Udvalgte digte [1. oplag ed.] 9788702066043, 8702066041 [PDF]

Zitiervorschau

Ved P. A. Rosenberg H. Aschehoug & Co. Dansk Forlag København 1928 Johan Wolfgang Goethe

DIGTE

Digitaliseret af SFA-89 2011

1770-1786 STRASSBURG, FRANKFURT WETZLAR, WEIMAR

E N GRÅ, T U N G S I N D I G M O R G E N (Ein grauer, truber Morgen)

En grå, tungsindig morgen bedækker jordens ring; i tågen dybt forborgen er verden rundt omkring. Ak, sad jeg, Friedericke hos dig min søde ven, gav et af dine blikke mig sol og sang igen. Af træet i hvis stamme jeg skar dit navn ved mit, snart høstens vinde klamme det sidste løv har slidt, den sidste engkærminde nu falmer hen som jeg; den ser ej solen skinne, og jeg min pige ej. Alt rankerne man plukker, hver høstkarl tager sin; i fade og i krukker gærer den nye vin. Ak, sad hun i min stue, så bød jeg straks min ven til velkomst denne drue; hvad gav hun så igen? 2*

19

Voks stolt mod himlen, stamme! Giv mange slægter læ! Ej storm og lyn tør ramme vor hellige navnetræ. Men vil et navn I øde, skån det, I øverst ser, og lad den digter bøde, som laved sangen her! VELKOMMEN

OG

FARVEL

(Es schlug mein Herz)

Mit hjerte slog; jeg sadled hesten; før jeg det vidste, var det gjort. Et blegrødt skær stod lavt i vesten, på bjergets kam lå natten sort. Højt raged egens kæmpebygning, utydelig i tågen grå, hvor mørket ud fra krattets tykning med hundred sorte øjne så. Fra månen sived mat, bedrøvet en lysning over vejen ned; natkold strøg vinden gennem løvet og brummed sært, mens bort den gled. Med skumle varsler natten trued; men jeg red frem med frejdigt mod; thi i mit hjerte længsel lued, og attrå brændte i mit blod. Helt higed sjælen dig imøde, jeg vied dig hvert åndedrag; jeg så dig, og dit blik, det søde, forvandled mørkest nat til dag. Omkring dit fine ansigt svæved en glorie som et rosenskær; var det mon kærlighed? - jeg bæved! Måske! Hvor lidt var jeg den værd! Da morgnen suged duggens væde, kom afskeds tunge øjeblik.

I dine kys var elskovs glæde, i blikket sorg, fordi jeg gik. Jeg så mig om: i husets skygge du stod, vådt lyste kindens hvælv og dog: at elskes, hvilken lykke! Og hvilken fryd, at elske selv! ENGROSEN (Sah ein Knab ein Roslein)

Drengen så en rose stå, Roselil på engen! Morgenfrisk blandt grønne strå; glade på hinanden så Roselil og drengen; Rose, Rose, Roselil, Roselil på engen! Drengen sa': »Nu får jeg dig, Roselil på engen!« Rosen sa': »Nu flår jeg dig, så du aldrig glemmer mig, vogt du dig for flængen!« Rose, Rose, Roselil, Roselil på engen! Og den stygge dreng, han brak Roselil på engen; rosen værged sig og stak, men der hjalp ej ve og ak, heller ikke flængen. Rose, Rose, Roselil, Roselil på engen! MED

ET

MALET

BÅND

(Kleine Blumen, kleine Blåtter)

Roser små blandt grønne blade strø'de mig med smidig hånd unge forårsguder glade over dette lyse bånd.

Flyv nu, Zefyr, gør dig møje, slyng det om min egen ven! Så med smil om mund og øje træder hun til spejlet hen. Og så ser hun sig derinde, rose selv i rosers flok. Dette syn, du tryllerinde, er mig alt belønning nok. Kan min ømhed du besvare, ræk mig så din kære hånd! Båndet mellem os skal vare længer end et rosenbånd. MAJSANG (Wie herrlich leuchtet)

Hvor underskønt sig naturen ter! Hvor stråler solen! Hvor engen ler! Der bryder blomster af hver en kvist, og tusind stemmer fra krattet hist, Og fryd og jubel af hvert et bryst! O jord, o solskin, o fest, o lyst! O elskov, elskov, så gyldenskær som morgensky over højen dér! Du hyller herligt med kærligt sind i blomsterdampe al jorden ind.

O pige, hvor jeg dog elsker dig! Hvor svarer øjet, du elsker mig! Så elsker lærken sin sang og luft og morgenblomsten sin himmelduft. Hvor jeg dig elsker med ild i blod! Du gi'r mig ungdom og lyst og mod til sang og dans og alt godt, jeg véd. Gid lykken lønne din kærlighed! EN

UNGDOMSVEG, VEMODIG KUMMER (Ein zårtlich jugendlicher Kummer)

En ungdomsveg, vemodig kummer drev i den øde egn mig ud. End i en fredfyldt morgenslummer sig jorden hviler. Blæst og slud får skovens tørre grene til at knage; det er som melodien til mit hjertes klage. Naturen sørger stum, i stille gru, dog mindre håbløs end min hu. Thi snart, du solgud, møder dig, i glansen af vår, jo på din bane tvillingernes kuld med gyldent hår og lysblå øjne, favnen fuld af rosenkranse, og på nyfødt eng til dansen med nye bånd om hat ynglingen med sin skat går pyntet, og i nys udsprungne krat violer pigen plukker, mens hun ser i løn 23

mod tvillingebarmen, ser med sjælefryd det under, at mere fuld og yndig den sig runder end sidste maj, da skoven sidst blev grøn, og drømmer, håber. Gud velsign den mand I haven hist! Hvor tidlig har i stand han fået den! Alt bedet frøet gemmer. Knap river marts vinteren styg sneskrudet fra de magre lemmer og jager ham på flugt, mens bag sin ryg han kaster tågens slør, som hyller ind mark, flod og skov og bjergetind, straks går han - ak, hvor må jeg ham berømme! med sjælen fuld af høstens drømme og så og håber. VIOLEN (Ein Veilchen auf der Wiese stand)

På marken stod en blå viol, beskeden i sin mørke kjol, stilfærdig, blufærdig. Hyrdinden gik, det unge blod, så glad i sind, så let på fod, så let, så let hen over engens græs. Violen tænkte: »Var jeg kun den skønneste en flygtig stund, en rose, mimose! Så havde hun nok plukket mig og i sit bælte stukket mig en stund, en stund, Å, blot en flygtig stund!« Hyrdinden dansed frem og så ej blomsten, som hun trådte på. Den blegned og segned. Og mens dens blade spredtes ad, den hviskede: »Nu dør jeg glad så sødt, så blødt for hendes lille fod!«

CHRISTEL (Hab oft einen dumpfen dustern Sinn)

Mit sind er ofte trist og gråt og blodet tungt som bly, men er jeg hos min Christel blot, bli'r alting lyst påny. Jeg ser kun hende fjernt og nær, men véd kun ej med ord, hvordan jeg først fik hende kær, hvorfor, hvornår og hvor. De brune skælmske øjnes ild under de dunkle bryn min sjæl bli'r både ør og vild ved dette undersyn! Har nogen vel så sød en mund, så elskovsrund en kind? Og brystets bugt, end mere rund, dér ser man helt sig blind. Og går vi i de unges ring til dansens lette lyst og drejer rundt i raske sving, da fyldes ret mit bryst; og blev så selv hun øm og varm, da traf det vel, hun kom og lagde sig ind i min arm, min skat, mit kongedom! Og glemmer så hun alt tilsidst og rækker mig sin mund og kysser mig så fast og vist, så helt af hjertens grund, da risler det ad ryggen ned, ned i den store tå; først bli'r jeg kold, så bli'r jeg hed, først kæk, så angst derpå. Og mer og mer jeg tør og vil, og dagen bli'r for kort, og det var ingen skade til, 25

om natten med gik bort. Jeg kommer vel engang i havn og finder dér min trøst, men stilles ikke så mit savn, dør jeg ved hendes bryst.

DEN

UTRO

SVEND

(Es war ein Knabe frech genung)

Der var en svend så fræk og vild, fra Frankrig var han draget; dér havde han en pigelil til hjertenskær sig taget. Han kyssed hendes mund og kind, han dåred hendes unge sind, så svigted han den arme. Da pigebarnet det erfor, blev hun forrykt af smerte, hun lo og græd, hun bad og svor, så brast det pinte hjerte. Dengang de sænked hende ned, da skælved knøsen, kold og hed, og sadled brat sin ganger. Han red mod hver en verdenskant, til skov, til by han søgte; men ingen steder fred han fandt, hvor langt han monne flygte. Syv døgn han red den trætte hest, i lyn, i torden, regn og blæst, og gennem flodens bølger. Og som han red ved lynildsskin, en grå ruin han skued. Han bandt sin hest og krøb derind i ly, mens vejret trued. Han fandt sig frem med hånd og fod; da revned jorden, hvor han stod, han faldt vel hundred klafter.

Da han igen kom til sig selv, så han tre lys at skinne; han så dem under kældrens hvælv snart komme, snart forsvinde. Ad gange, der sig kroget vred, ad trapper op og trapper ned han fulgte dem forhekset. På én gang i en sal han var, hvor hundred gæster hviled; huløjet de grimasser skar og vinked lumsk og smiled. Og blandt dem sad, så rank og fin, hans pige i sin ligdragts lin, hun vendte sig KONGEN

I

THULE

(Es war ein Konig in Thule)

Der var en konge i Thule, så trofast til sin grav. Hans brud i døden, den fule, et bæger af guld ham gav. Det elskede han så såre, hver dag af dets kalk han drak. Hans øjne stod våde af tåre, så ofte han ud det stak. Han delte gods og gave, da endt var livets vej. Alt lod han de arvinger have, kun bægret gav han dem ej. Til gilde monne han samle riddernes flok på stand i ahnesalen, den gamle, på borgen ved havets rand. Han rejste sig som forynget, drak bægeret ud til bund; den hellige kalk han slynged langt ud i det blanke sund.

Han så i bølgen dets gløden mod aftnens blegnende skær. Da brast hans øjne i døden. Han drak ingen dråbe mer. GANYMEDES (Wie

im

Morgenglanze)

Du gløder imod mig i morgenens glans, forår, elskede! Med tusindfoldig kærlighedslyst trænger hellig glæde ved din evige varme sig i mit hjerte, du usigelig skønne! Kunne jeg omfavne dig med disse mine arme! Ak ved dit bryst ligger jeg smægtende; dine blomster, dine græsstrå trænger til mit hjerte. Du køler min sjæls brændende tørst, yndige morgenvind! Nattergalens kald bærer du til mig fra dalens tåger. Jeg kommer, jeg kommer! Hvorhen? Ak, hvorhen? Opad! opad! Skyer svæver ned, skyer sænker sig mod den længselsfuldt higende, mod mig! mod mig! Tag mig og løft mig opad! Favnende favnet! Opad, ved dit bryst, altelskende fader!

TIL POSTKUSKEN KRONOS (Spute dich, Kronos!)

Fart på, Kronos! Rask i raslende trav nedad bjerget går vejen. Ækel svimmelhed kvalmer hjernen, hver gang du nøler. Fremad, selv om det stolprer stift over stok, over sten rask ind i livet, rask! Så går det atter i stønnende skridtgang møjsomt ad bjergsiden op! Opad! Ikke så sløvt! Stræbende, håbende - op! Vidt, højt, herligt går blikket trindtom i livet ud. Fra bjergtop til bjergtop svæver den evige ånd, anende livets evighed. Afsides bislagets skygge drager dig til, og et blik, som lover forfriskning, sender dig pigen fra tærsklen. Læsk dig! — Giv også mig, pige, den skummende drik, det forfriskende sundhedsblik! Ned så, raskere nedad! Se, nu synker solen. Før den synker, før ældet mosetågen indhyller mig, før de tandløse kæber klaprer og de vaklende ben: Riv mig, beruset af livsdagens sidste glans med et ildhavs spejl i mit bristende øje, 29

mens jeg tumler blindet mod dødsrigets natmørke port! Blæs da, svoger, i hornet! Rask, i raslende trav, at Orkus kan mærke, vi kommer! At straks ved dets indgang værten til velkomst os hilser! PROMETHEUS (Bedecke deinen Himmel, Zeus) Dæk din himmel, Zeus, med skydampe! Og øv, som drengen, der halshugger tidsler, din kraft på ege og bjerge! Min jord må du dog lade stå, min hytte, som du ikke har bygget, og min arne, hvis varmende glød du misunder mig. Intet ynkeligere ved jeg under solen end jer guder! I nærer kummerligt af offergaver og bønners ånde eders majestæt; I forkom, hvis ikke børn og betlere var håbende dårer. Dengang jeg var barn og vidste hverken ud eller ind, vendte jeg mit forvirrede blik mod solen, som om der var et øre for min klage, et hjerte, ligt mit eget, som ynked den betrængte.

Hvem hjalp mig mod Titanernes vold? Hvem frelste mig fra død eller usselig trældom? Fuldbragte du ikke alt det selv, fromt glødende hjerte? Og glødende takked du for frelsen, ung og bedragen, ham, som sover histoppe. Jeg ære dig? For hvad? Lindred du nogensinde den lidendes kvaler? Aftørred du den ængstedes tårer? Smeded ikke mig til mand den alrådende tid og den evige skæbne, mine herrer, og dine? Tænkte du måske, jeg skulle hade livet og fly til ørknen, fordi ikke alle blomsterdrømme modnedes? Her sidder jeg, former mennesker i mit billede, et kuld, mig lig, til at lide, til at græde, til at nyde og fryde sig og agte dig for intet, som jeg! KUNSTNERENS

AFTENSANG

(Ach, dass die innre)

Ak, mestred jeg den skaberkraft, der i mit indre brænder, så gik et værk med livets saft frem under mine hænder. 31

Jeg sitrer, famler feberhed og kan dog ej forsage; jeg kender dig, natur, og véd, med magt må jeg dig tage. Mindes jeg da, hvor mangen stund min sjæl sig helt oplukked, hvor jeg, på øde hede kun, af glædens væld har drukket; Da længes jeg, natur, mod dig, da må til dig jeg stunde; et muntert springvand bli'r du mig med væld fra tusind munde. Opliv min sjæl og bliv mig nær og hjælp mig til at handle! Så vil den snævre tid sig her til evighed forvandle.

NY ELSKOV, NYT LIV (Herz

mein Herz, was soll)

Hjerte, hvorfor så beklemmet? Hvad er det, som med dig sker? Dette liv, så nyt, så fremmed! Jeg kan ej dig kende mer. Væk er alt, hvorom du brød dig, alt, som smerted og fortrød dig, væk er al din flid og fred! Hvad har voldet den fortræd? Er det hendes vækst, den slanke, hendes skønheds unge pragt, hendes rene sjæl og tanke, som har fængslet dig med magt? Vil jeg værge mig forstandigt, trække mig tilbage mandigt, fører næste nu igen mig i hendes nærhed hen.

Og i slige tryllelænker, som jeg aldrig bryde kan, holder hun med lumske rænker fast mig i sin skønheds ban. Jeg, hvem intet kunne binde, ånder, lever kun i hende, i et evigt slaveri elskov, elskov, giv mig fri! TIL (Warum

BELINDA ziehst du mich)

Hvorfor drog du mig til selskabsvrimlen, af dens flitter ør? Var jeg ikke under nattehimlen mere salig før? I mit kammer lå i midnatsstunden jeg i måneskin; af dens sære trylleskær omspunden blundede jeg ind. Og i drømme var min længsel stillet, lydefri min lyst, og jeg følte dybt dit søde billed vågne i mit bryst. Og nu dyrker jeg ved viltre fester kortenspil og dans, spøger venligt med infame gæster under kærters glans. Og jeg vrager vårens blomsterhaver for det gyldne bur; hvor du er, er kærlighedens gaver, skønhed og natur. LÆNGSEL (Dies wird die letzte)

Det blir den sidste tåre ej, som frem fra hjertet vælder,

som, mens den hed sig baner vej, om nye savn fortæller. O, lad mig altid, hvor jeg går, af elskovs længsel lide, selv om de dulgte hjertesår til marv og ben skal svide! Du evige! om helt engang af dig jeg fyldtes bare! Ak, denne kval, så tung, så lang, hvor længe skal den vare?

TIL

CHARLOTTE JACOBI (Mitten im Getummel) Midt i livets færd, den lange række af dets glæder, sorger, flid, besvær, mindes vi dig, Lotte, mindes begge, hvordan du i aftensolens skær tit besøgte os med venligt sind og i hin velsignet skønne egn mellem sommergrønne hegn lod os se ved mangt et lønligt tegn i dit rige, varme hjerte ind. Ros mig for det skarpsyn, som jeg viste, da jeg i vort mødes første stund med de ord, der fødtes på min mund, som et godt og sanddru barn dig priste. Strengt og stille først man os opdrager, kaster os så ind i livets spil; hundred tusind indtryk mod os jager, alle hilser, nogle drager til, andre støder fra, men »altings strømmen« er dog loven, rytmen for vort blod; alt, som greb os, glæden, smerten, drømmen, hvirvles evig bort på tidens flod. Sært, med savn, som intet helt kan lindre, suger det fra sjælens rodnet dybt.

Lotte, ak, hvem fatter vel vort indre, fatter hjertets underlige krypt? Sammen med en anden sjæl at flyde er den dunkle attrå i vort bryst; i en anden vil vi dobbelt nyde al naturens lidelse og lyst. Men forgæves øjet spejder, finder alting lukket, afbrudt hver en bro, og den bedste del af livet svinder uden stridens indhold, hvilens ro. Selv dit hjertes længsler bliver matte, og du vrager, hvad dig nys betog; kan du tillid til en verden fatte, som så tit og bittert dig bedrog, som er ligegyldig for din klage, blind for, hvad du håber, hvad du vil? Se, da trækker sjælen sig tilbage i sig selv, og hjertet - lukkes til. Da traf jeg dig og tænkte straks, Charlotte: Ja, hun fortjener kærlighed at vinde! Jeg ønsked, himlen dig velsigne måtte; den hørte mig og gav dig din veninde.

PÅ

SØEN

(Und frische Nahrung)

Der strømmer sundhed til mit blod herude fra det fri. Hvor er naturen mild og god, hvis favn jeg hviler i! På bølgens ryg vi bæres frem til åreslagets takt. Foran os stiger søens bræm, de høje bjerges pragt. Hvorfor sløres mine blikke? gyldne drømme, frist mig ikke! Vig nu, drøm, hvor smuk du er! Liv og elskov er jo her.

Mellem mørke bølger sitrende stjerner våger. Bjergets krop sig dølger fjernt bag de hvide tåger. Morgenvinden sejler over den skyggede bugt, og i søen spejler sig den modnende frugt.

UDSIGT

FRA

BJERGET

(Wenn ich, liebe Lili)

Hvis jeg ikke elskede dig, Lili, hvor fortrylled mig da synet her! Og dog - elsked jeg dig ikke, Lili, havde noget syn for mig da værd?

HØSTFØLELSE (Fetter grune, du Laub)

Bred jer frodigt, I blade på vinstokkens ranke op om mit vindues karm! Træng Eder tættere, svulmende klaser, og skynd jer, skynd jer at modnes! Eder fremkalder den dalende høstsol, Eder omvifter den milde himmels frugtbare fylde, Eder køler månens venlige trylleduft, og Eder bedugger, ak! fra mine øjne den evig livbringende elskovs fremvældende tårer.

