Synskhedens gave: Prosa og vers [PDF]

Zitiervorschau

Synskhedens Gave

Synskhedens Gave Prosa og Vers a f

K JE LD A B E L L

Udgivet a f E lia s Bredsdorff

GYLDENDAL 1962 Kjeld Abeli ved sit arbejdsbord i sommerhuset i Andrup i sommeren 1960.

Indhold „Synskhedens G ave“ er sat med Linotype Bas­ kerville og trykt i Gyldendals Forlagstrykkeri, København. Om slag: Austin Grandjean. © 1962 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk For­ lag, A.S., Copenhagen. Printed in Denmark.

10275 Udgiverens fo ro rd ..........................................................

9

I Tilfældige billeder over et tilfældigt b o r d ..................

23

R ib e ..................................................................................

3°

Huse i P a r is ..................................................................

39

Det første jeg s k re v .......................................................

5°

II M arm orduen..................................................................

57

Fru Noah’s diam antbryllup.........................................

61

Eventyret om Dyvekes happy-end...............................

67

S vin k lø v ia d e ..................................................................

7^

Chu C h u eh ......................................................................

84

Genua, Æmelfai, tu r-re tu r...........................................

92

T o katte i l o g e ................................................................ 100 III En selskabelig in vitatio n .................................................. 109 Emigranten

...................................................................

Europas forår .................................................................... 117 Fra et v in d u ......................................................................124 Myrer og modsigelseslyst.................................................. 128 Den første a f t e n ................................................................136

Fru Germania på K ronborg............................................ 141 Aftenstemning i en h a v e .................................................. 148 Rejsen endt

VI

Den sidste aften. Epilog til Dagmarteatrets sidste fore­

......................................................................154

stilling ........................................................................... 279

Dagene d e r p å ....................................................................160

Den tiende ... Prolog ved Rialtoteaterets genåbning . . 281

Et år og en engel går f o r b i.............................................. 165

Et vindu. Prolog ved afslutningsfesten for den sven­

Den følsomme t a x a .......................................................... 173 Hvad ved vi egentlig?........................................................180

ske u g e ........................................................................... 286 Børge Munch-Petersen. Prolog ved mindeaften for Børge Munch-Petersen..................................................291

IV Realism e-?..........................................................................189 Bournonvilles b r ille r ........................................................194 Dansk te a te r ..................................................................... 202 Om at gå i b iografen ........................................................205 T o gamle sø stre ................................................................211 Hvad er rigtigt tea ter?....................................................218 Nat på Kongens N yto rv.................................................... 225 Nationalteatrets k u p p e l....................................................234 Teatrets s j æ l......................................................................239

V Liva W e e l ......................................................................... 249 Margot Lander. Tale ved Margot Landers udnævnelse til Studenternes Æ reskunstner.................................. 250 G a b r ie l............................................................................... 258 Bodil K j e r ......................................................................... 261 En tak til Poul Reumert. T il Poul Reumerts 75-års dag 263 Dejlig. T il Bodil Ipsens 70-års d a g .................................265 Op af en stemme. T il Clara Pontoppidans 60-års jubilæ um ......................................................................... 271

Et postkort fra Spanien. Monolog i „Den lille Kabaret" 294 Epilog. Ved Det kongelige Teaters mindeforestilling for Holger G abrielsen.................................................. 298 Historien om en rotte der sad på verdens tag. Prolog til Dansk Fredskonference i Å lb o rg ....................

302

Et forspil. Prolog ved indvielsen af Tivolis ny kon­ certsal

........................................................................... 307

Le amoriner - le af glæde ... Prolog ved Det ny Tea­ ters 50-års ju b ilæ u m ....................................................314 Oplysninger om de enkelte afsnit i b o g e n .....................324

Udgiverens forord

Kjeld Abeils skuespil - 14 ialt, fra Melodien der blev væk til Skriget - er alle udkommet i bogform; desuden fore­ ligger der fire andre bøger fra hans hånd: Paraplyernes oprør (1937), en festlig børnebog; Teaterstrejf i påskevejr (1948), et causeri om teater og teatrets væsen, isprængt mange af hans egne erindringer, navnlig fra hans møde med fransk teater i 1920erne; Fodnoter i støvet (1951), en bog fuld af levende indtryk fra hans rejse til Indien; og De tre fra Minikoi (1957), en roman baseret på Kjeld og Grete Abells lange sørejse til Kina i 1956, med glimt fra deres tidligere flyverejse i 1952. Synskhedens gave, som nu udsendes året efter Kjeld Abells død, er et udvalg af de mindre arbejder, prosa og vers, som han i årenes løb - fra 1935 19^1 _ trykke i dagblade, tidsskrifter, teater-, koncert- og udstillingspro­ grammer, eller som han lod optage i andre bøger, der ikke bar hans navn: samleværker, antologier, mindebøger, ju­ bilæumsskrifter. Af bogens 49 afsnit har de tre aldrig tid­ ligere været trykt; de er udvalgt blandt Kjeld Abells efter­ ladte manuskripter, som Grete Abeli med stor imødekom­ menhed har stillet til min rådighed. Prosa og vers - de to nøgterne, neutrale gloser i bogens undertitel dækker over et broget væld af essays, artikler, fabuleringer, eventyr, rejseindtryk, tidsbilleder, aktuelle kommentarer, naturbeskrivelser, dramatiske situationer, taler, digte, monologer, prologer og epiloger. Hvor broget indholdet end er, så bærer dog alt i bogen Kjeld Abells markante kunstneriske stempel. Intet kunne være skrevet 9

af andre end ham - gennem hans synskhed skal vi, hans læsere, endnu en gang prøve at lære, hvad der er at se. Bogen er et udvalg, et kritisk udvalg, foretaget - så vidt det var gørligt - i Kjeld Abelis egen ånd. Skulle rub og stub have været medtaget, ville bogen være blevet dobbelt så stor, og den ville da have rummet urimeligt mange gen­ tagelser, for Kjeld Abeil varierede ofte det samme tema, indtil han fandt den endelige form. Selv ville han have været den første til at hævde, at man skader en digters renommé ved kritikløst at optrykke alt - også det, der kun var skrevet for døgnet. Var et sådant udvalg udkommet, mens han endnu levede - og det ville være sket, hvis han ikke var død så tidligt - ville han nok have sat sig imod, at man optrykte hans anti-nazistiske artikler fra trediverne, de hører jo en svunden tid til; men vi andre, som overlever ham, har lov til at mene, at de hører med i billedet af Kjeld Abeil. Udvælgelsen af stoffet har jeg drøftet grundigt igennem med Grete Abell, men ansvaret for, hvad der er medtaget, og hvad der er udeladt, er mit, og mit alene. Alligevel er der ting, som burde have været med, og som ikke er det! I 1943 skrev Kjeld Abell til Karen Lykke­ hus en monolog med titlen „Verden går under i Fiolstræde“, et festligt lille „drama med lykkelig udgang" om en brud, der ankommer alene til fotografens atelier, for efter vielsen stak brudgommen af fra hende i Fiolstræde, men hun vil alligevel have taget det bryllupsbillede, der var be­ stilt, selvom brudgommen desværre kommer til at mang­ le på fotografiet. Ak, manuskriptet eksisterer - men den sidste side, med den lykkelige udgang, mangler, og det har ikke været muligt at opdrive den! Knud Sønderby har for­ talt mig, at han husker en vidunderlig historie, som Kjeld Abell en aften læste op i Politikens foredragssal under den danske boguge; historien handlede om en mus, der åd sig gennem et leksikon. Men manuskriptet? Findes ikke! Når Kjeld Abell var færdig med noget, ophørte det at interes­ 10

sere ham, og adskillige andre manuskripter er sikkert også gået tabt. Den 6. oktober 1956 fortryllede Kjeld Abell Stu­ denterforeningens medlemmer ved at fortælle et eventyr om en kinesisk tepotte fra Ming-dynastiet, en filosofisk bådsmand, en sød gammel kone og en måge på en maste­ top. Og ingen, der har hørt det, glemmer nogensinde dette vidunderlige Abell’ske eventyr. Men i dette tilfælde er der ikke tale om, at manuskriptet er gået tabt - for det har al­ drig eksisteret! Kjeld Abell læste ikke eventyret, han for­ talte det, improviserede det - og fik det aldrig skrevet ned! Og ingen var forudseende nok til at få det optaget på stål­ bånd. Det viste sig, at da udvalget til denne bog var foretaget, sorterede stoffet sig ligesom af sig selv helt naturligt i seks forskellige hovedgrupper, og denne inddeling har jeg fun­ det det formålstjenligt at overholde. Den første sektion indeholder Kjeld Abelis selvbiografi­ ske skitser. De er desværre alt for få! Men den, der vil for­ stå Kjeld Abell, kommer ikke uden om barndomsårene i Ribe, studie- og arbejdsårene i Paris og modningen og ind­ vielsen til den dramatiske livsgerning. Og herom fortæller netop bogens fire første artikler. Om barndomsbyen Ribe må det være tilladt her at citere et uddrag fra en ikke-medtaget kronik fra 1940, „En trap­ pesten i Ribe": „Jeg forstod, at i denne by, i skyggen af tår­ net og slotsbanken med de ingemannske romaner, med lugten af den brændende Maren Splid i næsen, blandet med duften fra Veiss’ Vinstue, havde jeg dannet mig mit sprog, billederne bag ordene, af alle de fornemmelser, der strømmede ud fra de snævre slipper, fra de mennesker, der havde fyldt min barndom - det var som at stå i et levende, henrivende leksikon, der ustandselig bladede og bladede. Man kan rejse så langt væk fra en barndomsby, man vil, vende den ryggen og være foragtelig, den følger én i tykt og tyndt, helt ned i éns komma’er." Ærkekøbenhavneren

Kjeld Abeli var på bunden af sin sjæl stadig drengen fra Ribe. Odense, hvortil familien flyttede, før Kjeld Abeil endnu var fyldtotte, kom aldrig til at spille nogen større rolle for ham; hvad er derimod kom til at spille en rolle for ham for hele livet, var drengen fra Odense, H. C. Andersen. Allere­ de i en af sine første artikler (fra 1932 - ikke medtaget her) skrev Kjeld Abeil om H. C. Andersens eventyr, at „de er den bedste Danmarksbeskrivelse eller -geografi, der findes. Man kan læse bindstærke værker, der giver de pragtfuldeste beskrivelser af fædrelandet, dets natur og al den slags; men de er intet mod en lille sætning i et af H. C. Andersens eventyr; hvert ord er et lille Danmark - formen, farven, duften, tonefaldet er så dansk, dansk i alle afskygninger man læser og læser, til man føler sig så pæredansk på en dejlig måde; hvis man opholder sig i udlandet og tilfældigt falder ned i et bind af H. C. Andersens eventyr, længes man slet ikke, for alt det, man har at længes efter, står i disse eventyr; man sidder og ser på hvert ord, holder det op og ser et krystalliseret Danmark, man ler ad sig selv og føler sig hjemme." Den digter, der skrev festspillet til H. C. Andersen-jubi­ læet i 1955, Andersen eller Hans Livs Eventyr, har aldrig nogensinde imiteret eller plagieret H. C. Andersen; men han har i højere grad end nogen anden dansk digter lært af den gamle eventyrdigter; det var, som om han havde ta­ get H. C. Andersens mærkelige synskhed i arv. Det gælder om Kjeld Abeil selv, hvad han i 1940 skrev om H. C. An­ dersen (i en kronik, som heller ikke er medtaget i denne bog), at man under læsningen af hans værker får „den un­ derligste fornemmelse af, at man er blevet forvandlet til et klaver, der bliver spillet på. Man opdager, at man ligesom klaveret er fyldt med en slags toner, billeder og indtryk og fornemmelser, der venter på og kan li’ at blive kaldt frem og sat sammen på en helt ny måde. De små almindelige ord

i bogen er blevet til venlige, milde fingre, der spiller på vo­ res følsomhed, som om den var både sorte og hvide tan­ genter ..." Kjeld Abeil drog ud for at erobre verden med Ribe i den ene hånd og H. C. Andersen i den anden - og i hans lomme lå de forseglede ordrer, for: „Det skulle være teater. Har al­ tid skullet." Og det blev det! Bogens anden sektion rummer Abell’ske eventyr, om den kedelige Anna, som kun var „et halvvissent ansigt, som folk glemte, fordi det altid gled i ét med tapetet", om dia­ mantbruden fru Noah, og om Dyveke, der var så helt an­ derledes, end vi troede. Om den hidtil utrykte novelle „Fru Noah’s diamantbryllup" skal det nævnes, at den i manu­ skriptform foreligger i ikke mindre end tre forskellige ver­ sioner, hvoraf den ene (kaldet „Noah’s krondiamantbryllup") er formet som en dramatisk sketch, åbenbart engang opført i radioen eller i en kabaret, for den bærer teatercen­ surens stempel og datoen 16. december 1937. Den bibelske beretning om Noah, fru Noah og sønnerne Sem, Kam og Jafet har altid fascineret Kjeld Abeli. Det første han over­ hovedet skrev, var en ballet om Noah og hans familje „og et passende assortiment af dyr, en lillebitte gammelmands­ nisse af en Noah og nogle klepperter af sønner og forrygen­ de svigerdøtre, som fik arken til at duve i mangfoldiggø­ relsestrang." Manuskriptet eksisterer desværre ikke mere; men syndfloden, gubben Noah og hans kone og børn bli­ ver ved at dukke op i Kjeld Abeils værker. I 1939 skrev han en (her ikke medtaget) kronik, „Fru Noah privat", hvori han opfattede beretningen om sejladsen på toppen af en druknet verden og strandingen på Ararat som „en af de største tragedier i hele menneskehedens historie, en trage­ die, som man måtte fortælle skolebørnene som den bitre­ ste, den forfærdeligste alvor. Det ville blive en beretning, der lod meget håb ude og nedbrød respekten for slægten som slægt." Mens drengene i arken skændes og Noah selv

arrigt blander sig i skændsmålet, passer lille fru Noah sin huslige dont, hun bliver igen „den lille forvirrede bekym­ rede husmor, der pænt skal blive i sine gryder og potter, det er hendes verden, den store verden udenfor er mændenes. Ordene bliver væk for hende og hun lukker igen dø­ ren. - Det går bølge op og bølge ned, dyrene brøler, arken dykker sin tykke snude og æder vandet på vej mod en ny verden, mændenes. Nej, hun vil ikke sige noget. - Kære fru Noah, bare De ville! “ Og med de ord endte kronikken. I den her trykte novelle har fru Noah fået mæle. I samme afsnit som de tre eventyr findes også andre ting - en forelsket skildring af et stykke jysk natur, som Kjeld Abeil kendte og elskede, og nogle lysende glimt fra rejser i Kina og Italien - fra den kinesiske pige, der i et kinesisk landskab synger Solveigs sang, til hotelværten i Agrigento, „hvis blik var en evigt frikendende domstols". Bogens tredje sektion indeholder tretten af Kjeld Abeils kommentarer til tiden - fra 1935 til 1951, fra tredivernes kamp mod den fascistiske pest, som også truede med at in­ ficere Danmark, over krig, besættelse og befrielse helt op til den atomalder, vi stadig lever i i dag. Den dramatiker, deri 1939skrev skuespillet Anna Sophie Hedvig, havde allerede fra første færd sagt et klart og utve­ tydigt nej til nazismen og fascismen. Han havde ret til ef­ ter Danmarks befrielse i skuespillet Silkeborg at angribe dem, der havde ladet sig blænde af Olympiadens „strålen­ de og magtfulde oplevelse", dem, der havde ladet sig impo­ nere af arbejdsløshedens afskaffelse i Hitlers Tyskland og af toggangens præcision i Mussolinis Italien. Af de tre fa­ bulerende eventyr, han skrev under besættelsen, måtte det ene („Myrer og modsigelseslyst") flygte til Sverige for at blive trykt, mens et andet („Fru Germania på Kronborg") var skrevet som Kjeld Abells bidrag til en af besættelsesti­ dens illegale bøger, Der brænder en ild. Dér blev det trykt uden forfatterangivelse. Men den, der ikke i dette eventyr 14

kunne genkende Kjeld Abells særprægede sprog og tone, måtte være både blind og døv. „Aftenstemning i en have", som er skrevet som et bidrag til jubilæumsbogen for det 25-års studenterjubilæum, som Kjeld Abeli takket være besættelsestiden aldrig fik lejlig­ hed til at fejre, hører på en måde med sin forrettede be­ sættelsestidsstemning under folkestrejken med i erindrings­ billederne; men det har på den anden side også sin klare plads i sammenhængen her, og der er grund til at gøre op­ mærksom på et par linjer fra slutningen, hvor det hedder: „På karetmagerens gavl sad en stor ugle. Når det blev helt lyst, ville fuglene komme og dykke drillende ned over dens blinde hoved." Her er foregrebet et motiv, som Kjeld Abeli seksten år senere kom til at benytte i Skriget. (Det kan i denne forbindelse nævnes, at i en - her ude­ ladt - kronik fra 1939, „November-spleen", er et andet mo­ tiv fra Skriget tydeligt anslået. Kjeld Abeil skrev i denne kronik: „Ligesom mange mennesker har et par slips ind­ vendig på skabsdøren til at vælge imellem, sådan har de allerfleste en hel række ansigter til behageligt udvalg da­ gen igennem. Det er masker, der bliver taget på. Hurtigt og nemt trækkes den ene af og den næste på som caféduge, der skiftes af en behændig tjener, det gælder om at ingen et eneste øjeblik får det mindste glimt af bordpladen at se. Oprindelig har det vel kun været tanken at skåne bordet eller ansigtet, men efterhånden er tildækningen blevet det vigtigste. Ustandselig vaskes duge, uafbrudt skiftes masker, tilsidst betvivler man, at de overhovedet dækker noget, og at det er muligt for ejeren med bestemthed at sige, hvad der er ansigt, hvad der er maske ..." I Skriget lod Kjeld Abeil os i familieskovturen se mennesker med masker på uniformerende nylonstrømper trukket over hovedet!) Først jubelen over befrielsen fra den tyske besættelse, dernæst skuffelsen over, at befrielsen alligevel ikke kom til at indfri de forhåbninger, som Kjeld Abeil selv og mange 15

andre med ham havde stillet til den, er motivet for de føl­ gende artikler i denne sektion. Og så, pludselig, dukker et helt nyt motiv op, som ændrer billedet totalt: atombom­ ben, Hiroshima, mr. Truman med dødsenglen i snor, „den frygteligste, den mest djævelske engel, nogen himmel hav­ de udsendt.“ Kjeld Abell så, før de fleste andre endnu hav­ de set det, at efter krigens syndflod havde menneskene end­ nu en gang lidt skibbrud på Ararat, for de blinde passa­ gerer havde været med i vores ark - „de evige handelsrej­ sende i den del af fortiden, der burde være fuldstændig stendød, den ufrugtbare fortid, der kun består af vaner og tillærte fordomme." Han så det, som er vores problem i dag, at atomtidens problemer er alt for store og uoverskue­ lige, til at menneskene, de almindelige små mennesker, tør se dem i øjnene: „Man flygter og samler al sin interesse in­ tenst om sin egen lille have, sine egne små spidskålsho’der. Hvem vover at røre ved mit stakit? Det er lige malet." Så­ dan skrev han i den fabulerende arabesk, „Hvad ved vi egentlig?", som kronologisk afslutter denne sektion, og som trykkes her for første gang. Kjeld Abells tidskommentarer - fra tredivernes tilsyneladende så uskyldige Rødhætte­ skov til halvtredsernes truende paddehattesky - er som en løbende kommentar til tidens og hans egen udvikling og til de problemer, han beskæftiger sig med i sine skuespil. Den fjerde sektion indeholder et begrænset udvalg af de mange artikler og taler, hvori Kjeld Abell beskæftigede sig med kunstens problemer, med dens former, dens indhold, dens farer, dens fejltrin og dens mål. Her beskæftiger han sig med de tre kunstarter, som stod ham selv nærmest: tea­ ter, ballet og film. Også disse essays er skrevet over en år­ række - fra 1935 til 1949. Fra opgøret med det realistiske eller naturalistiske teater følger vi her gennem ni selvstæn­ dige bidrag Kjeld Abells forsøg på klarere og klarere at re­ degøre for, hvad teater for ham betød, indtil han ender med denne bekendelse: „En forfatter kalder vel næppe sce­ 16

nen en prædikestol. Dels fordi han rent privat er nøjagtig ligeså blufærdig som tilskuerne nede i salen, dels fordi han ikke agter at holde dommedagstale til andre end sig selv, over sig selv. Og den dommedagstale holder han i det mær­ keligste af alle lønkamre. Det biir først lønkammer, når alle vægge og skranker er brudt ned, og alle kan se ind i det. Han ser det selv, når miraklet sker for åbent tæppe. Hjemme ved arbejdsbordet er han alene, han sidder alene under en kuppel af fornemmelser, der først biir til liv, som han først forstår er liv, når øjnene i salen gør det levende." Bogens femte sektion indeholder Kjeld Abells hyldest til en række af dansk teaters store navne: Liva Weel, Margot Lander, Holger Gabrielsen, Bodil Kjer, Poul Reumert, Bo­ dil Ipsen og Clara Pontoppidan. Nogle har stået trykt i dagblade, andre i teaterprogrammer, atter andre har væ­ ret holdt som foredrag. Her er de samlet under eet, fra det fortættede 15-linjers præcise portræt af Liva Weel - skre­ vet da hun i 1940 skulle spille hovedrollen i Kjeld Abells Dyveke - til den fornemme hyldest til Clara Pontoppidan, hans „galionsfigur", skrevet i februar 1961 i anledning af hendes 60-års jubilæum - den sidste artikel Kjeld Abell nåede at skrive, inden han døde. Hvert portræt står tegnet sikkert og præcist. Kjeld Abell kunne både se og lytte; han vidste, at „i instrumenternes kor er den menneskelige stem­ me det allerdejligste. Bare lytte, lytte og lukke øjnene. Op af en stemme kan verdner rejse sig, fra den dybeste afgrund til de højeste tinder." I bogens sjette og sidste afsnit vil man genfinde de fleste af de monologer, prologer og epiloger, som Kjeld Abell i årenes løb skrev til særlige lejligheder, til lukning eller til indvielse af teatre og biografer, til mindeaftner for kunst­ nere, som han havde stået nær og beundret, til en fredskon­ ference, til indvielsen af Tivolis nye koncertsal og til Det ny Teaters jubilæum. De fleste af disse er skrevet i den fri versform, som faldt Kjeld Abell naturligst, og nogle af 2 Synskhedens Gave

*7

dem hører til det ypperste, han overhovedet har skrevet, for der er strofer, hvor han i helt koncentreret form giver sig selv: Åh, eventyr, som gør børn forelskede i hele verden og os i hinanden uden drømmen om dig biir øjnene grå glemmer at selv i den tristeste sporvogn sidder fortryllelsen med sin omstigningsbillet omstigning til smilet til de usynlige egne hvor voksne er børn og børnene voksne hvor fantasien gror op af hverdagens muld som et jublende træ der skyder brogede grene gennem lukkede ruder i lejekaserner løfter taget af huset over tørrelofter gør tørresnore til harpestrenge spiller himmelspræt med vores undertøj dét er aldrig inderst det er vi selv og déroppe er himlen som binder os sammen i et menneskeliv.

Men selve udtrykket: synskhedens gave - er alligevel hans eget. Man vil finde ordene brugt i det sidste afsnit i denne bog, „Le, amoriner - le af glæde ...“, hvor han la­ der „Den lille dame“, inkarnationen af teatrets faste og trofaste publikum, sige, at „man sidder ikke på en elsket plads i anden etage, aften efter aften, år efter år, uden at få en lillebitte andel i synskhedens gave ...“ Måtte Kjeld Abell, også gennem denne bog, give os an­ dre blot en lillebitte andel i synskhedens gave! Elias Bredsdorff.

Synskhedens gave - titlen på denne bog er ikke Kjeld Abeils egen, skønt indholdet er det; selv ville han aldrig have kunnet vælge denne titel. Det er kun os andre, som kan sige, at Kjeld Abell frem for nogen anden ejede netop synskhedens sjældne gave. Både når han talte og når han skrev, var det, som ejede han en tryllestav, der kunne få alt til at leve - og han brugte sin tryllestav, sin synskhed, til at lære andre kunsten at se, se med hans forunderlige øjne. 18

!y

I

Tilfældige billeder over et tilfældigt bord (1944)

Over det tegnebord, jeg arbejder ved, hænger et forvirret rodsammen af billeder, store og små mellem hinanden, planløst og uden fjerneste symmetri. Et dekorationsudkast af Svend Johansen er det eneste, der hænger her, om jeg så må sige, med vilje, resten er en bande tilløbende, der vel nok burde forvises til pulterkamre og skuffer, måske for nogles vedkommende ovenikøbet til centralfyret, for hvad skal man egentlig med den slags? men jeg nænner det ikke, de har deres egen lidt rørstrømske betydning, som stemplerne bag i et brugt pas, der gemmer på mange forlængst glemte ind- og udrejser. Og når jeg nu er i den penible situation at skulle fortælle om: hvorfor og hvor­ dan jeg er blevet o.s.v., o.s.v., vil jeg meget hellere end et direkte svar vise Dem et par af de billeder end prøve på at opstille et program, som alligevel ikke finder sig i at lade sig opstille. Det bliver kun et par snapshots fra en tilværelse, der i sin begivenhedsrække ikke kan opvise en eneste sensation, vi er jo mer eller mindre delt op i to kategorier, nogen går på gaden, andre sidder i vinduet og ser på, jeg har skrevet mig for en vindusplads, og det giver sjældent adgang til „eventyrernes klub“, men det betyder ikke, at man ikke holder af eventyr, kun at man som regel er afskåret fra de mere håndgribelige og henvist til fabule­ ringer. Jeg må begynde med den stol, jeg sidder på. Min olde­ far, der ikke var snedker, men landmand, har lavet den, og den er skyld i, at de første billeder dukkede frem. En dag kunne betrækket ikke mer, det revnede, og gennem 23

den flænge, der opstod, så jeg et andet betræk, som man rimeligvis af dovenskab har ladet sidde, og takket være dette stykke grøntsnuskede stof med skiddengule uld­ ornamenter førtes jeg i mindre end en håndevending til­ bage til en verden fuld af enkeltheder, som jeg ikke anede var stablet op på bunden af min hukommelse. Jeg var igen i Ribe, i et lidt mørkt herreværelse til gaden, jeg lug­ tede husets og mine egnes særlige lugt, hørte ordene og meningerne, der blev talt henover mit hoved, følte mine egne stemninger og de voksnes, som jeg måske nok har betragtet med en lidt for taktløs nysgerrighed. Et utal af ting masede sig på, en lampebakke i jugendstil, et aske­ bæger, der bildte sig ind at være fra broncealderen og manglede det ene øre, en jydepotte med trælåg til pibe­ udkrads, en faster, der skulle til julemiddag hos stiftamt­ manden i bleggrønt mousselin, en anden faster, der var svagelig og derfor blev hjemme hos os børn, som hun for­ gæves forsøgte at lære flerstemmige sange på rad i chaiselonguen, og tomheden følte jeg, tomheden efter min mor, der var rejst til København og kom tilbage i en kiste så fyldt med kranse, at min ældste bror og jeg næsten glemte sorgen for at nå og tælle dem allesammen. Pludselig kom jeg osse i tanker om billedet fra Oxford. Det var et kæmpemæssigt garden-party på henved tusind meget elegante personer forsamlet omkring århundred­ skiftet på en plæne foran et kollegie, fotograferet lidt fra oven, men smukt, ikke i anstrengt gruppering, og midt i denne velklædte plamase, der flød ud i slæb og slørede hatte blandet sammen med de sorte herrers universitets­ eller eftermiddagsanstræk, stod min far, adjunkten ved Latinskolen i Ribe, muttersalene med stiv stråhat og hvid vest, som jeg vidste, der var små broderede pletter på. Det var den store verden, den man engang måtte og skulle ud i, men ikke alene, jeg ville sidde nede på forreste række mellem det mest honoratioresagtige, og alle skulle se glade 24

ud over, at jeg var der. For at opnå dette, måtte jeg først være rig, og for at blive rig var det nødvendigt at gøre en opfindelse, andre udveje så jeg ikke, men da det viste sig, at mit hoved ikke lod sig lægge i de matematiske folder, skrinlagde jeg tanken og bestemte mig til i stedet at søge ind ved postvæsnet, det var sådan en net etat, her ville jeg leve sparsommeligt og lægge penge tilside, indtil jeg forhåbentlig blev 60 og så kunne rejse ud og bruge det hele på en eneste gang. Gudskelov for mine medmenne­ sker, at planen ikke blev realiseret, for der var da ikke een i mit distrikt, der ikke havde fået brevene med mindst en tyve-tredive års forsinkelse, jeg er ked af at måtte tilstå det. Oxfordbilledet fandt jeg ved en ransagning af familiens pulterkamre, og sammen med det kom tre andre for da­ gens lys, hvor de fik lov at blive. T o små og et aflangt. Det aflange var et indrammet postkort, stort som man brugte det, guderne må vide til hvad, i postkortets barn­ dom. I hele kortets længde rager Ribe Domkirke op, set lidt skråt, så begge tårne kan komme med. I forgrunden er vores gård med et solbeskinnet vaskehus, vintertøj til luft­ ning på en tøjsnor, bødkerens Amalie, der har sat sig, og allerforrest mig selv, lillebitte for at give kirken størrelse. Det sidste vidste jeg ikke, men havde vel heller ikke op­ fattet det, så stolt var jeg over at komme på tryk. Det, der nu morer mig i billedet, er Amalies bøllehat. Den var rød, lidt forvasket rød, men alligevel stærk og sommerfyldt, og udfra den farve stråler formiddagssolen tværs gennem alle årene, de grønne piber snor sig på Aristolocia-lysthuset i haven bag huset, en hel provinsby dufter blidt som røgen fra en venligt kogende gryde, jeg ser jo igen med barneØjne, °g Domkirketårnet bliver påny et monument, man ikke synes, man kan befri sig for. Det står der stadig med drømmen om den dejlige Dagmar og maner alle sjæle til at lade sig sluge af salig B. S. Ingemann. Men vigtigst af alt var dets udsyn nedover grænsen, langt ned i Sønder­ 25

jylland. Denne atmosfære af historie og national fornem­ melse ligger over min barndom, det var ikke noget, man kunne komme udenom, og for den sags skyld ville man heller ikke udenom, dertil var man bundet for stærkt, blandt andet af de to billeder, der nu følger. De er fra Horsens, hvor min fars familie levede. Min farmor var, så tosset det end lyder, en Kierkegaard. Fami­ lien havde været købmænd, haft chokoladefabrik, støbt lys, været beslægtet med Søren, men mændene døde tid­ ligt, og da jeg kom til, var der kun en buket henrivende gamle damer tilbage i en mikroskopisk broderiforretning, hvor man svor til Constantin Hansens mønstre og endnu levede i sejrsrusen fra 48 og frygtede nederlaget i 64. Vi kom på besøg i ferierne og kunne ikke undgå at blive dus med de to årstal, vi så bogstavelig talt de muntre østrigere drage forbi, mens vi sad i vinduerne og hadede prøjserne. Og når jeg nu kigger op på de to små gårdinteriører fra det lillebitte hus i Hestedamsgade med de søde gamle om­ kring det sirligste kaffebord under et legetøjsflag, stukket ind i vedbenden, føler jeg hele den tid som en solrig vå­ benhvile inden det store opgør, der måtte komme, og hvis gang vi allerede længe forinden havde ordnet og uddebat­ teret. 1914 var en selvfølge, om end lidt forbavsende, da de ventede begivenheder endelig indtraf, men det gik jo, som vi havde sagt, og da krigen var forbi, fandt jeg mig selv, fulgt af Ingemann, Oehlenschlågers tragedier og alle barndommens næsten selvoplevede fortællinger, som del­ tager i et folketog til Amalienborg for at bede Kongen kræve alle afstemningszoner tilbage. Men da skete der alli­ gevel noget, som kom bag på mig. Jeg havde levet hele mit liv i et lag, der afskyede ordet radikalisme, for slet ikke at tale om socialdemokrati, d.v.s. det talte man overhove­ det ikke om. Men netop som det vandrende tusindben med alle ansigterne parat til hurra var udfor Frederik den Syvendes statue foran Christiansborg, slog et oprør ned i 26

mig, og pludselig måtte jeg give det, jeg hidtil havde anset næsten som djævelens værk, ret. Jeg rev mig løs fra alle de gamle billeder, dømte dem måske ikke til bål og brand, men ihvertfald et blidt pulterkammer. Følelsen var dejlig, ligeså befriende som da man havde kæmpet med Vorherre om at slippe for aftenbøn. Pæne børn har mange småbekvmringer, der er for store. Nu er der et spring i billedrækken, et meget naturligt spring, der er nemlig ikke et eneste skolebillede, og det skal der heller ikke være. Jeg havde det udmærket i skolen, mange gode kammerater, blev aldeles ikke mishandlet, og alligevel brød jeg mig ikke det allerfjerneste om at gå i skole, for at vælge det elskværdigste udtryk, og min for­ nemmelse har ikke siden rokket sig en tøddel. Ikke et sekund kan årenes afstand forlokke mig til sentimentali­ tet. Universitetet forelskede jeg mig heller ikke i, men det var til gengæld helt og holdent min fejl, det statsviden­ skabelige studium har sin store spænding, jeg ville bare noget helt andet. Jeg giftede mig og tog til Paris på må og få. Og her kommer det næste billede. Det er ikke godt, det gør mig ondt at måtte sige det, for jeg har selv tegnet det. Det er min kone på balkonen foran vores femtesals-lejlig­ hed, der var udstyret som det mest gebræklige raritetskabi­ net og dog rummede lyksalighedens comfort på trods af svigtende husholdningspenge og meget andet, der senere desværre forekommer én så nødvendigt. Jeg tegnede det et par timer, inden drengen kom en månedstid for tidligt til verden, men ikke bare derfor har jeg beholdt det, det hæn­ ger her som en påmindelse om så meget, der godt kunne gennemføres og fortsættes, selvom Paris ikke længere er omgivelserne. Det hænger som en længsel efter et nyt spring ud i det uvisse, næsten med en pyromans lyst til at brænde sine skibe. Ja ja, det var dengang. Og det var den­ gang, jeg begyndte at vide, hvad jeg ville. Under eksa­ 27

menslæsningen på Universitetet havde jeg forsøgt at skrive stykker, jeg troede selv på dem, ingen andre. I Paris ernæ­ rede jeg mig møjsommeligt som tegner, men fortsatte med skriveriet, stadig uden held. Det var, som om de stykker ikke ville noget, som om de manglede det spark, der sæt­ ter igang, så man ikke kan standse. Jeg fik sparket i begyndelsen af 30’erne. Vi var igen kommet tilbage til Danmark, jeg sad på et annoncebureau og fattede ikke, at noget menneske troede på reklame, hvad man jo ikke ligefrem kan kalde den heldigste anspo­ ring. Skriveriet snoede sig stadig gennem mit hoved. Og så var det der. Pludseligt. Jeg fik øje på omridsene af et måske kommende Europa, der stod og kiggede ind over os, der gik rundt og legede Rødhætte. Mer er der egentlig ikke at sige. Andet svar har jeg ikke på det hvorfor og hvordan, man har stillet mig. Svend Johansens dekoration fra „Melodien, der blev væk“ går ind i billedrækken. Jeg havde lavet en ballettekst til Det kongelige Teater. Per Knutzon, der skulle åbne Riddersalen, ville gerne begynde med en balletagtig ting, ganske uskyldig med musik og tale. Danseren Svend Aage Larsen skulle være hovedkraft. Jeg fik tilbud om at forsøge mig, og aldrig har nogen vist i den grad grebet til med hænder og fødder. Det var en bestilling, som jeg håbede at kunne „effektuere", mit lager mente jeg var iorden. Musik skulle der være, derfor måtte jeg gå ud fra noget med en melodi, jeg har aldrig været synderlig musikalsk, så det forekom mig at være den brugbareste løsning. Jeg fortalte og fortalte, men skrev ikke straks, nervøs for at alt skulle forsvinde, når det blev tvunget ned på papir. Hele tiden sagde jeg: - så gør Larsen det, og så gør Larsen det. Med Larsen mente jeg Svend Aage Larsen, tilfældigheder er gaver, der falder lige i hænderne på én. Min taknemme­ lighedsgæld er jeg klar over. Det er uundgåeligt, at teatret fortsætter i et par billeder, 28

men lad os lige springe dem over og standse ved et eneste, Agnes Mowinckels. De kender ikke Agnes Mowinckel? Hun er et tårn, virkelig et tårn, men ikke bare at se på. Hun er norsk, skuespillerinde og instruktør, ikke ung, men med hele sin ungdommelige indstilling og ungdom­ melige stædighed i behold. I sit arbejde søger hun det, der kan blive til krudt og sprængstof i hendes angrebsplaner. For hende er teatret ikke kun kunst for kunstens skyld, men et våben i forreste ildlinie. Ved et tilfælde hænger hendes billede på min væg, nærmest som en morsomhed sendte hun mig det for at vise, at hun stadig ligner sig selv. Jeg er glad over, at jeg fik det, for ligesom Amalies røde bøllehat bliver til al solskinnet fra en elskværdig barndom, sådan forvandles Agnes Mowinckels private foto­ grafiansigt til mange, mange ansigter, alle de ansigter man har godt af ustandselig at huske på, fordi de ikke kun talte om det, de ville, men osse gjorde det. Så er der ikke fler billeder. Jeg gik ud fra skyggen af et tårn og standser ved foden af et andet. Ikke for at sige noget ondt om murstenskolossen i Ribe, men udsynet fra det sidste går længere end nærmeste grænse.

Ribe (1960)

Om navnet Ribe står der for mig et flimmer af hvidkal­ kede bindingsværksgavle, sommervindens varme pust på et par arme ud af en kortærmet drengesweater, insekters sum­ men over grønne egne så langt øjet rækker, og en kildren i fodsålerne efter at løbe langs åbredden efter en lunken dukkert, et utal af detaljer i en samlet helhed. Når jeg skal fortælle om min barndomsby, vil jeg gerne ha lov til at gå ud fra et ganske bestemt gadehjørne, hjør­ net af Torvet og Storegade med Domkirken i ryggen. Skal man tale om Ribe, må man ha Domkirken med sig, Domkirken og åen, horisontens uendelighed og den høje himmel. Min far hade i lidt over en halvsnes år været først time­ lærer, siden adjunkt ved Katedralskolen, men i 1909, da jeg knap var fyldt otte, blev han forflyttet til Odense, og ved sommerferiens begyndelse brød familien op. Selve opbruddet husker jeg ikke, men jeg husker, at jeg dagen før hade været rundt og sige farvel, og efter det kom jeg skrående over Torvet bag Domkirken, forbi stiftsfysikus’ens hus og Greisens Hotel, som Hotel Dagmar dengang hed, og drejede om hjørnet ned ad Storegade. Hér standsede jeg, lige uden for manufakturhandler Jens Andersens ruder, og her blev jeg stående, ikke for at betragte de flotte voksmannequin’er - der var to med store hatte og barm og bag i æggende S-sving, iklædt datidens pompøse mode - noget jeg ellers gerne gjorde, men ikke den dag, det var noget helt andet, der ligesom tvang mig til at standse og blie stående. 90

1

Jeg vidste ikke dengang, at der er et gammelt ord, der siger: - at forlader man et sted, man føler sig knyttet til, og gerne engang i livet igen vil se, skal man vende sig og kaste et blik tilbage. Men det må ha født sig selv i luf­ ten omkring mig dér foran Jens Andersens vinduer, for det var som om en usynlig hånd holdt om min rygrad og ville tvinge mig til at dreje mig omkring og kaste et sidste blik. Med samme høflighed som araberen, når han hilser årets første nymåne, burde jeg ha vendt mig og bøjende hilst det Ribe, jeg nu skulle forlade. Det var en tilværelse, der lukkede sig, et helt langt liv - næsten otte år, næsten otte århundreder. Men jeg vendte mig ikke, en stædig stemme inden i mig sa’e: - la’ det ligge, la’ det ligge, la’ det hele ligge, Domkirke og by. Længe nok hade man været trængt ned i den fjerneste afkrog af Danmarkskortet, mod syd det sønderjyske spørgsmål lige ved dørtærskelen, kun en spad­ seretur væk, mod vest havet, som om vinteren stod småkrappet og sort ind over engene. Nu endelig åbnede ver­ den sig på vid gab, fremover gjaldt det hele. Dog næppe hade det lille bumletog på sine høje skramlende hjul stolpret sig bag om plantagen, og først Hvide Bro, så Domkir­ kens sortrøde tårn var tabt af sigte, før fortryllelsen ind­ fandt sig. Og hver gang jeg siden har tænkt tilbage på Ribe, ser jeg mig selv stå der på hjørnet - en film der lige­ som er standset og blevet til et fast fotografi med hver de­ talje præcis. Foran min næse ligger Storegade med køerne, der gen­ spejlet i butiksruderne, trækkes hjem fra engene for at blie malket, løftede kohaler og sjaskende kasser på de brosten, her i Storegade er langt flottere og mere nutidige end i de små toppede smøger. Ingen privatkørsel. Jeg véd ikke af, at nogen i Ribe hade vogn, jeg mener hestevogn, altså lige med undtagelse af gamle doktor Wielandt i en diplomat­ frakke af peber og salt, på vej til patienter for at skrive recepter, der for den sags skyld lige så godt kunne bruges

til indvortes som til udvortes, bare noget blev skrevet op, kunne det altid hjælpe. Men arbejdsvogne var der. Lyden af de tunge hjul over de skramlende brosten, så over et vippende rendestensbræt, og så fortabte den sig hult i ram­ lende porte, porte med indkig til bindingsværksgårde med blomstrende hyldetræer, og nye kig ind til nye gårde og nye smøger og slipper, eller bare til engene, enge og enge, der blev ved hinsides den fjerne horisont. Inde på fortovet langs butikkerne stod byens damer og snakkede i slæblange kjoler med kantebånd. Osse om vinteren stod de stille og passiarede, lignede fra Hennings på billedet, det gamle maleri, hvor hun står og snakker med Simonsen foran Det kongelige Teater, og på den pudsigste måde skabte deres ånde en rimplet i sløret foran deres munde, altid hade de slør trukket stramt fra de bølgende hatte ned under ha­ gen. Og altid kunne man se forskel på damerne af byens embedsstand og den øvrige befolkning. De unge piger, der tjente i hjemmene, var ofte i fannike-dragt, og den elske­ lige slagtermadamme, madam Clausen, der bragte kødet ud på et trug, var altid i sort stukken kyse, stiv af fedt, og med en lugt, der straks kommer én i næsen, bare man tæn­ ker på den, for den lugt kendte man. Hun tog altid kysen af og gav den som et stykke legetøj til børnene, mens hun selv sad ved køkkenbordet lænet ved en albue og slubrede kaffe i sig af en underkop. Jo, man kendte alle og deres lugt. I de adstadige embedsfruers soveværelser, der om vin­ teren var iskolde som Sibirien, duftede der svagt af tand­ kridt og servanteskuffer, i stuerne af nystrøgne gardiner og kærnemælkssuppe på terrinbrætter midt på det hvid­ dækkede spisebord. Man kendte alle, hvert hjem ind i hver krog, og her på Storegade mødtes man så i strøgtiden, dej­ lige, brede og elegante Storegade. Og derovre lige modsat manufakturhandler Jens Ander­ sens storartede vinduer, lå Veiss’ Vinstue, også dengang i brag og slidt, næsten vejrbidt, ikke en museumsgenstand,

og ved siden af den tobakshandler Frandsens gavlvinduer i den grå, hvidkantede gavl, og vinduerne var fyldt med lange merskumspiber og piske og kæpheste i rad og række som perlegardiner i Syden. Det var her foran Frandsens gavl, at jeg så den første bil i mit liv. Uhyret holdt foran Greisens Hotel, foran den lille træopgang med de to sladrebænke. Den var mærkeligt lav i forkastellet, men bagtil med den nedslåede kaleche rejsende sig som til en Columbus-karavel. Og da de så kom ud, de rejsende automobili­ ster, herrer og damer, det var ikke mennesker, men marsbeboere i et virvar af briller og store fodlange frakker og damehatte omviklede med flagrende slør. Da bæstet satte i gang med en harken og prusten, som måtte gi’ genlyd helt ind under Domkirkens hvælvinger, helt op i himlen til Gud, jo, aldrig i mit liv har jeg følt en lignende angst, jeg trykkede mig fladt ind til Frandsens fagade, lukkede med hænderne for øjne og ører og ventede hvert øjeblik, at nu måtte døden komme og køre ind over mig, i en os af ben­ zin og et orgie af lyde, som var det en løssluppen kamp­ vogn med tilfældige kanoner, der skød i øst og vest, skram­ lede den ned over brostenene i Storegade, mens køerne fik et chok, løftede halerne, blev til spanske kamptyre, og lod de klatter falde, som de ellers ikke havde drømt om at lade falde. Og imens sprang de forskrækkede ripensere om­ kring og reddede livet ind på fortovet. Jo, det var foran Frandsen. Frandsen der var død så stilfuldt. Han og hans kone var taget på en udflugt til Hamborg, noget der vir­ kede overordentlig imposant i det ripensiske miljø. Så kom der en morgen til byen - til byens undren - tre telegram­ mer i rad med en halv times mellemrum. Det var fru Frandsen, der telegraferede. I det første stod der: „Frand­ sen ist krank.“ Og i det næste: „Frandsen ist tot.“ Og så endelig det tredje og sidste: „Ich komme um 11 Uhr Frandsen kommt spåter.“ Joh, fru Frandsen hade vidst at gebærde sig med mere 3 Synskhedens Gave

33

manér end jeg, som jeg stod dér med ryggen til Domkir­ ken. Fra dens firkantede vagttårn kunne man se ned i alle gårde, men det gad ikke kigge, det bare stirrede vidt ud over engene, langt ned i Sønderjylland, helt ud til havet. Det tårn kendte jeg ud og ind fra mine første leveår. Over gården, hvor jeg tilbragte den største del af min tidligste barndoms liv, stod det som et gigantisk vartegn over min leg med bødkerens Amalie, som jeg blev fotograferet på postkort med som forgrundsfigur. Jeg var født i bagbygningen til Beyers gård, mens for­ huset til Gråbrødregade og Sønderportsgade blev revet ned. Det var et vidunderligt hvidt bindingsværkshus med højt tag, lige til et frilandsmuseum, men det kerede man sig ikke om, man rev bare ned, vægteren var holdt op at synge, man gik løs på en nutid, ville ikke dengang være museumsby. Og Beyers forhus blev så erstattet af et mo­ derne murermesterhus, rødt som en skive spegepølse, i ty­ pisk Chr. IX-stil, med hjørnetårn og spir. Og udenfor den svære tremmelåge for enden af gården kørte Chr. IX selv forbi, da Domkirken i 1904 blev indviet efter restaurerin­ gen og hade fået sig et splinternyt Maria-tårn. Jeg stod med hovedet ud mellem tremmerne i lågen ud til gaden med Amalie i buksebagen for ikke at komme noget til. Far og mor sad vel nu i kirken, mor i blåt bluseliv og med en mærkelig hvid hat som en marengs, og foran en stor buket kornblomster. Men det mest spændende var alligevel, at krigsministeren, krigsminister Madsen - ham med rekyl­ geværerne - skulle bo hos os. Gæsterne var fordelt over det hele, og da der var så mange, hade vi fået ham tildelt. Jeg så ham først næste morgen, da jeg blev sendt op med en kop barbervand. Det var til min uendelige skuffelse. Jeg hade ventet at se gæsteværelset fyldt med sabler, fjer og ridende ordonnanser med ildepecher, men der stod han, midt på gulvet, klædt på som kejseren i „Kejserens nye klæder" med en kortstumpet natskjorte. 34

Jo, eventyrligt var der såmænd i Beyers gård, både H. C. Andersen’sk og Brødrene Grimm’sk. Da det ikke anstod sig adjunktbørn at gå i gården, hade vi fået indrettet det sted, hvor konger går alene. Oppe på loftet var det ind­ rettet lige under bjælker og tagsten, og her blev man i vinterens bælgmørke, alene, i 4-års alderen, sendt op med en blafrende vågekone i hånden. Jeg begriber til dags dato ikke, at man ikke døde af skræk. Vågekonens lys spejledes i ilderøjne under taget, funker af lurende ildblikke fulgte én gennem mørket. Hvad ildere var, det vidste jeg, men hvordan de så ud, anede jeg ikke, for i dagslys så man dem jo aldrig. Men man fik sig en god portion mørkerædhed foræret, og den sad der for lange årrækker - men for børn var det jo ikke iskagetider dengang. Men fra Beyers gård husker jeg mest levende Aristolocialysthuset omme i baghaven. Det var foran det, at jeg for­ stod, at de voksne var glade over at jeg ikke var druknet. Nede ved åen under broen til Vedsted - dengang var det jo grænsen - fik vi lov at soppe, mens barnepigen sad på bredden. Men nu var hun så optaget af en føljeton, at hun ikke opdagede, jeg blev taget af strømmen og gik ned i det man på ripensisk kaldte et „høl“, et hul i åbunden dannet af vinterens stormflod. Jeg forsvandt og gik tre gange ned og blev så nede, og dér var jeg blevet, om ikke en arbejder på Stampemøllen resolut var sprunget ud, og det skønt han ikke kunne svømme. Alt det mellemliggende erindrer jeg intet om, først bagefter fortalte man mig, hvordan min mor var løbet gennem gaderne, mens alle konerne i vin­ duerne råbte til hinanden: - dér løber adjunkt Abelis kone, hendes mellemste dreng er lige druknet. Først Aristolocialysthuset erindrer jeg mig som en genkomst til livet, dagen efter har det vel været, men jeg føler endnu sommerlyset omkring mig og familiens overordentlig smilende venlig­ hed. Da man spurgte mig, hvad jeg hade tænkt på, da det skete, svarede jeg at jeg hade tænkt på Delas ko, og det lo 3*

35

man ad, fire-årige kan si’e sådan nogle pudsige ting. Men den dag i dag, selv nu over 50 år efter, føler jeg endnu hvordan det var at drukne, en baglæns flugt gennem him­ melrummet med musik og blomster og på skyerne græs­ sede der køer, deraf Delas ko. At arbejderen fra Stampemøllen ikke kunne få redningsmedaljen fordi han skyldte i alimentationsbidrag, bragte far i ubændig harnisk, men ligemeget hvad han gjorde, der var ikke noget der hjalp. Der var klasseforskel dengang, så sandelig også i Ribe. Byen var bygget op i lag som et samfund i samfundet. Konger måtte vi nøjes med på besøg, til daglig hade vi Stif tam tmanden og hans kone, kammerherreinden. Under denne imponerende frontispice fulgte så borgmester og embedsstand og det velhavende borgerskab. Den brede flade af pyramiden fortabte sig i lurende gadespejle, med et sært humoristisk glimt i øjnene. Ripenserne var komi­ ske, sa’ de voksne. De trak på smilebåndet ad den stedlige befolknings særheder og pudsigheder, de følte sig vel som en slags frivillige emigranter og regnede med engang at skulle vende tilbage til dér hvor de kom fra. Naturligvis var ripensere komiske, at leve i sådan en by, en så sær­ egen by, må gøre folk særegne. Men som om ikke embeds­ standen selv var pudsig! Det var bifigurer til Dickens’ske romaner i dansk oversættelse, alle følelser holdt på plads bag stivede flipper og klipfisk og løse manchetter. Bare man tænker på adjunkt Lassen! Fregnet var han og rød­ håret, temmelig skaldet, skønt han vel var ung, jeg syntes han var en olding. Med sin stok til hatteskyggen for at den ikke skulle blæse af, lignede han en smilende dinosaur. Og så boede han og hans kone på Hotel Riberhus - for et barn kunne der ikke tænkes noget mere mærkværdigt og forunderligt. Og så samlede han på oldtidsminder i flint, og de stod rundt om i værelset i mange vitriner. Men de forsvandt nu temmelig pludseligt. Da Lassen og frue nem­ lig endelig havde bestemt sig til at få egen bolig, syntes de

det var nemmest at ro over åen. Alt flyttegods fik de stab­ let i en båd og satte så fra broen foran Hotel Riberhus, men ude på åen kæntrede de, fik kun bjerget sig selv, resten gav åen aldrig igen. Åen var for os børn byens livsnerve, faretruende og uhyggelig med sine sluser og sine vandmøller, men sam­ tidig den mest balsamiske lise, når man sammen med de større fik lov til at ligge og plaske. Osse dejligt med de voksne, når man om aftenen roede ud under broen ved Stationsalleen og hade varme kartofler med i en gryde; sive­ nes sagte skuren mod bådsiden, når man stagede sig ind for at ligge trygt i sivkrattet, den fornemmelse man endnu føler i sin hånd når man rakte den ud efter de sejge åkandestængler, og lugten af alger og livgivende forrådnelse. Men ved efterårstid kunne åen pludselig svulme. Kam­ merslusen var ikke bygget dengang, blev det først i 1912, tror jeg. Åen kunne pludselig blive til en trussel, og vi vid­ ste det alle og ventede det alle. Hver vinter stod havvandet ind over engene, man løb på skøjter på Blegdammen, hvor man ellers tørrede tøj. Men pludselig kunne naturen gå over optugt, og de frådende bølger slog i pisk sammen om byen, stod i et brus under alle broer med fare for at løfte dem og skylle dem væk, steg pludselig uopfordret ind gen­ nem alle havelåger fra åbredden, skyllede ind over haven og bregnebedet - vi boede dengang i Nicolajgade med have ned til åen - og man følte sig midt i en naturkata­ strofe. Blæse være med stork og bindingsværk og blom­ strende hyldebuske. Dronning Dagmar og Peder Palladius og hvad de nu hed, alle de berømte rundt om på marmor­ tavlerne indsat i de gamle huse, interesserede os ikke. Vi spekulerede forresten aldrig på at Ribe var en historisk by. Slotsbanken, hvorom folkevisen synger, legede vi på; sta­ tuen af dronning Dagmar stod der ikke endnu - for os var Ribe nutid. Jeg husker en sen efterårsdag, det var lige ved at blive 37

mørkt, og jeg kom med min ældre bror fra Nederdammen over broen ved møller Hiibschmanns sluse. Vandene stod som et norsk vandfald inden det var blevet tæmmet og for­ vandlet til elektricitet. Vi blev kastet ind mod broens ræk­ værk og så i et sus først om hjørnet op ad Nicolajgade. Vi havde hinanden i hænderne, jeg tror nok vi skreg, men det hørtes ikke gennem stormen. Vi var klare over begge, at det var vores sidste time. Der rundt om os var der begyndt at komme lys i vinduerne, derovre hos Pontoppidans, hvor vi fik lov til at stege roer på åbent bål, nu sad de måske rundt om klaveret og sang med fru Pontoppidan, som de så ofte hade gjort, en eller anden fædrelandssang, og her fløj vi forbi og kom måske aldrig mere tilbage. Men med stive, udstrakte fødder, lænet mod stormen, fik vi ramt trappen uden for køkkendøren, og i et skrig der må have vækket huset blev vi sluppet inden for døren. - Lidt efter så vi fra havestuen mine bedsteforældre komme sej­ lende ind over havelågen og op gennem haven og lægge til foran havetrappen. Det romantiske Ribe - dengang, fra romantik til naturens åbne, forfærdende sluser var der kun et hårsbred. Men stadig, når jeg tænker tilbage, ser jeg mig selv, føler jeg mig som drengen der står på Jens Andersens hjørne i Storegade. Et fast fotografi med mange detaljer, der bliver ved at mindes igen. Og den dreng der stadig lever inde på bunden af mig, inderst inde, spørger man ham i dag: „Hvem er du?“, så vil jeg svare: „Jeg er ripenser.“

Huse i Paris i195°)

I sommer. Paris har vel sjældent beskæftiget mine tanker mindre. Men så en dag var der et billede på bagsiden af en avis. Jeg kiggede først flygtigt, så mere indgående, tilsidst klippede jeg det ud og satte det fast med en tegnestift på trævæggen ved siden af min arbejdsplads, og dér sidder det endnu. Det var billedet af en gade. Men den g a d e ---Man gik på bunden af en dyb stengrøft, der engang må have været vand i. De slibrige fugtskygger slikkede ind i krogene, op ad de ludende vægge, løsnede pudsen i flager, så skimlen indefra kunne slå ud, murene svedte kælder­ koldt og klamt. Og højt oppe, dér - det var himlen. Man så den som et lille vandløb fra neden, et blegt vandløb kantet af skorstenenes sodede sivkrat. På vej mod himlen vinduer i række, tre og tre, række efter række over hinan­ den, femte sal, sjette, trange husfagader i skidne tapet­ baner, den ene klods på den anden. Så pludselig en åbning til en stejl gavl med afskallede reklamer, et smalt kig ind til andre gavle, et virvar af gavle og gårde som rådne pennalhuse stillet på højkant, pennalhuse uden låg. En mur med sjaskede plakater, der vendte vrangen ud på sig selv, dækkede for det underste af udsigten. Så var udsigten væk. Igen den ene skidne tapetbane efter den anden, vinduer i række, tre og tre, helt op under taget, ud af taget, ind mel­ lem skorstenene, dybe vinduer, murene var tykke, århun­ dreder gamle. En pige lænede sig ud, hvilede armene på det lave vindusgitter. Hun bare stirrede. Og vinduerne stirrede, hus efter hus, stirrede og stirrede som mørke sørg­ 39

modige hesteøjne over en tom mulepose. Her var mørkt hernede på bunden af stengrøften. Ingen steder lys. Jo, in­ derst inde i et baglokale tændtes en ensom pære. Den lyste så underlig, ikke som andre, mere rødligt, det var som om lyset blev inden i den, ikke kunne slippe ud, mørket om­ kring den var lige sort. Et svagt skær faldt på et træt kvin­ deansigt, træt af at bære barnet på armen, træt af pot au feu’en, der kogte over et sagte blus, træt af dagen der gik, af dagen der skulle komme, træt, mut, men ikke uvenligt. Var en fløjtespiller kommet forbi, ville han ved de første toner kunne have fået hende til at se op. Og havde han fortsat spillet, kunne han måske langsomt have lokket hen­ de ud gennem forlokalets halvmørke helt frem i døren til gaden, men ikke over tærsklen, dér ville hun blive stående som en moden madonna, der lod livet drage forbi, det dej­ lige liv som han engang skulle leve, hendes Minou, hendes lille Minou. Men der kom ingen fløjtespiller i den gade, den hastede man bare igennem for at skyde genvej. Hvad skulle få én til at standse? De fleste af skodderne var jo lukket for med jernstænger og rustne hængelåse. Kun hos kulhandleren, BOIS & CHARBONS, var de taget fra, og hos snedkeren, hvor en gammel frøken med voksdugstaske og indkøbsnet var ved at tiltuske sig lidt savsmuld til sin kattebakke. Ellers kun skodder, brune, levrede, tillukkede skodder helt ned til hjørnet, hjørnet med tabac’en. Her var der lys, lys på alle de kulørte cigaretpakker, lys i spejle og på zink’en, der ustandselig blev gået over med en våd klud, en hånd løftede glasset, så kluden kunne gå under, så væk med kluden, ned i en skinnende metalkugle, der lukkedes til med et smæld, så kunne den ligge dér og ose af vinslatter og opvaskevand, mens et emailleskilt udenfor, blåt med hvide bogstaver, forkyndte, at dette var en gade i Paris. I Paris? Ja, 6te arrondissement. Jeg kendte den gade. Det kunne ikke være andre. Utallige gange havde vi i sin tid 40

passeret den, når vi fra boulevarden skulle hjem. Dengang tænkte vi ikke på noget særligt, jeg mener i retning af, hvordan den ville tage sig ud på bagsiden af en avis i rastergengivelse. Munter var den naturligvis langtfra, men der er så meget i Paris, der langtfra er muntert. Som alle andre skyndte vi os bare igennem den, ned til hjørnet. At dreje om det hjørne var en lise. Man følte sig som et blodlegeme, der efter at have vandret rundt i menneske­ kroppens ikke altid lige tilstrækkelige afkroge endelig var kommet ud i en åre, hvor blodet var rødt, rødt så det kunne forslå og krydret med en duft af hvidløgoget fyrværkeri af udtryk, der næppe lod sig slå op i det almindelige skole­ leksikon. Her var skodderne slået fra, både i den ene og den anden betydning, fra alle butikker, op langs alle faga­ der. Alt stod åbent, det var ikke til at se, hvad der var hvad, hvor det ene holdt op, hvor det andet begyndte. Her mød­ tes det indendørs, det udendørs i ét stort malerisk bulteri. Fra boder og stadepladser vrimlede det væltende ud over fortovet, ofte måtte man helt ud på asfalten i en bue. På asfalten gik man, gik eller skråede over. Hver person syn­ tes at have sin egen rytme, man færdedes som i akvarier med usynligt vand af forskellig tyngde, forskellig mod­ stand. For nogen gik det hele så let med et smil i forbi­ farten, for andre trægere, dagen hang ligesom ved, for hvert skridt skulle foden gøre sig fri. Og ind imellem pi­ lede som mørke hundestejler barhovedede kvinder i tøjsko og med alenlange franskbrød i favnen, et biltrut i enden, så ind på fortovet. På fortovene stod man stille og hand­ lede, med hænder og talegaver i rivende flor, på alt skulle der føles, alt skulle vendes og vrages, over dynger af frugt og mangfoldige grøntsager førtes højrøstede diskussioner, som intet havde med skændsmål at gøre, kun kunne lyde sådan. Men det lys på de ansigter, lyset indefra ud. Jeg ved ikke hvorfor, men tænker jeg på de gader, de hjørner, på hele kvarteret, ser jeg det altid for mig i skum­ 41

ringstimen. Er det mon lyset, der gør det? Jeg tror, det er lyset. Byens lys, der mødes med himlens. Endnu har himlen ikke slukket sit. Dagen dør langsomt hen som en blond pige, der træt læner sig bagover, mens natten var­ somt dækker hende med sit første, sit blegeste slør. Så en pause. Man standser og ånder dybt ind. Mellem det første slør og de sidste, der lægger sig mørkere, tættere, synes en pause. I den folder byen sig ud, husene lukker sig op, bli­ ver gennemsigtige. Man ser dem både ude og inde. Udven­ digt står de der stadig med murenes lysegrå flader og tage­ nes uregelmæssige skorstenskonturer, men indefra åben­ barer de pludselig en del af deres inderste væsen. I vindu efter vindu tændes lys, tusind plirende pærer, tusind hvi­ skende småkapitler af en række endeløse selvbiografier, fagade op, fagade ned, triste, sørgmuntre, mer eller mindre håbløse, men alle bundet ind i de samme tapeter, et orgie af tapeter som bredstribet, storblomstret baggrund for fan­ tastiske senge med alverdens forvirrende snørkler og skin­ nende messingknopper, et orgie af indendørs uhygge, der i samliv med gaden, med lyden af hastende fødder og plaprende stemmer, på det forunderligste forvandles til en udendørs hygge, et mageløst friluftsteater, hvor alle spiller med. Så trækker mørket sit sidste slør hen over himlen. Skorstenene siuges, skodderne lukkes, en efter en, flere og flere, sjældent dem alle. På tredie, på fjerde, på femte, for hver etage man rykker op, glider tapeterne længere og læn­ gere ned under karmhøjde, tilsidst tegner de lave altan­ eller vindusgitre deres sorte smedejernskrusseduller mod hvide lofter, lofter, der af og til brydes af flakkende kæm­ peskygger, lofter, man i det uendelige kan ligge og stirre op i, stirre og drømme. Ja, drømme. Indtil hånden træt rækker ud efter kontak­ ten. Nej, sluk ikke. Det er jo det, den har siddet og ventet på, den gamle erfarne væggebasse under sin løse tapetflig. I ly af mørket rykker den nu frem med hele familien efter 42

sig i en lang velordnet hale, de yngste bagest, de små lyse gennemsigtige, som endnu ikke har spist af kundskabens træ, en rød prik under skjoldet betyder, at den unge per­ son kun lige har nippet, en lidt større, at konfirmationen er veloverstået, og så går det rask. Men man kan naturlig­ vis vænne sig til så meget, også til at høre værtindens alde­ les himmelfaldne udbrud: - des punaises! som om hun al­ drig havde hørt det ord. I hendes hus?! Man kunne lige så godt have fortalt, at man havde fanget en hvalros på ge­ simsen. Nej, man siger ingenting, lærer det efterhånden, bliver langsomt mer eller mindre immun, måske har hun i mellemtiden foretaget sig noget, værtinden, sagt et par trylleord, brændt med en lysestump i hjørner af billeder eller hvor det nu er, de angribende har deres forpoststil­ linger? Men gør det noget, at man har blandet lidt blod med Paris? Det gamle Paris, man ligger i sit vindu og kigger på. Mange af husene er fra før Ludvig den Fjortende, ingen vand i selve lejlighederne, kun ude på trappen i en fælles hane med fælles afløb. For slet ikke at tale om opvarm­ ningsmulighederne. Man takker da sin himmel, at man hverken er sundheds- eller boligminister, men bare den lykkelige, der har lov at være tilskuer med en pakke Maryland Jaune inden for rækkevidde. De har oplevet revolu­ tionen, mange af de huse. De har også oplevet at glemme den. Nej, det dérhenne, hvor gaden vider sig lidt ud, det brede hvidgrå med port og vinduer i den roligste forde­ ling, dét husker, og det endskønt det vel kun er fra det andet kejserdømmes tid. I stuen er der en del småforretninger, pæne forretninger med stik og tryk og gamle pla­ kater, som man gerne bor ovenpå, de støjer ikke. Skråt overfor hos kunsthandleren står der en Utrillo i vinduet, og lidt længere nede, hvor gaden i et skarpt sving drejer ud til kajen, aner man kuplen over det franske Akademi. Naboskabet er i orden. 43

