Intellektualens betydning 9788799601035, 8799601036 [PDF]

Zitiervorschau

Steen Abildgaard Steensen

Hjemmeside: www.steen-steensen.dk Mail: st @ steen-steensen.dk Telefon: 9867 6526 / 5125 9572 Der er kun få ændringer fra 1. udgaven i 2010.

eBog / pdf 2013 ISBN 978-87-996010-3-5 © Steen Steensen 2013

Intellektualens udbytning

Abildgaard & Brødsgaard 2010 / 2013

Indhold Forord.......................................................................................... 5 Historiens vendepunkter ............................................................. 6 Skoleridt .................................................................................... 10 Jagten på embeder..................................................................... 14 Velfærdsstaten........................................................................... 17 Den kulturelle udbytning .......................................................... 21 Udenrigstjenestens svulmen...................................................... 23 Bureaukratiets løb ..................................................................... 28 Skattestaten ............................................................................... 29

Forord Intellektualens udbytning? Denne problemstilling forekommer særdeles væsentlig. Kapitalismens er ude af billedet. Nu sætter de intellektuelle dagsordenen. Dermed skifter udbytningsformerne karakter. Men hvordan foregår denne udbytning? Det er nutidens historikere, cand. polit’er, økonomer og filosoffer ikke meget for at undersøge. Hidtil har læreanstalterne forholdt sig passive til det historiske magtskifte. Emnet opleves som pinligt. Journalisterne viger også tilbage for temaet. Politikerne synes nærmest endnu mere skræmte. På længere sigt kan den boglige klasses udbytning ikke skjules. I dette skrift tages der fat på problemstillingen. Mere omfattende behandles emnet i bogen: De intellektuelles magtovertagelse - og regimente. I den bliver baggrunden for intellektualens imponerende ryk mod toppen analyseret. Ligeledes drøftes mulige modtræk over for udbytningen. Brønshøj, maj 2013

5

Historiens vendepunkter Siden dannelsen af de første civilisationer har der i ethvert samfund eksisteret en herskende klasse. Det er åbenbart en social lovmæssighed. En nye klasse skaber en ny orden. Det økonomiske og politiske system ændres. For vinderne gælder det om at skaffe sig varige udviklingsmuligheder og et forsvar mod umiddelbare tilbageslag. Mulige oprør engang i fremtiden tænkes der også på. Samfundet bliver nu indrettet efter de sejrende mænd og kvinders behov og ønsker. Dominanterne rager til sig, hvilket kommer til at gå ud over andre grupper i landet. Kort sagt, alle herskerklasser i historien har været udbytterklasser. Der findes ingen undtagelser fra denne regel. Sejrherrerne i den sociale kamp vil have noget ud af sejren. Med lederrollen følger myndigheden til at fordele samfundets materielle værdier. Overmagten bruges og misbruges. Imidlertid har hverken undertrykkelsesformerne eller udbytningsmåden været ens gennem tiderne. Forskellige dominanter dominerer på forskellig vis. Styreformen bliver præget af klassens stærke sider. Adelens overlegenhed i middelalderen beroede på slægtskab og på ejerskab af store jordarealer. Just dette styrkefelt understreges. Overklassens kraftfulde trumfer opnår højstatus. De adeliges bedste våben sætter samfundets konkurrenceregler. Da er de fornemme af blodet sikre vindere. Endvidere beherskede jorddrotterne den politiske sfære, hvorved de kunne udstede love, der fremadrettet begunstigede deres positioner. Efter nogle århundreder tabte noblessen pusten. Kongen slog sig sammen med købstædernes voksende borgerskab. I Danmark førte den alliance til enevælden i 1660. Men også monarkiets styreform bukkede under for stærkere kræfter. Efter knap et par hundrede år smuldrede enevoldsmagtens privilegier. Nye ideologier undergravede fundamentet. 6

Selvejende producenter og forretningsdrivende rykkede mod toppen. Næringsfrihed er vejen til velstand! Slagord af den karakter vandt terræn. Økonomisk frihed og demokrati er tidens løsning! Den klassiske liberalisme får vind i sejlene. Selvejerne hævder retten til at disponere frit. Nogle veltalende og velskrivende filosoffer gav disse krav og tanker yderligere mæle. I de vestlige nationer var producenternes og de handlendes tidsalder inde. I de sidste halvanden hundrede år har et samfund af selvstændige næringsdrivende præget udviklingen i Danmark. Det drejer det sig i runde tal om perioden fra 1849 til 1968. Selvejernes førerstilling hidrørte fra ejerskabet af produktionsmidler og på evnen til at håndtere private foretagender. Ikke mindst i forretningslivet gjaldt det om at have forstand på penge. Dette styrkefelt gav prestige og social autoritet. Nogen kalder epoken for kapitalisme. Men selvejersamfundet er en bedre og mere sigende betegnelse. De ansatte i næringslivet kunne i starten af perioden med rette føle sig udnyttet. Arbejdere og tjenestefolk med flere befolkningsgrupper fik i perioder ikke udbetalt den hele værdi af deres indsats. Selvejersamfundets toneangivende lag opnåede tillige afgørende indflydelse på den politiske styreform. Liberale tanker prægede tidsånden. Det betød et farvel til adelens, kongehusets og købstædernes privilegier. Nu måtte enhver etablere sig frit. Med den bestemmelse blev det private ejerskab hurtigt udbredt til mange mennesker. De næringsdrivende satte friheden højt. Demokratiet stod på ønskesedlen. Folkets styre med andre ord. Danmark fik derfor i 1849 en fri forfatning. Den overordnede ide i Grundloven understregede netop selvbestemmelsesretten. Forfatningen forudsatte et selvejersamfund. Nu skulle den personlige frihed være trumf. Intet over og intet ved siden af individet. Grundloven fordrede følgelig næringsfrihed. Den private ejendomsret er7

hvervede status som ukrænkelig. Ligeledes var bevægelsesfriheden sikret. Vist så dominerede producenter og forretningsdrivende i selvejersamfundets epoke; men undertrykkelsen og udbytningen nåede aldrig tidligere herskerklassers niveau. Producenterne havde let ved at brødføde sig selv samt mange flere til. Både små og store ejendomsbesiddere hyldede markedsfriheden. På et frit marked optræder forbrugerne som konger. Efterspørgerne bestemmer den fornødne mængde af varer og tjenesteydelser. Via borgernes markedsvalg bliver produkternes kvalitet og pris tillige reguleret. Den fri konkurrence holder selvejerne i ave. Køb og salg på et frit marked føder ytringsfriheden. I et liberalt samfund kan friheden ikke begrænses til et dominerende mindretal. Friheden eksisterer også i de nederste lag i den sociale struktur, selv om mere beskedne indtægter begrænser forbrugsmulighederne. Selvejerne stækkede politikernes virkefelt. Der blev sat bremseklodser på statens virketrang. En selvstændighedskultur kan ikke leve i en atmosfære af politisk aktivisme. Demokratiet indledte en strålende periode i folkenes historie. Næringsfriheden skabte en hidtil ukendt arbejdsglæde, der befordrede flid og foretagsomhed. Overalt i den vestlige verden blomstrede den nationale velstand. Men tiderne skifter. Et vendepunkt er indtruffet i historien. Selvejersamfundets tidsalder sluttede ved enden af 1960‘erne. Næringsfrihedens dage er omme. Ejerskab er ikke længere forbundet med selvstændighed i bedriften. Ejendomsrettens ukrænkelighed eksisterer ikke mere. Denne generation har været vidne til et af historiens sjældne magtskifter. Selvejernes toneangivende position er bragt til en afslutning. I dag bærer de intellektuelle stafetten. Gennem en systematisk og undergravende kamp blev de næringsdrivende og produktionsarbejderne 8

