Sætningen og dens led i moderne dansk [PDF]

Zitiervorschau

SÆTNINGEN OG DENS LED I MODERNE DANSK AF

AAGE HANSEN

NYT NORDISK FORLAG · ARNOLD BUSCK KJØBENHAVN M C MXXXIII

r.•

~ I

. I

SÆTNINGEN OG DENS LED I MODERNE DANSK

' '

I

SÆTNINGEN OG DENS LED I MODERNE DANSK AF

AAGE HANSEN

-

NYT NORDISK FORLAG · ARNOLD BUSCK KJØBENHAVN MCMXXXIII

'Iil

Otto Jespersen

fI

,. INDHOLD I. INDLEDNING

••+

•••••••••••••••

•••

•••

•••

1

II. SÆTNINGEN. 21

Definition og afgrænsning ... Den enleddede smtning Overgange mellem 6n- og toleddede sætninger Saetninger med det og lignende ord ... Sætninger med der og ligneQdc ord Den toleddede sætning ... ... ...

25 35 36 49 6i

III. SÆTNINGENS LED. Forholdet mellem hovedleddene Såkaldt aktiv og passiv udtrykamlde Det almindelige sætningsleds bygning Hovedleddenes bygning . . . . . . . .. Friere bestemmelser .. . .. . . .. Findes der ord med forbinderfuok.tion? Bestemmelsesforholdets arter N. STORSÆTNINGEN. Storsætningens bygning og led ... Ledsaetningernes art

V. SLUTNING ... . ..

...

69

19 89 101 . .• 126 ... 135

••. 144

... 162

·~. .. . ... .... ... ... ...

18i 195

r

FORORD ærværende arbejde er et forsøg på at tilvejebringe en ny sætningsanalyse for nydansk. Den rent formelle analyse, som nu er den, der almindelig bruges, synes mig utilfredsstillende: man får intet billede af sætningens naturlige opbygning og intet indblik i den virksomhed, der foregår, når vi taler. Analysens formål kan jo ikke være selve det at pille sætninger i stykker, men at se, hvordan de er sat sammen af forskellige bestanddele, og hvorfor de er opbygget på den forefundne måde. Jeg har derfor ikke kunnet følge Wiwel og de »formelle« grammatikere på dette område (sætningsanalysen), men derfor har jeg naturligvis på ingen måde forringet deres fortjenester - vi ser blot sagen fra to forskellige sider. Bogen henvender sig ikke blot til dem, der videnskabeligt, men også til dem, der pædagogisk beskæftiger sig med de herhenhørende spørgsmål, og fremstillingsformen er med vilje gjort noget populær. Min ven, docent Peter Skautrup har tilskyndet mig til arbejdet, og professor, dr. phil. Johs. Brøndum-Nielsen har givet mig lejlighed til som undervisningsassistent at gennemarbejde en del af stoffet i øvelser med de danskstuderende, og endelig har Carlsbergfondet ved sin understøttelse sat mig istand til at udarbejde bogen og få den trykt. Jeg bringer dem herved min oprigtige tak.

N

Ch11rlottenlund i december 1932.

Aage Hansen.

INDLEDNING

F

ør vi går ind på undersøgelsen af vor tale og dennes dele, er det bedst at klare os, for det første: hvad der er genstanden for analysen, og for det andet: hvilke principper analysen bør gå frem efter, og hvilke formål den skal tjene. Emnet for vor undersøgelse er moderne dansk rigssprogstale, som den ytrer sig skriftligt (på tryk) eller især mundtligt. Forskellen mellem skriftsprog og talesprog er jo i almindelighed stor: skriftsproget står på et ældre standpunkt end talesproget, og en analyse, der alene bygger på skriftsproget, giver derfor ikke det rette billede af vor moderne tales bygning og nødvendiggør ofte, naar man stilles overfor et skriftsprogsfænomen, som er blevet forældet i talesproget, anlæggelsen af et historisk-grammatisk synspunkt. Vi sætter os imidlertid til opgave: på et enkelt afgrænset område at give et billede af vor moderne tale, betragtet udelukkende fra et samtidigt standpunkt og med en samtidigs øjne - idet vi forsøger at se bort fra vor sproghistoriske viden og også forsøger at betragte fænomenerne således, som vi tror, de fremstiller sig for den moderne (ikke filologisk skolede) bevidsthed. Derved henvises vi først og fremmest til det moderne talesprog, og da vi kun tager hensyn til det almindelige rigstalesprog og

2

ser bort fra dialekter, får vi en enhed at studere, inden for hvilleen historiske forskelle så godt som ikke gør sig gældende. Det moderne talesprog har jo ganskevist flere lag: centrum for vor undersøgelse ligger i det talesprog, der danner mellemleddet mellem det forfinede, af skriftsproget stærkt påvirkede talesprog, som kun forholdsvis få mennesker af de højeste samfundsklasser bruger som dagligsprog, og det med slang, jargon isprængte vulgærsprog; dog må det siges, at dette talesprogets socialt laveste trin har en langt større interesse for os end dets øverste trin, og ser vi bort fra slang- og jargonudtrykkene, er der, hvad talens bygning angår, kun ringe forskel mellem dette såkaldte vulgærsprog og det almindelige talesprog. Det, vi ved vor analyse vil studere, er altså først og fremmest den mundtlige tale - og her må vi naturligvis huske på, at denne virker under helt andre forhold end det skrevne ord: den har betydningsfulde ledsagende hjælpemidler, som den skrevne tale må undvære, den kan derfor tillade sig kortheder, sammenstillinger med oversprunget (logisk og sprogligt) mellemled o.s.v., der i skrift vil virke forvirrende og ulogiske. Et par eksempler: Pigen: skal jeg tage bakken med ud? Fruen: nej, jeg skal bruge den til børnene. Meningen med den sidste sætning var, at fruen vilde beholde bakken for på den at bringe mad ind til børnene, der lå i sengen. Alle forstod det - både pigen og de andre, der hørte på det, og der var ingen, der studsede over udtrykket eller måtte tænke sig om for at få mening i det. Hos KLars. SF. 120 findes: naar man skal skrive et engelsk Brev, saa er 'et at købe en Avis paa Gaden og finde Ordene ud af den, hvordan de staver dem. Her mangler et led, for at se eller lignende, som vil være absolut nødvendigt i skriftsproget. Andre eksempler på sådanne kortudtryk fra talesproget: Spek-

3

høkeren ... læste "Kunst- og Theateranmeldelser« af sin »Tidende«, den om Aftenen HCAnd. V.183. Nissen ... saae, at Studenten læste i den pjaltede Bog nede fra (dvs. den bog, der stammede nedefra spækhøkerbutikken) ib.182. hun holdt endnu Hovedet lidt paa skævs efter Brandbylden Wied BS. 215. luk mig op! (se side 156). jeg skal hen med et brev i postkassen (også: jeg skal hen i postkassen med et brev). en gammel Kone, der altid staar i V askebaljen MylErich. NS. 20. han sad endnu midt i den røgede Sild Wied. BS. 218. Jeg kører en Tur for· min Mave Wied. TK. 49. Gangvinduet paa anden Sal var der rigtignok faaet anderledes Bund i end nedenunder (dvs. end i vinduet nedenunder) K.Lars. GV. 13.1 nu sætter jeg mig herinde· . .. i Varmen ... og saa snakker vi lidt over Kaffen Kaj Munk. Ordet. 9. Mange af disse udtryk er jo af en sådan art, at de ved sproglig eftertanke, når man holder sig til ordenes bogstavelige mening, virker komi~ke - men de er ikke dannede for at more, deres komik er ufrivillig. Af andre ting, der er karakteristiske for talesproget, kan nævnes, at man ved genoptagelse af noget ikke tager det så nøje med den sproglige kongruens: der var stort Kludeselskab, de fine for sig, de grove for sig HCAnd. VI. 111. hver Blomst var et deiligt Pigehoved, nogle med Øine saa mørke og straalende, andre saa blaae og forunderlig klare HCAnd. VI. 182,2 at det, man foregriber (genoptager) ved hjælp af det, ikke behøver (som i skriftsproget) at være et substantivisk led, men blot noget, t K. Larsen. I det gamle Voldkvarter; citeres efter Dansklærerfor• eningens udgave ved Erik Rindom. !øvrigt er de forkortede forfatternavne og bogtitler som regel de samme som i Ordbog over det danske Sprog. s Sammenlign Oehlenschligers indledningsstrofer til St. Hansaftenssp il: Velkommen i den røde Morgenstund Enhver, 10m tidlig nu har &amtet ilg.

4

der betydningsmæssigt indeholdes i det følgende (foregående): Hør sig mig, Doktor, hvad troer De, det kan være: Jeg har saadan en nederdrægtig Spænding i min venstre Læg? Wied. TK. 27. det er slemt, når det står sådan til (se side 185). det er ikke så farligt for at flytte det skab. Der stilles, som man ser, fordringer til skriftsproget i retning af logisk sammenhæng, stringens, nøjagtighed i tilknytning og fremstilling, som der ikke stilles til talesproget. Og med rette. Ti i det døde skrevne sprog er der jo mange muligheder for misforståelser, og omstændelighed med hensyn til alle logiske mellemled er nødvendig for at fremkalde det rette billede, den rette forståelse, - som en slags erstatning for alt det, der ved en samtale hjælper med til hurtig og rigtig opfattelse af det sagte. Ja, man er også forskelligt indstillet over for alm. tale og skrift: medens man i en samtale som regel kun har sans for at fange meningen af det, den anden siger, og ikke har øret kritisk indstillet over for formen, så er den læsende mer eller mindre på vagt overfor fremstillingsformen og fordrer, at den skal føre ham frem fra trin til trin uden at overspringe mellem• led. Derfor kan talesproget nøjes med antydninger eller halve forklaringer, hvor skriftsproget fordrer alle kortene på bordet. På grund af de talendes kendskab til hinanden, kan en talende gøre flittig brug af henvisninger til den tiltaltes fortrolighed med dit og dat eller nøjes med en appel til hans fantasi (derfor talesprogets hyppige anvendelse af denne, denne her, den (osv.) du ved nok, sådan,1 altså osv.), hvor skriftsproget fordrer 1 f. eks. det var jo iragt !aadan i et Slag! Spøg HCAnd. VI. 181. det er !øa dejligt .. at lade Tankerne !Badan rigtig fanta!ere KL11rs. GV. 39. Nej, Herrer, de læ!er vel ikke !aadan Romaner ib. hun havde !Badan et pænt, nyt, broderet Forklæde paa ib. 41 (:iaadan er her i det sidste tilfælde ikke en blot og bar gradsbestemmelse til det

5 klar besked. Talen er umiddelbar og ureflekteret i sammenligning med skriften, følelserne får lov til at røre sig og give sig udtryk (fx. i de primitive enleddede sætninger (se side 25) og de subjektive bestemmelser (se side 126)). I talen er vi i det hele taget det menneskelige langt nærmere end i skriften. I talen lægger vort temperament, vore karakteregenskaber sig for dagen af sig selv, og i den føler vi os ikke - når vi vil give vore følelser luft og vore tanker udtryk - hæmmet af tanken om, at det skal ske på den og den måde. Den hidtil brugte analyse har fortrinsvis, ja næsten udelukkende, holdt sig til skriftsproget; derved har den lukket øjnene for mange fænomener, der så godt som kun hører talesproget til, og da det for en del er ting, der strider mod det, der er konstateret som nødvendigt for den skrevne sætnings fuldkomne bygning, har man fået fremkaldt det indtryk, at talesproget ofte er ugrammatisk og ulogisk - fordi man simpelthen prøvede, om den skabelon, der var skåret til efter skriftsproget, også passede på talen, hvad den naturligvis ikke gør.1 Såre meget vrangsyn og mange selvskabte vanskeligheder er opstået deraf, at man ved skoleanalyse så ensidigt har holdt sig til skriftsproget og drevet analyse efter et stykke stift og stiliseret bogsprog. Ja, man ser endog, at grammatikerne undertiden tager en isoleret sætning og forklarer alle de måder, den kan opfattes på eller (som det oftest kaldes) misforstås på (f. eks. sætninfølgende, men udtaler en forvisning om, at den tiltalte nok kan forestille sig, hvor pænt osv. forklædet var), hør De aldrig følt, saadan hvad man kalder Kærlighed? Wied. BS. 119. 1 Lignende urimeligheder vilde fremkomme, hvis man vilde fordre de i tale- og skriftsprog gældende logisk-grammatiske regler overholdt i poetisk sprog. En så skøn linje som Se, det summer af Sol over Engen (Drachm. BK. 57) blev jo fuldkommen latterlig (kan man se noget summe? kan solen summe? er det summer af noget en forbindelse, der hører hjemme i dansk sprogbrug?}

6

gen: denne mand gav min broder pengene), uskyldigt uvidende om, at en sådan misforståelse er forårsaget af dem selv, fordi de har revet sætningen ud af dens sammenhæng. En analyse af særlig dertil sammenbragte samlinger af indbyrdes uafhængige sætninger (af den berømte type: Er din fader hjemme? Svinet går i gården), kan måske nok forsvares, hvor analysen kun beskæftiger sig med formlære og ordklasselære, men en sætningsanalyse bør kun drives på grundlag af sammenhængende stykker. Da det nu imidlertid er forbundet med store vanskeligheder at studere den moderne sætningsbygning på grundlag af den mundtlige tale alene, bliver vi nødt til at søge at finde en skreven tale, der kommer den mundtlige så nær som muligt Man har her til sin disposition først og fremmest direkte efterligning af det moderne talesprog, således som vi f. eks. kan finde det i dialoger hos moderne forfattere, og dernæst et forfattersprog, der er en bevidst tilnærmelse til talesproget, således som vi finder det f. eks. hos H. C. Andersen (især i eventyrene og historierne) og bos Gustav Wied og Karl Larsen. Vi har nu stoffet, men hvordan skal vi så studere det? At leve sig ind i det, at klare sig sin sprogfølelses indstilling over for det og på denne baggrund bruge sin sproglige eftertanke uden at hæmmes af tanken på oprindelse, udvikling, overensstemmelse med andetstedsfra kendte regler osv. - det er det, det først og fremmest kommer an på ved en undersøgelse som denne. Derved kommer jo næsten alt til at afhænge af, at ens sprogfølelse og fornemmelse over for sprogforeteelserne er normal og uforkvaklet - og her vil der altid være en vis margin for subjektivitet, som vi ikke kan komme ud over, især da der næppe er noget punkt, hvor det moderne menneske er så selvsikkert. som når det gælder, hvad man siger og ikke siger.

