143 3 1MB
Danish Pages 133 Seiten [134] Year 1995
Nyere statsteorier Status og perspektiver
Redaktion: Carsten Jensen & Jacob Torfing
Aalborg Universitetsforlag
Nyere statsteorier - Status og perspektiver Redigeret af
Carsten Jensen & Jacob Torfing
ISBN
87-7307-500-0
Copyright 1995 Omslag Trykt hos Udgiver
Forfatterne og Aalborg Universitetsforlag Stine Larsen Thy Bogtryk Aalborg Universitetsforlag
Distribution
Aalborg Universitetsforlag Niels Jernes Vej 10 9220 Aalborg Øst Tfl.: 9815 2928 Fax.: 9815 2944
Bogen er udgivet med støtte fra C.E.C. Gads Fond.
Indholdsfortegnelse Carsten Jensen og Jacob Torfing: Indledning.......................................................................... 1. Statsteorien i dag .......................................................... 2. Den marxistiske statsteori i 1970' erne og 1980' erne .. 3. Intentionerne med bogen .............................................. 4. Lidt om indholdet..........................................................
5 5 7 8 9
Kapitel 1: Ernesto Laclau: Marxistiske statsteorier: Perspektiver og diskussioner .. 1. Stamokap-teorien .......................................................... 2. Kapitallogikken............................................................ 3. Er det økonomiske et homogent niveau?....................... 4. Nicos Poulantzas' teoretiske udvikling ........................ 5. Stat og hegemoni........................................................... 6. Konklusion .................................................................... Litteratur........................................................................ Noter..............................................................................
13 17 20 24 29 33 37 38 40
Kapitel 2: Bob Jessop: Nicos Poulantzas' originalitet, indflydelse og aktualitet . 1. Poulantzas' betydning.................................................... 2. Poulantzas' originalitet .................................................. 3. Poulantzas' indflydelse.................................................. 4. Poulantzas' aktualitet..................................................... 5. Konkluderende bemærkninger....................................... Litteratur ....................................................................... Noter .............................................................................
41 43 44 50 57 64 65 67
Kapitel 3: Birthe Hansen: Staten i det internationale system .................................... 1. Neorealismens særtræk ................................................. 2. Staten som enhed .......................................................... 3. Det neorealistiske strukturbegreb .................................. 4. Strukturelle former........................................................ 5. IP-forskningen var bipolær og delt ...............................
69 70 71 72 74 76
6. Den gamle verdensorden og den ny .............................. 7. USA som enesupermagt ................................................ 8. Statscentrisme og realisme ............................................ 9. Alle stater som ensartede aktører .................................. 10. Strategisk selektivitet .................................................... 11. Rusland, Sovjetunionen og Rusland ............................. 12. Afsluttende bemærkninger ............................................ Litteratur........................................................................ Noter..............................................................................
78 80 81 82 85 87 89 89 90
Kapitel 4: Jacob Torfing: Reguleringensteoriens statsteori....................................... 1. Økonomien som et politisk struktureret terræn ............. 2. Introduktion til reguleringsteorien ................................ 3. Det paradoxale fravær af en teori om staten ................. 4. Pariserskolens ansatser til en statsteori ......................... 5. Den strategisk-relationelle statsanalyse ........................ 6. Den post-fordistiske stat ................................................ 7. Konklusion .................................................................... Litteratur ....................................................................... Noter ............................................................................. Kapitel 5: Torben Bech Dyrberg & Jacob Torfing: Politik og institutioner....................................................... 1. Teoretiske lighedspunkter............................................. 2. Teoretisk symbiose? ..................................................... 3. Konstitution og forandring af politiske institutioner ..... 4. Magt, autoritet og demokrati......................................... 5. Demokrati: mellem aggregerende og integrative politiske processer ....................................................................... 6. Sammenfatning ............................................................. Litteratur ....................................................................... Noter .............................................................................
93 93 94 98 99 102 105 109 110 112
115 115 118 123 125 128 131 132 133
Indledning Carsten Jensen og Jacob Torfing
Statsteori må i dag betragtes som en integreret del af samfundsvidenskaberne. Dette skyldes i høj grad, at statsteorien teoretisk set er blevet mere pluralistisk, og at den rent indholdsmæssigt er blevet mere vidtfavnende. Men det skyldes også, at 1970'ernes debat indenfor den marxistiske statsteori faktisk formåede at rejse nogle vigtige spørgsmål vedrørende statens rolle i de moderne kapitalistiske samfund, de statslige eliters relative autonomi, konsekvenserne af de økonomiske statsinterventioner, forholdet mellem styring og legitimitet, og tendenserne til øget overvågning af borgerne. Den marxistiske statsteori har i løbet af 1980'erne uddybet disse spørgsmål, og det tilmed med et mindre doktrinært udgangspunkt eftersom stadig flere har opgivet ambitionen om at udvikle en 'Grand Theory' om den kapitalistiske stat. Mange har således fokuseret på nogle enkelte statsteoretiske problematikker, og analyseret disse ud fra forskellige teoretiske perspektiver. Hensigten med denne antologi er med afsæt i den statsteoretiske debat i 1970'erne at introducere nogle af de mangfoldige strømninger indenfor den statsteoretiske debat i 1980'erne som givetvis vil inspirere debatten i 1990'erne. De forskellige bidrag til antologien diskuterer således ikke blot de tidligere så dominerende strømninger i form af strukturalismen, kapitallogikken, og teorierne om den statsmonopoliserede kapitalisme (forkortet: stamokap), men også nyere strømninger i form af statscentrismen, neo-realismen, reguleringsteorien, den strategisk-relationelle statsanalyse, diskursanalysen og ny-institutionalismen.
1. Statsteorien i dag Statsteorien er i dag en etableret del af samfundsvidenskaberne, men da den for omtrent 20 år siden begyndte at dukke op i danske forsker- og studentermiljøer, blev den betragtet med en vis skepsis. For det første fordi den var marxistisk, hvilket i sig selv var anstødeligt, og for det andet fordi den fo-
5
kuserede på statens institutionelle former og overordnede funktioner, hvilket var klart i modstrid med den dominerende behavioralistiske traditions grundidéer. Siden da har opfattelsen af statsteorien ændret sig i positiv retning. Ja, statsteorien er ligefrem gået hen og blevet et alment anerkendt forskningsfelt. Dette skyldes først og fremmest, at termen 'statsteori' ikke længere primært er en betegnelse for en særlig videnskabelig disciplin indenfor marxismen, der på basis af de klassiske tekster af Karl Marx og Friedrich Engels søger at afdække det borgerlige klassesamfunds vigtigste magtfaktor. Væksten i omfanget og intensiteten af de statslige interventioner har i høj grad tvunget såvel liberale som konservative teorier til at reflektere over statens form og funktion. Resultatet har været, at statsteorien er blevet mere pluralistisk. Statsteorien har generelt bygget på forudsætningen om, at forestillinger og informationer om staten kan gøres til genstand for videnskabelig analyse. Store dele af samfundsvidenskaberne opfattede imidlertid denne forudsætning som højst problematisk. Den politologiske tradition har således traditionelt udtrykt en stor skepsis overfor statsbegrebet. Denne skepsis har for en stor dels vedkommende hængt sammen med, at der i forbindelse med politologiens forsøg på at etablere sin videnskabelige identitet i efterkrigstiden blev taget afstand til de institutionelle og normative aspekter af det politiske system. Mange politologer valgte op gennem 1950'erne og 1960'erne at fokusere på den faktiske politiske adfærd indenfor det politiske system fremfor spørgsmålet dets ideelle indretning. Statsbegrebet blev i denne sammenhæng opfattet som et normativt-institutionelt begreb, der burde vige pladsen for analyser af direkte iagtagelige politisk adfærd. Den del af politologien, der har været orienteret mod international politik, har dog delvis været en undtagelse i forhold til politologiens generelle afvisning af statsbegrebet. Begrebet 'stat' har i den særlige betydning af nationalstat udgjort et central element af begrebsapparatet indenfor denne underdisciplin. At statsbegrebet har kunnet overleve her på trods af generelle modvilje indenfor politologien, kan forklares ved, at den internationale politik har kunne konstatere en lang række fællestræk ved de enheder, der er ansvarlige for det internationale politiske samkvems mest afgørende karakteristika: krig og fred. Når statsteorien i de senere år har vundet indpas indenfor samfundsvidenskaberne, skyldes det på den ene side en afsvækkelse af den behavioralistiske tradition, og på den anden side at statsteorien i stigende omfang har interesseret sig for samspillet mellem politisk adfærd og statslige strukturer. Sidstnævnte har betydet, at statsteorien indholdsmæssigt er blevet mere vidtfavnende. Dette har helt klart styrket statsteorien, men har samtidig skabt en intern spænding mellem forsøg på at definere staten ud fra en generel opfattelse af politik og forsøg på at definere staten som det politiske slet og
6
ret. Der skal ikke her gøres forsøg på at vælge side til fordel for den ene eller den anden opfattelse. For i en indledning, der skal være loyal overfor en række bidrag om forskelle teorier, er det umuligt at lægge sig fast på en alt for specifik statsdefinition. En sådan ville forudsætte en længere debat om forholdet mellem de forskellige teoretiske tilgange. Det er dog muligt, at fremlægge nogle indholdsmæssige påstande, der er meningsfulde nok til at give et indtryk af, hvad statsteorier retter sig mod. Gennem tiden har staten været defineret, som et politisk instrument for den herkende klasse, som en organisation med monopol på brugen af legitim vold indenfor et nærmere afgrænset territorie, som et sæt af politiske institutioner under fælles ledelse og så videre. Det er fælles for disse definitioner, at de opfatter staten som på den ene side institutionelt adskilt fra samfundets øvrige dele, og på den anden side som uadskilleligt forbundet med disse dele. Sagt med andre ord er stater afgrænsede dele af moderne samfund, men samtidig involverede i et netværk af gensidige samfundsmæssige effekter. Det er endvidere karakteristisk for stater, at de ikke engang på det nationale niveau er enerådende. Stater er altid relaterede til andre stater.
2. Den marxistiske statsteori i 1970'erne og 1980 'erne I al denne snak om anerkendelsen af statsteorien som et selvstændigt forskningsfelt må man ikke glemme, at det var marxismen, der i 1970'erne fik sat skub i den statsteoretiske debat. Dette kan synes overraskende, eftersom marxismen ikke oprindeligt havde nogen ambition om at udvikle en teori om staten, men snarere bestræbte sig på at udvikle en generel om kapitalismens udvikling, hvori staten kun spillede en begrænset rolle. Hos Karl Marx finder man således kun en række spredte bemærkninger om staten, hos V.I. Lenin mest af alt en række forholdsvis unikke strategiske overvejelser over statens karakter, og hos Antonio Gramsci ikke stort andet end en statsproblematik. Der er faktisk først i og med Nicos Poulantzas's bog Political Power and Social Classes, som udkom i 1968, at man kan tale om en teori om staten betragtet som et selvstændigt analyseobjekt. Det var i høj grad under indtryk af den kapitalistiske stats tiltagende og efterhånden altafgørende betydning for organiseringen af det økonomiske og sociale liv, at den såkaldte rekonstruktionsbevægelse, som Nicos Poulantzas varen del af, kastede sig over studiet af den kapitalistiske stat. Rekonstruktionsbevægelsen, der søgte at rekonstruere marxismen som modtræk til stalinismens og humanismens forvanskninger, omfattede dels den franske strukturalisme og dels tyske kapitallogik, som begge fik afgørende indflydelse på de danske studenter- og forskningsmiljøer. Strukturalismen og kapitallogikken udgjorde sammen med teorierne om
7
den statsmonopoliserede kapitalisme hovedhjørnestenene i den statsteoretiske debat i 1970'erne. Stamokapteorierne havde en overvejende instrumentel opfattelse af staten, kapitallogikken opfattede på det nærmeste staten som et rationelt handlende subjekt, og strukturalismen så staten som en social relation. Fælles for alle tre perspektiver var dog i hovedsagen tre ting. For det første opfattede de alle staten som et legitimt analyseobjekt. For det andet havde de alle omend i forskellig omfang en ambition om at udvikle en generel teori om staten. For det tredie forudsatte de alle statens kapitalistiske karakter. 1980'ernes debat indenfor den marxistiske statsteori gjorde i vid udstrækning op med disse tre opfattelser. Først og fremmest var der mange, der begyndte at problematisere statens enhed, sådan at forstå at denne i stigende grad blev set som et resultat af politiske kampe og hegemoniske projekter. Videre var der mange, der opgav ambitionen om at udvikle en generel teori om staten til fordel for en fokusering på historisk forankrede studier af forskellige statsteoretiske asspekter. Endelig var der flere og flere, der indså det problematiske i at forudsætte statens kapitalistiske karakter, og følgeligt insisterede på at statsteorien snarere end at analysere den den kapitalistiske stat skulle analysere staten i de kapitalistiske samfund. Resultatet af denne udvikling har været, at statsteorien snarere end at søge at sofistikere sine abstrakte argumenter og begrebsskemaer har koncentreret sig om de centrale og langt mere konkrete spørgsmål angående statens rolle, autonomi, interventioner, styringskapacitet, legimitet, og overvågning.
3. Intentionerne med bogen Indeværende antologi har et dobbelt sigte. Den forsøger således dels at gøre status over nogle traditioner i den hovedsageligt marxistiske statsteoretiske debat i 1970'erne, og dels at fremstille en række af de perspektiver, der blev mere fremtrædende i løbet af 1980'erne, og som åbnede det statsteoretiske felt for en bredere samfundsvidenskabelig debat. Antologien henvender sig politologer, sociologer, økonomer og jurister, der er interesserede i statsteoretiske problemstillinger. Etablerede forskere, der fulgte med i den statsteoretiske debat i 1970'erne, får med denne antologi mulighed for at føre sig ajour med nogle af de nyere strømninger. Den er desuden velegnet i forbindelse med undervisning, eftersom den tilbyder en genvej til debatten i 1970'erne og introducerer en række nyere perspektiver fra 1980'erne, der efter alt at dømme vil inspirere debatten i 1990'erne.
8
4. Lidt om indholdet Bogen falder i tre dele. De to første kapitler tager eksplicit udgangspunkt i 1970'ernes statsteoretiske debat i England, Frankrig og Vesttyskland. De centrale strømninger i form af strukturalismen, kapitallogikken og stamokapteorierne evalueres, og der peges frem mod nye positioner. I de tre næste kapitler diskuteres nogle af de perspektiver som blev fremherskende i løbet af 1980'erne. Det drejer sig om statscentrismen i USA, den neo-realistiske teori om staten i det internationale system, forsøgene på at udvikle statsteori i relation til regulationsteorien, samt to aktuelle forsøg på at tænke på tværs af grænsen mellem staten og de øvrige sociale forhold: diskursanalysen og ny-institutionalismen. Ernesto Laclau giver i sin artikel en grundig oversigt over den marxistske statsteoretiske debat i 1970'erne. Han lægger ud med en kritisk gennemgang af stamokapteorierne og kapitallogikken. Derefter diskuteres teorierne om statens finansielle krise og de neo-ricardianske teorier, som begge udmærker sig ved på den ene side at interessere sig for statens strukturelle placering og på den anden at understrege det politiskes primat. Hvis der er imidlertid er nogen, der har forsøgt at skitsere en teori om politikkens specifitet er det Nicos Poulantzas. Poulantzas' stadige indskrænkning af området for strukturel determination giver mere og mere plads til kontingente politiske logikker. Men i sidste ende foretager han en instrumentalistisk og klassereduktionistisk lukning af sin teori om det politiske. Elementer til en løsning af dette problem finder Laclau hos Gramsci, der med sit hegemonibegreb gør det muligt at teoretisere politik og politiske aktører på en ikke-reduktionistisk måde. Bob Jessops bidrag 'Nicos Poulantzas' originalitet, indflydelse og aktualitet' vurderer neo-marxismen i Nicos Poulantzas' forfatterskab. Jessop opfatter Poulantzas som den mest originale marxistiske statsteoretiker i nyere tid, og beskriver nogle af hovedlinierne i hans værker - blandt andet i lyset af udfordringen fra Theda Skockpols statscentrerede statsteori. Poulantzas mente, at staten skulle opfattes som en fortætning af styrkeforholdet mellem klasserne i et givet samfund. Denne definition tilslutter Jessop sig, idet han dog tilføjer, at staten ikke kun fortætter klassernes magt. Staten fortætter styrkeforholdet mellem alle politiske kræfter. Med andre ord findes der også politiske aktører, f.eks. militære eliter, bureaukrater og sociale bevægelser, hvis magt fortættes af staten, men som ikke kan reduceres til at være dele af eller udtryk for bestemte klasseinteresser. Hvad angår de aktuelle forhold omkring staten, diskuteres den statsform som Poulantzas kaldte 'den autoritære etatisme'. Dette udtryk skulle indfange en ny tendens, der giver staten en stadig mere central placering i de udviklede kapitalistiske lande. Jessop mener ikke nødvendigvis, at Poulantzas havde ret i alle sine iagttagelser desangående, men han anbefaler at forestillingen om den autoritære etatisme gøres til genstand for videre undersøgelser.
9
Hvor diskussionen af statscentrismen i Theda Skocpols variant koncentrerer sig om, hvorledes det internationale systems pres påvirker statens politik indadtil, behandler Birthe Hansen i 'Staten i det internationale system' den neo-realistiske opfattelse af staten som enhedsaktør i de mellemstatslige forhold. Her stilles spørgsmålet om, hvorledes staterne handler udadtil. Staterne bestemmes som ensartede ud fra de opgaver, som de må varetage på den internationale scene, hvis afgørende karakteristikon er anarkiet, det vil sige fraværet af en overstatslig autoritet. Der argumenteres for, at det med et sådant udgangspunkt bliver muligt at forklare, hvorfor forskellige stater og stater med varierende interne betingelser handler ens i forhold til ydre pres. Videre diskuteres det neo-realistiske strukturbegrebs forskellige former, der gør det muligt at forklare variationer i de i øvrigt ensartede handlemønstre. Disse variationer knyttes til antallet af større magter i systemet, der påvirker muligheder og begrænsninger i staternes magtbalancering. Endeligt indføres begrebet strategisk selektivitet, der gør det muligt at skelne mellem de strategier, der er hensigtsmæssige og privilegeres, og de strategier, hvis realisering begrænses af de anarkiske og polære forhold. Argumentationen i artiklen støttes af en række eksempler fra kernevåbenpolitikken, den mellemøstlige region og Sovjetunionen før og nu. I Jacob Torfings artikel om 'Regulationsteoriens statsteori' tages udgangspunkt i en kritik af den klassiske marxistiske opfattelse af økonomien som en instans, der bestemmer det statens form og funktion. I Antonio Gramscis analyser af forsøgene på at indføre fordisme i Italien i 1920'erne og 1930'erne skildres de økonomiske forandringer som et politisk spørgsmål, hvilket underminerer økonomiens status som en upolitisk determinant for det politiske statsniveau. Reguleringsteorien deler til fulde opfattelsen af økonomien som et politisk struktureret terræn, men problemet er at reguleringsteorien kun i ringe omfang har forsøgt at udvikle en egentlig statsteori. I Storbritannien har Bob Jessop imidlertid forsøgt at sammentænke sin Poulantzas-inspirerede statsteori med reguleringsteorien, og artiklen diskuterer, hvorledes Jessops strategiske begreber kan bruges til at fylde nogle af reguleringsteoriens statsteoretiske huller. Afslutningsvis diskuteres en den igangværende overgang fra en fordistisk til en post-fordistisk stat ud fra en sammentænkning af regulerings- og statsteorien. Jacob Torfing afslutter sit kapitel med at advare mod at forveksle behovet for at diskutere spørgsmålet om statens interventioner i forhold til de økonomiske processer med spørgsmålet om politikkens primat. I den sidste artikel om 'Politik og institutioner' følger Torben Bech Dyhrberg og Jacob Torfing denne advarsel op med en diskussion af forholdet mellem politik og institutioner, der ikke reducerer dette forhold til en statsproblematik. Diskussionen tager udgangspunkt i to nyere bøger, og forsøger at finde ligheder og forskelle i behandlingen af spørgsmålet om politik og institutioner indenfor
10
henholdsvis Ernesto Laclaus post-marxistiske diskursanalyse og James G. March og Johan P. Olsens postliberalistiske ny-institutionalisme. Det fremhæves, at diskursanalysen og ny-institutionalismen er fælles om at afvise politiske teorier, der er baseret på objektive strukturer eller individuelle interesser. I stedet anbefales et syn på politik og politiske institutioner, der går ud fra at politik giver form til institutioner, mens institutioner på deres side betinger politik. I dette perspektiv diskuteres endvidere diskursanalysens og ny-institutionalismens syn på magt, autoritet og demokrati.
11
12
Marxistiske statsteorier: Perspektiver og diskussioner Ernesto Laclau1
Når man analyserer marxismens statsteorier, bliver man konfronteret med et problem, som det er svært at komme udenom: analyseobjektets diffuse karakter. Flertydigheden i de teoretiske sammenhænge stiller os overfor en samling komplekse problemer, som opstår dels som følge af det relative ved en sammenligning af de forskellige teorier, og dels på grund af de enkelte bidrags interne problemer. Hvad er den kapitalistiske stats basis, og hvordan skal dens strukturelle placering forstås? Hvor går grænserne for, hvad der skal betegnes som stat i snæver forstand? Hvilket felt af sociale relationer står staten overfor? Flertydigheden i disse spørgsmål befinder sig i en sammenhæng, som betyder, at vi ikke alene står overfor de problemer, der ligger i at dechifrere de enkelte relationer. En hieroglyf skal fortolkes, men den behøver ikke at være konstitueret. Hvad det tilfælde der her optager os angår, er det derimod sådan, at der i det grundlæggende problem er indeholdt funktioner og forskellige relationer, hvis sammenhæng ikke er givne på forhånd, men som skal konstitueres teoretisk. Det er ikke alene betydningen, men selve objektets karakter der stilles spørgsmålstegn ved. Dette betyder, at der skal udarbejdes et statsbegreb i selve den teori, som søger at analysere dens forskellige funktioner og determinanter. Men problemerne slutter ikke her, for i den marxistiske tradition har staten været tildelt særlige karakteristika, som ikke alene er forskellige men også uforenelige. Vi vil her diskutere tre teorier, der har været fremstillet som grundlæggende marxistiske statsteorier. Disse ser henholdsvis staten som et epifænomen eller en overbygning i forhold til den kapitalistiske produktionsmåde, som den herskende klasses instrument, eller som en samfundsformations sammenholdsfaktor. Vi vil forsøge at vise, at disse retninger som ikke er de eneste, men dog de mest udbredte (Jessop, 1977) - modsiger hinanden indbyrdes, når de tænkes med alle deres implikationer. Ifølge den første opfattelse er staten et rent epifænomen, som afspejler en bestemt type korrespondance mellem produktivkræfter og produktionsfor-
13
hold, og som ikke har en egen drivkraft. Den fundamentale mekanisme i et samfunds reproduktion bestemmes her på det niveau, hvor udbytningen sker, d.v.s. af produktionsforholdenes iboende modsætning. Tilsvarende afhænger overgangen fra et samfund til et andet af modsætningen mellem produktionsforhold og produktivkræfter. Således er såvel den grundlæggende sammenhæng i et samfund, som den fundamentale kraft i de historiske forandringer, ydre i forhold til staten og det politiske. Disse politiske instansers rolle fremstilles på forskellig vis: enten som instanser, der sikrer den kapitalistiske reproduktions ekstra-økonomiske betingelser (hvilket betyder, at de er eksterne og unødvendige for reproduktion af den økonomske essens), eller som et specifikt og nødvendigt moment for kapitalen (hvilket vil sige at statsbegrebet er indeholdt i den politiske økonomi), eller simpelthen som de kapitalistiske relationers deformerede og ekspressive form. Under alle omstændigheder drejer det sig om en perifer og underordnet instans. Den anden retning, der ser staten som et instrument, synes umiddelbart at være afhængig af den første, men er faktisk dens modsætning. Den synes umiddelbart at være afhængig, fordi staten er reduceret til et instrument for klassedominans, for så vidt som man regner med, at de sociale kræfter, klasserne, og deres antagonismer, konstituerer sig på det økonomiske niveau og benytter staten som eksternt redskab for at opnå deres mål. Men faktisk står dette i modsætning til den første retning, for hvis staten er et effektivt instrument i 'retsliggørelsen' af klassernes styrkeforhold i et kapitalistisk samfund, kan den ikke være en ren refleksion af samme styrkeforhold. Et af to: Enten reduceres den historiske dynamik under kapitalismen til en ren refleksion af modsætningen mellem lønarbejde og kapital, og/eller mellem produktionsforhold og produktivkræfter, hvilket vil betyde, at staten reduceres til rent epifænomen. Men så kan den ikke være et instrument, som kan anvendes til at gennemføre relevante historiske forandringer. Eller: man antager, at den historiske udvikling under kapitalismen afhænger af klassekampen på det statslige og politiske felt - hvilket betyder, at staten ikke kan ses som epifænomen, og at historien ikke længere kan ses som udfoldelsen af en ensartet og homogen økonomisk logik. Modsætningen mellem disse retninger blev normalt ikke bemærket af den klassiske marxisme, og fortsatte med at have betydning, teoretisk såvel som politisk. Lad os se på et eksempel: For den klassiske reformisme afhang begrundelsen af 'deltagelses-strategien' af et økonomisk argument, formindskelsen af sen-kapitalismens kriser. På denne baggrund kunne man forestille sig en gradvis overtagelse af en stat, hvis stigende neutralitet gik hånd i hånd med formindskelsen af klassekonflikten. Det ortodokse modangreb placerer sig i diamentral modsætning til dette argument; der kan ikke tænkes en neutral statslig udvikling, idet formindskelsen af de økonomiske modsætninger er en ren og skær illusion fra reformisternes side.
14
De teoretiske argumenter for disse to modsatrettede perspektiver udgøres af forskellige opfattelser af kapitalismens økonomiske modsætninger, men begge analyser bygger på, at de økonomiske modsætninger har nødvendige politiske konsekvenser. Begge synsmåder er derfor konstitueret indenfor samme økonomistiske perspektiv. Leninismen derimod accentuerer klassedominansaspektet, hvilket resulterer i, at ødelæggelsen af statsapparatet gøres til det grundlæggende element i den socialistiske strategi. Statens karakter af afspejling bliver sekundær. Derfor er det ikke underligt, at både reformister og ortodokse så leninismen som en volutaristisk afvigelse, der ignorerede historiens uafvendelige faser. Det er på den anden side heller ikke underligt, at Gramsci så den russiske revolution som en revolution mod 'Kapitalen'. Selvom leninismen indleder en ny fase i marxismen, som kan karakteriseres ved den politiske logiks primat, blev effekterne heraf begrænsede af fastholdelsen af den økonomistiske logik - hvormed den indgik i et besværligt, men indiskutabelt, samliv. Den politiske argumentationsstil i Komintern er bevis på denne påstand. De verdensomspændende etaper - relativ stabilisering af kapitalismens 3. fase f .eks. - blev først og fremmest fremstillet som økonomiske faser, hvoraf nødvendige politiske konsekvenser kunne udledes. Det eneste der havde ændret sig i forhold til den klassiske økonomisme er, at nu analyseredes den økonomiske situation som et sammenfald af omstændigheder, der enten besværliggør eller letter ét eneste moment: erobringen af magten. Men hvis den samling af modsætninger, der fører frem til det revolutionære brud, analyseres ud fra en økonomistisk indfaldsvinkel, undersøges den socialistiske magt ud fra et hyper-politisk perspektiv: staten er instrumentet for, og kilden til, den absolutte klassedominans. Deraf kommer fetichismen i forhold til magtovertagelsen. Problemerne med at opbygge socialismen i et tilbagestående land skulle senere føre til, at man faldt tilbage i en økonomistisk position, dvs. til stalinismen, ifølge hvilken samfundets overgang til socialismen var et automatisk og nødvendigt resultat af produktivkræfternes udvikling, og den deraf følgende koncentration af de samlede revolutionære kræfters potentialer. Hvis den hyperdeterminisme, som hænger sammen med opfattelsen af staten som epifænomen, og hyper-voluntarismen, som ser staten som et instrument, er modsætninger, så vil denne modsætning transformere sig til en radikal tvetydighed, når vi går over til at betragte den sidste af de teoretiske muligheder, som indledningsvis blev nævnt: den der ser staten som en given samfundsformations sammenholdsfaktor. Ved første øjekast synes denne opfattelse at være uforenelig med en økonomistisk forståelse af de sociale relationer. Når en samfundsformations enhed sikres af den statslige instans, må akkumulationsmekanismernes betydning, hvad angår reproduktionen af de sociale relationer, antages at være meget begrænsede. Den statslige instans' rolle vil da ikke kun være
15
uforenelig med marxismens økonomistiske versioner, men også med den klassiske økonomi. Adam Smiths usynlige hånd og opfattelsen af staten som 'nattevægter' indeholdt nemlig en fundamental tillid til, at en samfundsformations enhed blev sikret af de samme love, som styrede den økonomiske reproduktion. På den anden side synes denne tredje opfattelse at være mere kompatibel med den instrumentalistiske opfattelse af staten, da man her kan bestemme statens instrumentalitet til at være sammenholdsfunktionen. Disse konklusioner er dog ikke logisk nødvendige, da man også kunne påstå, at den sociale reproduktion afhænger af både økonomiske og ekstra-økonomiske forhold, og at sammenhængen sikres af den statslige instans - men at den statslige instans' mulighed for at fungere samtidig er bestemt af den økonomiske basis. Egentlig synes denne opfattelse ikke at føje noget nyt til de to, der allerede er analyseret. Dens tilstedeværelse i den klassiske marxisme er begrænset til nogle af Engels og Lenins tekster, og er først fornylig, i Gramscis og Poulantzas arbejder, kommet frem i forreste række. For at det kunne ske, var to ændringer af den marxistiske teori nødvendige. På den ene side bruddet med opfattelsen af økonomien som homogen og styret af en ensartet logik. På den anden side opgivelsen af opfattelsen af klasserne som de eneste historiske subjekter. Som vi vil se blev såvel den instrumentalistiske som den epifænomenalistiske statsopfattelse uholdbare, da disse to forandringer indtraf, og problemet med samfundsformationernes enhed kom frem i første række. Dette korte rids af nogle af den klassiske marxismes mest almindelige holdninger til statsproblematikken, kan vi bruge som introduktion til de problemer, som den nutidige debat har set sig konfronteret med. Uforeneligheden af den epifænomenalistiske og den instrumentalistiske opfattelse kunne i lang tid skjules, idet konkurrence-kapitalismen til en vis grad kunne beskrives som et selvreproducerende system. Og fordi de dominerende klassers magtmonopol forhindrede problemerne med at fastlægge, hvor grænserne gik for, hvad et arbejderparti kunne gennemføre indenfor et borgerligt kapitalistisk samfund, i at træde frem. Derimod har de nye tendenser i kapitalismen efter 2. verdenskrig fremtvunget et nyt perspektiv på staten. Lad os nævne nogle af de nye spørgsmål. Når den kapitalistiske økonomi ikke mere kan betragtes som et selvregulerende system, og når den i stigende grad forudsætter statslige interventioner, i hvilken grad kan vi så fortsat studere økonomien som et homogent felt, som kun har eksterne relationer til det politiske? I hvilken udstrækning er staten en autonom instans med kapacitet til at intervenere i den økonomiske proces? Eller omvendt: i hvilken udstrækning er interventionskapaciteten begrænset af den kapitalistiske produktionsmådes strukturelle determinanter? Hvis den modsætningsfyldte kapitalistiske udvikling, og den øgede bureaukratisering af det civile samfund, som er konsekvenser af den interventio-
16
nistiske stat, har frembragt nye sociale modsætninger, som ikke er identiske med den traditionelle lønarbejder/borgerskabskonflikt, i hvilken udstrækning kan vi så tale om klasser som de eneste deltagere i den politiske proces? Givet at økonomien ikke kan betragtes som et homogent felt, udfra hvilket det er muligt at forklare de sociale sammenhænge. Og givet at heller ikke klasserne kan betragtes som simple subjekter, hvis antagonismer indeholder alle sociale kampe. Med hvilke teorier bør man da forstå de sammenhænge, som præger de givne samfundsformationer? Dette er nogle af de centrale problemer, der har optaget de forskellige aktuelle marxistiske skoler, som har koncentreret sig om studiet af staten. Vi vil herefter beskæftige os med de vigtigste.
1. Stamokap-teorien Stamokap-teorien er det første forsøg på at systematisere nogle af de nye fænomener, som er knyttet til restruktureringen af det kapitalistiske system i efterkrigstiden. Denne teori tager udgangspunkt i en periodisering af den kapitalistiske udvikling, som begynder i en konkurrence-kapitalistisk etape, i hvilken selvreguleringen dominerer via markedet, og som gennem den stigende koncentration og centralisering af kapital fører frem til den monopolitiske fase og imperialismen. Statsmonopol-kapitalismen er en senere fase af monopol-kapitalismen, i hvilken der indtræder en fusion af de monopolitiske interesser og statsapparatet. Overgangen til statsmonopolkapitalisme var ikke alene et resultat af imperialismen, men også af 'kapitalismens almene krise'. Denne krise udvikledes i to etaper. Den første begyndte med oktober-revolutionen og efterfulgtes af de nationale befrielseskampe, markedskriser, depressioner, etc. Den anden startede ved konsolideringen af den socialistiske lejr i efterkrigstiden, samt den medfølgende formindskelse af det kapitalistiske verdensmarked. I denne sidste etape stagnerer produktionen, og profitratens tendens til fald styrkes. Konsekvenserne er, at monopolernes reguleringsmekanismer ikke er tilstrækkelige til at sikre systemets dynamik, og der opstår behov for øget statslig intervention i økonomien. Denne interventionisme opererer gennem teknologiudbredelse, nationaliseringer af ikke-rentable industrier, kontrol med penge-mængde og finansiering, etc. Staten bliver alene en støtte for den monopolkapitalistiske fraktion af borgerskabet, eller rettere: den fusioneres i højere grad med denne - hvilket ikke kun er en ulempe for arbejderklassen og de øvrige folkelige sektorer, men også for de andre kapitalfraktioner. Herved skabes der grundlag for en anti-monopolistisk folkelig alliance, som er aksen i de ortodokse kommunistiske partiers strategi. Denne generelle karakteristik skjuler store forskelle i de forskellige
17
stamokap-skoler. Disse kan grupperes i to store kategorier: de der accentuerer det specifikke element i epoken - imperialismen, kapitalismens generelle krise etc. - og de som i modsætning hertil forsøger at udlede den af kapitalens almene udviklingslove. Den første opfattelse (Haak et al., 1973; Kozlov, 1977; Ryndina & Chernikov, 1974) understreger monopol-kapitalismens langsommelige og reaktionære karakter i forhold til socialismens ekspansion og dynamik. Overgangen fra konkurrence- til monopolsystemet forklares med den marxistiske økonomis almindelige termer, men man betoner den stigende politiske karakter, som den kapitalistiske reproduktion får i den tredie fase. Gennem udnyttelsen af statens indtræden og den ekstra-økonomiske tvang er den nationale udvikling i monopol-kapitalernes favør, en proces der forstærkes med udvidelsen af den offentlige sektor. Dette fører til en sammensmeltning af monopolerne og det statslige personale i en udbyttelsesmekanisme. Kapitalismens svindende levedygtighed i den nuværende fase afsløres af det faktum, at dens fortsættelse ville være umulig uden den stigende politiske intervention i de økonomiske mekanismer. Denne intervention kan dog kun understrege systemets irrationalitet, som bl.a. viser sig i, at det udgør en hindring for udvikling af produktivkræfterne. F.eks. kan det ikke udnytte hele den videnskabelige og tekniske revolutions potentiale. Disse tiltagende problemer og modsætninger åbner, sammen med den socialistiske planlægnings succes, vejen foren revolutionær proces, som afslutter det korrupte og parasitære regime. Den anden opfattelse tenderer derimod mod at forkaste ideen om, at akkumulationsprocessen er modificeret i en sådan grad, at monopolkapitalismens funktionslove skulle kræve en speciel teori om prisdannelsen i et monopolsystem (herunder bl.a. Wygodsky, 1972 og Gündel et al., 1967). Man understreger, at det er de generelle love for kapitalistisk udvikling, der skal forklare monopolfasen. Forklaringen på denne søges bl.a. i modsætningen mellem samfundsmæssiggørelsen af produktivkræfter og produktionsforhold. Denne implicerer, at en stigende andel af de produktive sfærer udvikler deres efterspørgsel til et punkt, hvor den private kapital ikke længere kan tilfredsstille den. Således bliver der, især efter 2. verdenskrig, behov for statslige interventioner i produktions- og cirkulationsprocesserne, som kræver interventionisme og planlægning fra statens side for at undgå lodrette fald i profitraten, underefterspørgsel eller overproduktion. Den franske skoles analyser fortjener også at blive nævnt (Se især Boccara et al., 1976 og Boccara, 1977). Den har forsøgt at forklare fusionen mellem monopoler og stat ved den såkaldte lov om overakkumulation/devalorisering. Endvidere kan Fine og Harris' arbejder fra Storbritannien nævnes (Fine og Harris, 1979). De har i endnu højere grad accentueret væsentlige økonomiske karakteristika i tendensen mod statsmonopolkapitalisme, ligesom de har forsøgt sig med en periodisering af kapitalismen i termer, der udelukkende vedrører kapitalakkumulationens logik.
18
I evalueringen af de forskellige skoler, som baserer sig på en stamopkapapproach, kan vi starte med at pege på to fundamentale fortjenester. Den første er, at de har forsøgt at introducere en politisk variabel i centrum af modellerne for kapitalismens reproduktion. Kapitalismen fremstilles ikke længere som en ren logik deduceret fra markedsrelationerne, men som en kompleks relation af klassekræfter, som synes uforståelig, hvis man forsøger sig med en rent logisk analyse. Som konsekvens heraf kan intet simpelt basis/ overbygningsskema sige noget om de fundamentale modsætninger i den avancerede kapitalisme. Den anden vigtige fortjeneste er, at den tillader os at introducere den socialistiske kamps folkelige og demokratiske karakter i den politiske analyse. For hvis monopol-kapitalens interesser ikke er kapitalistiske interesser slet og ret, men er i modsætning til ikke alene arbejderklassen, men også brede folkelige og ikke-monopolistiske kapital-sektorer - så er det klart, at de nævnte folkelige oppositionstermer overskrider den traditionelle forståelse af klassekampen. Dette åbner for en forståelse af de udviklede kapitalistiske samfunds specifikke bi-polaritet - i hvilken komplekse folkelige subjekter, og ikke arbejderklassen i den klassiske betydning, spiller den fundamentale hovedrolle i den anti-kapitalistiske kamp. Desuden ville det at insistere på enhed i de statslige mekanismer indenfor det monopolistiske område tillade, at man forstår den anti-bureaukratiske og anti-institutionelle karakter af de demokratiske kampe i de senkapitalistiske samfundsformationer. Herved ville der åbnes mulighed for at udvikle den grundlæggende intuition i de leninistiske analyser af imperialismen: at den ulige udvikling og sammenhængen i den imperialistiske kæde fremkalder den forandring af styrkeforholdene, som ligger til grund for de mange folkelige modsætninger, hvilket ikke direkte kan føres tilbage til klassekampen, sådan som den forstås i den klassiske marxisme. Samtidig er begrænsningerne og utilstrækkelighederne i denne indfaldsvinkel dog indlysende. Det synes klart, at de teorier vi har analyseret, falder indenfor det vi har kaldt instrumentelle statsteorier. Den monopolitiske klasse benytter staten som et redskab til sin egen fordel. Af dette kan drages tre konsekvenser. 1) Analysen af relationerne mellem stat og monopol er deskriptiv, og indskrænker sig til at vise de personlige forbindelser mellem den politiske verden og finanssektorerne, handlen og industrien, de politiske partiers afhængighed af de store firmaer; den rolle som de forskellige interessegrupper spiller i at frembringe den offentlige mening gennem skolesystemet, medierne etc. På den måde adskiller de konkrete analyser sig ikke fra indholdet af Ralph Millibands bog om 'Staten i det kapitalistiske samfund' (Milliband, 1969), som dog falder udenfor den teoretiske tradition, vi her beskriver.
19
2) Den næste konsekvens er, at man ikke kan bestemme relationen mellem statsformen og arten af kapitalakkumulation. Hvis staten er et instrument som klasserne kan bruge forskelligt til deres egne formål, så må statens klassekarakter være givet af indholdet af den førte politik og ikke af den strukturelle placering i det kapitalistiske samfund. 3) Til slut betyder fraværet af en strukturel analyse, at vi ikke kan sætte grænser for statens evne til at realisere sine mål. Vi ved f.eks. at staten intervenerer i det økonomiske liv, men i hvilken grad kan den intervenere effektivt? Er grænserne for dens intervention ikke givet af de strukturelle betingelser for den økonomi, i hvilken den opererer? Manglen på svar på disse spørgsmål har medført to modsatte og ekstreme positioner: enten at formode at staten er en deus ex machinae som arbejder ubegrænset sålænge kapitalakkumulationen er i vanskeligheder, eller at dens underordnede karakter i forhold til monopolinteresserne forhindrer den i at have en egen logik, der er forskellig fra de interesser, som den varetager.
2. Kapitallogikken Som vi så, koncentreredes de forskellige stamokapskolers problemer omkring ét punkt: deres manglende evne til præcist at kunne definere betydningen af, og grænserne for, den statslige intervention i den økonomiske proces. Dette er et resultat af, at de ikke har et begreb for statens strukturelle placering i kapitalistiske samfund. Det er netop bestemmelsen af denne position, der er udgangspunktet for den kapitallogiske skole, som er koncentreret i Berlin. Til forskel fra andre teoriretninger, som f.eks. Poulantzas, der arbejdede med samme objekt, men udfra artikulationen af 'adskilte' instanser i den kapitalistiske produktionsmåde, tager berliner-skolen udelukkende udgangspunkt i kapitalbegrebet. Deraf navnet 'statsafledning', som hele deres debat fik. Som Holloway og Picciotto påpeger i deres fremstilling af denne diskussion: „Denne debats opgave - som er del af den siden midten af 1960' erne opståede interesse for at udbygge de videnskabelige kategorier som Marx udviklede til analysen af det kapitalistiske samfund - har været at udlede staten som en særlig politisk form af den kapitalistiske produktionsmådes relationer, hvilket ville være det første skridt mod konstruktionen af materialistisk teori om den borgerlige stat og dens udvikling." (Holloway og Picciotto, 1978).
