Vild med Andalusien: en guide [1. udgave ed.] 9788791392566, 879139256X [PDF]

Zitiervorschau

Vild med

Andalusien - en guide

Vild med Andalusien - en guide © Dansk udgave 2013 - EC Edition og Per H. Jacobsen Tekster: Per H. Jacobsen, Kim Højlund og Ole Alkærsig Foto: Per H. Jacobsen, Kim Højlund og Ole Alkærsig ISBN 978-87-91392-56-6

Forlaget EC Edition www.ec-edition.dk

Per H. Jacobsen

Vild med

Andalusien - en guide “Vild med Andalusien - en guide” er en introduktion til en af Spaniens mest elskede regioner. Guiden introducerer de otte største byer, regionens strande og giver en række tips til seværdigheder, der er et besøg værd. Via artikler får man et indblik i Andalusiens historie, kultur og sprog.

Inhold 7 12 17 22 32 41 51 54 58

Historie Kultur Maurerne Mad Sprog og mentalitet Flamenco Costa de la Luz Cadiz Ferietips

Dødens bro - Hemingways arena - Arcos og de hvide byer Andalusien på to hjul - galopløb på stranden - Francos ferieby I seng med nonnerne - High Wind Area - Manuel de Fallas grav Europas sidste vildmark

70 73 78 82

Artikel: Tyske nazisters skjulested Artikel: Når vinden kan dræbe Huelva Ferietips

Monasterio de la Rabida - Skinkerne i Jabugo - Spaniens største pilgrimsfærd

87 88 94

Sevilla Artikel: Flamenco i kulhandlen Ferietips

Anakin Skywalker i Sevilla - Casa Pilatos - Imponerende kunstsamling - Sevillas store domkirke - Nonnernes søde kager

100 103

Costa del Sol Malaga

106

Ferietips

Museo Picasso - Hulen i Nerja - De riges legeplads Prisbelønnet landsby - Ørnens akvadukt

112 114 118

Costa Tropical Granada Ferietips

Alhambra - Arabiske bade - Huleboliger i Guadix - Maurernes tilflugtssted - Paradis for naturelskere - Federico Garcia Lorca

124 126 129

Cordoba Artikel: Appelsiner og citroner (Julio Romero de Torres) Ferietips

Den store moske - Velbevaret historisk bydel - Andalusiens eneste synagoge - Den fortabte by - Unik olivenolie fra Baene Sensuel vin fra Motilla

136 138 140 142

Costa Almeria Almeria Artikel: John Lennon Ferietips

Vulkansk vildskab - Westernshow i ørkenen - Nudisternes paradis

146 149

Jaén Ferietips

Andalusiens største naturpark - Aristokratisk overnatning - To smukke renæssancebyer

153 162

Artikel: Døden i Arenaen Artikel: I paradisets have

173

Fakta om Spanien

173 175 176 178 179 181 187 188 192 194 195 197 198 207 209 210 211 213 214 216 217 219 221 225 226 229

Arkitektur Bilkørsel Billeje Dykning Erhverv Fester Fodbold Golf Historie Job Klima Oliven Ord og udtale Politik Rejseveje Rejseforsikring Religion Rideferie Shopping Sigøjnere Skisport Sproget Sprogskoler Tyrefægtning Vin Windsurfing

Historie Spanien blev ved forfatningen fra 1977 delt op i 17 selvstyrende områder. Regionen Andalusien har eget parlament med 109 medlemmer og eget flag i de andalusiske farver grønt og hvidt. Af disse 17 selvstyrende områder, “comunidades autónomas” som de kaldes på spansk, er Andalusien det største og mest folkerige med sine ca. 7,5 millioner indbyggere. Det regionale selvstyre har sæde i Sevilla. Graden af selvstændighed er ikke den samme i alle regionerne. For eksempel har Katalonien og Baskerlandet særstatus og flere beføjelser end de øvrige områder

Alhambra - smukt beliggende ved Granada

og Andalusien har i kraft af sin størrelse også en særlig position. Selvstyret står for områder som uddannelse, sundhed, miljø, socialpolitik, kultur med mere. Når man oplever det pulserende liv i det moderne Andalusien og kører rundt på de mange nyanlagte veje er det vanskeligt at forestille sig, at for bare et halvt århundrede siden var æslet et af de vigtigste transportmidler her. Andalusien har traditionelt og langt op i det 20. århundrede været et af de mest tilbagestående og fattige områder i Spanien. Under i hvert fald en del af den mauriske periode i Spanien (711 – 1492) oplevede Andalusien en

blomstringstid inden for kunst, videnskab, arkitektur og havebrug, men med fordrivelsen af maurerne og jøderne efter de katolske regenter Isabel og Fernandos indtog i Granada i 1492 mistede man nogle driftige og kreative befolkningsgrupper, der kunne have været med til at udvikle landet. I stedet blev størstedelen af Andalusien opdelt i kæmpestore jordbesiddelser, latifundios, hvoraf en stor del lå uopdyrket hen. Det var en statisk økonomi med få rige jordbesiddere og en stor fattig landbefolkning uden ejendom. Efter opdagelsen af Amerika i 1492 fik Sevilla og senere Cádiz monopol på handelen med den nye verden, hvilket gjorde disse byer velstående. Men størstedelen af de ufattelige rigdomme, der kom fra kolonierne, blev ikke brugt til at udvikle landet, men blev ødet op på luksus og finansieringen af kostbare krige.

Turismen Helt indtil 50’erne og 60’erne, hvor turismen for alvor tog fart, var Andalusien et sted, hvor tiden stod stille. Det var overvejende et ludfattigt bonde- og fiskersamfund med en lille overklasse af adel og godsejere. Der var en massiv emigration til udlandet og andre dele af Spanien. Turismen satte gang i en vis udvikling. Det var det første økonomiske boom, hvor små fiskerlejer på relativ kort tid forvandlede sig til det Costa del Sol, vi kender i dag. Men det egentlige vendepunkt kom i firserne efter

Spaniens sydligste havn i Tarifa

Francos død, hvor PSOE (det spanske socialistparti) med en ung advokat fra Sevilla ved navn Felipe González i spidsen, vandt valget i 82 med absolut flertal. Andalusien blev tilført betydelige midler via lokalregeringen i Sevilla, hvor PSOE også var kommet til magten. Socialisternes magtovertagelse betød, at der blev iværksat reformer på det sociale område. Der blev indført arbejdsløshedsunderstøttelse og sat gang i offentlige arbejder, og regionerne fik tilført flere midler. Men den vigtigste enkeltbegivenhed for moderniseringen af Andalusien er utvivlsomt Spaniens indtræden i EF (EU) i 1986. De mange millioner euro fra EU’s regionalfonde

har forvandlet Andalusiens infrastruktur til en af de mest moderne i Europa.

1992 satte Spanien på verdenskortet Verdensudstillingen EXPO i Sevilla i 92 - samtidig med de olympiske lege i Barcelona - 500 år efter Granadas fald og Columbus’ opdagelse af Amerika, gav infrastrukturen omkring Sevilla et gevaldigt løft. Lufthavn og jernbanestationer blev moderniseret, der blev bygget nye broer over Guadalquivir-floden, og der blev indsat højhastighedstog (AVE) mellem Madrid og Sevilla. Man ønskede at sende verden et signal om en moderne, dynamisk og selvsikker region fjernt fra de stereotype forestillinger, som omverdenen almindeligvis gør sig om Spanien. Men skinnet bedrager. Andalusien er stadigvæk, til trods for det fine vejnet og en nye bygninger og broer, fattigere end andre dele af Spanien og arbejdsløshedsprocenten er Spaniens højeste. En tredjedel af den voksne befolkning er uden job. Den økonomiske vækst, der i dag er forbi, skyldtes primært tilførsel af midler af midler fra EU og den spanske stat og de eksploderende priser på fast ejendom, især i kystområderne, bl. a. på grund af turismen og tilflytningen af udlændinge. I dag er boligboblen for længst bristet, og den økonomiske krise er massiv i hele Spanien.

Andalusiske kvinder under en feria

Kultur Det traditionelle billede, som mange har af Spanien, og som gør at mange forelsker sig i landet, har sit udspring i Andalusien og er typisk for den andalusiske livsstil og kultur: solen, varmen, livsglæden, lidenskaben, den afslappede livsstil, siestaen, paseoen og det sociale liv udendørs og på barerne. Folk elsker at samles i det offentlige rum, på barer, gader og pladser, ofte til langt ud på natten, og børnene

er med overalt. Det er ikke unormalt at se legende børn på gader og stræder kl. 23 eller senere.

Tyrefægtning og tapas Andalusien er tyrefægtningens vugge og er stadig mere populær her end andre steder - bortset fra Madrid. La Maestranza i Sevilla er en af Spaniens fineste arenaer og et besøg værd, selv om man ikke bryder sig om tyrefægtning. Flamencoen opstod her og dyrkes stadig lidenskabeligt, tapas blev opfundet i Andalusien og intet sted i Spanien finder man så mange gode tapasbarer som her. Siestaen overlever i højere grad her end i det øvrige Spanien, og klimaet betyder at det er muligt at opholde sig udendørs det meste af året. I andre områder af Spanien, især nordpå, er kulturen og folks mentalitet ofte meget anderledes. I Galicien og Asturien i Nordspanien er der ikke særlig stor interesse for tyrefægtning og flamenco. Man drikker hellere cider end sherry og foretrækker sækkepibe frem for guitar. Kulturen er påvirket af keltisk kultur, man har sit helt eget folkelige religiøse univers med trolde, feer og alfer! Mange unge spaniere har følt et behov for tage afstand fra og vrænge lidt af det traditionelle, folkloristiske og stillestående Spanien. Blandt andet fordi Spanien i mange år under Franco var et stillestående, og kulturelt isoleret land uden kontakt med omverdenen. Efter Francos død blev alt udenlandsk slugt råt, især af den unge generation.

Pludselig var der adgang til alt det, der tidligere havde forbudt eller ukendt. Den traditionelle spanske kultur som flamencomusikken lå i en årrække i dvale eller overlevede kun som underholdning for turister. Men i de senere år er der i takt med globaliseringens fremmarch opstået en fornyet interesse for de autentiske spanske værdier, ikke mindst i Andalusien, hvor flamencoen i de seneste årtier har oplevet en sand renæssance. Man er åbenlyst stolte over sine religiøse, kulturelle og kulinariske traditioner.

Næsten i Afrika Nordspaniere og kastellanere siger engang imellem lidt i spøg eller måske i misundelse, at Afrika begynder ved Despeñaperros i Sierra Morena bjergene, som er passet, man kører igennem, når man forlader Kastillien og kommer ind i Andalusien. Det, de mener, er, at der findes en helt særlig andalusisk stemning og livsstil, som skyldes den unikke blanding af kulturelle påvirkninger fra arabere, jøder, kristne og sigøjnere, som man finder her. Det begreb, der måske bedst sammenfatter den specielle andalusiske ånd, er ”duende”. Duende betyder egentlig nisse eller trold og er et begreb, der stammer fra flamencomusikken: Når en sanger, danser eller guitarist er særlig inspireret og det lykkes for ham at formidle sin glæde eller smerte, mærker alle tilstedeværende ”el duende”, og der lyder et sagte ”olé!” Dette begreb “duende” overføres til andre kulturelle-

Machomænd på hesteryg

eller hverdagssituationer, når noget lykkes eller går op i en højere enhed, for eksempel ved tyrefægtning, fodbold, eller en koncert. Når et øjeblik gennemsyres af ”duende” antager begivenheden en slags rituel karakter, og man mærker en lidt højtidelig, indforstået næsten religiøs stemning. Religionen er mere synlig i Andalusien end i andre spanske regioner. Ingen steder i Spanien er samfundet og hverdagslivet så gennemsyret af religiøsitet. Der er et væld af religiøse fester og imponerende processioner. Hver lille pueblo fejrer sin egen helgen, og man valfarter

i store optog til hellige steder. Mest berømt er La Romería del Rocío tæt på Huelva med op mod en million deltagere. Og det er vanskeligt at finde en by med større koncentration af kirker end Sevilla.

Tiltrækker kunstnere Andalusiens magi, farver og passion kombineret med de stolte og individualistiske indbyggere og det pittoreske forfald fra en storslået fortid tiltrak allerede i det 19. århundrede følsomme rejsende, kunstnere og forfattere fra mange lande, blandt andet den engelske digter Byron, franskmanden Merimee, som skrev novellen Carmen, der senere blev til en berømt opera – samt ikke at forglemme vor egen H. C Andersen, der skrev rejsebogen I Spanien. Senere var det forfattere som Tom Kristensen, Martin Andersen Nexø og Klaus Rifbjerg. I dag er den moderne verden for længst ankommet, men Andalusien er stadig selv med de store omvæltninger og den voldsomme økonomiske udvikling, der har fundet sted efter Francos død, et meget specielt hjørne af Europa med sin helt egen charme og stil. Og indbyggerne er stadig generelt de mest livlige, selskabelige, afslappede og festglade – og larmende! – i Spanien.

Maurisk arkitektur i Cordobas store moske

Maurerne Det er en forfinet og inciterende atmosfære, der omgiver de arabiske monumenter i Cordoba, Sevilla og Granada. Man må opholde sig en tid for at kunne fatte, hvor spændende og betydningsfuld denne kultur er. Det ses tydeligt, at det islamiske Vestens intellektuelle hovedstad, trods århundreders omskiftelser under hele den kristne erobring, var og blev i Spanien. Først i Cordoba, så i forskellige provinsbyer eksempelvis Sevilla og endelig i Granada. Hvad enten det politisk gik op eller ned, mistede Al-andalus aldrig sin åndelige suverænitet.

De tre byer Essensen af dette land findes i de tre byer: Cordoba, Sevilla og Granada. De er forskellige, men har også fælles træk. Det er tydeligt, at de er støbt i samme arabiske og berberiske smeltedigel. Cordoba centrum og den forstad der hedder Juderia – ghettoen – er typisk mauriske i deres plan. Folk bor i hvidkalkede huse med en patio, hvor vandet springer og løber, der er hvidkalket buegang, kakler, kobberredskaber, palmetræ og jasmin, tobak, basilikum og roser. Sevilla er helt anderledes. Bortset fra det jødiske kvarter Barrio de Santa Cruz, en mindre bydel med hvidkalkede huse og smukke patioer, eller La Giralda, Torre del Oro, Puerta del Perdon og Alcazars Mudejar palads, er der få spor tilbage af byens største islamiske periode under Almoraviderne og Almohaderne. Men Granada er i stand til at give os et koncentrat af maurisk ånd. Trods den omfattende udvikling, som Granada også har været igennem, har byen ikke mistet sit særpræg. Granada er hverken en slette- eller bjergby, men en smuk blanding af bjerg og dal. Granada kan byde på et imponerende mangfoldigt udbud af kunst og arkitektur fra maurerne over gotik, renæssance, barok, romantik og til i dag.

Islamisk herredømme I en længere periode, tre århundreder i en stor del af landet og otte århundreder i de sidste andalusiske borge, var Spanien næsten under islamisk herredømme. Denne

periode, som var så betydningsfuld for landets fremtidige udvikling, begyndte i året 711 og sluttede i 1492 da maurernes sidste fæstning i Granada faldt. Denne periode på otte århundreder falder i flere afsnit: 1. Absolut maurisk overlegenhed 2. Ligevægt mellem maurere og kristne (vestgoter og spansk-romere) 3. De kristnes sejr 4. Bevarelsen af et maurisk proletariat bestående af moriscoer (muslimer der konverterede til kristendommen) og mudejarer (muslimer der ikke konverterede men fik lov til at blive). Den mauriske invasion foregik i lyntempo, og mange kristne lod sig omvende. Specielt i det sydlige Spanien gik invasionen smertefrit. I nord var der få områder, som forblev selvstændige. Hvor maurerne rykkede frem fik de storgodsejerne på deres side, man sluttede forlig, godsejerne beholdt deres værdier og landarbejderne konverterede til Islam. Maurerne nåede så langt som til Loire floden i Frankrig, hvor et afgørende slag fandt sted ved Poitiers i 732, hvor deres fremstød blev standset. Den kristne og den muslimske verden var ikke så adskilt, som man kunne tro. Der var krige mellem de små kristne og mauriske grupper, men også forbindelser, intriger, traktater og samkvem. De overvundnes rettigheder blev snart garanteret. Hvert samfund havde sit hierarki. Hos maurerne kom de arabiske ledere og soldater først, så berberne, så de

Maurisk stil blandet med den kristne i Alcazar, Sevilla

kristne renegater og til sidst mozaraberne, de spanskromere der ikke ville omvende sig til Islam. Hos de kristne var rækkefølgen: Gejstlighed og adel, de kristne indbyggere, der ikke havde forladt kristent territorium, de mozarabere der var vendt tilbage, mudejarerne eller de arabere der boede på kristent område, men beholdt deres egen religion, skikke og love, jøderne som man i lang tid respekterede og til sidst slaverne. Kulturelt var der en vekselvirkning. Der var arabisk talende kristne og muslimer der kunne latin og romansk. I Toledo og Sevilla blev der grundlagt centre for tresprogede studier. Kort sagt, i middelalderen fandtes et spansk Islam, der var fuld af en levende originalitet og hvis rigdom, tænkning og mangfoldighed dannede grundlag for Spaniens fremtidige blomstring.

Mad Når man kommer til Andalusien gælder det om at få det danske maveur indstillet til spanske spisetider.

El desayuno - morgenmad Indtages mellem kl. 7-11. Som regel meget minimalistisk efter danske forhold. Her er hotellerne atypiske. Ofte indtages den på en bar og består af en enkelt café con leche, café solo eller en cortado sammen med ristet brød (una tostada) med hvidløg og olivenolie (ajos y aceite), en croissant eller andet wienerbrød (bollería). Eller det helt traditionelle som er churros (friturestegte dejringe) drysset med sukker og dyppet i tyk varm chokolade. Næsten alle barer har en maskine til at lave zumo de naranja natural (friskpresset appelsinjuice).

La comida - middagsmad Indtages mellem 14 og 17 (siesta). Her spises dagens hovedmåltid, hvor familien samles i hjemmet. Eller det indtages på restaurant sammen med arbejdskolleger. Man får et solidt måltid med tre retter og sidder meget længe ved bordet, især i weekenden (la sobremesa).

La cena - aftensmad Klokken 22-24. Et lidt lettere måltid, oftest på tre retter. Det



mest interessante er dog mellemmåltiderne, de småretter, som enhver spansk bar med respekt for sig selv serverer til et glas vin, sherry eller øl – tapas.

At spise tapas Tapas nydes som regel stående ved bardisken. Nogle steder, som i Granada, får man en lille tapa gratis, hvis man bestiller en øl eller et glas vin. Som regel er det noget enkelt som lidt chips, nogle mandler, en lille tallerken oliven, nogle stykker chorizo eller lignende. At spise tapas – tapear eller gå på tapeo – er en meget social aktivitet. Det er et ritual, som lige så meget er en måde at være sammen på. Tapas indtages typisk stående og i flok, mens man nipper til samme tallerken. Stemningen er uhøjtidelig, og selv om der er tale om lækkerier, går man ikke så højt op i maden som i det sociale samvær. Mad af tilsvarende klasse ville i Danmark oftest blive serveret i mere stilige eller tjekkede omgivelser. Tapas i andre lande er ofte gourmetmad, som indtages som et traditionelt måltid på restaurant eller café. En spansk bar har et særdeles højt støjniveau, dels fra gæsterne og personalet, dels fra tændte fjernsyn, radioer og diverse spillemaskiner. El tapeo er typisk opvarmning til la cena, hvor man så bestiller en ración, som er en lidt større portion, som man deler. Derefter går det videre til den næste bar og en ny ración. Der er flere teorier om tapaens oprindelse. Ordet tapa

Montilla er perfekt ledager til tapas

betyder låg, og den mest udbredte forklaring er, at tapaen oprindeligt var et stykke brød, pølse eller ost, som blev lagt oven på glasset, kruset eller kanden som et slags

låg for at forhindre, at insekter eller uhumskheder kom i kontakt med drikkevarerne. En anden historie går ud på, at tapaen stammer fra kong Alfonso den Vise, som engang under et sygeleje blev beordret til at indtage småbidder sammen med sin vin. Derefter beordrede han, at vin fremover skulle serveres sammen med en lille bid mad for at undgå alkoholens uheldige virkninger. Andre mener, at maurerne har bragt tapaen til Spanien, idet der i det arabiske og mellemøstlige køkken allerede eksisterede en tradition for at servere småretter – meze. I hvert fald er tapas en tradition, som har sin oprindelse i Sydspanien, og blev udbredt i hele Spanien i løbet af 1800-tallet med det primære formål at gøre kunderne mere tørstige. I dag findes tapas i utallige variationer overalt i Spanien og efterhånden også i udlandet. Og der opstår hele tiden nye sofistikerede varianter. De klassiske tapas kan være små stykker tortilla, fisk, blæksprutter og skaldyr, tørret røget skinke, som hænger ned fra loftet over baren, ost, kødboller i sovs, tyrehale, stegte kartofler med alioli eller stærk sovs (bravas). I Andalusien er tapas ofte forskellige slags friteret fisk (pescado frito) eller grøntsager (frituras). En anden klassisk andalusisk tapa er riñones al jerez (nyrer i sherry). I Nordspanien serveres ofte montados, som er små canapeer med fantasifuldt pålæg. I Andalusien er det klassiske tilbehør en sherry fino eller en manzanilla, som er en speciel tør sherry, der minder om fino. Manzanilla fremstilles kun i Sanlúcar de Barrameda

Oliventræerne og Andalusien hører sammen

ved Guadalquivirflodens udmunding. Man drikker også montilla eller moriles til tapas, men den yngre generation foretrækker i højere grad en lille fadøl (una caña). Ølforbruget er gået kraftigt frem på bekostning af vin.

Et regionskøkken Det spanske køkken er et regionskøkken. Der findes få typiske spanske retter som paella, en lækker specialitet fra Valencia-regionen, som er blevet eksporteret til turistområder, hvor den ofte fås i diverse tvivlsomme udgaver. Andalusien er et landbrugsområde og er kendt for frugt, grøntsager, oliven, olivenolie, vin og sherry, montilla, lufttørrede skinker, paprikapølser, fisk og skaldyr. Typiske andalusiske specialiteter er de kolde supper gazpacho, som er en tomat- og hvidløgssuppe serveret

med brødterninger, eller salmorejo, som er typisk for Córdoba og minder om gazpacho. Salmorejo serveres med hakket hårdkogt æg og skinkestykker. Det kan også være en ajoblanco, som er en hvidløgs- og mandelsuppe serveret med druer. Den er meget forfriskende i sommerheden. Migas, som egentlig betyder krummer, er enkel fårehyrdemad oprindeligt bestående af gammelt brød, der blev brækket i små stykker og stegt i svinefedt tilsat hvidløg og paprika. Migas fås nu i mange varianter rundt omkring i Spanien, ofte med tilbehør som pølser og druer. Eller i søde varianter, hvor brødet dyppes i mælk og sukker. Mojama er saltet, tørret tun. Allerede maurerne konserverede fisk på denne måde. Mojama er typisk for den andalusiske Atlanterhavskyst Costa de la Luz, hvor det varme, tørre og blæsende klima er perfekt til lufttørring af fisk. Mojama laves af den atlantiske tun, som har det mest velegnede kød. Mojama spises som tapa, enten i papirtynde skiver eller som små terninger marineret i olivenolie. Kan købes i høj kvalitet vakuumpakket.

Skinker i verdensklasse Iberisk skinke var indtil for få år siden en af Spaniens bedst bevarede hemmeligheder! Det er stadig forholdsvis sjældent, at finde den ægte jamón ibérico i udlandet, men efterhånden kan den købes i specialbutikker. Der fremstilles skinker de fleste steder i Spanien, men

Håndskåret jamon serrano

der er almindelig enighed om, at de bedste skinker kommer fra Andalusien og Extremadura, som er regionen, der ligger vestpå op ad grænsen til Portugal. Der produceres to typer skinker i Spanien. I Andalusien laves der fremragende saltede, tørrede skinker på det hvide svin: jamón serrano. En skinke, der fremstilles i bjerglandsbyer på grund af den friske bjergluft, der er ideel til lufttørring. Flagskibet og luksusproduktet inden for spanske skinker er el jamón ibérico, som fremstilles i det vestlige Andalusien og Extremadura. Særlig kendte er skinkerne fra landsbyen Jabugo i Huelva-provinsen. Den har sit navn

Spanske grise guffer agern i Huelva-provinsen

efter det iberiske sortfodssvin, der har en karakteristisk sort klov, og den kendes derfor også som jamón de pata negra (pata negra = sort fod) Sortfodssvinet er et halvtamt dyr, som er fritgående og lever af græs, urter, oliven og rødder suppleret med korn, og som i den sidste fase af opfedningen mæsker sig i sin livret: agern fra korkeg og steneg. I den periode tager svinet 60-80 kg på i løbet af et par måneder. Denne kost giver kødet en særlig aromatisk, nøddeagtig smag, og kødet kan kendes ved sit fedtvæv, der er jævnt fordelt som små fedtkrystaller. Disse produkter, som er fremstillet efter gamle håndværksmæssige traditioner, betragtes nærmest som en del

af den spanske kulturarv. Spaniere er meget stolte af deres skinke, og det kan godt føre til ophidsede diskussioner, hvis man begynder at sammenligne den spanske jamón med andre landes skinker! Inden for jamón ibérico, skinker fremstillet af det iberiske svin, er der forskellige kategorier, som afspejler sig i prisskiltet:

Bellota (agern) Det absolutte luksusproduktet! Skinke fra fritgående dyr, som udelukkende har spist agern i den sidste del af opfedningen.

Recebo Næstfineste kategori. Skinke fra iberiske svin, der ud over agern også har fået korn i den sidste del af opfedningsperioden (max. 30 %)

Cebo (pienso) Skinke fra iberiske svin, der er opfedet udelukkende på korn Andre velsmagende tørrede luksusprodukter fremstillet af det iberiske svin er chorizo, salchichón og lomo, som også findes i billigere udgaver, fremstillet af det hvide svin. Alt sammen noget som kan anbefales at tage smagsprøve med hjem af. Det er vanskeligt og kostbart at opdrive i samme kvalitet i Danmark. I det hele taget er udvalget af fødevarer i de spanske

butikker og på de mange markeder, både kødprodukter og frugt og grønt, på et meget højt niveau sammenlignet med Danmark. En spansk familie bruger da også en forholdsvis større del af budgettet på at spise godt. Ligesom der bruges lang tid på både indkøb, tilberedning og selve måltidet. Traditionen for kvalitetsprodukter illustreres måske bedst ved, at selv de billigste discountbutikker som Día, der svarer til Netto eller Aldi, næsten alle har en delikatesseafdeling og en tilsvarende separat frugt- og grøntafdeling, hvor der sælges friske varer. Selv om der de senere år er blevet bygget et bælte af lavprisvarehuse rundt om de store spanske byer, bliver en stor del af de spanske fødevarer stadig købt enten i små lokale butikker eller på de store markeder. Enten i friluft eller i markedshallersom med deres kæmpe udvalg og overdådigt anrettede produkter er en oplevelse i sig selv at besøge – både for at går rundt og indsnuse stemningen, men det er også et rigtig godt sted at indkøbe ost, skinke og lignende til at tage med hjem. Det skal dog siges at mange supermarkeder sælger friskfangede fisk og skaldyr af en meget høj kvalitet.

