Goliath og de små gader: et tidsbillede 8773077240, 9788773077245 [PDF]

Zitiervorschau

Goliath og de små gader - et tidsbillede af Ole Bergh

AALBORG UNIVERSITETSFORLAG

Ole Bergh: Goliath og de små gader Copyright forfatteren og Aalborg Universitetsforlag 2004 Omslag og tilrettelæggelse: Henrik Dalgaard ISBN 87-7307-724-0

Layout og tryk:J.Tengstedt,Aalborg

Distribution: Aalborg Universitetsforlag Niels Jernes Vej 6B 9220 Aalborg 0 Tlf. 96 35 71 40 www.forlag.aau.dk

2

3

To Goliather kæmper mod Limfjordens is. Bemærk cigaren.

4

Forord I denne lille bog giver Ole Bergh et tidsbillede af de små gader i Aalborg. Både dem vi har mistet for længe siden og et par af dem, vi stadig har på bykortet. Men i forhold til nutiden er kun gadenavnene fælles for det liv, der levedes her helt op til de første efterkrigsår. Tidsbilledet er centreret omkring to personer, bugserbåds-rederen Carl Lorentzen, også kaldet Goliath, og forfatteren Erik Nørgaard. To vidt forskellige personligheder, der hver på sin måde tegner billedet af de små gader. Carl Lorentzen blev født i 1908, omkring det tidspunkt, hvor de store omvæltninger var på vej.Til at begynde med var der første verdenskrig og afmatning, for ikke at nævne anden verdenskrig og fremefter, hvor Aalborg gik fra at være en lille købstad til at være det Aalborg, vi kender i dag. Med al den udvikling i teknologi, produktion, byliv og samfundsliv, der har medført både politiske og sociale ændringer - og store ændringer i byrummet. Historieskrivningen beskæftiger sig ofte med socialt velstillede mennesker. Dette er et forsøg på at give et bidrag til et billede af en tid og en anden social gruppe i de små gader, da rammerne var mere simple og ydmyge. Men disse rammer har fostret et menneskemateriale, der satte afgørende præg på de nye tider. Carl Lorentzen og Erik Nørgaard er blot to eksempler på, hvor vidt forskelligt de små gader og deres fattigdom skabte en anden slags tilværelse. Det er et lille stykke kulturhistorie, Ole Bergh har begivet sig ud i. Fremstillingen er præget af Ole Berghs næse for gode fortællinger. God fornøjelse!

Henrik Dalgaard Aalborg Universitetsforlag November 2004 5

Når vi siger Carl Lorentzen og Goliath, siger vi Sankt Hans Gade i Aalborg. Han har ikke gjort gaden berømt, men folk, der husker ham, husker også hans baggrund: Opvæksten i en lille gade, der dengang var beboet af hovedsageligt fattigfolk. Det var kendetegnet for de små gader med en stærk kultur af sammenhold og kvik slagfærdighed både i munden og på næven. Også utugt her og der. Pengene var små, og et sted skulle de tjenes af kvinder, der ikke så anden udvej, men som ikke blev set ned på af den grund. Efterspørgslen fra de "pæne" kvarterer var jo tilsvarende konstant. Er det for meget skønmaleri af de små gader? Ja vist, der er så mange mellemtoner. Carl Lorentzen er et af mange udtryk for mangfoldigheden, og derfor skal han trækkes frem her som et af flere eksempler på kulturen omkring de små gader i Aalborg, adskillige af dem for længst slettet af bykortet. Men endnu ikke hvad der tilbage af Sankt Hans Gade. "Vi, der kom fra det kvarter, hvor jeg blev født den 5. oktober 1908, blev ikke behandlet ret godt", har han fortalt i sine erindringer 1976. "Vi var fattige hjemme, og det var alle de andre i kvarteret også". Carl Lorentzen var blandt de mange, der brød ud af dette miljø og blev en særdeles kendt borger i Aalborg og langs hele Limfjorden som ejer/medejer af Aalborg Havns enerådende bugserflåde, de største af fartøjerne udbygget og forstærket i den grad, at de fra 1959 og adskillige år frem udførte statens isbrydningstjeneste på fjorden. Det var en hård opgave i efterkrigsårenes isvintre.

Den stærkes ret Lorentzens barndom i Sankt Hans Gade faldt sammen med Første Verdenskrigs knaphed på alt, hans ungdom med 30'ernes krisetider. Var der noget godt at huske fra den barndom, spurgte Lorentzen sig selv. Den stærkes ret gjaldt. Den dominerende var ham, der kunne slå først og på den rigtige måde. Men tværs gennem den primitive råstyrke var der noget ægte solidarisk. Ingen blev ladt i stikken. Betingelserne var smalle og sammenholdet uopslideligt.

6

Børnene i Brødregyde har stillet sig opfor fotografen før det store gennembrud i 1909.

Carl Lorentzen var rent bogstaveligt blandt de slående eksempler. Sin dominans opdagede han som 15-årig. Han vidste godt, at han ikke var nogen splejs. Om vinteren, når han ikke kunne sejle med sin far, gik han til hånde i Søren Jensens produktforretning, hvor han slog kasseret støbejerngods i stykker med en forhammer. Når de andre ikke så det, løftede han tipvognshjul og tungere og tungere sager - men alligevel, det var jo ikke nok til at gå i kødet på gadens herskende størrelser. Så skete det alligevel for den 15-årige. En dag kom hans far i skænderi med to af de værste, og det så ud til at skulle ende blodigt eller endnu værre for den på ingen måde splejsede far. Carl nåede ikke at tænke sig om. Han trådte imellem og bad de stærke om at spise brød til."Hvad fanden bilder du dig ind, din beskidte knægt", råbte den ene og løftede hånden. Carl slog først og slap ikke uskadt, men med langt mildere spor af blod og flænger end de to grimme, der blev helt tavse. Det var en anden Carl i Sankt Hans Gade fra det øjeblik. De opdagede, at han gerne ville holde med de svage. Hvis de samtidig var frække over for ham, erfarede de på stedet, at det skulle man slet ikke være. Der slås på tæven i dag mere end nogensinde, men med den forskel på miljøet dengang og nu, at ham der falder, bliver liggende. Kampen er forbi, der bliver ikke sparket i hovedet og kroppen på den fældede. Carl Lorentzen var blandt dem, der tegnede den slagkraftige forskel i Sankt Hans Gade.

7

I hælene på lodserne Han ville noget med fartøjer så langt tilbage, han kunne huske. Hjemmet i Sank Hans Gade lå ved den gamle Nyhavn med alle beværtningerne, der betjente søfolkene og handelsfolkene fra kreaturstaldene. Den gamle lodsstation lå i samme nabolag. Carl var altid i hælene på lodserne, de vidste, at han var mere end parat, når de i sjægten skulle ros ud til skibene, der lå for anker på reden, parate til at blive lodset ud. Det var en tjans, Carl lagde mange kræfter i endnu før skolealderen. Betalingen pr. tur var 10 øre, et rundhåndet beløb givet af rundhåndede mennesker. Carls far,Alfred Lorentzen, var hus- og skibstømrer. Under den første krig var han tømrerformand på syrefabrikken til 19 kr. om ugen. Det var en hel del penge den gang, men så få, at mand og kone og tre børn, som i familien Lorentzen, havde problemer med at leve af det. Hvad så med familier med 8-9 børn?

