Hvordan jeg blev så flink 8253020627 [PDF]

Zitiervorschau

Hvordan jeg blev så flink

Essays Rikets hemmelighet

Peter Wessel Zapffe

Hvordan jeg blev så flink Essays Rikets hemmelighet en kortfattet Jesus-biografi

NB Rana Depotbiblioteket

Pax Forlag A/S, Oslo 1999

Norsk utgave: © Pax Forlag 1999 Omslag: Egil Haraldsen Design Studio Trykk: Valdres trykkeri Printed in Norway ISBN 82-530-2062-7

Innhold

Tekstene i denne samlingen er hentet fra de tre bøkene i samlingens tittel. I de tidligere utgavene var det også tekster fra Om det tragiske, Barske glader, Spøk & alvor, Den logiske sandkasse og i Indføring i litterær dramaturgi. Denne boken er del av Zapffes samlede verker, og forlaget har derfor tatt ut de tekster som forekommer i andre bind.

Forord av Jan Brage Gundersen (fra Essays 1992) ................................................ 9 Forord av Sigmund Kvaløy Sætereng (tidligere etterord fra Essays 1992).......................................................................... 15

Jus på vers......................................................................................................................17 Nasjonalsosialismen i biologisk lys ......................................................................... 21 Stedtind.........................................................................................................................23

Måke-egg...................................................................................................................... 27 Sprogform - stilfølelse - mentalitet........................................................................ 29 Det tragiske hos Heinrich von Kleist...................................................................... 31

Et lys.............................................................................................................................. 39

Verdien av saklighet ................................................................................................... 41 Guds vilje .....................................................................................................................45 Veien.............................................................................................................................. 53

Den døde leir

57

Hvordan jeg blev så flink......................................................................................... 63

Hvorfor døde Scott?.................................................................................................. 71 Tordenskiold som kriger og som menneske......................................................... 77

Slaget i Dynekilen...................................................................................................... 83 Johan Hermann Wessel Gansfort............................................

89

Ode til vinden...........................................................................................................111

Stormnat.................................................................................................................... 113 Bølgeslag..............................................

115

Grue Kirkes Brand.................................................................................................. 117

Historien om et lys.................................................................................................. 121

Rikets hemmelighet................................................

125

Forord........................................................................................................................ 127 1. Temaet Jesus......................................................................................................... 129

2. Bokens titel.......................................................................................................... 130 3. Kort rids av jødernes historie............................................................................ 133 4. Studiesituation og fremgangsmåte.................................................................. 135

5. Familie og tilblivelse........................................................................................... 137 6. Ny avstamning.................................................................................................... 140 7. Første skuffelse.................................................................................................... 147

8. Brudgommen...................................................................................................... 150

9. . «Daniels» kalender.................

153

10. Hermon. Messias............................................................................................. 154 11. Indtoget............................................................................................................... 157 12. Efter katastrofen................................................................................................. 162 13. «Forræderiet» ..................................................................................................... 165

14. Judas 1...................................................................................................................167

15. Getsemane.......................................................................................................... 170 16. Forhør.....................................................

172

17. Dom og henrettelse........................................................................................... 175 18. Judas II................................................................................................................ 177

19. Kommentar........................................................................................................ 179 20. Biosofisk efterskrift........................................................................................... 182

Forord av Jan Brage Gundersen Opprinnelig skrevet til Essays (1992) Peter Wessel Zapffe ble født den 18. desember 1899. Hans far het Fritz G. Zapffe og var gift med Gudrun Wessel, som forøvrig var en etterkommer av Christopher Wessel, Tordenskiolds bror. Fritz Zapffe kom fra Larvik og hadde vært farmasøyt i Trøndelag før han dro til Tromsø. Ekteparet hadde to barn. Peter Wessel Zapffe døde den 12. oktober 1990. Han vokste opp i Tromsø. En synssvekkelse gjorde at han ikke tok del i de vanligste idrettene blant ungdom, men gikk i stedet mye på ski og til fots i fjellene rundt byen. Han hadde en sterk følelse for uberørt natur. Peter Zapffe tok artium i 1918. Deretter ble han sendt til Oslo for å studere jus. Den sterke sansen for naturopplevelser fant nye utfoldelsesmuligheter da noen venner fikk ham med på en tur til Kolsås. Han ble en pasjonert fjellklatrer. Ruter i Kolsåsveggen bærer Zapffes navn, og mange av toppene i Troms skulle bli førstegangsbesteget av ham. På Kolsås traff han også gymnasiasten Arne Næss, som trakk ham inn i filosofiske samtaler. Zapffes juridiske embetseksamen ble avlagt i 1923. Det går mange historier om denne. Han hadde avtalt med en klassekamerat fra Tromsø at de skulle prøve å skrive eksamensbesvarelsen på vers. Den første oppgaven de fikk var om uekte barns åsetesrett, og det inspirerte ikke noen av dem. Men da den neste oppgaven lød om prejudikater skrev Zapffe på stående fot et vers som er blitt berømt. Presist, faglig godt og vittig avleverte han den versifiserte eksamens­ besvarelsen, og fikk laud for den. Men da han ikke var fornøyd med den samlede karakteren, gikk han også opp året etter for å forbedre den. Etter siste eksamen i 1924 dro han tilbake til Tromsø for å praktisere som jurist. Han ble der litt over fem år, og var i denne tiden både dommerfullmektig, konstituert byfogd og sakførerfullmektig. Han var sterkt i villrede om den juridiske praksis bød på et liv han ville leve. Det var i denne tiden han utdypet den filosofiske oppfatning som han allerede i 13— 14-årsalderen hadde en intuisjon av. Han var to ganger med ishavsskuter til Spitzbergen. Den siste turen var med M/S Isbjørn i 1930 til Kvitøya, hvor de fant «den døde leir», stedet hvor Andrées ekspedisjon endte, og hvor Zapffe skjøt en isbjørn og lovte for sin del aldri mer å jakte på dyr. Stedet var først blitt funnet av M/K Bratvaag, som bragte levnin­ gene av en av deltakerne med seg tilbake. Den ekspedisjonen Zapffe var med på, kom frem på ettersommeren da is og snø var smeltet og Andrées siste leir ho o a apen.

9

Så tok han en beslutning og vendte tilbake til universitetsstudiene. Han var nå Fritz og Gudrun Zapffes eneste barn, da den yngre søsteren Signe var død av tuberkulose 21 år gammel. Han var nært knyttet til søsteren, tross alders­ forskjellen, og hennes sykdom og død gav ham en livslang sorg. Det manglet forøvrig ikke på advarsler mot å begynne på et nytt fag. Tredve år gammel mente noen at han var for gammel til å begynne på et nytt fagområde. Hans sjef i Tromsø sa det slik: «Mitt ønske er at De ikke må komme til å angre. For, ser De — fjærene slappes». Men han visste ikke annen råd, og tok etterhvert fatt på et studium som han mente skulle føre ham frem til en magistergrad i litteratur­ vitenskap. På denne tiden var faget splittet i to ulike metodiske retninger. Den ene var historisk-biografisk i sin tilnærming til litteraturen, og var representert ved Francis Bull. Den andre var filosofisk-estetisk og representert ved Peter Rokseth. Zapffe ble aldri noen stor beundrer av Peter Rokseth. Han mente at hans teorier manglet klarhet og et empirisk fundament. Zapffe fremhever Paasche og Winsnes som forelesere han gjerne lyttet til. Men så var da Zapffe heller ikke primært interessert i den litterære retorikk, men først og fremst i de forhold i livet som er selve grunnlaget for det som kommer til uttrykk i litteraturen. I 1933 publiserte han et essay han kalte «Den sidste Messias». Dette essayet må man si er et slags filosofisk gjennombrudd. Det er en Har forløper for avhand­ lingen som han senere skrev, og samler i seg de fleste av hans filosofiske temaer: det tragiske, den biologisk orienterte metode, Jesus-skikkelsen, og den sterke følelsen for brorskapet mellom alt som lever. Det som i utgangspunktet var tenkt som en magisteravhandling i litteratur ble etter 10-11 år i stedet til en doktoravhandling i filosofi med tittelen «Om det tragiske». Den ble ferdig i alt vesentlig før overfallet i 1940, men han dispu­ terte ikke før omtrent halvannet år etter. Tanken i dette verket kan kort uttrykkes slik: det finnes en objektiv tragikk i tilværelsen som opplevelsen av det tragiske, som jo er en subjektiv opplevelse, kan bli empirisk begrunnet av; og et dikterisk uttrykk for denne er derfor hverken tankespinn, sykdom eller noen annen form for patologisk vrangforestilling, men en korrekt oppfatning av konflikten mellom naturens blinde tilfeldighet og menneskets rettferdighetskrav. Peter Zapffe giftet seg i 1935 med Bergljot Espolin Johnson, men ekteskapet ble oppløst i 1941. Han fortsatte å publisere små fortellinger og epistler, som riktignok ikke gav så store inntekter, men som gav velkomne bidrag til en stram økonomi. Fortellingene ble trykt i mange forskjellige publikasjoner, som f.eks. Turistforeningens årbøker, julehefter, Speideren, o.a. Dette var muntre stykker, ofte poetiske, om naturvern og friluftsliv. Slike stykker hadde Zapffe skrevet helt fra studietiden. I 1943 dro han sammen med Berit Riis Christenssen opp til Tromsø og hytta ved Jægervannet. De hadde kjent hverandre i flere år fra en tid da han i sitt første ekteskap hadde en leilighet i samme hus som familien Riis Christenssen. Berit Riis Christenssen dro etter en tid tilbake til Oslo og ble involvert i meget risikabel illegal virksomhet. Zapffe ble værende i Tromsø og arbeidet videre på et drama om indianernes møte med de spanske conquistadorene. Handlingen var lagt til Peru. Inkaene møtte erobrerne med sine idealer,

10

verdier og sin forståelseshorisont, som europeerne hverken hadde evner eller interesse for å reagere adekvat i forhold til. Utfallet av møtet er kjent for histo­ rien. Men dette dramaet ble aldri publisert, han la det til side da stoffet vokste ham over hodet og det hele ble for omfangsrikt. Han samlet seg i stedet om det som skulle bli det store lesedramaet «Den fortapte sønn», stykket om Jesu liv og død, og ikke minst om Judas-skikkelsen som Jesus er avhengig av for å kunne oppfylle sin bestemmelse. Dermed hadde Zapffe gått inn i en tematikk som skulle oppta ham for resten av levetiden, og han var nå i ferd med å etablere seg som forfatter. Allikevel var det bare den korte boken «Rikets hemmelighet» som kom ut av det enorme materialet han samlet de siste 30-40 år. Boken ble til ved en kraftanstrengelse i 1985. Zapffe fortsatte et mangfoldig forfatterskap, og ble kjent både som filosof og humorist. Boken «Vett og uvett» som han under krigen laget sammen med Einar K. Aas er fortsatt den nord-norske humorens kanoniske skrift. Han deltok med debattinnlegg i aviser og tidsskrifter. Han var opptatt av både språkstriden og Kirkens lære, og skrev bl.a. «Guds vilje. Første samtale med en anti-teist» og «Syndefalder. Annen samtale med en anti-teist», og artikkelen «Samnorsken og dialektene». 1 1959 renskrev han to analyser fra «Om det tragiske», analysene av Jobs Bok og Shakespeares Hamlet, for avisen Frisprog. Disse ble altså først skrevet for doktoravhandlingen, men fikk nå visse tilleggsopplysninger og stilistiske endringen Zapffes politiske syn var anti-autoritært, og sto som sådant steilt imot både nazister og kommunister. Allerede i 1934 hadde han tatt skarp avstand fra den biologiske tenkningen han fant i nasjonalsosialismen. Et biologisk utgangspunkt hadde han riktignok selv, men Zapffes biosofi er nazismens rake motsetning. Enhver person «compos mentis» - med vettet i behold - måtte dessuten se hvilken skjebne russiske krigsfanger gikk i møte etter at de var blitt befridd av sine egne. Zapffe innså de totalitære regimers menneskeforakt etter hva han så i 1 romsø og siden erfarte. Han var temmelig alene om å tolke tegnene fra øst med få unntak også innenfor det norske forfattermiljøet. Når det gjaldt fast, lønnet arbeid var situasjonen vanskelig. Han fikk ingen stilling ved Universitetet, skjønt det manglet ikke på anerkjennelse. Allerede da doktoravhandlingen ble publisert, ble han omtalt som en av vårt lands fremste og mest selvstendige tenkere. Men Zapffe gikk heller ikke inn for å skaffe seg en personlig stilling; han var nå i ferd med å etablere seg som forfatter og ville samle seg om dette. Innenfor litteraturvitenskapen hadde Zapffes litteratursyn og empiristiske metoder ikke funnet særlig grobunn, noe som også ble skjebnen til det store arbeidet fra 1961, «Indføring i litterær dramaturgi», som han skrev med stipend fra Norges Almenvitenskapelige Forskningsråd. Han har selv karak­ terisert denne dramaturgien som et bestillingsverk, og kanskje dermed antydet at det ble skrevet for å få en inntekt, og uten særlig entusiasme, selv om leseren nok også her ser at han kan være grepet av stoffet og fortellergleden. Forskningsinteressene ved Universitetet fulgte andre spor, bl.a. Rokseths. I «Indføring i litterær dramaturgi» gir han forøvrig også en fremstilling av sitt

1 1

metodiske grunnsyn fra «Om det tragiske», og fletter på den måten disse to store verkene sammen. Vi finner et eksempel på dette bl.a. i kapitlet «Biosofisk perspektiv» - biosofi var da blitt en betegnelse han nå gjerne brukte om sin metode — og vi ser her hvordan hans empiristiske utgangspunkt blir eksempli­ fisert og delvis begrunnet i George Berkeleys filosofi. Dette gir hans teorier denne gang en filosofihistorisk forankring, og avgrenser de øvrige biologiske synspunktene til bare å bli metodiske. Berit og Peter Zapffe satte opp et hus, som var hentet ned fra Østerdalen, i Asker. De var måneder av gangen på hytta ved Jægervannet øst for Tromsø, eller de oppholdt seg på Sildodden ved Risør. Gikk verden ham imot, eller han ble stoppet i arbeidet av stilistiske eller innholdsmessige vanskeligheter, kunne man se ham til hest i traktene rundt Leangbukta, eller på ski. I mange år var han hjelpelærer i logikk ved Forberedende Prøverrdet nåværende Examen Philosophicum. Kravet til språklig presisjon og saklighet hadde fulgt ham fra ungdommen av, og kan sammenfattes som et krav om intellektuell redelighet. Men logikernes formalisme hadde han mindre sans for, han nærmest harsellerer med den i en bok han gav ut i 1965, tilpasset pensum for Forberedende Prøver, og som fikk den megetsigende tittelen «Den logiske sandkasse». Han kunne forøvrig fra 1960-årene av glede seg over at hans skrifter ble trykt opp på nytt, ofte iblandet noe nyskrevet. Bernt Vestre og Sigmund Hoftun gav ut en samling de kalte «Essays og epistler» i 1967. «Barske glæder og andre temaer fra et liv under åpen himmel» kom 1969, 1974, 1976 og 1987. I 1977 kom «Spøk og alvor. Epistler og leilighetsvers», og i 1979 en samling med den ironiske tittelen «Hvordan jeg blev så flink». Det ble også etterhvert utgitt litteratur om Zapffe. Guttorm Fløistad utgav et utvalg fra «Om det tragiske» i 1969, sammen med noen dikt og essayet «Den sidste Messias», og skrev meget fyldig om Zapffes filosofiske forfatterskap. Per Fredrik Christiansen og Guttorm Fløistad gav i 1970 ut en samling med tittelen «Dikt og drama», og her finner vi et stykke som egentlig skulle vært med i «Den fortapte sønn», men som ikke ble trykt; der hvor Jesus innser sin feiltagelse. Christiansen skrev en dyptpløyende analyse av denne tematikken. Selv arbeidet Zapffe i denne tiden videre med sitt materiale om Jesus, men fant også tid til å gi ut «Hos doktor Wangel». Under pseudonymet Ib Henriksen lar han her lese­ ren få være med på en tankelek om hvordan det går med Ibsens personer før eller etter at forfatteren har forlatt dem. Deres skjebner vokser sammen i møtet med den innsiktsfulle doktor Wangel. I 1972 kom boken «Lyksalig Pinsefest», som omhandler brannen i Grue kirke, hvor 116 mennesker omkom. Katastrofen skjedde første pinsedag 1822, den 28. mai. Zapffe nedla et betydelig forarbeide i forskjellige arkiver for å kunne rekonstruere begivenheten. Denne satte han så inn i en reflekterende samtale mellom venner, den troende Fredrik og den kritiske Jørgen. Alle forsøk på å rettferdiggjøre brannen i lys av kirkens tro utsettes for Jørgens kritiske, undrende og analyserende tanke. Fredrik og Jørgen er navn vi kjenner fra andre steder i Zapffes forfatterskap. De har ingen levende modeller, men navnene er betydningsbærende nok: «Fredrik» som kan leses «Fred-rik», og «Jørgen» 12

harKkanskje sitt utgangspunkt i Georg, han som kjempet mot dragen (og ble en helgen). I forbindelse med 150-årsminnet for kirkebrannen sendte NRK et radio­ kåseri av Zapffe. Det ble sterke kontraster. En biskop hadde fått seg til å si at brannen har lært oss å møte døden med et smil. Zapffe var rasende. Det siste han skrev i sitt liv ble en satirisk replikk tilbake til nettopp denne klerikale uttalelsen. Han slutter «Rikets hemmelighet» med disse ordene: «Desværre. Jeg kan ikke hjelpe dere. Det eneste jeg selv har å møte døden med, er et fjollet smil».

Denne samlingen med tekster fra Zapffes forfatterskap er ordnet kronologisk og samler seg om hans essays. Noen av tekstene som er tatt med, kan imidlertid vanskelig kalles essays i vanlig forstand. Heller ikke er de debatt-innlegg, epistler eller dikt. Men de har noe i seg som også er karakteristisk for et essay, en reflek­ sjon, og en formidling hvor forfatterens innsikt generøst deles med leserens. «Måke-egg» er for eksempel en slik tekst.

Forord Av Sigmund Kvaløy Sætereng Opprinnelig skrevet som etterord til Essays (1992)

Peter Wessel Zapffe var like rik og mangfoldig, like barsk og frodig som det landet han grodde frem av. Han ønsket deltagelse i strid, å stå for det en mener, gjennomborende «de tusen trøsterike fiksjoner». Han forbandt, på en måte som nesten ikke finnes lenger, det nære og konkrete hverdagsmenneskets strev med et perspektiv like vidt som norsk hav og norske fjellvidder. Tvers igjennom det hele søkte han, og mente at vi innerst inne alle søker svar på «det eneste for­ nødne og evig brennende problem — hva det betyr at være menneske». Det moderne, kommersielle samfunnets «almene gny» var for Zapffe en feberaktig flukt fra mening og mål. «Hva er det Norge H/fHva er tanken, ideen, meningen med dets liv som nation?» Kontrasten mellom dette stadig voksende «gnyet» og den særegent norske erfaringen hvor spørsmålene etter verdier måtte besvares i nær avhengighet av en vid og vill natur førte hos Zapffe til en «eksis­ tensialisme» av helt spesielt norsk merke, nemlig med et økofilosofisk tilsnitt som europeisk eksistensfilosof mangler. En bred interesse for verdens tilstand utenfor Norge spiller her med, og også en tidlig inspirasjon fra Europas «opprør mot seg selv» i form av den tyske senromantikkens forsøk på å få gjort mennesket helt igjen på tvers av hovedtendensen — opplysningsfilosofiens teknologisk manipulerende optimisme. Den siste har jo forlengst vunnet tilbake det tapte, mens Zapffe har stått fast på det særpregede kombinasjonsgrunnlaget som gjorde ham til en økofilosofisk pioner i Norge. Den spesielle dynamikken som vi senere har kalt økokrise, gir han et poetisk uttrykk for (i et dikt i Tromsø Stifttidende) allerede i 1929. Mennesket står overfor en almen tendens i universet til nedbryt­ ning av mangfold og utligning av energipotensialer. Livet generelt, og mennesket spesielt, har likevel evnen til, midt i denne strømmen, å bygge lokale nisjer med motsatt utvikling, men det tar lang tid og varlige, gradvise justeringer. Men maskinsamfunnets kolossale suksess i å omdanne verden beror nettopp på at noen enkle, tekniske håndgrep er alt som skal til for å slippe nedbrytningskreftene løs. Zapffe har vel funnet på verdens mest fortettede uttrykk for dette: «Byen og bomben». Zapffe finner prinsippet i operasjon langt ut over fysikernes og kjemikernes krets: «Sygdomme kommer ind i legemet «i kilovis» og må drives ut igjen «gram for gram». Mangeårig vennskap går tilgrunde ved en bagatel... «Værdiene» må stadig tilføres energi utenfra... mens ødelæggelsen «får hjelp av naturen».» 1 5

Den varsomhet, omtanke og stegvise prøving som dette perspektivet maner til ville selvfølgelig gitt oss en verden uten de forskrekkelige utsikter som vi 5060 år senere står foran. Men til og med Brundtland-rapporten anbefaler fortsatt økonomisk vekst; vi er innfanget i karusellen, historiske og filosofiske analyser slipper ikke igjennom, den mulighet til besinnelse som de store natur-rom til­ bød forsvinner under «Die Norwegische Apparatlandschaft». «Setervolden er en parkeringstundra og de «landlige dufter» blir ordnet av hotellets avfalds-laviner, som velter ut av turistseparatoren nedentil, mens sølvet blir tappet høiere oppe.» Markedskreftenes integrasjon er den neste omdreiningen.1 Men Zapffes «biosofiske perspektiv» har en dypere dimensjon enn dette: At mennesket er slik at det krever en mening med sitt og menneskehetens liv som helhet, er selve menneskets egenart blant alt levende. Men det er en «overutrustning», for naturen er ikke slik at den kan innfri dette kravet. I samme grad som mennesket er i stand til å flerre alle oppfinnsomme blendverk og å realisere sin egen fulle menneskelighet, i samme grad må det oppleve seg selv som et misfoster i naturen. Svært få, om noen, makter å ta dette inn over seg, men det er kanskje nok at det skjer i glimt for å motivere en livsførsel som ikke gir økokrise og heller ingen voldelig adferd mennesker imellom. Etter en slik oppvåkning forsvinner konkurransemotivet og erstattes av et lidelsesfellesskap, av gjensidig identifikasjon. Alt endrer karakter; naturens øvrige levende vesener omfattes også av fellesskapet, for selv om de mangler menneskets meningskrav, slås de overende som vi. Og i det økologiske perspektivet er vi sammenvevet med dem og vår oppvåknings-evne er skjedd på vegne av dem alle, et evolusjonssteg som gikk for langt. Dermed blir det å leve ut menneskets egenart også å ta inn over seg et ansvar for alt som lever, en motivasjon til å motarbeide, særlig, den ødeleggelse av natur som springer ut av «utnyttelsesfeberen», den panikkartede flukten fra det menneskelige. «De hvite flekkene på kartet er hellige», sier Zapffe. Ikke først og fremst fordi naturens mangfold er en egenverdi, men fordi de representerer områder for besinnelse. Her taler en av Europas siste «hedninger» — de som lever på «heden», villheia, de som ennå ikke er kolonisert av Romas sivilisasjonsbølger. Men det er en form for sivilisasjon som underminerer seg selv. I mellomtiden trenger vi, hel- og halv-hedninger, Peter, klippen, Stedtind — «et brokar i strømmende tid». Slik ser han ut nå, som hogd ut av Lyngenfjeld, igjen ett med det landskap som ga ham hans vitalitet.

1 Europa og verden som en total-separator i akselerasjon. 16

Jus på vers* 1923

Om præjudikater og deres betydning for retsutviklingen Et præjudikat er en høiesteretsdom — stort mere man kan ikke sige derom. Og Høiesteret er al ære værd, den er trygg og forstandig i al sin færd. En dom av Høiesterets-kvalitet den skulde ha virkning til evighet. Og da var jo saken grei, men nei, så enkel er den desværre ei. Selv assessorer er mennesker kun, med menneskers tanke, og menneskers mund. Og ordet: Errare humanum est, det passer på dem som på mennesker flest. Om nu i en sak er gjort ret og skjel og spørsmålet reises allikevel — hvad vekt skal da lægges på siste dom? Ja, det har længe man tvistet om. Romerne formet sin lære best: Non exemplis, sed legibus, judicandum est. I England, man sier: Det sømmer sig ikke på Domstolens hellige bud at flikke: En dom skal følges til punkt og prikke. Men de som taler fra vort kateter, de hengir sig nødig til yderligheter. En aurea mediocritas følger vi heller; den blir oss tilpas.

Når dom er faldt i en viktig sag det huskes i folkets brede lag. Man vokter sig vel for at lave proces når saken er judicata res. Opinio juris sig danner let: Man tror at dommen er gjældende ret. 17

Ja, sådan kan sedvaneret opstå og dommen betydning for retten få. Men det var galt, hvis man anta vilde at dommen selv er en retslig kilde.

Om nu en dommer har i viktig sak git kjendelse og så, nach Tag und Jahr han får en ny henvendelse som gjælder samme tvil — Kan han da med et smil blot læse op sin gamle dom til skræk for parterne som kom? Å langtifra, for tidens tand imens har gnavet flittig, så det som dengang var forstand er kanske nu vanvittig. Og han, som rettens viva vox må ikke være orthodox men lyde livets sterke stemme og dagens tusen krav fornemme.

Men på den anden side kan rettens enhet lide ved alt for stor vilkårlighet. Man vet at hvo sin hund opdrage vil han tukte må med konsekvens så dyret gjennem spark og smil kan spore en bestemt tendens. For hvis han blir i utid vred han mister dyrets kjærlighed. Slik også Rettens vokter må i folkets skarpe øine stå, som prøvet ven, som vis og god, som suveræn og tjener tro. Det synes efter dette, som om dommen av igår skulde kræve større hensyn end en gammel uten anke; men herved er at merke, at jo længer tiden går desto fastere gror dommen i folkets sind og tanke.

1 8

Moral: En kræftbyld av igår den kan du trygt la skjære. Men er den mæt av år bør helst du la den være.

*Besvarelse til juridisk embetseksamen ved Universitetet i Oslo i 1923.

Nasjonalsosialismen i biologisk lys 1934

«Manuskriptet er avfattet i retskrivningen av 1907» Hvorvidt mennesket for å seire over de sterkere og hurtigere dyr og for å skaffe sig klær, hus og mat i et barskt miljø, måtte være utrustet med så store sjelsevner som tilfellet er — allerede det er et tvilsomt spørsmål. Noen interessekontakt mellem organisme og miljø har aldri vært påvist; først efter at mutasjonen var sprunget frem viste det sig om den kunde bestå. Og det gjorde da mennesket til overmål. Et ledig overskudd av sjelsevner kan iethvertfall iakttas nu, når den biologiske kamp er ført tilende, og de farer, som ennu truer fra denne kant, er redusert til et minimum. Visstnok har senere økonomiske forhold igjen skjerpet den materielle eksistenskamp, men heller ikke i denne engageres individets totale psyke. En evne vil altid søke sitt objekt for å realisere sig, det ligger i selve evnens natur. Som nevnt finner bare en liten del av våre sjelsevner sin realisasjon i artens biologiske opgave, den å beskytte, og forplante livet, føre menneskeslektens kimbane videre. Noen annen opgave viser naturen oss ikke. Følgen er at våre evnebunter famler efter objekter i det tomme rum, at vi oplever dem som en uhyre utilfredsstillet lengsel. Her er det ikke opgaver, som søker en evne slik som i den biologiske nød, her er det evner, som søker en opgave. I åndslivet har en del av disse krefter funnet avløp. Men hvad er åndslivet annet enn en tumleplass, som vi selv har skapt ut fra våre egne sjelelige behov? Største­ parten av åndslivet bøier ut av slektsstrømmen og har sitt mål i sig selv. Jo mere vi nærmer oss dets grenseydelser desto klarere ser vi dets biologiske indifferens. I ekstreme tilfeller har den åndelige livsholdning endog antatt en direkte antibiologisk karakter og nedvurdert de livsbevarende krefter. To yderligheter vil vi under det følgende se bort fra. Den første er geniene, de evig brennende sinn som ikke kjenner, ikke tåler annen tilværelse enn den rus- og smertemettede kamp i bevissthetens grenselande, og hvis allmektige lengsel det er, i siste instans å bli fortæret av sin egen evne, å dø en kosmisk død. Den annen yderlighet er den gruppe sjelelig begrensede som aldrig løfter sin panne over matstrevet, m.a.o. de biologisk sterkeste. Folkenes overveiende flertall består av dem som rives hvileløst frem og tilbake mellem sjelelige anfektelser og dagens krav. Evnernes orkesterbrus i sindet stiger i styrke, når hendenes gjerning er slutt. Erindringer våkner og krever å bli tatt op, drømme lokker, muligheter hidser. Spredt viden glir sammen til synte­ tiske syner av liv og død, det egne livs under stiger som en røk fra bevissthetens

21

avgrunne og fyller den med uro og angst. Historiens gjentagelser rir ham som en mare, hele skapningens lidelse velter inn over ham med blodige bølger. Han er ett med den hele menneskehet, han river tøilen av sine guders hånd, og i kos­ misk harme krever han rettferdighet, broderskap, kjærlighet som høieste, eneste lov, han bærer allverdens synd og brenner efter å gi sitt liv til dens frelse, bare han visste hvorledes. Imidlertid er Hokken blitt åtte og kontoret åpner ni. Han kjenner ødeleggelsen i sitt indre, lavinene, vandalismen, den hylende menings­ løshet, - men han må på kontoret, nødvendigheten har talt. Utpå dagen blir han roligere, han skjønner at her er fare for de nærmeste krav; er han distré i sitt arbeide, risikerer han å bli opsagt. Han har kone, og han har barn. Han må nedskjære sine sjelsevner til et, biologisk hensiktsmessig lavmål. — Efter noen tid gjennemløper han den samme kurve påny. Til folkegruppens overflate når disse individuelle-svingninger ikke op. I det politiske liv blir frekvensen langsommere, men også her kan vi, mellem andre eksponenter, iaktta en tydelig brytning mellem ideale og livsbevarende tenden­ ser. Har vekten en tid ligget ensidig på det materielle, vil den humanistiske reaksjon ikke utebli. Til biologisk politikk hører autoritetsprinsippet, fordi det holder sjelsevnenes gjæring i folket innenfor hensiktsmessige skranker. Har på den annen side «friheten» vært fremherskende, grenserne løse, alsidigheten og toleransen blomstrende, så vil man kanskje opdage til slutt, at under det rikt pulserende, universelt humanistiske, alle sjelsevner tilgodeseende offentlige liv skjuler der sig en blodløs, avkreftet, halvopløst biologisk grunvoll, som hvert øieblikk truer med å bryte sammen. Det var denne skjebne TysHand stod overfor våren 1933. - Biologisk regene­ rasjon og sjelelig begrensning er uløselig forbundet i den fase det nu har gjennemgått. Slagordene stenger for stjernehimlen og er svindel som alle slagord. Men den vebnede autoritet, som sikrer dem mot kritikk, behøves nesten ikke. I den grad er behovet felles. De nye slagord, i fortsettelse av tysk tradisjon, gir samvit­ tigheten ro for en tid mens nerverne styrkes. At den kosmiske bevissthet vil våkne igjen, når gruppens eksistens er sikret, ligger utenfor tvil. Faust er ikke død, han bare sover. Noen ny livsorientering er det altså, dypere sett, ikke tale om. Sammen med kommunismen viser N.S.1 nye former for ortodoks reaksjon, styrkende og konsoliderende i de respektive grupper, men motbydelige for den frie tanke, den altomfattende følelse. Slipper man imidlertid av hånden den lampe, som kaster det evig-menneskeliges lys over tingene, blir billedet straks uhyre komplisert. En kjent og aktet foredragsholder1 2 har nylig gitt uttrykk for den tanke, at vi nu efter de tyske begivenheter måtte ta op til kritisk revisjon våre idealer huma­ nisme og toleranse. Ut fra ovenstående betraktninger mener jeg der ikke er grunn til å tillegge N.S. denne prinsipielle åndelige betydning.

1 Forkortelsen N.S. betyr Nasjonalsosialismen, ikke «Nasjonal Samling». 2 Dr. Kristian Schjelderup. 22

Stedtind 1937

Det begynder at bli et brændende spørsmaal, om naturens sande venner gjør klokt i at berette om sine fund. Ikke bare risikerer de, næste gang de søker fred og fornyelse hos sine gamle idyller, at finde disse besat med uværdige, som letvinte transportmidler har bragt derut i tætte stim, ledet av deres egen naivt filantropiske veiledning. Paa jorden ligger søppelen efter dem som skavler av raattenskap og i luften kjæmper naturbeundrernes egen ulyd med hermetisk musik. Ære være folkets uskyldige glæder, til folket hører vi alle, og grænser skal ikke skille mellem menneskene. Det er i marken grænserne skal trækkes, det er der man nu maa begynde at bygge taushetens mur om de værdier, som dør naar de blir grepet med vold og som utfolder sine dypeste undere bare i den stille tilbedelses time. — Men farligere endnu er hyænerne som veirer proftt — som laller med lyriske tunger og kalkulerer med kolde, graadige øine. Hvad der levende falder i deres klør, det korsfæster de in effigie paa sine skrikende plaka­ ter, det vrænger de ut og ind i brosjyrernes standardiserte begeistring. Livet river de ut av sine umælende ofre og sælger liket i smaatt. Bevar os, himmel, fra projekternes raseri. Men Stedtinden i Tysfjord, den er ikke længer noget fund i geografisk for­ stand. Paa mange folkeslags maal har den allerede gaat jorden rundt, i billeder og sang. Fra de fjerneste land er der kommet stilfærdige mennesker for at tilbede under dens himmelstormende taarn. Ogsaa til mig kom engang det kaldende budskap. Nordmænd hadde gaat over terskelen til det aller helligste og vist de troende veien fra forgaarden til templets hjerte, der selve indvielsen finder sted. Helt siden jeg for mange aar siden læste Ferdinand Schjelderups lidenskabelig bevægede vidnesbyrd, var det min drøm at faa tænde leirilden i Stedtindens ly. Mange ting hindret, men omsider blev drømmen til oplevelse. Drømme taaler ikke at bli virkeliggjort, siger digterne, for da dør de. Men drømmen om Stedtinden døde ikke ved det farlige møte. Denne gang skulde den ikke fornedres og beklippes og bøie nakke og rygg for at faa plads i en kummerlig bolig — her gik den lys levende og i al sin høireiste glans like lukt ind i sin jordiske manifestation, i et fjorten hundrede meters eventyrslot av sølvgraa granit. Det var en hvitglødende julimorgen i femtiden at vi tegnet nysgjerrighetens plog i det dunkelgrønne fjordspeil. Det var stille i baaten, næsten knugende stilt, da vi dreiet om det sidste nes og ikke længer kunde gli unda med blikket,

23

som paa en gang søkte og flygtet. I samme sekund blev det vridd av en ukjendt kraft i en eneste retning og tviholdt der til det sved i synet. Gigant - majestæt - helvedeshorn — avmægtig søker ordene at reise en form i vort sind, at gjenskape det som handte med os i det første møtes voldsomme schock. Fra varden i solskyen til varden i dypet gik der et eneste blankpusset svaberg paa tre tusen meter, brudt alene der fjordens akse samlet det brusende linjespil til sublim harmoni. Bare det nødvendigste blev sagt mens isvandet bet i nakne lægger, og kasser og kolli vandret fra baatrummets dyp til den hvite soltørrede skjælstrand. Det hastet litt ogsaa, for vand truet vor velfærd baade fra neden og fra oven. Fjordene fylder sine lunger med uvørne drag der nord, og himlen har kort mellem glæde og sorg. Med vante haandgrep blev leiren bygget, vort hjem for en uke paa en fremmed strand, og den første regndraape møtte deU sidste kasse paa veien til Ole Andersens nøst. Jeg vaakner i posen og vet at idag skal det ske. Her er lunt og godt at være, den nærmeste verden er ordnet efter min vilje og gir tryghet og ro. Jeg ligger og kjender at jeg hater dette forbandede fjeld, fordi det har magt over mit sind. Denne stupide urimelighet midt paa en skikkelig menneskejord, dette idiotiske monstrum paa fem milliarder ton av samme slags graasten. Hvad er det du vil mig, at jeg er kommet de utalte mile fra en blidere egn for at slite mig ut paa dine endeløse skraaninger og dingle som en misdæder over utslettelsen? Du mystisk forfærdelige, du Sfinx over alle taaker! Hater dig, fordi du har gjennemrystet og rotet mig op til mit væsens grund og ikke gir mig hjertens fred før jeg har tvunget dig under min jernskodde hæl. Er du da en kvinde, at du tænder denne pinefulde eros i vort bryst? Nei, nei, du er das Ewig-Månnliche, en skulptur i umenneskelige maal av den rolig herskende, virile kraft! Bedst ikke at tænke mere paa dette. Regnet har git sig og det klirrer alt i kokekarrene fra Dekkes telt. Opbrudd overalt! Det er paa tide at posens lumre meditationer viker pladsen for dagsterk daad. Selskapet har delt sig i to. Selv skal jeg med Dekke og Simon Andersen Storelv gaa ryggen fra sydøst, den eneste kjendte adkomst hittil, mens Arne Næss og Else Hertzberg skal søke nye veier i storvæggen mot syd. Vort parti har et nogenlunde sedvanlig utseende, mens disse to spædlemmede avgrundsfugle, overhængt som de er med en eneste grøt av taugverk, bolter, karabiner, ham­ mere, skotøi og matpakker, og derunder klæsplagg av ukjendte stoffer og snitt, kunde slaa brister i selve erkjendelsesgrundlaget hos en uindviet betragter. Men saa er jo heller ikke deres forehavende av synderlig dagligdags natur, det skjøn­ ner en til overmaal ved det mindste skulende gløtt opover den skyhøie, panserglatte tindemur, hvor de skal hekle sig tilveirs med sit sælsomme isenkram. Verdner av ur og sva skiller os nu i flere timer fra vore venner i transscendentalklassen. Lerklumper og tyngdetræler som vi er og nødtvungne tilhængere av den alpine immanens vælger vi ruten der haand og fot finder fæste i gammel og god forstand. Men fra Halls fortop hører vi fjerne, hentonende hammerslag ute fra væggen imot, - bittesmaa klokkeklemt i det susende rum. Og ganske rigtig — med en seksløpet Zeiss finder vi omsider to farvelagte 24

gryn ute ved kanten av den stupende stenørken, ophængt som blodvidner paa hver sin knagg mellem veltende hamre og styrtende sva. Vidunderlig og motbydelig flinke folk! Og hvor blir det av mandens autokrati? Skal vi nu av lyslokkede usurpatricer fordrives fra det sidste tilflugtssted, vore skarve fottrin oppe i fjeldvæggen? Vi roper - men hvirvlende vindkast fanger den fattige menneskelyd i sin kaate lek, tumler den hit og dit under huj ende løier og slænger den fra sig i en eller anden ukjendt kløft hvor den blir til et suk og dør. Men nu til verket! Vi samles paa fortroppens hjørne mot vest og ser over mot tinden. Fra blokken vi staar paa har Pan eller Jordaanden eller Djævelen selv spændt en klæsnor paa to hundrede meter over i stortindens østvægg, der nyskurte tusenmetersva er brukket efter midten og ophængt til tørk. Tre smaa skrævende klæklyper vrikker sig over i lusefart, biter om kanten og rider det gyngende spænd. Rider ja! Væk med klæsnor og hit med tømmer! En steilende helhingst med rykende man er dyret som bærer os gjennem avgrunden. Nu sporer vi folen med skarpslipte spiker, — og farten øker og luftens foss slaar sammen om de pløiende flanker. Saa er vi over og gir ham en klap til takk, stiger av og gaar videre tilfots. Her er rummelig og bredt, her slaar vi os ned i en grushaug og spiser meget mat og drikker meget saft og ligger paa ryggen med sprikende knær og røker pipe — mens blikket gaar lange turer paa himmelen med hodet ned. Endnu har vi jo nogen hundrede meter igjen til toppen, men hvad skal vi kave for? Her er godt at være, og dagen er bare barnet og natten er vor. Og vi er saa aldeles kolde og rolige utenpaa og et langt stykke indover baade i krop og sjæl. Men inderst inde? — Det skal være et svaberg oppi her etsteds som man ikke kommer utenom, en skive til at entre over i hænderne - et stykke klatring de likesom ikke blir færdig med at snakke om, de som har gaat der---- naaja, den tid den sorg; det haster som sagt ikke. Et stormkast vækker os av dvalen, og Simon fanger i flugten en støvel som er paa vei ut av tilværelsen. Vinden er vokset, der spilles paa kam i den raggede rygg, og det gurgler i nordvæggens uhyre orgelpiper. Vi hutrer litt, faar gummi­ sko paa i en fart og taugene ordnet. Dekke faar det hædershverv at lede os over de kritiske ti meter, som ligger mellem den spørgende uro og den seirende visshet. Snart staar vi paa den smalnende hylde som fra den brede dennesidige trygg­ het løper ut mot selve intetheten. Her gjælder credo quia absurdum. Med tærne spændt mot hyldens ytterste spids ligger førstemand flat gjennem luften for at naa over paa skiven. Saa gaar han videre i armene mens krop og ben følger efter som fragtgods. Han forsvinder om hjørnet, og nu er det mig som staar og blir liten paa den sidste krumning i hyldens blygt hendøende motiv. Drømmer jeg? Er dette et skridt paa en jordisk menneskevei? Kan det være en fjeldvægg, en stivnet form, denne foss av gulgraatt sva som med pipende, spøkelsesagtig fart styrter sig ned fra eggen og smelder i skogen efter et eneste sopende sveip paa nærmere tusen meter? - Jeg faar nu ialfald behandle den slik, gir signalet til ham

25

deroppe og lemper mig ut. Det er et landskap ikke av denne verden, men under mine huggende hænder blir de kosmiske kræfters almægtige luner til menneske vei. Jeg oplever i disse navnløse sekunder, hvordan hele min skjæbnes brede strøm løper sammen til intet i denne passage paa en seks—otte forbitrede fingertak. Vi sitter ved varden og lar blikket seile. Fra Lofotvæggens hilderland i vest til jøkelens islys i øst. Det ryker av dypet, og det driver av himlen, mens form og taake knuses mot hjørner og gjel. Og syn og sus flyter sammen til en saga om mineralets evige suverænitet. Som skodden skapes, ændres og forsvinder, slik skummer ogsaa livsformerne om fjeldets fot. Det er ikke menneskealdre Sted­ tinden har skuet ned paa fra sin ensomme høide, men jord-aldre. Den staar som et brokar i strømmende tid, og de skridende jøkler kløver den som et plogjern. Men bræen blev borte og varmen kom, og brontosaurier gryntet under palmehænget. Og Stedtinden blev døsig av dampen og trak skoddedynen over hodet og blundet litt, og nu er det gamle Anders Nilsen som tusler i tyttebærlyngen. - Og likevel hænder det om høsten, naar Den store Fremmede kommer for at tælle sin grøde, - da glider hans blik langs de trodsige flanker og der løsner en enkelt sten-----Det er uveir mens vi gnager os fjorden ut i Simon sin skrøpelige farkost. Rosserne jager under en knugende stratus og byger av vaatt og salt driver os i nakken. Da revner skyene, og endnu engang staar han for os, titanen, lynomfunklet, vassdrivende, skinnende som smergelpusset jern. Det raper av torden omkring ham, men det rager ham ikke, ingenting rager ham, der han troner i olympisk likegyldighet over livets svedende geschæft — en ambolt hvorpaa guderne kan hamre.

26

Måke-egg 1939

Du kroner påny mitt frokostbord, du barske lækkerbisken fra den siste holme og tænderne løper i sjø. Men nu har jeg sænket kniven. For med ett har du tusen hemmeligheter! Forunderlige, breddfulde kalk - og dette har du tiet med i alle år, og bare latt dig sluke av stoffskiftets gapende træl! Hvad gjemmer ikke ditt brogede skall - bygget av skjællets rosenrøde vinge, av korallens hvite knokler, av stenen på det skumspylte skjær! Vævet av bræernes blått, av dypets kjølig­ het og bleke vårhimler lukker sig hviten om blommens guldglødende midnattsol. Du eventyr — sammenrullet i uendelighetens endelige form, i klodens og tidrummets linje, vort liv og vort land i årtusener er bundet i ditt billede som i diktets. I blommen hviler det spirende gry, udødelighetens frøkorn, som længter mot spilte vinger og livshvite skrik over isblått hav, over solbrune kyster — mot blinkende øines favnende kraft. Det er mulighetens mysterium jeg har kokt sammen på otte minutter til en håndfuld fordøielig mavemat! Nu skjønner du hvorfor jeg ikke hugget ind på dig. For idag har du opfyldt et høiere kald — å nære mitt sind med poesiens vitaminer.

27

Sprogform - stilfølelse - mentalitet 1939

Det må forundre, at diskusjonen omkring den nye sprogform ikke har samlet sig sterkere om et spørsmål som ordbilledets betydning for stilen og dermed for de sjelskvaliteter som manifesterer sig i sproget. Er stilfølelse noget som bare literatene har bruk for, eller angår den alle som central verdi? Mr. Larsen in the street, henvender han sig i samme stil til sin strenge chef, sin uopdragne sønn, sin hemmelig elskede og sin gamle mor som ligger for døden? Velger han de samme ord i den samme form, den samme rytme og det samme tonefall når han taler ved det festlige bord og når han bekjenner sin brøde? Nei, han har ikke nok med sproget kort og godt; han trenger i livets vekslende forhold mange sprog i sproget. Så inderlig er forbindelsen mellem det som lever i hans sinn, og uttrykket han gir det i tale og skrift, at har han ikke mange sprog i sproget til sin rådighet, så forarmes hans indre liv. Norsk av idag har mange kilder og mange skikt. Der er sagastilens malm og tømmer, der er dansketidens kultiverte omhu, der er byens hissige knapphet og bygdens brede ro, der er saftig folkelighet og akademisk purisme. Her er stren­ ger nok for den som har toner i sig. Så er det kanskje valgfrihetens opgave å ta vare på dette rike klangmateriale? Dessverre nei, for valget skal ikke tjene øieblikkets behov, men avgjøres en gang for alle. Når en skole, en klasse, et enkelt barn har bestemt sig for den ene skrivemåte, så er adgangen stengt til de øvrige sprog i sproget. Stilfølelsen er bundet, stilen er fiksert, livsholdningen blir påvirket i en bestemt retning. Hvori består nemlig den psykologiske forskjell mellem formene sten og stein? «Sten» er nøitralt fortellende; man fester sig ikke ved nogen enkelt av stenens arter og egenskaper og heller ikke ved nogen enkelt av de menneskelige sysler, som er bundet til stenen. Sier jeg «stein», så inntar jeg straks et annet forhold til objektet, et nært, begrenset, ensidig materielt forhold, konkret og levende. I dobbeltkonsonanten st- ligger sleggens anslag og sprut av splinter, i det følgende -ein kommer efterklangen i stoff og redskap. Svettelukt og skitne never, bøide rygger og rasende fjes melder sig i bevisstheten. Ved jordarbeide, turer i marken o.l. dekker det helt oplevelsen at jeg kasta en stein og skrubba et bein; jeg er passelig sleivet og fri, jeg tar fatt på tingene med grove og uvørne grep. Derimot vil jeg helst at lægen skal ha spjelket et ben, hvis benet er mitt eget. Denne form kaller til orden og ansvarsbevissthet, til soberhet og omhu. Har han «spjelka et bein», så er der

29

grunn til uro; en føler sig ikke overbevist om steril behandling og fornøden hensyntagen til fotens ømhet. Beina på dama er ikke fullt så elegante som damens ben; de innbyr til spøke­ fulle håndgrep. Silkestrømper på damebein gir komisk virkning, mens dameben fordrer estetisk respekt. I «nyresten» er «sten» bare et billede; «nyrestein» er derfor direkte misvisende; man har ikke stein i nyrene. Når en leser at de har satt op en «minnestein», så kan en ikke egentlig skjønne hvorfor materialet i bautaen skal betones så sterkt. Det avgjørende ligger jo dog i minnet, og ikke i steinen. Det nøitrale og mere abstrakte sten dekker intensjonen helt og gir rum for en lyrisk og patetisk at­ mosfære omkring minnesmerket og dets tross mot forgjengelighetens lov. «Frue som hamstret ulovlig» vil jeg i tilfelle kritisere på avstand, trekke mig tilbake fra, o.s.v. mens «frua som hamstra ulovendes»*må være forberedt på nær­ gående henvendelser og ukvemsord slengt efter sig i gata. Slik ligger stilfølelsen an i norske byer idag, og i viktige befolkningsgrupper på landet. Hvor valgfriheten fører til knesettelse av historisk sett vulgære varian­ ter, har man derfor å gjøre med ting av langt større betydning og rekkevidde enn filologiske stridsspørsmål. Via stilfølelsen blir følgen en psykisk realitet, en påvirkning av karakteren i konkret, subjektiv, grovkornet og respektløs retning. Naturligvis skal vi også ha et stilinstrument for denne viktige sektor av det menneskelige sjelsliv; forsåvidt er det her ikke tale om vurdering, men bare om differentiering. Den ene form er ikke «finere» enn den annen; de er bare av forskjellig ånd, og vi trenger begge. Men de vulgære former skal være et hjelpeverktøi til ganske spesielt bruk, de må ikke få lov til å bli basis. Så lenge vi ennu har en høinorsk normal avfornem klang, av sobert, respektfullt, saklig refererende stilforhold til det stoff som iklædes, så lenge vil også denne normal være det adekvate uttrykksmiddel for et fornemt sinnelag. Ødelegges uttrykksmidler, så betyr det at selve sinnelaget, og dermed et av pedagogikkens hovedmål hittil, får slettere kår. Jeg skal ikke insinuere at reformens ophavsmenn har hatt denne virkning for øie. Men den faller ypperlig i tråd med visse sociale bestrebelser som i plebeieren ser det norske folks dannelsesideal.

30

Det tragiske hos Heinrich von Kleist 1941

For en litteraturforsker som høsten 1941 skulde vælge tema til en prøvefore­ lesning ved Oslo Universitetet, måtte det ligge fristende nær at la en novelle som Kleists Michael Kohlhaas gi sitt bidrag til belysning av den øieblikkelige situation. Dikteren var av nazistene knæsatt som «kerndeutsch», og samtidig dækket hans livsfølelse i denne novelle på forbløffende kongruent måte stemningen i sam­ tidens Norge, hvor retssikkerheten var blit avløst av makthavernes vilkårlighet. Helten i fortællingen svarer på overgrepene med en filosofi og en terroristisk sabotage av en art som kunde være mønstergyldig for norske frihetskjæmpere. Da «freden» kom, trodde nok de fleste at temaet hadde mistet sin aktualitet... Henrik Ibsen sier om «Brand», at det var hans mening at fremstille «en hensynsløst energisk personlighed», - «et liv, der har idé-forholdets gjennemførelse til sigtepunkt». — «Brand er præst, — men — jeg skulde være mand for at gjøre den samme syllogismus ligesaa godt om en billedhugger eller en politiker —» Henrich von Kleist har gjort den om en hestehandler. «Av gammel krønike» står der som undertitel. Det peker på stilen: et strøm­ mende episk kontinuum som river med sig stort og smått på sin uavvendelige vei mot målet. Verbet, det handlingsbærende ledd, står sist i perioden, hvor det hindrer avslapning og likesom en tændt lunte fræser sig ind i det følgende... «Ved bredderne til Havel levde omkring midten av det sekstende århundrede en hestehandler som het Michael Kohlhaas, ett av de mest rettskafne og tillike ett av de skrækkeligste mennesker i sin tid. Denne usedvanlige mand vilde til sitt tredevte år ha kunnet gjælde som et mønster på en god statsborger — hvis han ikke hadde skeiet ut i én dyd. Men rettsfølelsen gjorde ham til røver og morder.» Her har dikteren selv gitt besked om sin intention. Han vil fremstille den paradoksale funktionelle forbindelse mellem høiværdighet og katastrofe; han vil vise hvorledes dette menneskes kulturelt relevante fortrin blev en viktig årsak til hans undergang. Ved en slik indledning vækker dikteren en bestemt forventning hos sine læsere; han påtar sig en tydelig avgrænset dikterisk forpliktelse. Forventningen er episk og psykologisk, men også filosofisk. «Retsfølelsen gjorde ham til røver og morder» - der ligger en utfordring i dette, en anklage mot den «moralske verdensorden». Læseren spør sig selv: hvorledes er en slik utvikling mulig? Det var nok også denne egenart ved fabelen som først vakte interessen hos Kleist, da han hørte beretningen av Pfuel. Kalder vi dette særegne for det «tragiske» ved 3 1

fortællingen, blir det vor opgave at undersøke hvordan den tragiske karakter er eller kunde ha været gjennemført.