20
Læg mærke til at berlinerskolen ikke foreslår en simpel økonomisk reduktionisme. Det handler ikke om at se staten som et simpelt udtryk for, eller epifænomen til, produktionsforholdene, men om at bestemme den specifikke strukturelle placering som staten udfylder i den kapitalistiske reproduktions helhed. Staten bliver en kategori i den politiske økonomi. Det handler ikke om, som i stamokap-teorierne, at bestemme klasseindholdet i visse statslige politikker, men om at finde et specifikt udtryk for klasseherredømmet i selve statsformen. Pasukanis' indflydelse på dette projekt er tydelig. Han hævdede i 1920ernes sovjetiske debat, at der ikke kan være en socialistisk 'jura' eller 'stat', idet hverken juraen eller staten er nødvendige former i ethvert samfund, men derimod karakteristiske former for klasseherredømme, som er bestemt til at forsvinde med det borgerlige samfund. Kapitallogikken har frembragt tre fundamentale varianter hvad angår udledningen af statsbegrebet. Den første, som også har været den mest udbredte, forsøger at deducere statens nødvendighed fra konkurrencen mellem de enkelte kapitaler (Jvnf. Altvater, 1973; Blanke et al., 1978). Statens funktion skulle være at sikre kapitalens reproduktion ved at varetage de funktioner, som ikke kan varetages af de individuelle kapitaler. Altvater bestemte således statens funktioner som følgende: 1) Tilvejebringelse af den for den kapitalistiske akkumulations nødvendige infrastruktur; 2) at garantere almene og retliggjorte relationer i samfundet; 3) at regulere konflikter mellem arbejde og kapital; samt 4) sikre nationalkapitalens eksistens og ekspansion på verdensmarkedet. Blanke, Jürgens og Kastendiek insisterer også på statens funktioner i forhold til fragmenteringen af de vareproducerende samfund, og dens nødvendige regulering af de retslige og monetære systemer. En anden retning (Flatow og Huisken, 1974) søger at finde statsformens særkende i varesamfundets sociale relationers feticherede karakter, som skaber fremkomsten af en fælles interesse hos alle samfundets medlemmer som ejere af revenu-kilder. Dette tilsyneladende interessefællesskab reflekteres i en idé om en neutral og autonom stat. Til slut findes en tredie strømning, som leder efter statens oprindelse i relationen mellem lønarbejde og kapital (Hirsch, 1978). Produktionsforholdene under kapitalismen, som ikke indeholder den direkte tvang, ville kræve en adskillelse af den politiske instans og produktionen. Staten forstås som en tvangsmæssig og repressiv instans, men den er ikke direkte klasseherredømmets instrument, idet den udelukkende er tilstede udenfor den
21
kapitalistiske udbytnings område. Ifølge hvad man har hævdet i denne tredie strømning, møder den stringente udledning af staten sine grænser, idet det gælder at hvis kapitalistiske modsætninger reproduceres i statens indre, så er dens muligheder for at optræde som redningsplanke for de kapitalistiske interesser begrænsede (Holloway og Picciotto, 1978: 15). På den måde brydes de logiske forbindelser mellem kapitalinteresserne og den statslige politik. Den fortjeneste man må tilskrive afledningsdebatten, er, at den placerede problemet vedr. statens strukturelle placering i det kapitalistiske samfund som det centrale i analysen, et problem der, som vi netop så, end ikke var tilstede i stamokap-teorien. Kapitallogikkens utilstrækkeligheder fremstår imidlertid ikke mindre klare. Disse kan sammenfattes til en central problematik, at man har forsøgt at løse problemet indenfor en økonomistisk ramme, der definerede kapitalkategorierne som udgangspunktet for analysen (Altvater og Kalscheuer, 1979). Af dette følger en række problemer, som medfører hele systemets kollaps. Det første problem er, at der ikke kan tænkes en udledning af staten, der undgår tautologiske forklaringer. Holloway og Picciotto hævder, at ligesom Marx' analyser af relationen mellem varer og penge var baseret på en analyse af varernes modsætningsfyldte karaktér, så bør analysen af relationerne mellem stat og samfund basere sig på udledningen af staten i et kapitalistisk samfund. Problemet er, at udledningen af pengene fra modsætningen i varerne finder sted i vareformens 'indre'. Men at hævde, at det foregår på samme måde i udledningen af staten fra modsætningerne i det kapitalistiske samfund, forudsætter, at samfundet har en unik form - i modsat fald ville processen, der konstituerer staten, ikke kunne opfattes som en udledning. Men da demonstrationen af at staten har en unik form kræver, at udledningen er gennemført, bliver argumentationen cirkulær eller tautologisk. Desuden afslører denne argumentation en rationalistisk opfattelse af såvel samfundet som af 'Das Kapital'. Man forudsætter, at samfundets forskellige komponenter - fra vareform til statsform - konstituerer en enhed, som tillader, at man på en logisk måde kan deducere fra den ene til den anden. Hvad angår teksten i 'Das Kapital': under forudsætning af, at man går fra analysen af varen i Bind 1 til analysen af renten i Bind 3, har vi om ikke andet en fremadskridende proces af logiske overgange, som bør fuldendes af en deduktion af andre sociale kategorier - f.eks. staten - som ikke traditionelt falder indenfor den politiske økonomis område. Kapitallogikken fastslår, at Marx ikke indskrænkede sig til bare at dechifrere økonomiske former, men fortsatte med en materialistisk kritik af samme, idet han viste, hvorfor de sociale relationer antager former som udtrykker sig i kategorierne værdi, pris, og penge. Hos Marx er teorien for det andet ikke indskrænket til en ren og skær additativ analyse af de nævnte former, idet han med udgangspunkt i værdiformen, og de sociale relationer denne giver udtryk for, forsøger at udlede andre sociale former. For det tredje
22
forsøger Marx at analysere den form og udvikling, som skaber sammenhæng mellem de historiske og de logiske aspekter. Det er sandt, at en analyse af de sociale relationer ikke kun kan være en analyse af deres indhold, men at den også bør være en analyse af deres form, idet en fokusering alene på indholdet medfører en reifikation af formerne som uforanderlige kategorier. Dette betyder dog ikke at analysen af formerne i et samfund kun behøver at henvise til én form, men det er netop, hvad en analyse af formerne i 'udledningstermer' antager. Ideen om en oprindelse indbefatter tilsvarende, at en bestemt form tilskrives alle de iboende kræfter, som tillader, på grundlag af en analyse af samme, at rekonstruere de andre former i et samfund. Problemet med en af formernes primat - det cartensianske (Descartes) problem med udgangspunktet - dukker op for 'afledningslogikken', og løses på grundlag af et metafysisk og dogmatisk postulat. Kapitallogikken anvender dog ikke en udledning i stringent forstand. At vise at et fænomen A som eksistensbetingelse forudsætter et andet fænomen, B, er ikke det samme som logisk at udlede B af A. Det er i hvert tilfælde ikke en logisk udledning, men en funktionalistisk deduktion, der fordrer et empirisk kendskab til de referenter, som de to begreber henviser til. Altvater fremstiller f .eks. en given stats samlede funktioner med relation til kapitalen som konstituerende for begrebet om den kapitalistiske stat. Undertrykkelsen af arbejderklassen sker ifølge Altvater ikke alene ved hjælp af retssystemet, men også gennem hær og politi. Det er imidlertid indlysende, at der ikke i kapitalbegrebet findes noget, som logisk indbefatter et begreb om en politistyrke, med mindre vi befinder os i et ekstremt hegeliansk rige. Hvad vi finder i denne type tilgang er en konstant glidning mellem begreb og referent, hvorfor de logiske kategorier overgår til at konstituere essensen i de konkrete historiske referencer eller (i modsat fald) ender med at absorbere de empiriske bestemmelser af de sidstnævnte. Fra de foregående punkter deducerer man et tredie kriterie som karakteriserer denne skole. 'Afledningen' af staten kunne ikke verificeres uden at antagelsen om et 'væsen' indføres. Vi accepterer for et øjeblik, at de politiske betingelser for kapitalakkumulationen er korrekt etableret - dog ikke, som vi så - logisk udledt. Det eneste man logisk kan konkludere, er at kapitalakkumulationen ville være historisk umulig, hvis man ikke på en eller anden måde sikrede de generelle juridiske relationer, de infrastrukturelle betingelser, juridisk reguleret pengecirkulation etc. Men kapitallogikken konkluderer meget mere end dette: 1) For det første hypostaseres de abstrakte eksistensbetingelser for økonomien som en specifik institutionel substans: staten; 2) og dennes enhed bliver, idet den konstitueres på denne måde, til essensen af den konkrete stat. Det er tydeligt at begge skridt er arbitrære og umulige at forsvare på et logisk grundlag.
23
Med dette vil vi ikke fraskrive denne skoles analysers positive aspekter. Dens bidrag til studiet af grænserne for statens interventionisme i kapitalistiske samfund har f. eks. været værdifulde og berigende. Skolens understregning af formanalysen har henledt opmærksomheden på det faktum, at man ikke kun skal forklare enheden i et samfund, men også adskillelsen af dets elementer. Det er et aspekt, som ikke alene har været underbelyst i den klassiske marxisme, men også hos f.eks. Poulantzas. Problemet er, at kapitallogikken forsøger at rekonstruere denne adskillelse ved at postulere et absolut udgangspunkt og ved gennem afledning at fortsætte fra dette. Dette er det modsatte af en materialistisk analyse. Det er snarere den tyske idealismes metode. Kapitallogikerne tror, at fordi de som absolut udgangspunkt sætter en kategori, som er funderet i samfundets materielle reproduktion, i stedet for i 'ideen' eller i 'bevidstheden', bliver deres analyse materialistisk. Men dette er langt fra tilfældet, for selv Hegel understregede, at materialismen er en af idealismens former. Altså: at postulere et dogmatisk udgangspunkt er ikke andet end en ny form for metafysisk tænkning.
3. Er det økonomiske et homogent niveau? I de to skoler som vi har analyseret indtil nu, finder vi en forskellig udvikling af de elementer, som findes i den aktuelle debat, og som har fremprovokeret krisen i de grundlæggende antagelser, udfra hvilke man grundlagde de traditionelle marxistiske begreber om staten. Stamokap-teorien fortsætter med at praktisere en ren instrumentalisme, men på den anden side introducerer den en stadig vigtigere politisk variabel i overvejelserne omkring basis. Kapitallogikerne er mere sofistikerede, idet de foregiver at bestemme statens strukturelle placering i den kapitalistiske produktionsmåde. På den anden side forstår de økonomien som et homogent niveau, der fungerer efter endogene mekanismer - hvorved de nærmer sig de traditionelle begreber, som er funderet på dualiteten mellem basis/overbygning. Den nyeste debat har tenderet til at overvinde dette. På den ene side har den tenderet mod at understrege nødvendigheden af at konstruere en forståelse af det politiske, som determinerer dens strukturelle placering i det kapitalistiske samfund; og på den anden side har det specifikke felt for det 'politiske' tenderet mod at udvide sig - indtil det punkt hvor skellet mellem basis og overbygning tenderer mod at udviskes.
a. Statens finansielle krise Vi vil starte analysen af disse nye tendenser med at diskutere to marxistiske tilgangsvinkler, som er opstået indenfor den økonomiske teori, men som har direkte forbindelse til statsanalysen: teorien om statens finansielle krise og den neo-ricardianske skole. I begge teorier nås samsvarende konklusionerne:
24
det betragtes som umuligt at analysere den kapitalistiske akkumulationsproces som en selvreproducerende proces, som styres af de økonomiske modsætninger, og man finder det nødvendigt at indarbejde politiske variable i analysen af den. De store linjer i O'Connors teori om statens skattekrise (O'Connor, 1973) er følgende: den kapitalistiske stat må opfylde to grundlæggende, og modstridende, funktioner: støtte til akkumulation og legitimering: „...staten bør forsøge at bevare eller skabe betingelser for kapitalakkumulationen. Derudover må den også forsøge at bevare eller skabe betingelser for social harmoni. En kapitalistisk stat, som åbenlyst anvender tvangsmidler for at støtte en klasses akkumulation på bekostning af andre klasser mister sin legitimitet og underminerer grundlaget for loyalitet, pålidelighed og støtte. Men en stat som ignorer nødvendigheden af at støtte akkumulationsprocessen risikerer at udtørre kilden til sin magt, overskuddet fra den økonomiske produktion og skatter af dette overskud." (O'Connor, 1973: 6). Statens udgifter har en dobbelt karakter, som er udledt af de to førnævnte funktioner. Den sociale kapital udgøres af de udgifter, som kræves af private investeringer, og er på denne måde direkte produktive. Man kan opdele dem i sociale investeringer (projekter og service som øger arbejdsstyrkens produktivitet og indtjeningskvote) og socialt forbrug (projekter og service som mindsker udgifterne til arbejdsstyrkens reproduktion og på denne måde også øger indtjeningskvoten). De sociale udgifter er dem, staten bruger til legitimeringsfunktionen, og som ikke er direkte produktive (f.eks. udgifterne til velfærdsstaten). Som en konsekvens af den kapitalistiske stats dualistiske og modsætningfulde karakter er alle dele af statsapparaterne involveret i begge funktioner, og alle offentlige udgifter kan på en eller anden måde relateres til begge aspekter. O'Connor udvikler to generelle teser på baggrund af disse præmisser. Den første er, at den offentlige sektors 'vækst' støtter væksten i monopolsektoren i det økonomiske system, samtidig med at statens ekspansion og de statslige udgifter er afhængig af den monopolitiske sektors vækst. Han konkluderer på denne måde, at statstilvæksten på en gang er årsag og konsekvens af monopolkapitalens ekspansion. Grunden hertil er, at produktionens stigende samfunds-mæssiggørelse gør forskellige økonomiske sektorer urentable, hvorefter de overgår til statens varetægt. En anden årsag er, at den monopole produktions irrationelle karakter fremkalder arbejdsløshed, fattigdom og økonomiske problemer, hvilket medfører stigende samfundsmæssige krav, som må varetages af staten af legitimeringshensyn. Dette syn på relationerne mellem monopoler og stat står i modsætning til fastslåede begreber i den økonomiske teori.
25
„Denne synsmåde står i stærk modsætning til den moderne konservative tænkning, som hævder, at den statslige sektor vokser på bekostning af den private industri. Vort argument er, at væksten i den statslige sektor er uundværlig for den private industri, specielt for monopolindustrien. Vor tese står også i skarp modsætning til det grundlæggende element i moderne liberal tænkning: ekspansionen i de monopole industrier forhindrer væksten i den statslige sektor. Det er sådan, at tilvæksten i monopolkapitalen fremkalder en stigende ekspansion af de sociale udgifter. Dvs.: jo større tilvækst i den sociale kapital, jo større vil den monopole sektor blive. Og jo større tilvækst i den monopole sektor, jo større udgifter til social produktion." (1973: 8-9). Den anden tese indebærer, at akkumulationen af social kapital og sociale udgifter er en modsætningsfuld proces, og dannes af tendenserne til krise såvel økonomisk som politisk og socialt. Dette af to årsager. Den første er, at selvom udgifterne i den kapitalistiske produktion er blevet mere og mere samfundsmæssiggjorte, forbliver fortjenesterne i den private sektor. Dette skaber et strukturelt hul, der medfører, at statens udgifter stiger hurtigere end dens indtjening. Heraf statens finansielle krise. Det andet motiv er, at utallige pressionsgrupper - fra stor-kapital over fagbevægelse til regionale interesser - tenderer til at gøre indhug i statens magt i forsvaret for deres specifikke sektorale krav. Resultatet er, at: „Få eller ingen af disse krav koordineres af markedet. Størstedelen formidles af det politiske system, og deres opfyldelse eller mangel på samme er resultat af politisk kamp. Netop fordi akkumulationen af social kapital og de sociale udgifter sker indenfor en politisk ramme, er der en betragtelig ødselhed og mangel på koordinering af statslige projekter og service. Nogle af kravene er modsatrettede - og ophæver hinanden. Andre er konfliktfyldte på en kompleks måde. Akkumulationen af social kapital og de sociale udgifter er en yderst irrationel proces set udfra hensynet til administrativ effektivitet, finansiel stabilitet og privat akkumulation." (1973: 9-10).
b. Neo-ricardianerne.
Den såkaldte neo-ricardianske skoles.2hypoteser fremkom på baggrund af en abstrakt analyse af visse problemer i den marxistiske økonomiske teori, specielt af problemet vedr. værdiens transformation til pris. Som bekendt forsøgte Marx i Kapitalens 3. bind, at udlede produktionspriserne fra værdien. Det lykkedes ikke pga. en ufuldstændig transformation af værdien
26
af udgifterne til produktionspriser. Dette er udgangspunktet for neoricardianerne, som starter med at overveje de tekniske relationer i produktionen, og som har konstrueret et system af ligninger, der relaterer priserne til lønkvote og profitrate. Konklusionen er, at i en kapitalistisk økonomi afhænger fordelingen af to ting: den økonomiske kamp for højere lønninger og forøgelsen af arbejdets produktivitet, som muliggør højere lønninger. Da kapitalens organiske sammensætning ikke tages i betragtning - nu da profitraten (i pristermer) forstås uafhængigt af produktionens sammensætning - er prisfastsættelsen dominerende og fastsættelsen af værdi negligeres eller accepteres allerhøjest som en 'udbytnings-sociologi'. Diverse konsekvenser følger af denne analyse. For det første en klar forøgelse af det område som bør betragtes som produktivt, idet der heri medregnes alt arbejde, der bidrager til produktion af merværdi (Gough, 1972). Dette medfører, at der i denne kategori også inddrages ansatte i handel, statsansatte og endda husmødre, idet disse producerer værdier, som arbejderen kan bruge, og som derfor ikke nødvendigvis skal erhverves på markedet. Dette medfører, at udgifterne til arbejdskraftens reproduktion kan formindskes. Den anden konsekvens er, at man ikke accepterer stamokap-teoriens påstande om profitratens tendens til fald som et nødvendigt resultat af den stigende organiske sammensætning af kapitalen. Dette af flere årsager. For det første for så vidt som selve begrebet om kapitalens organiske sammensætning er et irrelevant begreb i den udstrækning, det baseres på værdianalysen. Selvom begrebet accepteres, kan man, for det andet, ikke heraf udlede, at der skulle være en nødvendig tendens til, at den organiske sammensætning stiger, da forøgelsen af den konstante kapitals fysiske volumen kan opvejes af et fald i dens værdi, som er et resultat afstigningen i arbejdsproduktiviteten. For det tredie: selvom man forudsætter, at kapitalens organiske sammensætning stiger, kan man ikke heraf konkludere, at profitraten vil falde - med mindre man introducerer en rent arbitrær hypotese omkring bevægelsen i merværdiraten. Af dette følger derimod ikke, at der ikke eksisterer et fald i profitraten. Denne vil altid være under sit maximale potentiale, sålænge lønningerne er større end nul, og tendere mod at variere som følge af arbejderklassens militans og den økonomiske kamps generelle udfald. Men denne sidste er tydeligt en politisk variabel, som ikke kan forklares ved nogen immanent lov om de økonomiske processer. På samme måde bør de økonomiske kriser forklares som en konsekvens af et fald i fortjenesten, som et resultat af en forlænget periode med høje lønninger (Se Glyn & Sutcliffe, 1972). Dette er, kort fortalt, den forklaring Glyn og Sutcliffe giver på forfaldet i den britiske økonomi. Endelig har man hævdet, at det neo-ricardianske syn på de statslige interventioner tenderer mod at acceptere den keynesianske opfattelse af statslig intervention (Gough, 1977; Fine & Harris, 1976). Fine og Harris
27
påstår f.eks., at dette er tydeligt hos Gough, ifølge hvem den kapitalistiske stat siden 1945 skulle have haft som mål at sikre fuld beskæftigelse. Forskellen mellem Goughs og den borgerlige keynesianske økonomis begreber er for det første, at anstrengelserne for at opnå fuld beskæftigelse ikke ville være et resultat af en forfølgelse af en national interesse, men derimod resultatet af arbejderklassens politiske magt. For det andet, at de modsætninger, der er knyttet til hensynet til fuld beskæftigelse, politisk ikke ville være knyttet til 'betalingsbalancen', men til kampene om omfordelingen mellem arbejderklasse og kapital, der tvinger staten til at skabe arbejdsløshed for at formindske lønningerne. Som vi ser, tenderer både teorien om statens finansielle krise og den neoricardianske analyse af den kapitalistiske økonomi i samme retning: at lade bevægelserne i basis afhænge af politisk formidling, som derved mister sin overbygningskarakter. I O'Connors tilfælde er det klart, at forskellige interesseorganisationers magt - som afhænger af statstypen - medfører forandringer på de offentlige finansers niveau som vil have vigtig indflydelse på akkumulationsprocessen. I neo-ricardianernes tilfælde er der ikke nogen endogene tendenser i økonomien, som er uafhængige af de politiske relationer mellem kapital og lønarbejde. På denne måde flyder modsætningen basis/overbygning ud. Men dermed begynder et nyt problem at tegne sig: hvis samfundets reproduktion ikke er sikret gennem en selvreproducerende mekanisme i økonomien - til hvilken den statslige instans bindes for at sikre visse minimum af ekstra-økonomiske betingelser - hvad er det da, der sikrer en samfundsformations enhed? Således ser vi det tredie aspekt af statsbegrebet, som vi omtalte i indledningen af artiklen, og som kunne gøres present i den udstrækning at troen på at de økonomiske kræfters selvreproduktion formindskedes, dukkede op. De kritikpunkter der har været fremført, mod de teorier vi har analyseret, har været forskellige. Men hvis vi vurderede dem samlet, ville vi nå frem til følgende mønster, som karakteriseret udfra dets indre logik giver interessante resultater at pege på: stort set har de fundamentalistiske økonomer (Se f.eks. Yaffe, 1973a,b) - neo-ricardianernes modsætning, hvad angår transformationsproblemet - ikke gjort andet end at understrege produktionsforholdenes primat over bytterelationerne. Der er ét aspekt, hvor både O'Connors og neoricardianernes analyser fremstår som tydeligt utilstrækkelige, og hvor den formulerede kritik er berettiget: på trods af at deres analyser skaber et tomrum, som kun kan fyldes af de politiske variable, mangler de en begrebsliggørelse af disse variables strukturelle specificitet. Resultatet bliver, at der ikke fremstilles en kompleks artikulation af sociale logikker, men en simpel logik hvis bevægelse tager form efter empiriske omstændigheder, som er eksterne for samme. Glyn og Sutcliffes analyse, ifølge hvilken den britiske økonomis 'forfald' er en simpel følge af forholdet mellem løn og profit, er uhyre enkel. Hvad angår Gough: på trods af at hans analyse er mere
28
kompleks, og at hans teori om relationerne i samfundets politiske kræfter er et betragteligt fremskridt, er den ikke teoretiseret med et præcist syn på den politiske strukturering indenfor den sociale enhed. På denne måde er der, uden at man behøver at acceptere det modsatte syn - som er formuleret af Fine og Harris (1979:170-2), og som falder indenfor den mest uoriginale form for økonomisme og instrumentalisme - uden tvivl en vis force i det argument, ifølge hvilket Gough tager den kapitalistiske stats eksplicitte logik bogstaveligt, og ikke foreslår en marxistisk fortolkning af den. Hvis der skal findes en teoretisk tilgang, som forsøger at tage nogle af de nye krav i betragtning, og som anstrenger sig for at skitsere en teori om det politiskes specificitet i et kapitalistisk samfund, er det på tide, at vi går over til at diskutere Nicos Poulantzas' værk.
4. Nicos Poulantzas’ teoretiske udvikling Poulantzas bidrag til diskussionen om staten dækker over en periode på kun 10 år. Det indledtes med udgivelsen af Politisk Magt og Sociale Klasser i 1968, og afsluttedes med Staten, magten, Socialismen i 1978. Alligevel nåede hans tænkning i denne korte periode at udvikles meget. Denne udvikling er så meget mere interessant, som han begyndte at stille sig nogle af de spørgsmål, som vi tidligere har refereret til, og fordi hans tænkning fik et skub af den reduktionistiske models fremadskridende krise. Udgangspunktet for Poulantzas' refleksioner var begrebet om den kapitalistiske stats relative autonomi. Det problem han tog op var følgende: hvordan kan man gøre statens relative autonomi forenelig med dens klassekarakter? Som Guiseppe Vaca fornylig har mindet os om: „Allerede i Politisk Magt og Sociale Klasser understregede han, at hvis man begrunder den kapitalistiske stats klassekarakter i en ydre forbindelse mellem en herskende klasse, som er orienteret mod egne interesser, og et statsapparat, der reduceres til et instrument, kan man se linierne til et begreb om klasseenhed og subjektivitet, som aldrig kan forbindes med virkeligheden, som ikke tager hensyn til konkrete historiske processer, og som på den anden side betragter staten som et monolitisk apparat uden begrænsninger og modsætninger. Et apparat der kan håndteres som et objekt og knyttes til en antagonistisk klasses interesser og vilje. I forsøget på at etablere en ekstern forbindelse mellem staten og dens klassekarakter kommer man følgelig frem til at acceptere dens apparat som en realitet, der unddrager sig klassekonflikterne og modsætninger." (Vacca, 1979). Poulantzas' løsning på dette problem var at indføre den relative autonomi
29
under henvisning til den specifikke adskillelse af det politiske, som er særegent for den kapitalistiske produktionsmåde. Dette giver staten en relativ autonomi i forhold til organiseringen af de betingelser, der er nødvendige for reproduktionen af de kapitalistiske produktionsforhold. Denne autonomi ses altid i relation til klassemagt, idet klasserelationerne i et kapitalistisk samfund altid er antagonistiske. I deres helhed presser disse antagonismer den kapitalistiske stat. Denne stat organiserer på den ene side de dominerende klassers blok, og splitter på den anden side de dominerede klasser. På den måde er staten et styrkeforhold mellem klasserne, eller bedre, en fortætning af de nævnte styrkeforhold. Der er dog en fundamental ambivalens i Poulantzas' politiske tænkning lige fra hans første bog. På den ene side synes hans udgangspunkt at operere med et spørgsmål, der ligner kapitallogikkens spørgsmål om statens strukturelle placering i kapitalistiske samfund. Dog stilles dette spørgsmål anderledes i Poulantzas' problematik, som en konsekvens af den Althussarianske matrix fra hvilken den udgår. Det er nødvendigt at konstruere et begreb om statens relative autonomi, idet han går ud fra skellet mellem determinans i sidste instans, dominerende rolle og den partikulære artikulation af de økonomiske, politiske og ideologiske niveauer, som karakteriserer den kapitalistiske produktionsmåde. Så langt ville forskellen være relativt sekundær og ikke indebærende en substantiel forskel i analysen. Til forskel fra kapitallogikken, som i bestemmelsen af statens strukturelle placering tager udgangspunkt i 'kapitalbegrebet', synes Poulantzas dog at tage udgangspunkt i noget mere komplekst: artikulationen af den kapitalistiske produktionsmådes særlige instanser. Men Poulantzas inddrager også et andet aspekt: klassekampen. Dette begreb defineres ikke præcist på noget tidspunkt, men det er klart, at han relaterer det til en essentiel adskillelse i sin teori mellem struktur og praksis. Her står vi overfor et problem: enten er praksis en effekt af strukturerne. Derved bliver praksis et strukturelt moment, hvorved den reduceres til en unødvendig begrebslig duplikering. Ellers er praksis en autonom kraft, somikke kan forklares helt udfra den struktur, på hvilken den opererer. I så tilfælde vil der instituere sig en dualisme, således at man må konkludere med at referere til korrespondancen mellem en bestemt samfundsformation og et trancenderende subjekt. Poulantzas værk har ikke overvundet denne fundamentale selvmodsigelse. I praksis har hans klassekampsanaly se drejet om en Deus ex machina, der fungerer som forklarende faktor for alt det, der ikke kunne reduceres til et nødvendigt moment i strukturerne. Det vil sige, at alt der er historisk ubestemt, og som ikke kan assimileres af en produktionsmådes logik, bestemmes som en effekt af klassekampen. Vi ser nu, at det ligger tungt med at fremstille en typologi over de mere avancerede politiske situationer og relationer, som man ikke kan betvivle eksistensen af. Det lykkes ikke Poulantzas at overvinde dette problem, især ikke på et afgørende punkt i hans teori: opfattelsen af klassekampen som en
30
kontingent empirisk proces. Da terrænet for det strukturelt determinerede har tenderet mod at indsnævre sig fra Poulantzas' første til hans sidste bog, har det ført til en stigende udvidelse af de teoretisk ubestemte områder. Det problem vi finder i Poulantzas sidste bog er i de store linjer følgende: staten er ikke et instrument, og heller ikke, i termens strikte betydning, et overbygningsfænomen. Den er ikke et instrument, fordi den politiske dominans er indskrevet i selve dens materialitet - og den er ikke en overbygning, fordi det statslige er et element i produktionsforholdenes reproduktion. Det eftertryk Poulantzas lagde på staten som sammenholdsfaktor for en given samfundsformation - lige fra hans første bog - forstærkes med tilbagetrækningen af området for strukturel determinans. Selvom produktionsforholdene bestemmer den matrix, som artikulerer den kapitalistiske stats økonomiske, politiske og ideologiske dimensioner, er det vigtigste, at klassekampen er den historiske proces' fundamentale determinerende faktor, og at den politiske klassekamp er statsformens determinerende moment. Vi har nævnt, at i den sidste version af Poulantzas' teori er området for den strukturelle determination reduceret i takt med, at klassekampen har fået en mere central placering. Til dette tilføjes ifølge Poulantzas det faktum, at der under monopol-kapitalismen sker en forandring af de politiske og økonomiske niveauer, således at det politiske i denne fase bliver det dominerende niveau. Disse to faktorer kombineres i hans værk, og fremkalder to paradoksale effekter. Den første effekt består i, at der på det strukturelle niveau kommer til at mangle et begreb for statens enhed. Der insisteres på sin vis på, at staten ikke udgør en organisatorisk enhed af apparater, men er en samling af hirder, klaner og partifraktioner. Således er staten et felt bestående af en mangfoldighed af mikropolitikker. Det vides, at Foucault øvede en dyb indflydelse på Poulantzas i hans sidste fase. Hvor skal man så lede efter statens enhed? Poulantzas finder den i de dominerende monopolers fraktion. Og som Vacca pointerede lukkes cirklen med dette, idet man vender tilbage til den instrumentelle opfattelse af staten: „Her vender vi tilbage til den ydre forbindelse mellem statsapparaterne, den dominerende blok og til den instrumentelle opfattelse af staten. Statstypens karakter ligger i de interessers karakter, som igennem dens apparater og praksis (centralisering, strukturel selektivitet etc.) fæstner sig til samfundet i sin helhed." (1979: 21). Denne indskrænkning er den yderste konsekvens af Poulantzas' dualisme, som viser alle sine effekter, i den udstrækning han forlader strukturalismen. Klassernes voluntarisme tenderer mod at fylde hele det sociale rum. Denne ubestemthed bliver forstærket af tvetydigheden i begrebet om det økonomiske hos Poulantzas, som jeg har påpeget i et andet arbejde (Laclau, 1977), og
31
den tilsvarende tvetydighed i begrebet om det politiske. Idet han henviser til begge tvetydigheder, beskriver Bob Jessop problematikken således: „Laclau har identificeret en systematisk tvetydighed i den strukturalistiske opfattelse af det 'økonomiske', og har kritiseret dets dualistiske status, idet det som abstrakt begreb refererer til produktionen i almindelighed, og som regionalt begreb refererer til markedsrelationerne indenfor den kapitalistiske produktionsmåde (...) Det er denne tvetydighed, som tillader Poulantzas at hævde, at den kapitalistiske produktionsmådes artikulation indeholder en relativ institutionel adskillelse af de politiske og økonomiske instanser, og at det økonomiske både er dominerende og determinerende i sidste instans. (...) Der er en lignende tvetydighed i det 'politiske', idet dette begreb på den ene side refererer til 'bevarelse/opløsning' af det globale sammenhold i en samfundsformation, og på den anden side til de ekstraøkonomiske faktorers (specielt tvangens) rolle i produktionen. Denne tvetydighed kommer frem i understregningen af, at med udviklingen af den monopolistiske-imperialistiske etape i de kapitalistisk dominerede samfundsformationer, forskydes rollen som dominerende niveau fra økonomi til politik. Denne understregning ser ud til at være baseret på nødvendigheden af at erkende fremvæksten af 'den interventionistiske stat' og dennes korrelation med overgangen fra en parlamentarisk stat til en' stærk stat', i hvilken den udøvende magt dominerer (..) Poulantzas ekspliciterer ingen steder, hvad der er impliceret i denne forskydning, og hvorfor den er forbundet med overgangen fra konkurrence- til monopolkapitalisme. Denne forskydnings karakter er svær at specificere, dels fordi det ikke lykkedes at give en præcis definition af, hvad der var impliceret i det såkaldt 'økonomiskes' dominans, og dels på grund af fraværet af en entydig definition af den politiske instans." (Jessop, 1980). Man burde også pege på, at når Poulantzas' system lukker sig, idet han postulerer en subjektiv voluntarisme, fremtræder der i hans problematik et ret præcist subjekt: de sociale klasser. Hans problematik er ikke helt igennem økonomistisk, idet de politiske niveauer spiller en central rolle i bestemmelsen af klasserne, men han er klassereduktionistisk, idet alle politiske og ideologiske fænomener har et nødvendigt klassetilhørsforhold. Når han i Staten, Magten, Socialismen forsøger at behandle nogle af de vigtigste problemer i den europæiske socialismes politiske strategi, spørgsmålene om den demokratiske stat og de nye sociale bevægelser, lykkes det ikke hans analyse at gå ud over det deskriptive niveau. I overvejelserne om den demokratiske overgang til
32
socialismen, bør alle marxistiske analyser stile imod at vise, på hvilken måde de parlamentariske institutioner og den universelle støtte er noget forskelligt fra den kapitalistiske overbygning. Men dette er svært at opnå i en problematik som Poulantzas', for hvilken den demokratiske stat repræsenterer det borgerlige herredømmes 'normale form'. Hvad angår de nye subjekter, kvinde-, miljø- og nationalbevægelser, som siden slutningen af 1960'erne har spillet en stadig større rolle i de kapitalistiske landes sociale modsætninger, bliver den teoretiske opgave at bestemme specificiteten af de antagonismer hvoraf de sociale modsætninger er opstået, og de forandringer i de politiske former, som deres tilstedeværelse har medført. Dette er uforeneligt med en opfattelse, som reducerer antagonismerne til klassekampen, og som betragter klasserne som historiens eneste subjekter.
5. Stat og hegemoni Poulantzas' udvikling illustrerer på eksemplarisk vis den krise, som de traditionelle marxistiske teorier om staten er i, og hvilke grundlæggende problemer de står overfor: 'Opløsningen' af økonomiens homogenitet, fraværet af en teori om 'det politiske' (som kunne have udfyldt det tomrum, der opstod da basis/ overbygningsmodellen måtte opgives), og erkendelsen af det umulige i at bestemme de sociale subjekters klassekarakter på en ensartet måde. Selvom den italienske statsdiskussion, der er udsprunget af den gramscianske diskussion, ikke er helt immun overfor denne krise, indeholder den i det mindste intellektuelt værktøj til at kunne konfrontere den. Dette skyldes, at nogle af de grundlæggende elementer af denne krise altid har skabt bekymring i den italienske marxisme. Her vil vi kort fremhæve nogle vigtige elementer af Gramscis og Togliattis stats- og politikbegreber.3 1) Det gramscianske begreb om den samfundsmæssige totalitet fremstilles som et eksplicit brud med økonomismen. Det afviser den tanke, ifølge hvilken overbygningen artikuleres som en nødvendig effekt af basis. I modsætning hertil foreslår Gramsci begrebet om en 'historisk blok', som er en organisk enhed mellem 'basis' og 'overbygning', og som er et resultat af klassernes hegemoniske praksis. Dvs. ideen om at hegemoniet er det adskillende artikulatoriske princip for elementer i en hel samfundsformation. Dette princip er historisk i den forstand, at det repræsenterer én af mange mulige artikulationer, og ikke den eneste og nødvendige effekt af den dominerende produktionsmåde. Det er tillige politisk, for så vidt som det henviser til resultater af antagonismer mellem sociale kræfter. I den udstrækning enheden i en samfundsformation søges i noget
33
specifikt i det enkelte samfund og ikke i en abstrakt logik, der er fælles for alle samfund - hvilket ville reducere det konkrete til et moment i sin nødvendige selvopløsning - kunne Gramsci fastslå den absolutte historicisme i den sociale og politiske realitet, og udnævne marxismen som en absolut historicisme (det er klart, at denne historicisme er forskellig fra de traditionelle - f.eks. Lukacs og Korchs - da alle teleologiske perspektiver er udelukket hos Gramsci). På samme måde fastholder Togliatti, at det ikke er muligt at anskue overbygningen som et homogent 'middel' og som underlagt en 'naturgiven' endogen kausalitet: „Den økonomiske basis betragtes aldrig af Gramsci som den mystiske, okkulte kraft, der automatisk frembringer enhver udvikling og situation. Den ses som den sfære, hvor de naturlige kræfter handler, men hvor de menneskelige kræfter også spiller en rolle, og på hvilken overbygningen også har effekter. Det vil sige, at i denne sfære er der allerede en historisk udvikling, som kræver en analyse, der ikke ignorerer overbygningsmomenterne. På samme måde udgør politikken og ideerne i overbygningen ikke en enkelt blok, idet de adskiller sig fra hinanden ved forskellige former for autonomi, på samme måde som de forskellige momenter i overbygningen er adskilte." (Togliatti, 1979). Denne indgangsvinkel implicerer en forkastelse af den absolutte adskillelse af basis og overbygning. Hvis økonomien ikke er en okkult homogen kraft, men et resultat af forskellige elementers artikulation, kan den heller ikke beskrives som et niveau med én enkelt logik. Alle forsøg herpå, det være sig kapitallogiske eller instrumentalistiske, må afvises. 2) Det kan på den måde forklares, at statens og politikkens område udvides kraftigt. I første omgang staten, for hvis den er en sammenholdsfaktor i en given samfundsformation, er den også et resultat af konkret hegemonisk praksis, og ikke et resultat af universelle love, som er givet af en omnipotent basis. Statens form definerer de grundlæggende artikulationer i et samfund, og ikke alene overbygningen. Dette er begrebet for den integrale stat. Men også politikfeltet udvides, idet tilstedeværelsen af konkrete historisk praksis' artikulation i en given samfundsformation kan udfordres og bekæmpes. To vigtige konklusioner kan drages heraf. For det første: den politiske kamp omfatter hele samfundets totalitet. At opnå hegemoni
34
betyder nu ikke kun at erobre den politiske ledelse, men også at have indflydelse på massernes 'common sense', og at opnå en almen reartikulering af samfundet. For det andet: magten opnås ikke ved et enkelt træk, men gennem en langvarig stillingskrig, gennem hvilken man ændrer magtrelationerne i samfundet. Der er derfor ikke ét enkelt moment i det revolutionære brud, men en serie brud, som henviser til ændringen af magtrelationerne. 3) Endelig skal det fremhæves, at strukturernes radikale historicitet hos Gramsci og Togliatti modsvaredes af en tilsvarende historicitet hos subjekterne for de hegemoniske praksisser. Intet ligger fjernere for deres teori end tanken om klasserne som transcenderende, prækonstituerede subjekter. Tværtimod konstituerer arbejderklassen sig gennem hegemonisk kamp, idet den ophører med at være en ren økonomisk agent med særlige interesser, og udvikler sig til et komplekst folkeligt subjekt, dvs. til at være et center for en artikulation af forskellige modsætninger og demokratiske krav. Det står klart, at arbejderklassens centrale rolle ikke er et resultat af basis, men er et resultat af politiske kampe. Det var dens rolle som avantgarde i kampen mod Salos republik, som tillod arbejderklassens i Norditalien at erhverve sig dens centrale rolle i et folkeligt projekt, og det var skabelsen af et omfattende system af kampe og institutioner efter krigen, der tillod den at konstituere sig. Gramscis og Togliattis syn på staten giver plads til, at der kan tænkes en samling af nye politiske subjekter. Endvidere kan der formuleres strategier, som undgår dichotomier som reform-revolution, der havde sat skarpe grænser i den klassiske marxismes politiske teorier. På samme måde åbner de muligheden for artikulationer, der bryder med den klassiske reduktionisme, og for en overskridelse af dualismen mellem basis og overbygning. Den nyere udvikling af disse perspektiver, som er foretaget af italienske forfattere, er måske det mest originale i den aktuelle teoretiske tænkning i marxismen. I disse år tegner der sig en søgen efter en 3. vej mellem stalinismen og socialdemokratismen. Altvater og Kallscheuer karakteriserer de vigtigste udviklingstendenser således: „Den neo-gramscianske retning (Vacca, 1977; De Giovanni, 1976; Ingrao, 1977; Ingrao, 1978), som bruger Gramscis hegemonibegreb og begrebet om den sociale blok, ser den aktuelle politiske fase som en 'massernes indtræden i staten', hvilet medfører en restrukturering af hele det sociale område, ligesom det
35
medfører en restrukturering af politikken og teknikken, de repræsentative organer, administrationen og reproduktionsfæren i den italienske republik. Denne retning divergerer alt efter om politikkens primat accentueres, det vil bl.a. sige de politiske partier fortrinsstilling, eller om man læg-ger vægt på nødvendigheden af at socialisere politikken, hvilket ikke alene kræver partiernes tilstedeværelse, men også fagforeningernes autonomi og andre former for basisdemokrati og deltagelse." (Altvater & Kalscheuer, 1979: 119). Selvom den er skrevet uden for den italienske debat, kan jeg også nævne min egen bog Politics and Ideology in Marxist Theoy (Laclau, 1977), idet den bygger på en lignende inspiration. Heri forsøger jeg vha. det gramscianske hegemonibegreb at opbygge et teoretisk udgangspunkt, fra hvilket man kan bestemme de modsætninger, hvoraf ikke-klassebestemte subjekter opstår, samt at bestemme klassepraksis som artikulatorisk praksis. Det er interessant at bemærke, at de strømninger, der i den italienske debat startede udenfor den gramscianske tradition, er endt med at betone de samme politiske dimensioner, som gramscianismen indeholder. Mario Trontis udvikling er karakteristisk (Grundlæggende værk er Tronti, 1966). Hans sidste bog (Tronti, 1980), som er skrevet indenfor en arbejderistisk tradition, og som fastholder arbejderklassens centrale rolle, kommer dog frem til at tildele de 'nye subjekter' en vigtig rolle. Men fraværet af en teori om hegemoniske artikulationer gør, at arbejderklassens centralitet, hvad angår nye konflikter, ikke manifesterer sig som et projekt, der skal konstitueres, men som et urokkeligt dogme der gør, at bogens sammenhæng er deskriptiv og eklektisk. Lad os som konklusion på denne gennemgang af den italienske debat nævne, at på trods af at den er den mest udviklede, hvad angår evnen til at bearbejde nogle af manglerne ved de nuværende teorier, har den langt fra løst alle problemer. Især to grundlæggende problemer er forblevet uløste. For det første er der det politisk-strategiske problem, at de nye modsætninger i sen-kapitalismen har en tendens til at overskride, hvad der var muligt at opfange i Togliattis analyse af efterkrigstiden. Togliatti havde i 1945 en klar ide om, hvordan det kommunistiske parti kunne konfrontere de komplekse folkelige subjekter på basis af en udvidelse af området for den demokratiske kamp. Det er på baggrund heraf, at han formulerede begrebet om 'det nye parti', 'det progressive demokrati og arbejderklassens nationale opgave'. I slutningen af 1960'erne kunne PCI endda hegemonisere de nye antagonismer, som var opstået på basis af mobiliseringen i 1968. Siden da er de nye modsætninger tilspidset så meget, at PCI ikke længere kan opfange dem, hvilket ses i forhold til de regionale konflikter, ungdommens problemer, kvindebevægelsen etc. Dette har ført til en krise for partiets politiske
36
linje, og har skabt en anti-system-kultur i Italien, som er uden for rækkevidde af de forskellige hegemoniske artikulationer, der er udviklet i arbejderklassen og de traditionelle politiske kræfter. Det er tydeligt, at forsøg på at hegemonisere disse konflikter kræver nye politiske former, og et statsbegreb som når længere end dét, det var muligt for Togliatti at formulere. Det kræver bl.a. en teori om magten og dominansen. Herunder en teori om staten, der kan analysere 'den differentierede artikulation af elementer', på hvilken det nuværende system hviler, og på hvilken kritikken af dem også hviler. Dette fører os frem til det andet problem. Den nuværende politiske og sociale krise har vist os, at det kan lade sig gøre at føre Gramscis absolutte historiscisme langt videre, end han selv havde troet muligt. Idag forstår vi, at dominansens mekanismer går dybere end han troede, at de også ligger i ubevidste processer, og endog også i hverdagssproget struktur. Teorier om magten, som f.eks. Foucaults, forsøger at bestemme magtens og modstandens allestedsnærværende karakter. Hvis det forholder sig sådan, og hvis staten virkelig er sammenholdsfaktoren i en samfundsformation, kræves der en intellektuel kraftanstrengelse for at kunne differentiere mellem de mekanismer, gennem hvilke dominansen konstituerer sig, og for at kunne formulere en strategi der fører til dens afskaffelse. Dette betyder, at lingvistikken og psykoanalysen må inddrages i den politiske teori, selvom disse i udgangspunktet ligger hinanden fjernt. Sådanne teoretiske bestræbelser er kun lige begyndt, men de er nødvendige for udviklingen af den marxistiske teori.