Engang boede jeg i det hus. Den første dag - ankomsten til Gare du Nord og en forvirret nat på et hotel, regner jeg ikke - den første rigtige dag i Paris kom jeg ned gen­ nem gaden. Jeg kom fra boulevarden, gik ned mod floden. Det var i skumringstimen. Der har vi den skumringstime. Man havde opgivet mig et nummer. Lidt forbavset så jeg på husene. Så videde gaden sig ud, og dér lå det. Men for den intetanende, der aldrig er gået ind gennem en parisisk privatport, rejser der sig straks den mest forbløffende barriére. Conciergen. Et hus i Paris. Store huse, små, de fattigste, de rigeste, aldrig et hus uden concierge. Portnerkone burde man sige på dansk, men det lyder for - ja, hvad skal jeg sige? - for hyggeligt, for venligt, altfor meget af urtepotter i vinduet og nystrøgne gardiner. Næh, concierge. Bare maskinens typer slår mod papiret for at nedskrive ordet, er det som om ens fingre filtres ind i de særeste uldfrynser, man ser komiske frisyrer skrabet op på de syrligste hoveder, man hører listende futsko på slidte trappeløbere, eller man hører slet ingenting, alt er øde og forladt, ens stemme runger i porten - madame la concierge, madame la concierge? - nej, logen er tom, hun er vel oppe med post, kun en kastreret hankat på størrelse med en stramaj broderet klaverbænk trommer ildevarslende med halen. En parisisk concierge - nej, alle indvendinger forstum­ mer, man gemmer dem væk, de stuves a’ vejen. Der findes métier’er, nette, nydelige, knæsatte métier’er, som i sig selv, for at sige det blidt, indebærer noget så rent ud karakter­ forandrende, at man ville vise en højst beklagelig mangel på forståelse af begreberne årsag og virkning, om man ind­ lod sig på en klandring af deres pligtopfyldende udøvere. Skylden må skubbes videre, højere og højere op, indtil man rammer plet i selve offentlighedens hjerte, for bag den parisiske concierge, hvor forpjusket og gråspurveagtig 44

hun end trods sin stramtandethed kan virke, hæver den franske republik sig i hele sin demokratiske majestæt, Liberté, Egalité, Fraternité, i marmor, i stuk, og med vaj­ ende tricolore’r. Hun - hun er en af dens bærespiller, et lille lidt afgnavet ben på den vældige kommode, Louis Seize, Empire, Metroens Jugendstil, der i underste skuffe rummer de dybe kloakers slimede vandrotter, i øverste lif­ lig parfume og de florletteste fnug, model Christian Dior. En concierge. Kald hende portnerkone? Hun er en stat i staten, en flittig, men tilsyneladende uanselig edderkop i det store spind, der ihvertfald for alle tilrejsendes ved­ kommende samler sine tråde i politipræfekturets hemme­ lige kartoteker. Men en seddel, der tegner et rimeligt be­ løb indløseligt i købekraft hos Banque de France, kan mid­ lertidigt holde kartotekskuffen på klem. Et par sedler til, krøllet diskret frem mellem fingrene ved passende lejlig­ heder, holder den fortsat åben, men hendes mistanke, be­ grundet eller ubegrundet, om at man ikke til punkt og prikke skulle have rettet sig efter identitetskortets strenge forbud mod at tage arbejde, ulmer videre under låg. Hun mistænker af princip, fra kælder til kvist, ingen går fri. Hun ved alt om alle i det hus, hun er sat til at overvåge. Hun ved mere om familierne end familierne selv, kender indholdet af hvert eneste ankommende brev, behøver ikke at åbne konvolutten over damp eller gennemlyse foran elek­ triske pærer, hun snuser sig frem med fingerspidserne, hvordan hun så bærer sig ad? Man skulle næsten tro, der fandtes hemmelige universiteter, hvor man kunne studere den slags, hvor concierger kan tage doktorgraden i alle former for intern beluring. Natlige må de så afgjort være, de universiteter, for dagen igennem viger ingen concierge fra det clomicile enemærke. Først når porten er låst og hu­ set gået til ro, kan de på flyvende kosteskafter forlade deres fængsler, mens gemalen isøvne betjener den automatiske portåbner, der er anbragt over sengen, andre gadedørsnøg­ 45

ler eksisterer der ikke i Paris. Cordon, s’il vous plait. Cordon, s’il vous plait. I evigheder kan ens gæster opholde sig i porten, indtil nogen forbarmer sig. Og kommer man selv lidt sent hjem, hvad dog hænder, kan man rive og flå i den klokkestreng, til huset slår revner, alt sover videre. Næh - concierger. I sandhedens interesse må det imidlertid indrømmes, at der selv mellem concierger findes de mest henrivende und­ tagelser. Jeg kender ihvertfald een. Hun var til gengæld så henrivende, at man på stedet gav alle de andre absolu­ tion. Men ellers? Conciergen den dag, den aften, den første gang jeg i skumringstimen kom fra boulevarden, gik ned mod floden og drejede ind på hendes private jagtterrito­ rium. Bag mig stod hele gaden med sin øredøvende larm. Men i porten - mine skridt døde væk. Der er væsner, per­ soner, der ved deres blotte tilstedeværelse trækker et usyn­ ligt lydtæppe ned, holder alt på afstand. Jeg så hendes skygge bag gardinet, jeg så hende rejse sig - en finger trak gardinet lidt tilside og et par øjne kiggede ud, et par øjne der langsomt kunne spiles op, suge alting til sig. Så åbne­ des døren. Man måtte holde igen på sig selv for ikke at skrumpe ind til ingen verdensting under det blik. Stilhe­ den stod som et lodret ocean. Så sagde jeg et navn, navnet på en familie, der boede i huset. Hvor lang tid der gik, in­ den svaret faldt, det er umuligt at sige. Det var som om begrebet tid slet ikke var opfundet endnu. De øjne. Mod dem ville selv Sherlock Holmes’, rent detektivmæssigt set, have været de rene sinker. De snusede og snusede som våde hundesnuder, ind under alle opslag, ned i alle lommer, langt ind i sjælen. Man blev vejet på en vægtskål, vejet og vejet. Hva’ var man værd? Pludselig skar det gennem stil­ heden: - tredie tilhøjre! og døren blev smækket i. Men øj­ nene? De fulgte mig i ryggen som bløde dolke, der på min­ dre end et sekund kunne blive til stål. Tredie tilhøjre, tre­ die tilhøjre. Her var så stille som gik man midt i en vejr46

trækning, hver antydning af lyd forsvandt i de dæmpede trappeløbere. Nogle få meter fra denne stilhed, det var ikke til at tro, myldrede gaden. Men for hver repos, for hvert bredt trappesving, forvandledes afstanden til kilo­ metre. Forbi mørke fløjdøre uden navneplade steg man op i en stilhed, der havde overvintret støvet og lunt fra fjerne århundreder. Anden sal, tredie. Jo, der var en klokke: Langt borte hørtes et klemt. Stilhed et par sekun­ der, et halvt minut, et helt. Nej, der var ingen hjemme. Jo. Nu lød der - var det en fnisen? En stemme tyssede hvi­ skende. Så igen stilhed, den særeste stilhed. Man havde en fornemmelse af, at nogen kiggede på en. Næh, brevspræk­ ken var tæt tillukket. Men nøglehullet? Var det muligt, at nogen kiggede på en gennem nøglehullet? En ting var imidlertid givet, alene var man ikke. Lige på den anden side dørfyldingen stod der en eller flere og lytttede til den stilhed, man selv udstrålede. Skulle man gå, eller skulle man prøve endnu en gang? Hvad kunne der ske? Ens fin­ ger havde næppe rørt klokken, før døren sprang op og man stod over for et lille pigebarn, hun kunne være tolv, hun kunne være tyve, hun kunne for den sags skyld lige være undsluppet fra en galeanstalt, et altfor stort forklæde sad bundet op under armhulerne, det sorte pandehår i stritter og totter hang daskende ned over øjnene, munden måbede. Men aldrig såsnart havde man taget fat på sin lektie, før hun knækkede sammen i et latterbrøl, hun lo og lo, så hun var ved at trimle, pegede med en lille snavset finger, bukkede så helt sammen, snurrede omkring på hæ­ len, holdt sig på maven og lo og lo, så man tilsidst var bange for, hun skulle kvæles. Heldigvis dukkede datteren i huset hurtigt op og straks blev alt levende og varmt, døre åbnedes, tapetdøre, glasdøre, lys strømmede ud, der blev ramlet og skramlet med ildragere og kopper, en æske faldt på gulvet med flere dusin trillende knapper, og inde fra soveværelset råbte en kvidrende stemme: - hvem er det, 47

skynd jer, hvem er det? Man følte sig som en statist, der i det løbende repertoire har taget fejl af forestillingerne og pludselig befinder sig midt i en hyggelig farce fra om­ kring århundredskiftet. Det var teater, mageløst teater. Afstanden til gaden, til larmen fra gadens friluftsteater, var igen kun et par meter. Gennem den åbne dør til salo­ nen kunne man se tværs over på den anden side, ind i oplyste rum med storblomstrede tapeter og skinnende mes­ singkugler. Uden om concierger og lydløse trapper var den store familie igen forenet, alle spillede med, i hovedroller, biroller, tusinder af biroller, der hver for sig er en hoved­ rolle. Huse i Paris, udvendigt, indvendigt - kan sommetider have mere end en flygtig lighed med teatret. De er teatre. Man elsker kulisser. Man elsker at spille. Trapperne er indgangen til den store Opera. Sindet skal stemmes, inden tæppet går op for salonen med de mer eller mindre for­ lorne Louis-Seize-møbler og kaminen, der som regel altid er kold, man fyrer kun i soveværelset, primadonnaens gar­ derobe. Primadonnaen i dette hus, det hvidgrå i gaden, der fra boulevarden fører ned til floden, var en elskelig gammel dame, elskelig med de nødvendige knive i de nødvendige ærmer. Foran døren fra soveværelset ind til salonen stod et trefløjet skærmbræt, der skulle skærme mod trækken fra vinduet og den kolde salon. Meldte den lille forvirrede pige en visit, rejste fruen sig langsomt, kastede et blik i spejlet, rettede på håret, gik om bag skærmbrættet, og dér blev hun stående et minut eller to. Som en danserinde var­ mer sig op i kulissen, inden hun skal på scenen, kølede hun af, gennemtænkte nøje konversationens baner, inden hun med værdighed kom tilsyne for de undrende øjne. Ens væsen skal altid være i ro, sagde hun, når hun kom leende og lettet tilbagesomen skuespillerinde, der har ydet sit bedste. Så på med tøflerne, la’ os nu ha’ det lidt hygge­

ligt. Hyggeligt? Ja, dér var hyggeligt. Men i salonerne i al almindelighed. De konversationsstykker, der spilles, man orker dem sjældent. Så hellere færdes på gaderne. Sætte sig ved et marmorbord med et glas. Vente på inspirationen. Den ligger i luften, den står i et sus op ad de skumle trap­ per uden løbere, ind gennem revnen under døren til de rodede atelier’er med udsigt over tagene. Dér ligger Paris. Det Paris, man kan hade, kan afsky, men aldrig lade være at elske. Næh, Paris - sagde en stol, jeg fornylig løb på i Oslo. Jeg havde truffet den for mange år siden hos en norsk malerinde, der dengang var gift og fastboende. Efter man­ dens død var hun flyttet hjem, sad i en moderne lejlighed med alle bekvemmeligheder på en eller anden ny vej i et fortræffeligt kvarter. Jeg besøgte hende, var der et par timer, så pludselig kom jeg i tanker om stolen. I det store tomme atelier med udsigt til en stump af St.-Germainl’Auxerrois og en kant af Louvre havde hun haft et spejl og et par stole. For mig stod det spejl, de stole i det tomme rum som indbegrebet af ro og skønhed. Hvor havde hun gjort af de stole? Hun havde da ikke ladt dem tilbage? Nej, sagde hun og pegede. Der stod den ene. Den stod mellem mageligt polstrede møbler i et rum, der om pro­ portioner kun syntes at vide, at fire vægge, et gulv, et loft, er så evigt nok. Var det virkelig den stol? Det var ikke muligt. Her var den jo bare et dødsensalmindeligt siddeinstrument, ikke en person, ikke et levende væsen. Spejlet turde jeg slet ikke spørge efter. Næh, Paris - sukkede stolen - åh, hvor man havde det.

4

Synskhedens Gave

Det første jeg skrev (1960)

Det skulle være teater. Har altid skullet. Men jeg sa’ det til ingen, knap nok til mig selv. Grunden var vel den, at jeg af respekt for brændende tornebuske ikke turde for­ vandle drøm til kendsgerning, stå frem på en rigsdag i mit personlige Worms og sige „jeg kan ikke andet“, for hvad kunne jeg? Intet stod skrevet i mine opadvendte håndfla­ der, om man hade forlangt at se dem. Kun en længsel og en tro. Men hvordan forme noget så uhåndgribeligt i ord? Hver gang jeg tog tilløb, røg hånden igennem ud på den anden side, og trak jeg den til mig, straks stod det der igen, det lattermilde fata morgana, en rungende troldhøj for fuldt orkester som baggrund for en dans der kunne danses til døde. Udenom, hviskede Bøjgen. Og så gik man udenom, ikke som katten om den varme grød, snarere som israelitterne på årelang vandring langs Kanaans grænser, kroppen udenfor, mens øjnene ikke veg fra udsynet ind over det forjættede land, i ens lomme lå de forseglede ordrer. Det lyder højtideligt. Derved er intet at gøre, selvom man med lethed kunne fristes til at se sig selv som en lov­ lig kysk ung Josef, der med tungen lige i munden lister forbi fru Potifars dør på klem. Teatret var en dame af vældige dimensioner, et eneste blik og man kunne være trådt flad som en lus. Først sent begyndte jeg at skrive. På min vej mod teatret tegnede jeg og malede mig frem, ikke her, men i Paris i direkte fortsættelse af en statsvidenskabelig embedseks­ amen, som jeg af interne grunde fandt det forsvarligst at føre til ende, noget jeg aldrig har fortrudt. Men det pari­ 5°

siske teater, vejen syntes længere og længere jo nærmere man kom. Bare det at forcere en portnerloge, sidde be­ stemte dage i bestemte forlokaler, uge efter uge, af trapper blev ens skosåler slidt tynde som papir, men ikke ens tro. I ventetiden, som fra flere måneder blev til flere år, op­ retholdt jeg livet ved at tegne udkast til påtrykte stoffer, noget der ikke var ringeagtende i Paris. Endelig en dag kom jeg i forbindelse med en ung danserinde, der overlod mig at tegne hendes kostumer og plakater, og så hade jeg pludselig et ben inden for balletten, kort tid efter også i Danmark, hvor jeg kom til at arbejde med George Balanchine, der var engageret som gæst. Da jeg på et ferieophold hjemme henvendte mig til Det kongelige Teater for at få lov til at vise nogle udkast, blev jeg ført op på malersalen hvor alle teatrets høje herrer var samlet til møde for at gøre den lille iltre russer tilfreds, mens de umærkeligt for ham rystede på hovedet til hinanden, for lidt gal var han. Jeg må sige, jeg troede det også et øjeblik, for aldrig så­ snart hade han kastet et blik på min uåbnede mappe, før han greb mig i ærmet og råbte på sit kaudervælsk af fransk - ingen forstår mig, be’r jeg om en himmel til Den tre­ kantede Hat, får jeg en blå, en blå! Han slog ud med hæn­ derne, gjorde en næsten vrængende bevægelse med mund og skuldre - men min himmel over Spanien er ikke blå, den er bleg og sveden som farven på den heptonette! Han pegede på en af herrernes henkastede sommerfrakke, og i dens genskær af spanske himle lindedes for mig en dør ind til teatret. Balletten blev min forgård. Det ordløse teater, hvor man lærer rummet at kende, det abstrakte, det usynlige rum, rummets balance skabt af bevægelsens præcision og det stumme ords vilje. Jeg begyndte at skrive stumt. Det første var en ballet om Noah og hans familie og et pas­ sende assortiment af dyr, en lillebitte gammelmandsnisse af en Noah og nogle klepperter af sønner og forrygende 4*

5i

svigerdatre, som fik arken til at duve i mangfoldiggørelses­ trang. Det ærgrer mig den dag i dag at den ikke blev til noget, men André Obey’s „Noah“ kom op, jeg tror på Riddersalen, og til så mange Noah’er var der ikke plads. Siden fulgte „Enken i Spejlet". Er man i vejrtrækning, la’r man sig vanskeligt standse. Om jeg ikke inden eller i mellemtiden havde forsøgt mig i ord? Jo. Under anden del af den statsvidenskabelige skrev jeg et alenlangt lystspil med millioner af ord. „Dy­ veke" hed det, var tiltænkt Bodil Ipsen, endte mange år senere som en rammeindfatning omkring Liva Weel. Og i Paris, på en fransk maskine hvor man ustandselig slog ’q’ for ’a’, et ironisk skuespil kaldet „Kariaskini". Det ek­ sisterer ikke mere, og alt hvad jeg husker, er en komisk konge på gladelig flugt fra de revolutionære med sin konge­ krone i en hatteæske, hovedscenen udspilledes i en jern­ banes ventesal. Men „Enken i Spejlet" er det første forsøg der blev til virkelighed. En vinter lang i en sofa på Kongens Nytorvs å Porta, talte jeg over en kold kop kaffe den arme Børge Ralov ihjel, trættede hele den samlede ballet oppe på salen, fik tilsidst forment adgang, så mange ord om noget stumt kunne ingen klare. Men for mig var det som om „Enken" var det eneste talerør, jeg ville opnå i dette liv. Jeg ma­ sede og regerede, også med kostumer og dekorationer, det sidste dog kun for at tjene nogle højst nødvendige penge. Efter at ha fristet en ikke synderlig spændende skæbne som tegner på et reklamebureau, jeg hade jo familie, brændte jeg alle skibe, fik ved et mirakel gennem en sko­ lekammerat skaffet et lån, så vi kunne holde det værste fra døren, for nu var de brudt, de forseglede ordrer. „Enken" faldt med et brag, kom på knæene igen og luk­ kede så pludselig op ind til næste forgård. Per Knutzon skulle det følgende efterår starte på Riddersalen, men in­ den han tog fat på den seriøse del af sæson’en, ville han 52

i september måned ha en slags ballet, en slags pantomime med ganske få ord, mest handling og bevægelse, et visit­ kort, en ouverture som skulle forberede publikum på, at Riddersalen under den nye ledelse gik i avantgardistisk retning. Temaet, der skulle fantaseres over, var Axel Sal­ tos orientalske eventyr „Galsindet tyrk bli’r seende". Efter at ha set „Enken" spurgte Per Knutzon, som jeg dengang slet ikke kendte, om jeg ville? Om jeg ville? Alt andet i mit hoved blev straks skubbet til side. Men så begyndte det så småt at trække ud med tilladelsen til „Tyrken", den kongelige ballet syntes med ét interesseret, og hvem ville ikke foretrække at se sine ting folde sig ud på den konge­ lige scene fremfor Riddersalen? Med en vis rædsel forudså jeg at det ville trække længere og længere ud, måske til­ sidst så langt at Per Knutzon måtte gå direkte ind i sit fastlagte repertoire. Men så en dag stod vi, Per og jeg, på Kongens Nytorv foran en tilfældig plakatsøjle og han sendte et bekymret blik mod teatrets bygning, fik man den tilladelse eller fik man den ikke? Ja, så tog pokker ved mig, længe hade jeg gået og spekuleret på den melodi der biir væk, og snublende fra sætning til sætning, så efter­ hånden mere og mere flydende rullede scenerne frem, den ene affødte den anden, inddelingerne stod klart, nu det, nu det, foran min næse la’ et puslespil sig i orden støttet af Per Knutzons lyttende øjne, hans udbrud, hans spørgs­ mål, og da de alle var besvaret, så han op på plakatsøjlen og sa’ - jeg ville næsten ønske at vi fik nej på den Tyrk, for dér mellem de andre teaterplakater kan jeg pludselig se plakaten for Riddersalens åbningsforestilling, „Melodi­ en, der blev væk". Ind imellem har jeg haft en smule dårlig samvittighed over for „Tyrken", hvad jeg slet ikke behøvede, for Det kon­ gelige Teater bestemte sig trods alt, ganske vist efter uende­ lig tøven, til at antage ballettens idé, men den blev aldrig realiseret på teatret, derimod musikalsk af Vagn Holmboe. 53

II

Marmorduen (*935) (Indtalt på grammofonplade af Bodil Ipsen.)

\

Bedstemors opskrift på klejner: - to pund mel, et pund stødt melis, otte - otte æg? - nej, vi nøjes med seks - et kvart pund smør, to spiseskefulde fløde, lidt hjortetaksalt og revet citronskal, og så gør vi bare sådan og sådan og så ned i klarét eller svinefedt, og nu er de lysebrune. Se, det var klejner. Klejner, jødekager, brune kager og små og store kager, rare og væmmelige kager, mandler på alting og strøsukker på gulvet og låg på dåserne, julestemning efter kalende­ ren. Gud, De sir ikke, at der kun er otte dage til jul! Åh nej, véd De hvad, når man har nået juleaften, så er man dødtræt. Første juledag er man allerede led ved gås, anden juledag drysser træet, og tredje juledag er livet på vej til at blie en ren forbandelse. Ja, det kan De sagtens sie, mumlede en kedelig pige og satte sig på sin cykel. Hun hed Anna med et ligegyldigt navn bagefter. Både hendes far og mor var døde, og hun var De’s med hele tilværelsen, sad og passede et kasseappa­ rat. Klokken 5 cyklede hun hjem, og næste morgen på sla­ get 9 kom hun igen uden at ha oplevet det allerbitterste. Folk vrimlede ud og ind af butikkerne for at købe de sidste julegaver. Ja, for De véd godt, de må jo ikke koste sådan ret meget, men skal alligevel gerne se ud af lidt mere end en bagatel. Hvad gir De Deres svigerinde? Åh, det biir hun henrykt for. Ja, er der for resten nogen, der biir henrykt for hvad de får? Hvem - ? Nå’r ja, børnene, ja. Men det er jo osse deres fest. 57

Ja, det er rigtignok en barnefest. Leverpostej og sylte, sylte og salmer, og så skal vi pynte træet med stjernen i toppen. Guds papirsengle flyver ud og ind med glimmer og kræmmerhuse, papstjernen blinker, og de røde og hvide jacobsstiger traver op og ned mellem glaskugler og gran­ duft - det gir julestemning. Men hvad skal man gøre med sin julestemning, når man ikke har nogen steder at anbringe den? tænkte Anna, den kedelige pige på cyklen. Hun hade sat et julelys i sin lygte og var på vej ud til kirkegården, for at de døde osse skulle mærke, at det var højtid. Ved lågen købte hun små forkrøblede juletulipaner, som forsøgte at gøre sig bemærket ved en hektisk farve. Nogle skulle live op i de grangrene, som skærmede jorden, resten var til det metalkræmmerhus, som stod stukket ned ved siden af pladen med den hvide due. Da hun gik ind i kirkegårdsalleen, var andre for hjem­ adgående, glade og hurtigt hade de gjort deres pligt mod fortid og minder. Ansigterne var travle, de leende øjne be­ gyndte at forandre verden og dekorere den med juleklok­ ker og vat, og mundene, der ville sie glædelige ting, var lige ved i farten at sie gås og rødkål, men de gjorde det alligevel ikke, for der skal være orden i alting - først klok­ ker, så rødkål, så træet, så gaver og til sidst ærgrelsen over, at der alligevel i år er nogen, der har sendt én julekort, og som man naturligvis selv har glemt. Anna stod ved gravstedet. Det var pænt. Der var buks­ bom udenom og et sjippetov af smedejern, som forbød uvedkommende adgang til den lille havegang, der førte op til navnepladen. Disse få kvadratmeter jord med grus og roser skåret ned for vinteren var hendes ejendom, hendes lille personlige prik på jordens store ansigt. Under jorden lå minderne, over jorden stod himlen ganske uanfægtet af højtideligheden, og på jorden stod en metaltaburet i ro­ mersk stil, og hér satte Anna sig i tanker efter at ha for-

3

rettet sit sørgmodige havearbejde. Hun var kun et halvvis­ sent ansigt, som folk glemte, fordi det altid gled i ét med tapetet. Hende var der ingen, der tænkte på, hende gav man ikke gaver. Julen var ikke børnenes fest, for så skulle hun med, hun hade altid været et artigt barn. Der var mørkt nede mellem gravstederne, kun den lille marmordue lyste hvid og ren. Hvor var den sød! Altid sad den her mellem minderne og blomsterne. Hvor kunne den sagtens! Ka’ du nære dig? sae duen og løftede hovedet. Jeg keder mig noget så inderligt. Nu kan jeg både indskriften forfra og bagfra og fra oven og fra neden, tror du dét er spænden­ de? Gu’ er det ej! Anna var lammet. Ja, du véd naturligvis ikke, hvad det vil sie at kede sig! vedblev duen i sit sammenbidte næb og lignede mer og mer karikaturen af en ørn. For dig er det jo bare en for­ nøjelse at rende rundt herude og rive og rode og vifte alle de visne blade ind på andres gravsteder! Men due dog! var det eneste Anna kunne få sagt. Åh, bliv mig fra livet med dit due! Jeg er af marmor. Jeg kunne lige så godt være bieet et monument. Ka’ du så se at komme hjem, du er ikke til at holde ud at se på. Jeg hader folk, som lever på minder - især når de ingen har! At du kan nænne det, du onde due! Ja, det ka’ du tro, jeg kan. For hva’ er du egentlig? Kun fotografiet af en rubrik i en mandtalsliste, stilling: ugift, særlige kendetegn: har ikke evnen til at modta’ gaver. Jamen, der er jo aldrig nogen, som gir mig nogle, snøf­ tede Anna med en handskefinger under næsen. Ikke? Véd du hva’ jeg tror? Jeg tror, jeg vil flotte mig med én. Åh, det er nok noget ondt, sae Anna og så op. Ondt? - ja, det ka’ du jo selv om. Flot er det i hvert fald, meget flot. Det er såmænd jorden, hele jorden! og i 59

det samme slog duen så storladent ud med vingen, at den nær var havnet nede i tujaerne bagved. Men hvad skal jeg dog stille op med jorden? sae hun og skulle lige til at græde, fordi duen gjorde nar af hende. Ja, dér ka’ du selv se! pikkede duen arrigt. Du véd ikke, hva’ man gir dig, og du vil heller ikke ha, hva’ man gir dig. Du fik den såmænd allerede for mange år siden til din før­ ste fødselsdag, men dine forældre sae, at du hade bedre af at vente, ja, og så stod den dér i mange år som en globus og troede, at du en dag ville komme i tanker om den. Det gjorde du bare ikke, nej, og nu forærer jeg dig den igen med en mildest talt flot håndbevægelse, men du vil stadig ikke ha den. Den er for stor, er den, den ka’ ikke være i kommodeskuffen. Hva’ sku’ du dog med jorden? Leve på den naturligvis, leve - jeg sae leve! I julens festkomité sid­ der børn, solen går mod længere dage, længere dage bety­ der grøde og alt det dér, men det gider jeg slet ikke snakke med dig om. Min gave var alt for flot, alt for flot. Nå, nu lukker de kirkegården. Ka’ du så se at rubbe dig. Tror du, jeg orker at sidde hér og se på dig hele natten? Mer sae duen ikke, så gav den sig igen til at læse årstal og navne, ihærdigt og indenad. Udenfor kørte bilerne, og luften var fyldt af musik og klejner og lyserøde pakker med grankviste stukket ind un­ der de brogede bånd. Alle grantræer var gået til maskerade og så dejlige ud. Anna, den kedelige pige, stod og fumlede med sin cykel. Pludselig blev luften ren og klar. Den blev som renset for småkager og brændte mandler, og hun bøjede sig ned, lae hånden på jorden og sae: Tak - tak, jeg vil gerne ha dig. Glædelig j^ul, sae gaden, da hun kørte ned ad den. f

Fru Noah’s diamantbryllup (1937)

Ned fra en gipsroset med krusseduller og åkander svævede en hængelampe omlavet til elektricitet. En ensom formid­ dagsflue fløj isøvne langs den grønne perlefrynse, dvaskt dykkede den i glideflugt og landede på en krystalopsats fyldt med lykønskningskort. Fra opsatsen kiggede den uin­ teresseret ned på plystæppet og en stabel fest telegrammer i stive mapper med korslagte dannebrogsflag og andre i-dagens-anledning-insignier, satte så igen a’ og landede denne gang glat på næsen af en gammel mand, der sad ved siden af bordet og sov. Skønt han tværs gennem sin døsen­ de tilstand tydeligt mærkede fluens våde kildrende fødder, var det, som om han ikke havde kræfter til at vågne. Ende­ lig lindede han på et øje og fik med en skæv gigtsvag hånd fluen jaget på flugt. Over opsatsen kastede han et hurtigt blik på sin alderstegne brud. Hun var gammel, gammel, hvor var hun dog gammel - og som hun dog sov. Stolen, hun sad i, var ingen gyngestol, men alligevel var det som om den havde gænger eller stod på et dæk i søgang, frem og tilbage duvede hun, frem og tilbage. Havde hendes hænder ikke tilfældigvis haft en sort krykkestok at støtte sig på, ville hun uden tvivl forlængst være faldet overbord. Hovedrystende så han sig om i stuen. Solen faldt ind gennem de filerede gardiner og tegnede mønstre på de tapeter, der i og for sig var mønstrede nok. En solplet faldt på kongen tilhest, en anden spillede kælent henover en calipasta-statuette af Ekko med en lyttende hånd til øret, men ikke en lyd hørtes i hele det lille verdensrum. Næh, nej, det var bedre at slumre ind igen, selvom det var trist, 61

trist når man fejrede sit diamantbryllup og havde haft sit billede i en af de pæne morgenaviser. Herregud, idag idag var det tresindstyve år siden, han havde fulgt hende til altret. Yndig havde hun set ud, yndig, yndig, den dag for tresindstyve år siden. Langsomt lukkede han øjnene. De trætte låg havde lige nået at sænke sig, da det i det samme ringede. Det ringede! Fru Andersen - hurtigt fik han sig stavlet op - fru Andersen, det ringede! Der lød klirren fra køkkenet. Sikken tid hun var om det, sikken tid. Hans fingre trommede nervøst på et af bord­ tæppets flammende blomster. Endelig var hun på vej ud i entréen. Hvem kunne det være? Blomster og telgrammer havde de fået, men visitterne ventede han først opad da­ gen. Kunne det være drengene? Ikke drengene, ikke dren­ gene, han kaldte dem altid drengene, oldebørn faldt ham så akavet i munden. Jo, minsandten. Det var dem. Døren gik op. Der stod de. Tre på rad. Tre unge mennesker i tyverne, tre unge mænd der kun var drenge, den yngste i uniform, han lå jo inde som soldat. Det gamle ansigt blev et smilende net af rynker. Fru Andersen skubbede stole hen og gik så ud for at sætte kaffevand over. Et øjeblik gik med lykønskninger. Så pause. Alle de blomster, alle de telegrammer. Igen pause. Den yngste skævede hen til diamantbruden, der duvede og duvede. Jah, alle de blomster, og alle de telegrammer, det er altfor meget, altfor meget. Ny pause. De skævede alle tre. Sov hun? Ja, vær I glade for det, så er hun nemmest at komme om ve’ - nej, nej, væk hende for guds skyld da ikke, la’ mig få lov at ha’ jer lidt i fred og ro for mig selv. De unge stirrede. Nok havde de hørt, at hun var blevet lidt underlig, men det der — Hun duvede frem og tilbage, frem og tilbage. Jeg tror, hun vågner - sa’ den yngste og rejste sig. Men 62

hun vågnede ikke, bare munden åbnede sig jamrende isøvne. Vi går under, vi drukner - nej, den bølge er for stor jeg vil ikke op på den - jeg vil ikke, men jeg skal - op og ned - det suger, åh, hvor det suger - og dyrene, de stakler, hvem sørger for dyrene? — hør, hvor de brøler — er der in­ gen, der vil se efter dem, ingen der vil fodre dem? - jeg kan ikke mer, jeg kan ikke mer - jeg er syg - forstår I da ikke, at jeg er syg? - land - hvornår ser vi land? - Herre! du sa’, du ville frelse os, men vi har måske ikke gjort os værdige til din nåde, kun fortjent din vrede. Den gamle mand slog hårdt i bordet: Så ti’ dog stille for fanden! du forskrækker de unge med dit bavl! Hun taler isøvne - fortsatte han forklarende til de tre forbav­ sede - alderdommen og religionen har slået sig på hendes forstand, hun tror, jeg er Noah og huset her arken, som sejler rundt midt i en syndflod. De unge fulgte de duvende bevægelser. Se, hvor hun svinger og svajer, som om hun var ombord i et skib. Bare hun dog osse kunne være faldet ned i et andet af­ snit af biblen, sukkede den gamle mand - hun har altid tålt søen så dårligt - og nu sidder hun her med sin kvalme fra morgen til aften - det er sgu et rent guds under, at man ikke selv går hen og får fornemmelser - og så i det samme forskrækket på sin omtumlede brud. Herre! - råbte hun - finder du os ikke værdige, så lad det gå hurtigt - pin os dog ikke! Mon man ikke hellere skulle gå ind på hendes ideer? sagde den yngste. Tak, tak, det har jeg prøvet - den gamle mand var helt rød i kammen - jeg har prøvet det hele, jeg har ageret Noah indtil vanvid - hele stuen har været omdannet til en ark - vi har haft vortesvin under chaiselongen og afri­ kanske kramsfugle i hængelampen - det har muet og bæet bag chiffoniéren og chatollet, og jeg har haft ondt i ho’det 63

af at spekulere på, om den australske næsebjørn foretrak runkelroer for turnips - næh, nej, jeg vil ikke mer - jeg vil den ondebrøleme — og nu vågner hun - værsgo’, I må selv om det. Langsomt tog duvningerne a’. Hun åbnede øjnene. Så sig om i stuen som om hun aldrig havde set den før. Hen­ des blik ramte de tre unge. Længe så hun på dem, spurgte så med et skævt lille smil, hvem det vel kunne være? Sem, Kam og Jafet! - råbte den gamle mand og slog i bordet - resten må du selv klare. Sem - Kam - og Jafet? - det er det jo osse-jeg må ha’ blundet lidt - jeg synes, det er så længe siden, jeg har set jer - hvor har I været? - hva’ har I lavet? - spulet dæk? Vi har - vi har leget - sagde den yngste. Leget? - jamen, drenge, bli’r I da aldrig voksne? Den yngste tog hendes hånd. Vi legede, at syndfloden var forbi og at arken var stran­ det på et bjerg, der - der hed - Ararat, hedder det vist, og dér gik vi iland og livet begyndte igen - jorden blom­ strede med byer og mennesker - vi legede, at vi levede i byerne mellem menneskene og havde hvert sit arbejde eller hva’ du nu vil kalde det. Den gamle kone så længe på ham, så på hans uniform, så på de andre. Jamen, Jafet, lille Jafet - du leger jo ikke det samme som de andre? Jeg er soldat. Soldat?! Ja. Jeg aftjener min værnepligt. Nej! - råbte hun og slap forskrækket hans hånd. Du, som Herren i sin nåde har frelst fra syndfloden, véd du ikke, at man ikke må ihjelslå?! Det gør jeg heller ikke, oldemor. Vrøvl, min dreng, vrøvl! Hvornår har man set soldater, der ikke er soldater for at slå ihjel? Oldemor, du glemmer, vi lever i en fredstid.

En fredstid?! fredstid, fredstid, hva’ er en fredstid? Det betyder bare at man ikke foretager sig noget, der kan blie til årstal og bedrifter, og imens sidder man hjemme og pønser - pønser på det, der kan forvandle himlens gaver til menneskenes ulykke! Åh, du er et gammelt pacifistisk vrøvleho’de, mumlede manden - sålænge verden består, vil drenge lege soldater. Nej! du glemmer Herren og hans vrede! Lærer vi vore børn den slags lege, kommer vi aldrig iland! Nå’r - den gamle brudgom lænede sig spydigt indover bordet - såvidt jeg ved, har militærpersoner altid stands­ mæssigt rangeret med præster og bisper - og det betragtes da immervæk som en yderst anstændig levevej. Anstændig?! Ja, anstændig i den verden, der druknede i syndfloden. Når den nye verden engang dukker frem, så — pludselig så hun sig forskrækket om - den nye verden? - jeg bli’r så angst - den nye verden - Herre, jeg er angst! Skal vi ikke hellere snakke lidt om os andre - sagde den næstældste beroligende - jeg er ingeniør og bygger veje og broer, smukke snorlige veje og broer, der forbinder landsdel med landsdel - jeg bygger osse huse, store nye huse som folk kan bo hyggeligt og fredeligt i. Og jeg er læge - sagde den ældste - mod den håndtering kan du da ikke ha’ noget at indvende? Alle så de på den gamle kone, men hun så ikke mere dem, hun så frem for sig og klamrede sig krampagtigt til sin krykkestok. Langsomt videde hendes pupiller sig ud. Åh, jeg begynder pludselig at se - jeg ser en verden - den gamle verden - våd og øde dukker den frem - så kommer solen og jordens hud tørrer og dækkes - dækkes af udslet det breder sig og breder sig, over mennesker, over lande, over byer - gror langt ind i menneskenes sind og får alt til at visne, alt undtagen hadet! Jafet dræber Kam, men ikke helt, der er endnu så meget liv tilbage, at Sem kan plasterere på ham og få ham gjort til skydeskive igen. Menne­ 5

Synskhedens Gave

65

sket er blevet til en skydeskive - menneskenes huse er skydeskiver, Kam bygger dem for at Jafet kan skyde dem ned - der er så trygt i menneskenes huse, kældrene er af beton, beton der kan stå imod angreb fra luften - og udenfor husene, udenfor ligger vejene, de veje, der ikke kan være mere snorlige - snorlige som en fremmarch - hør! - de marcherer - luften dirrer af fodslag - jeg hører det, alle gamle hører det, alle vi gamle som man har holdt så længe ilive, at vi får lov at opleve, hvor vidunderligt vores børn kan lege. Nu er hun blevet helt vanvittig - hviskede den gamle mand - hun ser det ene syn inden i det andet, det er for meget - nej! - nu rejser hun sig - det er umuligt, det pas­ ser ikke - i over tre år har hun ikke kunnet støtte på sine ben, det er et mirakel, et fata morgana! Langsomt rejste hun sig. Stod tøvende. Gik så et skridt frem, hævede sin krykkestok og råbte: Herre! hvor er du?har du nogensinde været der? nej! - se! - himlen er tom og vi lider skibbrud på Ararats bjerg!

Eventyret om Dyvekes happy-end i 1939)

Der var en forfatter, der skulle lave et filmsmanuskript, han hed Lyhre med „h“ og filmen skulle handle om Dy­ veke, fordi filmsselskabet på billigste betingelser havde erhvervet sig en mængde historiske dragter fra perioden og nu skulle de bruges. Lyhres kone hed Marietta, hun var gået i seng. Hun for­ styrrede for meget, hun var nemlig skuespillerinde og skulle spille Dyvekes rolle. Hun var tilstrækkelig blond og ubegavet. Der var bare det med Marietta, at hun glædede sig så frygteligt til dødscenen, hun døde flere gange om dagen inde foran sit spejl, men Lyhre ville ikke ha’, at Dyveke skulle dø, eller rettere det var selskabet, der ikke ville, for sørgelige slutninger giver mindre kasse. Men det var ligegyldigt, hvor mange gange han ende­ vendte den historiske dame, hun måtte og skulle dø tilsidst, der var ingen anden udvej, medmindre inspirationen indfandt sig og det gjorde den ikke. Han gik op og ned mellem sit patinerede renæssancebohave, lige meget hjalp det. Han satte sig hen til flyglet og slog et par stilfærdige toner an, men den kom ikke, den ville ikke komme. Hans sommer var økonomisk ødelagt. Dyveke måtte dø og så gav filmsselskabet arbejdet til en anden, der var fiffigere til det med happy-enden. Han slog arrigt i flyglet. Der rendte man altid og dig­ tede om inspirationens muser og alt det lyriske skidt, men det skulle være sidste gang. Nu kunne de pænt nøjes med, de ni kedelige damer, at være arbejdsløse forsiringer på teatrenes stuklofter. „I eksisterer ikke og har aldrig eksi­ 5*

6?

steret," sagde han højt, men blev i det samme forskrækket, ikke over sin egen stemme, men fordi det forekom ham, at der var noget i stuen, som ikke var, som det skulle være. Han sad og lyttede, turde ikke vende sig, var det det store egetræsskab, der knagede? Ja, det var det nok. Nej, det var lågen, der åbnede sig. Han vendte sig hurtigt. Lige bag ham stod otte nydelige unge damer med bedrøvede ansigter og iført lange hvide luftige gevandter. „Det er os," sagde den første og alle de andre slog på deres små sølvlyrer som et tungsindigt ekko. „Du kender os ikke, digter, vi er dine muser,“ og igen slog de tungsindigt på lyrerne. Alle mulige tanker for igennem hans hoved. Der eksi­ sterede ikke noget overnaturligt, men ud af skabet var de kommet; så pludselig slog det ned i ham som et lyn, han talte hurtigt, der var kun 8 og muserne skulle være 9. „Vi er osse 9, men tiden er blevet så praktisk med ar­ bejdsdeling og den slags, derfor skiftes en af os til at blive hjemme og græde - hør Langt borte hørte han gråd, han vidste hverken ud eller ind, klamrede sig kun til klaverbænken. „Vi har nemlig nok at græde over - er der noget sørge­ ligere end at være arbejdsløs, vi vil så gerne arbejde, men I vil ikke arbejde med os, I tror ikke på os mere —“ „Jo vist gør vi det,“ mumlede han, han ønskede aldeles ikke at fornærme de gale fruentimmere med deres ustand­ selige slåen på lyre. „Gør du!“ råbte de alle 8, „han tror på os!“ „Åh, hvor dejligt!" sagde den første og fik pludselig lyren til at sige noget muntert. „Så skal vi arbejde sammen og vi skal hjælpe dig. Du vil skrive om Dyveke, som ikke døde og du har ret, hun døde ikke - men det kan hun selv for­ tælle, hun kan være her hvert eneste øjeblik Lyhre for op fra klaverbænken. „Her? Dyveke? hvaffor en Dyveke?" 68

„Den rigtige, den ægte, den historiske, den levende Dyveke - vi har lånt hende i den himmelske garderobe, vi står os godt med garderobekonen og tælleapparats­ manden „Tælleapparatsmanden -?“ Lyhre var lamslået. „Ja, du forstår, når folk dør, så passerer de gennem den himmelske garderobe, hvor de efterlader alt deres ydre postyr, fjerbuske og flotte kostymer, ordner og den slags, som ikke gælder i himlen, og når de er ribbet lige ned til deres menneskelighed, sommetider er der ikke meget til­ bage, så går de gennem tælleapparatet og bliver fordelt i de afdelinger, hvor de hører hjemme. Dyveke sidder i det historiske galleri, hun er forresten ikke særlig velset, hun støjer så meget „Støjer? - støjer Dyveke?" „Nu ikke så ivrig - se hende nu selv, men fornærm hende ikke, det tåler hun dårligt - hun kan være så vrippen men nu er hun her," og alle muserne stillede sig hurtigt op i spalier foran vinduet med det nedrullede gardin. „Jamen, hun kan da ikke komme her —“ Lyhre var tem­ melig forfjamsket, men han nåede ikke længere, for i samme øjeblik slog alle muserne på deres 8 lyrer og rulle­ gardinet svippede tilvejrs. I vindueskarmen stod det pompøseste, Lyhre nogensinde havde set. Det var en kvinde. Hun kunne vel være i fyr­ rerne. Hendes ansigt var bestemt, næsen stor, hagen kraftig. Håret struttede kraftigt og frodigt ud mellem huens fjer og smykker. Kjolen var gul, af et svært tungt stof, selv når man trak søljer, spænder, kæder og bælter fra, måtte den veje sine mindst tyve kilo. Under den ene arm holdt hun nonchalant en kurv med kirsebær. Det var slet ikke Dy­ veke, det var et monument - nej, nu begyndte hun at sige noget og alle muserne lyttede. „Så så, små poesihøns, kan I så få lyrerne lagt og hjælpe mor ned af piedestalen - jeg er ikke blevet akrobat endnu" 69

- muserne strømmede artigt til og rakte hende deres hæn­ der - en - to - tre - spring! “ og Dyveke sprang. Lyhre så forskrækket til sovekammerdøren, Marietta måtte sove som en sten, når det bums ikke kunne vække hende. Bare hun ville vågne og komme ind. Han havde aldrig længtes så meget efter hende. Dyveke stillede kirsebærkurven på flyglet og klappede i hænderne. „På to rækker - træd an!“ muserne parerede straks ordre. „Ret! - se lige ud - fremad march - til højre sving - ud med jer - gem jeres små visne jomfrunalske personer et eller andet sted, mens jeg taler alene med den herre hun vendte sig om til Lyhre, „ja, nu skal du ende­ lig ikke være nervøs, jeg vil dig ikke noget ondt, Basse du er ikke min type, men jeg kan ikke sige et ord af arrig­ skab, så længe de små poetiske skabhalse er herinde - det er dem, der har ødelagt mig - det er dem, der er sprunget rundt til digterne og har serveret mig i rød kirsebærsovs, så alle får kvalme bare de hører mit navn - ud med jer „Jamen, hvor skal vi gå hen?" Muserne turde næsten ikke slå på lyrerne. „Hva’ rager det mig - spring hen i biografen - der er en lige på hjørnet - og glæd jer over alt det juks, som jeres inspirationer kan føre til „Åh, må vi?“ sang det i alle lyrerne. „I skal sgu!“ og væk var alle muserne og Lyhre var alene med det han ikke kunne tro var Dyveke. Hun gik frem og tilbage så det dundrede i gulvet, hendes skosåler var så underligt tykke. Hun standsede foran det lille divanbord. På bordet stod en flaske sherry, var det den hun så på? Han kunne kun fremstamme et forsigtigt „bevares, beva­ res". Hun vendte sig og sendte ham et dræbende blik og tog så en stor slurk af flasken, tørrede munden i skørtet og smed sig i en stol og så inkvisitorisk på Lyhre, der syntes han skulle sige noget og kun kunne finde på at sige „jamen - jamen". 70

„Sludder - spar på din fistelstemme, til du bliver spurgt - véd du, hvem jeg er?" Lyhre nikkede. „Du véd kun, at jeg er Dyveke - men jeg er mere end det - jeg er en officiel udsending - du troede måske, at jeg kom, bare de små gæs på deres dårlige versefødder slog smut med tæerne - så kender du mig ikke - jeg kommer, fordi det passer mig, fordi jeg er utilfreds og fordi der er andre, der er util­ fredse. Hele det historiske galleri koger af utilfredshed véd du, hvad evigheden er?" Lyhre nikkede uden at ane, hvad det var, han nikkede til. „Gu’ gør du ej - den er meget værre, end du aner. T il at begynde med tror man, at man kan få has på den - de er alle så ivrige efter at stifte bekendtskaber og læse al den litteratur, der bliver fabrikeret om dem - straks er man smigret, men hurtigt bliver man gal, for det er løgn det meste - og så må man sidde der i det uendelige og vende og dreje bladene på de visne laurbærkranse, mens det lang­ somt går op for én, at der ikke er det allermindste at gøre - man må æde det hele i sig, man må sidde og samle galde sammen uden at kunne komme a’ med den - man har lyst til at løbe sit hoved mod en mur - men der er ingen mure, kun skyer - og dem får man hoste af — næh, der er ikke andet at gøre end at sidde og blive blå og sorte i ansigterne og vente på, at der kommer en dag - og nu er den kommet - det er dig, din lille pibestilk, der skal være vores red­ ningsmand - det er dig, der skal give os oprejsning - i første omgang skal du give mig oprejsning for den bagva­ skelse og den mishandling, jeg har været ude for „Men De er da bare „Hva’ er jeg bare -?“ Lyhre samlede sammen på alt sit mod. „De er da bare blevet godt behandlet, synes jeg." „Synes du, men så sandelig ikke jeg. Se nu bare alt det kirsebærsludder. Jeg har aldrig haft et kirsebær i min mund - jeg har altid hadet søde sager 71

„Men De har da kirsebærrene med iaften „Det har jeg, men det er af helt andre grunde, som du senere vil blive klar over „Kom kirsebærrene da heller ikke fra Torben Okse?“ Dyveke lænede sig tilbage og slog en skraldende leje­ soldatlatter op. „Torben Okse! det er storartet - tror du, jeg interesserede mig for den idiot - aldrig i livet - de kom fra Kongen - han håbede, jeg ville spise dem Lyhre begyndte at glemme, at han var bange. „Men vid­ ste Kongen da ikke, at De ikke kunne fordrage kirsebær?“ „Ikke så dårligt spurgt for så små åndsevner. Der var bare det, at Kongen ikke anede det mindste om, hvad jeg kunne lide eller ikke lide - vi så aldrig hinanden - kun når jeg havde brug for penge eller nye stoffer og smykker - så bad jeg ham komme og han stod rystende over hele krop­ pen lige inden for min dør „Men var De da ikke Kongens - tja, hva’ skal jeg sige var De ikke Kongens -?“ „Elskerinde? - sig det bare - du tror, jeg hoppede para­ dis med ham ude under de blomstrende træer, mens rigs­ rådet ventede - du ser ham så tydeligt kryste mit guldlok­ kede hoved til sin bjørnebarm — vrøvl, vrøvl og een gang til poetisk vrøvl-véd du, hvad Kongen var? han var bange for mig. Vi traf hinanden i Bergen, så langt er det rigtigt han begyndte at gøre haneben, gud, hvor var han komisk han ville med ind på mit værelse om aftenen - han fik lov - han sad og så på mig, mens jeg klædte mig af - og mindst som han allermindst ventede det — jeg havde særken truk­ ket op over hovedet - så skete det - inden han kunne tælle til tre, var det mig, der var herre over situationen og da han omsider kom til sig selv, sad han låst inde i mit gode hollandske skab og der sad han hele natten og talte knaster til hans fingerender blev blodige - du skulle ha’ set hans ansigt, da jeg lukkede ham ud i det grå morgenlys - det 72

var ikke kongeligt - men sjovt. Han glemte mig det aldrig - han havde fået et mindreværdskompleks — “ „Jamen, jamen,“ måtte Lyhre sige, „De taler så mo­ derne?" „Tror du vi spilder tiden deroppe, næh, vi følger skam med - den nymodens forskning har i allerhøjeste grad fået mange af berømthederne til at indse, hvorfor de var så mærkelige og helt anderledes end andre mennesker — det går for en afdød, men ikke for en levende Konge - han var så livende ræd for at jeg skulle plapre af skole - både mor og jeg måtte med — men det kostede — jeg behøvede bare at forme munden til ordet „skab", så var han der med alt det dyreste, ustandselig hang der jo et skab i en silke­ snor over hans forskrækkede hoved - og gud, hvor jeg morede mig - jeg havde en dejlig tid - man kan blive helt rørstrømsk, når man tænker tilbage - og så blev jeg forel­ sket-i en forbidragende landsknægtskaptajn-jeg samlede alle mine smykker sammen, forlangte en ekstra stor sum af Kongen og så drog jeg af gårde, for aldrig mere at komme igen - vi levede i Hannover - fik tre drenge og fire piger og da jeg var 45 døde jeg i min sidste barselseng —“ „Men kirsebærrene -?“ „Kongen måtte jo holde skinnet vedlige til det sidste alle skulle tro, at jeg var hans elskerinde - da han vidste, at jeg var vel ude af landet, lavede han hele det nummer med kirsebærrene - så var det slut med hans mindreværds­ kompleks og Torben Okse var den uskyldige slutsten men han regnede jo ikke med, at han skulle træffe mig i det historiske galleri - men han fik sig smisket ind hos nogle personer fra en helt anden tidsalder og opholder sig nu sammen med dem - det hænder at vi tilfældigt møder hinanden i skyerne og så la’r han sig straks falde gennem et lufthul, men jeg når altid at se hans ansigt - og det er ikke kedeligt - han går jo til daglig med sin imponerende tyranmaske, men du kan tro, jeg kan få den til at falde - “ 73

„Det er så helt anderledes, end jeg havde troet - så bag­ vendt.“ Lyhre var næsten bekymret. så helt anderledes end din skolefrøken lærte dig det, da du i en tidlig alder med stor matroskrave og lille hvid fløjte i snor for første gang skulle traske ind i fædrelandets mysterier - men se, nu skulle vi to se at få hendes ansku­ elser revideret „Jamen, jeg kan da umuligt skrive alt det, De har siddet og fortalt -?“ „Det forlanger jeg heller ikke - jeg ønsker ikke en nøj­ agtig levnedsbeskrivelse med fotografi af pågældende som barn, konfirmand og voksen - fremstil mig som du vil som en rappenskralde, et rivejern, en mæfikke, en møg­ finke, et surt ribs, en led hejre, en pest for sine omgivelser, en plage af første skuffe, som selv Vorherre ikke tog sig af, da han i sin tid betænkte ægypterne så smukt - alt det for­ færdeligste må du finde på, bare du smækker historiebogen i på den gamle sødladne fortærskede Dyveke, og la’r mig få lov til at leve med almindelige menneskelige egenskaber - jeg er ikke et fyldt bolsje - jeg er et menneske - og det må I la’ mig ha’ lov at være Lyhre blev pludselig saglig. „Men hvordan skal man egentlig kunne fremstille et rivejern og en rappenskralde, der hedder Dyveke - lille Due -?“ „Herrestegud, dit lille fæ - det var ikke et kælenavn, det var et øgenavn - nå, vil du eller vil du ikke?“ „Tror De ikke snarere, De må gå til et af dagbladene det ville kunne blive til en glimrende kronik i en histori­ kers hænder „Du vil altså ikke?“ „Jeg ville frygtelig gerne - men Lyhre trak sig langsomt tilbage, for Dyveke havde rejst sig i hele sin proletariske hollandske majestæt og kom henimod ham. „Du er sandelig musernes ideelle elsker - de små infame 74

løg, som aldrig har haft kraft nok til at frembringe så meget som en dværghyacint - det er deres og din skyld, at historien bliver puttet i kødhakkemaskinen og må finde sig i at komme ud som små impotente frikadeller, som selv tandløse gummer kan tygge „De må ikke råbe så højt - De kunne vække min kone.“ „Din kone - det er hende, der skal spille Dyvekes rolle i din fjantede film?" „Ja, desværre „Det kommer hun aldrig til - det sagde Dyveke - og der­ med gik jeg - og jeg la’r kirsebærrene stå - som en gave til hende - min efterfølgerske „Åh, det var venligt," hviskede Lyhre. „Ja, vent og døm, din usle rosinpiller fuld af venlighed og forskrække thed - jeg skal forskrække dig, så dine knæ glemmer, at de er knæ, og tror, at de er perpendikler følg mig ud - helt ud på trappen - jeres fjollede trappe­ automater forstår jeg mig ikke på „Nu skal jeg være der,“ han holdt sig i tilbørlig afstand fra hende - han troede egentlig, at hun ville ud gennem vinduet, men hun valgte døren - døren lukkede sig efter dem. „Hvem er det, du snakker med?“ det var Marietta, der kom søvndrukken ind fra soveværelset „taler du isøvne?" og så opdagede hun, at han slet ikke var der. Hun gik hen til flyglet, så kirsebærrene, og hun hørte til dem, der aldrig kunne lade en frugtkurv stå, og uden at tænke på, at års­ tiden slet ikke var til kirsebær, spiste hun hurtigt et par stykker. Hun skulle til at tage det femte, da Lyhre kom hæsblæsende ind og råbte, at hun ikke måtte røre kurven, kirsebærrene var giftige. Det var for sent. Først blev Marietta lammet over hans skrigende tilsynekomst, så fik hun et mærkeligt krampe­ tilfælde og Lyhre nåede lige at gribe hende. Hun faldt og hendes ansigtsudtryk blev så mærkeligt, at Lyhre, hvis han 75

overhovedet havde kunnet tænke en fornuftig tanke, ville ha’ ønsket hende, at hun kunne se, hvordan man i virkelig­ heden dør døden af giftige kirsebær. Men Lyhre kunne ikke tænke. Han kunne ikke gå fra hende, han turde ikke se på hende. Han følte i sine arme, hvor stiv hun blev. Han følte, at han pludselig holdt på et stykke af evigheden. Endelig så han op efter hjælp og lige ved siden af ham stod Dyveke. Hun knælede ned ved siden af ham. „Du ville ikke give mig lov til at være et menneske, du ville kun vise det usand­ færdige billede af mig - jeg bad dig slå det ihjel, men du ville ikke - så måtte jeg selv - det er din skyld, at de kirse­ bær, som i virkeligheden ingen rolle spillede, er kommet til at spille en rolle.“ Lyhre kunne ingenting sige. Han så bare på hende, og selv om det var hende, der havde gjort det, håbede han svagt på hjælp. Dyveke stak hånden i sin store skørtelomme og tog et æble frem og holdt det op for Lyhre. „Alting begyndte med et æble - hele menneskeslægtens historie, som den er blevet os overleveret - æblet fra kundskabens træ - æblet er en dejlig frugt - syrlig og frisk - æblet gjorde os til mennesker - mennesker er snavs og skidt - det kan godt være - men jeg elsker dem alligevel - det ufuldkomne er osse dejligt, for uden det ville vi jo ikke vide, hvad fuldkommenhed er - hvorfor skal no’n stå på piedestaler eller flagre afsted med udslået hår, helgenglorie og stjerner - ingen af os er fuldkomne - det ville forresten osse være så temmelig kede­ ligt - men er det ikke smukt, at vi stræber efter fuldkom­ menheden, selvom vi véd, at vi aldrig når den -?“ Dyveke sad og drejede æblet i hånden og Lyhre stirrede på hende, for gennem hele det grove ydre skinnede den anden, den ukendte Dyvekes skønhed. Han turde ikke sige noget, men han ønskede, at hun ville la’ Marietta bide af æblet. Han lovede sig selv, at hvis hun ville, skulle han for 76

fremtiden se helt anderledes på Dyveke, han lovede det så højtideligt, at hun kunne høre hans tanker. Hun rakte æblet hen imod Mariettas mund og sagde: „Vi vil kun være mennesker," og Lyhre nikkede. Æblet nåede Mariettas mund, hun bed i det og væk var Dyveke og han sad alene tilbage på gulvet med Marietta, der gnaskede æblet i sig. „Æbler er bedre end kirsebær," sagde hun - og lo.