TIL ET GULDHJERTE, SOM H A N BAR OM H A L S E N (Angedenken du verklungner Freude) Gyldne minde om, hvad jeg har mistet, skal endnu du ved mit hjerte hænge? Holder du, mens sjælens bånd er bristet? Vil du elskovs korte dag forlænge? Jeg flygter for dig, Lili, - Ufri i sindet, bundet af mindet flakker jeg gennem mangt et land og rige. Ak, Lilis hjerte ville ej så hurtig fra mit hjerte vige. Jeg er som fuglen, der sin lænke sprænger og hopper fri fra gren til gren; den slæber dog en stump af snoren med, et minde om dens fængselssted; den gamle frie fugl er den ej længer, den har alt tilhørt en.

JÆGERENS AFTENSANG (Im Felde schleich ich) Jeg flakker om med savn i sind, om skuldren bøssens rem, da stiger mildt i aftnens skin dit søde billed frem. Nu går vel du med fred i sind den vej, vi ofte gik. Mit billed, dækt af glemslens spind, står aldrig for dit blik. Den mands, der flakker uden trøst, mens savnet brænder vildt, i verden om i vest og øst, fordi vi to blev skilt. 37

Jeg stirrer som i månen ind, når dig jeg tænker på, og føler stille fred i sind, og kan det ej forstå.

VANDRERENS

NATTESANG

(Der du von dem Himmel bist)

Du, som bor i himlens sal, du, som alle smerter tvinger! Den, der lider dobbelt kval, dobbelt kvægelse du bringer; dødtræt er jeg af at stride. Hvad skal al den sorg og lyst? Fred, du blide, kom, o kom til dette bryst!

TIL

FORKLARING ET GAMMELT TRÆSNIT forestillende Hans Sachs' poetiske kaldelse. (In seiner Werkstatt)

En søndagmorgen tidlig ser vi mester i hans værksted her. Sit skødskind har han fra sig lagt og bærer nu sin højtidsdragt; begtråd med syl, med tang og hammer ligger vel forvart i hans arbejdskammer; nu hviler han ud på syvende dag efter ugens brydsomme slæb og jag. Mens forårssolen på ham skinner, til andet arbejd ro han finder. Han føler bag sin pandehud en lille verden ruges ud. Han mærker, den er kaldt til live, og vil den gerne fra sig give.

Han havde et klogt og trofast blik og af naturen evne fik at skue meget klart og smukt og gøre det efter med kunst og tugt, dertil en tunge, som rørtes let og formed ordene flinkt og net: Derover fryded sig muserne såre og monne til mestersanger ham kåre. Da træder i stuen helt ung en viv, fuldbarmet, fast og rund om liv; kraftig hun på sine fødder står. Med ædel værdighed hun går, svanser ikke med skørtesving, sender ejheller øjne omkring. En målestok hun bærer i hånd, hendes bælte er et gyldent bånd, på hovedet har hun en aksekrans, hendes øjne lyser med middagsglans. Man kalder hende: sand ærbarhed eller højsind og retfærdighed. Med hilsen monne hun til ham gå. Han undres ikke så stort derpå, thi som hun står dér, mod ham vendt, han synes, han har hende længe kendt. Hun taler: »Dig har jeg valgt alene for mange på verdens forvirrede scene, at du skulle have sanser klare og tage for vildsti dig i vare. Når andre frem og tilbage rende, skal du det med roligt blik erkende, og når de ynkelig jamre og skrige, skal du som i spøg din mening sige, skal holde fast ved ret og ære, i alting jævn og ærlig være, prise det gode efter evne. Og ved rette navn det onde nævne; intet sirligt og kunstpoleret, intet pyntet og udstafferet! Verden skal dig for øje stå

sådan, som Albrecht Durer den så: Dens kraftige liv, dens mandighed, dens harmoni og bestandighed. Naturens genius føre dig vil gennem alle de lande, som er til, og vise dig trindt i den vide verden menneskets underlige færden, deres vrimlen og stimlen, deres slæben og sliden, deres puffen og skubben og riven og biden, hvor broget alt vælter mellem hinanden, som en myretue, der er fyldt til randen. Men se på det alt med roligt sind, som så du i en kukkasse ind! Skriv det og skænk det som god foræring til jordens folk, dem til gavn og belæring!« Så lukked hun op for hans vinduesrude og viste ham hele det væsen derude, hvad under himlen der foregår, — som det i hans skrifter at læse står. Mens nu vor kære mester så' ret ved naturen sig glæde må, ser I her på hans anden side en gammel kvinde imod ham skride; man kalder hender Historia, Mythologia, Fabula. Hun er rynket og kroget og gul som en ost, men af den grund så ærværdig just. Hun slæber med stønnen og vaklende knæ en mægtig tavle, skåret i træ; dér ser man, med vide ærmer og folder Gud Fader, som børneskole holder, Adam, Eva, Paradis med slange, Sodomas og Gomorrhas undergange, og i et æresspejl man skuer blandt andet de tolv durchlauchtige fruer samt rædsler og synder af hver en sort, de tolv tyranners skændselsport, også visdom og mod og sædelighed,

dertil Sankt Peter med samt hans ged, over verdensstyrelsen fører han klage, men bli'r af Vorherre vist tilbage. Hendes kjole og slæb og sømmen med er tæt bemalet på hvert et sted med verdslige dyders og lasters historie. Vor mester ser hende i sin glorie og har af synet ret sin gammen, thi det passer godt i hans kram altsammen. De gamle billeder er ham kære, han drager af dem eksempler og lære og får det så trofast og jævnt fortalt, som om han selv havde set det alt. Han stirred på billedsynet spændt og ville vist næppe om sig vendt, havde han ej bag sin ryg formummet, det rasled med bjælder, klapred og brummed. Dér så han en nar, som tumled omkring både med bukke- og abespring; med narrefagter og pudsigheder et muntert mellemspil ham bereder. Han har i sin line, flettet af snore, alle narre, både små og store, tykke og magre, rette og krumme, nogle for vittige, andre for dumme. Med en gevaldig tyresvans leder han deres abedans, rækker næse af deres dåresind, trækker dem til vands og sæber dem ind og varmer med briksen deres rygge, fordi de stadig er lige stygge. Da mester alt dette meget ser, svimler det for ham mer og mer. Hvordan skal de rigtige ord han finde til alt dette brogede kram at forbinde? Hvorfra skal det rette mod han få til at synge og skrive om det, han så? Da stiger, båret af sky og vind, gennem det øverste vindu ind

musen, hellig er hun at skue som et billede af vor kære frue; med sin strålende klarhed hun ham omgiver og med sandheds næring hans ånd opliver. Hun taler: »Jeg er dig nådig og huld, tag min velsignelse hel og fuld! Deu hellige ild, du gemmer på, skal ud i lysende luer slå; men for at den ånd, som driver dit værk, altid kan holde sig sund og stærk, har til dit inderste væsens røgt næring og balsam ud jeg søgt, som gør din sjæl både rig og smuk og holder den frisk som en blomst i dug.« Hun peger løndomsfuldt fortrolig mod den bageste side af mesters bolig; i den lille have, som støder dertil, sidder en yndig pigelil, hvor bækken stænker om hyldens rod. Med bøjet hoved hun læner sig mod et æbletræs stamme; hun hører og ser næppe, hvad der omkring hende sker. I skødet har hun en rosendynge, af den hun prøver en krans at slynge og fletter deri både knop og blad; hvem vil med den krans hun gøre glad? Så' sidder hun grublende, indadvendt, men brystet stiger forventningsspændt, i anelse hendes sjæl sig sænker, véd ikke selv, hvad den vil og tænker, og mens drømmene flagrer ad hver sin kant, stiger vel også et suk iblandt. Hvorfor er din pande så mørk, du kære? Det, som nu synes dig tungt at bære, er kun en vår af sol og lykke, som en gang skal en anden sjæl henrykke. For mangen en sorg, mangt bittert minde skal i dine øjne han lindring finde; ved mangt et kys af din søde mund skal han føle sig genfødt, stærk og sund;

lægger han armen om dit liv, så hviler han ud fra kamp og kiv, og synker han i dine bløde arme, vinder hans sjæl ny livsensvarme. Også for dig kommer lyse dage; din ungpige-kådhed vender tilbage; med viltre indfald, luner og griller du snart ham drager og snart ham driller. Så har Eders kærlighed ung sig holdt, og digterhjertet blev aldrig koldt! Nu virker han glad og jævnt i sin by; men derfor svæver usynligt i sky en egekrans med uvisneligt løv; den vier en efterslægt hans støv. En plads i pølen det folk fortjener, som ikke sin mester anerkender. TIL

CHARLOTTE

VON

STEIN

(Warum gabst du uns)

Hvorfor gav du os de dybe blikke i en fremtid, som den komme må? Hvorfor kan vi elskovslykken ikke sorgløst nyde, uden at forstå? Skæbne, hvorfor lod du os så ganske se vort dunkle indre åbenbart, lærte os hinandens sjæl at granske og forstå vort forhold helt og klart? Ak, hvor mange tusind af os kender næppe deres egne hjerters trang, flakker planløst om, indtil de ender i uanet hjertesorg engang, for påny i jubel ud at bryde, når uanet lykke støder til? Os to kun det nægtet blev at nyde dette skæbnens sunde vekselspil, det at elske blindt og ikke fatte, se den anden, som han aldrig var, henrykt sanke nye drømmeskatte, spørge angst og ej få noget svar. 43

Lykkelig er den, hvis hjerte hefter ved en drøm, der holder ham for nar! Alt, som hænder os, hvert blik bekræfter, kun, desværre, hvad vi anet har. Hvad vil skæbnen bringe os omsider, hvorfor bandt den sammen vore liv? Ak, du var i længst henfarne tider vist engang min søster eller viv. Kendte da tilbunds mit væsens gåde hvert et træk deri, hvert nerveskælv, kunne med et blik det hele råde, hvad ej andre så og knap jeg selv, hæmmed blodets elv, når vildt den iled, gav min skæbne retning mod min gud, og i dine englearme hviled den forpinte sjæl sig atter ud. Bundet til dig ved et magisk under så hver dag jeg lyst og lifligt gå; o, hvor salige var hine stunder, da taknemlig ved din fod jeg lå, følte hjertet mod dit hjerte banke, følte mig i dine øjne god, følte klarhed fyldte sans og tanke og berolige det hede blod! Om alt dette svæver dunkle minder i mit hjertes urofyldte borg; og når sporet jeg derinde finder, føler jeg min tilstand nu som sorg. Halvt besjælet synes vore hjerter, og vor dag i lys og dæmring delt; heldigt dog, at skæbnen, som os smerter, ej os kan forvandle helt! RASTLØS

ELSKOV

(Dem Schnee, dem Regen)

Mod sne, der fyger, mod storm og byger, gennem tåger, der stryger,

og kløfter, der ryger, altid videre frem, uden blivende hjem! Hellere prøves i kvaler og farer end af glæder sløves, der døsige varer! O higen, der driver hjerte mod hjerte! Hvad væld af smerte din rigdom giver! Hvor søge ly? Skal til skoven jeg fly? Hvad hjælper flugt? O livets krone, o livets frugt! Fryd uden fred! O kærlighed! SØFART (Lange Tag und Nachte stand)

Dage, nætter stod min skude lastet. Ventende på vind jeg sad i havnen, mine venner ønsked mig ved glasset mod og tålmod. Dobbelt utålmodige de vented: »Hurtig rejse under vi dig gerne, farten ud på dybet; mange skatte venter på dig i den store verden, når du vender hjem, i vore arme pris og venskab!« Og en tidlig morgen hørtes tummel, af vor søvn matrosers råb os vækked, alting lever, alting ånder travlhed. At vi sejle kan ved første brise. Og den første brise spænder sejlet, solen med sit flammekys os lokker,

sejlet svulmer, høje skyer jager, vennerne på stranden jubler til os deres glade håb og spår os lykke, rejselyst, som nu i opbrudsgryet og de første høje stjernenætter. Men gudsendte vindes luner driver skipperen til siden, ud af kursen, og han lader først, som han gav efter, mens han listig stræber dem at narre, tro mod målet trods de lumske veje. Men derude fra det blygrå fjerne melder stormen sig med rappe fodtrin, trykker havets fugle ned mod fladen, trykker menneskers hjerter tungt i brystet. Og den kommer! For dens vilde rasen stryger skipperen hvert sejl forsigtigt, og med skuden spiller bold ubændigt vind og vove. Men på stranden står de ømme venner, står den elskte, skælver på det sikre: »Hvorfor blev han ikke her i havnen? Hvilken storm! Den splintrer al hans lykke! Skal vor ven elendigt gå til grunde? Ak, han burde .. kunne .. ak, I guder!« Men han står ved roret støt og mandigt; med hans skude spiller vind og vove, vind og vove ikke med hans hjerte: Med en herskers blik han måler dybet; om han sejrer eller synker, tror han sine guder. OVERVEJELSE (Ach, was soll der Mensch verlangen)

Hvad skal mennesket efterstræbe? Er det bedst at sidde rolig, til et sted sig fast at klæbe eller stedse skifte bolig?

Skal han bo i huse trygge? Eller i de lette telte? Skal på klippegrund han bygge? Selv det faste fjeld kan vælte. Intet klæder hver en alder. Hver se til, hvad han bedriver! Hver se til, hvordan han bliver, hvo som står, at ej han falder! ALT

GIVER

GUDERNE

(Alles geben die Goetter)

Alt giver guderne, de uendelige, deres yndlinge helt, alle glæder, de uendelige, alle smerter, de uendelige, helt! TIL

MANEN

(Fullest wieder Busch und Tal)

Atter fylder krat og vang du med tåreglans, ak, forløs da og engang helt min sjæl og sans! Spred ud over egnen dér mildt dit dæmringsskær, lig en ven, der kærlig ser på min lod og færd! Dæmpet klinger i mit bryst, hvad jeg nød og led, genlyd af hver sorg og lyst i min ensomhed. Rind mod havet, kære flod! Aldrig blir jeg fro; sådan svandt jo håb og mod, troskab med og tro. 47

Jeg har ejet lykken her over al forstand, ak, så rig, at aldrig mer jeg den glemme kan. Brus kun, flod, i kløften trang uden rast, forbi! Brus forbi, og til min sang nyn din melodi, når du svulmer over rand vredt i vintrens slud eller kvæger med dit vand vårens unge skud! Salig den, der uden harm og for verden lukt med en kærlig ven ved barm nyder livets frugt! Syners hær, som øjet blindt ej ved dag fik fat, fylder hjertets labyrint i den mørke nat.

HARZREJSE VED VINTERTID (Dem Geier gleich)

Glenten lig, som, hvilende de lette vinger på tunge morgenskyer, spejder efter bytte, skal min sang svæve. Thi en gud har foreskrevet enhver hans bane, og den lykkelige fører han rask til et frydefuldt mål; men den, hvem vanheld isnede hjertet,

han værger sig forgæves mod skæbnetrådens jernkolde snæren, som parcens frygtelige saks først gør ende på. I skovtykningens skjul gemmer sig det lådne vildt, og med spurvene har hejrerne forlængst sænket sig i deres moser. Let er den vogn at følge, som Fortuna fører, lig det magelige tros på jævnede veje efter en fyrstes indtog. Men hvem flakker dér alene? I krattet forsvinder hans spor, bag ham slår buskene sammen, græsset rejser sig atter, ødet har slugt ham. Ak, hvem stiller smerten hos den, hvem balsam blev gift? som drak sig menneskehad af sin kærligheds fylde? Først forsmået, nu selv forsmåer, tærer han lønligt på sit væsens værd i uglad selvgodhed. Al kærligheds fader! Er der på din psalter en tone, som kan nå ham, kvæg da hans hjerte! Oplad det omtågede øje for de tusinde kilder, som i hans ørken omgiver den tørstende!

Du, som skænker enhver overflod af glæde, sign du jagtbrødrene på vildtets spor, når de i ungdommens overmod frydes ved at dræbe og sent hævner den skade, som bonden med sin knippel forgæves bekæmped gennem år! Men indhyl den ensomme i dine gyldne skyer! Slyng vintergrønt, indtil roserne atter blomstrer, o kærlighed! om din digters dugvåde hår. Lys for ham med din mægtige fakkel over nattens stier, over vildsomme veje gennem dunkle egne! Le ham ind i hjertet med den mangefarvede morgen! Løft ham over jorden med stormvinden i dens vælde! Lad vinterstrømme styrte fra klipper i hans salmer! Og den frygtelige bjergtops snedækte isse, som sagnet har kranset med åndehære, vorde ham et takkens alter! Du står med ugransket barm, gådefuldt åbenbaret, over den undrende verden og skuer fra skyerne dens magt og herlighed, som du vander af dine brødres årer omkring dig.

PÅMINDELSE (Willst du immer weiter)

Hvorfor vil du rundt i verden fare? Se, det gode byder selv sig til. Kunsten er at gribe lykken bare, thi den er der altid, hvis du vil. FISKEREN (Das Wasser rauscht)

Dybt brused havet, bølgen gik; en fisker sad ved kyst. På snøren hviled fast hans blik, hjertet var koldt i bryst. Og mens han sad med vagtsomt sind, da bristed bølgens top, skumperleklædt en havets kvind steg ved hans side op. Hun talte, og det lød som sang: »Hvi lokker du med list min yngel fra den køle tang til flammedøden hist? O, vidste du, hvor fisken har det godt på hviden bund, da sprang du selv i bølgen klar, blev frisk og glad og sund. »Se, dukker sol og måne sig ej daglig dybt i hav? Står bølgeåndende de ej forynget op deraf? Lokker dig ej den himmel blå, i dybet dobbelt smuk? Og ser du ej dit billed stå forklaret i dens dug?« Og havet brused, bølgen gik over hans nøgne fod; da brandt, som ved den elsktes blik,

vild attrå i hans blod. Hun talte — over havets hvælv, det lød som en, der ler. Halvt drog hun ham, halvt sank han selv, og ingen så ham mer.

MENNESKEHEDENS GRÆNSER (Wenn der uralte) Når den urgamle, hellige fader med ødsel hånd så'r signende lyn fra de flyvende skyer over jorden ned, — da kysser jeg den yderste søm af hans kjortel med barnlig ærefrygt i det ydmyge bryst. Thi med guder skal intet menneske nogensinde måle sig. Hæver han sig mod oven og rører med sin isse stjernerne, da mister hans fod det sikre fæste, og med ham spiller skyer og vinde. Står han med faste, marvfulde knokler på den grundfæstede, bærende jord: så rækker han ikke blot egens højde, kan ikke måle sig med vinens ranke.

Hvad er forskellen mellem guder og mennesker? At talløse bølger vandrer guderne forbi, os hæver bølgen, os sluger bølgen, og vi er borte. En snæver ring omgrænser vort liv, og mange slægter føjer led til led i livets varende, uendelige kæde.

ÅNDERNES

SANG

OVER VANDENE

(Des Menschen Seele gleicht)

Menneskesjælen er vandet lig: Fra himlen kommer den til himlen stiger den, og atter må den til jorden dale, skiftende evig! Fra den høje, stejle fjeldvæg strømmer den rene stråle, så brydes den yndigt i skyer af sølvstøv mod den glatte klippe og samlet atter vandrer den sløret, sagte hvislende mod dybet ned. Rager klipper imod dens fald, skummer den heftigt, styrtende trinvis i afgrunden. 53

I sin brede seng glider den gennem engene, og i den blanke sø spejler frydefuldt deres åsyn alle stjerner. Vinden er vovens kærlige elsker, vinden blander fra bunden de skummende bølger. Menneskesjæl, hvor ligner du vandet! Menneskeskæbne, hvor ligner du vinden!