8

Bedsteforældrene betød meget i hjemmet. Carls far og bedstefar slog sig sammen på et tidspunkt efter den første krig, men da var grunden for længst lagt til det bugserselskab, som Carl gjorde til havnens enerådende. Bedstefaderen, Carl Lorentzen, begyndte i 1897 som bådmand i Det Forenede Dampskibs-selskab. Det var før dampen, og selskabets sejlførende eksportbåde kunne ikke gå fra kaj ved egen hjælp. Bådmanden skulle ro en trosse ud til bøjen. Der blev gjort fast i en slipkrog, og så forhalede man skibet ud til bøjen, hvorfra det kunne lette, når vinden var til det. Eneste slæbebåd på dette tidspunkt var havnens gamle "Frem", der ankom i 1890, men den sejlede for det meste på Hals. Der opstod et øget bugserbehov, og i 1907 meldte bedstefar sig med havnens fjerde bugserbåd, "Anna", som hus- og skibstømreren Alfred havde bygget til sin far. Nogle år senere gik de to i kompagniskab om den bugsertjeneste, som "Anna" kunne klare med sin petroleumsmotor, som regel med Alfred ved rorpinden. "Anna" havde den nu tørlagte og bebyggede Nyhavn som station, altså tæt på Sankt Hans Gade. Her var havnens tyngdepunkt, hvor paketbådene samledes, og hvor talrige fartøjer blev lagt op for vinteren. Ved siden af de danske var der russere, estere, letlændere og litauer. De skulle ligge et bekvemt sted, når isen brød op. Omkring Nyhavn lå kernetropperne af det, vi kalder de letlevende damer. Sankt Hans Gade havde sin andel, men det var småting i forhold til Nyhavns. De fremmede skibes besætninger gav ikke mindre leben. I en enkelt ejendom med otte lejligheder var der betalingspiger i dem alle. Drengene løb i byen for dem. Det var venlige og gavmilde damer. Bønderne ovre fra kreaturstaldene tegnede sig for deres solide andel af kundebehovet. Det kunne drengene se på træskoene uden for døren - og hvad de efterlod af landlige spor.

Hvad k a n barnefødder tåle? Carl Lorentzen husker barndommens fattigdom, der tog til, da Første Verdenskrig satte sine spor. Kommunen uddelte rationeringsmærker, og de skulle udnyttes til sidste øre. Moderen gik på Kopmanns Svine9

slagteri efter kogt flæsk, dampkogt i fem timer. Det var tredje klasses varer, kadaverflæsk var den almindelige betegnelse blandt kunderne. Man kunne være heldig at få griseører gratis. De tre børn hjemme hos Lorentzens skrabte ørerne, og mor brændte dem over gassen. Sådan et varmt griseøre var ikke så dumt oven på et stykke rugbrød med sennep. De tre børn havde ét par støvler med hægter. Der var ikke noget at slås om. Mor afgjorde suverænt hvilket barn, der havde mest brug for støvlerne lige nu. Om sommeren var det på bare fødder og efter oktober solide sokker, hvor kun tæerne stak ud. Hos St. St. Blicher hedder det stunthoser, i Sankt Hans Gade støthoser. Når det blev barskere i vejret træsko med jernbeslag - og betændte sår på hæl og vrist. Der er jo grænser for, hvad man kan byde et par barnefødder - eller rigtigere: der var ikke grænser. Carl Lorentzens mor var datter af en hesteslagter fra Bouet. I almindelighed anså man, dengang som nu, hestekød for lidt mindre værdigt. Den slags fornemmelser havde ikke gyldighed i Sankt Hans Gade.Alle familier hentede hestefars til ti øre pundet inde hos Regnar Sørensen i Nørregade. Carl Lorentzen gik på Kjellerupsgades Skole - i hægtestøvler til årsprøven. Den teoretiske viden blev aldrig hans stærke sag. Når han selv skulle sige det, var han nu rigtig kvik. Lorentzen noterede med glæde fire gamle lodser, der sad ned på bænken i solskinnet. "Hvis jeg skal sige jer noget karakteristisk om Carl", sagde den ene,"vil jeg sammenligne ham med de gamle jøder. De lærte ikke så meget, men de var gode til at bruge de småting, de havde lært". Mange af de folk fra datidens fattige smågademiljø, der gjorde sig tilsvarende gældende i samfundslivet, nikker bekræftende til Lorentzens minde om de gamle lodser.

Overlevede ved et tilfælde Som en selvfølge var det ud af skolen som 14-årig og så med far ud at sejle. På det tidspunkt slæbte firmaet pramme for et opmudringsfirma nede på Randers Fjord. Bedstefar var død og far eneejer med "Vølund", 10

en slæber på 35 hestekræfter. Nytårsaften dette år var tæt på at blive hans sidste. Det blæste kraftigt fra vest, da den 14-årige skulle vrikke jollen ud til muddermaskinen. Hvad han skulle der, står hen i det uvisse, men jollen kunne han heller ikke den aften holde fingrene fra. At vrikke foregår med én åre, og den knækkede. Jollen gik ud af kontrol, og Carl drev hjælpeløs med direkte kurs mod det åbne farvand. Han råbte og skreg om hjælp, men ingen hørte ham.Til sidst satte han sig i bunden af jollen, der var begyndt at tage vand ind over lønningen. Hvad tænker en 14-årig i den situation? Lorentzen kunne ikke huske det de mange år efter, bare at "det var så det". Men så gav det et bump. Jollen ramte en af de store bøjer i fjordudløbet. Carl nåede at få fat i den, fik båden gjort fast og så råbte han igen. Alfred Lorentzen var ude at lede efter sin søn. Carl så hans båd, men lanternerne forsvandt i mørket, og så holdt han op med at råbe. Til sidst blev han fundet af en fiskerbåd. Den hårdt medtagne dreng kom i en balje varmt vand, og så skulle der ikke tales mere om det. Knægten kunne måske lære at vrikke ordentligt - eller i det mindste se efter, hvad han havde i hænderne.

Hr. Oves Gyde set fra Nytorv mod Store Nygade. Bindingsværks/løjen af fotograf Tønnies' ejendom på Nytorv. Salling i dag.

til højre var en del

11

Hvad bilder h a n sig ind? Det var året efter, han opdagede, at han faktisk var rigtig stærk. Han startede en lille vægtløftningsklub i Sankt Hans Gade og kom i forbindelse med "Jyden", den store atletikforening. Formanden - det var kriminalassistent Jylling - sagde, at de knægte fra Sankt Hans Gade skulle passe på ikke spille så meget med musklerne. De kunne ryge direkte i tugt-rasp-og forbedringshuset. Drengene forstod nok, at han sagde det for skæg, men Jylling var faktisk bekymret. Ud af 80-90 drenge i kvarteret, havde de 70 været på den forkerte side af loven. Det var vilkårene. Man kunne så let blive rodet ind i noget. Carl blev klubmester i sværvægt, og det blev lavet om til letvægt for ikke at gøre Jylling sur. Sådan huskede Lorentzen det. Stærk var han i hvert fald. Efter militærtjenesten vendte han hjem til Aalborg, og nu begyndte han at blande sig i det firma, hans far drev med "Vølund". Han syntes, at de 35 heste var for lidt. På den måde kunne de jo ikke konkurrere med de andre bugserfirmaer. Alfred spurgte, hvad Carl bildte sig ind. Han var ikke rigtig klog og alt for storsnudet.

