indgår i en vurdering af anbringelsens rimelighed. Det medfører, at de progressive rådgivere generelt ikke benytter juridiske eller andre eksperter. Derimod får forældrene tilbud om, at rådgiverne bisidder ved møder med det offentlige. De får tilbud om individuel personlig rådgivning samt om bearbejdning af deres følelser i forbindelse med anbringelse af barnet i samvær med andre i lignende situation. For de fleste interviewede rådgiveres vedkommende er der tale om et

161

systematiseret gruppesamvær, mens de øvrige tilbyder samvær i form af fælles kaffedrikning og samtale. De progressive rådgiveres personligt rådgivende indsats har dels mange indbyrdes lighedspunkter, dels ser den på mange områder ud til at være sammenlignelig med den indsats, som samfundets institutioner kunne forventes at yde familier med anbragte børn. Den tætte sammenhæng mellem socialt arbejdes faglige kundskaber og de progressive rådgiveres tilbud til forældrene kan dels have en årsag i, at rådgiverne selv modtager undervisning eller konsulentbistand af den sociale sektors faggrupper, dels i at de på mange måder ser ud til at anerkende tankerne i offentligt socialt arbejde (men ikke nødvendigvis den konkrete udmøntning af dem). De yder en indsats for at hjælpe forældrene til forløsning af deres følelser ved barnets anbringelse, som kan betegnes som krisehjælp. Rådgiverne mener, at de i dette arbejde har den særlige kvalifikation, at de selv alle har haft børn anbragt uden for hjemmet og derfor har direkte mulighed for indlevelse i forældrenes følelser. De progressive rådgivere arbejder ikke nødvendigvis hen imod, at børnene skal hjem til forældrene igen. De kan vurdere, at målet snarere er, at forældrene bliver gode besøgsforældre. Desuden yder de tilbud om samvær i grupper. Dette samvær har mange ligheder med socialt gruppearbejde, idet hensigten er at styrke den enkeltes ressourcer og selvagtelse gennem identifikation med andre i en lignende livssituation, samtidig med at der opstår mulighed for skabelse af sociale netværk. Forældrenes børn er kun ved specielle lejligheder genstand for direkte indsats. Flere rådgivere giver udtryk for, at ordentlig støtte til forældrene kompliceres af direkte kendskab til børnenes forhold. Ingen af de interviewede progressive rådgivere havde tanker om at indstille deres virksomhed, selv om deres arbejdsindsats kunne variere i forhold til de krav, deres lønarbejde på et givet tidspunkt måtte stille til dem. Men flere udtrykte betænkelighed ved omfanget af de offentlige myndigheders stadigt stigende forventninger til deres indsats.

Centrale forskelle og deres mulige årsager De radikale og de progressive rådgivere har tydeligvis forskellige mål for deres indsats. De radikale rådgivere retter deres virksomhed mod samfundet, dets institutioner, lovgivningen, forvaltningen herafog familierne. Målet er at ændre samfundets holdninger og handlinger. De kan ses som familiernes forkæmpere i systemet. De er ofte aktivt uenige med myndighedernes anbringelsesbeslutninger. De progressive rådgivere arbejder med de sociale institutioner, med deres aktuelle og kommende ansatte, og med forældrene. Målet er at ændre samfundsinstitutionernes handlinger. De kan ses som mæglere mellem familie og system. De anerkender offentlige myndigheders vurdering af anbringelsesnødvendighed. De progressive rådgivere vil formentlig af myndighederne blive opfattet som delvist positive kritikere af systemet, mens de radikale rådgivere sandsynligvis snarere opleves som negative kritikere og dermed i særlig grad besværliggørende for myndighedernes udførelse af arbejdet med de marginaliserede familier. De radikale, henholdsvis de progressive, rådgiveres strategivalg må ses i lyset af, at de repræsenterer forskellige samfundsopfattelser (se også kapitel 5). De radikale rådgivere har tydeligvis (i hvert fald på undersøgelsesfeltet) en konfliktorienteret opfattelse af samfundet. Konflikten består imellem de, der har og de, der ikke har. Mellem de, der formulerer de dominerende normer og de, der forsøges indpasset i

162

dem. De ser altså på relationerne mellem de, der har magten og de magtesløse. I et sådant syn er indeholdt, at de magtfulde søger at bevare magten, mens de magtesløse må kæmpe for ikke at blive yderligere undertrykt, evt. søge at skabe større indflydelse på de dominerende normer og værdier. I dette er indlejret mulighederne for social forandring. De radikale rådgiveres position som forkæmpere for familierne og modstandsydere i forhold til systemet ses i dette lys som rimelige strategier. De progressive rådgivere ser derimod ud til at have en konsensus-opfattelse af samfundet. De ser ud til at opfatte samfundet som grundlæggende med overensstemmende fælles normer og værdier og dermed i det store og hele i balance, men med forekomst af udsving, som i princippet kan bringes tilbage til ligevægt. Familiernes anderledes adfærd er et sådant eksempel på udsving. De sociale forvaltningers (efter rådgivernes mening) manglende empatiske forhold til familierne et andet. Ud fra et sådant samfundssyn er de progressive rådgiveres mæglende indsats mellem familie og socialforvaltning, samt indsatsen for at bringe forældrene i større værdimæssig samklang med samfundet ligeledes rimelige strategier. At især de radikale rådgiveres strategier møder modstand hos offentlige myndigheder må ses i nær sammenhæng med, at det danske samfunds lovgivning og institutioner på familieområdet (og det sociale område i øvrigt) repræsenterer den konsensusorienterede synsvinkel. Hjælpeforanstaltninger er i lov og forvaltning udtryk for en kompensationstankegang, d.v.s. en afbødning af sociale problemers konsekvenser. Forventningen er, at kompenserende foranstaltninger bringer mennesker tilbage 'i folden1. Foranstaltningerne sættes i værk af faggrupper, der overvejende er rekrutteret fra mellemlag/middelklasse. De er uddannet i det offentliges uddannelsesinstitutioner. De fleste må forventes at være socialiseret til at dele samfundets bærende værdier. Der er derfor stor sandsynlighed for værdisammenstød mellem institutioner og udøvere af socialpolitikken på den ene side og familier og radikale rådgivere på den anden. Afslutningsvis må det desuden konstateres, at både radikale og progressive rådgivere på alle centrale områder i deres konkrete indsats er i overensstemmelse med deres respektive foreningers formål (se desuden kapitel 1) og således må formodes at opfylde de forventninger, som de stiller de familier, der henvender sig til dem, i udsigt.