6. Konklusion Lad os kort rekapitulere gangen i vor analyse. I indledningen diskuterede vi to forskellige tilgange til problemerne omkring staten. En af dem ser simpelthen staten som en overbygning. Det økonomiske niveau indeholder alt, hvad der er nødvendigt for reproduktionen af det kapitalistiske samfund, og staten kan nøjes med at sikre visse ekstra-økonomiske aspekter af denne reproduktion. Dette er den grundlæggende antagelse i basisoverbygningsmdelen, og i de epifænomenalistiske teorier om det politiske. Selvfølgelig blandes disse med instrumentalistiske synsmåder, men denne mangel på stringens vedrører ikke det grundlæggende indhold. Den anden tendens ser staten som sammenholdsfaktoren i en given samfundsformation, dvs. at de enkelte elementer ikke antages at være forbundet i en udelukkende økonomisk logik. Denne tilgang tenderer mod at opløse adskillelsen mellem basis og overbygning, og mod at tillægge alle modsætninger en politisk dimension. Den første tilgang dominerede 2. internationale, men man mærkede først effekterne langt senere. Den anden indførtes af leninismen, men denne udviklede kun de negative aspekter, dvs. at analysen kun koncentre-
37
rede sig om de brudflader i samfundsformationerne, som kunne udnyttes af de revolutionære kræfter. Deforskellige skoler indeholder på forskellig vis de to tilgange. Envidereførsel af den første finder man kun i kapitallogikken, som tilfører den en deduktivistisk logik, der ikke fandtes i den klassiske marxisme. I alle andre tilgange gennemtrænger det politiske 'basis', og reproduktionen af systemet afhænger grundlæggende af statslige og politiske interventioner. I stamokap-teorien forbindes denne reproduktion med en instrumentalistisk statsopfattelse ligesom i analysen af statens finansielle krise. De økonomiske bevægelser ville være uforståelige uden etableringen af forbindelsen med politiske variables intervention, såsom pression fra de korporative interesser og arbejderklassens militante karakter. Hvad angår Poulantzas, er der i hans første fase en eklektisk kombination af de to tilgange, men med en stadig tydeligere tendens til at acceptere specifikke politiske artikulationer. I den gramscianske tradition finder vi til slut et forsøg på at udvikle et begreb om den integrale stat, som eksplicit accepterer den politiske artikulation af de sociale og de sociale subjekters historicitet. Vi konkluderede i forrige afsnit, at marxismen er i krise. Det bliver mere og mere alment erkendt. Med baggrund i hvad der nu er sagt, er det idag klart hvad denne krise består i. Vi har erkendt, at det sociales historicitet går dybere end vores teoretiske instrumenter tillader os at tænke, og vores strategier tillader os at opfange. Efter at basis/overbygningsmodellen er opløst, befinder vi os i en situation, hvor der hverken findes en teori om artikulationer, eller en klar ide om hvad der er indeholdt i forestillingerne om modsætninger og antagonismer, som kan anses for anvendelig. Men situationen er langt fra desperat, da vi nu ved i hvilken retning vi skal gå for at løse krisen. Målet er at reformulere en statsteori, der samtidig med at den giver hegemonibegrebet en central betydning, bryder radikalt med resterne af den essentialistiske logik, og som kan opfange alle former for artikulatorisk hegemoni i deres specificitet. Kun herved vil det være muligt at udvikle teorien for et nyt strategisk projekt og en ny form for politik.
Litteratur Altvater, E. (1973). 'Om nogle problemer ved Statsinterventionismen', i Kurasje, nr. 7. Altvater, E. & Kalscheuer, 0. (1979). 'Socialist policies and the 'crisis of Marxism', i Socialist Register. Blanke, B. et al. 'On the current marxist debate on the analysis of Form and Function of the bourgeois State' i Buci-Glucksmann, C (1980). Gramsci and the State, London.
38
Boccara, P. et al. (1976). Traité d'economie Politique: le capitalisme monopoliste d'ètat, Paris. Boccara, P. (1977). Études sur le capitalisme monopoliste d’ètat, sa crise et son issue, Paris. Fine, B. & Harris, L. (1976) 'Controversial issues in marxist economic theory' i Socialist Register. Fine, B. & Harris, L. (1979) Re-Reading Capital, London. Flatow, S.v. & Huisken, F. (1974). 'Om den borgerlige stats afledningsproblem', i Kurasje, nr. 9 og 19. De Giovanni, B. (1976).La teoria politica delle classi nel 'Capitale ', Bari. Glyn, A. & Sutcliffe, R. (1972). British capitalism, workes and the profit squeeze, London. Gough, I. (1972). 'Marx' theory of productive and unproductive Labour.' i New heft Review, nr. 76. Gough, I. (1977). 'Statsudgifter i den højtudviklede kapitalisme.' i Krisen - økonomisk og politisk, Viborg. Gündel, R. et al. (1967). Zur Theorie des Staatsmonopolstischen Kapitalismus, Berlin. Haak, E. et al. (1973). Einführung die Polititische Ökonomie des Kapitalismus, Berlin. Hirsch, J. (1978). 'Til analysen af den borgerlige Stat', i Oktober, nr. 8. Hodgson, G. (1974a). 'Marxist Epistemology and the transformation Problem', i Economy and Society, nr. 3 - 4. Hodgson, G. (1974b). 'The theory of the falling rate of Profit', i New hef Review, nr. 84, Holloway, J. & Picciotto, S. (red.) (1978). State and Capital. A Marxist Debate, London. Ingrao, P. (1977). Masse e Potere, Rom. Ingrao, P. (1978). Crisi e Terza Via, Rom. Jessop, B. (1977). 'Recent theories of the capitalist State', i Cambridge Journal of Economics, 1/iv. Jessop, B. (1980). 'The capitalist state and politicai Practice', i Economy and Society, nr.l. Kozlov, G. A. (red.) (1977). Politicai economy: Capitalism. Moskva. Laclau, E.(1977). Politics and Ideology in Marxist theory, London. Laclau, E. (1981). 'Teorias Marxistas del Estado: Debates y Perspectivas' i Lechner, N. (red.): Estado y Politica en America Latina, Mexico. Laclau, E. (1990). 'Marxistiske statsteorier: perspektiver og diskussioner', i Andersen, U. et al. (red.) Stat, strategi og hegemoni. Roskilde. (udsolgt) Milliband, R. (1969). The State in Capitalist Society, London. Mouffe, C. (1979) 'Hegemony and Ideology in Gramsci' i
39
Mouffe, C. (red.): Gramsci and marxist Theory, London. O'Connor, J. (1973). The Fiscal Crisis of the State, New York. Ryndina, M. & Chernikov, G. (red.) (1974) The political economy of Capitalism, Moskva. Sassoon, D. (1980). Togliatti e la via italiana al socialismo, Torino. Steedman, I. (1977). Marx after Scraffa, London. Togliatti, P. (1979). On Gramsci and other Writings, London. Tronti, M. (1966). Operai e Capitale, Torino. Tronti, M. (1980). Il tempo della politica, Rom. Vacca, G. (1974). Saggio su Togliatti e la tradizone communista, Bari. Vacca, G. (1977). Quale Democrazia ?, Bari. Vacca, G. (1979). Introduzione', i Poulantzas, N. et al..La crisi dello Stato, Bari. Wygodsky, S. L. (1972). Der Gegenwaätige Kapitalismus, Köln. Yaffe, D. (1973). 'The marxian theory of crisis, capital and the State,' i Economy and Society, nr. 2. Yaffe, D. (1973). 'The crisis of profitability: acritique of the Glyn-SutcliffeThesis', i New left Review, nr. 80.
Noter 1
Oversat fra spansk af Maria Luisa Højbjerg efter Ernesto Laclau (1981). 'Teorias Marxistas del Estado: Debates y Perspectivas', i Lechner, N. (red.): Estado y Politica en America Latina, Mexico. Første gang bragt på dansk i Andersen, U. et al. (red.) (1980). Stat, strategi og hegemoni. Roskilde. (udsolgt)
2
De vigtigste arbejder i denne tradition er følgende:Steedman, 1977; Hodgson, 1974a; Hodgson, 1974b; Glyn & Sutcliffe, 1972.
3
Om Gramscis statsbegreb: Buci-Glucksmann, 1980. Om hegemonibegrebet: Mouffe, 1979. Om Togliatti: Vacca, 1974; Sassoon, 1980.
40
Nicos Poulantzas' originalitet, indflydelse og aktualitet Bob Jessop1
Det er nu mere end 10 år siden Nicos Poulantzas' tragiske død.2 Hans navn vil være kendt for mange læsere af hovedsagelig to årsager. For det første har han været en af de vigtigste bidragydere i den neo-marxistiske genopdagelse af staten (særligt gennem den ofte citerede debat, han førte med Ralph Miliband)3 For det andet har hans analyse af forandringerne i efterkrigstidens kapitalistiske samfund og konsekvenserne for klasserne og klassekampen givet anledning til en større debat.4 Så selvom Poulantzas ofte prises for hans dagsordensættende rolle indenfor statsteorien, beskyldes han ofte for at nedtone og enddog benægte arbejderklassens primære rolle i kampen for socialisme.5 Desværre har Poulantzas' berømmelse eller berygtelse (alt efter ens teoretiske og politiske holdning) hindret en bredere og mere nuanceret påskønnelse af hans generelle bidrag til moderne samfundsvidenskab. For hans interesser og bidrag rækker langt videre end stats- og klasseteorien, og selv hvad disse to områder angår, så har der været betydelige teoretiske revisioner, der alt for ofte har passeret ubemærket forbi. Denne artikel søger derfor at revurdere betydningen af Poulantzas' teorier. Andetsteds har jeg hævdet, at Poulantzas er den vigtigste marxistiske teoretiker i efterkrigstiden (Jessop, 1985a). Jeg vil her benytte lejligheden til at bekræfte og kvalificere denne påstand ved at argumentere, at hans teorier i dag må betragtes som „klassiske" snarere end „nutidige". Denne distinktion kommer fra Niklas Luhmann. Luhmann foreslår, at en teori kan betragtes som „klassisk" i den udstrækning den tilbyder et sammenhængende sæt af teser, der er blevet overgået af senere teoretiske udviklinger, og derfor ikke længere er overbevisende i deres oprindelige form. Ikke desto mindre overlever den stadig som en udfordring eller et problem på det teoretiske niveau, så længe dens måde at stille problemerne på accepteres. Dens autoritative karakter er således ambivalent: man kan ud fra sådan en teori blive klar over, hvad målet er, men ikke hvordan man når det (Luhmann, 1982: 4).
41
Lad mig lige inden vi går videre kort opsummere Poulantzas' teoretiske udvikling og betragte hans generelle betydning for den vestlige marxisme. Poulantzas' intellektuelle karriere begyndte med studier af marxistisk retsfilosofi og retsfilosofi ud fra et sartreriansk perspektiv. Han vendte sig derefter mod den politiske teori, og begyndte at udvikle en teori om staten og klasserne, der stod i stor gæld til Gramsci og italiensk marxisme. Denne teori blev senere integreret i en bredere analyse af statens rolle i de kapitalistiske samfund, som var påvirket (ikke altid i en positiv retning) af Louis Althussers og Etienne Balibars strukturelle marxisme. Kort herefter begyndte Poulantzas et langsomt tilbagetog fra de handlingslammende konsekvenser af den strukturelle marxisme, og udviste samtidig en stigende interesse for strategisk relevante emner så som fascismens og militærdiktaturenes karakter, de skiftende betingelser for imperialismen, de sociale klasser, samt de politiske partiers og sociale bevægelsers rolle i de moderne kapitalistiske samfund. I sine sidste arbejder beskæftigede han sig i stigende grad med den åbenlyse krise for marxismen som social teori og vejledning til politisk handling. Han tog i denne forbindelse en del af Foucaults argumenter om magt til sig, og forsøgte desuden at tackle problemet vedrørende demokratisk socialisme. På trods af disse mange og forskelligrettede interesser er det rimeligt at hævde, at hans afgørende teoretiske bidrag var udviklingen af en opfattelse af staten som en social relation, der reproduceres i og igennem samspillet mellem statens institutionelle former og forandringer i styrkeforholdet mellem de politiske kræfter. Denne opfattelse var forbundet med en kraftig understregning af staten som et system af strategisk selektivitet og af de politiske kampe som et felt af konkurrerende strategier for hegemoni. Jeg vender tilbage til disse argumenter senere. Lad os se nærmere på min påstand vedrørende Poulantzas' status udfra spørgsmålet om hans originalitet, teoretiske indflydelse og politiske aktualitet og relevans. Påstanden vil med andre ord blive kvalificeret i tre henseender. For det første må jeg efter at have bekræftet påstanden om hans vigtighed forklare, hvorfor han var så original. Det vil jeg gøre ved at se på de intellektuelle og politiske kilder til hans gennembrud indenfor marxistisk teori. For det andet er det nødvendigt at se på Poulantzas' forhold til andre strømninger, eftersom det er svært at sammenligne en enkelt teoretiker (hvad enten han er „klassisk" eller „samtidig") med teoretiske skoler omfattende flere forskere. Herigennem håber jeg at kunne sige noget om hans indflydelse indenfor statsteorien. Endelig så selvom Poulantzas forbliver en af de store skikkelser indenfor efterkrigstidens vestlige marxisme, så har den marxistiske statsteoris generelle indflydelse været for nedadgående siden hans død. Efter at have givet nogle grunde til dette, vil jeg diskutere, hvorvidt andre og nye strømninger indenfor statsteorien betyder, at Poulantzas' teorier marginaliseres. Generelt vil jeg konkludere, at hans arbejder stadig er aktuelle og på trods af diverse problemer endnu ikke overgået.
42
1. Poulantzas' betydning Poulantzas' betydning kan ses alene ud fra det faktum, at han stort set var den eneste blandt efterkrigstidens marxister, der forsøgte at besvare de afgørende spørgsmål indenfor marxistisk politik. Hvilke spørgsmål, der her er tale om, fremgår af en kritik af den vestlige marxisme fremført af en af dens fortalere. Perry Anderson argumenterer således, at den vestlige marxisme har ladet følgende spørgsmål ubesvarede: Hvad er det for en særlig form for borgerligt demokratisk statssystem, der er blevet den normale form for kapitalistisk magt i de udviklede lande? Hvilken type revolutionær strategi er istand til at omstyrte denne særlige historiske statsform, som er væsentlig forskellig fra den zaristiske stat? Hvordan vil de institutionelle former for socialistisk demokrati i vesten se ud? Marxistisk teori har kun sjældent berørt disse spørgsmål i deres indbyrdes sammenhæng (Anderson, 1976: 103). Hvad gyldigheden af denne påstand end er for andre teoretikere (og situationen er sandelig en anden i dag), så kan der ikke være nogen tvivl om, at disse tre spørgsmål var centrale for Poulantzas i perioden fra 1964 og frem til hans død i 1979. Hans første betydningsfulde bog Politicai Power and Social Classes (1968) omhandlede formen og strukturen af det borgerlige demokrati. Hans bog Fascism and Dictatorship (1974) omhandlede de fascistiske regimers karakter og arbejderbevægelsens manglende evne til dels at hindre deres fremkomst og dels at omstyrte dem. Den gjorde desuden et direkte forsøg på at skelne mellem den „normale "kapitalistiske magtform i de udviklede lande og diverse „undtagelsesvise" former for borgerlig dominans. I hans tredje og fjerde bog, henholdsvis Classes in Contemporary Capitalism (1975) og Crisis of Dictatorship (1976a), relaterede Poulantzas problemerne vedrørende den revolutionære strategi til demokratiske og undtagelsesvise regimer i både avancerede og afhængige kapitalistiske lande. Og i hans sidste bog State, Power, Socialism (1978a) analyserede han den aktuelle trussel mod det borgerlige demokrati, samt de institutionelle former som den demokratiske socialisme må antage i Vesten. Desuden tacklede Poulantzas ikke bare de tre hovedspørgsmål indenfor marxismen enkeltvis, men forsøgte også i stigende grad at analysere dem i deres indbyrdes sammenhæng. Poulantzas gik endda videre, og analyserede en række andre centrale spørgsmål indenfor marxismen. Her kan vi igen trække på Anderson, som nævner yderligere fire problemer indenfor den nyere marxisme. Denne har således ikke analyseret nationens mening og status som social enhed og hele spørgsmålet om nationalisme. Den har ignoreret de aktuelle bevægelseslove
43
for kapitalismen som produktionsmåde og de specifikke kriseformer knyttet til disse lovmæssigheder. Den har overset imperialismens sande ansigt som et internationalt system af politisk og økonomisk dominans. Endelig har den ikke forholdt sig til karakteren af de bureaukratiske stater, der opstod i de tilbagestående lande, hvor socialismen havde sit gennembrud. Selvfølgelig kunne Poulantzas ikke analysere alle disse komplekse spørgsmål på samme grundige og detaljerede måde, som han analyserede den kapitalistiske stat i Vesten. Men han beskæftigede sig faktisk i en vis udstrækning med dem allesammen. Han var særlig interesseret i den aktuelle imperialisme og med karakteren af den moderne kapitalisme som et politisk økonomisk system. Han berørte også spørgsmålet om nation og nationalisme, samt spørgsmålet om bureaukratisk socialisme og stalinisme. Kort og godt så var han en usædvanlig vestlig marxist.
2. Poulantzas' originalitet Det er ofte blevet sagt, at Marx's originalitet ligger i hans unikke syntese af marxismens tre kilder, tysk filosofi, fransk politik og engelsk økonomi. I hans arbejde med at syntetisere disse forskellige strømninger undergik hans teoretiske fokus og filosofiske position imidlertid adskillige forandringer. Marx var også påvirket af helt specifikke politiske betingelser og målsætninger. Skønt han startede med at være en radikal liberal demokrat, så kom hans teoretiske gennembrud først efter, at han var blevet kommunist. Han var ikke tilfreds med at forstå verden fra hans læseplads på British Museum - og det var vel at mærke fra et perspektiv fra én, der identificerer sig stærkt med proletariatets interesser - men deltog også aktivt med praktiske interventioner for at fremme den internationale socialistiske bevægelses sag. Derfor ville en fuldstændig redegørelse for Marx's originalitet kræve, at vi kiggede nærmere ikke bare på de intellektuelle skift i hans teoretiske udvikling, men også på betydningen af skiftende politiske betingelser og målsætninger.6 Vi skal ikke her beskæftige os med Marx selv, men med én der er selvsikker nok til at have påstået, at han havde færdiggjort Marx's teori om staten (Poulantzas, 1978a). Selv hvis man afviser denne påstand, leverede Poulantzas helt sikkert et stort bidrag til marxismens politiske teori. Sjovt nok involverer hans arbejder skift i det teoretiske objekt, der minder meget om dem hos Marx. Begge bevægede de sig fra retsfilosofien til staten og derefter til den politiske økonomi. Skiftene i Poulantzas' politiske position synes måske at være mindre radikale, men er ikke desto mindre vigtige. Fra sit udgangspunkt eksistentialistisk marxisme bevægede han sig henimod en kombination af en althusseriansk filosofisk position og en gramsciansk politisk position, vel at mærke indenfor et grundliggende set marxistiskleninistisk perspektiv, for omsider at ende i en venstre-eurokommunistisk
44
position. Naturligvis foretog Marx og Poulantzas også skift i deres respektive filosofiske positioner. Poulantzas bevægede sig fra en sartreriansk tilgang via althusseriansk strukturalisme til en revolutionær materialisme, der i flere henseender var forskellig fra Marx's. Ikke desto mindre var hans teoretiske og politiske skift mere eller mindre forbundne med skift i hans filosofiske position.
a. Poulantzas' tre inspirationskilder Også Poulantzas befandt sig i skæringspunktet mellem tre temmelig forskellige teoretiske strømninger, og hans originalitet ligger også i at have frembragt en unik syntese mellem dem. Men hans kilder var forskellige fra dem, der inspirerede Marx. Hos Poulantzas var der tale om fransk og ikke tysk filosofi, om italiensk og ikke fransk politik, og om ikke engelsk og ikke økonomi, men derimod tysk-romersk jura. Mere specifikt så trak han på tre traditioner indenfor fransk filosofi. Først på Sartre og eksistentialismen, derefter på Althusser og strukturalismen og endelig på Foucault og hans mikro-analytik om magt og strategi. Hvad angår italiensk politik, var han frem for alt påvirket af Gramsci og senere den venstre-eurokommunistiske tendens indenfor det italienske kommunistparti. Endelig for det tredje med hensyn til tysk-romersk retsfilosofi kom den vigtigste indflydelse fra Wienerskolen omkring Hans Kelsen og mere generelt fra den konstitutionelle og administrative jura, som han havde tilegnet sig under sine jurastudier i Athen, München, Heidelberg og Paris. Poulantzas forsøgte at syntetisere disse tre strømninger på en enestående måde indenfor en generel analyseramme af marxistisk politisk økonomi. Han var selvfølgelig også influeret af andre teoretiske strømninger, men disse blev altid filtreret gennem de tre hovedtraditioner. Maoistiske temaer blev således behandlet ud fra et althusseriansk perspektiv. På samme måde blev visse austromarxistiske temaer (især nødvendigheden af at kombinere direkte demokrati med repræsentativt demokrati) tilegnet gennem deres indflydelse på den politiske debat i Italien (jvf. Jessop, 1985a). De forskellige strømninger blev kombineret og udviklet på en ganske særlig måde indenfor rammen af marxistisk politisk økonomi. For Poulantzas vendte sig stærkt imod traditionen indenfor den Anden Internationale og Komintern. Begge blev beskyldt for at reducere statens karakter til en simpel afspejling af den økonomiske basis og for at foreslå, at den politiske klassekamp fulgte den økonomiske udvikling. Mere generelt hævdede Poulantzas, at den ortodokse marxisme havde overset spørgsmålet om staten. Han forsøgte selv at råde bod på dette. Særligt understregede han den politiske klassekamps specifikke karakter og statens relative autonomi. Dette er i særligt tydeligt i de kapitalistiske samfund med deres karakteristiske institutionelle adskillelse af marked og stat, borgerskab og medborgerskab, privat og offentlig. I begyndelsen retfærdiggjorte Poulantzas denne under-
45
stregning gennem en sartreriansk tilgang til strukturel analyse. Han brugte således „intern-extern" dialektikken til at undersøge den komplekse interne organisering af de institutionelle ordener og deres forskellige externe determinanter. Senere retfærdiggjorde Poulantzas sit fokus på det politiske udfra Althussers redegørelse af den politiske sfæres relative autonomi indenfor en kompleks dominansstruktur, der i sidste instans er determineret af økonomien. Til sidst udviklede han så sin egen særlige tilgang til analysen af staten som en social relation, dvs. af statsmagten som en institutionel medieret kondensering af styrkeforholdet i den politiske klassekamp. Efterhånden som hans arbejde udviklede sig, forbandt Poulantzas disse argumenter med traditionelle økonomiske temaer indenfor marxisme. Disse havde stort set været ignoreret i hans tidlige arbejde, og kom først til deres ret i Classes in Contemporary Capitalism (1975). Med dette sidste store stats-teoretiske værk havde Poulantzas skabt en syntese af sine tre inspirationskilder indenfor rammen af den klassisk marxistiske politiske økonomi. Særligt analyserede han arbejdsprocessen udfra den komplekse økonomiske, politiske og intellektuelle arbejdsdeling, og undersøgte de sociale klasser ud fra deres udvidede reproduktion snarere end i snævert økonomiske termer. Skønt han derfor ofte blev kritiseret for at lægge for meget vægt på ideologiske faktorer i hans definition af den nye middelklasses klasseposition (se f.eks. Wood, 1985: 30-1),7 så placerede Poulantzas altid produktionsrelationerne i deres integrale forstand i centrum for analysen af klassekampen. Problemet var derfor ikke så meget en opgivelse af økonomiens primat eller klassekampens afgørende rolle, som det var, at han til stadighed støttede sig på en deterministisk og klassereduktionistisk version af disse principper. Og på det tidspunkt, hvor der for alvor blev råbt højt om „marxismens krise" forblev Poulantzas tro mod produktionsmådens determinerende rolle i sidste instans for hele samfundsformationen og mod den proletariske klassekamps primat i kampen for socialisme. Først i hans sidste leveår (1979) begyndte han for alvor at stille spørgsmål ved de fundamentale marxistiske teser.
b. De filosofiske forudsætninger for Poulantzas' teori I hans sartrerianske fase var Poulantzas' filosofiske hovedinteresse at få etableret en enhed mellem faktum og værdi. Men han trak også på Sartres dialektiske metode i forsøget på at etablere de komplekse „interne-externe" determinanter for den borgerlige ret i form af dens egne specifikke egenskaber og dens overordnede position i de kapitalistiske samfund. Efter drejningen over mod en althusseriansk tilgang, forsøgte Poulantzas hovedsagelig at retfærdiggøre udarbejdelsen af en særskilt politisk teori i forhold til traditionelle basis-overbygningsargumenter. Han trak således kraftigt på Althussers argumenter om bevægelsen fra det abstrakte til det konkrete, overdetermineringen af konkrete konjunkturer, og begrebet om relativ autonomi (Althusser, 1969). Men generelt var der ikke meget at hente i Althussers
46
filosofiske position i forsøget på at udvikle substantielle begreber til en teori om staten. I denne henseende måtte Poulantzas supplere de althusserianske begreber med begreber hentet fra italiensk marxisme og juridisk teori. I hans sidste teoretiske fase anvendte Poulantzas en relationel tilgang. Da han mente omsider at have opdaget den marxistiske teori om staten, hentydede han til sin tese om staten som en social relation. Denne indebar et fundamentalt filosofisk skift og en tilbagevenden til Marx's revolutionære materialisme. For det var Marx, der udviklede den paradigmatiske tese om kapital som en social relation. Poulantzas blev efterhånden, som han gradvist opgav strukturalismen, påvirket af Foucault. Men den relationelle drejning var i høj grad et resultat af dynamikken i hans egen tænkning og politiske engagement, og man kan finde spirene til den i hans første statsteoretiske værker (Jessop, 1985b). Poulantzas' stadigt skiftende teoretiske og politiske positioner var tydeligvis forbundet med skift i hans filosofiske position. For selvom Poulantzas var mere interesseret i teoretiske og politiske end filosofiske spørgsmål, så var ændringerne i hans ontologiske og metodologiske antagelser det afgørende forbindelsesled mellem hans forskellige syn på stat og politisk strategi. For eksempel, på det tidspunkt Poulantzas skrev Political Power and Social Classes (1968) ville hans teoretiske nyskabelser have været utænkelige uden indflydelsen fra Althussers strukturalisme. Nogle af de institutionalistiske elementer i hans nye tilgang findes i hans tidligere juridiske værker, og nogle af de „klasseteoretiske" aspekter findes i hans tidligere bemærkninger om hegemoni. Men de kunne kun blive sat ordentligt sammen og kombineret med andre argumenter i det omfang, at de forskellige elementer blev placeret på forskellige niveauer i bevægelsen fra abstrakt til konkret i en juridiskpolitisk forstand og i forhold til det kapitalistiske systems overordnede struktur som et økonomisk, juridisk-politisk og ideologisk hele. I den intellektuelle og politiske konjunktur i Frankrig i midten af 1960'erne kunne rammen for en sådan operation kun tilvejebringes af Althusser. Med andre ord behøvede Poulantzas Althusser for at gøre op med Sartre, på samme måde som Marx havde brug for Feuerbach for at gøre op med Hegel. Men Althussers strukturalisme i sin oprindelige form blokerede også for yderligere teoretiske og politiske fremskridt. Så Poulantzas måtte derfor gøre op med Althusser for at finde Marx's ikke-strukturalistiske revolutionære materialisme (eller i det mindste dens „relationelle" kerne) for at udvikle sin egen fuldbyrdede teori om staten. Jeg mener, at understregningen af den revolutionære materialisme er korrekt. For selvom skiftet til en relationel statsteori og en venstre-eurokommunistisk politik må ses i sammenhæng med orienteringen mod Foucaults position, så er denne snarere at opfatte som et middel til at udtrykke nogle af de nye ideer end en egentlig forudsætning for disse. Poulantzas vedkendte sig fuldt ud indflydelsen fra Foucaults jargon og idéer på hans måde at tænke
47
nye problemer igennem. Men han understregede også, at det var Foucault som magtanalytikker snarere end Foucault som erkendelses-teoretiker eller metodolog, der inspirerede ham. Hans teoretiske gennembrud var hans eget værk. Det involverede både en fundamental tilbagevenden til Marx og en delvis bevægelse væk fra ham.
c. Drivkraften i hans politiske engagement Vi må også spørge, hvad der drev Poulantzas fra en retsfilosofi skrevet ud fra et eksistentialistisk-marxistisk synspunkt til en statsteoretisk hybrid af Althusser og Gramsci samt en venstre-eurokommunistisk position. Nøglen til at forstå denne bevægelse synes at være hans engagement i græsk og fransk politik. Intet var sket uden dette. Men på den anden side var det ikke alle, der var involveret i græsk og fransk politik, der udviklede en teori magen til Poulantzas'. Hans nytænkning forudsætter både en begejstring for tre distinkte teoretiske traditioner og hans anbefaling af en bestemt marxistisk metode for teoretisk og politisk analyse. Disse forudsætter på deres side ændringer i hans filosofiske position. Men hvad skyldes disse ændringer? Jeg vil hævde, at det var hans politiske engagement, der udgjorde den egentlige drivkraft og at dette afhang af politiske begivenheder uden for Poulantzas' kontrol. Marx måtte vente på Pariser-kommunen, før han omsider kunne udvikle sine idéer om „proletariatets diktatur". På samme måde måtte Poulantzas vente på den græske militærjuntas fald i 1974, før han omsider kunne udvikle sine ideer om „borgerskabets diktatur" og konsekvenserne for den socialistiske strategi. Desuden så selvom det var sandt, som blandt andet Althusser har hævdet, at det alene var ved at identificere sig med proletariatets politiske interesser, at Marx kunne foretage sit teoretiske gennembrud, så var en vigtig faktor for Poulantzas' gennembrud hans delvise opgivelse af en „ren" arbejderklasseposition. Sidstnævnte karakteriserede den marxistisk-leninistiske fase og hindrede ham i at forstå de politiske forhold i moderne samfund. Poulantzas måtte således vente på sammenbruddet af den franske Venstreunion, som blev opgivet af det franske kommunistparti i 1977, før han kunne re-evaluere tesen om kommunistpartiet og arbejderklassens ledende rolle i kampen for socialisme. Først derefter kunne han seriøst studere de folkeligt-demokratiske kampe og de nye sociale bevægelsers aktiviteter med deres tværgående karakter. Og først derefter udviklede han for fuld kraft hans strategi for en demokratisk overgang til demokratisk socialisme. Poulantzas' originalitet afhang således også af hans forsøg på at forstå og påvirke venstrefløjens holdning i forhold til politiske begivenheder i Grækenland og Frankrig. Med hensyn til Grækenland var hans primære interesse at forstå militærdiktaturet, betingelserne for dets omstyrtelse, fraværet af et proletarisk hegemoni i demokratiseringsprocessen og mulighederne for at udvikle alliancen mod diktaturet til en anti-imperialistisk og anti-monopolitisk
48
alliance. De to mest skelsættende begivenheder var, ifølge Poulantzas, det græske militærkup i 1967 og dets sammenbrud under vægten af dets egne indre modsætninger i 1974. Kuppet selv satte den grundliggende forskel mellem demokrati og diktatur på spidsen, og ledte Poulantzas til en mere aktiv politisk rolle. Måden hvorpå diktaturet brød sammen, specielt fraværet af massekampe rettet mod staten, satte fokus på et lignende problem. Det bekræftede Poulantzas i hans hastigt voksende mistanke om, at staten langtfra var uigennemtrængelig, og om at klassekampen trængte dybt ind i staten selv. Dette betød så igen, at en venstre-eurokommunistisk strategi, der forsøgte at forstærke modsætningerne indenfor staten og at mobilisere de folkelige masser udenfor staten, skulle arbejde for en demokratisering af hele det statslige system. Dette synspunkt blev forstærket af nederlaget for den såkaldte portugisiske revolution, der kom på trods af venstrefløjens styrke i den indledende kamp om magten. Poulantzas var især bekymret for de portugisiske reformisters forsøg på at infiltrere de ledende lag indenfor staten på bekostning af organiseringen af massekampe og for venstreekstremisternes ligeså fortvivlende tro på, at socialismen var på trapperne, og at staten nu ville dø bort, og man derfor trygt og roligt kunne ignorere den. Istedet anbefalede Poulantzas en strategi, der skulle demokratisere staten og gøre det muligt at bruge den i forsvaret for autonome massebevægelser udenfor og på afstand af staten. Med hensyn til Frankrig spændte Poulantzas' interesser sig fra fremkomsten af autoritær etatisme til problemerne med enheden på venstrefløjen om et anti-monopolistisk og demokratisk-socialistisk program. Maj 1968 var en afgørende begivenhed for Poulantzas som for så mange andre intellektuelle i Paris. I de følgende år blev han aktiv i den ideologiske kamp for enhed på venstrefløjen. Mange af hans værker kan ses som et forsøg på at tilvejebringe en teoretisk retfærdiggørelse for klassealliancer (mellem arbejderklassen og den nye middelklasse snarere end mellem arbejdere og bønder) og senere teoretisk retfærdiggørelse af at kombinere klassekampe med den nye sociale bevægelser. Hvis det græske militærkup og dets sammenbrud viste sig at være vigtigt i nogle henseender, så viste kampen for enhed på den franske venstrefløj sig at være vigtig i andre henseender. Det var den sidstnævnte begivenhed, der fik Poulantzas til at gøre op med den forsimplede tro på klassekampen og kommunistpartiets ledende rolle og til at bevæge sig over imod en mere kompleks og problematisk alliancestrategi, der ikke blot gik på tværs af klasserne men også af partierne, som benægtede enhver apriorisk priviligering af arbejderklassen og kommunistpartiet og som understregede ikke-klassekræfternes og de nye sociale bevægelsers autonome rolle i kampen for socialisme. På denne vis nåede Poulantzas omsider til sin sidste politiske position. Han anbefalede nu en kombination af kampe på afstand af staten, indenfor
49
staten og for at forandre staten, og han anbefalede en kombination af repræsentativt og direkte demokrati som det bedste middel til at undgå en stalinistisk degenerering af socialismen, som det skete i Sovjet-blokken. Hans sidste position var et resultat af hans stillingtagen i den politiske klassekamp i både Grækenland og Frankrig. De for ham overraskende begivenheder i disse lande var en konstant bekræftigelse af hans politiske og teoretiske positioner og relationen mellem dem. Hans fortsatte bestræbelser på at forstå disse overraskelser fik ham til at skabe en ny syntese mellem hans tre teoretiske kilder og til at anbefale en ny politisk strategi.
3. Poulantzas' indflydelse Mit svar på det første spørgsmål angående karakteren og forudsætningerne af hans originalitet kan meget vel synes også at have svaret mit andet spørgsmål: hvad er Poulantzas' teoretiske indflydelse? Men alene at påpege at han efterlod sig righoldige og originale teoretiske værker er ikke et svar på dette spørgsmål. For en teoretikers indflydelse består ikke i hans eller hendes efterladte skrifter. Den er snarere at finde i den måde disse er blevet taget op og brugt af hans eller hendes samtidige eller efterkommere. Spørgs-målet om indflydelsen kommer således til at omfatte meget mere end blot de efterladte skrifter (og kan paradoksalt nok meget vel tænkes at udelade visse af disse). For det omfatter brugen, uintenderet eller fordrejet, syntetisk eller eklektisk, kontroversiel eller kritisk refererende, sekundær eller marginal, af disse efterladte skrifter af efterfølgende generationer. Eller som Prezzolini udtrykker det: „en forfatters liv stammer fra hans læsere, disciple, kommentatorer, opponenter og kritikere. En forfatter eksisterer ikke på nogen anden måde" (1967: 192). I al korthed så fortsætter teoretikeres indflydelse på godt og på ondt, sålænge deres værker efterlader identificerbare spor i andres værker. Det følger fra dette, at Poulantzas' indflydelse er tvetydig. I nogle henseender leverede Poulantzas i 1970'erne et afgørende bidrag til den teoretiske dagsorden indenfor statsteorien. Dennes understregning af statens såkaldte relative autonomi var i høj grad et resultat af Poulantzas' teoretiske studier. Poulantzas gjorde sig bemærket ved at skabe rum for en relativ autonom marxistisk teori om det politiske og ved at henlede opmærksomheden på statens kapaciteter og statsmagtens karakter. Det samme gælder for hans bidrag til debatten om middelklassen i forhold til produktivt og ikkeproduktivt arbejde, om imperialismen og de nye former for internationalisering og opsplitning af kapitalen, og i en vis periode om problemerne vedrørende den demokratiske overgang til demokratisk socialisme. I andre henseender havde Poulantzas kun en begrænset indflydelse. Som eksempler kan nævnes hans bemærkelsesværdige kommentarer angående den kapita-
50
listiske juras specifitet, spørgsmålet om karakteren og udviklingen af undtagelsesregimer, de ideologiske former for klassekamp, eller problemerne i Foucaults magtanalytik. Alle disse spørgsmål blev diskuteret for døve ører. Selv i de tilfælde, hvor Poulantzas var med til at forme den teoretiske dagsorden, var det ikke hans løsninger på problemerne, der blev accepteret som den konventionelle viden indenfor stats- og klasseteorien eller som udgjorde omdrejningspunkterne i den politiske strategi. Og endelig hvis han har været indflydelsesrig, så har denne indflydelse fortaget sig i løbet af de sidste par ar. I denne forbindelse er der tre ting, der er værd at bemærke. Den første vil være selvindlysende for mange læsere. Det er ikke nemt at forstå Poulantzas' værker, og hans politiske og strategiske anbefalinger fremgår ikke så tydeligt af hans bøger som fra de mange interviews. Nu har dette ikke ligefrem hindret mere eller mindre obskure teoretikere i at få en stor indflydelse - læserne vil sikkert nominere forskellige kandidater til denne tvivlsomme ære - men det antyder, at der er en forhindring, der skal overvindes. Det er sikkert også grunden til, at Poulantzas' umiddelbare indflydelse stammer fra Poulantzas/ Miliband-debatten, hvor problemstillingen var rimelig klar og argumenterne af polemiske årsager så forsimplede, at de var helt forvrængede. Poulantzas' bøger var svære at læse og forstå. Ydermere med den efterfølgende tilbagegang for strukturalismen og de dermed beslægtede intellektuelle strømninger, som udgjorde en vigtig baggrund for Poulantzas, er det blevet endnu sværere for nutidige læsere at forstå hans ofte kringlede argumenter. Den anden er, at præcis fordi Poulantzas først vandt anerkendelse i den engelsktalende verden gennem sin debat med Miliband, er hans senere værker uretfærdigvis blevet læst (eller mere præcist forblevet ulæste) som strukturalistiske. Dette er stadig den fremherskende opfattelse i den engelsktalende verden, hvor hans værker enten anklages for at være „strukturalistiske" eller underordnes den lidt mere kvalificerede overskrift „strukturel marxisme". Med denne rubricering er det næppe overraskende, at Poulantzas' værker ofte henvises til i generelle vendinger, og at de alt for sjældent er blevet læst grundigt. For det tredje var der, siden Poulantzas fulgte Marx med hensyn til at præsentere sine teoretiske argumenter i en bevægelse fra det abstrakte til det konkrete, en vis lighed med Marx's fremstillingsform, og dennes underliggende metodologiske antagelser er nødvendige for at forstå gangen i analysen. Denne analysemetode er forholdsvis ukendt for den engelske samfundsvidenskab med dens forsmag for positivistiske teorier og systematisk empirisme og for hermeneutik - begge interpretative traditioner der er afvisende overfor argumenter med rødder i en realistisk epistemologi, som understreger den sociale verdens ontologiske dybde (jvf. Bhaskar, 1989). I det samme år som Poulantzas' sidste bog udkom på engelsk blev også G.A. Cohens banebrydende værk Karl Marx's Theory of History publiceret.
