Alf Schiøttz-Christensen - en biografi 8773074179, 9788773074176 [PDF]

Zitiervorschau

- en biografi

OLE BERGH

Alf Schiøttz-Christensen - en biografi

Aalborg Stiftstidendes Fond

Alf Schiøttz Christensen en biografi Udgivet af Aalborg Stiftstidendes Fond © Copyright 1990 Distribueret af Aalborg Universitetsforlag tfl. 98155031 Grafisk tilrettelægning Finn Hoffmeister Bogen er sat med Times Trykt hos Aalborg Stiftsbogtrykkeri A/S Bogbinderarbejde udført af Chr. Hendriksen, Skive ISBN 87-7307-417-9

Indhold

Forord Nu er ansvaret dit Drengeår i Nørresundby og Aalborg Spejderen Alf Ud i den store verden Hjem til Stiftstidende Flyver og gidsel Befrielse og modgang Oplaget stiger og stiger Chefen og tillidsmændene Chefen og teknikken Dagligdagen med Alf Schiøttz-Christensen Store ting Den sidste tid Data i Alf Schiøttz-Christensens liv Oplag og prisudvikling Kilder

9 11 24 36 42 57 77 93 100 112 126 135 151 181 199 201 202

7

Forord

Det er Aalborg Stiftstidendes Fond en glæde at kunne udgive denne biografi over Alf Schiøttz-Christensen. 9. april 1990 er det 50 år siden, han blev chefredaktør for den avis, der stod som centrum for hele hans tilværelse. Han nærede stor taknemlighed og beundring for sine forældre, Lauritz Schiøttz-Christensen og Thora Schiøttz-Christensen, der sammen gjorde Aalborg Stiftstidende til et levedygtigt og sundt foretagende med den uafhængighed og det frisind, der var målet for både far og søn. Under Alf Schiøttz-Christensens lederskab fra 1940 til hans død 1981 blev Aalborg Stiftstidende landets største aftenavis. Han havde store visioner, og de fleste af dem realiserede han. Hvad vi i dag må påskønne allermest var, at han sikrede Aalborg Stiftstidendes fremtid som en uafhængig avis. Han skabte den fond, der er bladets fundament. Alf Schiøttz-Christensen var en dygtig og uhyre alsidig bladmand. Han var også et varmt og omsorgsfuldt menneske og en trofast ven. Disse egenskaber gjorde samværet og samarbejdet med ham til en god oplevelse. Dansk presse og i særdeleshed Aalborg Stiftstidende har meget at takke ham for. Denne biografi, som vi siger to af bladets mangeårige medabejdere, Ole Bergh og Finn Hofmeister, tak for, belyser Alf Schiøttz-Christensen fra alle sider. Det er fondens bidrag til mindet om en stor personlighed.

Aalborg i april 1990 Eigil Hastrup Formand for Aalborg Stiftstidendes Fond.

9

II)

Nu er ansvaret dit

»Mangen Fader har bygget en god Forretning op til sin Søn, men glemt at bygge Sønnen op til Forretningen. Det er bedre at efterlade sig en god Søn, end at efterlade en god Forretning til en Søn, som gaar i Hundene.« Det skrev redaktør Lauritz Schiøttz-Christensen i en lille, sort notesbog blandt andre tankedryp, alle dateret 1935. Det var fem år, før han gjorde sin yngste søn til ansvarhavende redaktør på Aalborg Stiftstidende. Det skete improviseret på en af de sorte dage i landets historie, 9. april 1940. Der er uklarhed om, hvorvidt Alf Schiøttz-Christensen blev gjort til chefredaktør af sin 77-årige far, eller om sønnen selv foretog sig det fornødne - med faderens billigelse og velsignelse. På denne besættelsens første morgen lå det i hvert fald klart, at han ikke kunne eller ville kommanderes af tyskerne. Alf måtte tage den tunge byrde. Hvem ellers? I praksis var han chefredaktør fra denne dag og indtil sin død 6. november 1981. På papiret brugte man ikke titlen så ihærdigt. I kolofonen, hvor udgiver- og ansvarsforholdet markeres, stod frem til 1. oktober 1943, da Aalborg Stiftstidende blev aktieselskab: »Udgiver L. Schiøttz-Christensen, ansvarlig Alf Schiøttz-Christensen. Det var en tung morgenstund at starte på, og han løb prompte ind i sine første problemer. Da den første avis med ham som ansvarhavende (sådan forlangte han det selv stavet) kom på gaden, sagde folk forfærdet: »Han kryber jo for tyskerne, han lader fotografere henrykte tyskerpiger i favnen på »beskytterne«. Og han interviewer underdanigt de tyske officerer!« Når man nærlæser Aalborg Stiftstidende for den 9. april 1940, kan man godt se, at en hel del af det har skurret fælt i ørerne. Men vi skal passe på tidsfaktoren. De voldsomme reaktioner mod Stiftstidendes 9. april avis kom straks efter befrielsen, da folk igen fik eksemplaret halet frem. Midt i befrielsesjublen og med mindet om fem års besættelse i frisk minde var det barsk læsning at se førstedagen, den allerførste af de fem forbandede år, skildret så kontant og registrerende. Man kan spørge overlevende fra redaktionen den dag - hvad de om eftermiddagen 9. april syntes om den avis? Udvalget er overskueligt. Den eneste, vi har tilbage af redaktionspersonalet, er redaktør Kaj Christiansen (85 år og stadig aktiv journalist, mens dette skrives). Såvidt han husker, 11

brød de sig ikke om den: »Senere gjorde Schiøttz-Christensen det vist heller ikke selv. Under indtryk af reaktionerne blev 9. april avisen med årene nærmest et tabu-emne. Vi talte ikke om den.« I denne 50 års biografi er det nyttigt for forståelsen af Alf Schiøttz-Christensen at se nærmere på hans debut-avis - og at læse, hvad han selv skrev om 9. april i sine private optegnelser 18 år senere: »Da vi forudså vanskeligheder med besættelsesmagten, blev det besluttet, at jeg fra denne dag skulle overtage hvervet som ansvarhavende redaktør. I betragtning af, at der endnu ikke var indført censur, bestemte jeg mig til, at vi denne tirsdag skulle forsøge at udsende en avis, der var så »normal« i enhver henseende som muligt, således at forstå, at vi i tekst og billeder skulle forsøge på at give offentligheden et sandfærdigt billede af, hvad der virkelig var hændt i de historiske morgentimer. Pressefotografen fik ordre til at starte sin bil og køre til Rørdal flyveplads, og reportere gik ud i byen med notesbogen for at erfare nærmere om begivenhederne ... Fremstillingen var lidenskabsløs og neutral i en sådan grad, at den skulle vise sig at give bagslag. Bedre blev det ikke af, at typograf Svendsen, der gennem en lille menneskealder havde været en dygtig og rutineret »ombryder« af avissiderne, i befippelse eller travlhed kom til at bytte om på pressefotografens billeder, således at billedteksterne nedenunder blev forvirrende. For ikke at forsinke trykningen, nøjedes redaktionen med min billigelse med at kradse disse »gale« tekster ud på rotationspressens trykplader. Et billede viste tyske jagermaskiner over Aalborg, et andet nogle flyvere i samtale med en ung pige, der havde indfundet sig på flyvepladsen i Rørdal. At hun var østriger kunne abonnenterne hverken se eller læse, eftersom teksten jo på grund af ombryderens uheld havde måttet fjernes. Men bladet fik skudt i skoene, at vi med det pågældende fotografi havde villet opfordre byens unge piger til at omgås besættelsestropperne.« Det er altså forklaringen på »feltmadrassen«, der »bare var en pæn ung østrigsk pige«. (Begrebet »feltmadras« introduceredes i øvrigt af Stiftstidende og blev omgående folkeeje på landsplan). Men hvad med interviewet med den tyske officer på flyvepladsen? Det stråler af Schiøttz-Christensens stil, men han var nu ikke ude at interviewe nogen tysker. Han havde styrtende travlt hjemme på redaktionen. Kaj Christiansen husker, at det var fotograf J.A. Kirkegaard, der blev interviewet, for ham var det, Alf

12

Alf Schiøttz-Christensen blev den effektive junior hjemme på Stiftstidende. Her promenerer han city-dresset på Nytorv juni 1937. Foto. J.A. Kirkegaard.

13

r.

/ /

L /

Schiøttz-Christensen sendte til den private Rørdal flyveplads. Kirkegaard var opdraget i den samme ånd. Han tøvede ikke et sekund - og til sin egen forbløffelse fik han lov til både at komme ind og at fotografere: »Aalborg Stiftstidendes medarbejder havde en samtale med den vagthavende officer, kaptajn Seffers.«, hedder det i reportagen. Kirkegaard brugte øjnene, og Alf pumpede ham, da han kom hjem: »Såsnart han hørte, vi kom fra en dansk avis, spurgte han interesseret om, hvilket blad vi repræsenterede. Da vi havde legitimeret os, var han særdeles elskværdig og præsenterede sine flyvekammerater. På forespørgsel om vi måtte fotografere, svarede han: »Med glæde!« Disse linjer er de mest kritisable, Alf Schiøttz-Christensen satte i avisen den 9. april. Hans nærmeste ved, at han ærgrede sig frygteligt over dem. Han havde bestemt ikke noget »med glæde«-forhold til den tyske værnemagt. I dag kan vi erkende to mulige forklaringer på, at Alf Schiøttz-Christensens første avis som ansvarhavende blev, som den blev. For det første ville han skildre den lammende dag så dækkende og præcist, som det var muligt. Avisen kom i to udgaver, en tidlig formiddagsudgave og den næste til normal tid om eftermiddagen. Begge blev flået væk. Folk anede ikke andet, end hvad de officielle erklæringer og tyskernes eget »oprop« fortalte. Man kan også nærlæse de to andre Aalborg-blade fra den dag. De havde ikke stort mere om besættelses-situationen, end hvad disse armodige kilder fortalte. For det andet nærede den nye chefredaktør en grænseløs interesse for flyvning. Den 9. april havde Alf Schiøttz-Christensen været i gang siden kl. 6.15. Det fortæller han i den samme forsideartikel, som rummer den høflige samtale med kaptajn Seffers. Schiøttz-Christensen boede på det tidspunkt på en af de øverste etager i en Vesterbro-ejendom: »En af Stiftstidendes medarbejdere vækkedes af en fjern motorbrummen og gik til vinduet og fortæller om sine iagttagelser: - Der var intet at se, men med et fik jeg øje på en lille bitte prik højt oppe i luften. Jeg fangede den ind med kikkert og så nu tydeligt, at det var fire tre-motorede Junkers 52....Så skete der noget, der gjorde det klart, at der virkelig var noget alvorligt på færde. Tre kæmpemæssige to-motorede DO-I8 strøg ind over byen fra syd og satte kursen mod flyvepladsen, som ganske øjensynligt var blevet udpeget for dem af de hurtigere rekognosceringsmaskiner.« Alf blev ansvarhavende, ham der traf beslutningerne, men hans far L. Schiøttz-Christensen var stadig chefen og udgiveren. Han er malt ved sit arbejdsbord i slutningen afl930'erne af Aage Roose. Foto Per Kolind.

15

I sin kikkert blev Schiøttz-Christensen vidne til, hvad han ikke kunne ane den morgen, historiens første større luftlandsætning af faldskærmssoldater: »Med et blev det helt hvidt i luften omkring maskinerne, akkurat som om man havde blæst til en kæmpemæssig fandens mælkebøtte. Som hvide dun dryssede faldskærmene fra de tre maskiner, så vidt man kunne se mellem 30 og 40. Ingen kunne længer være i tvivl: der var landsat tyske soldater fra maskinerne.« Bemærk »fandens mælkebøtte«. Det var vist det første i dansk presse den dag, der blev skrevet »mellem linjerne«. Der var som sagt ikke censur, men Schiøttz-Christensen var ligesom kollegerne på det rene med, at den ville komme ganske omgående. I modsætning til de andre afholdt det ham ikke fra at lave den avis, der skulle vise sig at blive den eneste den dag, der gav så god besked. Kirkegaard har, grundigt udspurgt, fortalt ham, hvad han så, og hvad han talte med den tyske officer om, da han bad om lov til at fotografere: »De tyske flyvere bestræbte sig for på enhver måde at understrege, at de ønskede at blive betragtet som landets venner, og det manglede ikke på cigaretter til de omkringstående, som med interesse påhørte Stiftstidendes samtale med kaptajnen. - Vi er kommet som gode venner, sagde kaptajn Seffers igen. - Jo vist, men for mig som dansk er dagen i dag dybt tragisk, indvendte vi. - Naturligvis, indrømmede kaptajnen og tilføjede, men vi er kommet først, og vi kommer som gode venner!« Her er nok redigeret lidt på Kirkegaard, men meningen er jo god nok eller ikke ret god. 50 år efter lyder det lige så lidt rart som det har gjort den gang. Men det var dagens realiteter, iagttaget og gengivet, som de var set. Det hele gik ikke glat for tyskerne, og det blev registreret lige så omhyggeligt via den opmærksomme Kirkegaard: »De grønne tre motores Junker maskiner blev brugt til troppetransporter. Da de ankom, var de fuldkommen proppet med infanteri, der straks marcherede til Aalborg. Tre af maskinerne havde haft uheld med landingen. De var kørt fast i en pløjemark sydvest for pladsen, en af dem havde haft for stærk fart på og var drejet en halv omØVERST TIL HØJRE:

16

Ved Rebildfesten 4. juli 1937 leverede Alf reportage til Pressens Radioavis. Han sidder ved siden af statsradiofoniens direktør RE. Jensen. NEDERST: Aalborg Stiftstidende på Nytorv - som huset så ud, da Alf Schiøttz-Christensen fik ansvaret for bladet. Han satte skub også i den nordjyske pressefotografering. Jørgen Anker Kirkegaard blev pionér, her med sin fornemme Speed Grafic eller Nettel. Kenderne er ueninge om, hvilke af klassikerne han har i hånden. Men det var i hvert fald sådan noget, de brugte i USA. Ukendt foto.

w •

I

—•»3*ri>!ji*i

•-•-'.•

^ ,-....

• v. < n . " ' -n:»v-»m .- < w m = ; • » •

^

17

»I juniorchefens kontor« hedder denne optagelse, der indgår i et Kirkegaard-fotoværk til Lauritz Schiøttz-Christensens 75 årsdag i 1938.

18

gang rundt, derved var halepartiet knækket. En fjerde maskine lå midt på pladsen, dens understel var sunket sammen som følge af en for hård landing.« I virkeligheden er det uhørt at meddele sådanne informationer i en besættelsessituation. Dagen efter ville det have fået de alvorligste konsekvenser, men tyskerne havde jo ikke nået at forbyde det endnu. Der står noget mere i den avis, og det er glemt i løbet af de 50 år. Det er Alf Schiøttz-Christensens korte leder, hvori han bl.a. skriver: »Vi befinder os i en tvangssituation, som vi er nødt til at acceptere. Hele folket er grebet af sorg over det, der er sket. De kommende dage, ja de kommende timer, kan komme til at stille os overfor hårde prøvelser. Disse bør mødes med ro og fatning. Sorgen brænder i vort hjerte, bange og tøvende søger vort blik ind i fremtiden. Forgæves! Den er hyllet i tåge. Vort land er blevet kastebold for kræfter, der er stærkere end vore. Men vi håber og tror, at det kun er noget forbigående, og at lykkens dag må oprinde, da Danmark kan fortsætte sin uafhængige tilværelse som del af et frit Norden.«

Der var andre, men ikke ret mange, der den 9. april om formiddagen formåede at formulere sig så stærkt og klart, som han - med censuren ventende på trappen - gjorde det i sin mini-leder. Hvad angår »den pæne unge østrigske pige« blandt flyverne i Rørdal må det også huskes, at Stiftstidende sagde sin mening om det problem. Det var allerede dagen efter på lokalsiden, »Mørkelægningen og de unge mennesker«, skrevet af Chr. Nyborg Madsen, men med garanti nærlæst i manuskriptet af Schiøttz-Christensen: »Mest sørgeligt var det at se de unge piger, der med alle midler søgte at vække opmærksomhed hos de fremmede soldater. Både i Aalborg og Nørresundby så man i snesevis af sådanne »damer«, der allerede havde gjort erobringer i ly af mørket. Man kan ikke kraftigt nok henstille til forældre eller de unge pigers herskab ikke at tillade store børn at færdes på gaderne efter mørkets frembrud«. Hvordan var Alf Schiøttz-Christensens politiske holdning til det system hos »vor store nabo mod syd«, der var forudsætningen for besættelsen 9. april? Det er sagt om ham, at han i virkeligheden var ganske imponeret af Hitlers indsats op til krigsudbruddet med »Ordnung muss sein«, arbejdsløshedens afskaffelse, tog uden forsinkelser, autobahn samt ensretning og streng disciplin i stedet for det, der under Weimar-republikken begyndte at ligne kaos. Mange danske var imponerede, og skulle Alf ikke være det, sådan som han rejste rundt i Europa før krigen med adskillige korrespondentopgaver hjem til Aalborg, særlig fra Geneve, men også fra Tyskland. Han lagde aldrig skjul på, at dyder som disciplin, flid, utvetydige regler og korrekt og hurtig håndtering af selv den mindste detalje for ham var selvfølgeligheder. Men han delte aldeles ikke beundringen for Hitler. Det er betegnende, hvad hans far skrev til ham i Geneve oktober 1933. Det fremgår af brevet, at faderen - skønt han roser sønnen for de fremsendte korrespondancer til avisen - ikke er tilfreds med Alfs holdning til Hitler: »...jeg har berørt det i et tidligere brev til dig, at jeg er af en helt anden mening, end du er. Man bør og skal tro en mands ord, så længe man ikke har grund til andet, dvs. vidnesbyrd om, at han lyver. Hitlers radiotale var en retskaffen mands ord.« Fra første begyndelse troede Alf ikke på føreren og hermed hele nazisystemet, der få år efter overfaldt og besatte et forsvarsløst Danmark. Det fremgik alt for slet dulgt af hans avis i de første besættelsesmåneder. Aalborg Stiftstidende blev det første blad herhjemme, som værnemagten indklagede for det danske udenrigsministerium gennem dettes pressebureau, hvorunder den slags sager kom til at sortere. I juni 1940 rejste Alf Schiøttz-Christensen til København for at forsvare sig i den indklagede sag. Det holdt hårdt.

19

råt: -•*:>

'

"-«^

Samme Nyborg Madsen, der var fortørnet over de unge piger, gjorde sig morsom over en tjener på en kro i Aalborgs opland. Tjeneren var ikke så god til sprog. Nyborg Madsen skrev ikke et ord om, hvem tjeneren serverede for, men når han gav tilbage, talte han pengene med sikker røst: »Ein, schwein, drein..« Man skulle ikke kalde en tysk soldat schwein. Havde Nym bare stavet swein, ville det ikke have været så slemt. Næste anklagepunkt var om muligt værre. Stiftstidende havde citeret den svenske »Social-Demokraten«, der skrev om baggrunden for Danmarks besættelse: »Illusionen om, at et afrustet land kunne bestå ved siden af rustede naboer, har fået en tragisk opløsning med tilfældet Danmark...Den, der gør sig til får, ham opsluger ulven. Sådan er vildmarkens lov...Kun det folk, som forstår at dø for sin frihed, kan leve i frihed«. Stiftstidende havde ganske kort tilføjet sin mening: »Kommentarer turde være overflødige!«. Endelig indklagedes bladet for en anmeldelse af chefredaktøren selv, 21 linjer om en film i Palæ Teatret om det tyske overfald på Polen: »Al moderne krigsførelses vederstyggelighed, al dens mekaniserede djævelskab er af tyske filmrevy-fotografer indregistreret under felttoget i Polen.« Man skulle ikke sige djævelskab om den tyske værnemagt. Stiftstidende stod til en alvorlig straf, der foreskrev bod og lukning af bladet for en tid, men Schiøttz-Christensens formidable evne til på én gang at forklare og bortforklare - plus kontorchef Karl I. Eskelunds dygtige defensorat - gav resultat. Stiftstidende slap med en bod på 1000 kr., der omgående blev indbetalt til Provinspressens Pensionsfond. Senere var det galt med et causeri. Det var stadig den muntre Nyborg Madsen. Han havde været til teaterpremiere i Wehrmachts-kino, og det var i virkeligheden Aalborg Teater i Jernbanegade. Kommunefoged Christiansen havde lejet teatret af Aalborg kommune og fremlejet til værne-

ØVERST TIL VENSTRE: Helge Kaarsberg var politireporter, da Alf kom hjem. De to fik meget at gøre med hinanden - med slet ikke så få uoverensstemmelser. Kaarsberg blev senere søndagstillæg-redaktør. NEDERST TIL VENSTRE: Grethe Krøijer kom til Stiftstidende 1924 og fik siden distributionen under sig. Her er hun med et bud i butikken 1938. Grethe Krøijer byggede redaktionsarkivet op og gik som dets chef i 1974. TIL HØJRE: Kathe Jensen blev juniors første sekretær, antaget 1934. Hun blev på Stiftstidende til 1973. I de første år var der mange andre gøremål end sekretærens, bl.a. diktafon-modtagning. Foto LA. Kirkegaard.

21

magten som biograf, men af og til kunne der spilles dansk teater for et dansk publikum: »Så fik vi da også åbnet teatersæsonen i Aalborg. Alt er godt! Jeg sad på 15. række, der nu heder 15. Reihe.« Der var ramsaltede hentydninger til den foretagsomme kommunefoged med de mange indbringende bi-job plus andre morsomheder for et indforstået publikum. Med god vilje kunne man få det meste af det til at gå på tyskerne. Sonderfuhrer Schlingensieben, der på værnemagtens vegne vågede nidkært over Stiftstidende, forstod næppe Nyborg Madsens morsomheder, men indberettede for en sikkerheds skyld. Alf Schiøttz-Christensen forklarede sig i et brev til udenrigsministeriets pressenævn og skrev med tydelig adresse til Schlingensieben: »Kun den, som søger - og derfor også skulle finde - kan med tilstrækkelig ond vilje anklage os. Med tryghed overgiver jeg sagen i pressenævnets hænder.«

22

Sådan bl.a. var de komplicerede vilkår for optakten til 41 års arbejde som enevældig chef for Aalborg Stiftstidende. I 1940-pakken med korrespondancer er et par andre fine Schiøttz-Christensen-glimt. De siger noget om det muntre menneske, der aldrig blev bragt til tavshed. Kioskejer S. Nielsen fra Bladsalget på banegården sender ham en ætsende kritik af de »spisesedler«, der skal lokke kioskkunderne til. S. Nielsen finder sedlerne talentløse: »HERR. JUNIOR. At skrive en spiseseddel De aldrig lærer / men som denflinkejunior, De går for at være / da indlæg bad ved vært skrivebord, men koldt må det være / og så er De opgivet med karakteren = 0 og dermed slut. / Venligst S. Nielsen. Det er ikke godt at vide, hvad det er for et koldt bad, der har figureret på den kritiserede »spiseseddel«, men chefredaktøren svarer, at det er første gang i livet, han er opgivet med så ringe karakter som nul. »Jeg mindes heldigvis, at der i skolen var noget, der hed minus 21, så det må da være endnu værre!« Så giver hr. junior iøvrigt hr. S. Nielsen ret i, at det telegram, der var brugt som grundlag for den kritiserede »spiseseddel«, var altfor tyndt og uegnet til formålet, »men redaktionssekretær N. Nielsen har lovet bod og bedring«. Man kan forestille sig, at chefen ikke har været nær så munter, da Niels Nielsen fik det forklaret. Der sluttes kontakt til fætteren, daværende seminarieadjunkt Aage Schiøttz-Christensen i Ribe, der var en flittig kronikør i Aarhuus Stiftstidende. Kontakten sluttes på fætterens foranledning, og han antyder diskret, at Stiftstidende i Århus honorerer ham i højeste prisklasse. Det ignorerer fætter Alf i svarbrevet. Dog vil han gerne trykke Aages kronikker, hvis de har tilstrækkelig interesse, »idet jeg lover dig, at du vil få samme

uforskammede behandling som alle andre bidragydere.« Der er et par talende linjer i brevet om Schiøttz-Christensens placering i den øjeblikkelige situation: »Som du ser, er jeg kommet til den konklusion, at af to onder må vi danske i dag vælge det mindste: demokratiet med alle dets mangler og iøvrigt arbejde på at formindske antallet af disse mangler i væsentlig grad. Det gør vi gældende i vor leder....derimod synes det, som om højre-bladene i Århus bestræber sig på at orientere sig efter de nye toner, der lyder sydfra«. Det plagede Alf Schiøttz-Christensen, at man kunne nære den mindste mistanke om, at han ønskede at gå den tyske besættelsesmagt under øjnene. På bladet var det ellers stort set medgang og succes. Modgang kom der ganske vist. Hvad angår den menneskelige del af den havde han format og karakter til at stå den igennem. Det lå tungere både med den forretningsmæssige og den, der handlede om prestige og indflydelse. Han ville ikke finde sig i den slags modgang, han reagerede med vrede og bitterhed. Han optog sin fars pionergerning for Aalborg Stiftstidende og gjorde i løbet af en snes år bladet til et af landets største og i teknisk henseende mest avancerede.

23

Drengeår i Nørresundby og Aalborg

24

»Da villa Skansen efterhånden var kommet helt i orden, græsplænerne var blevet faste og træerne var ved at skyde i vejret, lod jeg mig så føde 12. februar 1909.« Det er Alf Schiøttz-Christensens egen beskrivelse af begivenheden. Han elskede bibelcitater og evangeliske termer, også i det ironiske og i ganske særlig grad selvironiske sigte. Det var uden blasfemisk undertone. Når andre gjorde sig lystige på den måde, deltog han ikke i munterheden. En gang i 1950'erne, da han på et redaktionsmøde docerede, hvor væsentligt det var, at avisen engagerede de unge læsere, fremtidens læsere, og det ville sige, fra de lærte bogstaverne, mumlede journalist Sv. Jørgensen: »Lad de små børn komme til os.« Det morede aldeles ikke Schiøttz-Christensen. Villa Skansen havde hans far, redaktør (den gang hed det ikke chefredaktør) Lauritz Schiøttz-Christensen i 1902 ladet bygge for enden af Ane Dams Gade i Nørresundby. Han var farmaceut, men boykottet af alle danske apotekere, fordi han havde startet farmaceuternes egen forening og oprettet deres fagblad. På en rejse til verdensudstillingen i Paris traf han fru Marie Rée, ejeren af Aalborg Stiftstidende og lod sig overtale til at blive lønnet (dårligt lønnet) redaktør af provinsens ældste, men stærkt skrantende avis. Tiltrædelse 7. september 1900. »Marie Rée var ikke rigtig klog,« sagde Lauritz Schiøttz-Christensen mange år senere. »Hun kunne have fået en erfaren og dygtig redaktør, men han ville have 7000 kr., og det ville Marie Rée ikke give, når hun kunne få »hr. hvemsomhelst« for det halve.« Alf Schiøttz-Christensen blev født ind i en familie med umådelig stærk slægtsbevidsthed. På fædrende side var det »de Christensen'er« fra Sorø, en række af hovedsagelig solide håndværksmestre. Olderfaderen var skomagermester, bedstefaderen guldsmedemesteren Peter Christian Christensen »med det buskede kindskæg«, gift med Hanne Vilhelmine født Schiøttz. Det mellemnavn overtog Alf Schiøttz-Christensens far ved kongelig bevilling i marts 1893. Fru Thora Schiøttz-Christensen, Alfs mor, var født Krabbe, den danske adelsslægt med tre skråbjælker i våbnet og med forgrening til Elmquistslægten, der kom til at betyde meget for familien Schiøttz-Christensen.

Thora Schiøttz-Christensens fætter var den senere justitsminister A.L.H. Elmquist, der til sin død i 1962 var Aalborg Stiftstidendes juridiske kommitterede. En anden slægtsforgrening går til den Maren Grotum, der ligger i sin pragtfulde sarkofag i Vor Frue kirke i Aalborg. Thora Krabbes far var ekspeditionssekretær i marineministeriet og bedstefaderen kammerherre og amtmand på Bornholm. Det lod sig ikke bortforklare, at familien var utilfreds med svigersønnen, den boykottede farmaceut, der blev fabrikant med egen trækvogn, som han selv betjente til transport af epokegørende kemiske produkter. Lauritz Schiøttz-Christensen købte Aalborg Stiftstidende efter ti år som underbetalt redaktør og gjorde den til en solid og respekteret avis, også i økonomisk henseende, men ikke nær så stor som konkurrenten Aalborg Amtstidende. Mens dette stod på, voksede sønnen Alf op som lillebror til den otte år ældre Ulf og de to storesøstre, Aase og Eja, der var henholdsvis 14 og 13 år, da lillebroderen lod sig føde. Fru Eja Packness husker, at alle tre, og især de store piger, var irriterede over det skrigende barn. Børn husker ikke så langt og fortrængte tragedien, TIL VENSTRE: Alf hos fotograf Mølsted i Nørresundby 1911. TIL HØJRE: Den 2-årige Alf på vej ud i den store verden fra villa Skansen i Nørresundby. Privatfoto.

To brødre til vogns i Nørresundby, Ulffødt 1901 og Alf født 1909. Privatfoto.

26

da familien seks år tidligere havde mistet den spæde Odd. Alf blev døbt i Nørresundby kirke påskedag 1909. Navnet var en hemmelighed, indtil præsten spurgte. Det var den konsekvente fars beslutning. Schiøttz-Christensen er et langt navn at slæbe rundt med. Fornavnet skulle i det mindste være kort. De to store piger syntes, det var synd. »De protesterede voldsomt,« fortalte Alf Schiøttz-Christensen med tilfredshed som voksen. »De frygtede, at jeg kunne blive en overvægtig 120 kilos bamse i dårlig harmoni med det florlette navn.« Irriterende var han i hvert fald i de store søskendes øjne - og frygteligt forkælet. Det sørgede især de to søstre for. Uimodståelig var han også. I huset kom en kokkepige, jomfruen fra Solbjerg, og hun tog dygtigt del i forkælelsen, tillige i den boglige opdragelse. Hun læste højt for Alf, og han spurgte og spurgte, som børn gør. Forskellen på ham og gennemsnittet var, at han ikke lod sig affærdige med et let og intetsigende svar. Han blev rasende, stampede i gulvet, når jomfruen ikke kunne svare på de uddybende spørgsmål, og råbte: »Hvorfor ved man ikke alt, fra man er født!« Sådan

husker storesøster Eja, og hun vil ikke se bort fra, at minderne er blevet forgyldte. Den dreng trampede ind i hjerterne. Han var fræk som en slagterhund, frygtløs og målsøgende. Han var også kærlig og hensynsfuld. Det, man faldt for, var hans humør og tidligt udviklede slagfærdighed. I et egoforedrag i Rotary har Alf Schiøttz-Christensen en gang fortalt, at jomfruen lærte ham bogstaverne og tallene med telefonbogen som grundlag. Den fyldte ikke så meget, da han var fem år. Han kunne de første 100 numre udenad, nr. 1 var læge Ahlmannn Olsen i Aalborg, nr. 99 Aalborg Stiftstidende. »Nummer 100 har jeg ærgerligt nok glemt i mellemtiden!« Det komplicerede indlæringen, at telefonbogen var med latinske bogstaver, mens hans andet indlæringsinstrument, Stiftstidende, endnu kørte med de krøllede tyske, dem man i fagsproget kalder fraktur. En formiddag (stadig som femårig) tabte Alf tålmodigheden, tog telefonbogen under armen og gik ned til frøken Larsens privatskole på Skansevej. Han marcherede op til katederet og spurgte frøken Larsen: »Vil du lære mig at læse ordentligt?« Det kunne frøken Larsen ikke stå for, så det opvakte barn kom i skole som 5-årig. »Til familiens store lettelse,« mente han selv, men det var senere. Der går mange historier om den lille og meget særprægede dreng, der gik sine egne veje. De er fortalt igen og igen, som det sker med evighedsanekdoterne i alle famlier. Der er jublet især over denne, der tidligt bekræfter hans forhold til rede penge og ulysten ved at hale dem frem: Som tre- eller firårig gik han ganske ofte ned til bager Jørgensen og rekvirerede et stykke wienerbrød. »Vil De skrive det på regningen,« sagde han med stor selvfølge og i moderens let slørede tonefald. Det holdt selvfølgelig op. Han mener at huske, at han fik en endefuld, hvad storesøster Eja, udspurgt i foråret 1989, finder fuldstændigt utænkeligt. Det var mere regelret, når han som større mængede sig med »Bil-Kresten«, Nørresundbys første motoriserede vognmand, som havde to hyrebiler holdende på torvet. Alf fik Kresten til at forstå, hvad det betød med en »hajdukke«, den springende servicemand, der åbnede døren for kunden, smuttede ind på forsædet og var parat ved håndtaget, når kunden skulle ud igen i Aalborg. Så kom man gratis over broen - det kostede ellers fem øre og der faldt ofte endnu en femøre af i drikkepenge. Hajdukken satte sig ind i Holies konditori, helst ved et bord på første sal. Han nød grundigt sin napoleonskage, mens han så på strøgtrafikken. Det var en lang tur til fods hjem over pontonbroen. Var man lidt elegant, kom femøren ikke i brobetjentens taske, men blev i lommen. Da han nogle år tidligere fik alderen til det, nægtede han pure at gå i bør-

27

nehave. Han fortalte rotaryanerne, at han fik bekræftet, hvad man kunne risikere ved det af så kompetent en kender som barnevennen og børneinstitutionernes revser, den store socialdemokratiske politiker Peter Sabroe. Det er en dyster historie: Jomfruen havde fået betroet Alf en sommerferie, som skulle tilbringes hos hendes forældre i Solbjerg ved Århus. De kom i kupé med Peter Sabroe, som fik alt at vide om den da firåriges fremtidsplaner. Sabroe har utvivlsomt spurgt sig for hos jomfruen, hvem knægten var. Det har været en skøn samtale, men Alf Schiøttz-Christensen bevarede den som et sort minde. De to Nørresundby-rejsende stod af i Århus og fortsatte med hestediligence til jomfruens forældre. Peter Sabroe tog videre med tog mod Esbjerg, men nåede ikke så langt. Det var den 26. juli 1913, han dræbtes ved Bramminge-ulykken samme dag. Schiøttz-Christensen bevarede forbindelsen med jomfruen (hun blev aldrig tiltalt eller nævnt ved andet navn) indtil hun døde som oldemor i 1972.1 efterladte optegnelser fortæller han om sorgen, da jomfruen mistede et barn, der døde få måneder gammel. »Hun var ligesom jomfrue Maria i sin tid trolovet med en tømrer. Denne lå ved garden, men altså ikke hele tiden. Barnet var en dreng og blev til min glæde og stolthed opkaldt efAlfmed storesøster Aase 1911. Hun virkede en kort periode på redaktionen under mærket »Den unge pige«, men lærte så husholdning. Privatfoto. Et år senere, klædt i søndags-matrostøjet og sendt overgaden til fotograf Tønnies.

