Mithradates VI af Pontos. Roms perfekte fjende 8779349145, 9788779349145 [PDF]

Zitiervorschau

S O R T E H AV S S T U D I E R

3

Mithradates VI af Pontos Roms perfekte fjende

Redigeret af Jakob Munk Højte

DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFONDS CENTER FOR SORTEHAVSSTUDIER

AARHUS UNIVERSITETSFORLAG 2005

MITHRADATES VI AF PONTOS. ROMS PERFEKTE FJENDE

© Aarhus Universitetsforlag 2005

Omslag, layout og kort: Jakob Munk Højte.

Forsidebilledet: Portræt af Mithradates VI iført Herakles’ løveskind. Portrættet stam­

mer fra romersk kejsertid men kan være en kopi af en samtidig statue (Louvre MA

2321). Foto: JMH 2002.



Bogen er sat med Stone Serif

ISBN 87-7934-914-5

DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFONDS CENTER FOR SORTEHAVSSTUDIER

Bygning 328 Aarhus Universitet 8000 Århus C www.pontos.dk

Forord

Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sortehavsstudier blev oprettet i begyn­ delsen af 2002 som et tværfagligt forskningssamarbejde mellem arkæologer, fi­ lologer og antikhistorikere med henblik på udforskningen af den græsk-romerske kultur omkring Sortehavet og dennes møde med de forskellige lokale kultu­ rer. Centret var den 4. december 2004 vært for seminaret “Mithradates VI – gal eller genial?”, der var det tredje i en række formidlende, dansksprogede semina­ rer. Denne bog offentliggør de fire af seminarets fem bidrag, som omhandlede antikken. Mithradates VI af Pontos (132-63 f.Kr.) er en af de antikke personligheder, om hvis liv og gerninger relativt mange skriftlige kilder beretter. Antikke historie­ skrivere var, ligesom biografer i dag, optaget af at give personkarakteristikker af historiens store aktører, og man kan på baggrund af de mange kilder tegne en forholdsvis præcis profil af personen Mithradates. En sådan kan man for ek­ sempel finde hos Mithradates’ første moderne biograf, Théodore Reinach, hvis bog fra 1895 indeholder et langt kapitel om Die Herrscher, hvori kildernes ud­ sagn om Mithradates’ personlighed gengives næsten ukommenteret i skøn blan­ ding med tidens fordomme. Reinach kalder således ofte Mithradates for en sul­ tan i dette kapitel i modsætning til det mere neutrale konge i resten af bogen. I det billede Reinach tegner, optræder Mithradates på en gang som helten og skur­ ken. Han er den intelligente, lærde og handlekraftige leder, der nærmest på fri­ hedskæmpermaner, frygtløst og ukueligt bekæmpede det Romerske Imperiums fremmarch i den græske verden. Han er grækernes beskytter og velgører. Som hærfører var han dynamisk, og han kunne nok så væsentligt tage ved lære af sine fejl. Dog havde han den svaghed, at han var for dristig og for grandios i sine mange planer for at udvide sit kongedømme. Samtidig fremstilles han som ori­ entalsk despot – en paranoid konge, der livet igennem indtog små mængder gift for at opbygge immunitet overfor forgiftningsforsøg. En nedrig, hensynsløs og brutal regent, hvis politiks foretrukne våben, bliver vi fortalt, var dolk og gift. Med denne recept skulle han angiveligt have ombragt det meste af sin familie, et stort antal af sine nærmeste rådgivere samt enhver, der stod i vejen for hans planer. En mand der i nederlagets stund på flugt fra romerne gav ordre til at alle kvinderne i haremmet skulle slås ihjel for, at de ikke skulle falde i fjendens hæn­ der. Endelig gik han ikke af vejen for etnisk udrensning, idet han skulle have be­

6

JAKOB MUNK HØJTE

ordret alle romerske og italiske borgere i Lilleasien, mænd, kvinder og børn, slået ihjel i den såkaldte Efesiske Vesper. Mithradates har med sin persisk/græsk-makedonske familiære baggrund givetvis været en sammensat person, man ikke let kunne rubricere etnisk og kulturelt, hvilket han også selv dygtigt udnyttede i sin propaganda (se Jakob Munk Højtes bidrag). Der er imidlertid al mulig grund til at være på vagt over for sandhedsværdi­ en i kildernes udsagn om Mithradates. Mange aktører har haft en klar egenin­ teresse i at forme samtidens og eftertidens billede af kongen, hvilket tydeligt af­ spejler sig i forskelligheden i beskrivelserne af Mithradates. Historien skrives som bekendt af sejrherrerne, og de fleste antikke forfattere stiller da også umid­ delbart Mithradates i et dårligt lys. Nøjere studier særligt af forløbet omkring konflikten med Rom kan dog nuancere billedet betragteligt, og bidragene i bogen viser, at der stadig er meget arbejde at gøre i den retning. Jesper Majbom Madsen undersøger den gængse opfattelse af Mithradates som aggressoren i konflikten med Rom. Var det dybe had Mithradates angiveligt nærede til Rom og alle romere virkelig udløsende faktor og drivkraft i de tre Mithradatiske Krige? Denne opfattelse har passet godt sammen med ideen om, at Rom kun modvilligt blev et imperium. Jesper Majbom Madsen argumenterer modsat for, at Mithradates var langt mere tilbageholdende og forsigtig i sin po­ litik overfor Rom end tidligere antaget, og at det kun var i de tilfælde, hvor kon­ flikt var uundgåelig, at han af taktiske hensyn slog til først. Mithradates var som alle hellenistiske konger yderst ivrig efter at udvide sit domæne, men det samme gjaldt i høj grad også de ledende skikkelser i Rom, som havde store økono­ miske og politiske interesser i stadig ekspansion. Muligheden for at blive den hærfører, der førte Mithradates i lænker i triumftog, synes i hvert tilfælde i mindst et tilfælde at have startet krigshandlinger. Ligeledes forholder det sig med en af de helt centrale og mest dramatiske be­ givenheder i konflikten med Rom nemlig nedslagtningen af de romerske og ita­ liske tilflyttere i den romerske provins Asia. Ansvaret for dette tidlige eksempel på etnisk udrensning har hidtidig historieskrivning, baseret på de skriftlige kil­ ders udsagn, entydigt placeret hos Mithradates. Han udstak ordren, som de græske byer ikke kunne overhøre af frygt for kongens repressalier. Ved denne snedige manøvre afskar han dem effektivt muligheden for at desertere til den ro­ merske side. Vincent Gabrielsen rejser imidlertid tvivl om denne traditionelle udlægning ved at spørge, hvem der kunne have haft interesse i, at dette blev den officielle forklaring på udrensningen. Måske grækerne i Lilleasien havde været vel ivrige for at tilfredsstille egen hævntørst over de fremmede “udbyttere”, så de efterfølgende, da romerne havde sejret, måtte se sig om efter en passende syndebuk for uhyrlighederne.

FORORD

7

Selv i de få tilfælde hvor Mithradates øjensynligt selv kommer til orde i kil­ derne – Mithradates’ brev til parterkongen Arsakes og Mithradates’ tale til sol­ daterne – lærer vi reelt ikke noget om Mithradates’ opfattelse af begivenheds­ forløbet. Begge tekster er nemlig, som George Hinge viser, opdigtede litterære stileøvelser af henholdsvis Sallust og Pompejus Trogus, som interesserer sig mere for, hvad Mithradates kunne have ment om Rom, end for hvad han faktisk gav udtryk for. Et andet mål med seminaret var at forsøge at belyse Mithradates’ lederevner. Var han en dårlig leder eller var han en god leder – eller sat på spidsen “gal el­ ler genial?”. Mithradates var som monark på en gang overordentlig succesrig og en katastrofal fiasko. I den første del af sin regeringstid formåede han at for­ vandle et mindre lilleasiatisk kongedømme til en verdensmagt centreret om­ kring Sortehavet, som på sit højeste besad styrken til at udfordre Rom i kampen om overherredømmet i det østlige middelhavsområde. Den anden del var der imod en lang række af små og store nederlag, der til slut førte til hans selvmord og undergangen for det kongerige, han i et halvt århundrede havde stået i spid­ sen for. Mithradates besad ubetinget evnen til at lede, men samtidig udviste han en adfærd, der snildt kan måle sig med nyere tids værste diktatorer. Mange af hans handlinger ville vi i dag ikke betænke os på at kalde psykopatiske, men gjaldt de samme normer for normal adfærd i antikken? For at få et praktisk nutidigt perspektiv på problemstillingen havde vi inviteret cand.psyk. Karen Lambrinou, som har specialiseret sig i arbejdspsykologi og særligt i test-psykologi. I sit bidrag Ledelsesprofiler på godt og ondt set i et nutidigt perspektiv satte Karen Lambrinou med udgangspunkt i personlighedstesten NEO PI-R fokus på nogle af de kendetegn, som anvendes til vurdering af lederevner for eksempel ved ansættelse af ledere i offentlige og private virksomheder. NEO PI-R er en videnskabelig, gennemprøvet international personlighedstest, der tager udgangspunkt i de fem betydeligste karaktertræk: emotionelle reaktioner, udadvendthed, åbenhed for forandring, venlighed og samvittighedsfuldhed med dertil underliggende facetter. Som noget særligt er denne test justeret for forskellige landes normer, for det har vist sig i praksis, at gennemsnitsresultater­ ne på testen svinger betragteligt fra land til land. Det rejser naturligt det spørgs­ mål, om man overhovedet kan have en ide om, hvad der udgjorde normal ad­ færd for en enevældig hellenistisk konge for over 2000 år siden. Kan man på tværs af geografiske, tidsmæssige og sociale skel i dag bedømme Mithradates’ personlighed, og eventuelt om han havde psykopatiske træk? Karen Lambrinou medgiver, at det kan være overordentlig vanskeligt, men hun fremhæver samti­ dig, at der findes universelle psykopatiske træk som for eksempel manglende evne til at sætte sig langsigtede mål og udsætte egne behov, der ikke synes at

8

JAKOB MUNK HØJTE

være fremherskende hos Mithradates. På den anden side tyder hans handlinger på, at han var særdeles følelseskold og ikke besad normale bremsefunktioner for sin adfærd. Før man kan stille en egentlig diagnose, må der imidlertid opstilles kriterier for, hvad der i samtiden blev betragtet som henholdsvis afvigende og brutal men stadig rationel adfærd. Og nok så vigtigt må vi have et bedre grund­ lag at bedømme ud fra, end hvad kildernes umiddelbare udsagn tilbyder. Bogens fire bidrag sætter nyt lys på overleveringen om Mithradates VI – en historie hvor ikke alting er, hvad det giver sig ud for at være. Jakob Munk Højte

Indhold

Jesper Majbom Madsen Mithradates VI og truslen fra Rom Vincent Gabrielsen Mithradates VI og de græske byer

11

25

Jakob Munk Højte Mithradates, Pompejus og Alexander den Store

43

George Hinge Mithradates’ brev: romkritik eller terroristisk retorik Litteratur Forfatterne

76

78

Register over geografiske navne

79

Register over person- og gudenavne Register over skriftlige kilder

84

82

57

Mithradates VI og truslen fra Rom

Jesper Majbom Madsen

1. Modsætningen mellem Mithradates og Rom Mithradates VI er blandt de hellenistiske konger, der mest indædt modsatte sig romernes ekspansion i den græske og lilleasiatiske verden. I tre krige, de Mithra­ datiske Krige fra 89 til 63 f.Kr., påførte Mithradates romerne betydelige tab, og i 89 lykkedes det endda de pontiske styrker at erobre den romerske provins Asia. Fra 89 og frem til den første pontiske kapitulation i 85 stod Mithradates reelt med den fulde kontrol over Lilleasien. Den militære succes og den nyvundne magt opmuntrede den pontiske konge til at fortsætte krigen mod Rom og ro­ merske interesser i den græske verden. Som sit næste træk angreb Mithradates det strategiske vigtige og romvenlige Rhodos og sendte samtidig en betydelig landstyrke til det græske fastland, hvor pontiske soldater var tænkt som det mi­ litære grundlag for en græsk opstand mod Rom. Som en naturlig konsekvens af angrebet på provinsen Asia og det græske fastland, er Mithradates blevet betragtet som en udfordrer af Rom, hvis politiske mål var drevet dels af et betydeligt had til romerne for deres indblanding i pon­ tiske anliggender og dels af ønsket om at fremstå som den græske verdens befri­ er. Ofte fremstilles Mithradates som den aggressive part, mens Roms rolle i kon­ flikten beskrives som defensiv eller afventende (Reinach 1975, 294; McGing 1986, 85). Udbruddet af den Første Mithradatiske Krig må også langt hen ad vejen til­ skrives den ekspansionspolitik, som Mithradates førte i årene fra 107 til 90 f.Kr., hvor Pontos gentagne gange invaderede nabostaterne eller støttede statskup i dem. Som Mithradates’ ambitioner blev stadig tydeligere, voksede romernes frygt for, at Mithradates på længere sigt ville kunne true den romerske provins Asia og romerske interesser i Lilleasien i øvrigt. Og da Pontos tilsyneladende stod bag invasionerne af både Kappadokien og Bithynien i 90, havde Mithradates an­ bragt sig selv i rollen som en fjende af Rom.

12

JESPER MAJBOM MADSEN

I takt med at militær succes og et betydeligt økonomisk råderum blev stadig vigtigere i romersk politik, steg den romerske magtelites interesse for oversøiske kommandoer. Længere kommandoer gav ofte den ansvarshavende general mu­ lighed for at ophobe prestige og betydelige værdier og dermed mulighed for at vende styrket hjem til den politiske konkurrence i Rom. I den henseende var de Mithradatiske Krige ingen undtagelse. I kraft af Pontos’ imperialistiske fremfærd og forventningen om Østens rigdomme udgjorde Mithradates en både farlig og velhavende fjende og dermed en ideel modstander for den ambitiøse romerske politiker, som med sejren kunne veksle den nyvundne hæder og økonomiske ge­ vinst til politisk indflydelse. Roms eller romerske politikeres interesse i sådanne krige må derfor indregnes som en væsentlig faktor i konflikten mellem Rom og Pontos. Endelig er det usikkert, hvorvidt en krig mod Rom var en del af en langsigtet pontisk strategi. De politiske såvel som militære dispositioner fra 97 til 89 f.Kr. peger snarere i retningen af et forsøg på maksimere pontisk indflydelse uden at indlede en krig mod romerne. En strategi, som umiddelbart synes selvmodsi­ gende, men som alligevel må betragtes som en seriøs forklaring på pontisk poli­ tik frem mod krigsudbruddet i 89, idet Mithradates gentagne gange forsøger at udvide den pontiske magtsfære samtidig med, at hensynet til Rom prioriteres højt.

2. Pontisk udenrigspolitik fra 133 til 89 f.Kr. Da Attalos III dør i 133 f.Kr. og overdrager kongedømmet Pergamon til det ro­ merske folk, ændres den politiske situation i Lilleasien radikalt. I løbet af få år etableres provinsen Asia, og Rom har efterfølgende en entydig interesse i at kon­ trollere den politiske udvikling i Lilleasien og i at sikre, at ingen af de helleni­ stiske kongedømmer opnår en størrelse, der ville kunne true eksistensen af den nye ressourcestærke provins. Allerede længe inden overtagelsen af Pergamon havde Rom etableret patronklient-lignende relationer til de anatolske kongehuse (Hind 1994, 130-133). Som en naturlig konsekvens af en sådan alliance kæmpede Mithradates V, Mithra­ dates VI’s far, på romernes side i den Tredje Puniske Krig og siden i forbindelse med Roms oprettelse af provinsen Asia. Som tak for indsatsen og efter passende bestikkelse overdrog den romerske general Manius Aquilius området Storfrygien til Mithradates V. Ved samme lejlighed, formentlig med Aquilius’ samtykke, an­ nekteres Paflagonien og Galatien, og da Mithradates V senere giftede sin datter Laodike bort til den kappadokiske konge Ariarathes VI, opnåede Pontos ligele­

TRUSLEN

FRA

ROM

13

des en vis indflydelse i den centrale og østlige del af Anatolien (Hind 1994, 132). I 120 myrdes Mithradates V, men den romvenlige linje videreføres af hans dronning, en anden Laodike, der regerede på vejene af sønnerne Mithradates og Chrestos. Dog stod Pontos efter Mithradates V’s pludselige død betydeligt sva­ gere, især i forhold til Rom, som kort efter kongens død annekterede Storfrygi­ en til provinsen Asia. Det var således et svækket og mindre Pontos, som Mithradates VI overtog fra moderen omkring 113 f.Kr. Men med den nye konge afløses Laodikes passive le­ delse af en mere ekspansiv politik, som i de første år efter Mithradates’ tiltræ­ delse resulterer i indlemmelsen af Lillearmenien og Kolchis (nutidens Georgien) under den pontiske krone (Strabon 11.2.18). Omtrent samtidig stod Pontos i spidsen for en række militære aktioner på halvøen Krim, hvor pontiske styrker kom de græske kolonier i den nordlige Sortehavsregion til undsætning, da deres eksistens var truet af skythiske og tauriske nomadestammers ekspansion (Hind 1994, 139). Kampagnerne ved Chersones på det sydlige Krim og Pantikapaion ved det Kimmeriske Bosporos gav Pontos indflydelse over store dele af den Kimmeriske Halvø og den nordvestlige del af Sortehavet, hvor de græske byer Olbia og Apol­ lonia ligeledes var truet af nomaderne, og sikrede dermed en magtbase i den nordlige Sortehavsregion, der siden skulle danne et vigtigt rekrutteringsgrund­ lag for Pontos’ militære aktioner. Omkring 110 f.Kr. havde Pontos således undergået en forvandling fra et min­ dre lilleasiatisk kongedømme, der var underlagt stærk romersk indflydelse, til en betydelig magtfaktor i det nordlige Lilleasien og det øvrige Sortehavsområde. At det var lykkedes Mithradates at gennemføre denne første udvidelse uden en kompromittering af den romvenlige linje, må nok tilskrives, at udvidelserne ret­ tede sig mod øst og nord og mod Sortehavsregionen, hvor Rom endnu ikke hav­ de udviklet klare interesser. Først i 107 udfordrer Mithradates Roms interesser di­ rekte, da han i en fælles aktion med Bithyniens konge Nikomedes III annekte­ rer Paflagonien. Hermed indledtes for første gang en udenrigspolitisk linje, der klart stred mod Roms interesser i Lilleasien. Roms reaktion på det fælles pontisk-bithyniske angreb var imidlertid be­ grænset: gennem en udsending udtrykte Senatet ønske om en genindsættelse af det paflagoniske styre, men da både Nikomedes og Mithradates argumenterede for deres ret til det nyvundne land, og da man tilsyneladende ikke ønskede at sætte magt bag ordene, undlod Rom at forfølge sagen yderligere. At Rom afstod fra at tvinge Pontos og Bithynien til at adlyde, forklares ofte med Roms engagement i krigene mod kimbrerne og den numidiske konge Ju­ gurtha, som vanskeliggjorde en frigørelse af de nødvendige militære ressourcer

14

JESPER MAJBOM MADSEN

(Hind 1994, 140). Endelig har Rom måske ikke fundet Paflagonien værd at gå i krig for men prioriteret et godt forhold til især Bithynien højere end Paflagoni­ ens selvstændighed. Hvad enten det var det ene eller andet motiv, der gjorde sig gældende, sendte Rom det signal, at man enten ikke ville eller kunne blande sig i interne lilleasiatiske konflikter. Reaktionen på Roms eftergivenhed udeblev ikke. Den lilleasiatiske magt­ kamp forsatte ufortrødent og rettedes nu mod Kappadokien, der efter Kong Ari­ arathes’ død omkring 115 blev regeret af Laodike, Mithradates’ søster. I 102 blev båndet mellem Kappadokien og Pontos brudt, da Laodike søgte at indgå ægte­ skab med Nikomedes III (Justin 38.1). Et sådant forbund mellem Laodike og Nikomedes var uacceptabelt set fra Mithradates’ synsvinkel, eftersom han i så fald ville være indeklemt mellem to tæt forbundne stater. Som svar invaderede Mithradates Kappadokien, slog et kontingent bithyniske tropper, som Nikomedes havde sendt for at sikre Kappa­ dokien, tilbage, fjernede Laodike og indsatte i stedet hendes søn Ariarathes som ny konge af Kappadokien. Kort efter søgte Mithradates igen at ændre magtfor­ holdet i Kappadokien ved som medregent at indsætte den adelige Gordios, der i øvrigt tilskrives mordet på Ariarathes’ far 14 år forinden. Med udsigten til at få sin fars morder som medregent, modsatte Ariarathes sig den pontiske indblan­ ding, men tabte til det militært langt overlegne Pontos. Mithradates indsatte herefter sin otteårige søn som konge og udpegede Gor­ dios som hans medregent. Kappadokien var reelt underlagt pontisk overherre­ dømme, og Mithradates var nu uden sammenligning den mest magtfulde kon­ ge i Lilleasien og udgjorde en potentiel trussel mod romerske interesser i regionen. Tilsyneladende var Rom stadig afventende. Først i 97 f.Kr., da befolkningen i Kappadokien gjorde oprør mod det pontiske styre, og efter at henholdsvis Ni­ komedes III og Mithradates havde sendt delegationer til Rom for at kræve deres ret over Kappadokien, genfremsatte det romerske Senat kravet til de anatolske konger om fuld tilbagetrækning fra Kappadokien og Paflagonien. Roms krav til Nikomedes og Mithradates skal nok ses i lyset af, at Roms militære ressourcer nu var større, efter at krigene mod kimbrerne og Jugurtha var afsluttet, samtidig med at det vakte bekymring, at Mithradates havde udvidet sit magtområde gan­ ske betydeligt. Rom havde dermed genoprettet magtbalancen i Lilleasien uden anvendelse af militær magt, men også uden at sikre en mere langsigtet løsning på magtkampen mellem de anatolske kongehuse. I løbet af 90’erne f.Kr. indtraf en række omstændigheder, som samlet set styr­ kede Mithradates’ position i Lilleasien afgørende. Allerede året efter tilbage­ trækningen i 97 indgår Pontos en alliance med Armeniens konge, Tigranes I, som besegledes med ægteskabet mellem denne og Mithradates’ datter Kleopatra.

TRUSLEN

FRA

ROM

15

Få år efter, i 94, dør Nikomedes III og overlader den bithyniske trone til sønnen Nikomedes IV. Mithradates var i kraft af sine nordlige besiddelser og alliancen med Armenien igen den stærkeste blandt de lilleasiatiske konger, og da krigen mellem Rom og forbundsfællerne i Italien brød ud i 91, var Pontos’ position i Lilleasien også stærkere end Roms. Vejen var dermed åben for en betydelig udvidelse af det Pontiske Rige, men modsat tidligere forsøg stod Mithradates ikke direkte i spidsen for angrebene på henholdsvis Kappadokien og Bithynien, men overdrog i stedet opgaven til Ti­ granes og Sokrates Chrestos, en halvbroder til Nikomedes IV. På trods af at Mithradates bedyrede sin uskyld, var Rom ikke i tvivl om, at det var Pontos, der stod bag afsættelsen af den bithyniske og kappadokiske konge. Og da Rom igen havde kontrol over begivenhederne i Italien, sendte Senatet en kommission til Lilleasien med krav om pontisk og armensk tilbagetrækning fra Bithynien og Kappadokien (McGing 1986, 79). Interessant nok for teorien om Mithradates’ uslukkelige had til Rom og hans ambition om at fremstå som grækernes befrier valgte Mithradates at føje romer­ nes krav betingelsesløst. Det er tænkeligt, at Mithradates har følt et stærkt had til Rom, som nemt kan have bundet i den romerske indblanding og spørgsmå­ let om Storfrygien. Det er også endda meget sandsynligt, at Mithradates drøm­ te om et pontisk storrige, der omfattede hele Lilleasien eller i det mindste store dele af det. Men accepten af romernes krav vidner også om, at Mithradates ikke var parat til at føre krig mod Rom på trods af, at Pontos var stærkere end no­ gensinde. Hvis Mithradates havde ønsket et opgør, havde 90 f.Kr. været det hidtil bedste tidspunkt, nu hvor Armenien var en nær allieret og kontrollen med Bithy­ nien var sikret. Det har været forslået, at hele aktionen i 90 var et forsøg på at provokere Rom til angreb, og at tilbagetrækningen var et forsøg på at anbringe sig i ofrets rolle (McGing 1986, 86). At Mithradates skulle have valgt en sådan strategi, synes langt fra overbevi­ sende. Hvis hensigten var et endeligt opgør med Rom, er det vanskeligt at for­ klare, hvorfor Mithradates skulle opgive det strategiske vigtige Bithynien. Ende­ lig er offerrollen kun brugbar, hvis magtfulde stater ville fatte sympati og yde Pontos støtte, men det er vanskeligt at se, hvilke stater det skulle være, især ef­ ter at Armenien allerede var på Mithradates’ side. Når det alligevel kom til krig, skyldes det i høj grad interesser i den romerske kommission, som så en række fordele i at fastholde og udbygge konflikten. Den græske historiker Appian nævner, at et økonomisk motiv var en væsentlig del af årsagen til udbruddet af den Første Mithradatiske Krig. Nikomedes havde lovet medlemmerne af den romerske kommission en belønning, hvis han blev gen­

16

JESPER MAJBOM MADSEN

indsat, penge han imidlertid ikke havde, hvorefter kommissionens medlemmer opfordrede ham til at finde de nødvendige midler ved at plyndre Pontos (Appi­ an, Mithr. 2.11). Det økonomiske motiv er bestemt en væsentlig forklaring på, hvorfor Niko­ medes var tvunget til at følge kommissionens ønske om et angreb på Pontos. Medlemmerne har uden tvivl været interesseret i hurtigst muligt at få den lovede belønning, før den politiske situation i Lilleasien kunne nå at ændre sig og komplicere tingene yderligere. Men Nikomedes’ gæld er muligvis ikke hele for­ klaringen på, hvorfor konflikten forsat holdes i live. Et bithynisk angreb på Pontos kunne forventes at medføre et pontisk mod­ angreb og dermed give kommissionen et incitament til at erklære Pontos krig og dermed en anledning til at besejre den uregerlige pontiske konge. Mithradates undlod imidlertid at svare igen militært, men sendte i stedet en gesandt til kom­ missionen i protest over Nikomedes’ udfald. Ifølge Appians gengivelse var det allerede fra begyndelsen klart, at Nikome­ des havde handlet på kommissionens opfordring, og at Mithradates derfor ikke kunne forvente oprejsning fra de romerske repræsentanters side. Og som en re­ aktion på alliancen mellem kommissionen og Bithynien vælger Mithradates at invadere Kappadokien endnu engang; måske i et forsøg på at inddrage det ro­ merske Senat og i kraft af en senatsbeslutning få oprejsning for det uretmæssige angreb på Pontos (Appian, Mithr. 3.15-17). Mithradates’ tillid til, at erobringen af Kappadokien ville bringe Senatet på banen til hans fordel, kan udledes af hans udsendings appel til kommissionen om at rejse sagen i Rom. Men den pontiske håndtering af sagen viser imidlertid også, at Mithradates klart misforstod forretningsgangen mellem Senatet og den udsendte kommission. Det har været fremhævet, at angreb på Pontos forgik uden en egentlig god­ kendelse i Senatet (Hind 1994, 144). Men det er tvivlsomt, hvorvidt et yderlige­ re mandat fra Rom var nødvendigt. Med Mithradates’ invasion af Kappadokien havde Pontos ikke fulgt Senatets krav om en genindsættelse af Kappadokiens konge, hvorfor en invasion af Pontos formentlig lå inden for det mandat, som kommission allerede var udstyret med ved ankomsten til Bithynien i 89 f.Kr. Omstændighederne omkring kommissionens rolle er imidlertid ikke første gang, Mithradates fejlbedømmer den politiske situation i Italien. Invasionen af Bithynien og Kappadokien synes at bero på den misforståede antagelse, at Rom som følge af krigen mod forbundsfællerne ikke ville modsætte sig invasionen af Kappadokien og Bithynien (Justin 38.4.7). Skal vi tro Justin, vidste Mithradates, at forbundsfællerne ikke blot kæmpede for at løsrive sig fra Rom, men søgte at opnå samme rettigheder som de romer­

TRUSLEN

FRA

ROM

17

ske borgere (Justin 38.4.6-7). Dog er gengivelsen af Mithradates tale til soldater­ ne problematisk som kilde til Mithradates’ indsigt i de politiske forhold i Itali­ en. Talen er efter alt at dømme fiktion, og indsigten i forbundsfællernes krav beror ikke på Mithradates’ men snarere på Pompejus Trogus’ kendskab til pro­ blematikken (se George Hinges bidrag til denne bog). Hvis vi imidlertid accep­ terer, at Mithradates havde efterretninger om Forbundsfællekrigen fra samnit­ terne eller andre forbundsfæller, der ønskede at udtræde af forbundet, kan han have fået den opfattelse, at Rom stod foran at miste sine forbundsfæller og måske endda tabe krigen. En sådan forventning gjorde en udvidelse af den pon­ tiske magtsfære mere realisabel, end den fremstår i dag.

