Hjemad - men ikke hjem: tre vilde år i efterkrigstidens Tyskland [1. udgave ed.] 9788792539472, 8792539475 [PDF]

Zitiervorschau

Bergit Forchhammer

Hjemad men ikke Hjem Tre vilde år i efterkrigstidens Tyskland

Bergit Forchhammer

Hjemad men ikke hjem Tre vilde år i efterkrigstidens Tyskland

Hjemad men ikke hjem Copyright: Bergit Forchhammer og forlaget Siesta © Forside-idé: Yvonne Nenander Omslag og grafisk produktion: Susan Bach Andersen, allicat Forlagsredaktion: Stig Petersen Tryk: Toptryk Grafisk 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-92539-47-2 Århus, 2011 Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på institutioner eller i virksomheder, som har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Denne bog har modtaget støtte fra Veluxfonden. VELUXFONDENs støtte er ydet under Fondens fundatsbestemmelser, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene. En varm tak til alle dem, der har bistået denne vanskelige fødsel med gode råd, praktisk hjælp og moralsk opbakning: Bjørn Andersen, Bente Kromann, Rikke Forchhammer, Kim Forchhammer, Yvonne Nenander og Suzanne Plesner.

Filmbyen 21,4. 8000 Århus C ( 8742 6000 www.siesta-forlaget.dk [email protected]

indhold 1. Den fortabte flok........................................................................ 5 2. Ah, ferskner!................................................................................ 8 3. Brev fra Poissy...........................................................................14 4. Wiedersehen...............................................................................19 5. Offenbach am Main..................................................................24 6. Die Stunde Null.........................................................................28 7. Censuren.....................................................................................33 8. Sult og nød 1945-46..................................................................40 9. Postbudet....................................................................................45 10. Mit dobbeltliv.............................................................................47 11. Fra PX til SS...............................................................................52 12. Bikuben.......................................................................................54 13. Transport....................................................................................58 14. Boyfriends..................................................................................63 15. Frankfurt am Main....................................................................65 16. Tøj...............................................................................................70 17. Die Lorelei..................................................................................72 18. Skæbner.......................................................................................74 19. Den sorte børs...........................................................................78 20. Fremskridt..................................................................................85 21. Hjælp, vikinger!..........................................................................89 22. Pers memorandum....................................................................94 23. Den danske sproget..................................................................97 24. Entertainment..........................................................................100 25. Brev fraDK..............................................................................105 26. Rejseglæder - og besværligheder...........................................107 27. Familien....................................................................................117 28. Per på hospitalet......................................................................123 29. Flere skæbner . ........................................................................129 30. Store forandringer...................................................................134 31. Griesheim Ordnance Depot..................................................138 32. Happy End...............................................................................143 Hovedpersonernes videre skæbne..............................................149 Epilog..............................................................................................152 Forkortelser....................................................................................153

DEN FORTABTE FLOK

Der faldt ingen tårer den dag i august 1945, da jeg tog afsked med England. I seks lange år havde jeg været i eksil som VENLIGSINDET FJENDE. ’FRIENDLY ENEMY ALIEN’ stod der på mit identitetskort. Mit tyske pas var blevet inddraget, og jeg var officielt erklæret statsløs. Men trods al ’friendliness’ og selvom jeg under krigen havde gjort tjeneste som chauffør i brandvæsenet og havde sat livet på spil utallige gange i ’Frontline London’, så var jeg forblevet en ALIEN. En udlænding med tysk som modersmål. Jeg ejede ikke en penny og efter at have skilt mig af med en masse overflødige ting såsom bøger, klaver, kat og den seneste boyfriend, var jeg klar til at starte et nyt liv. Der var så meget at være taknemmelig for: krigen var forbi, sejren var på de retfærdiges side, og jeg havde overlevet. Mere end det: jeg var ung endnu, 24 år, rask, ganske køn og med mod og energi til at erobre verden. På nær et par dage var det seks år siden, jeg var ankommet fra Tyskland til samme sted på Victoria Station. Måske endda samme perron. Banegården lignede sig selv fra dengang, men i forstærket grad: mørk og støvet, uden glas i ovenlysvinduerne og med mange ar efter bombenedslag. Den tjente som forbindelse til det europæiske kontinent og var i krigsårene vidne til en strøm af tårer. Det var herfra forældre sendte deres børn af sted i sikkerhed, nogle så langt som til Australien eller Canada. Det var her soldaterne tog afsked med deres familier og kærester for at gøre tjeneste ved fronten. Det var også her jeg havde sagt farvel til mange venner, for nogles vedkommende for sidste gang. Men ingen tårer i dag. Jeg stod i en gruppe sammen med 53 andre forventningsfulde unge, alle ’venligsindede fjender’. Jeg genkendte flere fra dengang, jeg var til interview i US Military Headquarters i Grosvenor Square. Vi skulle aflægge prøve i engelsk, tysk og fransk. En lægeundersøgelse blev klaret til ug. Få dage efter kom brevet om, at jeg var godkendt som Allied Civilian Employee (ACE) i den amerikanske hær. Kontrakten lød på et års tjeneste i US Forces i Tyskland. Vi fik samme status og privilegier som officerer, dog ikke samme løn. Vi var iklædt samme olivengrønne uniform, uden distinktioner, kun med en 5

trekant på venstre skulder med påskriften US og oven over den, GT.BRITAIN. Det skulle gå stærkt. Pludselig havde man brug for os statsløse landflygtige. Krigen var forbi, og nu ønskede de krigstrætte tropper bare at komme hjem så hurtigt som muligt. Men hvem kunne de allierede få til at hjælpe sig med at administrere det kaos, der herskede i det ødelagte Tyskland? Hvor kunne man finde de ’gode’ tyskere nu, da alle over en kam var blevet erklæret for nazister? Blandt flygtninge selvfølgelig , blandt de forfulgte jøder og halvjøder, der havde søgt asyl i andre lande. Her på perronen samledes en lille del af den ’fortabte flok’ mennesker med vidt forskellig baggrund, men med samme tragiske skæbne. Alle fordrevne fra hjem og fædreland, alle med mere eller mindre gode erfaringer fra en tilværelse i eksil. Gennem seks lange krigsår var vi blevet voksne, modnet under vanskelige vilkår og med krigens rædsler som baggrund. Vi havde alle ar på sjælen. Men det talte vi ikke om den dag. Solen skinnede, og vi skulle ud at rejse! Alene det var et eventyr, efter at vi i England havde været spærret inde inden for en radius af 5 mil - det område der, undtagen i London distriktet, var tilladt for ’Friendly Enemies’. Vi skulle ’hjem’ til Tyskland eller Østrig, skønt der for mange af os hverken var hjem eller familie at komme tilbage til. Men som sagt, vi talte ikke om det, og vi var heller ikke særligt interesserede i at høre de andres livshistorier. Det var meget vigtigere at finde ud af, hvem man eventuelt kunne blive venner med. Mændene blev sorteret efter alder og udseende. Jo, nogle af dem så da pæne og rare ud og var nok værd at lære nærmere at kende. Jeg fik straks en trofast følgesvend, Walter fra Wien. Vi blev venner for livet. Det samme gjaldt de piger, jeg delte kupé med. Ann, Monica og Ashky. Vi delte lejlighed i Offenbach, og vi forblev livslange veninder. Ashky (forkortelse for Ashkenasy) på 18 var den yngste. Hun kom til England med en ’Kindertransport’ kort før krigen. Hendes far var deporteret og formodentlig myrdet, og hendes mor levede i eksil i Shanghai. Monica var en af de få ikke-jøder iblandt os. Hendes far var borgmester i Mosbach i Sydtyskland, men da han havde været medlem 6

af Centrumpartiet, blev han stemplet som ’politisk upålidelig’. Efter attentatet på Hitler i juli 1944 blev han straks arresteret. Monica kom - lige som jeg - til England kun få uger før krigen. Ved afskeden 6 år tidligere havde hendes far givet hende det gode råd: ’’Hvis der bliver krig, skal du blive derovre!’’ Min egen far var mere skeptisk og havde brugt skrappere ord, dengang vi sagde farvel til hinanden: ’’Hvis der bliver krig, bliver der sikkert kastet med sten efter dig, fordi du er tysker!’’ Monica var heldig - hun havde forældre, brødre og søstre at komme hjem til. Anns far var en anset jødisk sagfører i Berlin. Hun var 13 år gammel, da hun blev sendt til England med en børnetransport. Det lykkedes den lille familie at blive genforenet i London kort før krigen. Jeg selv havde efterladt hele min familie i Frankfurt am Main. Jeg vidste, at min far døde i 1940 af en hjerneblødning, der indirekte var forårsaget af naziterror og skriveforbud. Jeg vidste også, at min jødiske morfar mirakuløst havde overlevet krigen og holocausten. Jeg fandt hans navn på en liste over jøder, der havde overlevet i Frankfurt. Jeg håbede, at min mormor og min mor også havde overlevet, men det sidste Røde Kors-brev på 25 ord var dateret mere end et år tidligere, og der var faldet mange bomber siden da. Vores amerikanske ledsager, Captain Freymuth, kom og læste vores navne op. Han gav hver af os en pakke ’K-rations’ til at styrke os på undervejs. K-rations havde man ofte hørt tale om, men hvad det egentlig var, og hvorfor det hed sådan, var et mysterium for os. For første gang oplevede vi Uncle Sams altfavnende omsorg. Vi åbnede forsigtigt hans gave: cigaretter, tyggegummi, kød og Coca-Cola på dåse, en yankeebar, suppeterninger og kiks, såkaldte dogbiscuits. Der blev vinket et sidste farvel til familie og venner på perronen, og så gik det sydpå mod Southampton. Hvor mange drømme, længsler og forhåbninger rejste ikke sammen med os på denne tur?

7

Ah, ferskner!

Munterheden forsvandt, da vi nærmede os den franske kyst. Dunkerque og D-Day var endnu i frisk erindring. Vi huskede invasionstruslen, der udgik fra denne egn med bomber, granater, miner, raketter, skibsforlis det var trods alt kun lidt over tre måneder siden, at vi den 7. maj fejrede V-dag. Og kun tre uger siden atombomberne faldt i Hiroshima og Nagasaki. Fredsforhandlingerne med Japan var endnu ikke afsluttede. Ved indsejlingen til Dieppe stødte vi på de første minder om krigen: skibsmaster og skorstene fra sunkne fartøjer ragede op over vandoverfladen. Gråt i gråt stod ruiner af lagerbygninger langs kajen, hvor vi lagde til. Vejret var også gråt. Et par forhutlede havnearbejdere hjalp til med fortøjningen. Sulten stod skrevet i ansigterne på børn og voksne, der bød os velkommen for enden af gangstien: ’’Have you cigarettes?’’ og børnene: ’’Ju-gum?’’ Det var første gang, vi hørte dette refræn, der kom til at ledsage vores færden over alt i Europa. Vi delte rundhåndet ud af K-rationerne og følte os som stormoguler. Bogen ’Det er svært at dø i Dieppe’ var endnu ikke skrevet. ’Det er nemt at dø i Dieppe’ havde passet bedre til det øjebliksbillede, der blev stående på nethinden. Ankomst i Paris, Gare Saint Lazare. Videre med lastbil til vores bestemmelsessted, Poissy, ca. 30 km nordvest for Paris. Nogle kilometer uden for denne søvnige, lille landsby lå ensomt, men pompøst, ’Chateau Kuhlmann’, som det kaldtes på fejlfrit amerikansk. Over indkørslen stod der stadigvæk med store bogstaver ’Kaserne Kühlmann’. Hvem denne Kühlmann var, var der ingen, der kunne oplyse os om. Den fine renæssancebygning har vel også haft et fransk navn engang? Chateau Kühlmann var hovedkvarteret for Civil Censorship Division - HQ for CCD (vi holder os til de forkortelser, hæren ynder). CCD blev dannet i begyndelsen af 1944 som en ny gren i forsvaret. Det var her, vi nyankomne fik en uges indoktrinering i US Army procedurer. Vi lærte at kende forskel på en oversergent og en femstjernet general, og hvordan man hilste på både den ene og den anden. Vi fik vores uniformer, en smart, ulden dragt og frakke, skjorte og slips, beret og/eller kepi. Vi lærte at sætte huen korrekt på og skjule slipset mellem jakkens tredje og 8

fjerde knaphul. Det værste var, at vi skulle gå fuldt påklædt med slips, jakke og hue, når vi var ude, selv i den mest ulidelige varme. Vi fik stukket en lille brochure i hånden: Occupation and the Civilian’s Role in the US Forces European Theater (oversat fra engelsk): Som en af dem, der gør tjeneste i det besatte Tyskland, er du nu, lige som vores soldater, medlem af et allieret team, hvis mål er at føre den militære sejr, som vores mænd har vundet, videre og forvandle den til en varig, sikker sejr for os selv og for resten af verden. Dit arbejde synes måske trivielt, men det er vigtigt. Var det ikke det, ville du ikke være her. Du spørger måske dig selv, hvordan du passer ind i opgaven med at bevogte og omskole tyskerne. Svaret afhænger delvist af dit arbejde. Men et andet, vigtigt svar findes i dit kendskab, både til generelle fakta angående vores allierede, til tvangsforflyttede og forfulgte personer og til tyskerne så vel som til besættelseshærens intentioner og mål. For selv om den væbnede krig er forbi, skal den ideologiske kamp vindes. Den militære fase sluttede på V-dagen. Nu slås vi med idealer i stedet for våben, med love i stedet for kampvogne, med kontrol og politi i stedet for bomber. Jo mere du ved om tyskerne og vores fremtidige mål, des hurtigere vindes også freden. Stol ikke på nogen tysker, selv om han prøver at være din ven, og vær kritisk over for bemærkninger som ”Tyskere har mere til fælles med amerikanere end med andre folkeslag!” ”Jeg blev tvunget ind i nazipartiet for at kunne brødføde min familie.” ”Man kan sige meget positivt om nazismen, men de kunne ikke stoppe op i tide.” ”Amerikanere behandler altid deres besejrede på en fair måde.” Der er mange flere af slagsen, og alle er ’hogwash’ (tom snak).” Hvis du hører nogen sige, at jøderne startede krigen, eller at Tyskland beskyttede verden mod kommunismen, eller at vi snart vil være i krig med Rusland, skal du reagere med det samme og tale ham eller hende til rette. Det er den slags virus, der startede krigen til at begynde med, og den holder nazi-idealerne i live.” En anden nyttig brochure var Handbook for the Allied CIVILIAN EMPLOYEE. Den forsynede os med en grundig introduktion til demokrati og ’the American Way of Life’. ”Alle er lige i US Army, der tages ikke hensyn til herkomst, familie eller uddannelse. Alle har lige chancer for forfremmelse. De samme officerer, som du aftenen før har ’socialized’ (dvs. drukket) sammen med, skal næste dag tituleres med deres rang, og deres ordrer skal adlydes. Militær høflighed er et must. Alle er underlagt ’Articles of War’. Det er vigtigt altid at indhente tilladelser, før man forlader området. Man skal melde sig til vagten ved 9

porten, der noterer, hvem der går ud og ind. Rømning straffes hårdt. Præcision og punktlighed praktiseres til punkt og prikke. Det er vigtigt at respektere hemmelige papirer. De er inddelt i kategorierne: RESTRICTED, CONFIDENTIAL, SECRET og TOP SECRET. Rygtespredning er forbudt. Lønnen er i US Dollar, men udbetales i besættelses-valuta, hvis ikke den indsættes i banken i hjemlandet. Rationeringskort tillader indkøb af cigaretter og sprut. En PX (Post Exchange) sørger for udleveringen. Breve må kun sendes ad militær vej, via en APO (American Postal Office) adresse. Det understreges, at man ikke må agere mellemmand for civilpersoner, der ønsker at kommunikere med udlandet via APO.” (En forbrydelse, som jeg i stort omfang gjorde mig skyldig i senere). Der var instruktioner om renlighed - et bad mindst to gange om ugen - og uniformsregler. Til slut en liste over forkortelser i hæren og endda en liste over slangudtryk. Vi lærte hurtigt at bruge de mest gængse som SNAFU (Situation Normal, All Fouled Up). Det oversættes bedst med ’ad helvede til’. Nu var vi parate til at erobre Paris, men allerførst ville vi spise os mætte. Det havde vi rig lejlighed til. Vi stakler fra det udsultede og hårdt rationerede England kastede os som gribbe over maden. Grapefrugt, cornflakes, Aunt Jemima pandekager med ahornsirup, æg og bacon, ægte kaffe - ting vi ikke havde smagt i årevis og alt det alene til morgenmad! For slet ikke at tale om de andre måltider. Jeg var altid sulten. Så sulten, at jeg en nat sammen med vennerne brød ind i det aflåste køkken, hvor vi forsynede os med lidt ekstra natmad. På grund af den ballade, det afstedkom, da det blev opdaget, skiftede jeg fremover taktik og brugte min kvindelige charme til at få køkkensergenten til at åbne døren til spisekammerets herligheder for os i de sene nattetimer. Når de forvænte GI’s (Government Issue, slang for en amerikansk menig) brokkede sig: ’’What, peaches again!,’’ sukkede vi henrykt: ’’Ah, peaches!’’ Masser af ferskner med masser af fløde til. Til hvert måltid blev der serveret kød, grøntsager, forskellige slags salater og ægte kaffe. Vi var ikke i Frankrig, vi var i Slaraffenland. At det kunne betale sig at være gode venner med køkkenpersonalet var vores første lektion i hæren. Chefen, Jack Ionata, var ellers en typisk sergent af den slags, man kendte fra utallige film, stor og brovtende. Han skældte ud, når man sad ved bordet bare et minut længere end nødvendigt. Han var kæreste med en af de franske servitricer. Men 10

lige som de andre GI’s, der havde oplevet krigen på nært hold, var han ’battleworn’ (kamptræt) og ventede nu kun på sin hjemrejseordre. Han talte dagene til gensynet med ’The Lady’ ved indsejlingen til New Yorks havn. Han håbede at få lov til at tage sin hund, Bill, med sig hjem. På trods af et frygtindgydende ydre var denne blanding af bulldog og grand danois delingens maskot og kæledægge. Efter at have deltaget i flere kampe ejede Bill en specialsyet uniformsjakke med to Battlestars og en Good Conduct-orden. Det vrimlede med chateau’er. Vi boede på Chateau Felix, spiste på Chateau Migneaux og undervistes på Chateau Kühlmann. Slottet i Versailles lå heller ikke langt væk. Vi nød spadsereturene langs marker og gennem skovene fra det ene chateau til det andet. Vi svømmede i Seinen i vores fritid eller roede en tur sammen med Ann, Jack og føromtalte køter, der flere gange var lige ved at vælte båden. Andre grupper af nye CCD’ere kom og gik. Fra USA kom der en stadig strøm af ældre eksil-europæere. I vores øjne var de ældgamle, 40 år og derover. Mange af dem var stadigvæk meget ’tyske’ med en tyk, tysk accent: ”Vat vatch is it?” (What time is it?) og ”I have it necessary” (Ich habe es nötig). Vi gjorde lidt grin med dem. Mens vi var ACE’s hed amerikanerne i samme kategori WDE (War Department Employee). Stedet var en stor gennemgangslejr. Officererne var altid på farten. Nye centre blev etableret i Tyskland, og i løbet af få uger ville hele molevitten blive lukket og flyttet østpå. Chateau’erne og Jacks kæreste ville blive ladt alene tilbage. C’est la guerre. Det var uvist, hvor vi ville havne. Lige til sidste øjeblik holdtes destinationen hemmelig. Det kunne være Berlin, München, Stuttgart, Offenbach (nær Frankfurt) eller Wien. Det var uklogt at røbe, hvis man gerne ville hen et bestemt sted, fordi der muligvis var slægtninge, man ville opsøge. Så blev man sendt til den anden ende af det store, besatte område. Det var strengt forbudt at ’fraternisere’ med fjenden (’to frat’ hed det med amerikansk slang). Men jeg ville altså ingen andre steder end til Frankfurt, hjem til min mor! Dagen før vores gruppe skulle af sted sammen med en troppekonvoj, spredtes det rygte, at bestemmelsesstedet var München, hvor jeg bestemt IKKE ville hen. Nu var gode råd dyre, men der fandtes en udvej. Min nye veninde Ann og jeg henvendte os på personalekontoret og ansøgte om et sekretærjob, der var opslået. Vi var så heldige at blive antaget begge to lige på stedet. Som ansatte på kontoret kunne 11

vi nu nyde vores insider-viden om de officielle hemmeligheder. Den første var at netop den transport, som vi havde gjort alt for at undgå, gik til Frankfurt, IKKE til München (man skal aldrig lytte til løse rygter!). Jeg var sønderknust, men måtte gå stille med min skuffelse. Næste dag vinkede Ann og jeg farvel til kammeraterne, da de glade og forventningsfulde steg op i lastbilerne. Den trofaste Walter var blevet betroet en vigtig mission. Han havde fået min mors sidst kendte adresse af mig og havde, foruden en lille pakke med cigaretter og chokolade, også et lille brev med til hende. (Oversat fra tysk) Min kære Mutti Jeg skulle have været hos dig i dag i stedet for dette brev. Men for at være helt sikker på at jeg havnede i Frankfurt og ikke noget andet sted, ville jeg afvente det rigtige øjeblik her i Paris - og gik desværre glip af netop det. Enkelthederne får du senere. Det vigtigste er, at jeg er på vej til dig, og at du kan vente at se mig i løbet af de næste to til tre uger. Buddet, der kommer med brevet, vil fortælle dig nærmere. Jeg har desværre ikke tid til at skrive et langt brev, fordi jeg også vil sørge for en lille madkurv, som Mr. Chat venligt har tilbudt at tage med til jer. Jeg er så lykkelig over, at I har overlevet og er raske. Og selv om det er svære tider, så vil de også gå over en dag, bare I holder modet oppe og humøret højt. Jeg burde skamme mig over, at jeg har det så godt! Siden vi forlod England, lever jeg som en dronning i Slaraffenland og nyder hvert øjeblik. Jeg bliver nok nødt til at arbejde på kontoret, indtil den næste transport går mod øst. Den slutter jeg mig til og så og så… Jeg kan slet ikke tænke så langt frem, heller ikke forestille mig hvordan vores Wiedersehen vil forløbe. Måske er det godt, at du får dette brev forinden, så du kan forberede dig på chokket. Lad det ikke forvolde dig for megen hjertebankeHjerteligste hilsner til bedsteforældrene og Erna - jeg glæder mig til at se dem alle, og vær inderligt omfavnet af din Bergit

12

Anne og jeg

Fra venstre: Dina Boczkowa, Max Wald, Walter Chat, Anneliese (Ann) Fischer, Bergit Braach, Margot Glas, NN, Hermann Wagner. 13

Brev fra Poissy

(Oversat fra engelsk) 28.8.1945 Kære venner! Nu har jeg endelig tid til at sende jer en hilsen. Den er skrevet på kontoret, hvor jeg er ansat som typist. Det er mærkeligt at skulle arbejde igen, især i disse smukke omgivelser. En større kontrast til Battersea findes ikke. Der er meget at bestille. Alt skal gøres i overensstemmelse med US Armytraditioner, det vil sige JUST PERFECT. Ellers er det ud af vagten og det med det samme. Heldigvis har Ann og jeg klaret os godt og får en førsteklasses anbefaling med til vores næste job. En anden pige har været mindre heldig, og en fyr i vores gruppe har fået sin afsked og er allerede sendt tilbage til England. Mit arbejde består for det meste i at udfylde formularer, ordne udbetalinger og skrive militære breve. Noget af det er ganske interessant, men det meste er kedeligt. Arbejdsdagen synes lang. Vi sidder i et tilbygget blikskur, hvor heden er næsten uudholdelig. Det er skønt med lidt regn, men vi må opsamle dråberne, der siler ned gennem loftet i en række ’musikalske’ blikspande. Afbrydelse: Soldaten, der har aftenvagt ved telefoncentralen i værelset ved siden af, spørger, om jeg kan modtage en telefonisk besked på fransk. Well, det kan jeg egentlig ikke, men gør det alligevel. Det tager en evig tid, men med assistance fra alle telefondamer i Poissy, finder jeg ud af, at en af vores franske chauffører er kørt galt og er bragt på hospitalet med ’blessures à la tete’. GI’en lover mig en orden for min gerning, og jeg er meget stolt, selv om jeg må indrømme, at det står ret sløjt til med mit franske, mens mit amerikanske ’is improving’ med lynets hast. Jeg formoder, at I vil høre noget om Frankrig og Paris. Jeg har været i Paris nogle gange og har deltaget i de obligatoriske sightseeingture, der arrangeres for hæren, til Montmartre, Notre Dame, Eiffeltårnet, Napoleons grav og Louvre. Jeg er meget imponeret. Paris er en smuk by, slet ikke ødelagt af bomber og i sammenligning med London meget, meget ren. Fra ladet af en mandskabsvogn har jeg set og fotograferet 2 (kun to) biler på Champs-Élysées! Benzin er strengt rationeret. Til gengæld er de franskmænd, jeg har mødt, ikke så vidunderlige og heller ikke så rene. Mange lever af korruption, bestikkelse og sortbørshandel. Det gør ondt i hjertet at høre vores yndige rengøringspige fortælle, at ’tyskerne var o.k.’. De fleste piger taler 14

Myldretid på Champs-Élysées, anno 1945

15

tysk, kun ganske få taler lidt engelsk. En af pigerne har fået håret raget af som ’tyskerpige’. Det er svært for os at forstå og acceptere, at hun nu er ansat hos fjenden. Folk synes at klare sig ganske godt på trods af høje priser og tomme forretninger. Mens vi delte ud af vore rationer i Dieppe, har vi her lært at ignorere børnenes insisterende råben på ’Ju-gum’. Så snart vi nærmer os porten, står de der og tigger. Der er mange sortbørsrestauranter. Priserne på et måltid løber op i 2.000 Frf. Ann og jeg nøjes med et billigere spisested. For 250 Frf. får vi det eneste tilbud på menuen: gulerodssuppe efterfulgt af kartofler og hvide bønner og sveskekompot til dessert. Et plaster på såret er vinen, som flyder i rigelige mængder. Jeg nyder den efter de mange tørlagte år og prøver mig frem med alle mulige forskellige sorter. Nærved ligger der et lille Auberge, hvor man kan sidde ved floden eller danse til musikken fra et fransk band. Vi kan også nøjes med at se de andre danse en speciel fransk jitterbug. Hælene på træskoene klaprer i takt med musikken, skuldrene svajer og ikke et ord eller et smil udveksles mellem dansepartnerne. Også amerikanerne, og jeg med, er blevet inficeret af denne gravalvorlige dansebacille. Jeg har været i biografen sammen med to mandlige kolleger. Det var vist nok en god fransk film. Desværre fik jeg ikke meget ud af forestillingen. Koncentrationen manglede: jeg skulle holde svedige hænder til BEGGE sider og samtidig slå hundreder af myg ihjel!

Cherchez la femme - c’est moi! 16

US Army sørger godt for underholdning: ture til Paris, Versailles eller Villaine, hvor vi svømmer, Sunday picnics, film to gange om ugen, baseball, bordtennis og indkøb i PX (Post Exchange). Coca-Cola er blevet en livsnødvendighed. Der er opbrudsstemning i luften, CCD forflyttes lidt efter lidt til Tyskland. Takket være vores insider-viden kunne Ann og jeg finde ud af de fremtidige destinationer. Vi skrev selv vores navne på listen over den første troppetransport, der afgår til Offenbach, i nærheden af Frankfurt. Formodentlig rejser vi den 1. september. Endnu er det uvist, om det sker med lastbil eller tog. Vi må i hvert fald regne med en 18 timers tur. Hver mand får udleveret spisegrej, K-rationer og en feltflaske med vand. Vi har fået lektioner i, hvordan vi skal og ikke skal forholde os, når vi engang kommer til Tyskland, så mon ikke vi havner der en skønne dag? Endnu kan det gå galt. En af konvojerne endte ved en fejltagelse i Frankfurt i stedet for i München. Jeg håber så sandelig ikke, at det omvendte sker, når vi skal af sted! Mange kærlige hilsner Bergit Lige inden afrejsen fra Poissy fik jeg brev fra Walter. Den gode Walter havde klaret opgaven, opsporet min familie og overrakt min hilsen. Offenbach, 28. august 1945 Kære Bergit Jeg har besøgt din mor og dine bedsteforældre, og de har det godt. De var selvfølgelig ovenud lykkelige og sender deres kærligste hilsner på en måde, som ikke kan udtrykkes på skrift. Dit brev, som du sendte for to måneder siden, har de aldrig modtaget. De ser ud til at trives, og selv om de har mistet alt under bombeangrebene, bor de ganske godt. Pakken fra dig indeholdt mange ting, som de ikke har set i årevis - de blev meget glade for den. Det står slemt til med madforholdene. Din mor blev glad for fotografierne. Hun var bange for, at hun ikke ville kunne genkende dig, når du kommer. Du må undskylde det korte brev. Jeg tror, det er over midnat, men jeg synes, du skal vide besked om din familie så hurtigt som muligt. Jeg skriver et mere detaljeret brev senere. Jeg håber, at du snart kommer hertil, da jeg er ’rather fond of you’ (det er en underdrivelse, men censoren behøver ikke vide alt). Jeg håber, at du vil blive udstationeret hertil. Selv om du, når jeg tænker over det, vil være tættere på din mor, hvis du er i Frankfurt. Alligevel, jeg foretrækker at være egoistisk. 17

Jeg begynder at blive usammenhængende. Hav det godt. Kærlig hilsen Walter I kuverten lå en håndskreven note fra min mor, det første direkte livstegn i seks år. D. 28.8.45 Liebste Bergit Siden i går har jeg båret rundt på dit brev som et kostbart klenodie. Og hermed er det vel slut med at skrive breve ud i luften, som jeg har gjort i årevis. Hvad mon du vil synes om Frankfurt? Om vores bolig med de lånte møbler? Om de, ak, så tynde bedsteforældre, som har været så uendelig tapre i alle de år? Mit hjerte er fuldt af taknemlighed. Jeg kan slet ikke give udtryk for min glæde. Dine billeder ligger her hos mig, og pakkens indhold er en nydelse. Jeg omfavner dig og kan slet ikke vente til det øjeblik, jeg kan gøre det i virkeligheden! Din mor

18

WIEDERSEHEN

Det var ikke et almindeligt passagertog, vi befandt os i. Der var ingen civilister med. Døre og vinduer var låst mod omverdenen, og bevæbnede amerikanske soldater stod vagt over os. Det var en historisk begivenhed: Vi kørte i det første direkte tog efter krigen fra Paris til Frankfurt. Førhen foregik alle troppetransporter med lastvogne i konvojer og under eskorte. Det er tvivlsomt, om vi var privilegerede. Turen, der i normale tider tager seks timer, kom til at vare mere end dobbelt så længe - med timelange stop på marker, i skove og på stationer. Toget sneglede sig af sted gennem nattens gråsorte dis. Bedst ikke at kigge ud på elendigheden, på alle de silhuetter, der dukkede frem af mørket og mindede os om krigen, der endte for kun fire måneder siden. Vraget af en flyvemaskine, nedbrændte kampvogne, spøgelsesagtige ruiner og, værst af alt, menneskene på de overfyldte banegårde. Bedst ikke at kigge ud. Men toget holdt i timevis, og lige uden for kupéens vinduer myldrede det med tusindvis af folk i alle aldre. Hvor kom de fra, hvor skulle de hen? Soldater i slidte uniformer, uden sko og mange endda uden ben eller arme og med forbindinger. DP’s (displaced persons), det vil sige tvangsarbejdere fra øst - alle ventede de. På hvad? Mange havde intet hjem at vende tilbage til. Jeg registrerede nøden uden at føle medlidenhed. Tyskland var ikke længere mit fædreland, og den hob derude, soldaterne, de trætte koner og sultende, skrigende børn var ikke mine landsmænd. Jeg følte mig solidarisk med de millioner af ofre, denne vanvittige krig havde kostet. Med dem i tankerne kunne jeg sagtens holde ud at se på Aachen stationens elendighed midt om natten. Ashky, en vaskeægte berlinertøs, lærte os en gammel slager, ’Die Krumme Lanke’, mens vi ventede: ”Da sprach Emma zu mir traut: Biste ooch so schön jebaut?’’ (Emma talte kært til mig, er din krop også smuk). Hvorfor husker jeg det så tydeligt? Det er nok på grund af det absurde i situationen, af kontrasten mellem togets indre og verden udenfor, af før og nu og af et spinkelt tegn på spirende livsglæde. 19

Vi nåede til Rhinen. Alle broer, undtagen den berømte i Remagen, var blevet sprængt ved de tyske troppers tilbagetog. Nu var en overgang ved Mainz blevet sat nødtørftigt i stand og gjort farbar. Vi krøb i sneglefart over den gyngende bro, der tilsyneladende ikke bestod af andet end et sæt skinner. Et kig ud ad vinduet viste dybt nede kun vand, ingen støttepiller, intet gelænder, ingenting. Samme syn fra den anden side. Vi svævede i luften! Bedst ikke at kigge ned. Jeg lukkede øjnene og holdt vejret, indtil vi var nået over på flodens anden bred.