51
Denne var „et skoleeksempel på brugen af analytisk filosofi og positivistisk samfundsvidenskab" (Roemer, 1986: 1-2), og kom i 1980'erne til at udgøre tyngdepunktet indenfor marxistisk teori (jvf. Anderson, 1983; Callinicos, 1989; Hindess, 1988). Helt sikkert er det, at Poulantzas' værker, udfra „de krav til klarhed og præcision, der præger det tyvende århundredes analytiske filosofi" (Cohen, 1978; ix), ikke sådan lige er at læse for stilens skyld eller for at få belyst et specielt problem. Af alle disse tre grunde har Poulantzas' teorier haft svært ved at mønstre en begejstret og taknemmelig læserskare, selv på det tidspunkt hvor den overordnede teoretisk og politiske situation var mest favorabel. Dette hjælper os til at forstå, hvorfor der ikke har været dannet nogen Poulantzasskole, som har kunnet videreføre hans teoretiske og politiske tilgang.
a. Poulantzas' indflydelse i 1970'erne Selv i hans egen levetid blev Poulantzas' værker født ind i komplicerede teoretiske og politiske omgivelser, der varierede fra land til land. Det er selvfølgelig en uoverskuelig opgave at redegøre for hans overordnede effekt indenfor forskellige områder og forskellige teoretiske miljøer. Vi må således her stille os tilfredse med et par spredte kommentarer om hans samtidige og senere indflydelse i Europa og USA. Man ville måske forvente, at Poulantzas var indflydelsesrig i Tyskland. Her har ret og stat begge stor teoretisk bevågenhed, og staten var igen blevet tema for de vesttyske marxister på stort set samme tidspunkt som Poulantzas genopdagede staten i Frankrig. Alligevel så selvom hans tidligere værker om retsfilosofi og marxistisk juridisk teori blev vel modtaget, så havde hans statsteori ringe indflydelse. Dette kan forklares dels af efterkrigstidens marxistisk-leninistiske teori om den statsmonopoliserede kapitalisme stod stærkt blandt dem, der var tilknyttet kommunistpartierne;8 og af hvad der er endnu vigtigere af udbredelsen af den hjemmeavlede vesttyske Staatsableitungsdebatte, der fokuserede på de mere abstrakte former af den kapitalistiske stat og på udledningen af disse fra de grundliggende træk ved kapitalismen. I al korthed så var Poulantzas i forhold til de tyske statsteoretikere ikke særlig interesseret i at udvikle kritikken af den politiske økonomi, og desuden næsten udelukkende interesseret i en enkelt statsform: den borgerlig demokratiske republik. Derfor har Poulantzas lidt den samme skæbne i Vest-Berlin og Vesttyskland som Gramsci, hvis værker endnu har til gode at ud-komme selv i et begrænset udvalg. Omvendt er det lige præcis Gramscis udbredelse og betydning i Italien, der har begrænset Poulantzas indflydelse. Som tidligere nævnt var det ikke så meget Poulantzas, der påvirkede italiensk politik, som italiensk politik der påvirkede Poulantzas. Modsat var det statsteoriens relative svaghed i den engelsktalende verden, der gjorde det muligt for Poulantzas' værker at vinde udbredelse, da
52
først interessen viste sig i 1960'erne og 1970'erne. Et af hans første papers om politisk teori (til forskel fra retsfilosofi og retssociologi) var endda en kritik af marxismens politiske teori som den var kommet til udtryk i New Left Review's spalter i midten af 1960'erne (Poulantzas, 1967). Senere gjorde debatten i samme tidsskrift mellem Poulantzas og Miliband sit til at stimulere interessen for Poulantzas i de engelsktalende lande. Da først interessen var vakt, viste Poulantzas' værker sig at blive afgørende referencepunkter ikke blot indenfor statsteorien men også indenfor empiriske såvel som teoretiske studier af de sociale klasser. Deres indflydelse var endda større indenfor sidstnævnte område end indenfor statsteorien. De havde således en direkte og indirekte indflydelse gennem den debat Poulantzas rejste om den strukturelle determination af klasserne og deres kontingente artikulation i specifikke konjunkturer. For bare at nævne de vigtigste værker i denne forbindelse kan vi nævne Carchedi (1979), Cutler mil. (1977), Laclau (1977), E.O. Wright (1978) og Przeworski (1977). Endelig er der også en bunke sekundære vær-ker, der har udviklet og anvendt disse og beslægtede begreber om klassepo-sition og klassekamp. I Frankrig var Poulantzas' indflydelse direkte forbundet med hans umiddelbare identifikation med den strukturelle marxisme. Og i både Frankrig og Grækenland var hans engagement i politisk debat og ideologiske kampe vigtige i formidlingen af hans teoretiske udvikling. Endelig i en periode i 1970'erne havde Poulantzas nogen indflydelse på den iberiske halvø, hvor både Spanien og Portugal oplevede politisk fornyelse. På samme vis var Poulantzas gennem hele sin produktive periode indenfor statsteorien flittigt læst og diskuteret i Latinamerika. Her var hans teorier om fascisme og diktatur og om imperialismens seneste udvikling ligeså indflydelsesrige som hans generelle statsteorier. Så uden dermed at trække i land på min vurdering af Poulantzas som den vigtigste marxistiske statsteoretiker i efterkrigstiden, så er det vigtigt at understrege, at hans indflydelse var forskellig i de forskellige lande.
b. Den marxistiske statsteoris krise og nedtur Det skal også bemærkes, at den marxistiske statsteori har været for nedadgående siden Poulantzas' død. Denne nedtur har i hovedsagen fire årsager: to af dem er interne i forhold til marxismen og to af dem angår relationen mellem marxismen og andre teorier. For det første så har der, som Poulantzas selv erkendte, været en politisk og teoretisk krise for marxismen i 1970'erne. Krisen var særlig dyb i Frankrig, men den satte også sine spor i andre lande, der tidligere havde haft en stærk kommunistiske bevægelse. For det andet så har der for venstrefløjen i almindelighed og for marxismen i særdeleshed været en forskydning af interessefeltet. Indenfor den
53
politiske teori var gamle problemer (så som demokrati) blevet genopdagede, og nye emner havde føjer sig til (så som nye sociale bevægelser, økologi og feminisme). Skønt alle disse spørgsmål har en statsteoretisk dimension, så er de ikke direkte forbundet med statsteorien som sådan. Dette kan ses af den voksende interesse for diskursteori og dennes konsekvenser for marxismen og den socialistiske politik (se f.eks. Laclau og Mouffe, 1985). Yderligere har mere end ti års kapitalistiske krise fremprovokeret en genoplivning af interessen for marxismens politiske økonomi (teorier om lange bølger, arbejdsprocessen, økonomisk kriseteori, reguleringsteori, mv.) på bekostning af statsteoretiske problemstillinger. Hverken dens interne krise eller forskydningen i interessen indenfor marxismen betyder at statsteorien har mistet sin relevans. Marxismen har fortsat brug for statsteoretikere, som kan vise, at den kan adressere de nye emner og problemer på en frugtbar måde. En tredje årsag til nedturen for den marxistiske statsteori er at finde i teoretiske udviklinger andetsteds. for mange andre discipliner er blevet interesseret i spørgsmål vedrørende jura og statsteori. De hår trukket på og/eller selv udviklet forskellige teoretiske perspektiver udover dem, der findes in-denfor marxismen. Dette har gjort de første politiske teorier indenfor marxismen fra 1960'erne og 1970'erne mere marginale indenfor aktuelle teoretiske arbejder, og har tvunget marxistiske teorier til at konkurrere med andre teorier om opmærksomheden. For dem der måtte have været interesseret i Poulantzas' senere værker, så har den stigende interesse for Foucault (og for dekonstruktivisme og post-moderne teoretikere som Derrida) helt klart reduceret hans indflydelse. Dette er ikke bare et resultat af et skift i moden blandt franske vejrhaner (selvom dette også har haft en betydning), men skyldes også at Foucauldianske analyser af disciplinering og Derridas dekonstruktion har forskudt interessen fra stat og klassekamp til magtens mikro-analytik og formationen af identitet. Og selvom Poulantzas anerkendte indflydelsen fra Foucault, så kunne han demonstrere, at sidstnævntes understregning af magtens mikro-analytik ikke havde nævneværdig teoretisk eller praktisk betydning for forståelsen af kompleksiteten af politisk klasseherredømme og dets mediering i og igennem statens strategiske selektivitet og udviklingen af mere globale politiske projekter (se Poulantzas, 1978a; Jessop 1985a, 1990). På samme måde så selvom Poulantzas ikke direkte berørte spørgsmål rejst af Derridas dekonstruktion, så var han bevidst om statens problematiske enhed og om dens ustabile grænser i forhold til andre institutionelle konfigurationer. I begge henseender har selv en afmålt begejstring for hans værker været forhindret af den fejlagtige understregning af hans strukturalisme. Og som jeg har argumenteret andetsteds, så rummer Foucaults magtanalytik en række problemer, der kan løses ved at vende tilbage til nogen af argumenterne hos den modne Poulantzas (Jessop, 1990). Endelig så er der indenfor statsteorien selv kommet en udfordring fra hvad man kunne kalde „statscentrerede" retninger, der skal ses i modsætning
54
til både de kapital- og klasseteoretiske traditioner indenfor marxismen og de pluralistiske og behavioralistiske traditioner indenfor traditionel politisk teori. Denne såkaldte statscentrerede tilgang fortjener opmærksomhed, ikke så meget fordi den leverer en sammenhængende alternativ teori om staten (for manglen af en sådan se Jessop, 1990), men fordi den ofte trækkes frem som en kritik af Poulantzas' påståede „samfundscentrerede" tilgang. Dette skyldes ikke kun, at han ikke længere er istand til at indgå i debatter og kontroverser om teoretiske og politiske spørgsmål, som han tidligere gjorde det. Det skyldes også, at han ikke efterlod nogen skole, der kunne fortsætte hans studier, og at hans værkers fortsatte relevans er blevet tabt af syne. Poulantzas/ Miliband-debattens umiddelbare succes har noget af skylden for dette. For den tilsyneladende strukturalistiske position han tog i denne debat gav indtryk af, at hans værker i den nutidige jargon var samfundscentreret og strukturel deterministisk. Dette har i høj grad været medvirkende til, at hans værker i dag ofte citeres kritisk af tilhængerne af en statscentreret tilgang. Der er meget, der taler for at „bringe staten tilbage". Men der er ikke meget fordelagtigt at sige om de statscentrerede teoretikeres redegørelse for Poulantzas' værker. For Poulantzas berørte rent faktisk direkte og indirekte mange af de centrale spørgsmål, som den statscentrerede tilgang har rejst. Han har således altid understreget betydningen af forskellige former for stat og juridisk-politisk ideologi for formationen af sociale og politiske kræfter (den såkaldte isoleringseffekt). Han har også altid understreget betydningen af statslige strukturer og kapaciteter for bevarelsen af den sociale orden. Dette fremgår særlig tydeligt af hans redegørelse for statens unikke inkarnation af mentalt arbejde indenfor den overordnede deling mellem mentalt og manuelt arbejde og hans generelle diskussion af den retslige og institutionelle specifitet af den moderne stat. Han relaterede efterfølgende denne til de hegemoniske kampes centrale rolle i de kapitalistiske samfund. Han sporede også statens funktionærer og bureaukraters potentielle autonomi tilbage til dens rødder i den institutionelle separation og de særlige statslige identiteter og ideologier, der udvikledes indenfor de forskellige dele af statsapparatet. Og i beskrivelsen af statens kapacitet med hensyn til konstitutionen og reproduktionen af kapitalismens sociale orden berørte Poulantzas også, hvad Michael Mann har kaldt statens infrastrukturelle magt (jvf. Mann, 1983). I hans sidste bog State, Power and Socialism (1978a) havde Poulantzas således mange observationer angående statens rolle i formationen af overordnede rumlige, tidslige, kropslige og sociale orden i de kapitalistiske samfund. Dette skal ikke forstås sådan, at Poulantzas opgav sin tidligere påstand om, at staten ikke kan udøve statsmagt uafhængigt af klassemagt (Poulantzas, 1968). Snarere så kvalificerede han denne påstand i to henseender: for det første ved at definere forskellige potentielle kapaciteter der er indskrevet i staten forstået som et institutionelt ensemble; og det for det andet ved at
55
insistere på at måden, hvorpå disse kapaciteter (og de forbundne sårbarheder) realiseres, afhænger af samspillet mellem specifikke sociale kræfter, der opererer indenfor såvel som udenfor dette institutionelle ensemble. Kort sagt så udøver staten ikke magt: dens kapaciteter (i flertal) aktiveres gennem bestemte politiske kræfters handlinger i specifikke konjunkturer. Det er ikke staten, der handler - enten på en infrastrukturel eller despotisk måde - men bestemte grupper af politikere og statsembedsmænd placeret indenfor forskellige dele af stats-systemet og konfronteret med specifikke former for modstand fra kræfter udenfor staten. Det er samspillet mellem disse der henholdsvis aktiverer og begrænser de statslige kapaciteter, som er indskrevet i dens institutioner og apparater. Dette bekræfter Poulantzas' pointe om at staten er en social relation, i og med at staten kan ses som en institutionelt medieret kondensering af det skiftende politiske styrkeforhold. Dette styrkeforhold er aldrig klasseneutralt, og statsmagten er derfor altid-allerede selektiv i en klassemæssig forstand dels på grund af dens strukturelle selektivitet og dels på grund af klassekarakteren af det politiske styrkeforhold (Jessop, 1990). Desuden kan de strukturelle kapaciteter og deres realisering ikke forstås alene ud fra staten - selv under forudsætning af at man kunne definere dens institutionelle grænser. For hvis vi betragter staten som et institutionelt ensemble snarere end et realt eller fiktivt subjekt, så rummer den en række forskellige centre, som hver især giver ulige muligheder for diverse kræfter indenfor og udenfor staten til at forfølge forskellige politiske mål. Det er det, der menes med snakken om statens strategiske selektivitet. Desuden så selvom det statslige system har sine egne særlige ressourcer og kapaciteter, så har det også en række sårbarheder samt behov for ressourcer tilvejebragt udenfor det. Dette betyder, at statsmagten er både betinget og relationel. Poulantzas' seneste redegørelse for staten understregede ofte dette, og overskred dermed hans tidligere mere strukturalistiske analyser. Poulantzas tilbød derved et overbevisende alternativ til mere ortodokse statscentrerede teorier. Poulantzas bevægede sig således på sin vis henimod en statscentreret tilgang. Hans teorier er da også blevet kraftigt kritiserede for at være politicistiske og for at analysere den kapitalistiske reproduktion udfra et statsligt perspektiv. Ikke desto mindre så var Poulantzas ikke nogen statscentreret teoretiker, i den betydning som tillægges denne betegnelse af dens egne tilhængere. For ikke alene er der en række centrale emner indenfor den statscentrerede tilgang, som han ikke behandler (så som konstitutionen af nationalstaten i og igennem det internationale statssystem og betydningen af militær organisation og krig for formationen og opløsningen af stater), men han afviste også den antagelse som store dele af den statscentrerede tradition bygger på, om at statssystemet i en vis forstand er at betragte som en subjekt snarere end et strategisk terræn med særlige egenskaber. Det er specielt udfra dette, jeg vil forsvare Poulantzas' teoriers overlegenhed i forhold til de teorier, der i dag faldbydes på det akademiske marked (se afsnit 4).
56
4. Poulantzas' aktualitet Jeg skal nu diskutere Poulantzas' aktualitet. Selvom hans betydning dalede (som jeg har beskrevet det i det foregående afsnit), så betyder det ikke, at hans værker er irrelevante i dag. Tværtimod vil jeg hævde, at de er vigtige for forståelsen af nutidens politiske begivenheder og teoretiske problemer. Men på grund af den totale afvisning af marxismen i Frankrig og den fejlagtige rubricering af Poulantzas som strukturalist har deres fortsatte relevans været overset. Jeg skal her forsøge at vise Poulantzas' aktualitet indenfor fire områder: hans teori om staten som en social relation, hans analyse af forandringerne i statens form (under overskriften autoritær etatisme), hans syn på politiske partier og sociale bevægelser og hans diskussion af problemerne med den demokratiske overgang til demokratisk socialisme.
a. Bring staten tilbage For det første kunne man meget vel hævde, at opfattelsen af staten som en social relation tilbyder en middelvej mellem statscentrerede og samfundscentrerede tilgange. Poulantzas udviklede selvfølgelig ikke selv alle konsekvenserne af den statscentrerede tilgang. Hans primære referencepunkt var trods alt statens rolle i reproduktionen af den kapitalistiske produktionsmådes dominans. Det var så sandelig ikke statens rolle i reproduktionen af staten selv eller det generelle system af nationalstater. Men jeg vil hævde, at den strategisk-teoretiske tilgang indeholdt i hans opfattelse af staten som en social relation leverer de teoretiske midler til at relatere de stats- og samfundscentrerede tilgange. For ved at argumentere at staten er en social relation (eller lidt mindre eliptisk at statsmagten er et institutionelt medieret udtryk for det skiftende politiske styrkeforhold), behandlede Poulantzas helt klart staten som værende noget i sig selv og som havende en tydelig effekt på både den sociale og politiske organisation. Det er dens strategiske selektivitet og særlige kapaciteter, der gør den istand til (delvist) at bestemme udfaldet af politisk handling. Men statens kapaciteter kan ikke adskilles fra det overordnede styrkeforhold i den sociale formation. Man kan heller ikke behandle statens embedsmænd som en entydig social kategori, der er isoleret fra mere generelle sociale kræfter. Selv deres særlige økonomisk-korporative interesser, som en social kategori der lever af stat og politik, kan ifølge Poulantzas differentieres udfra statsapparatets overordnede struktur og funktioner. Poulantzas understregede således ofte forbindelsen mellem statens embedsmænd og bestemte klasser og klassefraktioners interesser og deres mediering gennem forandringerne i det politiske styrkeforhold. Der er åbenlyse farer for klassereduktionisme ved denne tilgang, men den har den fordel, at den understreger behovet for at se på klasserelevansen af statsembedsmændenes selvstændige handlinger. Men dette betyder ikke, at
57
Poulantzas skal følges til punkt og prikke i hans insisteren på, at statens relative autonomi altid er den grad af autonomi, der er nødvendig for at reproducere kapitalens dominans i en given konjunktur. Man skulle snarere forsøge at følge den generelle tankegang i udviklingen af hans teori om staten end at acceptere hans ofte klassereduktionistiske konklusioner. Uden Poulantzas' særlige tilgang ville der være en stor fare for at en ren statscentreret tilgang simpelthen ville vende den samfundscentrerede tilgang på hovedet (se f.eks. Skocpol, 1985). Der er ikke nogen idé i at erstatte kapitalens og de antagonistiske klassers logik med statens og statsembedsmændenes logik. Vi må afvise det falske dilemma, der vil have os til at argumentere for, at enten staten eller samfundet har primat. Istedet skulle vi tage at følge Poulantzas i hans opfattelse af staten som en social relation. Den statscentrerede tilgang ville således fokusere på statens rolle i „form-determinationen" af den sociale reproduktion gennem dens „infrastrukturelle magt" og dens strategiske selektivitet, mens den samfundscentrerede tilgang ville fokusere på forandringerne i de politiske styrkeforhold (inklusive statsembedsmændenes rolle), der kondenseres i statens strukturer og funktioner. Men ingen af disse tilgange kan udvikles ordentligt uden detaljerede studier af, hvordan statens egne institutionelle former (deres kapaciteter og sårbarheder) betinger forandringerne i de politiske kræfter (på udenfor såvel som indenfor staten), der forsøger at aktivere disse kapaciteter og sårbarheder, som ændres af kampene om statsmagten og forandringen af staten selv.
b. Den nye statsform i den moderne kapitalisme For det andet var Poulantzas særlig interesseret i de politiske konsekvenser af de seneste udviklinger i de kapitalistiske samfund. Han hævdede, at en ny form for stat var komet til syne („autoritær etatisme"), og hans diskussion af denne er endda mere vedkommende i dag, end da den begyndte. Han argumenterede, at det grundliggende udviklingstræk i denne nye statsform er „intensiveret statskontrol over enhver del af det socio-økonomiske liv kombineret med en kraftig tilbagegang for det politiske demokratis institutioner med drastisk og mangeformet undertrykkelse af såkaldte „formelle" frihedsrettigheder" (Poulantzas, 1978a: 203-4). Generelt involverer autoritær etatisme en større rolle for den udøvende magt, det dominerende statsbærende parti (hvis funktion er at sikre forbindelsen fra staten til folket snarere end fra folket til staten) og en ny antidemokratisk ideologi. Alt dette underminerer den i forvejen begrænsede adgang for masserne til den politiske beslutningsproces, svækker partisystemets organiske funktion (selv der hvor pluraliteten af partier overlever intakt), og ødelægger vitaliteten af de demokratiske former for politisk diskurs. Der er derfor færre forhindringer for den fortsatte spredning af autoritære etatistiske former til snart af alle dele af det sociale liv. Poulantzas hævder således, at „alle nuværende magtformer er funktionelle i forhold til den
58
autoritære etatisme " (1978a: 239). Alt dette må synes at være alarmerende. Men man skal nu hverken overvurdere statens kapaciteter og magtteknologier eller undervurdere muligheden for modstand. Men (der er ikke nogen grund til at ignorere de generelle tendenser, som Poulantzas identificerede. For at fylde lidt kød på denne nøgne beskrivelse kan vi identificere ni specifikke træk ved den autoritære etatistiske statsform: 1) magten er forskudt fra den lovgivende til den udøvende magt ogindenfor sidstnævnte koncentreres magten typisk i premierministeren eller den udøvende præsidents ministerium, hvilket givet et indtryk af en mere personificeret magtudøvelse; 2) fusionen af de tre dele af staten - den lovgivende, udøvende og dømmende magt - accelererer og ledsages af en nedgang i regering ved hjælp af lovdekreter til fordel for skønsmæssig regulering; 3) 'eftersom deres forbindelse til magtblokken og de folkelige masser er blevet svækket, så tenderer de politiske partier til at miste deres funktion som privilegerede deltagere i administrationen og som de ledende kræfter i tilvejebringelsen af hegemoni; 4) dette afspejles i skiftet i partiernes politiske betydning væk fra deres traditionelle funktion med at føre politik gennem kompromiser og alliancer omkring partiprogrammer og med at legitimere statsmagten gennem parlamentariske valg henimod en mere begrænset rolle som formidler af den udøvende magts beslutninger, idet administrationen selv tiltager sig den legitimeringsfunktion, der tidligere blev varetaget af de politiske partier; 5) dominansen indenfor de ideologiske statsapparater forskydes fra skoler, universiteter og bogforlag til massemedierne, der nu spiller en central rolle i den politiske legitimering og mobilisering, og i stigende grad henter deres dagsorden og symboler fra statsadministrationen, og i stigende grad undergår en mangesidet kontrol; 6) tæt forbundet med disse forandringer er der en vækst i nye folkelige og populistiske former for tilslutning samtidig med nye teknokratiske og neo-liberale former for legitimering; 7) også parallelle magtnetværk, der går på tværs af de formelle statsorganisationer, er vokset frem - netværk der varetager en betragtelig del af statens opgaver, promoverer et stadigt stærkere materielt og ideolo-
59
gisk fællesskab mellem topembedsmændene og det dominerende masseparti, og konsoliderer politiske fællesskaber, der forbinder de dominerende interesser udenfor staten med kræfter indenfor staten på bekostning af folkelige kræfter; 8) forskellige repressive halv-statslige apparater er vokset frem parallelt med de statslige, og har en forebyggende opgave med hensyn til at dæmpe folkelige kampe og andre trusler mod det borgerlige hegemoni; og 9) den dominerende ideologi er blevet reorganiseret ved at integrere visse liberale og libertære temaer fra 1960'erne og ved at forskyde vægten fra begreber så som den generelle vilje og demokratier til begreber om instrumentel rationalitet og teknokratisk logik (jvf. Poulantzas, 1978a, 1979a-d, 1980). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Poulantzas opererede med flere analyseniveauer. Han så den autoritære etatisme som en ny statsform i den nuværende periode af kapitalismen i de udviklede kapitalistiske metropoler. Denne statsform eksisterer i form af forskellige regimer: mere neo-liberal i Frankrig og mere autoritær i Tyskland (jvf. Poulantzas, 1979c). Så selvom han understregede de generelle tendenser, så var han klar over at deres realisering og effekt kunne variere, og at hvor meget den autoritære etatisme ville blive konsolideret, ville afhænge af forsøgene på at hæmme og fremme den. Men de teoretiske argumenter og de politiske konsekvenser fortjener yderligere studier.
c. Krisen for den kommunistiske bevægelse og dens partiform For det tredje så identificerede Poulantzas gennem sine analyser af de statslige kriser på hans tid problemerne i den fremherskende form for socialistisk og kommunistisk partiorganisation og dens manglende evne til at knytte an til de nye klassekræfter og de nye sociale bevægelser - en form som han selv afviste, og vis konsekvenser han begræd. han hævdede således, at de socialistiske og kommunistiske partier i Europa alt for længe havde været organiseret som arbejderpartier, og havde fokuseret på modsætningerne mellem produktionsapparatet (fabrikken) og de relativt homogene arbejdsbetingelser, der karakteriserede dem under den industrielle revolution og den fordistiske æra. Dette havde givet anledning til en dobbelt splittelse mellem partier og fagforeninger og mellem stat og erhvervsliv. Men statens tilstedeværelse indenfor snart alle områder i samfundslivet og den drastiske forandring af den økonomiske organisation og aktivitet, resulterede i nye former for økonomisk krise, nye bevægelser i opposition til statsliggørelsen af det civile
60
samfund, og tværgående kampe isoleret fra produktionssfæren. Så da der var brug for dem til at lede den politiske kamp var arbejderpartierne svækkede og kastet ud i en dyb krise af de selvsamme omstændigheder. Poulantzas (1978b) konkludere, at kun nye former for partiorganisation, intern demokratisering, en ny relation mellem parti og masseorganisation, og nye forbindelseslinier til de nye sociale bevægelser, kan løse denne krise. Denne nye strategi rejser en række problemer. For som Poulantzas gentagne gange har understreget, kunne sådanne forandringer lede arbejdernes partier ud i populisme ligeså sikkert som at afvisningen af sådanne forandringer ville isolere dem i stadigt mindre proletariske ghettoer. Han bemærkede også faren for en alt for tæt forbindelse mellem partierne og de sociale bevægelser (der kunne føre til at de mistede deres særpræg, og blev absorberede af partiorganisationen) og faren for at komme til at opmuntre enkeltstående småopstande, spredt modstand og isolerede eksperimenter (der kunne degenerere de sociale bevægelser til fragmenterede, afpolitiserede og egoistiske organisationer). Den eneste mulige løsning syntes at være, at tillade en irreducibel spænding mellem de sociale bevægelser og partierne, og mellem direkte og repræsentativt demokratiske institutioner. Poulantzas konkluderede til tider, at en sådan spænding var en integreret del af dynamikken i den demokratiske overgang til demokratisk socialisme (jvf. Poulantzas, 1979d-e). Jeg har på intet tidspunkt hævdet, at Poulantzas løste alle disse problemer på det praktiske plan, og ej heller at han var den eneste, der identificerede dem på det teoretiske plan. Jeg vil heller ikke forsøge at dække over det faktum, at hans udvikling af denne nye strategi kom meget sent i hans liv, og at den ikke blev grundigt arbejdet igennem på en konsistent måde. Men jeg vil gerne fremhæve relevansen af disse diskussioner og bemærke, at de fortsat fortjener vores opmærksomhed. Desuden åbenbarede Poulantzas ved at placere dem i en mere generel strategisk-teoretisk analyseramme og ved at relatere dem til hans argumenter om statsmagtens relationelle karakter aspekter af disse problemer, der forbliver centrale omend ofte oversete.
d. Demokratisk socialisme og Østeuropa For det fjerde så er det, givet den fornyede interesse i problemerne vedrørende den demokratiske overgang til demokratisk socialisme, værd at kigge nærmere på Poulantzas' værker. Hans retningslinier for en sådan overgang omfatter anbefalinger vedrørende institutionelle forandringer såvel som for den politiske strategi. I forhold til de institutionelle forandringer anbefaler han en „tredje vej", der afviser enhver tiltro til udelukkende repræsentativt eller direkte demokrati. For han identificerede tydelige og aktuelle farer både ved repræsentativt demokrati (med dets etatistiske tendenser) og ved direkte demokrati (med dets tendenser til egoisme og fragmentering og følgeligt til ekspertdiktatur eller etatistisk despotisme). Dette var koblet med støtte til en
61
tværgående folkefront omfattende de nye sociale bevægelser såvel som et eller flere politiske partier. Denne skulle følge en tredelt strategi: a) massebevægelserne skulle samles lokalt i en forenet folkefront, opbygge deres egne selvhjælpsorganisationer, og organisere kampe og kampagner på afstand af staten for at forøge det venstreorienterede pres på denne; b) partierne skulle være aktive i valgkampe, det parlamentariske arbejde og i administrationen for at styrke dens fornuftige funktioner og for at uddybe statens indre modsætninger sådan at magtbalancen forskydes til venstrefløjens fordel - uden dermed at svække eller paralysere den sådan at den ikke vil kunne intervenere for at beskytte og tilvejebringe infrastrukturel støtte for folkelige bevægelser, organisationer og initiativer; og c) statens institutionelle struktur skulle ændres sådan, at nogen af dens bureaukratiske og centralistiske træk forsvinder, og sådan at den gradvis bliver mere ansvarlig overfor folket (Poulantzas, 1978a, 1979a-d). I hans kommentarer angående det institutionelle design og den politiske strategi understregede Poulantzas til stadighed de forskellige dilemmaer og modsætninger. Og som jeg andetsteds har bemærket, så var han bedre til at opregne disse dilemmaer og modsætninger end til at løse dem (jvf. Jessop, 1985). Skønt hans analyser (som han præsenterede ikke bare i sine bøger men også i en række interviews) har været overset, vil jeg hævde, at de stadig er gyldige. Skønt der her på det sidste har været en fornyet interesse i detaljerede planer for socialismen, og for hvordan man når til den, så har disse detaljer ofte overset de dilemmaer og modsætninger, som de involverer. Poulantzas var måske for lidt opmærksom på detaljerne, men han fik gjort opmærksom på farerne ved ensidige politiske løsninger. Mange af hans idéer anbefales (ofte uden at det nævnes at Poulantzas arbejdede med disse temaer) af den aktuelle litteratur om demokrati og civilsamfund. For bare at give et enkelt eksempel blandt de mange så præsenterer John Keane i hans fine historiske, filosofiske og teoretiske værk om demokratisk socialisme mange argumenter, der stammer fra Poulantzas. Men han står ikke ved sin gæld - sikkert fordi han har den samme forkerte opfattelse af Poulantzas som så mange andre af hans samtidige (Keane, 1988: 101-51). At begrænse vores diskussion til kun at angå vesten er at undervurdere Poulantzas' aktualitet. For den hidtidige og fortsatte udvikling i Østeuropa viser uden en skygge af tvivl, at Poulantzas stadig har meget at lære os. Timingen, rytmen og tempoet i forandringerne i Østeuropa i 1989 og 1990 såvel som deres karakter og retning har været forbløffende, og stort set totalt
62
uventede. Der er få om nogen „aktuelt eksisterende" teorier, der står distancen i forhold til de hurtige og uensartede former for forandringer. Det er således ikke på nogen måde upassende at ihukomme, at Poulantzas udviklede sin relationelle tilgang til staten, fordi hans tidligere teorier var fuldstændig ude af stand til at forklare militær-diktaturene i Sydeuropas pludselige sammenbrud og kollaps.9 Omfanget og tempoet i sammenbruddet og kollapset viste sig helt klart at være større i de central- og østeuropæiske stater, der tidligere var holdt i et jerngreb af det sovjetiske (eller blot russiske?) imperium. Og endnu mere klart viste det sig at have større betydning for opblomstringen af markedsideologier og genintroduktionen af markedskræfter nationalt såvel som internationalt. I begge henseender viser Poulantzas' teorier sig at være brugbare - ikke som et simpelt instrument til mekanisk at dechifrere begivenheder i fortiden og fremtiden men som en heuristisk ramme, der henleder vores opmærksomhed på en række relevante faktorer og mekanismer og indikerer mulige strategier. Dette betyder ikke, at Poulantzas selv forudså eller for den sags skyld med succes teoretiserede - begivenhederne i Østeuropa. Det betyder alene, at anvendelsen af hans strategisk-relationelle tilgang tilvejebringer et godt udgangspunkt for en sådan teoretisering. Vi må således i forhold til disse regimers sammenbrud bemærke statsmagtens karakter af en social relation og betydningen af politiske kampe - på afstand af staten, indenfor den eksisterende stat og for at forandre den - er ligeså relevant for den demokratiske revolution i Øst som i Vest. I særdeles viste kampene på afstand af staten (selv når de antog en i bund og grund fredelig karakter og de en lille smule mere - og hvor meget betyder ikke dette lille ord „lille" - massedemonstrationer og symbolske generalstrejker) i forhold til de statssocialistiske regimers sammenbrud hvor meget, statsapparaterne og statsembedsmændene var blevet internt splittede, og kommet op at toppes med hinanden. Sådanne kampe intensiverede de indre konflikter indenfor statsapparatet - hvilket forårsager en destabilisering og passivisering af de repressive apparater,10 en polarisering af de lavere embedsmænd og kommunistiske partifunktionærer for og imod massernes krav, og tvinger hele systemet i defensiven. Massebevægelserne skulle holdes igang af konflikter, og her spillede den kroniske økonomiske krise og de aldrende partilederskaber en central rolle. En mere tilbundsgående analyse af de konkrete (og hurtigt skiftende) konjunkturer i de enkelte lande er selvfølgelig nødvendig for at vise samspillet mellem de forskellige faktorer fra det ene tilfælde til det andet. På samme måde må vi med hensyn til den neo-liberale udvikling efter sammenbruddet (i det mindste udenfor Sovjetunionen) huske på, at Poulantzas fremhævede det ligeså skuffende udfald af revolutionerne i Grækenland, Portugal og Spanien, der var et resultat af venstrefløjens manglende evne til at hegemonisere kampen for demokrati. Eftersom det var overgangen til liberalt demokrati, der definerede den umiddelbare handlingshorisont i Syd-
63
europa, og ikke overgangen til socialisme, så anbefalede Poulantzas at venstrefløjen tog føringen i formuleringen af de demokratiske krav. Den manglende evne til at gøre dette ville betyde, at højreorienterede og etatistiske kræfter ville hegemonisere demokratiseringsprocessen og dermed underminere chancerne for en senere udvikling mod en demokratisk socialistisk fremtid. De problemer som de demokratiske socialistiske kræfter i de østeuropæiske lande stod overfor var endda endnu større, idet den repressive og bureaukratiske etatisme i disse lande havde svækket det civile samfund. Så selvom svage sociale bevægelser kunne få internt splittede socialistiske statsregimer til at bryde sammen, så manglede de en organisatorisk og strategisk evne til at hegemonisere kampen for demokratisering. Dette er særlig klart i og med den hurtige absorbering af Østtyskland i et forenet Tyskland under den vesttyske kapitalismes hegemoni; men den samme historie ser man i andre østeuropæiske lande, hvor kapitalistiske interesser støtter op bag højreorienterede og neo-liberale kræfter. Alle de dilemmaer og problemer, som Poulantzas forudså i forbindelse med forsøget på at kombinere sociale bevægelser og partiorganisationer, direkte demokrati og repræsentative institutioner, er særdeles tydelige i Østeuropa. Og de kompliceres yderligere af, at statsapparatets sammenbrud hindrer det i at fungere som en støtte for de sociale bevægelsers initiativer og for de kampe, der på afstand af staten forsøger at bevare venstrefløjens momentum i overgangsprocessen. Så ligesom i de sydeuropæiske lande, som Poulantzas studerede, så er de politiske betingelser tilstede for en gradvis udvikling mod bureaukratiske og etatiske regeringsformer.
5. Konkluderende bemærkninger Jeg har i dette kapitel forsøgt at vurdere originaliteten, betydningen og aktualiteten af Poulantzas. Jeg er af den overbevisning, at Poulantzas var den mest originale vestlige marxistiske statsteoretiker i efterkrigstiden, og jeg har begrundet denne originalitet både i hans placering i skæringspunktet mellem tre teoretiske strømninger og i ret så specifikke politiske kampe. Jeg har også bemærket, at denne originalitet med beklagelse i det store hele har været overset og om ikke så langsomt gået i glemmebogen. Dette faktum afspejles i hans teoretiske og politiske indflydelse. Skønt Poulantzas havde en stor betydning for formuleringen af dagsordenen indenfor statsteorien i 1970'erne, så er hans løsninger, på de problemer han identificerede, kun sjældent blevet accepterede. Siden hans tragiske død i 1979 er hans betydning blevet marginal indenfor de fleste områder. Men jeg har hævdet, at Poulantzas' værker på trods af denne nedtur (som selvfølgelig var tæt forbundet med den mere generelle krise for den marxistiske teori og de kommunistiske partier og på det seneste med de stalinistiske regimers sammen-
64
brud) stadig skal behandles med respekt, og tages alvorlig fordi de problemer, som han adresserer, stadig er aktuelle, og de argumenter og idéer han foreslår stadig er gældende. Det er derfor, jeg vil konkludere, at Poulantzas både er klassisk og nutidig. Vi skal selvfølgelig ikke bare acceptere det, som Poulantzas skrev, passivt og ukritisk som et salmevers. Dette gælder i høj grad for hans lident udviklede analyse af politiske økonomiske problemstillinger (som i dag behandles af reguleringsteorien) og af ideologiske problemstillinger (behandlet indenfor den althusserianske strukturalisme som til stadighed dekonstrueres af diskursanalysen). Men vi kan betragte hans værker som en kilde til videreudviklingen af den statsteoretiske tradition. Behandles de kritisk kan de hjælpe os til at gøre teoretiske fremskridt ikke bare i forhold til traditionelle samfundscentrerede analyser men også i forhold til nyere statscentrerede analyser. Endelig forbliver den en vigtig kilde til politisk inspiration. Det er ikke et spørgsmål om at grundlægge en personkult. Det er snarere et spørgsmål om at fortsætte et ufærdigt værk der stræbte efter en grundliggende teoretisk revolutionering af den marxistiske statsteori. Vi skal behandle hans værker i den samme kritiske ånd, som Poulantzas tacklede hans egne såvel som andres studier. Vi skal således kigge efter de teoretiske brud i hans værker, fylde hullerne, vurdere relevansen af nye problemer og teoretiske strømninger, og udvikle dem i nye retninger. Men vi skal også forsøge at undgå den teoreticisme, der har deformeret og fordummet mange marxistiske teorier og forsøge at forbinde den teoretiske analyse med politisk strategi. Poulantzas kæmpede selv en lang og sej kamp for enhed på venstrefløjen i Frankrig og Grækenland, og forsøgte at tilvejebringe de teoretiske forudsætninger for en effektiv strategi for en demokratisk vej til demokratisk socialisme ud fra de betingelser, som det nuværende kapitalistiske samfund stiller. Dette var så sandelig noget at kæmpe for. Konklusionen er, at selvom hans teoretiske værker bedrøveligvis er oversete i dag (på nær lige spredte referencer til Poulantzas/Miliband-debatten hvis relevans i dag stort set er lig nul), så vil jeg stadig hævde, at det betaler sig at studere og udvikle dem. For når man ser på den politiske udvikling i dag, hvem kan så tvivle på relevansen af hans strategi? I denne forstand er Poulantzas' bidrag stadig gyldigt og stadig vitalt. Men det ville være forkert at tilskrive denne indflydelse udelukkende til Poulantzas. Han var trods alt blot en del af en generel bevægelse henimod en venstre-eurokommunistisk position. Måske er det muligt at fortsætte hans studier ved at deltage i denne generelle bevægelse, til hvilken han bidrog, og af hvilken han blev inspireret.
Litteratur Althusser, Louis (1969). For Marx, London: Unwin Hyman.
65
Anderson, Perry (1976). Considerations of Western Marxism, London: Verso Press. Anderson, Perry (1983). In Tracks of Historical Materialism, London: Verso Press. Bhaskar, Roy (1989). Reclaiming Reality, London: Verso Press. Callinicos, Alex (1989). Marxist Theory, Oxford: Oxford University Press. Carchedi, Guglielmo (1975). 'On the economic identification of the new middle class, Economy and Society, vol. 4, pp. 1-86. Cohen, Gerry A. (1978). Karl Marx's Theory of History, London: Oxford University Press. Cutler, Anthony m.fl. (1977). Marx's Capital and Capitalism Today, London: Routledge and Kegan Paul. Gramsci, Antonio (1971). Seleetions from Prison Notebooks, London: Lawrence and Wishart. Hindess, Barry (1988). Rationality, Choice and Action, London: Unwin Hyman. Jessop, Bob (1985a). Nicos Poulantzas: Marxist Theory and Politicai Strategy, London: Macmillan. Jessop, Bob (1985b). The non-strucuralist legacy of Poulantzas', i Appignanesi (red.) Ideas from France: the Legacy of French Theory, London: Institute of Contemporary Arts, pp. 38-41. Jessop, Bob (1990). State Theory: Putting States in Their Place, Cambridge: Polity. Keane, John (1988). Democracy and Civil Society, London: Verso Press. Laclau, Ernesto (1977). Politics and Ideology in Marxist Theory, London: NLB. Laclau, Ernesto og Chantal Mouffe (1985). Hegemogy and Socialist Strategy, London: Verso Press. Luhmann, Niklas (1982). The Differentiation of Society, New York: Columbia University Press. Mann, Michael (1983). The autonomous power of the state', Archives Européenes de Sociologie, vol. 25, pp. 187-213. Miliband, Ralph (1970). 'The Capitalist State - reply to Poulantzas', New Left Review, vol. 58, pp. 53-60. Miliband, Ralph (1973). 'Poulantzas and the capitalist state', New Left Review, vol. 82, pp. 83-92. Poulantzas, Nicos (1967). 'Marxist political theory in Great Britain', New Left Review, vol. 43, pp. 57-74. Poulantzas, Nicos (1968). Politicai Power and Social Classes, Lordon: NLB. Poulantzas, Nicos (1969). 'The problem of the capitalist state', New Left Review, vol. 58, pp. 67-78. Poulantzas, Nicos (1974) Fascism and Dictatorship, London: New Left Books. (Udkom oprindeligt i Frankrig i 1970).