3. Første Mithradatiske Krig fra 89 til 85 f.Kr. Som svar på Mithradates’ invasion af Kappadokien angreb den romerske kommission Pontos i 89 f.Kr. med støtte fra bithyniske tropper. Hvad der formentlig var tænkt som en kort militær aktion mod en tøvende og undvigende konge skul­ le vise sig at få katastrofale konsekvenser for det romerske engagement i Lilleasi­ en. Mithradates var lang stærkere end antaget, og selvom det har været fremført, at Mithradates havde en heldig hånd i krigens første fase, er det uomtvisteligt, at Rom i løbet af 89/88 mistede fodfæstet i hele den vestlige del af Lilleasien. Som svar erklærede Rom Mithradates krig og udpegede Cornelius Sulla til at lede de romerske styrker. Men før opmærksomheden kunne rettes mod Mithra­ dates og den græske opstand, måtte Sulla først nedkæmpe Marius og dennes støtter i Rom, som søgte at forhindre Sullas kommando. Alt imens senatseliten stredes om retten til at føre krigen i øst, indledte Mithradates sit angreb på Rhodos og overtog kontrollen over Athen og flere af de øvrige byer, der deltog i den græske opstand. Selvom Mithradates havde fået den bedst tænkelige start og de interne pro­ blemer havde svækket den romerske indsats, blev anden fase af den Første Mithradatiske Krig én lang nedtur for Pontos og den græske opstand. Sulla land­ satte i 87 fem legioner i Grækenland og tvang først de græske byer og siden Mithradates til at overgive sig i 85. Siden sejren i Lilleasien havde Mithradates tabt ethvert slag. Erobringen af Rhodos slog fejl, og selvom Sullas fjender havde overtaget kontrollen med Rom og erklæret ham fjende af staten, kunne Mithra­ dates ikke udnytte den romerske uenighed til sin egen fordel. Den hær, som var udsendt i et forsøg på at uskadeliggøre Sulla, afstod fra direkte konfrontation og rettede i stedet sine aktiviteter mod Mithradates, der med udsigten til en tofrontskrig søgte Sulla om fred.

18

JESPER MAJBOM MADSEN

Sulla havde ligeledes mistet lysten til at fortsætte. Som erklæret fjende af sta­ ten var han afskåret fra forsyninger og forstærkninger fra Rom. Og selvom Sulla havde haft stor succes og krigen havde svækket Mithradates, kunne en under­ tvingelse af Mithradates stadig trække ud og påføre Sulla betydelige tab, før Pon­ tos var endelig erobret. Ethvert tab og forsinkelse ville uundgåeligt svække Sul­ la i det forestående opgør med Marius’ støtter i Italien, og en hurtig afslutning på krigen mod Mithradates var derfor afgørende for Sullas egen overlevelse. Selve fredsaftalen med Pontos, som tvang Mithradates ud af Bithynien og Kappadokien og til at afstå den pontiske flåde og udbetale en betydelig krigs­ skadeserstatning, var en politisk genistreg fra Sullas side. Ud over at afvæbne Pontos styrkede aftalen Sulla både militært og økonomisk, og han kom dermed styrket ind i den forestående borgerkrig. I Lilleasien var den Første Mithradati­ ske Krig afsluttet; Mithradates var betydelig svækket, og en vis form for magt­ balance var genoprettet. Imidlertid var der ikke tale om nogen længerevarende fred. Allerede kort efter var Pontos igen genstand for romersk interesse, denne gang fra Sullas legat Murena, der var blevet tilbage for at indsætte de anatolske konger og genoprette provinsen Asia.

4. Anden Mithradatiske Krig fra 83 til 81 f.Kr. Mens en væsentlig del af ansvaret for den Første Mithradatiske Krig kan placeres hos Mithradates og dennes ekspansive politik i Lilleasien fra 107 til 90 f.Kr., kan udbruddet af den Anden Mithradatiske Krig kun vanskeligt tilskrives den nu slagne pontiske konge. På baggrund af efterretninger om Mithradates’ etablering af en ny flåde angreb Murena, assisteret af den pontiske eksgeneral Archelaos, der efter nederlag på stribe frygtede kongens vrede, endnu engang Pontos. Igen valgte Mithradates ikke at reagere militært men protesterede i stedet over brud­ det på fredsaftalen, først til Murena, der nægtede ethvert kendskab til en sådan aftale, og siden til Sulla og det romerske Senat (Appian, Mithr. 65). Som svar på Pontos’ klager lod Sulla en udsending afgå fra Rom med besked om ikke at angribe Pontos. Hos Appian, der gengiver historien om mødet mellem Sullas udsending og Murena, sås der tvivl om Sullas holdning til Murenas angreb på Pontos. Ifølge Appian var den officielle besked til Murena, at angre­ bene på Pontos skulle indstilles. Men efterfølgende mødtes Murena og den ro­ merske udsending på tomandshånd, hvorefter Murena indledte et nyt angreb på Pontos (Appian, Mithr. 65). Det er ikke klart, hvorfor Appian lancerer historien om den dobbelttydige besked fra Rom. Hvis Sulla havde ønsket en invasion af Pontos, var det næppe

TRUSLEN

FRA

ROM

19

nødvendigt med en skjult dagsorden. Konstruktionen af en ny flåde, som for­ mentlig skulle bidrage til at genvinde kontrollen med det Pontiske Rige og knu­ se begyndende oprør, havde været grund nok til en genoptagelse af krigshand­ lingerne, også uden at Sulla havde mistet anseelse over indgåelsen af fredsafta­ len. Hvis Sulla havde ladet Murena handle mod en offentlig fremsat befaling, ville han have skabt en uholdbar situation, hvor Murena tilsyneladende und­ sagde en direkte ordre fra Sulla selv. Endelig kan man spørge, hvem en sådan skjult dagsorden var rettet mod. Det var næppe befolkningen i Rom eller legionerne, der efter mordet på de italiske borgere i 88 ikke nærede ønske om forsoning. Det har været foreslået, at Sulla med Murenas angreb søgte at videreføre krigen uden at indrømme, at den upo­ pulære fredsaftale var en fejl (Mastrocinque 1999, 97-99), men igen er spørgs­ målet, om ikke Mithradates’ oprustning havde løst det problem. Murena synes klart at være den, der havde mest at vinde ved at genoptage krigen. Hvis det lykkedes at besejre Mithradates, kunne Murena vende hjem i triumf og lade sig fejre som den, der havde overvundet den uregerlige pontiske konge, som havde invaderet tre romerske provinser og stået bag mordet på tu­ sindvis af italiske borger. Endelig ville en erobring af Pontos øge Murenas per­ sonlige formue ganske betragteligt og alt i alt stille ham betydeligt stærkere i ro­ mersk politik fremover. Fra Sullas synspunkt var en ny krig mod Mithradates ikke umiddelbart ønsk­ værdig. Fredsaftalen med Pontos havde sikret en midlertidig fred i Lilleasien og muliggjort, at Sulla kunne koncentrere sig fuldt ud om problemerne i Italien. En ny krig mod Mithradates ville sandsynligvis trække ud og kræve forstærkninger fra et allerede hårdt prøvet Italien. Og endelig er det ikke usandsynligt, at Sulla ville forhindre, at Murena blev den, der besejrede Mithradates. For Mithradates kom den Anden Mithradatiske Krig på det værst tænkelige tidspunkt. Pontos havde lige lidt en serie af nederlag på stort set alle fronter, de underlagte folkeslag langs Sortehavets vestkyst gjorde oprør samtidig med, at der var indledt en udskiftning af hoffets inderkreds. En ny krig mod romerne, også selvom Murena havde taget initiativet, kunne med lethed udvikle sig til en ny storkrig, som Pontos efter nederlaget til Sulla stod dårligt rustet til.

5. Tredje Mithradatiske Krig fra 73 til 66 f.Kr. I modsætning til de to foregående krige, hvor romerske generaler i begge tilfæl­ de indledte de egentlige krigshandlinger ved at invadere Pontos, tog Mithra­ dates i foråret 73 initiativet og indledte den Tredje Mithradatiske Krig ved at in­

20

JESPER MAJBOM MADSEN

vadere Bithynien. Igen tilskrives angrebet drømmen om et pontisk storrige eller ønsket om endeligt at fravriste Rom kontrollen over Lilleasien. Med Nikomedes’ død i 74 f.Kr. testamenteres Bithynien til det romerske folk, og selvom Mithradates præsenterer en arving til den bithyniske trone, vælger Rom at acceptere arven. Allerede samme år sender Senatet en guvernør til Bithy­ nien og påbegynder grundlæggelsen af en romersk provins. Arvefølgekrigen, som den Tredje Mithradatiske Krig også kaldes, tilskrives ofte det uacceptable i, at Rom efter indlemmelsen af Bithynien havde fuld kontrol med indsejlingen til Sortehavet og dermed kunne afskære Mithradates adgangen til Middelhavet (Reinach 1975, 313; Sherwin-White 1994, 233). En anden forklaring tillægger ikke arvefølgeproblematikken i Bithynien nogen særlig betydning men argumenterer i stedet for, at Mithradates længe hav­ de forberedt en krig mod Rom. Da Nikomedes overdrog Bithynien til romerne, var Mithradates tvunget til at angribe, før romerne kunne nå at overtage Bithy­ nien (McGing 1986, 144-145). Argumentet underbygges af, at Mithradates i for­ vejen havde indgået alliance med den romerske oprørsgeneral Sertorius (Sherwin-White 1994, 233). Igen er de to forklaringer på krigsudbruddet stort set enslydende. I begge tilfælde regnes Mithradates som aggressoren, mens Roms andel i konfliktet i det store og hele ignoreres. Det er sikkert rigtigt, at Mithradates helst så Bithynien som et autonomt kongedømme, men det er mindre overbevisende, at arveføl­ gespørgsmålet var den direkte årsag til krigsudbruddet. Hvorvidt romernes an­ neksion af Bithynien betød en væsentlig ændring for Pontos’ adgang til Mid­ delhavet, er usikkert. Siden 133 f.Kr. havde Rom kontrolleret strædet ved ind­ sejlingen til Propontis, og med genindsættelsen af Nikomedes IV som romersk lydkonge havde Rom længe haft uhindret adgang til både Bithynien og Bospo­ ros. De indgåede alliancer mellem Pontos og Roms fjender viser først og fremmest Mithradates’ forventning om, at en krig mod Rom var nært forestående. En an­ tagelse, der yderligere underbygges af, at Mithradates før krigsudbruddet i 73 havde øget produktionen af mønter til lejesoldaternes sold og påbegyndt en mo­ bilisering i Paflagonien (Callataÿ 1997, 341). Men de pontiske krigsforberedelser er ikke nødvendigvis et udtryk for, at Mithradates var den, der var mest ivrig ef­ ter at komme i krig. Forholdet mellem Rom og Pontos var siden Sullas død i 78 blevet markant forværret, og da der ankommer pontiske udsendinge til Rom for at ratificere fredsaftalen fra 85, ønskede hverken Senatet eller konsulerne at mødes med delegationen. At Romerne ikke ønskede fred med Pontos, understreges yderlige­ re af en tiltagende krigsretorik i det romerske senatsaristokrati, som især var an­

TRUSLEN

FRA

ROM

21

ført af konsulerne for året 74, Lucullus og Cotta, der begge ihærdigt argumente­ rede for en krig mod Mithradates. Ved provinsuddelingen i 74 havde Lucullus fået tildelt Gallia Cisalpina. Men ifølge den græske forfatter Plutarch, der skrev biografien over Lucullus’ liv, var Gallia Cisalpina en rolig provins, der ikke lev­ nede guvernøren mange chancer for personlig berigelse (Plutarch, Lucullus 6). Ved hjælp af sine indflydelsesrige venner og den kilikiske guvernørs pludse­ lige død lykkedes det imidlertid Lucullus at udskifte Gallia Cisalpina med Kili­ kien, samt at få kommando over en styrke på fem legioner. Cotta fik tildelt an­ svaret for den nye romerske provins i Bithynien og havde forinden ladet Sena­ tet forstå, at krigen mod Mithradates ikke var afsluttet, men at der snarere var tale om et ophold i krigshandlingerne. Det er naturligvis svært at afgøre, hvor godt Mithradates kunne følge debat­ ten i Rom, men at forberedelserne af krig mod Pontos var i gang, har næppe undgået hans opmærksomhed. Roms kategoriske afvisning af en fredsaftale må have gjort det klart, at krig var uundgåelig og dermed tilskyndet Mithradates til at foretage de nødvendige forberedelser. Det har været forslået, at Rom opruste­ de som en reaktion på den alliance, Mithradates havde indgået med Sertorius og på hans mobilisering i Paflagonien, men denne antagelse ignorerer, at Rom for­ inden havde afvist at ratificere fredsaftalen. I foråret 73, efter at både Lucullus og Cotta var ankommet til Lilleasien med henholdsvis fem legioner og en større flåde, besejrede Mithradates Cotta i Chal­ kedon. Vel vidende at stræderne var af afgørende betydning, fortsatte Mithra­ dates mod Kyzikos, der i hans varetægt ville kunne sikre Pontos kontrollen over indsejlingen til Sortehavet. Byen holdt imidlertid stand, og da det lykkedes Lu­ cullus at afskære de pontiske forsyninger, blev Mithradates tvunget til at flygte ind i det centrale Lilleasien. I de følgende seks år forsøgte Lucullus at presse Mithradates til et endeligt op­ gør, og selvom Lucullus erobrede store dele af det pontiske kerneland og alle de græske byer langs Lilleasiens nordkyst, lykkedes det aldrig at besejre Mithradates. Som et resultat af Lucullus’ manglende evne til at afslutte krigen overtog Pom­ pejus den Store i 66 f.Kr. kommandoen, og samme år lykkedes det Pompejus at besejre og fordrive Mithradates fra regionen (Sherwin-White 1994, 252-255). Mithradates var slået og flygtede til den nordlige del af riget, hvor sønnen Farnakes regerede. Ifølge Appian forsøgte Mithradates at rejse endnu en hær mod Rom, der med den nu aldrende konge i spidsen, som en ny Hannibal, skul­ le marchere nord om Sortehavet, over Alperne og ned gennem Italien. Projektet blev aldrig realiseret, og det er tvivlsomt, om historien overhovedet er rigtig. I Pantikapaion blev den gamle konge stadig mere isoleret, og omkring 63 f.Kr. blev han til sidst tvunget til at tage sit eget liv. I syd havde Rom fuld kontrol over

22

JESPER MAJBOM MADSEN

Lilleasien og havde endeligt løst problemerne i det urolige Anatolien, hvor både Pontos og Bithynien nu udgjorde provinser i det Romerske Imperium. Selvom Mithradates angiveligt åbnede den Tredje Mithradatiske Krig med sin invasion af Bithynien, synes det romerske aristokrati at have haft en betydelig interesse i krigen. Efter at Sulla havde nedlagt diktaturet, var den politiske kon­ kurrence i Rom på ny givet fri. Og da store personlige formuer og militære me­ riter spillede en stadig større rolle i senatselitens interne magtkamp, blev over­ søiske kommandoer igen vigtige. Ved Sullas død var Pompejus i kraft af sin rigdom og militære succes den mest indflydelsesrige mand i Rom, og som det frem­ går hos Plutarch, følte Lucullus sig presset til at holde Pompejus i Spanien for derved at sikre, at det var ham og ikke Pompejus, der fik kommandoen mod Pontos (Plutarch, Lucullus 5). Endelig beskriver Plutarch et egentlig kapløb mellem Cotta og Lucullus om at besejre Mithradates, hvilket førte til, at Cotta sendte flådesoldaterne mod de pontiske landstyrkers fremrykning mod Chalkedon med udslettelse af den ro­ merske flåde til følge. Samme rivalisering er også tydelig i forbindelse med Pom­ pejus’ overtagelse af Lucullus’ kommando. Nok havde Lucullus problemer med soldaternes disciplin, men efterhånden som rygtet om Pompejus’ forestående overtagelse af kommandoen spredte sig blandt legionærerne, mistede Lucullus enhver mulighed for at vinde krigen eller fastholde presset på Mithradates. Igen kan man spørge, om ikke indenrigspolitiske motiver igen vejede tungere end det at sikre sejren over Mithradates. Ved at underminere Lucullus’ mandat og ved at indsætte en ny general må Rom have lettet presset på Mithradates og dermed øget risiko for en ny pontisk mobilisering, der nok ville være begrænset, men dog ville kunne trække krigen yderligere i langdrag. Men igen synes det at have været vigtigere for Pompejus, at det ikke blev Lucullus, der besejrede Mithra­ dates og underlagde Pontos det Romerske Imperium.

6. Hverken gal eller genial Der er nok ingen tvivl om, at Mithradates næppe nærede varme følelser over for Rom, men ud fra en overordnet betragtning er der intet, der tyder på, at Mithra­ dates’ politik var styret af et irrationelt had til romerne. Mordet på tusindvis af italiske borgere var en brutal handling, men rational i den forstand, at de in­ volverede bystater, der udførte gerningen, efterfølgende var afskåret fra en alli­ ance med Rom og dermed i højere grad bundet til Mithradates. Overordnet set fremstår Mithradates langt fra som nogen stor militær eller politiske begavelse. Den politiske situation i Rom og Italien blev flere gange fejl­

TRUSLEN

FRA

ROM

23

bedømt omkring udbruddet af den Første Mithradatiske Krig, hvor Mithradates tydeligvis misforstod både baggrunden for Forbundsfællekrigen og forholdet mellem Senatet og kommissionen. Endelig løber Mithradates hurtigt tør for mi­ litært talent, som ved belejringerne af Rhodos og Kyzikos. Selvom det lykkedes Pontos at besejre den romerske kommission, Murena og endelig Cotta skyldtes dette snarere de romerske generalers dårlige ledelse, som i en blanding af overmod og manglende respekt for den pontiske hær kastede sig ud i slag, der enten ikke var forberedt, eller hvor den numeriske forskel var for stor. I det øjeblik Pontos mødte Roms bedste generaler, som Sulla, Lucullus og Pompejus, lykkedes det ikke Mithradates at vinde andet en mindre træfnin­ ger, mens Rom langsomt vandt krigen. Selvom ”normal” nok er et stærkt ord at bruge om Mithradates VI, tyder in­ tet på, at Pontos’ konge gennem 50 år har adskilt sig fundamentalt fra andre hel­ lenistiske regenter. Den kontante regeringsform og de mange mord på nære fa­ miliemedlemmer kan med nutidens normer synes brutale eller, om man vil, psy­ kopatiske. Dog må det fastholdes, at Mithradates færdedes i et hellenistisk her­ skermiljø, hvor grænserne for afvigende adfærd var helt anderledes vidtgående. Før vi kan stille en pålidelig diagnose af Mithradates’ og andre af oldtidens per­ sonligheder, må vi have kriterier for, hvad der blev betragtet som henholdsvis afvigende og brutal men stadig rationel, adfærd, hvilket kun vanskeligt lader sig gøre. Endelig må vi fastholde, at både Appian og Plutarch på trods af deres kritik af Rom byggede store dele af deres historie om Roms møde med Mithradates på beretninger fra romerne i Lilleasien, og de viderebringer således mere eller min­ dre frivilligt det romerske senatsaristokratis billede af en konge, der i kraft af sin imperialistiske politik, modstandsdygtighed og lejlighedsvise brutale fremfærd over for italiske borgere udgjorde en noget nær perfekt fjende for den romerske magtelite, der i et forsøg på at retfærdiggøre krigene mod Pontos ikke forspildte muligheden for at fremstille Mithradates’ værste sider.

Mithradates VI og de græske byer

Vincent Gabrielsen

1. Indledning I bogen La Sibila Babilonese (fra 1943) satte den italienske forsker Aurelio Peretti al sin intellektuelle styrke ind på at påvise, at intet folkeslag med indogermansk blod i årerne kunne have protesteret mod Roms magtekspansion; kun jøder og andre orientalere som kong Mithradates VI af Pontos var disponerede for at gøre modstand. Peretti, som ganske elegant fortiede de spanske befolkningers oprør, anså ethvert forsøg på modstand mod romersk herredømme som et umiskende­ ligt kendetegn for etniske (eller racemæssige) afvigere, kulturelt dysfunktionelle samfund og mentalt abnorme statsledere. Hvad angår Mithradates har den hi­ storiske overlevering leveret stof, der til overflod kan støtte Perettis diagnose. Denne overlevering tæller henved halvtreds antikke forfattere, hvis værker i mindre eller større omfang skildrer kongens personlighed og virke. Uanset om de er næsten samtidige eller fra en senere tid, er der i det hele taget tale om tem­ melig farvede fremstillinger, enten med en udtalt pro-Mithradates tendens eller, hvad der gælder de fleste, med en ligeså udtalt pro-romersk tendens. Langt fra alle af disse værker er bevarede i deres helhed. Til de mest detaljerede hører Ap­ pians værk Mithradatica og Plutarchs Sulla-biografi, hvortil kommer skildringer­ ne af Pontos-området og de Mithradatiske Krige i såvel Strabons Geografi som i de bevarede dele fra et lokalhistorisk værk skrevet af Memnon fra bystaten He­ rakleia. Disse tekster er på græsk og stammer fra det 1. og 2. århundrede e.Kr. Blandt kilderne på latin kan her nævnes Justins sammenfatning af Pompejus Trogus’ nu tabte Verdenshistorie (fra 1. århundrede f.Kr.) samt nogle af Ciceros taler (f.eks. pro Flacco og pro Murena). Cicero ydede et særligt bidrag til skabelsen af synet på Mithradates som en hensynsløs undertrykker af befolkningerne i Lil­ leasien. Set under ét tegner kilderne således et sort/hvidt billede, idet de fremstiller kongen enten som en folkelig befrier eller som en brutal og sindsforstyrret tyran – og dette, som vi skal se, gælder også de få dokumenter, som er bevarede i form

26

VINCENT GABRIELSEN

af indskrifter. Det var derfor let for Peretti frit at vælge herfra for at stille sin dia­ gnose om kongen og på samme vis som andre forskere at sætte den langvarige konflikt i en stereotypiseret tolkningsskabelon: kampen stod egentligt mellem østligt despoti og vestlig civilisation. Samme stof har fascineret andre end hi­ storikere. Kongens levnedsløb indeholder tilstrækkelig lidenskab, dramatik og blodig grusomhed til, at adskillige af eftertidens kunstnere har kunnet ladet sig inspirere af det; eksempelvis bærer flere end en snes operaværker titlen Mithra­ dates, heriblandt af Alessandro Scarlatti (1707) og Mozart (1770). I dette kapitel vil jeg imidlertid afstå fra at beskæftige mig med Mithradates’ personlighed som sådan og derved med spørgsmålet om, hvorvidt han var “gal” eller “genial”, et spørgsmål, som jeg i øvrigt mener, har ringe historisk relevans. Mit hovedanliggende er forholdet mellem Pontos-riget og de græske bystater – især bystaterne i Lilleasien – i Mithradates’ regeringstid. En nærmere forståelse af dette forhold forudsætter naturligvis en detaljeret udredning af de begiven­ heder, som udspillede sig både umiddelbart før og især efter starten på Mithra­ dates’ første krig mod Rom i 89 f.Kr. Af pladsmæssige hensyn er en sådan ud­ redning ikke mulig her (se foregående kapitel). En kort omtale af vigtige begi­ venheder er imidlertid påkrævet, ikke mindst for at fastslå, at der egentlig var tre hovedaktører: (1) en hellenistisk monark, Mithradates; (2) et antal mindre poli­ tiske enheder, som bestandigt befandt sig i interaktion med de hellenistiske monarkier, dvs. de græske bystater i Lilleasien, Ægæerhavet og på det græske fastland; og sidst men ikke mindst (3) en ikke-græsk stormagt, Rom, som allerede i det 3. århundrede f.Kr. var begyndt at udvide sin indflydelse i den hellenistiske verden afgørende. Lad mig præcisere den historiske ramme, inden for hvilken disse aktørers indbyrdes forhold kan anskues.