Bro over Rhinen ved Mannheim

Tidligt om morgenen lørdag den 2. september efter 14 timers rejse uden søvn - det var jeg alt for oprevet til - ankom vi til Frankfurt Hauptbahnhof. Det var her, jeg for 6 år siden om aftenen den 11. august 1939 havde sagt farvel til mine forældre. Vi sagde farvel dengang i forventning om, at vi ville se hinanden igen om nogle uger eller måneder, når en revolution havde gjort en ende på Hitler og hans tusindårsrige. Sådan gik det bare ikke. Hvem kunne dengang ane, hvor længe en krig ville komme til at vare? Frankfurt var ikke til at kende igen, den indre by bestod kun af ruiner og murbrokker. Ikke noget ukendt syn for mig, der i krigens sidste to år havde kørt rundt som ’brandkvinde’ i Londons værst medtagne distrikter. Her som dér overskyggedes ruinerne dog af den menneskelige tragedie, der udspillede sig for vores øjne. Toget på den anden side af perronen lignede en myretue med hundredvis af mennesker, der klamrede sig til vinduer, trinbræt og puffer. Selv taget var sort af mennesker. Der var allerede nogen, der fulgte efter os i håb om, at der faldt et cigaretskod til jorden, og så opstod der et slagsmål om skoddene. Vi 20

blev hentet af en Army truck og kørt til Group B, CCD, Offenbach, vores fremtidige hjem og arbejdsplads. Vi blev indkvarteret i en lejlighed i compound’en, hvor flere husrækker var blevet beslaglagt. Området var omgivet af pigtråd, og bevæbnede soldater stod vagt ved alle indgange. Noget af det første, vi fik at vide, var, at en amerikansk vagt var blevet dræbt af ukendte gerningsmænd natten før. Krigen var endnu ikke forbi. Der var stadigvæk spærretid om aftenen, for tyskerne såvel som for os. Hen på eftermiddagen kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg måtte til Frankfurt og finde min mor! Det lyder så nemt, når jeg havde en adresse at gå efter, og byen kun var ca. 20 km borte. Men ikke dér og ikke på det tidspunkt. Der var kun én måde at færdes på, og det var på tommelen med tilfældige amerikanske køretøjer og tilfældige chauffører. Der var heldigvis mange GI’s stationeret i Frankfurt, og nogle havde vel fundet ud af, at der var søde piger i Offenbach. Jeg behøvede ikke vente længe, før en GI tog mig med. Jeg kan ikke huske køreturen, der jo kun var den første af mange, mange efterfølgende. Jeg husker derimod min ankomst til Eichendorffstrasse, en stille gade i Frankfurts nordlige distrikt. Mens byens centrum var totalt ødelagt, stod de fleste toetagers villaer uskadte, kun facaderne havde huller efter artilleribeskydning. Min olivengrønne uniform, der ellers 21

tjente til beskyttelse, var her en hindring. Jeg havde på fornemmelsen, at vagtsomme blikke fulgte mig bag gardinerne. Vi var i nærheden af den store compound omkring US hovedkvarteret, og folk frygtede at blive smidt ud af deres bolig med tre dages varsel. Jeg selv frygtede de allestedsnærværende MP’s (Military Police), også kaldet ’snowdrops’ (vintergækker) på grund af deres hvide hjelme. Da fraternisering var forbudt, var det strafbart at gå ind i et tysk hus. Jeg spejdede forsigtigt rundt om hjørnet, men der var ingen snowdrops at se. Jeg fattede mod, gik op ad den udvendige trappe til nr. 35 og trykkede på den nederste dørklokke. Efter nogen tid blev døren forsigtigt åbnet af en fyldig, blond dame. Hun blev forskrækket ved synet af uniformen, og jeg måtte berolige hende og forklare, hvorfor jeg var kommet. Og så fik jeg det største knus, jeg nogensinde har fået af et vildfremmed menneske. Det føltes næsten som at komme hjem. Men straks efter kom skuffelsen, da Frau Michel fortalte, at min mor netop denne lørdag var rejst til Wiesbaden for at besøge sine venner, som hun ikke havde hørt fra siden krigen sluttede. Wiesbaden ligger kun 40 km fra Frankfurt, men som jeg havde erfaret, var en togrejse ikke alene en livsfarlig, men også en tidskrævende ekspedition. Jeg fik at vide, at heller ikke mine bedsteforældre var hjemme. Skuffet gik jeg videre op ad trappen til 2. sal, hvor de boede. Det er svært for mig at skrive videre. Det er noget, jeg ikke gerne taler om, fordi jeg ikke selv kan forstå det. Selv efter alle de mange år, der er gået siden da. Men det er sandt. Jeg var nået halvvejs op ad trappen, da jeg hørte nogen komme ind ad hoveddøren længere nede. En person nærmede sig med raske skridt, og inden jeg nåede til øverste etage, på næstsidste afsats, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med min mor! Hun var nået til Wiesbaden, men en uforklarlig fornemmelse bød hende at vende om og rejse hjem. Måske den samme slags forudanelse der, for første og eneste 22

gang fik hende til at opsøge et beskyttelsesrum i et nabohus den nat, da vores hus blev ramt af en fuldtræffer. Hun var frygtelig tynd, næsten ikke til at kende igen, men hun var i live! Og hvad sagde vi så til hinanden? Vi husker det lidt forskelligt, jeg tror det var ligegyldigheder som ”Wie geht es Dir?” og lignende. Seks år - og hvilke år - var svære at bygge bro over sådan uden videre og endnu stående på trappen. Men én ting står klart i erindringen hos os begge. Efter den store omfavnelse var noget af det første min mor spurgte mig om: ”Willst Du was zum Essen haben?” Vil du have noget at spise? En absurd bemærkning i betragtning af omstændighederne. Jeg kom fra de riges bord, og hun var ved at dø af sult. Fremover var det mig, der forsynede familien med mad, tøj, briketter, post, pakker og cigaretter, de sidste til brug for sortbørshandel og - det vigtigste - jeg forsynede dem med en postadresse, så de igen kunne komme i kontakt med den emigrerede del af familien i USA, Canada, Brasilien, Bolivia og Kina. ”Bergit hat uns das Leben gerettet”, skrev min mor til sin søster i USA.

23

OFFENBACH AM MAIN

Offenbach er ikke nogen by at samle på. I hvert fald var den det ikke i 1945. Byen var godt nok ikke helt så ødelagt som Frankfurt, og der fandtes stadigvæk nogle beværtninger, der udskænkede øl i rigtige glas, men den var aldeles ucharmerende. Folk talte endda en særegen dialekt som, sammenlignet med den bløde Frankfurter tone, lød hård og grim. Byens vigtigste funktion var industri, frem for alt lædervareindustri. Den dag i dag er et lædervaremuseum dens største attraktion. Min morfar og hans bror ejede en lædervarefabrik, indtil den gik nedenom og hjem under inflationen efter 1. verdenskrig. Som repræsentant for engelske firmaer havde Opa stadigvæk mange forbindelser knyttet til stedet. Familien ejede et hus i Offenbach, som var belånt til op over skorstenen. Men alt dette interesserede mig ikke på det tidspunkt. Vi blev indkvarteret i den forhenværende Ortskrankenkasse på hjørnet af Waldstrasse og Ringstrasse. Min officielle adresse lød: Miss Bergit Braach A.C.E. 58222 Group B 7742 CCD E.U. Com. A.P.O. 757 U.S. Army Germany En ven skrev til mig: ”Det ligger i guds vold, om du får dette brev. Jeg antager, det var en adresseangivelse, du havde malet på forsiden, skønt det for min skyld lige så godt kunne være en kalvekastningsattest, tilsat en blodtypebestemmelse og prisen på et par maximalunderbukser.” 24

Monica klatrer

Erik Neumann på toppen.

Bag hovedbygningen og den tilstødende ’motorpool’ lå compound’en, hvor vi boede. Den bestod af flere rækker hæslige, brune fireetagers huse med 2½ værelses lejligheder til ca. fire personer hver. Den værste slags socialt boligbyggeri, udsmykket med granathuller efter artilleribeskydning og omkranset af 2 lag pigtrådsruller. Midt på en lille firkantet gårdsplads stod en hæslig statue af et boldspillende barn. Den var desværre ikke blevet ødelagt. På den anden side tjente den som klatrestativ for de sportslystne. Amerikanerne dyrkede forskellige former for sport: baseball, basketball og horseshoe pitching (kast med hestesko). Hele aftenen lød der ’kling, kling, klir, klir’ nede fra gaden. Vi var ved at blive sindssyge af lyden. De to husblokke var gennemskåret af en snæver gade, hvor den eneste trafik bestod af os fodgængere på vej til eller fra arbejde, til ’messhall’ (messen) eller til udgangen, og af marcherende soldater på eksercits. De havde svært ved at holde takten, når vi piger passerede tæt forbi dem. Man havde opdelt lejlighederne efter køn. På højre side af gaden boede mændene, på venstre kvinderne. Der blev indført besøgsforbud efter kl. 22, men jeg tvivler på, at det blev overholdt. Vi var jo voksne, alle over 18 og nogle endda meget ældre - gråhårede og respektindgydende. Forbudet blev da også hurtigt ophævet, og der foregik en livlig trafik 25

mellem bygningerne på alle timer af dagen og natten. En nysgerrig voyeur ovre på mandesiden havde installeret et teleskop for at kunne følge med i kvindernes privatliv. Civilian Censorship Division (CCD) blev omdøbt til ’Come Closer, Dear’ eller ‘Completely Confused Division’. Et nyt slang udtryk blev opfundet: ’Oh, my aching Offenback!’ Compounden husede ca. 1000 ansatte. Der opstod hurtigt kontakter og venskaber på tværs af nationaliteter, race, religion og rang. Et ideelt samfund, hvis det ikke var for udelukkelsen af alt tysk og - senere - den danske invasion. Den kommer jeg tilbage til. Monica, Ann, Ashky og Bergit - ’The Four Aces’ kaldte vi os - blev installeret i en lejlighed med udsigt til grå mure og den hæslige statue. Lejligheden var fuldt møbleret. Der var tæpper på gulvet, puder i sofaen, billeder på væggen, en bogreol med gode bøger og en radio. Hvad der manglede, kunne vi rekvirere fra Supply Section. En lille brændeovn forsynede os med varme. Hver af os fik fem briketter om dagen, nok til at jeg også kunne slæbe nogle med til den frysende familie i Frankfurt. De var tunge! Vi skænkede ikke mange tanker til de tyskere, der for blot få uger siden var blevet tvunget til at forlade deres hjem med kun tre dages varsel. Det var brutale metoder, der blev taget i brug. Hæren betalte vist nok en smule kompensation, men var ellers ligeglad med de udvistes skæbne og med deres indbo, som de måtte efterlade. Vi var godt nok blevet pålagt ikke at fjerne noget, men det var der ikke mange, der tog hensyn til. Heller ikke jeg. Min familie havde mistet alt i krigen, undtagen livet, 26

Mine bofæller Ann, Monica og Ashky på vej i seng

så noget af det første, jeg gjorde, var at tage radioen fra lejligheden med til min mor. Hun blev henrykt. Ann hitchhikede en dag hjem fra Frankfurt i en lastvogn, hvor der også var tyskere med. Da hun angav bestemmelsesstedet til chaufføren, sagde pigen ved siden af hende, at den adresse kendte hun godt: der havde hun boet for kun en måneds tid siden. Ann blev flov og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Bagefter ræsonnerede hun, at det kun var godt, at i det mindste nogle tyskere mærkede på egen krop, hvordan jøderne havde det, da de blev sparket ud af deres boliger og berøvet alt. Det var småt med badefaciliteter. Men også det havde hæren sørget for ved simpelthen at overtage den kommunale badeanstalt, kun få minutters gang fra vores bolig. Her var herlige, store badekar, endda dobbelte badekar, ved siden af hinanden, sauna og rigeligt med varmt vand. Ulempen var, at man trods den korte afstand måtte iklæde sig fuld uniform, og ve den, der blev opdaget med åben jakke og uden hovedbeklædning! Så vankede der en reprimande. Det samme gjaldt spadsereturene i messhall’en, der havde til huse i byens forladte gymnasium. I begyndelsen spiste vi i kælderen. Når elektriciteten svigtede, hvad der ofte skete, måtte vi føre gaflen til munden i bælgmørke. Selv om det havde en vis charme og udløste mange muntre bemærkninger, var det i længden uholdbart. En ny æra begyndte, da den store gymnastiksal blev taget i brug, og Kaisers Kapelle opvartede os med levende taffelmusik fra galleriet. Vi blev trakteret med populære tyske slagere, de fleste fra operettens verden. ’Dichter und Bauer’ af Franz von Suppé var et yndlingsnummer. Vi blev grundigt træt af det. 27

DIE Stunde Null

Århundredets værste mareridt var endt. Men hvordan kommer man videre fra et nulpunkt? ’Die Stunde 0’ kaldte tyskerne det, og udtrykket dækkede situationen godt. Nul er ingenting. Selv om livet var reddet, var der ingenting at bygge videre på. På den anden side er 0 det første nummer i talrækken, og så kan det kun gå fremad mod 1, 2, 3 osv. Andre klogere tyskere påstod, at ’Die Stunde 0’ aldrig havde eksisteret. Mennesker kunne ikke forandre (læs: forbedre) sig fra den ene dag til den anden, de var stadigvæk ’alte Kameraden’, der dyrkede deres idoler i smug og dækkede over hinanden. Mange var blevet velhavende af andres elendighed. For dem fortsatte tilværelsen i samme dur, uden at de nogensinde havde nået nulpunktet. Det var tid at gøre status: krigen havde kostet omtrent 30 millioner mennesker livet, deriblandt 6 millioner europæiske jøder. Før Hitler boede der 30.000 jøder i Frankfurt, de fleste sekulære og fuldt integrerede tyskere med århundredgamle stamtavler. Mange af dem var velhavende og repræsenteret i byrådet. Rothschild-familien, der engang finansierede alle kongeriger i Europa, stammede fra Frankfurt. Andre kendte familier var Goldschmidt, Guggenheim, Gutmann og Hirschfeld. Min morfar var en Hirschfeld, Otto Hirschfeld, forhenværende lædervarefabrikant og millionær. I sine velmagtsdage før 1. verdenskrig havde han bidraget til byens offentlige liv. Fra sine udlandsrejser havde han medbragt forskelligt nymodens sportsudstyr som ski og kanoer, og han havde været med til at grundlægge de første tennisbaner i Frankfurt. Han havde selv været en ivrig sportsmand. Mens mine bedsteforældre boede hos min mor, blev det forræderiske navneskilt fjernet både fra dør og postkasse, sådan at tilfældigt besøgende kaldte de gamle ved min mors navn, Herr und Frau Braach. Det var et stolt øjeblik, da der igen blev sat et navneskilt med OTTO UND MARIANNE HIRSCHFELD på hoveddøren. Af Frankfurts 30.000 jøder var der ifølge statistikken kun 140 tilbage efter krigen. Deres navne blev i april 1945 offentliggjort i New York-avisen DER AUFBAU. Jeg havde for længst opgivet håbet om at 28

finde mine bedsteforældre i live, da jeg i London fik set listen over de overlevende. Her stod deres navne sort på hvidt sammen med min bedstefars bror, Ernst. De fleste overlevende, for det meste kvinder, var gift med kristne. Det betød dog ikke, at de var mindre udsat for forfølgelse og chikane. At mine bedsteforældre overlevede, skyldtes da også fortielse, løgne, snedighed, et liv i skjul, flugt og flere mirakler. Man siger, at nogen har ’lykkeligt’ overlevet, men ordet lykkeligt kan ikke bruges i den forbindelse. Højst ’heldigt’ eller ’taknemmeligt’. Og spørgsmålet ”Hvorfor netop mig?” har de hængende ved sig resten af deres liv. Opa gjorde status over familiens medlemmer. Der kunne ikke gøres rede for alle så kort tid efter krigen. Familiekrønike, samlet af Otto Hirschfeld den 17. juni 1945 (forklarende anmærkninger i parentes af BF). Søster: Dr. Emma Olshausen, omkommet i Theresienstadt eller Auschwitz (Da hendes børn kom for at fejre hende på hendes 80 års fødselsdag, var hun samme morgen blevet hentet af Gestapo). 29

Fætter: Fritz Neuberger og kone, deporteret og myrdet. (OH skrev et sted: ”Han var den første, der antydede over for mig hvilken skæbne, der ventede de deporterede.”). Fætter: Heinrich Aull, fhv. borgmester i Offenbach am Main, selvmord ved hængning. Fætter: Franz Nahm, ejer af en lædervarefabrik i Raunheim, selvmord sammen med sin kone og hendes søster. Fætter: Friedländer Weller og kone, deporteret østpå og myrdet. Fætter: Carl Lenard, Ungarn, dræbt i en arbejdslejr. Fætter: Franz Hessdörfer overlevede Theresienstadt, men døde kort tid efter sin hjemkomst. Fætter: Adolf Heimann overlevede i Frankfurt. (Adolf Heimann, en højt uddannet videnskabsmand, måtte lide under de værste chikanerier. Dag og nat blev han tvunget til at grave gravsteder ud på Frankfurts Hauptfriedhof. Han gik med davidstjerne på tøjet og boede i et såkaldt ’Judenhaus’. Hans trofaste, kristne kone besøgte ham dagligt og forsynede ham med mad. En dag fik Adolf stukket en 20 Mark seddel i hånden af en fremmed dame, som han mødte på vejen, mens hun hviskede til ham: ”Halten Sie durch, es dauert nicht mehr lang!” Hold ud, det varer ikke meget længere. (Hvorfor får jeg tårer i øjnene, hver gang jeg tænker på denne lille solstrålehistorie). Totalt udbombet: Otto Hirschfeld, Mile Braach, Erna Werkhäuser, Ernst Hirschfeld, Emmy Dietrich, Richard Speyer, Konrad Binding, Adolf Heimann, Franz Hessdörfer. Omkommet: Niece: Sofie Koenitzer-Jucho, dræbt af en bombe, da hun var i færd med at hjælpe hjemløse bombeofre. Andre dødsfald: Broder Ernst Hirschfeld og hans kone Clara, svoger Richard Speyer og fætter Georg Weller - alle døde af underernæring kort tid efter krigen. I eksil: England: Alma Hirschfeld, Irmgard Herz og familie, Ilse Warburg og familie, Marga Bell. USA: Dr. Otto Hirschfeld, Margaret Elkan, Lotti Kleiss. Canada: Otto Speyer. Brasilien: Emma Speyer, Edward Speyer og familie. Bolivia: Oskar Hirschfeld. Australien: Ludwig Hirschfeld. 30

Kina: Helene Aull. I Tyskland, p.t.: Bergit Braach, efter 6 års eksil i England, Imogen Werkhäuser, Reingard Hirschfeld og Gudrun Hirschfeld.

Gensyn med familien. Fra venstre Mile Braach (min mor), Imogen Werkhäuser (kusine), Erna Werkhäuser (moster) og Walter Chat.

Min fætter, Luft-waffe-Pilot Leutnant Wolfgang Ernst

31

Overlevende i Frankfurt: Otto Hirschfeld, Marianne Hirschfeld, Mile Braach, Erna Werkhäuser, Emmy Dietrich, Konrad og Trude Binding, Dr. Walter Olshausen og familie, Dr. Hans Holzamer og familie og Adolf Heimann og hustru. I Opas statistik manglede de slægtninge, halvjøder og kristne, der var i hæren og endnu ikke var vendt tilbage fra fronten eller krigsfangenskab, og om hvem man ikke vidste, om de havde overlevet. Der skulle gå måneder og år, før der kom nyt om dem. Der var én, jeg mere end nogen anden længtes efter at gense: min fætter Wolfgang, min fasters eneste søn, min bedste ven og erstatningsbror, ledsager på dristige ferieeventyr og lyspunkt i mine ensomme og triste ungdomsår. Min første kærlighed. Kysset i toget, da det kørte ind i tunnelens mørke, 8-10 km - jeg kunne stadigvæk føle det efter alle de år! Wolfgang havde allerede som barn været besat af flyvemaskiner. Efter studentereksamen kom han i Luftwaffe og blev pilot, senere natjagerpilot, det farligste job af alle. Mange af hans kammerater var døde. Han selv var blevet alvorlig, sagde min mor, der havde besøg af ham, når han var på gennemrejse. Han spurgte altid efter mig, men hvad kunne hun fortælle? Adskillelsen var total.

32

CENSUREN

’Censorship’ var ikke den mest omtalte eller mest populære gren af den amerikanske hær. Der var ingen heltestatus forbundet med arbejdet. Der er heller ikke meget skriftligt materiale at finde om de år efter krigen, da CCD eksisterede. I den britiske og den franske sektor var der ligeledes oprettet censurenheder. Englænderne hentede sprogkyndige danskere til deres afdeling i Itzehoe inden amerikanerne fandt på det samme. I den amerikansk besatte zone var der, foruden Offenbach, to store centraler - den ene i Pullach ved München, den anden i Esslingen i nærheden af Stuttgart. Der foregik et livligt samarbejde mellem de forskellige afdelinger både arbejdsmæssigt og socialt. Det sociale gik blandt andet ud på, at man altid kunne regne med et gratis spise- og overnatningssted. Under 2. verdenskrig hørte censuren under FBI. Der blev ført streng kontrol med al korrespondance til og fra udlandet, også inden for hæren. USAs First Lady, Eleanor Roosevelt, fik en reprimande, da hun i et brev udtalte sig om vejret på det sted, hun besøgte sammen med præsidenten. Hun lovede, at hun fra nu af ville afholde sig fra at fortælle nogen, om det regnede eller om solen skinnede. Et foldboldteam på gæstebesøg i udlandet måtte heller ikke skrive hjem om vejret. ’Loose lips sink ships’ (løs tale sænker skibe), dette slogan kunne læses overalt. Breve skrevet på andre sprog end engelsk blev i reglen konfiskeret og aldrig sendt videre. En anden grund til censur var overvågning af moralen inden for hæren. Men soldaterne lærte at leve med de sorte overstregninger eller klip i brevene, der efterhånden ikke indeholdt meget andet end ’Mum and Pop stuff ’, dvs. familienyheder. Ud over de administrative afdelinger: personale, forsyninger, transport, sikkerhed, PX (marketenderi), Special Service (fritidsordninger) m.m. bestod CCD af de sektioner, der havde med den egentlige opgave, censur, at gøre. Den største afdeling var ’postal’ eller brevcensuren. I et stort lokale sad hundrede eller flere ansatte stuvet sammen som sild i en tønde og gennemgik sækkevis af breve, der strømmede ind fra postkontorerne. Tyskerne var flittige til at skrive breve, især nu da de 33

igen søgte at komme i kontakt med slægtninge og venner, som de ikke havde hørt fra i årevis. Afsender og modtager skulle checkes på en liste med navne over eftersøgte nazister og krigsforbrydere. Computeren var desværre ikke opfundet endnu, den kunne have reduceret netop denne opgave væsentligt. Staklerne i ’watch room’ sad i timevis med øjnene klistret til de drejelige stativer med suspekte navne. Afdelingen var omgærdet af et vist hemmelighedskræmmeri. Alt blev stemplet ’confidential’ eller ’top-secret’. Alligevel svirrede rygterne. Et rørende afskedsbrev fra Goering til hans familie blev læst og omtalt af alle. Svipsere forekom. Jeg havde på et tidspunkt en dygtig medarbejder, danskeren Tom, der havde arbejdet som teaterdekoratør i Tyskland under krigen. Jeg kendte ikke noget til hans privatliv, men efter flere måneders godt samarbejde var han en dag pludselig væk. Det viste sig, at hans navn stod på listen over naziforbrydere - uden at nogen havde lagt mærke til det! Mistænkelige breve vandrede videre i systemet. Der blev skrevet rapporter, og måske havnede de på fjerde sal i den tophemmelige chemical section, hvor de blev undersøgt for usynligt blæk og andet. Det var en oplevelse, da jeg en dag fik lov til at besøge dette troldmandens værksted. Jeg entrede en magisk, forbudt verden, hvor alle folk var iklædt kitler, masker og handsker. Der var underlige maskiner og apparater, og stanken af spiritus og andre mystiske væsker var overvældende. En anden afdeling var ’electrical’ (IRD) til overvågning af telefonsamtaler og telegrammer. Min afdøde veninde, lektor Else-Inge Larsen, arbejdede som brevcensor i Pullach. De havde til huse i Rudolf Hess’ og senere Bormanns hovedkvarter og tilhørende pragtvillaer. Hun skrev en ikkepubliceret rapport efter sin hjemkomst til Danmark (redigeret BF): Egentlig har jeg ikke lov til at fortælle om mit arbejde som censor, da jeg har aflagt et tavshedsløfte, men da censuren så godt som ikke eksisterer længere, håber jeg ikke, jeg gør noget galt. Censur er i sig selv en håbløs foreteelse. Den kan vel nok i visse tilfælde virke afskrækkende, men så finder folk en anden måde at komme i forbindelse med hinanden på. Det er i hvert fald umuligt at censurere alle breve. Af den ene million breve, der dagligt kom ind til München fra hele Bayern, blev 7 % censureret. Brevene gennemgik en langsommelig proces. Først blev de sorteret og lagt i alfabetisk orden, dernæst blev de, der var på den sorte liste, taget ud og resten inddelt i henholdsvis diplomatpost, udenlandspost, forretningsbreve, privatbreve og så læst og gjort ved. 34

Breve med Hitlers hoved på frimærket blev omgående konfiskeret.

Hitlermærke oversmurt med blæk. Brevet til min mormor er eftersendt til den nye adresse med anmærkningen ’Huset totalt udbombet’.

Fra det øjeblik et brev fra postsækken kom ind i CCD til det atter, forsynet med stempel og klisterpapir, gik ud igen, kunne der i værste tilfælde godt gå tre til fire måneder, så grundige var vi. Det havde vi lært i ’skolen’, hvor vi gennemgik et otte dages kursus i brevskrivningens mysterier. Vi lærte nøje at agte på konvolutten - hvordan frimærkerne var anbragt, om der var gemt noget bag foret, om der var anvendt usynligt blæk eller koder, om der var stavefejl eller mærkelige billeder og tegninger. Da ugen var omme, var vi overbeviste om, at tyskerne kun meddelte sig til hinanden i forblommede vendinger og ved hjælp af sindrige kodesystemer. Navnlig skulle man lægge mærke til tallet 88 - achtundachtzig. Da tyskerne ikke længere måtte sige ’Heil Hitler’, sagde de ’achtundachtzig’, når de mødtes. ’H’ er det 8. bogstav i alfabetet, og ’88’ kom til at stå for ’Heil Hitler’! Når en mand i et brev 35

skrev ”Gestern wurde meine alte Grossmutter 88 Jahre alt”, kunne han nemt være en slem nazist, der sendte en hilsen til en trosfælle. Eller hvis ordet ’Wolf ’ enten som egennavn eller fællesnavn figurerede for tit, kunne det være en hentydning til den nazistiske ’Wehrwolf ’ (varulv) bevægelse. Var der nu noget i et brev, man ikke kunne forstå eller en kode, man ikke kunne tyde, konsulterede man sin chef, der lod det gå videre til en ekspert, som til sidst sendte det over til en af de utallige hemmelige afdelinger. Der sad folk med særlig træning i at løse den slags. De gik op i arbejdet med stor iver og granskede et sådant brev i flere dage, indtil de triumferende kunne sende det tilbage til os med beskeden: Der stod ”Ich liebe Dich!” Også indholdet skulle der lægges mærke til. Der var forskellige punkter såsom hemmelige organisationer, angivelse af en eller anden nazi, der for længst burde sidde bag lås og slå eller kritik af besættelsesmagterne. Det sidste var i nogen grad tilladt, da man var interesseret i at vide, hvad tyskerne mente om os. Endelig var der sortbørsaffærer, som man måtte begrænse til de helt store sager. Det var noget parodisk at gribe ind her, da mange af censorerne var implicerede i større eller mindre grad. For øvrigt, hvis en sortbørshandel mellem en amerikaner og en tysker blev opdaget, kom tyskeren et halvt år i fængsel, mens den uniformerede mistede sit rationeringskort i en måned. Fandt man i et brev noget, der tangerede et af de ovennævnte punkter, skulle der skrives en ’submission’ med en fint udformet overskrift og det vigtigste af indholdet i uddrag. Det skulle sættes op på en særlig måde og oversættes til engelsk. Denne beretning blev sendt til en afdeling, hvor man afgjorde, om det var umagen værd at sende den videre til CIC (Counter Intelligence Corps), der så afgjorde, om de skulle skride ind og arrestere folk. Undertiden kunne man nøjes med at klippe et par sætninger ud. Det kunne se sjovt ud, når der sådan var blevet pyntet på et brev. Der var ikke sjældent vedlagt en hilsen til censoren: ”Kære censor, vær rar at lade disse ting gå igennem!”, når der var vedlagt småting som en cigaret, stoppegarn, sakkarin m.m. Og det gjorde vi så. Uhyre mange breve var tiggerbreve til slægtninge i Amerika: ”Lieber Onkel, du ved, hvor små vores rationer er.” Andre breve var anmodninger til Røde Kors om eftersøgning af slægtninge. Man fik indblik i menneskelige tragedier blandt mange folkeslag, især blandt jøder, polakker og tjekkere. Der var breve mellem amerikanske soldater og tyske piger. I begyndelsen nød man romantikken, men snart kunne man dem udenad og nøjedes med at åbne og lukke dem. Ind imellem havde vi breve til celebre personer som den daværende danske kronprins. Breve til konger og statsoverhoveder måtte ikke åbnes, men nok dem til dronninger og prinser. En dag var der et brev til kronprinsen fra hans tyske 36

fætter, det endte med en kærlig hilsen til Onkel Kristian og Tante Alex. Det brev, der vakte mest opsigt, var det sidste brev, Goering skrev til sin kone, inden han begik selvmord. Det var skrevet med blyant og med en smuk fast håndskrift. Hans følelser over for familien var meget rørende, men han var og blev nazist til det sidste. Han skrev, at han havde været sit ideal tro, og at han gik i døden med den overbevisning, at han havde kæmpet for sit fædreland: “Jeg havde gerne ladet mig skyde. Men det er umuligt at hænge den tyske Rigsmarskal. Så jeg vælger derfor at dø som den store Hannibal. Alle skal dø, men dør man en martyrdød, bliver man udødelig. En dag vil Tyskland lægge vore ben i marmorkister.” Hver censor skulle føre statistik over hvor mange breve, han læste daglig, men ikke nok med det. Han skulle notere hvor mange, han havde læst på tysk, på engelsk, på fransk. Endvidere hvor mange ’submissions’, han havde skrevet, hvor mange breve, der gik til USA, hvor mange kom derfra, hvor mange til Danmark, til Sverige osv. Når det drejede sig om almindelige breve, ansås det for passende at læse 70-80 dagligt. Skulle det gøres på den grundige måde, vi havde lært i ’skolen’, var det umuligt. Det var heller ikke alle, der tog det bogstaveligt, de åbnede og lukkede dem bare eller opgav flere, end de læste. Chefen var interesseret i, at hans bord havde så stor en produktion som muligt, og at det tog sig godt ud udadtil. Aldrig har man set, hvor stor en svindel statistik kan være.

37

Efter et par måneders forløb fik man karakterer udregnet efter ens produktion, ens almindelige opførsel, om man havde pjækket og hvor mange gange, man var kommet for sent. Karakterskalaen lå fra excellent, very good, good, fair til nonsufficient. Havde man et år i træk fået excellent, blev man dekoreret med en medalje magen til den, soldaterne fik. Jeg selv havde ikke noget med censuren at gøre. Lige fra begyndelsen blev jeg ansat i PX’en, der dengang kun stod for uddeling af vores rationer, hovedsagelig cigaretter og chokolade. Til gengæld kom mit arbejdsområde især min familie til gode! Også min flinke overordnede, Sergeant Seadle, lagde altid nogle ekstra Milky Ways, Yankeebars og Lucky Strikes oven i min portion til velgørende formål. Sprutrationerne, ligeledes rigelige og billige, hentede vi et andet sted i byen. Det varede ikke længe, før der også kom andre varer i vores butik: dåsemad og lækkerier fra USA, armbåndsure fra Schweiz, smykker fra Italien, tørklæder fra Frankrig, lædertasker fra Spanien og meget andet. PX’en flyttede fra det lille rum i annekset til en selvstændig bygning i nederste ende af compounden og blev til en rigtig forretning. Da

38

Sergeant Seadle vendte hjem til USA, blev jeg chef og shopkeeper. Jeg fik ansat en tysk dreng til at hjælpe med at slæbe kasser og sætte varer på plads. Han var en glad og flittig hjælper. Han lærte engelsk med lynets hast, og en dag overraskede han mig med en perfekt oversættelse til tysk af udtrykket ’to be in a fine spot’ (at være i en slem knibe): ’Das ist eine schöne Scheisse!’ Den anden tysker, der blev ansat, var en ung, smuk pige. Hun var adelig, Freiherrin von und zu …, og boede på et slot i nærheden. Desværre blev hun fyret efter kun få dage, da det blev opdaget, at hendes taske havde en dobbeltbund med plads til at smugle to stænger cigaretter ud. Jeg havde ondt af hende. Jeg gjorde jo næsten det samme, når jeg smuglede mere, end jeg måtte, med ud til min mor! Det var et fedt job uden de store problemer. Folk kom og gik, nogle gange for at købe, andre gange bare for at snakke. Jeg lærte mange dejlige mennesker at kende.

