Sat ud af spillet 9788791060618, 8791060613 [PDF]

Zitiervorschau

Arthur Conan Doyle

Sat ud af spillet

Sat ud af spillet af Sir Arthur Conan Doyle oversat af Henrik Eismark efter Out of the Running fra The Last Galley, 1911

© 2011 Forlaget Fritanken ISBN 10: ISBN 13:

87-91060- 61-3 978-87-91060-61-8

Sat ud af spillet Det var på nordsiden af Butser på Hampshire Downs højderygge. Ca. to mil væk i dalen tittede Petersfields grå tage og røde huse ud gennem byens omliggende træer. Landskabet snoede sig ned fra bakkernes kam i svulmende kurver, som var et grønt urhav størknet midt i en bølge og for evigt stivnet i lange, svulstige bakker. Ved foden, lige hvor bakken møder dalen, stod et kvadratisk murstensbondehus med en grå sky rygende fra skorstenen. To stalde, nogle høstakke og langstrakte agre med gul modnende hvede vidnede om en dygtig landmand. De grønne skråninger var her og der pyntet med mørke grupper af ærtebuske, som glødede af gule blomster. Til venstre løb den brede vej til Portsmouth over stigningen med sin rute udstukket af tynde telegrafpæle. Forneden åbnede et stort hvidt gab sig i græsset, hvor Butser-kalkbruddet var blevet gravet ud. Fra dets dyb lød en fjern summen af stemmer og en klingende lyd af hammere. Lige over det, mellem to grønne bakkekurver, kunne man lige se en lille trekant af blyfarvet hav med et enkelt hvidt sejl. Ned ad Portsmouth Road spadserede to kvinder, den ene ældre, rødmosset og tætbygget i et gulbrunt sjal og en grov lærredskjole, den anden ung og smuk med store grå øjne og et ansigt med lige så mange fregner som præstekravens æg. Hendes enkle hvide bluse med det smalle sorte bælte og simple, snævre skørt gav hende en elegance, der manglede hos hendes sidemand, men de lignede hinanden nok til at vise, at det var moder og datter. Den ene var kroget, 3

udslidt og rynket af hårdt landarbejde, mens den anden var frisk og smidig som resultat af sin skolegang; men deres skridt, hældningen på deres skuldre og deres hofters bevægelse under gangen viste, at de var af samme slægt. ”Mor, jeg kan se far ude i fem-acre marken” udbrød den yngre og pegede i retning af gården. Den ældre kvinde fokuserede øjnene og skyggede over dem med sin hånd. ”Hvem er det med ham?” spurgte hun. ”Der er Bill.” ”Åh, det er ikke nogen. Han taler med en anden.” ”Jeg ved det ikke, mor. Det er en med stråhat. Adam Wilson fra bruddet går med en stråhat.” ”Ja, naturligvis, det er rigtig nok Adam. Jeg er glad for, at vi er hjemme tidsnok til at se ham. Han ville være skuffet, hvis han var kommet, og du var borte. Pokker tage det støv! Det gør ikke en præsentabel.” Den samme tanke så datteren ud til at have fået, for hun havde taget sit lommetørklæde frem og tørrede sine ærmer og forsiden af sin kjole af. ”Rigtigt, Dolly. Der er noget på dine flæser. Men Gud velsigne dig, Dolly, det betyder ikke noget for ham. Det er ikke din kjole, han vil kigge på, men dit ansigt. Jeg ville nu ikke være spor overrasket, hvis han er kommet for at bede din far om din hånd.” ”Jeg tror, at han hellere må begynde med at spørge mig,” bemærkede pigen. ”Åh ja, men du må sige ja, Dolly, når han spørger.” ”Det er jeg ikke sikker på, mor.” Den ældste kvinde 4