7

Den sproglige eftertanke kan iøvrigt give sig mærkelige udslag. Drives den for vidt, kan den virke tilslørende og forvirrende. Endevender man en sætning, man ha.i.· fra talen - f. eks. hørt i forbigående som et brudstykke af en samtale -, tilstrækkelig længe i sine tanker, kan den tilsidst komme til at synes helt umulig eller uforståelig, - en mærkelig gnom. Men langt farligere er den sproglige eftertanke, hvor den ikke er under kontrol af fortrolighed med talens og hele sprogets væsen. Her har den skabt begreberne sprogligt »rigtigt og urigtigt« og opkastet sig selv til dommer - på rent forkert grundlag. Her har den begået så slemme fejltrin som nt måle talesprogssætninger med den målestok, skriftsprogssætninger (og de deraf i grammatikkerne udkrystalliserede regler) afgiver, at dømme ved henvisning til ældre sprogtrin eller fremmede sprog, og at fordre logikkens regler overholdt i det sproglige udtryk. .. Kun i det højeste talesprog, foredragssprog og lign. sker der en bevidst formning efter visse regler og mønstre, der er hentede fra skriftsproget; det talesprog, der tales af folkets store masser, er derimod - trods aviser og radio - i sin sætningsbygning ganske upåvirket af skriftsproget og ikke i ringeste grad præget af sproglig eftertanke. Det lever sit eget liv og udvikler sig efter indre love. Det er sprogets kerne. Det højere talesprog og skriftsproget er i sammenligning dermed noget kunstigt og reguleret. Når nyskabninger fra det naturlige talesprog begynder at trænge ind i disse »højerea: arter sprog, vil de, når de tydelig bærer præg af deres oprindelse, stikke svært af og opvække ramaskrig; og det er i grunden ikke så underligt; for når vi har forskellige klasser sprog, hver med sit præg, er det jo klart, at et ord, et udtryk, en sætningsforbindelse osv. ikke altid .kan omplantes og akklimatiseres, og i hvert fald er det

8

forklarligt, at sådanne indtrængere i den første tid kan opvække forargelse. Det er blot utilladeligt. at der i sådanne tilfælde råbes op om. at disse naturligt fremståede nyskabninger er »urigtige(( eller endog »udanske« - de er vel nok »rigtige« og »danske«. hvis noget er det! Nej. det »urigtige« og »udanske(( fremkommer netop inden for det kunstlede sprog. Med disse adjektiver har man nemlig kun lov til at brændemærke forskellige personligt prægede foreteelser. der grunder sig på mangel af vågen sprogfølelse eller skyldes. at man benytter en af de arter dansk, som man ikke er opfødt med eller inde i. Når en vaskerkone skal skrive et brev eller en grøn skoledreng en stil. så er det for dem et helt nyt sprog. de skal skrive; de befinder sig omtrent i samme situation. som hvis de skulde skrive på tysk eller engelsk; for dette sprog. skriftsproget, har de ingen sprogfølelse. og resultatet kan som bekendt blive så unaturlige forbindelser og sætninger. at man her med rette har lov til at tale om »dårligt« og »urigtigt(( dansk. Sprogfejl kan endvidere individuelt opstå ved den »afdialektisering((, som den nugældende vurdering af sproglig takt og tone nødvendiggør for mange mennesker. Eller når en talende eller skrivende. der ellers er fortrolig nok med det sprog. han benytter, kommer til at sammenblande to konstruktioner (som det for eksempel så umådelig ofte sker for den fortravlede journalist) - så har vi her også med forsyndelser mod sproget at gøre. med mindre en sådan sammenblanding opstår hos flere (mange), vinder større udbredelse og ikke generer sprogfølelsen mere.1 Når det tidspunkt 1 Det samme gælder overførelser af ord fra sætninger, hvor de hører hjemme, til sætninger, hvor de egentlig ikke kan bruges. Når siledes børnene i København overfører gerne til spørgesætninger (ma jeg gerne Id en pære? efter: du m,1 gerne fl en pære), sl er

9

er kommet, da det i aviser allerede nu så såre almindelige i hundredvis af mennesker fog i skoven (sammenblanding af hundreder af mennesker og mennesker i hundredvis)1 ikke længere vækker den læsendes opmærksomhed og støder an mod hans sprogfølelse, har vi ikke lov at kalde det urigtigt længere, så har vi fået en nydannelse (egentlig skabt ved en fejltagelse eller misforståelse, kan man måske sige, men det opviser sproghistorien jo mange eksempler på), der er gået ind i sproghusholdningen, og som kun for en nærmere eftertanke viser sig at være i strid med det, der ellers gælder i sproget på dette punkt (i det givne eksempel: præpositionsled som subjekt!). Ingen stødes af f. eks. det kan jeg ikke lade være med {af det kan jeg ikke lade være og det kan jeg ikke holde op med og lign.). I talesproget høres mange af disse ting, som har fået vid udbredelse, men endnu er umulige i skriftsproget. f. eks. det kan man ikke nægte andet og Det kan man ikke sige andet KLars. SF. 98. (af det kan man ikke nægte og man kan ikke sige andet). Nu maa jeg visf til og af Sted Wied. S. 227 (af jeg må vist af sted og jeg må til at ( og) gå). »hvor er det koldt i dag/« - »ja, det er det ossel« (af det er det og det synes jeg også). Noget ganske andet er de en enkelt gang eller hos en enkelt mand forekommende sammenblandinger, der i mange tilfælde ikke er til at skelne fra forsætlige nydannelser, f. eks.: selve Eders Børn falder i hans (dvs. d et naturligvis ikke nogen sprogfejl, men en nyudvikling, der er karakteristisk for en vis sprogkreds inden for dansk. Nlr franskmanden, der lærte sig dansk og gerne vilde brillere med det lille ord ,gu, uvidende om, at dette ord ikke bruges i visse arter af sætninger, sagde f. eks. har De ,gu været i teater for nylig? gå De .sgu pokker i vold/, har vi en tilsvarende sprogfejl 1 Også: Tu.slndvi, af Dan11ke har , .. i Sommer be,øgt Stockholm. BerlTid. 1/to 1927. Aft. 2. Sp. 4. (af Tu11inder af Dan,ke og Dan,ke l Tu,indvi11).

10 Satans) Kram (af falde i ens smag og passe i ens kram) Goldschm. V. 125. Fo,tatteren af »Sandalmagernes Gade« synes over for Interviewere at ville give sig Udtryk af at være en halvstuderet Røver BerlTid. 1 /& 1932 Aft. 3. sp. 4 (af give sig udseende af+ give udtryk for+ gøre indtryk af). Dette ligger jo (når der ikke er tale om villede nydannelser) ikke ret langt fra fortalelser og lignende private fejltagelser. I andre tilfælde er der ingen grund til at tale om sprogfejl, og gennemgår vi de talrige »sprogfejl«, der mellem år og dag påvises (især af indsendere) i aviserne, vil vi se, at så godt som ingen af dem er andet end innovationer, som man betragter fra skr-iftsprogets standpunkt eller fra et sproghistorisk standpunkt og derfor udråber som oprørere, der bringer vort dyrebare sprog i alvorlig fare og følgelig bør slås ned! Sætter vi, at en forbindelse som Petersen og mig gik i Tivoli sammen en dag har erobret det højere talesprog og derfor tilstedes adgang til skriftsproget - er der så sket andet end, hvad der er sket gang på gang i vort sprogs historie, nemlig at en akkusativ-dativform har besejret en nominativform? Og er sproget blevet forringet i nogensomhelst henseende af, at en af sprogets proletarer har arbejdet sig frem og er blevet optaget i sprogets højeste samfundsklasse? I en sprogfejde fomylig - i et københavnsk dagblad - om sætningstypen han blev nægtet adgang, han blev fradømt kørekortet viste disse modersmålets drabelige forsvarere sig i al deres latterlighed. En af dem, en lærer, erklærede højtideligt, at hvis en af hans elever brugte denne konstruktion i en stil, vilde han for denne svare synd alene give ham tg eller slet! Ja, når selv en lærer, der dog skulde have studeret sit modersmål, ser i den grad rødt, når noget nyt stikker hovedet frem i sproget, så må uvidenheden med hensyn til sprogets liv

11

og udvikling sandelig være stor, og så må der også være noget skrupforkert ved undervisningen i modersmålet, ti noget sådant viser jo tydeligt, at så er modersmålsundervisningen en indterpning af regler og en skriftsprogsdressur i stedet for en iagttagelse og et studium af det sprog, vi virkelig taler. For den, der arbejder med det levende sprog og studerer det som en organisme, der stadig er i vækst, skyder nye skud og lader gamle visne, for ham vil den slags skolemesteragtig udpegen af sprogfejl og sikkert velment, men misforstået sprogrøgt, som i de senere år næsten er blevet et fast led i avisernes stof, altid stå i et skær af ufrivillig komik og naiv spidsborgerlighed. For disse fejlfindere er der naturligvis heller ingen væsensforskel mellem »sprogfejl« (dvs. nydannelser, som blot ikke stemmer med deres eget sprog eller det kanoniserede tale- og skriftsprog) og ortografiske fejl (dvs. fejl i anvendelsen af en påbudt kode). Den, der arbejder med det levende sprog, har såre vanskeligt ved at bringe sig selv i oprør over, at mange mennesker i lykkelig uvidenhed om tilstanden i gammeldansk stadig skriver halvfjers uden dog tværs med stort t i på kryds og tværs. For ham er ortografien i allerhøjeste grad en biting, som i grunden ikke har noget med sprogstudiet at gøre. Den er en ren praktisk foranstaltning til gengivelse af vor tale og endda ikke som andre hjælpemidler: grammofon, diktafon, i stand til at gengive den mundret, men blot en omsætning af den til visse skrevne (trykte) tegn, som så igen må tydes og omsættes tilbage til tale. Og så er den jo ofte - og således er det bl. a. med vor retskrivning - ikke engang et middel til nøjagtig omskrivning af talen, hvor hver lyd modsvares af sit bestemte bogstav, der kun repræsenterer denne lyd. Og det er jo i dette beklage-

12 lige misforhold, at grunden til de ortografiske fejltagelser ligger (foruden i påhittet med at udmærke en bestemt ordklasse med et stort begynderbogstav). Det går kun langsomt op for folk - for lægmænd som for pædagoger, hvilke sidste vel er de nærmeste til at gå i spidsen - at det er tåbeligt at have en retskrivning, der søger sin begrundelse i forlængst tilbagelagte sproglige stadier, og som man helst skal kunne sproghistorie for at blive helt sikker i. Skærer det mon ikke enhver lærer og lærerinde dybt i hjertet, når de er tvunget til at rette lille Peters fuldkommen korrekte stavning å-g, og, h-æ-n, hen, t-e-1, til osv. og være ude af stand til at gøre ham begribeligt, at det rigtige er forkert, og det forkerte rigtigt? Funktionalisme er tidens løsen på så mange punkter; efter min mening er der ingen steder, hvor den er hårdere tiltrængt end på retskrivningens område. Hvorfor skal vi slæbe rundt med alle de stumme og meningsløse bogstaver, der er gået i arv fra slægt til slægt? Hvorfor skal vi vedblivende pine og plage vore børn og os selv med de store bogstaver i substantiverne? Og hvorfor skal vi i vor vokalbrug give udtryk for et lydligt standpunkt, der i det væsentlige blev tilbagelagt allerede i middelalderen? Og er det ikke ganske ubegribeligt, hvorfor folk, der er meget frisindede og radikale på andre punkter, er stokkonservative med hensyn til retskrivningen? Selv de allerbeskedneste forsøg på at modernisere retskrivningen bliver jo kværket i fødselen af autoriteterne og folkemeningen. Ja, vil folk sige, det er så let at snakke, men det er ikke så lige en sag at lave om på retskrivningen. Nej, det er sandt, det er forbundet med meget store vanskeligheder. Men vanskelighederne stammer fra, at vi ikke gennem de århundreder, hvor vi har haft et fast rigsskriftsprog, med visse mellemrum har søgt at føre orto-

13 grafien i jour. Dette er forsømt - af magelighedshensyn og af veneration for det, der allerede var skrevet, og som mentes at blive delvis ulæseligt. Og følgen er bltvet, at kløften mellem tale og skrift er blevet bredere og bredere, og den vil vedblive at antage større og større dimensioner, hvis der ikke bliver gjort noget. 1726 sendte en anonym sprogmand et forslag til det danske sprogs forbedring (det vil sige et forslag til skriftens delvise ajourføring) ind til kongen, og de ræsonnementer, ban anvender, de urimeligheder, ban påpeger, og endelig principperne for de forslag, han kommer med, har for største delens vedkommende vægt og gyldighed den dag i dag - det bedste bevis for, i hvor høj grad vor retskrivning har holdt sig ved det gamle. Er det nødvendigt at tilføje, at dette forslag - en genialt forudseende sprogmands store og dygtige arbejde - aldrig kom længere end til kongens privatarkiv? En analyse kan naturligvis drives efter mange forskellige principper, og disse må rette sig efter det formål, analysen har. Siger vi, som nedenfor, at analysen skal være middel til at skaffe os indblik i vor tales natur, så må vi ved analyse forstå indbegrebet af de forskellige fremgangsmåder: ordanalyse, sætningsanalyse osv. I skoleundervisningen bruges de forskellige analyseformer ofte sammen, således at man først analyserer sætningen i dens led, og derefter analyserer hvert ord ved at anbringe det i ordklasse, bøjningsgruppe osv. Denne fremgangsmåde, der i begyndelsen kan synes interessant - det er som at lege med en kinesisk æske - bør dog frarådes som almindelig metode. Mere formålstjenligt er det at bruge hver slags analyse for sig og således studere sætningen under forskellige følgende synsvinkler. Men en ting bør man

14

huske på, at analyse - for at svare til sit navn altid bør gå frem fra de større enheder til de mindre; sætningen skal afbygges; den skal ikke opbygges, som man så ofte gør. I denne afhandling er det kun analysen af sætningen, der kommer til behandling. Men også sætningsanalysen kan drives på forskellig måde. Den kan som formål have at komme til klarhed over: 1° leddenes sproglige (syntaktiske) indbyrdes forbindelse og orden, række· følge. Analysen må i dette tilfælde drives på et rent formelt grundlag. 2° leddenes indre sammenhæng med hinanden, det betydningsmæssige, logiske forhold imel· lem dem, den opgave, de har inden for sætningen. Også disse to arter analyse bør holdes skarpt ude fra hin· anden, for selv om der naturligvis ofte er en korre· spondens imellem dem, således at en bestemt logisk sammenhæng mellem to sætningsled ofte svarer til en bestemt sproglig forbindelse mellem dem, så kan et i morfologisk henseende så udifferentieret sprog som dansk ikke på forhånd antages at rumme en sådan korrespondens i betydelig grad. Med kendskab til denne vort sprogs fattigdom i formkatalogen kan man derfor ikke være i tvivl om, at det er den sidste art analyse, man bør begynde med. Når man ad denne vej har konstateret tilstedeværelsen af forbindelse og sammenhæng, kan man benytte den første, formelle, analyse for at se, om dette har noget kendemærke i ordstilling, tilknytningsmåde, trykfor. hold, bøjningsformer osv. Formålet med den nævnte analysemåde er dog na· turligvis ikke at påvise overensstemmelse mellem tan:.. ken og dens led på den ene side og talen og dens led på den anden. En sådan undersøgelse ligger uden for den sproglige analyses område. Naturligvis svarer et vist bevidstbedsindhold til dets sproglige udtryk, men