Sprog og mentalitet Den normale uformelle hilsen, når man møder hinanden er et hola (hej). Det kan også være buenos días, buenas tardes eller buenas noches afhængigt af tidspunktet på dagen. Ude på landet er det almindeligt at hilse på alle, man møder på sin vej, også folk man ikke kender. Det er uhøfligt ikke at besvare et hola eller buenos días, når man kommer ind i en butik. Standardvendingen for farvel er adiós eller hasta luego. Når man færdes ude blandt folk på gaden, på barer, restauranter eller i offentlige transportmidler falder det hurtigt i øjnene, at spaniere almindeligvis er livlige, udadvendte, talende og meget kommunikerende mennesker. Det er sjældent at se folk, der bare står og hænger på en bar. Som regel er der gang i en animeret snak - ofte højrøstet eller lettere ophidset, med masser af fagter og gebærder – noget, der er mere udtalt, jo længere sydpå man kommer i Spanien. Spaniere i flok er som regel ensbetydende med et pænt højt lydniveau! Der er underforståede regler for samtalen. Hvor vi i Danmark kan være tilbøjelige til at betragte beskedenhed som en dyd og nødigt vil virke for frembusende og selvpromoverende, anses det i Andalusien for god stil at føre sig frem, tale højt og afbryde andre. Det er vigtigt, at



hævde sig og gøre indtryk. Faktisk er det helt almindeligt og legitimt, selv i tv- og radiodebatter med ordstyrer, at folk konstant afbryder hinanden, og alle snakker i munden på hinanden. Hvis man pænt venter på sin tur, kommer man aldrig til orde.

Man står tæt på hinanden Der holdes en passende, hvilket betyder meget tæt afstand til sin samtalepartner. Det kan være et problem for folk fra det nordlige Europa, fordi vi er vant til, at det virker intimt, hvis man står meget tæt. Spaniere holder efter vores begreber en ekstrem tæt taleafstand, og spaniere er samtidig generelt meget ”tocones” (berøringsglade). Under samtalen skubbes/røres/klappes der ofte til samtalepartneren uden, at der nødvendigvis ligger nogen form for tilnærmelser eller noget anmassende i det. Ligesom det for en nordeuropæer kan føles nærmest grænseoverskridende, at en person man ikke kender særlig godt står og gnider sig op ad en, virker det akavet, nærmest uhøfligt – eller køligt – for en spanier, hvis man forsøger at holde afstand. En samtale mellem en spanier og en amerikaner - som er meget opmærksomme på deres personlige rum - kan nogle gange udvikle sig til et absurd teater, hvor spanieren hele tiden forfølger sit offer, der bakker, og forsøger at trænge ham op i et hjørne. Den tætte kropskontakt er noget helt naturligt og giver sig også udtryk ved, at der kysses, knuses og kram-

mes en hel del mere end i det nordlige Europa. Når to mænd mødes giver de hinanden hånden eller klapper hinanden på skuldrene, hvis de kender hinanden godt eller er i familie. To kvinder eller kvinde/mand giver normalt to kys på kinden (los dos besos )under uformelle omstændigheder (et på hvert) – også hvis man ikke kender hinanden i forvejen. Kyssene gives fra højre til venstre, og de afleveres normalt næsten ud i luften. Hvis der er kontakt skal den være meget flygtig og kortvarig, ikke noget med store våde kys! Samtidigt støtter man tit en hånd på skulderen af den anden. Hvis man er i familie eller gode venner/ kærester ledsages kyssene ofte af knus og kram.

Kropssproget Det spanske kropssprog er meget ekspressivt – ansigtsudtryk, kropsholdning og gestik bruges meget aktivt til at underbygge ens personlige udtryk og budskab. Hos nogle i en sådan grad, at det minder om tegnsprog! En del af kropssproget er umiddelbart forståeligt. Vi har de samme gestus, bruger dem bare ikke nær så flittigt: Finger til hovedet = dum Pege på sig selv = mig/pege på den anden = dig Gnide tommelfinger og pegefinger mod hinanden = mange penge Bekræftelse: nikke

Selv på en hverdag er barerne fyldte sent om aftenen

Benægtelse: ryste på hovedet Utålmodighed: ”trille med tommelfingrene”

Specielle spanske gestus Skille og samle fingrene = stopfyldt, mange mennesker Slag med pegefingeren på næsen = esto me huele mal, der er noget der lugter, der er ugler i mosen, Fingeren til øjet, evt trække en smule = mucho ojo, pas på, forsigtig Slag på kinden = du er godt nok fræk Strittende lillefinger = delgado, tynd

Ingenting, intet = hænderne bag hovedet, vise håndfladerne, Más o menos, sådan ca. = vippende bevægelse med håndfladen nedad Puh, hvor er der varmt = hånden efterligner en vifte Qué bien! det smager fantastisk = man fører de samlede fingre op til munden og kysser dem Estoy harto, er træt af noget = man bevæger hånden vandret fra venstre til højre med håndfladen nedad (fire fingre samlet, tomlen nedenunder) på højde med næsen eller halsen. Skrivende bevægelse på håndfladen = la cuenta, por favor! Saks med pegefinger og langemand = corta el rollo, hold kæft! Krydse pegefinger og langemand (eller djævletegnet) = beskyttelse mod en fare I den spanske kultur anses det for vigtigt at gøre et godt umiddelbart indtryk på ens omgivelser. Derfor lægges der normalt stor vægt på det ydre – udseende, påklædning, hår, personlig hygiejne. Fitnesscentre, saunaer, skønhedsklinikker og selv solarier har kronede dage i Spanien. Når man promenerer – går paseo – har man ikke bare et eller andet tilfældigt på. Specielt under søndagspaseoen er folk, især børnene, iført deres stiveste puds. Selv afslappet tøj som jeans og t-shirts er som regel nyvasket og ofte strøget.

Men det er ligeså vigtigt at gøre et godt indtryk som person på det mentale plan, at virke stolt, stærk, veltalende, at have overskud og have styr på tingene. Den spanske orgullo (stolthed) er legendarisk. Det giver sig udtryk i den måde regninger betales på. At dele en regning, som vi ofte gør i Danmark, anses for småligt. Der vil nærmere være kamp om at komme til at betale i forventning om, at de andre betaler en anden gang. Hvis man virker som om man undslår sig for at betale en regning, skal man ikke regne med megen respekt i Andalusien! Der findes i øvrigt et specielt skældsord for en person, der forsøger at undgå at betale: gorrón, der kommer af gorra (kasket), fordi den type ofte før i tiden kompenserede for sin nærighed ved at være yderst høflig og derfor konstant lettede på kasketten. Gorrón er noget af det værste, man kan være. Iveren efter at efterlade et godt indtryk har også en negativ side: qué dirán (hvad siger de andre). Det giver nogle pudsige udslag, for eksempel ved den udbredte skik, man kunne kalde falske invitationer. Hvis folk eksempelvis hører, at man kommer til byen, vil de nærmest føle sig forpligtet til at tilbyde en overnatning, men det vil som regel være uhøfligt at tage imod, med mindre der insisteres. Et lille skuespil, man ofte ser opført, er, at folk starter med at sige nej, og først når invitationen gentages, accepterer man.

El orgullo, den spanske stolthed. Af og til når man hører spaniere snakke sammen i et højt og hidsigt tonefald tror man, at de er ved at rive hovedet af hinanden. Det er sædvanligvis langt fra tilfældet. I tilfælde af uenighed, eller problemer er der som regel kontant afregning på stedet, man siger sin mening uden omsvøb. Det betyder også, at hvis der skulle opstå en uenighed eller en konfliktsituation, skal man tage det helt roligt, selv om der bliver råbt lidt højt og gestikuleret voldsomt. Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at situationen er ved at gå i hårdknude. Tværtimod er det vigtigt at blive ved med at snakke og forhandle. Spaniere er generelt meget fleksible, opfindsomme og kreative problemknusere. Til gengæld er de ofte dårlige planlæggere, så der er også forholdsvis tit brug for deres improvisationstalent.

Forholdet til tid/møder, kontakter. Her er der ofte knas på linien, specielt med andalusere. Nordeuropæere lægger vægt på god planlægning, at møder starter til tiden, at man følger en fast dagsorden og at man generelt er effektive og resultatorienterede. I Spanien gør et kvarter fra eller til ikke så stor forskel. Hvis man har aftalt at mødes privat, må man hellere komme lidt for sent end for tidligt. Op til en halv time er helt acceptabelt. Noget helt andet er, at man sjældent kommer hjem til folk privat. Og der lægges meget stor vægt på det sociale, den menneskelige kontakt og det

Frokost under højlydt samtale

gode personlige forhold. Selv i professionelle sammenhænge, under forretningsmøder eller forhandlinger, går man helst ikke direkte til sagen. Man vil først lære folk at kende. Ofte starter man med at gå på bar eller restaurant og smalltalke, prøve hinanden lidt af, snakke om ens familie, fodbold, tyrefægtning, hvad som helst. Nøgleordene er tillid og venskab. Hvis man skal opnå noget af en spanier, skal han kende en først, man skal vise sig værdig til hans tillid.

Flamenco Flamencoen er nok den musik, som de fleste forbinder med Spanien. På samme måde som man forbinder fado med Portugal. Men samtidig er den et lidt fremmedartet musikalsk og kulturelt univers, som kan være svært tilgængeligt både for udlændinge og spaniere uden for flamencomiljøet. Man kan opleve og høre flamenco over det meste af Spanien, blandt andet takket være de mange andalusere, der udvandrede i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Hvis man er i byen eller i festligt lag andre steder i Spanien, er man ikke i tvivl, hvis der er andalusere i nabolaget. De er let genkendelig på deres ”palmas”, karakteristiske flamencohåndklap med en kompliceret rytmik, som fyres af enten uakompagneret, til guitar eller til hvilken som helst musik, som tilfældigvis bliver spillet på det pågældende sted. Eller hvis man er til fodbold med andalusiske hold vil tilhængerne ofte erstatte almindelig klappen og tilråb med bølger af ”palmas”. Flamencoens hjemmebane og vugge er Andalusien. ”Flamencoen er Andalusiens sjæl”. Det er her den opstod blandt de lokale sigøjnere og her findes de autentiske flamencomiljøer, peñas (klubber) og flamencodynastier (sigøjnerfamilier) og herfra stammer så godt som alle



flamencoens mest berømte sangere, musikere og dansere – næsten altid med sigøjnerbaggrund. Der er en del usikkerhed omkring flamencoens oprindelse. Selve ordet flamenco, som egentlig betyder flamsk, kommer ifølge én teori fra det arabiske udtryk ”felaq mangu”, som betyder ”flygtende bonde”. En anden går ud på, at sigøjnerne i 1700-tallet blev kaldt ”flamencos”. Flamencoen begyndte at tage sin form i løbet af 1700tallet. Fra slutningen af 1700-tallet har man de første skrevne beretninger om en sigøjnermusik, der kaldes flamenco, og denne musik opstod i et meget begrænset geografisk område i den nederste del af Guadalquivirdalen – i det, der er blevet kaldt flamencoens gyldne trekant mellem Sevilla, Cádiz og Arcos de la Frontera. Flamencoen opstod som en spontan folkelig kunst, som resultat af den sammensmeltning af kulturer, der har fundet sted gennem århundreder i Andalusien. Den indeholder elementer af gregoriansk kirkesang, jødisk synagogesang, byzantinsk musik og mossinernes kalden til bøn fra islamiske minareter.

Mange kilder Flamencoen har mange kilder, men det er sigøjnerne, som oprindeligt kom til Spanien fra Indien, der har udviklet og videreført flamencoen, og det er også blandt sigøjnere vi i dag finder nogle af flamencoens mest fremtrædende udøvere, for eksempel danseren Joaquín Cortés og sangeren

Sigøjnerdanser i La Carboneria i Sevilla

José Mercé. Der er dog også enkelte ”hvide”flamencostjerner (payos som sigøjnerne siger), eksempelvis guitaristen Paco de Lucía og sangeren Enrique Morente. Flamencoen opstod og blev først og fremmest dyrket i den private sfære – i familierne og når folk samledes til fest. Men fra midten af 1800-tallet og til starten af 1900tallet rykker den ud i det offentlige rum på de såkaldte cafés cantantes (syngepigecafeer), som blev flamencoens

første offentlige platform. Der var reelt tale om barer med en lav, primitiv scene. Her begyndte flamencodansen at tage form, akkompagnementet blev udviklet med rytmiske håndklap og stampen i gulvet, og man fik et ”officielt” flamencokostume: de typiske spanske kjoler fra 1800-tallet, som er de samme kulørte flamencokjoler vi ser i dag, sjal, vifter og kastagnetter gjorde deres indtog. For mændenes vedkommende er det stramme sorte bukser, højhælede sko/små støvler og eventuelt en córdobahat. I de her cafés cantantes opstod flamencoens første stjerner, både sangere og dansere, udøvere der var kendt uden for en snæver kreds. Og i 1920’erne kom flamencoen for første gang uden for Spaniens grænser, til Paris og Sydamerika. Flamencoen var oprindeligt sang, men efterhånden blev den ledsaget af guitar, rytmer og dans. Den tidligste oprindelige form er ”el cante jondo”(den dybe sang), som er en slags klagesang, som udtrykker sigøjnerens smerte over hans marginaliserede situation i samfundet. Cante jondo – den helt nøgne uakkompagnerede sang – synges stadig. Men i dag er sangeren (el cantaor) oftest akkompagneret af guitar (el tocaor) og rytmer i form af håndklap og stampen i gulvet. Af og til bruger man kastagnetter, men mange old school flamenoaficionados mener, at kastagnetter er noget pop og intet har at gøre med flamenco. Kastagnetter stammer oprindelig fra nordspansk folkemusik. Danseren hedder el bailaor/

la bailaora alt efter køn. Stilarterne inden for flamenco kaldes ”palos”, og man regner med, at der over 70 forskellige stilarter, der enten er udviklet af en enkelt person eller opstået og opkaldt efter et bestemt sted. De kan svinge fra klagende sang, meget alvorlige og langsomme stykker til hurtige og livlige palos. Man kan af og til høre flamencopurister beklage sig over, at den oprindelig ”cante jondo” og de langsomme stilarter efterhånden glider i baggrunden til fordel for de mere livlige og udadvendte palos. Og at den oprindelige flamenco bliver udvandet, fordi unge kunstnere fusionerer flamencoen med andre musikformer som jazz, rock og pop. Eller som Joaquíns Cortés gør inden for dansen. Hans stort anlagte shows kombinerer klassisk flamencodans med moderne dans og ballet. På den anden side kan man mene, at flamencoen på den måde i de seneste par årtier har opnået en popularitet, der har bragt den langt ud over de traditionelle aficionados og dermed også skabt en fornyet interesse for den autentiske flamencotradition

Nogle typiske palos Alvorlige og langsomme (cante jondo). Siguiriya – en intens, desperat sang om tab eller død, stammer fra Jerez de la Frontera, en af vigtigste byer i flamencoens historie.

Soleá – en anelse mindre smertefuld end siguiriya stammer fra sigøjnerkvarteret Triana i Sevilla.

Hurtige og livlige Tango – stammer fra Cádiz, en anden vigtig flamencoby og tango har ligesom rumba og colombiana inspiration fra Sydamerika, selvom en tango flamenco ligger meget langt fra en argentinsk tango. Fandango – fra Huelva, har andre lokale varianter som malagueña, granaína, rondeña. Bulerías, alegría – de mest livlige, udadvendte stilarter, bruges ofte som afslutning på en optræden. Saeta – en speciel palo, som kun bruges i Semana Santa (påskeugen) i Sevilla, et spontant udbrud af religiøs begejstring fra en hengiven deltager i påskeprocessionerne som en hyldest til en jomfrufigur, der bliver båret rundt i gaderne på gigantiske pasos. Sevillanas - ikke flamenco, men minder om det – populær og livlig musik og dans, der som navnet siger stammer fra Sevilla.

Flamenco i dag Som sagt er flamenco opstået i intimsfæren, i familierne og det er på den måde den traditionelt er blevet overleveret. Først sent i det 20. århundrede er der kommet organiseret undervisning, akademier, kurser, privatundervisning og lignende. Det er stadig sådan, at man som

Lokale musikere og dansere skiftes til at gå på scenen

udenforstående skal være heldig for at opleve den 100 procent autentiske flamenco, fordi den ofte opstår spontant i nogle lukkede miljøer. Men på en god dag kan man være heldig at træde ind på en bar hvor ”el duende” - det magiske øjeblik - lige pludselig er til stede. Niveauet på flamenco tablaos (flamencospillesteder) kan være meget svingende, men er dog hævet gevaldigt siden 60’erne, hvor man solgte flamencoen til turister i dens mest poppede udgave og udelukkende dyrkede det

Andalusiens store afdøde flamenco-sanger

livlige, eksotiske og erotiske element i flamencoen. I dag kan man være heldig og opleve flamenco af ganske god kvalitet på tablaos. Det er som regel dygtige musikere, der optræder, selv om man nok ikke skal regne

med at møde de lokale aficionados. Flamencoen har oplevet en renaissance i 80’erne og 90’erne, som har betydet, at man kan opleve flamencoens ypperste udøvere på festivaler og turneer, også i udlandet.

Store navne i dag Sang José Mercé fra Jerez, Carmen Linares, Enrique Morente, Remedios Amaya – og ikke mindst den tidligt afdøde Camarón de la isla – en af flamencomusikkens helt store moderne legender

Guitar Paco de Lucía, Juan Habichuela, Pepe Habichuela, Tomatito – flamencokunstnere har ofte samme efternavne. Det er store sigøjnerdynastier, hvor musikken går i arv fra generation til generation)

Dans Joaquín Cortés (fra en kendt flamencofamilie i Córdoba), Antonio Gades (død, kan opleves i Carlos Sauras Carmen), Farruquito, Cristina Hoyos og Carmen Cortés (har optrådt i Danmark).

Film Hvis man vil have en præsentation af nogle af topnavnene inden for flamenco er Carlos Sauras film Flamenco fra 1995 en fremragende introduktion.

Costa de la Luz Mange tror at Gibraltar er Spaniens sydligste punkt, men noget længere sydpå, på spidsen af den iberiske halvø med udsigt til bjergene i Marokko ligger Tarifa og tager hul på Costa de la Luz, lyskysten, der strækker sig langs Atlanterhavet helt over til den portugisiske grænse. Hér er strandene bedre end solkystens, vandet er renere og byerne langt mere charmerende. Hvorfor er lyskysten indtil nu stort set gået fri af masseturismen? Svaret er: Den hårde vind, det lidt koldere havvand og det faktum, at det spanske militær ejer en stor del af jorden.

The Windcapital De fleste dage om året blæser det, som når det er værst ved Vesterhavet i Danmark. Det har givet byen Tarifa navnet ”The Windcapital”og gjort den til et mekka for kiteog windsurfere. Tarifa er lyskystens centrum for hektisk natteliv, surfermærkevarer og afslappet feriestemning. Her er trøstesløst om vinteren og feriestemning som i Caribien eller Californien om sommeren. 20 kilometer nordpå mod Cadiz ligger den gamle tunfiskerby Zahara de los Atunes. Den er i dag en større ferieby med hoteller, lejligheder og restauranter. 10 kilometer mere, og man når til havnebyen Barbate de Franco, der er velsignet af en smuk strand inde midt i byen, men ellers ikke er synderlig charmerende.



Beach parties Over en bjergtop kommer man til Los Canos de Meca, et ungt feriested med gode surfermuligheder. Engang et ”hemmeligt” sted for hippier, men i dag en kendt ferieby. Her kan man om sommeren ”chille ud” til store beach-parties. Næste by er Conil de la Frontera. For 20 år siden var det en lille søvnig fiskerby med få hundrede indbyggere. I dag en store feriemaskine med især mange turister og fastboende fra Tyskland og England. Her findes en ”rigtig” tysk bager og man kan købe fish and chips eller tyske pølser og sauerkraut til sin aftensmad på visse restauranter.

Spanske feriegæster San Fernando og Chiclana er tætbyggede med ferieboliger og kun den gamle del af byen Cadiz ligger uberørt hen af masseturismen. På den ande side af Cadiz ligger El Puerto de Santa Maria, Rota, Chipiona og Sanlucar de Barrameda. De tager overvejende imod spanske feriegæster. Nationalparken ”Parque Nacional de Donana” begynder ved floden Guadalquivirs udløb og provinsen Huelva. Strandbyerne i Huelva-provinsen hedder Matalascanas, Mazagón, Punta Umbria, Isla Christina og Isla Canela. Det er her spanierne holder ferie. Strandene er som på hele lyskysten blændende hvide og vandet er klokkeklart.

Cádiz Cádiz er en af Europas ældste byer, måske den ældste. Byen blev formentlig grundlagt af indbyggere fra Tatanien i år 1100 før Kristus. Fønikiske sømænd nåede senere ruinerne af byen og begyndte genopbygningen. Med overblik over Atlanterhavet og beliggende ved det smalle stræde, besluttede Herkules, at byens navn skulle være Gadir – ligesom Neptuns søn. Derfor kaldes indbyggerne for gaditanere.

Rig havneby Romerne kaldte byen for Gades og gjorde den rig. Da det romerske imperium faldt sammen, gjorde Cádiz det også. Under maurerne var det blot en ubetydelig havneby. Men efter Columbus sejlede over Atlanten i 1492 blev Cádiz den rigeste havneby i Vesteuropa. Dermed blev Cádiz også blandet ind i de historiske søslag mellem Spanien og England. En krig, der kulminerede med den spanske Armada’s fald i år 1587, hvor den engelske Sir Francis Drake sænkede alle den spanske Armadas skibe i Cádiz havn. I moderne tid har Cádiz satset på sit store skibsværft, på fiskeriet og på inddampning og salg af havsalt. Den gamle bydels profil er domineret af den smukke

Katedralen i Cadiz

katedral, La Catedral de Santa Cruz de Cádiz, med den gyldne kuppel. Kirken er rig på skatte, og den rummer gravstedet for Andalusiens berømte komponist Manuel de Falla, der blev født i Cadiz. Tæt på katedralen ligger Plaza de España med Monumento a la Constitución de 1812 også kendt som Monumento de las Cortes, lavet til minde om den første spanske grundlov fra 1812. På Plaza de Mina kan man finde det hus, hvor Manuel de Falla blev født. Huset har en beskeden mindeplade. Den gamle by, der er adskilt fra den nye by med bymur og byporten Puertas de Tierra, rummer mange fine gader og pladser og opleves bedst til fods.

Venskabsby med Habana Cádiz, der rummer 164.000 indbyggere, er venskabsby med Cubas hovedstad La Habana. Den er i dag tydeligt delt i en gammel bydel og en ny bydel. Den gamle bydel afgrænses af mure til den nye og moderne del, som går fra Puertos del Tierra til Jose Jose Leon de Carranza-broen. Placeringen er helt unik. Yderst på en 10 kilometer lang tange ligger den historiske by omgivet af Atlanterhavet på tre sider, og den har gennem tiden været et sikkert forsvarsværk. Det kan man få et særligt glimt af i byens højeste tårn, La Tavira. Tårnet er fra 1778 og er 45 meter højt. Fra toppen kan man via et Cámara Oscura se byens unikke placering ude i havet. Cádiz har flere strande:

Cadiz gamle bydel ligger nærmest ude i havet

La Caleta ligger inde i den gamle del af byen, og Santa María del Mar og Cortadura strandene ligger i den nye del af byen.

Berømt karneval Cadiz er internationalt mest kendt for sit karneval. Mange byer i Andalusien holder karneval, men det i Cádiz er et af de ældste og mest kendte i Spanien. Fra hele verden kommer folk for at tage del i festlighederne iført kostumer og lytte til populære og opfindsomme sange. Det foregår i februar omkring fastelavn og varer i 10 dage.

Puente Nuevo i Ronda

Ferietips Dødens bro Ronda ligger midt i et vildt klippemassiv og bjerglandskab. Byen lå tidligere meget isoleret og området var kendt som tilholdssted for røver- og smuglerbander. Ronda, der i dag har 40.000 indbyggere, ligger på høje klippevægge og er delt i to halvdele af den dybe Tajo-kløft. Der er tre broer – den laveste fra romertiden, den næste fra maurertiden og endelig Puente Nuevo fra 18. årh. Fra den bro er der 90 meter ned til bunden af kløften. Broen

La Maestranza i Ronda er Spaniens ældste arena

blev under borgerkrigen i 1936 brugt til at henrette fanger. Man sendte dem simpelthen i døden ved at smide dem ud over kanten. Ernest Hemingway skrev om det i ”Hvem ringer klokkerne for”. Man kan vandre ned i kløften og opleve den imponerende bro nedefra.

Hemingways arena Rondas tyrefægterarena ”La Maestranza” er ikke kun den ældste arena i Spanien, men også en af de smukkeste og mest traditionsrige. Arenaen, der stammer fra 1785, omgives af arkaderækker i to etager med toscanske søjler og har plads til 5.000 mennesker. Her havde forfatteren

Arcos de la Frontera

Ernest Hemingway sin egen loge. Arenaen ejes af Rondas Kongelige Ridderorden, hvis våben ses på gavlen over den barokke indgangs portal. Et lille museum viser blandt andet dragter og masser af tyrefægterminder. Her kan man også læse om Francisco Romero, hans søn Juan og sønnesøn Pedro, grundlæggerne af det legendariske tyrefægterdynasti, der opstillede de regler for tyrefægtning, der er gældende den dag i dag.

Arcos og de hvide byer Godt 30 kilometer øst for Jerez ligger Arcos de la Frontera – en af Andalusiens ”pueblos blanco” (hvide byer).

Romerne grundlagde en koloni her, og under maurerne blev det en større by. Kun borgen er tilbage fra den tid. De kristne erobrede den i 1250, og byen fik sin de la Frontera (fronten i krigen mod muslimerne) påhæftet byens navn. El barrio antiguo - den gamle bydel - blev fredet i 1962. Byen opleves bedst til fods gennem de smalle og stejle gader. Fra udsigtspunktet ”Plaza Cabildo” er der en fabelagtig udsigt ud over det andalusiske landskab. Andre hvide byer i denne del af Andalusien er Algar, Bornos, Espera, Villamartín, Prado del Rey, Puerto Serrano, Algodonales, Olvera, Torre Alhamquime, Alcalá del Valle, Setenil, El Gastor, Zaharadela Sierra, Grazalema, Benaocaz, Villaluenga og El Bosque.