Svinkløviade i 1939)

Det regner stille på en rude. Vinduets træværk står som en ramme om det våde billede. Langt borte, næsten udvisket i regnen, ligger de flade, stærke bakkekrumninger, halvvejs oppe et hus, øverst en kæmpehøj. Landskabet forsvinder ned i en lavning og kommer op igen på en grøn bakke lige foran vinduet, og mod den disede baggrund står et lam og to får med ryggen mod regnen. Igår var der tre lam, men slagteren hentede de to, der glade og forventningsfulde trippede nedover på deres grinagtige små højhælede lak­ sko. Natten igennem brægede og gurglede de to gamle, nu hænger de med hovederne, men måske er det kun regnen. Vinduet kan ikke åbnes, men det kan døren på den an­ den væg, og græsset med kløver og iyngtotter lugter vådt ind. Ovre på landevejen på den anden side mosen, som drengene bader i om aftenen, kører en grøn rutebil stu­ vende fuld af landboer i sort tøj og koner med silketør­ klæder eller hatte som sorte aspargesbuddinger med fjer. De duver truttende ind i plantagen, og ti minutter efter stolprer de stive ben ud gennem klitvejen, op over stran­ dens bjerge af rullende og støjende sten, ned til havet. Det er sommer ved Svinkløv. Regnen er stilnet af, vinden véd bare ikke, hvilket hjørne den vil blæse fra, den ser sig om til alle sider og tager så pludselig, men blidt fat fra sydvest. Bag fårene lys­ ner det, solen skinner på skifertaget, og det første får ryster sig som en svaber, først får kroppen sig en tur, så hovedet, væden står om den som en sky, så ryster det andet sig og tilsidst lammet, og det afgnavede græs synes igen at få til­

lokkelse. Hurtigt fordufter skyerne til andre egne for at fuldbyrde radiostemmens spådom om stedvis nedbør, den lyseblå himmels humør breder sig over landskabet. Bierne, der nogle timer har hævet arbejdsløshedsunderstøttelse i kuben, summer igen rundt som små vingede hollandske klumper, og fluerne giver hinanden kunstigt åndedræt ovenpå vandgangen. Nede ved stranden står de gamle i en tæt klump, de er gået lige frem efter næsen, til havet standsede dem, de går ikke til siderne, de taler ikke, de bare står og ser på det hav, som er deres skovtur. Sommer efter sommer er de kommet inde fra landet, fra alle de små, sure, skæve stuer med ko­ staldsluft og fluefangere som kødædende lianer i Sydameri­ kas skove, for at stå her og kigge som en stor sort, alvorlig familie, der venter på at en kær søns lig skal drive iland. Rundt om dem fjanter „Københavnerne14 i kostumer, der må være direkte importeret fra SodomaogGomorra, men de gamle bare ser, uden at fortrække en mine eller uden at fjerne en tommelfinger fra et ærmegab, ingen af dem istemmer en af de strenge, manende religiøse sange, som i de lange vinteraftener så ofte skærer gennem den tykke luft under det lave loft med den nypudsede hængelampe. Det eneste, der kan bringe bevægelse i gruppen, er forventnin­ gen om kaffe. Langsomt spreder de sig, som et følge der forlader en åben grav, for lidt efter at samles om det fælles kaffebord. Bag hotellet og kioskerne med for 10 øre slik og hilsen fra Svinkløv på krukker og bjergstokke står bakkerne som grågrønne kamelpukler med lave småbuske og enebær i det høje græs, som vinden får til at se ud som blødt grønt pelsværk. Det er en underlig egn, så uendelig varieret, og dog hører alting så nøje sammen. Dale med løvtræer og breg­ ner, lyngslugter med kilder og hugorme, stejle kridtforma­ tioner mod havet, plantager som Hornbæks, før den blev

78 79

gennemspadseret, grønne marker, hvide huse med sort tjæ­ retag lige på græsset uden forsøg på haveanlæg, vide horisonter med vindmotorer, der ligner metal-margueritter mod himlen, og langt ude Bulbjerg, der ruger over barnet Skarreklit, som jo nødig skulle forsvinde i havet og dermed ud af skolebøgerne. Naturen har ruttet med ansigter og udtryk, den har sim­ pelthen ikke gidet være ensartet, den har anstrengt sig til det yderste for at finde på tossestreger, så man glemmer, at Jammerbugten udenfor må bære så sørgeligt et navn. Kun de sorte gamle mennesker fik én til at tænke på forlis og stormfulde nætter, hvor bølgerne i rasende had og arrig­ skab vipper redningsbådene lodret i vejret. Men nu sidder de jo bænket om lune kaffekander og blødt brød, solen skinner og redningsbåde bruges kun til øvelser for at for­ nøje fotograferende turister, som havet ikke nænner at snærre ad - det venter, til der er ordentligt bytte. Som en godmodig gangster skyller det sten efter sten op på stran­ den for at drille badegæsterne, der færdes på forsigtige fød­ der og med tungen i den ene kind. En god strand med fast, hvidt sand er vidunderlig, men en stenet strand er sandelig heller ikke til at kimse ad. Havde Svinkløv haft en ideel strand, kunne man ikke spytte for folk eller gå aftentur i Gamle Hvarre eller Røverdalen uden at møde en mors sjæl. Gamle Hvarre er som navn vanskeligt at udtale, noget nærmest i retning af et pludseligt vindstød om et hjørne, i det hele taget et ret besværligt sted, svært at finde, svært at beskrive. Venlige hænder har af hensyn til vildfarende turister malet forskellige farvede mærker på træerne, men hvem husker, hvad de enkelte farver betyder, og selvom man skulle være så klog, er det alligevel ikke spor af van­ skeligt efter en times march mellem graner og væltede fyr­ retræer at komme tilbage nøjagtigt til det sted, der var ud­ gangspunktet. Svinkløv Plantage er en labyrint. Ofte har man mødt et par fuldstændig fortabte damer med runde

øjne og hvide sko, der tvivlrådigt går et par skridt i én ret­ ning, så i en anden, og da tobaksrygning på det strengeste er forbudt, boltrer fluerne sig i den stille luft mellem træ­ erne, i summende sværme kaster de sig over ethvert bytte og hidser det stakkels offer til at danse en krigsdans, der får den sidste smule stedsans til at forsvinde. Hvarren er en stor lyngslugt, ikke andet. Man går ad en sandsti mellem kæmpemæssige lyngpuder, der ikke siger et muk, ikke fordi man normalt venter, at et landskab skal kunne sige noget, men dette er så afgjort døvstumt. Der er noget med storslåede rum, man taler ikke højt, måske føler man sig lille eller man er bange for at vække noget ufor­ klarligt, der sover i disse bakker, og som er for stort til at blive sendt hjem på det uundgåelige prospektkort. Der er en underlig tavshed i luften. De store mørke lier, der bærer hele landet indenfor på deres ryg, ligger tavse og stirrer på havet. De venter måske på et vikingeskib, for dem husker de bedst. Da de var i konfirmationsalderen, dækkede isen landet, senere kom menneskene så med deres pilespidser af flint, de slæbte bådene over land til Limfjorden, de holdt ting på de højeste højder og siden lod de sig så begrave i de høje, der bryder den rolige horisontlinie som muldvar­ peskud med fredningsmærker og græssende får. Nu er de grønne lier gamle, næsten skimlede af lave tornede buske med smalle blade, der er sølvagtige på vrangen, de har op­ levet nok, de gider ikke sige noget, og småkravlet fra hotel­ ler og pensionater interesserer dem ikke. Den eneste men­ neskelige berøring, de glæder sig over, er børnenes hænder, når de plukker blåbær, det føles som kærtegn og klap i de gamle manker, ja, det er noget, man bilder sig ind, fordi man gerne tillægger den store natur små menneskelige for­ nemmelser, det formindsker den og gør den mere hyggelig og tilnærmelig. I Hvarren og på lierne holder lyng og andre uvenlige planter mildheden borte. Strengt, næsten indre-missionsk, 6

Synskhedens Gave

81

vogter rødderne på, at ingen frodighed vinder indpas. Fro­ dighed gør livet let, lyst og pjanket, det passer ikke for denne egn, hvor alt er kamp - jorden vil ikke give, og havet tager. Men som det så ofte går i meget alvorsfulde familier, pludselig er der et barn, der vælder over af livs­ lyst, det kan simpelthen ikke lade være, det blomstrer løs midt i strengheden. Sådan er Fosdalen. Her er alt tilladt. Der er ikke den blomst, plante eller træ, som ikke er vel­ kommen. Det er en botanisk have, naturen selv har moret sig med at anlægge. Hvis et palmefrø forvildede sig herop, ville det blive modtaget med åbne arme, og alt ville blive lagt tilrette, for at det kunne befinde sig godt og vokse i vejret. Fosdalen ligger lige ud til havet. Man kommer langs bak­ kerne ved stranden eller over land. Vælger man landet, kommer man forbi morsomme gårde og kirker. Man har en fornemmelse af, at her står tiden stille, og at det ville virke som et chok, hvis man gik ind og fortalte, at stavnsbåndet var løst. Lerup Kirke er lammet af forbavselse over de mange mennesker, der strømmer forbi, den skutter sig, så det knager i de tomme bænke, men ingen sætter sig. En en­ kelt betragter dens arkitektur og læser et pudsigt navn på en ligsten, men går så videre, det er Fosdalen, man er kom­ met for. Det er naturligvis uhøfligt at sige om en dal, at den lig­ ner et hul, især om Fosdalen, der er et grønt overflødig­ hedshorn pyntet med bregner og holdt sammen af caprifolier, men dalens drejninger lukker så fuldstændig af for vinden fra havet, at skråningerne allevegne står tæt og skærmende og kun tillader sol og regn at komme ind. Dy­ best nede på bunden løber en lille selvglad kilde, der lige­ som alle opsynsmænd på museer tror, at den ejer det hele, og ene er skyld i alle herlighederne, for storartet herligt er her, hvad enten det nu er kilden, dalens snoninger eller andre af naturens capricer. Man går i en kølig purung ur­ 82

skov uden kryb og insekter, stien er blød, næsten gyngende, og allevegne, ganske tæt, planter og træer som et levende, blomstrende herbarium. Uvilkårligt tænker man på ansku­ elsesbillederne i skolen af de forhistoriske perioder, jura­ tiden med sære dyr, som med tæerne satte underlige aftryk i den fugtige jord omkring de halvtropiske planter. Der er i det hele taget, ikke alene i Fosdalen, men over hele egnen, en vis atmosfære af naturhistorisk fortid, kridtet, der ligger ganske nær jordoverfladen, mindelserne om istidens glet­ schere, de mærkelige kilder, der langt nede fra undergrun­ den dukker op til et mønjerødt hul i skovbunden for straks igen at forsvinde i kridtet, og de mange splinter af pile­ spidser, der bliver pløjet op på markerne. Landet omkring Svinkløv, der egentlig kun er den lille plet nede ved havet, hvor kridtet står gennem skrænterne som store svineklove, flotter sig med så megen forskellighed, at man næsten glem­ mer, man er kommet for at gå i vandet og ikke i landet, men en dukkert skal man have og så videre straks igen, for i Svinkløv er der altid langt hjem, et par timer regnes ikke for noget selv af den dovneste fodgænger, naturens turist­ chef har nemlig sørget for, at vejene er bløde af græs og mos eller grannåle, det bærer oppe, og afstandene skrum­ per ind til ingen verdens ting. Et firben smutter ind under en bregne og er lige ved at tabe halen af skræk over de underlige væsner, der har så­ dan en fart på. Farverne over havet bliver blegere, Gamle Hvarre forbereder sig på sine aftenbesøgende, der fra det højeste punkt står og kigger på solen. En solnedgang er en uhyre vigtig ting i en sommerferie. Hvordan gik den ned? I en sæk. Så får vi regn i morgen. Jamen, mosekonen bryg­ ger, det skal være gode tegn, og radioen siger noget helt tredie. Hvor er det ligegyldigt, her er jo dejligt, hvordan vejret så finder på at te sig. Og det er vel det allerbedste, man kan sige om Svinkløv. 6*

Ghu Chueh (1952)

Solveigs sang. Man bli’r nu forbløffet, når man pludselig hører den sunget af en lille klokkeklar stemme i mørket over et øde kinesisk landskab. Ikke et lys noget sted, kun jeep’ens skarpe projektører på de bumpende hjulspor langt ind i natten. Et sekund vågnede man op af sin mørbankede dvale. En jeep er ikke just det mageligste befordringsmid­ del, ikke når man er seks, det er faktisk for meget. De tre på chaufførsædet sad stoppet ned med skohorn, vi andre bagved hang på skift med benene daskende ud i tomrum­ met, vi klamrede os fast med hænder, der smagte af jern ind gennem huden, prøvede af og til at flytte om på de ømmeste legemsdele. Tak, vi sidder udmærket, aldeles ud­ mærket. Ustandselig blev vi spurgt, ustandselig svarede vi, lige siden solopgang havde vi svaret. Nu var alle for matte, de spørgende, de svarende, matte på en stille sammenbidt måde, vi bare kørte, kørte og kørte. Himlen måtte vide, hvor mange kilometer vi egentlig havde tilbagelagt, hvor mange lispund støv vi havde slugt? Dagen igennem, så længe man kunne se støvet, havde vi siddet med vatterede gazestykker bundet for mund og næse, bændler bag ørerne. Ens udseende bliver så fjollet, nærmest uhyggeligt, som led man af en eller anden sygdom. Vi hav­ de set dem i Peking, de gazestykker, allerede den aften, vi kom. Det havde gibbet i flere. Var det spedalskhed? Senere, da man lærte støvplagen at kende, forstod man dem bedre. Støv er ikke det rigtige ord. I konsistensen er det langt finere, næsten usynligt, alle vegne trænger det ind, ødelæg­ gende for svælg og bihuler. En plage, men ikke uden skøn­

hed. I de sene eftermiddagstimer kan støvet lægge sig over himlen som en okkerbleg dis, der forvandler solen til en opalagtig kæmpemåne. Vi så det første gang over kejserpa­ ladsets gyldne tage. Man stirrede. Troede, det var en slags kunstfærdig solformørkelse. I Kina kan man vente sig alt. Vi havde ventet os alt, var alligevel overvældede. Temp­ ler, paladser, de rosa mure om den himmelske freds palads midt i et lysegråt Peking, lakrøde porte, irgrønne tegl, per­ len som symbol mellem legende drager. Men det var snart længe siden. Meget andet havde skubbet sig ind. I forgårs var vi blevet færget over Jangtse, havde fået udleveret væl­ dige stråhatte til værn mod solen, gazestykker mod støvet. Her i mørket løsnede vi bændlerne, lod de hygiejniske halv­ masker hænge slapt under hagen. Lidt efter begyndte osse hagen at hænge. Nej. Det kunne man ikke være bekendt. Ikke i et land, der havde oplevet den lange march. Man gned støvet af øjnene, forsøgte at spejde sig frem gennem mørket. Var det et hus? Et hus, en hytte, en lerklinet hule, uden vinduer, kun dør, nej, ikke dør, en åbning, der kunne trækkes en sivmåtte for. Hvordan holdt man vinterkulden ude? Ved vintertid kunne her være bitterlig koldt, havde man sagt, sne og frost var ikke ualmindeligt. Så holdt husene op. Igen kun mørke og støvede strå langs de san­ dede hjulspor, der gjorde det ud for eneste hovedvej. Man fik sine ribben talt, sin anatomi gået efter. Hvert bump afslørede i ens rige indre nye områder, der kunne gøres til genstand for ømhed. Der var snart ikke den plet som ikke var øm. Man prøvede forskellige afslapningsmetoder, men med det noget uheldige resultat, at man igen så småt lod sig overmande af døsighed, der hev og sled i ens stakkels øjenlåg med hele sin centnervægt, til sidst orkede man ikke at stritte imod. Nej, man sov ikke, alt var nærværende, bump, slag, de halsbrækkende vejsving, hånden klamrede sig stadig til jernstaværet, men underligt nok, det var alli­ gevel, som om man på en eller anden måde drømte. 85

Var det den stemme, der fik en til at drømme? Langt borte, længere og længere væk, begyndte en lille stemme at nynne de søde iørefaldende folkemelodier, man allerede kendte så godt, næsten kunne udenad. Sangen til Mao Tse-tung, hele tiden dukkede den op, om og om igen. Nej, nu gled stemmen over i arier fra de gamle Pekingoperaer, disse for en europæer så aldeles besynderlige lyde på grænsen af noget menneskeligt og fuglenes struber, kla­ gende, stigende, nattergalekoloraturer, påfugleskrig, mands­ stemmer i falset tolkende alle den unge forelskede piges kærlighedskvaler akkompagneret af larmende gong-gong’er, eenstrengede violiner og den sørgmodige fløjte i et fjernt bambuskrat. På en baggrund af lysende silketæpper glider de ind, de fantastiske skikkelser i skingrende brokade og blomstrende broderier, med sindsoprivende masker og høj top byggede hovedtøjer, der dirrer og sitrer for hver lille bevægelse, skævt skubbes højre fod frem foran venstre, de hvide koturner flytter sig i besynderlige arabesker hen over scenegulvet, så pludselig et gongslag, et knæ ryger op under det alenlange skæg, en hastig knædrejning og skægget for­ svinder med et kast over skulderen. En hest! - kejseren øn­ sker sin hest. En stok med brogede kvaste bringes ind, han griber stokken, bevæger den legende, forvandler kvaste til flyvende manke og vajende hale, så rider han ud, fulgt af sine generaler med ryggen dækket af faner i vifte, rider ud til kamp, uden ændring i lyset ser man det gule silke­ tæppe som det dystreste landskab, vi er midt i Kina, i Kinas historie, Han-dynastiet, gong-slagene falder hårdt og hidsende, kvastene vrinsker og stejler, de smalle koturner retirerer, chasserer, men i kejserens maske, kridhvidt mod sort, står skæbnen malet, slaget er tabt, og i paladset dan­ ser den kejserlige frue, fremstillet af en mand, de to sværds dans, hun segner, i et blinkende snit går den skarpe æg hen over hendes hals. Så mørke, et øjebliks mørke, straks er man inde i en ny forestilling, gong-gong’en, violinerne, og 86

så de stemmer, de stemmer - pludselig blev de til een, en eneste lille klokkeklar stemme, der nynnede langt borte. Hvad var det, den nynnede? Solveigs sang? Ja - sagde lille Chu Chueh og lagde smilende hovedet tilbage. Hun sad klemt inde mellem chaufføren og forman­ den for Kvindernes Demokratiske Verdensforbund i Yangtchov, en by i provinsen Nord Kiangsu, provinsen med de store flodprojekter, inddæmning, opdæmning, kanaler, i hundredevis af kanaler bliver gravet, Huai-floden skal tæmmes. Chu Chueh. Ja, sådan skrev hun sit navn. Det vil sige, det kunne sikkert skrives på mange andre måder. Beder man en kineser om at skrive sit navn med europæiske bog­ staver, rynker hun eller han et øjeblik panden, ikke i vrede, men fordi det ofte slet ikke er så ligetil, de kinesiske lyde føjer sig ikke så nemt i det europæiske alfabets sparsomme udvalg. Chu Chueh, skrev hun. Men udtalen? Nogen sagde Tju-djei med tryk på sidste stavelse, andre bare Tudje med lang u-lyd. Vi har vel alle udtalt det mere eller mindre forkert, men hvad man så sagde, hun smilede altid. Chu Chueh var en af de mange små piger hjemme fra gården. Hjemme var Peking, gården var en åben firkantet gård med terrasser hele vejen rundt under et halvtag båret af lakrøde søjler. Her boede vi, hver med sin dør, sit vindu ud til terrassen. Hvor mange piger var der? Der var mange. Og de var der altid. De løb med varmt vand til de utallige thekander, de spillede ping-pong, de gik med hinanden om livet, om halsen, de sad i klynger, læste og snakkede, men altid med armene i de vildeste venindeforviklinger. Kom man ud af sin dør, straks fløj de op som kvidrende voliérer. Latter er i Kina en væsentlig bestanddel af sproget. Og de piger kunne le som en flok flyvende duer. I Peking hører man duerne flyve. Under halsen har de bundet små bjælder eller er det 87

en slags fløj ter? Man ser duerne, men forbinder ikke i før­ ste øjeblik lyden med noget håndgribeligt, den står i luften som en fjern vibreren af fine sølvklokker, så fine, så høje, at ens hjemmestrikkede ører har svært ved at opfatte dem. Jeg ved ikke hvor gammel hun var, Chu Chueh, tyve, måske en-og-tyve. Hendes lille ansigt var nøjagtig lige så bredt som det var langt. Det tykke sorte hår uden en krus­ ning var redt væk fra panden i to små korte hestehaler holdt sammen af gummistropper. Som de andre var hun altid i en slags uniform, forvasket blå bomuldsjakke og lange bukser. Op af halsudskæringen stak linningen af no­ get drengeagtigt undertøj, hvis det var køligt en uldtrøje, oven i købet med lange ærmer. Men hun så henrivende ud, var fuld af gratie og kvindelighed. Uniformen var vel et led i en protest mod det gamle Kinas kulørte pragt. Gik man i butikker med hende og det ene stykke silketøj pragt­ fuldere end det andet blev lagt frem på disken, silketøj fabrikeret i det nye Kina, men med hele det gamle Kinas tradition i mønster og kvalitet, rystede hun bare på hove­ det og sagde: - horrible. Men begyndte man at træffe sit valg, var hun der straks med en lille pegende finger, nej, det dér var det smukkeste i farven. I farver, i toner var hun på sikker grund, følte sig fuldstændig hjemme. T il daglig var hun på en skole uden for Peking, studerede engelsk for at kunne virke som tolk. Det var som tolk hun var kom­ met med på denne tur, fra Peking, over Mukden, ned til Nanking og nu ind i landet til Yangtchov. I går morges var vi taget fra Yangtchov op langs Kejser­ kanalen. Natten havde vi tilbragt på et sanatorium eller hvilehjem, forhen et Chiang Kai-shek-hovedkvarter, på en kunstig ø midt i en sø med små forbindende zig-zag-broer til andre små øer. Hele dagen havde vi kørt. I et landskab af støv. Forbi ældgamle byer indesluttet bag mure, udefra kunne man ofte kun se de faldefærdige pagoder med græs­ strå og småtræer voksende vildt helt op i de øverste etage­ 88

afdelinger. A f og til lettede støvet, man kunne se frit til alle sider. Grønne marker og enge med fritstående træer, aldrig skov, men træer og træer. Så pludselig et lille umoti­ veret bjerg. Det kinesiske landskab er så komisk i sin sel­ skabelige høflighed. Lige i det sekund man tænker, hvor er her dog smukt, men egentlig temmelig ensformigt, straks finder landskabet på noget, et lille blåt bjerg, en lille blå sø med en robåd, skønt man ikke fatter, hvem det er, der har brug for at ro, ikke et menneske synes man at have set i timevis. Men er man først kørt forbi, pakkes det hele vel sammen, man skulle næsten tro det, og landska­ bet bliver igen det landskab, man har brug for på disse kanter. Det havde været en mærkelig dag. Et mærkeligt møde. Mødet med floden Huai. I Yangtchov havde man på for­ hånd fået de nødvendige oplysninger, tabeller, statistiker, historiske redegørelser, de ledende ingeniørers tekniske rap­ porter. I plastisk model var alt blevet demonstreret med pegepind. Modellen var nydelig, men modeller kan som­ metider være malet i så forvirrende farver, der hver for sig betyder noget geologisk, at man til sidst ikke kan finde op eller ned hverken på det ene eller det andet endsige sig selv, især når repræsentanter for cirka tyve nationer spør­ ger i munden på hinanden. Det svirrede med tal, oversat af tolke til engelsk og russisk, til fransk og tysk. Så og så mange millioner kubikmeter jord var allerede flyttet. Alt var i millioner. Med sin lille sammenlignende målestok kom man ganske til kort, her hjalp det ikke at begynde med de hjemlige størrelsesforhold, beskæmmet stod man med Kongens Nytorv i den ene hånd og Rundetårn i den anden, lod så være at spørge, nøjedes med at lytte. Ustand­ selig kom det igen, navnet Huai. I århundreder havde to giganter kæmpet en kamp på liv og død, Huai og den gule flod. Snart havde den ene, snart den anden erobret flod­ lejet, men altid på bekostning af det omkringliggende land,

der hvert år måtte se millioner af hektarer frugtbar ager­ jord drukne i oversvømmelserne, millioner af menneskeliv var gået til grunde, al afgrøde blev ødelagt, hungersnøden stod som en svøbe. Utallige forsøg var i tidernes løb blevet gjort for at tvinge Huai, kanaler var gravet, dæmninger bygget, men alt blev til usle brøkdele i naturkatastrofernes regnestykke. De sidste sluser blev sprængt, de sidste dæm­ ninger gennembrudt, da den japanske stormflod stod ind over landet. Huai, Huai. Pegepinden bevægede sig i store cirkler mere og mere indkredsende. Pludselig fik de tørre, de præcise tal dramaets stemme, Huai blev til et væsen, det store uhyre i fortidens, i nutidens eventyr. Den, der betvang Huai, havde lagt den første sten til et lykkeligere Kina. Huai blev et symbol. Det nye Kinas. Alt savnede man i 1949, kraner, gravkøer, hele nutidens tekniske apparat, uden spor går en menneskealders borger­ krige og krige ikke hen over et land. Men spader havde man, primitive spader og skovle og bæreåg, som de er ble­ vet båret gennem årtusinder, men fremfor alt havde man hænder, millioner af hænder. Tre millioner frivillige meldte sig, bønder fra de truede landområder, fattige land­ arbejdere, der generation efter generation havde stået an­ sigt til ansigt med hungersnøden. Frivillige? Tvivlens spør­ gende djævel var der på pletten. Men da man så dem, ved hjælp af tolk kunne spørge dem selv, blev spørgsmålsteg­ nene blegere og blegere. Aldrig har man set et lignede mylder. På afstand lignede de pilende myrer, men efterhånden som man kom nær­ mere, hørte man arbejdssangen, dens enstonige rytme der driver skridtene frem, trippende fødder i løb tvunget frem af ågenes vægt, unge piger, unge mænd, asende, svedende, syngende, men som alligevel, kald det kinesisk høflighed, havde kræfter nok til under ågenes byrde at hilse de frem­ mede med håndklap og smil. Som man stod der og så, var det som at se ind i en bil­ 90

ledbibel med levende illustrationer. Babelstårnet, der blev bygget. Men ikke et Babelstårn, der skulle rage ind i him­ len. På jorden skulle det stå. Seks millioner hænder vidste, hvad de gjorde, vidste hvad det gjaldt, for alle, for dem selv, for det ny Kina, de vil bygge. På to år var Huai mere end halvvejs betvunget, næste år helt. Og dér sad man i sin jeep og blev træt, var lige ved at falde i søvn. Chu Chueh osse. Hele dagen havde hun strålet som en sol, bagfra med den store stråhat hængende på ryg­ gen lignet en kortstilket solsikke. Nu kunne hun ikke mere, hendes øjenlåg var ved at lukke sig, i små drømmende ryk faldt hovedet bagover, men hun ville ikke sove, for at hol­ de sig vågen begyndte hun at nynne alle de melodier, hun kendte, og da de kinesiske slap op, gled stemmen over i Solveigs sang. Solveigs sang i mørket over et øde kinesisk landskab, først længselsfuldt klagende, så pludselig brød den lille stemme jublende igennem. Engang vil du komme, det véd jeg for vist. Engang skal du komme, det véd jeg for vist. Engang, engang - skumplende og bumpende asede jeep’en sig op over bakkerne, videre og videre ad de støvede hjulspor, men vi sov ikke længer. Chu Chuehs smil lyste så leende befriet, som lod hun århundredlange vintres ventetid bag sig i mørket over et øde kinesisk landskab.

Genua, Æmelfai, tur-retur i 1954)

Den kinesiske mur - nej, med Italien har den intet at gøre, almindeligvis ikke, men for to år siden, da den efter adskil­ lige timers flyvning fra Irkutsk over Baikal og den gobiske ørken som ved en magisk udstråling meldte sin ankomst, fik den mit første møde med Italien til at stå klart i erin­ dringen, igen den samme trang til at tage skoene af, igen den samme stilhed der stod i rummet som et usynligt monument. Første gang jeg kom til Italien, kom jeg fra søsiden, med en fragtbåd til Genua, som, guderne må vide hvorfor, af de særligt indviede ikke regnes for at høre med til det rigtige Italien. Blæse være med de indviede, for mig var det Ita­ lien, måske det eneste Italien jeg nogensinde kom ud for. Ved middagstid skulle vi lægge til kaj. Med vilje kom jeg lidt sent på dækket, først ved havneindløbet, jeg ville op­ leve det sære møde med et land, der pludselig lå der som dumpet ned fra himlen, som født af havet. En sådan lejlig­ hed gives så sjældent, den måtte nydes tilbunds. Og hvil­ ken nydelse! Med hænderne på rælingen stirrede man må­ bende. Alt var et flimmer. O sole mio, pinier, cypresser, hvor man kiggede hen rullede panoramaet sig ud som det muntreste klip af en farvefilmsstrimmel. I okker, i hvidt og halvsnusket rosa stemte husene sig baglæns op ad skrænter og klipper, op hvor der var udsyn over tage og kupler, et par klostre vendte ryg til, lukkede sig inde i sig selv med næsen i breviariet, og fjernt over hoben, over alléer og parker løftede de klassiske villaer sig fornemt som fru Eckardt i Fulvia, så blev parkerne til krat, til grånende 92

bjergkamme med middelalderborge, bjergkam ved bjerg­ kam, en prik af et hus, så kun soldis og varme. Ja, det var smæk for skillingen, ikke mindst i forgrunden. Rundt om fra både og havneknejper lød smægtende højttalere, over en hvidstøvet plads med et nødtørftshus skjult bag neriebuske og viftepalmer kom et par nonner i strakt karriére hivende med en trækvogn, hvad de så samlede ind til sik­ kert noget velgørende, og ind og ud mellem dasende og dri­ vende fés og fo’r den opvoksende ungdom på knaldende vespa’er, hvirvlende alting op i et inferno af larm. Næh, mage til støjende livsudfoldelse! Men med ét var det som om en stilhed meldte sig tværs gennem larmen, en forunderlig stilhed der kom nærmere og nærmere - hvor kom den dog fra? Jo, nu begyndte man så småt bag kælen refrænsang og motorudblæsning at ane omridset af et vældigt væsen, et gigantisk bygværk, der langsomt tog form, blev til mure og søjler, himlen var kuppel, kuplen over en fortættet fortid. A f den solvarme dis rejste sig en kolos, en kolos af marmor, blok lagt på blok, hver blok et suk, et liv der gik til, et evigt Italien mættet af skønhed, langt borte lød ekkoet af marcherende hære på vej til verdens erobring, af et kejserrige i pragt­ lystent forfald, af en sejrende kirke der lod kunsten blom­ stre i den drivende os fra kætterbål, paver og fyrster havde brændt deres træk ind i et ansigt, et ældgammelt ansigt som turister kan slå op i museumskataloger, signeret Raphael, signeret Bernini. Turister - ja, jeg var turist, den eneste ombord. Næh, så hellere blive hængende her over rælingen, kigge og drømme i timevis, med evigheden højt deroppe over hove­ det og så kajen dernede. Et sted bag horisonten stod Rom med sit Forum og Palazzo Venezias tomme balkon. T il hvad skulle den nu bruges? T il et nyt museum med nye buster i guld og bronce? Pludselig blev jeg afbrudt. Jo, jeg havde set, der var kommet en frisør ombord, men hvorfor 93

skulle jeg klippes? det behøvedes ikke. Det behøves altid når man skal iland, var der en der sagde, og iaften skal vi iland, men først efter kveldsmaten, båden var norsk, alle foragtede de den indfødte spaghetti. Jeg prøvede at holde mig en smule tilbage, mumlede noget om at jeg havde tænkt at gå i operaen. På opera? Aldrig havde maskin­ mesterens vidunderlige pokeransigt været skueplads for en så forbløffet forvirring. På opera -?! Næh, minsandten om De skal, De skal med os, De skal med mig, De skal hjælpe mig med at købe en mandolin til min datter. Inden jeg vidste af det, stod jeg i en sporvogn, klemt inde mellem rygge der duftede af hvidløg, hvinende sling­ rede vi rundt i kurver, men intet kunne jeg se, kun rygge og rygge der dækkede for udsigten til en aftenlun by. Så pludselig lød ordren, som en bådsmandsfløjte - her skulle vi af. Et slagsmål med rygge, og så stod vi dér, midt i Ita­ lien til op over ørerne med søjler og figurer, ingen var turister, jeg heller ikke. Som farende folk i søndagstøjet hørte de andre til i en havnebys billede, og jeg hørte til dem. A f og til i en bar var der en pige, der spurgte, hvad jeg var ombord? Telegrafist, råbte de andre, så blev der ikke spurgt mere, det var helt i sin orden. Et par bar’er for at starte, men så gik vi og gik, og allevegne åbnede Italien sig i lugt og i lyde, fra oplyste værksteder og små komiske butikker væltede et hyggeligt hjemmeliv langt ud på gaden med børn på armen og hilsner og nik. Gaderne blev til smøger, til snævre skakter med udspændte tøjsnore og skramlen af kasseroller, så pludselig et kig ind gennem en port til et øde palads, igen et palads med søjleflankerede marmortrapper oplyste af en enkelt 15-lys pære svævende frit, porte, paladser, den gloriøseste fortid i majestætisk forfald. En spurgte om noget, nævnede et navn. Undskyld, et øjeblik havde mine tanker vist været et helt andet sted henne, jo, naturligvis. „Den gyldne Edderkop“ måtte vi se at finde. Vi fandt den ikke, men alt muligt andet. Midt på 94

en plads sprang en oplyst fontæne, helt af alabast mente supercargoen, vi havde alle sat os i rad og række på den høje fortovskant for at hvile fusserne. Den fortovskant, brolægningen omkring os, store blankslidte sten, lune end­ nu af dagens sol. Man lagde hånden på dem. Hvorfor kom man til at tænke på Pompei, hvor man aldrig havde væ­ ret? En brolagt vej op gennem århundreder, sten på sten, hver sten et suk, et liv der gav op. Undskyld, undskyld, igen havde mine tanker været lidt fjerne. Vi var to, der ind imellem var en smule fjerne, jeg og maskinmesteren, jeg med mit Italien, han med sin mandolin, der skulle være den fineste, den smukkeste, den absolut dyreste i hele Genua. Den dejlige mandolin, den blev til et helt orkester, som hørtes langt borte bag vandspringets piasken. Jo, vi var i Italien. Og ikke som turister. I morgen før solopgang lettede vi anker. Hvornår kom man igen? ☆ Som turist kom jeg igen dette forår. Een dag i Rom, så videre syd på, på jagt efter varmen, først om en måned skulle vi komme tilbage, denne gang var vi to. Een dag i Rom. Hvor skulle man begynde, hvor skulle man ende? Slet ingen steder, vi bare gik og gik i et vejr så guddom­ meligt som en hel åbenbaring. De hvidgrå stammer med deres nøgne grene stod som et fletværk foran barokfa?aderne, i okker, i brunt, på grænsen af rosa, så pludselig en trækrone, flad og sortgrøn, dampen der lukkes ud af en kaffemaskine, vandspring i sprøjt om en mosgroet triton, skyggen langs en gade op til en plads, en plads med en trappe. Man kneb sig i armen, kom til at tænke på en film, fransk var den vist. En mand og en kvinde, sammen har de overskredet dødens tærskel, men døden lignede livet, alt var det samme, samme by, samme huse, de døde gik ud og ind i den levende færdsel. Hvem var det, der gik 95

dér? Og dér - og dér? Alle de store navne, som de begge kendte, de store navne fra Frankrigs historie, her levede de livet videre med en nutid omkring sig som om intet var hændt. Men himlen være lovet, her var også en café, en lille café i det fri, dér satte de sig. Vi satte os også, sad og trak vejret. At man overhovedet havde et vejr, var man virkelig i tvivl om, i mange timer syntes man at have glemt at trække det. Langsomt blev skyggerne over Forums grønsvær længere og længere. Een dag i Rom. Man ønskede næsten, at man aldrig skulle vende tilbage, så voldsomt havde man følt det, helt ud i fingerspidserne. Men midt i det afdøde, der stadig lever, vidste man, at man var til, og gik så over en af Tiberens broer til et helt andet Rom. Et almindeligt restaurations­ bord med marmorplade og en kurv mandariner. Tjeneren forsøgte sig først på engelsk, så tysk. Næh, skulle andet bruges end ens tre-fire brokker, måtte det være fransk. I luften lå der et slags familieskab. Hvor var den forresten kold, den marmorplade. Eller var det ens hånd, der var varm? Det var som om man pludselig havde fået feber. Kan en drøm give feber? Ja, feber. Den næste morgen i det gamle skrummel af en rutebil, der skulle bringe os til et sted i omegnen af Sorrent - var det mon bilen der rystede, eller var det en selv? Hvor var her forresten koldt, både koldt og grimt, og jo mere solen stegte gennem bilens ruder, jo mere frøs man. Bare det vrøvl om at se Neapel og dø dog ikke slog til. Nej, nu lå Neapel heldigvis bag os. Sorrent, Cocumella, her havde Andersen skrevet. Om han så sad der endnu ved skrivebordet, ingen magt på jorden fik mig til at stå af. En seng, en seng for et kongerige, havde man bare haft et. Bilen masede sig op i halsbrækkende højder med kig ned i afgrunden, kun afgrunde og hav. Vi drejede og drejede, hele verden drejede rundt i hårnålesving, ud over havet, ind i klippevæggen, så havet igen, så klippevæggen, i eet 96

kørvæk, nåede man da aldrig frem? Jo, omsider holdt vi, højt, højt oppe over en lille by og en lille strandbred med små, små både foran en vældig kirke med mosaikbelagt kuppel. Her skulle vi ud, ud på et virvar af trapper, alting var trapper, man prøvede at tælle trin for at holde gang i livsmodet, trehundrede, fire, man opgav at tælle, lod bare stå til med en hale af dragere, som bar hver sin genstand. Et sidste hold trapper, på næsen ned. Var det et hotel? Ja, et overordentlig nydeligt hotel med kakler og fliser og ind­ lagte ornamenter allevegne. Man bad til himlen, at ens seng ikke også var fliser, men gudskelov nej, endelig lå man der i sit hotelmausolæum under en hvidkalket kuppel i sarascener-stil, man kunne for den sags skyld lige så godt have ligget i et sidekapel til Roskilde Domkirke. Dejligt var her, bare ikke med den feber. Rummet gik til angreb, lod en ikke i fred. Den kuppel, den kuppel, man flyttede øjnene, men hvor fandt de hvile? Det måtte være på et museum, man af en fejltagelse var kommet. Alt var en demonstration i de forskelligste stilarter. Bare de fire døre, en af glas til terrassen, en marmoreret barok der ingen steder førte hen, kun var til pynt, en middelalder­ bue flunkende ny og duftende af bejse ind til badeværel­ set, og tilsidst en almindelig, hvidmalet og trist som lå­ gerne ind til en kæmpeservante. Empire-kommoden, jo, den var vist smuk og biedermeier-stolene, for slet ikke at tale om de elektriske kontakter, der var stilfuldt camou­ fleret som antikke nøgleskilte med pavelig nøgle til at dreje rundt. Kun sengen var nutidig, bekvem og ameri­ kansk. Åh, det var til ære for dem, det hele var lavet. Europas nye rygrad. „Ja, om Aartusinder komme de paa Dampens Vinger igjennem Luften hen over Verdenshavet! T il Europa, til Fædrenes Land, Mindernes og Phantasiens deilige Land, Europa!“ Nej, dette var ikke skrevet hverken i København eller på Cocumella, det var skrevet her. Om hjørnet lå Capri. Over Sorrentos bugt kom de nu fulgt af 7

Synskhedens Gave

97

guide’r og Santa Lucia fra højttaleranlæg, et altbesejrende indtog af aldrende Torneroser, yderst velbevarede med blånede lokker og små blomstrende hatte, oh, how lovely, how lovely and interesting, så tilbage over havet, ind i bus­ serne, videre, videre til Æmelfai, på italiensk kaldet Amalfi. Kommoder, kontakter og sarascenske kupler, mausolæ­ erne står parat, når „Amerikas unge Beboere gjeste det gamle Europa.1* Det gamle Europa, det evige Italien. Næh, min aften i Genua. Maskinmesterens mandolin. Vi fik den skam købt til de dyreste penge, og dog blev der noget tilovers, for det skulle der festes i en knejpe ved havnen, d.s.v. vi andre skulle feste, maskinmesteren var ikke kommet ud af sin fjernhed, hele tiden sad han med armene om mandolinen i det fine hylster og så på den lille opvartningspige, som rendte frem og tilbage med flasker og glas - var hun mon på alder med datteren derhjemme? Pludselig så jeg hende også, opvartningspigen. Hvor havde jeg haft mine øjne? Hun var jo klædt nøjagtigt som en af fiskerpigerne i Livsglæ­ dens Dans fra „Den lille Havfrue1*. Gud, hvor var hun henrivende, en lille verdslig madonna, både barn og kvin­ de. Da der efterhånden skulle betales, slog restbeløbet fra mandolinen alligevel ikke til, vi ledte lommerne rundt, fik skillinget sammen, men dog manglede der noget, hvor me­ get husker jeg ikke. Hun fulgte indsamlingen med alvor­ lige øjne. Nej, det der manglede, nej, nej, nej, det gjorde ikke noget, vi var ikke turister, men farende folk fra ver­ dens have, det skulle hun nok klare på en eller anden måde. Tilfældigt havde jeg en guldnål i lommen. Jeg lag­ de den i hendes hånd og sagde: - d’oro, d’oro. Hun smi­ lede og lo: - si, si, d’oro, d’oro, ja den er go’ me’ dig, se nu hellere at komme ombord ellers sejler de fra dig. D ’oro, d’oro. Da det kom til stykket viste det sig, at maskinmesterens mandolin ikke var fem øre værd. Det var slemt for ham, for ham og datteren, men desværre ikke for 98

mig. Gennem vandspringets piasken, helt af alabast, hører jeg den stadig som et himmelsk orkester, et evigt Italien, sten lagt på sten, hver sten et suk, et liv der gav op - men livet går videre.

To katte i loge i 1954)

nå tørskoet hjem. Man bander og skælder, men ikke over kattene, de er væk, før man har set dem, forsvundet i af­ lange åbninger under fortovskanten. ☆

Af alt levende i Rom, ja, i den italienske republik i det hele taget, ville jeg, om jeg skulle vælge, helst være en Vespa, en Lambretta, eller hvad det nu er de hedder, disse små larmende væsner, der farer hjørnerne rundt, med him­ len må vide hvor mange kilometers hastighed i timen og en smældende komethale af maskingeværild efter sig. Dem kæles der for, dem dægges der om, af alle husdyr behand­ les de bedst, simpelthen menneskeligt. De står ikke ude i regn og kulde, de tages indenfor. Det hænder, at bar’er og restauranters indehavere rydder et par borde og stole til­ side for at gøre plads til deres lille moderne ven af et befordringsmiddel. Selv i Museo Borghese stod der forle­ den mellem malerier og marmor et skinnende rødt eksem­ plar, velpudset, forniklet, sikkert en kustodes. I kataloget søgte man i hvert fald forgæves oplysning. Nej, være en Vespa, blive set på og nydt med så forelskede øjne, højere kan man ikke nå i denne verden, heste og hunde, for slet ikke at tale om kattene, må finde sig i en langt ublidere skæbne. Hestene har det, som heste i Italien altid har haft det. T o vældige hjul under en toplæsset vogn pyntet med klok­ ker og barnlige frynser, pisken knalder over ribben, der kan tælles, bare stavre videre. At være hest i Italien er et hundeliv. Hundene har det for den sags skyld heller ikke morsomt, de færdes i snor og med mundkurv på. Ofte ville man ønske, at der var anbragt kurve helt andre ste­ der. I de aftenlige gader, hvor kræene luftes, må man have mindst et øje på hver finger, hvis man da ønsker at 100

Kattene i Rom er et folkefærd for sig, de står uden for samfundet. I byens yderkanter og mere borgerlige kvarterer er de bare skræmte, har aldrig hørt en elskværdig stemme, endsige anet at et skød er et sted, hvor man kan hvile liv­ saligt. De er altid på flugt, altid på vagt, og som de dog ser ud, små magre skrog med mølædte pelse. Ja, de andre, de store, de helt usandsynlige, der lever i byens midte, på de berømte steder, ser nu heller ikke for godt ud, men de har traditionen i sig, de behersker deres ruiner, intet er i stand til at bringe dem ud af fatning. Kejserriger kan styrte i grus, pavevælder blomstre, Garibaldi, Mussolini, de er da ligeglade, alt kommer for dagen, et par spadestik ned, og man er tilbage i en klassisk verden, lidt rampone­ ret, ja, men desto bedre egnet til kattebolig. Fortid og nu­ tid, faktorernes orden er ligegyldig. Se de gestikulerende hænder inde på fortovet, hør de ivrende stemmer langs bar’ernes zinkdiske, en caffé espresso, hvad tales der om? Det samme, det samme, eet skridt frem og to tilbage. Ja, lad dem snakke. Af megen snak skabes nye ruiner, der sik­ kert også kan bruges. Man kalder dem vilde, disse romerske katte, men at betegnelsen intet har med virkeligheden at skaffe, forstår man, når man ser en af de sorteste, en af de største ved høj­ lys dag, midt i den mest faretruende færdsel på Piazza Venezia, i ensom majestæt skride ned ad de cirka hun­ drede trin fra kirken S. Maria in Aracoeli med Marc Aurel til højre og Capitol i baggrunden. Eller en aften ved Trevi, mellem de plaskende vande, pludselig får man øje på en kat, der som sikker artist bevæger sig i sit marmorcirkus, bestiger de prustende fontæneheste, sætter sig til hvile og 101

nedladende betragter den måbende publik. Hvad véd De om Trevi, denne opkomling blandt fontæner? De slår efter i Deres guide, i den står der så meget, også om de vilde katte ved det gamle vandtårn bag Maria Maggiore. Nej, de er ikke vilde, men herreløse, herreløse og fri som den frie romer, før navnet Cæsar blev en diktatorisk titel. Kun deres lugt, det tør siges, har med vildskab at gøre, men den slags holder på afstand, især turister, der nærmer sig enfol­ digt med deres: - mis, mis, mis. Næh, ikke om de rokker sig, de bare linder på øjet i smalleste sprække. Tale sådan til en gammel romer? Nå, dem om det. Man viser ikke sin medlidende foragt, når man tilhører et så aristokratisk proletariat. ☆ I Agrigento mødte vi et par medlemmer af denne katte­ slægt, der er vidt forgrenet. En stump søjle, en torso, de føler sig hjemme, og på disse kanter er udvalget stort. Agrigento, der ligger på Siciliens sydkyst, blev af de græ­ ske grundlæggere kaldt Akragas, en række templer og tem­ pelruiner står endnu tilbage. Jeg indrømmer dog åbent, at det ikke alene var for deres skyld, vi var kommet, men på vores jagt efter varmen kunne vi dårligt nå sydligere. Nogen havde nævnt en adresse, den gik vi efter. Det var det særeste hotel. Både ude og inde lå der et skær som af støvet solskin, der kun ventede på, at et forår igen skulle kalde det til live. Ikke en sjæl var at se, ikke en lyd var at høre, og dog havde man en fornemmelse af at blive budt venligt velkommen af en mild resignation, en livsvis ro, der beherskede atmosfæren. Inden for døren lå et kontor med udsigt over byen, trætoppe og tage, og langt langt nede og langt langt borte standsede blikket aldeles forbløffet ved synet af et tempel, af flere templer, så en halv times gang, og man var ved havet, et køligt og gråblåt Middelhav. Havde man ikke tilfældigt fået øje på en tavle 102

med nummererede nøgler, ville man have troet, at det var en lærd mands arbejdsværelse, man kiggede ind i. Alle­ vegne flød det med bøger og tidsskrifter, slidte, forlæste, spækket med mærker. Stolen foran skrivebordet var skub­ bet lidt ud, en opslået bog stirrede mod loftet, tålmodigt ventende - men på hvem? Langsomt begyndte vi at gå ned ad gangen. Pludselig anedes en skygge, der straks forsvandt, hvorhen så man ikke. Et kig ind i et rum med billeder og malerier fra gulv til loft omkring et bogskab med græske vaser og antikke brudstykker, men ikke et menneske, igen kun døre og døre, lukkede, tavse. Med ét var der noget, der fik os til at snurre omkring på hælen. Dér lige bag os stod den, vi søgte, som et elskeligt genfærd, der efter forgodtbefinden­ de kan dukke op og forsvinde selv gennem de tykkeste mure. Et par våde kopper i den ene hånd fortalte os, at han lige var blevet afbrudt i opvasken. Hans hår var hvidt, øjnene'blå og det aldrende tilgåede jakkesæt, der hang posende ned fra de brede, lidt ludende skuldre, havde samme farve som atmosfæren, samme støvede solskin. Vi kiggede på ham, han kiggede på os, men det var ham, der så. Hans blik var en evigt frikendende domstols. Man følte hastværket i sine egne klæ’r og fjollede kufferter. Han havde intet hastværk, hans rytme var forankret i en fortid af søjler og doriske kapitæler, som kun var fortid for os. Med en langsom håndbevægelse viste han os ned ad gan­ gen, tilbage til kontoret, selv tøflede han forud, standsede et sekund og rettede på en bog, tog så uden tøven en nøgle fra tavlen og rakte den frem med et smil, som kunne den åbne os adgang ind til de evige boliger. De evige boliger var nu temmelig kølige, især efter at solen var gået ned over templerne. Vi prøvede med et par tæpper og en flaske et eller andet, der viste sig at være noget sliksødt stads. Akragas, Agrigento, i himlens navn, hvad skulle man finde på? Noget måtte der gøres, man

kunne da ikke sidde der og klapre tænder. Så var det, vi spurgte. Et ganske uskyldigt spørgsmål. Om her ikke var en biograf? Vi mente bare som varmestue. Ordene blev stående et øjeblik i rummet, inden de forskrækket opløste sig og efterlod en lagune af mild forundring i atmosfæren omkring signor Cesare, der sad tilbagelænet i fjern medi­ tation mellem bøger og tidsskrifter. Han så smilende op man kunne lige så godt være ankommet til Olympen og bedt om en telefon for at ringe hjem. Uden at svare rakte han hånden frem for at tage imod værelsesnøglen. Af høf­ lighed, vi var dog hans gæster, lod han, som han intet havde opfattet, sagde noget smukt om månen og en vase i musæet, som vi endnu ikke havde set, så faldt døren til for hans blide „buona sera.“ Nej, vi skulle aldrig have spurgt, vi skulle have sat os ned ved bordet med bøgerne. Men hvem kunne vide, at han havde lyst til at samtale, endsige at han var en ung­ domsven af Luigi Pirandello, der havde givet navn til det gamle teater som nu på grund af tidernes ugunst måtte finde sig i at være skueplads for en mekaniseret kunstart? Først næste dag kom samtalen igang. ☆ Teatret, da vi omsider fandt det, var meget rørende, tre etager med gammeldags loger og blomsterranker. Tæppet var oppe, og i scenens baggrund stod lærredet udspændt. Vi kom ind lige midt i „Quo vadis“ med amerikanske aktører, eftersynkroniseret til italiensk. Havde man dog bare også eftersynkroniseret farverne, men de var de samme, det man på fransk kalder couleurs bon-bon-fondants. Man så på alt muligt andet, på salen, på folk, trak frakken om sig, blev trådt over tæerne af hunde og børn, der løb frem og tilbage. Mage til monstrum af en film skul­ le man lede længe efter, en gang søndagsskole blandet be­ hændigt sammen med manicurerede negle og censureret 104

sex pakket ind i cellofan. Havde den så endda været grå. Det er, som om disse religiøse seriefilms sødladne farver yderligere understreger, at det hele er løgn, kun lavet for at trække penge ud af skikkelige lommer. Ifølge filmens Madam Mangor gælder det bare om at tage et emne, lige­ gyldigt hvor stort, fra biblen, fra historien, gøre sådan og sådan, lidt af det krydderi, lidt af det, et par kransekage­ figurer med sukkerkugler, og hokus pokus, man tryller en isanretning frem, der siger sparto til Prins Piickler, værsgo’, værsgo’, De kommer ind med det samme. Nej, så hellere ud i kulden. Vi skulle lige til at rejse os, da vi pludselig greb hinanden i armen. Den hvide plet dér, lige midt på scenen - var det ikke en kat? Jo, en kat, der stod stille foran sufflørkassen. I det samme tændtes ly­ set i salen, italienske biografer arbejder stadig med mel­ lemakter. Men det rørte ikke vores kattemutter, hun kig­ gede bare og fortsatte sin vandring hen over scenen, satte så af til det eleganteste slow motion spring og landede ved siden af sin pluskindede fyr af en ægtemand, der havde sat sig trygt tilrette på den røde polstrede kongelogekant. T o hvide katte på teatrets fløjl. Hvide var nu så meget sagt, men hvide var de tænkt fra naturens hånd, dengang støvet og sliddet og kampen for livet endnu ikke var begyndt. De lignede et gammelt abonnerende par, som de sad der med poterne samlet under sig og skulderbla­ dene trukket op i ællingevinger. Med små snusfornuftige, lidt blege snuder, sad de og kiggede køligt ud over salen. Hvem var her iaften? Nå, den og den. Ja, hvorfor ikke. Umærkeligt skubbede hun til ham, de behøvede ingen ord, gennem et katteliv havde levet sig sammen i den fine­ ste forståelse. Nej, de morede sig ikke, de var for gamle til at le, til at le ad andre, de nøjedes med at konstatere, skarpt og sagligt. Så blev det mørkt igen. Et suk af for­ skrækket velvære gik gennem salen, nu kom de blodige scener i Nero’s arena, det var på dem, man ventede. For 105

første gang så kattene op på lærredet, så rejste de sig for­ nemt, rystede på poterne og forsvandt i mørket. ☆ Udenfor havde gaden i mellemtiden forvandlet sig til et myldrende virvar. En stedlig helgen holdt fødselsdag med hornmusik på et lille torv og illuminerede kirkefa?ader. Tænk, så mange kirker, ved dagslys havde vi overset dem. Klerikale personer samlede almisser ind i brokadeskonvo­ lutter med guldagramaner. Man mavede sig frem som på Dyrehavsbakken en søndagaften, og stemningen var den samme. Fra „Quo vadis“ til dette, springet var langt, om­ trent totusind år. Papirsroser og glimmer, var det det mål, de havde nået, de syngende martyrer i Nero’s arena? Der var lys på kontoret, da vi kom tilbage til hotellet, og stolen foran skrivebordet var igen skubbet lidt ud. Signor Cesare, vi så ham gennem en halvåben dør, men han hørte os ikke, hans hænder var optaget af at sætte et par vaseskår sammen og langt, langt borte sad to tavse katte i silhouet mod et landskab med templer og hav og betrag­ tede en verden, som menneskene har et så usaligt talent til at lægge i ruiner.

III

En selskabelig invitation i1935)

[Den „selskabelige invitation“ var Nazi-Ty sklands indby­ delse til danske kunstnere til at deltage i en særlig „Kunst­ ner-O lympiade“ i Berlin i 1936. Udg. anm.] De kender uden tvivl alle fra Deres barndomstid og første skoleår disse meget strenge og nydelige familier, hvor fø­ rerprincippet var stærkt fremherskende, hvadenten det nu var baseret på den mandlige eller kvindelige ægtehalvpart - hele familien dansede efter een pibe, og hjemmets atmo­ sfære var bastet og bundet af de besynderligste lovregler, som ingen måtte overtræde, selvom de var istand til at be­ vise, at de kun bundede i vedtagne former og intet ha’de med fornuft at gøre. Diktaturet herskede enerådigt og selvbestaltet lige oppe fra moderens storartede frisure til langt ned i de barnlige halvstrømper. Ingen ytring, der kunne bringe forstyrrelse i den fasttømrede atmosfære, tål­ tes - og faldt der et lidt uoverlagt ord, der godt kunne ha’ lidt forbindelse med de friere bevægelser i det store ver­ densrum udenfor, kunne straffen variere fra en lussing til et ophold i skammekrogen ved buffet’en. Børnene i disse familier travede nysgerrigt frem i tilværelsen, som svagt lod sig skimte gennem hvide medailloner og vedtagne gar­ dinskønheder - og imens lød oppefra forældrenes kom­ mandoråb: „Se til højre - se til højre!! - se til højre!!!“ der er ikke noget der hedder venstre - det er ihvertfald no­ get vi skal bestemme! Disse børn i disse familier opdagede dog sommetider, at den hjemlige lovgivning ikke altid stod ved magt - og det 109

var når der var barneselskab. Først og fremmest bad man dem, man skyldte, og så dem, der var af pæn familie - man søgte at skaffe sine børn en omgang, der kunne gavne, dels børnene, dels forældrene i deres udendørs liv - det var så­ dan en slags finere udenrigspolitik. Men disse fremmede børn måtte gøre så nogenlunde, hvad de ville - måtte sige underlige ting, og godt vide både det ene og det andet og have kendskab til det, der ellers hørte til det mystiske. Så­ lange gastevenskabets regler herskede, var der ingen mor, der skændte - fremmede børn må man ikke skænde på dem kan man nøjes med at forarges over, når de er gået. I mange tilfælde sagde de inviterede bagefter: „Hun var en skrap kælling - uh, hvor var der kedeligt - der gider vi sgu ikke komme mer - tabu me’ dem“ - og imens måtte de arme børn af de strikse ensrettede forældre glæde sig til, at det en dag skulle være dem, der bestemte, hvad der skulle stå på gravstenen. Børneselskaberne florerer stadig, og vi er idag en del pæne børn af blonde familier, der er blevet inviteret til choko­ ladeselskab inde hos naboen i det store hus ved siden a\ Vi er for en gangs skyld ene og alene inviteret på grund af vores smukke blå øjne. Skal vi svare pænt ja - dårligt kan de jo ikke behandle os, vi bliver sikkert nydeligt trakteret, lejligheden er stor og flot med smukke værelser og alt det der, kunst er kunst og ikke politik, der går næppe stykker af os, fordi vi ikke sværmer for værtsfolkenes idealer - når vi først er vel hjemme, ka’ vi jo sætte os til at kritisere selskabet - men vi må, inden vi skriver takkekortet, sætte os ned og spe­ kulere lidt over, hvorfor vi overhovedet er bedt. Vi skal først og fremmest pynte på selskabet - man skal sige: „gud, kommer De osse her - det er altså et sted, man kan være bekendt at komme.“ Det er den selskabelige anerkendelse, det gælder - dette vanskelige problem som man må snige sig ind på velklædt og med et tilsyneladende 1 10

ufarligt udseende. Er den selskabelige omgang først opret­ tet, bliver man straks friere i sin optræden og kan begyn­ de at spekulere på, hvordan man bedst får taget hul på den forretningsmæssige - om det er ved kaffen eller ved whiskyen - eller om man måske i et stemningsfuldt øje­ blik kan se sit snit til at få nogle af sine teorier luftede, slå på de følelsesbetonede strenge og i sin selskabelige eks­ tase få revet et par ubefæstede sjæle med. Man har uden at vide det rakt Fanden den berømte lillefinger, og når først det selskabelige er iorden, er det meget svært at stille sig i positur og gi’ sig til at rakke en hyggelig selskabsbror til han er så hyggelig — hvem er ikke det i smoking og vest — man kan ikke tro, at det skal passe, alt det man fortæller om vedkommende - han ser så rar ud - altså fortsætter man den selskabelige omgang. Og så sker det pludselig en dag, at en eller anden citerer det gamle mundheld: „Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er!“ - hvilket her vil sige: „Du har stiltiende anerkendt ikke alene disse mennesker, men osse det system og de principper, de arbejder efter" - og selvom man forsøger at forsvare sig, een ting kan man ikke kom­ me uden om, man har ikke bekæmpet disse ideer og må derfor finde sig i, at de en dag bliver praktiseret på en selv. De danske kunstnere skal ved Olympiade-forherligel­ serne bringe en anerkendelse og i allerheldigste tilfælde berede en jordbund for et system, der gerne vil have dag­ lig omgang med de lovpriste nordiske forfædre. Hvis de danske kunstnere tager imod indbydelsen, vil de blive behandlet glimrende - fremmede børn må gøre, hvad de vil - ingen vil fornærme dem - de er nemlig blevet for­ nærmet tilstrækkeligt i forvejen, men det skal de jo helst ikke vide. Rigskansler Hitler har nemlig i dette efterår holdt en slags kunstnerisk bjergprædiken i Niirnberg-hvis man får denne tale, der ene og alene handler om kunst, læst højt og m

samtidig lukker øjnene, vil man tro, at man sidder i en hæslig mekkaplyssofa i en stue med fabriksmalerier til i krone og 25 og hører en veltalende herre docere kunstteo­ rier udfra den hadefulde forudsætning, at han ikke begri­ ber hvad kunst egentlig er - ikke kan li’ det - det er den slags man til daglig ihvertfald herhjemme trækker på smi­ lebåndet a’ - men i dette tilfælde vil det sige, at hele det store gleichgeschaltede tyske rige skal anlægge disse syns­ punkter - de må værsgo allesammen kravle ned fra deres pladser og ta’ plads i sofaen og nyde, at rigskansleren be­ roliger dem med at „W ir“ - „W ir“ betyder her enkeltper­ sonen, der står for hele systemet - „wir werden die Kunst­ ler entdecken und fordern, die dem Staat des Deutschen Volkes den kulturellen Stempel der germanischen Rasse als einem zeitlos gultigen aufzuprågen vermogen“ - det må man være glad for, specielt når han senere slår til højre og venstre på dadaisme, kubisme, futurisme og funktional­ isme - selv den gamle skikkelige impressionisme får sig et dødeligt hip - alt hva’ der i øjeblikket er god kunstnerisk latin her på bjerget bliver døllet - systemet bestemmer sujettet og malemåden - den hamborgske maler Karl Kluth måtte ikke male et billede forestillende en vej, der delte sig, og et vejviserskilt, det kunne virke uheldigt på tilskueren, der kunne komme i tvivl om, hvilken vej han skulle gå - de stakkels skeløjede, de kan altså aldrig for fremtiden bestille sig et portræt - det ville være i strid med den gleichgeschaltede ånd, at kigge i to retninger Men ikke nok med, at det tyske system arbejder efter li­ nier, der ikke er forenelige med dansk kunstnermentalitet, man har et særligt udvælgningssystem, raceteorien, der ik­ ke anerkender kunst, hvis den ikke er arisk. Hertillands spørger vi ikke om folks hårfarve, når vi skal afgøre talen­ tet - at man gør det i Tyskland må være grund nok til at danskerne holder sig tilbage - og når man så samtidig lægger mærke til, hvordan det nye system har behandlet 112

Tysklands kunstnere - må der være tilstrækkelig anled­ ning til at rive indbydelsen istykker. Kan vi ved en deltagelse i denne Olympiade-historie være med til at anerkende, at folk som Einstein, Thomas Mann, Lion Feuchtwanger, Arnold Zweig, Ernst Tolier, alle det tyske teaters og den tyske films store navne og tu­ sinde andre må leve i landflygtighed? - kan vi anerkende, at Ludwig Renn og Ossietzky sidder i koncentrationslejr? den sidste ganske uden anklagegrund; - i Norge har man arbejdet på at give Ossietzky Nobelprisen for iår det er et værdigt og tydeligt svar på selskabelige indby­ delser. Kan vi anerkende de nye tyske kunstteorier, som er køde­ lige fætre og kusiner til Rosenbergs verdensanskuelse? Kan vi anerkende, at arierattest er nødvendig for udøvelsen af et talent? Kan vi stiltiende gå ind på, at de kunstnere, vi beundrer hertillands, mishandles, forjages og fængsles? Vil vi det gerne selv en dag? Vil vi finde os fredeligt i det? Hvorfor skal vi så af idiotiske høflighedsgrunde sige ja! til en indbydelse hos et folk, der gør alt det, vi ikke kan sympatisere med? Behøver vi virkelig altid at være så forbandet høflige og floromvundne? Kan vi ikke for en gangs skyld opgi’ den danske elskværdighed, være ligeud ærlige og svare Nej! - Jo!

8

Synskhedens Gave

Emigranten i 1937)

Der kører et iltog i natten, de oplyste ruder smælder forbi de tomme stationsbygninger, går som et sug under en viadukt og er væk.

En flok mennesker rejser i mørket. Lyset i kupéerne er ondskabsfuldt sygeligt og gør folk grimme. Luften står uendeligt stille, et støvet vandglas, der smager af tog, klirrer i sin holder, allevegne lugter der klamt af metal, askebægrene er halvfulde og oser koldt.

En flok mennesker rejser i mørket, siddende, liggende, læsende, sovende, stirrende, drømmende. Ingen véd, hvor de kører hen, det bestemmer sporskifteren. Han står et sted i mørket og trykker på en mekanisme. Togstammen svinger lydigt og forsvinder på syngende skinner i den retning, han ønsker, i

id

og de rejsende lægger ikke mærke til noget, de gaber, et hoved glemmer aldeles sit tillærte udtryk, bli’r dumt og slapt og falder ned.

Hjulene hamrer afsted på alverdens irriterende melodier, har du billet, har du billet, har du billet? Ja, svarer en mand, der står i gangen ved ruden. Hvortil? Jeg aner det ikke, jeg kører bare løs og håber. Har du forladt dit land? Mit land forlod mig, jeg er et menneske, og det måtte jeg ikke være. Har du husket returbilletten? Nej, men det behøves ikke, kampen for frihed og frisind vil bringe os tilbage, og vi skal alle stå vagt om sporskiftet.

Toget standser med et ryk, lokomotivets lanterner er blevet blege i morgentågen, man begynder at vågne op rundt om i kupéerne, forkrøllede og stive, man tørrer duggen af ruden med remmen, der hænger ned fra vinduet, °g kigger ud. Der er solskin og fuglefløjt, der er aviser og smørrebrød, smil og godmodighed, 8*

“ 5

det hele går rundt i den yndigste trummerum af hygge og fredelighed. Langt borte i en have synger børnene: Der er så dejligt i denne skov, her er slet ingen røvere. Han står af toget, stiller sig i solen og strækker sig. Han syns, han står i en solplet på landkortet, men pludselig farer han sammen, han føler at skyggerne kommer krybende med lange arme for at gribe solpletten. Han puffer til de omkringstående og peger, men de kan ikke se noget, de syns da vejret er så dejligt, og så går de leende bort og taler om jorden og verden, som om den kun var på størrelse med en af de kulørte bolde, man kan få i enhver velassorteret legetøjsbutik. Men jorden er ligeglad, den drejer og drejer, toghjulene drejer med, og en flok mennesker rejser i mørket. Hvor rejser de hen? Mod lyset? Bli’r det da aldrig lyst?