39

SULT OG NØD 1945-46

Mens jeg nød livets goder i fulde drag, så det anderledes ud hos min mor og bedsteforældre. Selv om jeg kunne træde hjælpende til, var der mangel på ALT i disse forfærdelige efterkrigsmåneder, især på madvarer. Tusinder, der havde overlevet krigen og bomberne, bukkede under. Det gik mest ud over ældre og småbørn. Opas stenrige svoger, forhenværende bankdirektør Richard Speyer, døde af underernæring. I de første uger efter krigens slutning skulle vandet hentes langvejs fra. ”Amerikanerne har mere benzin, end vi har vand”, var der nogen, som sagde. El og gas fungerede sporadisk og kun engang imellem. Der var hverken aviser, post, telefon eller offentlig transport. Der fandtes levnedsmiddelkort, men ingen levnedsmidler. Min mor slæbte kul hjem, der var faldet af lastvogne. Opa, 79 år gammel, var begyndt at give engelsktimer og bad sine elever tage briketter med. I december 1945 bestod den daglige ration for en gennemsnitsforbruger af 250g brød 20g kød 7g fedt 15g kornprodukter (nudler, havregryn o.l.) 15g sukker Fra en lille brochure ’ZEITGEMÄSSE SPARREZEPTE FÜR DIE HAUSFRAU für den Winter 1945/46’ har jeg plukket nogle opskrifter. Fem af de syv sider omhandler kartoffelretter. Utroligt, hvad denne knold kunne anvendes til - selv uden brug af hverken æg, kød eller fedtstof. Kartoffelvand måtte under ingen omstændigheder hældes ud, det blev til en nærende suppe også ’uden noget i eller noget til’. Suppen kunne spises morgen, middag og aften og anbefaledes især til børn og folk med svage maver. Anbefalingen vækker dystre associationer, for maden i koncentrationslejrene bestod næsten udelukkende af kartoffelsuppe ’uden noget i eller noget til’! 40

Kartoffelskræller måtte heller ikke kasseres. De blev vasket, tørret, kogt og kørt gennem kødhakkemaskinen for at genopstå som suppe eller mel. Også gær kunne fremstilles af kartofler, som man blandede med sukker og lyst øl - ’såfremt haves’. ’Såfremt haves’ stod der i næsten hver anden sætning. Alligevel var det utroligt så meget, der kunne fremstilles bare ved hjælp af løg, mel, semulje eller havregryn og eventuelt krydderier som timian, merian, laurbærblade og kommen. Madskribenten var optimist: ”Det er godt nok småt med madforsyningen lige nu, efter at Hitlers vanvittige krig er slut, men det kan kun blive bedre!” Ord som æg, grøntsager, frugt og kød ledte man forgæves efter i brochuren. Det skulle lige være ’kød’ i forloren tilstand som f.eks. ’forlorne frikadeller’, ’forloren leverpostej’ og ’forloren pølse’. Selv ’forlorent svinefedt’ kunne fremstilles, endda på to måder, den første med, den anden uden olie: 1. Skulle De endnu være i besiddelse af en rest olie fra sidste tildeling, blander De 1 spsk. olie med 3-4 spsk. mel, tilsætter 3/4 l vand og koger massen, indtil den bliver tyk. Smages til med salt og merian. Pastaen ligner svinefedt af udseende og har en vis lighed i smag. Den er meget drøj i brug. (Ja, mon ikke?). 2. Man kan fremstille en slags pålæg, dog uden olie, ved at koge et finthakket løg i 1/4 l vand og tilsætte 2 spsk. semulje. Massen smages til med salt, pebererstatning og merian. Man kan forbedre smagen ved at tilføje lidt gær - såfremt haves - det vil få massen til at smage næsten som leverpostej. Forloren leverpostej eller Leberwurst er der mange opskrifter på. Vi prøver denne: Man koger løg og tilsætter gær, der er opløst i lidt mælk. Det hele blandes med brødkrummer og smages til med merian, salt og pebererstatning. Forlorne bøffer betegnes som alle tiders guf. ’’Lav dem snart, og De vil give mig ret i, at disse bøffer næppe er til at skelne fra den ægte vare’’, skriver forfatteren. Her er opskriften: Man moser tre kogte kartofler og blander dem med en skive brød, der har ligget i blød i vand, tilsætter salt, pebererstatning og løg. Bøfferne steges med eller uden olie. Denne velsmagende ret spises sammen med kartofler eller majroer. Ikke nok med forlorent kød. Vi kunne også sætte forloren fisk på menuen. Forlorne sild 41

Man tager 3 mellemstore kogte kartofler og 2 mellemstore rå, revne kartofler, lidt gær, salt og peber. Det hele blandes og formes til små ’sild’, der steges på panden. En marinade af eddike, løg og laurbærblade hældes over de varme sild. Når det hele er afkølet, serveres retten sammen med enten pillede eller stegte kartofler. Retten er blandt gourmet’er en yndet spise! Og endnu en kartoffelret: Pandekartofler Kogte kartofler skæres i tynde skiver og presses ned på en pande. Det er ikke nødvendigt at bruge fedtstof. Retten spises uden noget til eller med et drys sukker. God til suppe eller et stykke tørt brød eller såfremt haves - grøntsager eller frugt. ’’Nøden skærper opfindsomheden’’, skriver forfatteren og giver os en opskrift på forloren marmelade, dog for en gangs skyld uden kartofler: 2 spsk. kaffe-erstatning, 2 spsk. eddike, 1 spsk. mel, 1½ kop vand, ½ kop sukker og en anelse salt blandes og bringes i kog. De vil blive forundret over resultatet. (Ja, mon ikke!) Brochuren gav forskellige tips til, hvordan man kunne spare på fedtstof. F.eks. kunne man lægge kogte kartofler direkte på komfuret i stedet for at stege dem på en pande. Eller man kunne hælde lidt erstatningskaffe over kartoflerne for at forhindre, at de brændte på. Hvis man endnu havde en smule fedt tilovers, kunne man bruge et overskåret løg til at suge det op med i en opvarmet gryde, og så kunne løget bruges om og om igen til at smøre panden med - lige til det rådnede. Hvis man altså stadig var i besiddelse af en stegepande. Til nød når der ingen gas var, men elektriciteten virkede, kunne den blanke side af et strygejern bruges som pande. Jeg kender endnu en nødløsning, som min mor benyttede sig af, men den står ikke i brochuren: Hun fik af lægen recept på og købte på apoteket - når det kunne fås - amerikansk olie, og jeg kan forsikre læseren om, at de pandekager hun fremtryllede ved hjælp af den ikke smagte meget anderledes, end pandekager bagt i ægte smør. Kun skulle døren til køkkenet holdes lukket, og vinduet til gengæld åbnes på vid gab, for stanken var ikke til at holde ud. Det var ikke sikkert, at man kunne få sine rationer, især ikke kød, ost og smør. Nogle gange kom min mor hjem med en luns hestekød, som hun havde fået uden om bevillingen. Det smagte vidunderligt. Ofte skulle man stå i en uendelig, lang kø og vente i timevis. Papir til 42

indpakning måtte man selv tage med. Min mor kom engang hjem uden frakke på. Af mangel på papir havde hun brugt den som indkøbspose til de fisk, som hun tilfældigvis havde fået tilbudt. Hellere fryse end sulte! På grund af mangel på kul og gas var det forbudt at bruge en ovn til bagning. Kort før jul 1945 blev forbuddet midlertidigt ophævet. Desuden fik alle børn mellem 3 og 18 år tildelt en ekstra ration bestående af 100 g Fruchtkuchen (plumkage) eller 150 g bolcher eller 250 g Lebkuchen (honningkage). På sine lange, ufrivillige gåture som følge af manglen på offentlig transport noterede min mor sig mange pudsige detaljer. Et opslag hos bageren: Der skal medbringes 2 briketter per brød. Hos en anden bager: Vand og salt bedes medbragt. Engang blev min mor så træt, at hun indlagde en pause for at drikke en kop erstatningskaffe på et førhen nobelt konditori. Men da hun bad om en teske, var svaret: ”Desværre, vi har kun én, og den er optaget for tiden.” I Mauls ølstue fandtes der kun 4 ølglas, de var fastgjort til bardisken med 3 meter lange kæder. Også værten på spisestedet Rotes Haus havde sine kvaler. Bestikket forsvandt i gæsternes lommer. Det hjalp ikke, at han forlangte et depositum på 5 Mark, heller ikke da han øgede det til 10 Mark. For den, som ikke ejede noget, betød penge heller ikke noget. Så fik værten en god ide: i stedet for penge skulle gæsterne aflevere deres PersonenAusweis som pant. Det virkede! Dette vigtige dokument - der blev udstedt af den amerikanske Militärregierung, når vedkommende havde klaret sig igennem de obligatoriske undersøgelser om hans fortid i det 3. Rige - ville man under ingen omstændigheder miste.

Tassenpfand Rm 5-

Min moster Erna gik med planer om at udvandre til USA. Hun bad 43

en skrædder om at sy et foer i en gammel herrefrakke. Det kunne lige så lidt fås som sytråd eller gummibånd, men skrædderen fandt på en udvej. Erna måtte ’låne’ et foer, hvis hun lovede at sende et tilsvarende tilbage fra USA. Telefonsamtale mellem min mor og hendes frisør: Goddag, Frau Braach her. Er det muligt at få håret vasket og sat? Ja, vi har vand i dag. Varmt vand? Ja, vi varmer det på kakkelovnen. Men vi må be’ kunderne om at tage 1 eller 2 briketter med. Det gør jeg. Hvad med sæbe? De behøver ikke tage sæbe med. Vi får den på særbevilling. Den stinker forfærdeligt, men fjerner skidtet. Har De el? Nej, ikke endnu. Hvad så med at få håret tørret? Ja, det varer jo noget længere end ellers. Det gør ikke noget, jeg tager en bog med. Jeg må også be’ om et håndklæde. Alle vores gik til, da vaskeriet blev bombet. Det tager jeg med. Hvornår skal jeg komme? Kl. 15, hvis det passer Dem. Min mor tog af sted i god tid, bærende på briketter, håndklæde og en bog. Midt i elendigheden noterede hun: På mine lange gåture opdagede jeg noget andet. Mellem skidtet og ruindyngerne voksede små, grønne planter frem, ukrudt. Jeg har aldrig vidst, at ukrudt kan være så trøstende - et spirende håb!

44

POSTBUDET

Aldrig før havde jeg fået så megen post. Det væltede ind med breve og pakker. Sagen var den, at nok var posten adresseret til min APO-adresse (American Postal Office), men indholdet var stilet til andre: til min mor, mine bedsteforældre, slægtninge og venner. Postforbindelsen mellem Tyskland og udlandet var endnu ikke genoprettet, så min adresse var en livsvigtig hjælp. Lige så snart den var etableret, myldrede det ind med breve og ’Fresspakete’ (ædepakker) fra den emigrerede del af familien i USA, Bolivia og England. Jeg slæbte mig en pukkel til. Hjemme hos min mor blev pakkerne højtideligt åbnet, og indholdet retfærdigt fordelt. En typisk pakke bestod af fedtstof, havregryn, kaffe, kakao, te, mel, sukker eller honning, bønner eller linser, ris, tobak, cigaretter m.m. Der blev ført omhyggeligt regnskab over forsendelserne. Alene fra min moster Gretel i USA blev der modtaget 146 Fresspakete i løbet af kun et år. Også morbrødrene bidrog flittigt, skønt deres forsendelser lod meget tilbage at ønske. Pakkerne fra onkel Oskar i Bolivia ankom efter flere ugers rystetur i en jammerlig tilstand. Sukker eller mel dryssede ud af den beskadigede indpakning eller, værre, der dryppede fedt eller olie ud fra et hjørne. Jeg husker en pakke, der allerede ved modtagelsen lugtede fælt. Indholdet viste sig at være en sammenklistret masse af kaffebønner, mel, sirup(!), ris og chokolade. Men sulten var så stor, at ingredienserne omhyggeligt blev skilt fra hinanden, renset, sorteret og brugt. Efterhånden som også venner og naboer begyndte at benytte sig af min mors ’gode’ forbindelse, følte jeg mig noget misbrugt. Jeg nægtede at skaffe penicillin til en kvindelig læge, der havde været et entusiastisk medlem af nazipartiet. Amerikanerne brugte den nye mirakelmedicin rundhåndet, men tyskerne fik den kun udleveret til at kurere kønssygdomme med. Vores Mail Sergeant var begyndt at undre sig over min enorme fanmail, og en dag måtte jeg stå til regnskab over for vores oberst. Han truede mig med fyring, hvis jeg blev ved med at misbruge US Postal Service på den måde. Jeg ville ikke fyres, så det var slut med madpakke45

æraen. Heldigvis skete det på et tidspunkt, hvor der var kommet gang i den officielle hjælp i form af CARE-pakker. Det var slut med de mange ture til min mors anden sals lejlighed belæsset med to eller tre tunge pakker plus alt det andet, jeg havde med: sæbe, mælk, brød, briketter, breve og meget andet. Det lettede min tilværelse betydeligt.

46

MIT DOBBELTLIV

(Oversat fra engelsk) Nov.1945 Kære venner I dag har jeg ikke alene en skrivemaskine til rådighed, men også et par ledige timer og lyst til at skrive. Alle tre meget sjældne og værdifulde ingredienser i mit øjeblikkelige liv, så her er nyt. Jeg behøver vist ikke beskrive mine omgivelser. Tag en hvilken som helst by, lad murene på hvert femte hus blive stående, og riv de mellemliggende fire ned. Lad brokkerne blive liggende i en bunke på fortovet og gaden, så der lige er plads nok til, at en vogn kan passere, spræng alle broer i luften - og du har et rimelig godt billede af Frankfurt. Lige meget hvor smuk byen og hvor store husene engang var, så er der ingen historiske spor at finde længere. På køreturen langs Main fra Offenbach til Frankfurt, i siksak på grund af de mange grøfter og huller i vejen, kan man med nogen fantasi fremmane silhuetten af en smuk by, fordi domkirkens tårn stadigvæk er der. Men netop fordi det endnu står som et varigt minde om alt det, der er gået tabt, øges smerten. Menneskene. Hvordan og hvor lever de, hvad tænker de? Det er et emne, som kan diskuteres i al evighed, uden at vi nogensinde vil nå til bunds. Hvis vi kunne, ville det lette nogle af de problemer, besættelsesmagten må slås med. Det er uhyre vanskeligt at forstå tyskernes sindelag på dette tidspunkt og umuligt at kende deres dybe, mørke hemmeligheder. Folk er så vant til at leve i terror og angst for forfølgelse og også til at snyde, lyve, stjæle og skjule ting - måske bare for at overleve - at det nu er blevet en vane. Jeg gav f.eks. en cigaret til min rengøringsdame forleden dag. Hun takkede, stak den i lommen og sagde: ”Jeg ryger den senere”. Hvorfor sagde hun ikke bare: ”Jeg gemmer den til min mand”, for jeg ved, at det 47

var meningen? En ganske uvigtig sag, men typisk. I vil ikke kunne finde flere nazister. Enten står de ved deres overbevisning og er nu, hvor de skal være: døde eller i fængsel. Eller også skjuler de sig eller camouflerer sig godt. Måske møder du dem på gaden. Du kan også finde dem i amerikansk tjeneste. En gang imellem sker det, at en af dem bliver angivet af en ’venlig’ nabo, og så forsvinder han eller hun uden stort ståhej. Det store flertal, som efter mange års lidelser så frem til befrielse fra naziregimet, men som samtidig var skyldige i medviden, lever videre, så godt de kan under de givne omstændigheder. De ventede mere af deres ’befriere’ og er skuffede, fordi ingen vil høre på dem. Det er et vanskeligt problem. Transport: To af broerne over Main er nu farbare, men de kan kun bruges én ad gangen, fordi der bliver arbejdet videre på dem på skift. Flere tog kører fra hovedbanegården og endnu flere fra Südbahnhof. Enkelte sporvogne kører gennem hovedgaderne, hvis ikke de løber af sporet, hvad der ofte sker. De er så overfyldte, at Piccadilly Line i myldretiden til sammenligning med dem ligner et luksustog. Klokken 20.30 standser al transport i byen. Klokken 22.30 må ingen tysker være ude. Næsten alle folk spadserer: til arbejde, fra arbejde og på landet for at hente madvarer og brændsel. 30-50 km er for ingenting at regne, apostelens heste klarer det hele. Kun få mennesker ejer en cykel og heller ikke det ret længe, for den bliver stjålet ved første lejlighed. Der er andre trafikanter, som dag og nat blokerer vejene med deres overlæssede trækvogne, barnevogne, masser af børn og bagage. Det er flygtningene i alle kategorier, tvangsarbejdere, fordrevne fra de russiske zoner eller byens borgere, der vender hjem - hvis hjemmet står endnu. Blandt de sidste er soldaterne i deres lange frakker og lasede sko, nogle af dem på bare fødder, andre humpende på krykker og med forbindinger. Deres alvorlige ansigter fortæller, at de har oplevet helvede. De har resigneret og finder sig i alt, hvad skæbnen endnu har at byde dem. Mange af dem vandrede tusinder af kilometer fra Rusland for blot at finde deres hjem som en ruinbunke og deres pårørende døde eller flyttet et andet sted hen. Jeg ville ikke være et menneske, hvis jeg kunne se på elendigheden uden medfølelse. En gammel kone, der slæber på en sæk kartofler alt for tung for hende, en hest, der bryder sammen af sult midt på gaden. Vi er dog kun tilskuere uden at kunne gribe effektivt ind. Al mad er rationeret, mere nu end under krigen. Men kvaliteten er ikke så dårlig som under og efter 1. verdenskrig, siger min mor. Brødet er næsten sort, jeg elsker det. ’Handkäse’, en Frankfurt specialitet, og ’Leberwurst’ smager som det altid har gjort - synes jeg i hvert fald. Da min mor hentede sin ration ost - en Handkäse om måneden - var der en kvinde i forretningen, som spiste det hele på stedet. Mange børn ved ikke hvad ordet ’chokolade’ betyder. Der er en blomstrende 48

sortbørshandel i gang. Engang imellem samler politiet en hel masse mennesker på et bestemt sted i byen og tager dem alle i forvaring. Ved hovedbanegården er der et berømt hjørne, hvor folk går rundt og hvisker, men dog så højt at forbipasserende kan høre det: ”Butter, Butter…” eller ”Kaffee, Kaffee…” indtil nogen standser op, og de forsvinder rundt om hjørnet for at ordne deres ’business’. Jeg lever et dobbeltliv for tiden og er kun ked af, at jeg ikke har mere tid til mine to liv. I Offenbach bor og arbejder jeg sammen med ca. 1000 andre i den forhenværende ’Ortskrankenkasse’s store bygning. Kontorerne og de rekreative områder befinder sig også i det indhegnede område, så det meste af vores ’social life’ foregår her. Der er filmforevisninger to gange om ugen, foredrag, koncerter, danseaftener og meget andet. Opslagstavlen i forhallen bryder sammen på grund af alle de mange notitser, der dagligt bliver sat op. Der er invitationer til fester hos 29th Infantry Regiment, 97th Army Hospital, 623th Engineers, HQ Frankfurt - overalt bydes vi piger velkomne. Hver aften står der biler, jeeps og trucks i alle størrelser uden for hovedbygningen for at tage folk med, hvorhen de ønsker. Vi arrangerer også parties hjemme hos os, som for eksempel Anns fødselsdagsfest forleden aften. Vi festede med god mad og musik fra radioen til kl. 4 om morgenen. Nogle gange tager jeg ind til Frankfurt og går i Røde Kors klubben eller til HQ efter en snack. Der er en officersklub i Kronberg, et slot, der før tilhørte Tysklands kronprins. Det er det smukkeste sted, jeg nogensinde har dineret i. Jeg kan desværre ikke invitere jer med, da jeg selv var inviteret på en date. Der er sølvbestik og krystalglas, stearinlys i kandelabre, blød musik og de herligste lækkerier og gode vine. Jeg mener at have set General Eisenhower den aften, han bor i Frankfurt og deltager i alle større begivenheder, fodboldkampe og så videre. Mit arbejde i PX er hverken vanskeligt eller interessant, men ganske behageligt. Der følger mange goder med. Engang imellem kører jeg til Mannheim eller Wiesbaden for at bestille forsyninger. Jeg har opsyn med salget og de tyske ansatte og gør alt kontorarbejdet. Vores PX har nu udviklet sig til også at indbefatte en frisør- og barbersalon, skræddershop, skopudser, Coca-Cola bar og om aftenen en øludskænkning. Mange misunder mig mit job, men jeg ville hellere have et mere 49

nyttigt og mere spændende. Arbejdstiden er 8.15 - 11.15, 12.30 - 16, 17.15 18.15 alle hverdage. Måltiderne er kl. 7.30, 11.30 og 18.15. I søndags kørte jeg sammen med en ven, Lt. Fred Goldsmith, til Frau Michels jagthytte i Spessart bjergene for at hente brænde. Det var en kold tur, og vejene var forfærdelige. Vi kørte tværs hen over marker og op ad stejle bakker, som kun en firehjulstrukket jeep kan forcere. Vi måtte tage en lokal guide med for at vise os vej. Men da vi efter den vanvittige køretur landede på toppen af et bjerg, var den betagende udsigt over Main-dalen alle anstrengelserne værd. Der stod den sødeste lille træhytte, man kan tænke sig. I hytten var der lunt og rart, og efter vi havde læsset hele jeepen med brænde, hyggede vi os med Schwarzbrot, æbler og cognac, indtil det blev mørkt, og vi kunne køre hjem med vores ulovlige læs - uden at risikere at blive standset af Military Police. Det kan være farligt at køre gennem skovene om natten, for der sker stadigvæk overfald og mord. En bande kan finde på at spænde en wire tværs over vejen eller forsøge at standse bilen på andre måder. Med en hård vinter forude ventes der også flere forbrydelser.

Hvor er 80th Infantery Division blevet af? Nogen har vist glemt at fjerne skiltet

Fredeligere tider - får i stedet for fjender. Polsk gæstearbejder

50

For øjeblikket tilbringer jeg weekenden hjemme hos mor. Vi sidder pakket ind i tæpper for at holde varmen. Hun skriver også breve på den anden side af bordet. På sofaen sover min kusine Heide. Hun er min fasters datter og Wolfgangs søster. Hun dukkede ganske uventet op i formiddags fra Marburg, hvor hun arbejder som sygeplejerske. Hun har oplevet krigen på nært hold mange forskellige steder. Hendes forlovede faldt i Rusland, og broderen savnes stadigvæk. Noget jeg har glemt at fortælle: De fleste tyskere tror, at Rusland vil begynde en ny krig mod den amerikansk besatte del af Tyskland, og at amerikanere vil lade det ske og udlevere dem til russerne, som de er dødsens angste for. Der verserer mange rygter, og det er umuligt at bekæmpe dem. Nu har jeg skrevet nok for de sidste to måneder og for de næste to med. De kærligste hilsner Bergit

51

FRA PX TIL SS

American Army har det med at flytte rundt med folk. Efter mit behagelige job i PX befandt jeg mig pludselig på et kontor som ansat i SS. SS står for ’Special Service’, og det har intet med Waffen-SS (den militære gren af nazi-organisationen Schutzstaffel) at gøre. Kun med de dårlige vittigheder, der fulgte med jobbet. I min gæstebog fandt jeg følgende vers skrevet af Ole Forchhammer, som senere blev min svoger. En forklaring: jeg blev ikke kaldt andet end ’Teddy’, og det kalder mine gamle CCD-venner mig den dag i dag: I love the Teddies above all, I slept with one when I was small. And even if I must confess That she is member of SS, I think you’ll never find a brighter, More sweet, more charming, und so weiter Jeg blev forfremmet, og min officielle titel var nu ’Acting Chief ’, Activities Section. Jeg blev noget forskrækket da jeg læste listen over mine arbejdsopgaver:

Oversættelse: Fremskaffelse og tilrettelæggelse af underholding til militært og allieret personale ved gruppe ’B’ (800 personer), fordeling af Special Service materiale, bøger osv., tilrettelæggelse af ture, koncerter, danseaftener, film og undervisningsprogrammer, redigering af egen 52

CCD-avis og daglige meddelelser, supervisionspligter, etablering og fastholden af kontakter til forskellige virksomheder og organisationer. Kort sagt ’Special Service’ stod for alt det, der ikke havde med arbejde, men med fritid, at gøre. Jeg kunne tilføje en del andre aktiviteter, som for eksempel udlejning af cykler og robåde, fremskaffelse af vin fra det fransk besatte område samt natlige, ulovlige vildsvinejagter i omegnen. De sidste hører ind under kapitlet ’bekendelse af mine synder’. Det var slut med mit behagelige liv og den faste arbejdstid. Da jeg indtog mit skrivebord og telefonen, var der foruden mig tre andre ansatte: en kaptajn, en løjtnant og en sergent. Alle tre ventede kun på den dag, deres afmønstringsnummer kom op, og de kunne forlade Tyskland for altid. Den dag kom hurtigere end ventet, i hvert fald for mig. Pludselig var de rejst, alle inden for få uger, og jeg sad alene tilbage med et hav af opgaver og et kæmpe ansvar.

Vi piger lod os forevige à la Rita Hayworth af byens fotograf

53

BIKUBEN

Allerede i Poissy havde vi moret os over menig Hank Davis’ små tændstikmænd-tegninger, der dagligt prydede opslagstavlen på Kaserne Kühlmann. Tegningerne flyttede sammen med Hank til Offenbach. De var det første, man hver dag glædede sig til at se på den store tavle i forhallen. Hvem eller hvad e han nu spiddet på krogen? Karikaturernes opståen skyldtes den unavngivne GI, der havde forsynet Hank med det første par armystøvler. Støvlerne var to størrelser for små, og efter tre måneders lidelser blev Hank sygemeldt i en uge med indgroede tånegle. Lediggangen fik ham til at tegne kruseduller og tændstikmænd. Han hængte dem op i afdelingens latrin, og hans kunstneriske sjæl fik et lift, da han lagde mærke til, at også mændene fra de andre delinger - og endda officerer - begyndte at opsøge netop dette latrin og komme smilende ud igen. Efterhånden blev trængslen så stor, at han flyttede kunstudstillingen til opslagstavlen, hvor også vi piger kunne beundre den. 120 tegninger blev senere trykt i et lille hæfte med titlen ’STRICTLY PRIVATE’ (’private’ er betegnelsen på en menig soldat). Jeg er den heldige ejer af et slidt eksemplar med en personlig dedikation.

Hank gjorde tjeneste i Special Service i nogle få måneder, inden også han fik sine hjemsendelsespapirer. Vi havde et godt samarbejde. Jeg sagde straks ja, da han foreslog, at vi skulle udgive en avis og spurgte, om jeg ville være med til at redigere den. Det blev til THE ”B” HIVE (efter Group B, CCD) - BIKUBEN på dansk. 54

Der var stof nok til at fylde de fire sider i stort format. Desuden kunne vi regne med frivillige bidrag fra de mange begavede mennesker, der befolkede vores afdeling. Alle kunstarter var repræsenteret. Der var en professionel pianist, August Leopolder; en komponist, Peter Ury; en journalist og vittighedstegner, Robert Friedmann; og flere allerede kendte malere og forfattere. Jeg selv var heller ikke helt uerfaren, hvad redaktionsarbejde angik. Min far havde en gang imellem arbejdet som redaktør, når han ikke kunne ernære familien som forfatter. I Frankfurt var han i flere år chefredaktør på et tidsskrift, UNSERE FAMILIE. Jeg, dengang 11-14 år gammel, blev ansat som redaktør for børnesiden. Jeg skrev små artikler og digte, godt nok hjulpet og censureret af min strenge far, og lavede quizzer og konkurrencer. Det var sjovt. At lave BIKUBEN sammen med Hank og de andre redaktører var også sjovt, selv om det gik langt ud over den almindelige arbejdstid. Det var dog ikke spor sjovt, da jeg en dag ordentlig fik læst og påskrevet i et indlæg. Hvorfor? Vores sædvanlige musikanmelder var på ferie, og jeg var blevet bedt om at skrive en koncertanmeldelse. Jeg kan ikke huske, hvad der blev spillet og af hvem. Det var ikke så mærkeligt, for jeg var slet ikke til stede ved koncerten. Jeg skulkede. Jeg forhørte mig lidt hos nogle publikummer om, hvordan den havde været, og hvad de syntes om den og gav mig så til at skrive noget fantasifuldt vås, som altså med rette blev kritiseret! Der var en del utilsigtede skønhedsfejl i avisen. De skyldtes ikke så meget redigeringen, men trykkeriet i Offenbach. Vi formodede - håbede - at indehaveren, Herr Giese, ikke kunne engelsk, da vi tillod os en lille spøg. Vi indrykkede en fiktiv annonce for hans virksomhed fyldt med trykfejl. Jeg tog ind på hans værksted i kælderen af hans udbombede hus 55

og overrakte ham det færdige layout. Jeg tror ikke, han lagde mærke til vores reklame for hans virksomhed. Men han havde lagt mærke til noget andet, nemlig mit navn, Bergit, der stod i klummen. Han spurgte mig: ”Sind Sie die ’kleine’ Bergit?” Han pegede på en bunke gamle tidsskrifter på gulvet og ganske rigtigt, det var UNSERE FAMILIE. Et minde fra svundne tider. Jeg indrømmede, at jeg var identisk med ’die kleine Bergit’ (hvem ellers har det sjældne navn?). Herr Giese forærede mig nogle eksemplarer fra restoplaget, som han havde reddet fra bomberne. Et besynderligt tilfælde, at det lige netop var hans lille, beskedne trykkeri, der havde udgivet UNSERE FAMILIE og nu udgav THE ’B’-HIVE. Når jeg nu genlæser de gamle, gulnede eksemplarer af ’Bikuben’, overraskes jeg af den kvalitet og den mangfoldighed, der præger disse sider. Foruden faktiske oplysninger er der digte, interviews, tegninger, debatter, læserbreve, sportsnyheder og meget mere. Jeg vil nøjes med et sjovt indlæg, der også fortæller lidt om hverdagen i CCD. ”Hvis du tror, at vagten ved porten ikke har andet at bestille end at bede dig knappe din jakke og tage huen på, tager du fejl. Bare lyt et øjeblik til de tilbagevendende problemer, han også må tage sig af. GI: Jeg leder efter min pige. Guard: Well, hvem er din pige? GI: Hun hedder Ann - tror jeg nok. Guard: Ann - hmmm - Ann, hvad? GI: Det ved jeg ikke, men hun er høj, mørk og beautiful. Guard: Hvor bor hun? GI: Det spørger jeg dig om! Guard: Ved du hvad, der er mange Ann’er her i compounden. Hvordan skal jeg kunne finde din Ann? GI: Må jeg ikke komme ind og lede efter hende? Guard: OK, skriv dit navn her i bogen Efter et kvarters tid kommer GI’en tilbage i selskab med en lille buttet, blond pige. Guard: Sign out, please. Oh, det er dig - har du fundet din Ann? Men det er da ikke den pige, du snakkede om? GI: Nej, kammerat, hun her hedder Helen, men hun er da sød, synes du ikke?” Da The ’’B’-Hive’ efter flere måneder måtte opgive ånden på grund af pengemangel, udgav vi en ’Daily Bulletin’ med de vigtigste kulturelle oplysninger. 56

57

TRANSPORT

I begyndelsen måtte min stakkels mor dagligt spadsere 10 km rundt om det store afspærrede areal omkring US hovedkvarteret for at nå til sin arbejdsplads i byens centrum. Det tog hende mindst en time hver vej. Desuden slæbte hun på alt muligt i sin rygsæk, fra kartofler til briketter. Ikke så mærkeligt, at hendes ryg krummede sig mere og mere. ”Deutschland ist wie ein Kind, das laufen lernt” (Tyskland er som et barn, der tager sine første skridt), var der nogen, der sagde. Det kunne næsten opfattes bogstaveligt. Efter nogle måneder kunne man også høre sporvognsklokkernes klemten i min mors distrikt, men kun de unge og modige lod sig transportere i eller på de overfyldte vogne. Min morfar på 80 vovede en tur på trinbrættet af linie 7. Han var bare så uheldig at blive grebet i ugerningen af politiet og måtte betale en bøde på 20 Mark. Vi var ret stolte af vores modige Opa. En anden gang fik han frastjålet sin tegnebog i myldret, og gulduret i vestelommen forsvandt fra kæden, det hang i. Min mor beskrev en tur med sporvogn: På hvert trinbræt står der mindst fire personer. På det ene læser en ung mand gelassent sin avis, som om han sad i en første klasses kupé, på det andet spiser en dreng sin morgenmad, mens han med den ene hånd klamrer sig til dørhåndtaget. Da konduktøren kommer for at opkræve pengene, siger drengen: ”Vent lidt - jeg kan ikke få fat i mit pengeskab lige nu!” Den sidste sporvogn kørte ved halvnitiden om aftenen for at folk kunne nå hjem inden spærretiden kl. 22.30. Det var uklogt at færdes til fods efter mørkets frembrud, ikke alene på grund af ruindyngerne, men også fordi der skete mange mord og overfald. De fleste begået af hjemløse DP’s, tvangsarbejdere, der var blevet udnyttet som billig arbejdskraft af nazisterne og nu tog en voldsom hævn. Vi Ami’s havde vores egen sporvogn, som tyskere ikke måtte køre med, The Round-up (Opsamleren). Den var som reglen også overlæsset især om natten, når støjende, fulde GI’s skulle fragtes hjem til garnisonen. Vi piger foretrak tommelfingermetoden, selv om den også havde visse 58

ulemper. I den første tid måtte vi ikke færdes uden for compounden uden en mandlig ledsager, hvad der selvfølgelig gav anledning til mange, mere eller mindre sjofle tilbud. På opslagstavlen hang en seddel med følgende tekst: Undertegnede præsentable ungkarl tilbyder bevæbnet eskorte til kvinder under 45 til følgende rater: Menig eller ACE: 1 Mark WDE: 2 Mark Korporal: 3 Mark Sergent: gratis Officer: nul service I begyndelsen ledsagede Walter eller andre venner og veninder mig, når jeg besøgte familien i Eichendorffstrasse. De var henrykte over at opleve lidt hjemlig hygge, som de havde savnet længe. Alle blev modtaget med åbne arme og beværtet med, hvad huset kunne fremskaffe af Sauerkraut, Kartoffelsalat og Bauernbrot. I brevene til USA gav Oma ofte udtryk for den glæde, det var at høre os le. ”Vi har ikke hørt latter i årevis, vi havde glemt, hvordan man morer sig! Bergit har lært os det igen.” Den 25.9.45 skrev Opa til sønnen Otto i New York: ”Glæden ved Bergits tilstedeværelse er ubeskrivelig. Vi er lykkelige hver gang, hun dukker op, og alene tanken om, at hun er her, gør os glade. Hun kommer ofte i selskab med mandlige eller kvindelige kolleger. Det er en fornøjelse at høre dem more sig i stuen ved siden af. Vi er ikke vant til at høre latter, og vi har godt af det. Vi har ikke kunnet le i mange, mange år, og vi har heller ikke kunnet græde. Tårerne kom først til Mor og mig, da Mr. Simon besøgte os og bragte os din hilsen.” Hermann Simon var min onkel Ottos skolekammerat fra Frankfurt, nu en GI, og den første, der besøgte familien efter krigen. Min mor skrev til sin søster i USA: ”Bergit kommer næsten hver gang med en ny ledsager”. Selv om alle var velkomne, har hun nok undret sig over mine mange ’tilbedere’ og formodede løssluppenhed. Forklaringen var, at jeg også tog nogle af de GI’s med, som havde givet mig et lift til byen og havde lovet at køre mig hjem igen. De var flinke og hjælpsomme, og hvorfor skulle ikke også de nyde lidt tysk hjemmehygge? Mange af dem havde barske krigsoplevelser i bagagen. Loven om fraternisering, som ingen overholdt alligevel, blev officielt ophævet i begyndelsen 1947. Efterhånden færdedes jeg mere på egen hånd eller rettere på egen tommelfinger. Det resulterede i mange eventyrlige ture på den 15 km lange, ødelagte og kun nødtørftigt istandsatte vej mellem Offenbach og 59

Frankfurt. Jeg husker en tur i åben jeep sammen med tre fyre, der ville gøre indtryk på mig med deres hasarderede kørsel og vilde akrobatik. Jeg skreg højt, da chaufføren pludselig forlod sit sæde og klatrede udenbords, hen over køleren og ind igen fra den modsatte side, mens bilen kørte i fuld fart.

