Månelandingen [1. udgave, 1. oplag ed.] 9788792505378, 8792505376 [PDF]

Zitiervorschau

Thomas Meloni Rønn: Månelandingen

Den 20. juli 1969 satte amerikaneren Neil Armstrong som det første menneske foden på Månen. Forud var gået et intenst kapløb med Sovjetunionen og tiden for at blive det første land på Månen. I denne bog kan de læse om den første rejse til Månen og de ting, der gik forud for den store opdagelsesrejse.

Fokus-serien fra Forlaget Meloni består af en række bøger, der henvender sig til forskellige klassetrin og forskellige fag i grundskolen. Seriens formål er at sætte fokus på centrale emner og problemstillinger, som optager og interessere eleverne.

Målgruppen er 5.-6. klasse

Forlaget Meloni

www.meloni.dk

Månelandingen

Månelandingen

Månelandingen

Månelandingen

© Forlaget Meloni Serie: Fokus Forfatter: Thomas Meloni Rønn Redaktører: Henning Brinckmann & Lars Groth Tegninger: Steen Andersen Fotos: NASA undtagen side 23: ESA Layout & DTP : Tore Lübeck Tryk: Handy-Print, Skive Printed in Denmark 2010. 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-92505-37-8 I Fokus er udkommet: Når livet begynder Nye dyr i Danmark 1 Nye dyr i Danmark 2 Månelandingen Flere titler er under forberedelse Forlaget Meloni Wichmandsgade 11, 1 5000 Odense C [email protected] · www.meloni.dk

2

Indhold Første mand på Månen . .......................................................... 4 Til Månen! .............................................................................. 6 Rumkapløbet ........................................................................... 8 Vejen til Månen var lang ......................................................... 10 Apolloprogrammet . ................................................................ 12 Rumdragten . ........................................................................... 14 Rumskibet ............................................................................... 15 Rejsen til Månen ..................................................................... 16 På Månen ................................................................................ 18 Velkommen hjem .................................................................... 20 Rumfart siden Apollo 11 ......................................................... 22 Tidstavle, læs mere og stikord................................................. 24

3

Månelandingen

4

Første mand på

Månen I årtusinder havde mennesket kunne betragte Månen, når de kiggede op mod himlen ved aftentide. Der var næppe mange, der havde forestillet sig, at mennesket nogensinde skulle betragte Jorden fra Månen. Men den 20. juli 1969 satte mennesket for første gang foden på Månen. Foden tilhørte amerikaneren Neil Armstrong. Månelandingen er måske den mest fantastiske opdagelsesrejse, som mennesket nogensinde har foretaget. I denne bog kan du læse om den første rejse til Månen.

5

Månelandingen

Til Månen!

Den 25. maj 1961 skulle den amerikanske præsident John F. Kennedy holde tale i den amerikanske kongres. Kennedy havde forberedt en tale, der kom til at ændre historien. Talen handlede om Månen. Præsident Kennedy havde nemlig besluttet, at den første mand på Månen skulle være fra USA, og det skulle ske, inden årtiet var omme.

USAs problem var, at man i 1961 slet ikke havde teknologien til at rejse til Månen. Man havde kun sendt nogle raketter ud i rummet.

Man havde med andre ord kun 9 år til at forberede og gennemføre det. Det var en vanskelig opgave, men det vidste Kennedy godt.

Og fra at opsende raketter til at sende en mand til Månen var der meget langt. Kennedys tale ændrede tingene. Nu satte USA alt ind på at få en mand på Månen inden den 31. december 1969.

Han sagde senere:“Vi vælger at rejse til Månen i dette årti. Ikke fordi det er let, men fordi det er svært.”

6

Kun tiden kunne vise, om det var muligt.

FAKTA

Månen Diameter ved ækvator: 3476 km Vægt: 1/81 del af Jorden Afstand til Jorden: ca. 400.000 km. Månen er en satellit, der kredser omkring Jorden. På Jorden bliver mennesket holdt fast til Jorden af tyngdekraften. Den er meget mindre på Månen. Derfor kan man fx hoppe meget længere på Månen end på Jorden. Der er heller ingen ilt på Månen. Derfor er man nødt til at have ilt med, hvis man vil til Månen.