Sammenfatning Samlet overvejes under dette tema de radikale versus de progressive rådgiveres indsats. Der redegøres for væsentlige forskelle både i deres grundlæggende overvejelser (og dermed de mål, der forfølger) og i deres konkrete indsats. Indsatsen for begge foreningstyper er mangefacetteret. Men mens de radikale rådgivere involverer sig i både 'sag' og familie, fokuserer de progressive rådgivere på forældrefunktion og samarbejde mellem familie og myndigheder. De radikale rådgiveres bestræbelser rettes mod de dominerende samfundsholdninger (m.h.t. intervention i familier), mens de progressives især fokuserer på påvirkning af de offentlige myndigheders praksis. Der argumenteres for, at disse variationer formentlig medfører, at de progressive rådgivere opfattes som positive kritikere med (samfunds)overensstemmende værdier, mens de radikale kan opleves som negative og besværlige kritikere.

163

Tema 4- Frivillig kontra offentlig indsats i marginaliserede familier Den frivillige indsats De frivillige rådgivere yder af deres personlige overskud til familier i vanskelige situationer. De har som nævnt forskellige begrundelser for dette. Fælles for dem er, at de udfører et for de flestes vedkommende omfattende og engageret frivilligt arbejde i ønsket om dels at forandre, dels at være til gavn. Der er fordele og ulemper forbundet med den frivillige indsats. Indlysende fordele er, at familierne selv henvender sig, d.v.s. at rådgiverne i udgangspunktet ikke skal udfolde særlige motiverende bestræbelser. Det betyder, at det frivillige arbejde af rådgiverne ofte opleves som værdifuldt og brugbart. Rådgiverne har ingen formel pligt (selv om mange føler en moralsk) til at fastholde kontakten med familierne. De kommer sjældent (og nok også for sjældent) i situationer, hvor de er nødt til at beskytte børn ved underretning til de sociale myndigheder, idet den frivilligt arbejdendes forpligtelser i den forbindelse først lovgivningsmæssigt træder i kraft, når de får kendskab til, at barnet "udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets barnets sundhed eller udvikling i fare" (SEL §36). De fleste af de interviewede radikale og progressive rådgivere har desuden den fordel, at de har oplevet egne reaktioner på samfundsintervention i deres familier og har derigennem umiddelbar mulighed for indlevelse i forældrenes følelser. Den tilgang må formodes at medvirke positivt til etablering af et tillids- og kontaktforhold til forældrene. Ulemperne er delvist af økonomisk/materiel art. Foreningerne og dermed rådgiverne råder over begrænsede (for nogles vedkommende yderst begrænsede) midler (nogle af foreningerne opkræver et beskedent medlemskontingent, nogle modtager offentlige, evt. private midler). Foreningernes økonomiske formåen giver i ingen tilfælde mulighed for at etablere ønskede omkostningstunge foranstaltninger for forældrene. Materiel assistance kan kun udvirkes gennem ansøgninger til de sociale myndigheder. Yderligere ulemper i udførelsen af det frivillige arbejde kan ligge i, at familierne kan afbryde kontakten, hvilket kan opfattes som frustrerende (men dog også ind imellem som en lettelse). Det frivillige arbejdes omfang kan desuden ses som (en i hvert fald periodisk) ulempe. De fleste rådgivere er tilknyttet det lønnede arbejdsmarked, og det frivillige arbejde udføres derfor i deres 'fritid' med de omkostninger af privat karakter, som det måtte have. Rådgiverne yder en mere eller mindre udvælgende indsats. Enkelte rådgivere (i den radikale gruppe) fravælger bestemte familier. En del rådgivere (i den progressive gruppe) fravælger at yde en indsats over for børnene.

De offentlige myndigheders indsats De offentlige myndigheder kan ikke vælge. De har en forpligtelse til at formidle lovbestemte ydelser til borgerne, herunder de særlige ydelser, som er rettet mod børnefamilier med problemer. Den sociale forvaltning har desuden den centrale forpligtelse til at beskytte børn mod skadelige opvækstbetingelser. Lovgivningsmæssigt er der tale om en indsats med mulighed for stadig udvidelse af foranstaltninger, men også for stadig skærpelse af krav. Meget summarisk kan man tale om en tredeling af lovgivningen: 1. Servicelovens § 5 forpligter kommunen til at sørge for "gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien". Den forpligter desuden kommunen til "ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have