Hitchhiking sammen med Ann i en møgbeskidt jeep Engang stod jeg sent om aftenen alene ved hovedbanegården i Frankfurt og viftede med tommeltotten, da en af hærens lukkede mandskabsvogne standsede. Jeg gik bag om vognen og blev noget forskrækket, da jeg opdagede de mange sorte soldater, der sad bag i. Deres smil og øjne lyste i mørket. Jeg tøvede et sekund, før jeg tog imod de udstrakte hænder og klatrede op på ladet. Der var stuvende fuldt, så jeg var nødt til at sidde på skødet af en af gutterne. Det kan være, at han led overlast - jeg var jo til min store bekymring lidt buttet - men jeg gjorde ikke og blev behørigt afleveret ved porten til vores residens. Jeg havde den store ’ære’ at få et lift i Goerings pansrede Mercedes og - tro det eller ej - jeg blev tilbudt at købe den for kun 50$. Det luksuriøse køretøj var sprøjtet med hærens kakifarve og var blevet forsynet med en US Army nummerplade. Chaufføren, som var den nuværende ejer, skulle hjem til Staterne om et par uger, og han ville af med bilen. Et lille 60

øjeblik følte jeg mig fristet, men så afslog jeg pænt - ikke på grund af pengene, men fordi jeg forudså en masse besværligheder. Var jeg dum? Det var den nemmeste sag i verden at få tyske biler registreret som amerikanske, fik jeg at vide. Køretøjerne fik en omgang kakifarvet lak og et tilfældigt nummer malet med store tal på begge sider af forskærmen. På transportkontoret kunne en registreringsattest fås og forsynes med det opdigtede nummer og et stempel - vupti! Som chef for Special Service fik jeg nogle måneder senere en jeep med en tysk chauffør stillet til rådighed. Wilhelm, en flink fyr, havde været soldat og gik stadigvæk i den slidte uniformsjakke. Jeg angrer den dag i dag, at jeg aldrig fik en rigtig snak med ham, skønt vi var sammen hver dag. Jeg kendte ikke engang hans efternavn, spurgte ham aldrig ud om hans hjem, hans familie og hans krigsoplevelser. Jeg (mis)brugte ham og jeepen til alt muligt andet end ’official business’: til at aflevere pakker i Eichendorffstrasse, fremskaffe en julegås, gå tur med min hund eller til en ulovlig, natlig vildsvinejagt. Hvad Wilhelm eller andre tyskere tænkte om mig, ragede mig en fjer, men det tjente til min ære! Det kunne jeg godt tænke mig at lave om på i dag. De mange år, der er gået siden da, har mildnet mit sind. Dengang betragtede jeg alle tyskere, som jeg ikke var i familie med, over en kam som nazister og skyldige i de forbrydelser, der var blevet begået. Amerikanere rejste ofte og gerne, og det smittede af på os andre. Desuden havde vi været spærret inde i seks år og kunne først nu brede vingerne fuldt ud. Det blev til mange gode ferieture til Frankrig, Italien, Østrig, Schweiz og ikke mindst til Danmark. Også lange afstande blev ofte klaret ved hjælp af ’hitchhiking’. Jeg har med held anvendt metoden både på motorveje og med fly og tog. Jeg fik en gratis tur med fly fra Paris til London, fordi en veninde var kæreste med piloten. Det var praktisk at have en ven med bil. Det havde jeg ikke, men Ann fik sig en army-læge som kæreste med alle de fordele, der fulgte med (hun 61

havde fået fnat, men det snakkede vi ikke højt om). Da Ann og Monica tog til Prag på ferie og af en eller anden grund ikke kunne komme hjem til tiden, ringede de til lægevennen i Frankfurt. Han rekvirerede straks en ambulance og hentede pigerne. For at gøre det hele troværdigt, fik Monica lagt sit ben i gips, og det viste hun stolt frem, da ambulancen blev standset af Military Police. Engang ventede Ann og jeg længe på et tog til Frankfurt på Hamburgs hæslige banegård. Der stod nogle nobelt udseende vogne på et sidespor, så vi spurgte de to GI’s, der vogtede dem, hvor de skulle hen. ”Frankfurt,” svarede de og tilbød os en gratis tur i Goerings privattog! Ja, jeg har ikke alene kørt i Goerings bil, men også i hans luksuriøse tog. Vi nød turen i bekvemme lænestole i stadsstuen foran i toget lige bag lokomotivføreren og med en fin udsigt til tre sider. Vores flinke hjælpere kom med krystalglas og en flaske fransk champagne, der sikkert var ’konfiskeret’, hvilket er et finere ord for stjålet, samt hotdogs. På den ene væg hang Hitlers portræt stadigvæk. Jeg mener at have læst, at toget med indholdet intakt nu tjener som et museum over Goerings storhedstid.

I Goerings tog

62

Boyfriends

En aften da vi, The Four Aces, kom hjem til vores mørklagte lejlighed, fik vi et større chok, da vi tændte lyset i dagligstuen. På sofaen lå, henslængt i magelige stillinger, tre uniformerede herrer, der ville overraske os med deres tilstedeværelse. Da vi aldrig låste døren, var de bare gået ind og havde fordrevet ventetiden med blandt andet at få bugt med det meste af vores alkoholforsyning. Det viste sig, at Monica kendte den ene fra London, og han havde opsporet hendes adresse. De tre var på gennemrejse og ledte efter et sted at overnatte. Vi henviste dem høfligt, men bestemt, til CCDs gæstesuite, skønt de nok havde forestillet sig noget andet. Det skortede ikke på invitationer til os piger. Vi kunne mærke, at vi var en mangelvare. Vi kunne tillade os at vælge og vrage blandt de kærlighedshungrende ungersvende i hæren. Walter havde god grund til at være jaloux. Eller egentlig ikke. Jeg betragtede ham aldrig som andet end en ven, ja, faktisk behandlede jeg ham ret dårligt. Jeg tror, at han på en masochistisk måde nød at være vidne til mit ’vilde liv’. Min første kavaler hed Ed. Han var løjtnant i 8th Army ingeniørregiment i Frankfurt. Ann og jeg havde danset og jitterbugget den halve nat ved en fest i hans kantine, da vi pludselig opdagede, at spærretiden for længst var overskredet. ”Don’t worry!” sagde Ed og tilføjede, at han og hans ven ville køre os hjem, og de nok skulle ’ordne det’. Han sagde ikke hvordan. Reglen om spærretiden indbød til overtrædelser. Det var bittert at skulle ’hjem til slottet’ før midnat, når porten blev låst. Vagten noterede alle, der kom for sent, i sin sorte bog til indberetning. Sikkerheden blev taget alvorligt, især efter at en af vagterne en nat var blevet skudt, og der blev sat ekstra mandskab på. Ed og hans ven kørte os hjem gennem den mennesketomme by. De parkerede jeepen et mørkt sted bag bygningerne, trak en kæmpe wiresaks frem og klippede et stort hul først gennem den ene og så den anden pigtrådsbunke, som vi så krøb igennem med fare for rifter og 63

ødelagte strømper. Mellem bunkerne var der lige tid til en varm tak og et ømt farvelkys! Næste dag var der stort postyr på grund af indbruddet. Vores oberst, Colonel Parsons, gik rundt med alvorlig mine og tilkaldte hjælp fra sikkerhedsafdelingen i Frankfurt. Fra vores lejlighed kunne vi se ham og to andre officerer gå rundt på gerningsstedet og ryste opgivende på hovedet. De tilkaldte specialister kunne såmænd godt have opklaret mysteriet, hvis de havde villet. Det var nemlig ingen andre end vores to kavalerer fra aftenen før, der selv havde klippet hullerne i afspærringen! Forbrydelsen blev aldrig opklaret. Det var en absurd verden, en absurd tid. Også en tid, der ikke indbød til varige forhold. Det var forventet, at Ed skulle hjem til USA kun kort tid efter vores eventyr. Et lille brev blev det til, ikke mere. Jeg skulle ikke vente længe før en ny kavaler dukkede op og gjorde mig sin opvartning: Jay fra Idaho. Hver aften kom der bud efter mig: ”Bergit, din flotte fyr venter i indgangshallen!” Jay var ikke alene ’handsome’, men også meget sød. Han stod der med en rose i hånden til velkomst. Vi gik i biografen, i teatret, til koncerter eller til fester, alt arrangeret i US Army regi. Der var masser af underholdning at vælge imellem. Eller jeg tog ham med hjem til min mor, hvor han elskede at være. Han savnede sin familie meget. En dag fik jeg en pakke fra hans mor med en sød hilsen og 12 par nylonstrømper, en kostbarhed på den tid. Også Jays tid i The European Theater endte. Han var glad, mens jeg med tårer i øjnene nynnede med på den dengang populære slager: ”Way beyond the Hills of Idaho…” Den dag i dag slår hjertet et ekstra slag, når jeg hører den. Jay, der i mellemtiden var avanceret til Captain i US Army, mistede livet i Koreakrigen i 1951, kun 30 år gammel. 64

FRANKFURT AM MAIN

Frankfurt var en af de mest ødelagte byer i Tyskland. Den indre kerne med de smukke gamle huse eksisterede ikke mere, de fleste kirker havde mistet deres tårne, den gamle opera var en tom skal, alle seks broer over floden Main var sprængt, biblioteket med 400.000 bøger helt udbrændt, museer og kunstskatte og huset vi havde boet i såvel som min mors arbejdsplads - alt var blevet til skrotbunker.

Vores lejlighed på 1.sal, før og efter den 18.3.1944

65

Det var gået slemt ud over den zoologiske have ikke langt fra byens centrum. Kun få dyr, som ikke var blevet evakueret, overlevede. Walther Rothschild, officer i US Army, skrev en gribende beretning om gensynet med sin fødeby: ”Jeg var der - jeg så det med egne øjne - jeg græd.” Jeg selv var mere distanceret, måske fordi jeg i London under krigen havde set og oplevet noget lignende. Jeg chokerede min mor ved at sige: ”Jeg synes, at sådan en spøgelsesby har et romantisk skær!” Det har hun aldrig tilgivet mig. Hun bragte det på bane igen og igen. Det var forståeligt: hun have mistet alt undtagen livet. For mig var netop livet det vigtigste, jeg kunne ikke begræde alt det, vi havde tabt - med undtagelse af vores to elskede katte. Huset, de elegante møbler, værdifulde malerier, ca. 5000 bøger og mange uerstattelige værdigenstande skænkede jeg ikke mange tanker. Alt det hørte fortiden til. Mine bedsteforældre, der engang havde været velhavende, havde det på samme måde som jeg. Som min kloge, spinkle Oma udtrykte det, dengang de i krigens sidste dage måtte flygte til fods fra byen: ”Hvor er livet dog nemt, når man bærer alle sine ejendele på ryggen!” Men de fleste tyskere, især de ældre, jamrede i selvmedlidenhed over deres tabte indbo. Ikke mange tænkte tilbage på den egentlige årsag til deres ulykke. Dagsordenen var dikteret af den fortsatte kamp om overlevelse. Der var ikke tid til at kigge sig tilbage over skulderen og reflektere over fortiden. Efterhånden var der enkelte lyspunkter. Den døde by vaktes langsomt, meget langsomt til live. Post- og telefonforbindelserne kom i gang. Radioen sendte igen. Sporvognene kørte, og togforbindelser blev oprettet. To broer var nødtørftigt sat i stand. 3.449 forhenværende partimedlemmer blev fjernet fra deres job i bystyret, og der blev indsamlet 100.000 mark til hjemvendte kz-fanger. Skoler og domstole ventedes snart at gå i gang igen. En ny avis, Frankfurter Presse, så dagens lys. Den udkom to gange om ugen - selvfølgelig som alt andet i tæt samarbejde med og censureret af Military Government. Fremskaffelse af mad var det altoverskyggende problem. Men mærkeligt nok sultede folk ikke kun på legemet, men også på sjælen. De længtes efter underholdning, kultur, sportsarrangementer eller bare en god bog. Den første fodboldkamp fandt sted. Man afholdt kammerkoncerter under åben himmel og ved måneskin i Karmeliterklostrets ruiner. Aldrig har jeg oplevet noget mere stemningsfyldt. Et nyt teaterstykke: ’Des Teufels General’ (Djævelens general) af Carl Zuckmayer vakte furore, men ingen begejstring. Temaet var endnu for tæt på: en nazist, der 66

fortryder og begår selvmord. Jeg så forestillingen. Da den var slut, sad publikum som forstenet, der var ingen, der vovede at bryde stilheden med klapsalver. Tårerne fik frit løb. De første amerikanske film blev vist i byens eneste biograf. Folk stod i kilometerlang kø for at se Charlie Chaplin i ’Guldfeber’. En stor begivenhed, som jeg overværede, var opførelsen af operaen ’Mathis der Maler’, hvor komponisten Paul Hindemith selv var til stede. Han var født i Hanau i nærheden af Frankfurt. Min mor kendte ham fra teenageårene, hvor de havde gået til dans sammen. Han var ikke jøde, men blev dømt af nazisterne som ’musikalsk dekadent’. Han udvandrede først til Tyrkiet og senere til USA. Nu var han kommet tilbage for selv at dirigere sin ’entartete’ opera som i mellemtiden var blevet en verdensklassiker. Det var den varmeste sommerdag i 1947, og ridderne i rustninger, købmændene i pelsfrakker og munkene i uldne klæder sang, så godt de formåede, mens sveden strømmede ned ad deres kinder. Det var alligevel en pragtfuld opførelse. Publikum var vilde, og Hindemith blev kaldt frem igen og igen. Han blev helt benovet over så megen applaus. Det var meningen, at min mor og jeg skulle møde ham, men af en eller anden grund kiksede det. Desværre. Jazz, der var forbudt under nazisterne som dekadent negermusik, hørtes nu overalt, også i radioen. Musik og dans foregik for det meste i det fri - hvor ellers? - og det varede ikke længe, før de amerikanske GI’s også dansede med og lærte de tyske piger jitterbuggen. Fraterniseringsforbuddet var blevet ophævet. Det havde ingen virkning haft. Det kunne man selv se. Især de gavmilde, sorte soldater var altid omringet af en klynge tiggende børn, og små sorte hoveder var begyndt at dukke op i barnevognene. ’Froileins’ var eftertragtede, og man kunne ikke bebrejde de unge piger, at de faldt på stribe for de flotte, rige, easy going fyre og deres velsignelser i form af cigaretter, kaffe og nylonstrømper med mere. I årenes løb blev det til mange faste forbindelser og bryllupper. Man må også huske, at der i Tyskland var en katastrofal mangel på unge mænd. De, der ikke var faldet, befandt sig langt hjemmefra i krigsfangenskab. Hvornår og om de nogensinde ville komme hjem, stod skrevet i stjernerne. Den tomme zoologiske have blev omdannet til et forlystelsesområde. Søen blev til en skøjtebane, og et cirkus havde slået sig fast ned og viste, hvad de formåede med små midler og lokale artister. Det var umuligt at 67

lokke udenlandske kunstnere til Tyskland på det tidspunkt. ’Palmengarten’, den gamle have og Frankfurts stolthed, var sluppet forholdsvis billigt fra bombardementerne. Amerikanerne havde overtaget og indrettet den som officersklub. Vi frekventerede Palmengarten ofte og gerne, med eller uden ledsagere, til te om eftermiddagen eller til dans om aftenen. Det hændte, at Ike (Dwight D. Eisenhower, dengang øverstkommanderende over hæren, senere præsident i USA) sad ved nabobordet, og jeg havde engang den store ære at blive budt op til dans af ham. Amerikanere var gode mod børn, det måtte selv de mest skeptiske tyskere indrømme. Så selv om Palmengarten lå bag afspærringen i ’den gyldne ghetto’, blev arealet åbnet for tyske børn under 14 år, og en legeplads blev oprettet. Men lykken varede kun kort. Børnene styrtede sig over de skraldespande, der var fyldt med resterne fra de riges bord og spiste sig mætte. Palmengarten blev igen en lukket ’Goldenes Ghetto’ trods mødrenes protester. Der skete et mirakel, da Herr Wahl åbnede restaurant BEI WAHL. Det skulle være en fin restaurant for prominente gæster. Han havde til formålet engageret et par ældre, butleragtige tjenere i smoking (!) fra det sønderbombede luksushotel ’Frankfurter Hof ’ og havde desuden organiseret (’zu organisieren’ var dengang et yndlingsudtryk, der mest hentydede til sortbørshandel) damaskduge, Rosenthal-tallerkener og sølvbestik. Byens honoratiores og ledende amerikanske officerer var blevet inviteret til åbningen. Menuen bestod af hovedretten havregrød og desserten æblemos. Dertil tyndt erstatningsøl, også kaldet ’farvet vand’. C’est tout. Små skridt, små skridt. Fra Leipzig i den russiske zone hentede amerikanerne 15 forlæggere, der skulle puste liv i byens bogverden. Det viste sig at være et genialt træk. Frankfurt havde siden middelalderen haft en bogmesse, men alt var gået i stå, og Leipzig havde overtaget rollen som Tysklands litterære centrum. Begyndelsen til Frankfurter Bogmesse var skabt. En folkefest fandt sted, da Domkirkens seks klokker, deriblandt den 2.500 kg tunge ’Gloriosa’, vendte tilbage fra deres gemmested i Hamburg. De var mirakuløst sluppet for at blive omsmeltet til kanoner, og efter flere måneder kunne de igen anbringes på deres pladser. Julen 1947 rungede tonerne ud over det genskabte, traditionelle, men nu yderst beskedne julemarked på Römerplatzen. De forkyndte fred og nyt håb til Frankfurts sultende og frysende befolkning. 68

Roemer 1945 69

TØJ

Min mor skrev til sin bror i USA: ”Du spørger, om Opa trænger til en skjorte. Situationen er følgende: Efter at vi havde mistet alt vort habengut, fik Opa en indkøbsbevilling lydende på to skjorter. Det er nu halvandet år siden, så svaret er ’ja, tak!’” I et andet brev skrev min mor: ”I aftes havde vi besøg af Emmi Dietrich med svigerdatter. Vi kom til at snakke om tøj. Jeg tænkte på det tøj, jeg selv havde på. Jeg begynder nedefra med skoene, som jeg i sin tid købte på bevilling, fordi jeg havde mistet mine gamle. Strømperne er fra Irmgard i London, de varme sokker fra USA, nederdelen fra en veninde i Berlin, blusen fra Opp i Köln, trøjen fra Bergit, overtøjet er syet om af en aflagt jakke fra Greo i Hamburg, foeret er en gave fra Frau Matthäi, handskerne fra Bergit og tørklædet fra Oskar i Bolivia. Det vil sige, det er egentlig Omas tørklæde, som jeg har lånt. Derefter var det Omas tur. Også hos hende bestod alt, undtagen strømperne, af kære gaver. Emmis svigerdatter havde under sin flugt fra Breslau mistet alt. Hun havde endda en lånt nederdel på. Til slut konstaterede Opa, at hvad beklædning angik, var han nok den ”mest selvforsynede” af os alle”. Kvinderne udvekslede god råd om indfarvning af stoffer og anvendelse af gamle klude og om, hvordan man af gammelt kunne frembringe nyt. Lagner, duge og gardiner kunne trylles om til kjoler eller bluser, duge til gardiner og gardiner til lagner eller omvendt. Uldgarnsrester var populære. Optrævlede sweatere blev til handsker og sutsko. Små stoflapper blev syet sammen for at genopstå som nederdel eller indkøbstaske i kunstnerisk patchwork. Fantasien blomstrede. Opa, den førhen så elegante, verdensberejste gentleman, fortalte i et brev til sine emigrerede børn om sin 80 års fødselsdag: ”Det havde været fuldkomment, hvis I havde været med, men det var alligevel en festlig begivenhed. Jeg blev æret og fejret efter alle kunstens regler. For at illustrere vor tids historie vil jeg beskrive jubilarens antræk. Først det, man ellers ikke snakker om: skjorten. Den, jeg havde på, købte jeg i sin tid på udsalg hos Hope Brothers i Glasgow. Alt det andet, jubilaren havde på, var tildelt ham honoris causa. Støvlerne var en gave fra Frau Michel. De var håndsyede til hendes afdøde mand, ’den salige’, 70

som hun kalder ham, og de siges at have passet ham perfekt. Mig passer de ikke, men der er den fordel, at sålerne er i god stand endnu, og jeg er ganske stolt af dem. Værre stod det til med habitten. Jeg har taget ved lære af såvel Kaiser Wilhelm den II som af Goering, idet jeg klædte mig om flere gange i løbet af dagen. Først gik jeg i et sæt tøj, der havde tilhørt min afdøde svigersøn, Heinrich Braach, men om eftermiddagen prangede jeg i Eduard Helgers aflagte stadstøj. Den løse krave havde tilhørt ’den salige’, og slipset var af ægte silke (tror jeg), Frau Gruners håndsyede gave til mig.” Selv med en ’Bezugschein’ (indkøbsbevilling) i hånden var det vanskeligt, ofte umuligt, at få fat på varerne. Det krævede stor tålmodighed og lange ventetider. Pengene var i den forbindelse ikke så vigtige, de blev sowieso mindre og mindre værd, som tiden gik. Pitter og Tünnes var navnene på to fiktive Kölner originaler, der med deres skæve vittigheder holdt humøret oppe hos de plagede borgere. Pitter møder en nøgen Tünnes på gaden. Tünnes bærer på to tunge kufferter. ”Hvordan er det dog, du ser ud?” spørger Pitter. Tünnes peger på kufferterne og forklarer: ”I den ene er alle mine Bezugsscheine, og i den anden er pengene!” I et tekstiltidsskrift fra maj 1947 stod: Hvis tekstilforsyningen fortsætter som hidtil, vil vi kunne købe en skjorte om 18 år, et par underbukser om 29 år, et sæt tøj om 98 år og en vinterfrakke om 150 år.

71

DIE LORELEI

Der er visse ting, man ikke fortæller sin mor. De barskeste krigsoplevelser for eksempel eller det nøjagtige antal kærester eller - som nu - årsagen til de sår og rifter, jeg havde på kroppen. Min mor har altid anset mig for at være en nogenlunde fornuftig person, og hvordan kunne jeg anfægte hendes tro! Jeg indrømmer, det er en lidt flov historie, men efter de mange år kan jeg vist godt fortælle den, og mor - hvor hun så end er må gerne lytte med. En herlig sommersøndag var jeg sammen med tre kolleger på en heldagsudflugt til Rhinen. Vi var to par i en lånt cabriolet, og alt var vel lige bortset fra, at min ledsager kedede mig enormt. Dorothys ven, Tom, derimod var meget mere spændende, og jeg prøvede af al kraft at gøre ham opmærksom på min tilstedeværelse, uden at det dog lykkedes. Vi gjorde ophold ved Lorelei, den store, 120 m høje klippe ved Rhinen nær St. Goarshausen. En meget stærk strøm og skjulte klipper under vandet forårsager mange grundstødninger. Den jødiske forfatter Heinrich Heine skrev digtet: Ich weiss nicht, was soll es bedeuten… om den smukke jomfru, der sidder på klippen og reder sit blonde hår, mens hun lokker skipperne i afgrunden med sin sang. Friedrich Silcher skrev melodien. Samtidig med at Heines værker blev brændt på bålet af nazisterne, stod dette digt, som er kendt af alle, stadigvæk i sangbøgerne, men uden angivelse af forfatterens navn. Vi parkerede bilen og vandrede mod toppen ad skråninger beplantet med vinstokke. Den blonde jomfru lod sig ikke skue, men udsigten var storslået. Der var ingen andre end os. Det var længe før turister i hobevis erobrede højden ad en bekvem rute, og is- og souvenirkiosker dukkede op. Med gysen kiggede vi ned i dybet. Kun et lavt pigtrådshegn skilte os fra afgrunden, men en afspærring af den slags var ikke nok til at skræmme mig. Jeg kom nemt over på 72

den anden side og var på vej nedad bare for sjovs skyld og for at gøre indtryk på Tom. Se, hvad jeg kan! De første par meter var lette nok, men så blev det vanskeligere, og vennerne råbte, at jeg skulle komme tilbage. Da var det allerede for sent, jeg kunne ikke, for jeg var havnet på den næsten lodrette bjergvæg. Den atletiske Tom forcerede afspærringen og klatrede ned for at komme mig til hjælp, men endte i samme dilemma. Der var kun én vej for os begge: stejlt nedad. Et forsigtigt blik i den retning viste floden dybt nede. Så var det slut med at kigge ned. Vi havde nok at gøre med at finde sprækker i klipperne til hænder og fødder. Selv de smalleste fremspring og tyndeste grene blev til livreddere. Vi holdt kursen mod højre, hvor bevoksningen var tættere. Det lykkedes os at undgå de farligste steder, og efter nervepirrende minutter - eller var det timer - landede vi forrevne og i laser på de øverste murtinder over jernbanetunnellens åbning og kunne derfra klatre ned uden større besvær. Vore venner havde valgt den nemme rute nedad og ventede på os. De havde ikke kunnet se os og var blevet urolige. Min flirt med Tom var endegyldigt forbi, selv om vi var kommet hinanden ret nær ved den farlige nedstigning. Flere gange måtte han lægge sine beskyttende arme omkring mig. Men der var ikke tale om hverken romantik eller erotik, selv om mit hjerte bankede vildt, dog kun af angst! Jeg kunne heller ikke bebrejde ham, at han tog afstand fra sådan et tåbeligt fruentimmer som mig. Jeg kunne tænke mig at vide, om der er andre tosser, der har klaret klatreturen ned ad klippens stejle frontside. Lorelei ved det sikkert, men hun holder på sine hemmeligheder.

73

SKÆBNER

Efterhånden var der kommet gang i postforbindelserne, først den tyske og senere også den udenlandske. Breve fra USA var mere end fire uger om at nå frem. Sikkert fordi vores kolleger i censuren tog sig god tid til at forsyne dem med klistermærke og stempel. Det var meget nemmere, hurtigere og billigere, dengang jeg blev brugt (udnyttet) som postbud og budbringer. Telefonforbindelse til udlandet lod også vente på sig. Der skulle gå ti år, fra 1939 til 1949, før min mor igen kunne snakke med sine søskende i udlandet. I Eichendorffstrasse ankom der nu post fra fjern og nær, fra slægtninge og bekendte, som man ikke havde hørt fra i årevis. Postbuddets ankomst var dagens store begivenhed. Det var rørende at overvære, hvordan de gamle højtideligt tog imod brevene og forsigtigt åbnede dem. Alt andet var ligegyldigt, verden kunne styrte i grus, kartoflerne brænde på - de fandt brillerne frem og gav sig til at læse. Nej, ikke læse, men ’indsuge’ teksten på det tynde, gennemsigtige luftpostpapir. Ikke alle nyheder var gode, og familiekrøniken måtte revideres og suppleres: Otto Bernhard (Omas nevø): døde i russisk fangenskab. Werner Voelcker (Omas nevø): påkørte en mine i Rusland og blev dræbt. Theodor Krohn (Opas fætter): omkom under bombardementet af Dresden. Fleury Hessdörfer (Opas kusine): myrdet, sandsynligvis i Majdanek. Franziska Hessdörfer (Opas kusine): myrdet i Lodz. Gustel Ahlers (Omas kusine): dræbt af en bombe. Richard Speyer (Opas svoger): død af underernæring i Frankfurt. Ernst Dietrich (Opas nevø): hjem fra russisk fangenskab med sultødemer. Hans opsvulmede hoved var et chokerende syn. Carl Lenard (Opas nevø): omkommet i en ’arbejdslejr’ eller KZ. Hans bror, Dr. Alexander Lenard, tilbragte krigen som illegal flygtning i Rom. Han skjulte sig det meste af tiden i Vatikanets bibliotek og blev senere berømt for sin oversættelse af Peter Plys til latin. 74

Friedrich Weller (Opas fætter): skibsreder i Rotterdam, slap med livet i behold, men mistede både hjem og rederiet under bombeangrebene. Dr. Emma Olshausen (Opas søster): der er kommet en bekræftelse på, at hun er omkommet i Theresienstadt. Jeg sørgede mest over min gamle chef og gode ven, kvækeren og pacifisten Dr. Rudolf Schlosser. Det var skæbnens ironi, at netop han, der havde hjulpet mig og mange andre med at komme ud af Tyskland, skulle blive dræbt af en bombe i Giessen. Der burde opkaldes en gade efter ham. Intet nyt om mine bedsteforældres syv jødiske pensionærer, der også var nære venner. (Vi fik senere at vide, at kun en af dem overlevede). Intet nyt om min elskede fætter Wolfgang. Jeg tænkte mere og mere på ham og længtes efter at se ham igen. Otto Kiep og Carl Friedrich Goerdeler, der begge deltog i sammensværgelsen mod Hitler 20. juli 1944, var blandt de mange mennesker, Opa havde truffet og kendt personligt. Begge blev henrettet. Min morbror Ottos kone, Gisela, havde været veninde med skolelederen Elisabeth von Thadden, der blev hængt i efterdønningerne af det mislykkede attentat. For øvrigt sagde min mor, at det var godt, at det mislykkedes. Krigen MÅTTE føres til den bitre ende, alle tyskere skulle mærke den på deres egen krop. Familieposten bragte nyheder fra de mange slægtninge og venner, der var emigreret, de fleste med en tung skæbne i bagagen, ludfattige og med eventyrlige historier at fortælle. Deres krønike ville fylde for mange sider og må vente til en anden gang. Efterhånden fik jeg kontakt med nogle af mine forhenværende klassekammerater. Jeg havde længe tøvet med at sætte mig i forbindelse med dem. Det var ikke let for mig at genkalde de hæslige erindringer, skoletiden havde efterladt. Men det var jo ikke venindernes skyld, at jeg måtte lide under den rabiate nazist, der var skolens rektor. Viktoriaschule havde været et gymnasium kun for piger og var nu kun en udbombet skal - hvilket jeg konstaterede med en vis tilfredsstillelse. På grund af krigen havde alle elever fra min årgang fået deres studentereksamen foræret, og jeg var misundelig. Men for de fleste fulgte hårde år, mange havde mistet deres kærester, brødre og fædre. Jeg besøgte min bedste veninde fra skoletiden, Elisabeth. Hendes forlovede var faldet i Stalingrad. Det var et trist gensyn. Hun var syg og svækket af sult. Hun lå i et værelse, hvor loftet truede med at falde 75

Ruinerne af min gamle skole

ned. Når det regnede, dryppede det på sengen. Halvdelen af huset var væk, og hvis man ikke passede på, kunne man fra anden sal med et enkelt skridt havne direkte i kælderen. Det værste var, at Elisabeth ikke ønskede at blive rask. Hun gentog gang på gang: ”Se på mig nu! Jeg er glad for, at du ikke var her under krigen!” Det var svært at opleve uden at blive alt for påvirket. Nogle gange ønskede jeg at slippe, men jeg var dømt til at se og opleve begge sider. En pige fra min klasse, søde, smukke Ulla, var forlovet med Fritz, da han blev meldt savnet, formodentlig omkommet. Efter nogen tid giftede hun sig med en fælles sportskammerat på betingelse af, at hvis Fritz nogensinde skulle dukke op, ville hun gå tilbage til ham. Årene gik, og de havde allerede fået to sønner, da det utrolige skete. Fritz vendte hjem fra russisk fangenskab som ’Spätheimkehrer’ (en sent hjemkommen). Ulla holdt ord. Hun blev skilt, tog den ene søn med sig og giftede sig med Fritz. De to familier er forblevet nære venner. 76

Jeg kunne blive ved med at opremse skæbner, der er stof nok til mange bøger og film. I årene fremover holdt jeg kontakten ved lige med klassen. Gymnasiet ligger et andet sted nu, har skiftet navn til Bettinaschule og er ikke længere kun forbeholdt piger. For nogle år siden var jeg æresgæst ved indvielsen af en ’mindelund’ til minde om de 183 jødiske piger, der i nazitiden blev tunget til at forlade skolen. Jeg anbragte selv mit navneskilt på muren. I tidens løb har det undret og pikeret mig lidt, at de fleste af mine klassekammerater trods de hårde krigsår med nogen forsinkelse har nået de mål, de satte sig som unge. De fleste studerede blev læger eller cand. et-eller-andet eller giftede sig med akademikere eller velhavende bankmænd i finansernes hovedstad. Alt dette er gået min næse forbi. Nej, jeg klager ikke. Men jeg har måttet betale en høj pris for min ufrivilligt afbrudte skolegang, min tilværelse i eksil, min hjemløshed og mine sproglige vanskeligheder. Jeg har endnu ikke opnået nogle af de mål, jeg satte mig som ung. Det er snart på tide.