12

Store Vestergade husede alle samfundslag. Agent Christopher Qvists smukke hus til højre og skomagermester Nielsen på den anden side. Hans støvleskilt peger på de små lejligheder og de små kår på den anden side af gaden. Hotel Phønix'svungne barokgavl i baggrunden.

13

Carl bliver Goliath Faderen måtte senere sande, at vel var drengen storsnudet, men han var nu klog nok. Han ville være en konkurrencedygtig bugsermand på Limfjorden. Det lod sig ikke gøre med en båd som "Vølund" og dens sølle 35 heste. Der skulle penge til for at få en større, og mens Alfred Lorentzen rystede på hovedet, startede Carl et transportfirma med en brugt 1-tons Ford, som han købte på afbetaling hosTh. Petersen i Holbergsgade. Carls firma hed Lyn Expres. Men det gav for lidt, og om sommeren supplerede han med at køre lykkehjul rundt på markederne for brødrene Kobberrød, de berømte gøglere. Så skete der noget, der ændrede både livsstil og indtjening for Carl Lorentzen. En sommerdag i begyndelsen af 1930'erne var Carl på Hjallerup Marked med Kobberrøds lykkehjul. Vægtløfteren Bernardi gjorde sig højrøstet bemærket med sit tilbud på 25 kr. til den, der kunne overgå ham og med én arm løfte en jernstang på 100 kg. "Det er noget for dig Carl, den kan du sgu sagtens stande", sagde Philip Kobberrød. Man kunne da prøve. "Nu kommer kraftatleten Goliath. Han er hjælpekran på Aalborg Havn, og hans mor var droskehest i Hamborg", råbte Bernardi hånligt på paraden. "Løs venligst billet og se, hvad han i virkeligheden kan". Carl kunne og fik sine 25 kr. Bernardi syntes, at han var for stærk til at køre lykkehjul for Kobberrød og bød ham adskilligt mere, og så bød Phillip Kobberrød endnu mere, for at Carl kunne blive kraftatleten Goliath hos ham. Der kom mange mennesker, og Kobberrød tjente stort. Det gjorde Carl også, da han sagde op hos Kobberrød, lejede telt og begyndte for sig selv. Første optræden med så mange forestillinger, der kunne blive plads til inden aften, gav 1644 kr. Så mange penge havde han aldrig før haft på én gang. Transportfirmaet kørte videre om vinteren, nu hed det GoliathExpress, om sommeren løft og bifald:Ambulancedag i Hobro, Frilørdag i Randers, Borgerforeningsfest i Struer, hele vejen ned og op gennem Jylland. Nu skulle det være alvor med den kraftige båd. Lorentzen hørte om et godt tilbud på Cementfabrikken Kongsdal ved Mariager Fjord. Carls 14

far havde set på båden en otte-ti gange. Han var varm på den, men den var alt for stor og alt for dyr. Carl tog til Kongsdal i sin varevogn og afpudsede på vejen sin veltalenhed, men det var til ingen nytte. Direktør Bock-Hansen, folketingsmanden, gjorde Carl opmærksom på, at båden var bogført til 14.000 kr., og Carl kunne præstere 3700. "Har De penge, så kan De få, og har De ingen, så kan De gå", sagde direktøren. Carl så sin fremtid lagt i ruiner og sagde undskyld, hvorpå han gav Bock-Hansen et kraftigt håndtryk. "De har knust min hånd", skreg han,"kan De komme væk!". Carl satte sig ud i varevognen, men han kørte ikke med det samme, for han græd - vist nok den eneste gang i voksentilværelsen, og det var ikke spildte tårer. Maskinmester Pfefferkorn kom ud og sagde, at direktøren gerne ville tale med ham. Bock-Hansen sad stadig og ømmede sig over hånden, men der var noget med den mand! Direktøren orienterede sig lidt i telefonen og sagde til Carl, at hvis det nu endelig skulle være, kunne han få båden til skrotprisen. Den skulle alligevel hugges op, havde han nu bestemt. Det var 1200 kr.

Carl gør sig gældende Den nyerhvervede båd havde en lille dampmaskine, og hvad den indbragte for skrotprisen i bly, kobberrør og rødgods var næsten nok til en brugt to cylindret Houmøller-dieselmaskine. Carl og udbyderen sad på en sæk og handlede i dagevis. Sælgeren troede til sidst så meget på Carls intentioner, at han fik de 144 heste for 13.000 kr. på afbetaling og det første år uden afdrag. Vi er stadig i 1930'erne krisetider. Der blev spinket og sparet, transporteret og lavet gøgl med vægtløfteri og anden underholdning. Kraftatleten lod sig køre over af 2-tons lastbiler. Han havde godt nok en solid brystkasse, og det lod sig gøre med rigelig hjælp af fup og fiduser. Carl var altid god til at benytte sig af de ubevogtede øjeblikke. Som 1930'erne gik, blev tiderne bedre. Nu kunne Carl - stadig i tæt samarbejde med sin far - begynde at gøre sig gældende i konkurrence med de to dominerende bugserfirmaer Jacob Nielsen og Chr. Nielsen. 15

Når de satte prisen ned, måtte far og søn gøre det samme. Vilkårene var på et tidspunkt sådan, at de bugserede skibe helt ud til søs over Hals Barre og ind til Aalborg for 30-40 kr. pr. rejse. Carl overtog eneansvaret for firmaet og gjorde sig efterhånden gældende på lige vilkår med konkurrenterne. Fremgangen blev konstant, og så kom Anden Verdenskrig med nye vanskeligheder for bugserbranchen på Limfjorden. Men allerede det første efterkrigsår gav gode resultater for den stadigt voksende bugserflåde. De 144 heste fra Kongsdal, som han fik for ophuggeprisen, blev "Goliath 1". Han udbyggede bugserflåden til ti Goliath-fartøjer med i alt 5020 indicerede hestekræfter. Carl Lorentzen blev ikke mindre rapkæftet med de gode tider, men tonefaldet ændredes med de nye vilkår og med dem en bitter selverkendelse. Da han knoklede sig frem, mødte han altid venlighed og sympati, når han fik noget ud af anstrengelserne. Handelen med Bock-Hansen var det første store resultat, han nogen sinde oplevede. Efter krigen gik det stærkt, og han udviste efter eget udsagn den frækhed ikke at præstere ydmyghed. Han levede for sine egne penge, som det passede ham. Kørte Jaguar, røg store cigarer og var selskabsloven i kjolesæt med skotskternet slag. Han var ingen litterær begavelse, men han kendte Sandemoses jantelov: "Du skal ikke tro, du er bedre end os". Han opdagede, at en hel del mennesker blev både sure og misundelige. Det sidste var det værste. Privatlivet skulle de i hvert fald ikke blande sig i. Carl Lorentsen kom ind i, hvad han selv kaldte en stime med at redde menneskeliv, folk der faldt eller styrtede sig i vandet. Det blev til 41 i alt. Carl Lorentzen fik Carnegie-fondens medalje tre gange og til sidst den sjældne medalje for redning af druknende, som kongen tildelte. En af de reddede var en kvinde, der sprang i vandet fra Limfjordsbroen. Carl sad på sit kontor under broen og hørte, at folk råbte efter ham:"Goliath, der er en der er sprunget i fjorden". Han smed skoene og nåede med nogle svømmetag ud til kvinden, der begyndte at slå ham i ansigtet. Bjergningen lykkedes først, da han vendte bunden i vejret på hende og gav hende en endefuld til søs. Siden gjorde hun ham den store glæde at opsøge ham og sige mange tak. 16

