Musik uden skel: Aalborg symfoniorkester 60 år 8773076856, 9788773076859 [PDF]

Zitiervorschau

AALBORG SYMFONIORKESTER 6 0 ÅR

Musik uden skel

AALBORG SYMFONIORKESTER 60 ÅR

John Christiansen K n u d Ketting • [ R E D ]

Musik uden skel

Aalborg Universitetsforlag • 2003

A

Musik uden skel Aalborg Symfoniorkester 60 år © 2003 Forfatterne og Aalborg Universitetsforlag FORSIDE: maleri af Ulla Iversen BAGSIDEFOTO: Thomas Juul /Tilsted.com GRAFISK DESIGN: Henrik Birkvig MDD SKRIFTER: Arepo og FF Signa TRYK: Special-Trykkeriet Viborg A/S ISBN: 87-7307-685-6 Printed in Denmark 2003 UDGIVER:

Aalborg Universitetsforlag Niels Jernes Vej 6B 9220 Aalborg 0 TELEFON: 96357140 FAX: 96350076 E-MAIL: [email protected] HTTP://www.forlag.auc.dk FOTOGRAFER:

Marianne Andersen/AaS Asbo Foto Jens Astrup/AaS Ulrich Bang Clive Barda Knud Buus Jensen Michael Bygballe Clausen Foto Grete Dahl/AaS H. Dalby/AaA H.J. Fruensgaard Klaus Gottfredsen/JP H.C. Fotografi Thomas Juul/Tilsted.com Knud Ketting Jørgen Anker Kirkegaard Ove Kjeldsen Per Kolind/AaS Jens Morten/AaS Thomas Pedersen og Poul Pedersen MaxRené/AaS Søren Schnoor/Aas Jens Skjerbek/AaS Thomas Tolstrup/AaS Preben Veiby/Aas Anne Mette Welling/AaS RegWilson/EMI

Indhold

Musik uden skel 7 Indledning 9

Det første tiår 11 I nye omgivelser 40 Et rigtigt landsdelsorkester 60 Symfoniske ambitioner 79 Kampenes årti 98 Fyrstelige forhold 124 Efter publikums hjerte 156 En ny orkesterstruktur 183 50 års jubilæumssæson 210 Nye chefer 236 Orkester på kontrakt 247

Ansatte i administrationen 266 Orkesteroversigt 267 Musikere gennem 60 år 269 Bestyrelser 272 Diskografi 276 Personregister 279

7

Musik uden skel

Af Palle Kjeldgaard MUSIKCHEF

Denne bog fortæller den nordjyske symfonis historie. Når koncerten er forbi, er musikken forsvundet og findes kun i erindringen. En musiker eller et orkester efterlader sig ikke et konkret blivende livsværk, men kun oplevelser til berigelse for publikum. Musikken kan naturligvis fæstnes på cd eller lignende, men selve koncertoplevelsen lader sig ikke fæstne. Manglen på et håndgribeligt bevis på sit virke fik Carl Nielsen til at udtale følgende ved sin 60 års dag: Nu skal jeg betro Dem en alvorlig Sag. Ifald jeg kunne leve mit Liv om igen, vilde jeg piske alle Kunstnergriller ud af mit Hoved og gaa i Handelslære eller gøre et andet Arbejde, hvoraf jeg til sidst kunde se et Resultat (Politiken, den 9. november1925). Aalborg Symfoniorkester har ikke grund til frustration ved sin 60 års dag. Orkestrets historie er en kulturel succeshistorie. Ved lige dele dygtighed og stædighed er det lykkedes at forankre et symfoniorkester i Nordjylland, som før havde været en landsdel uden særlig tradition for symfonisk musik. I løbet af to generationer blev den symfoniske musik en naturlig del af mange nordjyders hverdag. Orkestret med base ved Limfjorden (og samme fjord i sit logo) har i alle årene oplevet perioder med magsvejr afløst af perioder med storm. Angrebene på orkestret har hovedsageligt været fra personer uden for landsdelen, som ikke kendte orkestrets omfattende betydning for musiklivet i Aalborg og Nordjylland. Overordnet set kan man dog sige, at orkestret har oplevet en konstant udvikling i alle årene og i de fleste perioder redet på en bølge af fremgang. Nordjylland oplevede under 2. verdenskrig en kulturel opblomstring, ja måske sågar oprustning med dannelsen af Aalborg By-Orkester og senere opførelsen af Aalborghallen. Visionen var at kunst og kultur er for alle borgere uanset økonomisk formåen og geografisk placering. Vi har derfor

8 hentet titlen til denne bog fra et avisinterview med Aalborg Symfoniorkesters grundlægger Jens Schrøder: Vi laver ikke koncerter for nogle specielle. Vi giver et tilbud til alle borgere ... Der er ingen sociale skel (Ny Tid, den 24. oktober 1965). Aalborg Symfoniorkesters andel af den danske musikhistorie får med denne bog sin længe ventede fortælling. Bogen udgives med støtte fra Aalborg Kommune, Nordjyllands Amt, SparNord Fonden, aalborg Fonden, Dansk Musikerforbund og Musikaktionærerne. Der skal lyde en stor tak til alle for støtte og for godt samarbejde. God fornøjelse med »Musik uden skel«

9

Indledning

Af Knud Ketting REDAKTØR TIDL. MUSIKCHEF

Mit første egentlige møde med Aalborg By-Orkester, som det dengang hed, går tilbage til november 1965. Da drog den lille familie Ketting til Limfjordsbyen for at høre en koncert, der havde vores gode ven, den helt unge pianist Peter Westenholz, som solist i Griegs klaverkoncert og Griegs landsmand, den væsentligt ældre (syntes vi) Alf Sjøen, som dirigent. Peter var også en begavet tegner, og den tegning han lavede af min kone og sig selv i færd med en middagslur på et par af Aalborghallens garderobe-sofaer, hænger stadig på væggen herhjemme. Imens sad jeg - sig det aldrig til nogen - og spillede på flyglet inde i salen. I de følgende årtier skulle jeg lære orkestret meget bedre at kende, både som anmelder og som radiomedarbejder med særligt ansvar for landsdelsorkestrene. Skulle også lære at sætte pris på Jens Schrøder og hans Estrids legendariske gæstfrihed. Siden skrev jeg regelmæssigt programnoter og fulgte på den måde virksomheden, om end på afstand. For så i en femårsperiode i første halvdel af 1990'erne at komme meget, meget tæt på i egenskab af orkestrets chef. Derfor er de sidste fire af denne bogs elleve store kapitler - den periode, hvor orkestret har haft en musikchef - overladt til min kollega på JyllandsPosten, redaktør John Christiansen, der som gammel Aalborg-dreng har kendt orkestret siden sin barndom og har fulgt det lige siden. Vi har mere end én gang fået at vide, at vi skriver forholdsvis ens, men alligevel vil læseren nok registrere forskelle i måden at angribe stoffet på. De bunder ikke mindst i det faktum, at jo nærmere vi kommer vor tid, jo sværere og mere risikabelt bliver det at drage tendenser og linjer ud af materialet på tværs af den kronologi, som er den naturlige rygrad i fremstillingen.