66
Poulantzas, Nicos (1975). Classes in Contemporary Capitalism, London: New Left Books. (Udkom oprindeligt i Frankrig i 1974). Poulantzas, Nicos (1976a). Crisis of Dictatorship, 2. udg., London: New Left Books. Poulantzas, Nicos (1976b). The capitalist state',New Left Review, vol. 95, pp. 63-83. Poulantzas, Nicos (1978a). State, Power, Socialism, London: Verso Press. Poulantzas, Nicos (1978b). 'Les theoriciens doivent retournes sur terre', Les nouvelles litteraires, juni. Poulantzas, Nicos (1979a). 'L'etat, les mouvements sociaux, le parti', Dialectiques, vol. 28, citeret fra Repéres: hier et ajourd'hui, Paris: Maspero, pp. 165-83. Poulantzas, Nicos (1979b). 'La crise des partis', Le Monde Diplomatique, september. Poulantzas, Nicos (1979c). 'Interview with Nicos Poulantzas', Marxism Today, maj. Poulantzas, Nicos (1979d). 'Es geht darum mit der Stalinistichen Tradition zu brechen', Procla, vol. 37, pp. 127-40. Poulantzas, Nicos (1979e). 'Is there a crisis in Marxism?', Journal of the Hellenic Diaspora, vol. 6, pp. 7-16. Poulantzas, Nicos (1980). 'La déplacement des procedures de légitimation', i Université de Vincennes (red.) Le Nouvel Ordre Intérieur, Paris: Moreau, pp. 138-43. Prezzolini, Giuseppe (1967). Machiavelli, London: Robert Hale. Przeworski, Adam (1977). 'Proletariat into a class: the process of class formation from Karl Kautsky's The Class Struggle to recent discoveries', Politics and Society, vol. 7, pp. 343-402. Roemer, John (1986). Analytical Marxism, Cambridge: Cambridge University Press. Skocpol, Theda (1985). 'Bringing the state back in: Strategies of analysis in current research', i Evans m.fl. (red.) Bringing the State Back In, Cambridge: Cambridge University press, pp. 3-37. Wood, Ellen M. (1985). The Retreat from Class: a New 'True' Socialism, London: Verso Press. Wright, Eric O. (1978). Class, Crisis, and the State, London: Verso Press
Noter 1
Artiklen har tidligere været publiceret i Studies in Political Economy, vol. 34, pp. 75-108, 1991. Indeværende udgave baserer sig på en tidligere version af artiklen, og er oversat af Jacob Torfing.
67
2
Denne artikel er skrevet i forbindelse med en konference i Berlin, november 1989, i anledning af tiåret for Nicos Poulantzas' død. Den er blevet revideret siden da under indtryk af begivenhederne i Østeuropa og i lyset af venskabelig kritik fra forskellig side.
3
Se specielt Poulantzas 1969 og 1976b; Miliband 1970 og 1973.
4
Dette var især tilfældet med hensyn til såvel arbejderklassens præcise afgrænsning, størrelse og fortsatte primat som med hensyn til karakteren og den politiske betydning af den nye middelklasse.
5
For et særligt hånende angreb mod Poulantzas' påståede bidrag til afmonteringen af arbejderklassen og udviklingen af en ny „sand" socialisme se Wood, 1985: 25-46.
6
Wood beskylder også Poulantzas for at mene, at staten har fået en dominerende rolle i den økonomiske udbytning. Se Wood, 1985:40-1. Men hun overser det faktum, at Poulantzas brugte begrebet „økonomisk" i to betydninger: liberale markedskræfter og organiseringen af produktionen. Hans analyse angående de nævnte forskydninger refererer alene til svækkelsen af de frie markedskræfter til fordel for statens stadig mere centrale rolle i medieringen af relationerne mellem private kapitaler i senkapitalismen. Se iøvrigt Jessop, 1985a: 84-7.
7
Denne formulering stammer selvfølgelig fra Gramscis analyse af staten: Han definerer staten i dens integrale forstand som „det politiske samfund + det civile samfund" (Gramsci, 1971). På samme vis analyserede Poulantzas klasserne ud fra deres udvidede reproduktion (1974, 1978a). Med undtagelse af hans åbenlyst politicistiske og ideologiske opfattelse af småborgerskabet i Fascism and Dictatorship (1974), så har han altid defineret klasserne udfra de sociale relationer bestemt af økonomisk udbytning, ejendomsrets og kontrol. Samtidig har han understreget, at institutionelle ordener (især staten) er dybt involveret i reproduktionen af de sociale produktionsrelationer.
8
Denne tradition understregede fusionen af staten og monopolkapitalen i en mekanisme, der sikrer den økonomiske udbytning og politiske dominans til skade for ikke kun de folkelige masser, men også den ikke-monopoliserede kapital.
9
Dette er ikke stedet til at diskutere, hvorvidt disse regimer bedst kan beskrives som militærdiktaturer; pointen er snarere at understrege den uventede karakter af deres kollaps. For en kritik af Poulantzas' analyse af disse regimer, se Jessop, 1985a.
10
I det omfang ubevæbnede borgere kan storme hovedk vartererne for det hemmelige politi i jagten på beviser for korruption.
68
Staten i det internationale system Birthe Hansen
Fra 1945 til 1989 var verdenspolitikken præget af de to supermagter og deres mange kernevåben. En stor del af International Politik-forskningen fremhævede disse to faktorer i analyser og teoribygning. Med det sovjetiske sammenbrud som supermagt sidst i 1980' erne blev hele den politologiske forskning imidlertid mødt med en stor udfordring: Hvordan analyserer man verden efter den kolde krig? Hvad sker der med begreberne og verdensfreden? Og hvilke teorier overlevede afslutningen på den kolde krig og våbenkapløbet? Formålet med denne artikel er at argumentere for værdien et internationalt strukturbegreb og dermed vægten på stater som ensartede aktører, når det drejer sig om international politik. Det sovjetiske sammenbrud og udviklingen i verdenspolitikken viste, at en stor del af statsforståelsen i traditionel statsteori er kommet til kort, og at den neorealistiske strømning inden for International Politik har vist sig sejere og mere frugtbar end de fleste af dens konkurrenter. Hvad enten man i sin tid lagde vægten på, at verden var rå og spændt fordi Sovjetunionen var ekspansionistisk (som i dele af statsteorien) eller fordi Sovjetunionen var kommunistisk (som i den realistiske IP-tænkning), har øst-supermagtens bortfald vist, at dens indre særtræk ikke var grunden. De neorealistiske udgangspåstande bygger i korte træk på iagttagelsen af, at stater har en tendens til at opføre sig ens, når det handler om deres forhold til andre stater. Det gælder uanset, om det er Rafsanjanis Iran eller Rabins Israel. Derfor kan det i en række tilfælde være frugtbart at behandle stater som ensartede aktører. Når man betragter stater over tid, viser det sig dog, at deres ensartede adfærd varierer. Men også variationerne er der mønstre i. Derfor kan det være frugtbart ikke kun at behandle stater som ensartede aktører, men også at analysere de varierende mønstre i deres adfærd ved hjælp af et strukturbegreb. Det er når det gælder staternes indbyrdes relationer - det sikkerhedspolitiske område, at der især er perspektiv i at analysere stater som ensartede
69
aktører ved hjælp af et strukturbegreb. Der skal man lede efter forhold, der primært ligger uden for staterne selv, når man vil analysere udfald i nternational politik. Ophavsmanden til den neorealistiske model er den amerikanske politolog Kenneth Waltz. Modellens basis er den såkaldte neorealisme, som blev fremstillet i hans hovedværk fra 1979 Theory of International Politics. Waltz toppede det amerikanske citationsindeks i 1980' erne, og indlæggene både for og imod hans model har været mange. Den kolde krigs afslutning viste, at Waltz' model er lige så effektiv, som den er simpel. Meningen er nu at se nærmere på, hvorfor stater tendentielt handler ens i deres indbyrdes forhold - ligegyldigt hvilke interne magtforhold, ideologiske holdninger eller historiske forhold, der gør sig gældende i de enkelte stater, og hvorfor strukturbegrebet tilfører denne form for statscentrisme noget værdifuldt. I forhold til modellens forenelighed med andre teorier indføres begrebet 'strategisk selektivitet', der er konsistent med de neorealistiske påstande og som let vil kunne anvendes også i andre sammenhænge (som f.eks. i kombination med elementer af klassisk statsteori, hvis man ikke ønsker 'den rene vare'). I fremstillingen heraf redegøres først for de centrale påstande og begreber i neorealismen, dernæst stilles disse i forhold til modeller, der har udgangspunkt i de enkelte statsdannelser, og endeligt diskuteres nytten af begrebet om strategisk selektivitet. I argumentationen anvendes en række eksempler fra Mellemøsten, kernevåbenpolitikken og Sovjetunionen.
1. Neorealismens særtræk Frem til 1970' erne var magtbalancetænkningen inden for international politik domineret af den realistiske tradition. Realisterne1 kendetegnes ved metodisk at tage udgangspunkt i de enkelte stater, når udfald i de interstatslige forhold skal forklares. Indholdsmæssigt kendetegnes realisterne ved den centrale påstand, at stater søger magt, og at staters magtressourcer er udslaggivende for, hvorvidt de når deres mål. Waltz' projekt bestod i at tilføre den realistiske tradition en system-strukturel metode. Waltz tager udgangpunkt i systemteorien, hvorfra han især drager paralleller til markedet. Dette er dog principielt set et 'tilfælde', eftersom pointen er, at man abstrakt kan forklare og forudsige udfald i et system, såfremt man identificerer dets struktur og enheder - og holder disse adskilt (Waltz, 1979: kap.3). Indholdsmæssigt karakteriseres teorien ved tre centrale påstande, som er særlige for den neorealistiske strømning: For det første at der kan konstrueres en specifik teori om det internationale system. Forklaringen på udfald i systemet skal primært findes i dets struktur, der er anarkisk. For det andet at systemets enheder (primære aktører) er staterne, der på den anarkiske baggrund balancerer deres magt. For det tredje at antallet af større
70
magter, som udpeges på baggrund af deres relative styrke i systemet, er udslaggivende for den givne strukturs specifikke form. Det er en central antagelse i neorealismen, at stater kan analyseres som det internationale systems ensartede og eksklusive aktører. Begge kvaliteter har været genstand for megen diskussion: Kan staten behandles som den eneste aktør, eller skal der opereres med flere typer ikke-statslige aktører, og kan staten behandles som enhedsaktør, eller skal den splittes op i forskellige elementer. Her diskuteres alene spørgsmålet om staten som enhedsaktør, idet den statsteoretiske vinkel fastholdes: Der fokuseres alene på det internationale politiske system, hvori udfald forklares med henvisning til statslige beslutninger. Som udgangspunkt for sin model påviser Waltz, at en række udfald i de mellemstatslige relationer gentager sig, uanset hvilke stater der er indblandet og hvilke særtræk, der karakteriserer dem. Derfor mener Waltz, at forklaringer på udfaldene skal findes i noget, som ligger uden for staterne selv, det vil sige i den måde, de forholder sig til hinanden på. For at omsætte denne tankegang til en teoretisk model, konstruerer Waltz et internationalt system. Systemet2 defineres som et sæt af interagerende enheder, hvor strukturen - systemniveauet - gør det muligt at forestille sig enhederne i en indbyrdes orden. Enhedsniveauet udgøres omvendt af enhederne, som i dette tilfælde er staterne, og formålet er at vise, hvordan de to niveauer fungerer og interagerer (Waltz, 1979: 40). Modellen hævder alene at kunne forklare udfald i international politik. Ligeledes retter den sit fokus mod en bestemt type udfald, som Waltz anser for store og vigtige, nemlig systemets skæbne - opretholdelse eller transformation - og forholdet mellem krig og fred for enhederne; det vil sige staternes sikkerhedspolitik i klassisk forstand. Modellens anvendelsesområde er altså ikke ubegrænset. Ved at analysere stater som ensartede eneaktører får man ikke hele sandheden om de enkelte stater og deres adfærd, men man kan få en del at vide om udfaldene af deres handlinger under ydre pres. Man får sat staters muligheder - og mangel på muligheder - for strategiske valg i relief ved at rette opmærksomheden mod de internationale forhold.
2. Staten som enhed Stater er altså, i modelteknisk forstand, at betragte som enheder i et system. Det mest grundlæggende træk ved systemet, der er afgørende for forholdet mellem stater, anses af neorealisterne for at være anarkiet, det bestemmes som fraværet af en højere autoritet. Da der ikke er nogen autoritet, der sørger for ro og orden, og som staterne vil kunne tilkalde, når de har problemer, tvinges de til at klare sig selv. Det er op til staterne selv at sørge for deres sikkerhed, og deres primære, eksterne instrument hertil er dannelsen af alliancer
71
med andre stater. Anarkiet som vilkår betyder imidlertid også, at det er muligt at analysere staterne som ensartede aktører, for de må alle varetage samme funktion, nemlig at klare sig selv. Essensen i den neorealistiske statsopfattelse er altså, at stater, på basis af deres funktion, er enheder, der søger overlevelse/position i et anarki. Resultatet af, at hver enkelt stat varetager sin sikkerhed, bliver, at enhederne balancerer hinandens magt. Herefter fremhæver Waltz, at nødvendigheden af at klare sig som funktion ikke er det samme som evnen til at gøre det. Nogle stater er stærkere end andre, og nogle få – supermagterne3 - er så stærke, at de i et vist omfang er stærke nok til at sætte dagsordenen for de øvrige. Og det er af grundlæggende betydning for den måde, enhederne forholder sig til hinanden på. Waltz opstiller to forudsætninger for, at enhederne vil balancere deres magt i det internationale system: Dels, at de handler på den anarkiske baggrund, og dels at de som minimum søger overlevelse - som maksimum er der ingen teoretiske begrænsninger. Er disse to forudsætninger opfyldt, vil enhederne indgå i en stadig magtbalancering, hvor den centrale balance vil virke mellem supermagterne. Disse vil forsøge at forsvare og udbygge deres interesser og internationalisere egne normer, og dette vil påvirke resten af systemet, eftersom netop supermagterne har også evnen til at fremme deres mål.
3. Det neorealistiske strukturbegreb I diskussionen af det neorealistiske strukturbegreb er det nærliggende først at stille spørgsmålet om, hvad det så er, strukturen kan: Den kan gøre det muligt at behandle variationer i de vilkår, som enhederne handler ensartet på. Tesen er, at magtbalanceringen tager forskellige former efter, hvor mange større magter der er i verdenspolitikken. Waltz' strukturbegreb er tredelt, og strukturen beskrives ved hjælp af tre indholdsmæssige påstande: At de mellemstatslige relationer præges af, der ikke er nogen overstatslig autoritet og denne anarkiske baggrund fører til selvhjælpsadfærd, at den funktionelle differentiering blandt enhederne er ensartet, og at fordelingen af enhedernes relative kapabilitet (deres samlede styrke) er afgørende for den orden, der konstituerer det konkrete system og den form for balancering afmagt, der følger det almene anarki. Derved bliver polariteten det afgørende, strukturerende element bag staternes adfærd. To af strukturbegrebets elementer er således mere bestandige, mens det tredje varierer - med antallet af supermagter - i sin konkrete form. Det er ikke muligt at tage og føle på hverken struktur eller system. Systemet er en abstraktion, der skal gøre det muligt at analysere en kompleks og varieret verden. Derimod forventes det at være muligt at iagttage konkrete forhold og udviklinger, der modsvarer de strukturelle effekter. For eksempel har effekten af struk-
72
turforandringen sidst i 1980' erne, hvor verden oplevede forandringen fra to supermagter til en, yderst håndgribelige pendanter som den amerikanskledede intervention i Golfkonflikten 1990-91, optagelsen af de tidligere Sovjettro østeuropæiske stater i det nordatlantiske samarbejdsforum NACC, Tysklands samling og Partnerskab-for-fred-strategien. Ligeledes illustrerer FNs virkemåde og bud på konfliktløsninger, at det mellemstatslige samarbejde ikke går videre, end den/de ledende magter kan acceptere. Kravene til, at de centrale aktører, supermagterne, kan indtage deres positioner er dels omfattende, dels ikke umiddelbart kvantificerbare hos Waltz. Man kan kende en supermagt når man ser en, mener Waltz. Man vil da vide, at supermagten har scoret højt på alle de følgende kriterier: „Size of population and territory, resource endowment, economic capability, military strength, political stability and competence" (Waltz, 1979: 131). Hvis en sag er dem magtpåliggende, vil supermagter i stor udstrækning alene ved at ligge, hvor de gør, underordne mindre stater deres vilje. Deres potentialer vil være synlige, og desuden vil de have en lang række instrumeter, der kan anvendes i interessevaretagelsen. Men en skærpet magtkamp mellem de ledende stater vil typisk afspejles i, at disse demonstrerer deres militære styrke: „Force is least visible where power is most fully and most adequately present. Power maintains an order; the use of force signals a possible breakdown" (Waltz, 1979: 185). Det er imidlertid kendetegnende for det internationale system, at de konflikter, der udspringer af staternes 'selvhjælpssituation', mellem kernevåbenmagter ikke længere ender i den ellers altid latente krigsførelse på slagmarken men i stedet ved forhandlingsbordet. Dette skyldes en række særlige karakteristika ved kernevåbnene (Heurlin, 1986, 1990). Waltz og Heurlin peger på kernevåbnene som en - og indtil videre den eneste - faktor på enhedsniveauet, der tilsidesætter de strukturelle faktorer (Waltz, 1981). Det sker ved kernevåbnenes ødelæggelseskraft. Ikke alene ødelægger de potentielle, ønskede erobringer for ihændehaver, men efter sikringen af den gensidige ødelæggelsesevne (Mutual Assured Destruction - som også eksisterer på langt lavere niveauer end set under den anden kolde krig), risikerer man også egen ødelæggelse, da modparten kan gengælde et slag. Dette strider mod, at stater, som det er antaget, før yderligere gevinster søger egen overlevelse. Denne - for mange lige lovligt logiske - argumentation har hidtil overlevet den internationale udvikling, hvilket kunne ses i forbindelse med START-aftalen. Her afgjorde efterkrigstidens bipolære magter slaget om den ledende position ved forhandlingsbordet (Hansen, 1991). De enorme mængder af kernevåben blev ikke brugt som militære våben men som forhandlingsbrikker i den konflikt, der med et neorealistisk udgangspunkt kunne forventes mellem to ledende magter med konkurrende ambitioner. Med strukturbegrebet sætter Waltz sin teori i modsætning til 'reduk-
73
tionistiske' teorier, hvor helheden forstås gennem kendskab til dens enheders egenskaber og interaktion (Waltz, 1979: 18). Det vil sige teorier/modeller som i den realistiske strømning, hvor udgangspunktet er den enkelte stat med dens særtræk eller samspillet mellem flere staters politik: „If the organiation of units affects their behavior and their interactions, then one cannot predict outcomes or understand them merely by knowing the characteristics, purposes, and interactions of the system's units" (Waltz, 1979: 39). Waltz peger på to forskellige strukturformer, der kan anvendes til analyse af forskellige internationale magtkonstellationer: Den bipolære og den multipolære. Hertil kan man, i lyset af den internationale udvikling sidst i 1980' erne, tilføje endnu en form - den unipolære.4
4. Strukturelle former De nævnte variationer af strukturens form baserer sig på forskellige former for magtkoncentration blandt staterne, som medfører forskellige effekter på magtbalanceringen og dermed forskellige udfald i international politik. Strukturen er det vigtigste, organiserende princip for udfald i internationale politik, og derfor må det forventes, at udfald der struktureres på een måde adskiller sig fra udfald, der struktureres på en anden. Forskellige polære verdensordener fører således til forskellige ydre betingelser for staters selvhjælp, det vil sige antallet og karakteren af konfliktlinier, potentielle aggressorer og allierede. Den unipolære variant, som kun er sparsomt omtalt i litteraturen, kendetegnes ved, at der kun er en supermagt. Unipolen indtager sin position ved, at den er relativt stærkere end andre stater, men i den særlige unipol-situation bliver det relevant at tale om også absolut magt inden for den neorealistiske ramme, hvis der skal opstilles hypoteser for udfald i et sådant system - fordi den har en så central placering i systemet (Hansen, 1993). Det kan forventes, at denne supermagt - rollen som eneleder taget i betragtning - vil indtage en temmelig skrøbelig position: Hvis dens relative magtforspring er stort, vil andre stater danne en strategisk modalliance. (En meget stærk unipol kan dog i yderste konsekvens ændre systemets organiserende princip fra anarkisk til hierarkisk.) Hvis unipolens forspring er lille, vil den kun vanskeligt kunne klare sine forpligtelser og opretholde sin indflydelse og andre større stater vil kunne vinde ind på dens position. I dag anses US As unipol-stilling af Krauthammer som manifesteret efter Golfkrigen men tidsmæssigt begrænset, og en ny systemtransformation til multipolaritet imødeses i løbet af få år (Krauthammer, 1991). Andre ser unipolariteten som en omend mindre langvarig og mere skrøbelig variation af international styrkefordeling end bipolariteten men som en autentisk tilstand (Heurlin, 1990a og Hansen, 1993). Bipolariteten kendetegnes ved, at to ledende magter deles og kæmper om
74
verden. Formen anses traditionelt for at være meget stabil, da den skaber en verden, hvor magtforholdene relativt sjældent udfordres. Konfliktlinierne er færre og mere klare, ligesom antallet af potentielle aggressorer og det mulige antal alliancer nedsættes. Det understreges dog, at to supermagter aldrig kan forene sig i forsøget på at realisere deres gensidigt overlappende og dermed udelukkende interesser og ambitioner. Det forventes imidlertid, at de på grund af deres størrelse vil følge en mere stabil magtudvikling end andre, og dermed vil bipolære magtforhold vise sig mere sejlivede end andre. Endelig kendetegnes en multipolær verden ved mange trusler, alliancemuligheder og lav gennemsigtighed. Dermed øges antallet af konflikter, som kan medføre ændringer af magtforholdene og påvirker alliancedannelsernes antal og intensitet, da staterne må beskytte sig til flere sider. Den tydeligste måde at illustrere fordelene ved at anvende strukturbegrebet ses ved at sammenligne flere strukturelle varianter. Strukturændringer finder sted, når antallet af stormagter ændrer sig. Et eksempel kan derfor gives med udgangspunkt i de ændringer, der har fundet sted, efter at Sovjetunionen brød sammen som supermagt og verden så sig udstyret med kun en supermagt i stedet for to. Mens bipolariteten dominerede verdenspolitikken, var også de regionale magter knyttet til hver sin supermagt. Udsving i de mindre staters tilhørsforhold - d.v.s. mobilitet mellem blokkene - var primært afhængigt af styrkeforholdet mellem polerne, konkurrencens intensitet og af, om de pågældende stater var placeret på supermagternes dagsorden. Hvis vi ser på Mellemøsten, er det blevet anset for utænkeligt, at Syrien og Israel skulle stå på samme side, og at de arabiske lande så uproblematisk skulle indgå i en amerikansk-ledet fredsproces, som de gjorde under og efter den anden Golfkrig. Da fredsprocessen startede, blev Syrien stadig regeret af Hasef alAsad i Bat'h-socialismens navn, og i Israel var Likud-koalitionen stadig ved magten med sin standhaftige variant af zionismen som grundlag. I begge lande har det andet land fremstået i establishments politik som ærkefjenden. Syrien har været sovjetisk klientstat, mens Israel har været et amerikansk, strategisk brohovede i regionen. Hvis man hertil lægger, at USA i årevis har nedlagt veto mod, at FNs resolutioner om palæstinensernes rettigheder blev gennemført for at komme sin allierede Israel imøde, men under fredsprocessen i stedet har presset Israel til det yderste og talt palæstinensernes sag, bliver det klart, at der må være sket et eller andet. I ingen af af de nævnte stater er det sket ændringer på de indenrigspolitiske variable, der af mange traditionelt anses for at være udslagsgivende for deres udenrigspolitik. Derfor når man ikke langt nok, hvis man som realisterne tager udgangspunkt i påstanden om, at stater er magtsøgende og anvender den enhedsbaserede metode med udgangspunkt i den pågældende stats forhold. Magtpåstanden kvalificeres af realisterne med en påstand om staternes evne til at
75
realisere deres mål, som knytter evnen til de pågældende staters magtressourcer. For de nævnte stater gælder det imidlertid, at der ikke havde været væsentlige udviklinger i de enkelte staters magtbaser de seneste fem år. For USAs vedkommende var det muligt at påvise en forværring af økonomien ved at pege på stigningen i balanceunderskuddene - men samtidigt øgede USA sit eksterne engagement ved både at gå i krig i Golfen og initiere fredsprocessen på den frugtbare halvmåne. Det er altså ikke muligt at forklare den mellemøstlige udvikling og USAs politik med henvisning til ændrede styreforhold og ideologi internt eller til de absolutte udviklinger (knyttet til egenskaber ved enhederne) i staternes kapacitet. Det er de relative kapabilitetsforskydninger, der er udslaggivende, og der, hvor der kan iagttages en ændring er netop i den amerikanske kapabilitet i relation til den sovjetiske. Før var USA og Sovjetunionen ligestillede, når man betragtede deres kapacitet i relation til andre staters. I dag er det kun USA, der udmærker sig ved det relative forspring, der gør den til en supermagt. USA har således bevæget sig fra en position, hvor landet som den ene af to supermagter måtte varetage partsinteresser til som eneleder at måtte varetage almene interesser. Derfor er en omlægning af den amerikanske politik i forhold til de øvrige stater, herunder de mellemøstlige, forventelig. Omvendt må det også forventes, at de mindre stater omlægger deres politik, efter som de nu ikke har to supermagter at vælge mellem eller en supermagtskonflikt at tage hensyn til, men befinder sig i en verden med kun en supermagt, som de må deles om. Ændringer i antallet af supermagter forårsages af udviklingen i de relative magtforhold. Hvis en supermagts kapabilitet i relation til de øvrige stater ændres (gennem egen svækkelse eller andres styrkelse, gennem krig eller udvikling) vil også dens position ændres. De udviklinger, der hver især vil kunne forklares som særtilfælde ved hjælp af enhedsbaserede modeller, vil i et neorealistisk perspektiv kunne forklares med henvisning til den internationale struktur - og langt hen ad vejen også forudsiges.
5. IP-forskningen var bipolær og delt Bipolær er det gængse - og særligt neorealistiske - udtryk for den gamle verdensorden med de to supermagter, hvor USA og USSR hver især tiltrak en gruppe mindre stater og stødte hinanden fra sig. Faktisk brugte de fleste termen på et eller andet tidspunkt, men langt fra alle mente, at bipolariteten var det vigtigste begreb - redskab, når man skulle analysere verdenspolitikken. Tilhængerne var centreret om neorealismen, primært Waltz' Theory of International Politics. Bogen var som nævnt et velskrevet og enkelt argument for, at denne verden er en rå verden, men at fraværet af en overstatslig autoritet sikrer staterne en vis form for frihed og sikkerhed. Når man skal
76
analysere verdenspolitikken er det første man skal gøre, at tælle supermagter. Antallet af supermagter er afgørende for, hvor stabil verdensordenen er, hvor sikkert det er at leve i den internationale dagligdag, og hvem der vil alliere sig med hvem. Kort sagt en teori om liv og død blandt opfindelsen suveræne stater. Waltz mente, at bipolariteten var den bedste af alle verdener, i hvert fald i den forstand, at kun to supermagter - i modsætning til mange - sikrede en vis overskuelighed i de internationale forhold. Dermed blev risikoen for krig ved misforståelse eller fejlkalkulation nedsat. Ikke alle var enige med Waltz. En bred strømning hævdede, at man skulle forklare den lange fred efter 1945 med fremkomsten af atomvåbnene. Atomvåbnene er så altødelæggende, at de kan gøre det af med både brugerens modpart og ham selv - hvis der altså bare er mere end een stat, der har dem. Derfor tør store stater ikke gå i krig, som de gjorde før i tiden. De er nødt til at samarbejde. Det var argumentetet for at tillægge atomvåbnene en begrebsmæssig forrang. At synspunktet vandt tilhængere er ikke så sært. Efter 1945 var verdenspolitikken præget af to særlige forhold: At der kun var to rigtigt store magter på banen, og at der samtidig var blevet opfundet atomvåben. Desuden oplevede man fyrre år med stormagtsfred, en sjældent lang periode. Waltz selv greb prøvede at skabe et kompromis: Polaritet er stadig afgørende, men atomvåbnene ændrer 'slagets' gang. Stater kæmper stadig, men nu gør atommagterne det med kolde krige i stedet for varme. Tankegangen blev udviklet og raffineret. Bertel Heurlin udviklede en atomvåben-model under den kolde krig. Atomvåben er politiske våben, var i korthed budskabet. I bogen Kontrol med Kernevåben argumenteres der for, at atomvåbnene på den ene side var supermagternes fælles ven i forsøget på at dominere deres omverden, på den anden side var de deres fælles fjende, som de sammen måtte undgå at se brugt. På den måde blev våbnene centrale i verdenspolitikken, selv om deres ejere ikke turde bruge dem militært. Andre teoretikere så bort fra, at der var anarki og atombomber mellem staterne. De kiggede - som statsteoretikerne - ind i de enkelte stater, og så på, hvilke drivkræfter, der kunne findes indeni. En strømning hældede mod at sætte økonomien højest. Fortalerne havde rod dels i marxismen, dels i moderne økonomisk teori - penge er roden til alt. Stater vil ekspandere, være imperialister, hed det sig. Det fører en gang imellem til krige. En anden strømning prioriterede de statslige organiseringer af samfundslivet: Demokrati er en mere sikker form end diktatur. I hvert fald blev det påpeget, gennem optællinger af krige, at demokratiske stater - bortset fra Israel - sjældnere end diktaturer retter forkøbsslag mod andre stater. Til gengæld viste det sig også, at demokratierne ikke holder sig tilbage, når det gælder andre former for krigsførelse. Og så var der dem, der mente, at hele debatten var afsporet og
77
afviste det udgangspunkt, de nævnte strømninger trods alt havde til fælles: At stater vil konflikt. Den såkaldte interdependensstrømning fra 1970' erne og 1980' erne lagde vægt på, at stater i virkeligheden gerne vil samarbejde, og at det er det, de gør, det meste af tiden. Den strømning er senere blevet forsonet med førnævnte Waltz's neorealisme, for hverken Waltz eller andre har benægtet, at stater også samarbejder. Spørgsmålet var, hvorfor de nogle gange går i krig, og hvad ændringer blandt de store betyder for de små. Realismen blev som en af de få IP-teorier formuleret før den bipolære periode og levede på mange måder i bedste velgående med de to supermagter: Teorien om, at stater lever et usikkert liv, vil have magt, og er parat til at slås for det. Hvornår de er det, skal man forstå ud fra deres indre forhold. Den kolde krigs afslutning blev ikke mindst en prøvesag for realismen. Fra 1945 og frem havde det været umuligt at skille bipolariteten og den specifikke sovjetiske politik ad. USSR var jo een af de to poler. Mange realister, især amerikanske, omsatte deres analyse i en opfattelse af, at det kommunistiske USSR måtte bekæmpes, ellers kom der aldrig fred i verden. Indtil 1989 var især disse teorierfremherskende inden for IP. Så skete der noget, der gjorde det muligt for brugerne at vurdere deres teori-valg, i hvert fald i visse henseender. Sovjetunionen gik ned med flaget som supermagt, derefter blev imperiet opløst, og det kommunistiske system forsvandt. Kun atomvåbnene blev tilbage, og de mistede deres altoverskyggende placering i medierne og det politiske liv. Det er ikke så tit, at man har mulighed for at lave store tests af IP-teorier. Men der opstod en mulighed med 1989. Hvad blev der af teorierne, og hvordan kan man analysere den post-sovjetiske verden?
6. Den gamle verdensorden og den ny De teorier, der blev hårdest ramt af det sovjetiske sammenbrud var dem, der kæder forklaring af krige sammen med staternes indre forhold. Det gælder både stats- og IP-teorier. En del var bygget op om kritikken af kommunismen i Øst eller om, at Sovjetunionen grundlæggende var en ekspansionisk konstruktion. Det nye Rusland gik i gang med en demokratisering, kommunismen blev ideologi non grata, og Sovjetunionen forsvandt simpelthen. Fik vi en bedre verden? Vi fik i hvert fald ikke nogen verden uden krige. Kuwait blev invaderet, Balkan bløder og en række andre væbnede konflikter brød ud i årene efter 1989. Den største militære aktion siden 1989 var befrielsen af Kuwait, operation Desert Storm. Den blev planlagt og gennemført af et demokratisk samfund, omend med lidt hjælp fra andre demokratier og en hel del diktaturer. Omkring fyrre stater af alle slags deltog i den multilaterale styrke. Godt nok var indsatsen rettet mod en aggressor, men USA besluttede ikke
78
desto mindre at modgå aggressionen med netop militære midler frem for f.eks. langvarige økonomiske sanktioner. På nær den neorealistiske undtagelse lægger de omtalte teorier vægten på indre faktorer, når krig og fred skal forklares. Det vil sige på træk ved de enkelte stater og deres egenskaber eller udstyr (er de demokratiske, har de kernevåben, stræber de efter magt). Waltz underordner staternes særtræk en ydre faktor, deres indbyrdes organisering: Stater er simpelthen stater, og det afgørende er, hvordan kapaciteterne er fordelt mellem dem. Hvis man er både hårdhændet og firkantet, når man vurderer teorierne med vægt på indre faktorer over for dem med vægt på ydre, må prioriteringen af de ydre faktorer siges at være kommet klart bedst ud af den kolde krig. I hvert fald når det gælder diskussionen af, hvorfor og hvornår stater fører krig. Store stater går i krig, selv om de har kernevåben. De bruger bare andre midler, som store stater jo har mulighed for at have mange af. Det så vi f.eks. under den anden Golfkrig. Det hjalp heller ikke, at vi slap af med de kommunistiske regimer og deres store leder USSR. Men de globale magtforhold ændrede sig, vi mistede den ene af de to supermagter. Een tilbage, kan vi forklare noget med det? Ændringer i antallet af supermagter skulle netop føre til større internationale omvæltninger ifølge Waltz' neorealisme. Omvæltninger kan man roligt sige, at vi har været vidne til de seneste år. Systemskiftet fik konsekvenser på tre måder: For det første ved, at det gamle system hørte op; for det andet ved selve ændringen; og for det tredje ved, at vi har fået en ny styrkefordeling. Hvert af disse trin førte til omvæltninger. Det gamle bipolære system betød, at en række internationale konflikter blev „sat fri", og at aktørerne fik nye muligheder. Det førte til genforeninger - den tyske og den yemenittiske5 - af tidligere skilte parter - og til at andre blev skilt - som i Ex-Jugoslavien. Det førte også til udviklinger i flere af de mellemøstlige konflikter. Palæstina-konflikten havde været låst fast i supermagtsrivaliseringen. Den blev „lukket ud". Grundlaget for Europas deling i Øst og Vest forsvandt. Og en række arabiske lande mistede deres gamle garant og dermed muligheden for at opretholde den tidligere uforsonlige politik over for Israel. Selve forandringen i de internationale magtforhold blev fulgt af kaos og uklarhed. Det var forventeligt, men måske i særlig grad denne gang. Den kolde krig blev sluttet på fredelig og langtrukken vis, forandringen var mere snigende og usynlig end den, der f.eks. fulgte anden verdenskrigs afslutning. Når der er uklarhed om magtforholdene, er risikoen for, at nogle stater forregner sig, øget. Det gjorde Irak, der satsede på at kunne invadere Kuwait uden omverdenens sanktioner. Enesupermagten USA slog imidlertid igen. Et styrket Irak i en strategisk vigtig region kunne få følger for hele det system, som USA havde den bedste plads i og derfor mange aktier i. Omvendt opmuntrede USA parterne på den
79
frugtbare halvmåne til forhandle fred. Med een supermagt, der ønskede ro og fred i stedet for to, der bakkede hver deres parter op, var vejen til forhandlingsbordet ikke svær at få øje på. Alternativet ville være at stå alene mod de andre, som fulgte USA. Og det styrkeforhold er let at gøre op. Foreløbig har vi fået Gaza-Jericho-aftalen om palæstinensisk selvstyre, og Israel og dets naboer er langt i deres forhandlinger. Teoretisk var både statsteorien og IP-verdenen uforberedt på den nye situation og den kolde krigs endeligt. Mange mente, at bipolariteten af den ene eller anden grund ville vare ved. Eller at hvis den blev erstattet, så ville det ikke blive af uni- men af multipolaritet (tilstedeværelsen af mange supermagter). Endelig var der en vis uvilje mod at analysere internationale systemer med kun een supermagt, fordi de dermed fik en række fællestræk med nationale systemer. En supermagt var vel en slags verdensregering, mente flere. Der er dog intet der tyder på, at man ikke kan analysere verdenspolitikken ved hjælp af forestillinger om anarki og usikkerhed, selv om der kun er een supermagt tilstede. Den er godt nok den stærkeste blandt stater, men den har ikke voldsmonopol som en regering. Eller mulighed for at sætte oprørske stater i fængsel og den slags. Derfor er det formentlig umagen værd at udvikle en opskrift på analyse af unipolære systemer. Først skal det imidlertid fremhæves, at der absolut heller ikke er enighed om, hvor mange supermagter, der ville blive resultatet af en optælling idag. Uenigheden bunder både i forskellige supermagtsdefinitioner - hvad skal der til før en stat er en supermagt, og i empiriske opgørelser. I denne sammenhæng er definitionskonflikten den mest interessante. Aktuelt findes der fortalere for mindst tre definitioner: At en supermagt er en stat, der på næsten alle væsentlige områder overgår en hvilken som helst anden stat. At en supermagt er en stat, der er svært bevæbnet med atomvåben. Eller at en supermagt er en stat, der på eet væsentligt område er nummer et i verden. Hvis en stat skal score bredt, får vi kun fat i USA. Tyskland og Japan har f.eks. ikke en dækkende militær kapacitet. Rusland har en for dårlig økonomi, og det samme gælder Kina. Hvis stater skal have et overbevisende atomarsenal får vi to: Rusland og USA. Hvis stater kan kvalificere sig ved hjælp af styrke på et enkelt område, får vi mange. De nævnte plus Kina plus... Og så har vi ikke engang medtaget det operationelle aspekt: Hvor måler man, hvordan de enkelte stater scorer på områder, man har udpeget med sin givne definition.
7. USA som enesupermagt Vi satser på, at der er perspektiver i at analysere verden som unipolær med USA som den eneste rigtige supermagt. Hvad så? Så får vi et billede af en
80
ny verdensorden. Ikke i nogen speciel normativ forstand, men i den forstand, at konflikt- og fredsmønstre er ordnet på en ny måde. Blandt de væsentlige forandringer er de øvrige staters alliancevilkår. Før i tiden kunne de henvende sig til to forskellige supermagter, hvis de manglede afgørende sikkerhedsgarantier udefra. Og nogle gange kunne de spille de to ud mod hinanden. Nu har nogle mistet deres garant, andre må dele den de havde. Risikoen for en storkrig er formentlig mindsket. De større blandt ikke-supermagtsstaterne har fået lidt større spillerum under den foreløbige pax americana. De mindre må som hovedregel ordne mere selv. Dermed må vi forvente en række mindre, lokale konflikter som f.eks. kampen om Bosnien - og fredsslutninger. For de stater, der sad fastlåst i konflikter der var trukket ind i USAs og den gamle Sovjetunions nulsumsspil (den enes gevinst, den andens tab), er nu blevet sat fri - og kan slutte fred, som f.eks. parterne i Mellemøsten. På den måde er vi tilbage ved tiden langt før den kolde krig: Når der kommer nye store magter eller gamle falder fra, så gennemrystes omgivelserne og nye styrkeforhold ser dagens lys. Godt for nogle, slemt for andre. Og på den måde vil vi også opleve den næste store ændring: Når USA udmattes eller udkonkurreres af en eller flere større stater, hvad der formentlig vil ske i overskuelig tid, vil vi få et nyt system - multipolært? - med alle de rystelser, der hører til.
8. Statscentrisme og realisme Vi vender nu tilbage til det statsteoretiske univers. Ovenfor har vi nævnt nogle eksempler på - i en indrepolitisk vægtet sammenhæng - 'afvigende' statsadfærd. Sådanne særtilfælde har statscentristiske strømninger ikke været blinde for, heller ikke under bipolariteten. Her skal blot gives to eksempler. Theda Skocpols doktorafhandling, der behandler eliters adfærd under større revolutioner, peger på behovet for at kunne forklare, hvorfor disse eliter i visse tilfælde handler stik imod deres egne interesser. I Danmark rejste Georg Sørensen omtrent samtidig diskussionen om, hvorvidt marxismen bør indoptage centrale realistiske og interdependensteoretiske påstande for også at kunne anvendes til analyse af internationale forhold, der rækker ud over imperialisme, krig og udvikling (Sørensen, 1980). Fælles for Skocpol og Sørensen er, at de søger at kombinere to statscentrerede tilgange, en national og international. Dette illustreres af konklusionerne i Theda Skocpols arbejder. Hendes ofte anvendte og omtalte forsøg på anvendelsen af de realistiske påstande findes i hendes iøvrigt marxistisk inspirererede analyse af stater og revolutioner. Skocpol afviser den hidtidige marxistiske hovedtendens, hvor
81
statslig politik i de enkelte samfund alene kan analyseres ud fra staten som element i en given produktionsmåde eller ud fra de interne klasseforhold. I stedet mener Skocpol, at også statens forhold til andre stater bør inddrages. Ifølge hendes doktorafhandling, hvor hun analyserer ledende klassers adfærd i internt pressede situationer, kan eksternt pres på en stat få dens ledere til at glemme selv en igangværende revolution: „For international military pressures and opportunities can prompt state rulers to attempt policies, that conflict with, and even in extreme instances contradict, the fundamental interests of a dominant class" (Skocpol, 1980: 31). Skocpol tilslutter sig dermed den politiske realismes statscentrisme, hvor staters adfærd ikke kan forklares fyldestgørende, uden at analysen også rummer en opfattelse af dem som enhedsaktører i de interstatslige forhold. Skocpol viser gennem sit arbejde, at der inden for hendes egen tradition tidligere har manglet et statscentristisk aspekt i analysen af staters adfærd, internt såvel som eksternt. Men hvad er det, der får stater til at optræde som enheder? Og hvad er det, der nogle gange får stater til at true andre med militær magt? Selv om tilpasningen til de ydre forhold kræver, at den analyserede stat også optræder som enhed, hvorfor tvinger de ydre forhold den så til det? Og hvorfor varierer mønstrene i den ensartede adfærd? Skocpols udgangspunkt giver en mulighed for at forklare statsadfærd, som har manglet indenfor den marxistisk-inspirerede tradition, men man kan nå videre endnu. Med neorealismen vil man ikke behøve at behandle tilfælde som Skocpols som særtilfælde, der kan forklares ved inddragelse af ydre forhold, men som normale og forudsigelige, netop på baggrund af disse.