MENNESKEFØLELSE (Ach, ihr Goetter! grosse Goetter)

Ak, I guder, store guder i den vide himmel hisset! Hvis I gav os her på jorden frejdigt mod og fred i sindet: Å, vi lod med tak jer have Eders vide himmel hisset!

VANDRERENS (Uber

NATTESANG

allen Gipfeln)

Over høj og dale er ro; i skovens svale drømmer jo blikstille fred; fuglene hviler så varlig. Giv blot tid! Snarlig hviler du med.

SKAL JEG SIGE JER DET (Sag ich's euch, geliebte Baume)

Skal jeg sige jer det, kære træer, som jeg planted her, dengang drømme, morgenskære, altid var mit hjerte nær? Ak, I ved, jeg elsker hende, hun, der gav sin bedste ven hvad jeg bar i hjertet inde renest, renere igen. Træer, voks som af mit hjerte i en luft, af grøde fuld! Thi jeg grov min fryd og smerte under Eders rod i muld. Giv mig læ og frugter trinde, gyldne, søde! Mag det så, at jeg nærved, nærved hende, ganske nær, dem nyde må!

EPIPHANIASFEST (Die heil'gen drei Koenig)

De hellige tre konger på stjernens vej, de spiser, de drikker og betaler helst ej; de spiser for sig, de drikker for sig, de spiser, drikker og betaler helst ej. De hellige tre konger, de kommer på rad, de er tre, ikke fire, ved bæger og fad. Var der én fler end tre i vort kløverblad, så var vi fire hellige tre konger på rad. Jeg, den første er hvid, det ser da enhver; I skulle kun se mig ved dagens skær. Men ak, med alle mine fine krydderi'r, ingen pigelil tager dog mod mig som fri'r. Men jeg er den brune, og jeg er så lang, velkendt mellem pigerne, velkendt i sang; 55

jeg bringer guld af den pureste slags, så tager man vel godt imod mig straks. Jeg er den tredie, jeg er sort og kort, men lystig og kvik som den muntre hjort. Jeg spiser min mad, jeg drikker af mit fad, jeg spiser, jeg drikker og takker så glad. De hellig tre konger, de vandrer fuldtrøst, de søger den moder med barnet ved bryst, den fromme Joseph monne hos hende stå, og oksen og æslet ligger også på strå. Vi bringer myrrha, vi bringer guld, vi bringer af røgelse posen fuld. Hvis vinen, vi får, er god, skal I se: Vi kan drikke for seks, skønt vi kun er tre. Da her vi kun skønne herrer og fruer, men ingen okse og æsel skuer, så er vi ikke kommet til den rette by, og derfor drager vi bort påny. NATTETANKER (Euch bedaur ich, unglucksel'ge Sterne)

Eder ynker jeg, I stakkels stjerner, som så herligt, aldrig trættet skinner, lysende for den betrængte skipper, uden løn fra mennesker og guder! Thi I kender ikke kærligheden. Uophørlig gennem evigheder fører tiden eders tog på himlen; hvilken rejse har I ikke fuldbragt, mens jeg, hvilende i hendes arme, glemte helt den stille nat og Eder!

HARPESPILLEREN (Wer sich der Einsamkeit)

Ak, den, der søger ensomhed, han bliver ene snart;

I

hver har sin nød at trækkes med og under ham hans part. Min hjertekval mig und! Og bliver jeg en stund alene her, er ej jeg ene mer. En elsker spejder, om til hans held hans elskede ene sig véd; så spejder savnet ved gry og kvæld, ved dag og nat mine fjed, sorgen min ensomhed. Ak, hviler jeg først ensom bag kistens fjæl, da bliver jeg ene vel.

ELVERKONGEN (Wer reitet so spaet)

Hvem rider så sent mod stormens harm? Det er en far med sit barn i arm. Han holder ham fast mod brystet trykt, dér hviler han lunt og uden frygt. »Min søn, du drager så tungt dit vejr.« »Se elverkongen, se far, se dér, med krone og slæb på den hvide eng!« »Det er de natlige tåger, min dreng.« »Du fagre dreng, kom, følg med mig! Jeg skal dig lære så mild en leg. Jeg plukker dig blomster, røde og blå, min moders brogede slør skal du få.« »Å, hører du, far, hvor det lokker og ler? Hvad elverkongen mig hvisker og be'r?« »Vær rolig, min dreng! det er nattens blæst, der suser sært gennem løvets rest.« »Og vil du følge mig, sødeste dreng, mine døtre skal rede dig blødeste seng; 57

mine døtre føre den natlige rund, de danser og synger dig lifligt i blund.« »Å, ser du dem, far, med slørene blå? elverkongens døtre danser på tå.« »Min dreng, jeg ser dem, jeg véd, hvad du så: de gamle pile står tågegrå.« »Jeg elsker dig, mig drager dit legemes pragt, og lyder du ikke, så bruger jeg magt!« »Han griber mig, far! Nu ta'r han mig med ... Elverkongen har gjort mig fortræd!« Faderen gyser. Han sporer sin hest, han varer det stønnende barn som bedst; han nå'r til gården med yderste nød. - I hans arme lå drengen død. SANGEREN (Was hoer ich draussen)

»Hvad hører jeg for porten dér fra vindebroen klinge? Lad sangen for vort øre her mod højenloft sig svinge!« Så talte kongen, pagen lød; han kom igen, og kongen bød: »Før mig herind den gamle!« »I skønne damer, hilset vær! Vær hilset, herrer høje! En talløs, navnløs stjernehær rigt funkler for mit øje! Men al den pragt og herlighed har jeg ej tid at frydes ved, thi luk jer, mine øjne!« Han lukked øjnene og kvad, så salens vægge dirred. Med løftet blik de ridd're sad, mod jord de skønne stirred.

Fornøjet lytted kongen til og lod til løn for sang og spil en gylden kæde bringe. »Den gyldne kære giv mig ej! Giv den din ridderskare, som splitter fjenden på din vej og frelser dig af fare! Giv den den kansler, som du har! Han bærer mangen byrde svar, lad ham den gyldne bære! »Jeg synger som den frie fugl, mens den på grenen gynger. Den sang, der går fra brystets skjul, er løn for, hvad den synger. Men vil du være skjalden huld, så lad din svend i pure guld din bedste vin ham række!« Han tømte bægret til dets bund: »O drik, som liflig kvæger! O held det hus, hvor ringe kun man regner sligt et bæger! Går det jer vel, så tænk på mig og tak jer Gud så varmt, som jeg for denne drik ham takker!«

HARPESPILLEREN

II

(Wer nie sein Brot)

Den, der aldrig åd sit brød med gråd, og i lange, bange nattevagter på sit leje sad med kinden våd, kender Eder ej, I himlens magter! Først I fører os i livet ind, lader dér den arme skyldig blive, hærger så med helvedkval hans sind: Thi hver brøde hævner sig i live.

ILMENAU 3. september 1783. (Anmutig Tal!)

Yndige dal! Du altid grønne Lund! Jeg hilser dig, du velbekendte scene! Omskyg mig med de tungt behængte grene, tag venligt mod mig, kvæg min sjæl en stund, en flygtig stund, men fyldt af liv og lyst! Forfrisk med Eders balsam dette bryst! Hvor kom jeg tit i gode, onde dage, du stolte bjerg, her til din fod tilbage. Så lad mig og på dine bakkedrag et ungt, et nyskabt Eden se idag! Jeg har fortjent af Eder at belønnes. Jeg sørger endnu, mens I rolig grønnes. Og lad mig glemme, at og her vor jord om mangen skabning slavelænken snor, at bonden så'r sin kål i lette sand og ser den gnavet bort af vildtets tand, bjergmanden karrig løn fra kløften hæver, kulsvieren for jægersmanden bæver. Foryng mig, som I før har gjort, og giv, at jeg må føle nyt begyndt mit liv! Jeg véd, 1 under mig de drømte glæder, mens atter glemte rim til rim sig kæder. Jeg bli'r igen mig selv fra verden skilt, når Eders dufte bølger om mig mildt. Melodisk suser høje graner atter, melodisk klinger fossens kåde latter. Nu sænkes skyen, dalen damper mat, det skumrer, og på én gang er det nat. I dunkle skov ved glimtet af en stjerne hvor blev min sti, som sorgløs jeg forlod? Jeg hører sære stemmer i det fjerne, de skyller vekselvis mod klippens fod. Jeg lister frem at se, hvad det betyder, som jægeren, hvem hjortens bladen fryder.

Hvor er jeg? Ser jeg i et trylleland? Et natligt lag ind under klippens rand. Ved lave tuer, tæt med kvas belagt, ser jeg dem glade rundt om bålet strakt. Igennem løvets fletværk skæret trænger. En sodet gryde over ilden hænger. De skæmter højt, mens flasken, tømt ret snart, går kredsen rundt med jævn og sindig fart. Hvormed skal jeg vel ligne denne flok? Hvor kom den fra? Hvorhen vil den nu drage? Sært ser de ud og ter sig sælsomt nok. Skal jeg gå til dem eller gå tilbage? Er det måske den vilde jægers hær? Mon gnomer, som her trolddomskunstner drive? I krattet ser jeg fjerne flammeskær. Jeg gyser let og vover knap at blive. Træffer jeg her zigeuneres komplot? Eller Ardennerskovens landsforviste drot? Skal her jeg finde rundt om egens rod shakespearske ånder, iført kød og blod? Ja, denne tanke viser mig det klart! Det er dem selv eller af samme art. En frigjort ånd i hvert et øje glimter; bag råheden man ædle sæder skimter. Hvad vil 1 ham der, sejg og tryg, som krummer mageligt sin brede ryg på pladsen nærmest ved den rare flamme, den kærnesvend af gammel heltestamme? Han suger løs på piberørets knop, og røgen hvirvler om hans pande op. Godmodigt tørt han skæmter allehånde og holder kredsen ret i ånde, mens han med gravalvorlig vægt formaner den i landlig dialekt. Og hvem er han, som ryggen stemmer mod stubben, på hvis mos han hvile fandt? Han strækker sine lange, tynde lemmer elastisk dovent mod hver verdenskant, 61

og uden at en sjæl gi'r på ham agt, han svinger sig tilvejrs med henrykt sans og synger monotont i sælsomt takt en sang om sfærers himmelhøje dans. Dog alle synes nu kun ét at tænke; på én gang hører jeg dem stemmen sænke; og jeg forstår, det gælder ej at krænke en ynglings ro, der sover fast og trygt i hytten, af det lette tømmer bygt, ved dalens ende, dér, hvor fossen syder, og hvor et glimt af bålet mørket bryder. Jeg føler trang til kløften ned at vandre, jeg lister bort og skilles fra de andre. Vær hilset, du, som i den sene kvæld her holder vagt på tærsklens hårde fjæl fjernt fra de andres lystighed og glæde! Det er, som noget tyngende din sjæl. Hvad grubler du så stærkt på, at du glemmer at lægge ved på bålets svage emmer? »O, spørg mig ej! En fremmed, der vil vide nysgerrig nyt, er mig imod. Gå fra mig, om din vilje end er god! Her er det tid at tie og at lide. Jeg véd ej selv, hvordan jeg skal betegne, hvorfra jeg kom, hvordan hertil jeg fandt. Skæbnen har ført mig hid fra fjerne egne, og venskab siden mig til stedet bandt. Hvem kender vel sig selv og sine kræfter? Den kække følger lykken ofte med. Vor dåd kan først bedømmes dagen efter, om den har gavnet eller gjort fortræd. Lod ej Prometheus himmelilden flyde til støvet ned med skaberfrejdigt sind, og kunne han selv mer end gyde den i sin skabnings årer ind? Hellig var alterilden, jeg har bragt, men ingen hellig flamme fik jeg tændt.

Stormen gav branden en fordærvers magt; jeg vakler ej, jeg har min skyld erkendt. Mens uklog jeg om mod og frihed sang, om ærlighed og frisind uden tvang, om hjertets ret og evnen til at ville, vandt jeg mig menneskenes skønne gunst; men ak, en gud har nægtet mig den kunst, den arme kunst, mig kunstig at forstille. Nu er jeg dybt ydmyget, rigt påskønnet, uskyldig straffet, skyldig og belønnet. Men tal nu sagte! Under dette tag hviler min lykke og mit bitre nag: Et ædelt hjerte, fra naturens veje af trange forhold ført til vrange sider, som nu på rette spor, men uden fred at eje, snart med sig selv og snart med skygger strider og grubler på ved egen kraft at vinde den arv, ham skæbnen lod ved fødslen finde. Kærlige ord kan ej hans ånd fra hylstret skille, og ingen sang de vilde bølger stille. Hvem kan berette larven på dens blad om føden, den engang skal nyde, og puppen, på hvad vis den bær' sig ad den tynde skal at gennembryde? Når tiden kommer, gør den selv sig fri, flyver til rosens skød og dukker sig deri. Ja, også ham vil tiden lære at bruge kraften uden tab. Nu, skønt han holder sandhed højt i ære, er det at fare vild ham lidenskab. Kådhed ham driver ud på glatte stier, og ingen klippevæg er ham for stejl, men vanheld ved hans side bier, med kvaler må han sone sine fejl. Så jager sjælens smertefulde spænding ham atter voldsomt frem, snart her, snart hist, til utålmodig ved sit hjertes brænding han hviler utålmodigt ud tilsidst. 63

Og mørk og vild, som han er bleven, tit overstadig, aldrig fro, på sjæl og legeme såret, sønderreven, går på sit hårde leje han til ro, imens jeg sidder her, - knap tør jeg ånde, — og retter blikket mod de frie stjerner, halvt vågen, halvt i drømme, pint af vånde, fordi mod drømmens kval mig intet værner.« Svind drøm! I høje muser, takket vær for denne underskønne plet af jord, hvor egnen pludselig i solens skær kan lyse frem som ved et trylleord. Skyerne flygter, tågen svinder, skyggerne med, - I guder, pris og lykke! Sandhedens sol nu for mig skinner, den vil en bedre verden smykke og alle angstens fæle skygger sprede. Nyt liv begynder, - er der allerede! Jeg føler det, som når fra fjerne steder man kommer atter til sit fædreland: Et folk, der skaber sine stille glæder ved flittig brug af, hvad det har og kan. Fra rokken spindes fed på fed, og væverstolen slår sin muntre takt, bjergmandens reb og kurv går op og ned i den forladte, atter åbne skakt, fejlene rettes, lov og orden fredes, og virksomhed og velstand trindt udbredes. Fyrste, lad denne afkrog af dit land et billed på din egen livsdag være! Du har jo længst erkendt hver pligt, din stand pålægger dig, og vil dens byrder bære. Den, der kun tænker koldt på eget vel, kan efter ønske forme sine dage, men den, der virke vil for andres held, må lære meget at forsage. Så skrid da frem, — ikke på må og få som manden, der gik ud at så

og strøede sæd, så meget gik til spilde i vejens sand og mellem torne vilde, nej, spred med sikker hånd og klar forstand den gode sæd ud over pløjet land! Dér lad den hvile! Høstens tid vil bære velsignet løn til dig og dine kære. DET

GUDDOMMELIGE (Edel sei der Mensch)

Ædel skal mennesket være, hjælpsom og god, thi det alene adskiller ham fra alle væsner, som vi kender. Priset være de ukendte højere væsner, som vi aner! Dem skal mennesket ligne, hans eksempel lære os at tro på dem! Thi naturen føler ikke. Solen lyser over god og ond, og for stimanden som for den ædle skinner måne og stjerner. Vind og strøm, lynild og hagl iler forbi og griber på deres stormende gang snart en, snart en anden. Også lykken famler blindt blandt mængden

og kranser snart drengens uskyldige lokkehoved, snart forbryderens skaldepande. Efter evige, jernfaste, vældige love må vi alle fuldende vort livs kredsende løb. Mennesket alene mægter det umulige: Han skelner, vælger og dømmer, øjeblikket kan han give varighed. Han alene tør lønne de gode, straffe de onde, hele og frelse og knytte til gavn det splittede, spredte. Og vi ærer de udødelige, som om de var mennesker og virked i det store, hvad de bedste af os gerne virked i det små. Det ædle menneske være hjælpsom og god! Utrættet skabe han det gavnlige og rette og være os et billed på hine væsner, vi aner!

MIGNON I (Kennst du das Land) Véd du det land, hvor blomst citronen bær'? I glød bag løv står guldorangens skær; hvor blide briser gå fra himlen blå, hvor myge myrter, stolte laurbær stå? Véd du det land? Derhen, derhen Ak kunne did jeg fly med dig, min ven! Véd du det hus med søjlebygt portal? Hvert kammer yndigt, strålende hver sal; og marmorstøtter skuer til dig ned: Du stakkels barn, hvem gjorde dig fortræd? Véd du det hus? Derhen, derhen — did lad os fly, min værner og min ven! Véd du det bjerg, hvorom sig skyen snor? I tåge søger mulen stiens spor; hulerne skjuler dragers gamle kuld, ud over stejle fjeld står fossen fuld. Véd du det bjerg? Derhen, derhen går nu vor vej, min fader og min ven!

TILEGNELSE (Der Morgen kam)

Morgenen kom. Og ved dens fodtrin fly'de den lette søvn mit leje. Op jeg sprang, og fra min hytte, medens dagen gry'de, ad bjergets sti jeg styrede min gang. For hvert et skridt min sjæl sig måtte fryde ved blomst og strå, der fuldt af dråber hang; alt vågned henrykt, — af den store læge, af søvnen kvæget, - som for mig at kvæge. Og mens jeg steg, steg fra de våde enge en tåge, vugget af den svage vind; den veg og kom; det vared ikke længe, så hyllede den helt mit hoved ind. Den skønne udsigt lod sig brat fortrænge, 5*

67

egnen lå dækket af et hvidligt spind; snart stod jeg blindet fast af skyens flige alene med mig selv i tågens rige. På én gang sejred atter solens lue, i tågen dukked der en lysning frem, og skyen sænked sig som i en bue og lagde sig om skoven som en bræm. Hvor længtes jeg, påny derned at skue, i dobbelt skønhed drømte jeg mit hjem da, just som sløret atter ruiled mod mig, omstråled mig en glans, og blændet stod jeg. Snart gav en indre trang mig mod. Jeg hæved mit øje atter op mod skyens rand, et hurtigt blik, hvorved mit hjerte bæved, thi alt omkring mig stod i glød og brand; i tågens favn en dejlig kvinde svæved, et gudesyn fra evighedens land! På jorden så jeg aldrig hendes lige. Hun så på mig; jeg hørte hende sige: »Du kender mig!« — Som sang af englemunde så højtidsfyldt og øm var hendes røst »du mindes mig, når i så mangen vunde, som livet slog, jeg gød min balsam-trøst. Du følte mig, da til dit hjertes grunde jeg lod min ånde strømme i dit bryst. Jeg så dig, alt som dreng med uvant læbe og længselstårer mod min verden stræbe.« »Ja,« brød jeg ud og sank i knæ på bjerget, »Ja, længe har jeg vidst, du var mig god. Du gav mig fred, når lidenskaben hærged min sjæl og brused i mit unge blod. Med køle vinger du min pande værged mod hede pust, der strømmed den imod. En rigdom gav du mig foruden mage, og af din hånd kun vil jeg lykken tage. Jeg nævner ej dit navn; så mangen melder sig som din elsker, kalder dig for sin,

og kun så få kan tåle, når det gælder, den sunde styrke i din flammevin. Dengang jeg famled, fandt jeg mange fæller, nu er jeg ene snart, da jeg blev din; din gave må jeg under stolen stikke og skjule den for folks profane blikke.« Hun smilede. »Du ser, det gik ej an for meget af min skat jer at indrømme. Knap har du lært at tænke som en mand, at herske over barnets første drømme, så blir du overmenneske på stand og vil din simple pligt som mand forsømme. Hvori er du forskellig fra de andre? Du skal i fred med dem mod målet vandre.« »Tilgiv!« udbrød jeg, »det var ærlig ment. Du gav mig synet, ikke helt forgæves; det krav, som med din gave blev forent, jeg kender og vil yde, hvad der kræves. End er jeg ung, end er det ej for sent, mit fund skal ikke graves ned, men hæves; den vej, jeg fandt igennem kamp og krise, den vil jeg atter mine brødre vise.« Hun så på mig imens, den guddomshøje, med venlig ynk, som på et barn omtrent; det var, som læste jeg i hendes øje den dom, jeg havde ved min færd fortjent. Da smiled hun, og bort veg sorg og møje, min sjæl mod nye håb sig følte vendt; jeg nærmed frejdigt mig og turde skue med rolig tillid hendes strålelue. Hun rakte hånden ud mod skyens flige, hun drog dem til sig, og de fulgte med; med stille undren så jeg tågen vige og dalen under mig med flodens bred; jeg vendte blikket ud mod solens rige: Himlen lå klar og blå, i salig fred; men om den høje kvindes arm der gynged et broget slør, i tusind folder slynget.