io Spredt rundt i John Christiansens kapitler findes nogle øjebliksbilleder af musikere og et par af de administrative medarbejdere. Dem har redaktør Johs. Mortensen fra Nordjyske Stiftstidende hjulpet os med. Også han er en mangeårig kender af orkestret og en kort overgang dets pressesekretær. I John Christiansens del forekommer følgende forkortelser: AaS Aalborg Stiftstidende JP Jyllands-Posten NS JC PKP TM

Nordjyske Stiftstidende John Christiansen Peder Kaj Pedersen Tore Mortensen

Den samlede redaktion, billedredaktionen, billedtekster samt bogens registre og oversigter har jeg ansvaret for. For nogle af oversigternes vedkommende dog med betydende assistance fra Bente Mouritzen og Annemette Hede, henholdsvis informationsmedarbejder og tidligere sekretær hos Aalborg Symfoniorkester. Bogens mange billeder stammer fra mange forskellige kilder. Vi har prøvet at spore fotografernes navne og ophavsret så langt det har ladet sig gøre, men hilser henvendelser velkomne, hvor vi selv har måttet give op. Som forsideillustration har det været helt naturligt at vælge det maleri, som den tragisk tidligt afdøde Ulla Iversen skabte til orkestrets 50-års jubilæumsplakat. Og dermed mindes en Aalborg-kunstner, der heldigvis også nåede at sætte sit afgørende præg på Symfoniens publikumsarealer og gøre dem væsentlig mere indbydende og inspirerende. Bogen er hovedsagelig skrevet med støtte i orkestrets egen arkivering, der også omfatter scrapbøger med avisomtaler. Desuden har Estrid Schrøders bog ved orkestrets 25-års fødselsdag og Jens Schrøders aldrig færdigskrevne erindringer, udgivet af Ole Bergh, været nyttige referencer. Hvis denne bog fremstår som en kærlig, men trods alt ikke indforstået eller ukritisk beretning om en institution, der fødtes i lokal pionerånd og gennem stædigt, men ikke altid lige målrettet arbejde udviklede sig til et kulturelt vartegn for Aalborg, som også udlandet kunne få øje på, har vi nået det mål, vi satte os som udgangspunkt.

11

Det første tiår

Måske burde denne bog have været endnu tykkere. Måske burde den have haft et eller flere kapitler om det, der lå forud for dannelsen af et fasttømret symfoniorkester i Aalborg. Men rammen har nu engang været at give en skildring af de første tres år af Aalborg Symfoniorkesters historie, og derfor må vi tage vort udgangspunkt i den samling af driftige mænd, der udgjorde det såkaldte Udvalg for Oprettelse af et Byorkester i Aalborg, og nøjes med helt sporadisk at snuse til forhistorien. I marts 1941 af holdt Aalborg Sangforening af 1843, et mandskor, der til lejligheden havde suppleret sig med kvindelige sangere, en koncert, hvor man opførte Gades Elverskud med et lokalt orkester og vokalsolister hentet fra København, nemlig Margherita Flor, Thyge Thygesen og Else Jena. Adjunkt V. Secher Marcussen dirigerede de 140 sangere i koret og et orkester på 40 musikere. I et interview i forbindelse med koncerten udtalte Secher Marcussen bl.a.: Tænk hvad det ville betyde for Aalborg, hvis vi havde et fast, sammenspillet Orkester. Det vilde simpelthen blive den Crund, hvorpaa den ene og den anden Musikbegivenhed vilde opstaa næsten som noget selvfølgeligt! I maj 1941 sammentrådte et udvalg, som kom til at arbejde med sagen frem til februar 1943, altså i godt halvandet år. Det bestod af politimester Reinholdt Arum, Nørresundby, læge Asbjørn Geisler, boghandler Margrethe Hansen, journalist J. Kruuse-Andersen fra Aalborg Amtstidende, redaktionssekretær K. Levison fra Aalborg Stiftstidende, købmand Hagbard Lintner, domorganist Axel Pedersen, brændselsgrosserer Axel Pedersen, overretssagfører Georg Chr. Rendbeck og G. Thune Stephensen, der var musikanmelder ved Nordjyllands Socialdemokrat. Udvalget, der fik Rendbeck som formand, havde sit første møde den 1. maj 1941 og opløste sig selv henover natmaden i Håndværkerforeningens Selskabslokaler efter en meget vellykket koncert den 12. februar 1943 med et

Det første tiår

12

BY ORKE STEM i AALBORG fter at Regimentsmusikken for en Aarrække tilbage blev ophævet, har Aalborg—Nørresundby med Forstæder ikke haft noget fast Orkester, Savnet heraf har ofte været følt og har medført, at den Kulturværdi, som Musikken er, ikke er kommet Byens Borgere tilgode. En Kreds af Borgere repræsenterende alle Stor-Aaiborgs forskellige Dele har sluttet sig sammen til et foreløbigt Udvalg for at søge skabt et Grundlag for et Byorkester i Stor-Aalborg. Det er Udvalgets Plan ved en større Indsamling at søge tilvejebragt det foreløbige økonomiske Grundlag for Sagens Gennemførelse, idet Udvalget har den Tro, at det, naar det gennem Borgerskabets Tilkendegivelse ved en saadan Indsamling er vist, at Interessen og Kravet er til Stede, vil kunne regne med, at ogsaa det Offentlige (Stat og Kommune) vil træde til med deres Bidrag. Med Justitsministeriets Tilladeise vil der nu blive foretaget en Indsamling. Bidrag vil blive modtaget af nedenstaaende Udvalgs Medlemmer ligesom at samtlige Dagblade i Aalborg. Udvalget beder om, at de Henvendel* ser, der vil blive rettet til Borgerne, vil blive vel modtaget, og haaber ogsaa, at mange selv vil fremsætte deres Tilsagn om Støtte. Aalborg i September 1941. Udvalget for Oprettelse af et Byorkester i Aalborg:

E

Politimester R. Arum, Nørresundby. Telefon 4213. Boghandler Margr. Hansen, Algade 25. Telefon 2108. Redaktionssekretær Levison, Aalborg Stiftstidende. Grosserer Axel Pedersen, Nyhavnsgade 11. Telefon 259. Overretssagfører G. Rendbeek, Østeraagade 19. Telefon 1330.

Læge A. Geisler, Vesterbro 58. Telefon 178. Journalist Kruuse-Andersen, Aalborg Amtstidende. Købmand H. Lintner, Vesterbro 53. Telefon 6634. Domorganist Axel Pedersen, Klostermarken 7. Telefon 2693. Koncertsanger G. Thune Stephensen, Musikanmelder ved Nordjyllands Social-Demokrat, Grønnegaard E.

Således bekendtgjordes planerne om etableringen af et By-Orkester i Aalborg. Det lykkedes at skaffe private midler fra omkring 200 aalborgensere til at medfinansiere den første prøvesæson.