Andalusien på to hjul Sydspanien forbindes som regel med sol, strand og sommer, men faktisk kan vintermånederne være en god tid at opleve hjertet af Andalusien på. Her er temperaturen i december og januar ofte mellem 15 og 20 grader. En spændende og anderledes måde at opleve det mere ukendte andalusiske landskab på er på to hjul og med hjelm på hovedet. En mountainbike kan bringe dig ud i terrænet på steder, hvor du ellers ikke ville komme. Et af de firmaer, der tilbyder ferie på mountainbike, er MTBSpanien fra Arcos de la Frontera. Med udgangspunkt i byerne Cortes de la Frontera, Jimena de la Frontera,

En spændende måde at opleve Andalusien på

Arcos de la Frontera og Ronda køres ind i naturparken Grazalema, der har den største nedbørsprocent i Spanien. Eller rundt i naturparken los Alcornocales, der dækker 170.000 ha og er domineret af korkege, eller ud i det smukke bjergområde Serrania de Ronda. Cykelruterne ligger i både Cadiz- og Malaga-provinsen. Den bedste cykelsæson er mellem oktober og maj.

Francos ferieby Der hvor Rio Barbate løber ud i Atlanterhavet, har der

Havnen i Barbate de Franco

siden fønikernes tid ligget en havn, hvorfra der har været drevet fiskeri. Romerne kaldte stedet Portus Baessipo og anlagde en fabrik, der producerede fiskesauce. Maurerne byggede en borg, der ikke længere eksisterer. I 13. årh. indtog de kristne havnebyen og kaldte den Barbate. Siden den spanske borgerkrig har byen heddet Barbate de Franco, fordi general Franco yndede at holde sommerferie her. Det har man nydt godt af i Barbate, hvor fiskerihavnen og den tilhørende industri blev et af Spaniens største fiskericentre.

Fra Barbate fisker man fortsat tun efter en 3000 år gammel metode, almadrabas, hvor man ved hjælp af lodrette net leder tunene ind i et centralt område, hvorfra fiskene bogstaveligt talt løftes op i bådene. Fra Barbate sendes friskfangede tun til sushi-restauranterne i Japan og New York. Barbate de Franco er også ”kendt” for kriminalitet og især narkosmugling. Men her er en fantastisk strand inde midt i byen, et godt fiskemarked og ægte flamenco kan opleves i byens natteliv. Tæt på Barbate ligger store fredede naturområder som El Parque Natural de la Breña og Marismas del Barbate.

I seng med nonnerne Engang var dette et kloster for capuchiner-nonner, der levede isoleret bag klostermurene. I dag er Monasterio San Miguel et firestjernet luksushotel midt i byen El Puerto de Santa Maria lidt nord for Cadiz. Hotellet, der blev indviet som kloster i 1733, ligger kun få minutters gang fra stranden og en halv times kørsel fra lufthavnen i Jerez. Tidligere hed byen Alcanatif, men efter generobringen fra maurerne og Columbus sejlads over Atlanten, blev byen opkaldt efter et af hans skibe - Santa Maria. Byen El Puerto de Santa Maria, der har cirka 70.000 indbyggere, er fri for masseturisme og meget charmerende. Den kaldes også for de tusinde paladsers by. Hotellets værelser er næsten som da nonnerne forlod dem, bortset fra at de har fået tilført badeværelse og aircondition. Værelserne ligger rundt om en tidligere klostergård, hvor der i dag er pool, solterrasse og haveanlæg.

Monasterio San Miguel

Katedralen i Cadiz hvor de Falla er begravet

Manuel de Fallas grav I La Catedral de Santa Cruz de Cádiz ligger Manuel de Fallas grav. Han var en af Spaniens betydeligste komponister i nyere tid. Han blev født 23. november 1876 og døde 14. november 1946. Som ni-årig begyndte han at studere klaver. I slutningen af 1890erne studerede han klassisk musik i Madrid. Falla boede og studerede en periode i Paris. Han var meget interesseret i flamenco, og den indflydelse er tydelig i hans klassiske værker. Manuel de Fallas første vigtige værk er operaen ”La Vida Breve”. Da hans ven Federico Garicia Lorca blev skudt i 1936

På Tarifas strande bliver man ofte sandblæst

under borgerkrigen og Franco sejrede, flyttede Falla til Argentina. Her døde han i 1946, og året efter blev hans jordiske rester sejlet til Spanien og begravet i katedralen i Cadiz. På en beskeden mindeplade på en husfacade på Plaza de Mina kan man endvidere se, hvor Manuel de Falla blev født i Cadiz.

High wind Area ”High Wind Area” kaldes området omkring Spaniens sydligste by Tarifa, der har kælenavnet ”Windy City”. Øde,

deprimerende og kold om vinteren og lys, tilbagelænet og livlig om sommeren. Tarifa har de seneste 25 år været en magnet for unge surfere fra hele verden. I dag er det specielt kitesurferne, der fylder luften over havet med farvestrålende indslag. Men også andre unge og mange børnefamilier ferierer her. Byen Tarifa er en gammel maurisk havneby, og der er mulighed for at lave en-dagsture til Marokko eller tage på hvalsafari. Her er ingen masseturisme, men byen er stoppet med turister sommeren igennem. Reggae, hiphop, arabisk musik og flamenco fylder barerne, hvor et ungt publikum hænger ud natten igennem og skaber fest og liv. Men alligevel er byen charmerende og med sin helt egen sjæl. Er du på udkig efter den nyeste mode indenfor surfertøj og -sko så har Tarifa en stribe butikker med et imponerende udvalg. Der ligger nogle få hoteller nord for Tarifa direkte på stranden. For eksempel Hotel Artevida og Hotel Hurricane. Nogle dage blæser det så meget her, at man må holde sig væk fra stranden for ikke at blive sandblæst. Så kan man i stedet udforske baglandet.

Europas sidste vildmark Et af de vigtigste naturlige økosystemer i Europa er Parque Nacionál de Doñana, der ligger ud til Atlanterhavet langs Guadalquivir flodens bredder. Stedet er et af de få relt vilde områder i Europa. Arealet er enormt – det dækker 50.000 hektar, omgivet af yderligere 26.000 hektar, som

Parque Nacionál de Doñana

er en bufferzone. Doñana består af jomfruelige strande, klitter, marskland, fyrreskove, krat og søer. Det meste af parken er totalfredet. Man kan vandre på stier i yderområderne, og det indre kan besøges på organiserede ture med guide og i firehjulstrækker. Blandt de meget sjældne arter her er den iberiske los og den spanske kejserørn. Fra Huelvasiden er der to adgange. El Rocío som foretrækkes af ornitologer og Matalascanas. Fra Cadiz-provinsen er der adgang fra Sanlucar.

Zahara de los Atunes

Tyske nazisters skjulested Vil du se hvordan tyske nazister i skjul levede efter 2. Verdenskrigs afslutning, skal du køre igennem det lille fiskersamfund Zahara de los Atunes, der nu er en lidt større turistby og fortsætte langs kysten. Zahara de los Atunes er de senere år vokset meget, men har dog undgået masseturismens kvælertag og rummer både det gamle landsbymiljø, almindeligt feriebyggeri og luksushuse.

Lidt syd for byen ligger de tyske nazisters luksusbyggeri, Los Alemanes.

Los Alemanes Frem til slutningen af 1960erne var Los Alemanes under General Francos civilgardes beskyttelse. Resterne af Guardia Civils kaserne ligger stadig i byens udkant. Los Alemanes ligger nogle få kilometer syd for Zahara de los Atunes ad en blind vej, og civilgarden stod med lakhatte og skarpladte maskinpistoler og kontrollerede adgangen til det tyske område.

Forsvandt med Franco Da Franco-regimet var slut i 1975 var det definitivt slut med tyskernes nærmest diplomatiske status og stort set alle de gamle germanere forlod Zahara de los Atunes. Tilbage stod de smukke huse fornemt placeret på en bjergskråning med en fantastisk udsigt over Atlanterhavet. Bydelen kaldes fortsat Los Alemanes (tyskerne).

Millionær-paradis I dag kan enhver frit besøge området og se, hvor fantastisk et skjulested, de tyske nazister her havde fået stillet til rådighed. Man kan også købe et af husene - hvis man har råd. Priserne begynder ved 1 million euro. Til gengæld kan man prale af at have Spaniens mest kendte fodboldspil-

Her skjulte tyske nazister sig efter 1945

lere, politikere, filmstjerner og finansfolk som naboer.

Francos tyske forbindelser I det hele taget var Spanien et skjulested for mange tyske nazister efter 2. Verdenskrigs afslutning. Spanien og NaziTyskland havde tætte forbindelser, selv om Franco holdt Spanien neutralt under krigen. Derfor beskyttede Franco de eftersøgte nazister. Hele vejen fra Costa Brava oppe ved Barcelona og ned til Costa del Sol og altså også på Costa de la Luz ved Zahara de los Atunes flyttede nazister ind og undgik retsforfølgelse og straf.

Når vinden kan dræbe I Spaniens sydligste by Tarifa stod jeg en sommerdag i en af byens gamle barer og nød ”una cana” – en lille iskold fadøl. Ved siden af stod Pepe, ubestemmelig af alder, men nok nærmere firs end tres år. En tynd, knoglet mand med få tænder i munden og nogle spillende varme øjne under kasketten. ”Manana va a volver el Levante”, sagde han, og de øvrige ældre mænd i baren nikkede bekræftende. ”Det er mange år siden Levante har blæst rigtig stærkt, men i år vender det”, uddybede Pepe.

Levante og poniente Levante er vinden, der blæser fra øst, fra der hvor solen står op – ”levantar”på spansk. Enten blæser vinden fra øst, Levante, eller også fra vest, Poniente. Dage uden blæst er sjældne på disse kanter. Poniente er den blideste vind. Den kommer ind fra Atlanterhavet, fyldt med fugt og salt og er især i vinterhalvåret vigtig for den sparsomme vegetation langs Costa de la Luz. Levante er vildere og barskere og er et produkt af et højtryk over den nordafrikanske kyst, der får de varme luftmasser til at bevæge sig vestpå mod lavtrykket, og inde i tragten mellem de andalusiske bjerge mod nord og Rif-bjergene i Marokko mod syd får vinden en enorm

Især kitesurferne har gode forhold i Tarifa

hastighed og styrke. Effekten er stærkest ved Tarifa, hvor der kun er ti kilometer over til den marokkanske kyst. 50 kilometer længere væk langs kysten er vindhastigheden ofte faldet til det halve. Og hvis du bevæger dig 10 kilometer ind i landet er vinden nærmest væk. Ifølge det spanske meteorologiske institut blæser Levante i gennemsnit 165 dage om året, hyppigst mellem april og oktober. Vindhastigheden er i snit på 40 kilometer i timen, men den når ind imellem hastigheder på helt op til 120 km. i timen. Her er den primære årsag til at den smukke Costa de la Luz indtil for 10 år siden nærmest var fri for ferie-

bebyggelser, og de lange sandstrande kun befolket af windsurfere og deres udstyr.

Vinterstorm ved Vesterhavet Levante kan sammenlignes med en vinterstorm ved Vesterhavet. I Andalusien blæser den med samme kraft om sommeren, men den varme og tørre vind, der nogen gange hersker 14 dage uden pause, kan gøre en nærmest desperat. Du kan ikke være på strandene på grund af sandfygning, og er du inden døre klaprer alt der sidder løst på huset konstant døgnet rundt. Ikke uden grund kalder man Levante for dødens vind. Langs Costa de la Luz findes den højeste selvmordsfrekvens i hele Spanien. Man siger at både mennesker og dyr bliver sære og smågale når Levante blæser i lang tid ad gangen. Og når Levante holder pause, tager Poniente ofte over.

High Wind Area Men det var på grund af Levante, at Tarifa i slutningen af firserne tiltrak surfere fra hele verden. ”The High Wind Area” blev grobund for en voksende turisme med rod i windsurfing. I begyndelsen var der hvert år internationale mesterskaber i Tarifa, og i baglandet ligger i dag verdens største vindmøllepark. Men de senere år er hardcore windsurferne forsvundet, og de internationale mesterskaber flyttet fra Tarifa. I

Tarifa by ligger nærmest på selve stranden

stedet ser man tusinder af kite-surfere, der kræver mindre vind. Samtidig er byerne langs Costa de la Luz vokset og befolket med englændere, tyskere, franskmænd og skandinaver.

Europas Florida Andalusien er ved for alvor at forandre sig og blive til Europas Florida. Som i USA et sted, hvor modne, velhavende mennesker vælger at købe bolig, de fleste for at bo der permanent. I et EU med Schengen-aftale er det nærmest tag-selv-bord for EU-borgere, hvis pengepungen er stor nok. Især byerne Sanlucar de Barremeda, Conil de la Fron-

tera, Vejer de la Frontera og Zahara de los Atunes er i disse år ved at blive omdannet til ghettoer for nordeuropæere på flugt fra stress, regnbyger og manglende sol ned til en mere tilbagelænet livsstil med sol året rundt. Der findes helt grelle eksempler som en landsby tæt på Costa de la Luz, der i dag er helt overtaget af englændere. Her bor briter dør om dør, taler kun engelsk, har oprettet en engelsk skole, læser kun engelske aviser og ser kun engelsk tv. ”Vi er ikke kommet for at blive spaniere. Vi er kun kommet for at nyde solen og strandene”, sagde en af indbyggerne til BBC for nylig. Men måske har de mange nordeuropæere gjort regning uden vært. Ifølge Pepe har Levante nemlig ikke blæst med normal kraft de seneste syv år. Men alt tyder på at det kan være ved at vende igen. Som ægteskaber opererer med syvårs krise, så har meteorologien også sin syvårs cyklus. Nogle meteorologer mener at verdens vindsystemer skifter hvert syvende år. På Costa de la Luz har man de seneste syv år haft Levante i light udgaven. Mange dage med blæsevejr, men også mange dage uden vind eller med svag vind. Men i år skifter det sandsynligvis til Levante i den heavy udgave, som i uger ad gangen omdanner stranden til ren sandblæsning og gør folk smågale. Eller som Pepe siger: ”Måske Levante kan blæse alle nordeuropæerne hjem igen.”

Huelva ligger godt placeret ud til havet og strandene

Huelva Huelvas styrke er dens klima og beliggenhed med vand på tre sider. Her er ingen masseturisme og heller ikke meget natteliv. Det foregår i stedet ved strandene i Punta Umbria i sommermånederne. Byen, der rummer 146.000 indbyggere, har årligt 300 solskinsdage og mere end 3000 solskinstimer. Gennemsnitstemperaturen for hele året er 23 grader. Sommeren er lang og tør – med temperaturer op til 40 grader.

Ligger på en halvø Huelva er beliggende på en halvø, der dannes af floderne Tintos og Odiels udløb. Er man først kommet gennem byens rodede periferi med industri og forstadskvartere er midtbyen ganske interessant med smukke pladser, historiske bygninger og gode restauranter, der som de fleste spanske byer med fiskerihavn, serverer alt godt fra havet. Både fønikerne, grækerne, romerne og maurerne har siddet her som magthavere før de kristne og har skibet vigtige mineraler som sølv og kobber ud fra havnen. Maurerne, der kaldte byen for Ghelbah, brugte Huelva som en vigtig havn i samhandlen med Nordafrika. På Museo de Huelva kan man se den del af Huelvas historie beskrevet. Man mener, det var fønikerne, der kaldte stedet for Onuba, og den dag i dag kaldes indbyggerne stadig for onubensere.

Det store jordskælv I begyndelsen af 1900-tallet var det især briterne i form af Rio Tinto Mining Company og fem andre britiske mineselskaber, der kom til Huelva og begyndte en intensiv udnyttelse af områdets mineraler og satte gang i en industriel udvikling. Briterne byggede hele kvarterer, som skulle huse de mange engelske arbejdere. Flere af disse bygningsværker står stadig, som eksempelvis Barrio Reina Victoria eller banegården Estacion de Sevilla.

Huelva blev alvorligt skadet under det store Lissabonjordskælv i 1755. Det betyder, at byen mangler noget af den historiske storhed, som eksempelvis Sevilla har. Huelva har dog stadig markante historiske bygninger som Iglesia de San Pedro, der er byens ældste og bygget over en tidligere moske. City-centret er overskueligt - det meste kan nåes til fods. Hvis man finder Plaza de las Monjas er man tæt på det meste. Det store fødevaremarked Mercado del Carmen er også et besøg værd. Lidt uden for bycentret ligger højen El Conquero med kapellet Sanctuario de Nuestra Señora de la Cinta, som Columbus besøgte, inden han foretog sin berømte sørejse i 1492. Kapellet er en arkitektonisk perle i gotik og mudéjar stil, selv om det har undergået en del forandringer. Også Iglesia de la Merced, som ligger ved klostret Convento de la Merced er interessant. Den er et af de bedste eksempler på barok arkitektur i Huelva-provinsen.

Columbus og søvejen til Indien Columbus satte i 1492 sejl fra Huelvas kyst for at finde søvejen til Indien. Inden da, havde han opholdt sig gennem to år hos munkene i La Rabida klostret lidt uden for Huelva by. Sammen med de hellige mænd og brødrene Pinzón planlagde han turen vestpå over Atlanten. Sejlskibene Niña, Pinta og Santa Maria tilhørte folk fra Huelva, og da hovedparten af sømændene var fra området, så bragte de selvfølgelig også en enorm mængde

Huelva blev ødelagt af et jordskælv i 1755

rigdomme hjem til provinsen. I skovene i den nordlige del af Huelva-provinsen fremavles svinene til den bedste skinke der fåes i verden. I Jabugo får man den bedste kvalitet til den bedste pris. Fra Jabugo kan kan man opleve de fantastiske landskaber i naturparkerne Sierra de Aracena og Picos de Aroche. I Aracena finder man la Gruta de las Maravillas, en af de største drypstenshuler i Andalusien. Minas de Riotinto var tidligere center for minedrift, men i dag er der indrettet museum ved minerne, hvor der tilbydes rundvisning i de imponerende månelandskaber minedriften har efterladt.

Klostret hvor Columbus planlagde sin sørejse

Ferietips Monasterio de la Rabida I 1490 ankom Christoffer Columbus til franciskanerklostret La Rábida lidt uden for Palos de la Frontera, syv km. fra Huelva. Her boede han i to år, mens han planlagde og søgte støtte til rejsen over Atlanterhavet for at finde søvejen til Indien. 17. april 1492 underskrev Det katolske Kongepar Santa Fe-overenskomsten i klostret, hvori man nedfældede betingelserne for Columbus’opdagelsesrejse. Christopher Columbus og Martín Alonso Pinzón rejste ud i august

Det er i Jabugo de bedste skinker produceres

1492 med tre skibe og 90 mænd, mange fra Palos de la Frontera, og fandt som bekendt ikke Indien, men Amerika. I Rábidas havn kan man se fuld-skala modeller af de tre historiske skibe, Nina, Pinta og Santa Maria. Klostret, der blev bygget i 14. århundrede, blev hårdt skadet ved det store jordskælv i Lissabon i 1755, men blev genopbygget og fredet i 1856. I 1920 vendte franciskanerne tilbage.

Skinkerne i Jabugo I bjergene Sierra de Aracena i det nordligste af Huelvaprovinsen kan man i naturen se masser af velnærede sortfodssvin, cerdos ibericos, der lystigt guffer agern i

sig. Mange familier har en gris eller to og tidligere deltog hele egnen i fællesslagtninger, la matanza, men den tradition er stoppet efter nye EU-regulativer. Produktionen af topklasse-skinker i Jabugo giver arbejde til mange mennesker året rundt. Jamón Ibérico fra Jabugo er nok verdens bedste skinke. Først dækkes skinkerne med havsalt i en måned, dernæst tørres de i bjergluften og endelig modner de i kældre i 18-24 måneder. Man kan besøge Jabugos topproducer Sánchez Romero Carvajals restaurant i Jabugo og købe sig fattig i den dyre, men ufatteligt velsmagende skinke og andre produkter fra sortfodssvinet.

Spaniens største pilgrimsvandring Una Romeria er en kulturel/religiøs fest i det fri, og fænomenet kendes over hele Spanien. Den smukkeste og mest spektakulære foregår i Huelva-provinsen og er en pilgrimsvandring, der ender i den lille by El Rocío 70 km. fra Huelva. Det er et mærkeligt sted, som minder om en western-kulisse med sine huse i kolonistil og sandbestrøgne gader, der er velegnede til at færdes på hesteryg. Hvert år i slutningen af maj eller begyndelsen af juni - det afhænger af påsken - strømmer op mod en million mennesker fra hele Andalusien til for at deltage i Romeria del Rocío. Pilgrimmene deltager i såkaldte ”hermandades” - broderskaber. Mange bruger op til to uger på at nå frem til fods eller via hestevogn.

En million mennesker deltager i Romeria del Rocío

Målet for vandringen er kirken Ermita del Rocío, som huser statuen af jomfruen el Virgen del Rocío, der er skytshelgen for egnen. På selve dagen strømmer de mange mennesker og heste ind i landsbyen. Tronen med den hellige jomfru bliver båret af det ældste broderskab fra den nærliggende by Almonte til Rocío og tilbedt undervejs. Folk råber ”Viva la Reina de las Marismas” - længe leve marskens dronning. Der bliver festet, holdt messer og danset i to døgn.

Sevilla ”Quien no ha visto Sevilla, no ha visto maravilla”. ”Den der ikke har set Sevilla, har ikke set underet.” Sevilla er hovedstaden i Andalusien og har cirka 700.000 indbyggere. Byen tilbyder alt det bedste fra Andalusien. Sevilla har en særlig atmosfære, der emmer af romantik og udadvendt posititv livsstil. Og der findes et utal af steder, hvor man kan gå ud om aftenen.

Romantisk by Ankommer man fra lufthavnen skal man først igennem den kaotiske periferi med forstadskvarterer, vejanlæg, industriområder o.lign, men inde bag dette ligger et historisk center af en størrelse, som kun overgås af få andre byer i Vesteuropa. Byen rummer verdens største gotiske katedral. Hvis man finder et hotel eller en pension i gå-afstand til domkirken, så har man stort set alle Sevillias seværdigheder, natteliv og øvrige byliv inden for gå-afstand i de fire mest centrale kvarterer: Santa Cruz, Parque Maria Luisa, El Arenal og La Macarena. Kunstens bedste periode var under de første mauriske monarker. I dag er der meget lidt tilbage fra den tid, idet de kristne byggede deres værker ovenpå maurernes. I den Hellige Catarinas kirke, St. Marcus kirke og Domkirken kan man i dag se minareter indlemmet i disse kirkers tårne.

La Giralda i Sevilla

Udsigt over Sevilla fra katedralens tårn

La Giralda, som er domkirkens tårn, er nok den mest populære bygning i Sevilla. Den opførtes som minaret til den store moske i 1197. Da de kristne erobrede byen, udtrykte de stor beundring for tårnet, og derfor overlevede det. Navnet La Giralda stammer fra 1600-tallet, hvor man lavede en tilføjelse på ca. 33 m. På toppen troner en vejrhane (una giralda).

Kongeligt palads Et andet monument i Sevilla er Alcazar. Dette arabiske palads fra 1100 tallet er i dag ikke ægte maurisk. Det skyldes, at paladset, efter de kristnes erobring, blev ombygget og forandret. De kristne fyrster ønskede at bevare en arabisk stil og lod mauriske håndværkere bringe til deres

hoffer. Dette, at de kristne brugte mauriske håndværkere udviklede en blandingsstil af romansk, gotisk og arabisk kunst. Denne blandingsstil kaldes for Mudejar og findes kun i Spanien. På Isla de Cartuja, blev der i 1400-tallet bygget et karteuserkloster. Øen ligger midt i floden Guadalquivir, der dengang var mere vandrig og blev brugt som udgangspunkt for sejladser ud over de store oceaner. På øens karteuserkloster sad Christoffer Columbus en overgang og planlagde sin rejse til Indien. En tur, der som bekendt endte med opdagelsen af ”Amerika” i 1492.

Sevillas åndehul Derefter fulgte en bølge af nye ”opdagelser” og Sevilla nåede sit økonomiske højdepunkt i 1500-tallet. I dag er floden fortsat vigtig i Spanien på grund af den omfattende transport af varer med skibsfart. Men som oversøisk havn blev den allerede i 1600-tallet udkonkurreret af Cádiz. Rio Guadalquivir er Sevillas åndehul gennem en varm og meget tør sommer. På grund af beliggenheden midt på en stor slette kommer temperaturen især i juli og august måned nemt over de 40 grader i skyggen. Rekorden er 52 grader celcius – i skyggen. Derfor er det også lavsæson for turismen i disse måneder. I siesta-timerne, fra klokken 13-18 bør man holde sig i skyggen eller indendøre. Her er der dejligt svalt i skyggen ved floden, fordi der næsten altid er en smule vind. Det kan også anbefales at tage en sejltur på floden og opleve byen fra vandet.

Guadalquivir var tidligere en vigtig havn

Området omkring katedralen har mange fine barer, ideelt til en drink og tapas. Santa Cruz distriktet og Argote de Molina gaden kan anbefales frem til midnat. Betis og Alfalfa gaderne har et rigt udvalg af barer og diskoteker, der har åbent til sent om natten. Det samme gælder gaderne Marques de Paradas, Julio Cesa og Adriano nær den gamle Plaza de Armas station. Om sommeren er de mange udendørs barer på begge sider af floden meget populære på grund af de høje aftentemperaturer.

Flamenco i kulhandlen Engang var det Sevillas kulhandel. I dag er det et af byens mest dynamiske spillesteder med jazz, rock og især flamencomusik og -dans. La Carboneria ligger på kanten af Santa Cruz kvarteret, har åbent seks nætter om ugen og det er halv- og helprofessionelle kunstnere der optræder. Publikum er en blanding af studerende, turister og lokale.

Ildsted og rå beton La Carboneria har to koncertrum. I det første, mindre rum, man kommer ind i fra gaden, er der ofte pianomusik eller jazz. Her er også et ildsted. Det næste rum er langt større. Det er her man kan opleve flamenco. I det rustikke rums ene side ligger en enorm bar. Som regel er slagtilbudet på drinks Agua de Sevilla, som er en blanding af friskpresset juice og forskellige slags alkohol. Gulvet er råt beton. I den ene ende er der hævet trægulv, så alle kan se scenen, der interimistisk befinder sig i den modsatte ende af rummet op ad en væg ud mod patioen. Møblementet er enkle langborde og bænke. Man kommer hinanden ved.

Kunstneriske højdepunkter Selv om La Carboneria kan minde om en turistfælde,

Kig efter den røde trædør i Calle Levies

bør man sætte sig ned og mærke både stemningen og musikken. Man kan opleve dårlig flamenco her, men man kan sandelig også opleve kunstneriske højdepunkter med fantastisk sang, guitarspil og dans. Mange gange er det spontane optrædender, hvor det lige er de musikere, der er tilstede, der griber guitaren, synger eller danser.