77

DEN SORTE BØRS

Det var foråret 1946, et år efter amerikanernes indtog i Frankfurt og Eisenhowers proklamation: ”We come as conquerors, not as oppressors” (Vi kommer som sejrherrer, ikke som undertrykkere). De fleste tyskere havde foretrukket ordet ’liberators’ (befriere) i stedet for ’conquerors’ og blev skuffede over de mange nye forordninger og hårde restriktioner, som besættelsesmagten indførte. Dengang var Lt. Colonel Criswell fra Texas den øverstbefalende i byen. På ægte cowboymanér udnævnte han en tilfældig besøgende journalist til overborgmester og hans ledsager til tolk. Og derved blev det. Vinteren havde været hård. Tusinder var bukket under af sult og kulde. Den næste skulle blive endnu værre, men nu var der forår i luften. Der kom gang i handelen, dog ikke i butikkerne. De var tomme, medmindre der pludselig opstod en kilometerlang kø, fordi noget blev givet fri til salg. De forretninger, der blomstrede, var alle på den sorte børs. Næst efter mad og kritiske bemærkninger om de allierede besættere var ’Schwarzmarkt’ det hyppigste samtaleemne, og ’organisieren’ et yndet begreb. Det var en herlig tid. I hvert fald for os ’Ami’s, der hver uge fik vores ration af 1½ stang cigaretter af mærker som Camel, Phillip Morris, Pall Mall, Lucky Strike og andet og to flasker spiritus: whisky, gin, rom, snaps, cognac og andre stærke varer. Det kunne man på den sorte børs købe hele verden for. Jeg kunne i hvert fald, for jeg røg kun lidt og drak heller ikke særlig meget. Jeg fortryder stadig, at jeg ikke købte den kostbare frimærkesamling eller de smykker eller malerier, jeg fik tilbudt. Jeg kunne være blevet millionær på ingen tid. Der var mange, som blev velhavende. Sergent Frohmann, for eksempel. Han styrede en sortbørscentral fra sin lejlighed i compounden og havde ry for at kunne sælge hvad som helst. På mit arbejde i Special Service blev jeg selv indblandet i nogle luskede affærer. Vi fik godt nok mange gratis goder fra hæren, som bøger, 78

grammofonplader, film, besøg af amerikanske musikere og andre optrædende. Derudover hyrede jeg gerne lokale sangere, cirkusartister, skuespillere og andre entertainere. Endda et lille husorkester, Kaiser’s Kapelle, til at spille taffelmusik ved middagen i messhall’en. Til at finansiere vores foretagende havde jeg en cigarkasse stående med tyske besættelsesmark, men de blev kun sjældent brugt. Betalingen foregik som regel i form af mad og cigaretter med eller uden de højere magters velsignelse. Det var da også med en af oberst Parson egenhændigt underskrevet rejseordre, at vi foretog dristige smuglerture til den franske zone for at hente vin. Først sendte vi en lastvogn af sted til Sydtyskland, hvor den blev læsset med hønsefoder, som var en mangelvare i Frankrig. Dernæst blev hønsefoderet fragtet til en lille landsby i nærheden af Strasbourg, hvor det forvandledes til ædel vin. Jeg var med på en af turene. Det blev en uforglemmelig oplevelse. I lastbilens indre befandt der sig tre tyske hjælpere og flere tomme tønder, godt skjult under hønsefoderet. Jeg sad i førerhuset ved siden af GI’en, der kørte. Vi klarede grænsekontrollen i Mannheim og ved aftenstide befandt vi os på den anden side af Rhinen i den franske zone. De andre havde kørt turen før og kendte vejen til den afsides liggende vingård, hvor man ventede os. Det vil sige, nogle ventede os, andre ikke. Disse andre var tre franske officerer, der var på besøg formodentlig for også at smage på varen. Jeg blev udset til at agere lokkedue og aflede deres opmærksomhed fra de hemmelige manøvrer, der foregik i vinkælderen. Sammen med gæsterne blev jeg inviteret på aftensmad af vinbonden og hans kone og brugte mit gebrokne fransk til at underholde selskabet. Jeg husker ikke, hvad vi fik at spise, for mine tanker var et helt andet sted, om end i nærheden! Min tilstedeværelse forklaredes med, at jeg var ’en gammel veninde’ af familien. I hvert fald lykkedes det vist at holde vores mission hemmelig. Ved midnatstid kørte de franske officerer deres vej. Lastvognen var rigget til og klar til hjemturen med tønderne skjult under flere lag tomme sække, som tyskerne sad på. Jeg kunne lugte, at de havde smagt på vinen. Også chaufføren havde drukket sig plakatfuld, han kunne knap nok holde hovedet oppe. Da vi nærmede os grænsen, slukkede han bilens lygter, vi håbede at kunne snige os uset igennem kontrollen. Men inden vi nåede grænsen, var der pludselig nogle gendarmer, der prøvede at standse os med viftende armbevægelser. Jeg opdagede til min skræk, at vi kørte i den forkerte retning på en snæver, 79

ensrettet gade, men jeg tænkte mere på de ulovlige vintønder bag i bilen og råbte til den alt for langsomt reagerende GI, at han skulle træde på speederen - NU! Da vi passerede gendarmerne i rasende fart, blev der skudt efter os, men heldigvis slap vi uskadt igennem til ingenmandsland, hvor ingen kunne gøre os noget. Vi nåede broen og de frelsende, amerikanske grænsevagter i god behold. Jeg overtog rattet på den store 2-tons truck, mens GI’en faldt i søvn med hovedet hvilende på min skulder. Ved firetiden om morgenen nåede vi Frankfurts centrum og gjorde holdt midt i det mest ødelagte, mennesketomme område. Tyskerne kendte stedet og fandt det hul i jorden, der førte til en skjult kælder, hvor tønderne blev opbevaret. Vinen solgte vi til festerne for gode amerikanske dollars, alle roste den, og cigarkassen svulmede. Special Service udviklede sig til en blæksprutte og blev af hærkommandoen udnævnt til den bedste blandt de europæiske censurenheder. ’Second to none…’ stod der i den officielle commendation, der en dag hang på opslagstavlen. Jeg var stolt. For tyskerne var ’Der Schwarze Markt’ en vigtig, ja, livsvigtig institution. Den officielle kaloriemængde på 1120 per ’Normalverbraucher’ (gennemsnitsforbruger) var lige nok til at dø af sult af. En af min mors venner var lærer på en landsbyskole i nærheden af Frankfurt. Han bad sin 5. klasse skrive en stil om emnet Der Schwarze 80

Markt, og det kom der mange pudsige og også nyttige informationer ud af. Tyskernes hovedbeskæftigelse er sortbørshandelen. I Frankfurt går det vildt for sig, især på hovedbanegården. Et par sko koster 1200 Mark, et sæt tøj 2000, smør 400, en elpære 2 Mark per watt, en rulle sytråd 60 Mark. Når politiet kommer, løber alle af sted i forskellige retninger, det er sjovt at se. Nogle bliver anholdt, men så snart de er på fri fod igen, er de tilbage på deres gamle plads. Vores nabo tog til byen med en skål kød. Han kom tilbage med skålen fuld af gødning, som han havde byttet sig til. For tolv æg kan du få 250 gram kaffe eller tre pund sukker, men hvis du ikke har noget at bytte med, får du ingenting. Mange ærlige mennesker er blevet sortbørshandlere på grund af sult. Også børnene, som gør det klokken seks om aftenen på hovedgaden. Sortbørspriserne blev endda offentliggjort i avisen. Marts 1947: 10 amerikanske cigaretter 150 Reichmark 1 kg kaffe 1100 Reichmark ¼ l brændevin 150 Reichmark 1 æg 12 Reichmark Det var ikke nemt at bytte sig til noget, når man var udbombet og havde mistet alt. Min mor havde været utrolig heldig at finde en fuldt møbleret lejlighed, men der var alligevel meget, der manglede, især køkkengrej, sengetøj og klæder. For at købe nogle ark brevpapir skulle der afleveres 2 kg gammelt papir. Hvor skulle man få det fra, når der endnu ikke blev udgivet aviser? Desuden kunne gamle blade bruges bedre ’anderswo’. Toiletpapir kunne nemlig heller ikke fås. I sin bog RÜCKBLENDE fortæller min mor: ”Jeg havde allerede tre gange ansøgt om en bevilling til en kakkelovn, men var hver gang blevet afvist efter mange timers venten. Fjerde gang var jeg heldig. Udover at udfylde flere formularer skulle jeg bare fremskaffe endnu tre attester: 1. Bekræftelse på at ejeren af den nuværende ovn, som vi havde fået til låns, selv havde brug for den. 2. En attest fra lægen om, at den 80-årige beboer trængte til varme. 3. Fars fødselsattest som bevis for, at han virkelig var 80 år gammel. Det var nemt nok. Alligevel ville de også sende mig hjem femte gang, fordi jeg 81

havde været så dum at underskrive ansøgningen på Opas vegne. Det endte dog med, at der blev gjort en undtagelse, og jeg fik en Bezugsschein på en lille brændeovn. Jeg spurgte, om jeg også måtte få en til et kakkelovnsrør og et knæstykke og fik til svar: ’Det kan De selv gå ud og finde i ruinerne eller købe sort!’” Wer sein Leben innig liebt, der schiebt, wem noch Ehrlichkeit in den Adern rauscht, der tauscht. Wem diese beiden Wege sind verbaut, der klaut. Wer auf diese Weise nichts erwirbt, der stirbt. (Den der elsker livet, snyder sig igennem Den der endnu er ærlig, driver byttehandel, Den der ikke magter hverken det ene eller det andet, stjæler Den der ikke skaffer noget på denne måde, dør). Byttehandel eller sortbørs? Der var ingen definerbar grænse, og det besværliggjorde myndighedernes kamp mod forbryderne. Selv medlemmerne af den overbebyrdede mordkommission blev beordret til dagligt at anholde mindst to sortbørshandlere, og lageret af beslaglagte varer voksede støt. Kød og andre let fordærvelige varer blev uddelt til sygehuse og alderdomshjem, mens amerikanske varer gik tilbage til de amerikanske myndigheder. De tyske betjente lagde mærke til, at der var ekstra gang i sortbørshandelen efter en sådan tilbagesending. Cigaretterne blev derefter markeret med en hemmelig kode, og siehe da, det var ofte de samme, der blev beslaglagt - og returneret - og beslaglagt - og returneret - und so weiter. Sammenlignet med andre folks var familiens sortbørs- eller byttehandler beskedne. Oma solgte et af sine smukke blomstermalerier for 100 Mark, 1.000 gram brød og en brugt hat, og min mor tog på landet med to dametasker af læder og kom hjem med rygsækken fyldt med æbler og kartofler. Desuden var familiens situation privilegeret på grund af hjælpen udefra. Min mor læste engang en ægteskabsannonce i avisen: ’Enkemand med gode forbindelser (børn i USA) ønsker at gifte sig igen.’ Ham fattedes bestemt ikke ansøgere. Min mor overvejede, om hun skulle prøve noget lignende. Ikke fordi hun ville finde sig en ny mand, men bare for at se hvor mange, der ville bide på krogen. 82

Hvad mon hun sælger? 83

Hun var igen begyndt at skrive artikler og sende dem til radioen og den nye tyske presse. I Hitlertiden havde hun fået skriveforbud, fordi hun ”som halvjøde hverken kunne føle eller skrive tysk”, som der stod i brevet fra Reichsschrifttumskammer, men nu gik det derudad, og de fleste af hendes indlæg blev offentliggjort. Honoraret var beskedent og bestod ofte af noget spiseligt eller drikkeligt, en flaske vin eller lignende. Glæden var stor den dag, hun fik afsat en artikel til et schweizisk dameblad og som betaling fik tilsendt en madkurv. Guido Knopp skrev i bogen DAS ENDE 1945 - Der verdammte Krieg: ”De mennesker, som havde overlevet den forfærdelige tid, havde ingen tid til tårer. De ønskede ikke andet end at overleve. Endnu hundredtusinder døde af sult krigsfanger, gamle, syge. Konrad Adenauer forudsagde det tyske folks undergang, langsomt men sikkert. Men den gamle herre tog fejl. Man lavede leverpostej af træspåner, bøjede sig i støvet efter Ami-cigaretter, forfalskede spørgeskemaer, byttede sølv mod smør, huggede skovene ned til brænde og syede bluser af hagekorsflag.”

84

FREMSKRIDT

Trods travlheden på arbejdet besøgte jeg ofte min mor, som desværre ikke måtte besøge mig. Jeg tilbragte gerne weekenden hos hende, og så hyggede vi os gevaldigt. Det gik langsomt fremad. Postbuddet bragte breve, og telefonen virkede. Bedsteforældrene, Omapa, blev rundere og fik farve i kinderne. Opas skeletlignende hals fyldte lidt mere bag den stive krave, han altid gik med. På grund af en vis lighed i udseende kaldte vi ham GHANDI. Han gav engelskundervisning og lavede oversættelser for Military Government, mens Oma, der var uddannet kunstmaler fra kunstakademiet i Berlin, begyndte at male igen. Det blev til de skønneste blomsterbilleder i både olie og vandfarve. Jeg ser hende for mig siddende i dyb koncentration ved spisebordet, der tjente som staffeli, med penslerne vandret mellem læberne som knurhår på en kat. Om aftenen spillede de skak, og Oma var klog nok til at lade Opa vinde engang imellem. Jeg elskede dem højt. De havde været naboer som børn, før de blev kærester, og dannede et fællesskab, som varede hele livet. Min mor sagde engang, at hvis Opa var blevet hentet af Gestapo, ville Oma været gået med ham lige meget hvorhen, om det så var i døden. Et billede fra fredeligere tider

85

Efter de frygtelige år, hvor de havde levet i skjul og evig angst, nød familien nu en nogenlunde normal tilværelse. Opa kunne igen gå på indkøb, på posthuset og i banken. Han kunne køre med sporvogn, tjene penge og planlægge andet end bare luftkasteller. Han kunne frit besøge slægtninge og venner og modtage besøg. Min mor inddelte husets besøgende i fire kategorier: Først og fremmest de par trofaste venner, der havde bevist deres loyalitet gennem tykt og tyndt og ikke lod sig afskrække af forbud og trusler. Så de lunkne, der var bange og usikre på, om de turde komme på besøg. Tredje kategori var de forhenværende ’venner’, der havde vendt dem ryggen. De ville ikke have noget med jøder at gøre. Den fjerde gruppe var dem, der ville noget! De ville have en ’Persilschein’ - et renselsesbevis - for at bekræfte, at de i nazitiden havde opført sig venligt over for Hirschfelds, og at de aldrig havde hadet jøderne og så videre. Alle tyskere var af Military Government blevet pålagt at udfylde en ’Fragebogen’, et spørgeskema med 130 spørgsmål, hvoraf de vigtigste handlede om den pågældendes tilhørsforhold til nazistiske organisationer. Et vedlagt Persilschein fra en halv- eller kvartjøde i nabolaget - jøder var der næsten ingen af længere - var guld værd. I nogle tilfælde underskrev min mor og håbede oprigtigt, at det ville hjælpe, andre gange undrede hun sig over, at den pågældende overhovedet havde den frækhed at spørge. Når det ringede på døren, og hun gennem glasset kunne genkende en fra sidste kategori, åbnede hun slet ikke. I ’Rückblende’ skrev min mor: ”Da jeg kom hjem, kunne jeg høre et voldsomt skænderi, allerede da jeg åbnede hoveddøren. Nede i gangen stod en midaldrende kvinde, og på trappen stod Oma og råbte: ”Ud med Dem! Kan De se at komme ud! Hvor vover De at bede os om en Persilschein! Alle folk ved, hvordan De har behandlet jøderne! Raus! Raus!” Det var et frygteligt optrin. Jeg var bange for, at den ellers så blide Oma ville få et slagtilfælde. Først da kvinden trak sig tilbage, satte Oma sig hulkende på et trappetrin, og det varede et stykke tid, før hun kom til hægterne igen. Hendes vrede var berettiget, for netop denne kvinde havde vi mistænkt for at have angivet Opa til Gestapo. Hun var kendt som en fanatisk ’Nazisse’. Og nu denne uforskammethed”. Opa nægtede også en besøgende adgang. Det var en sygekassefunktionær, som tilbød Opa et medlemskab - den samme herre, som i 1938 havde smidt ham ud af sygekassen. Det kunne Opas stolthed ikke bære. 86

I et af de første breve efter krigen skrev Opa: ”Jeg vil ikke fortælle så meget om os. Vi har overlevet, totalt udbombet. Vi har mistet alt, undtagen vores værdighed.” I CCD blev der ansat flere tyskere. I begyndelsen var det mest servitricer, rengøringsfolk og chauffører. Nu fik de også arbejde i brevcensuren, hvor de granskede tusindvis af navne over mistænkte og eftersøgte personer på den såkaldte ’watchlist’, et monotont og kedeligt job. Men alle var ivrige efter at arbejde for AMI’erne, fordi der ud over lønnen fulgte nogle frynsegoder med i form af mad. Tyskerne var blevet grundigt screenet. Man kunne regne med, men ikke være sikker på, at de ikke havde lig i lasten. Min veninde Ruth Rosenberg arbejdede på det tyske personalekontor og sagde engang, at hun foretrak at ansætte dem som IKKE påstod: ”Ich bin nicht dabei gewesen” eller ”Ich habe von nichts gewusst”. (Jeg har ikke været med, eller jeg vidste ikke noget som helst). Disse sætninger hørte vi ofte, men i stedet for at bevise personens uskyld, havde de den modsatte effekt i hvert fald hos os. Det var jo løgn. Alle havde været med, og alle vidste noget! En af min mors veninder skrev: Hvad mener De om alle de mange ’uskyldige’? Jeg er så vred, at jeg kunne eksplodere. De fleste tyskere angrer kun ét: at de tabte krigen, og de har kun medfølelse med én person, sig selv! Omas søster, Emmi, var den første, der fik privat besøg fra USA. Hendes datter fra St. Louis, Missouri, var efter flere ugers eventyrlig rejse via Japan og Indien nået til Frankfurt. Emmis ikke-jødiske familie var kommet uskadt igennem krigen, selv huset i Sachsenhausen stod endnu. Datteren undrede sig over tyskernes apati og langsomhed med at tage fat på problemerne. Min mor forklarede forgæves, at de fleste mennesker endnu befandt sig i en choklignende tilstand og hverken tænkte på fortid eller fremtid. Deres energi rakte kun til en dag ad gangen. De gik tidligt i seng om aftenen og stod sent op, for at dagene ikke skulle blive for lange, men også for at spare på lys, brændsel og sultfornemmelsen. En anden, der meget tidligt fandt vej tilbage til fødebyen, var min mors veninde og klassekammerat fra gymnasiet, Dr. Hertha Kraus. Hertha var professor, senere rektor, på det ansete kvindeuniversitet Bryn Mawr i Pennsylvania. Hun kom på opfordring af selveste Bundespräsident Konrad Adenauer. Som højtstående medlem af 87

kvækersamfundet havde hun både under og efter krigen været med til at udvirke mirakler i kraft af det uegennyttige hjælpearbejde, kvækerne er kendt for at udføre. Hende burde der også opkaldes en gade efter.

88

HJÆLP, VIKINGER!

En sommerdag i 1946 holdt jeg velkomsttale for en nyankommet gruppe af 40-50 kvinder og mænd. De var høje, flotte, lyshårede og lidt af en kontrast til os mørkere sydlændinge. Vi betragtede dem med skepsis i starten, måske med lidt misundelse, netop fordi de var så unge, friske og glade. Man kunne næsten se på dem, at de aldrig havde måttet sulte eller lide afsavn. Danmark havde godt nok været besat af tyskerne, men havde spillet en lunken rolle under krigen sammenlignet med andre besatte områder.

Amerikanerne lokkede ikke forgæves, da de hvervede danskere til tjeneste i Tyskland. Gennem en annonce i aviserne i marts 1946 efterlystes personale til brev- og telefoncensuren i Tyskland. Der stod, at man kunne skabe sig en livsstilling dernede, idet man regnede med, at okkupationen ville vare 20-25 år. Foruden frit ophold og gratis rejse tjente man 8-9000 kr. årligt, og da to tredjedele skulle sendes hjem, kunne man i løbet af 20 år opspare en pæn formue på ca. 100.000 kr. ”Til den tid kan man trække sig tilbage med bevidstheden om at 89

have udført et såre værdifuldt arbejde og have bidraget til nazismens udryddelse, Europas genopbygning og fredens bevarelse”, som der stod i annoncen. Hver dag stod der en lang kø af ivrige unge uden for kontoret ved Trommesalen på Vesterbro. Det var ikke så meget ’livsstillingen’, der lokkede, men eventyret. Efter de lange besættelsesår længtes de efter at komme væk fra Danmark og opleve verden. De fleste var studerende. Der var 25.000 ansøgere, men kun 8-900 blev antaget. De skulle interviewes og besvare 100 spørgsmål foruden at have de vigtigste kvalifikationer: sproglige kundskaber, frem for alt engelsk, tysk og fransk. Desuden skulle der aflægges prøve i læsning af gotisk skrift. Var man kommet igennem denne prøve, blev man kaldt ind til en skrap lægeundersøgelse, der endte med vaccinationer mod tyfus, stivkrampe, difteritis, tuberkulose og andet godt. Nu skulle man tro, at det var en lille udvalgt skare, der drog af sted. Ingenlunde. Amerikanere havde deres egen måde at udvælge folk på. De blæste på eksamensbeviser og skriftlige anbefalinger. Det, der betød noget, var det personlige indtryk, optræden og endda påklædningen. En magister i tysk blev vraget, sandsynligvis på grund af hans slidte tøj, mens andre kom igennem, der aldrig skulle være sluppet løs. Blandt andet et par forhenværende nazister og en bornholmsk pige, der havde fået håret raget, fordi hun havde været kæreste med en tysk soldat. Det må siges til hendes forsvar, at hun talte perfekt tysk! Der var også en jødisk pige, hvis familie var omkommet i Theresienstadt. Hun glædede sig til at se tyskerne lide, men var den første til at dele mad ud til de sultende børn, hun mødte. Men vikingerne, som vi havde set frem til med skepsis, kom, så og sejrede, især hos det modsatte køn. De blev hurtigt integreret i resten af flokken, selv om deres engelsk bestemt ikke var fejlfrit og deres tysk endnu mindre. Mændene blev ansat som ’guards’. Deres opgave var at stå vagt ved compoundens ind- og udgange. Ud over uniformen fik de en hvid hjelm med påskriften SP (Special Police), hvide handsker, gamacher og et hvidt bælte, hvor en revolver dinglede. De så drabelige ud, men bortset fra et par forhenværende politibetjente og enkelte, der fortalte (pralede med), at de havde været medlemmer af modstandsbevægelsen, var de meget fredelige. Mere til bøger end til våben. De var også til øl - jeg tror, at øl var det første danske ord, jeg lærte - og det varede ikke 90

Trængsel hos Otto’s længe, før ’The Danish Corner’ blev etableret ovre i Otto’s Bierstube på den anden side af gaden. CCD fik et nyt øgenavn, Crooks and Crazy Danes. Vores ordforråd blev udvidet med danske udtryk som for eksempel ’fint som snus’, der kunne anvendes ved mange lejligheder. Der var én, der tiltrak sig min opmærksomhed, når jeg checkede ud og ind ved porten. Desværre var der ingen tegn på gengældelse at spore. Det var mærkeligt, jeg var ikke vant til at blive ignoreret i den grad, og det ansporede mig til endnu dristigere forsøg på tilnærmelse. Jeg opholdt mig oftere og oftere i nærheden af vagtlokalet, når han havde tjeneste, også sent om aftenen, når der var faldet ro over feltet. En aften ’stjal’ jeg en jeep lige for næsen af ham og kørte væk i den. DET fik ham til at reagere. Jeg blev noteret i den sorte bog og måtte næste dag aflægge regnskab for øvrigheden. Men nu kendte han mig i hvert fald og betragtede mig mistænksomt hver gang, jeg nærmede mig. Hvad er den skøre kælling nu ude på? Ja, hvad var jeg ude på? Jeg vidste det knap nok selv. Jeg havde venner og tilbedere nok. Walter spøgte stadigvæk i baggrunden, selv om han var 91

Per Forchhammer on duty

blevet forflyttet til en anden post i Frankfurt. Han kom jævnligt for at kontrollere mit ’vilde liv’ og for at have ondt af sig selv. En dag forærede han mig en lille schæferhvalp, som han havde købt af en tysker for en håndfuld cigaretter. ’Ami vom Danziger Bleihof ’ var forsynet med en alenlang og meget arisk lydende stamtavle med navne som Wolfrun, Chlodulf, Burgunda og Greif. Det var ikke nemt at dele lejlighed med tre kolleger og en hvalp, der krævede opmærksomhed og lufteture. Det blev ikke nemmere, da han blev stor og stærk. Ami var en smuk, klog og hengiven hund, men også vild og uopdragen. Det indrømmer jeg nu, skønt jeg dengang forsvarede ham med næb og kløer. Alle kendte ham, mange prøvede at undgå ham, fordi de var bange. Men en hund er en god katalysator, og jeg (mis-)brugte Ami som forbindelsesled til den tavse dansker, Per, som fik lov til at passe den under sin vagt. Det gjorde han gerne, for han elskede dyr, og Ami var en fortrinlig vagthund. Jo, vi var kommet på talefod. Jeg fik at vide, at Per var fra København, 26 år gammel, og at han studerede naturvidenskab på Københavns universitet. Vi var uenige om mange ting og havde voldsomme diskussioner om store emner - livsanskuelse, politik, tyskere, krig og en masse andre ting. Vi delte bord i kantinen og gik til parties hos vennerne. Jeg tog ham med til Eichendorffstrasse, hvor alle mine ledsagere altid var blevet budt velkommen. Inden vi selv rigtig blev klar over det, var vi ’et par’ - endda et smukt par, som nogen sagde. I mellemtiden havde Special Service fået et større kontor i et hus på den anden side af gaden uden for den pigtrådssikrede compound. Den 92

tyske ejer, en venlig midaldrende enke, var blevet forvist til lejligheden i loftsetagen, mens lokalerne i stuen og på første sal var beslaglagt af US Army. Der fik jeg lov til at bo. Ami beskyttede mig mod uvelkomne gæster. Desuden havde jeg døgnet rundt min egen bevæbnede livvagt stående ved indgangen. Det var betryggende, især når det var Pers tur, skønt jeg tvivlede på hans evner som stridsmand. Da vi efter nogen tid blev kærester, klatrede han efter overstået 4 timers nattjeneste ind ad vinduet på første sal, hvor jeg havde mit soveværelse. I et brev til sin mor, Ellen Forchhammer, skrev Per d. 14.7.46: ”Man møder de mest fortumlede og mærkværdige livsskæbner hernede. For at tage et enkelt eksempel: Bergit Braach, der er min specielle girlfriend. Ikke fordi hendes skæbne er særligt mærkelig i forhold til mange af de andres, men fordi det er en af dem, jeg kender bedst. Kvartjøde. Faderen arier, moderen halvjøde. Faderen en i Tyskland meget kendt forfatter a la Bengt Berg. Velstående folk. Rejser i Mellemeuropa og Skandinavien. Da tiderne bliver dårlige, bliver Bergit sendt til England. Tilbage igen til Tyskland og med kvækerne tilbage igen til England ved krigsudbruddet. Tre år i ’Fire Service’ i London under krigen. Den ’Fire Service’ station, hvor hun gør tjeneste, bliver ramt af en V1 bombe, 86 dræbte, Bergit på hospitalet med sprængte trommehinder. Bedsteforældrene og forældrene, der bor i Frankfurt, bliver bombet ud. De mister alt, hvad de ejer. Faderen dør. Efter kapitulationen vender Bergit tilbage som ACE i Offenbach og gør, hvad hun kan, for at hjælpe bedsteforældrene og sin mor, der bor sammen i en lejlighed. Men hun føler sig nu hverken som tysker eller som englænder. Tja.”

93

PERS MEMORANDUM

”Da det er mig ganske umuligt at give nogen sammenhængende fremstilling af, hvad der er hændt mig de første dage af min tjenestetid i USFET, vil jeg tillade mig at indskrænke dette memorandum til en primitiv konstatering af de vigtigste fakta - og overlade resten til jeres højstærede fantasi. Rejsen herned forløb planmæssigt lige bortset fra, at varulvene skød til måls efter vores tog. På alle tyske jernbanestationer er der indrettet Red Cross Stations, hvor man vederlagsfrit kan indhalere, hvad man lyster af kaffe, Wienerpfannkuchen og Coca-Cola, der smager, ligesom en celluloidand lugter. Alle tyske byer, jeg hidtil har set, er kaotiske ruinbunker: Hamburg, Frankfurt, Bremen, Hannover. Jeg vil ikke spilde tid på at forklare den forunderlige stemning, der hviler over disse ruindynger - det skal opleves. Et glas godt, amerikansk øl koster 20 Pfennig = 10 øre. Det vil sige, man kan erholde en førsteklasses pibende og trommende kæfert for ca. en krones penge - believe it or not - men jeg har selv prøvet det. Vores sprutration er på 14 flasker om måneden: fransk cognac, champagne og rødvin, engelsk gin og whisky etc. Vores cigaretration er på 240 cigaretter om ugen - de koster 6 Mark, ca. 1 øre stykket. I en forhåndenværende snackbar kan vi købe, hvad vi lyster af frugt, appelsiner, californiske æbler, is ’and so on’. I forgårs var jeg til koncert med Frankfurter Philharmonikerne: Brahms 2, Mozarts A-klaverkoncert. På hjemvejen plukkede jeg en stor buket gederams (Chamænerium augustifolium), der står i vildt flor på alle Offenbachs ruiner. Det var som en hel gudstjeneste. Vi har adgang til at ride, svømme, spille tennis, fodbold, ping-pong osv. Alt bliver serveret for os: sportsrekvisitter, transport, billetter. Man har blot at skrive sig på en liste, så er alt i orden. Næsten alle nationer er repræsenteret hernede: englændere, amerikanere, polakker, tjekkoslovakker, nordmænd, belgiere og sidst, men ikke mindst, statsløse tyske jøder, der er flygtet til England og USA før krigen, og som nu er perfekte i tysk og engelsk. Flinke, kultiverede og intelligente folk, de fleste af dem. Mit job hernede bliver inden for M.P. - Military Police. Vi skal gå i hvide stålhjelme, hvide bælter, hvide handsker og gamacher, I kender jo dresset fra billeder 94

af Nürnbergprocessen. Vi skal sørge for, at alt går ordentligt for sig her på CCD, altså en slags civilt militærpoliti. Vi har 6 timers tjeneste og 24 timer fri, 6 tjeneste og 24 fri osv. og skal sidde ned praktisk talt hele tiden, så der er vist ikke chance for, at man skal blive overanstrengt. Jeg har endnu ikke set en sur eller gnaven mine hernede. Jeg er blevet ekviperet som en gentleman: uniform, lækre sko, undertøj, pyjamas, lagner - man føler sig som en bedre ’Jeppe’ efterhånden. Hvis man ikke ligefrem er fanatisk fodsportsmand, behøver man ikke at røre sig et skridt. Alt foregår i jeeps eller trucks. Man går blot ned på gaden og finder en bil, der skal derhen, hvor man skal, så går resten af sig selv. I dag har jeg været i Wiesbaden, der ligger 45 km fra Frankfurt, sammen med en jødeknægt, jeg har lært at kende, og som er født i Wiesbaden. Vi hikede derhen, først med en truck og dernæst med en jeep. Og gik så op og fraterniserede med nogle af hans gamle bekendte. Det var lige til at tude over at se det gensyn. De anede ikke, at han var kommet til Tyskland. Da han var rejst, var han kun 11 år gammel. De vidste ikke, hvilket ben de skulle stå på. Vi fik en dunder middag, den bedste jeg endnu har fået hernede (det sultende Tyskland) med cognac og champagne til, believe it or not. Senere drog Peter videre (alle mennesker hedder Peter hernede) for at besøge en onkel, og jeg og husets ældste søn, der studerer kunsthistorie og kulturhistorie, gik hen på det stedlige kunstmuseum, der indeholder en del af de Berlinske museers fornemmeste skatte, bl.a. billeder af Holbein, Dürer, Kranach og den originale Nefertiti, eller hvad fanden det er, hun hedder. Jeg hikede hjem igen med en truck og en bus. En af dagene har ovennævnte person lovet at vise mig Frankfurt Universitetet, det glæder jeg mig meget til. Foruden mange andre fortræffeligheder besidder han et bibliotek som herfra og til Jerusalem, så jeg tror faktisk, at jeg allerede nu har klaret lekturespørgsmålet. Racedelingen hernede i alpha, beta og gamma-mennesker er konsekvent gennemført. Alle amerikansk uniformerede er alfas, alle positive antinazister er betas og resten er gammas. Engang troede jeg, at der kun var tre former for liv: det almindelige, det kontemplative og det skidefulde, men nu ved jeg, at der findes en fjerde: som civilian employee i USFET. Jeg er for resten blevet inviteret på leave hos min nye ven, Peter, i England. Hans fader bor på Lloyd Georges tidligere gods, så hvis jeg kan få parteret min orlov, vil jeg søreme prøve på at få det arrangeret. Dette brev er at betragte som en offentlig publikation. Mere personlige epistler vil følge, når den første tåge er lettet.”

95

Uddrag af brev fra Per til hans mor d. 3.6.46 ”Jeg havde håbet, at jeg kunne sende dig et billede af din yngste søn som SP mand, strygende Stars and Stripes på CCD i Offenbach - ha,ha - men du må vente, til jeg har fået filmen fremkaldt. Ellers går det strålende. Jeg har allerede fået en million gode venner: polakker, tjekkoslovakker, østrigere, englændere, amerikanere, belgiere osv. Forleden havde vi et internationalt champagne party i Frankfurt. En englænderinde, en tjekkoslovakinde, en amerikaner og min tyske ven, Peter, mens jeg repræsenterede de danske faner. Jeg er begyndt på mit job nu. Det er søreme ikke andet end skæg og ballade fra morgen til aften. Der er ca. 1700 mennesker ansat i CCD, og vores job er at underholde disse samme 1700 mennesker, når de kommer og går, så ens arbejde består hovedsageligt i at sidde ved et skrivebord i 6 timer og fyre dårlige vittigheder af på pidgin-engelsk. Det er vidunderligt forvirret. Når man har siddet der en dag, taler man tysk, når man skal tale engelsk, dansk, når man skal tale tysk og engelsk, når man skal tale dansk. Med det engelske går det mægtigt fint, jeg taler jo praktisk talt ikke andet fra morgen til aften, men det tyske, de indfødte taler hernede, er komplet uforståeligt. Så når der kommer en tysker og spø’r om et eller andet, sidder vi blot og lytter andægtigt, indtil han har fyret sit mentale maskingevær af og be’r ham så komme igen i morgen. Jeg har også fået mig en girlfriend hernede, en tyskfødt, men engelsk opdraget jøde, der er uforskammet køn og endnu mere uforskammet velbegavet. (Det er vist ikke mig, BF). Det er en meget charmerende måde at lære engelsk på, og hun er flink til at rette en, når man laver brølere. Efter at have været hernede i en uge er den nærmeste karakteristik, jeg kan give af hele foretagendet, at det er en fin blanding af Skodsborg Badesanatorium, Hotel Persborg og Studentergården. Din søn Per, p.t. Kong Gulerod”

96

DEN DANSKE SPROGET

”Dansk er ikke et sprog, det er en halssygdom.” Det fik jeg at vide, da jeg sagde, at jeg gerne ville lære dansk. Kun en massiv forelskelse kunne få mig til det. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at der kunne være andre grunde til at lære dansk. I London under krigen var der en sød fyr, Philip, der ville invitere mig ud på en date. Han blev vraget, fordi han læste dansk på universitetet. Hvor åndssvag kunne man være? Men nu var det anderledes. Selv om Danmark ikke var et land, jeg ønskede at stifte nærmere bekendtskab med, ville jeg gerne stifte nærmere bekendtskab med min nye kæreste, Per. Jeg ville forstå, hvad han og hans venner talte om, og hvad de grinede af. Det med halssygdommen var ikke helt ved siden af. De underlige stød, der kappede slutninger på ordene af, og de lukkede vokaler som i ’ost’ har jeg stadigvæk vanskeligheder med. Hvordan skelner man mellem ’mor’ og ’mord’ for eksempel? Og så er der alle de slugte konsonanter som g i ’bog’ eller d i ’mand’. ”Jeg elsker dig” lød skarpt og uromantisk, ja nærmest afskrækkende sammenlignet med andre sprog: ”I love you, ich liebe dich, je t’aime, jo te quiero, nakupenda” (swahili). Jeg elsker kiswahili. Udtalen er hundrede procent fonetisk, og alle ord ender på en vokal: eropleni, polisi, safari, baisikeli (cykel) og kiplefti (rundkørsel) - det er da nemt. I begyndelsen, i forelskelsens rus, var Per en god lærer. Vi startede med de basale ting: tal, ugedage, klokken, farver, mad. Jeg svarede skriftligt på nogle spørgsmål: ”Hvordan har du det?” ”Jeg har dit godt, mange tak.” ”Kunne du lide maden i dag?” ”Ja, jeg kunne lide maden, mange tak!” ”Du dufter så dejligt i dag.” ”Du også af Barbasol.” ”Hvor skal du hen?” ”Jeg skal til maden, mange tak”. ”Tak” spillede vist nok en større rolle. Det var nemt at udtale i modsætning til ”værsgo”. Jeg blev dygtigere: ”I dag jeg vil skriver en brev til dig i Dansk. Vil du vaere saa venlig at corrigire den. Der er meget svaer for mig. Men jeg har en Bog at hjaelpe mig. Er du min Menneske, min Konge eller min Mand? Jeg kan ikke finde det. Der er en daarlig bog. Nej, du er min Schnuskebasn. 97

Naar jeg komme til Bagsvaerd, vi maa har, mellem os hver Dag et timer at laere Dansk. Og hvis der er i Senge! Eller hvad sige du?” Jeg led helvedes kvaler, når Per og hans venner kværnede løs på dansk, og jeg ikke forstod et ord af, hvad der blev sagt. Og værre, når jeg sagde noget på dansk, og alle grinede. De morede sig kosteligt, da de en aften i en let alkoholiseret stemning fik mig til at deklamere: ”Rosen blusser alt i Danmarks Have.” Det var som om, de ejede sproget, og at alle dem, der ikke forstod det, var dumme. Der var ingen sympati eller finfølelse at spore, så jeg holdt munden lukket det meste af tiden. En dag kom jeg med bemærkningen: ”Nu vil jeg ikke sige ’røv’ mere - jeg ved ikke, hvad det betyder”, og de grinede igen. Jeg anede ikke hvorfor. Ruth Rosenberg var den første pige fra CCD, som blev gift med en dansker, men ikke den sidste. Også hun led helvedes kvaler. I et brev til Per skrev hun: ”Nu jeg kan taler a lit dansk, men jeg kan igge skriver meget. Jeg er meget triste at høre det du hare de igge so godt og haab det du vill at være bedre snaart”. Og hun slutter med: “Hells bells, this is a dreadful language!” (Fandens også, det er et forfærdeligt sprog!) Det blev ikke meget bedre, da jeg som nygift kom til Bagsværd. Vi boede i svigermor Ellens hus, og jeg talte engelsk med hende, indtil hun efter nogen tid insisterede på kun at tale dansk med mig. Og fordi hun holdt ord, var jeg på den! Mens det gik ganske godt med at læse avisen, var jeg skrækslagen over at skulle svare på en telefonopringning. Jeg lærte en del ved at gå på indkøb, men fortæl mig lige: Hvad slags æg er ’pålæg’? Jeg glemmer aldrig den første gang, vi inviterede gæster til middag. Til at starte med blev der snakket livligt på engelsk for min skyld, men efterhånden som stemningen steg mest på dansk, hvor jeg ikke kunne være med. Jeg var lettet, da gæsterne endelig gik. Som skik er, gav de hånden til afsked og sagde pænt ’’farvel og tak for i aften.’’ Og jeg gav pænt hånden og svarede høfligt: ’’Tak TVÆRTIMOD!’’ (Freud ville måske have sagt, at der var en dybere mening med det). Diplomaten Helge Wambergs russiskfødte kone Sascha kom til at træde en medpassager i bussen over tæerne og sagde ”God fornøjelse!” i stedet for ”Om forladelse”! Men at jeg, som Pers nevø påstod, kaldte en rovfugl for en ’røvfuld’ - ’’Se, da sitter en røvfuld!’’ - det benægter jeg på det bestemteste. Jeg besluttede, at jeg en dag ville gå ordbogen igennem og lave om på hele det danske sprog! 98

Jeg fik aldrig den danskundervisning, som førstegenerationsindvandrere nu har krav på. Jeg taler stadigvæk med accent. Folk har svært ved at placere den, fordi jeg i mit lange liv har talt engelsk og amerikansk oftere end mit modersmål, tysk. Jeg har på skift været irlænder, skotte, nordmand, sønderjyde, bornholmer og meget andet. Jeg hader min accent. Det er godt, at man ikke kan høre, hvad jeg skriver!