»Jeg kender dine fejl, og jeg kan tyde de spor af godt, som i din sjæl er gemt« - Den stemme! Evig vil den for mig lyde! »Tag her, hvad jeg forlængst dig har bestemt! For ham, som over denne skat kan byde, kan livet aldrig blive mørkt og slemt: Af morgendug og soldagsklarhed vævet digtningens slør, af sandheds hænder hævet! Og bliver dagen dig og dine venner for tung og hed - kast det i luften op! Straks aftenen sin milde køling sender, og i dens farver gløder bjergets top, det gyldne slør al jordisk kvide ender, det lokker krydret duft af blomst og knop, det lader sol på livets bølger spille, gør dagen liflig, natten lys og stille.« Kom venner da, når eders fødder bløde på livets torne, tynget af dets vægt! Eller når håbet om en gylden grøde med blomst og frugt har fortids vunder lægt! Så går vi sammen fremtids dag imøde med løftet fane, kongeligt og kækt. Da skal, når børnebørn må for os græde, vor sang få liv påny i deres glæde!

TIL CHARLOTTE

VON

STEIN

(Gewiss, ich waere schon so ferne)

Jeg var forlængst alt flygtet mod det fjerne, var draget ud i verden, vid og lang, hvis ej en mystisk, overmægtig stjerne min skæbne bandt til din og mig betvang. I dig forstod jeg først mit væsens kærne; min digten, tragten, al min drift og trang mod dig og mod dit væsen hen mig trænger, og af dit liv mit eget liv afhænger.

FØRSTE TAB (Ach, wer bringt die schoenen Tage) A k , hvem bringer mig tilbage

elskovs første, fagre dage, blot en time - ak, hvem bringer blot en time mig igen! Ensom går jeg med min klage, håbløst mine suk sig svinger efter lykken, der fo'r hen. Ak, hvem bringer hine dage, elskovs første tid igen! FOR

EVIG

(Denn was der Mensck in seinen)

Alting, som mennesket i støvets skranker med guddomsnavn tilbeder og erkender: Troskab, der evigt sig om hjertet ranker, venskab, som vakler ej og aldrig ender, lyset, som gi'r den vise stille tanker og billeder i digtersjælen brænder i mine bedste timer har jeg fundet det alt hos hende og for mig det vundet. MIGNON

II

(Nur wer die Sehnsucht kennt)

Kun den, som længes kan, véd, hvad jeg lider. Ene i fremmed land sorgfuld jeg strider, altid mod himlens rand did blikket glider; han, som mig elsker, han langt borte skrider. Dybt i mit bryst en brand bider og svider. Kun den, som længes kan, véd, hvad jeg lider.

KOPTISK

SANG

(Geh! gehorche meinen

Winken)

Hør, min ven, hvad jeg vil sige: Nyt de unge dage kækt, førend tiden kraften lammer! Viseren på lykkens vægt sjælden hvilepunktet rammer; du må synke eller stige, du må herske og bestå eller tjene og forgå, tabe eller målet nå, være ambolt eller hammer! 1787-1810 DEN ITALIENSKE REJSE WEIMAR

BESØGET (Meine Liebste wollt ich heut) Da min elskede idag jeg ville overraske, fandt jeg døren låset. Men jeg har jo nøglen i min lomme! Sagte listed jeg mig ind i huset. Dog i dagligstuen var hun ikke, heller ikke i sin egen stue; da tilsidst jeg kom til sovekamret, fandt jeg hende ligge yndigt henstrakt på en sofa, sovende, men påklædt. Hun var sovet ind, imens hun sy'de; i de spæde hænder, som hun folded, holdt endnu hun nålen med sit sytøj. Og jeg satte mig ved hendes side uvis, om jeg skulle vække hende. Da betragted jeg den fred, som hviled mild og skøn på hendes øjenlåge: Læberne i stille troskab lukket, sundheds ynde på de bløde kinder

og et ærligt hjertes trygge uskyld i det bryst, som rytmisk steg og daled. Hvert af hendes lemmer lå som opløst, mat af søvnens søde gudebalsam. Henrykt sad jeg dér, og min betragtning bandt med hemmelige bånd, og stadig mer, min attrå til at vække hende. O du kære, tænkte jeg, kan søvnen, som forråder alt, der ej er ægte, ikke skade dig og røbe noget, som forringer dig i mine øjne? Lukket er nu dine søde øjne, som forhekser mig, når de er åbne, og din røde mund bevæges ikke, hverken for at kysse eller tale, opløst er de runde, hvide armes tryllelænke, som mig ellers binder, og den lille hånd, som så livsaligt véd at kæle, hviler slapt i skødet. Var min tro på dig kun tant og blændværk, var det selvbedrag, at jeg dig elsker, måtte jeg i denne stund det mærke, nu da Amor uden bind sig viser. Længe sad jeg, festlig glad i sindet ved din herlighed og ved min elskov; mens du sov, du syntes mig så yndig, at jeg ikke nænned dig at vække. Sagte lagde jeg to appelsiner og to roser hen på divanbordet, sagte listed jeg så ud af huset. Når min elskte åbner sine øjne, ser hun straks den farverige gave, og hun undrer sig, hvorfra den kommer gennem lukkede og låste døre. Ser jeg da i nat den søde atter, da vil hendes glæde lønne dobbelt dette offer, som min ømhed bragte.

MORGENKLAGER (O du loses, leidigliebes)

O du slemme, syndig-søde pige! Hvad har jeg dog gjort dig, at du nænner mig på denne pinebænk at spænde, at du bryder løftet, som du gav mig? Trykked du ej kærligt mine hænder igåraftes, hvisked yndigt til mig: Jo, jeg kommer, kommer henad morgen ganske sikkert, kære, på dit kammer! Døren lod jeg stå på klem iaftes, da jeg havde prøvet først dens hængsler og med glæde hørt, de ikke knirked. Hvilken nat af spænding og forventning! Vågen lå jeg, talte hvert kvarterslag; blunded blot jeg nogle øjeblikke, var mit hjerte dog bestandig vågent, vækked mig bestandig af min slummer. Da velsigned jeg det tætte mørke, som så trygt og roligt alt indhylled, fryded mig, at alting var så stille, lytted, lytted i den store stilhed, om der ikke var en lyd at høre. Og jeg tænkte: »Hvis som jeg hun tænkte, hvis som jeg hun følte, er jeg vis på, at hun ikke ventede til morgen, at hun kom endnu i denne time.« Blot en kat sig listed over loftet, blot en mus i kamrets hjørne knistred, eller nogen rørte sig i huset, stadig håbed jeg, dit fjed at høre, stadig tro'de jeg, din gang at høre. Sådan lå jeg længe, mer end længe, så den første blege dagning gråne, og det knirked her og rasled hisset.

»Var det hendes dør? Var det min egen?« Oprejst sad jeg i min seng og spejded mod min dør, som lyste svagt i mørket, om den ikke rørte sig en smule på de lette hængsler hang den rolig, lidt på klem, men lige uforandret. Og derude voksed lyset stedse. Nu min nabos dør jeg hører åbnes, til sit dagværk går han flink og munter, snart derefter høres vogne rumle, nu er altså byens porte åbnet, og om lidt vil torvets hele tummel vidne højt, at natten er til ende. Hør, nu går og kommer folk i huset; op og ned ad trapper; døre knager; travle trin i stuer og på gange; og endnu kan ej jeg slippe håbet, thi det er, som skal jeg livet miste. Endelig, da solen, den forhadte traf mit vindu, lyste ind på væggen, sprang jeg op og iled ned i haven for min attrås længselshede ånde med den køle morgenluft at blande og om mulig møde dig i haven: Og nu er du ikke i den høje lindegang, ej heller i dit lysthus! ROMERSK

ELEGI

(Froh empfind ich mich)

Glad jeg føler mig nu, på klassisk jordbund begejstret, fortids og nutids røst lytter fortryllet jeg til. Efter den plan, jeg har lagt, studerer jeg oldtidens værker, blader flittig deri, daglig fornyes min lyst. Men på anden vis optager om natten mig Amor; lærer jeg sådan kun halvt, dobbelt er lykken derved. Skønt, er det ej belæring at spejde barmbuens runding 75

eller at lade sin hånd glide langs hofternes sving? Da forstår jeg skulpturen, jeg sammenligner og forsker, ser med det følende syn, føler med seende hånd. Selv om den elskede røver mig nogle timer af dagens, giver i nattens løb vederlag fuldt hun derfor. Altid kysses der ikke, der tales også fornuftig; falder imens hun i søvn, tænker jeg videre selv. Ofte, mens i min favn hun lå, har også jeg digtet og heksameterets fald spillet med dansende hånd på hendes ryg. Hun drager sit vejr så sundt, når hun sover, og mens jeg lytter dertil, røres jeg dybt i min sjæl. Amor sørger for lampen, imens jeg mindes de tider, da han på selvsamme vis stod Triumvirerne bi. ROTTEFÆNGEREN (Ich bin der wohlbekannte Saenger)

Jeg er den velbekendte sanger, den vidtforrejste rottefanger, som denne længst berømte stad vist trænger til og hilser glad. Og var der rotter, nok så mange, og væsler med, vær ikke bange! Jeg jager dem på døren snart og renser byen i en fart. Så er den altid muntre sanger i ny og næ en børnefanger, jeg tæmmer hver uartig fyr med mine gyldne æventyr. Og var end drengen nok så vilter, og var end tøsen nok så ilter, såsnart jeg griber i min streng, så følger mig hver tøs og dreng. Sidst er den fingernemme sanger lejlighedsvis en pigefanger. Jeg kommer ej til nogen by, hvor ej jeg fanger nogle ny. Og er end pigen nok så spydig, 76

og er end konen nok så dydig, så blir dog barmen elskovstrang ved heksespil og tryllesang. SPINDERSKEN (Als ich still und ruhig spann)

Mens jeg spandt, som jeg var van, sent ved arnens lue, kom en ung og vakker mand til mig i min stue; sagde: »Ros, hvad roses bør! Det er ikke syndigt. Barn, dit hår er blond som hør, blødt som den og yndigt.« Han var lunefuld og kåd, det jeg snart erfared. Og han rev itu den tråd, jeg sålænge vared. Siden spandt jeg fed på fed i de dage lange; ak, hvad før jeg glædtes ved, gjorde nu mig bange. Mens jeg dem til væven bar, dumpt sig noget rørte; hjertet hamred, og det var, som dets slag jeg hørte. Vævet lægger jeg på bleg nu i solens flammen, med besvær jeg bøjer mig tungt ned over dammen. Hvad jeg i mit kammer spandt gennem trange tider, kommer, alt som tiden randt, for en dag omsider. 77

HAVBLIK (Tiefe Stille

herrscht)

Stilhed ruger over vandet, ubevæget havets spejl! Og bekymret ser den travle skipper mod de slappe sejl. Ingen krusning, nok så sagte! Dødens stilhed, stiv og stum! Fladen kun, den vidtudstrakte, hviler i det tavse rum.

LYKKELIG

FART

(Die Nebel zerreissen)

Nu spreder sig tågen og himlen sig klarer, og Æolus løser det lammende ban. Hør, vindene summer, og skipperen iler: Rask! Bølgernes skarer for stævnen alt skummer, det fjerne sig nærmer, hist skimter jeg land!

MIGNON

III

(Heiss mich nicht reden)

Bed mig ej tale, lad mig tie! Min løndom må jeg vogte på. Helst ville jeg dig i min sorg indvie, men skæbnen vil det ikke så. I rette tid forjager solens glød det mørke, hvori natten jorden hilder; den hårde klippe åbner selv sit skød, misunder ikke jordens dyb de skjulte kilder.

Enhver kan trygt hos vennen finde fred og i hans barm sin sorg og ve udgyde, men mine læber bindes af en ed, og kun en gud kan tavsheds-lænken bryde.

HARPESPILLEREN

III

(An die Turen will ich schleichen)

Mine hænder vil jeg strække, mens fra dør til dør jeg går, og en kærlig hånd vil række mig, hvad hus og hjem formår. Hver, som ser mig, vil med glæde takke gud for sine kår, og en tåre vil han græde, tårer, som jeg ej forstår.

PHILINE (Singet nicht in Trauertoenen)

Kald dog ej med vemodssukke natten ensom, trist og tyst! Natten blev, I hulde smukke, skabt til fællesskab og lyst. Thi som kvinden kaldes skatten, mandens halvdel her og hist, livets halve del er natten, og den bedste halvdel vist. Vil I dagens glæde prise, som på glæden just gør brud? Til at more sig og spise du'r den, ej til mer, ved Gud! Men når lampen dæmring spreder yndefuldt i natlig stund, og når spøg og elskov leder hånd til hånd og mund til mund:

når din ven, den kåde, vilde, fordringsfuld og sejersvis, ved din side dvæler stille, med en ringe gunst tilfreds; når I lytter, ømt betagne, efter nattergalens kluk, som for fanger og bedragne kun er ve og jammersuk, hvor bevæget da I tæller tårnets dybe midnatsslag, som forjættende jer melder sikkerhed og ro til dag! Derfor i de lange dage mærk dig, arme viltre bryst: hver dag har sin dumme plage, natten har sin rige lyst!

DEN ELSKEDES NÆRHED (leh denke dein) Jeg tænker på dig, når i solen glitrer bølgernes dans, når kildens væld i månelyset sitrer med sølverglans. Jeg ser dig, når en støvsky fjernt sig hæver på vejen hvid, når vandreren på smalle bjergsti bæver ved nattetid. Jeg hører dig, når bølgerne med brusen slår op mod kyst, jeg lytter tit til skovens sagte susen, når alt er tyst. Selv når, som nu, jeg véd dig i det fjerne, er du mig nær. Nu mørknes det; hist glimter frem en stjerne. O, var du her!

M I G N O N IV (So lasst mich scheinen) Så lad mig hvile, til jeg vækkes'. Affør mig ej den hvide dragt! Lad af den trygge jord mig dækkes, når jeg går bort fra jordens pragt! En hvilestund - så kommer dagen, der ryster døs og dvale af; da kaster jeg det hvide lagen med krans og bælte i min grav. Thi mellem himlens engleskarer har mand og kvinde lige magt, og legemet, som Gud forklarer, behøver ingen jordisk dragt. Mig traf ej livets bitre smerte, dog ved jeg, sorgen tit er tung. For tidlig ældedes mit hjerte. Gør mig igen for evig ung!

SKATTEGRAVEREN (Arm am Beutel)

Lommen tom og syg i hjerte sled jeg hen de lange dage. Armod er den værste plage, rigdom er den største skat! For at ende denne smerte gik jeg ud en skat at grave. Satan, du min sjæl skal have! skrev jeg med mit blod en nat. Og så drog jeg da ihærdig tryllekredsen, stilled sammen urter, knokler rundt om flammen; alt blev forskriftsmæssigt gjort. Da besværgelsen var færdig, gravede jeg efter skatten på et viet sted, mens natten brused stormfuld, kold og sort.

Og jeg så et lys at skinne. Frem det funkled som en stjerne langt, langt borte i det fjerne just ved midnatsklokkens slag. Og på én gang stod jeg inde i en stråleglans, der svæved om en skål, en yngling hæved, skøn og lys som klarest dag. Rene, milde stjerneblikke lyste under blomsterkransen om hans hoved; fulgt af glansen trådte han til kredsen hen. Venlig bød han mig at drikke. Og jeg tænkte: denne kære, smukke dreng kan ikke være djævlen eller djævlens svend. »Drik dig livsmod af min gave! Har du lært dens værd at fatte, søger du ej længer skatte efter nogen heksebog. Hold da op med her at grave! Slid ved dag! Om aftnen gæster! Travle uger, glade fester! Vælg det til dit tryllesprog!«

EFTERFØLELSE (Wenn die Reben wieder bluhen)

Hvergang ranken blomster skyder rører vinen sig i fadet; hvergang rosen knoppen bryder, syder sært det i mit blod. Og jeg går omkring i drømme, kinderne af tårer badet, føler kun en længsel strømme ubestemt fra hjertets rod.

Og med ét jeg ser tilbage, og jeg vender mindebladet: Ak, i slige lyse dage var engang mig Doris god. TIL

MIGNON

(Uber

Tal und Fluss)

Over flod og eng og ager på sin vogn solguden drager, vækkende til liv i gry din og min, vor fælles smerte dybt i hjerte hver en morgen, ak, påny! Natten giver ingen lindring; selv i drømmenes erindring glider sorgens skygger ind, og den altid vågne smerte i mit hjerte sitrer gennem sjæl og sind. Skibe ser jeg, floden bære ud mod havne, fjerne, nære, på det store verdenskort; men den dybe, stille smerte i vort hjerte fører floden ikke bort. Helligdagens klokker lyder; med de andre jeg mig pryder i min bedste højtidsdragt; ingen aner, at af smerte er mit hjerte sønderrevet, ødelagt. Lønlig må jeg altid græde, og dog kan jeg hykle glæde, synes rask og sund og rød; var den dødelig, den smerte i mit hjerte, ak, da var forlængst jeg død.