164

behov for det". Rådgivningen står til rådighed for både forældre og børn. Der er ingen øvre eller nedre aldersgrænse. Forældre og børn har ret til at bede om anonymitet (når det er børn, der beder om anonym rådgivning, kan der være notatpligt, afhængig af vurderingen af barnets behov for assistance). 2. I SEL §40 er oplistet en række tilbud (11 punkter), som kan ydes til familier, når "det må anses at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte". Det 11. punkt er anbringelse af barnet uden for hjemmet med forældrenes (og evt. den over 15-åriges) samtykke. Oplistningen redegør for en række støtte- og behandlingsmuligheder i øvrigt. Punkterne skal dog ikke ses som begrænsende, idet også andre tænkelige former for støtte kan iværksættes. 3. I SEL §42 anføres den række af kriterier, der skal være opfyldt, hvis en anbringelse af børn uden for 56 hjemmet og imod familiens vilje skal kunne gennemtvinges . Rådgivernes familier skal på det tidspunkt, de henvender sig til foreningerne, hovedsagelig findes på det tredje niveau. Den sociale forvaltning råder således over en række muligheder for hjælpeforanstaltninger i form af tilbud til familien, men også over muligheden for at iværksætte tvangsmæssige foranstaltninger. Familierne oplever ofte den nære sammenhæng mellem hjælp og tvang som utrygheds- og mistillidsskabende. Yderligere udøves dobbeltfunktionen i en organisationsstruktur, som oftest vil kunne karakteriseres som bureaukratisk og med et stærkt element af kontrollerende opgaver. Der anvendes langt mere tid på administration og kontrol af oplysninger i den sociale forvaltning, end der bruges på direkte klientkontakt. En generelt kontrollerende funktion har tendens til at medføre fokus på familiernes problemer fremfor på deres ressourcer. Den ser også ud til at betyde, at det offentliges samarbejdsparter er tilbøjelige til først at rette henvendelse til den sociale forvaltning, når familiens problemer har nået et betydeligt omfang. Både radikale og progressive rådgivere er enige om, at den sociale forvaltning hovedsageligt ser og registrerer familiernes vanskeligheder, mens rådgiverne ser ressourcer i mange familier. En stor del af foreningsrådgiverne har selv oplevet at blive opfattet som problemer og ikke som mennesker med problemer og ressourcer. En vigtig målsætning for den nuværende regering er forebyggende og tidlig indsats i børnefamilier med vanskeligheder. Som nævnt er der for de sociale myndigheder adgang til en lang række foranstaltninger i forsøget på at nå det mål. Hestbæk (1997) fandt i sin undersøgelse om anbragte børn (frivilligt og tvangsmæssigt), at de dominerende foranstaltninger før anbringelsens iværksættelse var dagtilbud til barnet (1/3 af tilfældene), støtte i hjemmet i form af f.eks. hjemme hos (1/4), aflastningsophold i institution eller plejefamilie (1/5). Egelund (1997) fandt i sin (langt mindre) undersøgelse af socialforvaltningens 'børnejournaler', at de tre mest anvendte foranstaltningstyper var: pædagogisk friplads, støttepædagog (personlig rådgiver, lektiehjælp) og aflastningsfamilie. Ertmann (1994) anfører i sin undersøgelse (der alene omfatter tvangsanbringelser), at de tre oftest benyttede forudgående foranstaltninger (udover økonomisk hjælp) var henstilling om daginstitution,

56

Med hensyn til anbringelser generelt (både frivillige og tvangsmæssige) anfører Hestbæk (1997), at for knap 40% af de anbragte børn og unge er anbringelsen den første foranstaltning. Hun mener, at dette må give anledning til overvejelse, "især set i lyset af, at der i den socialpolitiske debat er sat så stærkt fokus på forebyggelse og tidlig indsats".

165

personlig rådgiver, hjemmehos-behandler57. Det må formodes, at familierne desuden har været tilbudt samtaler, i hvert fald som baggrund for de konkrete foranstaltningers iværksættelse. Det ser således ud, som om der benyttes et ret ensartet foranstaltningsrepertoire, og at dette hovedsageligt består i tiltag, som fjerner barnet fra hjemmet i kortere eller længere tid (i dagtimerne eller i delvis døgnaflastning), alternativt i assistance til familien i hjemmet (ved hjemme hos)58. Om tiltagene på effektiv vis imødekommer de marginaliserede familiers behov, kan der sættes spørgsmålstegn ved. I de tilfælde, der ender med en tvangsmæssig anbringelse, har foranstaltningerne næppe virket overbevisende. Hvordan de i øvrigt har fungeret, vides der kun lidt om, idet der kun findes begrænset forskning om effektiviteten af den sociale forvaltnings øvrige indsats i forhold til familier med behov herfor (Eskilinen/Koch 1997).

Forskelle og muligheder Blandt foreningsrådgivernes familier er der en stor gruppe med hverdagslivsvanskeligheder i et omfang, som man næppe kan forestille sig, kan imødekommes af de nævnte tiltag. Mange ses snarere at ville kunne profitere af en konkret materiel og praktisk indsats i det daglige end af samtaler om problemer. Den familierettede indsats, flere af de radikale rådgivere udøver, kunne tænkes at have større effekt. Heap har formuleret en række indfaldsvinkler (1981) til familier, der ser ud til ikke at 59 kunne udnytte de indsatstyper, som de sociale myndigheder især tilbyder . Med hensyn til kontakt og omsorg understreger hun vigtigheden af, at familierne opfatter den sociale medarbejder som nyttig og hjælpsom, og at materiel hjælp er et håndgribeligt udtryk for engagement og interesse, ligesom involvering i familiens dagligdag, bekymringer og glæder er det. Råd til familien skal have det udgangspunkt, at familien kan honorere dem og derigennem opleve værdi. Der skal stilles realistiske krav, f.eks. som led i beskyttelse af børnene. Hun lægger desuden vægt på, at den sociale medarbejder fungerer som rollemodel for forældrene, i forhold til f.eks. holdning til børnene og til husarbejde (skurebørsterapi, som Bratt (1963/1965) kaldte det, og som flere radikale rådgivere udfører det). I arbejdet skulle desuden indgå en stadig dialog med familiens sociale og offentlige netværk med den hensigt at lette familien.

57

Ertmann har desuden en stor gruppe: "Andet", som ikke er nærmere defineret.

58

Blæhr og Faureholm (Kabel 1998) har i Sæby kommune interviewet mangeårige brugere af 'systemet' og fundet, at "de ikke har oplevet den traditionelle hjælp som en hjælp, men snarere som en belastning. Og specielt har de oplevet ordningen med hjemme-hosser som et direkte overgreb. Det skyldes ikke, at den enkelte hjemme-hosser ikke har været fagligt kompetent. Det skyldes, at de oplever, at hjælpen bliver på systemets og ikke på deres egne præmisser". 59

Killén Heap's metode hviler på viden om og erfaring fra 'ældre' socialt arbejde, som op til Bistandslovens ikrafttræden i ret stort omfang benyttede sig af konkret indsats og samvær med familierne i hjemmet, og kan derfor netop siges at uddrage væsentlige punkter fra det traditionelle sociale arbejde.