Kohlhaas rider en dag til messen i Leipzig med et kobbel av unge, velnærede hester. Ved grænsen til Sachsen blir han stanset av en bom, som ikke har vært der før, og nu hører han at den nye borgherre Wenzel von Tronka har fåt et toldprivilegium; de reisende skal betale bompenger og løse pass. For at slippe igjennem må Kohlhaas la to svarte hester stå igjen som pant, og tjenestegutten Herse blir tilbake for at pleie dem, mens han selv reiser videre til Dresden. Her får han vite at historien om privilegiet er opspind; han sukker over verdens skrøpelighet og vender tilbake til Tronkenburg for at hente sine to sorte. Man fortæller ham der at gutten er jaget bort på grund av dårlig opførsel, og siden opdager han at hestene er kjørt fordærvet på markerne; de er skindtnagre og rører sig ikke ved piskeslag. Han gjør forestillinger, men slottsfogden svarer med trudsler. «Hjer­ tet banket mot hestehandlerens vams - men hans rettsfølelse, som lignet en guldvekt, vaklet endnu; for domstolen i sitt eget bryst var han endnu ikke sikker på, om fienden hadde skyld.» Han lar hestene stå og rider mot Dresden for at søke rettens hjælp, men atter nøler han og vender om; det er best at forhøre tjenestegutten først. Hjemme i Kohlhaasenbriick finder han gutten dødssyk; han er blitt jaget fra borgen under stygg mishandling, fordi han satte sig imot at hestene blev aldeles tilintetgjort. Kohlhaas tar junkerens parti under dette forhør; han vil sikre sig en objektiv undersøkelse. Derefter anlægger han sak i Dresden. I mange måneder venter han på resultatet; så kommer svaret fra advokaten: klagen er slåt ned ved korruption. Han prøver ved tribunalet i Brandenburg, men støter også der på familien Tronka. Kancelliet betegner ham som kværulant; han skal slutte med at plage domstolene. Kohlhaas raser, men borgeren er endnu sterk i ham; hvis de kommer med hestene nu, så vet han at han vil ta imot dem og la saken falde. Da blir det meldt at hestene brukes på Tronkenburg nu som før. «Midt i smerten over at se verden behersket av kaos kjendte han med ett tilfredsheten ved at vite at der var orden i hans egen sjæl.» For nu gjælder det noget mere end hans eget private anliggende; nu er hans opgave den at gi Tyskland rettssikkerheten tilbake. Han sælger gård og grund og vil sende familien bort — dels fordi han ikke vil leve i et land som er prisgit næveretten og ikke gir menneskeværdige vilkår: «Skal jeg trampes på, vil jeg heller være en hund end et menneske.» Og dels for at vinde den handlefrihet han nu har bruk for: «Gud har velsignet mig med hustru og barn; vil du jeg for første gang skal ønske at jeg ikke hadde dem?» Men hans trofaste Lisbeth aner ondt og vil gjøre endnu et forsøk. Hun opnår også at en ridder ved hoffet tar bønskriftet fra hende, men først efterat en altfor nidkjær vaktpost har støtt hende for brystet med et lanseskaft; hun kommer døende hjem. Kohlhaas gir hende en fyrstelig begravelse; det er den enkle mands uttryk for, at hun er omkommer for en hellig sak. På selve kirkegården mottar han fra Berlin en «landsherrelig resolution»: Han skal hente sine dyr fra borgen og ikke oftere komme tilbake til saken, hvis han vil undgå fængsel. «Da graven

32

var kastet igjen, faldt han endnu en gang på knæ ved hendes tomme seng og viet sig så til hevnens gjerning.» Han forfatter en domskonklusjon og sender den til junkeren med tre dagers frist. Fjerde dags morgen bevæbner han sine svende, overfalder borgen og svir den av, men junkeren undkommer. Kohlhaas forfølger ham med ild og sverd fra sted til sted, trækker forsterkninger sammen fra pakk og pøbel, utfolder evner som feltherre og slår de utsendte hæravdelinger sønder og sammen. Han brænder Wittenberg og Leipzig, hvor herr Wenzel har søkt tilflukt, og fra slottet i Ltitzen utsteder han sitt fjerde «mandat»: Som stedfortræder for sin navnebror, erkeengelen Michael, er han utsendt for at straffe den skamløse ondskap, som hele verden er sunket ned i. «Gitt på sætet for vor provi­ soriske verdens-regjering...» Imidlertid har saken vakt uhyre opsikt; Kohlhaas er blit en trudsel mot rikets sikkerhet. Nu griper Martin Luther ind. Den store reformator sitter med sine studier i Wittenberg; selv da Kohlhaas brænder byen for tredje gang, rører han ikke en finger. Man mistænker ham for at ha ventet av novelle-tekniske grunde! Nu finder Kohlhaas en morgen, på veien fra retterstedet, hvor han holdt justis over ulydige knekter, et opslag i slotsporten: det er mordets, ikke retfærdighetens sverd han fører; derfor er han hjemfalden til dødsstraf og evig fordømmelse. Disse ord fra den mand han satte høiest av alle, awæbner Kohlhaas fuldstændig; i forklædning opsøker han Luther. Min krig mot samfundet hadde været en forbrydelse, sier Kohlhaas, hvis jeg ikke først var blit utstøtt av dette samfund. For den mand er utstøtt, som blir nektet lovenes beskyttelse; han har vildmandens rett til at beskytte sig selv. Luther er slagen; han vil skaffe Kohlhaas fritt leide til landstribunalet i Dresden. Han opløser øieblikkelig sine tropper, vil kjøpe sin eiendom tilbake, sender bud efter barnene og kommer alene og ubevæbnet til Dresden for at få saken gjenoptat. Men leidet brytes, og han opdager at han er fange. Da gjenopstår den primitive rett til selvforsvar: han forbinder sig med en av sine gamle staldbrødre og vil prøve en flukt. Planen opdages og Kohlhaas blir dømt til en pinefuld og forsmædelig død. Imidlertid sker det uventede, at Brandenburg griper ind, og sakens to hovedspørsmål blir avgjort henholdsvis i Dresden, hvor Kohlhaas får medhold i alle punkter mot junker Wenzel, og i Berlin hvor han dømmes til døden ved sverd for sine brandstiftelser og røvertog. «Retsfølelsen gjorde ham til røver og morder.» Skjønt der er indført et kom­ pleks av samvirkende årsaker, må hovedtanken være den, at om Kohlhaas hadde været slappere i sin retsfølelse, vilde han også været mere levedyktig under de givne vilkår. Til gjengjæld hadde han ingen betydning hat for idéernes kamp, og hverken Kleist eller læseren vilde ha vist ham interesse og medfølelse. Men nu gjør vi det, fordi Kohlhaas er et repræsentativt individ. På en av håbets hovedveie står han længere fremme end folk flest. Han er, som sin frænde Job, ikke bare et mønster for sin egen sociale gruppe, men på et enkelt område skyter han ut av den respektable masse som en racehest, hvis distingverte evne det er at løpe, ikke at bli fet og fruktbar. Kohlhaas omfatter rettferdighetens idé med lidenskabelig kjærlighet; med social rettsorden står og falder ikke bare hans økonomiske eksistens, men også hans sjælelige velferd, hans menneskeværd og 33

meningen med livet. Når indsatsen for en høiværdig kulturel idé blir bærerens undergang, da angår det alle dem som deler hans vurdering og som med uro spør om sine dyreste interessers vilkår på jorden. Intellektuelle, indadvendte mennesker, vil som Hamlet kunne bli indviklet i teoretiske konflikter, når de skal sætte idéerne ut i livet. Kanske har de mistanke til sine egne motiver og deres evne til maskering, kanske fmder de som Hamlet hevnen værdiløs, når ondet er for stort. Skal han følge sin heroiske selv­ følelse eller gavne saken ved langsiktig beregning? Slike hemninger er ukjendte for Michael Kohlhaas; han er hestehandler og ikke filosof, en blodfuld, samlet, utadvendt og handlekraftig natur. Med urokkelig tillid ser han op til retfærdighetens gudinde, hun som holder en guldvekt i den ene hånd og et sverd i den anden, på det at hverken sverdet, som er den nakne vold, eller guldvekten, som er maktesløs teori, skal råde grunden alene, meff begge i forening. Kohlhaas spør vekten tilråds én gang for alle, og da overveielsens tid er omme går han sverdets vei med instinktets sikkerhet. Når samfundets retsapparat er gjennemtæret av korruption, hvad navn og maske den end bærer, da skal freden ofres for rettens skyld, og liv og velfærd om nødvendig med. Og Ihering, en av Tysklands største rettsfilosofer, gir ham medhold: Retten er skapt ved kamp og må opretholdes ved kamp, motstand mot uretten er plikt, opgivelse av mot­ standen er moralsk selvmord. Min subjektive ret kan jeg la fare, når også mot­ parten står på rettens grund, men jeg må aldrig tåle, at selve retsordenens idé blir krænket. Derfor fylder Kohlhaas sin kulturpolitiske mission, når han styrter vold ved vold og rydder tomten for retfærdighetens restauration. *

Det er blit hævdet at dramaet er den diktform som egner sig best for et tragisk indhold, og Kohlhaas var oprindelig tænkt som drama. Men det nye grep var heldig: for dette tragiske stof var novelleformen adækvat. Det som karak­ teriserer novellen ut fra dens navn og historie, er især at den meddeler en ny eller opsiktvækkende begivenhet. Knapheten er også et merke ved en form, som vel har sitt ophav i en urgammel situation som denne: en reisende kommer fra en fremmed egn og har ting at fortælle. Alle diktets elementer må underordne sig den enkle, i få og sikre streker gjennemførte fabel; i en episk monografi ligger der vekt på interessens enhet. Novellen vil være særlig mottagelig for et tragisk for­ løp som sættes igang ved en hensynsløs aktivitet, og rent lykkelig blir foreningen av novelleform og aktivitetstragik når den levendegjøres av en stil som Kleists, en stil som ikke kjender nåde, som griper med tigerklør, opsluker og går videre. Men det er også en stil for den, som har kjærlighet og styrke nok til at løfte et tragisk offer ut av forglemmelsens mørke, og bære ham frem i diktningens solsterke dag, til menneskenes undring og til forsynets beskjæmmelse. *

Kleist hadde som rimelig var ikke benyttet den første og billigste utvei til at avrunde det heroisk-tragiske i heltens skjæbne, at la Kohlhaas bli fanget og

34

henrettet på et tidlig tidspunkt, slik som det gik med den historiske Hans Kohlhaase. Isåfald vilde katastrofen været fuldbyrdet i et urettferdig miljø ved ytre motmakt, et dramatisk, men ikke synderlig interessant forløp. Og dikteren får snart en ny anledning, som psykologisk sett står meget høiere, nemlig besøket hos Luther. Her måtte Kohlhaas bli overbevist, han måtte se sig selv som en røver og mordbrænder, som en falden engel hvis liv og salighet er forspildt. Han måtte gå under i fortvilelse, skyte sig for Luthers øine, som han også truer med, eller søke døden i nye, desperate eventyr, hvor han nu bare vil hevne sin sjæls forlis. Slik hadde Grabbe og kanske Shakespeare behandlet et Kohlhaasproblem. Han var blit ført bak lyset av djævelen og sitt eget kjød; det han trodde var rettferdighetens hellige ånd hadde umerkelig forvandlet sig til hadets og hevnens og urettens dæmoner, til det han var gåt ut for at bekjæmpe. Han hadde glemt at skjelne mellem voldsverket som et smertefuldt, nødvendig og forbigående middel, og voldsverket som berusende selvutfoldelse. Ved sata­ nisk ironi fra ukjendte makters side er han kommet i bås med sine motstandere og må vende dommen mot sig selv. Katastrofen utløses da i retferdig miljø (samvittighetens verdensbillede) gjennem indre motmakt - et forløp med rike psykologiske muligheter. Dikteren tar også et enkelt skridt i denne retning: Luther nekter Kohlhaas sakramentet. Men hvad hjælper det, når hestehandleren, efter en kort sjælekamp, finder at han får klare sig uten? Ja, utviklingen blir snarere den motsatte, idet Luther lar sig overbevise av den andens argumenter. Læseren, som trodde fabe­ len var moden, opdager med forbauselse at han endnu ikke er kommet halvveis i fortællingen. Hvad skal Kohlhaas i Dresden? Få rett og triumf og stå med palmer i hænderne? Umulig, da er han jo ingen røver og morder, men idealist og folkehelt. Bli dømt og gå tilgrunde? Ikke dårlig: fordi heltens beredskap til loyahtet ikke var blit rasert i bund og grund ved den første, brutale prøve, — fordi han er så betagende sterk i sin sociale vilje, at han gjør Luthers beskyldning til skamme: orgien han gjennemgik har ikke satt det mindste merke, — fordi han endnu hadde i behold et fond av barnlig usvikelig tillid — derfor blir han nu også bedrageriets bytte og må dø en endnu vanskeligere død. Anklagen mot forsynet er ført ut til sin siste konsekvens. Men atter forvirres læseren: Kohlhaas dør tilfreds og forsonet med sin skjæbne! Hvorledes er det blit mulig? Indrømmer han sin urett? Nei, nogen krise av denne art har han ikke gjennemlevet. Er han stolt over at kunne ofre sitt liv for den historiske opgave at gi sitt folk rettsbeskyttelsen tilbake? Desværre nei. Det er småborgerens glæde ved hevnen over de store, som er kilden til denne idyl på skafottet. «Jeg kan gjøre dig ondt, og det vil jeg.» Siste mulighet forspildt? Nei; selv denne utvikling spænder en tragisk bue over diktet, bare så, at det ikke er helten selv, men læseren som fatter den sær­ egne kvalifikation ved katastrofen, nemlig ved karakterens opløsning og forfald. Hvor er det blit av den ubestikkelige korruptions-fiende, folkets befrier, ideens fanebærer og martyr, av gjengjældelsens majestæt og erke-engelens stedfortræder? De er blit borte på veien. Kohlhaas «er blit mør». Han har glemt sin mission og vil flykte, — ikke for at gjenopta den hellige krig, men for at finde en fredfuld 35

alderdom i syden et sted, - «denn die Dickfutterung der Rappen hatte seine von Gram sehr gebeugte Seele.. .aufgegeben.» Også i dette perspektiv har livsbevarende kræfter spillet idealisten et puds. Ett er at være helt i den opblussende lidenskaps time, et andet at forbli trofast gjennem glædeløshetens og motgangens og nederlagenes år. Mellem rettsidéen og dens virkeliggjørelse står ikke bare spørsmålet om mod og vilje; allerede ved den rolle evnen spiller må problemfremmede kræfter få indflydelse på utgangen. Det var et heldig træf, at Kohlhaas hadde feltherretalent og syv væbnede svender; det var ikke nogen følge av hans sterke rettsfølelse. Hvilken urskog av hindrin­ ger og farer må ideen ikke lure og lirke og trodse sig igjennem - farer som kan bli dræpende og som ikke spør efter ideens valør! Hvilket kratt av juridiske, politiske, militære, økonomiske og psykologiske faktorer i uoverskuelig forvik­ ling! Bare på det rettslige område lyner det kryss i kryss med hensyn: tinglig og personlig verneting, instansfølge, bevisvanskeligheter, rett eller gal saksøkt, folke­ rett og privatrett, ansvar for undergivne osv. og med skiftende personale kom­ mer nye fortolkninger. Ideens skjæbne truer stadig med at bli avgjort på et helt andet forum end det, hvor makt og rett oprindelig stod ansikt til ansikt. Processen kan bli et tilfældig våben i andre interessers indbyrdes kamp, og finde sin avgjø­ relse som en følge av fremmede spændingers løsning. I denne knute av alles kamp mot alle, hvor rettssaken snart ligger øverst, snart er begravet under andre kjæmpende skikt, går ideens bærer træt. Skjoldet er ikke så rundt og blankt som før; det er plettet av en urett hist og her, det er fliset av en tvil eller to. Men især går han træt fordi han er et menneske med blod og nerver og ikke en abstrakt ion, og fordi det var på den fronten han måtte kjæmpe og ikke på ideens, hvor han var sterkere end alle. Fortumlet og slitt av endeløse sindsbevægelser kom­ mer Kohlhaas ut av maskineriet og ser at han er havnet på retterstedet. Han kunde, i dødens umiddelbare nærhet, ha sagt som Hamlet: «Erindrer du endnu den hele sak?» Hvad der endnu findes av jordisk lidenskap i denne personlighet, det er knyttet til den subjektive hevn over motparten; det er bare slagget efter et utbrændt bål. Men også læseren, som i mellemtiden har latt sig bevæge av dikterens episke myndighet til en utflukt av tøilesløs fabulering, er på dette tidspunkt så forvirret og utkjørt, at han er moden for næsten hvilkensomhelst utgang, bare den kom­ mer fort. I denne tilstand av nedsatt mottagelighet blir han så forelagt en løs­ ning, som både er suggererende fortalt, kort, og sofistisk frapperende. Den svarer på det oprindelige enten-eller med et både-og. Først får den hæderlige borger fuld opreisning og æresbevisninger attpå. Derefter blir bandeføreren halshugget for sine missgjerninger. Man vil huske en lignende løsning fra «Prinsen av Homburg». Kleist reiser et problem ved at gjøre en hestehandler til jurist, og han løser det ved at gjøre juristene til hestehandlere. Det dreier sig jo nemlig her om to forskjellige spørsmål, som må holdes klart ut fra hinanden: klagen mot Wenzel — og den rett enhver borger har i et anstændig samfund til at få sin sak prøvet for domstolene i betryggende former. Kohlhaas begår ikke selvtækt i vanlig forstand; han går ikke domstolene forbi; ved sin aktion vil han tvertimot tvinge dem til at ta saken op. Det er et nødverge han har 36

efter almindelige rettsprincipper, også i bokens miljø, og dermed er oprøret blit kulturelt relevant. Dette gjælder uten hensyn til, om han fik medhold i selve søksmålet, men gjør det i særlig grad, fordi han far medhold. Så langt hans voldshandlinger falder indenfor det som nødverget gjør nødvendig, kan han da heller ikke straffes for dem. Og sier man, at han har overskredet sitt nødverge, så blir dommen ganske vist rettferdig, men vedkommer ikke fenger fortællingens problem. Da er Kohlhaas bare et beklagelig særtilfelde, hvor en latent forbrydernatur i en «kålhares» skikkelse finder utløsning ved en rettskrænkelse som vel­ kommen foranledning. *

Ved disse betraktninger har vi indirekte tat standpunkt i den gamle strid om forholdet mellem diktningens «æstetiske» aspirationer og de elementer av ikkeæstetisk natur som et verk kan inkorporere - religiøse, psykologiske, sociale spørsmål osv. Når dikteren behandler et område som har sine egne faglige love, så må han i de dikteriskeformåls tjeneste ta hensyn til disse love. Men bare så langt det fordres av mottagerens poetiske engagement. Det vækker således ikke vor historiske protest, at den virkelige Hans Kohlhaase, som står oss aldeles fjernt, er blit til Michael Kohlhaas (for erke-engelens skyld), men det vilde ha vækket den, hvis den berømte reformator Friedrich von Luther var blit brændt i Rouen. Det rettsfilosofiske problem har Kleist selv stillet i forgrunden da fortællingen begyndte; han nyder godt av læserens rettsfilosofiske interesse og må derfor ikke skuffe ham. Die er rief, die Geister, wird er nun nicht los. Han har forpliktet sig til enten at gi konflikten en løsning som blir episk antagelig også fordi den er intellektuelt antagelig - eller at medgi uløseligheten. Går han utenom dette valg, vii den logiske brist også lett kunne bli en dikterisk brist. Omvendt vil den filosofiske seier, som ligger i oprettholdelsen av intellektuel redelighet, kunne bli en viktig del av en dikterisk seier, den nemlig at et saklig sett interessestridig forløp blir avtvunget en særegen og fuldstændig poetisk oplevelsesværdi. For at kunne opnå den, må dikteren først stille det ufravikelige, man kunde si aristo­ kratiske krav til sig selv, at han ikke et øieblikk skal luske unda opgaven ved at gjøre forløpet saklig interessemæssig («positivt»). Han må aldrig gå på akkord med svaksjælede læseres opbyggelseskrav; han må ikke redde verket i hus ved at kaste et eneste ben av sin dyrebare erfaringsfangst til håbets ulveflokk. Det tragiske forløp er interessestridig par excellence, og skribenten kan, under ellers like forhold, neppe påta sig en vanskeligere opgave end den at leve sig ind i, og dikterisk gjenopbygge et slikt forløp. De strenger i sindet, som da vibrerer, er så ømfmdtlige, at selv den mindste falskhet i grepene blir momentant utåle­ lig. Det tragiske stiller så betingelsesløse krav til dikteren, at kan han ikke fylde dem i deres egenart, så skal han la stoffet ligge. Han får ikke lov til at fingre med disse høiværdighetens offere; han får ikke ta dem op som rariteter han finder, og kokettere en stund med den metafysiske gru som utgår fra deres skjæbne, for derefter at forråde dem i et eller andet ryggesløst optimistisk aspekt. Det er ikke nok til at gi en skjæbne mening, at man stikker to fingre i likets mund og sier:

37

Så, nu smiler han jo! Dikteren må ha det filosofiske mod til at fremstille onderne i deres fulde, tilintetgjørende tyngde. Men endnu må han ha evner tilovers: Han må eie den dikteriske kraft som gjør indvielsen i livets dypeste meningsløshet til en betagende, en besættende, en svimlende kunstnerisk erkjendelse. Han må i sin hånd ha tryllestaven, som forvandler den siste fortvilelse, uten atforfalske den til en umiddelbar bekræftelsesrus, fordi den fylder til bristningens grænse vor evne til, også i gru og medlidenhet, at fascineres av vore vilkår i verden — da er han tragisk dikter. Kleist hadde dikterkraften til overmål. At han også eiet det filosofiske mod, det vet vi fra «Penthesilea» og «Findling», fra «Erdbeben» og «Verlobung». Det er et sørgelig paradoks, at beretningen om Michael Kohlhaas, hvor selve stoffet er det mest betydningsfulde, skal være det eneste sted, hvor han har solgt sin poetiske førstefødselsrett for at ofre til dagens politik - selv om det var for at understreke alle gode tyskeres forakt for dem, som samarbeidet med de franske okkupationstropper. For bare på de vilkår vi nævnte, kan tragisk diktning hævde en helt selvstændig plass ved siden av anden diktning om idealer, høiværdighet, offer, kamp og undergang. Hestehandleren fra Kohlhaasenbriick har samlet mange diktere rundt sin glemte grav, og Kleist har båret hans navn længere ut end andre, men endnu venter han på den som skal gi hans liv den tragiske vigsel.

Et lys 1945

Der var en gang et lys, - av talg eller stearin, - hvad vet vi? Lyset visste det heller ikke, det hadde ikke set andre av arten end sig selv, siden det var i støpningen, og det var længe siden. Nu lå det alene i en skuf og hadde ligget der længe, skjønt det var midt på vinteren. Det var gjemt og glemt, kort sagt, - det var i ingens tanker, og derfor var det ensomt også. Og støvet hadde begyndt at lægge sig over. Da kom der en gjest i huset, en ung pike fra byen; hun var henrykt over den gamle gård og gik på opdagelse i kister og kot. Og således kom hun til skuffen, hvor lyset lå. «Aanei, se her» sa hun og holdt det iveiret, — «et egte talglys av den gamle slags». For hun så straks hvad slags lys det var. «Det skal i mormors stake, det vil stå til de gamle ting.» Og lyset blev glad og stolt og rettet sig i sin folde høide. For det var egte og det stod blandt de gamle ting. En aften kom der flere gjester, som alle var unge og glade, og på bordet stod kandelabere med mange skinnende blus. For en glans, tænkte lyset, og var blændet i førstningen. Men du milde himmel — det var jo lys som brændte! Høiere var de rigtignok, og finere i snittet, for de var utenlandske. Men ingen mors sjæl kunde mer betvile, at det var lys! Kan også jeg kaste gyldne stråler - spurte veken i stort under, og hele lyset skalv. Det blev urolige nætter, og dage i feber. Alt bøiet sig sammen om den vidun­ derlige evne det ante i sit indre. For syner der kom, — for musik i luften! Og angst —, angst fra store dybder under og bak, alt var jo mulig nu. Og så var det kommet på noget, som ikke fæstet sig i den første betathet: de lys som brændte, fortæredes efterhvert. Forløstes, gik under, gav sig hen i stråler, i lys. Lys? Det var jo dets eget navn! Her lå jo budet, her lå jo forjættelsen. Lys — ikke bare en hvit pinde med tråd, glød og kraft og jubel og forvandling! Det trætter at bære en stor tanke, en angst som steiler, en længsel som suger. Det bærer den som har fondet det ene fornødne. Det bar lyset, nu var det én eneste higen den at bli tændt engang. Så det var ikke rart at det sank betydelig sammen, da solen kom på det en dag- Og næste gang den lille pike kom ind, tok hun det ut av staken. «Det passer allikevel ikke,» sa hun, «det må ha en lavere.» Så kom lyset i en moderne skål med ring over, men heller ikke der holdt det sig. Det brydde sig ikke om staken mer, dets kraft gik med i det indre. Men piken blev lei tilslut, hun tok det ned og kastet det fra sig på loftet. Her var det mørkt og her kunde det tænke uforstyrret, og det gjorde det også, — indtil musene fandt det.

39

En lørdag kom pikerne op med klæsvasken, og så rendte den ene hodet mot tverbjelken. «Dævelen slite,» sa hun, «har du ikke en lysestump?» «Her er en veke,» sa den anden, «talgen er borte.» «Så er her mus,» sa den første. «Her er mangt,» sa den anden igjen, «vi får rydde en dag.» Men den som led, var veken der den lå, for dette var besøkelsens time. I veken hadde drømmen sittet til denne stund, drømmen om stråleknippet som veken skulde føde og bære høit ved menneskers møte i fest. Og selv om det blev for vaskepikerne bare, i deres daglige stræv, det vilde dog været ubeskrivelig deilig. Nu forstod den, at alt var tapt, og at drømmen var død for bestandig. Og da drømmen var død, var veken ikke engang veke længer, men en ganske almindelig tråd.

Verdien av saklighet 1946

I sit drama om hemning og handlekraft har Ibsen stillet Johannes Rosmer mel­ lem to repræsentanter for partipolitisk uhæderlighet, rektor Kroll med hans angrep i Amtstidende og redaktør Mortensgaard med den sleipe taktik og trudselen om å benytte brevet. Rosmer ser den ødeleggende virkning av slike kampmidler. «Her må bringes redning. Alt hvad der er godt i menneskene, går til grunde, hvis dette får vare ved. Men det skal det ikke! A, hvor glad - hvor glad jeg vilde føle mig om jeg kunde få det til å lysne lidt i al denne skumle styghed.» Og så utvikler han sin idé om å «adle sindene», gjøre flest mulig til «glade adelsmennesker». Der er grund til å tro at Rosmer her gir uttrykk for en av Ibsens egne hoved­ tanker i hans forhold til det norske folk. Slagordene er mangetydige, men sugge stive, og læseren føler at de indebærer en appell av væsentlig betydning for all humanistisk kultur. For å kunne avgjøre om budet kan sættes ut i livet, må vi undersøke sa nøyaktig som mulig hvad dikteren har ment. Det ligger da nær å mindes hans tale til arbeiderne iTrondhjem i 1885: «Der må komme et adeligt element ind i vort statsliv, i vor styrelse, i vor repræsentation og i vor presse. — Jeg tænker naturligvis ikke pa fødselens, og heller ikke på pengenes, ikke på kundskapens adel og ikke på evnernes eller begavelsens. Men jeg tænker på karakterens adel, på viljens og sindets adel. Den alene er det som kan frigjøre os.» Og til Georg Brandes skriver han den 20. december 1870: «— Hvad det gjælder, er menneskeåndens revoltering —.» Andre steder taler han om sindets «fornemhet» i motsætning til det «almueagtige». Tilsammen gir disse ytringer et nokså tydelig omrids. Ibsen har sikkert forestiller sig revolteringen og forædlingen som en proces med flere sider, - frigjørelse fra hemninger i psykoanalytisk forstand (sml. Ingjald Nissens bok om Ibsen), overvindelse av sociale fordommer og religiøs ensidig­ het (Keiser og Galilæer) o.s.v., tanker som i det tyvende århundrede er blit centrale i vesteuropeisk kulturbevissthet. Men det som i første række inspirerer pastor Rosmer til evangeliet om den fruktbare forsoning, det er hvad vi i dag \ ilde kalde kravet på saklighet. «Tænkom jeg kunde vække dem til selverkjendelse. Bringe dem til at angre og skamme sig for sig selv. Få dem til å nærme sig hverandre i fordragelighet, — i kjærlighet... Ingen hadefuld strid mere. Bare kappestrid...» Om noe ord av vor største menneskekjender har aktualitet i dag, da er det vel dette. Tegnene tyder jo på at både kulturens og folkeslagenes eksistens går ind i 41

en krise hvor viljen og evnen til forståelse har alt å bety, fordi en ny krig vil dele menneskene i to like sterke blokker. Men også inden vort eget lille samfund har virksomhet som opplyser og formidler mellem motsætningene, fått en misjon som aldrig før; vilkårene er blitt felles i den grad at ingen ensidig indstillet gruppe i det lange løp har råd til å seire. Teoretisk har den «oplyste almenhet» heller ikke stått fremmed for den moralske vurdering som ligger i Henrik Ibsens paroler; hvor to eller tre kommer sammen, bekjender vi dem med læberne. Hvad kan det da komme av at fremskridtene i «åndelig fornemhet» med tilhø­ rende handlingspræg - trods åbenbare lyspunkter - allikevel ikke har vært mere iøinefaldende i de 60-70 år som er gått siden Ibsen læste oss teksten? Fra stridigheter i hjemmene og konkurransen om personlige fordeler, over pressepolemikken og den politiske diskussion til Internationale konferencer - mon de er blitt synderlig mere farvet av f.eks. bevisstheten om menneskehetens felles­ skap mot universets moralske indifferens? Ikke har det manglet på formaninger og advarsler, ikke på lysende eksempler og betingelsesløse selvopofrelser. Men alt sammen har vært spredt og tilfeldig, og affektenes og selviskhetens dæmoner yngler og trives fra slekt til slekt. Vi tjener dem og ofrer til dem, fordi vi er av samme blod som Kroll og Mortensgaard, og vi avskyr og forbandet dem fordi græsset ikke vil reise sig der de har soldet og herjet. De gir oss rusen og lasten på kredit, og når regningen kommer, trækker de sig tilbake. Men enten vi nu kan undvære dem eller ikke, hvorfor hersker de over oss og ikke vi over dem? Fordi vi indtil i dag har manglet det effektive redskap. Viljen hos lærere, prester og forældre har vært god, men de pædagogiske hjælpemidler som stod til folkeopdragernes rådighet, har ikke strukket til. Snart har de henvist til den usynlige og dømmende allvidenhet, men Gud var langt borte, - snart har de truet med straffeloven, men tanken er toldfri, eller de har tændt en moralsk begeistring gjennem verdensfjerne fantasier, som bleknet under hverdagens krav. Derimot har vi sett store politiske partier utvikle slagkraftige metoder for det motsatte formål: å forkrøble og svinebinde hvad der fandtes av tankens generøsitet, av personlighetsdrift og uhildet vurdering, så en åndelig fledføring skulde lægge all opdragelse, all tvil og alt ansvar i partistyrets hånd. Propagan­ daen maktet virkelig hvad vi på forhånd skulde ha forsvoret, å gjøre kunsten å fuske til en videnskap og en dyd.1 Mot denne systematiske, ofte raffinert bereg­ nende påvirkning, som kunde dra nytte av nutidig psykologi, hadde folk flest ikke andet å stille op end sin «sunde fornuft» og en stadig skjærpet mistænksomhet — hver med sine egne improviserte kontrollmidler og uten støtte i en skolert kritisk sans, som med øvede grep kunde avsløre humbugen. De færreste visste at en enkelt forsker i stillhet hadde utarbeidet et verktøi til prøvelse av ytringers mening og holdbarhet, som i sin overbevisende enkelhet og sin universale

1 Gangbare uttrykk som «for Norge», «rettferdig fordeling» o.l. blev brukt i den åpenbare hensikt at de skulle bli tolket som hittil og derfor godtatt. Konsekvensene viste at makthaverne la det stikk motsatte i dem, med fuld bevissthet om forskjellen. «Fra mandag får vi mere på kortene» betydde: nu er også potetmelet rationert osv.

42

anvendelighet danner en åndsvitenskabelig parallell til røntgenstrålenes revolution av den kirurgiske terapi. Under Gestapos falkeblikk holdt professor Arne Næss en serie forelæsninger over logiske fremgangsmåter, hvis betydning alt under okkupationen ikke kunde overvurderes, og som i fremtiden åpner perspektiver av den mest forjættende rækkevidde. Det dreier sig her ikke bare om tilblivelsen av en ansvarlig logisk bevissthet hos de studerende ved Norges universiteter, men om håndgripelige muligheter for en «adling av sindene», en «menneske-åndens revoltering» i alle samfunnslag, som uten overdrivelse kan kaldes en virkeliggjørelse av Henrik Ibsens drøm. Store og farlige ord. Men jeg våger dem fordi jeg tror på dem. Jeg tror vi har fått midler i hænde til å fremelske en norm om intellektuell redelighet med like sterk makt over sindene som normen om økonomisk redelighet har fått. Og likesom en regnskapsførsel kan kontrolleres på øren, slik vil man efterhånden også kunne prøve en tankeførsel ned til de fineste nyanser av glidning og svikt, av hemmelige bi-ærend og silkefme tilsnikelser, med midler som selv er gjennemprøvet og intersubjektivt godtatt. Hvad der nu først og fremst behøves, er en dyktig utført popularisering av den nye logiske teknikk, pædagogisk tilpasset forskjellige trin av alder og mottagelighet, - fra barneskolen til folkeakademier og studiecirkler. De formuleringer den hittil har fått er arbeidstekster som ikke egner sig for disse formål. Å fremstille selve læren, om bare i et nøtteskall, kan det jo ikke bli tale om i en artikkel som denne. Derimot kan jeg fremhæve et enkelt hensyn blandt dem som har vært medbestemmende under arbeidet. Man kan si om den såkaldte «klassiske logik» at den var sig selv nok; og den nedlot sig aldrig til å ta imot deputationer fra organiske livsfænomener utenfor den regelrett ordnende hjerne. I vor tid ser vi på mennesket som en helhet, der tænkning og følelse, erindring og fantasi, kjertler og muskler, drifter, stoffskifte osv. gjensidig influerer på hverandre, samtidig som de nævnte betegnelser er av tvilsom topologisk værdi. En tidsmessig tænkelære kunde derfor ikke mere behandle «reflektionen» som en autonom og isolert proces, men måtte indarbeide dens samlede psyko-fysiologiske kontekst. Lidenskapen, f.eks. er i sin blinde subjektivitet en kilde til handle- og tænkekraft som også logikken nyder godt av, og det må den ikke glemme, såfremt den vil arbeide med og ikke mot erfaringen. De «skjønne kun­ ster» er høidifterensierte former for «ikke-logisk» liv, hvis lover og væsen ikke må brytes, men godtas like betingelsesløst, som fysikken bøier sig for sine objektets natur. Hvad logikken derimot har fått å våke over, det er blandt andet at våre sproglige livsytringer også vedkjenner dvg sin egenart, og ikke forsøker å snylte på hverandres fortrin. En «erfaring» kan være glædeløs, men til gjengjæld «sikker», og en ønskedrøm kan være deilig — men hvis den vil bøte på sin «usikkerhet» ved a stjæle erfaringens eneste lam, og bruke skindet til forklædning, da griper kontrollen ind og fordrer legitimation. Fritt slag for all forkyndelse, for lyrik og deklamation, for alle troskapserklæringer til idealerne og alle «alt-for-menneskelige» bevæggrunder — men: bare under egen signatur.

43

Når usakligheten har fått en utbredelse som gjør den til noe av en åndelig folkekræft, så kommer det naturligvis av dens indlysende fordeler - billige seire i øieblikket på bekostning av sakens opklaring osv. Saklighets-normen indebærer et betydelig fond av forsagelse. Debattens frukter blir dyrere herefter, men til gjengjæld varigere og værdifuldere. Imidlertid er det et kjendt forhold, at den som gir avkald på lavtliggende kampmidler for å løfte nivået, kan bukke under for en svakere fundert motpart, som tar alle våben i bruk (jfr. Kroll og Mortensgaard), likesom den, der anmoder om forklaringer, risikerer å bli regnet til fienden. Det gjælder derfor å skape en almindelig, fuldt bevisst opinion, like våken og virkningsfuld som opinionen mot pengefusk, en opinion som først og fremst betyr enighet om spillets regler. Vindingen av at tanken som redskap for kamp, forskning og værdsættelse blir lagt under intersubjektiv kultur, er neppe til å male. Tænk bare på all den gyldne eros-kraft som ødes i ørkesløse stridigheter om ord, og all den ødelæggelse som følger i hadets fotspor, - håndgemæng i mørke, hvor en fyrstik er nok til å fjerne misforståelsen og forvandle strupelydene til befriende latter. En skolegutt som svarer på beskyldningen for angiveri med et: «Du da, akkurat som ikke faren din har vært gæren», ville bli stanset av kameratenes enstemmige veto. Alle forsøk på uberettiget personlig og kollektivt formynderskap vil falde sammen, det være sig mellem lærer og elev, inden familien eller i yrkesmæssige rangstiger. Kunstkritikken kan ikke længer nøie sig med konkluderende basunstøt; læserne vil fordre begrundelse, så langt det er mulig; de vil se dommens tilblivelse og kontrollere dens forhold til præmisserne. Rettferdigheten vil finde gunstige vil­ kår også der, hvor ikke lovens arm kan række frem. Åndsvidenskapene vil få en kraftig forskyvning i retning av eksakthet, levende systematik og kontinuitet, og grænsene mellem forskning, diktning og hjernespind vil træde tydeligere frem. Nye veier åpner for løsningen av sociale problemer; diplomatiet må oppgi sine fortielseskunster og sin tolkningsekvilibrisme, demokratiet kan bygges på en klippegrund av normativt fellesskap. Her er vakcine mot mistydning og fanatisme, her er ozon mot hadets mikro­ ber, her er røntgenstråler mot dæmonerne. Den intellektuelle redelighet er en åndelig atomkraft, som bærer spiren i sig til et verdensherredømme i fredsfyrstens tegn. Om vi begynner straks, er der ennu tid til å mobilisere den, før andre slags kræfter tar ledelsen og prisgir gamle Tellus redningsløst til interesse­ kampens hasard.

44

Guds vilje 1952

Samtale med en anti-teist Trediemand er korken, sier Nietzsche; han forhindrer at samtalen mellem de to synker i dypet. I studietiden var vi stadig enige med Nietzsche, og kunde være det endnu, når det gjaldt dybden. Men opgaven blev efterhånden å fare sikkert og ikke dypere end kontrollen tillot, og da var det ofte heldigere med tre. Den ene påtok sig for anledningen å optræ som logisk ordensvern, saklighetspoliti; han kunde træne i forsagelse, mens de andre fikk fordelen av aggression og eros som inspirationskilder. Under mottoet «tres faciunt collegium» hadde Fredrik, Jørgen og jeg hat mangen «alvorlig natt» op gjennem årene - helt fra russetiden, da vi ordnet universet med «latterlig enkle», geniale grep, og til idag, hvor vi som alle andre spør efter en mulig resterende utvei for menneskeheten og den enkelte. Nu er Jørgen blit en ganske kjendt naturvidenskapsmand, og Fredrik har fått sognekald. Han opfatter sitt virke som social tjeneste og blir aktet og avholdt av sin menighet. Hvad troen angår, lever han i stadig tvil og kamp; på prækestolen og ved graven er han nærmest en spørgende, og ved sykesengen søker han sin egen trøst sammen med den døendes. I vore samtaler kaster han de kirkelige læresatser ind på banen lik den som eier stalden, men ikke selv rider sine dyr. Min egen rolle har ofte vært opmandens, idet jeg på den ene side fuldt ut deler Fredriks behov for en metafysisk livsorientering, men samtidig slutter mig helt til Jørgens betingelsesløse krav, at en slik orientering, trods irrationale grænsefelter, i like høi grad som ren videnskap skal tåle intellektets lys og dække vore høieste normer for logisk nobless og filosofisk fryktløshet. Forskjellen mellem de to andre kan kort og mangelfuldt uttrykkes slik, at Fredrik søker en brukbar, d.v.s. en lykkebringende, tilfredsstillende, «sandhet» med «hele sitt væsen». -Jørgen derimot søker den «sandhet» som frem­ kommer ved hans strengt prøvede metoder, enten den bekræfter eller tilintetgjør vore dyreste anliggender. Selv har jeg en følelse av, at disse «dyreste anliggender» ikke er helt de samme for alle. Jeg tror f.eks. ikke at Jørgens «underbevissthet» længes mot «alle tings endelige harmoni» i en fuldkommen salighetstilstand. Snarere mot eksta­ sen ved å uttømme mennesketankens relation til altet og ta konsekvensene av den «som mand». Slike motsætninger har kanske røtter i et fælles dypereliggende skikt som ikke er tilgjængelig idag. *

Forleden var vi samlet igjen efter Jørgens forslag. Han vilde snakke litt om en præken, som Fredrik hadde holdt under titelen «Guds vilje». Hovedtanken var 45

den, at vi måtteforsøke å lære Gud å kjende; av all vor evne måtte vi søke hans vilje for siden å kunne gjøre den. Fredrik bekræftet at dette dækket hans mening og hans daglige, utrættelige stræben. Men, sluttet han, ateistens forutsætninger vilde hindre Jørgen i å nå ind til sakens kjerne. Jørgen overrasket ved «indtil videre å gi avkald på betegnelsen ateist». Den var upædagogisk; man kom ingen vei ved blotte benektelser. Spranget fra fore­ stillingen om en verden «fyldt av gud til siste partikkel» og en verden «helt uten gud» var for stort. I vore drøftelser vilde han gå ind på Fredriks forutsætninger og kalde sig anti-teist. Vi bad ham forklare sig nærmere, og Jørgen trakk frem noen gamle aviser. Det fremgikk av den ene, at følgende var passert i en mindre kystby: En mor kommer nedover gaten med sin barnevogn. I et vindu ser hun utstillet en såkalt «sengehygge» av påfaldende god kvalitet.^Det falder hende ind, at husets vaskekone har klaget over gikt i skuldrene; hun får lyst til å gi hende netop dette sjalet. Prisen er høi, hun har andre forpliktelser, men det ender med at hun sætter vognen fra sig og går ind, fyldt av tanken på hvor deilig dette skal bli for konen. Mens hun er inde, sætter et vindstøt vognen i bevægelse. En mand blir opmerksom, men vognen stanser mot et kjøttben. Allikevel mener han det er tryggest å - men så kommer der en dame ut av butikken og prater med barnet, og manden går. Damen går også, men isteden kommer en hund som tar kjøttbenet med sig. Nu ruller vognen langsomt videre gaten ned, ut over bryggekanten og i sjøen. En lam kvinde har sett det hele fra sitt vindu. Ingen hører hende rope, og da ulykken er skedd blir hun smårar og kan ikke længer tjene sitt brød. I den andre avisen stod prestens tale ved barnets bisættelse. Guds vilje var uransakelig, men vi måtte tro at alt var tænkt til det beste. En dag vilde vi alle forstå sammenhængen og prise Gud for hans uendelige visdom og kjærlighet. Vi blev sittende en stund før nogen tok ordet.

* Jørgen samlet vore tanker i spørsmålet: Var dette Guds vilje? Fredrik svarte, at efter kirken er det Guds vilje alt som hænder i verden. Han hadde selv måttet hævde det, eller forutsætte det, ved anledninger som — ja, som hadde trækk fælles med denne her. Jørgen: Hvis alt er Guds vilje, så også min ondskap. Dette er den naive determinisme i anden formulering. Og du hævder selv, at determinismen er umulig fordi den gjør menneskene ansvarsfrie. Fredrik: Din indvending er ikke ny. Den er så å si klassisk og like gammel som selve vor religion. Jørgen: Virkelig! Da må grunden være at kirken endnu ikke har kunnet besvare den. Fredrik: Kirken har svart forlængst. Jørgen: Utvilsomt. Men jeg sa ^e-svart.

46

Fredrik: Kirken lærer at Gud har overdrar en del av sin frie vilje til mennes­ ket. En delegeret myndighet, som vi står til ansvar for. Jørgen: Der er altså forsåvidt et hull i Guds vilje? Fredrik: Det kan ikke kirken medgi. Da min frie vilje er en frukt, et resultat av Guds frie vilje, kan der ikke være tale om noget hull. Jørgen: God skolastik, men hinsides psykologi og etik. La gå allikevel. Hvis der nu hænder noget, som klarligvis ikke er et menneskes vilje, kan vi da gå ut fra, at det iallefald er Guds vilje? (Fredrik mente det måtte være så.) Jørgen: Jeg forutsætter da, at når min vilje sker, så skal ikke Gud ha lov til å la den ske på en bondeful, vinkelskriversk måte, men reelt, slik som det var mitt ønske. Gir jeg min gamle onkel en masse tørr ved, forat han ikke skal fryse, og han så sætter ild på huset, så er det Guds vilje og ikke min? Fredrik: Ja - ha, det vil si vi har jo et område for ansvar og uaktsomhet Jørgen: — trætthet, feiltagelse, mangel på viden... Fredrik: Netop! Jørgen: Isåfald, kjære Fredrik, betyr dette område et viljestomt rum, hvor gud og menneske toer sine hænder omkapp. Fredrik: Men Gud kan da ikke være barnepike for voksne mennesker! (Jeg grep ind og sa han måtte holde sig til Jørgens problemstilling. Fredrik bad om unnskyldning.) Jørgen: Der er flere sånne «områder». Hvis en bølle gir mig brudd på hjerne­ skallen, så er det ikke min vilje. Derimot er det bøllens. Er dette nok til, at det ikke er Guds - slik at Gud bare kan henvise mig til bøllen, som i mellemtiden er forduftet med uret og månedsgagen? Hvilken interesse haryLgav opgjøret mellem Gud og bøllen? Fredrik: Dette er ting som vi mennesker ikke kan ha nogen mening om. Jørgen: Endelig da! Hold fast på det. Samtalens kjerne er jo din præken, hvor du stiller Guds Vilje op for oss som en rettesnor. Og da er det vel et rimelig krav at vi først får lære den å kjende! Ellers blir jo det hele bare et makabert lotteri. Og hvad så med den faderlige kjærlighet? Fredrik: Den skal vi skjønne siden, hvis troen er sand. I relation til dig har overfaldsmanden vært Guds redskap. Jørgen: Og dermed tomflasken, som han knaldet mig i hue med, og som han først hadde drukket sig fuld på. Suspekte midler, men la gå igjen. Det var altså bøllen, som her gikk Guds erende, og ikke jeg, som var på vei til kirken ifølge løfte til tante Maren på dødsleiet? Jeg simpelthen trodset Guds vilje jeg. Men hvordan skulde jeg ane det på forhånd? Fredrik: Jeg tror min biskop vilde svare: Du gjorde Guds vilje da du gikk til kirken. Men Gud hadde et formål med å hindre dig, og han brukte bøllens ondskap til å fremme det. Jørgen: Interessant dynamikk. Variant: Gud hadde et formål med bøllen, og han brukte mitt fromme opsyn til å fremme det. Fredrik: Ganske visst. Muligheten kan ikke benektes. Jørgen: Med andre ord, Guds vilje er alt og ingenting og hvad som helst. Og et slikt fantom vil du vi skal leve efter?