kastede hænderne op i vejret. ”Altså! Jeg forstår ikkeh vad der er galt med de unge piger. Det gør jeg virkelig ikke. Den er skolen, der gør det. Da jeg var ung, gav vi et Ja eller Nej, hvis der kom en pæn ung mand på frierfødder. Vi holdt ham ikke hen som et halvklippet får. Nu har du to af dem at vælge mellem, og så kan du ikke givet et svar til nogen af dem.” ”Jamen det er netop det,” udbrød datteren med noget, der lød som en blanding af et grin og et snøft. ” Måske vidste jeg, hvad jeg skulle sige, hvis de kom en ad gangen.” ”Hvad har du imod Adam Wilson?” ”Intet. Men jeg har intet imod Elias Mason.” ”Det har jeg heller ikke. Men jeg ved, hvem der ser bedst ud.” ”Det ydre er ikke alt, mor. Du skulle høre Elias Mason snakke. Du skulle høre ham recitere poesi.” ”Så tag Elias da.” ”Men jeg kan ikke nænne at afvise Adam.” ”Kom nu! Jeg har aldrig set lignende. Du er ligesom en kalv, der ikke kan bestemme sig, hvilken høstak, den skal spise fra; du tager fra den ene, så fra den anden. Der er ikke en i hundrede, der er så heldig som du. Her er Adam med 3 pund 10 om ugen og allerede arbejdsleder i kalkbruddet, og sikkert en gang bestyrer, hvis han klarer det uden uheld. Så er der Elias, hovedtelegrafist på postkontoret, og han tjener også godt. Du kan ikke holde dem begge hen. Du må tage den ene eller den anden, og jeg tror du slet ingen får, hvis du ikke stopper denne vankelmodighed.” ”Jeg er ligeglad. Jeg vil ikke have dem. Hvorfor 5

ulejliger de sig?” ”Det er menneskets natur, min pige. De er nødt til det. Hvis de ikke gjorde det, ville du sikkert være den første til at begræde det. Det står i Skrifterne. ”Manden søger kvinden, som gnisterne flyver til himmels”. Hun skævede ud af øjenkrogene, som om hun ikke var helt sikker på sit citat. ”Men her er den pokkers Bill. Den gode bog siger, at vi alle er lavet af ler, men Bill ser mere ud til det end nogen anden knægt, jeg har set.” De var drejet af vejen ind på et smalt og helt opkørt spor, som ledte frem til gården. En ung mand med lange løse lemmer løb mod dem i drenget, klodset hast og trampede frygtløst gennem søer og søle med sine store, gule træsko. Han bar brune fløjlsbukser, en lurvet skjorte og et rødt halstørklæde bundet løst om halsen. En laset, gammel stråhat sad på skrå på hans virvar af groft, filtret, brunt hår. Hans ærmer var smøget op til albuen, og huden på hans arme og ansigt var solbrændt og hærget, så den lignede barken på et ungt træ. Da han så op ved lyden af skridtene, virkede hans ansigt med de blå øjne, den brune hud og de første brunlige dun på læben ikke grimt, hvis det ikke var blevet ødelagt af landsbyidiotens tunge, stive, noget sure udtryk. ”Undskyld, frue” sagde han og rørte ved kanten af sin lasede hat, ”Herren så Dem komme. Han sendte mig for at fortælle, at vi er ude på marken.” ”Løb tilbage, Bill og sig at vi kommer” svarede landmandens kone, og den akavede skikkelse hastede af sted på sin tilbagetur. ”Må jeg spørge, mor, hvad Bills andet navn er?” spurgte pigen med doven nysgerrighed. 6

”Han har ikke noget.” ”Intet navn?” ”Nej, Dolly, han er et hittebarn og har aldrig haft en far eller mor, som nogen kender. Vi fik ham fra fattighuset, da han var syv til at hugge rør, og siden har han boet her næsten 12 år. Han hed Bill der, og han hedder Bill her.” ”Hvor morsomt. Tænk kun at have et navn. Gad vide hvad de vil kalde hans kone?” ”Det ved jeg ikke. Det kan vi tale om, når han har råd til en. Men nu, kære Dolly, her er din far og Adam Wilson på vej over marken. Jeg så dig gerne falde til ro, Dolly. Han er en god, ung mand. Han er af bedste slægt, og han har penge på Postkontoret.” ”Bare jeg vidste, hvem der bedst kunne lide mig” sagde hendes datter, mens hun kiggede ud under hatteskyggen på de ankommende skikkelser. ”Det er den, jeg ville kunne lide. Men det er i orden, mor; jeg ved, hvordan jeg skal finde ud af det, så det skal du ikke spekulere mere over.” Bejleren var en velbygget ung fyr i et gråt sæt tøj med en stråhat festligt smykket med rødt og sort. Han røg, men da han nærmede sig, lagde han sin pibe i brystlommen og rakte den ene hånd frem, mens han krammede nervøst om sin lommeurkæde med den anden. ”Til tjeneste, Mrs. Foster. Og hvordan har De det, Miss Dolly? 14 dage mere som denne og De vil kunne begynde at høste, tror jeg.” ”I dette land er det ikke godt at sige i forvejen, hvad man forventer,” sagde landmand Foster med et uroligt blik rundt på himlen. 7