15 dermed er jo ikke sagt, at de to fænomener, af så forskellig art, svarer til hinanden led for led, eller at et sprogligt udtryk har haft andet sidestykke i vor bevidsthed end en blot fornemmelse, et ubearbejdet indtryk eller lignende. Det er måske værd at im;lskærpe, at vi ikke tænker i sætninger. Det er først, når vi udtrykker et bevidsthedsindhold i ord, at elementerne kommer i en vis orden og et vist indbyrdes forhold, som det er målet for en analyse at komme til klarhed .over. Det, der foregår ved al tale, er jo det, at man omstøber sine tanker, fornemmelser osv. til meddelelser ved hjælp af ord, og disse har som alle meddelelser i store træk een bestemt form: de må for tilhøreren fremtræde således, at denne bliver klar over, hvem eller hvad den talende ønsker at oplyse noget om, og dernæst. hvad der oplyses, meddeles herom. En sådan meddelelse er det, vi kalder en sætning. Som en reaktion mod den ældre grammatiks fremhæven af subjektet som det vigtigste led i sætningen satte Wiwel sætningsverbet i højsædet, verballeddet. som han kaldte det, centralleddet, som andre har kaldt det. Ja, det finite verbum synes ligefrem at have blændet Wiwel. Han sammenligner (Synspunkter for dansk Sproglære. 23) to forbindelser som arvingernes overtagelse af gården og arvingerne overtog (eller overtager) gården og siger, at ved den sidste føler en dansk »en egen tilfredsstillelse«, ved den første »en mangel på afslutning, så man uvilkårligt spørger: 'ja, hvad den?'«. I stedet for nu at sige, at dette heller ikke er så mærkeligt, eftersom den første forbindelse ikke er dansk tale, men et ved dissekering fremkommet udsnit deraf, altså et sætningsled, medens den sidste er en selvstændig, ubeskåret organisme af den art, vor tale består af, altså en sætning, så fortsætter Wiwel med at konstatere, at denne forskellige følelse overfor de to

16 ordforbindelser skyldes ordene overtagelse og overtog (overtager), og han finder som afgørende egenskab ved det første »en vis stivhed og stilleståen«, ved det sidste »et ejendommeligt liv, der udpræger sig forskelligt i de forskellige ordformer, i overtager, overtog som en vis overlegenhed, i overtages, overtoges som en underliggen.« Wiwel tilgive mig i sin himmel, men jeg kan med min bedste vilje ikke fornemme mere liv i ordet overtog end i overtagelse og mere stivhed i det sidste end i det første, og hvis Wiwel med ))liv« mener den .foranderlighed, der ligger i bøjningsformerne, ja, så er der jo da også »liv« i andre ordklasser. Vi er her ved et sårbart punkt i den formelle analyse af sætningen. For det første må man danne en slange, der bider sig selv i halen: for at opretholde verballeddet som sætningens vigtigste led og det centrale punkt, hvorfra sætningens analyse skal udgå, må man afgrænse sætningsbegrebet til kun at omfatte de spro_glige meddelelser, der har et sådant verballed (finit verbum). · For det andet giver man ingen anvisning på, hvordan man skal finde dette centrale sætningsled - der åbnes en kun den udvej - hvis man da ikke er indehaver af de Wiwelske særfornernmelser - efter tur at forsøge at bøje ethvert ord i sætningen efter vore verbalbøjninger, indtil man træffer eet, der er villigt. Og dog skulde man tro, at hvis verballeddet var et så prominent led i sætningen, som der foregives, så måtte dette dog også være logisk-betydningsmæssigt kendeligt. Skulde vanskeligheden ved at skaffe kriterier mon ikke hænge sammen med, at verbet ikke har den centrale position, man har tillagt det? Og videre: når man (dvs. den grammatisk set blanke elev), skal vi sige ved en art intuition, har fundet verballeddet, så skal det bruges som en nøgle til den øvrige del af sætningen. Dette sker ved de morsomste jonglør-

17 kunster. Man danner en spørgesætning med hvem eller hvad det fundne verbum. Det fører til de snurrigste nydannelser indenfor dansk sprog som f.eks.: hvad er? hvem overlod? Og hertil danner man så igen svar, idet det tilsvarende led i sætningen indsættes i stedet for hvem eller hvad: han er! arvingerne overlod! altsammen mere eller mindre umulig dansk tale. som nok kan bibringe begynderen sære tanker om dansk grammatik.1 Nå. ved at gå videre efter samme recept finder man objektet (substantivbileddet) osv. Og hvad er så det resultat. man ved en sådan analyse er kommet til? Ja. man har altså fundet nogle størrelser, verballeddet, subjektet, objektet osv. Men, må man så spørge, hvad skal vi med dem? Ja. hvis det gælder om at oversætte den danske sætning til et sprog som tysk, så kan det være rart nok at have rede på disse størrelser, men det er vel indlysende, at dansk u.nalyse ikke skal anlægges efter. sådanne formål? Men, i øvrigt, har vi ved denne analyse fået indblik i, hvordan sætningen er opbygget, og har vi fået den opløst i de led, som talen naturligt falder i? Nej, for havde det været tilfældet, skulde det formodentlig ikke have været nødvendigt at" bruge så mange fiksfakserier. Til alt dette kommer så. at denne analyse er uanvendelig i de tilfælde, hvor vi har sætninger (»ytringera:) uden finit verbum. Grundfejlen ved denne art analyse er, at man forsøger at opbygge sætningen i stedet for at analysere dvs. afbygge den - vil man på egen hånd hitte ud af. hvordan noget er bygget, sammensat, gør man det ved

+

1 Den humoristiske side af sagen kommer frem, nlr en klasse under udøvelsen af denne metode kommer ud for en sætning som læreren lugter til blom,ten - hvad der afslører, at de nye sætninger, man danner, ofte er skabninger, der ikke har det fjerneste med den analyserede sætning at gøre.

18 at pille det fra hinanden, ikke ved at prøve, om man af de samme materialer kan lave magen til det. Ved en sætningsanalyse. der skal give os indblik i vor tales natur, må vi gå naturvidenskabeligt til værks: først betragter vi genstanden. som vi finder den, mærker os struktur og ydre karakteristiske træk, dens hele karakter som bestemt af, naturlig fremstået af milieuet, dens forekomststeder osv. Først derefter begynder vi at pille den i stykker og kigge den efter i sømmene indvendig. Sætningen betragtes først som en meddelelse, de to bestanddele. det, som meddelelsen angår, og selve meddelelsen, udpeges, hvis de begge findes, ellers søges i situationen, omstændigheden, en forklaring på., at den ene bestanddel mangler. Den art meddelelse, den indeholder. kan nærmere bestemmes. Så begynder man at se på de mindre leds indbyrdes forhold. hvoraf sætningen er opbygget, og det vil vise sig, at sætningen består af led, der bestemmes, og led, der bestemmer. Disse undersøges nu nærmere, og det undersøges, om leddenes indbyrdes forhold har fået sprogligt udtryk i bøjningsformer, ordstilling, udtalemåde osv. Herved når vi ned til det enkelte ord, og her standser sætningsanalysen, og ordanalysen. der undersøger det enkelte ord med hensyn til form og grammatiske egenskaber, tager fat. Til vejleder har vi kun vor sprogfølelse og de fornemmelser angående leddenes sammenhæng, som udspringer af den. Og det er fornemmelser, som i det store og hele - i modsætning til de Wiwelske fornemmelser ovenfor - er fælles for os alle og tydelige, når vi fæster opmærksomheden ved dem. Alle vil overfor manden er god og den gode mand føle, at det er god, der gives som en bestemmelse til mand og ikke om,vendt. Vi kan sige, at denne fornemmelse er latent, forsåvidt som den ikke rører sig, når vi taler og bygger

19

vore sætninger, og det kan for den sags skyld heller ikke siges, om denne fornemmelse nogensinde har væ'l'et levende, men så meget er sikkert: ved en ikkeformel analyse af sætningen indfinder den sig af sig selv. Formålet med sætningsanalyse og dansk grammatik overhovedet skal ikke blot videnskabeligt, men også pædagogisk være at vinde indsigt i vor tales natur og bygning - ikke for at lære, hvordan man bedst og heldigst udtrykker sig (man studerer ikke dansk grammatik for at uddanne sig til skribent eller taler, lige så lidt som man studerer litteratur for at blive digter) nej, analysen skal være mål i sig selv. Den skal drives i skolen, fordi eleven formentlig bør have noget kendskab til sit lands sprog, lige så vel som til dets litteratur. Og ligesom man i litteraturundervisningen er gået mere og mere over til at lade eleven selv finde ud af et værks opbygning, persontegning,. forfatterens virkemidler osv., således bør også sætningsanalysen bygge på selviagttagelsesprincippet. Eleven skal ikke påtvinges en grammatiklærebogs indhold - det har absolut intet formål: han kan jo den danske grammatik på sin ubevidste måde, undervisningen 'skal kun hjælpe ham til at blive sig den bevidst, samt (ligesom i litteraturundervisningen) forsyne ham med de historiske fakta, forsiividt det skønnes nødvendigt. Den nuværende ordning i skolen, hvorefter undervisningen i modersmålets grammatik slutter med mellemskolen, synes at bygge på den tanke, at en sådan undervisning skal lære eleverne at tale og skrive deres modersmål korrekt, hvad de altså menes at kunne ved indtrædelsen i gymnasiet, hvor den sproglige undervisning i dansk dels angår dette sprog på tidligere stadier, dels andre sprog, der sproghistorisk står det nær (svensk, oldnordisk), medens det moderne modersmål ligger brak. Jeg er så optimistisk at tro, at

P.-

C:

•--:

20 en kommende skoleordning vil indføre en virkelig modersmålsundervisning i gymnasiet, eventuelt ved at skære bort af det sproghistoriske, som kun få har brug for senere hen i livet Thi lad os stadig huske på, at dansk først og fremmest er det sprog, vi taler nu, det eneste sprog. vi virkelig kender og har sprogfølelse for, og som vi derfor er i stand til at studere langt sikrere og mere - skal vi sige - følelsesmæssigt end noget andet levende eller dødt sprog. vi kender.

SÆTNINGEN

D e f i n i t i o n o g a f g r æ n s n ing. I skolegrammatikker hedder det ofte, at ord sammenføjes til sætninger. Det kan misforstås - og bliver misforstået. Når vi taler, bygger vi ikke en sætning op ved at føje ord til ord, ligesom en murer lægger den ene sten oven på den anden. Vi kan betænke os og famle efter et ord, men i reglen kommer større taledele, ja ofte hele sætninger, færdigstøbt fra vore læber, uden at der er gået en virksomhed forud, hvorved ordene rangeredes op. Vi bygger vor tale op af større eller mindre ordforbindelser, der hver for sig er en enhed, som den talende i den givne situation ikke selv behøver at have dannet, men som han kan have overtaget fra sprogtraditionen, og hvis enkelte bestanddele (ord) han måske slet ikke er sig bevidst. Det er disse enheder i talens opbygning, som det ved en ikke formel, men logisk-betydningsmæssig betragtning (der dog naturligvis til en vis grad grunder sig på det formelle) gælder om at få frem ved analysen af vor tale. Hvordan forholdet er mellem det bevidsthedsindhold, man vil udtrykke, og selve det sproglige udtryk, er et spørgsmål, som nærmest hører under psykologien, og som vi ikke vil komme ind på, kun så meget må siges, at vi ikke har lov til fra det sproglige udtrY.k at slutte tilbage til et tankeindhold hos den talende, der består af de samme elementer ordnede på den samme måde.

---- - - _.. __ --

...

22 Den største enhed i talen, som vi i grammatikken (i modsætning til stilistikken) får at gøre med, er den enhed, vi kalder sætningen. Vi må derfor begynde med at afgrænse dette begreb. Der er som bekendt flere forskellige definitioner af en sætnin·g og må blive det, efter som man anlægger dette eller hint synspunkt. Vi ser her bort fra alt det formelle og må derfor ved en sætning forstå ethvert enkelt ord eller enhver forbindelse af ord, der er af en sådan art, at den i talen bruges som et selvstændigt sprogligt meddelelsesmiddel. Det eneste kedelige ved denne afgrænsning er, at den opererer med elementet »ord«, og det kunde man undgå, hvis man vilde, men ordet er et element, som vi ikke kommer udenom hverken ved sætningens afgrænsning eller ved dens analyse. Medens vi ved afgrænsningen af sætningen og dens enheder kan se helt bort fra det formelle, så er vi ved enheden et ord nået til et punkt, hvor en formel betragtning er i høj grad nødvendig; afgrænsningen af dette begreb hører derfor sammen med behandlingen af alt det formelle ved talens dele og falder inden for den del af grammatikken, som det ikke er vort formål at behandle her, morfologien. Vi går altså ud fra ordet som den givne kendte størrelse, og denne størrelse bliver den mindste enhed, som vi ved vor analyse af sætningen skal søge at nå ned til. Efter den ovenfor givne definition var en sætning en selvstændig sproglig meddelelse fra en person til en anden (man tilgiver mig forhåbentlig, at definitionen ikke tager hensyn til folk, der taler med sig selv eller med deres hunde), og en meddelelse består af to nødvendige elementer: en angivelse af den størrelse, man vil meddele noget om, og en angivelse af selve det, man vil meddele om denne størrelse. Disse to led er det absolut nødvendigt, at meddelelsens modtager (den tiltalte) får kendskab til, i modsat