Det første tiår

13

50-mands orkester, der havde dansk musiklivs nestor Georg Høeberg som dirigent. Den koncert vender vi tilbage til. Først skal vi nemlig møde en ambitiøs ung dirigent, der den 16. november 1941 for første gang satte sine ben i Aalborg og indlogerede sig på Hotel Phønix. Den følgende morgen opsøgte han først den lokale musikerforeningsformand, den fagotspillende købmand Hagbard Lintner, der skaffede ham adgang til Rendbeck. Vi lader ham selv fortælle: Jeg trådte ind til den på mange måder snurrige 50-årige jurist, der komplimenterede mig med mine pæne papirer. Hans elskværdighed og den betydelige charme, der strålede fra hans åsyn, gjorde mig straks tryg, og det var måske en forhastet slutning. Mest overraskende var måske hans meddelelse om, at byorkesterudvalget holdt møde samme eftermiddag kl. 17. Rendbeck bad mig om at tage ophold i Hotel Phønix' reception ved mødets start. Så ville han sende bud, når tiden var inde. Hvad Jens Schrøder - for ham var det jo - ikke vidste, var at udvalget allerede havde afprøvet den lokale kapelmesterkandidat Robert Seholt ved en koncert den 29. september uden at have følt sig overbevist. Udvalget havde mellemlandet med en koncert den 12. november, som Høeberg dirigerede med pianistinden Johanne Stockmarr som solist. Det var den koncerts underskud man skulle efterbehandle ved mødet, da Schrøder dukkede op og gav anledning til en mere positiv og fremtidsrettet diskussion i stedet.

Håndværkerforeningen 6/21942 Svendsen: Festpolonæse Soderman: Ouverture til »jomfruen fra Orleans« Sibelius: Finlandia Reesen: Lange-Muller Fantasi Waldteufel: Estudiantina Tjaikovskij: Andante Cantabile A/leyerbeer: Fakkeldans nr. 1 Johannes Nielsen: Pizzicati Carl Olsen: Triumfmarch Dirigent: jens Schrøder (hans første koncert)

Skal man tro Schrøders erindringer, dirigerede han sin første Aalborg-koncert den 7. februar 1942 og havde igen Johanne Stockmarr som solist. Schrøder nedfældede sine memoirer i 1988, og i dette præcise tilfælde er datidens aviser og udvalgets første årsberetning nok mere sikre kilder. De kan berette om en solistløs koncert i Håndværkerforeningens Festsal den 6. februar, som til gengæld for en dels vedkommende blev transmitteret direkte i Statsradiofonien. Der var 28 musikere i orkestret, og koncerten blev en sådan succes, at udvalget aftalte med Schrøder, at han fra 1. maj skulle bosætte sig i Aalborg og stå til rådighed for orkesterarbejdet. Men hvem var denne unge dirigent, der i den grad havde imponeret ved at kunne hele sit koncertprogram udenad og dirigere uden noder?

Den nye kapelmester Jens Schrøder var født i 1909 af danske forældre i Polen. De flyttede snart tilbage til det gamle fødeland. Efter studentereksamen fra Ordrup Gymnasium kastede han sig først over musikvidenskabelige studier ved Køb-

14

Det første tiår

enhavns Universitet, hvor han dog kedede sig så meget, at han meddelte familien, at han ville være dirigent, og at han formentlig måtte gennemføre sit studium udenlands. Via råd fra familiens venner og bekendte blev det konservatoriet i Prag, der kom til at danne rammen om Schrøders dirigentuddannelse. Her studerede på samme tid både Rafael Kubelik og Karel Ancerl, der begge skulle blive verdensberømte. Det blev Schrøder kun i Aalborg. Udover den officielle undervisning lykkedes det også for en lille gruppe af de dirigentstuderende at formå den russiske dirigent Nicolai Malko til at undervise dem. Han var på dette tidspunkt på vej ud af Sovjetunionen, og derfor passede en måneds ophold i en lille landsby 30 km. fra Prag ham udmærket. Der blev arbejdet dagligt med partiturspil, og mod slutningen af kurset lykkedes det Malko at få en stor gruppe musikere fra Den Tjekkiske Filharmoni at stille op som øveorkester. Ved afslutningen af seminaret skrev Malko en smuk udtalelse. Efter et kort dansk intermezzo gjorde Schrøder også sin officielle tjekkiske uddannelse færdig, og i slutningen af juni 1932 kunne han så kalde sig for uddannet dirigent. Det danske musikliv bød kun på begrænsede beskæftigelsesmuligheder, og da radioorkestret foranstaltede en konkurrence for at finde en ny kapelmester, klarede han sig skidt. Selv tilskrev han det, at to af de danske dommere, Erik Abrahamsen og Peder Gram, var forudindtagne mod ham, og at han havde haft en grim migræne i forbindelse med to af prøverne. En ansættelse på folkemusikskolen i vårmlandske Arvika blev brat afbrudt af krigsudbruddet, og i sæson 1940-41 havde han job som anden-pianist i Det Ny Teaters orkester. Hans kone, Estrid, der havde haft danseskole i Arvika, udfoldede sig nu i stedet som en af novicerne i »Frøken Nitouche«, der havde den folkekære Max Hansen i den mandlige hovedrolle. Rigtig holdbar var situationen ikke, og da der ikke syntes at være åbninger i hverken Odense eller Århus, kastede Schrøder forsøgsvis sin interesse på det nordjyske musikliv. Det skulle vise sig at være en god disposition for hans vedkommende.

Politiske kabaler Formanden for Udvalget for Oprettelse af et Byorkester i Aalborg, Georg Rendbeck, var sognerådsformand i den daværende forstadskommune Hasseris og konservativ. Som sådan var han næppe den rigtige talsmand over for Aalborgs socialdemokratiske borgmester Marinus Jørgensen, som var den, der skulle trække det tunge læs i en beslutningsproces.

Det første tiår —

15

Bag kulisserne havde den musikinteresserede brændselsgrosserer Axel S

Pedersen, der også var medlem af udvalget, ageret sammen med sin gode kunde, gasværksbestyrer Hans Hansen. De havde en fælles baggrund i Aalborg Amatørorkester, og som kommunal topansat havde Hansen borgmesterens øre. I første omgang var arbejdsgrundlaget en bevilling på 7000 kr. fra Arbejdsministeriet til afholdelse af skolekoncerter samt lokale midler, både fra omkring 200 borgere og fra Aalborg Kommune, på i alt 24,000 kr.r der sikrede en række propagandakoncerter i fri luft samt tre egentlige symfoniske koncerter i vintersæsonen 1941-42. Alt i. alt gav de et arbejdsgrundlag for en kerne af lokale musikere. Denne første spæde udvikling frem mod et fast orkester fik følgende be-

Axel Pedersen,

dømmelse af Jørgen Drachmann, som dengang med mellemrum rapporte-

orkestrets første

rede om det nordjyske musikliv i Dansk Musiktidsskrift, og som siden skulle

bestyrelsesformand,

blive Aalborg Stiftstidendes musikanmelder:

/ daglig tale kaldet A.P. De musikalske resultater var vel i Begyndelsen ret beskedne, men det gik fremad fra Koncert til Koncert og desuden havde man den Glæde, at Interessen i Byen for Instrumentalmusikken blev mere og mere levende. Det var Schrøder, der til daglig holdt sammen på tropperne. AAen han gav her det første bevis af mange på sin politisk-taktiske sans ved at overlade denne væsentlige markering af orkestrets nye status til en dirigent, der havde vægt til at gøre den til noget særligt. Georg Høeberg (1872-1950) kunne ved denne lejlighed oven i købet fejre sin 70-års dag. Han havde i en årrække været kapelmester ved Det Kongelige Teater, og som overdirigent i Dansk Korforening var han kendt og elsket af amatørsangere over det ganske Danmark. Det var derfor naturligt, at også de andre spirende landsdelsorkestre i Aarhus og Odense »brugte« ham som led i deres musikalske og politiske opbygning.