”Det er i hænderne på Gud” bemærkede hans kone fromt. ”Og Han gør det bedste for os naturligvis. Og dog ser Han ud til at have tabt grebet om vejret de sidste par år. Men måske har vi det til gode i år. Og hvad lavede du så i Horndean, mor?” Det gamle par gik foran, og de andre faldt bagud, da den unge mand dvælede og tog kortere skridt for at øge afstanden. ”Nå Dolly,” mumlede han omsider, mens han rødmede let, da han kiggede på hende, ”Jeg har talt med din far om - det du ved.” Men Dolly vidste ikke hvad. Hun havde ikke den fjerneste ide om hvad. Hun vendte sit kønne lille fregnede ansigt op mod ham og var nysgerrigheden selv. Adam Wilsons ansigt blussede mere rødt. ”Det ved du meget vel,” sagde han utålmodigt, ”Jeg talte med ham om ægteskab.” ”Nå, så det er ham, du vil have.” ”Se, sådan gør du altid. Det er let at lave sjov, men jeg er ganske alvorlig, Dolly. Din far siger, at han ikke har nogen indvendinger mod at have mig i familien. Du ved, at jeg virkelig elsker dig.” ”Hvordan kan jeg vide det?” ”Jeg fortæller dig det jo. Hvad mere kan jeg gøre?” ”Har du nogensinde gjort noget for at bevise det?” ”Bed mig om noget og se, om det ikke bliver opfyldt.” ”Så du har ikke gjort noget endnu?” 8

”Det ved jeg ikke. Jeg har gjort, hvad jeg kunne.” ”Hvad med dette?” Ud fra sin barm trak hun en lille forkrøblet kvist fra en hunderose, den slags, der vokser langs vejenes hække. ”Kender du noget til den?” Han smilede og skulle til at give hende et svar, da hans øjenbryn pludselig trak sig sammen, hans mund blev stram og hans øjne lynede vredt, da de fokuserede på noget i det fjerne. Hun fulgte hans blik og fik øje på en slank, mørk skikkelse tre marker væk, på vej i deres retning. ”Det er min ven, Elias Mason” sagde hun. ”Din ven!” I vreden var hans ligegyldighed forsvundet. ”Jeg kender alt til det. Hvad laver han her hver anden dag?” ”Måske spekulerer han over, hvad du vil her?” ”Gør han det? Jeg vil ønske, at han kom og spurgte mig. Så ville jeg lade ham vide, hvad jeg vil. Og det med det vuns.” ”Det kan han se nu. Han har løftet hatten for mig,” sagde Dolly og lo. Hendes latter gjorde det sidste udslag. Han ville have imponeret hende, men det lod til, at han bare havde gjort sig til grin. Han drejede rundt på hælen. ”Meget vel, Miss Foster,” sagde han med kvalt stemme. ”Det er helt i orden. Nu ved vi, hvor vi står. Jeg kom ikke her for at blive gjort til grin, så farvel.” Han løftede sin hat og gik vredt bort i den retning, de kom fra. Hun så halvskræmt efter ham i håb om at se, at han ombestemte sig, men han fortsatte væk, stiv i nakken, og forsvandt, da vejen drejede. 9