23 fald vil den talende ikke blive forstået. Men dermed er ikke sagt, at begge led skal indeholdes i den sproglige meddelelse. Hvis den talende på forhånd ved, at den tiltalte er klar over, hvem eller hvad talen er om, kan den talende udelade dette element af sin ytring, eller den talende kan nævne dette element {som vi herefter af praktiske hensyn vil kalde A-leddet) og erstatte selve meddelelsen med en grimasse eller gebærde. Vi ser altså, at de to elementer, der tilsammen udgør en meddelelse, ikke begge behøver at udtrykkes i den sproglige meddelelse, men det normale er, at denne indeholder begge led, et A-led og et B-led. Meddelelser som klodrian! og du er en klodrian er altså sprogligt forskellige, idet den sidste indeholder både A-led og Bled, den første kun B-leddet, men det betydningsmæssige indhold, hvormed de fremtræder for den tiltalte, er ganske det samme. Ved de enleddede sætninger, som vi om et øjeblik skal betragte nærmere, befinder vi os på et område, hvor en ikke-sproglig faktor griber bestemmende ind i talen og bliver et nødvendigt element i denne; selv om disse faktorer i sig selv ikke er af sproglig art, må vi alligevel inddrage dem under en undersøgelse af talen, fordi de står som stedfortrædere for led, der ellers er uomgængeligt nødvendige. - Vi kalder· altså begge disse meddelelsesarter for sætninger, enleddede og toleddede sætninger. De sidste kaldes i alm. »grammatiske sætningercc (oftest kun, når de indeholder et verbum i finit form), men da de enleddede jo ikke med rette kan kaldes ugrammatiske, synes denne terminologi mindre heldig, og det samme gælder i endnu højere Grad en anden terminologi, efter hvilken man bruger »ytringcc som fællesbetegnelse og »sætningcc om den toleddede "ytring« alene (Byskov. Dansk Sproglære. 57 f. Smlgn. Noreen. Vårt språk V. 51 ff.). 3

24 Ved afgrænsning af den ene sætning imod den næste må vi gå ud fra, at en enkelt sproglig meddelelse heller ikke må indeholde mere end de to led: A-leddet og B-leddet og kun eet af hvert; hvor stor og kompliceret en ytring end er, når den lader sig dele i to enheder, der grupperer sig i forhold til hinanden som det, der meddeles noget om, og selve meddelelsen, så har vi kun een sætning. I en sætning som: manden og konen tog i skoven er manden og konen eet led i forhold til resten af sætningen, og i han slog paraplyen op og drejede om hjørnet består B-leddet ganske vist tydeligt af to led, men de udgør en enhed i forhold til han, og vi har følgelig kun eet B-led. Denne talens afgrænsning i enkelte sætninger volder i almindelighed ingen vanskelighed. Vi har defineret en sætning som {en forbindelse af) ord, der bruges som et selvstændigt sprogligt hjælpemiddel til at give en anden en meddelelse, som en selvstændig del af talen, hvorved vi er i stand til at give en meddelelse, og vi har set, at dette selvstændige sproglige udtryk efter omstændighederne kan være langt eller ganske kort. Hvis vi bruger to eller flere af disse enheder, kan vi knytte dem til hinanden på forskellig måde. Dette forandrer naturligvis intet ved enhedernes selvstændighed eller fuldstændighed som meddelelser betragtet. En såkaldt bisætning som Da Bogholder Brodersen gik ud ad Bankporten {KLars. GV. 11) indeholder naturligvis en lige så selvstændig og fuldstændig meddelelse som den følgende såkaldte hovedsætning: saa han op imod Kirkeuhret. Den ene er lige så god en sætning som den anden, ti de ord, der muliggør sætningernes forbindelse, vedkommer jo ikke selve sætningerne som meddelelser, og det er kun når vi dissekerer to sådanne sætninger og får et sådant ord med som et vedhæng til den ene, at vi kan synes, at

25

denne er en uselvstændig taledel; vor analyse senere af sætningens led viser os, hvorledes de ofte står uden for selve meddelelsesindholdet; de tjener formål som at betegne, at der kommer flere meddelelser ( jeg gik ned ad Købmagergade, og der mødte jeg N. N. Smlgn. den overdådige brug af og, netop til dette formål, i talesproget), eller at den meddelelse, man nu vil give, er en omstændighed ved eller en forudsætning for en anden tidligere eller senere meddelelse (som sætningen med da oven for) og lignende. De antyder altså meddelelsernes indbyrdes forhold til hinanden. Se videre om disse ord side 135. D en

en l e d d e d e

sæt n i n g. Før vi kommer til de egl. enleddede sætninger, må vi først betragte en gruppe ord, der snart falder uden for, snart inden for hvad man· kan kalde en sproglig meddelelse, ligesom gruppen som helhed udgør sprogets laveste trin, overgangstrinnet mellem sprog og ikkesproglige ytringer. Det er alle de ytringer, som avl puh! hal føj!, der oprindelig er et mer eller mindre ufrivilligt udtryk for en følelse eller fornemmelse (og derfor endnu ikke egentlig tale), men nu også for en stor dels vedkommende kan bruges som udtryksmiddel. Lad os tage et par eksempler. Når jeg føler en krilren i halsen og derfor rømmer mig, fremkommer nogle lyde, som man plejer at skrive hm, hem, høm og lign. Det er naturligvis ingen sproglig ytring. Når jeg som tilhører ved en persons tale rømmer mig efter en vis udtalelse for at vise min protest, spot eller lignende, så har ytringen fået et meddelelsesindhold; om den skal regnes for en sproglig ytring eller ej, har man vel ofte ladet afhænge af, om lydene er artikulerede eller uartikulerede, men vi må fastslå, at når sådanne ytringer, selv om de fremkom3•

26 mer i uartikuleret form (og det vil jo blot sige, at de ikke består af de i sproget ellers gængse lyde), har fået en anvendelse, der giver dem et selvstændigt meddelelsesindhold, så hører de med til sproget, omend meddelelsen kan være af en noget primitiv art. De bruges jo ofte blot til at antyde eller vise brugerens personlige følelser og fornemmelser overfor noget. Hvad dette noget er, må tilhøreren vide, ellers bliver der jo ingen meddelelse ud deraf, og det må derfor enten fremgå af situationen, eller det må gives ved en sproglig tilføjelse til udbruddet. I det sidste tilfælde har vi en regulær enleddet sætning: pyt med det! - av mit knæl Hvis vi altså siger, at enhver lyd eller lydforbindelse, der frembringes af taleorganerne eller ved udstødning af luften gennem mund eller næse med det formål at tilkendegive overfor andre ens følelser eller fornemmelser, er et sprogligt fænomen, så har vi her den primitiveste sætning, kun hestaende af et ord, der kan være en eneste lyd (f. eks. ih/ åh! ah!), og dog som meddelelse betragtet lige så løcJig som en fuldstændig to-leddet sætning. Men har en sådan lyd eller lydforbindelse ikke dette meddelelses-indhold, er det ingen sætning, ja ingen sproglig foreteelse. Ha-ha, hi-hi, hø-hø osv. er ikke sprog, men forsøg på at gengive de lyde, der høres, når man ler, og på samme måde forholder det sig med gengivelsen af dyrestemmer ( mæh buh - huil - øf}, tings lyd frembringelser ( tiktik - ritsjratsj - buml) osv. Midt imellem disse to grupper ligger de lokkelyde og lignende, man anvender over for dyr, f. eks. kis til katten, hyp til hesten; de indeholder jo en meddelelse (omend i primitiv form) til dyret; men om man vil udvide sproget til at omfatte også den slags »meddelelser«, bliver en skønssag; jeg synes godt, man kan forsvare at gøre det. Derimod må mange andre lyde, der udtales til dyr, f.eks. de snærrende lyde, man

!

27 bruger til at ophidse en hund med, absolut falde uden for sprogets område, da de ikke har dette meddelelsesindhold. Sproget er i sig selv ofte et ufuldkomment middel, når det gælder om at bibringe en anden et tydeligt, levende indtryk af noget. Man benytter så samtidig andre ikke-sproglige hjælpemidler til at »male« det, man meddeler. Man »maler« med ansigtsudtryk og håndbevægelser, og man kan også· »male« ved at efterligne lyde. Bang! der knaldede døren il rutsch! for den (dvs. vinden) over Tidselen og Mælkebøtten CEw. Æ. I. 51. Vips! tog den Guldsmeden om Livet med sit Næb og fløj af Sted med den ib. 47. Den slags lydmalerier spiller i almindeligt talesprog en langt større rolle, end man skulde tro, hvis man holdt sig til det talesprog, vi finder gengivet i dramatiske og andre litterære arbejder. Kun æventyrdigterne, der henvender sig til børn, f. eks. H.C. Andersen, Carl Ewald, har haft øre for deres store betydning. I almindelighed regner man disse imitationer for ord og giver dem plads i interjektionernes pulterkammer. De har en betydning, det er sikkert nok, men det har håndbevægelsen jo også. De har intet meddelelsesindhold, som E. Jessen mener. Han konstaterer, at »pladsklu »her pladsker eller pladskede = Pladsk foregaaer eller foregik her« {Da. Gram. 3). Sådan kan den slags onomatopoietika jo netop ikke bruges. De er altså ikke sætninger. Men kan de da ikke være ord? Når et ord (i lydlig forstand) ikke er en sætning, må det som nedenfor nævnt være del af en sætning. I bang/ der knaldede døren i er bang jo ikke noget sætningsled, derfor ej heller ord; først når vi siger: der lød et bang! har vi fået et ord. Her må skellet drages mellem lyd. imitationen og lydmalende ord. Måske man vil indvende, at i buml sagde det ovenpå! og mæh! siger det

28 lille lam er bum, mæh sætningsled og følgelig et ord. Det er imidlertid ikke rigtigt. De nævnte ord står her ganske som citaterne (se side 182). Man kan citere en andens tale og sætte den ind som led i ens egen, men det bliver ikke derfor ens egen tale, og man kan efterligne en tings eller et dyrs lyde og føje det ind i ens tale som bestemmelse til ord som sige, det bliver dog ved at være (en efterligning af) disse ikkesproglige lydforeteelser. Om alle de her nævnte grupper af lyde gælder det, at de meget ofte forekommer i en lydlig form, som ikke eller kun tilnærmelsesvis kan udtrykkes ved hjælp af vore almindelige sproglyde; der fremkommer derfor store vanskeligheder, når de skal skrives. Der er således en himmelvid forskel mellem den kendte lyd, hvormed kusken får hesten til at sætte sig i bevægelse, og det hyp, hvormed den gengives. Når man presser fortungen mod mundtaget og pludselig trækker den bort, får vi en lyd, der minder om et smask, og som er et meget almindelig brugt udtryk for beklagelse, sorg og lign. Det har i skriftsproget intet nærmere sidestykke end ak! Denne ofte store uoverensstemmelse mellem ordene i deres naturlige og kunstige form bør imidlertid ikke spille nogen rolle ved grænsedragningen mellem sprog og ikke-sprog. Det, som det kommer an på, er, om de har et meddelelsesindhold. Vi står jo her på et meget interessant sted, hvor det at afgrænse sætningen bliver det samme som at afgrænse ordet og sproget i det hele taget. På dette primitive sprogstadium er ord (undertiden bestående af en enkelt lyd) og sætning det samme, d. v. s. sætningen er så primitiv, at den kun består af eet ord, der rum· mer alt det, som på et mere fremslcredet sprogstadium i almindelighed udtrykkes ved en forbindelse af flere ord. Heraf fremgår, at et ord kan have to funktioner,

29 hvad vi vil se eksempler på i det følgende; det kan dels være en uselvstændig del af talen, del af en sætning eller et sætningsled; dels kan det være selvstændig del af talen, en sætning. Vi tør formodentlig regne med, at vi gennem disse primitive sætninger har fået et lille indblik i sprogets urtilstand, da rent dyriske lyde, der var et spontant resultat af en følelse eller fornemmelse, for tilhøreren fremtrådte som et vidnesbyrd om en sådan følelse og fornemmelse hos den person, der udstødte dem, og derfor kunde gå over til at blive frivilligt frembragt, når man ønskede at meddele andre sine følelser og fornemmelser, og således lagde grundvolden til sprogets stolte bygning. De to logiske led, vi opererer med som nødvendige for at skabe en meddelelse, er p:i dette standpunkt sammensmeltede eller endnu ikke udviklede. I vor bevidsthed har vi en følelse eller fornemmelse; den kan udtrykkes, lettest og mest umiddelbart, ved lyde som de i det foregående omtalte; meddelelsesindholdet er der, men meddelelserne er endnu ikke omstøbt i den form, som er den karakteristiske for den egentlige, udarbejdede sproglige meddelelse; denne mli - i modsætning til den primitive - angive, hvem der har den nævnte følelse eller fornemmelse, og evt. hvem eller hvad denne er rettet mod. Ofte er det således, at de første slags primitive sætninger i talesproget svarer til de sidste slags udarbejdede sætninger i skriftsproget. Til disse primitive sætninger hører de mest almindelige af alle sætninger overhovedet, således ja og nej/ Vi kommer nu til de enleddede sætninger, der består af et af de to hovedled (A-led og B-led) eller kun en del af et sådant led. Man er ofte tilbøjelig til - idet man går ud fra den to-leddede, såkaldt grammatiske sætning - at betragte de enleddede sætninger af denne

30 art som forkortede udtryk. De kan være opstået ved forkortelse. vel at mærke. når man ser sproghistorisk på det; det gælder således en del faste udtryk, som høfligbedsformler og sligt. hvor man, især når man er mindre formel, anslår en familiær tone, kan nøjes med en lille del af det oprindelige udtryk. Er jeg høflig og formel. siger jeg jeg ønsker Dem en god rejse, en glædelig jul, god bedring, tillykke med fødselsdagen osv., men til venner og bekendte siger jeg kun god rejse! glædelig juli god bedring/ tillykke! osv. I nogle tilfælde er de nyskabte enleddede sætninger blevet så godt som enerådende, f. eks. god dag, god nat! Det er fejlagtigt at tro. at den talende. der benytter den slags kortudtryk. har foretaget nogen forkortelse; i mange tilfælde vil han ikke, selv ved omtanke, være i stand til at sige, hvorledes den uforkortede sætning har lydt (f. eks. god dag). Sproghistorisk foreligger her dog naturligvis forkortede udtryk. Men heller ikke sproghistoriske forkortelser kan der være tale om, når vi kommer uden for sådanne faste udtryk. Når jeg i en given situation, hvor jeg opdager, at jeg har glemt en pakke, udbryder pakken/ så er det ingen forkortelse for jeg har glemt pakken eller lignende. Men den tanke, der er slået ned i mig, og som krævede en øjeblikkelig udløsning, finder et naturligt, ganske ureflekteret udtryk i den enleddede sætning pakken, en udtryksmåde, der jo minder meget om de lige omtalte primitive følelsesudbrud, blot består meddelelsen jo her af et almindeligt sprogord. Under andre forhold vil den samme tanke kunne finde udtryk i det mere udarbejdede, mindre primitive jeg har glemt pakken. På lignende måde forholder det sig med et udråb som brand! Det er absolut ingen forkortelse af et længere toleddet udtryk. Praktisk talt ethvert ord og enhver ordforbindelse kan i en given situation, under ganske bestemte forhold.

r 31

komme til at optræde som en sætning. Således giver for at nævne et område, hvor denne korte udtryksmåde spiller en meget stor rolle, et spørgsmål et sådant grundlag af fælles fortrolighed med det omtalte, at svaret kan indskrænke sig til et enkelt ord eller et enkelt led af den toleddede sætning, der vilde være nødvendig, hvis disse omstændigheder ikke var tilstede. Men heller ikke her kan man sige, at der fra den sva· rendes side finder nogen forkortelse sted. Et spørgsmål er jo en anmodning om en oplysning. Der er to hovedarter af spørgsmål. 1• spørgsmål, der fremsætter en meddelelse, som svareren bedes bekræfte eller benægte. Hertil kan svares ja eller nej. Er du færdig? Jat Men man kan også i stedet for disse kategoriske svar give svar, der egentlig hører til spørgsmål af gruppe 2, og således ligesom foregribe det næste spørgsmål (af gruppe 2). Eks.: Er du færdig? Snart! eller om et øjeblik. Hvis spørgsmålet indeholder eventualiteterne, må svaret nævne et af disse. Vil du have kaffe eller te? - tak, kaffe! 2" spørgsmål, der anmoder om oplysning af et ganske bestemt led, der i spørgsmålet repræsenteres af et særligt, dertil beregnet betydningsmæssig ubestemt ord (et såkaldt spørgende pronomen). Svaret må da indeholde dette bestemte led og behøver ikke at indeholde mere. Eks.: hvornår rejser du? imorgent Hvordan har du det? nogenlunde! Hvem er den herre? N. N.! Hvem vil med? Ikke jeg! Hvad spørgsmålet angår, da kan det også antage ganske kort form, f. eks. under lignende forhold som svaret, nemlig når det knytter sig umiddelbart til en udtalelse fra den anden person: Vi vil gerne have to sodavand! - hvide eller gule? Men også i andre tilfælde kan spørgsmålet gøres ganske kort, idet den særlige tone, hvormed spørgsmål udtales, sikrer, at en meddelelse bliver opfattet som et spørgsmål. Hovedpine? kaffe eller te?