166

Med hensyn til yderligere styrkelse af familiernes livskompetance kan det anføres, at socialt gruppearbejde (som har mange lighedspunkter med de progressive rådgiveres gruppetilbud) kun i beskedent omfang anvendes i de sociale forvaltninger (men nok i tilknyttede familieværksteder o.l.). Det er sandsynligt, som også de progressive rådgivere er et indlysende eksempel på, at samvær i grupper ville kunne medvirke til at reducere de enkelte forældres opfattelse af at være uformående, give dem mulighed for at skabe bånd til andre forældre, og i fællesskab etablere basis for konkret handling, der kunne bringe dem i en mere magtfuld position i forhold til egne livsbetingelser. Sådanne tilgange i forhold til den enkelte familie eller grupper af forældre kunne kaldes empowerment-inspirerede (selv om hverken Heap eller foreningsrådgiverne gør det). Empowerment er et udtryk, som ikke har fået en dansk oversættelse og næppe heller gør det. Empowerment kan defineres som (Adams 1996 - min oversættelse) "metoder, der sætter individer, grupper og/eller (lokal)samfund i stand til at opnå kontrol over deres omgivelser og nå deres egne mål og derigennem blive i stand til at hjælpe sig selv og andre til at opnå den højest mulige livskvalitet". Faureholm m.fl. (1999) peger i Danmark på andelsbevægelsen i forrige århundrede som et tidligt eksempel på empowerment, men også på, at begrebet i Danmark er relativt nyt, idet det i socialt arbejde først (gen)manifesterede sig i slutningen af 1980-erne/begyndelsen af 1990-erne. De bærende principper i gruppearbejde med et empowermentsigte er (Faureholm 1997), at man "må fralægge sig negative stempler" og i stedet fokusere på ressourcer; at man anerkender menneskers rettigheder, herunder "retten til at vælge den form for indsats og intervention, der passer bedst til deres liv"; at problemer aldrig må forstås "alene som et privat og personligt utilstrækkelighedsfænomen", men må forstås i deres kompleksitet; at praksis må være orienteret mod, at mennesker kan opnå styrke og indflydelse i fællesskab; at succeskriteriet er brugerens opfattelse af betydning: og at "arbejdsmetoderne skal reflektere ikke-elitære principper". Faureholm har omsat principperne i praksis i arbejde med bl.a. marginaliserede familier. Blæhr (Kabel 1998) fortæller om brugernes reaktioner på et sådant arbejde: "Samtidig giver de udtryk for, at arbejdet efter de nye principper er noget af det bedste, der er sket for dem, og det vil de gerne have mere af. For eksempel siger de, at de gerne vil fortsætte i grupperne, fordi nu begynder de efterhånden selv at tro på, at deres liv kan blive anderledes, og at de kan komme videre i tilværelsen". Empowermentorienteret arbejde er ikke almindeligt i kommunalt socialt arbejde. Det kan for så vidt undre, da socialt arbejdes hensigt er at sætte mennesker i stand til at klare sig selv, og det derfor ville være en naturlig konsekvens at understøtte denne proces på alle (lovlige) måder. Barriererne skal formentlig findes i det tidligere antydede: det stærke kontrolelement i socialt arbejde, tendensen til normalisering af mennesker med anderledes adfærd, bureaukratiske forvaltningers modstand mod forandringer. Men også (som flere af både de progressive og radikale rådgivere giver udtryk for) i arbejdsbetingelserne for socialpolitikkens udøvere i de sociale forvaltninger: socialrådgivere og sagsbehandlere. Presset på disse (og særligt på de, der arbejder med børnefamilier) ser ud til at være stigende i et omfang, der har forårsaget stadigt flere anmeldelser til Arbejdstilsynet på grund af arbejdsbetinget stress og udbrændthed (se f.eks. Socialrådgiveren 12/1999).

167

Vurdering af børns opvækstbetingelser En central funktion for den sociale forvaltning er beskyttelse af børn, der lever under uacceptable opvækstbetingelser. Det fremgår tydeligt af interviewene med de radikale rådgivere, at der ofte er stor uenighed mellem disse og den sociale forvaltning i vurderingen af, om de forhold, børnene lever under, er skadelige for dem. Om anderledes familier på grund af deres anderledeshed er skadelige for deres børn, er da heller ikke umiddelbart givet, selv om der næppe kan være tvivl om, at børnenes forhold præges af forældrenes marginaliserede position. Men det er ikke nødvendigvis det samme som at være udsat for en skadelig tilværelse i sociallovgivningens forstand. Det peger snarere på familiens integrationsproblemer. Foreningsrådgiverne (både radikale og progressive) mener i en del tilfælde, at der i de familier, de har kontakt med, er børn, som lider skade. Nogle rådgivere afviser kontakt med disse familier, andre afviser at medvirke til at arbejde for børnenes hjemgivelse. I stort set alle disse tilfælde har foreningsrådgiverne vurderet barnets forhold og truffet deres beslutning herudfra. Men for en lang række familiers vedkommende mener særligt de radikale rådgivere ikke, at børnene skades, og at de offentlige myndigheder derfor griber ind med anbringelse af barnet, uden at tvangsanbringelseskriterierne i lovgivningen er opfyldt. En mulig skelnen mellem skadelidende og ikke-skadelidende børn kunne være at differentiere mellem to komponenter: kvaliteten af forældre/barn-forholdet og socialiseringens indhold. Den første komponent peger på den familiære atmosfære, barnet opvokser i. Uanset hvilken udviklingsopfattelse der lægges til grund, er vel alle enige om, at en opvækst præget af forældrenes kærlige accept og anerkendelse af barnet er væsentligt for, at barnet opnår basal tillid til og tro på sig selv, og at en fjendtlig eller ligegyldig atmosfære omvendt vil være hæmmende for barnet. Den anden komponent drejer sig om, hvilke sociale normer barnet lærer i hjemmet. Stemmer disse i det store og hele overens med de bærende samfundsnormer60 , bliver integrationen i samfundet uden for familien alt andet lige mere ukompliceret for barnet (og også for samfundet). Er familiens normer derimod ikke overensstemmende med væsentlige samfundsnormer, vil barnet støde på kulturelle og sociale barrierer i mødet med det sociale liv uden for familien. Inspireret af Bratt (1968) vil jeg forsøge mig med en skitse til et redskab til differentiering af skadede/ikke-skadede børn set i forhold til det følelsesmæssige og socialiserende indhold i deres opvækstforhold. Bratt arbejdede med en kombination af det følelsesmæssige samspil mellem børn og forældre (i en hensigtsmæssig og ikke-hensigtsmæssig form) samt med indholdet af barnets socialisering (overensstemmende eller ikke-overensstemmende med de dominerende normer)61.