47

Fredrik: Du ser for håndfast, for grovt på dette. Intet menneske kan ha over­ sikt over den uendelige væv av årsaker og konsekvenser på kryss og tvers, som Gud behersker og handler efter. Derfor skal vi heller ikke spørre slik. Vi skal følge samvittighetens røst og gjøre det gode og ikke spørre efter mere. Jørgen: Du indfører m.a.o. hvad fysikerne kalder en komplementaritet, to synsmåter som hver for sig hjælper et langt stykke, kanske helt frem, men som ikke lar sig forene. Vi kan ikke «søke guds vilje» og «gjøre guds vilje» på samme tid. Fredrik sa at dette var tanker han selv hadde stridd med i sitt lønnkammer. Fint, svarte Jørgen; her gjælder det jo ikke å jevne hverandre med jorden, men å få saken oplyst ved fælles anstrengelser. Fredrik: Jeg har tænkt mig det slik, at dette er en motsigelse bare for mennes­ kets forstand, fordi den ikke kan fatte sammenhængen. Men i Guds verden er der ingen motsigelse. Jørgen: Men det hjælper da ikke ow/Når du sier vi skal rette vore handlinger efter Guds vilje, så mener du ikke guds vilje på baksiden av månen. Du mener Guds vilje slik den manifesterer sig i vor verden, for vor mottagelighet. Det er jo vi som skal vælge og vi som skal bære konsekvenserne. Sprængningsteoretisk er det likegyldig, om jeg kaster mine håndgranater på Hardange rjøkelen eller i barnehaven, men for samfundet gjør det forskjel. Fredrik: Men det som er og blir ubegripelig, det må vi jo la ligge. Jørgen: Slik tænker ikke videnskapen, men la være, jeg går ind på tanken. Da gjælder det først å bli enig om, hvad som er ubegripelig. Kirken gjør det slik, at alt som støtter konfessionens påstander er begripelig, og alt andet er uransakelig og må ikke røres. Man har altså sikret sig overordentlig bekvemme kampvilkår. Fredrik: Kanske det. Men om vi nu går tilbake til damen med barnevognen - så kan vi ikke vite, hvad dette fryktelige tap kan ha bevirket. Jørgen: Netop. Men det måtte vi kunne vite, hvis troen skal ha valør. Bare muligheten av meningsløshet er tilintetgjørende. Forøvrig var det her ikke tapet selv som reiste problemet, men måten, det etiske paradoks. Fredrik: Ja. Men selv denne smerte må da ha gjort hende uendelig meget rikere - gjennem inderliggjørelsen, mener jeg. Det er jo skrevet vidunderlige ting om lidelsens forædlende betydning — av folk som selv har oplevet den. Jørgen: Disse tilfældene kjender du, og de støtter din lære; altså levner de oss ingen problemer! Når det gjælder denne damen, klynger du dig til uransakeligheten. Jeg har imidlertid foretat nogen små undersøkelser på egen hånd, og de har ihvertfald indsnevret uransakeligheten ganske betraktelig. Barnet hadde længe vært sykt, og i denne tiden var moren sterkt religiøs; hun bad til Gud om barnets redning natt og dag. Fredrik: Javel - og? Jørgen: Og barnet kom sig! «Bønnen hadde virket», ikke sandt? Det kom sig i den grad, at hun på den første strålende forsommerdag - en dag som skapt til lovprisning av det gjenfødte liv — våget å kjøre det ut i solen! Hendes sind var fyldt til randen av lykke og taknemmelighet. Og presten, som hun møtte, delte den med hende: «Ja der kan De se,» sa han og smilte i dyp viden. Hun måtte ha

48

et utløp for sine brusende følelser, i det mindste måtte hun gjøre en god gjerning mot andre - og så gikk hun ind for å kjøpe sjalet. Ufattelig og forferdende, utbrøt Fredrik. - Og nu lever hun bare for Gud? Jørgen måtte skuffe ham med hensyn til dybden og forædlingen. Under bisættelsen hadde moren ligget døddrukken (og manden fikk derfor dobbel medlidenhet av de fremmøtte). Senere sank hun stadig dypere, indtil ekteskapet måtte opløses. Bl.a. hadde hun ropt utilladelige ting gjennem vinduet, og da presten kom, undgikk han såvidt en jernlinjal, som blev stående og dirre i dørkarmen. Efter dette blev hun indlagt på «Avdelingen» ved stedets sykehus. *

Fredrik sa han vilde opfordre sin menighet til å be for denne moren, og be om, at slikt noe aldrig måtte gjenta sig. Jørgen bad oss til avslutning stanse litt ved dette, at man anser det for mulig å påvirke Guds vilje gjennem bønn. Skulde Gud forandre sine metoder, så kunde det jo ikke godt ske efter tilskyndelse av væsener, hvis vel han hadde for øie og hvis dømmekraft var hans egen uendelig underlegen. Især i betraktning av, at et andet individ eller en anden gruppe nårsomhelst kunde be om det motsatte. Fredrik anførte da, at man faktisk kjendte mange tilfelder, hvor bønnhørelsen ikke ga rum for tvil. Han nævnte en del. Jørgen: Jeg forutsætter for samtalens skyld at du har rett, og jeg vil derfor tillægge dine eksempler den samme vekt. Men med denne anførsel har du appellert til mig ikke som troende, men som fornuftig menneske, ja som videnskapsmand. Da har jeg som videnskapsmand også lov til å spørre: Er der optat nogen statistik over bønnens effektivitet? - Ikke? Det forundrer mig, at kirken har kunnet gi avkald på et så overbevisende middel. Med et eneste slag kunde de rydde tvilen avveien. Og var der endda nogen, som forhærdet sitt hjerte, så kunde man støtte beviset med en motsatt statistik, en som angik den fordærvelige virkning av represalier. Hvadbehager, ropte Fredrik, - represalier? — Javisst. Protestresolutioner og undsigelsesdekreter. Det kundgjøres f.eks. i pressen og fra prækestolen: Kommer der ikke regn inden første juli, så tar vi otte kirker til hybelhus og brænder 5000 bibler på Stortorvet. — Men det er jo vanvidd! — Naturligvis — et sidestykke til bønnens vanvidd. Fredrik: Men vi kunde jo risikere, at Gud vilde — vilde bli fuldkommen rasende! Jørgen: Netop — og når regnet uteblev for alvor, stod kirken med palmer i hænderne. Du er ellers den som hævder, at vi ikke kjender Gud. Men dere mener jo å vite endel — bl.a. om det sterke indslag av orientalsk stammehøvding - eller som vi vilde si, av sensibel forsyningsnævnd. På dette punkt kan jeg imidlertid berolige dig. Jeg læste nemlig et sted, at man nu i elektronernes uregjerlighet hadde fundet det endelige uttrykk for Guds virkelige væsen. (Jeg avbrøt: Slik har disse tanker neppe vært formulert! Jørgen tilstod straks sin subjektive utglidning, og fortsatte):

49

Det avgjørende er, at elektronerne ikke blir fornærmet. Og dermed tok jeg chansen og satte mitt liv og min velfærd på spill for menneskehetens oplysning. — Chansen? spurte Fredrik. Du kan da ikke mene - Det er så enkelt som det kan bli, fortsatte Jørgen, og vi hørte på stemmen at nu nærmet han sig konklusionen. Du sier jo stadig at vi må sætte all vor evne ind på å lære Gud å kjende. Og skal vi ha utsikt til å lykkes, og ikke bare speide i hytt og veir, så må vi ha en metode, det er du jo også enig i. Nu har dere i nogen tusen år prøvet metoden med bønn og takk og gode gjetninger. Resultatet er lovlig tyndt. Som du sier - vi vet ikke stort mere idag end de gjorde i gamle Jødeland, hver gang der hændte noe som satte Jehovas væsen i nytt alarmerende lys, på tvers av alle godkjendte forutsætninger. Men det er dårlig forskning (og du kaller dig jo teo-log, gude-forsker) å fortsætte sløvt og monomant i en me­ tode hvis muligheter forlængst er uttømt, og som i beste fald beskriver objektet bare fra én side. Kort sagt, jeg satte represalie-metoden i verk, og her er statistik­ ken. Først femti tilfælder av inderlig bønn. De ga 2 tilfælder av bønnhørelse «utenfor tvil» efter kirkens målestokk, - jeg bortser fra alle de tvilsomme varian­ ter. Altså 4 procent. Derefter tok jeg femti tilfælder av trudsler og skjældsord. Jeg ser du holder pusten - ja hvad tror du? Tre opfyldelser far, utenfor tvil, hele 6 procent. Fredrik: Dette er fryktelig å høre på, men jeg har jo lovet å være «saklig». Når du fikk så lavt tall på bønnene, så var det sikkert fordi du bad med tvil i sjælen om utvendige, forfengelige ting, gevinster i lotteri o.l. Jørgen: Delvis - men jeg vilde jo ikke ødelægge eksperimentets værdi, så jeg var nøie med å fordele ønsker og sindelag likt i begge grupper. Således bad jeg en gang om evnen til opriktighet, til å be riktig av hjertens grund, slik som Gud vilde ha det, og slik at hele foretagendet kunde bli mig til velsignelse, eller ialfald til sandhets erkjendelse. Fredrik: Og det fikk du hjælp til? Jørgen: Nei, avslag. Derimot blev jeg bønnhørt med en fribillet til Chat Noir. Fredrik: Jeg sitter med en følelse av, at du ikke er helt alvorlig. Jørgen: Like alvorlig som du selv er, mens menigheten ber om regn. Eller synes du, at det jeg læste for dig i avisen her, opfordrer til spøk? Nei, Fredrik mente det vilde være ikke bare blasfemisk, men rett og slett taktløst. — Vi er altså alvorlige. Dere bebreider stalinistene, at de svindler med ordene og sier fred, når de mener krig, og frihet, når de mener undertrykkelse. Jeg er enig i det. Nu har du i nogen år opfordret oss til å ligne Gud, fordi Gud er vort store uopnåelige mønster i visdom og kjærlighet. Dersom et menneske adop­ terte en slik fremgangsmåte som denne her (han slog avisen i bordet), da vilde han neppe bli hørt med, at han prøvet å ligne Gud. Hvordan skulde et menneske med forstanden i behold - Tja - der skal jo ikke mere til end at han tar forkyndelsen alvorlig. Er han nidkjær i sjælen, men fattig i ånden, så er det ikke greit for ham å vite, at «ligne Gud» betyr «ikke lig-ne Gud». Slike ord er rottefelder, akkurat som «fred og frihet».

50

Fredrik: Slikt er ikke fattigdom i ånden, men sindssygdom. Jørgen: Sandt nok, vi har valget mellem galskap og råskap, ophøiet i transscendental potens. (Jeg grep ind og sa han måtte ikke tillægge Fredrik en sådan opfatning. Fredrik hadde tvertom den sikre tro, at der bak den tilsynelatende stupiditet og ondskap lå en skjult visdom og kjærlighet, som er uten svik, og som vi en gang skal begripe og glæde oss over.) Godt, sluttet Jørgen. Bekjender han sin tro, så vil jeg også bekjende min. Den eventuelle gud er hverken sadistisk despot eller medfølende humanist. Han er f.eks. realvidenskapsmand, atom-entusiast. Sætt at han bare blir forstyrret og ærgerlig over all den umandige jammer og siklende selvutslettelse som man hittil har opvartet med. Og sender litt flom og pest for å få arbeidsro. Og at han meget vel tåler å kaldes til orden, når han forsømmer sitt hus. At han, når han hører mig rase, halvt distrait, halvt kneggende vender sig om fra cyklotronen og lar det ske som jeg vil... Kanske eiet de en visdom, som nu er glemt, samerne i Svensk Lappmarken, når de, efterat alle ofringer av renmarv og småbarn hadde vist sig forgjæves, kom sammen i raseri og prylte sin guddom med svøper av rå elghud. Det kalder jeg gudsforhold i legeme og sandhet, med saft og kraft. Foreslå det på næste kirke­ møte du Fredrik, og jeg lover dig at vort kjendskap til Gud skal bli både grundig revidert og betydelig utvidet. Dermed har dere svar på spørsmålet. Den som ser Gud i erfaringen, og som sætter sitt eget krav på godhet og mening op mot erfaringens kaotiske grusom­ het, han er anti-teist.

5 1

Veien 1952

Der kom en gammel vei listende op langs elven: den hadde gått der fra den var ganske liten, ja rent ut sagt, så var den født der i dalen. For den gangen han Iver Steinbrækken la niste i kont og drog indover mot Langvatnet for å lete sig jord - det kunde vel være en femti-seksti år siden nu - da fikk han ta sig frem som han kunde over vindfald og røis. Men da plassen var kommen i boka og ho Ingeboranna på trua, så tok de og drev ho Roselin foran sig op langs elven. Og der hun gikk frem, satte han Iver merke, for kua har en sans i veiveien som er menneskens barn formént. Slik kom stien til verden, ved fotens møte med myk muld, og folket og stien vokste op sammen og delte onde og gode dage. Og da det første barnekuld gikk frem av dalens grøde og stod for presten i Langvassli kapell, - da var også stiens barndom forbi; uten å merke det snakket de unge om «veien» mens de fulgtes fra kirken i dalens og sin egen vår. Han Baard Iversa nævnte endda ordet «vogn» for å ta vældig i, og jentene måpte. Men ordet satte sig fast, og folk tok til å hjælpe på stien slik som det faldt sig når de færdedes mellem bygden og grænda. En brøt op en rot, en anden veltet en stein tilside, en tredie hugget en gren så man slapp å krøke sig. «Vognen» kom, en nybredd kjærre med grind, siden en langvogn og sist en karriol. Og veien begyndte å føle sig som litt av en dronning i dalen, slik som de kruset for den og pratet om den og hadde den til kjæledægge. - Må vi ha den ære å ledsage Deres Nåde gjennem grus-rapet? - Med fornøielse, sa veien og gikk forsiktig over, støttet til muren og bjerkestammene som de unge mænd la høvisk til rette. Ikke tale om nu længer å fly som en rakkerjente over stokk og stein og true sig frem i søkkene så lorten skvatt. Det var så flaut å tænke på at hun holdt på å gå overende borte i Blåberget! Værdig og sømmelig vandret hun frem under løvhænget, trippet på klopp over Krokbækken, tok sig fint over myr-enden på kvist. Bare i Vadet måtte hun samle skjørtene og stilke fra sten til sten. Men ingen må tro hun blev hovmodig av medgangen! Dertil husket hun altfor vel sine første år, da hun kom som en fremmed og tigget hver pytt og hver stubbe om lov til å gå videre, og blev nådig og siden mer og mer velvillig mottat av både Langvasselven og Ravnemyra og Tyrinuten som den gangen eiet all tingen alene. Og nu var de jo hjertevenner alle sammen efter et langt samliv i frost og varme, i vått og tørt, og de små knutene som kom på tråden iblandt var bare for pyntesløifer å regne. Selv gjorde hun altid minst mulig væsen av sig, 53

prøvde aldrig å stikke sig frem på de andres bekostning, men holdt sig helst i det skjulte. Vennlig og varsomt og med tusen undskyldninger trådte hun over kvist­ ene på den gamle giktsure Ravnemyra og i grusrapet, hvor et indgrep ikke var til å undgå, blev hun enig med stein som hadde bodd der i urminnes tid, så de tok mosen med sig op i muren og følte sig hjemme der. Tømmeret lå ved siden av sine egne stubber, så ingen skulde si der ikke var brukt lokale kræfter! Bare over det snaue Gjeiteberget kjendte hun sig skamløs og frækk og skyndte sig over så fort hun kunde. Og hver gang hun møtte Tyrinuten, neiet hun dypt i Bregnedalen fordi han var så stor og streng og like vel hadde gitt hende lov til å passere, bare hun holdt sig helt nede ved elven. Og det gjorde hun mer end gjerne, for det var en morsom og hyggelig elv, frisk og gutteaktig og fuld av indfald. Alt hvad den kunde fortælle! For han var født helt oppe under Blåisen tænk, og som barn måtte han leke på fryktelige steder, sleipe svaberg og grufulde stup, hvor han slog sig i filler og måtte ned i svarte gryter for å komme til sig selv. — Der hadde du nok brukket nakken, lille tråkkemor, sa han og klukket under helleren. Og veien gyste og beundret. All ting fikk hun høre mens de fulgtes gjennem tykt og tyndt og strævet hver med sitt. En vår da han var på det voldsomste og næsten forgrep sig på hende, vilde han de skulde gifte sig - siden de allikevel skulde til hver sin kant - men hun hadde alt fått som en angst i livet og rakte ham en nydelig kurv av hængebjerk. Ensom blev hun jo ikke. Selv blomstene som hun måtte være så streng mot i begynnelsen, hadde forstått og tilgitt alt og stod i flokk og følge på begge sider og i to tætte rabatter mellem hjulsporene og det bløte hestetråkket, som de hadde en uskreven avtale med. Litt faldt der jo av til dem også ... Så hun var aldrig i nød for sommerkjoler, om hun vilde pynte sig litt for sin trofaste, når han gjorde kolbøtter i Hammergjelet bare til ære for hende. *

En dag hændte der noe nytt. Et larmende, stinkende trolltøi humpet og brøt sig op gjennem dalen. Indi satt der en mand som tygget eigar og bandte og spyttet og sa «mærravei» flere ganger, og det blev den jo ikke bedre av. Med fire ekle feite hjul klistret den blomstene på begge sider, så veien mest vilde forgå av gru og skam, nu alting var på det fagreste. — Utmerket lekkre saker, sa manden da de endelig var oppe ved Langvatnet. — Her skal vi fanen tørke mig ha et turisthotel. Naturens store kirke — evighetens åndedrag, nam nam, 400.000. Men først må vi ha vei. Ingeniørene kom. Fremmede mænder med jernskelet og vinkelhjerne og øiner av kvarts som var til å se bjelker med. De skrek og stakk og med dunder og røik drog de et låvebredt blødende steinsår efter sig pålangs gjennem lien. Ravnemyra fikk en tusentonnsfylding å bære istedenfor hjemmegrodd kvist. Tyrinuten blev smadret, og Bregnedalen forsvandt i lavinen; tvers over Langvasselven lå der en drage av rødmønjet jern høit oppe i luften. Den nye veien gikk frem som en bærsærk, blind og døv for alt undtagen målet, i en skodde av asfalt og dynamitt, så bjerkene stupte kråke neretter fyllinga og blev

54

liggende på gamleveien med brækkede armer og ben. Bare noen av de aller minste kunde hun hjælpe til nytt rotfeste i det forlatte hestetråkket, resten fikk bare bendes fred mens de visnet. *

Han Iver og ho Ingeboranna holdt sig til den gamle. Der oppe på steinsletten, hvor menneskene raste efter lykken, var det som om klærne blåste av dem, ja, som en ukjendt forferdelse la deres hjerter øde. De var skrøpelige nu. En dag på høsten måtte han Iver la konten stå igjen, da de hadde hvilt under Blåberget; de sa til hverandre at dette blev nok siste turen. Det var ikke mange som fulgte dem fra hjemmet. Langvassli var i fremskridtets vold; hyttebyen og hotellene ga leve­ brød til hundreder, som passet på å holde under, når noget faldt fra turistene. Gjester kom løpende for å filme «en bondebegravelse». — Endnu ferre var de som sørget over gamleveien, da den blev borte i bregner og kjærr. En liten stump kom indenfor gjerdet, da de utvidet kirkegården øst for kapellet. Han Iver og ho Ingeboranna fikk stedet sitt der. Så nu lå de side om side alle tre, og blomstene visste tilslutt ikke hvad for en grav de kom for å pynte — men det kunde jo også være det samme.

Den døde leir 1955

Et ishavsminde 1 1955 var det 25 år siden restene av Andrées ballongekspedition blev fundet på Kvitøya. Det skyldtes en række tilfeldigheter, som sjelden støter sammen. Farvandet var isfritt, mens det ellers regnes for praktisk talt utilgjængelig. En norsk ekspedition var — for siste gang i denne del av ishavshistorien — på vei til Franz Josephs Land. Sjøen var rolig. 6. august gikk dr. Horn og hans ledsagere på land fra M/K «Bratvaag», og dermed var Andrée-mysteriet, som hadde optatt ver­ dens fantasi i 33 år, i hovedsaken opklaret. Nyheten spredte sig med lynets hastighet, og mange planer blev satt i verk. Det gjaldt for avisene å være førstemand ombord i «Bratvaag». Tre leiede ishavsskuter satte ut fra Tromsø i et kappløp for livet. Den tredje av dem var M/S «Isbjørn», disponert av den svenske redaktør Knut Stubbendorffpå vegne av et pressekonsern. Undertegnede var av en spøkefuld skjæbne anbragt ombord som fotograf. Vi blev slått ut i selve starten av radio- og maskinskade, og mens vi lå i Fugløysundet og reparerte, så vi konkurrentene stevne til havs mens de vinket et festlig farvel til oss. Vi vilde ha indhentet dem, hvis bare en del av den kraft vi la i ordvalget, kunde vært overført til maskinen. «Bratvaag» måtte avskrives. Men nu bar det sin frukt, hva lærerne gjennom 12 års historietimer hadde banket ind i oss med Alexander og Napoleon som forbilleder: hellere falde med ære end leve med skam! — hvorefter vi, d.v.s. Stubbendorff, med enstemmig tilslutning ombord besluttet å gå til Kvitøya pa egen hand. Det var Carl XII som endnu rørte sig i svenska folket. Ulovlig også, naturligvis; vi har jo ishavskontrollen. Natten til 27. august var skuten kommet ind til Tromsø efter tre måneders fangst i Vesterisen. De flerrede seil bar merker av orkanens klør, og tre spanter forut var knust av en isfot. Alle mand var slitne og længtet hjem, og glæden var mindre end liten da ryktet blev til visshet — at fartøiet skulde ut igjen med det samme. Men ikke en eneste mand benyttet sin rett til å gå fra borde, enten det nu skyldtes lojalitet eller eventyrlyst. I høljende regnskyll, under lyskasternes kryssende kiler, blev fangsten losset så langt man rakk, mens dusinvis av oljefat seilte ombord på kroken. Skipperens kommando «skar ind som et sagblad» mellem brølene fra rasende bjørn i kasser ombord, i kasser på kai og i kasser i luften, når knirkende kraner svingte dem over rækken. Den dramatiske scenen gjød olje på Stubbendorffs desperation.

57

Allikevel lå halvparten av fangsten ulosset i rummet, da vi to bykarer, nyvasket og iallfall i rene klær, holdt indtog mellem 17 guttefjes som glinset av sot og spækk, og på et dækk som drev av tran og blod. Men svabere og pøser gjorde mirakler både på planker og opsyn mens motoren dunket oss ut gjennem sun­ dene i stigende dønning mot det åpne hav. Der ute et sted skulde «Bratvaag» komme - det var som å lete efter en tollepinde i Nordsjøen. Det første vi hørte i Fugløysundet, da radioen kom i orden, var at «Bratvaag» nu lå i Skjærvø og krænget under entringen av journalistiske stormkolonner. Der hadde vi altså ingenting å gjøre. Og så var det, at Stubbendorff, likesom Amundsen på Madeira, samlet sine fæller og sa: - Vi går nordover!

* En uke senere hadde «Isbjørn» trods sprækk i cylinder og liten kuling av nord stampet sig over Barentshavet og lå nu og krysset under den stupende isvæggen på Nordostlandet. Et landskap som ikke hørte jorden til, møtte blikket da vi kom på dækk den 3. september. Langs hele horisonten mot vest hvælvet sig en uhyre snekuppel, som længst inde, kanske ti mil borte, gikk sammen med him­ melen i en stripe av blændende hvitt. Men ut mot havet brakk den av i en loddrett isbarriére, kanske ti, kanske førti meter høi, med grotter og søiler i grønt og blått, der havet brølte og mol. En blygrå, susende himmel lå lavt over dønningen, hvor millioner av små og store isstykker gnisset og gnog og tørnet ihop med et vældig, enstonig brus. Et hav på månen kunde dette være. Plutselig brøt solen igjennem og fjernet det siste spor av virkelighet - det var verdenskræfternes ur-møte som lå åpent for vore øyne. — Ett leende på en død mans ansikte, sa Stubbendorff. Mindre storslagen, men endda mere ødslig, var selve Kvitøya, en overiset skilpadde av en ø, et dødens og ensomhetens land i endda høiere grad end barrieren, for med isvæggen kunde man ikke engang forbinde forestillingen om liv. Men for Andrée og hans fæller var dette ytterste Thule en paradisets have med fast grund under foten og en rikdom på vildt. Og for oss — omend i noe anden betydning; det forjættede land. Men hvad var dette? Et annet fartøi lå allerede inde pa baien — Det va akkorat så hjærte heiv sæ to gang rojnnt og datt på r..., sa skipperen, kladde de radio, så måtte de ha hørt om fundet, og da kom vi hjem med «en lang næse som ikke engang var fundet på land». Der kom de roende, kryss i kryss mellem farlige isflak, for å høre hva vi vilde. Jo, ble der svart, det var en tysk greve som skulle filme bjørnejagt. - Men e de ikje han Saffe? Joda, han er med som tolk. - Los Menschen, Donnerwetter und Dyvelstræck! brølte Stubbendorff med strupelyd, og så var de beroliget. De hadde ligget der en uke og ventet på landingsmuligheter - de hadde tænkt sig i land «før å se ætte nokka...» Vi holdt pusten et øyeblik, men så sier førsteskytteren: - Nå, dokker luringan, de e vel ballongpartie hannes Nobile dokker e ute ætte? og det måtte de da rødmende tilstå, eftersom de var grepet på fersk gjerning. Og nu skulde de i land 58

med det samme; der hadde netop dannet sig en isstrimmel som dæmpet bølge­ slaget. Situasjonen var sprækkfærdig. Da skriker skipper Skogvik fra tønda - Der e hojnntjukt uta kvalross på baien! Ingen bjørnejagt i dag! Ti mand i båtan! Og mens nu de andre rodde som besatt efter hvalrossen (der varen svær flok, men det visste ikke skipperen), listet vi oss i båten og satte kursen mot land. Efter et snes åretak mistet vi både fartøi og strand av syne; rundt omkring tårnet seg grundiser og flytende småfjell, vuggende som omvendte pendler på de siste rester av dønningen, alt i en vrimmel av former, som ingen fantasi kunde gjenskape. Kaos arbeider jo bestandig uten kontakt med menneskets behov og forestillingsvaner, men her var kombinationen av rikdom og meningsløshet drevet til det ytterste. På sydvestsiden av øia er ismuren brutt av en lang, gulgrå stenet strand, og her fandt vi landingsplass mellem store, rundshtte kampesten. Ingen slap et bad til midjen, men om vi blev litt skjælvende kort efter, hadde det andre årsaker. Nu stod vi altså på den historiske slette, på Mina Andrées tundra, som polar­ forskeren selv hadde døpt den til minde om sin mor. Det visste vi nu ikke dengang, men iallverden? Findes det sauer her?? Flokker av gulhvite dyr på 6-810-15! Femten stykker? Som et lyn slår det ned i oss: BJØRN! Jagtfeber og selvforsvar kaster riflene til kindet, og fem ruvende kjæmper av polkongens ætt må bite i græsset. Græss var det mindre av, men en av dem bet i rækvedstok så flisene sprang. Efterpå kom reaktionen, iallfald for mitt vedkommende, endda dette ikke var min første ishavstur. Den dumpe lyd av kulens indslag, smertebrølene, blodstrømmen, og synet av de svære præktige dyr som veltet sig i det skitne gruset og rev sig i sårene — disse indtryk fyldte bevisstheten og drev vildskapen ut. Og mitt gamle forsætt, å slutte med jagten blev denne gang til virkelig­ het. En halv times trask over stensletten — strødd med hvalskeletter, drivved, sælkranier og bjørnelort - bragte oss til stedet, som var kjendelig på dr. Horns varde. Og endda en gang blev vi overvældet av møtet med ubønhørlige kræfter, som skrider frem over menneskets planer og hab i blind og naken majestæt. Med fryktelig styrke hadde de fuldbyrdet forgjængelighetens lov, og tatt igjen h\ ad mennesket hadde fralurt dem ved smdrike opfindelser. Som rammet av titaners klubbeslag lå mennesker og utstyr stemplet ned i gruset, med isens alentykke dække som et utslettelsens segl! Men det måtte ha tinet kraftig siden «Bratvaag»s besøk. En vrimmel av saker lå strødd omkring. Vor første tanke var den at ballongen hadde landet her. Vi ante, at der la en død mand opunder knausen, men det var i begyndelsen van­ skelig å skjelne mellem grus, klær og kropp. Efter lang og forsiktig utgravning fikk vi den døde frem; han lå med høire hånd lukket under venstre kind og ga indtryk av å «sove som et barn». I jakkelommen lå et brev til Strindberg; utenpå hadde hans forlovede skrevet: «Att oppnås på din fddelsedag den 5. september.» Vi så på hverandre — det var den 5. september. En liten efterslætt av de orgier tilfeldighetens lov hadde feiret på dette sted for 33 år siden.

59

En dagbok var indsydd i pjekkerten, men sammenklistret og frosset til en blok. Først på hjemveien kunde Stubbendorff tine den op og tørke bladene på køien. Den døde selv var til stede i rummet så en næsten ikke kunde puste der. Færdens forløp blev avsløret, dag for dag eftersom bladene blev læselige. Men nu, mens vi endnu stod på åstedet og var optatt av å tegne, fotografere og konservere, kunde vi bare ved fantasiens hjælp gjøre oss et billede av de tre opdageres ankomst, ophold og undergang på dette usigelig ødslige sted. Et lite træk fra virkeligheten kom oss til hjælp. Det gikk en gammel svær bjørn og tuslet rundt leiren mens utgravningen fandt sted. Når den blev for nærgående, tok en av karene en tur i terrænget og klappet i hænderne: - Så! Gå med sig! Øsch! - Øsch! Riktignok med gevær under armen. Bjørnen luntet unda som en anden saktmodig ku, men efter en stund kom den alltid tilbake. Jeg brukte et stort speilreflekskamera med en svart tøihette som måtte trækkes helt op over hodet, og på grund av den hylende vind kunde jeg ikke høre noe rop fra de andre. Så jeg blev en smule paff da en stemme, sindig, men bestemt, sier i øret på mig gjennem tøihætten: - Saffe, no står han strakst attom dæ! Næste dag var jeg optat med fremkalding ombord. Da blev de rikeste fund gjort av de andre, deriblandt det store kamera og alle filmrullene. Stubbendorff holdt én under næsen på mig. — Vad tror ni, Zapffe lille, om dom hår hlmerna kan framkallas? Det skulde vara en alldeles sju hålsikes, en rent av storm-jåtteur-dver-jåvlig sensation! Det blev det da også. Under oprydningen tredje dag, da vi netop stod samlet om et skrin med guld-rubler, så vi signalet på mesanmasten. Vinden var sprunget om, ankring var utelukket, og maskinen, som hadde en halv cylinder igjen, omviklet med sækkefiller og ståltråd, kunde ikke opveie det samlede press av is og bølger, vind og strøm. Vi forstod at skibet kunde bli satt på land, hvis vi ikke hurtigst mulig holdt nedenom sydspissen! Enhver grep hvad han endnu kunde få med sig, og alle styrtet omkap ned til båtene. En overvintring på Andrée-mændenes vilkår, minus utstyret, hadde vi ikke lyst på. Det var i siste liten; en mysost av en is i halv mastehøide skurte mot låringen idet «Isbjørn» smatt ut av fælden og for kvart maskin, men fulde seil satte kurs mot Norge. *

Det har ikke manglet på teorier om, hvorledes Andree og hans fæller kom av dage, videnskapelig holdbare og det rene fantasteri om hverandre. Fundet av et glass morfmtabletter ved siden av den døde, ga anledning til et forstemmende intermesso. Skjønt fundet blev nævnt i sjøforklaringen under eds ansvar, blev det av enkelte svenske aviser (mens andre tok til gjenmæle) betegnet som opspind fra norsk side for å sværte Andrées minde. Heldigvis dokumenterte den danske dr. Adam Trydes mønstergyldige undersøkelser at Andrées minde ikke hadde behov for hemmeligheter. Efterat dr. Tryde hadde konstatert trikinhylstre på 60

en avgnaget bjørneknokkel som blev fondet i leiren, rekonstruerte han sygdomsforløpet skridt for skridt ved dagbøkernes hjælp. Det var tre dødssyke mænd som kom til Kvitøya med sine blytunge slædelass. Om visse hjemmesitteres normer for heroisme skulde forlange at de hadde å bære sine smerter, hvor uutholdelige de end måtte være, uten å bruke lindrende midler, selv om disse var medført netop med slike tilfælde for øie — så vil denslags hysterisk nonsens ikke bli underskrevet av et eneste menneske, som har opplevet noe lignende eller har indlevelsesevne nok til å forstå situationen. S.A. Andrée, Nils Strindberg og Knut Frænkel har i kulturhistorien sin uomstridte plass blandt de store, eventyrlystne guttesind.

Hvordan jeg blev så flink 1957

De såkalte norsk-timer i gymnasiet begyndte med denne hilsen fra læreren: «La mig like godt si det straks. De skal ikke forsøke å imponere mig. For jeg har vasset i pøbel i tyve år.» Derpå la han sig ned på knæ og spyttet i ovnen. Vi tok utfordringen op, og det handte at den lydløse, men permanente maktkamp førte til mikroskopiske triumfer. Men stort sett hadde jo læreren overtaket, i kraft av de fremmede makter han kunde tilkalde — rektor på den ene front og fædrene på den anden. Det lykkedes ham da ogsa pa korteste tid å vende enhver mulig oprindelig interesse for det vi nu kalder «skjønlitteratur», om til avsky, ja til cementgrå, dødstrætt motbydelighet. Det eneste som fikk blodet til a røre sig i oss alle på én nær, det var befalingen om a læse og skrive landsmal, under trudsel om forspildt eksamen. Særlig oprørende var det nar vi matte uttale det «naturlig», med slufselyder og europeisk u. Hadet mot Garborg og Vinje smittet over på Wergeland og Ibsen. De stod alle sammen på autoritetens parti, og de hadde i skummelt ledtog med makthaverne skrevet vanskelig for å gi dem våben til undertrykkelse. Kielland også, men ham kunde vi rett som det var, med skadefryd gripe i, at den onde hensikt ikke var oppnådd. (De obligatoriske tilfælde av «Regiment lachen!» gjorde ikke saken bedre.) Plikten til å påpeke værdi, og forbudet mot å oppleve værdi, æste i vore sind som kremkaker med cyankalium. Den almindelige ødelæggelse av iver og arbeidskraft bredte sig i de fleste fag. Hvad sier man til en historietime, som læreren indledet med disse ord mens hun åpnet og lukket døren - «Pettersen, begynd der hvor det står Ludvig stod snørt i \algets band.» Eller en replikk som denne til en liten raring som var blitt opglødet av sitt emne: «Jeg tror du blir ivrig gutt! Sætt dig ned!» En frimodig ytring i religiøse spørsmål 11. december 1915 førte til stængning i gymnasiesamfundet og almmdelig forbud mot alle sammenkomster uten­ for. Lærerne fikk bud om å kikke gjennem suspekte vinduer. Trudsler i front °g rygg om total tilintetgjørelse, om offentlig bortjaging fra skole, hjem og by hang som et knippe Damokles-sverd over de unge mennesker som i handling, ord eller mine røbet den ringeste interesse for det andet kjøn. Det hjalp litet, at de i religionstimene fikk besked om å være fruktbare og mangfol­ dige. De «foresatte», som de kaldte sig, var herrer med et myndig grep på livet, det kunde man læse pa opsynet, om man ellers var i tvil. «Tror De jeg kan beskjæftige mig med elever!» var den nyslåtte rektors hilsen til en stakkar fra Bossekop. 63

Fra denne barndommens uforglemmelige have gikk de da ut i verden, «snørrog skittgutter», «lømler og svinepelser», som siden er avancert til miliøskadede barn. Ikke alle, forresten, bare de som skjønte, mente og vilde noe. De andre fandt sig før eller siden tilrette som velfærdsbefordrende ledd i det kommunale stoffskifte, i kulturbevarelsens flyttebyrå eller i kjødets blotte vedlikehold. De lykkelige! som ikke aner hvilke varige mén de er gått glipp av. For eget vedkommende tok overtegnede — under det Brageløfte aldrig mere å la sig forlede til å læse et dikt - fatt på jussen, som i 1923 indbragte ham den beste Non som nogensinde er gitt ved Det Kgl. Frederiks. Og det tiltrods for, at flukten fra læsepulten drev ham avvekslende til schakbordet, staffeliet, pianoet, Kolsås og - medicinske og filologiske forelæsninger, ja man påviser endnu ste­ det, hvor han en gang skal ha overværet en teologisk. Et frækt forsøk på å skrive tysk stil avsløret svindleren. «Goethe i Leipzig!!» utbrøt hr. Kristiansen, «og De vil være filolog!» Tilståelsen kom umiddelbart og rødmende: Jurist. «Aha»! En ulv i fåreklær! Nu ja —jeg kan ikke nekte Dem å sitte der- men De må ikke oftere lægge beslag på vor kostbare tid - til fortrængsel for dem som arbeider alvorlig for å få sin eksamen.» Så gikk det da som det måtte gå, man forcerte endnu engang det fryktede uhyre Immataurus som ved døren i Palæontologisk Museum voktet adkomsten til guldhornet Haud. Og da eventyret først var kommet igang, så varte det ikke længe før man våknet en morgen som byfoged i konstitution. Lykkestjernen hadde benyttet sig av mangelen på kvalificerte søkere. En smakebit altså, av det livets høie mål, som vinket bak ørkenvandringens karriere. Da kom der en nyresten i veien. Og i den almindelige forvirring mellem anfaldene, supplert av tilfeldighetens lov, begynte man å læse Ibsen. Først mot­ villig, med en gjeip — det var jo han derre med apotekerlatinen, som vi måtte beundre for ti år siden, hvis vi vilde ha artium. Men det varte ikke mange minutter før atomsprængningen var i fuld gang, og så raste da kjedereaktionen ut like til siste ord i Epilogen. Noget uanet, nie da gewesenes, var hændt. Livet hadde hemmelige felter, hvor man faktisk, ugjendrivelig, kunne rette ryggen og puste fritt og la hjertet banke som det vilde uten at de Foresatte eiet en anelse om hvilke skred som løsnet av indvendig impertinens, og langt mindre sætte en stopper for dem. Endog den ellers så paralyserende sætning: «Var det ikke bedre du læste jus?» blev besvart med adeptens fjerne, transscendentale smil - hvad veiet vel lege­ mets undergang efter dette? Da så verden kort efter gikk ind i sin frelses 1930-te ar, trakk novicen sitt grisne rotnett op av jussen og tok ind på universitetet for anden gang - uten planer, mål og med. Et drama eller to sprang op som unge løver og gikk lydig ind i hvilen; en diktsamling likeså. Efter friske depressioner tok han vældig fatt på ny - med Schiick i den ene hånd og diverse Vollståndige Systeme der Aesthetik i den andre. Men han merket fort at receptiviteten var nedsatt til et minimum, og nu fikk han sande principalens ord, da han til avsked leveite sin siste tvangsfuldbyrdelsesbegjæring: «Mitt ønske er, at De ikke må komme til å angre. For, ser De — fjærene slappes.»

64

Desto større var den beundring, med hvilken han hørte professorerne Paasche, Bull og Winsnes. Dette var de forjættede kontinenter, som det blev ham forundt å beskue, men hvor han selv aldrig vilde få borgerrett. Tredveårsalderen hadde været det kritiske punkt, hvor, ifølge naturens orden, tilegnelsens tid var over og alle funktioner indstillet på produktivitet. Det var ikke længer mulig å sitte på bænk med årets russ for å indhente det forsømte og kvantificere sig for en ny lysende fremtid. Det blev nødvendig å gi avkald på et akademisk fundament i faget; skibet måtte seile; det hadde ballast i en dunkel vilje, men rummene gapte under de spredte kolli på dækk. Ved rattet stod en kvartstudert røver - så sa han selv, og vennerne kaldte det affektation og koketteri. Men skipperen «på sin ensomme vakt under stjernerne» - han visste, at så vel var det nok ikke. 1 den billedløse virkelighet lå hans eneste chanse, ikke i et ekstensivt herredømme over filosofiens og litteraturhistoriens imperier, men i en intensiv fordypelse i et enkelt, omend rikelig forgrenet centraltema: Hvad er Livet og Døden - og hvad betyr det å være menneske? Alene dette «tema» kunde utløse energien, fordi det ikke var «fag», men et personlig anliggende på liv og død, helt siden konfirmationen hadde gjort ende på de siste muligheter for religiøs orien­ tering. Ganske visst evaporerte nu Richard Eriksens humanistiske streiftog i krist­ elig dogmatik, men forinden hadde han dog rukket å rette blikket mot biologien. Den panisk søkende, vordende studiosus perpetuus fandt her sin faste grund, ikke til opbyggelse, men til barsk overbevisning. Han kaldte sin tænkning «biosofi» eller «anvendt biologi», fordi den trakk sine slutninger i logisk-empirisk sammenhæng med almindelig antatte biologiske grundforhold. Likevel var boken «Om det tragiske» i sin første formning bare forkyndelse av et livssyn. Personlig overbevisning var overalt det tilstrækkelige sandhets-kriterium. Denne stemning av korstog, som dominerte den stilistiske side av manuskriptet, måtte gradvis vike plassen for nye hensyn, da gymnasiasten, senere stud, mag Arne Næss, som indtil da var blitt placert i helt andre kategorier, viste sig å sitte inde med formeninger av høi relevans for det nye foretagende. Det kom til hårde sammenstøt, men brytningen endte med seier for den tilsynelatende hjerteløse kritiker. Denne seier var dog ikke ensbetydende med et tilsvarende nederlag for motparten. Det blev nemlig indlysende, også ut fra gralsridderens egne forutsætninger, at den kjølige, såvidt mulig ubestikkelig tanke hadde rett. Man måtte fremfor alt besinde sig på arten av sin litterære livsytring, gjøre sig klar over, hvilke prætensioner den fremgikk av. Enten var den f.eks. spekulativ og beåndet forkyndelse; da kunde den måles på virkningen, men ikke på sin empiriske soliditet. Eller så var den forskning, med sikte på klarhet, relevans, holdbarhet og adgang til kontroll. Hybride hjernefostre, som dels tilgodeset, dels negligerer begge grupper av hensyn, det hadde vi i forveien mere end nok av. Man behøvde ikke derfor å lægge bånd på nogen av sine vitale impulser — det eneste som kræves er at man heiser det flagg som kjendetegner seilasen. Valget in casu var avgjort i og med den økonomiske forutsætning for hele hazarden: at der skulde præsteres en doktoravhandling. Profeten gikk forsonet hjem; han skulde få snaldke senere - og forskeren tok hans plass, dvs. han gikk ned fra tinden og satte sig ved bjergets fot. 65

Når denne forandring kunde gå for sig med smerter som var til å bære, så kom det av, at den lå i naturlig forlængelse, om ikke netop av Anathon Aalls logik høsten 1918, så dog av fem års virksomhet i praktisk jus. Tragiurgen var på forhånd fuldt fortrolig med de saklighetshensyn, de relevanskrav og de kontrollmidler, som utgjorde kjernen i den nye, levende og elastiske logik, og som forskeren, likesom dommeren, må anvende på sitt erfaringsmateriale. Han var henrykt over å finde redskapskassen ordnet og komplettert og fuldt færdig til bruk, også på det rent elementære nivå. Hvorfor skulde ikke oprydningen i daglig­ livets kontroverser i princippet kunde overføres på litteraturteoretiske problemer når bare graden av komplikation, men ingen væsensforskjel kunde påvises? «— Men det kan der netop,» svarte min udmerkede venn Carl Vilhelm Holst. «I diktningen gjælder det følelser, fantasi og kontakt med en høiere verden. Diktforskningens gjenstand er væsensforskjellig fra alt det naturvidenskapen har for øie. Følgelig må også metoden bli en anden.» Dette var hård tale, for synspunktet virket bestikkende og krævet imøtegåelse ved argumenter på fælles aksiomatisk platform. Bak Holst stod desuten Peter Rokseth og Benedetto Croce. Skulde man altså vende ryggen til «histori­ kere» som Francis Bull, Kaare Foss og Sigmund Skard, ja Paasche og Winsnes for ikke å tale om sociologer, marx-materialister, psykologer, psykoanalytikere, klimatister og syntetikere samt utenlandske mellemting, kombinationer og originalteorier, hver med sitt umåtelige filosofiske og erkjendelsesteoretiske opland? Ruvende ånder i alle leire - hvordan kunde man undgå å være enig med siste, ærede taler? Men av kollokvier, nattlige samtaler, angelsaksiske lysbomber og eget brygg utkrystalliserte der sig tilslutt hos den omtumlede en stadig voksende overbevis­ ning om nødvendigheten av en grundlagsforskning forut for den egentlige, fag­ lige litteraturforskning, et fundament for en vordende, samlet]\ttcra.t\irvidenskap. Ikke en, som svarte til velkjendte skræmmebilleder, men en som forholdt sig loyalt og elastisk til objektenes egenart. Sålænge hver enkelt forsker arbeidet og polemiserte ut fra sin gruppes eller sine egne, personlige forutsætninger, med egen logik og terminologi, måtte man si at faget som helhet befandt sig på et overordentlig fruktbart, men ennå ikke videnskabelig stadium. Sett fra videnskapens synspunkt indebærer denne sond­ ring en værdidom, men indenfor kulturens grænser er den bare beskrivende. Et sjælfuldt, selvlysende essay, på ingen måte logisk-empirisk verificerbart, kan av den enkelte eller en gruppe læsere bli mottatt med den sterkeste, uformulerte og uforpliktende, indre consens og tillægges en langt større kulturel relevans end resultatet av et uklanderlig livsvarig stræv i materialsamlingens tjeneste. En litteratur-teoretisk videnskap skal ikke erstatte, bare komplettere de øvrige arter av litterært åndsliv. Det vilde bli en av grundlagsforskningens opgaver å rede ut, hvad den fmder av skin-uenighet i de fremkomne monopoltendenser og skjalte dette ut, før den tar fatt på en analyse av de saklig funderte divergenser. Skin-uenighet foreligger, når forskjellige metoder tar sikte på forskjellige mål, som de har vist sig hensiktsmæssige i forhold til (sammenlign rivaliseringen mellem kirurgi, fysiologi og

66

psykosomatisk medicin). Den påstand, at en historisk-biografisk utredning ikke altid ligger nærmest for hånden, når det gjælder av en «poetisk tekst», eller en stilistisk analyse, når man er ute efter allusioner - er neppe nogen liden­ skap værd. Denne og lignende elementære betraktninger førte til en forsøks- og forslagsvis opstilling av visse grundsætninger og visse skemata - med røtter i almindelig metodelære. Her nævnes nogen: 1. Oppgaven bør i hvert enkelt tilfælde avgrænses, præciseres og legitimeres. Det siste består i, at man angir hvilken interesse det har å arbeide med den. 2. Så tidlig som mulig gjør man rede for den forestående bruk av termini, som også av velvillige læsere kan oppfattes forskjellig (f.eks. «litteraturen», «dikt­ ningen», «poesien», «kunsten», «den gode kunst», «den store kunst», «virkelig­ heten», «den virkelige, ekte poesi»). 3. Man er efter evne loyal mot sine bruksdefmitioner; ordene skifter ikke mening uten varsel. (I et kjendt og almindelig beundret programskrift er ordet «tragisk» uten forklaring knyttet avvekslende til substantiverne, poesi, følelse, personer, tilskikkelser, livsskjæbner, tragedier, grundstemning, virkning, alvor, kræfter, verk og dikterverk.) 4. Valget av metode begrundes i det enkelte tilfælde ut fra opgavens egenart og almen-videnskabelige synspunkter - ikke ut fra en apriorisk programerklæring. 5. Spørgende, empiristisk holdning foretrækkes overhodet fremfor dogmer og selvtilstrækkelige påstande. Man sier ikke: Dette verk fra oldtiden eller middel­ alderen er selvfølgelig skrevet av bare én forfatter. Man spør: Hvad taler for, og hvad taler imot en sådan formodning. 6. Gjetning, tro, ønsker og spekulationer fremføres under disse betegnelser, indtil det ved prøvning har vist sig, om prætensionerne holder stikk. I «poesi-forskningen» står videnskapen overfor den opgave å bygge almengyldige utsagn på subjektive vidnesbyrd. To kardinaltyper av opgaver går stadig igjen: Den ene er å beskrive «poetiske tekster» (gåseøine, fordi her ikke er stedet til dehnitioner); den andre er å vurdere dem. Om beskrivelser (incl. fortolkninger) og værdidomme som skal virke tvin­ gende pa alle læsere til alle tider, kan der ikke være tale. All erfaring viser det ørkesløse i a lete efter såkaldte «absolutte» konstateringen Sammen med dom og beskrivelse må man derfor angi alle deres relevante forutsætninger, knyttet som de er til både person og sak. I det gjensidige forhold mellem præmisser og resultat ligger muligheten for en ganske dyptgripende kontroll av intersubjektivt bindende natur. Fremgangsmåten i praksis er forsøksvis utformet slik: Ved beskrivelse (fastsættelse av tekstens egenart) stiller forskeren op en liste over de utvalgte egenskaper. Utvalget vil avhænge av den beskrivelsesklasse han har bestemt sig for, og som bør anføres. (Eksempel: «Jeg vil nu beskrive den foreliggende tekst som «sensationelt arkivfund» som «årets præstation av dikte­ ren P», som «forslag til julegave...») De utvalgte egenskaper kaldes (for oversikt­ ens skyld) for Ep E^ osv. Et tall (E-tallet, f.eks. mellem 0 og +10, eller mellem + 5 og — 5) viser i hvilken grad han tillægger teksten denne egenskap. Eformuleringen er gjenstand for arbeide; men skal dække intentionen, og der er 67

ingenting iveien for å opføre en hel række «kandidater» til formulering for samme intention. E-formuleringen kan bestå av et enkelt ord som «drama», eller av tekstmasser med optil avhandlings omfang. Når to forskere har utformet hver sin E-liste, foreligger et første grundlag for både fruktbringende og videnskabelig gangbare analyser av likhet og forskjel. Verkets fortolkning har i E-listen en viktig forutsætning; fortolkningen kan også opfattes som E-listens fuldstændiggjø reise. Til vurderingen vælger dommeren ut endel E-er som også er K-er, dvs. «kvali­ teter» - vurderingsrelevante egenskaper eller værdibærere. Utvalget bestemmes her av «vurderingsklassen» - eller denne bestemmes under vekselvirkning med K-listen. Vurderingsklassen er en deskriptiv kategori som i sig selv tiltrækker visse normer (evt. idealbilleder som sammenligningsledd) og avviser andre. Det blir f.eks. avgjørende for dommen over en flaske vin, om den værdsættes som «nydelsesmiddel» (evt. ved keiserens guldbryllup, som folkefarlig «rusdrikk», eksportvare, kastevåben eller sakrament. Hvis en anden dommer hegger en anden vurderingsklasse til grund, får det svære konsekvenser for muligheten av sammenligning. Fortolkningen av et verk vil ofte tjene som støtte for valget av vurderingsklasse. Det som vurderes er jo nemlig ikke «verket» i fysikalsk for­ stand, sværtetegnene på papir, men netop den fortolkning som fremgår av møtet mellem det fysikalske objekt og denne dommers mentale status. Når første dommer har gjort sin kvalitetsliste (K-listen) færdig, forsyner han den enkelte kvalitetsformulering (gjerne mange formuleringsforsøk på samme intention) med K-tall. Disse angir, i hvor høi grad han mener verket har kvali­ teten K , K? osv. Nu viser erfaring, at der i hvert enkelt tilfælde melder sig et hierarki av K-er. I en given realistisk roman findes K1 «livsnær beskrivelse» å være en viktigere kvalitet end «stemning som formidler av religiøs erfaring». I et andet verk er det omvendt (for samme eller en anden dommer). Vekten av den formulerte K (med eller uten K-tallet) uttrykkes i V-tallet, som står i en ny rubrikk og svinger mellem 0 og + 10 (evt. + 5 og — 5). Listens ydelse er den, at den som kart over et indviklet landskap gir det første raske overblikk. Det suppleres av en i teorien ubegrænset rubrikk som indeholder kommentar, polemikk og begrundelse. I denne har dommeren fritt slag, både sproglig og metodologisk, men han må altid referere til et bestemt punkt i listen. Ellers er man atter ute i det grænseløse, hvor man «sich mit Fragen herumschlågt». *

De fleste livanskuelservW kunne forenes med intellektuel redelighet. Videnskapens etik går gjerne med på, at de farver forskningen, f.eks. i valget av temata. Men de må ikke korrumpere dens ubønnhørlige krav til forutsætninger og slut­ ninger. (Enhver har lov til å tro, at han ved troens hjælp kan gå på våndet, men hvis han først melder sig til en svømmekonkurrance, så må han følge de spille­ regler som gjælder indenfor denne idrættsgren.) Disse krav blir av spiritualister og intuitionister ofte fremstillet i en karikatur, som muligens tilsvarer opfatningen inden naiv rationalisme. Den nyere logisk-empiristiske metodelære har en langt

68

mere smidig og elastisk normatik, og den godtar som en selvfølge mange av de indvendinger, som er blitt rettet mot et ældre, statisk-mekanistisk syn på erhvervelsen av kundskap. Det er en kjendt sak, at alle slags forskere kan bli så grepet av selve funktionsglæden, at de mister kontakten med sin basis, med jagtens øvrige, heteroteliske, raisons d’étre. Også for litteraten ligger der en fare i dette. For under og bak enhver granskning av nedtegnet sjæleliv spøker det altbestemmende spørsmål, hvad dikt og hvad forskning er for slags fenomener indenfor det store fænomen som heter mennesket i verden, - et fænomen vi - ubegripelig for arten av vor ånd - både kan utgjøre, henrykkes og forfærdes over, og betrakte fra et punkt utenfor jordkloden. En ganske liten selvironiens klaring mellem fagmanden og mennesket vil sikre dem begge mot et pinefuldt tilbakeblikk, når kræfterne en dag tar slutt. I lyset av tilværelsens gåde vil all videnskap som har kuttet navlestrengen til det kosmiske moderproblem, bli parodisk, når den lægges ved siden av forskerens avsjælede legeme.