32 Og således vil de enkelte sætninger i en samtale kunne indskrænke sig til største korthed, på baggrund af den anden parts forudgående bemærkninger, hvadenten disse er spørgsmål eller alm. meddelelser: »De ligner minsandten en rigtig Eddikebryggeri« - »Ikke altid, Frue!« - »De kommer til at laane mig 100 Kro· ner/« - »Ikke paa Vilkaarl« Soya. En anden slags enleddede sætninger har vi f.eks. i navne, når de anvendes på visse måder. Bogholder Brodersen er i sig selv ingen sætning, fordi ordene udslyngede ohne weiteres ikke indeholder nogen meddelelse, ikke bringer tilhøreren nogensomhelst oplysning. Men sagt som svar på hvem er den herre eller brugt ved præsenta• tionen af en vis person eller læst på en dørplade, inde• holder disse ord fyldestgørende oplysninger og er altså sætninger. Som det ses, kan de samme ord på denne vis blive bærere af vidt forskellige meddelelser, alt efter omstændighederne. Sofie! kan, udtalt under forskellige omstændigheder og med forskelligt tonefald, betyde en mængde forskellige ting, lige fra at navnets bærer skal indfinde sig, overraskelse over at træffe hende og indtil noget i retning af -,,jeg elsker dig«! Overalt, hvor et navn bruges i tiltale til dets bærer, har vi en sætning, der har et af omstændighederne og tonefaldet afhængigt betydningsindhold. Ofte bruges det kun som et slags kaldesignal, hvorved den talende tilkendegiver, at det, han nu vil sige, er rettet til navnets bærer: »Peter, vil du straks komme!» »Peter, gå i seng!« Vi har altså her to sætninger. Men i mange tilfælde, f. eks. hvor der ikke er andre end den talende og den tiltalte tilstede, er et sådant signal ikke nødvendigt, og en befaling eller opfordring behøver under sådanne omstændigheder ikke at indeholde angivelse af, hvem befalingen er rettet til: ud af døren/ til hest! afsted/ bare rolig! ikke så hidsig! stille! Til denne slags enleddede sætninger,

33 der er uden A-led, hører imperativerne: gå/ skriv/ osv. Her har sproget foruden befaletonen en særlig sprogform (imperativformen) til denne særlige anvendelse. Men til overflod kan A-leddet angives: gå du kun/ På en syntaktisk ejendommelig måde kan A-leddet (ligeledes til overflod) angives ved hjælp af et præpositionsled med præpositionen med: ud med dig/ skrup af med dig/ Også infinitiven kan bruges i enleddede imperativiske sætninger: ikke røre/ ikke pille næse/ og ikke række tunge/ og Nok laane, men ikke beholde/ HCAnd. VI. 301. I nogle tilfælde er det de ledsagende ikke-sproglige foreteelser, der er bærer af betydningsindholdet, medens betydningen af de anvendte ord er underordnet. Således kan man i spottende, hånende tiltale bruge næsten ligegyldigt hvilke substantiver, når blot den spottende, hånende tone anvendes: ( din) ost/ ( dit) hønsehus! sådan nogle konossementerl siger skræddermesteren i »Ebberød Bank«, da ban er blevet vred på nogle herrer. De enleddede sætninger har altså to brugsområder. 1° hvor situationen erstatter eller overflødiggør ellers nødvendige sætningsled. 2° hvor en følelse, forneinmelse, tanke fordrer et øjeblikkeligt udtryk. En person, der er i stærk sindsbevægelse, vil bruge enleddede sætninger. Det bør også bemærkes, at enleddede sætninger ikke sjælden lider en stærk afsvækkelse af deres betydningsindhold - især når de bruges som indledning til andre sætninger -, så de ofte kun lige antyder den talendes sindsstemning eller indstilling til noget eller bruges som et middel til at tøve lidt med svaret eller til andre lignende formål. Eks.: Naa, saa du tror, du kan spise dig til noget stort/ CEw. Æ. I. 43. Ih, se Goddag/ - Hvad mener du? Aa, ja, jeg ved virkelig ikke. Disse afble-

34 gede ord er naturligvis ligefuldt sætninger, ligesom et ord, der i en sætning er næsten helt uden betydningsindhold, jo vedbliver med at være et ord. I nogle tilfælde kan vi dog få overgang til sætningsled. Når man således efter en sætning af nægtende indhold forstærker dens indtryk ved hjælp af nej, kan der ske en tilknytning mellem dette nej og et ikke, som slutter den foregående sætning, så disse to ord tilsammen kommer til at udgøre en forstærket nægtelse. Sammenlign: Nei, saamænd har jeg ikke, neil (CBernh. I. 90) og gu' vil jeg ikke nej/ Men fordi en enleddet sætning knyttes nøje til en anden, mister den altså ikke sin ret til at kaldes sætning, sålænge den ikke er blevet et led i den anden sætning. Farvel, lille Grethe/ er to sætninger lige så vel som Grethe/ faryelf Ligeledes har vi egl. to sætninger i: å jo/ ja ja/ osv., men begrundet på den ovenfor nævnte betydningsafblegning, smelter de sammen til en betydningsenhed. Derimod kan en forbindelse som undskyld frøken endnu tydelig skelnes fra undskyld mig: i den første forbindelse har vi en sætning undskyld/ en ny sætning, der udtaler, hvem den første sætning er rettet til (altså en vækker af en bestemt persons opmærksomhed overfor en meddelelse, der lige er udtalt eller lige skal udtales: (kære) frøken/ undskyld/); der er intet bestemmelsesforhold mellem undskyld og frøken af den art, vi vil finde mellem de enkelte led inden for en sætning. I undskyld mig derimod har vi et sådant forhold (idet mig er en bestemmelse til undskyld), og vi har altså en sætning. Ofte er en enleddet sætnings tilknytning til en anden sætning meget fri i syntaktisk henseende; den kan sættes foran, bagefter og inde i den anden sætning. Dette gælder imidlertid også visse toleddede sætninger, der

+

35 er knyttet til en anden sætning, og vi vil derfor betragte dem i sammenhæng senere (se side 126).

0 v e r g a n g e m e Il e m en- o g t o I e d d e d e sætninger.

Dels ved at et af de to hovedled i sætningen mister sit betydningsindhold og bliver til en rent formel størrelse, dels ved at oprindeligt enleddede sætninger udbygges med et ord, der er uden betydningsindhold, men formelt optræder som hovedled, står på dettes plads osv., får vi sætninger, der formelt indeholder begge de to hovedled, reelt kun det ene af dem. Her betragter vi disse sætninger fra et nutidsstandpunkt, uden hensyn til om de er opstået på den ene eller den nnden af de nævnte måder. Selvom A-leddet er det led, der nærmere oplyses af B-leddet, må man ikke derfor tro, at A-leddet i sig selv er en ukendt eller uoplyst størrelse. A-leddet er netop - som det, talen tager sit udgangspunkt fra - i almindelighed noget, som både den talende og den tiltalte er særdeles fortrolig med, eller A-leddet kan i sig selv rumme gode oplysninger om sig (f. Eks. de syv Billetter, der var kommen angaaende Værelser (- laa i den indvendige Lomme)), men B-leddet knytter blot en ny oplysning til det A-led, der måske i forvejen er særdeles godt oplyst i andre henseender. Vælger vi en vilkårlig størrelse som "billetter« og vil dertil føje en oplysning om, at de ligger i den indvendige lomme, kan det rent teoretisk gøres på to måder. 1° de i den indvendige lomme liggende billetter: vi har her intet udtryk, der kan bruges som selvstændig meddelelse, altså ingen sætning, men kun et sætningsled. Oplysningen er

36 altså givet i ledform. 2° billetterne ligger (lå) i den indvendige lomme: den eneste måde, hvorpå meddelelsen kan udtrykkes som selvstændig del af vor tale. Oplysningen er givet i sætningsform. Vi ser her forskellen mellem sætning og sætningsdel, men mærker os samtidig, at sætningens og sætningsdelens indre logiske sammenhæng er af ganske samme art: i begge tilfælde har vi et led, der bestemmes eller oplyses, og et led, der bestemmer eller oplyser. Inden for sætningen er det meddelelsesforholdet mellem de to led, der er afgørende, inden for sætningsleddet er det tilsvarende forhold oftere et specialiserings-. nuanceringsforhold, og vi holder derfor de to forhold ude fra hinanden ved indenfor sætningen at kalde de to led A-led og B-led, indenfor sætningsleddet primært og sekundært led. Om disse sidste skal der senere tales nærmere. Se side 89.

S æ t n in g er m ed »det« og I i g n e n de ord. Det sker ofte for den talende, at han vil give en oplysning eller meddelelse, men ikke er i stand til nøjere at angive hvem eller hvad denne oplysning eller med• delelse knytter sig oplysende til - ligesom han jo ofte iagttager en virkning uden at kunne opdage årsagen. Man iagttager et naturfænomens virken, eller man iagttager en følelse, fornemmelse, men kender ikke årsagen - denne ukendskab dækker man i meddelelsen ved hjælp af ordet det. Eks.: Det kriblede og krablede inden i den (dvs. guldsmede/arven) CEw. Æ. I. 45. det sner, regner, blæser, lyner osv. Efterhaanden blev det ganske stille, og Mørket faldt paa CEw. Æ.1.15. Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften HCAnd. VI. 35. Da det er ganske indholdsløst, har vi i disse sætninger reelt kun et led, B-leddet. Det ufuldstændige i det sproglige udtryk svarer til

37 ufuldstændigheden i det tilgrundliggende tankeindhold. Det er altså ikke nogen almindelig meddelelse, vi her har, men blot en konstatering af, at noget nærmere angivet finder sted eller er til stede. Sætningerne :,,det sner« og »det bliver mørkt1r: tjener blot til at udtrykke, at den talende har konstateret en sneen og en mørknen. Der er intet reelt A-led, men sprogfølelsen savner heller ikke noget sådant, fordi tanken slet ikke beskæftiger sig med det problem: hvad det er, der sner, o g hvad det er, der bliver mørkt. Ordet det er altså betydningsmæssig mer eller mindre overflødigt. I et tilfælde som det kriblede og krablede inde i ham er der vel ofte endnu forbunden nogen forestilling med det, idet det bruges, fordi man ikke nøjere kan angive det »noget((, der kribler, og derfor må nøjes med at udtrykke sig så ubestemt som muligt. I det sner derimod er det slet ikke forbundet med nogen forestilling, og i dette tilfælde kunde vi vente, at sproget nøjedes med en enleddet sætning. Sproghistorien viser os, at mange sprog i sådanne tilfælde netop har enleddede sætninger. Pi\ samme standpunkt står sætninger med den og hun som den er lummer idag, hun kuler op. Altså: i nogle tilfælde står dette formelle A-led som et minde om en størrelse, der er gået i glemme, i andre tilfælde har det aldrig haft noget sådant repræsentativt indhold, men er indsat af trang til at gøre sætningerne formelt toleddede. Sætninger med være kan på en særlig måde udvikle sig til betydningsmæssigt enleddede sætninger. Af toleddede sætninger som: det (dvs. den herre der) er N. N. (ved præsentation) udvikler sig enleddede sætninger som det er mig. Medens N. N. i den første sætning er bestemmelse til (oplysning om) det, er der i sætningen det er mig slet intet bestemmelsesforhold mellem det og mig. Der er kun el led mig, og det er

38 tjener kun til at påpege, udpege eller fastslå, konstatere dette i modsætning til andre led, som der kunde være tale om. Andre eks. på enleddede sætninger af denne art: det er vinter. det er regnvejr. Det var et dejligt, frugtbart Aar CEw. Æ. I. 45. Det var sidst i Januar; en frygtelig Sneestorm var det HCAnd. Vl.140. Det var Middag, og Hans Jørgen skulde hjem AnkerLars. Menneskeøjne. li. Det var Dyrskuedagen. Og der var Slagsmaal paa Kroen Wied. S. 184. En sammenligning med der-forbindelserne viser: det og der bruges begge ved være og blive (om deres indbyrdes forhold se side 60) ; det har sit særfelt ved intransitive verber i aktiv form, spec. verber, der betegner en naturforeteelse, men der (her) kan undertiden remplacere det, hvor der finder en lokalisering sted: ( et Sted), hvor der dufter af Hestemøg Blich. (1920). IV. 39. det er væmmeligt, hvor her blæser/ iøvrigt kan der ikke bruges i moderne dansk i den slags sætninger, men undertiden i ældre tid: Der gaaer igien i dette Huus vAph. (1764). 232. sp. 1. Ofte hos Holberg (måske norskhed), f. eks. Der banker igien Bars. IV. 9. (bis.; ved siden af Det banker ibid.). Ved verbum i s-form er der enerådende (se side SO). Ved transitive verber i aktiv er som regel hverken der-forbindelserne eller det-forbindelserne i brug. Ved den første art forbindelser bruger man i stedet det nedenfor side 62 behandlede udtryk med to sætninger; man vil næppe sige: der har en ven sagt mig det, men i stedet: der er en ven, der har sagt mig det. Når vi kan sige det gav et sæt i mig, er det ikke nogen undtagelse hertil, men vi har her en fast forbindelse, der har intransitiv betydning, således at sætningen bliver ganske parallel med det gyser i mig og lignende. Ved forbindelser af sætninger med det er- og en føl-