7

Månelandingen

Rumkapløbet

Gagarin, det første menneske i rummet. I 1960’erne så verden anderledes ud, end den gør i dag. Verden var groft sagt delt i to. Den ene del holdt med Sovjetunionen, mens den anden del støttede USA. USA og Sovjetunionen konkurrerede på mange områder. Et af områderne var rumfart. Da Kennedy holdt sin tale i 1961, følte mange, at Sovjetunionen var foran USA i rumkapløbet. Sovjetunionen var gang på gang kommet før USA. Sovjetunionen havde bl.a. været de første til at sende en satellit ud i rummet. Den lille satellit hed Sputnik 1. Den blev sendt op den 4. oktober 1957. Satellitten gik i kredsløb om Jorden, og i 21 dage sendte den målinger af atmosfæren ned til Jorden. Her blev de opfanget af sovjetrussiske forskere, som brugte den nye viden i deres arbejde.

8

En tekniker gør Sputnik klar til at blive sendt ud i rummet.

Det var en enorm overraskelse for amerikanerne, som mente, at de teknologisk var langt foran Sovjetunionen. Men allerede en måned efter skulle det blive endnu værre. Da sendte Sovjetunionen Sputnik 2 i kredsløb om Jorden. Og denne gang var der ikke kun teknik ombord, men også en levende hund! Hunden hed Laika og blev det første levende væsen i rummet. Desværre for Laika svigtede Sputniks kølesystem, og hunden døde 6 timer efter opsendelsen. Laika ville dog under alle omstændigheder have mistet livet ude i rummet. Man havde nemlig endnu ikke teknikken til at hente Laika ned på Jorden igen. USA haltede hele tiden efter. Selvom USAs raketter var mere avancerede end Sovjetunionens, var det svært at overbevise verden om, at man ikke var bagefter, når Sovjetunionen hele tiden kom først. Helt slemt blev det i 1961. Den 12. april kunne Sovjetunionen fortælle en forbløffet verden, at de havde sendt en mand ud i rummet. Og ikke nok med det, de havde også formået at bringe ham levende tilbage igen. Manden hed Juri Gagarin. Gagarins rumrejse varede blot 108 minutter, men det var nok til at gøre ham berømt over hele jordkloden. Han blev overalt modtaget som en helt, også da han besøgte Danmark. Blot to dage efter indkaldte præsident Kennedy til møde i Washington. Noget måtte gøres og helst i en fart. Godt en måned senere meddelte Kennedy, at USA ville rejse til Månen.

Rumhunden Laika inden opsendelsen.

FAKTA

Sovjetunionen Sovjetunionen var et land, der eksisterede fra 1922-1991. Landet gik i opløsning i 1991 og blev delt i flere forskellige lande bl.a. Rusland, Ukraine, Estland, Letland og Litauen. Sovjetunionen var kommunistisk i modsætning til USA, der var kapitalistisk.

9

Månelandingen

Vejen til Månen var lang

Som led i forberedelserne til månelandingen foretog Ed White en rumvandring. Endnu engang blev USA nummer to. Sovjetunionen havde allerede foretaget en. Men problemer med et kamera gjorde, at deres billeder ikke var ret gode.

10

En af de store udfordringer ved en rejse til Månen i forhold til et kredsløb om Jorden var at styre rumskibet. Når man sendte en satellit i kredsløb om Jorden, behøvede man ikke at bekymre sig om styringen. Atmosfæren og tyngdekraften om Jorden er indrettet således, at ting naturligt går i kredsløb. Det var helt fint med hensyn til satellitter, men ikke godt når man skulle flyve til Månen. Man var derfor nødt til at kunne styre rumskibet. Det amerikanske Gemini blev det første rigtige rumfartøj Det var i hvert fald det første, der kunne styres. I 1964 blev den første Gemeni affyret. Det gik godt, og kort efter gennemførtes endnu en prøveflyvning, hvor man testede Geminis manøvredygtighed.