1916 kom Alf i anden klasse i Forberedelsesskolen på Dronning Christines Vej i Aalborg, den senere Klostermarksskolen. Han markerer sig diskret med hævet pind øverst i døren. I tredie række (følg pindens retning nedad) står en lille dreng med slips. Deter Axel Stoustrup, senere landsretssagfører, Alfs ven og sidekammerat til og med 3.g. - og medgidsel, da tyskerne tog dem. i 1943. Ukendt foto.

ter mig, men glæden og stoltheden varede kort og afløstes af dyb sorg.« Hver morgen spadserede Lauritz Schiøttz-Christensen fra Skansen over pontonbroen til Stiftstidende på Nytorv. Da han holdt sit indtog i 1900, var redaktion og ekspedition plus trykkeri og sætteri installeret i bagbygningen. Oprindelig var det Stiftstidendes nye og pompøse facadebygning, der skulle have domineret Bernhard Rées Gade, den påtænkte centerforbindelse mellem Nytorv og havnen, opkaldt efter Marie Rées afdøde mand. Men inden Lauritz Schiøttz-Christensens tiltræden havde Marie Rée bygget sit tre etages forhus mod Nytorv, og redaktion og ekspedition var blevet til skumle lokaler uden sol. Det blev noget helt andet, da L. Schiøttz-Christensen overtog bladet. Han kunne med lyst og glæde spadsere til sine lyse

29

kontorer mod Nytorv, og han gjorde det så punktligt, at isenkræmmer Otto R. Nielsen (det fortalte han senere Alf Schiøttz-Christensen) stillede sit ur efter redaktøren. Men en dag var det slut med den gåtur: »Nørresundby så min opgang og ville efterhånden lade mig bære hele kommunens skattebyrde, vi havde altid vrøvl med ligningskommissionen og skatterådet,« skriver Lauritz Schiøttz-Christensen i sine erindringer. »Småhuse begyndte at vokse op omkring vor have, hvor vi havde ventet, at der ville blive villakvarter. Vi befandt os ikke vel ved alt dette, og da også min gerning voksede og særlig under krigen krævede meget arbejde med telegramopslag både tidligt og silde, sagde jeg en lejer op i Stiftstidendes hus og flyttede ind på 2. sal.« I Rotary fortalte Alf Schiøttz-Christensen historien, som den levede i familien: »11916, da far en februardag kom hjem fra kontoret, mødte han på vejen sin ven byfoged Andersen, som med et smil fortalte, at fars selvangivelse ikke var taget til efterretning. Ligningskommissionen var på et møde aftenen før blevet enig om, at der var et nul for lidt. Der opstod en heftig ordveksling mellem far og byfogeden. Far holdt på, at hans selvangivelse var korrekt. Hvis man ikke ville acceptere den i ligningskommissionen, flyttede han. Byfogeden replicerede, at han ikke troede på, at familien ville sige farvel til den dejlige villa og den herlige, store have. Far svarede kort: »Vær så god at meddele på borgmesterkontoret, at min familie og jeg er flyttet til Aalborg fra og med i morgen!« Næste dag rekvirerede far alt, hvad der fandtes af loftsværelser i Aalborg Stiftstidendes ejendom på Nytorv. Små, dårlige rum uden isolation, uden elektricitet, uden varme, uden vand. I disse tagkamre tilbragte familien vinteren 1916. Vi krøb for det meste sammen på fars kontor på 1. sal, hvor der var en stor kakkelovn, men maden lavede mor på nogle hastigt indkøbte petroleums-apparater, som osede og spruttede oppe under taget. Alle bånd blev kappet, broen så at sige brændt bag os.« Sådan gik det til, at Alf Schiøttz-Christensen kom til at vokse op i Aalborg. Fra det syvende år var det slut med Nørresundby-barndommen og frøken Larsens skole. Det står ikke fuldstændigt klart i familietraditionen, hvornår det dramatiske brud kom. 11958 skriver Alf Schiøttz-Christensen den obligatoriske selvbiografi til ordenskapitlet. Det er uden de malende detaljer, men man tør stole trygt på, at han har checket sine oplysninger så langt, det har været menneskeligt muligt: Lauritz Schiøttz-Christensen og hans familie brød op fra Nørresundby i sensommeren 1915. En lejer blev sagt op til april flyttedag 1916, og indtil da levede familien i loftsværelserne på Nytorv. 30

I foråret 1916 begyndte Alf Schiøttz-Christensen sin skolegang i anden klasse i Forberedelsesskolen på Dronning Christines Vej i Aalborg, den senere Klostermarksskolen. Der var kun fem klassetrin i 1916, og undervisningen var lagt til rette med det ene mål, at eleverne skulle kunne optages på katedralskolen. Den nye dreng kom til at sidde ved siden af Axel Stoustrup, og sådan fortsatte det. De var sidekammerater endnu i 3.g. Axel Stoustrup blev landsretssagfører i Aalborg - og en af Stiftstidendes juridiske rådgivere ved siden af den kommitterede A.L.H. Elmquist, der døde 1962. Da Aalborg Stifstidendes fond blev stiftet i god tid før 200 års jubilæet 1967, udformede de to sidekammerater fundatsen, mens de i tre døgn isolerede sig i Schiøttz-Christensens feriebolig i Hjortdal, Slettestrand. Axel Stoustrup husker den private spejderforening, Alf Schiøttz-Christensen indstiftede. Det var før, han blev rigtig spejder. Foreningen hed Sleipner efter Odins hest, den der havde ben både på ryggen og på maven, så den kunne løbe på dem skiftevis. Drengene var aktive i endnu en sammenslutning, Slotsgården, der ofte lå i krig med drengene i Slotsgade. Chefen for Slotsgården var Eske Brun, stiftamtmand Charles Bruns ældste søn, der senere blev landshøvding i Grønland. Når de ikke sloges med rødderne fra Slotsgade, eksercerede de på voldene - med hyppige pauser, mens de fungerede som selvbestaltede guider på slottet. De viste efter tur rundt blandt seværdighederne. Fangehullet med lænkede hekse og mordere fik ikke for lidt. Axel Stoustrup siger, at de undgik damer uden tasker, de betalte aldrig, og det var der jo heller ingen, der sagde, at de skulle. Men fem øre var den uskrevne takst. I 1917 blev Aalborg Stiftstidende 150 år, og det fejredes magtfuldt omend mere beskedent end senere halve og hele århundreder af bladets levetid. Redaktørparret bød i hjemmet på den sædvanlige 2. januar-middag for byens honoratiores. Alf ville hellere til børnebal hos klassekammeraten Palle Brun, stiftamtmandens søn, og det passede forældrene udmærket. Den otte-årige kom afsted i det fine, hvide matrostøj. Da han skulle hjem, skød han genvej gennem slotshaven og forcerede det frønnede plankeværk, der spærrede adgangen til Bernhard Rées Gade. Han har set smuk og veltrimmet ud, da han gjorde sin entré hos jubilæumsgæsterne på Nytorv. Mange år senere havde han tilsvarende brug for at komme let og adræt fra slottet til Stiftstidende. Det var, da Frederik den Niende og hans familie i 1968 aflagde første kongebesøg overhovedet på en dansk avis. Kongefamilien blev modtaget på slottet, og der var Alf Schiøttz-Christensen og hans kone Inger Larsen med. Men de skulle være hjemme på Stiftstidende helst samtidig med, at kongen sagde farvel til stiftamtmanden. Der 31

var stadig plankeværk. Over dette lod Schiøttz-Christensen bygge en engangs bro. Han ville ikke igen svine matrostøjet (eller jaketten) til! I mindet om kongemodtagelser på honnørkajen holdt han meget af at fortælle om storkøbmanden Georg Bendtzen, der flere gange hoppede i Limfjorden for at redde druknende. Han fik den kongeligt indstiftede medalje for det, og han modtog den af Christian den Tiendes hånd. »De er en modig mand, Georg Bendtzen«, sagde kongen, da han hæftede medaljen på heltens bryst. »Jovist, Deres majestæt,« svarede Bendtzen, »jeg har været gift tre gange.«

32

Lauritz Schiøttz-Christensen havde bygget sommerhus i Svinkløv. Man kørte derud med privatbanen til Fjerritslev, en rejse, der varede et par timer, og så spadserede hele familien de ti kilometer til huset ved havet, der, mens dette skrives, stadig ejes af fru Eja Packness. Alle bar rygsæk, hele udstyret iberegnet sengetøj, madvarer og andre nyttegenstande var fordelt på den ferierende families rygge. Axel Stoustrup tilbragte hvert år et par uger af ferien hos redaktørfamilien. Det var under og lige efter Første Verdenskrig. Den velorienterede Alf, der fulgte med i dagspressen, vidste, at orlogsskibet med den engelske general, lord Horatio Herbert Kitchener om bord var torpederet i Nordsøen på vej hjem fra et besøg hos den russiske zar. De to drenge tilbragte mange timer med at lede efter generalens jordiske rester, der lige så godt kunne skylle ind på stranden ved Svinkløv som noget andet sted. Det var en stor dag i sommeren 1919, da faderen købte en brugt åben Ford for at få en mere fleksibel udnyttelse af det fjerne hus. Senior var altid med på det nye, men hans til tider heftige sind havde ikke godt af den brugte Ford. Alf husker hans knækflip, der blev blødere og blødere, mens han - flittigt bandende - betjente starthåndsvinget. Det store bileventyr blev til virkelighed den dag, da faderen efter mange timers ophold på vejen efter samtidig punktering på alle fire hjul, brød over tværs og besluttede at anskaffe en fabriksny, rød Oakland, der havde elektrisk lys (ikke petroleum som den gamle) selvstarter og speedometer. 1919 var i det hele taget et gennembrudsår. Alf fyldte ti år og fik lov til at blive spejder, han rykkede fra Forberedelsesskolenind i katedralskolens første mellem - og det var det år, da han for første gang kom en flyvemaskine så nær, at han fik lov til at kravle op i cockpittet. Et par forhenværende tyske krigsflyvere fik kommunal tilladelse til at lande på det flade areal mellem cementfabrikken Norden og brændevinsbrænder Harald Jensens landsted Haraldslund. Hvis folk turde, kunne de betale sig til en flyvetur. Alf kom ikke i luften den gang, men han erhvervede certifikat 20 år senere.

Fra forberedelsesskolen (det er stadig ifølge egoforedraget i Rotary) huskede han bedst den blide og moderlige frøken Nina Muller. Timerne i bibelshistorie med hende var simpelthen lykken. Og regnelæreren ChrPetersen, der talte bornholmsk: »Gå over til naboen og lån en tier!« Den læresætning i det pudsige Chr. Petersen-tonefald lød i ørerne også i voksenlivet, når Schiøttz-Christensen sad med subtraktions-regning, men Chr. Petersens øretæver var ikke pudsige. De sad, så det rungede, og der skulle ikke meget til at udløse dem. Geografi var yndlingsfaget, uanset at geografilæreren, frøken Cecilie Berg, var en rappenskralde. Hun stillede store krav, bl.a. forlangte hun, at børnene udenfor skoletiden skulle kalkere og farvelægge kort fra CC. Christensens skoleatlas. Det gav timers hjemmearbejde, men det engagerede det senere meget rejsende menneske. Som ti-årig fik Alf plaget sig til Espersen og Pinholts geografiske læsestykker i fire bind, »Den vide verden«. Ved hans død stod de stadig i reolen. Det var hans barndoms kæreste bøger. Alf nævner pigerne og kommer i tanker om historielæreren hr. Lund, der var interessant, alene fordi han haltede stærkt - ligesom også han slog en proper næve. Han var gårdinspektør og afregnede en dag kontant, men uden mange ord, med Alf, »fordi jeg gav en pige fra klassen ovenover - Sørensen hed hun til efternavn, faderen var skibsmægler - et par på kassen.« Krigen satte sine spor. Det kneb med brændslet, og fru Thora SchiøttzChristensen fulgte anvisningerne i Stiftstidende. Hun forarbejdede briketter af gamle aviser, der blev lagt i vand og siden tørret. De varmede uforskammet lidt. I spisestuen blev der aldrig tændt op, heller ikke da forholdene blev normale igen. »Når vi kunne den gang uden at tage skade af det...« Alf husker middagsmåltider med tilisede ruder, men ikke en eneste i familien vovede at kny. Alf Schiøttz-Christensen var en god og lun fortæller. Han har opnoteret de familier, der var en del af hans barndom, den navnkundige kulgrosserer, konsul Albert Abel f.eks. En af hans sønner var klassekammerat og menig soldat i Slotsgården. I Første Verdenskrigs sidste år udstykkede konsul Abel sin afdøde svigerfars grunde på Klostermarken. Svigerfaderen var den købmand Hans Holm, der med sit initiativ var den egentlige årsag til, at verdens største cementindustri udvikledes i Rørdal. Abel byggede sit palæ for enden af runddelen på det nyudstykkede areal og fik tinglyst, at ingen villagrund på Klostermarken nogensinde måtte blive mindre end 2000 kvadratmeter, og at intet hus måtte beboes af mere end een familie. »De regler gælder den dag i dag«, fortalte Schiøttz-Christensen til rotaria-

33

Bodil Egebjerg var den første journalist, junior ansatte i samråd med sin far. Hun er fotograferet på redaktionen 1938 med L. Schiøttz-Christensen. FotoJ.A. Kirkegaard.

34

nerne i 1974. Der var munter underholdning i tilføjelsen om, at hans næstnabo, ingeniør Kjeld Egmose »til dato« er den eneste, der (forgæves) har løbet storm mod reglerne. De vidste jo allesammen, at Egmose var Abels svigersøn. Hjemme var familien Schiøttz-Christensen flyttet fra loftsværelserne ned i den femværelses lejlighed, der blev Alfs barndoms- og ungdomshjem. Der var endnu ikke ekspeditionskontorer ud mod Nytorv, man benyttede sig stadig af den skumle opgang i Bernhard Rées Gade. Lauritz Schiøttz-Christensen havde opsat en lille kiosk i kinesisk stil, hvor avissiderne blev hængt op hver dag til gratis læsning. Sådan gjorde næsten alle dagblade. Alf Schiøttz-Christensen bevarede traditionen, da han i forbindelse med 200 års jubilæet 1967 byggede det nye bladhus på Nytorv og begravede Bernhard Rées Gade under det. Kontordamen havde fugtige

øjne, da hun hængte de sidste avissider op pinsemorgen 1989, mens flyttefolkene var i gang med udflytningen til Langagervej. Butikslokalerne i Marie Rées flotte Nytorv-ejendom var fornuftigvis lejet ud. Mest spændende blandt forretningerne var materialist J.P. Jensens lokaler. Han gik med bowler inde i butikken, det var efter tidens skik for at vise, at dette var indehaveren. Jensen var en moderne mand med automater på facaden. Man kunne trække bolcher, flødekarameller og chokolade. Desværre trak nogle slyngler ved hjælp af falske mønter. De blev opbevaret i en papæske på bagdisken, hvorfra sønnen Erik forsynede sig - »til anvendelse endnu en gang i faderens fine automat og til glæde for Erik og mig.« Barndommens virkelighed var retrætens muntre signalhorn-toner - og det føltes så meningsløst, at denne raske melodi betød sengetid, mens den drævende reveille var besked om at komme ud af fjerene. Tonerne kom fra hovedvagten for enden af Nytorv. Soldaterne skulle ikke en gang være i seng, men de skulle være hjemme i deres kvarter. Nogen tidssvarende kaserne havde Aalborg ikke under Første Verdenskrig. »Det berettes,« fortalte han senere, »at de piger, der ikke kunne få besøg af soldaterne på grund af kravet om hjemkomst inden kl. 22, drev en velsignelsesrig opsøgende virksomhed på Kattevad-kasernen med den milde bevogtning.« I Alfs første år på Nytorv skete det revolutionerende, at Stiftstidende sagde farvel til fladpressen og gik over til rotationstryk. Lauritz SchiøttzChristensen købte en Koenig & Bauer for 72.000 mark. Kursen var 89 øre, »men desværre havde far så travlt med at betale sin gæld, at han ikke nåede at få glæde af markens styrtdykkende devaluering, efter at Tyskland var slået på krigsskuepladsen.« Alf fik et bittert minde i forbindelse med den rotation. Han havde af sin elskelige gudmoder Charlotte von Osten fået foræret en rød madkasse med påskriften »Velbekomme«. Den dag, rotationen ankom i de vældige trækasser, havde han så travlt med at kigge på herlighederne, at han letsindigt og tillidsfuldt stillede den røde madæske fra sig på en af rotationskasserne. Da han ville tage den igen, var den væk - tyvstjålet. »Det var en sorgens dag, som blev glemt, da pressen begyndte at snurre og jeg bestemte mig til, at jeg alligevel ikke ville være taxachauffør, men rotationstrykker, når jeg blev stor. Og det blev jeg jo også.«

35

Spejderen Alf

Hvor højt respekteret, Alf Schiøttz-Christensen end blev i kollegernes kreds og i det samfund, der omgav dem, klæbede altid den lidt nedladende påskrift spejderdrengen til hans image. Han var sidste gang i de gule spejderbukser med duelighedstegn på armen (og uniformsreglementeret helt ud i yderste detalje) til jubilæumsjamboretten i Rold skov som 63-årig i 1972. Det var i forbindelse med en sammenkomst for gamle førere. Max René fotograferede ham sammen med spejderkammeraten Ole Vang, der blev medlem af chefredaktionen på Aalborg Stiftstidende i 1973. Var det nu, fordi han var spejder - og kammerat med Alf? Ole Vang har i hvert fald hørt adskilligt for det. Men tingene hænger nu en gang sådan sammen, at man skal lære sine medmennesker at kende, før man betror dem ansvar, og for Alf Schiøttz-Christensen var det ingenlunde en dårlig kvalifikation at have været spejder. Men hvis spejderen ikke stod distancen, betød det ikke en snus. Tværtimod. Spejder var han fra sin ti års fødselsdag til sin død i 1981. De kunne roligt kalde ham spejderdreng, det var han også, selvom han hadede det nedladende udtryk. Drengesindet bevarede han aldeles ubesværet, han var et legebarn hele livet. Hans forhold til teknik, begejstringen for det nye og hans ubændige trang til at fatte, hvad der var »inden i«, hang sammen med den legetrang. Søster Eja og søster Aase kunne sukke oven på et bestyrelsesmøde. »Nu har Alf igen fået for en halv million kr. legetøj.« Men han og de andre plejede jo at få glæde af det, så det skulle nok gå. Alf Schiøttz-Christensens spejderkarriere var en uløselig del af hans tilværelse. Han begyndte altså som ti-årig i 1. Aalborg trop under det få år tidligere stiftede danske spejderkorps. Det vil sige gul spejder - fra den gang, man kunne se på drengene, at det var dér, de hørte hjemme. Alf fratrådte som aktiv og travl fører i 1942 to år efter, at han var blevet chefredaktør.

36

Alf bliver spejder - og meget tidligt fører. Under lærlingeårene i København på vej til verdensjamboreen i England 1929. Indsat den gamle spejder til jamborette i Rold Skov 1972.

y^^jsfå)r*%.

?••# '•••fr

• 4 >

r

f *fr -*.

-^-.x

•.;-••'.•

-,•,"••' . - V * ; • - , • • „

sm

Adskillig af den opbevarede redaktionskorrespondance fra de år er »med spejderhilsen«. Forældrenes beslutning om, at Alf måtte blive spejder, lettedes af den omstændighed, at han kunne overtage storebro Ulfs falmede khakiskjorte (han var selv blevet landvæsenselev og var færdig med spejderiet). Med galgenhumor huskede Alf, at der var huller i skjorten til selestropperne, altså rystende ureglementeret. En spejder går ikke med seler. Det kneb med at skaffe førere, fordi mange af de unge mænd forlod Aalborg for deres uddannelses skyld. Alf fik derfor opgaver, som efter hans mening burde være givet til ældre og mere erfarne spejdere. Rigtigt system i spejderarbejdet i Aalborg kom der først i 1924, da daværende kontorist (senere landsretssagfører) Hans Olaf Utoft Hansen trådte til som tropsfører i 1. Aalborg. Han blev en af de nærmeste venner, et talentfuldt og usædvanligt menneske, der i kraft af sit knastørre lune og sin uimponerede (for ikke at sige uforskammede) facon var blandt de kritikere, Alf satte højest. Den store oplevelse kom 1924, da han deltog i anden verdensjamboree på Ermelundssletten i København. Den unge forstmand Jens Hvass var lejrens organisator. Han blev også Alfs ven, den senere statsskovrider og nørrejyske spejderchef, i øvrigt blandt Schiøttz-Christensens efterfølgere på denne post, men det var jo mange år senere.

38

I 1925 og 1926 var Alf på sommerlejr i England sammen med engelske spejdere, han havde truffet på jamboreen. En aalborgkammerat, Richardt Raetzel, der gik i en klasse under ham på skolen, var med. De blev nære venner, var begge spejdere af samme kvalitet og på samme niveau. Richardt Raetzel blev chef for Nørrejyske Divison i 1942, da han afløste Alf, og han var det den tragiske dag, 7. oktober 1944, da han som terroroffer blev snigmyrdet af Gestapos danske håndlangere, sandsynligvis netop fordi han var nørrejysk spejderchef. Det fik Schiøttz-Christensen til at beslutte sig for at »gå under jorden«. Det var på høje tid. Han havde næppe overlevet krigen, hvis han var forblevet i chefredaktørstolen. 11926 deltog Schiøttz-Christensen i et af de ansete førertrænings kurser i Gilwell Park nordøst for London. Det var som Gilwell-spejder, han var aktiv i bevægelsen i resten af sin tilværelse. Det blå emalje-korpsmærke lå på hans kiste i Budolfi. Hjemme i Aalborg startede Schiøttz-Christensen en patruljefører-træning efter Gilwell-mønster i erkendelse af patruljeføreren, drengen blandt ligestillede drenge, som et af bevægelsens bærende elementer. Det er karakteristisk for ham, at han var en dynamisk tropsfører i Hardeknuds trop i Aalborg, mens han var divisionschef for de nørrejyske spejdere fra Hobro

til Skagen. Den kombination er han vist den eneste, der har praktiseret. Han fandt det nødvendigt. Hvordan kan en divisionschef få tingene til at fungere, hvis ikke han nøje ved, hvad der rører sig på græsrodplanet? Og så var han samtidig chefredaktør for en af landets største aviser. Mens han endnu var gymnasieelev, blev han af sin far bedt om at overtage den spejderrubrik, som faderen havde oprettet allerede 1922. Den var landets første og gav i Alfs tid som rubrik-redaktør ganske ofte den øverste danske spejderledelse tørt på - ud fra den betragtning, at de var ikke så lidt mere fornuftige og klartseende i Nordjylland. Der er opbevaret et brev med næb og klør fra Alf til landsretssagfører Tage Carstensen, en af førerne på topplan og en af korpsets pionerer. Det er fra 1928 og er svar på landsretssagfører Tage Carstensens påstand om, at Stiftstidendes spejderrubrik konkurrerer med korpsets eget »Spejdernes Magasin«. Tage Carstensen mere end antyder, at Stiftstidende vil lave fed forretning med rabattilbud blandt spejderne til skade for korpset. Det betragter han som alt andet end spejdermæssig god opførsel. På det tidspunkt havde Alf nogle måneder fri som typograflærling hjemme på Nytorv for at tage filosofikum i København, og hvad skulle han foretage sig andet end straks at melde sig ind i Tage Carstensens rovertrop (rover = ældre spejder). Det tre sider tætskrevne lange brev slutter med udmeldelse og venlig spejderhilsen. Sådan var det heller ikke ment. Der er brev tilbage med anmodning om at genindtræde i troppen, og det vil Alf gerne, men først en undskyldning og injurierne ud af verden. Så får Alf et brev, der giver ham besked. Det er tænksom læsning på tærsklen til hans voksen-gerning: »Kære Alf. Du har en ualmindelig utiltalende facon at skrive på. Dit brev af 10. ds. er holdt i en tone, som jeg absolut ikke kan anerkende. Min kære Alf, det er ikke mig, der skal gøre dig en undskyldning. - Jeg tror ikke, du selv er klar over karakteren af din skrivemåde. Men se at blive det. Om ikke for andet så for din egen skyld. Din brug af ordet injurie er ganske uanstændig. Hilsen! Tage.« Svaret fra Alf er ikke opbevaret, men han fortsatte som rover. I øvrigt blev han senere medlem af hovedbestyrelsen for Det danske Spejderkorps og gildemester i det Set. Georgs Gilde, han var med til at stifte i Aalborg. Forud - under læreårene i København - blev han tropsfører og deltog i jamboreen i Birkenhead, England, 1929. Her fungerede han som fører for den afdeling, der omfattede samtlige Vesterbro-troppe. Under første englandsophold blev han »rover scout« i 7. Willesden i London-forstaden af samme navn. Han vandt indpas hos topnavne i verdensspejderbevægelsen, 39

og der var sjældent internationalt spejdermøde i London, uden at den unge Schiøttz-Christensen var inviteret med som dansk repræsentant. I den righoldige spejderkorrespondance ligger en indbydelse med bordplan. Alf sidder skråt overfor lord Robert Baden-Powell. Hvordan kunne spejder-ideen bevare sit tag i det travle menneske og få ham til at fortsætte det praktiske arbejde? Han har en gang formuleret det i en tale til spejderførere i Aalborg: Det var først og fremmest verdensbroderskabet, den store internationale idé. Så var det munterheden, det boblende, men stilfærdige lune hos lord Baden-Powell, den mand, der skabte bevægelsen. »Han havde drengens eventyrlyst i sig til det sidste. Trangen til spænding, begærligheden efter at blive »helt«, viljen til at dokumentere, at han kunne hamle op med hvem det skulle være på et hvilket som helst praktisk område. Det er jo det, han har nedlagt i spejderbevægelsen.« Der er en hel del Alf Schiøttz-Christensen i den vurdering, som han gav til bedste i 1957. Han fortsatte: »Læg mærke til, at spejderloven - f.eks. i modsætning til Moseloven - intet sted siger: »Du må ikke. Hvor mange gange om dagen får et barn ikke tudet ørerne fulde af det, det ikke må, men som det utvivlsomt hellere vil. Baden-Powell siger i spejderloven: »En spejder er ridderlig og hjælpsom mod alle. En spejders ord står til troende. Spejderloven konstaterer ti absolutte selvfølgeligheder. Det er i virkeligheden den kvalifikationsprøve, en dreng eller en pige må bestå for at være berettiget til at bære spejdernavnet.« Alf Schiøttz-Christensen havde et sæt tilsvarende absolutter, som hans medarbejdere skulle leve op til - for deres egen og hans skyld, men ikke mindst for avisens.

40

To spejderkammerater til jamborette i Rold Skov 1972, Ole Vang og Alf Schiøttz-Christensen. Foto Max René.

Ud i den store verden

I juni 1926 satte Thora Schiøttz-Christensen studenterhuen på sin søns hoved. Han hk 6,96 i gennemsnit, et rundt mg. Man kunne godt have ventet sig noget mere. Men familien fejrede den yngste med pomp og pragt. »Min søn studenten er ikke til stede«, sagde fru Thora i telefonen, når alle de her unge labaner ringede og ville have fat i ham - ikke mindst disse pigebørn. Vi kan ikke komme udenom dem. Næsten hvert eneste øjenvidne, der er opsøgt i anledning af denne mosaik, har til sidst den muntre kommentar: »Et til tider asketisk menneske. Spritus sagde ham uhyre lidt, tobak rørte han ikke. Men den tredie last, det der med damerne, var han altså god til.« I den »Stiftspost«, der udkom som særnummer i anledning af Alf Schiøttz-Christensens 40 års jubilæum i 1973, fortæller fru Eja Packness og hendes søster fru Aase Alf Christensen om deres lillebror: »Fra Alf var barn, var han glad for piger. Kurtiserede snart den ene, snart den anden. Jeg mindes adskillige, som han inviterede hjem til Aalborg i ferierne, således en gang den yndige Pernille Kirkeby, datter af Politikens Anker Kirkeby. Vi så alle i ånden Pernille som vordende redaktørfrue på Aalborg Stiftstidende. Men det gik hurtigt over styr. En anden gang havde han en meget sød ung pige med hjem, datter af en kolonibestyrer på Grønland, derfor hjemme altid kaldt »den lille grønlænder«. Hun var dybt religiøs, og i den periode gik Alf rundt med det nye testamente i jakkelommen. Han lod sig i det hele taget stærkt påvirke af de skiftende kvinder i sit liv.«

42

Foreløbig skulle han i typograflære på stiftsbogtrykkeriet i Aalborg. Men han havde sat sig for at ville tage filosofikum på Københavns universitet. I vinteren 1927 fik han nogle måneder fri for at gå til manuduktion hos Rosenkilde på Nørregade i København og følge professor Kuhrs forelæsninger. »På en eller anden måde reddede jeg mig et rent ug ved eksamen, skønt jeg ellers ikke er særlig »filosofisk« anlagt,« skrev han i sin selvbiografi til ordenskapitlet. »Men han kaldte sig flittigt cand. phil.,« husker barndomsvennen Axel Stoustrup: »Det abstrakte interesserede ham ikke, musik og billedkunst lige så lidt. Samtlige hans koner har med lette suk spurgt ham: »Interesserer du dig for andet end Aalborg Stiftstidende?«

I September 1932 kommer Alfpå maskinsætterskole i Berlin. (Nr. tofravenstre i bageste række). Han var veludrustet, ikke mindst på det tekniske område, da han vendte hjem til fast ansættelse på Aalborg Stiftstidende 1. april 1933. Ukendt foto. I august 1927 flyttede han fast til København for at blive yngste lærling på Egmont H. Petersens kgl. Hofbogtrykkeri, Gutenberghus. Hans frerntidsvej var nu stukket ud helt præcist af familieoverhovedet hjemme på Nytorv. Det ville sige en teknisk uddannelse, som Lauritz Schiøttz-Christensen selv aldrig havde fået. Alf skulle varetage den tekniske og administrative ledelse, Eja med sin til formålet erhvervede cand. polit.-grad den redaktionelle. Men drengen skulle installeres standsmæssigt i København. Faderen skaffede ham ind hos generalmajor EF. Andersen i Vendersgade. I Gutenberghus blev han holdt i ørerne. Den temperamentsfulde faktor Ejlund stak Alf et par flade, når hans syntes, det styrkede opdragelse og indlæring, og svendene sendte ham efter »rollmops« og øl. De ærinder kunne han sagtens klare, mente de, når han var både cand.phil. og pensio-

43

nær hos generalen. Det gav Alf dem ret i og deltog i morskaben, men han fortalte ikke om det hjemme på Nytorv. Alfs gudmor, redaktør Charlotte von Osten, den af alle børnene forgudede Lotten, syntes, det var synd for Alf, at han skulle gå under de stive former og al den sociale eksercits hos generalmajor Andersen og hans husstand. Hun flyttede drengen over i frøken Houmøllers pensionat i Bredgade, og det var strålende, for ved det bord spiste også spejderkammeraten Richardt Raetzel fra Aalborg, nu stud. med. Der var stadig stil over det. Frøken Houmøller skaffede Raetzel og Schiøttz-Christensen logi i den britiske ambassade på den anden side af gaden. Det lød flot, men i virkeligheden var det en beskeden chaufførbolig over garagerne med udgang til St. Annas Plads. Hoveddøren mod Bredgade skulle de holde fingrene fra. »Det var yderst fornemt, og det var svært at få fat i Alf«, fortæller Axel Stoustrup. »Når vi ringede til ham, var det gennem ambassadens omstilling. »Nu skal jeg forespørge, om den unge herre er til stede,« meldte butleren. Vi havde det pragtfudt med Alf, mens han studerede til cand.phil. og senere »phil-typograf«. Han fandt sig i vor skamløse morskab. Vi andre studenter var jo også cand. phil.'er, men vi drømte ikke om at kalde os det. En aften kobledes jeg på en DAngleterre-invitation fra generalkonsul Hamilton-Pires, jeg har glemt anledningen, men pompøst var det. »Vi må sørme komme med manér,« sagde Alf. »Har du penge til en taxa?« Det havde ingen af os, det var sidst på måneden. To kroner var det højeste, vi kunne rejse. Vi mødtes på hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv, hyrede taxaen, kørte omkring Krinsen og rullede med passende værdighed op foran DAngleterre. Det var vist ikke på hjemvejen den aften, men en anden sen nat, at Alf i Clasensgade blev fortørnet over, at alle gaslygterne brændte. Det var ved at blive lyst, og han var opdraget til at spare på energien. På hans opildning kravlede vi til tops i samtlige lygtepæle og hev i regulatorsnoren. Vi slog adskilligt til søren i den periode, og spiritus var bestemt ikke bandlyst, men jeg har aldrig set Alf beruset. Han gad simpelthen ikke, han fandt, at det var en tåbelig ødslen med penge og gode kræfter.

44

Alf kom som nævnt på spejder-jamboree igen, denne gang i England 1929, man kan forestille sig med faderens formaninger i baghovedet, for på en smuttur til London lykkedes det Alf at få halvt løfte om plads på et etårigt kursus for mestersønner og trykkeriledere på London School of Printing. Rektor Ejvind Winsløw, Den grafiske Højskole i København, oplyser, at

denne definition på et fagligt kursus dækker, at London School of Printing var en institution for bl.a. sønner af grafiske virksomheds-ejere. Sønnen skulle jo hjem og overtage fars virksomhed, det var kvalifikationen for optagelse. Sådan var det også på Den grafiske Højskole i København helt op i 1950'erne. »Men det var sandelig ikke forgæves, at Alf Schiøttz-Christensen fik sit år på den fornemme London-skole«, siger rektor Winsløw. »Schiøttz-Christensen var en teknisk begavelse og en dristig virksomhedsleder. Det var altid spændende og lærerigt at besøge hans maskinpark, der var førende på dansk grund.« Morbror Oluf i København fik i 1929 Alf ud af lærekontrakten på Gutenberghus. Der blev gjort ophævelser, for det er ikke meningen, at man skal slippe en lærling, når han kan begynde at gøre lidt gavn. Lidt gavn blev det understreget. Schiøttz-Christensen husker noget mere i den forbindelse: Da Stiftstidende fyldte 175 år i 1942, skrev direktør J.C. Pedersen, Guten-

Uddannelsen fortsætter i USA. 1931 bliver Alf Schiøttz-Christensen gradueret som Bachelor of Literature ved journalistskolen under Columbia universitetet i New York. Her med studiekammeraten Leary og de flotte doktorhatte. Efter universitetsårene bliver han journalist i Seattle og tager siden på oversøisk rejse. På elefantryg i Siam november 1931. Ukendt foto.

'>'

•*i*v

tf./ '

;

v

berghus: »Var De blevet her, ville De have været en overordnet stilling sikker«, og det var pænt skrevet uanset al jubilæumsfestivitas. 1. september 1929 flyttede Schiøttz-Christensen til London. Hvad der rørte sig i hans sind, og hvad der nagede ham, skrev han om få dage, før han forlod København. Et gulnet kvartark fra rejseskrivemaskinen er bevaret i brevbunken: »HVAD JEG MENER OM MIG SELV Mit eget følelsesliv er så ringe og så fattigt. De følelser, det rummer, formår jeg ikke at udtrykke hverken mundtligt eller skriftligt. Netop derfor må f eks. Geraldy gøre indtryk på mig. Hans vers synes i mangt og meget at gengive mine tanker. Det er en mangel på kultur at være så blottet for sjæleliv, og det er en mangel, som jeg i usigelig grad lider under. Når jeg rigtig betragter mig selv, træder netop denne mangelfrem:intet følelsesliv, vægelsind, ingen fastlagt karakter, overfladiskhed- åh, der er så mange ting. Jeg savner så tit det indre liv, som jeg har forsømt ved min delvise selvopdragelse i spejderbevægelsen. Hvad nytter det, at velmenende oggode mennesker slår det hen, nårjeg betror dem, at jeger i indre kaos ? Skal der ske en forandring, må der mere kritik til i stedet for venlig overbærenhed. Jeg tror, at der skal hårdt arbejde og en del modgang tilfor virkelig at få et mandfolk ud af mig, så jeg ikke skal blive en selvglad, forkælet fars søn. - Jeg kunne jo rejse ud i verden uden andet end min billet for så at arbejde mig frem ved egen hjælp. Når jeg selv er klar over mine mangler, og når jeg erkender, hvilket middel der vil kunne afhjælpe dem, hvorfor griber jeg da ikke straks midlet og stikker af? Fordi jeg, som i så mange andre tilfælde, erfejg og ubeslutsom.« Med så sorte og selvdestruktive tanker i hovedet - men med betydelig selvhævdelse mellem linjerne - rejser han første gang udenlands for en længere periode. Var han overhovedet glad for at gå i gang med den fagskole? I sine erindringer skriver han meget om spejderarbejdet, men intet om skolen. Et lille vemodigt minde dukker op til overfladen mange år efter. Stiftstidendes sportsredaktør Eivind Samuelsen sidder en dag i 1961 på Birminghams kricket-stadion. »Jeg kan høre, at I gentlemen taler dansk,« siger en englænder på rækken bag danskerne. De skulle ikke tilfældigvis kende noget til Aalborg? Måske også til én, der hedder Schiøttz-Christensen? Jo, mon ikke. Det skulle Sam og den fremmede have en lille én på, og så fortalte mr. Bradley, at han og Alf havde forelsket sig i den samme pige, da de for mange år siden gik på London School of Printing - men det var Bradley, der løb med pigen. Det huskede chefen med dårligt skjult irrita-

46

/ januar 1934 bliver Alf Schiøttz-Christensen gift med Marcelle Jousserand. Bryllupsbilledet er fra Nice.