Mere autentisk oplevelse Flamencoen begynder omkring kl. 23 og varer cirka en time. Efter midnat jammer musikerne sammen. Det kan være flamenco, men også jazz, latin, rock eller klassisk. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente. Under alle omstændigheder får man en langt mere

”autentisk” oplevelse på La Carboneria end på de dyre shows andre steder i Sevilla, hvor professionelle flamencomusikere og -sangere keder sig gennem rutinepræget performance, mens publikum får lov til at betale ublu priser for både mad og drikke. På La Carboneria kan man spise tapas, det er dog ikke noget særligt, men okay. Og drikkevarerne koster ikke mere end på byens øvrige barer. Der kan blive meget overfyldt på visse tidspunkter, men så kan man gå ud i patioen og trække lidt frisk luft.

Kan være svær at finde La Carboneria kan være vanskeligt at finde. Den står ikke i ret mange guidebøger og heller ikke i ret mange af de lokale guides. Der er ingen skiltning i gaderummet. Man skal derfor finde Calle Levies nummer 18 og lokalisere en anonym rød trædør. Det koster ikke noget at komme ind. La Carbonería Calle Levies 18, Sevilla, 41004 Åbent ti-sø kl. 22-03

Plaza de Espana i Sevilla

Ferietips Anakin Skywalker i Sevilla Da George Lucas og hans team ledte efter et sted, der kunne forestille den kongelige planet Naboo i den anden Star Wars film ”Attack of the Clones” faldt valget på Plaza de Espana i Sevilla. Man ser i filmen Anakin Skywalker (Hayden Christensen) og Padmé Amidala (Natalie Portman) gå en tur med R2-D2 over en bro og rundt i søjlegangen. Plaza de Espana blev bygget til en spansk-amerikansk

verdensudstilling i 1929 og ligger i Parque de María Luisa, der er åben hver dag fra solopgang til solnedgang. Det er en monumental plads, der mimer forestillingen om det gamle, aristokratiske og velhavende Sevilla. Langs hovedbygningens halvcirkulære form kan man se keramiske byvåben fra alle de spanske provinser. Selve parken er en dejlig kølende oplevelse med skygge og rislende vand på en hed sommerdag i Sevilla, hvor temperaturen nemt kommer over de 40 grader. Rundt i Parken kan man se enkelte andre pavilloner fra udstillingen i 1929. Hvis man tager en hestevogn fra pladsen foran domkirken går turen igennem parken. Plaza de Espana blev også brugt som kulisse i filmen ”Lawrence of Arabia”.

Casa Pilatos Et af Sevillas smukkeste privatejede paladser er Casa Pilatos fra 16. årh. Det er bygget i mudéjar-stilen, som tegner perioden efter den kristne generobring af Andalusien. Mange mauriske arkitekter, kunsthåndværkere og håndværkere var blevet i Spanien og var konverteret til katolicismen. Det skabte en arkitektonisk stil, som kun findes på den iberiske halvø - mudéjar. Casa Pilatos er et fint eksempel på denne stil, der kendetegnes ved en kærlighed til den islamiske havekunst og bygningskultur blandet op med europæisk bygningskultur som renæssance og gotik. Det var markisen af Tarifa, der var bygherre, og han

Casa Pilatos er bygget i mudéjar-stil

havde efter sigende besøgt Pontius Pilatus hjem i Jerusalem og var blevet inspireret af dette. Casa Pilatos er et orgie i smukke statuer, søjler, relieffer, havekunst og forfinet arkitektur. Mange af elementerne er importeret, som de romerske statuer, der stammer fra tiden lige før år 0. Casa Pilatos er en perle, men som regel er her kun få besøgende.

Imponerende kunstsamling Museo de Bellas Artes i Sevilla har, takket være dets imponerende samling, fået status som et af de mest betydningsfulde kunstmuseer i Spanien efter Prado Museet i Madrid. Museets samling af spansk kunst og skulptur spænder lige fra middelalderen til moderne tid, med fokus på værker fra Sevilla skolen. Hér findes blandt andet værker af Bartolomé Esteban Murillo, Juan de Valdís Leal og Francisco de Zurbarán. Museet er grundlagt i 1835 og indviet i 1841 i det tidligere kloster Convento de la Merced, som danner en fantastisk ramme for museets kunstsamling. Klosteret blev grundlagt i 1248 af Saint Peter Nolasco og siden ombygget i 1612 af Juan de Oviedo, der omgav det med tre gårdhaver, som i dag er smykket med blomster, træer og azulejos.

Sevillas store domkirke Verdens største kirke målt i volumen er domkirken i Sevilla. Den er 116 meter lang og 76 meter bred. Kirken blev bygget i 15. årh. på ruinerne af byens moske. Kun minareten

Domkirken i Sevilla er en af verdens største

overlevede og udgør i dag det meste af det 91 meter høje tårn, La Giralda, som sevillanerne elsker. Det er nemt at forcere de mange meter via en svagt stigende rampe, som blev lavet for at muezzinen, der kaldte muslimerne til bøn, kunne ride på hest op i minaretens top. Ved foden af Giralda ligger den smukke Patio de los Naranjos, appelsingården. Inde i det enorme kirkerum skal øjnene lige vænne sig til det minimale lys. Kig op mod loftet. Det højeste punkt i kirkerummet er 43 meter fra gulv til loft. Faktisk kommer man ind via en sideindgang. Kirkens hoveddør må kun bruges af kongefamilien eller paven. Så den er sjældent i brug.

Der er mange værdier i kirken, men det største er Columbus begravelsesmonument. Men Sevilla må dele Columbus jordiske rester med Santo Domingo på øen Hispaniola i den Dominikanske Republik. Det har en international genforskergruppe fastslået. Uden for domkirken skal man lægge mærke til den massive stålkæde, der løber hele vejen rundt om bygningen. Den markerer skellet mellem samfundet og kirken.

Nonnernes søde kager Convento de San Leandro er et nonnekloster fra augustinerordenen i et tidligere palads fra 1295, der ligger i Sevillas historiske centrum. Gennem smalle, snævre gader finder man klostret med en nærmest anonym facade. Inden for kan man på en væg se en drejereol. Ved siden af den er der en seddel med ”Dulces - Yemas de San Leandro”- de søde kager med priserne og en ringeklokke. Man ser aldrig nonnerne, der lever isoleret. Kagerne laves efter en 500 år gammel opskrift med masser af æggeblommer og sukker. Nonnerne i Leandro pakker dem i en trækasse, og selv om de er uden konserveringsmidler, kan de holde i to til tre uger. Der findes flere nonneklostre i Sevilla, der sælger søde sager. Spørg på turistkontoret.

Kysten er domineret af turistbyer

Costa del Sol Spaniens mest succesrige turistområde er Costa del Sol. Det er ikke noget udpræget smukt syn. Meget er domineret af enorme motorveje, kæmpe hoteller, tætte feriebyer, butikscentre og forlystelsesparker. Men her er gang i den - både om dagen og i nattelivet. Mere end 8 millioner turister besøger hvert år Costa del Sol.

Forhistoriske huler Solkysten øst for Malaga begynder ved byen Nerja, kendt

for sine store forhistoriske huler lidt oppe i baglandet. De 54 kilometer øst for Malaga er højt udnyttede som ferieresorts, men på grund af den dramatiske natur noget mere imødekommende end solkysten vest for Malaga. Nerja er vokset fra at være en lille fiskerby til i dag at rumme 16.000 indbyggere, heraf mange fastboende udlændinge – 75 procent af disse er fra England. En af kystens smukkeste promenader, Balcon de Europa, ligger i Nerja. Torrox, Torre del Mar og Rincon de la Victoria er næste større byer på vejen ind mod Malaga. Torrox ligger 145 meter over havet og har en fin udsigt over Middelhavet og de sneklædte tinder af Sierra Nevada bjergkæden.

Længste strandpromenade Torre del Mar har Spaniens længste strandpromenade. Der er en dansk klub af fastboende. Den lille fiskerby er vokset hæmningsløst de senere år. Rincon de la Victoria er en meget gammel by med rester fra romerne og maurerne. I dag er byen, som ligger få kilometer fra Malaga, bygget højt og tæt og er lidet charmerende. Torremolinos er første turistby vest for Malaga og opkaldt efter dengang hvor byen havde vagttårne (torres) og møller (molinos) og var en kurby. I dag er det en forvokset landsby og en vibrerende turistmaskine med krokodillepark, hundredvis af barer og restauranter, gangbroer og masser af forbrugsmuligheder.

De rige og kendte Benalmadena og Fuengirola tilbyder noget af det samme. Forlystelsesparker, natteliv og forbrugsmuligheder, men også ganske charmerende spanske kvarterer. Fra Benalmadena kan tage en kabeltrukket lift hen over de to motorveje og op i bjergene. Fuengirola er traditionelt den by på solkysten, hvor flest spaniere holder sommerferie. Marbella og Puerto Banus er de riges feriested. Sheiker, filmstjerner, politikere, tyrefægtere, kongelige og andre kendte holder ferie her, bor her eller har en feriebolig eller stor yacht liggende her. Eller måske lidt af det hele. Der findes et gammelt kvarter i Marbella som er ganske interessant.

Mere afslappet Estepona er den mest ”spanske” ferieby på Costa del Sol. Den har undgået de store massive hotelbyggerier og har stadig de gamle smalle gader med tapasbarer. Det er også her man finder det bedste og reneste badevand. Sotogrande ligger i Cadiz-provinsen længere sydpå mod Gibraltar på den strækning nogle kalder for den gode ende af solkysten. Sotogrande er ekslusivt, men mere afslappet end Marbella og mere egnet til en golfferie end til at ”blive set”. Det er også her den engelske overklasse holder ferie og dyrker polo.

Malagas tyrefægterarena midt mellem højhusene

Málaga Millioner af charterturister rejser hvert år til Sydspanien via Málaga lufthavn, men kun få af dem besøger byen Málaga. Og de snyder sig selv. Andalusiens største kystby med 650.000 indbyggere er nemlig både charmerende og historisk interessant, hvis man bevæger sig gennem forstædernes kaotiske vejanlæg, industriområder og massebyggerier og ind i kernen af Málaga – det historiske centrum.

H.C. Andersens favorit Malaga har gennem historien været prist af eksempelvis poeten og dramatikeren Garcia Lorca, der havde Malaga som favoritby, og af H.C. Andersen, der i en sen alder rejste rundt i Spanien og skrev en rejsebog. Her findes den aldrig færdiggjorte gotiske katedral, et Picasso-museeum i verdensklasse, snævre gågader, et livligt natteliv og et godt udbud af barer og restauranter. Folk i Malaga, også kaldet“malagueños”, er nemlig kendte for at gå meget i byen, enten bare for at snakke eller også for at spise eller få en drink. Katedralen i Málaga har øgenavnet ”den enarmede” fordi østtårnet aldrig er blevet færdiggjort. Pengene til at færdiggøre kirken slap simpelthen op. Kirken stammer fra 1500-tallet og ligger i centrums vestlige del på Calle Molina Lario.

Maurisk i mere end 700 år I centrums østlige del ligger det mauriske Alcazaba, der var et vigtigt forsvarsværk i de mere end 700 år hvor maurerne havde magten over Malaga. Alcazaba blev bygget fra 700-1000 oven på en romersk by. Det er en labyrint af patioer og haver og er med en sti forbundet med et andet maurisk forsvarsanlæg Castillo de Gibralfaro, der ligger højt over byen. På vej op til Alcazaba er der en fantastisk udsigt over den pulserende by og ikke mindst ned i Malagas Plaza de Toros, tyrefægterarenaen. Bag tyrefægterarenaen ligger Spaniens første prote-

Malagas gågade er overdækket for at skabe skygge

stantiske kirkegård, Cementerio Ingles, grundlagt i 1829. Den engelske kirkegård ligger højt med en fantastisk udsigt over havet og H.C. Andersen skrev efter at have besøgt dette sted, at han sagtens ville kunne forstå, hvis en englænder ville begå selvmord for at blive begravet her. Før oprettelsen af den engelske kirkegård blev protestanter nedværdigende begravet på stranden midt om natten. Øst for centrum ligger nogle fremragende strande og det gamle fiskerleje El Pato, hvor man, som i byens barer, kan nyde Málagas tapas-specialitet Pescaito frito – et udvalg af friske, stegte fisk, altid inkluderende sardiner. Hertil et glas afkølet fino sherry.

Museo Picasso få minutters gang fra Picassos fødested

Ferietips Museo Picasso I Malaga er man stolte over at Pablo Picasso blev født her og det var en stor begivenhed da kong Juan Carlos 27. oktober 2003 indviede det nye Museo Picasso, som ligger i Palacio de Buenavista. Det er lige i hjertet af den historiske by kun få minutters gang fra katedralen. Også kun få minutters gang fra Picasso-museet ligger kunst-

nerens fødested ved Plaza de la Merced. Casa Natal har været åben for publikum siden 1988 og her findes også billeder af Picasso. En del tager stadig fejl og tror at Casa Natal er Picasso-museet og snyder sig derved for den store oplevelse.

Hulen i Nerja Drypstenshulen Cueva de Nerja, som ligger fire km øst for kystbyen Nerja og 51 km øst for Málaga, strækker sig over 800 meter, og indeholder verdens længste drypsten på 70 meter. Den enorme hule blev opdaget i 1959 af nogle drenge fra den nærliggende landsby Maro, som var på flagermusejagt. Efterfølgende fandt arkæologer både knogler, smykker og håndlavede redskaber. Desuden fandt man ud af at hulens ældste beboere var af Cro-Magnon-racen, og at de levede i hulen mellem 100.000 og 40.000 år før vores tidsregning. De har efterladt vægmalerier, som viser jagt på bjerggeder, rådyr og andre dyr. Hulen blev brugt til begravelsesplads indtil for ca. 3000 år siden, og de menneskeknogler og redskaber, man har fundet, stammer fra den ældre stenalder, og er måske 20.000 år gamle. Drypstenshulen består af fire sektioner eller sale. I den ene sal har man i nutid bygget en scene, hvor der opføres teater, ballet og koncerter. Berømte spanske og udenlandske kunstnere har optrådt i hulen, eksempelvis Den Kongelige Ballet.

Puerto Banus i Marbella

De riges legeplads Velhavernes foretrukne tilholdssted i Andalusien er uden tvivl Marbella. Men de rigtig rige bor ikke i selve Marbella. De holder til på store, luksuriøse lystyachter, der ligger i Puerto Banús’ marina kun få minutters kørsel fra Marbella’s centrum. Marinaen har omkring 1000 pladser og er gennem de seneste ti år vokset kontinuerligt. Her er fyldt med luksusmærkevarebutikker, som eksempelvis Hermes, Cartier, Versace og her ligger også et af de bedste stormagasiner i Spanien - El Corte Ingles, et butikscenter, et casino, utallige barer, bistroer og restauranter, der tilbyder alt fra enkle tapas og pizza til hummer, caviar og champagne.

Tag en spadseretur i havnen og kig på superyachter. Nogle af dem er på størrelse med en lille færge. Har du hang til at studere eksotiske bilmærker, som Ferrari og Lambogini, er Pueto Banús også stedet. Og så støder du måske på en arabisk prins, en filmstjerne eller en stjerne fra sportens verden.

Ørnens akvadukt El Acueducto del Águila, Ørnens akvadukt, er efter manges mening et af de smukkeste andalusiske bygningsværker fra det 19. århundrede. I dag er den et vartegn for byen Nerja 50 km øst for Malaga. Akvadukten ligger tværs over Barranco de la Coladilla eller los Cazadores de Maro og lige ud til landevej N340, og den er bygget af en af datidens lokale mestre, Francisco Cantarero. Akvadukten er i fem etager med murstensbuer og med facaden ind mod landskabet, modsat landevejen, fordi den gamle landevej tidligere passerede på den side. Denne side er dekoreret med spidse hesteskobuer, som minder meget om mudéjar-stil. På samme måde indeholder akvadukten på den øverste etage nogle tempeltårne. På et af dem kan man læse inskriptionen: ”Ren og ubesmittet undfangelse”. Meningen med byggeriet var at forsyne sukkerfabriken i San Joaquín, som ligger tæt ved Nerja, med vand, idet beplantning og forarbejdning af sukkerrør og opførelsen af møller og fabriker havde en lang tradition i området, helt tilbage til 16. århundrede.

Den fredede by Frigiliana er en gåtur værd

Prisbelønnet landsby Frigiliana er prœmieret for at vœre den bedst bevarede og smukkeste mauriske landsby i Spanien, og den gamle bydel er i dag fredet. Byen, som ligger 50 km øst for Ma-

laga ved foden af Tejeda-bjergene og 5 km fra kysten, har cirka 2.500 indbyggere med et stort overtal af fastboende spaniere. Frigiliana er bygget op omkring den arabiske fæstning Lizar, hvor resterne ligger øverst i Frigiliana by. Arkitektonisk set er byen maurisk og de typiske arabiske kendtegn ses i den måde gaderne, husene og vandledningerne er opbygget på. Landsbyen er unik med sine hvidkalkede huse og smalle snoede gader. I den gamle bydel kan man kun fœrdes med bil i hovedgaden. De øvrige gader er trappegader og derfor bilfri. Arkæologiske fund i området viser i øvrigt, at stedet var beboet helt tilbage til år 3000 før vores tidsregning. Frigiliana grænser op til Almijarabjergene, et fredet naturområde hvor der er utallige muligheder for gode vandreture, men en travetur i Frigilianas trappegader er motion i sig selv. Frigiliana har flere restauranter, hvor man kan fordøje indtrykkene over lidt tapas eller et større andalusisk måltid. Fra et par af restauranterne er der en fantastisk udsigt over bjergene.

Costa Tropical Provinsen Granadas kyststrækning har noget optimistisk fået navnet den tropiske kyst - Costa Tropical. Fra La Herradura mod vest til La Rábida og grænsen til Almería provinsen er kysten præget af, at bjergene næsten løber helt ned til vandkanten. Det er et smukt landskab med fine sandstrande og en uregelmæssig kystlinie.

Ski og sol Kyststrækningen er mindre påvirket af masseturismen end Costa del Sol og jorden langt mindre intensivt dyrket end Costa del Almería. De mest kendte byer på strækningen er Almunecar og Salobrena. Fra oktober til april kan man køre op og stå på ski i Sierra Nevada om dagen og solbade hjemme på terrassen sidst på dagen. La Rábita er et gammelt fiskerleje, der ligger omringet af opdyrkede marker. Derefter følger et meget klippefyldt område før man kommer til en ny fiskerby med en fin strand, La Mamola.

Spanske familier 21 kilometer fra La Rábita ligger Castell de Ferro, smukt placeret ved foden af et bjerg. Det er et populært feriested for spanske familier i højsæsonen. Det mest turistede område er nok strandene i nærhe-

Den hvide by Salobrena

den af Motril, Torrenueva og Calahonda selv om Motril også har et kedeligt industrielt center. Torrenueva og Calahonda er hotte badebyer om sommeren og stort set forladte uden for sæsonen. Strandene Poniente, Puerto og Azucenas er populære badesteder.

Den hvide by Syv kilometer længere vestpå ligger den hvide by Salobreña for foden af et højdedrag med en maurisk borg øverst. Byen med de stejle gader og hvidkalkede huse er et af kystens højdepunkter. Omkring byen finder man dog et mindre flatterende område dækket af plastik, hvor der dyrkes grøntsager. Almuñécar 17 kilometer fra Salobrena er en anden interessant by med en maurisk borg. Byen er populær blandt emigranter fra Nordeuropa. Her har en del danskere feriebolig og flere har bosat sig permanent i byen. Lidt længere mod øst ligger den lille by Cotobro kendt for sine gourmetrestauranter.

La Herradura ved Costa Tropical

Hesteskoen Sidste by før Costa del Sol er La Herradura, som betyder hesteskoen. Det er en nogenlunde uspoleret spansk by flot beliggende mellem de to forbjerge Punta de la Mona and Cerro Gordo. I den centrale del af byen finder man et fødevaremarked med gode råvarer i form af frisk fisk og skaldyr, oste og delikatesser, frugt, grøntsager og kød - fra lokale producenter. Ved Punta de la Mona ligger den ekslusive Marina del Este. Alle former for vandsport og dykning findes her. Vandet er klokkeklart og det bliver hurtigt dybt.

Der er en smuk gåtur fra Albayzin til Alhambra

Granada Granada blev erobret af maurerne i 1238. Den første mauriske konge lod arbejdet med opførelsen af den berømte paladsby Alhambra påbegynde. Arbejdet stod på igennem 200 år. Det sidste byggeri på Alhambra er et renæssance-palads, som den kristne kong Carlos V i 1526 lod opføre. Denne bygning har dannet inspiration til Københavns Politigård.

Nationalt monument De kristne generobrede Granada i 1492. I det 19. årh. trængte Napoleons tropper ind i Alhambra, og da de rykkede ud igen sprængte de dele af mure og tårne i luften. Den spanske kong Ferdinand VII lod det restaurere, og i 1870 blev Alhambra erklæret for et nationalt monument. I dag fremstår Alhambra, sammen med det nærliggende sommerpalads Generalife som et enestående, velbevaret monument over islamisk bygnings- og havekunst. Begge er af stor kunstnerisk og historisk værdi. Vi kan takke den amerikanske amassadør Washington Irving for, at Alhambra ikke er forsvundet. Irving skrev i 1800-tallet bogen ”Tales of Alhambra”. På det tidspunkt var Alhambra under stærkt forfald. Bogen tager læseren med på en romantisk rejse tilbage til det 14. og 15. århundredes muslimske Granada, der blev regeret af Nasrid-dynastiet, som residerede bag Alhambra-fæstningens solide mure. Irwing skabte med sin bog fornyet interesse for Alhambra som en vigtig kulturarv.

Unik beliggenhed Granadas beliggenhed har været medvirkende årsag til at man har kunnet leve der i forholdsvis tryghed. Byen ligger tæt ved kysten, men beskyttet fra denne af Spaniens højeste bjergkæde. På den modsatte side falder landskabet ned mod en frugtbar slette.

Granada blev placeret på og mellem to bjerge, adskilt af en flod. På grund af beliggenheden får byen en god del nedbør. Arkitekturen i Granada er skabt i god overensstemmelse med dette landskab. Da byen har nok vand, har man skabt en mængde fontæner, små vandfald og rindende vandløb. I Granada er den islamiske havekunst højt udviklet og stadig rigt repræsenteret. Husene er anonyme udadtil, men indeholder i sit indre, patioen, den frugtbare have. Alle haver indeholder vand, som i denne tradition har en rituel betydning, som et billede på paradis eller kosmos.

Rig maurisk by Den arabiske forfatter Ibn al-Khatib beskrev i 1300-tallet Granada: ”Granadas befolkning er almindeligvis slanke, middelhøje, velskabte og med sort hår. Under diskussioner bliver de let stædige og hidsige. De går ligesom perserne i klæder af silke, uld og bomuld, stribet i fine nuancer. Hvedebrød hører til den daglige kost. Torvene er fulde af alle slags frugter, navnlig vindruer. Landet er velforsynet med andre frugter: Figner, granatæbler, kastanjer, valnødder og mandler der alle fås året rundt”.

Spaniens største turistattraktion

Ferietips Alhambra Den mauriske paladsby Alhambra i Granada er Spaniens mest besøgte turistattraktion. Derfor har man indført restriktioner for besøgende. Man sælger kun et vist antal billetter pr dag og billetterne er inddelt i tidszoner. Alt sammen for at beskytte et af verdens største vidundere, hvor havekunst, arkitektur og udsmykning smelter sammen til noget magisk.

Alhambra ligger på en skovbeklædt bjergtop sammen med sommerpaladset Generalife. Læg mærke til at de smukke velproportionerede portaler, gulve eller søjlerækker ofte har en lille ”skævert”, som kan tolkes som en fejl fra arkitekternes eller håndværkernes side. Men det er helt bevidst. Efter muslimsk tankegang er kun Allah perfekt – mennesket bestemt ikke. Billetter købes gennem internettet eller i billetkontoret på stedet. Det anbefales at købe billetter på forhånd.

Arabiske bade i Granada Neden for Alhambra-højen i Granada ligger El Bañuelo, maurernes arabiske bade. Badehusene stammer fra 1000tallet, og hører, med deres hvælvede rum og stjerneformede ovenlysvinduer, til de bedst bevarede i Spanien. Læg særligt mærke til de romerske og vestgotiske kapitæler på søjlerne, der for størstedelens vedkommende stammer fra romerske og vestgotiske bygninger, til dels også fra Kalifatet i Cordobas tid. Badene var et traditionelt mødested for de lokale granadinere, som kom her for at få klippet hår og få massage. Der var særlige åbningstider for kvinder, der ellers sjældent forlod deres hjem, og kommende brude brugte badene før brylluppet. Adgangen til badene sker gennem et lille hus i en smal smøge. Udefra ser det ikke ud af meget.

Mange af hulerne i Guadix er stadig beboet

Huleboliger i Guadix 60 km øst for Granada (motorvej A-92) ligger byen Guadix med mere end to tusinde huleboliger gravet ud i det bløde tufstens-landskab. Hulerne siges at have været befolket af forfulgte maurere, da byen blev erobret af de kristne i 1489. I dag bruges mange af hulerne stadig som boliger, fordi temperaturen indendøre konstant ligger på 18-20 grader. Nutidens huleboere har dog alle moderne bekvemmeligheder. Flere har swimmingpool og tv-antenner og skorstene rager op af ”jorden” over alt. Hulerne har fået

Albayzin har sin helt egen charme og stemning

hvide facader og nogle er bygget i to etager. I én af hulerne er der indrettet museum (Cueva Museo), og det er muligt at leje en feriehule. Huleboligkvartererne Ermita Nueva, Barrio Troglodyte og Barrio de Santiago findes bag Guadix gyldenrøde domkirke.

Maurernes tilflugtssted På højen overfor Alhambra-paladset i Granada ligger den arabiske bydel Albayzin. Det var her maurerne byggede deres første borg, og da de kriste tropper indtog Granada

i 1492 flygtede maurerne til Albayzin. Bydelen er delvis omgivet af en høj bymur, og den er en labyrint af små, snoede gader, der pludselig åbner sig i et lille plads eller et lille torv. Flere steder med udendørs servering. I dagtimerne kan her være ret stille, mens der er mere liv i gaderne ved aftenstide. Fra pladsen foran kirken San Nicolá er der, især ved solnedgang, en helt fantastisk panoramaudsigt til Alhambra med Sierra Nevadas snedækkede toppe i baggrunden.

Paradis for naturelskere Bjergpasset mellem Granada og Almería provinserne, Puerto de la Ragua, er et overdådigt naturområde i cirka 2000 meters højde. Her er der masser af muligheder for aktive udendørsfolk. Om vinteren kan man stå på ski, men i modsætning til det mere kendte alpine skiområde, Pradollano, som ligger 100 km herfra, er det fortrinsvis langrend, der dyrkes i Puerto de la Ragua. Om sommeren er stedet ideelt til vandreture med flere afmærkede ruter i forskellige sværhedsgader. Området omkring Puerto de la Ragua er spækket med små bjerglandsbyer, som bærer kraftigt præg af historie og kultur, samt en vidunderlig variation af flora og fauna, som eksempelvis ørne og gribbe, ræve, bjerggeder og vildsvin. Ønsker man at overnatte i Puerto de la Raguaområdet, er der et vandrerhjem, men også et lille hotel, Posada de Los Arrieros, som er bygget på ruiner, der

stammer fra slutningen af det 19. århundrede. Hotellet ligger malerisk ved en lille å og Camino de Arrieros, den gamle romervej, der gik fra Grækenland til Gibraltar, og som i dag kaldes GR-7.