Amerikanerne stod ikke på bar bund. Men den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, havde prioriteret anderledes. Nu, hvor Kennedy havde annonceret månerejsen, blev alle sejl sat til.Der var mange ting, der skulle falde på plads, før mennesket kunne sætte fod på Månen. Et af de første skridt var at sende en mand i kredsløb om Jorden og bringe ham tilbage igen. Det nåede USA i februar 1962, hvor astronauten John Glenn blev sendt i kredsløb. Efter tre omgange lykkedes det at bringe både John Glenn og hans Mercury rumskib tilbage på Jorden. Man halede ind på Sovjetunionen, men der var stadig lang vej igen.

Året efter blev astronauterne Grissom og Young de første til at gennemføre en bemandet flyvning, hvor de kunne styre rumskibet – og spise en medbragt sandwich! Der var dog stadig mange ting, der skulle falde på plads, inden man var parat til at bevæge sig mod Månen. En rejse til Månen kunne ikke gennemføres på nogle få timer, som de forskellige rummissioner hidtil havde varet. Det var også vigtigt at få erfaring i frakoble og sammenkoble rumskibe. Den sidste Gemini-mission fandt sted i slutningen af 1966. Den varede 4 dage, og i løbet af de dage prøvede astronauterne ombord bl.a. at fra- og sammenkoble rumfartøjer. Måneprojektet kunne nu gå ind i den næste fase.

11



Månelandingen

Apollo

Cape Kennedy. Herfra blev Apollorumskibene affyret. Til højre ses Apollo 11 på saturnraketten på vej til affyrings-rampen. Mens USA via Mercury og Gemini høstede erfaring i rumflyvning, var det endelige program, der skulle bringe mennesket til Månen allerede sat i gang. Det blev kaldt Apollo. En af de første ting, der skulle besluttes, var, hvordan man skulle komme til Månen. Skulle man flyve direkte, gå i kredsløb om Jorden og flyve videre derfra eller gå i kreds-løb om Månen, inden man forsøgte at lande der? Man valgte det sidste, da landingsfartøjet dermed ville blive mindre og lettere.

12

Da den sidste Gemini-mission var gennemført i 1966, gik Apollo-programmet for alvor i gang. Apollo var også navnet på selve rumskibet. Men rumskibet kunne ikke selv komme ud i rummet. Derfor var rumskibet placeret oven på en raket, der blev kaldt Saturn. Den 9. november blev det første Apollorumskib skudt ud i rummet. Testen gik godt, og man var på rette spor. Der blev gennemført flere testaffyringer. På de sidste testede man bl.a. rumskibets navigationsevne, og om det kunne fra- og tilkoble månelandingsmodulet.



programmet

Astronauter i rumprogrammet gennemgik de samme øvelser igen og igen, så man var sikker på, at de kunne dem. Øverst til højre ses to astronauter træne vægtløshed i et fly. På de to andre fotos ses Armstrong og Aldrin forberede sig til deres ophold på Månen. Men en ting var, at rumskibet fungerede. Det var også vigtigt, at mandskabet var forberedt på rejsen i rummet. Astronauterne til månelandingen var nøje udvalgt. De var veluddannede og var i stand til at arbejde sammen under ekstreme forhold. De tre udvalgte hed Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins. De gennemgik en grundig træning. Der er nemlig stor forskel på at opholde sig i rummet og på Jorden. Har du fx nogensinde tænkt over, hvorfor folk i Australien ikke falder af kloden? Det er fordi, de blive holdt fast af tyngdekraften.

Når du fjerner dig fra Jorden, bliver tyngdekraften mindre og mindre. Når du når ud i rummet, er der slet ingen tyngdekraft. Det betyder, at tingene bliver vægtløse. Der er mange ting, der er svære at lave, når man er vægtløs. Hvordan tror du, det fx er at gå på toilettet? Man kan træne vægtløshed på Jorden ved at lade en flyvemaskine stige og falde hurtigt. Astronauterne skulle også lære at bevæge sig i deres rumdragter. De skulle øve sig i at samle månesten op, og ikke mindst skulle de lære, hvordan Apollorumskibet fungerede. I midten af juli 1969 var deres uddannelse færdig. Nu var det tid til at rette blikket mod Månen.