Fremtidsperspektiver Ved Aalborg-orkestrets overgang fra oprettelses-status til noget, der i det mindste var en anelse mere permanent, om end langt fra nok til at ansætte musikere på helårsbasis, blev Høeberg naturligt nok interviewet af den lokale presse om orkestrets muligheder. I Aalborg Stiftstidende

understregede han, at Jens Schrøder, som han i

øvrigt selv havde peget på overfor oprettelses-udvalget, var den rette mand til at tage sig af orkestrets daglige virksomhed. Og så satte han ord på nogle af perspektiverne:

16

Det første tiår

Et Byorkester betyder overordentlig meget i kulturel Henseende for en By. Derfor er det ogsaa rimeligt, at et saadant Arbejde faar Støtte af det Offentlige. Jeg arbejder forr at Aalborg kan faa et Tilskud fra Kulturfonden... Uden Musikliv maa en Bys Borgere sige Farvel til en alt for stor part af Kulturens Coder. Det har de Mænd set, der har gjort Arbejdet for Oprettelsen af Aalborg Byorkester. Musiken har Bud til baade de store og de smaa i Aanden. De sidste synes maaske mer om Rytme end om Toner, fordi de forstaar Rytmen bedre, men de kan gennem Fremførelsen af de rigtige Værker oplæres til at forstaa Musiken. Unægtelig profetiske ord om en problemstilling, som stadig - næsten to menneskealdre senere - er Aalborg Symfoniorkester og alle andre lokalt baserede symfoniorkestres stadige udfordring. Høeberg så friluftskoncerter som en mulighed for at få de mange i tale, og til det behøvedes der en langt mere blæserbaseret besætning end den Byorkestret umiddelbart kunne mønstre: Det kan gøres uden at lefle for den daarlige Smag, naar den rette Mand leder. Slaas der afpaa Fordringerne, er Orkestret dødsdømt. Selv kom Høeberg kun til at deltage i en meget begrænset del af udviklingen. Kun én koncert mere blev det ham forundt at dirigere med Aalborg Byorkester. Det var til gengæld en af de notable: på Jean Sibelius' 8o-års dag den 8. december 1945 førte han orkestret gennem et rent Sibelius-program, der som symfonisk hovednummer havde den 2. symfoni og desuden rummede fine eksempler på den mere populære del af den finske mesters orkesterproduktion, nemlig Finlandia, Valse triste og Alia marcia-satsen fra Karelia-suiten. Alle tre skulle de blive fast genkommende numre i orkestrets hurtigt voksende repertoire af kendte klassikere. Hvad angår Høebergs indsats for et statstilskud, blev det først substantielt omkring afslutningen af vintersæsonen 1944-45, hvor man fik lovning på 20.000 kr.

Fast orkester Tidligt på året 1943 havde Aalborg Kommune vedtaget pr. 1. maj at overtage ansvaret for Jens Schrøders kapelmesterkontrakt, i første omgang for en toårs periode. Borgmester Marinus Jørgensen garanterede i første omgang Schrøder to årsgager å 7.000 kr. I april besluttede man så at stille 20.000 kr. til rådighed for afholdelsen af en sommersæson med ca. 100 friluftskoncerter i byens forskellige anlæg og Zoologisk Have med et harmoniorkester på godt tyve blæsere og 16-20 strygerkoncerter med et populært, men, som det hed, også lødigt program.

Jens Schrøder fotograferet omkring det tidspunkt, hvor han gjorde entré i det nordjyske musikliv.

Det første tiår

17

Højdepunktet i denne sommersæson var givetvis koncerten den 15. august med Else Brems og Thyge Thygesen som solister. De lod sig høre i uddrag af »Carmen« og »Porgy og Bess«. Den sidstnævnte havde i marts måned haft en sensationel premiere på Det Kongelige Teater, på trods af indvendinger fra besættelsesmagten, der ikke ligefrem sympatiserede med en opera af en amerikansk jøde. Også Statsradiofonien havde erklæret sin interesse i det nye sommerinitiativ, og Aalborg By-Orkesters første radiotransmission af indtil nu adskillige tusinde fandt sted den 14. juni 1943. Transmissionerne var væsentlige af flere grunde. Dels strammede orkestermusikerne sig an, når de skulle spille for hele landet - alt blev jo sendt direkte, uden muligheder for at fortryde. Dels skæppede Statsradiofoniens betaling jo også i den ikke alt for velbeslåede kasse. På indtægtssiden i denne første sommersæson figurerede foruden de allerede nævnte 20.000 kr. fra Aalborg Kommune også 1.500 kr. fra nabokommunerne, 9.750 fra Kilden, 2.000 kr. fra Kulturfonden (statslige midler) og 2.400 fra Statsradiofonien. Alt i alt endte man på et lille underskud. Men så var der også blevet investeret 1.980 kr. i uniformer og kasketter til musikerne. Ret hurtigt lykkedes det orkestrets bestyrelse at få kommunalt tilsagn om endnu 20.000 kr. til en vintersæson. Bestyrelsen var blevet dannet ved et møde i Kilden den 30. januar og holdt sit første møde den 1. februar. Den bestod af forretningsfører (senere borgmester) AAarius Andersen, læge Asbjørn Geisler, gasværksbestyrer Hans Hansen, direktør Axel W. Petersen (kaldet Kilde-Peter) fra restaurant Kilden, direktør Hans Jørgen Petersen, ligeledes fra Kilden, brændselsgrosserer Axel Pedersen, kapelmester Jens Schrøder og landsretssagfører Poul Svanholm (de skiftende bestyrelsers præcise sammensætning fremgår af oversigten s. 272 ff). Geisler og Pedersen var således de eneste gengangere fra oprettelses-udvalget. Man agerede med - syntes man - behørig forsigtighed og ansatte i første omgang ikke mere end tyve musikere for fire måneder. Det var Axel Pedersen, der var formand, og han skulle snart få at mærke, hvor stor en indsats det indebar at være arbejdende formand med ansvar for en spinkel, men uoverskuelig økonomi, som det krævede hårdt arbejde overhovedet at stable på benene.

Filharmonisk Selskab Til at hjælpe med at stå for økonomien bag de symfoniske vinterkoncerter dannedes et såkaldt Filharmonisk Selskab, hvis virksomhed skulle vise sig at blive ganske langsigtet. Først i 1972 overtog orkestret selv det fulde ansvar for den samlede virksomhed uden dette sikkerhedsnet, som efter-

18

Det første tiår

hånden havde fået mindre og mindre betydning. Formelt set fortsatte Filharmonisk Selskab dog at eksistere, stort set uden virksomhed, indtil dets midler i 1979 blev overdraget til en fond. Den stiftende generalforsamling i Filharmonisk Selskab afholdtes den 17. august 1943 på Odd Fellow Palæet. Her redegjorde orkestrets bestyrelsesformand for planerne om orkestrets og selskabets virksomhed. Man vedtog, at kontingentet skulle være 12 kroner for 4 koncerter og formulerede følgende formålsparagraf for selskabet: Selskabets Formaal er at arrangere Orkesterkoncerter - navnlig symfoniske - med eller uden Solister og Kor, fortrinsvis i Samarbejde med Aalborg ByOrkester. Filharmonisk Selskabs bestyrelse kom til at bestå af læge Asbjørn Geisler, lektor Aage Houken, adjunkt V. Secher Marcussen, landsretssagfører Poul Svanholm, prokurist Niels Strøyberg, fabrikant Frode Obel, overlæge Karsten Isager, kommuneingeniør Ove Høeberg og politimester Reinholdt Arum. Allerede dagen efter det stiftende møde holdt forretningsudvalget (Secher Marcussen, Geisler og Isager) sit første møde med Jens Schrøder og enedes om et udkast til program for de fire koncerter i vintersæsonen 1943-44, inklusive datoerne. Det skulle dog snart vise sig, at rejseforholdene under

Aalborg By-Orkesters første bestyrelse samlet for første gang den 30. januar 1943. Forrest sidder Jens Schrøder.