sat på plads. Universiteterne udgør vor tids magtbaser. Herfra udruges den nye dominansklasse. En klassekamp melder om sejre og nederlag. For nederlagets mænd og kvinder er omvæltningen smertefuldt. Den opstigende klasse tøver ikke med anvende grove metoder. Ideologier er på forhånd opfundet, som kan retfærdiggøre overfaldene. Dårlig samvittighed hæmmer udbytningen. På den ideologiske bane er de intellektuelle suveræne. I nedkæmpelsen af selvejersamfundet gjorde økologismen det beskidte arbejde. Økoideologien viste sig effektiv til opgaven. Den er usædvanlig brutal. Ikke desto mindre blev den økologiske krigsførelse oplevet af dens opfindere som en retfærdighedsgerning. Økologismen gennemspiller tre trin. Først etableres løgnen, dernæst undertrykkelsen og siden udbytningen. Selvejersystemet blev i den grad sværtet til. Det er løgnens funktion i en klassekamp. Producenterne forurener samfundet! Denne usandhed gentog den opstigende klasse i en uendelighed. Løgnen var stor. På intet tidspunkt i historien har de vestlige samfund været renere, grønnere og sundere. Forud for 1968 blev forureningen over en kam opfattet som et fortidig fænomen. Studenteroprøret i 1968 lukkede og slukkede for den virkelighed. Løgnen om det forurenede samfund banede vejen for undertrykkelsen. Miljølovene haglede ned over producenterne. Medierne slog og slog. Især Danmarks Radio, statens højttaler og tv-skærm. Snart efter opstillede en række ministerier et sæt af skudklare batterier med kanonmundingerne rettet mod landets varefremstillere. Det føg med restriktioner, forbud og straffe. Lad det være gentaget, økologismen har mere end nogen anden ideologi befæstet de intellektuelles herredømme over skaberne af samfundets materielle goder. Andre ideologier hjalp til, men det var økologismen, der gav selvejersamfundet dødsstødet. Nu lå feltet åbent for udbytningen. Hvordan dette smertelige magt9

skifte fandt sted, redegøres der for i bogen, De intellektuelles magtovertagelse - og regimente.

Skoleridt Hvorledes får den boglige klasse greb om de materielle værdier? I hvilken udstrækning nyder de intellektuelle mere end de yder? Hvordan ser bytteforholdet ud? Intellektualmagtens udbytning er forbundet med skolegang og embede. Den omstændighed placerer universiteterne i skivens midte. Dog udretter eksamenspapirer ikke i sig selv mirakler. Et embede må desuden tilegnes. Kun bag et skrivebord kan den erhvervede viden, veltalenhed og skriftklogskab udnyttes. Uddannelse og embede gøres til trinbrættet for social succes i de intellektuelles epoke. De gængse produktionsfaktorer jord, arbejde og kapital er som dominanter ude af billedet. Skolingen koster enorme summer. I Danmark er den offentlige undervisning gratis og det på alle niveauer. Den, der modtager godet, skal ikke selv bekoste godet. Det bør ikke undre, at de intellektuelle finder gratismetoden rimelig. Indtil videre er det lykkedes bogklassen at dæmpe enhver snak om brugerbetaling. I sig selv er det en præstation; men det viser også, hvor suverænt det boglige borgerskab behersker medierne og den politiske sfære. Bøgernes herrer fremfører blandt andet den påstand, at skolen udgør en lighedsskabende institution. Frejdigt bebudes det, at menneskene stilles mere lige, såfremt skolegangen forlænges. Lighed gennem uddannelse, baskede overskrifterne i en periode, undervisning udjævner sociale forskelle. Det forholder sig ubetinget omvendt. Skolen i intellektualismens tidsalder fungerer som en social sorteringsmaskine, der udvælger medlemmerne til det herskende lag. Når uligheden ved forlænget skolegang ikke indsnævres, men udvides, hænger det sammen med det simple forhold, at eleverne ikke kan eller vil udnytte undervisningen lige meget. En energisk, dyg10

tig, interesseret og stræbsom discipel suger mere til sig af skolens lærdom, end en mindre flittig, kløgtig, engageret og ambitiøs elev gør. Ved skolens start er forskellen i viden og kunnen ikke af nævneværdigt omfang, men ved skolegangens afslutning er uligheden stor. Navnlig uddyber ekstra bevillinger til den højere undervisning uligheden mellem mennesker. Vejen til overklassen går ind over læreanstalterne. Universiteterne udruger elitære besætninger til det ledende lag. De højere skolers dannelse er klassedannelse. Læreanstalterne beløber sig til samfundets mest ulighedsskabende kraft. De intellektuelle gør endvidere gældende, at de videregående uddannelser giver et økonomisk afkast til samfundet. Uddannelse er vejen til velstand! Denne sætning synes at være den mest repeterede i tiden. Midler til oplæring af kandidater og til forskning betaler sig rigeligt i kroner og øre. Den overdådige uddannelsesstøtte til studenterne ændrer ikke ved det forhold, at gratis undervisning er et gode for alle. Ingen etiske problemer i det. Retfærdigheden er i hus. Nej, det er den ikke. Universiteterne udgør en økonomisk belastning for samfundet. At argumentere for det modsatte standpunkt forekommer håbløs. Af gode grunde foreligger der ingen videnskabelige undersøgelser af emnet. Politikerne er alt andet end interesseret i en opgørelse over studiernes fordele og ulemper for befolkningen. Det er uden for al tvivl, at flertallet af studieretningerne ikke har skyggen af chancer for at give overskud. I Danmark år 2007 valgte 37.7 procent af universiteternes nye kuld studier i samfundsvidenskab, humaniora tegnede sig for 30.8 pct. af årgangen. Kun 14.9 pct. gav sig i kast med naturvidenskaberne. Når der er tale om penge, må det formodes, at kun naturfagene giver et økonomisk afkast til samfundet. Samfundsvidenskaberne, statskundskab og politologi med videre i 11