13

Månelandingen

Rumdragten

Hjelm bestående af solvisir, trykhjelm og hætte med kommunikationsudstyr På Månen bar astronauterne en rygsæk med bl.a. ilt, køleudstyr, vand og kommunikationsudstyr. Stik til kommunikation Stik til vandforsyning Stik til iltforsyning Urinventil Hansker Værktøjslomme Støvlerne bestod af flere lag bl.a. et lag, der kunne fjernes, inden man gik ind i rumskibet igen for at undgå at slæbe månestøv med ind.

FAKTA

Rumdragt Opfundet i USA i 1967. Vægt på Jorden: 86 kg. Vægt på Månen: 14 kg. Rumdragten blev lavet af flere forskellige lag stof. Den kunne bruges både ombord på rumskibet og på Månen. Der kunne sættes forskelligt udstyr på dragten fx et kamera.

14

Apollo

Rumskibet Kommandomodul (Columbia) Månemodul (The Eagle) Brændstofstanke

Saturn trin 2

Saturn trin 3

Raketmotorer

Trin 1 af Saturnraketten sættes på plads på affyringsrampen.

FAKTA

Saturn trin 1

Apollo + Saturn Højde: 110,6 meter. Max. diameter: 10,1 meter. Vægt med brændstof: 3038 tons. Vægt uden brændstof: 183 tons. Motorer: 11 Rumskibet bestod af to dele. Den øverste, Apollo, var selve rumskibet. Den nederste, Saturn, skulle bruges til at sende Apollo ud i rummet. Den var trinopbygget. Når et trin havde opbrugt brændstoffet, blev det frakoblet rumskibet og smidt ud i rummet.

15

Månelandingen

The Eagle

Columbia

16

Rejsen til

Månen Den 16. juli 1969 klokken 9.32 lød et øredøvende brøl på Cape Kennedy. Brølet kom fra Saturn-rakettens store motorer, der satte i gang. Raketten løftede sig langsomt fra rampen.

Ombord på Apollo 11 forberedte de tre astronauter sig nu på selve landingen. Michael Collins skulle forblive i kommandomodulet, kaldet Columbia, der svævede over Månen.

13.000 liter brændstof blev brændt af i sekundet, mens raketten bevægede sig hurtigere og hurtigere opad. Apollo 11 havde sat kursen mod Månen.

Neil Armstrong og Edwin Aldrin skulle bemande landingsfartøjet, The Eagle (ørnen), og styrer det mod Månen. Her skulle kaptajnen for missionen Neil Armstrong være den første til at forlade landingsfartøjet og sætte sin fod på Månen.

Øverst på den store raket var selve Apollo-rumskibet fastgjort. Inde i kapslen sad astronauterne Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins. De var blandt mange andre blevet udvalgt til at være besætning på missionen, der skulle opfylde Kennedys ønske om at nå Månen før udgangen af 1960’erne. Først gik Apollo 11 i kredsløb om Jorden. Efter godt et døgn i kredsløb om Jorden gik næste fase i gang. Nu sattes kursen mod Månen. En rejse, der tog godt 3 dage. Den 19. juli gik Apollo i kredsløb om Månen.

Den 20. juli krøb Armstrong og Aldrin over i The Eagle. Collins skilte de to rumskibe ad, og The Eagle bevægede sig nedad mod Månen. Men The Eagle kom ud af kurs. Gennem vinduerne i fartøjet kunne Armstrong og Aldrin se en stenet overflade, der ikke var egnet til landing. De begyndte at lede efter en egnet landingsplads. Mens de ledte, kunne de se på brændstofmålerne, at tiden var knap. Endelig fandt de et egnet sted. Armstrong satte The Eagle sikkert ned på Månen. På det tidspunkt havde de kun brændstof til yderligere 20 sekunders flyvning. Mennesket var landet på Månen.

17

Månelandingen

På Månen

18

Aldrin og Armstrong på Månen. Der er ingen vind på Månen, derfor holdes flaget oppe af en pind. Den manglende vind betyder også, at fodaftrykket måske stadig vil kunne ses om mange tusinde år. Med The Eagle sikkert placeret i Stilhedens Hav på Månen begyndte Armstrong og Aldrin at forberede sig på at forlade rumskibet. De spiste et let måltid og hvilede sig et par timer, inden de iklædte sig rumdragterne.