Sladder og misundelse gik ham på, men han strøg det fra sig - kun én gang gjorde det ham virkelig vred: da han fik at vide, at han i virkeligheden betalte folk for at falde/springe i vandet.

17

Indgangen til Peder Barkes Gade. Tønnies-fotografi fra 1916 før nedrivningen Bindingsværkshuset fra 1700-årene.

18

af

To stærke eksempler Carl Lorentzen døde i 1978. Han glemte aldrig Sankt Hans Gade og er en af nøglerne til forståelsen af Aalborgs små gader og livet i dem. Af helt andre dimensioner er forfatteren Erik Nørgaard, der har meget at berette parallelt med Lorentzen i erindringsbogen "Det skæve hus". Carl Lorentzen og Erik Nørgaard er to fuldkantede eksempler på råstoffet i folk, der voksede op i de små gader. Der er hundredvis af andre eksempler, men de to personligheder her dækker noget af det egentlige i fattigdomsvilkårene omkring to verdenskrige. Lorentzen ville hævde sig i bugsérkonkurrencen og blev den absolut dominerende i sit erhverv på Limfjorden, begge for en stor del inspirerede af deres fædre. Lorentzen tjente de mange penge og elskede at lade sig bestråle af dem, efterhånden i playboy-stilen. Erik Nørgaard har hævdet sig som journalist og forfatter - på topplan i begge henseender. Lorentsen fik sin kongelige medalje for at redde mennesker, der faldt eller hoppede i vandet, Nørgaard fik journalisternes hæderspris, Cavling-prisen, og den litterære PH-pris. Et vidunderligt lune fulgte med. "Anna, en fattig piges eventyr" har slet intet med Kayerødsgade at gøre, men man føler det varme strejf. Erik Nørgards forældre flyttede til Aalborg i 1930 et år efter, at han var født. Familiens første bopæl var et kvistværelse i baggården til Søndergade 29. Selvom han ikke var større, end at han kunne ligge i en udtrukket kommodeskuffe, husker han en beskeden indtægtskilde, der byggede på smådukker af optændingspinde og rødt crepepapir. Dukkerne blev sat sammen to og to ved hjælp af et bevægeligt, skinnende blik. Hvert dukkepar blev forsynet med en sort sytråd. Når mørket faldt på, gik forældrene med den lille Erik ved hånden (han skulle ikke ligge alene i kommodeskuffen) ned til det brede fortov på Nytorv. Der samlede sig altid en lille flok mennesker, der imponeredes over dukkerne. I tusmørket så det ud, som om de dansede af sig selv, og de mest imponerede købte dukker, én krone pr. par. Først når de pakkede dem ud, så de den sorte sytråd, som forældrene diskret betjente under dansen. Kort efter flyttede familien ind i det skæve hus, Kayerødsgade 44. Det blev aldrig kaldt andet. Det havde en grundskade og hældede betænkeligt ud mod den grusvej, der hed trækbanen. Når man tabte 19

runde ting på gulvet, rullede de straks mod den lave endevæg, og det var jo praktisk nok. Nørgaard bevarede en vis tilknytning til Søndergade flere år efter, at familien var flyttet. Han blev klippet af en barber over for Søndergade 29, der var kvarterets billigste og med tilnavnet "hundeklipperen". Nørgaard var rødhåret og led under drillerier fra de andre børn. Han prøvede at få barberen til at mildne det luende skær med brillantine. Det blev nægtet. "Tror du, at du kan få fedtstof for de penge?" Erik Nørgaard brugte i stedet margarine, men gik over til symaskineolie, fordi margarinen blev harsk på ingen tid. Faderen havde den uigendrivelige opfattelse, at han var og forblev selvstændig handelsmand. Det ville han ikke lave om på, fordi den lille familie var flyttet til Aalborg fra Sjælland. Der var faktisk ikke så meget at vælge imellem, når man først var her. Arbejdsløsheden knugede Aalborg. I 1930 havde byen godt 40.000 indbyggere. Mere end 10.000 af dem var uden arbejde. Bidraget fra fagforeningen var yderst begrænset, det var fattigdom, at være langtids arbejdsledig, og endnu være for dem, der ikke var i fagforening - som det gjaldt den selvstændige Chr.

Det skæve hus i Kayerødsgade, hvor Erik Nørgaard tilbragte det meste af sin

20

barndom.

Nørgaard. Det var Erik Nørgaards mor, der skulle den ydmygende gang til socialkontoret, hvor den velbarberede herre forklarede fru Nørgaard "de regler, som vi alle må rette os efter". Fru Nørgaards måtte både insistere og trygle, før kontormanden forstod, at en lille familie skal opretholde livet, selv om den ikke falder ind i normerne. Nørgaard husker kun få undtagelser. Det var i en af de slemme snevintre i 1930'erne. Forældrene sad oppe til langt ud på natten for at vente på, at der skulle komme så meget sne, at der blev brug for kastere til den offentlige snerydning. For de mange arbejdsløse var det eneste mulighed for en dagløn. Vejret vekslede, og snefnuggene hvirvlede i skæret fra gaslygten, men det blev ikke rigtigt til noget. Først da familien var ved at opgive og gå i seng, begyndte sneen at vælte ned, og folk styrtede næste morgen til Arbejdsmændenes Fagforening for at få tildelt "snetegn", som gav arbejde, selv om man ikke var medlem af fagforeningen. Erik var med og fik lov til at brække den sammenkørte sne foran banegården, mens faderen skovlede. Efter fyraften var Erik med far på kaffebar i Algade, og nærmere kunne man ikke komme himlen. Det var lykken at sidde med de voksne og indsnuse aromaen fra de tunge, våde frakker og de hjemmerullede cigaretter af Bali-shag. Senere - under Anden Verdenskrig - blev Erik sendt til Arbejdsmændenes Fagforening for at sælge af de sukker-, kaffe- og smørmærker, som familien sparede op gennem nøjsomt forbrug. Han skulle købe cigaretter for nogle af pengene, hjemmerullede til 50 øre stykket eller "rigtige" til 1-2 kr. En overgang sidst i 1930'erne havde Nørgaards far købt en lille handels-lastvogn model 29, som var med til at forarme familien, fordi der oven i afdragene kom store reparationsomkostninger. Om efteråret solgte hans far frugt fra bilen, og sønnen løb fra dør til dør med tilbud om frugt direkte fra spand. Det hed at "trappe". Erik blev skrap til det. Efter sidste afbetalingsnederlag med efterfølgende aflevering af lastvognen, faldt der en bøde for uefterrettelighed. Tilmed havde han "trappet" i Bispensgade, hvor der var forbud mod gadehandel. Det var en selvfølge, at man ikke brugte penge på at betale bøder, men afsonede. Politiet var altid flink til at lægge afsoningen på et for afsoneren belejligt tidspunkt. Det hed, at man bødede den. Og så var det direkte ind i den gamle arrest i Gabelsgade. 21