2. Den historiske baggrund Grunden til romernes herredømme i det østlige Middelhav blev for alvor lagt fast med sejren over Seleukiderrigets konge Antiochos III i 189 f.Kr. Formelt kom Lilleasien vest for Taurusbjergene derved under romersk kontrol, og kort efter blev romerne af områdets græske bystater udråbt til “fælles velgører” (koinoi eu­ ergetai); indførelsen af en ny kult til gudinden “Rom” (thea Roma) udtrykte da også grækernes taknemmelighed over for deres befriere fra den seleukidiske overmagt. Det var omtrent på dette tidspunkt, at Pontos-rigets nyudnævnte konge, Farnakes I, indledte udvidelsen af sit riges grænser og politiske indfly­ delse i de tilstødende territorier samt i Sortehavsområdet. Denne ekspansion vi­ dereførtes af hans efterfølgere, især af Mithradates V Euergetes, og foregik med

M I T H R A D AT E S

OG DE GRÆSKE BYER

27

romernes billigelse. Romerne bidrog sågar direkte til den ved bl.a. at overdrage landskabet Storfrygien, som tidligere tilhørte kongedømmet Pergamon, til Pontos-rigets hersker. Da Mithradates VI Eupator blev konge (formelt nogle år efter sin faders død i 120 f.Kr.), havde romerne allerede konsolideret deres position i det østlige Middelhav yderligere gennem de facto overtagelsen af det hellenisti­ ske kongedømme Pergamon og etableringen af provinsen Asia. På denne tid og længe derefter var Pontos-riget formelt forbundet til Rom ved “venskab og alli­ ance” (philia kai symmachia). I sine første regeringsår forfulgte Mithradates VI Eupator selv en systematisk videreførelse af sine forgængeres ekspansionspolitik på tre områder. (1) I tiden frem til ca. 100 f.Kr. lykkedes det ham – stadigvæk med Roms accept – at etab­ lere sit herredømme i Sortehavsområdet. Derved kom han i besiddelse af et Sor­ tehavsimperium, hvis politiske centrum var Pontos-riget. (2) Straks efter rettede han sine ekspansionsbestræbelser mod sine naboer på det lilleasiatiske fastland, især mod Paflagonien, Kappadokien, Galatien og Bithynien, men derved kom Mithradates til at støde imod romernes egne interesser: det er netop dette, der danner baggrunden for krigen mellem Pontos-riget og Rom, altså den Første Mithradatiske Krig (89-85 f.Kr.). Endelig (3), uanset om det var kongens oprin­ delige hensigt eller blot en følge af den nu pågående krig, formåede han i de første krigsår at ekspandere sin indflydelse i Lilleasien (hvorved han fravristede romerne provinsen Asia), i Ægæerhavet og på det græske fastland (hvor bl.a. Athen kom over på hans side). Al denne fremrykning mødte et minimum af lo­ kal modstand. Tværtimod: langt de fleste græske bystater tilsluttede sig straks hans sag imod romerne, idet de så Mithradates som en befrier, og som beløn­ ning for deres støtte modtog de kongens gunst i stort mål. Rhodos, en af de få bystater som forblev trofaste mod Rom, måtte udstå en massiv men i sidste ende resultatløs belejring. Størsteparten af befolkningerne i Lilleasien støttede ellers velvilligt kongen i krigen mod Rom. Men idet krigslykken vendte til romernes fordel, primært gennem Sullas sej­ re over Mithradates’ tropper på det græske fastland, begyndte de græske bysta­ ter en efter en at skifte side igen – og som følge heraf fik de kongens store vrede at mærke: frafaldne allierede og støtter blev hårdt afstraffet ved grusomme hævnaktioner fra kongens arméer. Men som vore kilder bemærker (f.eks. Appi­ an, Mithr. 23), blev de samme byer tilsvarende hårdt straffet af den nye sejrher­ re, Sulla, på grund af deres tidligere støtte til Mithradates. Ved krigens slutning i år 85, stod det klart for alle, at det endelige opgør endnu ikke havde fundet sted: dels var Mithradates på grund af sit Sortehavsimperium stadigvæk til­ strækkeligt magtfuld til ikke at ville opgive sin ekspansion mod syd; dels var ro­ merne – ikke mindst på grund af problemer på andre krigsfronter og alvorlige

28

VINCENT GABRIELSEN

opstande i selve Italien – nu endnu mindre end tidligere opsat på at se deres her­ redømme i øst blive udfordret af en ambitiøs hellenistisk konge. To yderligere krige (83-81 og 73-63 f.Kr.) samt Mithradates’ død (i 63) skulle komme imellem, før en alvorlig hindring for romernes dominans i området endeligt blev ryddet af vejen. Straks efter at de havde overtaget den sidste rebels kongerige, oprette­ de romerne provinsen Bithynia og Pontos. Som det måske er fremgået af denne meget korte redegørelse, er der tre gen­ nemgående hovedtemaer (1) ekspansion, (2) ekspansionens primære hensigt, dvs. imperieopbygning og endelig (3) de historiske betingelser, der dels fremmede, dels satte grænser for begge disse processer. Det er disse overordnede temaer, der vil danne rammen om min behandling af forholdet mellem Mithradates og de græske bystater. Det synspunkt, jeg skal argumentere for, er, at skønt de konkre­ te historiske omstændigheder nu var anderledes, var Mithradates’ politik grund­ læggende den samme som enhver anden hellenistisk konges, inklusiv Alexander den Store. Hvad de græske bystater angår, har deres hurtigt skiftende loyalitet li­ geledes dybe historiske rødder i en stort set typisk holdning til næsten enhver hegemonisk eller imperial magt: nemlig alt efter behov at se denne enten som en befrier og frelser eller som en despotisk undertrykker. Af praktiske grunde er jeg nødt til at foretage to yderligere afgrænsninger: for det første behandler jeg kun tiden indtil slutningen af den Første Mithradatiske Krig (85 f.Kr.); for det an­ det er det ikke muligt her at komme inde på det vigtige emne om romernes po­ litiske magtkampe og disses relation til republikkens ekspansionsprojekter.

3. Ekspansion og imperium Jeg begynder med en bøn: O, Nebo, ædle søn, den viseste blandt guderne; du, som er prægtig og al lovprisning værd, førstefødte søn af Marduk, barn af skabelsens dronning Arua, se velvilligt på mig og skænk [mig] den gave, at mine fjenders lande bliver omstyrtet, at alle mine ønsker om mine modstandere bliver opfyldt, konstant overherredømme […] og gør mig i stand til, i egen person, at erobre alle de lande, som ligger mellem det sted hvor solen stiger op og det sted hvor solen går ned, opsamle tribut fra dem alle og bringe den hjem for at for­ skønne templerne Esagila og Ezida (Austin 1981, nr. 189).

Denne bøn blev bedt af den seleukidiske konge Antiochos III under hans besøg ved to store babylonske templer inden for hans rige. Man kan velsagtens fore­ stille sig lignende anmodninger fra Mithradates, hver gang han ofrede til Zeus

M I T H R A D AT E S

OG DE GRÆSKE BYER

29

Stratios, som sandsynligvis ansås for at være identisk med persernes vigtigste gud Ahura Mazda. Når de befandt sig i deres østlige provinser, iførte hellenisti­ ske monarker sig orientalske kulturelle klæder. Når de var i deres vestlige pro­ vinser tættere ved Middelhavet, blev klæderne tilpasset den græsk-makedonske kultur. Dette gælder ligeledes Mithradates. Han betragtede sig selv og sine for­ gængere som direkte efterkommere af såvel Perserrigets grundlæggere (Kyros I og Dareios I) som den hellenistiske verdens skabere (Alexander den Store og Se­ leukos I). Perseus-myten, som Mithradates flittigt anvendte som et symbol på sin herkomst, havde længe før været brugt som bevis på slægtskabet mellem Asi­ en og Europa, eller Øst og Vest: i det 5. århundrede f.Kr. brugte perserne selv myten i et forsøg på at overbevise befolkningen i den græske bystat Argos (på Pelo­ ponnes) om, at de to egentligt var broderfolk. Fortidige imperier omfattede fle­ re forskellige kulturer, og ved at påberåbe sig direkte tilhørsforhold til hver af disse kulturer sikrede herskeren – hvis magt ret beset hvilede på erobring – un­ dersåtternes accept af hans legitimitet. Denne kamæleon-taktik udgjorde et vig­ tigt kendetegn ved samtlige de hellenistiske monarker. Bønnen, som er citeret ovenfor, vidner tillige om et andet centralt element i monarkisk ideologi: den konstante stræben efter aggressiv ekspansion. I det 2. århundrede f.Kr. bad kong Attalos III af Pergamon om gudernes hjælp til gen­ nem erobringskrige, at forøge sit riges magt og territoriale omfang. Samme forhold fremgår af samtidens forestillinger om – og forventninger til – den ideelle monark. I sin poetiske lovprisning af kong Ptolemaios II i det 3. århundrede, for eksempel, fremhævede den berømte digter Theokrit kongens fremragende ev­ ner, ikke mindst den, at han var “en god monark, der drog omsorg for at beva­ re sin fædrene arv [dvs. riget som han overtog det fra sin forgænger] og samti­ dig sørgede for at udvide rigets grænser” (Theokrit, Idyller 17.105-106; min frem­ hævning); en indskrift (Austin 1981, nr. 21) bevidner, at dette var præcist, hvad Ptolemaios II faktisk havde gjort. Storstilet voldsanvendelse var naturligvis midlet, hvormed dette mål kunne opnås. De talrige krige imellem de hellenistiske konger skyldtes ikke mindst kongeideologiens krav til den enkelte monark om bestandig og næsten grænseløs ekspansion. Målet var universelt herredømme. Havde denne ekspansionsideologi været begrænset til kongerne, så ville ver­ den måske have set lidt anderledes ud. Virkeligheden var imidlertid en anden. Militær aggression – krigsførelsens mest fremstående kendetegn – og ekspansi­ onstræben – imperiets grundelement – var ikke mindre udtalte i de klassiske og hellenistiske bystaters ideologiske fundament. Opfattelsen af, at det var enhver generations pligt dels at bevare fædrelandet dels at videregive det endnu større til den efterfølgende generation (noget der forudsætter anvendelse af militær ag­ gression), blev holdt levende af borgerne i snart sagt alle bystater. Netop denne

30

VINCENT GABRIELSEN

tanke optager en central plads i Thukydids gengivelse af Perikles’ gravtale i det 5. århundrede f.Kr. (Thuk. 2.36). Senere, i det 4. århundrede, skulle de athenske kadetter (efeberne) i deres edsaflæggelse bl.a. sværge følgende: “Jeg vil ikke vi­ deregive fædrelandet til næste generation formindsket, men større og mægtige­ re” (Tod 1933-1948, nr. 204). I hellenistisk tid aflagde borgerne på Kos en lig­ nende ed: “Jeg vil ikke tillade, at Kos bliver formindsket, men tværtimod vil jeg gøre mit yderste for, at det bliver større” (Schmidt 1969, nr. 545). Disse edsaf­ læggelser gjorde udover at styrke følelsen af sammenhold omkring en “fælles sag” også noget andet: de opretholdt opfattelsen af en evigt eksisterende men indtil videre ikke nærmere defineret fjende. Det vil i virkeligheden sige enhver, der kom til at stå i vejen for den pågældende stats ekspansion. Det konkrete historiske resultat af ekspansions-ideologien var en overflod af indbyrdes relaterede mega-, medium- og mikro-imperier. Gennem magtrelatio­ ner blev mindre og større stater knyttet til hinanden således, at de formede hie­ rarkisk opbyggede politiske organisationer, som hver var ledet af hvad man kunne kalde den “Øverste Hegemoniske Organisator”, dvs. den stat vi almindeligvis identificerer som den egentlige imperiemagt. De hegemoniske ligaer, som lede­ des af Sparta, Theben, Athen og Makedonien er eksempler på sådanne organisa­ tioner i klassisk tid, og det samme gælder den altdominerende magt fra østen, Perserriget; deres sidestykker i hellenistisk tid er velkendte. Fra 189 f.Kr. be­ gyndte Rom på bekostning af de hellenistiske riger at indtage denne position i det østlige Middelhav. Inden for disse organisationer eksisterede et yderligere hierarki af underordnede Hegemoniske Organisatorer hver med sin gruppe af underlagte politiske enheder. Jeg vil kalde disse “sub-imperier” og deres ledere “sub-imperiale” stater. Både Thasos og Samos havde for eksempel i det 5. århun­ drede deres egne “sub-imperier”, samtidig med at begge disse stater selv var un­ derlagt det Athenske Imperium. Ligeledes var Rhodos og Pergamon i hellenistisk tid hver i besiddelse af sin egen organisation i Ægæerhavet og i Lilleasien, men samtidig (især efter 189 f.Kr.) var både Rhodos og Pergamon selv underlagt en Øverste Hegemoniske Organisator, nemlig Rom. I en verden indrettet på denne måde var tanken om at forblive udenfor en Øverste Organisators netværk (dvs. helt neutral) lutter illusion. Dertil kommer, at et sub-imperium kunne gøre sig endnu mere nyttigt for, og derved opnå flere privilegier fra, den Øverste Orga­ nisator, ved at forøge antallet af sine undergivne stater – altså en yderligere til­ skyndelse til ekspansion. Det interessante er her de forskellige måder, hvorpå man erhvervede sig med­ lemmer. En del blev anskaffet ved anvendelse af rå magt, hvad enten denne be­ stod af erobringskrige eller blot af truslen om anvendelse af militær aggression. Andre blev opkøbt af deres tidligere “herrer” (eller disses hærførere) for en sum

M I T H R A D AT E S

OG DE GRÆSKE BYER

31

penge – køb-og-salg mentalitetens bidrag til antik politisk organisation. Andre igen var gaver fra den Øverste Organisator, typisk som tak for ihærdig medvir­ ken i vellykkede fælles militære operationer. Sidst men ikke mindst er der inter­ essante tilfælde, hvor en stat selv kom med en anmodning om at blive opslugt i en større imperieorganisation. Her kan man tale om “Empire by invitation”. Uanset hvordan medlemskab blev opnået, bestod en af medlemmernes vigtigste pligter i, at de måtte stille deres militære potentiale til rådighed for den Øverste Organisator; symmachos (“medkæmper”, “kampfælle”) er den term, som almin­ deligvis bruges i denne sammenhæng. Samtlige de nævnte hvervningsmetoder blevet benyttet i forbindelse med opbygningen af det imperium, Mithradates VI Eupator kom til at herske over både før og under sin krig mod romerne. Erobringskrige i Sortehavsområdet og i Asien er den side af sagen, der, ikke uberettiget, optager de antikke forfattere mest. Men de øvrige metoder fortjener også vor opmærksomhed. Storfrygien, f.eks., var en gave skænket af det romerske Senat til Mithradates V Euergetes som tak for hans medvirken i romernes krig mod Aristonikos af Pergamon, men sam­ tidig var Storfrygien tillige et køb (og tilmed et af juridisk tvivlsom karakter), ef­ tersom Euergetes uden Senatets viden (altså “under bordet”) også betalte en sum penge til Manius Aquillius, den romerske general med ansvar for de nye ero­ bringer i Asien – formentlig med henblik på at frigøre sig for de begrænsninger i ejendomsretten, som måtte være indbygget i Senatets “gave”. Da romerne ef­ ter Mithradates VI’s død atter bemægtigede sig Storfrygien, kunne Mithradates VI som bevis for sin ret til at øve herredømme dér under alle omstændigheder henvise til såvel gaven som den tvivlsomme transaktion (Appian, Mithr. 12, 13, 57; Justin 37.1.2, 38.5.3). Af større betydning er imidlertid den anden metode, som især Mithradates benyttede sig af, nemlig “Empire by invitation”. I samtli­ ge tilfælde forårsagedes invitationen af afsenderens behov for beskyttelse. Et par eksempler er tilstrækkelige til at vise, hvad der skabte dette behov i Sortehavs­ området. I ca. 260 f.Kr. førte Byzantion krig mod både Kallatis og Istros med henblik på at bemægtige sig bystaten Tomis (Memnon 13). Senere, i første halvdel af det 2. århundrede, forsøgte en anden bystat, Mesembria, gennem “uerklæret krig” at underlægge sig Apollonia, som i dette tilfælde fik hjælp fra Istros (IGBulg I2, 388 bis). Anvendelse af militær aggression med henblik på at bringe andre inden for ens indflydelsessfære var ikke af nyere dato i hellenistisk tid: i det 4. århundrede f.Kr. kom Kotyora, Kerasos og Trapezous således under den velha­ vende bystat Sinopes herredømme, til hvilken de betalte tribut. I 183 f.Kr. blev Sinope selv (og dens besiddelser) opslugt af Pontos-riget for siden hen at blive imperiets hovedstad. Regelmæssige ydelser af tribut, hvad enten det var i form

32

VINCENT GABRIELSEN

af penge eller naturalier, repræsenterede den pris, man måtte betale til en mæg­ tigere stat, for ikke at blive udsat for udefra kommende aggression. De græske bystater langs Sortehavets kystområder befandt sig således ofte under pres, vel at mærke et de selv øvede på hinanden. Deres egne magtudvidelsesprojekter – deres mikro-imperialisme – sørgede for, at behovet for beskyttelse næsten kon­ stant var til stede. Billedet er imidlertid langt mere kompliceret, idet selv samme bystater be­ standigt var under yderligere pres fra deres naboer fra indlandsregionerne, nem­ lig de mægtige, ikke-græske folkeslag (eller “barbarerne”, som grækerne kaldte dem) og disses ekspansionslystne herskere: thrakerne, skytherne og sarmaterne, for blot at nævne nogle af de vigtigste. Bevidste om de geografiske og økonomi­ ske fordele, som de gamle græske kyst-kolonier nød, forsøgte hver især af disse folk på forskellige måder at få andel deri. Hyppige om end kortvarige plyn­ dringstogter var en standard foreteelse. For at undgå sådanne overfald indvilge­ de bystaterne ofte i at betale regelmæssige eller uregelmæssige ydelser – altså tri­ but – til deres plageånder, som derved i virkeligheden solgte beskyttelse mod den aggression, de selv producerede. Dertil kommer, at en græsk bystat f.eks. gennem formel alliance lod sig indlemme i en mægtigere nabos indflydelses­ sfære for derved også at blive beskyttet mod en anden græsk bystats ekspansi­ onsbestræbelser. Alt dette resulterede i dannelsen af imperiale organisationer af varierende størrelse og skiftende sammensætning. Følgende eksempler kan give en idé om de relationer, som skabtes herved. Desuden viser de, at denne proces var i fuldt sving allerede i det 3. århundrede f.Kr. Byzantion, som på grund af sin ideelle placering ved Bosporosstrædet kunne kontrollere al skibstrafik til og fra Sortehavet, måtte i midten af det 3. århun­ drede f.Kr. betale enorme summer i tribut til sin mægtige nabo mod vest, det Odrysiske Kongerige i Thrakien. For at bære denne finansielle byrde så Byzanti­ on sig nødsaget til at opkræve tyngende toldafgifter fra alle handelsskibe, der sejlede gennem strædet, hvilket straks fremkaldte voldsomme protester fra de ægæiske handelsmænd og deres bystater, som derved tilskyndede deres egen be­ skytter, den berømte flådemagt Rhodos, til at erklære krig mod Byzantion, med mindre byen afskaffede tolden. Senere, hen mod slutningen af det 3. århundre­ de, kom Byzantion under den thrakiske hersker Kauaros’ beskyttende vinger (Polyb. 4.45, 8.22.1). Omtrent det samme gjaldt Istros, da bystaten sidst i det 3. århundrede følte sig alvorligt truet af thrakerne. Til gengæld for beskyttelse be­ talte Istros årligt tribut til geternes konge Zalmodegikos, hvis plads kort efter blev overtaget af kong Rhemaxos (IGBulg I2, 389; Pippidi 1975, 31-55). Omkring slutningen af det 2. århundrede f.Kr. var det imidlertid geterne selv, der plagede deres nabo, bystaten Tomis (SIG nr. 731). Fra en lang indskrift ved vi, at også Ol­

M I T H R A D AT E S

OG DE GRÆSKE BYER

33

bia i det 3. århundrede var under pres fra sine ikke-græske naboer, til hvem det måtte betale store summer penge for at få fred (IOSPE I2, 32; Austin 1981, nr. 97). I slutningen af det 2. eller i starten af det 1. århundrede var Olbia igen truet ude­ fra. Denne gang var det imidlertid Mithradates VI Eupators tropper, som sørge­ de for bystatens beskyttelse (IOSPE I2, 34 og 35). Det sidste eksempel vedrører Chersones på det sydlige Krim. I det 3. århundrede bestod truslen af invasioner fra “de omkringboende barbarer” (IOSPE I2, 343, jfr. nr. 401). Disse “barbarer” er sandsynligvis skytherne, imod hvem Chersones i det 2. århundrede blev be­ skyttet af sarmaterne (Polyainos, Strategemata 8.56). Men i 155 f.Kr. overtog Pontos-rigets konge Farnakes I beskytter-rollen, med hvem Chersones indgik en al­ liance primært med henblik på at sikre sig militær hjælp imod den skythiske hersker Skiluros (IOSPE I2, 402). Hen mod slutningen af det 2. århundrede f.Kr. synes presset udefra og der­ ved behovet for beskyttelse i Sortehavsområdet (særligt hos de græske bystater i nord) at have været stærkt tiltagende, samtidig med at ingen af områdets mag­ ter rigtigt evnede at gøre noget ved sagen. Der var i stigende grad brug for en til­ strækkeligt magtfuld beskytter. Strabon (7.4.3) beretter, at Chersones, der kon­ stant blev overrendt af “barbarerne”, så sig nødsaget til at invitere den magt, som allerede på daværende tidspunkt havde opbygget et anseeligt militært po­ tentiale, altså Pontos-riget. Mithradates VI Eupator tog med glæde imod invita­ tionen, ikke mindst fordi den bød på en passende anledning til yderligere at ud­ vide imperiet mod nord (IOSPE I2, 349 synes at vedrøre de diplomatiske for­ handlinger om hjælp). Kort efter fulgte en anden invitation, denne gang fra det nærtliggende Bosporanske Rige. Strabon forklarer (7.4.4), at den siddende kon­ ge, Parisades, “idet han var ude af stand til at forsvare riget mod barbarerne, som til stadighed opkrævede endnu større tribut (phoros) end tidligere, overdrog her­ redømmet over sit rige til Mithradates Eupator” – en kærkommen gave. På denne måde kom Mithradates til at fremstå som grækernes “velgører” (eu­ ergetes) og frelser fra “barbarerne”. Omkring år 110 f.Kr., og øjensynligt som svar på invitationen fra Chersones (skyther-kongen Falakos havde bemægtiget sig nabobyen Olbia) sendte kongen en hær ledet af generalen Diofantos fra Sinope. Diofantos’ talrige militære operationer på Krim kendes i betragtelig detalje­ ringsgrad takket være en bevaret indskrift, som opregner hædersbevisningerne til ham fra borgerne i Chersones (IOSPE I2, 352; Bagnall & Derrow 2004, nr. 56; jfr. Strabon 7.4.7). Dette dokument eksemplificerer ganske godt dels de græske bystaters brug af stormagterne som “befriere”, dels disse magters udnyttelse af denne rolle til at realisere egne ekspansionsprojekter. Straks efter sin ankomst til Chersones påtog Diofantos sig krigen mod bystatens ydre fjender. I al korthed gennemførte han adskillige sejrrige operationer mod skytherne og taurerne helt

34

VINCENT GABRIELSEN

ind i disses territorier i indlandet, erobrede deres vigtigste magtcentre og tvang dem til at underkaste sig Mithradates’ herredømme – hvilket også indebar, at de fremover skulle kæmpe på hans side som “allierede” (symmachoi). Chersones’ egen underkastelse indledtes med selve invitationen. I den pågældende indskrift bliver den også udtrykt ved, at bystatens borgere lod en af deres dyrebareste be­ siddelser, nemlig deres skytsgudinde Parthenos (Jomfuen), ledsage Diofantos i hans ekspeditioner, hvorunder hun “forsynede tropperne med mod og tapper­ hed, alt imens hun gennem åbenbaringer varslede Diofantos’ store sejre”. Her er generalen den direkte modtager af æresbevisninger, men borgernes taknemme­ lighed er egentligt rettet mod selve deres store frelser og velgører, Mithradates. Gradvist ekspanderede Mithradates sin magt langs hele Sortehavskysten og overtog den beskytter-rolle, som Zalmodegikos og Rhemaxos førhen havde spil­ let over for Istros eller Kauaros over for Byzantion. Et efter et blev de forskellige områder indlemmet i hans imperium. Kun Bithyniens kyst og den uvejsomme kyststrækning ved Kaukasus stod udenfor. Imperiets omfang beskrives af Mithra­ dates’ general Pelopidas, som umiddelbart før den Første Mithradatiske Krig i 89 f.Kr. gjorde de romerske generaler opmærksom på følgende: I bør huske, at Mithradates hersker dels over selve sit fædrene rige (som er 20.000 stadi­ er langt), dels over de mange omkringliggende områder, som han selv har føjet til sine besiddelser, nemlig det meget krigeriske folk i Kolchis, grækerne som bor omkring Sor­ tehavet og de barbarer, som bor i indlandet hinsides grækerne. Han har desuden mange venner [dvs. allierede], som står klar til at adlyde alle hans befalinger: skytherne, taurer­ ne, basturnæerne, thrakerne, sarmaterne og alle de, der lever ved Tanais og Istros floder­ ne samt ved Maeotis-søen. Tigranes af Armenien er hans slægtning og Arsakes af Parthi­ en hans ven. Han råder over en stor krigsflåde, som dels står klar dels er under opbyg­ ning, hvortil kommer et nævneværdigt krigsmateriel (Appian, Mithr. 15).