Med det mente Armstrong, at det ikke var nogen sag at tage et skridt på Månen, men de landvindinger, der var gjort for at opnå det, var vigtige for alle mennesker. Kort efter kravlede også Aldrin ned ad trappen.

Så åbnede de lugen og kiggede ud på månelandskabet. Armstrong begyndte at kravle ned ad stigen. Han gjorde et kort stop for at tænde for et tv-kamera placeret på siden af landingsfartøjet. Kameraet sendte billeder hjem til Jorden, hvor mere end 600 millioner mennesker sad klinet til fjernsynet og fulgte de direkte grynede billeder fra Månen.

Sammen indsamlede de bl.a. forskellige stenprøver, som skulle med tilbage til Jorden.

Så fortsatte Armstrong ned ad stigen til han med en lille hop endeligt satte foden på Månen. Her tog Armstrong det første skridt, mens han udtalte de berømte ord: “Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpe skridt for menneskeheden.”

De plantede også et amerikansk flag på Månen, ligesom de efterlod en mindeplade, hvis der skulle komme andre levende væsener til Månen. Efter to timer på Månen kravlede de tilbage i The Eagle. Efter at have hvilet sig nogle timer, startede de affyringsmotoren. Gennem vinduerne i The Eagle kunne de se Månen blive mindre og mindre under dem. Opholdet på Månen var forbi.

19

Månelandingen

Velkommen hjem! Øverst: The Eagle set fra Columbia. Til venstre: De tre astronauter i karantæne i samtale med præsident Nixon. Nederst: Collins, Aldrin og Armstrong efter landingen i Atlanterhavet.

20

Ude af karantænen var det tid til at modtage folkets hyldest.

Første punkt på hjemrejsen var sammenkoblingen med moderfartøjet, hvor Collins befandt sig. Det lykkedes uden problemer. Derefter blev The Eagle frakoblet og atter sendt i kredsløb om Månen. Landingsfartøjet faldt senere ned på Månen. Vel ombord på Columbia kunne de tre astronauter atter sætte kursen mod Jorden. Nu var der også tid til at sende direkte fjernsyn til Jorden. Her takkede de tre astronauter alle de personer, der havde arbejdet på Apollo-projektet. Efter tre dages rejse gjorde de klar til landing. Det var meningen, at rumfartøjet skulle dumpe ned i Atlanterhavet, hvor det så skulle fiskes op af den amerikanske flåde.

Den 24. juli 1969 landede Collins, Armstrong og Aldrin med et stort plask i Atlanterhavet. Her blev de hurtigt fundet og fisket op. Det var dog endnu ikke tid til at lade sig hylde. De tre astronauter blev i stedet sat i karantæne. Man var nervøs for, at de kunne have ukendte bakte-rier med tilbage til Jorden. Efter tre ugers venten kunne USA endelig hylde deres helte. Store parader blev holdt i bl.a. New York, hvor astronauterne blev kørt gennem byen i triumftog. USA havde ikke bare overhalet Sovjetunionen i rumkapløbet. Det havde også udført en af de mest fantastiske opdagelsesrejser, som mennesket endnu havde set. Mennesket havde erobret Månen.

21

Månelandingen

Rumfart siden Apollo 11 Efter Apollo 11 fulgte flere missioner til Månen. På en af missionerne havde astronauterne sågar en slags bil med. Men den mest berømte Apollo-mission er måske Apollo 13. Den nåede aldrig til Månen. Der skete nemlig en mindre eksplosion i rumskibet. Eksplosionen ødelagde iltforsyningen i rumskibet. 320.000 km hjemmefra var gode råd dyre.

22

Mens NASA og astronauterne kæmpede for at finde en løsning, fulgte hele verden med i dramaet. Men ved hjælp af utraditionelle metoder lykkedes det faktisk at reparere rumskibet og bringe astronauterne sikkert hjem. Så heldige var astronauterne ombord på rumfærgerne Challenger og Columbia ikke. Challenger sprang i luften under opsendelsen, mens Columbia brændte op på turen gennem Jordens atmosfære. Alle på rumfærgerne blev dræbt ved ulykkerne.