L E G E N D E N OM H E S T E S K O E N (Als noch, verkannt und sehr gering)

Da miskendt og som ringe mand Vorherre vandred i jødeland, omgivet af sine disciples flok, der tit forstod ham dårligt nok, da var det en af hans bedste glæder at holde hof på veje og stræder, fordi under himlens blånende bue taler man friere end i en stue. Og mangen lære, dyb og sund, hørte man der fra hans hellige mund; navnlig ved lignelser og eksempel gjorde han hvert et torv til tempel. Sådan gik han engang i åndens fred til en lille stad; hans disciple med; da så han blinke ved vejens rand en hestesko i det røde sand. Han sagde til Sankt Peter: »Ven! Tag jernet op og gem det hen!« Sankt Peter fandt den befaling sær, at han skulle have sådant besvær. Han vandred netop i stolte drømme om det kommende verdensherredømme; fantasien agter jo ingen skranker, og det var hans allerkæreste tanker. Han syntes, det fund var en ringe ting; havde det været krone, spir eller ring, men en hestesko, der er slidt og gammel, bøje sin ryg for sådant skrammel! Nej aldrig! Han så til siden og lod, som om han ej mesterens bud forstod. Langmodig bøjed Vorherre sin krop, tog hesteskoen af støvet op og talte så ikke mere derom. Men dengang de ind i byen kom, gav en smed ham på torvet dér tre penninge, det var jernets værd, og da han så, i den nærmeste bod

en kurv med modne kirsebær stod, så købte han bær, så mange og få, som på tre penninge kunne gå, og stak dem efter sin vante skik op i sit ærme, mens han gik. De vandred, efter at det var gjort, gennem byen og ud ad dens anden port. Ad skaldede veje sled de sig frem, solen brændte, og heden var slem; det var en af den slags timer, da man med glæde betaler guld for vand. Vorherre, som gik foran dem alle, lod ubemærket et kirsebær falde. Hurtig fik Sankt Peter det fat, han greb det, som var det en kongelig skat; det læsked liflig hans tørstige mund. Så gik der atter en slidsom stund, før Herren et bær ti! jorden slap. Sankt Peter greb det smidig og rap. Sådan lod Vorherre ham kirsebær plukke ved atter og atter sin ryg at bukke. Da det havde varet en passende frist, sagde Vorherre med smil tilsidst: »Ved ryggen i rette tid at bøje kunne du sparet dig al den møje. Den, der foragter ting, som er små, med ringere tit sig plage må.«

BRUDEN (Nach

FRA

Korinthus

KORINTH von

Athen)

Fra Athen en yngling skulle drage til Korinth, som aldrig før han så. Hos en borger ville ind han tage, fa'rens gæsteven, af alder grå. Længst det aftalt var, at engang som par deres børn til altret skulle gå. 85

Én bekymring ynglingen dog nærer: Bli'r han velset ved det gæstfri bord? Han og hans de gamle guder ærer, mens hans værtsfolk nu på Kristus tror. Når man skifter tro, kan det hænde jo, det bli'r glemt, man ved den gamle svor. Fa'r og datter sover allerede; mo'ren ta'r imod ham, for dernæst hen til gæstekamret ham lede; blomstersmykket er det som til fest. Vin og spise dér på et bord han ser; med »godnat!« hun skilles fra sin gæst. Kort han ved det rige måltid raster; træt af rejsen, ængstelig i sind påklædt på sit leje han sig kaster, trykkende mod pudens dun sin kind. Men af blunden let vækkes han med ét, da en fremmed træder til ham ind. Og han ser ved lampens milde lue, klædt i hvidt, en yndig liljevånd, slank og fin, et såre lifligt skue, over panden snoet et gyldent bånd. Da hun ser ham nu, viger hun med blu, værger for sig med sin hvide hånd. »Er jeg,« brød hun ud, »da her en fremmed, at om gæsten intet blev mig sagt? Som et fængsel er mig altså hjemmet, hvor jeg møder kulde og foragt. Stræk dig kun igen på dit leje hen! Tilgiv, hvis jeg har af søvn dig vakt!« »Bliv dog,« råbte svenden, »skønne pige!« Og han sprang fra lejet i en fart.

»Her er Ceres', Bacchus' gaver rige, og du bringer Amors, det er klart. Blegner du af skræk? Barn, vær tryg og kæk! Lad os glædes efter guders art!« »Vogt dig, yngling, guders lov at krænke! Fjern fra glæden jeg den lyde må. Moders løfte smeded mig i lænke, mens til døden febersyg hun lå. Hvis hun reddet blev, hun sit barn forskrev til at tjene Gud i klostrets vrå. »Og de gamle guders muntre vrimmel flygted for de sorte præsters kor. En usynlig hersker i sin himmel, en korsfæstet ærer vi på jord. Og for kalv og lam ofrer vi til ham menneskehjerter ved hans alterbord.« Og han lytter spændt til hendes tale, spørger, — hvert et svar til hjertet går. Er det muligt, at i aftnens svale her hans elskte brud da for ham står? »Kom, vær min! Det ord, vore fædre svor, guders gunst og fremtids fryd os spår.« »Spildt kun er på mig din elskovsvarme, thi min søster blev for dig bestemt; når du hviler, ak! i hendes arme, tænk på mig, som, i mit fængsel glemt helt af dig kun fyldt, lider uforskyldt, og som snart i jordens dyb er gemt!« »Nej, ved dette blus, som Hymen tænder til et varsel om sin egen brand! Ej fra mig og glæden du dig vender! Følg mig til mit hjem, mit fædreland! 87

Elskte, bliv hos mig! At jeg her med dig straks vor bryllupshøjtid fejre kan!« Og de skifted troskabspant og eder, om hans hals en gylden ring hun slår, af sit skrin et bæger frem han leder, kunstfyldt gjort, som hun til gengæld får. Men hun svarer: »Nej, guld mig huer ej; giv en lok mig af dit brune hår!« Åndetimen slog. Det mulm, som ruged over hende, svandt, dengang den lød. Hendes blege læber grådig suged vinens blodigrøde flammeglød. Af det hvide brød, som han hende bød, ej hun dog den mindste krumme nød. Og hun rakte ynglingen pokalen, og han drak som hun med brynde hed; elskov kræved han; af elskovskvalen med dens flammetørst den arme led. Men hun nægted alt, og fortvivlet faldt hulkende han på sit leje ned. Se, da kasted hun sig ved hans side. »Ve mig, hvis mit ord dig såret har! Før min favn jeg åbner, må du vide, hvad til nu jeg lønlig båret har: Hvid som sneen, men også kold som den, er den elskte, du dig kåret har.« Og han griber til med stærke arme, af sin unge elskovs ild optændt: »Ved mit hjerte skal jeg vist dig varme, om du så fra graven var mig sendt. Attrå, flammevild! Åndedrag af ild! Snart din kulde er til hede vendt!«

Elskov fast dem til hinanden knuger, tårer blander sig i deres lyst. Med begær hans læbers dug hun suger, smeltet sammen begge bryst mod bryst. Men selv om hans mod ildner pigens blod, hjertet er dog dødt som løv i høst. Fyldt af undren moderen fornemmer, da hun travlt og hurtig går forbi, ud fra gæstekamret klang af stemmer; sære toner blander sig deri: Jubel, klagelyd, bruds og brudgoms fryd og ekstasens øre raseri. Ubevægelig hun lytter længe, sikker vil hun være i sin sag; da tilsidst igennem døren trænge løfter om at mødes næste dag: » Hanen galed, ven! Men vi ses igen næste nat!« - Så kys og favntag! Længer styrer mo'ren ej sin vrede: »Er der i vort hus så sort et skarn, at hun første aften allerede lægger for den fremmede sit garn?« Rask hun træder ind, og ved lampens skin ser hun - Gud! - hun ser sit eget barn. Med sit tæppe ynglingen forskrækket skjule vil sin elsktes fagre krop, men hun vikler selv sig ud af dækket, står i hviden lin fra tå til top, som ved ånders magt skikkelsen har rakt høj og bleg sig over sengen op. »Moder! Moder!« hult den blege klager, »under I mig ej den skønne nat? Fra det varme leje I mig jager

til den grav, jeg nylig har forladt. Er det Jer ej nok, at fra søstres flok ung jeg måtte gå og visne brat? »Men ad kirkegårdens dunkle stier mig en lønlig magt at vandre bød; Eders præsters dumpe litanier, Eders afskedsord forgæves lød. Tro ej, salt og vand svaler ungdoms brand, jorden køler ikke elskovs glød. »Denne yngling blev engang mig lovet, da end Venus' glade tempel stod; for en falsk og fremmed ed I voved at forgifte selve livets rod. Ingen guder tror på en moders ord, når hun vier dem sin datters blod. »Attrå drev mig fra min kolde kiste, her erstatning for mit tab at få; vinde må jeg, hvad jeg måtte miste, og hans hjerteblod jeg suge må. Er han blegnet hen, må til andre mænd, til de unge, nat for nat jeg gå. »Skønne yngling, ledet er dig livet, visne må du her på dette sted. Jeg min gyldne lænke har dig givet, og til gengæld tog din lok jeg med. Gi'r du agt derpå, er ved gry du grå, bliver brun først på den anden bred. »Moder, hør for sidste gang min stemme: Byg et bål og gyd et offer i! Tag mit lig af gravens skumle gemme; læg os to på bålet i det fri! Over askens glød gennem flammen rød iler til de gamle guder vi!«

GUDEN

OG BAJADEREN Indisk legende.

(Mahadoeh, der Herr der Erde)

Mahadøh, hvem jorden lyder, kom herned for sjette gang, hvor med os han lider, nyder, deler overflod og trang, kan det for en gud sig sømme jordisk dragt at tage på? Jo, thi skal han mennesker dømme, må som menneske han forstå. Først har han som vandringsmand staden betragtet, de store beluret, på almuen agtet, så tager han afsked for vid're at gå. Og i byens udkant finder han, som vokset af dens skarn, slank og smuk, med malte kinder, et forvildet pigebarn. »Barn, goddag!« - »For megen ære! Jeg skal komme; vandrer, stands!« »Og hvem er du?« - »Bajadere, elskovs guds; det hus er hans.« Hun viser sig for ham, og cymblerne klinger, så smidigt og sirligt og kvikt hun sig svinger og rækker ham duftende blomster i dans. Over tærsklen hun ham drager: »Skønne fremmede, træd ind! Se, min hytte, lampefager hilser dig med broget skin. Smerter dine fødder, kære! salver jeg dem huldt i hast. Alt, hvad hjertet kan begære, smykke skal din korte rast.« Så lindrer hun varligt den løjede smerte. Og guddommen smiler; et menneskeligt hjerte dog lyser imod ham trods lyder og last. Slavetjeneste han kræver, og hun lyder ham og ler; 91

pigens gamle kunstgreb hæver til natur sig mer og mer. Liflig ud af blomsterspindet vokser frugten i en fart; er først lydighed i sindet, kommer kærligheden snart. Men guden, som véd, hvorom sjælen kan spænde, beslutter til prøven, den sidste, at sende lyst, lykke og kval af den stærkeste art. Og han kysser kinden, munden, barmen med, af elskov trang; pigen står som tryllebunden, og hun græder første gang; og de smidig-bløde lemmer kan ej længer stå imod, fortid, nutid, alt hun glemmer, segnende for gudens fod. Men hen over lejet, som dufter og skinner, de natlige timer behageligt spinder et mørke, som svaler det brændende blod. Slumret ind ved midnatstide vågner hun i morgenrød. Ve! da ser hun ved sin side ham, hun elsker, kold og død! Højt hun kalder hjælp, men skriget kan ej vække ham igen, og til bålet bæres liget samme kvæld af byens mænd. Hun hører, hvor præsterne dødshymnen synger, hun bryder sig vej gennem ligfølgets klynger. »Hvem er du? Hvad fører til bålet dig hen?« Med en vild, fortvivlet klage styrter hun ved båren ned: »Giv min husbond mig tilbage, eller und mig døden med! Vil I flammen overgive disse lemmers rige skat? Min han var, kun min, i live,

ak, en enkelt, salig nat!« Og præsterne synger: »Vi bærer de gamle, som langsomt henvisne og frysende ramle, vi bærer de unge, som blegnede brat!« »Pige, mærk, en bajadere kan ej ægte nogen mand. Ej for den, der elsker flere, flammer enkebålets brand. Over dødens dunkle bølger, skyggen lig, mod lysets strand kun en hustru manden følger, pligten tro, som mage sand. Så ton da, basuner! lad dødssangen lyde! Bær ynglingens ånd gennem flammer, der syde, fra jordlivets lænker til frihedens land!« Mens basun og trommer larme, overdøve hendes nød, springer hun med åbne arme i den luehede død. Men den unge gud sig hæver, lysende, af bålet frem; på hans arme båret svæver bajaderen med ham hjem. Thi anger kan rense og frelse det skabte, de evige løfter de børn, som var tabte, i flammende favntag til åndernes hjem. HEKSELÆRLINGEN (Hat der alte Hexenmeister)

»Heksemesteren, den sære gamle, er en tur sig gået. Nu skal jeg hans ånder lære, at jeg kunsten har forstået. På hans ord og fagter gav jeg nøje agt. Løndomsfulde magter, bøj jer for min magt!

»Vanke, vanke vejens længde! Vand i mængde flyde, syde! Og i karret dér, det blanke, rigt og skummende sig gyde! »Gamle kosteskaft! Jeg hænger her omkring dig hekseklædet. Fanden være tjener længer! Tag nu du min plads i stedet! Oventil et ho'de, nedentil to ben! Hent så med det gode vandet! Vær ej sen! »Vanke, vanke vejens længde! Vand i mængde flyde, syde! Og i karret dér, det blanke, rigt og skummende sig gyde! »Se, til floden iler manden. Himmel, hvilken fart han skyder! Og der er han alt med spanden, som han rask i karret gyder, gang på gang han skynder sig med samme fart. Vore kar og tønder flyder over snart. »Stå, hold inde! Ingen kumme kan jo rumme disse masser! Ve mig! Jeg kan ikke finde ordet, som til sagen passer. »Ordet, som igen kan gøre bæstet til en kost, ej andet! Han vil intet, intet høre,

og fra karret vælter vandet. Mon han da vil tømme ud den hele flod? Se dog, hundred strømme risler om min fod. »Djævel! Slange! For min næve skal du bæve. Trods mig ikke! Å, jeg bliver angst og bange. Hvilket udtryk! Hvilke blikke! »Helvedsafskum, vær forbandet! Skal da hele huset svømme? Over gulvet ser jeg vandet, en skinbarlig syndflod, strømme. Har på jorden nogen værre skæbne haft? Stå som før i krogen, lille kosteskaft! »Nej, at tigge intet frommer; når han kommer, må jeg prøve i min nød, om øksen ikke kan den døve satan kløve. »Se, der løber han med spanden. Slå nu til af al din evne! Øksen træffer midt i panden, slår med brag en vældig revne. Nu er fyren stækket. Med det hug jeg fik helt på langs ham flækket. Gud ske lov, det gik! »Ve mig arme! Begge staver bli'r til slaver, som vil bære

nu må himlen sig forbarme. Her bli'r ikke til at være. »Begge slæber vand. Jeg tåbe! Hugget har kun gjort det værre. Frels mig, mester! Hør mig råbe! Å, der er han! Tilgiv herre! Magten, som jeg raned, blev mig kun til tort; ånderne, jeg maned, kan jeg ej få bort.« »Koste slemme! Vorder snare, hvad I vare! Ånders skare magter, til sit mål at fremme, kun en mesters tanker klare.«

EUPHROSYNE (Auch von des hoechsten Gebirgs)

Selv fra de højeste bjerges snedækkede, takkede tinder svinder den synkende sols purpur og guldglans nu bort. Længst indhyllede natten jo dalen og vandrerens fodsti langs med den tordnende strøm, hvorfra med længsel han ser op imod dagens mål, den gæstfrit vinkende hytte; søvnens venlige gud iler i forvejen tyst; vandrerens tro kammerat! lad din hellige valmue kranse atter mit hoved i kvæld, sign mig med glemselens trøst! Stråler solen mon hist gennem lønlige kløfter og spalter? Nej, ingen jordisk glans er det, som nænner sig dér. Skyen haster imod mig; den gløder; sælsomme under! Rosentågen får liv, rører sig, bliver til form. Hvilken gudinde er det, som kommer mig nær, hvilken muse søger den trofaste ven selv i det natkolde svælg? Skønne gudinde, afslør dig og skuf ej, idet du forsvinder, grusomt min henrevne sans, hjertet, din nærhed har rørt!

Nævn mig dit navn, hvis en dødelig mand tør det videl Hvis ikke, grib da så vældig min sjæl, at jeg fornemmer det selv, hvem du end monne være af Zeus' evige døtre, at jeg som digter din magt værdig kan prise i sang! »Kender du ikke mig mer? Er denne skikkelse blevet fremmed for dig så snart? Du har dog elsket den før. Vistnok er jeg ej mere på jord, thi sorgfuld måtte tidlig den gryende ånd skilles fra ungdom og liv; men jeg håbed, mit billed stod prentet i vennens erindring, tilmed, at kærlighed selv venligt forklared dets træk. Ja, nu siger dit rørte blik, nu siger din tåre: Euphrosyne er ej glemt dog endnu af sin ven. Se, den bortfarne søger den vandrende mand i det fjerne selv gennem vildsomme krat, selv i den natkolde kløft, søger sin lærer, sin ven, sin fader og skuer med vemod ned på sin jordiske fryds skrøbelig byggede hjem. Lad mig mindes den dag, da barnet du lærte de lette luftige musers leg, scenens sødt skuffende kunst! Lad mig mindes de timer med hver en glæde, de bragte! Uigenkaldelig tabt, lever i mindet den op. Hine hurtige dages fortryllende tummel og trængsel ak, hvem måler det værd, som de har haft for vor sjæl? Ringe synes det vel, men ikke for hjertet for ringe; kunst og kærlighed gør også det ringe jo stort. Mindes du end den stund, da du på de skrånende brædder leded mit første skridt mod den alvorlige kunst? Dreng jeg var, et rørende barn; du kaldte mig Arthur, og den britiske skjalds værk gav du liv gennem mig, trued med gyselig glød de arme øjne og vendte inderlig rørt dit blik, dugget af tårer, dog bort. Ak, da blev du så mild, du støtted de svigtende kræfter, til den dristige flugt henrev drengen tilsidst. Kærligt tog du mig op, da knust jeg segned, og bar mig; trykket ind mod dit bryst spillede længe jeg død. Endelig slog jeg øjnene op og så, hvor du bøjed over din yndling dig ned, grundende stille og dybt. Barnlig jeg retted mig op, din hånd jeg kyssed taknemlig, rakte dig også min mund til det uskyldigste kys, Goethe: Digte. 7

97

spurgte: Hvorfor så alvorlig, min fader? Hvis jeg har fejlet, vis mig da, hvad der var galt, at jeg kan rette min fejl! Ingen besvær er for stor hos dig, og gerne jeg prøver atter og atter igen, når du vil hjælpe mig blot. Men da greb du mig fast og trykked mig i dine arme, og jeg følte, hvordan hjertet skjalv i mit bryst. »Nej, mit yndige barn!« så råbte du, »vis kun imorgen byen, tilskuernes kreds, hvad du os viste idag! Rør dem alle, som mig du rørte! Det tørreste øje vil da med tårernes dug herligt belønne dit spil. Ingen kan du dog gribe så dybt som mig, da jeg holdt dig trykket i favn; for et lig gøs jeg tilforn, selv i leg. Ak, natur! hvor stor dog, hvor sikker i alt du dig viser! Jorden og himlen selv lyder din evige lov. År følger år, og trofast rækker foråret hånden somren, den frugtrige høst, vinterens goldhed og frost. Grundfast klipperne står, frem vælder de evige vande, pisket af farten til skum, ud fra den tågede kløft. Granerne grønnes bestandig, og selv de afløvede buske skærmer i vinterens kuld knoppernes lønlige liv. Alt opstår og forgår efter lov, kun menneskelivet, jordens herligste skat, har ubestandige kår. Ikke altid nikker den fro bortvandrende fader kærligt fra gravens bred til sin blomstrende søn. Ikke altid lukker en yngling oldingens øjne, villig sænked' til blund under hans kraftige hånd. Ofte ser man jo skæbnen naturens orden forvende, oldingen græde ved børns eller børnebørns grav, ser ham stå som et træ, stormplyndret med knækkede kviste; knopper og spirer og skud spredt over røddernes net. Sådan var mine tanker, mit elskede barn, da du hængte i mine arme som lig, selv revet med af dit spil. Men nu ser jeg dig her i ungdoms fejreste blomstring vågne til livet påny, pige, som er mig så kær! Spring da fornøjet omkring, forklædte dreng! Og gid pigen vokse til verdens lyst, som hun alt længe var min! Stræb blot fremad og lad i livets voksende fylde kunsten modne til frugt evnen, naturen dig gav!