Det første tiår

19

besættelsen nødvendiggjorde ændringer i såvel datoer som repertoire og medvirkende. Ved en generalforsamling det følgende år, hvor medlemsskaren allerede var på godt 700, kom de endegyldige love for selskabets virksomhed på plads, og der var nu også etableret en formel forbindelse mellem orkestret og selskabet, idet to af selskabets syv bestyrelsesmedlemmer skulle udpeges af Aalborg By-Orkesters bestyrelse blandt dennes medlemmer. I lovene blev det - de aktuelle forhold taget i betragtning - fastslået, at man som medlemmer optog musikinteresserede danske borgere. Desuden bl.a., at Aalborg By-Orkesters dirigent i almindelighed leder Filharmonisk Selskabs koncerter. Og at man kun kunne slippe ud af selskabet igen ved at udmelde sig skriftligt inden en sæsons udgang. Dette sidste skulle vise sig at være uden større forbindelse med virkeligheden. Men grunden var nu endegyldigt lagt til et mangeårigt samarbejde.

Den forste vintersæson Allerede i august 1943 havde man i forbindelse med folkestrejken måttet aflyse de sidste friluftskoncerter og udskyde en planlagt symfonisk koncert i Håndværkerforeningen. Og det blev ikke nemmere derefter, tværtimod.

Håndværkerforeningen 9/111943 Carl Nielsen: Ouverture og Hanedans af »Maskarade« Berwald: Sinfonie singuliére Hartmann: Sverkels romance af »Liden Kirsten« Gade: Hr. Olufs ballade af »Elverskud« Carl Nielsen: »Så bittert var mit hjerte« Tarp: »Her har hjertet hjemme« Svendsen: Norsk Kunstnerkarneval Dirigent: Jens Schrøder Solist: Aksel Schiøtz, tenor Første koncert i Filharmonisk Selskab

I Filharmonisk Selskabs første vintersæson, som selskabet betalte orkestret 6.500 kr. for, skulle indledningskoncerten have fundet sted den 25. oktober. Den måtte flyttes til den 6. november, men havde stadig, som forudset, den umådeligt populære Aksel Schiøtz som solist i en række danske klassikere. Han undlod dog ikke i det obligate Stiftstidende-interview at markere, at Aalborg-koncerten sammen med et efterfølgende engagement i Odense på grund af rejseforholdene kostede ham hele otte dage af hans kostbare tid! Den følgende koncert måtte udskydes en uge og blev først til noget den 6. december og ikke som forudset med Johanne Stockmarr som solist. Det blev i stedet Kjell Olsson, der hoppede ind i det rene Beethoven-program. Også lokalt var der besværligheder. Dagen efter koncerten måtte Axel Pedersen og Jens Schrøder skrive til Håndværkerforeningens ledelse og klage over spektakel fra de tilstødende lokaler og en konstant løbende cisterne, som havde ødelagt koncerten for publikum på balkonen. For musikernes og dirigentens vedkommende var det mere støjen fra keglebanerne, der generede! Heller ikke akustikken i Håndværkerforeningen var ideel. Men det var et mere langsigtet projekt at få ændret på det. Først i sæsonen 1947-48 fik

20

Det første tiår

man ombygget salen, så de mange ophængte tæpper omkring tribunen blev erstattet af en træskal med en betydelig klangforbedring til følge. Eftersom både Det Kongelige Teater og Statsradiofonien midlertidigt havde forbudt sine kunstnere at krydse Storebælt og ikke ville dispensere, kunne hverken Edith Oldrup eller Otte Svendsen komme i januar 1944. I stedet spillede Emil Telmånyi Tjaikovskijs violinkoncert. Filharmonisk Selskabs sæson afsluttedes med Aage Oxenvad som solist i Mozarts klarinetkoncert, og derefter fik Aalborg den 22. marts besøg af Aarhus By-Orkester under dets faste kapelmester Thomas Jensen. Vintersæsonen afsluttedes med orkestrets første samarbejde med Det Kongelige Teater, idet man lagde musikere og dirigent til en scenisk opførelse af Mozarts bagatel »Teaterdirektøren«, som fik i alt fire opførelser på to dage i Aalborg Teaters i denne sammenhæng passende intime omgivelser. Det blev også orkestrets første samarbejde med den uforglemmelige Holger Boland, der både havde instrueret og sang med i forestillingen. Økonomisk havde orkestret holdt skindet på næsen. Det første fulde regnskabsår sluttede med en kassebeholdning på 4.518 kr.

D e t sidste krigsår I løbet af sommeren 1944 engageredes en række nye, unge musikere til orkestret, heriblandt som koncertmester Arne Aaboe Sørensen, der kom fra Tivolis Symfoniorkester og siden blev ansat i Radiosymfoniorkestret. Aaboe Sørensen blev dog kun denne ene vintersæson. Sæsonen 1944-45 bragte de første grænseafprøvninger mellem bestyrelsen og kapelmesteren. Jens Schrøder var blandt andet kommet bagud med afregningerne til musikerne. Det havde han muligvis kunnet skaffe sig tilgivelse for, hvis han ikke også havde bevilget sig selv et forskud af orkestrets kasse. Da han kort tid senere tog imod et engagement hos Randers Byorkester uden at søge orlov og drog af sted uden at informere bestyrelsesformanden, blev han kaldt til orden i endnu en venlig, men umisforståelig skrivelse. Et af højdepunkterne i sæson 1944-45 blev Filharmonisk Selskabs første koncert den 27. oktober, igen med Emil Telmånyi som solist: Det var efter Aalborg-Forhold en Pragtaften. Telmånyi spillede Sibelius med storslaaet Fantasi og Orkestret klarede sin meget vanskelige Del forbløffende godt og tog dertil et Trumfstik hjem med Beethovens syvende ... Denne Aften blev samtidig lidt farlig for Orkestret, fordi man nu nøje fik at vide, hvad det kan præstere, saa ingen Undskyldninger længere gælder, skrev Jørgen Drachmann / Dansk Musiktidsskrift.

Håndværkerforeningen 22/31944 Gæstekoncert med Aarhus By-Orkester Beethoven: Coriolan-ouverture Mozart: Symfoni nr. 39 Haydn: Cellokoncert, D-dur Weber: Ouverture til »Oberon« Dirigent: Thomas Jensen Solist: Fritz Dietzmann, cello

Det første tiår

21

Jens Schrøder og orkestret i Aalborg Teaters orkestergrav ved opførelserne af Mozarts »Teaterdirektøren« i 1944.