kategorien forøger næppe landets velstand. Umiddelbart tryller studier i sociologi, kriminalitet og ungdomskultur ikke positive tal frem på bundlinjen. Mande- og kvindestudier, feminisme og kønsforskning får vist aldrig pengedyngen til at vokse, og hvad med granskninger i krop og bevidsthed? Samlet set synes humaniora heller ikke at være et profitabelt foretagende for samfundet. Indologi, det vil sige en uddannelse i indisk kultur, sanskrit, sprog og religion, er ganske givet meget interessant. Det er koreanske studier og tibetologi også. Og hvad med arkæologi, dansevidenskab og visuel kultur for ikke at tale om film- og medievidenskab? Kunsthistorie, islamiske miniaturemalerier, antropologi og indianske sprog lyder ligeledes spændende. Men kan det gå rundt? Nej, det er udelukket. Hovedparten af de videregående studier er en underskudsforretning for samfundet. Men det er alt sammen indbringende for aspiranterne til den herskende klasse, men betale for studierne vil de ikke. Hvorfor skulle de også selv finansiere deres sociale opstigning, når de ikke behøver det? Regningen sendes til de mennesker, som har slidt meget lidt på skolemateriellet. De producerende klarer ikke at afvise fakturaen fra de vegeterende. Undertrykkelsen virker. Eksotiske studier giver måske ikke umiddelbart en økonomisk gevinst, indrømmer de viderekomme i boglige fordybelser tøvende, men den erhvervede viden gavner i sidste ende alle. Uddannelsesniveauet højnes i samfundet. Flere mennesker bliver i kraft af studierne dygtigere. Litteratur studeres, bøger skrives, og det kulturelle niveau løftes. Kulturarven bør man også tænke på. Bevares, disse argumenter rummer eventuelt nationale værdier, men angiveligt ikke et overskud i kroner og ører. Men skoleverdenens konklusion er ufortrødent enslydende: Gratis undervisning, uddannelsesstøtte, frit studievalg og fri forskning er et alment gode. Uddannelse og videnskab i verdensklasse er nødvendig, hvis landet skal stå sig i den globale 12

kappestrid, proklamerer simultant de politiske stemmer fra oven. Universiteterne udruger rigets nye herremænd. Det står fast. Men de højere skoler er tillige baser for udbytning. Jo flere penge, der bevilges til videregående undervisning, desto større beløb hentes fra forsørgerklassen. Pengene går så godt som ubeskåret til velbjærgede folks børn. Universiteterne er ikke bare tabsgivende, men tabene bæres langt fra ligeligt i befolkningen. Alle sociale lag har i princippet adgang til uddannelsespladserne. Blot besætter ungdommen fra velskolede familier hovedparten af sæderne. Selv om uddannelsessøgningen til de vidererækkende studier er stigende, forbliver den sociale skævhed i rekrutteringen uændret. Her taler statistikkerne et tydeligt sprog. Flere ressourcer til den højere undervisning retter altså ikke op på uligheden. Tværtimod, må man sige. For øvrigt slipper de tilbageblevne i forsørgerklassen ikke billigere, selv om deres egne børn får del i kagen. Studiepladserne på universiteterne går altså overvejende til overklassens ungdom. Dog er det ikke i regimets interesse at bremse den sociale mobilitet. Dominansklassen optager gerne de dygtigste individer fra samfundets lavere lag. Talent opsuges på den måde i overklassen. Forsørgerklassen drænes samtidig for potentielle anstiftere af oprør. Den forsikring er god at tegne. En venligsindet samvittighed udgør som sædvanlig altid en sidegevinst. Den herskende klasse er nemlig i sin egen selvforståelse også den etiske klasse. Det akademiske borgerskab lægger meget vægt på social arv. Børnenes ve og vel og fremtid prioriteres højt. Ind om universitetet, lader forældrene teenageren forstå, og du brolægger en spændende, udfordrende og behagelig rute i tilværelsen. Livsindkomsten er høj, og lovgivningen og den politiske korrekthed er på din side. Vi ønsker det bedste for dig. Ethvert tænkeligt godt råd taler til gunst for en akademisk karriere, for eksempel 13

udsættes helbredet ikke for fysiske belastninger, levetiden er længere og den sociale tryghed større. Og hvad med den udvidede frihed og fritid og det større kulturforbrug! På samfundets top definerer du også, hvad der er progressivt og reaktionært. Det privilegium skæpper mere i kassen, end du i øjeblikkets stund begriber. Omfanget af den studiebaserede udbytning kan næsten ikke overdrives. De studerende må nærmest studere, så længe de vil. Gratisprincippet gælder fortløbende. Karrierefremmende afhandlinger lokker. Miljøet er inspirerende og prestigen høj. Livslang læring er desuden et udbredt slogan i intellektuelle kredse. Efter det officielle studiums afslutning begynder kursusridtet, gerne i udlandet med offentlige støttekroner i bagagen. Måske kan et nyt fag være udviklende for mig. Sådanne ideer dukker op i villaen på Strandvejen, et studium i en hel anden retning selvfølgelig. Blandt intellektuelle vægtes lystprincippet højt. Regningen sendes til arbejderne og de næringsdrivende.

Jagten på embeder Naturligvis er det meningen, at eksamensdiplomet og uddannelseslængden lægges til grund for adgangen til de attraktive stillinger og for tildelingen af lette indkomster og social position. I selvejersamfundets æra kunne det praktiske, selvhjulpne menneske stige til tops i selv de største virksomheder. The selfmade-man brillerede på markedet som den fornemste skikkelse af alle og den mest moralske. Udholdenhed, talent og opfindsomhed var afgørende for udfaldet af den sociale stræben. Karrieren skabtes først og fremmest uden for skolen. Succes på skolebænken var på ingen måde udslagsgivende for avancement. Det forekom tilstrækkeligt, at individet viste sit værd i praksis. Fiasko i skolen havde med andre ord ikke videre be-

14

tydning. Taberne ved pulten kunne sagtens stige til vejrs i erhvervslivet eller som selvejere. Karrierevejene syntes utallige. Sådan spiller klaveret ikke i intellektualismens tidsalder. Diplombesidderne anerkender i princippet kun én vej til succes i næringslivet, og det er skolevejen. Det er en sætning, som ikke kan nævnes tit nok. I den sociale konkurrence må der kæmpes med de intellektuelles våben. Bane og kampregler bestemmes som sædvanlig af den herskende klasse. De intellektuelles styrkefelt er nemlig boglig uddannelse. Adgangen til de attraktive embeder løber gennem læreanstalternes auditorier. Ansøgerne til en stilling skal gerne være i besiddelse af en autorisation. Jobbet kræver angivelig høj faglig uddannelse og ekspertise. Lønnen følger med. Løn og uddannelseslængde spadserer arm i arm. Der skal være sammenhæng i tingene. På det punkt forholder de intellektuelle sig ubøjelige. Mindre uddannelse, mindre løn, højere uddannelse, højere løn. Dette urørlige grundforhold fører uundgåelig til overuddannelse. Fortroppen i boglig uddannelse vil nødig indhentes af nogen. Bevares, at bestride jobbet med de eksisterende kvalifikationer er ikke noget problem. Men en overhaling i eksamensniveau og prestige er straks vanskeligere at bære. Det gælder om at holde positionen. Mere uddannelse er vejen frem. Fri og lige adgang til erhverv er en kapitalistisk anakronisme. Leflen for amatørisme hører ikke hjemme i vidensamfundet. Disse remser gentages nærmest dagligt på statens teleskærm. I dag står yderne og nyderne langt fra hinanden. De i forvejen velforsynede plukker frugterne. De ikke-boglige tvinges til at finansiere de bogliges sociale ambitioner. Regulære luksusstudier må de endog betale. Bytteforholdet virker absurd. Forsørgerklassen bliver snydt, så det driver. Akademikernes embedsjægerisme medfører i videre forstand en udplyndring af landets materielle velstandsskabere. Et eksamensbevis uden embede batter som sagt ikke alverden. Ud15