Europas forår (1938)

Det er tilsyneladende en uendelig let sag at bringe foråret en hyldest. Der er jo nok at ta’ a’. Sproget vrimler af male­ riske gloser, der længes efter at blie anvendt. Kærlighed og forår er to ting, der altid har kunnet gøre alle til poeter. For mange er foråret naturligvis osse lidt af et penge­ spørgsmål. Naturen har skiftet udseende og eksemplet smitter. Man trænger til at lægge sit gamle vinterudseende i en skuffe med kamferkugler og man spinker og sparer for at møde foråret i forårskluns, fordi man ubevidst føler, at når skoven springer ud, er der nye håb og nye chancer, og så springer alle de små kontordamer ud i lyse overstyk­ ker og stråhatte, og de går ud under bøgetræerne og kig­ ger, om der ikke skulle være en, der ville forære dem den store oplevelse eller en helt ny tilværelse. Man er fyldt til randen af initiativ og optimisme. Grøntsagerne myldrer frem, æggene biir til kyllinger og mange fremtidige februar-børn véd ikke, at storken allerede bragte dem i maj. Alt er behersket af en ubændig vilje til at leve og til at demonstrere sin livsvilje. Ka’ et træ, ka’ jeg vel osse. Hele vinteren har man gået og været et stykke inventar i et indelukket rum sammen med andre møbler og skuffe­ darier, der på kommando lod sine skuffer trække ud - nu er man pludselig en uforklarlig del af universet. lår er det gået lidt trevent. Foråret har teet sig som en primadonna. Det har været som om foråret slet ikke gad være forår. Og egentlig er det så forståeligt. Hvis jeg var foråret, ville jeg heller ikke. Hvordan skulle et forår kunne udvikle sig, når skyggerne ligger så langt og så tæt?

ll7

Det europæiske forår ligger i en dyb slagskygge. Rundt om føres krig, dels kamoufleret, dels åbenlyst. Det, der til­ syneladende er den mest soleklare ret, får ingens medhold. Begrebet gentleman svinger og svajer og er ligeved at falde ud af ordbogen. Termitboliger tårner sig op som bjerge med skydeskår. Termithære marcherer i ordnede rækker og med et imponerende fodslag, der lader sig affotografere af alverdens aviser. Vi skal alle være termitter, om det er med eller mod vores natur, spiller ingen rolle. Næh, for­ årsvejret er ikke spor a’ godt. Men hva vedkommer andre landes vejrforhold os? Har vi ikke lov til frit og frejdigt at vifte med vores bøgegrene og synge, at der er så dejligt i denne skov, for der er slet ingen røvere? Vi gør det ihvertfald. Vi har ord for at ta’ alt fra den humoristiske side, men sommetider ler man jo kun, fordi man ikke aner hva’ for et ansigtsudtryk man i virkeligheden sku ta på. Men denne gang er vi virkelig i knibe. Det, der stormer ind på os udefra og som sætter så mange sind i bevægelse, er en religion, en stærk, næsten ekstatisk religiøs bevægelse, der ikke taler til fornuften, men til følelsen. Det er et kæmpemæssigt korstogsagtigt forsøg på at gi mennesket dets menneskeværdighed tilbage. Så er spørgsmålet bare, hva menneskeværdighed er og om man ikke har taet fejl af varebetegnelsen. Men i moderne reklame betyder slag­ ordene mest, bare man har sine slogans iorden, skal virk­ ningen hos køberklasserne nok vise sig. Og salgsteknikken har virket upåklageligt - og resultaterne har været strå­ lende - hvis man kan tro de daglige helsides annoncer i verdenspressen. Man har i løbet af et øjeblik fuldført så og så mange historiske bedrifter, som man må bøje sig i dyb beundring for - altså rent teknisk set - og man har i løbet af ganske få år bragt store dele af Europas befolkning på en uhyre simpel og letfattelig generalnævner. Det er ikke min sag at diskutere denne generalnævners 118

værdi. Hva der sker rundt om os, har naturligvis vores meget store interesse, uden at vi blander os i det, men een ting er givet: man har vanskeligt ved at forestille sig et termitbo i vores skove, selvom vi så prøver at bygge det i kolonihavelysthusstil med venlige linjer. Men adskillige ønsker det åbenbart alligevel. Mennesker har aldrig rigtig kunnet stå for at lade sig religiøst påvirke - det er som om man idag særlig trænger til og sukker efter en religion, der kan begejstre, så man i begejstringen kan glemme alle sine besværligheder og få et optimistisk livssyn. Den kristne religion er måske ikke foretagsom nok, den forbyder de store drastiske handlin­ ger med sværdslag, racehad og uniformerede massedemon­ strationer. Man må gå andre veje, når man vil ha afløb for sin trang til at tro, tro fanatisk. Men man har en underlig fornemmelse af, at denne fanatisme dækker over en given op over for tilværelsen. I det ydre er den meget livsbekræftende - liv kan jo opfattes på forskellig måde - og alligevel er det som den dækker over en skræk for at være menneske, som om man trængte til at holde ferie fra sig selv. Vi er idag, hvor komisk det så lyder, uendelig rige. A l­ drig har teknikken stået så højt, aldrig har man kunnet udnytte jordens muligheder så fordelagtigt og så effektivt. Vi burde svømme i goder. Dette århundrede burde efter udgangen af verdenskrigen ha været indledningen til en splinterny tidsalder, hvor teknikken, der begynder at nærme sig det fuldkomne, skulle ha været mennesket en ideel tjener - og ikke omvendt. Man kunne ha drømt om en menneskeværdighed, som den europæiske menigmand endelig fik lov til frit at udfolde, fordi så mange byrder på grund af det økonomiske fremskridt blev taet fra ham. Men istedet blev han puttet i en uniform, enten en ånde­ lig eller en militær, som regel begge dele. Der var jo ingen, der vidste, at uniformen var så svær at komme af med

igen. Den smækkede sammen om dem som et par hånd­ jern, der ingen nøgle er til, og de tekniske velsignelser, der virkelig kunne ha været velsignelser, som samfærdsels­ midler, radio o.s.v. o.s.v., vendte sig mod menigmand som frygtelige fangevogtere af overnaturlige dimensioner. In­ gen historisk periode kan opvise et så fuldkomment „passepå-system“. Man tør knap nok tænke en tanke, før man omgående ta’r den i sig igen af skræk for at et hemmeligt modtagerapparat skulle ha registreret den. Under et pres af utilfredshed med den forhåndenvæ­ rende situation lod man sig let fange af den nye religion, der talte så overbevisende og æggende til ens følelser. Man drømte om korstog og strålende apoteoser, men man våg­ ner op som termitter, der en gang ad åre vil drømme om at blie mennesker. Vi er idag vidne til begyndelsen af en menneskelig fallit­ erklæring. Gennem årtusinder har man kæmpet og maset sig frem mod menneskelige mål. Det har sommetider uhyg­ geligt mindet om en march på stedet, men det var dog en march og ihvertfald ikke en march bagud. Der marcheres i alle lande. Overalt. Man omgi’r sig hver for sig med høje mure. Alle de skranker mellem landene, som man før søgte at få brudt ned eller få mildnet af hen­ syn til det internationale både forretningsmæssige og ånde­ lige samkvem, de bli’r nu bygget højere og befæstet kraf­ tigt. Indenfor murene forsøger man at tvinge jorden til at afgi råstoffer, som den aldrig har tænkt at flotte sig med i disse egne - eller man la’r videnskaben arbejde for at skaffe erstatninger. Toldmurene gøres uoverstigelige og for overtrædelser af valutaforordninger er der næsten døds­ straf. For at aflede opmærksomheden stiller man så en grammofon op på fæstningsmuren, hvor den ka stå og lire den samme uendelige melodi, om at vi kun vil fred. Den skal dysse folk isøvn, og hvor utroligt det end lyder, lykkes det i adskillige tilfælde, skønt det i virkeligheden er ikke 120

så lidt mere utroligt, end at min bedstemor skulle forsøge at starte en strikkeklub, der kunne forsyne alle byens uden­ dørs monumenter med varme pull-overe. Luften er fuld af melodier, og da folk elsker at danse, er der snart mange par på gulvet. Det er først, når man sætter sig for at ta’ pusten, at man kommer til at tænke på, at teksten til melodien egentlig var noet underlig noet, men ingen må varme bænke, orkestret sætter straks i igen og dansen fortsætter - udover hele Europa - og længere endnu. Disse melodier er det eneste murene ikke skal holde igen på. Alle skal danse - vi skal alle være gæster hos een vært, og vil vi ikke smile og more os og synes, at hans fest er uforlignelig, bli’r vi prikket lidt med en bajonet og får udleveret et balkort, hvorpå det iforvejen er trykt, hvem man ska danse med og hva’ man må konversere om. Nu er det jo altid ungdommen, der ved sådanne lejlig­ heder er de mest eftertragtede. Det er ungdommen, man af alle kræfter må se at få tag i. Ungdommen er mest mod­ tagelig, slår lettere ud i lys lue, og ungdommen elsker fremforalt handling - der ska foregå noet - og helst noet splinternyt. Ungdommen har et vanskeligere og mere afgørende valg idag end nogensinde før. Man står på et dørtrin mellem to tidsaldre. Skellet er så skarpt, at man bogstavelig talt kan skære sig på det. Den bestemmelse, ungdommen ta’r, er så helt og hol­ dent grundlæggende for den kommende tidsalder. Det hjælper ikke at knibe udenom og aflevere en blank stem­ meseddel - det er måske det sidste store valg, sidste gang, der stemmes. Valgkampagnerne er for længst i fuld gang. Overtalelses­ metoderne og påvirkningerne er utallige - noen føler man direkte, andre er klædt på og maskeret som Rødhættes ulv. Vil I la’ jer sluge? - eller vil I ikke? Sådan ser spørgs­ 121

målet ud, når alle de følelsesbetonede falbelader er fjernet. Alle smådetaljer kan godt diskuteres forinden, men bety­ der ikke et hak bagefter - så er man bare slugt - men ikke af en elskværdig hvalfisk, der transporterer småprofeter til bedre egne. Man må pænt blie i fiskens bug, det nytter ikke at man murrer - det gi’r den allerhøjst lidt mavepine, som en lidt skarp medicin let kan kurere. Man må nøjes med at sidde mellem et par ribben og spekulere på, hva’ man har gi’et op. Chancen til at tænke frit, talefrihed, trykkefrihed - alt med frihed. Al åndelig næring kommer fra et centralkøkken, der dekreterer smalkost eller opfed­ ning efter de ideer, køkkenchefen tilfældigvis har med befolkningen, og på museerne ta’r man fortidens malerier ned og la’r fidusmalerne brede sig. Om man er dansk eller ikke dansk, spør ingen om man er termit - man har tabt sin nationalitet. I mange år har vi ikke ta’et vores nationalitet særlig højtideligt - vi følte os vanemæssigt som danskere udfra den natur, vi var vokset op i og som vi holdt af, fordi vi havde et så årelangt og indgående kendskab til den. Det lå ikke for os at sætte os på den høje hest og udråbe vores egne egenskaber som de eneste saliggørende. Tværtimod, vi indså og latterliggjorde vores fejl og småligheder - endda lidt vel meget, efter noens mening. Men nu banker man hårdt på vores dør og præsenterer os den ny tids ideer - man kalder dem verdensideer - men det er ikke verdensideer, det er stornationale ideer til for­ herligelse af heroiske gigantmonumenter. Inden man begynder at overveje, om man ska bytte sin nationalitet bort til fordel for en større nations ideer, ta’r man sine egne nationale egenskaber frem og ser dem efter - og det viser sig omgående, at de stritter imod. Vi er ikke for tvang, åndelig frihedsberøvelse, racehad og luneforladt uniformering. Vi ka ikke holde en alvorlig maske for længe a’ gangen - vi må ha’ lov til at smile - men det er 122

ikke tilladt, for store monumenter tåler ikke smil - det får dem til at vakle. Man opdager, at de danske egenska­ ber ikke blot er betinget af den danske natur, men så san­ delig osse er resultatet af mange års rolige udvikling. Jeg skal ikke komme ind på de tusinder af ting, man naturligvis ka skændes om indendøre og ska skændes om der er langt igen - men la’ os i øjeblikket nøjes med at skændes inden vore egne fire vægge - og la’ os udadtil stå samlet om den ene ting, at vi er danske - og la’ os holde på det med hænder og fødder, la’ os skabe et åndeligt luft­ værn, der som fornemste våben betjener sig af fornuften. Vi må holde ud til termitterne ikke vil være termitter mere, til termitboerne bli’r dækket af grønt græs - til det bli’r forår igen. Det ser ikke godt ud idag - men la’ os være som de små grønne brutale forårsprikker, der maser sig op gennem jorden, der vinteren igennem har været som en gammel stenhård rugbrødsskorpe. De kæmper for en eneste ting: livet. Kampen for national selvstændighed og åndelig selvstændighed er for os idag kun een ting, og vi bli’r hjulpet af foråret, der hvert år vidunderligt og mirakuløst vender tilbage og fortæller, at der er noet at leve for.

Fra et vindu ( i 938)

Klokken er lidt over elleve. Radioen spiller dansemusik fra en restaurant. Jeg sidder ved mit bord. Fra min plads kan jeg se over på Thorvaldsens Museum, hvor der tilsyne­ ladende kun er liv to gange om dagen, når de hvide gar­ diner på første sal bliver trukket fra klokken 10 om mor­ genen og igen bliver trukket for klokken 3 som søvnige øjenlåg, der lukker sig. laften er der lys i hele stueetagen, man støver af til jubilæet. Oppe på taget mod den bløde sorte himmel står den irgrønne dame og styrer sit heste­ spand, mens underlige skikkelser i kitler går og retter de elektriske projektører ind. En ensom linie 8 kører tom og i sine egne tanker ind mod Rådhuspladsen og passerer lige ved museet en fyldt linie 1, der rød og hvid og med alle sæder fulde bruser afsted mod Kongens Nytorv. Hovedvognen er fuld af damekåber fra alverdens konfektionslagre med kanin og stikninger, bivognen er diset af cigaretrøg. Det er middel­ klassen, der med sindene fyldt af aftenkaffe og wienerbrød kører hjem til de filerede sengetæpper og vækkeurene, der desværre skal stilles, inden man bliver helt bevidstløs. Radioen akkompagnerer natbilledet med en kælen tan­ go, der pludselig kvæles af en nøgtern stemme, der taler om sudetertyskere og den flyvende Chamberlain, der imid­ lertid straks igen må vige pladsen for „Violetta“ med dansk refrain. En halv time efter kommer den engelske premier­ minister igen flyvende ud af apparatet ledsaget af beret­ ninger om, hvad man har kunnet lytte sig til ved det ver­ denshistoriske nøglehul i Berchtesgaden.

Nu er projektørerne på Thorvaldsens hestespand sluk­ ket, og det er redet ind i himlen. Sporvognene har pyntet sig med kulørte natlanterner. Det ser glimrende ud. Natbilledet er så roligt og smukt, at man umulig kan forestille sig, at en saks pludselig kunne skære ind og klippe filmstrimlen over. Man vil slet ikke tænke på det. Ikke før man er pisket til det. Og nu sover alle jo forre­ sten, osse de store, der har sat sindene sådan i bevægelse. Det er menneskeligt at sove. Menneskeligt! - det er som om den ensomme natsporvogn standser med et ryk. De er jo slet ikke mennesker, de er kun kamoufleret sådan, og derfor er de udvendig udstyret med almindelige menneske­ lige fornødenheder. Men de tilsyneladende skikkelige og fredelige menne­ sker, der kører hjem i mørket, er de mennesker? Er de ikke kun sporvognspassagerer, der har vænnet sig til at se alt gennem en glasrude? De er stået på helt ude i den anden ende af byen. Et øjeblik holdt de ved et stoppested, hvor der var en skole, der lærte dem tabellen og gav dem et underligt billede af tilværelsen beskrevet i årstal og andre besynderlige for­ mularer. Ved næste stoppested stod en præst og konfirme­ rede dem. Om gud var der, havde man ikke tid til at se efter, man kørte straks videre, og nu var det bare med pænt at blive i sporvognen. Ikke springe af i farten. Over­ for sad en sød ung pige og indbyrdes begyndte man at drømme om eventyr. Ved næste stoppested fik de ring og begyndte at samle på kaffestel, og ved næste blev de viet med møbler på afdrag, forsikringspolicer, sygekassebøger, begravelseskasser og alt mulig andet, der kortlagde frem­ tiden på en betryggende, men ikke særlig ophidsende måde. Man mærkede et eller andet sted en fortrydelse over at være stået på sporvognen og en lyst til at springe af. Men man turde ikke vige fra pladsen, såsnart man lettede i sædet, var der straks en anden, der gjorde mine til at 125

sætte sig. Fremfor alt gjaldt det om at holde pladsen, sommetider var det naturligvis nødvendigt at hænge i stroppen, men ved første givne lejlighed fik man sig maset ned igen. Udenfor gled forskellige udsigter forbi, men man havde ikke tid til at se ud, der var så meget at passe indendørs. Fik man børn, kunne to køre på een billet, men eet var alligevel billigere, det kunne sidde på skødet. Alle de andre i vognen kaldte man medpassagerer, men mente „mod“passagerer, fordi det vigtigste var jo at få den gode hjørneplads. Man kørte og kørte, til sidst kunne man ikke huske, at man overhovedet havde været andre steder, og glasruderne var gjort matte af søvndyssende vaner. Fra at være et menneske var man forvandlet til spor­ vognspassager. Mon den vogn, der nu kører forbi dernede, ikke skulle være den sidste? Der sidder de allesammen, i to rækker med front mod hinanden. Ingen skal af ved Højbro, så man holder ikke. Langsomt drejer man ved Slotskirken og forsvinder i retning af Knippelsbro. Lykkes det at komme helt ud til Amager, eller kommer der pludselig en stor hånd ud af den sorte himmel og standser vognen, så passage­ rerne rystes sammen hulter til bulter? De skæver op til de mørke skyer, der ser meget truende ud, men mon det ikke driver over, så der igen kommer en solopgang med venlige morgenaviser og to umage kryddere på et dørtrin? Hele verden kører i sporvogn, kun ikke de store oppe i administrationen. De sidder med kort og timetabeller og bestemmer, hvor længe og hvor langt man må køre - og hvornår vognen pludselig skal forvandle sig til en panser­ vogn og sporvognskonduktøren til en general, der kom­ manderer: skyd! Desværre misforstår man ikke automatisk ordren og skyder generalen. Lydigt gør man, hvad der befales. Ru­ derne bliver skudt ud, og pludselig strømmer luften ude­ 126

fra ind og udsynet bliver tydeligt og brutalt, de tågede vanemæssige konturer bliver så knivskarpe, at man skærer sig på dem, men man er ikke istand til at tage fingrene til sig. Nu er det for sent. Der sad man så længe i en spor­ vogn og troede, man var en lille ener og at ingenting kunne nytte, og så kunne det måske have nyttet, hvis man i samlet trop havde væltet konduktøren af perronen og med alle sine medpassagerer var gået sporenstregs op i administrationen og forlangt klar besked om, hvor man kørte hen og hvorfor. Nu er alting stille, radioen er dødsenstavs, og sporvog­ nene kører ikke mere, men imorgen aften kører de måske igen, og igen er projektørerne rettet mod det grønne heste­ spand på museumstaget, og en eller anden af de kørende vil måske i forbifarten spørge, hvem den grønne dame er, og måske få det svar, at det er sejrens gudinde. Men sejren er en livløs figur, der trækkes af døde heste.

Myrer og modsigelseslyst (1940)

En bælgbuldrende mørk aften - det havde øst vande ned hele dagen, og nu var klokken lidt over tolv - bankede det på den våde rude ned til en kælderbeværtning. Fru Hansen så op fra disken. Hun var ved at tælle regn­ skabet sammen med en mikroskopisk blækblyant, der ustandselig skulle vædes i munden. Der var ganske stille i lokalet, en em af ølsjatter og halvkvalte cigarstumper stod som en dvask tågedyne midt i rummet og spærrede søvnigt udsigten til alle sider, man kunne dårligt nok skimte det kabinetsforstørrede fotografi af afdøde Hansen i bryderkostyme med medailler på endevæggen over sofaen. Så bankede det igen! forsigtigt og ynkeligt, det lød, som det kunne være et barn. Et barn på denne tid af natten, ih du alstyrende! Fru Hansen fik i en fart barmen løftet ned fra disken, gik hurtigt hen til døren og lettede på gar­ dinet, der var hængt for ruden. Gennem den silende regn så hun de opløste konturer af en gammel mand, hans grå tjussede hår og tyndslidte skæg flød i eet med alt det våde og klinede til den luv­ slidte overfrakke. Med et snuptag fik hun døren op og den gamle ind. Hun måtte støtte ham hen til disken, og mens hun med et forsvarligt greb holdt fast i ham, ragede hun bagud efter flaske og glas. Med een hånd fik hun proppen lirket af og skænket i. Hun måtte næsten tvinge glasset ind mel­ lem hans læber, for gud, hvor var han medtaget! Endelig drak han, men det var bare ikke til at se, om det hjalp, han var stadig slatten og faldefærdig. Under små opmun­ 128

trende udbrud, der lød som medlidende hønekluk, bugse­ rede hun ham hen på en stol i nærheden af kakkelovnen. Hun lagde sig på knæ og tog om hans ben for at flytte dem nærmere til ilden. Det var da forresten no’n sære sko, han havde på, nærmest sådan en slags sandaler, og de pivstilkede ben, der stak ud af den gamle frakke, var bare og blåfrosne. Han var nok en af disse forstadsprofeter, der går omkring og uddeler religiøse traktater. Nå, det var hende lige meget, nu kunne han ihvertfald blive siddende og tørre, mens hun ordnede til natten inde i baglokalet. Hun kunne jo holde øje med ham gennem døren, som hun lod stå lidt på klem. „Herregud, det gamle liv!“ Fru Hansen rystede mildt bekymret på hovedet, mens hun lagde det hæklede senge­ tæppe sammen. Hun dunkede i dynen og rystede puden, skubbede en stol for sengen som sengehest og gik så lidt smånynnende omkring, der var så meget at pusle om, in­ den man endelig kom i seng, blomsterne skulle vandes, især araucarien, hendes yndling på et trebenet urtepotte­ stativ. Som en moder, der føler badevandets varme for sit barn, stak hun kærligt fingren i urtepottens jord — men i det samme skete der noget!! hun nåede slet ikke at tage fingren til sig, så travlt fik hun med at lytte! Der var no’n, der sang! var det ham? nej, det var jo mange stem­ mer, det var et stort kor - og så var det noget ligesom harper - og barnestemmer - jo, det var virkelig børn, der sang! det underlige var bare, at han sad som før, mutters­ alene foran kakkelovnen, hun kunne se ham gennem dør­ sprækken. Men hvordan var det, han var kommet til at se ud?? Han var begyndt at tørre, håret og skægget flød værdigt og smukt om ansigt og skuldre - den gamle frakke blev mere og mere blå, rigtig himmelblå! Og det var slet ikke no’n frakke, det var en kappe. Og hvad var det, han holdt i hånden? det lignede en ring, sådan en af den slags, som man i gamle dage spillede ring med i de fine herre9

Synskhedens Gave

129

gårdshaver - den skinnede - han sad og pudsede den den var af guld - og nu løftede han den op over hovedet og gav slipl men den holdt sig svævende som en glorie — men det allerunderligste var måske alligevel, at hver gang han rørte sig, lød der musik og stemmer, folderne i hans kappe var som fyldt med jublende harper og klingende guitarer. Det var hende for meget! Hun skubbede døren op og stønnede: du gode Gud - 1“ Det var ikke ment som nogen form for titulation, sådan siger man jo som regel, når man bliver forbavset. Han vendte sig og så på hende: næ-h, den gode gud er jeg ikke - kun St. Peter Ih, du alforbarmede! Fru Hansen rodede i rivende hast sin hjernekiste rundt for at finde en stump af en salme­ melodi eller noget andet kirkeligt, som kunne bruges i en håndevending. Men det var ikke nødvendigt, for den næ­ ste himmelske bemærkning, der faldt fra hans skæg, var temmelig jordisk - han var simpelthen sulten, han havde hverken fået vådt eller tørt, siden han i morges var taget hjemme fra himlen - og sikke en dag! - og sikke et regnvejr! - han var blevet så gennemblødt, at han ikke var i stand til at hæve sig fra jorden og stige til him­ mels. Åh, gudskelov, mad, det var da hendes gebet, der kunne hun snakke med, og der kom både fedt og saltkød og leverpostej på bordet - og ost - og så naturligvis et par pilsnere - hun tog to Stjerne, det syntes hun passede sig bedst. „Mange tak,“ sagde Peter, da han sad bænket i sofaen, „det var dog en aldeles dejlig leverpostej, har De selv lavet den?“ Hun bare så på ham, mens han spiste, hun turde ikke sige et muk. Hvis han havde himmelske budskaber, måtte 13°

han virkelig selv tage fat på dem. Og det gjorde han, men først efter at have tørret munden og skægget forsigtigt i papirservietten. „Ikke eet ondt ord om Vorherre!" sagde han, „han er go’ nok - han er måske lidt forvirret - det er der jo ikke noget at sige til, så meget som han har og gøre - han har så mange planer - han er så fuld af initiativ - han eksperi­ menterer tidlig og silde evigheden lang - desværre er han endnu lidt på amatørstadiet, det me’ jorden var jo ikke ligefrem til første præmie - og det ærgrede ham, De aner ikke, hvor det ærgrede ham - af bar arrigskab er han taget pokkerivold over på den anden side mælkevejen, og der går han nu og prøver sig frem — han helmer ikke, før han har fremstillet den ideelle klode - men det ta’r tid ja, hernede regner I kun i lysår, så jeg er ikke istand til at give Dem et nogenlunde begreb om, hvorlænge han har været væk - i mellemtiden har han så sat mig til at passe himlen - og det er vel et mas! - jeg er som en klud! oppe hos os slås de hellige om glorierne, og hernede slås de om, ja, hva’ ved jeg - forleden syntes jeg, det blev mig lidt lovlig livligt med støjen fra jorden, og så bad jeg et par af ærkeenglene flyve ned og se, hva’ der var påfærde - men jeg anede jo ikke, at de skulle ha’ nationalitetsmær­ ker malet på vingerne, så de blev skam skudt ned - nå, vi har nok a’ dem, men alligevel - alligevel tænkte jeg, at det måske var bedst, jeg selv tog afsted - men det gør jeg aldrig, aldrig om igen -! jeg er paf! og når jeg nu om lidt tager tilbage, skal jeg afgive en beretning for Vorherre, der nok skal få ham til at opgive alle sine eksperimenteringer med jordiske kloder - mennesket var smukt tænkt, men skidt udført!" Nå’r, vi er da skabt i hans billede, tænkte fru Hansen, men turde ikke sige det, hun nøjedes med at skubbe smørrebrødsfadet lidt nærmere over til ham. „Ja, i hans billede, siger De 9'

*3 *

Det gav et gib i fru Hansen, uh, hvor var det uhyggeligt, han kunne læse ens tanker. men, kære fru Hansen, selv den mest fuldkomne me­ ster kan overse en konstruktionsfejl - og det gjorde han menneskene har en konstruktionsfejl - de skulle nemlig aldrig have haft lov til at lide af modsigelseslyst! Fra det sekund Adam og Eva gik og smækkede med paradisdøren, har I sagt imod - der fik I en jord skabt til fælles for­ nøjelse, dejlig med skiftende årstider og frodighed, der giver nok til alle - men det alle har, keder jer! I vil ha’ noget, I helt og holdent kan kalde jeres eget - og for at være rigtig tilfredse skal man helst ha’ mere end andre! Det, Vorherre havde bestemt, var jeres, forvandlede I til, at det skulle være mit. Mit og mer - det er de to ord, der flyver oftest og lettest i æteren - aldrig var I tilfredse med det, I fik - altid skulle I sige imod - I spillede bold med Vorherres meninger og ideer - når han siger: „Bliv lys!“ siger I straks: „Bliv mørke!“ - at I ikke skammer jer! - der fik I både hjerte og hjerne til at bruge - men I gider ikke - I er skabt til at være frie mennesker - men det bryder I jer ikke om - det er meget lettere a’ la’ være og tænke meget lettere at la’ andre tænke for sig - allerlettest at la’ een tænke for alle! og så bare gå som myrer! hørte De, fru Hansen, jeg sagde: myrer!“ Joh, det hørte fru Hansen meget godt, men hva’ de myrer sku’ til, fattede hun ikke. „Fru Hansen, kan De da ikke indse?!“ nu var Peter op­ hidset, skægget bølgede og øjnene skød stjerner, „at det er en uforskammethed mod skaberen - en himmelråbende taktløshed - hvis det havde været Vorherres mening, at denne verden skulle være en myreverden, et termitbo, så var han gudhjælpemig da standset ved myrerne -! så hav­ de han da aldrig behøvet at forbedre og forædle og finde på Adam og hans indviklede mekanismer - så havde han sågu’ sagt stop ved myrer og termitter - og de var blevet 132

skabningens herrer - myrerne, der holder kæft, trit og retning efter et idiotiserende instinkt! I fik mere end et instinkt - I fik tankens frihed! Fru Hansen, forstår De, hvad det betyder: Tankens frihed?** Han slog i bordet, og fru Hansen var ude af sig selv af fortvivl«. Ise. Hvorfor, hvorfor kom han netop til hende, hun var en almindelig lille kone, der ikke betød det allerfjerneste - hvorfor gik han ikke til de store -? til dem, der bestemmer farten? „Det har jeg prøvet, fru Hansen,** igen læste han hendes tanker, for at tale med de store skal man svinge så be­ synderligt med armene, det ligger ikke for mig - man kan heller ikke gå strækmarch med glorie — Næ - jeg var lige ved at opgive det hele og tage hjem - så kom regnen, og jeg var klinet til jorden som et vådt viskestykke - jeg kunne ikke slæbe mig afsted - og så faldt jeg tilfældigvis ind hos Dem - jeg troede, det var et tilfælde, men i virke­ ligheden var det himlens pegefinger, der skubbede til mig - det var efter en højere, efter den højeste mening -! Det er nemlig de små almindelige personer, de små tilsyne­ ladende fredelige overgangsformer til myre og termit, jeg skal tale med - det er der, der skal begyndes - de skal mo­ biliseres til et rullende fortov, der slår benene væk fra ad­ skillige — De er en lille del af det store fortov, fru Han­ sen - derfor begyndte jeg hos Dem, fru Hansen - rul!“ men jeg kan da ikke gøre det allerbitterste - ikke spor - jeg står i forretningen hele dagen - ! “ Fru Hansen værgede for sit liv. „- kære fru Hansen - er De ikke den, der kan få en god historie til at rende rundt i hele kvarteret -? Når De la’r et ord falde, er det som en lille sten, der venligt kastes i et stort vand - og straks begynder ringene at kredse længere og længere ud Fru Hansen var grædefærdig: nej - nej - jeg kan ikke - og jeg vil ikke!“ 133

, det er noget andet - jeg beklager sagde Peter og trommede trist på bordpladen. Åh, tænkte fru Hansen, man skal da heller aldrig gi’ sig til at tørre hellige personer - men nu måtte hun af med ham - hun var bange for mørklægningsvrøvl og lukkepara­ grafferne i politivedtægten. „Nej, hr. Peter, det må De minsandten spørre andre om - jeg passer mit arbejde og dermed basta -!! og det ka' himlen ved gud ikke bebrejde mig - ! “ Peter rejste sig træt: det siger alle - bare skubbe fra sig - væk med an­ svaret - la’ det hele gå sin skæve gang - bare gå med Fru Hansen havde osse rejst sig, hun vimsede nervøst rundt om Peter: „ - ja - det ka’ godt være - jeg er frygtelig ked a’ det, men nu må De gå, vi har sådan no’n skrappe betjente her i kvarteret Hun forsøgte at lede ham hen mod døren „- og når De kommer op i himlen - og hvis De sku’ træffe min mand, så hils ham og sig, at forretningen går meget godt til trods for tiderne „- forretningen går godt Peter vendte sig og så på hende, mildt, men tværs igennem - Fru Hansen mumlede noget om, at man da osse skal leve leve -? kalder I det leve - ! “ - så åbnede han døren og gik langsomt op ad de to trin til gaden. Hun smuttede hurtigt med, hun ville da se, hvordan han steg til vejrs. Han stod på fortovet - som et monument - selvlysende og lyseblå med det hvide hår og skæg. Han så længe på hende, og hun følte det næsten, som om alle andre men­ nesker, alle millionerne på jorden, stod opmarcheret bag hende - så sagde han: nu går jeg hjem — og siger til Vorherre - næ - nej, det gør jeg forresten slet ikke - jeg la’r ham være i fred,

det søde menneske - for nu forstår jeg pludselig, at den menneskelige modsigelseslyst er godt for noget - trods alt -! - når I har været myrer og termitter endnu et stykke tid, så finder I jer ikke i det mer - ! - og så skal I nok vise----- “ I det samme rømmede en betjent sig i mørket. St. Peter tav - så lettede han på glorien og begyndte langsomt at gå ned ad det mørklagte fortov. Fru Hansen stod og så efter ham - nu forsvandt hans lyse farver i mørket, og lyden af den himmelske musik, der nynnede i folderne på hans kappe, forstummede.

Den første aften (1941)

Er der noget, der lyder så romantisk som „den første af­ ten1? Desværre var den alt andet, romantikken var over­ hovedet heller ikke opfundet dengang Den første aften var nemlig menneskenes allerførste efter udsmidningen af Paradis. Det skete om formiddagen, alt det vi læser om i Bibelen eller får forklaret med en harefod i skolen, fordi lærerinderne ikke så gerne vil nærmere ind på syndefalds­ detaljerne og foretrækker at lade børnene være i den tro, at tyveriet af det famøse æble er sagens kerne. Det havde været en hovedkulds dag, denne den første. Adam og Eva vidste måske nok, at de gjorde noget, de ikke måtte, men de kunne jo ikke ane, at Vorherre netop den morgen var stået tidligere op end ellers. Pludselig drejede han om et hjørne, og inden Adam og Eva kunne tælle til tre - hvad de naturligvis sådan set slet ikke kunne, da de aldrig havde gået i skole - men hvis de altså havde kunnet, så kunne de alligevel ikke, for de var som sagt forlængst smidt ud, og selvlukkeren på paradisporten var sivet i med et smæld. Aldrig har to mennesker stået og kigget sig så fortabt omkring, og da de ikke havde fjerneste ide om, i hvilken retning de skulle gå, nordpå eller sydpå, verdens hjørner havde aldrig før interesseret dem, så kunne de jo lige så godt sætte sig ned, hvor de stod, og det gjorde de. De satte sig til at tænke, og de tænkte så voldsomt, at de fik hoved­ pine, verdens første og antagelig største hovedpine, for de skulle jo finde ud af alt det, vi andre nu går rundt og tager som en selvfølge. Af træthed og solvarme blev Eva tørstig, 136

og så gik de en fire-fem mil for at finde en kilde. Det friske vand kvikkede, og Adam lagde sig ned i det grønne, mens Eva plukkede nogle store skræppeblade, som hun anbragte nok så klædeligt hist og her på sin person. Så tog hun et blad og lagde det over Adam, det kunne han nøjes med. De blev liggende, hvor de lå, de var hjemme allevegne og ingen steder, og så begyndte solen langsomt at gå ned. Eva skævede ud til den glohede horisont, hvor de store keruber fløj lavt og truende omkring med deres modbyde­ lige flammesværd og ildøjne på hver finger. Næh, så hel­ lere lukke øjenlågene og prøve på at sove. En ensom guldsmed kom svirrende henover de to på skrænten, og den blev så forbavset over det usædvanlige syn, at den stak lige lodret tilvejrs og pilede hjem til sin kone, der sad et eller andet sted i mørket og gned vinger. Et par sankthansorme, der lige havde fået lygterne tændt, standsede opi deres privatpalaver for at høre, hvad det var guldsmeden havde at fortælle. Det lød da utroligt! Havde han nu igen fundet på noget nyt? De troede ellers, Vor­ herre var holdt op med at hitte på, men hans fantasi var åbenbart både ubændig og uudtømmelig, og alt hvad remmer og tøj kunne holde krøb de henimod skrænten for at se de sidste guddommelige påhit. „Ska’ det være noget særligt?" sagde den ene sankthans­ orm, der uimponeret var blevet nede i græsset, mens den anden kravlede op og satte sig til at lyse på Evas pande. Pludselig blussede den op med en så usædvanlig glød, at den anden, den nede i græsset, uvilkårligt råbte op, hvad der nu var ivejen? „Jeg aner det ikke,“ svarede sankthansormen oppe fra panden, den var nervøs og ophidset, „her er bare så under­ ligt — her foregår et eller andet!“ den kunne jo ikke vide, at Eva lå og drømte. „Kom selv op og se - jeg ser de besyn­ derligste ting!“ Og så fik den anden fart på, for der var nemlig noget at ES7

se. De sad bomstille og lyste og kiggede, de kiggede lige ind i den fremtid, hvis første spire lå under dem. De så - ja, hvad de så, var ikke så ligetil at forklare, så aldeles utro­ ligt, så uhyggeligt, så forvredent var det, syntes sankthans­ ormene altså. De så tværs op gennem en alenlang historie, menneskets grufulde, uretfærdige, storladne, brutale, lat­ terlige, småtskårne, ubarmhjertige og ubegribelige udvik­ ling. Denne ene kvinde, på hvis pande de sad, skulle blive mor til tusinder af forskelligfarvede nationer, der først som brødre skulle skændes om familiens spisebord, så om deres eget, så om de mange små spiseborde, der efterhån­ den blev til et eneste stort, hele verdens spisebord, som for enhver pris skulle væltes! Det var for meget selv for en sankthansorm, og af skræk og fortvivlelse lod de sig trille ned fra Evas pande ned i græsset, bare for at komme væk fra alt det, som Vorherre så ubesindigt havde sluppet løs. „Han aner ikke, hvad det er, han har gjort!“ jamrede den ene og glippede græde­ færdig med lygten, „vi bliver nødt til at gøre ham opmærk­ som på det - han må tage dem tilbage, han må lave dem om - det går ikke! - Verden bliver ikke til at være i, når de først begynder at trampe rundt! - kom, vi kravler ind under paradisporten og vækker keruberne - de må flyve op og sige det - det er dog for meningsløst, at en mand ikke får at vide, at han har begået en fejltagelse - og iøvrigt er det vores simple pligt som oplyste væsner!" Sankthansormene skulle lige til at krybe væk så hurtigt, som det nu lader sig gøre for sankthansorme, men så stand­ sede de pludselig og kiggede. Eva åbnede sine øjne. De var fulde af tårer. Hun rejste sig halvt op og så på den sovende Adam. Så bøjede hun sig indover ham og kyssede ham. Da Adam mærkede hendes læber, vågnede han og lagde sine arme om hende. Hun ville sige noget, men kunne ikke, de havde jo ikke fundet et sprog endnu, hun nøjedes med at lade sin kærlighed stå tegnet i øjnene. 138

Ormene slukkede et sekund lygterne af bar befippelse. Det var noget nyt, noget splinternyt. Hidtil havde verden kun formeret og fortsat sig på kommando eller tælling, men det her, det var noget helt andet! De vidste jo først nu, hvad kærlighed var, og de forstod, at det var Vorherres allernyeste opfindelse, det var måske derfor han havde skabt alt det andet, som tilsyneladende ikke var så forfær­ delig vellykket. De glemte alle rædslerne, alt det grimme, de havde set, de tog alle deres ubehagelige ord i sig igen, for dette her, det var jo genialt, det var naturens top­ punkt. Man kunne gøre, hvad man ville, vælte spiseborde, slå alting til skærver og te sig, som om man havde glemt sit guddommelige udspring, dette eneste, dette vidunder­ lige, det ville altid sejre, selv når nætterne så sortest og mest blæsende ud. Lad dem være alene i natten, tænkte sankthansormene og krøb videre fulde af medfødt diskretion og naturlig fin­ hed. Da de var kommet om på den anden side skrænten, standsede den ene og sagde: „Så du det? - ja, jeg mener det langt, langt borte - da menneskene havde bygget høje myretuer til at bo i, og alting var så forvirret, de havde stjålet solen i småbitte stumper, så den kunne lyse for dem om natten - så du det?“ „Ja, naturligvis så jeg det - men pludselig slukkede de alle de små sole, og der blev bulderravende mørkt over det hele, alle måtte gå rundt med noget underlig hvidt noget på armene — , ja, det så jeg - men hvad var det?“ Den anden stod og rystede lidt på hovedet, den vidste det såmænd heller ikke rigtigt, men så smilede den lunt i retning af de to på den anden side skrænten og sagde: „Jeg er glad over, hvad jeg så - det nye, der er sket mellem de to, kan natten aldrig sluge - det vil altid blusse - og det er den ild, kærlighedens ild, ikke bare kærligheden mellem to mennesker, men kærligheden mellem menneskene, det er den, vi to skal bringe bud om - fra i dag er jeg stolt *39

af at være sankthansorm - jeg spurgte forleden en af keru­ berne, om han vidste, hvorfor vi skulle gå rundt og lyse, keruber forstår bare aldrig en lyd, men nu ved jeg det, jeg væd, hvorfor vi fik vores lys - menneskene kan måske som­ metider glemme, hvem de er, og forlange alting slukket men vi, vi to og vores afkom, vi skal gå rundt og være Vor­ herres levende symbol på, at naturen og de guddommelige ideer aldrig, aldrig nogensinde kan slukkes!" Så krøb de videre, og menneskenes første kulsorte mørk­ lægningsnat lagde sig over kloden.

Fru Germania på Kronborg i 1944)

I mange, mange år havde Fru Germania ført en overor­ dentlig ingetogen tilværelse lukket inde som hun var i en lille dum konvolut uden andet selskab end sin egen maje­ stætiske storhed. Hun mindedes med beklagelse den glade begyndelse, da hun med barmpartiet i strålende orden og det udslåede hår vældende ned fra den kronede hjelm havde været klistret op i festlig rad og række med andre Fru Germania’er af alle mulige kulører på siderne i et frimærkealbum. Hun havde følt sig som en pragtfuld hus­ fagade med masser af illuminerede vinduer, og i hvert eneste havde hun siddet med alle sine attributter, militære såvel som kongelig-kejserlige, parat til at lade sit sværd slå hårdt ned eller sin kærlighed flyde svulmende over, alt­ sammen til et evindeligt akkompagnement af den dejlige Wagner. Men en dag var hun blevet doublet. Der var én med lidt mere jomfruelige takker, og for det måtte hun bøje sig og lade sig lægge i konvolut. Hvor lang tid, der gik, og hvorfor hun egentlig igen kom frem for dagens lys, vidste hun ikke og spekulerede for den sags skyld heller ikke over det, men pludselig vækkede en pincet hende, og hun blev flyttet over midt i et uhyre standsmæssigt selskab af imponerende herrer fra alle tidsaldre og i alle klæde­ dragter eller kun som løsrevne hoveder, men det var osse smukt, og rundt om dem lå de mest storartede slotte og kirker og udenom alt og alle var der de fineste hvide kan­ ter med takker. I det sekund hun gjorde sin entré forstum­ mede samtalen. Indtil nu havde den åbenbart været tem­ melig højrøstet, „der alte Fritz jedenfalls", han var der H1

nemlig osse, havde rødsprængte øjne. Tav de af ærefrygt eller hvad? Sikkert det første, det var hun så vant til at indgyde. Et øjeblik brystede hun sig og fyldte lungerne og hvad dertil hører, men i det samme fik hun den underlig­ ste fornemmelse i --- i noget, der lå uden for frimærkets afgrænsning, nærmere bestemt maven. Hun var sulten. Det kom aldeles bag på hende. Hun kunne have skreget, så ondt gjorde det. Forskrækket så hun sig om, men alle­ vegne mødte hun blikke, der var hårde som stenkul af had og afsky. Hun lukkede øjnene, men det hjalp ikke, de fryg­ teligste syner slog taktfast og dundrende på hendes øjenæbler, mens trommehinderne var ved at blive gennembo­ ret af skrigende lanser, der jog smertende gennem hjerne og hjelm. Åh, hvor var hun dog henne? hvad var der dog sket? Gudskelov, der var Dronning Victoria, hende så hun først nu. Endelig et væsen, der ville vise hende forståelse, de havde jo været i familie, hun og Albert havde talt hen­ des sprog på Windsor Castle, Hannover og Coburg, hun var næsten hjemme. Først kaldte hun ydmygt og musikalsk, et lille ærbødigt valkyriemotiv, det battede ikke, så stærke­ re og stærkere, tilsidst hele orkestret, men Victoria vendte stadig sin henrivende ungdomsprofil til og drømte åbenbart kun om en fjern koloni i Afrika eller Indien, som hun kunne lyksaliggøre med postgang over de store have for et mildest talt latterligt penny-beløb. Så satte Germania hundrede mand, tusinde mand, hele Bayreuth og al stats­ operaens sværindustri ind. Langsomt drejede Victoria pro­ filen og i drejningen forvandlede hendes spæde ungdom sig til pluskæbet tyngde, og gennem et døsigt blik kiggede et helt imperium på den formastelige, der talte. Germania vendte sig rødmende bort, men i samme sekund hørte hun en kvidrende stemme, der sang: „We will hang our washing on the Siegfried-line,“ og da hun så op, havde Victoria vendt sin purungeste profil til. Åh, åh, åh, Germania vid­ ste hverken ud eller ind. Hvor skulle hun vende sig hen? 142

Nej, ikke Marianne og „la belle et douce France“, der gik og såede med ryggen til og lod sig sende hen hvorsomhelst for 25 centimer, hende ville hun ihvertfald ikke anmode om det allerbitterste, hendes sædepose var sikkert fyldt med ætsende krydderier og svidende brudstykker af Marseillaisen. Men Wilhelmine, hun lå jo lige der, bare nav­ net var hyggeligt, Eidammeroste og renskurede træsko mer fik Germania ikke tænkt, en bølge af brakvand blan­ det op med et par dask af en vred Nordsø stod hende lige ind i munden fra digerne, der knagede og brød sammen, mens forkullede ruiner rettede sig op for at være med i det sidste livtag. Germania ville væk, væk for enhver pris, alt havde sammensvoret sig mod hende og hendes slub­ rende hjelm. Men hvor? hvor skulle hun søge skjul? Der lød orgeltoner fra et frimærke, nej, det var Roskilde Dom­ kirke med død og fine begravelser, nej, ikke endnu, hun ville leve. Åh, endelig kunne hun ånde, en frisk brise strøg gennem hendes slatne hår. Kronborg. Der lå jo Kronborg, hvor hendes Hamlet, ja, bogstavelig talt hendes Hamlet, hun havde da oversat ham og bragt ham i vælten og på mode, havde levet. Det var et fristed. Hun gik langs Sundet og de grønne bastioner. Ja! Se! Verden var hendes. Det bølgede i håret og alle hendes at­ tributter, for der stod et skilt med tyske bogstaver og tyske ord. Hun stod stille og lynede. Åh, verden kom i mine ar­ me. Så fik hun øje på en person, noget militærisk, mente hun, men ikke militærisk nok. Bukserne hang så underlig tilfældigt om bagen og krøllede så udisciplineret ned i et par små komiske vandstøvler, og på hovedet havde han noget, der mindede om en gryde, ingenting ragede op, hverken ørn eller svane eller det, der sad på en pikkelhue. Hun ville skride forbi, men blev råbt an på sit eget mål plus en strøm af ukendte eder og ukvemsord. Hun stand­ sede og spurgte. Åh, hvad fik hun dog ikke at høre. Han! han kaldte sig tysk soldat, skønt født i Slovakiet eller et

143

andet gudsforgående sted. Og han havde sine ordrer. Slot, Hamlet, Danmark, alt var besat. Fru Germania kendte han ikke det allerfjerneste til. Alt i det nye rige var han­ køn, han, han, han, der var ovenikøbet kun een „Han“, og kvinderne skulle bare sidde hjemme og få langt hår og børn, børn på hans vegne, til hans brug, til hans nederlag, til hans sejre, og åh, som han sejrede, han sejrede sig for­ læns gennem hele landkortet og tilbage igen, alle Wilhelm’erne var de rene sinker, hva’ de og ham her Bismarck havde kogt sammen, skulle der nu ordentlig røres om i, så kagen enten hævede sig til månen eller faldt sammen med et pjattet suk midt i Rhindalen. Månen - Fru Germania tog sig på sine følelsesfuldeste fremspring, månen, det var det, hun havde drømt om, en ørn i sølv, der hævede sig fra jorden og indtog verdens­ rummet, men som hun drømte allerbedst, følte hun plud­ selig noget under fodsålerne, noget ubehageligt, Rhindalens bund. For flugten til månen havde hun med glæde villet føde en guirlande af børn, hånd ved hånd ud i det øde rum, men Rhindalen - så måske dog hellere en guitar og synge Heine, nej, nej, det sidste mente hun ikke, hun så på soldaten, han havde intet opfattet, naturen heller ikke, men der var noget andet, hun var bange for, noget, der lå som løsrevne ører bag buske og græsstrå, skønt gu­ derne måtte vide, hvor hun fik den sære fornemmelse fra? Der var nu noget uheldssvangert i luften, og da hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle sige, sagde hun: „Det er et dejligt slot, Kronborg.11 Soldaten vendte sig og så på de irrede spir og svarede: „Det futter vi a’, inden vi rejser." Fru Germania følte sig på en måde stolt og på en måde ubehagelig berørt, noget kulturelt og noget sadistisk, bare et stænk, kæmpede på hendes valplads af et bryst. Mon denne underlige gevækst af et mandfolk egentlig forstod, hvad der rører sig i et Germanien, når det endelig udfol­ der sig i alle kroge, i alle hjørner? Hendes fingre trak na­ 144

turligvis ondulationer gennem håret, hun rettede på den kronede hjelm, sidste model fra Krupp v. Bohlen und Halbach, og opgav at tale. Vinden kom ind fra Kattegat. På den anden side stod „Kårnan“ midt i en lille flok forvirrede flygtninge, der af­ vekslende sang: „Ved Babylons floder" og i kor spurgte: „Hvornår kommer vi hjem?“ Fru Germania smilede og følte spørgsmålene strømme imod sig fra alle yderkanter af Europa, hendes Europa, som hun sad på. Om det var en idéassociation, er ikke til at sige, men hun satte sig og nød forbindelsen med den jord, der var hendes. Lidt henne i græsset sad en ung mand. Hun havde ikke lagt mærke til ham før. Åh, hvor var han dansk. Det kunne hun da straks se. Hun kendte Danmark så glimren­ de. Hun var så tit kommet som turist med sagaerne i den ene hånd og sin blonde fødselsattest i den anden. Wiener­ brød og smørrebrød, tanke og mål, hun rykkede ganske forsigtigt nærmere og kunne ikke på hans blik se, at han ikke just var opsat på „kurren". Da hun vidste, hvordan en samtale skal begyndes, hun havde lært det hjemmefra, startede hun med et par spørgs­ mål om „Holger Danske", åh, De ved ham, der sidder i Kronborgs kælder og ifølge sagnet, hun elskede alt med sagn, især Niebelungen-sagnet, for det var der musik til, og den musik kunne bruges til alt, ham der ifølge sagnet skal rejse sig fra bordet og kløve det med sit fastvoksede skæg den dag, Danmark er i — „I våde - ?“ fortsatte den unge mand. Han tav. De tav begge. Og hun så forelsket ud. Hun kunne sluge ham med hud og hår, han var så nordisk. „Jeg blæser på Holger Danske," sagde han pludselig. Hun kiggede på ham, både forarget og ganske tilfreds. Han lå og pillede i et strå. Hvor havde hun det dog vid­ underligt, hun følte slet ingen sult mer, alt hvad hun så var hendes. Disse svæklinge, der ikke forstod de store slag10

Synskhedens Gave

145

ord, den store iscenesættelse, og derfor måtte gå tilgrunde som en mumlen i hendes orkester. „De, der sidder og venter på ham,“ fortsatte han så, „de tror, at der skal komme noget dumpende ned fra himlen. La’ himlen være, hvor den er, det er jorden, det drejer sig om, det er nu, det skal foregå. Behøvede vi Holger Danske, var det vel, fordi vi ikke selv kunne rejse os op, men det kan vi. Det varede jo nok et stykke tid, inden pråsen gik op for os, der er så mange krommelyrer og antimarkasser hertillands og kiggen i gadespejlet efter, hva’ der betaler sig, især når man har sit på det tørre og ikke så gerne vil ha’ det gjort vådt igen. Havde man troet lidt mere på Vor­ herre, dengang man „gik til præsten1', så havde man lagt sig ned på sine bare knæ og bedt ham om at åbne deres øjne, altså bare på klem, mer sku’ der ikke til, men det gik uden det, det gik takket være jer selv." Fru Germania tog sig spørgende til hjertet. Hvad mente han med „jer"? „Som I dog te’r jer", han lagde sig leende tilbage. „I ordner og ordner, osse kolonnerne, der skal være imod jer. Der, hvor I har sat jeres tå, gror der ikke græs, men hele regimenter, der følger jer lige til afgrunden og ser efter, at I kommer rigtigt afsted." Fru Germania følte, at hendes hjelm ligesom blev lidt for rigelig, hun ville gerne have taget den af. „Hjemme i pensionatet har vi et par gamle damer, ork, de døde for tusind år siden, troede vi, det var kun mumier, der sad tilbords, men den aften vi tændte bålene, se, om de så ikke kom listende ned med favnen fuld af Oehlenschlåger og alt det bedste i hele Danmarks bogskab, ingen­ ting er for godt, når det bål skal blusse, for op af den ild stiger en ny fugl Phoenix - se!" Han sprang op og pegede. „Se, ildvingerne! De er bredt ud over hele landet, og når den rigtige vind ta’r fat, bli’r I fejet ud, så det svi’r. Og 146

han kan godt se det, den gamle over i kassematten, jeg tør bande på, han glæder sig, så skægget får bordpladen til at duve, men mest måske over een ting, at vi ikke kun rejser os som de tilfældige, der bor i dette land, vi rejser os som mennesker, der vil holde ilden vedlige i kampen for at få lov til at blive ved med at være mennesker!" Fru Germania ville sige et eller andet afledende og syn­ tes derfor, det var nødvendigt lige at notere, at hun i vir­ keligheden kun var et frimærke, der uskyldigt var kommet ind i hele dette postyr. „Frimærke?!" Han så på hende et øjeblik. „Hvis De var et frimærke, så satte jeg Dem på et brev og sendte Dem pokker ivold!" I det samme kom et vindpust og førte hende - måske til månen, men gjorde det så meget?

10*

Aftenstemning i en have. i 1945)

Dørene i den lille forstue stod åbne ud til den mørke have. Mellem de store spiræa’er lyste karetmagerens hvide gavl. Plænen og de aftenlige busketter, der lukkede for udsynet til begge sider, gled umærkeligt over i hinanden. Et par askegrene, lidt birkeløv og en pudsig hyld, der le­ gede højstammet, søgte at løse sig ud fra ubestemmelighe­ den og stå som præcise silhouetter mod en sommerhimmel, der var bleg af anstrengelse ovenpå en glohed og mærkelig dag. Højst mærkelig havde den været. Et sted i forgrundens mørke tegnede en havestol sig med sine lette tremmer og kryds-ben. Jeg gik ud og satte mig. Huset bag mig var lige gået til ro. Der var redt senge i de lavloftede stuer. De mørkerøde fortræksgardiner i de små vinduer, der var slået på vid gab, løftede af og til dovent en flig. Hele landsbyen, der lå tæt og lunt om haven, sov forlængst. Oppe fra Frederikssundsvejen hørtes et fjernt trut fra en bil. Var den benzindreven? Så var det vel Som­ merfolkene fra Jonstrup. Nå, herned drejede de nok ikke. Hvad skulle de i det fredelige Skovlunde med de gamle gårde midt ind mellem købmandshandel og smedie og hyg­ gelige småhuse skærmet af frodige hække, en glemt idyl kun 12-13 km fra byen, små trekvarter på cykle fra Rådhus­ pladsen, en gesvindt lille rejse fra nutid til fortid, i virkelig­ heden en yderst formålstjenlig rejse, der på det behagelig­ ste fjernede en fra det Herrens år 1944 og dets jagtmetoder. Der er noget vidunderligt i at sidde og lade hovedet gå helt tomt. Bare lade aftenen glide igennem og føle, at man trækker det samme vejr som haven.

Jeg ville vente på de to, der var taget til byen ved 8-tiden. Over hals og hoved. Den ene skulle ledsage og være til tjeneste, den anden var et kostbart medlem af en betyd­ ningsfuld illegal organisation. Der blev skudt i byen, havde naboer og genboer sagt rundt om i buskadserne, in­ den de var gået til ro med naturen. Alle veje var spærret, imorgen var der hverken gas eller lys, havde hastige cykli­ ster råbt i forbifarten. Jeg prøvede at gennemgå, hvad man havde set og hørt i dagens løb, m en -----Pludselig var der et bord, et langt dækket bord, der skubbede sig ind i min bevidsthed. Dækket til tyve, måske mer, med spøg og skæmt og blomster. Men stolene var tomme. Luften over bordet stod og ventede på alle stem­ merne, der talte i munden på hinanden, alle latterbrølene over de gamle skolehistorier. Det var iaften vores 25-års studenterjubilæum skulle have været fejret lios en gammel kammerat i et stort hus ved kysten. Jeg havde fuldstændig svedt det ud. Forresten skulle jeg slet ikke have været med, min underjordiskhed forbød mig det. Men mon der vir­ kelig ikke skulle være kommet en eneste af de andre? Jeg begyndte at lade de forskellige passere revy. Det er komisk, sine gamle kammerater ser man tit som to billeder, der er taget oveni hinanden på samme film, en dreng og en vok­ sen. Det er ikke til at afgøre, om drengen står foran den voksne eller omvendt. Men det varer ikke længe, før dren­ gen er den tydeligste. Og inden man ved et ord af det, sid­ der man der igen. Midt i klassen. Der er lige blevet ringet op fra frikvarter, denne gang det lange spise-frikvarter, der varede 25 år. Det var ikke så lidt, man nåede at få sat til livs. Mon der er plads mel­ lem bænken og pulten? Ja, det går som fod i hose. I det sekund, man er i atmosfæren, skrumper man hurtigt fra sagførere, læger, embedsmænd, forretningsmænd og alt muligt andet pænt på dørplader og i telefonbøger lige ind M9

i matrostøjet. Hovedet op gennem halsudskæringen. Den mørkeblå krave med de hvide striber bindes i en fart med bændler om ryggen, og foran på brystet slår en sømands­ sløjfe sig selv. Blæk på fingrene. Tegninger i margin’en. Tankerne på flugt. Fantasien står som blomstrende buske. Oppe fra sin sky aner man ikke en lyd om, hvor langt de andre er kommet i deres mumlende march på stedet. Som­ metider tager man et dyk ned i den gråslidte hverdag, men så straks op igen. Udenfor vinduet sker der så meget. Lin­ den er ved at springe ud, man er selv ved at springe ud. En kridtcirkel hviner på tavlen. Nu knækkede kridtet. Ud med det hele. Svampe, der visker kridt ud på sorte tavler, har en ganske bestemt lugt. Skoler har en ganske bestemt lugt. Skabet med gymnastikposerne er i en eksklusiv sær­ klasse. Op i ribberne med hovedet nedad. Henover „Hesten“, klask med hænderne på stjerten, to tager imod. Hvornår ringer klokken? Op i næste klasse, ud af matro­ sen, ind i jakkesættet. Goethe rutscher forbi med sin Faust i et bjergskred af noter og tilskrifter. Videre, videre. Hvor­ når ringer den klokke? Hvornår kan man stille sig på sin sokkel af lukkede skolebøger og se udover en fri fremtid? Syv år, ikke mer, men de sidder en i blodet som et helt liv. Indefra huset blev der råbt godnat, og et par vinduer slukkedes. Det var en fantastisk dag, den dag man slap ud. Man blev båret af serafer væk fra det sidste grønne bord og flø­ jet hjem, mens hele himlen slog på harper, og solen spil­ lede i 6 og 5 og 4-taller, der lagt sammen, divideret o.s.v. blev et adgangsbevis til hele livet. Ingen tåger, klar udsigt lige frem. Ikke en antydning af mur, man kunne rende panden imod. Man anede ikke det utal af mure, der stod usynligt i luften. Og man begyndte frejdigt at binde sin private guirlande. Nu er der kun lys i forstuen. Det lave hus med clematis

langs stråtaget og blomstrende ruskomsnusk op omkring allevegne havde lukket sin lange række øjne. Det så så uen­ delig tilforladeligt ud, som det lå der, dødsenstræt ovenpå dagens begivenheder, og drømte på det mest vederkvægen­ de, at Brendekilde kom ind gennem havelågen og slog sit staffeli op midt på plænen. De var længe om det, de to fra byen. Mon de var blevet spærret inde? Ved voldterrænet i Husum havde der alle­ rede om eftermiddagen stået spanske ryttere parat. Der havde været så mærkeligt inde i byen. Folk havde stået i klynger på alle hjørner. Asfalten havde aldrig ligget så lysegrå og tom i solskinnet. Den var renset for biler og sporvogne. Over sporene var der mange steder sorte plet­ ter, rester af bålene de foregående aftner. Og over det hele den usandsynlige sommerhimmel som en inciterende revo­ lutions-fanfare. Et helt folk havde givet sit svar, standset hjulene og stil­ let sig tavst op foran kanonmundingerne, der kun ventede på ordre. Et våbenløst folk, der ikke lod blikket vige. Danskerne var da det underligste folkefærd. Man var selv dansker. Havde man vidst det, dengang man begyndte at hænge sin guirlande op? Havde man ikke forestillet sig noget helt andet? En verdenskrig var lige sluttet, en ny ville aldrig kom­ me. Soldat skulle man ikke være, ikke på den måde, kun som et traditionelt rudiment. Inden afrustningen afrus­ tede man åndeligt. Den verden, man fra eksamensbordet trådte ud i, var den oplyste verden, hvor alt ordnedes i menneskelig forståelse. Det var een lang lys formiddag. Man havde lov til at beskæftige sig med sin egen guirlande. Man fæstnede den pynteligt fra årstal til årstal. Først havde man vel nok tænkt sig noget i retning af en drage­ line, der gik optimistisk i vejret, hurtigt lod man dog de ungdommelige ideer fare og blev ved jorden. Men det var osse pænt. Alting var pænt. Vi var pæne. Det havde været

sådan en pæn klasse. Der var pæne blomster på guirlan­ den. At de efterhånden blev lidt papirsagtige, følte man ikke, der stak jo altid en rød rose frem ved særlig festlige lejligheder, og det var man glad for, tilværelsen kan ikke altid være frisk som friske blomster, sådan er dagliglivets gang. Nu hang guirlanden der, fiks og færdig, som sølvbryl­ lupspynt over de 25 år, over meget mer, over en hel epoke i verdenshistorien, vores epoke. Men ingen kan beskylde os for noget, ingen kan laste os på mindste måde. Forsva­ ret ligger os hæsblæsende på tungen. Kunne vi gøre for, hvad der skete? Kom ikke det hele fra naboen mod syd, den nabo, Dybbøl Mølle gennem årene havde malet i pro­ test mod? Er det ikke værst for os, at vi levede den første og den sidste del af vores ungdom under verdenskrige? Vi tog det pænt. Kan man angribes for at have været pæn? Ja. Desværre, til dels. Vi gik i vores pænhed med lukkede øjne og ører. Vi ville ikke tro ondt om nogen. Alt kunne ses fra alle sider, fra så mange sider, at man tilsidst glemte kernen, hvis man da nogensinde havde opdaget den. Skarpe afgørelser måtte mildnes med en dosis kompromiser. Det havde været prak­ tisk at have mere end een lillefinger at række fanden, for hele hånden gav man ham nødigt. Da man endelig gav ham den, vidste man det ikke, for man var så optaget af at se på noget helt, helt andet. I tyverne begyndte togene pludselig at gå præcist i Ita­ lien. Denne storartede kendsgerning blændede så kolossalt, at man slet ikke kunne få øje på de lipariske øer eller den eneste enes drøm om at blive Gud. Skrighalsene, som Weimar-republikken gav lov til at skråle op, var kun latterlige. Ingen kunne tage dem høj­ tideligt. Først i 33, men nu var der så meget, man trods rigsdagsbrand og menneskeforfplgelse måtte tage hensyn til, også rent handelsmæssigt. Men Olympiaden den var da 152

virkelig mageløs. Man kunne nu sige, hvad man ville, no­ get godt var der dog i det nye tredie rige. I vores pæne skove var der ingen røvere, hvorfor skulle man så absolut tro, at der var det i andres? Mørket lukkede sig mere og mere over haven. Luften stod blikstille. Idyl og fred. Men kun nogle kilometer væk var der bygget barrikader. Tværs over Peter Bangsvej, Nørrebrogade, overalt i København. Og langt borte, et sted oppe ad kysten, stod et tomt ju ­ bilæumsbord. Det havde forgæves ventet at se alle de pæne guirlander komme svævende og binde en pyntelig sløjfe i det dejlige sommervejr. Nu var dugen fjernet, pladerne taget ud og resten skubbet sammen. Men fest var der, helt andre steder, ikke for et tilfældigt lille jubilæumshold, in­ gen spurgte efter eksamenspoint eller studenterhuer. Det danske folk havde for travlt. Det var ved at skrive sit eget eksamensbevis, det bevis, der giver ret til at være medejer af den frie fremtid, den fremtid, hvor pæne guirlander må forstå, at de for at få lov til at kalde sig pæne, samtidig må være lunter, parat til at gå i aktion mod det, der truer menneskets frihed. Det begyndte at lysne så småt. På karetmagerens gavl sad en stor ugle. Når det blev helt lyst, ville fuglene komme og dykke drillende ned over dens blinde hoved. Åh herregud, for 25 år siden, hvor var det en dejlig dag. Men dagen idag kommer den aldrig til at stå mål med.