Den officielle sæson, der kunne prale af udsolgte huse både i Filharmonisk Selskab og til populærkoncerterne, afsluttedes med en koncert i Budolfi Kirke, hvor første og anden del af Haydns oratorium »Skabelsen« (i dansk oversættelse!) delte program med Knudåge Riisagers næsten helt nyskrevne »Dansk Salme«, som uden tvivl repræsenterede en symbolværdi i forhold til besættelsesmagten. Vokalsolisterne var Karin Monk, Karl Dall og Holger Nørgaard, mens korsangerne kom fra Aalborg By-Kor, Aalborg Sangforening af 1843 og Aalborg Korforening. Det førstnævnte kor var nystiftet, med assistance fra By-Orkestret, for at søge en bedring i byens korsituation. Netop den skulle også vise sig at være et genkommende problem i orkestrets arbejde.

22

Det første tiår

Det første tiår

23

24

Det første tiår

Trods tidens vanskelige vilkår havde orkestrets ledelse udvist en usædvanlig fast vilje til at fortsætte virksomheden - og det gjaldt kapelmester og bestyrelse i fuld samdrægtighed. Derfor stod man også klar med et fuldt funktionsdygtigt orkester, da befrielsesbudskabet endelig lød, og danskerne skulle til at fejre de nye tider. Ved den store frihedsparade på Nytorv den 6. maj bad byens ledelse ByOrkestret om at tage sig af det musikalske, og derfor genopstod harmoniorkestret for en enkelt dag og gik i spidsen for paraden i takt til egen musik. Med Riisager havde man også korrepertoire klar til den rent danske koncert den 15. maj til fordel for et mindesmærke over de danske frihedskæmpere. Men Håndværkerforeningens akustik og det reducerede kor lagde unægtelig en vis dæmper på det, som havde været en fuldtonende oplevelse i Budolfi Kirke.

Bagpå dette foto i Aalborg Symfoniorkesters arkiv står der, at det stammer fra en prøve i 1942. Det stemmer dog dårligt med, at violinisten Emil Telmånyi først er dokumenteret som solist med orkestret fra 1944 og som kombineret dirigent og solist fra det følgende år, og at det i Jens Schrøders erindringer angives at være fra marts 1946. Det er Schrøder ved klaveret.

Det første tiår

25

Den 13. juni afholdtes en såkaldt Frihedskoncert med Victor Schiøler, netop hjemvendt fra svensk eksil, som solist i Beethovens Kejserkoncert og i øvrigt musik af Mendelssohn, Eric Coates og Elgar, der alle havde været forbudt af tyskerne. Den 4. juli medvirkede Aalborg By-Orkester for første gang ved det dansk-amerikanske stævne i Rebild Bakker. Allerede forinden havde orkestret uventet fået forøget sin nodebestand. I sine erindringer har Jens Schrøder fortalt den mærkværdige historie, der havde sit udgangspunkt i, at værnemagten under besættelsen havde etableret et tysk militært symfoniorkester: Omkring midten af maj kom en kriminalbetjent og fortalte mig, at han ved Padborg-grænsen havde set en masse noder ligge og flyde. Jeg fik »organiseret« en Opel-vogn, og vi drog sydpå, nogle musikere og jeg. Vi så trøstesløse kolonner af tyske soldater traske mod grænsen. I Aabenraa fandt vi et engelsk kontor, der gav os lov at kigge efter noder, vi brød os om. Der var musik i store mængder, men til vor forbløffelse intet til tysk messing, derimod dynger af symfoni litteratur. Vi fik bestilt en vognmand til at køre »erobringen« hjem i et par store kasser. Noderne findes den dag i dag i Aalborg Symfoniorkesters arkiv, og en del af dem er også stadig i brug.

Teatertjeneste

Den årlige omsætning i »forretningen« Aalborg By-Orkester illustrerer den hastige udvikling i de første år: 1943-44 Kr. 78.650,58 1944-45 Kr. 84.962,08 1945-46 Kr. 157-577-75

Med Poul Petersen som direktør genoptog Aalborg Teater sin virksomhed fra efteråret 1945. Teatret havde fungeret et par sæsoner som landsdelsscene, men tyskerne havde overtaget det straks efter besættelsen, hvor det i stedet blev Wehrmachts Lichtspiele, altså en værnemagtsbiograf. Dog havde man lagt hus til diverse teatergæstespil, deriblandt det allerede nævnte med »Teaterdirektøren«. Der blev nu truffet aftale om orkestrets medvirken ved i alt 150 forestillinger per sæson. Der var dels tale om egentlige musikforestillinger - man lagde nationalt ud med »Elverhøj«, som Schrøder lagde et kæmpearbejde i at ominstrumentere for de ti strygere, ni blæsere og pauker - dels om pausemusik ved regulære skuespil. Aalborg Kommunes tilskud var tilsvarende forhøjet til 55.000 kr. Teatret betalte 25.000 kr. og dette gav tilsammen basis for et ottemåneders engagement for tyve musikere. Men også for større og mindre problemer i samarbejdets første fase, der blev fulgt tæt af bestyrelsen. Kapelmesteren blev således pålagt at rapportere skriftligt én gang om måneden. Ved nytår havde Teatret benyttet 81 af de aftalte 150 aftener og havde også udløst

26

Det første tiår

en overtidsbetaling på i alt 684 kr., fordi den aftalte månedlige spilletid var overskredet med i alt 152 timer (for hele orkestret). Værre end økonomien var næsten, at teaterarbejdet i den grad slugte kapelmesterens opmærksomhed og tid, at der ikke længere blev tid til regelmæssige orkesterprøver, hvor man kunne indstudere nyt repertoire og file på orkesterstandarden. I foråret spidsede konflikten til, fordi teatret planlagde at spille »Den glade enke« i hele april og ikke ville løsgøre orkestret til en afsluttende symfonisk koncert i sæsonen. Schrøder, der havde sin daglige gang på Teatret og givetvis gerne ville dirigere operetten, bad sig sluttelig fri for at føre forhandlingerne og henviste til bestyrelsesformanden. Det hjalp ikke. Poul Petersen fastholdt, at han ikke havde investeret i dyrt udstyr og dyre gæstesangere for derefter at få at vide, at han ikke kunne spille sin operette hver aften. Han havde kun kontrakten at holde sig til og dens bestemmelse om maksimalt 150 spilleaftener havde han mere end overholdt ved at lade orkestret holde teaterfri i dele af marts og april. Så i 1946 havde Aalborg ingen større orkesterkoncerter mellem marts og september.