60

Der er her tale om en balancegang. Såfremt der er fuldstændig overensstemmelse mellem familiens socialisering af barnet og samfundets normer, vil begge parter udviklingsmæssigt gå i stå. Er gabet derimod for stort, vil barn/familie kunne opfattes som 'afvigende'. 61

Bratt (1968) anvendte udtrykkene "Ægte integrering af positive sociale normer", "Falsk integrering af positive sociale normer", "Ægte integrering af negative sociale normer" og "Falsk integrering af negative sociale normer". Da der i mellemtiden er forløbet over 30 år, har jeg tilladt mig at 'ajourføre' begreberne.

168

Kombinationen af et positivt følelsesmæssigt samspil mellem barn og forældre og en socialisering, der på væsentlige punkter overensstemmer med dominerende normer vil, alt andet lige, medføre, at barnet vokser op i en tryg og kærlig atmosfære og integrerer bærende samfundsværdier og normer. Det vil formentlig føre til et overskudspræget menneske, der hviler i sig selv og har evner til at blive et integreret medlem af samfundet. Dette barn vil formentlig alle være enige om, er et ikke-skadet barn. Det er naturligvis (som de øvrige) en idealtype, som ikke kan genfindes i ren form i praksis, men den peger imod en tilstand, som næppe vil påkalde sig andet end samfundets positive opmærksomhed. Når det positive følelsesmæssige samspil i familien i stedet kombineres med en socialisering, der er i konflikt med de dominerende værdier, vil barnet, igen alt andet lige, føle sig elsket og værdsat i familien, men vil (måske) fa problemer, når det kommer i forbindelse med majoritetskulturen, f.eks. i børnehave og skole. Når der er indskudt et 'måske' (hvilket Bratt ikke gjorde), hænger det sammen med, at der i de mellemliggende ca. 30 år har fundet en væsentlig ændring sted med hensyn til accept af større variationer i normer og værdier. Det er dog et stort spørgsmål, i hvor høj grad familier, der forsørges af offentlige midler, betragtes ud fra denne værdimangfoldighed. Det kan tænkes, at de radikale foreningsrådgiveres opfattelse af urimelige anbringelser af efter deres mening ikke-skadede børn kan dreje sig om børn med en kærlig opvækst, men i familier med anderledes normer. Det er da også tvivlsomt, om børn med en sådan baggrund hjælpes bedst ved at blive fjernet fra et kærligt opvækstmiljø. Den tredje kombination: Uhensigtsmæssigt følelsesmæssigt samspil mellem børn og forældre, men med socialisering til de 'rette' værdier vil medføre, at barnet på grund af ambivalens og utryghed ikke forankres positivt og dermed formentlig ikke optager de indlærte normer som en integreret del. Bratt mente, at børn med en sådan opvækst som unge og voksne ville få vanskeligheder i forhold til Flexible tilpasning til nye situationer. Den kombination vil kunne føre til et skadet barn, men ikke nødvendigvis et barn, som de sociale myndigheder ville få øje på, fordi dets adfærd ikke ville påkalde sig opmærksomhed. Den fjerde og sidste kombination: Fjendtligt opvækstmiljø i samspil med indlæring af uhensigtsmæssige normer og værdier vil medføre, at et barn med sådanne opvækstvilkår sandsynligvis vil få dybtgående vanskeligheder med sig selv, andre og samfundet i øvrigt. Det kunne tænkes, at det er sådanne børn, som rådgivere og sociale myndigheder er helt enige om må bringes væk fra det skadelige opvækstmiljø. Man kunne vurdere de egentligt skadede børn til at være de, der ikke har fået dækket basale følelsesmæssige behov. Det er de børn, som kunne profitere af en opvækst i et bedre miljø. Også børn, som følelsesmæssigt er dækket ind, men som kommer ud for 'værdisammenstød' i samfundets institutioner, kunne have behov for særlig støtte, ikke i form af anbringelse, men snarere gennem kontakt med voksne, som kunne hjælpe barnet til en mere samfundsacceptabel adfærd og dermed en lettere vej gennem livet, og også kunne fungere som formidler af fornøden assistance til barnets familie.

169

En nøjere undersøgelse af kulturen i de familier, hvor anbringelse af børn kommer på tale og iværksættelse af en indsats, der modsvarer analysen af barnets følelsesmæssige opvækstvilkår/familiens sociale normer, kunne være hensigtsmæssig, ligesom en opmærksomhed på at såvel følelsesmæssig kapacitet som livsstil har nær sammenhæng med de vilkår, der stilles til rådighed for mennesker, og som de enkelte har vidt forskellige muligheder for at benytte sig af.

Sammenfatning Samlet problematiserer dette tema den frivillige kontra den offentlige indsats i forhold til marginaliserede familier. Rådgivernes assistance er præget af valgfrihed med de fordele og ulemper, der er indlejret i dette (for rådgivere og familier), men også af manglende materielle muligheder. Mens den offentlige indsats dels har et obligatorisk præg, dels rummer en række hjælpeforanstaltninger (som familierne kan vælge at tage imod, men også kan blive påtvunget). De offentlige myndigheders lovbundne forpligtelser udspiller sig i organisationer, som tenderer mod problemfremfor ressourcefokusering med tilbøjelighed til et ensartet foranstaltningsrepertoire. Der peges på hensigtsmæssigheden af dels et øget dagliglivsengagement, dels øgede muligheder for gruppesamvær fra det offentliges side. Temaet afsluttes med overvejelser om, hvordan der kan skelnes mellem skadede og ikke-skadede børn.

Afslutning Denne bog har handlet om foreningsrådgivere, der yder assistance til anbragte børns familier. Den har forhåbentlig givet et indtryk af dem som indignerede og engagerede mennesker, der ud fra forskellige samfundssyn handler for og med familierne i overensstemmelse med, hvad de hver især synes, er rigtigt. Et så sårbart område som anbringelse af familiers børn må kalde på konstante overvejelser af etisk karakter. Rådgiverne kan gennem deres politiske og konkrete aktiviteter siges at yde et bidrag til disse. Om rådgiverne kan fortsætte med denne legitimitetskontrol, kan der være tvivl om. Det nu lovgivningsfastsatte samspil mellem frivilligt arbejde og offentlige myndigheder vil kunne medføre to forskellige udviklingstendenser (for henholdsvis de progressive og de radikale rådgivere). Det kunne tænkes, at de progressive rådgivere en dag i en fremtid ville spørge sig, hvor deres alternative tilgangsvinkel var blevet af. Det ville ikke være usandsynligt i lyset af den senere tids informationer om offentlige institutioners tendens til at forvente øget indsats fra de frivillige på områder, som det offentlige hidtil har taget sig af. Flere progressive rådgivere har i den forbindelse oplyst, at de modtager stadigt flere offentligt henviste familier. I lyset af den nu etablerede mulighed for offentlig økonomisk støtte til frivillige foreninger kunne sådanne forventninger på sigt måske endda medføre, at foreningerne kom til at fungere som en kombination af lønnet og frivillig arbejdskraft i en syntese af frivilligt arbejde/offentlig institution. Det ville formentlig især kunne komme til at gælde for de progressive foreninger, hvis rådgivere udfører et arbejde, som på mange måder overensstemmer med offentlige institutioners værdier. Med hensyn til de radikale rådgivere kunne det tænkes, at de en dag kunne stoppe op, se på det offentlige system og konstatere, at samfundet lærte af dem, og at de derfor