Lev mig længe til fryd! Og før mit øje sig lukker gid jeg dit skønne talent lykkelig fuldendt må se!« — Således talte du. Aldrig jeg glemmer den vigtige time; tænksomt jeg folded mig ud, mens jeg erindrede dit råd. O, hvor gerne jeg tolked for folket de gribende tanker, som til min barnlige røst dristig du turde betro. O, hvor villig jeg danned mig under dit opsyn og spejded efter dit blik, hvor du stod midt i den lyttende hob. Dog nu står du der atter, men aldrig mere fremtræder Euphrosyne påny for at forlyste dit sind; aldrig hører du mer din yndlings stemme, som tidlig, ak, så tidlig, fik lært sorgens dybt tonende sprog. Andre kommer og går, og andre vil dig behage, efter det store talent vover et større sig frem. Å, men glem mig dog ej! Og hvis engang blandt de mange en i det brogede spil går dig imøde med smil, føjer sig efter dit vink og glæder sig over dit bifald og udfylder den plads, som du med omsigt har valgt, når hun ej sparer på møje og flid, men bringer sit offer ivrig og virksom og glad, selv gennem dødsskyggens dal, tænk da på mig, du kære, og sig, hvor sent det end hænder: Euphrosyne er her, steget af graven påny! Gerne sagde jeg mer, men ak! jeg tør ikke tøve, streng er de flygtendes gud, alle må lystre hans stav. Lev da vel! Alt drager mig bort de ilende tåger. Hør blot et ønske endnu, opfyld venligt min bøn: Lad ikke uberømmet mig gå til skyggernes verden! Muser alene har magt døden at vende til liv. Formløse, navnløse svæver omkring i Persefones rige skygger i tusindevis; ingen véd, hvem de var. Men dem, som digteren priser, får form og skikkelse, træder med sit særlige præg ind i heroernes kor. Kundgjort gennem din sang tør frejdig hisset jeg vandre; da vil Persefones blik hvile på mig med behag. Da vil hun nævne mit navn, modtage mig mildt, og de høje fruer ved tronens fod vinke mig til deres kreds. Hun, som var troest blandt hustruer, Penelope, vil tale

til mig, Euadne med, støttet mod husbondens arm. Yngre træder da til, som tidlig ginge til Hades, klage vil de som jeg over vor tragiske lod. Og når Antigone kommer, den søsterlige blandt sjæle, eller Polyxena, hvem døden bortrev som brud, hilser som søster jeg dem og træder værdigt iblandt dem, thi den tragiske kunst skænked dem væsen og liv. Også mig har en digter jo dannet, og nu vil hans sange give mig fuldendt og helt, hvad der blev nægtet mig her.« Således talte hun; end bevæged den yndige mund sig som for at sige mig mer; men i en hvisken det svandt. Thi af den purpurne sky, der bølged frem og tilbage, trådte den herlige gud, Hermes sagtmodig nu frem; mildt han hævede staven og peged; og vuggende skjulte voksende skyers tog begge de to for mit syn. Dybere sænker nu natten sig om mig, de styrtende vande bruser med vildere fart langsmed den slibrige sti. Ubetvingelig sorg betager mig, døende jammer, og på det mosgro'te fjeld synker bedøvet jeg ned. Vemod skælver i brystets strenge, de natlige tårer rinder, og fjernt over skov melder sig morgenens gry.

TIL DE GUNSTIGE LÆSERE (Dichter lieben nicht zu schweigen)

Nødig ti'r poeter stille, mængden de sig vise ville, ros og dadel må der til. Ingen skrifter ret i prosa, dog betror vi os sub rosa tit ved musesang og spil. Hvad jeg fejled, hvad jeg stræved, hvad jeg led, og hvad jeg leved, er her blomster i buket. Og det gamle og det unge, lette dyder, synder tunge ta'r sig ud i sange net.

NATUR OG KUNST Natur og kunst kan stundom synes fjender, dog før man véd, har de hinanden fundet; også i mig er deres kiv forsvundet, og begge lige stærkt mig til sig binder. Det gælder kun, at man sig ret besinder: Har stoffets modstand først man overvundet og sig med ånd og flid til kunsten bundet, nyt liv naturen i vort hjerte vinder. Thi for natur er kunst jo fjederhammen, ubundne ånder er ubudne gæster, som aldrig vil til mesterskab det drive. Den, som vil noget stort, må ta' sig sammen, på klog begrænsning kendes først en mester, og loven ene kan os frihed give.

VARIGHED (Hielte

I

OMSKIFTELSE

diesen fruhen Segen)

Vared denne pragt, der vælder frem i våren, blot en dag! Ak, men vestenvinden fælder blostret alt i tætte lag. Kan jeg mig ved løvet fryde, det, som svaled tit mit bryst? Også det vil stormen bryde, når det hænger gult i høst. Grib i livets rige mylder ind på rette tid og sted! Medens saften frugten fylder, spirer kimen tæt derved; stadig skifter mark og vange, alt som regn gør væksten god; og du kan ej tvende gange bade i den samme flod. 101

Og du selv! Hvor er det høje, Det, som holdt sig for dit blik? Mure, slotte ser dit øje ændret med den tid, der gik. Mund og læbe er forsvunden, som i kys beruste sig, foden, som på klippegrunden klatred kækt ad gemsens vej. Og den hånd, som trofast trykked vennens hånd, til bistand klar, skikkelsen, så sindrigt bygget, intet er, hvad før det var. Hvad i dettes sted er blevet med dit navn til dig, min ven, bølgen lig, af blæsten drevet, kom det og vil gå igen. Lad det sidste hurtig mødes med det første til et helt! Og lad trøstig, hvad der ødes må af tiden, synke delt! Varighed, den hedt begærte, vinker dig ved musers gunst; Stoffets fylde i dit hjerte og i hjernen formens kunst! TIDLIGT

FORÅR

(Tage der Wonne)

Dejlige dage, er I der alt? Har jer tilbage foråret kaldt? Bækkene tale rivende rapt, enge og dale kender jeg knapt. Blålige, friske himmel og strand!

Guldblanke fiske spiller i vand. Sangfuglevrimlen krydser i jag, sender mod himlen triller og slag. Blomstrende ranker svulmer af kraft, summende sanker bierne saft. Kølig en brise bringer mig luft. Lindrende lise! Dyssende duft! Vindstødets rusken stundom ta'r fart, men gennem busken brister det snart. Atter det suser mildt mod mit bryst. Hør mig, I muser, tolk I min lyst! Lykken, som før mig fly'de, er nær. Muser, o hør mig: Hun er jo her!

VED NYTARSTID (Zwischen

dem Alten)

Her, hvor det nye møder det gamle, glad vi os samle, fri, uden frygt. Tillidsfuldt takkende 103

se vi tilbage, fremtidens dage hilser vi trygt. Kummer og plage ofte kan fjerne hjerte fra hjerne, elskov fra lyst. Sollyse dage samler os atter, sange og latter styrker vor bryst. Glæder og sorger, vundne, forsvundne, vil vi forbundne mindes idag. Dobbelte gaver skæbnen os sendte: venner, vi kendte, nyvundne lag. Tak da for alt, hvad skæbnen, den stormende, farverigt formende, gavmildt os bød! Nyd da forandringens hedere herligheds, lysvågne kærligheds lønlige glød! Lad, hvem det lyster, dække med vamle kranse det gamle, sørgende, sky! Vi vil i årets time, den gryende, selv os fornyende hilse det ny. Som når i dansen, medens der spilles,

parrene skilles, mødes igen, sådan skal vi, mens tiderne tæres, syngende bæres ven imod ven.

VERDENSSJÆL (Verteilet euch nach allen)

Fordel jer gennem alle regioner af dette gæstebud! Løsriv jer henrykt fra de snævre zoner, fyld verdensaltet ud! Gennem umålte dybder alt I vælder, en salig gudedrøm! Og lyser ny blandt stjernerne som fæller i rummets strålestrøm. Så svinger I som vældige kometer en himmelbane rundt, der stryger mellem sole og planeter, et vildsomt klodebundt! I griber verdner, end uformet øde, med urfrisk skabertrang, giver dem liv med spirekraft og grøde i afmålt vekselgang; lader det modne frø ud over vange bæres af høstens storm og giver stenen dybt i grubens gange dens evig faste form. Og nu vil alle kappes, alting møde til saligt vennekiv, det ufrugtbare vand vil avle, føde, og hvert et fnug får liv. 105

Snart vil den kærlige kappestrid besejre det lunkne mørkes magt; alt gløder paradiset i sin fejre, brogede blomsterpragt. Og larmende vil væsner frem sig trænge, hvor nylig stilhed var; med undren ser I på de salige enge jer som det første par. En ubegrænset higen finder hvile i blikkets mødestund; taknemligt livets skønne kræfter ile til alt fra altets grund.

SERENADE (O gib, vom weichen Pfuhle)

Lad til dit hovedgærde blandet med drømme fler strengene bud dig bære! Slumre! Hvad vil du mer? Strengene bud dig bære, mens for din fred de be'r signet af stjerners hære; slumre! Hvad vil du mer? Signet af stjerners hære flyr over støvet her tanken om dig, du kære; slumre! Hvad vil du mer? Tanken om dig, du kære, lyser i alt, jeg ser, øger mit savn, det svære; slumre! Hvad vil du mer? Lad kun mit savn, det svære, blandes med drømme fler! Ak, på dit hovedgærde slumre! Hvad vil du mer?

LÆNGSEL (Was zieht mir das Herz) Hvad er det, som drager og jager mig frem i verden, den vide, fra hus og fra hjem? Hvor skyerne stryger langs snefjeldets top, derhen gad jeg flyve, did længes jeg op! Nu vugger sig ravnenes sladrende flok; jeg slutter mig til dem, de tåler mig nok. Så stiger vi op under skyerne grå; jeg spejder mod dalen og ser hende gå. Dér vandrer hun stille mod skovdybets skjul; jeg flyver foran som en kvidrende fugl. Hun standser og lytter på løvdækte vej: »Den synger så yndigt, den synger for mig.« I kvældsolens guldglans snart bjergene står. Hun mærker det ej, mens hun drømmende går; hun følger i engen den rislende å; og mørket sig sænker; og nat falder på. Da ser hun en stjernes ømt funklende skær: »Hvad skinner deroppe, 107

så fjernt og så nær?« — Og tænder dens tindren sin ild i dit blod, da ligger jeg henrykt med ét for din fod.

TRØST I TÅRER (Wie kommt's, dass du) »Hvorfor er du så mod i sind, mens alt er lyst og let? Jeg ser af dine øjne — ja! — min ven, du har jo grædt.« - Og har jeg ensom grædt, hvad så? Min er min sorg, min trøst. De tavse tårer letter mildt mit kvalbespændte bryst. »Så tag dig sammen! Håb og prøv! Grib til, du unge blod! Man har jo da i dine år erobrerkraft og mod.« - Ak nej, erobres kan det ej; hvert dristigt håb må fly. Det dvæler højt, det funkler fjernt, som stjernen over sky. »Man vil ej hente stjernen ned, man frydes ved dens pragt og stirrer henrykt mod den op hver dejlig nattevagt.« - Jeg stirrer også henrykt op så mangen dejlig dag; thi lad mig græde natten hen! Det bli'r min egen sag.

DYRENES METAMORFOSE (Wagt

ihr, also berettet)

Vover I, forberedt nu, at bestige den mægtige tindes højeste trin? Vel an, så ræk mig hånden og oplad øjet for moder naturs alvældige rige! Hun skænker rige gaver til alle, gudinden, uden at føle som en dødelig moder bekymring for afkommets næring; det behøver hun aldrig, thi selv har forlængst hun jo fastsat dobbeltsidig den lov, der begrænser hvert levende væsen. Givet det afmålt behov og spredt umådelig rigdom, let at finde, trindtom, og rolig beskytter hun sine mangefold trængende børns fornøjelig virksomme iver. Ubundne sværmer de om og søger, hvad hun har bestemt dem. Hvert et dyr har sit mål i sig selv; fuldkomment det springer frem af naturens skød og avler en fuldkommen yngel. Alle ledemod former sig efter de evige love, selv den sjældneste form bevarer dog træk af sin type. Sådan er hver en mund vel egnet den føde at gribe, som er for legemet bedst. Om den er spinkel og tandløs, eller kæben er væbnet med stærke, bidende tænder, skaffer hver enkelt organ de andre den gunstigste næring. Sådan bevæger sig foden, den lange eller den korte, altid i fuld harmoni efter dyrets væsen og nødtørft. Hvert et afkom bestemtes fra moderlivet til sundhed, ubeskåret og fuld, thi alle levendes lemmer virker til livets tarv, og intet modsiger de andre. Dyrets form bestemmer den måde, hvorpå det lever, og dets levevis virker igen på formen tilbage. Således viser det hele en fast, urokkelig orden, vekselbestemt i sin plan ved udefra kommende kræfter. Den, som i hver en ædel skabnings indre sig rører, virker, formende livet, dog indenfor særlige grænser; dem kan end ikke en gud overskride, dem ærer naturen, thi kun begrænset således kan den det fuldkomne præstere. Vistnok er der en ånd i det indre, som stræber og kæmper

for over grænsen at nå og skabe vilkårlige former, skrankeløs higen; men aldrig får den sit forsæt fuldbyrdet, selv om det stundom lykkes at give enkelte dele særlig fylde og kraft, straks ser vi andre til gengæld svækkes eller forkrøbles, thi overdrivelsen røver formernes skønhed og hæmmer den rene bevægelses rytme. Ser du derfor en skabning, hvem nådig naturen forundte et eller andet fortrin, så spørg kun straks, hvad den mangler andetsteds og søg tålmodigt med forskende øje, da vil du finde nøglen til formfrembringelsens løndom. Således ser du aldrig et dyr bære horn i sin pande, når dets øverste kæbe er helt forsynet med tænder; udstyre løven med horn er selv for den evige moder plat umuligt, om end hun opbød alt, hvad hun evner, thi hun har ikke stof til at plante tændernes række ubrudt og helt, når noget skal bruges til horn eller takker. Fryd dig ved dette skønne begreb om kræfter og skranker, vilje og love, frihed og plan, bevægelig orden, fortrin og mangler! Harmonisk bringer den hellige muse, tvingende moderlig mildt, din ånd sin høje belæring. Det er den højeste tanke, hvortil sig tænkeren svinger eller den virkende mand, den digtende kunstner; den giver fyrsten, som hersker med rette, det styrende scepter i hænde. Fryd dig, menneske, du naturens højeste skabning, at du formår at eftertænke de herligste tanker, hvortil hun skabende stiger! Stands her og se dig tilbage, sammenlign, prøv og erfar af musens læber den vished, at, hvad du så, var ej drøm, men den fulde den frugtbare sandhed!

110

VENLIGT MØDE (Im weiten Mantel) Tæt i min kappe hyllet op til hagen gik jeg ad klippens sti, der stejl sig vinder mod dalen ned fra vinterkolde tinder; i sindet følte jeg en angstfuld jagen. På én gang stråled nyfødt om mig dagen; en pige kom imod mig; hendes kinder og øjne var en engels, lig de kvinder, digterne synger om. Da standsed klagen. Dog lod jeg hende gå og bort mig vendte, lod kappen tæt omkring mit bryst sig folde, som søgte hos mig selv på trods jeg varme; men fulgte dog; hun standsed; og det hændte. Jeg kunne i mit skjul ej mer mig holde; jeg kasted det. Hun lå i mine arme.

AFSKED (War unersaettlich)

Ej kunne jeg med tusind kys mig nøje og måtte med ét kys nu løs mig rive; i kval, som kun adskillelsen kan give, var kysten hist med huse, floder, høje, sålænge alt jeg skelned uden møje, mig dog til trøst mer, end jeg kan beskrive; selv da jeg så dem lysblå tåger blive, var der i dem en lindring for mit øje. Og da mit blik kun havets flade målte, fandt længslen i mit hjerte selv et fristed, hvorfra med skæbnen bitterligt den kived. Da var det mig med ét, som himlen strålte, som om jeg intet, intet havde mistet, som alt var mit, hvad jeg har nydt i livet. 111

DEN ELSKENDE IGEN (Warum ich wieder)

Hvi til papiret atter jeg mig vender? Det må du ikke spørge om så lige; i grunden har jeg intet dig at sige, dog nå'r det vel i dine kære hænder. Jeg kan ej komme selv, men hvad jeg sender, er jo mit hjertes følelser, de rige, salighed, savn og håb og alle slige, som ej begynder og som aldrig ender. Jeg vil ej prøve på at fæstne nuet i ord, - de længsler, uudsigelige, som daglig til dig fra mit hjerte iled. Så' stod engang jeg for dig, tabt i skuet, og talte ej - hvad skulle jeg vel sige? Fuldendt i sig mit hele væsen hviled. 1810-1832 REJSERTIL BtOEHMEN, WEIMAR, RHINEN, DORNBURG, WEIMAR

NÆRVÆRELSE (Alles kundet dich an?)

Alting varsler om dig. Når solen, den strålende, stiger, følger du, håber jeg, snart. Træder i haven du ind, så er du blandt roserne rosen, liljen blandt liljernes flok. Nå du dig svinger i dans, så svinger sig stjernerne alle med dig og om dig i kreds. Nat! Lad kun natten gå frem! Da overstråler du månens liflig livsalige glans.

Liflig livsalig er du, og blomster og måne og stjerner hylder dig som deres sol. Sol, o så vær det for mig! Og skab mig de herlige dage, liv, som er evighed værd! DØDNINGEDANSEN (Der Turmer, der schaut)

Tårnvægteren spejder ved midienat ned mellem de tuede grave. Fuldmånen står over skovens krat og lyser i dødens have. Da stiger af gravene fjern og nær histhenne en mand, en kvinde her, i hvide, slæbende klæder. Snart danner de døde en ringlende krans, der ind mellem grave sig vinder, de høje og lave går sammen til dans; men klæderne er dem til hinder, de slænger dem fra sig på tuer og vej, thi gravfolket kender blufærdighed ej, den visner med kinder og læber. Så træder de dansen med vaklende ben som fordum ved livsglade fester; det klaprer og rasler, som træ slår mod sten i takt med de trampende gæster. tårnvægteren ler ved det sælsomme syn. Da slår i hans tanke det ned som et lyn: en ligdragt i løndom at røve! Han snapper et lagen og skjuler sig brat i tårnet, hvis jerndør ham værner. End danser de genfærd i månelys nat en stund under ligblege stjerner; så lister af kredsen sig én efter én og hyller i klædet de mødige ben og smutter så lydløst i mulde.

Kun én blir tilbage; han famler omkring blandt grave, i natduggens væde. Forgæves! Forgæves! Da gør han et spring: Han vejrer i luften sit klæde! Han rusker i døren, til vægterens gru, men preller tilbage i selvsamme nu for korsene trindt på dens flade. Men klædet må gribes, og gribes i hast, mod midnattens ende det lakker. I tårnets zirater han hager sig fast og klatrer blandt tinder og takker. Men vægteren flygter ad tårntrappen op; en edderkop lig mod den snirklede top den kravlende benrad ham følger. Da skælver tårnvægteren, hvid som et lig, han angrer sin kådhed forsilde; af lagnet en flig hænger fast — med et skrig han snubler — nu går det ham ilde! En sky går for månen, den slukkes om lidt da tordner fra tårnet det rungende ét! Og dødningen smuldrer i støvet.