styret med bogviden og et godt snakketøj lægger kandidaterne pres på klassefællerne i parlamentet. Nyhedsmagerne hjælper til. Fire årtier efter studenteroprøret fylder journalisterne luftrummet med politik. Det er en kraft, som skaffer kontorer og skriveborde til veje. Kandidaterne fra universitetsverdenen hævder vedvarende, at der er behov for flere job og peger på en bunke problemer. Det er et sprog, som klassefællerne i nyhedsformidling og politik forstår. Nogle politisk oprettede embeder er både undertrykkende og udbyttende, andre malker blot skatteyderne for penge. For producenterne er stillinger med de nævnte dobbeltfunktioner de mest generende. Eksemplerne forekommer særlig mangfoldige inden for miljøvæsnet, hvor embederne både er despotiske og udsugende. Det huskes, at forureningen andrager et opfundet problem. I 1968 var sølesvøben forlængst udryddet. Løgnen om det forurenede samfund understøttes derfor af en vedholdende ideologisk propaganda. Eksisterende forureningstemaer skal omhyggeligt plejes. Desuden må nye emner opfindes, oppustes og garneres med frygt. Det gælder om at holde strømmen af undersøgelser og rapportskrivning i sving. Et stort antal miljøkommissærer sidder i ministerierne, hvorfra de udøver bureaukratisk vold mod de næringsdrivende. Andre af slagsen hænger direkte på producenternes rygge, trykker ned og suger til. Overvågning, tilsyn og kontrol stiller endvidere mange foderkrybber til rådighed for embedsjægerne. Formentligt kan de falske påstande om den menneskeskabte klimaforandring aflede en god portion stillinger og kontanter. Økologismen er en usædvanlig givtig jobskaber og pengemaskine. I miljøtyranniet brillerer kombinationen af undertrykkelse og parasitær virksomhed. Ofrene både kanøfles og bestjæles. Embedsjægerne skaffer sig også leveveje, som hovedsagelig er udbyttende. Eksotiske studier på universiteterne hører til i 16

den kategori. Granskninger i afrikanske skikke og familieforhold, forhistoriske dyr og planter og persisk litteratur er ganske fredsommelig. Studier i selvudvikling, ikonmalerier og italiensk opera mobber heller ingen. Ikke alle embedsoprettelser inden for samfundsvidenskab og humaniora er snyltende. For eksempel eksisterer der et naturligt behov for uddannelser i moderne sprog. Det er ret indlysende, at skolefagene for børn og unge skal studeres på et højere niveau. I de tilfælde medfører udelukkende et for stort antal af studiepladser og embeder en udbytning. Det frie studievalg ender let i et overforbrug af kandidater inden for et populært område. Hvis alt for mange af hovedstadens forvænte borgerdøtre vælger psykologi eller kunsthistorie, kan det blive en dyr affære for befolkningen.

Velfærdsstaten Velfærdsstaten er en guldgrube for intellektualen. På dette felt kan den boglige klasse opvise imponerende resultater. Megen udbytning stammer fra denne kilde. Pengene overføres fra effektive velstandsskabere. Producenter og forretningsdrivende, søfart og turisme frembringer store værdier. Navnlig fra slutningen af 1950’erne voksede næringslivets produktivitet drabelig. Udbyttet per arbejdstime skød i vejret. Lønniveauet løftede sig i takt hermed. Det synes ikke ugørligt at ernære sig selv. Alligevel steg antallet af offentligt forsørgede personer i takt med velstanden. Forklaringen på denne mærkværdighed er forholdsvis ligetil. Den skriver sig til magtskiftet fra kapitalisme til intellektualisme. Samfundets nye herrer gik i kødet på selvstændighedskulturen. Derved punkterede kundskabsmagten stoltheden ved at klare sig selv. I velfærdsstaten er det ikke nogen skam at modtage offentlige ydelser. En række undersøgelser fra det sociale korps viste, at mange mennesker trængte til

17

assistance og støtte. I takt med deslige åbenbaringer stormede de administrative omkostninger i vejret. Fuldtidspolitikerne styrtede til. Mere velfærdsstat, smældede råbene i den lovgivende sal og det med tiltagende styrke. Kommunismens nedtur i Østeuropa og andre steder gjorde anbefalinger af socialismen mindre tiltrækkende. For boglige politikere og embedsjægere syntes en udbygget velfærdsstat næsten lige så godt. Godhedspolitikeren trådte ind på den politiske scene. Inden længe havde denne skikkelse i folketinget udkonkurreret de velstandsskabende ideer. Godhed med andres penge, naturligvis. Kappestriden mellem partierne om førstepladsen i humanisme tilførte velfærdsstaten energi. Omridset af den dynamiske stat tog for alvor form. Universiteterne åndede lettet op. Afsætningen af kandidater tegner godt. I velfærdet er der stakker af stillinger. Embedsjægerne oplevede store dage. Lad et eksempel belyse embedsjægerismens fremdrift. Centralt i den sociale imperialisme står socialrådgiverne. I 1970 var der cirka 1000 medlemmer i Dansk socialrådgiverforening. Tyve år senere nåede mængden op på godt og vel 6000. Velfærdspolitikken gav socialrådgiverne en stærk position. Det var netop denne gruppes opgave at skønne over borgernes behov for offentlig hjælp. Socialrådgivernes indstilling til statslig forsørgelse ændrede sig i 1968. Før den tid mente de nok, at arbejdsdygtige individer var ansvarlige for deres egen livssituation. Manglende vilje til at klare sig selv blev jævnt hen påtalt. Den tale forstummede under og i årene efter studenteroprøret. Elendigheden er samfundets skyld, hed det sig nu. Sociale klienter er et produkt af dårlige opvækstforhold, der igen skyldes kapitalismens umenneskelighed. Langtidsledige, narkomaner, utilpassede unge og kriminelle er ofre for systemfejl. I 1970’erne betegnede socialrådgiverne sig som lappeskræddere.