170

havde nærmet sig deres mål (og således nærmet sig en situation, hvor de ville have overflødiggjort sig selv). Men sandsynligt er det næppe, idet modstanden mod de radikale foreninger meget vel kunne tænkes i et længere tidsrum fremover at forblive af et omfang, som ville nedsætte påvirkningskraften af væsentlige radikale påpegelser. For rådgiverne selv kræver det udholdenhed at arbejde i modstand, at leve med få sejre og mange nederlag, hvorfor en vis opgivenhed over for projektet ikke ville være utænkeligt. Som det er nu, byder de progressive og de radikale rådgivere hver især på engageret assistance til forældre med anbragte børn. Hvem der er de bedste talsmænd og kvinder for familierne, kan ikke besvares entydigt. Det afhænger af den synsvinkel, der anlægges. Til slut: Tak til de radikale og progressive rådgivere, der stillede sig til rådighed for denne bogs tilblivelse. Forhåbentlig vil hver især finde, at de er refereret på redelig vis. Tak også til to foreningsformænd, der gennem forløbet har sørget for, at jeg er blevet ajourført på foreningsplan. Og til Erik Laursen for konstruktiv kritik gennem forløbet.

Litteratur Adams, R.: "Social Work and Empowerment", Macmillan (2nd edition) 1996 Andersen, Bjarne Hjorth: "Anbringelsesforløb - en registerundersøgelse af børn og unge anbragt uden for hjemmet", Socialforskningsinstituttet 89:2, 1989 Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge, afgivet af udvalget om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge, betænkning nr. 1212, 1990 Bratt, Nancy: "Samtaleteknik og klientbehandling", Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1968 Christensen, Else: "Anbringelser af børn - En kvalitativ analyse af processen", Rapport 98:2, Socialforskningsinstituttet 1998 Christoffersen, Mogens Nygaard: "Anbragte børns livsforløb", rapport 93:11, Socialforskningsinstituttet 1993 Corby, Brian/Millar, Malcolm/Young, Lee: "Parental Participation in Child Protection Work: Rethinking the Rhetoric" in "British Journal of Social Work" No. 4, 1996 Dalberg-Larsen, Jørgen: "Lovene og livet - En retssociologisk grundbog", Akademisk Forlag 1994 Egelund, Tine: "Beskyttelse af barndommen", Reitzel 1997 Egelund, Tine: "Mere af det samme - nye børneregler i Danmark" i Nordisk Sosialt Arbeid nr.4, 1998 Ejrnæs, Morten: "Socialpolitikkens virkninger: integration og selvbestemmelse eller differentiering og disciplinering" i "Socialpolitik", red. af Larsen, Jørgen Elm/Møller, Iver Hornemann, Munksgaards Socialpædagogiske Bibliotek 1998 Ertmann, Bo: "Tvangsfjernelser - En analyse af samtlig tvangsfjernelser i Københavns kommune 1990", Kroghs Forlag A/S 1994 Eskilinen, Leena/Koch, Anna: "Samspillet mellem den enkelte borger og socialforvaltningen", AKF Rapport, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut 1997 Faureholm, Jytte: "Fra livstidsklient til medborger", Munksgaard-Rosinante 1996

171

Faureholm, Jytte/Brønholt, Lis Lynge/Blæhr, Mogens: "Forældrekompetance i udsatte familier - Empowerment i praksis", Systime 1999 Goll, August: "Forbrydelse og straf i "Udvalgte Skrifter", red. af Borberg, Svend/Hurwitz, Stephan, Munksgaard 1940 Harder, Margit: "Samfundsmagt - Forældremodstand, Foreninger til støtte for familier med anbragte børn", Aalborg Universitetsforlag 1997 Heap, Kari Killén: "Forsømte familier - En utfordring til helse- og sosialarbeidere", Tanum-Norli 1981 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Når børn og unge anbringes - En undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager", Socialforskningsinstituttet 97:6, 1997 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Tvangsanbringelser i Norden - En komparativ beskrivelse af de nordiske landes lovgivning", Socialforskningsinstituttet 98:15, 1998 Horsten, Holger: "Børne- og Ungdomsforsorgen i Danmark", Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1970 Jonsson, Gustav: "Det sociale arvet", Tidens Forlag Stockholm 1969 Kabel, Steen: "Erfaringer med metodeudvikling af specialtilbud i forhold til de svagest stillede børn og unge", Udviklings- og Formidlingscentret for Fyn og Sønderjylland 1998 Kildedal, Karin: "En menneskelig opvækst ?", Aalborg Universitet/Nordjyllands amt 1995 Kristensen, Catharina Juul: "Marginalisering - en begrebsudredning", Forskningsenheden Differentieret Social Integration, Skrift nr. 1/1999 Kristensen, Catharina Juul: "Gensidig integration - ansatser til en teoretisk tilgang til differentieret social integration" i "Sammenbrud eller sammenhold ? - Nogle udviklingstendenser for velfærdssamfundet", red. af Hegland, Tore Jacob m.fl. Anne Løkke: Vildfarende Børn, SOCPOL 1990 Myers, John E.B. (ed): "The Backlash - Child Protection Under Fire", Sage Publications 1994 Pär Nygren: Utvikling og kvalitet i psykososialt arbeid", ad Notam Gyldendal 1996 Sandbek, M./Tveiten, G.: "Sammen med familien - Arbeid i partnerskab med barn og familier", Kommuneforlaget Oslo 1991 Socialministeriet: "Idéer til debat om ændring af servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge", oktober 1998 Socialreformkommissionens 1. betænkning - Det sociale tryghedssystem - Struktur og dagpenge", nr. 543, 1969 Skytte, Marianne: "Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde", Reitzel 1997 Tonboe, Jens: "'Marginalisering' og 'integration' som ideologi" i "Egne veje", red. af Rasmussen, P. m.fl., Aalborg Universitetsforlag 1997 Uggerhøj, Lars: "Hjælp eller afhængighed ?", Aalborg Universitet 1995 Ydebo, IB: "Hjælpeforanstaltninger for børn og unge på grund af velfærdstrussel Lovgivningens baggrund og udvikling samt emnets omfang i København belyst ud fra en analyse af Børne- og Ungdomsnævnets virksomhed i 1983", Del I, februar 1988