Hvorfor døde Scott? 1961

Mange har svart og mange har spurt, og hvorfor spør de? Er det så viktig å få svar? Hører det ikke til på slike færder, at nogen blir igjen? Interessens pedagogiske side er borte: Ingen vil prøve noget lignende. Men den har andre sider: Rene ulykker uteblev, og restpartiet var angivelig på randen av frelse; bare 1 7 km stod igjen av 3000. Å finde «grunden» til det overraskende sammenbrudd har vært en opgave for detektiver. Endelig har Scotts dagbok, deltagernes enestående forutsætninger, deres enorme indsats, deres umenneske­ lige lidelser og måten de døde på, gjort hjemturen til et hjerterystende epos, en viljekraftens og sjælsstorhetens høisang. I sin iver for å anklage, respektive forsvare lederen i den proces, som verdens­ opinionen reiste efter hans død, har forfatterne på begge sider gått fra beskyld­ ning til apoteose, fra vektige argumenter til spekulativt nonsens. La oss ut fra det som hændte ikke søke forklaringer direkte, men ta for oss efter tur de skjærpefelter, som mdbyder til boring: A. Lederen. B. Planen. C. Utrustningen og D. Mulig begåtte feil. Robert Falcon Scott var født 1868, og gjorde sin første erfaring i polarstrøk på «Discovery» 1901-1903 med to slædereiser. Den var især av negativ natur: han lærte hvad som ikke fører frem, men utviklet ingen effektiv metode. Sammen med Shackletons notater fra 1909 og en uendelig teoretisk samvittighetsfuldhet i forberedelsen utgjorde dette Scotts faglige forutsætninger som leder 1910-12. Han måtte derfor eksperimentere samtidig som der forlangtes et maksimum av ydelse. Foretagendet ble amatør-præget uten den don-Quixotiske friskhet fra 1902, som vel igjen hænger sammen med ungdom og den erklærer uerfarnes objektive ansvarsfrihet. Privatmanden var en nobel og meget følsom personlighet med en æresfølelse av krystal. En oprindelig svak fysik blev utviklet i utrolig grad. Ved utnævnelsen i 1909 befandt han sig i en dyptgripende indre omstillingsproces — fra sjøofficerens rotfæstede disciplin til en fars og ektefælles frie, spontane livsutfol­ delse. Fysisk sett stod han fuldt på høide med sine 30-årige ledsagere, men sjælehg var han «ældet» fordi han indsa at livet var noget andet og mere vanskelig end fag og forfremmelse. Han la igjen sin hånd på rattet, men denne gang så han sig tilbake. Turen fikk et anstrøk av plikt. Planen gikk ut på fortsatt videnskabelig forskning med basis på Ross-øen — plus det avgjørende fremstøt mot Sydpolen. Året før hadde Shackleton vendt på 88°23’. 71

Svakheten i denne plan er åbenbar: kræfterne blev ikke samlet, men spredt; Scott måtte tjene to herrer. Like før starten mot Polen gjorde han en 300 km’s utflukt mot vest istedenfor å lægge depoter langs ruten. Det mindste den «hvite dame» forlanger av sine beilere er imidlertid, at de lægger alt for hendes kolde føtter: hjerte og lyre, men især en kraftig bunke dypfrossent sælkjøtt. Til planen kan man også regne transportsystemet, en kjede med fire ledd: motorslæder (som klikket efter 70 km), hester som skulde gå en fjerdedel av veien, hunder, som fikk tildelt en femtedel, og mandetrækk, som skulde klare resten. Ideen til dette siste må være hentet fra pyramidebyggets og galeislaveriets tidsaldere. Lederens tillid til denne sektor var så sterk, at han gav forbud mot undsætnings-ekspeditioner. Hundene skulle spares for næste sæsong. Utrustningen var opsiktsvækkende. Scott omgikk med flid sine arktiske forgjængeres erfaringer, og selve isdjævelen Peary bønnfalt ham forgjeves om ikke å krænke polarlandets grundlov: Hunder, skindklær, kanadiske snesko og fersk fangst. I Norge regnes det som en ulykke å miste skiene i fjeldet. Men på Cape Evans kunde deltagerne vælge ski eller la være; flere lot være og vasset isteden til anHer og knær foran lass på 300-400 kg. Gjentatte, tilsist ulægelige forfrysninger blev følgen. Efter miseren i 1902 hadde Scott mistet troen på hunder. Han tænkte ikke på at de kunne ha vært ukyndig behandlet. Ideen om hester burde ha fulgt det siste av Shackletons arme dyr tilbunds i en sprækk. Nu forsinket de starten en måned; hoveddepotet måtte lægges længere nord end beregnet, og der lå det også i mars 1912. Lederens dyrevennlighet fikk værre og værre chock. Et fornuftig forslag fra fagmanden Oates om straks å kjøre de dårligste ponier længst mulig syd og lægge dem der i depot, blev forkastet. Ved starten 1. november lå der i depot på barrieren 1 tonn forsyninger 45 km fra hyttene. Et utbygget hundesystem kunde levere det tidobbelte. Slædene var (som det meste) kjøpt færdige over disk fra forskjellige leverandø­ rer. De blev utsatt for tropisk varme, sjøvand og sprængfrost og tatt i bruk uten videre, vindskjæve som de nødvendigvis måtte være. Flere av fotografiene viser belastning av bøiene - hvilket fører til at slæden skyver en snemasse foran sig; den brøiter istedenfor å flyte. Vi hører intet om stålbeslag, ising, smøreforsøk; bare pussing med sandpapir. Dagboken klager monotont over føret: slæden går som en drægg. Beretningen om disse praktkarer, disse guldmennesker, hvis lege­ mer og malmtunge lass pløier en grøft som fra Lindesnes til Tromsø og tilbake — den er så en læser kan bli stigmatisert med frostsår og sælegnag. deltet solid og stødig. Men i sterk vind, eller for utslitte slædetrekkere, var det vanskelig å få reist. Pelsverk bruktes i votter og skaller. Ellers hadde man uldtøi med vindbluser uten fast hætte. Hodet var bra dækket, men skjærfet i halsen holdt ikke fokket ute. Soveposenevxx. av renskind, men med lange klaffer, som det ikke er mulig å få tætte. Erfaringene fra vinterreisen kunde ikke nyttiggjøres på grund av svikten i transport. Proviant og kokesaker var på høide med tidens nivå. Men smørret måtte være som kvarts og hvetemel som trænger tyve minutters kok hører andetsteds

72

hjemme. Utregningen av dagsrationer var teoretisk i orden, men de viste sig i længden ikke tilstrækkelige. En senere tid har opdaget at hele sydpartiet led av underernæring og vitaminmangel. Med spændt forventning slår man efter dette op kapitlet « The great faults», men fmder bare terrasser på Victoria Land. Allikevel er feilene der. Men her må vi skjelne principielt mellem faktiske feil, viden om dem, forårsagelse, etisk skyld og rene uheld — selv om linjene flyter sammen i praksis. Cape Evans var et ugunstig sted, men alternativer manglet. Transportsvikten førte til et kritisk lavmål i mat, klær og petroleum. Efter dagboken og brevene synes reisen basert på et optimum av veir og føre. Sml. uttrykket «under favourable circumstances». Reserver, merkestænger i tilstrækkelig antall eller andre ønskeligheter kunde ikke medbringes. Distancer var ikke utlagt; lederen gik som om hver dag var den siste. «What about another mile?» De knuste sine dødsstønn i hans fotspor, men de gikk. Scott må tidlig ha fått mistanker om, at planen ikke lot sig gjennemføre. Bare en indre panik kan forklare de to drastiske forandringer i planen han foretok på et tidspunkt, da deres følger var uberegnelige, eller værre: bare altfor lett lot sig beregne. Den ene bestod i, at begge hundespand med førere blev pålagt å fortsætte 16 dage længer end forutsatt i provianteringsplanen. Den andre var en økning av polpartiet fra fire til fem mand - efterat altNZX tilrettelagt for fire. Bare kokningen tok en halv time mere om dagen - «an item I had not considered». Disse to arrangementer, sammen med motorpartiets ventedager, belastet en på forhånd anstrengt provianteringskonto med 12% eller 108 daglige mandsrationer og 480 hundeportioner av hestekjøtt. Partienes retur blev dermed endnu mere hazardiøs; de kom da også stort sett tilbake med livet i næven og varige mén. Selv den loyale løitnant Evans kan ikke skjule en hoderysten. Allerede ved begyndelsen på Beardmorebræen «kunde et erfarent øie se at dette var forbrukte mænd». Intet forundrer derfor læseren mere end Scotts forundring over, at han på hjemveien disponerte mindre olje, normalproviant og hestekjøtt end det bereg­ ningen lovet. Det spørsmål melder sig da her, om føreren burde ha snudd fra det øieblik han «måtte forstå», at nu gikk fjorten mand sydover på en kredit som der ikke var dækning for. Mindre ting forsterker disse fundamentale faktorer. Støttroppen brukte en nadedag til å samle 16 kilo fossiler, som de drog på til de lignet dem — bøker, som ikke kunde læses, men som var lånt og derfor skulde bringes tilbake (skjønt ikke et verk av verdens største dikter var værd sin vekt i fett), krydder (som kostet lederen en fot), pyjamas, te, piper og tobak og andet som kunde vært ombyttet med kalorier. Det er blitt sagt, at intet menneske kan slite som et dyr og samtidig ha den fulde oversikt og tankens vakne beredskap. Men hvad der gikk lederen forbi, det husket regnskapet - alle feilposteringer, store og små, og samlet dem tilslutt i en deficit, som ikke lot sig opveie. I de siste dager i teltet gjør Scott rede for sitt syn på de avgjørende ting. Hans erklæringer er blitt en hellig tekst. Men hellig er ikke det samme som holdbar;

73

tvertimot, det holdbare behøver ikke være hellig. Skjønt ens kjølige ræsonement naturlig trækker sig tilbake fra et dødsleie som dette, må hovedsaken like vel berøres. Scott hævder stadig, og det er almindelig godtatt, at de overlevende var på nippet til å komme igjennom, fordi bare én av 140 dagsreiser stod igjen, før de nådde 1-tonn-depotet. Nu skal man ikke la sig narre av dette moderlige navn; «tonnet» var for lenge siden borte. Forsyninger lå der, og lenger nord også, men et enkelt regnestykke peker i den retning, at de gjenstående 230 km i høstmørke var mere end disse styrtende pramdragere, disse ravende spøkelser kunde greie, selv bortsett fra fjordisens upålidelighet. Uklart er det også, om den gjenværende læge hadde utstyr for de svære kirurgiske indgrep som øieblikkelig måtte foretas - og Scott tvilte selv på, at han vilde slippe med dét. Ved siden av spørsmålet, om lederen burde ha snudd, kan vi skimte et andet: Kunde han ha opgit foretagendet, mens der endnu var tid? Blev han hindret av nogen eller noget? Der var den offentlige mening — den som fjorten år tidligere hadde nektet Andrée å komme tilbake uten start. Efter seieren spør ingen hvorfor. Nederlaget ligger under brændglass. Som i et vrængt Colosseum sitter en verdens tilskuere og følger med ravneblikk sine gladiatorer på Sydlandets hvite arena. Vælger du nederlaget og livet, er du fortapt. Hvis du seirer eller dør, så er du reddet, men du skal dø av dine lidelser; du får ikke selv hjælpe til. På dette kollektive tyranni svarte Scott og hans fæller med den heroiskeformel, med traditionen fra Balaclava, med karakterdannelsens kulmination i det absurde. I sin egenskap av sjøofftcer hadde Scott anlagt ekspeditionen som et felttog. Kommandos med hårreisende opdrag gikk ind i fiendeland; kom de levende tilbake, så desto bedre, for da kunde de straks gå ut igjen. Loyalitet, entusiasme, det blanke heltemod er av umålelig værdi. Men selv jernmennesker kan ikke erstatte strategi og våben; også jernet har sin overmand. Scott forstod ikke tids­ nok, at denne kamp krævet en total omstilling, ned til hver kjertel, hver tanke. Han oprettholdt en stemning av akademi: han gik ut av teltet om natten indtil seks ganger, for ikke å genere kameraterne. Han slap ikke vesterlandets kultur. Han er den sene parallell til keiserpingvinen, jordens ældste fugl, der den står på sin ene fot under sydlyset, på bunden av den antarktiske natt; med den andre holder den egget ind mot sitt varme bankende blod. Slik står også nutidens frie menneske under historiens isnende mørke — rank og på vakt, men hemmet i sin kraft fordi han holder umisteligheten presset mot sitt hjerte. Flere av Scotts fæller har nævnt den «usynlige faktor» som drev sitt lumske spill under overflaten av obligatorisk optimisme. Kanske fandtes der også en ukjendt faktor av sjælelig art. Scott slæpte på mere end kulturen og den heroiske forpliktelse. I mange års melankoli brytes han med de evige problemer om livets mening og jeg’ets gåde. Han slyngedes fra den maniske rus til depressionens helvede, fra trompetfanfaren til hundehylet mot intetheten. Færden mot det ytterste øde var en forskningsreise ind i ham selv. I møtet med det store ukjente som kaldes livet, og med det stillhetens kontinent, som gjemmer kuldepolen i dette liv, får vi alle vore kræfter utmålt. Dit kommer vort villede jeg, med alle

74

kamuflager i feireste flor. Når vi skrider eller lusker derfra, er vi rene på sjælen, skrapte til grundfjellet, godtatt eller fundet for lett. I denne sin vilje til selv-realisation, sin «Spirit of Enterprise», blev Scott krydset av Sir Ernest Shackleton, hvis familievåben førte devisen «Fortitudine vincimus», ved kraft skal vi seire. Alt i 1902 var motsætningen etablert, og ni år senere gikk Scott bokstavelig talt i motstanderens fottrinn. Dag efter dag sammenlignet han sine distancer med den andens notater - «we are only five days behind him». Det er et kappløp med en skygge, utenfor og i ham selv, rivalen som vil sperre ham veien til livsbekræftelse. Scott kan ikke snu; han kan ikke møte sin motpart som en tapende. Skuffelsen var den vi kjender, den Scott visste han vilde møte, hvis ikke «lykken» kom ham til hjælp. Men under lå der en værre - at seieren over Shackleton var berøvet sin glans. Derfor trækker han sitt eget lik i lasten. Henimot slutten blir stilen knapp et ekko av det huggende hjerte og de kokende lunger, av den sluknende kamp foran slæden - slæden, med de slitte symboler på livets rike mønster, trinvis forenklet, fra hjemmet til skibet, fra skibet til hytten, fra hytten til teltet - indtil der er bare tre tråder av naken rending tilbake: næring, varme og søvn. Men i denne forvandlingens time, da de usigelige smerter forsvinder i snestormen sammen med håbet, går Scott ind i sin endelige avklaring og befrielse. Afthar han mattet bøte — kampens lønn, fremtiden, kjærligheten, kameraterne. Men han slipper den vanskelige hjemkomst, øinene, amputationerne, rulle­ stolen — og møtet med Shackleton, sund som et rovdyr på spranget mot transpolarfærden, Herkules-dåden, som vilde reducere hans livsverk til en indledende fase. I den stille uke, 25.—31. mars, i dette underlige interregnum mellom det som var og det som skal komme, løfter hans ånd sig som et tårn over all jordisk begrensning. Stilen er igjen suverænt behersket, i rolige, forløste åndedrag: hånd­ skriften fast og klar. De vidner om, at han virkelig har nådd hin indre pol som var målet for den lange, tunge reise. Og så kan han endnu, i sublim selvfølgelig­ het, avgrundsfjernt fra enhver affektation, skjænke sitt folks ungdom en næsten flombelyst opvisning i heltedød. Nu er han ikke længer den plagede Job, et offer for makternes perfide veddemål. En Brandex han blit, som først under iskirken møter sin Deus Caritatis. Det gjør hans skjæbne tragisk, at undergangen driver hans virkelige storhet ut, og han tilhører os alle, fordi han som en av de store fremskutte repræsenterer vort håb og vore vilkår. Derfor søker også menneskehetens øine hans fjerne, forsvundne grav, der selve den dræpende kulde bevarer hans form. Indtil om længe, længe — den bryter sig tordnende løs og seiler med stormen ut mot det dype, mørkeblå hav i en vældig, solgnistrende sarkofag.

75

Tordenskiold som kriger og som menneske 1966

I Det er naturlig at dansk-norsk tradition først og fremst har hyldet krigeren Tordenskiold. Her møttes da også evnerne i ham til et samspill uten like, idet han i samme høie grad var født til tekniker, taktiker og strateg. Indvielsen til sjømandslivet kan vanskelig tænkes barskere. Førstereisgutten var 16 år gammel da turen gikk til Afrika - Vestindien med en last på 450 slaver. En epidemi brøt ut og tok med sig 40 sorte og to trediedele av besætningen, mens orkanerne hylte efter resten. På denne reise og de næste til Ostindien søkte den unge Pitter, som han faktisk var døpt, bevisst å kvalificere sig for marinen. Med utrættelig iver og spillvåkne sanser lærte han skibets detaljer, manøvrering og navigation å kjende, ja, endog sjøvæsenets administration, var al tid førstemand i riggen og vakte skipperens forbausede opmerksomhet. Og da krigen kom, på kadettens nittenårige fødselsdag, var hans bane gitt, like lokkende som farlig. Fjerde oktober 1710 hørte han fra Kjøbenhavn det fjerne drøn av Huitfeldts svanesang i Kjøge Bugt. Som fører av eget fartøi viste han straks en helt usedvanlig evne til å forene det enkle med det effektive. Allerede på «Ormen» skiftet han ut et uduelig mandskap. Med «Løvendals Galei» går han tre gange ut fra Langesund i flyvende storm for å seile ned alt som kunde ryke; siste gang hadde han saker som holdt. Også «Hvide ørn» blev prøvet til materiellets bristepunkt, trimmet om og om igjen, mastene flyttet, riggen ændret, ballasten justert, bunden skrapt og smurt med talg. Så seilte han da også i mai 1716 på 21 timer fra Færder til Kjøbenhavn, brakk krydsstangen og store bramra, men holdt like vel sine 10 knop. Skibene kan se klodsede ut med sine rester av kastell-imitationer og den tyrkiske baug som ligner en reserve skispiss, men under vandlinjen var de funktionalistiske nok. Han prøver om seilskib kan roes, om grove kanoner kan sættes på tømmerflåter og bli synkefrie. «Mellem slagene» holder han sjøkrigsskole ombord, og træner sitt mandskap i riggen og batterierne, indtil folk og fartøi lyder hans vilje som et enhetlig våben. For bare det fuldkomne redskap kunde tjene de intentioner som sprang ut i hans aldrig hvilende fantasi, hans utrættelig arbeidende tanke. Og slik som alting endnu var håndverk, gikk frem som en syntese av den nærmest mulige kontakt mellem mester og materiale, slik var det også som om skrog og reisning, seil og løpende rigg var grodd ut av hans egen organisme som lynrappe nerver og spillende

77

muskulatur. I kamp og manøver tumler han sitt orkester av syngende barduner, knakende ror og kanonernes pauker som en henført dirigent, en seilkunstens virtuos — med hele sitt væsen smeltet ind i opgaven, men iskoldt beregnende hver takt og hver nyanse, selv i det mest forrykende furioso.

*

I strategisk placering og taktisk gjennemføring av den enkelte kamp fandt han sin personlighets høieste realisation. Der forener han det klare overblik med inspirationens rus, griper med usvikelig sikkerhet situationens muligheter og utnytter dem med øieblikkelig virkning. Han utmanøvrerer en overlegen mot­ stander, forutføler hans hensikt, lammer hans ildkraft ved mot alle regler å angripe i læ. Linjeskibets tyngste batteri må lukke, mens harrselv har sikte på dækk og reisning, eller gir den ulykkelige kjæmpe bredsiden ind gjennem speilets galle­ rier. Kampen er ham en lykke og en fest; overskuddet i kraft og evne gjør ham ustyrlig og fører ham ut over et almindelig menneskes begrænsning. I jublende besiddelse av sitt geni kan han stige til en overgiven, næsten dæmonisk fryd i sin lek med havet, fienden og døden. I 1712 var det Wessel alene som reddet Norge fra hungersnød ved å rense kysten for de svenske kapere — skjønt dette var noget, som ifølge kongens råd­ givere «laa over hans Begreb». I Østersjøen berodde den danske flåtes dispositioner helt på Wessels rekognoscering — han kaldtes da også «flåtens øie». I løpet av sitt unge liv steg han på 8 år fra kadett til viceadmiral og leverte 22 kvalificerte træfninger, av 32 ialt, med raidet mot Goteborg som siste fanfare. De siste to år førte Sverige praktisk talt ikke længer sjøkrig mot staten Danmark—Norge, bare mot denne ene mand og hans trofaste fæller. Allerede for samtiden stod han da også som et overmenneske, en eventyrlig krydser, en flyvende hollænder — i levende live indhyllet i en sky av legender. For kaptein Sjostierna på «Osel» måtte det være som å møte selve Draugen en beksvart augustnatt 1715, da spøkelsesskibet «Hvide Ørn», bare røbet ved sitt stille «sorl» kom ut av mørket og med kirurgisk fmteknik tok bort hans flagstang og lanterner — mens en rolig bassrøst, breddfuld av uforløst skjæbne praiet over til ham: Go’afton kåra bror — å du så långt borta från eskadren —? Paralysert av bevisstheten om selve sjødødens umiddelbare nærvær kunde Sjostierna bare gi sin rædsel luft i et «Herre Jesus Maria, skjut inte på honom!» Men også i seieren er han en «overdådig såile», generøs i triumfen, altid større end situationen, godmodig på bunden og fuld av humør. Intet lå ham fjernere end å hade eller nedvurdere sin svenske motstander, snarere tvert imot. Fienden er «sterk, haard og klog». I ridderlig krigsførsel kappes han med Carl den Tolvte; han hilser den slagne Wachtmeister med salut, og utenfor Lindesnes gjør han dikterens ord til sine: «Ett hogt hurra, ett gladt hurra for varje man som kdmpat bra — vad hdlst han blev i livet dn, vår ovan eller van».

78

II Men ett er å være sitt folks yndling i berømmelsens projektører, et stolt og sterilt minde til bruk i løftede stunder, slik Carl XII blev det for Sverige; et andet å bli dets velgjører i nøden. Som kriger alene vilde Tordenskiold neppe ha fått den plass i norske hjerter som eftertiden gav ham - i beundring for helten, men mere i varm hengivenhet for det store og sjeldne menneskesind. Og netop dette billede er blitt så beriket i vor tid ved Olaf Bergersens brev­ samling. Det er en ny og næsten ukjendt Tordenskiold som reiser sig fra skrive­ pulten ombord i «Laaland». Ved utnævnelsen i november 1716 var den 26-årige kaptein blit chef for Nordsjøeskadren og det norske sjøforsvar, øverstkommanderende for 48 fartøier med nærmere 4000 mand. Men indtil videre blev det å bytte skansen mot kon­ toret i Larvik og lære byråkratiet å kjende indenfra. Eftersom rapporterne strømmet ind, viste det sig at tilstanden var alarme­ rende skandaløs. Jeg kan ikke tænke på linjeskibene, skrev Gabel, uten at hårene reiser sig på mit hode. All ting manglet, kanoner, ammunition og proviant, utstyr og reparationer av enhver art, penger først og sist. Folk var blitt narret for ofte; ingen leverte på kongens kredit. Mandskapene var undertallige, klæløse, svækket og døende av almindelig vanstell, sygdom, sult og kulde. Mange, også officerer, hadde ikke fatt lønn på flere år; familien tigget, men hvem hadde noget å gi? «Slotsloven» på Akershus holdt sine futile møter, og kongen var langt borte, optatt med Anna Sophie Reventlov; den ene instans henviste til den anden. Hvor skulde «almuen» og matroserne, nedsunket i den ytterste nød og fortvi­ lelse, søke sin frelse? Det ryktedes fort at det nyttet å henvende sig til den nye kommandør, og snart blev han sett på som et landsfaderlig forsyn. Noget av det første han tok sig av var «saniteten». Hvordan de hårdt sårede hadde det, er ikke til å tænke på. Næsten intet var forhånden, når de fikk smadret en arm eller fot; alle rekvisitioner sker efter bataljen med den tids kommunikationer. «Når det presseter, kan man låne hr. Holts hest, men ikke ellers, da han bruker den på marken.» Tordenskiold er uophørlig bekymret for de syke og skadede; han indretter hospitaler (feilskriften «Laxareth» er nok desværre symbolsk), betaler av egne penge 100 riksdaler, appellerer til varmhjertede kvinder, forskriver pleiere som skal gå flåtens eneste «chirurgus» tilhånde. Han pålægger dem strengt å yde de lidende hvad dem rettelig tilkom­ mer av pass og tilsyn, senger og sengeklær, et ordentlig kjøttmåltid samt «annis, svedsker, ingefehr og to-dalers øl». Han ordner hjemlov for lodser og høstfolk, befrir en utslitt kone fra mandens skyds-plikt, skaffer en officers-enke pension og en anden enke hendes eiendom tilbake — ja endog en fangen svensk bonde skal ha igjen sin kalv og et stykke blågarnsvæv. Han gir anbefaling til begrundede bønnskrifter og permitterer av egen drift en mand «som har fått en altfor ublid skjæbne». Før sin død testamenterer han sine tilgodehavendet hos staten, ca. 30 000 riksdaler, til fattige officerers efterlatte. — Den formelle landsfader, Fredrik 4. fikk 600 000 riksdaler i krigserstatning, bl.a. til indløsning av Marstrand. Han brukte dem til å bygge sig endnu et slott.

79

Overfor sine nidsyke fiender i København kan han trygt skrive til kongen, at han er elsket av den almindelige mand, at almuen ber for ham og at dette er hans trøst. Imidlertid var jo denne side av kommandørens virksomhet sekundær i for­ hold til hans egentlige opgave: å sætte flåten i kampklar stand og gjøre den til en hovedfaktor i Norges vern. Samtidig skal han blokere kysten til Goteborg og likvidere kaperne helt op til Kristianssund. Hele tiden visste han at Carl XII rustet av alle kræfter for næste invasion; med fransk og hollandsk hjælp vilde han skape en velrustet hær på 60 000 mand med moderne skyts. Men Sverige stod på oprørets rand, så tiden var knap for dem begge. Og så kaster han sig med sin fulde, rastløse energi ind i arbeidet. Gjøre­ målene var legio og intet er ham for smått eller simpelt, bare det tjener formålet. Alt må gå gjennem flåtechefen, men her er intet byråkratisk sommel. Alle hen­ vendelser besvares omgående; selv må han purre oglnase og «jeg har viktigere ting å bestille end å skrive om det samme gang på gang». Iberegnet det som er bortkommet sendte han over ettusen skrivelser i embeds medfør. Vi finder ham her som den utrættelig trofaste sliter i hverdagens flom av forstemmende trivialiteter. Overalt er hans våkne øie, hans ordnende hånd og hans gode råd, utsprunget av barsk erfaring, skeptisk menneskekundskap og forebyggende forutseenhet. Han klarer ikke som visse andre «at se Tiden frugtesløs forløbe». Flåtens øverstbefalende må gå tiggergang for seil og taugverk, skrape det sammen hvor noget findes og selv garantere betalingen. Han må bytte til sig matroser som har klær mot andre som ikke har, og uten ende har han forflyt­ ninger av lodser, officerer, mandskap og matriel, så ingen sektor skal være helt blottet. Han ordner konvoier, prisedomme, auktioner, preservering og utlosning av erobret korn, isråk for skibene, takst på bomberammede hus, ruller og utstyrslister, brygning og avhenting av skibs-øl, arbeidsfordeling mellem skibsprester. Han tar sig av forsømmelige regnskapførere, «lurendreyere», tyver og uvederheftige skyldnere, kostpenger og kautionsansvar, overtaler knurrende matroser, straffer de undvegne, refser slaphet og sparer ind på kongens vegne. Han bestemmer når skibskjøkkener skal tændes og slukkes, beregner hvert en­ kelt måltid for mandskapet, gir instrukser om bøke- og bjerkeved, medicinkister og medikamenter, hængekøier, dækkener, tobak og brændevin, eddik og malt, korkpropper, spiker, knuste vinduer, reparationer av kokekar, om erter og fete­ varer, flintestener til geværlås, patrontasker, hyssing, lys og platelodder, bek og tjære, blokker og seisinger, optrevling av gamle trosser til garn og drev, detaljer om stuteslakt — alt mot kvittering. Likesom våbenskjoldet med dets groteske sammensætning er også navnet en frukt av barokkens overlæssede stilfølelse. Dette navn, som vi idag næsten føler oss brydd ved å uttale, et nom de guerre, en parole og en livsforpliktelse, et onomatopoietikon av en middels bredside — eller et kampsignal, en smeldende krudtsvidd vimpel i storm og flammeglimt — her står det på rekvisitioner av humle og havregryn, segllakk og sytråd. Dobbeltrikets eneste virkelige feltherre administrerer uspiselig brød, bedærvet kjøtt og rotter i smørret — alt mot kvitte­ ring. «Gud har skaffet mig en masse å gjøre.»

80

Men viljen holder der midlerne svikter, og det utrolige sker: han gjenreiser flåtens slagkraft og fastlegger sin strategiske plan. For netop i 1717, da alle forsterkninger gikk sydover, og Tordenskiold måtte tro sitt land forrådt av Danmark, følte han igjen på sin ensomme vakt, at han alene kunde redde landet. Og denne visshet var ikke hovmod, men bitter erkjendelse av det tørre faktum. Beskedent i formen, men sikker i saken tar han gang på gang ledelsen over ledelsen, selv en leder hver tomme. Skal Carl kunne stanses, må linjen fra Dynekilen føres videre til Stromstad og Goteborg. De nye baser må tilintetgjøres, før de er utbygget til uindtagelighet. Prisen skal og må betales.

III Det er ikke til å begripe, at Tordenskiold efter så mange måneders fortrædeligheter endnu har tiltak og kraft til nye fremstøt med sin egen person i spissen, aktioner hvor han ifølge Rothe «kan have et dobbelt Hjerte nødig». Galt gikk det med begge foretagender, fordi han ikke fikk den støtte han regnet med. Men det svenske angrep måtte vente endda et år. Og mens han lå alvorlig såret efter landgangen i Stromstad, ja som «en mand der gaar halv i jorden», fikk hans misundere på årvåkne vakt dryppet sin gift i kongens øre. Den eneste mulige strategiske linje «laa over deres Begreb». Tordenskiold blev avsatt og måtte for­ late Norge. Virkningen var øieblikkelig. Ikke bare nidoblet svenske kapere sitt bytte av norske handelsskib, men blokaden faldt i fisk og ingen kunde hindre hjåltekungen i å sætte tidens høieste beleiringsteknik ind mot grænsefæstningen. Fredrik den Fjerde med sine bedrevidere hadde lagt kysten åpen. Krænket og bitter skriver den forstøtte til kongen at ved slik behandling må både lyst og kjærlighet forgå en. Men han furter ikke, og Admiralitetet gir ham rett. I med- og motgang utfolder hans karakter sig efter sin indre lov og ikke efter ytre konjunkturer. «Noblesse oblige» har intet bud til ham; før som efter 1 16 har han sit adelskap i blodet, ikke på væggen. Aristokrat er han i den ytre mening at han levet efter sin stand i tidens stil, og i den indre, at han var selektiv uten arrogance. Opad og nedad er han uten maske, «later ikke» som noe, men er det samme naturlige menneske med hjerte­ blodet bankende helt ut i huden. Det er sandt at hvor end baugen pekte, så hadde han kurs mot ære og berøm­ melse. Men forfengelig var han ikke; han søkte makten for å bruke den i landets tjeneste. Istedenfor å fremhæve sine egne fortjenester sender han objektive rapporter og takker for den nåde å ha fått lov til å gjøre sin plikt. Man har studset ved hans beundring og hengivenhet for denne konge som neppe var sa sterke følelser værd. Men ad skjulte veie må den 19 år ældre Fredrik den Fjerde ha fyldt hans behov for sønnlig kjærlighet til en elsket far, et behov som barndommen, særlig overgangsalderen de siste to år før flukten, ikke har dækket. I hans erindring må faren stå som det truende Nei til alle hans naturlige 8 1

evner og lyster. Brevet til rådmandens dødsleie, tre uker efter Dynekilen og tolv år efter siste møte, er blitt fremholdt som uttryk for det motsatte. Men det kan også læses som temmelig konventionelle formler til en mand han aldrig har kjendt. Er der varme i brevet kan det netop røbe hvad han så gjerne vilde ha følt, nu når det er ugjenkaldelig forsent. Mulig er det også at kong Fredrik på sin side ikke ugjerne hadde sett sin dystre pietist av en kronprins forvandlet til en sådan glad gutt, «toujours en bon humeur», en kjærkommen gjest, en selskapsvert i den store stil, hårdfør og sterk, svømmer og skytter som få, en mørkhåret veirbrun charmeur med ørnenæse, dokk i haken og glimt i øiet, en kjender og en dyrker av piger, vin og - salme­ sang. Allerede Rothe undret sig over Tordenskiolds naive kristendom og dens liv­ lige tilpasning til denne verdens glæder. Men hvor indtagende virker ikke dette barnlige skjær ved siden av den indestængte, nervøst betændte kirke, som netop i denne tid frådset i pinsler og heksebrænding. Det er hans uskyld tvers gjennem krigens absurde ødelæggelser, sammen med den sterke stemning over alle hans foretagender som rykker oss Tordenskiold forunderlig nær og selv efter et kvart årtusen gir hver ny generation en kriblende medoplevelse blottet for aggression og skadefryd. Idag tilhører Tordenskiold hele Norden. Svenskerne beundrer ham, og både Danmark og Norge vil ha ham i knaphullet. Ingen vil føle trang til å kopiere den uværdige fransk-britiske farce ved Waterloo — ved at vi brisker oss av seieren i Dynekilen, mens broderfolket feirer vort nederlag ved Stromstad. Spør man hvad Tordenskiold ellers betyr for det norske folk i en tid som vor, kan svaret bare bli gjetning. Vi ser på angrepskrig som en forbrydelse, på forsva­ ret som en «dirty job». Den militære heroisme vil opstå påny av harme og tro, men «la gloire» er lagt på ideologisk museum. Det er nokTordenskiold i løs almindelighet vi stort sett mindes. Men hvis han ikke lever i vore hjerter som et velsignet menneske, da er billed­ støttene mere statussymboler end symbolske statuer. I påtrængende grad sym­ bolsk er derimot et andet 250-års minde: «Stenbockens» forkullede rester ligger idag og råtner på bunden av Glåma.

82

Slaget i Dynekilen 1966

Den som fra haugen av vor tids ruinerende erfaring skuer tilbake på krigene mellem de nordiske land, kan vanskelig se dem som andet end en frastøtende frukt av kongers og stænders grådighet, maktsyke og personlige forfengelighet. Helt tydelig blir dette i enevoldstiden efter 1660. Bare i ringe grad er det de høie herrers fortjeneste at Nordens gjensidige selvmord gjennem et halvt årtusen, symbolisert ved de tre løver som gjenfandt sine kroner i fiendens riksvåben, ikke gjorde det til et lett bytte for makter i vest, øst eller syd. Griffenfeldt alene skjønte dette, og fredsviljen kostet ham alle livets goder. Også Den store nordiske Krig er idag bare en pinlig episode i dette lange galskapsregister. Men for Norge var det en skjæbnetid. Vi har aldrig hatt mere end én løve i våbenet - la gå at det var en dyd av nødvendighet. Desuten hadde vi gjennem forbindelsen med Danmark mistet både store og rike territorier. Og i den krig om de skånske provinser som Fredrik den Fjerde begyndte i 1709, kom spillet til å stå om selve landets «frie» eksistens. Skjønt også dette drama endte med at alle løver slikket sine sår, så står det i en særstilling ved sin rent menneskelige interesse. På dette teater møttes to nordiske éngangs-personligheter, to strategisk-taktiske mestere, en alen av hver sin lynstråle, Tordenskiold og Carl den Tolvte. Begge unge, inspirerte krigere, begge med blind tillid til sin skjæbne, og dog hvor himmelvidt forskjellige! Her stod ikke bare den enevældige konge mot den avhengige borger, en genial fan­ tast mot en genial fagmand, en altfortærende Molok mot et hjertevarmt men­ neske. Avgjørende for oss er at dette menneske frelste sitt land, mens maniaken på tronen ødela sitt. Denne Kung Jårnhufvud, denne maktens narkotiker hadde ødet Gustav Adolfs arv og grep som erstatning efter Norge for å gjøre det helsvensk med brand og stål. Og så blev hans vilde ferd stanset av «en fattig norsk gut», som ikke ønsket ondt over nogen, men slog for «sit saa kiære Fædreland» så langt han maktet og fikk lov, og vel så det. Peter Wessel brøt ind i sjøkrigens danske byråkrati og traditionelle vaner som et stormkast fra Trondhjemsfjorden — med salt i håret og fynd på læben. Det første han lærte sine overordnede var nødvendigheten av en grundig rekognoscering - ikke med kikkert på miles avstand, men i fiendens dør og inde mellem linjene. Det andre var en klar strategisk plan på grundlag av oversikten, og det tredie var et offensivt forsvar, hvor «seieren» ikke bestod i, uten egen risiko a drive motparten på flukt, men ved en kombination av skibsmanøvrering,

83

beskytning og soldater å tilintetgjøre hans baser og kampmidler med de om­ kostninger situationen forlangte. Til dette formål behøvde og skapte han fartøier i toppklasse, det fuldendte sjømandsskap hos sig selv og sine feller, og et effektivt, hurtigskytende artilleri. Efter en orgie av mirakuløse seire i Balticum som endte med forferdelse, søkte Carl XII tilflukt i Tyrkiet med tre procent av hæren i behold. Her optrådte han som triumfator på høiden av sin bane og bløffet sultanen ned i støvlene helt til spillet brast. Svækket av fengselsophold i en hule og et langt sykeleie steg han omsider tilhest selv tredie og red til Stralsund på fjorten dage. Nu gjaldt det å komme over til Gamla Sverige, men utenfor lå «Hvide Ørn». Uke efter uke holdt kaptein Wessel sin ensomme vakt i december 1715, i mørke, snestorm og kulde, uten lods og med dårlige karter, benhårde seil, is i riggen og hålke på dækk, mens havet gikk berserkergang. Bare kompasset svakt synlig ved skjæret fra bedærvede sildehoder i spøkelsesaktig krans. Det var den tids mørklægning. Han observerer alle fiendens bevægelser, angriper når han kan, forfølges av linjeskib med 54 kanoner og skjærer dyrebare priser ut av konvoiene. Rappor­ terer til admiralitetet gang på gang og ber om den lovede forsterkning, tilsist bare om brændsel, vand og lys - men intet kommer. «At formaintinere Posten alene, er mig umuligt, særdeles naar saadanne store Brødre er iblandt, som før er meldt.» Endelig må han, blottet for alt, med sine syke og forfrosne mandskaper i den åpne fregat gå tilbake til Kjøbenhavn den 21 december. Der ligger hele flåten, optatt med juleforberedelser. To dage efter slap Sveriges Napoleon hjem over Nordens Middelhav. Og dermed gikk krigen ind i en ny fase: «Vi hava beslutat at erdvra Norge, och ingen rubbning i detta beslut kunna således ifrågakomma.» Det er som å høre Hitler, når kongen i januar 1716 på den anordnede takke- og bønnedag over hele riket gjør Jehovahs ord til sine: «Jag skall slå dem och de kunna mig ej motstå; de måste falla under mina fotter. Jag skall sonderstota dem som stoft for vådret, jag skall bortkasta dem som tråck på gatorna.» Jubelen i Sverige, hvor man håbet på fred og frelse fra landets dype nød, slog om til fortvilelse, da kongen isteden forlangte flere soldater og nytt materiel. Det hjalp ikke med Stralsundmedaljens: «Was sorget Ihr doch? Gott und Ich leben ja noch!» eller andre bombastiske indskrifter. To måneder senere gikk han selv med en fortrop på 3000 mand ind i Norge, slog panden mot Akershus, fikk medfart ved Gjellebæk, Norderhov og Moss og drog tilbake til hovedstyrken i Fredrikshald. Her lå nu 9000 mand mot festningens 1350. Men mot dette Norges Verdun kom han ingen vei uten tungt beleiringsskyts — og trods borgernes protester blev det nødvendige forråd og skib rekvirert i det utplyndrede Goteborg. Landeveien var jo sikrest, men ufrem­ kommelig for så tunge lass, bundløs og allerede flankert av sprængte hester. Flåten bestod av mindst 8 transportskib (der opgis også 21 og 44), eskortert av fire galeier og mindre farkoster. Fem var lastet med kanoner og lavetter, «Krud, Kugler, Skarp, Knipler og Granater» og resten med «Flæsk, Kiød, Hafre, Brød og Mehl». Alle slapp igjennem indenskjærs og 2 juli gikk hele konvoien til

84

ankers i Dynekilen, en trang fjord like øst for Tisler. Meningen måtte være at transporten skulde gå videre over land, for kysten var sperret av Gabel og Wibe. Femte juli kom stykkprammen «Stenbocken» på 24 grove kanoner og syv nye galeier til vakt og vern. De tretten artilleriskibe førte tilsammen 104 kanoner og en besætning på 884 mand, så det er tydelig at sendingen går som «værdipost». På en holme ved østsiden lå der et batteri på 6 tolvpundere som behersket indløpet og i land var postert 600 mand sachsisk infanteri. Så da Carl fra «Stenbockens» dækk inspicerte sine forsterkninger kunde han trygt ønske den nyadlede Knape-Stromstierna vel møtt i Svinesund. Hår Ni ligger år ingen kapabel att komma åt Er. Kaptein Wessel, nu Tordenskiold, hadde allerede i mai, med uhørt brudd på hierarkiet, forlatt sitt skib for å gjøre det begripelig for den norske regjering, og en måned efter for admiralitet, hvad de nødvendigvis måtte foreta sig hvis ikke landet skulde gå tapt. Provianten på Fredriksten vilde bl.a. ta slutt før 1 juli, men kapteinen påtok sig å bringe de nødvendige forsyninger gjennem den sven­ ske blokade, d.v.s. forbi batteriet «Sundsborg» ved Svinesund. Han fikk også de grundtgående fartøier han bad om, men før lastingen var færdig, kom budet om den svenske transport. Eskadren lettet da fra Kjøbenhavn uten konvoi for å møte Gabel, som i farvandet ved grænsen «med stor Længsel og Smerte venter paa Capitain Tordenskiold». Natten til 4 juli prøvde Carl med vanlig bravur å trænge ind i festningen sammen med den retirerende Landsberg. Han fikk porten på næsen, men hvor længe kunde festningen holde? Provianten var slutt, og det som kunde gi døds­ støtet lå bare to mil i sydvest. Men to mil til i samme retning, mellem Koster og Grisebåene, gik den 26årige kaptein Tordenskiold til ankers om kvelden den 7de «i stille og prægtigt Vejr». Her far han rede på flåtesamlingen i fjorden og indser straks den fulde rækkevidde. Formelt skal han indhente ordre fra Gabel, som ligger ved Larkollen, men tør Gabel ta ansvaret? Og hvad hjælper en ordre, når godset er på vei over land' Tidsnød står mot rangorden, og konflikten løses av Tordenskiolds natur. Han tar beslutningen på eget ansvar. Halvanden time før solopgang, klokken 1,30 næste morgen, letter eskadren i vestlig laber bris og står en time efter gjennem Ledsundet ind i fjorden. Den er sine 6 km dyp og smalner på midten til en ca. 2 km lang kile, for så igjen å vide sig ut til en trekantet fjordbund, grovt regnet én km i hver akse. Her inde lå den svenske flåte. Ingen av mandskapet hadde vært på de kanter før, men den sven­ ske fisker, som hadde lodset transportflåten ind, blev tatt tilfange og placert på skansen. Når lasteskibene hadde vand nok, så måtte vel også en lettseilende krigsflåte kunne gå ind, om vinden var god. Og det var den. Men ut igjen — med det som endnu måtte flyte? Krydsning kom ikke på tale, og hvad med slæp i motvind under geværild på 30 meters hold fra begge sider? Det var et procontra med sterke argumenter, men Norges skjæbne veiet mest. Utfaldet blev «satt i guds hånd» og resten tok man i sin egen. Nu skal vi hilse på Stromstierna, sa Tordenskiold og «se hvem av os blir ældst». 85

Eskadren bestod av syv skibe, utvalgt med foræringen av Svinesund for øie. Det var fregatten «Hvide Ørn» som Wessel hadde tatt ved Riigen året før, med skytsprammene «Hjelperen» (Lemvig) og «Area Noæ» (de 1’Etang). Bare disse tre tællet artilleristisk, men tilsammen hadde de også 110 stykker 6—24 punds. Hertil kom den lille fregat «Vindhunden» (Grip) og tre galeier (Niels Dahl og brødrene Tønder) med tilsammen 37 mindre skyts, i alt 147 og en frivillig besætning på 931 mand, hvorav det antas at 4/5 var norske. Flåten var altså overlegen i antall kanoner, men ildkraften menes å være størst på svensk side. At disse opgaver væsentlig har teoretisk interesse vil fremgå av det følgende. Klokken halv seks er man inde mellem holmene. «Klart skib» heises, og nu kan prammene hive sine svære kanoner op fra rummet og få dem i stilling på dækk. Ved sekstiden synes holmene passert, og man nærmer sig Stora Krossdn som deler fjorden i to og forlænger smalsundet til 3H/2 km. Her lå en svensk «brandvakt» på fire fartøier, som retirerte ind gjennem kilen med sitt oplivende morgenbud. Tordenskiold går fra borde og følger efter i en lettrodd «skjærbåt» som nylig er tatt, og kl. 7 er han ved terskelen til selve den indre havn. Her går han op på en «høi klippe», og fra den har hans mysende øine i det skarpe motlys fuld oversikt over det som venter de ubudne gjester av ondt og godt. Hvordan kunde så Tordenskiold regne med å klare det? Også for ham var havnen en rottefælde; kampen måtte ende med den ene parts undergang eller overgivelse. Var det bare kåthet og chanceseilads? Eller var grunden, som mange tror, at nordmændene under sin forgudede fører var så meget «taprere» end de svenske, at det opveiet alt andet? Sandsynligvis ikke. Men som enhver schakspiller vet: Det avgjørende er ikke hvor mange brikker man har, men hvor mange som kommer til anvendelse. Ut fra dette ræsonnement kan speideren på den høie klippe ganske kjølig sætte sine chanser til 2 mot 1.1 denne rekognoscering ligger nøkkelen til taktikken og hele det senere forløp. Planen er lagt, og Tordenskiold ror tilbake til flåten. Han sier til skibspresten Caspar Brun at indløpet er som «grove Jeilan». Bare et bysbarn kunde vite at «Jeilan» var det populære navn på den nye Kongens gate i Trondhjem, som var stukket ut efter branden i 1681. Sandsynligvis mente chefen at der var plass i overflod. Som vanlig er kapteinen selv i spissen. Han bytter skib med Lemvig og står ind med den mere robuste «Hjelperen», fulgt av «Area Noæ» og de øvrige; «Hvide Ørn» sist. Vinden er sydlig av skiftende styrke, og kl. 7,30 stikker han lydløst baugen ind i selve havnen. Prammene flankerer indløpet mens «Hvide Ørn» går imellem og ankrer på havnens NV side med spring i land. Forsvarerne, som har fått en time til omlægning av sine festforberedelser, brænder løs fra alle rør med fri bane. (Om de svenske skibes postering er å si at begge Tordenskiolds egne skisser er gått tapt. Olaf Bergersens rekonstruktion virker overbevisende, mens Halvdan Barfods består av en samling utænkeligheter.) Fra norsk side løses ikke et eneste skudd før skibene ligger på linje med bredsiden til, og nært nok for en 6-punds kule. Men da forvandles også den idylliske poll til et helvede av dunder, ild og blod. I tre samfulde timer er rummet fyldt av kanonernes skarpe glimt, malmprojektilernes hvinende buer og splintrende slag mot skibstømmeret, mens geværilden knatrer overalt og 86

vildt roterende knipler, stangkuler, lænkekuler og koføtter går amok gjennem jungelen i en rigg eller blandt folkene på dækk. «Thi», som Wessel sier, «kanonen er det instrument som temmelig lader se sin effekt.» De norske har stort sett solen i øinene, men i vindstillen blev røken liggende. Klokken 11 begynder ilden å spakne fra svensk side. Forklaringen tør være den, at i hovedsaken bare batteriet og «Stenbockens» styrbords kanoner hadde fri bane. Galeierne lå parallelt med akterfortøining i land; det var ikke kutyme å bruke dem taktisk. Men de som hadde baugkanoner kunde jo spille med, således hadde «Wreden» en på 36 pund. Det er heller ikke oplyst at de armerte frakte­ skuter eller strømbåtene med sine svingbasser gjorde sig effektivt gjældende. Angriperne derimot rådet over ialfald fire babords bredsider med 58 rør, om «Vindhunden» regnes med. Dermed er tiden kommet til å gå motparten nærmere på livet. To galeier haler «Hjelperen» ind mot holmen, men slæperen om babord skytes over og begge fartøier driver på land like indunder batteriets mundinger. Hvem dette var værst for, er ikke godt å si, for på denne avstand kunde holmen overdænges med byger av «skrå», d.v.s. knytter av småkuler og jernskrap, og dette blev også brukt mot de nærmeste svenske galeier, som gang på gang gjorde sig klar til entring. Her lå nu «Hjelperen» og de to galeier alene i hele fem kvarter, da kommer endelig også «Area Noæ» ind under holmen og brø­ drene Tønder besætter batteriet og fornagler kanonerne. Dette er slagets peripeti eller vendepunkt, men langt ifra dets avslutning. «Vindbunden» og «Hvide Ørn» har endnu artilleriduell med «Stenbocken», og særlig «Ørnen» blir temmelig pjusket i fjærene, da den ikke kan manøvrere i vindstillen midt på dagen. Men kl. 13,15 stryker Sjoblad flagget på «Stenbocken» og kort efter også Stromstierna på «Wreden». Svenskerne hadde bitt fra sig «som løver», men nu blir skibene satt pa grund, hull slått i bunden, brand og krudtlunter anlagt i rummet så langt tiden rækker. Mandskapet strømmer i land på den ene side mens angriperne klatrer ombord på den andre. Tordenskiold med Grip entrer personlig «Stenbocken» og tar det resterende mandskap til fange. Slaget ændrer nu karakter. Artilleriet forstummer, og langs hele den kilometerlange strand gjælder det å sikre hvad flyte kan av galeier og frakteskib og ødelægge resten. Dette lykkedes efter otte timers forfærdelig slit, under geværild fra tre sider og ved en række rent utrolige bragder av officerer og mand­ skap — Sievers, Budde, Wodroff, Helmich, Wulff m.fl. og musketerer fra 2det Trondhjemske Regiment. Kl. 9 om kvelden, en halv time før solnedgang, er «icke det allerringeste tilbage til Fiendens Tieneste». Nu gjenstår «bare» å slippe hel- eller halvskindet ut igjen med syv egne og fjorten erobrede skibe, 9 orlogsmænd og 5 skuter søkklastet med artilleri. I motvind hadde opgaven vært uløselig. Men i vindstillen, «sendt av den allerhøiestes nåde», lot det sig gjøre med årer og med fangenes og de erobrede galeiers hjælp. Det blev et spiss-rot-slæp på mindst en halv mil, som varte hele den maneMare natt under stadig geværild på klods hold, mens nye tropper var på ilmarsch for å hindre retrætten. Man skulde tro at ikke en båt vilde flyte eller

87

en rorskar slippe levende igjennem. Men det skedde, og næsten uten tap. Kanonerne gikk for fuldt; salve på salve av skråsækker gjorde det hett for sachserne, og krudtrøken blev liggende som en tåkevægg. Men etappen blev jo ikke derfor mindre sur for de arme matroser, som hadde knoget i tretten timer under ild og nu fikk otte til. Dem ventet der ingen belønning fra kongelig hånd - men resten av sitt liv og langt ned gjennem efterslekten hadde de ialfald «vært med Tordenskiold i Dynekilen». Endelig på dagvakten, mellem 4 og 8 næste morgen blåste der op en bramseils kuling av SO. Verkende armer lægger årerne ind, og pøser av liflig sommersjø hales ombord langs alle skibssider til svaling og vask. Sot, sved og blod er en klæbrig blanding. Nu blev der også en skikkelig matbit å få efter duften av alt flesket som gikk op i luer. Og i strykende fordevind bærer det nordover til Magø. Det første chefen forlangte var lister over flåtens tap. I alt var der 19 døde og 57 sårede, derav på hans eget fartøi 6 og 20. Regnes bataljen fra kl 7,30 den 8de til kl. 2,30 næste morgen, da de siste kuler pisket i kjølvandet, så faldt der gjennemsnitlig én mand for hver time. Som altid ser han personlig til de sårede og den førstehjælp de får. Meget er det jo ikke - rene filler og fransk brændevin. Ved middagstider den 9de braser en flåte op hos kommandør Wibe og hilser ham med 2 ganger 9 skudd. Dannebrog vaier fra 21 topper med «Stenbocken» i spissen. Men nogen middagshvil på laurbær blev der ikke. Melding er kommet at fienden bryter op, og den 10de forcerer Tordenskiold, som oprindelig lovet, de svenske batterier ved Sponviken for å smadre Svinesundsbroen. Men fuglen er fløien. Den 9de fikk Carl ilbud om materiellets undergang. Han fryktet ikke den norske hær, men han fryktet Tordenskiold i den grad at han gjorde Stromstierna til viceadmiral. Næste dag kl. 3 om eftermiddagen drog siste mand over. Norge var reddet for denne gang. «Stenbocken» gikk ind i den norske flåte, og da Carl kom fryktelig tilbake i november 1718, var det kanoner fra Dynekilen som svarte på Fredriksten. Kanske det endog blev en av hans egne kuler som den 11 december satte sitt tommetykke punktum. Efter sin «lille Enterprise» blev Tordenskiold kommandør og begge rikers helt, men i den virak som fulgte, glemte han ikke stadig å anbefale sine hjælpere, «Dynekilens norske Drenge». Det hadde dog vært «en het Aktion». Der vanket medaljer og avancementer, men prisepengene blev aldrig utbetalt. Admiral von Gabel, Tordenskiolds overordnede, kom ingen sinde over den formentlige tort, at kapteinen ved sin egenrådige indgripen hadde stillet ham i skyggen. I et brev av 9 juli (!) til statholderen baron Kragh har han en mystisk passus om at han deltok i slaget — noget som av tallrike grunder er ganske utænkelig. Som verdensmand bevarte Gabel masken av det gamle vennskap, men fra nu av var han «konkurrentens» hemmelige fiende. Og da Tordenskiold var dræpt den 12 november 1720, hevnet han sig på liket. Imidlertid gjorde han meget for Norges forsvar og var den første som pekte på Håøen som det givne sted for en fæstning. Trods alt fortjener han kanske sin tvergate til Bygdø Allé i Oslo.