Man må derfor sige, at da Mithradates VI Eupator besteg tronen, skulle han som en hellenistisk konge forholde sig både til en lang tradition, der understregede ekspansions-ideologien, og til den formidable opgave, som denne tradition stil­ lede ham over for. Ydermere skulle hans handlinger tage afsæt i følgende om­ stændighed: at Pontos-riget takket være Farnakes I’s politik allerede var i besid­ delse af sin egen organisation i det sydlige Sortehav, og som følge heraf havde status som et “sub-imperium”, hvis Øverste Organisator var Rom. Rom så en klar fordel i, at fjerntliggende områder blev styret af en konge, som var lydhør over for Rom, og vi må huske, at Senatet havde bidraget direkte til Pontos-rigets vækst. Dette harmoniske samarbejde hørte imidlertid op i det øjeblik, Mithra­ dates på grund af sin betragtelige magtforøgelse blev anset af romerne for at

M I T H R A D AT E S

OG DE GRÆSKE BYER

35

være godt i gang med at opgradere sit riges status fra et “sub-imperium” til selv­ stændig leder af sin egen organisation. Men også under denne proces fik for­ holdet mellem kongen og romerne langt fra en entydig karakter. Af årsager som jeg ikke kan komme ind på her, var det de romerske generaler i Asien, der helt på egen hånd fremsatte krigserklæringen i den Første Mithradatiske Krig i 89 f.Kr., hvorimod Senatets dekret med den romerske stats officielle krigserklæring var en særskilt politisk handling, som indtraf et godt stykke tid senere, nemlig da Mithradates på grund af sin succes med den igangværende krig allerede hav­ de ført sit felttog langt uden for rigets grænser. Under alle omstændigheder fik Mithradates gennem sit Sortehavsimperium rådighed over en umådeligt stor mængde ressourcer: tømmer og ædle metaller, fødevarer, soldater, strategiske støttepunkter, kontrol over søhandlen (bl.a. via kontrol over Bosporosstrædet) og sidst men ikke mindst penge. Tributten fra Krim-halvøen og de tilstødende områder i Lilleasien alene siges at have beløbet sig til 180.000 medimner korn og 200 talenter sølv om året (Strabon 7.4.6). Alt dette og mere til udgjorde en formidabel magtbase. Men samtidig genererede denne magtbase sin egen drivkraft for yderligere ekspansion. En vigtig side af sagen er naturligvis kongens personlige ambitioner, som næppe kan ses adskilt fra det dilemma, ethvert imperium står overfor: nemlig, at ophør af yderligere eks­ pansion kan tolkes som et tegn på svaghed og derved som en passende anled­ ning for nogen til at udfordre den imperiale magt, indefra såvel som udefra. Det er derfor mere end sandsynligt, at Mithradates allerede i 90’erne havde planer om også at forøge sit imperium ved indlemmelse af de græske bystater i Lille­ asien og i Grækenland. Imidlertid er der også en anden og ligeså vigtig side af sagen: invitationen fra disse stater. For det forholder sig således, at ligesom det var tilfældet med Sortehavsområdet så længtes grækerne i det østlige Middelhav efter en venligsindet overmagt, som kunne være de undertryktes Frelser (Soter).

4. Mithradates og de lilleasiatiske bystater Historisk havde “frelsen fra undertrykkelse” primært et politisk indhold. Kon­ kret betød det at komme nødstedte bystater til undsætning primært ved at fordrive en fremmed besættelsesmagt og give dem deres højt værdsatte autonomi (autonomia) og frihed (eleutheria) tilbage. Sådanne interventioner var strukturelt knyttede til bystaternes indre politiske anliggender: typisk var det nemlig den ene af to indbyrdes rivaliserende politiske fraktioner inden for en bystat, som hentede hjælp udefra for at erobre magten fra sin modpart, som så næsten med det samme selv gik i gang med at søge ekstern støtte i kampen for at genvinde

36

VINCENT GABRIELSEN

den tabte “frihed” og “autonomi”. At bystater var i besiddelse af disse goder skyldtes derfor ofte den omstændighed, at de gennem deres rivaliserende frakti­ oner politisk havde indordnet sig under en større fremmed magts vilje – og i så fald må man spørge sig selv om, i hvor høj grad der var tale om rigtig “frihed” og “autonomi”. Eksemplet par excellence på denne form for adfærd er de lilleasi­ atiske bystaters vedvarende appel til snart Sparta, snart Athen om at befri dem fra persisk herredømme (og deres indenrigspolitiske modstandere) i klassisk tid. Som bekendt blev Alexander senere modtaget i Lilleasien med åbne arme som frelser og befrier. I tiden efter Alexander var de hellenistiske storkonger i heftig kappestrid om, hvem der skulle fremstå som de græske byers befrier og frelser, indtil romerne kom ind i billedet i begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr. Den udbredte soterio-mani i hellenistisk tid afspejles i flere forhold. Et af dem er, at nogle konger antog tilnavnet Soter (f.eks. Ptolemaios I Soter). Mere inter­ essant er imidlertid et andet forhold, som tillige vidner om en vis ændring i sam­ tidens religiøse anskuelser: nemlig det, at adskillige befolkninger, når de var i nød, bad herskerne om at intervenere, ikke blot som magtfulde individer, men mest som guddommelige skikkelser med en næsten “messiasagtig” mission. Her er uddrag af den hymne, som de festklædte athenere (mænd, kvinder og børn) sang, da de i året 291 f.Kr. modtog kong Demetrios (med tilnavnet “Belejreren”) i deres by: Se, den mægtigste og kæreste af guderne er kommet til byen. [ …] Hans fremtoning er majestætisk, hans venner [altså hans hof] omgiver ham og han er i centrum, som om de var stjernerne og han selv solen […]. Vi hilser dig, du søn af den mægtige gud Poseidon og Afrodite. For de andre guder er enten langt borte, eller også har de ingen ører, eller også eksisterer de slet ikke, eller de tager ingen notits af os. Men dig kan vi se her til stede. Du er ikke lavet af træ eller sten. Du er virkelig. Derfor beder vi til dig: allerførst bring os fred, du kæreste, for du har magten (Athenaios, Deipnosofistai 6.253 b-f).

Det kan bemærkes, at athenerne sætter deres lid til en guddommelig skikkelse, som også er et menneske af kød og blod – og tilstrækkelig magtfuld. Den “fred”, Demetrios skulle bringe, bestod faktisk af massiv anvendelse af militær magt med henblik på at befri athenerne fra rivalen Kassandros. Imidlertid var athe­ nerne, ligesom borgerne i de andre græske bystater, parate til at skifte Demetrios ud med en anden Frelser, så snart de så en fordel i det. Den, der på et givent tids­ punkt fremstod som den mest magtfulde, blev foretrukket som modtager af in­ vitationen. Som nævnt, var det de politiske modstandere af den siddende bystats-regering, som tilkaldte en stormagt til at “befri dem fra tyranni” og placere dem selv ved magten – indtil den afsatte fraktion fik hjælp fra en anden frel­

M I T H R A D AT E S

OG DE GRÆSKE BYER

37

ser til at genvinde den tabte “frihed”. Det var på denne måde, at Antiochos III fravristede den makedonske konge Filip V Lilleasien, og det var på samme måde at romerne i 189 smed Antiochos III ud af det østlige Lilleasien for at blive grækernes nye velgørere (euergetai). I de sidste årtier af det 2. århundrede f.Kr. havde “frelsen fra undertrykkelse” tillige fået et udtalt socioøkonomisk indhold. Tiden tillader ikke at komme inde på rækken af slave-oprør på Sicilien og i Syditalien (og de selv-proklamerede slave-konger, der ledede dem) eller på de oprør, der foranstaltedes mod Rom af dets italiske allierede. I alle tilfælde er det gennemgående tema imidlertid romernes umådeholdne udbytning af deres undergivne befolkningsgrupper. I provinsen Asia blev denne økonomiske undertrykkelses ypperste repræsentanter de beryg­ tede skatteopkrævere, publicani, som ifølge vore kilder ikke alene sugede de min­ drebemidledes blod, men også skubbede de velbjærgede ud af de private foreta­ genders domæne. Mange anså romernes politiske dominans for at være et middel, som en fåtallig, men ekstremt grådig elite anvendte til at skaffe sig økono­ misk vinding. Og eftersom de nye undertrykkere var romere og italikere, fik un­ dertrykkelsen et etnisk ansigt. De fleste græske bystater i såvel Lilleasien som i Grækenland klagede over, at romerne havde berøvet dem deres frihed og påført dem store lidelser på grund af deres stræben efter profit (kerdoskopia), penge­ kærlighed (philargyria) og griskhed (pleonexia). En ny Frelser efterlystes. Han skulle være af en specifik etnisk herkomst, besidde guddommelige egenskaber og have en social og politisk mission. Vi i dag har let ved at bagatellisere profetier – medmindre de kommer fra selvbestaltede tænketanke. Men det er værd at lytte til dem fra den antikke ver­ den, for de kan bl.a. afsløre, hvad den brede befolkning higede efter samt, hvad ledere kunne tilbyde, hvis de ønskede at mobilisere masserne. Der er overleve­ ret adskillige profetier, der bebuder ankomsten af en mægtig konge fra Østen, som vil komme alle de undertrykte til undsætning. En del af de profetier stam­ mer fra det 2. århundrede f.Kr., men både disse og deres senere sidestykker har to underliggende hovedtemaer til fælles: romernes stræben efter absolut magt­ monopol ved at udrydde de østlige monarkier og den ubønhørligt hårde måde, hvorpå romerne forvalter deres magt. Begge disse forhold er udtryk for ekstremt overmod, som med sikkerhed vil føre til undergang. Således profetiernes kon­ krete advarsler om, at såfremt romerne ikke udøver en mildere form for magt, vil guderne sende en Frelser-konge, som vil belønne de gode og straffe de slette, atter gøre Asien til verdens magtcenter og ende Roms herredømme. Profeterne har vel en tendens til at male fanden på væggen. Det er imidler­ tid bemærkelsesværdigt, at nogle af disse profetier og deres hovedbudskaber dukker op i værker skrevet af prominente hellenistiske forfattere, hvis politiske

38

VINCENT GABRIELSEN

sympatier helt klart lå hos Rom. Faktisk er en af de tidligste profetier attesteret hos den peripatetiske filosof og historiker fra Rhodos, Antisthenes. Ligesom sin samtidige men mere berømte kollega, Polybios, var Antisthenes en beundrer af romerne og deres statsform. Ikke desto mindre mente både Polybios og Antis­ thenes, at romerne var gået for vidt i deres magtudøvelse. Denne bekymring deltes af en anden rhodier, den stoiske filosof og historiker Poseidonios, som under den Første Mithradatiske Krig (hvor det pro-romerske Rhodos blev belejret af Mithradates) beklædte det fornemme prytanis-embede og var sendt som gesandt til Rom. Poseidonios videreførte Polybios’ historie – og dennes efterhånden pes­ simistiske syn på Roms fremtid. Han gav et dystert billede af slavernes liv i mi­ nerne, betragtede slaveriet som et onde og i det hele taget udviste han stor sym­ pati for de lavere klassers lidelser. Men ligesom sine kolleger, tog Poseidonios ikke ensidigt parti med rebellerne mod romerne. Faktisk er hans skildring af Athenion, den aristoteliske filosof som ledede den anti-romerske og pro-mithradatiske bevægelse i Athen, det mest fjendtlige billede af en folkeleder i græsk lit­ teratur. De intellektuelle gav alle parterne skylden for de ubønhørlige krige, mas­ sakrerne, uhyrlighederne og den herskende lovløshed. Men samtidig gjorde de det Romerske Imperium hovedansvarlig for en eskalering af volden, der var uden sidestykke. Omkring år 90 var der altså sat nogle kætterske politiske tanker i omløb af flere grupper. Indflydelsesrige tænkere plæderede for større retfærdighed. Mis­ fornøjede politiske ledere i de græske bystater stemte i, dog mest fordi de var på udkik efter støtte til at vælte deres rivaler fra magten. Endelig drømte den brede befolkning om en stærk, menneskekærlig leder, en Frelser-konge, der kunne befri dem fra deres lidelser. Rollen var skræddersyet til Mithradates, og han påtog sig den. Meget passende føjede han “Dionysos” til sit navn, hvorefter det blev til Mithradates VI Eupator Dionysos. Skønt historien om hans guddommeligt bebudede fødsel sikkert blev skabt efter hans død, er visse elementer i den gen­ kendelige i de mere samtidige profetier: hans storhed, siges det, blev varslet af himmelen – både den dag, han blev født, og den dag han besteg tronen, kom en komet til syne, som i 70 dage fyldte en fjerdedel af himmelen og skjulte solen, et symbol på kongens livslængde (ved sin død var han 70 år), omfanget af hans erobringer og den eklipse han foranstaltede af Roms magt (Justin 37.2.1-3). Jeg skal her ikke gå i detaljer med selve fremmarchen i Lilleasien. Imidlertid er der grund til at se lidt nærmere på den holdning, som størsteparten af de græske byer indtog. Da de hørte om Mithradates’ indledende sejre, modtog de fleste af dem kongens tropper velvilligt, og nogle byer sendte sågar gesandter med invitationer til at komme og befri dem. Det drejer sig først og fremmest om Kos, Magnesia, Efesos og Mytilene. Sammen med en lang række andre bystater

M I T H R A D AT E S

OG DE GRÆSKE BYER

39

bød disse Mithradates velkommen som gud (theos) og frelser (soter). Hvor end han kom, strømmede byens indbyggere til for at møde ham, jublende og iført deres festtøj. I forvejen havde Mithradates demonstreret sin menneskekærlighed (philanthropia) ved at behandle tilfangetagne fjender meget mildt. Efter sin an­ komst til sine nye besiddelser igangsatte han så det længe ventede socialreform program ved at beordre annullering af gæld, omfordeling af jord og frigivelse af slaverne. Samtidig fjernede han de lokale pro-romerske ledere fra magten og indsatte deres modstandere i deres sted. Men det skulle ikke vare længe før byerne i Lilleasien – traditionen tro – skiftede hest igen. Vendepunktet kom, da Sullas legioner begyndte at vinde de første sejre over Mithradates’ hær på det græske fastland. En ny vinder var i sigte. Græsk bystats-opportunisme fik lejlig­ hed til at udfolde sig på ny. Centralt i denne sammenhæng står en bestemt hændelse, der til overflod skulle demonstrere kongens bestialske og udspekulerede karakter. Vore kilder be­ retter, at kort efter at det romerske Senat havde udstedt den officielle krigser­ klæring foranstaltede Mithradates en grusom og omfattende massakre på civil­ befolkninger af romersk og italisk afstamning som befandt sig i landsdelene un­ der hans kontrol. Kongen, siges det, sendte på samme tid en hemmelig skrivel­ se til samtlige sine guvernører og til bystaternes myndigheder med ordre til, at de på den 30. dag efter modtagelsen skulle “gå løs på alle romere og italikere i deres byer, inklusive kvinder, børn og frigivne slaver af italisk fødsel, dræbe dem alle, bortkaste deres livløse kroppe uden begravelse og dele de dødes formue med kong Mithradates” (Appian, Mithr. 22). De, som trodsede ordren og begra­ vede de døde eller skjulte de levende, skulle straffes, og en dusør blev lovet til såvel meddelere som dem, der fandt og dræbte individer i deres skjulested. Til slaver som dræbte deres herrer tilbød han frihed, til skyldnere som gjorde det samme med deres kreditorer annulleringen af halvdelen af deres gæld. På den fastlagte dag kastede så byernes græske befolkninger sig ud i noget, der kunne kaldes en systematisk etnisk udrensning iført revolutionens klæder, alt sammen en monstrøs handling nøje orkestreret af romernes ærkefjende. Langt de fleste forskere godtager dette hændelsesforløbs historiske autentici­ tet ubetinget. Imidlertid er der grund til at være på vagt. Medmindre deres eksi­ stens og indhold bliver bekræftet af pålidelige, samtidige kilder, hvilket ikke her er tilfældet, kan påståede breve, taler og deslige meget vel være fiktive kon­ struktioner, helt eller delvis (se George Hinges kapitel nedenfor). At ordren om den nøjagtigt timede massakre kun skulle være nået frem til en bys græske be­ folkningsdel, medens alene dens italiske indbyggere – ofte naboer og forret­ ningsforbindelser – blev holdt i uvidenhed herom, forekommer meget lidt sand­ synligt. Det må straks understreges, at jeg ikke betvivler, at uhyrligheder, som di­

40

VINCENT GABRIELSEN

rekte ramte meget store dele af civilbefolkningerne, faktisk blev begået af begge de krigsførende parter: hverken Mithradates eller de romerske hærførere skyede nogen midler i deres indbyrdes indædte kamp. Jeg forsøger bestemt heller ikke at “hvidvaske” Mithradates men snarere at bringe de græske befolkningers egne meddelagtighed frem. Ved Mithradates’ an­ komst til Efesos viste de jublende efesere deres had til deres tidligere herskere ved at vandalisere de romerske statuer. Senere, da den famøse “massakre ordre” skulle eksekveres udviste efeserne den største iver: menneskejagten på gaderne og fra hus til hus var én ting; en anden var, at alle de, som havde søgt tilflugt i Artemis-templet og klamrede sig til gudindens statuer blev vristet løs derfra og dræbt på stedet. I Pergamon blev alle flygtninge, som havde søgt ind i Asklepios­ templet, beskudt med pile, mens de klamrede sig til gudernes statuer. I Adra­ myttion forfulgte folkemængden deres ofre helt ned til havet, hvor de dræbte de voksne og druknede børnene. I Kaunos forfulgte man italikerene til deres til­ flugtssted, Vesta-statuen inde i rådsbygningen, og efter at have dræbt alle børn i deres mødres påsyn, blev kvinder og mænd slået ihjel. Der er for stor en grad af almindelig og gemen folkelig blodtørst i disse begivenheder til, at vi kan fæste lid til Appians udsagn om, at det delvist var frygten for Mithradates, der fik de græske befolkninger i Lilleasien til at begå disse uhyrligheder (Appian, Mithr. 23). Når en befolkningsgruppe føler, at den har tilstrækkelig støtte fra en magt, som kan legitimere (eller i hvert fald ikke straffe) hævnaktioner, kan den for­ vandle sig til en ukontrollabel folkemængde, der nådesløst går løs på dem, den betragter som sine undertrykkere eller som årsagen til sine ulykker. I fald Mithra­ dates’ soldater var tilstede under disse pogrom-lignende handlinger, stod de sik­ kert og så passivt til. Mest innovativ (og forudseende) ved denne lejlighed viste sig den græske befolkning i byen Tralles sig at være: de hyrede et brutalt mon­ ster fra Paflagonien ved navn Theofilos til at gøre det beskidte arbejde for dem. Han klarede opgaven ved at føre ofrene til templet viet til gudinden Homonoia (“Menneskelig Harmoni”), hvor han slog dem ihjel efter at have skåret hænder­ ne af alle dem, der omfavnede gudernes statuer. På denne måde undgik borger­ ne i Tralles at få blod på hænderne, og samtidig kunne de – skulle behovet se­ nere opstå – uden besvær frifinde sig selv ved at pege på den åbenlyse syndebuk. Det kan derfor bestemt ikke afvises, at “den hemmelige skrivelse” om massakren i virkeligheden er et senere påfund, hvis hensigt var at rense befolkningerne i de græske bystater for enhver skyld i sagen. For kort efter måtte de som bekendt stå til regnskab over for deres nye Frelser, romerne: hvilket var så mere oplagt og hensigtsmæssigt end at dæmonisere den afgående Frelser? Denne dobbeltholdning bliver mest tydelig i forbindelse med Efesos, hvor nedslagtningen af romere og andre italikere, som vi har set, var særligt nådesløs.

M I T H R A D AT E S

OG DE GRÆSKE BYER

41

Ved nyheden om romernes sejr over Mithradates’ tropper i året 86 f.Kr. skiftede efeserne prompte side. Mithradates slog straks ned på oprøret i Efesos (og på lig­ nende oprør i andre byer) og straffede oprørslederne. Ikke desto mindre prokla­ merede han selve byen fri (eleutheros) og beordrede, at fremmede indbyggere skulle tildeles borgerskab, slaverne skulle frigives og al gæld skulle eftergives. Ved afslutningen af den Første Mithradatiske Krig i 85 var efeserne imidlertid igen gået over på romernes side. Et dekret vedtaget på dette tidspunkt af bor­ gerne i Efesos er særligt interessant. Dets begyndelse er gået tabt, men den første del af den bevarede tekst lyder således: […] idet folket har bevaret den velvilje, som det fra gammel tid har næret over for ro­ merne, vores fælles frelsere (koinoi soteres) og med stor iver har rettet sig efter deres befa­ linger. For Mithradates, konge af Kappadokien, overtrådte sin traktat med romerne, og efter at have mobiliseret alle sine militære styrker forsøgte han at opnå herredømme over landområder, der ikke retmæssigt tilhørte ham. Og efter i forvejen at have erobret de bystater, der ligger før os, gjorde han sig ved brug af list til herre over vor egen bystat, idet han med sin store hær slog til og udførte et overraskelsesangreb. Folket i Efesos har imid­ lertid fra starten af draget omsorg for at bevare sin velvilje over for romerne, og har i lang tid vist, at vi har ydet hjælp til den fælles sag i krigen mod Mithradates og sluttet op om Roms hegemoni og den fælles frihed (eleutheria). I denne kamp har samtlige borgere givet sig selv med fælles sindelag (SIG nr. 742).

Ifølge dette dokument havde efeserne altså intet at gøre med den massakre, hvorunder i alt ca. 80.000 mennesker siges at have mistet livet. Imidlertid er den apologetiske tone her ikke til at tage fejl af. Derved udviser byens borgere op­ portunisme i en grad, der kan måle sig med Mithradates’ egen – de havde øjen­ synligt ingen kvaler ved at vende deres tidligere Frelser ryggen. Præcis her ville det også have været formålstjenligt for efeserne – i forsøget på at rense sig selv – at nævne “den hemmelige ordre” til massakren; men intet i denne retning er nævnt. Samme dokuments andet afsnit er også sigende. Det indeholder en ræk­ ke bestemmelser, hvis essens er som følger: alle registrerede skyldnere skal få deres borgerrettigheder tilbage, og deres gæld skal eftergives; domfældelser ved­ rørende gæld skal ligeledes annulleres; alle personer, som til dato er indskrevet som borgere, skal fortsat nyde fulde borgerrettigheder; frie fremmede, som betaler skat, samt frigivne personer skal tildeles borgerskab; endelig skal alle slaver, der er våbenføre, frigives. Dette er næppe et pludseligt anfald af filantropi. Efter krigen tyede Efesos ganske enkelt selv til den samme strategi som Mithradates systematisk anvendte i alle bystater for at mobilisere en bred folkelig opbakning. Appian siger det udtrykkeligt: Mithradates indførte disse foranstaltninger med

42

VINCENT GABRIELSEN

det formål, at skyldnere, fremmede og slaver kun ville anse sådanne privilegier som sikre under hans styre og derfor give ham deres fulde loyalitet og støtte. Men her dokumenterer eksemplet fra Efesos igen, at Mithradates’ hersker-metoder – modsat hans mod til at anvende dem samt den kløgtighed, han udviste deri – hverken var originale eller enestående. I samtidens propaganda og efterti­ dens apologetiske (eller rom-glorificerende) retorik blev hans originalitet hægtet op på en gængs stereotyp – den orientalske tyrans iboende grusomhed – og på en person-diagnose – hans ekstremt abnorme mentale tilstand. Hvis det er for­ ståelse af forholdene før romernes endelige magtovertagelse i det østlige Mid­ delhav, vi søger at nå, gør vi i dag imidlertid bedst i at anskue Mithradates’ vir­ ke inden for den bredere politiske kontekst, den udfoldede sig i, samt på bag­ grund af den lange og dybt rodfæstede tradition, den var en del af. Som de efterfølgende årtiers begivenheder viste, skulle kongen af Pontos mere gå over i historien som en orientalsk rebel end som en stor beskytter og frelser. Efter hans endelige nederlag og død måtte romerne udføre begge disse funktioner, og man må sige, at de gjorde det på fortræffelig vis. Som bekendt varede det imidlertid ikke længe før verden – i hvert fald en bestemt del af den – igen begyndte at længes efter en ny Frelser-konge. Men det er en helt anden hi­ storie.

Mithradates, Pompejus og Alexander den Store

Jakob Munk Højte

1. Indledning Fra 1970’erne og ind til for nylig har Hollywoods filmindustri udvist meget rin­ ge interesse for fortællinger, der udspiller sig i antikken. Sådanne film, der var populære i 50’erne og de tidlige 60’ere, blev hånligt kaldt “sandal og sværd film”. Pludselig for nogle år siden blev sandaler igen højeste mode og publikum kan ikke få nok af sværdslag. Først kom Gladiator, så Troja, og nu Alexander. På et tidspunkt var der ikke mindre end tre filmprojekter i gang med Alexander i hovedrollen – en helt utænkelig tanke i 70’erne, hvor konflikter skulle løses på andre måder end ved sværdet. Emnet for dette indlæg, Mithradates VI’s og Pom­ pejus’ efterligning af Alexander den Store, fik fornyet aktualitet, da Oliver Sto­ ne, instruktøren bag Alexander-filmen, i et interview påpegede lighedspunkter i den situation Alexander og Amerikas præsident George W. Bush stod i i forhold til erobrede territorier i Mellemøsten. Instruktøren vedgår, at han har haft et klart politisk sigte med filmen om frihed, retfærdighed og respekt for forskellige folkeslag. Hvorvidt Oliver Stones tolkning af Alexanders handlinger efter ero­ bringen af Perserriget er korrekt, eller om den snarere hører hjemme i nutiden, er for så vidt underordnet. To hovedproblemstillinger er slået an: 1) moden skifter. Begivenheder og hi­ storiske personer tillægges forskellige værdier til forskellige tider. På det punkt er der ingen forskel mellem antikken og nutiden. Man må derfor være meget op­ mærksom på, i hvilken kontekst en sammenligning med historiske personer ud­ spiller sig i. 2) Man må skelne imellem flere forskellige former for sammenlig­ ninger med historiske personer. Personer kan bevidst og aktivt have forsøgt at efterligne – i dette tilfælde Mithradates VI’s og Pompejus’ efterligning af Alex­ ander, men de kan også uden selv at have ønsket det både i samtiden og i efter­ tiden være blevet sammenlignet med ham for at underbygge en politisk eller moralsk pointe. Vores kilder skelner sjældent klart på dette punkt.

44

JAKOB MUNK HØJTE

Den sidste fase i den Tredje Mithradatiske Krig er særlig interessant for spørgsmålet om imitatio Alexandri, som fænomenet er blevet døbt, fordi begge hovedaktørerne Mithradates VI og Pompejus i de skriftlige kilder i mange tilfæl­ de sammenlignes med Alexander. Mithradates som Alexander, der befrier de græske bystater; Pompejus som Østens erobrer. Begge brugte de Alexander både som forbillede og i propagandaøjemed, og flere hændelsesforløb i konfronta­ tionen mellem Rom og Mithradates synes drevet af denne imitatio. Det vil være alt for omfattende her at gennemgå alle eksemplerne på imitatio fra de skriftlige kilder, og meget af det er tilgængeligt andre steder (Michel 1967; Green 1978; Bohm 1989; Martin 1998). I det følgende vil jeg derfor blot oprid­ se nogen af hovedpunkterne i diskussionen og fokusere på nogle af de punkter, hvor jeg mener, at den tidligere forskning er gået lidt galt i byen. Endelig vil jeg fremhæve et par interessante eksempler på imitatio, som ikke tidligere har været nævnt i diskussionen.