172

SAMLET LITTERATURFORTEGNELSE Adams, R: "Social Work and Empowerment", Macmillan (2nd edition) 1996 Andersen, Bjarne Hjorth: "Anbringelsesforløb - en registerundersøgelse af børn og unge anbragt uden for hjemmet", Socialforskningsinstituttet 89:2, 1989 Andersen, Bjarne Hjorth: "Kommunernes udarbejdelse af planer i anbringelsessager", Arbejdsnotat 1995:6, Socialforskningsinstituttet 1995 Basse, Martin/Jørgensen, Oluf: "Kommunal Forvaltning", Dansk Kommunalkursus 1994 Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge, afgivet af udvalget om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge, betænkning nr. 1212, 1990 Bratt, Nancy: "Samtaleteknik og klientbehandling", Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1968 Christensen, Allan: "Den organisatoriske lærings dynamik - diskussion af betydende teoretiske elementer" i "Den lærende organisations begreber og praksis - Læring, reflektion, ændring", red. af Christensen, A., Aalborg Universitetsforlag 1997 Christensen, Else: "Anbringelser af børn - En kvalitativ analyse af processen", Rapport 98:2, Socialforskningsinstituttet 1998 Christoffersen, Mogens Nygaard: "Anbragte børns livsforløb", rapport 93:11, Socialforskningsinstituttet 1993 Corby, Brian/Millar, Malcolm/Young, Lee: "Parental Participation in Child Protection Work: Rethinking the Rhetoric" in "British Journal of Social Work" No. 4,1996 Cullberg, Johan: "Krise og udvikling - en psykoanalytisk og socialpsykiatrisk studie", Reitzel 1978 Cullberg, Johan: "Dynamisk psykiatri", Reitzel 1999 Dalberg-Larsen, Jørgen: "Lovene og livet - En retssociologisk grundbog", Akademisk Forlag 1994 Davis, Inger Pedersen: "Socialrådgivning - teori og metodik", Danmarks Sociale Højskole 1964 Dyregrov, Atle: "Børn og traumer", Reitzel 1998 Dørup, Anne Birthe/Holland, Karin/Uggerhøj, Lars: "Lad målet styre midlerne Prioritering og arbejdsmetoder i en socialforvaltning", Socialpædagogisk Bibliotek Munksgaard, 1990 Egelund, Tine: "Beskyttelse af barndommen", Reitzel 1997 Egelund, Tine: "Undervisning i socialt arbejde - tanker til inspiration og diskussion" i "Om undervisning og fælleselementer i socialt arbejde", Socialt Arbejde, Skriftserie nr. 1, Den Sociale Højskole København, 1997 Egelund, Tine: "Mere af det samme - nye børneregler i Danmark" i Nordisk Sosialt Arbeid nr.4, 1998 Ejrnæs, Morten: "Socialpolitikkens virkninger: integration og selvbestemmelse eller differentiering og disciplinering" i "Socialpolitik", red. af Larsen, Jørgen Elm/Møller, Iver Hornemann, Munksgaards Socialpædagogiske Bibliotek 1998 Ertmann, Bo: "Tvangsfjernelser - en analyse af samtlige tvangsfjernelser i Københavns kommune 1990", Kroghs Forlag A/S 1994

173

Eskilinen, Leena/Koch, Anna: "Samspillet mellem den enkelte borger og socialforvaltningen", AKF Rapport, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut 1997 Faureholm, Jytte: "Fra livstidsklient til medborger", Munksgaard-Rosinante 1996 Faureholm, Jytte/Brønholt, Lis Lynge/Blæhr, Mogens: "Forældrekompetance i udsatte familier - Empowerment i praksis", Systime 1999 Fog, Jette: "Med samtalen som udgangspunkt - Det kvalitative forskningsinterview", Akademisk Forlag 1994 Glavind, Niels & Pade, Susanne: "Medlemsundersøgelse for Dansk Socialrådgiverforening", Dansk Socialrådgiverforening/Bureau 2000, 1995 Goll, Ole/Harder, Margit: "Handling eller mishandling ?, Aalborg Universitetsforlag 1986 Goll, Ole: "Retlig reguleret velfærd og social rådgivning - En undersøgelse af et fagområde", Aalborg Universitet, Institut for Sociale Forhold og Organisation, Den sociale Kandidatuddannelse 1998 Goll, August: "Forbrydelse og straf i "Udvalgte Skrifter", red. af Borberg, Svend/Hurwitz, Stephan, Munksgaard 1940 Habermann, Ulla: "Det tredje netværk - grundbog om frivilligt socialt arbejde", Akademisk forlag 1987 Habermann, Ulla/Gamst, Ann/Gamst, Birthe/Ravn, Lise: "Opfordring til selvhjælp En håndbog i at arbejde med selvhjælpsgrupper", Socialpolitisk forlag 1989 Harder, Margit: "Samfundsmagt/Forældremodstand - Foreninger til støtte for familier med anbragte børn", Aalborg Universitetsforlag 1997 Heap, Kari Killén: "Forsømte familier - En utfordring til helse- og sosialarbeidere", Tanum-Norli 1981 Heap, Ken: "Gruppemetode for sosial- og helsearbeidere", Universitetsforlaget A/S 1985 Henriksen, Lars Skov: "De frivillige - hvad taler vi om og hvad forskes der i ?", Rapport fra Socialministeriets projekt om forskning i "Frivillig organisering på det sociale område", Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer, Aalborg Universitet, 1995 Herman, Judith Lewis: "I voldens kølvand - Om psykiske traumer og deres heling", Reitzel 1995 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Når børn og unge anbringes - En undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager", Socialforskningsinstituttet 97:6, 1997 Hestbæk, Anne-Dorthe: "Tvangsanbringelser i Norden - en komparativ beskrivelse af de nordiske landes lovgivning", rapport 98:15, Socialforskningsinstituttet 1998 Hillgaard, Lis/Keiser, Lis/Ravn, Lise: "Sorg og krise", Socialpædagogisk Bibliotek Munksgaard 1984 Hillgaard, Lis/Jensen, Finn: "Myndighedsudøvelsens problematik", Aalborg Kommune 1992 Horsten, Holger: "Børne- og Ungdomsforsorgen i Danmark", Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1970 Jacobsen, Bo: "Eksistensens psykologi - en introduktion", Reitzel 1998 Jensen, Johan Fjord: "Livsbuen - Voksenpsykologi og livsaldre", Gyldendal 1993/1996