Federico Garcia Lorca Den mest oversatte spanske forfatter nogen sinde er Federico Garcia Lorca fra Granada. Han blev født i landsbyen Vaqueros i 1898, og da han var 11 flyttede familien til Granada. Han blev en dygtig pianist og elskede flamencomusikken. Sammen med komponisten Manuel de Falla genoplivede Lorca sangtraditionen Cante Jondo på Alhambra. Lorca slog igennem som forfatter i 1928 med ”El Romancero Gitano”. Han blev dræbt af civilgarden i borgerkrigens første dage i 1936 i landsbyen Viznar uden for Granada. Lorca var homoseksuel og først i 100-året for hans fødsel, hvor han blev fejret i hele verden, tog man sig sammen i Granada og oprettede et museum for ham i familiens tidligere landsted Huerta de San Vicente. Også hans fødested i Fuente Vaqueros er nu museum.

Den store moske i Cordoba

Córdoba Det hævdes, at byen Córdoba i 900-tallet nåede op på et indbyggertal på en halv million mennesker, 3000 moskeer, 113.000 huse og 300 offentlige bade. På et tidspunkt, hvor London og Paris var små mudrede landsbyer med få hundrede indbyggere! Ved nattetide oplystes Córdoba af gadelygter. Gaderne var brolagte og regnvandet blev ledt bort. Fra Sierra Nevadas bjerge lavede man vandforsyning til hele byen. Byen havde smukke pladser med springvand, og der var renovation.

Europas førende by Córdobas universitet hørte til de berømteste i verden, hvor man forskede i medicin, filosofi og litteratur. Córdoba var en kultiveret, aristokratisk og kommerciel by. Rygterne om byens rigdom, skønhed og pragt nåede langt omkring. Det skal huskes, at på dette tidspunkt oplevede Europa som helhed en utrolig lav levestandard, men i det sydlige Spanien måtte man afbrænde høsten for at holde priserne oppe! Den øst-inspirerede levevis, som de muslimske herskere indførte i byen, satte hurtigt sit præg på de indfødte. De begyndte at gå i farvestrålende tøj, med turbaner og espadriller. Digtere og bøger var meget værdsat. Årligt producerede man 60.000 bøger i Cordoba.

Alcazar - det kongelige palads Alcazar, det kongelige palads, lå placeret midt i byen. Slottet var oprindeligt påbegyndt af romerne. Maurerne udvidede og forskønnede det og skabte smukke haver, ikke kun i slottet, men rundt i hele byen. Det var den kristne konge Alfonso XI, der i 1328 fuldendte Alcázar de los Reyes Christianos. Det katolske kongepar Ferdinand og Isabella boede her under deres kamp for at fordrive maurerne fra Andalusien. Alcazar indeholder i dag et museum, og haveanlægget er en svalende oase under de høje sommertemperaturer.

“Naranjes y Limones” af Julio Romero de Torres

Appelsiner og citroner Man skal ikke opholde sig længe i Cordoba for at støde på billedet af en ung mørkhåret kvinde, der nænsomt bærer nogle appelsiner ved sine nøgne bryster. Enten på en plakat, et postkort eller en turistbrochure. Det er

maleriet ”Naranjes y Limones” – appelsiner og citroner, udført i 1927 af Julio Romero de Torres – byens mest elskede maler.

Født ind i maleriet Julio Romero de Torres blev i 1874 nærmest født ind i maleriet, idet hans far var kunstmaler og kurator for Cordobas provinsmuseum. Stedet er i dag museum dedikeret til sønnen og hedder ”Museo Julio Romero de Torres ”. Julio Romero de Torres studerede malerkunst på den lokale kunstskole, men blev også undervist af sin far og storebroderen Rafael. Fra faderen blev han inspireret af realismen og fra rejser i Europa blandt andet af impressionismen. Men det stærkeste aspekt ved hans kunst var hans betagelse af den andalusiske ånd og sigøjnernes kultur.

La copla Hans malerier er fyldt med mørklødede, langbenede og kvieøjede andalusiske kvinder, der åbenbarer deres nøgenhed med en afslappet seksualitet. Men mest af alt er hans malerier en hyldest til den andalusiske sjæl, som den kommer til udtryk i flamencoen – især i den folkelige melankolske sangstil – “la copla”, hvor man lever de sange man synger og hudløst ærligt udtrykker dybe følelser. En sangstil, som eksisterer den dag i dag. Romero var dybt forbundet med flamenco-verdenen,

både professionelt og personligt. Mange af hans favoritmodeller var udøvende flamencomusikere, som sangeren Dolores Castro Ruiz og danseren Eliza Muñiz Amarantina. Førstnævnte sad ofte model til Romeros berømte etiketter til Anis flaskemærker.

Skabte skandale Romeros sexede malerier skabte skandale i nogle kredse i Cordoba og Andalusien i begyndelse af 1900-tallet, men andaluserne elskede hans malerier. Hans værker fik betegnelsen “et udtryk for fundamentale andalusiske værdier”. Han blev kendt og fik succes – også i hovedstaden Madrid og i London, Paris og Sydamerika. Da Romero døde i maj 1930 gik Cordoba i stå. Butikkerne lukkede, tjenere på byens cafeer og barer og byens taxichauffører bar sørgebånd. Folk stod i kilometerlang kø for at kondolere, og begravelsen blev et tilløbsstykke af uhørte dimensioner. En kunstner døde – en legende blev født. Museo Julio Romero de Torres Plaza del Potro, 1 14002 Córdoba

Søjleskoven inde i den store moske

Ferietips Den store Moske Córdobas mest kendte bygningsværk er La Mezquita, Den store Moske, opført i 700-tallet. Moskeen blev bygget på kun 12 måneder. På stedet lå en ældre romersk basilika, som man byggede hen over. Indgangen er via Patio las Naranjas (appelsingården), som er lys, skyggefuld og med kølende vand. Indvendig er moskeen som

en mørk skov med de utallige søjler, der som buerne er rød- og hvidstribede. Efter de kristnes erobring af Córdoba, lod man en kristen domkirke opføre inde midt i moskeen. Det er et både chokerende og fascinerende syn at opleve to så modsatrettede opfattelser af religion, æstetik og arkitektur. Otte kilometer udenfor centrum ligger en anden stor seværdighed - ruinerne af Medina Azahara - en enorm maurisk paladsby, som kun stod færdig i få år, inden den blev brændt ned.

Velbevaret historisk bydel Córdoba er ikke længere en vigtig og velhavende by. Den er mindre end i middelalderen. I dag bor her kun 300.000 mennesker. Byen virker i sin helhed uklar i sin struktur og lidt nedslidt. Men den reflekterer stadig den glorværdige fortid i moskeen, i Alcazar og i det jødiske kvarter Juderia. Og så er den historiske by meget velbevaret. På den ene side af bymuren ligger de ensrettede, gamle snoede gader og på den anden side de lige og brede gader fra nutidens by. Den gamle bydel kan sætte selv den mest erfarne stifinder på en svær prøve. Næsten alle farer vild. Gaderne er snævre og krogede og ofte forsvinder udsynet til himlen. Pludselig er man helt lost og må spørge om vej for at opdage, at det man leder efter kun er lige rundt om næste hjørne.

Synagogen består af et enkelt og smukt rum

Andalusiens eneste synagoge Andalusiens eneste overlevende synagoge ligger i Cordoba. Jøderne levede under maurerne i bydelen La Juderia som en lærd, dannet og velhavende befolkningsgruppe. Da katolikkerne havde fordrevet de muslimske maurere i 1492 udviste dronning Isabel samtlige jøder fra Spanien, og derefter destruerede man systematisk synagogerne. Kun tre overlevede i hele Spanien.

Medina Azahara lidt nord for Cordoba

Cordobas synagoge er fra 1315. Over indgangen står på hebraisk: ”Luk portene op for de retfærdige og tro”. I det indvendige er det et meget rent og smukt rum. Væggene er dækket af mudéjar og hebræiske inskriptioner. I 1815 blev bygningen fredet.

Den fortabte by Otte km nordvest for Cordoba ligger ruinerne af en maurisk paladsby fra 10. århundrede, Medina Azahara. Det var Abd al-Rahman III, der fra 936 byggede denne by til ære for sin yndlingshustru Zahra. Byen strakte sig over 110 ha i tre niveauer. Da den stod færdig blev den omtalt som det smukkeste menneskeskabte sted på jorden. 10.000

De gamle oliventønder i Baena

mænd, 4000 tjenestefolk, 2600 muldyr og 400 kameler knoklede i 25 år for at færdiggøre byen. Kun 74 år senere angreb berberne, plyndrede og brændte byen ned. I 1910 begyndte man at udgrave stedet, og det har siden 1923 været under restaurering. I 1000-tallet lå stedet i udkanten af Cordoba, der havde en halv million indbyggere. I dag ligger den lidt uden for det moderne Cordoba, der er skrumpet til ca. 300.000 mennesker.

Unik olivenolie fra Baena Andalusiens olivenplantager dækker 1,6 millioner hektar - mere end det samlede danske kornareal. Knap tre procent af oliven-arealet dyrkes økologisk. En af pionererne i

Montilla lagres som sherry i et Solera-system

økologisk olivenproduktion er Fransisco Nunez de Prado, som sammen med sin bror driver en olivenvirksomhed i byen Baena i provinsen Cordoba. Virksomheden er blandt andet kendt for, at være den eneste spanske olivenmølle, som tapper den såkaldte ”blomst” - Flor de aceite - af olien på flasker. Blomsten er de første 20 procent af olien som drypper naturligt fra de malede bær, inden selve presningen begynder.

Sensuel vin fra Montilla I det sydlige af Cordoba-provinsen ligger Andalusiens største samlede vinområde – Montilla-Moriles. Her pro

ducerer man sherry i store mængder. Det må vinen bare ikke hedde, for siden 1990 er det kun vin fra trekantområdet mellem Jerez, Sanlucar og El Puerto, der må kaldes sherry. I Montilla skifter klimaet fra middelhavsklima til fastlandsklima, og det giver lange varme, tørre somre og korte kolde vintre. Det betyder, at naturen giver mulighed for gæring ved 15-16 grader, og derfor tilføres der sjældent alkohol til produktionen som i sherry-området. Montilla laves mest på Pedro Ximenes, som er en grøn druesort med et højt sukkerindhold (som i Jeres bruges til dessertvin). Høsten sker en måned tidligere end andre steder i Spanien på grund af de høje sommertemperaturer. Montilla lagres som sherry i et Solera-system. Det diskuteres meget, hvorvidt Montilla når sherry i kvalitet, men besøg en bodega og smag den til de lokale tapas. Det er en kompleks vin, mørk i gløden, sensuel og yderst vesmagende. Montilla er ikke ret kendt uden for Spanien, men fortjener absolut at blive værdsat.

Costa Almería er rå og vild

Costa Almería Man kan opdele Almerías kyststrækning i tre områder. Vest for Almería er det rent ”plastikland” hvor der på enorme overdækkede arealer dyrkes frugter og grøntsager, men der er også turisme. Øst for Almería ligger nationalparken Cabo de Gata – rå natur, små fiskerbyer og fine strande. Nord for dette mod provinsen Murcia omkring Mojacar er vi tilbage i masseturismen.

Hardcore turisme Området omkring Mojacar er i dag hardcore turisme. Mens Costa del Sol blev udviklet til charterturismen i 60erne var Mojacar et populært sted for forfattere og kunstnere at bosætte sig. Klaus Rifbjerg har skrevet en bog om byen. Det gamle Mojacar ligger højt på en klippetop, mens det nye Mojacar er Almerías største ferieresort. Der er seks kilometer ferielejligheder, hoteller, barer og restauranter linet op langs kysten.

Plastikland Trods status som nationalpark er plastikland rykket helt tæt på nationalparken Cabo de Gata, men den største trussel er at man er begyndt at give tilladelse til at bygge nye ferieområder inde i parken. Mange står på spring med projekter der både indbefatter ferieboliger, hoteller o. lign. Kyststrækningen vest for Almería er præget af plastikland, hvor de frugter og grøntsager vi køber i Nordeuropas supermarkeder dyrkes. Her ligger de to populære feriesteder Roquetas del Mar og Aguadulce. Byerne har otte kilometer fin strand med ferieboliger, hoteller og restauranter. De øvrige byer længere mod vest er Almerimar med en marina og havnebyen Adra.

Sol, vand og varme er der masser af i Almería

Almería Almería er et af de steder i Spanien, der har flest solskinstimer om året, hvilket vil sige mere end 3000 – eller 310 dage med sol og kun 41 regnvejrsdage. Området kaldes også populært for“Plastikland”, fordi der på kæmpearealer dyrkes grøntsager under enorme drivhuslignende konstruktioner. Kombinationen af solen, varmen og kunstvanding betyder, at man her kan dyrke grøntsager både til hjemmemarkedet og eksport året rundt.

Tæt forhold til havet Byen bærer præg af tilhørsforholdet til havet. Fra havnen udgår færgeforbindelser til såvel den spanske enklave i Nordafrika, Melilla, og til Marokko og Algeriet. Almería blev grundlagt af de mauriske herskere omkring år 955. Her findes det næststørste forsvarsværk bygget af arabere i Europa, Alcazabaen fra 11. årh., og det har indenfor murene adskillige paladser og moskéer. Almería var dengang et center for handel styret af kaliferne i Córdoba og den var maurernes vigtigste havneby.

Tekstilmøller Da kalifatet faldt sammen, blev Almería en af Middelhavets vigtigste økonomiske kræfter, da området begyndte at fremstille store mængder silke, fløjl, damask og brokade. Byen husede over 10.000 tekstilmøller, som gjorde den meget velhavende. Det fik en ende i 1147, da Alfonso VII erobrede Almería, og derefter ødelagde den for at standse dens enorme økonomiske indflydelse i området. Almeria, der i dag har 190.000 indbyggere, er en afslappet og livlig by, som er et besøg værd. Også her er den gamle bydel den mest charmerende. Den ligger mellem Alcazabaen mod vest og Rambla de Bélen mod øst – også kendt som Avenida de Federico Garcia Lorca. Engang var det en flodbred, men i dag er det en bred tiltalende boulevard. Berberpirater fra Nordafrika plyndrede ofte Almería i middelalderen.

Lennons statue på strøget i Almería

John Lennon ”Let me take you down, ’cause I’m going to Strawberry Fields”. En af Beatles bedste sange er ”Strawberry Fields”. Den er skrevet af John Lennon. Hvad mange ikke ved, er at han skrev sangen i den andalusiske by Almería i slutningen af 1966. Byen har rejst en bronzestatue af Lennon udført af kunstneren Carmen Mudarra i midtbyen. Den står på Almerías rambla, Av. de Federico García Lorca, og viser Lennon som 26-årig siddende med sin guitar.

Skuespiller John Lennon var i Almería for at spille med i antikrigsfilmen og komedien ”How I won the War”. Lennon spillede sammen med en stribe karakterskuespillere en af hovedrollerne som soldaten Gripweed. Det var i denne film, at Lennon første gang bar de karakteristiske runde briller, som han tog med hjem fra det seks uger lange ophold i Andalusien. Lennon boede først i en lille lejlighed i et hus, der hed El Delfín Verde ved stranden. Her tog fotografen Douglas Kirkland et berømt billede af musikeren, der sidder på sin seng med en guitar og en kassettebåndoptager. John Lennon er i gang med skitsen til den sang, der senere bliver til ”Strawberry Fields”.

Santa Isabel Da John Lennon fyldte 26 år kom hans kone Cyntria og Ringo Starr på besøg i Almería. Cynthia fik Lennon til at flytte hen i det noget større hus, Santa Isabel, på Camino de Romero. Det er i den nordøstlige del af byen. Her fuldendte han ”Strawberry Fields” og indspillede flere demonumre af sangen. Huset Santa Isabel har stået tomt i mere end 30 år, men er i dag under renovering og bliver ombygget til et kulturhus. Der er dog ingen planer om at gøre noget ud af John Lennons ophold i huset.

Cabo de Gata

Ferietips Vulkansk vildskab Kun 20 minutters kørsel øst for provinshovedstaden Almería ligger ud mod kysten et vildt, bjergrigt og isoleret landskab på 45.000 hektar. Området hedder Cabo de Gata-Nijar og er skabt af vulkaner. Det har siden 1987 været fredet som naturpark. UNESCO har udnævnt det til et biosfære reservat i 1997. Det regner kun lidt på halvøen, 200 mm om året, gennemsnitstemperaturen er 18 grader

og der er stort set ingen ferskvand i området. Derfor har det aldrig været dyrket som landbrugsjord. I dag er naturparken under pres fra grøntsagsproduktionen, hvor drivhusteltene nogle steder går ind over parkens grænser. Samtidig har man tilladt et begrænset byggeri af feriehuse inde på parkområdet. Man kan køre på mountainbike i området, lige som der arrangeres ture i firehjulstrækkere. Der er en saltvandslagune, Salinas de Cabo de Gata, som er et vigtigt sted for fugle, der trækker og opfostrer unger. Halvøens kyststrækning er populær for især dykkere og undervandsfotografer. Mellem Retamar og San Miguel de Cabo de Gata ligger et udstillingscenter med informationer om områdets geologi, dyreliv og fauna. Her kan man også finde informationer om parkens aktiviteter.

Westernshow i ørkenen Tæt på byen Tabernas, der ligger på kanten af Europas eneste ørkenområde ”Desierto de Tabernas”, kan man besøge en gammel filmby, hvor nogle af verdens bedste ikke-amerikanske westerns er optaget. Blandt andet Sergio Leones ”A Fistful of Dollars”, ”For a Few Dollars more” og ”The Good, the Bad and the Ugly”. Stedet er i dag en turistattraktion midt i et fuldstændigt tørt område. Nu hedder det Mini Hollywod og er en temapark. Desværre gør man ikke meget ud af den fantastiske filmhistorie, stedet er en del af. Man bruger i

Westernbyen ligger i Europas eneste ørken

stedet krudtet på at lave shows for turisterne, der kan blive vidne til skuddueller, banker der bliver plyndret, slagsmål i gaden etc. Tæt på ligger to andre western parker - Texas Hollywood og Western Leone. Den sidste indeholder blandt andet ranchen fra åbningsscenen i ”Once Upon a Time in the West”. I dette ørkenområde er der optaget mere end 400 europæiske westernfilm.

Nudisternes paradis Nord for Garrucha ligger stranden El Playazo og feriestedet Vera Playa, som er center for nudisme eller naturisme

i Andalusien. Det betyder, at folk går nøgne rundt, ikke kun på stranden, men også på gaderne og arealerne ved naturist-feriestedernes huse. Ved poolen i feriekomplekserne er det et krav, at man ikke har tøj på. Også områdets campingplads er for nudister. Men der er 17 km sandstrand med blå flag nord for Mojacar, og nudistområdet dækker kun over 2 km, så der er plads til alle. Bemærk, at der er mange andre nudiststrande i Andalusien, men den største koncentration af nudister og de bedste faciliteter findes ved Vera Playa. Det unikke ved dette sted er, at der ikke er nogen grænse mellem naturisterne og folk i badetøj. Der er heller ingen kontrol eller særlige markeringer, der fortæller at nu går du ind i en zone, hvor folk går nøgne rundt. Andaluserne er meget tolerante, og de fleste accepterer nudisme uden de store forbehold. Og klimaet er perfekt til denne fornøjelse. I snit 16 grader om vinteren, 17 grader om foråret, 24 grader om sommeren og 22 grader om efteråret.

Jaén er stort set ukendt for de fleste turister

Jaén Jaén, der ligger ved en lille biflod til Guadalquivir og har 117.000 indbyggere, er som mange andre andalusiske byer et vidnesbyrd om, hvordan forskellige kulturer gennem tiderne har præget regionen – inklusiv den romerske, muslimske og kristne. Men i modsætning til Cordoba, Granada og Sevilla er Jaén stort set ubeskrevet i de fleste guidebøger.

Olivenland Byen Jaén er verdens olivenhovedstad. Provinsen Jaén er virkelig olivenland – verdens største koncentration af oliventræer. Omkring en tredjedel af det bakkede landskabs frugtbare jord er tæt beplantet med det smukke træ, der er regionens flagskib hvad angår arbejdspladser og indtjening. Provinsen er kaldes også Andalusiens indre paradis på grund af de mange naturparker og reservater: Eksempelvis Sierra de Cazorla, den største naturpark i Andalusien, Segura, Las Villas og Despeñaperros byder på flotte naturoplevelser og gode muligheder for bjergvandringer og adventure sport. Jaén har i generationer været den traditionelle indgang fra Madrid og Kastilien til Andalusien gennem passet Despenaperros. Provinsen har bevaret mange borge og slotte bygget i de århundreder i middelalderen hvor den langvarige konflikt mellem maurerne og de kristne udspillede sig.

Livlig by Den moderne by Jaén er interessant og livlig og har sin egen charme med en historisk bydel, hvor tapasbarerne ligger tæt. Først skal man dog kæmpe sig igennem den omgivende moderne by, der også her er domineret af uskønne forstæder. Jaén by domineres af den enorme borg Castillo de

Santa Catalina fra 1200-tallet, bygget af den mauriske hersker Ibn-al-Ahmar. I 1300-tallet blev han fordrevet til Granada, og stedet blev overtaget af den kristne konge Fernando III. Borgen er i dag et statsligt drevet hotel – en parador. Katedralen er bygget ovenpå en tidligere moske fra midten af 16. årh. Der blev bygget på den de følgende 300 år. Mellem katedralen og den gamle kirke fra 13. årh. San Ildefonso ligger nogle af de gader, hvor der er mest gang i den i nattetimerne. Det er også her, man finder noget af det bedste fra Jaéns køkken.

Arabiske bade Banos Arabes er det største kompleks af arabiske bade, der har overlevet i Spanien. Det er mere end 1000 år gammelt. En anden perle fra den mauriske tid er i dag et dominikanerkloster, Monasterio de Santo Domingo, bygget over et maurisk palads i 14. årh. Der er åbent dagligt – især klostergården er et besøg værd. Fra den historiske bydel kan man vandre op til Castillo de Santa Catalina, hvis man er i god form. Ellers kan man køre til paradoren, parkere der og vandre det sidste stykke. Gevinsten er en fabelagtig udsigt over byen og olivenmarkerne omkring den. På toppen står et monumentalt kors, hvor der er indgraveret et digt af Almendros Aguilar.

Parque Natural de la Sierra de Cazorla

Ferietips Andalusiens største naturpark Parque Natural de la Sierra de Cazorla er med 209.000 hektar Andalusiens største nationalpark. Det er et af Spaniens smukkeste og mest øde områder – der bor kun mennesker i nogle få mindre byer. Mere end en halv mio. mennesker besøger hvert år området til fods, på vandet, på hesteryg eller hjul. Parken har både campingpladser og hoteller.

Parador de Úbeda

Et udgangspunkt for at opleve naturområdet kan være byen Segura de la Sierra, der ligger i det nordlige område. Byen er tidligere græsk, romersk, maurisk og kristen. Byen i sig selv er et besøg værd. Her er en maurisk borg, jesuiterskole, arabiske bade og en rektangulær tyrefægterarena.

Aristokratisk overnatning I den aristokratiske renæssanceby Úbeda, placeret ud til den mest stilrene renæssanceplads i Spanien, Plaza de Vasquez Molina, og med smukke bygninger som naboer,

ligger Parador de Úbeda i et tidligere palads fra 16. årh. Paladset blev parador i 1930. En parador er et hotel fra en statsdrevet hotelkæde ved navn Paradores, som har eksisteret i Spanien siden 1928. Konceptet er at købe, renovere og drive luksuriøse hoteller i historiske bygninger som klostre, borge og paladser. Men der er dog undtagelser, hvor det er nyere bygninger. Fælles for dem alle er den høje standard. Der ligger 16 paradores i Andalusien. Parador de Úbeda har gennem tiderne haft mange kendte forfattere som gæster, heriblandt Federico Garcia Lorca og Ernest Hemmingway. Dette hotels skønneste rum er den indre patio, hvor man kan sidde og nyde roen og indsnuse arkitekturens sjæl. Og som alle paradores tilbyder restauranten noget af det bedste, som det lokale køkken kan præstere.

To smukke renæssancebyer Provinsen Jaén ligger og gemmer på Spaniens to fornemste renæssance-juveler i form af byerne Baeza og Ubeda, der ligger med kun 10 kilometers afstand fra hinanden. Baeza er den mindste, og den af de to, der er mest velbevaret. Under maurerne var det en hovedby med 50.000 indbyggere. I dag bor her kun 15.000. I 16. århundrede oplevede de to byer en blomstring – der var en stor rigdom på basis af tekstilproduktion, og man hentede førende europæiske arkitekter, som

Baeza er ikke større, end den kan opleves til fods

tegnede de smukke paladser, kirker, pladser og andre arkitektoniske perler, som i dag kan nydes. Især Baeza er nærmest italiensk i sit udtryk. Det meste kan nåes til fods. Universitetet, Santa María katedralen, El Palacio de Jabalquinto, Plaza de España og el Paseo de la Constitucíon. Alt dette ligger inden for gå afstand. Ubeda er mest kendt for sin monumentale plads, Plaza de Vazquez de Molina.

Døden i arenaen For nogle år siden slap en iberisk kamptyr ud af sin indhegning i Andalusien og tog opstilling på togskinnerne. Togføreren fik øje på dyret og nåede at stoppe 20 meter fra tyren. Derefter satte han gang i toget igen med en højlydt tuden i hornet for at skræmme dyret væk. I samme sekund gik tyren blindt til angreb på toget. Den ulige kamp tabte tyren. Andre historier fortæller om løsgående kamptyre, der har angrebet biler og dræbt tilfældige mennesker, den har mødt på sin vej. Den iberiske kamptyr, hvis liv normalt ender i tyrefægterarenaen, frygter intet på denne jord. I det gamle Rom blev tyrene brugt til gladiatorkampe. Man satte en tyr op mod en løve eller en tiger, og kattedyret holdt som regel kun få minutter, inden det var sprættet op og kvæstet til døde.

Toro de lidia Derfor passes der godt på de vilde tyre med solide indhegninger og bevæbnede vagter på hesteryg. Tyrene opdrættes over hele Spanien, men specielt i det nordvestlige Andalusien, i baglandet til Costa de la Luz, findes et naturligt terræn for ”toro de lidia”, kamptyren, der udelukkende bruges til ”corrida de toros”, tyrefægtning.



I corridaen er den iberiske kamptyr centrum i et spektakulært show, som både er en stor underholdningsindustri og en ofte bevægende kunstform, hvor små machomænd i skinnende palietbesatte dragter frivilligt går ind i arenaen, kun bevæbnet med en klud og en kniv, for at bevise at det stadig er muligt at skabe skønhed med et udyr. Matadorerne – toptyrefægterne – er de store stjerner, der tjener millioner af euro og feteres som filmstjerner. Men det er tyrene, der er essensen af en tyrefægtning. Enhver spanier, der køber billet til en corrida vil sige, at han først og fremmest kommer for at se tyrene.