18

Tonen i dag er modereret. De intellektuelle er konsolideret i rollen som herskende klasse, hvilket naturligt dæmper snakken om samfundets skyld. Men antallet af sociale formyndere vokser fremdeles. Listen over socialrådgivere i beskæftigelse passerede i 2008 tallet 10.000. Velfærdsstaten er ikke truet af en forestående slankning. Retfærdigvis skal det siges, at regeringen og bureaukratiet også overdynger socialkontorerne med unødig skrivebordsarbejde. Et eksempel på fænomenet er på sin plads. Det kom frem i 2008, at socialrådgiverne kun brugte 15 procent af deres arbejdstid på klientsamtaler. At fodre systemet med indberetninger, tal og rapporter forekom vigtigere. Regeringen ønskede nemlig midler til at afvise mediernes og oppositionens kritik af den førte socialpolitik. Altså måtte socialrådgiverne efter hver patientsamtale straks dokumentere regeringens handlekraft. På den facon kom det for en dag, at det meste af socialrådgivernes tid gik med administrative opgaver og indberetninger. Overflødig bureaukrati er en kraftig udbytningskilde. Andre offentlige institutioner påføres den samme syge. Men ikke nok med det. Regeringen krævede i pågældende tidsrum ydermere en arbejdsmiljøvurdering og medarbejdersamtaler. Endvidere så ministerierne gerne, at personalet i offentlige institutioner afsatte tid til temadage, hvor de ansatte diskuterede og forfattede et værdigrundlag for det daglige virke. Organisationsudvikling kom på mode, visioner og strategier. I den forbindelse bliver der produceret et væld af pjecer og hæfter. Mødernes antal stiger tilmed, hvilket selvsagt går ud over institutionens kerneydelser, hvis ikke ekstra personale ansættes. Den type af momentan galskab øger udbytningen. Men velfærdsydelser til mindrebemidlede stiller vel disse modtagere bedre. Nej, så enkelt er det ikke. Politikerne bevilger ganske vist særrettigheder til specielt udsatte individer og til folk med lave indkomster, men inden længe forlanger stær19

kere grupper i samfundet del i forbedringerne. Altså kræver de den indførte særrettighed udvidet, så de også bliver omfattet af godet. Over for dette tryk kapitulerer de professionelle i politik. Karrieremagere reagerer nok så villigt på velhavende eksamensbesidderes pression end på social usseldom. I 1979 vedtog folketinget en lov om efterløn fra 60 år, om det måtte ønskes. Loven tog sigte på de nedslidte på arbejdsmarkedet. Inden længe gjaldt den for alle. Statens Uddannelsesstøtte til unge over 18 år er endnu et godt eksempel på omtalte lovmæssighed. Uddannelsesstøtten var tænkt som en hjælp til børn af forældre med lave indkomster. Fattigdom bør ikke være en hindring for videregående studier. Inden længe lyder der protester fra de velbjærgedes rækker. En og anden forvildet student er måske rendt hjemmefra. Hun går for lud og kold vand, ifølge mediedækningen. Ordningen er uretfærdig. Alle bør stilles lige. For øvrigt betaler rige folk mere i skat. Tumult i den retning og alle studerende støttes. Som bekendt er det fortrinsvis velhaverbørn, der studerer på det lange stræk. Pengene ruller fra de fattige til de rige. Det er udsugning. De veluddannede skraber til sig. Svagere grupper får så godt som aldrig noget ud af løntillæg, tilskud eller gratisydelser. De indhenter ingen, endsige overhaler nogen. Velfærdsstaten er skabt af intellektuelle, ved intellektuelle og for intellektuelle. Endog i sundhedssektoren kan denne virkelighed registreres. Overklassen overbehandles. Underklassen underbehandles. Overse desuden ikke embedsjægernes gevinster! Bureaukratiet vokser. Den faktor koster kroner. Omfordeling af ressourcer gavner altid omfordelerne. Hvor der er guld, er der samlere. Samtidig udvikler velfærdsstaten den boglige klasse magt over befolkningen. De, der hjælper, står over dem, som hjælpes. Embedsjægerne øger deres sociale autoritet, der giver forstærket afsæt til yderligere pengeoverførsler.

20

Den kulturelle udbytning Kulturelle tilbud med støttekroner påskønnes specielt af overklassen. Gratisydelserne er særlig eftertragtet. Bibliotekerne kan til en indledning nævnes. Udgifterne til disse institutioner steg vældigt i de intellektuelles ekspansionsperiode. I 1950 udgjorde budgettet til biblioteksvæsenet 50 millioner danske kroner. I 2006 oversteg bevillingen 3.3 milliarder. For hvert udlån på bibliotekerne må skatteyderne i gennemsnit punge ud med 50 kroner. Og det er de bedst uddannede, der fortrinsvis udnytter dette gratisgode. Bibliotekerne er dybt forankret i de intellektuelles sproglige symbolverden. Pengene ruller fra den ikkeboglige klasse til den boglige. En særlig biblioteksafgift bør nævnes i sammenhængen. I Danmark sælger forfatterne ikke bare deres værker til bibliotekerne til normalpris. Oven i handlen ydes der hvert år en afgift til skribenterne for udlånet. De rigeste forfattere raner store beløb til sig på den konto. Så vidt vides, findes en sådan afgift ikke inden for nogen anden branche. Producenten får en pris. Hvad køberen bruger produktet til, kommer ikke fabrikanten ved. Under Kulturministeriet findes der mellem meget andet en række støtteordninger til kunst og kultur. En Kunstfond uddeler tilskud til billedkunst, litteratur, teater og tværgående kunstprojekter. Musik, opera og ballet får også midler, ligesom der ydes pengebeløb til produktion af danske film. Desuden kan kunstnere tildeles livsvarige ydelser på finansloven. Betingelsen er, at de pågældende har en kunstnerisk produktion bag sig. De må med deres kunst have markeret sig afgørende. Således betragtes ydelsen ikke som en hjælp, men som en anerkendelse. Altså har velhavende kunstnere også på den facon sugesnablen nede i statskassen. Støttekronerne går især til overklassens vaner. Finkulturen præmieres. Billetpriserne er på den måde overkommelige for 21

storbyernes intellektuelle, der er storforbrugere af mondæne oplevelser og befinder sig i nærheden af kulturhusene. Uanset hvordan tingene vendes og drejes, er der tale om udbytning. Forsørgerklassen tvinges til at finansiere kulturforbrugernes fornøjelser. I året 2006 modtog Det kongelige Teater i København næsten en halv milliard kr. i støtte. Således blev hver billet i snit afstivet med 700 kroner. Offentlige udgifter til kultur i 2006 oversteg 14 milliarder kroner. Danmark hører til et af de lande, som spenderer flest skatteyderkroner på kulturelle aktiviteter. Og det til trods for, at befolkningen gerne ser besparelser på dette område, når offentlige budgetter er til debat. Alle undersøgelser viser dette facit tydeligt. Men fuldtidspolitikerne er rædde for de veluddannede. Ingen ønsker at blive stemplet som kulturfjendsk. Dannelsen af Den europæiske Union kaster yderligere benzin på bålet. Med den større afstand til magthaverne får den kollektive udbytning ekstra gunstige kår. Unionen rundt søges der uden hæmninger om tilskud til kulturpaladser. Man kan lige så godt rive til sig; ellers flyder pengene blot et andet sted hen. I 2008 offentliggjorde EU-Kommissionen en rapport om den europæiske kulturs økonomi. Rapporten viser, at den offentlige bistand til kunstens verden er i vækst. Til sammen bruger EUlandene 350 milliarder skattekroner i støtte om året til kunst og kultur. Det er en udbytning, der batter. De kollektive udbud af offentlige goder repræsenterer et karakteristisk træk ved de intellektuelles regimente. Bogens folk har forstået, at penge og privilegier lettest lader sig erhverve og forsvare under fællesskabets fane. Veldædigheden står principielt til hele befolkningens rådighed, ja faktisk er gratisgoder og støttekroner til for de fattiges skyld. Mere lighed er ordene. Imidlertid er velfærdsgodet udvalgt og udbudt på en sådan måde, at intellektualisterne indsamler fordelene. På forunderlig vis glider pengestrømmen opad. 22