2. Alexanders popularitet i det andet og første århundrede f.Kr. Mange markante historiske personligheder er til forskellige tider blevet tillagt vidt forskellige betydninger og værdier alt efter tidsånden og har nydt meget svingende anseelse. Det gælder i høj grad også Alexander den Store. Da flertal­ let af kilderne til opfattelsen af Alexander i eftertiden stammer fra romersk kej­ sertid kan man mest detaljeret følge udviklingen i denne periode (Isager 1993, 75-84). Her er billedet langt fra altid lige positivt, og ind imellem bruges Alex­ ander decideret som Roms modbillede. Det har fået nogen forskere til at afvise, at Pompejus og andre af den sene republiks fremtrædende ledere herunder Cæsar aktivt skulle have benyttet sig af imitatio Alexandri. For hvad skulle de vin­ de ved at sammenligne sig med en i Rom forhadt skikkelse (Martin 1998; Green 1978). Man skal imidlertid være opmærksom på, at de mest negative udsagn om Alexander hovedsageligt stammer fra augustæisk tid – altså godt en generation senere end Pompejus. Her fremhæves alle hans dårlige karaktertræk: hans drik­ fældighed, at han forlod sit lands skikke og optog barbariske i stedet, at han gif­ tede sig med en fremmed, var tyrannisk, og at han ønskede at blive tilbedt som gud (kraftigst udtrykt af Livius 9.18.3-5). Men hov, er det ikke netop alle de prædikater meningsdannere hæftede på Augustus’ sidste modstander i borger­ krigen, Marcus Antonius, som netop brugte Alexander meget aktivt i sin propa­ ganda (Michel 1967). Tilsvarende når Lukan kalder Alexander decideret gal (Pharsalia 10.22), er det nok snarere en spids hentydning til hans sidste store ef­ terligner i Rom, nemlig Nero. Disse forfattere fremmaner altså et negativt bille­

M I T H R A D AT E S , P O M P E J U S

OG

ALEXANDER

45

de af Alexander som reference til helt aktuelle politiske begivenheder. I slutnin­ gen af 2. og tidligt i 1. århundrede f.Kr. synes Alexander der imod at have nydt stor popularitet. I kunsten er efterligninger af det berømte Granikos-monument og brugen af det græske forlæg til Alexandermosaikken i Pompeji blot to af de bedre dokumenterede eksempler (Poulsen 1993, 163-166). Der er ganske vist en­ kelte kilder, som sætter spørgsmålstegn ved Alexanders evner som hærfører, og fremhæver, at hvis bare de største romerske generaler havde haft muligheden for at møde Alexander i kamp så ...! For mig at se fremhæver sådanne udtalelser blot, hvor store militære evner Alexander faktisk blev tillagt i Rom på dette tids­ punkt. Verdenserobreren Alexander har også haft en langt større appel for le­ derne af det i andet til første århundrede kraftigt ekspanderende Romerske Im­ perium, end han havde i kejsertiden, hvor konsolidering af imperiet blev en sta­ dig mere fremtrædende ide. Vi ved langt mindre om Alexanders popularitet i den græske verden på denne tid. De få græske kilder omtaler generelt Alexander positivt og fremhæver ham som et eksempel til efterfølgelse – særligt i militære anliggender men også hvad angik hans karaktertræk (Bohm 1989, 29-31). Samtidig eksisterede kulter­ ne til den guddommeliggjorte Alexander fortsat rundt omkring i den græske ver­ den, og Mithradates var som vi skal se ikke den første, som aktivt brugte Alex­ ander i spillet om de græske bystaters gunst. For befolkningen i Lilleasien har Alexander haft en særlig betydning som befrieren fra fremmed overherredøm­ me og denne tradition synes at være blevet holdt i live. Et af de bedste belæg er en beskrivelse af et stort optog i Alexandria, hvor en af hovedattraktionerne var en vogn udsmykket med illustrationer af Alexanders bedrifter. Denne blev fulgt af kvinder personificerende de lilleasiatiske byer, som var blevet befriet fra per­ serne (Athenaios 5.201). I tiden forud for de Mithradatiske Krige kunne perser­ ne umiddelbart skiftes ud med de nuværende undertrykkere, nemlig romerne, og som vist i det foregående kapitel higede man efter en ny frelser konge.

3. Et spørgsmål om udseende I en tid uden massemedier var mulighederne for effektivt at sprede politiske budskaber begrænsede. En af de måder, hvorpå man kunne nå et bredere publi­ kum, var gennem bevidst udformning af officielle portrætter, så de gav associa­ tioner enten til guder eller til tidligere regenter. Størst udbredelse og dermed propagandaeffekt havde uden tvivl portrætter på mønter. Alexander havde kun i begrænset omfang brugt sit eget portræt på mønter, men hans umiddelbare ef­ terfølgere, diadokerne, udmøntede enorme mængder af mønter med Alexander­

46

JAKOB MUNK HØJTE

Fig. 1-2. 1: Avers af sølvmønt (tetradrakme) med Alexander med Zeus Ammons horn. 2: Avers af sølvmønt (tetradrakme) slået under Mithradates VI i år 73 f.Kr. (SNGCop 18, nr. 236). Bemærk ligheden i udformningen af de to portrætter. Mithradates er på prægningstidspunktet omkring 60 år gammel.

portrætter, og mange af disse mønter var stadig i omløb på Mithradates’ tid, så man var godt bekendt med Alexanders udseende. På mønterne optræder Alex­ ander hyppigt med løveskind som Herakles eller med Zeus Ammons vædder­ horn (Fig. 1), og de tidlige hellenistiske konger udviste ligeledes stor opfind­ somhed i brugen af guddommelige attributter. Senere bliver det mere alminde­ ligt, at en ny konge efterligner sin forgængers portræt for at understrege konge­ husets kontinuitet og sin egen legitime ret til tronen. Kort efter midten af det andet århundrede f.Kr. sker der imidlertid et skift. En general ved navn Diodo­ tos Tryfon tilraner sig magten i det store Seleukiderige, og han havde i modsæt­ ning til de tidligere konger ikke noget blodsbånd til kongeslægten og måtte derfor anlægge en ny strategi for udformningen af sit portræt. Som den første hel­ lenistiske konge vælger han derfor at bruge Alexanderportrættet som direkte for­ billede for sit officielle portræt. Selvom Diodotos’ eksempel ikke har nogen umiddelbare efterfølgere, kan man alligevel se en vis afsmittende effekt af Alex­ anderportrættet på kongeportrætter i anden halvdel af andet århundrede f.Kr. Det gælder også Mithradates VI, hvis tidligste portræt vi kender fra mønter slået i perioden umiddelbart før år 100 f.Kr. Her fremtræder han i en “naturtro” por­ trætstil som omkring 30 år gammel med forholdsvis langt hår, der hænger løst ned under det kongelige diadem, og på de fleste mønter ses desuden kraftige bakkenbarter. Knap tyve år senere i 87 f.Kr. midt under den Første Mithradatiske

M I T H R A D AT E S , P O M P E J U S

OG

ALEXANDER

47

Fig. 3. Portræt i Louvre af Mithradates VI iført løveskindshjelm som Herakles eller Alexan­ der (JMH 2002).

Krig ændres møntportrættet pludselig markant (Fig. 2). På trods af at Mithra­ dates på dette tidspunkt er over 50 år fremstår han nu yngre og mere dynamisk end på de tidligere portrætter, og der er ikke nogen tvivl om, hvem portrættet hentyder til. I lighed med Alexanderportrættet har Mithradates fået fyldige læber og et fremtrædende hageparti, skægget er væk, og ligesom hos Alexander rejser håret sig over panden. Det kan undre, at det først er to år henne i krigen mod Rom at Mithradates begyndte at udnytte mønternes potentiale for at spre­ de budskabet om grækernes nye befrier i skikkelse af Alexander, men måske har frygten for at svække tilliden til mønterne vejet tungere i krigens indledende fase. Blandt de få portrætstatuer, der med nogenlunde sikkerhed kan identifice­ res som Mithradates VI, har et portræthoved af høj kvalitet i Louvre tiltrukket sig størst opmærksomhed (Fig. 3). Det viser Mithradates iklædt løveskind sva­ rende til møntfremstillingerne af Alexander. Imidlertid skal portrættet dateres til

48

JAKOB MUNK HØJTE

Fig. 4. Avers af sølvmønt (denar) med posthumt portræt af Pompe­ jus den Store slået af hans sønner på Sicilien i 42-40 f.Kr. (Antikmuseet i Århus, Rep. 280).

romersk kejsertid, og er altså ikke samtidigt med Mithradates. Vi kan derfor des­ værre ikke med sikkerhed vide, om det kopierer en tidligere statue af Mithra­ dates eller om der er tale om en rent romersk frembringelse, og følgelig om Mithradates selv nogensinde lod sig portrættere med Herakles’ løveskind. Diskrepansen mellem møntportrættet og Mithradates’ faktiske udseende som aldrende monark kan forekomme underlig for den nutidige beskuer, men det samtidige publikum har nok i mindre grad bemærket det. Relativt få personer havde adgang til at se kongen på nær hold, men vigtigere endnu afspejlede an­ tikke portrætter ved siden af personens fysiske udseende i lige så høj grad per­ sonens egenskaber og kvaliteter. Der har derfor ikke været noget usædvanligt i, at et portræt ikke på nogen måde lignede den portrætterede i fysisk henseende. Pompejus ser ud til at være den første romer, som fik sit portræt distribueret i større stil. Vi kender en hel del statue baser, ikke bare i den græske verden, der havde en lang tradition for at opstille æresstatuer af fremmede herskere, men som noget nyt også i de vestlige provinser (Amela Valverde 2001). Vi har des­ værre ikke overleveret nogen af disse samtidige portrætter. De tidligste fremstil­ linger, vi har, stammer fra mønter slået af Pompejus’ sønner efter faderens død (Fig. 4). Portrætter af nulevende personer på romerske mønter var et ukendt fænomen indtil netop disse år, hvor Julius Cæsar som den første lader sit eget portræt pryde sin udmøntning. Da genkendelighed har været af afgørende be­ tydning for Gnaeus og Sextus Pompejus’ propaganda, kan vi dog antage, at møntportrættet afspejler tidligere portrætter af Pompejus. I god overensstem­ melse med møntportrætterne har vi i hvert tilfælde to rundskulpturelle por­

M I T H R A D AT E S , P O M P E J U S

OG

ALEXANDER

49

Fig. 5-6. 5: Portræt af Pompejus den Store fra Liciniernes Grav i Rom, nu i Ny Carlsberg Glyptotek (JMH 1998). 6: Alexander den Store fra Pergamon, nu i Istanbul Ar­ kæologiske Museum (JMH 2002). Bemærk Pompejus’ efterligning af Alexanders til­ bagestrøgne pandehår (anastole).

trætter, hvoraf hovedet i Glyptoteket er klart det bedste (Fig. 5). Man lægger straks mærke til det særlige arrangement af håret i panden som minder om det tilbagekastede hår (anastole), der var et særkende for Alexanderportrættet (Fig. 6). Pandelokkerne har ganske vist ikke helt den samme udformning, men den generelle lighed kan næppe være tilfældig. Portrættet lægger sig ellers tæt op ad den sen-republikanske tradition for ofte overdrevent naturtro gengivelser, og Pompejus er ifølge romersk skik modsat Alexander kortklippet (Smith 1984, 136). Plutarch skriver om hans udseende (Pomp. 2.1-2): “Hans hår havde en tendens til at rejse sig svagt fra panden og det sammenholdt med ansigtets form omkring øjnene gav ham en lighed med portrætter af Alexander, om end denne lighed var mere omtalt, end den var udtalt”. Dette kan selvfølgelig være en efterrationalisering fra Plutarchs side (Martin 1998, 39), men sammenholdt med det tvetydige portræt er der måske snarere tale om antydningens svære kunst. Pompejus har i det politiske klima, der herskede i Rom i den sene republik, na­ turligvis ikke kunnet identificere sig fuldt ud med Alexander. Det ville have været en alt for farlig programerklæring om indførelse af monarki i Rom (jvf. Cæsars dans om den varme grød i begyndelsen af 40’erne).

50

JAKOB MUNK HØJTE

4. Et spørgsmål om navne Vore to hovedpersoner Mithradates og Pompejus brugte begge i deres titulatur henholdsvis Megas og Magnus – “den Store” på henholdsvis græsk og latin. Men refererede disse tilnavne i virkeligheden til Alexander? Vi kender Alexander som Alexander den Store, men dette tilnavn blev ikke anvendt i samtiden. I de skriftlige kilder optræder det faktisk første gang hos den romerske forfatter Plautus (Most. 775) omkring år 200 f.Kr. Spørgsmålet er, om Magnus havde en græsk forløber, eller om det er en rent romersk opfindelse for at kunne skelne mellem de forskellige konger med dette navn. Grækerne brug­ te normalt patronymikon, altså Alexander søn af Fillip. Den græske ækvivalent Megas blev bestemt brugt af flere konger i det 3. århundrede f.Kr. Seleukidekon­ gen Antiochos III brugte for eksempel tilnavnet i tiden kort før 200 f.Kr., men der var her sandsynligvis ikke tale om en henvisning til Alexander men der imod til de persiske konger, hvis titel på græsk også inkluderede Megas. Ideen om at Antiochos fik tildelt navnet efter sit østlige felttog til Indien, som også Alex­ ander erobrede dele af, holder imidlertid ikke kronologisk, da det allerede fore­ kommer tidligere i hans regeringstid. Det kan dog tænkes at netop Antiochos’ brug af navnet har haft en afsmittende virkning på Alexander i Rom, og det er sandsynligvis fra romerske kilder at navnet har spredt sig tilbage til den græske verden som en betegnelse for Alexander. Vi ved ikke med sikkerhed, om Megas blev brugt jævnligt om Alexander i den græske verden i første halvdel af 1. århundrede f.Kr., men hvis det gjorde, var det helt oplagt for Mithradates at be­ nytte tilnavnet, for det ville henvise både til hans afstamning på fædrene side fra perserkongen Dareios og til hans afstamning på mødrene side fra Alexander – præcis på samme måde som Pegasos på reversen af Mithradates’ tidlige udmøntning af tetradrakmer kan tolkes både i en græsk og i en persisk sammen­ hæng. Pegasos var en rent græsk mytologisk figur, der imidlertid gennem for­ bindelsen til Perseus, det persiske folks stamfader, blev flertydig (se omslaget). Pompejus fik tilnavnet Magnus i 81 f.Kr. af sine tropper efter et slag i Nord­ afrika (Plutarch, Pomp. 13.5), og han brugte det flittigt. Hans to sønner fik det som cognomen, det optræder i æresindskrifter til ham, og han opkaldte byer ef­ ter det (Eupatoria i Pontos bliver til Magnopolis efter sejren over Mithradates (Dreizehnter 1975, 237-238)). Der findes et enkelt romersk fortilfælde for bru­ gen af Magnus, og det er blevet fremført, at navnet muligvis oprindeligt slet ikke hentydede til Alexander. For Pompejus kan denne tidligere forekomst imidlertid også have forøget attraktiviteten ved navnet, idet det ikke entydigt har haft kon­ notationer til den af romerne forhadte kongemagt. Ligesom med Pompejuspor­ trættet er der ikke tale om enten eller, men om både og. Flertydigheden i nav­

M I T H R A D AT E S , P O M P E J U S

OG

ALEXANDER

51

net har gjort det muligt for både Mithradates og Pompejus at drage fordelene ved at sammenligne sig med Alexander uden samtidig at lægge sig ud med deres respektive bagland, henholdsvis den persiske og romerske adel.

5. Imitatio Alexandri Ud over udseendet og navnene findes der i de skriftlige kilder talrige eksempler på sammenstillinger af Mithradates og Pompejus med Alexander. Når vi hører, at Pompejus i imitation af Alexander går på løvejagt i Numidien, kører med vogn trukket af elefanter i triumftog, eller når Mithradates invaderer Frygien og overnatter, hvor Alexander angiveligt også engang overnattede (Appian, Mithr. 20), eller at han har fået, hvad der angiveligt skulle være Alexanders 250 år gamle kappe af indbyggerne på Kos (Appian, Mithr. 117), og at Pompejus senere bærer den under sin triumf, så er det imidlertid altid bevidst skrevet ind i en kontekst af imitatio Alexandri, og man må være på vagt over for sandhedsværdi­ en af oplysningerne. Det er mere interessant, hvis man kan finde eksempler på handlinger, som vi kan tilskrive imitatio Alexandri, der ikke er skrevet ind i en sådan kontekst. Mit første eksempel drejer sig om to rustninger. I Appians beskrivelse af Mithradates’ udseende nævner han, at han var høj og kraftig, hvad man blandt andet kan se af de to rustninger han lod dedicerede i helligdommene i Delfi og Nemea (Appian, Mithr. 112). Dette er interessant, fordi opstilling af egen rust­ ning i helligdomme bestemt ikke var nogen almindelig type dedikation blandt de hellenistiske konger. Vi kender i alt kun otte eksempler. Fire af dem blev givet af Alexander den Store, blandt de resterende står Mithradates VI altså for halvdelen. De øvrige to hører hjemme i begyndelsen af 3. århundrede f.Kr. (Ameling 2000, 80-81). Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvornår Mithradates lod disse rustninger opstille, men perioden umiddelbart forud for eller ved udbrud­ det af den Første Mithradatiske Krig forekommer det mest sandsynlige tids­ punkt. Opstillingerne kan af grækerne næppe være blevet opfattet som andet end et budskab om, at Mithradates ønskede at fremstå som en ny Alexander. Sådanne signaler kan have været medvirkende til, at de fleste græske bystater hurtigt tilsluttede sig Mithradates’ kamp mod Rom. Det andet eksempel drejer sig om forholdene omkring Mithradates’ død og begravelse, som på flere ledder giver anledning til eftertanke om fænomenet imi­ tatio. Situationen er denne: Mithradates flygter i 66/65 f.Kr. fra Pompejus til det Bosporanske Rige i den nordøstlige del af Sortehavet, efter at de sidste rester af hans hær er blevet udraderet. Dette kongedømme havde været underlagt

52

JAKOB MUNK HØJTE

Mithradates siden omkring 110 f.Kr., og her regerede Mithradates’ søn Macha­ res som vicekonge. Han bliver dog prompte sat til side ved Mithradates’ an­ komst. Pompejus opgiver efter et kort felttog mod Kaukasus at forfølge Mithra­ dates til fordel for et andet og større projekt nemlig at underlægge sig hele Mel­ lemøsten. Han iværksætter i stedet en handelsblokade i Sortehavet med det for­ mål at sulte Mithradates til at overgive sig. Pompejus havde nemlig en meget god grund til ikke at ville have fingre i Mithradates med det samme, for med Mithradates elimineret ville hans mandat til krigsførelse ifølge Lex Manilia op­ høre og dermed også forpurre ambitionen om et storstilet østligt felttog – lige­ som Alexander den Store. Pompejus står således i ørkenen syd for Jerusalem på vej mod Petra, hovedstaden i det Nabatæiske Rige (et område Alexander vel og mærke ikke nåede at underlægge sig), da han modvilligt må vende om ved ny­ heden om Mithradates’ død (Greenhalgh 1981). Ikke det mest oplagte sted for en feltherre at befinde sig, hvis opgave det var at stille en konge til regnskab, der befandt sig et par tusinde kilometer i den modsatte retning. I mellemtiden kommer der sælsomme efterretninger fra det nordlige Sorte­ havsområde. Fire forskellige kilder beretter, at Mithradates havde udtænkt en storstilet plan. Med en hær af skythere og thrakere ville han støde frem nord om Sortehavet og invadere Italien ligesom Hannibal i sin tid havde gjort og dermed føre krigen over på fjendens territorium (Sonnabend 1998). Hvordan skal denne historie tolkes? Nogle forskere har her fundet det endegyldige bevis på, at Mithradates efterhånden var blevet skingrende sindssyg, og at det var derfor, et oprør mod ham startede, til hvilket Mithradates’ søn Farnakes II måtte tilslutte sig for at redde sig selv og resterne af riget fra total udryddelse. Andre har der imod set planen som genial. Mithradates havde en betydelig hærstyrke, som man kunne forvente ville vokse, som han skred frem gennem Balkan. Opstan­ den i Spanien under Sertorius lå ikke langt tilbage og kunne måske vækkes til live igen. I Gallien var der også problemer, og kunne Mithradates ikke også have haft kontakt til Catilina og hans medsammensvorne kupmagere i Italien? Sam­ tidig var Pompejus med en stor del af den romerske hær blevet afledt og var på vej mod Arabien (Havas 1968, 13-25). Det kan imidlertid også tænkes, at planen slet ikke havde noget hold i virke­ ligheden, men at rygterne om den var blevet fabrikeret som politisk propagan­ da. Flere parter kunne have en oplagt interesse i at kreere en ny Hannibal i det Bosporanske Rige. Mithradates selv, for eksempel, for ikke at tabe momentum. Han kan med god ret have frygtet for, hvad der ville ske i det øjeblik han ikke længere havde i det mindste en plan for, hvad han skulle stille op i kampen mod Rom. Mithradates’ modstandere kan ligeledes have haft en interesse i at gøre truslen fra ham større end den reelt set var ved at tegne et billede af en ny Han­

M I T H R A D AT E S , P O M P E J U S

OG

ALEXANDER

53

Fig. 7. Tre af de i alt fem kongegrave i Amaseia (JMH 2002).

nibal, der kom hærgende ind i Italien over Alperne. Endelig kunne Pompejus’ modstandere have brugt historien til at sværte Pompejus til ved at hævde, at mens Pompejus legede Alexanders felttog mod Perserriget, var Italien truet af den fjende, som han oprindeligt var blevet sendt ud for at besejre. Pompejus’ fravær fremhæves da også som en vigtig pointe i en af kilderne (Dio Cassius 37.11). Hvilken af de anførte muligheder, der er den rigtige forklaring, kan næp­ pe afgøres endeligt. Detaljeringsgraden af de bevarede kilder tillader det ikke, og dermed fortaber spørgsmålet om Mithradates’ genialitet eller galskab i den sidste fase af hans liv sig også. Hvorom alting er, begår Mithradates selvmord i 63 f.Kr. efter at først Fanago­ reia, så flere af de græske byer og til sidst hans søn Farnakes havde rejst sig i op­ rør. Måske var det virkelig den desperate plan om et storstilet felttog nord om Sortehavet, som til sidst fik befolkningen i det Bosporanske Rige til at sige stop – måske øjnede de græske bystater blot en mulighed for at løsrive sig fra en svækket konge og slutte sig til den vindende part, Rom. Liget blev balsameret i Pantikapaion og sendt over Sortehavet til Amisos sammen med en begæring fra Farnakes om at blive indsat som klientkonge i Pontos eller i det mindste i det

54

JAKOB MUNK HØJTE

Bosporanske Rige (Appian, Mithr. 113; Plutarch, Pomp. 42.1-2). Balsamørerne havde imidlertid udført et noget amatøragtigt arbejde (måske har man haft travlt med at skaffe sig det lidt pinlige lig af vejen. Farnakes havde trods alt været instrumental i fadermord), og de havde glemt at fjerne hjernen. Derfor var an­ sigtet ikke længere genkendeligt, da Pompejus langt om længe nåede frem til Amisos. Han ønskede dog heller ikke at se liget af ære for den afdøde. Så sker der noget overraskende. Pompejus lader for egen regning Mithradates begrave i kon­ geslægtens familiegravsted. Dette var bestemt ikke en almindelig endestation for Roms største fjender, hvis jordiske rester normalt enten blev offentligt skændet eller blot skaffet ubemærket af vejen. Der findes imidlertid en god historisk pa­ rallel. Alexander den Store lod nemlig også den overvundne perserkonge Darei­ os III begrave i de persiske kongers gravsted uden for Persepolis (Justin 11.15.15), og der kan næppe herske i tvivl om, at det er den begivenhed, Pompejus har haft i tankerne, da han traf den usædvanlige beslutning Episoden har endog den fine krølle, at Mithradates hævdede at nedstamme direkte fra Dareios på fædrene side. Hermed blev den pontiske “wanna be” Alexander degraderet til persisk fyr­ ste i mødet med en endnu større Alexander. Både Plutarch og Appian nævner, at gravlæggelsen fandt sted i Sinope (Plu­ tarch, Pomp. 42.3; Appian, Mithr. 113), men det virker umiskendeligt som om, de udelukkende henlægger begravelsen til Sinope, fordi den på dette tidspunkt fungerede som primær kongelig residensby. Den eneste anden reference til de pontiske kongers gravsted findes i Strabons beskrivelse af Amaseia i det indre af landet, hvor han bemærker, hvorledes kongernes gravmonumenter troner over byen (12.3.39) (Fig. 7). Han nævner ikke i den forbindelse, at det kun skulle være de tidligste pontiske konger, der lå begravet her, og han omtaler desuden i sin om end ret kortfattede beskrivelse af Sinope intet kongeligt gravsted der (12.3.11). Klippegravene i Amaseia udmærker sig ydermere ved at have omtrent samme udformning som de persiske kongers grave, hvilket yderligere ville un­ derstrege Pompejus’ pointe med den offentlige begravelse. Det forekommer derfor som en oplagt mulighed, at Mithradates’ gravlæggelse fandt sted i Amaseia og ikke i Sinope, som det normalt antages.

6. Konklusion Mithradates’ imitatio Alexandri var ikke udtryk for storhedsvanvid. Den indgik i en bevidst politisk strategi med det sigte, at vinde den græske befolkning i Lil­ leasien og på det græske fastland for den pontiske sag i konflikten med Rom. Mithradates var på grund af det Pontiske Riges persiske kulturelle baggrund i ud­

M I T H R A D AT E S , P O M P E J U S

OG

ALEXANDER

55

gangspunktet mindre “græsk” end flertallet af de hellenistiske konger, der op­ trådte som velgørere for og beskyttere af de græske bystater, og Mithradates for­ søgte derfor at fremstå ekstra “græsk” i den propaganda rettet mod de græske bystater, vi blandt andet får et indblik i i form af portrætter og mønter. Valget af model er naturligt faldet på Alexander. De fortrinsvis pro-romerske forfattere, vi har overleveret i dag, har i høj grad formet eftertidens billede af Mithradates som en orientalsk despot, hvilket de næppe kunne være sluppet troværdigt af sted med, med mindre historien rummede en kerne af sandhed. Mithradates har givetvis indadtil sendt et helt andet politisk signal, som imidlertid ikke er bevaret i kunstnerisk form. Vi kan få en ide om dens udformning ved at se på et andet lilleasiatisk kongedømme, Kom­ magene, hvis konge Antiochos helt tilsvarende med Mithradates førte sit stam­ træ tilbage til Alexander og Dareios. På det gigantiske gravmonument, han lod opføre for sig selv på bjergtoppen Nemrud Dag, ses kongen på relieffer i persisk klædedragt og tiara sammen med hybrider af persiske og græske guder. Mithra­ dates kunne sagtens have indgået i en lignende komposition hjemme i Pontos.