Respekt for kamptyren Spanierne har enorm respekt for den iberiske kamptyr. De ved hvilken dødbringende kraft, dette dyr gemmer på. Men de ved også, at disse tyre lever et liv i ubegrænset frihed strejfende om på enorme græsgange i fem eller seks år, hvor de aldrig ser et menneske til fods. Første gang det sker er i arenaen, og det koster tyren livet. For en nordeuropæer er tyrefægtning en barbarisk sag, som påkræver sig dyreværnsforeningers vrede og modstand. I vores moderne informationssamfund er natur noget sødt og harmonisk som skal fredes og helst besøges med en naturvejleder i hånden. I Andalusien derimod er naturen noget der respekteres, men også må kontrolleres. Ellers får man aldrig en levevej ud af



en hård og tør jord i et landskab, hvor solen brænder ubarmhjertigt året rundt. ”Jamen det er ikke en fair sport – tyren har jo ikke en chance”, råber dyreværnsforkæmperne.

Ikke sport men kunst Nej, men tyrefægtning har heller aldrig været en sport. En corrida er et rituelt drab på seks smukke dyr transformeret til en offentlig kunstform. Derfor omtales tyrefægtning i Spanien på avisernes kultursider ved siden af operaer og filmanmeldelser. ”Tyrefægtningen er den eneste kunst, hvori kunstneren svæver i livsfare”, skrev forfatteren Ernest Hemingway i bogen ”Døden kommer om eftermiddagen”. Forløbet er afgjort på forhånd. Tyrene dør, og det er hvad det hele handler om. I en fyldt arena med festklædte mennesker i alle aldre er corridaen en hyldest til tyrens værdige død og dermed en hyldest til det gode liv, tyren har haft. Men også en konkret påmindelse om, at mennesker kontrollerer, dræber og spiser dyr. Ordet corrida betyder at løbe med tyren, og hvis det lykkes for matadoren at danse med tyren og bruge dens enorme kræfter på en elegant og spektakulær måde, som både er adrenalinfremkaldende og bevægende hos publikum, så har matadoren, når han dræber tyren med det afgørende stik, velsignet dyret med en ærefuld afslutning på livet.

Matadoren skal velsigne tyren med en ærefuld død

Sandhedens øjeblik En corrida for få år siden i byen El Puerto de Santa Maria lige nord for Europas ældste by Cadiz tydeliggjorde at en corrida rummer store følelser. Vi var en dansk familie med to børn, Amalie på 11 og Jonathan på 17 år, der hver betalte 56 euro for en billet i sombra - skyggesiden. For øvrigt stort set de eneste turister i en fyldt Plaza de Toros. Tre matadorer med den andalusiske stjerne Jesus de Ubrique som det største navn satte både stemning og forventninger i vejret hos publikum, der aldersmæssigt

Mennesket skal beherske og dirigere tyren

svingede mellem 6 og 90 år. Jesus de Ubrique lagde fornemt ud, var teknisk dygtig og elegant og fik især mange tilråb fra det kvindelige publikum. ”La momenta de verdad”, sandhedens øjeblik, hvor tyren skulle dræbes, klarede Jesus så publikum gik fra monumental tavshed til brølende jubel. Tyren blev trukket ud og Jesus de Ubrique fik tildelt et øre af corridaens præsident for sin fine præstation.

Tyrens ”querencia” Næste tyr var en skandale, mente publikum. Den angreb

sporadisk i begyndelsen, men mistede hurtigt lysten. Den fandt sin ”querencia”, det sted i arenaen, hvor den føler sig tryg. En kamptyr, der bliver i sin ”querencia” er livsfarlig at nærme sig. Tyren er her i defensiven, og angriberen er nødt til at blotte sig. En matador vil derfor altid få tyren væk fra det sted, før han dræber den. I El Puerto forsøgte man at lokke tyren helt ud af arenaen ved at sende en stud og to køer ind, men tyren ignorerede dem. Publikum piftede højlydt og var vrede, men ikke på tyren. Som min sidemand forklarede: ”Den der bliver til grin her er manden, der har leveret tyren. Det her kan ødelægge hans forretning.” Til sidst måtte matadoren og hans hjælpere provokere tyren væk fra dens ”querencia” og dræbe den uden ære og til publikums højlydte utilfredshed. De resterende tyre denne søndag i El Puerto var i topform. Og matadorerne blev hyldet efter smukke, dristige og overlegne trin med tyrene.

Manden skal bestemme For at det skal være en ægte corrida siger man at ”torear es parar, templar y mandar”: I den sande tyrefægtning skal matadoren “bevæge sig så lidt som muligt, beherske tyrens tempo og dirigere tyren”. Med andre ord, manden skal bestemme – ikke tyren. Det stiller krav til kvaliteten både hos manden og tyren. Efter tre timer var vi mætte af oplevelsen, og tyredrabene havde gjort indtryk. Men

ikke i negativ forstand. Amalie sammenlignede det med et besøg på en dansk svineslagteri, som hun har oplevet med sin skoleklasse. I den sammenligning vandt corridaen, som var ”vildt fed”, mens slagteriet var “blodigt og ulækkert”. Selv vil jeg sige som Hemingway: ”Mens corridaen står på, er jeg strålende tilpas og har en stærk følelse af liv og død, af dødelighed og udødelighed, og når den er forbi, føler jeg mig meget sørgmodig, men har det ikke desto mindre godt”.

Fakta Tyrefægtning foregår i Spanien, Frankrig, Portugal, Mexico, Colombia, Peru, Venezuela og Ecuador I Spanien arrangeres der 630 tyrefægtninger med fuldvoksne tyre om året. Desuden 550 tyrefægtninger med ungtyre og 250 tyrefægtninger til hest I de store arenaer skal tyren veje minimum 480 kg. Der benyttes seks tyre til hver corrida Den officielle tyrefægterskole i Madrid støttes af staten og optager 200 elever hvert år Skolens elever er mellem 11 og 19 år og der er langt flere ansøgere end pladser På grund af tyrefægtningens stigende popularitet er der oprettet mange private tyrefægterskoler i Spanien

Alhambra i Granada

I paradisets have I næsten 800 år frem til 1492 var det meste af Spanien underlagt muslimske herskere. Det har sat markante spor for eftertidens Spanien. Vi tog med Cramon Kulturrejser på en ni dages rundtur til den islamiske arkitektur og havekunst i Granada, Cordoba, Sevilla og Ronda. En rundtur, der pirrede alle sanser. ”Kvinde, giv den blinde en almisse, thi intet er værre end at være blind i Granada.”

Inskriptionen står på ydervæggen på et af tårnene ved Alhambra i Granada i Andalusien. Ordene er i 1800tallet skrevet af Francisco de Icaza, som reflekterer over den sydspanske by og især Alhambra, den helt unikke paladsby, som maurerne grundlagde og udbyggede i middelalderen, mens den var hovedby for det muslimske styre. Granada er første stop på en rundrejse i den muslimske kulturs arv i Sydspanien. Efter Granada følger byerne Cordoba, Sevilla og Ronda. Cramon Kulturrejsers koncept er, at det er kvalitet, der er i højsædet, uanset om det handler om de lokale guider, hotellerne, bespisningen eller de foredrag, der gives undervejs på rejsen. Foredragene giver en ramme at opleve seværdighederne i, og foredragsholderne bliver udvalgt med omhu. De er førende eksperter indenfor det tema, der slår turen an. På denne tur ”Rundrejse i det mauriske Andalusien” er det arkitekten Steen Estvad Petersen, som i 40 år har gennemrejst de islamiske lande og skrevet bøgerne ”Paradiset” og ”Drømmen om paradiset”. Begge bøger, der omhandler islamisk havekunst og arkitektur. ”Det skal være en tur, jeg personligt kan stå inde for. Gider jeg lave den rejse? Jeg kører selv turen igennem to gange først. Det er en kreativ proces - pludselig står rejsen der”, fortæller Carsten Cramon, der altid selv er rejseleder på sine ture. Carsten Cramon holder foredrag undervejs om ma-

tematikken bag de islamiske mønstre. Den tidligere gymnasielærer er betaget af matematikkens evne til at ”række ud mod uendeligheden”. Han taler om rotationer, spejlinger og symmetri på en fascinerende måde, så man på resten af turen ser de islamiske mønstre med helt nye øjne. Og som den naturligste ting i verden begynder at give mønstrene betegnelser som ”p4g” eller ”p6m”. Foredragene er spredt rundt på dagene, så de målretter sig de seværdigheder, vi skal se i de forskellige byer.

Granada Selv om Granada ligger højt, og det er i slutningen af oktober måned, så er vejret som en dansk sommerdag. 24 grader og et solskin, der filtrerer den knivskarpe luft og giver dybde i landskabet. Spaniens mest besøgte turistattraktion Alhambra knejser derovre på sin bjergtop. Imellem os er en dyb slugt og her på en anden bjergtop, står jeg og min rejsegruppe i den arabiske bydel Albaicin og betages af synet. Vores lokale guide er Nicholas Børjesson, som er pære spansk, men har en svensk far og taler et formfuldendt svensk, som vi som danskere nemt forstår. Nicholas Børjesson er et af turens højdepunkter. Han er begavet, vidende, engageret og en stor personlighed. Han sætter tingene ind i en historisk, kulturel og filosofisk ramme. Spanien var i næsten 800 år domineret af islamiske herskere. Alhambra og Granada faldt sidst - det var i 1492.

Generalife på Alhambra

Samme år som Columbus rejste mod Indien og opdagede Amerika. Da overrakte kaliffen byens nøgle til det katolske kongepar Ferdinand og Isabella, og muslimerne var endegyldigt slået af de kristne. Alhambra, som betyder ”Den Røde”efter bjerget, hvor det ligger, er det ældste og bedst bevarede arabiske palads, som findes i verden. Alhambra er højdepunktet af maurisk arkitektur i Vesten, og det udgør verdens ottende vidunder. Men det lader sig umuligt bekrive til fulde; det skal ses, for det er simpelthen en oplevelse for alle sanser.

Fra Granada fortsætter vi ad kalifatruten gennem regionen Jaén mod Cordoba. I bussen fortæller vores tolk Ole Alkaersig om Spaniens kulinariske traditioner. På vejen stopper vi to gange. Først i vinbyen Montilla, hvor man producerer Sherry. Det må det bare ikke hedde, fordi byen Jerez har eneret på det navn. Men den produceres efter samme Solera-system som bruges i Jerez-området. Andet stop er ved olivenmøllen Nunez de Prado, hvor man laver økologisk olivenolie. Den fineste olie, Flor de Aceite, der er håndplukket, kværnes let, men presses ikke. Den ligger og drypper ved hjælp af tyngdekraften. 30 procent af produktionen fra deres 160.000 træer er Flor de Aceite. Efter rundvisningen spiser vi en overdådig frokost med tapasspecialiteter, fino sherry og kold fadøl.

Cordoba I Cordoba bliver vi indlogeret på hotel Conquestador lige over for byens store attraktion La Mesquita – den store moske, der er med på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Moskeen breder sig over 1,5 hektar og bæres af mere end 800 søjler. Byggeriet blev påbegyndt i 786 og udbygget i mere end 200 år. Cordoba blev en rig og aristokratisk by i en tid, hvor det meste af Vesteuropa var meget tilbagestående. Byen havde dengang 500.000 indbyggere, rindende vand, kloakering og en veluddannet befolkning. På samme tid boede der nogle få tusinde mennesker i mudderpølene London og Paris. Cordoba

Den store moske i Cordoba

er en af de få storbyer der er blevet mindre med tiden, I dag bor her kun 300.000 mennesker. La Mesquita har faktisk været en kristen katedral i mere end 800 år. Da de kristne erobrede Cordoba byggede de en kirke inde i moskeen. De var dybt imponerede over den islamiske arkitektur og ville for alt i verden ikke fjerne bygningen. I stedet fjernede de nogle søjler og byggede et kirkerum. Den øvelse har katolikkerne gjort nogle gange. Alligevel er den gamle moske en imponerende velbevaret konstruktion, der kan tage vejret fra en. Og den fungerer i dag som byens domkirke.

Sidste aften i Cordoba står i gastronomiens tegn. Vi spiser på Bodega Campos en af byens gamle velrenommerede restauranter. Det er en tidligere vingård og kloster, og de gamle vintønder bærer autografer af Tony Blair, Jacques Chirac, det spanske kongepar og en stribe andre kendte, som har spist her. Vi får først en tapasanretning og et glas sherry i en af restaurantens ni patioer. Derefter bænker vi os rundt om bordet og indtager salmorejo (tomatsuppe), artiskokker, tyrehale og slutter med kanelis. Vinene er i en klasse for sig. Albarino hvidvin fra Galicien, Ribera del Duero rødvin fra Nordspanien og Cava fra Katalonien.

Sevilla Dagen efter kører vi mod Sevilla og indlogeres på Hotel Fernando III. På busturen fortæller Ole Alkaersig om det spanske sprog, omgangsformer og barkultur. Det sidste er vigtigt i Spanien, hvor man lever et meget udadvendt liv og dagen igennem mødes i det offentlige rum. Det er livskvalitet, når man en onsdag tæt på midnat står skulder ved skulder med børn, unge, voksne og ældre i en andalusisk bar, spiser tapas og drikker kold fadøl og må råbe højt til sidemanden, fordi alle taler i munden på hinanden. Her i Spaniens fjerdestørste by Sevilla samles hele Andalusiens forførende sjæl. Vores rundtur begynder i Santa Cruz – det tidligere jødiske kvarter. Guiden leder os rundt

La Giralda i Sevilla

i de snævre gader, hvor en ny plads konstant åbenbares som perler på en snor. Derefter går vi ind i mørket i den kristne verdens største gotiske katedral. Inden for hersker stilheden og her opbevares en lille del af Columbus jordiske rester. Katedralen ligger på resterne af byens moske. Kun minareten er delvist bevaret i kirkens berømte tårn, La Giralda. En gruppe strejkende minearbejdere bor på 49. dag inde i katedralen. Her er de beskyttet mod politi og myndigheder og samtidig sikret maksimal opmærksomhed for deres sag. Vi slutter i Alcazar – kongepaladset. Det ligner et is-

lamisk bygningsværk, men det meste er bygget i den såkaldte mudéjar-stil af muslimske arkitekter og håndværkere, styret af kristne bygherrer. Det er altså ikke en bygning fra den islamiske periode, men fra perioden efter den kristne generobring af Sevilla. Til Alcazar hører et gigantisk haveanlæg, hvor man kan få timer til at gå med bare at nyde roen, vandet og duftene. Sidste dag i Sevilla er til fri disposition. Jeg går på et lokalt fødevaremarked ved Plaza de la Encarnación. Her kan man få Iberico-skinke af den fineste kvalitet – skåret i hånden (al corte.) Det er lille bod med far og søn bag disken og en kødrand af købere foran – flest kvinder. Man spørger: Quien es la ultima? Hvem er den sidste? Vedkommende udpeges, og man er nu selv den sidste. Hver gang der kommer en ny defineres det igen, hvem der er den sidste. Ifølge spansk køkultur kan man godt passe flere køer på en gang. Måske er la ultima lige gået hen for at købe noget frugt, men hun beholder sin plads i rækken. Man har god tid, og snakken går konstant. Jeg venter en lille time før det bliver min tur.

Ronda Sidste dag kører vi til Ronda, bjergbyen tæt ved Costa del Sol, kendt for sin bro over kløften der adskiller den nye og den gamle bydel. Det var en by hvor forfatteren Ernest Hemingway og filminstruktøren Orson Welles boede i mange år. Welles

Parador de Ronda

blev så fascineret af byen, at hans jordiske rester er begravet her på et hemmeligt sted. De mennesker, der opbevarer hans urne i patioen, vil ikke være en seværdighed. Hemingway havde egen loge i byens tyrefægterarena, der er Spaniens ældste, og skrev i Ronda bogen ”Hvem ringer klokkerne for” hvori han fortæller, hvordan fanger blev henrettet under den spanske borgerkrig ved at blive kastet ud fra den høje bro. Den østrigske digter Rainer Maria Rilke beskrev Ronda som ”denne uforlignelige fremtoning bestående af en by stablet op på to klippemassiver”. Og det er dramatisk. En

Puente Nuevo i Ronda

100 meter dyb og op til 90 meter bred slugt ved navn Tajo over floden Guadalevin deler byen i den ældre mauriske bykerne La Ciudad og bydelen Mercadillo mod nord, der er anlagt af de kristne. Vi slutter turen med Cramon Kulturrejser på restaurant Del Escudero hvor vi igen løftes ind i en verden af udsøgt tapas og glimrende vin – og nyder udsigten ned mod dybet.

Fakta om Spanien Arkitektur Andalusien er mest kendt for sin historiske arkitektur – prægtige bygningsværker fra romernes og maurernes epoker og de jødiske kvarterer - Juderia - som kendes fra centrum af Cordoba og Sevilla. Men de seneste 30 år – efter diktator Francos død og indførelsen af demokratiet – har man oplevet et arkitektonisk boom, og arkitekturen har overalt i Spanien haft stor betydning for forvandlingen af landet fra autoritært diktatur til moderne demokrati. Den politiske decentralisering, der har ført til opdelingen af landet i 17 selvstyrende regioner, er ikke kun et opgør med 36 års totalitært diktatur, men også en erkendelse af, at Spanien altid har bestået af flere kulturer med forskellige styreformer. Offentligt byggeri Demokratiet og åbenheden over for omverdenen har betydet, at man har haft en eksplosiv vækst i offentligt byggeri, der spænder fra nye lufthavne, universiteter, hospitaler, museer, sportsanlæg, skoler, kulturhuse, parker, torve o.m.a. Det hele styret i de enkelte regioner og af magtfulde borgmestre i kommunerne.

Modernismen Den modernistiske arkitektur, som Franco hadede, nåede i Spanien aldrig ud i de trøstesløse montagebyggerier, som vi kender fra mange europæiske byers forstæder. Man oplever derfor, at spanierne efter Francos død tog det bedste fra modernismens guldalder i 30erne og 40erne og tilpassede det nutiden. Personlig arkitektur Derfor er moderne spansk arkitektur ofte let, enkelt, luftigt, elegant, smukt proportioneret og parret med den enkelte arkitekts helt personlige udtryk. De spanske arkitekter er også uddannede ingeniører og har stor indflydelse på det enkelte byggeri, og de arbejder ofte solo med egen tegnestue. Nye eksempler Eksempler på moderne arkitektur i Andalusien er arkitekten Santiago Calatravas Alamillo bro over floden Guadalquivir, der fører over til EXPO området, hvor der var verdensudstilling i 1992. Den nye lufthavnsterminal San Pablo i Sevilla tegnet af Rafael Moneo. Eller Picasso Museet i Malaga, af Gluckman Mayer og Camara/Delgade, der både er en restaurering og et nybyggeri.

Bilkørsel Det er nemt at være bilist i Andalusien, hvis man blot er opmærksom på den specielle spanske måde at være anarkist og hensynsfuld på en og samme tid. En spanier kan godt stoppe foran en butik, tænde katastrofeblinket og gå ind og handle. De øvrige bilister accepterer og kører udenom bilen – også selv om det er besværligt. Ingen smålighed Samtidig kører spanierne dog ofte stærkt og hasarderet – især på smalle bjergveje. Men generelt glider trafikken fint med et totalt fravær af dansk smålighed. Her får man lov til at køre ud og ind mellem hinanden, uden at nogen bliver aggressive af den grund. Parkering kan nogen gange være en prøvelse. Man kan komme ud til sin bil og opdage, at der holder en anden bil parkeret foran, så man ikke kan komme ud. Men bilen står med garanti ulåst eller i frigear og kan skubbes væk, så man kan komme ud. Fornuftig løsning Venstresving har man mange steder en ganske fornuftig løsning på. Det er forbudt at holde stille midt på en befærdet hovedvej, så bilerne bagved ikke kan komme forbi. Derfor har man mange steder den mulighed, at der er en afkørsel til højre, som man kører på i en bue, hvorefter man kan krydse vejen, når der er fri bane.

Tre måneder hvert år fra 15. juni til 15. september lider den andalusiske trafik under fænomenet ”Operation Over Strædet”. I 2007 passerede 2,7 millioner marokkanere fordelt på 700.000 biler strædet i deres færd mod hjemlandet. Algeciras er den havn, der har mest travlt i sommermånederne. Kontakt betaling af bøde Fartbegrænsningerne er p.t. 120 km på motorvej, 90 eller 100 km uden for byerne og 50 km i byzone. Bliver man snuppet er det kontant betaling af bøden. Husk at overholde parkeringsbestemmelserne. I Andalusien har man en meget effektiv kranservice - grua - der betyder, at ulovligt parkerede biler bliver fjernet. Sker det vil der på stedet være et klistermærke, der fortæller hvor man kan hente bilen - mod betaling. Lovkrav I følge spansk lov skal bilister medbringe: To advarselstrekanter, en lysstav, selvlysende veste til alle passagerer ogr eservepærer til bilen

Billeje Andalusien er et af de billigste steder i Vesteuropa, når man skal leje bil. Der er stor konkurrence blandt selskaberne, og det kan betale sig at shoppe rundt, inden du beslutter dig og slår til. De lokale selskaber er som regel

de billigste, sammenlignet med de store internationale firmaer. Men husk at tjekke om alle forsikringer er med i prisen. Kig nøje på prisen Den lufthavn i Andalusien, der har størst konkurrence er uden tvivl den i Malaga, og her burde det være muligt at finde en okay bil til cirka 1000 danske kroner om ugen. Men kig nøje på prisen. Er det inklusive fri kilometer, moms og forsikringer? Nogle flyselskaber har særaftaler med biludlejningsfirmaer og kan nogen gange være det billigste bud. Men ellers er et godt råd, at man selv søger på de forskellige internet-søgeportaler. Priserne kan svinge fra dag til dag, og de forskellige søgemaskiner kan have forskellige aftaler med firmaerne. Minimum 25 år De fleste biludlejningsfirmaer kræver en minimumsalder på 25 år. Nogle lokale discount-udlejningsfirmaer er dog villige til at gå længere ned. Man skal have et kørekort, der er gyldigt og et internationalt kreditkort. Vær opmærksom på, at biludlejningsfirmaet ”reserverer” et større beløb på kreditkortet som depositum for udlejningen. Om sommeren kan det være en god ide at leje en bil med aircondition på grund af de høje temperaturer, især midt på dagen.

Dykning Den Andalusiske kystlinie – fra Cadiz til Almeria– byder på mange gode dykkersteder; marinereservater, huler, skibsvrag, rev og dyk, hvor man følger strømmen. Flaskedykning er da også en af de hurtigst voksende sportsgrene i Andalusien, og den bliver stadigt mere tilgængelig for både feriegæster og fastboende. God variation Et godt sted at dykke er marinereservatet, som ligger øst for Malaga. Hér giver bugterne beskyttelse for enten den stærke vestenvind eller den mere sjældne, men for dykning ødelæggende, østenvind. Variationen er god med dybder fra 12 meter til over 30 meter. Sigtbarheden er på omkring 15 meter eller mere i sommerhalvåret. Vandtemperaturen svinger igennem året fra 16 til 24 grader celsius. Fra kysten er der mange let tilgængelige dyk, ideelle for begyndere, men også interessante for mere rutinerede dykkere. Hér er masser af liv at se på. For eksempel blæksprutter, moræne-ål, søstjerner og store fiskestimer. For den mere erfarne I den anden retning, i Tarifa vest for Gibraltar, er der dykkermuligheder for den mere erfarne. Her er det ikke usædvanligt med en sigtbarhed på 25 meter, på grund af den konstante tilførsel af vand fra Atlanterhavet. Strømmen

kan være meget stærk. Af sikkerhedshensyn dykkes der fortrinsvis fra båd, og området kan ikke anbefales for nybegyndere uden tæt opsyn. Hvis du vil dykke i Andalusien, er det en god ide at kontakte et af de mange dykkercentre, der ligger strategisk strøet langs med kysten. Helst på forhånd. Både for at sikre den bedste pris, men også for at være sikker på, at de har plads. Dog kan du i de fleste tilfælde komme ind direkte fra gaden. Pakkeløsninger Mange dykkercentre tilbyder kurser for begyndere helt op til udvidet niveau. Og da Spanien og Andalusien efterhånden er ved at blive et af de foretrukne dykkersteder i Europa, tilbyder mange centre pakkeløsninger. Priserne kan være meget rimelige, hvis man sammenligner med resten af Europa. Både PADI- og CMAS-certifikater er anerkendt i Spanien. Det samme gælder certifikater fra andre store organisationer som NAUI, BSAC og SSI.

Erhverv Målt efter flådens størrelse er Spanien på en tredjeplads i verden, når det gælder fiskeri. Fra Andalusiens kyst er der dagligt fiskeflåder i Middelhavet og Atlanterhavet som blandt andet fanger sardiner, tun, torsk og skaldyr.

Fiskespisere Spanierne er storforbrugere af fisk, de spiser i gennemsnit 40 kg fisk om året, mens resten af EU i gennemsnit indtager 15 kg om året. De vigtigste fiskerihavne i Sydspanien er Algeciras, Huelva, Cádiz, Almeria og Málaga samt de to spanske kolonier i Nordafrika, Ceuta og Melilla. Turismen Turismen er Spanien bedste marked. Den står for omkring 10 procent af den spanske økonomi, og alene på Solkysten tegner turismen sig for ca. 25 procent. På grund af konkurrence fra andre billige feriesteder ved Middelhavet, er Sydspanien begyndt at satse på de mere velstående turister. Grisefesterne er blevet afløst af golf, sejlsport og tennis. En del indtægter hentes dog også fra de pensionister fra andre lande, som har slået sig ned især i Málaga-provisen. Landbruget Tilbage i 1950’erne var tæt på halvdelen af arbejdsstyrken i Andalusien beskæftiget med landbrug. Dette tal er siden faldet til omkring 10 procent, og mange landsbyer ligger nu øde hen, da mange har søgt mod kysten og de store byer. Landbruget spiller dog stadigvæk en stor rolle i Andalusien, hvorfra grøntsager, oliven, appelsiner og citroner eksporteres til store dele af verden.

Økologi I de senere år er mængden af økologisk landbrug steget voldsomt. Over halvdelen af Spaniens økologiske areal ligger i Andalusien, og arealet stiger år for år. Industrien Industrien findes især i Andalusiens vestlige del omkring byerne Cádiz, Algeciras, Sevilla og Huelva, hvor der blandt andet er opstået en stor kemisk industri. Málaga har kun meget få industrivirksomheder, men er sammen med Sevilla førende inden for tekstilbranchen.

Fester Andaluserne er gode til at feste, uanset om festen er af religiøs, kulturel eller historisk art. I Andalusien er der et hav af fester året rundt. Dette er kun et sparsomt udvalg af de mest kendte.