Hæftefanger måtte den gang ikke ryge, men de måtte gerne få lidt ekstraforplejning. Eriks mor afleverede flere gange små runde gennemskårne franskbrød med det tyndest mulige lag smør. Hvad arrestpersonalet ikke vidste - eller brød sig om at vide - var, at brødet var udhulet og at der inden i lå cigaretter og tændstikker.

Erik Nørgaard vendte tilbage som voksen. Her ser han på nedbrydningen Kayerødsgades hjørnehus ud mod trækbanen.

22

af

Stort set lovlydig Når man ser bort fra næringsloven, færdselsloven og lukkeloven må Erik Nørgaard erkende, at hans far stort set var en lovlydig mand med stor respekt for kong Christian den Tiende, Stauning og pastor Poul Schou. Hvad angår sidstnævnte, handlede det ikke om religiøsitet. Den gamle Nørgaard havde næppe nogen sinde sat sine ben i Frue Kirke, hvor Poul Schou var sognepræst, men den mand kunne man høre alle vegne. Man forstod, hvad han sagde, og man forstod, hvad netop han betød for underklassen. Erik Nørgaard fik et tilsvarende forhold til spejderbevægelsen, og den var ellers ikke noget, der havde specielt med de små gader og dens fattigdom at gøre. For de allerflestes vedkommende kom spejderne fra den velbjergede borgerlighed. Erik var klassificeret som "mindrebemidlet" og derfor selvskrevet til den ferielejr, som Set. Georgsgildet i Aalborg - en sammenslutning af gamle spejdere - drev ved Madum Sø fra 1942 som hjælp til Aalborgbørn, der havde behov for nogle sommeruger med god ernæring i den fri natur - og det foregik på spejdermaner. Initiativtageren, købmand Børge Thuen, blev et forbillede for feriedrengene. Han lagde alle kræfter i, da det i september 1941 blev kendt, at traktørstedet ved Madum Sø var ved at blive solgt til Nazistisk Ungdomskorps. Det lykkedes at købe det for næsen af nazisterne, og sommeren efter åbnede gildebrødrene Madum Søhus for drengene fra Aalborgs fattigkvarterer omkring Kayerødsgade. Johan RantzausTrop tilhørte Det danske Spejderkorps, altså "de gule spejdere". Erik Nørgaard var blandt de første i denne trop, som Børge Thuen fik stiftet i august 1941. Thuen blev tropsfører, og blandt troppens første spejdere var 10 drenge fra de små gader. Erik Nørgaard kom hurtigt med og levede op til den "good turn"-tradition, der juleaftensdag sendte spejderne rundt til de fattige familier med en kurv god julemad. Pengene kom fra de spejder-julemærker, som kolonneassistent Erik Pflug var ophavsmanden til. De gamle spejdere satte mærkerne på knappenåle, og drengene solgte dem for ti øre stykket 32.000 det første år. 23

Mange spejdere vendte juleaftensdag tilbage til deres hjem, skuffede over den modtagelse, de fik. Slet ikke taknemmelighed. "Nå, det er en af spejderne, du kan stille kurven dér. Nu mangler vi kun dem fra Blå Kors og Frelsens Hær". Erik Nørgaard skrev i sine erindringer, at han ikke kunne deltage i forargelsen og ironien over "de gode gerninger" i spejderbevægelsen. I Johan Rantzaus trop blev Erik og flere af hans kammerater hjulpet til en uddannelse. Spejderbevægelsen lagde så meget beslag på deres fritid, at de ikke - som så mange andre af kvarterets børn - skulle leve i en stadig risiko for at havne under børneværn på såkaldte opdragelseshjem.

Et hul i hegnet Erik Nørgaard har i sine barndomserindringer glimt af besættelse og befrielse i de små gader. Den gamle Nørgaard havde i en periode fundet udvej for en lille hestevogn til sin gadehandel med fisk. Men der var flere interessante muligheder. En logerende i kælderen i det skæve hus i Kayerødsgade lånte vognen under krigens velstand (arbejde til alle på den tyske krigslufthavn i Lindholm) til afhentning af forskelligt gods. En tysk officer med rang af Hauptmannn og Einheitsfuhrer skaffede sig en betragtelig ekstrafortjeneste gennem samarbejde med nogle af de danske arbejdere. Einheitsfuhreren lod stikke et hul i hegnet omkring flyvepladsen, og ved nattetide blev der langet eftertragtede varer ud, som bl.a. den logerende fra det skæve hus forsynede sig med mod passende betaling. I luntetrav kørte Nørgaards vogn de gode sager over broen til Kayerødsgade, hvor de blev opmaganiseret i et kælderrum til senere afsætning på den sorte børs. Familien Nørgaard fik sin del af kagen. Erik var med på enkelte af de natlige ekspeditioner og husker klumpen af skræk i halsen, når hestevognen nåede broen med de mange vagtposter. "Tænk, hvor ofte du var bange, intet ondt dig hændte", læste børnene hos de lyriske klassikere på Kjellerupsgades Skole. Der blev idømt strenge straffe for selv banal sortbørshandel, så man skulle passe vældigt på, men sortbørshandelen var på ingen måde vanærende i Kayerødsgade. Enhver måtte overleve, som han bedst 24

kunne. Men det var lidt vanærende, hvis man var så klodset, at man blev taget af "Lange Anthon" eller en anden politimand. Den nævnte logerende var ekspert i at rulle cigaretter af skod fra tyskernes restaurant "Wehrmachtsheim" på Vesterbro. En pige fra Kayerødsgsade, der arbejdede som rengøringsdame på stedet, skaffede skoddene, der i omrullet tilstand blev solgt for 50 øre stykket. Hun kom også med eksemplarer af det tyske soldaterblad "Signal", men den gamle Nørgaard kasserede dem. Papirkvaliteten var af en eller anden grund af en kvalitet, der ikke kunne bruges til optænding i kakkelovnen. Der er et efterspil med hullet i hegnet. Efter befrielsen i 1945, da englænderne overtog den tyske krigslufthavn, lykkedes det den nævnte Hauptmannn og Einheitsfuhrer at få en aftale med englænderne og modstandsbevægelsen. Han var en nyttig hjælper som kontakt til de sagesløse flygtninge, der blev interneret bl.a. på lufthavnsområdet. Den talentfulde Hauptmannn, der nu fungerede som en slags materialforvalter, fik stukket et adskilligt større hul i hegnet, og nu afvikledes nye mængder af gods til de gamle aftagere. Der var stadig skrap rationering, og de gamle kunder var parate.