174

Jerlang, Esben: "Jean Piagets teori om erkendelsen" i "Udviklingspsykologiske teorier - en introduktion", red. Jerlang, E. m.fl., Munksgaard 1988 Jerlang, Espen/Jerlang, Jesper: "Socialisering og habitus - Individ, familie, samfund", Munksgaards Socialpædagogiske Bibliotek 1996 Jonsson, Gustav: "Det sociale arvet", Tidens Forlag Stockholm 1969 Kabel, Steen: "Erfaringer med metodeudvikling af specialtilbud i forhold til de svagest stillede børn og unge", Udviklings- og Formidlingscentret for Fyn og Sønderjylland 1998 Keiser, Lis/Lund, Mogens: "Supervision og konsultation", Munksgaard 1986 Kildedal, Karin: "En menneskelig opvækst ?", Aalborg Universitet/Nordjyllands amt 1995 Koch-Nielsen, Inger: "Den frivillige sektors rolle i socialpolitikken" i Fridberg, Torben (red.): "Hvem løser opgaverne i fremtidens velfærdssamfund ?", Socialforskningsinstituttet 97:11, 1997 Kristensen, Catharina Juul: "Gensidig integration - ansatser til en teoretisk tilgang til differentieret social integration" i "Sammenbrud eller sammenhold ? - Nogle udviklingstendenser for velfærdssamfundet", red. af Hegland, Tore Jacob m.fl. Kristensen, Catharina Juul: "Marginalisering - en begrebsudredning", Forskningsenheden Differentieret Social Integration, Skrift nr. 1/1999 Kvale, Steinar: "InterView - En introduktion til det kvalitative forskningsinterview", Hans Reitzels Forlag 1997 Laursen, Erik: "Nogle begrebsafklaringer i forbindelse med "alvorlig læring" (arbejdspapir, upubl.) Laursen, Erik: "Glemsel, leg og hierarkisering - Nye muligheder og gamle barrierer for organisatorisk læring" i "Den lærende organisations begreber og praksis - Læring, refleksion, ændring", red. af Christensen, Allan, Aalborg Universitetsforlag 1997 Anne Løkke: Vildfarende Børn, SOCPOL 1990 Maier, Henry W.: "Tre teorier om børns udvikling", Gyldendals Pædagogiske Bibliotek 1974 Mehlbye, Jill/Christoffersen, Mogens Nygaard: "Selvhjælpsgrupper - omfang, karakter og erfaringer, i nationalt og internationalt perspektiv", Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut/Socialforskningsinstituttet 1992 Myers, John E.B. (ed): "The Backlash - Child Protection Under Fire", Sage Publications 1994 Nielsen, Beth Grothe: "Seksuelle overgreb mod børn i familien - et offerperspektiv på straffesystemet", Aarhus Universitetsforlag 1991 Nygren, Par: "Utvikling og kvalitet i psykososialt arbeid", ad Notam, Gyldendal 1996 Nygren, Par: "Profesjonelt barnvern som barneomsorg", Ad Notam Gyldendal 1995/1998 Payne, Malcolm: "Modern Social Work Theory - A Critical Introduction", Macmillan Education Ltd. 1991 Pringle, Keith/Harder, Margit: "Through Two Pairs of Eyes: A Comparative Study of Danish Social Policy and Child Welfare", Aalborg University Press 1999 Pædagogisk-Psykologisk Ordbog, Gyldendal 1997

175

Rosenberg, Nicole/Hougaard, Esben/Nielsen, Thomas: "Kognitiv terapi" i "Psykoterapiens hovedtraditioner", red. af Hougaard, E., Diderichsen, B. og Nielsen, T., Dansk psykologisk Forlag 1998 Sandbek, M./Tveiten, G.: "Sammen med familien - Arbeid i partnerskab med barn og familier", Kommuneforlaget Oslo 1991 Schaffer, H. Rudolph: "Social udvikling", Reitzel 1999 Skinner, B.F.: "Om behaviourisme", Det Schønbergske Forlag 1975 Socialministeriet: "Den gode balance - Samspillet mellem borger og forvaltning", Socialministeriet november 1998 Socialministeriet: "Idéer til debat om ændring af servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge", oktober 1998 Socialreformkommissionens 1. betænkning - Det sociale tryghedssystem - Struktur og dagpenge", nr. 543, 1969 Skytte, Marianne: "Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde", Reitzel 1997 Sørensen, Torben Berg: "Den sociale samtale", Forlaget Gestus 1995 Tonboe, Jens: "'Marginalisering' og 'integration' som ideologi" i "Egne veje", red. af Rasmussen, P. m.fl., Aalborg Universitetsforlag 1997 Uggerhøj, Lars: "Hjælp eller afhængighed ?", Aalborg Universitet 1995 van Deurzen-Smith, Emmy: "Eksistentiel samtale og terapi", Reitzel 1995 Ydebo, Ib: "Hjælpeforanstaltninger for børn og unge på grund af velfærdstrussel. Lovgivningens baggrund og udvikling samt emnets omfang i København belyst ud fra en analyse af børne- og ungdomsnævnets virksomhed i 1983", Del I, 1988 Zachariae, Bobby: "Visualisering og helbredelse", Munksgaard 1992

176