Januar Granada: 1.-2. januar: Befrielse fra maurerne. Malaga: 6. januar: Romeria de la Virgen del Mar. Guadix: 17. januar: Romeria del Ermita del Santo.

Februar Andalusien: Der fejres karneval mange steder - den største fest er i Cadiz. Andalusien: 28. februar er fridag i regionen. ”Dia de An-

dalucia” festligholder Andalusiens status som selvstyrende område. Andalusien: Der fejres karneval mange steder - den største fest er i Cadiz. Andalusien: 28. februar er fridag i regionen. ”Dia de Andalucia” festligholder Andalusiens status som selvstyrende område.

Marts/April Andalusien: Den mest spektakulære begivenhed er”Semana Santa” – påskeugen -. Den fejres fra Domingo de Ramos, palmesøndag, til Viernes Santo, langfredag, og igen Domingo de Resurrección, påskedag. I næsten alle byer bliver begivenheden fejret ved, at man bærer religiøse ikoner gennem byens gader, for at dramatisere Jesu’ korsfæstelse. Mest imponerende er det i Sevilla, Málaga, Granada og Córdoba, men også i byer som Jerez, Arcos, Baeza og Úbeda. Sevilla: To uger efter påske holdes Fería de Abríl er den største folkefest i Spanien med tyrefægtning, sherry og optog. Andalusien: Den mest spektakulære begivenhed er”Semana Santa” – påskeugen. Den fejres fra Domingo de Ramos, palmesøndag, til Viernes Santo, langfredag, og igen Domingo de Resurrección, påskedag. I næsten alle byer bliver begivenheden fejret ved, at man bærer religiøse ikoner gennem byens gader, for at dramatisere Jesu’ korsfæstelse. Mest imponerende er

det i Sevilla, Málaga, Granada og Córdoba, men også i byer som Jerez, Arcos, Baeza og Úbeda. Sevilla: To uger efter påske holdes Fería de Abríl er den største folkefest i Spanien med tyrefægtning, sherry og optog.

Maj Andalusien: I Marbella går befolkningen i procession op til bjergene. ”Fiesta de las Cruces” fejres ligeledes i maj, hvor folk bruger blomster til at dekorere deres huse og balkoner med religiøse motiver. Det anbefales at opleve ”Fiesta de las Cruces i både Granada og Cordoba, samt byerne Nerja, Tolox og Coín. Jerez: I begyndelsen af maj er der hestefestival, ”Feria del Caballo”, i Jerez de la Frontera. Huelva: Romeria El Rocio, 27. maj, en af Spaniens største pilgrimsrejser ender i den lille landsby El Rocio, 70 km udenfor Huelva. Folk kommer hertil på hesteryg eller i hestevogn fra hele landet. Omkring en million mennesker deltager. Andalusien: I Marbella går befolkningen i procession op til bjergene. ”Fiesta de las Cruces” fejres ligeledes i maj, hvor folk bruger blomster til at dekorere deres huse og balkoner med religiøse motiver. Det anbefales at opleve ”Fiesta de las Cruces i både Granada og Cordoba, samt byerne Nerja, Tolox og Coín. Jerez: I begyndelsen af maj er der hestefestival, ”Feria

del Caballo”, i Jerez de la Frontera. Huelva: Romeria El Rocio, 27. maj, en af Spaniens største pilgrimsrejser ender i den lille landsby El Rocio, 70 km udenfor Huelva. Folk kommer hertil på hesteryg eller i hestevogn fra hele landet. Omkring en million mennesker deltager.

Juni Andalusien: 2. søndag efter pinse: Corpus Christi (Kristi legemsfest). Mest berømt er festerne i Granada, Sevilla, Ronda, Vejer og Zahara de la Sierra. Marbella: San Bernabé, som finder sted d. 11. juni Andalusien:”Dia de San Juan” er den spanske udgave af sankt hans. Ved midnat d. 23. juni tændes der massevis af bål, som ligger tæt op af hinanden, og samtidig med at bålene brænder ned, spilles der musik og ledsages af fyrværkeri på stranden. Andalusien: 2. søndag efter pinse: Corpus Christi (Kristi legemsfest). Mest berømt er festerne i Granada, Sevilla, Ronda, Vejer og Zahara de la Sierra. Marbella: San Bernabé, som finder sted d. 11. juni Andalusien:”Dia de San Juan” er den spanske udgave af sankt hans. Ved midnat d. 23. juni tændes der massevis af bål, som ligger tæt op af hinanden, og samtidig med at bålene brænder ned, spilles der musik og ledsages af fyrværkeri på stranden.

Juli Andalusien: 16. juli fejrer man ”Dia de la Virgen del Mar”, fiskerne helgeninde, hvor et billede af jomfruen sendes til søs i en fiskerbåd under ledsagelsen af festfyrværkeri. Andalusien: 16. juli fejrer man ”Dia de la Virgen del Mar”, fiskerne helgeninde, hvor et billede af jomfruen sendes til søs i en fiskerbåd under ledsagelsen af festfyrværkeri.

August Huelva: Fiestas Columbinas fejrer 3. augusy Columbus’ erobringer. Malaga: Feria de Málaga midt i august hører er en af Solkystens mest livlige ferias Almeria: Sidste uge i august afvikles Feria de Almería. Fuengirola: Byfest i den første uge af august Benahavís: Byfest mellem d. 11. og 15. august. Under denne byfest fejres også Romería, ved en religiøs procession. Huelva: Fiestas Columbinas fejrer 3. augusy Columbus’ erobringer. Malaga: Feria de Málaga midt i august hører er en af Solkystens mest livlige ferias Almeria: Sidste uge i august afvikles Feria de Almería. Fuengirola: Byfest i den første uge af august Benahavís: Byfest mellem d. 11. og 15. august. Under denne byfest fejres også Romería, ved en religiøs procession.

September Jerez: Vinfestival, Jerez de la Frontera Andalusien:”Moros y cristianos” (arabere og kristne) 14.-15. august er en begivenhed, hvor sameksistensen såvel som stridighederne mellem arabere og kristne i middelalderen bliver fejret. Stort i Alfarnate og Válor. Estepona: Virgen del Rosario, som ligger i den første uge af september. Feria del Cristo ligger få dage senere. Torremolinos: Romaría af San Miguel. Denne ligger i slutningen af september.

Oktober Huelva: Tapasfestival - en række af de bedste restauranter serverer på Plaza de las monjas tapas til meget favorable priser. Granada: 1. oktoberer der Fiesta San Miguel i Albaicin-kvarteret. Fuengirola: Feria del Rosario foregår 6.-12. oktober. Jaén: 15.-23. oktober afvikles Feria de San Lucas i Jaén, der går tilbage til 1400-tallet. Marbella: San Pedro de Alcántara, som ligger d. 19. oktober. Huelva: Tapasfestival - en række af de bedste restauranter serverer på Plaza de las monjas tapas til meget favorable priser. Granada: 1. oktoberer der Fiesta San Miguel i Albaicin-kvarteret. Fuengirola: Feria del Rosario foregår 6.-12. oktober. Jaén: 15.-23. oktober afvikles Feria de San Lucas i Jaén, der går tilbage til 1400-tallet.

Marbella: San Pedro de Alcántara, som ligger d. 19. oktober.

November Huelva: Festival Cine Iberoamericano. Stor film festival for Latin Amerikanske film. December Malaga: D. 28. december fejrer man ”Fiesta Mayor de Verdiales”, en dyst på fortolkninger af primitiv, maurisk musik.

Fodbold Spansk fodbold er noget af verdens bedste og mest seværdige. Det er på et højt teknisk niveau med en offensiv indstilling og kan tilbyde en række af verdens bedste spillere på banen for et kræsent publikum, der kræver underholdning i hver kamp. F Sevilla er førende I Andalusien er det de to Sevilla-mandskaber Real Betis, der spiller i det andalusiske flags farver, hvidt og grønt, samt hvidklædte Sevilla, der sammen med Malaga CF er førende. Spaniens ældste fodboldklub Recreativo de Huelva, der blev grundlagt i 1889, har gennem historien ført en elevatortilværelse mellem de bedste rækker. Almeria ligger i næstbedste række. P.t. ligger Granada i La Liga.

Andalusiske klubber Almeria www.udalmeriasad.com Sevilla FC www.sevillafc.es Real Betis www.realbetisbalompie.es Xeres (Jerez) www.xerezcd.com Cadiz FC www.cadizcf.com Cordoba FC www.cordobacf.com Malaga CF www.malagacf.es Granada 74 www.cpgranada74.com Recreativo Huelva www.recreativohuelva.com

Golf Andalusien er Europas golf-mekka. Her er der omkring 100 baner at boltre sig på. Cirka halvdelen findes på Costa del Sol. Og flere af banerne er blandt Europas bedste. Det trækker hvert år 1,5 millioner spanske og udenlandske golfturister til området. Spiller du golf, bør du derfor overveje at tage køllerne med til Andalusien. Husk også at medbringe et gyldigt handicapbevis, da den spanske golfunion kræver, at alle spillere har et sådant. Følgende baner er blot eksempler på de golfmuligheder, du finder i Andalusien. Alhaurín Alhaurín blev anlagt i 1992 og designet af den kendte golfspiller Severiano Ballesteros. Her er der tre gode baner, hvoraf den ene er meget teknisk svær på grund af de

mange bakker som giver et dårligt udsyn. Men når du først har lært banen at kende og har gået op og ned af fairways mange gange, så er det en ret underholdende bane. De to andre er par 3 baner og ideelle for begyndere. Club Golf La Siesta Denne 9 huls bane er designet af Enrique Canales Busquet. Trods det er en kort bane, har man alligevel en fornemmelse af at spille på en meget større, takket være afstanden mellem teesteder og greens der skifter ustandseligt. Den har en helt fantastisk udsigt over Middelhavet fra hul 9. El Paraiso Golf Her er det udover de brede fairways og de mange vandhazarder den fantastiske havudsigt der gør banen attraktiv. Det er virkelig værd at nævne det 14. hul som er omgivet af et virkeligt smukt landskab med søer og træer. Pas på hul 7, her skal man være meget omhyggelig gennem de mange hazarder. Estepona Golf Dette er ikke mindre end en bjergbane. Den vilde flora og fauna er flot bevaret. Den er karakteriseret af smalle fairways og flot designede greens. Denne bane kræver en forholdsvis god teknik. Designet af Luis López Martínez og åbnede i 1991.

La Cala North og South To 18 hullers baner North Course og South Course. Begge baner er udfordrende for spillere på alle niveauer. På North Course befinder man sig i ørneland, med en fantastisk udsigt over South Course ned mod havet. South Course omfatter et bølgende, fantastisk terræn. Det 10. hul anses for La Cala’s mest krævende par 5 hul, og på hul 12 er der en ”indbydende” sø foran green. La Dama de Noche Banen her er opkaldt efter de mange cestrum-buske ”Dama de Noche”. Denne specielle busk, åbner sine blomster om natten og afgiver en svag duft af parfume i hele dalen. Banen er belyst om aftenen, så alle golfelskere har mulighed for at gå en runde og nyde denne duft. Banen er komfortabel og har visse vanskelige punkter. La Duquesa Golf Mesterakitekten Robert Trent Jones har designet denne storslåede 18 huls bane som kombineret af et fantastisk landskab og den friske brise fra Middelhavet gør det til en oplevelse at gå en runde her. Der er intet bedre end at stå ved 8. hul og vide, at det vil være ekstremt vanskeligt at være en værdig modstander til denne perfekte kombination af natur og bane.

Lauro Golf Kort beskrevet, er det næsten som at gå rundt i en olivenlund, når man går sin runde på Lauro. Men det må ikke snyde, for det er virkelig nødvendigt med koncentration, specielt ved det 9. og det 18. hul her er greens beskyttede af vandhazarder. En blød bane ideel for alle handicaps. Los Naranjos Golf Så absolut een af Solkystens mesterskabsbaner. Projekteret af Robert Trent Jones. De lange terasselignende store bølgede greens er Robert Trent Jones umiskendelige varemærke, men der en betragtelig forskel på denne harmoniske og let kuperede bane, de første 9 huller, har brede svungne fairways med blide skråninger mod de sidste 9 huller, som er meget fladere. Der er gjort maximal brug af appelsintræer, hvorfra banen har sit navn. Málaga Royal Country Club Designet af Tom Simpson og åbnet i 1925. Med et terræn langs kysten og den anden del gennem hundrede af eucalyptus og mimosa-træer er en absolut udfordring og meget attraktiv. Den henvender sig til golfspillere på alle niveau. Santa Maria Pragtfuld udsigt over Middelhavet og særdeles velholdt. Fairways er belagt med Tifway-græs. Det mest berømte

hul på denne bane er det 6. En meget populær bane på Costa del Sol der med sine store fyrtræer og parkanlæg giver et helt specielt landskab. Banen der åbnede i 1991 er designet af spanieren Antonio García Garrido. Torrequebrada Denne bane er blandt de bedste i Europa, og dermed selvfølgelig een af de absolut mest populære baner på Solkysten. Banen er projekteret af Jose Gancedo og han har brugt ikke mindre end 100 forskellige arter af træer langs fairways. Den ligger tæt ved vandet og er bugtet men panoramaudsigten og variationerne på hvert hul kompenserer for det bølgende terræn. Der er masser af strategisk placerede bunkers og vandhazarder. Hul 16 er et kort par 4 hul med dogleg til højre med andetslag nedad mod en hævet green hvor flaget næsten ikke er synligt. Læs mere på www.andaluciagolf.com

Historie Under den mauriske periode i Spanien (711 – 1492) oplevede Andalusien en blomstringstid inden for kunst, videnskab, arkitektur og havebrug, men med fordrivelsen af maurerne og jøderne efter de katolske regenter Isabel og Fernandos indtog i Granada i 1492 mistede man nogle driftige og kreative befolkningsgrupper, der kunne have været med til at udvikle landet.

Latifundios I stedet blev størstedelen af Andalusien opdelt kæmpestore jordbesiddelser, latifundios, hvoraf en stor del lå uopdyrket hen – statisk økonomi, få rige jordbesiddere, stor fattig landbefolkning uden egen jord. Efter opdagelsen af Amerika i 1492 fik Sevilla og senere Cádiz monopol på handelen med den nye verden hvilket gjorde disse byer velstående en overgang, men størstedelen at de ufattelige rigdomme der kom fra kolonierne blev ikke brugt til at udvikle landet, men blev ødet op på luksus og finansieringen af kostbare krige. Ludfattigt samfund Helt indtil 50’erne og 60’erne, hvor turismen for alvor tog fart, var Andalusien et sted hvor tiden stod stille – et ludfattigt bonde- og fiskersamfund med en lille overklasse af adel og godsejere, med en massiv emigration til udlandet og andre dele af Spanien. EXPO92 Verdensudstillingen EXPO i Sevilla i 92, gav infrastrukturen omkring Sevilla et gevaldigt løft, lufthavn og jernbanestationer blev moderniseret, der blev bygget nye broer over Guadalquivir-floden, og der blev indsat højhastighedstog (AVE) mellem Madrid og Sevilla - samtidig med at man ønskede at sende et signal om et moderne, dynamisk,

selvsikker region fjernt fra de stereotype forestillinger som omverdenen almindeligvis gør sig om Spanien.

Job Det spanske arbejdsmarked er karakteriseret ved en todeling: Arbejdere ansat på faste/varige kontrakter, som er sikret en lang række sociale og økonomiske fordele. Og arbejdere ansat på tidsbegrænsede kontrakter uden de samme rettigheder. Denne opsplitning af arbejdsmarkedet hænger i en vis grad sammen med de høje omkostninger i forbindelse med afskedigelse af fastansatte arbejdere. Det koster normalt en erstatning på 45 dages nutidsløn pr. ansættelsesår at fyre en fastansat. For at mindske risikoen for høje afskedigelsesomkostninger i tilfælde af økonomisk krise, foretrækker mange arbejdsgivere at ansætte arbejdere på tidsbegrænsede kontrakter. AF i Danmark Hvis du vil søge arbejde i Spanien, kan du begynde med at rette henvendelse til den offentlige arbejdsformidling i Danmark. Alle AF-kontorerne er tilsluttet et netværk, der kaldes EURES (European Employment Services). De har en afdeling, som er specialiseret i at formidle arbejde i andre lande. Adresser og telefonnumre til euro-vejlederne i det amt, hvor du bor, kan du finde på http://europa.eu/

Man kan finde yderligere information på EU-Kommissionens hjemmeside http://ec.europa.eu/atoz_en.htm. AF i Spanien Adresser på de offentlige arbejdsformidlingskontorer i Spanien – Instituto Nacional de Empleo (INEM) kan man finde på www.inem.es. Derudover opslåes mange stillinger i den spanske presse, for eksempel i dagbladet Segunda Mano, der er den spanske udgave af Den Blå Avis. Her kan man finde et stort antal jobannoncer, som er trykt på flere sprog). Yderligere findes der jobannoncer i de landsdækkende aviser El Pais, El Mundo, ABC, La Vanguardia og El Periodico, og på jobportalerne Matchwork og Bolsa de trabajo (spansk).

Klima Andalusien har det varmeste og mest solrige klima på den Iberiske halvø med 3000 soltimer årligt. Det betyder, at solen skinner cirka 325 dage om året, meget ofte hele dagen. Den årlige gennemsnitstemperatur ligger på 22 grader, og bortset fra i de højest liggede bjergområder forekommer frost yderst sjældent. Klimaet kan dog variere en hel del alt efter hvilken del af Andalusien, man befinder sig i.

Fire klimatyper Andalusiens klima kan opdeles i fire typer: Clima mediterráneo-ocánico Clima mediterráneo-continental Clima mediterráneo-subtropical Clima mediterráneo de montaña Fugtigt Midddelhavsklima Clima mediterráneo-ocánico dækker eksempelvis Cádiz og Huelva. Et fugtigt Middelhavsklima med milde temperaturer i de områder, som vender ud mod Atlanten.

Steghedt indlandsklima Clima mediterráneo-continental er klimaet i de områder som ikke ligger ved havet, det vil sige indlandsklima. Her er vintrene koldere men til gengæld er her yderst varmt om sommeren. Sevilla, Granada og Córdoba ligger i dette klimaområde, og i Córdoba har man faktisk målt den højeste temperatur i Spanien nogensinde - 52 grader i skyggen.

Behagelige temperaturer Clima mediterráneo-subtropical er kendetegnet ved behagelige temperaturer om vinteren og varme om sommeren. Costa del Sol og Almería-kysten ligger i dette klimaområde, og det er stærkt medvirkede til de

to kysters popularitet.

Lang vinter, kort sommer Clima mediterráneo de montaña møder du blandt andet Sierra Nevada og i de bjergområder som ligger 2000 meter og mere over havet. Vintrene er her lange og kolde og sommerne er korte og ikke så varme som andre steder i Andalusien.

Oliven Oliventræet kom til landene omkring Middelhavet for mere end 3000 år siden. Træet kom fra Lilleasien og blev først introduceret på Kreta og det græske fastland. Romerne spredte dyrkningen af oliventræer hele vejen rundt om Middelhavet og til den Iberiske Halvø. I dag producerer Spanien, først og fremmest Andalusien, 60 procent af verdens olivenolie. Verdens bedste olivenolie Oliventræer dyrkes med omhu og lidenskab, og det har omdannet det andalusiske landskab til enorme skove af smukt plejede oliventræer og givet regionen anerkendelse som fødestedet for den verdens bedste olivenolie. En traditionel høstning i Andalusien, ”vareo”, foregår ved, at man slår forsigtigt på grenene med lange kæppe kaldet ”varas”, så frugterne falder ned i et net, der er spændt ud under træerne. De indsamlede oliven sorteres. Kun

de bedste og hele bruges til den fineste presning, der foregår ved, at møllesten af granit maler de hele oliven. Olien løber fra i fineste kvalitet - kaldet flor de aceite - og har bevaret smag, vitaminer og umættede fedtsyrer, der nedsætter kolesteroltallet. Fire kvaliteter Ekstra jomfruolivenolie, der har den perfekte smag og farve og et syreindhold på under 1 procent. Jomfruolivenolie hvor syreindholdet må gå op til 2 procent. Olivenolie er raffineret olivenolie tilsat jomfruolivenolie og med et syreindhold på under 1,5 procent. Olivenrestolie er raffinerede olivenrester der får tilsat lidt jomfruolivenolie for at give noget smag. Syreindhold på under 1,5 procent.

Ord og udtale På spansk udtales vokaler altid på samme måde. A som på dansk ”far”, e som ”del”, i som ”min”, o som ”koks” og u som ”hun. Som hovedregel ligger trykket altid på næstsidste stavelse med mindre det er markeret med accent eller ordet ender på d, l, r eller z. Dobbelt-l udtales som j, og man ruller på dobbet-r. H er altid stumt og ch udtales som i engelsk ”Charles”. B og v udtales næsten ens som en mellemting mellem b og v på dansk. J er specielt - det udtales som når man rømmer sig eller som ach-lyd i det

tyske Bach. Spansk har et bogstav som ikke findes på dansk - ñ og udtales som nj.

Dagligdag Hej Hola Goddag Buenos días God eftermiddag (ca. 14.00 til 21.00) Buenas tardes God aften Buenas noches På gensyn Hasta luego Farvel Adiós Vi ses i morgen Hasta mañana Hvordan går det? ¿Qué tal? Hvordan har du det? ¿Cómo estás? Hvordan har De det? ¿Como esta usted? Godt, tak. Og du? Bien, gracias. ¿Y tu? Hvad hedder du? ¿Cómo te llamas? Hvad hedder I? ¿Cómo os llamáis? Jeg hedder Me llamo…. Hvor er du fra? ¿De donde eres? Hvor er I fra? ¿De donde sois? Jeg er fra Danmark Soy de Dinamarca Vi er fra Danmark Somos de Dinamarca Hvor gammel er du? ¿Cuántos años tienes? Hvor gamle er I? ¿Cuántos años tenéis? Jeg er 28 år Tengo 28 años Venstre Izquierda Højre Derecha

Billig Barato Dyr Caro Varm Caliente Kold Frio Jeg taler ikke spansk No hablo espanol Jeg forstår ikke No comprendo

Indkøb Supermarked El supermercado Marked El mercado Tobaksforretning El estanco Fotoforretning La tienda de fotografia Bank El banco Posthus Correos Rejsebureau La agencia de viajes Hvor meget koster det? ¿Cuanto cuesta? Det er meget dyrt Es muy caro Den kan jeg lide Me gusta Må jeg betale med kreditkort Puedo pagar con tajeta de credito Frimærke Un sello Har De åbent i morgen? ¿Esta abierto mañana?

Tallene 0 Cero 1 Uno 2 Dos

3 Tres 4 Cuatro 5 Cinco 6 Seis 7 Siete 8 Ocho 9 Nueve 10 Diez 11 Once 12 Doce 13 Trece 14 Catorce 15 Quince 16 Dieciseis 17 Diecisiete 18 Dieciocho 19 Diecinueve 20 Veinte 21 Veintiuno 30 Treinta 31 Treinta y uno 40 Cuarenta 50 Cincuenta 60 Sesenta 70 Setenta 80 Ochenta 90 Noventa

100 Ciento (cien) 125 Cien veinte y cinco 200 Doscientos 300 Trescientos 400 Cuatrocientos 500 Quinientos 600 Seiscientos 700 Setecientos 800 Ochocientos 900 Novecientos 1000 Mil

Ugedagene Søndag Domingo Mandag Lunes Tirsdag Martes Onsdag Miercoles Torsdag Jueves Fredag Viernes Lørdag Sabado

Månederne Januar Enero Februar Febrero Marts Marzo April Abril Maj Mayo

Juni Junio Juli Julio August Agosto September Septiembre Oktober Octubre November Noviembre December Diciembre

Madvarer Aceite Olie Almendras Mandler Arroz Ris Azucar Sukker Mantequilla Smør Leche Mælk Miel Honning Pimiento Peber Queso Ost Sal Salt Turron Nougat

Småretter Bocadillo Sandwich Entremeses Forretter Flan Karamelbudding Galletas Småkager Helado Is

Postre Dessert Potaje Suppe Pan Bred Pasteles Konditorkager Salsa Sauce Sopa Suppe Tortilla Omelet Tostada Ristet brød

Kød og fugl Albondigas Kødboller Beicon Bacon Caza Vildt Cecina Røget kød Chorizo Paprikapølse Chuleta Kotelet Escalopa Schnitzel Higado Lever Huevos Æg Jamon Skinke Pollo Kylling Rinones Nyrer Salchichon Røget pølse Solomillo Mørbrad Carne Kød Ternera Kalvekød Vaca Oksekød

Cerdo Svinekød Conejo Kanin Cordero Lammekød Carne de Buey Oksekød fra stud

Fisk og skaldyr Almejas Muslinger Anchoas Ansjoser Atun Tunfisk Bacalao Klipfisk Besugo Havbrasen Bogavante Hummer Boquerones Ansjoser Calamares Blæksprutter Camarones Rejer Cangrejos Krabber Chipirones Små blæksprutter Cigalas Jomfruhummer Gambas Rejer Langosta Store krebs Langostinos Store rejer Lenguado Søtunge Mariscos Skaldyr Mejillones Muslinger Merluza Kulmule Ostras Østers Pescado Fisk

Pulpitos Blæksprutter Salmon Laks Trucha Ørred Turbot Pighvar

Frugt og grønt Alcachofa Artiskok Aceitunas Oliven Ajo Hvidløg Berenjena Aubergine Champinones Champignon Ensalada Salat Espárrago Asparges Garbanzo Kikærter Granada Granatæble Frutas Frugt Higos Figner Judias Bønner Lechuga Salathoved Legumbres Grøntsager Maiz Majs Manzana Æble Melocoton Fersken Melón Melon Naranja Appelsin Patatas Kartofler Pepino Agurk

Piña Ananas Plátano Banan Tomate Tomat Uvas Vindruer Verdura Grøntsager

Politik Spanien blev ved forfatningen fra 1977 delt op i 17 selvstyrende områder med egen lokalregering. Andalusien har et parlament på 109 medlemmer og eget flag i de andalusiske farver grønt og hvidt. Af disse selvstyrende områder - comunidades autónomas, som de kaldes på spansk - er Andalusien det største og mest folkerige med sine ca. 7,5 millioner indbyggere. Ny selvstyrelov Det regionale selvstyre har sæde i Sevilla og siden 1990 har præsidenten for la junta de Andalucía - lokalregeringen heddet Manuel Chávez fra PSOE, det spanske socialistparti. Hans seneste triumf er vedtagelsen af den nye selvstyrelov, el estatuto, der anerkender andaluserne som et særegent folkefærd. Og Andalusien som ”una realidad nacional”- en national realitet, uden at der ligger noget ønske om at løsrive sig fra Spanien. Vendepunktet Andalusien har traditionelt og langt op i det 20. århundrede været et af de mest tilbagestående og fattige områ-

der i Spanien. Turismen satte gang i en vis udvikling, men det egentlige vendepunkt kom i firserne efter Francos død, hvor PSOE - det spanske socialistparti - med en ung advokat fra Sevilla ved navn Felipe González i spidsen vandt valget i 1982 med absolut flertal. Andalusien blev tilført betydelige midler via lokalregeringen i Sevilla, hvor PSOE også var kommet til magten. EU-finansiering Den vigtigste enkeltbegivenhed for moderniseringen af Andalusien er utvivlsomt Spaniens indtræden i EF i 1986 – de mange millioner € fra EU’s regionalfonde har forvandlet Andalusiens infrastruktur til en af de mest moderne i Europa. Ved mange veje, broer og offentlige bygningsanlæg kan se store blå skilte med EU-symbolet, der fortæller hvor finansieringen kommer fra. Verdensudstillingen EXPO i Sevilla i 1992 - 500 år efter Columbus’ opdagelse af Amerika, gav infrastrukturen omkring Sevilla et gevaldigt løft. Skindet bedrager Men skindet bedrager i nogen grad. Andalusien er stadigvæk, til trods for det fine vejnet og en nye bygninger og broer, fattigere end andre dele af Spanien og arbejdsløshedsprocenten er Spaniens højeste. Billedet sløres dog noget af, at den uofficielle økonomi med sorte penge er meget stor.