Mithradates’ brev: romkritik eller terroristisk retorik

George Hinge

1. Fiktive taler og breve I år 69 f.Kr. stod Mithradates med ryggen med muren. Hans Tredje Romerske Krig – det, vi kalder den Tredje Mithradatiske Krig – havde fået en uheldig drej­ ning. Mithradates havde mistet hær og flåde, og da han fik samlet en ny hær, blev han tvunget til at trække sig tilbage til svigersønnen Tigranes i Armenien. Tigranes blev imidlertid den 6. oktober 69 besejret af den romerske hærfører Lu­ cullus. Situationen kunne således synes håbløs. Mithradates var imidlertid ikke typen, der gav op eller ændrede kurs, blot fordi virkeligheden dikterede det. Han skrev derfor til partherkongen Fraates III med tilnavnet Arsakes og opfordrede ham til at træde ind i krigen; Partherriget var supermagten i øst, så det var stor­ politisk fornuft at søge støtte herfra, og romerne forsøgte da også på samme tid at få Arsakes over på deres side (Dio Cassius, Hist. 36.1-3). Gajus Sallustius Crispus (86-35/34 f.Kr.) var romersk politiker på Cæsars tid, men trak sig i 40’erne f.Kr. tilbage og begyndte at skrive samtidshistorie. Hans egentlige historieværk, som vi slet og ret kalder Historiae, er desværre ikke beva­ ret i sin helhed, men det er derimod et udtog af værkets bedste taler og breve, herunder Mithradates’ brev til Arsakes (oversat i slutningen af dette kapitel). Det var almindeligt i antik historieskrivning at krydre den historiske beret­ ning med ordrette taler. Der er vel at mærke ikke tale om kildetekster i moderne forstand. Det var ikke taler, som historieskriveren havde fundet i et arkiv eller havde nedtegnet stenografisk, da den blev fremført. Den græske historieskriver Thukydid indrømmer således i sit berømte metodekapitel (Thuk. 1.22), at det ikke har været muligt at gengive talerne i deres nøjagtige ordlyd. Der er i stedet tale om en rekonstruktion, hvor Thukydid forsøger at komme, som han siger, tættest muligt på den virkelige ordlyd samtidig med, at han giver talerne den form, som de burde have i den givne situation (dette ”burde”, deonta, er ret ube­ hageligt for historikerne). De anførte taler tjener med andre ord ikke til at do­

58

GEORGE HINGE

kumentere, hvad der er sagt og skrevet, men til at iscenesætte de historiske ak­ tørers psykologiske bevæggrunde. Thukydid var Sallusts store forbillede både i stil og fremstilling, og det er ikke overraskende, at talerne havde en lige så central plads i hans historieværk (Nor­ den 1915, 201-202, Scanlon 1980, 89-92, mere tilbageholdende Flach 1998, 109­ 114). Hvor både Thukydid og andre historieskrivere kun undtagelsesvis benytter den særlige afart, som brevet repræsenterer, er brevene hyppige hos Sallust, syv i alt, men der er ingen grund til at tro, at deres funktion har været stort ander­ ledes end talernes (Delarue 2002). Vi skal altså ikke vente, at Sallusts mithra­ datesbrev er et historisk dokument, at det er en latinsk oversættelse af et origi­ nalt brev, som Mithradates rent faktisk sendte til partherkongen engang i 69 f.Kr. En sådan original ville i øvrigt efter alt at dømme have været affattet på ara­ mæisk, som var det almindelige omgangssprog i Mellemøsten på dét tidspunkt – men det var et sprog, som Sallust næppe havde kunnet læse ét ord af og derfor i sagens natur ikke havde kunnet oversætte. Der er snarere tale om en stileøvelse, hvor Sallust forsøger at skrive et brev præcis sådan, som han mente, Mithradates ville have skrevet det i den givne si­ tuation. Som stileøvelse betragtet er resultatet yderst vellykket. Mithradatesbre­ vet er et stykke retorik, og det er skrevet under hensyntagen til antik retorisk teo­ ri (Bikerman 1947; Ahlheid 1988). Brevets funktion er at anskueliggøre Mithra­ dates’ forestillingsverden på et yderst kritisk tidspunkt i hans karriere og at teg­ ne hans karakter med den klarest mulige streg. Desværre er Sallusts Historie som sådan gået tabt, og vi kan derfor ikke sætte brevet ind i dets umiddelbare kon­ tekst. Men det er givet, at det har tjent til at vise, hvor uforsonlig en modstan­ der romerne havde i Mithradates, og hvorfor de endeløse krige kun kunne af­ sluttes med Mithradates’ tilintetgørelse. Det er ikke den eneste gang, Mithradates kommer til orde hos de romerske historieskrivere: Pompejus Trogus, hvis fader ligesom Sallust var i Cæsars stald, forfattede under Augustus eller Tiberius et værk i 44 bøger, Historiae Philippicae, dvs. en historie om de hellenistiske kongeriger som et slags supplement til Livi­ us’ rent romerske historie (Alonso-Núñez 1987). Værket kendes kun i en forkor­ tet version af Justin, sandsynligvis fra det 3. århundrede e.Kr. I 38. bog er der indføjet en tale af Mithradates, som Justin vælger at gengive i dens helhed (oversat i slutningen af dette kapitel). Her møder vi Mithradates på højden af hans magt, i 88 f.Kr., umiddelbart før han kaster sig ud i den Første Mithradatiske Krig. Det er en peptalk til soldaterne, en genre, der var populær i oldtiden (lige­ som i den moderne amerikanske krigsfilm). Der er en del motiver til fælles i de to tekster, og det er rimeligt at antage, at Pompejus Trogus har ladet sig inspirere direkte af Sallust. Talen er holdt i indirekte tale, hvilket medfører, ud over at

M I T H R A D AT E S ’

BREV

59

både taleren og tilhørerne lidt forvirrende omtales i tredje person, desuden at hele argumentationen er mere summarisk og mindre kunstfuld end i Sallusts mithradatesbrev. Valget af indirekte tale skyldes, at Pompejus Trogus ikke mente, det var kor­ rekt historieskrivning at rekonstruere en tale ordret, og det sker, som Justin un­ derstreger i sin indledning, åbenbart i opposition til Sallust. Det er usikkert, om vi kan tage det til indtægt for, at Pompejus Trogus heller ikke har opfattet vores brev som et autentisk dokument. Retorikeren Fronto (2. århundrede e.Kr.) taler i et brev til kejser Lucius Verus (ad Ver. 2.1.17) netop om Sallusts mithradates­ brev, som han beskriver som criminosae, ”bagvaskende”, og han regner det eks­ plicit til typen af breve, der er konstrueret af historieskriverne selv, selv om det selvfølgelig ikke i sig selv udelukker, at Sallust har kendt til et autentisk forlæg (Bikerman 1946, 131; McGing 1986, 156). Uanset hvad, kan man til den for­ tærskede diskussion om autenticitet over for fiktion sige to ting: et brev er altid en litterær konstruktion af de involverede personer og den omtalte virkelighed, selv når det rent faktisk er skrevet af den person, der står som afsender. Og selv hvis brevet har eksisteret i en eller anden form som en korrespondance mellem Mithradates og Arsakes, så skifter det status, idet det bliver indføjet i en ny kon­ tekst som en del af et historieværk og ikke (længere?) er henvendt til parther­ kongen, men til et latinlæsende publikum.

2. Romkritik Både mithradatesbrevet og soldatertalen er alt andet end fair, endsige upartiske, i deres beskrivelse af den romerske historie. Det er der intet underligt i Mithra­ dates’ stilling taget i betragtning. Men det må hele tiden holdes for øje, at der ikke er tale om dokumenter fra den anden side af konflikten. De kan ikke uden videre bruges som uafhængige kilder til, hvordan den romerske imperialisme rent faktisk foregik eller rent faktisk blev opfattet. Det er klart, at det er util­ fredsstillende, at den overleverede historieskrivning samstemmende støtter den romerske sag. Vi har jo en tilbøjelighed til at fatte sympati for den svage part i en hvilken som helst konflikt. Så når der endelig synes at skinne en kritisk røst igennem, der sætter spørgsmålstegn ved berettigelsen af den romerske imperia­ lisme, er det fristende at tage den for gode varer. Fordi Sallusts to (fuldstændigt bevarede) bøger om Den Jugurthinske Krig og Den Catilinariske Sammensværgelse giver et enestående kritisk billede af et Rom i moralsk forfald, har han fået et omdømme som lidt af en samfundsrevser, og man har derfor overvejet, om han i virkeligheden et langt stykke af vejen var

60

GEORGE HINGE

enig i den kritik, som han lader “Mithradates” fremsætte i brevet (jeg vil frem­ over sætte Mithradates i anførelsestegn, når jeg taler om mithradatesbrevets og -talens jeg-person i modsætning til den historiske Mithradates). På samme måde har man forestillet sig, at galleren Pompejus Trogus (fra Provence), der lader “Mithradates” fremhæve netop gallerne (Justin 38.4.7-10), har været lokalpa­ triot – eller rettere stammepatriot – og dermed kritisk over for den romerske im­ perialisme. Det er dog sandsynligvis uden hold i virkeligheden (Urban 1982). Der er også andre eksempler på, at romerske historieskrivere lader personer i deres værker fremsætte en uhæmmet romkritik, uden at man behøver at be­ tvivle forfatternes egen patriotisme. Således lader Cæsar i Gallerkrigen (7.77) gal­ lerhøvdingen Critognatus tale om, hvordan romerne har nedslagtet 80.000 gal­ lere og berøvet gallerne deres frihed. Men eftersom det jo netop er Cæsar selv, der er ansvarlig for den romerske erobring af Gallien, og hans bøger netop har til formål at forsvare denne politik over for den romerske offentlighed, er det utænkeligt, at Cæsar har haft nogen som helst sympati for Critognatus’ kritik el­ ler har forestillet sig, at hans læsere ville have haft forståelse for det galliske vrangbillede. I Tacitus’ biografi Agricola (30-32) er det britanneren Calgacus, der får lov at fremsætte sin kritik af et Rom, der plyndrer og trællebinder Britanni­ en; og det, selv om det er Tacitus’ egen svigerfader og den lille bogs helt, Agri­ cola, der på det tidspunkt styrer den britanniske provins. Sandsynligvis har romerne slet ikke følt sig truffet af den kritik, som disse bar­ barhøvdinge fremkommer med hos historieskriverne. Den har i deres øjne været åbenlyst urimelig. Romerne vil også have frihed, men det er en anden form for fri­ hed end den, som barbarerne gang på gang forsvarer i disse taler. Barbarerne vil have frihed for stat og lov (Hinge 2003, 26-27), men de tolererer konger i mod­ sætning til romerne. Også “Mithradates” taler hos Sallust forarget om, at romerne gør en konge til slave (Brev 5.8), og mener, at romerne har angrebet ham, fordi han ikke ville være slave (Brev 10). Men samtidig er han, som vi skal se, en varm fortaler for kongedømmet. Kongedømme er for romerne den diametrale modsætning til republikansk frihed, og ordet konge (rex), havde samme konnotationer, som diktator og tyran har i de moderne sprog. Så når en barbarkonge prædiker frihed, er det i romernes øjne selvmodsigende og derfor ikke til at tage alvorligt. Der kan dog næppe være nogen tvivl om, at der har været antiromersk pro­ paganda i omløb i forbindelse med Mithradates’ felttog, at romerne er blevet tilsværtet, og at erobringen af de græske byer er blevet fremstillet som en befri­ else. Dionysios fra Halikarnassos fortæller således om græske historieskrivere, der ville smigre barbarkonger, som hadede supermagten Rom (Ant.Rom. 1.4.3). En sådan historieskriver kunne være Metrodoros fra Skepsis, der var tilknyttet Mithradates’ hof, men dog faldt i unåde (Ovid, Pont. 4.14.37-40; Plinius,

M I T H R A D AT E S ’

BREV

61

Nat.hist. 34.34; jf. Briquel 1995). Spørgsmålet er dog, om Sallust og Pompejus Trogus har indarbejdet denne propaganda, eller om de selv har tænkt sig til, hvordan den må have lydt. Det er således meget muligt, at de antiromerske historieskrivere har udnyttet Roms farverige grundlæggelseshistorie. Både hos Sallust (Brev 17) og Pompejus Trogus (Justin 38.6.7) bliver de første romere beskrevet som et sammenrend af forældreløse og jordløse ransmænd. I virkeligheden er der sandsynligvis tale om urgammel mytologi, der oprindelig har skullet begrunde bestemte overgangsri­ ter, og lignende lovløse grundlæggelseshistorier forbindes med f.eks. skytherne og spartanerne. Men når mytologien bliver anskuet historisk, er den sårbar over for propagandistiske angreb, og det er tænkeligt, at det har været en topos i den faktiske romkritik at henvise til Roms illegitime ophav. Det er i øvrigt typisk i antikken at mene, at et folks karakter er bestemt af dets ophav (Bikerman 1947, 143). Det er derfor ikke bare et ordspil, når “Mithradates” hos Pompejus Trogus hævder, at romerne har fået ulvens glubskhed fra Romulus’ opfostring ved ulv­ indens bryst (Justin 38.6.8). Sallust og Pompejus Trogus kan selvfølgelig have læst antiromerske historie­ værker og pamfletter. Men eftersom den kritik, de lader “Mithradates” fremføre, ikke indeholder nogle specifikke anklager, som man ikke ville kunne gætte sig til, at han ville fremføre, og i det hele taget er variationer over gammelkendt topik i imperiekritikken, så kan de lige så godt have fundet på den selv (McGing 1986, 160-162).

3. Historierevisionisme Mithradatesbrevets skildring af Roms erobring af de makedonske kongedømmer er mildest talt tendentiøs (Brev 5-9). Det, der i virkeligheden er resultatet af en længere og alt andet end målrettet proces, hvor romerne skridt for skridt og nær­ mest nølende er blevet trukket dybere og dybere ind i den brogede østpolitik, bliver i “Mithradates’” fremstilling til én sammenhængende og fuldt overlagt strategi (Stier 1969). Annekteringen af provinsen Asia skal ifølge “Mithradates” være sket ved et forfalsket testamente (Brev 8). Der er dog intet, der tyder på, at testamentet fra 133 f.Kr. ikke var ægte og ikke blev anerkendt i samtiden (der refereres til det i to samtidige indskrifter fra Pergamon: OGIS 338 og 435). Aristonikos, som “Mithradates” mener blev tilsidesat, var desuden ikke legitim arving. Strabon (Geogr. 14.1.38) og Vellejus Paterculus (Hist. 2.4.1) fortæller, at Aristonikos fore­ gav at tilhøre kongeslægten, så han kan under alle omstændigheder ikke være

62

GEORGE HINGE

født inden for ægteskabet, for så havde arvefølgen været soleklar. Romerne før­ te i øvrigt først krig imod ham, da han stablede en revolution på benene i Efes­ os, de såkaldte heliopolitter, idet man påberåbte sig Solguden (græsk Helios) som garant for retfærdighed. Og Aristonikos blev vel at mærke ikke ført i triumftog, sådan som “Mithradates” påstår (Brev 8), eftersom feltherren Perperna nåede at dø inden triumfen (McGushin 1994, 186-187). “Mithradates” mener ligeledes ikke, at testamenteringen af Bithynien var ret­ mæssig, for der var, som han siger, ”uden tvivl” en legitim arving (Brev 9). Alene dette ”uden tvivl”, sine dubio, viser, at påstanden netop ikke var hævet over enhver tvivl (den ubestridelige sandhed behøver ingen modifikation), og der kan derfor ikke have været en anerkendt eller blot kendt søn født inden for æg­ teskabet. Der var faktisk en person fra Pergamon, der påstod at være søn af Ni­ komedes og forsøgte at gøre sin ret gældende i Rom, men det blev afvist på bag­ grund af bithyniske vidneudsagn (Stier 1969, 443). Men han kan under alle om­ stændigheder ikke have været født inden for ægteskabet af den omtalte dron­ ning fra Nysa, for så havde der ikke været nogen sag. Endnu mere tendentiøs er “Mithradates’” beskrivelse af de krige, han selv har ført med romerne (Brev 10-15). Ét er, at han går ind i Bithynien for at hævne det overgreb, som Nikomedes har begået, angiveligt på romernes foranledning. Men det er klart ude af proportioner at nævne hans kampagne i provinsen Asia og i Grækenland i samme åndedrag, som var dette erobringstog blot en udløber af den legitime krig i Bithynien (Brev 11). Han nævner ikke den såkaldte vesper i 88 f.Kr., et veritabelt folkedrab, hvor alle romerske borgere i provinsen Asia, an­ giveligt 80.000 i alt, blev dræbt i løbet af én nat. Selv om tallet måske nok er overdrevet, er det dog svært at se Mithradates som et uskyldsrent lam, der var offer for romersk arrogance. Formålet med brevet er at overbevise Fraates Arsakes om det nødvendige og nyttige i at slutte sig sammen med Mithradates og Tigranes imod Rom. Det er derfor hensigtsmæssigt, at “Mithradates” fremstiller sin egen stilling og sine kompetencer i det bedst mulige lys. Det er i den foreliggende situation noget af en retorisk udfordring. Den Første Mithradatiske Krig tabte han kun, hedder det, fordi han blev for­ rådt af sin feltherre Archelaos, og fordi andre konger og folkeslag var for feje (Brev 12). Ikke ét ord hører vi om nederlagene til Sulla ved Chaironeia og Or­ chomenos, der førte til freden i Dardanos i 85 f.Kr. Og det var sandsynligvis først efter fredsslutningen, da Mithradates beskyldte ham for forræderi, at Archelaos valgte at hoppe af til romerne (McGushin 1994, 190). Den Tredje Mithradatiske Krig bliver udsat for et endnu mere omfattende spin: da han blev belejret ved Kyzikos, var det ikke romerne, der tvang ham ud,

M I T H R A D AT E S ’

BREV

63

men forsyningsmangel og vinteren, og det var naturens kræfter, der var skyld i, at han efterfølgende mistede sin flåde og sin hær (Brev 14). Da han fik samlet en ny hær, var det igen logistikken, der gjorde, at han måtte foretage et strategisk tilbagetog til Armenien, og dér var det ikke ham, men hans uduelige svigersøn Tigranes, der led nederlag til romerne. At der vel at mærke var tale om et knu­ sende nederlag, forties derimod (Strabon, Geogr. 11.14.15; Plutarch, Lucullus 25­ 28; Appian, Mithr. 84-85). Man kunne fristes til at sammenfatte “Mithradates’” forsvar under parolen unbesiegt im Felde, ”ubesejret på slagmarken”. Ligesom de tyske nationalister ef­ ter Første Verdenskrig propaganderede, at den tyske hær ikke havde lidt militært nederlag, men at det var Socialdemokraterne, der havde solgt Tyskland til fjen­ den, så har “Mithradates” også sin dolkestødslegende. Der er fra ende til anden tale om en åbenlys fordrejning af virkeligheden, og der er ingen tvivl om, at Sallusts læsere øjeblikkelig ville have gennemskuet det­ te vrangbillede. Mithradates kunne næppe være sluppet af sted med sådanne påstande, havde han virkelig fremsat dem, og det er derfor mest sandsynligt, at det ikke er autentisk propaganda, men at det hidrører fra Sallusts skaberånd, selv om man ikke skal undervurdere, hvilke forvrængninger af virkeligheden statsle­ dere og andre politikere rent faktisk kan slippe af sted med, når blot de bliver fremført med overbevisning. Pointen er imidlertid, at disse selvmodsigelser nok har en funktion i den retoriske situation (over for Arsakes), men først og frem­ mest er formuleret med tanke for historieværkets læsere, der med det samme har gennemskuet dem og på den baggrund dannet deres indtryk af Mithradates’ per­ son og stilling. Man kunne sige, at Sallust i sin stileøvelse skyder over målet og tegner “Mithradates’” holdning så skarpt op, at billedet ikke længere er troværdigt. På den anden side må det ikke glemmes, at det rent faktisk ikke lykkedes Mithra­ dates at overbevise partherkongen Arsakes. Hvis han modtog et brev à la det, Sallust har digtet ind i sin Historie, forstår man med al tydelighed hvorfor. Arsa­ kes har straks indset, at manden er utilregnelig, og at hele foretagendet var pil­ råddent. For den, der læste det samlede historieværk, har brevet netop i al sin urimelighed virket både sandsynligt og nødvendigt.

4. Den retfærdige krig I begyndelsen af brevet slår “Mithradates” fast, at man, inden man går ind i en krig, skal overveje, om den er tilstrækkelig retfærdig (Brev 1). I den latinske tekst står der pius, et af de mere vanskelige ord at oversætte. ”From” går ikke an, for

64

GEORGE HINGE

dét implicerer en form for gudsfrygt, der var de gamle ganske fremmed. Pius er derimod den, der lever op til sine forpligtelser over for både guder og menne­ sker. Da “Mithradates” omtaler det testamente, hvor Eumenes’ søn Aristonikos bliver forbigået (Brev 8), kalder han det således impium, dvs. uden respekt for sønnens rettigheder. Når pius bruges om en krig, har vi at gøre med begrebet ”retfærdig krig”, det, der almindeligvis kaldes bellum justum (Ahlheid 1988). Der er nogle grund­ læggende folkeretlige regler, der skal overholdes, for at en krig kan kaldes lovlig. Man kan ikke bare kaste sig ud i en krig, fordi man er stærk og ønsker at tryne den svage og stjæle hans rigdomme. Der skal være en rimelig grund, normalt en direkte provokation. Den anden part skal være trængt ind på ens territorium el­ ler på anden måde have krænket ens rettigheder. Det må dog indrømmes, at denne begrundelse ofte kan være temmelig spinkel og nærmest have karakter af et påskud. Så når “Mithradates” inviterer Arsakes til krig, må han argumentere for, at krigen er retfærdig. Problemet er selvfølgelig, at romerne ikke har krænket Arsa­ kes direkte på nogen måde. “Mithradates” må derfor hævde, at krigen alligevel er uundgåelig; at romerne, uanset om Arsakes går ind i krigen eller ej, vil angri­ be før eller siden, og han derfor i realiteten ikke har noget andet valg. Det lan­ ge afsnit, hvor “Mithradates” opsummerer romernes overgreb på uskyldige hel­ lenistiske konger, tjener til at understøtte denne argumentationsstrategi. Han tilskriver romerne en umættelig trang til magt og rigdom (Brev 5). Det er en til­ bagevendende beskyldning i romkritikken og gentages næsten ordret hos Pom­ pejus Trogus (Justin 38.6.8). Romerne nærer en ubændig ekspansionstrang, og nu hvor de ikke kan komme længere mod vest, vil de nødvendigvis vende sig mod øst (Brev 17). Og de vil på længere sigt ikke kunne holde sig fra Arsakes’ enorme rigdomme (Brev 19). Romerne besidder ifølge “Mithradates” ikke pietas i forhold til mennesker el­ ler guder. De raner således prinsers retmæssige arv: Filips søn Perseus (Brev 7), Eumenes’ søn Aristonikos (Brev 8) og Nikomedes’ anonyme søn (Brev 9) mister alle deres fædrene kongedømmer. Selv er romerne oprindeligt og dermed i deres inderste kerne både faderløse og fædrelandsløse, og de respekterer ikke den gud­ dommelige orden, men udplyndrer og tilintetgør deres allierede (Brev 17). Ro­ mernes gennemgående kongehad er et andet eksempel på deres manglende re­ spekt for verdensordenen (tydeligst Brev 17; jf. også 8, 10, 15; se i øvrigt McGing 104-105). De gennemtvinger republikansk frihed, selv om de fleste folk ifølge “Mithradates” hellere vil have retfærdige herskere (Brev 18). Det er netop romernes manglende pietas, der retfærdiggør krigen mod ro­ merne. Selv om romerne ikke, eller endnu ikke, har tilføjet Arsakes nogen kræn­

M I T H R A D AT E S ’

BREV

65

kelse, så er man nødt til at gribe ind over for denne flagrante foragt for den hævdvundne orden. I den optik er krigen en retfærdig og ”from” krig, og Arsakes kan ikke blot med sindsro gå ind i den, han kan faktisk ikke se sig selv i øjnene, hvis han lader være. Problemet er imidlertid, at “Mithradates’” begreb om pietas, som det kommer til at fremstå i indledningen til brevet, er rent utilitaristisk (i modsætning til en lignende appel i Thukydid, Hist., 1.32.1, jf. Scanlon 1980, 208­ 209), og han undergraver således allerede fra starten sin argumentation.

5. Moderne paralleller Efter terrorangrebet den 11. september 2001 skrev en almindelig amerikaner, Christopher Love, et elektronisk brev til Iraks daværende præsident, Saddam Hussein, og spurgte, hvorfor han ikke som andre statsledere havde udtrykt sin sympati med USA. Saddam Hussein skrev et udførligt svar (dateret 18. oktober 2001). Jeg kan ikke afgøre dokumentets ægthed, men det vakte nogen opmærk­ somhed i pressen umiddelbart efter. Men selv hvis det ikke er ægte, kan det ud­ mærket bidrage til at belyse mithradatesbrevet, der under alle omstændigheder ikke er ægte. Vi møder i det elektroniske brev en trængt diktator, der reflekterer over historien og en dominerende supermagts politik. I Saddam Husseins ver­ densbillede var araberne fra tidernes morgen det udvalgte folk, og han under­ streger, at araberne ikke kan være fanatikere, for Gud har givet dem den missi­ on at bringe troen til alle mennesker og ikke kun arabere: I know that Arabs are far from being fanatic. Do you know why? Because, God, the Al­ mighty, assigned them with the mission of delivering the messages of all religions to hu­ manity, and not to Arabs alone.