9. Alle stater som ensartede aktører Der er blevet gjort adskillige forsøg på at udfordre Waltz' statsbegreb de senere år, også inden for den neorealistiske tradition. Et centralt aspekt af den 'interne' debat om den neorealistiske statsopfattelse handler om det nyttige i at opfatte tredje verdensstater som andre stater.6 En af de mest slagkraftige udfordringer er Steven Davids. David hævder, at tredjeverdensstater ikke opfører sig som andre stater, og at de neorealistiske pointer dermed ikke kan opfattes som fyldestgørende. David mener, at alliancer i den tredje verden ikke så ofte dannes på grund af udviklinger i de mellemstatslige forhold som på grund af eliternes forsøg på at balancere deres egne oppositioner. Balancebegrebet bør ifølge David derfor udvides til også at omfatte indre trusler, 'omnibalancing'. Forklaringen herpå knyttes direkte til Waltz' specifikation af det internationale systems enheder (David, 1990). For Waltz adskiller analysen af nationale og internationale politiske systemer sig ved deres organiserende princip, som er hierarkisk i et nationalt
82
og anarkisk i et internationalt, samt ved enhedernes funktion - der er funktionelt specialiseret nationalt i modsætning til funktionelt ensartet internationalt. Nationale beslutningstagere handler ikke på anarkiske vilkår derhjemme, de nationale aktører er specialiserede og rangordnede med en - på den ene eller anden måde - stærk autoritet i toppen. David hævder, at den tredje verdens stater er svage og kendetegnet af løstbaserede politiske eliter. Disse kan ifølge David ikke opfattes som udøvere af magt på statens vegne i de mellemstatslige relationer i Waltz' forstand. Eliterne kan ikke legitimt håndhæve et voldsmonopol eller garantere taberne i interne magtkampe, og derfor kan disse staters opbygning ikke betragtes som hierarkisk. Det hierarkisk organiserende princip er netop Waltz' kriterium for sin specifikation af systemets enheder, der gør det muligt at behandle stater som ensartede og eksklusive aktører. David fastholder neorealismens centrale antagelser, men reserverer dem således til behandling af større magters politik. Det er - både ifølge Waltz og David - de større magter, som har betydning for systemet, og kun disse kan påvirke dette. Hvad mindre stater foretager sig er uvæsentligt for det internationale system. Til gengæld er det måske nok så væsentligt for de pågældende aktører og deres indbyrdes forhold, og det er dem, som er fokus for David. Alt i alt mener David ikke, at der rokkes ved neorealismen som sådan eller ved dens statsopfattelse i forhold til systemets større magter, men han stiller spørgsmålet om, hvornår noget er en stat i Waltz' forstand - det er for David langt fra nok at kvalificere sig gennem eget flag og navn - og begrænser dermed anvendelsen af det gængse neorealistiske statsbegreb til de udviklede, vestlige stater. Andre forskningsresultater peger imidlertid på, at synspunkter som Davids ikke holder stik. Stephen Walt har f.eks. undersøgt de mellemøstlige stater frem til Camp David-aftalerne med henblik på, om de balancerer deres magt (Walt, 1987). Det gør de, ifølge Walt. Hvem har så ret? Gælder den neorealistiske påstand om modalliancer kun for vestlige, industrialiserede samfund eller for alle? David undersøgte Sadat-Egyptens og Mengistu-Etiopiens forhold til supermagterne, mens Walt primært undersøgte en række mellemøstlige staters indbyrdes forhold. Når man ser bort fra supermagterne, er alle de behandlede stater 'tredjeverdensstater'. Dette tyder på, at den forskel, som forfatterne har observeret, i højere grad baserer sig på forholdet mellem små og store stater end på, hvor udviklede staterne er. Umiddelbart kan Davids observationer af, at tredje verdensstater skifter deres supermagtsallierede ud, ikke bekræfte, at der er forskel på mindre staters adfærd i forhold til, om disse staters eliter sidder løst eller ej. Dermed kan det hævdes, at uoverensstemmelsen ikke afspejler uensartet adfærd blandt forskelligt udviklede aktører, eller om
83
magten balanceres og der dannes modalliancer, men teoriens forhold til små henh. store stater og en åben mulighed for, hvordan kombinationer heraf indgår modalliancer, når der gives en valgsituation. Ifølge systemtankegangen har små stater (det vil sige små i forhold til deres position i systemet) andre betingelser at handle på end store, eftersom de ikke hver for sig kan påvirke den internationale politiks vilkår men må underordne sig disse. Systemets stormagter er definitorisk 'lige', da de udpeges på baggrund af deres relative styrke i forhold til andre stater, ikke ud fra deres absolutte styrke. Dermed kan det, når en mindre stat ønsker at sikre sig mod en stærkere regional magt og en valgsituation faktisk gives, være hip som hap, hvilken supermagt alliancen indgås med. Dette sås blandt andet under den første Golfkrig mellem Iran og Irak, hvor Irak søgte at inddrage begge supermagter i lyset af de iranske offensiver, ligesom de små nabostater som Kuwait for at sikre sig i tilfælde af den ene parts sejr. Til gengæld er det ikke altid, at småstaten uden videre kan vælge. Hvis den pågældende mindre stat f.eks. er på dagsordenen for een supermagt eller mellem dem, har den ingen reelle valgmuligheder. Israel kom på dagsordenen som stridspunkt i den mellemøstlige region og var dermed 'låst' i sin stormagtstilknytning, mens en række arabiske lande ikke individuelt var placeret i samme situation. Egypten havde en valgmulighed og kunne svinge fra sovjetisk til amerikansk beskyttelse. Dermed rejses spørgsmålet, om neorealismen i virkeligheden kun er en teori om stor-/supermagter. Svaret er stort set bekræftende. På teoriens egne præmisser er det antallet af større magter, der er nøglen til magtbalanceringens betingelser, og det er de store magter, der sætter dagsordenen. Men dermed er også de mindre stater med, for deres vilkår, muligheder og begrænsninger afgøres netop heraf. Om deres handlerum - som neorealismen er blevet kritiseret for ikke at behandle - har teorien også en række pointer. Som udgangspunkt er det et vilkår for små stater, at de har begrænsede ressourcer til rådighed, når det drejer sig om at varetage deres sikkerhed, og at deres handlerum begrænses af deres manglende evne til at realisere interesser, ambitioner og ønsker. Til gengæld er små stater til dels priviligerede i deres strategiske valg. Da disse som regel ikke betyder noget for hverken summen af stater eller de store, kan de små stater ofte træffe de valg, de ønsker. Deres strategiske valg begrænses dog af to forhold: Polariseringstendensen og den situation, hvor de pludselig kommer på de stores dagsorden. Dette illustreres ikke kun af forskellen på Israels og Egyptens handlemuligheder, men også af den danske fodnotepolitik i NATO. Danmark havde i flere år frihed til at køre friløb - et valg, der var præget af de danske traditioner for tilbageholdenhed i militære anliggender - internt i alliancen, da det danske bidrag ikke var udslaggivende for alliancens effektivitet. Indtil videre er der dog intet, der taler imod, at små stater også vil kunne analyseres som større stater i delmængder af det internationale system.
84
Israel, Egypten og flere andre arabiske stater, der er små stater i systemet, er store stater i Mellemøsten. I forhold til deres omgivelser handler de, når de siddende supermagter ikke blander sig, da også derefter (Walt, 1987). Neorealismen er en teori om det internationale system og dets enheder. Derfor retter den sig primært mod de enheder, der spiller en central rolle for systemet og dermed for alle enheders vilkår at varetage deres sikkerhed på. Det er de store stater, hvem de så end er, der har de store rettigheder og forpligtelser: 'Hvis ledende magter ikke vil lede, kan andre ikke følge dem' (Waltz, 1979: 210).
10. Strategisk selektivitet Det er blevet fremhævet, at stater handler ensartet. Det skal også fremhæves, at de ikke handler identisk. Der er ofte mere end een løsning på et ydre betinget problem. Den konkrete strategi, som en given stat vælger, vil også være præget af dens indre særtræk. Disse særtræk kan analyseres på mange måder - en af dem er den statsteoretiske. Neorealismen, der alene hævder at kunne forklare og forudsige udfald inden for international politik, overlader analysen af staternes interne forhold til andre. Det er ikke de specikke karakteristika ved de særlige former for strategier på enhedsniveauet, der er fokus for neorealismen. Det er alene udfald og adfærd i det internationale system, hvor man kan analysere og drage slutninger om stater som enheder (Waltz siger selv, at 'stater er stater og handler derefter'). Men kan man alligevel, hvis man interesserer sig for en bestemt stat og dens særlige forhold, drage nytte af pointen om, at stater er stater..? Det er her, at begrebet om strategisk selektivitet får sin berettigelse. Strategisk selektivitet omfatter det forhold, at en række statslige strategier på forhånd udelukkes eller begrænses på grund af de ydre forhold. Det interne spillerum for politisk at tage stilling blandt flere, konkrete strategier og give dem konkrete udformninger, der baserer sig på den pågældende enheds specifikke karakteristika, underordnes det ydre pres på den pågældende stat. Danmark havde i begyndelsen af firserne valget mellem et mere omfattende bidrag til NATO og fodnotepolitikken. Da det ydre pres voksede, faldt valgmuligheden bort, og den tidligere valgte fodnotestrategi blev bortselekteret. Strukturens håndgribelige pendant, fraværet af overstatslig autoritet i dens forskellige polære variationer, vil tendentielt selektere strategierne, og på den baggrund kan også specifik statsadfærd analyseres ved hjælp af det neorealistiske strukturbegreb. Strategier determineres ikke, men de selekteres. Det sker på grund af deres konsekvenser, hvor visse strategier belønnes men andre straffes (Waltz, 1979:76). Der kan ikke på forhånd gives skudsikre garantier for, at stater vil handle på en bestemt måde. Men stærke faktorer taler herfor. Et godt eksempel herpå er udviklingen i det tidlige Khomeini-Iran. I
85
begyndelsen førte Iran en isolationistisk udenrigspolitik, og alle alliancer blev opsagt i den islamiske fundamentalismes navn. Derved anbragte Iran sig i en yderst sårbar situation, der omgående blev udnyttet af Irak. Irak invaderede Iran, da man så en chance for at skaffe sig gevinster som den olierige Khuzestan-provins og kontrol med begge bredder af det strategisk vigtige Shatt Al-Arab. Det ydre pres tvang iranerne til at ændre strategi, og i løbet af få år skete der et hurtigt og markant skift tilbage til traditionel sikkerhedspolitik i Iran: Fundamentalisterne blev statsledere. De tilfælde, hvor stater har opført sig 'som stater' i modsætning til, hvad man skulle forvente på basis af deres indrepolitiske forhold med analytisk udgangspunkt i et realistisk og/ eller marxistisk inspireret perspektiv (som f.eks. beskrevet hos Theda Skocpol) - vil kunne forklares og almengøres ved hjælp af begrebet om strategisk selektivitet. Dette udelukker imidlertid ikke, at udenrigspolitikken også anvendes i den nationale, politiske kamp, så længe dette ikke koster den pågældende stat noget. Eliter kan, jvf. Steven Davids begreb om omnibalancing,7, meget vel anvende ydre fjendebilleder til brug mod den interne opposition, f.eks. i områder med 'kunstige' grænser, hvor oppositionsgrupper er beslægtede med flertal i en andre stater, eller hvor graden af national bevidsthed er lav. På den måde balanceres også indre opposition. Helt afgørende er det imidlertid, hvad der sker, når en stat reagerer på ydre pres. Her er det, at strategierne må forventes selekteret, og at de ydre forhold vil stå over de indre. Det ses f.eks. i forbindelse med dannelsen af den multilaterale styrke under den anden Golfkrig. De arabiske stater, der indgik, var alle plaget af intern opposition, som traditionelt har baseret sig på eller fremmet antiamerikanske strømninger. Det forhold har staterne også tidligere skelet til, når de på de arabiske topmøder dannede akser og fronter mod USA og Israel (og f.eks. også tog denne form for retorik i brug over for Egypten efter den Camp David-formaliserede fred med Israel). Men da det kom til stykket, og Irak invaderede Kuwait i forsøget på at opnå større regional indflydelse, dannede dets naboer en modalliance på trods af de interne oppositions-strømninger.8 Analyser af specifikke ideologiske projekter, klasse-alliancer og reformpolitik er ikke nok, når staterne - i de sikkerhedspolitiske spørgsmål - alligevel opfører sig ensartet på trods af de givne interne forhold. Det gælder både i forhold til forståelsen af staterne på deres egne præmisser og forholdet mellem dem. At staterne samtidig med, at de opfører sig ensartet, gør dette på hver deres måde, under- streger værdien af interne analyser. Men der er forskel på begreberne 'stat' og 'enhed' og på de dynamikker, der er afgørende for staters indre forhold og for staters skæbne som enheder.
86
11. Rusland, Sovjetunionen og Rusland Der skal nu gives et eksempel9 på, hvordan indførelsen af begrebet om den strategiske selektivitet i analysen vil kunne give et nyt billede af politikken i den tidligere Sovjetunion. En gængs forestilling er, at USSRs udenrigspolitik var dikteret af SUKP og kommunismen. Det er dermed nærliggende at forestille sig, at udenrigspolitikken i den formindskede union omkring Rusland fremover vil være bestemt af de nye politiske magthavere. Denne tolkning forudsætter, at det er muligt at 'styre' staters udenrigspolitik. Man kan imidlertid også vende perspektivet på hovedet og tage udgangspunkt i Ruslands sikkerhedsbehov, i stedet for i dets indre politiske magtforhold. Et sådant sikkerhedspolitisk perspektiv vil fortolke SUKPs rolle på en måde, som ikke er forpligtet på den gamle forestilling om, at partiet styrede Rusland og gav det en kommunistisk ekspansionistisk udenrigspolitik. I stedet vil man skulle se på SUKPs politik som en variant af den sikkerhedspolitik, der var mulig under de internationale betingelser som Rusland måtte handle på, i den periode hvor SUKP var ledende parti, og hvor effekterne af de internationale magtforhold var udslaggivende for udfald af de russisk/ sovjetiske strategier. Den officielle kommunistiske historie om, hvordan SUKP blev statsbærende, handler om, hvorledes den leninistiske fraktion af det gamle russiske socialdemokrati greb magten, da det blev klart, at Rusland som følge af sin stilling i første verdenskrig var blevet det svageste led i den imperialistiske kæde. Efter magtovertagelsen, freden med Tyskland og de mindre krige med 'de hvide', gik partiet i gang med at organisere opbygningen af et socialistisk land. Denne opbygnings vigtigste elementer var moderniseringen af landets erhvervsstruktur, hvor partiets linje var, at den nye Sovjetunion skulle industrialiseres ved en forceret udvikling af sværindustrien. Sværindustrien skulle være lokomotiv for den øvrige økonomiske udvikling, og var desuden et nødvendigt led i opbygningen af et forsvar, der ville kunne forsvare den socialistiske produktionsmådes første erobring mod hele den fjendtlige kapitalistiske omverden. Det indrepolitiske perspektiv på SUKP accepterer stort set denne opfattelse, idet det dog lægger vægt på, at denne politik blev ført af et jerndiktatur, der i sin politik i forhold til befolkningen kunne sammenlignes med periodens øvrige diktaturer. I stedet kan man i tolkningen af SUKPs vej til magten tage udgangspunkt i Ruslands stilling i det internationale politiske system under 1. verdenskrig. Zarstyret var da i færd med at lede landet ud i en katastrofe. Den russiske stilling ved fronten var så svag, at man måtte forudse at landet på et eller andet tidspunkt ville blive løbet over ende eller måtte indgå en fredsslutning, der ville betyde en ende på Ruslands status som stormagt. Zarismen gjorde intet for at forhindre denne katastrofe, og leninismen,
87
der krævede en øjeblikkelig fredslutning, er blevet fortolket som det eneste alternativ, hvis Rusland skulle have en mulighed for at bevare sin status i det internationale politiske system10. En øjeblikkelig fredsslutning, selv med afståelse af landområder, var en betingelse for Ruslands sikkerhed. Selv om man ofte får indtryk af, at kommunisternes magtovertagelse var en fuldstændig revolution af den russiske politik, skal det ikke overses, at også den zaristiske udenrigspolitik var ekspansionistisk. Forholdet til naboer som polakker og finner var ikke præget af et 'moderne' respektabelt forhold mellem stater, men af at Rusland var en stormagt, der klemte sine naboer. Således var Finland underlagt Rusland frem til efter den russiske revolution, hvor en løsrivelse som følge af Ruslands svækkelse var mulig. Efter revolutionens konsolidering blev den ekspansionistiske politik genoptaget. Forholdet til finnerne og de baltiske lande er tilstrækkelige eksempler. Pointen i denne sammenhæng er, at uanset om den russiske stat var ledet af den zaristiske eller den stalinistiske elite, var statens udadvendte politik stormagtspolitik. Hvis det ikke gjorde nogen forskel om styret gik fra zarisme til stalinisme, gør det så nogen forskel om det går fra stalinisme til demokrati? For dem, der ser SUKP og dets kommunisme som roden til alt ondt, gør det selvfølgelig. Men de samme vil så have svært ved at forstå overgangen fra zarisme til kommunisme, som ikke gjorde nogen synderlig forskel. Efter at have set på USSRs opstigning på den internationale rangstige, kan man se på dets nedtur. USSR kunne ikke stå distancen i forhold til USA i kampen om at bevare sin internationale position. Mikhail Gorbatjovs strategi „Den ny Tænkning" vandt frem fra foråret 1985 og guidede USSR gennem nederlaget i supermagtskonflikten, som blev symbolsk blev udkæmpet ved forhandlingsbordet i Genéve. Under bipolariteten var der ikke plads til de nationale spørgsmål. Det er der idag. Sovjetunionen er opløst, ikke blot som supermagt men som eksistens. Tiden vil vise, hvorvidt de nye, post-sovjetiske stater vil forholde sig den russiske kerne i det tidligere imperium. Vil Ukraine, der er den næstmest magtfulde republik samle en alliance om sig mod Rusland? Vil Rusland føre regional stormagtspolitik, der gør det nødvendigt, og dermed levere et yderligere bevis for, at statsformen underordner sig de ydre magtforhold? Indtil nu kan man således konkludere, at Ruslands/ Sovjetunionens internationale stilling har spillet en afgørende rolle i udvælgelsen af de nationale strategier. Det afgørende har ikke været, om det store land mod øst var zaristisk, stalinistisk eller reformkommunistisk. At disse ting har betydet uendeligt meget for borgerne, kulturen og levestandarden er klart. Men i diskussionen af stater som enheder i det internationale system viser også dette eksempel, at det ikke er faktorer i staten men uden for den, man skal have fat i, når det drejer sig om de store spørgsmål. Hvis vi kigger lidt frem i stedet for tilbage, er dagens Rusland præget af
88
udfordringen fra den strømning, som den udskældte Zjirinovskij er bærer af. Jeltsin-styret baserer sig på en indadvendt strategi for russisk rekonstruktion, hvor det store land reformeres og hvor et tåleligt - og helst givtigt -forhold til omverdenen er en afgørende brik. Krav til Vesten, ja, men også tilbageholdenhed og tilpasning. Zjirinovskij er i sin oppositionstilværelse eksponent for en udadvendt strategi, hvor Ruslands genrejsning skulle ske via interesseforfølgelse i den såkaldt russiske interessesfære. USA har sagt nej tak til Zjirinovskij s version og signaleret, at Rusland har interesser men ingen interessesfære under den amerikansk dominerede verdensorden. Sålænge magtforholdene er så klare, som de er, må det forventes, at den udadvendte strategi bortselekteres.
12. Afsluttende bemærkninger Om man lægger vægten på ydre eller indre faktorer, når man analyserer international politik - og dermed også et væsentligt aspekt af staten - gør en umådelig forskel. I et neorealistisk perspektiv var USSR simpelthen en supermagt. I absolutte termer var den godt nok den svageste af de to, men alligevel. Dermed balancerede den US As magt, indtil den blev knækket. Styreformen var i den sammenhæng underordnet. Den internationale fordeling af aggregrede kapabiliteter selekterede en sovjetisk modstrategi i forhold til USA blandt spektret af mulige sovjetiske politikker. Og tvang dermed bolsjevikkerne til en helt særlig form for internationalisme. Politisk-strategisk får man helt forskellige konklusioner ud af en vægtning på indre henh. ydre faktorer. Vægter man de indre, skulle man regne mod ro, fred, orden og glade dage efter det kommunistiske systems fald. Vægter man de ydre, får man en ny international magtbalance med såvel nye problemer som nye muligheder. Men bestemt ikke kun ro og fred, for 'uordenen' var ikke knyttet til kommunismen eller andre særtræk, men til antallet af supermagter
Litteratur David, Steven (1991), 'Explaining third world alignment', World Politics, nr. 43, pp. 233-56. Freedman, Robert (ed.) (1991), The Middle East from the Iran-Contra Affair to the Intifadha, New York: Syracuse University Press. Hansen, Birthe (1991), Magt og forhandling - Kernevåbenpolitikken 198689, specialeopgave, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Hansen, Birthe (1993), 'Unipolarity - a Theoritical Model', Arbejds-
89
papirserie 1993:10, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Hansen, Birthe (1993a),'Waltz' neorealisme - efter det sovjetiske sammenbrud' , Arbejdspapirserie 1993:16, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Hansen, Birthe (1993b), 'Internationale alliancer - nyere teoretiske perspektiver' , Arbejdspapirserie 1993:11, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Heurlin, Bertel (1986), Kontrol med kernevåben, København: SNU. Heurlin, Bertel (1990), 'Sovjetunionens frivillige kapitulation', i Nyere tendenser i politologie. Bidrag til studiet af international politik og den ny europæiske udvikling, Kelstrup (red.), København: Forlaget Politiske studier, pp. 71-101. Heurlin, Bertel (1990a), NATO, Europa, Danmark, København: SNU. Kelstrup, Morten (red.) (1990), Nyere tendenser i politilogien. Bidrag til studiet af international politik og den ny europæiske udvikling, København: Forlaget Politiske Studier. Kelstrup, Morten, m.fl. (1990), 'Om international politiks teori: Neorealisme og interdependensanalyse', Nyere tendenser i politologien. Bidrag til studiet af international politik og den ny europæiske udvikling, Kelstrup (red.), København: Forlaget Politiske Studier, pp. 13-58. Krauthammer, Charles (1991), 'The Unipolar Moment', Foreign Affairs, årg. 70, nr. 1, pp. 23-33. Skocpol, Theda (1980), States and Social Revolutions, Cambridge: Cambridge University Press. (Reprint af samme, 1979.) Sørensen, Georg (1980), Marxisme og international politik, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Walt, Stephen (1987), The Origins of Alliances, Ithaca: Cornell University Press. Waltz, Kenneth N. (1979), Theory of International Politics, New York: Random House. Waltz, Kenneth N. (1981), The Spread of Nuclear Weapons: More May Be Better',, nr. 171, pp. 1-32.
Noter 1
For en fremstilling af de realistiske påstande og teoriudviklingen se Kelstrup m.fl., afs.3 (Kelstrup (red.), 1990).
2
Internationale systemer adskiller sig indholdsmæssigt ved deres organiserende princip (anarki med funktionelt ensartede enheder) fra nationale politiske systemer (hierarkiske med funktionelt specialiserede enheder).
90
3
Egentlig 'stormagterne' hos Waltz, men stormagterne efter anden verdenskrig omtales almindeligvis som 'supermagterne' på grund af deres kernevåben.
4
Denne strukturelle variant er ikke indeholdt i Waltz' klassiske neorealisme (vi prøver den alligevel, se nedenfor). Det skal desuden bemærkes, at Waltz efter 1989 har ændret en del af sine teoretiske positioner (oversigt herover findes hos Hansen 1993b). I denne artikel refereres der derfor kun til Waltz' positioner fra før 1989.
5
At der senere udbrød borgerkrig i R.O.Y. ændrer ikke ved analysen af den forudgående genforening.
6
Se f.eks. oversigten hos Hansen (1993a) med udgangspunkt i den allianceteoretiske diskussion.
7
Begrebet om omnibalancing dækker, at magthaverne balancerer såvel indre som ydre fjender gennem udenrigspolitikken (David, 1991).
8
Det skal tilføjes, at stater altid er under et latent ydre pres. Men det er, når relative magtforskydninger i den globale eller regionale magtbalance finder sted, at der udløses aktivitet. Derfor kan det internationale anarki udvise fred i nogle år og krig i andre.
9
Eksemplet er inspireret af et oplæg ved Carsten Jensen (upubl.).
10
Denne tolkning er baseret på Theda Skocpols revolutionsanalyse (Skocpol, 1980).
91
92
Reguleringsteoriens statsteori Jacob Torfing
1. Økonomien som et politisk struktureret terræn Marxismen er en politisk teori om politikkens fravær. Denne både provokerende og paradoxale påstand kan begrundes i den fremherskende tendens hos Marx og de klassiske marxister til: 1) at sætte det politiske lig med staten; 2) at opfatte staten som værende determineret af økonomien; og 3) at se statens eliminering som et uomgængeligt resultat af den proletariske revolution. Det teoretiske skema, der ligger til grund for politikkens reduktion og forsvinden indenfor den marxistiske tradition, er almindeligt kendt under betegnelsen økonomisk determinisme. Kernen i den økonomiske determinisme er postulatet om, at alle sociale og politiske fænomener i sidste ende kan reduceres til et udtryk for en underliggende økonomisk rationalitet. Den økonomiske determinisme hviler på en antagelse om, at økonomien udgør et homogent socialt felt, der er styret af sine egne indre bevægelseslove, og som dermed ekskluderer enhver form for indeterminans forårsaget af politiske interventioner. Det er lige præcis denne antagelse, som den italienske marxist Antonio Gramsci (1971) undergraver i sin analyse af introduktionen af fordismen i Italien i 1920'erne. Økonomien ses her som et heterogent og politisk struktureret terræn, og kan derfor ikke længere have status af et selvudviklende centrum for den sociale totalitet, hvorfra al social determination udgår. Denne bemærkelsesværdige pointe er sidenhen blevet tilsidesat af såvel teorierne om den statsmonopoliserede kapitalisme som i den tyske statsudledningsdebat, der for begge deles vedkommende ser staten som et poli-
tisk udtryk for en række bagvedliggende socio-økonomiske faktorer.1 Det er faktisk først i og med fremkomsten af den såkaldte neo-gramscianske strømning, at forestillingen om økonomiens politiske konstitution igen er kommet til ære og værdighed. Det er lige præcis her, at reguleringsteorien kommer ind i billedet, eftersom denne mere end nogen anden økonomisk teori har forsøgt at analysere den socio-økonomiske udvikling i de moderne kapitalistiske samfund ud fra en implicit tese om politikkens primat.2
2. Introduktion til reguleringsteorien Reguleringsteorien kom frem i begyndelsen af 1970'erne. Den var oprindeligt et overvejende fransk fænomen med reguleringsskolerne i Paris (Aglietta), Grenoble (de Bernis) og indenfor det franske kommunistparti (Boccara), som de drivende kræfter. Siden da har reguleringsteorien forgrenet sig i et sådant omfang, at man i dag kan identificere yderligere fem reguleringsskoler: Amsterdam-skolen (Van der Pijl), de tyske reguleringsteoretikere (Hirsch), den skandinaviske velfærdsstatsmodel gruppe (Mjøset), den canadiske skole (Noël) og de såkaldte 'American Radicals' (Bowles og Gintis). I det følgende skal vi se nærmere på Pariser-skolen, der foruden Aglietta tæller navne som Lipietz, Boyer, Delorme, Coriat og Mazier. Indenfor Pariser-skolen varierer de forskellige analyser alt efter deres fokus på det nationale eller internationale reguleringsniveau og med deres interesse for snævert økonomiske eller bredere samfundsmæssige aspekter ved reguleringen (jvf. Jessop, 1990a: 160-62). Vi skal her koncentrere os om det nationalt samfundsmæssige perspektiv. Måske særligt når det gælder Pariser-skolen, skal man huske, at reguleringsteorien er en økonomisk teori udarbejdet af økonomer. Som sådan beskæftiger den sig i høj grad med kvantitative analyser, formaliserede modeller og økonomisk politik. Reguleringsteorien adskiller sig imidlertid fra en lang række traditionelle økonomiske teorier ved at hævde, at der ikke findes nogen universel forklaring på økonomisk vækst. Den afviser således forsøge-ne hos Smith, Malthus, Ricardo, Marx, Schumpeter og Keynes på at identi-ficere en generel motor for økonomisk vækst. I stedet søger reguleringsteorien at afdække en række forskellige og historisk specifikke vækstmodeller. I forlængelse af dette bliver det reguleringsteoriens mål at redegøre for de systematiske træk ved den socio-økonomiske regulering i de moderne kapitalistiske samfund: deres fremkomst, deres sammenbrud og deres forandring (Aglietta, 1987: 12-3). Fokuset på de skiftende former for regulering har et diakritisk sigte. Reguleringsteorien kritiserer således både den neoklassiske og den marxistiske økonomi for at opfatte den socio-økonomiske reproduktion som en iboende egenskab ved henholdsvis den generelle lige-
94
vægtsmekanisme og kapitalens indre bevægelseslove. En sådan opfattelse indebærer en total mangel på forståelse for den socio-økonomiske reproduktions skrøbelighed, for betydningen af politiske aktørers interventioner, og for vigtigheden af kvalitative forandringer af økonomiens institutionelle eksistensbetingelser. Det er netop disse ting, som reguleringsteorien forsøger at indfange i og med begrebet om regulering. Det grundliggende argument er baseret på en antagelse om, at det kapitalistiske samfund er gennemsyret af sociale antagonismer og strukturelle modsætninger, som til stadighed underminerer forsøgene på at sikre en stabil kapitalakkumulation (Aglietta, 1982: 6). Økonomiske kriser, kendetegnet ved fremkomsten af kvantitative ubalancer, er derfor et tilbagevendende problem. Reguleringsteorien understreger i denne forbindelse, at økonomiske kriser hverken skal forstås som et internt moment i kapitalens stadige ekspansion eller som det kapitalistiske samfunds sidste dødskrampe, men snarere som et delvist sammenbrud i de sociale former, der hidtidig har sikret reproduktionen af det kapitalistiske system. Cykliske kriser refererer til mindre sammenbrud, som kan overvindes gennem justeringer af de eksisterende former for regulering, hvorimod strukturelle kriser refererer til mere omfattende sammenbrud, der kun kan overvindes ved fremkomsten af nye former for regulering. Krisebegrebet er således tæt forbundet med begrebet om regulering: den fortsatte reproduktion af det krisefyldte kapitalistiske samfund er betinget af bestemte former for regulering (Aglietta, 1987: 19-20). Problemet er blot, at man ikke indenfor Pariser-skolen kan finde nogen entydig definition af reguleringsbegrebet. Der er dog stort set enighed om, at regulering hverken skal forstås som en auto-poiesis - dvs. en automatisk justering af et lukket system, der er udsat for diverse forstyrrelser og malfunktioner - eller som en deus ex machina - dvs. en udefrakommende instans, der forsøger at styre et socialt system, ved at tvinge det til at følge en ny og anderledes logik (Aglietta, 1982:3-5). Reguleringsteorien afviser med andre ord at definere regulering som enten en spontan tilpasning af økonomien gennem markedskræfternes frie spil eller en bevidst styring af økonomien gennem forskellige former for statsintervention. Regulering skal snarere forstås som de komplekse politiske processer, hvorigennem de institutionelle betingelser for en stabil socioøkonomisk reproduktion tilvejebringes. Reguleringsteorien har med udgangspunkt i reguleringsbegrebet udviklet et omfattende begrebsskema, der gør det muligt at foretage komparative analyser af udviklingen i de vestlige økonomier. Begrebsskemaet omfatter de centrale begreber om akkumulationsregimer, strukturelle former, reguleringsmåder og udviklingsmåder. Et akkumulationsregime er defineret som en bestemt form for produktion, distribution og reallokering af det sociale produkt, der på lang sigt tilvejebringer en vis overensstemmelse mellem de skiftende betingelser for pro-
duktion og forbrug (Lipietz, 1985: xvi). Generelt er et akkumulationsregime kendetegnet ved: 1) et underliggende teknologisk paradigme; 2) et system for fordelingen af den samlede indkomst mellem løn, profit og skat; 3) en bestemt størrelse og sammensætning af det faktiske forbrug; 4) et generelt mønster for formationen af kapital; og 5) en særlig relation mellem den kapitalistiske og ikke-kapitalistiske produktionsmåde (Boyer, 1987: 8-9). Stabiliteten af et givet akkumulationsregime sikres i kraft af institutionaliseringen af de fremherskende regulariteter i den socio- økonomiske reproduktion i en række strukturelle former, der institutionaliserer sociale kompromisser opnået i og igennem politiske kampe (Aglietta, 1987: 19). Mere konkret er det muligt at specificere en række strukturelle former så som: 1) erhvervsvirksomhedernes interne organisation 2) former for prisfastsættelse og konkurrence; 3) organiseringen af lønrelationen; 4) former for stat; 5) monetære regimer og kreditsystemer; 6) en særlig forbindelse til det internationale system (Boyer, 1987 10-4). Et minimum af sammenhæng mellem de forskellige strukturelle former tilvejebringes af en given reguleringsmåde. En reguleringsmåde er defineret som de regler, normer og procedurer, der medvirker til at transformere ukoordinerede individuelle beslutninger til mønstre af social adfærd, der understøtter det dominerende akkumulationsregime og dets strukturelle eksistensbetingelser (Boyer, 1987: 21-7). Et givet akkumulationsregime, institutionaliseret i forskellige strukturelle former, artikuleres med en bestemt reguleringsmåde i en særlig udviklingsmåde. En udviklingsmåde defineres som den dominerende natinale strategi for artikulationen af et operativt ensemble af reguleringsformer, der kan tilvejebringe vækst, velfærd og social harmoni i en situation med skif-
96
tende socio-økonomiske betingelser nationalt såvel som internationalt (Boyer, 1987: 21). Tricket består nu i at vise, at reguleringsteoriens begreber ikke er tomme abstraktioner, men rent faktisk har relevans for historiske studier af skiftende former for regulering. Analysen af fordismen er i denne henseende reguleringsteoriens show-case. Fordismen defineres som en særlig udviklingsmåde, kendetegnet ved artikulationen af et såkaldt intensivt akkumulationsregime, karakteriseret ved masseforbrug af standardiserede varer produceret ved hjælp af tayloristiske produktionsmetoder og mekaniseret samlebåndsproduktion, en række strukturelle former domineret af fremvæksten af den keynesianske velfærdsstat, og en såkaldt monopolorienteret reguleringsmåde, karakteriseret ved indexiseringen af lønstigninger i forhold til pris- og produktivitetsudviklingen. Fordismebegrebet spiller en afgørende rolle i reguleringsteoriens forsøg på at forklare den kraftige økonomiske vækst i 1960'erne samt forskellen på den nuværende økonomiske krise og den økonomiske depression i 1930'erne(Boyer, 1987:25-33). Det økonomiske boom i 1960'erne forklares ved, at den fordistiske udviklingsmåde formåede at sikre nogenlunde den samme stigningstakt i ratioet mellem kapital og arbejde, produktiviteten og reallønnen. Pointen er at denne magiske ligning hindrer, at teknologiske innovationer fører til enten profitabilitets- eller afsætningskriser; sådan som de jo ellers ifølge den traditionelle marxistiske økonomi skulle gøre. Med andre ord så skabte den fordistiske udviklingsmåde en god cirkel, ifølge hvilken investeringer i ny teknologi giver anledning til store produktivitetsstigninger, der i det omfang de omsættes til stigninger i reallønnen muliggør masseforbrug af diverse forbrugsgoder. Masseforbruget tillader udnyttelsen af stordriftsfordele, hvilket øger profitterne og stimulerer yderligere investeringer i forbrugsgodesektoren, som dermed bliver i stand til at aftage det stadigt stigende output fra kapitalgodesektoren. Den gode cirkel bag den økonomiske højkonjuktur i 1960'erne var, som nævnt, betinget af artikulationen af et intensivt akkumulationsregime med en monopolorienteret reguleringsmåde. På denne baggrund kan den økonomiske krise i 1930'erne ses som et resultat af et mismatch mellem et intensivt akkumulationsregime og en såkaldt konkurrenceorienteret reguleringsmåde, der ikke var i stand til at sikre koblingen mellem produktivitets- og reallønsstigninger. Det deraf følgende fravær af masseforbrug gjorde det svært at få afsat de masseproducerede forbrugsgoder, hvilket førte til en endeløs spiral af faldende priser og lønninger. Hovedårsagen til den nuværende økonomiske krise er de faldende produktivitetsstigninger fra sidst i 1960'erne og fremefter. Faldet skyldtes at grænserne for udbredelsen af de fordistiske produktionsmetoder var nået, at omkostningerne ved en yderligere uddybning af arbejdsdelingen voksede,
og endelig at der var en tiltagende abstentionisme og militans blandt lønarbejderne, som i stigende grad reagerede mod det opskruede arbejdstempo, det manglende indhold i arbejdet og den generelle militarisering af fabrikslivet. I en situation med stor pris- og lønrigiditet vil faldende produktivitetsstigninger uværgerligt føre til inflation, stigninger i renten og fald i investeringerne. Når krisen i 1980' erne imidlertid ikke har fået de samme dramatiske konsekvenser som i 1930'erne, så skyldes det netop at den selvsamme pris- og lønrigiditet generelt har sikret en høj efterspørgsel.
3. Det paradoxale fravær af en teori om staten Der er i hovedsagen tre gode grunde til at reguleringsteorien skulle interessere sig for staten (jvf. Jessop, 1990a: 196-204). For det første har reguleringsteorien rødder i Gramsci, den strukturelle marxisme og teorierne om den statsmonopoliserede kapitalisme, som alle betoner statens rolle i forhold til den økonomien. For det andet fokuserer reguleringsteorien på en række økonomiske forhold, hvori staten typisk spiller en afgørende rolle. Staten er således en central faktor i organiseringen af lønrelationen, i etableringen af penge- og kreditsystemer, i den makro-økonomiske styring, og i forsøget på at forbedre de enkelte nationers placering i den internationale arbejdsdeling. For det tredie så antager reguleringsteorien, at statens rolle historisk set er blevet styrket i og med fremkomsten af den fordistiske udviklingsmåde. På denne baggrund må det siges at være paradoxalt, at reguleringsteorien kun i ringe omfang har forsøgt at udvikle en teori om staten. En af forklaringerne på dette er, at reguleringsteoretikerne fremfor alt er økonomer, og derfor ikke mener, det kan være deres opgave at udvikle en statsteori. Flere har dog erkendt nødvendigheden af at analysere statens centrale rolle i de samfundsmæssige reguleringsprocesser. Senest har Boyer (1990) fremhævet statsteorien som værende et af de centrale arbejdsfelter for, hvad han kalder, den anden generation af reguleringsteoretikere. Men hvad er en statsteori egentlig for noget? Lad det være sagt med det samme at formålet med en statsteori ikke er at udvikle en generel teori om den kapitalistiske stats form og funktioner. Et sådant projekt er i bund og grund reduktionistisk, eftersom det bygger på en antagelse om, at staten udgør en prækonstitueret enhed, hvis kapitalistiske karakter garanteres alene af det faktum, at den opererer indenfor rammerne af et kapitalistisk samfund. Kravet til en ikke-reduktionistisk statsteori må derfor være, at den er i stand til at redegøre for: 1) hvordan den formelle og substantielle enhed af historiske former for stat tilvejebringes; og 2) i hvilket omfang disses effekt på samfundet iøvrigt medvirker til at
98
fremme kapitalistiske såvel som bestemte patriakalske, miljømæssige og etniske interesser. Statens formelle enhed angår dens institutionelle sammenhængskraft, mens dens substantielle enhed angår enheden i de statslige politikker. Statens samfundseffekt vedrører betydningen af såvel statens interne organisering som dens repræsentations- og interventionsformer for realiseringen af forskellige politiske strategier (jvf. Jessop, 1982: 220-52).
4. Pariserskolens ansatser til en statsteori Der har været en uheldig tendens indenfor den franske reguleringsteori til at bestemme staten enten funktionelt eller instrumentelt. Grenoble-skolen forklarer således staten ud fra dens funktion i forhold til kapitalakkumulationen, der er bestemt af udviklingen i den generelle profitrate (de Bernis, 1983). Reguleringsskolen indenfor det franske kommunistparti viderefører traditionen fra teorierne om den statsmonopoliserede kapitalisme, idet at den forsøger at blotlægge, hvordan staten på vegne af monopolborgerskabet bidrager til devaloriseringen af dele af kapitalapparatet i forsøget på at imødegå tendesen til overakkumulation (Boccara, 1978). Pariser-skolen insisterer imidlertid på, at staten hverken kan forklares ud fra sin funktion i forhold til kapitalens udvidede reproduktion eller ud fra sin instrumentelle rolle i forhold til den dominerende kapitalfraktions økonomiske interesser, eftersom disse forklarin-ger bygger på hver deres fejlagtige opfattelse af staten. Den instrumentelle statsbestemmelse tenderer mod at opfatte staten som en ting, der kan manipuleres af de sociale klasser og klassefraktioner. Modsat opfatter Pariser-skolen staten som en strukturel form, der institutionaliserer et bestemt styrkeforhold mellem klasserne. Staten er ikke ekstern i forhold til klassekampen, eftersom denne indskriver sig i statens institutionelle materialitet. Problemet med den funktionelle statsbestemmelse er, at den tenderer mod at opfatte staten som en superstruktur, der griber ind i en uafhængig økonomisk struktur fra et punkt uden for denne. Modsat ser Pariser-skolen staten som én blandt flere reguleringsinstanser, der alle er dybt integrerede i det socio-økonomiske netværk, og derfor er underlagt spændingerne i dette. I det omfang staten kan identificeres som den afgørende og centrale reguleringsinstans, skal dette altid forklares historisk-konkret, og ikke bare forudsættes. Når reguleringsteorien hævder, at staten under fordismen udgør den ultimative garanti for funktionen af de andre reguleringsinstanser, skal dette således ses som et historisk resultat af samspillet mellem de nationale og internationale betingelser for fremkomsten og stabiliseringen af den fordistiske udviklingsmåde.