DEN

VANDRENDE

KLOKKE

(Es war ein Kind, das wollte nie)

Der var et barn, som drev det spil fra kirke sig at snakke; hver søndag fandt det grunde til i marken om at flakke. Dets moder sagde: »Hører du hist klokkens toner klare? Den kalder. Kommer du ej nu, så henter den dig bare.« Men barnet tænkte: »Klokken - pyt! Den hænger fast deroppe!« Så løb det frisk og uforknyt og lod sig ikke stoppe.

Og klokken tav. »Det var kun snak, hvad moder før fortalte.« Da ser det til sin rædsel - ak! imod sig klokken vralte. Den vralted med utrolig fart. Og barnet så' forskrækket i tanken sig indhentet snart og af dens kuppel dækket. Det springer over sten og stok, hvor sæden ligger fældet, den lige vej, det kender nok, til kirken, til kapellet. Og siden hver en højtidsdag så skynder det sig mægtigt; før klokken slår det første slag, er det på vej andægtigt.

FUND (lch ging im Walde) Jeg gik i skoven på må og få, jeg søgte intet, gik for at gå. I skyggen så jeg en blomst at stå med stjerneøjne som himlens blå. Jeg ville plukke; da hvisked den: »Skal jeg da brydes og visne hen?« Jeg graved planten med rødder frem og bar den glad til mit nye hjem. 115

Dér planted jeg den i haven ud. Nu gror den frodigt med friske skud. BALLADE (Herein, o du Guter!) Kom, følg os i salen, du gamle, en stund! Nu lukker vi døren. Begynd du så kun! Her hører kun vi dig fortælle. Mor beder, og far er gået i lund, de grådige ulve at fælde. Å, syng os et æventyr, syng os det frit, alt, hvad du har hørt i det fjerne! At møde en sanger, det ønsked vi tit. Vi børn, vi hører det gerne. »I kulsorte nat under drivende sky går greven gennem den slumrende by, sin skat har han gravet i mulde. For fjendernes magt må fra slottet han fly i stormnattens isnende kulde. Hvad dækker han under sin kappe med frygt, som ville mod vold han det værne? Hans datterlil er det, hun sover så trygt. Sligt hører børnene gerne. Så bliver det morgen. Verden er vid, og bjerget har huler, når regnen er strid, og skoven for fjenderne dølger. Så flakker han om en umindelig tid, om brystet skæget ham bølger. Og datteren vokser og trives som bedst under den heldigste stjerne, beskærmet af kappen mod regn og mod blæst. Sligt hører børnene gerne. Men dagene flokker sig, nu efter nu, og kappen den falmer og slides itu; den voksed hun fra gennem tiden.

Ser faderen på hende, frydes hans hu, da glemmer han striden og kviden. Så yndig og blomstrende for ham hun står, et skud af den ædleste kerne; han føler sig rig trods de fattige kår. Sligt hører børnene gerne. Der kommer en rytter. Såsnart hun ham ser, hun rækker sin hånd, om en gave hun be'r. »Her bliver ej almisser givet!« Han griber om hånden. »Du give mig mer! Dig selv vil jeg eje for livet!« »Forstår du,« er faderens ord, »hendes værd, vil ømt du som viv hende værne, så tag hende til dig og hav hende kær!« Sligt hører børnene gerne. I kirken den pagt bliver sluttet på stand. Med savn i sin lykke hun følger sin mand, sin fader farvel må hun sige. Den gamle flakker så vidt over land; han græmmes og frydes tillige. »Mit barn, mine børnebørn drager min hu, jeg så dem så tit i det fjerne; jeg går for at se hende én gang endnu.« Sligt hører børnene gerne. Han signer de små. Da høres der skridt. »Nu kommer vor far!« De hilser ham blidt, men kan ikke uvejret vende. »Hvad, lokker du børnene, tigger! Bandit! Flux grib ham, I jernklædte svende!« Men moderen hører det, iler derind, den elskede fader at værne. Hun beder og lokker med tårer på kind. Sligt hører børnene gerne. End lader de svende den værdige stå; og moderen beder så ømt med de små, at fyrsten et nu holder inde. Han bider sin læbe, som prøved han på 117

sin rasende harm at forvinde. Da bryder han ud: »Du nedrige æt! Forløbne landevejs-terne! Du skænder min ære; det sker mig med ret!« Sligt hører ej børnene gerne. Den gamle betragter ham, herlig og stor; de jernklædte svende slår blikket mod jord; men fyrsten forbander dem alle: »Min lykke var ormædt, jeg længst det erfor, nu ser jeg dens frugter at falde. Det ord taler sandt, jeg erkender det nu, at skal bliver aldrig til kerne. Det kuld, du har født mig, er pøbel som du!« Sligt hører ej børnene gerne. Da taler den gamle: »Og støder jer bort jer husbond og far ubarmhjertig og hårdt, så kom i min favn kun, I kære! Den grånede tigger kan vel inden kort mod lykken påny Eder bære. Det slot her er mit. I tog det med vold, din slægt drev mig bort i det fjerne. Her ser du mit segl med mit våben og skjold.« Sligt hører børnene gerne. »Den konge, I bortjog, har sejret påny; nu synger hans pris den befriede by; han giver min ret mig tilbage. Og var det min vilje, så måtte I fly for landevejsstøvet at smage. Men trøst dig, min søn, dig var skæbnen jo huld, og tak du din heldige stjerne! Fyrstinden har født dig et fyrsteligt kuld!« Sligt hører børnene gerne. EJENDOM (Ich weiss, dass mir nichts angehoert)

Jeg véd, at intet her er mit undtagen tanken, den, som frit

vil fra mit væsen flyde, og så hvert lykkeligt moment, som, af en gunstig skæbne sendt, jeg helt tilbunds kan nyde. TALISMAN (lm Atemholen sind zweierlei)

I åndedrættet to trin os møder; Vi indsuger luften og ud den støder; besværer det ene, befrier det andet; så underfuldt vist er livet blandet. Thi tak, når dit bryst er beklemt, din Gud! Og tak ham igen, når han frier dig ud! BERUSET (Trunken mussen wir alle sein)

Berus Eder, alle, hver med sin! Ungdom er rus foruden vin. Drikker den gamle sig ung påny, fortjener han hæder og ros og ry. De fornødne sorger besørger livet; til at bryde sorgen blev vinen givet.

HAVET (Die Flut der Leidenschaft)

Forgæves stormer lidenskabens hav imod det ubetvungne faste land. Poetiske perler kaster det på strand, den vinding, som det livet gav. FÆNOMEN (Wenn zu der Regenwand)

Når med en skyvæg sort Phøbus formæles, straks af en farveport himlen besjæles. 119

Tågen til samme tid lader til skue diset en bue hvid, men dog en bue. Olding, løft øjet frit! Livsfriske alder! Selv om dit hår er hvidt, elskov dig kalder.

DET FORGANGNE I DET NÆRVÆRENDE (Ros' und Lilie)

Rose, lilje, tåreblanke vågner i den nære have; klippens skovbegroede banke stiger bagved fra det lave. Med en ring af træer høje, kronet af en ridderbolig, ser jeg bjergets kuppel bøje over dalen sig fortrolig. Duften minder om de dage, da vi led af elskovsnøden, dengang lyrens ømme klage steg omkap med morgenrøden; da de muntre jægersange svang sig lystigt under løvet og gav hjerter, bange, trange, ild og mod, som de behøved. Evig ny vil skoven skyde; lær af den at sky det tunge! Lad de unge slægter nyde, som I nød, da I var unge! Ve den krøbling, som på krykke andres frie gang vil binde! Hvert et livstrin har sin lykke; hvis du søger, vil du finde.

Og med dette sangen vender sig påny til Hafis' kvæde: »Det er smukt, når dagen ender, med de glade sig at glæde.« SALIG

LÆNGSEL

(Sagt es niemand)

Sig det, ven, kun til de vise! Mængden spotter, hvad du siger; Dette væsen vil jeg prise, som mod flammedøden higer. Midt i elskovsnattens køle, mens af salig fryd du gyser, må du nyt og fremmed føle, når den stille kærte lyser. Og fra nattens skyggefængsel flyver frigjort du mod flammen, grebet af en hellig længsel efter større bryllups-gammen. Intet holder dig tilbage, lysberuset du dig svinger, til du synker uden klage, sommerfugl, med brændte vinger! Og før dette du har vundet: Dø og opstå fra det døde! Er din sjæl til støvet bundet i et støvgråt ørkenøde. UBEGRÆNSET (Dass du nicht enden kannst)

Din sang har ej begyndelse og ende, det gør dig stor og gør den let at kende. Som stjernehvælvet drejer sig din sang, hvor alt er først og sidst på samme gang, og det, der er, det samme væsen har som det, der kommer, og som det, der var. 121

Du er de skønne glæders digterkilde. Bestandig rislende med vover milde, en mund, der ej af kys bli'r træt, et kvad med brystklang, fuldt og herligt, en strube, der kan drikke tæt, et hjerte, som sig åbner kærligt. Om jorden synker eller ikke, med dig, min Hafis, kun med dig vil jeg mig måle; du og jeg vil følges på vor tvillingvej. Som du at elske, synge, drikke en bedre visdom gives ej. Flyv ud, min sang, med glød og gny! Thi du er gammel, du er ny. VANDRERENS (Ubers

SINDSRO

Niedertraecktige)

På det nederdrægtige skal man aldrig klage, thi det er det mægtige nu og alle dage. Med det slette plejer det mest at gøre lykke; selv det rette drejer det efter eget tykke. Vandrer, tag imod det tavs som en tålmods prøve! Hvirvelvind og tørret snavs må engang nu støve.

UDVALGTE

MÆND

(Seine Toten mag der Feind betrauern)

Lad vor fjende for de faldne græde, thi de vender aldrig mer tilbage! Vore brødre, som til evig glæde hist sig samler, skal I ej beklage.

Alle syv planeters kostelige himmelporte springer op med klang; gennem dem til paradisets rige går de høje heltes sejersgang. Herlighederne i lysets bolig ser de, som jeg så dem stråle rundt, da mirakelhesten bar mig trolig gennem himlene i ét sekund. Visdomstræer ser de stå i række, på hvis grene gyldne æbler gror; livets træer brede skygger strække over blomstersæders urteflor. Og af Østens milde vinde båret svæver frem den skønne huri-flok; og du nyder synet, blidt bedåret, synet mætter dig og er dig nok, Forskende de spørger, hvilke fromme gerninger på jord du øvet har; at du kæmped, viser dem dit komme, de vil vide, hvad din stordåd var. Og de ser det snart af heltevunden, ærestegnet fra det store slag; jordens glans og hæder er forsvunden, ét kun bliver: sår for troens sag. Til kiosk og lysthus de dig fører, søjlerige rum med himmelsk pragt; med de søde læber de berører velkomstdrikken, før den bli'r dig rakt. Yngling! Helt! Velkommen skal du være! Lysende som sol er hver en brud; vælger én du til din hjertenskære, lyder alle søstre hendes bud. Pog den sejrende vil ikke heller derfor stå de andre mindre nær; ærligt, uden nid hun dig fortæller sine søstres fortrin, hver især. 123

Alle vil, at du dig vel befinder, hygger om dig på forskellig vis; fred i huset, som er fyldt af kvinder! Mærker du, du er i Paradis? Find dig da i denne fred tilrette! Aldrig viger glæden fra dit hus. Slige piger bliver aldrig trætte, slige vine volder ingen rus. Sådan véd I lidt om, hvad der venter hist, profetens, troens helte, Eder, når fra kampen Israfil jer henter: Paradisets tusind herligheder!

PARSI NAMEH DEN GAMLE PARSERS TESTAMENTE (Welch

Vermaechtnis)

Brødre, hvilken gave kan I vente af den gamle parsers testamente, hvem I yngre har tålmodig næret, plejet på hans yderste og æret? Når I ofte så vor konge ride, klædt i guld, og gyldne ved hans side rigets stormænd med juvelers vrimmel, tæt som haglkorn på en uvejrshimmel: Har I da misundt ham i hans sæde og ej vendt jert blik med større glæde imod morgensolen, som den skinner over Darnawends talløse tinder? Når jeg så den stige i sin lue bagved bjerget som en gylden bue i så mange tusind livets dage, var det, som jeg måtte med den drage.

Bæres af den ind i lysets rige, se Gud selv på himmeltronen stige, og så vandre siden, synet værdig, til min vej på jord er vandret færdig. Men når fuld jeg så dens kreds sig føje, stod jeg som i mulm med blændet øje, slog mig for mit bryst og ned mig kasted på mit ansigt, mens den opad hasted. Og nu brødre, fra mit sidste leje giver jeg jer dette ord i eje: Tjene gennem dagens støv og hede! Andet bud behøves ej hernede. Når en nyfødt rører sin hænder, straks mod solen I hans ansigt vender, krop og sjæl i lysets bad må glødes, at til morgenens nåde de kan fødes. Giv de døde himlens dyr til føde! Dæk med støv de dyr, I finder døde! Og såvidt som kræfterne vil strække, skal, hvad der er urent, I bedække. Rent og sirligt bør I marken grave, så den tager smukt mod solens gave; når I planter træer, plant i række! Orden tit kan frugtbarheden vække. Rent og purt må også vandet rinde, må sin vej uhæmmet kunne finde; ren fra bjerget Senderud frembryder, sørg for, at den ren i havet flyder! For at vandet jævnt og rent kan glide, rens dets seng, kanalerne, i tide! Rør og siv med øgler, salamandre — skaf dem bort, at floden fri kan vandre! Har I renset jord og vand sålunde, da vil solen glad sit sind jer unde; hvor man tager værdigt mod dens komme, virker den til livs og sundheds fromme. 125

I, som ej har nogen møje ænset, kom frimodigt, når I alt har renset! Nu tør præsten, foran altret stillet, slå med sten af stenen gudens billed. Og når bålet blusser, sejrer dagen over natten, kulden flygter slagen, og ved luen, som i mørket skinner, dyrs og planters safter velsmag vinder. Samler træet fromt! Husk, I kan finde frø til mangen jordisk sol derinde! Pluk med andagt Pambeh, vis den ære! Thi som væge skal den guden bære. Hvis I fromt i hvert et lys, der brænder, afglans af et større lys erkender, da skal ej I hindres i hernede fromt ved gry Guds trone at tilbede. Dér er livets tanke, kejserseglet, for vor slægt og engles gudespejlet; skabningen, som kun Guds pris kan stamme, samles dér i kredse om hans flamme. Bort fra Senderud min ånd sig svinger op til Darnawend på stærke vinger; når han stiger, vil jeg hos ham være og velsigne jer, I evig kære!

I

TUSIND

FORMER

(In tausend Formen magst du)

I tusind former kan du ind dig hylle, dog, allerkæreste, jeg kender dig; vil i et hekseslør du bort dig trylle, du alnærværende, jeg kender dig. Og i cypressens vækst, den slanke, smukke, al-herlig-voksne, straks jeg kender dig; 126

ser jeg kanalens vande sagte vugge, du al-indsmigrende, jeg kender dig. Når springvandsstrålen stigende sig breder, al-yndigt-legende, jeg kender dig; og når sig skyer samler eller spreder, du al-mangfoldige, jeg kender dig. I blomsterengens broget-skønne klynger, al-stjerne-funklende, jeg kender dig; i vedbendranken, når den ømt sig slynger, du alt-omfavnende, jeg kender dig. Når morgnen gløder over bjergetinder, straks, alt-oplivende, jeg hilser dig; når over mig den rene himmel skinner, al-vidtom-strålende, jeg hilser dig. Jeg fatter, hvad min sans og sjæl kan favne, du alt-belærende, igennem dig; og når jeg nævner Allahs hundred navne, genklinger der i hvert et navn på dig.

HATEM

I

(Nicht Gelegenheit macht Diebe)

Lejlighed gør tyve, ja men den er selv en røver fræk, sidste rest af elskovsflammen stjal den fra mit hjerte væk. Den har dig den overgivet, livets pris, hvorfor jeg stred, fattig nu jeg frister livet kun af din barmhjertighed. Men jeg føler livets varme ny i dit karfunkelblik og forstår i din arme vejen, som min skæbne gik. 127

SULEIKA I (Hochbegluckt

in deiner Liebe)

Salig ved din ømhed priser jeg den lumske lejlighed; blev den tyv mod dig, så viser den just mig sin gunst derved. Tyveri! Er det mon ordet? Din jeg blev, mit valg var frit. Mer end gerne dog jeg tror det: Dette tyveri var mit. Hvad så villig du har givet, skal dig gives rigt igen; al min fred, min fryd i livet er dit eje; tag det, ven! Kærlighed er livets varme. Fattig? - Nævn ej sligt et ord! Har jeg dig i mine arme, er min rigdom evig stor.

SULEIKA

II

(Was bedeutet die Bewegung?)

Bringer, Østenvind, din brise gode bud, som han mig sender? Lindring ånder du og lise på mit hjertes sår, som brænder. Skyer hvirvler du af støvet over blomster, som forsmægter, jager ind bag lysthusløvet muntert summende insekter; mildner lifligt solens luer, kysser mine hede kinder, køler og de modne druer, som på mark og høje skinner. 128

Og til tusind hilsner låner du din vinge ham, jeg savner. Førend disse høje gråner, han med tusind kys mig favner. Vind, så kan du vid're drage, køle andres bryst og kinder; hist, hvor høje mure rage, snart den elskede jeg finder. Hjertets gode bud, som ene mismods tåger kan fordrive, kan mig kun hans mund forlene, kun hans ord og kys mig give.

GENSYN (Ist es moeglich!)

Er det muligt, elskovs stjerne! At jeg har dig i min favn? O, hvor tynger i det fjerne længslens åg og hjertets savn! Du, som al min sorg husvaler, deler al min glæde, du! Mens jeg mindes fortids kvaler, skælver jeg mod dette nu. Dengang verden endnu dvæled som en tanke i Guds bryst, han dens første gry besjæled med ophøjet skaberlyst. Ved hans Bliv! det grøderige, højt et smertens suk der lød, dengang i det virkelige altet ind med vælde brød. Lyset blev, og mørket frygted for dets magt og måtte fly; alle elementer flygted fra hinanden angst og sky:

rask i vilde, golde drømme hvert sig ud i rummet svang, svømmed på dets øde strømme, stivnet, uden drift og klang. Alt var koldt og stumt som døden ensom Gud for første gang; men da udsprang morgenrøden af hans hjertes fadertrang. Gennem dunkelhedens rige skød dens muntre farverad; atter kunne sammen hige de, der nylig skiltes ad. Ilsomt søger nu hinanden hver, som passer sammen bedst; bægret skummer over randen ved den store livets fest. Alting vil sig sammen føje til et mangestemmigt kor. Endt er Allahs skabermøje, thi vi skaber selv vor jord. Så' på vinger morgenrøde droges jeg mod dig med magt, og i natten tusind søde kys beseglede vor pagt. Under himlens stjerneblikke blev vi ét i fryd og trang, og et andet Bliv! kan ikke skille os for anden gang.

SULEIKA

III

(Ach, um deine feuchten Schwingen)

Ak, din dugbesprængte vinge, vestenvind, jeg dig misunder; thi du kan ham budskab bringe om mit hjertes savn og vunder.

Dine sus i aftnens svale vækker stille længsels-vånde; blomster, øjne, høje, dale tårevædes af din ånde. Mine øjenlåg du køler, røde, svulne af at græde. Alt mit liv er, at jeg føler håbet om et gensyns glæde. Il da til min hjertenskære! List dig lønligt til hans hjerte! Men bedrøv ham ej! Lad være med at tale om min smerte! Sig med ord, men ej for kække, at hans ømhed er mig livet, at den fulde fryd af begge får mig først hans nærhed givet.