FAKTA

En dansker på månen? Det lyder vildt, men måske kommer der en dansker til at gå på Månen. Danske Andreas Mogensen er astronaut. Han blev sammen med 5 andre europæere udvalgt blandt over 8.000 ansøgere, der gerne ville være astronauter. Andreas skal deltage i de første bemandende flyvninger gennemført af ESA. ESA er det fælleseuropæiske rumsamarbejde. I første omgang er Andreas lovet en tur i rummet. Men han håber, at han får chancen for at komme til Månen en gang i fremtiden.

Men der er også positive historier. Det tidligere rumkapløb er i dag afløst af samarbejde omkring en rumstation. Den internationale rumstation svæver rundt højt oppe over Jorden. Her gennemfører forskellige astronauter og forskere forsøg, der skal være med til at hjælpe mennesket til mere viden. Viden der kan være med til at gøre hverdagen lettere gennem nye opdagelser eller måske kan være med til at helbrede sygdomme.

Danmark deltager også i rumforskningen. Man har bl.a. bygget en satellit. Den hedder Ørsted og blev sendt op i 1999. Ørsted er opkaldt efter den danske videnskabsmand H.C. Ørsted. H.C. Ørsted aforskede i magnetisme. Det gør satellitten Ørsted også. Den måler Jordens magnetfelt. Det var meningen, at Ørsted skulle fungere i 14 måneder, men her 11 år efter sender Ørsted stadig målinger tilbage til Jorden.

23

Månelandingen

Tidstavle 4. oktober 1957: Sovjetunionen opsender den første satellit, Sputnik 1. 3. november 1957: Leika bliver første levende væsen i rummet. 12. april 1961: Juri Gagarin bliver første menneske i rummet. 5. maj 1961: Alan Shepard bliver første amerikaner i rummet. 25. maj 1961: Præsident Kennedy erklærer, at USA vil bringe en mand til Månen. 11. oktober 1968: Første bemandede Apollo-flyvning i rummet. 16 juli 1969: Apollo 11 affyres - endestation Månen. 20. juli 1969: Neil Armstrong bliver første menneske på Månen. 24. juli 1969: Apollo 11-besætningen lander i Stillehavet. 20. november 1998: Opbygningen af den internationale rumstation begynder. 23. februar 1999: Den danske satellit Ørsted opsendes. 20. maj 2009: Andreas Mogensen udnævnes til astronaut.

Læs og se mere Charlotte Autzen: “Den lille seje Satellit”, Geografforlaget, 2004. Leon Gray: “Månelanding”, Dansk Supermarked, 2008. Kaare Øster: “Månen”, Alinea, 2005. På www.youtube.com kan du se film fra månelandingen, søg fx på moon landing eller Apollo 11.

Stikord Apollo 12, 13, 15, 17, 21, 22 Armstrong 5, 17, 19, 20, 21 Astronaut 11, 13, 14, 17, 20, 21, 22 23 Columbia (Apollo) 16, 17, (Rumfærge) 21 Gagarin 8, 9 Gemini 11, 12

24

Kennedy 6, 9, 11, 12, 17 Laika 9 NASA 11, Ørsted 23 Sputnik 8, 9 The Eagle 16, 17, 19, 21

Thomas Meloni Rønn: Månelandingen

Den 20. juli 1969 satte amerikaneren Neil Armstrong som det første menneske foden på Månen. Forud var gået et intenst kapløb med Sovjetunionen og tiden for at blive det første land på Månen. I denne bog kan de læse om den første rejse til Månen og de ting, der gik forud for den store opdagelsesrejse.

Fokus-serien fra Forlaget Meloni består af en række bøger, der henvender sig til forskellige klassetrin og forskellige fag i grundskolen. Seriens formål er at sætte fokus på centrale emner og problemstillinger, som optager og interessere eleverne.

Målgruppen er 5.-6. klasse

Forlaget Meloni

www.meloni.dk

Månelandingen