Delorme er nok den, der har gjort mest for at udvikle reguleringteoriens ansatser til en statsteori. Hans hovedværk L'Economie et L'Etat (1983) er skrevet sammen med André, og er siden blevet opsummeret i en artikel med titlen ' A new view on the economic theory of the state: a case study of France' (1984). Delorme søger i sidstnævnte at forklare udviklingen i de offentlige udgifter i Frankrig, der i det sidste århundrede er vokset både i absolutte tal og i forhold til bruttonationalproduktet. Hans diskussion af udviklingen i de offentlige udgifter falder i to dele. Først gives der en metodologisk kritik af forskellige konkurrerende forklaringsmodeller. Derefter præsenteres Delormes egen reguleringsteoretiske forklaringsmodel. Hvad angår de gængse forsøg på at forklare udviklingen i de offentlige udgifter, så opregner Delorme fire hovedtyper: 1) deterministiske forklaringer, der ser væksten i de offentlige udgifter som en funktion af strukturelle determinanter, så som urbanisering, industrialisering, mv.; 2) individ-centrerede forklaringer, der ser væksten i de offentlige udgifter som en funktion af sociale valg, som søger at kompenserer for svigt i markedsmekanismen, forårsaget af institutionelle asymmetrier; 3) forklaringer i form af sociale begrænsninger, der ser væksten i de offentlige udgifter som en funktion af velorganiserede særinteresser, så som fagforeninger, bureaukrati, mv.; 4) marxistiske forklaringer, der ser væksten i de offentlige udgifter som et instrumentelt svar på problemer med kapitalakkumulationen. Problemet med alle disse forklaringer er, at de er metodologisk ensidige,3 hvilket i høj grad skyldes, at de underordner analyseobjektet en allerede eksisterende teori (Delorme, 1984: 718-24). Hvad angår hans egen mangesidede forklaringsmodel, så starter Delorme ud med en abstrakt definition af staten som en social relation under stadig forandring. Staten er et medium for interventioner, der reflekterer relationerne mellem staten og de sektorer de statslige interventioner retter sig mod (1984: 729). Med udgangspunkt i denne abstrakte definition af staten søger Delorme så at nå frem til en mere konkret bestemmelse af staten gennem en stadig bearbejdning af analyseobjektet. Delorme stiller i denne forbindelse tre spørgsmål: Hvorfor har interventionerne overhovedet en statslig karakter? Hvorfor tager de statslige interventioner i vid udstrækning form af offentlige udgifter? Hvad forklarer den historiske udvikling disse? Disse spørgsmål kan kun besvares i forhold til forskellige historiske konfigurationer af stat og økonomi, der artikulerer internt og externt relaterede former for stat
100
med former for økonomisk evolution. Tre sådanne stat-økonomi konfigurationer kan identificeres: 1) det gamle regime fra de første egentlige statsdannelser og frem til 1789; 2) den begrænsede stat fra 1860 til 1915; og 3) den indskrevne stat fra 1945 og fremefter (1984: 738).4 I en lidt forenklet udgave er svarene for hver af de tre stat-økonomi konfigurationer, som følger. For det gamle regimes vedkommende forklares interventionernes statslige karakter i overvejende grad af behovet for at sikre det nationale territorie mod andre stater, deres udgiftskarakter af behovet for en central finansiering af statens interventioner, og deres historiske udvikling af historiske kontingente faktorer så som krige, hungersnød, mv. For den begrænsede stats vedkommende forklares interventionernes statslige karater i overvejende grad af behovet for at opretholde den offentlige orden i lyset af den ulige industrialisering, deres udgiftskarakter hovedsageligt af traditionen, og deres historiske udvikling af de økonomiske konjunkturer. Endelig gælder det for den indskrevne stat, at interventionernes statslige karakter i overvejende grad forklares af behovet for at generalisere den fordistiske forbrugsnorm gennem en aktiv socialpolitik, deres udgiftskarakter af institutionaliseringen af sociale kompromisser, og deres historiske udvikling af efterspørgslen af diverse velfærdsydelser (1984: 732-42). Disse forklaringer er måske ikke alle sammen lige geniale, og kan meget vel tænkes at give anledning til en funktionel forklaring af de statslige interventioner, hvis de ikke suppleres af en redegørelse for de sociale kræfter og politiske strategier, som søger at påvirke staten og dens interventioner. Der er ikke desto mindre tre afgørende pointer i Delormes analyse. For det første understreger han, at forholdet mellem stat og økonomi skal forstås som en intern relation af artikulation snarere end en ekstern relation af kausal determination. For det andet insisterer han på, at analysen af stat-økonomi relationen skal historiseres. For det tredie forklarer han, for den indskrevne stats vedkommende, interventionernes udgiftskarakter som et resultat af institutionaliseringen af sociale kompromisser opnået i og igennem politiske kampe. Disse generelle pointer peger på afgørende vis frem mod forståelsen af statens enhed som et historisk produkt af hegemoniske kampe, der søger at artikulere bestemte former for stat og økonomi. Det første minimumskrav til en statsteori synes dermed at være opfyldt. Men Delormes analyse lader imidlertid meget stå tilbage med hensyn til analysen af betydningen af statens form og betydningen af denne for realiseringen af forskellige politiske strategier. Staten fremstår med andre ord som en uteoretiseret black-box. I forsø-
1
get på at råde bod på dette kunne reguleringsteorien med fordel trække på centrale indsigter tilvejebragt af den såkaldte strategisk-relationelle statsanalyse.
5. Den strategisk-relationelle statsanalyse Bestræbelsen hos den tidlige Poulantzas (1973) på at udvikle en regional teori om den kapitalistiske stat løb ind i en uoverstigelig teoretisk modsætning. På ende side hævdes staten at udgøre et særligt strukturniveau, som i kraft af sin strukturelt betingede institutionelle enhed har en relativ autonomitet i forhold til den dominerende magtblok (Poulantzas, 1973: 13,46, 255-6).5 På den anden side defineres staten funktionelt som en sammenholdsfaktor for niveauerne i den sociale formation (1973: 44). Den sidste bestemmelse er teoretisk set uforenelig med den første: for hvis alt det, som bidrager til at holde sammen på den sociale formation, skal regnes med til staten, kan denne ikke begrænses til et særligt strukturniveau, men bliver istedet at opfatte som en generel dimension ved det sociale. Modsætningen mellem bestemmelsen af staten som en afgrænset region indenfor den sociale totalitet og som en generel dimension ved det sociale afspejles i forsøget på at skelne mellem det 'politiske', forstået som den statslige superstruktur, og 'politik', forstået som en klassepraksis, der retter sig mod staten (1973: 38). Denne distinktion afspejler en dybereliggende dualisme mellem struktur og praksis, som det ikke var muligt for Poulantzas at overvinde indenfor rammerne af sin regionale statsteori (Laclau, 1990: 64). I sin sidste bog opgiver Poulantzas (1980) imidlertid sin regionale statsteori til fordel for den såkaldte strategisk-relationelle statsanalyse. Kernen i denne er, at staten hverken er et instrument eller et subjekt, men derimod en social relation. At staten kan opfattes som en social relation skyldes, at dens institutionelle matrix kan ses som en materiel kondensering af styrkeforholdet mellem de sociale klasser (1980: 128-31). Denne definition overvinder i vid udstrækning modsætningen mellem struktur og praksis, idet staten, i den snævre forstand af en politisk institutionel struktur, kan ses som et resultat af institutionaliseringen af sociale relationer, der er konstituteret i og igennem politiske kampe. Jessop har med udgangspunkt i ovenstående definition af staten som en institutionel kondensering af styrkefoldet i klassekampen forsøgt at videreudvikle den strategisk-relationelle statsanalyse og forbinde den med reguleringsteorien (jvf. Jessop 1982, 1985, 1990a, 1990b). Det vil føre for vidt at forsøge at give en detaljeret redegørelse for Jessops intellektuelle udvikling fra statsteoretiker til reguleringsteoretiker (jvf. Bertramsen, 1991). Blot skal det understreges, at Jessop har insisteret på at placere statsanalysen i en stadig bredere samfundsmæssig sammenhæng. Det analytiske udgangspunkt
102
er således ikke længere staten, men derimod hvad Jessop, inspireret af Gramci, kalder et hegemonisk projekt, og som defineres som forsøget på at vinde og fastholde et politisk såvel som intellektuelt og moralsk lederskab gennem dannelsen af en kollektiv vilje med en national-folkelig karakter (Jessop et al., 1988: 154-69; jvf. Gramsci, 1971: 57-8). Et hegemonisk projekt søger at realisere en bestemt akkumulationsstrategi og en bestemt statsstrategi. En akkumulationsstrategi defineres som en specifik økonomisk vækstmodel samt en generel strategi for dens realisering (Jessop, 1983: 91). En statsstrategi defineres som en bestemt form for statsinterventioner, der fremmer udviklingen af en bestemt akkumulationsstrategi, sikrer det hegemoniske projekts sociale basis forskellige materielle begunstigelser, og konstruerer repræsentationsfomer, der garanterer forskellige politiske nøglegrupper adgang til centrene for politisk og økonomisk magt (Jessop et al., 1988: 159). Det er imidlertid ikke nok kun at redegøre for de institutionelle byggeklodser, der organiserer den gensidige forbindelse mellem stat og økonomi i form af henholdsvis intervention og repræsentation. „Vi må også redegøre for de statsprojekter, der binder disse klodser sammen med det resultat, at staten får en vis institutionel enhed og sammenhængskraft" (Jessop, 1990b: 353). Et hegemonisk projekt har succes i det omfang, at det lykkes at forankre en bestemt akkumulations- og statsstrategi i en række specifikke institutionelle former for økonomi (produktions-, distributions- og forbrugsformer) og institutionelle former for stat (organisations-, repræsentationsog interventionsformer). De institutionelle former for stat og økonomi er slagmarker for politiske strategier, der søger at ændre eller fastholde den dominerende stats- og akkumulationsstrategi (Jessop, 1983: 89-91). Men samtidig er de også udgangspunkter for formuleringen af strategier, i og med at f.eks. ledende statsembedmænd ofte mobiliserer statens ressourcer i promoveringen af strategier, der er relativt autonome i forhold til det pres, som kommer fra det omgivende samfund (Jessop, 1990b: 260-1). Hverken statens og økonomiens overordnede funktioner eller deres specifikke institutionelle former kan reduceres til et simpelt og direkte resultat af samspillet mellem de forskellige politiske strategier. Realiseringen af de forskellige politiske strategier er altid betinget af de allerede eksisterende institutionelle former for stat og økonomi. Disse har en såkaldt strategisk selektivitet, i og med at de priviligerer realiseringen af nogle politiske strategier frem for andre. Poulantzas (1980), Hirsch (1976) og Offe (1974) har tidligere fremhævet statens strukturelle selektivitet, defineret som en strukturelt determineret garanti for at anti-kapitalistiske kræfter hindres adgang til staten. Det har siden været en af Jessops store fortjenester at have videreudviklet begrebet om strukturel selektivitet til begrebet om staten og økonomiens strategiske selektivitet. Strategisk selektivitet refererer til den
1
asymmetriske måde, hvorpå institutionelle former, der selv er et produkt af tidligere hegemoniske projekter, henholdsvis fremmer og hæmmer realiseringen af forskellige politiske strategier (Jessop, 1990b: 261-2). Der er imidlertid altid den mulighed, at det på længere sigt vil lykkes for en bestemt hegemonisk kraft at fjerne de eventuelle institutionelle blokeringer ved hjælp af diverse indirekte selvrefleksive strategier. Derved øges den pågældende hegemoniske krafts mulighed for at bestemme indholdet i den dominerende akkumulations- og statsstrategi. Der er imidlertid ikke nogen garanti for, at de institutionelle former for stat (og økonomi) rent faktisk er kompatible med de funktioner som den dominerende stats- og akkumulationsstrategi fastlægger. For som Offe (1974, 1984) så ofte har understreget, så er det tit sådan, at statens formproblematiserer dens funktion. Dislokationen mellem form og funktion kan opstå i situationer, hvor specifikke former for stat (og økonomi) er blevet forandret af politiske indrømmelser (f.eks. i tilfælde af transformisme) eller af en total mangel på sådanne (f.eks. i undtagelsesregimer). Men det kan også skyldes, at de strategisk fastlagte funktioner ændrer sig hurtigere end de specifikke institutionelle former. Hvis vi kort skal gøre status, så har vi med introduktionen af den strategisk-relationelle statsanaly se fået opfyldt minimumskravene til en statsteori. Statens enhed forklares som et resultat af hegemoniske strategier og kampe, og dens samfundseffekt kan bestemmes ud fra en analyse af den strategiske selektivitet af statens organisations-, repræsentations- og interventionsformer. Endelig har vi så i tilgift fået understreget at statens institutionelle former langt fra er en passiv afspejling af dens funktion. Men hvad får vi egentlig ud af at forsøge at integrere reguleringsteorien og den strategisk-relationelle statsanalyse? Jo, vel i hovedsagen tre ting: For det første, ved at kombinere reguleringsteoriens begreb om den indskrevne stat med den strategisk-relationelle statsanaly ses understregning af at statens form ofte problematiserer dens funktion, så bliver det muligt at se staten både som en operativ instans i de samfundsmæssige reguleringsprocesser og en institutionel konfiguration, der selv skal reguleres for at kunne fungere optimalt i forhold til sin overordnede funktion. Staten er med andre ord både et reguleringssubjekt og et reguleringsobjekt. Denne indsigt er i høj grad et fremskridt i forhold til traditionel marxistisk statsteori, der ensidigt har fokuseret på statens rolle som reguleringssubjekt. For det andet, ved at kombinere »reguleringsteoriens bestemmelse af staten som en strukturel form, der institutionaliserer politiske kompromisser, med den strategisk-relationelle statsanalyses begreb om statens strategiske selektivitet, så indser vi hurtigt at staten ikke udgør nogen neutral slagmark for de forskellige politiske kampe. Denne indsigt rummer en klar kritik af pluralistiske statsteorier, der tenderer mod at se statens som et passivt medie for intereserepræsentation.
104
For det tredie, ved at kombinere reguleringsteoriens bestemmelse af staten som en strukturel form med den strategisk-relationelle statsanalysesopfattelse af staten som ikke bare en slagmark for politiske strategier men også et udgangspunkt for formuleringen af sådanne strategier, så bliver det muligt at analysere såvel statens sårbarhed som dens kapaciteter. Det kan hjælpe os at imødegå reguleringsteoriens tendens til at undervurdere statens mulighed for at initiere og styre socio-økonomiske forandringsprocesser. Disse centrale indsigter, der ikke kunne have været opnået alene ud fra reguleringsteoriens ansatser til en statsteori, fortjener at blive illustreret med et empirisk eksempel. Lad os derfor slutte af med en kort diskussion af overgangen fra den fordistiske til den post-fordistiske stat.
6. Den post-fordistiske stat Den nuværende krise for den fordistiske udviklingsmåde er en krise for den organiserede kapitalisme, der i begyndelsen af dette århundrede afløste laissez-faire kapitalismen. Disorganiseringen af de moderne kapitalistiske samfund viser sig som et sammenbrud for de sociale institutioner, som igennem årtier har udgjort de socio-økonomiske betingelser for en stabil økonomisk vækst og en dynamisk balance mellem magt og autoritet (Offe, 1985: 6). En delvis forklaring på dette sammenbrud er, at de vestlige samfund i stigende grad disintegreres ovenfra af internationaliseringsprocesser (i form af dannelsen af multinationale selskaber med en høj grad af international arbejdsdeling, styrkelsen af supranationale statsstrukturer og fremvæksten af en transnational kultur), nedefra af decentraliseringsprocesser (i form af en større spredning af kapital, klasser og byer, dannelsen af lokale policy-making netværk og styrkelsen af den regionale, etniske og kulturelle selvbevidsthed) og indefra af sociale antagonismer (i form af nye tværgående former for politisk konflikt, der bunder i krav om demokrati, autonomi og selvrealisering) (Lash og Urry, 1987: 300-1). Teorierne om kapitalismens disorganisering rammer plet, hvad angår analysen af det økonomiske, politiske og kulturelle opbrud i de vestlige lande. Men begrebet om den 'disorganiserede kapitalisme' er for upræcist til, at man kan fastslå, hvorvidt der er tale om en ny og stabil social konfiguration. Det kan således meget vel tænkes at disorganiseringen af kapitalismen blot er resultatet af den fordistiske udviklingsmådes sammenbrud. Hvis dette er tilfældet, er det ikke ud fra teorierne om kapitalismens disorganisering muligt at sige noget som helst om, hvor de moderne kapitalistiske samfund bevæger sig hen (Boyer, 1989a: 18). I denne henseende har reguleringsteorien langt mere at byde på. Boyer (1989b) har således opregnet fem mulige scenarier for ændringer i det fordistiske akkumulationsregime. Disse omfatter:
1
1) en verdensomspændende keynesianisme, der sikrer en fornyet vækst uden de store ændringer i det fordistiske akkumulationsregime iøvrigt; 2) en tilbagevenden til et extensivt akkumulationsregime, hvor vækst tilvejebringes gennem ekspansionen af den kapitalistiske produktionsmåde; 3) et forsøg på overvinde diverse barrierer for en videre udvikling af de fordistiske produktionsmetoder gennem indførelse af computerstyrede produktions- og kontrolsystemer; 4) en introduktion af fleksible produktionssystemer, der producerer små serier af specialiserede varer til et marked domineret af livsstilsforbrug; og 5) en spredning af den japanske model med fleksibel masseproduktion baseret på permanent produktudvikling gennem et institutionaliseret samarbejde med underleverandører, medarbejdere og statslige forskningsinstitutioner. På baggrund af disse højst forskellige scenarier er det svært at sige, hvad man egentlig skal forstå ved begrebet post-fordisme. For hvis post-fordisme defineres bredt, som alt det der kommer efter fordismen, så reduceres post-fordismen til en kronologisk markør af ringe analytisk værdi. Omvendt hvis post-fordisme defineres snævert som et akkumulationregime kendetegnet ved fleksibel specialisering, så kan man ligeså godt kalde barnet ved dets rette navn. Der er dog også den mulighed, at man ser post-fordismen som en ny udviklingsmåde, der søger at løse den fordistiske udviklingsmådes strukturelle problemer. Herefter kunne man så gå igang med at specificere et særligt post-fordistisk akkumulationsregime, de strukturelle former der kendetegner post-fordismen, samt en særlig post-fordistisk reguleringsmåde. Endelig ville man så ud fra den generelle model for den post-fordistiske udviklingsmåde kunne undersøge og sammenligne forskellige nationale varianter (jvf. Jessop, 1990c: 1-3). Forsøget på at indholdsbestemme den post-fordistiske udviklingsmåde er naturligvis forbundet med stor usikkerhed. Men et godt bud ville være, at det post-fordistiske akkumulationsregime vil komme til at bygge på i hovedsagen tre elementer: en yderligere ekspansion af den kapitalistiske produktionsmåde til servicesektoren (gennem udnyttelsen af nye informationsteknologier) og måske på længere sigt Østeuropa (gennem export af 'gamle' fordistiske produktionssystemer), en massiv satsning på fleksible produk-
106
tionssystemer karakteriseret ved omstillingsfordele snarere end stordriftsfordele, og sidst, men ikke mindst, en større grad af integration af højtkvalificerede arbejdere gennem personlige løntillæg, overskudsdeling, samarbejde om teknologisk udvikling og uddelegering af ledelsesansvar. Disse elementer vil i høj grad kunne afhjælpe problemerne med faldende produktivitetsstigninger. Hvis der yderligere tilføjes en øget specialisering af forbruget, en tiltagende dominans af institutionelle investorer, samt formationen af såkaldte industriblokke i form af strategiske alliancer mellem beslægtede firmaer, er vi ved at have omridset af et nyt og bæredygtigt akkumulationsregime. Hvis vi derefter ser på de strukturelle former, der kanaliserer reproduktionen af det post-fordistiske akkumulationsregime, så er der en ændring i retning af en tiltagende internationalisering af store virksomheder, prissystemer, statsstrukturer og monetære arrangementer. Kun organiseringen af lønrelationen synes at forblive et nationalt anliggende. Endelig så vil den post-fordistiske reguleringsmåde være kendetegnet ved forsøg på at fremme konkurrencen mellem forskellige produktionsformer, en forstærket statslig indsats indenfor forskning og uddannelse, og en mere fleksibel lønrelation, hvad angår ansættelsesvilkår, arbejdstider og lønninger. Med hensyn til forbindelsen mellem de socio-økonomiske forandringer og den igangværende forandring af staten skal vi undgå at se sidstnævnte som en funktion af førstnævnte. Vi skal derimod i stedet understrege den kontingente artikulation af en post-fordistisk akkumulations- og statsstrategi. Den post-fordistiske stat, som vil blive beskrevet i det følgende, udgør måske nok den „bedste" politiske ramme for den post-fordistiske udviklingsmåde, men det skyldes ikke, at den er determineret af strukturelle imperativer eller designet af rationelle valg. Det skyldtes snarere, at de politiske styrkeforhold, der er betinget af statens og økonomiens strategiske selektivitet, har tilladt organisk intellektuelle af forskellig observans at promovere en bestemt reorganisering af samfundets institutionelle matrix, der på én gang synes at løse fordismens økonomiske og politiske krise. Det videre forsøg på at sige noget om statens rolle som en post-fordistisk reguleringsinstans kompliceres af, at der vil være forskel på statens aktive rolle her og nu i forhold til selve etableringen af den post-fordistiske udviklingsmåde og dens måske mere tilbagetrukne rolle i forhold til en udviklet form for post-fordisme. Billedet mudres desuden af, at der vil være store nationale variationer, alt efter om de enkelte lande forfølger en neo-liberalistisk, neo-korporativistisk eller neo-dirigistisk statsstrategi (Jessop, 1989: 14, 19-21). Lad os alligevel vove pelsen med et par generelle bemærkninger om forskellen mellem den fordistiske og post-fordistiske stat. Den fordistiske stats overordnede funktion var således primært at tilvejebringe de overordnede rammer for det nationale kapitalkredsløb, at generalisere den fordistiske forbrugsnorm gennem sociale velfærdsydelser, at
1
foretage en omfattende regulering af markedet og det sociale liv iøvrigt, samt endvidere at sikre den bredest mulige tilslutning til velfærdsstatskapitalismen. Til sammenligning vil den post-fordistiske stat i stigende grad optræde som en direkte medspiller i forhold til udvalgte økonomiske og politiske agenter på den nationale arena, men med den ene hånd bundet på ryggen af hensynet til internationale forpligtelser. Den post-fordistiske stat vil fortsat kunne karakteriseres som en velfærdsstat, men den vil være langt mere fleksibel i tildelingen og finansiering af sociale velfærdsydelser, der i stigende grad vil have til formål at fremme fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og tilvejebringe et sikkerhedsnet for dem, der ikke er omfattet af private forsikringsordninger. Desuden vil staten generelt være kendetegnet ved en knap så omfattende regulering, men til gengæld med mere kontrol og flere sanktioner for at få de udstukne rammer overholdt. Endelig er der tegn på, at staten vil være mindre integrativ og i væsentlig grad bidrage til fastholde opdelingen af befolkningen i et privilegeret flertal af post-fordistiske arbejdere og et mindretal af udstødte befolkningsgrupper (jvf. Gamble, 1988; Jessop, 1989). De nuværende institutionelle former for stat i de moderne kapitalistiske lande er ikke umiddelbart gearede i forhold til de generelle ændringer i statens overordnede funktion. De post-fordistiske statsstrategier må derfor søge at ændre statens institutionelle former. En lang række institutionelle forandringer er allerede undervejs (jvf. Jessop, 1989; Hirsch og Häusler, 1987; Mjøset, 1987; Delorme og André, 1989). En hel del af disse ændringer er direkte eller indirekte resultater af politiske strategier formuleret af politiske magtcentre indenfor statsapparatet, hvilket understreger den statslige kapacitet til at initiere og styre vigtige forandringsprocesser. I overensstemmelse med ovennævnte ændringer i statens overordnede funktion er der således en tendens til, at de statslige repræsentationsformer ændres i retning af en delvis svækkelse af den institutionaliserede korporative interesserepræsentation til fordel for alternative repræsentationsformer blandt andet i form af håndplukkede tænketanke med direkte repræsentation af store erhvervsvirksomheder. De parlamentariske organer synes fortsat at have en central rolle, men indenfor disse styrkes regeringsmagten på bekostning af de folkevalgte forsamlinger, hvilket blandt betyder, at den statslige regulering i stigende grad sker gennem cirkulærer og forordninger. Dette sker samtidig med, at regeringsmagten etablerer tættere bånd til centraladministrationen, og stadig oftere henvender sig direkte til befolkningen med formaninger til borgerne om ansvarlighed i forhold til de nationale interesser, sådan som de fortolkes af regeringen og centraladministrationen. Endelig ændres de politiske partier fra decentrale, heterogene og åbne catch-all partier til centralistiske, homogene og selektive governing partier, hvilket forstærker modsætningen mellem partiernes parlamentsgruppe og deres lokale basis. Hvad angår statens interne organisation, så er der tendenser til decen-
108
tralisering i form af dannelsen af halvoffentlige regionale netværk til fremme af vækst og industriel udvikling. Statens fleksibilitet søges endvidere stimuleret gennem iværksættelsen af diverse moderniserings- og afbureaukratiseringsprogrammer. Disse omfatter blandt andet en indsats for at få privatiseret dele af den offentlige servicevirksomhed. Tilbagerulningen af staten betyder dog ikke, at staten bliver svagere, eftersom der er en stigende magtkoncentration hos de centrale myndigheder herunder i særlig grad hos budgetstyringsmyndighederne, der forlanger maksimalt udbytte af og kontrol med de offentlige midler. Endelig er der også eksempler på, at de repressive statsapparater styrkes med henblik på at sikre den offentlige orden i en tid, hvor konsensuspolitikken er lagt på hylden. Med hensyn til de statslige interventioner er der en tendens til, at generelle subsidier til truede erhverv afløses af en selektiv støtte til vækstindustrier især indenfor eksporterhvervene. I forhold til arbejdsmarkedet forsøger staten at fremme private forsikringsordninger og i det hele taget en øget faglig, geografisk og uddannelsesmæssig mobilitet. Generelt må man sige at statens grænser trækkes tilbage i og med at dens interventioner får et mindre omfang. Tilbagerulningen af staten tager imidlertid ofte den dobbelttydige form at staten regulerer rammen for andres selvregulering. Endelig er der en tendens statens interventioner indenfor undervisning, kultur og medier bliver mere restriktive. I visse tilfælde sker dette som en ikke-intenderet konsekvens af forsøg på at bringe valget tilbage til den enkelte borger, som i et konkurrencefyldte omgivelser fravælger alternative og eksperimenterende initiativer, som ikke har nogen umiddelbar nytteværdi. De igangværende institutionelle ændringer er ikke alle lige entydige, og det kan desuden være svært at afgøre, om de er direkte resultater af strategiske interventioner, eller blot er foreløbige kulminationer af generelle udviklingstendenser. Et præcist billede af den post-fordistiske stat vil således kræve en historisk specifik og nationalt afgrænset analyse af det komplekse samspil mellem strategier og institutioner i spændingsfeltet mellem stat og økonomi.
7. Konklusion Indeværende kapitel har beskæftiget sig med reguleringsteoriens statsteori, eller måske rettere dens mangel på samme. Efter en kort introduktion til reguleringsteorien har vi således kunne konstatere, at den paradoxalt nok mangler en teori om staten. Det videre forsøg på at kompensere for denne mangel ved at supplere reguleringsteoriens spinkle ansatser til en statsteori med den såkaldt strategisk-relationelle statsanalyse ledte os frem til den konklusion, at staten både er subjekt og objekt for regulering. Denne konklusion har slutte-
1
ligt været udgangspunktet for en kort empirisk rettet analyse af overgangen fra den fordistiske til den post-fordistiske stat. Den ufærdige karakter af såvel de teoretiske som empiriske betragtninger understreger behovet for en videreudvikling af de forskellige ansatser til en reguleringsteoretisk statsanalyse. Der skal i denne forbindelse advares mod et særligt tilfælde af falsk varebetegnelse. Der er nemlig en farlig tendens til at forveksle opprioriteringen af statsanalysen med udviklingen af en teori om politikkens primat (jvf. Boyer, 1990). Disse to ting har principielt set ikke noget med hinanden at gøre. Opprioriteringen af statsanaly sen sætter os i stand til redegøre for statens centrale rolle i de samfundsmæssige reguleringsprocesser, men hjælper os ikke til en forstå politikkens primære rolle for konstitutionen af de sociale relationer, inklusive de institutionelle former for stat og økonomi. Udviklingen af en teori om politikkens primat fordrer en gennemgribende reformulering af politikbegrebet, der gør op med den traditionelle opfattelse af politik som de aktiviteter, der falder ind under staten. Politik kan i stedet for, som diskursanalysen foreslår, ses som en hegemonisk praxis, der til stadighed skaber, underminerer og reetablerer den sociale orden. Hermed er vi tilbage i Gramsci, der med støtte i Machiavelli insisterer på at „føre alting tilbage til politik" (Gramsci, 1971: 249)
Litteratur Aglietta, Michel (1982). 'Avant-propos à la deuxieme édition', i Régulation etcrises du Capitalisme: l'expérience des Etas-Unis, Paris: CalmannLévy. Aglietta, Michel (1987). A Theory of Capitalist Regulation: The US Experience, London: Verso Press. de Bernis, Gestanne (1983). 'De quelques questions concernant la théorie des crises', i GREEC Crise et régulation, Grenoble: DRUG, pp. 23587. Bertramsen, René Bugge (1991). 'From the capitalist state to the political economy', i Bertramsen, Thomsen og Torfing, State, Economy and Society, London: Unwin Hyman, pp. 94-145. Bertramsen, René Bugge; Thomsen, Jens Peter Frølund og Torfing, Jacob (1991). State, Economy and Society, London: Unwin Hyman. Bocarra, Paul (1978). Etudes sur le capitalisme monopoliste d'Etat, sa crise, et son issue, Paris: Editions sociales. Boyer, Robert (1987). 'Technical change and the theory of regulation', arbejdspapir fra CEPREMAP, nr. 8707. Boyer, Robert (1989a). 'The transformations of modern capitalism', arbejdspapir præsenteret på konferencen 'Comparative Governance of Economic Sectors', Bellagio, 29. maj - 2. juni.
110
Boyer, Robert (1989b). The capital-labor relations in the OECD countries from the „golden age" to the uncertain nineties', arbejdspapir præsenteret på konferencen 'Capital Labor Relations', Harward University, 11.- 12. marts. Boyer, Robert (1990). 'Preface: pour une séconde génération de travaux sur la régulation', i Boismenu og Drache (red) Model Developpement et Trajectoire Canadienne, Montreal: Méridien, pp. 7-26. Delorme, Robert (1984). 'A new view on the economic theory of the state: a case study of France', Journal of Economic Issues, vol. 18, nr. 3, pp. 715-44. Delorme, Robert & André, Christine (1983). L'Etat et l'économie, Paris: Editions de seuil. Delorme, Robert & André, Christine (1989). 'Les relations Etat-économie en France et en Republique Fédérale d' Allemagne: une comparaison', arbejdspapir fra CEPREMAP, nr. 8914. Gamble, Andrew (1988). The Free Economy and the Strong State: the Politics of Thatcherism, London: MacMillan. Gramsci, Antonio (1971). Selections from Prison Notebooks, London:Lawrence & Wishart. Hirsch, Joachim (1976). 'Bemerkungen zum theoretischen Ansatz einer Analyse des bürgerliche Staates', Gesellschaft, nr. 8/9, pp. 99-149. Hirsch, Joachim & Häusler, Jürgen (1987). 'The crisisof Fordism and the transformation of the party system in West Germany', arbejdspapir præsenteret på 'Sixth International Conference for Europea-nists', Washington, D.C., 30. oktober - 1. november. Jessob, Bob (1982). The Capitalist State, Oxford: Basil Blackwell. Jessop, Bob (1983). 'Accumulation strategies, state forms and hegemonic projects', Kapitalstate, nr. 10/11, pp. 89-111. Jessop, Bob (1985). Nicos Poulantzas: Marxist Theory and Political Strategy, London: MacMillan. Jessop, Bob (1989). Thacherism: the British road to post-Fordism?', personligt cirkuleret arbejdspapir. Jessop, Bob (1990a). 'Regulation theories in retrospect and prospect', Economy and Society, vol. 19, nr. 2, pp. 153-216. Jessop, Bob (1990b). State Theory: Putting Capitalist States in their Place, Cambridge: Polity Press. Jessop, Bob (1990c). 'Industrimodeller og velfærdsstat efter fordismen', personligt cirkuleret arbejdspapir. Jessop, Bob et al. (1988). Thatcherism: a tale of Two Nations, Cambridge: Polity Press. Laclau, Ernesto (1990). 'Marxistiske statsteorier', i Andersen et al. (red) Stat, Strategi og Hegemoni, Roskilde: Tek-Samf Forlaget, pp. 47-72.
1
Lash, Scott og Urry, John (1987). The End of Organized Capitalism, Cambridge: Polity Press. Lipietz, Alain (1985). The Enchanted World, London: Verso Press. Mjøset, Lars (1987). 'Nordic economic policies in the 1970s and 1980s', International Organization, vol. 41, no. 3, pp. 403-56. Offe, Claus (1974). 'Structural problems of the capitalist state', i von Beyme (red) German Political Studies, vol. 1, London: Sage. Offe, Claus (1984). Contradictions of the Welfare State, London: Hutchinton. Offe, Claus (1985). Disorganized Capitalism, Cambridge: Polity Press. Poulantzas, Nicos (1968). Political Power and Social Classes, London: NLB Poulantzas, Nicos (1980). State, Power, Socialism, London: Verso Press. Torfing, Jacob (1990). 'Gramsci og Neogramscianeme: Mod en teori om politikkens primat', Politica, vol. 22, nr. 2, pp. 176-90. Torfing, Jacob (1991). 'The Primacy of Politics', arbejdspapir fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, nr. 1.
Noter 1
Statsudledningsdebatten forsøgte at udlede statens konkrete form og funktioner ud fra kapitalens abstrakte bevægelseslove, og er derfor et godt eksempel på en kapital-teoretisk tilgang til analysen af den kapitalistiske stat. Omvendt er teorierne om den statsmonopolerede kapitalisme et godt eksempel på en klasse-teoretisk tilgang til statsanalysen, idet de ser staten som et udtryk for borgerskabets klassemagt. Det taler til teorierne om den statsmonopoliserede kapitalismes fordel, at de i et vist omfang understreger betydningen de politiske agenters intervention. Men når alt kommer til alt, er der ikke meget at hente, i og med at politiske agenter udelukkende refererer til de sociale klasser, hvis paradigmatiske interesser er givet i kraft af klassernes strukturelle placering indenfor den kapitalistiske produktionsmåde. For en yderligere diskussion se Jessop (1982: kap. 2 og 3).
2
Tesen om politikkens primat skaber behov for en reformulering af politikbegrebet. Politik kan således ikke længere opfattes som en afgrænset region i den sociale totalitet, idet politik er ansvarlig for struktureringen af alle de sociale relationer, inklusive de politiske, økonomiske og ideologiske sfærer. Alternativt må politik forstås som en på én gang konstitutiv og subversiv dimension ved de sociale relationer. For en yderligere diskussion se Torfing (1990, 1991), samt Bertramsen, Thomsen og Torfing (1991).
3
De to første forklaringer er overvejende partielle, logiske, og kvantitative, hvorimod de to sidste er overvejende holistiske, historiske og kvalitative.
4
Det gamle regime (1' Ancien Régime) refererer til den feudale nationalstat, der langsomt afløste de små middelalderlige fyrstendømmer. Den begrænsede stat (l'Etat Circonscrit) refererer til hvad andre fejlagtigt betegner som den liberale stat. Fejlagtigt, fordi henvisningen til statens liberale karakter giver indtryk af, at staten var non-interventionistisk snarere end blot begrænset i sine interventioner. Den indskrevne stat (l'Etat Inséré) refererer til den fordistiske stat, der i højere grad end de tidligere statskonfigurationer er integreret i det socio-økonomiske netværk.
112
5
Argumentet er, som følger. Det gælder specifikt for den kapitalistiske produktionsmåde, at der er en enhed mellem produktionen af arbejdernes livsgrundlag og produktionen af merværdi. Dette betyder, at der ikke længere brug for en direkte ekstra-økonomisk tvang i produktionen for at sikre udtrækningen af merværdi. Staten adskilles dermed fra øko-
nomien, og etableres som en institutionel enhed med en vis grad af relativ autonomitet.
1
114
Politik og institutioner Torben Bech Dyrberg & Jacob Torfing1
Etableringen af den politiske videnskab som en selvstændig disciplin indenfor samfundsvidenskaberne krævede et opgør med tidligere tiders opfattelse af politik som de formelle og uformelle aspekter ved statens politiske, retlige og administrative institutioner (Rasmussen, 1968). Den politiske videnskab fik sit eget selvstændige analyseobjekt, i og med at det analytiske fokus skiftede fra spørgsmålet om de statslige institutioners indretning og funktion til spørgsmålet om magtens udøvelse og autorisering. Easton (1953) definerede således politologiens objekt som den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for samfundet. Adskillelsen af politik fra dens institutionelle kontekst er dog kun en halv sejr. For den politiske videnskab mangler stadig en adækvat forståelse af de komplekse relationer mellem politik og institutioner. Dét er der nu to nyere bøger, der prøver at råde bod på. Ernesto Laclaus New Reflections on the Revolution of Our Time (1990) og James G. Marchs og Johan P. Olsens, Rediscovering Institutions, The Organizational Basis of Politics, (1989) forsøger således begge, ud fra vidt forskellige udgangspunkter, at give et bud på, hvordan vi kan forstå samspillet mellem politik og institutioner. Laclau er en af ophavsmændene til den såkaldte neogramscianske diskursanalyse, der især har hentet inspiration fra den nyere franske filosofi; hvorimod March og Olsen er eksponenter for den såkaldte ny institutionalisme, der i høj grad har hentet inspiration fra organisationsteorien. Det er ikke desto mindre vores hensigt at vise, hvordan såvel Laclau som March og Olsen, med deres respektive forsøg på at løse de klassiske problemer med hensyn til nedprioriteringen af det politiske indenfor marxismen og nedprioriteringen af institutioner indenfor liberalismen, ikke alene konvergerer, men også supplerer hinanden.
1. Teoretiske lighedspunkter Allerede med hensyn til de grundlæggende ontologiske og epistemologiske
115
spørgsmål er der lighedspunkter mellem på den ene side Laclau og på den anden side March og Olsen. Ontologisk set er de således fælles om at støtte en svag realisme, der nok accepterer muligheden for, at der eksisterer en objektiv realitet uafhængig af vores bevidsthed om den, men som samtidig erkender, at vi kun har adgang til denne realt eksisterende materie, i og med at den konstitueres som form indenfor det relationelle system af former, der udgør vores sociale livsverden (Laclau, 1990: 100; March & Olsen, 1989:41).I forlængelse af den senere udvikling indenfor fænomenologien, den analytiske filosofi og strukturalismen understreges det hermed, at den objektive realitet kun kan begribes gennem en stadig konstruktion af mening på baggrund af allerede eksisterende meningsrelationer. Hvor Laclau ser konstruktionen af mening som et spørgsmål om artikulation, betragter March og Olsen denne som et spørgsmål om fortolkning. Artikulation indebærer, at en bestemt betydning dannes i forhold til noget, der er forskelligt fra den, og som netop dermed bliver en del af den. Fortolkning indebærer, at diverse sociale relationer, begivenheder, handlinger og præferencer, ud fra en helhedsbetragtning, tillægges en bestemt mening. Både artikulation og fortolkning indeholder et element af aktiv konstitution, hvilket understreger, at de konstruerede former ikke er prædeterminerede af en objektiv realitet (Laclau, 1990: 104; March & Olsen, 1989: 42). Der er imidlertid en forskel, idet fortolkning forudsætter et fortolkende subjekt, hvilket ikke er tilfældet med artikulation. Tværtimod er artikulation i sig selv en betingelse for konstruktionen af subjektivitet, eftersom denne er et resultat af etableringen af en relation mellem forskellige subjektpositioner, der gensidigt modificeres af deres indbyrdes relationer. Forskellen er dog ikke større end, at March og Olsen (1989:41 -46) langt fra opfatter det fortolkende subjekt som et enhedssubjekt, da det til stadighed opløses i et interpersonelt netværk af kognitive og affektive relationer. Påstanden om at verden kun er givet gennem artikulation og fortolning, afstedkommer ofte anklager for idealisme. Men som vi allerede har set, udelukker denne påstand ikke muligheden af en uafhængigt eksisterende objektiv realitet. Dermed undgås den idealistiske position, ifølge hvilken verden kun eksisterer i vores bevidsthed. Desuden understreger såvel Laclau (1990: 19-21) som March og Olsen (1989:54-5) de sociale aktørers og institutionelle strukturers kontingente karakter, som bevirker, at de konstruerede former aldrig kan gøre krav på at udgøre en endegyldig repræsentation af den objektive realitet. Realiteten kan ikke reduceres til dens repræsentation, hvorved den form for idealisme, der netop hævder at materien er identisk med sin form, afværges. Selv om de epistemologiske spørgsmål hverken hos Laclau eller hos March og Olsen gøres til genstand for større opmærksomhed, er der også på dette punkt en klar overensstemmelse. Begge parter mener nemlig, at en
116
væsentlig drivkraft bag artikulationen og fortolkningen af vores livsverden skal findes i forsøget på at 'skabe orden i kaos'. Såvel institutioner som individer søger at etablere et vist minimum af konsistens (March & Olsen, 1989: 41). Hvad der gælder for lægmand, gælder desuden også for videnskaben, som udvikles gennem en uendelig række af forsøg på at genbeskrive sit analyseobjekt på en måde, der opfattes som værende mere tilfredsstillende og mere dækkende (Laclau, 1990:102). Såvel Laclau som March og Olsen formulerer sig med andre ord, epistemologisk set, i overensstemmelse med pragmatismen. Alt i alt ser såvel Laclau som March og Olsen verden som bestående af forskellige meningssystemer, hvis symbolske karakter ikke blot tjener til at maskere virkeligheden, eftersom de i høj grad er konstituerende for samme (March & Olsen, 1989: 47-52). Det sociale er med Laclaus ord diskursivt konstitueret, i og med at de sociale relationer tager form af en række sprogspil, der knytter sprog, handling og objekter sammen i meningsgivende sekvenser (Laclau, 1990:101). De forskellige og til tider indbyrdes uforenelige diskurser fungerer som 'principles of reading' i forhold til den stadig mere uigennemsigtige, flertydige og konfliktfyldte omverden (Laclau, 1990: 638). Med hensyn til de mere substantielle overvejelser er Laclau (1990:50) og March og Olsen (1989: 3-4) fælles om at have en ikke-reduktionistisk tilgang til forståelsen af politik. De forsøger dermed at gøre op med diverse forsøg på at reducere politik til et epifænomen af enten strukturer eller aktører. Sådanne forsøg er misvisende, da de i deres iver efter at forklare politik ender med at bortforklare den, i og med at den alene gøres til et spørgsmål om realiseringen af en social logik, som ikke selv er politisk. Forholder det sig derimod således, at politik ikke kan reduceres til en effekt af enten de sociale strukturers indre dynamik - sådan som det sker indenfor marxismen - eller de sociale aktørers rationelle forfølgelse af deres interesser - sådan som det er tilfældet med liberalismen - er det fordi politik er konstituerende for både strukturer og aktører. Laclau insisterer således på, at „structural re-articulation will be an eminently politicai restructuration", samt en videre på at de politiske re-artikulationer af strukturen „also entails the constitution of the agents' identity and subjectivity" (Laclau, 1990: 50). Dette leder frem til Laclaus centrale tese om „the primacy of the political over the social" (Laclau, 1990: 33), som giver politikken status af en konstitutiv dimension ved alle sociale relationer. Lidt mere spagfærdigt, men på linie hermed, fremhæver March og Olsen „the idea that politics, creates, confirms, or modifies interpretations of life" (March & Olsen, 1989: 48). Politik er endda ikke kun konstituerende for vores fortolkninger, og dermed de institutionelle strukturer, hvori de indlejres, eftersom at det desuden er „through politics, individuals develop their identities" (March & Olsen, 1989: 48).