39 gende bisætning (ledsætning) kan vi iagttage en gradvis overgang fra tilfælde, hvor dette det repræsenterer bisætningens indhold, og til tilfælde, hvor det er- kun tjener til at udpege bisætningsindholdet: da var (dvs. skete) det, at tordenvejret brød løs. Det var (dvs. forekom ham), som Klokkerne slet ikke vilde holde op idag - at lyde Bang. SE. 219. (hvornår er det fastelavn?) - det er, når det har været jul (sml. side 185). i Dag har jæ faaet en Gang Gul-las - - og saa er det jo, at jeg har tabt 25 Øren StormPetersen. 13 Øre. 8. Hermed glider vi blidt over til de såkaldte kløvede sætninger. Også ved andre verber, der har mistet deres selvstændige betydningsindhold, kan vi få en overgang til enleddede sætninger, der kun tjener til udpegning af noget. Det er i svarsætninger. For eks.: »hvem har bogen for tiden?« - »det har jeg!« »hvem har været herinde?« - »det har han!« »hvem må gå et ærinde for mig?« - »det må Peter!« »hvem tager vagten iaften?« - »det gør N. N.l« Som vi så ovenfor (side 31), kunde vi nok nøjes med at sige jeg, han osv. som svar i disse tilfælde, men i disse sætninger med det sker en stærkere udpegning. Hvis der i spørgesætningen findes et betydningssvagt verbum som have eller et af de såkaldte modalverber, bruges dette som verbum i svarsætningen, i de øvrige tilfælde erstattes spørgesætningens verbum med verbet gøre. Her repræsenterer det jo egentlig et A-led, som findes i den foregående eller kommer i den følgende sætning, men denne tilknytning kan man helt eller delvis miste fornemmelsen af, og den fonn, i hvilken A-ledsindholdet fremtræder, kan så blive en sådan, som egentlig ikke kan repræsenteres af det. På lignende måde kan det gå inden for samme sætning: det var rart at +

40

høre et par enkeltheder overfor: det kunde være rart med et Par Enkeltheder NisPet. SG.135. Også inden for denne udpegning, som vi nu har talt om, lader der sig påvise forskellige nuancer. Et spørgsmål som hvem var i teatret i aftes? kræver kun oplysning om en eller flere af de personer, som B-led1 det passer på, og der kan svares det var jeg (vi), og det kan have noget betydningsindhold og nogen trykstyrke, d. v. s. at svarsætningen står på overgangen mellem en en- og toleddet sætning. Vi har imidlertid også spørgesætninger, der indeholder et krav om at få oplyst den eller de bestemte størrelser, som der alene kan være tale om: hvem er den heldige? hvorpå svaret lyder: det er ham ( mig, dig osv.) I Her kan der kun være tale om en enleddet sætning, og det er altid tryksvagt. Heraf ses det, at de oblikve former af de personlige pronominer kan bruges efter være, hvor der udpeges en person som den eneste, der i den forbindelse kan være tale om, med udelukkelse af alle andre. Sammenlign: hvem er syg? det er jeg! - hvem er den syge? det er mig! Da spørgesætninger ofte i ganske samme form kan bruges såvel i den første, mere gene. relle, som i den sidste, mere specielle, spørgende betydning, bruger man ofte, hvor man vil være sikker på, at spørgsmålet opfattes i den sidste betydning, at erstatte det med et spørgsmål, hvor man anvender en lignende udpegning: hvem er det, der er syg? det er mig! Og især anvendes denne fremgangsmåde ved andre verber end være: hvem har gjort det? eller hvem er det, der har gjort det? Svar: det har jeg! eller det er mig (, der har gjort det)! Herved har vi for at udtrykke det samme som i den ene sætning men på en tydeligere måde, om1 Som svar at anvende en alm. meddelelsessætning, eventuelt med stærktryk p! A,leddet, er teatralsk og ufolkeligt (men træffes hyp• pigt i stiløvelser!): hvem var i teatret? Jeg var i teatretf

41

støbt indholdet i to sætninger, af hvilke den første er enleddet. En sådan storsætning plejer man at kalde en kløvet eller spaltet sætning. Til disse »kløvede« sætninger regner man sædvanlig kun de tilfælde, hvor hovedsætningen i sig selv er ganske uselvstændig, men (som man kunde vente efter den måde, hvorpå disse tilfælde er udviklede) er der ingen skarpe grænser her (jfr. side 39). Eks.: Det er egentligt en Historie i to Dele, vi her komme med HCAnd. Vl.167. Saa var det en Morgen hen pas Sommeren, at den gamle Pæl stod og hældede i sine egne Tanker CEw. Æ. III. 23. det behøvede jo heller ikke at være saa langt, at han fqlgte den anden KLars. GV.19. Sammenlign: Det er i det mindste ikke af Mangel pas Befordringsmidler, hvis Københavnerne ikke i Morgen kan se pas vore Skoves skønne Efteraar BerlTid. 10110 1931. Aft. 2. sp. 3. De to sætninger: det er mig, .der har gjort det indeholder tilsammen (idet mig og der jo er identiske) ikke flere logiske led end jeg har gjort det. Det samme gælder: det er mig, han hentyder til overfor han hentyder til mig og det er iaften, det kgl. Teater opfører Carmen overfor Det kgl. Teater opfører iaften Carmen. Men medens man ved de udtryk, der kun består af en sætning, går frem på den sædvanlige måde, dvs. man nævner et led og giver i sætningsform en oplysning derom, så udpeger man ved at benytte udtrykket med to sætninger et led, hvortil man så i ledform (dvs. i form af en ledsætning, bisætning) knytter en bestemmelse. Herved fremkommer en vigtig betydningsforskel mellem de to udtryksformer. Jeg har gjort det indeholder en almindelig meddelelse om jeg; det er mig, der har gjort det indeholder en udpegen af mig (i modsætning til anclre individer, som der i den forbindelse kunde være tale om), som den, der har gjort det.

...

42 Udtrykket »kløvet«, »spaltet« sætning finder jeg ikke helt heldigt. fordi det kan bibringe en det indtryk, at den talende har foretaget en spaltning eller kløvning åf en sætning i to - hvad han naturligvis ikke har. Heller ikke historisk vil man altid kunne forklare de to sætninger som opstået af den ene. En enleddet sætning som det er mig kan få tilføjet en ledsætning som der har gjort det (f. eks. som svar på spørgsmålet: hvem har gjort det?) og derved komme til at blive et sidestykke til sætningen jeg har gjort det. En sådan udpegning af et bestemt individ, et bestemt eksemplar, et bestemt forhold - fremhævning er et intetsigende udtryk - kan også ske ved at udtale det pågældende led med særligt eftertryk, men dette hjælpemiddel virker nu i mange tilfælde lidt teatralsk eller oratorisk og er i hvert fald indskrænket i sin anvendelse ved den nævnte udpegning ved hjælp af det er - . Derimod er det næppe rigtigt, når det siges, at en sådan udpegning kan ske ved at fremdrage et led, der normalt står sidst eller et stykke henne i sætningen. Udpegningen sker kun, når leddet samtidig får det nævnte eftertryk. Ved led som tidsbestemmelser, stedsbestemmelser og lignende mere inferiøre sætningsled kan man slet ikke tale om nogen fremdragning, idet disse leds stilling i sætningen er ret fri, og de kan ligesåvel stå først som sidst - uden videre betydningsforskel, hvis vel at mærke trykforholdene er de samme: iaften spiller det kgl. Teater Carmen - det kgl. Teater spiller iaften Carmen - det kgl. Teater spiller Carmen iaften. Vil man særlig udpege leddet iaften i modsætning til andre muligheder (igår, imorgen osv.), kan det enten ske ved at lægge særligt eftertryk på leddet (og det er så ret ligegyldigt, på hvilken plads dette led står), eller ved at anvende udpegning ved hjælp af det er-: det er iaften, det kgl. Teater spiller Carmen.

C

43

Er det et substantivisk led (dvs. et led, der betegner en størrelse, hvortil der kan knyttes en meddelelse, altså en størrelse, der vil kunne bruges som A-led eller subjekt), der fremdrages, d. v. s. anbringes på en plads i sætningen, hvor det normalt ikke træffes, sker det ikke netop for at udpege det, men for at knytte sætningens meddelelsesindhold dertil, altså gøre det til sætningens A-led. Hvis man derfor som svar på spørgsmålet hvem talte du om? i sit svar vil udpege vedkommende, vil man næppe svare: N.N. talte jeg om, men blot N. N. eller jeg talte om N. N. eller tydeligst udpegende det var N. N., jeg talte om. Det er af største betydning for opfattelsen af disse »kløvede« sætninger at huske på, at de udpegende enleddede sætninger ikke som de enleddede sætninger, vi tidligere har betragtet, er anvendelige som selvstændige meddelelser; det er kun ved, at de bruges i forbindelse med den tilknyttede sætning, at vi får en meddelelse. Vi skal senere se, at vi også, når storsætningen er toleddet, vil træffe tilfælde, hvor bisætningen er en absolut nødvendig del af storsætningen, uden hvilken hovedsætningen slet ikke får selvstændig eksistens. Men vi får her det ejendommelige, at vi ikke kan analysere sætningerne hver for sig, fordi et eller andet mer eller mindre nødvendigt led er udtaget af sætningen og anbragt i en indledende udpegende sætning, hvorefter så resten af sætningsleddene søges hægtet hertil på en måde, der minder om ledsætningens tilknytning til hovedsætningen. Faktisk har vi altså kun en meddelelse, og for at få den frem må vi analysere sætningen som en alm. sætning, efter at vi har klargjort os betydningen af den stedfundne udpegning. Ved en sådan udpegning ved hjælp af en det ersætning fremkommer helt nye syntaktiske forhold, som man søger at indordne under sprogets syntaks efter de

44 analogier, der kan frembyde sig. Lettest giir det i tilfælde som det er mig, der har gjort det; det er ham, jeg mener. Som det vil ses, er ledsætningen her relativ; det er også den eneste måde, hvorpå vi kan forbinde en ledsætning med et substantivisk led, og som nævnt ovenfor, kan den kløvede sætning i nogle af disse tilfælde være opstået ikke ved kløvning, men ved en relativ tilføjelse til en selvstændig enleddet sætning. Den relative ledsætning, der er en del af en kløvet sætning, viser overensstemmelse med andre relativsætninger m.h.t. nødvendigheden af pronominets tilstedeværelse, når det er subjekt. Når pronominet ikke er subjekt, er forholdet som i de alm. relativsætninger, der er knyttet til et demonstrativt led, at det normale er intet pronomen at have; indsættelsen af pronomen i disse tilfælde (det er N.N., som jeg mener) lyder ret unaturligt, og da man altså ingen sprogfølelse har til at dirigere sig på dette punkt, kan man også træffe at som forbindelsesled mellem relativsætningen og den udpegende sætning.1 Når det udpegede led er storsætningens prædikatsled, mangler sproget analogier til den således opståede sætningsforbindelse, og reglen er da, at ledsætningsindleder ikke bruges: det er snedker, han vil være. jeg bliver fed, og det er det, man skal see at blive HCAnd. VI. 78. Også i alle de øvrige tilfælde (med en undtagelse) er det det normale og naturligste ingen ledsætningsindleder at have; når man alligevel vil have en sådan, er den nærmeste analogi de' sætningsforbindelser, hvor det 1 Som når Kr. Mikkelsen skriver (Dansk Ordføjningslære S. 15 i teksten; forresten i strid med sine egne regler s. 569): Når det er per,oner, at virkaomheden udøve& af, hvilket nu normalt føles som vulgært, parallelt med den vulgære anvendelse af at som relativ pronomen. Ligeledes: Det var Haven, at Fruen nu var kommen til Wied S. 52.

.

45 i hovedsætningen foregriber en følgende ledsætning med at: det er ikke hver dag, at man får et sådant tilbud efter det sker ikke hver dag, at man får et sådant tilbud.1 Eks.: det er til saadanne Middeler alle Secfers Theologi vilde af Nødvendighed gribe Holb. Ep.1.181. saa sang den sin egen bedrøvelige Vise, og det er af den vi have taget Historien HCAnd. VI. 23. det er om Flipperne, vi skulle høre en Historie ib.110. Det er som en Reaktion imod Dogmerne ... at disse Anskuelser forkyndes i Verden Pol. 211" 1931.10. sp. 1. det var med Nød og næppe, han til Afslutning kunde nyde et farceret Gaaseæg NisPet. SG. 33. Vi har her udpeget et såkaldt præpositionsled eller sammenligningsled. Eks. på udpegning af· andre led: Det er ikke alle Morgener, jeg drikker Thee Holb. Bars. II. 6, Det er knapt, at han kiender mig iblant Holb. Stu. I. 9. det er ikke nu, at jeg er oplagt til at drage dine Dyder for Lyset Blich. (1920). XI.127. Her er det nok, at han har forstukket sig Drachm. FÆ. 134. Det var lige knap og nap, at hun vilde hilse Godaften Wied. TK. 50. men saa min Enke . . . Det er der, den er gal KLars. GV. 87. det er billigt, han

har købt det. Det var kun den ene Aften, han havde været heftig AaseHansen. EB. 53. Det er dog kun modstræbende, Englænderne betaler disse Priser Pol. 22'10 1931.13. sp. 2. Det var ikke første Gang, Fru C. havde kastet med Knive Lauesen.S.189. det er balancerende paa Tidens voksende Piedestal, de ærværdige tilbagelægger de sidste Etaper paa Vej mod Stjernerne NisPet.SG.128. 1 Svensk bruger som også i disse tilfælde: det ir utan tvifvel mot Stromberg som Sundevall opponerer sig. - I tidligere tid brugte man i dansk også at indlede ledsætningen med hvor (hvoraf, hvori osv.): Det var pas intet Sted, hvor Jesus opholdt sig længer, end udi Cspernso Holb. KH.2 I. 8. Dog er det egentlig i Medelsom, Sønderlyng og Rlnds Herred, hvor saadant Hensyn lader til at have havt Indflydelse Blich. (1920). XXII 76. En række eksempler hos Mikkelsen. 570, og i Ordbog over det danske Sprog under hvor 6.s