*-*v

4

•• #•* af"-""*.,: •

- w"

, C

J '

- i i hTi.*

,

47

tion, da Sam kom hjem med hilsnen. I øvrigt var det ved at blive en vane for Sam, at folk spurgte efter Alf Schiøttz-Christensen ude i den store verden. I 1969, da Samuelsen var med AaBs fodboldhold i Hong Kong, var der en pæn kineser med en pæn mappe, der spurgte interesseret til det danske hold. De er fra Aalborg! Så må De kende mr. Schiøttz-Christensen.

48

Alf gik altså på fagskole i London, men han ville være andet og mere end trykker og teknisk leder, selv om hans far havde lagt sig fast på arbejds- og ansvarsfordelingen mellem storesøster og lillebror. »Eftersom mit år på London School of Printing var at betragte som afslutning på min trykkeruddannelse, fik jeg mine forældre med på, at jeg i august 1930 burde sejle til Amerika for at indrullere mig på den journalistskole ved Columbia University i New York, som anses for den fornemste i USA,« skriver Alf Schiøttz-Christensen i sin selvbiografi. Eja Schiøttz-Christensen havde været på journalistuddannelse på Fyens Stiftstidende efter embedseksamen og udlandsophold. Hun giftede sig i 1934, og da var man forlængst holdt op med at tale om den faderlige planlægning. Men allerede i 1931, da Alf vender hjem fra den lange udlandsrejse, der begyndte med teknisk uddannelse i London, skriver han: »Fra nytår 1932 var jeg klar til at rykke ind på Aalborg Stiftstidendes redaktion.« Og i selvbiografien fra 1958: »Min søster, cand. polit. frk. Eja Schiøttz-Christensen, var i forvejen - siden 1. januar 1926 - knyttet til redaktionen, hvor hun bl.a. redigerede spindestoffet og fungerede som min fars sekretær, foruden at hun gav en håndsrækning med, når en valgkampagne lagde beslag på samtlige medarbejderes arbejdskraft. Egentlig var det vist tanken, at jeg med den tekniske uddannelse som typograf bag mig skulle koncentrere mig om teknik og administration, mens min søster tog sig af det redaktionelle. Men med et overskud af ungdommelige kræfter og under påvirkning af, hvad jeg havde set og oplevet i udlandet, var det for svært for den 23-årige at lade være med at røre skrivemaskinen og give en hånd med på redaktionen også.« Sådan husker fru Eja Packness nu ikke sin redaktionelle indsats i årene inden Alfs hjemkomst. Det var faktisk noget mere end »en håndsrækning«, når de andre havde hænderne fulde. Hun var både all round journalist og redigerende. Men den 23-årige lillebror havde ganske rigtigt svært ved ikke at røre skrivemaskinen og blande sig i de redaktionelle forhold. Det problem, som Alf under alle omstændigheder ville have løst efter sit eget hoved, løser sig selv 1934. Fru Packness forlader redaktionen - efter et års samarbejde med Alf og engagerer sig helt i de sekretær- og chaufføropgaver, hun med stor

glæde påtager sig ved ægteskabet med kongelig bygningsinspektør Ejnar Packness. Kunne hun ikke have været chefredaktør ved siden af? »Nej«, siger fru Packness. »Alf var meget dygtigere til det arbejde. Jeg havde slet ikke forudsætninger, hverken tillærte eller medfødte, til at påtage mig det ansvar. Jeg er glad for, at det gik, som det gik.« Tonen mellem lillebror og storesøster kunne være lidt spids til tider - og det var præget af ambitionsniveauet hos lillebror, husker deres redaktionelle omgivelser fra den gang. Men man skal ikke tage fejl af den dybe hengivenhed, der bestod mellem de to i alle årene. De havde ikke bedre stunder, end når de kunne være sammen alene og tale om alt andet end den avis. Alf skriver hjem fra København, da han er trykker-lærling i Gutenberghus, og Eja trofast plejer hans spejderrubrik: »Stadig mange tak for det hele. Jeg påtænker alvorligt at lade udarbejde en fortjenstmedalje til dig. Men du skal ikke sige det til nogen endnu, det skal være en overraskelse!! Mange hilsner fra din hengivne lillebroder Alf.« Storesøster havde ham da også lidt i ørene, blidt og vejledende. Der er nogle tidstypiske linjer i et brev fra Haag-dagene november 1932: »Imidlertid, Alf, hvad vi vil med dig. Ja, vi vil have så meget som muligt godt stof fra Haag. Et godt forkortet telegram til samme dags aften og måske så lidt mere pr. brev til næste dag. Der er jo ingen fordel ved Ritzau, og du må se at slå ham (Franz von Jessen) og kan det selvfølgelig også. Alt godt ønsker jeg dig, gamle Alf. Kys og kærlig hilsen fra din gamle ven Eja.« Tilbage til 1930, da Schiøttz-Christensen blev indrulleret på School of Journalism i New York. Han skriver i selvbiografien: »Det var den gang et toårigt studium, men da jeg foreviste skolens rektor diverse danske papirer og pukkede på mit tidlige bekendtskab med journalistik, kom jeg ind på anden klasse og opnåede derved året efter i juni at kunne »graduere« på lige fod med klassekammeraterne og at opnå den eftertragtede akademiske grad, Bachelor of Literature.« Hjemme var begejstringen stor, men gået på klingen måtte SchiøttzChristensen da indrømme, at det ikke var noget vidtgående litteratur-studium, en dansker i USA kunne præstere på ét år. Men det var spændende, og han lærte ting, der kom ham til gode i fremtiden. Han lærte også at tage vare på sig selv. Alf var opdraget til yderste sparsommelighed og påpasselighed, og det gjaldt ganske særligt de små beløb, som man ellers kunne gå og klatte væk. Lommepengene hjemme fra var beskedne og svarede ingenlunde til hans aktuelle behov. Aif tog arbejde i cafeteriet på International House, et kollegium, hvor han boede sammen med 600 andre studenter fra et halvt hundrede nationer. Det afstedkom et bevæget møde i husets koloni 49

af 12 danske studenter. En uskreven lov sagde, at det »snavsede« arbejde i cafeteriet var forbeholdt farvede mennesker, amerikanske negre, filippinere, puertoricanere og folk af den slags. At en skandinav skulle påtage sig det arbejde, var en belastning for kollegiet, fik Alf at vide. Han var aldeles lige glad og fortsatte som afrydder i seks måneder. Et andet fritidsarbejde var danskundervisning. Han tjente så meget, at han for 250 dollars kunne købe en brugt topersoners åben Ford model 1930. »Det var der ingen andre danske studenter, der havde, og for mig var den mere kostbar end en Rolls Royce.« Efter graduationen juni 1931 - i lånt sort kappe og den firkantede hat med reglementerede kvaster - stuvede han Ford'en med telt, sovepose og køkkengrejer og rullede vestpå. Han endte på stillehavskysten, hvor udgiveren af Seattle Times, den største avis i staten Washington, antog Alf som juniorreporter. To lærerige måneder, hvor den unge dansker udrettede slet DokumentetfraColumbia University, der gjorde Alf Schiøttz-Christensen til Bachelor of Literature.

THE TRUSTEES • OE • COLUMBIA-UNIVERSITY IN THE • CITY- OF NEW YORK TO -ALL-PERSONS -TO -WHOM-THESE -PRESENTS -MAT- COME • GREETING BE-IT-KNOWN-THAT HAVING- COMPLETED -THE • STUDIES -AND • SATISFIED • THE • REQUIREMENTS FOR-THE-DEGREE-OF

BACHELOR- OF • LITERATURE HAS-ACCORDINGLY-BEEN-ADMITTED -TO -THAT-DEGREE -WITH-ALL-THE RIGHTS • PRIVILEGES -AND • IMMUNITIES • THEREUNTO -APPERTAINING IN -WITNESS -WHEREOF -WE • HAVE • CAUSED -THIS -DIPLOMA-TO -BE SIGNEDBY-THEPRESIDENT-OF-THEUNTVERSITY-AND BY-THE- DIRECTOR OF-THE- SCHOOL- OF • JOURNALISM-ANDOUR- CORPORATE -SEAL- TO-BE HERETO-AFFDIEDIN-THE-CITr-OF-NEWYORK-ON-THE • THIRD • DAY-OF • JUNE • IN-THE-YEAR-OP-OUR-LORD-ONE-THOUSAND-NINE HUNDRED -AND • THIRTY-ONE

DIRECTOR

PRESIDENT

ikke så lidt i reportagemæssig henseende. Han var på laveste løntrin, lige nok til at kunne betale logiet på KFUM. Men han havde sin Ford cabriolet og kørte hver weekend 180 km op til en onkel og tante og modtog, foruden visheden for at være velkommen, ugens to regulære måltider. Det var Schiøttz-Christensens første direkte kontakt med journalistikken, og det præg af american style slap han aldrig. Redaktør Knud Bavngaard, Jyllands-Postens Silvanus gennem en menneskealder, var elev på Stiftstidende sidst i 1930'erne. Han husker »junior« som den allesteds nærværende, manden, som man skulle aflægge rapport til. Det måtte ikke vare for længe, men det var udmærket, hvis man gjorde det med den bløde hat i nakken og hænderne i lommen. »Da var han også lige kommet hjem. Senere så han anderledes på manererne, men det uimponerede, foragten for udenomssnak og sansen for kontant tempo forlod ham aldrig,« siger Knud Bavngaard. Mens Schiøttz-Christensen var i Seattle, gik Japan til angreb på den kinesiske republik for at erobre Manchuriet. Det var noget for Stiftstidende derhjemme - og for Alf. Han fik faderens accept. Rederiet Dollarline havde afgang hver uge fra Seattle til Yokohama. Rejseskrivemaskinen i den ene hånd, kufferten i den anden. I et foredrag i Dansk Pressehistorisk Selskab i København fortalte han om den store skuffelse, da udenrigsministeriet i Tokio meddelte ham, at man frabad sig besøg af vestlige journalister på krigsskuepladsen. Forinden havde han oplevet adskilligt. En orkan forsinkede skibet i to døgn. Et søsterskib, der sejlede den modsatte vej mod Seattle, gik ned med mand og mus, men det erfarede man først ved ankomsten til Japan. Han undlod ikke at antyde, at kun tre af passagererne ombord i hans skib »besluttede sig til« at negligere orkanens rasen og passe det veldækkede bord. Der var slingrekant, man kunne udmærket spise. De tre var to amerikanske lærerinder, og, nå ja, Alf selv. Når de ikke spiste eller spillede kort, forelæste de for den indtagende unge dansker alt det, man måtte vide for at kunne opleve og forstå det eksotiske Japan. De to lærerinder vidste, at Tokios prostituerede holdt til i et bordelkvarter, der hed Yoshiwara, og det ville lærerinderne for alt i verden se. Fremmede damer var ikke så velkomne der, det vidste de godt, så den unge Christensen måtte være så rar at gå med - og gå foran. Men han måtte skuffe dem og sige nej tak, da de til studieformålet ville skillinge sammen til en japanerinde til Christensen. Så kunne de vente hjemme på hotellet for at få beskrevet alle de eksotiske detaljer. Han sagde til dem, at det skulle de ikke spilde penge på. Det var sikkert ikke spor anderledes end i Aalborg. 51

52

Schiøttz-Christensen kom ikke til krigsskuepladsen i Manchuriet. Japanerne afslog hans visum-ansøgning, det var slet ikke journalister, de havde brug for. Han rejste hjem over Shanghai, Hongkong og Bangkok og nød uvurderlig service og stor gæstfrihed hos ØK, en hjælp han huskede og påskønnede livet igennem. En af hans journalistiske medarbejdere mange år senere, Erik Eriksen, blev informationschef hos ØK. Det var toppen af en karriere, som Schiøttz-Christensen havde sin ikke uvæsentlige andel i. Efter seks års fravær nåede han Aalborg juleaften 1931. Men Alf skulle ud at prøve mere. Han var ellers klar til at begynde på Stiftstidendes redaktion fra nytår 1932. »I stedet blev jeg imidlertid sendt til Geneve, hvor Folkeforbundets store internationale afrustningskonference netop skulle begynde,« skriver han i sit foredragsmanuskript. Den store sparsommelighed og den nidkære kontrol med mindste udgift havde sine rummelige undtagelser hos Lauritz Schiøttz-Christensen. For Alf og hans uddannelse gjaldt det, ligesom med Eja og de andre: Det bedste af det bedste. Nu skulle drengen ud at prøve kræfter med Europas førende journalister. Men det var teknikken og administrationen, han skulle spores ind på. I marts 1933 skriver fru Thora: »Det glæder baade Far og mig meget, at du skriver, at Arbejdet i Expeditionen interesserer dig, og at du nu forstaar Fars Hensigt med at ville have dig til at begynde netop i den Afdeling, det er dér, der kan spares, og dér, der skal sættes meget ind for at skaffe Annoncer og god Betjening af vore Kunder.« Året før, da den store rejse er ved at være slut, skriver moderen: »Vi vil meget gjerne have dig hjemme til Borgermiddagen 3. Januar. Du trænger sikkert til en lille Ferie efter det omflakkende Arbejde. Og som Far siger, vi har raad til at koste på Alf endnu en Tid dersom der er noget han synes han gjerne vil lære, der kan komme til Gode. Alt dette siges dig i Kjærlighed og baade Far og jeg giver dig frie Hænder til at lægge alt til rette paa bedste Maade.« Tilbudet om Geneve var for Alf muligheden for at opleve et fantastisk miljø: »Alle girafferne fra den internationale arena inclusive verdenspressens topjournalister var her samlet på ét sted. Med mine 23 år følte jeg mig forståeligt nok ukvalificeret til at omgås disse eksperter.« Men de var flinke til at tage sig af den unge kollega fra Aalborg. Hans bedste støtter var den svenske arbejderpresses Sven Backlund, en haltefanden med upresset tøj, men dygtig og meget temperamentsfuld og den ikke mindre talentfulde, aristokratiske elegantier, Andreas Vinding fra Politiken. Schiøttz-Christensen plejede sine kilder flittigt. Nærliggende var hans egen forsvarsminister, socialdemokraten Laust Rasmussen. Han var hyg-

Det nygifte par, Alf og Marcelle, ideres Vesterbro-lejlighed i Aalborg 1934. FotoJ.A. Kirkegaard. gelig og velmenende, men med det i Alfs øjne belastende handicap: Han talte kun den danske tunge. Alf kom til at følge med ham en dag på vandringen ind mod byen. De talte om en af Laust Rasmussens mærkesager på konferencen, en international konvention, der skulle forbyde undervandsbåde. »Det er ikke ærlig kamp, Christensen«, sagde han. »Skal man endelig slås, skal man kunne se hinanden!« En anden fodgænger, som den unge mand fra Aalborg kom til at slentre med, var den godt 30'årige embedsmand Anthony Eden, Storbritanniens senere udenrigsminister. Gennem Eden opnåede Schiøttz-Christensen kontakt med lord Robert Cecil, den gang 68 år, en politiker af verdensformat, der blev lyttet til. Aalborg Stiftstidende bragte et eksklusivt interview om Robert Cecils vurdering af det franske forslag til organiseringen af en international hær og afvikling af de nationale styrker. Laust Rasmussen 53

ville have afskaffet ubådene, men Robert Cecil ville også af med de store slagskibe. Den engelske udenrigsminister, John Simon, hindrede den aldrende fredsdue i at komme til orde. Man skulle læse Aalborg Stiftstidende for at vide, hvad den store statsmand havde i tankerne. Schiøttz-Christensen rejste fra Geneve til Aix-en-Provence for at læse fransk på universitetet der, og det kom der et ægteskab ud af, hvad vi vil vende tilbage til. Han slog sig ned i Paris og flakkede noget om som udsendt medarbejder efter samråd med sin far. Han kom til bl.a. Østrig, Spanien og Tyskland. Han havde været i Berlin året før på et fire ugers oplæringskursus som maskinsætter på Mergenthaler Setzmaschinenschule. Man mærker faderens styrende hånd og omhuen for, at sønnen skal blive en god tekniker. Dagen for anden ankomst til Berlin var 27. februar 1933 -

Blandt de få, der i dag kanfortælle om redaktionen i Alf Schiøttz-Christensens første år på bladet, er Jyllands-Postens Silvanus, redaktør Knud Bavngaard, storebror til mangeårig Stiftslidende-medarbejder Bertel Bavngaard. Foto J.A. Kirkegaard.

samme aften, da Rigsdagsbygningen brændte. Hitler overtog den komplette magt, og til sin forbløffelse genså Schiøttz-Christensen næste morgen en gammel kending, en af de hyggelige, men noget dominerende medpensionærer i det beskedne Berlin-pensionat. Nu var han i fuldt ornat som Berlins politikommandant. Det gik stærkt med at få nazi-kernetropperne ind i magtorganerne. Alf Schiøttz-Christensens Hitler-aversion var grundfæstet endnu, mens denne kæmpede for at nå magtens tinder. Alf var til møde i Sportspalatz med 7-8000 andre. Goebbels talte, og forsamlingen sydede i jødehad: »Da jeg havde fået nok, ville jeg lige så stille forsvinde. Jeg rejste mig fra min yderplads, men omgående kom en basse af en uniformeret SS-mand og trykkede mig ned i stolen med de uforglemmelige ord: »Du bleibst sitzend!« Det gjorde jeg så.« Alf fik megen anerkendelse af sin far, men den gamle redaktør har græmmet sig nu og da. Var det alle de penge værd? Det fik Alf også lov til at føle. Der er et belærende og lidt vrantent brev fra Lauritz Schiøttz-Christensen, mens sønnen gør Tyskland usikker: »....og vi skal jo leve af de kære læsere...det ville være at slå vand på en gås, om vi gik mere i dybden med Tyskland, end vi gør...læseren ville føle sig snydt og narret, så ville han hellere læse en anden avis, der har en let artikel om cowboys. Vi ville kort sagt komme ud af kontakt med rullekonerne, der føder os. Og hvad tror du, dr. Buchvalt, buxe-Jørgensen eller Springborg (naboerne på Nytorv) interesserer sig for tysk politik? De vil læse resultatetuden at bryde hovedet med, hvorledes det er nået.« I april 1933 sad Alf i Haag for at følge afslutningen og domsafsigelsen ved den internationale domstol i den norsk-danske strid om Grønland: »Jeg debuterede på Fredspaladset med en udførlig beskrivelse i min avis af den internationale domstols væsen og virke - og som formentlig meget få har gidet læse. Bedre blev stoffet ikke hen ad vejen.« Da de to chefadvokater fra Danmark og Norge skulle aflevere deres afgørende juridiske bidrag, troppede statsminister Thorvald Stauning op for at vise opmærksomhed og for at påskønne, at Danmark vandt sagen. Han kedede sig lige så grundigt som alle de andre danske tvangsindlagte. Stauning interesserede sig mere for de hollandske værtshuse og tog de danske, der havde lyst, med i byen. Da værtshusene lukkede, fortsatte det glade selskab udforskningen. Man forstår på beskrivelsen, at Alf var med, og at der var pauser i den asketiske livsførelse. Pressefolkene huskede en klub, hvor de var æresmedlemmer. I de dybe lænestole sad aldersstegne, grånende herrer og blundede. Ved den støjende ankomst så de forbløffede på det danske selskab, der bestilte sjusser og ikke lod sig tysse, alier mindst herren

55

med fuldskægget. De nåede ikke at drikke deres whisky. De blev smidt ud, da Stauning sagde om et kronesmykket billede af afdøde dronning Emma: »Tag den kælling ned, hun er grim«. Så gik de hjem på hotellet, og natportieren havde ikke fysik og autoritet til at hindre et fortsat larmende nattesæde i hotellets hall. Stauning vidste, at Leif B. Hendil fra Ekstra-Bladet var spejderdreng ligesom ham Schiøttz-Christensen fra Aalborg. »Ka' vi ikke få noget lejrbål!« De fik tjickkerlikker-tjickkerlikker, »en sommernat ved bålet« og meget mere, indtil fru Steglich-Petersen, hustru til chefadvokaten, der havde kedet dem så stærkt, trådte frem ved rækværket i hotelhall'en - i natkjole og papilotter. Nu ville hun have nattero. »Hold kæft, kælling,« råbte statsminister Stauning. Det var ikke noget pænt selskab. Da Schiøttz-Christensen er vendt hjem fra sin korrespondent-færd, fornemmer vi igen, at det ikke er så ligetil med søskende-fordelingen: »Jeg havde på fornemmelsen, at jeg nok skulle have en anden arbejdsgiver end Aalborg Stiftstidende.« Han begiver sig til chefredaktør Koppel på Politiken - uden at blive særligt hjerteligt modtaget i chef-hjørnekontoret mod Rådhuspladsen. Forbindelsen mellem Aalborg Stiftstidende og landets radikale hovedorgan var mindre end ingenting. Tilmed én fra provinsen, der ikke var hentet. Men Schiøttz-Christensen havde så gode folk som Andreas Vinding og Steinthai i Berlin i ryggen. De anbefalede varmt. Under samtalen kom Niels Hasager brasende ind med den gode nyhed, at Politiken havde passeret 100.000 i oplag. Det blev til et nik til Alf, audiensen var forbi, han skulle høre nærmere, og det blev afslag. Vindings pæne introduktionsskrivelse var vedlagt brevet fra Koppel, men af vanvare (eller var det med hensigt?) var der kommet endnu en skrivelse i kuverten - fra formanden for bladets medarbejderforening, Gunnar Nielsen. Han frabad sig på kollegernes vegne at få den fars søn ansat. Der var ledige journalister nok. Vinding skrev ellers så pænt i et bilag, som Alf ikke havde set før: »Hvad der også - hvor underligt det måske lyder - taler for ham er, at han har en velhavende far og med tiden selv vil blive bladejer. Man risikerer derved intet, om man engagerer ham og senere bliver træt af ham.« Med den opmuntrende konstatering satte Alf Schiøttz-Christensen sig ved skrivebordet på Aalborg Stiftstidende den 1. april 1933 - i den faste hensigt at blive siddende.

56

Hjem til Stiftstidende

»Hvorfor henvender De Dem altid på engelsk, Schiøttz-Christensen?« spurgte viceadmiral Hjalmar Rechnitzer det unge menneske fra Aalborg. Viceadmiralen var med i den danske delegation ved den internationale nedrustningskonference i Geneve 1932. Han stammede fra Aalborg, noterer vor udsendte medarbejder omhyggeligt i sit manuskript til foredraget i Dansk Pressehistorisk Selskab 1981. Han glemte aldrig den lokale førsteprioritet. Henrik Cavling var også fra Aalborg - værd at huske i en parentes, når talen er om Andreas Vinding i Geneve og hans gamle Politikenchef. Men viceadmiralen var altså utilfreds med, at den unge SchiøttzChristensen ikke talte ordentligt fransk, for det er hovedsproget i al international diplomati. »Anskaf Dem dog et sengeleksikon!« Det forstod Schiøttz-Christensen ikke. »Find Dem en fransktalende pige. Det er på hovedpuden, man bedst lærer fremmede sprog!« Alf fik seks måneders orlov af sin far og rejste til Aix-en-Provence i Sydfrankrig. Universitetet dér havde ikke en eneste student fra England eller USA. Omgangssproget var udelukkende fransk, og Alf traf ganske rigtigt en pige, der kunne lære ham sproget, men hun talte nu lige så godt engelsk. Han fortier, at det ikke var på hovedpuden, han fik begynderlektionerne, men det er en helt anden historie. Han blev gift med Marcelle Jousserand og levede ti år med hende i Aalborg. Ved Rebildfesten 1939 præsenterede Alf Schiøttz-Christensen stolt sin franske kone for Hjalmar Rechnitzer: »De kan se, kære admiral, at jeg fulgte Deres velmente råd. Nu taler jeg fransk«, sagde Schiøttz-Christensen. »Jeg sagde da ikke, at De skulle gifte Dem med hende!« svarede admiralen med blink i øjet. Det morede de sig alle over. Alf Schiøttz-Christensen engagerede sig i tre ægteskaber, tre vidtforskellige ægtefæller. Et forsøg på at skildre hans livsforløb er håbløst uden at beskæftige sig med forudsætningen for disse forbindelser, der hver for sig gav ham usigeligt store værdier. Familien var alt andet end begejstret, da den franske dame tonede frem. Det er vist eneste gang, den kloge mor blander sig i den faderlige planlægning. Lauritz Schiøttz-Christensen var nemlig ikke så glad for, at sønnen

57

skulle bruge tid og penge på den internationale grønlandsproces i Haag. I december 1932 skriver han til sønnen i den trygge, patriarkalske stil: »Ritzau er jo møgkedelig, men udførlig. Så din Nærværelse i Haag er mindre nødvendig for mig. Du maa langt hellere tage over til London, hvor mine to Konkurrenter Amtstidende og Jyllandsps. har deres Medarbejdere. Og nu brænder Tampen dér«. Fru Thora, der blev Marcelle en trofast og hengiven støtte, også efter skilsmissen med Alf, ser de fremtidige problemer helt klart og skriver en måned senere til sin søn: »Haaber, du holder dig fra London og din lille Veninde...tænk på den unge Pige og hendes Fremtid og gjør intet overilet. Det er nu ikke let for en Sydbo at komme til Danmark, hvor Klima, Sæd og Skik er saa uendelig forskjellig fra, hvad hun er vant til. Der vil blive stillet store Krav til dig, og du skal helst finde en Kone, der kunne dele dine Interesser og forstaa de Forhold, hvorunder du skal leve.« Men da havde Alf forlængst truffet sin beslutning. Det gjorde han ret hurtigt, efter at han havde mødt den smukke og intelligente Marcelle, der var et verdensmenneske som han selv. Marcelle Jousserand var født i fransk Indokina, det nuværende Vietnam. Hun var 12 år, da forældrene flyttede tilbage til Frankrig, og nu, i 1932, læste hun engelsk på universitetet i Aix-en-Provence. Da hun traf den franskstuderende Schiøttz-Christensen, forberedte hun sig til sidste del af studiet. Hun nåede aldrig at blive cand. mag. i engelsk. Dette frembrusende menneske distraherede hende kraftigt. »Jeg er opdraget katolsk,« fortæller fru Jousserand. »En pæn fransk pige kommer ikke sammen med mænd. Dukker en ægteskabskandidat op, bliver hun præsenteret for ham, og så forloves de, hvis forældrene og hun selv syntes, der er nogen fremtid i det. Det var ikke Alfs stil. Jeg blev meget forvirret. Men han var et vidunderligt, charmerende menneske. I 1933, året før vi blev gift, inviterede Alf tre studiekammerater og mig selv i teatret i Nice, hvor jeg boede. Det fortalte jeg glad hjemme. »Du skal ikke i teatret

58

Den eneste, der - mens dette skrives - er tilbage af redaktionens folk fra 9. april 1940, er redaktør Kaj Christiansen (til venstre), senere Politikens nordjyske redaktør. Her fotograferet med Chr. Nyborg Madsen. De gamle bly-sættemaskiner var rygraden i dagens avisproduktion. Maskinsætter Karl Johan Hansen (forrest) ved sin Linotype i 1938. Bag ham K. Johansen. TIL HØJRE: Alf Schiøttz-Christensen indførte kort efter sin tiltræden forløberen for den moderne markedsføring på Stiftstidende. Pionér blev reklamechef Kaj B. Hessov. Foto J.A. Kirkegaard.

•!'£

£ S

ir •

l'.. »:

'

f! »:

-, . . iåfå J>*l.

»-*?•v.."« 1 *,

^ftf'j-^ 1 -.;' -

."•./ ;. • • T i J>" -

• , • • • *

a

•;ri . .

•.-

j.-v

^

^

i •"•••s

s • •

•

- ,

• « .

*-« *,« * .

4 •*

•-••

>

t

••y •

• : ' " - • • . •i

;;••;*

"

•

• ' - - >

.i

59

med en fremmed mand fra Danmark, du bliver hjemme,« sagde far, og så blev jeg hjemme. Alf forlod Aix-en Provence, da han var færdig med sit franskkursus, han havde jo sine arbejdsopgaver for svigerfar rundt om i Europa. Vi mødtes igen i London, hvortil jeg var sendt på udveksling som underviser i fransk og så forstod jeg nok, at det skulle være os. Men jeg ville til Aalborg, inden jeg bestemte mig. Det var kompliceret, for de to svigerforældre talte ikke engelsk og slet ikke fransk, men de var utroligt venlige og søde. Alf var imidlertid blevet mere stabil, altså mindre rejsende. Han havde fået sit betroede arbejde hjemme på Nytorv, og i januar 1934 giftede vi os. Der var stadig problemer, alle de klassiske, når en katolsk kvinde gifter sig med en protestantisk mand. Det er et krav fra kirkens side, at eventuelle børn i et blandet ægteskab af denne karakter skal døbes og opdrages i den katolske tro. Alf var egentlig ikke så optaget af det problem, jeg var det vigtigste for ham. Men svigerfar var meget ked af det. Han så tredie generation for sig. Den skulle også stå i spidsen for bladet, men det var for smertelig en tanke at forestille sig Aalborg Stiftstidende med en katolsk chefredaktør. Jeg forstod det udmærket med mit korte bekendtskab med familien og den Redaktionssekretær Niels Nielsen bryder om i sætteriet med faktor Emil Olsen. Til højre ved bordet står typografHolger Nielsen, der - mens dette skrives - har rekorden som den længst nulevende ansatte på Stiftstidende. Foto J.A. Kirkegaard.

avis, der var så kernedansk og folkekirkelig. Jeg gav op og frafaldt kravet. Vi blev gift i Nice - protestantisk efter Alfs ønske, men dog viet af en præst, der havde været katolik. Svigerfar og svigermor var ikke med. Vi fik gode og lykkelige år, og jeg lærte at interessere mig for det, der var hans verden. Det kan siges kort, hvad den verden hed: Aalborg Stiftstidende. Det var ikke så ligetil for en pige med min opdragelse, og det forstod mine nye omgivelser slet ikke. Jeg kan huske som 10-11 årig, at jeg bladede i en avis. Det var spændende for et barn, der var i gang med at trænge til bunds i læsningens mysterium. Min far kom forbi og tog avisen ud af hænderne på mig. »Små piger læser ikke avis!« Alf var bredt orienteret og morderlig dygtig. Meget interesseret i alt muligt, men ikke ret dybt interesseret. Musik sagde ham intet, bildende kunst ikke ret meget, litteratur begrænset. Jo, faglitteratur om de sager, der optog ham, ellers ikke. Nogle emner undgik han totalt. Det gjaldt f.eks. religion, der var og er en betydelig del af min tilværelse. »Du ved nok, at jeg ingen sjæl har,« sagde han, og det var rapt og muntert, men han mente det ikke. Han var et fromt og troende menneske, skønt han sjældent kom i kirken. Jeg holdt op med at dyrke mit kirkeliv, men det var ikke på den led, vi fik uoverensstemmelser. Vi voksede simpelthen fra hinanden. Vi var lige gamle, 24 år, da vi giftede os og 34, da vi blev skilt. Der sker meget med mennesker i de ti år af deres liv. Det væsentlige er selvfølgelig, at man vokser så afgørende fra hinanden. Det lidt overfladiske hos Alf udviklede sig i mine øjne til forretningsmæssig perfektionisme. Det blev meget udadvendt. Men der var også idealisme i det - f.eks. hans spejdertilværelse. Han var meget spejder. Flyvningen var en af de store interesser. Han fik certifikat, men jeg fik intet at vide om det, før han en dag kom og sagde, at nu var han så flyver. De var en lille kreds, der i forening købte en flyvemaskine - og jeg fik en tur, hvad jeg meget godt kunne have undværet. Det har han mærket og sikkert været utilfreds med. Men han talte ikke om det. Alf fik en klækkelig lønforhøjelse af sin far, efter at vi var blevet gift. »Tillykke med lønforhøjelsen,« sagde svigermor. »Hvad for en lønforhøjelse?« Det kom åbenbart ikke mig ved. Men Alfs venlighed, omsorg og varme var uden grænser. Jeg husker ikke et vredt og ubehersket ord fra ham. I det hele taget skændtes man ikke i den familie. Andre får luft netop ved at gøre det. Men midt i venligheden og omsorgen var han et besynderligt, lukket menneske. Han var svær at nå ind til. Da han i begyndelsen af den tyske besættelse skulle møde i uden- 61

rigsministriets pressenævn og hos tyskerne i København, fordi han personligt havde skrevet noget ikke acceptabelt i sin avis, tog han mig med. Det plejede han ikke. Jeg fik ikke at vide, hvorfor det var så vigtigt, at jeg var med, jeg anede intet om konflikten med tyskerne. Da vi nåede frem, blev jeg efterladt på hotellet, og først da han kom tilbage, fik jeg at vide, hvad det handlede om - og at det var gået godt. Han var sluppet med en bod. Avisen skulle ikke lukkes for en tid, og han skulle ikke i fængsel, begge dele havde han frygtet. Men han vidste, at jeg under alle omstændigheder sad og ventede på ham. Jeg var hans rygstød - og det varmede mig utroligt meget. Men der er ingen grund til at fortie, at en væsentlig årsag til, at vort ægteskab ikke kunne reddes, var netop disse rejser, hvor han bestemt ikke havde brug for mig. Det var ganske ofte noget med andre piger. Det behøver man såmænd ikke at fortie. Det ved man, når man lever sammen. At det til sidst blev én bestemt pige er noget helt andet. Da Alf blev arresteret af tyskerne den 29. august 1943 og sad som gidsel på Hotel Phønix, var det gået helt skævt for os, men der var ingen fjendtlighed eller uvenskab. Vi holdt meget af hinanden, og de små møder, der blev forundt os i fangenskabet, var lysende højdepunkter. Men charmøren fik øjenkontakt med den smukke Ebba i et vindue på den anden side af hotelgården, og efter frigivelsen udviklede der sig et kærlighedsforhold, der nok var det stærkeste, han indtil da havde oplevet. Han bad om sin frihed, og han fik den. Hvad der var af hengivenhed og venskab mellem os blev ikke ødelagt. Jeg blev ved med at passe hans franske korrespondance, og jeg var fortsat interesseret tilskuer, når der skete nye, vidunderlige ting på bladet. Han på sin side var interesseret i min danske tilværelse, der fra starten var præget af franskundervisning. Jeg fik fast skema på Aalborg Katedralskole kort efter, at vi var blevet gift, og efter skilsmissen blev jeg undervisningsassistent hos professor Blinkenberg på Århus Universitet. Men jeg fik mit ungpigenavn tilbage. Det var nok med to gange fru Schiøttz-Christensen i Aalborg. Den ældste af dem, Alfs mor på Nytorv, forblev den samme for mig, ligesom svigerfar havde været det til sin død. Det var tragisk, at ægteskabet med Ebba skulle afbrydes så tidligt. Hendes død tog ubeskriveligt hårdt på Alf. Det var lige så ulykkeligt, at han selv skulle ende sine dage så relativt tidligt - så godt hans helbred iøvrigt var og

62

1944 giftede Alf Schiøttz-Christensen sig med Ebba Jørgensen. Hendes død 1964 blev hans tilværelses hårdeste slag. Foto J.A. Kirkegaard.