Da hun igen vendte sig om, stod hendes anden bejler allerede tæt på - en tynd, stridhåret, skarpttegnet mand med et gulligt ansigt og en hurtig, nervøs væremåde. ”God aften, Miss Foster. Jeg besluttede, at jeg ville komme forbi, nu da vejret var så smukt, men jeg forventede ikke at være så heldig at møde Dem ude i markerne.” ”Jeg er sikker på, at fader vil være meget glad for at se Dem, Mr. Mason. De må komme ind og drikke et glas mælk.” ”Nej tak, Miss Foster. Jeg vil meget hellere være herude med Dem. Men jeg er bange for, at jeg forstyrrede Dem midt i en samtale. Var det ikke Mr. Adam Wilson, som lige forlod Dem?” Hans optræden var afdæmpet, men hans spørgende øjne og sammenpressede læber tydede på en dybere liggende og vildere jalousi end hans rivals. ”Jo, det var Mr. Adam Wilson.” Der var noget ved Mason, en særlig dannet optræden, som gjorde det umuligt for pigen at være helt så afmålt som med den anden. ”Jeg har set ham flere gange her på det sidste.” ”Ja, han er formand, ser De, i det store brud.” ”Åh javel. Han værdsætter Deres selskab, Miss Foster. Det kan jeg ikke bebrejde ham, siden jeg også selv gør det. Men jeg vil gerne nå til en forståelse med Dem. De kan ikke have misfortolket mine følelser for Dem? Jeg er i stand til at tilbyde Dem et komfortabelt hjem. Vil De blive min hustru, Miss Foster?” Dolly ville gerne have svaret med en let bemærkning, men det var svært at være morsom, når 10

to ivrige, tindrende øjne stirrede så intenst på hendes egne. Hun begyndte at gå langsomt mod huset, mens han gik ved siden af og ventede på hendes svar. ”De må give mig lidt tid, Mr. Mason” sagde hun til sidst. ”Gift dig i hast, siges det, og fortryd i ro og mag.” ”Men De vil aldrig få grund til at fortryde.” ”Jeg ved ikke. Man hører om det.” ”De vil blive den lykkeligste kvinde i England.” ”Det lyder dejligt. De er en poet, Mr. Mason, er De ikke?” ”Jeg elsker poesi.” ”Og poeter holder af blomster?” ”Jeg holder meget af blomster.” ”Så ved De måske noget om disse?” Hun drog den lille ydmyge kvist frem og holdt den frem foran ham med et hvast, spørgende udtryk. Han tog den og pressede den mod sine læber. ”Jeg ved, at den har været nær Dem, hvor jeg ønsker at være,” sagde han. ”God aften, Mr. Mason!” Det var Mrs. Foster, som var kommet ud for at møde dem. ”Hvor er Mr...? Åh, javel, naturligvis. Thepotten står på bordet, og De må hellere komme, inden den har trukket for længe.” Da Elias Mason forlod gården samme aften, trak han Dolly til side ved døren. ”Jeg kan ikke komme igen før lørdag,” sagde han. ”Vi vil være glade for at se Dem, Mr. Mason.”

11

”Jeg vil gerne have mit svar til den tid.” ”Åh, jeg kan ikke love noget, ved De.” ”Men jeg vil leve med håbet.” ”Jamen det er der ingen, der kan forhindre Dem i.” Da hun var blevet bevidst over sin magt over ham, havde hun mistet noget af sin frygt og kunne svare ham næsten lige så frit, som var det den simple Adam Wilson. Hun stod ved døren og lænede sig mod træverandaen, hvor kaprifoliens stængler svøbte sig om hendes lange, slanke figur. Solen stod rød lavt mod vest med den øverste rand lige over bakkerne og skabte lange, mørke skygger fra bøgetræerne i marken, fra den lille gruppe af røde køer og fra den mand, der forlod hende. Hun smilede over at se, hvor enorme benene var, og hvor lille kroppen var i den store, flade kæmpe, der fulgte med ham. I den lille have foran hende summede bierne, en forsinket sommerfugl eller en tidlig natsværmer baskede over blomsterbedene, tusind små skabninger kriblede og krablede, alle travlt optaget af at opfylde deres skæbne, ligesom hun arbejdede på sin, og alle uden tvivl optaget af sig selv som universets midte. Nogle få måneder for myggen, nogle få år for pigen, men begge var lykkelige lige nu i den tunge sommerluft. En bille dukkede op på grusstien og gravede løs, hårdt arbejdende med sine seks ben med at flytte sten, falde ned af kanter, komme på benene og ile mod et eller andet vældig vigtigt møde i græsset. En flagermus kastede sig ud bag fra bøgetræet. Et pust af natteluft faldt som et suk over bakkerne med et stænk af kølig havluft. Dolly Foster skælvede og havde vendt sig om for at gå ind, da hendes mor kom ud af døren. 12