Rejsen endt (6. maj 1945)

Man sætter sig ned, nej, man rejser sig op, d.v.s. man går vist egentlig hele tiden frem og tilbage. Man aner ikke, hvad man gør med sig selv eller hvor man er. Følel­ serne har svært ved at modtage alt det, der strømmer ind. Det kan ikke rummes. Den djævelske ankerkætting, der de sidste år, de sidste århundreder, sådan føltes de år, surrede sig kvælende om ens hals og med sin iibermenschliche tons-vægt ville tvinge vore ansigter mod jorden, opløstes pludselig i forårsregnen, gled ned ad huden, og hvor den faldt, blev der grønt, grønne plæner, åbne marker, udsigt alle vegne uden det fjerneste skilt om forbudne adgange. Og ude i kimingen forsvinder den tågede flig af en almæg­ tig militærkappe med det sidste svage ekko af den døende usurpators brøl i sine folder. Man er sig selv. Sig selv på en helt forunderlig måde. Udenpå har man en fornemmelse af at strutte med bøge­ grene og småbitte viftende flag alle vegne. Indeni er man en tom domkirke med kilometer til loft og vægge, afvent­ ende, parat, lutter plads til den glæde, der er på vej op gennem kroppen, på vej ud forbi klumpen i halsen. Man kunne godt tude. Fem år, seks år har vi ventet på det. I dag er det der. Med ryggen til det overvundne helvede, som et såkaldt kulturfolk byggede op på sadisme og bestialitet, ser vi med missende øjne ind i et vejr, der skal og bør blive dejligt, for nu har vi selv ret til at blive ansat på det meteorologi­ ske institut, der bestemmer det vejr. Og midt i vejret ligger Danmark. Et nyt Danmark. I den

15-i

ydre landskabelighed ligner det ved første øjekast sig selv, det vege, det milde, det smilende, en solbeskinnet hverdag, der aldrig bliver for hed, en gråvejrsdag, der sjældent bli­ ver for grå, et ternet forklæde lagt ud til tørre med plads og plet til os alle, ingen bratte overgange, en blid gliden fra øernes frodighed til Jyllands lange stærke bakkelinjer, in­ gen bakke drømmer om at være bjerg, ingen å ønsker sig at blive flod, gennem alle skove anes hurtigt en lysning. Ufarligt oguden trussel ligger Danmarkskortet mellem sine have. Tilsyneladende. Ser man nøjere til, toner alle de kendte enkeltheder væk som et transparent-tæppe, der gen­ nemlyses, og der står en klippe, en stenhård bjergforma­ tion skabt af det danske folks vilje, bygget op tværs gen­ nem mørklægning for næsen af fældende maskinpistoler. De fremmede kaldte det „Undergrunden" foragteligt og velberegnet. Bedre folk skulle få en fornemmelse af noget gangsteragtigt, som dannede hænder og selvbeherskede ho­ veder ikke kunne befatte sig med. I starten lykkedes det til dels. Man bøjede sig for den 9. aprils kolde kendsgernin­ ger, lukkede sig inde i dagligstuerne, haspede vinduerne til, trak rullegardinerne ned med de malede udsigter og sad så og lyttede til bragene og skuddene, der blev kaldt ansvarsløse drengestreger. Men intet rullegardin kunne stå imod den vind, der langsomt var vokset til en storm. De svippede knaldende til vejrs, et sus jog gennem stuerne og fejede småting og nips ned fra kommoder og piedestaler. De hænder, der hidtil havde hyldet princippet at blive lig­ gende i skødet - for hvad nytter det? greb et øjeblik værgen­ de for sig, men i det samme blev der henover den strålende sensommerhimmel skrevet en sejrsdato. Den 29. august. Undergrunden erklærede besættelsesmagten krig den gende april, den tredjesidste dag i august sluttede hele det danske folk op under de smældende faner, der usynligt foldede sig ud over de navnløses hær. Nu vidste man, at undergrund var et hædersnavn. Det i årtusinder frie Dan!55

marks ryg, hård, ubøjelig, der stemte sig op gennem visne kancellikompromiser og skrab-ud for at opnå materielle fordele i et snæversynet kort løb. Danmarks kamp var kun det lange løbs kamp for menneskelig frihed, der uden hen­ syntagen til selv de største ofre kræver, at man beviser sin ret til at eje den. Men den dødelige alvor blev pakket ind i en smilende uhøjtidelighed, der virkede totalt forvirrende på de ens­ rettede dyrepassere i Europas zoologiske have. I lagkager­ nes flødeskum stak der dolke, i uskyldige jakkesæt gik gøn­ gehøvdinge omkring, i skove, der tilsyneladende kun var bestemt for „Hjortens Flugt“, faldt store silkeskærme ned, våben lod sig transportere i alt, også tåbelige små dametasker, gamle nikkende frøkner lejede deres værelser ud til logerende, som de ikke kendte ret meget til, men forsva­ rede og dækkede med alle den forelskedes påhit, fordi de var forelskede i det Danmark, der efter de bedste menin­ ger var dømt til at gå under, for at robot-mennesket til slut kunne stå alene tilbage i bengalsk belysning. Det danske smil var skærpet til et livsfarligt våben, der ikke var at finde i germanske leksika eller lod sig slå op i Kruppske kataloger. Svaret var terror, brand og ødelæggelse, mord og menne­ skejagt. Ingen kunne sige hus forbi, alle var tvunget ind i dette lotteri på liv og død. Vi skulle skræmmes fra vid og sans af snigende usikkerhed. Intet skyede de. Kaj Munk slængte de i en grøft, men de kunne ikke lade ham for­ svinde i en tavs grav. Han rejste sig og red i spidsen for de dødes bataljon mod det mål, de havde ofret livet, for at vi andre kunne leve i en fremtid uden at skulle slå dj nene skamfuldt ned, hver gang vi ser os i et spejl. Jo mere ubarmhjertigt Gestapos projektører afsøgte hver krog, jo flere de spærrede inde i samme celle, des stærkere og taktfastere lød det frie Danmarks fodslag på vejen frem, ikke mod en slutapoteose, men mod indgangen 15G

til en ny tid, hvor demokratiet ikke kun er af åndelig art, men gør sig gældende i alle livsformer, i alle forhold men­ nesker imellem; hvor demokratiet ikke som før behøver at skamme sig over en tilsyneladende mangel på slagkraft i definitionen sammenlignet med de fascistisk-nazistiske for­ løjede forretningsslogans, fordi det nu endelig får lov at gro i alle sine afskygninger som en lærebog i menneskelig­ hed og menneskeret, der ikke tåler at lade sig sætte på en reklameagtig formel. I ulykken skabtes grundlaget for vores lykke. Det ansigt, vi tabte den gende april, er det ikke værd at bøje sig for at tage op, det var kun en lidt bleg maske. Viljen til mod­ stand og kampen for at give denne vilje et stærkt udtryk har trukket de virkelige ansigtstræk kraftigt op, uden at alle de pudsige småtterier, man hygger sig i, er gået fløjten. De tidligere henvisninger til nationens lidenhed er smidt over bord, rankhed er ikke knyttet til størrelse, man følte det, da undertrykkerne højlydt jamrede sig over den skæb­ ne, der ramte dem, nøjagtig den samme skæbne, de havde tiltænkt alle andre. Og den rankhed der en overgang i manges øjne tog sig ud som selvmord eller idealisters noget tåbelige marty­ rium, fordi man ingen steder på papir havde beviser for, at det nyttede, er det nye Danmarks livsnerve og smukke­ ste aktiv. Renterne af den formue skulle gerne nedarves på kommende generationer. Vores døre og vinduer har al­ tid været åbne til den store verden udenfor, og vil altid være det, men vi har følt vores styrke i kampen med den enøjede kyklop, vi bøjer os ikke for krav, der vil under­ trykke de demokratiske menneskerettigheder. Engang, det føles så uendelig langt tilbage, håbede vi alle, at krigen ville gå uden om vor have, at vi ville blive forskånet. De, der har mistet deres nærmeste og kæreste, ville vel helst kunne stille uret tilbage - skønt? En mor, der for nylig mistede sin yngste søn, sagde: „Sig til den J57

ældste, at jeg intet ønsker forandret, og at han ikke må tænke på mig, tværtimod, han skal kun gøre det, han sy­ nes, er rigtigt." Vi andre, der slap ud af lotteriet uden den dødelige ge­ vinst, bøjer hovedet i taknemmelighed. De døde ikke for­ gæves, de led ikke forgæves, de blev den afgørende del af vort liv, den, det nye, det frie Danmark skal bygge på. In­ den kapitulation og befrielse gjorde de Danmark frit. ☆

Ved påsketid i år bad man mig rejse til Sverige. Jeg har aldrig modtaget en anmodning med en sådan jubel. Min kone havde jeg ikke set i tre måneder, en bagatel i sam­ menligning med andres ventetid. Men min dreng havde jeg ikke mødt i halvandet år, et tidsrum, der rent privat batter, når det netop er i gro-alderen. Jeg skal villigt ind­ rømme, selv om det lyder lidt småligt, at jeg efterhånden var en smule træt af min underjordiske tilværelse, denne evindelige skiften navne og bopæl og for den sags skyld også udseende. Jeg mødte med alle porer åbne til overfarten, fik en smule blanke øjne ved synet af den svenske kyst, der plud­ selig lå der med alle sine malede huse og de promenerende på havnemolen, og tog med uskrømtet glæde mod den pakke cigaretter, flygtninge får i morgengave, skønt jeg slet ikke var flygtning. Det var det vidunderlige, at jeg ikke var flygtning. Jeg har aldrig før forstået det så klart. Med en vis medlidenhed så jeg på de andre, der nu skulle blive i emigrationen, til det hele var ovre. Det hele! Om man havde bundet mig, ville jeg ikke blive. De appelsiner, man chevaleresk uddelte til pigerne, følte jeg falde sym­ bolsk i min turban. Lysene, friheden, aviserne, filmene, ubekymretheden, alt det vi ikke havde, det var dejligt, usandsynligt dejligt. Som en tilfældig ferie i et fata morgana. 158

Midt i det hele stod svenskerne. De vidste alt fra aviser­ ne. Derovre behøvede man ikke høre udenlandsk radio. Man telefonerede uden at tænke på aflytning, man udtalte sig i alle ender og kanter, som man havde lyst, og tog de drabeligste partier. Man vågnede ikke om morgenen, fordi en tilfældig bil kørte op foran huset, man syntes slet ikke, at de svenske soldaters grønne farve var uhyggelig, man beklagede sig over restriktionerne, der for mig var usyn­ lige, man drømte ikke om, at ens venneskare kunne blive decimeret, medmindre en tilfældig forkølelsesepidemi eller noget andet forholdsvis elskværdigt kunne bringe midler­ tidig uorden i geledderne. Man talte meget om indkaldel­ serne, men mest om håbet om at krigen ville lade landets neutralitet intakt. Det var som at komme til en anden klode. Jeg følte en mærkelig glæde over, at Danmark var tvunget ind i det gruopvækkende nedrivningsarbejde, der gav ret til at møde med murske og sten, når den menneskelige genop­ bygning tager fat. En smerte kan beskrives og forklares, men kun føles af den ramte. En menneskelig erfaring kan kun leve, når den har fået liv gennem den smerte, der rum­ mer glæden over at være blevet vækket.

☆ Da båden nærmede sig den mørke danske kyst, følte jeg medlidenhed med de lykkelige, der blev i solskinnet, og taknemmelighed mod de grave, der aldrig får lov som kæmpegrave at tegne sig i profil mod den danske himmel. Men de står der.

Dagene derpå . . . (22. juni 1945)

Ved aftenstid den fjerde maj stødte et af de forunderligste fartøjer, der nogensinde har sejlet i danske farvande, på grund midt mellem bøgetræer, grønne marker og byer, endnu våde af syndflodens vigende vand. Vi stod alle ved rælingen og følte os hver især i vores indre som Noah, der pillede oliebladet ud af duens næb. En epoke var druknet bag os, en ny dukket op forude, vi så den i et glimt, så dækkedes den af smældende flag og hurraråb. Det var en sær fornemmelse at skulle gå fra borde. Un­ der sejladsen var det kun det sekund, man havde set hen til, nu sad der et eller andet sted i kroppen en beklem­ melse. Man var for alvor kommet til at holde af dette fan­ tom af et skib, der fra en lille nødstedt jolle var vokset til en truende håndgribelighed med et mandskab som en hær og en passagerliste efterhånden lang nok til at fylde de fleste af de ødelagte folkeregistre. Man frøs en smule ved tanken om, at dette nære sammenhold skulle spredes, ikke brydes, bare spredes, det skulle ikke længer være skulder ved skulder i bogstavelig forstand; der skulle gøres plads til dagliglivet og hverdagen. Kunne det give anledning til nogen bekymring? Det burde det ikke. Og alligevel nede på bunden af erindringen lå historien om Noahs levende last, som på tværs af alle himmelske forsæt i en håndeven­ ding fik en ny verden trådt gammel. Hvad havde vi fået med i vores bagage? Så blev landgangen sat til. Og fortumlede tumlede vi i land. Flag og guirlander, raketter og levende lys, tusinder

af arme, der omfavnede, Sjælland og Fyn kunne have byt­ tet plads af lutter overstadighed, alting dansede, et helt land dansede, det bal havde man sparet sammen til i fem år, fem århundreder. Et mærkeligt bal, underlig patetisk midt i løssluppenheden. Gennem musikken knaldede skuddene, biler jog på to hjul om hjørnerne med friheds­ kæmpere strittende af maskinpistoler på alle skærme, over folkemængden sås stikkernes opstrakte arme, udrensning, udluftning, undertrykkernes loft var løftet af byen og landet. i? Hverdag kom, men langsomt. Ustandselig spærrede nye flagalléer vejen for den. Fuld af tålmodighed ventede den på, at den naturlige træthed måtte indfinde sig - og tømmermændene. I første omgang uhyre behagelige og elsk­ værdige tømmermænd, festen havde været ovenud, den smule hovedpine tog man med største glæde med i købet. Der er glade tømmermænd, der elsker at blive spædt op, man spæ’r og spæ’r op, tilsidst er der ikke mere at spæ’ op af, og så risikerer man at blive lidt knarvorren, det er vist almindelig menneskeligt. Det, der først gik én en kende på nerverne, var tempoet. Man var vant til noget helt andet. I fem år, navnlig de sid­ ste, havde begivenhederne afløst hinanden som skud i ma­ skingeværbyger, et voldsomt indtryk var straks blevet visket ud af et endnu voldsommere, alt det en dansker aldrig havde drømt om at komme ud for, var han kommet ud for. Han var revet ud af et fladt lands fredelige rytme - og nu sad han der igen, pludselig. Farten er taget både af ham og billedet, så det næsten gør ondt. Ja, man kan hundrede gange sige til sig selv, at det er tømmermænd, ikke bare ovenpå festen, osse ovenpå årene, naturligvis er det tøm­ mermænd, men hvorfor kan det og det alligevel ikke gå hurtigere? Hvorfor ryger lovene ikke gennem Folketing og 11

160

S ynskhed ens Gave

l6l

Landsting? Hvorfor har man ikke forlængst set resultater? Der er gået halvanden måned. Hvad kunne der dog ikke være sket på halvanden måned? Læste vi ikke i de illegale blade - nå, de illegale blade eksisterer ikke mer. Det er på en måde synd. Det er på en måde osse synd, at alle de folk, de store folk i modstandsbevægelsen, de anonyme, som man før kun gættede på, nu fotograferes i alle landets blade på det nydeligste blandet sammen med den gamle politiks koryfæer. Osse dem er farten taget af, studehandel, kompro­ miser, nej, nej, det passer ikke, vi ved det godt, men sådan kan det se ud for den, der pludselig, lidt mod sin vilje, be­ finder sig i smult vande - og har en smule tømmermænd. Men modstand, man kan sige, hvad man vil, man kan lige­ frem længes efter modstand. Hvor gedulgt og hemmelig­ hedsfuldt det hele end foregik, det var en dejlig åben og ærlig tid. Man må tvinge sig selv ind i den nye rytme, pænt øve sig. Der er meget, man må øve sig på. At forstå juristeriet f. eks. Alting er afhængigt af beviset. Ens fingre kan da klø, når man ser en mand, om hvem alle og enhver véd, at han tænkte og talte som en landsforræder, gå fri, fordi et til­ fældigt bevis på papiret mangler. Naturligvis, det er rigtigt, ens forstand kan sige én det, men ikke ens følelse. Man kommer daglig i karambolage med sine følelser, men man må vise selvbeherskelse, det har vi altid kunnet før. Det er svært lige i øjeblikket. I fem år blev der kaldt på alle vore følelser, vi skjulte dem under selvbeherskelse, ventede kun på dagen, da vi kunne give dem frit løb. Vi fik det under festen, men efter — nej, det må være tømmermænd, ikke andet, for der er da langt, langt vigtigere ting. Fremtiden vindes ikke i et snuptag, kun ved tålmodighed. Og vores aktivitet kan og vil ingen tage fra os, tværtimod, den skal øges. Før var der mange mennesker, der mente, at politik, det var ikke noget, man beskæftigede sig med, det overlod man til de professionelle på Christiansborg, selv beskæfti­ 162

gede man sig kun med livet. Nu begynder man at forstå, at politik ikke er håndtering og embede, men vejen til et liv for os alle, livet i den fremtid, vi lige har vundet os ret til at eje, men der må kæmpes for at få lov til fortsat at eje. Politik er en menneskelig ting, en af de fineste; giver man afkald på den, må man finde sig i, uden at mukke, at et nyt voldsherredømme vokser frem og kaster sig ind over os. Sådan var det i 30’erne. Sådan må det blive i 40’erne. ☆ Mange gik iland fra skibet og mente, de havde nået det store slutresultat, det, kampen for dem drejede sig om, et frit Danmark, d.v.s. et Danmark befriet for besættelsesmag­ ten. Efter festen, der for dem var en slutapoteose i flotteste bengalske belysning, slog de op i kalenderen og konstate­ rede, at årstallet stadig var 39 eller noget i den retning. Det, man i starten ikke brød sig om, men efterhånden havde lært at hade, det var for evigt og altid væk og kunne aldrig komme igen, nu gjaldt det bare om at afskrive en vis periode og så fortsætte, hvor man slap og indhente det forsømte. Det forsømte! - meget har vi forsømt og meget vil mange gerne have, at vi forsømmer. Det er lettest. Måske lettest, når vi har tømmermænd og er lidt irritable. Men mon ikke modstanden, den modstand, vi længtes efter, ligger på spring. Og i et helt andet tempo. Dennegang er der bare ikke noget, der hedder det korte løb, det drejer sig om det lange. Og til det skal der et helt andet tempo. Det tempo, der fulgte ovenpå festen. Det høres så tit, at vores sydlige nabo, den eneste store vi har, skal opdrages. Men det tager mange år. Den voksne generation er det vanskeligt at omforme. Man må begynde med børnene, de helt små, de nyfødte. Har vi det ikke lidt på samme måde? Havde vi alligevel ikke et par kufferter med iland? pakket så fint, at hverken 11*

163

tolderne eller vi selv kunne finde ud af, hvad der var gemt ned. Skal vi ikke osse begynde med børnene? Skal vi ikke lære dem — ? nej, ikke lære. Lad dem slippe for at kigge i kufferterne, men fortæl dem om skibet med alle navnene og datoerne, der er skåret ind i plankerne og skibssiderne. Når De fortæller, vil De opdage, at skibet stadig ligger der med alle sejl oppe, et virkeligt skib, et levende skib. Bør­ nene vil gå ombord og styre det videre mod det frie Dan­ marks frie fremtid. Det er kun voksne, der har tømmermænd.

Et år og en engel går forbi (i. januar 1946)

Aldrig har man vist med så stor glæde sagt farvel til et gammelt år og med så mikroskopiske forhåbninger budt et nyt velkommen. Træthed, skuffelser og tusind ligegyldige småtterier, som man troede druknet i syndfloden, står en til halsen. Man orker ikke mer. Ens følelser er simpelthen slidt op, man har været hele registret igennem med iltogs­ fart, den syvende himmel tur og retur i en håndevending. Næh, magen til år skal man da lede længe efter. Optakten var ond, en ildrød horisont himmellinien rundt. Man stirrede så det sved, men inderst inde i den lille plet, hvor barndommens rejsefeber holdt af at husere, voksede fra time til time en kildrende fornemmelse af glad forventning. Udfaldet var sikkert, dagene talt. Smukke Adolfs kæmpeportræt begyndte langsomt at gå i opløsning og forvandles til et kaotisk puslespil som selv det mest ens­ rettede mirakel ikke så sig istand til at lægge i orden igen. Landkortet slog revner, og nærmere og nærmere kom krigs­ lavinen tromlende. Ville den også tromle os ned? Nerverne stod spændt som stramme flitsbuer parat til a t -----Men så - en aften i maj, da vejret netop teede sig i sit mest guddommelige trylleri - blev der sat punktum midt i en radio-udsendelse. Et sekund var alt bomstille helt ind i hjerterødderne, så lød der et brøl som fra 3V4 million ellevilde skolebørn, der på een gang lukkes ud til frikvar­ ter. Man kurede nedad gelænderne og landede i favnen på hinanden, man slog kolbøtter og svalereder i flagguirlan­ der og hurra’er, man råbte og skreg og holdt skåltaler i eet køre væk, ingen vidste op eller ned på sig selv, man vidste 165

kun, at nu skulle der danses, og som på tælling blev landet en fejende balsal med alle vinduer og døre på vid gab til en verden, man i evigheder havde sukket efter - og der blev danset, så Koldinghus og dets slotsherre kunne gå hjem og lægge sig. Dansen gik tværs henover juni, og endnu langt ind i juli var hurra den eneste naturlige samtaleform, selvom øjnene måske nok efterhånden havde mistet lidt af deres glans og fået et mere eftertænksomt udtryk. Et eller andet var på vej, noget man kviede sig ved og helst ville skubbe fra sig. Engang måtte hverdagen vel komme, men var det hver­ dagen, så brød man sig oprigtig talt ikke meget om dens ansigt, for det mindede i en uhyggelig grad o m -----Længere kom man ikke i sine betragtninger, for i det samme banede en stilhed sig vej midt i festligheden. En engel gik gennem stuen, den frygteligste, den mest djævel­ ske engel, nogen himmel nogensinde havde udsendt, og frem i projektørlyset sprang den altid veloplagte mr. Truman som en smilende rekommandør. Mine damer og her­ rer, De kommer ind med det samme. Eneste galla-forestil­ ling med det store internationale sensations-program. Først et jonglørnummer udført af tidens geniales te hjerner, og så - hokuspokus, keine hexerei, nur behendigheit - den totale udslettelse! Hold Dem ikke tilbage. Værse’artig, det er denne vej med småpengene, børn og soldater kommer gratis ind. Mine damer og herrer, gongongen har lydt. Man måbede. Var tæppet ikke lige faldet for verdens­ historiens største tragedie? Og røg det nu ikke uden fjerne­ ste antydning af ouverture tilvejrs for første akt af en ny? Dekorationen, man blev præsenteret for, var såre enkel. Foran en rundhorisont, uendelig som verdensrummet, stod et ensomt træ. Kundskabens, om det drejede handlingen sig, og vi drejer med, vi er igen tvangsindlagt som statister, der skal synge med i kor og på omkvæd. Men er det ikke omkvædet på vores egen begravelseshymne, den der måske 166

tilsidst kun skal nydes af en forbløffet måne og en forsam­ ling plirende planeter? Eller kan vi fæste lid til mr. Trumans optimistiske forsikringer om en happy end? den pæne mr. Truman, der spiller så rørende klaver i Potsdam og lever et idyllisk familieliv midt i verdenspressens inter­ viewer. Det er næsten ikke til at få ham rimet sammen med denne rejsebrochure lige lukt ad til helvede. Man har gan­ ske vist før hørt om excentriske personer, der holder løver og lignende usædvanligheder som hus- og kæledyr, det er endda tit gået godt, bæsterne har ikke altid ædt deres herre, men mon det nu alligevel ikke er et par streger for livsfarligt at gå rundt med selveste dødsenglen i snor? På forhånd skulle man tro det. Men hva’ ved man til syvende og sidst. Ingenting. Man holder op at tænke. Der er perspektiver så store, at de ikke kan måles op af private tommestokke, de små hjem­ mestrikkede inddelinger kunne nemt sprænges som dyb­ vandsfisk, der af vanvare er kommet op til overfladen. Nej, man må la’ vær. Man må glemme firmamentet og den in­ derste kerne af den livsgåde, som man vel alligevel aldrig kommer til at fatte ret mange kuk af. Vi har vores haver, og de skal dyrkes, hvordan vi så vender og drejer det. P. t. er de bare lidt triste i udseendet, fordi vi selv er triste og kun har kræfter til at anlægge triste synspunkter. Lettest var det at lade fem være lige, synes man. Kan man egentlig være det bekendt? Næh. Men luften er desværre fuld af undskyldninger, man be­ høver kun at strække hånden ud for at få fat i de mest plausible. Man er træt, dødsenstræt. Det er der ikke noget at sige til. Det er „dagen derpå“. Heller ikke mod dette kan der gøres indvendinger, en rus må have lov at sætte sine spor, især en rus af de dimensioner. Man er skuffet over, at der er længere til omverdenen, end man havde tænkt sig. Grænserne er på den uelskværdigste måde lukket for alle 167

de materielle vidunderligheder, men til gengæld åbne for billeder og indtryk af alle de uhyrligheder, som fantasien efterhånden nægter at absorbere. Og rundt om har man det nøjagtigt som hos os. Humørsygen er mondial. Fra alle kanter undtagen den svenske, indløber de mismodigste de­ pecher. Man er gået i bund med elevatoren og den forlø­ sende donkraft må åbenbart være blevet forlagt. Er det et under, i det roderi? Men herhjemme slap vi jo for at blive valplads. Burde vores taknemmelighed ikke forbyde os at deltage i den almindelige mathed? Jo - men om man tager sin stakkels fornuft nok så meget fangen, det hjælper ikke overfor et fysisk ildebefindende, det skal bare rase ud. Rase -? Det er jo netop det, vi ikke får lov til. Vi har pænt at passe vores færdselsregler og hygge os under det låg af selvbeher­ skelse, vi altid har været så flinke til at lægge over os selv. Vi er propfulde af nyvakte følelser, som vi langsomt bræn­ der inde med. Vi vandt meget inden befrielsen og mistede meget derpå. Vi er lige ved i farten at sige, at vi mistede træn på - vi bremser dog hurtigt op og bider os i tungen. Nej, det er ikke det. Troen har vi i behold et eller andet sted. Hvor -? det er lidt vanskeligt at præcisere. Men vi mistede noget andet. Vores spontaneitet. Hverdagen er over os med fynd og klem, men hverdag og spontaneitet har det som ild og vand, det er ulykken, undtagen for kunstnere. 1940, 41, 42, 43 hidsede os op til et følelses-tempo helt på tværs af vore årtusind gamle vaner og traditioner. Takket være besættelsesmagtens totale mangel på evne til at stikke bare en lillebitte finger i jorden og snuse sig frem, takket være en kæde af tirrende grovheder på den ene side og en stadig og ligeså tirrende bukkenejen på den anden, blev vi tvunget i harnisk, og op gennem den ellers altid så veltem­ pererede og velovervejede besindighed skød pludselig en spontaneitet, der hidtil havde sovet en blid Holger-Danske168

søvn med hovedet på en velpolstret og overordentlig ube­ kymret pude. Den tvivl, der plejede at stå som et isolerende lag mellem følelse og handling var kappet væk. Man gik lige på - og nød det, nød det med åbne øjne at være ind­ rulleret ikke kun i landets lille åndelige hær, men i hele menneskehedens, i kamp for menneskets helligste privile­ gier. Nu vidste man, hvad de var værd. Nu forstod man, at begrebet politik, som før i tiden for så mange havde været noget uvedkommende og yderst trivielt, stuvet sam­ men på et Christiansborg, var den første og fineste betin­ gelse for fri menneskelig udfoldelse. Den 29ende august blev det danske demokrati flyttet ud i fri luft og fordelt på alles hænder som en lille del af den store gave, der skulle forsvares, om det så var med livet. Men igen blev det flyttedag. Mens slutapoteosen fejredes i bengalsk belysning, samlede nationens vise fædre alle småbidderne sammen under lovgivningens tag, lukkede dørene til det friske vejr, ringede med formandsklokken, besteg talerstolen, kørte løs med både gamle og nye lyd­ strimler, gik i udvalg og kommissioner og guderne må vide, hvad det hedder altsammen, alle disse trin og ture i den partipolitiske lanciers. ☆ Var det det, man havde kæmpet for? Ja. Ens fornuft siger ja, ja og kun ja. Men hvorfor så denne mismodighed og disse skuffede ansigter? Det er det dumme stakit, der irri­ terer en, stakittet omkring ens egen lille private have. Det trænger til at males. Ja, jeg véd det, jeg véd det, men hvad vedkommer det mig? Sådan et fjollet stakit, som man sag­ tens kunne sparke overende, hvis det ikke hele tiden stod dér med sine formanende tremmer og mindede om, at man hurtigst muligt burde dølle de sidste rester af den spon­ taneitet, man lige havde været så glad for, fordi den - nå, ja, ja, det tager sin tid, det er klart, at omstille sig fra krigs­ 169

produktion til en butik med fredelige postkort, skyfri him­ mel og hilsen fra ditten og datten og alt det, man forlængst er holdt op med at gide. Nu skal man gide igen. Rundt om­ kring én begynder man at gide, ikke krig og de fem for­ bandede år, men fortiden med fodnoter og smånotitser. Man bliver i en ruf færdig med det største, aldrig med det mindste. Næh, så hellere — nej, nej, den tid er der ingen, der ønsker tilbage. Men kampånden -? Må man heller ikke beholde den? Er der slet ingen, der har brug for den? Næh, ikke tale om, råber alle de, der forholdt sig passive og bed negle af arrigskab over alt det, der røg i luften af nationale grunde. I maj ruttede de pligtskyldigst med et par hurra’er, for man kunne jo aldrig vide. Men nu - se, hvor vi fik ret. Denne frihedsbevægelse! Især disse latter­ lige fritidskæmpere, der pludselig voksede frem af broste­ nene og i mangel af bedre gav sig til at skyde på deres tom­ melfingre. Det er skam sandt, det stod i alle aviser. Men én ting stod der ikke, ikke tydeligt, og i glemmebogen gik det ihvertfald omgående. Om man så havde haft nok så megen ret til at beskylde dem for medløberi og eventyrlyst, var krigen ikke ved en skæbnens tilskikkelse standset udenfor vores entrédør, havde de været den hær, der skulle kæmpe for os alle. Deres liv for dit og mit. Allerede ved i hemme­ lighed og under de mest usandsynlige forhold at opøve den våbenfærdighed, man nu så beredvilligt trækker på smile­ båndet ad, løb de en risiko af de livsfarligste. Men det ser man bort fra. Og man ser bort fra den selvbeherskelse, de viste, da de store majdage kom. Krig, kun krig, havde man indstillet dem på, gejlet dem op til. Og alligevel, ingen Bartholomæusnat, ingen eventyr for eventyrets skyld. Der hørtes lidt barnligt skyderi, der faldt et enkelt tragisk skud, ikke mer. Havde hjulet drejet sig en tak til, var mange af dem gået ind i den skare af helte, man rejser officielle mo­ numenter for. Nu har de svært ved at finde sig en kontor­ plads, nogen ligefrem anbefaling er det ikke at have gået 1 70

med armbind. Sådan er der så meget. Tilværelsen er fuld af de besynderligste former for retfærdighed. Blandt andet juristernes. Ikke et ondt ord om juristerne. De hører den nøgterne hverdag til, og hverdagen svælger i færdselsregler og para­ graffer. Et bevis er kun et bevis, når det er noget sort pren­ tet på noget hvidt. Og sådan skal det være. Kun en tåbe ville komme med indvendinger. Men sommetider tager man sig i stilhed til hovedet, når man ser, hvem det nu er, der stiger hvid og renvasket op af baljen. Man føler endnu spontant. Det er fejlen. Hvornår slipper man dog af med den ulyksalige spontaneitet, der spiller én det ene puds efter det andet? Hvornår glider man helt over i hverdagens kor­ rekte petitesser? Ikke sålænge kampånden lever. Og der er liv i den endnu, selvom der fra mange sider gøres alt for at fumle den væk. Pludselig blusser den op som en blomst, der har sine rødder i en fjern, fjern fortid, ja, man skal så langt tilbage som til de sagnagtige dage, da et våbenløst folk byggede barrikader lige op i mundingerne på de kano­ ner, Krupp von Bohlen und Halbach havde født til verden uden at ane, at et umærkeligt smil i en mundvig kan få stål og beton til at slå revner. Men en kampånd må være rettet mod et mål. Vores syd­ lige nabo er idag kun et forkrøblet kors, man har revet benene af. Er der da et andet mål? Ja. Christiansborg. At være Christiansborgs samvittighed. Den stikkende knappe­ nål i stolesædet. Vi vandt et levende demokrati. Vi tåler ikke at se det anbragt som en smuk indskrift på en frontispice. Alle gromuligheder skal det ha’, til det en dag er en realitet helt ud i fingerspidserne på os alle. Det bliver kampen. En kamp, der kan føres fra vores egne haver, over vores egne stakitter, en kamp ført med menneskelige våben for at nå det menneskeligste af alle mål. ☆ 1 71

Og langs stakittet kommer mr. Truman med sin engel i snor. Ikke just noget opløftende syn. Se -! Nu står de stille og kigger. Nej, slå ikke øjnene ned. Kig igen! Lad os tage hinanden i hånden tværs over alle stakitter. Skulle det så ikke lykkes at tvinge dette monstrum ned på jorden og gøre det til hele menneskehedens lydigste husalf? Ville det ikke være vidunderligt for engangs skyld at ha’ en til det grove? Imens kan vi så få tid til at ligge i græsset og tænke smukke tanker. Det trænger vi snart til.

Den følsomme taxa (1946)

Ting og døde genstande har ingen sjæl, si’r man - sjæl er noget dyrt og fint, ene og alene forbeholdt menneskene. Men i eventyr er alt tilladt - og dette er i og for sig et eventyr, anden forklaring kan jeg ihvertfafd ikke gi’. Det var forleden aften - eller rettere sagt nat - jeg stod på et uelskværdigt fortov og spejdede efter en frelsende bil. Endelig øjnede jeg langt borte en lille grøn lanterne, der langsomt kom nærmere og nærmere - men inden jeg nåede hen til den, var vognen, uden at nogen havde råbt den an, drejet ind til kantstenen, og dér blev den apatisk hol­ dende. Jeg satte farten op og forberedte mig i hast på den sædvanlige svada om, at jeg destoværre boede i Ordrup og naturligvis glimrende forstod, hvis chaufføren nødigt ville så langt ud, men om han alligevel ikke kunne forbarme sig over mig og så videre og så videre. Jeg skulle lige til at gribe fat i håndtaget for at åbne døren, da jeg opdagede, at vognen var tom. Min målløshed har nok været temmelig måbende, for jeg ville ha’ væddet hva’somhelst på, at ingen var stået ud. Nå, en eller anden løsning på gåden var der jo nok, og jeg stillede mig op og ventede. Pludselig var der nogen, der sukkede. Jeg så mig hurtigt om. Fortovet var tomt, gaden var tom - og vognen - var og blev tom. Jeg kiggede under den og over den, men ingensteder fandtes der den fjerneste mulighed for, at nogen kunne ha’ frem­ bragt et suk. Et øjeblik stod jeg i tanker foran køleren og så ind i lygterne, der lyste døsigt under de halvt tillukkede øjenlåg. 173

Jeg fik en sær fornemmelse af at stirre ind i et ansigt, der var faldet i de bedrøveligste staver. Men en bil - en ganske almindelig fantasiløs taxa, kan da ikke ha’ et ansigt -? jo, denneher havde d et-et ansigt, der efterhånden blev ty­ deligere og tydeligere. Den mørke, lidt ludende pande var fuld af fortvivlede rynker, og den grønne lanterne dinglede trist og forpjusket som den barnlige pynt på en af disse pjankede papirshatte, man tvinges til at ha’ på, når den selskabelige morskab med djævelens vold og magt skal være på sit højeste, mens man i virkeligheden kun har lyst til een ting: - gå hen og hænge sig. Men en b i l ----en bil kan da ikke køre rundt i selv­ mordstanker -? Selvmord, er det ikke en menneskelig op­ findelse -? I det samme var det, som om vognen med en kraft­ anstrengelse tog sig sammen og rettede ryggen eller karros­ seriet eller hva’ den slags nu hedder på et køretøj - moto­ ren gik igang - og det lille røde flag blev slået ned - taxa­ metret gav sig til at dikke - og døren til førersædet sprang op. I et snuptag var jeg inde på fortovet af angst for at blive kørt ned - men vognen rørte sig ikke af flækken. Forsigtigt nærmede jeg mig og kiggede ind i det tomme tøffende mørke. Pludselig hørte jeg inde fra tomheden en træt stemme, der gentog „Ordrup“ i en spørgende tone. Hørte jeg det - eller hørte jeg det ikke? Ihvertfald hørte jeg min egen stemme, der automatisk nævnede vej og hus­ nummer. Et par sekunder stod jeg med stive øjne som et bytte for en mildest talt frygtelig tvivl - så satte jeg mig hurtigt ind — ind ind ved siden a’ - - ved siden a’ chauf­ førens tomme plads. Hvorfor jeg gjorde det -? - jeg skal ikke kunne sige det - jeg véd bare, at jeg ville ha’ følt det som en utilgivelig mangel på tillid, hvis jeg ikke havde gjort det. Jeg husker ikke, hvordan vi kom ned a’ Gammel Konge­ J 74

vej. Forresten har jeg vist helt glemt at fortælle, at det var et sted mellem Ørstedsvej og Bulowsvej, vi mødte hinan­ den, vognen og jeg, men det kan vist for den sags skyld være temmelig ligegyldigt. Det vigtigste er, at vi nåede hel­ skindet til rundkørslen ved Nørrebrogade - og så gik det videre ud a’ Jagtvej. At jeg sad med livet i hænderne, skal jeg villigt ind­ rømme. Det er jo ikke ligefrem hver dag, at man befinder sig som eneste passager i en vogn, hvor rattet snurrer og drejer af sig selv. Og farten, vi var oppe på, kunne vist ikke just kaldes lovbefalet. Havde vognens ansigt ikke forekom­ met mig gammelt og træt, ville jeg ha’ svoret på, at den blev kørt af en attenårig, der lige havde fået kørekort. Lidt efter lidt blev jeg trods alt mere rolig og begyndte at se mig en smule om i vognen. På gulvet, både foran og bagi, flød det med sørgelige rester af kulørte serpentiner og små dannebrogs-guirlander, men dérudover var der in­ tet mærkeligt at opdage - altså rent bortset fra den tomme plads ved siden af mig. Alt gik, som det skulle. Vognen kendte vejen. Afviservingen arbejdede prompte og præcist, tilhøjre, tilvenstre, og faldt så slapt ned igen. I svinget ved Vibenshus blev en af vingerne stående. Jeg syntes, det var min pligt at gøre opmærksom på det. „Tak,“ sagde en stemme fra det tomme mørke - og vin­ gen faldt omgående ned. Nu vidste jeg det - det var vognen, der havde sukket det var vognen, der talte. Hurtigt tændte jeg en beroligende cigaret og åndede dybt ind, men røgen var knap nok nået ned i lungerne, før en elskværdig latter, der så afgjort var på min bekostning, fik mig til at kløvs i et hosteanfald, der ikke blev bedre a’, at mit stakkels hoved samtidig slog hårdt mod taget, fordi vognen måtte bremse brutalt op for en distræt natte-cyklist. Pyh -! og så gled vi med halvfems kilometers fart under viadukten ved Lyngby­ vejens station. *75

Mellem viadukten og Lundehussøen er der et bestemt sted, hvor jeg af gammel vane altid kigger ud. Her over­ værede jeg tidligt en nat under besættelsen en sabotage­ brand. „Dér var jeg me’ kom det tørt fra mørket. „De -?“ Jeg snurrede omkring, men stadig uden at kunne finde et mål for mit blik. Det var dog sørens til vogn. „Ja, det må De nok sige lo det i tomrummet, - „jeg har såmænd selv mange gange været li’så forbavset som De. Det var hverken sunget ved min vugge eller truttet ved mit samlebånd, at jeg skulle vove lakeringen i forreste skudlinie. Min fremtid tegnede sig som en lang, fredelig linie af adstadige bykørsler, hist og her spæ’et op med lidt konfirmationer, bryllupper og andre menneskelige højtide­ ligheder. Mit taxameter har altid slået overordentlig nor­ malt. Men så skete det „Hva’ skete -?“ »Jeg tdev stjålet. Et par unge, ansvarsløse fusentaster hoppede op i mig og kørte væk me’ mig. Det hjalp ikke, at jeg brugte horn og skramlede med generatoren - Søren­ sen, det er den herre, jeg før i tiden altid havde ved rattet, han var gået ind for at nappe sig en bajer, så han hverken hørte eller så. Og så var jeg pludselig midt i det hele det hvinede og peb - og jeg var så livende-dødsens-høneangst, at jeg rystede og dirrede som bilen i den gamle Chaplin-film - nå, men den har De måske ikke set -?“ Næh, meget kunne man byde mig, men en bil, der gik i biografen for at more sig over andre biler, det stykke var alligevel for stift. „Herregud - ta’ det dog ikke så tungt - det var jo dren­ gene, labanerne, fusentasterne om De vil, der fortalte mig om den, de syntes, jeg lignede den. I begyndelsen følte jeg mig absolut ikke smigret, ka’ jeg garantere Dem, men siden­ hen - da min forargelse havde sat sig, fik vi os et grin sammen - I guder, sikken en tid så mageløs - tænk, at få 176

den vidunderlige gave forærende at måtte blæse hul i alle politiforordninger og færdselsregler - la’ taxametret dikke sig op på millionbeløb uden at behøve at betale - bare suse henover landkortet - gennem store skove, hvor faldskær­ mene dalede ned i måneskinnet - lege skjul med de grønne skrålhalse til de var blå i ho’derne og snurrede rundt som toppe og så spøgelser allevegne - og så tilsidst komme frit frem for næsen a’ dem, uden at de fik øje på os - jeg har aldrig nydt noget i mit liv, som jeg nød det - jeg lagde alle kræfter i - drengenes sag var min sag - og de forstod det - en aften, vi havde lagt op i en kro, kom en af dem ud med et glas i hånden - han skruede kølerdækslet af, hældte vinen i mig, klappede mig på siden og sagde: „Du er en go’ gammel rok“ - jeg ku’ ha’ tudet af stolthed og glæde.“ Et øjeblik lagde tavsheden sig over vognen. Hva’ var det? Faldt der ikke et lille dryp på rattet eller — ? „Idag er det noget helt andet, der får os til at tude stemmen havde mistet sin kådhed, „- hverdagen er over os - den gamle forslidte - ikke den ny, som jeg troede, de kæmpede for - og hvis er skylden? - Hvis er skylden? Det er de blinde passagerers - jeg hader blinde passagerer - ! “ „Hov, hov - ikke ind på rabatten!" Jeg ville gribe fat i rattet, men i sidste sekund fik vognen rettet sig op. „Af alle levende passagerer er blinde passagerer de livs­ farligste — kongetigre og pestbaciller er det rene vand ved siden a’ - ka’ De huske de første - de allerførste? Det var dem, der i nattens mulm og mørke sneg sig ombord i Noahs Ark, uden at hverken himlen eller Noah i deres naivitet anede uråd - de var for durkdrevne til at skjule sig i lasten - de turde ikke risikere, at den zoologiske have skulle begynde at muh’e og bøh’e - og så krøb de frækt væk ind i Sem, Kam og Japhet og satte sig i en øjenkrog eller en mundvig, hvor ingen tænkte på at se efter - hele sejladsen gjorde de med, overlevede alle søsygens kvaler 12

Synskhedens Oave

!/7

og da Noah, der var et pænt godtroende medlem af et pænt godtroende demokrati, gik fra borde under afsyngel­ sen af frydesange for at ta’ en våd vårfrisk verden i besid­ delse, luskede de efter lige i skyggen på ham - og de strakte deres hænder ud, de hænder, der altid ligger så pænt og stille i skødet, mens andre gør det grove arbejde - de hæn­ der, der på den forunderligste og tilsyneladende mest uskyldige måde forstår at ta’ på en ny verden, så den straks bli’r gammel - langsomt dukkede den fortid, der havde dømt sig selv til undergang, igen op til overfladen - og Sem, Kam og Japhet, der var trætte af katastrofer, be­ gyndte at hygge sig - og de gav da fa’en i alle smukke drømme om en splinterny og renfærdig fremtid - de blinde passagerer gjorde deres arbejde - og siden har de ikke været til at få bugt me’ - de er der altid og allevegne - de er de evige handelsrejsende i den del af fortiden, der burde være fuldstændig stendød, den ufrugtbare fortid, der kun består af vaner og tillærte fordomme - og mottoet for deres forretning er: Historien genta’r sig altid - og det er det, den er ved idag - ! “ Vognen drejede hårdt om hjørnet fra Femvejen til Ordrupvej. „Hør, hva’ der siges og skrives og menes - hva’ der tages frem i bunkevis af besindighed - de store følelser, der gjaldt på liv og død, havde vi kun brug for, da vi et øje­ blik troede, at den professionelle krig var på vej ind over vores grænser - nu er vi i smult vande - overfladen må være spejlblank og behersket tværs gennem alle sind - alle våben blegner og bli’r åndelige - ånden bag de våben, der gav os friheden, gav os det ansigt, der skulle se ind i frem­ tiden, den ånd stemples som mord og forbrydelse - eller gennemgås af ordkløvere, der snakker om altertavler, men ikke forklarer os vejen derhen — og vejen er lang - d.v.s. ikke Deres Vognen bremsede op. 178

„Det sidste stykke bliver De nødt til at gå - nå’r vi først til Deres havelåge, vil De sikkert be’ mig om at gå med ind - og det vil jeg ikke - det vil sige, jeg ville sådan set gerne - en anden gang - når I er holdt op med at tro, at monu­ menter og ædel omtale på store højtidsdage er nok - de bad ikke om monumenter - de bad ikke om ord - de be’r aldrig - de forlanger -! de forlanger, at drømmen skal gå i opfyldelse - ! “ Vognen havde lukket døren op - og jeg steg ud. „Tak - hvor meget er det -?“ Åh, bare jeg dog aldrig havde sagt det - det var en idiotisk refleks-bevægelse af tungen - men nu var der ingenting at gøre. „Hvor meget det er -? min herre, det er blandt andet alle Deres kræfter - måske Deres liv - og jeg beklager, men jeg kan desværre ikke gi’ igen En rød baglygte var det sidste, jeg så, da vognen kørte tilbage mod byen, nej, ikke tilbage - den vogn havde kun een retning - fremad -! - og så kan man kalde det nok så meget eventyr - det er et eventyr, der kan bringes ned på jorden - først dér får det sin naturlige og lykkelige afslut­ ning - alle eventyr ender lykkeligt - belønningen er prin­ sessen og det halve kongerige - nej -! - det hele -!!

Hvad ved vi egentlig? (I95I)

Hvor langt er en myres liv? Jeg aner det ikke. Det kan vel slås op, jeg har aldrig gjort det. Men hva’ der så står, så er myrens alder målt med men­ neskelig målestok. Hvem si’r, at den målestok har noget med myrens virke­ lighed at gøre? Juli iår var måske et århundrede for myre­ tuen. I begyndelsen af juli kom jeg a’ vanvare til at træde op i en myretue i nærheden af det træskur, jeg om sommeren bruger til arbejdsskur. Jeg kan ikke li’ myrer, ikke når de kryber på mig, ellers kan de for min skyld foretage sig, hva’ de har lyst, og gør det vel osse. Men i det øjeblik jeg plantede foden i tuen, så jeg, uden at kigge ned, i et glimt ind i myrernes verden, eller det jeg, rimeligvis på det forkerteste, forestiller mig, må være myrernes verden. Hvor længe stod min fod i tuen? Et par sekunder. Ja, for mig. Men for dem? Hvem véd, hva’ der skete for dem de par sekunder? Hvem véd, om ikke tuen ople­ vede en hel verdenskrig, kæmpemæssige overskrifter i alle myreaviser, under min fod lå myrernes Coventry, myrernes Hamburg slettet ud i ruiner. Hvem véd, om det lykkelige sekund, da jeg endelig trak foden til mig, ikke blev fejret som myretuens V-dag? Inden jeg nåede de tyve-tredive skridt hen til stolen udenfor min dør, var det hele måske for myrerne ble’et til fortid? De var forlængst midt i genopbygningen. Eller noget fik må­ i8o

ske lov til at ligge hen i ruiner som et minde om den historiske begivenhed, mens alle myreforsikringsselska­ berne ha’de travlt med at ændre deres statutter med hen­ blik på gentagelsestilfælde. Hvem ved det allermindste om myrerne? Måske var det hele forlængst historie, noget der stod opført i rubrikken „For 25 år siden“. Om et øjeblik lærte myrebørnene måske om det i myreskolerne, nøjagtigt som de vel lærte om den djævelske syndflod, der for årtusinder siden hjemsøgte de­ res verden, der helt gik under i en sviende radioaktiv sot, der dræbte alt liv, kun nogle enkelte slap derfra og be­ gyndte møjsommeligt at bygge en ny verden op. Hvad det egentlig var, der var sket for de mange årtusinder siden, stod ingen klart, nogen mente, det var en myte, noget fan­ tasteri, noget der kun hørte hjemme i myrebiblen, noget videnskaben ikke for alvor kunne beskæftige sig med, ikke engang det virkelige tidspunkt for begivenheden, hvis man da kunne kalde det begivenheden, kunne med rimelighed fastslås. Mange årtusinder var det siden. Myreteologerne, myreadjunkterne, myrefrøknerne i den lavere underskole kunne jo ikke i deres vildeste fantasi drømme om, at det bare var min kone, der ifjor ha’de taget sig sammen til at købe en pose hvidt pulver a’ den slags, der udrydder myrer. Årtusinder for dem. For os kun ifjor. Hvad véd vi om hin­ anden? Hvad véd vi i det hele taget? Vejret den dag, myrekatastrofen fandt sted, var helt vid­ underligt. Den eneste sommerdag iår, på vores kanter ihvertfald. Sikken sommer! Det eneste, der var tilovers a’ vejr, var det dårlige, det gode bli’r vel brugt i våbenindustrien. Men den dag var det altså tilfældigvis fint, mere end fint, næsten bibelsk. Man følte tilværelsen så intenst. Det var som vinden fra vind ha’de forvandlet sig til et pust af den blideste befrugtning. Kornet stod lige for næsen a’ en og blev frugtsommeligt. Alt var kurtise og kurmageri. Bier 181

og hvepse og humlebier tumlede rundt i de vildeste visit­ aflæggelser. Der stod en klynge klokkeblomster og en blå skabiosa. Klokkeblomsterne kan man ikke se ind i ansigtet, de lever livet med sænket kyse - af kyskhed, eller et forsøg på kyskhed. Men det er bare noget, de gerne vil bilde os ind. De stritter absolut ikke imod. I blå blufærdighed skjuler de deres elskede bi, men uden at ane, at bagkroppen, stri­ bet i brunt og gult, stikker langt uden for. På et sekund er det hele i orden. Naturens gåde er løst, og en afslappet let­ telse spreder sig i luftige ringe over landskabet. Med den blå skabiosa var det anderledes. Den stod og så dum ud. Dum på en sød måde. Dum som en ung pige, der intet véd om nogetsomhelst, men dog aner alt, venter på alt, længes efter alt, og alligevel ved, at når underet sker, vil hun råbe: nej! - og så bagefter, hvis han tog hendes udbrud alvorligt, vil fortryde sin knibskhed. Der er nu heller ikke nogen, der kan se så dum ud som en blå ska­ biosa. Den dér var nu specielt fjoget i udtrykket. Det var vel osse den første dag i dens liv, den ha’de først fået ansigt og øjne imorges - alt skal ske så hurtigt - klokken var lidt over elleve - den var så småt begyndt at tro, at den skulle ende sit liv som gammeljomfru - i klokkeblomsterne var der vældig gang, men oppe i dens højder gad ingen kom­ me - jo, nej, den bi fløj videre, landede i glideflugt midt i øjet på en hvid marguerit, der på det skamløseste und­ lod at slå øjet ned - man kunne se på den blå skabiosa, hvor forarget den var - den blev helt rødlilla af ophid­ selse, samtidig med at den grønne misundelse stod den langt op i stænglen — men endelig skete der noget, men da det skete, kom det helt bag på den - en vældig hum­ lebi hagede sig fast i de underste kronblade - en humle­ bi som en gammel oberst med støvler og skæg - den hev og sled sig op i ansigtet på den blå skabiosa, som så ned, så op, så væk, så i alle mulige andre retninger — men det

tog obersten sig ikke a’ -h an trådte hende midt i de ædle­ ste følelser, kravlede om i nakken, harkede, prustede hende bag ørerne, hev sig så om til framsiden igen og satte a’ med et spark - han var som elsker det brutaleste, uden nogen form for finesse - men gud, hvor var det alligevel dejligt mellem elleve og tolv nåede den sit livs klimaks — imorgen ville den være i sin modneste alder, iovermorgen en gam­ mel mild dame med smukke erindringer - hvor længe le­ ver en skabiosa? - et helt langt liv, synes den vel. Hva’ véd vi om hinanden, hva’ véd vi i det hele taget? Naboens kat gik rundt i græsset med løftede poter. Det er en embedskat, der skal bestille noget. Ingen kæleri. Den er engageret til at fange mus. En skål mælk får den, nar der bliver malket - resten må den selv sørge for. Pludselig så jeg den havde fanget en markmus. Det nytter ikke, hvor meget man end har for katte, det ser modbydeligt ud. Men alligevel, man redder ikke musen. Man si’r til sig selv, at det er naturens orden. Og alligevel går det én på huden, indtil man kommer i tanker om, at det er flovt at la’ sig det gå på huden - så meget i verdens­ rummet går én ikke på huden - man véd det eksisterer, men det man ikke ser, har man ikke ondt a’ - man fik ellers nok at bestille - man er selv inde under naturens orden - er man? - eller er man ikke? I det samme kom naboen forbi med køerne, der skulle vandes. Han så godt ud i landskabet. Hvodden mon han syntes, jeg så ud i landskabet? Hvodden så han i det hele taget landskabet? Hvodden så landskabet ham og mig? Vidste vi overho’det ret meget om hinanden eller nogetsomhelst? Og inde i den lille stationsby med den ene lange gade sidder manufakturhandlerens kone, en gammel hvidhåret dame, i sit vindu på første sal og kigger mellem stivede gardiner i gadespejlet, mens hun venter på den stedlige avis. Den kommer først hen på eftermiddagen. 183

I trykkeriet snurrer maskinerne med varme nyheder af mikroskopisk art, sølvbryllupper i forsamlingshuset med fælles kaffebord, i biografannoncen står Mosekongen på tredje uge. Med tre-toget kommer hovedstadsbladene med stof af en helt anden art, men på sin vis li’så lokalt. I Angleterres kiosk kan man købe Times og amerikanske aviser, med det lokaleste stof fra den store verden. Hvem si’r for­ resten, at den er stor? Er det ikke noget vi har fundet på? Men hva’ véd vi om den? Mange véd en masse, si’r de. Kun meget få, i forhold til jordens indbyggertal så få, at de kan regnes lig nul, véd hva’ der egentlig sker - men de si’r det ikke. Man må læse mellem linierne, lægge sammen, trække fra, gætte og gisne, være politiske kandestøbere. Det der sker lige for vore næser, er pakket ind i så mange forklaringer, at man ikke kan se den enkle forklaring for bare forklaringer. Først vore børn, vore børnebørn, vore børnebørnsbørn vil i deres historiebøger læse om det der sker, mens vi nu trækker vejret, det der sker med os - som vi la’r ske. Intet véd vi. Vi sidder lukket inde i vores små æsker. Millioner af æsker inden i millioner af æsker. Og uden om os drejer det hele i cirkler og baner, vi ikke fatter. Einstein og Bohr og de andre giganter, de fatter - men sproget, vi taler til daglig mand og mand imellem, rummer ikke ord, der er istand til at la’ os fatte. L i’som man i sin tid lod præsterne om at fortolke biblen, sådan må man nu la’ videnskabens giganter om at bestige det usynlige Himalaya. Bevares, vi véd at alt om os er vældigt, vældigere, vældigst, det véd vi fra Det Bedste -. Det er nok. La’ det blie ude i ufatteligheden. Man får ondt i ho’det a’ at tænke på den slags. Der bli’r slet ikke mening i noget. Man flygter og samler al sin interesse intenst om sin egen lille have, sine egne små spidskålsho’cler. Hvem vover at røre mit stakit? Det er lige malet.

Alt drejer. L a’ det dreje, bare min have ligger fast inden for sit stakit. Himmelrummets svimlende karruseltur føler vi ikke. Vi sover trygt og vågner op til vores søndagmorgen med søn­ dagstillæg og varme rundstykker, mens solsystemer med tusinder af kilometers fart i sekundet haster fra hinanden ud i rummet. Og med dem spredes billedet af vores lille tilværelse. Tusinder af år efter at vi har lagt os til hvile på Solbjerg Kirkegård med en due på stenen og en rive i hækken, spredes billederne, sendes og sendes, ud i uende­ ligheden - langt, langt bort, uendelig langt bort - bort til andre drejende kloder, om hvis eksistens vi intet aner. Og på en af de kloder, hvem véd, har de måske fået fjernsyn, indtil nu har det kun været noget gammeldags stads, li’som radioen i sin vorden, en slags krystalappara­ ter. De har kun kunnet opfange billederne i den række­ følge, de indløber med årtusinders forsinkelse. De er midt i det gamle testamente. Det vil sige, det var de, men nu er de nået til det helt geniale indenfor fjernsyn, man kan næsten sige den fuldendte fjernsynsteknik. Man er nået til at indfange billederne i afsendingsøjeblikket. Fra det gam­ le testamente er man sprunget lige ind i den øjeblikkelige nutid. Og i store rum, der i konstruktionen minder om jordiske biografer, vises nu aften efter aften brudstykker og sammenklip af livet på jorden - de vises som Edgar Poe’ske farcer. Publikum vælter sig a’ grin. Har man set mage til myre­ tue! Men pludselig bli’r der stille. Et ord af Sokrates. Et glimt af det sixtinske kapel. En linie af Shakespeare. Et par strofer af Mozart. De sidder stille som mus, indtil en hvinende tone skær gennem alt - det er Margaret Truman, der synger, så lukker man a’, blænder ned og går hver til sit i dybe tanker. Og skriver doktordisputatser om dette forunderlige vanvid. Dette mageløse rodsammen af hæn­ der, der har rørt de evige cirkler, og sinkeklassefantasier ,85

om tinsoldater og små hvide nymalede stakitter, der slår bom for hvert udsyn, så man kun ser værdien i det gamle, fordi det er gammelt. Ikke ser det evigtgyldige ny i det gamle, ikke det evigtgyldige gamle i alt nyt. Haven ligger fast indenfor stakittet, men henover haven farer sekunderne. Hvert sekund skal leves. Men lever man hvert sekund? Som oftest ikke. Der er jo nok a’ dem. Er der? Tja. Hva’ véd vi? Hva’ véd vi om os selv, om hinanden, om nogetsomhelst? Kun én ting véd man: Vi er brikker i et spil. Der spilles om penge. Men det er vores liv, der sættes ind som jetons. Myrer og blomster, vi har kun ét liv. Og det må jeg på det indstændigste be’ om, at man ikke ta’r fra os. Naturens orden er man nødt til at bøje sig for, men på dette punkt aldrig for menne­ skets!

IV

I

Realisme — ? (m s )

9

Hvorfor er der no’et i teater, der kaldes realisme? Kan teater no’ensinde være realistisk? Har „menneskekomedie“ no’et med den daglige virkelighed at gøre? Hvor ska’ so­ faen stå? Har skrivebordets stilling og vinduets placering aldrig no’et med hinanden at gøre? Skal skuespillerne altid stå med ansigtet mod publikum? Hvorfor skrår de to korte sidevægge i en stue altid indad? Mon det er særlig nemt for møbleringen? Er der aldrig lange pauser i en passiar? Ka’ der ikke sommetider gå timer, hvor ingen siger no’et? Hvordan kan et tæppe betyde en forandring i tid og sted, når det ikke står skrevet på det? Holder man sig altid pin­ ligt til emnerne? Gør man aldrig ligegyldige sidespring? De stryges måske af instruktøren? Hva’ er en instruktør for no’et? Hvis det gælder den vir­ kelige virkelighed, hvorfor så ha’ en instruktør? Kan det gøres på mere end een måde? Hvem har bestemt, hvordan virkeligheden ser ud? Ser den sådan ud? Hvor bor det elskende par, der stiller sig op og synger 12-13 minutter med praktisk vejrtrækning, inden de ende­ lig kysser hinanden? Hvem lægger hånden på hjertet og springer en halv meter over gulvfladen med vibrerende tå­ spidser, fordi en hvidklædt dame med flæser på det be­ stemteste slår en pirouette? Hva’ er en pirouette? Hva’ er realisme for no’et? Spørgsmål på spørgsmål stabler sig op ovenpå hinanden - men altså kun hvis man har boet i en fjern afkrog af til­ værelsen, hvor teater ikke hører med til den reglemen­ terede påklædning. Er man allerede i en tidlig alder og

iført pænt matrostøj blevet ført til musernes alter og ofret ved en eftermiddagsforestilling til tonerne af menuetten fra Elverhøj, holder spørgsmålene forholdsvis snart op. Man vænner sig til teaterrummets mærkværdighed, og man lærer hurtigt, at når det er blevet mørkt, skal alle sanser kun indstilles i én retning - mod fortæppet og det åbne scenerum. Sommetider ønsker man, at der var et teater, der ville indrette pladser, hvorfra man kunne høre ordene fra sce­ nen og samtidig kun se publikums ansigter - for det er nemlig der, virkeligheden lever. I utallige afskygninger, men alle tvunget mer eller mindre ind under den atmo­ sfære, forfatteren eller instruktøren som diktator forordner. Publikum er en eneste stor xylofon. Man køber sig ved hjælp af en billet ret til en siddeplads, man sætter sig, og præcis på et klokkeslæt, der står i avisen, træder et væsen frem og slår på alle de små metalstykker, der sidder i rad og række med øjne og ører ud af flipper og anden konven­ tionel teaterpåklædning. Melodierne, der fremkommer, er højst forskellige - mange vil ikke la’ sig slå på, de lægger fløjl over tangenterne og siger „hus forbi“ eller vorherrebevares, men så har de været der, og almindelig dannelse kræver, at man går med en hat, der ikke stikker alt for meget af fra andres. Xylofonisterne oppe på scenen arbejder med hænderne fulde af remedier, som de får udleveret dels af teatret og teksten, dels af deres eget talent. Dekorationer, maskering og kostymer - alt er parat til angreb - tæppemanden bru­ ger kræfterne, og så styrter spillet ud i det tomme rum, for at famle sig henover tilskuerpladsen - på jagt efter sangbunden. En tyr ka’ ikke li’ røde klude, en bleg dame i sort bety­ der sjældent henrykkelse, en borgruin med forrevne skyer får de færreste til at tænke på Anders Tikøbs paraply teatret har sit eget sprog, og ved hjælp af dekorationsgen­

stande og andre ydre ting siger det til tilskuerne, at nu er de dér og nu skal flytte sig derhen - og det der er Spanien - hvis de vil studere geografi, må de ta’ derned - teatrets Spanien er kun en påmindelse, en opfordring til at putte sig ind i en stemning, som man har gemt et eller andet sted, og som man nu anmodes om at ta’ frem. Folk har jo hver sit personlige lille Spanien. Bogstaverne i en bog kan stilles sammen på milliarder af måder. Teatret har osse et alfabet, no’et af det kender man uden at kunne læse. Resten lærer vanen én. I en bog kan bogstaverne stille sig sammen til to linier, hvori der f. eks. står: „Og så gik solen ned, og det blev nat. Først da hanen galede og forkyndte solens komme o.s.v.“ Det samme kan siges på et teater. Der er en mand, der hejser solen ned, en anden drejer på et par kontakter, og det behøver slet ikke at ta’ længere tid end i bogen. Tilskuerne skal bare læse. Orientalske tilskuere læser endda så fint inden­ ad, at de kender forskel på over en snes forskellige former for skæg og véd, hvilken sindstemning hver enkelt form udtrykker. Teatersproget og folks evne til at oversætte det var højt udviklet, indtil den såkaldte realisme kom og tog sig mo­ derligt af tilskuerpladsen. Alt skulle gøres for tilskuerne. Intet, der ikke var i fuldstændig overensstemmelse med virkeligheden, hva’ det så var for en virkelighed, skulle ha’ lov til at forekomme publikum sært eller fantastisk. Væk med fantasien, frem med fotografierne, bordene med nips og de rigtige bøger i reolerne. Alt var ægte og naturimi­ teret, blot var det umuligt at gøre stuerne små, de måtte være store og uvirkelig højloftede med to-meters paneler, for folk på gallerierne skulle jo osse gerne se. Sidebal­ konerne måtte der samtidig tænkes på, derfor de mærkelig skrå vægge ind mod baggrunden. Sofaen, der i danske hjem som regel er stærkt barrikaderet bag bord med lampe, måtte frem og være frit svævende midt på scenen, så skue-

spillerne kunne få frie ben. Skrivebordet skal naturligvis helst stå godt for lyset, men familiefaderen, der taler dun­ der til børnene fra dette værdige møbel, skulle dog gerne ses i fuldt brystbillede, hvorfor man vendte det væk fra alle fornuftige lysretninger og regnede med, at de fuldstændig korrekte snørkler på benene ville bringe tilgivelse for dette spring over i fantasiens verden. De stakkels skove og landskaber, som hidtil ha’de fået lov til at være bemalede lærreder med vidunderlige teaterperspektiver, måtte finde sig i at blive fornærmelige efter­ ligninger af en skikkelig natur, som fromt måtte give sig ind under limfarvens uegnethed til at gi’ friskhed og klare farver. Den første levende gedebuk, der gør sin entré på en scene, vil altid more - men den fører desværre til, at man efterhånden forlanger liv over det hele - i træer, i skyer. Dørene skal være korrekte døre af træ, og man overser eller rettere overhører ganske, at de trods deres korrekthed smækker i med en lille tør lyd som en servantelåge. Jo mere man asede sig frem mod den fuldendte virke­ lighed, jo mere gjorde man tydeligt og højrøstet opmærk­ som på, at teatrene har visse funktioner, som ikke kan stil­ les i skammekrogen, som intet har med realisme at gøre og ustandselig tydeligt og klart med en pegepind under­ streger, at dette er en teaterverden. Prosceniumskanten, der før ha’de været en slags stor, bred døråbning, skuespillerne gik igennem for at møde publikum, blev nu en skarpt af­ skåret ramme, der med hænder og fødder anstrengte sig for at holde de to partier på hver side af rampen strengt ad­ skilt. Teatret blev et billede, der med sin rigdom af kor­ rekte detaljer intet overlod til publikum - publikum måtte ikke være en aktiv del af foretagendet. Publikum vil være aktivt. Er der no’en, der kender virke­ ligheden, så er det dem - virkeligheden er det eneste, der interesserer dem - men virkeligheden behøver ikke at være 192

identisk med de tæpper og blinde skilderier, de til daglig tuller rundt i. De ønsker projektørerne sat på i lyspletter - de ønsker at få nye øjne, komme til at se med andres briller på en ny måde - de vil gerne se sig selv, hvadenten det så er til at le eller græde over - de vil se deres ønske­ drømme blive levende, de vil såmænd osse gerne læse på et nyt vejskilt - de har ikke noget imod at se nogle af deres egne fejl sat ud for stort orkester, især da de har den lykke­ lige evne at tillægge sidemanden fejlene i første omgang. Men realismen holder dem på afstand, orkestergraven ligger imellem med trommer og piber, og opfordrer dem kun til at være tilskuere, ikke aktive medlemmer af en for­ lystelsesforening. Realismen, som aldrig kan blive nogen realisme, har en lang årrække siddet kølig og grå midt på scenen, den over­ rakte sine produkter fuldtfærdige til tilskuerne, som kun ha’de at akceptere i begejstret passivitet, mens evnen til at bygge videre og trangen til slagsmål blev trængt mere og mere i baggrunden. Realismen, der har hygget sig så længe i rampelyset, bur­ de skygge med hånden og kigge ned på tilskuerpladsen, for der sidder virkeligheden af idag, en fuldtud værdig mod­ stander, som kampen skal ta’s op med - med alle uvirkelige teatermidler og teatereffekter----og der skal sejres på begge sider af rampen - d.v.s. rampen skulle helst føles som udjævnet - og midt i slagmarken af pap, limfarvede klude og sminke skal den levende virkelighed stå lys­ levende.