V

•;-'..

' % . r>

så sundt, dette perfektionistiske menneske havde levet. Jeg nåede ikke at sige farvel til ham. Fru Inger Larsen, hans tredie gode ægtefælle fortalte mig, at noget af det sidste, han bad om, var at få sendt bud efter mig, men jeg var ikke hjemme.« Hvordan der var på redaktionen, da Alf kom hjem, kan vi få besked om hos fru Kathe Jensen, den gang Kathe Larsen på 19 år. Hun blev antaget tre måneder efter, at junior havde giftet sig. Alf Schiøttz-Christensen blev ikke kaldt andet. »Har junior ikke været her endnu?« Sådan spurgte man over hele huset hver dag. Man sagde også: »Har trolden ikke været her endnu?« Kathe er den eneste, der kan give forklaringen på det kælenavn. Det begyndte i sætteriet. Man havde den jargon, at første stavelse i alle de almindelige ord blev udeladt. En primus hed en mus - »og nu skal jeg hjem til lassen.« Det var gullaschen. Kontrollen hed trollen. Junior var den allestedsnærværende kontrol, altid i forceret tempo og med en kvik bemærkning - eller en stærkt irritabel, hvis han faldt over fejl og undladelsessynder eller ikke fik øjeblikkelig respons på det spørgsmål, han slyngede ud. »Han har USA i enden,« sagde de. Samme forår, da Alf vendte hjem, indmeldte Aalborg Stiftstidende sig i Dansk Oplagskontrol. »Vort blad var det eneste i Aalborg, der turde lægge tallene frem gennem en uvildig revisor,« skriver Schiøttz-Christensen i selvbiografien. Aalborg Amtstidende, den direkte konkurrent, havde nu ikke så meget at frygte på det tidspunkt. Denne avis havde et oplag, der var i hvert fald 50 pet. større end Stiftstidendes, der som første officielle nettooplagstal noterede 13.224 eksemplarer. På det tidspunkt var Alf Schiøttz-Christensen forretningsfører. I selvbiografien leverer han en forklaring, der stråler af at være hans: »Bladets forretningsfører gennem 16 år, tidligere bogtrykker N.P. Jørgensen, tog mere eller mindre frivilligt - sin afsked, da jeg fandt ud af, at han havde etableret sin søn som bogtrykker og billiget, at tryksager, som før var udført på Stiftsbogtrykkeriet, gik over til sønnen! Med hans forsvinden var jeg, 25 år gammel, pludselig blevet administrator.....Min far koketterede i 1934 med sine 71 år, som på ingen måde trykkede ham. Han omtalte sig selv som en »gammel old man«. Endskønt han var på kontoret hver eneste dag fra 9 til 5, så han gerne, at jeg uopfordret overtog den ene opgave efter den anden. Ikke mindst i de tekniske afdelinger og i administrationen.« Titlen blev 1. januar strammet til teknisk driftsleder og bogtrykkermester. Forretningsfører lød ham for støvet og blev droppet. Ingen detalje var for lille til ikke at fortjene den fulde opmærksomhed. Han skriver til skole64 kammeraten, radioproduceren Stig Mervild i København, fordi en kone,

gift med en arbejdsmand i Absalonsgade 16 over gården, har søgt ind som bladbud hos Stiftstidende. »Hun henviser til, at hun i syv år har været hos dine forældre. Kunne du være så rar at sende et par ord om, hvorvidt hun er all right?« Man forstår, at Alfs koner sukker nu og da og spørger, om han ikke interesserer sig for andet end den avis? Han er på ferierejse med Marcelle til Eds Turisthotel i Sverige og sender i brev reklamechefen Hessov en række nummererede arbejdspunkter, der bedes behandlet og besvaret. »Skriv til mig, om der er lagt linoleum på trappen.« Og avisen til ham skal omadresseres. »Sig det straks! i ekspeditionen. Tak.« Reprimanderne kommer med tilsvarende regelmæssighed. Der er en skarp tilrettevisning i anledning af mangelfuld orientering fra direktør Bendtsen, Den danske Presses Fælles-Indkøbsforening. Schiøttz-Christensen har i hvert fald moret sig over svaret: »Ret blot maskingeværet mod det klaver, jeg spiller på. Det er ikke særligt godt stemt, men sørg så vidt muligt for, at pianisten ikke får mere end et strejfskud og modtag iøvrigt de venligste hilsner.« I alt dette må huskes, at Schiøttz-Christensen frem for alt stred for, at hans avis skulle være uafhængig, og det mente han bogstaveligt. Hans måske allerstørste indsats flere år senere: at gøre Stiftstidende til landets første fondsejede avis og at skænke samtlige sine egne aktier til fonden, skal ses i lyset af disse bestræbelser. Der skulle ikke ud i fremtiden sidde en kreds og klippe kuponer uden at ofre bladets ve og vel mange tanker. Ovre på den anden side af gaden havde man set alt for tydeligt, hvad det kunne ende med. Han ville være både økonomisk og politisk uafhængig. Redaktør A. Kofod Larsen fra Holbæk var ansat, inden Alf kom hjem. Formålet med at knytte dette renlivede konservative menneske til bladet var at skabe den bedst mulige kontakt med borgerskabet. Lauritz SchiøttzChristensen selv var erklæret venstremand. Det blev sagt sarkastisk, at Kofod Larsen var det konservative gidsel på Stiftstidende. Han skrev nogle smukke og altid ufarlige ledere og blev i øvrigt Schiøttz-Christensen en værdifuld samarbejdspartner. Men Aalborg Stiftstidende tilhørte lige så lidt Venstre som de konservative. Det var et borgerligt, nationalt orienteret dagblad med en stærk og utvetydig hengivenhed for kongehuset. Om sin egen politiske holdning sagde han med vanlig distance: »Oplyst enevælde med rådgivende stænderforsamling!« Stiftstidende var fremfor alt sig selv og skulle nok finde ud af sagerne på egen hånd, efterhånden som de viste sig. Den senere konservative industriminister Ib Stetter fortæller i den udgave af den interne »Stiftsposten«, der hyldede Schiøttz-Christensen ved 65

40 års jubilæet i 1973, at folketingsmand Stetter efter kildeskattevalget i 1966 kom op til chefredaktøren. Ib Stetter bad om opbakning af et bestemt konservativt synspunkt. Schiøttz-Christensen lyttede elskværdigt til den indtrængende fremstilling. »Det lyder overmåde interessant. Men ser De, det, der er rigtigt for det konservative folkeparti, behøver ikke at være rigtigt for Aalborg Stiftstidende - og omvendt!«

66

Kathe Jensen var som nævnt Alfs første sekretær. I Stiftstidende-personalets øjne var det igen et af disse amerikanske påhit. »Beskrivelsen af jobbet var enkel,« siger hun: »Man puklede, fra man kom, og til man gik, og junior puklede for. Der var ikke breve til mig hele dagen igennem. Han vippede med hånden, og så skyndte jeg mig ned ad trappen til frøken Krøijer, der ordnede distributionen og andet forefaldent. Men der blev ringet ned, når der var diktat, og så var det op igen - Uge nu. »Det kan fanme ikke nytte noget, at De render hele tiden«, sagde frøken Krøijer,«De skal bare blive siddende her!« - »Hvad skal jeg gøre, Krøijer?« spurgte jeg. Hun fnøs og sagde noget uforståeligt, og så skyndte jeg mig op. Efter nogen tid blev jeg flyttet op i redaktionen, hvor junior havde sit kontor. Jeg blev praktisk anbragt i diktafonrummet. Så kunne jeg skrive voksvalser af, når der ikke var breve, og hvis der var hverken breve eller voksvalser, kunne jeg oversætte den svenske novelle, jeg havde parat i skuffen til søndagstillægget. Vi mærkede væksten, junior fik en hel masse til at ske. Det gav flere breve og flere notater, og han var jo stadig spejderchef. Der var mange breve i den anledning. Der blev ikke smækket et 15 øres frimærke på dem alle sammen, hverken de bladmæssige eller de spejdermæssige. Hvis jeg alligevel skulle forbi på cyklen, når jeg kørte hjem til Nørresundby - eller næsten forbi - kunne jeg lige være sød og putte det i brevsprækken. Der var tit til spejderen Ole Vang Jensen, Lauget 3. Da kunne ingen af os vide, at han var et kommende medlem af Stiftstidendes chefredaktion. Kathe Jensen var (og er) en meget smuk og indtagende dame. Den gamle chef kaldte hende englebarnet. Når vi skal tale om Alf SchiøttzChristensen og pigerne, må det med, at dem, han havde arbejdsfællesskab med, aldrig mødte charmøren. Jo, der var venlige strøg i nakken. »De er fantastisk, Kathe, er det medfødt?« Hun kunne nemlig stenografere, så det gnistrede og skrive hurtigt på maskinen. »Han så helst, at han havde brevet i hånden, før han var færdig med at diktere. Men han skabte et trygt klima omkring sig, og jeg mener specielt med hensyn til de piger, han havde tæt på i det daglige arbejde. Han var en betænksom chef, opmærksom og altid parat med hjælp, når det kneb. Og så puklede man som sagt. Jeg blev fak-

•ifeiW-

+

-^v—riVi^' »•.ST

.»ar *&& ** v^

-.•i-'S- ,4-«

.'*«

"

-

•

:—LU

På LflKrift Schiøttz-Christensens 80 årsdag den 17. februar 1943 blev han fotograferet med fru Thora Schiøttz- Christensen og deres søn Alf 34 år, ansvarhavende redaktør på tredie år. Foto J.A. Kirkegaard.

tisk træt af det, for der var ingen ende på, hvad man kunne blive sat til, når det nu viste sig, at det skete effektivt og uden vrøvl. Bladets kvindelige journalist Bodil Egebjerg rejste til Esbjerg, og det var meget billigere og enklere at sætte Kathe til at tage sig af det, vi kaldte spindestoffet, madopskrifter, håndarbejde og den slags. Når Musse Ulkjær havde møde i husmoderforeningen, kunne Kathe også smutte ned og referere - og anmelde biograf, når de andre ikke havde tid. Der var et andet fast gøremål - at holde øje med folk, der besøgte den gamle chef. Han sad jo stadig i sit hjørnekontor. »Er den herre stadig derinde?« spurgte junior. »Jo, han har været der over et kvarter.« - »Få ham

67

i

-aJ—j

ud, Kathe!« Så vimsede jeg ind og mindede chefen om den aftale, han havde, og så fortrak gæsten modvilligt. Hans ærinde var at få penge ud af den godgørende chef, der trods al sparsommelighed var let at røre. Sønnen var nærmest imod og sparede firmaet for ikke så få penge ved resolut udsmidning. Ingen prøvede at få penge ud af ham. Junior, der nu var chefredaktør, blev meget forbløffet, da jeg ved juletid 1940 sagde, at jeg ville prøve at være hjemmegående. Det var alle de andre nygifte koner, og Frank begyndte at gøre vrøvl. Alf kunne ikke begribe det, men han vidste jo, hvor jeg var, og der blev ringet fra bladet med kortere og kortere mellemrum. Der var hele tiden noget, de lige skulle have fra hånden, og en dag meldte sig det helt presserende, at han skulle bruge en sekretær-vikar. Det var i 1943, og så kom jeg ikke derfra, før jeg blev pensionist. Chefredaktøren reformerede avisen og gjorde den moderne. Et led i den proces var en organiseret korrekturlæsning. Hidtil havde redaktions-

Udbygningen af meddelerkorpset var blandt de første opgaver, Alf Schiøttz-Christensen tog op, og han fulgte minutiøst den enkeltes virksomhed. Den første store meddelersammenkomst blev holdt i 1941. Chefen står midt for, nogle rækker længere tilbage hans kone Marcelle med den hvide hat. I rækken bagved og over fru Marcelle ses med briller redaktør A. Kofod Larsen og til højre for ham Andr. Lorenzen. Foto JA. Kirkegaard.

i •:.!'. - l i «.••«&

, **"u* *

l >

"•

•*.

'

$

• * • -

sekretær Levison taget sig af korrekturspalterne ved siden af alt lokalstoffet. Den gamle chef læste også korrektur og sendte sine rettelser i sætteriet, under tiden på noget, der havde været i avisen dagen før. Men den egentlige korrekturklippe var hr. Levison, og han rettedeflittigt,hvis han syntes, det blev bedre af det. Han var en stor sprogrøgter. Nu skulle der system i det, avisen skulle ikke redigeres af korrekturlæserne, de skulle bare se til, at der ikke var fejl, og det arbejde vurderede chefen meget højt! Vær så rar at sætte et udråbstegn her. Nu er der jo ikke almindelig tekstkorrektur mere, det går direkte i fotosætteren fra skærmene. Det kan ikke fornærme nogen, at en gammel korrekturlæser tilstår, at hun græmmer sig, når hun læser avisen. Jeg blev udset til at være korrektør sammen med hr. Levison, som jeg ikke kunne udstå - og han ikke mig. Han var træt af dette forkælede englebarn. Efter en månedstid kaldte chefen os ind, han vidste jo godt, at der var nogle spændinger. Så gav Levison mig mit livs største anerkendelse. Han sagde: »Det er forbløffende, hun er dygtig, næsten Uge så dygtig som jeg selv!« Alf rejste sig, bukkede og sagde tillykke. Det er ikke så sært, at jeg kom til at holde meget af hr. Levison. Når vi læste korrektur, hørte vi ofte op. Det vil sige, at den ene læste højt af spalten, og den anden fulgte med i manuskriptet. Jeg blev så skrap til det, at jeg kunne læse en hel kursliste uden at trække vejret ind. Til sidst mistede jeg stemmen. Så sagde jeg op og gik hjem. Jeg havde Alf i telefonen en halv time senere. Der var ikke tale om, at jeg kunne rejse. Jeg fik betalt orlov på ubestemt tid og besked om at få stemmen igen. Senere på eftermiddagen kom en udsøgt portvin fra P. Weile og Søn. Jeg måtte ikke være ked af det. Det er mange medarbejderes erfaring, jeg lukker ud her. Han vidste straks, når der var noget galt med en af hans ansatte, og han var der som et søm. En ting, der var mellem chefen og mig, og som gav os lige stor glæde, var bykortet over det, vi kalder Storaalborg. Han havde selv taget initiativet til det, og hvert år fra tidligt i 1950'erne vandrede han med sin kontordame op til stadsingeniøren, så vi kunne få alle detaljerne med hjem. Jeg var med fra udgave nr. to og op til 1987, altså længe efter at jeg havde forladt bladet. Jeg gik, cyklede og kørte bil op og ned ad gader og veje for at få den mindste garage med. Alle parcelhusejerne kunne se deres egen grund og bebyggelse, og chefredaktøren fulgte nøje med. Men da jeg til sidst måtte sige, at nu var det håbløst med alle de detaljer, sagde han: »Stryg dem, Kathe, De skal ikke bruge kræfterne på petitesser.« Han var syg og træt, da jeg var ude på Klostermarken og vise ham, hvordan vi kunne gøre kortet mere brugervenligt med en ny foldemetode i 69

strimler. Han var med på ideen, usvækket interesseret i sit bykort-hjertebarn. Det var mig en sorg, at han ikke nåede at se denne udgave realiseret,« slutter Kathe Jensen. Teknik og fikse funktioner gik han op i med smittende iver og begejstring. Han var sandelig ingen amatør på det gebet. Da den nye rotation blev sat op i 1936-37, kom en af de fremmede montører og spurgte efter den unge Christensen. »Hvad for en ung Christensen?« - »Ham der løber omkring og blander sig i alt muligt og taler alle sprog. Vi skal lige bruge ham!« Seks år efter, at Aalborg Stiftstidende var kommet med i oplagskontrollen, kunne der for 1. halvår 1939 konstateres et nettooplag på 18.754 til sammenligning med de 13.224, der noteredes ved Alfs tiltræden. Nu kunne man se, at det nok skulle ende med, at Stiftstidende blev byens største blad. Han kunne ikke ane, at den også skulle blive byens eneste. Ved hans død i 1981 var søndagsoplaget 108.900, hverdagsoplaget 76.700. Men Alf måtte forlange ny teknik til udbedring af den nedslidte. Allerede fra 1935 havde han været på tæerne for at finde en afløser af den tyske Koenig og Bauer rotation fra 1917. Det endte med den britiske Crabtree til 10.000 pund sterling. Lauritz Schiøttz-Christensen accepterede, men han var betænkelig. »Det er nok rigtigt at gøre det nu,« sagde han, »men vær så rar at tænke på, at jeg gerne vil gå i graven som en solvent mand.« Den nye rotation kørte første gang på den gamle chefs 74-års dag 17. februar 1937. Junior ledede redaktionsmøderne, der blev holdt efter behov. Det var i den indøvede stil, rapt og kontant og uden dumme spørgsmål. Men med en frygtelig sarkasme, når noget gik af sporet. Knud Bavngaard var journalistelev og mindes en sommerdag, da lokalet føltes bundfroset. Det var i 1937 eller 1938, alle havde været engageret i en mordsag, der handlede om jalousidrab i et grossererhjem. Det var dagens altdominerende historie. Under redaktionsmødet kom et bud med Aalborg Amtstidende, der tværs over forsiden havde: Morderen er fanget. Beklageligvis var det undgået Stiftstidendes opmærksomhed. Nyborg Madsen blev grå i hovedet - og Junior sagde ikke ret meget, men det, han sagde, var isnende præcist formuleret. Cosmopolitten Helge Kaarsberg morede sig meget vittigt og slagfærdigt i flere dage, husker Bavngaard, så han var altså ikke mellem dem, der havde klokket i det.

70

Underfaktor Holger Nielsen er det nulevende menneske, der, mens dette skrives, har været længst ansat på Aalborg Stiftstidende. Det blev til 51 år, inden han fratrådte i 1978: »Jeg overtog Schiøttz-Christensens læreplads i

Kontorchef Andr. Lorenzen, en af krumtappene i Stiftstidende-administrationen, blev ansat som kontorassistent i 1927 - på prøve. Det glemte man, indtil han blev hyldet ved sin afgang 45 år senere. En anden, der tjente bladet i de rivende udviklingsår var hovedkassereren Ellen Mikkelsen, siden den af alle påskønnede fru Hansen. Hun sad på kassen med både myndighed og mildhed. Foto J.A. Kirkegaard.

sætteriet den 9. april 1927, da han blev trykkerlærling. Vi havde vores lærlingesnak, og så blev han min chef, men underdanighed forventede han bestemt ikke. Gerne respekt. En gang, da jeg var ude for noget uretfærdigt, slog jeg i hans bord, så fyldepennen hoppede og blev iøvrigt ved med at sige min mening. På den måde havde man det bedst med ham. Han var et dejligt menneske.« Grethe Krøijer, der småsnerrede, når Kathe løb fra hende for at tage diktat hos junior, er - mens dette skrives - nummer to på anciennitetslisten. Hun kom i 1924 som kontorassistent og forlod bladet 50 år efter som organisator af og chef for redaktionsarkivet. Hun var tæt på Alf

71

v

s V i .-.

... •

,é

. ."

" I - * >•*? *•

1

*

*fc

M

- : » - * .

.

•

AP

"•

^ '

.

•

*

*

•

-

>

/

/

t

j"

»

#

-

,

' , " i " s

:;

*j

«• -

- V

'-

- *

*

'

'

J 1

*- ***. - *- .*

i"

"-/ ' • * • • ' •

^«fc

Æj .

"

*

. t i l l '

-.'"''^'V'

V -

*

"'

S-'

r

"

• iV.

••••.

"

-

- ••'•-,

*

•

.

*

- r '

•

^

-

. •&«

•

^

.

*

*

*

•

' •

Schiøttz-Christensen i alle disse år, døjede godt og ondt med ham. »Jeg holdt meget af ham, han kunne være ualmindelig sød, men han ku' fanme osse være enflab!«siger Grethe Krøijer. »Vi piger, der kom ind som kontordamer i Stiftstidendes udviklingsår, levede med det patriarkalske system og holdt egentlig af det - al den stund vi ikke kendte til andet. Alle folk skulle spare og være fornuftige. Forretningsfører Jørgensen kom en gang op til den gamle chef og spurgte, om de piger på kontoret ikke skulle ha' lidt mere i løn. Journalisterne havde lige fået. »Ja men Jørgensen, hvorfor skalde små piger dog ha' mere i løn? De bor jo hjemme!« Junior løb ikke fra sin opdragelse. Journalist ChnNyborg Madsen, den garvede Stiftsskriver, har fortalt, hvordan han rejste i tog med Alf, medens denne var i, hvad man på bladet kaldte direktørlære. De skulle til det samme møde, men rejste ikke i samme kupé. Ved frokosttid gik nym i spisevognen - men slog øjnene ned, mens han passerede Alfs kupé. Den vordende direktør og chefredaktør sad med sin skotøjsæske på skødet med klemmerne og en skibsøl. Sparsommeligheden i det små er ikke grunden til, at Aalborg Stiftstidende blev en stor avis, men den er en af forudsætningerne.« Grethe Krøijer stod for distributionen: »Ja, det var egentlig fuldmægtig Lorenzen, der havde ansvaret, men jeg var praktikeren. Det er et af eksemplerne på, at udviklingen også kunne gøre ondt. Alf Schiøttz-Christensen moderniserede distributionen, ligesom han moderniserede alt på avisen, og det gav resultat. Vi blev byens største dagblad. Men det er da ikke så svært at fatte, at netop jeg havde ondt ved at forstå, at der skulle en anden facon på den distribution - og uden min assistance. Efterhånden begreb jeg det. Jeg kunne ikke markere mig så flot og effektivt udadtil som de der moderne marketinguddannede folk. Til mig havde han andre opgaver. Man blev ikke glemt. For at vende tilbage til 9. april 1940, Alfs første dag som chefredaktør: Jeg havde styrtende travlt i butikken, de skiftende udgaver blev flået væk. Det var en sort dag, men sikke et løssalg. Da trolden kom forbi, nikkede jeg til ham. »Hvad siger De, sikke et løssalg!« - »Kære lille Krøijer, jeg ville gerne have undværet at sælge en eneste avis ekstra i dag!« Der var ingen fortrydelse over hans debutavis i den bemærkning, det var ægte sorg.«

/ maj 1950 dør Lauritz Schiøttz-Christensen. Her er sørgetoget på Nytorv. Synlige på billedet Ebba og Alf Schiøttz-Christensen med fru Aase Alf Christensen og bag dem kongelig bygningsinspektør Ejnar Packness og fru Eja Packness. Yderst til venstre stiftsprovst F. Horstmann. Foto J.A. Kirkegaard.

13

»Husk, min unge ven, at døgnet har 24 timer, og at alle 25 kan udnyttes!« Med den værdifulde læresætning kom kontorist Andr. Lorenzen til Stiftstidende 1927, endnu medens Alf Schiøttz-Christensen var typograflærling hjemme på Nytorv. Det var i Lorenzens læreplads i lageret hos den gamle Im. Stuhr (Aalborg Værfts stifter) den nyudlærte blev så nyttigt instrueret, og det var gangbar mønt også hos far og søn på Stiftstidende. Andr. Lorenzen blev et af de mennesker i administrationen, Alf Schiøttz-Christensen fik det tætteste samarbejde med i de første udviklingsår. Lorenzen blev fuldmægtig, det var han i de fleste af sine 45 år på Stiftstidende, og han sluttede som kontorchef. »Jeg mindes ikke, at Lorenzen har haft en eneste sygedag,« sagde Schiøttz-Christensen ved afskedsreceptionen. »Men det passede ikke: Jeg faldt ned ad den forbandede kældertrappe ovre i det gamle hus og slog mig slemt, men det varede heldigvis ikke så mange dage.« Lorenzen må medgive, at udviklingen under Alf Schiøttz-Christensen kunne give smertefulde bivirkninger. »Jeg mærkede det på min krop, men jeg tog nu ikke skade af det, for jeg delte den opfattelse, der herskede hos den unge Schiøttz-Christensen. Jeg blev en slags faktotum, der havde ansvar for det hele i administrationen. Det var til at overse. Vi var 40 ansatte, da jeg kom, men 400, da jeg rejste. Man kan ikke blive ved med at betro det hele til et faktotum. Undervejs blev der hvislet en del mellem tænderne. Da distributionen blev lagt om, nægtede den gamle stjernesælger, inspektør Madsen, at aflægge rapport til den ny distributionschef Johannes Nielsen. Det skulle være til frøken Krøijer. Schiøttz-Christensen var så klog, at han slet ikke lagde mærke til det. Dertil var inspektør Madsen ham for dyrebar.« Det var i de tidlige chef-år, at Schiøttz-Christensen indførte de berømte og berygtede gule memoer, og det kunne i hvert fald ikke fornærme ordensmanden Lorenzen. Når man har ytret sig skriftligt på den reglementerede blanket, er der ikke noget at glemme eller løbe fra - i modsætning til den flygtige telefonbesked. Men det kunne virke stærkt, ikke mindst når det gjaldt tilrettevisningen. Den medarbejder, der havde siddet to dage på dyrskuepladsen og slidt som et bæst for at dække det store arrangement og egentlig sluppet ganske smukt fra det - kom hjem på redaktionen lørdag eftermiddag for at finde chefens ganske korte kommentar på det gule memo: »Nordbagger staves med g og ikke, som De har gjort, med k.« Det står fast i erindringen hos de fleste, at den egentlig grove overhaling ikke var hans stil. Men det står lige så fast, at tilrettevisningen sved dobbelt så meget med de få ord, han belagde den med. Og han bandede aldrig - el74 ler næsten aldrig. Hans Jørgen Vestergaard kan huske enkelte undtagelser.

For eksempel dette memo: »Hvem fanden i helvede er den kraftidiot, der skrev dette i avisen i går?«...og så et udklip. Kraftidioten havde ikke noget at glæde sig til. Det var i de tidlige år, da den nye struktur begyndte at tegne sig, at SchiøttzChristensen indførte det ugentlige møde for afdelingslederne. De hed tirsdagsherrerne efter mødedagen, og det var karakteristisk for arrangementet, at Alf lavede dagsordenen. Han lyttede pænt til, hvad der blev sagt og sagde om de vanskelige punkter, »at det må vi lige tænke lidt over, inden vi tales ved«, hvorefter han selv traf beslutningen. Men han lærte at uddelegere - og at respektere andres beslutninger. Hvis han var tilfreds med dem. »Men man levede godt og trygt i familie-systemet, siger Andr. Lorenzen. »Vi var ude en dag til et eller andet højtideligt, jeg har glemt anledningen, men det endte med, at vi skulle spise frokost. Selskabet bestod af formanden for bladets bestyrelse fru Eja Packness, chefredaktøren, underdirektør Knud Justsen, distributionschefen Johannes Nielsen og mig selv. Næppe var der sagt velbekomme, før chefen rejste sig og hastigt forlod lokalet. Bag ham ilede i samme tempo Knud Justsen. Men fru Packness vinkede beroligende med hånden, og da de var ude af døren, sagde hun: »Å, min bror har altid så forfærdeligt travlt, skulle vi nu ikke få en cognac til kaffen!« Johannes Nielsen og jeg så hinanden i øjnene, og vi nød cognac'en. Det er ikke for stærkt at sige, at vi elskede den gamle dame. Og det var ikke for cognac'ens skyld! Formaliteterne var ikke det, der betød mest i chefens yngre år. Fast ansættelse opnåede jeg aldrig. Jeg kom fra lageret hos Im. Stuhrs elektro- og bilafdeling. Da den gamle forretningsfører Jørgensen tog mig med op til Lauritz Schiøttz-Christensen, huskede den gamle, at han havde været utilfreds med en anden lagermand. »Skal vi så ikke ansætte ham her på prøve?« spurgte Jørgensen. »Jo, lad os det,« svarede Schiøttz-Christensen. Jeg kunne konstatere, at min 45-årige prøvetid var udløbet, da jeg som kontorchef tog afsked med bladet i 1972. Chefen gav mig på stedet fast ansættelse de sidste ti minutter. Vi vender tilbage til Grethe Krøijers funderinger over distributionen og de nye tider. Johannes Nielsen grundlagde nyordningen, kom til Fyens Stiftstidende, men vendte siden tilbage. Poul Teigaard fra Plumrose blev ansat 1954. Han var med i de år, da Aalborg Stiftstidende tegnede sig som landets hurtigst voksende avis. »Jeg reagerede på en annonce og blev inviteret til Aalborg. »Hvad kender De egentlig til aviser, en mand som De, der sælger Plumrose,« spurgte Schiøttz-Christensen. »Jeg har læst dem, siden jeg

75

r

*s*

-

J?

Flyver og gidsel

Alf Schiøttz-Christensen udrettede to væsentlige ting i de første år på Nytorv. Han satte skub i Aalborg Stiftstidende og gjorde den efterhånden til landets største aftenavis - og han satte skub i provinsflyvningen. Uden Aalborg Stiftstidende og uden hans aktive flyveindsats havde Aalborg næppe nået at åbne provinsens første Københavns-rute med så stort forspring foran de øvrige indenrigske ruter. Vinhandler, konsul Sigurd Muller, Alf Schiøttz-Christensens ven fra ungdomsårene og livet ud: »Vi giftede os omtrent samtidig og blev med vore respektive koner kernen i en tæt og god venskabskreds, der også havde sine udadvendte formål. Jeg var med i turistforeningen, erhvervsudvalg og flere forretningsbestyrelser. Byen var ikke så stor og den aktive kreds overskuelig. Alf og jeg mødtes hyppigt for at udveksle. Han fik besked om, hvad der rørte sig i byen, og jeg fik de informationer, jeg kunne bruge fra hans avis. Flyvningen troede vi begge på som fremtidens trafikmiddel - og vi besluttede at erhverve certifikat. Det var i 1939, da det var noget aldeles eksklusivt, at folk spekulerede på den slags. Og det var rørende enkelt at kvalificere sig som flyver. Der kom en flyvelærer Jepsen i sin spinkle, dobbeltsædede maskine med åbent cockpit. Vi fik halve timer, og efter fem af den slags blev vi sendt op på soloflyvning. Teorien snakkede vi om indimellem. Min debut som soloflyver fandt sted en søndag formiddag. »Udmærket,« sagde Jepsen efter sidste instruktionstur. »Nu flyver De en tur alene ind over Aalborg, runder Vadum og lander her på Rødslet, hvor jeg står!« Jeg var rædselsslagen, tænkte på min gravide kone, men kunne ikke snakke mig fra det. Det var ingen sag at komme op og runde Aalborg og Vadum som påbudt, men hvordan skulle jeg nogensinde komme ned igen? Jeg troede, at jeg skulle dø, da jeg lagde an til et landingsforsøg, som jeg opgav og steg igen, men det endte jo med at jeg kom levende ned. Alf havde den tilsvarende oplevelse lidt tidligere, hans certifikat havde nr. 333 på landsplan. Meget stolte var vi begge. Alf var med i en gruppe, der foretog sig noget så uhørt som at anskaffe en flyvemaskine, en lille KZ-2, bygget af de navnkundige ingeniører Kramme og Zeuthen, der øvede en

77

78

sand pionerdåd i en lejet hal på cementfabrikken NORDEN i Mølholm. Alf kendte den mindste detalje derude - og så huggede tyskerne deres elskede KZ-2, da de lavede Rødslet om til krigslufthavn. De så den aldrig mere. Efter krigen, da privatflyvning omsider blev tilladt igen, fortsatte Alf sin flyvekarriere og fornyede sit certifikat, der nu krævede en masse teori og teknik med studier over to vintre. Han blev en strålende flyver meget imod sin kone Ebbas vilje. Hun ville ikke have, at han fløj, det var alt for farligt, men jeg tror nok, han vedligeholdt kundskaberne mod hendes viden og vilje. Så mistede han Ebba, og det var hans livs største tragedie, men flyvningen fik han tilbage. Han dyrkede den indtil den dag, da han som 69årig opsøgte hjertespecialisten professor Tybjærg Hansen, Rigshospitalet, i forbindelse med fornyelse af sit certifikat - og lidt bekymret over stikkende smerter i venstre albueled ved fysisk anstrengelse. Professoren fratog ham på stedet muligheden for at føre luftfartøj med diagnosen angina pectoris, forkalkning af hjertekranspulsåren. (Se mere om sygdommen side 181 ff og side 192 ff) Det var et chok for ham - og for os andre, først og fremmest selvfølgelig i bekymringen for hans helbred, men også i erkendelsen af den bitre skuffelse efter alt det, han havde betydet for dansk flyvning.« Den flyvende Alf og den slagfærdige Alf. Han var altid god for en historie. Han smækkede døren op fra hovedtrappen - han løb altid op - til den gamle Nytorv-redaktion, og så kunne den nærmeststående person få den nyeste på stedet. Når vi nu taler om flyvningen, er det ikke til at stå for denne, som han lige havde oplevet på en rejse til København. Der var forsinkelse, da flyet skulle afsted. Alf sad i cafeteriet med en kop kaffe og iagttog ikke uden interesse en meget smuk dame, der kom forbi. Hendes jeans havde en pasform, som om de var malet på. Hun passerede flere gange, og til sidst kunne Alf ikke dy sig. Flot var hun. »Vil De undskylde mig - men hvordan i alverden kommer man i de bukser?« - »De kunne forsøgsvis begynde med en drink,« sagde damen og sendte ham et tilintetgørende blik, hvorefter hun vendte ham den smukke ryg og gik. »Er det ikke skandaløst, som sådan nogen kan svare igen,« sagde han og gik ind på sit kontor.« »Lad os hoppe tilbage til den forårsdag i 1939, da han fik sit første certifikat,« fortsætter Sigurd Muller. »Da havde flyveruten Aalborg-København allerede eksisteret i to år. Ved siden af sin utrættelige indsats for flyverutens etablering, stiftede han Aalborg Flyveklub, var dens formand fra 1939 til 1949 og medlem af bestyrelsen for Kongelig Dansk Aero Klub fra 1940 til 45. Han var tidligt på færde. I april 1937 tog han på Stiftstidendes vegne initiativet til den første luftfartsudstilling udenfor København. Det er karakteristisk for Alfs aktivitet, at han allerede i 1936 var medstifter af fly-

veklubben for pressens luftfartsmedarbejdere med den gode ven fra tiden i Haag, Leif B. Hendil, Ekstra Bladet, som formand.« Det var en kapacitet på det flyvemæssige område, der blev vækket af maskinstøjen om morgenen den 9. april 1940, og som straks - med kikkerten for øje - nedfældede sine indtryk til dagens avis. »Besættelsen kom ikke overraskende for Alf og mig,« siger Sigurd Muller. »Vi var sammen i Hamburg 1938 med Aalborg Reklameforening. Da havde Alf forlængst set, hvad Hitler og hans fascisme satte i værk. Det var hæsligt og lammende at opleve alt dette folde sig ud i Hamburg, provokerende og ensrettet med de heilende arme i vejret. Vi havde de sorteste tanker med hensyn til Danmarks nabo-situation i den krig, som syntes mere og mere uundgåelig. Alfs forhold til nazismen var der ikke skygge af tvivl om. Det var ingen heldig avis, han sendte på gaden på den første dag som ansvarhavende chefredaktør, men hans motiv må ikke beklikkes. Han var journalisten, der ville skildre, hvad der skete. Hvad han selv mente og følte - også på sit blads vegne - kunne vi læse i hans leder i avisen samme dag. Hvad han mente om Hitler og hans tredie rige, kunne han selvfølgelig ikke 11. november 1938på instruktionstur i en KZ-2, som Schiøttz-Christensen var medejer af. Flyets konstruktør, ingeniør Zeuten, er med. Flyet blev stjålet af tyskerne under besættelsen. Foto J.A. Kirkegaard.