”Hvad i alverden laver ham Bill der?” udbrød hun. Dolly kiggede og så først nu, at den navnløse gårdkarl krøb sammen under bøgen, hvor hans brune og gule farver smeltede sammen med barken bag ham. ”Gå væk derfra, Bill” råbte landmandens kone. ”Hvad skal jeg lave?” spurgte han ydmygt, luvende. ”Gå ud og skær avner i laden.” Han nikkede og trissede væk; en komisk skikkelse med sine mudderbelagte støvler, sine seleholdte fløjlsbukser og sin mandelfarvede hud. ”Vel, så du har taget Elias,” sagde moderen og lagde sin arm rundt om datterens midje. ”Jeg så ham kysse din blomst. Det er synd for Adam, for han er en velvoksen ung mand, en nydelig ung mand af bedste kvalitet med penge i Postkontoret. Men nogen må jo lide, hvordan kunne vi andre ellers blive lutret. Hvis mælken ignoreres, vil den aldrig blive til smør. Den skal behandles, omrystes og kærnes. Det skal vi også, inden vi kan blive til engle. Det er fuldstændig det samme som smør.” Dolly lo. ”Jeg har ikke taget Elias endnu” sagde hun. ”Ikke? Hvad så med Adam?” ”Heller ikke ham.” ”Åh Dolly min pige, vil du ikke tage imod råd fra dem, der er ældre. Jeg siger dig igen, at du vil miste dem begge.” ”Nej, nej, mor. Vær ikke bekymret. Det går. Men du kan se, hvor svært det er. Jeg kan godt lide Elias, for han taler så godt og er så selvsikker og dygtig. Og jeg kan lide Adam fordi - vel, fordi jeg udmærket ved, at Adam elsker mig.” 13

”Ja men dog, du kan ikke gifte dig med begge. Du vil have alle pærerne i kurven.” ”Nej mor, men jeg ved, hvordan jeg skal vælge. Se denne lille blomst, kære.” ”Det er en almindelig hunderose.” ”Jamen hvor tror du, at jeg har fundet den?” ”I hækken velsagtens.” ”Næh, på min vindueskarm.” ”Nå, hvornår?” ”I morges. Klokken var seks, da jeg stod op og der lå den frisk og sød, lige plukket. Det var det samme i går og dagen før. Der ligger en hver morgen. Det er en almindelig blomst, som du siger mor, men det er ikke så almindeligt med en mand, som vil stå tidligt op dag efter dag bare for at vise en pige, at han tænker på hende i sit hjerte.” ”Og hvem af dem er det?” ”Åh, bare jeg vidste. Jeg tror, at det er Elias. Han er digter, ser du, og digtere gør den slags søde ting.” ”Hvordan vil du blive sikker?” ”Jeg vil vide det, før det bliver morgen. Han vil komme igen, hvem det end er. Og hvem det end er, så er det manden for mig. Gjorde far noget tilsvarende for dig, før I blev gift?” ”Det kan jeg ikke sige, at han gjorde, min kære. Men far sov altid tungt.” ”Nu skal du ikke spekulere mere over det, mor, for så sikkert som jeg står her, vil jeg i morgen fortælle, hvem af dem det bliver.” 14