13

Synskhedens Gave

Bournonvilles briller (*935)

Ordet „Ballet“ lyder luftigt. Bogstavets „B“ sætter a’ fra gulvet med et smæld, og „t’et“ står pludselig i attitude på en sikker tåspids. I hvidt tarlatan og trikot serveres ballet som en festlig dessert på et måneskinsfad. Det er overflø­ dighedshornet, der på en behagelig måde slutter enhver stilfuld konfirmation. Efter den megen talen og rørelse ved stegen trænger man til at hvile hovedet. Det forgyldte pro­ scenium lyser i mørket, muserne tripper smilende på deres loftsskyer og tilskuerne føler sig hensat til de lykkelige dage med fadermordere og oldemors søde ansigt på bunden af en kysehat. Ballet kræver ikke hjerne. Den sidste sætning skyldes den del af publikum, der væg­ rer sig ved at gå ind under betegnelsen „balletpublikum“, et begreb, som af ondskabsfulde sjæle defineres som gamle damer, unge piger, der ser verden gennem lyserødt tyl, samt børn. Børnene er dog forholdsvis sagesløse, da det som regel er deres forældre, der mener, at ballet er en kunstart, der med stor fordel nydes i matroskrave og halvstrømper. Ballet kræver øjne. Ganske almindelige friske øjne, helst uden briller. Men det kedelige er, at tilskuerrummet under en balletopførelse ligefrem lyner af brilleglas. Havde det så endda været magiske briller, som var blevet udleveret af direktionen, ligesom i et revyteater for nogle år siden, kunne det bedre siges at være i pagt med ballettens uvir­ kelige karakter, men det er ganske almindelige briller med tilsyneladende uskyldigt vinduesglas. Uskyldigheden står dog ikke for en nærmere prøve, det viser sig hurtigt, at glassene er tågede af fortid og en usalig 194

trang til at lade sig rive med af stemninger, der for en stor del bunder i tradition og hvad dermed følger. Hvor kommer de briller fra, og hvor bliver de fabrike­ ret? Efter nogen eftersøgning lykkes det at læse firmanav­ net, det er en kende udvisket, men Bournonville står der. Dansk ballet staves og læses Bournonville. Hvilken gade man så finder på at dreje nedad, på skiltet står der Bour­ nonville. Bournonville er et mægtigt og efterhånden noget uhåndterligt monument, der står midt i nutidens færdsel uden at tage det mindste hensyn til, at færdselsvilkårene har forandret sig lidt de sidste år. I første øjeblik får man en ubændig lyst til at vælte ham, det skal ikke være nogen hemmelighed, det går bare ikke så let. Gips er han ikke lavet af, og man får en frygtelig mistanke om, at det måske er marmor. Dernæst giver man sig til at spekulere på, om man ikke i smug kunne få ham flyttet bare en lille smule, som man gjorde med rådhuset i Randers på ruller. Det går heller ikke, han er tungere end et rådhus. Der er altså i virkeligheden kun en eneste ting tilbage: dynamit! - og det gør man ikke. Ikke fordi der er tale om noget med „ikke at nænne", men fordi man simpelt hen hver gang man ser monumentet eller rettere aner dets omrids, må tage sin hat af. Det nederdrægtige ved Bournonville i øjeblikket er, at han faktisk var og stadig er så god, man kan bare ikke holde ham ud. Han er for levende til at sættes helt og holdent på mu­ seum. Pillede man bare en kende ved de naive handlinger, der ikke kan ophidse et nutidspublikum, og skar man lidt bort af al den megen mimik, som filmen efterhånden har umuliggjort, står hans koreografi klar og stærk. Den er ikke, hvad man kalder ny i dag, men den er levende. Mo­ rede man sig så samtidig med at lade et par malere af i dag male dekorationer og kostymer - var der noget i vejen for at se sidste akt af „Napoli" Svend Johansensk? - ville

13*

195

han være så frisk og livskraftig, som dengang Christian den Ottende boede i kongelogen. Men man må ikke pille ved Bournonville - han er klas­ sisk, noget, der på én gang er en stor udmærkelse og en stor forbandelse. Bournonville kom i sin tid som den store fornyer. At han egentlig var udlænding og kom med udenlandske me­ toder, spiller mindre rolle. Den italiensk-franske skole har som en umådelig kaktusfamilie aflæggere både i Rusland, Frankrig, Italien, Østrig og endnu flere steder. Bournon­ ville væltede råt og brutalt over ende, hvad der kunne væl­ tes, og satte sig så til at skabe den danske ballet efter uden­ landske mønstre, men med en ganske speciel dansk atmo­ sfære og med et typisk dansk udtryk, en blanding af det, man kalder ynde og lune, og han skabte ballettens daglige skole, som gør, at vi den dag i dag har et balletkorps, der omgående ville få 5 stjerner i en ballet-rejsefører. Det er Bournonvilles store fortjeneste, at vi i dag sidder med en ballet, der består af et glimrende materiale, og et nationalt klassisk balletrepertoire. Den danske ballet er takket være ham en ting, der burde kunne anvendes som et meget betydningsfuldt led i den reklamemæssige pro­ paganda for Danmark i udlandet. Men vi kan ikke komme med Bournonville og kun Bournonville, så ville man i ud­ landet tro, at man så spøgelser, og ude omkring mangler man ganske det ærbødige grundlag at stå på. Ganske vist er der sket noget i dansk ballet efter Bournonville, men det bliver alligevel ikke til mere end et par smukke detal­ jer på det Bournonvilleske monuments fodstykke. Alt er mer eller mindre trykket af hans nærhed, respekten sidder endnu i kroppen hos børnebørnene. Desuden er der nær­ mest blevet arbejdet efter de samme principper, naturligvis lidt moderniseret i påklædningen og med nyere belysnings­ påhit. En ballet skal helst have en fornuftig mimisk handling 196

med anledning til dans. Hvis handlingen mangler, keder „balletpublikummet“ sig, og bliver handlingen danset, vil man hverken kunne se, at balletten indeholder handling eller dans i almindelig forstand. Og det andet publikum, der siger, at ballet er for børn, vil i alle tilfælde udeblive. Fordi Bournonville digtede sine balletscenerier, så de ligeså godt kunne have dannet grundlaget for en malerisk folkekomedie eller romantisk operette, er der opstået for­ nuft i balletverdenen, denne underlige verden, der er så langt fjernet fra virkelighed og logik, som det vel kan tæn­ kes. Man gør efterhånden ganske bestemte ting i en ballet, taler i koreografiske replikker og udtrykker sig på ganske bestemte og vedtagne måder, der i den grad har sat sig som dug på brillerne og er gået ind i folkets bevidsthed, at man kan høre folk indvende, at det og det strider mod naturen, som om ikke alt stred imod naturen. Ballet er en kunstig ting, en arbejdsdeling. Musikken er knappenålen, der vækker og får legemet til at bevæge sig, hvad enten det nu er god eller dårlig mu­ sik, bevægelse er der som regel i den, og det primitive men­ neske kan ikke lade være med at følge en opfordring til bevægelse. Kulturen kan ikke lide primitivitet, og kultur­ mennesket må finde sig i at blive ensidigt og se og føle, at sanserne afstumpes. Kulturmennesket føler måske nok en trang til at bevæge sig rytmisk, når han hører musik, men han føler sig hæmmet, er bange for at gøre sig latter­ lig, og nøjes derfor med at se på andre, såkaldte specialis­ ter, der har påtaget sig denne del af arbejdsdelingen. I det øjeblik man sidder ned og lytter til musik, der kalder på bevægelse, fantaserer man sig meget let til noget overnaturligt svævende, i drømme flyver man jo let og selvfølgeligt. Dette har eventuelt ført til trangen til at komme væk fra det jordiske scenegulv og benytte sig af så mærkelige og naturstridige metoder som at gå på den yder­ ste tåspids, noget forholdsvis få kan gøre uden at have hele J 97

skosnuden bygget ud i hårdt materiale. Det ser dejligt ud, når en danserinde har en højt udviklet tåspidsteknik, det virker ikke anstrengende, gør ikke ondt på tilskueren, og man har virkelig en illusion om en svæven. Men det er sådan set sindssygt, hvis man ikke netop sidder med ballet­ briller på. Hele den klassiske ballet, der var enerådende og i fuld vigør omtrent til verdenskrigen, byggede på det svævende moment, jo mindre man mærkede til scenen des bedre. De lette skørter, alfeudstyret og de som regel romantiske mi­ lieuer understregede alt dette. Balletten var en idealiseret uvirkelighed, der let og festlig hævede sig for at flyve væk fra dagligdagen. Men hvad skal man gøre, når man pludselig opdager, at denne fantasiverden ledes efter de mest håndfaste prin­ cipper og er forsynet rigeligt med stopskilte og færdselsfyr. Midt i et kultursamfund, der trods demokrati ikke tillader ret mange spring væk fra det konventionelle, står teatret som et fristed for fantasien og det uregelbundne, med ret­ ten til at vise alt det, der rører sig i og omkring et kultur­ menneske, der ikke vil gå uden for sit jakkesæt. Men den fornuft, der er opstået på grund af vane, går lige lukt gen­ nem teatrets mure og fylder rummet med regler og me­ moirer. Hvorfor skal vi ikke selv i dag begynde at lægge grunden til de memoirer, som eftertiden skal plages med? Reglerne i den luftige balletverden er desværre ikke så lette at bryde. Den første gang en danser midt i en svæv­ ning så ned på scenegulvet og opdagede det, var man cho­ keret. Tyngdekraften måtte ikke have en dansers interesse, allermindst måtte han klart og tydeligt tage kampen op med den. Duncan blev forkætret og udlet, da hun forsøgte at gå tilbage til de gamle grækere, og Diaghileff var, da han fra sin første balletform, Fokin- og Nijinski-perioden, gik over til at arbejde mere „jordisk" med Massine og Balanchine, vanvittig i almindelige balletmenneskers øjne, 198

og blev kun anerkendt af de internationale, intellektuelle krese i London og Paris. Og i Bournonvilles fædreland ville Diaghileff-balletterne fra midten af 20-erne blive anset for eksperimentale forestillinger, hvis de blev opført i dag. Dansk teater og dermed dansk ballet har lukket øjnene fast i, taget tilløb og er med samlede ben hoppet over en hel periode i teatrets historie, den ekspressionistiske. Man kan sige om den, hvad man vil, godt og ondt, men den bragte den nødvendige fornyelse, der førte teatret tilbage til rigtigt teater. Trods det forenede danske teaters lukkede øjne, fik bal­ letten dog lyst til at modtage nye impulser udefra. Rus­ serne var forlængst under ledelse af Diaghileff brudt ind i Europas teater og havde først ved primitive kulører og en blændende klassisk teknik, senere ved en mærkelig sam­ mensmeltning af russisk temperament og fransk maleri, placeret dansekunsten midt i brændpunktet. Man valgte derfor klogelig at indkalde Michel Fokin og lade ham sætte tre balletter op. „Chopiniana", „Petrouschska" og dansene fra „Fyrst Igor“, ting, der i sin tid havde betydet en revolution, men nu nærmest var klassiske. Ingen af disse balletter, specielt ikke „Petrouschska", bør savnes i en stor balletscenes løbende repertoire, idet de naturligt danner overgangsledet fra den gammeldags, klassiske balletform til nutidens noget mere håndfaste dansebegreb. Nogle år efter Fokin-sukcesen kom Georges Balanchine, og også han fik den opgave at vise Danmark en række bal­ letter, som øjensynlig skulle fortsætte den retrospektive række. „Schéhérazade" kom imidlertid nogle år for sent og virkede stærkt demoderet og skuffende på den del af publi­ kum, der anede, at ballet var en levende kunstform i rig udvikling og med alle betingelser for at kunne hente sin inspiration fra livet i dag og nutidens bevægelser. „Apollon Musagetes" derimod viste den klassiske ballets nye an­ sigt, men var efter sigende en fornærmelse mod Bournon199

villes scene, en beskyldning, som rimeligvis har gjort Bournonville ondt i hans ballethimmel. „Apollon“ var et mo­ derne, sagligt udtrykt for klassisk balletform. Den hand­ lingsbevægede ramme og den iøjnefaldende opfordring til dans manglede, og mimeriet var indskrænket til det natur­ lige udtryk, der affødes af selve bevægelsen. Handlingen var fra en yderkres flyttet over i selve trinene, der var hele balletforestillinger for sig. Man sad ikke og ventede på, at et dansenummer skulle blive færdigt, for at man kunne komme videre i fortællingen. Fortællingen lå i selve øjeblikket, opstod som i et skæringspunkt mellem musik­ ken og bevægelsen i det menneskelige legeme. Fortidens klassiske ballet svævede let og luftigt oven på musikken og blev båret af en naturlig medvind fra orkestret, nutidens dansere, der stadig arbejder efter de gamle, strenge regler, går op mod vinden, ind i musikken. Både Fokin og Balanchine byggede videre på den klas­ siske skole, og det var ikke Diaghileffs mening at forlade de strenge tåspidssko, selv om han nok af og til glædede sig over den helt frie danseform, f. eks. den tyske, som nok i første øjeblik kan virke besnærende og befriende, men som hurtigt viser sig at blive forholdsvis fattig på koreografiske udtryksmuligheder, og derfor må gå over til at arbejde men en mimisk plastik, der udvisker ballettens konturer og nærmer sig skuespillet. En streng, klassisk skole er en formue nedarvet slidsomt fra forfædrene og reinvesteret i dyrt menneskemateriale, som sættes i træning som seks års børn og er tvunget til at trække sig tilbage, når de jævnaldrende uden for teatret endnu er unge. Gennem den klassiske skoles træning er det muligt at udnytte hver eneste bevægelsesmulighed i legemet og dets muskler, den er det ideale grundlag, en slags flyveplads, man gerne må lette fra, men altid skal føle som en sikker landingsplads, fordi materiellet altid her kan blive set efter og gjort flyvedygtigt igen. 200

Den danske ballet er en formue værd - ikke blot som en traditionsrig museumsgenstand, der passer ind i en na­ tional statsscenes kulturhistoriske rammer - pyt med det, har man mest lyst til at sige- men fordi den er et instru­ ment af i dag, hvorpå man kan spille nutidsmelodier, og man kan blive ved med det, så længe tilværelsen leves ryt­ misk og kan opfattes og gengives rytmisk. Det er ballet­ tens fremtid, der giver lyst til at arbejde med den i dag, men så må man rigtignok også helst lægge brillerne. Publi­ kum har ikke selv taget dem på, de er blevet sat på deres næser, ikke af Bournonville, men af ærbødigheden for Bournonville. Hvorfor ære og dyrke et menneske og hans arbejde ihjel? Er det en form for taknemmelighed? Taknemmelig­ hed kan drives så vidt, at selv de skikkeligste individer bliver revolutionære og absolut ikke vil anerkende, at der er det mindste at være taknemmelige for. Den danske bal­ let har (eller har haft) grund til at være taknemmelig, men da det gudskelov er en stum kunstart, der ikke kan udtale sig i nekrologiske taler og vendinger, bør den først og fremmest i gerning vise, hvad den føler - den bør danse helt ned i rampen og tage brillerne af publikum.

Dansk teater (1936)

Det må ikke være så rart at være Tornerose. Først falder hun i søvn lige midt om formiddagen, netop da hun skulle have moret sig allerbedst, og når hun så har ligget tilstrækkelig længe med sin ungpigeprofil bag tjørnehækken, er der pludselig en behjertet prins, der vækker hende og fører hende ud i en tidsalder, hvor alt efter hendes mening står på hovedet og taler et sprog, hvis ordsammensætning hun ikke forstår. Ingen veninder at tale med, for det, der før var så hyggeligt, er måske nu kun en fodnote, der får skolebørn til at gabe. Nu kan det naturligvis tænkes, at tiden ikke har foran­ dret sig i de 100 år, Tornerose sov, men hvorfor kunne det ikke ligeså godt tænkes, at Tornerose var en ganske fornuftig pige, der interesserede sig for en ny færdselsordning, som var mindre velegnet til promenade med forhistoriske slæb? Blandt de allerstørste og mest velnærede Torneroser, der sover, så det burde drøne dobbeltspaltet i pressen, er teatret. Men hun er en særlig fin Tornerose, for hun har indgang i hækken og det endda med kasseapparat - alle og enhver, der har råd, kan forære sig selv den fornøjelse at se hende sove. Mange ta’r sig med glæde en fælleslur med behagelige gammelkendte drømme, der hygger i po­ rerne, mens mange, d.v.s. mange fler, la’r hende sove lige til hun en dag vågner op i sin montre og kan nikke ven­ ligt til pigen fra Skrydstrup, der osse engang var fuld af liv og alleslags „appeals". Teatret var engang et folketeater, hvilket ikke er ens­ 202

betydende med at være analfabetisk underholdende i en atmosfære af julekage og salig mosters pibestrimmel. Den­ gang var det folkets ejendom, bænkeraderne, scenen og or­ dene, der blev talt direkte til folket. Sidenhen gik teatret kvindeligt hen og blev raffineret med decideret hang til overklasse og kaviar, mens den store hob måtte æde blår med Pjerrot. Men hvor er overklassen henne? - ihvertfald her i Danmark? Hvad er den andet for teatret end en slags naturfredningsnævn, der holder hævd over traditionerne, som er talerør for de gode gamle dage; og måske uden at gøre sig det klart hylder man det katolske princip, at det er praktisk at holde menigheden i uvidenhed. Desværre breder uvidenheden sig osse på scenen - man ved som regel slet ikke, at der er noget, der hedder „uden­ for", og at det i virkeligheden var det, man skulle be­ handle „indenfor". Dagene går i anerkendt og triviel skøn­ hed, mens man stadig sørger for at have et stakit dannet af ordet „Kunst" stillet op udenom statuerne uden at skænke det en eneste tanke, at selv den skønneste statue må indeholde et genkendelsesmoment eller være i besid­ delse af en pegefinger mod et mål. I dansk teater peger man ikke, d.v.s. man peger tilbage, men det regner man aldrig med - det bestående kan man altid roligt propagan­ dere for, uden at nogen får ordet tendens i munden. Hvis man virkelig elsker tradition så højt, hvorfor så ikke gå endnu længere tilbage end til bedste- og oldefor­ ældre, hvorfor ikke prøve at gå helt tilbage til det helt folkelige, der gør teatret til en sluse, tiden strømmer igen­ nem - hvorfor ser man ikke stort på sit mindreværdskom­ pleks og gør navnet folketeater til et hædersnavn? Hvorfor gør man ikke teatret til et folkeligt forum, der ser bort fra interessante enkelttilfælde, der giver lejlighed til talent­ fulde solopræstationer og lader skuespillerne gennem dig­ terens ord udtrykke det, folket ubevidst går og tumler med? 203

Folketeatret skal være hovedbygningen, men man kan så udmærket godt have et par sidefløje. I den ene af dem kunne man f. eks. indrette et intellektuelt eksperimental­ teater, der foretager et forberedende, næsten videnskabe­ ligt arbejde, ligesom de videnskabelige laboratorier med marsvin og den slags, som i dag er forsøg, men i morgen virkelighed og til gavn for alle tilværelsens beboere. I en anden fløj kunne man udmærket godt have en rent under­ holdende afdeling med legemlig skønhed, akrobatik og melodier, man fløjter om morgenen i badet og har glemt inden sengetid. Dansk teater af i dag er ikke af i dag. Allermest minder det om den gode gamle ret vælling, en underlig ubestem­ melig væske uden en eneste sveske, der repræsenterer et standpunkt. Og mukker publikum, så går det dem, som det gik de stakkels skolebørn, der gerne ville se et luftskib, der sejlede hen over skolen. Lærerinden rullede prompte gardinerne ned, så man kunne komme videre i lektien.

Om at gå i biografen (I 938)

Vi er i ordets bogstaveligste forstand vokset op med fil­ men, tidens egen personlige kunstart, opfundet, udklæk­ ket og fuldkommengjort lige for næserne af os. Skal vi snakke teater tilbunds, må vi helt tilbage til de gamle græ­ kere, mens filmen kun forlanger, at vi gør brug af vores private hukommelse. Det var os, der som en slags „gamle grækere" sad i de første biografteatre og trofast fulgte ud­ viklingen. Der er den store væsensforskel på den teatralske og den filmiske udvikling, rent bortset fra hastigheden, at teatret i sin start først og fremmest byggede på et kunstnerisk ind­ hold, ikke på teknik, og efterhånden som det teatertekni­ ske blev mere og mere udviklet, dræbtes noget af det vær­ difuldeste i teatret. Filmen var derimod helt og holdent mekanik og startede uden allermindste kunstneriske idé­ indhold. Først da man mestrede filmsteknikken naturligt, da de tekniske påhit var blevet så tilvante, at man betjente sig af dem som af sine egne øjne, ører og lemmer, sprang filmen ud i fuldt flor og forlangte, at muserne skulle rykke sammen med kranse og insignier, så der kunne blive en plads imellem dem. At gå i biografen idag er ligesom mad og klæder en men­ neskelig fornødenhed. Filmen erstatter for mange men­ nesker både romanlæsning og teaterstykker af den mere spændende, underholdende art. Film er, sammen med dag­ blade og ugeblade, hovedleverandør af gennemsnitsung­ dommens åndelige næring. Hvem skulle have troet det, når man tænker på de første biografteatre og kosmora205

ma’er eller hvad de nu hed? Græske amfiteatre med den blå himmel som tag, var det sidste de mindede om. Filmen var kun en mekanisk opfindelse, hvis pudsighed for en bil­ lig penge blev demonstreret i et skummelt rum, hvor man som høns sad på høje sprinkelværksbænke. Biografejeren besørgede selv billetsalget, fyringen i kakkelovnen, lyssluk­ ningen og foreføringen, mens en dame, rullet forsvarligt ind i uldsjaler, varierede de ledsagende musikalske temaer bag et skærmbræt. Landskabsmusikken hænger i den grad i ørene, at man nu så mange år efter ved bare at høre en antydning af samme musikalske skuffe, straks ser søer, træer og solnedgange flimre forbi, og ens næse kildres af en duft af celluloid og syrlige bolcher. Det hujende og skrigende publikum var som en levende og meget højttal­ ende lydstrimmel. Pludselig løb spolen ud med et klik, dørene til gaden blev smækket op for at give lidt luft i de politiforordnede mellemakter, og et skarpt lys blev tændt i ens sviende øjne. Alt var barnligt, både filmens art og publikum. Da det mere intellektuelle publikum havde tilfredsstillet sin nys­ gerrighed med hensyn til den forunderlige mekanik, blev de roligt i deres teatre og koncertsale og overlod det nye legetøj til dem, der havde lyst til at lege. Og det var kun leg. For en i o-øre så man i en skøn pærevælling slagsmål, ildebrande og kongefamilier, der ankom hoppende og nik­ kende til flagsmykkede banegårde, eller man rejste på ko­ fangeren af et lokomotiv langt ind i Afrika, til man tilsidst blev søsyg og så svellerne danse som jalousier for øjnene. Kunst var det sidste ord, man drømte om at anvende i denne sammenhæng, producenterne drømte heller ikke om det, for dem var det ærligt og redeligt en forretning. Først da man begyndte at kæde sammen og lave handlinger, kunne nogle ganske få skimte filmens kommende mulig­ heder. Handlingerne og udformningen var næsten end­ nu mere barnlige end publikum, men betød alligevel, at 206

filmen nu lagde bleen, stod ud af vuggen og begyndte at gå. Man engagerede virkelige kunstnere til filmsoptagelser­ ne, men de færreste forstod, at denne nye kunstart krævede nye virkninger. Det gik ikke med fotograferet teater. En enkelt forstod det. Asta Nielsen. Allerede i sine tidligste film viste hun en genial fremsynethed. Hele den kom­ mende filmsudvikling lå i hendes ansigt. Allerede før nær­ billedets opdagelse gav hun nærbilleder af mennesker. Hun gjorde filmens stumhed talende. Det var som om hen­ des spil krævede, at apparatet blev levende og bevægeligt. Samtidig begyndte Chaplin i Amerika. Som teatret har hele to muser, burde filmen have det. Asta Nielsen og Chaplin. Så ung er filmskunsten at begge dens muser lever i bedste velgående og forhåbentlig har ingen af dem givet deres sidste udtryk til en filmsstrimmel. Hvor må de mennesker, der dengang bekæmpede filmen som smagsfordærver, ærgre sig. Lige om hjørnet spillede man de vidunderlige gamle chaplinske farcer, og de gik der ikke. Det svarer til, at man heller ikke var gået hen og se Moliére, hvis han på et gæstespil i København havde spillet hovedrollen i et af sine egne stykker. Men den klas­ siske anerkendelse fik Chaplin først senere og i øvrigt skal det indrømmes, at smagen i filmsproduktionen som helhed ikke var stort bevendt. For at tjene flest mulige penge gav man publikum alt, hvad et dårligt publikumshjerte kan ønske sig i retning af knaldeffekt, lummerhed og halvsa­ distisk spænding. Længe leve folks dårlige smag, den kan altid fylde kassen - et stykke tid, så er man imidlertid ble­ vet mæt og med mætheden kommer den naturlige sunde kritik. Man forlanger noget andet, ligemeget hvad, bare noget andet. Nye typer, nye genrer. Filmsproducenterne drejede nedad nye forfærdelige gader, deres opfindsomhed på dette område har altid været fantastisk. Man gik kun efter målet: penge, og publikum fulgte lydigt med, indtil 207

mætheden igen indfandt sig. Havde ikke publikum sagt stop, var producenterne blevet ved i den samme skure. I virkeligheden har det hele tiden været det store, brede publikum, der skubbede filmen fremad og tvang den til at skifte ansigt. Det var som et stort usynligt samarbejde, hvor ingen af parterne tænkte på, at de var inde i en fælles udvikling, ovenikøbet i kunstnerisk retning. Ustandselig forbedredes teknikken, men samtidig krævede folks øjne mer, fordi de var blevet klarere. Mange ubehagelige stadier måtte man igennem. Der var konfirmationsalderen med seriefilm, der sommetider lagde beslag på 9 aftner, før man nåede til afslutning på en yderst jævn detektivhandling med isprængte kærligheds­ effekter. Der var pubertetsalderen, hvor man led afskyeligt med forførende „vamps", på engang dorske og fyrige med meget hår i store frisurer. Man kom igennem det hele og endda med begejstring. At man var begejstret for Pola Negri i „Madame Dubarry" eller „Flamme" er uhyre for­ ståeligt, men det er utroligt, at man overlevede hendes øvrige produktion, der var et opbud af smagløse usand­ synligheder med enker, der for at sone utroskab var luk­ ket inde i sortbetrukne værelser med deres afdøde mands portræt, eller forvildede societydamer, der endte deres dage smægtende i ørkenen med pragtfulde ondulationer og simili. I en uendelighed passerede sørøverfilm og ørkenfilm uden oaser revy og forsvandt lige så hurtigt igen. Udviklin­ gen gik over stok og sten. Nærbilledet og det bevægelige kamera havde givet filmen uanede muligheder. Jo mere følsomme og levende apparaterne blev, jo mindre tålte man forlorenhed og forløjethed. I slutningen af 20’erne stod stumfilmen på sit højeste. Hele verden. var dens publikum. Alle, der før rynkede på næsen, glemte, at der overhovedet havde været tvivl i deres hjerter. Filmen var international og demokratisk. En lille kone over en mørk 208

gård på Kapelvej så lige så godt som en amerikansk dol­ larprinsesse eller en fransk midinette. Men så kom talefilmen og satte føleligt skel. Den delte publikum og henviste en stor del af befolkningen til den hjemlige produktion, der ikke kunne fortsætte som hidtil, da man kun kunne regne med afsætningsmuligheder på det hjemlige marked. Omkostningerne måtte skæres ned, men desværre blev niveauet sænket i tilsvarende grad, i forvirringen tog man åbenbart fejl af begreberne folkelig­ hed og barnlighed. Det er svært at forestille sig et land, der roligt ser på, at dets hjemlige litteratur udelukkende består af detektiv­ romaner, ligegyldige kriminalromaner og ugebladsnovel­ ler, mens alle lødige bøger er oversættelser fra fremmede sprog. Men når talen er om film, er tanken ikke umulig. Man stønner over de nationale films mentalitet, som man absolut ikke vil anerkende som udtryk for landets ånde­ lige standard, men man stønner ikke højt nok, fordi man jo altid har den udvej, at man selv kan gå til en uden­ landsk film. løvrigt trøster man sig bravt med de gamle fraser, om at sådan vil folk åbenbart have det. Det er rigtigt, at folk i al almindelighed ønsker ganske lige ud ad landevejen handling, spænding, lidt erotik, mu­ lighed for latter og sommetider anledning til lidt græderi, i virkeligheden ikke spor andet end et almindeligt teater­ publikum, man er bare ganske uinteresseret i den kunst­ neriske side af sagen, men det behøvede jo ikke at forhin­ dre, at den kunstneriske forsvarlighed var i orden. Det er en fejltagelse at tro, at en kunstnerisk film skal være høj­ tidelig og kedelig. De store brede befolkningslag, hvorom alt drejer sig idag, er i deres påvirkelighed et bytte for de mest forskel­ ligartede strømninger. Ved at ignorere de gode påvirk­ ningsmuligheder, man har, begår man en undladelsessynd. Filmen er et af de områder, hvor man kan sætte ind. 14

Synskhedens Gave

209

Man har hidtil ikke gjort det eller kun i ringe grad. Filmsproducenterne har af ganske naturlige grunde tænkt mere på den øjeblikkelige forrentning i penge end på den mere problematiske fremtidige forrentning i form af ni­ veauets højnelse. Sådan set er det svært at bebrejde dem noget, men i disse tider, hvor skyer trækker op alle vide vegne, er det vores forbandede pligt at forsvare den na­ tionale kultur for derigennem at bevare vores åndelige selvstændighed. Vi må ruste til tænderne i de åndelige våbenindustrier, bl. a. filmsindustrien. Vi har en litteratur, et teater og en bildende kunst. Hvorfor skulle vi ikke have en film? Hvorfor skulle vi lade os afskrække af, at vi ikke kan præstere amerikansk teknik, vi skal jo ikke præstere amerikansk mentalitet. Vi har det danske lune. Hvorfor skulle man ikke kunne bygge en kunstnerisk film på det? Ikke til eksport, lune er for farlig en vare ude omkring i øjeblikket, men for den store al­ mindelige danske befolkning, der, hvis den går hen og bli­ ver luneforladt, meget let løber lige ind i en uniformering, som ikke blot ikke passer til dens karakter, men som slet ikke burde passe til frie moderne mennesker. Vi kan skrive bøger, spille teaterstykker, det bliver kun for et mindretal, men gå ind i en biograf. Der sidder hele nationen. Den nationale træffetid er enten fra 7.10 eller fra g. 10. Man overholder sagføreres, præsters og lægers træffe­ tid, hvorfor så ikke overholde folkets? Man kan træffes på et hvidt stykke lærred med vekslende billeder. Der er sik­ kert ingen, der bliver vrede, hvis billederne foruden at være morsomme eller spændende har et ekstra plus, som man i begyndelsen slet ikke gør sig klart, men som i læng­ den skaber en vane. Almindelige mennesker elsker vane. Hvorfor ikke prøve at skabe gode vaner? Det vil betale sig både i penge og i længden.

To gamle søstre ( m 8)

Der boede to ældre søstre i en smuk gammeldags lejlig­ hed. Deres navne var så underlige, at opgangens øvrige beboere ikke kunne lade være med at smile, når de gik forbi. Hele dagen sad de to søstre hjemme i deres stuer med de smukke, men lidt falmede billeder på væggene og de hvide antikke figurer, der spejlede sig stille i konsollerne. De spiste ikke, af og til drak de et glas klart vand, men ellers gik tiden med at læse. Hver morgen åbnede de med kærlige hænder bogskabet, og med en sirlig finger blev et af de klassiske værker med guldsnirkler på ryggen trukket ud, og så sad de to søstre og talte om mærkelige personer, der forlængst var døde og lå under smukke gravsten, som vejr og vind efterhånden havde gjort ulæselige. Når skumringen kom og andre begyndte at tænke på friaften og den slags, blev søstrene urolige. De rejste sig fra bordet med den kulørte opsats og gik hen til vinduet. Man kunne se, at de havde lyst til at gå ud, men de be­ tænkte sig. Tidligere var de ofte gået ud. De havde altid fulgtes. Sorte og stadselige kom de nedad trappen på deres vel­ holdte satinstøvler. Over deres glatte hår med den græske knude lå lette slør. De standsede i gadedøren, inden de gik nedad de sidste par stentrin. De så op mod aftenhimlen, sukkede og smilede. De var som to monumenter. Efterhånden vænnede folk i gaden sig til, at kun den ene gik ud. Hun stod ikke stille i døren, hun smilede ikke, hun bare skyndte sig nedad fortovet og forsvandt om næste

14*

21 1

hjørne, mens den anden søster stod oppe i vinduet og vin­ kede sørgmodigt. Tilsidst glemte man dem helt, lagde overhovedet ikke mærke til dem. Man havde andet at tænke på, og man skulle skynde sig, hvis man skulle nå syv-forestillingen i biografen. Der var netop lige blevet hængt store prangende plakater op, der reklamerede med Garbo i profil, Garbo i krinoline, Garbo til sengs, Garbo allevegne. - Hvem er denne Garbo egentlig? spurgte den ene søs­ ter og så op fra fru Heibergs erindringer. - Herregud, sødeste Thalia, svarede den anden, du spør’ og spør’, du spør’ altfor meget - jeg aner det ikke, og iøvrigt vedkommer det ikke os. Thalia slog øjnene ned og bladede videre uden at læse. Fru Heiberg var pludselig langt borte. Hun sad og tænkte på, at det i virkeligheden ikke var så lidt af en plage at dele lejlighed med en tragisk muse. Det var naturligvis hendes forbandede pligt at være sørgmodig og tårevædet, hvis hun ville beholde sin stilling - men alligevel, det var trist. Det var det med Melpomene, at hun nu oven i købet foruden sin professionelle tristhed også havde deres fælles arbejdsløshed at sørge over. - Går du slet ikke ud i aften? spurgte Melpomene og rørte forsigtigt ved en af de konstante tårer, der sad på hendes kind. Egentlig havde Thalia slet ikke tænkt sig at gå. Der var jo ikke noget at gå efter. Allevegne var der jo lukket, og på Det kongelige spillede de Soya - det var for meget for hende. Hun kunne naturligvis snige sig hen og kaste en lille buket på Dagmarteatrets ruiner, men det havde hun gjort så tit. Nej, hun blev helst hjemme, så kunne hun sidde og drømme, at den nye teaterchef med det smukke navn ringede på hendes dørklokke for at byde hende op til en menuet. Nej, hun gik alligevel. Søsterens monumentale og irri­ 212

terende sorg gik hende på nerverne. Så hellere gå ensom og ukendt rundt på fortovene i den aftenlige by. Hun drejede om mange hjørner, gik uden mål og med. Sommetider kom hun forbi et af de forhadte steder med de amerikanske navne og ansigter i ildskrift over fa?aden. Hun forstod ikke amerikansk, hun ville ikke forstå det, og hun trak sløret tættere for ansigtet, idet hun skyndte sig forbi. - Gud, Garbo, hun er vel nok - sagde en stemme i for­ bifarten. Thalia vendte sig. - Hvodden er det du går og sjokker, bessemor! råbte en cyklist, der var ligeved at køre ind i hendes marmorben. Du ligner sku Greta Garbo på is - rul jalousierne op og kig dig for -. Thalia stod stille og så efter ham. Hun stod lige under en lygtepæl, der kastede et blegt spotlight nedover hendes maske med munden, der var formet til latter, men som helst ville græde. Hun knugede sin taske i hånden. Pludse­ lig vidste hun, at der lå en to-krone i den lille portemonnæ i midterrummet. Den skulle bruges til den streng på lyren, der forleden var sprunget af sig selv, men den kunne jo osse bruges til - nej, Thalia gik straks videre. To-kronen forfulgte hende, den lå og brændte. Hun forsøgte at be­ gynde at gå hjem, men støvlerne ville ikke. Tænk, hvis der var nogen, der så hende, nogen, der kunne sladre til Mel­ pomene. Det ville være en katastrofe, som slet ikke lå for hendes rollefag. Uden at hun vidste, hvordan det var sket, stod hun foran billethullet og købte billet. En fyrre eller femoghalvfjerds? Hun fik 25 øre igen, kontrolløren lukkede døren efter hende, et tilbagetog var ikke muligt. Melpomene havde svært ved at sove. Det var, som om de tragiske elementer i hende virkede allerstærkest, når himlen var natblå. Hvorfor kom Thalia heller ikke? Klok­ 213

ken var mange. Hun lå og lyttede efter trappeautomaten, der tændtes i klik. Men aldrig var det hende. Endelig var hun der. Hun kendte de lette dansende trin. Melpomene rejste sig majestætisk. Hvorfor var trinene mere dansende end ellers? Nu stod Thalia uden for døren og ledte efter sine nøgler. Smånynnede hun ikke? Jo minsandten! Hvad kunne der være sket? Det måtte være noget vidunderligt. Hun havde måske mødt Andreas Møller, og han havde måske betroet hende noget, en kongelig hemmelighed. Havde de endelig bestemt sig til at spille alle de græske tragedier med Anna Borg i hovedrollen? Melpomene stak for første gang i lange tider glædestrålende sine hvide fød­ der i koturnerne, der stod på sengeforliggeren med Akropolis broderet i korssting. Hendes mund krængede nedad, det skulle den, men øjnene lyste. Da Thalia kom ind i soveværelset, var der ingen tvivl længere. Det vidunderlige var sket. Thalias maske lo. Let afførte hun sig sine gevandter og lagde dem på de græske søjlestumper og tilfældige kapitæler, der udgjorde deres sovekammermøblement. Melpomene fulgte hende med øjnene, men Thalia sagde ingenting. Hun stod bare foran spejlet og betragtede sig selv. Så vendte hun sig med et strålende smil og sagde: - Vi flytter i morgen! - Vi flytter i morgen? gentog Melpomene. Var det ny­ heden? Skuffelsen trak sig som et sort slør hen over hen­ des ansigt. Flytte? - Jamen, hvorhen? Har de nu virkelig bestemt sig til at sætte os på museum? - og hendes tårer flød naturligt og i sådanne mængder, at hun næsten selv var forbavset. - Hvis du vil på museum, kan du selv om det - jeg skal gerne komme og besøge dig mellem 11 og 3 undtagen man­ dag - men personlig skal jeg ikke nyde noget -. - Dit sprog, Thalia - soigner dog dit sprog - råbte den 214

grædende søster og satte sig så hårdt tilbage i sengen, at harpebunden gav en dyb vemodig tone. - Dit sure ribs! svarede Thalia og vendte sig om. Plud­ selig fortrød hun. Hun løb hen og satte sig på søsterens sengekant. - Melpomene - jeg har været der - det var vidunderligt! - Hvor? - hvor har du været? Nej, Thalia, sig, at det ikke passer. Du har ikke været der - på det simple sted. Og du kalder dig en muse! Fy! Thalia så bare frem for sig. - Der opdagede jeg, at vi er unge endnu - purunge - og attråværdige - har bare selv glemt det. Vi er så dejlige, at vi kan få alle mennesker til at lukke vinduerne op og kaste blomster ned på fortovet, når vi går forbi til vores arbejde - og vi kan sagtens få ar­ bejde. De trænger jo til os. De kan ikke undvære os. - Sig det ikke, sig det ikke, råbte Melpomene og skjulte sin sorg i et draperi. - De sad derhenne allesammen - henne hos Garbo, som forresten er en overordentlig pæn og net elev af dig. - Mekanik - ikke andet end mekanik, lød det grædende inde fra draperiet. - Som om vi ikke osse har teet os mekanisk, svarede Thalia vredt. Skejede vi måske ikke ud de senere år? Vi med vores drejescener og rundhorisonter og alle de andre hokuspokusfiksfakserier. Lod vi ikke teaterdirektøren gøre det, skønt vi udmærket godt så, at det var mekanik, der ikke vedkom det levende ord, bare skulle hjælpe det le­ vende ord, ikke dræbe det og selv blive det væsentlige! - Vi var nødt til det. Det gjaldt vores embede, jamrede Melpomene, der uheldigvis havde fået en frynse i munden. - I det sekund, vi er klare over, at vi er embedsmænd når vi begynder at tænke på klassisk alderdom med pen­ sion, er vi færdige - så lever vi ikke længere - er ikke i stand til at forny os og leve med - og det er det, vi skal vi skal ikke være to tilfældige billedstøtter, der reklamerer 215

for en gloriøs fortid - vi skal være et spejl af tiden - den røde tråd i tiden - og behager du at tørre dine øjne og se den røde tråd efter, så vil du opdage, at den ikke ad­ skiller sig ret meget fra det klassiske eviggyldige - åh, jeg så en pige derhenne med en yndig hat - sådan en vil jeg have. Du kan blive boende her, hvis du har lyst. Jeg klæ­ der mig fra i morgen på, som jeg vil, og flytter ud til alle de andre. Melpomene kiggede frem med store øjne. Men Thalia talte ikke længere til hende, kun til sig selv. - Der var vidunderligt. Jeg vil gå der igen, så snart jeg har tid. Jeg vil opsøge filmsmusen og drikke te med hende. For naturligvis er der forlængst udnævnt en filmsmuse. Jeg vil fortælle hende, hvor storartet hun er og hvor ens og forskellige vi i virkeligheden er. Vi behøver aldrig at gå hinanden i bedene. Vi har livet og det levende ord, den levende atmosfære, der virker som en elektricitet fra sce­ nen ned til tilskuerpladsen. Vi har den store oplevelse, der banker direkte på hos folk. Hun har til gengæld alt det andet. Billederne af livet. Øjnene, der ser fra Kina til Grønland. Men vi har det samme publikum. Vi troede, det var væk, forsvundet, fordi vores plyssessæder stod tom­ me. De lever og de kommer tilbage, når vi finder os selv igen, men det gør vi kun, når vi går ud imellem dem og besvarer deres spørgsmål. Vi må have bedre stole, billigere priser - åh, der er så meget, så meget - vi må lære mange praktiske finesser af hende - og hvorfor skulle vi være for fine til at være praktiske? - fine, det er det sidste, vi må være - jeg ved ve’ Sarah Bernhardt ikke, hvem der har fået os gjort så fine, fjerne og utilnærmelige - men jeg er bange for, at det er os selv Og sådan blev Thalia ved, mens Melpomene lyttede og af og til rettede på sin maske. Natten blev lysere og lysere, til sidst stod solen op, rød og stor. - Den røde lygte! råbte Thalia og løb hen til vinduet.

Hun så ud på alle morgenvinduerne med de sovende mennesker bagved. Hun ville så gerne råbe til dem, vække dem, men hun nænnede det alligevel ikke. Så stod hun og sang ganske sagte. Da hun vendte sig, var Melpomene fal­ det i søvn. Thalia lagde sig i morgensolskinnet og drømte med åbne øjne. Hun drømte om sit nye hus, det, hun ville flytte ind i. - Hvem skal bygge det? tænkte hun. - Ja, hvem skal bygge det? fløjtede mælkedrengen, der satte flaskerne fra sig på køkkentrappen. - Han kommer nok, svarede Thalia, åh, hvor du fløjter godt. Thalia begyndte at fløjte en melodi, hun aldrig havde hørt.

Hvad er rigtigt teater? (*939)

Aldrig har to kunstarter stået så skarpt og konkurrerende overfor hinanden som film og teater. Det er, som om man opfatter dem som to forskellige udtryk for den samme ting, og som om man synes, at det ville være naturligt, at kun den ene bestod. Man kunne næsten ligeså godt en dag de­ kretere, at nu var maleriet færdigt og dødt til fordel for billedhuggerkunsten. På en eller anden måde har de to kunstarter blandet sig sammen i folks bevidsthed. Er det folks skyld? Er det teatrets eller filmens skyld? Noget for­ kert er der. Man har diskuteret i øst og vest. Forsvaret for teatret har været kraftigt, men er som regel blevet ført af den lidt ældre generation, som fra den tidligste ungdom har elsket teatret og været opdraget til at se op til det, mens de helt unge har forholdt sig mere passive og afventende. Under diskussionerne har det været uundgåeligt, at visse meninger og synspunkter er blevet gentaget så mange gange, at de tilsidst, hvor korrekte og rigtige de end var, har fået en lidt klichéagtig klang. De er kommet igen som Tordenskjolds soldater, der ustandselig dukker op omkring hjørnet. Store forretninger finder som regel på et praktisk og nemt „slogan“, der i få ord skal fange kundernes inter­ esse, på samme måde har de mange forskellige deltagere i teaterdiskussionerne skabt et kriseslogan for teatret, som måske nok var mere beregnet for de ydende indenfor tea­ tret end for de nydende. Hvergang professorerne med samt kandidater og en lang hale af hvide sygeplejersker har væ­ ret på stuegang hos den syge, har man hørt, at endelig 218

helbredelse og redning først kunne indfinde sig den dag, teatret forstod, at det igen skulle være helt og fuldtud teater. Sætningen er blevet varieret på mange måder, men kernen har altid været den samme. Det er også blevet sagt om filmen, at den helt og holdent skulle være film, og for lægmanden kan det derfor let komme til at se ud, som om de to kunstarter i deres konkurrenceiver ligefrem lå og førte en regulær krig, der gik ud på under røven og plyn­ dren at trænge ind på hinandens gebeter. Og han har i og for sig ret. Jeg skal ganske kort prøve at skitsere denne krig eller kamp, som til at begynde med slet ikke var nogen kamp. I starten drømte filmen slet ikke om at indtage den tiende muses plads, den arbejdede med en teknik og var ikke klar over, i hvor vid udstrækning denne teknik kunne benyttes. Filmen var ikke gået op for sig selv som kunstart og støt­ tede sig derfor til teatrets ideer og erfaringer, hvilket førte til fotograferet teater på en temmelig uhyrlig måde. Der var dog undtagelser - Asta Nielsen var den største. Teatret betragtede med ro filmens udvikling. Der var ikke det mindste at være bange for. Teatret var jo stats­ autoriseret kunst, og film var kun gøgl, der kildrede folks nysgerrighed med en sær og splinterny teknik, som man måtte have lov til at se sig mæt på. Mætheden ville sikkert hurtigt indfinde sig, for i længden er der ikke noget, der er så kedeligt som teknik. Når børn har pillet legetøjet fra hinanden, morer det ikke mere. Der er bare det med teknik, at den kan forbedres, og den blev forbedret. Den blev efterhånden så levende og bevæ­ gelig, at man glemte det mekaniske i underholdningen og kunne begynde at interessere sig for skuespilpræstationer og handling, selvom den var nok så barnlig og temmelig fri for kunstneriske mål. Film var for de store og brede lag, der aldrig spørger efter det kunstneriske, men kun efter det underholdende, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at 219

det brede publikum skulle blive fornærmet eller føle sig generet af et kunstnerisk forsvarligt indhold. Der var stadig ingen overhængende fare på færde, og tea­ tret hyggede sig videre i de gamle folder. Det spadserede trygt videre i sin malede lærredsskov og sang om, hvor dej­ ligt der var, for der var slet ingen røvere. Man stak ikke så gerne hovedet udenfor skoven, for det udenfor interesse­ rede os ikke så meget. Vi lukkede helst øjnene for de ekspe­ rimenter, der blev foretaget i udlandet. Det eksperimentale interesserede ikke det danske publikum, mente man. Men eksperimenter har altid været nødvendige, hvis man ønsker en fornyelse, eller hvis man stadig vil se med friske øjne på det gamle, det klassiske, som ingen ønsker at smide over­ bord, man vil bare gerne behandle det med nutidshænder og se det med nutidsøjne. Det gamle, bare fordi det er gammelt, har ikke store livsbetingelser. Men for at eksperi­ menter skal virke fornyende og inspirerende, må man igen­ nem et utal af forgæves, mislykkede og ofte misforståede forsøg. Her som alle andre steder er spildprocenten stor, og spildprocenten var man bange for, den gik nemlig ud over kasserne. Forsøg tjener man ikke penge på. Først når forsøgene er gennemprøvet i årevis og har bevist deres holdbarhed, flyttes de over på de store borgerlige scener, hvor man imidlertid i mellemtiden fuldstændig har glemt, at de mennesker, der startede forsøgene, er gået tilgrunde, fordi de i starten måtte henvende sig til et meget lidt beta­ lingsdygtigt publikum, som studenter, unge kunstnere, unge mennesker i det hele taget. De eksperimenterende døde af eksperimenterne, det borgerlige teater, der hadede eksperimenter, profiterede økonomisk af dem. Det mo­ derne teaters vej er markeret af en række ukendte soldater, som kun kan trøste sig med, at de selv har tændt de evige flammer, der brænder på deres grave under triumfbuer, som det levende teater bygger over dem. Helt lod det sig nu ikke gøre at lukke øjnene. Lidt lys 220

sivede ind. Reinhardt skinnede for stærkt. Han kunne ikke holdes ude. Men vi viste hans geni det noget besynderlige hensyn, at vi kun lod os inspirere af det dårlige i hans ydre opsætninger, mens vi så forholdsvis var i stand til at se bort fra, at hans storhed lå i det minutiøse arbejde med det levende ord og de levende skuespillere. Vi troede, at moderne teater var udvendighed. Længe inden filmen overhovedet drømte om at blive talende, be­ stræbte vi os flittigt for at drukne ordet i udvendigt pjank. Scenerummet, der er så enkelt og funktionalistisk som bag­ grund for ordene, blev rigget til med drivende skyer og plastiske vidunderligheder. Man gik simpelthen Vorherre i bedene og ville skabe en endnu bedre og mere levende natur på scenen, og imens lod man ordene skøtte sig selv, i en snæver vending kunne de altid bruges som stikord for et dekorationsskift. Man prøvede at gemme ordet så godt, at man næsten skulle tro, at man havde en forudanelse om, at filmen så småt tænkte på at hugge det. Men filmen fandt det alligevel og begyndte så pludselig at tale. Den store slutkamp tog efter manges mening sin begyn­ delse. Filmen var så henrykt for sit nye legetøj og de ind­ viklede talemaskiner, at den lod alle stumfilmserfaringerne ligge og gav sig til at fotografere ord. Filmen blev igen til gråt fotograferet teater. Men i løbet af forbløffende kort tid fik man talemekanismen gjort let og ubesværlig, og man vendte tilbage til stumfilmsteknikken i forbindelse med ordet. Teatrets sidste time var kommet. Nu havde man ikke længere det levende ord at klynge sig til. Hvad skulle man stille op? Hvilken vej skulle man gå? I den almindelige forvirring gik man videre ad den forkerte, som man alle­ rede var slået ind på. Man ville bekæmpe filmen med fil­ mens egne midler og virkninger. Man ville gøre teatret endnu mer virkelighedstro. Man byggede endnu mere pla­ stisk. Man forsøgte med pragtoperetter, hvor det ene pragt­ 221

udstyr var stablet ovenpå det andet. Der var bare det sørge­ lige, at når teatret spændte den økonomiske bue til over bristepunktet og lod 24 dyre kordamer danse i lamé og søjledekorationer, så knipsede filmen bare med fingrene, og straks dansede hele Paris plus samtlige fiktive balkanstater ud i sorte kniplinger med Jeanette MacDonald og Chevalier i spidsen. Publikum kunne ikke undlade at drage sammenligninger mellem filmens blanke marmor­ gulve og scenens slidte brædder eller lidt halvtriste lino­ leum. Det var katastrofalt og katastrofen indfandt sig. Der blev lavvande i kasserne, og jordkloden over begyndte tea­ trene at lukke. Det foregik ikke stille, men det er først nu bagefter, at man kan se, at man i virkeligheden burde være glad over det, der skete. Det var nemlig faktisk en udren­ selsesproces. Jeg tænker ikke her på tilfældet Dagmarteatret, hvis lukning var sørgelig, fordi man ikke samtidig kunne åbne en ny moderne scene. Jeg tænker på det store underholdende teater med halløj og folkekomedie i masse­ udfoldelse. Det gør filmen bedre og gør det sådan, at vi vil se på det. Filmen har råd til det utrolige og kan tilfreds­ stille alle former for smag i retning af ydre pragt og kor­ rekthed. Filmen klippede med en kæmpesaks en lang hale af tea­ tret. Det så drabeligt og livsfarligt ud, men det var kun slæbet af kjolen, der røg. Kjolen blev fodfri, og det gør bevægelserne lettere og naturligere. Den foragtede meka­ niske kunst, den store stygge filmsulv gjorde i virkelighe­ den teatret den vennetjeneste, som teatrets egne venner ikke havde turdet yde. Filmen lagde råt og brutalt en stor klam hånd over hele det udvendige apparat, som aldrig har passet til teatrets virkelige væsen. Filmen gav teatret en mulighed for at leve videre. Det var filmen, der viste teatret, at det igen burde blive rigtigt teater. Der har vi klicheen. Hvad er så rigtigt teater? Nu venter De, at jeg skal komme med en definition, men det er ikke 222

min sag iaften. Om et øjeblik går tæppet for Riddersalens dobbeltforestilling. Teatret, skuespillerne og instruktøren har ordet. Fra scenen vil man vise, hvad man her mener med rigtigt teater. Det er teatret selv, der kommer med sit indlæg i diskussionen. Det er for at høre, hvad teatret har at sige, at De iaften er inviteret herud. På en scene, der er så lille og upraktisk, som en scene vel kan være, viser man en forestilling, som efter alminde­ lige gængse teaterregler kræver illuderende dekorationer. Man må hjælpe sig med tilfældige draperier, som ikke alle er lige kønne, men hvad gør det? I et rigtigt teater med­ bringer publikum selv en skabende evne og kniber det, lige når tæppet er gået, så træder ordene til og fortæller Dem, hvad De skal se. Den neger, De ser, er ikke nogen rigtig neger, men han skal heller ikke være nogen rigtig neger. Han fortæller Dem om en neger og lader Dem op­ leve en neger. Vi er langt borte fra det, der i almindelighed kaldes virkelighed, men De vil være istand til at opleve en virkelighed inden i Dem selv, som De selv er med til at skabe. Sidder De passive, må det forekomme Dem som en fattig tribuneforestilling. Er De aktive, er De med til at skabe forestillingen, og det er det fornemme og livskraftige ved det rigtige teater. Det rigtige teater eksisterer først, når der skabes på begge sider af rampen. Filmen bringer alt fiks og færdigt ind i Deres øjne og ører. De ser en gennemfotograferet virkelighed. Det kan være en vidunderlig oplevelse, men De kan ikke selv føje noget til. Filmen giver Dem ikke lejlighed til at være med­ skabende. Jeg skal ikke her komme ind på de undtagelser, der naturligvis findes. De er så forsvindende få i forhold til den øvrige kæmpeproduktion. Når filmen er bedst, viser den os verden, som den ser ud i det nøgterne kamera og klippet sammen af en instruktør, der har en ganske bestemt mening med det, billederne skal vise. Teatret arbejder også foran et kamera, men det er 223

publikums øjne. En teaterforestilling er en samtale om verden og tilværelsen. Der spørges oppefra scenen, og der svares nedefra salen. laften stilles et ganske bestemt spørgsmål. Er det, De ser, rigtigt teater? Har rigtigt teater sin berettigelse i Danmark? Ude omkring er man allerede begyndt at besvare spørgs­ målet. Dels i Amerika gennem det moderne amerikanske teater, dels i Frankrig, hvor Théåtre Fran?ais har indkaldt de store eksperimentale navne, Jouvet, Coupeau og Dullin, der i en årrække på små scener har kæmpet for rigtigt tea­ ter, og dels i Moskva, hvor teatrenes antal i den sidste men­ neskealder er mere end firdoblet. Skal der kæmpes videre hertillands? Betty Nansen har kæmpet i mange forestillinger. Kaj Munk kæmper som et helt teater for sig selv bare fordelt på forskellige bygninger. Og her i Riddersalen er der blevet og bliver der kæmpet. Er det nok, at vi gennem filmen ser og oplever verden på en ofte chokerende sandfærdig måde? Kan det erstatte teatret? Er det ikke teatrets egentlige væsen, at det sætter hver enkelts skabende fantasi i sving og får den til at be­ skæftige sig med verden og til at danne sig et personligt begreb om tilværelsen? Er filmen ikke et billede af verden, mens teatret formår at lade os skabe et verdensbillede?

Nat på Kongens Nytorv i 1939)

Scenen forestiller Kongens Nytorv en sen aften. Det er hundefortærende koldt. Angleterre sejler afsted som et pynteligt skib med smalle lysstriber mellem de tykke gar­ diner ind til kahytterne, indgangen til Østergade ligner et sort hul efter en tand, der er trukket ud, å Porta tier for engangs skyld bomstille. Magasin har forvandlet sig til et sovende kasseapparat i kæmpeformat, Det kgl. Teater lig­ ger og drømmer om idealer og fyldningsgrader, en muse snorker højlydt og upoetisk i sin loftsmedaillon, et tabt program under nummer iy anden række parterret ligger og blader i sig selv, så falder osse det isøvn, alting sover, hele toi~uet rundt, en sovende cirkel af udslukte fagader. På en af bænkene ved midterrabatten sidder to af den slags med jakkekraven smøget højt op om ørene og hæn­ derne gravet dybt ned i bukselommerne, den ene har været arbejdsløs nogle måneder, den anden synes, han har været det hele sit liv. Der er ingen af dem, der siger noget. Sidste bus er gået, et par stemmer skråler i Nyhavn, ellers er alting forbavsende stille. De to på bænken siger stadig ingenting. EiN D A M E

(i aftenkjole med tørklæde over håret går forbi hægtet tungt til en søvnig herres arm) - ved gud, hvis det ikke var for krigen, ville jeg synes, det var yndigt med det mørke - man er li’som flyttet tilbage til midten af forrige århundrede - det gi’r en egen stem15

S yn skh ed en s G ave

225

ning — (efter en pause) - det var synd med den and, sy­ nes du ikke -? - ænder skal være sprøde - og købe-lagkage det er ved gud for billig sluppet (deres skridt fortaber sig frostklirrende på fliserne) FØRSTE

ARBEJDSLØSE

(drejer lige øjnene langsomt efter herren og damen) ANDEN

ARBEJDSLØSE

(kigger ligefrem — hans næsebor bevæger sig umærkeligt ude på torvet kører en pølsevogn hjem - der er noget koldt ved pølsemandens hvide kittel og den hvide vogn men indvendig er den varm - der ligger pølserne, der ikke blev solgt, i deres lune fedtede vand)

er julepyntningen henne -? - alle granguirlanderne - de var så morsomme at gynge i og sjippe i - og der er ikke mange mennesker på gaden - jeg elsker at svirpe omkring ben med tynde silkestrømper - der må da være nogen, min bidende kulde kan gå udover — (pludselig standser den op i farten - den har opdaget de to på bænken og vil gerne forandre retning - men den kan ikke - så prøver den at springe over dem, og ved den vold­ somme anstrengelse får den hvirvlet en gammel avis op avisen lander i skødet på den ene af de arbejdsløse - og blæsten styrter videre nedad Tordenskjoldsgade) FØRSTE

ARBEJDSLØSE

(siger ikke noget)

PØLSERNE

- vil du ha’ mig, så ta’ mig - men det koster noget -2 5 øre - årrh, og med sennep ned a’ rygraden - den fornemmelse! - den er guddommelig - kender man ikke den, kender man overhovedet ingenting - for 25 øre la’r vi os ofre som de uberørte oldtidsjomfruer til det store gudebillede glade forlader vi denne verden med sang og sennep - ma­ ven er himlen - men det koster - alting koster(pølsevognen forsvinder om et hjørne) KLOKKEN

I TAXAS

TELEFONSKAB

- brrrr — brrrr - ja, hallo - der no’n, der skal hentes i Bredgade - og i Herluf Trollesgade - og i alle mulige andre gader - nu skal folk hjem - de har spist og drukket, nu skal de sove - brrr - ja, hallo - nu blæser det op - det er for koldt at vente på natsporvognen - blæsten er dejlig - den gi’r forretninger BLÆSTEN

(kommer ned ad Østergade) - hvor er der noget at rive i, at bide i, at ta’ fat i -? - hvor 226

ANDEN

ARBEJDSLØSE

(siger heller ikke noget, men ser ned på avisen, der ligger på hans skød) AVISEN

(ser op på den arbejdsløse) - det er da altid bedre at ligge her end nede på de mod­ bydelige brosten - du kunne da godt læse i mig, istedet for og sidde der og stirre - jeg er aktuel - lynende aktuel det gør ikke noget, at jeg har mistet min forside - jeg er aktuel hele vejen - jeg lander på Kongens Nytorv og straks har jeg noget at fortælle - se, her er en artikel af professor Wanscher om Hesten, der står lige bagved dig HESTEN

(vrinsker hånligt) - jeg er et vrag af en statue - smid mig væk - lav en ny så kan I sætte Wanscher op på den og lade ham trampe afsted henover Utzon-Frank, der ligger og vrider sig på fundamentet - eller omvendt -

15*

227

AVISEN

- herregud, hvor er du utaknemmelig - de gør det da kun for din egen skyld HESTEN

- avis, du keder mig - bare blæsten ville ta’ dig igen BLÆSTEN

- nu skal jeg være der (den kommer susende fra Østergade, buser mod avisman­ dens lille lukkede hus ved stoppestedet, farer så hen og griber fat i avisen) ANDEN

ARBEJDSLØSE

(har lynsnart fået hånden op af lommen og holder fast på avisen)

TEATERPLAKATEN

(i det lille skab ved indgangen til teatret) - det behøves ikke - jeg skal nok fortælle, hvad der er at fortælle - jeg har fortalt ham det - han var næsten ikke til at vække - det er så mange år siden, de har spillet noget af ham - jeg måtte skrige af mine lungers fulde kraft: Hr. Oehlenschlåger - Hr. Oehlenschlåger - iaften gi’r de Deres Skt. Hansaftenspil OEHLENSCHLÅGER

- jeg har hørt det - jeg vågnede gudskelov itide, så jeg så alle studenterne gå ind - det glædede mig sådan for alle de gamle bøgetræer, der har været med i tusinde forestil­ linger - de er blevet støvet af og glattet ud og hængt op det skal være så smukt - romantikken er ikke død FØRSTE

AVISEN

ARBEJDSLØSE

(siger ikke noget)

- slip mig - jeg vil over til professor Holberg og vise ham, i hvor høje priser han går på auktionerne - jeg har altid noget at fortælle -

ANDEN

ARBEJDSLØSE

(siger heller ikke noget) FØRSTE

ARBEJDSLØSE

(drejer øjnene og kigger på den anden arbejdsløse, der ubarmhjertigt stopper avisen indenfor jakken, så den var­ mer, og putter igen hænderne dybt ned i lommerne)

- åh, hvor kan man pludselig længes efter Dyrehavens sommermilde fred -

AVISEN

HOLBERG

- her vil jeg ikke være - det er ikke meningen med mig jeg skulle osse ha’ læst kritikken af „Skt. Hansaftenspil“ for professor Oehlenschlåger - hjælp - hjælp -

OEHLENSCHLÅGER

- det gør alle OEHLENSCHLÅGER

- hva’ beha’r BL ÆST EN

- nu skal jeg hjælpe (den fører råbene om hjælp tværs over sporvognssporene - over mod teatrets fagade) 228

HOLBERG

- alle længes - derfor går man og ser Deres stykke - er De ikke klar over, at det er derfor man spiller det -? 229

OEHLENSCHLÅGER

OEHLENSCHLÅGER

- man spiller mig, fordi jeg er en digter og mit stykke et digterværk -

(vender sig rasende) - ti stille - penge er ikke alt i denne verden DE T O A R B E J D S L Ø S E

HOLBERG

(siger ingenting)

- fuldstændig rigtigt - det er hævet over enhver tvivl men Deres digterværk er samtidig en busk -

HOLBERG OEHLENSCHLÅGER

- en busk -? hva’ mener De med det -?