88

Johan Hermann Wessel Gansfort 1967

Luthers forgjænger, motsigelsens mester og verdens lys I disse dage for fem hundrede år siden stod der en mand på et kateter i Paris og talte til et overfyldt auditorium av ledende teologer og filosofer fra hele Europa. Det enkle, åpne, kraftige og skjeggløse ansikt lyste av en personlighet, som forenet godmodig alvor med spøkefuld ironi og en så selvfølgelig myndighet i kundskap og tanke, at ingen lot sig avlede av hans mysende nærsynthet og rett uanselige skikkelse. Det som forferdet og tryllebandt den måpende forsamling, var hans fremstilling — ikke dens retorik, men de svimlende teser og deres uangripelige begrundelse. I hjertet av kirkestaten, som rakk fra Sicilien til Thule, stod her en autodidakt fra Groningen og plukket fra hverandre med anatomens kyndig­ het, pavens autoritet, hele det kirkelige maktapparat med alle dets bærende institutioner — med avlad, sjælemesser og hele det tomme, mekaniske ordgyderi. Disse kirkens egne opfmdelser, i fordærvelig strid med evangeliets ord, fulgt av det almindelig moralske forfald «som vi daglig er vidne til også her ved selve Moder-universitetet» — har trængt sig ind som en ubrytelig hindring mellem Gud og den enkelte, frelsesøkende menneskesjæl. «Jeg så i Lyon en hund, som var dræpt mens den forsvarte sin herres barn. De ulærde der i byen gjør rett, når de ærer den som en martyr og en helgen! For dette dyr er oss et manende eksempel, og det står i sin selvforglemmende hengivelse Christus nærmere end alle de skriftlærde, hvis døde viden er dem en hornhudpå sjælen som stænger dem ute fra Guds kjærlighet og den levende sandhet.» Der gik som en dæmpet torden over den store forsamling — av beundring og jublende hyldest, og av hadefuld flammende protest. «Gåsefot!» ropte de, for manden hadde en feil i benet, «Gåseskrik mot Kirken!». Litet ante de at det var reformationensjordskjælv som meldte sin ankomst fra det fjerne, endnu bare som en truende uro i åndens verden, men som et halvt århundrede senere skulde slå sine gapende revner pa kryss og tvers gjennem hele Europa og fylde dem med jern, ild og blod. Man skulde tro at en bærer av så erkekjetterske synspunkter umiddelbart og friktionsfritt måtte gå den veltrådte vei til Inkvisitionens fengsler og derfra til bålet. Kirkens hemmelige politi hadde da også blikket stivt rettet mot dette lækre bytte i over femten år. 89

Og ganske visst var den 46-årige Johan Hermann Wessel Gansforten humanis­ mens ektefødte sønn, men han var også et barn av den dypeste og selvfølgeligste kristentro. Det faldt ham aldrig ind at Kirken, når den først hadde opfattet hans uimotsigelige grunder, ikke vilde samarbeide med iver om en renselse og forny­ else indenfra. Da denne livsopgave, som for Wessel faldt sammen med menneskehetens vei til frelse, blev ham klar og bevisst, var han allerede ganske godt rustet. Og han ophørte aldrig å forberede sig systematisk til den dag, da han skulde møte Inkvisitionen med åndens våben.

* Gjenstanden for vor opmerksomhet blev født i Gromngen i Nord-Holland som eneste sønn av en baker. Farens familie (fra Goesevort) førte en gås i sitt våben, og denne var det som utstyrte motparten med de argumenter vi netop hørte. Gutten mistet tidlig sine forældre, blev opdraget hos en rik og dyktig moster og kom derfra til «Brødrene av det fælles liv» i Zwoll. Her blev han fortrolig med de bibelske skrifter og kirkefedrene, feste latin, utviklet en enfoldig fromhet og la grunden til sin moralske viljekraft. Allerede som yngling gjorde han sig bemerket ved originale spørsmål og forbløffende svar. En halv times vei fra Zwoll levet Thomas van Kempen (a Kempis) som kanonikus på St. Agnesbergets kloster. Han var seksti år gammel da den tyveårige Wessel kom der første gang, og dette møte fikk konsekvenser for dem begge. På den tid arbeidet Thomas med sin bok «Om Kristi efterfølgelse», og Wessel er sandsynligvis den første som har fest dette skrift. Forholdet mellem den gamle lærer og den unge, ivrige sandhetssøker utviklet sig snart til et personlig vennskap. Thomas opfordret sin elev til å bli munk ved klostret, men Wessels egenart kom straks tilsyne. Mens Thomas hadde nok i sin dype, kritikløse meditation, eiet Wessel en våken videnskabelig bevissthet og en frisindet, aktiv vilje til etisk og teologisk kritik. I denne tid fegges fundamentet for all hans senere stræben: Den «sande teologi» er hjertets umiddelbare møte med Gud - muliggjort ved «Guds menneskevordne sønn» — og «sjælens faktiske frelse» ved «Jesu offerdød». DaThomas opfordret ham til Maria-dyrkelse, svarte den unge Johannes Hermanni: «Fader, hvorfor leder du mig ikke heller til Christo, som så kjærlig kalder til sig alle betyngede?» Og da Thomas anbefalte den strenge faste: «Gud give jeg al tid må leve rent og nøkternt og faste fra synder og laster!» Wessel reagerte også mot all den overtro som hersket ved klostret — magi, åndesyner o.l. - og Thomas blev bragt i den største forundring. Nedsunken som han var i traditionens selvfølgelighet, hadde han aldrig tænkt sig muligheten av en sund skepsis. Han tok sitt manus for sig påny og fjernet de groveste spor av tilvante tænkemåter. Boken blev senere kaldt den «mindst katolske» av alle hans skrifter. Trods all beskedenhet og loyalitet i det ytre førte Wessels opposition til avsked med «Brødrene av det fælles liv». Han hadde Jrisernes nationale trækk i fulde doser - vel ikke den fysiske storvekst og styrke som Dante hentyder til i Inferno XXXI, 64, men desto mer av åndelig kraft og vilje til frihet og uavhængighet.

90

Om de frisiske stammer skriver Aeneas Sylvius (pave Pius II, en samtidig av W.): «Folket er stridslystent og griper lett til våben. De er kraftige og høie av kropsbygning, selvsikre og uforfærdede og roser sig av å være et fritt folk... De lever efter sine egne seder og de finner sig like litet i å lyde frem­ mede herrer som de ønsker selv å beherske andre. Tyranner tåler de ikke, og de går gjerne i døden for sin frihet.»1 Det nævnes som eksempel at friserne jaget ut alle ugifte prester. De vilde ha sine koner i fred. Om Wessels elev, friseren Rudolph Agricola, skriver Johan Saxo: «Som Frisia engang utmerket sig ved store krigerske bedrifter, slik har det også frembragt åndsmermesker ut over gjennemsnittet - ikke bare skarpsindige og sundt fornuftige, men utstyrt med en enestående sindets ædelhet og reisning.» Vi finder disse egenskaper igjen i Wessels arbeide med teologi og videnskap. Med sin mæktige tradition var Koln ikke bare et politisk-økonomisk centrum der motsatte strømninger møttes i brytende skavler, men også selve arnestedet, savel for teologisk-filosofisk studium som for obscurantismen og inkvisitionen i Tyskland. Her hadde Scotus forelæst og Thomas Aquinas fatt sin utdannelse, men herfra skulde også Jacob Sprenger, efter fuldmakt fra Innocens VIII, i 1489 sende ut sin «Malleus Maleficarum», den beryk­ tede Heksehammer, som i et kvart årtusen skulde koste ni millioner uskyl­ dige mennesker livet gjennem torturens rædsler og bålets pine. I tilknytning til det teologiske fakultet hadde Doctor Laurentius, også fra Groningen, i 1440 åpnet et gymnasium og i dette søkte nu Wessel å utvide sin horisont. Men da han hørte Laurentius skryte av, at han i 1415 med egen hand hadde støtt Johan Huss ind i ilden, tændtes der i Wessel en motbrand, som fra nu av grep mere og mere om sig. Både i Koln og i nærliggende biblioteker fandt han næring for sin umættelige og utrættelige ånd, og her begyndte han også på sitt store samleverk av citater med kommentarer (Mare Magnum) som han fortsatte å supplere hele sitt liv. I egne og andres bøker tilføiet han i margen kritiske notater, som senere blev kommentert av andre. Hovedteksten kunde således følges av hele diskussioner - slik tilfældet var allerede i Prædikerens bok. Fra Aristoteles i skolastikkens døde knipling-gevanter vendte han sig med avsky bort for a søke lyset hos den varme, levende Platon — senere skulde han opdage at hans ånd var i samme grad beslektet med begge. I første omgang blev han derved tilhænger av «realismen» — den filosofiske retning for hvil­ ken «ideene» var det eneste «sandt eksisterende». Forskerånden i ham krævet førstehånds viden, og for å komme Platon så nær som mulig, lærte han græsk av athenere, som var flyktet fra tyrkisk okkupation. Og med sikte på Bibelens grundtekster studerte han hebraiske elementer hos dannede jøder — han vilde vite hvad der «virkelig» stod skrevet. Nogen stor sprogmand blev Wessel dog aldrig, selv om beundrere har tillagt ham indsikt i både arabisk og kaldæisk.

For hjælp ved oversættelsen her og senere takker jeg universitetsstipendiat Egil Kraggerud. 91

Snart følte den unge Johannes trang til å prøve sitt nye verktøy - våben var der endnu ikke bruk for. Og da han i samme grad var i besiddelse av hjertets fromhet, tankens ubestikkelighet og et associationsrikt, humoristisk gemyt, varte det ikke længe før han bragte sine lærere i den største forlegenhet. Men da denne leken efterhvert faldt for lett og hverken utviklet eller moret ham længer, drog han, 32 år gammel, ut i verden for å lære mere, møte kvalificerte motstandere og søke virkelig kamp. Et rykte om den nye kraft var allerede nådd til Heidelberg, og han mottok en kaldelse derfra, men fandt ikke dette spændende nok. Isteden drog han til Lowen for å trimme sine mål og midler, disputerte med lederne og øket sitt ry som en «motsigelsens mester» - til også dette tapte sin interesse. Nu vilde han til Paris, til skolastikkens høiborg, men samtidig Europas glødende åndelige esse, hvor alt blev prøvet og bare det sterkeste kunde bestå. Her var den gamle strid mellem «realister» og «nominalister» blusset op igjen. I traditionen fra Roscellin (1050-1120) og Occam (1290-1348) lærte nominalistene at bare de sanseerfarede enkeltting var «reale», mens «universalia», samle­ begrepene, var frukter av den menneskelige tanke, eller bare mundsveir, flatus vocis. Ved sammenkoblingen av filosofi og teologi (særlig tre-enighetslæren) hadde striden fått ny kraft og nytt affektivt indhold. Ved kongelig edikt var nominalismen blitt forbudt og dens hovedverker lagt i lænker Men retningen brøt sig vei med naturfænomeners tyngde, og i begyndelsen av 1450-årene hadde den både gjenvundet og styrket sin position. «Det var min hensikt», skriver Wessel selv, «som en slags frisk og egenartet utfordrer å bringe nominalismens to berømteste lærere i forvirring. Det var nu riktignok bare ungdommelig overmod. De var sterkere end jeg, og da jeg indså svakheten ved min opfatning, blev jeg, før tre måneder var gatt, vundet for deres syn.» Men dette skal ikke hindre mig, heter det videre, i nårsomhelst å forandre mitt standpunkt, hvis jeg ved nærmere studium finder ut at nominalistenes fremstilling indebærer endnu flere feil og svakheter end de andres. Imidlertid blev han hele livet tro mot nominalismen som åndsretning. Den var frisk, frimodig og levende og indeholdt spirer til ubegrænset forskning. Den gav plass for hjertets andakt og hadde samtidig en logisk-empirisk ryggrad, stillet krav om skarpere defmitioner av gangbare uttryk og begreper. To motsatte instinkter gjorde sig gjældende i kampen. De ledende nominalister ante at her lå fremtidens vei, og deres motstandere følte like sterkt at dette ville medføre metafysikkens undergang som videnskap. Utviklingen indtil vor egen tid har bekræftet begge parters forutseenhet (jfr. Arne Næss, «Hva er filosofi?» Oslo 1965, s. 70). I vældige disputationer prøvet og hærdet Wessel sin nye filosofiske overbevis­ ning. På den verdslige side førte hans empiristiske tendenser til fuld kvalificering i samtidens medicin. Tidlig blev han ansett som polyhistor, skjønt platonisten og teologen isolerte ham fra poesi og bildende kunst. Jo bedre de var, des mere avledet de menneskene fra det ene fornødne, veien til sjælens frelse, i ortodoks kristelig forstand. Men samtidig blev teologen i ham en dødelig trudsel mot det kirkelige hierarki og alle de bibelfremmede dogmer som denne paneuropæiske organisation hadde bygget sin maktstilling på.

92

Utgangspunktet var her, som for reformationen i det hele, handelen med «avlad» og sjælemesser. Ifølge Thomas Aquinas hadde en eneste dråpe av Jesu blod været nok til å avtvætte «verdens synd». Resten av blodet, samt alle martyrernes, utgjør et «fond av syndsforlatelse» som gud har stillet til kirkens disposition og som kan omsættes i smått. I likhet med så mange av sine åndsfrænder fandt Wessel ut, dels at bibelen ikke hadde belægg for denne prætension, dels at hele tankegangen var uforenlig med gudsbilledets værdighet og transscendente mystik. Avladen var for kirken et ekstra sårbart punkt, ikke så meget i ortodoks belys­ ning, som på grund av de enorme økonomiske konsekvenser. Rosenkrans og breviar brukte Wessel aldrig. «Pater noster» var for ham en bønn med så sterk iboende kraft, at det burde være nok å be den én gang om året. Men da måtte også de sjælelige betingelser være tilstede! - troen møter sin komplementære konkurrent, den psykologiske erfaring. Heller ikke godtok han principielt de kirkelige høitider, selv om han ikke voldte anstøt — alle dage var for Wessel like hellige. Trods alt var det aldrig denne «kjetters» tanke å bryte med kirken. Hans impressive personlighet og hans dypt gjennemlevede teser - like saklig funderte som hensynsfuldt utformede, gjorde tvertimot at han trods sin antiklerikale radikalisme vandt høie autoriteters og mæktige kirkefyrsters aktelse og venn­ skap. Således stod han i nær forbindelse med kardinal Bessarion og dennes nære venn, den høilærde Franz av Rovere, Minoriternes og senere Franskiskanernes general. I 1470 reiste han sammen med Rovere til Rom. Man kan tænke sig Wessels følelser ved å befinde sig på én gang i den klas­ siske dannelses hjemland, og like ved toppen av hierarkiet som han avskydde sa sterkt. Men den første kontakt med pave Paul IFs omgivelser var en overraskelse. «Jeg var blit indbudt,» fortæller han selv, «gjennem pavens kammer­ herre, Henricus Dalman. Mens vi spiste i parlamentsrummet... nævnte magis­ ter Wilhelm for spøk min specielle mening om avladen, og jeg blev ikke litet forskrækket. Men kammerherren tok det ganske trøstefuldt og sa at dette var ikke noget nytt. Senere hørte jeg medlemmer av Curien som var fuldt ut enig i min opfatning og gav uttryk for den, endnu mere fritalende end jeg selv.» Det som gjorde mest indtryk på Wessel ved pavehoffet var den likegyldighet og den fuldstændig avkristnede kynisme i de nu purpurklædte kardinalers og andres holdning til kirkens religiøse funktion. Imidlertid drog «Basihus noster» videre til andre lærdomssæter. Han besøkte Venezia, drøftet Aristoteles med den lærde græker Bessarion (som to ganger var på nippet til å bli pave) og opsøkte Ficinus’ akademi i Firenze, hvor Platons dialoger netop var utkommet i renaissancens kjølvand. Sammensmeltningen av kristendom og platonisme til en «theologia platonica» fandt Wessel imidlertid alt for spekulativ. Hvad han søkte, var den praktiske vei til sjælens individuelle «frelse», og dennes basis i en historisk begivenhet, nemlig Jesu død og opstandelse. I Firenze blev han snytt for penger, men fikk til gjengjæld overvære den undersøkelsesproces som gik foran en kanonisering- en ophøielse til helgen på grundlag av påståtte mirakler. For Wessel var dette overtro, men i motsætning til de ulærdes overtro var den satt i metode og fik et skin av videnskabelig holdbarhet.

93

Nicolaus Cusanus var død fire år i forveien, så et møte med ham fandt ikke sted. Men da Franz av Rovere blev pave i 1471 under navn av Sixtus IV, tilbød han Wessel («Galenus noster») stillingen som livlæge. I denne enestående situation hadde Wessel adgang til Vatikanets bibliotek, men benyttet den også til kraftig å motarbeide pavedømmets utglidning - simoni, nepotisme, ophævelse av edens bindende kraft m.v. Sine anklager samlet han endog i et skrift. «De subditis et superioribus», direkte adressert til Sixtus IV. Men her som så ofte ellers førte Wessels suveræne fremstilling og beseirende personlighet bare til et endnu rikere vennskapsforhold. Ved en anledning, hvor Wessel uttrykte sin ærefrykt for pavens store lærdom - kanske også en takk fordi Sixtus på hans opfordring hadde bekræftet «Brødrene av det fælles liv» - opfordret paven ham til å utbe sig en nåde. «Hellige fader,» svarte Wessel, «jeg attrår ingen ytre goder. Men siden du nu er jordens øverste prest og hyrde, så ønsker jeg at ditt ry må svare til ditt navn. At du forvalter ditt embede slik, at når erkehyrden kommer og sier: Du tro og fromme tjener, gå ind til din herres glæde - at du da trygt kan svare: Herre, du gav mig fem pund - se her er fem til, som jeg har vundet!» «Godt,» svarte Sixtus, «det der skal jeg ordne selv. Men du kan be om noget til eget bruk.» «Nuvel da, så ber jeg om en græsk-hebraisk bibel fra Vatikanets bibliotek.» «Det skal du få,» sa paven, «men hvorfor er du så dum at du ikke ber om et bispedømme eller lignende?» «Fordi jeg ikke har bruk for noe slikt.» Efter flere års forløp drog Wessel, mæktig styrket i sin reformatoriske overbe­ visning, via Paris til Basel, hvor han igjen traf sammen med kanske den fremste av sine elever, den 37 år yngre Johann Reuchlin. Ifølge Melanchton lærte han av Wessel også hebraiske elementer og blev altid opfordret til Å gå til kilderne. Med den vinglade Agricola drøftet Wessel «kirkens nattemørke», «nådemidlernes misbruk som handelsvare», coelibatets utåelighet og «frelsens grundlag i bibel­ tro». I sprogkundskaper kom Agricola meget længer end sin avholdte lærer — «Basilius noster». Senere fikk Wessel en ny indbydelse til pavehoffet, men avslog med takk og mottok isteden en kaldelse til Heidelberg fra kurfyrst Philipp av Pfalz. Skjønt forholdene her var friere end både i Koln og Paris, møtte han intriger fra det teologiske fakultet. «Du kan ikke forelæse før du har tatt doktorgraden.» «Den kan jeg ta på kort tid.» «Nei, ikke uten å være presteviet først.» Men Wessel vilde ikke anlægge tonsur. «Tænk på fordelene,» sa de, «en prest er unddraget den borgerlige straffelov!» «Jeg er ikke ræd for galgen,» svarte Wessel, «så længe jeg har min forstand i behold.» Han valgte da å forelæse, dels over græsk og hebraisk sprog, dels over filosofi, hvor han ofte fandt anledning til å hudflette kirkens fordærvelse og samtidens teologi. Dette skaffet ham nye fiender pa halsen, folk som stod inkvisitionen nær og som fra nu av fulgte hans færd med inspireret nidkjærhet. Efterhånden antok forholdene ved universitetet slike former, at Wessel efter etpar år bestemte sig for å slutte. Bl.a. opstod der nævekamp om hvorvidt «casus vocativus var et suppositum eller ikke». Striden mellem «reales» og «nominales» utartet til væbnede overfald mellem gymnasierne (bursae) indbyrdes, og de 94

rasende rivninger om Marias virginitet efter Jesu fødsel måtte forbydes av Kurfyrsten. Men efter samtidiges vidnesbyrd hadde Wessel efter bare etpar års ophold pløiet så dypt i gemyttene, at grøden ikke mere lot sig utrydde. Via en række fremragende mænd, som Agricola, Dalberg, Reuchlin og Melanchton utgik der fra Wessel en strøm av hjertevarm fromhet og usvikelig sandhetsvilje. Da Luther kom til Heidelberg i 1518 og holdt sin fængende disputation, behøvde han bare å puste til de gnister av Wessels ånd, som stadig ulmet under ortodoksiens aske. Som seksti-åring begyndte Johannes Hermanni å bli træt av de mange for­ stemmende sider ved den akademiske virksomhet. Han avsluttet den kampfyldte del av sitt liv og trak sig tilbake til hjemstedet, hvor han blev mottatt med åpne armer og et hyldningsdikt i tidens stil: Carmen panegyricum in laudem. Her tilbragte han de siste ti år av sitt liv under valgsproget «Bene qui latuit» - vel den som lever i det skjulte - i fred og koncentration, al tid optatt av sitt forfatterskap og sin hvileløse teologiske forskning. Hvad der er i behold av hans egne skrifter, stammer fra denne periode; desuten førte han en flittig brevveksling og glædet sig ved harmonisk samvær med lyttende venner, unge og gamle, kvinder og mænd. «Jeg sender dig hvad du måtte ønske fra Nicolaus av Cusas bibliotek,» skrev Alex. Hegius, «thi det sømmer sig ikke at jeg har adgang til noget, som du ikke har.» Men der var også nok av dem, som ventet på en anledning til å ramme uforsonlige kirkens mænd, lærere, som blev forlatt av sine elever, lærde som i sine disputationer med Wessel hadde fått sin prestige knækket, tiggermunker, hvis overtro han hadde avsløret — alle var de rede til å vidne mot ham den dag inkvisitionen slog til. I første omgang gjaldt det dog ikke Wessel, men en av hans nære venner og andsfæller, Johan van Wesel fra Erfurt, en mand hvis navnelikhet virker som et symbol i denne forbindelse. Pålidelige venner kunde fortælle at van Wesel var dømt til flammedøden, og Wessel opfattet processen som en generalprøve på det som ventet ham, når Kolnerne kom «herned». Van Wesel hadde ved arrestationen i 1479 været lærer, professor og prædiker i nærmere femti ar tilsammen. Han hadde stor lærdom og var lynende intelli­ gent, dertil eiet han en virkelig flammende lidenskap og en fængende, populær veltalenhet. Fra det område, hvor hans og Wessels meninger faldt sammen, gik der en «positiv» vei mot stadig enklere og inderligere fromhet, og en «negativ» vei mot mere og mere rasende angrep på kirkens vranglære og uberettigede maktstilling. Wessel la hovedvekten på den første, van Wesel på den siste. Det uheldige var at van Wesel ikke beregnet sitt publikum. Gansfort vilde helst lægge uangripelige præmisser tilrette og la mottagerne, som alle tilhørte universitets- og klosterkredse, trække sine konklusioner selv. I sine bøkei gav ogsa van Wesel begrundelser, og viste sig som en fremragende semantiker og begrepsanalytiker. Men mundtlig går han længer end selve Luther. Om Wessels tunge var en trylle-stav, sa var v. Wesels et nakent sverd. Fra prækestolen i Mainz talte han direkte til folket med upåklagelig tydelighet: Kirkens viede olje er ikke anderledes end den dere blander i gryten! Og hvis Petrus hadde opfundet fasten, så var det vel for a fa større avsætning og høiere pris på fisken! 95

Kirken er en løgner, en hore og et vildt dyr; den røkter ikke fårene, men flår skindet av dem og æter dem op! Grænsen for «hvad tiden kunde bære» faldt nok omtrent sammen med de linjer som Wessel holdt. Og da v. Wesel var tatt i «anstændig forvaring», d.v.s. en mørk og skitten celle hos minoriterne, begyndte kirken sine forberedelser. De foregik på to fronter, den offentlige og den skjulte front. For å målbinde fangen og tvinge ham til indrømmelser budsendte man fra Heidelberg universitet et utvalg av lærde, «som var fuldkomment øvet i teologi». Heidelberg svarte med den dypeste reverens for kurfyrstens «Celsitudo, Dominatio et Majestas vestra» - at de «vilde gjøre alt som var hans Herlighet behagelig og som ikke overstiger vor kapacitet». For sikkerhets skyld kom der også fra Koln et utvalg av skarpe hoder med selveste Jacob Sprenger i spidsen. På den skjulte front gjaldt det nu først å svække fangens velkjendte populari­ tet. Man utspredte rykter om at v. Wesel var hussit og jøde-venn — det var slagord som folket kjendte og reagerte på med avsky; de teologiske spissfindig­ heter interesserte de sig mindre for. Også på den officielle front hadde den ruvende forsamling av eksaminerende dommere alle fordele på sin side - enigheten sig imellem, dommerværdigheten med den fysiske makt i ryggen og sin fulde ånds- og legemskraft i behold under behagelig indkvartering. I kredsen av alle disse benhårde ansikter blev fangen ført ind mellem to minoritet - «en likblek olding (cilicernius) støttet på sin stav». Psykisk nedbrutt var han allerede gjennem erkebispens trakasserier og langvarig fængsel, nu også av sygdom svækket til det ytterste. Han blev anbragt på jorden (in terra) like foran erkebiskop og inkvisitor og bombardert med spørsmål fra klokken 7 morgen fire dage i trækk. Inkvisitor spurte først om den anklagede vilde be om nåde. «Svarer du Ja, skal du få tilgivelse; svarer du Nei skal du få «nåden uten nåde». «Hvorfor skulde jeg det,» svarte fangen; «jeg er mig ingen brøde bevisst.» Sprenger: «Tror du at du har plikt til å si sandheten her?» v. Wesel: «Det vet jeg.» Sprenger: «Si: Jeg tror det.» Wesel: «Hvorfor behøver jeg å tro det, når jeg vet det?» Inkvisitor blev her voldsomt ophidset og ropte med skarp stemme: «Magister Johannes. Magister Johannes. Magister Johannes! Si: Jeg tror det! Si: Jeg tror det!» «Vel, vel,» sa Wesel, «så tror jeg det.» Vi kan her ikke fordype oss i forhørets detaljer, hvor engagerende disse 27 teologiske subtiliteter end kan virke som prøver på tidens dogmatiske filtfabrikation. Wesel indrømmet etpar uvæsentlige ting, men holdt sig ellers urokkelig, skjønt de samme spørsmål blev gjentatt påny og påny. Det utslitte offer bad forgjæves om et bedre opholdssted end det ufyselige fængsel hvor han i alle pauser blev ført tilbake, mens dommerne indtok styrkende måltider i erke­ bispens palads. På forhørets anden dag blev publikum sluppet til. Wesel erklærte: Om alle andre følger kirken, så blir jeg dog tro mot Christus! Til dette svarte Sprenger: «Det sier alle kjettere, selv når de står bundet på vedstabelen.» Vil du indrømme dine feil og be om nåde? Wesel: Dere tvinger mig altså, uten å ha bevist min

96

skyld? Sprenger: Jeg tvinger dig ikke, og jeg protesterer mot din anklage. Du har fritt valg. Wesel: Nu vel, så ber jeg om nåde, men jeg kan ikke handle mot min samvittighet. Onsdag, tredie dags morgen grytidlig kom en deputation til cellen og presset fangen til å gi efter. En av deres anførsler har betydelig vekt, men svaret kaster et underlig gjenskin. «Når du avviser kirkens autoritet, hvilken grund har du da til å tro evangeliet?» «Jo, for det lærte jeg av mine forældre!» Men selv om Christus kom, fortsatte Wesel, så vilde dere ha behandlet ham som en kjetter. Og dog, tilføiet han smilende, han vilde ha overvundet dere med sin skarpsindighet. Omsider erklærte den fuldstændig utmattede fange, at han kunde tilbakekalde visse punkter, dersom dommerne vilde ta ansvaret overfor gud. Og det vilde de. Men, sluttet Wesel, hvis dere driver mig til galskap, så gjør jeg det ikke. Torsdag var fangen endelig mør, og fredag var han så svak at han ikke engang kunde knæle for de høie dommere. Han tilbakekaldte offentlig de steder i sine skrifter og taler «hvor der var fundet feil», og dermed hadde kirken opnådd sin hensikt. Men om Wesel hadde tænkt sig, at han igjen skulde bli en fri mand, så blev han bitterlig skuffet. Det han slap, var bålet på gravens rand, men de høie makthavere anså ham endnu for så farlig, at de dømte ham til livsvarig fangen­ skap - hvorfra døden befridde ham efter to års forløp. Et bål blev allikevel tændt. Da Wesel så alle sine skrifter bli kastet ind i ilden, brast han i gråt ved tanken på sin flid gjennem et halvt århundrede, og alt det gode som nu gik tilgrunde bare for nogen få feiltagelsers skyld. «Dette er ikke din vilje, o fromme Gud - du som sparte Ninive for de ti retfærdiges skyld!» Det er prototypen for Moskva-processene vi her er vidne til. Den fysiske tortur som ledd i systemet, var endnu i sin vorden. Den blev overtatt av Heksehammeren som modulerende dissonans og videre utviklet ved Constitutio Carolina 1532 - da også Reformationen var blitt kirke og den levende kjerne hos de store utbrytere var avdød og stivnet til et nytt skall. Da Calvin tilintet­ gjorde sin motstander Miguel Servet i Genf den 27 oktober 1553 ved langsom ild, var sukcessionen sikret.

Wessel Gansfort hadde særlig god grund til å holde øie med inkvisitionens bevægelser. Det offentlige skuespill, hvor publikum hadde adgang og hvor den anklagede forsvarte sig med argumenter, fryktet han ikke, og tanker om tilbakekaldelse meldte sig aldrig. Men han var heller ikke blind for kirkens skjulte våben, «slagene under beltestedet» - nattlige arrestationer, fangehuller hvor otrene før eksaminationen blev reducert til skygger både legemlig og sjælelig, av kulde, vanstell, sult og tørst, tilsvinet og nedværdiget, ophidselse av pøbelen mot fangen og hans familie, dertil de trænede dommeres juridiske fælder og knep - hele det kyniske maktapparat vi kj ender fra vor egen tids totalitære regimer. Pa denne valplass var Wessel ikke sine fiender overlegen. Han skriver derfor til en av sine sakkyndige venner, L. van Ween, doctor utriusque juris, dekanus

97

hos biskop David av Burgund, og ber om gode råd. «Den store fare,» heter det her blandt andet, «som nu truer hin ærværdige mand Johan van Wesel, doctor subtilis, vilde gjort det sterkeste indtrykk på mig, selv om jeg ikke regnet med at de (kommisærerne) efterpå vilde komme nedover til mig. Som du vil huske, har jeg ofte tatt avstand fra hans overdrivelser, hans krasse, uoverlagte og dumdris­ tige formuleringer, så uheldige for det ulærde og uforstandige folk. Men jeg elsker og beundrer hans lærdom og skarpsindighet, og hele hans tankegang falder sammen med min egen. Hvor meget sterkere vilde han nu ikke stått, hvis han hadde fulgt mine råd i Paris. Gjør som vi andre, sa jeg ofte til ham, - gå igjennem hele realia-striden som øvelse, så finder de dig ikke uforberedt og ubetænksom den dag da kampen skal stå om dig selv. Men fra din borg og din varde kan du rolig se dem i møte.» Brevet slutter: Processen skræmmer mig ikke, mett du kjender av egen erfaring de midler som hadet og misundelsen benytter sig av. Det er med tanke på disse jeg ber om ditt råd - hvordan jeg bør møte dem, så jeg kan gå gjennem denslags angrep «med lette føtter på tørr grund». Men du må svare så hurtig du bare kan, så ikke et pludselig overfald skal finde mig forsvarsløs og uten indsikt i retslig fremgangsmåte. Jeg frykter ingen fare, som jeg kan komme til å møte for troens renhets skyld, men rænkerne har jeg ingen våben imot. Nu opstod imidlertid det kuriøse forhold, at mens Wessel var urolig for denne side av processen, var det hans overlegne ånd og fryktede tunge som holdt Kolnerne tilbake. Mange av dem som deltok i saken mot Wesel, hadde fått varige mén av sine sammenstøt med Wessel. Å bringe denne mand til å tie beskjæmmet, det var en opgave som selv Koln og Heidelberg tilsammen ikke turde påta sig - dertil husket de ham for godt fra de store kampår. Selv om de var tredve eller førti mot én, vilde de ikke ta risken på et kollektivt nederlag av uberegnelig rækkevidde. Tvertimot måtte de regne med, at han drev sin skrift kyndighet og sin livsfarlige logik som kiler ind i kirkens skjøre sammenføininger og sprængte det hele fra hverandre. Samtidig var Wessel så aktet og avholdt over store områder, at falske rykter neppe vilde bli trodd, mens enhver mishandling av personen kunde bli årsak til væbnet opstand. Aktionen blev derfor aldrig satt i verk. Det kan også ha spillet en rolle, at biskopen av Utrecht, David av Burgund, en halvbror av Karl den Dristige, var Wessels erklærte venn. Allerede fire år før spørsmålet blev aktuelt, hadde biskopen skrevet: «Kom og besøk mig, så jeg kan tale med dig om alle ting og ha et menneske om mig, hos hvem jeg kan husvale mitt sind. Jeg vet (heter det videre) at mange søker at fordærve dig; det skal aldrig ske, så længe jeg er med dig i livet.» *

Så lever da Wessel sitt stille, virksomme liv — cum dignitate, men ikke som et otium. «Andre har lært oss,» skriver han i denne tid, «hvor det å søke visdom gir hjertet den høieste ro — en sterk og varig glæde. Adspredelser og almindelig underholdning er overflødig, fordi åndens arbeidere er så rike i sig selv, så for98

dringsløse i det ytre, at hvis ikke legemets svakheter og behov kom iveien, vilde de altid dyrke sin længsel efter Visdommen og føre samtaler med den. Alle riker og folk vilde nå frem til den samme lykke, hvis deres fyrster og førere søkte den samme forening av kundskap og kjærlighet og bøiet sig for den i lydighet.» Klart lys falder over Wessels karakter ved relationen til Hoeck, en av tidens fremste teologer, som ved sin lærdom og sitt frisind hadde vundet Wessels beundring og vennskap. Like vel var der punkter, hvor deres meninger stod steilt mot hverandre, avladen først og sist. Og det viste sig senere, at mens Hoeck bevarte en maske av vennskabelig tankeutveksling, hadde han i all stillhet angitt Wessel til inkvisitionen i Kbln. Navnet var ikke nævnt, men Kolnerne kunde lægge større tall sammen end to og to. Da Wessel fikk vite dette, skrev han sitt første brev til Hoeck: «- Jeg har hatt megen glæde av å møte en mand med et så godt navn blandt gode mennesker, og priser mig lykkelig ved å ha fundet en så opriktig venn av sandheten. End mere ved ditt hædrende løfte om å ville besvare mine breve. Det betyr at jeg i tilægg til min gamle kampplass nu også har fundet en ny øvelsesplass - ikke for å strides om tomme ord, men til gavn for mig selv og mine medmennesker. Imidlertid er det kommet mig for øre at du har tatt anstøt av nogen av mine læresætninger og i den anledning har skrevet om mig til Koln. Jeg dadler dig ikke, men jeg vilde ha fundet det mere i overensstemmelse med den evangeliske redelighet, om du først hadde fremlagt dette for mig, din broder, som hadde krænket dig. Vilde jeg så ikke høre på dig, kunde du tilkaldt to eller tre mænd av ufordærvet dømmekraft, som vidner, og så først, hvis du fandt mig stivsindet, angitt mig til inkvisitionen. Dog, da du ikke uttrykkelig har opgit mitt navn, kan denne evangeliske regel endnu ske fyldest. Min ædle venn (!), jeg appellerer til ditt rene og alvorlige sind, jeg ber og besverger dig ved ditt tillidsfulde løfte — skriv til mig, hvis jeg en anden gang skulde støte dig ved mine ytringer. Jeg vet at man, både i mange av mine syns­ måter og på anden måte finder mig egenartet; jeg har også selv en mistanke om å være singulær og av den grund stå i fare for å ta feil. Men da alle mine begrundelser er hentet fra troen og den hellige skrift, så går jeg altid med fødselsveer i min sjæl. Og når jeg iblandt må gi mine meninger luft, så sker det i håbet om, at du og dine like, og mænd som er kommet længer end jeg i visdom, kan oplyse mig og vise mig tilrette. Hvori belæring består, er dig ikke ukjendt, nem­ lig ved mdlysende og vektige grunde å føre den feilende tilbake til sandheten. Du vil altså vinde mig, din broder, når du efterviser mine feil. Jeg er hverken hårdnakket eller forfængelig; jeg måtte rødme, hvis jeg av sådanne grunde vilde fornekte den åbenbare sandhet. Jeg drog omkring til mange universiteter for å søke kamp, og jeg har fundet motstandere nok, iblandt også slike som tok anstøt i trosspørsmål, men de har aldrig gått fra mig i vrede. Enten blev de enige med mig, når de hadde overveiet mine begrundelser, eller så medgav de dog, at grundene var fornuftige. Årsak til anklage mot mig har ingen av dem fundet.» (Det ser ut som om forfatteren er uvidende om alle de aggressive tendenser hans tidligere motstandere gik og bar på.)

99

Hoeck fikk brevet, men svarte ikke. Sandsynligvis var han selv i søkelyset, og da han efter i fire år å ha mottatt nye beviser på Wessels aktelse og godhet, endelig fandt det tilrådelig å svare, er han en mand som «ror». Formelt er brevet stilet til adressaten, men i realiteten er det (efter erfaringer fra Wesel-processen?) beregnet på dokumentering i den ventede sak mot Wessel. Tonen er skruer og fordækt, og Hoeck indtar kategorisk det kirkelige standpunkt i avladsspørsmålet. Til overflod citerer han Augustin: «Jeg vilde ikke trodd evangeliene, hvis ikke kirkens autoritet hadde tvunget mig til det.» «Ganske visst,» slutter Hoeck, «skal du vite, værdigste Wessel, at jeg på ingen måte er skuffet over dig. Tvertom har jeg ved egen erfaring og ved læsning av dine skrifter lært dig å kjende som endnu større end det jeg hadde ventet efter så mange udmerkede mænds beretning. Men jeg har opgit håbet om ved argu­ menter å betvinge ditt urokkelige hode, siden det dar sig beseire hverken ved troens hammer eller kirkefædrenes klinge. Det fremgår av ditt brev, hvad ikke sømmer sig for en stor mand, at du er hårdnakket og i alle dine uttalelser efterstræber noget særegent (’), slik at mange tar anstøt og med rette kalder dig «motsigelsens mester».» Trods dette «økseskaft» satte Wessel stadig sin «venn» så høit, at han gjemte dette eneste brev som et Henodium. Til svar sendte han en opsats over avladen («skjønt jeg ellers er arbeidssky») og et brev, som i all sin humanistiske skjønnhet er et saklighetens manifest. Hoecks forsiktighet var begrundet. Da han døde, blev hans papirer gjennemsøkt av inkvisitionen; Wessels breve supplerte anklagematerialet og blev således reddet for efterverdenen. *

Det gir sig selv, at et rikt og lidenskabelig sind, som på den ene side vil tro indtil selvutslettelse på en overlevering, og med samme glød må hævde den selvstændige personlighets rett og plikt til å søke den empiriske sandhet (den sterkeste konklusion ut fra det givne materiale) — at et sådant sind ikke kan undgå visse uløse­ lige konflikter. Det fremgår tydelig av steder i «Scala Meditationis» at Wessel med moderne bevissthet placerer videnskapens autoritet mellem Scylla og Charybdis - mellem sværmerisk nedvurdering og naiv oplysningstro: «Ta bort skrifterne, og hvilken nytte har jeg av hin Augustinus? Uansett hvilken åndens flod han måtte ha været i sin tid — i senere dage vilde han ha ligget mørk og død. Og hvad hjælper mig skrifterne, hvis jeg tar bort min sunde forstand? Slike betraktninger, barnslige i begyndelsen, øker i styrke indtil de fylder det søkende sin med sensation og forfærdelse». - Men til det han opfattet som kristendommens kjerne, stod Wessel naturligvis ikke fritt. Som alle teolo­ ger har han et bundet mandat - veien kan vælges, men målet er forhåndsbestemt. Og selv om han valgte å forsage videnskapen og gi sig hemningsløst i troen vold, hvad han også til stadighet forsøkte, så måtte det melde sig hos ham som en første uro, at troens grundlag, de mange kanoniske skrifter, hadde fått en så komplicert og motsigelsesfyldt iklædning — først fra guds egen, og siden fra

100

de menneskers hånd, som præsumtivt var de mest kvalificerte fortolkere. Når frelsesbudet er så enkelt, at selv barnehjertet, ja barnehjertet alene kan fatte det helt - hvorfor går da veien gjennem en krattskog av dogmer, med strittende forhugninger hvor man end vender sig, og der foten aldrig finder et sikkert fæste? Når guds vilje er åbenbaret, hvorfor ligger den da efter tusen års forskning endnu skjult under uløselige gåter? Hvordan kan den til forveksling ligne vore jordiske lyster på den ene kant, og den vildeste overtro på en anden? Hvordan kan gud tillate, at djævelen forklæder sig som en lysets engel, et væsen gud selv befaler oss å lyde? Hvordan kan fromheten gjøre oss til vort hjertes narr og til helvedes bytte? Og da han gjennem pavens bibel-eksemplar hadde opdaget oversattelsesfeil i Vulgata — hvad så med Bibelens urokkelighet og tødlernes evige beståen? Og hvad med det indbyrdes forhold mellem disse vildt heterogene skrifter, som slår hverandre ihjel på tankens valplads og som bindets broncespænder synes å holde sammen med makt? Slike spørsmål har Wessel ikke stillet explicite, men han fortæller at han ofte gikk til sin bønn i nedtrykket sindsstemning, fordi han ikke fikk orden og har­ moni, ikke mening og balance i sitt gudsforhold. «Hvad skal jeg bringe gud til gjengjæld, når alt i mig er hans verk og hans eiendom? Å gi ham hans eget tilbake, vilde være anmasselse; å ikke gjøre det vilde være utaknemmelighet. Hvordan kan jeg hvile i guds arme og dog være et skib som tumles av stormens luner? Hvordan være et ingenting og en støvets orm, og like vel eie guddomsgnistens evige og uendelige værdi? Og hvad med allkjærligheten og alt det som ikke er kjærlighet — begge dele er sandt og alt av sandhet stemmer jo overens? Ve mig! «Dette er en borgerkrig,» heter det i Scala Meditationis, «hvor alt som er skrevet kjæmper med min dømmekraft som leveren mot maven. Jeg oplever i mitt indre et slags præludium til en stor ulykke - idet jeg nok ser det store lys, men ikke kan hilse det med glæde.» Det er en av Hamlets forfædre vi møter her. Denne dype uro og bestandige frykt for å være på vildspor kom imidlertid ikke til luldt gjennembrudd salænge Wessel endnu kunde se frem til en ny dags forskning med nye varder i sikte til nye, klargjørende utsyn. Men da han i 1489 blev kastet på sykeleier og sa sin livskontur lukke sig — da bryter det naturlige menneske igjennem med uimotståelig kraft. I selve Examine Mortis, hvor denne mæktige ånds totale engagement skal stå sin avgjørende prøve — hvor den fuldt utvoksede verdensfølelse skal møte sin mulige utslettelse over en terskel av ild — der holder den nu mkvisitionen over sig selv. Enhver av oss kan vel på avskedsperrongen få sine mistanker til billettens gyldighet. Men dette er ingen «enhver». Det er «det mest kristne av alle mennes­ ker», som med hele sin sjæl, gjennem fromhetens inderliggjørelse mot den endelige, restløse forening med Det, som ordet «Gud» stod for i hans eget sind - til en Unio Mystica, der livets, verdens og himlens siste muligheter var bekræftet og forvandlet til evigvarende lykke uten grænser i renhet og rigdom. Denne mand er det, som nu kaster av sig troens varmende kappe, vævet av illusioner, og med nøken sjæl går frem for å møte hvad komme skal.

101

Det er «løven blandt filosoferne», som ser at den har jaget en skygge, og i sitt siste sprang slår kloen i sandhetens hjerte - til seier eller død. Det er «motsigelsens mester», som i den største av sine «fødselsveer» gir liv til et NEI på hele menneskehetens vegne. Det er «verdens lys», hvis løftede fakkel går ut til de siste omrids av mennes­ kets kosmiske vilkår. I et himmelflængende éclair-voyance møtes erkjendelsens gjennembrændende glød i to endnu levende menneskeøine med avgrundens isblikk. Og det er «Luthers forgjænger», som indhenter og uendelig distancerer hin åndens lanseknekt i den siste mulige refomation, der de svindende tåker av myrrha og røkelse avdækker landskapets månegrelle drag. Men først og sist er det en jordens ektefødte sønn, med røtter langt dypere end alle profetiske påfund, som lik vulkanen under Vatnajøkul bryter sig vei mot solen, sitt ophav, og møter det tomme rum. I bevissthetens peripeti knuger han sin skjæbne som et bævende barn til hjertet, og alt han kan se frem til er en erkjendelsens katharsis, der alle helvedesrædsler og alle salighetshåb forsvinder i sjælens og legemets endelige undergang, der syntesen opløses og potensialet vender tilbake til det universelle nullplan. Dette er hverken seier eller nederlag. Det er hvad han selv vilde kaldt en feldbyrdelse og et «historisk faktum». «Jeg veltes omkring av mangehånde tanker,» sier han til en venn som besøkte ham på slutten. «Den tvilens kraft jeg har brukt mot kirken, den slår tilbake og vender sig nu mot selve kristendommens sandhet.» Men også dette gir sig selv, at en mand som Wessel ikke kunde dø i en sådan tilstand. Gjennem et sekstiårig liv, utelukkende viet til studium, eftertanke og meditation, hadde han ryddet sig vei gjennem 300 års religiøs filosofi fra Thomas Aquinas til Luthers vugge. Ingen vil forlange, at han i sine siste åndedrag skal gå videre til Voltaire. Heller ikke denne motsigelsens mester var ren tanke. Også hans mæktige ånd gik frem av en menneskesjæl i panik, vergeløst prisgitt det store ukjendte. Og nu er hans kraft tilende. Gysende vender han om og svøper troens pelsforede kappe tættere end nogensinde om sitt tynde, rådløse Jeg. Da vennen kom tilbake og dødsstunden nærmet sig, sa Wessel: «Jeg takker Gud, — alle hine uværdige tan­ ker er forsvundne. Nu vet jeg intet uten Jesum den Korsfestede.» Denne rabiate bevissthetsreduktion In extremis rebus kunde kirken bruke. Så lite selvfølgelig var den trods alt, at kirken preserverte den som en triumf. Wessel har lukket sine øine, både legemets og åndens. Efter sandsynlig balsamering blev han gravlagt i nonneklostret i Groningen med fuld kirkelig honnør, og der «hviler» han endnu som stadens store sønn. I 1637, da reformationens ånd hadde seiret også utad, satte byrådet op en mindesten med følgende indskrift i tidens stil: «Denne sten dækker magister Wessels bleke ben. Han som blandt filosofer var den vældige løve. En tredobbel tunge, hebraisk, græsk og latinsk, lot ham bestige de ferdes berømte katetre. Koln og Paris, Minervas to riker, fikk erfare hans ånds kraft og skjønnhet. Hans ene ære var at han visste alt som var værd å vite, (den anden) at han selv var en hammer mot de fordærvede. Frisiens borg bærer hans aske, Germania hans hæder. Bed, kjære læser, at den almæktige mottar

102

hans sjæl.»... (Det siste vilde en levende Wessel ha motsatt sig, fordi han anså det som et uredelig middel.) Da et sekel var gått og næsten hadde utvisker denne tekst, blev der på væggen opsatt et stort og praktfuldt mindesmerke, mere i beundrernes end i den beundredes egen ånd: «Hør, Eftertid, hvad denne sten forkynder dig gjennem århundreder: Johannes Wessel fra Gansfort, ofte kaldt Verdens Lys. En mand, berømt for sin dannelse og sin fromhet, den første som gjenskapte guddommens tale. Filosof, læge, rettslærd, polyhistor, teolog av høieste orden. Født i Groningen omkring MCCCC(XX). Død i Groningen Quarto Nonarum Octobris 1490. Dette var den døendes siste ord: Jeg vet intet uten Christum den Korsfestede. Til minde om en borger, i høieste grad værdig til udødelighet, som her ligger begravet, er dette monument oprettet.» Epitafier alene vilde, især i barokkens inflation av superlativer, ikke hatt synderlig vekt. Men i dette tilfelde støttes deres bombastiske indhold av så mange uavhængige vidnesbyrd, at de ikke bør utelukkes fra det billede av manden vi her prøver å tegne. Samtidige personligheter og en lang række senere autoriteter kappes om å lovprise den ideelle lærer og den banebrytende fører til åndelig rigdom og frihet. Erasmus Rotterdamus, 25 år yngre, roser hans måtehold i forhold til Luther. Zwingli, 5 år gammel ved Wessels død, tok hans tanker op. Ifølge Adam Petri kan ingen skrifter utenom bibelen sammenlignes med Wessels i givende værdi. Philip Melanchton (død 1560), grandnevø av Reuchlin, skriver: «I vore fedres erindring var Wessel fra Gansfort en meget lærd mand... Hans tanker om de viktigste religiøse spørsmål er overlevert til oss efterat kirkens renselse nu er fuldført. Wessels skrifter er gode... Han hadde ikke mange å rådslå med, men som det heter: Samtale føder visdom. Likesom jern skjærper jern, således skjærper den ene mand den anden. Capnio fortæller også at Wessel ved filosofiens hjælp belyste både de hebraiske tekster og kirkens dogmer. Med Agricola drøftet han den lære som nu gjælder i vor kirke.» Flere av de her anførte var motstandere indbyrdes. Når de alle kunde se op til Wessel, er vel forklaringen den, at hans gudsforhold dypest sett var a-kirkelig og repræsenterte en personlig livsholdning. Den stiller ham utenfor de principielle motsætninger mellem katolsk og reformert kirkevæsen. I sine fortolkninger av skrift og dogmer er han en slags universalteolog - spændvidden i hans konkrete oplevelse av eksistens gjør at han slites mindre mellem kirkeformer end mellem det samlede tidsprægede miljø og det tidløst menneskelige som et uløselig para­ doks. Kirkesystemer lægger hans verdensfølelse i lænker og gjør den til en oprører mot autoriteters mellemkomst. Her er et «epicedium», en «sørgesang», av Pelantinus: «Hvor ofte holdt han ikke vore begjærlige ører fangne med sine mæktige taler! Aldrig faldt tiden mig lang når jeg hørte ham; hele dagen syntes knapt som en liten time. Utrættelig kunde han lytte til andre og selv gi svar, og en mester var han til å blande sin alvorlige tale med spøk. Snart var der høitid over hans pande, snart smil om hans mund.»