Støtteriets idealistiske motiv giver en god samvittighed. På den facon overvindes det mentalhygiejniske problem. Alle herskere har som tidligere understreget et behov for at føle sig retskafne. Nyderne kan ikke sidde i teatret med bevidstheden om, at de er udbyttere. Intellektualisterne må, som deres forgængere i sadlen, bevare illusionen om at være denne jords retfærdige vogtere, samtidig med at de profiterer på vogtergerningen. Kun ved at forene denne modsigelse kan intellektualen opretholde magten i fremtiden. Der må skrues ned for realitetssansen, hvis en klasse skal fortsætte med at styre. De ledende er tvunget til at have en smidig indstilling til kendsgerninger. Evnen til selvbedrag er højt udviklet hos boguddannede. Det er let at støde på intellektuelle, der ubesværet klarer at rumme to modstridende tanker i hovedet på en gang og skiftevis tro på dem begge. I det hele taget synes langvarige teoretiske studier at fremme tilbøjeligheden til at benægte den objektive virkelighed. Boglig begavelse har en tendens til at fortrænge jordnær fornuft. Abstraktioner forvirrer dømmekraften. Værre er det, at teoretiske vidtløftigheder ikke afregnes kontant, sådan som det er tilfældet i næringslivet. Tænkning uden ansvar svækker realitetssansen. Kombinationen af teoretiske studier, abstrakte tænkemåder, boglige færdigheder og omkostningsfrie fejltagelser forstærker i særlig grad dispositionen for selvbedrag.

Udenrigstjenestens svulmen Intellektualens kollektive udbytning spænder over et stort antal strenge. Alene beherskelsen af lovgivningen og skatteopkrævningen giver fantastiske muligheder for at tilegne sig produktionsarbejdernes og de næringsdrivendes frugter. Den ideologiske kontrol og grebet om nyhedsformidlingen bør i sammenhængen ikke glemmes. Nu skal en nytilkommen udbytningskilde drøftes. Det drejer sig om udenrigstjenestens dræn i skatteydernes tegnebøger. 23

Krige har gennem tiderne udgjort en bekostelig affære for de berørte folkeslag, hvilket stadigvæk er tilfældet. Det nye er, at udenrigstjenesten alene medfører en belastning for betalerne. Den har i intellektualismens tidsalder antaget groteske dimensioner. For en menneskealder siden ejede landene relativ få gesandtskaber, som tilmed var beskedent bemandet. Nationens handelshuse og rederier klarede det meste selv. Udenrigsministrene gjorde det meget lidt i rejselivet. Nogen af dem nåede i deres ministertid ikke uden for landets grænser. Denne beskedenhed er fortid. Nu er udenrigsministeren med stort følge næsten konstant i luften. Ret beset begynder udbytningen på universiteterne. Mange studieretninger på læreanstalterne er relateret til udenrigsforhold. Der skrives specialer i en mangfoldighed af landes kultur og politik. Institutter af typen Latinamerika og Mellemøststudier skyder op som græs efter væde. Ekspertiser i Botswana og Maldiverne dyrkes. Skolerne tilbyder også uddannelser i journalistik og diplomati. Emnerne er overordentligt interessante og højt estimerede. Det virker også tiltrækkende på de studerende, at mængden af internationale organisationer er stærkt stigende. De forenede Nationer og Nato er kendte bygninger, hvor der ansætter fast personale. Der er også oprettet striber af internationale økonomiske organismer, som dagligt tager temperaturen på pengemarkedet. For europæiske lande lokker Den europæiske Union i særdeleshed. Embederne forekommer usædvanligt attraktive. I et væk formår bureaukratiet at sætte nye skud. Kontorerne i de prangende glashuse i Unionens metropoler signalerer design og modernitet. Tårnhøje og lavskattede lønninger, skattefrie tillæg og klumpen af frynsegoder frister tillige. For nogle kommissærer, parlamentsmedlemmer og ansatte tæller også tys-tys-indkomsterne. Korruptionen i EU-systemet er alminde-

24

ligt udbredt. Udbytningen i fremtiden fra Unionens akademiske hof overstiger enhver realistisk vurdering. Diplomatiet gror som ukrudt. Det drejer sig ikke så meget om forøgelsen af ansatte ved de traditionelle ambassader i udlandet. Politiske sendelser af anden art er væsentligt mere tyngende for de fastboende. Statslederne er på vingerne. Statsbesøg skaber kontakter. Snakken går under gallamiddagen. Venskabet mellem landenes øverste repræsentanter forstærkes. Samhandlen kan det også gavne. Jo, det politiske jet set gør noget for folket. Danmark fører en aktivistisk udenrigspolitik. Den slags inkluderer tilmed krig. Folket spørges ikke. Landets politiske establishment ønsker at være med, hvor der sker noget. Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og lade ondskaben florere. Blot er det at sige, krigshandlinger koster liv, blod afvaskes med blod, og krig øder penge. Samtidig skal udstationerede militærstyrker med jævne mellemrum besøges. Ofte i al hemmelighed. Det er spændende, og de udvalgte føler sig betydningsfulde. Og Danmark kommer på verdenskortet, som også de onde bemærker. Luften dirrer af aktivitet. Toppolitikere fra mange lande er i skyerne. Endnu en klimakonference afholdes. Mødet vises på tv. Ankomne fly ruller over cementen, skinnende limousiner glider ind foran paladsets hovedfacade, blitzende fotografer maser og skubber for at komme til. Politikernes anliggende er vigtig. Klimaet skal ændres. Vor Herre er alt for passiv. Således gælder det om at sidde med ved bordet. Det bør selv de fastboende være i stand til at begribe. Ministrene smiler til kameraerne, men ministrene har travlt. Store ting står på spil. Det må vente med et interview. Stormødet betegnes som en succes. Det kan også sværmen af journalister meddele. Nye afgifter, restriktioner, forbud og straffe over for næringslivet er vedtaget. Flokken af politikma25