Tivoli Karolinelund - e n udfordring 11947 kunne Aalborg åbne sit nye sommertivoli. Med de solide musikalske traditioner, som i mere end et århundrede havde præget Københavns sommerhave (hvor et par af Aalborg By-Orkesters bedste musikere faktisk spillede om sommeren), var det en udfordring, som By-Orkestret ikke kunne undlade at tage op. Det skulle vise sig at være mildt sagt problematisk, blandt andet fordi personkemien med de to Tivoli-direktører, brødrene Lind stemte dårligt. For såvel Jens Schrøders som Axel Pedersens vedkommende. Overenskomsten omfattede et ottemands orkester i ydersæsonerne, mens hovedsæsonen (15/5-14/8) kunne byde på såvel et ottemands danseorkester som et 25 mands orkester. Alt var inklusive kapelmestre. Jens Schrøder skulle lede det store orkester i halvanden måned. Til resten af tiden var der afsat penge til honorarer i den samlede betaling fra Tivoli, som udgjorde 60.415 kr., eksklusive feriepenge. Åbningskoncerten fandt sted den 2o.april, hvor det store orkester ekstraordinært mødte op og spillede med lange underbukser under det pæne tøj. Solisten var også notabel, nemlig Edith Oldrup fra Det Kongelige Teater. Men åbningen var knap overstået, før Axel Pedersen skrev sit første pro-

Det første tiår

27

testbrev til brødrene Lind, hvor han klagede over højttaleranlægget, toiletog omklædningsforholdene og diverse andet. Sine egne sparede han heller ikke. Han holdt sig ikke for god til i højsæsonen at dukke uventet op for at tælle musikere og gøre skriftlig indsigelse, hvis der manglede en musiker eller to af de femogtyve. Ingen skulle kunne gribe »hans« orkester i at snyde på vægten. Rigtig galt gik det, da brødrene Lind ikke ville betale ekstra for uden for kontrakten at have rekvireret det store orkester til at spille den 1. maj og derefter, uden at konferere med hverken Schrøder eller Pedersen, havde engageret Kai Julian som kapelmester de første fjorten dage af august. Striden handlede ikke så meget om Julians kvalitet som om retten til at engagere ham. Det endte med at Schrøder dirigerede, mens Kaj Julian hævede gage uden at bestille noget for den. Der var derfor lagt op til vanskelige forhandlinger det følgende år. Så vanskelige, at den allerede nævnte Hagbard Lintner, der jo var formand for Aalborg og Nørresundby Orkesterforening, for at sikre sine medlemmers beskæftigelse på forhånd gik ind og etablerede en aftale med brødrene Lind, som Axel Pedersen så blot skulle godkende. Så nemt gik det ikke. Axel Pedersen protesterede, blandt andet fordi kontrakten kun forudså ti dages engagement af Jens Schrøder. Volmer Lind mente ikke, at han behøvede forhandle en kontrakt, som tillidsmanden allerede havde sagt god for: Saafremt Bestyrelsen ikke kan godkende Kontrakten, maa De henvende Dem til herr Lintner herom, da vi ikke ønsker at indblande os i Familieanliggender, som maa være os uvedkommende, skrev han til Pedersen.

Aalborg By-Orkester under en eftermiddagskoncert i et solbeskinnet Tivoli Karolinelund.

\ • , !

28

Det første tiår

En yderligere kurre på tråden var, at Schrøder til koncerten den 21. april 1948 (der havde den ganske unge Erling Bløndal Bengtsson som solist i Dvoraks cellokoncert) erstattede Lintner med en udenbys fagottist. Det skete med henvisning til, at førstefagotstemmen lå over hans formåen. Men i alt blev det Lintner for meget: han sagde op. Orkestermusikerne sendte nu bestyrelsen en erklæring, hvor de bakkede op om Lintner - uden at tage stilling til hans opsigelse. Sagen var dog gået så meget i hårdknude, at musikerne blev engageret af Tivoli uden navnet Aalborg By-Orkester, som Pedersen forbød Tivoli at anvende det. Da han opdagede, at Tivoli alligevel gjorde det, protesterede han. For derefter af Volmer Lind at blive oplyst om, at det ikke var Tivolis ansvar, for programmerne var trykt af Lintner, som maaske i sin Naivitet har ment, at det samlede Byorkester, naar det spiller sammen er Byorkester - hvilket maaske ogsaa klogere Hoveder vilde anse for rigtigt. Da der til vintersæsonen 1948-49 skulle engageres musikere, lagde Schrøder naturligt nok an til at engagere en ny førstefagottist. Kollegerne protesterede via tillidsmanden, hornisten Hans Goetz; men i en erklæring, sendt til bestyrelsen i kopi, opfordrede de samtidig Lintner til at komme tilbage og eventuelt rykke ned på andenpladsen, hvis han selv følte, at den nye kollega var ham overlegen. Lintner tog derefter selv det første skridt til en forsoning. Men for sent. Orkestret havde kun penge til én fast fagotspiller. Til gengæld havde Tivoli Karolinelund fået sig en musikchef.

Grænseafprøvninger I disse år levede Aalborg By-Orkester ofte på kanten og måtte prøve sine grænser af i en udstrækning, som ofte var opslidende for både bestyrelsesformand og kapelmester. Axel Pedersen sled gerne ministeriernes trapper under sine hyppige besøg i København for at prøve at få statstilskuddet i vejret. Men han har givetvis ikke haft det godt med i februar 1948 at få brevfra Den Danske Landmandsbank: Herr Grosserer Axel Pedersen Nyhavnsgade 11 Her Som det i Øjeblikket er og ret ofte tidligere har været Tilfældet benyttes Aalborg Byorkesters Folio Konto med et forholdsvis Overtræk, i Dag Kr. Q.847.80.

betydeligt

Det første tiår

29

Ifølge Bankinspektoratets Instrukser er Folio Konti ikke beregnede til at kunne overtrækkes, hvorfor vi - hvis en ret omgaaende Regulering ikke kan foretages - maa udbede os Underretning om, hvilken personlig Caranti der kan tilbydes Banken som Sikkerhed for denne Kredit, Byorkestret synes at have brug for. Med højagtelse

Heldigvis var Aalborg Kommunes indstilling i sådanne situationer i det store og hele positiv, og mere end én gang, også langt senere, reddede man orkestret ud af penible situationer med et ekstra eller et for tidligt udbetalt tilskud. Musikalsk skulle der også manøvreres. Gøres klart over for den musikalske omverden, hvad orkestret stod for. Det gjaldt ikke mindst i samarbejdet med byens forskellige kor. Axel Pedersens lokale hovedkonkurrent i brændselsbranchen var konsul RE. Rutzebeck. Ud over profession delte de også interessen for musik, som dog for Riitzebecks vedkommende centrerede sig om korsang, først og fremmest den mandskorsang, der dyrkedes i Aalborg Sangforening af 1843. Sangforeningen havde adjunkt V. Secher Marcussen som fast dirigent, indtil han i 1958 forlod Aalborg. Han havde udover sit medlemskab af Filharmonisk Selskabs bestyrelse også en solid musikalsk baggrund at byde på, og på trods af det dårlige forhold mellem Axel Pedersen og Rutzebeck fik han regelmæssigt (i begyndelsen hvert andet år, siden hvert år) lov til at dirigere en koncert, hvor orkestret stillede sig til rådighed for koret. I februar 1946 fik Helvig Larsen, den daværende organist ved Vor Frue Kirke, orkestret stillet til rådighed til en opførelse af Håndels Messias, som han selv dirigerede og havde engageret så notable solister som Edith Oldrup, Else Brems, Aksel Schiøtz og Holger Nørgaard til. I første omgang skabte opførelsen splid internt, fordi musikerne mente, den faldt uden for deres tjeneste og skulle udløse ekstra betaling. Sådan gik det ikke. Men da Larsen året efter henvendte sig om orkestrets deltagelse i en planlagt opførelse af Ein deutsches Requiem af Brahms, løb han panden mod en mur. Formanden meddelte pr. brev og gentog det også skriftligt efter et møde med Larsen, at By-Orkestret hverken kunstnerisk eller økonomisk kunne påtage sig ansvaret for en Brahms-opførelse. Med tilføjelsen, at jeg i øvrigt personligt mener, denne Opgave foreløbig ligger over vore Kræfter i Aalborg. Søgte Axel Pedersen blot at beskytte Jens Schrøder mod lokal konkurrence? Eller indså han, at der var grænser for såvel orkestrets som hele det

30

Det første tiår

aalborgensiske musiklivs formåen? Det lader sig næppe mere opklare. Men sikkert er det, at da værket for første gang blev spillet i Aalborg - det var den 22. april 1958 med Schrøder på podiet - var Helvig Larsen ikke længere i Aalborg. Han var blevet domorganist i Roskilde, hvor han blandt andet organiserede store oratorieopførelser med professionelle musikere fra København.