M\

YA AIR CHART "'*-/.-f**'fiTJ|e^j^A!4*.; iVj »ja : i iS.:W.V-

, * • - *

!

*MeV-WSrV-"^~=-'

skrive den dag, men det stod klart mellem linjerne,« slutter Sigurd Muller. Om debutavisen og de første besættelsesmåneder fortælles nærmere i første afsnit af denne biografi. Krigen gik sin gang med tiltagende vanskeligheder og fik for Stiftstidendes vedkommende en dramatisk kulmination, da bladet som det første danske blev schalburgteret natten til 17. marts 1944. Der var én kuriøs omstændighed i den forbindelse: sikkerhedspolitiets meddelelse om, at der var udsat en dusør på 2000 kr. for oplysninger, der kunne føre til forbrydelsens opklaring. Sikkerhedspolitiet var en dansk institution, men Gestapos danske afdeling med talrige danske håndlangere kaldte sig det samme. 11944 var schalburgtage et af sprogets hverdagsord: schalburgtage opkaldt efter Frikorps Danmarks chef på østfronten - i modsætning til den sabotage, som modstandsbevægelsen rettede mod tyskerne. Alf Schiøttz-Christensen blev godt midnat 17. marts vækket i Vesterbrolejligheden af et par voldsomme eksplosioner. »Hvem er nu bombet,« spurgte han i telefonen vagthavende på Politigården. »Det er Aalborg Stiftstidende!« Det første, han konstaterede, da han få minutter efter indfandt sig på Stiftstidende var, at hans forældre var i livsfare. Deres soveværelse lå på anden etage i direkte linje med den kælderhals under maskinsætteriet, hvor bomberne var anbragt af den berygtede Peter-gruppe. Efter krigen blev det afsløret, at hovedmanden var en af de store SS-kanoner, Otto Schwerdt, næstkommanderende hos den legendariske Scorzeny, der befriede Mussolini fra det allierede fangenskab. Den professionelle SS-terrorist Schwerdt blev sendt til Danmark under navnet Peter Schåffer, der delte dæknavn med den gruppe, der var udset til premieren: bombningen af Aalborg Stiftstidende. Loftet over de to gamle mennesker styrtede ned, da bomberne i kælderhalsen eksploderede. Soveværelsets eneste adgangsdør blev barrikaderet af væltet murværk, og glasstumper fra de knuste vinduer regnede over hele værelset. Det var en slem ventetid, indtil brandvæsnet havde fået dem befriet. Fru Eja Packness: »Min mand og jeg boede på »Julianesminde« i Hasseris og anede intet, før Alf ringede. Det var en besked på få ord: »Mor og far kommer ud til dig om en halv time!« Bang, røret på. Jeg kunne begribe, at

Den meget rejsende Schiøttz-Christensen er i Kenya, Afrika - og på vingerne med Kenya Air Charter. 81

der var sket noget frygteligt, men blev forbløffet, da mine gamle forældre kom, lidt forstyrrede, men aldeles rolige. Mor havde fået en frakke over natkjolen. Hatten sad skævt, og håret strittede - og far var rasende. Han vidste udmærket, hvad det var for slyngler, der havde bombet hans avis, og at alle sættemaskinerne var gået gennem gulvet i to etager og lå som en bunke gammelt jern i kælderen. Stiftstidende kommer som vanligt! Det var Alfs budskab den dag. Rotationen, der stod langt fra eksplosionsstedet, kunne køre, da murbrokkerne var fejet op. Aalborg Amtstidende og NY TID hjalp på forbilledlig vis, og medarbejderne sad med frakken på foran de sønderbombede vinduer og lavede eksplosionsreportage. Det varede fire måneder at få slettet alle spor. »Krigsforsikringen måtte op med godt 300.000 kr.,« noterer SchiøttzChristensen i selvbiografien. Året forinden oplevede bladet og dets chef besættelsestidens foreløbige kulmination: Tidligt om morgenen den 29. august 1943, den dag da den danske regering gav Hitler sit endelige nej, blev chefredaktøren og ti andre aalborgensere af tilpas position arresteret som gidsler. Der fulgte 14 kvalfulde dage inden løsladelsen. Det er livsfarligt at være gidsel. At være tysk gidsel havde i 1943 betydet døden for hundredvis af mennesker i de besatte lande. Schiøttz-Christensen slap, han og de andre ti havde endda en i materiel henseende behagelig tilværelse i stuearrest på Hotel Phønix. Det var 14 dage, der ændrede hans tilværelse, for i et vindue på den anden side af hotelgården kiggede en ham ukendt smuk dame ud og vinkede. Og Alf vinkede. Det var Ebba Jessen-Madsen, født Jørgensen, som Alf SchiøttzChristensen giftede sig med den 29. maj året efter. Gidslet fik efter nogle dages forløb lov til at få bragt sin skrivemaskine og så meget manuskriptpapir, han havde brug for. Der foreligger en aldrig trykt beretning på 56 A4 sider med en minutiøs beskrivelse af gidsel-vilkårene i Schiøttz-Christensens omhyggelige fortællestil, munter og detaljerig, men med den grå skræk i baghovedet. Hvem kunne vide, hvad det endte med? Hans personlighed stråler ud af øjebliksberetningen om denne besynderlige til tænderne bevæbnede fangetilværelse i hotelluksus, men i bestandig uvished om liv og helbred.

82

Det begyndte ved halv syv tiden søndag morgen 29. august med kraftig ringen ved hoveddøren i lejligheden på Vesterbro, men det var ikke mælkemanden, som Schiøttz-Christensen troede, da han sprang ud af sengen. Det var to tyske feltgrå soldater med maskinpistol. »Da Marcelle - der naturligvis havde hørt de fremmede stemmer ude i korridoren - derfor med

Provinsbankens udstilling om flyvning gennem tiderne september 1976. Bankdirektør Eigil Hastrup (nu formand for Aalborg Stiftstidendes Fond) ser på en Convair Metropolitan sammen med to flypionerer Alf Schiøttz-Christensen og skotøjshandler Peter Lind. BagvedSAS-distriktschefN.O. Møllehave. Næste opslag: Alf Schiøttz-Christensen gør Cessna'en klar i Aalborg Lufthavn januar 1978. Foto Max René.

ængstelse rejste sig op i sengen og ved min tilbagekomst til soveværelset spurgte mig, hvad det var, kunne jeg fuldstændigt roligt trække på skulderen og svare på hendes modersmål, det samme, i hvilket hun havde spurgt: » Otage! Ce sont des soldats allemands.« I et nu var hun ude af sengen. Det første chok havde hun bekæmpet omtrent lige så hurtigt, som det jog igennem hende.« Der blev givet tid til barbering, morgenbad og morgenkaffe. SchiøttzChristensen ville sætte to stole ud i entreen til de høflige soldater, »...men nej tak, sagde de. Det må have været uforeneligt med deres soldaterære. De forsikrede, at de var vant til at sidde ned hele dagen og ville hellere stå.« Alf og Marcelle spiste deres morgenmad og så farvel. »Marcelle fik et

83

særligt hjerteligt knus. Hun havde sandelig været tapper. Ingen vrøvl, ingen dikkedarer og unødvendige spørgsmål eller bekymringer.« En mellemstation på vejen til Hotel Phønix var tvangsarbejdsanstalten på Sofiendalsvej: »Førend vi nåede indgangsdøren, hørte jeg en stemme, der gentagne gange sagde: Alf! Alf! Jeg kiggede op og så kollega Tyge Lassen, Aalborg Amtstidende, stikke hovedet ud mellem nogle tremmer og vinke. Havde det ikke været så tragisk, så havde jeg måttet le højt. Han holdt nemlig i tremmerne på nøjagtig samme måde, som vi ser aberne i zoologisk have gøre det. Og han forsøgte af al evne at få sit hoved presset ud mellem tremmerne, uden at det dog lykkedes at vise andet end den blonde hårprydelse.« Altså kollega og ærkekonkurrent Tyge i samme suppedas, og det var ikke noget at more sig over, men når det nu endelig skulle være, kunne man da godt smile lidt. Fra en liste på bordet stjal Schiøttz-Christensen sig til at læse på hovedet (det er typografer eksperter i) hvem de øvrige gidsler var. Øverst tre advokater: spejderkammeraten Utoft Hansen, Svanholm og barndomsvennen og legekammeraten Axel Stoustrup. Mest bekymret blev Alf ved at se sin egen redaktionssekretær Knud F. Levison på listen, en af byens få jøder. Han tænkte også på fru Levison og den store børneflok. Hvad ville tyskerne gøre ved Levison? Hvad tænkte Alf Schiøttz-Christensen ellers på? Et godt gæt er Aalborg Stiftstidende. Brevskriveri var rationeret, kun ét ark. Dagbogen, der blev skrevet time for time, fortæller: »Efter endt morgentoilette til skrivebordet for at tjære en hilsen ned til Marcelle, som vistnok må have syntes, at det var mere et forretningsbrev end en kær hilsen fra et indespærret gidsel. Men jeg måtte jo betænke, at ingen kunne vide, hvornår jeg igen fik allerhøjeste tilladelse til at melde mig til omverdenen. Klokken blev 11, inden jeg satte sidste punktum.« Det er ikke svært at forestille sig brevets indhold af forretningsmæssige og redaktionelle påmindelser. Alf gør en del ud af, hvad han læser - bl.a. en samling D. H. Lawrencenoveller, der blev sendt op med en hilsen fra chefen på Hotel Phønix, direktør Helge Skou. »Skrækkeligt tunge og enstonige,« skriver Alf om Lawrence's noveller, men han konstaterer med nogen tilfredshed, at Helge Skou heller aldrig er kommet til vejs ende med dem. Halvdelen af bogen var ikke skåret op. Det er også karakteristisk for ham, at han betror sin maskinskrevne dag86 bog, hvad han mener om de tyskere, der bevogter ham, både de elskvær-

dige (men mangelfuldt opdragne) og de sure og urimelige, der bl.a. vil prøve at tage skrivemaskinen fra ham. Men han har fået lov. De skal bare holde fingrene væk! Han kommenterer den opmuntrende efterretning, at Italien har kapituleret betingelsesløst, og han udtrykker sin overbevisning om, at krigen er forbi »til april eller maj næste år, så længere holder de os da ikke i fangenskab!« Brevene udefra er nidkært censurerede, også de udadgående. Schiøttz-Christensen er ophøjet lige glad med, om tyskerne eventuelt kunne finde på at kigge i hans A4 ark. Han skriver kun om galskaben, hvad han mener. Han holder øje med trafikken i gården: »Også Eja så jeg passere. Hun burde meget hellere ligge hjemme i sin seng og pleje sit mavesår i stedet for at føjte om herinde i byen. Hun kom, meget sødt, med en pose æbler, som en soldat nogle minutter senere kom ind og overrakte. Jeg kan snart etablere mig som frugthandler.« Der er stadig de små muntre iagttagelser. »Min gode ven Poul Svanholm promenerer dagen igennem i hjemmesko og slåbrok...I går hørte jeg ham forsøge at forklare vagten, at »der politimeister (!) ist der uberste von der politei.« Sådan rent akademisk efter Kapers grammatik er vort tysk ikke.« Så er der pludselig tilladelse til besøg: »Ind i gidselcelle nr. 219 triner en hel delegation fra bladet, heriblandt den nye chefsekretær, der viste sig at være ingen ringere end min egen Marcelle Hun har installeret sig i mit kontor og passer forretningerne i mit fravær.....Det kan man kalde en pige med pep. Det ender såmænd med, at jeg må flytte ind i hjørnekontoret og lade Marcelle regere videre inde i mit det nuværende!«. Næste dag: »Og efter Marcelle var gået - og jeg havde tiltusket mig endnu et stort kys - kom soldaten igen med rødvin fra Sigurd (Muller). Den Sigurd, den Sigurd, jeg ved ikke, hvad skal jeg gøre ved ham....Gad vide, om det også er Sigurd, som har sendt mig den kappeklædte stuepige op med et regulært rødvinsglas, så jeg slipper for at drikke af tandglasset. Det kunne i hvert fald ligne ham.« Om sin holdning til de blodige uroligheder i Aalborg med protestmøde i grusgraven og national generalstrejke, som byen var igennem forud for 29august krisen og hans egen arrestation, skriver Schiøttz-Christensen lige så utilsløret, som han skiver om sin holdning til det tyske system, der holder ham fangen: »Sonderfuhrer Schlingensieben, der netop kom på kort visit, fortæller, at det fra tysk side er blevet pålagt Aalborg kommune at betale alle de ruder, som børn og unge mennesker smadrede i sidste uge, og at det ventes, at glarmesterregningen kommer op på 70.000 kr., altså over 1 krone per indbygger. D.v.s., at de voksne og ansvarlige, der sad hjemme og 87

misbilligede den form for demonstration, må betale for det halløj, som børn og gadedrenge morede sig med i de dage...Som skatteyder kunne man jo nok tænke sig at se sine penge bedre anvendt.« Alf Schiøttz-Christensen ved ikke selv, at hans tilværelse er i færd med at blive en anden. Der er syv linjer i dagbogen for tirsdag den 7. september: »Aftenens oplevelse blev, at en ung dame, der har taget værelse 404 i besiddelse på den anden side af gården, fik ondt af gidsel nr. 219 og gav sig til at smile og vinke opmuntrende over gården til manden bag tremmerne, hvad hun jo også kunne gøre uden at risikere noget derved. Vi er jo alle bevogtede og ude af stand til at opsøge alt for indladende genboersker. Men et smil kan jo altid sætte hormonerne lidt i cirkulation og glæde en fange i hans enecelle med dobbeltseng.« Galgenhumoren i »gidselforeningen« (»Geisel Verein Ost«) der er etableret på gangen, tager til. »Det ender med, at det går nok,« siger de til hinanden og skåler i deres whisky ude på gangen - eller på det sidste bænket om bordet inde på et af værelserne i gidselforeningen. Bevogtningen og disciplinen blev mildere og mildere. En dag kom en af de bekymrede koner, da de sådan stod og sludrede og morede sig med glas i hånd. »Du godeste«, sagde hun, »sikke en parodi!«. De dukkede skamfuldt hovederne som skoledrenge, der afsløres på æbleskud. Men det var jo i al beskedenhed. Alf begyndte også at ryge cigaretter. Man troede ikke mere på en katastrofal udgang af gidseltagningen, og det kunne man trøste hinanden med. Tyskerne var flinke nok - de flinke af dem. Men hvad kunne der ske i morgen, hvis beslutningstagerne hos værnemagten eller Gestapo i København pludselig fik brug for at hævne et eller andet blodigt? Når Marcelle kom med forretningssagerne, kunne Alf se på hende, at hun var langt nede med de sorteste bekymringer for fremtiden. En af de sidste dage (men det anede de jo ikke) er Marcelle igen på besøg, og sonderfiihrer Schlingensieben afleverer en bemærkning på formfuldendt fransk. Man ser Marcelles lille fine blyantsskrift »oh oh« tilføjet, og Alf sletter »formfuldendt« med to tykke streger. Den korrekte og ordentlige livsstil svigtes ikke. Man har det rarere på den måde. Alf dækker hver dag bordet med en dug, han har fundet i skabet og sidder med nyvaskede hænder, når soldaten serverer den iøvrigt fortræffelige mad fra officerskantinen på Roxy. Og man læser ikke, mens man spiser! Schiøttz-Christensen noterer det hele. »Veninden fra den anden side af gården rejste i eftermiddag, men hun sendte en lille buket herover, og den blev sat på bordet, da vi om aftenen havde et møde i gidselforeningen. Jeg fik forøvrigt tid til at læse Aage Ma88 delungs nye novellesamling »Forførelse« færdig. Den er meget beskeden,

men læseværdig, selvom det er ganske uforsvarligt at tage 7 kr. 75 øre for sådan 100 sider læsning. Så hellere D.H. Lawrence.« Interneringen hører op uden varsel efter 14 dages forløb. Farvel og tak til den joviale og retskafne stabsfeltwebel, der havde sørget så godt for gidslerne, og en hastig opringning til fru Esther Lockey, hvor Marcelle opholdt sig: Nu kom ægtefællerne - om damerne ville holde sig klar! »Marcelle skulle pakke sin attachétaske og være parat til at tage med mig tilbage til Vesterbro i den lille tyske transportvogn. Det var ikke nogen drøm, men den skinbarlige virkelighed, og den var svær at fatte.« Alf Schiøttz-Christensen blev revet ud af en stor sag, da tyskerne kom efter ham om morgenen den 29. august. Tre dage senere skulle han have været udnævnt til administrende direktør i det samtidig oprettede aktieselskab Aalborg Stiftstidende. Den 31. august skriver han i gidseldagbogen efter at have set sin egen avis på gaden ovenpå en uges generalstrejke-lukning: »Fader står anført som udgiver. Det skulle være sidste gang, fra i morgen er bladet jo et aktieselskab. Mon man husker det, nu da jeg ikke er der?« Hjemme på Nytorv stillede de den store forandring i bero til Alfs løsladelse. Ingen havde lyst til at tænke på anden ledelsesform, før de havde ham tilbage. Lykkeligvis skulle det kun vare de 14 dage, og den 29. september underskrev Lauritz og Thora Schiøttz-Christensen, Eja Packness og Alf Schiøttz-Christensen det dokument, der fra 1. oktober 1943 gjorde Alf Schiøttz-Christensen til administrerende direktør for aktieselskabet Aalborg Stiftstidende - årsgage 30.000 kr. plus dyrtidstillæg på samme vilkår som bladets øvrige funktionærer. Lønnen var oprindelig sat til 20.000 kr., men kontrakten har en påhæftet tilføjelse om, at bestyrelsen på underskrivelsesmødet den 30. september satte gagen op til de 30.000 kr. Det oplyses ikke, hvem der har fået den gode idé. Men Lauritz Schiøttz-Christensen bliver i dokumentet betitlet chefredaktør og sønnen direktør og ansvarhavende redaktør. Kontrakten går grundigt og usentimentalt til værks. I punkt 1 bliver det fastslået, at »sålænge chefredaktør L. Schiøttz-Christensen lever, kan redaktør Alf Schiøttz-Christensen til enhver tid afskediges fra sin stilling med 6 måneders varsel til den første i en måned, ligesom han selv kan opsige stillingen med samme varsel til fratræden den første i en måned.« Men det fastslås i punkt 4, at ved chefredaktør Lauritz Schiøttz-Christensens bortgang eller fratræden, tiltræder Alf Schiøttz-Christensen som chefredaktør, og det er på livstid, både som chefredaktør og direktør. Kontrakten gør ham enerådende med hensyn til fastlæggelse af bladets redaktion, herunder politisk kurs og retning - dog at bladet altid skal være 89

præget af samme nationale ånd som hidtil. Men intet om kursens politiske retning. Alf ønskede fuldstændig uafhængighed, og det fik han. Selvfølgelig er der indbygget fremtid i kontrakten. Alf Schiøttz-Christensen får ret til at disponere over 50.000 kr. til nyanskaffelse af maskiner, materiel m.m uden at spørge bestyrelsen, og der tænkes i særdeleshed på den grund, bladet har liggende ubenyttet på Vesterbro. Og så skal aktionærerne have udbytte »i forhold til, hvad der er overkommeligt efter selskabets økonomi, såvidt muligt på mindst fem pet.« Det er Alfs klare håndskrift. Familiebestyrelsen skal ikke komme og sige, at den er lovet noget. Bladet først. Bestemmelsen om uopsigelighed af den »fødte chefredaktør« har et forbehold, som Alf Schiøttz-Christensen uddybede, da han blev interviewet til et arbejdsportræt af Virtus Schade til Weekendavisen i 1978: »Kontrakten siger, at de kan fyre mig, hvis jeg bliver forkalket i altfor udtalt grad. 60 pet. af aktiekapitalen skal stemme for, men jeg er formand for den fond, der ejer 85 pet. af stemmeretten. Og jeg agter ikke at stemme for! Hvordan skal de stakkels mennesker dog nogensinde få mig hevet ud? Når man bliver forkalket og ikke rigtig klog, ved man det jo ikke selv.« Ansættelseskontrakten i 1943 blev toppen på Alf Schiøttz-Christensens Stiftstidende-karriere. Formelt er han ikke chefredaktør, og det bunder nok i, at hans søskende ikke har ønsket at give ham en ubegrænset magtbeføjelse. På et senere tidspunkt ønskede han at blive formand for bestyrelsen, men da sagde søstrene og broderen nej. Han var blevet nok, og han bestemte alligevel det hele. Fru Thora Schiøttz-Christensen skulle være formand, så længe hun levede, og så skulle Eja tage over og forblive formand, indtil hun selv ønskede at sige stop. Sådan blev det.

90

Bladets nye struktur var den første store begivenhed efter fangenskabet på Hotel Phønix. Den næste var bekendtskabet med Ebba Jessen-Madsen født Jørgensen, den smukke dame, der havde vinket til gidslet. Hun repræsenterede det fornemme parfumeri- og skønhedsplejefirma Arden og besøgte Aalborg i den anledning. Efter frigivelsen opsøgte Alf hende for at sige tak for de opmuntrende smil og for den lille buket til gidsel-foreningen. Hvorefter han forelskede sig dybt. Ægteskabet med Marcelle gik ikke for godt, de var vokset fra hinanden, men hengivenheden og loyaliteten fejlede intet, fremgår det med al klarhed af gidseldagbogen. »På mange måder var Ebba en mærkelig pige«, siger Sigurd Muller. »Min kone og jeg kom til at sætte stor pris på hende. Hun var frygteligt selvoptaget, men hun var også en skæg pige med et lune, som kun de nærmeststående fik mulighed for at opdage. Svigerfamilien vist aldrig. Hun

Kort efter at Alf Schiøttz-Christensen havde mistet sin kone Ebba tog hans ven, Sigurd Muller, ham med på vintersportstur til Norge. stjal bogstaveligt talt Alf fra den. Ebba betragtede ham som sin ejendom, en højt elsket og over al forstand kostelig ejendom. Hun beundrede ham grænseløst. Alf kaldte hende Grimme - alene fordi hun var så smuk. Hun holdt meget af det kælenavn, for hun vidste udmærket, hvilken kvalitet hun havde i sit udseende. Hun købte dyrt og meget, hvad ikke behagede hendes sparsommeligt opdragne ægtefælle. Hun forlangte også, at han skulle fremtræde elegant og moderigtigt. Alf var altid korrekt påklædt, men al ekstravagance var ham inderligt imod. Man kan ikke kalde en grå bowler ekstravagant. Hun kørte ham hårdt. Når han efter sit arbejde smuttede op til forældrene på Nytorv, og hun syntes, det varede for længe, var hun i telefonen med kort besked. Så tøflede Alf af. Vi kunne more os over det, når jeg en eftermiddag sad på hans kontor, og vi slappede af over en kop te. Alf gav

91

besked om, at vi ville have fred nu, ingen forstyrrelse, men selvfølgelig kom Ebba igennem på telefonen. »Jeg sidder og drikker te med Sigurd!« sagde han glad. »Såsnart I har drukket den te, kommer du hjem!« Og det gjorde Alf med det lille undskyldende grin til mig. Ellers var der sandelig ingen der kunne koste med ham. Ebba gav sig ikke af med at læse bøger. Hun var interesseret i Vogue, House and Garden og den slags, og det talte hun meget om. Alf lyttede pænt og sagde ja og nej på de rigtige steder, men det var ikke noget problem. Han var ingen læsehest selv. Men hyggelig og festlig var Grimme midt i al sit lettere rengøringsvanvid og sin selvkoncentration. Noget af det værdifulde ved hende var denne udstråling af varme og menneskelighed, så at alt det andet mindre festlige for os blev til betydningsløse bagateller. Man skulle kende hende godt for at opleve det. Det var en ufattelig tragedie for Alf, at han mistede hende så tidligt. Han rugede over, at hun utvivlsomt kunne være kommet uskadt fra en operation, en akut tarmlidelse, som lægen diagnosticerede oppe i feriehuset ved Slettestrand. Han indlagde hende på Aalborg sygehus, men Ebba ville ikke afsted med udrykning. Alf skulle køre hende hjem først, så at hun kunne gøre sig i stand. Da de omsider nåede frem, ville sygehuset ikke acceptere Fjerritslev-lægens diagnose og ikke operere. Det kunne vente, men det endte med en sprængt tarm og en stafylokok-infektion, og det tog Ebbas kræfter. Hun fik en tærende og smertefuld død 18. september 1964. Alf kørte hende selv til graven i sin stationcar.

92

Befrielse og modgang

Krigen gik sin tunge gang. Vi springer tilbage til 1942, da Aalborg Stiftstidende fejrer sit 175 års jubilæum, bænket omkring chefredaktør L. Schiøttz-Christensen og fru Thora. På deres vegne byder »redaktør Alf Schiøttz-Christensen i hjertelige ord velkommen til alle deltagerne,« og det vil sige det samlede personale på avis og Stiftsbogtrykkeri. Han taler om den hærgende krig, hvis følger ikke blot er død og ødelæggelse på slagmarken, men sult og fattigdom på hjemmefronten. »Men det er blevet os forundt at kunne opretholde vor levestandard længere end noget andet europæisk land.« Dønningerne mærkes på redaktionen. Der er julebrev til Alf samme år fra Vagn Skytte Rasmussen, der sammen med Jacob Kronika varetager den ømtålelige Berlin-korrespondance. Skytte Rasmussen undskylder forsinkelserne. De skyldes luftangrebene. »Kronika har lige fået ny adresse, men han reddede kun ganske få ting fra hjemmet. Næsten det hele blev ødelagt.« Schiøttz-Christensen svarer og takker for god dækning trods vanskelighederne. »Desværre får vi ikke altid alle Deres telegrammer på bladet i den oprindelige skikkelse, men vi er også glade for det, der bliver tilbage.« Besættelsens sidste måneder tilbragte Schiøttz-Christensen som nævnt »under jorden« på skiftende opholdssteder. Han stod højt på listen blandt de kendte danske statsborgere, der skulle myrdes, for at Hitlers clearingregnskab kunne gå op. Der kom en ny medarbejder i det tidsrum, journalist Erik Eriksen fra Fyns Tidende Det er betegnende, hvad han (senere informationschef hos ØK) husker fra sin ankomst den 31. november 1944, netop som chefen havde forladt byen. Ole Vang, den gang sekretær hos Schiøttz-Christensen, hentede Erik Eriksen ved det sorte tog på den mørklagte banegård. De gik ned på Ritz Safari i Bispensgade for at få en bid mad. Overtjener Basse, den senere restaurationskonge, sagde diskret, at de hellere måtte lægge pistolerne hos ham, hvis de havde sådan nogen på sig. Ovre på den anden side af gaden stod en kedelig fyr. Måske kunne der blive nogen uro. Senere på aftenen, da Erik Eriksen og Ole Vang var gået pænt hjem, blev stikkeren skudt ned på vej gennem den lange gang til

93

Ritz Safari, men han døde ikke. En ambulance kørte ham til kommunehospitalet. Den blev holdt op ved porten og stikkeren slået rigtigt ihjel. »Hæsligt, når vi tænker på det i dag,« siger Erik Eriksen. »Måske var det ham, der havde Alfs navn på likvideringslisten i inderlommen.« Men chefen sad altså i sit skjul i den anden ende af landet, hvad der ikke forhindrede ham i fuld indsigt i bladets drift. Vi må hoppe tilbage til et brev fra journalist Hans Jørgen Vestergaard i Holstebro. Han var Stiftstidende-korrespondent, men så aldrig avisen og kunne godt tænke sig at få den sendt. Underforstået: pr. honnør. »Jeg skal desuden ikke undlade at udtrykke min forundring over, at jeg pludselig kun får 8 øre pr. linje. Tidligere har jeg altid fået 10 øre.« Der er et udførligt svarbrev fra chefredaktøren til den unge Vestergaard med opgørelse over de seneste leverancer fra ham og talrige eksempler på det passende med de 8 øre. Men all right, han skal få 10. Avisen vil blive sendt. Portoen fratrækkes honoraret. Vestergaard vil gerne til Aalborg. Han søger flere gange og bliver ansat, kort før chefen går under jorden. I korrespondancen mellem skjulestedet og Kofod Larsen (chefen bliver kryptisk og hemmelighedsfuldt tituleret »Kære herre«) spørger Schiøttz-Christensen lidt bekymret til den nye mand, men glæder sig over at få at vide, at han tager ret fornuftigt på tingene, selv om han er noget grønnæset. Det er Stiftstidendes kommende administrerende chefredaktør, de taler om, men det kan de jo ikke vide. Så er der ellers nogle krasse bemærkninger fra den kære herre om manglende fantasi og slagkraft i det særnummer, der fortalte, at Hitler var faldet og Mussolini slået ihjel. Ja, det stod der ikke direkte. Men »forsiden var rodet, og vi er blevet alt for tamme. De fuldstændig ligegyldige smånotitser om »forfatternes sammenslutning« og den pensionerede postmester i Kastrup var - hånden på hjertet - malplacerede og ved siden af.... Ja, det

94

17. marts 1944 sprængte den tyske terror-organisation Peter-gruppen Stiftstidende i luften. Det blev Danmarks første dagblad-schalburgtage. Facaden mod Bernhard Rées Gade under oprydningen den følgende dag. NEDERST TIL VENSTRE: Fru Thora Schiøttz-Christensen og Lauritz Schiøttz-Christensen blev barrikaderet i deres soveværelse af eksplosionens virkninger. Sådan så en af deres stuer ud. NEDERST TIL HØJRE: Sættemaskinerne faldt gennem gulvet og lå hulter til bulter. (Side 81) Foto J.A. Kirkegaard.

' "p

•V

'V.-:-..-::A'"-N '•^'V* 1

.;_ # V'. ,- .

* '* ; , , -•twiW.v.

-zøt

*.. .-."I.

—

>• :-

5?'--

'•**"—.«„ - • » „ • • • • _ T I m.,

i-*.Tr'

•r

-\%V-i

;• "ir W * ' o . •5La)** *i^Vr- * *tø J«s- -ry • - - v«

.,

•

>)-.

i.

var ikke lutter roser denne gang. Men ligesom Vorherre ser jeg på den gode vilje, og den er der bestemt ikke noget i vejen med.« Chefen udtrykker sin overbevisning om, at de utålelige krigsvilkår meget snart er slut. Hans pindehuggeri er dateret 4. maj 1945 og utvivlsomt postet en timestid, før befrielsesbudskabet kom fra London. Det hele var pludselig overstået. Schiøttz-Christensen vendte hjem hurtigst muligt, og der blev arbejdet nærmest i døgndrift i én lang glædesrus. Jens Bondesen var brudt op fra Aalborg før befrielsesbudskabet med næse for, at de engelske tropper kunne modtages ved grænsen. Alf jublede, da det foretagesomme menneske trængte sig på og kørte nordpå med befrierne, som om det nærmest var Stiftstidende, der havde arrangeret det hele. Bondesen inviterede englænderne til fodboldkamp i Aalborg - og havde glemt det, indtil de stod i døren på Nytorv en ugestid senere som den første større styrke i Aalborg. Alf forgyldte ham. Nu kunne man fortælle det hele, ikke mindst modstandsbevægelsens indsats. Folk fra toppen i den aktive kamp mod Gestapo og værnemagten sad i Stiftstidendes redaktion. Det blev klart for Schiøttz-Christensen, hvad han måske havde anet, men ikke vidst fuld besked med: At modstandsbevægelsens K-kompagni hver nat i besættelstidens sidste måneder, mens Brøndum-banden hærgede byen, holdt vagt i bladhuset med skyderne i anslag. De tre forgrundsfigurer i denne bevogtning var Ole Vang, Ove Nielsen og Carl Hare. Et nyt attentat ville være endt med kamp. Gudskelov, at det ikke kom. Tættest på var en nat kl. 3, da en bil rullede op foran den veritable fæstningsport. Modstandsfolkene havde skyderne i stilling, men de skød heldigvis ikke. Det var stuepigen, der kom sent hjem.

96

Om vilkårene på redaktionen efter befrielsen fortæller den da nyansatte Erik Eriksen: »Vi var en 15-20 medarbejdere, og det er ikke forkert at sige, at alle havde meget travlt. Jeg var politimedarbejder sammen med Ole Vang under Nyborg Madsens ledelse. Der var vanvittigt meget at bestille på den tid med retsopgøret efter besættelsen. Tillige var jeg sportsredaktør med Eivind Samuelsen som freelance- medhjælper, flyvemedarbejder (med certifikat foreslået og betalt af Alf) og kommunalmedarbejder i Nørre Tranders med udførlige referater af samtlige sognerådsmøder. En dag kom Schiøttz-Christensen og spurgte, om jeg ville have noget imod at overtage oplandsredaktionen. Jeg sagde ikke »fanme nej«, det vovede man ikke, men han kunne godt høre, at jeg mente det sådan. Jeg fik da sagt, at jeg kunne rejse, hvis han havde den opfattelse, at jeg bestilte for lidt. Han slog det hen som vrøvl. Selvfølgelig hverken ville eller kunne jeg rejse! Men

da der nogen tid efter kom et tilbud fra Dagens Nyheder/Nationaltidende måtte jeg jo fortælle ham, at nu skulle det være. Vi talte ikke om penge, men han lod mig forstå, at jeg ikke skulle rejse for økonomiens skyld. Men det er karakteristisk for ham, at han ikke et sekund prøvede at tale mig fra min beslutning. Hvis jeg følte som en udfordring at prøve kræfterne i København, skulle jeg gøre det. Hans støtte kunne jeg regne med. Og den fik jeg med største trofasthed så længe, han levede.« Vi er tilbage i befrielsessommeren. Der kom ny modgang, da SchiøttzChristensen igen skulle konfronteres med sin 9. april-avis. Det skete i en opgejlet sag, der gjorde ham usigeligt ondt. Han blev trukket gennem sølet i sin egenskab af både Stiftstidende-redaktør og Set. Georgs Gilde broder. Den navnkundige borgmester Henry Jensen, Hobro, slyngede i et åbent byrådsmøde en forfærdelig beskyldning mod Alf Schiøttz-Christensen, noget af det værste, man kunne sige den sommer. Optakten var en befrielsesfest i Dybvad, hvor en berømt sabotør fra Aalborg diskuterede med skovrider Graae om den gæstfrihed, eftersøgte modstandsfolk mødte under besættelsen. Skovrideren vidste, at f.eks. Set. Georgs Gilderne støttede 100 pet. »Men ikke alle gildebrødrene«, svarede modstandsmanden. Han kendte en, og det var ham selv, der var bortvist af en gildebroders hjem, fordi en af modstandsmandens kammerater var taget af Gestapo. Hobroborgmesteren var også med til festen, og hårdt gået på klingen fortalte modstandsmanden ud på aftenen, at gildebroderen var Alf Schiøttz-Christensen. Men de tre-fire mennesker, der hørte dette, måtte love ikke at lade det gå videre. Trods alt havde sabotøren fået husly, da det virkelig kneb. Henry Jensen syntes ikke, det skulle forties. I det åbne byrådsmøde sagde han i anden anledning: »Aalborg Stiftstidendes chefredaktør, Set. Georgs Gilde broderen Alf Schiøttz-Christensen var så glad for modstandsbevægelsen i besættelsestiden, at han jog en af Aalborgs dygtige sabotører ud af sit hus, da han fik at vide, at sabotørens kammerat var taget af Gestapo. Så turde den gæve mand ikke beholde sabotøren længere. Motivet for angrebet, sagde Henry Jensen senere, var, at han havde været ude for »meget gemene angreb« fra Aalborg Stiftstidende i Hobro. Schiøttz-Christensen reagerede omgående med at anlægge injuriesag mod borgmesteren. Henry Jensens forsvarer fremlagde fotokopi af Stiftstidende for 9. april 1940. Retten i Hobro kunne ikke se, hvad den avis havde med sagen at gøre. Hvad angår bortvisningen handlede det om SchiøttzChristensens husassistent, der boede i et loftsværelse i Stiftstidendes hus. Efter en mislykket våbenmodtagelse flygtede modstandsmanden. Husassistenten var hans kæreste, og i hendes værelse fik han skjul. Det syntes 97

Schiøttz-Christensen var i orden, da han fik det at vide, men da en af Stiftstidendes maskinsættere, kammerat med modstandsmanden på pigeværelset, blev taget af Gestapo, fandt Schiøttz-Christensen det tilrådeligt, at modstandsmanden flytttede, i hvert fald for en tid. Imidlertid måtte Schiøttz-Christensen gå underjorden, og så blev sabotøren boende - indtil fru Thora Schiøttz-Christensen gik op på loftsværelset og på sin søns vegne bad om nøglen. Alt dette blev fremført i retten. Landsretssagfører Pelle, der mødte for Schiøttz-Christensen, sagde om påstanden vedrørende »Stiftstidendes meget gemene angreb«: »Gement er også en injurie!« - »Det er der ikke noget at gøre ved,« sagde Henry Jensen, og så talte de ikke mere om det. Ved dommen i Hobro den 24. april 1946 blev Henry Jensens ærekrænkende sigtelse kendt ubeføjet, »men den forskyldte straf bortfalder.« Retten skønnede, at de udtalelser, der faldt under frihedsfesten i Dybvad, »havde givet Henry Jensen føje til at anse sigtelsen for sand.« Schiøttz-Christensen fandt det besynderligt, at man måtte tilsvine et andet menneske, når man bare troede at løgnehistorien var sand. Vendsyssel Tidende var blandt de talrige blade, der havde omtalt sagen udførligt. Til redaktør Jepsen Petersen skrev Schiøttz-Christensen med beklagelser over, at også Jepsen Petersens blad lagde spalteplads til smudsangrebet. »Selvfølgelig uden Deres forhåndsviden,« skrev kollegaen. »Lad Henry Jensen kæmpe med rene våben, men lad stuepigen og hendes kæreste være.« Men det var da nærmest kæresten, det handlede om.