Samme aften gav gårdmandsdatteren sig til at tage fat på alle de opgaver, som hober sig op i en stor husholdning. Hun polerede de mørke, gammeldags møbler i stuen. Hun ryddede op i kælderen, ordnede dåserne, talte op hvad der var af cider, lavede en stor gryde hindbærmarmelade, fordelte den i glas og satte etiketter på. Hun fortsatte med sine selvvalgte opgaver længe efter at husstanden var gået i seng og natten var gået, og hun selv var meget træt og udslidt. Så rodede hun op i køkkenkomfuret og lavede sig en kop te og tog den med op til sit værelse, hvor hun sad og nippede til den og bladede i en gammel udgave af ”The Leisure Hour” (Fritidsstunden - et 3-bindsværk af John Brown). Hendes stol stod lige bag de tykke vinduesgardiner, hvor hun kunne se uden at blive set. Det var blevet morgen, og en frisk vind var brudt ud samtidig med daggryet. Himlen havde den lyseste, svageste blå farve med et strejf af spredte, hvide skyer, som delte sig, blev opslugt af og overhalede hinanden, men hele tiden var på vej fra det lyserøde øst til det stadig mørke vest. Vinden hylede og sang udenfor, gik fra en stønnen og skrigen til en rumlende brummen. Dolly rejste sig for at sætte sjalet bedre på plads, og da hun straks satte sig igen var al hendes tvivl fejet bort, og hun havde set det, hun havde ventet på. Hendes vindue lå ud mod indergården og sad lidt over 2 meter oppe. En mand som stod under det kunne ikke ses fra oven. Men hun havde set nok til at fortælle hende alt, hvad hun ønskede at vide. Tyst og pludseligt kom en hånd til syne nedefra, lagde en blomsterstængel på hendes vindueskarm og forsvandt igen. Det havde ikke varet to sekunder. Hun så intet ansigt, hørte ingen lyd, men hun havde set hånden, og 15

hun ønskede ikke mere. Med et smil kastede hun sig på sengen, trak tæppet over sig og faldt i en dyb søvn. Hun vågnede ved, at hendes mor prikkede hende i skulderen. ”Det er tid til morgenmad, Dolly, men jeg tænkte, at du ville være træt, så jeg tog lidt brød og kaffe med op. Sæt dig op som en sød pige, og spis det.” ”Ja mor, tak. Jeg er allerede klædt på, så jeg er snart parat til et komme ned.” ”Jamen kære, hun har aldrig haft tøjet af! Og du godeste, her er blomsten på karmen, som du sagde! Så du så hvem det var?” ”Ja, det gjorde jeg.” ”Hvem var det så?” ”Det var Adam.” ”Var det det? Det havde jeg nu ikke troet om ham. Så bliver det Adam. Han er nu så stabil og det er bedre end at være smart, ja, syv fold og halvfjerds fold bedre. Gik han over gården?” ”Nej, langs muren.” ”Hvordan kunne du så se ham?” ”Jeg så ham ikke.” ”Hvordan kan du så vide det?” ”Jeg så hans hånd.” ”Siger du, at du kan genkende Adams hånd?” ”Man skulle være blind for ikke at kunne skelne den fra Elias hånd. Den ene er brun som kaffe og den anden hvid som koppen, med store blå årer over det 16

hele.” ”Det var jeg nu ikke selv kommet på, men sådan er det. Det bliver en travl dag, Dolly. Hør bare vinden!” Den var helt rigtigt taget til i de få timer efter morgengryet - til nærmest at være en storm. Vinduets skodder rystede og raslede. Dolly så ud, og så kålblade og halmstrå flyve op forbi fundamentet. ”Den store høstak er ved at bryde sammen. De er alle ude og prøve at redde den. Nej hvor det blæser!” Det gjorde det så sandelig! Da Dolly kom ned, var det kun lige hun kunne presse sig ud på verandaen. Langs hele horisonten var himlen messinggul, men foroven hylede og skreg stormen og de afrevne, ilende skyer for omkring, snart klumpet sammen, snart adskilt i lange rækker. På marken nærmest huset prøvede hendes far og fire karle uden hatte med hår og skæg flyvende i vinden med pæle og reb at sikre den store, svulmende høstak. Dolly betragtede dem et øjeblik og begav sig snublende ud over markerne med hovedet bøjet, skuldrene op og den ene hånd om sin lille, sorte stråhat. Adam Wilson arbejdede som sædvanlig på en bestemt del af bakken, og det var dertil, at hendes skridt bar hende. Han så den slanke, sirlige skikkelse med de flyvende skørter og hattebånd, og han gik hende i møde med et stort hvidt brækjern i hænderne. Han gik imidlertid langsomt med nedslåede øjne som en mand, der stadig bærer nag. ”God morgen, Miss Foster.” ”God morgen, Mr. Wilson. Men hvis du vil være vred, er det bedst, at jeg går hjem igen.” ”Jeg er ikke vred, Miss Foster. Jeg er meget glad for, 17