103

En ansett fransk forelæser, som kom til Adwerd for å søke Wessel, stillet ham en række spørsmål, mens et større selskap var samlet om bordet. Svarene var meget knappe, men efter måltidet tok W manden med sig i enerum. Her utvi­ klet han de vanskeligste temata med en sådan skarphet og prægnans, at pariseren sprang op, tok doktorbaretten av, bøiet sig dypt for Wessel og utbrøt: «Enten er du en ny Alanus, eller en engel fra himmelen, eller noget andet som jeg ikke vil nævne! Lovet være Gud, mitt håb er ikke skuffet! Sorbonne har sandelig rett, når de hader og beundrer Motsigelsens mester!» Det sterkeste vidnesbyrd om ærefrykt, ja ren tilbedelse, tinder man i Hardenbergs beretning om Wilhelm Sagarus, Karl V’s juridiske rådgiver, som foretok en ren pilegrimsfærd til klosteret Adwerd. I barmen hadde han Wessels bok om menneskets tilblivelse; den var allerede læst i filler. Nu søkte han oplysninger om og suvenirer av den høit elskede mand, og Hardenberg viste ham hvad de eiet. Derpå drog de begge til klosterkirken i Groningen; her tok Sagarus Wessels hode mellem hænderne, kysset det og tilbød ti flanderske pund for å få det med sig. Men nogen av søstrene, som hadde læst at Wessels papirer var brændt i mistanke om kjætteri, fryktet nu at den fremmede mand var en lutheraner, som vilde gjøre et avgudsbillede av Wessels hode og bruke det til trolddom. Pradinus derimot fikk ved et senere besøk i klosterkirken lov til å ta med sig underkjæven (ossa inferioris maxillae) og denne viste han senere frem som en hellig relikvie. (Det er uvisst om han til dette knyttet en Hamlet-beslektet kom­ mentar: Hvor er nu din gyldne tale osv.) *

Ved Wessels død var Luther 6 år gammel, Zwingli 5, Melanchton ikke født; Erasmus var 22 og Reuchlin 39. Fem år før Wessels fødsel blev den 46-årige Johann Huss, trods fritt leide, brændt i Konstanz (paven hadde ophævet edens bindende virkning). Da Wessel var 7 år gammel, blev Wicklifs legeme gravet op igjen, brændt, og asken strødd i en elv. Den lille Gansfort drog sine første pust 1 en atmosfære av helstekte kjettere. Som personlighet var Wessel original og selvstændig, men som bærer av de nye ideer hadde han mange og store forgjængere. Reformationens flod sprang ut fra utallige kilder. Pacifist var han forsåvidt som han endnu trodde på argu­ mentets og oplysningens makt. Han følte instinktivt hvad tiden kunde bære av revisionisme og hvad ikke.2 Van Wesel var gått for langt, og følgen blev et kraftig tilbakeslag. Den kloke Wessel forstod også hvad et åpent schisma vilde medføre av ytre rædsler. Et manende kuriosum i årene efter 1476 var en ulærd yngling, den religiøst social-revolutionære fløitespiller Hans fra Nicklashausen — bondekrigens forløper, en mellemting mellem Lenin og jomfruen av Orleans. Ved påståtte åbenbaringer og en flammende veltalenhet fikk han titusener av den fortrykte almue til å gripe til våben; alle fyrster og Herici skulde nedhugges og 2 I dette er han en av Sigurd Ibsens åndelige forfædre. 104

deres rov deles ut. Folket vendte dog efter påvirkning tilbake til arbeidet, og selv blev «der Pfeiffer» brændt i Wiirzburg 1482. Den iboende sociale sprængkraft i de nye idéer vilde Wessel kanalisere. Der skulde gå endnu et halvt århundrede før det blev klart for alle at kirken avviste enhver tanke på ændring; polemikken var religiøs, men i realiteten berodde kirkens politisk-økonomiske makt på folkets åndelige formynderskap. Først da frækheten og kynismen så å si gik over gevind, var tiden moden for en Luther: «Das sind nu nicht mehr Wort, sondern ist ins Werk gekommen.» Efter Wessels død blev hans bolig hjemsøkt av ophidsede fiender med tigger­ munkene i spissen, og alle hans verker blev kastet på bål; mindst ti av hans bøker gik dermed tapt. Titler og temata blev senere rekonstruert. De fleste var av teologisk og spekulativt-ftlosofisk indhold, men ett av dem handler om det kommende århundrede og forutsier reformationens gjennembrudd. Videre var der excerptsamlinger fra hans omfattende læsning av samtidens og fortidens litteratur (Mare Magnum) og to bøker om praktisk medicin; særlig de siste vilde, fra en hånd som hans, hatt kulturhistorisk værdi. Men meget av hans forfatterskap er bevaret ved tilfældigheternes spil, og den første trykte utgave 1614 utgjorde 7 bøker med 921 kvartsider ialt. Skrifterne er alle uttryk for den samme ånd, sier Ullmann, men de danner intet sammenhængende hele. Ofte vælges personlige forhold som utgangspunkt og eksempel; dette gjør fremstillingen levende, men bryter dens videnskabelige karakter. Stilen er åndfuld og bevæget, men mere aforistisk end systematisk; forfatteren dynger billede på billede; han elsker motsætninger, gjentagelser, stigninger. Trods klarhet og skarphet ftndes dunkle steder og tilløp til manér. Wessel ynder skemata og koncentrerer ofte hele teorier i en enkelt tese. For å gjøre sine tanker mere anskuelige, opfinder han egne parabler som står levende i fremstillingen, men ikke altid i dybde, enkelhet og originalitet holder mål med de beste fra bibelen, Æsop o.a. Forordet til første utgave tyder på at Wessel allerede dengang var glemt og nu blev kaldt tillive igjen: «Her, fromme læser, skal du få se nye skrifter som utmerker sig både ved lærdom og ved fromhet. Det var nemlig den engang så berømte doctor Wessel, det frisiske folks store sønn, som skrev dette. Men de var længe skjult, og mange vanskeligheter kom iveien for trykningen, takket være sofisternes pestbefængte intriger.» Nogen av skrifterne kom i hele fem utgaver. Av særskilt interesse er den tredie (som også omfatter brevet til Hoeck om avladen) fordi den blev besørget av selveste Martin Luther; som også skrev forordet. Det hitsættes i forkortet form: «Elias trodde han var den eneste gjenlevende profet efter Jesabels myrderier. Av den grund følte han lede ved livet og ønsket å dø fordi han ikke kjendte sig sterk nok til å bære den uutholdelige byrde av det gudløse folk og dets førere. Da visste han ikke at Abdias var reddet... Tør jeg nu ligne det store med det små, da synes mig dette å være en parabel for vor tid. Ikke vet jeg, med hvilket forsyn Gud rev mig ut i det offentlige liv for å kjæmpe mot avladens, de pavelige dekreters og den falske teologis uhyrer, så jeg trodde mig alene... Mitt ønske har 105

altid været å komme bort fra Baalsdyrkernes midte og få leve for mig selv på s broncepander og jernnakker... Men så hører jeg at Herren også i vor tid har bevaret en profet; hans skrifter er blit vist mig til min store glæde. Da steg Wessel fra Groningen atter ind i lyset - et fremragende hode, en stor og sjelden ånds­ kraft. Likesom jeg har han fått sin lære fra Gud. Både glæde og styrke vokser hos mig ved dette, og jeg er ikke længer i den mindste tvil om å være på riktig vei, siden han i alle ting stemmer overens med mig, ikke bare i mening, men næsten med de samme ord... Hvilket vanheld skyldes det, at denne mest kristne forfatter ikke har nogen plass i den offentlige bevissthet - hvis da ikke grunden er den at han har levet uten krig og blod, hvilket er den eneste forskjel mellem oss.. .3 De som hos mig blir støtt av den grove uttryksmåte og hos andre av altfor stor stilistisk elegance, har ingen grund til å klage nar de læser Wessel. Stilen er enkel, og stoffet behandler han tilforladelig og beskedent — dog er også her noget å hente for den som søker veltalenhet. Hvis jeg hadde læst ham tidligere, så vilde mine fiender kunnet tro at jeg hadde alt fra Wessel - i den grad stemmer hans ånd overens med min. Måtte Herren Jesus føie mangen anden «Basilius» til denne! Lev vel, kristne bror! Wittenberg 29 juli. Martin Luther.» I sin lovtale over Wessel har Luther stort følge, og mindst ti forfattere har gjort ham til gjenstand for monografier, den siste fra 1917. Det som vækker en nordmands opmerksomhet ved første møte er naturligvis navnelikheten med vor egen Johan Herman. Flere Tordenskiold-biografer nævner Wessel Gansfort som en mulig «stamfar» i ordets i videste betydning. Om det reelle slektsforhold kan ingenting sies med skjær av sandsynlighet; længere tillbake end 1620 kommer man ikke ad genealogisk vei. Navnet Johan(nes) Herman(ni) har også været gjenstand for studier, og i 1917 hævdet M. van Rhijn at manden aldrig har hett Johan og at Wessel var det egentlige fornavn. C. Ullmann kjendte også forvekslingen med van Wesel, men kommer ikke til samme konklusion. Her er stof til både pro og kontra. Men om slektsforholdet kastes ut gjennem gangdøren, så kommer det ind igjen kjøkkenveien. Der viser sig nemlig påfaldende mange parallelle træk mellem Gansforts karakter og vita på den ene side ogTordenskiolds på den anden — såvel i grunddrag som i mere tilfældige detaljer, så som det mysende blik. Nærmest komisk er den observation, at begge var glattraket, men satte pris på sitt naturlige, kraftige hår. Tordenskiold brukte nødig paryk, og Gansfort nektet å anlægge tonsur. Helt uten relevans er naturligvis den omstændighet, at Gansfort blev født nøiaktig 300 år før Tordenskiold døde, og døde nøiaktig 200 år før T. blev født. Decimalssystemet har neppe sjæl. DaT. ikke fikk opleve sin «modne manddom» eller «beste tid», falder det naturligst å sammenholde ham med de første og de polemiske år av Gansforts liv.

3 Luther synes å forutsætte at dette «vanheldet» kom i veien også for Herrens planer med Wessel. Hvis ikke, må glemselen opfattes som straffen for hans fredelige fremfærd. 106

Begge stammer fra Nord-Holland, har respektable borgerlige fædre og mødre av fremtrædende familier. Begge er fra småbyer og kom tidlig hjemmefra. I ung alder vakte de sine foresattes opmerksomhet og gjorde sig fordelaktig bemerket ved originale, væsentlige spørsmål og forbløffende svar. De var anderledes end sine jevnaldrende feller og blev beskyldt for å være «singulære» i den hensikt å stikke sig frem - en anklage som de selv har omtalt og avvist. De blev sig tidlig bevisst at de hadde en linje å følge og en stor opgave å løse, og dette kan være en hovedgrund til, at ingen av dem stiftet familie. Til opgaven, som for begge var et kald fra deres gud, forberedte de sig utrættelig ved studier og i praksis, og steg ved flid og dyktighet til høie positioner raskere end sine kolleger. Dette indbragte dem konkurrentenes misundelse og fiendskap. I all sin færd blev de voktet av påpasselige uvenner, men også beskyttet av mæktige mænd, som samtidig var deres venner - et forhold som hos begge tør ha elemen­ ter av fars-erstatning. Som kuriositet kan nævnes, at Frederik den Fjerde og Philip av Burgund valgte næsten de samme ord i sine tilsagn: «Jeg skal nok forsvare dig, hvis nogen prøver å gjøre dig skade.» Ærgjerrige var de begge i den forstand at de måtte og vilde realisere sin evne - men ikke forfengelige. Positionens privilegier blev stillet i sakens tjeneste. Deres omgang med andre var like naturlig og usnobbet, enten det gjaldt den høieste (paven/kongen) eller den fattigste student og matros. Begge var på en gang beskedne og selvbevisste;4 i kraft av sine kvaliteter bevæget de sig med sikkerhet blandt tidens høieste dignitærer. Begge uttaler sig bittert om makt­ havere som ikke vil høre på råd fra kompetente fagfolk - underforstått dem selv. Og med god grund, som fremtiden kom til å vise. Fællestrækkene fra den frisiske folkekarakter ytrer sig i det enkle, åpne og redelige væsen, mens konkurrentenes bakveier og lureri var dem like fremmed og motbydelig. Selv var de ubetinget generøse og glædet sig over andres med­ gang. Den kategoriske trang til uavhængig frihet har indslag av en viss grovhet og likefremhet i mere umiddelbare livsytringer. I sin tillidsfulde tro på venners loyalitet møtte de hver en slange (Hoeck og Gabel) som under vennskaps maske tok vare på sitt eget og sværtet dem i makthavernes omdømme. Men både teologen og sjømanden tok alt i den beste mening, og deres hengivenhet led intet skår. I det hele var de vennesæle og glad i menneskelig omgang, hjertensgode og hjælpsomme; i like høi grad blev de elsket og beundret som person og kapacitet. Et bæger god vin tok de gjerne, men aldrig til overmål. Begge er menneskefund i tidens grumsede landskap. Flittige brevskrivere var de begge. I forfatterskapet som i det mundtlige la de mindre vekt på formen end på realiteten, noget vaklende som de var i både sprogføring og ortografi, men like ufortrødne i fremstillingen. De er strengt

4 Spændvidden i Gansforts egen vurdering fremgår av to replikker. Den ene var til en ung elev, som hadde stillet et spørsmål. «Dette kan jeg ikke svare dig på, før jeg har gjort dypere studier.» Den andre var til en antagonist som påberopte sig en navngitt autoritet: «Hvad så? Jeg er selv autoritet, og langt mere kvalificert end ham du nævnte.»

107

saklige, men har tendenser til pointerte uttryk, metaforiske sammenligninger, tørrvittige bemerkninger og bitende sarkasmer; selv i alvoret lå altid humoren parat. Såsnart de følte sig «fienden bastant» drog de ut for å søke kamp, hver på sitt område - dels for kampens egen skyld, som lek og livsutfoldelse, men mest med de formål for øie, som for dem var de høiværdigste, ja eneste fornødne. Derfor klarte de begge å forene kraftprøvens fryd med sindighet, klokskap og ridderlig hensynsfuldhet. Ingen av dem samlet på små fordele; de søkte sine motstandere der det gik hetest for sig. For Gansfort blev det Paris og Koln, og bare en uventet død stanset Tordenskiold på veien til større forhold. Kompromisser var dem ukjendte; det stod om seier eller om nederlag til belæring. Begge dele fik de opleve, men stort sett gik de fra den ene triumf til den anden. Utpræget offen­ sive, som de var, men ikke aggressive, så de sin motpart som en fiende bare i teknisk forstand, viste ham både respekt og honnør og var straks konciliante og blottet for nag når våbnene blev nedlagt. I alle farer var de uten frykt, sikker på sin sak og sin evne og med sin gud i ryggen. Som «teologer» må de jo helst ikke sammenlignes, men begge var religiøse på en barnlig og inderlig måte som stod kirken fjernt. Likesom Gansfort var en fryktet polemiker og debattant, uimotståelig såvel i syllogismer som i præmissernes holdbarhet, så ser vi også Tordenskiold optræde for Kommissionen og i Krigsretten som den fødte advokat. Han pulveriserer alle angrep og går fra forsvar til anklage, så Sjøfiskalen får nok med å klare sitt eget skind. Netop denne sakernes utvikling var det Inkvisitionen fryktet, da den undlot å slå ned på Wessel Gansfort. Berømte var de begge, hver i sitt landområde; grænsen kan trækkes gjennem Hildesheim. En sværm av anekdoter fulgte dem alt i levende live. Replikker som enkle og effektive gik til sakens kjerne spredte sig som mundheld, og efter deres død tok legendedannelsen ny fart. For begges vedkommende har biografer hatt stræv med å skille Dichtung fra Wahrheit. Sammenholder man det gamle kobber, som her er gjengitt, med Denners portræt av Tordenskiold, finder man ingen ytre likhet. Den ene er avbildet i ældre år, den anden i unge. Og i stilen ligger en avstand på et kvart årtusen. Men fra dem begge utstråler den indre ro og sikkerhet, som er kampens, seierens og modningens frukt. Det er mænd som kjender både fiendens og sin egen styrke — den ene vendt mot åndens indre slagmark, den anden utad mot de historiens runer, som ridses med sverd. Men de har begge alvoret over panden, klokskapen i øinene og munden kruset av et svakt sarkastisk, men overbærende smil. *

Men selv om den genealogiske nysgjerrighet måtte være motivet til det første bekjendskap med vor frisiske præreformator, så varer det ikke længe før mandens egenart og dimensioner fængsler en i den grad, at foranledningen glem­ mes. Som teolog (malgré soi!) forsvinder Wessel Gansfort stundevis for vort blik bak tidens ugjennemtrængelige tåker av forstøvet hjernespind. Men trods den store avstand i stoff og tid fremtrær i klar belysning et ædelt menneske, en

108

personlighet som ved sin kjærlighet og sin vilje til kompromissløs forskning inkarnerer og formulerer den høieste humanismes tidløse idealer. Og i sine siste, hvitglødende timer samler han i sig alle søkendes besvær og all deres dype, anelsesfulde uro ved de siste spørsmål og de siste svar.

Ode til vinden 1970

I vinden som stryker mit haar, møter jeg dig, ufødte! Du som fra fjeldene synker du som av havene stiger du som vaktes i skogens løvgrønne dyp. Nære stemmer nynner i din susen, blomstermættede solgjennemdynkede sommervind! Med graadige arme favner jeg stormen, den rim-barske, drikker med nakne lemmer de striglende kjærtegn. Søn! Du er vred idag — og jeg elsker din vrede. Riv mig de lurende længsler av sindet, pisk mine drømme tildøde med tusen hvinende snerter! Ja! Der er angst i dit hvite triumfskrik! Saa du den kvinde jeg møtte, følte du kraften, krumme sin haand om dit hjerte med fingre av ild hørte du livsbudet mumle fra mulden, merket du suget som gaar mot den rykende tragt — svelget av smerte og slim, som gjennem forvandlingens vanvid tømmer sit modnede offer i livets pøl?

Se. Det gjærer i myren — kjender du dampene stige harskt av det boblende dynd - ? Hører du lænkerne gnisle, ser du de buede rygges skapelsesfugtige stim velte sig bredt i dagen?

111

Bakevjevildt gaar strømmen koker mot jernglatte bredder, indtil den bøies mot bunden av mørkets hulmælte drag.

Hjælp mig da, steilende storm, naar den bævende tanke viker for slegtens vældige sig i mit blod! Brus under høie himle verdensfavnende! Syng dine huj ende sange over den lidelses-skimlede menneskeloddne jord!

Stormsøn! Vi møtes paany naar slegtens aske sner som en grinende haan-sæd i livets fang

Da er jeg fri som du. I manketordnende glæde jager vi sammen under de evige hvælv!

112

Stormnat 1970

Tung var stigningen, kroket og brat, til vi naadde en knivskarp egg. Under os sank i den vilde nat en svartnende, lodret vægg. Stormen tumler og løfter taaker i vaande og ve op gjennom gispende kløfter ut over ur og skred. Kastene velter og hviner om tindens raggede top, helvedesfioliner spiller i vanvid op.

Men slik som vi staar i den rykende nat paa tindens ytterste brem, slik var det ogsaa, den gang jeg sat med gru i dit lune hjem

Rundt os det mørke øde stirret i stuen ind ufødte, lidende, døde skrek i mit pinte sind: Kom dine ord ihu! «Aldrig skal menneskets jammer og nød saaes ved mig i fremtidens skjød!» Jublet vi mot dig, da løftet lød, saa vigt dig. Det prøves nu.

113

Da saa jeg tilhøire vanviddets gys, tilvenstre gik dødens vei men foran flammet i sommerlys livet for dig og mig. Skygger og lik! Om jeg slynget vegten sammen med ansvaret ned gjennem slegten saa det til tusener spredtes og sank, og møtte dig, lysende rank — og skapte med vælde en verden paany og stod med dig i det første gry---Du spurte. Jeg fant ikke svar at gi. Saa gik jeg, gravgraa og stygg. Jeg lusker inat fra tindernes rygg til skogens mørkeste sti.

1970

Jeg stod ved havet en sommerdag med brus i luften av bølgeslag av bølgeslag. Det fyldte dagen, det steg og faldt, og sprængte byger av vaatt og salt drev mot kinden for vestenvinden Her skrever kjeilen 1 med sprukne ben og fanger sjøerne, én for én, de langveis-kommende, skumfaks-ridende, havtordensvangre, stormvældig skridende gjester. Men fjernt i vester færdes bak drivende banker mit blik. Draget som gik i brusende stryk gjennem renderne ned tok mine tanker med. * **

Paany, paany det samme vand, den samme lek, nødvendig, blind, indtil en dag for ændret vind den flytter til en anden strand. Jeg tør ikke bo ved havet. Vidden skal være mit hjem Bølgen gik med blod for mine øine. Og angstens mare slog mig da jeg hørte livets hanegal fra skavlens brem.

1 Kjeile: Trang bugt med loddrette bredder. 115

Grue Kirkes Brand 1972

Radiokåseri 26/5-72 til minne om 150-årsdagen for kirke­ brannen i Grue 1. Pinsedag den 26. mai 1822 oprandt over hele Solør med krystallklar himmel og en lett bris av sydøst. Fra hele sognet, som ligger mellem Modalen og Svenske­ grensen, trakk folk sammen til hovedkirken i Grue, hvor Glåma gjør sin skarpe sving mot vest. Der hadde den ligget i 600 år, siste gang restaurert og påbygget i 1609. Alle fire fløier med tårnet i midten, sakristi, klokkestøpel, våbenhus og svale var tekket med spon, og hver tomme av bygningen indsatt med tjære. Gang efter gang i de lange tiders løp, 17 tonn ialt, som vind og sol hadde herdet til bek. Presten Olufsen hadde gjort grundig arbeide. Alle tre utgangsdører var planketykke med naglehoder av jern og de små vinduer oppe på veggen hadde 10 jernsprosser hver til beskyttelse mot innbrudd. Stordøra mot vest var kvindernes indgang. Mandfolk hadde plass i sydfløien med lilledøra. Den satt ved trappen til søndre galleri og hengslerne var på motsatt side. Nordre dør, innunder galleriet lor de ugifte, hørte til sakristiet, men her satt hengslene på samme side som trappen. Det var en stor kirke. Man antar at mellem 6 og 7 hundrede var møtt frem, blandt dem en masse barn, lauget og vandkjemmet alle i sine bedste klær til høitidens ære. Det var vårens store stevne som ung og gammel så frem til gjennem en lang vinter. Solen hadde skinnet siden påske. Sommeren fyllte dalen og man ønsket hverandre «Lykksalig Pindsefest» efter de gamles vakre skikk. Kirken var så full som ingen kunde huske å ha sett den. Der skulde ofres på alteret, lyses for trolovede, mange barn skulde døpes og firehundre hadde meldt sig til sakra­ mentet. Sogneprest Iver Hesselberg leste først av Esekiel i det syvogtredevte kapitel. Profeten ser i et syn en hel dal full av tørre menneskeben. Men Gud taler til ham og lyder ham å gi dem livet tilbake. Den raslende lyd forteller at de samler sig til skikkelser. Så får de kjød og hud og tilslutt blåser de fire vinde livets ånde ind i dem. Og de stod på sine føtter og det var en stor skare. Mange syntes det var en underlig tekst på en dag som denne. Selv sier presten at tanken kom umiddelbart da åndens kraft skulde symboliseres med ild og vær. Efter salmen gikk han over til apostlenes gjetninger hvor der i andet kapitel fortelles om tunger av ild som satte sig på hver av de forsamlede. Hesselbergs veltalenhet hadde revet de fleste med og donet fra stormen som plutselig var opstått utenfor gikk uten videre sammen med prestens tale om en lyd fra himlen 117

som et veldig fremstormende vær. Han kom selv i mirakeistemning og fortsatte sin inspirerte preken selv da et øredøvende bulder i sydfløien fikk folk til å tro at tårnet var blåst overende. Alle reiste sig op og så spørgende på hverandre. Da sprang et vindu med høie knald, og ind veltet svart, rullende røk og en brølende ild som på få minutter omspendte hele bygningen. Den voldsomme overgang fra tillidsfull fordypelse til umiddelbart møte med truende død skapte total forvirring. Skulde man nogensinde mene sig trygg i Faderens hånd da måtte det være nu og her; så oplever man i et lammende chock at prestens ord forvandles til håndgripelig virkelighet. Var det Guds ånd personlig som hamret i veggen med apokalyptiske knyttenæver, var det hans eller djevelens høyende ånde som ulte gjennem vinduet. Selv for presten var det dommedag. «Store Gud er du nu kommen» roper han, før han skjønner at dette er jordisk naturlig ild. Da griper han Kristian den fjerdes bibel, et monstrum på seks og et halvt kilo bundet i okselær og spender av malm og med dette frygtelig våben knuser han vinduet ved prekestolen styrter seg ut i spissen for de nær­ meste med ornatet vrengt over hodet. Også menigheten er helt i naturens vold, hinsides ondt og godt. Et halvt tusen mennesker ruser mot dørene. De ytre fordervelsens krefter kalder på sine feller i menneskets indre. Barn, blinde, syke og gamle ligger allerede lemlestet under jernbeslåtte sko. Lilledøren presses op fra galleritrappen og en mengde mandfolk slipper ut. Men svalen tar fyr og vinden som har fått gjennemtrekk sender luerne langt ind over gulvet. Nu vil de forreste mere end gjerne tilbake, men hundreder i panisk redsel skyver dem ut i glosmørjen, andre over dem igjen, en skrugard av strittende liv, alt går fra nu av så fort at denne korte beretning bare såvidt kan følge. Når vi efter 10 minutter kommer tilende er også den sidste redningsmulighet forbi. En mand med kjempekrefter står som et brokar i menneskefossen og holder stordøren åpen, men dette sperrer veien for kvinderne på baksiden. Klærne hindrer, men de går på som murbrekkere og de aner ikke at dette er det værste for alle. Folk fra galleriet hopper i hodet på dem der nede. Så raser Stemsrudstolen høit flammende ned fra veggen og alle i benkene blir som dyr. Kjempen inde og redningsmenderne i våbenhuset må vike og stordøren smeller igjen som en dødens klappventil. Alt foregår i ugjennemtrengelig mørke, rummet er fyllt av sort kvelende røk, mens kokende tjære siler og drypper overalt som tunger av ild. Stormen har øket til orkan. Et vidne sier den gikk som en torden over skogen. De verste optrind utviklet sig foran døren under nordre galleri, den siste som blev nådd av ilden. Gangen mellem stolene er fuldpakket forlengst. Med sin siste kraft har folk fra sakristiet tvunget døren på gløtt så fire personer piner sig ut. Et skred av kvinder velter ned gjennem trappen og døren går igjen som et dampstempel. Alle kjemper mot alle for det er umulig å være passiv mens ilden gjør sitt uavvendelige værk. En eneste bevarer hodet koldt. Fogden Dines Guldberg Høegh forsøker endnu å tale sine medborgere tilrette. Men ingen hører. Brakene fra bål og vind. Jammergråten og de menneskelige hyl fra alle kanter overdøver alt. Lite tenkte han, da han trakk i sin bedste uniform, med sabel og nypudsede knapper, at disse ting litt senere skulde identifisere hans

118

kalkhvite ben. Aller sidst foregikk spredte redninger gjennem vinduerne høit oppe på korveggen. Men det var folk med forbrendte lemmer og nesten uten klær. Så mødtes i disse vinduer ilden fra rummet med den som fulgte tjærestrømmene på yttersiden og kort efter styrtet de sprakende tømmermasser i tårnet ind gjennem resterne av taket. Ubeskrivelige scener blev utspillet også blandt de reddede, barn og voksne som den drepende stråling drev stadig lengre bort og som ikke kunde opgi å søke sine pårørende. Endnu går en halv time før veggene raser og den sidste hemmelighet ligger blottet til mindste detalj i det skjærende grelle sollys. Mens det krudttørre træværk som bølgende dyner av aske blåser ut over elven bevares endnu formen av dem som indeholder væte. Midt i nordfløien rager en monolitt av menneskekoks støpt i forskallingen mellem trappen og veggen. Man ser to som omfavner hver­ andre. Det passer med søstrene fra Kongsgård, 11 og 16 år gamle. Klart og tydelig fletter et barn sine forkullede armer om morens hals. Det hænder at nogen der ute gjenkjender en av sine kjære og roper navnet med et skingrende skrik. Minst 116 personer gikk til grunde, 12 av mandkjønn hvorav 4 barn, 104 kvinder hvorav 41 barn, av dem igjen 3 som skulde til dåben. Efter ordre fra Karl Johan blev der utover sommeren holdt rettsmøter for å bringe årsaken på det rene. Mistanken gled fra den uskyldige kirketjener som hentet glør til alterlysene over på en lek med brendglass og en mystisk tredjemand med vandbøtte. Men et sikkert svar blev ikke fondet. Ifølge sogneprestens tale ved den kollektive begravelse var det Gud selv som samordnet alle faktorer og nøret op i det riktige øieblik som en straff og en advarsel fordi bygden ikke hadde påskjønner hans barmhjertighet, særlig da den ikke var brændt for lenge siden. Og dog, — mindet om det han kaldte jammerens dag forfulgte ham resten av livet. Da en av sønnene bad ham fortelle, svarte Hesselberg: «Nevn aldrig Grue kirkes brand».

119

Historien om et lys 1986

Det var en gang et ganske almindelig lys. Hvad det var gjort av, visste det ikke selv, og derfor vet ikke vi det heller, for det hadde aldrig sett og aldrig snakket med en eneste av sine søskende eller standsfeller helt siden det kom fra støpningen - og det var forferdelig lengen siden. Nu lå det alene på bunden av en dragkiste og var både gjemt og glemt; det var i ingens tanker, og derfor var det blitt ensomt også, og tok det ikke fenger så nøie med rusk og støv. En dag kom der en gjest til huset, en ung pike fra byen; hun blev henrykt over den gamle gård og gik på opdagelse i krinkler og kott. Så kom hun da også til kisten, der lyset lå og døste og blev sløvere og sløvere under hauger av gammelt tøi, som det luktet kamfer og lavendel av - Nei men se hvad jeg har fundet, ropte hun og holdt lyset i veiret, — et ekte talglys av den gamle slags! For hun så straks hvad slags lys det var. — Det skal gjemmes og stå i staken til mormor! Og lyset blev glad og stolt og rettet sig i sin fulde høide - for det var ekte og det sto blandt de gamle ting. En aften kom der flere gjester, som alle var unge og glade, og på bordet sto kandelabre med mange skinnende bluss. - For en glans, tænkte lyset og var bfendet i førstningen. Men du store verden — det var jo lys som brændte! Høiere var de riktignok, og finere i snittet, for de var utenlandske. Men ingen mors sjæl kunde mere betvile, at det var et lys! — Kan også jeg kaste gyldne straaler, hvisket veken, og hele lyset skalv. Nu kom der urolige nætter og dage i feber. Alt bøiet sig sammen om den vidunderlige evnen det ante i sit indre. For syner der kom — for sang i luften! Og angst — fra ukjendte kilder: alt var jo mulig nu. Og så var det kommet til at huske på noget, som ikke festet sig i den første fortryllelse: lysene som brændte, blev fortæret efterhvert. De gik under i forløsningen, de gav sig hen i stråler, i lys. — Lys? Det var jo dets eget navn! Det hadde jo båret forjættelsen i sig i alle år uten at ane det! Lys, det var ikke bare en hvit pinde med tråd i, men glød og kraft og jubel og forvandling! Men foreløbig hændte der ikke noe større, for dette talglyset var så morsomt netop sån som det var. Og det blev fremvist og snakket om og var vidne til at stumpene av de fine nymodens blev kastet ut. Slik gik tiden påny, som den gang det lå på kistebunden for ingens øine, og det hændte at længselen efter at bli

Trykt første gang i Norsk Julestemning, 1945- Epilogen skrevet til denne bok. 121

tændt en gang blev trættere nu og da, og at der støtte funderinger til. Tilslut var tvilen kommet i troens sted, og da solen i al sin vælde en vårdag veltet ind gjennem alle ruter, så skjønte ikke lyset længer hvad det egentlig hadde fablet om i vinterens mulm og mørke. — Gamle narr, sa det til sig selv, og så sank det sammen og blev hængende over kanten. Den unge piken tok en kniv og delte lyset på midten. Den krokete delen kastet hun i ovnen og smeldte døren igjen, og der brændte den op i en vild og syk ekstase som ingen levende sjæl hadde anelse om. Den rette delen satte hun i en lav skål på skapet i kroken, og da høsten skumret begyndte veken at drømme forsiktig igjen, mere ydmygt denne gang, men i hver fiber visste den at julen nærmet sig. Så reiste den unge piken tilbake til byen og samtidig kom der nogen rare tråder til huset; alle kronerne og lampetterne blev tatt ned. Talglyset havnet i en krok på loftet - og nu kunde det for alvor begynde at fundere over livet - og det gjorde det da også både grundig og uforstyrret, indtil musene fandt det. En lørdag kom pikene op med klæsvasken, og så rendte den ene hodet mot takbjelken. - Søren så mørkt her er, sa hun; har du ikke en lysestump? - Det har ligget en og slængt her i hele vinter, sa den andre, og rotet i kroken. — Nei, se her du, bare veken er igjen. — Så er her mus, sa den første. - Det er nok litt av hvert her, sa den andre; Vi får ta og rydde en dag, ellers blir frua gæren. Men for veken stakkar var nok dette mere end en oprydning, for idag var besøkelsens time kommen — og alt forbi. At den aldrig skulde få løfte sit stråleknippe over menneskers møte i fest, det hadde den forsonet sig med efter det fryktelige møte med solskinnet, men bare at få skjænke et litet nyttebluss til nogen i det daglige stræv, vilde ha vært en ubeskrivelig lykke. I veken hadde drømmen sittet til denne stund, men nu visnet den stille uten at nogen mors sjæl hadde anelse om det i hele verden. — Og da drømmen var død, var veken ikke engang veke længer, men en ganske almindelig tråd.

*

Ved gjennemlæsning av denne førti år gamle stubben, dukket den tanke op, at en tændt kjerte er mere end et billede: en direkte beskrivelse av kropp og sjæl, av hjerne og bevissthet, av liv og død. Med talgen som kropp, og veken som nerver og hjerne, er livet tilstede, men først når syntesen fuldkommes ved møtet med den tredie faktor, antændelsestemperaturen, springer bevissthetens mirakel ut som en flamme med uanet kraft. Ut sender den lys og varme, og ind tar den viden om hele verden, til lyst og makt, til angst og dom. Og flammen brænder så længe veken varer og henter sin kraft fra talgen og gir den videre til flammen — indtil den tid kommer da talgen svikter, veken mørkner til glød og blusset flakker, soter og slukner. Men i bevisstheten på toppen av menneskets kjerte opstår miraklet indi miraklet: at den kan opleve sig selv som en del av “hele verden”, være en metabevissthet om bevisstheten, om dens nærvær og dens naturbestemte ophør. 122

Og frelsen fra bevissthetens uro, angst og oprør, ligger netop i dette, at flam­ men slukner og blir til intet “in situ” der hvor den er - blir til noget som var og ikke er mere. Og det alene kan fantasien fatte og godta, og ikke, at den forlater kjerten og flytter hit eller dit for at brænde et andet sted hvor ingen kjerter findes.

Rikets hemmelighet en kortfattet Jesus-biografi

Forord

Som en første skisse til behandling av denne boks tema utkom i 1951 skue­ spillet «Den fortapte sønn». Her heter det s. XI at stoffet fra først av pekte mot en avhandling, men at dets dramatiske kvaliteter fristet til skuespillform. Tanken om en avhandling blev dog ikke opgitt, men ytre omstændigheter hindret virkeliggjørelse indtil statsstipendiet i 1978 gjorde det mulig å samle opmerksomheten om den gamle plan. Et skuespill, som bygger på et bestemt «aspekt», ber sine mottagere akceptere dette ad hoc - indenfor stykkets verden. Det kan ikke kommentere sig selv. Avhandlingen derimot vil på alle punkter kræve præmisser og stå åpen for drøft­ elser pro og contra, evt. med henvisning til «autoriteter». Avhandlingen pålægger sin kritiker den samme forpliktelse til diskursiv holdning og respekt for argumen­ ter med tilstræbet holdbarhet og relevans (vekt) over hele linjen. Det er et forsøk i denne retning som er gjort i nærværende skrift. Forfatteren er ikke teolog og betrakter sig selv som amatør og studiosus perpetuus. Det hermed forbundne minus opveies subjektivt av spredte, stimulerende stunder, hvor den tanke melder sig, at hvis det skulde lykkes i tilstrækkelig grad og omfang å formulere adækvat de synteser som intentionen har omfattet, så vilde det være et akseptabelt fragment i resultatet av en 85-årig tilværelse i nærkamp med livet. Det litterære «Vi» som forekommer her og der i teksten er et gangbart faglig uttryk som betegner forfatteren først og fremst, men også de læsere som er villige til å folge hans tankegang uten blokerende protester så lange Lesningen varer. Efterpå er de naturligvis løst fra dette forbigående «vi» og står fritt i polemisk henseende. Bokens ortografi er fremgått av atten års indlæring i statens skoler og et til­ svarende antall år med studiebøker i rettskrivningen av 1907. Når man på denne måte har fått fastlagt sitt forhold til det mundtlige sprog og især til skriftbilledet, befmder man sig i samme stilling som den en musiker får til sitt instrument og sitt notesystem. Den er blitt en menneskerett han forsvarer mot kræfter som vil ændre hans mentale livsbetingelser på heterogene præmisser. *

127

For elskværdig hjælp takker jeg Universitetsbibliotekets personale samt professor Egil Kraggerud som har støttet mine sporadiske raider på fremmed mark. Videre professor Guttorm Fløistad, amanuensis Sigmund Kvaløy Sætereng og andre som har vist stimulerende interesse for foretagendet, ingen nævnt, ingen glemt.

1. Temaet Jesus

I Norge som i en række andre land med kristen statsreligion står navnet Jesus1 i centrum av verdensbilledet. I barndommen får vi denne «person i guddommen» indplantet som et viktig tillæg til forældres og besteforældres omsorg. Vi ber til ham med morgen- og aftenbønn for å holde kontakten vedlike. Efterhånden kommer mørkere skyer ind over navnet - det dækker en overautoritet, som fremdeles er en trygg tilflukt, men bare på visse betingelser. Ansik­ tet blir alvorlig, strengt, kanske truende; han rækker nok armene mot oss, men han har også et ris bak speilet, et over alle grænser forferdelig ris, som heter den evige fortapelse. Følgelig må vi leve hele livet i bestandig angst for å vække hans mishag. Via dogmatisk etik pålegges vi et permanent ansvar for ord og gjerning under dommerens nidkjære overvåking. Hvis denne tro vedlikeholdes op gjennem ungdomsårene, kan den komme i kritiske kollisioner med erfaringen og de slutninger tanken (ratio) finner sig tvunget til å trekke av den. I ekstreme fald kan disse indre kamper føre til fortvi­ lelse og til nedbrytning av hele den «naturlige» personlighet. Ja, det har fore­ kommet, at det på denne måte ødelagte menneske har tatt sitt liv for å få ende på den uutholdelige tilstand. I modnere alder kan tvilen vedvare i fortrængning uten disse forherjende konsekvenser. Mange fortsetter i denne labile tilstand hele livet indtil dødens nærhet akcentuerer den til panik. I mangelen på statistik tør det antas at der findes et fåtall introverte, indadvendte naturer, som til slutt blir utålmodige av den permanente kløe som skole og kirke vedlikeholder ved daglig påvirkning. Og når utålmodigheten blir sterk nok, utløser den tilslutt en mot-aggression, en hensynsløs vilje til «sandhet» — til å skjelne mellem hjernespind og empirisk realitet - og finde /rfe i resultatet. Veiene kan være mange, og forfatteren av dette skrift har stillet spørsmålet slik: Hvis der bak navnet Jesus står et menneske — og bare da — har saken interesse: Hvad er det da, i lys av vår viden om arten menneske, som utgjør hans forutsætninger og deres følger i karakter og skjæbne? Hvadvax han, og hvad var han ikke? På denne basis tænder forfatteren lampen og sætrer sig ned til sitt stu­ dium. 1 Dette er den græske form.Oprindelig Josva, Johushua, Jeshua. Vi benytter formen Jeshua, for å undgå den distraherende belastning som følger med navnet Jesus. 129

2. Bokens ti tel

Bokens titel er hentet fra Markusevangeliet (Mk. 4,11). Der sier evangeliets Jesus (lesous kata Markon) til sine ledsagere: «Eder er Guds Rikes (basileias, herredømmes) hemmelighet (mysterion) given». Den blev aldrig gitt dem - hvis der var nogen, og dette spørsmål vil boken ha for øie, mens den lyttende og speidende efter evne følger «evangeliernes» Jesus fra krybbe til grav. Under dette vil vi på den ene side forholde oss adækvat til tiden og miliøet, og på den anden til vor egen tids psykologiske og empiriske bevissthet. Planens kulturelle legitimation beror på den historiske og systematiske inter­ esse som endnu måtte knytte sig til de stillede spørsmål og de hittil fremkomne svar. At de har hatt religiøs interesse i de sist forløpne to tusen år vet vi fra kulturhistorien, men det er særlig efter «Oplysningstidens» frembrudd, i det 17de og 18de århundrede at antallet skrifter tilhørende «Forskningen over Jesu Liv» er kommet op i titusender og har fått status som egen disciplin. Med «forskning» mener vi da en studerende virksomhet, som underkaster sig den logiske metodelæres begrænsninger og ikke har andre formål end å flnde den faglig definerte «sandhet» - selv om tankegangen også har plass for visse elementer av ansvarsbevisst intuition og vurdering. Normerne kommer fra realfagene og appliceres på humaniora så langt objektets egenart gjør det mulig. Med denne «sandhet» mener vi ikke, som L. von Ranke, «wie es eigentlich gewesen» (en metafysisk prætension) men den slutning fra materialet og dets fortolkninger som har mest for sig indenfor den samlede kontekst. Normen om intellektuell redelighet gjælder imidlertid over det hele. Vekten ligger heller ikke på onAtfvidenskap, men på dets operative defmiens (metoden), på præmissernes relevans og holdbarhet (evt. kontrollerbarhet) og på konklusionernes valør i forhold til kilderne. Når der således også tales om «teologisk videnskap», så melder sig spørsmål om de forutsatte kriterier og om gjenstanden er tilgjængelig for kriteriernes applikation. Objektet «det biografiske Jesus-problem» står naturligvis gjennem nerver og blodbaner i levende kontakt med nabofelter som historie, etnologi, psykologi (inklusive psykiatri), naturlover og filosofi. Men ingen forfatter må seile under falsk flag. Her vil vi da passende kaste et blik på Forgjængere. Selv om studenten mener å ha fundet sin egen forskningsmæssig gangbare vei, vil han i sine forarbeider se sig opfordret til å gjøre sig kjendt med nogen av dem som har gitt sine kræfter til stoffet før ham. I verker av forfattere

130

som Albert Schweitzer, O. Holtzmann, Fr. Torm, DitlefNielsen, AlfAh/berg rn.rn.fi. vil studenten finde hvad han behøver m.h.t. forfattere, perioder og retninger. Et hovedtema for lange og brede diskussioner er spørsmålet, hvorvidt evangeliernes Jesus var en «historisk person» med konkrete relationer til jordiske formål, eller om han bare var et begrep for applikation av hele Midt-Østens forråd av alle slags myter og astrologisk symbolik. Blandt de mange bidragsydere i denne strid kan nævnes Beilner, Drews, G. Brandes og J. Jervell. Vi kan ikke slæpe på plikten til å påvise historicitet i alle detaljer; vi vil nøie oss med å forutsætte en hypotetisk historicitet, d.v.s. vi skriver som om Jeshua var en historisk person. Kilder. I tiden efter Jeshuas død fremkom efterhånden mange forskjellige beretninger om hans liv og lære, som alle gjorde krav på å være autentiske (sml. Lk. 1, 1—4 og Joh. 21,24f.). Når man tænker på hvad disse tekster har gjennemgått av manipuleringer m.v. før de blev fastfrosset i sin nuværende form (kano­ nisert) så er det overraskende at de har kunnet bevare muligheten av sammenhæng og empirisk mening. Blandt alle disse skrifter var der fire som vandt gradvis autorisation mellem år 100 og 400 e.v.t. En sjelden gang kan man i nogen av de ekskluderte (apokryfiske) skrifter finde momenter av adækvans for ett eller andet av de tallrike «aspekter» som opstod og førte til bitre strider om «den rette tro».

Lk. 1,1-4. 1. 2.

3. 4.

Eftersom mange har satt sig fore å sette op en fortelling om de ting som er fullbyrdet iblandt oss, således som de som fra først av var øienvidner og blev ordets tjenere, har overgitt oss det, så har også jeg foresatt meg, efterat jeg nøie har gransket alt sammen fra først av, å nedskrive det i sammenheng for dig, gjæveste Teofilus, forat du kan lære å kjenne hvor pålitelig de lærdommer er som du er oplært i.

Joh. 21,24 f 24. 25.

Dette er den disippel som vidner om dette og har skrevet dette; og vi vet at hans vidnesbyrd er sant. Men det er også meget annet som Jesus har gjort; skulde det skrives, hver ting for sig, da mener jeg at ikke hele verden kunne rumme de bøker som da måtte skrives.

131

En svær litteratur omfatter kildernes faktiske omfang, deres kilder, avfatningstiden for de enkelte skrifter, deres indbyrdes avhængighet, og deres for studenten avgjørende holdbarhet og relevans. Disse spørsmål og andengrundlagsforskninghar tatt årtier av forfatternes liv og hindret dem fra å nå frem til biografiske konklusioner. Ingen av de bevarede skrifter fra menighetens første tid som i dag utgjør vort «Nye Testamente», er pålidelig historisk stoff. De er konglomerater av beret­ ning, propaganda og apoteose, en samling traditionelle fragmenter som er gitt vilkårlig sammenhæng omtrent som en kortstokk mistet i en bratt bakke og sopt sammen i en pose. Evangelisten Johannes bidrar også med egne produkter. For­ fatterne (redaktørerne) regner med, at deres læsere er enfoldige som duer, mens de selv er listige som slanger; i vore øine, især Johannes, fromme, flinke og frække.

av jøaernes nis tone

Under ledelse av sin geniale høvding Moses hadde en gruppe beduiner i det trettende århundrede f.v.t. brutt ut av sitt ægyptiske fangenskap. Formålet var å finde og erobre et fruktbart land, som Moses hadde lovet dem efter opdrag fra deres gamle, ved Moses fornyede gud Jahweh (IHWH).2 Moses hadde i sin tid vært i tjeneste hos sin svigerfar, den arabiske prest Jethro på Sinai, av ham lært teologisk teknik og dradd nytte av hans astrono­ miske viden. Her undfanget han den idé å føre sitt folk til frihet og sætte jøderne i direkte kontakt med den gud han (evt. ved Jethros hjælp) hadde tilpasset deres behov. Selv var han gudens umiddelbare repræsentant. Gjennem ham hadde guden gitt dem en lov og et løfte. «Loven» blev fundet senere, men blev tillagt Moses for å få autoritet. Den religion som Moses lærte jøderne, isolerte dem fra alle andre folk og deres religioner. Likesom Jahweh bare var deres gud, således blev Israel hans «utvalgte folk». Denne tro har konsolidert Israel til en nation, fra Utgangen av /Egypten (Exodus) til denne dag. Guden var usynlig og måtte ikke avbildes; han var allvidende og allmæktig, men ikke allesteds-nærværende i panteistisk mening. Guden var hankjøn og bodde i «Himmelen» (græsk Uranos), en verden bygget av guld og ædelstener. Den lå i en viss avstand fra Jorden; dens indvånere steg «ned» til Jorden og «op» til Himmelen. Guden var svak for smiger og lovprisning; sammen med bønner skulde denne (senere) helst opsendes fra Zions berg i Jerusalem. Tempelet, som efterhånden blev bygget og fornyet der, var centrum for gudsdyrkelsen. Indtil videre hadde man et transportabelt «tempel» som kaldtes «Paktens Ark». Alt liv, offentlig og privat, utfoldet sig i nøieste samråd med religionen. Denne utbyggedes efterhånden, blev stadig drøftet og analysert og tilslutt fastlagt i detaljer av de såkaldte profeter og farisæere (orthodokse fortolkere og strenge etterlevere). En stadig prøvelse var lærens kollisioner med erfaringen; der dannet sig skoler og sekter under ledere som lå i stadig strid om den rette tro og de riktige handlinger. «Skrifterne», Loven og profeterne, utgjorde normen for all menneskelig livsutfoldelse. Det lovede land var nok efter længere tids («40 år» betyr «lang tid») prøvelser og stridigheter blitt erobret med vold og list. Det fløt ganske visst av «melk og

Uttalen av dette såkaldte tetragram har vekslet.

133

honning», men valget av dette land var allikevel ikke det heldigste. Det lå som en dørmatte mellem mæktige naboer i nord og syd. Disse gjorde sig da også vekselvis gjældende med overfald og deportationer. Det lille mishandlede folk, som var mere præget av fantasi end av «ratio», utviklet gjennem alle disse prøvel­ ser en kollektiv dagdrøm nedfældt i «skrifterne» som løfter og profetier. Disse samlet sig om et overmenneske (Meschiah) som krigsguden Jahweh skulde sende dem i «tidens fylde» til hevn og herredømme over alle deres fiender. Den siste av disse var romerne, som under Pompejus tok hovedstaden Jeruschalaim og hele Judea i året 64 f.v.t. I beste forståelse med romerne blev edomiten Herodes i året 37 f.v.t. konge over «Davids rike» og mere til i øst og nord.3 Han utpekte sin sønn Antipas til ene-arving, men forandret pludselig testamentet, så Antipas blev reducert til «fjerdedels-fyrste» (tetrark) over Galilæa i nordvest og Peræa i sydøst. Galilæa var ikke direkte besatt av romerne, og befolkningen var forskjellig fra den i Judæa. De gjenværende rester fra første deportation (assyrerne i 8de årh. f.v.t.) hadde blandet sig med «hedninger» fra alle kanter. En formell tvangs­ omvendelse til jødedommen, iverksatt av synhedriet i Jerusalem, hindret ikke at landet blev kaldt «Hedningernes Galilæa», præget av religionsblandingen. Jtidæa var jødernes land, men alle tilhængere av Mosaismen, uansett bosted, sognet til tempelet og ceremonierne og var underlagt Rådets og farisæernes overvåking av den «rette tro». Men ellers hændte det nok at innflydelsene fra de tre maktcentra krysset hverandre (f.eks. ved skattekrav). Jøderne var et separatistisk, racebevisst og retthaverisk folk, med utøilede lidenskaper, en mentalitet fyldt av kjærlighet, nid og had og indbyrdes dødsfiendskap, uhemmet overtroiske og snare til sammenstimlinger for å hylde eller dræpe. De var diktere, lyrikere og arkitekter, kronikører og «skriftlærde», men manglet den græske verdens vilje til videnskap. Som krigere var de heroiske, og deres gud var «hærskarernes» eller arméernes gud.

3

Kart i «Bibelens verden» av N.B. Keyes. Stavanger 1962, s. 127.

134

4. Studiesituation og fremgangsmåte

Skulde den vordende Jesus-biograf, efter å ha tatt ind over sig den foreliggende forsknings laviner av kundskap og intelligens, føle sig som en spurv i tranedans, så kan han på en viss måte falde til ro ved den omstændighet, at det samme materiale har stått til rådighet for de store forgjængere, at han har samme rett til personlig konfrontation med dette. Med et uttryk av Theodor Lipps, som ikke har undsluppet ironiske kommentarer, «nimmt er die Evangelien direkt ins Auge». Ja han vil endog med fordel kunne lægge til side det meste av sine læsefrukter og bli som barn igjen efter Matthæus 18,3f. Bl.a. vil han behandle sitt objekt nøiaktig på samme måte som om det gjaldt andre historiske personer som har tiltrukket sig forskeres interesse, en Sokrates, en Aristoteles, enTiberius. Dette falder så meget lettere, som han i likhet med samtidig opfatning kan gå ut fra, at han ikke behøver å lete utenfor de tre (fire) evangelier, hverken hosTacitus, Suetonius eller Josefus. Eftersom de omtalte kilder — de 3 (4) evangelier — opviser både mangler i stort antall og omfang og en række indbyrdes avvikelser og selvmotsigelser, tvin­ ges studenten til å ta sine arbeidsstandpunkter. I dette å «vælge og vrake» kan han finde en viss hjælp i de brede diskussioner om «originale» («autentiske» ældste) indslag og de antatte «senere indførte» fragmenter, margnotater osv., men til syvende og sist må han basere sig på sin egen historisk-empiriske «sunde sans». I denne «common sense» kan der også være behov for ansvarsbevisst intuition, fantasi som må kjøres i stramme tøiler og ikke la sig lokke av utenfor­ stående hensyn. Nogen ord vil være på plass om den «metode» vi vil benytte oss av. Den er hentet fra de «exakte videnskaper» og kaldes den «hypotetisk-deduktive»:4 Der etableres en hypotese, og når der trækkes slutninger av denne, viser det sig om den er fruktbar eller ikke.Hypotesen fremstår gjerne, som også i vort tilfælde, av en række spredte observationer omkring i materialet. Valøren av hver enkelt observation kan selvfølgelig overveies. På en måte kan metoden derfor også kaldes den «induktiv-hypotetisk-deduktive». Og så blir det da i dens applikation på de opdukkende «problemer» at den finder sin værdiløshet eller sin bekræftelse. Det siste sker når fortolkninger i lys av hypotesen medfører en sammenhængende historie uten selvmotsigelser.

4 Sml. Arne Næss: «Logikk og metodelære» Oslo 1963, s. 142 ff.

135

Opgaven blir da den å undersøke, om det ved overskuelsen av det samlede stoff (evangelierne) er mulig å øine slike enkelte trækk, som usøkt samler sig om en anelse, en intuition - ikke hvilkensomhelst, men en som pludselig gjennemlyser det hele. Og hypotesen, som hæver sig av de gjærende tankemasser - det er denne: Jesus har ved avskeden fra hjemmet fått den tro, at han er eneste sønn av landets fyrste, «kongen», Antipas Herodes, og også eneste naturlige tronfølger. Av denne overbevisning utspringer en «devise», et «motto», en livsformel: «Jeg skal ophøies til herlighet». Den blev bestemmende for resten av hans liv, hans ord og gjerningen Spørsmålet «om han i virkeligheten» var sønn av tetrarken, ligger utenfor alle metoder. Vi er henvist til indicier, og av dem vil vi møte et rikt utvalg, når vi nu med ideen som ledestjerne vil følge hans liv fra «krybben» gjennem det indholdsrike år frem til det siste fortvilede skrik in statu mortis

Sannelig sier jeg eder: Uten at I omvender eder og blir som barn, kommer I ingenlunde inn i himlens rike.