Spritter-Kaj klarede d e n Erik Nørgaard husker en gammel spritter-Kaj, der nær var blevet slået ihjel af det blandede vareudbud. Han ernærede sig i hovedsagen med kogesprit. Blandt leverancerne fra flyvepladsen var en dunk med en væske, som blev udgivet for at være alkohol, men de sagkyndige fra Kayerødsgade og Løkkegade turde ikke sige god for kvaliteten. Kaj var den rette til et afprøvningsforsøg. Han tog en ordentlig slurk og gik direkte i gulvet. Man prøvede forgæves at få liv i Kaj. Han blev lagt til afsvaling i skyggen af plankeværket til trækbanen, og trods sin alkoholisme var han af så robust kvalitet, at han overlevede. "Det var fanden til bailervand", sagde han bag efter, og det gav ham navnet Bailer-Kaj. Han mente balladevand. Væsken var syntetisk flyverbenzin. Kaj hørte ikke hjemme i Kayerødsgade, men han var velset, hvis han havde brug for opdækning. Alkoholisme var en sjælden sygdom i gaden. Fattigdom, den dominerende skavank, var nok, og sammenhol25

det lærte gensidigt, at nyde pilsnerne og en dram med måde og efter økonomisk formåen. At være "mindrebemidlet" opfattede Erik Nørgaard nærmest som et privilegium. Det gav visse særrettigheder f.eks. at se gratis Chaplin-film hos Frelsens Hær på Mølleplads og gratis træsko gennem socialkontoret. Desuden gratis skolebespisning i folkekøkkenet på C.W. Obels Plads. Det kunne knibe med at nå frem og tilbage mellem Kjellerupsgades Skole og Folkekøkkenet på den time, der var til rådighed, og lærerne måtte finde sig i, at den lille flok af "mindrebemidlede" kom for sent. Børnene fra de forskellige skoler bar et metalmærke, som gav ret til at spise på forskellige tidspunkter. Eriks mærke var trekantet som tegn på, at han tilhørte den lille flok. Det var eftertragtet, ingen så ned på de privilegerede kammerater.

Munterheden hørte med Entertaineren og pianisten Poul Erik Krogen, der blev berømt for sine gode indfald (å så' det ik' en gang løwn!) har et fornøjeligt supplement til historien om de små gader. Han blev født i Slotsgade 15 i 1926. Overfor havde de den militære hovedvagt (flere år senere Politigård) som afløser for den nedrevne på Nytorv. Poul Erik blev vækket hver morgen af reveillen på signalhorn og under tiden ved aftenstid af den traditionelle og festlige retræte, "I natten klam og kold", spillet af regimentsmusikken under Harald Jensens direktion. Men han havde navnlig udsigt til Hjorths Gård på den anden side af Slotsgade, hvor hans far Eggert Krogen var ansat som disponent. I 1932 overtog hans far købmandsgården, og familien flyttede over gaden. Hvilken herlighed! Vi kan ikke nævne det gamle hovedstrøg, Slotsgade, blandt de små gader, men Poul Erik Krogen sad pludselig med gode kort på hånden. Det var ham, der udvalgte skolekammerater, adskillige af dem fra de små gader, der kunne færdes i den eventyrlige købmandsgård, hvor alle bønderne kom ind for at stalde op og handle. Det var smalle tider, men købmand Krogen havde talent til at få kunder fra alle samfundslag. Han havde vareudbuddet og vidste, hvem der skulle have hvad og til den rigtig pris. Der var fortjeneste i det hele. 26

Til Hjallerup Marked var der trængsel af heste. Et særligt formål var bedækning af de brunstige hopper med hingste, der var egnede til formålet. Det foregik i al ærbarhed inde bag en af udlængerne, så det ikke kunne ses fra gaden. Drengene var voldsomt interesserede, men de blev jaget væk af de voksne. I god tid solgte entreprenøren Poul Erik billetter til de kighuller, han havde boret inde fra gødningslageret. Der var to drenge i festudvalget, og de skulle kigge først. Derfor fik ikke samtlige gæster valuta for billetten, men de fik deres penge tilbage. Købmand Krogen drev i bogstaveligste forstand en blandet landhandel. Når der skulle øses af skufferne bag disken, skulle der bankes på låget for at jage eventuelle mus væk. Købmand Krogen glemte det en dag og måtte med et velrettet slag tilintetgøre musen med zinkskovlen, mens han konverserede kunden, der skulle have et pund afskåret havre. Og der er historien fra en af de strenge vintre, da Egholm-båden ikke kunne forcere isen. En gårdmandskone kom med ordresedlen og ægtemandens omhyggelige påskrift: "Vil De venligst levere mine kone de ovennævnte varer. Jeg kommer senere og betaler. Hun har ikke penge med, da isen ikke er sikker." Poul Erik Krogen havde et uforglemmeligt minde om faderens død. Hele familien var samlet om dødslejet. Købmand Krogen lå med lukkede øjne. Han åbnede dem et øjeblik og sagde: "Jeg er glad for at se jer alle sammen. Men sig mig en ting: hvem passer egentlig forretningen?"

27

28

Bispens vandring Vi har ikke meget tilbage af de små gader og slet ikke deres fattigdom. Flere af dem er renoverede op til det mondæne. Vi skal ikke kalde Sankt Hans Gade og Kayerødsgade for mondæne, men det er blevet gode huse med gode lejligheder for velfungerende familier efter tidens normer. Undtagelserne er ikke mindre bitre end før, men det er fattigdom på en anden måde. De små gader tilhører det ældste Aalborg. Den syvende juli år 1700 skrev Aalborg-bispen Jens Bircherod i sin omfangsrige dagbog: "Om Morgenen tidlig mellem 3 og 4 gik jeg omkring udi alle Aalborg Bys Stræder og Vinkler at bese - for placier - Stadens Situation og Beskaffenhed overalt". Han har næppe nået det hele i denne ældst kendte beretning om en vandring i Aalborg. Lokalhistorikeren Svend B. Olesen fastslog i sin bog fra 1970, "Forsvundne gader og gyder i Aalborg", at ingen anden dansk by den gang bestod af et tilsvarende virvar af stræder med vinkel- og blindgyder. Sådan så det ud helt op til Første Verdenskrig 1914-18. Herefter gik det stærkt. I løbet af de sidste 60 år er mere end 30 af de gamle gyder og gader forsvundet og erstattet af stormagasiner og parkeringspladser plus større og meget flottere huse i moderne arkitektur. Vi forestiller os bispens tidlige morgentur i år 1700 ad de gader, der lå uforandrede helt op til Første Verdenskrig. Han er startet fra den gamle bispegård i Algade med udsigt til Budolfi spir og vandret ad Karen Poppes Gyde ned til Skolegade. De er bortsanerede begge to. Videre ad Podemesterens Gyde eller Skolegades Vandgyde, der er blevet til Bleggårdsgangen. I dag er det en lille og til ukendelighed forvokset gadestump, der har sin århundredgamle oprindelse i et indhegnet græsareal længere mod syd. Her havde byen sin Bleggård, hvor borgerne for en fast afgift pr. alen kunne få deres lærred bleget i sol og natdug. Den endnu ikke overdækkede Østerå havde et delta her med løb på begge sider. Det gjorde det lettere for blegmanden og hans hund at passe på borgernes linned. Lærred havde kostet både penge og arbejdstimer, der blev næppe stjålet mindre den gang.