at du ville komme forbi på sådan en dag.” ”Jeg ville sige til dig, jeg ville sige, at jeg er ked af, at jeg gjorde dig vred i går. Det var ikke min mening at gøre grin med dig. Det gjorde jeg sandelig heller ikke. Det er bare den måde, jeg taler på. Det var så pænt af dig, så ædelt, at glemme det.” ”Slet ikke, Dolly.” Han strålede igen. ”Hvis jeg ikke elskede dig så meget, ville jeg ikke tage mig af, hvad den anden fyr sagde eller gjorde. Og hvis jeg bare vidste, at du brød dig mere om mig end ham -” ”Jamen det gør jeg, Adam.” ”Gud velsigne dig for de ord! Du har lettet mit hjerte, Dolly. Jeg er nødt til at tage til Portsmouth for firmaet i dag. I morgen aften vil jeg komme og besøge dig.” ”Meget vel, Adam, Åh min Gud - hvad er det!” Et drønende brag lød i det fjerne efterfulgt af en rumlen og råben og skrigen. ”Stakken er brudt sammen! Der er sket et uheld!” De begyndte begge at løbe ned af bakken. ”Far!” stønnede pigen, ”far!” ”Han er OK!” råbte hendes sidemand. ”Jeg kan se ham. Men en er faldet omkuld. De løfter ham op nu. Og der er der en, som løber som en gal for at hente lægen.” En gårdkarl kom styrtende op af stien i fuld fart. ”Lad være med at gå derhen, frøken,” råbte han. ”Der er en, som er kommet til skade.” ”Hvem?” ”Det er Bill. Høstakken brød sammen og en pæl 18

ramte ham over ryggen. Han er død, tror jeg. I det mindste er der ikke meget liv i ham. Jeg henter Dr. Strong.” Han bøjede sig ind i vinden og halsede af sted ned af vejen. ”Stakkels Bill. Gudskelov, det ikke var far!” De befandt sig nu på kanten af den mark, hvor uheldet var sket. Høstakken lå spredt ud på jorden. En lang, tyk pæl stak ud, som havde støttet et klæde, der beskyttede høstakken i tilfælde af regn. Fire mænd gik langsomt væk, den ene skulder hævet og den anden nede; mellem dem bar de en formløs, lerfarvet bylt. Han kunne ligeså vel have været en klump af den jord, han pløjede, så passiv og så stille, men stadig brun for selv døden kunne ikke have fjernet den solbrændte teint - men med tålmodige, koagtige øjne, der kiggede tungt ud under halvlukkede øjenlåg. Han trak vejret ujævnt, men han hverken skreg eller jamrede. Der var noget næsten brutalt og umenneskeligt over hans absolutte stilhed. Han bad ikke om medynk, for hans liv havde ikke kendt til det. Det var mere et ødelagt redskab end en tilskadekommen mand. ”Kan jeg gøre noget, far?” ”Nej, tøs, nej. Det er ikke noget for dig. Jeg har sendt bud efter lægen, og han vil snart være her.” ”Men hvor bærer de ham hen?” ”Til høloftet hvor han sover.” ”Han må gerne få mit værelse, far.” ”Nej min pige, lad det hellere være.” Men det lille optrin passerede forbi, mens de talte, og den tilskadekomne unge mand havde hørt pigens ord.