98

Der kom endnu en plagsom sag - fra en side, hvorfra man mindst skulle vente angreb. »P.E.No.2«, der var organ for hjemmeværnsforeningen for Aalborg sektion (endnu inden statshjemmeværnets tid) skrev i maj 1946 om en firesidet prisliste, som Aalborg Stiftstidende havde udsendt på tysk i efteråret 1940, altså henvendt til besættelsesmagten. »Werbung in Danemark ganz undenkbar ohne Aalborg Stiftstidende.« Det lød ikke ret godt i 1946. Straks efter befrielsen var blot det at tale eller skrive tysk en betænkelig sag. Alf Schiøttz-Christensen kunne med god grund hævde, at denne tryksag ikke var udsendt eller beregnet til udsendelse til den tyske værnemagt. Sagen var den, sagde han, at lederen af Aalborg Stiftstidendes annoncekontor i København, Mogens Munk, skulle en tur til Berlin for at hilse på folkene bag centralkontoret for tysk industris udlandsavertering. Stiftstidende ønskede ikke at sende nogen repræsentant, men hvis Munk alligevel skulle afsted ( fra gammel tid kendte han udlandsaverteringens leder, der var knyttet til den jødiske annoncekoncern Rudolf Mosse) kunne han godt

få en sådan tryksag med, og derfor blev den fremstillet i tysk oversættelse. Den jødiske Rudolf Mosse, der ikke havde noget med sagen at gøre, blev nævnt mange gange, det lød i hvert fald godt i 1946. Mogens Munk kom slet ikke afsted, hvorefter man destruerede det lille prislisteoplag på ca. 100. Det var en dum sag. »P.E.No.2« kørte frem med endnu en tryksag fra 1940, og den socialdemokratiske NY TID spurgte, hvordan det dog kunne gå til. Schiøttz-Christensen erklærede, at det var en bevidst løgnagtig påstand. »P.E.No.2« havde gengivet forside og bagside og derefter de indvendige sider. De vidste selv, at det var samme tryksag. Stiftstidende havde aldrig udsendt andre end den ene. Det troede Schiøttz-Christensen selv. Reklamechef Kaj B. Hessov var sat til at opgrave alt - og det skulle være alt - materiale vedrørende denne fordømte sag, men han måtte undskyldende erkende, at han kom en uge for sent med det sidste. Der var to tyske tryksager, den anden fremstillet i samarbejde med Fyens Stiftstidende om »to store byer med fremdrift, hver med en stor avis.« Den omstændighed, at Aalborg Stiftstidende, ligesom alle andre blade, lever og levede af at sælge annoncer, var det håbløst at argumentere for i 1946 - langt mindre, at man også solgte til tyske kunder. Hessov skrev det lige ud til Mogens Munk i august 1940, men det behøvede man ikke at ribbe op i og gentage seks år efter: »Jeg har vist fortalt om vor nye prisliste på tysk, som De skal have nogle eksemplarer af.« De blade, der nu angreb Schiøttz-Christensen med sprogets blodigste gloser, havde lykkeligt glemt, at de reagerede på samme måde den gang, men de fik jo heller ingen brochurer i hovedet. Hessov rystede vandet af sig, han havde ikke gjort noget i ond mening, men han måtte give Alfs gode ven, landsretssagfører Utoft Hansen ret. Hessov skrev til den for nogle dage bortrejste Schiøttz-Christensen som tilføjelse til redegørelsen om brochure nummer to: »Utoft Hansen var på besøg i dag. Han erklærede, at det var en »helvedes historie«, der desværre ikke kunne bortforklares.« Schiøttz-Christensen konstaterede, at manden, der fyrede hjemmeværnskanonen af, var medlem af »P.E.No.2«'s redaktionskomité, den samme person, der fik Henry Jensen i gang med de netop tilbageviste injurier. Udadtil viste Schiøttz-Christensen ikke hvad han følte ved disse pinagtige angreb, men de, der kendte ham, vidste, at han var fortvivlet. De syntes ikke, at han havde fortjent det.

99

Oplaget stiger og stiger

Den kraftige vækst i oplag og annoncemængde fortsatte, da befrielsesrusen var ovre, og bladet kom i fast efterkrigstids-rutine med talrige restriktioner, men med frit slag i journalistisk og forretningsmæssig udfoldelse. Alf Schiøttz-Christensen sad på bukken og havde fast greb i tøjlerne til begge slags travere. Han sad der ikke hele tiden. Grænserne var åbne igen, og han rejste meget, men han smuttede helst i al ubemærkethed. De behøvede jo ikke allesammen at vide det. Afdelingscheferne kunne sagtens køre vognen, mens han var væk - eller kunne de? Mange år senere (ved den sygdomsplagede 70 årsdag i 1979) afrundede den ansvarhavende chefredaktør Georg Hemmingsen et smukt og velment hyldetsportræt: »Han siger det ikke, men han tror ikke, at det kan gå, hvis ikke han er der til at holde øje med alle detaljerne. Det er nok en af de få ting, han aldrig får lært.« Det var i efterkrigsårene, han udviklede billedet af, hvad omgivelserne kaldte den nordjyske bladlord med den stilige grå bowler. Man sagde om ham - med en let nedladende grimasse - at han slog paraplyen op hjemme på Nytorv, når det regnede i London. Men de lagde nu mærke til ham ude i den store verden, med eller uden paraply og bowler. I 1974 blev han af den internationale bladudgiverorganisation FIEJ valgt til vicepræsident blandt de syv udgivere på verdensplan, der fik denne tillidspost. Blev han nemmere at have med at gøre derhjemme? Det var vist ikke så mærkbart. Schiøttz-Christensens sekretær i disse eksplosive fremgangsår, Henny Petersen, kom fra en post, hvor det gik hårdt til, nemlig som sekretær hos Schiøttz-Christensens ven, konsul Sigurd Muller, der under besættelsen varetog Røde Kors' komplicerede hjælpearbejde for Gestapos nordjyske fanger. »Jeg var glad for at blive sekretær hos Alf Schiøttz-Christensen,« siger

100

Alf Schiøttz-Christensen var blandt de førende skikkelser i udnyttelsen af moderne avis-teknik. Han er afbilledet i et fagtidsskrift 1955 »ved to af bladets fem kodebåndsstyrede automatiske linjestøbemaskiner« Ukendt foto.

*

J

»

t

-

.

x

A,-.

•V..^ «*.*!& "V.

#f'

3

-i*

* * •

'

BWJJ. > — - * « « ,

$ « i ^ * .

ft.

•"


#

*

•

»Det nærmeste, vi kom strejke i min tid, var et såkaldt fagligt møde, der sinkede avisen et par kritiske formiddagstimer, men den kom ud. Jeg truede ham med strejke, men jeg frarådede det kraftigt i kollegernes kreds - og det lyder jo vældigt smukt, når jeg sidder her og siger det i min nuværende position. Med hensyn til Schiøttz-Christensen vidste jeg, hvordan han kunne gå i baglås, når typograferne lukkede avisen. Vi kunne få 8-14 dage, hvor han bare var tavs, før der kom gang i sagerne. Vi kunne støde mod en mur, når vi forhandlede med Alf Schiøttz-Christensen, men vi kunne også nå forbløffende gode resultater. Det gjaldt ikke mindst, når ens ærinde var kolleger i vanskeligheder, uanset af hvilken art. Personligt oplevede jeg mennesket Schiøttz-Christensen, når jeg opsøgte ham sent på eftermiddagen. Det var på ingen måde strategi, selv om jeg må medgive, at det ved sådan en lejlighed kunne være frugtbart at tale med ham. På det tidspunkt i mørkningen kunne han tænde spottet på væggen, der normalt var rettet mod hans arbejdsbord, og vende det mod maleriet af Ebba Schiøttz-Christensen, hvis død var hans tilværelses største sorg. Han sad stille foran det, men lod sig uden fortrydelse forstyrre af mig. De samtaler står som noget meget stærkt i min erindring. I teknikken var reprofotograf Harry Hornshøj fællestillidsmand for den tekniske personaleklub fra 1973 til 1979 - eller længere end nogen fællestillidsmand på Stiftstidende »i nyere tid«. Samarbejdet - eller livtagene mellem Schiøttz-Christensen og Harry Hornshøj slog så store gnister, at udladningerne kunne forplante sig til hele huset. Den nye teknik tromlede frem i denne periode. Schiøttz-Christensen havde talt om den og forberedt den i årevis, men en økonomisk afmatning i hele samfundet forsinkede, da det endelig skulle til at ske. Det manede den gamle chef til betænksomhed. Han gik omvejen over læsemaskiner, der satte i bly automatisk fra manuskriptet. Han nåede ikke selv at se de redaktionelle skærmterminaler hos hver medarbejder med adgang til direkte fotosats, skønt det i en snes år havde været blandt hans hedeste ønsker. Det kom allligevel til at gå hurtigt - i typografernes og litografernes øjne for hurtigt. »Vi blev taget på sengen, vi vidste ikke ret meget om den nye teknik,« siger Harry Hornshøj. »Fagforeningerne var ikke gået stærkt nok ind i oplysningskampagnen. Kæmpeskridtet var anskaffelse og montering af en ekstra rotationspresse med offsettryk i fire farver. Litograferne var ikke tilfreds med den arbejdsordning, som Schiøttz-Christensen strikkede sammen, og det kom til forsinkelser og tabte aviser. Det dramatiske højdepunkt kom den dag i 1976, da han kaldte alle trykkerne sammen ved Crabtree-pressen. Han fortalte dem, at når de ikke ville trykke, var der ikke noget at gøre ved det. Han 123

124

havde besluttet at pakke Marinoni-pressen i mølpose. Han kunne få sin avis trykt andet sted og havde slet ikke brug for trykkere. De var fyret hermed! Han holdt sin tale fra et af rotationens gallerier. Tildragelsen er gået over i historien som »balkonscenen«. (Historisk er det ikke helt korrekt, for han holdt den i virkeligheden fra stållejderen, der fra faktorkontoret førte ned i trykkeriet. Episoden er nærmere omtalt side 126). Resultatet var arbejdsnedlæggelse på stedet. Bladet kom ikke nogle dage, og det er rigtigt, at intet var ham mere modbydeligt end at hans avis lå stille - uanset, at det øjeblikkelige produktionstab blev dækket af hans egen organisation. En sen aften ringede en af faktorerne til mig. Jeg skulle få fat i Ole Bech, tillidsmanden hos litograferne, og vi skulle begge stille på Stiftstidende kl. 12 midnat. Da vi kom ind på chefens kontor, sad han ved skrivemaskinen med hænderne i skødet: »Sæt Dem ned og diktér, hvad jeg skal skrive!« Vi blev ret forvirrede. »Vil De ikke godt være rar og skrive det brev selv, det er De bedst til,« sagde vi til ham. Det gjorde han, og det var en sejr for os. Arbejdet var i gang næste morgen. Alt det rumleri havde som sagt givet forsinkelser. I nogle tilfælde gik folkene hjem til normal fyraften, selv om oplaget ikke var trykt ud. Det var klart overenskomststridigt.« Der kom en ny følelsesladet reaktion fra Alf Schiøttz-Christensen en mandag morgen i april 1978. Fra sætteriet fik han melding om, »at 12 typografer ikke var mødt. De var syge.« Var de virkelig det - så mange på én gang? »Det var sgu næsten 100 procents ærligt.« siger Harry Hornshøj med stor overbevisning i stemmen. Schiøttz-Christensen sagde, at heller ikke han betvivlede, at det hang sådan sammen. Der havde været fødselsdagsfejring lørdagen før, det kunne jo være et mavetilfælde, og det undersøgte han grundigt med det opmuntrende resultat, at kantinen kunne frikendes for at have befordret sygeligheden. Forhåbentlig var det ikke noget alvorligt. Han besluttede at besøge de syge sammen med sekretær Lone Nielsen - og at tage blomster med. Der foreligger et notat, dikteret af Schiøttz-Christensen om den 3. april 1978: »Af 12 sygemeldte blev halvdelen besøgt. Det blev oplyst, at én troede, han skulle møde på aftenhold, to andre kunne formentlig få overstået maveondet inden næste morgen og møde på daghold. To havde influenza og kom ikke den første uge. Én var langtidssygemeldt, og én kunne ikke træffes. (Han troede også, at han skulle på aftentur).« »Vi blev rasende,« siger Harry Hornshøj. »Det var »dyneløfteri« i renkultur. Jeg gik op til chefen og spurgte, om han ikke troede på sygemeldingerne. Nej, det faldt ham ikke ind at tvivle, han ville bare se, hvor alvorligt

det var fat og sikre sig, at det ikke var på Stiftstidende, de havde fået de syge maver. Jeg spurgte ham, om han også ville komme og besøge mig, hvis jeg en dag blev syg. Såvidt jeg husker, svarede han ikke på det. Han kunne jo næsten heller ikke overkomme det, når man tænker på, at der var mere end 400 ansatte i huset«. Historien om chefredaktørens sygebesøg med blomster gik landet rundt. Dagbladet Aktuelt havde Schiøttz-Christensen i telefonen: »Jeg må erkende, at typograferne virkelig var syge, siger Alf Schiøttz-Christensen efter sin aktion. De fleste havde smertefulde mavekramper. Nogle lå ligefrem og vred sig på sofaen, da jeg kom.« Berlingske Tidende spurgte: - Tillidsmanden opfatter Deres besøg som kontrolbesøg? - Det gør han ikke mere. Han har netop forladt mit kontor og spurgt, om jeg også vil komme ud med blomster, hvis han bliver syg. Det har jeg lovet at gøre, siger den nordjyske chefredaktør.« Blev de ved med at være rasende i teknikken? »Nej, vi kunne jo heller ikke lade være med at grine ad det,« siger Harry Hornshøj. »Men jeg kan ikke forestille mig nogen anden slippe levende fra sådan et nummer. Alf kunne, han havde format til det - selvom det her var ude på overdrevet og langt fra den stil, vi ellers kendte ham på. Men betegnende for ping pong-spillet den dag er det, han siger til Aktuelt - sammenholdt med det faktiske ordspil. Hvad han (og vi andre) sædvanligvis klarede situationen på, var et kvalificeret spil/modspil. Det kunne ofte (men ikke altid!), lade sig gøre, sålænge han alene handlede på ledelsens vegne. Ved en anden lejlighed, da vi havde ham på slap line, var en lørdag eftermiddag. Folkene fra sætteriet var gået i garderoben for at tale noget igennem. Jeg kan ikke huske, hvad der var galt, det var ingen stor sag. Vores aktivitet var registreret på redaktionen, og der gik bud til Klostermarken. Et øjeblik efter holdt Jaguaren i gården. Chefen bankede pænt på døren til garderoben og kom ind. Den mødedeltager havde vi bestemt ikke ventet. »Hornshøj, må jeg lige tale med Dem!« Vi gik udenfor, og han spurgte: »Er der noget, jeg skal forklare folkene?« Det var en lodret provokation. Jeg sagde, at det nok var bedre, at jeg gik ind og fortsatte mødet. »Hvornår forventer De at være færdige?« »Hvis vi bliver stående her ret længe, kan det komme til at vare en rum tid. Men hvis De vil lade være med at blande Dem i det, er der en rimelig chance for, at vi får avisen ud til tiden.« Det fik vi også. Sådan et trick skulle han ikke forsøge sig med to gange. Men vi kan ikke udelukke, at det havde sin gavnlige virkning netop den lørdag eftermiddag. 125

Chefen og teknikken

126

Begivenhederne omkring »balkonscenen« og blomsterne til de syge typografer vil blive stående som to klare stjerner i Aalborg Stiftstidendes - og Alf Schiøttz-Christensens - historie, men hændelsesforløbet tager sig ikke præcist ud som skildret i forrige afsnit, når man spørger sig for på den anden side af bordet. Teknisk direktør John Christensen stod i kulissen den dag i 1976, da den dramatiske balkonscene udspillede sig - ja, han havde faktisk det ene ben inde på scenen. »Jeg forsøgte at stoppe Schiøttz-Christensen, jeg var lige ved at spænde ben for ham på stållejderen«, siger John Christensen. »Vi skulle ikke forsvare en arbejdsplan, som Schiøttz-Christensen havde »strikket sammen«. Det var ikke et overarbejdsproblem, det var simpelthen spørgsmålet om at få avisen trykt på de tidspunkter, der var nødvendige for at få den ud. Problemet var, at anden sektion til søndagsavisen skulle fortrykkes, men trykkerne fandt klokkeslettene ubelejlige. Det kom til forskellige aktioner, bl.a. de nævnte, at oplaget nogle dage ikke blev trykt ud. Da komplikationerne efterhånden var blevet så store, at chefen ikke kunne holde det ud længere, forlod han et møde i faktorkontoret og gik med hastige skridt til stållejderen, der førte ned i trykkeriet. Jeg nåede ikke at standse ham, selvom jeg havde lyst til at spænde ben. Han råbte trykkerne sammen og holdt sin tale fra lejderen - og den formede sig som en regulær skideballe. Han syntes, trykkerne trængte til den, og vi andre, der stod inde på faktorkontoret og hørte på, konstaterede, at den blev afleveret, så det raslede. Situationen var mildest talt uheldig - fra begge sider. Schiøttz-Christensen skulle selvfølgelig have brugt tillidsmand-kollegiet, men nu ville han give dem besked. Han truede med at fyre hele bundtet. Han kunne lukke trykkeriet og få avisen trykt andet sted. Og den nye Marinoni offset kunne han putte i »mølpose«. Trykkerne skulle overhovedet ikke gøre sig ulejlighed. Selvfølgelig gav den tale ballade og arbejdsnedlæggelse, men den var kortvarig. Sådan noget kunne han gøre. Den halsbrækkende saltomortale endte med, at han ikke brækkede noget, men kom ned på benene. Det samme med blomsterromancen. Det er en indgroet misforståelse, at de to hændelser har forbindelse

Tre søskende ved Alf Schiøttz-Christensens 40 års jubilæum på Stiftstidende 1973. Fru Aase Alf Christensen og fru Eja Packness flankerer lillebror. Foto Viggo Kragmann.

med hinanden. Det har de ikke. Blomsterne kom to år efter balkonscenen. Dagbladet Information gav den improviserede skideballe sit kostelige navn, selv om der ikke var megen Romeo og Julie-stemning over den. Alf Schiøttz-Christensen slap ikke for strejker - og han tog dem med oprejst pande. Hvad ellers? Påstanden om, at han i sidste øjeblik kunne dreje sig 90 grader, kan jeg ikke købe. Vist gav han sig på visse punkter, men han fik noget for at aflevere noget. Han hadede ganske rigtigt, at avisen ikke kom på gaden, hvilken udgiver gør ikke det? Det mest væsentlige, en avis er beregnet til, er at udkomme. Hvad nytter ellers det frie ord, der står i den? Og alt det øvrige, som folk har brug for at få besked om. Ud fra disse tanker, som han beskrev som »lige så inderlige som banale«, nægtede han at gå på kompromis. Det må man ikke forveksle med den forhånd- 127

Folk på Aalborg Stiftstidende, der gav sig afmettflyvning,skulle ogsti haw certifikat. Her erfem fra 1973: Alf Schiøttz-Christensen, redaktionschef Erik Randel, inspektør Leo Madsen, driftschef John Christensen og pressefotograf Max René. Foto Jens Morten. lingstcknik, der fører frem lil et resullat. Schiøttz-Christensen var en foregangsmand. og han tog de kampe, der skulle til. for at fa lingene gennemført.

128

Hvordan var han så at samarbejde med på beslutningsplanet? »SchiøttzChristensen havde store erfaringer i den tekniske branche og en dyb interesse i teknik. Men det kunne gå for stærkt. Han støbte mange kugler, og han affyrede adskillige af dem. I de første år, jeg kendte ham. var det største problem at holde ham tilbage, så at udviklingen blev fulgt med rimeligt langsomme skridt. Vi målte ikke komme bagefter, men heller ikke så langt foran, at det kunne gå galt. Han var lydhør, og det var aldrig svært at få hans accept, når vi kom med forslag til nyt udstyr og nye maskiner.

Selv havde han ikke problemer med at få sin bestyrelses godkendelse. Det var nemlig ham, der bestemte det hele. 11967 var Aalborg Stiftstidende den første avis i landet, der fik en computer i sætteriet. Det var en udbygning af den landvinding, der blev opnået, da Stiftstidende ligeledes som den første i 1955 fik teletype, altså automatisk produktion af blysatsen ved hjælp af en hullet tape. Én maskinsætter kunne passe to maskiner, der arbejdede langt hurtigere end de håndbetjente. Computeren regnede linjeskiftet ud, så at teledamerne kunne hulle løs på deres kilometertape - og det gjorde computeren så godt, at Aalborg Stiftstidende via telefonnettet foruden sig selv kunne data-betjene tre store dagblade i Jylland. Jeg nævner disse enkeltheder, for at man kan få en fornemmelse af, hvad Alf Schiøttz-Christensens indsigt og fremsyn resulterede i af teknisk udvikling på hans avis. Men der gik ti år fra den første produktionscomputer var i hus, og til vi sagde farvel til blyet og kom i 100 pet. fotosats. Der kunne smådrilles, for mindre blade fik skærme på redaktionerne og fuld fotosats flere år før Aalborg Stiftstidende, men det var til gavn for bladets økonomi og trivsel, at vi ventede, indtil det var lønsomt også for de mellemstore og store aviser at investere i de skærme, der i begyndelsen var så uforskammet dyre, og som vi skulle bruge så mange af. Schiøttz-Christensen gik omvejen over læsemaskinen, der kunne omsætte manuskripterne automatisk i blysats. Det siger meget om holdningen, at landets største dagbladskoncern, Politiken/ Ekstra Bladet samarbejdede tæt med Schiøttz-Christensen. De anskaffede samme udstyr og tog det i brug kort efter, at det var i gang på Nytorv i Aalborg. John Christensen havde siddet i 13 år på Berlingske Tidendes ingeniørkontor og herefter i to år været sælger for den store amerikanske rotationspresse-producent Goss, da han første gang traf Alf Schiøttz-Christensen. Mødet mellem de to teknikere er karakteristisk for den måde, hvorpå Schiøttz-Christensen håndterede sine medmennesker på det professionelle plan. »Jeg havde ingen grund til at besøge Aalborg Stiftstidende,« fortæller John Christensen. »De havde en splinterny Crabtree-rotation. Jeg tog til Hjørring i stedet for at se, hvad der var brug for på Vendsyssel Tidende. Det rygtedes til Aalborg, og da jeg kom hjem til København fra min rundrejse, lå der et telegram med anmodning om hurtigst at ringe til »undertegnede«. Alf Schiøttz-Christensen bebrejdede mig med milde (eller måske en anelse barske) ord, at jeg ikke havde besøgt ham, for han ville gerne vide besked om, hvad der rørte sig ude i verden. Om jeg ville aflægge ham et besøg. Jo, selvfølgelig. Hvornår? I morgen klokken 8.30! Da jeg gik

129

fra hans kontor på Nytorv den sensommerdag i 1967, havde jeg ansættelsespapiret som driftschef i hånden«, tiltrædelse 1. september 1967.« På det tidspunkt havde Aalborg Stiftstidende gennemløbet en væsentlig del af den udvikling, som blev Alf Schiøttz-Christensens livsværk. Men årene efter 1967 gav den mest markante del med John Christensen som parthaver og idémand. Det er sagt om Alf Schiøttz-Christensen, at han havde svært ved at delegere opgaver ud. Han ville selv bestemme og klare det hele. Men på et tidspunkt blev bladet så stort og detaljerne så mange, at han måtte lade sine afdelingschefer tage deres del af beslutningsbyrden. »Da jeg lærte Schiøttz-Christensen at kende«, siger John Christensen, »havde han forlængst delegeret ansvar og beslutningstagen ud, men jeg har aldrig oplevet nogen form for begrænsning hos ham i kraft af uvilje eller angst, når en anden end han selv skulle træffe en stor beslutning. Det var sjældent, man fik en charge, man tog den selv. Slap man godt fra det, kørte rouletten. Slap man ikke godt fra det, behøvede man ikke at spekulere på, hvor uheldigt det var. Der kom klart budskab fra chefen. Verden gik ikke under af den grund. Alle kunne fejle, han selv iberegnet. Men det skulle nødigt gentage sig, og gentog det sig alligevel, måske flere gange, sammenholdt med anden mindre genial adfærd, var der ikke langt til den yderste konsekvens. Den, der hedder farvel og tak. »Enhver er sin egen lykkes smed«, var blandt hans faste mundheld, når han modtog en opsigelse - enten det var én, som han med lettelse sagde farvel til eller én, som han satsede på, og som han slap med vemod. Men han sympatiserede med den medarbejder, der ville andet og mere end Aalborg Stiftstidende. Man kunne stensikkert regne med hans opbakning. John Christensen kom tæt på mennesket Alf Schiøttz-Christensen. Det allerførste møde var betegnende for den senere omgangstone. Rotationsælgeren sad overfor den potentielle kunde, der foreløbig havde brug blot for lidt rotationsorientering. Han tænkte meget på offset. Sælgeren kunne fortælle, hvordan han så fremtiden - og hvor pudsigt, at han på rejse med stu-

130

Øverst: Pastor Krogager, mens han var Tjæreborgs suveræne chef, taler med en an den, der også ved noget om virksomhedsledelse og lønsomhed. Foto Max René. Sådan kendte vi ham også: På cykel på Nytorv. Ukendt fotograf. Til højre i samtale med justitsminister Nathalie Lind. Foto Max René.

r %i

*

ri •

*

-s. a&K"-

SSE«.

1*

-

v

m

'É

-«*é!?' j*> * E S f S '

>

Æt

' "SS?11*

.**

«W 'S .4

v^JMBSSSK^ p*

^•^:^jk»

5,t

4V ' 1-.

v "

r

J

132

dieformål havde set El SOL og EL HERALDO i Mexico City køre fire farver offset hver evige eneste dag. Det var stærk kost i Mexico City 1966 - i et land, hvor man ellers ikke skulle vente at finde den nyeste udvikling i fuldt flor. Schiøttz-Christensen lyttede interesseret og bad om flere detaljer, og sælgeren lod gerne den elskværdige redaktør få del i sin viden. Men redaktøren pillede så mistænkeligt ved mellemste højre skuffe i skrivebordet og fremdrog med en rask bevægelse et eksemplar af EL SOL. Forsiden havde et firefarvet foto af Schiøttz-Christensen og hans kone Inger Larsen. De havde netop været på bryllupsrejse til Acapulco med en afstikker til Mexico City. Selvfølgelig kom de på forsiden. Det var Schiøttz-Christensen i nøddeskallen. Den mand, han var i gang med at hyre til sit blad, skulle fortælle løs. Sælgeren vidste meget, som han ikke selv vidste, men han skulle da sikre sig, at manden virkelig kunne sin lektie. Desuden elskede han det farvestrålende pral. »Der kan De se, min ven. Jeg har også være der. Kom De på forsiden?« Han sagde det ikke, men de kunne begge more sig over, at han mente det. Morskab var det ikke altid. John Christensen husker Alf Schiøttz-Christensen som et konsekvent menneske i forhold til folk, der ville skade ham og hans avis. »Kom man under hans hæl, kom man ikke ud igen. Han trådte til, og han drejede rundt på den. Han var et nuanceret menneske med en retfærdighedssans, der rummede både tolerancen og konsekvensen.« John Christensen kom også til at kende Alf Schiøttz-Christensen som rejsekammeraten. De var ofte sammen ude i den store verden for at se på ny teknik, og han var en rar og grundig rejsefælle. Alt var timet, og alle døre sprang op for ham. Og vi får en ny bekræftelse på en munter, slagfærdig, men samtidig asketisk omgangsform. Ren spiritus undgik han helt. John Christensen var flere gange med ham i Åbo, Finland. Den kvindelige chefredaktør på Turun Sanomat, fru Irja Ketonen, enke efter den forrige chefredaktør, havde Schiøttz-Christensens beundring. Hun drev en avis, der mindede meget om hans egen. »En gang kom vi i krebsesæsonen. Fru Ketonens søn, Keijo, inviterede på moderens foranledning chefen og mig ud i byen på det af finnerne højt besungne krebs-kalas. Traditionen byder, at man drikker en snaps til hver af kløerne og en til svansen, og man skal helst spise mange krebs. Jeg blev hele tiden bebrejdet, at jeg var bagud med sup'en, og det kunne jeg ikke begribe, indtil jeg opdagede Schiøttz-Christensens snedige manøvrer med snapseglassene. Hver gang, han havde markeret, at han drak sin snaps, byttede han glasset om med mit under en eller anden ufin bortledningsmanøvre. Man kunne understå sig i ikke at makke ret. Det var bare om at få mosten ned, det skyldte man værten, og

Schiøttz-Christensen gad altså ikke. Hovedpinen og de små øjne dagen efter var ikke hans sag. løvrigt var han totalt uberegnelig med hensyn til den kvalitet og service, man erhvervede på rejsen. Det kunne veksle fra håndmaden på fortovet uden for pålægsforretningen til luksushotellet og luksussouper'en. Det var også uberegneligt, hvordan man overhovedet kom frem. Schiøttz-Christensen ville helst selv flyve og sidde ved pinden, når distancen tillod det. Der er et minde om en flyvetur til Norrkoping i Sverige. Vejret var imod, og de måtte lande den hyrede maskine i Goteborg. En front skulle passere, inden de kunne fortsætte. »Den passerer nok hurtigt,« sagde SchiøttzChristensen, »vi kan godt gå videre mod Norrkoping nu.« »Resultatet blev, at vi fløj ind i fronten, og så skulle vi være vendt tilbage, for det er forbudt civile piloter uden blindflyvningscertifikat at flyve i usigtbart vejr. Men chefen dykkede ned over riks-ettan, den gamle svenske hovedvej 1, og på den kunne vi gennem tågen skimte bilernes lygteføring. Så kaldte han Saab Tower, som den store svenske fabrik af samme navn benytter til sine prøveflyvninger. Chefen forklarede på nydeligt nordisk, at han Henry Lauritzen, Stiftstidendes bagside-tegner hver søn- og helligdag i en menneskealder, havde sin tegnede bladlord med til 70 års receptionen. »From 1909 still going strong«. Trods hærgende sygdom passede det udmærket. Foto Leif Nielsen.

havde tændt sine lys, at han fløj korrekt i højre side af riks-ettan, og at han kunne se bilernes lys. Ja, men så skulle han bare blive ved, indtil han kunne se domkirken i Linkoping og på den position indhente nærmere instruks. Jeg sank en stor klump, da han næste gang kaldte Saab Tower: Nu kunne han se kirketårnet, han fløj ved siden af det. Klokken var 12.15 på kirkeuret! Vi kom godt ned i Norrkoping og besøgte den avis, som vi havde aftale med, men da vi kørte derfra, måtte vi konstatere, at vi ingen frokost havde fået. Hurtigt ind på en kondis, hvor de solgte håndmadder. »Vil De have skinke eller leverpostej?« Jeg ville gerne have skinke og leverpostej. »De forstod ikke mit spørgsmål. Vil De have skinke eller leverpostej«. Jeg gentog, at jeg ønskede begge dele. Ja vel, han foretog sit indkøb, og jeg blev sendt over gaden til en tobaksforretning, hvor jeg skulle indkøbe to Ramløsa - og jeg fik penge med i byen. »Fik De ingen tilbage?« Han spurgte ikke i spøg, da han rakte hånden ud efter sine mønter. Vi begav os til lufthavnen og satte to bænke i vinkel ved hovedindgangen. Schiøttz-Christensen lagde den grå bowler ved siden af sig, og vi fortærede vor skinke og leverpostej, mens vi nikkede venligt til de flypassagerer, der passerede os, mens de ønskede velbekomme.« John Christensen fik selv certifikat, tilskyndet af Schiøttz-Christensen, fordi passageren, der var sejlsportsmand, havde den grimme vane at blande sig i chefens navigering. En sommerdag i 1973, da John Christensen var på flyvetur til Bornholm med sin kone Lise og børnene, fik han motorstop kort før landing og måtte nødlande på vandet. De svømmede ind og havde telegram fra Alf, endnu inden de var tørre: »Happy landing!« Chefens problem var, at hans driftschef ikke måtte blive bange for at flyve. Det eneste rigtige er at få sådan en vandgang efterfulgt omgående af en ny tur ved pinden. Det sagde han ikke til John Christensen ved hjemkomsten, men han gjorde opmærksom på, at Fædrelandsvennen i Kristiansand havde fået nyt bladhus. Om de ikke skulle smutte op at se det - og hvordan de lettest fik det arrangeret? Ja selvfølgelig flyvende. På Nytorv var der ikke begejstring over det arrangement. »De er bindegale,« kom en af medarbejderne og fortalte Georg Hemmingsen. »John Christensen har været lige ved at styrte ned på Bornholm, og nu ligger de ude over Nordsøen!« - »Det skulle der ikke kunne ske noget ved,« sagde Hemmingsen. »John kan lande på vandet, og Alf kan gå på vandet!« I omtale hed han ganske rigtigt Vorherre.