29

Mestermandens gyde Lidt vest på ad Algade, blot få meter fra starten af bispens formodede spadsererute, men i modsat retning, har vi op- og nedkørslen til den store parkeringsplads. På det moderne bykort hedder den Schellerups Gang, oprindeligt Mestermandens Gyde, men parkeringspladsens fortravlede fra- og tilkørsel har ikke det mindste med Mestermanden at gøre. Den lille stump, der på bykortet bærer Schellerups navn, var stedet hvor Svingelen løb ud i Algade. Det komplicerede gadenet førte længere mod syd frem til Mestermandens Gyde. Mestermanden eller skarpretteren var ham, der sørgede for, at dødsdømte kom af med livet, Han havde sin embedsbolig her i en udpræget fattigmandsgyde, og alene hans bopælspligt gav området dårligt ry. Mestermanden var en uærlig mand, som ingen brød sig om at have samkvem med. Aalborg historiske Museum har bevaret nogle af hans instrumenter, bl.a. bøddelsværd og bøddeløkse. Han fik ti rigsdaler for at bruge sværdet, otte for at hugge hovedet af med øksen og syv for at lægge kroppen på hjul og stejle - iberegnet nedgravning af pælen til de makabre redskaber. Da embedet blev nedlagt ved lov, solgte kommunen hans bolig, og det grimme navn blev efter en årrække til Schellerups Gang efter en anset borger, kattuntrykker Peter Høyberg Schellerup. En væsentlig del af kvarteret var genstand for en heftig debat for et halvt hundrede år siden. Budolfi skulle frilægges, så den smukke og nyligt tilbyggede domkirke kunne komme til sin ret. Modstanderne råbte forgæves. En af dem var museumsdirektør Peter Riismøller, der kaldte det en forbrydelse at fjerne de røde tage, der trivedes harmonisk som det selvfølgelige naboskab, kirken altid havde haft.Tagene og gaderne forsvandt, vi fik Budolfi Plads med markedshandel en gang om ugen, og skulle det ikke være hyggeligt nok? Ikke ret mange år senere forsvandt pladsen til fordel for bankbygninger i stål og glas. På taget dels af varehuset mod vingårdsgade, dels af banklokalerne mod Algade har vi den store parkeringsplads, en af byens største og mest benyttede. I myldretiden kan man kæmpe halve timer for at finde en ledig bås. Hvad vi har tilbage af Budolfi Plads er den korte gade, der løber langs den østlige opkørsel til parkeringspladsen.

30

Gode forretninger Vi vender tilbage til spadsereturen med bispen. Undervejs fra Skolegade er han kommet til Skomagergade, to gader, der tegner sig stærkere i tidsbilledet end nogen anden, når vi taler om gadeomlægning. En del af historien gælder de prostituerede kvinder, som i Carl Lorentzens barndom havde kernetropperne ved Nyhavn. Da var prostitutionen for længst ophørt som et lovligt, lægekontrolleret erhverv. Blandt de sidste og største bordeller var Svend Larsen Svendsens i Skolegade og Hans Hansens Eltangs i Skomagergade. De var begge velstående borgere, der drev værtshus i deres bordeller, alt i alt stimulerende for kundegrundlaget. Godt en snes år efter, at lovgivningen havde lukket forretningerne, fik de to gamle gader deres endeligt i forbindelse med det store gadegennembrud, Boulevarden, et af de væsentligste i byens historie. Museumsdirektør Peter Riismøller - himmerlænding af fødsel og museets første faguddannede leder - skrev i årene 1947-1961 15 nytårshilsner, illustreret af tegneren og maleren Carlo Wognsen. De små hefter, der leverede et fornemt stykke lokal kulturhistorie, er med årene blevet udsøgte sjældenheder. Riismøller skrev om Aalborg, i særdeleshed det gamle Aalborg, og om alt det, der - efter hans karske mening - var gjort til skade for byens sjæl. Boulevarden for eksempel. Det oprørende i hans øjne var en forsømt indsats for små hundrede år siden. Forsømmelsen kostede Aalborg Nordens fornemste kanalgade. Den trumf passede Aalborg væk i spillet om de dyre grunde i byens centrum, skrev Riismøller. Blot navnet gjorde ham utilpas. Det var jo ikke nogen boulevard i europæisk betydning, ej heller blev den hovedgaden som tilsigtet. Lukket i syd af jernbaneterrænet kunne den ikke rigtig få luft. Den ender, og det må en ret hovedgade ikke. Den skal have perspektiv, åbning udad i vej eller sø. Det var Riismøllers opfattelse i nytårshilsnen fra 1953, og den forblev som det meste, han skrev og sagde, ikke uimodsagt.

31

Hvad blev der af trækbanen? Aalborg fik jernbane og damptog i 1869. Der blev anlagt en trækbane fra banegården til Nyhavn og Teglgårdshavn med hestetrukne godsvogne. De gamle fra Kayerødsgade kan huske trækbanen bag husrækken som en grusvej, hvor der ikke længere kørte tog. Senere kom et nyt havnespor, der ikke gik så tæt på den indre by men grusvejen hed stadig trækbanen, selv om de fleste havde glemt hvorfor. I dag er bevaret en kort gade på samme sted og af samme navn. Den løber bag Politigården og minder ikke meget om den gamle grusvej.Vi skal forestille os sigtelinjen mod nordøst op til Kayerødsgades østligste hus. Det er kun småbidder, vi har tilbage af gamle Kayerødsgade, der faktisk kun har et par hundrede år på bagen. Med årene blev savnet af en direkte gadeforbindelse gennem byen fra banegård til havn stadigt større. Siden middelalder havde det voksende gadenet udviklet sig øst-vest, parallelt med fjorden, og her med mangfoldigheden af de små gader og smøger. Denne form for vækst blev en selvfølge. Nyere gader som Kayerødsdgade, Danmarksgade, Rantzausgade og Niels Ebbesens Gade, der kom til i 1870- 80'erne, fulgte uden tøven det gamle eksempel. Men den første hovedgade, der skar sig igennem nord-syd, blev altså Boulevarden som en direkte forlængelse af Østerågade til banegården og hermed tilintetgørelsen af Skolegade og Skomagergade. Forslaget til gaden og dens storby-navn kom på byrådets bord allerede i 1905. Der skulle mange penge til, men der var bred enighed om, at nedrivningen af nogle af byens hårdest tilgroede fattigkvarterer og hermed bedre boliger og forhåbentlig bedre vilkår for beboerne, var blandt de gode formål. På den led kunne Riismøller give fuld tilslutning. Skomagergade tager sig på de få bevarede billeder meget idyllisk ud med hyldebuske mellem lave huse og rækværk mod åen. Men før klagesangen om tabt idyl istemmes, skrev han, bør man i det historiske lys opsøge en af fattiggaderne og se inden for. Da Skomagergade blev raseret i 1910 for at give plads for Boulevarden, rummede den en af byens fæleste slumkvarterer. På den tid var størstedelen af de værnepligtige soldater indkvarteret i private hjem. Kaserneprostitutionen i sin mest rå form fandt rum her, overvåget af myndighederne med tilsyn som på et slag32

teri og et trykt regulativ ophængt over sengen, udarbejdet og underskrevet af byfogeden. Rejsende med aftenekspressen stod så sent som i 1905 i kø i Skomagergade og Skolegade for at sikre sig den bedste partner for natten.