19

”Mange tak, frøken,” mumlede han og livede lidt op, men sank så tilbage i sin ubevægelighed og sin tavshed. Nu er en gårdkarl jo en nyttig hjælp, men hvad skal man stille op med en, som har beskadiget rygsøjlen og fået flere ribben smadret. Landmand Foster rystede på hovedet og kradsede sig på kinden, mens han lyttede til lægens diagnose. ”Bliver han rask?” ”Nej.” ”Så må vi hellere flytte ham.” ”Hvorhen?” ”Til fattighusets hospital. Der kom han fra i dag for elleve år siden. Det bliver ligesom at komme hjem for ham.” ”Jeg er bange for, at han dør,” sagde lægen alvorligt. ”Men det er udelukket at flytte ham nu. Han må blive, hvor han er uanset hvad.” Og det så sandelig ikke godt ud. Han blev lagt på en smal blå palle, der stod på plankerne på et lille loft over stalden. Ovenover var de smalle spær, behængt med sadler, seletøj, gamle skær til leer og de hundrede ting, der hænger som flagermus inde i den slags bygninger. Nedenunder på to knager hang hans ynkelige garderobe, den blå skjorte og den grå, de plettede bukser og den mudrede frakke. En spinkel avneskærer stod nær hans hoved og en stor tønde med avner bag den. Han lå meget stille, stadig tavs, stadig uden at klage med sine øjne fikseret på de drivende skyer gennem det lille firkantede vindue, og den underlige verden, som Gud så forunderligt har skabt - så forunderligt. 20

En gammel kvinde, en arbejderkone, var blevet sat til at pleje ham, for lægen havde sagt, at han ikke måtte lades alene. Hun gik omkring i rummet og flyttede på ting, mens hun mumlede for sig selv over denne ensomme opgave, som hun var blevet sat til. Der stod nogle blomster i knækkede krukker på en tværbjælke, og dem tog hun med et strejf af ømhed og satte på en indkøbskasse ved patientens hoved. Han lå ubevægelig, og når han trak vejret lød der en knasende skurren fra hans side, men han fulgte sin plejer med øjnene og smilede endda en gang, mens hun grupperede blomsterne rundt om ham. Han smilede igen, da han hørte, at Mrs. Foster og hendes datter havde været der om aftenen for at spørge til ham. De havde været på postkontoret sammen, hvor Dolly havde sendt et brev, som hun havde gjort sig stor umage med at skrive, adresseret til Elias Mason, Esq., i hvilket hun lod den unge mand vide, at hun havde lagt sine livsplaner, og at han kunne spare sig besværet med at komme efter sit svar om lørdagen. På vej tilbage standsede de ved stalden og spurgte gennem loftslemmen til den sårede. Fra hvor de stod kunne de høre den forfærdelige skurren fra hans vejrtrækning. Dolly løb væk, meget bleg under fregnerne. Hun var for ung til at tåle lidelsens grusomme detaljer, og dog var hun et år ældre end den stakkels forældreløse, der lå tavs for døden. Han var stille hele natten - så stille, at var det ikke for den ene ildevarslende lyd, kunne plejersken have antaget ham for død. Hun havde holdt øje med ham og passet ham så godt hun kunne, men hun var selv svag og gammel, og just da morgenlyset sneg sig ind gennem det smalle vindue, sank hun tilbage i sin stol i en drømmeløs søvn. 21

Der gik to timer, og så blev hun vækket af stemmerne fra de første mænd, der samledes til dagens arbejde. Hun sprang op. Du godeste. Pallen var forladt. Hun styrtede ned i stalden, forvirret og hændervridende. Der var intet spor af ham. Men stalddøren stod åben. Han må være gået - men hvordan kunne han gå? Han må være kravlet - være krøbet den vej. Ud for hun, og da de hørte hendes fortælling, løb de nys opvågnede mænd med hende, indtil landmanden og hans kone og datter afbrød deres morgenmad på grund af larmen og sluttede sig til denne mærkelige eftersøgning. Der lød et råb, og de nåede frem til den del af gården, som lå ud for Miss Dollys vindue. Der lå han nogle få meter fra vinduet med ansigtet i stenene og benene strakt ud fra sin lasede natskjorte, mens blodspor fra hans knæ viste, hvor han havde slæbt sig frem. Hans ene hånd lå strakt ud og i den holdt han en lille kvist fra en hunderose. De bar ham kold og stiv tilbage til pallen på loftet, og den gamle plejerske trak lagenet over ham og forlod ham, for der var ingen grund til at våge over ham nu. Pigen var gået tilbage til sit værelse, og hendes mor var fulgt efter, begge bevæget af dette syn af døden. ”At tænke sig,” sagde hun, ”det var alligevel bare ham.” Men Dolly sad på sengekanten og græd bitterligt ned i sit forklæde.

22