HATEM (Locken,

haltet mich

II gefangen)

Lokker, som langs kinden pranger, hold mig fangen, slip mig ej! Søde, brune, viltre slanger! Ak, hvad har til gengæld jeg? Kun et hjerte, der fornyer sig med frodigt ungdomssind. Under sne og vinterskyer raser her et Ætna end. Du er glans, som dagen fødte på hin klippes mørke rand, og end én gang føler Hatem forårsbrise, sommerbrand. Mundskænk, hid! Endnu en flaske! Denne skål, min skat, for dig! Finder du en håndfuld aske, sig: han brændte op for mig!

HVEM KAN F O R N Ø J E T LEVE? (Wie sollt ich heiter)

Hvem kan fornøjet leve adskilt fra lys og dag? Nu vil jeg skrive breve, min vin har ingen smag. Men som mig stemmen svigted, da først jeg hende så, sådan, mens bedst jeg digted, gik pennen brat i stå. Vel! Skænk mig nye kræfter! Fyld bægret, dreng, hæld til! Jeg siger blot: Tænk efter! Så véd man, hvad jeg vil.

SULEIKA

IV

(Wie mit innigstem Behagen)

Med en glæde uden lige jeg din mening, sang! forstår. Ømhedsfyldt vil du mig sige, at jeg ved hans side går. At han altid på mig tænker, at sin elskovs salighed evig han den fjerne skænker, som af ham og den kun véd. Ja, mit hjerte, ven! er spejlet, hvor du stråler i din pragt, dette bryst, hvor du besegled med et kys vor elskovspagt. Digtning sød, på sandhed grundet! Hjertet jubler ved din magt, elskov ren, af livet rundet, klædt i poesiens dragt!

N U HAR D E P R Ø V E T (Mich nach- und umzubilden)

Nu har de prøvet i halvhundred år mig om at forme til en brugbar vare. Af sligt man jo en glad forvisning får om, at man skattes, og hvor folk er rare. Selv véd jeg bedst dog, hvordan i min vår jeg sværmed med en vild, dæmonisk skare, og at jeg nærmer mig hver dag, der går, bestandig mer det milde og det klare.

MAJ (Leichte Silherwolken schweben)

Lette sølverskyer svæver bårne frem af lune vinde; gennem tågens slør, som bæver, prøver solen på at skinne. Langs med breddens lave banke skynder sig den vævre å; som af bølgen vasket blanke, vuggende, i buer små, spejler sig de grønne strå. Stille er der her i skoven; men de fine kviste skælver. Hvad bevæger sig foroven, dér, hvor kronerne sig hvælver? Nu med ét mit syn sig klarer: Det er alferne, min tro! Kredsende i travle skarer, født af gryet, fri og fro, svinger de sig to og to. Flinkt det grønne tag de fletter. Men hvem rejste denne hytte på den skønneste af pletter? Bord og bænke - til hvad nytte? Se, mens aftnen skoven slører, 133

svaler blodets hede strøm, alferne til hytten fører nu min elskte, varm og øm hvilken dejlig frcmtidsdrøm! KUNSTNERSANG (Zu erfinden, zu beschliessen)

For at skabe, for at yde, bliv alene, kunstner, tit! Men vil du dit arbejd nyde, gå så muntert på visit! Over hvad du leved, vinder først du overblikket dér, hos din nabo bedst du finder målestokken for dit værd. Først ideen, så forsøget, og den rette form tilsidst! Et bli'r til det andet øget, sådan lykkes værket vist. Heldigt fundet, kløgtigt spundet, dristigt formet, skønt fuldbragt! Sådan har en kunstner vundet jo fra Arilds tid sin magt. Som natur i former mange kun én Gud os lader se, så' på kunstens vide vange hersker der én stor idé; det er sandheds dybe tanke, som med skønhed har sig smykt, og i klarhed mod den blanke dag tør løfte øjet trygt. Og som digteren befriet kan sin sjæl i verset få, sådan skal i maleriet livets friske rose stå, skal med søstre i forening og omkring sig høstens frugt lade livets skjulte mening lyse for sin elsker smukt.

Lad kun tusindfoldig flyde formen, kunstner, fra din hånd! Og i mennesket du nyde præget af Guds egen ånd! Hvad slags værktøj I benytter, gå som brødre altid frem! Offeraltrets flammestøtter peger mod jert fælles hjem. MARTS (Es ist ein Schnee gefallen)

End er der sne i luften; en tid endnu vel går, før vi ved blomsterduften, før vi ved blomsterduften kan fryde os i år. Et nu kan solen bage, så slår i frost det om. Selv svalen kan bedrage, selv svalen kan bedrage; det var kun én, der kom. Alene her jeg fryser, skønt våren er os nær; men er vi to, da lyser, men er vi to, da lyser alting i sommerskær. DEN (Weite

VIDE

VERDEN

Welt und breites Leben)

Verden vid, mangfoldigt livet, lange år til arbejd givet, altid forsket og begrundet, aldrig sluttet, stundom fundet, trofast mod det gamles ry, venlig vendt imod det ny, frejdigt mod til frem at rykke — nå, så nå'r man vel et stykke! 135

VED MIDNATSTID (Um Mitternacht ging ich)

Ved midnat gik som dreng jeg ikke gerne til kirkegården ved mit hjem, hvor fa'r var præst, om også stjerne stod ved stjerne og gjorde vejen for mig lys og klar ved midnatstid. Når jeg som yngling skyndte mig betaget til hende, jeg blandt alle syntes om, da, medens nordlys over himlen jaged, nød jeg i håbet glæderne, som kom ved midnatstid. Og når så månen højt på himlen lued og gjorde lys og klar hver dunkel plet, da spandt min tanke, dvælende i nuet, om fortid og om fremtid drømmens net ved midnatstid.

HVAD

LAVER

DU?

(Was machst du an der Welt)

Hvad laver du på verden? Den er lavet færdig og skabningens herre, sin ophavsmand, værdig. Din lod blev dig tildelt, lær ret den at kende! Din rejse begyndtes, før rejsen til ende! Bekymring og klager kan lidet dig trøste, kun evig din sjælsro og ligevægt ryste.

SANKT

NEPOMUKS-AFTEN (Lichtlein schwimmen)

Smålys nedad floden flyder, hør, fra broen barnestemmer! Mægtig domens klokker lyder, festens stemning alt fornemmer.

Smålys, stjerner slukkes stille; så' forløstes han, den gode helgen, som ej røbe ville, hvad ham syndere betro'de. Smålys, flyd! Syng, børn, andægtig! Pris den fromme helgen gerne! Pris den kraft, som vis og mægtig holder stjerne fast ved stjerne!

VANDRESANG (Von dem Berge zu den Hugeln)

Nedad bjerget stien svinger gennem dalen, lys og lang; her det klinger som af vinger, og det rører sig som sang. Følg din trang med sang på læben! Det gi'r fryd og gode råd. Lad i Kærlighed din stræben og dit liv slå ud i dåd! Bånd, som bandt, er sønderrevet, tro og tillid brudt itu. Hvad i stjernerne står skrevet, véd jeg ikke selv endnu. Ét kun véd jeg: jeg må vandre, vandre, mens jeg vandre kan, snart alene, snart med andre, fremmed i et fremmed land. Thi ved ingen jord jeg hefter; altid frejdig, altid frem! Hånd og hoved, friske kræfter finder overalt et hjem. Solens lys kan jeg fornemme lige godt i syd og nord. For at vi vor sorg kan glemme, gjorde Gud sin verden stor. 137

E T OG ALT (Im

Grenzenlosen sich zu finden)

Den enkelte vil nok forsvinde, kan evigt han sig selv genfinde, hvor hvert et nag er slettet ud, hvor blege ønsker bliver drifter, den golde pligt til handling skifter på stærke magters strenge bud. Af verdens sjæl at gennemgydes, med verdensånden kækt at brydes er loddet, som vor kraft tilfaldt. Så' fører ånder, gode, milde, os lempeligt til livets kilde: Ham, som har skabt og skaber alt. Det skabte må bestandig skabes for ej i stivnen at fortabes, allivets lov er rastløs flid; og derfor føder livets moder med nye sole nye kloder, til hvile får hun aldrig tid. Alt må bevæge, skabe, handle, først forme sig, så sig forvandle, og intet nu beståen har. Sin tilstandsform kan intet værne, forgå må hvert et væsens kærne, som vil forblive, hvad den var.

FORSONING (Die

Leidenschaft

bringt)

Lidenskab bringer lidelse. Hvem læger det hjerte, som har mistet altfor meget? Forgæves greb jeg efter lykkens bæger, for evig er den skønne tid bortveget. Min ånd er mørk; hvad skal den foretage? Den høje verden trækker sig tilbage.

Da svæver frem musik på englevinger, toner i toners millioner flettet; dybt harmonien gennem sjælen klinger, af salighed og evig skønhed mættet; og ånden føler, stigende mod sit rige: Toner som tårer er guddommelige! Og hjertet banker atter vederkvæget med nyfødt håb og nyfødt trang til livet, forstående sig selv og dybt bevæget af tak for, hvad der blev så rigt det givet, og føler, friet ud af dødens skygge, tonens og kærlighedens dobbeltlykke. ELEGI (Wass soll ich nun vom

Wiedersehen hoffen)

Hvad kan fra dette gensyn vel jeg hente, fra denne blomst, når den engang udspringer? Har himmel eller helved jeg i vente? Imellem håb og frygt min stemning svinger. Nej, ingen tvivl! Hun står i himlens døre, til saligheden vil hun ind mig føre! Så stod jeg da i paradiset inde, fyldt af dets livs uvisnelige kræfter. Her må hvert savn, hvert håb og ønske svinde, her er det mål, du inderst stræbte efter. Ved synet af den himmelsk skønne kvinde ophører længslens tårer selv at rinde. Hvor svang ej dagen sig på rappe vinger, som ville frem minutterne den jage! Aftenens kys forjættelsen mig bringer: Imorgen som idag og alle dage! Timerne gled som bølgerne mod stranden, som søstre, ingen helt dog lig den anden. Det bitre afskedskys har gennemskåret en ring, som elskovstanker sødt omkransed; ved tærsklen tøver foden, angst og såret, 139

som om kerubens flammesværd den standsed; og øjet stirrer blændet, tåredugget mod døren, som er stænget nu og lukket. Og hjertet selv er lukket til og stænget, som om det ej sig åbned nogensinde, og aldrig havde sunget, tusindstrenget, omkap med sfærer, når jeg sad hos hende; og anger, selvbebrejdelser og kummer gør luften om mig kvælende og lummer. Er verden ej som før? Bjergenes tinder er de ej kronet end af hellige skygger? Modnes ej høsten end, og floden, vinder den ej sig gennem land, som våren smykker? Og hvælver ej sig rummet ubegrænset, snart formopfyldt og snart for former renset? Hvor yndefuldt, som skabt af duft, der skælver i blomsterkalke, svæver let og fri under det blå, der lysende sig hvælver, serafen lig, et væsen mig forbi! Just sådan så du hende tit i dansen, yndigst blandt yndige i pigekransen! Men kun et nu kan jeg dog ligne hende ved et fantom, i drømmetåger hildet; nej, i mit hjerte kan jeg hende finde, dér skifter, stadig nyt, det skønne billed. Jeg griber det, og se, det bliver flere, hvert elsket, og det næste altid mere. Som når i døren hun til velkomst smiled og siden altid mig at glæde vidste, og når det sidste kys var givet, iled ned efter mig og gav det allersidste, — så levende er hendes billed blevet med flammeskrift dybt i mit hjerte skrevet. I hjertets borg, som ingen fremmed bryder, som værner hende og kun hende hylder, hjertet, som kun sit liv i hende nyder

og kun ved af sig selv, når hun det fylder, som føler friest sig, af hende lænket, og takker med hvert slag for, hvad hun skænked. Var evnen til at elske slukt, var trangen til kærlighed at vække, helt forsvunden, så har nu lyst og drift til dåd, til sangen vej til min sjæl med nye planer funden. Har elskov nogentid en ånd forklaret, så har nu jeg det underfuldt erfaret; Ved hende! - Dunkel angst min sjæl omspændte, jeg følte krop og lemmer dorske, døde, syner af gru, hvorhen jeg blikket vendte, om mig en ørken, hjertet tomt og øde; nu dæmrer håbet. Sjælen bliver stille. Dér står hun selv i solens lys, det milde! Guds fred, hvormed han kvæger og velsigner, som skrevet står, sin børneflok hernede, med den hin lyse sjælefred jeg ligner, som råder, når den elskte er tilstede. Da hviler hjertet, kan sig kun besinde på ét, det ene: at tilhøre hende. Dybt i vort væsen der en higen brænder mod helt, med vilje fri, sig hen at give til noget rent og højt, vi ikke kender, men som vi håber, ét med os vil blive. Den kaldes fromhed. Denne himmeltinde véd jeg mig nær, hver gang jeg er hos hende. For hendes blik, som sol fra vårens himmel, for hendes ånde, som for forårsbrisen bortdamped egennyttens blege skimmel, brast selviskhedens skal som vinterisen; de hjertekolde magters tid var omme, de veg som skygger bort ved hendes komme. Det er, som da hun sagde: »Timer, dage er modne frugter, livet vil os byde! Den dag igår lod lidet kun tilbage, 141

imorgen er en skrift, vi ej kan tyde; tit når for aftnens komme mest jeg frygted, kom glæden til mig just, da dagen flygted. »Thi gør som jeg og grib, hvad nuet giver, med glad fortrøstning! Skyd det ej til side! Virk, hvis det stiller krav, med munter iver, og nyd dets frugter med din ven i tide! Vær helt det, som du er! Vær barn i sinde! Så kan dig intet, intet overvinde.« Ja, tænkte jeg, ja du kan sagtens snakke, for dig er nuets trolddom ingen kunst. Enhver må i din nærhed henrykt takke for dette nu, han fik ved skæbnens gunst. Dit råd, at vi skal skilles, brystet isner; hvad hjælper visdom den, hvis hjerte visner? Nu er vi skilt. Og dette nu, hvad byder det til erstatning? Savn og bitter klage! Som hån al tale om dets skønhed lyder; jeg vil den ej, den er mig kun til plage! Mod længslens bråd, som mig til døden sårer, har jeg til trøst kun grænseløse tårer. Så strøm da, tårer, strøm foruden ophør! Den indre glød kan I dog ikke dæmpe, ej kue i mit bryst det vilde oprør, hvor liv og død hinanden grumt bekæmpe. Legemets kval kan lægens urter stille, men kan de give sjælen kraft at ville? Den vil ej fatte, den skal miste hende, det skønne billed stadig frem den tryller; det dvæler kort for atter at forsvinde, snart blegt kun, snart dets stråler rummet fylder. Kan denne flod og ebbe, denne stigen og falden lindre hjertets feberhigen? *

Forlad mig her, I som så tro mig fulgte! lad mig alene mellem døde fjelde! Fremad! For Eder åbned sig det dulgte,

jorden er vid, ophøjet himlens vælde. Betragt og forsk! I kan på tusind måder jo stamme på naturens store gåder. For mig er alt nu ét, spillet til ende. Jeg, som var yndet før af guders skare de gav Pandoras æske mig i hænde, på goder rig, end rigere på fare. De drog mig mod den yndigste af munde, de skilte os og lod mig går til grunde.

UTAALMODIGHED (Immer wieder in die Weite)

Altid videre på færden, over land til havets rand! Fantasier fylder verden, svæver rastløs under strand. Altid ny er den belæring: Hjertet føler altid trang; smerter er den unges næring, tårer salig jubelsang. DIGTE (Gedichte

sind gemalte)

Digte er malede vinduesruder. Ser man fra torvet i kirken ind, så er det hele trist og gråt, og sådan ser en filister det blot; hvad under, han ærgrer sig, det skind, og med de øvrige ulve tuder! Men kommer du først i kirken ind og hilser de hellige kapeller, da er det, som farverne mod dig vælder, som hver en prydelse sit fortæller; betydningsfuldt virker et ædelt skin. Guds børn, lad budskabet fra det høje opbygge jert sind og fryde jert øje! 143

G O E T H E O M S I G SELV (Vom

Vater hab ich die Statur)

Fra fader har jeg min figur, lidt kant i karakteren, fra lille mo'r min lys-natur og lyst til fantaseren. Oldefa'r var de skønne huld, i blodet end det svider; oldemo'r holdt af stads og guld, det går igen til tider. Da delen er med resultat uløseligt forbunden, hvad er der så ved den krabat originalt i grunden?

ELSKEREN (Um

Mitternacht

- ich schlief)

Det var ved midnat, og mit legem slumred, men hjertet våged som ved dagens lys. Og det blev dag; det var mig, som det skumred: Hvad fejler jeg? Hvad varsler dette gys? Hun var der ej. Igennem dagens hede bar jeg dens slid og slæb for hende blot. Og duggen faldt, og snart var solen nede, og aftnen gjorde alting smukt og godt. Mens hånd i hånd vi så det sidste røde gråne og slukkes bag den fjerne sky, det hvisked op af vore hjerters møde: Hold ud og håb! Det bliver dag påny! Det var ved midnat. Skyerne mig leded til hendes hus den sti, jeg tit har trådt. Ak, var for mig og dér et leje redet! — Dog hvor det går, - livet er smukt og godt

TIL DEN OPGÅENDE FULDMÅNE (Willst du mich sogleich verlassen?)

Vil du mig igen forlade? Nylig var du mig så nær. Skyer skjuler mig din flade; nu forsvandt det sidste skær. Men jeg ser, du kan forstå mig, skyder frem en rand påny varsler det, hun tænker på mig fjernt herfra i fremmed by? Nu fra skyen du dig hæver, al din pragt afsløres brat! Skønt mit hjerte kvalfuldt bæver, salig skøn er denne nat! NÅR

VED

MORGEN

(Fruh, wenn Tal, Gebirg)

Når ved morgen i det fjerne høj og dal af tågen dukker, når hver lille blomsterstjerne anende sin kalk oplukker; Og når nattens skyer drager frem til kamp mod lysets lejre, og når morgenvinden jager dem på flugt, at sol kan sejre, — Kan du da fra hjertegrunden takke Gud for dagens fylde, da vil sol i afskedsstunden horisonten trindt forgylde. TESTAMENTE (Kein

Wesen kann zu nichts)

Forgå kan intet væsens kærne. I alt, det nære som det fjerne, er evigheden virksomt med; 145

og love, ingen tid kan bryde, beskærme skattene, som pryde det tidsbestemtes virkested. Det sande er forlængst jo fundet, har ædle ånders kreds forbundet; den gamle sandhed, grib den selv! Du jordsøn, den lod først dig ane hin vismand, som fandt jordens bane om solen gennem himlens hvælv. Så må du indad blikket vende; dér vil det midtpunkt du erkende, som ingen ædel tvivler om. Du får ej brug for vink fra skolen, thi din samvittighed er solen i sjælens dag og herredom. Mærk så, hvad dine sanser siger, og stol kun på, de aldrig sviger, når ret du bruger din forstand! Med blikket frit til hver en side og opladt øre skal du skride igennem verdens fagre land. Drik dybt af glædens blanke bæger, men lad, når dig dens nektar kvæger, fornuften altid være nær! Da vil din fortid mindet fylde, din fremtid håbets glans forgylde, og nuet vinde evigt værd. Og har tilsidst du sejer vundet, har fuldt og klart du følt og fundet: Kun det, som bærer frugt, er sandt, bør du på mængdens færden agte og dig på rette vej betragte, hvis blandt de få din plads du fandt. Og som en digter eller tænker, der verden af sin rigdom skænker i sangens eller talens ord, så' vil du følge glad din bane; thi ædle sjæles trang at ane er skønnest kald på denne jord.