Den store fjende, truslen mod denne orden, er ifølge Hussein en zionistisk-amerikansk konspiration, der bryder grundlæggende principper for menneskets samliv og dræber civile, og som uretmæssigt har besat det muslimske kerneland, f.eks.: Tell me, brother, if the Vatican is occupied by Arabs, or non-Arab Muslims, wouldn’t its people fight the occupying forces? Wouldn’t the English people fight for the Westminster Cathedral? Or wouldn’t the French people, defend Notredame? I say they must fight for them! Why, then, are your armies occupying Mecca and the land of our Prophet? Why are you occupying the regional waters in the Arab Gulf, in addition to territories in its coun­ tries? Why is your ally, the Zionist entity, occupying our holy places, and territories, in Palestine, by using your arms, and financial, political, media, and moral support.

66

GEORGE HINGE

Saddam Hussein mener ligesom “Mithradates”, at han er offer for en kynisk politik, der med alle midler og uprovokeret sigter mod at knuse hans land, f.eks.: The fact, Mr. Christopher, is that, it was President Bush who adopted the logic of war, right from the first day of those events. He refused solving the problem politically, and entering into a dialogue with us. The resolutions of the United Nations were, in fact, adopted under pressure from Bush and his administration. He then waged the war against Iraq, in a way that had nothing to do with the issue of Kuwait. His objective was to destroy all Iraq, and to deprive its people of the edifice they built, in several decades, and not merely getting the Iraqi armed forces out of Kuwait. He did that in 1991, and he later committed similar things, and he and his administration, are still doing so under dif­ ferent pretexts and justifications.

Den irakiske diktators amerikakritik spinder med andre ord på de samme to trå­ de som “Mithradates’” romkritik, nemlig modstandernes manglende pietas og deres ubændige imperialisme. Der er imidlertid en anden tekst, der ligner mithradatesbrevet endnu mere end Saddam Husseins noget forvirrede elbrev, nemlig den tale, som den ameri­ kanske præsident George W. Bush holdt til nationen den 17. marts 2003, to dage før invasionen i Irak. Også Bush skal retfærdiggøre en krig, selv om der ikke er en formel folkeretlig grund til krig, og han må ligesom “Mithradates” argumen­ tere for, at man reelt set ikke har noget andet valg end en præventiv krig: Irak har adskillige gange været aggressor i regionen, det hader USA, og det venter kun på at angribe USA med sine masseødelæggelsesvåben, enten selv eller indi­ rekte gennem terrorister: Intelligence gathered by this and other governments leaves no doubt that the Iraq regi­ me continues to possess and conceal some of the most lethal weapons ever devised. This regime has already used weapons of mass destruction against Iraq’s neighbors and against Iraq’s people. The regime has a history of reckless aggression in the Middle East. It has a deep hatred of America and our friends. And it has aided, trained and harbored terrorists, including operatives of al Qaeda.

Ligesom “Mithradates” både i brevet og i talen fremhæver, at krigen ikke kun er retfærdig (fordi modstanderne er forbryderiske), men også nødvendig og uund­ gåelig, så fremhæver den amerikanske præsident, at spørgsmålet ikke er, om, men hvornår man skal gå i krig:

M I T H R A D AT E S ’

BREV

67

We are now acting because the risks of inaction would be far greater. In one year, or five years, the power of Iraq to inflict harm on all free nations would be multiplied many ti­ mes over. With these capabilities, Saddam Hussein and his terrorist allies could choose the moment of deadly conflict when they are strongest. We choose to meet that threat now, where it arises, before it can appear suddenly in our skies and cities.

“Mithradates’” ideal, som han kalder til kamp for at forsvare, er kongedømmet, hvorimod George W. Bush sætter friheden over alt: We will tear down the apparatus of terror and we will help you to build a new Iraq that is prosperous and free. In a free Iraq, there will be no more wars of aggression against your neighbors, no more poison factories, no more executions of dissidents, no more tor­ ture chambers and rape rooms. The tyrant will soon be gone. The day of your liberation is near.

Det er selvfølgelig to stik modsatte samfundsidealer, men fælles er den kompro­ misløshed, dette ideal er omgærdet af. Hverken “Mithradates’” eller Bushs reto­ rik kender en tredje vej.

6. Den terroristiske retorik Saddam Hussein er tydeligvis forrykt, men det gælder ikke den “Mithradates”, vi møder hos Sallust og Pompejus Trogus (jeg skal her ikke bedømme den hi­ storiske Mithradates), og det gælder heller ikke George W. Bush. De taler ikke usammenhængende, og der er ingen tegn på en manglende virkelighedsfor­ nemmelse i klinisk psykologisk forstand. Men de er fanget i en forrykt retorik. Det er en vigtig skelnen. Selv sunde og normale mennesker kan agere vanvittigt, når den diskurs, de handler ud fra, er vanvittig. Pompejus Trogus’ “Mithradates” italesætter således en romersk fjende, der slet ikke vil have tid til at yde modstand, og som det er let som ingenting at besejre. Selv om denne selvovervurdering tjener et ganske bestemt formål, nem­ lig at indgyde soldaterne mod, så vil læserne af historieværket se en lige linje fra hovmodet til undergangen. Det er præcis som i det moderne tv-drama: når en mand sværger sin hustru evig troskab, må der nødvendigvis indtræffe en skils­ misse eller et dødsfald inden næste reklamepause. Endnu værre står det til med Sallusts “Mithradates”: hans retorik holder ham fast i en dødsspiral, hvor han egentlig burde kaste håndklædet i ringen. Man fø­ ler sig hensat til en klassisk tragedie, hvor protagonisten er forblindet og ikke

68

GEORGE HINGE

kan se det, vi som tilskuere ser, nemlig at hans kurs mod undergangen er uaf­ vendelig. Ligesom man på sin vis kan sige, at det morads, som Koalitionen af Villige Nationer står i i Irak, er en direkte konsekvens af den retorik, som den amerikanske præsident udfolder i sin tale til nationen, på samme måde er Mithradates’ undergang i Sallusts fremstilling en konsekvens af den uforsonlige kurs, han anlægger over for romerne. Han er fanget i sin egen antiromerske re­ torik, der ikke åbner mulighed for kompromis. “Mithradates” har allerede angrebet romerne to gange uden held. Første gang havde han den spinkle undskyldning, at romerne havde fået Nikomedes til at angribe ham (Brev 10), men gengældelsen var ude af proportioner. Anden gang var hans undskyldning, at romerne sikkert alligevel ville genoptage krigen mod ham senere (Brev 13). Når “Mithradates” beskylder romerne for manglende pie­ tas og for at ville føre erobringskrige med dårlig eller ingen begrundelse, rammer anklagen ham selv som en boomerang. Den romerske læser vil i hvert fald ikke kunne se de Mithradatiske Krige som andet end et mislykket forsøg på pontisk imperialisme, og brevets selvmodsigende retorik har ikke sløret dette motiv, men tværtimod udstillet det så meget desto tydeligere.

7. Epistolaritet I sit ovennævnte brev til Lucius Verus (ad Ver. 2.1.17) fremhæver Fronto ved det­ te brev og to andre fiktive breve hos Sallust, tillagt Pompejus og Adherbal, at de, som brevgenren kræver, er korte og ikke indeholder historisk fremstilling. Det lange historiske midterstykke (Brev 5-15), hvor romernes forbrydelser mod hel­ lenistiske konger og mod Mithradates selv opregnes, kunne man ellers analysere som en narratio (sagsfremstilling) i overensstemmelse med det klassiske reto­ riske system (Aldheid 1988), men Fronto har åbenbart ikke opfattet det som en historisk fremstilling, men som et katalog af ubegrundede beskyldninger. Dets springende, associative karakter, hvor den ene person eller hændelse glider umærkeligt over i den anden, viser da også, at det ikke er systematisk historie­ skrivning. Og eftersom Fronto fremdrager mithradatesbrevet som et forbillede på, hvordan breve skal komponeres – i form nok snarere end indhold – har han ikke (i modsætning til Bikerman 1941 og Aldheid 1988) opfattet brevet som en deliberativ tale, men som et virkeligt brev – med hvad det medfører. Men hvordan virker mithradatesbrevet som brev? Det er grundlæggende for brevgenren, at brevet skal danne et fælles rum, hvor både afsender og modtager tager del og italesættes. Der skal etableres en virtuel dialog. Det er derfor be­ mærkelsesværdigt, at mithradatesbrevet ikke indeholder referencer til afsende­

M I T H R A D AT E S ’

BREV

69

rens og modtagerens placering i forhold til hinanden, hverken eksplicit eller i form af demonstrativer pronominer som hic og iste, der er yderst talrige i Cicer­ os og Frontos breve. En stedsangivelse som ”på denne side af Taurusbjergene” (cis Taurum, Brev 6) er endda direkte forkert i hvert tilfælde set fra Arsakes’ syns­ vinkel. Teksten hænger på denne måde i et tomrum, så at sige i en tidslomme. Arsakes fortoner sig i “Mithradates’” epistolære fremstilling. “Mithradates” gør ikke noget som helst forsøg på at italesætte sin modtager. Der er ingen spørgsmål til modtageren, men kun konstateringer. Det, der kendetegner brevets dialogiskhed, er netop bevægelse, at jeg’et og du’et udvikler sig i det fingerede møde med hinanden. Det sker ikke i mithradatesbrevet. Hele argumentationen er lagt fiks til rette med velgennemtænkte og retorisk afrundede argumenter, og så har Arsakes bare at bide på. Den bratte og opstyltede indledning underbyg­ ger, at vi har at gøre med et stykke retorisk litteratur og ikke et praktisk doku­ ment. Dette indtryk kan skyldes, at Sallust ikke kan gøre sig fri af det retoriske sy­ stem og sætte sig ”ned” på brevets niveau. Men det kan også have en særskilt pointe: Man kan sige, at “Mithradates” skriver forbi Arsakes. Han undergraver genrens krav om, at brevet skal etablere et fælles rum. Brevet når derfor så at sige aldrig frem til sin modtager. “Mithradates” forsøger ganske vist at appellere til solidaritet på baggrund af deres fælles status som konger. Det ligger allerede i ti­ tellinjen, og ordet rex og dets afledninger forekommer da også 16 gange i løbet af brevet. Men det er ikke tilstrækkeligt deres vidt forskellige situationer taget i betragtning. Det bliver aldrig klart, hvad Arsakes personligt vil vinde ved at gå ind i Mithradates’ krig mod Rom. Der er nok fine ord om et højere mål, men når det kommer til stykket, er Arsakes bedre tjent ved at bevare freden med Rom. “Mithradates” advarer ganske vist, at det er et spørgsmål om tid, før romerne i deres erobringstrang kaster sig over det rige Parthien, men Arsakes har ingen grund til at fremskynde en konflikt, der måske kommer, måske ikke. Og det be­ tyder i den sammenhæng ikke stort, om Mithradates til den tid er der eller ikke er der. Lige så mislykket brevet er som brev, lige så vellykket er det samtidig som lit­ teratur. Sallust gør det lysende klart for sine læsere, hvordan Mithradates’ un­ dergang er en logisk konsekvens af den retorik, der ligger til grund for hans po­ litik, og hans manglende beherskelse af de epistolære grundbegreber. Brevet er fra først til sidst præget af overmod og manglende dømmekraft. Og dermed skyder “Mithradates” sit sidste halmstrå, partherkongen Arsakes, fra sig.

70

GEORGE HINGE

Sallust, Historie, fr. 6: ”Mithradates’ brev til Arsakes” (69 f.Kr.) Kong Mithradates hilser kong Arsakes. (1) Alle, der på et tidspunkt, hvor det går dem godt, bliver opfordret til at slutte sig til en alliance med henblik på krig, bør overveje, om de stadig kan bevare fre­ den; dernæst, om det, de bliver bedt om, er tilstrækkelig retmæssigt, ufarligt og ærefuldt, eller om det er uanstændigt. (2) Hvis du kunne nyde varig fred, hvis fjenderne ikke var lette og forbryderiske, og hvis berømmelsen ikke var fortræf­ felig, om du knuste romerne, så ville jeg ikke driste mig til at bede om en alli­ ance, og det ville være omsonst at håbe på, at min ulykke kunne slutte sig sammen med din lykke. (3) Og dog vil det, der synes at kunne holde dig tilbage, nemlig din vrede over for Tigranes på grund af den seneste krig og min ugun­ stige stilling, hvis du tænker dig om, være den største tilskyndelse. (4) For han vil være underdanig og acceptere en alliance på dine betingelser. Mig har lykken berøvet meget, men givet erfaring med at give gode råd, og hvad der er ønsk­ værdigt for de heldige, så vil jeg, der ikke er alt for stærk, være et forbillede på, hvordan du kan lægge dine egne ting rigtigere til rette. (5) Romerne har nemlig fra tidernes morgen kun haft én grund til at føre krig imod alle folkeslag, mennesker og konger, nemlig en bundløs trang til magt og rigdom. Det var derfor, de først drog i krig mod makedonernes konge Filip, hvorimod de foregav at være allieret, da de var presset af karthaginienserne. (6) Da Antiochos kom ham til hjælp, fik de ham fra det ved at lade som om, de overdrog ham Asien, men da Filip snart var knækket, blev Antiochos fravristet alt på denne side af Taurusbjergene og titusinde talenter. (7) Perseus, Filips søn, der efter mange slag med forskelligt udfald højt og helligt ved de samothrakiske guder blev lovet frit lejde, dræbte de luskede anstiftere af bedrag så med søvn­ løshed, eftersom de havde svoret at lade ham beholde livet. (8) Eumenes, som de brystede sig af at have en alliance med, forrådte de i første omgang til Anti­ ochos som betaling for fred, men siden satte de ham til at bevogte det erobrede land og gjorde herved kongen til den ynkeligste slave. De opdigtede et ufader­ ligt testamente og førte hans søn Aristonikos i triumftog, som var han en fjen­ de, fordi han havde ønsket den fædrene kongemagt. (9) Asien besatte de selv, og de vristede til sidst Bithynien fra Nikomedes, da han var død, selv om der uden tvivl var blevet født en søn af Nysa, som han havde udnævnt til dronning. (10) Og hvad med mig selv? Selv om der på alle sider lå kongedømmer og småstater mellem mig og Romerriget, så tvang de mig alligevel gennem Niko­ medes i krig, fordi det hed sig, at jeg var rig og ikke ville være slave. Jeg var ikke uvidende om deres forbrydelse og lagde på forhånd det, der skete, for dagen over

M I T H R A D AT E S ’

BREV

71

for kretenserne, der var de eneste overhovedet, der på den tid var frie, og over for kong Ptolemaios. (11) Jeg hævnede så uretten og drev Nikomedes ud af Bithynien, jeg tog Asien, krigsbyttet fra Antiochos, fra dem igen, og jeg befriede Grækenland fra det tunge slaveri. (12) Archelaos, min ringeste slave, spændte ben for min kampagne ved at forråde hæren. De, der holdt sig fra våbnene i fej­ hed eller ryggesløs snuhed og nød den sikkerhed, som mit arbejde gav dem, bø­ der dyrt for det: Ptolemaios betaler dag for dag løsesum for at udskyde krigen; og kretenserne, der én gang er blevet angrebet, vil ikke finde anden udvej end undergangen. (13) Da jeg forstod, at det ikke var, fordi der var sluttet fred, men at det snarere var deres egne indre problemer, der udskød krigen for mig, så gik jeg i krig igen, selv om Tigranes, der nu alt for sent giver mig ret, sagde nej, selv om du var langt borte, og selv om alle andre føjede sig. Jeg besejrede den ro­ merske general Marcus Cotta til lands ved Chalkedon og fratog ham til søs den fineste flåde. (14) Da jeg med en stor hær blev holdt tilbage i en belejring ved Kyzikos, slap mine forsyninger op, og der var ingen omkring, der hjalp mig. Samtidig lukkede vinteren havet. Så uden at være tvunget til det af fjenderne forsøgte jeg at vende tilbage til mit fædrene rige, men mistede ved et skibbrud nær Parion og Herakleia de bedste af mine soldater sammen med flåden. (15) Da jeg igen havde fået samlet en hær ved Kabeira, og Lucullus og jeg havde ud­ kæmpet slag med forskelligt udfald, blev begge sider igen ramt af mangel på for­ syninger. Han rådede over Ariobarzanes’ rige, der var uberørt af krig, men efter­ som alt var øde omkring mig, trak jeg mig tilbage til Armenien. Romerne fulgte ikke mig, men deres skik med at styrte alle kongedømmer, og eftersom det tran­ ge sted ikke tillod en større kampopstilling, fremstiller de i stedet Tigranes’ ufor­ stand som en sejr. (16) Jeg beder dig overveje, om du tror, du vil blive stærkere til at stå imod, eller krigen vil få en ende, hvis han og jeg bliver besejret. Jeg ved, du råder over store ressourcer af mænd, våben og guld; det er derfor, jeg søger dig som allieret og de dig som bytte. Under alle omstændigheder er det planen, eftersom Ti­ granes’ rige er i behold og mine soldater erfarne i krig, at vi personligt langt hjemmefra og med lille anstrengelse udkæmper krigen, men uanset om vi vin­ der den eller taber den, er du i fare. (17) Eller ved du ikke, at romerne, efter at de er blevet standset af oceanet i deres ekspansion mod vest, nu har vendt våbnene denne vej? Og at de fra begyndelsen kun har besiddet tyvegods, det være sig hjem, koner, jorder og rige? At de var et sammenrend af mænd uden fædreland og forældre, stiftet til verdens ulykke, som intet menneskeligt eller guddommeligt holder tilbage fra at udplyndre og tilintetgøre allierede og for­ bundsfæller, folk i nær og fjern, fattige og mægtige eller at betragte alt det, der ikke er underkastet, og især alt kongeligt som fjendtligt? (18) For det er et fåtal,

72

GEORGE HINGE

der ønsker frihed – flertallet ønsker retfærdige herskere. De mistænker os for at ville konkurrere med dem og, når lejligheden byder sig, stille dem til regnskab. (19) Men hvad skal du, der besidder Seleukeia, verdens største by, og konge­ dømmet Persien med dets navnkundige rigdomme, vente fra dem andet end bedrag for nærværende og siden krig? (20) Romerne vender deres våben mod alle, men voldsomst imod dem, som de får det største bytte ud af at besejre; de er ble­ vet store ved at være frække og bedrage og føje krig til krig. (21) På den måde vil de kvæle alt eller gå til grunde. Dét skulle let kunne lade sig gøre, hvis du fra Mesopotamien og jeg fra Armenien omringer deres hær, der er uden forsyninger og uden forstærkninger, og som indtil nu er uskadt i kraft af held eller vore fejl. (22) Du vil vinde det ry, at du kom store konger til hjælp og knuste folkenes fjende. (23) Det beder jeg dig indtrængende om at gøre og om, at du ikke med min undergang udskyder din egen i stedet for gennem en alliance at blive sejr­ herre.

Justin, Uddrag fra Pompejus Trogus, 38: ”Mithradates’ tale til soldaterne” (88 f.Kr.) III ... (10) Da kaldte han sine soldater sammen og opgejlede dem med forskelli­ ge tilskyndelser til den Romerske eller Asiatiske Krig. (11) Jeg har fundet det værd at sætte den tale i al dens korthed ind i dette arbejde. Pompejus Trogus har sat den i indirekte tale, eftersom han kritiserer Livius og Sallust for at sætte di­ rekte taler i deres egen stil ind i deres arbejde og dermed gå ud over grænserne for historieskrivning: IV(1) Han sagde, at han ville ønske, spørgsmålet var, om der skulle føres krig eller sluttes fred med romerne. (2) Men at man skal vise dem, der angriber én, modstand, derpå tvivler ikke engang de, der ikke har noget håb om sejr; ja, mod en røver trækker alle sværdet, hvis de ikke kan redde sig, så dog for at hævne sig. (3) Eftersom det desuden ikke står til diskussion, om man kan frede dem, som ikke blot tænker ondt, men endda fører åben krig, så skal det overvejes, på hvil­ ken måde og med hvilken udsigt de kan gennemføre den påbegyndte krig. (4) Han har nemlig tiltro til sejren, hvis de har modet. At romerne kan besejres, ved soldaterne selv lige så godt som han, eftersom de i Bithynien slog Aquilius og i Kappadokien Malthinus. (5) Og hvis der er nogen, som fremmede forbilleder bevæger mere end egne erfaringer, så hører han, at Pyrrhos, Epeiros’ konge, bevæbnet med ikke mere end femtusinde makedonske soldater, slog romerne i tre slag. (6) Han hører, at Hannibal forblev Italiens sejrherre i 16 år, og at det ikke var de romerske styrker,

M I T H R A D AT E S ’

BREV

73

der holdt ham fra at indtage byen, men hjemlig rivaliseren og misundelse. (7) Han hører, at folk fra det transalpinske Gallien trængte ind i Italien og indtog de største og fleste byer og et noget større landområde end det, som de samme gallere har taget i besiddelse i det Asien, der kaldes ukrigerisk. (8) Og man for­ tæller ham, at Rom ikke kun blev besejret, men også erobret af gallerne, således at der kun var toppen af én eneste høj tilbage, og fjenden blev holdt fra den ikke i krig, men med en løsesum. (9) Men gallerfolket, der altid har skræmt romer­ ne, kan han selv tælle blandt sine styrker. For de gallere, der bor i Asien, adskil­ ler sig kun geografisk fra dem, der indtog Italien, (10) hvorimod de har den samme oprindelse og den samme dygtighed og fremgangsmåde i kamp. Deres vilje må være så meget fastere, eftersom de er trængt den længere og vanskeli­ gere vej gennem Illyrien og Thrakien, lande, som det næsten var besværligere at komme igennem, end det var at indtage det land, hvor de nu bor. (11) Han hører, at Italien selv aldrig er blevet fredeligt, siden Rom blev grundlagt, men at der ustandseligt i alle årene har været nogle, der kæmpede for deres frihed, og visse, der endda holdt ud i fortsatte krige for et magtskifte. (12) Og det fortæl­ les, at romerske hære er blevet tilintetgjort af mange italiske stater og af visse endda sat under åget som en ny form for krænkelse. (13) For nu ikke at hænge os i gamle eksempler så har hele Italien på denne tid rejst sig og kræver nu ikke frihed, men andel i riget og borgerretten. (14) Byen plages desuden ikke kun af den Italiske Krig, men mindst lige så alvorligt af politikernes hjemlige partikampe, og Borgerkrigen er langt farligere end den Italiske Krig. (15) Samtidig bliver Italien også oversvømmet fra Germanien som et andet stormvejr af kimbrerne, tusindvis af vilde og rå folk. (16) Selv om ro­ merne kan klare krigene hver for sig, så vil de dog gå til grunde i dem alle, såle­ des at de formentlig ikke vil have tid til hans krig. V(1) Han skal altså gribe chancen og berøve dem muligheden for at få flere kræfter, for at han ikke snart, hvis de lader romerne i ro, nu de er optaget, skal have et større arbejde med dem, når de bliver ledige og fri. (2) Spørgsmålet er ikke, om de skal gribe til våben, men om det skal være, når det passer dem eller de andre. (3) De begyndte jo allerede at føre krig mod ham, dengang han var lille, og de tog Storfrygien fra ham, som de ellers havde overdraget til hans fader som løn for hans hjælp mod Aristonikos, og et folk, som Seleukos Kallinikos også havde givet til hans oldefader, Mithradates, i medgift. (4) Og da de beordrede ham til at rømme Paflagonien, hvad var det så andet end en form for krig? Det var kommet hans fader i hænde ikke med vold, ikke med våben, men som en arv i kraft af adoption i et testamente og de lokale kongers død. (5) Da han imidlertid ikke midt i alle disse urimelige dekreter kunne stille dem tilfreds ved at adlyde, und­

74

GEORGE HINGE

gik han ikke, at de opførte sig stadig mere afskyeligt for hver dag, der gik. (6) Hvilken lydighed havde han ikke vist dem? Havde han ikke givet slip på Frygi­ en og Paflagonien? Havde han ikke ført sin søn ud af Kappadokien, som han i henhold til folkeretten havde besat som sejrherre. (7) De, der ellers ikke søger andet end krig, stjal imidlertid sejrens ret. (8) Gjorde han dem ikke den tjene­ ste at dræbe Bithyniens konge Chrestos, som Senatet havde vedtaget krig imod? Alligevel bliver det, Gordios eller Tigranes foretager sig, lagt lige så meget ham til last. (9) For at fornærme ham tildelte Senatet endda Kappadokien den frihed, som de ellers havde frataget andre folkeslag. Og da så det kappadokiske folk i ste­ det for den frihed, de havde fået, bad om at få Gordios som konge, fik de afslag alene, fordi Gordios var hans ven. (10) Nikomedes førte krig imod ham på deres foranledning. Fordi han gik i krig for at hævne det, gik de selv imod ham. Så nu har de det argument for at gå til krig imod ham, at han ikke ustraffet ville lade sig flænse af Nikomedes, danserindens søn. VI(1) Det er nemlig ikke kongers forbrydelser, de griber ind over for, men deres styrke og storhed, og det er ikke kun ham, men også alle andre, de på denne måde ofte er gået løs på. (2) Hans farfader Farnakes gav de således til Pergamons konge Eumenes som et sonoffer efter en skueproces. (3) Den selv samme Eu­ menes, med hvis flåde de i første omgang var kommet til Asien, og med hvis hær snarere end deres egen de havde slået Antiochos den Store og gallerne i Asien og snart efter kong Perseus i Makedonien, (4) anså de således igen for en fjende og forbød at betræde Italien, og da de mente, det ikke ville se godt ud selv at gå i krig imod ham, så gik de i krig imod hans søn Aristonikos. Der er ingen, hvis fortjenester hos dem vurderes højere end Masinissa, numidernes konge. (5) Han tilskrives sejren over Hannibal, erobringen af Syfax og Karthagos ødelæggelse, og han beskrives som byens tredje frelser ved siden af de to Africanus’er. (6) Al­ ligevel har de netop ført en så uforsonlig krig imod hans barnebarn i Africa, at de ikke engang ville skåne ham, da han var besejret, til minde om faderen, men udsatte ham for fængsling og triumftog. (7) Når de har erklæret denne hadefulde politik imod alle konger, er det na­ turligvis, fordi de selv har haft sådanne konger, hvis navne de endda rødmer over: aboriginske hyrder, sabinske spåmænd, korinthiske flygtninge, etruskiske slaver og slavebørn eller – det mest hæderlige navn iblandt disse – Superbus’erne. (8) Og ligesom de selv beretter, at deres grundlæggere blev opfostret ved en ulvindes yvere, således har hele dette folk ulvens blodtørstige sind, og de be­ gærer og hungrer efter magt og rigdom. VII(1) Hvis man sammenligner hans adelighed med deres, er han mere for­ nem end dette sammenrend, eftersom han på fædrene side nedstammer fra Ky­ ros og Dareios, Perserrigets grundlæggere, og på mødrene side fra Alexander den

M I T H R A D AT E S ’

BREV

75

Store og Seleukos Nikator, Makedonerrigets grundlæggere. Og hvis man sam­ menligner deres folk med hans, så tilhører han et folk, der ikke blot er jævn­ byrdigt med Romerriget, men også modstod Makedonerriget. (2) Intet af de folk, der er underlagt ham, har smagt fremmed herredømme. Aldrig har de ad­ lydt andet end lokale konger, hvad enten de ser på Kappadokien eller Paflago­ nien, på Pontos eller Bithynien, på Storarmenien eller Lillearmenien. End ikke Alexander, der underlagde sig hele Asien, eller nogen af hans umiddelbare eller senere efterfølgere har rørt et eneste af disse folkeslag. (3) To konger har i al tid, ikke underlagt sig, men dristet sig til blot at komme ind i Skythien, Dareios og Filip, og det var med nød og næppe, at de slap ud derfra igen; han har netop en stor del af sine styrker fra Skythien. (4) Og det var med betydelig større æng­ stelse og usikkerhed, han gik ind i de Pontiske Krige, da han kun var en uerfa­ ren nybegynder, og Skythien, bortset fra våben og mandsmod, var bevæbnet med områdets mennesketomhed og kulde, som betød en umådelig fare og be­ svær for felttoget. (5) Midt i alle disse vanskeligheder var der ikke engang håb om at erobre noget fra den nomadiske fjende, der var fattig ikke blot på penge, men også på beboelse. (6) Nu går han ind i en krig på helt andre betingelser. For der er intet andet land end Asien, der har et mildere klima, en mere frugtbar jord eller er mere smukt med sin mængde af byer. De vil komme til at tilbringe størstedelen af tiden, ikke som et felttog, men som en festdag, og spørgsmålet er blot, om krigen er mest let eller mest indbringende, (7) hvis de da ellers har hørt om Attalideri­ gets nye og Lydiens og Ioniens gamle rigdomme, som de kommer, ikke for at erobre, men for at tage i besiddelse. (8) Asien venter ham så begærligt, at det endda råber på ham: så dybt hader de romerne for deres prokonsulers grådighed, skatteforpagteres flåning og retssystems hetz. (9) De skal blot følge ham tappert og overveje, hvad en så stor hær vil kunne udrette med ham som general, der, som de har set, uden militær bistand fra nogen egenhændigt erobrede Kappa­ dokien, da dets konge var faldet, og som er det eneste menneske, der har un­ derlagt sig hele Pontos og Skythien, som ingen før sikkert har kunnet gennem­ rejse eller betræde. (10) Hvad hans retfærdighed og gavmildhed angår, behøver han jo ikke at frygte sine soldaters vidnesbyrd, og han har som bevis, at han er den eneste konge, der ikke kun besidder sit fædrene rige, men også fremmede riger, som han har erhvervet på grund af sin velgørenhed, nemlig Kolchis, Pafla­ gonien og Bosporos. VIII(1) Efter således at have opgejlet sine soldater gik han treogtyve år efter sin tronbestigelse ind i den Romerske Krig.