- kunst er nok uvirkelighed, men tag virkeligheden væk hvad har den så at bygge på -? det tomme rum OEHLENSCHLÅGER

HOLBERG

- den berømte busk, strudsen stikker hovedet i - alle de milde luftninger fra Deres yndige, virkelig så henrivende vers, den sarte kærlighed, de viftende træer og stroferne fra kilden får folk til at glemme alt det, der stod på den for­ side, som avisen ovre på bænken var så uheldig at miste OEHLENSCHLÅGER

- det turde dog vist være en fordel -

- tilværelsen idag er minsandten for trist, så kan De sige, hvad De vil - skulle man slæbe den ind på scenen -? HOLBERG

- den ærlige præst holder dog ikke op at foreholde menig­ heden dens synder af skræk for at hensætte den i dårligt lune - teatret er vel en slags præst - med humoristisk sans og lov til at vælge alle de verdsligste udtryk - selv Gud er det tilladt at angribe og kritisere -

DEN R ØDE L Y G T E

(der står med ansigtet ind mod den grå mur) - ja, i allerhøjeste grad -

OEHLENSCHLÅGER

- udmærket - udmærket - men kommer der så nogen -? HOLBERG

OEHLENSCHLÅGER

- teatret er uvirkelighedens verden - det er dejligt at glemme -

- nu er det vist Dem, der taler om penge - selvom De gør det i en omskreven form OEHLENSCHLÅGER

HOLBERG

- jeg mener bare, så må teatrene lukke -

- men heller ikke dårligt at huske HOLBERG DEN RØDE L Y G T E

- det gi’r bare ingen penge 230

- holder en præst op at præke, fordi staten fratager ham hans gage -? 231

OEHLENSCHLAGER

- mon ikke? -

OEHLENSCHLAGER

- de ville rimeligvis ingenting forstå HOLBERG

- ja, dårlige præster OEHLENSCHLAGER

- vil De påstå------? HOLBERG

- jeg vil ikke påstå det allermindste - men man kan da blive i det sureste, mest gnavne humør, når man tænker tilbage på sin egen tid, der ved gud ikke var for køn Deres heller ikke - og så se, at folk nu klapper glade i hænderne og hovedkulds med lukkede øjne styrter sig til­ bage i fortiden - for at glemme - bare for at glemme en nutid, som vi på en måde har været med til at svigte OEHLENSCHLAGER

B L Æ ST E N

- slå ventetiden ih je l---(den jarer om hjørner og gennem gader - klaprer med alt, hvad der kan klapres med og forsvinder så i et sus udover havnen — og natten bliver stille) FØRSTE

ARBEJDSLØSE

- sagde du noget -?

- vi -? HOLBERG

- ja, sidder vi ikke som en del af teatret og varmer bænke her ved indgangen? - man får dælendundremig lyst til at stå ned og ta’ fat OEHLENSCHLAGER

- ved De, hvad jeg tror? - jeg tror, De har fået en af Bomholts artikler galt i halsen HOLBERG

- hvem er Bomholt -? - nej nej, la’ bare vær med at komme med lange forklaringer - se hellere på de to der­ ovre (peger på de to arbejdsløse) - dem ville jeg spille for 232

HOLBERG

- netop derfor - der må være noget at overvinde - ikke kun noget at underholde - teatret er en eventyrverden i kamp med verdenen udenfor - og midt i kampen står vi - skulle vi stå - nu sidder vi bare - alle sidder - alle sid­ der og venter - hele verden venter - og vi skal bare slå ventetiden ihjel —

ANDEN

ARBEJDSLØSE

(ryster på hovedet).

Nationalteatrets kuppel i 1949)

Udsigten fra mit hotelvindue i Oslo har adskillige gange været Nationalteatrets tag. Det er som at kigge en kongelig person ned i hovedpynten. Set fra gaden fortoner skiferkuplen sig bagover i et maje­ stætisk perspektiv, der giver størrelse til frontportalens fremskudte loggier og allegoriske detaljer, men oppe fra mit vindue ligner den modellen til en lidt altmodisch vikingehjelm garneret med uskyldigt krimskrams og fire stumpede søjler i en noget forvirrende stilart. Jeg har al­ drig grebet dem i at ryge, de fire stumpede, skønt man på­ står det er skorstene. Det fine komsammen med slot og universitet i umiddelbar nærhed er vel grunden til, at de ikke vil være deres borgerlige profession bekendt. Selv en skorsten kan åbenbart have fornemmelser. Det er et komisk tag. Komisk at kigge på. Hvor koldt det end er, åbner jeg altid vinduet og kigger. Der står den, kuplen, og tæller bagtæpperne efter i hu­ kommelsens snoreloft, tæller og lægger sammen, om og om igen, men når bestandig til det samme resultat: Ibsen. Det er uretfærdigt mod de to, der også står i guld på fagaden. Holberg og Bjørnson. Uretfærdigt mod alle de andre, der ikke kom på fagaden. Men mest uretfærdigt måske mod den unge generation. Skal den ligge i presse under Ibsens monument som respektfulde blomster i et beundrende herbarium? Kan man ikke beundre det uop­ nåelige og samtidig prøve på at nå det? De unge kan. Kuplen tegner sin bue mod himlen og vejret, det vejr, der siger så meget, forklarer så meget. Enten knivskarpt 234

klart eller helt ned på bunden af den grå malerbøtte. Ingen gylden middelvej. Heller ikke i årstiderne. Ikke i sindene, der farves af vejr og årstider. Ikke i ordene, de talte, de skrevne. En rigdom af nuancer, men ikke de glidende, der glatter ud, glatter henover. Der skal ikke glattes. Det er styrken. Det er forskellen. Det er det, der er det henri­ vende. Bagtæpperne gås igennem ét for ét. Der er et fra „Carmen“. Næh, det er for tidligt, vent til maj, i maj spiller vi opera. „Gerts have“, „Tre par“ - bare en berøring afføder latter og smil - „Vildanden", „Rosmersholm", „Agnete", „Maskerade", igen „Maskerade", „Den stundesløse", en ud­ lænding, en anden udlænding. „Peer Gynt", „Peer Gynt", „Peer Gynt", det er fru Dybwad, Puk, Portia, Rosalinde, en udlænding, en ny udlænding, Anouilh, Anouilh, Kaj Munk, Pirandello, „Naar den ny vin blomstrer", i nyindstudering „Naar den ny vin blomstrer", „Geografi og kærlighed", „Paul Lange og Tora Parsberg", en udlænding, „Et dukke­ hjem", en udlænding, „Et dukkehjem", en udlænding, „Et dukkehjem", „Et dukkehjem", „Et dukkehjem", „Et dukke­ hjem". Et dukkehjem. Ja! Nora lever. Giv hendes kjole et anstrøg af tournure, hun lever trods alt i dag. Hun køber ikke makroner, er ikke en lærkefugl, men hun går lyslevende på fortovet, hun går ved siden af Ibsen. Han går der også. Se - nu drejer hun ned ad Stortingsgaten, mens han skrår over mod Karl Johan, på vej til „Grand" og litteraturhistorikernes fodno­ ter. Et sekund kigger han op på sig selv, stablet op på et halvt dusin granitoste selv i granit, i granit-diplomat. Hans blik strejfer Bjørnson, så går han videre. Bjørnson var vejret, årstiderne i skift. Uden ham hade kuplen ikke eksisteret. Bjørn Bjørnson, hans søn, gav arven videre, arven, vejret og årstiderne. 235

Den 2. september 1939, lørdagen efter den fredag, lynkri­ gen første gang blev prøvet i praksis, var der en fest på Nationalteatrets scene. Betegnelsen „under jorden“ var endnu ikke opfundet, men det var en fest, der var gået under jorden. Man fejrede teatrets fyrretyveårs jubilæum. Fru Dybwad og Bjørn Bjørnson sad til højbords. Krigen var i anmarch, vi vidste det alle, og man sagde på en måde farvel til det, der havde været. Ikke til fru Dybwad, ikke til teatret, men til Bjørn Bjørnson. Det var som at sejle fra en fredhellig ø og lade sønnen blive tilbage. „Ja, vi elsker dette landet“, jeg véd, han sagde den ofte, men da jeg hørte ham sige den dengang, det rislede mig koldt nedad ryggen. Det var jo ikke dét land, men alles land. Dagen efter, den tredje, lød krigserklæringen i alle ra­ dioer. Det første tog, man kunne komme med, gik ved 19tiden. Hvad skulle man gøre af sig selv? Der lå en frokost­ indbydelse til „Det norske selskab1'. Der kunne man lige så godt gå. Vi var en halv snes stykker, der kun talte krig. Der var dækket foran åbne døre med sølv, det sølv, hvis initialer Quisling lod bortætse for at indlemme det i sin private husholdning. Gennem dørene så man ud over Stor­ tinget, så kun hektisk sensommer, sommerens afsked, ikke inden vinteren, men afskeden med en tidsalder. Langt bor­ te hørtes et militærorkester. Det spillede Strauss-valse i en gammeldags musikpavillon ved Karl Johan, mens de søn­ dagsspadserende stod stille. Man følte det, som var man statist i „Valsedrømme“ sidste eftermiddag operetten gik. Mandag var der repertoireændring for evigt. Seks år kan være en evighed. Den 8. april 1940 var der generalprøve på „Moderen" af Karel Capek med fru Dybwad og August Oddvar i hoved­ rollerne. Den niende var Nationalteatret kaserne og tysk stald. Men en kulturnation foretrækker at være kulturbe­ varende, derfor ryddede man kasernen og tvang skuespil­ 23(3

lerne til at spille. De strejkede, de gik i fængsel. T il sidst stak de ild på deres eget teater. Ibsen og Bjørnson havde kæmpet i ord i en tid, hvor ordet var våben. Ordene gik i arv. Nationalteatret beviste, at ord er kamp, beviste det i gerning. Mørket begynder at falde på. De lysende æg omkring slottet tændes. I gamle dage, før krigen, tændte „medina-cigaretten" et neon-diadem over bygningen, men nu - nu forsvinder kuplen i mørket. Der er lys i stue-etagens vinduer. Bag det vindue sad Gerd Egede-Nissen, Gerd Grieg, og Nordahl, der lå som indkaldt, kom på orlov fra Nordmarken. Bag det vindue bor Agnes Mowinckel, Agnes den ukuelige. Ved siden af, Aase Bye, den dejlige. Rækken igennem tændes lysene. Men uden for er det mørkt og koldt. Fortovene ligger grå i gadebelysningen, teatrets bygning står som en sort mastodont i natten. Men indeni det kolde mørke, bag de røde lukkede mure, åbner sig et lunt, festligt rum med forgyldte arabesker og balkoner. Nutiden sætter sig på det røde plys. Nej, dér må De ikke sætte Dem. Den plads er reserveret. Om lidt, når kronerne langsomt slukkes, kommer Ibsen. Ikke i granitdiplomat, men med et plirende smil bag brillen. Han lever. Og tæppet går op. Under kuplen er snoreloftet i vildeste aktivitet. En hjerne, en hovedskal er en komisk indretning, den kan være så fuld af roderi, der først kommer i orden, når tingene hentes frem og anbringes på rette plads i pusle­ spillet. Et puslespil lægges aldrig, aldrig helt færdigt. Men om­ ridset, meningen, vi føler omridset og meningen, resten skal vi selv fylde ud. 237

Ja, gør det. Et lyn skyder frem i et brilleglas. Men hvem - hvem var det, der talte? Schyss Hvert ord skal høres, hvert ord er en allieret i kampen for menneskets ret. Menneskets ret - sukker det helt op under kuplen. Og kuplen erindrer sig, hvad det er at være kuppel. Kuppel over en menneskehed. Og jeg - jeg lukker mit vindue i taknemmelighed.

Teatrets sjæl i 1949)

Man skal være yderst forsigtig med, hvad man siger. Især på tryk. Man kan meget nemt blive spiddet på en ond­ skabsfuld knappenål. Jeg er blevet spiddet på spørgsmålet „Hvor sidder teatrets sjæl?“, et spørgsmål jeg engang ad omveje har forsøgt at besvare, mere til glæde for mig selv end for andre. Formuleringen var dog ikke så brutal. Be­ grebet „sjæl“ er en genstand, man må omgås med største varsomhed, noget så uhåndgribeligt kan ikke sidde, ordet er forkert, der melder sig straks et galt billede, at sidde er ensbetydende med at være faldet til ro, være i hvile, om det så kun er i brøkdelen af et sekund. Men med så daglig­ dags foreteelser som ro og hvile har sjælen intet at skaffe. Sjælen hverken sidder eller svæver, den finder sig ikke i at blive taget på med almindelige beskrivende verber, kun ét verbum kan man gøre brug af, nutidsformen af „at være“. Sjælen er. Ja, det vil sige, hvis man da overhovedet tror på begrebet sjæl. Men det er noget, jeg ikke skal komme ind på. Jeg holder mig, og jeg holdt mig, til „teatret", ikke teatret som helhed, kun teatrets rum. Må jeg citere de linier der har været anledning til spørgsmålet? Der står: „Har De aldrig kunnet pege på noget usynligt? Haft den fornemmelse at De kunne? Jeg er ked a’ det, men jeg synes sommetider, at man i et teaterrum bogstavelig talt kan se de personlige udstrålinger fra tilskuerplads og scene, se hvor de mødes, pege på skæringspunktet. Dér. Forestil Dem at vi sidder f. eks. i Det kongelige Teater. Dér. Lidt uden­ for prosceniet. Skråt udover orkestergraven. Cirka i højde med første etage, lidt over, lidt under, det kommer an på 239

dekorationen, der tilfældigvis benyttes. Jeg kan se på Dem, at De synes, det er noget vrøvl. Ikke destomindre vover jeg mig trods Deres hovedrysten endnu længere ud i påståelig­ heden, idet jeg vil hævde, at teaterrummet, tilskuerplads plus den synlige del af scenen, fornemmelsesmæssigt må være formet omkring dette punkt, dette forskudte centrum, som jeg uden den fjerneste højtidelighed drister mig til at kalde: rummets sjæl.“ Rummets sjæl: andet står der ikke. Men det er måske osse nok? Kan et rum, en bygning, et dødeligt hus af sten og cementpuds ha’ en sjæl? Nej, vil De sige, og jeg agter ikke at modsige Dem. Men et menneske? Har mennesket ikke en sjæl? Jo, vil de fleste sikkert svare. Men er det ud­ vendige menneske ikke lige så dødeligt som en tilfældig teaterbygning? Hvor i menneskets dødelige bygning lever sjælen? I hjertet? Nej, det bruges til så meget andet, dér er ikke plads. I hjernen? Nej, der foregår tankearbejdet. Sjæl kan man ikke tænke sig til. I øjnene? Udtrykket i øj­ nene kan være sjælfuldt. En håndbevægelse kan være sjæl­ fuld. Men det er kun udtryk, udtryk for sjælen. Men selve sjælen, hvor befinder den sig? Ingensteder, allevegne. Af alt uhåndgribeligt er sjælen det mest uhåndgribelige. Ord er pudsige. Gentager man dem tilstrækkelig mange gange, bliver de mere og mere nærværende, tager mere og mere form, får udseende, får tilsidst næsten farve og ansigt. I dag­ lig tale tilværelsen igennem er der ord, der står som tegn for noget usynligt, noget luftigt, næsten lufttomt, men ved brugen mellem de andre billeder bliver de efterhånden osse til billeder, billeder der kan ses, fotografier af tanker og tro. Siger man: Teatrets ånd, ser man straks, jeg gør det ihvertfald, et fantom bygget op af vor viden om teatrets væsen, teatrets væsen manifesterer sig i noget næsten legem­ ligt, de græske kanneleringer, de forgyldte snyrkler, stilhedden over de røde stole, ordenes skyer, ordenes vejr, ordenes mening, en vældig gud man ikke kan gribe efter med hæn­ 240

derne, kun med øjne, ører og fantasi, ens sanseapparater virker så præcist, registrerer så præcist, at man næsten vo­ ver at tale om en form for håndgribelighed. Teatrets ånd kan imidlertid betyde noget andet. Den ånd, der hersker, viljen bag instrumentet. Men osse her påvirkes man af udvendige billeder, der bygger på ens viden. Det kongelige Teaters ånd, man ser et optog, Hol­ berg, Shakespeare, et glimt af Henri Nathansen, en mon­ tage af buster og malerier, fru Heibergs hvide sjal mod regnstemningen i fru Alvings firser-stue, klunker og nutid, søjler og malet lærred, et synligt drømmeskib på vej mod et usynligt mål. Teatrets ånd, i lyde, i ord, i billeder, vi skaber en skik­ kelse, et nærværende væsen, nøjagtig som vi i skolens un­ derste klasse skabte os et synligt udtryk for Vorherre, ud­ styret med vældige himmelske attributter, der dog alle var hentet frem fra jordiske klædeskabe. Vi bygger, skaber bil­ leder af vor viden, hugger vor viden op i småstykker og detaljer og sætter dem sammen til noget nyt og levende, lige så levende som alt andet levende, skønt det kun lever i vor fantasi. Men overfor begrebet sjæl står vi tomhæn­ dede, vi har ingen klodser at bygge med, hvadenten det så gælder teatrets, vores eller hele tilværelsens sjæl. Sjælen er den usynligste af alle usynlige beboere i et stort tomt hus. Men man véd, at den er der. Man føler. Man forveksler „at føle“ med „at vide“ og ville aldrig i livet tåle at nogen prøvede at overtale én til at forstå, at man gjorde sig skyl­ dig i en forveksling. Hvem der i sin tid i den store tomhed begyndte at drømme om et dejligt verbum, der hedder „at være“, skal jeg ikke kunne sige. Men pludselig, som i et drøn af alverdens atombomber, blev „at være“ til liv. Ver­ densrummets sjæl sa’: jeg er! Ja, ja, verdensrummets sjæl. Men den er da for stor til at putte ind i en almindelig lille teaterbygning. Er den? Er teatrets bygning, skønt den er begrænset af vægge og loft, 16

Synskhedens Oave

241

ikke en af de åbne platforme der sletter alle horisonter og viser udsigten hele himlen, hele rummet rundt? Jo, jo. „Jorden rundt i 80 dage“. Det er vist, hvad man kalder sjæl. Fordi De, min herre, tilfældigvis synes, at tea­ tret er det eneste saliggørende, behøver De ikke tage mun­ den så fuld. Det er rigtigt. Teatret er ikke det eneste saliggørende. En strofe af Shelley, en akkord af Beethoven, et penselstrøg af Renoir, alt er saliggørende. Hvor vi går, hvor vi står, hvor vi vender os, allevegne rækkes hænderne ud for at røre verdensrummets sjæl. Stor, større, størst, verdensrummets sjæl er den ufattelige størrelse, og dog ejer vi alle en stump af den inden i os. Ikke en stump. Vi er med i helheden. Helheden går igen­ nem os. Vi lægger bare ikke mærke til det. Ikke altid. Men vi må føle det, vi må have følt, hvad det vil sige at være i helheden, før helheden igen forlader os og lader vores dødelighed ligge tilbage under en tilfældig gravsten med en due, der læser navnet omvendt, ellers har vi ikke været til, og har aldrig med rette kunnet sige: jeg er. Du er. Det er det, teatret prøver at sige. Man køber bil­ let, galleriet, etagerne, gulvet, netter sig, pynter sig, glæder sig til det udvendige, sætter sig, læser program, hoster af, mørkt i salen, gongongen lyder, tæppet går for et par timers underholdning, man underholdes, glemmer side­ manden, glemmer orkestergrav, proscenium, de dansende muser i loftet, man hører ikke længere stemmerne fra sce­ nen, man hører kun én stemme der siger: du er. Hvor kom den stemme fra? Var det deres deroppe? Var det din egen? Nej, stemmen kom fra det store ingenmandsland, du tror er et ingenmandsland, skønt det er dit. Fra det ingen­ mandsland hvor viljen fra scenen skærer udstrålingerne fra din længsel, din ubevidste længsel efter bare et sekund at røre ved cirklen. Viljen fra scenen? Har skuespillerne, instruktøren, for­ 242

fatteren en vilje? Ja. Bevidst eller ubevidst vil de mødes med tilskueren. De går udenfor sig selv, udover rampen, tilskueren går udenfor sig selv, lader det pæne mørke tøj sidde pænt tilbage på plysset, går frem imod rampen, der slettes ud. Og der, hvor teatrets to halvdele mødes, hedder det hverken du eller vi er, men jeg er. Og det møde sker altså desværre efter min mening i det forskudte centrum, jeg før omtalte, i et svævende og dog fastholdt punkt mellem — ja, jeg havde nær sagt himmel og jord, men nøjes med at sige: mellem hverdagen og det der står bag hverdagen. De synes måske det lyder højtideligt? Om man ler så tårerne sprøjter, det er højtideligt. Det er komisk nok altid højtideligt at konstatere, at man har en sjæl, er medinde­ haver af en sjæl. Og der er ikke noget, der kan gøre en flovere end at sige til sig selv: jeg er. Men udenom det „er“, vokser alt op, sommetider, meget ofte, så kraftigt, at det lille livgivende ord, det eneste livgivende ord, forsvinder i staudebede og ukrudt. Der må renses ud, luges. Teatret er et af haveredskaberne. Et af de probateste, og samtidig et af de fornøjeligste. Det er muligt, det er muligt, men — men en forfatter, går en forfatter virkelig rundt og bilder sig ind at røre ved menneskehedens, verdensrummets sjæl? Han er vel, når alt kommer til alt, bare et menneske på et fortov? Ja. Men en ærkebiskop, der sætter sig til morgenbordet, har da heller ikke de tolv apostle og de store og små pro­ feter synligt med sig. Jeg kender ikke ærkebisper, men jeg formoder, han har dem om sig i en passende afstand, de lever i hans fornemmelse, kaldes først frem på prædike­ stolen. En forfatter kalder vel næppe scenen en prædikestol. Dels fordi han rent privat er nøjagtig ligeså blufærdig som tilskuerne nede i salen, dels fordi han ikke agter at holde dommedagstale til andre end sig selv, over sig selv. Og I 6+

243

den dommedagstale holder han i det mærkeligste af alle lønkamre. Det biir først et lønkammer, når alle vægge og skranker er brudt ned, og alle kan se ind i det. Han ser det selv, når miraklet sker for åbent tæppe. Hjemme ved arbejdsbordet er han alene, han sidder alene under en kuppel af fornemmelser, der først biir til liv, som han først forstår er liv, når øjnene i salen gør det levende. Men han må da have en mening? Ja, han spørger om en mening, men svaret kommer fra tilskuerpladsen. Ofte for­ bløffende for forfatteren. Han har spændt sine ord ind i former og rammer, filet og skåret til, så han tilsidst føler, at nu er hans eget svar, hans eget ønske om et bestemt svar, lagt næsten for blot. Alligevel, for åbent tæppe får ordene pludselig et helt andet liv, et nyt liv, han ikke i sin fan­ tasi havde drømt om. En forfatter, en dramatiker, en digter arbejder ikke altid med den nøgterne kølige forstand, selv­ om han nok så meget tror det. Uden at vide det kan han røre den store cirkel. Han ser det i øjnene dernede, føler det i stilheden, hører stemmen der siger: du er. Så først véd han, han er. På det forunderlige fluidum mellem scene og tilskuerplads sejler teatrets drømmeskib ladet til rand og til mast med virkelighed, den forrygende virkelighed, der ved dagslys leger skjul bag dagligdagens mylder af distraherende detaljer. Kald det fluidum, kald det, hvad De vil. Jeg kalder det forbindende hav, hvor menneskene mødes og biir ét men­ neske. Hvor store, hvor dejlige, hvor små, hvor tilfældige teatrets bygninger kan være, uden det hav intet teater. Lad teatrene være i øjeblikkelige vanskeligheder, fordi så meget tager interessen. Film og hørespil, selv fjernsyn vil ikke kunne tvinge teatret i knæ. Mellem lytteren ved radio-apparatet, biografgængeren foran lærredet, er havet tørlagt, man sidder på sin lille øde, tørre ø og opfatter, op­ fatter sig selv, men ikke som en del af den store samhørig­ hed. Med film, radio kan man befinde sig vidunderligt, 244

men ens aktive personlighed sættes ikke i sving. Der er for­ skel på at tænke sig til at sejle og på at sejle, føle havet, føle strømmen under fartøjet, strømmen der driver frem mod et mål. Idag - mange foretrækker den tørre ø. Havet er for besværligt. Hvorfor risikere at blie søsyg? Der er nok at blie søsyg over i det daglige liv. Sjælen, verdensrummets sjæl, lad den blive hvor den er. Der pilles nok ved den af atomforskere og politikere. En sjæl der pludselig fra den store mening kan forvandle sig til det endelige, det altud­ slettende svar, taler man nødigt om. Når man taler om solen, skinner den. Bare ikke tale. Helst glemme. Men teatret vil ikke lade os glemme. Den dag teatret holder op at råbe: du er! eksisterer hverken vi eller teatret. Teater er underholdning, adspredelse, morskab, flugt fra det hele. Teater er litteratur, tradition, et bevis på kul­ turens vandring. Teatret er tusind ting. Men var teatret ikke tværs gennem det hele en mærkelig lynafleder, der i stedet for at afværge tværtimod ønsker at tilkalde lynet, kunne man pakke kulisser og bagtæpper sammen i en æske og stille hele molevitten på loftet som et dukketeater, bør­ nene er blevet trætte af at lege med. Men teatret er ikke til for børn, der bl ir trætte. Ikke for voksne, der tror de er blevet voksne. Teater er til for mennesker, der siger: jeg er. Jeg er til.

V

Liva Weel (194°)

V'

Tænk på en by, læg et solskinsvejr til, træk surheden fra, slå paraplyerne sammen, lueforgyld alle vejrhaner, der galer på toppen af deres spir, multiplicér konerne ved Gam­ melstrand med hinanden, opløft lidt sund og sand beskhed fra en baggård til anden potens og tag kvadratroden af en elegant parisermodel, der vipper ovenpå en ildrød paryk, læg dertil en gammel jomfrus mildhed, når hun synger forelsket til sin guldfisk, find generalnævneren for et par øjne, der er skrå af grinagtige drilagtigheder, og en mund, der fortæller eventyr for voksne, så hvert bogstav i alfabetet eksploderer med små knald. Læg det hele sammen, rub og stub, med tårne og forstæder, fælledpark og små danne­ brogsflag på kolonihavelysthuse og iskageboder, og divi­ dér så med København. Der er kun eet resultat: Liva! - og hende er det dejligt at spise kirsebær med.

Margot Lander Tale ved Margot Lauders udnævnelse til Studenternes Ær eskunstner den 27. november 1947.

Margot Florentz-Gerhard. Margot Lander. Margot. En kunstner, en stjerne, et menneske. Et glimt af en verden, hvor gennemsigtige sylfide-vinger trodser naturens hånd­ faste love. En drøm, der ikke finder sig i at blive spiddet på sommerfugl ej ægeres nøgterne knappenåle. En flugt fra hverdagen, en befriende skovtur til skylandskaber holdt svævende af fløjter og violiner. Når den sidste tone dør hen, opløses visionen, langsomt får tilværelsen loft og vægge, bliver et lukket rum, et teater. Og båret af blide faldskærme landsættes man igen på plysset, opdager sig selv, opdager, at man kun har været tilskuer. Kun? Nej, nej, men der er ikke tid til hverken at stille eller besvare spørgsmål, udenfor venter garderobernes skærsild, man kæmper som en Laokoon med både egne og andres frakke­ ærmer, samler så hele sin selvopholdelsesdrift om den ene ting: at erobre en plads i et befordringsmiddel, brolægnin­ gen er smattet, gennem bilernes trutten strejfes ens øre af den bortdragende hofdames gummihjul, dér kommer linie 1, linie 6, linie 10, hvem i alverden kører forresten med linie 10? Han er med grønt lys, nu blev han taget. Hvor er hun vidunderlig. Margot Lander? Har De set, at hun skal være studenternes æreskunstner? Ja, det har hun for­ tjent. Åh, at folk dog ikke ka’ la’ vær’ og mase. Vær venlig at gøre plads for de udstigende: Tillader De, tillader De? Endelig står man på bagperron’en, er sig selv, er alene og tænker tilbage. Ja, hun har fortjent det. Og hun har fortjent at være den, der på en kunstarts vegne tager imod laurbærkransen. 250

Med den om sin pande står Margot Lander som et symbol for en periode, der bragte nyt liv, skabte nye fremtids­ muligheder for den danske ballet. I generationer hvilede man trygt på arven efter Bournonville, så trygt, at man glemte at linde på vinduet og kigge ud. Man kiggede kun gennem det lille nysgerrige hul i fortæppet for at konstatere, om de trofaste stadig var der. De var der. Ihvertfald så længe Hans Beck stod ved roret. Men efter ham begyndte rekrutteringen til den gamle garde så småt at gå istå. Suset i applaus’en blev sva­ gere og svagere. Der lagde sig et mere og mere synligt spin­ delvæv over balkon og etager. Bournonville - var han ved at miste sit tag? Man turde ikke indrømme det, ikke åbent, dertil var han for frygtindgydende stor, selv i sin himmel. Som bedagede mødre, uden at ane det, ofte sidder deres gamle døtre ihjel, kan en gloriøs fortid fratage en stakkels eftertid ethvert initiativ. Man vovede sig ikke udenfor den imponerende slagskygge. Hele tiden følte man mesterens misbilligende øjne i ryggen. Af misforstået respekt satte man spagfærdigheden i højsædet og nøjedes med at være en uinspireret statsballet, der i selvforsvar kunne henvise til andre lige så uinspirerede statsballetter. „Coppelia", „Sylvia“, de knæsatte fuldtræffere stod på plakaten, men ånden, kampånden manglede. Så endte den første verdens­ krig, der som et tæppe havde dækket totalt for udsigten. Som Noah sendte sin due ud for at finde land, rejste fru Walbom ud i det ukendte og vendte tilbage med et par nyheder i næbbet. Og dem fordanskede man, hjemme­ strikket tricot er nu engang det hyggeligste, selv om det ikke ligefrem forter på temperamentet. „En nat i Ægypten" virkede som en sensation, et Scala-show, der ledsaget af borgerlig hovedrysten igen gled ud af repertoiret uden at sætte nævneværdige spor. Fokins „Carnaval" forvandlet til „Drømmebilleder" med Schumann erstattet af Lumbye holdt sig derimod og er nu lyst i kuld og køn som et ægte­

251

født barn af de danskeste traditioner. Næh, man løb ikke nogen form for risiko, kun den, at ballet blev betragtet som en kunstart for børn og barnlige sjæle, en elskværdig og underholdende nødvendighed ovenpå en lille opera eller et halvaftens-skuespil. Og den betragtning har det, bogstave­ lig talt til idag, været næsten umuligt at få taget livet af. Ballet er ikke som opera, skuespil en seriøs kunstart. Efter de nærende livsvigtige retter serveres balletten som kranse­ kage. Ja. Ofte. Oftest. Men synspunktet er ikke desto min­ dre katastrofalt fejlagtigt. Ballet er en af hovednerverne i teatrets rygrad. Teatret idag står i ubetalelig taknemmelighedsgæld til balletten. Det skal indrømmes, at dansen som kunstart på væsent­ lige punkter adskiller sig fra andre kunstarter. Indrømmel­ sen skal endda gå så vidt, at balletkunstens udøvere ikke altid behøver at være kunstnere. De udvælges på et så tid­ ligt alderstrin, at ingen med bestemthed kan udtale sig om tilstedeværelsen af et talent. Fysikken er det afgørende, fød­ derne, skikkelsen, udseendet - og øret. Manglende rytme­ sans og musikalitet er kassationsgrund. Men selv den mest blændende fysik gør ingen til kunstner. Den årelange træ­ ning derimod kan føje den fysisk velegnede ind i en kunst­ nerisk helhed, den helhed, der er nødvendig baggrund for den talentfulde ener. Ballet, klassisk ballet, populært kal­ det tåspidsballet, er vel den kunstart, der er mest afhængig af det tekniske. T i, tolv, seksten års daglige slid er en tvin­ gende nødvendighed for at blive en del af det præcise in­ strument, koreografen skal spille på. I ti, tolv, seksten år må det personlige udtryk vente på sin endelige udfoldelse. Det spinkle talent kan undervejs drukne i teknik, men det store blomstrer først frit, når teknikkens fuldkommenhed er nået, når teknikken beherskes som en legende selvfølge­ lighed. Hver lillebitte detalje, en lillefingers bøjning, alt det, man fra tilskuerpladsen uretfærdigvis sjældent lægger mærke til, er underkastet den strengeste disciplin, men 252

disciplinen, kræfterne, der skal lægges i, må ikke anes, intet må synes svært, udtrykket skal føles, som blev det født af musikken og den øjeblikkelige stemning. Er det et under, at smilet sommetider kan virke en smule stereotypt? Der er tusinder af ting, der skal passes, tal, der skal tælles, færdselsregler og lyssignaler, der skal overholdes, kapel­ mesteren man ikke må slippe af syne - og midt i det hele tilskuerne, der ikke et sekund må skænke kedsommelige tyngdelove og kraftudfoldelser en tanke. Næh, ballet er ikke altid en dans på roser. Men er teknikken overvundet og behersket, ejer balletten alle teatrets reneste, klareste udtryksmuligheder. Vi vidste det ikke herhjemme. Vi var for bundne af Bournonville, der foruden at være en genial koreograf og balletdigter var en yderst bred fortæller. Filmen eksisterede jo ikke i hans tid. Men selv efter filmens fremkomst arbej­ dede dansk ballet videre i Bournonvilles fortællende fod­ spor. Man kvaltes i mimiske rammer og fabler, der gav anledning til dans og koreografiske optrin. Vi svælgede i balscener, hofkvadriller, markedsscener og folkelige forårs­ fester med autentiske nationaldragter. Men dansen, der spontant sprang ud af musikken, fortællingen, der blev diri­ geret af partituret, kun fortaltes i rytme, den gik vi uden­ om. Vi var vante til at hvile os på de mimiske indskud, vi blev fornærmede, hvis ballet, den naiveste af alle naive kunstarter, krævede aktiv tænkning og medleven. Vi fandt os i etagernes diktatur. Det vil sige, fandt os og fandt os? De tænksomme udeblev. For dem var skuespillet teatret. De vidste ikke, at balletten i den verden, der lå udenfor Bournonvilles Verona var den inspirerende fornyer af skuespillets teater. Diaghileff - et navn, der først i de senere år er blevet kendt her tillands - var russer og kunstnerisk oprører. Oprøret gjaldt de kejserlig-klassiske ballettraditioner. Hans medsammensvorne var: Stravinsky, Benois, Bakst. Krigen

253

måtte han føre fra Paris. Frankrigs nyeste og betydeligste malernavne sluttede op bag ham, Picasso, Matisse, Derain, Braque, Utrillo. Første dødsdom over det naturalistiske teater blev fældet. Men vi vidste det ikke. Vi véd det knapt nok idag. Efter at være gået vejen over Tyskland, Berlin og Reinhardt, står det franske teater idag for os som inspi­ rationen. Men hvem inspirerede fransk teater? Diaghileff. Han var en af de første. Han var med til at skabe grund­ laget for det maleriske teater. Maleriet, det kølige, klare, præcise, der lod hånt om illusioner og naturalistisk ske­ mad, blev den animator, der tvang teatret til igen at blive teater, tvang tilskueren ud af sin nydende rolle, tvang ham til at yde, opfatte, være aktiv. 1925 satte Fokin, Diaghileffs medarbejder og første bal­ letmester, tre balletter op på Det kongelige Teater: „Chopiniana", „Petrouschka“ og dansene af „Fyrst Igor“. Man jublede. Men fortsatte alligevel nogenlunde i de vante spor. 1930 kom Balanchine, Diaghileffs sidste balletmester, med „Den trekantede hat“, „Schéhérazade“, „Legetøjsbutikken“ og „Apollon Musagetes". Han kom for tidligt, gik over hovedet på det danske publikum. Jeg tænker her særligt på „Apollon“. I en nøddeskal fik man i denne ballet vist, hvad ballet forlængst var - uden for Danmark. Man orkede det ikke. I sommer så jeg igen „Apollon“ på operaen i Paris. Den er tyve år gammel, og dog ville den i dag virke som en spillevende nyhed på Det kongelige Teater. Men mon vi dog ikke ville rødme en smule? Det fik vi forærende dengang. Vi tog ikke imod det. Den gamle garde, der havde set Betty Schnell i balletten „Valdemar", overgav sig ikke. Dansk ballet fik et hurtigt tilbagefald. Men så kom Harald Lander. I de år, han har ledet den danske ballet, har vi fra „Gaucho", der på en lidt trist måde var i familie med tyverne, nærmet os den balletform, der ikke kun er for børn og barnlige sjæle. Det gik langsomt, et skridt frem, to tilbage og så pludselig tre frem. Men vi nærmer os. 254

Og for den periode, den fremadskridende, står Margot Lander som fuldgyldigt symbol. 1930 var hun et løfte, en forventning, et kig ind i frem­ tiden. Om hendes person stod en kølig moderne atmo­ sfære af teknik. Om hendes udtryk, ansigtsudtryk, var det dengang svært at udtale sig. Det glatte hår, skilt i midten, faldt som gardiner, der skjulte alt undtagen næsen. Men den næse - hvor genert og selvudslettende og undskyldende den end var, eller forgæves søgte at være, den næse var mer end et løfte, den var et svar. Den tvang hårets gardiner tilbage, så man så ansigtets pudsige oval og de skæve øjne, der så let løber over af latter. Selvironi er en vidunderlig bagage for en kunstnerinde, der har sat sig et mål. Margot Lander havde et mål, men ikke, aldrig på bekostning af andre. Målet var hendes og den danske ballets. På sikre kølige tåspidser begyndte hun vejen. Teknik, sagde eta­ gerne. Ja, teknik. Det gjaldt om at overvinde teknikken. Det tog sin tid, nogle år. A f og til tog hun fejl - eller andre tog fejl på hendes vegne. Margot Lander er født til tåspids­ sko, den flade med officershælen flatterer hende ikke. T å ­ spidsen hjælper hende på vejen op. Vejen væk fra det grå. Vejen, hun ikke vil gå alene - vi skal med, vi dernede på plysset. Det lyder måske højtideligt, men ikke når man ken­ der Margot Lander. Hendes højtidelighed har altid råd til at følges med den smilende latter, der på scenen føles i hele hendes person, hendes tåspidser, hendes hænder. Hun véd, hvad alvor er, alvor i arbejdet, alvoren i det, hun går ind for, men et latterudbrud, understreger det ikke alvoren, gør den sand og menneskelig? Margot Lander egner sig ikke for det patetiske, der så let nærmer sig grænsen til det forlorne. Hendes patos er hverdagens patos i et bevidst scenisk udtryk. For hun véd altid, hvad hun gør - og hvor­ for hun gør det. Hun véd det især nu, hvor hun har løsnet sig fra teknikkens strenge forlangender og kun ønsker i sin dans at være et menneske. 255

Margot Landers udvikling er forbløffende. Ser man li­ sten over hendes roller igennem, forstår man ikke, at så få milepæle kan markere en så stor kunstnerindes udvikling. Listen er forunderlig fattig, fordi man ventede at træffe på alle de store ballettitler. Der er et par stykker, men ikke nær nok, synes man. Hvor er det muligt, at et sådant talent er benyttet så forholdsvis lidt? Hvorfor i himlens navn skynder man sig ikke at bruge hende, misbruge hende, in­ den hun siger: nu vil jeg ikke mer? Hvorfor er vi altid for sent på færde? Hvorfor skal vi dog plages af alle disse und­ ladelsessynder? Vi vidste ikke, hvad ballet var. Og vi vidste ikke, hvem Margot Lander var. Hendes udvikling drillede os. Det er den eneste forklaring, men ikke en undskyldning. Hun slog en kolbøtte. Fra kølig modernitet til det, vi hylder hende for idag: mennesket Margot Lander. Skønt vi kun kender hende som danserinden Margot Lander. Har vi virkelig engang defineret hende som indbegrebet af teknik? Det er ikke muligt. Hendes teknik - vi tænker ikke på den, ikke mer. Hun har nået det Elna Lassen nå­ ede. Hun la’r os forstå. Hun la’r os glemme det håndfaste system, den håndfaste plan, hendes tåspidser følger - hun får os til at huske, huske det menneskelige, der bevæger os, hjælper os, løfter os, hvad vi så hedder, hvor vi så sid­ der, i parterret, på balkonen, etagerne. Fra hendes ansigt, der både er raffineret og vittigt, stråler en poesi. Der er ikke et andet ord. Hun behøver ikke at tage sig til hjertet for at vise, at hun føler. Vi føler. Hun får os til det. Nej, vi er ikke kun tilskuere. Vi er os selv. Vi skulle osse stå på plakaten. Rampen er ikke grænse. Rampen er slettet ud. Teatrets to halvdele former den helhed, der er men­ neskets. laften rækker studenterne Margot Lander hæderskran­ sen. Men de rækker den samtidig til den kunstart, hun til­ hører, tværs over det ingenmandsland, der før var befolket 256

af børn og barnlige sjæle. En hæder, en hyldest til dansk ballet som en grundpille i levende dansk teater. Om hendes pande sidder kransen med rette. Som en tak for det løfte, hun indfriede - mere end indfriede. Hun forvandlede kølighed til varme, præcision til poesi. Hun stod i forstavnen på ballettens luftige båd, da den sejlede frem til angreb - angreb på os. Vort nederlag blev hendes sejr. Og for den sejr elsker vi hende.

17

Synskhedens Gave

Gabriel (1955)

Uden at kende navnet på den, for hvem Det kgl. Teater lør­ dag den 7. maj lod flaget gå på halv, var det, som om selve teatrets facade havde trukket et sørgende flor for sit ansigt. Og havde man fra forårssolskinnet over torvet kunnet se ind i det store mørke rum, der lå øde og tomt efter dagens prø­ ver, ville man have hørt lyden af et usynligt tæppe, der faldt og mødte scenegulvet i et suk. Et rum, en verden luk­ kede sig i dødens stilhed om navnet Holger Gabrielsen, et hjerte var holdt op at slå, teatrets hjerte. Et menneske, der havde viet sit liv, givet hele sin sjæl for ydmygt fra teatrets scene at række livet videre, var ikke mere. En bygning stod ene, forladt, og muserne bøjede deres hoveder i sorg, mens budskabet spredtes ad gange og trapper: Gabriel er død. Gabriel blev han kaldt, i det navn lå så meget, hygge og kammeratskab, men også ærbødighed, ærbødighed overfor det flammesværd han som sin bibelske navnebror lod funkle i forsvaret for teatrets helligdom, den helligdom, man kun kunne betræde med sine sko i hånden. Holger Gabrielsen er det navn, der vil stå skrevet over det kongelige rum, men Gabriel er navnet, der vil leve i den fortrolige erindring, den taknemmelige erindring. Tak og taknemmelighed er det, vi skylder ham, alle vi, der un­ der hans kloge og vidende formynderskab blev ført ind i teatrets fantastiske verden. De store klassikere, de danske klassikere var altid i hans følge, men et levende hus, et levende lands teaterhus må stå midt i livet, derfor så han det som det vigtigste mål at lukke dørene op for sin sam­ tid. Skønt skuespiller ud i hver fiber gjorde han plads i sit 258

væsen for læremesteren, opdrageren. Han blev det for sine unge kammerater, han blev det for dramatikerne. Ofte lod han flammesværdet funkle, kunne være streng, stille krav, men de strengeste krav stillede han til sig selv. I de år, der var hans rigeste udfoldelse, stod han midt i teatrets virvar af cirkler og krydsende veje, som en statue af beherskelse, en beherskelse, man ofte følte en ubændig lyst til at slå hul på, men uden held. Kun en enkelt, en eneste sjælden gang fik man lov til at se ind bag hans beherskelse. Jeg husker en generalprøve, jeg sad ved siden af ham, glemte ham på grund af spillet, men pludselig var det som om en besynderlig kraft tvang mit blik væk fra scenen, tvang mig til at se på ham, se hans hænder. Alt omkring sig havde han glemt - tilskuerrum, tilskuere, hans øjne så, som var det i dem hele scenelivet levede; og hænderne, jeg glemmer dem aldrig, var knyttede, så knoerne stod hvide. I de hænder lå en kraft og vilje, som om han ene mand skulle føre hvert ord fra scenen til sejr. Så tændtes lysene i salen, en ro, en hvile faldt over hænderne, de blev smilende, venlige, igen blev han den Gabriel, der ikke ønskede, at en ydre verden læste i hans sind; men den, der havde læst, vidste, hvilken pris han havde måttet betale. Gabriel betalte prisen. Mange vil måske sige, at døden kom som en befrielse, men for mig står det, som om den på den forunderligste måde blev en afrunding af et livsværk, en helhed. Kommende år havde sikkert føjet nye og værdifulde detaljer til, men ikke for­ andret billedet, det stod der, klart og helt. For nogle måneder siden sad jeg overfor ham i hans stue, der med sine billeder, sine bøger, de udvalgte møbler var et udtryk for hele hans ydre væsen, man fristedes næsten til at sige, ulastelige væsen: ikke komme nærmere, mellem os står en usynlig væg, og bag den væg sidder jeg, den en­ somme, som intet højere ønske har end at kunne bryde ud af ensomheden, men prisen er betalt. Vi talte, om det, 17*

259

han ville gøre i den fremtid, der aldrig blev en fremtid, hans svigtende helbred, den hjerteneurose, som han med et smil kaldte sin sygdom, havde i et par år holdt ham væk fra instruktionsarbejdet. Måske ville han snart igen kunne påtage sig opgaver, men kun små, kun lette, i hvert tilfælde til at begynde med. Men bag ordene og de hastigt henkastede forklaringer skimtedes intet håb. Pludselig bøj­ ede han sig frem over skrivebordet med en udstrakt hånd, der ville gribe fat i mit jakkeærme. „Du,“ sagde han hur­ tigt, „jeg har noget, jeg vil bede dig om, noget jeg aldrig før har bedt nogen om, vil du skrive en rolle til mig?“ Og så lænede han sig tilbage i den højryggede stol og så ud over Ørstedsparken. Det var som om han ikke mere talte til mig, kun til sig selv, og mens jeg lyttede, gled hele hans ungdom forbi, en pragtkavalkade af Henrik’er, Harlekin’er, den fandenivoldske Truffaldino. Hvorfor skulle al denne livsglæde, denne livsbekræftende vitalitet ikke gen­ opstå i en rolle, der havde hans alder? Gammel havde han tit nok spillet, han, som inden han fyldte 30, var en af dansk teaters mest fantasifulde fremstillere af gamle mænd. Mens han talte, var det, som om man så ham lukke sit liv, afsnit for afsnit, som kapitler i en bog. Den unge skuespil­ ler, der stormede ind på Det kongelige Teaters gamle scene, besjælet af tanken og troen på at kunne fortsætte, forny, genskabe traditionen fra Olaf Poulsens og Phisters æra; den modne mand, der igennem sin iscenesættervirk­ somhed var med til at skabe 30’ernes nye danske teater; og nu den trætte, træt, fordi helbredet stod som en hindring, men ikke en hindring for at drømme videre om roller, digte med på roller, der kunne føre ungdommen og den ung­ dommelige vilje videre. Det kom aldrig så langt. Men den unge Gabriel, jeg den dag så sidde lyslevende foran mig, er for mig blevet den Gabriel, jeg altid vil huske. Gabriel er det navn, du i erindringen skal bære. Æret være dit minde. 260

Bodil Kjer (1957)

At lytte til en stemme løsreven fra personbilledet kan give én den besynderligste fornemmelse af, at det er første gang, man træder scenen helt nær. Intet afledende, intet forvir­ rende, kun stemmen som afslører den inderste hemmelig­ hed i et menneskesind. For et år siden, eller var det to, lød pludselig ind mel­ lem den danske radios lidt dagliggrå udsendelse en pige­ stemme, og et rum åbnede sig. Man var i en verden, en pigeverden, en menneskeverden, holdt i sine hænder en kvindelængsel, følte den som en fugl der fortvivlet baskede sig til blods mod tilværelsens lukkede vægge. Viftepalmer, duft af bedsteborgerlighed i lune portierer, karnevalsstem­ ning fra århundredskiftet stod i usynlig runddans omkring denne pigestemme som kæmpede for at gøre sig fri, få lov til at udfolde sig, nå sin kvindelængsels blomstring. Men væggene lukkede sig snævrere og snævrere, alle fremstrakte hænder tog visithandsker på og stemmen gik til bunds, eb­ bede ud i en druknendes klage. Borte var den, tilbage stod en lidt falmet tidskolorit med hatteslør bundet stramt ned om hagen og et lille tag i den løftede nederdel, men et sind havde rørt det evige i kvindens, i menneskets væsen. Det var Bodil Kjer der læste Herman Bangs Pernille. En pige sad, en pige af idag, foran den store læge i T . S. Eliot’s Cocktail-party, elegant, raffineret, i udseende Vo­ gue, kjolen sort, det brunblonde hår under den nyeste model i kridhvide, tætsluttende fjer. Man så elegancen, så den i et glimt, glemte den så straks for kun at se på ansig­ tet, den fine runding, de drømmende øjne, den lille korte 261

næse og smilehullerne, men bag det ansigt lyttede et andet ansigt, og kun det så man. Det lyttende menneske som gennem klirren af cocktailglas og society-konversation søgte at finde sin skæbnebestemte plads i den store sam­ menhæng. Bodil Kjers ansigt som Celia i T . S. Eliot’s Cocktail­ party, Bodil Kjers stemme i Herman Bangs Pernille, imel­ lem de to yderpunkter tegnede sig en funklende bane fra Sparekassen og Bunbury’s ungpigelatter over Eurydike, På et hængende hår, Katten på det varme bliktag, frem mod en fremtid hvor det lyttende ansigt bag det ydre an­ sigts skønhed igen og igen skal få stemmen til at lyde i vores ører, den stemme som har evnen til at slå hul på himlen og samtidig åbne for de dybeste syn nede i mennesindets helvede. Helvede, himlen rummes i teatrets væsen, i teatrets kamp, gennem et ansigt, gennem en stemme for­ løses længslen i de mange øjne hinsides rampen, menne­ skets spørgen efter vej. Fra øjnene i mørket en tak til det ansigt, en tak til den stemme.

En tak til Poul Reumert T il Poul Reumerts 55-års dag den 26. marts 1958.

Bag Det kongelige Teaters jerntæppe ligger en verden på sin vis lige så fantastisk som den, der folder sig ud under de sydende projektører, lever sit liv i tilskuerrummets stjernehær af lysende øjne. Denne for de fleste ukendte verden er en arbejdets verden holdt sammen i et cemen­ teret system af uendelige gange og klaprende trapper, et nøgternt fængselsinteriør med lukkede døre, men bag hver lukket dør lever en længsel efter at klokken skal ringe ned til befrielsens time. Stilheden står spændt, man går med hatten i hånden, lytter til ekkoet af sine egne skridt. Pludselig brydes stilheden af andre skridt, som nærmer sig, værdigt, venligt, en stemme siger: goddag, gentager sit goddag værdigt og venligt og om hjørnet ved overgangen drejer en skikkelse, som i sig rummer hele bygningens ro og balance, en Kunstens ambassadør, af ydre, af indre Poul Reumert. Hr. Reumert er på vej til prøve. At møde Poul Reumert på vej til prøve er som at møde Teatret selv på vej mod sit mål. Han standser, han taler, man lytter som lyttede man nede fra sin plads mellem de tusind øjne. Så sker det forunderlige. Han, den ene, for­ vandler sig til tusind, mens man selv er den udvalgte af publikumsskaren. Et eneste menneske bliver til alle men­ nesker, hele teatrets livskraft, vilje og glæde bryder løs om ens bjergtagne ører, man lytter og stirrer fra sit lille en­ somme mørke, føres ind i elegante labyrinter med indkig og udsigter, slår dristige kolbøtter i harcelerende trapez’er, man drejer, man ledes, man oplever, lever. Men bedst som man lytter og bilder sig ind at være den betragtende, opda263

ger man, at det ikke er en selv der betragter, men ham. Han har set os. Derfor er det i hans inspirerende magt at få os til at se os selv. A t møde Poul Reumert på en cementeret gang mellem oliemalede vægge er som uforvarende fra dagligdagen at træde ind i et festfyrværkeri af menneskelig viden i et brus af facetter, angreb på mennesket, kærlighed til mennesket i alle dets afskygninger. I hans talte ord går tæpperne op horisonten rundt, projektørerne sættes på, og af dem bli­ ver du ramt. En tak for de uforglemmelige øjeblikke, jeg oplevede at blive ramt.

Dejlig Til Bodil Ipsens yo-års dag den 30. august 1959

Ordet dejlig. Kan mon nogen på denne jord gi’ det en så malerisk kraft og sødme som Bodil Ipsen? Snart breder det sig ud i sollyse sletter kranset af hav og blide bøge under et hvælv, som frydefuldt åbner sin blånende port til en barn­ domshimmel, og af stemmens vellyd bæres man på vinger ind i en verden, hvor troen på renhed aldrig kan mistes. Snart griber en stærkere hånd om celloens bue, ét for ét falder instrumenterne ind, samles i et brus, der strejfer himlen, går så dybt i bund, drager sit vod gennem de mør­ keste slugter, stiger, stiger påny, brudt i et utal af glit­ rende småspejle, som genspejler livet i sin mangfoldighed - ja, er det ikke dejligt? Dejligt! Og dér, midtvejs mellem det sugende dyb og en perlende latter, der som fingerspidser over tangenter ender helt oppe i en krystalklar diskant, sidder man og lytter til en, som i sit sind rummer en menneskehed. Tæppe efter tæppe går i hastig vekslen. Et øjeblik tynges trækkene, ikke af alder, men en viden om aldre. Så blæses de væk, de skæbner som ventede på liv, og en purung pige bøjer yd­ mygt sit hoved, den samme purunge pige som for mange år siden første gang så sit navn på en kongelig plakat, den samme pige, evigt den samme. Ja, den er go’. Hvem er det, der taler? Hvis er den stemme? Nej, mage til fabelglorie af en hat med viftende slør og en pjusket strudsfjer, øjnene på hver sin side af en næseklump som 265

to plirende korender, den snadrende ordstrøm som hulter til bulter skubbes ud over de fedtede læber i rivende fart. Det er jo Madam Rust, der fortæller om alle en tilværel­ ses gebrækligheder. Jov, jov, nu ska’ man høre. Og man hører og hører, ønsker at ens ører, ens hukommelse ville forvandle sig til en båndoptager. I et ordvalg så drastisk, men samtidig så primitivt malende i sin visionære poetik, at det synes opstået i en krydsning af alle Charles Dickensske jordemødre og en ungdommelig svajer på ét hjul om­ kring hjørnet, fremmanes for ens øjne de mest groteske variationer over et tema, som i virkeligheden burde på­ kalde ens alvor. Men det nytter ikke, man ler, så tårerne triller, og selv ler hun med, ler med en latter, der står som en favn i rummet. Men pludselig som i et klip, er latteren brudt. En pause. Så et dvælende „næh“, der ligesom baner sig vej gennem et helt langt liv - næh, så nemt er det ikke. Og mens stemmen fortsætter, ta’r man hvert ord i sin hånd, nyder dets farve, dets form, som var det strofer af et digt, enkelte strofer hvoraf et helt digt kan fødes. Nej, nemt. Heller ikke for den som engang så selvfølgeligt, så suverænt tog scenen i besiddelse, og som ingen siden har gjort rangen stridig. Selv den for hvem skæbnen bredte sine forelskede tæpper, har ikke frit lejde på livstid. Men de slag, der faldt, kunne ikke spærre vejen for hendes kunstneriske styrke. Og himlen været lovet, heller ikke standse hændernes flagren. Nej, nej, nej. Hør, ta’ en ciga­ ret. Der står cigaretter her. Og en amér picon. Nej, jeg henter is. Og væk, væk på hastige fødder, som hun selv leende påstår, gør undskyldning for hele personen. Men deres lette skridt i en næsten trippende gliden lærte de nu under fortidens spanske hofkrinoliner, Elizabeth af Englands centnertunge skrud og mange andre dronnin­ gers, som de førte frem mod rampen.

266

De minutter, man er ene, føles som den store uendelige mellemakt. Man lukker øjnene, lader som slentrede man langsomt gennem foyer’en. Dér står fru Heiberg. I allerdybeste ærbødighed la’r man hende stå, prøver at ignorere de hviskende stemmer, som høres rundt om fra marmor­ konsollerne - er det rigtigt, hvad der siges, at fru Ipsen er nutidens fru Heiberg, og fru Heiberg datidens fru Ip­ sen? Disse sammenligninger, disse sammenligninger. Men trods sin iver for at slippe tilbage til det, som nu engang i sin fornemmelse på huden er det så langt foretrukne, kommer man et øjeblik til at tænke på fru Heibergs erin­ dringer. Fru Heiberg, fru Ipsen. Skrev den sidste sine erin­ dringer, til dem ville man glæde sig. Pigen fra Møllegade, som man på grund af en vis ordblindhed, må det vel ha’ været, virkelig for alvor overvejede at anbringe på et sted, hvor sinker og lettere åndssvage modtog deres minimale uddannelse til livet. Kammerrådens datter fra Alderstrøst, om navnet nu er rigtigt, navne kan være lidt besværlige at huske, men den hat med svanevinger, der skyggede over et rødmende ungpigeansigt på den første vandring til teatrets hus, den glemmer man aldrig, har man hørt hende selv fortælle derom. Åh gud, hvilken svane stod ikke ud af familiefavnen, en pragtkaryatide s o m ----nej, den sam­ menligning halter. Pragt er i sin orden, sin fuldeste orden, men den myge skikkelse, dens blonde ømhed, intet hade den med køligt marmor at skaffe, endsige bærende tag­ konstruktioner. Jo. Bære skulle den. Bære teatrets usyn­ lige kuppel. Gjorde det, gør det. Men dertil kræves en kraft i pagt næsten med det overnaturlige, en himmel, et helvede, en kraft man ville forsværge nogensinde skulle stå spejlet i de pigeøjne. Den stod der. Den står der. Erindringen strejfes af et halvvoksent ungt menneske, som da Bodil Ipsen boede i det frederiksbergske villakvar­ ter, der bærer den græske kongefamilies navne, selv boede 267

om hjørnet i en halvhøj stue over en købmand. Et minut i afstand, dog lysår imellem. En dag på sin vej fra byen standsede han og så op mod hendes hus, et af de triste grå som med alderen kan få en så vidunderlig farve, og plud­ selig, lige på den anden side stakittet og en hæk bag sta­ kittet, dukkede hun op med en rive eller hvad det nu var i hånden, afbrudt i sit havearbejde. Og der stod de over for hinanden, adskilt af et ingenmandsland på højst halv­ anden meter. Det vil sige, hun stod. For om ham kan kun meddeles, at han som af et lyn var naglet til stedet. Om det hade været Mor Danmark i gjaldrende lur-fanfarer og gny fra alle landets kæmpegrave, det store dyr i åbenba­ ringen, selve kærlighedens gudinde, der steg af havet, helt ned gennem sine skosåler følte han jordforbindelsen med en naturkraft. Den kunne ha smilet, den kunne ha nikket, noget der måske ikke ligger for naturkræfter, om den gjorde det, huskede han nu heller ikke. Kun én ting vidste han, at han stod over for det, der tænder tornebuske i brand. Han kunne ha taget skoene af, sine hænder, sine fødder, ha udslettet sig selv indtil han kun var øjne. Og de øjne beholdt han. Med dem så han hende bestan­ digt. Det nyttede intet med Madam Rust’er og Dickensske jordemødre, det var jo bare som om Olympen eller et af de andre hellige bjerge ville camouflere sig med lidt småkravl og krat. Karyatiden stod der. Og kuplen bar hun.

De hænder, hendes hænder, de mærkelige hænder. Smukke, jo. Men så talende som var de levende, selvstæn­ dige personer med ansigt, karakter, to tjenerinder som i samlivet med deres herskerinde, uafvidende, stumt, røber det inderste i hendes væsen. Det er Alice’s hænder, Alice fra Dødsdansen. Den forestilling det unge halvvoksne menneske fra villavejen aldrig fik set, aldrig på Dagmarteatret, først ved genoptagelsen på Det Kongelige engang lige over midten af trediverne. Vidunderligt var det, men intet kunne nogen sinde komme til at stå mål med den usete forestilling, der forfulgte ham som et syn, erindrin­ gen om den kraft han hade stået overfor. Hvor er teatrets kunst ubarmhjertig. Kun i tilfældige øjne lever den sit liv, bringes videre af deres erindring og genfortælling. Men genfortalte ord. Hastigt går tanken tilbage til fru Heiberg i foyer’en, og fra hende frem til den fru Ipsen, om hvem der engang skal berettes. Hvordan berette? Bare om hendes hænder. Nej. Det er jo slet ikke Alice’s hænder, men den gamle frues på Niskavuori. Nej, pludselig ændrer de karakter, biir til Elizabeth af Englands, døde tyngder i magtens handske, fra tyngden går en vilje op til de langsomt flak­ kende øjne, en piges, en kvindes, stængt inde i det had som ingen vil forvandle til kærlighed, åh, bare et eneste lille ord, men for at høre det, må et hoved kunne bøjes, og det kan hendes aldrig, aldrig. Maria’s kunne, i et glimt er hænderne Maria’s hænder. Et samspil, et modspil i et eneste sind, så rigt, så givende, at intet kvindeligt, intet menneskeligt synes det fremmed. Nej, nej, hvad er det, man drømmer? Det er jo levende hænder i flagrende liv. Den flagren, den flagren. Er det fordi de i luften, atmosfæren, i usynligheden søger intui­ tionens kraft? I geniets intuition er det, de bundne verde­ ner i hendes sind forløses. Bag den store frue i scenens rum ler en perlende ung-

Åh, den duft af - af hvad? Det var som et fortæppe gik. Fra scenen stod ud over orkestergraven en duft af L ’heure bleue. Og Madame Voltisupito gør sin entré med en ha­ remstalje så smækker, så smal, at der går et suk af misun­ delse gennem det kvindelige parket. Nej. Nej, det er jo husets frue, som vender tilbage med isterninger i en skål. Hun sætter den på bordet, tørrer lige hastigt af, for det er et bord hun elsker. 268

>

269

pigelatter. Næh - ved det „næh“ biir der standset. Som var det et blik tilbage på det liv, som for os er forblevet evigt ungt. En krans af jordisk og himmelsk viden, af ømhed, kærlighed. Den krans hun rakte til andre. Kunne man dog bare sige de ord i hendes betoning. Men man må nøjes med at hviske dem et sted inden i sig selv. Fru Ipsen, De er dejlig. Dejlig!

Op af en stemme T il Clara Pontoppidans 6o-års jubilæum den p. februar 1961.