117
Opfattelsen af politik som en konstituerende snarere end en afledt aktivitet betyder imidlertid ikke, at alt er muligt. Politik er hverken en potentielt kaotisk eller indetermineret aktivitet, eftersom den altid finder sted i en relativt struktureret kontekst. Både Laclau (1990:35) og March og Olsen (1989: 16-19) mener således, at politiske beslutninger, handlinger og strategier til stadighed betinges af institutionelle strukturer, som hæmmer og fremmer deres realisering. Pointen vedrørende de institutionelle strukturers indflydelse på den politiske konstitutionsproces fordrer i mindst to henseender en reformulering af strukturbegrebet. I stedet for at opfatte struktur som et dybereliggende mønster af objektive sociale relationer, bør vi forstå det som det altid ufuldstændige sæt af regler og ressourcer, der medvirker til de institutionaliserede sociale praksisformers reproduktion (jvf. Giddens, 1979: 159-169; Derrida, 1978: 278-293). En sådan struktur vil, qua sin manglende objektivitet, ikke være i stand til at determinere det politiske, men vil trods alt, qua sine relativt faste regler og ressourcer, være i stand til at betinge resultatet af den politiske konstitution af det sociale. Såvel Laclau som March og Olsen er i store træk enige i denne definition af institutionelle strukturer, og hvad mere er, så er de også enige om, at de sociale aktører og deres præferencer, ønsker og holdninger er endogene i forhold til disse strukturer (Laclau, 1990: 30; March & Olsen, 1989:40). Aktøren kan dog ikke reduceres til sin objektive placering i strukturen, men er tværtimod betinget af dennes ufuldstændighed. Det er således strukturens „dislocation" (Laclau, 1990: 41-44) og „inefficiency" (March & Olsen, 1989:54-56), der muliggør fremkomsten af relativt autonome aktører. En sådan reformulering af begreberne om struktur og aktør rummer kimene til en overskridelse af den klassiske struktur/aktør dualisme, ifølge hvilken determinisme og voluntarisme gøres til gensidigt udelukkende og lige enside alternativer.
2. Teoretisk symbiose? Vi har indtil nu bestræbt os på at fremdrage, hvad vi anser for at være en række bemærkelsesværdige lighedspunkter mellem på den ene side Laclau og den anden side March og Olsen. Lad os ikke desto mindre slå fast, at der ikke er tale om to identiske positioner. Man er endog til tider ligefrem nødt til at opbyde lidt god vilje for at blive overbevist om lighedspunkterne. Dette skyldes dels, at de to positioner har deres teoretiske udgangspunkt i henholdsvis marxistisk og liberal teori, og dels, at de har nærmet sig hinanden ved at fokusere på henholdsvis politik- og institutionsaspektet. Men som vi skal se, betyder forskellene i udgangspunkt og analytisk fokus, at de to positioner, snarere end at fjerne sig fra hinanden, supplerer hinanden i en sådan grad, at der på det nærmeste er tale om en teoretisk symbiose (samme pointe finder man hos Bang, 1989: 248-9).
118
I betragtning af at politik tillægges en konstituerende rolle i forhold til de mere eller mindre institutionaliserede sociale relationer, er det overraskende så vagt, March og Olsens politikbegreb er. Politik optræder for det meste som adjektiv til enten handling eller beslutning. Der gøres ikke noget særskilt forsøg på at definere, hvad politik egentlig indebærer. Det tætteste, man kommer, er bemærkningen om, at „politics is organized around the construction of meaning as well as, or instead of, the making of choices" (March &01sen, 1989:159). Denne formulering røber en betydelig usikkerhed med hensyn til håndteringen af politikbegrebet. Helt anderledes forholder det sig med Laclau, som har leveret et vægtigt bidrag til en reformulering af politikbegrebet (jvf. Torfing, 1991). Udgangspunktet for Laclaus reformulering af politikbegrebet er hans forsøg på at dekonstruere den strukturelle determinationslogik, der har præget store dele af marxismen. Kort fortalt har marxismen tenderet mod at reducere politik til en særlig udviklet form for klassekamp, som finder sted på et superstrukturelt niveau, hvis rolle og natur er bestemt af den grundlæggende socio-økonomiske struktur. Laclaus dekonstruktive læsning af marxismen har forløbet i to etaper. Han angreb først klassereduktionismen, som insisterede på de politiske ideologiers nødvendige klassetilhørsforhold (Laclau, 1977). Hans modstilling af politiske kampe baseret på klasseantagonismer med politiske kampe baseret på folkeligt-demokratiske antagonismer var et skridt væk fra reduktionismen, men formåede dog ikke at gøre op med den grundlæggende opfattelse af økonomien som et homogent system, styret af sine egne indre logikker. Opgøret med denne opfattelse af økonomien kom først senere i og med understregningen af økonomiens karakter af at være et heterogent terræn for politiske kampe (Laclau & Mouffe, 1985). Denne opfattelse berøver økonomien dens status som det centrale udgangspunkt for social determination, og markerer begyndelsen til en ikke-reduktionistisk forståelse af de samfundsmæssige relationer, der er blevet omtalt som en særlig form for post-marxisme. Dekonstruktionen af marxismen retter i sidste ende et afgørende slag mod opfattelsen af samfundet som en centreret, altfavnende og fuldt ud begribelig totalitet (Laclau, 1990: 89-92; for en parallel til March og Olsen, se Pedersen, 1991:134). Samfundet er fundamentalt set umuligt i den forstand, at det til stadighed penetræres af begivenheder, der ikke kan repræsenteres indenfor den symbolske orden, og som derfor resulterer i dennes delvise sammenbrud. Disorganiseringen af det kapitalistiske samfund bevirker, at den sociale struktur er præget af en „undecidability", der er ontologisk, i og med at samfundet kun eksisterer i forsøget på at overvinde den. De konstitutive beslutninger, hvorigennem den sociale struktur forsøges re-artikuleret, er præcis, hvad Laclau forstår ved politik. De politiske beslutninger træffes indenfor en „undecidable" struktur, der nok formår at tilvejebringe diverse
119
grunde, motiver og intentioner bag valget af A frem for B, C eller D, men som ikke kan give dette valg nogen ultimativ fundering (Laclau, 1990:27-31). De politiske beslutninger kan derfor ikke have nogen algoritmisk karakter, men vil i sidste ende være arbitrære og bero på forskellige former for overtalelse. Overtalelsesforsøgene vil i en situation med konkurrerende og indbyrdes uforenelige valgmuligheder tage form af en kamp for hegemoni, hvor skabelsen af konsensus for en bestemt valgmulighed betinges af undertrykkelsen af andre valgmuligheder (Laclau, 1990: 71-73). Det er værd at bemærke, at der er en vis parallel mellem på den ene side Laclaus begreber om „undecidability", overtalelse og hegemoni og på den anden side March og Olsens begreber om flertydighed, „reasoned debate" og „preference pooling/molding" (March & Olsen, 1989:24, 124, 150-156). Ihvertfald er der på et overordnet plan enighed om, at politik er konstituerende for de mere eller mindre institutionaliserede sociale relationer. Denne opfattelse kan i al sin enkelthed illustreres ved hjælp af følgende figur: Figur 1
Laclaus styrke er at finde i hans forsøg på at reformulere politikbegrebet, så det bringes i overensstemmelse med tesen om politikkens primat. For når det kommer til spørgsmålet om de institutionelle rammers betydning for den politiske konstitueringsproces, har Laclau ikke meget at byde på. Mouzelis (1988: 110) har således ligefrem anklaget Laclau for at analysere politik i et institutionelt vacuum. En så skarpt formuleret kritik er imidlertid uberettiget, eftersom Laclau rent faktisk har et institutionsbegreb, og desuden, som tidligere anført, mener at politik altid er betinget af sin institutionelle kontekst. Problemet er snarere, at Laclaus institutionsbegreb er alt for vagt. Institutiner defineres som „systems of differences" (Laclau, 1990:223), som sedimenteres efterhånden som de „assume the form of an objective presence" (Laclau, 1990:34), men som i øvrigt generelt har karakter af „loosely integrated complexes requiring constant intervention of articulatory practices" (Laclau, 1990: 224). Selv om denne definition på det abstrakte plan siger en del om, hvad sociale institutioner er for noget, er den ikke meget bevendt, når det drejer sig om mere konkret at bestemme, hvordan disse institutioner virker ind på den politiske konstitutionsproces. I denne henseende får vi meget mere ud af at konsultere March og Olsen, hvis nuværende position kan ses som endnu et opgør med utilitarismen og den metodologiske individualisme, der i nyere tid har domineret liberali-
120
stisk teori i form af den såkaldte rationelle aktørmodel. Også for March og Olsen gælder det, at deres opgør har forløbet i to etaper. Først introducerede de „garbage can" modellen, dermed påpegningen af den løse og ofte retroaktive forbindelse mellem politiske mål og midlerne til deres opfyldelse reducerede den gænse mål-middel rationalitet til undtagelsen, der bekræfter reglen (March & Olsen, 1976). Men teorien bag garbage can modellen repræsenterede ikke i sig selv noget brud med den metodologiske individualisme. Faktisk var den stærkt kritisk overfor tanken om, at institutionelle strukturer skulle have en selvstændig rolle i forhold til de politiske aktører. Interessen for politikkens institutionelle basis, som på én gang underminerede såvel mål-middel rationaliteten og individ-centreringen, kom først senere (March & Olsen, 1983, 1984). Det var således i høj grad erfaringer fra den norske magtudredning, der gjorde det klart, at „much of the behavior we observe in politicai institutions reflects the routine way in which people do what they are supposed to do" (March & Olsen, 1989: 21). Det neo-institutionalistiske perspektiv hos March og Olsen kan kort sammenfattes i antagelsen om, at „institutions provide important elements of order in politics" (March & Olsen: 54). Dette sker i første omgang ved, at institutioner tilvejebringer kriterier for de politiske aktiviteters ,,appropriateness", og derved reducerer den usikkerhed, som opstår som en følge af samspillet mellem mere eller mindre begrænsede rationalitetsformer. Kriterierne for „appropriateness" er indeholdt i et mangfold af regler (March & Olsen, 1989: 21-5). Reglerne er imidlertid flertydige og indbyrdes modstridende, og det kan derfor være svært at se, hvilken regel der passer til en bestemt situation. Afgørelsen af dette spørgsmål beror på „legal reasoning" snarere end „economic reasoning". I modsætning til sidstnævnte, der ud fra rationelle konsekvensberegninger søger at etablere et objektivt grundlag for regelvalget, søger „legal reasoning" at forbinde regler og situationer ud fra vurderinger af deres indbyrdes forskelle og ligheder. Processen er sprogligt medieret „by the ways in which participants come to be able to talk about one situation being as similar to or as different from another; and the assignment of situations to rules is made at the same time as the rules change" (March & Olsen, 1989: 25-6, se også 38, 128, 132 og 160-1). Institutioner påvirker også den politiske konstitutionsproces på en anden og måske mere subtil måde, i og med at de institutionaliserer mere eller mindre flertydige systemer af mening, som udgør den umiddelbare horisont for politiske aktiviteter (March & Olsen, 1989:39). Sådanne meningshorisonter har direkte betydning for, hvordan de politiske projekter kommer til at se ud, og har desuden indirekte betydning for hvordan politiske beslutninger, handlinger og begivenheder begrundes og motiveres (March & Olsen, 1989: 40-1, 46-52). Alt i alt har institutionelle strukturer i form af såvel regelsæt som meningshorisonter en afgørende betydning for politik. Institutioner ud-
121
gør dog ikke kun en begrænsning, men også en mulighedsbetingelse for politik, eftersom de tilvejebringer en række forskellige handlingssammenhænge og ressourcer, som tilsammen giver de politiske aktiviteter deres gennemslagskraft (jvf. Bogason, 1987: 288-90). Det er March og Olsens fortjeneste at have givet os et overblik over de mange måder, hvorpå institutionelle strukturer påvirker politiske aktiviteter. Vi skal dog ikke glemme, at der er en vis overensstemmelse mellem på den ene side March og Olsens begreber om „appropriateness", „conflicting and ambiguous rules" og „legal reasoning" og på den anden side Laclaus accept af „verisimilitude" snarere end „apodicticity" som grundlag for at vælge et blandt flere alternativer; hans Wittgenstein inspirerede fremhævelse af problemerne ved regelfølge; og endelig hans henvisning til Rortys argument om, at man ikke kan forlange mere en „conversational support" for sine handlinger (Laclau, 1990: 29,104, 124). Sikkert er det i hvert fald, at såvel Laclau som March og Olsen tilkender den institutionelle kontekst en væsentlig indflydelse på den politiske konstitutionsproces. Indflydelsen gør sig ikke gældende ved, at valget mellem A, B, C og D dikteres af den institutionelle kontekst, men derimod ved at A, B, C og D udgør de faktiske og ikke de logisk tænkelige valgmuligheder. Den institutionelle kontekst har således en betingende snarere end determinerende rolle, hvilket kan illustreres ved hjælp af en mindre tilføjelse til figur 1: Figur 2:
Graden og karakteren af institutionalisering spiller en afgørende rolle for de politiske konstitutionsprocesser. På de gennemregulerede arbejdsmarkeder som i Danmark, Norge og Sverige vil det alt andet lige være sværere at komme igennem med nye politiske strategier end på arbejdsmarkeder, der er mindre regulerede. Årsagen er blandt andet, at førstnævnte gennem en lang række nøje fastlagte regler og ressourcer, der understøtter en given interessekonfiguration, er i stand til at kontrollere den politiske dagsorden, hindre ikke-autoriserede aktørers deltagelse, og kvæle politisk modstand ved henvisning til traditionen. Institutioner har som sådan altid et konservativt islæt, eller med Schattschneiders udtryk: „organization is the mobilization of bias" (1960: 71, kursivering udeladt).
122
3. Konstitution og forandring af politiske institutioner Vi har først set på, hvordan politiske processer kan opfattes som konstituerende for sociale relationer, og dernæst understreget, at den politiske konstitutionsproces er betinget af sin institutionelle kontekst. Et afgørende spørgsmål er nu derfor, hvad der ligger til grund for konstitutionen og forandringen af den institutionelle kontekst. Der synes i denne forbindelse at være en begrænsning i March og Olsens tilgang, i og med at de stort set kun orienterer sig imod, hvad der traditionelt i en snæver forstand opfattes som det politiske system, nemlig parlamenter og centraladministration (March & Olsen, 1989: kap. 5 & 6). March og Olsen taler således aldrig om institutioner generelt, men altid om specifikt politiske institutioner. Problemet med dette er, at det kan misforstås derhen, at politik er forbeholdt de aktører, der befinder sig indenfor disse institutiner. Dette indsnævrer i unødig grad, hvad der kan opfattes som politisk. For som tidligere antydet har politik ikke nogen topografisk lokalisering i samfundet, i og med politik er en konstitutiv dimension ved alle sociale relationer. Når der derfor ikke på forhånd kan sættes grænser for hvilke institutioner, der kan politiceres samt grader og omfang heraf, kunne det umiddelbart være fristende at konkludere, at man ikke kan tale om specifikt politiske institutioner til forskel fra eksempelvis økonomiske institutioner. Det mener vi imidlertid godt, at man kan, når blot man holder sig for øje, at politiske institutioner er en særlig form for sociale institutioner, hvis interne strukturering og indbyrdes afgrænsning er politisk bestemt. Når visse sociale institutioner traditionelt er blevet opfattet som værende mere politiske end de politisk strukturerede og afgrænsede økonomiske institutioner, er det fordi disse på et nationelt niveau har etableret sig som centrale omdrejningspunkter for modstridende samfundsmæssige fortolkninger af, hvad der er i almenhedens interesse. Det særegne træk ved politiske institutioner er, at de opererer med en nødvendig fiktion om samfundet som en helhed, og at det er imod denne imaginære helhed politiske strategier retter sig i bestræbelsen på, at kunne „tale i samfundets navn" (Easton, 1965: 54). Det betyder dog ikke, at økonomiske institutioner ikke også kondenserer modstridende samfundsmæssige konflikter, hvilket fremgår stadigt mere tydeligt i takt med den tiltagende korporative udvikling i den vestlige verden i efterkrigstiden. Hvis vi ud fra disse betragtninger koncentrerer os om de politiske institutioner, er det værd at bemærke, at Laclau fokuserer på konstitutionen snarere end forandringen af disse. Det centrale begreb for Laclau er i denne forbindelse sedimentering. De sociale relationer er politisk konstituerede igennem kampe mellem antagonistiske kræfter, der i deres forsøg på at etablere et hegemoni former såvel de individuelle interesser som de overordnede samfundsmæssige strukturer. Etableringen af et hegemoni indebærer dannelsen af et netværk af sociale relationer, der cementerer styrkeforholdet imel-
123
lem de antagonistiske kræfter ved blandt andet at forsøge at integrere disse som legitime forskelle indenfor en samfundsmæssig helhed. De sociale relationers politiske oprindelse kan imidlertid ikke fastholdes, eftersom det ville være umuligt for de sociale aktører at handle og orientere sig, hvis de hele tiden skulle forholde sig muligheden for at deres omgivelser blev gjort til genstand for politiske forandringsprocesser. De sociale aktører er med andre ord nødt til i en vis grad at tage deres omgivelser for givne. Dette leder til, at de sociale relationer over tid sedimenteres i takt med, at de antager karakter af en 'objektiv' horisont for deres handlinger. Sedimenteringen af sociale relationer i institutionelle ordner indebærer, at deres politiske oprindelse 'glemmes'. Dette betyder dog ikke, at de sociale institutioners politiske dimension elimineres, eftersom denne kommer til udtryk dels som magtudøvelse og dels som muligheden for en re-aktivering af det sociales politiske karakter gennem en problematisering af den herskende sociale orden (Laclau, 1990: 33-6, 172-3). I modsætning til Laclau fokuserer March og Olsen på forandringen snarere end konstitutionen af politiske institutioner (jvf. Pedersen, 1991: 131). Politiske institutioner er arenaer for kampe mellem forskellige politiske kræfter, men samtidig indeholder de en lang række rutiner, der udtrykker og forsvarer de eksisterende norm- og værdisæt (March og Olsen, 1989:17). Denne dobbelte bestemmelse af politiske institutioner har betydning for måden, hvorpå de forandres. For som March og Olsen siger: „Institutions change, but the idea that they can be transformed intentionally to any arbitrary form is much more problematic" (1989: 56). Årsagen er, at samspillet mellem på den ene side de mere eller mindre bevidste politiske forsøg på at foretage gennemgribende institutionelle reformer og på den anden side den institutionelle kontekst for sådanne reformer ofte har en række utilsigtede konsekvenser, som er i direkte modstrid med de involverede aktørers interesser, og derfor kan give anledning til voldsomme protester. Institutionelle reformer synes derfor at have størst gennemslagskraft, når de udnytter allerede eksisterende procedurer for forandring, hvilket selvsagt begrænser deres radikalitet. Men som March og Olsen understreger, så er de institutionelle procedurer for forandring altid ufuldstændige, hvilket giver et vist omend begrænset spillerum for intentionalitet gennem kontrol med de institutionelle aktørers opmærksomhed, diverse forstyrrelser i de institutionelle læreprocesser, og de institutionelle diskurser som sådan (March & Olsen, 1989:57-64). Der er desuden mulighed for at ændre de politiske institutioner intentionelt gennem en revolutionær chokbehandling, som dog i sagens natur er svær at kontrollere (March & Olsen, 1989: 64-5). Konstitutionen og forandringen af politiske institutioner forklares ofte ud fra henvisninger til henholdsvis politiske forordninger og institutionernes egendynamik. De politiske institutioner oprettes ved en politisk sanktioneret
124
forvaltningsakt, og udvikler sig derefter i overensstemmelse med deres egne indre lovmæssigheder. Konstitutionen betragtes som et resultat af en politisk beslutning, og forandringen som et resultat af regelstyret tilpasning til omgivelserne. Det er denne dualistiske opfattelse, som såvel Laclau med sin teori om institutionel konstitution som March og Olsen med deres teori om institutionel forandring forsøger at overskride. Både konstitution og forandring af institutioner ses som et resultat af tidligere politiske kampe, der er betingede af allerede eksisterende institutionelle forhold. Dette åbner, som vist i figur 3, op for en infinit bagudrettet udvidelse af figur 2: Figur 3:
Graden og karakteren af institutionalisering spiller en afgørende rolle for de politiske konstitutionsprocesser, men har samtidig også stor betydning for mulighederne for at politicere institutionelle strukturer. Umiddelbart ville man måske forvente, at tilstedeværelsen af institutionaliserede rutiner på for eksempel arbejdsmarkedet har en afpoliticerende effekt, i og med de tilstræber at tilvejebringe en almen accepteret ramme for løsningen af konflikter. Men der kan i hvertfald spores tre modgående tendenser. For det første er der en tendens til, at de institutionelle netværks gyldighedsområder til stadighed udvides, hvilket øger muligheden for kollission med alternative institutionelle organiseringsformer. For det andet betyder ekspansionen af institutionelle netværk, at problemerne med at samordne indbyrdes modstridende regler og rutiner bliver større, hvilket åbner op for allehånde konflikter. Endelig er der for det tredje en tendens til, at institutioner over tid bliver mere og mere stive, og dermed får stadig sværere ved at tilpasse sig nye forhold, hvorved de giver anledning til et stadig stærkere pres for forandring. På denne baggrund kan man sige, at sedimenteringen af sociale relationer i og med deres institutionalisering, indeholder mindst tre politiceringspotentialer
4. Magt, autoritet og demokrati Fokuseringen på den politiske konstitution af sociale relationer giver anled-
125
ning til at fremføre tre forholdsvis sammenhængende teser om magt, autoritet og demokrati. Den første går ud på at politik forstået som en hegemonisk artikulation altid involverer magt. Den anden slår fast, at de politiske institutioner spiller en afgørende rolle i autoriseringen af magtstrategier. Den tredje knytter sig til såvel Laclaus som March og Olsens opfattelse af demokrati som det institutionelle arrangement, der bedst sikrer denne autorisering. Starter vi med den første tese, er det uden videre klart, at eftersom ikke alle interesser kan realiseres, er aktørene tvunget til at vælge mellem varetagelsen af ofte modstridende interesser. Som tidligere anført hjælper de institutionelle strukturer til at afgrænse de faktiske valgmuligheder, men tilvejebringer ikke noget endegyldigt grundlag for valget mellem disse. I denne situation vil realiseringen af én interesse altid ske på bekostning af andre. Udformningen, selektionen og implementeringen af en politisk beslutning indebærer derfor altid en vis undertvingelse af andre aktørers interesser, og dermed udøvelsen af magt. March og Olsen understreger i denne forbindelse, at de fleste magtteorier er inadækvate, for såvidt de baserer magt på undertvingelse af interesser, uden at tage hensyn til at disse er „ambiguous, changing, and endogenous to the politicai system" (March & Olsen, 1989: 144). Alternativt argumenterer de som allerede nævnt for, at interesser konstitueres igennem politiske fortolkningsprocesser. March og Olsens forståelse af magt som „the ability to induce others to act in a way that contributes to a power holder's interests" (March & Olsen, 1989: 144, vor kursivering) forekommer imidlertid utilstrækkelig. Vi vil her hæfte os ved to problemer. Det første vedrører karakteren af „ability". Spørgsmålet er, om denne egenskab af at kunne handle (hvilket er magtbegrebets etymologiske betydning) er noget, som aktører simpelthen er udstyret med, eller om den selv er konstitueret igennem magtkampe? Hvis det første er tilfældet, er vi tilbage i en metafysisk karakteristik af subjektet som givet i kraft af en række a prioriske egenskaber. Er det andet derimod tilfældet, ender vi uundgåeligt i en cirkelslutning, hvor magt defineres som „ability", der selv peger tilbage på magt. Det andet problem består i, at „induce" er et alt for vagt begreb til at sige noget specifikt om karakteren af magt. I det omfang magt ses som „inducement", er det ikke muligt at skelne magt fra indflydelse. Der er her en markant forskel mellem Laclau på den ene side og March og Olsen på den anden. Laclau knytter magt sammen med sit begreb om antagonisme, der består af to uadskillelige momenter, nemlig undergravelse og konstitution af identitet (Laclau, 1990: 31-2; jvf. også Dyrberg, 1988: 85-91). Når politiske forslag afvises, negeres de aktører, der identificerer sig med disse. Denne negation er konstitutiv for karakteren af det valgte forslag, og kaster samtidig de aktører, som identificerede sig med de fravalgte forslag, ud i nye identifi-
126
kationsprocesser, hvorigennem de forsøger at re-artikulere deres identitet gennem nye hegemoniske projekter. Magt spiller således en dobbelt rolle ved på et og samme tidspunkt at undergrave og konstituere identitet; et synspunkt der i særdeleshed er blevet gjort gældende af Foucault (1981). Det bliver nu muligt at skelne mellem magt og indflydelse ved at se sidstnævnte som et led i mere eller mindre gnidningsfrie eller differentielle artikulationer, som i modsætning til magt ikke undergraver identitet. Følger man i en institution et givet sæt af regler med dertil hørende rutiner, vil fleksibiliteten i disse definere grænserne for, hvad der opfattes som acceptable forskelle mellem forskellige artikulationer og fortolkninger. Holder man sig indenfor disse grænser udgør institutionsstrukturen et netværk af indflydelseskanaler, der muliggør „the ability to induce" og dermed udformningen, selektionen og implementeringen af politikker. Magtkampe opstår, når konflikter imellem forskellige artikulationer og fortolkninger ikke kan løses indenfor de givne institutionelle rammer, hvorfor der skabes et pres fra nogle aktørers side for at overskride disse. Når det forholder sig sådan, at politik handler om magt, er det afgørende spørgsmål, hvordan partikulære magtstrategier kommer til at fremstå som almengyldige. Dette bringer os til frem til den anden tese vedrørende magtens autorisering gennem politiske institutioner. Samfundsmæssig magtudøvelse autoriseres i det omfang, forfølgelsen af partikulære interesser fremstilles som værende et udtryk for den brede befolknings interesser. Da almeninteressen selvsagt er genstand for et utal af modstridende fortolkninger, afhænger en magtstrategis succes af dens evne til at indholdsbestemme almeninteressen. Dette sker ved at elementer fra én diskurs forsøges artikuleret ind i en anden, hvorved de gives nye betydninger. Bestemmelsen af almeninteressen sker dog ikke kun gennem en positiv definition af dens indhold, men i høj grad også gennem en afgrænsning overfor det, som den ikke er - det som den udelukker, og det som til stadighed truer den. Hegemoniseringen af opfattelsen af hvad der er i den brede befolknings interesse indebærer inklusion såvel som eksklusion af interesser. De politiske institutioner har en særlig rolle i denne proces, eftersom de politiske aktører, ved at følge de regler disse institutioner har knæsat, indskriver sig i det sted, hvorfra der kan tales i samfundets navn. Som eksempel på hvordan en magtstrategi forsøger at autorisere sig selv igennem en re-artikulering af almeninteressen, kan man nævne de neoliberale forsøg på at gøre op med den socialdemokratiske velfærdsstatsmodel. Styrken ved den skandinaviske velfærdsstatsmodel har været dens høje grad af universalisering. Økonomisk vækst, social tryghed, solidaritet og lighed var ikke forbeholdt arbejderklassen, men blev betragtet som fælles goder. Angrebet på velfærdsstaten går derfor netop ud på at vise, at social tryghed, solidaritet og lighed fører til bureaukrati, formynderi og undertrykkelse af
127
den individuelle virkelyst og i sidste ende bremser den økonomiske vækst. Alternativt hævdes det, at den økonomiske vækst kun kan sikres gennem øget øget individuel ansvarlighed og initiativ. Almeninteressen er derfor ikke længere universielle velfærdsidealer, men snarere en ligeså universiel lovprisning af individets frihed. Som et ekstremt og populistisk eksempel herpå kan man tage den tidligere engelske premierminister Margaret Thatchers slogan: „Society doesn't exist" - med tilføjelsen: „only individuals exist!" Går vi videre og ser nærmere på den tredje tese, vil vi altså hævde, at demokrati kan ses som et muligt udtryk for autorisering afmagt gennem politiske institutioner, der påberåber sig varetagelsen af folkesuveræniteten. Den demokratiske indretning af de politiske institutioner sikrer, at de politiske strategier, som de institutionaliserer, kan legitimere sig i forhold til almeninteressen, sådan som denne kommer til udtryk i frie valg. Demokratiske institutioner, der på denne vis påkalder sig samfundsmæssig autoritet igennemrepræsentation,bliveruundgåeligtomdrejningspunkterforinteressemodsætninger. Det er dette forhold, der gør demokratiske institutioner til loci for magtkampe. Set i dette lys er det paradoksale ved demokratiske institutioner, at de på den ene side tjener til at autorisere magtstrategier gennem en universialisering af disse, samtidig med at de demokratiske institutioner på den anden side kun kan realiseres gennem partikulære magtstrategier, som giver demokratiet dets form og indhold. Folkesuværeniteten bliver således det sted, hvor det universelle og det partikulære støder sammen. Det er det faktum, at det re-præsentative demokrati etablerer sig i dette spændingsfelt, som giver det dets grundlæggende åbne og paradoksale karakter. Med dette udgangspunkt vil vi afslutningsvis kommentere March og Olsens diskussion af aggregerende og integrative politiske processer.
5. Demokrati: mellem aggregerende og integrative politiske processer March og Olsen argumenterer for, at demokrati hverken kan forstås som blot en aggregering af egeninteresser, som den såkaldte realistiske skole hævder, eller som et forsøg på gennem integration at etablere en organisk forbindelse mellem politiske ledere og borgere, som det blandt andet understreges af fortalere for deltagerstyret demokrati. Hvor førstnævnte ser demokratiet som et spørgsmål om „majority rule" på baggrund af elitekonkurrence, hvilket gør styring til det afgørende problem, ser sidstnævnte „reasoned debate" som den væsentligste faktor for sikringen af samfundets traditionsbundne værdier, hvorfor socialisation bliver det vigtigste problem. Det er i følge March og Olsen ikke muligt at adskille disse to aspekter af demokratiet, der vægter henholdsvis demokratiets procedurale betingelser og de værdier og normer,
128
som et levedygtigt demokrati må værne om og udvikle. Ikke desto mindre ser de det centrale aktuelle problem for demokratiet som værende svækkelsen af de integrative aspekter til fordel for styrkelsen af de aggregerende faktorer, hvilket har en fremmedgørende effekt og resulterer i politisk apati, politikerlede, med videre. Som udgangspunkt for diskussionen af forholdet mellem aggregering og integration vil vi hævde, at den artikulationsproces, der finder sted i hegemoniske konstruktioner, er overgribende i forhold til aggregering og integration. Det er således vores opfattelse, at aggregeringen af interesser nødvendigvis indebærer en artikulation af disse. Dette skyldes, at repræsentation ikke er en passiv afspejlning af på forhånd givne interesser, men i høj grad bidrager til konstitutionen af disse gennem fortolkning og artikulation. Repræsentation er altid repræsentation af et fravær som repræsentationen må udfylde med fortolkning og artikulation (Laclau, 1990: 79, March og Olsen, 1989: 147). Men aggregeringsprocessen kan ikke alene basere sig på artikulation, men må også selektere interesser, hvorfor den involverer magt. I bestræbelsen på at autorisere denne må aggregeringsprocessen nødvendigvis indeholde visse integrative aspekter. For var dette ikke tilfældet, ville hegemoniet ikke kunne have nogen sammenholdskraft med det resultat, at dets styringsmæssige egenskaber ville blive stækkede. På samme måde vil integrationen af forskellige interesser med henvisning til at de indskriver sig i en fælles tradition altid indebære artikulation. Årsagen er dels, at en tradition aldrig fremstår som entydig selv for dem, der identificerer sig med den, og dels, at traditionens inkorporering af nye elementer eller dens tilpasning til nye situationer heller aldrig er entydig. Således vil bestræbelser på at bringe forskellige interesser på samme normative fællesnævner nødvendigvis gå igennem fortolkninger og artikulationer af, hvilke generelle interesser der repræsenteres i traditionen. Men fordi traditionen ikke indholdsmæssigt er i stand til at repræsentere samfundet som en helhed, må integration i et vist omfang være betinget af en aggregering af interesser indenfor en procedural ramme sat af traditionen. At hegemoniske artikulationer er overgribende i forhold til aggregerende og integrative politiske processer, som ydermere i et vist omfang gensidigt involverer hinanden, betyder imidlertid ikke, at der ikke eksisterer et konfliktuelt forhold imellem disse to aspekter. For hvor aggregering i sin rene form bygger på en liberal markedsmodel, der i høj grad er åben overfor forandring, så er integration baseret på traditionens konservatisme, der kun tillader forandring for så vidt, den er i overensstemmelse med overleverede værdier. Men langt fra at svække demokratiet bør denne konflikt ses som dets styrke. Ved at institutionalisere spændingen mellem aggregering og integration etablerer demokratiet sig selv som et åbent system, der holdes i bevægelse af de to modsatrettede logikker. Som sådan kan man sige, at en afgørende
129
eksistensbetingelse for demokratiet er, at det institutionaliserer muligheden for såvel stabilitet som forandringer (March & Olsen, 1989: 170). Opfattelsen af demokrati som et åbent system understreges af Laclau og Mouffes begreb om radikalt og pluralistisk demokrati (1985: kap. 4). Den demokratiske fordring består frem for alt i udvidelse af retten til at deltage på lige fod i beslutninger vedrørende det sociales konstituering. Demokratiets pluralitet hidrører fra uddybelsen af retten til at være forskellig. Begrebet om radikalt og pluralt demokrati reproducerer den traditionelle konflikt mellem lighed og forskellighed. Liberalismen har forsøgt at løse denne konflikt ved at begrænse den til det i en snæver forstand politiske system, hvorved økonomien, hvor konflikten har været tydeligst, friholdes fra den demokratiske fordring (jvf. Bowles & Gintis, 1986). Argumenterer man for økonomiens politiske karakter, er det imidlertid ikke længere muligt at opretholde en a priorisk grænse for demokratiet. Laclau og Mouffe insisterer således på, at det plurale demokrati skal være radikalt i den forstand, at det skal til udbredes til alle sfærer i samfundet, herunder også økonomien. Langt fra at løse konflikten mellem demokratisk lighed og plural forskellighed institutionaliserer det radikale og plurale demokrati denne i et åbent system, hvis overlevelse er betinget af, at lighed og forskel aldrig kan etablere sig som absolutte horisonter. Når Mouffe (1988: 31) plæderer for, at samfundet må ses som en samling af fællesskaber, hvor et enhedsskabende demokratisk lighedsideal hverken kan eller må fortrænge forskellighed, er der i lighed med March og Olsen tale om et forsøg på, at overskride liberalismens fokusering på aggregering af interesser og tilsvarende negligering af demokratiets integrative aspekter. Sidstnævnte bør styrkes ved at indføje det konfliktuelle forhold mellem lighed og forskel i en fortolkningsramme af „shared politicai ends of a democratic political community", der ikke kan være andet end partiel og provisorisk (March & Olsen, 1989: 30). Vender vi afslutningsvist tilbage til March og Olsen, kan man danne sig et billede af hvilke problemer, der er forbundet med at balancere demokratiets aggregerende og integrerende dimensioner, i lyset af udviklingen i efterkrigstiden. Demokratiseringsprocesserne i de vestlige lande har i høj grad taget form af til stadighed mere omfattende aggregerings- og integrationsprocesser, omend vægten har ligget på førstnævnte. Dette kommer til udtryk på i hvertfald to måder. For det første har udvidelsen og cementeringen af såvel demokratiske rettigheder som velfærdsrettigheder betydet, at det ikke længere er muligt at skelne mellem disse rettigheders karakter af at være instrumenter for henholdsvis styring og socialisation og så deres karakter af sociale konventioner (March & Olsen, 1989: 125-6 & 166-7). Årsagen er, at selv om rettigheder i udgangspunktet har en instrumentel karakter, kommer de til at udgøre centrale identifikationspoler for hegemoniske projekter. For
130
det andet medfører demokratiseringsprocesserne, at det efterhånden bliver vanskeligt at fastholde en skarp distinktion mellem det offentlige og det private. Dette skyldes, at det private i stadig højere grad bliver genstand for demokratiske reguleringer, som bliver til i samspillet mellem aktører indenfor korporative segmenter (March & Olsen, 1989: 126, 135-6 & 167). Den korporative segmentering har yderligere bidraget til en heterogenisering og en politicering af de politiske institutioner. Staten kan derfor endnu mindre end tidligere ses som en autonom og neutral instans, der 'på af-stand' handler i offentlighedens interesse. Staten kan således ikke opfattes som en deus ex machina, men fortaber sig i og som en pluralitet af reguleringsinstanser, der er bundet sammen af en overordnet ramme af forhandlet økonomi (jvf. Nielsen & Pedersen, 1989). Alt i alt rummer demokratiseringsprocessen i efterkrigstiden to tendenser: Korporativeringen af staten har i overvejende grad en aggregerende effekt, hvorimod konventionaliseringen af såvel demokratiske rettigheder som velfærdsrettigheder har en overvejende integrativ effekt. Hvilken af disse tendenser der har været den stærkeste kan være svært at afgøre, men det er ihvertfald sikkert, at de tilsammen må siges at have bidraget til en styrkelse af demokratiet. Men det vi nu ser med den økonomiske krise og det politiske opbrud, der har fulgt i kølvandet på denne, er, at disse tendenser er kommet under pres. Neo-liberale kræfter har udpeget netop korporativeringen af staten og konventionaliseringen af især velfærdsrettigheder som en af hovedårsagerne til krisen, eftersom disse tendenser har medvirket til at underminere styringsmulighederne i de vestlige demokratier, hvor mange ressourcestærke aktører har haft for meget indflydelse og stillet alt for store krav til det politiske system (jvf. diskussionerne om „overload"). Men snarere end at befri demokratiet så afstedkommer de neo-liberale angreb på den korporative velfærdsstatsmodel en svækkelse af demokratiers aggregerings- og integrationsmekanismer.
6. Sammenfatning Vi har i denne artikel diskuteret forholdet mellem politik og institutioner ud fra to nyere bogudgivelser. Vi har således bestræbt os på at vise, at såvel Laclau som March og Olsen som følge af deres opgør med reduktionistiske forsøg på at fundere politik i enten objektive strukturer eller ligeså objektive individpræferencer ender med at se institutionel arrangementer som et resultat af institutionelt betingede politiske konstitutionsprocesser. Vi har endvidere forsøgt at forbinde politik med magt, autoritet og demokrati. I forlængelse af Laclau og March og Olsen har vi i denne forbindelse understreget demokratiets fundamentalt set åbne karakter, der er et resultat af, at magt aldrig kan autoriseres fuldt ud. Samfundets åbne karakter kommer blandt andet til ud-
131
tryk i den altid ustabile balance mellem aggregering og integration. Vi mener dog ikke hermed at have frembragt en syntese mellem post-marxistisk diskursanalyse og post-liberal neo-institutionalisme, der på et slag nedbryder de traditionelle barrierer mellem marxistiske og liberale teoridannelser. Men vi ser denne artikel som et forsøg på at etablere en sådan.
Litteratur Bang, Henrik P. (1989), 'Nyinstitutionalismen og kritikken af det moderne', i Knudsen, Christian (red.), Nyinstitutionalismen i samfundsvidenskaberne, København: Samfundslitteratur, pp. 237-274. Bogason, Peter (1987), 'Institutioner og politologer', Statsvetenskaplig Tidskrift, årg. 90, pp. 287-298. Bowles, Samuel & Gintis, Herbert (1986), Democracy and Capitalism, London: Routledge & Kegan Paul. Derrida, Jacques (1978), Writing and Difference, London: Routledge & Kegan Paul. Dyrberg, Torben Bech (1988), 'Hegemoni og sociale antagonismer - samfundets umulighed', Grus, nr. 25, pp. 75-93. Easton, David (1953), The Political System: An Inquiry into the State of Political Science, New York: The Chicago University Press. Easton, David (1965), A Framework for Political Analysis, Englewood Cliffs: Prentice Hall. Foucault, Michel (1981), The History of Sexuality, Volume I, Harmondsworth: Penguin Books. Giddens, Anthony (1979), Central Problems in Social Theory, London: Macmillan. Laclau, Ernesto (1977), Politics and Ideology in Marxist Theory, London: Verso. Laclau, Ernesto (1990), New Reflections on the Revolution of Our Time, London: Verso. Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985), Hegemony and Socialist Strategy. Towards a Radical Democratic Politics, London: Verso. March, James G. & Johan P. Olsen (1976), Ambiguity and Choice in Organizations, Bergen: Universitetsforlaget. March, James G. & Johan P. Olsen (1983), 'Organizing political life: what administrative reorganization tells us about government', American Political Science Review, årg. 77, pp. 281-297. March, James G. & Johan P. Olsen (1984), The new institutionalism: organizational factors in political life', American Political Science Review, arg. 78, pp. 734-749. March, James G. & Johan P. Olsen (1989), Rediscovering Institutions: The Organizational Basis of Politics, New York: The Free Press.
132
Mouffe, Chantal (1988), The civics lesson', New Statesman & Society, 7. oktober. Mouzelis, Nicos(1988), 'Marxism or post-marxism?', New Left Review, nr. 167, pp.107-123. Nielsen, Klaus & Pedersen, Ove K. (red.), Forhandlingsøkonomi i Norden, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Pedersen, Ove K. (1991), 'Nine questions to a neo-institutional theory in politicai science', Scandinavian Political Studies, årg. 14, pp. 125148 Rasmussen, Erik (1968), Komparativ politik I, København: Gyldendal. Schattschneider, Elmer E. (1960), The Semi-Sovereign People, New York: Holt, Reinhart and Winston. Torfing, Jacob (1991), The primacy of politics', Arbejdspapirserie, nr. 1, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
Noter 1
Artiklen har tidligere været bragt i Statsvetenskaplig Tidskrift, årg. 95, nr. 2, pp. 59-71, og bringes her i en stort set uændret udgave. Vi takker Henrik P. Bang, Peter Bogason, Carsten Jensen og Jens Peter Frølund Thomsen for indsigtsfulde kommentarer under udarbejdelsen af artiklen.
133