5. Familie og tilblivelse

I året 753 «ab urbe condita» — efter byens grundlæggelse — i den romerske kalender — opdaget en trolovet kvinde ved navn Marjam (Maria), bosatt i den galilæiske del av «Palæstina» at hun var gravid skjønt der ikke hadde bundet sted nogen kjønslig forbindelse mellem hende og den vordende brudgom. Efter landets lov — Femte Mosebok kap. 22f. — var hun dermed skyldig i hor og hjemfalden til dødsstraf ved stening. Skræmt fra vett og sans våget hun ikke å betro sig til sin fæstemand, men «skyndte sig» (Lk. 1,39) til sin slektning, prestekonen Elisabet, bosatt i Judæa, en reise på (i luftlinje) mindst 8 norske mil. Også hun var blit gravid under påfaldende omstændigheter (ektefællernes høie alder) (Lk. 1,7 ff.) og befandt sig ved Marjams ankomst i sin sjette måned. De to kvinder drøftet nu Marjams situation i tre måneder og derpå tok Marjam farvel, underlig nok like før Elisabet skulde føde. Men hun var da selv tre måneder på vei og krisen nærmet sig. Inspirert av Elisabets mand prestens engel, drog Marjam tilbake med sin historie på det rene: En engel (den samme ifølge Lk. 1 v. 19 og 26) hadde gjort hende fruktsommelig og lovet hende at barnet, en sønn, skulde arve herredømmet over kong Davids rike. (Evangelisten Matthæus 1,18 fortæller historien slik: «Det viste sig, før de var kommet sammen, at hun var fruktsom­ melig ved den Hellige Ånd». Hvorledes dette kunde vise sig, er ikke lett å skjønne — hvis ikke Matthæus har tænkt sig, at Ånden efterlot sin signatur på pikens mave.) At Josef ikke trodde på historien, tør fremgå av, at han forbandt sin trolovedes tilstand, ikke med svimlende ære men med skam (Mt. 1,19). Allikevel tør han ha stusset ved løftet om, at gutten skulde bli tron-arving til kong Davids rike - et landområde som tilhørte Herodes «den store» med prins Antipas som utpekt enearving. Men da han også indså den dobbelte fare som hans kjæreste svævet i lot han som alt var i orden og tok hende «i stillhet» hjem til sig som sin hustru. Men dermed var ikke alle gåder løst og alle sorger slukket. Mens Josef resten av sitt liv kjendte spørsmålet sviende i sitt hjerte, opdaget han til ny næring for sine grublerier, at kongehuset viste dette barn en skræmmende interesse, ja visse rykter kunde endog melde om attentatplaner (Mt. 2,2— 14). Han tok familien med sig og evakuerte til Ægypten, hvor han angivelig forblev indtil kong Herodes (den såkaldte «store») var død og faren forsåvidt over. 137

Også Marjam lot gutten vokse op i den tro at Josef var hans far i vanlig mening («din far og jeg») (Lk. 2,48 og 3,23, Mt. 13,55), og sørget for at det blev antatt av naboer og bekjendte (Lk. 4,22, Joh. 1,46 og 6,42). Vi antar at barnet Jesus i likhet med andre gutter fikk undervisning i synago­ gen, fremforalt om «Loven», Profeterne og Herren Jahwehs («Himmelens», «Den Høilovedes» m.m.) løfter om en strålende fremtid for det jødiske folk. Kilderne vet intet om den unge mands forhold til familie, kvinder, samtid i det hele. Men efter Mk. 6,3 var han også selv tekton, bygningsmand, snekker eller murer. I sin nød fortæller Lukas at barnet vokste og gikk frem i visdom og alder. Der følger en periode på ti—femten år, hvor vi bare kan gjette. Og vi gjetter at de tre, Marjam, Jeshua og Josef, levet sammen i social betydning, men hver for sig var ensomme med sitt følelsesliv og sitt bevissthetsindhold. Her er stoff for en stor romandikter. Det er historisk at fyrst Antipas utvidet sine magasiner, evt. med tanke på krig mot svigerfaren, Nabatæernes kong Aretas, og det ligger nær å tro, at både Josef og Jeshua arbeidet for ham efter flytningen av hovedstaden fra Samaria til Tiberias, begge nabobyer til det angivelige Nasaret. «Sønnens» nærvær kan Josef ha oplevet som en «torn i kjødet», og stadige møter med fyrsten har holdt hans pine levende. Reminiscenser fra dette livsavsnitt tør være skjult i steder som Lk. 11,11 f. samt Mt. 7,9: «Men hvem av Eder som er far vil gi sin sønn en sten når han ber om brød — eller en orm når han ber om fisk, eller en skorpion når han ber om et egg?» (tre episoder). I jødernes sterkt patriarkalske samfund blev en sønn altid omtalt som sønn av sin far (bar Tolomaios, ben Jamin). Når Jeshua derfor flere steder omtales som sin mors sønn, så antar vi at Josef var død — kanske relativt tidlig, evt. i sammenhæng med sin psykiske belastning. Og i betraktning av, hvad som senere skedde, ligger den tanke nær, at det før Josefs død kom til en slags opklaring mellem ham og Jeshua. «Sønnen» kan ha spurt om grunden til farens avstand og kulde, og Josef kan selv ha følt et behov for å meddele sønnen, at han ikke var dennes virkelige far. (Har han fortalt den unge mand om Marjams englesyn?) Næste spørsmål fra sønnen var da nærmest uundgåelig, og den døende har røbet sin mistanke.

Lk. 2,48 48.

— og hans mor sa til ham: Barn! hvorfor gjorde du oss dette? Se, din far og jeg har lett efter dig med smerte.

Lk. 3,23 23.

138

Og Jesus... var, efter hvad man holdt ham for, sønn av Josef,...

Mt. 13,55 55.

Er ikke dette tømmermannens sønn? heter ikke hans mor Maria?

LE 4,22 22.

...: Er ikke dette Josefs sønn?

Joh. 1,46 46.

...: Jesus, Josefs sønn, fra Nasaret!

Joh. 6,42 42.

og de sa: Er ikke dette Jesus, Josefs sønn?

6. Ny avstamning

Fra dette øieblik er Jeshuas selvbevissthet og livsperspektiv totalt forandret. Han tilhører ikke længer en arbeidende del av «folket», han er den ukjendte tron­ følger og det er hans av guden bestemte skjæbne åt han skal ophøies til her­ lighet. Men samtidig rammes han knusende av bevisstheten om, at han er avlet i hor og må være uren i gudens øine. Dette har altså hans mor visst hele tiden uten å indvie ham i hemmeligheten, og dermed holdt ham borte fra det praktfulde liv han er bestemt for. Båndet mellem dem er brutt; Marjam får de ord fra hjerte­ barnet: «Kvinde, hvad har jeg med dig å bestille?» (Joh. 2,4). Da kommer ryktet om at Johanan ben Zacharja var stått frem i Judæa og døpte til gudens forlatelse alle som bekjendte sine synder (Mt. 3,6). Ryktet traf Jeshua som et lynnedslag: Gud Herren hadde sett hans nød og rakte ham en hånd til frelse. Skjønt forskerne ikke tillægger de apokryfe skrifter nogen historisk værdi, vil vi allikevel nævne «Hebræer-evangeliet», som blev benyttet av de jøde-kristne «ebioniter» («de fattige») og endnu av Origenes m.fl. (ca. 250 e.v.t.) blev betrak­ tet som kanonisk. Her forekommer en samtale hvor Marjam opfordrer Jeshua til å reise. Jesus (hvis formen er græsk) spør: Hvorfor det? Jeg har jo ingen synder å bekjende. Det måtte da være om du vet om nogen som er ukjendte for mig. Det svarer ikke Marjam på, men gjentar sin opfordring. Det ender med at Jesus reiser, men da han ikke hadde synder å bekjende, nektet Johanan å døpe ham «til syndernes forladelse» (Mt. 3,14). Jeshua blev nødt til å fortælle om sin skyldbevissthet og sin antatte sociale stilling. Johanan godtok bekjendelsen og utførte ceremonien. Dermed var Johanan indviet i «hemmeligheten», og nu forstod han også bedre hvad «engelen» hadde sagt til hans forældre: Han skulde gå frem i profeten Elias ånd og kraft (Lk. 1,17), berede veien for «den kommende» (Maleaki 3,1) og præsentere Herren et velskikket folk. Johanan opfatter sin rolle bokstavelig; han anlægger Elias-kostyme efter 2 Kong. 1,8 og bygger forøvrig sin rolle på Jesaja (d.v.s. Deutero-Esaias) 40,3, som han desværre har misforståt. Det er ikke «røs­ ten» som skal høres i ørkenen, men veien som skal anlægges der. Det Johanan forkynder, er at «Gudens rike» (eller herredømme, basileia) er kommet nær, og denne begivenhet identificerer Jeshua med sin tiltræden som konge i Galilæa. Begrundelsen kommer senere, men allerede her noterer vi at «Elias» skal vende fædres hjerter til deres barn (Lk. 1,17 Maleaki 4, 5 og 6).

140

Så det tør antas at Jeshua var våkent opmerksom, da Johanan blev hentet til fyrsten. «Kastet i fengsel» står der i Mt. 4,12, men Mk. 6,20 gir et helt andet indtrykk: «Herodes fryktet Johanan (vi undgår formen «Johannes» da den er flertydig): fordi han kj endte ham for (som) en rettferdig og hellig mand, og han holdt sin hånd over ham, og når han hørte ham var han i tvil om mangt og meget, og han hørte ham gjerne.» (Sml. Lk. 23,8 og Mk. 6,26.)

Mt. 3,14 14. 15.

Men han nektet ham det og sa: Jeg trenger til å bli døpt av dig, og du kommer til mig? Men Jesus svarte og sa til ham: La det nu skje! For således sømmer det sig for oss å fullbyrde all rettferdighet. Da lot han det skje.

Lk. 19,14 og 27 14.

Men hans landsmenn hatet ham, og skikket sendemenn avsted efter ham og lot si: Vi vil ikke at denne mann skal være konge over oss.

27.

Men disse mine fiender som ikke vilde at jeg skulde være konge over dem, før dem hit og hugg dem ned for mine øine

Mt. 22,7 7.

Men kongen blev harm og sendte sine krigshærer ut og drepte disse manndrapere og satte ild på deres by.

Efterat Antipas hadde sendt hjem sin barnløse nabatæiske dronning vilde han gifte sig med sin bror Philips kone Herodias, som allerede hadde en næsten voksen datter. Dette ekteskap satte Johanan sig imot, angivelig fordi det var i strid med Moseloven (Mk. 6,18), men i rollen som Elias vel snarere fordi han vilde forhindre at der kom en ektefødt tronarving. Jfr. «Hans arv skal ikke deles». For Jeshua stod Johanans nærvær i paladset som en bekræftelse fra gudens side: han var der for å berede veien og vende kongens hjerte til den ukjendte sønn. I sine parabler lar Jeshua fantasien opfylde den brændende forventning. I Lk. 15,20 trær dagdrømmen frem i klar belysning: «Og han stod op og kom til sin far ... Og (v. 22) faren sa til sine tjenere: Ta frem den beste klædning ... og gi ham en ring på hånden (kongetegn?) ... ti denne min sønn var død og er blitt

141

levende igjen, var mistet og er fondet.» Resten av kapitlet fuldfører og bekræfter historien, og den fortsætter i Mt. 22,2, der kongen gjør et bryllup for den hjemkomne sønn. Men overklassen frykter for sine privilegier og vil ikke ha ham til konge over sig (Lk. 19,14 og 27). Tanken går videre til hevn og straf, men også til suveræn utdeling av jordiske goder (Mk. 10,29 f), troner og embeder (Mt. 19,28 f), hele byer efter Lk. 19, 17 og 19. Trækk av uhemmet grusomhet kommer frem på steder som Mt. 22,7 - kollektive represalier som også rammer barn og dyr. Man kjender igjen Herodes «den store». (I Mt. 22,11 f. går evange­ listen over gevind og blir absurd. Efter Mt. 22,9 f. var «bryllupsklædning» ute­ lukket og i v. 13 blir kongen utilregnelig.)

Mt. 10,7 og 23 7.

Og når I går avsted, da forkynn dette budskap: Himlenes rike er kommet nær!

23.

Men når de forfølger eder i den ene by, da fly til den andre! for sannelig sier jeg eder: I skal ikke komme til ende med Israels byer før Menneskesønnen kommer.

Mk 8,21 21.

Og han sa til dem: Hvorledes går det da til at I ennu ikke forstår?

Joh. 15,14 og 15 14. 15.

I er mine venner dersom I gjør det jeg byder eder. Jeg kaller eder ikke lenger tjenere; for tjeneren vet ikke hva hans herre gjør; men eder har jeg kalt venner, for alt jeg har hørt av min Fader har jeg kunngjort eder.

Joh. 12,26 26.

Om nogen er min tjener, han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; om nogen er min tjener, ham skal Faderen ære.

Mt. 10,18 18.

142

— og I skal føres frem for landshøvdinger og konger for min skyld, til vidnesbyrd for dem ...

Mk. 10,29 f. 29.

30.

Jesus svarte og sa: Sannelig sier jeg eder: Det er ingen som har forlatt hus eller brødre eller søstre eller mor eller far eller barn eller akrer for min skyld og for evangeliets skyld, uten at han skal få hundrefold igjen, nu her i tiden hus og brødre og søstre og mødre og barn og akrer under forfølgelser, og i den kom­ mende verden evig liv.

Men til fundament for sin kommende maktutfoldelse trænger Jeshua folkets tillid (Mt. 22,9 f). Han gjør sig elsket ved sin lægekunst, og fra en høide (Mt. 5,1 ff - i Lk. 6,17 er det en slette) holder han en valgtale til forsamlingen, en captatio benevolentiae, hvor han lover dem en social revolution «ovenfra», med påfølgende goder. En bygningsarbeider blir komisk, men en vordende konge kan bruke ord som disse: Kom til mig, alle som lider nød; jeg vil gi dere hvile. Ta mitt åg på dere, mitt åg er gavnlig og min byrde er lett. Lær av mig; jeg er saktmodig og de saktmodige skal arve landet. Vi forstår ham slik, at han vil gjøre sitt kongerike Galilæa og Peræa til den første lille provins av «Guds rike», Guden Jahwehs herredømme i verden. Og han fæster sig ved det ord av Johanan, at dette «rike» er kommet nar. Så nær, at han kan si til dem han sender ut, (Mt. 10,7 og 23) at de ikke engang skal rakke tilende med byene, før «riket» kommer. Sml. Mt. 16,28. (Vi skal senere begrunde, at selv-betegnelsen «Menneskesønnen» er feilplacert her.) I vissheten om sin fyrstelige status hadde han samlet sig en «suite», en livvakt, et tjenerskap, et fast følge på tolv håndplukkede personer. Det er uklart hvilke kriterier han lægger til grund ved utvalget, men det fremgår, som det var å forvente, at de ikke var fortrolige med «Skrifterne» (Lk. 24,45, Joh. 20,9) men «anthropoi agrammatoi kai idiotai» (illiterære og ukyndige mennesker) (Ap. gj. 4,13). Egnet som elever, læresvender, «discipler» var de ikke (Mk. 4,13 og 8,21 m.fl.). Jeshua kalder dem da ikke bare «discipler» men også tjenere (Joh. 15,15 og 12,26 m.fl.). Det må være hans personlige utstråling, hans «charisma» som gjorde at de «straks», på hans enkle bud «Følg mig» forlot arbeide, hjem og familie og brøt med Moselovens bud: Hædre din far og din mor (2 Mos. 20,12). Disse «tjenere» sendte han ut med forblommet instruks om å opsøke Herodes (Mt. 10,18). Desuten lovet han dem svimlende jordisk lønn (Mk 10,29 f. Lk. 18,30) og i «Riket» høie embeder (sitte på hver sin trone og dømme Israels tolv stammer, (Mt. 19,28). Så spurte de ham vel: Hvor skal du ta alt dette fra? Og han svarer: Fra min far, som er større end alle (Joh. 10,29). Hvem er din far da — la oss få se ham! (Joh. 14,8). Først kommer omgående snakk (Joh. 8,19): Dere kjender hverken mig eller min far; kjendte dere mig, da kjendte dere også min far. (Sml. 14,7 og 16,3). Og da dette neppe beroliger dem, begynder han å hidse deres nysgjerrighet: Intet er skjult, som ikke skal bli åbenbaret (Mt. 10,26 Mk. 4,22 Lk. 8,17 og 12,2).Og 143

Mt. 19,27-29 27. 28.

29.

Da svarte Peter ham: Se, vi har forlatt alt og fulgt dig; hvad skal da vi få? Da sa Jesus til dem: Sannelig sier jeg eder: I som har fulgt mig, I skal i gjenfødelsen, når Menneskesønnen sitter på sin herlighets trone, også sitte på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Og hver den som har forlatt hus eller brødre eller søstre eller far eller mor eller barn eller akrer for mitt navns skyld, skal få mangefold igjen og arve evig liv.Mt. 19,27—29

Mt. 17,24-26 24. 25.

26.

Men da de kom til Kapernaum, gikk de som krevde inn tempelskatten, til Peter og sa: Betaler ikke eders mester tempelskatt? Han sa: Jo. Og da han kom inn i huset, kom Jesus ham i forkjøpet og sa til ham: Hvad tykkes dig, Simon? av hvem tar kongene på jorden toll eller skatt? av sine barn eller av de fremmede? Han sa: Av de fremmede. Da sa Jesus til ham: Så er jo barna fri.

Mk. 1,24, 25 og 34 24. 25. 34.

Hvad har vi med dig å gjøre, Jesus fra Nasaret? Du er kommet for å ødelegge oss; jeg vet hvem du er, du Guds hellige. Og Jesus truet den og sa: Ti og far ut av ham!

Og han helbredet mange som hadde ondt av forskjellige sykdommer, og drev ut mange onde ånder, og han tillot ikke de onde ånder å tale, fordi de kjente ham.

det som nu hviskes i krokene, skal en dag bli utropt fra takene (Mt. 10,27 Lk. 12,3). Vi har nævnt Mk. 4,11: De skal lære «Rikets hemmelighet» å kjende - og spør de hvad det er for en hemmelighet, da er det såvidt han ikke gir dem løsningen med det samme (Joh. 16,25): Hittil har jeg talt til dere i lignelser (om hemmeligheten) men der kommer en tid da jeg fritt ut skal forkynde dere om min far (d.v.s. røbe hans navn). Dog hjælper han dem bra på vei da han spør: «Hvad tykkes dig Simon? Av hvem tar kongerne påjorden told eller skatt? Av sine barn eller av de fremmede?» Simon svarer: «Av de fremmede». Og det synes oss som om Jeshua lar all forsiktighet fare, da han bemerker: «Så er jo barnene fri» (Mt. 17,25 f). Ved uttrykket «Jesus kom ham i forkjøpet» vil evangelisten suggerere oss til å tro, at det er tempelskatten Jesus taler om. Men Jesus er inde i huset og har intet hørt om tempelskatten. Han uttaler sigjfør Simon har sagt hvad det gjælder. 144

Det kommer også frem, hvadÅet var som blev «hvisket i krokene»; der fandtes dem som «visste hvem han var» (Mk. 1,24, 25, 34). Og detNax. en så farlig viden for propagandaen, at evangelisterne kaldte dem «onde ånder», som Jeshua med sin høiste autoritet forbød å tale. Knepet er kjendt fra vore dages totalitære «riker». Selv Herodes spurte: Hvem er denne? (Lk. 9,9 sml. 23,8) og senere i livet blev Jeshua indfanget av det samme spørsmål (Mt. 16,13 og 15; sml. Joh. 8,41 og 46): «Hvem er jeg?» Så viser det sig, at Johanans stygge trudsler i Mt. 3,10 og 12 vender sig mot ham selv. Øksen lå ikke «ved roten av trærne» (de anderledes-troende) men ved den stokk, der hans eget hode skulde falde. Jeshuas reaktion på denne begivenhet fremstilles i Mt. 14,13: Han drog «der­ fra» (?) i båt til et øde sted - og blev straks optatt av andre ting. Vi tror ikke det var så enkelt. At håbets vei til tronen blev sperret, var ilde nok, men konsekvenserne omfattet mere end det. En dramatiker vilde vælge det øieblik, da hans forhåbning blev til visshet, hans forventning til bekræftelse. Han står blandt sine tilhængere, og ser de to Johannes-discipler komme (Mt. 11,3 sml. Lk. 7,18 ff); det slår ham med vælde at dette er budet fra kongen. Der er triumf, ja fanfare i stemmen da han tiltaler de omkringstående: «Sier ikke dere, at der endnu er fire måneder igjen til høs­ ten? Se, jeg sier Eder: Opløft Eders øine og se markerne, de er alt hvite til høsten.» Her er der plass for hans hyldning til Johanan: Større profet end Johanan er ingen av dem som er født av kvinder - ja, han er mere end en profet (Lk. 7,26, 28). Om I vil ta imot det: Han er den Elias som skal komme (Mt. 11,14), men jeg sier Eder at Elias allerede er kommet (Mt. 17,13). Nogen «tok vel imot det», på mesterens autoritet, men neppe de våkne, som husket at Johanan selv hadde nektet (Joh. 1,21). Imidlertid er budene kommet nærmere, og Jeshua har allerede indtatt den atti­ tyde som skal bære replikken. Hvem søker I? Det er mig. Tal fritt ut! Da ser han at det ikke er dette bud de kommer med, men snarere det motsatte: Kongen har dræpt Johanan. Dette måtte Jeshua opfatte som en følge av at Johanan vilde «berede veien» lor den kommende. Ihvertfald følte han at drømmen om den mistede sønns hjem­ komst til laderhuset var tilintetgjort. Og Joh. 1,11 tilføier: «Han kom til sitt eget, og hans egne tok ikke imot ham».

Joh. 8,41 41.

I gjør eders fars gjetninger. De sa til ham: Vi er ikke avlet i hor, vi har en far, Gud.

Mt. 3,10 og 12 10.

Øksen ligger allerede ved roten av trærne; derfor blir hvert tre som ikke bærer god frukt, hugget ned og kastet på ilden. 145

12.

han har sin kasteskovl i sin hånd, og han skal rense sin låve og samle sin hvete i laden, men agnene skal han brenne op med uslukkelig ild.

Lk. 7,18 og 19 18. 19.

------- Da kalte Johannes to av sine disipler til sig, og sendte dem til Herren og lot si: Er du den som skal komme, eller skal vi vente en annen?

Mt. 17,12 og 13 12. 13.

men jeg sier eder at Elias er alt kommet. Da forstod disiplene at det var om døperen Johannes han talte til dem.

Joh. 1,19-21 19.

20. i21.

146

Og dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jødene sendte prester og levitter fra Jerusalem for å spørre ham: Hvem er du? Da bekjente han og nektet ikke; han bekjente: Jeg er ikke Messi Og de spurte ham: Hvad da? Er du Elias? Han sa: Det er jeg ikke. Er du profeten? Og han svarte: Nei.

7. Første skuffelse

«Krig!» er det første ord han møter sine tilhængere med, da han kommer tilbake fra ørkenen i Lk. 12,51. «Dere må ikke tro jeg er kommet for å sende fred på jorden (cfr. Lk. 2,14) —ikke fred men sverd. Ild er jeg kommet for å kaste på Jorden, og hvor gjerne vilde jeg, at den alt var tændt!» Og Mt. 10,34 fortsætter: «Jeg er kommet for å sætte splid mellem en mand og hans far, mellem en datter og hendes mor (Mt. 10,21). I Lk. 12,53 kommer det entydig: «far mot sønn og sønn mot far. Men - (det er lettere sagt end gjort). Hvordan kan nogen gå ind i den sterkes hus og røve hans gods, uten at han først har bundet den sterke? Så kan han plyndre hans hus. — Den som ikke er med mig (i oprøret), han er mot mig ...» (Mt. 12,29 f). Fra sin mor og sin (antatte) biologiske far emanciperer han sig fuldstændig: «I skal ikke kalde nogen på Jorden Eders far, thi Én er Eders far, han som er i Himmelen» (Mt. 23,9). Dette læser vi som en selvbekjendelse: Nu flytter jeg hele mitt farsberedskap, mitt fars-behov, min sønnekjærlighet bort fra jorden og op til guden i himmelen. — Men denne gud er ikke uten videre jødernes «Gamle Jahweh», han som gav «sitt folk» det ord med i dets krig mot sine fiender: «dere skal ikke la noget leve, som drager ånde!» «Lyksalig den som griper og knuser deres spæde børn mot klippen» (Sal. 137,9) og truet Israel med det samme (Jesaja 13,16 jfr. v. 6 ff). Den gud, som Jeshua nu gjør sig til «sønn» av, ikke kollektivt, slik som Israels folk var Jahwehs barn eller sønn; det er en gud som springer ut av hans fader-drøm ophøiet i siste potens, en individuel og personlig gud, en ny gud med andre ord, for hvem han er sønn i særegen, enestående mening og betydning. Guden er ikke længer bare den høit ophøiede, som han med Johanan henviser sitt folk til å lystre, men i modell fra tronfølgerdrømmen i Galilæa indtar han fra nu av sin plass som gudens nære pårørende og specielt utsendte repræsentant. Efterhånden identificerer han sig med denne forestilling i en grad som lar ane en begyndende patologisk sindstilstand: «Den som elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd». (Mt. 10,37). Endnu sterkere i Lk. 14,26: «Om nogen kommer til mig og ikke hater sin far og mor og hustru og barn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, han kan ikke være min discipel.» Imidlertid blir ikke den ekstremt aggressive indstilling av lang varighet. Det intense «indre arbeide» fører til nye faser. Lysten til kamp og hevn avløses av forsonlighet, hvad nu årsaken kan være av flere mulige. Det nye, intensiverte gudsforhold kan reducere jordisk makt og rigdom til høithængende rognebær. De saktmodige skal arve jorden. Kloke råd fra Simon zeloten kan ha gitt ham 147

kolde føtter: «Hvilken konge som drager ut for å møte en anden konge i strid, sætter sig ikke først ned og rådslår, om han med ti tusen er istand til å møte den som kommer imot ham med tyve tusen? Men kan han ikke det, da skikker han sendemænd til ham, mens han endnu er langt borte, og tinger om fred.» (Lk. 14,31 f. - sml. Mt. 10,18).5 Han overbeviser sig selv ved billedet av døren og hyrden i Joh. 10,1 f. og han forklarer kursændringen for sine ledsagere, ved å fortælle dem en spændende historie: Mens jeg var alene i ørkenen, så kom Satan og førte mig op på et høit fjeld (f.eks. Tabor, øst for «Nasaret») og derfra viste han mig hele verden (i allfald Galilæa og Peræa) og sa at altsammen skulde være mitt hvis jeg vilde gå hans veie (Lk. 4,5 ff). Jeg svarte ham, så han vek bort med skam. Og hvorfor skulde han ikke avslutte forklaringen til sine nærmeste og til sig selv med ord som disse: Vokt dere for all havesyke (Lk. 12,15)! Hvert rike som kommer i strid med sig selv, lægges øde, og ingen by og intet hus som kommer i strid med sig selv, kan bli stående (Mt. 12,25). Lær av mig: jeg er saktmodig og ydmyg av hjertet. Elsk Eders fiender, og be for dem som forfølger Eder. Forat I kan bli Eders fars barn, som er i himmelen (Mt. 5,45). Men idet han avvikler sitt ambivalente forhold til fjerdedelsfyrsten og tronen i Tiberias, blir han også stående uten kurs og siktepunkt. Efter dette gudens klare Nei er det uklart hvad guden vil med Jeshuas liv. Han streifer hvileløst omkring fra by til by i håb om å finde sin identitet, komme på det rene med gudens plan for å ophøie ham til herlighet - alt mens han ransaker skrifterne med blødende hjerte og brændende blik. Ingen av «evangelierne» fortæller at Jeshua satt og læste i «Skriften». De vil ha det til at denslags kundskap tok han fra sin «allvidenhet». Men at han «i all stillhet» har studert skrifterne fremgår av steder som Mt. 12,3 og 5 — 19,4 21,16 og 42. «Har dere ikke læst -». I Mk. 2,25 f. begår han endog en historisk feil sml. 1 Sam. 21,6: skal være Akimelek. Og det vilde vel være litt drøit å vente, at han skulde huske hver «tøddel» av de 900 trykksider som endnu idag utgjør det «Gamle Testamente». Vi antar derfor at han netop i sin forvirring efter Johanans død gransket Skrifterne med forøket intensitet. Og så en dag stanser hans blik ved Salme 44, og i de siste av versene fmder han sin tilstand beskrevet: «Hvorfor skjuler du ditt åsyn, glemmer vor elendig­ het og vor trængsel?»

5 Enkelte fortolkere vil ha det til, at motstanderen er Djævelen, men det anser vi som umulig.

148

1.

2. 3.

Sannelig, sannelig, sannelig sier jeg eder: Den som ikke går inn i fårestien gjennen døren, men stiger over annetsteds, han er en tyv og en røver; men den som går inn gjennem døren, han er fårenes hyrde. For ham lukker dørvokteren op, og fårene hører hans røst, og han kaller sine får ved navn og fører dem ut.

Mt. 12,3-5 3. 4. 5.

Eller har I ikke lest hvad David gjorde da han var sulten, han og de som var med ham; hvorledes han gikk inn i Guds hus og åt skuebrødene, som hverken han eller de som var med ham hadde lov til å ete, men alene prestene? Eller har I ikke lest i loven at prestene på sabbaten vanhelliger sabba­ ten og er dog uten skyld?

8. Brudgommen

Men i næste salme svarer guden med overvældende trøst og nye løfter (Sal. 45,13): «Tyros datter skal søke din yndest — Såre herlig er kongedatteren derinde; hendes klædning er gjennemvirket med gutd - i (den) ledes hun frem til kongen; jomfruer, hendes veninder, følger hende; de føres ind til dig. De ledes frem med fryd og jubel, de går ind i kongens slott» (v. 16). Og i vers 11 taler guden direkte til Tyros’ datter: «Hør datter, giv akt og bøi ditt øre, og glem ditt folk og din faders hus - og la kongen ha sin lyst i din skjønhet! Thi han er din herre og du skal falde ned for ham». Skulde ikke også denne tilkjendegivelse være rettet til ham, når guden har latt ham forstå, at alt han finder i de gamle bøker, er skrevet om ham? (Joh. 5,46: «Ti det er om mig han (Moses) har skrevet.» Hvorfor skulde netop disse ord, som kommer til ham i fortvilelsens stund, vende tomme tilbake? Har ikke Esaias, 53,10 lovet ham efterslekt og langt liv? Og nu lever han en tid i (og på) sin nye dagdrøm. Alle lignelser centreres om bryllup (Lk. 12,36, 14,8), brudgom (Mt. 9,15, 25,1,5,6 Joh. 3,29), brud (Joh. 3,29), brudesvenner (Mt. 9,15), bryllups-jomfruer (Mt. 25,7,8,9,10,11,12). Og da spændingen blir for stor, reiser han ens erend til Tyros, for å ta bruden i øiesyn, kanske 40 km i luftlinje over fjellene fra Genesaret-sjøen. Kilderne kjender ikke hans motiver for denne underlige ferd til hedningeland (Mt. 15,21 jfr. Mk. 7,24, hvor han vil holde det hemmelig) men svaret han gir den syro-fønikiske kvinde i Mrk. 7,27, tyder på at det ikke var i missionshensikt han kom dit. Vi tror derfor han gjorde reisen som et spørsmål til guden: Her er jeg, Fader, ifald du mener noget med dine ord i den femogførtiende salme. Vi opholder oss ikke ved, at geografien i v. 31 er absurd. Viktigere er, at en stor mængde fulgte ham fra Tyros, men ingen kongedatter i gyldent skrud. Guden hadde besvaret hans håb til Skrifterne med et nytt NEI, og atter streifet han om som et får uten hyrde. Men han tolker ihvertfald gudens og brudens fravær derhen, at det ikke er gjenem ekteskap og barneavl han skal fuldbyrde sitt livsløp og sitt eventuelle opdrag. Også her er han «lydig», ja man kan si han overkompenserer tegnet og vender sig avvisende mot jordisk erotisk kjærlighet. Matthæus berører i 22,24 et tema, hvor Jeshua efter 5 Mos. 25,5 stod i fare for å havne i tvungent ekteskap (fire brødre). En tanke som kan ha tilknytning til denne mulighet kommer i Mt. 19,12 (selv-kastration) (sml. 1 Mos. 38,9). Det heter i Lk. 20,34: «Denne ver­ dens barn tar til ekte og gives til ekte, men (Mt. 22,30) i opstandelsen hverken

150

tar de til ekte eller gives de til ekte... de er som guds engler i himmelen» — (uten kjøn og begjær?). Motsatt i Lk. 18,29 f.: «Der er ingen som har forlatt hus eller hustru eller brødre eller foreldre eller barn for Guds rikes skyld uten at han skal få mangefold igjen her i tiden, og i den kommende verden evig liv. (Sml. Mt. 19,29.) Jeshua drar omkring fra sted til sted mens han venter på gudens tilkjendegivelse. Hans navn er på alles læber og folk samler sig når det ryktes at nu er han tilstede her eller der. Dette medfører en «plikt» til å tale, lære, forkynde om religiøse og moralske temata, for å imøtekomme de forsamledes krævende forventning. Under slike improvisationer kunde han nok komme til å si uoverveiede ting - som blev stadig mere ubegripelige i løpet av et halvt århundredes mundtlig overlevering før nedskrivningene blev samlet.

Salme 45,13 13.

Og Tyrus’ datter skal søke din yndest med gaver - de rike blandt folket.

Lk. 12,35 og 36 35. 36.

La eders lender være ombundet og eders lys brennende, og vær likesom folk som venter på sin herre når han vil fare hjem fra bryllupet, forat de kan lukke op for ham straks han kommer og banker på!

Mk. 7,24-27 24.

25. 26. 27.

Og han stod op og gikk bort derfra til Tyrus’ og Sidons landemerker. Og han gikk inn i et hus, og vilde ikke at nogen skulde få vite det, og det kunde dog ikke holdes skjult; men en kvinne hvis datter hadde en uren ånd, hadde fått høre om ham, og kom straks og falt ned for hans føtter. Men kvinnen var en hedensk kvinne, syrofønikisk av ætt; og hun bad ham at han vilde drive den onde ånd ut av hennes datter. Og han sa til henne: La først barna bli mette! for det er ikke vakkert å ta brødet fra barna og kaste det for de små hunder.

151

Mt.22,24 24.

Mester! Moses har sagt: Når en mann dør og ikke har barn, da skal hans bror gifte sig med hans hustru og opreise sin bror avkom.

Mt.19,12 12. For der er gildinger som er født slik av mors liv, og der er gildinger som er gildet av menneskene, og der er gildinger som har gildet sig selv for himlenes rikes skyld. Den som kan fatte dette ord, han fatte det.

9. «Daniels» kalender

Men formålsløshet og fortvilelse fandt en forløsende tidsbegrænsning da Jeshua i sine studier av Skriften kom til «profeten Daniels»6 9de kapitel og det 26de og 27de vers: «Efter to og seksti uker skal den salvede utryddes og intet have...». «Og en uke skal befeste pakten for de mange; og midten av uken skal bringe slaktoffer og matoffer til å ophøre...». Vi regner med at Jeshua var av dem, som i ekstrem betydning tok «Skriftens» ord alvorlig og bokstavelig som gudens tale direkte til ham. Disse «Daniels ord» må gi ham en hvirvel av nye tanker. Og et spørsmål som længe har ligget og rørt sig langt bak og dypt nede i bevisstheten, melder sig igjen med stadig sterkere stemme: ER JEG MESSIAS? OG I HVILKEN MENING? Tilslutt blir hans indre tilstand uutholdelig, og han beslutter å ta saken i egne hænder, inspirert av Salme 42,7: «Min sjæl er nedbøiet i mig; derfor kommer jeg dig ihu fra Hermons høider.»

Iflg. Fr. Buhlo.a. er der nu enighet inden faget om, at den nuværende «Daniels bok er et litterært falskneri, et «vaticinium post eventu». Den er skrevet av en ukjendt person til trøst og opmuntring for folket på den tid (efter 180 f.v.t.) da jøderne led syriske tyran Antiochus Epifanes. Forfatteren kan ha oplevet hans forsøk på å stanse den jødiske gudsdyrkelse ved å placere en byste av Zeus på alteret i Jerusalem, en krænkelse som førte til Makkabæernes oprør. Den «historiske» Daniel, derimot, den virkelige «Jeg, Daniel» (Dan. 8,27 o.a.) levet på Nebukadnesars tid, 3-4000 år tidligere. Vi må anta, at også «de skriftlærde» på Jeshuas tid var på det rene med tilsnikelsen, men kanske beholdt denne viden for sig selv. Konsekvensen for Jeshua var skjæbnesvanger, men for ikke å indføre et voldsomt brudd på den episke linje, vil vi omtale den i en senere sammenhæng.

153

10. Hermon. Messias

Efter Mk. 8,27 ff. og Lk. 9,28 ff, tok Jeshua sine tilhængere med sig, 40-50 km. i luftlinje, nordover fra Galilæa, og kom til Cæsaræa Philippi, en by som lå ved foten av og sydøst for fjeldet Hermon, den sydøstre ende av fjeldkjeden Antilibanon. Hermon er 2800 meter høi, dækket av «evig sne». Det må da være dette berg Jeshua gikk op på i Lk. 9,28. Ifølge vers 37 blev han der oppe til næste dag sammen med sine tre utvalgte. Hvad som foregik er det vanskelig å gjøre sig noget klart billede av. I Mt. 17de kap. vers 1 ff. samt Mk. 9,1 ff. og Lk. 9,28 ff. er der en samvirkning av sne, skyer, motlys, buktaleri, spiritistiske gjengangere og hypnotisk søvn. Bl.a. optrådte Elias som nylig var blitt halshugget i skikkelse av Johanan. I forbindelse med denne pantomime (jfr. Lk. 9,32) hvor ledsagerne faldt på sitt ansikt og ikke visste hvad de sa, spør han dem (Mt. 16,13 ff.) hvem folket sier han er, og hvem de sier han er. Petros svarer: Du er Guds Messias (Lk. 9,20). I øieblikkets nød var vel dette det svar han både fryktet og helst vilde høre, men da Petri autoritet nok ikke holdt mål alene i et spørsmål av en sådan vekt og central betydning, tilføier Jeshua for egen regning, at Petros har svaret fra guden selv. Allikevel anser han det endnu ikke for tilrådelig, at denne «hemmelighet» kommer ut blandt folk. I sin nye rolle som Messias må han påny søke holdepunkter i Skrifterne, for eksempel i Sakarias 9,9. Det er som om han, billedlig talt, varper sig fra flak til flak i de profetiske perikoper. Men samtidig indretter han sig efter Daniels «kalender» som en timeplan fra nu av. Der er tvil blandt de lærde om hvilken rute Jeshua fulgte mellem Hermon og Jerusalem. Viktig for oss er det ikke og vi holder oss til steder som nævnes i Mk. 10,46, Lk. 18,35, 19,1. v. 28 f. Joh. 11,55. Det ser ut som om han overnattet i Jeriko (Lk. 19,5 og 7) og næste morgen tok fatt på den siste ca. 25 km. lange og bratte opstigning til Jerusalem, fulgt av «meget folk» (Mt. 20,29). I tillægg til hans berømmelse som troldmand måtte det nu også ha sivet ut at han «var Messias». Et sådant rykte måtte gå som en farsott mellem både de fastboende og de tallrike pilgrimer, især efterat han hadde avgitt sin direkte erHæring til den samaritanske kvinde i Joh. 4,26 (Sml. også Joh. 1,46, Joh. 5,46 og Joh. 10,24— ) 25. Toget har da i hovedtrækkene ordnet sig slik: Forrest går Jeshua (Lk. 19,28), målbevisst og tillidvækkende, derefter «disciplene» og andre faste ledsagere. Til slutt og på begge sider «jøder fra hele verden», av alle alderstrin og begge kjøn,

154

Lk. 9,28-31 28.

29. 30. 31.

Og det skjedde omkring åtte dager efterat han hadde talt dette, at han tok med sig Peter og Johannes og Jakob og gikk op i fjellet for å bede. Og mens han bad, blev hans åsyn annerledes å se til, og hans kled­ ning blev hvit og skinte som lynet. Og se, to menn talte med ham, og det var Moses og Elias; de viste sig i herlighet og talte om hans bortgang, som han skulde fullbyrde i Jerusalem.

Joh. 4,25 og 26 25. 26.

Kvinnen sier til ham: Jeg vet at Messias kommer, det er utlagt: Kristus; når han kommer skal han forkynne oss alt. Jesus sier til henne: Det er mig, jeg som taler med dig.

Joh. 1,46 46.

Filip traff Natanael, og sa til ham: Han som Moses har skrevet om i loven, og likeså profetene, ham har vi funnet: Jesus, Josefs sønn, fra Nasaret!

en mængde barn - alle ivrig diskuterende hvad det er som egentlig foregår. Vi må prøve å forestille oss deres tanker og stemningen Hos Jeshua selv står Messias-rollen i focus. Han forbinder den ikke med klare forestillinger om hvad han skal gjøre, men han er overbevist om at hans gud og far vil vise ham veien skridt for skridt, slik det forsikres i Salme 31,4, i 73,24 og mange andre steder. I første omgang har han for sig opdraget fra Daniel 9,27, som han også skal komme til å utføre i Mt. 21,12. Men nu er det tirsdag, og for å koordinere sig med «kalenderen» må han lægge ind endnu en overnatning (Joh. 12,12), denne gang i Betania hos sine venner Martha og Maria (Mariam).

Lk. 19,28 28.

Og da han hadde sagt dette, drog han videre foran dem på sin vand­ ring op til Jerusalem.

155

Salme 31,4 4.

For du er min klippe og min borg, og for ditt navns skyld vil du føre og lede mig.

Mt. 21,12 og 13 12.

13.

Og Jesus gikk inn i Guds tempel og drev ut alle dem som solgte og kjøpte i templet, og pengevekslernes bord og duekremmernes stoler veltet han, og han sa til dem: Detc er skrevet: Mitt hus skal kalles et bedehus. Men I gjør det til en røverhule.

Sal. 73,24 24.

«Du leder mig ved dit råd, og derefter optar du mig i Herlighet.»

11. Indtoget

Næste dag konkretiserer han togets Messias-karakter ved ordrett å sætte i scene Sakarias (Sacharja) 9,9: «Fryd dig såre, Zions datter! Rop høit, Jerusalems dat­ ter! Se, din konge kommer til dig, rettferdig er han og fuld av frelse, fattig og ridende på et asen, påasenindens unge fole». (Mt. 21,1 ff. Mk. 11,1 f. Lk. 19,29 ff. - med mere og mindre nøiaktige citater fra Sakarias og Esaias 62,11.) Vi opholder oss ikke ved spørsmålet, om det var ett eller to dyr Jeshua satt på (Mt. 21,7), eller hvordan han satt eller den overhængende fare for en altødelæggende rodeo. Men vi overveier om han også hadde in mente Åefølgende vers hos Sakarias (som ingen prædikanter tar med) hvor Herren lover å utrydde fiendens krigs­ makt og gi kongen herredømme fra hav til hav og fra floden indtil jordens ender! Se samtidig 1. Krøn. 17,14, Salme 132,11 og Lk. 1,33.

Mt. 21,4-7 4. 5-

6. /.

Men dette skjedde forat det skulde opfylles som er talt ved profeten, som sier: Si til Sions datter: Se, din konge kommer til dig, saktmodig og ridende på et asen, på trældyrets fole. Disiplene gikk da avsted og gjorde som Jesus bød dem; de hentet aseninnen og folen, og la sine klær på dem; og han satte sig oppå.

I ham selv kimer Salme 37,34: «Bi på Herren og ta vare på hans vei! Så skal han ophøie dig til å arve landet; du skal se på at de ugudelige utryddes.» Da han nu drog frem, bredte følget sine klær på veien; andre hugget grener av trærne og la foran ham (Mt. 21,8 f). Disciplene fører an i hyldningsropene, som de fikk ordre om i Mt. 23,39 (jfr. salme 118,26): «Velsignet være han som kommer i Herrens navn!» Nogen farisæere i mængden sa til ham: Mester, irettesætt dine discipler! Men han svarte: Om disse tier, skal stenene rope.

157

Allikevel var de nok endnu «forferdet» (Mk. 10,32) og «fryktet» fordi de tænkte, at «Riket» straks skulde komme tilsyne (Lk. 19,11), og det må ha hvirvlet i hodet på dem, hvad det vilde indebære for deres vedkommende. Glemt har de nok, at Riket ikke skal komme så man ser det med øinene (Lk. 17,20), men én husker, at det skal komme som en tyv om natten (Mt. 24,43, Lk. 12,39), en anden, at det skal vokse langsomt som sennepsfrøet (Mk. 4,31) og en tredie, at det skal være som lynet, når det går ut fra øst og slår ned i vest (Mt. 24,27). Men de selv, hvad skal de få opleve? Ja først har han lovet dem hundrefold igjen av alt de forlot for hans skyld (Mk. 10,30, Lk. 18,29) ny slekt, jordegods, ja endog nye hustruer og barn selv om de skal være som englene og ikke ta eller gi til ekte (Mt. 22,30, Mk. 12,25, Lk. 20,35) - men den tid, den sorg. Nu skal «et godt stoppet, rystet, overfyldt mål bli gitt dem i fanget» (Lk. 6,38) og så - merk det, dere andre - skal vi sitte på tolv troner og dømme Israels tolv stammer (Mt. 19,28 Lk. 22,30). Kanske tilføier nogen begeistrede, at de skal æte og drikke ved Messias Jeshuas bord, mens en tredie, i ekstase eller i bitende hån kaster ind i jubelen: «Vet dere ikke at vi skal dømme engler?» (1. Kor. 6,3) - fulgt av latter og truende miner. For vi må anta, at heller ikke folkemassen aner hvad der skal ske. At Jerusalem skal befries (Lk. 2,38, jfr. 23,51) og romerne sopes på havet, er i hvert fald en selvfølge. Ut over dette var nok forestillingene temmelig uklare, men enhver visste med sig selv at han skulde få det vidunderlig. «Når Messias kommer» skal han opfylde alle deres ønsker, og hele Israel skal leve i herlighet (Lk. 2,32, Jesaja 44,23 m.fl.). Alle som husket et sted fra Skrifterne, ropte det ut for å styrke troen og stemningen: «Dette er dagen som Herren har gjort.» (Sal. 118,24). «I Jerusalem skal I få trøst» (Jesaja 66,13). «Herren trøster sitt folk, gjenløser Jerusalem» (Jes. 52,9). «Løft Eders hoder, I evige porter, så herlighetens konge kan dra ind» (Sal. 24,9). «Herren skal bo i Jerusalem» (Sach. 8,3). «Davids rike kommer» (Mk. 11,10). «Han skal fri os av fiendens hånd» (2 Kg. 17,39). «Her­ ren gjengjælder sine fiender!» (Jesaja 66,6). «Han sprer dem med sin styrkes arm!» (Salm. 89,11). «Han knuser sine fienders hode!» (Salm. 68,22). «Vogner og våben vil jeg utrydde av Jerusalem!» (Sach. 9,10). «Drag ind, drag ind gjennem portene!» (Jes. 62,10). «Se min Guds, min konges seierstog ind i hellig­ dommen!» (Salm. 68,25). «Da han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i bevægelse og sa: Hvem er dette? Men folket svarte: Dette er profeten Jesus fra Nasaret i Galilæa» (Mt. 21,10 f). Og da Mosaismens høieste repræsentanter hørte barna rope: Hosi­ anna, Davids sønn (i vor verden nærmest «Hurra for Kongen») sa de til ham: Hører du hvad disse sier (Mt. 21,16)? Men Jeshua svarte: «Ja! Har dere aldrig læst: Av barns og av fiendes mund har Du beredt dig lovprisning» (Mt. 21,16 jfr. Salm. 8,3) — kanske også fortsættelsen: «for å stoppe fiendens mund». Med disse ord har han i jødernes øine identificert sig med guden Jahweh, og en dødelig motsætning er dermed etablert. Men folkemassen på titusener er ikke kommet for å høre ord, men for å se handling: der ropes: «Begjær dig et tegn av Herren din gud!» (Esaias 7,11). «Herren skal gjøre snakkerens tegn til intet!» (Esaias 44,25). Jeshua føler presset,

158

1. Krøn. 17,14 14.

Men jeg vil befeste ham i mitt hus og i mitt rike evindelig, og hans trone skal være grunnfestet evindelig.

Sal. 132,11 I.

Herren har svoret David en sann ed, som han ikke vil gå ifra, av ditt livs frukt vil jeg sette konger på din Trone.

Mk. 10,32-34 32.

33.

34.

Men de var på veien op til Jerusalem, og Jesus gikk foran dem, og de var forferdet, og de som fulgte med, fryktet. Og han tok atter de tolv til sig og begynte å si dem hvorledes det skulde gå ham: Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgis til ypper­ steprestene og de skriftlærde, og de skal dømme ham til døden og overgi ham til hedningene, og de skal spotte ham og spytte på ham og hudstryke ham og slå ham ihjel, og tre dager efter skal han opstå.

Lk.19.11 II.

Mens de hørte på dette, la han også en lignelse til, fordi han var nær ved Jerusalem, og de tenkte at Guds rike straks skulde komme til syne.

men han tør ikke vente «tegn» før han har utført sitt opdrag efter Daniel. Endnu roper han: Nidkjærhet for ditt hus skal fortære mig! (Salm. 69,10) før han går ind blandt dem som sælger offerdyr og veksler fremmed valuta i tempelguld. Joh. 2,14 ff. fortæller: «Og han gjorde sig en svepe av rep og drev alle ut av templet, både fårene og oksene, og pengevekslernes borde veltet han og spildte deres penger.» Ifølge Mt. 21,13 ropte han til dem: «Mitt hus skal ka 1 des et bedehus, men dere gjør det til en røverhule». Det er en underlig beskyldning, men i hans erindring spøker bade (Deutero) Jesaia 56,7 og Jeremia 7,11. Hvad Evangelisten lar ham overse er ordene «Dem (de trofaste) vil jeg føre til mitt hellige bjerg og glæde dem i mitt bedehus; deres brændoffere og deres slaktoffere skal være til velbehag på mitt alter». Prestene synes derfor å være i sin gode rett når de spør ham: Med hvilken myndighet gjør du dette? (Mk. 11,28). Men nu er han varm i tøiet, og da folkemassens utålmodighet øker og prestene går ind på ham og kræver tegn, viser han ikke kravet fra sig. Dertil er atmosfæren altfor spændt. Han kaster sig ut i en vild hazard og svarer: Bryt tempelet ned, og jeg 159

skal reise det igjen på tre dage (Joh. 2,19). Denne absurde tale møtes med fnysende hånlatter (Joh. 2,20). Jeshuas stilling er desperat, men så kommer han ihu at han endnu ikke har stanset selve ofringen, bare fjernet en forberedelse, og så går han ind til alteret og «han tillot ikke at nogen bar noget karr gjennem tempelet» (Mk. 11,16). (Alene kunde han neppe «forbyde» eller «tillate» noget som helst, men man må tænke sig zeloterne stå rundt ham i en truende fylking.) Selve handlingen er uhyre opsiktvækkende. Karrene indeholder offerdyrenes blod og er kjernen i ceremonien (5 Mos. 12,27), og når Jeshua «stanser ofringen» for å følge «Daniel» 9,27, så betyr det i realiteten at han avskaffer Jødedommen, Mosaismen, Jahwismen. At en sådan helligbrøde måtte hensætte «Jahwehs folk» i den aller ytterste ophidselse, sier sig selv, og Jeshua vilde straks blitt arrestert eller lynchet, hvis han ikke endnu et åndeløst øieblik hadde hatt folkemassen på sin side. Men nu er det også, at situationen i sin peripeti vipper på knivs-eggen. Opdraget er utført; hvis guden ikke nu - i dette sekund - opfylder sine tilsagn, så er allting tapt. Lederne roper: Nu ser vi at du er besatt! En samaritaner! (Joh. 8,48 og 52. Kap. 10,20). Men endnu har Jeshua sin forstand i behold og svarer dem på Skriftens grund: Gå bort og lær hvad det betyr: Jeg vil barmhjertighet og ikke offer (Mt. 9,13. Mt. 12,7)! Men de gir ham igjen med tordenrøst: Herren vil offer! (Jesaia 56,7 og passim). Mot Skriftens egne ord er Jeshua uten svar; han er drevet op i et hjørne og reagerer som dyret i den ytterste nød: Han går til personlig angrep: «Ve Eder, I skriftlærde og farisæere! I hyklere, som gjør Eders tilhængere til Helvedes barn, to gange værre end I selv er!» (Mt. 23,15). (Her tænker man sig en skadefro latter fra nogen av tilhængerne.) «I dårer og blinde veiledere, som avsiler myggen, men sluker kamelen» (Mt. 23,24). Skraldende latter. «Indeni er I fulde av rov og griskhet og uretfærdighet! Hvad I ligner er kalkede graver, som skjuler dødningeben og alskens ufyselighet!» (Mt. 23, 27, 28). «Men I dyrker mig forgjæves, sier Herren (Mt. 15,9) thi Eders hænder er besmittet med blod

Salme 8,3 3.