Litteratur

Ahlheid, F. 1988. ’Oratorical Strategy in Sallust’s Letter of Mithridates Reconcide­ red’, Mnemosyne 41, 67-92. Alonso-Núñez, J.M. 1987. ’An Augustan World History’, Greece & Rome 36, 56-72. Amela Valverde, L. 2001. ‘Inscriptiones honoríficas dedicadas a Pompeyo Magno’, Faventia 23.1, 87-102. Austin, M.M. 1981. The Hellenistic World from Alexander to the Roman Conquest. Cambridge. Bagnall, R.S. & P. Derrow 2004. The Hellenistic Period. Historical Sources in Translation, 2.udg. Oxford. Bikerman, F. 1947. ’La lettre de Mithridate dans les Histoires de Salluste’, Revue des études latines 24, 131-151. Bohm, C. 1989. Imitatio Alexandri im Hellenismus. München. Briquel, D. 1995. ’Pastores Aborignum’, Revue des études latines 73, 44-59. Callataÿ, F. de 1997. L’histoire des guerres mithridatiques vue par les monnaies. Louvain. Delarue, F. 2002. ’Les lettres chez les historiens latins’, i: L. Nadjo & É. Gavoille (red.), Epistulae antiquae II. Louvain-Paris, 127-134. Dreizehnter, A. 1975. ‘Pompejus als Städtegründer’, Chiron 5, 213-245. Flach, D. 1998. Römische Geschichtsschreibung. Darmstadt. Green, P. 1978. ‘Caesar and Alexander: Aemulatio, Imitatio, Comparatio’, American Journal of Ancient History 3, 1-26. Greenhalgh, P. 1981. Pompey. The Roman Alexander. London. Havas, L. 1968. ‘Mithridate et son plan d’attaque contre l’Italie’, Acta Classica Uni­ versitatis Scieniarum Debreceniensis 4, 13-25. Hind, J. 1994. ‘Mithradates’, Cambridge Ancient History, 2. udg. V, IX. Cambridge 129-164. Hinge, G. 2003. ’Herodots skythiske nomader’, i: T. Bekker-Nielsen & G. Hinge (red.), På randen af det ukendte. Århus, 11-33. Isager, J. 1993. ‘Alexander the Great in Roman Literature from Pompey to Vespasi­ an’, i: J. Carlsen, B. Due, O.S. Due og B. Poulsen (red.), Alexander the Great. Rea­ lity and Myth. Rom, 75-84. Martin, D.J. 1998. ‘Did Pompey engage in imitatio Alexandri?’, i: C. Deroux (red.), Studies in Latin Literature and Roman History 9. Bruxelles, 23-51. Mastrocinque, A. 1999. Studi sulle guerre Mitridatiche. Stuttgart. McGing, B.C. 1986. The Foreign Policy of Mithridates VI Eupator, King of Pontus. Lei­ den. McGushin, P. 1994. Sallust. The Histories. Vol. 2. Books iii-v. Oxford. Michel, D. 1967. Alexander als Vorbild für Pompejus, Caesar und Marcus Antonius. Bruxelles. Norden, E. 1915. Antike Kunstprosa. Leipzig-Berlin.

LITTERATUR

77

Pippidi, D.M. 1975. Scythica minora. Recherches sur les colonies grecques du littoral ro­ umain de la mer Noire. Bukarest. Poulsen, B. 1993. ‘Alexander the Great in Italy during the Hellenistic Period’, i: J. Carlsen, B. Due, O.S. Due og B. Poulsen (red.), Alexander the Great. Reality and Myth. Rom, 161-170. Reinach, Th. 1975 (genoptryk af 1895 udgaven). Mithradates Eupator: König von Pon­ tos. Hildesheim. Scanlon, T.F. 1980. The Influence of Thucydides on Sallust. Heidelberg. Schmitt, H.H. 1969. Die Staatsverträge des Altertums, bd. 3. München. Schmidt-Dounas, B. 2000. Geschenke erhalten die Freundschaft. Politik und Selbst­ darstellung im Spiegel der Moderne. Berlin. Sherwin-White, A.N. 1994. ‘Lucullus, Pompey and the East’, Cambridge Ancient Hi­ story, 2. udg. V, IX. Cambridge, 229-273. Smith, R.R.R. 1984. Royal Hellenistic Portraiture. Oxford. Sonnabend, H. 1998. ‘Ein Hannibal aus dem Osten. Die “letzten Pläne” des Mithra­ dates VI. von Pontos’, i: U. Fellmeth & H. Sonnabend (red.), Alte Geschichte: Wege – Einsichten – Horisonte. Festschrift für Eckart Olshausen zum 60. Geburtstag. Hildesheim, 191-206. Stier, H.E. 1969. ’Der Mithridatesbrief aus Sallusts Historien als Geschichtsquelle’, i: R. Stiehl & H.E. Stier (red.), Beiträge zur Alten Geschichte und deren Nachleben bd. 1. Berlin, 441-451. Tod, M.N. 1933-1948. Greek Historical Inscriptions. Oxford. Urban, R. 1982. ‘“Gallisches Bewußtsein” und “Romkritik” bei Pompeius Trogus’, i: H. Temporini & W. Haase (red.), Aufstieg und Niedergang der römischen Welt II.30.2. Berlin-New York, 1424-1443.

Forkortelser OGIS IGBulg IOSPE SIG

Dittenberger, W. 1903-1905. Orientis Graeci Inscriptiones Selectae. Leipzig. Mihailov, G. 1958-1997. Inscriptiones Graecae in Bulgaria repertae I-IV. Sofia. Latyshev, B. 1885-1916. Inscriptiones antiquae orae septentrionalis Ponti Euxini Graecae et Latinae. Skt. Petersborg. Dittenberger, W. 1915-1924. Sylloge Inscriptionum Graecarum, 3. udg. Leipzig.

Forfatterne

VINCENT GABRIELSEN, dr.phil., professor, Saxo-Instituttet, Afdeling for Historie, Københavns Universitet, 2300 København S E-mail: [email protected] GEORGE HINGE, ph.d., post doc., Center for Retorik, Institut for Æstetiske Fag, Aar­ hus Universitet, 8000 Århus C E-mail: [email protected] JAKOB MUNK HØJTE, ph.d., adjunkt, Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sor­ tehavsstudier, Aarhus Universitet, 8000 Århus C E-mail: [email protected] JESPER MAJBOM MADSEN, ph.d.-studerende, Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sortehavsstudier, Aarhus Universitet, 8000 Århus C E-mail: [email protected]

Register over geografiske navne

Moderne navne er forsynet med asterisk (*). Tryk i antikke navne angives med (’) Adra’myttion (by, NV Tyrkiet) 40 ’Africa (region, N Afrika) 50 74 Ale’xandria (by, Egypten) = *El Iskan­ dariya 45 *Alperne (bjergkæde, M Europa) 22 52 Ama’seia (by, N Tyrkiet) = *Amasya 53 54 *Amerika (land) 58 65-68 A’misos (by, N Tyrkiet) = *Samsun 53 *Anatolien, se Lilleasien Apol’lonia (by, Bulgarien) 13 31 *Arabiske Golf (vand) 73 ’Argos (by, S Grækenland) 29 Ar’menien, ar’meniere (land/folk, Armenien/NØ Tyrkiet) 15 34 57 63 71 72 ’Asia (romersk provins, V Tyrkiet) 1113 18 27 37 61 62 *Asien, se Lilleasien A’then, a’thenere (by, Grækenland) = *Athina 30 36 38 *Azovske Hav (vand, Ukraine/Rusland) 34 Bastu’næere (folk, Ukraine) 34 Bi’thynia og ’Pontos (romersk provins, N Tyrkiet) 28 Bi’thynien, bi’thyniere (land/folk, NV Tyrkiet) 11 13-18 20 22 27 34 62 70-75 Bospo’ranske Rige (land, Ukraine/SV Rusland) 33 51-53 ’Bosporos (vand, NV Tyrkiet) 20 32 35 Bri’tannien (land, England) 60 By’zantion (by, NV Tyrkiet) = *Istanbul 31 32 34 Chairo’neia (by, M Grækenland) 62

Chal’kedon (by, NV Tyrkiet) = *Kadıköy 21 22 71 Cherso’nes (by, Ukraine) = *Sevastopol’ 13 33 ’Dardanos (by, NV Tyrkiet) 62 ’Delfi (by, M Grækenland) 51 ’Efesos/e’fesere (by, V Tyrkiet) 38 40 41 72 E’peiros (land, Grækenland/Albanien) 72 E’trurien (land, M Italien) 74 Eupa’toria (by, N Tyrkiet) 50 *Europa (verdensdel) 29 Fanago’reia (by, SV Rusland) = *Senna­ ja 53 ’Frygien, ’frygere (land/folk, Tyrkiet) 51 74 Ga’latien (land, M Tyrkiet) 12 27 ’Gallia Cisal’pina (romersk provins, N Italien) 21 ’Gallien/’gallere (land/folk, Frankrig) 52 60 73 74 Ger’manien (land, Tyskland) 73 ’Getere (folk, Rumænien) 32 *Grækenland, grækere (land/folk) 11 13 15 17 21 25-29 31-40 44 45 47 48 50 51 55 60 62 71 Hera’kleia (by, NV Tyrkiet) = *Ere˘gli 25 71 *Hollywood (by, USA) 43 Il’lyrien (land, Balkan) 73 *Indien (land, Pakistan/Indien) 50 I’onien (land, V Tyrkiet) 75 *Irak (land) 65-68 *Istanbul (by, NV Tyrkiet) 49 ’Istros (by, Rumænien) 31 32 34 ’Istros (flod, Centraleuropa) = *Donau 34

80

*Italien (land) 15 17-19 22 23 25 37 39 40 52 53 72-74 *Jerusalem (by, Israel) 52 *Jøder (folk) 25 Ka’beira (by, N Tyrkiet) = *Niksar 71 Kal’latis (by, Rumænien) = *Mangalia 31 Kappa’dokien (land, Tyrkiet) 11 12 1418 27 41 72 74 75 Kar’thago/karthageni’ensere (by/folk, Tunesien) 70 74 ’Kaukasus (bjergkæde, Georgien/Rusland) 34 52 ’Kaunos (by, SV Tyrkiet) 38 ’Kerasos (by, N Tyrkiet) = *Giresun 31 Ki’likien (land, S Tyrkiet) 21 ’Kimbrerne (folk, N Europa) 13 75 Kim’meriske ‘Bosporos (vand, Ukraine/Rusland) = *Kercˇ’-strædet 13 75 ’Kolchis (land, Georgien) 13 34 75 Komma’gene (land, Ø Tyrkiet) 55 Ko’rinth (by, Grækenland) 74 Kos (ø/by, Ø Grækenland) 30 38 Ko’tyora (by, N Tyrkiet) = *Ordu 31 ’Kreta/kre’tensere (ø/folk, S Græken­ land) 71 *Krim (halvø, Ukraine) 13 33 35 ’Kyzikos (by, NV Tyrkiet) = *Belkiz Kale 21 23 71 73 *Lillearmenien (land, Ø Tyrkiet) 13 75 *Lilleasien (land, Tyrkiet) 11-23 25-27 29-31 34-40 45 54 55 70-75 ’Lydien (land, V Tyrkiet) 75 Mae’otis, se Azovske Hav Mag’nesia (by, V Tyrkiet) 38 Mag’nopolis, se Eupatoria Make’donien, make’donere (land/folk, Makedonien/Grækenland) 29 30 36 61 70 72 74 75 *Mekka (by, Saudi Arabien) 65 *Mellemøsten (region) 43 52 58 66 Me’sembria (by, Bulgarien) = *Nesebur 31 Mesopo’tamien (land, Irak) 72

REGISTER

*Middelhavet (vand) 20 26 27 29 30 42 Naba’tæiske Rige (land, Jordan/Saudi Arabien) 52 Ne’mea (by, S Grækenland) 51 *Nemrud Dag (bjerg, Ø Tyrkiet) 55 Nu’midien (land, Algeriet) 13 51 71 O’drysiske Kongerige (land, Bulgarien) 32 ’Olbia / Bo’rysthenes (by, Ukraine) = *Parutino 13 32 33 Or’chomenos (by, M Grækenland) 62 Pafla’gonien, pafla’gonere (land/folk, N Tyrkiet) 27 40 Palæ’stina (land, Israel) 66 Pantika’paion (by, Ukraine) = *Kercˇ 13 22 53 ’Parion (by, NV Tyrkiet) 71 ’Parthien/Partherriget (land, Iran/Turkmenistan) 34 56 69 Pelopon’nes (halvø, S Grækenland) 29 ’Pergamon (by, V Tyrkiet) = *Bergama 12 27 29 30 31 40 49 62 74 Per’sepolis (by, SV Iran) 54 ’Persien, ’persere (land/folk, Iran) 29 30 36 43 45 50 53-55 72 74 ’Petra (by, Jordan) 52 Pom’peji (by, M Italien) 45 ’Pontos (land, N Tyrkiet) 11-23 25-27 31 33 34 42 50 53 54 68 75 Pro’pontis (vand, NV Tyrkiet) 20 *Provence (region, S Frankrig) 60 ’Rhodos (by/ø, Ø Grækenland) 11 17 23 27 30 32 37 38 ’Rom, ’romere (by/folk, Italien) 11-23 25-28 30-31 34-42 44 45 47-54 5775 Sa’binere (folk, M Italien) 74 Sam’nittere (folk, M Italien) 17 ’Samos (ø, Ø Grækenland) 30 Sar’matere (folk, Ukraine/Rusland) 32 34 Seleu’keia ved ‘Tigris (by, Irak) = *Bag­ dad 72 Si’cilien (ø, Italien) 37 48

REGISTER

Si’nope (by, N Tyrkiet) = *Sinop 31 33 54 ’Skythien, ’skythere (land/folk, Ukrai­

ne) 13 32-34 52 61 75 *Sortehavet (vand) 13 19-22 26 31 32 34 35 51-53 *Spanien (land) 22 25 52 ’Sparta/spar’tanere (by/folk, S Græken­

land) 30 36 61 *Storarmenien (land, Armenien) 75 *Storfrygien (land, Tyrkiet) 12 13 15 27 34 73 ’Tanais (flod, Rusland) 34 ’Taurere (folk, Ukraine) 13 33 34 *Taurusbjergene (bjærgkæde, S Tyrkiet)

26 69 70 ’Thasos (ø/by, N Grækenland) 30 ’Theben (by, M Grækenland) = *Thiva

30

’Thrakien, ’thrakere (land/folk, Bulgari-

en/NV Tyrkiet/NØ Grækenland)

32 34 52 73 ’Tomis (by, Rumænien) = *Constant¸a

31 32 ’Tralles (by, V Tyrkiet) = *Aydin 40 Tra’pezous (by, NØ Tyrkiet) = *Trabzon

31

*Tyskland/tyskere (land/folk) 63 *USA, se Amerika *Vatikanet (land) 65 Æg’æerhavet (vand, Grækenland/Tyr-

kiet) 26 27 30 32

81

Register over person- og gudenavne

Ad’herbal 68 Afri’canus, P. og L. ‘Scipio 74 Afro’dite 36 A’gricola 60 A’hura ‘Mazda 29 Ale’xander den Store 29 36 43-47 4955 74 75 An’tiochos III (den Store) 26 28 36 50 70 71 74 An’tisthenes 37 Appi’an 15 16 18 19 22 23 25 40 41 51 54 A’quilius, M. 12 31 57 Arche’laos 18 62 71 Ari’arathes VI 12 14 Ari’arathes VII 14 Ario’barzanes 71 Aristo’nikos 31 61 62 64 70 73 74 ’Arsakes, se Fra’ates ’Artemis 40 A’rua 28 A’sklepios 40 A’thenion 38 ’Attalos III 12 29 Au’gustus 44 58 Bush, George 66 Bush, George W. 43 66 67 ’Calgacus 60 Cati’lina, L. ‘Sergius 52 ’Chrestos 74 ’Chrestos, søn af Mithra’dates V 13 ’Cicero 25 69 ’Cotta, M. Au’relius 21 22 71 Critog’natus 60 ’Cæsar 44 48 49 57 58 60 Da’reios 29 50 54 55 74 De’metrios Polior’ketes 36 Dio’dotos ‘Tryfon 46 Dio’fantos 33 34

Dio’nysios fra Halikar’nassos 60 ’Eumenes II 74 ’Eumenes III 64 70 ’Falakos 33 ’Farnakes I 26 33 74 ’Farnakes II 22 52-54 ’Filip II 36 50 75 ’Filip V 64 70 Fra’ates III ’Arsakes 34 57 59 62-65 69 70 ’Fronto 58 68 69 ’Gordios 14 74 ’Hannibal 22 52 72 74 ’Helios 30 ’Herakles 46-48 Homo’noia 40 Ju’gurtha 13 14 Jus’tin 17 25 58 59 Kas’sandros 36 ’Kauaros 32 34 Kle’opatra (datter af Mithradates VI) 15 ’Kyros 29 74 Lao’dike 12-14 ’Livius 58 72 ’Lucius ’Verus 68 Lu’cullus, L. Li’cinius 21-23 57 71 Ma’chares 51 Mal’thinus 72 ’Marcus An’tonius 44 ’Marduk 28 ’Marius, C. 17 18 Masi’nissa 74 ’Memnon 25 Metro’doros fra ’Skepsis 60 Mithra’dates IV 73 Mithra’dates V Euer’getes 12-14 26 31 Mithra’dates VI Eu’pator 11-23 25-29 31 33-35 38-55 57-70

REGISTER

Mozart 26 Muhammed 65 Mu’rena, L. Li’cinius 18 19 23 ’Nebo 28 ’Nero 44 Niko’medes III 13-16 68 70 71 Niko’medes IV 15 20 62 64 74 ’Nysa 62 70 Pa’risades 33 ’Parthenos 34 Pe’lopidas 34 Peretti, Aurelio 25 ’Perikles 29 Per’perna, M. 62 ’Perseus 50 64 70 74 Plu’tarch 21-23 25 49 54 Po’lybios 37 Pom’pejus, Gn. (Magnus) 21-23 43 44 48-54 68 Pom’pejus, Gn. & Sex. 48 Pom’pejus ’Trogus 17 25 58-61 64 67 72 Po’seidon 36 Posei’donios 38 Ptole’maios I So’ter 36 Ptole’maios II 29 Ptole’maios XII 71 ’Pyrrhos 72 Rhe’maxos 32 34 ’Roma 26 ’Romulus 61 Saddam Hussein 65-67 Sal’lust 57-61 63 67-69 72 Scarlatti, Alessandro 26 Se’leukos Kalli’nikos 73 Se’leukos I Ni’kator 29 75 Ser’torius, Q. 20 21 52 Ski’luros 33 ’Sokrates ’Chrestos 15 Stone, Oliver 43 ’Strabon 25 54 61 ’Sulla, P. Cor’nelius 17-19 21-23 27 39 62 ’Syfax Hi 74 ’Tacitus 60

83

Tar’quinius Su’perbus 74 The’ofilos 40 Theo’krit 29 Thuky’did 29 57 58 Ti’berius 58 Ti’granes I 15 40 57 62 63 70 71 74 Vel’lejus Pa’terculus 61 Zalmo’degikos 32 34 ’Zeus ’Ammon 46 ’Zeus ’Stratios 29

Register over skriftlige kilder

Appian De Mithradatiske Krige 2.11: 16 3.15-17: 16 12: 31 13: 31 15: 34 20: 51 22: 39 23: 27 40 57: 31 65: 18 84-85: 63 112: 51 113: 53 54 117: 51 Athenaios Deipnosofistai 5.201: 45 6.253 b-f: 36

Justin Epitome af Pompejus Trogus (uddrag oversat på side 72-75) 11.15.15: 54 37.1.2: 31 38.1: 14 38.4.7: 16 17 38.4.7-10: 60 38.5.3: 31 38.6.7: 61 38.6.8: 61 64 Livius 9.18.3-5: 44 Lukan Pharsalia 10.22: 44 Memnon 13: 31

Cæsar Gallerkrigen 7.77: 60

Ovid Epistulae ex Ponto 4.14.37-40: 61

Dio Cassius 36.1-3: 57 37.11: 53

Plautus Mostellaria 775: 50

Dionysios fra Halikarnassos Antiquitates Romanae 1.4.3: 60

Plinius Naturhistorien 34.34: 61

Fronto Epistulae ad L. Verum 2.1.17: 59 69

Plutarch Lucullus 5: 22 6: 21 25-28: 63

REGISTER

Pompejus 2.1-2: 49 13.5: 50 42.1-2: 53 42.3: 43 Polyainos Strategemata 8.56: 33 Polybios 4.45: 32 8.22.1: 32

85

Theokrit Idyller 17.105-106: 29 Thukydid 1.22: 57 1.32.1: 65 2.36: 30 Vellejus Paterculus 2.4.1: 61 Indskrifter

Sallust Historie, fr. 6: “ Mithradates’ brev til Arsakes (oversættelse på side 70-72) 1: 63 5: 60 64 5-9: 61 5-15: 68 6: 69 8: 64 65 9: 62 10: 60 68 10-15: 62 13: 68 14: 63 17: 61 64 18: 64 19: 64 Strabon 7.4.3: 33 7.4.4: 33 7.4.6: 35 7.4.9: 33 11.2.18: 13 11.14.15: 63 12.3.11: 54 12.3.39: 54 14.1.38: 61 Tacitus Agricola 30-32: 60

Austin 1981 21: 29 97: 32 189: 28 IGBulg I2 = Inscriptiones Graecae in Bulgaria repertae I2 388 bis: 31 389: 32 IOSPE I2 = Inscriptiones antiquae orae septentrionalis Ponti Euxini Graecae et Latinae I2 32: 32 34: 33 35: 33 343: 33 349: 33 352: 33 401: 33 402: 33 OGIS = Orientis Graeci Inscriptiones Selectae 338: 61 435: 61 Schmitt 1969 545: 30

86

SIG = Sylloge Inscriptionum Graecarum 731: 32

742: 41

Todd 1933-1948

204: 30

REGISTER

Vigtige årstal (alle før vor tidsregning) Ca. 132 Mithradates VI fødes i Sinope. Søn af Mithradates V og Laodike. 120 Mithradates V dør og Laodike overtager regeringen på vegne af de to umyndige sønner Mithradates og Chrestos. Ca. 119 Mithradates i landflygtighed.

Ca. 113 Mithradates indtager Sinope og rydder Laodike og

Chrestos af vejen. 111-110 Diofantos’ felttog på Krim. 110-100 Mithradates ekspanderer i Kolchis 107 Mithradates annekterer en del af Galatien og Paflagonien. 96 Armenien under Tigranes I i forbund med Pontos. 89-84 1. Mithradatiske Krig. 88 Mithradates indtager provinsen Asia og opretter hoved­ sæde i Pergamon. 86 Den pontiske hær rykker ind i Europa og Athen slutter sig til Mithradates. 85 Sulla indtager Athen. Freden i Dardanos. 83-81 2. Mithradatiske Krig. Murena angriber Pontos men slås tilbage. 78 Sulla dør. 74-63 3. Mithradatiske Krig. 73-67 Lucullus leder felttoget mod Mithradates. 66 Pompejus overtager kommandoen efter Lucullus og besejrer hurtigt Mithradates, som flygter til det Bosporanske Rige. Den romerske provins Bithynia og Pontos oprettes. 63 Mithradates begår selvmord i Pantikapaion.