Rejseveje Andalusien kan besøges året rundt, hvis man primært rejser til Middelhavets kyster. Men selv inde i landet er vintertemperaturerne milde. Højsæsonen for turismen er fra maj til september, bortset fra Sevilla, hvor juli og august er lavsæson på grund af de meget høje sommertemperaturer. Charterrejse Man kan tage en charterejse til Costa del Sol via Malaga fra og med 2007 er der også muligheder til Costa de la Luz via Jerez. Mange charterselskaber fylder flyene op med billige rejser uden hotel vel vidende, at mange danskere har familie eller venner, der bor i Andalusien. Rutefly Rutefly med SAS og Iberia er ofte dyrere end charterflyene. Iberia flyver fra København og med mellemlanding i Madrid kan du nå alle Spaniens lufthavne. Ryanair flyver direkte fra Aarhus og Billund til Alicante og Malaga. Med Ryanair via London kan man flyve til stort set alle de andalusiske lufthavne. Tog og egen bil Det er en lang, dyr og besværlig rejse med toget fra Danmark til Spanien. Man kan køre via Schweiz eller Paris. Begge veje tager det mindst 40 timer til Andalusien.

I egen bil skal man regne med fem til syv dage. Turen er på mere end 3000 kilometer, og der er tæt trafik stort set hele vejen. Man betaler motorvejsafgift både i Frankrig og Spanien.

Rejseforsikring At rejse er at leve, men at rejse uden forsikring kan blive en dyr affære. Komplicerede skader eller sygdomme kan inklusiv hjemtransport med ambulancefly koste dig en million kroner, hvis du ikke har forsikringen i orden. Det gule sygesikringsskort Den offentlige sygesikring (sundhedskortet) gælder kun ved rene ferierejser af maksimum en måneds varighed i Europa, men ikke alle sygdomstilfælde er dækket. Reglerne for sygesikringskortet blev ændret pr. 1. januar 2008. Overordnet fortsætter ordningen som hidtil, men der er sket to vigtige ændringer: 1. Det geografiske dækningsområde er indskrænket til kun at omfatte EU-landene + enkelte andre europæiske lande. Det betyder at følgende lande er omfattet: EUlandene, Færøerne, Grønland, Norge, Island, Andorra, Azorerne, Cypern, Gibraltar, Isle of Man, De Kanariske Øer, Kanaløerne, Liechtenstein, Madeira, Malta, Monaco, San Marino, Schweiz og Vatikanstaten. Bemærk at rejser til lande som f.eks. Tyrkiet, Kroatien, Egypten, Tunesien og Marokko ikke længere er omfattet.

2. Dækning af hjemtransport er bortfaldet. Såfremt man ønsker at være dækket under rejser til lande, der ikke længere er omfattet af ordningen, og såfremt man ønsker dækning for hjemtransport bør man tegne en privat forsikring. Det blå sygesikringskort Anbefales som turist i Spanien. Men EU-sygesikringskortet (det blå sygesikringskort) anvendes først og fremmest af danskere ved forretningsrejser og udstationering i op til 1 år, arbejdssøgning, ulønnede praktik- og studieophold i op til 1 år, au pair-ophold i op til 1 år samt ferie- og studierejser over en måned, når disse finder sted i et EU-land (Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz er også omfattet) uden for Danmark.EU-sygesikringskortet giver ret til læge- og hospitalshjælp, medicin mv. på samme vilkår, som gælder for offentligt sygeforsikrede i det pågældende land. EUsygesikringskortet dækker ikke hjemtransport. Læs mere på forbrug.dk og nyerejseregler.dk

Religion Religionen er mere synlig i Andalusien end i andre spanske regioner. Ingen steder i Spanien er samfundet og hverdagslivet så gennemsyret af religiøsitet som i Andalusien. Der er et væld af religiøse fester og imponerende processioner - hver lille pueblo fejrer sin egen helgen og

man valfarter i store optog til hellige steder. Den mest berømte er la romería del Rocío. Og det er svært at finde en by med større koncentration af kirker end Sevilla. Vin og dans Religiøse begivenheder i Andalusien fejres med vin og dans og spanierne formår virkeligt at feste igennem med højt humør. Stort set altid uden at det går over gevind. Man ser sjældent stærkt berusede mennesker på gaden og der er endnu sjældnere slagsmål eller vold i luften. Livsglæden får frit løb Selv den mindste landby holder mindst en gang om året en byfest, hvor alt går i stå til fordel for at lade livsglæden få frit løb. Eller for at fejre en helgen. Der kan være pilgrimsvandring, optog eller fyrværkeri. Uanset form eller indhold, så har man det sjovt i det offentlige rum. Årets højdepunkt Årets højdepunkt religiøst og festligt er påskeugen Semana Santa, hvor folk er på gaden i næsten en hel uge med fest og optog. Gader og pladser er hver dag et tilløbsstykke for store menneskemængder, der går i procession med statuer i fuld størrelse af bl.a. jomfru Maria. Semana Santa er noget for sig selv specielt i andalusiske byer, med Sevilla som garant for den største oplevelse.

Kirkens indflydelse Kirkens indflydelse i dagens Spanien er dog vigende. Især i storbyerne står kirken svagt, og det er svært at rekruttere nye præster. Langt den største del af befolkningen er dog stadig katolikker, 30 procent menes at være aktive og praktiserende. Muslimer, protestanter og andre trossamfund udgør kun omkring to procent af befolkningen

Rideferie Der findes et utal af ridecentre og ranches i Andalusien, hvor det er muligt at leje heste eller deltage på en organiseret tur. Om det så er kystnært ved Costa de la Luz, rundtur til de hvide andalusiske hvide landsbyer, trekking i det gamle banditområde ved Ronda eller smukke naturoplevelser ved Granada i højderne på Sierra Nevada. Mulighederne er mangfoldige. Den Spanske Hest Nogle af verdens fineste og smukkeste heste kommer fra Andalusien. Den rene spanske hesterace har altid været kendt under navnet – Den Spanske Hest. Andalusien var det område, hvor den rene spanske hesterace havde sin vugge. Derfor blev hesten også kendt under navnet Andalusier eller Andalusian horse. Officielt er racens navn Pura Raza Española i forkortelse P.R.E. - stadig populært kaldet Den Spanske Hest. Den

spanske hest er stamfaderen til to danske hesteracer; Frederiksborgeren og Knabstrupperen. Christian IV (15771648) importerede spanske hingste til sit stutteri for at forbedre de eksisterende danske heste. En naturoplevelse De spanske heste har en helt utrolig evne til at klare og udholde det mest ufremkommelige terræn. Og en rideferie i Andalusien kan være en naturoplevelse i en del af Spanien, som for mange er helt ukendt. En intens oplevelse med hest, når den er i et naturligt element. Jerez de la Frontera er i kendt for sin rytterskole www. realescuela.org med imponerende dressuropvisninger med hvide andalusiske heste. I begyndelsen af maj er der i Jerez hestefestival, ”Feria del Caballo.

Shopping For mange er et ferieophold i Andalusien lig med lidt shopping. Selv om man ikke har nogen egentlig indkøbsseddel med hjemmefra, så er udvalget stort og godt, uanset om det er høj-kvalitets fødevarer, smykker, lædervarer eller tøj. I alle de større byer findes indkøbscentre og mindst en El Corte Ingles, som er Spaniens største kæde af varehuse a la Magasin. Her fås stort set alt og varehuset holder ikke siesta. I kælderen findes altid en velassorteret afdeling for fødevarer.

Ingen siesta El Corte Ingles, Zara, lignende varehuse, større supermarkeder og store butikker holder som regel åbent mellem 10 og 21. Lørdag fra 10-18 og søndag er der lukket. Mindre butikker holder siesta mellem kl. 13 og 17. Disse butikker har efter siestaen åbent til ud på aftenen. I mange byer findes et fødevaremarked, hvor grøntsager, frugt, fisk, kød, krydderier, nødder og andet godt til køkkenet kan købes. Disse markeder åbner tidligt om morgenen og lukker som regel først på eftermiddagen. Kunsthåndværk Almeria-området er mest kendt for kunsthåndværk og kurveflet. Jerez-området for sherry, rideudstyr og lædervarer. Cordoba har en gammel tradition for at handle med smykker. Der er Montilla-vinene og lervarer. Granada-regionen har de kendte fødevarer fra Alpujarrabjergene som skinker, de sælger Fajalauza-lervarer, håndlavede guitarer og møbler og kunsthåndværk i maurisk stil. Skinker Huelva prodecerer nogle af verdens bedste skinker fra Jabugo og håndlavede støvler fra Valverde de Camino. Der er glas og keramik fra Jaén og antikviteter, keramik og kakler i Sevilla. Malaga har fine lædervarer. De fleste byer har gademarkeder, der er farverige og underholdende, men ikke nødvendigvis med varer af høj kvalitet.

Sigøjnere Der bor cirka 350.000 sigøjnere i Andalusien, de fleste af dem i eller omkring Sevilla, Malaga og Almeria. Her har de levet i mere end 500 år. De spanske sigøjnere nedstammer fra Indien. For 1000 år siden brød de op fra Nordindien, rejste gennem Orienten og Østeuropa og bosatte sig i mange europæiske lande, blandt andet Spanien. De blandede deres egne traditioner med de spanske, arabiske og jødiske. Adelige ”egyptere” Sigøjnerne blev i 1400-tallet godt modtaget ved hoffet og på godserne i Andalusien. De præsenterede sig som adelige egyptere på flugt fra forfølgelse og fik ofte gode kår hos deres beskyttere. De var dygtige til smedehåndværk, smykkekunst, kurvefletning, omgang med heste og ikke mindst havde de talenter som musikere og magikere. Det sidste gav dem status som ”anderledes” og underholdende indslag ved fester hos deres velyndere, og de fik som andre farende musikanter guitarer, som det var nemt at medbringe på deres rejser. Forsøg på udryddelse På trods af århundreders skiftevis forfølgelse, forsøg på udryddelse, mistænkeliggørelse, fornedrelse, landsforvisning, begrænsning i levevilkår og traditioner og absurd

hårde straffe for overtrædelse af de strenge sigøjnerlove, slog mange sigøjnere sig ned i det multikulturelle og -religiøse Andalusien, hvor man stadig finder de fleste af Spaniens sigøjnere. Sigøjnere og flamenco Blandt forskerne er der udbredt enighed om, at flamenco aldrig var opstået i Andalusien uden sigøjnernes tilstedeværelse. Uenigheden opstår, når forskerne skal forsøge at afgøre, om flamenco er udtryk for ”autentisk sigøjnerkultur”, eller om den snarere er et blandingsprodukt med elementer af andalusisk folkemusik og arabisk og jødisk musik. Blandt sigøjnere handler diskussionen ofte om, hvorvidt sigøjnere har særlige forudsætninger for at blive dygtige flamenco-kunstnere.

Skisport I Andalusien kan du, som et af ganske få steder i verden, stå på ski og bade i 20 grader varmt havvand på én og samme dag. Cirka 150 km fra den andalusiske kyst og 30 km fra Granada, i Sierra Nevadas bjerge, ligger Pradollano, som er Europas sydligste skiområde og tilmed Europas femtehøjeste. VM i alpint 1996 Pradollano har udviklet sig til at være et avanceret vinter-

sportssted. VM i alpint skiløb fandt sted netop her i 1996. Og det halvt private, halvt statslige Cetursa, der driver skianlægget, investerede for nogle år siden det, der svarer til cirka 123 millioner kroner i liftsystemer mv. Skibyen Pradollano, ved foden af skisystemet, er som de fleste andre skisteder i Europa. Bortset fra det smægtende spanske sprog, er det svært at mærke, at man er i Spanien. I området findes flere skiskoler, restauranter og hoteller af høj klasse. Ligesom her er flere diskoteker, hvis du også har kræfter til dans og natteliv. Udsigt til Afrika Pradollano by ligger 2100 meter over havet og den højeste top Veleta rager 3470 meter op. Her fra kan man se Middelhavet og på meget klare dage Afrika i horisonten. Området byder på 53 pister, der sammenlagt spænder over 61 kilometer og er designet af nogle af de mest anerkendte europæiske og amerikanske eksperter. En stor del af pisterne er egnet til begyndere og lidt øvede, og er generelt meget brede, hvilket giver godt med albuerum for debutanter. De røde pister har masser af udfordringer for de hærdede, ligesom der findes fem hals- og benbrækkende sorte pister. Snowboardere kan benytte alle pister, og der er også en særlig snowboardpark med forskellige hop. Om aftenen er der mulighed for skiløb på oplyste pister.

Snescooters og hundeslæde Du behøver ikke at være skiløber for at have glæde af en udflugt til Sierra Nevada om vinteren. Du kan leje både snescooters og køre på hundeslæde på samme måde, som det sker i Grønland. Hvis vejret er godt, kan det blive meget varmt i Sierra Nevada, og hvis vejret er dårligt, bliver det let meget koldt og blæsende, nogle gange så slemt at området må lukkes. Højden bevirker, at der næsten altid er god sne, og mere end 300 snekanoner sikrer, at der under alle omstændigheder er rigelige mængder af det hvide pulver i sæsonen, som løber fra december til maj. Se også www.sierranevadaski.com

Sproget I Spanien taler alle castillansk, nogle kalder det også espanol. Men ved siden af castillansk findes der tre andre hovedsprog, som er ligestillet med det nationale sprog. Det er katalansk, som man taler på de Baleariske Øer, i Valencia og i Katalonien, gallego, som man taler i Galicien og i Baskerlandet tales der baskisk. Selvstændige sprog Baskisk, galicisk og katalansk er selvstændige sprog nøjagtig som castillansk - ikke dialekter. Cirka en tredjedel af spanierne er i dag officielt tosprogede. Udover disse fire

hovedsprog findes der nogle hoveddialekter: leonesisk, aragonsk og andalusisk. Maurisk indflydelse Spansk er et romansk sprog, der stammer fra latin, som blev talt af romerne, der erobrede Den Iberiske Halvø for 2000 år siden. Maurerne var der i 800 år og bidrog med et stort antal nye ord fra arabisk. Udråbet Olé stammer således fra Allah. Maurerne kaldte Sydspanien for Alandalus, hvilket efterfølgende blev til Andalusien. Verdenssprog Opdagelsesrejserne spredte castillansk over hele verden. I dag mener man, at omkring 500 mio. mennesker har spansk som modersmål. Det tales på alle verdens kontinenter, er officielt sprog i 21 lande, og der findes store spansktalende befolkningsgrupper i andre lande. Den største spansktalende befolkning i lande med andet hovedsprog findes i USA hvor 44 mio. mennesker har spansk som første sprog. Fonetisk sprog Spansk er et fonetisk sprog. Det betyder, at det stort set udtales som det staves. Derfor lyder det ofte meget mærkeligt, når en spanier forsøger at tale engelsk. Det gør de dog gerne i turistområderne, især yngre mennesker. Men det åbner altid mange døre og hjerter, hvis man kan tale blot en lille smule spansk.

Sprogskoler Et ophold på en andalusisk sprogskole kan - udover et intentivt kursus i spansk - give et unikt indblik i spansk kunst, kultur, livsstil og gastronomi. Dette er et udvalg af nogle af de mange muligheder.

Sevilla CLIC IH Sevilla kombineres sprogkurser med studier af spansk kultur og spansk dagligdag. LENGUAVIVA har et website på dansk og har et team af akademisk uddannede. Giralda Center-SH er en af Sevillas ældste sprogskoler og har siden 1983 undervist i spansk. Quijote. Her indleder man med en velkomstmiddag og der tales spansk fra første minut.

Cordoba Centro de Idiomas LARCOS tilbyder sprogundervisning og studier af andalusisk dagligliv.

Almunecar Enforex Almuñecar er en sommerskole fra juni til september. IMSOL har en bred vifte af intensive kurser, der kan kombineres med IMSOL i Granada.

Cadiz GADIR, Escuela Internacional de Español er en mindre skole med 50-60 elever ad gangen. Escuela Internacional de Español [s.i.c] forsøger at gøre undervisningen let og morsom. LenguaLuz ligger i byen Sanlucar de Barrameda ved udmundingen af Rio Guadalquivir. Trinity School har kurser på alle niveauer og nye kurser opstartes hver måned året rundt. MELKART ligger i den historiske bydel omgivet af Atlanterhavet. Prado el Rey ligger på landet mellem nationalparkerne ”Sierra de Grazalema“ og ”Los Alcornales“. Skolen kombinerer sprogundervisning med out-door aktiviteter.

Granada IMSOL har en bred vifte af intensive kurser, der kan kombineres med IMSOL i Almunecar. Don Quijote indleder med en velkomstmiddag og der tales spansk fra første minut. Enforex starter nye klasser op hver mandag. Alle undervisere er akademisk uddannede. Castila ligger i Albaicin kvarteret og tilbyder intensive kurser og studier af den andalusiske kultur. På Carmen de las Cuevas kan man lære spansk med udsigt til Alhambra. Escuela Montalban underviser året rundt og tilbyder en bred vifte af kurser - individuelle og for grupper.

Malaga Alhambra Instituto Internacional har i mere end 25 år undervist turister og professionelle fra hele verden. Malaga Instituto er anerkendt som en af Europas bedste sprogskoler. Her undervises hvert år mere end 3000 elever. La Brisa, Escuela de Español er en lillesøster til Malaga Instituto. Academia Málaga PLUS råder over fire andalusiske villaer i kvarteret Pedregalejo to kilometer fra centrum, men tæt på havet. CILE underviser i både sprog og andalusisk kultur og der tales spansk fra første dag. Cervantes underviser efter en metode hvor man gennem otte niveauer kan perfektionere sit sprog. Malaga Si ligger i en typisk andalusisk bygning og her er pool i haven og kun 100 meter til havet. Escuela International ligger tæt ved havet i kvarteret Pedregalejo.

Nerja Escuela de Idiomas Nerja ligger midt i byen og har en dansk hjemmeside. Centro de Idiomas Quorum er en lille skole beliggende midt i byen og har en dansk hjemmeside.

Benalmádena Colegio Maravillas har i mere end 20 år undervist folk fra hele verden.

Marbella Enforex Marbella ligger på hovedgaden i et nyt treetagers hus og starter nye klasser hver mandag på alle niveauer. Spanish Language Centre underviser forretningsfolk, universitetsstuderende, lærere, læger og mange andre.

Vejer de la Frontera La Janda i bjergby tilbyder intensive kurser for individuelle og grupper og flamenco kurser.

Ubeda Abadat ligger mellem Cordoba og Granada og kombinerer sprogundervisning med kultur og livsstil.

Tarifa Hispalense er en af de ældste skoler i provinsen Cadiz i windsurfingens hovedstad Tarifa.

Huelva Aracena ligger i bjergene Sierra de Aracena, en times kørsel fra Huelvas smukke strande og tæt på den portugisiske grænse.

Tyrefægtning Tyrefægtning er ikke en sport. Det er et rituelt dyredrab transformeret til en kunstform. I de spanske aviser står reportagerne på kultursiderne ved siden af filmanmeldelserne. Tyren dør - det er hvad det i hovedsagen handler om. Men det skal foregå ærefuldt - ellers viser publikum deres utilfredshed. Tyrefægteren, som kaldes torero eller matador, kæmper på liv og død med en iberisk kamptyr på cirka et halvt ton i en rund arena - Plaza de Toros. Seks tyre og tre matadores En tyrefægtning (en corrida) har tre matadores og seks toros (tyre) som hovedpersoner og er inddelt i fire afsnit. En indmarch til musik (el paseo), hvor hver matador præsenterer sit hold (cuadrillas). Det er erfarne mænd (peones), der varmer tyren op, stikker banderillos i tyrens ryg og redder matadoren, hvis han bliver fanget på tyrens horn. Picadoren Præsidenten for corridaen giver signal til kampenes begyndelse. Først prøves tyren af ved at lade den angribe mændenes capotes, som er kapper, der er lyserøde på den ene side og gule på den anden. Derefter lukkes picadoren ind. Han sidder på hesteryg med en vara, en lanse hvor kun nogle centimeter af spidsen er fri. Den stanger de i tyrens nakke. Det udmatter og provokerer tyren.

Matadoren Matadoren kommer ind med sin røde muleta, som holdes udspændt med la espada (sværd). Tyr og matador er alene overfor hinanden, kun afbrudt hvis tyrefægteren bliver såret. Kampen afsluttes med sandhedens øjeblik (la momenta de verdad), hvor tyren dræbes. Sombra y sol Det er ikke nogen billig fornøjelse at gå til tyrefægtning. Hvis man vil sidde på skyggesiden (sombra), kan det nemt koste 100-150 €, for en billet – afhængig af hvor god en tyrefægter, der kommer på besøg. Lidt billigere er sombra y sol, hvor man først sidder i solen og senere i skyggen. De billigste er direkte i den nådesløse sol. Er det ungtyre og ”lærlinge” (novilleros) koster billetterne mindre. Sæsonen løber fra påske og frem til oktober.

Vin Cádiz er den havn, hvor spansk vin først er blevet udskibet fra. Og de første druer blev til i Jerez-området, der hvor Sherry i dag har sine rødder. Meget tyder også på, at den Muscat, der stadig står i den hvide jord i Cádiz, er den ældste ædle vin i verden. Vin har med andre ord altid været en vigtig del af den andalusiske historie. I dag er Andalusien det trediestørste vinområde i Spanien

Antonio Barbadillo Andalusien er berømt for søde vine. Hvidvinen Castillo de San Diego - Spaniens mest solgte hvidvin - er en undtagelse. Den laves af vinhuset Antonio Barbadillo i Cadiz. Hvidvinen er speciel ved, at den brygges af palomino druer, der mest kendes som en sherry-drue. Condado de Huelva Condado de Huelva, der ligger mellem sherrydistriktet og den portugisiske grænse, har tidligere fremstillet hedvine, der lignede Sherry så meget, at det kunne sælges som sherry. Nu tillader loven ikke dette længere, og man laver i stedet tørre, alkoholstærke hvidvine, der ligger tæt på fino-karakteren. Der anvendes en drue som hedder Zalema. Der produceres også en Condado hedvinstype, som også ligner en sherry. Malaga vin I Málaga produceres en af verdens mest kendte, søde hedvine. Den mest eftertragtede er den brune, cremede type, der fremstilles på Pedro Ximénez-druen. Den traditionelle, søde Málaga fremstilles af soltørrede druer, som presses og bringes til gæring. De bedste Muscat-vine forhandles under navnet Moscatel de Málaga, og de er ofte lidt lysere og lettere i det end end den typiske Málaga.

Montilla Det er nu 275 år siden Don Diego de Alvear y Escalera begyndte at producere sherry i Montilla i Cordoba-provinsen. Man er nu kommet til ottende generation, og der produceres stadig noget af den bedste sherry i Spanien i en kombination med gamle traditioner og fornyelse. Den må bare ikke længere hedde sherry og kaldes derfor blot Montilla. Sherry og Manzanilla Jerez - eller sherry - og Manzanilla Sanlúcar de Barrameda stammer fra egnen omkring byen Jerez de la Frontera. Jorden her indeholder ekstreme mængder kalk, og det giver mulighed for at fremstille lette vine. Den vigtigste sherry-drue er Palomino, medens den anden er Pedro Ximénez. Der dyrkes også lidt Moscatel i området. Når mosten er blevet til en tør hvidvin, hældes den specielle træfade på 500 liter, der fyldes fire femtedele op, og efterlades med spunshullet åbent. Andre steder ville vinen blive til eddike, men i Andalusien dannes der på overfladen et tyndt lag flor, der giver sherryen sin særlige karakter. Fino er den helt lyse, tørre type. Kommer den fra Sanlúcar de Barrameda, kaldes den manzanilla. Hvis finoen lagres på fad bliver den mere gylden og får en fin nøddeagtig smag, og denne type kaldes Amontillado. Oloroso laves på de fade, hvor floren ikke fik ordentlig fat. Den tilsættes

brandy op til 20 pct. og fadet fyldes helt op, og så sødes den med vin.

Windsurfing Tarifa, Canos de Meca, Barbate, Chiclana, Bolonia, Zahara de los Atunes, Getares, Cabo Pino, Málaga, Puerto de Santa maria, Valdegrana, Sancti Petri og Cadíz er de fedeste steder, hvis du vil kite- eller windsurfe. I det hele taget er det Costa de la Luz du skal gå efter. ”High wind area”, som det også kaldes. Her er vinden konstant hård og sandstrandene brede og blændende smukke. Som Vesterhavet fra sin bedste sommerside. Center for surf Ingen tvivl om at Tarifa eller ”the Windcapital”, er centret for kite- og windsurf i Andalusien. Her træner nogle af verdens bedste elitesportsfolk, her mødes surferentusiaster fra hele verden og her kommer alle, der kan lide den der særligt afslappede stemning som er en del af surfermiljøet. Hvis du vil lære kite- eller windsurf så findes adskillige centre og skoler i og omkring Tarifa og langs Costa de la Luz. I Tarifa er der desuden et hav af butikker. Ethvert mærkevare kan opspores her. Der ligger også adskillige producenter af boards, kites og sejl.

De to vinde Levante er vinden, der holder liv i surfer-turismen i Andalusien. Den blæser fra øst, fra der hvor solen står op, ”levantar” på spansk. En anden vind kommer fra vest, Poniente. Dage uden blæst er sjældne på disse kanter. Poniente er den blideste og kommer ind fra Atlanterhavet, fyldt med fugt og salt. Levante er vildere og et produkt af et højtryk over den nordafrikanske kyst, der får de varme luftmasser til at bevæge sig vestpå mod lavtrykket, og inde i tragten mellem de andalusiske bjerge mod nord og Rif bjergene i Marokko mod syd får vinden en enorm hastighed og styrke. Effekten er stærkest ved Tarifa, hvor der kun er ti kilometer over til den marokkanske kyst. 50 kilometer længere væk langs kysten er vindhastigheden ofte faldet til det halve. Og hvis du bevæger dig 10 kilometer ind i landet er vinden nærmest væk.