Dagligdagen med Alf Schiøttz-Christensen Hvordan var Alf Schiøttz-Christensen i den daglige omgang, efter at hans chefposition var cementeret af den udvikling og den fremgang, hvortil han selv havde bidraget så positivt og talentfuldt? Vi skal spørge pigerne igen fremfor alt Lise Christensen, kontorchef i dag, en ung og nybagt sekretær, da hun blev ansat i 1958. Hun var hos ham i 23 år indtil hans død i 1981 eller længere end nogen anden sekretær i hans 48 år på Aalborg Stiftstidende. Lise Christensen begyndte som teletype-skriver i maskinsætteriet, men det var ikke det, hun ville satse sin fremtid på. Efter ni måneder besluttede hun sig til at sige op, hun puslede med tanker om at komme til udlandet for at bruge sin korrespondent-uddannelse. Hvordan får chefredaktøren færten af, at en pige i sætteriets skrivestue tænker på udlandet og kreativ videreuddanelse? Han sendte bud ned efter Lise. Kunne han hjælpe hende? Forskellige forbindelser kom på tale. Men forresten, hvad med at blive sekretær for ham? Han stod og manglede én. Lise Christensen: »Vi blev enige om at tale mere om den mulighed, jeg skulle lige afklare, hvad jeg havde sat i gang. Og så besluttede jeg mig for sekretær-jobbet, men han måtte vide, at jeg var ung og lidt usikker på det nye arbejde. Han skulle give mig en fair mulighed for at komme ind i det. Jeg havde hørt, at tålmodighed ikke var det, der prægede ham dybest, og jeg spurgte ham direkte, om det var rigtigt.« »Det må De aldrig tænke et øjeblik på,« sagde han. »Faktisk ejer jeg en engels tålmodighed!« Det var nok for mig. Med årene lærte jeg, at han havde mange engledyder, men det var groft overdrevet at påstå, at han ejede englens tålmodighed, det var tværtimod. Han rødmede ikke det mindste, mens han sagde det. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg tog det job, der blev min tilværelse, også fordi jeg traf min mand i det hus. Jeg er taknemmelig for, at jeg lærte Alf Schiøttz-Christensen at kende som et stort og betydeligt menneske. Der var harmoni mellem hans positive og negative sider, og han udsendte en uimodståelig stråling af gå-på-mod og charme både som menneske og chef. Det er de færreste, der kan få de to slags impulser til at gå op i en højere enhed. Hensigten var der ingen tvivl om. Han fik sine medarbejdere til at give

1

.

.

.

.

:

»

•

•

*

• v" •

,"; :•

• "

•

*

*

f

den hele armen. Man skulle hænge i og præstere det optimale. Når han afleverede en opgave, så han gerne, at den var realiseret på to minutter. Det blev en sport at kunne gøre det, fordi han inspirerede lige så meget, som han forlangte. Schiøttz-Christensen er blevet beskyldt for ikke at kunne sige tak til folk. Det er ikke min opfattelse. Man var aldrig i tvivl, når man havde gjort noget, som han var tilfreds med. Han forstod at honorere en god indsats, ikke overdrevent, men sådan at det varmede. Han formåede den store kunst at få en medarbejder, som gjorde et godt stykke arbejde, til at føle sig betydningsfuld. Han var stolt af sine medarbejdere, han omtalte dem positivt til andre, og han blev lykkelig, når han hørte dem godt omtalt. Perfekt var han, det er jeg ikke den første, der siger. Han dyrkede sin perfektionisme åbenlyst og entusiastisk. Da jeg (undskyld praleriet) blev Danmarks-mester i maskinskrivning og kvalificeret til verdensmesterskabs-konkurrencen, var det ham en personlig triumf. Han holdt meget af at demonstrere, hvor hurtig han selv var i blindskrift - og nu kunne han fortælle, at hans sekretær var ikke så lidt hurtigere, faktisk landets hurtigste! I mine første år på Stiftstidende husker jeg hans umådelige glæde, når han kunne rejse sig fra stolen og sige: »Jeg går i sætteriet og arbejder!« Det var den øjeblikkelige reaktion, når faktor kom ind og klagede over, at han manglede en maskinsætter, og at det kneb ham med at få stoffet sat til tiden. Schiøttz-Christensen kunne nemlig sætte på maskine. Selvfølgelig skulle jeg være hurtig til det hele. Jeg var med ham til et møde en gang, og han bad om et ordret stenografisk referat af alt, der blev sagt på det møde. Jeg fortalte ham, at det var umuligt, fordi ingen stenograferer så hurtigt. Han så forbløffet på én, når man endelig mistede tålmodigheden. Efter mødet satte han sig ind til sit bord, og for første og sidste gang så jeg ham udøve tegnekunsten. Han var slet ikke så dårlig til det. Det blev til en tegning af hans eget ansigt med tårerne løbende ned ad kinderne. »ASC græder,« skrev han under kunstværket, som blev signeret. I begyndelsen af vort samarbejde fik jeg en lørdag en regulær overhaling. Jeg havde forladt kontoret i en vældig fart uden at rydde op på bordet. Han

Kontorchef Lise Christensen startede som sekretær for Alf Schiøttz-Christensen 1958. Ingen anden var det i så mange år - og i så tæt samarbejde. Foto Viggo Kragmann.

137

standsede mig i døren - om det var en måde at forlade sin arbejdsplads på? Han var indigneret, og jeg var overrasket, ryddede op og gik. Det var midt i december. Da jeg kom hjem, stod mit livs største adventskrans ved entrédøren. »Fra den mavesure gamle, grå chef. Lad lysene skinne!« stod der på det vedhæftede kort. Så talte vi ikke mere om det. Jeg var Des med Schiøttz-Christensen, så længe han levede. Med to undtagelser var alle på bladet det samme, men på en virksomhedskonference for Aalborg Stiftstidendes personale bakkede han ivrigt et forslag op om, at man skulle sige du til hinanden. »I skal være dus allesammen, bare ikke med mig, hvis I vil være så rare.« Da arkitekt Jacob Blegvad begyndte at komme i huset, var det almindeligt, at man sagde »chefen« i tredie person, når man omtalte eller tiltalte Schiøttz-Christensen. »I begyndelsen kunne jeg ikke begribe, hvem og hvad I mente,« sagde Blegvad. »Jeg troede, det drejede sig om Al Capone, ham mafia-bossen.« Vi får det smukt bekræftet af Virtus Schade i det andet sted omtalte interview i Weekendavisen, BERLINGSKE AFTEN: »Da hans kone kom for at hente ham, dels for at få ham til at give en drink til den besøgende journalist, hvad hun var vis på, han havde glemt (hvad han også havde), dels for at gå med ham i biografen - da altså hans kone, programsekretær Inger Larsen fra TV, kom for at hente ham, sagde han du til hende, og det føltes helt overraskende, ja næsten utilladeligt intimt. For den, der ved, hvor svært det er at få lov til at være Des med f.eks. en toppolitiker i bare fem minutter (det er politikeren, der siger du til de unge TV-journalister, ikke omvendt, jeg har selv opdaget det!) er det forfriskende at møde et menneske, der kompromisløst siger De til alle og enhver. Han siger De til sin sekretær gennem snart tyve år, »den kvinde - ja nu må De endelig ikke misforstå - jeg har tilbragt mest tid sammen med.« Og hun siger »chefen« til ham. Ganske vist kalder han hende »min Lise«. Men Lise Christensen, der er gift med bladets driftschef, omtaler altid sin mand overfor chefredaktøren som »driftschefen« eller John Christensen. »Ingen pjank i bagbutikken,« siger Schiøttz-Christensen.«

138

Vi vender tilbage til Lise Christensen: »Jeg kendte den dynamiske, den charmerende, slagfærdige og muntre Schiøttz-Christensen, der kunne underholde ethvert selskab på fransk, tysk og engelsk. Og jeg kendte den syge, tålmodige og milde Schiøttz-Christensen. Sygdommen ændrede hans karakter eller var det bare hans omgangsform? Han ville ikke være syg, og omgivelserne skulle ikke tage sig af hans helbred. Han var følsom og let til tårer, men det skulle ingen se. Når jeg skal huske mennesket Alf Schiøttz-

Christensen, er jeg nødt til at fortælle om, hvor tæt vi var hinanden gennem de mange år på trods af den forretningsmæssige afstand og disciplin. »Vi lever i et kontorægteskab,« sagde han, når vi alvorligt havde diskuteret en eller anden sag. »Vi lever arbejdsmæssigt harmonisk med hinanden, og vores barn hedder Aalborg Stiftstidende. Tag portvinen i skabet, Lise, og lade os sige skål. Jeg er for slem til ikke at huske pauserne.« En anden, der var tæt på chefen i hans hverdag gennem mange år helt op til hans død, er Tove Weng. Receptionist var hendes titel, men hun blev aldrig tituleret ved andet end Tove. Der var kun én af den slags, hun var Stiftstidendes ansigt i forhold til de mennesker, der søgte bladet ved hendes skranke. Hun holdt rede på, hvor folk gik hen, hvad de havde for og hvornår, de kom tilbage. Hun havde den samme venlige og uanfægtede opmærksomhed til alle, der havde brug for at læsse et eller andet af. SchiøttzChristensen var en af dem. »Vi fik virkelig sagt meget til hinanden, og det kunne ikke falde mig ind at gengive en eneste stump af de samtaler. Når man erhvervede SchiøttzChristensens fortrolighed, havde man den fuldt ud. Det influerede ikke på de overhalinger, der fulgte med, når temperamentet blussede, og tålmodigheden var opbrugt. Den allerførste fik jeg få dage, efter at jeg i 1958 havde overtaget receptionen i det gamle hus på Nytorv. Jeg var slet ikke så dum til at skrive på maskine, det havde jeg antydet for ham, men jeg havde aldrig før været præsenteret for en maskine med gummidutter på alle tangenterne. Man kunne overhovedet ikke se bogstaverne. Jeg opdagede til min glæde, at de dutter kunne tages af. Da jeg kom til nummer otte, lød en stemme bag mig: »Hvad er det, De laver?« Det var så Schiøttz-Christensen, der var kommet så stille, at jeg ikke hørte ham. Jeg fortalte glad, at skrivemaskinen alligevel kunne bruges af et almindeligt menneske - for de dutter kunne bare tages af. Jeg var allerede ved nummer otte! Det fandt han ikke spor genialt eller morsomt. Han fortalte, hvor dyrt det havde været at få den maskine blindet. Jeg rystede af skræk, sikker på, at jeg var fyret på stedet, men det var ikke meningen. Tværtimod ville han gerne, at jeg lod mig heldagsansætte i stedet for den halve dag, som aftalen lød på. Han havde rede på det hele og var de praktiske løsningers mand. Da jeg protesterede og forklarede, at det var umuligt, fordi Erik og jeg havde Peter, vor søn, der faktisk skulle hentes i børnehaven og passes af mig. »Tror De ikke, De kan få Deres mor til det?« spurgte han. Jeg blev lamslået, men jeg gik da hjem og spurgte, og det kunne mor godt. Man gjorde, hvad han sagde. Hans temperament kunne udløse de frygteligste ubehageligheder, men li-

139

vet på Stiftstidende havde været fattigt og gråt uden det temperament. Sådan synes man bagefter. Men jeg kan da rigtignok også huske, hvordan jeg opfattede ham, mens alt det her stod på. Vi så op til den chef, vi kunne stole på ham, han var fundamentet i vores arbejdstilværelse. Mit job var at tale med folk, der skulle i kontakt med de forskellige afdelinger, også med de gamle medarbejdere, der havde ærinde i huset. De havde altid et eller andet, de skulle af med, inden de tog elevatoren. Jeg husker Carl Poulsen, der begyndte som bydreng, blev kørselschef og endte som forvalter. Han var jævnaldrende med Alf Schiøttz-Christensen og legede med ham, når de havde tid begge to. Carl Poulsen sagde, at det ikke var så vigtigt for de ansatte, om man kendte Alf personligt. Men han var ret overbevist om, at folk, der havde været på Aalborg Stiftstidende i mange år, havde den samme erfaring, som han: At Aalborg Stiftstidende uden sammenligning var byens bedste arbejdssted. Netop fordi, man havde Alf Schiøttz-Christensen. Han sagde også, at han måske var lidt sentimenal, som gamle mænd er slemme til at blive. Men han mente - og så bandede han frygteligt - at det var kendsgerningen. Chefen blev malt af Ove Haase, et flot billede, der stadig har sin hædersplads i huset. Schiøttz-Christensen ringede hjem til mig en sen eftermiddag: »Han skulle være her halv fem, hvor fanden bliver han af?« Det kunne jeg jo ikke rigtig svare på. »Nå, nu kommer han ind ad døren.« Røret på. Der er det morsomme ved det billede, at Poul Krabbe, den gang yngste elev på redaktionen, blev sat til at være påklædningsstativ for chefens jakke og holder af den sammenfoldede avis med fyldepennen. Stuntman, sagde Krabbe, for der var gloende varmt oppe under taget, hvor Ove Haase havde indrettet atelier til arbejdet på alle billedets udenværker, tøj, fyldepen og den slags. Lise kom og serverede te - »Vil De også have en kop, Krabbe?« Det unge menneske sagde ja tak. Stuntmanden ville hellere have haft en pilsner. Nå, men det morsomme er, at da Aalborg Journalistforening fejrede 50 års jubilæum i 1981, havde Krabbe og Grete Dahl sneget sig til at få stuntmanden fotograferet til jubilæumsskriftet - foran Haases maleri i konferenceværelset. Modellen var i den samme slags pæne jakke, havde fået påmalet skæg og en papirdims, viklet om en brevlukker, stukket i knaphullet. Det lignede grangiveligt rotaryemblemet. Schiøttz-Christensen var festtaler ved det samme jubilæum. Billedet var drilleri med mange indforståede undertoner - og den slags gouterede chefen. Jo saftigere, jo bedre. Han gav igen med samme valuta, det kunne de være sikre på.« Festtalen var på bestilling - den tradionelle til damerne, og den lignede 140 ham så udmærket. Indledningsbemærkningen (ifølge det arkiverede ma-

18. juni 1976 fejrede Alf Schiøttz-Christensen 50 års studenterjubilæum. Bemærk også blandt jubilarerne herren med det hvide skæg midt i bageste række. Det er landsretssagfører Axel Stoustrup. Alf og han var sidekammerater fra den første skoledag 1916 i Forberedelsesskolen på Dronning Christines Vej til studentereksamen 1926. Foto Jens Morten.

nuskript): »Af princip foretrækker jeg at demonstrere min beundring for det smukke køn i gerning hellere end i kønne ord. Det er jo resultaterne, der tæller. Et klem og et par kys på rette tid og sted kan udtrykke mere end mange ord. Og så får begge parter jo glæde af demonstrationen. Fremgangsmåden egner sig blot ikke rigtig i aften med så mange festlige og glade damer omkring bordet. Det orker jeg simpelthen ikke!« Som optakt til hyldesten rev han tre historier af sig - med størst jubel over de to sidste, der gnistrede af vid og fortælleglæde - uanset pointens tvivlsomme karakter. Men talen var først og sidst en tak til alle de dygtige piger, både dem på redaktionen, der kunne skrive om det hele, og konerne

141

.*.'•*•.•.•.

«

' S. ' *

-Jl *

T i

hjemme hos journalisterne. Dem påskønnede han meget for deres gode opdragelse og gode næse. De ringede nemlig nyheder til deres mænd. »Et legebarn var han,« siger Tove Weng - »og en pilfinger i forhold til al slags mekanik. Han trådte ud af elevatoren i receptionen en eftermiddag og så en kæmpe ølbil holde uden for hovedindgangen. Den var i vejen for ham, jeg ved ikke, om den dækkede en af portene - bortset fra det irriterende, at der ustandselig skulle slæbes øl op i den kantine. Han entrede førerhuset, startede og satte kolossen i bakgear. Bedriften var vel overskuelig, men hvem andre i hans position kunne finde på at røre ølmandens bil? Vejen fra elevatoren på den tid af dagen - og i den periode af hans tilværelse - gik ellers som regel gennem bagdøren ud i gården til cyklen. Det er heller ikke imponerende. Men for Schiøttz-Christensens vedkommende forholdt det sig sådan, at han én gang sagde til mig, om jeg ville ringe hjem til Klostermarken og sige, at nu kom han - men jeg skulle ikke ringe, før jeg kunne se ham passere ruderne mod Nytorv. Han var med god grund overbevist om, at jeg gjorde det hver gang med det lille indbyggede snyd. For det var jo imponerende, hvor hurtigt han kunne være fremme. De to minutter, der blev givet i tilgift til cykeloplåsning og portpassage, pyntede så afgjort på resultatet. Jo, han var et indtagende og ambitiøst legebarn.« Hvordan ellers med dagligdagen? De stærke, følelsesbetonede udladninger kunne komme. En betroet redaktionssekretær og fungerende redaktionschef, hvis ambitioner rigeligt målte sig med Schiøttz-Christensens, skriver i et brev fra 1952 bitre ting om sin afsked med Stiftstidende: »Jeg har været i dette hus i otte år, og i den tid har vi hver især med større og mindre held spillet de roller, vi mente, man ventede af os. Men hvis vi et øjeblik kunne glemme dem og bare være os selv, så er det i hvert fald for mig uhyggeligt at måtte indrømme, at vi, disse otte år til trods, overhovedet ikke kender hinanden. Jo, takket være Deres dejlige mor bilder jeg mig ind, at jeg kender Dem en smule. Men jeg ved på den anden side ikke af, at jeg nogensinde har set Dem uden maske.« Det er mere muntert, hvad der cirkulerer et par år senere, da Information kan fortælle, hvordan det går til i »vor egen verden«: »Aalborg Stiftsti-

Fru Eja Packness og maskinsætter Svend Rasmussen ved 40 årsfesten. Redaktionssekretærjens Bondesen til højre, en anden af de trofaste og talentfulde Stiftstidendefolk. Foto Viggo Kragmann. De dejlige (og uundværlige) piger svinger flaget på 70 årsdagen. Lise Christensen, Lone Nielsen, Marianne Adamsen og Tove Weng. Foto Leif Nielsen.

143

dendes læsere fik forleden en næsten morten korchsk historie om en 59årig dansk-amerikaner, Lars V. Jensen, der efter 40 år i USA nu ville købe en af Vesthimmerlands store gårde. Hans karriere blev skildret og hans følelser: »Jeg kunne få helt ondt i hjertet, når jeg derovre tænkte på hyggen i en dansk kostald og det dugvåde græs en tåget oktober morgen. - Der er vel også morgendug i Minnesota? - Jo, og kreaturer og kostalde, men tro mig, duften er ikke den samme.« Information er begejstret for den fine reportage - og for den omstændighed, at der ikke er ét sandt ord i den. Redaktøren har digtet det hele. Han har gjort det så omhyggeligt og gribende af hensyn til konkurrenten Aalborg Amtstidende, der er blevet slem til at hugge nyheder af enhver art fra Stiftstidende - mest pågående, når det sker fra førsteudgaven og så rapt, at tyvegodset er med i andenudgaven samme dag. Den selvopfundne Lars V. Jensen var lokkemad, og Amtstidende gik på den. Han figurerede med alle detaljer i dette blad, der havde mange vesthimmerlandske læsere. »Gårdens navn kan vi ikke røbe«, skriver Amtstidende troskyldigt af. Der var også noget rumleri om, at redaktøren skulle have bedt en medarbejder om at forfatte den lille spøg, men medarbejderen ville ikke. Så skrev redaktøren selv - under en anden kollegas signatur. Det skulle jo se tilforladeligt ud, og man når ikke at spørge om lov til højre og venstre, når der er travlt, og man skriver i en god sags tjeneste. Det var uhyre morsomt, som Amtstidende brændte sig - og fik lov til at blive yderligere ristet over sagte ild bagefter. Den krænkede medarbejder bed det i sig og grinede med. Han fandt, at det var det mest fornuftige.

144

Der er et festligt eksempel på, hvordan han også kunne blande sig i den aktuelle reportage. Da den svenske kong Carl XVI Gustav og dronning Margrethe besøgte Aalborg den 12. april 1975, står han i søndagsavisen anført i en opremsning i alfabetisk orden af reportagens forfattere og fotografer. Lars Borberg var stjernereporteren og nyttig platform for fotografen Jens Morten, der red på skulderen af det umådeligt lange menneske, da folkehavet i Bispensgade skulle fotograferes. Det var festligt i sig selv. Politimester Nyborg råbte »psykopater« efter Lars Borberg og fotograferne, der stod i vejen for de kongeliges spadseretur gennem gågaden. Schiøttz-Christensen sad for bordenden med ærmeholdere og grå vest, da reportageholdet tilrettelagde slagets gang. »Hvad skal jeg så lave, hr. Borberg«, spurgte han, da de var ved at være færdige. »De skal lave nogle noter, hr. Schiøttz-Christensen!« - »Det gjorde han«, fortæller Borberg, »og de var glimrende. Desværre blev der plads til kun et par stykker af dem.« Det festlige højdepunkt udtænkte chefen selv: Dronning Margrethe

og prins Henrik blev modtaget i de kommunale gemakker i Aalborghallen. Lars Borberg skulle møde op med et eksemplar af lørdagsavisen, hvor al foromtalen stod - og referatet af statsbesøgets festforestilling i Det kongelige Teater aftenen forinden, hvortil Alf Schiøttz-Christensen var specielt indbudt. Det svenske og det danske flag kom i farver på forsiden, og Lars Borberg skulle hilse fra chefen og sige, »at her er noget læsning til helikopterturen«. Den langhårede Lars kom i sin strikketrøje og skotskternede halstørklæde og gjorde, hvad han havde fået besked på, og dronningen sagde: »Ih, tusind tak, hils igen.« Det blev et nydeligt billede af dronningen, prinsen, viceborgmester Erik Worm og Lars, men det kom ikke i avisen. Schiøttz-Christensen beundrede og elskede kongehuset af hele sit hjerte. Da han havde været hos kong Frederik for at takke for ridderkorset, fortalte kongen ham, at han læste Aalborg Stiftstidende hver dag. SchiøttzChristensen kom begejstret hjem med den kostelige oplysning og sagde til sine folk, at de kunne være stolte. Det var han. Der var ingen generelle ordrer om forhold, der ikke måtte skrives om i Stiftstidende eller om måden,

April 1975: Lars Borberg afleverer hofreportagen til dronning Margrethe og prinsen. I midten viceborgmester Erik Worm. Side 144. Foto Jens Morten.

• * # * » . . -I- 1 * -

• * * :

&

i s ••,

^,

v

***.

^

-'•./., • • :V",.\.

*"!>.•*••»

•*•:•?••''*

i -V. « » > .".'«•

»^»•CiaJ:

•*••••-•:>

: * ^ A ^ > •*•'-»

'^§?^

V

* • /'--.• .«? A V & = .V-wfjc".":^^»V-"^.-.^*':

•-•."••'•• , • ' ' "

••••.

-VJ

147

det skulle skrives på. Det var op til den enkeltes egen samvittighed og gode forstand. De gamle medarbejdere tænker sig om. Der var faktisk ting, som Schiøttz-Christensen fandt ubekvemme, og som der ikke måtte skrives om. Ét forbehold var der i hvert fald: »I skal spilme skrive ordentligt og respektfuldt om kongehuset, og I skal behandle dronning Margrethe, som om det var jeres egen mor - hvis I da behandler hende ordentligt!« Alf Schiøttz-Christensen fik et personligt forhold til både kong Frederik og dronning Margrethe. Enkelte bemærkninger ville han gerne fortrænge, voldsomt irriterende som de var. Kong Frederik havde en gang sagt til ham: »Hvordan har I det så derhjemme på Amtstidende?« Blandt de store begivenheder i Alf Schiøttz-Christensens liv var kong Frederiks modtagelse af en invitation til at besøge bladet, vist nok historiens første kongelige bladbesøg. Oprindelig havde Schiøttz-Christensen inviteret kongefamilien til 200 års dagen 2. januar 1967, han gjorde ikke for lidt ud af det jubilæum, men besøget fandt først sted følgende sommer, da det var mere belejligt. De kongelige blev vist rundt på bladet, og der sluttedes af med forfriskninger i chefredaktionen på fjerde sal. Kongen så folkemængden nede på Nytorv - og en vældig råber med tilhørende mikrofon ude på terrassen. »Sig mig, Schiøttz-Christensen, er det Deres mening, at jeg skal råbe i den?« spurgte kongen. Det var det ganske rigtigt - hvis det ikke var til for megen ulejlighed? Kongen gjorde det, folket jublede og Alf strålede. Der er en filmoptagelse fra dagen, der viser ham i lynhurtig slalom blandt de tilstedeværende på vej mod terrassedøren sekundet efter, at kongen havde sagt ja. Alf Schiøttz-Christensen havde en god kontakt med kongehuset. Der ligger en hyggelig brevveksling fra 1965 med daværende kulturminister, senere hofmarskal Hans Sølvhøj. Optakten er en venligt formuleret, håndskrevet beklagelse over nogle bommerter i Stiftstidendes leder vedrørende kulturministeriets økonomiske dispositioner. Brevet slutter: »Fra en bor-

148

Foregående opslag: Kongefamilien besøgte Aalborg Stiftstidende sommeren 1967, oprindelig inviteret til 200 års jubilæet 2. januar samme år. Alf Schiøttz-Christensen viser kong Frederik, hvordan en overskrift i håndsats bliver til i vinkelhagen. Fru Eja Packness fortalte under rundvisningen dronning Ingrid om arbejdsgangen, men lillebror Alf trådte til, når det blev for teknisk. Typograf Willy Thøgersen leverer den faglige indsatspå den anden side af ombryderbordet. Foto Viggo Kragmann. Nederst: Efter rundgangen og forfriskning i direktionslokalerne talte kongen til folkemassen på Nytorv. Kronprinsesse Margrethe og prins Henrik til højre. Foto Viggo Kragmann.

gerlig og royalistisk socialdemokrat til en borgerlig og royalistisk konservativ. Med de venligste hilsner Hans Sølvhøj.« Siden besøgte ministeren Stiftstidende, og hans billede kom på æresvæggen. Da lå udnævnelsen til hofmarskal endnu ude i fremtiden, men da den kom, kunne forbindelsen sluttes tæt og trygt. Med hensyn til dronningen og hendes hus var de to mænd i fuld overensstemmelse. Alf Schiøttz-Christensen holdt af at være sammen med sine ansatte, helst hvis det kunne improviseres. Sådan var det en sommerdag sidst i 1970'eme. Et udsøgt hold fra søndagsredaktionen med Ole Andersen i spidsen var på en af de udspekulerede udforskningsture: »Hvor langt kan man køre på stranden sydpå fra Lønstrup?« Det målbevidste reportagehold holdt hvil i solen ved Slettestrand efter at have badet. De havde ikke en trevl på kroppen. Da var det lige blevet moderne at føre sig frem i strandlivet på den måde. De så en mand nærme sig med raske skridt og i samme luftige mangel på beklædning. Da han var på højde med udforskningsholdet, gjorde han højre om og marcherede ud i vandet. »Vedgud, det er chefen«, sagde fotograf Leif Nielsen. »Vi kan ikke have ham badende alene.« Chefen råbte begejstret go'dav, da han så søndagsredaktionen tumle ud i vandet - med den frodige og meget smukke Hanne Snoer i spidsen. En tysk turistfamilie blandede sig i morskaben. »Det her skal vi ha' et billede af,« sagde chefen, og Leif Nielsen parerede ordrer. Fotografer er ellers ikke meget for at gå i vandet med deres dyre grej. I vand til maven forklarede Schiøttz-Christensen tyskerne, hvad Stiftstidende var og hvem de gale mennesker var, der badede splitternøgne. På hans foranledning kom billedet i den interne husavis, Stiftsposten - en af de optagelser, hvor Hanne Snoer blufærdigt holder overkroppen under vandet. Vi er tilbage hos Tove Weng: »Chefen blev syg. På 70 årsdagen i 1979 fik han lov til at komme hjem fra sygehuset til en reception på Klostermarken, men gæsterne måtte tage afsked og spise frokost på Hvide Hus uden ham. Vi piger, der var ude for at gøre os nyttige til receptionen, blev på Klostermarken, efter at gæsterne var gået, og vi havde en hyggelig times tid med ham. Han strålede og slappede af. »Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal ha' alt det?« spurgte han - med et stænk af bitter ironi, for det vigtigste, det gode helbred, havde han mistet.« Alf i hverdagen, hvor han brugte kræfterne, og hvor han blev slidt op alt for tidligt. Der er ingen forklaring på, hvorfor det skulle gå sådan. Ole Vang har et bud, der ikke skal gøre det ud for nogen forklaring, men måske give en forståelse af de vilkår, Schiøttz-Christensen selv skabte: Han ville be- 149

&

Badeliv ved Slettestrand sidst i 1970'erne. På side 149fortælles nærmere om chefens møde med søndagsredaktionen. Den smukke Hanne Snoer holder blufærdigt overkroppen under vandet. Hun er ligesom alle de øvrige iført ikke det alier mindste. Det er fra venstre chefen, Ole Andersen, Hanne Snoer og Ole Overgaard. Plus Leif Nielsen, men han fotograferer.

stemme det hele. Jo, han lærte at delegere ud og at ansætte folk med specialviden og specialuddannelse, og han brugte dem. De skulle også træffe beslutninger. Men den endelige afgørelse var hans. »Da min datter var en lille pige, spurgte hun en gang: Hvad laver egentlig Schiøttz-Christensen?,« fortæller Ole Vang. »Jeg forenklede svaret og syntes egentlig, det var ganske dækkende: Han siger ja og nej! Nå, på den måde, sagde hun. Det kan ikke være så svært. Det var det heller ikke for os andre. Man kunne regne med det ja og nej, sagen var i orden. Men det slider på én hver gang, man skal nå frem til beslutningen.«

Store ting

Den største begivenhed i Alf Schiøttz-Christensens tilværelse med Aalborg Stiftstidende var bladets 200 års jubilæum. Den næststørste var kongehusets besøg på hans avis. Jeg har spurgt mange, der kendte ham godt, og der er ingen vaklen i svaret, heller ikke i opdelingen af det. Jubilæet har nøje sammenhæng med opførelsen af det nye bladhus på Nytorv. Det skulle stå færdigt, når provinsens ældste dagblad fyldte 200 år. Han var i god tid med det jubilæum. Det kørte i hans hoved, samtidig med, at de første planer for det nye hus kom på bordet. Han var næppe rykket ind i det, før han var i gang med forberedelserne til udflytning af rotationspresse og distribution til Langagervej - og næste etape: hele bladhusets placering på Langagervej. Det sidste nåede han ikke, men der ligger et blyantskrads fra hans hånd med forslag til en løsning. Så begynder vi alligevel at vakle, når vi skal udpege den største begivenhed. Det hele hænger så tæt sammen: nyt hus og jubilæum. Aalborg Stiftstidende havde boet på Nytorv siden 1885, og det nye hus til afløsning af bladets ansigt i bybilledet i mange generationer med det kantede tårn og hver krog efterhånden taget ind til bladdrift, var det største udviklingsspring i den 200 årige historie. Selvfølgelig skulle det nye hus stå klar til jubilæet. Arkitekt Jacob Blegvad blev sat på opgaven. Han var efterhånden blevet husarkitekten, men det var ikke uden komplikationer. »Jeg havde den indgangsvinkel«, fortæller Jacob Blegvad,« at min plejemor blev fru Eja Packness - fordi hendes mand, Ejnar Packness som ung havde danset folkedans med min mor på akademiet i København. Jeg blev anbragt i det Packness'ke hjem, da jeg kom til Aalborg som murerlærling. Efterhånden blev jeg arkitekt, men Alf Schiøttz-Christensen tog afstand til mig. Der skulle ikke være nepotisme i den her sag med automatisk fordel af min tilknytning til huset. Kontakt kom der alligevel, og det blev til et venskab, men det tog os lige så mange år at blive dus, som vi havde været Des. Det havde ikke noget med arbejdsopgaverne at gøre. Min første store blev Nytorv. Da var den ny Crabtree-rotation (altså den sidste på Nytorv) forlængst projekteret med boligministeriel godkendelse. Den skulle ligge på tværs af grunden, og det betød, at vi skulle leve med et

;»&*•.
*

*** •

•

--j

.*

Sh

V**

^1

--i

'fe

J

V*k*

Stiftstidende ejer sig selv, kun en ganske lille aktiepost ligger uden for fondens dispositionsret. Men fundatsen pålægger os andre opgaver end Stiftstidendes, det gælder således datterselskaber og medejerskab i en række selskaber indenfor medieverdenen. Hertil kommer støtten til unges uddannelse. Alf Schiøttz-Christensen var fondens formand, mens han levede. Vort samarbejde udviklede sig til et godt venskab. Min erfaring er som så mange andres: Det var en menneskelig berigelse at være ven med den mand. Det er et venskab vel altid, men folk er jo ikke ens. Alf Schiøttz-Christensen var et varmt og opmærksomt menneske både i de store ting og i de små. Vi taler om fonden nu. Han sagde en dag: »Der står i fundatsen, at der skal være en næstformand. Sådan en har vi aldrig haft. Det må hellere være dig. Vil du ikke godt det?» Og selvfølgelig ville jeg - når han bad om det. Det er en tilsvarende glæde, at familien efter Alf Schiøttz-Christensens død bad mig om at blive fondens formand. Vi holder i grunden ikke mange møder, men det, vi foretager os, er til gengæld betydningsfuldt. Vi er det eksekutive organ, der vælger bl.a. de mennesker, der skal lede Aalborg Stiftstidende. Og vi ser til, at bladet fortsætter som frisindet nordjysk talerør og forkæmper uden at skulle stå til regnskab for noget som helst andet end egen samvittighed. Bladets indhold har vi ikke indflydelse på, men vi er en del af samvittigheden.« En skelsættende begivenhed af helt anden karakter indtraf 10. december 1971, da Stiftstidende blev monopolavis i Aalborg. Venstreavisen Aalborg Amtstidende, Nordjyllands største dagblad fra 1890'erne op i 1940'erne var 1. januar 1970 (reelt fra september 1969) gået sammen med den socialdemokratiske NY TID om et fællesorgan med begge bladnavne, to delvist adskilte redaktioner og fællestitlen Nordjyske Morgenblade. Med timers varsel blev nøglen drejet af LO, der på A-pressens vegne var den største af bidragyderne til underskuddets dækning. Myten siger, at Amtstidendes chefredaktør A. Juhl Andersen ilede over Nytorv til Alf Statsminister Jens Otto Krag kom til 200 års jubilæet. Han blev ledsaget af en nær presse-kollega, chefredaktør Harry Rasmussen, NYTID, Aalborg. Brems foto. Nederst: Seks år senere er det Aalborg Amtstidendes tidligere chefredaktør, nu Stiftstidende-medarbejder A. Juhl Andersen (i midten), der hilser på. Han var ledsaget af Amtstidendes tidligere bestyrelsesformand, kvægtorvsinspektør S. Lauritzen. Man kan ikke se på smilene, at der foregår ret komplicerede forhandlinger om, hvordan man skal håndtere Amtstidendes beskedne indplacering i Aalborg Stiftstidende, efter at sidstnævnte er blevet monopolavis i Aalborg (side 157). Foto Viggo Kragmann.