Av barns og diebarns munn har du grunnfestet en makt for dine motstanderes skyld, for å stoppe munnen på fienden og den hevngjerrige.

Joh. 8,48 og 49 48. 49.

160

Jødene svarte ham: Sier vi ikke med rette at du er en samaritan og er besatt? Jesus svarte: Jeg er ikke besatt, men jeg ærer min Fader, og I vanærer mig.

og Eders fingre med misgjerning; Eders læber taler løgn og tungen urett, I er svangre med ulykke og føder elendighet» (Esaias 59, 3 og 4). «Men I skal få des hårdere dom (Mt. 23,14), for alt det retfærdige blod som er utøst på jorden, skal komme over Eder (Mt 23,35) - I slanger, I ormyngel, I ugræss og råtten fisk, hvorledes vil I undfly Helvedes dom?» (Mt. 23,33, 13,42). For på dommens dag skal Herren si til dere: «Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild som er beredt Djævelen og hans engler.» (Mt. 25, 41). Under disse uhørte paroksysmer har endog folkemassen «holdt pusten» men nu er dens tålmodighet til ende. Der ropes: Er du Messiah, så vis oss et tegn fra Himmelen (Mt. 16,1), så vi kan se det og tro dig! Hvadgjerning g)ør du? (Joh. 6,30. 2,18). Men Jeshua, hvis feberbrændende øine selv speider efter «et tegn fra Himmelen», er truffet i hjertet: der er ingen gjerning han kan gjøre. I utilregne­ lig raseri vender han sig mot dem: «En ond og utro slekt kræver tegn, men intet tegn skal bli gitt dem!» (Mt. 12,39). Men mængden er kommet i kok; den lar sig ikke avvise, og der måtte komme tilrop som disse: Er du Messias, så jag romerne på havet; Er du Guds sønn, så kald på englene! Men Jeshuas tilstand er eksplosiv desperation; han glefser i blinde mot virke­ lige og indbildte fiender: Skjøger og toldere skal komme før Eder ind i Guds rike (Mt. 21,31). Og riket skal bli tatt fra dere og gitt til fremmede, og jeg sier Eder, at mange skal komme fra øst og vest og sitte tilbords i Riket (Lk. 13,29, jfr. Mt. 8,11), men Rikets barn skal kastes utenfor i mørket, hvor der er gråt og tænders gnidsel! (Luk 13,28). Nu er også nære tilhængere alarmert. Der ropes: Dette var en hård tale — hvem kan tåle den? (Joh. 6,60). Og der var tilhængere som forlot ham (Joh. 6,66) og sa: Hvorfor hører vi på ham? Han er jo gal! (Joh. 10,20). Men Jeshua viker ikke: Denne hop som ikke kjender Loven, er forbandet! (Joh. 7,49). Og derfor skal I dø i Eders synder! (Joh. 8,24). Nu blir de rasende, fordi han så ofte har sagt det motsatte (Mt. 12,51 og passim (forskjellige andre steder)), og de tar stener op for å kaste på ham (Joh. 10,31). Og de sa: Hvem utgir du dig selv for? (Joh. 8,53,56 ff) Vi er Abrahams barn, men hvem er du? Jeshua svarer — og allerede her spør man sig om han har forstandens folde bruk: «Var I Abrahams barn, da stod I mig ikke efter livet, for det gjorde ikke Abraham.» De sa til ham: Vi er ikke avlet i hor; vi har én far, Gud. Jeshua svarte (v. 44): Dere har Djævelen til far; ... hvem av dere kan overbevise mig om synd? (Joh. 8,46). De sa: Du er da vel ikke større end vor far Abraham? Jeshua fortsætter: Abraham frydet sig til å se min dag, og han så den og glædet sig. Jøderne svarte: Sier vi ikke med rette at du er en besatt? Du er endnu ikke femti år og har sett Abraham? Og Jeshua tar skridet fuldt ut og rett ind i den psykopathiske stormandsgalskap: «Sandelig, sandelig sier jeg dere: Før Abraham blev til, er jeg.» (Joh. 8,58). I brølet som fulgte, høres en enkelt tilhænger: Johannes har vidnet for sandheten (Johs. 5,33). Men Jeshua glefser til ham: Jeg tar ikke vidnesbyrd eller ære av noget menneske (Joh. 5,34, 41). Alle som kom før mig, er tyver og røvere (Joh. 10,8). Provokationens bæger har forlængst rendt over; under blodgurglende brøl tar de atter stener op. Men Jeshua «skjulte sig og gikk ut av templet» (Joh. 8,59).

161

12. Efter katastrofen

I nattens mulm og mørke, mens Jeshua kaster sig hvileløs på sitt leie, eller søker sitt siste håb i ny panisk gjennempløiing av skrifterne - grunder han også dypt over sitt livsprogram og den aktuelle situation dettilslutt har bragt ham ind i. Tronfølgeren i Galilæa blev avvist. Brudgommen i Tyros blev narret. Messiasdrømmen på Tempelplassen blev knust. En eneste mulighet står tilbake: «Menneskesønnen» som Daniel så i himmelens skyer og hvis fullmakt beskrives i Dan. 7,13 og 14: «... og til den gamle av dage kom han frem, og man førte ham frem for ham. Og ham blev givet herredømme og ære og rike, og alle folk, slekter og tungemål skulde tjene ham; hans herredømme er et evig herredømme som ikke forgår, og hans rike er et rike som ikke ødelegges.» (Mt. 16,27; 24,30). Stedet opfylder ut over alle tenkelige mål Jeshuas faste forventning om å bli ophøiet til herlighet. Med hensyn til hvilke kilder i Skrifterne som førte til hans beslutning, deler vi det konventionelle syn, at det var Esaias 53,7 og Daniel 9,26 og 27. Hvad der forøvrig, i et hvirvlende kaleidoskop måtte ha meldt sig for ham under denne store avgjørelse, så blir i alle fald konklusionen denne: Gud vil nu at jeg skal gå i døden og derefter bli bragt til paradiset og ophøiet til den største av all herlig­ het. Jfr. Luk. 24,25 og 26. Det forbløffende er at han midt i denne kosmiske flodbølge endnu evner å plukke med sig småopfyldelser, som vi nedenfor kom­ mer tilbake til.

Mt. 16,27 27.

For Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighet med sine engler, og da skal han betale enhver efter hans gjerning.

Mt. 24,30 30.

162

Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen, og da skal alle jordens slekter jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme i himmelens skyer med kraft og megen herlighet.

Men først har han å møte den konkrete og vanskelige opgave å forklare og begrunde for de tolv den drastiske forandring i sine planer. Han må vel også forutse hvilken rystelse det vil fremkalde hos dem, når han nu aktualiserer sine tidligere antydninger om lidelse og død: Tiden er kommet! Petros reagerer på egne og samtliges vegne idet han tar Mesteren tilside og irettesetter ham så strengt han tør: Gud fri dig, Herre! dette må ingenlunde vederfares dig! (Mt. 16,22). Vi antar at det som først rører sig i Petros er at alle løfter om rikdom og makt (Mt. 19,27 ff.) går fløiten hvis han sviker dem og stikker av — og prisgir dem til hele folkets hån og hevn. Dette tilløp til mytteri er for Jeshua noget aldeles uhørt, og han gir da også igjen med sitt tyngste skyts: «Vik bak mig, Satan! Du er mig til anstøt!» Hans truede autoritet må øieblikkelig gjenoprettes: «Du har ikke sans for det som hører Gud til (og som nu begynder), men bare for det som hører menneskene til» (og som nu er til ende). Og han utvider reprimanden til å gjælde dem alle: «Simon! Simon! se, Satan krævet å få eder i sin vold for å sikte eder som hvete! Men jeg bad for dig (for eder alle?) at din tro ikke måtte svikte. Og når du engang omvender dig (og følger mig blindt), da styrk dine brødre.» (Luk. 22,31.) Petros falder straks tilfote (v. 33) og vi må anta at den gjensidige tillid mellem Jeshua og flokken er gjenoprettet. Allikevel kan han læse i nogen av ansiktene det samme spørsmål som det, der av og til klør langt inne og dypt nede i hans egen bevissthet: Hvorfor måtte han dø? Kunde ikke Faderen hente ham i en ildvogn - som det skedde med profeten Elias (2 Kong. 2,11) - det vi lde vært en triumf som ikke var til å ta feil av! Med egen fare for øie drøftet tilhængerne den massakre, som romerne hadde begått mot de aggressive av «galilæerne» på selve alterplassen (Lk. 13,1 ff). For Jeshua måtte dette være et ekstra pinlig tema, og han svarer da også med et rent «økseskaft»: «Tænker dere at disse galilæere var syndere fremfor alle andre galilæere, fordi de har lidt dette? Nei, sier jeg, men hvis I ikke omvender Eder, skal I alle omkomme likedan!» Da disse ord må ha utløst en nærmest aggressiv forvirring, fortsætter han i næsten bevisst uredelighet, for å bringe tanken bort fra den fryktelige skandale: «— eller de atten som tårnet ved Siloa faldt over og slog ihjel — tænker dere at de var skyldige fremfor alle mennesker som bor i Jerusalem? Nei, sier jeg dere, men dersom I ikke omvender Eder, skal I alle omkomme på samme vis (v. 5).» Ytringen er meningsløs, men glefset advarer mot skeptiske kommentarer. For å begrunde sin villede død måtte han nemlig gripe til nogen fattigslige forklaringer, som ikke virket overbevisende, hverken på dem eller ham selv: «Hvis ikke hvetekornet falder i jorden og dør så blir det bare det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frukt.» Et aldeles umulig billede på den død Jeshua ser frem til — og i lys av Sal. 16,10: «Thi du skal ikke overlate min sjæl til dødsriket, du skal ikke lade din Hellige se forrådnelse.» Kanske følte han selv dette, da han næste gang grep til «talsmanden» i Joh. 16,7: Det er til gavn for dere at jeg går bort; ti går jeg ikke bort, da kommer Talsmanden («Parakleten») ikke til eder; men går jeg bort, da skal jeg sende ham til eder». Denne mystifikation er nok mindst like uheldig, for det eneste adækvate svar (som evangelisten selv­ 163

følgelig fortier) er jo dette: Hvad i all verden skal vi med den da? Det er jo digxi vil beholde! Det tredie forklarings-forsøk, finder vi i Mt. 20,28: «Menneskesønnen er kommet for selv å tjene og gi sitt liv til løsepenge for mange.» Ideen er den som falder lettest ind i jødisk teologi - men ordet «mange» reiser naturligvis en sværm av problemer for alle fortolkere. Hvordan end disse forklaringer virket på tilhængerne, så fikk de nu andet å tænke på: Jødernes påske var nær (Joh. 11,55), og Jesus gav dem ordre om å arrangere måltidet (Mt. 26,18).’

Lk. 13,1 1.

På samme tid kom nogen og fortalte ham om de galileere hvis blod Pilatus hadde blandet med deres offer.Mt.

26,17 og 18 17.

18.

Men på den første dag av de usyrede brøds høitid gikk disiplene til Jesus og sa til ham: Hvor vil du vi skal gjøre i stand for dig til å ete påskelammet? Han sa: Gå inn i byen til en mann der, og si til ham: Mesteren sier: Min tid er nær; hos dig vil jeg holde påske med mine disipler.

1 Datum for jødernes måltid i forhold til Jesu nattverd er gjenstand for diskusjon blandt de lærde. 164

13. «Forræderiet»

Selv blev Jeshua optatt av Salm. 41,10: Den mand som åt mitt brød, har løftet sin hæl imot mig. Å få en av tilhængerne til å «løfte sin hæl» i betydningen gi ham et spark, var utænkelig. Hvad Jeshua måtte finde, var en fortolkning som, samtidig med at den kunde kaldes en «opfyldelse», også befordret planens fort­ satte utvikling. Den han fandt (angiveri av opholdsstedet) hadde det væsentlige minus at den forutsatte et ønske om ikke å bli angitt. Hvis han nemlig ikke har dette ønske (om å forbli uopdaget), så blir det meningsløst å tale om angiveri eller forræderi. Jeshua har med andre ord befundet sig i et uløselig dilemma, og det blev en forlegenhetsutvei å ville forene begge hensyn. Så var det å velge manden. I Joh. 21,15 sier Jesus: «Simon Johannes’ sønn! elsker du mig mere end disse?» Simons overstrømmende forsikringer (Joh. 21,15 ff. sml. Lk. 22,33) gjør ham skeptisk og han sier: «Røkt mine får». Da det blev aften satte han sig tilbords med de tolv og sa til dem: «Jeg har hjertelig længtet efter å æte dette påskelam med dere før jeg lider» (Lk. 22,15). Det står i Salme 22,19: «De deler mine klær mellem sig og kaster lod om min kjortel». Joh. 19,23 viser at en egnet kjortel måtte være indkjøpt i sakens anled­ ning, og vel da av Judah som bestyrte felleskassen; han blev da også beskyldt for underslag. Denne «opfyldelse» måtte Judah ha fundet frem til på egen hånd, og det slog ned i Jeshua at dette var manden som vilde forstå. Under måltidet taler Jeshua rett ut om det som måtte ske: Efter Joh. 13, 21 blev han «rystet i ånden» - hvad vilde vi kalde det? Brøt han ut i voldsom gråt? Og han «vidnet» og sa (hvad er meningen?): «En av dere skal forråde mig» (Mt. 26,21 Mk. 14,18 Lk. 22,21). «Disciplene» skjønte ikke hvad han talte om, men Jeshua gir forklaringen i Joh. 13,18: Skriften må opfyldes, der den sier: «Den som æter sitt brød med mig, har løftet sin hæl imot mig» (Salm. 41,10). De ser spørgende på hverandre — hvem kan det være? Jeshua svarer (Joh. 13,18): Ikke om Eder alle taler jeg; jeg vet hvem jeg har utvalgt (til dette?). Fra nu av sier jeg Eder det før det sker, forat I, når det sker, skal tro at det er mig». Så tar han et stykke brød og sier: «Det er ham jeg gir stykket som jeg nu dypper». Han dypper stykket og gir det til Judah, Simon Iskariots sønn (Joh. 13,26). Dermed har Judah «ætt hans brød» og dermed er den betingelsen «opfyldt».

165

Joh. 19,23 og 24 23.

24.

Da nu stridsmennene hadde korsfestet Jesus, tok de hans klær og delte dem i fire deler, en for hver stridsmann. Likeså tok de kjortelen. Men kjortelen var usydd, vevd fra øverst og helt i gjennom. De sa da til hverandre: La oss ikke rive den istykker, men kaste lodd om hvem som skal ha den! - forat Skriften skulde opfylles, som sier: De delte mine klær mellom sig, og kastet lodd om min kjortel. Dette gjorde da stridsmennene.

Judah svarer som de andre (Mt. 26,25): Det er dog vel ikke mig, rabbi?» Og Jeshua svarer med et grovt prokuratorknep: «Du har selv sagt det». «Og hvad du gjør, det gjør snart!» (Joh. 13,27). Her overlates det til Judah å tolke «løfte sin hæl» til en meningsfyldt handling. Og da Judah hadde mottatt stykket og der­ med akceptert befalingen, gik han straks ut, (skjønt) det var natt. Nu berettes der forskjellig om hvad Jeshua sa efterat Judah var gått. I Joh. 17,1 ff. holder Jeshua en enetale til guden, og i v. 12 heter det, at Jeshua hadde voktet alle dem guden hadde gitt ham, så alle blev frelst «uten hint fortabelsens barn, forat Skriften skulde opfyldes». Dette er ganske sterk tale, efterat Jeshua selv har gjort Judah til et middel for skriftopfyldelsen. Men vi kan rehabilitere ham moralsk, hvis vi tolker Joh. 15,13 ikke som uvederheftig selvskryt men som en hyldest til Judah: «Ingen har større kjærlighet end denne at han sætter sitt liv til for sine venner». Relationen Jeshua—Judah trækker opmerksomheten til sig når man fra det foregående mindes Mk. 14,21: «Menneskesønnen går bort, som skrevet er om ham, men vé det menneske ved hvem Menneskesønnen blir for­ rådt! Det hadde været godt for det menneske om han aldrig var født». Opfattes disse ord som fordømmelse av Judah, blir konsekvensen den, at det er Jeshua som forråder Judah og ikke omvendt. Efter Joh. 13,28 var der ingen som skjønte hvad som foregik, men at der lå en trykkende stemning av frustration over selskapet, fremgår av Jeshuas megen tale i Joh. 14 ff, samlet om nye løfter og forsikringer, jfr. Joh. 14,18 og v. 27 f.: «Jeg vil ikke efterlate Eder faderløse; jeg kommer til Eder. Jeg vil be Faderen (som jeg nu snart kommer til) og han skal gi dere en anden talsmand, forat han kan være hos dere evindelig (v. 16 f). Fred efterlater jeg Eder, min fred ... ikke som verden gir (makt og rikdom, som dere forventer) gir jeg dere. Jeg har overvundet verden». (Joh. 16,33). (Mulig reaktion: ja du har kanske det, men det har ikke vi.) Sterkt avledende er naturligvis også den magiske institution i Mt. 26,26 ff. «æte mitt kjød og drikke mitt blod». V. 29 tyder på at Jeshua ventet en næsten øieblikkelig metamorfose forbundet med sin død (jfr. Lk. 23,43). Og så vil vi endnu nævne Mt. 26,28, hvor han fuldbyrder og bekræfter Mk. 11,16 og defi­ nitivt kancellerer «den gamle pakt» som hele jødedommen hvilte på: Mitt blod er den nye pakts blod. Under måltidets senere del har Judah nådd frem til erkepresten Kaifas (bare tvers over Kedron-dalen «Bibelens verden» s. 135) (Mt. 26,15). Adækvat til vort 167

billede av Judah sier han, ut fra Sak. 11,12: Hvis I vil gi mig tredve sølvpenger, så skal jeg levere ham i Eders hænder. Det skal nok ryste Kaifas ut av hans søte søvn. Skjønt Jeshua i løpet av måltidet i like høi grad har villet overbevise sig selv som sine tilhængere, er det allikevel med et splittet sind han avslutter måltidet og går med sitt følge ut i olivenhaven. Hans ånd vilde det store eventyr, men hans legeme var endnu i jordlivets vold (Mt. 26,41 som han vel like meget sier til sig selv.) Han er fristet til å stikke av fra det hele, men tilhængernes fristelse falder sammen med ordren i Mt. 26,31: «I denne natt skal I alle ta anstøt av mig, thi der er skrevet: Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal spredes.» (Stedet er tatt ut fra Sak. 13,7). Selv om tilhængerne måtte være lettet, forsikrer de alle om sin loyalitet, Petros sier endog (Mt. 26,33) «Om alle tar anstøt av dig, så vil jeg aldrig ta anstøt». Og videre i Joh. 13,37: «Jeg vil sætte mitt liv til for dig!» Jeshua svarer: Vil du sætte ditt liv til for mig? Sandelig (hvorfor gjentatt?) sier jeg dig: Du fornekter mig lettere end en hane galer». (Evangelisten vil ha ind et mirakel her også, sml. Mt. 26,34. Mk. 14,30. Lk. 22,34.) Vi møter nu det paradoks, at evangelisten (Lk. 22,45) kjender Jeshuas ord til guden selv om disciplerne sover. Han vet endog at søvnigheten kom av bedrøvelse. «Engelens trøst» opfatter vi naturligvis (Lk. 22,43) derhen at styrkende ste­ der i skrifterne meldte sig i hans erindring — slike som disse: «Thi han skal gi sine engler befaling om dig, og de skal bevare dig på alle dine veie; De skal bære dig på hænderne forat du ikke skal støte din fot på nogen sten; Thi han hænger fast ved mig, og jeg vil utfri ham; jeg vil føre ham i sikkerhet, thi han kjender mitt navn. Han skal påkalde mig, og jeg vil svare ham; jeg er med ham i nøden, og jeg vil utfri ham og føre ham til ære! (Sal. 91, 11, 12, 14, 15.) Hvis man opfattet engelen bokstavelig, vilde den, i lys av det følgende, utgjøre et nytt kynisk bedrag.

Joh. 17,1-3 1.

2. 3.

Dette talte Jesus, og han løftet sine øine mot himmelen og sa: Fader! timen er kommet, herliggjør din Sønn, forat din Sønn kan herliggjøre dig’ likesom du har gitt ham makt over alt kjød, forat han skal gi evig liv til alle dem som du har gitt ham; og dette er det evige liv at de kjenner dig, den eneste sanne Gud, og ham du utsendte, Jesus Kristus.

Lk. 23,43 43.

168

Og han sa til ham: Sannelig sier jeg dig: Idag skal du være med mig i Paradis.

Mt. 26,27 og 28 27. 28.

Og han tok en kalk og takket, gav dem og sa: Drikk alle derav! For dette er mitt blod, den nye pakts blod, som utgydes for mange til syndenes forlatelse.

Mk. 11,16 16.

og han tillot ikke at nogen bar noget kar gjennem templet.

Mt. 26,41 41.

Våk og bed, forat I ikke skal komme i fristelse! Ånden er villig, men kjødet er skrøpelig.

15. Getsemane

Steder som Lk. 22,39 f. og Joh. 18,2 gir klart tilkjende, at samforståelsen mel­ lem Jeshua og Judah også omfattet tid og sted. Begge har sett frem til det kritiske møte og begge har benyttet tiden. Jeshua har rukket åTopfylde» Esaias 53,12 på den måten at han (i Lk. 22,36-38) gir tilhængerne besked om å kjøpe sverd (i strid med romersk forordning). Nu lot jo ikke dette sig gjøre midt på natten og utenfor byen, så ordene kan være gitt ved en tidligere anledning. Men svaret i v. 38 falder fint ind i situationen. Ordene «Det er nok» har skaffet både teologer og andre adskillig hodebry — for sverdene skulde jo ikke brukes til væbnet mot­ stand (Mt. 26,52). Men meningen er klar nok: Vi er overtrædere, hvad Jeshua til overflod markerer i Mt. 26,55 og 54. Også Judah har søkt Skriftens hjælp for sin rolle i den høispændte scene, og bl.a. fandt han da også i Salme 2,12: «Kyss Sønnen, forat han ikke skal bli vred -». I Mt. 26,49 går han frem og kysser Jeshua. Overfor tempeltjenerne betydde tegnet: Ham er det; grip ham (v. 48), men i forholdet til Jeshua måtte det ha en helt anden intention. Først og fremst denne: Dette gjør jeg av kjærlighet og loyalitet. Dernæst: Som du ser, bidrar jeg efter evne til ditt store eksperiment som også gjælder min tro. Jeshua er her ingen myndig regissør; i forholdet til Judah er han på usikker is - med en uklar følelse av hazard langt nede. Derfor spør han (i Mt. 26,50): «Venn, hvorfor er du her?» Og: «Judah! Forråder du Menneskesønnen med et kyss?» (Lk. 22,48). M.a.o. han later hyklerisk som om han ikke vet hvorfor Judah kommer. M.h.t. kysset, så blir han et øieblikk forvir­ ret, fordi sandheten truer med å komme for dagen. At Judah tar ind over sig dette kyniske svik, er en del av hans ydelse. Nu trådte vakten til og grep Jeshua. En av ledsagerne drog sitt (skjulte?) sverd og hugget øret av yppersteprestens tjener (Mt. 26,51). Men Jeshua stanser ham: Gjem ditt sverd på sitt sted! Tror du da ikke at jeg i denne stund kan be min far og han vilde sende mig mere end tolv legioner engler (hver på 4200 «mand», hvis de var ordnet efter romersk mønster). (Men) hvorledes skulde da Skriften opfyldes, at dette må ske? (Mt. 26,56). Han observerer, at alting sker efter opskriften, og disciplene flykter som de skal efter ordren i Joh. 16,32 og i Mt. 26,31.

170

36.

37.

38.

Lk. 22,36-38 Han sa til dem: Men nu skal den som har pung, ta den med, likeså skreppe, og den som ikke har sverd, han selge sin kappe og kjøpe sig et! For jeg sier eder at dette som er skrevet, må opfylles på mig, dette ord: Og han blev regnet blandt ugjerningsmenn; for det som er sagt om mig er til ende. Da sa de: Herre! se, her er to sverd. Men han sa til dem: Det er nok.

Mt. 26,55 55.

I er gått ut som mot en røver med sverd og stokker for å gripe mig.

Mt. 26,31 31.

Da sier Jesus til dem: I denne natt skal I alle ta anstøt av mig; for det er skrevet: Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal adspredes

16. Forhør

Ifølge Mt. 26,57 og de temmelig likelydende Mk. 14,55 Lk. 22,54 blev Jeshua, (mens det endnu var natt eller dæmring), ført av vakten til Øverste­ presten Kaifas og en forsamling av autoriteter. Joh."18,13 og 24 komplicerer processen. Hos Mt. kommer først et blaff av at Jesus var uskyldig og dommerne skurker, men i v. 63 spør Kaifas direkte: «Jeg tar dig i ed ved den levende Gud at du sier oss om du er Messias, Guds sønn». Jesus unddrar sig denne teologiske bestem­ melse og svarer: «Du har sagt det». Nærmeste tolkning er den, at dette er dine ord, ikke mine. Næste sætning begynder med «dog», og meningen synes nu å være den: Jeg er ikke Messias, men jeg er «Menneskesønnen» som (ifølge pseudoDaniel 7,13) kommer «i himmelens skyer», og dessuten skal «sitte ved Kraftens (d.v.s. Gudens) høire hånd». Dette må være ment som en grov provokation, og erkepresten opfattet den også slik (v. 65). Utfaldet blev dom til døden for «guds­ bespottelse». Dette er for oss hovedindholdet av konfrontationen med den jødiske domstol, sml. Mk. 14,64. I Mk. 14,62 svarer Jesus bekræftende og slår de to ærestitler sammen, men avvikelsen er ikke viktig i denne sammenhæng, sml. Lk. 22,66 ff. At Rådet sendte Jesus til den romerske procurator, står fast i traditionen, men motiveringen, juridisk og politisk, er gjenstand for tvil blandt forskerne. Det eneste sted i evangelierne som antyder en begrundelse er Joh. 18,31, hvor Pilatus sier: «Ta I og døm ham efter Eders lov» og de svarer: «Vi har ikke rett til å avlive nogen». Dette virker som påskudd, eftersom evangelierne stadig beretter om stening, f. eks. Joh. 8,5 i tilknytning til 5 Mos. 22,24. Vi har intet forslag til forklaring, men når Kaifas i Joh. 11,50 sier: «Dere forstår ingenting», kan det tyde på skjulte motiver. Rett som det er, gir evangelierne sine læsere grund til forundring. Det sies åpent at Pilatus prøver å redde Jeshua. Allerede efter fangens bekræftende svar på hans første spørsmål: «Er du jødernes konge?» går procurator ut til ankla­ gerne og sier: «Jeg finder ingen skyld hos ham». Og da han hører at Jeshua er fra Galilæa, sender han ham over til Herodes Antipas, som også befandt sig i Jerusalem «i de dage», med den begrundelse at fangen hører ind under tetrarkens jurisdiktion. Den som velvillig har fulgt vor arbeidshypotese fra begyndelsen frem til disse siste, oprivende begivenheter, kan i den scene som nu kommer, vente sig avgjø­ rende rystelser. Forfatteren medgir, at han i denne scene fandt hypotesen bestyrket indtil overbevisning.

172

Mk. 14,61-64 61. 62. 63. 64.

Men han tidde og svarte intet. Atter spurte ypperstepresten ham og sa til ham: Er du Messias, den Velsignedes Sønn? Jesus sa: Jeg er det, og I skal se Menneskesønnen sitte ved kraftens høire hånd og komme med himmelens skyer. Da sønderrev ypperstepresten sine klær og sa: Hvad skal vi mere med vidner? I har hørt gudsbespottelsen; hvad tykkes eder? De dømte ham alle å være skyldig til døden.

Es. 50,6 6.

Min rygg gav jeg hen til dem som slo og mine kinner til dem som rykket mig i skjægget; mitt åsyn skjulte jeg ikke for hån og spytt.

Lk. 23,20 20.

Pilatus talte da atter til dem, fordi han gjerne ville gi Jesus fri.

Det er Lk. 23,8 som fortæller — hvor han nu kunde ha sin kilde: «Da Herodes så Jesus (vi anvender fra nu av den græske form), blev han meget glad, thi han hadde i lang tid ønsket å få se ham, fordi han hadde hørt om ham og han håbet å få se et «tegn» av ham». Uttrykket kan også bety et gjenkjendelsestegn. «Han spurte ham da med mange ord, men Jesus svarte ham intet (efter ordet i Ezekiel 3,8 f.) At «Herodes med sine krigsfolk hånet og spottet ham» mens «ypperstepresterne og de skriftlærde stod og så på», lyder så usandsynlig, at stedet, likesom Mk. 14,65 synes puttet ind for i farten å få med en «opfyldelse» av Esaias 50,6. Men så kommer det avgjørende: «Derpå kastet (Herodes) et skinnende klædebon om ham og sendte ham således tilbake til Pilatus». (Luk. 23,11). I verbalform tolker vi budet slik: Ved å iføre ham en kongelig kappe, bekræfter jeg at han er den vi talte om. Gjør hvad du kan for å frelse ham — jeg kan ikke. V. 12 fortsætter: «Den dag blev Pilatus og Herodes venner; før hadde de nemlig ligget i fiendskap med hverandre». Til dette knytter vi den formodning, at forsoningen har omfattet en betroelse. Fra nu av omtaler Pilatus i alvor Jesus som «Jødernes konge», og prøver endnu å kunne redde ham, sml. Lk. 23,20. I Mt. 27,11 spør han Jesus direkte: Er du Jødernes konge? Og Jesus svarte: «Du sier det». Dette almueaktig undvikende svar må efter Joh. 18,37 opfattes bekræftende: «Jeg er konge.» Det er jeg lødt til, og det er sandheten. Men mitt rike er «nu» ikke av denne verden. Når Pilatus spør i Joh. 18,38: «Hvad er sandhet?» så tror vi ikke at guvernøren anslår et filosofisk tema; vi tror han mener: Hvad er det for en sandhet du snakker om?

173

Pilatus tilbyr frifindelse, bl.a. i Joh. 19,10, men Jesus avviser. Nu prøver procurator på en underlig måte å påvirke jøderne til å godta Jesus som deres konge; i Joh. 19,14 sier han direkte til dem: Se her Eders konge! Og i v. 15: Skal jeg korsfeste Eders konge? Utbruddet «Ecce Homo» (Joh. 19,5) tolker vi som: Se nøie på dette menneske. (Sml. også Mk. 15,9.) På «titulus», indskriften på korset, satte han v. 19: «Jesus fra Nasaret, Jødernes konge». Og da ypperstepresterne (Joh. 19,21) bebreidet ham dette og vilde ha «Han sa han var jødernes konge», svarte Pilatus: «Det jeg skrev, det skrev jeg» (v. 22). Forfattere har pekt på det underlige i, at Jesu tallrike tilhængere ikke blandet sin stemme i massens: «Korsfest ham!» Her har Hjalmar Soderbergen kuriøs idé: Bar Abbas betyr «Fadersønnen», og det var ham som tilhængerne forlangte fri­ gitt i Mt. 27,21. Soderberg har endog fundet ut at han het Jesus til fornavn. Vi forfølger ikke tanken videre. -

17. Dom og henrettelse

Dødsdommen er faldt og besluttet umiddelbart eksekvert. Jeshua oplever virkeliggjørelsen av den siste nødvendige forutsætning for Metamorfose, forvand­ ling. Nu er der intet valg. Hans sind er spændt til ytterste grænse av to samtidige emotioner av høieste styrke: Den umiddelbart forestående rædselsfulde lang­ somme død og bak denne en ekstatisk forventning om apoteose, forvandlingen til gud «fra nu av» - en triumf i verdens øine ut over all forstand. Det er den siste som gir ham styrke til å gå igjennem den første. Når han avviser den smertedøvende drikk, så kunde grunden være løftet i Mt. 26,29, men det ligger nær­ mere å tro at han vilde bevare sin bevissthet våken og skarp til det vældige øieblik da englene skal bære ham fra korset til den jublende mottagelse i himmelen. Desto brutalere rives han så tilbake til virkelighetens verden, da de første hammerslag driver naglerne gjennem de over tverrbjelken (patibulum) tilbakebøiede håndledd.2 Den flammende smerte gik ut over alt han hadde forestiller sig på forhånd. Efterhvert som pinen ved den forvridde kropsstilling tok overhånd — ved at alle organer blir trukket ut av sitt normale leie, begyndte en aller første uro å gjøre sig gjældende sammen med den stigende utålmodighet: Nu må englene komme! «Det er fuldbragt» — jeg har gjort alt hvad ditt ord har krævet av mig; nu står det til dig a. opfylde ditt løfte og bekræfte ditt væsens ubrytelige sandhet. Blaff av ord som disse kan ha dukket op i ham: Du har forkastet og forsmådd — du er blitt harm på din salvede! (Sal. 89,39). Tilslutt eksploderer tvilen i panik. Fortroligheten til Faderen, Abba, er borte; nu er det til Den Allmæktige, den fjernt Ophøiede han retter sitt rop i appel­ lerende rædsel: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forlatt mig? Det er et fait accompli han gir uttryk for — «a wild surmise»: Det er Faderen som har reist sig og lukket døren (Lukas 13,25 ff), det er han selv som er kastet utenfor, hvor der er gråt og tænders gnidsel. Den korsfestedes pine bestod ikke, som man lett vil tro, hovedsakelig i at legemsvekten hang i sårene, men i en ustanselig kamp for å oprettholde åndedraget.' Dette var mulig bare ved at vekten avvekslende blev lagt på håndleddsnaglerne og fotnaglerne. (Kilde: Fulda: «Das Kreuz und die Kreuzigung» og Hermann F. Basel 1878 (UBD 178) (Illustr.) Santalbladet ' Traditionen med nagler gjennem håndflatene er motbevist ved et tysk eksperiment. 3 Det kan enhver erfare ved å hænge en stund efter armene.

175

hvor nr og datum mangler (hentet fra Arizona Medicine Magazine - en artikkel av lege Truman Davis.) Efterat denne kamp har pågått i seks timer, må tilslutt muligheten for ånde­ drag ophøre. Det eneste som dødsøieblikket tillater er derfor et siste skrik som i Mt. 27,50 og Mk. 15,37. Den retorisk velformede sætning i Luk. 23,46 er utelukket. Der er grund til å stanse op ved dette skrik. Det samler i sig hele menneske­ hetens metafysiske frustration.

Mt. 26,29 29.

Men jeg sier eder: Fra nu av skal jeg ikke drikke av denne vintreets frukt, før den dag da jeg skal drikke den ny med eder i min Faders rike.

Lk. 23,46 46.

176

Og Jesus ropte med høi røst og sa: Fader! I dine hender overgir jeg min ånd! Og da han hadde sagt dette, utåndet han.

18. Judas II

Også Judas har ventet lenge på sin rehabilitering. Efter de samlede indtrykk fra evangelierne var han den eneste virkelige «discippel». Han må tidlig ha hatt en gryende forståelse for lederens «program». Han deltok i de felles anliggender som forvalter av kassen uten selviske bitanker. Han viser ingen mottagelighet for Mesterens løfter om position og velstand i det «kommende rike» og han søker ikke å hævde sig mellem de andre. Judah kom­ mer aldrig med tåpelige fortolkninger av Jeshuas ytringer, men beholdt sine tanker for sig selv og trakk sine stille slutninger. Han var den anonyme, loyale samarbeidende tjener, som på egen hånd fandt ut sin herres vei og hvad der kunde befordre den, under profeternes gudgivne diktatur. Sin sande, ikke reto­ riske hengivenhet viste han da han ofret sin velfærd og sitt navn for å fremme Jeshuas plan. Men tilslutningen hadde nok sitt dypeste grundlag i hans eget livsengagement med dets søken efter sandhet og mening. Likesom han på egen hånd hadde gjort sine studier i Skrifterne, således følger han nu Jeshuas fortsatte færd med årvåken oppmerksomhet. Han var den eneste som uten fare kunde følge arrestationen på nærmeste hold og som utvilsomt, i større eller mindre avstand, fulgte henrettelsesprocessen med brændende øine. Har Jeshua fundet veien, da vil der nu ske vidunderlige, overvældende ting både «i Himmelen og på jorden». Og dette verdens-eventyr er han med på, har han deltatt i, gitt sitt bidrag til. Denne enorme, ufattelige skjæbne er blit ham til del. I Jeshuas ansikt følger han forandringen fra heroisk tillidsfuldhet over begyndende uro til stigende desperation. Ropet: «Hvorfor har du forlatt mig?» går som et sverd gjennem hans hjerte, og det siste, vilde, sønderrivende skrik rammer ham som var det hans eget. Men i pungen ligger endnu de tredve sølvpenger som en hån mot dem begge, og driver ham til en ytre handling. Han går til prestene for å levere dem tilbake, men blir avvist med ordene: «Hvad kommer de oss ved? Se du dertil». De skjøn­ ner ingenting. Men for Judah er pengene en reminiscens fra løfternes blændverk og det gjennemfjollede skriftopfylderi, som guden hadde lokket både Jeshua og ham selv ind i. Så slynger han dem, med alt de implicerer, i tempelkisten i dypeste forakt. Efter det som har hændt, kan han ikke længer leve. Han har sett en snev av Jahwes ansikt, og det kan intet menneske overleve, sier allerede Exodus 33,20 (2 Mos.). Så følger han sin venn i døden. 177

19. Kommentar

Efterat vi nu har fulgt Jeshua og Judah frem til deres siste stund, er tiden kom­ met til stille eftertanke og mulig kommentar. Et resumé av Jeshuas liv i grove trækk vilde i biosofisk aspekt fortone sig omtrent slik: Efter et oprindelig sedvanlig og normalpsykologisk forhold til sine omgivel­ ser kom Jeshua i 29-års-alderen ind i en sjeldent forekommende speciel relation til fyrst Antipas som sin antatte biologiske far — opad — og sine øvrige medmen­ nesker nærmest nedad. Han finder sig med andre ord i den særstilling, at han av sin og folkets gud IHWH er bestemt til å «ophøies til Herlighet». Samtidig eller noget senere opstod i ham av ukjendte grunder den overbevis­ ning, at når de «Hellige Skrifter», «Moses og profeterne» taler om «En som skal komme» - og få avgjørende betydning for hele folkets skjæbne, så er det hans person de har for øie — og at dette er kjernen i gudens plan. I vor tids terminologi kaldes dette en «Wahnvorstellung», en feilaktig imagi­ nær idé, fordi den ikke har noget empirisk konstaterbart indhold, men beror på ren, løs fantasi. Et spørsmål som dette: Var han, eller var han ikke «Den som skulde komme»? er av «metafysisk» natur og utilgjængelig for et JA eller et NEI. Men for bæreren av denne tro måtte konsekvensene bli skjæbnesvangre på mere end én måte. Efter vort aspekt har han, i arven efter Herodes den Store, «something in him dangerous». I alt som «stod skrevet», og som idag utgjør 900 tættrykte sider, måtte han gjøre et strengt utvalg. Foruten den overveiende del, som bare måtte skyves tilside, var der også ting han måtte trodse med fuld bevissthet. Vi nævner bare Esaias (Deutero-Jesaia) 42,2: «Han skal ikke skrike og ikke rope, og han skal ikke la sin røst høre på gaten». Derimot fæster han sig nøie ved utsagn, som dels forsikrer om gudens nær­ vær, støtte og frelse og lover «ophøielse til umådelig herlighet», dels indeholder hvad han opfatter som ordrer til sig, forskrifter om valg av vei og plikt til kon­ krete handlinger. Også fra gudens og Jeshuas side observerer man på den ene side en serie av «positive» løfter og tilsagn og en tilsvarende række «forglemmelser» og frustrationer. Allerede før barnets fødsel hadde «engelen Gabriel» gitt den vordende mor følgende svulmende tilsagn (Lk. 1,32): «Han skal være stor og kaldes Den

179

Høiestes Sønn, og Gud Herren skal gi ham hans fader Davids trone». Alle normale læsere vil her stille spørsmålet: Fikk han Davids trone? Var han «Davids sønn» og i hvilken mening? Gikk det slik som engelen lovet? Ifølge kilderne må svaret bli Nei — og hvad så? Har engelen løiet, spøkt, villet narre piken Marjam eller snakket i ørske? Og hvad med det «glade budskap» i Lk. 2,14: «Fred på jorden (og) i mennesker Hans velbehag!» Det første som kom var en massakre på to tusen guttebarn. Hadde guden mistet styringen eller —? Det var den samme engel som knyttet fine løfter til Johanan ben Zacharja: «Han skal bli dig til glæde» m.m. Men Johanan forlot hjemmet, levet som eneboer og blev myrdet like efter sin fremtræden. Vendte han «fædres hjerte til deres barn»? Hvilke da? Selv forkyndte han efter gudens ordre at «Riket er nær», men det var det aldeles ikke; Jeshua sa det samme endnu skarpere, men endnu i 1985 var det ikke kommet. Og øksen, som skulde omhugge de vantro, den lå isteden ved foten av den blokken der han selv skulde miste hodet. Hvad er dette for slags historier og hvad er denne guden for slags gud? På sin side blev Jeshua lokket av hildringen «bruden i Tyros», men drømmen om kongesønnens bryllup i Mt. 22,2 fordampet av mangel på brud. Også hans egne løfter og tilsagn var tomt snakk (Mt. 10,1); tilhængerne kunde ikke helbrede (Mt. 17,16), vække døde (Mt. 10,8) eller slynge fjelde tilhavs (Mt. 21,21) og de fikk aldrig «nu her i tiden» hundredefold igjen, jordegods og ny familie (Mk. 10,30) ja endog mangefold av nye hustruer i Lk. 18,29. For Jeshua selv kom der en tid i forvirring og rådløshet, hvor han streifet hvileløst omkring fra sted til sted. Guden vilde ikke røbe hvilke planer han hadde med Jeshuas liv eller hvorledes han skulde «ophøies til herlighet». At Jeshua var et ulykkelig menneske, på trods av sine svimlende dagdrømme, røbes bare et eneste sted, Johs. 11,35: «Jesus gråt» - og ved forklaringen i Lk. 4,23: «Dere vil nok si til mig dette ordsprog: Læge, læg dig selv!» Man får et uventet glimt av hans vel skjulte angst og usikkerhet. Når han forlanger av sine tilhængere, at de skal «hate sin far og sin mor og sitt liv i denne verden», så må det være fordi han selv hater sin far og sin mor og sitt liv i denne verden. Da tilstanden blev uutholdelig, hadde der samlet sig i ham likesom et kobbel av glødende, glefsende, uimotståelige forjættelser, knyttet til et indtog i Jerusalem. Det er som om profeterne roper gudens opfordrende forsikringer mot ham fra alle kanter. Dette må være meningen, forløsningen, forvandlingen, opfyldelsen, triumfen og herligheten! Alt andet er umulig, såsandt der findes en levende, sandfærdig gud. Og indtoget starter i ekstatisk forventning og næsten karnevals-opstyr — men efter vilde utbrudd forvandler det sig gjennem snikende frustrationer til det motsatte av sin hensikt. «Gott hålt sich mausestill» og ingenting sker, utenom det at romerne rydder plassen, og titusen bedragne og i egne øine latterliggjorte jøder drev «Messias» bort med stenkast. Men endnu står der et håb tilbake, den allersiste mulighet for ophøielse til herlighet, og den mest svimlende av alle — himmelhøit hævet over tronen i Tiberias, bruden fraTyros, Messias på tempelplassen: Menneskesønnen fra PseudoDaniels vision — som via jordisk tilintetgjørelse skal føres frem for «sin far», den

180

gamle av dage og få megen ære som den hjemkomne sønn. Ja mere end det - han skal sættes ved gudens høire side og bli utnævnt til dommer over hele verden. I ordene «mig er gitt all makt i himmelen og på jorden» hører vi stormandsgalskapen lukke sig over ham. For hvis dette ikke er megalomani, hvad skal vi da med hele begrepet? Og han gjennemfører sitt kamuflerte selvmord gjennem en række dødbringende provokationer; alt går efter programmet. Nu er han endelig kommet til det «sandhetens øieblikk», da guden, midt i hans dypeste paroksysmer av rædsel og forventning skal bære ham på sin sterke arm op fra retterstedet, forbi hele verdens undrende øine i tindrende triumf, mens alle hans fiender falder på sitt ansikt. Men den fryktelige og forvirrende besvikelse fra tempelplassen gjentar sig uten nåde: guden kommer ikke. Ikke én av de 36 000 engler som stod til hans rådighet i de berusende drømme vaglet sig på tverrbjelken. Efterhånden som kvælningen tar overhånd, fyldes han av en grænseløs ensomhet. Endnu en gang, i den ytterste av alle prøver, i selve experimentum crucis, er gudens ord «vendt tomme tilbake», og det siste mulige åndedrag blir bare til et skrik. Et historisk-psykopatisk unicum har avsluttet sitt vilde løp.

20. Biosofisk efterskrift

Når menneskene prøver å orientere sig i tilværelsen, så griper vi instinktivt til «modeller», trækk fra, eller hele processer som velkjendte og lett gjennemskuelige mønstre. Vi vet f.eks. at «tingene» i det praktiske liv har begyndelse og slutt, og derfor antar vi at også menneskeslekten har hatt en begyndelse. Om denne vet vi ingen ting, men når vi søker et svar «ad hoc», til bruk i øieblikket, så virker det mindst erfarings-umulig å forestille sig en «evolution», slik den beskrives av palæontologerne. I rabiat, men nødtvungen forenkling (fanden i nøtten) mener vi å kunne trække en første «biosofisk»4 slutning ut fra iakttagelse og introspektion, uten å bli beskyldt for fri og ansvarsløs fantasi. Den nemlig, at der i en fase av årmillionernes utvikling - blandt myriaderne av større og mindre differentiationer - fandt sted en spaltning som delte dyreriket i to, med dyrene på den ene side og menneskeslekten alene på den andre. Trods alt det parallelle i opbygning, sanser, stoffskifte og primitive emotioner er forholdet i hoved­ saken inkomparabelt, idet mennesket ved sin åndelige og sjælelige overutrustning og ufikserthet er destinert til en, både kvantitativt og kvalitativt væsensforskjellig livsform. Denne livsform indebærer på den ene side muligheter for et rikt ytre og indre liv («kulturen») og på den anden hele jungelen av «konflikter», «problemer» og stridigheter, personlige og kollektive og et permamentpress av «tilværelsen» som sådan, i likhet med dypvandstrykket mot dykkerhjelmen. Dette press, generelt og i sektorer, kan bli sterkere end den «normale», psykosomatiske organisation kan bære («Weltschmerz»). Presset hænger sammen med, at vi ved så mange valg slæper på hele menneske­ livets historie, som vi er indvævet i og som derfor angår vor «altomfattende» bevissthet. Samtidig har vi en intens erkjendelse av, at (både dyre- og) menneske verdenens historie er fyldt av fænomener vi ikke kan godta, som vi forkaster og fordømmer (naturkatastrofer, sygdom, ulykker, aldring og død). Fortvilelse over denne uholdbare tilstand, disse uholdbare vilkår, har bragt fantasi og indbildningskraft til å skape en ny, supplerende og korrigerende ver-

«Biosofi» er tænkning som bygger på biologi, på vor viden om livet. 182

den, en over-verden, befolket av guder, ånder, engler osv. i modell av et jordisk monarkistisk statssamfund. Når det blev vanskelig å finde plass i gudernes verdensorden for det interessestridige, «das Nicht-sein-sollende», «det onde», så etablerte man en motverden til oververdenen, en underverden med væsener, som var gudeverdenens fiender. Mennesket fikk dermed en total-verden på tre etager, samt den absurde lodd å være både kjæmpende makter, slagmark og strid. For mange er det en desperat opgave å rede sig i dette «pandæmonium» av faktorer som fylder og dominerer vor samlede «eksistens», «tilværelse», «liv og skjæbne». I høiere og lavere grad indstiller menneskene sig som om deres tre verdener var likestillede og fordrer samme opmerksomhet. Reaktionen på disse «kosmiske vilkår» er av både emotionel og intellektuel natur. Umiddelbart fremkalder «det onde» tilstander i oss som angst og skrækk, avmakt og fortvilelse, men også protest og vilje til mottrækk. På den anden side søker vi forbundsfeller i oververdenen. Ved smiger og gaver og magiske ritualer håber vi å kunne indstille dens makter velvillig til vore anliggender - tidligere også ved ofringer av barn, jomfruer og krigsfanger, nu bl.a. ved penger og isolert, asketisk levemåte. Tænkere, diktere og «profeter» har til alle tider optrådt som veiledere i denne vor «metafysiske» tilstand av nød og fare (religions- og filosofihistorien). Længe før Jeshuas fødsel opstod der «lærebygninger» i forskjellige verdensdele, som tilbød hver sine «bestikk» og navigationsmetoder. Erfaringsverdenens relationer til over- og underverdenen blir fastlagt på forskjellig vis. Men mange av de gamle tros-systemer hadde mistet sin kraft da Jeshua trådte frem med sin version. Drømmen om en «bedre verden» (Utopia, Slaraffenland, «Guds rike») for­ mer sig i biosofisk aspekt som forandring, dels i miliøet (en ny himmel og en ny jord) dels i den menneskelige natur; det skal bli «født påny». Profeten Hosea, ca. 800 år før Jeshuas fødsel, hadde bygget sin gudsforestilling på de sindsbevægelser som besatte ham da den «hore» som han blev forelsket i og giftet sig med, forlot ham og vendte tilbake til sine gamle velyndere. Således hadde Israels folk sveket sin brudgom Jahweh og søkt fremmede guder. Når Jeshua forlanger av sine tilhængere, at de skal «hate sin far og sin mor og sitt liv i denne verden» (sanseverdenen) (Lk. 14,26. Joh. 12,25), så må det være fordi han selv hatet sin far og sin mor og sitt liv i denne verden. I menneskets proble­ matiske stilling mellem sine tre verdener hadde han selv sitt utgangspunkt i et rent jordisk anliggende (som kongsemne i Galilæa med utdeling av jordegods osv.), men efterat han hadde flyttet sitt farsforhold op til «himmelen», elimi­ nerte han efterhånden erfaringens verden, så mennesket blev stående i en kort­ slutning mellem over- og underverdenen og måtte vælge. Ikke uten et skjær av selvmotsigelse anviste han sine tilhængere veie også i erfaringens verden. Så da han selv forlot den for å bli kronprins i himmelen, efterlot han dem i et uløselig dilemma. Det var alt andet end «fred» de «arvet», blod, stridigheter, bål, angst og pinsler i svimlende omfang. Læren blev utbygget til et festningslignende apolo­ getisk system. Efterat Luther hadde sprængt systemet prøvet de troende i mindre

183

grupper «å bli sin fars barn», idet de som «Jesu søskende», gudens horebarn med kjødet, søker å få «barnekår» hos den rike og mæktige gjeste-far. Reminiscenser fraTiberias lever endnu i bedehusenes forventninger om perleporter og guldgater. For den som ikke får pass til gudens rike, og det er de fleste (også av de frelstes slekt og venner), gives der intet alternativ utenom fordøm­ melse til underverdenen og den evige pine. Du er hel-hvit eller hel-sort. Hvad er Lillemor? Garantier forekommer ikke - alt er av nåde eller forutbestemmelse. Alt av Lune - alt av Slump. Og vi svarer med spørgende og bævende tentakler: Askese? Anger? Ydmyghet —? Gjerning —? Tro —? Eller som vi sier blandt hyggelige venner med mat og vin efter dypsindig samtale: «Jaja ja sa’n. Det er ikke spøk.» Døden for eksempel. Vi må ikke glemme den heller. Hvordan føles det å møte døden? Hvad med «siste ord»? For en engelsk forfatter, var det «som å flytte fra et rotehus». En norsk kollega undret: «Kan du si mig hvad det mr for noe, altsammen?» Er a s k e n konklusionen på det hele? Tør vi svare det, når efterslekten spør? Kan vi undgå å konfrontere forfatteren selv med dette tema — han som har tumlet med tanken på døden i sytti år og ser alt sub specie mortis — i lys av slutten: Det begynder vel å bli temmelig aktuelt nu, når du nærmer dig niti? «Desværre. Jeg kan ikke hjælpe dere. Det eneste jeg selv har å møte døden med, er et fjollet smil.»

184