/ sidste halvdel af 1930'erne forsvandt Skolegade. Bagest i billedet ligger Svend Larsen Svendsens lukrative bordel, et af Aalborgs sidste.

Året efter måtte køen smutte ind i portene. Da kom loven om ophævelse af den legale prostitution og slukkede de blegrøde ampler i vinduerne. Hus- og kvindeejerne fik, alt efter deres køn, cigarbutik eller rullekælder, politiet en lønforhøjelse og et med konjunkturerne svingende smugkroproblem. Kun de arbejdsløse piger fik ingen kompensation for tabte fortjenstmuligheder.Ak ja, de gode gamle dage, sukkede Peter Riismøller i sin nytårshilsen 1953. 33

Hestenes gade Myndighederne havde altså forståelse for de gavnlige sider af saneringen. Men det mest tungtvejende argument for anlæg af Boulevarden var kritikken fra byens borgere plus tilrejsende. Man skulle være grundigt lokalkendt for at finde frem fra banegård til rutebåd og havn gennem labyrinten af smågader. Næste store nord-sydgående snit efter Boulevard-gennembruddet kom en snes år senere, da pontonbroen blev afløst af Limfjordsbroen med samtidig realisering af det Vesterbro-projekt, der gav Aalborg ry som landets driftigste - med tilsvarende indhug i de små gader. De resterende levede videre under ændrede vilkår. Hjelmerstald er den ældst bevarede i sin oprindelige vinkel-skikkelse. En gade, som kan dokumenteres helt tilbage til 1500-årene, skifter nødvendigvis udseende i takt med talrige ombygninger. Navnet hænger sammen med det tidligere Aalborghus, som gaden havde direkte tilknytning til. Mange af slottets heste var opstaldet her. En hjelmer er den gamle betegnelse for en hest med aftegning af hvide hår som en hjelm på forsiden af hovedet. Vi hører også navnet Helmisstald som oprindelse til gadens navn en helmis er det gamle navn for en krikke. Peter Riismøller spurgte skeptisk, hvordan man skal forstå, den udforskning, at bøndernes usleste øg kunne ligestilles med kongens og lensmandens rytterheste. Folkeviddet har sine uransagelige veje, og det må tage ansvaret, mente Riismøller. En god portion besk irritation over disse krigskarle og højrumpede krikker har nok spillet ind. Blandt de ældst bevarede hus i Hjelmerstald er "det gravide", som i sit lange liv skred ud på grund af utilstrækkelig fundering. Øgenavnet lå igen lige på tungen. Det fine bindingsværkshus har haft en omskiftelig tilværelse med nyt udseende flere gange. I forbindelse med ombygning og renovering er gjort værdifulde arkæologiske fund, der siger meget om århundredgammel trivsel. I genboen, Hjelmerstald 7, boede samme familie fra 1848 til først i I960'erne.

34

Indgangen til Peder Barkes Gade. Tønnies-fotografi fra 1916før nedrivningen Bindingsværkshuset fra 1700-årene.

Hjelmerstald med brosten som i dag. Mælkemanden foran det gravide hus.

af

med sin hestetrukne vogn handler

35

Så kom, hvad historiske fagfolk kalder populariseringen. Det blev attraktivt at rykke ind i de små gader, frem for alt Hjelmerstald, men hvad med alt det andet gamle, der var ved at gå tabt? Det gik op for aalborgenserne, at oprydningen i de små gader var ved at kvæle byens sjæl. I 1961 samlede arkitekt Jacob Blegvad en kreds af borgere, som var interesserede i at bevare den sidste rest af det gamle Aalborg. Et forsøg på at danne A/S Hjelmerstald resulterede november 1963 i oprettelsen af "Selskabet til Bevarelse af gamle Aalborg Huse", og året efter blev selskabet Hjelmerstald belagt med en bevarende, partiel byplan. Boligministeriets godkendelse kom august 1967, og resten gik af sig selv, da folk begyndte at få øje for de små gaders atmosfære. Efterspørgslen meldte sig hurtigt, og lige så stærkt gik det med at få lov til at nedlægge og sammenlægge lejligheder. I år 1900 boede i Hjelmerstald 65 familier, hver med et anseligt antal børn. 11950 var tallet faldet til 57, i dag knap 25 husstande med få børn i de tip-top renoverede huse. Ejendomsvurderingen steg, ikke tilsvarende, men med et kæmpe brag. De nye tider er rykket ind i de gamle huse i de små gader. I materiel henseende er tilværelsen blevet langt bedre. Prisen for det nye er sammenholdet og slagfærdigheden, som vi kender fra fortidens små gader. Vi vender tilbage til Carl Lorentzen, kraftatleten Goliath. Han blev en velstående, næsten altid venlig mand med dyre vaner. Han have selv tjent sig ud af fattigdommen i Sankt Hans Gade og sagde, hvad der skulle siges, når han fandt det rigtigt. Han fik som nævnt den kongelige medalje for druknendes redning. En dekoration af det format kræver en takkeaudiens hos statsoverhovedet, den gang Frederik den Niende. Ceremonimesteren styrer indog udgang med få minutter til hver audienssøgende. Frederik den Niende var en søens mand, og han faldt i snak med bugsermanden fra Aalborg om det, der optog dem begge: at sejle og få noget ud af det. Der gik et kvarters tid, og der var ingen pauser. "Det var dejligt at få en god snak", sagde kongen. "Hils nu i Aalborg". "Det ordner jeg, makker", svarede Lorentzen.

36

Kilder Carl Lorentzen:"Han løftede sig til det". I samtale med Ole Bergh. Erik Nørgaard: "Det skæve hus i Kayerødsgade". Poul Erik Krogen: "50 glade år i Aalborg" Tre bidrag til "Ung i Aalborg", udgivet af Lions Club Aalborg, 1976. Svend B. Olesen: "Forsvundne gader og gyder i Aalborg". Aalborg-bogen. Udgivet af Selskabet for Aalborgs Historie, 1970. Christian Duch:"Liv og huse i et Aalborg-kvarter". Aalborg-bogen. Udgivet af Selskabet for Aalborgs Historie, 1975. Peter Riismøller: 15 nytårshilsner 1947 - 1961 Per Bo Christiansen og Jens Topholm: "Aalborgs Historie, under stilstand og fremgang fra 1814 til 1970". Udgivet af Aalborg Kommune.

37