Det var en varm augustaften i et af de første besættel­ sesår. Scenen: Hellerup Station perron 2. Der ventedes på sidste tog mod Klampenborg. Under perrontagets sorte udhang båret af lette støbejernssøjler stod hist og her svage lyspletter ned over flisemønstret, ellers kun sortblåt mørke som smøg sig lunt om ens person og sanser. Fuldt lys kan virke som larm, overdøve de fine lyde. Tag lyset væk, og hørelsen skærper sig lyttende frem, griber varsomt efter en usynlig form som man er angst for skal briste i hænderne på en, inden den er opfattet. Man nyder ud i hver fiber at høre lydene berette en ganske anden historie end synets, en ofte langt mere præcis end når alle projek­ tører er sat på. Fodslag biir til meneskeansigter, gir ind­ kig i sind som ellers står skjult bag et vildledende ydre. Ude i mørket over perron 3 hørtes det bremsende sug af tog som gik til og fra, sorte funktionalistiske harmoni­ kalarver stoppet til bristepunktet bag de fortrukne mørk­ lægningsgardiner med syngende liv fra Bakken. Et sted derinde bås efter bås i det gustne lummer et mylder af ansigtsovaler, blege i cigaretdisen som den tørrede plante man kalder Judas Penge. På vores perron 2 gik vi op og ned. Hvor langt mon var toget? Kunne man nå helt ud i perronspidsen inden det dukkede op fra sin slugt langs ingeniørkasernen? Vi var lige på vej ud i det fri hvor perrontaget slipper, standsede så pludselig. Fra den sorte lunhed hørtes en latter og talende stemmer uden at ord kunne skelnes. Så igen lød latteren, fik stemmerne til at stige, til at le, lys almindelig

hverdagslatter omkring en mørk som syntes at komme inde fra et skovdyb, fra en verden bag den verden vi an­ dre gik i. Hvem rent ud sagt fa’n ejede en sådan latter? Var det selve augustmørket der lo, kogiende, æggende, pilende langs ens rygrad? Vi nærmede os forsigtigt standsende, gennem skosålerne følte vi os næsten frem over flisernes riller, hellere standse for tidligt end lade øjnenes kedsommelige kriminalassi­ stenter jage det usynlige syn på flugt. Siddende på en bænk, en af disse dobbelte statsbane­ bænke ryg mod ryg, omgivet i augustnatten af sommer­ klædte skikkelser - det var Clara Pontoppidan der lo. Og fra Hellerups overordentlig fantasiløse fladland af et sta­ tionsarrangement løftedes man baglæns op i en fanfare, som gennem Ulvedalenes grønne portal med Puk i spring fra svajende grene førte ind i den shakespearske evighed. Langt, langt borte fra, hinsides år, Magdeloner, Morgianer, Telefon-Sandraer i Fruens stuer på Niskavuori, Rav­ nens skrig over Pekings tage, Caroline Mathildes engelske accent i Dage paa Hirschholm Slot, Goethes Gretchen, den unge pige i Eventyret og Drachmanns Gurre, år, år, rige år i Danmarks teater, lød den faunlatter, der gik frasagn om, en drengs, en piges, ung og funklende, men sle­ bet til i facetter af viden, viden om sig selv, viden om mennesket, den viden som forvandler kunstnerens intui­ tion til forunderlig visdom i eje hos en kvinde. I instrumenternes kor er den menneskelige stemme det allerdejligste. Bare lytte, lytte og lukke øjnene. Op af en stemme kan verdner rejse sig, fra den dybeste afgrund til de højeste tinder. En sangstemme lader sig rubricere i sopran og i alt, men ikke den store scenekunstnerindes, ikke Clara Pontoppidans. I den inderste kerne af hendes skabende evne fødes stemmens klang som et råb til med­ mennesket, et råb som undervejs iklæder sig latterens ko­ stume, tager hat på og sjal i afsides bemærkninger, men 272

hvor afsides de end synes, rammer de durk i den blottede plet, man nede i salen søger at dække under sin festlige påklædning, går etagerne rundt, ender under kuplen i musernes dans, en menneskestemme har gjort teatrets hus til et eneste instrument, så det synger i hver streng. Ja, lyt, lyt, og åbn så øjnene. Og dér, der står hun, det menneske man så skabt gennem stemmen. I hver lille en­ kelthed er skabelsesprocessen fuldendt, fra Salomes hår­ valk over puklen til fru Gruesens forklæde, fra fru Tangs famlende hænder langs lænestolens ryg til fru Levins sorte øjne, som når tæppet falder igen biir Clara Pontoppidans blå. Disse mærkelige øjne som under en samtale næsten synes at skifte farve. Bare jeg tænker på Clara Pontoppi­ dan, er det som hun straks vender sit ansigt imod mig med spørgende øjne gjort mørke af spørgsmål, som træn­ ger sig på. Man svarer, prøver at svare, og det er som om øjnene biir lyse, ånder indad, ind i det skjulte, intuitio­ nens værksted, hvor svaret vendes og drejes, forarbejdes, biir til en del af personen, inden læberne med et lille for­ skrækket udbrud meddeler, at svaret kun var en pause in­ den næste spørgsmål.

I rækken af dansk teaters store fruer er fru Pontoppidan en af de dejligste, en af de forunderligste. Hendes vinge­ fang spænder fra gråspurvens pjuskethed til ørnens strejf, og i rummet mellem er det som om teatrets klassikere og nutidsskribenter har sat hinanden stævne på et køben­ havnsk fortov i myldretiden. Helt teater er hun, stort teater, kongeligt teater. Men tag synet væk, og hendes stemme gir synet tilbage. I et hørespil af Samuel Beckett, Hvo som falder, spillede fru Pontoppidan mrs. Rooney besværet af sin størrelse, forpustet af sin tyngde. Og på trods af ens mest halsstarrige viden om fru Pontoppidans væverhed, model kunne hun jo være til alle emsige egern 18

S yn skh ed en s G ave

27S

i eventyrverdenen, stod den store, den svære, den for­ pustede mrs. Rooney så lyslevende skabt i hendes stemme, at Clara Pontoppidan totalt forsvandt. At hendes navn stod i programmet, måtte bero på en trykfejl, kun mrs. Rooney eksisterede. Beckett, Ionesco, den ny dramatik. Åbner man døren fra Holberg, Drachmann og dette århundredes første halv­ del, Clara Pontoppidan går lige ind i århundredets næste halvdel, bevarende traditionen, gående ud over traditio­ nen. En smukkere og mere eviggrøn laurbærkrans kan vel næppe flettes til en kunstnerinde som i dag fejrer sit 6o-års jubilæum. Tresindstyve år. Fra ungdommens, modenhedens ero­ tiske leg til små grålige skæbner, som tumler sig frem mel­ lem fodstykkerne på de store monumenter, men i sin udfoldelse så befriende, at forholdet vendes om, de store synes små i latterens renselse. En lille sejler op mod ska­ belsens gigantiske vind.

En buldermørk Middelhavs-nat for en halv snes år siden kom jeg fra Genua. Jeg var om bord i en fragtbåd og skulle efter midnat passere Stromboli. Som eneste passager hang jeg over rælingen for at møde min første vulkan. Så dukkede den op. Bjergøens kegleformation lod sig ikke ane, man så kun ildstriben, der stod som et glødende vandfald lodret gennem mørket. Men pludselig fik jeg an­ det at tænke på. Ind foran snuden på min skikkelige fragt­ båd skar sig på det mest faretruende en lille turistdamper fra Napoli med frynser langs de udspændte stribede sejl over et musicerende dæk. O sole Mio, en lille sightseeing­ dame med opslået parasol vimsede sig nærmere og nær­ mere med sløjfer og tournure til de kogende dampe, som skjulte ildstrømmens fald i havet. Kæreste børn - sa’ jeg til mig selv - det er jo Clara Pontoppidan, bare hun dog 274

ikke kommer noget til! Men nej. Hekse der koger sejd på skotske heder har ikke mere magt i deres krogede fuglekløer end denne lille pirkende kokette parasolspids. Strom­ boli stirrede, var lige et øjeblik ved at ryste på sin kegle af et hoved, men undlod det dog for ikke at vække øens skrånende sydside. Dér lå den og sov, den fredelige by med sine natlukkede skodder, og bag dens søvn stod natu­ rens teater, vældigt, flammende, en indgang til helvede rejst mod himlen, og foran den indgang, midt på scenen, en lille dame med en vims parasol, en ung pige, en kvin­ de, alt kvindekøn i ét.

Teatrets store fruer fra fortid, fra nutid, bærer som karya­ tider åndens og fantasiens kuppel. T il karyatide egner Clara Pontoppidan sig dog ikke, dertil er hun, selv nu på sin 60-års dag, stadig i sit indre for meget af skovens le­ ende Puk. Men lyt. Hendes stemmes klang står som et skabende ekko af livet i det hellige rum.

VI

Den sidste aften Epilog til Dagmarteatrets sidste forestilling den 31. juli 1937.

Vi er midt i en sommertid. Folk bor i lejede huse og har gæster. Vi bor i lejet hus. I aften har vi gæster og er kun selv gæster. Og vi drikker værtindens skål. Thalias skål. Her kommer hun aldrig tilbage. Rundt omkring på teatrets fagader sidder hendes maske ved siden af Melpomenes. Den enes mundvig ned, den andens op. I aften græder de begge og fortæller duerne, at i morgen må de flyve andre steder hen, for snart er de klassiske buster pillet ned og stukken skrabet af. Fremtiden bygger hus på fortidens tomter. Og Thalia ser sig om for sidste gang i sit hus. Guld og snørkler og hoder i medailloner. Hun kærtegner med øjnene prosceniets tomme åbning. Hun bøjer sig bevæget over rampen og hvisker Anna Larssen. Hun indånder langsomt den luft, som så ofte blev slået i rislende småstykker af Bodils latter. Hun sætter sig på stolenes røde plys og lader årenes ord gå som et sus forbi sine ører. Ridderrustninger, Schiller og Shakespeare, Jomfruen af Orleans bliver brændt. 279

Dansen på Koldinghus danses og Martine elsker, og publikum smiler. En morsom replik slår smut over balkoner og etager og danner ringe, der binder folk sammen til een familie. Hele natten sidder hun bedøvet af minder og vemodige brudstykker lige til en morgenfrejdig stemme vækker hende og si’r: Nu må du sgu’ stå op, søster, og pakke dine sydfrugter. Stolene er solgt, murstenene skal på rejse. Dit tag er væk. Det gi’r frisk luft i stuen, ka’ du så komme videre. Ikke sidde der og græde, når der ikke er noget at græde for. Thalia vender sig værdigt og s e r, som kun Thalia kan se - anden akt, fjerde scene, stumt spil . . Du er dejlig, søster, og sikken mimik, men det hjælper ikke. Går du ikke godvilligt, sender vi bud efter flygeltransporten, og så bli’r du opmagasineret, men det er jo slet ikke no’et for dig. Ikke spor. Du skal ud i solen, ud på fortovet og spadsere, ud i det hele og det altsammen og slå en sludder af med alle og enhver og få dig en ny kæreste. 280

Den tiende. . . Prolog ved Rialtoteatrets genåbning som biograf den 25. november 1939.

Himlen står som en farvelagt kuppel, uendelig fjern, og alle de guder, som mennesker tilbe'r, er ikke at se, de er væk, de er borte, det hele er blåt. Men udsigten dækkes, når skyerne kommer og nærmer sig jorden med tyngde og vådhed, nu bli’r det regn, men ikke kun regn, for skyerne danner den himmelske landgang, guderne går a', når de er på udflugt. En tungtlastet sky lægger til ved en bjergtop, en skovtur af yndige, hvidklædte piger går glade iland, bjerget er Helikon, hvor muserne leger, og nu vil de lege, men hvad skal de lege? snip snap, du slap roller bli’r uddelt, Euterpe gør ditten, Erato gør datten og Clio, Thalia og hva’ de nu hedder, de danser og digter og slår tamburiner. Der er yndigt på jorden, og der vil de blive, lad skyen blot sejle tilbage til himlen, vi bli’r - og de blev.

Men Grækenland døde og søjlerne vælted, guder faldt ned, sprang i tusinde stykker, musæer blev fyldte med stumper og brokker, armløse Venus Mars uden lemmer, kun muserne leved og dansede vid’re henover ho’det på paver og kirker. De talte sig selv, vi er her skam alle, vi er stadigvæk ni, vid’re, vid’re, det er dejligt at leve, under os drejer den punktlige klode, under os aser de flittige men’sker, kræfterne bruges til dagen og vejen, men lidt bli’r tilovers, et overskud er der, det leger vi med, vi gør det til vores og væver det ind i et smilende spind, der får folk til at le, får folk til at glemme og folk til at tro. Vi danser med tiden, og tiderne skifter kom, Hamlet, vi danser med dig, til du dør, vi suser i klippede franske hække og solkongen ler, poesibøger fyldes, vi sukker i Weimar, vi hyller os ind i romantiske tåger og spejler os smukt i guldalder-mahogni vi skifter, klæ’r om, men er stadig de samme, vi hvirvler afsted i en kæde af dans, som aldrig kan standses. Jo! De standser og kigger,

er vi her alle? er vi stadig de ni? vi er ti - ti!! tæl om - tæl om igen nej, vi er ti -! Hvem er den grå? hun er ussel og trist, en trist parasit, kjolen er farveløs, håret er sjasket og hænger så fattigt, og hår er det ikke, det er strimler af noget, noget underligt noget med småbilleder på og se hendes tempel, de peger og ler, og hør hendes lyd, hun har ingen lyd, hun snurrer og skratter, hun er kun mekanik, et hvidt stykke lærred med levende billeder, i mørket stirrer de sviende øjne, på træbænke sidder den jævneste pøbel, pøbel uden viden om kunst, for det er ikke kunst, det er ikke kunst! det går som et ekko ud over jorden og kommer igen fra sofa og stole i dannede hjem, hvor der pirkes til åndsliv og spilles etuder. Men henne i „biffen“ med lysbilledlærred hamres og tæves der hårdt i klaveret, det kæler og valser, motiverne skifter med vandfald og kys, landskaber glider, cowboy’er slås, alt ender godt og amen og det der, trætte klaverfingre besegier den yndige pagt og så forfra - og forfra igen „De kommer ind med det samme - ! “ - men kunst? - aldrig - aldrig i livet! 283

Muserne ler, ler, så de får ondt i deres litterære maver, men latteren standser - se den grå - se, hvor hun vokser, hendes blik bli’r ungt og ser, celluloiden, der falder i strimler fra hendes ho’de rejser sig som slanger, hun bli’r smuk som Medusa, hendes mund åbner sig, hun kan tale, hendes kinder får farve, lidt for meget farve, men hendes make-up kommer nok snart iorden - hun bøjer sig frem, hun peger: Se hendes nye huse, de gamle er faldet, klaveret er kørt på kirkegården, væk med hønsestigerne, store rum, smukke rum, folk kommer og besøger hende i hendes ny lejlighed det er det store gæstebud! Hvem sagde: „ikke kunst“? Muserne tør ikke svare, deres tavshed er som den lille etude, der hænger arbejdsløs i dagligstuens luft, ingen har tid til at ta’ sig a’ den, alle skal i biografen, syv ti, ni ti -

Kom med, muser, vi er alle søstre, den grå rækker hænderne ud: jeg stjæler ikke fra jer, I stjæler ikke fra mig, vi er alle smukke piger i et harem til menneskets fornøjelse, og jeg har sørget for en herre til jer, en herre, der skal følge jer og gøre jer opvartning 284

- der kommer han Se!

Med rundpuldet hat med svingende stok med et overskæg, der gør nar a’ de store, på sko nummer 50 drejet ud til siden i vandrende femte position kommer han ned imod dem Chaplin - Charlie Muserne omringer ham, ni røde læber sætter sig på hans undselige kinder, hatten vippes a’ og indrammet af ti dejlige piger går han ind i det nye hus og muserne klapper i hænderne, sætter sig i stolene, ser forelsket på Charlie, ser forelsket rundt i rummet og siger: „Hvor er her smukt!“

Langsomt sænkes lyset, lærredet bli’r levende, tusinde øjne ser, og den mindste af muserne sukker: „Al kunst er levende!"

285

Et vindu Prolog ved afslutningsfesten for den svenske uge den 19. januar 1941.

Et vindu er en nydelig ting, en træramme om et stykke stivnet luft med ophæftede gardiner og naturen voksende i urtepotter eller kvidrende i kanariefuglebure. Vinduet er husets øje, og i ruderne spejler verden sig, nøjagtigt som husets beboere gider se den, og alle er glade for den usynlige mur, der holder de anmassende solsystemer og hvad der ellers er af uforklarligt på afstand så man trygt kan rette sine egne baner efter kaffetid og alle de andre tider. Engang for meget længe siden, sprang vi rundt i de store skove, uden at skænke Nationalmuseet og dets nummererede samlinger den mindste tanke. Vi boede omkring bål, blottet for dannelse og selskabelige former, men fulde af påhitsomhed. Som børn, der er ved at sprænges af skabende nysgerrighed, fandt vi på og fandt på. Der kom tag over, der kom vægge om, der kom tæpper og sengesteder, der kom døre og vinduer. 286

Den dag vinduet sad der, var adskillelsen sket, adskillelsen mellem de to verdner, den store, vi lever af, den lille, vi lever i. Vi rev os løs og begyndte for os selv, vores puls behøvede ikke at følge årstiderne eller det skiftende vejr, vi fik vores eget vejr, indendørs-vejr, kultur. Gennem vinduerne, der blev til et eneste gigantisk flueøje i millioner og milliarder af facetter, stirrede vi på den store verden og pønsede ud, hvad der nu kunne slæbes indenfor. Vores øjne blev selv til vinduer, store vindusudstillinger, hvor vi udstiller vores begær efter at eje. Men en dag splintres alle ruder, til højre og venstre, de store spejlglas, de små hyggelige, dagligstuen går i eet med det forfærdelige verdensrum, det sner på min lænestol, det drypper koldt og ondskabsfuldt ned i min seng, så jeg ikke kan sove. Der går en rivende gennemtræk gennem det hele og gardinerne vifter som flossede faner, der indvarsler en ny tidsalder.

287

Vi rullede ned i Danmark, vi prøvede at tætte med lister og bomuld. Hva’ kom det os ved? Vi var jo små og fredsommelige lejere i et lille beskedent lysegrønt værelse i det store hus. Vi bankede med ængstelige pegefingre på barometret og klamrede os til nålen, for at forhindre den i udsving. Men i et eneste pust var vi viftet overende. Vel var vi små, men ingen er så små, at de slipper væk, når de store giarmestre er i anmarch.

sat ud for tusinde stemmer, Bellman og Selma, helan den går, og fra store sandstrøede gulve danser stolenes hvide rokokoben ud under majstangen og blonde stemmer synger om somren. Vi ved, vi er brødre, det sagde vores fædre. Vi taler det samme sprog, skønt det svenske vel ringer med klokker i tårnet, mens det danske holder sig nede på marken mellem græsstrå og blomster. Vi er i familie, ikke fordi de gamle har sagt det, men fordi vi ved, at vi vil det samme, Norden vil fred og frihed for mensket, for tanken og ånden.

Men eet vindu har vi igen, og det er et ganske særligt vindu, det er luftigt og stort, og på een ting ligner det ingen andre: det har altid stået åbent og det kan aldrig lukkes -! Ruderne er lavet af himlens fine lyseblå over Øresund, skyerne flagrer som lette gardiner, og i Strandvejens vinduskarm står bøgen og nynner.

Når mørket falder og Danmark slukkes, så letter vi lidt på de sorte gardiner og kigger mod Sverige og svaret i natten er lutter små plirende lys, der siger: vi er her du er ikke alene -!

Danmark står i sit vindu og ser mod det land, der som en stor knortret lab strækker sig fra Nordpolens iskolde evighed tværs gennem øde skove ned gennem birkens prikkede grønhed. Vinden klimprer en sød melodi 288

Og skulle vi tvivle, så bli’r Øresund vredt 19

Synskhedens Gave

289

og kalder på frosten og fryser til, bli’r en hvidfrossen, tommetyk landevej, og så er vi ikke alene i ånden, men også i legemet landfast med Sverige!

Børge Munch-Petersen Prolog ved mindeaften for Børge Munch-Petersen den 2. december igj2.

Det er så let, ja, sådan ser det ud, en kunst, et lille trick - ! og du kan trylle. Men kunsten, hvor bli’r kunsten a’, hvis ikke sindet er der - ? Hans sind var elskeligt.

Mellem to fingre dukker en hvid kugle frem, nu er der to, nu tre - ! og smilet fra det fine barndomsvejr, der længe lå gemt hen og stuvet ned, det smil fik vi igen. Hvordan - ? af tre små kugler, rent tilfældige - ? nej trylle kan så mange, mens kun få fortryller. Tre hvide kugler, Tro, Håb og megen Kærlighed Nu blev den første væk - ! men håbet er der - ! Nej, ikke meer kun een er nu igen, den sidste, hvideste af alle kugler, 19*

291

kærlighed, i den gik alting op. Tre kugler mod en cirkuskuppel, mens klovnen går manegen rundt og trækker i de bånd, der løser op for latter og det lyse. Den ubekymrethed, som alle søger, men oftest så forgæves, den finder han, han bøjer sig og ta’r den op: men findelønnen er for ham kun det sekund, der gi’r en glemsel, den smukke glemsel, der også ejer evnen til at huske et glimt af Paradis, som ikke er, men burde være. En skuespiller sminker a’, i spejlet ser han alle sine drømme, der var så store og så unge, men ikke bliver mindre eller visner, fordi de kun kan bo i længsler, for længsler har et mål - ! om andre når det, gør det noget - ? det er dog vigtigst, at det nås. Fra spejlet ser han ned på sine hænder, og hvide kugler dukker frem. En holder han forsigtigt op og kigger længe------

— fra Bakkehuset lyder sprød musik, guldaldren synger, og han må nynne med, han går ved Kammas side, blander punchen, lytter til Knud Lyne, men billedet blegner hen. En anden kugle dukker frem, arbejde - ! står der på den. I skrapt, men festligt trav, for han skal dække bord for andre og sørge for en spøg til hver i knallerten. Åh, herregud, de søde børn - ! han selv et barn, der leger voksen. Men travet gør ham træt, han tryller lidt, og kuglerne forsvinder og bli’r igen til een, den sidste, hvideste, den, kærlighed alene bor i. Den kugle gav han bort, for den skal bruges, aldrig ligge ledig. Og spiller vi med den, så tryller vi et minde frem, og mindet tryller smilet frem, og smilet si’r: - det er så smukt at leve - !

Et postkort fra Spanien Monolog i „Den lille Kabaret“ den 3/. december 1946.

(En spansk pige, klædt i sort, med sort mantille om det blege ansigt, ser frem for sig og siger:) Som land og som vand blev jordkloden skabt af Guds finger, frit hav at sejle på, frit land at leve i. Men som barnet der tegner i sand og siger: det er mit, ikke dit, aldrig dit -! sådan tegnede menneskets finger landkortet. Vi bor på et landkort spærret inde bag grænsernes gitre. sproget er grænse, sindet, der elsker sin ret til at eje og ha’ alt bli’r til grænse. Få kender sig selv, færre hinanden. Solen, der brænder den blonde med skjolder og fregner, klæ’r mørkøjede på i den varmeste lød. Klæ’r skaber folk - om de gør? udenpå skabes vi alle af klæ’r og af klima, men indeni lever endnu den skindøde rest af ideen om mennesket. 294

Spansk, dansk kender jeg dig? og du mig? Ja, du kender mit hår sat højt med kam og mantille, du betragter min dans og hører min sang fra første parket når Carmen er sat på plakaten. Jeg elsker Carmen. Carmen elsker mig, elskov og had, hede og glød, dolke og død, arenaen tømmes og tæppet kan falde i kaskader af klap. Men Spanien — Spanien -? Nej, kun et postkort fra Spanien. Et postkort, der dufter af æggende skørter med pailletter og flæser, svingende, dansende, fodslag og tramp, castagnetter slår takt, øjne smiler bag skodder og vifter, serenader, Sevilla, himmel og sol, sol på et postkort med hilsen fra Spanien. Jo - go’morren! Glemmer I Goya og Guernica? I roder hjernekisten rundt, Guernica, Guernica? Nå’r, Guernica! Men ok, ok, det ligger så langt, så langt tilbage, helt på den anden side det helvede, I nu så småt er ved at komme jer a’. Men den krig, der gik over jer som et dødsvejr, begyndte hos os. Det huskes dårligt. 295

Generalprøven blev vores. Det huskes li’så dårligt. Menneskefægtning, det var det, der kom på mode i Spaniens vidunderlige arena. Den røde kappe farvedes af menneskeblod og tørredes i Spaniens sol, der svier og tørrer ud langt ind i sjælen. Grågult støv og sorte skikkelser under en himmel af had og mord, det var det postkort, I ikke gerne tog imod. Men I skal ta’ imod, Nu! Ikke for min skyld, nej, for jeres egen. Vores egen, vores egen, råber I. Det spanske, det er ikke vores. Nu kan vi heller ikke mer. Vi er ligeglade. Puds Carmen op, så skal vi klappe. Men heller ikke før. For vores egen skyld - vrøvl! Den søde Carmen vrøvler. I I kæmpede og vandt, vandt frihed og den frie verden. Men verden, kan den være fri, når vi når Spanien — ? Å, hvorfor vil I ikke høre? For hele verdens døve ører råber vi, at Spanien er ikke frit, ikke frit. 296

Og er I mennesker, er heller ikke I fri, så længe jordens flade har en plet, hvor tvang og vold og terror trives. En plet på kortet er en plet på jer, på mennesket. Den Carmen, som I ser i dag, hun er en skønhedsplet på dig det frie menneske. Gør hende fri - og du er fri.

Epilog Ved Det kongelige Teaters mindeforestilling for Holger Gabrielsen den i. september 1955.

Tappet er faldet for „Henrik og Pernille“, men lyset tæn­ des ikke på tilskuerpladsen - et par sekunder er alt stille, så rejser musikken sig majestætisk, monumental - lang­ somt går tæppet igen op, i mørket aner man et fjernt bag­ tæppe forsvinde i snoreloftet, et par maskinmænd med sætstykker går ud til h(j)jre og venstre i forgrunden - langt borte i det. tomme mørke rum står skuespillerne fra afte­ nens forestilling med ryggen til - et skarpt lys falder på Clara Pontoppidan, der står midt på scenen, langsomt be­ gynder skuespillerne at gå mod scenens baggrundstrapper; idet de forsvinder op ad trapperne og døren lukkes lydløst efter dem, går Clara Pontoppidan et par skridt frem mod rampen - musikken ebber ud - alt er stille --Et spil er forbi som et hjerte der standser. Den malede himmel gemmer sit ansigt i snoreloftet mellem andre himle himle der skifter fra gråd til latter hyllet i støv alle lyde dør hen kun nattevagtens skridt ad de øde gange måler tiden klirrende nøgler i et nøgleknippe døre åbnes og døre lukkes dør efter dør ind til stilhed og tomhed---

298

Stilhed og tomhed? Nej, stands, nattevagt, stands! den dør du nu åbner som eneste smykke bæ’r den et nummer et nøgternt nummer to hundrede tres lad dit øje vandre i det blide mørke der står som en forgård til evigheden et par skabe, en buste, en tegning af Falsmaal stolen er tom ingen hånd rækker mer efter pensel og mastics et rum blev forladt forladt af livet — nej, spejlet, spejlet ser du ikke spejlet på sminkebordet ? i det lever et liv. Fra den mørke bund dyb som en brønd vælder livet frem i et mylder af masker en dansende kæde af menneskeskæbner gavtyve, oldinge een tjener to herrer dansen går lystigt, et spring ned i trommen Holberg, Moliére plakaterne skifter foran teatrets indgang et menneskes liv delt op i aftner dagene går med at gøre sig rede til aftnen aftnens højtid alene foran spejlet et virvar af masker dækker hans ansigt men de øjne der ser gennem maskens huller er altid de samme gamle Levins. 299

De børn, de børn hans stemme lyder fra ensomheden fra sin ensomhed strakte han hænderne frem tog de unge i hånden førte dem ind i det liv, der gør ordet levende de var hans børn dette hus blev hans hjem, hans eneste hjem under denne kuppel med malede muser indbød han til fest tændte lys i kroner selv dansede han for i den fanden-i-voldske kvadrilje fik taget til at rejse sig muntert på søjler af befriende latter fik en hverdag til at funkle som skinnende guld. Men tæppet falder og møder i et suk det scenegulv der for ham var helligt. For sidste gang sidder han foran sit bord det er som han ved det føler det ud i de trætte hænder der langsomt rækker efter afsminkningskluden men hans øjne viger ikke fra spejlet de øjne i spejlet to øjne bag masker, der begynder at falde en efter en hver maske et år et år af hans liv en kamp for livet en kamp for det hus som i en verden af huse for ham blev det eneste Teatrets hus.

3 °°

Maske efter maske glider ind i fortiden og nærmere og nærmere kommer et ansigt hans eget ansigt og spejlet ser det ser et menneske der i sin ungdoms forelskelse i manddommens uendelige kærlighed gav sig selv helt kærlighed, pligt for ham var det eet. Een tjener to herrer i livets forvandling blev een tjener til mange men herren kun een den skueplads, vi i dag kalder vor.

Historien om en rotte der sad på verdens tag Prolog til Dansk Fredskonference i Alborg den 12. og 13. november 1955.

F(j>rst musikalsk indledning, musikken går ind i titelannon­ ceringen, fortsætter et par sekunder efter, slutter så, for senere at dukke op i teksten. Med gift, med gas, med glubske hundes glam indvarsles rottejagtens dommedag; der slå’s med retiradedøre, klapres med skraldebøttelåg. Et sus af blodtørst står i et brøl fra gårdens dybe skakt. Se dér, en rotte! knus den med din hæl! Nej, den slap væk. Det var da satans osse. Den strøg forbi mig, sa’ en lille dreng, jeg så dens øjne, far, de var så smukke. Åh, smukke? sukked rotten, træt, forpint; igennem kendte huller, opad, op, var den omsider nå’t til husets loft. Min pels er skabet, halen klam og skællet, det råber men’skekoret efter mig. Hva’ er de selv? Jeg kender deres øjne, de er kun fyldt af had og atter had. Jeg drives af min sult, det er jeg skabt til, men mennesket sig kalder skabnings herre, dog myrder man, når man er allermættest. Ja, fat det, hvem der vil, det er nok skrevet i politivedtægtens triste bibel, 302

hvor der står mangt og meget om os rotter, men mest om men’sket, det har de godt a’. Og aftnens mørke la’ sig over loftet, langt borte hørtes sang og skønne toner fra radioens ædle ønskekasse, mens husets moder la’e dug på bordet, det var vel døgnets sidste spisetid. Det gav et gib i rotten. Spisetid! Med pelsen stadig strittende i angst den følte rottepligten til at gnave. Den prøvede at glemme, dysse ned, men intet hjalp, naturen var for stærk. Dog, gnaveriet kunne måske dulme på rastløshed. Den så sig hurtigt om. Hva’ var det hvide dér? Var det aviser? Kan men’sket med så megen iver gnaske den slags i sig, kan vel en rotte osse. Nej, det holdt hårdt. At nogen virk’lig nænned at ødelægge en så ren papirsmag, det var som sværtens ord hang fast i ganen. Men rotten tygged troligt, først en leder, så en opskrift. Åh, hvem der ha’de haft lidt vådt. Med ét den standsede sin gumlen og vejrede med begge næsebor. Den duft! Hvor i alverden kom den fra? Med lynets hast den snurrede omkring. Dér, bag en skorsten lå en væltet flaske, de sidste dråber var flydt ud. Åh, Himmel! Det risled iskoldt ned langs rottens rygrad, om flasken holdt en hånd, en men’skehånd! Den tumlede tilbage, var nær snublet i en stump tørresnor, der lå på gulvet, den skreg for livet, var det mon en fælde!

Nej, alt var stille, hånden lå som før. Nysgerrigt nærmed rotten sig og snused, da i det samme håndens ejermand trak hånden til sig, men lod flasken ligge. Der stod en duft af salighed omkring ham; de dråber måtte rotten lige smage, den stak forsigtigt poten frem og slikked.

Sig selv! En stilhed la’ sig over loftet. Nej! det sker aldrig, aldrig nogensinde med alt det politi, som men’sket ejer, domstolene, der deler straffe ud.

Åh, hvor det bed og sved, det livets vand, for at få slukket branden i sin hals, den satte skyndsomst tand i en avis. Men du alstyrende! hvad var dog det? Avisen foldede sig pluds’lig ud, og sværten blev til tegn og billeder, der råbte højt i munden på hinanden: Her, læs du bare, sådan går det til; læs osse mig, og mig, lød det i kor, jeg er den ældste årgang her på loftet, og jeg den sidste, men der står det samme. Læs, rotte, læs, lær mennesket at kende, læs om den krig, der var, og den, der kommer. Et hav af had og frygtelige våben slog sammen om den arme rottes ho’de. Nej! råbte den, I lyver, det er løgn! Så se da selv det allernyeste nej, ikke pigen dér, ja, hun er smuk, man putter piger ind som sukkergodt men dér! Hva’ si’r den dig, den paddehat?

Ja, straffe. Stemmen kom fra en avis, der lå så dybt begravet i en bunke, at støv og snavs først måtte pustes væk. Se mine straffe, da det sidst var slut. Ja, da det sidst var slut, lød loftets ekko. Men rotten hørte ikke, den bare så en række hoveder med strik om halsen. Ja, efter næste mister vi da helt vor læserstab, for alle, der kan læse, får vel den dom at hænges ved en strikke. En tanke jog igennem rottens ho’de, den tørresnor, der lå her, hvor var dén! Og hvor var han! Så svar mig, tomhed! Dér! Fra loftets mørke dingled et par fødder.

Den svared ikke, rotten, sad bomstille, så kom det endeligt, men svagt og lavmælt: At mennesket var ondt, det vidste jeg, men at man fører den slags krig mod rotter Mod rotter! Loftet hylede af latter. Det er den krig, de fører mod sig selv! 3°4

Nej! det må ikke ske. Stands, rotte, stands! Hængt mand er nuomstunder ingen nyhed. 20

Synskhedens Gave

3°5

Men rottens svar var kun en ilsom gratten langs tagets spær. Den sidste bjælke, så! Dens skarpe tænder gnaved gennem rebet, blev ved at gnave, til der lød et bump. Han lever! skreg aviserne lyksaligt, den nyhed kan man trykke med petit. Ja, med petit. Petit har osse ret, ja, allermest måske, for hvad er stort? Af det, der kaldes småt, det store gror. Om rotte eller menneske, alt liv bær’ i sin kim et lillebitte billed af verdensaltets grænseløse storhed. Rør, man den kim, kan blomster skyde op og blive nye verdner, hvor kærlighed til liv er loven for alt levende.

Et forspil Prolog ved indvielsen af Tivolis ny koncertsal den 1. maj 1956.

Langsomt lægger mørket sig over salen, projektørerne koncentreres om William Scharffs fortæppe. Langt borte høres sitrende violiner. Fra højre i salen, helt i forgrun­ den, kommer PRO LO G A, hun er klædt i en svagt rosa tyliskrinoline, over hår og skuldre ligger et natblåt slør med sølvstjerner, ad trappen går hun op på forscenen, standser. Violinerne forsvinder som et flygtende ekko. Omkring os ligger et land yndigt og frodigt kysten tegner sit danmarkskort med blide bøge og bristende knopper mod havets spejl grantoppe rejser sig ind i en himmel der længselsfuldt åbner sin dybe favn mod de lyse nætter forbi, forbi en vinters drømme forløses i forår somren er nær lyset leger på lukkede øjenlåg, luk jer op, luk jer op alt plirer og kluklér biir til grønne violiner og trompetfanfarer hør jægerhornet nu ses Elverhøj efter på glødende pæle i solnedgangen mens pigerne re’r deres måneskinshår med dug og med stjerner og mellem mossede stubbe i det gamle hegn

Her sidder jeg på verdens tag, en rotte. Hver lille prik på jordens overflade er verdens tag, om du da vil det selv. Nu slukkes lysene af nattens komme, dernede sover han den lille dreng, der sa’, at mine øjne var så smukke. Hvorfor de syntes smukke, veed jeg nu, det var jo angsten for at miste det liv, som man trods alt så gerne ville leve. Det genskær af en drøm om livets skønhed kan gøre alle, selv et men’ske, smuk. Om lidt er alting slugt af nattens stilhed, men nat er ikke død, en ny dag kommer. Langt borte bæres døgnets sidste toner, det sidste lys - der er et yndigt land. 306

20*

3°7

rejser hun sig langsomt, mosekonen slår skovbrynet op til de vidtstrakte enge hvor Danmark skal danse sin sommerdans i forelskede øjne. Over strofer af danske melodier og jægerhorn fra „Elverhj“ fortoner den ledsagende musik sig i „Jeg ved, hvor der findes en have så sk(j)n“ . Åh, eventyr som gør børn forelskede i hele verden og os i hinanden uden drømmen om dig biir øjnene grå glemmer at selv i den tristeste sporvogn sidder fortryllelsen med sin omstigningsbillet omstigning til smilet til de usynlige egne hvor voksne er børn og børnene voksne hvor fantasien gror op af hverdagens muld som et jublende træ der skyder brogede grene gennem lukkede ruder i lejekaserner løfter taget af huset over tørrelofter gør tørresnore til harpestrenge spiller himmelspræt med vores undertøj dét er aldrig inderst det er vi selv og déroppe er himlen der binder os sammen i et menneskeliv. Violinerne, der har ligget under det foregående, stiger til et befriende brus, der bærer det næste ord — kom! William Scharffs fortæppe går langsomt fra, men ikke helt, og man ser et flortæppe med stjerner og aner bag tæppet lyset på orkestret.

Kom, følg med mig jeg er nat, jeg er dag fra landet derude vi flyver ind over byen med forstadskvarterer og hverdagsskæbner med skraldekasser og iskageboder med brødmaskiner og vækkeure tiden lagt i lænker af klokkeslæt og dér står tårnet vores rådhustårn som den store Bastian med spidshue på fuld af embedsmandspligter og klokkespil men mellem to slag et pust af en pause kun et sekund under skiferhuen linder Bastian på øjet og kigger ned: åh, du er der endnu så går slagene vidre vidre og vidre - du er der endnu, min Carstensens have med tyrkisk musik og kinesiske drager mit hjerte i byen det danske sind. Violinerne blander sig med klokker og festfyrværkeri. Åh, sødeste tårn var du ikke et tårn ville jeg gå tur med dig ta’ dig i hånden bøje din spids under hovedportalen gå ind i det blide formiddagslys ad de snoede gange langs fæstningsbastionen voldgrav blev sø 309

3°8

i træernes kroner hviler kun fred se andemor dér med sin ællingeflok hun standser sin vandring det er som hun lytter hvert blad, hver blomst hele haven lytter men er det ikke? - det er jo kongesangen nej, nu er den borte biir borte i toner fra et symfoniorkester dér er den igen, men kun i et strejf en have midt i et eventyrland kald det nok så lille det har kraft til at drømme en konge med krone lægger sit scepter ta’r en taktstok i hånden Beethoven, Wagner, en vals af Lumbye jeg ved, jeg burde neje men jeg har lyst til at danse, danse og danse med hvem skal jeg danse? I er her jo alle en by, et land holder stævnemøde ta’r hinanden i hånden danser ind i fantasiens rige til Lumbyes musik mens guldregnsraketter folder sig ud mod nathimlens mørke. Den lumbyeske vals stiger til et festfyrværkeri med brag­ ende raketter og dansende kanonslag - pludselig biir alt stille, langt, langt borte høres trommer, der efterhånden kommer nærmere og nærmere, endnu længere borte høres det tredie riges slagsange. Mørke og stilhed stilhed før stormen 310

en storm i anmarch de trommer, de trommer det er fremmede trommer trommer og støvler himlen lukker sig som en stålhjelm over land, over have vor frihed er tabt nej! aldrig vor indre vi famled i mørket, hænder fandt hænder i mørket begyndte stemmer at nynne de nynnede op i et lukket visir stærkere og stærkere tilsidst i et brus vor friheds sang! Som med eet slag standses orkestrets sejrsbrus. Med et jernhårdt smæld røg visiret til vejrs musik er ikke ord dog ofte de stærkeste hvor skal den falde, den pansrede næve? Stilhed. En sommermorgen da blomsterne vågned stod flammerne ind over en maurisk kuppel gennem bålets bragen var det som der lød et skrig fra det tomme orkester hør os, hør os! den menneskelige ånd, det er den de vil brænde svie a’ ned til jorden, helt ned i roden instrument efter instrument sang sig ind i flammerne et suk så kun stilhed.

Hør den, fugl, hør den lever idag er i pagt med dig i pagt med fugl Phoenix lyt til det perlende skum bag hverdagens gråhed vi bor i et land det yndigste land hvor ingen behøver at drikke champagne for at vide ud i hver fingerspids hvad champagne er - åh, eventyr.

Gennem stilheden fornemmes sørgemarchen fra „ Silke­ borg“ - så ebber den ud. Med lammet strube fløj en lille fugl ned fra sin gren hvad har man gjort ved min dejlige have dejlig, fordi de øjne der så den gjorde den dejlig alle de blade? tilsodede, sorte er det nodeblade? dem sang jeg jo efter, dem sang vi jo efter på dem blev naturen og mensket til eet og dér - hva’ er det? en forkullet violin? nej, nej, la’ mine vinger bære mig op i himlen gem mig bag skyerne la’ mig aldrig mere mere komme tilbage - brænde violiner! det var det eneste, som jeg troede man aldrig kunne.

Igennem violinerne lyder brudstykker af „Champagnega­ lop p en som en boblende latter på vej - den kommer nær­ mere og nærmere, får mere og mere magt - lyset bag floret biir stærkere og stærkere, som en solopgang, orkestret ses tydeligt - fra forscenens forsænkning kommer Harlekin og Columbine tilsyne. Kom Columbine og Harlekin ræk mig din hånd, du sødeste pige at blie forelsket og gøre forelsket det er en del af eventyret og Harlekin, du evigt forelsket cirklen er sluttet tryl med din briks gennem ildens luer gennem bygværksstilladser violinerne synger.

Flagrende violiner, der høres fjernere og fjernere. Fugl! kom tilbage, flyv ikke din vej du lever af kerner, mennesket strør, ved dog mere om mensket end mensket selv nej! violiner kan ingen brænde eventyrets violin i menneskets sind gennem bål, gennem brand den ejer livet det evige liv. Violinerne rejser sig til en perlende jubel. 312

Harlekin har hævet sin briks, flortæppet går tilside, op mellem orkestrets musikere dukker små danserinder med blomsterbuketter - „ Champagnegaloppen“ står i et sus ud over salen. 21

Synskhedens (lave

3*3

Le amoriner — le af glæde . . . Prolog ved Det ny Teaters 50-års jubilæum den ic). september 1958.

Det bliver mørkt i salen. Langt borte høres latter som af kåde skoledrenge eller drilske fauner. Latteren høres nær­ mere og nærmere, et projektørlys falder på prosceniumsdøren til venstre (kongesiden), den åbnes og to amoriner kommer springende ind med en 10—uårig dreng imellem sig. Amorinerne er i stærkfarvede trikoter med stram hætte op over hovedet og alfevinger på ryggen, drengen er klædt som alle drenge i dag, opkrammet stråhat, cowboybukser med blanke messingsøm og storternet skjorte. Hurtigt lø­ ber de tre over scenen, kiggende sig tilbage som om de blev forfulgt. Under deres løb over scenen høres faunlatteren igen. Ved prosceniumsdøren til højre standser de, amori­ nerne åbner døren for drengen, og den ene viser pegende, hvilken vej han skal løbe, først den, så den, for til sidst at nå op til anden etage. - Amorinerne kigger professio­ nelt på drengens billet, jo, der står anden etage - det er helt deroppe i mørket, de peger. Amorinerne puffer dren­ gen ud ad døren og lukker den efter ham, den ene bli’r et øjeblik stående som vagt, mens den anden løber tilbage mod prosceniumsdøren til venstre. Midt på scenen stand­ ser han - prosceniumsdøren til venstre åbnes og ind kom­ mer en lille mørkklædt dame (Clara Pontoppidan) i rø­ rende, temmelig altmodisch påklædning, aftenslør, over­ stykke, paraply og teaterpose.

DEN L I L L E

DAME

Åh, Gud, åh Gud - det lille utyske af en dreng, hvor for­ svandt han hen? Og så det skrækkelige mørke, man aner ikke hvor man sætter en fod. Åh, himlen være lovet, dér står vist en kontrollør. Så underligt små de for resten er i aften, meget mindre end de plejer, men det må vel være i den festlige anledning. Åh, lille hr. kontrollør, De har vel ikke set en dreng løbe denne vej? (med en forfærdet håndbevægelse) Åh, Gud, åh Gud, han har vinger på ryggen - og der er én til, osse med vinger, jeg er spærret inde mellem børn med vinger på ryggen. Jeg vidste det, jeg vidste det, lige fra jeg mødte den dreng i kolonnaden har jeg haft den særeste forudanelse af at noget ville ske, og nu véd jeg hvad der er sket: - jeg har forvildet mig om bag scenen. Nej, børn, børn - hvad er det I gør? (amorinerne har grebet fat i hendes overstykke og snurrer hende rundt - igen høres faunlatteren) Stands, stands - alt svimler og drejer. (amorinerne slipper hende og forsvinder leende ud ad hver sin prosceniumsdør) Åh, Gud, åh, Gud (fortumlet står hun et øjeblik med ryggen til tilskuerplad­ sen, stryger sig forvirret over øjnene, stirrer så pludselig på fortæppets malede amorinfrise, kigger nærmere efter^træk­ ker hånden følende frem) Og dér - der er flere børn, alt er blevet til børn, børn i bronze, eller er det forgyldning, malede børn - de er malet på et - på et tæppe? (i et pludseligt sæt) 3»5

Åh, Gud, fortæppet -! (viger forskrækket et skridt tilbage) Nej, nej, jeg tør ikke vende mig. Er fortæppet dér, så må mørket bag mig jo være — (vender sig langsomt med en hånd for øjnene, tager så hurtigt hånden væk) ----tilskuerpladsen. Nej -! det kommer jeg aldrig over. (løfter forfærdet hænderne med paraply og teaterpose) Alt sortner for mine øjne, jeg besvimer, jeg daler, falder som i drømme (standser i et sæt) - i drømme -? (en ro glider over hende, hun smiler pludselig) Dér har vi forklaringen - jeg drømmer, drømmer den drøm, jeg osse drømte i nat - at jeg stod på scenen, her foran tæppet og holdt en tale, talte som en af de få, der var med dengang for halvtreds år siden. (farer sammen) Men drengen, den dreng, han var ikke drøm, han stod lyslevende i kolonnaden med store øjne og så på bilernes og de fines ankomst, den lille dreng med svovlstikkerne der stirrede ind i en eventyrverden. Kunne nogen forstå ham, var det mig, derfor nikkede jeg til ham og smilede men så pludselig vendte han sig, så op på mig og sa’: - gu’ ve’ hva’ det er for en fodboldkamp? Fodboldkamp -? Har børn og unge mennesker aldrig andet i ho’det? Jeg knu­ gede min paraply for ikke at blive vred - vidste han da slet ikke, hvad teater var? Åh, Gud, åh, Gud, så faldt hans svar: — ve’ De det måske? Om - om jeg vidste? - intet vidste jeg bedre på denne jord. Teater — (søger efter ordene) 316

T e a te r ----længere kom jeg ikke. Ingen af de følelser der beherskede mit sind, ville la’ sig forme i ord. Hvordan beskrive at man elsker? Man véd kun at man elsker, føler det milevidt ud i cirkler omkring sig - jeg kunne ha’ nyn­ net, jeg kunne ha’ danset, jeg husker ikke om jeg gjorde det - men med ét hørte jeg en høflig herrestemme: - til­ lader De, tillader De? - og dér stod jeg i vrimlen, væk var drengen og væk var min billet, som jeg hade stået parat med i hånden, min billet til anden etage, tredje række, dér sad jeg osse den første aften og har siddet siden. Det var ham der hade taget den, den lille bengel med sine fodboldkampe. Halvtredsindstyve år på samme plads, nu kunne det være på tide at la’ ungdommen komme til. Joh, jo, jeg forstod ham, men alligevel, denne ene aften, der blev til alle aftener, måtte ingen ta’ fra mig - og i det samme fik jeg gudskelov øje på ham inde i forhallen på vej op ad trappen, og så begyndte forfølgelsen lige til den ulyksalige dør (peger på prosceniumsdøren til venstre, opdager i det samme prosceniumsdøren til højre) ----og dér - derovre er én ganske mage til - det må være igennem den, han er forsvundet. (peger på døren, beskriver med den pegende hånd vejen, drengen må være løbet - hånden standser ved et punkt oppe i mørket over anden etage) Er det ikke ham, der sidder deroppe? - på anden etage, tredje række (gør mine til at ville følge efter drengen, men standser, da der i det samme oppe fra mørket lyder et gennemtrængen­ de fingerpift) - Og det vover du - og det fra min plads (i det samme går fortæppet op og man ser et mellem tæppe) 3 1?

Åh, Gud, åh, Gud, den fornemmelse i ryggen - dette sug i stilheden - det må være tæppet der går - nej, nej, jeg overlever det ikke - og langt, langt borte begynder et in­ strument at spille, et spinet, et cembalo (bag tæppet høres en menuet af Haydn) - om et øjeblik bryder alt måske løs, og det er din skyld, du lille slemme, som ikke véd, at i dette rum kan et fingerpift forvandle sig til et tryllefløjt, og alle kræfter og drømme der ligger skjult i hverdagen kan pludselig få liv i rampens lys. (igen høres et gennemtrængende fingerpift) Åh, Gud, åh, Gud, det lille skrækkelige bæst, han aner ikke hvad han gør - nu går det hele i skred.

ske musik forsvinder i soffitterne - hun bøjer sig dybt i et kniks) Godaften (et lysstrejf rammer et øjeblik Thalias ansigt, man hører et leende harpeløb, den lille dame farer forvirret op fra sit kniks) Jeg -?! (ser sig hurtigt om) Nej, det må være en anden der menes. (igen et harpeløb) Den tale jeg drøm te -? Nej aldrig, aldrig, i disse omgi­ velser - hvor skulle jeg kunne? (et kort, men ikke uvenligt harpeløb)

(holder sig forfærdet for ørerne - menuetten skifter karak­ ter, andre instrumenter falder ind og en nutidskakafoni slippes løs i rummet, men som på tælling klippes musikken over — fra et oprørt hav er det som glider man ind på et sommersmilende vand, et pust af himmelske lyde står dir­ rende afventende) Musikken fra min drøm - jeg bæres, jeg bæres. (har taget hænderne fra ørerne, lytter henført - mellem­ tæppet glider til side og som gennem en sølvglitrende dis ser man en malet Thalia-buste i overnaturlig størrelse om­ givet å la nature morte af teatralske attributter, masker, fløjter, parykblokke, blomster, vaser og brudstykker af søj­ ler, dog intet forstyrrer Thaha-bustens ro og intet trænger sig farvemæssigt på, den lille dame i forgrunden og lys­ strejfet over Thalias ansigt er dét, hvorom alting drejer sig - den lille dame har vendt sig, løfter hænderne med paraply og teaterpose i ekstatisk beundring - den himmel­

Med begge hænder optaget af paraply og taske er det da helt umuligt. (et harpeløb - ud fra åbningen i mellemtæppet kommer fra højre og venstre to guldgalonerede rokoko-tjenere, de bukker, hun rækker dem forskrækket paraply og taske, som de fjerner sig med) Åh, Gud, åh, Gud - det skulle jeg aldrig ha’ sagt. Hvad gør jeg, hvad gør jeg? Alt glider væk i en tåge. Hjælp mig, I kræfter der altid stod som en inspiration over dette rum! (et leende harpeløb der glider over i violiner, musikken rejser sig til „Sangen har vinger“ fra Farinelli, så glider alt tilbage, bli’r igen til harpeløb, men langt, langt borte bli’r violinerne liggende) Tak - tak! (vender sig mod tilskuerrummet)

319

Åh, intet kan som musik få én til at drømme - få én til at huske.

strygerne, Niels Peter Svane, men hver gang ord ha’de lydt, brød musikken ind - åh, hør den, hør den —

(hendes armbevægelser er næsten dansende)

(det musikalske akkompagnement glider over i „Sankte Nitouche, åh, du som stedse“)

Jeg husker, jeg husker - i et glimt er jeg tilbage den første aften, den allerførste. Orkestret tav, en forventnings­ fuld stilhed før prologens ord - så pludselig flængedes tæp­ pet og Fantasus sprang ind med en valmue i hånden. Det var en ung skuespillerinde der tidligere havde været ved balletten, hun hed Clara Wieth. Jeg husker det, jeg husker det - hun hævede sit scepter og så lød hendes stemme: (et vindpust går gennem rummet) Vær hilset! Her er jeg! Med vind til vinge og rejseklædt i morgenrødens dragt, forhippet på det hele hus at tvinge under mit valmuscepters trylletakt. (de fjerne violiner stiger i et strejf) Og op gik tæppet for „Den skønne Marseillanerincle“, den yndige Ellen Aggerholm i hvem en hel by var forel­ sket. Jeg snappede efter vejret, vi var i Paris - Paris, Paris, jeg dansede i Tuilerierne, i samme sal som Josephine, Bonapartes hustru, endnu ikke kejserinde, men snart kej­ serinde på filmens trone, Asta Nielsen den vidunderlige med de fløjlssorte øjne og det talende ansigt som bragte Danmarks navn ud over verden i ildskrift. Og dér mellem officererne, den unge Poul Reumert - fra menuet og Marseillaise gled tonerne over til „Dollarprinsessen", jeg val­ sede og valsede deroppe på min plads i anden etage, mens han valsede hernede med den dejlige Else Frolich. Jeg drømte jeg var hende, følte hans hånd om mit liv, den ska­ bende hånd som siden skulle forme den skare af skæbner, der går som et triumftog gennem det danske teater. Jeg valsede, valsede og plakaterne skifted. Lille Dorrit, Land­

----sangen fra klostret, den sølvklare stemme der løfter sig over de andre i sødme og renhed - med den stemme i mine ører nynnede jeg mig igennem den dejligste tilvæ­ relse hvor Celestin blev Floridor og unge løjtnanter med fornemme navne legede skjul mellem roser — (akkompagnementet går over i slutningssangen fra „Nitou­ che" - stemmer og trommer stiger til et crescendo, så bli’r alt pludselig stille) ----det var teater, for mig - teatret (et vindpust går gennem rummet, så kraftigt at den lille dame forskrækket griber sig til hovedet for at holde fast på sløret) Åh, Gud, åh, Gud - årenes gang og tidens vejr, alt det udenfor som jeg ville drømme mig væk fra, måtte ikke trænge her ind, ikke mellem mig og Husmandstøsen, Peter­ sen og hendes søstre, Wienerbarnet og Tyrannens fald (vindpustet ender i en drillende faunlatter, som forsvinder i soffitterne) Ja, le I bare a’ mig, I små malede amoriner, udskårne eller hvad I nu er langs balkoner og lofter og ved juletid ansat som ekstranisser i Købmandsgården - men le osse a’ jer selv, for vi ligner hinanden. Halvtredsindstyve år, et halvt århundrede har vi levet sammen i dette hus, I som kunstnerisk udsmykning, jeg som fast inventar. I bevarede jeres barnlige buttethed, jeg barnesindet, mine barneøjne - jeg troede det, troede det. Men man sidder ikke på en elsket plads i anden etage, aften efter aften, år efter år,uden ‘>2 1

at få en lillebitte andel i synskhedens gave. Jeg har aldrig forstået, altid kun følt - men langsomt begyndte jeg bag dette hus at ane et andet, et usynligt bygget på grundsten i evigheden. Åh, Fantasus, Fantasus - din hilsen den aften, den allerførste, du bragte et budskab - forvandling var dit mål! (et vindpust går gennem rummet) Forvandling - ja. Åh, hjælp mig, rum. Åh, tak, åh, tak - nu véd jeg hvad forvandling er - en blomst der folder sine blade ud som fødte vore øjne spektrets farver. Men intet trylles frem af intet. Det under der for os var over­ jordisk, lå gemt i kimen, blomstens sjæl. Alt var, alt er, vil altid være, det gode, onde, mørket, lyset. Kalejdosko­ pets mønster drejes, drejes, men af hvem? Af mig - af dig (peger ud over tilskuerrummet) ----af livets vilje, kimen i os. Vi sidder dér i dunkel­ heden og tror os skjult, men rummets lys når ind i skjulet, og i det lys ser vi os selv, vor plads i mønstret, kun en prik i nuet. Hvad er et nu? Dér slap det op og jeg med det. Nej, nej, og nej! Hvert lille nu, hvor kort, umåleligt det end kan synes, er gnisten, glimtet, der binder os til evig­ heden. Vi var, vi er, vil altid være, på vej, på vej - men hvilken vej? Det spørgsmål stilles under denne kuppel - i os er svaret. Usynligt, synligt famler vi i søgen, fra Salems heksebrand til hede bliktag under sydstatshimle. Er mør­ ket lyst nok? Hvor går vejen? (et vindpust høres gennem rummet) Åh, hvorfor ler I ikke amoriner? - ler af glæde. Her stål­ et gammelt inventar med hjertet fuldt af lykke over, at hun fik lov at skimte huset der rejser sig usynligt, skabt af livet, et af de frie tempelsteder, hvor ordet frit forsvarer retten - til menneskenavnet.

(vender sig halvt mod Thalia-busten) For dig, for rummet bøjer jeg mig dybt ærbødig og — (farer op fra sit kniks, ser fortvivlet på sine tomme hænder) Åh, Gud, åh, Gud - de blomster jeg i drømme ha’de med - jeg husker det var roser blandet med de blå, der kaldes poesiens. (løfter sin hånd, taler op mod mørket over etagerne) Åh, dreng deroppe på min plads - nu har jeg brug for et af dine tryllefløjt. (et gennemtrængende fingerpift høres — violinerne stiger syngende, jublende, og fra soffitterne daler en regn af blomster ned foran Thalia-busten - den lille dame har trukket sig et par skridt tilbage, ud fra mellemtæppets åb­ ning kommer de to rokoko-tjenere med paraplyen og ta­ sken som de rækker hende, hvorpå de fører hende hen imod prosceniumsdøren - her standser hun, løfter lyttende hånden - bag tæppet høres Haydns menuet) Åh, hør, - der spilles op til dans - fløjdøre åbnes, pris­ mekroner tændes (bøjer sig først mod tjenerne, så mod tilskuerpladsen) Tak - tak fordi jeg måtte være med - igen i aften.

Oplysninger om de enkelte afsnit i bogen

Tilfældige billeder over et tilfældigt bord. Trykt i Profiler (Carit Andersens Forlag, 1944). Ribe. Foredrag holdt i Danmarks Radio den 29. juli 1960 i serien „Gader og mennesker i min barndoms by“. Trykt i antologien Gader og mennesker i min barndoms by (Chr. Erichsens Forlag, 1961), dér transskriberet efter båndoptagelse, mens teksten her er sammenholdt med Kjeld Abelis eget - desværre mangelfulde - manuskript. Huse i Paris. Trykt i Bogen om Paris (Carit Andersens Forlag, 1952). Det første jeg skrev. Trykt i Det første de skrev (Carit An­ dersens Forlag, 1960), som indledning til afsnittet „Søn­ dag" fra Melodien der blev væk. Indledningens sidste linjer er udeladt i denne bog. Marmorduen. Skrevet som tekst til en grammofonplade, indtalt af Bodil Ipsen i 1935 (Columbia DDX 6). Trykt i Litteraturbogen 2 (Gyldendal, 1958). Fru Noah’s diamantbryllup. Skrevet i 1937. Ikke tidligere trykt. Eventyret om Dyvekes happy-end. Indledningsscenen fra Kjeld Abeils revykomedie Dyveke (1940), omskrevet i eventyrform og oplæst af Kjeld Abeil selv i 1939. Ikke tidligere trykt. Svinkløviade. Trykt som kronik i „Berlingske Aftenavis" den 8. august 1939. Chu Chueh. Trykt i Folkets Jul (1952). Genua, Æmelfai, tur-retur. Trykt som kronik i „Politiken" den 25. april 1954. 324

To katte i loge. Trykt som kronik i „Politiken" den 27. maj 1954. En selskabelig invitation. Tale holdt ved et møde arran­ geret af landsforeningen „Frisindet Kulturkamp" den 21. november 1935 i Handels- og kontoristforeningens store sal i København. Mødet var indkaldt som en pro­ test mod dansk deltagelse i Hitler-Olympiaden 1936. Trykt i Grønningens katalog, januar 1936. Emigranten. Trykt i „Tidens Stemme" (nr. 48, 1937). Europas forår. Tale holdt i Studentersamfundet den 16. maj 1938. Trykt i „Kulturkampen" (nr. 4, 1938). Fra et vindu. Trykt i „Kulturkampen" (nr. 8, 1938). Myrer og modsigelseslyst. Først læst af Karen Lykkehus i kabaretten „Tribunen" den 7. november 1940; senere flere gange læst af Kjeld Abeli selv. Den oprindelige ti­ tel var „Myrerne"; under titlen „Myrer og modsigelses­ lyst" blev eventyret første gang trykt (på dansk) i „Bon­ niers Litteråra Magasin" (nr. IV, 1941); optrykt i tids­ skriftet „I Dag" (nr. 1, 1946), i tidsskriftet „Folkevirke" (nr. 2, 1953) og i Elias Bredsdorff: Danish - An Elementary Grammar and Reader (Cambridge, 1956, 1958). Trykt to gange i engelsk oversættelse (i 1946 og 1958). Den første aften. Læst af Kjeld Abell selv ved en matiné i K.B.Hallen den 18. maj 1941. Trykt i „Berlingske A f­ tenavis" den 21. maj 1941. Fru Gerrnania på Kronborg. Først trykt (anonymt) i den illegale bog Der brænder en ild (1944), senere (under navn) i den legale udgave (Gyldendal, 1945). Optrykt i Dansk nutidsdigtning (Gjellerup, 1956) og i Historier fra Danmarks besættelse (Carit Andersens Forlag, 1960). Aftenstemning i en have. Trykt i Studenterne 1919 (Westermann, 1945). Rejsen endt. Trykt som kronik i „Politiken" den 6. maj *945Dagene derpå. Trykt i „Frit Danmark" den 22. juni 1945* 325

Et år og en engel går forbi. Trykt som kronik i „Politiken" den i. januar 1946. Den følsomme taxa. Læst af Kjeld Abeil i Danmarks Ra­ dios udsendelse for Frihedsfonden den 19. april 1946. Trykt i „Frit Danmark'1 den 3. maj 1946. Hvad ved vi egentlig.? Skrevet i Kjeld Abelis sommerhus i Andrup i sommeren 1951. Ikke tidligere trykt. Realisme -? Trykt i „Forum", oktober 1935. Bournonvilles briller. Trykt som kronik i „Politiken" den 15. november 1935. Dansk teater. Trykt i „Kulturkampen" (nr. 3, 1936). Om at gå i biografen. Trykt som kronik i „Politiken" den 12 juni 1938. To gamle søstre. Trykt i „Berlingske Søndag" den 28. au­ gust 1938. Hvad er rigtigt teater? Foredrag holdt i Riddersalen den 22. februar 1939. Trykt som kronik i „Berlingske Aften­ avis" den 23. februar 1939. Nat på Kongens Nytorv. Trykt i „Forum", december 1939. Nationalteatrets kuppel. Trykt i „Politiken" den 31. au­ gust 1949. Teatrets sjæl. Foredrag holdt i dansk radio den 14. no­ vember 1949. Trykt i „Perspektiv" (februar 1955); op­ trykt i Dansk skrivekunst (J. W. Cappelens Forlag, 1955, 195^)Liva Weel. Trykt i Arneweelteatrets program til revyko­ medien „Dyveke" (sommeren 1940). Margot Lander. Tale holdt i Studenterforeningen ved Margot Landers udnævnelse til Studenternes Æreskunstner den 27. november 1947. Trykt som kronik i „Politiken" den 28. november 1947. Gabriel. Mindetale om Holger Gabrielsen, holdt i dansk radio den 11. maj 1955. Trykt i mindebogen, Holger Ga­ brielsen. Skrevet af hans venner (Nyt nordisk Forlag,

Bodil Kjer. Trykt i Det ny Teaters program til „Messe for en skøge" den 22. marts 1958. En tak til Poul Reumert. Trykt på Poul Reumerts 75-års fødselsdag, den 26. marts 1958, i „Information". Dejlig. Trykt på Bodil Ipsens 70-års fødselsdag, den 30. august 1959, i „Politiken". Op af en stemme. Trykt på dagen for Clara Pontoppidans 60-års jubilæum, den 9. februar 1961, som kronik i „Po­ litiken". Den sidste aften. Epilog ved afslutningsforestillingen på Dagmarteatret den 31. juli 1937, reciteret af Lulu Zieg­ ler. Trykt i „Social-Demokraten" den 1. august 1937. Den tiende ... Prolog ved Rialtoteatrets genåbning som biografteater den 25. november 1939, reciteret af Holger Gabrielsen. Trykt i „Berlingske Tidende" den 26. no­ vember 1939. Et vindu. Prolog ved den svenske uges afslutningsfest i Rådhushallen i København den 19. januar 1941, recite­ ret af Bodil Ipsen. Trykt i „Politiken" den 20. januar 1941. Børge Munch-Petersen. Prolog ved mindematiné i Holberg-Haven den 2. december 1942, reciteret af Poul Reu­ mert. Trykt i programmet for matinéen. (Også i særtryk, 1943)Et postkort fra Spanien. Monolog i Den lille Kabaret, Kø­ benhavn, den 31. december 1946, reciteret af Erni Ar­ neson. Trykt i „Politiken" den 1. januar 1947. (Trykt i engelsk oversættelse i „Life and Letters", London, May, 1947)Epilog. Ved Det kongelige Teaters mindeforestilling for Holger Gabrielsen den 1. september 1955, reciteret af Clara Pontoppidan. Trykt i „Politiken" den 2. septem­ ber 1955. (Også i særtryk, 1955). Historien om en rotte der sad på verdens tag. Prolog ved Dansk Fredskonference i Ålborg den 12. november 1955* 327

reciteret af Inger Bagger og Hans-Henrik Krause. Trykt i „Vi Kvinder1' (december 1955). (Også i særtryk, 1955). Et forspil. Prolog ved indvielsen af Tivolis nye koncertsal den i. maj 1956, reciteret af Ingeborg Brams. Trykt i festprogrammet. Le amoriner - le af glade. Prolog ved Det ny Teaters 50 års jubilæum den 19. september 1958, spillet af Clara Pontoppidan. Trykt som kronik i „Politiken" den 20. september 1958.