99

ENTERTAINMENT

Jeg var blevet forfremmet til ’Acting Special Service Officer’ - det gik stærkt i den amerikanske hær med både forfremmelser og hjemsendelser. Jeg havde en jeep til rådighed og fik efterhånden også nogle flere medarbejdere. Alt vedrørende fritid faldt ind under mit område. Det var ikke så lidt: bibliotek, snackbar, sportsarrangementer, bladet, ferieture, film, koncerter, undervisning, udlejning af cykler og kanoer, og, og you just name it.

Indvielsen af snackbaren Amerikanske musikere og skuespillere optrådte gratis for os. Den store festsal dannede rammen om mange mindeværdige begivenheder, Glenn Millers Band for eksempel, desværre uden Glenn Miller, som var omkommet ved et flystyrt over Den engelske Kanal i slutningen af krigen. Benny Goodman, ’The King of Jazz’, gæstede os med sit band af lutter berømte navne. Man skulle have været autografsamler. Jeg husker især trombonisten Jack Teagarden, som jeg blev gode venner med. 100

Efter den officielle koncert holdt vi en uforglemmelig jamsession. Vores egne begavede musikere bidrog med deres improvisationer, og der blev sunget, spillet og danset til den lyse morgen. Nytårsaften 1945 ville AFN (American Forces Network) gæste vores afdeling og transmittere festen i æteren. Det var en stor ære, og der fulgte mange forberedelser med. Vi besluttede, at vi ville ringe det nye år ind til lyden af Big Ben, direkte fra BBC London. Ideen var god nok, men der var en hage ved det, som vi først blev klar over, da det var for sent: Tidsforskellen. Ifølge Greenwich Meantime bimlede Big Ben først en time efter, at nytårsbraget hos os for længst var tonet ud! Da vi dårligt kunne lave om på den gregorianske kalender var gode råd dyre. Så fandt Peter Ury på, at jeg skulle spille Big Ben på flyglet. Jeg var meget skeptisk, men sådan blev det. Klokken midnat satte jeg mig til flyglet og spillede akkorderne fra Big Ben over hele det amerikanske netværk. Jeg tror såmænd, at der kun var få eller slet ingen, der lagde mærke til forskellen mellem mig og den ægte vare. Der var i hvert fald ingen ud over de indviede, der kommenterede det. Nytår 1946 havde et dansk indslag. Klokken midnat blev der under festsalens kunstige stjernehimmel istemt: ’Kong Christian stod ved Højen Mast’, og alle skrålede med, også kineserne. Ud over de gratis forlystelser, som hæren forsynede os med, hyrede jeg gerne lokale kunstnere. Der var mange, nu arbejdsløse, artister og musikere, der sloges om at optræde for os. Ikke for pengenes skyld, men for det ekstra måltid mad eller den pakke cigaretter, der fulgte med. En sen aften måtte jeg dog stå til regnskab over for vores vagthavende officer. En strygekvartet havde optrådt med klassisk musik for et lydhørt publikum. Tonerne ringede endnu i mine ører, da der blev sendt bud efter mig fra indgangen. De fire noble ældre herrer var blevet bedt om at åbne deres instrumentkasser og - ak og ve - de var udover violin, bratsch, cello og bas, især bassens, stopfyldte med madvarer. Hvor de kom fra, eller hvem der havde været den gavmilde giver, vidste jeg ikke. Men jeg talte deres sag, og efter nogle forhandlinger fik herrerne lov til at tage hjem med deres instrumenter plus en masse sandwiches. Jeg hyrede internationalt kendte cirkusartister fra Frankfurts zoologiske have, som var det eneste sted, de kunne optræde. Jeg hentede et ukrainsk Don Kosak-kor i en IRO-camp (International Refugee Organisation) i Zeilsheim. I lejren befandt der sig ca. 4.000 flygtninge fra Østeuropa. Russere, polakker, jøder, sigøjnere, de fleste 101

var overlevende fra kz-lejre. De levede en kummerlig tilværelse uden anelse om, hvad der skulle blive af dem. De omkringboende tyskere havde god grund til at være bange for overfald fra hævnende bander. Det var længe før, netop denne lejr blev berømt og fik besøg af Eleanor Roosevelt og den israelske premierminister David Ben Gurion, og da vil jeg tro, den så anderledes ud. Da jeg besøgte stedet, heldigvis i selskab med flere uniformerede kolleger, fik jeg angsten at føle helt inde i rygmarven. Angsten og medlidenheden, men mest angsten. Selv om lejren fungerede i Røde Kors’ regi, og der var mad nok, var krigen endnu ikke forbi for de fordrevne. Der hang stadigvæk en aura af håbløshed, lovløshed, armod og død i luften. Børnene var lasede, de løb efter os og tiggede påtrængende. De ældre sad omkring flammerne fra lejrbål, og russerne kiggede interesseret på vores armbåndsure. Langt om længe fandt vi frem til korlederen og aftalte en koncert i Offenbach. Ja, hvad kan jeg fortælle om den? Det var en mindeværdig aften, vi blev alle berørt. Ikke alene af de vidunderlige dybe basstemmer og høje tenorer, men af hjemve og vemod, deres såvel som vores egen. Volgasangen har aldrig lydt mere ægte. Jeg var ikke den eneste, der græd. Til underholdningsformål gjorde vi også rigeligt brug af vores egen guldgrube af talenter, hvoraf mange kom fra en kulturel baggrund. I London havde nogle emigranter dannet en venstreorienteret gruppe, der afholdt koncerter, lavede teaterforestillinger og arrangerede udstillinger, og det kom CCD til gode. Hvor havde jeg ellers kunnet finde, helt gratis, en uddannet teaterdekoratør til at pynte festsalen, en komponist til at levere musikken til et show, en skribent til at skrive teksten, et band og sangere til at fremføre den? En tryllekunstner, der senere blev verdensberømt og som prikken over i’et, en masse smukke piger til at pynte på begivenhederne. Der var andre end mig, der tog initiativ til nogle forrygende forestillinger lige fra Shakespeare til moderne teaterstykker og revyer. I en af revyerne kom jeg til at spille en pinlig rolle. Jeg havde intet haft med forberedelserne at gøre og glædede mig til kun at være publikum. Salen var allerede fyldt til bristepunktet, da Peter kom hen til mig og hviskede: ”Bergit, du må hjælpe os. Vi er ikke blevet færdige med kulisserne, så vil du ikke nok holde publikum hen med snak i bare fem minutter?” Jeg var vant til at snakke, det var en del af mit job at tale med de nyankomne og forklare afdelingens regler for dem, men dette her! Jeg var totalt uforberedt. Omtrent 1600 øjne stirrede på mig, 102

da jeg gik op på scenen. Jeg begyndte at fremstamme et eller andet om beklagelige forsinkelser og kom med nogle lamme og utroværdige undskyldninger. Pludselig kunne jeg fornemme en puslen bag ved mig og en voksende uro i salen, og da jeg vendte mig om, var der en masse aktivitet på scenen, for åbent tæppe. En fyr stod på en høj stige og malede kulisser, en anden hængte lamper op og en tredje vaskede gulv. Publikum begyndte at grine, og det gik op for mig, at jeg, naiv som jeg var, var blevet lokket i en fælde og intetanende var blevet en del af revyen. Tilsyneladende med succes, netop fordi jeg ingenting havde vidst. Vi rejste med showet til CCD i Stuttgart, og jeg gentog min rolle som den indledende, undskyldende og stammende stemme, men det var ikke det samme. Uskylden og spontaniteten manglede. Fastelavn 1946 blev fejret med et stort karneval. Folk kom udklædt i de vildeste kostumer, hvor de så end havde fået dem fra. Obersten var forklædt som Cæsar, og der var nymfer og hekse, pjerrot’er, Snehvide, bjørne, vampyrer, marsmænd og, og … Stemningen var i top, godt hjulpet af vores indsmuglede vin, den livlige Gewürztraminer fra Alsace.

Midt i en dans kom der en besked til mig fra telefoncentralen. Jeg blev bedt om at ringe til min mor. Det var en kort samtale. Efter ni 103

måneders ængstelig venten havde min faster og hendes mand fået at vide, at Wolfgangs jagerfly var blevet skudt ned bag de russiske linjer, kun én uge før krigsafslutningen. Selv om Wolfgang blev reddet ud i live, døde han af sine forbrændinger nogle dage senere. Han blev 24 år gammel. Jeg gik tilbage til karnevallet i en døs og prøvede at danse sorgen væk. Det lykkedes ikke. Den er der endnu.

104

BREV FRA DK

Per havde bedt sin bror Ole om at sende nogle bøger til ham. I stedet for den ventede pakke fik han følgende brev: Jeg skriver til dig for at fortælle dig lidt om, hvordan det går med dine bøger: Det startede med informerende telefonsamtaler. Til Amerikanerne, til Englænderne, til Vesterport og til Dagmarhus, med Danskere og Angelsaxere. Dette gav som slutresultat, at jeg skulle opsøge Major Grey, ”he would probably permit me”. En eftermiddag på hjemvejen fra Kastrup startede jeg jagten på Major Grey på Vesterport, og efter ¾ times hidsig eftersøgning blev jeg af ’Royal Navy’ overbevist om, at M.G. residerede i Dagmarhus. Jeg løb til D.H. for at nå det inden kl. 5. Der var to M.G.’s i Dagmarhus, men ingen af dem havde noget med det foreliggende at gøre - hjem i nedtrykt sindstilstand. Ved næste forsøg fandt jeg kontoret. Det var den danske udlandspostkontrol i Vesterport, 4. sal. De fortalte mig, at jeg om få dage kunne hente pakken i censureret og forseglet tilstand, så skulle jeg bare aflevere den til Amerikanerne på 5. sal. Nogle dage efter tog jeg tidligt fri for at afhente pakken inden lukketid kl. 3. Jeg fik den og fløj op på 5. sal til Recruiting Office. De kendte intet til sagen. Den skulle ekspederes gennem postvæsnet. Tilbage til postvæsnet. ”Umuligt,” sagde de, ”der sendes for øjeblikket ikke forsendelser på mere end 20 gram til Tyskland.” Tilbage til Amerikanerne på 5., fik fat i en ung pige, der forsikrede mig, at man særdeles vel kunne sende bøger med posten, når blot man havde VAREDIREKTORATETS tilladelse. Det bedste var for øvrigt at sende dem med personligt bud, da pakker uvægerligt blev stjålet. Klokken var da 3.40. Ude på trappen blev jeg grebet af raseri og fattede den beslutning, at det skulle ordnes NU. Jeg kastede mig i en taksameterdroske for at nå Varedirektoratet inden lukketid, som jeg enfoldige stakkel troede var kl. 4. Den var kl. 3. Hjem og på hovedet i seng. Næste dag inviterede jeg to kvindelige amerikanske løjtnanter til middag! Miss Robertson og Miss Grewe er to yderst veltrimmede og nydelige repræsentanter for den militære sygeplejerskestand, men på daværende tidspunkt havde de købt så meget ind af juleplatter i kongeligt porcelæn, tivoligardister m.m., at de gav udtryk for den største bekymring m.h.t. overhovedet at få deres bagage med. Ridderligt, men med sorg, opgav jeg derfor at anmode dem om yderligere at medtage 10 kilo brugt, 105

filosofisk litteratur. Kommer du nogensinde på grødslottet i Stuttgart, kan du hilse dem fra mig og fortælle dem, hvad de har undgået. Så skrev jeg til Varedirektoratet og bad dem tilsende mig de fornødne formularer, og i dag har jeg fået dem ledsaget af en skrivelse om, at der ikke må eksporteres mere end 5 kg fødevarer om måneden. Jeg ved ikke, om der også er tænkt på den åndelige føde. Nu skal denne ansøgning blot indsendes, behandles og returneres, så er der en svag mulighed for, at postvæsnet vil ekspedere pakken. Derfor: Har du en ven, der kommer til Danmark uanset race, tro og hudfarve, så lad ham eller hende tage den med, den kan afhentes på min bopæl. Som første afdrag på mine udlæg i denne sag, har jeg hugget din cykel. Ole. Enden på historien blev, at pakken blev afhentet af en af Pers venner, da han var på orlov i Danmark.

106

REJSEGLÆDER OG -BESVÆRLIGHEDER

Pludselig åbnede verden sig for os, der i seks lange år havde været indespærret på en belejret ø. ’Leave’ (orlov) var et elsket begreb. Amerikanere forstod sig på kunsten at rejse. Vi benyttede os flittigt af de mange fordelagtige og billige tilbud, som hæren bød på. Særlige, gratis ’leave-trains’ kun til US Army personel forbandt de store byer, så det var bare om at hoppe på. I 1946 var der mange, der tog deres første ’hop’ til Nürnberg, hvor krigsforbryderprocessen var i gang. Man kunne efter en grundig screening få tilladelse til at komme ind i retssalen for i en afmålt times tid at følge dramaet på nært hold. Da Monica kom tilbage, fortalte hun, at hun måtte have en bevæbnet vagt til at ledsage sig på toilettet. Jeg kom desværre ikke til Nürnberg og heller ikke til Baden-Baden, hvor mange af mine venner nød luksuslivet på et hotel, der før i tiden frekventeredes af de europæiske kongehuse. Baden-Baden lå i den franske zone, og det krævede specielle tilladelser at færdes mellem zonerne, også den britiske og den russiske. Tre af vores piger tog på en lille smuttur til Baden-Baden i civilt tøj og uden de nødvendige papirer og var så uheldige at blive pågrebet af de franske gendarmer. Næste dag indløb der en officiel rapport til vores afdeling fra de amerikanske myndigheder i Baden-Baden angående denne alvorlige sag: ”I går, d. 2. september 1946, blev følgende personer arresteret af det franske politi: ROSENBERG, Ruth (tysk), SKOTTE, Bodil (dansk), OSCHINSKY, Ilse (engelsk), alle tre ansat ved CCD, Group ”B”, Offenbach. Tilsyneladende havde de hitch-hiket fra Offenbach til Baden-Baden og havde tilbragt natten på et hotel. De blev anholdt af politiet som ’shady characters’ (lyssky personager). De havde hverken indrejse- eller transitpapirer på sig. Vi gav politiet det gode råd at sende pigerne tilbage til den amerikanske zone, hvor de hørte til, og det gjorde de så. Dette bare til jeres orientering, i fald I vil følge sagen op med en ’disciplinary action’ ”(skideballe på godt dansk). Efter hjemkomsten fortalte pigerne, at de var blevet beskyldt for at være spioner, Ruth en tysk og Ilse en polsk. Skotti klarede frisag, fordi 107

hun var dansk. Det blev ikke til nogen større international krise. De fik en påtale af personalechefen, og Ilse måtte lide den tort at blive tiltalt som ’my little crook’ (min lille forbryder) af sin overordnede officer. Berlin, Wien, Prag og Berchtesgaden var yndede rejsemål. Overalt fandtes der førsteklasses hoteller, underholdning og sightseeing-ture. Min første store rejse gik til Schweiz og Italien. Ashky og jeg fulgtes ad. Vi forlod Frankfurt sent om aftenen med et særligt non-stop leavetrain. Non-stop? Klokken 2 om morgenen standsede toget i Karlsruhe, og vi blev beordret ud til morgenmad, den tidligste jeg nogensinde har fået! I et stort Røde Kors telt stod bordene dækket. Tyske piger vartede os op, skænkede kaffe og serverede æg og bacon, mens vi tog bestik af vores medrejsende. Der var flere hundrede, GI’s for det meste. Vi håbede, at ikke alle var booket til samme tur som vi. Efter den anden kop kaffe begyndte vi så småt at tænke på det ventende tog. Vi spurgte en MP, hvornår det ville afgå og fik til svar: ”Ikke på noget specielt tidspunkt. Vi kører, når den sidste mand er færdig med at spise!” Hvordan de kunne udpege ’den sidste mand’ i det mylder var mig en gåde, men de gav i hvert fald ham eller hende rigelig tid, for da toget satte i gang igen, sov jeg sødt på min siddeplads i kupeen. Næste stop klokken 5, Strasbourg. Omstigning til Mulhouse. Jeg fik hastigt fat i frakke og vadsæk og tog en lang spadseretur gennem en mørk tunnel hen til et nyt tog, der ikke var halvt så komfortabelt som det første. Vi befandt os ikke længere på amerikansk territorium, men i Frankrig. Ikke at Frankrig så anderledes ud end Tyskland klokken 6 om morgenen! Vi sov videre, indtil toget standsede ved 8-tiden, og vi blev gennet ud. Det var nemmere sagt end gjort. Toget holdt midt på en pløret mark. Der var langt ned til pløret fra nederste trinbræt, og det lykkedes kun at holde balancen ved hjælp af modvægt fra bagagen. Vi gik de 200 meter til den asfalterede vej ved at placere den ene fod på togskinnerne og trække den anden ud af smattet. Henne ved vejen stod der selvfølgelig masser af små drenge, der tilbød at bære vores bagage til de ventende lastbiler kun få meter borte. Mulhouse Leave Center var indrettet i en krigsfangelejr på et kæmpemæssigt indhegnet og afspærret areal uden for byen. I de skriftlige instruktioner, vi fik udleveret, stod: ”Krigsfangerne i denne lejr har til opgave at varte dig op. Du skal ikke takke dem for deres service. Under ingen 108

omstændigheder er det tilladt at give dem cigaretter, tobak, chokolade, tyggegummi, drikkepenge osv.” Vi piger og officerer fik lov til at sove på et hotel i byen, mens GI’erne tilbragte natten indespærret bag høje hegn og vagttårne. Der var en forfærdelig masse ’red tape’ forbundet med rejseforberedelserne. ’Processing’ blev det kaldt. Ud over skriftlige anvisninger blev der afholdt instruktionskurser, hvor vi lærte alt det, man som medlem af US Army IKKE måtte, når man kom til udlandet. Vi blev meget klogere. Tænk, at de var så vilde i Schweiz med amerikansk tøj, og at de gav en god sortbørspris for kondomer, som hos os kunne fås gratis! Alt det og meget mere lærte vi, og fordi vi kun måtte tage $46 med os, fik vi straks suppleret op med jeans og T-shirts fra PX’en og tog rigeligt af cigaretter med. Det var det smukkeste solskinsvejr, og jeg brugte mit kamera flittigt. Jeg havde forsynet det med en kostbar farvefilm. Nogle farvestrålende dekorationer forevigedes, vi fotograferede hinanden og andre, og jeg tog billeder af en boksekamp mellem to krigsfanger. På ingen tid var den første film på 36 billeder i kassen. Jeg fik, hvad jeg troede var en god ide og sagde til Ashky: ”Lad os finde en fotoforretning i byen og få filmen fremkaldt. Så kan vi hente den på hjemturen”. Og det gjorde vi så, i hvert fald den første del. (Den anden del, to uger senere, fortælles her: Da vi kom til Mulhouse igen, var det søndag, og forretningen var lukket. Desuden blev leave-centret i krigsfangelejren lukket kort tid efter, og rejsen sydpå gjort enklere og mere direkte med kun et stop i Karlsruhe. Jeg fik aldrig filmen afhentet. Det ligger i den menneskelige natur at sukke efter det uopnåelige, og jeg er overbevist om, at netop de billeder, der gik tabt, var de bedste, jeg nogensinde har taget.) Efter et noget kedeligt USO varietéshow i lejren spadserede Ashky og jeg til vores hotel i byen. Vi kom forbi et cirkus under åben himmel, hvor forestillingen lige var begyndt. Vi havde ingen franske penge, men ved hjælp af et par cigaretter fik vi de fineste, røde, velourpolstrede pladser på første række. Lidt for tæt på løven, syntes jeg, men løven gabte bare og tissede i sandet. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre afslutning på denne første rejsedag. Op klokken 5.30 næste morgen for at nå toget til Basel. En pinlig situation opstod, da jeg ikke kunne finde den formular med angivelse af vores rejsegods, som skulle stemples inden afrejsen. I ånden så jeg mig blive sendt tilbage til Frankfurt med næste tog. I overværelse af alle turens deltagere blev min vadsæk endevendt, og allernederst i bunden 109

fandt jeg det eftersøgte stykke papir, helt sammenkrøllet. Jeg attesterer hermed, at jeg kun har følgende beklædningsgenstande og udstyr hos mig ved indrejsen til (og udrejsen fra) Schweiz, inklusive det tøj jeg har på: bukser eller shorts (2) skjorter, uniform, eller bomuld (3) sokker (6 par) sko (2 par) frakke eller regnfrakke (1) bluse eller army jacket (1) slips (2) cap eller hat (1) handsker (1 par) undertrøje (6) underbukser (6) sweater (1) lommetørklæder (15) bælte (1) toiletkit (1) barberkit (1) pen og pencil (en af hver) kamera (1) film (til højst 200 billeder) kikkert (1) pyjamas (2) DET ER FORBUDT AT TAGE SENGETØJ, SPISEGREJ ELLER SKYDEVÅBEN MED TIL SCHWEIZ. I Basel blev vi budt velkommen af en Special Service Officer og en guide, der skulle ledsage os hele vejen til Italien. Vi følte os som en flok får under bevogtning. Vi havde nogle timer til rådighed, og som får fulgte vi opfordringen til at se byen fra en åben sporvogn. Der var dog nogle, der allerede indledte skumle sortbørsforhandlinger med de indfødte. 110

Sightseeing i Basel Den næste del af turen var meget behagelig og alt for kort - kun fire timer til Lugano, hvortil vi ankom sent på eftermiddagen. Der var stadigvæk tid til en bytur. Ashky købte et par sandaler med korksåler, jeg modstod heroisk fristelsen. Ved aftensmaden delte vi bord med nogle GI’s, der gav os gode tip. ’They knew the ropes’, dvs. de havde samlet en masse erfaringer. Den ene havde været på samme tur fem gange, ikke for sin fornøjelses skyld, men for ’business purposes’, som han sagde. Vi fik de seneste valutakurser at vide samt up-to-date sortbørspriser på uniformsfrakker, bukser, skjorter, tyggegummi, cigaretter osv. Nyttig viden, som vi senere benyttede os af. (For at tage det på forskud: da vi på hjemturen krydsede grænsen til Tyskland, havde vi ikke meget andet på end vores sommeruniform. Jeg havde solgt det meste, endda frakken og et par sko. Jeg kunne altid få erstatning i vores ’supply section’ i Offenbach. Til gengæld glimtede to flotte armbåndsure på mit håndled - et til min mor, det andet til mig). Togrejsen fra Lugano til Rom varede 18 timer, en pinsel på de hårde træbænke. Heldigvis var der lange ophold på stationerne, hvor vi kunne forsyne os med kaffe og sandwiches. Lokale folk stod på perronen og solgte alverdens ting for nogle få cigaretter. Jeg ’købte’ et smukt armbånd i sølvfiligran. Der var ikke så megen ødelæggelse i Italien som i Tyskland, men stor fattigdom. 111

Ankomst i Rom kl. 3.15 om morgenen. Indkvartering på Hotel Excelsior, det flotteste hotel i byen og egentlig kun beregnet til statsministre, generaler og berømte filmstjerner. De følgende dage gik med den obligatoriske sightseeing og en bustur til Albanerbjergene. Vi blev velsignet af paven og svømmede i Mussolinis private svømmebassin. Vi shoppede til den store guldmedalje - kjoler, sko, badedragter og meget andet - til billige sortbørspriser. Aftenerne blev tilbragt sammen med nogle piloter fra 15th Air Corps, der kendte byen og især natklubberne godt, og der blev danset og drukket lidt for meget chianti. På tilbageturen gjorde vi ophold i Milano for at besøge Leonardo da Vincis ’Den Sidste Nadver’, dengang halvt skjult under restaureringsarbejde efter bombeskader. Vi gyste ved synet af tankstationen, hvor ligene af Benito Mussolini og hans elskerinde Clara Petacci den 28.4.45 blev hængt op med hovederne nedad til spot og spe for befolkningen. Deres navne kunne stadigvæk læses på bjælken ovenover. Efter at Per kom ind i mit liv, foretog vi flere rejser sammen. Vi hitchhikede hele vejen til Berchtesgaden, hvor der lå et ’rest center’ ud mod den smukke Königsee. Vi tog til Salzburg, hørte Mozart og så Hugo von Hofmannsthals skuespil ’Jedermann’ (Det gamle spil om Enhver). Vi tog et smut forbi Oberammergau, men de berømte passionsspil, der var blevet opført her siden middelalderen, var lukkede. De fleste af skuespillerne havde været nazister, også Jesus. Den eneste, der klarede frisag, var Judas!

112

En tur til Paris var lige ved at blive en fiasko, og det var min skyld. Det var mig, der hentede rejsechecks i banken, så vi var velforsynede til et ti dages ophold i Paris. Troede vi. Vores danske ven, kaldet ’Pinn’ eller ’Pinnocchio’(gæt hvorfor), tog med os som anstandsdame. Allerede ved ankomsten i Paris blev vi kapret af en sortbørshandler, der tilbød at veksle vores checks til kontante francs. Ja, hvorfor ikke? Alle gjorde det. Vi drog lykkeligt af sted med et tykt bundt sedler, og da det var påske og min fødselsdag og forår i luften var Per gavmild og købte en masse dejlige gaver til mig og kostbare bøger til sig selv. Dagen blev fejret med et luksusmåltid, og om aftenen var vi i ’Moulin Rouge’. Et af numrene var en menneskeabe - det vil sige et menneske forklædt som gorilla. Han klatrede rundt i kulisserne og blandt publikum og landede pludselig i mit skød. Jeg skreg, hvad der nok var meningen. Jeg mener at kunne huske, men er ikke sikker, at Josephine Baker optrådte i sit berømte bananskørt. Da vi sent på aftenen, let berusede og i godt humør, kom til hotellet, var der en, der ventede på os. Det var sortbørshandleren, som vi havde givet alle vores rejsechecks . Nu stod han der med dem i hånden. Han havde ikke kunnet indløse dem, fordi jeg fjols havde underskrevet dem to steder i stedet for kun et. Nu var de ubrugelige for ham. Vi havde ikke penge nok til at tilbagekøbe dem, så vi aftalte at mødes næste morgen uden for American Express, hvor jeg skulle bringe sagerne i orden. Det var noget af en nedtur. Ingen sightseeing næste dag, men en tur i banken. Det store flotte lokale var mennesketomt. Jeg var eneste kunde, og jeg havde indtryk af, at alle de slipseklædte funktionærer, der sad bag deres glasruder, undrede sig. Var der virkelig et menneske, der var så åndssvag at bytte rejsechecks på lovlig vis? Ja, mig! Efter at vi havde givet manden hans penge tilbage, var der ikke meget tilbage til os. Paris og hotellet var en dyr fornøjelse, og vi besluttede at bruge resten af vores francs på en rejse sydpå. Vi tog med eksprestoget til Lyon ned gennem det forårsblomstrende Frankrig. Fra Lyon kørte vi op gennem foralperne til Aix-les-Bains. Her var en smule for mondænt for os fattigrøve. Vi steg op i den første den bedste bus på torvet uden at vide, hvor den kørte hen. Vi besluttede, at vi ville stige ud, når vi kom til et smukt sted. Efter en times hårrejsende bjergkørsel nåede vi vores drømmes mål, et lille paradis ved en rivende bæk, omgivet af skovklædte bjerge. Her ville vi være. Stedet hed Le Chatelard, fandt vi ud af. Her var to kroer, en kirke og en gendarm. Vi indlogerede os på 113

det lille gæstgiveri og forhandlede os til en uges ophold til en yderst rimelig pris: en flaske whisky og en karton Lucky Strike’s, c’est tout! Et venligt værtspar forkælede os med god mad og lokal vin ad libitum. Vi gik lange ture, svømmede i bækken og spillede tremandsbridge. Vi fik venner blandt landsbyens indbyggere, der fortalte om krigen og om deres heltemodige modstand mod tyskerne. Da ugen var gået, tog vi hjerteligt afsked med dem alle og lovede, at vi ville komme tilbage en dag. Det er ikke sket endnu. Jeg ser på Google, at der sælges skiferielejligheder i Le Chatelard, og at man kan vælge blandt flere luksushoteller, så det er nok ikke det samme sted længere. Jeg vil hellere huske det gamle. To gange rejste jeg til England, som jo var det nærmeste, jeg kunne kalde ’hjem’. Officielt var jeg statsløs, bosat i England og med et britisk ID-kort, men jeg havde ikke længere nogen adresse og heller ikke noget ønske om at bosætte mig på denne krigshærgede, ludfattige ø. Jeg levede et andet liv nu i amerikansk regi og trivedes med det. Alligevel var jeg så småt begyndt at tænke på en fremtid efter CCD. Som det var sket for mange andre i min gruppe, havde krigsårene ødelagt alle drømme om en uddannelse. Dengang gjaldt det bare om at overleve. Nu havde jeg måske en chance for at begynde på et nyt liv, og det skulle være i USA. Det var ikke så vanskeligt for os, der allerede var i amerikansk tjeneste, at få de fornødne papirer. På USA’s ambassade i London underskrev jeg ansøgningen om et visum. Morbror Otto og moster Margaret stillede kaution for mig. Selv min nye forelskelse kunne ikke ryste mine planer for fremtiden. Det var både Per og jeg helt enige om. Desuden var vores forhold til tider både anstrengt og anstrengende og vist ikke beregnet til langtidsholdbarhed. 114

Turen gik til Danmark sammen med Per, men vi var ikke sammen på selve rejsen. Han kunne som dansker tage et tog direkte til Hamburg og videre til København, mens jeg måtte tilslutte mig en af hærens fælles ture og gennemgå den samme procedure som på rejsen til Italien. Denne gang foregik ’processing’ i et leave-center i Bremen, og der fulgte en overnatning og flere instruktionstaler med. Vi betalte $45 inklusive måltider for en uge og fik vekslet penge. Der var ingen grænse for, hvor mange penge vi måtte tage med. Der blev heller ikke givet oplysninger angående sortbørs i Danmark. Måske var skandinaverne ikke så trængende, eller også var de mere lovlydige? Per hentede mig på hovedbanegården. Vi tog ud til Bagsværd, hvor hans mor, Ellen, boede. Hun havde inviteret mig, og vi tilbragte orlovsugen hos hende. Jeg mødte den nærmeste familie og befandt mig godt i dens selskab. Kun når samtalen foregik på dansk, følte jeg mig udenfor. Vi gik ture i de smukke omgivelser. Vi tilbragte en livlig aften i Nyhavn sammen med nogle af Pers studenterkammerater, og jeg krydsede mine ønsker af på en to meter lang smørrebrødsseddel hos Oskar Davidsen. Jeg fik en god introduktion til hverdagslivet i Danmark. Jeg blev inviteret til at komme igen, og det gjorde jeg endnu 2½ gange, også efter at Per havde forladt hæren og var rejst hjem, efter at hans 1-årige kontrakt var udløbet. Den halve gang skal forklares nærmere. Der var blevet lempet på uniformreglerne, og vi piger færdedes mere og mere i civilt tøj i vores fritid. Vi dyrkede den sidste mode, the ’long look’, og fik en dygtig skrædder i Offenbach til at fremtrylle ekskvisitte kreationer i dyre franske stoffer - mod betaling i cigaretter, selvfølgelig. Jeg tog på orlov i den flotteste, hotteste kreation, forsynet med en orlovsbevilling og en skriftlig invitation fra Ellen. Jeg troede ikke, at det var nødvendigt med hverken de officielle ture eller uniformen længere. Men det var det. Selv om jeg havde været i Danmark to gange tidligere, blev jeg ved grænsen nægtet adgang af paspolitiet. I mit ID-kort, udstedt af US Army, stod der, at jeg var statsløs, født i Tyskland. Jeg måtte være en farlig spion. I overværelse af alle medrejsende blev jeg i Padborg anmodet om at forlade toget. Det lykkedes ikke at fremskaffe den nødvendige indrejsebevilling, selv om den danske konsul i Flensburg satte alle kræfter ind på at komme det forelskede par til undsætning. Jeg fik lov til at bo hos ham og hans familie, mens jeg ventede, og vi blev gode venner. 115

Jeg var altså kun nået halvvejs - ½ til Danmark. Skuffelsen var stor. Endnu en gang tog jeg på en officiel orlovstur til Danmark via Bremen. Jeg besøgte Per, der i mellemtiden var blevet ansat som huslærer hos familien Rifbjerg i Kandestederne. De ejede Hotel Kandehus og var nogle af de flinkeste danskere, jeg havde mødt. Og så naturen deroppe! Jeg var forelsket og ikke kun i Per.

116

FAMILIEN

Vinteren 1946-47 var den værste, koldeste og længste i mands minde. En storm hærgede byen, og mange mennesker blev dræbt under nedstyrtende ruiner. Flygtningetransporter fra østen blev indstillet, efter at 34 mennesker frøs ihjel i et tog. Tuberkulose bredte sig. En tyfusepidemi udbrød i nabobyen Mainz. Lus og væggelus havde kronede dage, også blandt os, på trods af alle hygiejniske forholdsregler.