157

Schiøttz-Christensen med abonnementsprotokollen under armen. Så enkelt var det ikke. Han ilede, men han havde ikke protokollen med. Schiøttz-Christensen tilbød omgående at ansætte Juhl Andersen som redaktionel medarbejder med henblik på politisk kommenterende artikler »og landbrugsfagligt stof af særlig interesse for nordjysk landbrug og for personer med tilknytning til partiet Venstre.« Stiftstidende ville året ud levere bladet uden beregning til samtlige Amtstidendes abonnenter - mod at få overdraget Amtstidendes abonnementskartotek. Amtstidendes bestyrelse var godt tilfreds med Schiøttz-Christensens tilbud, men dagen efter ringede formanden, kvægtorvsinspektør Sv. Lauritzen og sagde, at repræsentantskabet alligevel ikke brød sig om, hvad det konservative blad tilbød. De ville foretrække en ren venstreavis. Vendsyssel Tidende f. eks. - eller Viborg Stifts Folkeblad. Der var møde tidligt på formiddagen med Venstre-folkene, og der blev talt meget om abonnementslisten. Schiøttz-Christensen ville godt gå med til - såfremt han fik listen - at Vendsyssel Tidende foræredes en afskrift med de nordenfjordske abonnenter, men de søndenfjordske kunne ikke udleveres. Så kunne de beholde deres abonnementsprotokol. Stiftstidendes tilbud bortfaldt i så fald. Man skiltes ud på formiddagen, men klokken 12.50 samme dag ringede Sv. Lauritzen og sagde, at nu var repræsentantskabet enigt, og at man med tak tog mod Stiftstidendes tilbud og de givne indrømmelser til Vendsyssel Tidende. Abonnemenstskartoteket kunne de få hos Amtstidendes hidtidige distributionschef, »men De kan selv henvende Dem, jeg blander mig ikke mere i det!«

158

Aftalen om det kommende fællesskab indebar, at der under Aalborg Stiftstidendes hoved blev indføjet med mindre typografi: Nordjysk Amtstidende. Der blev sat en side af til Amtstidende-formål med en Venstre-inspireret ledende artikel af Juhl Andersen, og hvad man da ellers forstod ved »Venstre-stof« på den resterende del af siden plus andet landbostof på specialsider. Denne model kopierede man senere på Fyn, da den ligeledes fordum dominerende, nu forliste, Fyns Tidende fik en side i Fyens Stiftstidende. På Fyn kaldte de ordningen Aalborg-modellen eller Schiøttz-Christensen-modellen, men de glemte at gøre den så snævert tidsbegrænset som Schiøttz-Christensen havde gjort. Han sagde fem år, så kunne man forhandle igen. De sukkede dybt i Odense og ønskede brændende, at de havde brugt Schiøttz-Christensen-modellen efter pålydende. Først i foråret 1989 slap Fyens Stiftstidende dette fremmedlegeme i avisen. Frem til 1977 kørte Amtstidende-stoffet i Aalborg Stiftstidende med Juhl Andersens og efter hans død Jørgen Kruuse-Andersens lederartikler,

De udspekulerede revy-folk ved Schiøttz- Christensens 40 års jubilæum for ansættelsen på Stiftstidende fandt ud af, at det også var 50 års jubilæum for hans konfirmation. Her taler lord Thomson of Fleet Street i Ole Berghs skikkelse til konfirmanden og hans gæster. De var der jo pudsigt nok, alle de kendte - tegnet af Henry Lauritzen. Foto Leif Nielsen.

og enhver kunne se, at sådan måtte det ikke fortsætte. I referaterne af de kvartårlige møder mellem Amtstidende-repræsentanterne og Stiftstidendes chefredaktion gives udtryk for idel tilfredshed med Stiftstidendes behandling af Venstre-stoffet - og Sv. Lauritzen glemmer ikke at nævne de 8000 Amtstidende-abonnenter, Schiøttz-Christensen angiveligt fik med i købet. Men da venstre-folkene et godt stykke hen i 1976 begynder at tale om, hvad det skal blive til efter nytår, svarer Schiøttz-Christensen, at det er alt for tidligt at drøfte den sag. Spirende bekymring og træthed gør sig gældende. Irritationen kan heller ikke bortforklares. Andre partier kunne jo

159

også tænke sig sådan en særbehandling med egen ledende artikel. På et møde august 1978, altså efter at aftalen var udløbet, men stadig med fast kontakt med Amtstidende-folkene, nævnes det syrligt, at der havde været Venstre-delegeretmøde i Vejgaardhallen i juni med valg af kandidat til EFvalget. Det varede tre uger, inden Stiftstidende fandt ud af det. Man havde forud sendt formandens beretning til redaktionen, men den var ikke omtalt med en linje. Medlem af chefredaktionen Georg Hemmingsen sagde, at han var ked af, at det var kikset med den beretning og det møde. Han sagde også, at Venstre-kredsene var tunge at danse med. Da Bjørn Elmquist blev opstillet til Folketinget, kunne Venstre-foreningerne ikke bekræfte det. De ville nemlig have det først i regionalradioen og morgenaviserne. »Men heldigvis kunne Stiftstidende selv finde ud af det.« Der står ikke noget i referatet om, hvorfor det skulle vare tre uger med EF-kandidaten. Man forstår, at det ikke blev ved med at være idel lykke. Nordjysk Amtstidende med undertitel og leder forsvandt fra og med 3. januar 1977, men selvfølgelig ikke Venstres synspunkter. »Det skal bare ikke være i en »ghetto« i avisen - men spredes ud over hele bladet. Som det forresten er tilfældet med et hvilket som helst partis forhold til Aalborg Stiftstidende,« sagde Schiøttz-Christensen. Han var lidt urolig ved tanken om, hvad alle Venstre-læserne ville sige, når Nordjysk Amtstidende pludselig holdt op med at være en tilføjelse til Stiftstidende. Men tilføjelsen var glemt endnu hurtigere, end han selv havde ventet. I 1982 - efter Schiøttz-Christensens død - konstaterer Stiftstidendes direktør, Chr. W. Reves (se side 177) at det sidste møde har været holdt 22. januar året før. »Skal vi fortsætte med disse møder?» spørger han chefredaktør Hemmingsen. »Nej, vi skal prise os lykkelige over, at det er definitivt slut,« svarer Hemmingsen. Men der er vemodige mindelser om Alf Schiøttz-Christensens tilbud om trykfællesskab mellem Stiftstidende, Amtstidende og NY TID. Stiftstidendes store Crabtree arbejdede jo få timer i døgnet, og det gjorde de to andre blades nedslidte presser også. I en historisk fremstilling af bladsamarbejdet mellem NY TID og Aalborg Amtstidende - det utrykte manuskript ligger i samme referatbunke skriver A. Juhl Andersen om de resultatløse forhandlinger med Alf Schiøttz-Christensen, dels om fuldstændig teknisk fællesskab med Amtsti-

40 års jubilæet blev fejret med fest i Aalborghallen. Tove Weng og hendes mand Erik synger bordsang med Schiøttz-Christensen - »...å, disse minder«. Foto Viggo Krag 160 mann.

* &

dende, dels om trykfællesskab med NY TID og Amtstidende: »Nu, da løbet er kørt til ende, kan det spørgsmål rejses, om en af disse to løsninger trods alt havde været at foretrække...« De tre prikker er Juhl Andersens. Der var ikke tvivl om hans holdning, da forhandlingerne stod på. SchiøttzChristensen talte bittert om manglende forståelse og vilje hos de to Aalborg-blade med hensyn til hans kongstanke om at udnytte teknikken meningsfuldt og lønsomt. Den moderne Crabtree med høj kapacitet stod altså på Stiftstidende. Men morgenbladene foretrak - ifølge Juhl Andersen med usigelige tekniske kvaler og forsinkelser at købe et brugt offset-monstrum i Frankrig. Det er træffende at læse, hvad chefredaktør Harry Rasmussen skrev i NY TID efter en »portrætskitse« af Alf Schiøttz-Christensen, som Flemming Madsen producerede til fjernsynet i juni 1967. Schiøttz-Christensen forsømte ikke sin kongstanke om billiggørelse af avisfremstillingen: »Rotationen er jo Uge glad med, hvad den trykker, det er redaktionens sag, hvad der skal stå«. - »Hvis situationen var sådan, at Aalborg Stiftstidende måtte trykke hos NY TID, hvad så?» spurgte Flemming Madsen. »Ja, så måtte vi jo bide i det sure æble«, svarede chefredaktøren - såvidt Harry Rasmussen gengiver replikskiftet. Schiøttz-Christensen har nok sagt noget mere. Harry Rasmussen fortsætter: »Hvorfor er det æble i grunden surere for den ene end for anden? Men noget surt for ikke at sige muggent er der åbenbart i det rynkede gemmeæble....Han vil gerne udnytte sin maskine mere. Han vil gerne tjene nogle penge på sit fine og langtfra fuldt udnyttede apparatur, og det er der ikke noget at sige til. Men der kan heller ikke være noget at sige til, at de øvrige aviser ikke træder hinanden over tæerne for at blive kunder i hr. Schiøttz-Christensens butik, når det er billigere at være selvforsynende, når det er en tryggere tilværelse ikke at være afhængig af den prispolitik, Schiøttz-Christensen kan føre. Det er jo ikke ligefrem inve-

162

Februar 1981: Kronprins Frederik beder om fuld besked om det fantasiske, hvordan man laver en avis. Kronprinsen spørger ikke forgæves. Foto Erik Kragh. Nederst til venstre: En af de gamle Stiftstidende-medarbejdere, senere kulturredaktør H.P. Jensen, Jyllands-Posten, var museumsinspektør på Nordjyllands Kunstmuseum i 1973 (side 169). Museumsdirektør Lars Rostrup Bøyesen og HP. frembærer museets gave. Foto Viggo Kragmann. Nederst til højre: Chefredaktør Aage Deleuran, Berlingske Tidende, formand for Danske Dagblades Forening, overrækker Alf Schiøttz-Christensen en hædersgave på 25.000 kr. af Dagpressens Fond som påskønnelse af mangeårigt virke for dansk og international presse. Pengene blev brugt til udsmykning af Stiftstidendes trykkeribygningpå Langagervej. Foto Richard Haines.

ti.

*te r '**. >

* % *

: V « ^ . .--4*5.1 VsfH"*'

.-'tg* *

'.rt

&

.

i

steringer i nye Stiftstidende-muligheder, konkurrenterne brænder efter at foretage.« Sådan præcis var Amtstidende og NY TID-tonen i de dage. Den fælles Stiftstidende-aversion var det egentlige fundament for samarbejdet mellem de to ellers uens og modstridende partnere. Alf Schiøttz-Christensen ønskede ikke blad-monopolet. Han var bedre tilpas med konkurrencen og det deraf flydende kvalitets- og tempokrav. Han havde næret det håb, at de tre blade kunne have fortsat tilværelsen side om side i et fornuftigt, teknisk samarbejde. Og det hele skulle ikke nødvendigvis være Stiftstidende-teknik.

164

Hverdagen på Stiftstidende var i højere grad præget af det nære forhold til førende aviser ud over landet, ja ud over verden. Pressens udenrigsminister var Alf Schiøttz-Christensens hædrende tilnavn. Der var hyppige besøg, og på æresvæggen kunne man som sagt se billederne af de mest prominente gæster med autograf. De to andre store Stiftstidender - i Århus og i Odense - havde SchiøttzChristensen et nært forhold til, tillige et effektivt forretningsmæssigt samarbejde med fælles annoncekontor i København og fælles London-redaktion med folk fra redaktionerne udsendt på skift et år ad gangen. I en årrække leverede Aalborg støbeklare matricer til Fyens Stiftstidendes søndagstillæg, redigeret af Helge Kaarsberg, der var stjernereporter helt tilbage i Lauritz Schiøttz-Christensens tid. Der bestod et specielt forhold mellem »junior« og Kaarsberg livet igennem, meget produktivt, men under tiden med udladning af svovlende gnister og Kaarsbergs ordrige, forbitrede kommentarer, men dem hørte Alf ikke. Chefredaktør Helge Jensen, Århus Stiftstidende (fra den sidste epoke med dobbelt-a og to u'er) husker tiden, da tonen fra Århus var lidt nedladende overfor den unge Schiøttz-Christensen, der vist bildte sig rigeligt meget ind: »Det var i chefredaktør Louis Schmidts dage. De to Stiftstidender havde det samme patriarkalske præg, men Århus Stiftstidende var så ubestridt den største. Sådan blev det jo ikke ved. En skønne dag havde Alf i Aalborg overhalet Århus i oplag. Da var den nedladende tone forlængst afløst af den ligefremme, kollegiale. Drillerierne var af tilsvarende kaliber. Århus Stiftstidende havde et emaljeskilt til gavmild uddeling med teksten: »Danmarks største aftenavis«. Alf sagde i den forretningsmæssige tone, at han gerne ville overtage restoplaget, såfremt det havde interesse? Differencen mellem de to blades oplag var ikke så stor, og i en periode var Århus Stiftstidende igen førende. Erik Schmidt skrev henkastet på en lap papir til Alf: »Ak ja, det var den gang!«

Jeg husker Alf som et trofast, varmt og hjerteligt menneske. Man skulle stå ham nær for at opleve de sider af ham. Han kunne virke kort for hovedet og afstandtagende, men i hele sit virke viste han jo helt andre egenskaber. Alf var en god rejsefælle, på den led har jeg mange minder om ham. Han var i besiddelse af en formidabel nysgerrighed - en væsentlig del af bladmandens udrustning - og den dermed forbundne utrættelige spørgelyst. Vi andre nød godt af svarene fra de udspurgte. »God morgen, venner, var afføringen i orden?« var hans faste hilsen til rejsefællerne ved morgenbordet. »Er det den perfekte spejder, der taler?« spurgte vi. Det var det ikke, Alf havde det standardspørgsmål med som arvegods. Farmaceut-faderen med gærforsøgene vidste noget om, hvad der befordrer en vellykket dag. Vi var i teatret i Birmingham til »The Beggars Opera«. Alf hviskede mig i øret, da vi på trappen mødte de smukke Birmingham-damer: »De ser i hvert fald lige så gerne på os som vi på dem.« Hvem tænker ikke tanken med glæde. Jo, han hævdede sig på en helt naturlig og afvæbnende måde og med en betydelig selvironi. Vi sad en flok pressefolk i officersmessen på flyvestation Karup. En ordonnans kom ind og meldte med høj røst: »Chefredaktørens fly er landet!« Bifaldet var øredøvende. Alf rejse sig og lod med et blik og en lille håndbevægelse os andre forstå, at der var forskel. På os ventede bussen.« Chefredaktør Knud Secher, Fyens Stiftstidende, husker Alf SchiøttzChristensen som det fødte ordensmenneske, ordholdende, fasttømrede meninger, velklædt. »Når de tre Stiftstidende-bosser var i London og de lidt mere bohemeagtige livsnydere skulle opleve Sohos lyksaligheder og pub'ernes fortryllende verden, havde Alf som regel en appointment på Times eller Daily Herald. Derhen vandrede han i sit city-dress med mappen, paraplyen og den grå bowler. Inkarnationen af det ikke længere så kendte begreb, bladudgiver eller bladlord. Som redaktør var han den samme. »Chefen« hed han jo også i sin egen mund. Når han skulle til møde hos mig i Odense og kom med det tidlige morgentog fra et møde i København, bad han omgående om at låne telefonen, præsenterede sig med et »det er chefen« og bad om at tale med den vagthavende redaktionschef, som derefter blev krydsforhørt, om man nu havde taget den historie fra Berlingske, den fra Politiken osv. - uden tvivl til stor irritation for den pågældende, der naturligvis i forvejen havde gennempløjet hovedstadsaviserne. Som skribent var Alf ikke noget at skrive hjem om, men han var en frem- 165

.••*

ftagwsS^

' • ^ • &

m

&tf

i '

.

'

.

I," . /

-1

'

*

JT * *

WMte?

•43331

M i*-

«•

*

- ' * /

ragende redaktør med overblik og indsigt i alle et stort blads problemer. Økonomien mestrede han perfekt, og hans viden om bladteknik var imponerende og legendarisk i bladkredse. Selv om vi engang imellem smilede en smule ad ham, beundrede vi ham og holdt af ham, fordi han bag det i mange henseender, lad os kalde det lidt særprægede ydre og bag det bladlige »livsmønster«, var et prægtigt menneske, som jeg personligt holdt meget af. Engang imellem, men det var sjældent, kunne man trænge helt derind, hvor det menneskelige guld glimtede.« Når man skal spørge sig for til biografi-formål, vrimler det med chefredaktører. Det er ikke så meget titlen, men det, at de har gået i skole hos Alf Schiøttz-Christensen eller på anden måde har fået noget i omgangen med dette menneske, som man kom til at beundre og holde af, men som samtidig kunne bringe folk til den yderste grænse af irritation, vrede og frustration. Fællestrækket er, at han interesserede sig for mennesker, som han selv betegnede som »kaldsfæller«, og det var en bred definition. Her tænkes særligt på dem, der var ansat på hans blad, eller som bidrog med stof til det. Alle, der viste god vilje, gerne talent og som demonstrerede, at de ville bruge de egenskaber på en måde, han fandt forsvarlig, havde hans ubegrænsede og helhjertede opbakning. Læs på side 115 om Politikens Agner Ahm, der en gang var journalistisk tillidsmand hos Alf. En lidt yngre, der var journalistelev på Stiftstidende i samme periode sidst i 1960'erne, var Jørgen Ejbøl, senere medlem af Berlingske Tidendes redaktionelle ledelse. »Jeg er en af dem, der virkelig fik et skub af afgørende betydning for min tilværelse. Jeg kom på School of Journalism, en af afdelingerne på Columbia universitet i New York, hvorfra Schiøttz-Christensen selv var gradueret. Det blev jeg også. Først skulle jeg - for hans penge må det indskydes til optagelsesprøve i England, og i den forbindelse måtte der dispenseres for min deltagelse i den obligatoriske journalistuddannelse på højskolen i Adm. direktør K.E. Jensen, nu Nordjyske Distriktsaviser, stod Schiøttz-Christensen nær i mange år. Her til 40 års jubilæum med fru Inger Larsens datter Anne Marie Larsen og fru Lis Aaris (til højre). Foto Viggo Kragmann. Til højre: Blandt Alf Schiøttz-Christensens trofaste rejsekammerater var Politikens administrerende direktør Ernst Klæbel. Her på IFRA-kongressen i København 1978. Foto Peer Pedersen. Gamle venner mødes ved jubilæumsreceptionen 1973: fru Bitten Muller og vinhandler, konsul Sigurd Muller. Foto Viggo Kragmann.

167

Århus. Det skulle Schiøttz-Christensen selvfølgelig ordne. Tillidsmanden - og det var altså Agner Ahm - skulle med derop i den anledning. Vi tumlede ind, da den grønne lampe blinkede. Alf så op fra skrivebordet: »Kunne de herrer ikke smutte ud og få en kam gennem håret!« Vi to vordende chefredaktører så ikke spor præsentable ud. Han hadede sjusk i påklædning og frisure, men håret kunne vi da i det mindste få striglet. Jeg havde meget ud af mine elevår på Aalborg Stiftstidende - også i beskedent omfang med hensyn til bladøkonomi, som jeg siden kom til at interessere mig meget for, men det har et ungt menneske ingen forstand på. H.P. Jensen, den gang egnsredaktør, havde sendt mig på reportage til en feriekoloni ved havet. Jeg bedede i Fjerritslev inden bussen hjem og styrkede mig ved et enkelt måltid, et par pølser, en cola, alt i alt vel en 10-20 kr., og det var mange penge sidst i 60'erne. HP. nægtede pure at anvise den regning med de bilag. Jeg måtte selv op til chefen - og han anviste, men jeg blev formanet: »Vi har omkring 70 journalister på dette blad. Hvis de alle sammen tog med bussen hver dag og spiste i den grad på bladets regning, kunne det ikke løbe rundt. Kan De godt se det, Jørgen Ejbøl?»

En buket til en nyudlært tegner. Salgschef Anker Lundegaard, Svend Jensen og tegnestuechef, nu arrangementschef Finn Hofmeister. Foto Leif Nielsen.

H.P. Jensen, kulturredaktør på Jyllands-Posten, mindes Jørgen Ejbøls bilag den dag - og han husker iøvrigt det unge menneskes talentfulde indsats. »Men med hensyn netop til denne episode må der være tale om en erindringsforskydning,« mener H.P. Jensen. »Det var ikke pølser og cola til 10-20 kr., langt fra. Store udgiftsbilag til fortæring var ikke populære, og jeg attesterede af princip ikke noget med rødvin og cognac til kaffen.« Munkebo havde den klassiske bemærkning, når han skulle anvise selv beskedne udlægsregninger: »Lønnen er beregnet uden kost,« og det var absolut i Schiøttz-Christensens ånd. Til det seneste (mens dette skrives) er traditionen holdt smukt i hævd. Tilbage til H.P. Jensen: »Jeg har noget tilsvarende at huske, omend ikke USA. Schiøttz-Christensen hørte om min interesse for Nordisk Journalistkursus i Århus. Han sendte mig afsted i de tre måneder, kurset varede, og betalte alle udgifter. Aalborg Stiftstidende var iøvrigt det første blad, der oprettede en slags elevskole i en tid før højskolen, da dette var højest tiltrængt. Andre end jeg har fortalt om hans generøsitet og omsorg. For mig er det et af de stærkeste minder i forbindelse med min kones alvorlige sygdom. Det var i midten af 50'erne - hun måtte gennemgå en række operationer i København. Hjemme havde vi et barn på 4-5 år. »Hvordan får De barnet passet, HP,« spurgte Schiøttz-Christensen en dag. Jo, det gik, jeg havde fået en heldags husmoder-afløser. »Det er fint, så er barnet i gode hænder. Vil De sende regningen til mig - og god bedring,« slutter H.P Jensen. Man kom ikke ind på livet af Alf Schiøttz-Christensen, det gjorde kun hans aller nærmeste, men i glimt forstod man, hvad han var for et menneske. I det daglige arbejde gjaldt det kvalitet og resultat - iberegnet kravet til korrekt bogstavering af navne. Der måtte aldrig stå et forkert stavet navn i Stiftstidende - påbudt af én, der altid fik sit stavet ukorrekt. Et frikort til busserne i Aalborg returnerede han tre gange, indtil de havde lært at stave til Schiøttz-Christensen. Der er en anden chefredaktør, Erik Randel, Jydske Tidende, der fra yngste medarbejder på Stiftstidende avancerede til redaktionschef. Han husker også sparsommeligheden, under tiden den lidt snu sparsommelighed, der kunne lukrere på, at andre rykkede ud med skillingerne. Der er den pompøse med Ole Vang på rejse med chefen til København. De stiger ud af taxaen foran dAngleterre: »Ole, stik dørvagten 2 kr. Det ser bedst ud!« Og Ole trak pungen af lommen og betalte den gallaklædte vagt med guldtresser og fangsnor de 2 kr., mens chefen frimodigt så den anden vej. Eller bladets første informationschef Poul Martin - den første i et dansk bladhus i det hele taget - der ofte var ude at flyve med chefen. Han var altid irriteret over lufthavnsafgiften, og en dag på en sjællandsk plads brokkede han sig særligt. »Nå nå,« sagde manden på grønsværen, 169

»De skal kun betale for første gang - ikke de to hop, mens De landede anden og tredie gang.« Martin vidste, at nu ville chefen i hvert fald ikke op med pengepungen, men han kom til det, for Martin havde også lært at se den anden vej. Han lod diskret sit vand ved hækken i passende afstand, mens Schiøttz-Christensen betalte. »Uanset de flotheder, Schiøttz-Christensen kunne berømme sig med, herskede på Aalborg Stiftstidende en husmandsøkonomi der ikke lod sig måle med den, de førte på de to andre Stiftstidender i Århus og Odense,« siger Erik Randel. »Schiøttz-Christensens pludselige beslutninger kunne være overordentlig ubehagelige. En medarbejder kom en morgen til sin arbejdsplads. Han hængte jakken på bøjlen, tog dækket af skrivemaskinen og fandt i valsen et memo fra chefen: »Beklager ikke at kunne opretholde medarbejderskabet længere end til nytår.« Herefter var den kollegiale forholdsregel: Tag aldrig jakken affør skrivemaskine-dækket! Jeg fik tilsvarende hjertet op i halsen, da jeg en morgen fandt et gult chefmemo i min skrivemaskine: »Bladets flymedarbejdere har altid haft certifikat. De har ikke, vil De straks sørge for, at De får det. ASC.« Strubelyden af de tre bogstaver passede ofte godt til fornemmelsen i egen hals. Vi mødte halv otte, og en kvart i otte havde jeg fotohandler Jørgen Jensen i telefonen. Han gav flyundervisning. Jeg fik den første tid kl. 14 samme dag vel vidende hvad der skete kl. 8, når chefen smækkede døren op. »Hvornår skal De begynde?» - »Kl. 14.« - »Fint, godmorgen.« Jeg må have lov at sige, at jeg forlod ham med blødende hjerte, da jeg fik den nye udfordring i Kolding. Så var vi pludselig kolleger på et andet plan, men med det samme venskab, der blot fik lettere tilgængelige udtryk. For mig lever han endnu. Jeg tror, han sidder deroppe og morer sig over os - eller også er han frygtelig irriteret!« Blandt Schiøttz-Christensens nære venner var Ernst Klæbel, Politikens direktør, som han traf på kollega-rejser i udlandet. De havde - og det var

170

Januar 1980 indvies Stiftstidendes trykkeribygning og hermed den nye rotationspresse på Langagervej. Prins Henrik, der trykkede på startknappen, modtages afAlf Schiøttz-Christensen. Foto Preben Veiby. Til kongres i Helsingfors oktober 1975 traf Schiøttz-Christensen professor Hakon Stangerup, mangeårig Stiftstidende-kronikør og anmelder. Far til Henrik Stangerup. Med hensyn til Stiftstidende og den senere litterære berømthed gik det ikke helt smertefritfor sig. Side 108. Foto Lehtikuva, Helsingfors. Byens berømte drik frembæres til 40 års jubilæet af direktør Henning Kirkeby, De Danske Spritfabrikker. Schiøttz-Christensen siger hjertelig tak. Han drak med garanti ikke en dråbe af det. Foto Viggo Kragmann.

•\

A

•e

**•"* ,-.;

'*'i

^fft

-.

'•,*".*-*

I

•f,

•»£"""S-

V-

••••".-

"." .

i.*i - ,

> ;.•

- >

"3-"'"J* "*•'

--

!f«8f.* >

•*»"' ,\I*.:;ZJ*y

v *' ^--> -si** "if

***•*-..«*»*—^—

! . • *

'

sede Alf. Nu foreslog jeg Eja og Birgit at køre hjem, så de kunne hvile og komme igen. Så sad jeg alene med ham den sidste time eller halvanden. Han sagde ikke mere, men jeg havde hans levende hånd i min. Jeg er sikker på, at han vidste det. Lidt over kl. fem drog han et langt dybt suk. Det var så fredeligt og befriende. Jeg ringede, der kom en læge og en sygeplejerske. De gjorde noget, som jeg syntes var smukt. De blev roligt stående for enden af sengen og gav mig tid til at være stille med Alf. Jeg var så lykkelig over, at jeg nåede at komme tilbage, så han ikke skulle dø, mens jeg kørte rundt med niecens kufferter. Og jeg var lykkelig over, at det gik, som han selv ønskede så brændende. Intet menneske kan få en værdigere og smukkere død end den, han fik. Han fik også den begravelse, han ønskede, men der skulle lidt overtalelse til. I de sidste måneder, han levede, talte han om, at han ville begraves fra den store stue på Klostermarken. Blot hans allernærmeste skulle være der, og en trompetist skulle blæse »Autumn Leaves«. Jeg forsøgte at tale ham fra det - det skulle være Budolfi. Jeg fik aldrig noget helt klart svar, kun et lidt genert og blufærdigt smil. Salmerne skulle være de samme som ved Ebbas begravelse, og korpsmærket fra han spejderuniform skulle ligge på kisten. Det sværeste og smukkeste den eftermiddag var at høre trompetisten blæse »Autumn Leaves.« Søndag morgen den 8. november 1981 var kronikken den lynbestilte af rektor Sven Caspersen, Nordjyllands Universitets Center, en institution, Schiøttz-Christensen støttede med alle de kræfter, han selv og bladet kunne mobilisere. »Han ejede en sært overbetonet mening om egen og egen landsdels værdi,« skrev rektor. »Men også en næsten gammeltestamentlig forestilling om, at mine er de rigtige. Det er os nordjyder, der kan alting. Vi er ikke bedre danskere end alle andre. Men vi er ærligere danskere. Han undgik aldrig vanskelighederne, Alf Schiøttz-Christensen, han opsøgte dem nærmest. Arrogancen, selvsikkerheden, var den hjelm, han bar, og ærligheden og oprigtigheden var den styrke, han havde. Det var den, han vandt på.«

198

Foregående opslag: Personalet tager afsked med Alf Schiøttz-Christensen foran Stiftstidendes hus på Nytorv. Foto Grete Dahl.

Data i Alf Schiøttz-Christensens liv

Født Nørresundby 12. februar 1909. Studentereksamen Aalborg Katedralskole 1926, typograf- og bogtryklærling på Aalborg Stiftstidende og Aalborg Stiftsbogtrykkeri 1926, filosofikum Københavns Universitet 1927, supplerende trykkeruddannelse Gutenberghus, København, 192729, London School of Printing 1929-30, School of Journalism, Columbia University, New York, 1930-31, gradueret som Bachelor of Literature, journalist ved Seattle Times, staten Washington, 1931, korrespondent ved Folkeforbundet, Genve, 1932, korrespondent Berlin 1932-33, medarbejder ved Aalborg Stiftstidende fra 1. april 1933, chefredaktør 9. april 1940, administrerende direktør for Aalborg Stiftstidende og Aalborg Stiftsbogtrykkeri 1. oktober 1943. Formand for Aalborg Amts Bogtrykkerforening 1936-46, medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Provins Bogtrykkerforening 1942-47. Medlem af bestyrelsen for Danske Dagblades Fællesrepræsentation 1959-71, næstformand i Organisationen af Bladudgivere i Provinsen 1961-68 samt i Danske Dagblades Udgiverforening 1968-71, vicepræsident i den internationale bladudgiverorganisation FIEJ, medlem af bestyrelsen for bladudgivernes internationale forskningsinstitut IFRA. I en årrække formand for Provinspressens Pensionsfond og medlem af bestyrelsen for Pensionsforsikringsanstalten. Stifter af Aalborg Flyveklub 1939, formand 1939-45. Medlem af bestyrelsen af Kongelig Dansk Aero Klub 1940-45. Medstifter 1936 af flyveklubben for pressens luftfartsmedarbejdere. Det Danske Spejderkorps: Indmeldt som 10-årig 1919, tropsfører Knud Rasmussens trop, kolonnechef i Aalborg 1939-40, chef for Nørrejyske Division 1940-42, gildemester for Set Georgs Gildet i Aalborg 1944-46, medlem af hovedbestyrelsen for Det Danske Spejderkorps 1941-46. Medlem af bestyrelsen for Aalborg Rotary Klub 1949-50. Præsident for samme 1953-54. Medlem af bestyrelsen for Foreningen Norden 1951, i en årrække formand og medlem af Nordens Råd. Formand for Det Danske Selskab, Aalborg-afdelingen, 1952. 199

Medlem af bestyrelsen for Fondet for dansk svensk Samarbejde, medlem af det danske udvalg for Goteborg Frederikshavn Linjen. Medlem af bestyrelsen for Aalborg Golf Klub 1939-44. Dekoreret med Ridderkorset af Dannebrogsordenen 1. grad, kommandørkorset af Finlands Løves Orden, Ridderkorset af Svenska Vasa Orden 1. grad, finske »Pro Benignitate Humana«( udmærkelsestegn for humanitær virksomhed), Officerskorset af Franske Æreslegions Orden, Officerskorset af Spanske civile Fortjenstorden og Storridder af Den islandske Falks Orden. Alf Schiøttz-Christensen blev gift med Marcelle Jousserand i Nice 1934. Skilt 1944. Gift med Ebba Jørgensen i Skårup 1944 til hendes død 1964. Gift med Inger Larsen 1967. Alf Schiøttz-Christensen døde 6. november 1981.

Oplag og prisudvikling

En næsten ubrudt stigende kurve kendetegner det kontrollerede nettooplag i Alf Schiøttz-Christensen ansættelsesår ved Aalborg Stiftstidende fra 1933 til 1981. hverdag søndag 271 1768 L.Schiøttz-Christensen tiltræder 1900 5.600 1933 Alf Schiøttz-Christensen ansættes 13.224 1935 14.974 1940 19.202 34.957 1945 28.070 1950 30.935 49.670 64.364 1955 35.550 71.310 1960 43.132 80.242 1965 51.534 86.044 1970 56.523 97.059 1975 67.742 107.422 1980 74.887 108.900 1981 76.710 En uafbrudt stigende kurve kendetegner abonnementsprisen i samme periode. Her angivet pr. kvartal så langt tilbage, statistikken rækker: 1933 1940 1944 1950 1955 1960 1965 1970 1976 1980 1981

5.75 k 8.2510.0014.00 20.00 26.5041.00 70.00 135.00190.50234.00-

Kilder

Alf Schiøttz-Christensens selvbiografi til ordenskapitlet. Foredragsmanuskripter af Alf Schiøttz-Christensen: »Mine barndsomsår i Nørresundby«. »Drengeår i Aalborg«, »Ung journalist i 1930'erne« Alf Schiøttz-Christensen: Efterladte papirer. Eja Packness: »Mit liv med Aalborg Stiftstidende« (utrykt). Niels Hedin: »Familien Schiøttz-Christensens slægtebog« Niels Hedin: »Farmaceuten og redaktøren L. Schiøttz-Christensen« Kaj Christiansen: »Det stod ikke i avisen« Poul Martin: »Jeg glemte at spilde tiden«. Klaus Rifbjerg: »Lonni og Karl« Niels Barfoed: »Jeg ringer«, novellen »Take care«. Sven Caspersen: Kronik Aalborg Stiftstidende 8-11 1989. Særudgaver af »Stiftsposten«. Aalborg Stiftstidendes jubilæumsmagasin 1967 Aalborg Stiftstidendes korrespondancearkiv 1936-1951 Avis- og tidsskriftklip og eget erindringsstof. Samtaler med chefredaktør Agner Ahm, redaktionssekretær Ole Andersen, redaktør Knud Bavngaard, arkitekt Jacob Blegvad, redaktionssekretær Jens Bondesen, journalist Lars Borberg, læge Svend Brint-Nielsen, chefredaktør Erling Brøndum, driftschef John Christensen, kontorchef Lise Christensen, redaktør Kaj Christiansen, journalist Bodil Egebjerg, redaktør Jørgen Ejbøl, informationschef Erik Eriksen, bankdirektør, cand. oecon. Eigil Hastrup, reprotekniker Harry Hornshøj, statsskovrider Jens Hvass, redaktør HPJensen, chefredaktør Helge Jensen, adm. direktør K.E. Jensen, overlæge dr. med. Mogens Krogh Jensen, fru Kathe Jensen, fru Marcelle Jousserand, direktør Ernst Klæbel, skolepsykolog Ole Krogsgaard-Jespersen, arkivar Grethe Krøijer, kørselsledér Arne Larsen, tv-producer Inger Larsen, kontorchef Andr.Lorenzen, chefredaktør Aage Lundgaard, redaktør Børge Mors, konsul Sigurd Muller, redaktionssekretær Morten Møller, underfaktor Holger Nielsen, cand. polit. Eja Packness, redaktør Jørgen C. Pedersen, sekretær Henny Petersen, chefredaktør Erik Randel, administrerende direktør Chr. W. Reves, redaktør Eivind Samuelsen, chefredaktør Knud Secher, pressefotograf PH. Seifert, landsretssagfører Axel Stoustrup, salgschef Poul Teigaard, typograf Willy Thøgersen, redaktør Ole Vang, overassistent Tove Weng og chefredaktør Hans Jørgen Vestergaard.