gere ser glade ud. Det føles godt at have magt, at frelse verden, at betyde noget. Flere penge til klimakassen gør ikke humøret mindre. Let er den byrde, andre betaler. Beløbene til selve afholdelsen af klimakonferencen er temmelig store. Statsledere, ministre og eskorten af embedsmænd bliver ikke booket ind på de billigste hoteller. Til en international konference af den kaliber medfølger desuden en sværm af direktører, fagforeningsfolk, journalister og et snyltende lag af Ngo’er. Dette vedhæng er heller ikke gratis for befolkningen. Dertil kommer de øvrige udgifter ved afholdelsen af klimakonferencen. Sammenkomstens tilrettelæggelse og formøderne løber op i kroner. Middagsanretningerne, vinbordene, musikken og underholdningen skal endvidere betales. Omkostningerne ved de påkrævede sikkerhedsforanstaltninger under topmøderne kræver også mærkbare beløb. Tv-kiggerne finansierer budgettet. Protester mod den form for rovdrift er udsigtsløse. Det vrimler med internationale konferencer rundt om på kloden. Fred er et godt emne. Det samme kan man sige om menneskerettigheder. Men heller ikke de fattiges problemer er en kedelig sag. Når kameraerne er slukket, kommer gensynsglæden i forsamlingen til udtryk. Den globale elite spiser overdådigt, og champagnen bruser. Naturligvis diskuteres fattigdom og elendighed. Da er panderynkerne på plads. Det er en alvor sag på dagsordenen, og fotograferne får deres billeder. Vestens regeringer støtter også globale kvindemøder, hvor glorien pudses ligeså energisk. Damerne i glitrende rober fordømmer kvindeundertrykkelsen i ulandene. Godheden udstilles. Den etiske klasse føler sig endnu mere etisk. Udenrigstjenesten hviler ikke. Det er almindelig skik i folketinget, at potentielle ministre sendes på en slags kursus i udenrigspolitik i FN-bygningen i New York. Byen har charme. På celebre restauranter mødes verdensborgerne. Det gælder også om at skabe personlige kontakter i verdensdelene. Flere beløn26

ninger er i sigte for medgørlige folkevalgte. Blandt andet giver inspicering af ulandsprojekter mulighed for eksotiske flyrejser. Det er langt fra nogen triviel sag. Mødeaktiviteten fortsætter. Delegationer af næsten enhver beskaffenhed farer kloden rundt. Globalisering, får de fastboende at vide, vi må tage globaliseringens udfordringer op. Diverse udvalg i parlamentet besigtiger udenlandske anlægsarbejder, vejbyggeri og nye energiprojekter. Også et besøg på kinesiske børneinstitutioner og hospitaler i Japan tjener et fornuftigt formål. Skatteyderne får mere at se til; politikere af lavere rang skal tillige på tur. Borgmestre og kommunalbestyrelser vil ikke snydes. I større kommuner er der måske også plads til ægtefællerne. Nu er toppen nær, samfundets finere lag åbner dørene i det fremmede, følelsen af betydningsfuldhed indfinder sig. I små kommuner, hvor de folkevalgte møder vælgerne ansigt til ansigt, må der holdes igen med udgifterne. Diplomatismen i denne udvidede form udgør en voksende udbytningsfaktor. Himmelrummet flyves tyndt af alskens sendemænd på skatteydernes bekostning. Den politiske klasse er vild med luftture. Beskedenhed er en dyd, men man kommer længere uden. Et godt formål er altid inden for rækkevidde. Den økonomiske rejsebyrde er mærkbar. Politisk aktivisme koster kassen. Men samtidig bør det hjemmeboende folk tage den psykologiske virkning af diplomatismen i betragtning. Kløften mellem de producerende og de vegeterende uddybes på det mentale plan. Delegaterne føler sig som verdensborgere, udvalgte og udkårne. Elitære forestillinger lejrer sig i bevidstheden. Forpligtelsen over for det nære og det hjemlige aftager med rejsernes antal og selskabeligheden i det fjerne. Samhørigheden med folk og nation fordufter. Fædrelandet synes for småt. Alt det med grænser og nationalstater er passé. Globaliseringen er over os. Nationalismen er desuden farlig, hvilken enhver, der lukker op for fjernsynet, kan erkyndige sig om. Den 27

jævne mand fatter måske ikke perspektivet med det internationale. Nåh ja og hvad så?

Bureaukratiets løb Uddannelsesfaktoren, embedsjægerismen, velfærdsstaten, den kulturelle aktivisme og udenrigstjenesten koster knapper. Foretagsomheden på de angivne felter bliver formelt vedtaget i vesterlandenes parlamenter. De folkevalgte er virksomme, men også intellektuelle uden for lovgivningens sal skubber på vognen. Den slags udvider staten. Bureaukratiet formerer mandskabsstyrken. I de intellektuelles samfund er reguleringsiveren stor. Næppe har nyhedskræmmerne fundet et hul eller snarere et åndehul i lovmassen, før lovmagerne styrter til med regler og påbud. Problemer skal løses ad politisk vej. Det mener ikke bare journalistikkens intellektuelle og de folkevalgte. Politik som midlet til et bedre samfund synes almindelig antaget i boglige kredse. Det er ubestrideligt, at bureaukratismen udfordrer den fri forfatning, der som bekendt blev til i liberalismens æra. Grundloven understreger uden vaklen de økonomisk frihedsrettigheder. I det hele taget var selvstyre og individuelt ansvar i den liberale periode omgærdet af lovord og etik. Hvad der er godt for individet, er godt for samfundet. Individet er vigtigere end staten. Det er hverken en regerings opgave at regulere folks næringer eller livsstil. Den mentalitet fik de intellektuelle gjort suspekt. Sætningen med omvendt fortegn lød bedre i bogklassens ører. Hvad der er godt for samfundet er godt for individet. Tingene bør fortrinsvis ordnes i fællesskab. I selvejersamfundets epoke var det utænkeligt, at bureaukratiske instanser blev æret højere end selvhjulpne næringsdrivende. Hvad kan overgå den kreative, velstandsskabende næringsdrivende i anseelse? En mere på-

28

skønnelsesværdig skikkelse syntes utænkeligt i det liberale samfund. Sådanne tanker støder man i dag sjældent på blandt intellektuelle. Tværtimod, nyhedsmagerne er på mærkerne, hvis en og anden minister lufter et forslag om besparelser i et ministerium eller i kommunerne. Journalisterne ved, at indgreb i markedsøkonomien styrker bureaukratiseringen. Beskæringer i mængden af offentlige kontorer og personel møder informatorerne med misbilligelse. Siden 1968 har Danmarks Radio vedvarende holdt hånden over bureaukratiet. Mennesker, der producerer værdier med deres egne hænder og hoveder, besværes. Embedsjægere udgør public service stationens foretrukne figurer. Det bør ikke forbavse, at bureaukraterne oplever gode tider under bogfokets regimente. Intellektualismen er et system, hvor embedsretten stikker andre kort. Det lovforberedende arbejde i statens organer giver embedsværket en stærk position. Lovenes forvaltning og kontrolarbejdet puster yderligere energi i organismen. Sysselsætningen forstærkes hver gang et velfærdsgode vedtages. Nye komplicerede tilskudsordninger skal nedfældes i bekendtgørelser og cirkulærer og distribueres. I kontorerne kommer der ekstra drift i papirflytteriet. De intellektuelle er ikke en lediggængerklasse. Intellektualens regimente er ensbetydende med politisk formålsstyring og formynderi. Så meget desto vigtigere er det at slå fast, at bureaukratiet tæller som en parasitær kraft. Politik og embedsjægerismen føjer flere etager til overbygningen, der både er undertrykkende og udbyttende.