På banegården i Köln blev min mor sprøjtet med DDT og fik dette skriftlige bevis. Teksten på bagsiden er på tysk og polsk. Skolebørnene sad indhyllet i varme frakker og med huer på i utilstrækkeligt opvarmede lokaler. Ingen af dem skulkede, for amerikanerne sørgede for, at de hver dag fik en nærende suppe, havregrød eller lignende. Når de havde fri, gik de på ’Kohlenklau’, det vil sige, at de stjal koks og briketter fra åbne lastvogne, selv når de kørte. Det var en slags manddomsprøve. I Köln gav kardinal Galen offentlig syndsforladelse til folk, der stjal kul. Min mor syndede også og samlede koks op fra vejen, hvor bilerne passerede. Hun havde installeret sin lille brændeovn i dagligstuen med et rør, der ragede ud af vinduet. På ovnens top kunne der laves mad og koges vand. Jeg forsynede familien med varmt tøj og tæpper. Fra 117

England havde jeg fremskaffet to varmedunke til Omapa. Det var deres næstbedste julegave. Den bedste var gåsen ’Wotan’, som Per og jeg havde tilvejebragt. Vi fik Wilhelm til at køre os ud på landet, hvor vi selv valgte Wotan ud blandt en gakkende flok og overværede hans henrettelse. Det stod slemt til med maden. Rationerne var skåret ned til langt under det daglige behov. Tusinder, især de gamle og svage, bukkede under. Endnu flere ville være døde, hvis ikke Røde Kors, kvækerne og andre velgørende organisationer var kommet til undsætning. CARE-pakkerne reddede mange menneskeliv. Min mor skrev i et brev: ”Det er nederdrægtigt, at man hele tiden må skrive om mad, men det optager konstant vores tanker. Det er samtaleemne nummer et.” Og i et andet brev: ”Det er hæsligt, at man hele tiden skal sige tak!” Pakkerne fra familien i USA var vigtigere end nogensinde, selv om de ankom i beskadiget tilstand, og indholdet ikke altid svarede til forventningerne: ”De må tro, vi er svin, når de sender så megen sæbe” Og: ”Hvad skal vi med gåseleverpostej, når vi ikke en gang har brød!” En dåse med kartofler vakte heller ingen begejstring. Der skulle kun sendes enkle ting, ingen delikatesser. Øverst på ønskelisten stod: fedt, lige meget i hvilken form, havregryn, kaffe, kakao, te, mel, sukker eller honning, bønner eller linser, ris, kartoffelmel, buddingpulver og krydderier. Ud over madvarer var der andre ønsker: tobak til Opa, malepensler og farver til Oma, sytråd, bukseelastik, vitaminer, uldgarn og symaskinenåle. Engang bad min mor om en legetøjsbold til naboens barn. Men det ønske kunne ikke imødekommes. Også i USA var der mangel på gummi. Ved måltiderne i vores kantine havde jeg altid en stor taske stående ved siden af mig med en tom flaske, en tom dåse og en rulle wc-papir. Flasken blev fyldt med mælk, dåsen med sukker og papiret brugt til at pakke brød ind med. Det krævede lidt snilde at stuve det hele ned i tasken uden, at køkkenchefen fik øje på mig, men øvelse gør mester. Og glæden hjemme hos min mor kompenserede for anstrengelserne. Jeg selv led ingen nød, snarere tværtimod: mine buttede lår voldte mig stor bekymring! 118

Min mor stod i kø i timevis, når der uddeltes hestekød. Hun samlede brændenælder til salat og citronmelisse, som Opa kunne stoppe i piben i stedet for tobak. I påsken blev der uddelt et æg per person. På trods af elendigheden opretholdt folk deres gode humør og sang: ”Es geht alles vorüber, es geht alles vorbei, im nächsten Dezember gibts wieder ein Ei.” (Det går over, det er snart forbi, til næste december får vi atter et æg). Min mor havde fået en levende høne foræret, og netop til påske skete et mirakel: Hønen nedkom med to æg på henholdsvis 58 og 21 gram! Tobaksmanglen bedrede sig i løbet af sommeren. Omapa fik lov til at benytte en lille kolonihave i nærheden, hvor de dyrkede grøntsager, krydderurter og en type tobak med navn ’Siedlerstolz’ (kolonihaveejerens stolthed). Efter høsten blev tobaksbladene bejdset, kogt og skåret. Det lavede en del ravage i det lille køkken og stank forfærdeligt, men Opa var lykkelig. Vi fejrede hans 80 års fødselsdag. Han fortalte, at han natten før havde drømt om menuen, en ønskedrøm: Suppe à la reine, laks med majonæse, skinke med asparges, gåsesteg fra en ung gås med stegte kartofler og salat, til efterret charlotte russe, frugt, ost og dertil champagne. Festmiddagen nåede ikke de samme højder: tomatsuppe med ris (gaver fra USA), oksesteg, én skive til hver med kartofler (min mor fortalte, at hun kunne skrive en roman om det besvær, hun havde med at fremskaffe kødet) og til dessert chokoladebudding (også fra USA). Da gæsterne var gået, opdagede hun, at de havde efterladt nogle rationeringsmærker som ’drikkepenge’. Opas gaver var ligeledes i tidens ånd. Han opsummerede dem: Brød fra 3 gæster: 1 bondebrød, 1 franskbrød, 1 rugbrød Jordbær (en frugt, vi kun kendte af navn) Gulerødder og ost 2 små stearinlys 1 kam 2 vaskeklude og sæbe 2 cigarer 1 sengebord 1 fodskammel 1 pasteltegning fra Oma af vores elskede slotspark i Bad Homburg Nok om mad. Der var andre ting, man faktisk godt kunne få, som for eksempel lertøj, gryder fremstillet af stålhjelm, hulskeer og sier lavet 119

af gasmasker og alt muligt træskærerarbejde. Men til hvad nytte var askebægre uden smøger, æggebægre uden æg, kaffekopper uden kaffe og bogstøtter uden bøger? Bøger: Min mor ansøgte om erstatning for de over 5000 bøger, som gik tabt under bombardementet, mange af dem værdifulde førsteudgivelser med dedikation af berømte forfattere. På det pågældende kontor blev hun spurgt: ”Hvor mange meter bøger ejede De?” Min mor troede ikke sine egne ører. Jo, hun havde hørt rigtigt. Funktionæren forklarede, at udregningen foregik efter, hvor meget bøgerne fyldte på hylderne. Hos malerne blev der spurgt efter rammernes størrelse. Min mor fik tilkendt en erstatning på 800 Mark, men da pengene i mellemtiden var blevet devalueret, rakte de kun lige til et lille batteridrevet radioapparat.

En del af min fars store bogsamling

Min mor, Emilie (kaldet Mile), var det klogeste, flittigste, modigste, dygtigste og mest pligtopfyldende menneske på denne jord. Som ung ville hun være koncertpianist, men så kom den første verdenskrig, og planerne blev lagt på hylden. Hun passede sine fem yngre søskende og senere sin geniale, men vanskelige digtermand, min far, og fulgte ham 120

gennem tykt og tyndt. Jeg, enebarnet, måtte lide under mange flytninger, en hæslig skoletid, ensomhed og mangel på omsorg (hun gjorde det godt igen - mangfoldigt - efter min hjemkomst). ”Hun var jo så nemt et barn, der aldrig brokkede sig,” sagde min mor undskyldende. Sit mod beviste hun under krigen, da hun skjulte sine forældre og dermed reddede deres liv. Det er en lang historie, som hun har skrevet om i sin bog RÜCKBLENDE. Under krigen bestyrede hun en korsetforretning i byen, som kun fik lov til at eksistere - og hun til at arbejde - fordi den blev erklæret for ’krigsvigtig’. Krigsvigtigt dameundertøj, bh’er og så videre? Jo, der skulle nemlig også fremstilles korsetter til sårede soldater. Mine onkler ønskede, at hele familien skulle bosætte sig i USA. De stod parate med garantier, kautioner og åbne arme. (Eller måske var de bare blevet trætte af at sende de mange pakker?) Det havde ikke været umuligt at gennemføre og blev selvfølgelig drøftet og overvejet. Men det lå ligesom i luften, at svaret blev nej tak. Frankfurt var trods alt den elskede hjemby. De var frie mennesker nu, og der ville komme bedre tider. Det troede Oma i hvert fald, hun var familiens ’Opti’, mens min mor blev kaldt ’Pessi’. En dag i 1947 sagde min mor sit job op og begyndte på noget nyt. Sammen med sin far startede hun en læderimport: OTTO HIRSCHFELD & Co. Opas gamle forretningsvenner i England var villige til at genoptage forbindelsen, og i læderbyen Offenbach var der stadigvæk folk, som huskede ham og hans gode navn fra tiden før Hitler. De forsynede det nye firma med vareprøver, for det meste tasker, mapper og pengepunge, som blev solgt til venner og på det sorte marked. Jeg ydede en beskeden indsats blandt mine kolleger i CCD. 80-årige Opa spadserede sig vabler til ved at traske fra det ene garveri til det andet i Taunusbjergene, hvor vandet var specielt egnet til den slags virksomheder, mens min mor prøvede at sætte sig ind i bogholderiets mysterier. Det var en langsommelig proces, og der lå tusind hindringer i vejen. Det ene garveri havde ikke de fornødne kemikalier, det andet ikke farvestoffer, hos det tredje var vandtrykket for lavt, og det fjerde kunne ikke få arbejdskraft nok. Alle ville de hellere end gerne have gang i deres foretagender, men i stedet for fire uger til garvning skulle der gå fire måneder og mere. Alligevel lykkedes det O. Hirschfeld & Co., at få firmaet stablet på benene. Vores ven, Trollmanden, hjalp til med råd og dåd, senere også med et arbejdsbord til min mor på hans eget kontor, en 121

skrivemaskine og efter et års tid med en brugt folkevogn. Den drevne forretningsmand opmuntrede hende til at rejse til Bremerhaven for at opkøbe de stinkende, slimede fiskeskind, der lå tilbage som affald efter auktionerne. Et vognlæs kostede kun nogle cigaretter plus tolv lædermapper, som hun havde ’lånt’ af en fabrikant i Offenbach mod at love ham tilbagebetaling i form af garvede skind. Hun fandt en garver, som var specialist i reptiler, og så skete metamorfosen. Det hæslige materiale blev forvandlet til smukt læder i mange farver. Af det blev der fremstillet nyttige genstande som punge, tasker og sko, der blev vældigt populære. Selv om alle opkøbere og mellemhandlere delvist blev betalt i form af tilbagekøbte varer, blev der en pæn fortjeneste. Det var et ægte ’Wirtschaftswunder’, et eventyr, som mindede om følgende, sikkert sandfærdige, historie: En mand låner et halvt pund smør fra en ven. I en cigarforretning bytter han smørret mod 50 cigaretter. Hos slagteren bytter han 25 cigaretter mod 4 pund kød. I mejeriet bytter han 10 cigaretter og 2 pund kød mod 2 pund smør. Tilbage til vennen for at returnere det halve pund smør, han havde lånt. Manden selv går lykkeligt hjem med 1½ pund smør, 2 pund kød og 15 cigaretter.

122

PER PÅ HOSPITALET

Per var syg, meget syg, med høj feber og influenzalignende symptomer. Han blev indlagt på Frankfurts militære sygehus, 97th General Hospital. Udtog af Pers artikel offentliggjort i Politiken, eftersommeren 1946: ”Da jeg endelig efter tre timers krydsforhør kollaberede i en seng, kendte praktisk talt alle hospitalets funktionærer mit navn, mit APO nummer, min nationalitet, min organisation, mit køn, min alder, min temperatur, min moders navn og adresse (til brug ved mit snarligt forventede dødsfald) og min trosbekendelse. Sagens akter må kunne have vejet op mod Nürnbergprocessens samlede materiale. Ikke så snart var de sørgelige rester af, hvad inkvisitionen havde levnet, blevet bragt til sengs, før de lokale medicinmænd begyndte at pumpe mig fuld af penicillin (som her er universalmiddel mod alt, lige fra syfilis til fregner). I den næste uge boltrede utallige enheder af penicillin sig i mit af fjendtligsindede elementer besatte kredsløbssystem. Samtidig startede en meget smertefuld procedure, idet de ville have mig til at tømme deres lagre af sulfonamidtabletter. Da de med disse drastiske midler igennem en uge havde behandlet min formodede tonsillitis, var der pludselig en genial medicinmand, der fandt ud af, at det var difteritis, jeg fejlede, og jeg blev omgående eksporteret til ’the isolation ward’, hvor jeg nu befinder mig på 4. uge, og hvor jeg formodentlig vil komme til at tilbringe resten af mit liv. Her var der en behjertet Captain, der gav mig to gigantiske ’shots’ vaccine i min bag, og næste dag kunne jeg så småt begynde at assimilere lidt af, hvad der foregik omkring mig. Således plejer patienterne i et dansk hospital som regel at være indhyllet i tæpper og dyner, men her springer de rundt som kaniner oven på sengene kun iført pyjamas og har kun tæpperne over sig om natten. Om morgenen bliver tæpperne pakket ned under lagnerne på en genial måde, som gør dem ganske uanvendelige til deres egentlige formål. Til at begynde med bad jeg på mine grædende knæ, om de ikke ville lade mine tæpper blive på overfladen, men den tilsyneladende blide WAC løjtnant var ubøjelig og sagde, at det var ’much nicer’ på den måde, og at ’sådan gør vi i hæren, og sådan gør vi i flåden’ osv., så jeg måtte tage den obligatoriske forkølelse med godt mod. Ligesom i et rigtigt fængsel fordriver fangerne her tiden med husflidsarbejder: 123

knytning af tørklæder, bygning af modelflyvemaskiner osv. Jeg foretrækker at spille 20 cents poker, og da pengene igen har fået reel værdi efter C-day - da der blev indført særlige penge til de amerikanske styrker, og de allierede Mark gled ud af sagaen - er det slet ikke nogen dårlig levevej. Vi får serveret film på sengen, og hvis uhyrlighederne bliver for himmelråbende, kan man bare lukke øjnene og uden ubehagelige overgange glide lige fra Heddy Lamars til Morfeus arme. En radio brager fra kl. 6 om morgenen til kl. 10 om aftenen med det mest udsøgte udvalg af baseballkampe, boogie-woogie og advarsler om VD. Pokerspillerne klatrer rundt som aber omkring de lokale pokercentrer for at få en hånd med, og penicillinsprøjterne fyldes og tømmes dagen lang.” Jeg skrev flittigt, næsten dagligt, og fik Wilhelm til at aflevere brevene ved hospitalets indgang sammen med det, jeg kunne opdrive af frugt, læsestof og andre godter.

”Kære Per, Schnuskebasn, Hvordan gaar dit dig i day? Jeg hoppe du er godt. Jeg er godt agsoo. Men meget colt - ferbannen colt. Jeg er agsoo sulten. Jeg haved mange Briefe i day og fier Pakete fra Oskar og fra Marokko med roden Appelsiner. Jeg kan ikke skrive på mit bedste danske, det ville tage alt for lang tid. Så meget arbejde, og Wilhelm venter med jeepen. (fortsættelse på engelsk) Mit danske har det ikke så godt. Det er på tide, du kommer tilbage. Der er ikke sket noget særligt, siden du kom på hospitalet. Der er ankommet mange flere WDE’ere fra USA, jeg holdt velkomsttale for dem i morges. Vores nye motorbåde er i brug på Main. I morgen aften er der koncert med et ukrainsk kor. Det er synd, du går glip af det. 124

I dag skal jeg til Clothing Store i Frankfurt og hente min nye mørkegrønne uniform. Jeg vil også tjekke, om din jagtlicens er kommet. Jeepen venter, så ”God Bedring, gamle neger!” En af danskerne på kontoret bad mig skrive det, men jeg ved ikke, hvad det betyder! Jeg håber, der er nogle søde sygeplejersker, du kan flirte med. Much love, Pony” ”Søndag, 15. sept. 1946 I fredags sneg jeg mig ind på din afdeling og var næsten ved din dør, da oversygeplejersken, obersten med den blide stemme, standsede mig. Jeg havde en lille pakke med godter med, men måtte tage den med hjem igen. Hun sagde, at du fik alt, hvad du behøvede, ’right here’. Hun sagde også, at du har difteritis! Det er da hæsligt! Og så tager det lang tid. Jeg henvendte mig hos militærlægen, og han sagde: ”About two months,” og tilføjede: ”May I keep you company in the meantime?” (Må jeg holde dig med selskab i mellemtiden?) Jeg svarede ”nej, tak.” Jeg vil hellere vente på min egen snuskebasn. I går havde vi så besøg af det UKRAINSKE KOR. Salen var fyldt til sidste plads. I de to timer koncerten varede, følte jeg mig hensat til en anden verden, midt blandt Volga bådsmænd og vilde kosakker til hest. Applausen var overvældende. Da jeg var ansvarlig for koncerten, svævede jeg på en sky. Der skulle ske noget, så jeg lånte en mindre lastbil, og sammen med Ralph og Mulligan kørte jeg til Ellen og Karins lejlighed i Kaiserhof, hvor vi tilbragte en hyggelig time med stearinlys og sang. Ralph spillede lut, og godt hjulpet af brandy til at smøre stemmebåndene skrålede vi spirituals og hillbilly-viser til den store guldmedalje. (Jeg kan se dig gyse i foragt!) forts. mandag I formiddags fik jeg Nurse Cocklyn til at ringe til hospitalet. Hun fik at vide, at du må forblive i isolation i flere uger. Jeg kan skrive til dig, men du må foreløbig ikke skrive til mig. Jeg har det ret dårligt med nyheden, men du må have det værre! Engang imellem forestiller jeg mig, at du bare er på gårdvagt og dukker op, når dine fire timer er overstået. Det hjælper dog ikke stort. Det hjælper heller ikke, når vennerne er specielt ’søde’ ved mig. Så har jeg det som en ægte ’warbride, der smiler tappert, mens hendes kæreste slås i frontlinjen.’ I mit tilfælde ville det lyde: ’smiler tappert, mens hendes kæreste flirter med sygeplejerskerne!’ Jeg skriver igen i morgen. I mellemtiden be good og bedre. Din PONY” Brev fra Pers ven, kollegaen Plys: ”STOR STÅHEJ! I aftes havde jeg gårdvagt ved motorpool kl. 20-24. I den tid så jeg kun Capt. Mazzara (den ansvarlige transportofficer, BF) og hans chauffør. 125

Alligevel skete det, at fire jeeps blev sat ud af funktion, fordi startkablerne var blevet fjernet. Storalarm! Jeg blev kaldt ind til Capt. Alfort. Han var meget alvorlig, fordi nogle ’ukendte gerningsmænd’ havde forøvet hærværk. Jeg svarede, at det, så vidt jeg vidste, kun kunne have været Capt. Mazzara, der i let beruset tilstand havde stjålet kablerne. Jeg tilføjede, at jeg syntes, at det var et ’dirty trick’. Alfort gav mig ret, men alligevel gav han ordre til, at vi fra nu af skulle stå vagt uden for - i kulde, regn og sne. Det vakte stor protest. Alfort spurgte obersten til råds, men Parsons svar var kort og præcist: “If we didn’t do as we were told, we could pack up and go home to Denmark!” (Hvis vi ikke ville adlyde ordren, kunne vi pakke vores ting og rejse hjem til Danmark!) Brev fra mig til Per, d. 27. sept. 1946 ”Alle guards var sure på Mazzara efter den begivenhed i Motorpool, da han fjernede kablerne og bagefter anklagede vagten for at have sovet i timen. Well, forleden aften prøvede han at komme ind i motorpool’en efter spærretid. Da vagten ikke ville lade ham køre ind, trådte Mazzara på speederen. Vagten trak sin revolver og fyrede et skud af. Mandskabet ved hovedporten blev alarmeret, og sammen tog de Mazzara, Eckles og de to piger, de havde med, ’til fange’. Næste dag blev der indgivet rapport til obersten. Han godkendte vagtens handlingsmåde med den tilføjelse, at han i stedet for at skyde op i luften hellere skulle have skudt på bilen. Mazzara har ansøgt om tilladelse til at gå med revolver. Han føler sig forfulgt af danskerne og kigger sig over skulderen hele tiden. Hver gang han møder en af dem, bliver han spurgt, hvad slags hævn han mon nu pønser på”. Udtog af brev fra Plys, d. 27. sept. 1946 ”Mange tak for dit brev. Teddy insisterede på at se det. Godt, at hun ikke forstår indholdet. Jeg oversatte det i stærkt forskønnende vendinger. Hun var dog klar over, at der var noget galt og bad mig sige til dig, at hun vil tage en anden dansklærer, hvis du er så slem. Jeg er meget glad for, at jeg må afbenytte dit hummer og din seng. Jeg kan næsten have hele min dyrebestand der, ligesom den væg ud mod trappen egner sig excellent til øvelser med min lille legepistol. Apropos pistol så sneg Mulligan sig en aften ned i Motorpool uden at varsko ’FRIEND’, hvorefter garden blev gnaven og trak blank, tog ladegreb og skulle lige til at skyde, da vor helt med dirrende gammelmandsrøst skreg: ”It’s me, Mulligan, underguardsupervisor!” Han er nu taget på ferie for at komme sig over chokket. Jeg håber, du må blive der rigtig længe, da jeg godt kan lide dit værelse! Din ven Plys” 126

Ruth Rosenberg skrev: ”Der er kommet mange nye folk, blandt andet tre kineserpiger. Rygterne vil vide, at der også ventes nogle JØDER! ’How disgusting!!!’ Nu står verden ikke længere…” Ralph, GI og ven, dikterede følgende til mig: “H’ya, Per, How are you? Du troede vel, hun var ’clean’, det er, hvad de alle siger. Penicillin er en mirakelmedicin, men den svigter i et af syv tilfælde. Er du bekymret? Det er muligt, at du bliver rask igen, men VD kan påvirke dig på mange måder, både fysisk og psykisk! Really, du skulle vide bedre! I nogle tilfælde følger der impotens med. Du vil ikke kunne nyde et normalt ægteskabeligt liv, som du havde kunnet, hvis du havde brugt et præservativ. Nu, gamle ven, vil du tro mig, når du lytter til din lokale AFN radiostation, når de regelmæssigt hvert 15. minut afbryder programmerne med advarsler: VD WALKS THE STREETS! Nå, men nu kommer du ud snart, og så håber jeg, at du følger den forbandede kommentators råd og passer bedre på. Ta’ den med ro, ta’ et koldt brusebad, gå en lang spadseretur, gå hen til Special Service, men hold dig væk fra VD! Lyt til rådet fra en god ven: STAY CLEAN! So long, Ralph” PS, skrevet af mig: ”Jeg tror Ralph har misforstået noget. Han er bange for, at du vil skyde ham, når du kommer ud, og han planlægger en tur til Georgia i næste uge for at flygte fra din hævn.” Ovenstående er en ret nøjagtig gengivelse af de indslag, vi var tvunget til at lytte til på AFN Radio (American Forces Network) dagen lang. VD står for ’venereal disease’ (kønssygdom), poetisk kaldet ’Veronika Dankeschön’. Det var for øvrigt de danske vagters opgave at uddele gratis kondomer fra vagtcentralen. Jeg husker, at de slemme drenge ved en festlig lejlighed pustede dem op og lod en regn af balloner dale ned fra deres 3. sals vinduer. Brev fra mig, 8. oktober 1946 ”Der har igen været et stort postyr omkring de danske guards. Reimer tog den bedste jeep ud forleden nat og kolliderede med et træ. Plys siger, at han forsøgte at få den til at klatre op i træet. Jeepen er totalt ødelagt. Reimers hoved gik igennem 127

forruden, og han spadserer rundt med en tyk forbinding på. Olesen havde vagt ved motorpool’en, og begge er nu suspenderet fra tjenesten og kommer for en krigsret her til morgen. Jeg har lidt ondt af dem, men Olesen var ved godt mod, da jeg mødte ham lige før, og bad mig hilse. Han sagde, at han i hvert fald ikke ønsker at være guard længere, og at Reimer formodentlig vil få ansættelse som chauffør - ha, ha, galgenhumor!” (Reimer blev idømt en fængselsstraf på 2½ måneder). Det blev til mange breve i løbet af de seks uger, Per var indlagt. Det var kun i de sidste par dage, at han måtte få besøg. I mellemtiden var han blevet velhavende! Den drevne pokerspiller havde ikke kun vundet kontante dollars, men også andre ting som hans medpatienter betalte deres spillegæld med, blandt andet et ur og en smuk perlehalskæde til mig. Det var en helt ny side af den Per, jeg troede, jeg kendte!

128

FLERE SKÆBNER

Utallige er de skæbner, og utallige de bøger, der kunne skrives om ’den verlorenen Haufen’ (den tabte flok), som min mor kaldte mine kammerater. Mange var kommet til England uden deres forældre med en såkaldt ’Kindertransport’. Andre var flygtet fra nazisterne, først til Holland, så til Frankrig og så til Portugal, men kun for at blive hængende der, hvis det ikke lykkedes dem at komme videre med et skib til USA eller et andet sted. Andre igen tog ruten østpå og havnede via Ungarn, Rumænien eller Rusland i Indien eller Burma, hvor de meldte sig til den britiske hær. I England var de fleste såkaldte ’enemy aliens’ blevet interneret på øen Man. ”Collar them all!” (grib dem alle), sagde Churchill, da invasionsfaren var overhængende. Alle tyskere, selv de jødiske immigranter, betragtedes som suspekte og spioner. Jeg var undsluppet denne skæbne, fordi jeg blev klassificeret som ’Friendly Enemy Alien’ (venligsindet fjende), men det var ret tilfældigt, hvem der blev interneret. Da invasionsfaren var drevet over, meldte mange flygtninge sig til tjeneste i den britiske hær, hvor de kunne opleve at kæmpe mod deres forhenværende landsmænd, måske deres skolekammerater. Men som sagt talte vi ikke meget om alt det, vi levede i nuet. Derfor chokerede det os, da vores oberst, Colonel Kitchen, engang sagde: ”I er kun kommet her, fordi I vil finde jeres familier!” Han havde delvist ret. Jeg havde været heldig, for jeg havde fundet min. Mange andre havde mistet deres. Det var først 50 år senere, i 1996, da jeg var med til at planlægge et 50-års jubilæum for forhenværende CCD’ere og i den forbindelse bad om deres livshistorie, at jeg blev indviet i noget af alt det, som der dengang ikke blev talt om. For eksempel min veninde, Ediths, historie: (uddrag, oversat fra engelsk) ”Vores oberst anklagede os for at have meldt os til US Army ene og alene for at finde vores familier. Det havde nu ikke været min første prioritet, men jeg brugte da noget af min fritid til at opspore familiemedlemmer på min mors ikke-jødiske side. De havde været tvunget til at forlade Schlesien, nu Polen, med kun lidt bagage. 129

Edith til højre 130

Under deres odyssé havde de været udsat for tæsk og afstraffelser fra polakker, der hævnede sig for tyskernes barbariske fremfærd under krigen. Disse titusinder af flygtninge fra øst blev ikke budt velkommen af deres vesttyske brødre, der selv led af mangel på boliger og mad. Jeg derimod blev budt velkommen med mine forsyninger af mad, sæbe og varmt tøj. Mine unge kusiner gik grassat ved synet af nylonstrømper og rød neglelak. Hele familien boede i et loftsværelse på en farm i nærheden af Bamberg. Deres mad bestod af lige så mange kartofler, som gårdejeren bevilligede dem som betaling for hårdt arbejde.” ”En morgen, da jeg var på vej til morgenmad, fandt jeg min tyske onkel siddende på trappen foran CDDs hovedindgang. Han var for nylig blevet løsladt fra krigsfangenskab. Han havde ventet på mig i flere timer. Han så forfærdelig ud, beskidt og i pjaltet uniform, og jeg skammede mig over at hilse på ham i mine kollegaers nærvær. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med ham. Tyskere måtte ikke komme inden for compounden, medmindre de havde deres arbejde der og deres specielle adgangskort. Jeg opsøgte vores oberst, den samme der havde været så hånlig over for os, og han kom mig til hjælp. Han tog min onkel med hjem til sin egen bolig uden for compounden og sørgede for, at han fik et bad, mad og en seng at sove i, inden han blev sendt videre, forsynet med en madpakke og penge til rejsen. Min jødiske kusine i Berlin fortalte en anden historie: Hun var uddannet grafiker og levede af at designe frimærker og den slags delikate ting. Hun overlevede, fordi hun fremstillede autentisk udseende papirer og rationeringsmærker til sig selv og gik på arbejde uden stjerne på tøjet - som en almindelig tysk ansat. Samtidig passede hun to små børn, hvis far var en højt rangerende officer i den tyske Wehrmacht. Hun overlevede, men hendes søster, som hun holdt skjult til langt hen i krigen, gjorde ikke. Nogen måtte have vidst, at hun var der. enne ’nogen’ blev pågrebet af Gestapo og lovet sin frihed, hvis han kunne angive navnene på ti skjulte jøder. Det gjorde han så, deriblandt søsteren. Gestapo holdt ikke deres løfte og henrettede også angiveren. Bortset fra den ene kusine blev hele min fars familie dræbt i kz-lejrene. Den største konflikt, jeg selv har måttet slås med, var mit forhold til en ung tysker i Offenbach på et tidspunkt, da krigen knapt nok var endt, og det var forbudt os at fraternisere med tyskere. Mine kollegaer slog ikke hånden af mig, men jeg kunne mærke deres tavse misbilligelse.” Edith forblev tro mod sin ’Karl’ i Offenbach på trods af fordømmelsen fra de fleste. Jeg selv kunne ikke udøve nogen kritik. Også jeg havde venner i begge lejre: mine skolekammerater og min mors trofaste venner, der havde hjulpet hende igennem den svære tid. Min faster og 131

hendes mand tog jeg afstand fra. Han var jurist og havde været medlem af nazipartiet. Men de havde gennemlevet helvede; en bombe havde ødelagt huset og kostet menneskeliv, de havde mistet deres eneste søn, og datteren havde mistet sin forlovede. Efterhånden sejrede medlidenheden over modviljen. Min mor skrev endda et pænt, ikke helt sandfærdigt brev til deres forsvar til afnazificeringsmyndighederne. En af de tyskere, der havde overlevet krigen, var mit store idol fra mine tidlige teenageår, min fars gode ven og familiens trofaste hjælper, Albert Troll. Der var noget troldeagtigt over ham, med sit mørke ydre og sorte hår lignede han en sigøjner. Oh ja, jeg var betaget og lidt forelsket, hvordan kunne jeg ikke være det, selv om han var ti år ældre og gift for tredje gang? Nu med en smuk, østrigsk grevinde. Han lovede mig dog, halvt i spøg, at jeg engang måtte blive hans kone nr. 4, men han holdt sig til nr. 3 livet ud. Troll var en eventyrer. Som ung rejste han jorden rundt og tjente penge hist og her. Hvor han havde sin formue fra, ved jeg ikke, men på et tidspunkt ejede han tre flyvemaskiner, som han foretog dristige manøvrer med. Som dengang han fløj under ’Eiserne Steg’, en gangbro over floden Main, bare for at vinde et væddemål. På et tidspunkt holdt han en puma som kæledyr i sin store lejlighed. Min far var vidne til, at han en nat klatrede op på hovedbanegårdens runde glastag og fjernede hagekorsflaget. Hans krigsbedrifter var ikke mindre bemærkelsesværdige. Han blev indkaldt til Wehrmacht tre gange. To gange lykkedes det ham at blive kasseret ved, at han foregav at lide af en medfødt hjerneskade, der forhindrede ham i at marchere i takt med de andre. Tredje gang klappede fælden, og han blev sendt til østfronten. Her lykkedes det ham ved hjælp af bestikkelser at redde jøder fra at blive sendt til Auschwitz. Historien minder lidt om Schindlers, der for øvrigt også var fra Frankfurt. Da jeg kom ind i billedet igen efter krigen, boede han med familien i en campingvogn uden for byen og smuglede grise fra den franske zone i en gammel varevogn. Hvor han fik benzin fra, ved jeg ikke. Formodentlig fra de amerikanske officerer, han spillede golf med i Bad Homburg. Restauratør Wahl smuglede også grise. Han benyttede en ambulance med et Røde Kors flag og var ledsaget af en autentisk sygeplejerske i uniform, der efter turen blev belønnet med en skinke. Senere handlede Troll med nylonstrømper. 132

Per og jeg blev inviteret til at besøge familien i deres nye bolig i Offenbach. Midt i de værste ruindynger i gården til en stinkende fabrik klatrede vi op ad en stejl og faldefærdig trappe til øverste etage. ’Øverste etage’ lyder flot, men faktisk var der kun en mur til venstre, himlen oven over og ingenting til højre, ikke engang et gelænder at støtte sig til. Vi balancerede på en smal gesims, indtil vi kom til en halvt skjult indgang, som ikke var fin nok til at fortjene betegnelsen ’dør’. Den kunne ikke ses fra gaden, hvad der vist heller ikke var meningen. Der var heller ikke nogen officiel adresse. Troll åbnede døren, og vi stod målløse. Som Alice i Wonderland, da hun gik igennem spejlet, trådte vi lige ind i eventyrriget. En førkrigs-luksus, et slaraffenland, åbenbarede sig for vore øjne. Kontrasten mellem ude og inde var overvældende. Der var ægte tæpper på gulvet, kostbare malerier på væggene, et Bechstein flygel i midten af det store rum, levende lys i høje kandelabre og et bord dækket med kostbarheder lige fra russisk kaviar til fransk champagne! Behøver jeg fortælle mere? Også det var et billede af Frankfurt anno 1946.

133

STORE FORANDRINGER

I efteråret 1946 skete der store omrokeringer. Efter kun halvandet år blev de fleste folk i brevcensuren erstattet af tyskere. En polsk bataljon overtog vagttjenesten, og de danske vagter blev forflyttet til Stuttgart, München eller God knows where. Per blev meget ulykkelig, da han hørte nyheden, mens han lå på hospitalet. Mr. Williams i personaleafdelingen, som jeg opsøgte på Pers vegne, sagde, at han desværre ikke kunne gøre noget. Han mente dog, at Per ville få lov til at vælge job, eller i det mindste give udtryk for sine ønsker, og at han sandsynligvis ville havne i administrationen, fordi, som han sagde: ”Han er jo intelligent!” Mit dejlige job var et af de første, der blev skåret væk. Det nyttede ikke at klage, ”that’s the Army, Mr. Jones!” Fremtidsperspektiverne især for os Civilian Employees var ikke gode. Personalepolitikkens ledemotiv, ”Befinder De Dem godt i US Army?”, blev udskiftet med ”Hvis De er utilfreds, kan De bare rejse hjem!”. Efter at vi længe havde levet så tæt sammen, blev det en tårevædet afsked med mange kære venner. D. 13.3.47 skrev Per til sin mor: ”Ellers fortsætter den almindelige opløsning hernede. Masser af mennesker bliver dagligt erklæret ’surplus’, og rygterne svirrer som fluer om ørerne på én om den totale nedlæggelse af CCD. Stemningen er lige så usikker og nervøs som i Danmark under besættelsen. Vi har haft stort postyr idet teatret (The European Theater of Operations) er blevet oversvømmet med falske penge. CCD kom på forsiden af Stars & Stripes som det sted, hvor der var flest falske penge i omløb. I forgårs blev alle vores penge inddraget, og i dag fik vi udbetalt de nye pengesedler.