46 Svarende til en sætning jeg så ham sidst for 30 år siden har vi en 1>kløveta: sætning: det er 30 år siden, jeg så ·ham sidst. Det er nu 2 Aar siden at Randers Avis ... Blich. (1920). XXI. 88. Da siden også kan være sætningsindleder, opfattes siden nu ofte som indledende bisætningen. Er det udpegede led et præpositionsled, kan man i den udpegede sætning medtage præpositionen eller lade den forblive i ledsætningen; sætningsindlederne bliver så forskellige (hvis de altså indsættes). Eks.: det er

i dette kvarter, ( at) de smukkeste bygninger findes det er dette kvarter, ( som eller at) de smukkeste bygninger findes i. En »kløvet« sætnings ledsætning kan også undertiden forbindes som en tidsbisætning med den udpegende sætning. De blev forlovet juledag svarer til en »kløvet« sætning: det var juledag, de blev forlovet, medens det var juledag, da de blev forlovet ikke er en »kløvet« sætning (- da de blev forlovet, var det juledag). Derimod har vi i det mindste overgang til »kløveta: sætning i: Det var en frisk, blæsende Morgentime, da jeg forlod Gæstgivergaarden Drachm. VT.378. En særlig art »kløvede« sætninger får vi, hvis vi vil udpege et adjektiv (adverbium), der står som bestemmelse til et sekundært ord eller som bestemmelse (m. h. t. måde, grad og lign.) til en del af B-leddet: Det er svært, saa Durken kror sig Wied. BS. 164. Det er farligt, saa I skyder i Vejret CEw. Æ. I. 38. Det er svært, saa det Arbejde fortner sig KLars. GV. 29. for Resten

er det jo kolossalt som Whiskyen arbejder sig ind! KLars. GV.43. det er dog utroligt, saa godt de Damaskes Haandklæder holder sig Lauesen. S. 21.det er nu osse farlig saa majet han har om Ørene Søndags BT. 21/a 1932 4. sp. 4. det er væmmeligt, hvor (eller: som) her lugter! Forbilledet for denne kløvning, hvor ledsretningsindleder er uundværlig, er sætninger som det er rent utro-

47

ligt, hvad han kan overkomme (hvor vi ikke har kløvede sætninger, men to toleddede sætninger og det i den første repræsenterende den andens indhold) og sætninger som: for pokker, hvor her er koldt/ - føj, så der lugtede/ Se side 178. Den vanskelighed, vi i mange tilfælde har set m. h. t. sætningernes syntaktiske forbindelse, skaber vi selv, idet vi undertiden vil sætte et led ind et sted, hvor vi tror, det er udeladt, medens sagen er den, at der oprindelig intet har været, og at sproget befinder sig på et standpunkt, hvor det endnu ikke på dette punkt har taget stilling til en nyopdukket situation. Og indlederen at hindres i sin indtrængen i mange tilfælde af, at dette ord i vulgær tale spiller en stor rolle dels som selvstændig indleder, hvor det alm. talesprog bruger andre indledere, dels som overflødigt påhæng til andre indledere (som at, når at, hvis at osv.). De »kløvede« sætninger spiller en meget stor rolle i det moderne talesprog, og de har haft en rig udvikling. Også i de spørgende sætninger er de trængt ind: hvad er det, du bestiller? hvornår er det, du rejser? hvem er det, der bor her? hvor var det, vi slap? Holb. Bars. III. 6. Er det paa den Maade, at Æren vinker jer? Heib. Poet. XI.147. Hvad er det saa, I vil? CEw. Æ. I. 51. Da en bisætning jo også er et sætningsled (nemlig i storsætningen), kan også den udpeges: det er blot sålænge vi er børn, ( at) vi tænker således. det er når han skal op om morgenen, han er mest søvnig. Det er bare, naar jeg ligger i Sengen, og saa mod Vejrskifte, den (dvs. gigten) skaber sig som en Tysker KajMunk. Ordet.13. Endvidere kan vi ogs:i »kløve« en bisætning: da det var med nød og næppe ( at) han slap fra vovestykket, tænker jeg nok, han skal lade være at prøve en anden gang. hvis det ikke var for ofte, ( at) det skete, lovede

48 han at se gennem fingre med det. Drengen (stod) ærbødig, som var det for Kongen selv, han stod HCAnd. VI. 215. Og også to tilfælde af »kløvning« kan forekomme inden for samme storsætning: det er 30 år siden, at det var mig, der stod på kirkegulvet. Og endelig kan vi også udpege et led, hvortil der hører en relativsætning: Om det var ham eller Pesten, der ramte Assyrerhæren ... der frelste Byen, kan desværre ikke ses med · Sikkerhed BerlTid. 17/• 1932. M. 7. sp. 4. I nogle af de eksempler, der er givet, indeholder det er- sætningen mere end det led, der udpeges. Udpegningen af det bestemte led bliver uafsvækket, det er kun den ukløvede sætnings led, der fordeles lidt bedre i de to ved kløvning opståede sætninger, eller undertiden er det som tanken om udpegning først melder sig, efter at sætningen er påbegyndt, så at udpegningen finder sted midt inde i sætningen (der altså derved forvandles til en storsætning). Eks.: det er ofte ved de ringeste Midler Gud skifter og kuldkaster Regieringer Holb. DH. li. 2. det er ikke uden ved Intervalla, naar min sædvanlige Hoved-Piine cesserer . .. at jeg deslige Ting kand forrette Holb. Kh.2 Fort. det var sandelig ikke for ... at tage min Hat af for en Kat . .. jeg roste hans Satire Rahb. E. IV. 390. det var nu kun til de hede Lande, en lærd Mand var kommen fra de kolde HCAnd: VI. 68. Til Gengæld var det i aldeles utrolige Maader, at hver enkelt her forsynede sig (dvs. med vin) TroelsLund. V.108. Vi ved jo dog, at det for Kvinden dengang var de fire V ægge, Skufferne, Rok og Sytøj, der skulde være Verden AaseHansen. EB. 9. rent litterært set er det næsten Intet her bydes Rubow. Brandes. 27. Ogsaa i Shakespearebogen er det med Velbehag han finder Anledning til at nævne Naso. ib. 26. Også det bliver - ( det blev) kan bruges til dannelse af »kløvede« sætninger: det bliver med nød og næppe,

49 han består eksamen. det bliver i Slotskirken, denne koncert finder sted. i visse Kredse regner man med, at det næppe bliver før om ca. fjorten Dage, at Laanet kan udbydes BerlTid. 29/11932. Aft. 6. sp.1. Den anden af de »kløvedeo; sætninger er fra først af en regulær ledsætning, nemlig i tilfælde som det er mig, der har gjort det; det er ham, Jeg mener; men i mange af de øvrige tilfælde er den anden sætning kun formelt, ikke reelt en ledsætning. I det var med nød og næppe, jeg slap bort er den anden sætning jo ikke en bestemmelse til med nød og næppe, det er jo omvendt med nød og næppe, der bestemmer et led i den anden sætning. Men for den moderne følelse er sådanne sætninger dog nok nogenlunde parallelle med det var godt, ( at) jeg slap bort, således at ledsætningen føles som foregrebet af det.

Sætninger med »der« og lignende ord. Set fra det synspunkt. vi har anlagt i det foregående, kan et ord som der ikke være A-led, da et A-led må være en faktor, der kan gives en meddelelse om. Her skal først omtales de tydeligt enleddede sætninger som der spilles, der arbejdes. Her er intet A-led, enten fordi man, som ved de tilsvarende sætninger af typen det sner, ikke kender det eller slet ikke har tanke derpå, eller fordi man netop ikke vil knytte det, man vil meddele, til noget bestemt A-led. Man vil naturligvis ofte komme ud for det tilfælde, at man vil henlede opmærksomheden på, at en foreteelse, en virksomhed eller handling finder sted, men ikke meddele noget om den, eller bruge den som oplysning om noget andet. I ganske få tilfælde kan man så benytte sig af enleddede sætninger med det, i alle andre tilfælde må man bruge verbets s-form, der altså i denne anvendelse ikke

50

er det, vi i almindelighed forstår ved passivisk, men en form, der har den ovennævnte funktion at gøre opmærksom på den af verbet (verballeddet) betegnede foreteelses tilstedeværelse; heri ligger naturligvis også forklaringen på, at s-formen i denne anvendelse også kan bruges ved (såkaldte intransitive) verber, der jo intet passiv har: der vrøvles, løbes. springes. tænkes, sukkes. man kunde ikke saa godt komme i Snak, naar der saa tidt skulde gaas ud og ind KLars. SF. 204. Imidlertid kan verbet (verballeddet) jo ikke bruges alene. En angivelse af f. eks. en handlings stedfinden i al almindelighed uden tilknytning til nogetsomhelst vil en talende næppe nogensinde komme ud for at skulle udtrykke; den må knyttes til en tid eller et sted for overhovedet at give tilhøreren nogen oplysning. Rulles giver ingen mening, som man siger, men her rulles giver den meddelelse, at rulning finder sted her. Disse sætninger må derfor indeholde en tids- eller stedsangivelse af en eller anden art, f. eks. i dag arbejdes (for fuld kraft), ude på fabrikken arbejdes (for fuld kraft), her, overalt arbejdes (for fuld kraft). Lørdag Nat afrejses med Toget fra Tokio til Kioto BerlTid. 16 /11930. 24. sp. 5. Det behøver altså slet ikke at være ordet der, som bruges i disse sætninger, men da der {ifølge sin betydning ganske naturligt) har været det ord, der hyppigst anvendtes, så føles det mere og mere som hørende til som en nødvendig bestanddel af sådanne sætninger, ja ofte føles det nu også nødvendigt i de tilfælde (som i eksemplerne ovenfor), hvor vi har en anden steds- eller tidsangivelse: Rundtom blev der spændt for og kørt afsted Bang.SE. 289. Men dette forhold, at der er i færd med at blive en nødvendig formel størrelse i disse sætninger, berettiger naturligvis på ingen måde til at give det subjektsrang eller kalde det stedfortræder for subjekt. Dette sker i almindelighed i

51

grammatikkerne, men nogen logisk forklaring har man vistnok ikke søgt at give; det vil også være en umulig opgave at forklare, hvilket subjektindhold der i der vrøvles dækker over; man har derimod (foruden at være hypnotiseret af begrebet »grammatisk sætning«) hæftet sig ved ordstillingen. Selvom imidlertid disse tids- og stedsbestemmelsers (specielt der's) stilling foran verbet skulde skyldes en trang til (i analogi med de alm. sætninger) at have et led foran verbet, så er følgen deraf dog ikke, at disse led må være A-led (subjekt).1 Men forøvrigt er der absolut intet mærkeligt i 1 Og hvis der kaldes subjekt, må jo også her, idag, overalt, ude pi fabrikken i eksemplerne ovenfor kaldes subjekt - denne konsekvens har dog, sl vidt jeg ser, ingen taget. I det forhold, at dette der kan stå umiddelbart før eller også efter subjektet (f. eks. sil lød der en stemme læt ved døren. mange mennesker var der ikke l •koven), har man set en parallelisme til brueen af det, men med urette. Som det siden skal vises, er det helt forskellige led, der genoptages og foregribes af det og der. Wiwel kalder der »et slags »nødsubjektcc, men i sine bestræbelser for at skaffe det subjektsrang kommer han til at levere et modbevis. H~m siger, at •dette der gør alle de krumspring med, som de utvivlsomme subjektsformer jeg, du, han, man o. s. v. gør. Man se blot på følgende sammenstillineer: først det ovenanførte

a) !der (lher) er -der indlagt vand, - der er parallelt med: lder (lher) har man indl. vand; - fremdelet1: b) er -der indlagt vand lder (!her)? - og: har man indlagt vand lder (lher)? c) !der (!her), hvor der er indlagt vand - og: !der (!her), hvor man bar indl. vand.« Hvis man i stedet for der indsætter f. eks. i aaret 1912 eller i haven eller aldrig eller andre adverbielle led, vil man opdage, at de kan stil på akkurat de samme pladser (i moderne sprog dog almindeligvis å forbindelse med dette der, se side 50). Disse led gør 1Utså Jeg osv. krumspringene efter; bliver de derfor subjektord? Mod sin vilje viser Wiwel her, at der er, hvad det altid har været, et adverbium.

52 ordstillingen, det er ganske naturligt først at udpege stedet eller tiden (ligesom i de tilsvarende to-leddede sætninger: her, der arbejder vi osv.). Stedsbetydningen af der er imidlertid stærkt svækket, hvilket kan skyldes, at der så ofte fremtræder på baggrund af en foregående eller som foregriber af en senere stedsbestemmelse (sammenlign brugen af det som foregriber og genoptager), og denne betydningssvækkelse afføder ( ganske ligesom vi ovenfor har set med det) en lydlig svækkelse. Også ordet her er ved at udvikle sig på lignende måde: i her rulles, her forsåles og bagflækkes er her ofte tryksvagt. Vi kommer så til sætninger som der bages brød; også her har vi en enleddet sætning og samme karakteristiske betydning som ovenfor. Dette fremgår tydeligt af en sammenstilling med brød bages. Når man, som det sædvanlig sker i grammatikker, opfatter begge disse sætninger som havende hver et subjekt og et verbum, i den første sætning blot således, at subj. står sidst og foregribes af det foreløbige der, så må man jo tro, at sætningerne betyder det samme. Det gør de jo imidlertid ikke; de betyder to vidt forskellige ting. I det første tilfælde oplyses blot en handlings stedfinden (brødbagning finder sted), i det andet tilfælde har vi en alm. toleddet sætning med et A-led og et B-led, altså et led, der oplyses, og et led, der oplyser noget om dette (brød fremstilles ved bagning). Efter den synsmåde for analysen, som vi her anvender, er brød i der bages brød slet ikke subjekt (eller A-led), da sætningen overhovedet ikke indeholder noget sådant led, men bages brød er verballeddet, hvad der bl. a. fremgår af enhedstrykket (bages lbrød). Heraf fremgår, at ethvert kortere eller ·længere verballed kan anvendes i den slags sætninger, når man blot vil meddele, at den ved verballeddet angivne handling osv. finder sted. I forhold til det tilsvarende aktive udtryk viser det sig, at