Skattestaten Intellektualens udsugning grunder sig først og fremmest på inddragelse af arbejdets merværdi gennem et effektivt skattevæsen. Beskatning er en gammel udbytningsform, men det er første gang i Danmarkshistorien, at denne metode i så udpræget grad er enerådende. I den forbindelse er det værd at medtænke, 29

at tidligere herskerklasser ejede produktionsmidler. Både adelen og kapitalen producerede varer. Intellektuelle beskæftiger sig ikke med fysisk arbejde. Fingrene er hvide. Skattebilletten som udbytningsmetode gør den teoretiske klasse sårbar over for skatterevolter. På den anden side er det med skatteskruen nemmere at forgribe sig på værdien af andres arbejdsindsats. Dels er det forholdsvis let at camouflere udbytningen, idet regeringen ideologisk henviser til skatternes hjælpeydende sigte. En mindre skatteopkrævning, hedder det, betyder sociale nedskæringer, færre hospitalssenge og ringere service på plejehjemmene. Og dels kan politikmagerne sprede beskatningen på et stort antal skatteformer, for eksempel indkomstskatter, punktskatter, gebyr på energi, afgifter på tobak, motorcykler og biler, erhvervs- og boligbeskatning, grønne tributter og moms. Udbytningen gøres uigennemsigtig for borgerne. Hvem der konkret bærer omkostningerne til samfundets overbygning er for de fleste skatteemners vedkommende indhyllet i tåge. Til en vis grad er det dog muligt at hefte en konkret beskatning på bestemte erhverv og personer. Det gælder blandt andet de grønne afgifter. Vækstkurven på den type gebyrer er stejl. I 1992 lå afgiftsbeløbet på fem milliarder kroner. Blot seks år senere lød buddet på 45 milliarder. I 2008 andrager de samlede grønne betalinger 77.025 milliarder kroner. Men som antydet kan man med disse ydelser mere direkte ramme producenterne. Det handler om såkaldt miljøskadelige produkter, der indgår i forbrug eller produktion, eksempelvis freon og drivhusgasser. Afgifter på hævdet farligt affald og udledning af påstået forurenende materialer kommer selvsagt også på listen. Her kan der være tale om udledning af spillevand og CO2. Knappe ressourcer pålægges endvidere afgifter, eksempelvis vandforbruget og anvendelsen af råstoffer. Vandforbruget rammer dog alle, som især familier med lave indkomster og en 30

større børneflok mærker til. Grønne afgifter er en pengemaskine. Alligevel har protesterne indtil videre forekommet beskedne. Miljø foran og tavshed opstår. Desuden pålægges byrderne hovedsagelig undertrykte befolkningsgrupper, der ikke tør bruge ytringsfriheden over for magthaverne. Det samlede skattetryk beregnes normalt i procent af bruttonationalproduktet. I 1960 lå de offentlige udgifter i Danmark under 25 procent af BNP. Til en sammenligning rakte dette tal i USA til 27 procent. Tyskland, Frankrig, Holland, England og Sverige svingede i lejet mellem 31 og 35 procent. I dag forekommer det bemærkelsesværdigt, at det danske skattetryk lå under de nævnte lande. Men Danmark var dengang et lavskatteland. Selvejersamfundet holdt endnu skansen. Forholdene ændrede sig fra midten af 1960’erne. At de intellektuelle ganske anderledes bebyrder befolkningen fremgår af følgende tal. I 1974 nåede skattetrykket 40 procent af BNP. Herefter var kun Sverige hårdere i filten. I marts 2008 sænkede svenskerne imidlertid skatten på arbejde. Danmark gled op på førstepladsen med 48.4 procent af BNP. Skatten på den sidst tjente krone beløb sig til 59 procent. Svenskerne kunne dog nøjes med en trækprocent på 55. Verdensmesterskabet i skattetryk var hjemme. En rekord mere kan nævnes. Ifølge Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD, er Danmark ved indgangen til 2009 det land i verden, hvor den offentlige sektor fylder mest i samfundsøkonomien. De boglige autoriteter begrunder den omfattende beskatning med lighedsord og velfærd. Skatterne, hedder det, skal udjævne forskelle mellem ulige indkomstgrupper. Det angivne mål realiseres aldrig. Fordelingspolitikken over skatterne virker ikke. Til syvende og sidst ender hovedparten af pengene i de velbjærgedes tegnebøger. Udbygningen af velfærdsstaten fører som bekendt ikke til større social lighed, tværtimod som tidligere påvist. Velfærdspolitikken etablerer et sikkerhedsnet mod 31

de værste styrt. Men ekstra kronestykker til svagere indkomstgrupper udjævner ingenting. De stærkere i formuleringskraft slår omgående kontra. Mennesker med en længere uddannelse forlanger afstand til mennesker med en kortere uddannelse. Over hele linjen tromler tonestærke hylekor materielle og kulturelle krav igennem på svagere gruppers bekostning. Når uddannelsesfaktoren bestemmer størrelsen af indtjeningen, stilles de mennesker ringere, der ikke kan eller vil gå bogvejen. Skattestaten skubber yderligere til denne udvikling. Sæt dig på den nederste hylde, så falder du ikke ned. Dette ordsprog må taberne trøste sig med. Hvad må der gøres? Hvilke modtræk findes der mod intellektualens undertrykkelse og udbytning? Det kan man læse om i bogen, De intellektuelles magtovertagelse - og regimente.

32

Dannelsesrejse på motorcykel Kvadratisk format. Illustreret. 2007 333 sider. Pris 250,- kr. Fås hos boghandleren eller hos forlaget. Tlf.: 9867 6526 Omgående levering portofrit Læs om den på hjemmesiden: www.steen-steensen.dk

En anmelder skrev: Den store og efter omfang og udstyr prisbillige og tænksomme bog "Dannelsesrejse på motorcykel" kan være årets julegave til motorcyklister, der vil vide mere om det, man kan se og opleve på en mcrejse ned gennem Europa, når det ikke kun skal være at skrabe i overfladen. En sand og nærmest lærd dannelsesrejse for os, der er på 2 hjul. Den form for mc-bog er ikke set før… Undervejs mellem de grundige dannelsesmæssige og kulturelle beskrivelser gør Steensen sig også tanker om motorcyklen som et kunstværk, der viser omgivelserne, hvem du er. Heino Døygaard Touring Nyt

Abildgaard & Brødsgaard 2009 390 sider, Pris 198,- kr. Fremsendes portofrit

Anmelderne skrev: De intellektuelles magtovertagelse - og regimente er en sammenhængende og omfattende forklaring på akademikernes magtovertagelse, og en eminent beskrivelse af etableringen af de intellektuelles politiske, sociale og kulturelle overherredømme i Danmark. Simon Espersen Copenhagen Institute Steen Steensens De intellektuelles magtovertagelse - og regimente er den mest tilgængelige og komplette beskrivelse af overgangen fra selvejersamfundet til formynderstat af nogen nordisk forfatter. I bogen redegør Steensen minutiøst for de intellektuelles fredelige revolution og etablering af sig selv som herskende og hersende klasse i et samfund, hvor landmænd, virksomhedsejere, entreprenører og andre selvstændige har fået ringere og ringere kår. .... En af bogens vigtigste pointer er nemlig, at de intellektuelle først og fremmest er embedsjægere. Lennart Kiil

Manfo