134

Som et bevis på den efterhånden temmelig flove service kan berettes, at vi i den tid, der gik forud, måtte gå rundt omtrent uden vådt eller tørt, fordi der ingen gangbar mønt fandtes. Bortset fra alle disse mindre irritationsmomenter, har jeg det storartet. Forleden dag var jeg til fodboldtræning med en del af vores folk mod en bande jugoslaver, ’Titos vilde drenge’. Det var en kæmpe festforestilling, især når tvivlspørgsmål om frispark og offside skulle debatteres. Argumentationen foregik på fem sprog: engelsk, tysk, fransk, dansk og jugoslavisk. Især det jugoslaviske dominerede ved dets komplette uforståelighed. Vi fik da lært et ord ’sjutka’, som vi nu bruger i tide og utide, men hvad pokker det betyder, ved jeg ikke. Måske noget sjofelt. En solstrålefortælling fra det fjerde rige: Forleden dag da vi vendte hjem fra en fest, mødte vi i et gadekryds en tysker, der lige som os andre var fuld som en pave. Da han så, at vi var i uniform, holdt han en lille tale til os: ”Jeg har nu i tretten år på trods af Hitler og nazisterne beholdt min overbevisning som demokrat. Men da jeg stiftede bekendtskab med de såkaldte demokrater, mistede jeg, Gud hjælpe mig, troen og er blevet nazist,” hvorefter han syngende forsvandt ud i natten.” Per og jeg blev ansat i den endnu fungerende ’Electrical’ afdeling af censuren i Frankfurt. Vores arbejde bestod i gennemsyn af telegrammer. Vi var så heldige at komme på samme hold og kunne fordrive tiden med at spille skak især på natholdet, hvor der ikke var meget at lave. En anden fordel var, at vi kunne sende telegrammer og telefonere gratis til hele verden, og det benyttede vi os af. Men bortset fra det var det et kedeligt job, som jeg ikke husker meget af. ’Hansa Station’ havde til huse - hvis man kan kalde en ruin ved denne betegnelse - i det forhenværende, fornemme THURN & TAXIS PALAIS i Frankfurt: Pers beskrivelse af vores nye arbejdsplads: ”Forestil dig omgivelserne! Folk, der ser os dreje af fra hovedgaden ind på en snæver gyde, må tro, at vi enten er skøre turister, som risikerer livet for at få taget et godt billede med ruinerne som baggrund, eller også, at vi er ude på et plyndringstogt. Gydens indgang, hvor vi har tilbragt mange 135

fornøjelige timer med at vente på transport hjem, er det meste af året dækket af enorme vandpytter. Vi aner ikke, hvor de kommer fra. Det drypper på os fra en ukendt, mystisk kilde. Først må vi klatre over et hav af murbrokker. Den stenede sti, hvor jeg allerede den første dag faldt på langs ned i en udgravning, er en forræderisk dødsfælde, også i tørt vejr. Støvet og stenene skifter hele tiden plads, måske fordi folk forlader stedet med uanede mængder sten i skoene. Det er også ret morsomt at finde vej en mørk vinternat uden at brække nakken. Efter denne farlige ekspedition når vi til Hansa Station. Navnet forkynder noget stort og imponerende, en fæstning på et bjerg eller lignende. Når du kommer til indgangen, vil du ikke kunne finde en dør i rækken af de farlige, faldefærdige mure. Men der er et hul i muren, og efter endnu et koldt brusebad fra oven står vi midt på en trappeopgang med nogle næsten normalt udseende trappetrin af sten. I starten arbejdede vi nede i kælderen. Vi måtte balancere på en træplanke hen over et dybt bombekrater for at nå frem til den.”

En farlig legeplads 136

Pers kontrakt udløb i juni 1947. Der var ikke noget at sige til, at han ville hjem. Jeg havde allerede forlænget min to gange og ville forblive i hæren indtil mine emigrationspapirer var blevet bragt i orden. Desuden trak jeg tiden ud ved tanken om den svære afsked med familien. Det var slemt nok med al den afskedstagen rundt omkring. De fleste venner, også mine samboere Monica, Ann og Ashky, havnede i USA. En del piger fandt deres livs kærlighed allerede i Frankfurt. Jeg var med til flere bryllupper. Ruth Abenheimer giftede sig med en oberst i flyvevåbnet og var til ceremonien iklædt en henrivende kjole lavet af faldskærmssilke. Danskere af begge køn blev gift med amerikanere. Flere af dem havnede i USA. Min veninde Ruth Rosenberg var den første, der blev gift med en dansker. Mine egne planer var ved at tage form. Morbror Otto havde sendt mig en affidavit. Han havde også formidlet en kontakt til CUNARD Rederiet, hvor han kendte nogen. Jeg ventede kun på besked fra USA’s ambassade i London om, at jeg kunne afhente mit indrejsevisum. Visummet var kun gyldigt i fire måneder. Min tid i Europa var dermed begrænset. Per rejste hjem, men det var ikke et endegyldigt farvel. Vi skrev og telefonerede sammen næsten dagligt. Vi drømte om en fælles fremtid i Guds eget land, og jeg satte himmel og jord i bevægelse for også at skaffe ham en kaution.

137

GRIESHEIM ORDNANCE DEPOT

Jeg fik en lejlighed i det store HQ-kompleks i Frankfurt. Det var en fordel, at jeg nu boede tættere på min mor. Jeg kunne cykle derhen på kun 15 minutter. Det bedste var, at min mor og mine tyske venner for første gang kunne komme på besøg hos mig. Jeg måtte hente dem ved portvagten, indskrive dem som mine gæster og aflevere dem igen samme sted inden kl. 22.30. Da jeg foruden cyklen også havde anskaffet et klaver af mærket ’Rosenkranz’, følte jeg mig hjemme. Jeg boede heller ikke langt fra den centrale, velassorterede og enormt fristende PX såvel som fra officer-casinoen, hvor jeg indtog de fleste af mine måltider. Overalt hvor jeg færdedes, i PX’en, i Casinoen eller på gaden, stødte jeg på folk, jeg kendte. For det meste de fordrevne fra CCD, der fortvivlet søgte efter et nyt job eller stod for at skulle rejse hjem. Der blev udvekslet nyheder og sladder til den store guldmedalje. De, som havde fået et job, var utilfredse og klagede over alt fra bosser til boliger. Vi snakkede om de gode gamle dage i Offenbach, om sortbørsen, The Danish Corner at Otto’s og festerne og blev enige om, at det havde været en vidunderlig tid. Jeg var så heldig at få en ny stilling næsten med det samme på grund af min anciennitet og gode anbefalinger. Vi blev jævnligt vurderet og resultatet blev nedfældet på et såkaldt ’efficiency sheet’, lidt i stil med skolekarakterer. Jeg var steget i graderne og fik jævnligt lønforhøjelse. Foruden et ’letter of appreciation’ havde jeg modtaget en flot medalje med en indgraveret ørn og teksten EUROPEAN AFRICAN MIDDLE EASTERN CAM138

PAIGN og kunne nu pynte min uniform med en mini ’fruitsalad’ sildesalat på dansk. Min nye stillingsbetegnelse var ’steno-reporter’. Jeg kunne ikke stenografere og har aldrig været reporter, men bortset fra det var alt i den bedste orden. Min chef, Major Wurz, var en ældre, rund og hyggelig familiefar der ikke overanstrengte hverken sig selv eller sine underordnede. Han spurgte mig hele tiden: ”Du tænker vel ikke på at forlade os allerede?” skønt jeg overhovedet ikke havde bestilt noget endnu. Jeg fik endda lov til at låne hans jeep og chauffør da bustransporten til Frankfurt svigtede. En dag kom majoren forbi mens jeg var i gang med at skrive til Per. Han spurgte: ”Er det et privat brev?” og jeg svarede ærligt: ”Ja, det er”. Han skældte ikke ud, men fra den dag overlod han til mig at ordne al sin private korrespondance, endda al juleposten. Jeg sørgede også for min forfremmelse og lønforhøjelse ved selv at udfylde min ’efficiency report’. Jeg satte kryds ved ’excellent’ og skrev at min ’conduct’ var meget tilfredsstillende. Så havde jeg da lidt at bestille.

139

Griesheim Ordnance Depot lå ved floden Main, ca. 30 km vest for Frankfurt. Arealet var så stort og der var så mange mennesker ansat at jeg aldrig rigtig blev klar over hvad der egentlig foregik der. Jeg arbejdede i ’the adjutant’s office’, og det var kun på vej til kantinen, at jeg af og til faldt i snak med nogle tyske POW’s og polske DP’s. Jeg fandt ud af, at deres kulturelle standard var langt højere end hos de fleste nyankomne og meget unge GI’s. Major Wurz var advokat og anklager ved militærretten. Det var hans opgave at sigte forbrydere og stille dem for et ’court martial’. Efter den første kedelige tid fik jeg pludselig travlt, da han ansatte mig som sin assistent. Det blev et vældigt spændende job. Først skulle jeg samle alle sagens fakta, ofte lidt af et detektivarbejde, gennemgå vidners rapporter og oversætte dem, når det var nødvendigt samt skrive et officielt anklageskrift. Det skulle udformes efter meget præcise regler, ifølge paragraf dit-og-dat, lov nummer et-eller-andet, selv de mindste detaljer skulle med. Det var vigtigt at notere, om den anklagede GI satte sin egen hue på hovedet eller en andens, da han blev bedt om at gøre det, og ”var der froilejns i jeepen?” og ”hvem så dem, hvor og hvornår?”. Der skulle skrives 16 kopier, hvoraf de otte blev sendt videre til Washington DC. På selve dagen var jeg med i retten som stenograf og tolk. Jeg anvendte et gammelt tysk steno-system kombineret med mit eget selvopfundne. Det meste af tiden brugte jeg min hukommelse plus lidt fantasi, når hukommelsen svigtede. Jeg skyndte mig at skrive protokollerne ud, inden jeg glemte det hele. Ofte sad jeg natten lang ved skrivemaskinen 140

og hev mig i håret: hvad var det nu, han sagde? Mærkelig nok var der aldrig nogen, som klagede. Tværtimod. Mine rapporter blev godkendt og rost fra øverste echelon. De digtergener, som jeg har arvet efter min far, kom mig til gode. Når der var tyskere indblandet, blev jeg bedt om at tolke. Med hånden på bibelen måtte jeg aflægge ed på, at jeg ville gøre min pligt ”in accordance with the law”. I starten var jeg ikke helt klar over, hvad denne pligt bestod af, men det fik jeg lært. Jeg skulle optræde som stedfortræder for det tyske vidne, stå ved siden af ham eller hende og gengive hans eller hendes udsagn i jegform. Det var som at være med i et skuespil: ”Jeg stod på et gadehjørne, da en jeep standsede og tog mig op. Vi aftalte en pris på 5 Mark, men han ville ikke betale og slog mig i ansigtet, så jeg endte på skadestuen…” En af de anklagede, en sergent, kendte jeg fra militærhospitalet, hvor Per havde været indlagt. Han var anklaget for at bruge ”obscene language” (sjofelt sprog), ”disobeying direct orders” (nægte at adlyde direkte ordrer) og for at være ”disrespectful to an officer” (ikke vise en officer respekt). Foruden en fængselsstraf på tre måneder mistede han sine striber og måtte betale $150 i bøde. Det var meget, syntes jeg. En GI blev hjemsendt i unåde, fordi han var i besiddelse af flere ulovlige PX rationeringskort, havde været fuld og støjende, var brudt ud af arresten og havde været AWOL (absent without leave: deserteret) - et langt synderegister. En ældre GI havde været i hæren i 18 år, og derfor var hans sag mere alvorlig. Det drejede sig om et tilfælde af kronisk alkoholisme. Om kun to år kunne han få sin ’honorable discharge’ (ærefulde afmønstring) og gå på pension. Heldigvis blev han ikke ’elimineret’, men forflyttet til en anden enhed i USA. En nittenårig GI var anklaget for manddrab. Han havde påkørt en kvinde, men sagen blev droppet fordi de tyske vidner - med mig som tolk - påstod at den cyklende kvinde ikke havde givet tegn inden hun drejede af lige foran jeepen. Soldaten lød meget cool og upåvirket. Jeg snakkede med ham efter domsforhandlingen og spurgte ham hvordan det føltes at have forvoldt et andet menneskes død. Han svarede: ”Det er ikke første gang det er sket for mig, det er fjerde gang siden jeg kom herover!” Og han tilføjede: ”Heldigvis har jeg stadigvæk mit kørekort.” Jeg troede ikke mine egne ører. Hvis jeg havde tolket bare en smule anderledes havde han - forhåbentlig - mistet det.  141

Røverier, mord og voldtægt fyldte mange sider i rapporterne. Men de fleste sager handlede om mindre foreteelser, som blev afgjort af et ’elimination board’ bestående af tre overordnede officerer. En indianer fra Arizona var faldet i søvn, mens han stod på vagt. Halvt i spøg blev han spurgt, om han dog ikke havde sat sig ind i instruktionerne, der hang på opslagstavlen? Og i fuldt alvor svarede han, at det havde han ikke, fordi han ikke kunne læse! Det var der forbavsende mange af de unge soldater, der ikke kunne. Når en soldat havde været i behandling for VD tre gange, blev han smidt ud af hæren og sendt hjem i unåde. Der blev gjort kort proces. Jeg havde ondt af 19 årig fyr, der brød sammen og græd. Andre slap billigere fra denne misere ved at opsøge en tysk læge i stedet for de klinikker, som hæren havde oprettet. Tyskerne havde ikke adgang til den nye mirakelmedicin penicillin, men den kunne fremskaffes sort. Min mors fætter var hudlæge, og jeg må tilstå at jeg agerede mellemmand for ham og to smittede amerikanere - til stor fordel for begge parter.

142

HAPPY END

Jeg savnede Per meget, og han savnede mig. Vi skrev flittigt til hinanden og telefonerede, helst gratis, hvis vi kunne snuppe en tjenstlig telefon. Efter at jeg allerede havde været i Danmark tre gange, fik jeg afslag på et besøgsvisum. Per skrev d. 15.1.48: ”Jeg besøgte fremmedpolitiet i anledning af dit besøgsvisum. Sekretæren sagde, at din ansøgning var blevet afvist. På mit spørgsmål hvorfor svarede han, at der kun blev givet tilladelser til tyskere over 70 og under 1 år. Jeg fortalte ham, at du ikke var tysker, men statsløs. Ja, men du var født i Tyskland, sagde han. Jeg sagde, at jeg syntes, det var latterligt, at du havde været i krigstjeneste i England og havde et vigtigt job i US Army, men ikke kunne få et visum til Danmark, som var blevet befriet af de to nationer. Han sagde, at sådan var reglerne, og der var ingen undtagelser. Jeg blev vred, men der var ikke noget at gøre.” Det var ikke lykkedes os at skaffe en kautionist i USA, så Per måtte opgive drømmen om en fremtid i Guds eget land. Der var lange udsigter til, at vi kunne ses igen. Jeg gik nu for alvor i gang med at planlægge min emigration. Kautionen var i orden, og jeg hentede mit indrejsevisum, gældende i fire måneder, på USA’s ambassade i London. Jeg var begyndt at se frem til forandringen og til en ny start i livet. Jeg havde mange slægtninge og venner på den anden side af Atlanten og var sikker på at være velkommen. Jeg havde endda et jobtilbud og en VIP-date på Waldorf Astoria Hotel i New York. Min kontrakt udløb den 1. juni 1948 og skulle ikke fornyes. Skibsrejsen fra Bremerhaven med SS Matchless var booket til den 22. juni, billetten kostede $350. Foråret 1948 var en tid præget af forvirring og opbrud over hele linjen. Tyskerne så frem til den kommende ’Währungsreform’ (devaluering) med store forventninger. Foreløbig var der kun rygter i omløb. Datoen blev hemmeligholdt til sidste øjeblik for at forhindre folk i at gå amok og storme forretningerne med deres sidste Reichsmark. Alligevel blev der købt vildt ind, men da udvalget endnu var begrænset, drog folk 143

hjem med for eksempel tyve kamme, et livs forsyninger af blyanter, bukseknapper, tandbørster, askebægre eller hvad de nu kunne få fat på. Der gik især hausse i servicefagene. Håndværkerne arbejdede overtid, frisørerne ligedan - aldrig havde man set så mange nypermanentede hoveder. Restauranter og biografer var fyldt til sidste plads, og det var togene også. Der skulle lige foretages et par rejser, inden pengene blev ’dyre’. Det blev de den 20.6.48. I de tre vestlige zoner blev alle kontanter inddraget og afleveret i banken, hvor der dannede sig bjerge af gamle, nu værdiløse Reichsmark. Hver borger fik til gengæld udleveret trykfriske Deutsche Mark sedler: 40 DM i første omgang, nogle måneder senere endnu 20 DM. Det var ikke meget, men starten på et nyt liv. Allerede næste morgen dukkede der varer op i forretningernes udstillingsvinduer og på hylder og diske. Varer, som man ikke havde set i årevis, eller som man førhen kun havde fået på indkøbsbevilling. Nu var der pludselig rift om kunderne. De sure ekspedienter fra i går var forsvundet og forvandlet til høfligt smilende hjælpere. Der var sket et mirakel, et eventyr. Min mor faldt i svime over et glas sennep, hun havde købt: ”Tænk, for blot et år siden såfremt man overhovedet kunne få fat på sennep - skulle man bære den hjem i hånden, hvis man ikke havde et stykke papir på sig til at pakke den ind i. Og selv papir var dengang en sjældenhed.” Sortbørsen blev ikke afskaffet fra den ene dag til den anden, den forandrede bare taktik. I stedet for at forlange tårnhøje priser på kaffe, cigaretter m.m. underbød hajerne de varer, der nu kunne købes frit. Rationeringen af madvarer eksisterede endnu i lang tid fremover, men det var slut med ’Bezugsscheine’. Det var også slut med fiskeskindseventyret. Hvem gad købe tasker lavet af rødspætter, når man kunne få smartere i ægte læder? Dagen efter valutareformen blev den store pigtrådsafspærring i Frankfurt fjernet. Min mor kunne nu frit spadsere gennem området eller cykle på sin nye cykel. Et halvt år senere skrev Monica til mig: ”Du vil ikke kunne genkende Frankfurt. Der er mange smukke forretninger, og om natten er alt oplyst med neon, næsten som på Times Square. Priserne er stadigvæk høje, men alt er på vej tilbage til normale tilstande. Der foregår en masse oprydning og nye huse skyder op alle vegne. Den sorte børs har hårde kår, ja, den eksisterer faktisk ikke mere.” Jeg forlod mit job den 1. juni og sagde farvel til mine venner med 144

et ”see you over there!’ Jeg holdt et forrygende afskedsselskab. Min gæstebog blev fyldt med adresser og invitationer til næsten alle stater i USA. Min mor hjalp mig med at pakke. Selv om det må have kostet hende sorg, blandede hun sig ikke i mine planer. Hun var klar over, at mit fremtidige hjem hverken lå i England eller Tyskland. Hun vidste også, måske mere end jeg, at jeg havde det svært med at skulle forlade hende og min genfundne familie. Jeg tilbragte næsten al min fritid sammen med dem. Den 12. juni, ti dage før den planlagte, store rejse, ringede det på døren hos min mor. Jeg gik ned for at lukke op og fik et chok! Der stod Per ganske uventet, lyslevende i egen person! Da den store omfavnelse var overstået, og han var kommet op og havde hilst på de andre, fortalte han sin besynderlige historie: Vores ven, Pinnocchio, var som journalist blevet inviteret til en international ungdomskongres i München. Da hans visum skulle stemples ind i passet, var han så fræk at lægge Pers pas neden under sit eget. Kontrolløren kiggede ikke nærmere og satte automatisk sit stempel i Pers pas også. De to venner rejste sammen sydpå. Per steg af toget i Frankfurt, mens Pinn fortsatte til München. Hvad der skulle ske bagefter, vidste de ikke endnu, måske Frankrig, måske Fremmedlegionen? Men nu var Per her hos mig i hvert fald for en stund og for at sige ordentligt farvel. Det blev ikke til noget farvel i denne omgang. Pers brev til sin mor, d. 22.6.48 ”Hele problemet har fundet sin naturlige løsning, nu da jeg kom herned igen, og Bergit stod for at skulle rejse til Staterne (hun skulle være rejst i går), idet hun ikke kunne rejse, og jeg ikke kunne lade hende rejse - voila! Vi har haft en frygtelig bunke springen omkring, idet de ofre, vi må yde papirmolukken ved vort bizonale okkupationsbryllup med mig som ’warbride’, er temmelig talrige. Desuden har jeg prøvet at få et job igen, hvilket har vist sig at være håbløst. Jeg har fået forlænget mit visum indtil den 10. juli. Vi regner med at kunne få vores papirer igennem inden da, så jeg er sandsynligvis en gift mand, når du ser mig igen.” Den store beslutning var taget, Danmark havde sejret over USA, og alle, især min mor, var glade og lettede ved denne ændring af planerne. Nej, ikke alle, mine slægtninge i USA var skuffede. De havde allerede redt en seng op til mig. 145

Vi fik travlt. Vi havde 10 dage, før Pers visum udløb. Fordi jeg stadigvæk var i US Army, og Per var civilist, blev han officielt betegnet som ’warbride’ (krigsbrud). Det var først og fremmest GI’s, der giftede sig med tyske ’Froilejns’. Jeg måtte skriftligt ansøge mine overordnede om tilladelse til at blive gift. På det spørgeskema, jeg skulle udfylde, stod der blandt andet: I WANT TO MARRY HER BECAUSE … og der skrev jeg: I LOVE HIM. Vi skulle begge to have attester fra armydoktoren på, at vi var sunde og ikke havde VD og en attest fra armypræsten med hans velsignelse. Først derefter kom der besked om, at vi måtte blive gift - ’by order of Brigadiergeneral McDuff ’, som der stod i den officielle skrivelse. Den 3. juli 1948, en varm sommerdag, stod vi på borgmesterkontoret i Frankfurt for at underskrive vielsespapirerne, kun os to og en amerikansk ven som vidne. Fordi det var søndag og butikkerne lukkede, kunne der ikke en gang fremskaffes en brudebuket. Men om aftenen blev der festet hos min mor med en god middag og gaver. Velmente, men besynderlige gaver på grund af den lige overståede valutareform og pengemangel. De tyske gæster forærede os de mest unyttige ting, som de havde fundet i deres gemmer: 8 hummergafler af sølv, 2 holdere til ristet brød, 4 sukkertænger, vaser og nips. Vi ejede hverken gafler eller skeer og brugte i den første tid hummergaflerne, dog uden hummere, til at spise med. Godt vi giftede os af kærlighed og ikke for pengenes skyld! Oma havde forfattet et digt til lejligheden. Die Bergit wollt fahren über das Meer, da kam auf einmal her der Per. Der sprach: ”Was willst du in USA? Komm mit mir, ich bin auch noch da.” Nun fährt sie nicht mehr über das Meer, sie fährt nach Dänemark mit ihrem Per. Und wir, die bleiben hier zurück, wir wünschen von Herzen alles Glück Bergit ville rejse over havet, da dukkede Per pludseligt op og sagde: ”Hvad skal du til USA for? Kom med mig, jeg er også her”. Nu rejser hun ikke over havet, 146

Men til Danmark med sin Per. Vi, der bliver tilbage her, ønsker af hjertet stort Til Lykke! To dages honeymoon blev der tid til. Min mors værtinde gav os nøglen til sin jagthytte i Spessartbjergene, hvor jeg allerede havde været flere gange. Der var primitivt, drikkevandet skulle hentes i landsbyen, og vask og opvask afhang af, hvor meget regnvand der var i tønden. Belysning fik vi fra en petroleumslampe, men det var sommer, herligt vejr og vi var lykkelige!

I nærheden lå vraget af en flyvemaskine 147

Per rejste hjem til Danmark. Jeg tog til Griesheim og tryglede min gamle chef, major Wurz, om at få mit job som court reporter tilbage, bare i et par måneder, mens jeg ventede på min indrejsetilladelse til Danmark. Det var der heldigvis ikke noget i vejen for. Det var bare mærkeligt at møde alle de folk, jeg allerede havde sagt farvel til og forklare dem, at jeg havde skiftet mening og nu hed Mrs. Forchhammer. Jeg kendte ikke andre Forchhammere end Per og hans nærmeste og blev derfor overrasket, da ekspedienten i renseriet, hvor jeg hentede tøj, spurgte: ”Forchhammer? Vi havde en operasanger, Ejnar Forchhammer, i Frankfurt. Er De beslægtet med ham?” Det var ikke sidste gang, jeg fik stillet det spørgsmål. Det viste sig, at Ejnar var Pers farbror og en feteret Wagnersanger ved operaen i Frankfurt i begyndelsen af århundredet. I august fik jeg min danske indrejsetilladelse tilsendt. Jeg kvittede mit job, sagde farvel for anden gang - denne gang ’for good’ - og rejste nordpå til min Per og mit nye hjem i Bagsværd. En æra var slut, tre vilde år var forbi. En ny, bedre og fredeligere tid oprandt - for Tyskland, for verden og også for mig i lille Danmark.

148

HOVEDPERSONERNES VIDERE SKÆBNE

Mine højtelskede bedsteforældre, Otto og Marianne Hirschfeld, døde i 1952. De fulgtes ad hele livet, lige fra de som nabobørn legede sammen, indtil Oma lukkede sine øjne bare tre uger efter Opas død. Min mor, Emilie (Mile) Braach, fortsatte med læderimporten efter Opas død. Det blev til en omfattende virksomhed, før den i firserne måtte vige for konkurrencen fra andre lande. Hendes arbejdsiver var usvækket. Nu var det skrivelysten, der blev vakt til live. Det er mig en gåde, hvordan hun fik tid til at skrive den ene aktuelle artikel efter den anden, som hun fik afsat til en sulten presse. Efterhånden kom der også tilbud om radioforedrag og om deltagelse i diskussionspaneler. Da hun var 90 år gammel, udkom hendes bog RÜCKBLENDE (Fischer Taschenbuch Verlag), der blev en bestseller. Hun var desuden en efterspurgt foredragsholder og blev en kendt ’institution’ i Frankfurt. Der blev lavet en dokumentarfilm om hendes liv: EIN FRANKFURTER LEBEN, som blev vist på TV og nu er del af en permanent udstilling i Historisches Museum i Frankfurt. Hun er blevet belønnet med flere udmærkelser, blandt andet Bundesverdienstkreuz, Johanna Richter Medalje og byen Frankfurts Ehrenmedalje. Da hun døde i 1998, 100 år gammel, holdt Frankfurts overborgmester tale ved hendes bisættelse. Rodløse, desillusionerede Walter Chat kunne - som jeg - heller ikke forestille sig en fremtid i England, skønt han var blevet engelsk statsborger. Han tog tilbage til sin fødeby, Wien, hvor han håbede på at finde noget af det, han savnede: ’the milk of human kindness’ (menneskelig medfølelse). Han blev aldrig gift. Ann Fischer, nu Heineman, fik sin amerikanske lægeven til at skaffe sig en affidavit. Hun giftede sig med en bankmand og bor i Beverly Hills, Californien. Ann fik for et par år siden udgivet sine erindringer: MY NINE LIVES. Jeg genkender meget af min egen skæbne i den. Et af de ni liv omhandler vores fælles tid i CCD. Måske skulle min bog hedde: 149

MINE 20 LIV! Jeg har flyttet mere rundt, end hun har. Ashky, Elfriede Ashkenasy, udviklede sig fra ’en ugly duckling’ til en svane. Hun erobrede New Yorks modeverden og giftede sig med en rig forretningsmand. Hendes adresse er den mondæne Park Avenue i New York. Monica Schwarz havnede også i New York. Hun var den af os fire, der mest ihærdigt prøvede at finde en ægtemage, men det lykkedes aldrig. Edith Todter fandt sin gemal i USA og bor nu i Arizona. Edith holdt forbindelsen ved lige med sin Karl i Offenbach gennem alle årene. Elisabeth Röder, min skoleveninde, kom sig aldrig helt over sine mangelsygdomme fra krigens tid. Hun blev gift med en velhavende tysk direktør. Hun døde en rig, men barnløs kvinde. Albert Troll, vores gode ven og hjælper, købte et slot i Irland, hvor han tilbragte de sidste år af sit liv - hvis han ikke var ude at sejle jorden rundt alene i sin sejlbåd. En eventyrer til det sidste. Fred Goldsmith, oprindeligt Fritz Goldschmidt, født i Frankfurt, forblev i US Armys efterretningsvæsen i Washington DC. Han skrev til mig mange år senere: ”Det er overraskende og ikke helt almindeligt i hæren, at vi gamle CCD’ere, nu spredt over hele kloden, stadigvæk holder forbindelsen ved lige. Der må være en speciel lænke, der binder os sammen!” Jeg har næsten daglig kontakt med ham via internettet. Han er en flittig samler af sjove og mærkværdige historier til at krydre tilværelsen med. Captain Vincent Mazzara må have tilgivet de danske ’guards’, der var på nakken af ham. Han og hans kone Jackie, også en forhenværende CCD-pige, kom hele vejen fra Birmingham, Alabama, for at deltage i vores 50 års jubilæum i Brede, i sommeren 1996. I sin tale sagde Mazzara, at de tre år i Offenbach havde været de bedste år i hans liv. Der var mange af os, som nikkede samstemmende.

150

Brede, d. 14.7.1996 Undertegnede (i sort jakke) stående nr. 6 fra højre. Capt. Mazzara og Jackie øverst på trappen til venstre (foto: Irving, Det Grønne Område)

151

EPILOG

På en ulidelig varm sommerdag i året 1976 sad jeg sammen med danske venner, ’Greeneyes’ og hans kone Ellen, på stentrappen foran Ortskrankenkasse i Offenbach am Main. Tøjet klæbede til kroppen, Greeneyes’ sorte lokker hang i tjavser, fjällräven slaskede på skulderen. Ærlig talt, vi så herrens ud, som vi lå henslængt på den brede trappe og diskuterede, om vi skulle gå over til Otto’s og få os et glas iskoldt øl - lige som i de gode gamle dage, da Otto’s blev kaldt ’The Danish Corner’. Ottos Bierstube lignede i hvert fald sig selv. Vi var kommet langvejs fra for at fejre et sentimentalt gensyn. I årene 1945-47 da vi boede her, hed stedet: Group B, CCD, USFET, European Theater, U.S. Army. Dengang var hele blokken omgivet af pigtrådshegn og havde bevæbnede vagtposter ved indgangene. En afgrænset verden, hvor tyskerne ikke havde adgang. Vi var de sejrende herrer, tyskerne vores slaver. Nu var det omvendt. To gentlemen i jakkesæt og med slips kom hen imod os og anmodede os høfligst om at fjerne os fra trappen til det noble, af velstand osende palads. Vi sagde, at vi var kommet for at gense det sted, hvor vi havde levet og arbejdet i over to år, hvorpå herrerne smeltede lidt - nemt nok i den varme - og tillod os, nådigst, at træde nærmere. Den ene dog med en bemærkning om ’’bare vi ikke kom med bomber!’’ Var det virkelig så længe siden? Er alt gået i glemmebogen? Krigen, pigtråden, sulten, fortvivlelsen? Nu var det ikke os, der var fjenden længere, men den Røde Fraktions terrorister. Vi forsikrede de herrer om, at der ingen bomber var i fjällräven, og trådte gennem glasdøren ind i en gammelkendt, men fremmed verden.

152

FORKORTELSER OG SLANGUDTRYK

USFET United States Forces European Theater Supreme Headquarters SHAEF Allied Expeditionary Force (De Allierede Styrkers HQ) ETO European Theater of Operations GI Government Issue - almindelig soldat American Forces Network - radiostation AFN War Department Employee - WDE amerikansk civilist ACE Allied Civilian Employee - civilist fra allierede lande Women’s Army Corps WAC APO American Postal Office Hqs Headquarters SS Special Service MP Military Police, ‘snowdrops’ - ‘vintergækker’ SP Special Police Post Exchange - marskandiseri PX IRO International Refugee Organisation VD Venereal Disease, kønssygdom AWOL Absent Without Leave - deserteret PoW Prisoner of War - krigsfange Off limits Ingen adgang Fraternisering ’Fratting’ Samkvem med tyskere Slangudtryk: BTO SNAFU Fruitsalad VIP

Big Time Operator Situation Normal, All Fouled Up - ad helvede til Sildesalat Very Important Person 153



Sad Sack TS

Uheldig person Tough situation - at være i knibe

Tyske udtryk: Ami Wehrwölfe Bezugsschein Persilschein Hamstern Kohlenklau Schwarzer Markt Organisieren Fragebogen Normalverbraucher Veronika Dankeschön

Amerikaner Varulve, endnu eksisterende aktive nazistiske bander Indkøbsbevilling ’Hvidvask-skrivelse’ til myndighederne At hamstre Tyveri af brændsel Det sorte marked At fremskaffe Spørgeskema Gennemsnitsforbruger VD, kønssygdom

154

Bergit Forchhammer

Hjemad men ikke Hjem

Der faldt ingen tårer den dag i august 1945, da jeg efter seks lange krigsår tog afsked med England. Jeg ejede ikke en penny og efter at have skilt mig af med en masse overflødige ting såsom bøger, klaver, kat og den seneste boyfriend, var jeg klar til at starte et nyt liv. Der var så meget at være taknemlig for: Krigen var forbi, sejren var på de retfærdiges side, og jeg havde overlevet. Mere end det: jeg var ung endnu, rask, ganske køn og med mod og energi til at erobre verden. Som medlem af US Army vendte jeg tilbage til et Tyskland og en by, der ikke længere var mit hjem. Jeg levede i to verdener. Jeg genfandt min mor og mine jødiske bedsteforældre, der mirakuløst havde overlevet både holocaust og bomber. Min far var død i 1940. Jeg var vidne til de forfærdelige tilstande der herskede i de første år efter krigen, men samtidig nød jeg livet i fulde drag. Historien er krydret med både alvorlige og morsomme, absurde episoder. Senere optræder også danskere i amerikansk tjeneste på scenen, og dermed får fortællingen betydning for dansk efterkrigshistorie, som der ikke er blevet skrevet om før. At jeg så blev forelsket i en dansker og senere gift med ham, er en del af historien. ISBN 978-87-92539-47-2 ISBN 978-87-92539-51-9

788792 539472 539519 99 788792