53 selve verbet får s-form, men at verballeddet iøvrigt, såvel med hensyn til ordstilling som sætningstryk, er ganske uforandret. Har vi i det såkaldte aktive udtryk her en fast forbindelse verbum+ substantiv, må denne forbindelse bevares intakt i det tilsvarende passive udtryk, da det jo er hele denne forbindelse, der er bærer af det verbalbegreb, man ønsker at udtrykke. Et eks~mpel som følgende (fra Mikkelsen.16) der blev spurgt ham, om sygdommen var smitsom viser tydeligt dette, og der er ingen grund til med Mikkelsen at kalde denne konstruktion uregelmæssig og »rent undtagelsesvis«. Eks.: der blev gjort ende på legen. der blev skudt fyrværkeri af. der kan skrives bøger om, hvad du ikke ved. der spilles kort og drikkes sjusser. der blev leget to mand frem for en enke. der blev idømt bøder i massevis.1 der tændes lys. der slås på tromme. der blev rystet på hovedet og grint i skægget ad ham. Der skulde gjøres Nar ad ham HCAnd. VI. 178. Ligesom ovenfor kan disse sæhlinger også indledes af andre led, der betegner sted eller tid: her sælges margarine (dvs. margarinesalg finder sted her). her sættes nye bunde i gammelt overlæder. på fortovet spilles plat og krone. Ikke i alle tilfælde er forskellen mellem en enleddet 'Og en toleddet sætning af denne slags så skarp som i de eksempler, der er nævnt ovenfor, men nogen forskel i de angivne retninger er der altid. Man sammenligne: et hul blev skåret på byl- - der blev skåret hul på den bylden lanciers blev danset - der blev danset lanciers en rude blev knust - der blev knust en rude 1

Formalistiske grammatikere er ofte tilbøjelige til at opfatte det passive udtryk som en slags bøjningsform af det aktive og finder følgelig, at et hensynsobjekt er udeladt i der er endnu Ikke blevet 11varel pi hans 11ldllle brev (Mikkelsen. 378) I

54

Man vil se, at hul, lanciers, rude i den første gruppe står mere selvstændigt i sætningen, medens de i den anden gruppe er en del af verballeddet, i den første sætning oplyses noget om disse ord, i den anden gruppe oplyses kun en verbalhandlings stedfinden. Går vi så til de tilfælde, hvor vi i aktiv har en mindre fast eller ganske løs forbindelse af verbet og dets substantivkomplement, vil vi i de tilsvarende passive udtryk få overgangstilfælde fra en• til toleddede sæt• ninger. Til den faste forbindelse spille kort svarer kun der spilles kort, en tydelig enleddet sætning; men til spille et kort (ud) svarer der blev spillet et kort (ud) og et kort blev spillet (ud), det første udtryk på overgangen mellem enleddet og toleddet sætning, det sidste en tydelig toleddet sætning. Til den ikke-faste forbindelse spille kortet ud svarer kun en toleddet passiv sætning kortet blev spillet ud. Hvor vi har substantiv i bestemt form i fast verbal• forbindelse, skulde vi jo også kunne få enleddede sætninger, f.eks. der blev slået katten af tønden. der blev taget konsekvenserne heraf. Den omtalte svenske Beretning fortæller, at der efter Haanden blev taget Livet af dem (Fridericia hos Mikkels. Ordf. 24); de virker imidlertid mer eller mindre · stødende på sprog. følelsen og undgås i reglen, og grunden må være den, at vi så sjældent har bestemt substantiv i fast verbalforbindelse. Før vi forlader disse passiviske helt eller tilnærmelsesvis enleddede sætninger, skal der mindes om, at man jo kan udtrykke noget nær det samme ved aktiviske udtryk med man: idet man benytter et A-led af så ubestemt en betydning som dette ord, bevirker man jo, at sætningen nærmer sig til at blive enleddet. De nævnte tilfælde viser, at der finder en gradvis overgang sted mellem to-leddede og enleddede sætnin-

55 ger, mellem sætninger, der indeholder en meddelelse om et bestemt af sætningens led, og sætninger, der kun fastslår en foreteelses tilstedeværelse elJer stedfinden, mellem sætninger, hvor et led tydeligt byder sig frem som det, det øvrige sætningsindhold knytter sig oplysende til, og sætninger, hvor det led, der for en overfladisk formel betragtning er A-leddet, viser sig at være mere eller mindre fast knyttet til verbet, som en del af verballeddet, eller mere eller mindre fuldstændig optaget i B-leddet, hvad der jo kommer ud på eet. Ganske det samme forhold vil vi nu finde rådende i almindelige (aktive) sætninger. Tydelige eksempler på en sådan overgang fra oprindeligt toleddede til enleddede sætninger har vi f. eks. i der gik ild i huset. der gik hul på strømpen. hjemme vankede der prygl. der blæser en orkan. For moderne sprogfølelse gives her ingen oplysning om ild, hul osv., men disse ord (de historisk set oprindelige A-Ied i sætningerne) har indgået en intim forbindelse med de pågældende verber og sammen med dem dannet et verbalbegreb, hvis forekomst meddeles i sætningerne. En sætning som en orkan blæser måtte være den sætning, man benyttede, hvis man vilde give en meddelelse om en orkan, men en sådan meddelelse er nonsens, og sætningen vil næppe forekomme. På samme måde er sætninger som en ild gik i huset. et hul gik på strømpen osv. umulige i nutidsdansk, fordi man ikke vil komme ud for tilfælde, hvor man vil give de pågældende oplysninger om en ild og et hul. Sætninger som der lød et skud. der kom en soldat marcherende henad landevejen. Der sad en Moder hos sit lille Barn viser overgangsstadiet mellem en- og toleddede sætninger. Det, man vil udtrykke, er her hovedsagelig, at noget finder sted, går for sig, man vil udpege, male en vis situation, medens de tilsvarende sætninger 5

56

et skud lød. en soldat kom marcherende henad landevejen. en moder sad hos sit lille barn først og fremmest tilsigter at meddele noget om et skud, en soldat. en moder, og de vil i nutidsdansk især anvendes, når man vil fremhæve disse A-led i modsætning til andre eventualiteter (og de derfor får modsætningstryk). Det er altså ikke rigtigt ·at sige, at der kun er en stilistisk forskel mellem de to udtryksmåder, der er også en betydningsmæssig forskel, de har hver sin særlige sproglige opgave. På det samme standpunkt som disse der-sætninger står mange sætninger. der har lignende indledende led, og hvor det oprindelige A-led kommer længere henne i sætningen. Alene dette forhold, at det, der oprindelig er A-leddet, står efter de led, der skulde oplyse noget om det, må vække vor mistanke om, at det ikke er dette led specielt, den talende vil give en meddelelse om. Eks.: her ligger et par galocher. på marken vokser korn. For mange Aar siden levede en Keiser, som . .. HCAnd. V.111. Ude paa Landet ... laae et Lyststed HCAnd. V.155. Lidt længer nede paa Vejen kom en ung Pige AnkerLars. Menneskeøjne. 8. Også her vil det moderne menneske almindeligt føle der som et nødvendigt led ved siden af de andre stedsbestemmelser, mindst dog efter her. Det skal villigt indrømmes, som det jo også er gjort i det foregående, at grænserne mellem en- og toleddede sætninger her er så flydende, at mange vil finde det ørkesløst at søge at drage en skillelinje her; men jeg tror, det er et vigtigt og hidtil overset felt, som ved udforskning kan give os indblik i talens finesser. Hvorfor kan man f. eks. ikke sige ude på landet går der folk med træsko? Fordi sætningen indeholder en oplysning om folk ude på landet og altså er en tydelig toleddet sætning, som ikke kan have der.

57 Sætninger som en ræv løb tværs over vejen og der løb en ræv tværs over vejen ligger betydningsmæssig ikke langt fra hinanden, men den første sætning vil vel nu kun bruges, når man vil oplyse noget om en ræv, medens den anden sætning vil bruges, når man lægger an på at tegne et situationsbillede af vejen med den løbende ræv. Rykker man i den første sætning A-leddet tilbage til sidst i sætningen ( tværs over vejen løb en ræv), vil denne sætning få samme betydningsnuance som den sidste sætning. Forskellen i betydning beror dog ikke på ordstillingen alene; vi kan udmærket have alm. toleddede meddelelsessætninger med A-leddet et stykke henne i sætningen. ude i haven løb børnene og legede og børnene løb og legede ude i haven indeholder begge en meddelelse om børnene; at man begynder med leddet ude i haven kan skyldes den tankemæssige indstilling hos den talende: har han lige fortalt noget om, hvordan der var inde i huset, vil han naturlig som modsætning hertil begynde med dette led. Har han derimod lige meddelt noget om forældrene, er det naturligt at begynde den næste sætning med børnene. Siger man derimod ude i haven løb der børn og legede, vil man ikke meddele noget om børn, men give et situationsbillede af haven med de legende børn. Forskellen i betydningen hænger også sammen med A-leddets bestemthed eller ikke-bestemthed. Sammenlign følgende to sætninger: derhenne går den gamle mand og derhenne går (der) en gammel mand. Da den gamle mand er en bekendt størrelse for tilhøreren, vil den første sætning nærmest føles som en meddelelse til tilhøreren om denne kendte størrelse. Da i den anden sætning en gammel mand er tilhøreren noget ubekendt, vil sætningen føles som en udpegning af en gående gammel mand.

58

Heraf får vi indblik i følgende forhold i talen: den størrelse, man vil give en meddelelse om, må være til" høreren til en vis grad bekendt. Man vil i moderne dansk (her ses naturligvis bort fra arkaismer) ikke begynde en fortælling således: en mand boede ude i et lille hus på Tørring mark, fordi man ikke kan gå ud fra en ubestemt størrelse og give oplysning derom. Man kan råde bod herpå ved at forsyne den ubestemte størrelse med oplysende led: en gammel mand boede .. . en mand, der levede af at gå folk tilhånde, boede .. . lader sig bedre sige. Men helt undgår man denne vanskelighed ved ikke at begynde med nogen sådan toleddet meddelelsessætning og i stedet indlede med sætninger af den type, vi har omtalt i det foregående, og dette er det eneste naturlige på moderne dansk.1 Altså først placerer man den størrelse, man ønsker at meddele noget om, i et situationsbillede, hvorved den bliver tilhøreren tilstrækkelig bekendt til, at man kan give oplysningen derom: Der boede en mand i et lille hus på T. mark. Han levede af at gå folk tilhånde. Der kom en Soldat marscherende hen ad Landeveien: Een, to/ een, to! han havde sit · Tornister paa Ryggen HCAnd. V.1. Der stod en Mand paa et Katheder. Han talte om Værdilæren AaseHansen. EB. 23. Siledes udvikler der sig til at blive et ord, ved hjælp af hvilket man præsenterer en for tilhøreren ukendt størrelse i en vis situation eller tilstand. Når vi ikke destomindre kan træffe den præsenterede størrelse i en form, der er grammatisk bestemt, så kommer det af, at man samtidig med præsentationen har tilføjet nogle 1 Naturligvis kan man begynde med en ubestemt størrelse, når man har hyllet den i grammatisk bestemtheds klædebon for at lade, som om den er tilhørerne bekendt: Den stakkel! Johanne, var ,aa bedrøvet HCAnd. V. 56. Toppen og Bolden laae i Skuffe ,ammen ib. 295.

59 bestemmelser, så at den ukendte størrelse altså bliver gjort bekendt omtrent i samme øjeblik som den præsenteres; begreberne bekendthed og grammatisk bestemthed dækker altså ikke hinanden i disse tilfælde (hvor vi har såkaldt determinativ grammatisk bestemthed). Vi kan altså ikke sige der kom de gamle følelser op i ham, men nok der kom de samme følelser op i ham som dengang, ikke der fremstilles de fine varer på fabrikken, men nok der fremstilles de fineste varer på fabrikken {her er de fineste varer jo en ukendt størrelse,= meget fine varer; at vi har grammatisk bestemthed her, må skyldes, at en bestemmende relativsætning oprindelig har været tilføjet). Om lignende forhold i sætninger med der er - se side 63. Det stemmer godt overens med det betydningsindhold, vi har konstateret som karakteristisk for disse sætninger med der og lignende led, at det i aktiv kun er de såkaldte intransitive verber, der kan anvendes i den slags sætninger. Disse verber angiver jo netop en øjeblikkelig tilstand, situation, eller at noget foregår, finder sted, medens de transitive verber betegner en handlings eller virksomheds fremskriden mod et mål. De første maler statisk, de sidste dynamisk; i passiv kan begge slags verber betegne det statiske. Vi kan altså ikke sige der tændte en mand lygterne på gaden, der skrev en kontordame breve; vil vi her give situationen alene, kan det gøres ved at indføje et verbum som gå, sidde: der gik en mand og tændte lygterne på gaden, der sad en kontordame og skrev breve. Anm. Det skal dog nævnes, at der-forbindelsen med transitive verber undertiden kan forekomme ved pronominer som ingen, nogen: Faaret halter; der maa nogen have slaaet det paa Beenet Høysg. S. 261. For det første har der nogen ... bildt B. ind, at ... Blich. (1920). IV. 48. naar jeg faaer det Første, maa der tage det Andet for

60

mig hvem der vil Blich. (1920). IX. 230. har der ingen af Jer set den danske Frue JPJac.I.246. Det er vel disse pronominers hyppige anvendelse i der-konstruktion ved intransitive verber og ved være, blive, der er årsag til sætninger som disse, eller man kan til dels antage, at de er sammenfaldskonstruktioner: nogen må have slået det på benet oo der må være nogen, der har slået det på benet der må nogen have slået det på benet. På lignende måde kan man træffe Atter i Gaar var der tidligt paa Dagen alt udsolgt til Cant Pol. :Vfio 1931.13. sp. 2. atter i gaar var der udsolgt ... og atter i gaar var alt udsolgt ... Vi har i det foregående ikke medtaget tilfældene med der er - . fordi disse, skønt de i det store og hele går ind under det allerede udviklede, viser enkelte særlige ejendommeligheder, og fordi de på grund af den mægtige rolle, de spiller, fortjener en særlig omtale og eksemplificering. Der er også her forskellige grupper. Vi har først typen Der var saa deiligt ude paa Landet HCAnd. V. 298. I Almindelighed var der ganske stille paa Aaen CEw. Æ. I. 42. her er så koldt. Vi har her enleddede sætninger. Der gives en meddelelse, men ikke om et af sætningens led; A-leddet mangler altså. Sætningerne kommer derfor betydningsmæssigt til at stå på linje med det er koldt og lign. (se ovenfor side 36), og dette giver sig også udslag i, at det og der i mange tilfælde kan bruges imellem hinanden her. I Mørkt var der rundt om (H CAnd. VI. 157) vil mange føle det som det naturlige. Blich. (1920). VII. 45 har: Da Soversken vaagnede ... var det bæ/mørkt i Kirken; her vil andre sige der. Sammenlign endvidere: der er koldt ude på søen - det er koldt ude på søen. Men som hovedregel for brugen af der og det i disse tilfælde gælder, at der som et minde om sin oprindelige stedsbetydning bruges, når man ønsker at lokalisere det

>