De store navne Efterhånden var orkestret efter Schrøders mening modent til gæsteoptræden af store internationale dirigenter. Her var ingen nærmere end hans egen gamle læremester Nicolai Malko, som via sin tilknytning til Statsradiofonien oven i købet regelmæssigt kom til Danmark og derfor kunne lokkes til en afstikker til Aalborg.

Fra 19AS sluttede vintersæsonen almindeligvis med en oratoriekoncert i Budolfi Kirke. Den 25. april 1949 var det Haydns »Årstiderne«, der havde Einar Nørby, Einar Kristjansson og Edith Oldrup som solister. De ses her

Det første tiår

under prøven og selve opføre/sen med Jens Schrøder. Aftenen blev i kraft af imponerende masseudfoldelse og skønne enkeltheder et flot punktum for sæsonen, stod der i Aalborg Stiftstidendes anmeldelse.

31

I alt seks gange mellem 1947 og 1955, de fire første i Håndværkerforeningen, de to sidste i den nye Aalborghal, gæstede den russiske mesterdirigent Aalborg By-Orkester. I januar i 9 6 0 rejste Jens Schrøder til København, hvor han overværede en AAalko-koncert med Radiosymfoniorkestet og forhandlede om et Aalborg-besøg i sæsonen 1961-62. Men eftersom Malko afgik ved døden sidst i juni 1961, blev det aldrig til noget, Ved stort set hvert eneste Malko-besøg stod der en symfoni fra det klassiske kernerepertoire på programmet, oftest suppleret af Beethoven-ouverturer eller hans specialitet, russiske orkesterværker. Under ham kom orkestret således til at spille Beethovens femte og syvende, Schuberts niende, Schumanns fjerde og Brahms'fjerde. Heraf var Schubert en førstegangsindstudering for orkestret. De øvrige værker havde de spillet en enkelt eller et par gange før under Schrøder,

32

Det første tiår

som dog under alle omstændigheder inden Malkos ankomst sørgede for, at orkestret havde noderne præsente. Hvad Malko mente om det unge orkester, fremgår måske tydeligst af det sidste afsnit i hans takkebrev til bestyrelsesformanden efter den første koncert den 14. oktober 1947: Mit Ophold i Aalborg har gjort et stort Indtryk paa mig, og jeg vil gerne hermed uddybe dette noget mere udførligt for Dem som Formand for Orkestrets Bestyrelse. Aalborg Byorkester er meget ungt, men trods dette frembyder det en betydningsfuld kulturel Faktor i Landsdelens og Byens Musikliv. Man maa ikke undervurdere Betydningen af denne Faktor og Jens Schrøders Fortjeneste i Skabelsen af dette Ensemble. Orkestrets Udvikling er Resultat af deres Ledelse. Der er meget for Dem at udrette i Fremtiden, og jeg ønsker Dem af Hjertet den bedste Fremgang og Succes i de kommende Tider. Med hjertelig Hilsen og Tak Nicolai Malko I princippet var det nemmere at lokke store solister til. De kunne fås for penge. Men pengene sad ikke løst, så derfor var det en undtagelse frem for en regel, og der blev højst råd til en enkelt per sæson. Den 11. november 1946 var det den spanske mestercellist Gaspar Cassado, der spillede Boccherinis cellokoncert i B-dur og Tjaikovskijs Rokoko-variationer. Et stort navn, ja. Og han fik anmeldelser derefter. Men det var jo ikke det samme som, at det foregik under store forhold: Naar der er saa fuldt som i Aftes, er Pausen paa Grund af de stærkt indskrænkede Foyer-Forhold ikke saa lidt af et Problem. Flere Hundrede Mennesker staar tæt sammenpresset i en Røg og Damp af den anden Verden, og med tre vidaabne Døre ind til Salen forlenes denne med en sand Krostue-Atmosfære, skrev Jørgen Drachmann i Aalborg Stiftstidende. Det gjorde indtryk. Derefter blev dørene til salen så vidt muligt holdt lukkede i pausen. Den 10. marts 1948 kunne man byde på pianisten Edwin Fischer i Mozarts d-mol klaverkoncert. Som vanligt var Schrøder dirigent, og han gjorde også ved denne lejlighed det, han ofte praktiserede i orkestrets første år: han vendte op og ned på den vanlige programrækkefølge - muligvis for ikke at få publikum til at udvandre i pausen - så han begyndte med Beethovens anden symfoni; efter pausen fulgte så Mozart og til slut Mendelssohns ouverture til »Ruy Bias«.

Håndværkerforeningen 14/101947 Weber: Ouverture til »Oberon« Beethoven: Symfoni nr. 7 Tjaikovskij: Serenade for strygere Wagner: Forspil til «AAestersangerne i Niirnberg« Dirigent: Nicolai Malko

Det første tiår

33

Nicolai Malko prøver med orkestret under ret så trange vilkår i Håndværkerforeningens hjørnestue.

Der gives Oplevelser, overfor hvilke Ord ikke slaar til, hvor Superlativerne føles helt ved Siden af ... slidte, klodsede og utilstrækkelige. En saadan Oplevelse blev Edwin Fischer (igen Drachmann). Den 15. marts 1949 kom turen til violinisten Adolph Busch, bror til den endnu mere berømte dirigent Fritz Busch. Han spillede Beethovens violinkoncert, også den anbragt efter koncertens pause. Skal man tro redaktør Sigurd Bergs spalte med provinsnyheder i Dansk Musiktidsskrift, så dirigerede Fritz Busch også Aalborg By-Orkester i samme sæson. Det ville orkestermusikerne givetvis have elsket. A/len desværre var det ikke andet end en forveksling af de to brødre. Ingen af de sidst nævnte verdensnavne kom tilbage til Aalborg. Fischer skulle dog have spillet igen i april 1953, men måtte erstattes af Adrian Aeschbacher.

Weekend-koncerter Det havde længe været en torn i øjet på Axel Pedersen, at det, som Statsradiofonien betalte for sine transmissioner, ikke dækkede de reelle udgifter ved at stable dem på benene. I hvert fald ikke, hvis programmerne skulle etableres udelukkende for radiolytternes skyld og ikke samtidig skaffede nogle billetindtægter i kassen. Han holdt derfor, så godt han kunne, et skinsygt øje med, hvad de andre orkestre fik for deres udsendelser - der var ingen overenskomst på området, og de spirende landsdelsorkestre begyndte først for alvor at tale sammen omkring 1950.

34

Det første tiår

Orkestret, som det så ud i sæsonen 1946-47. Håndværkerforeningens tribune var da endnu ikke ombygget, og orkesterprøverne fandt sted i skiftende lokaler. Først i sæsonen 1948-49 fandt man et fast prøvelokale i kælderen hos Frelsens Hær.

Han prøvede også at få radioledelsen til at interessere sig for de filharmoniske koncerter i stedet for mere underholdende repertoire på tidspunkter i dagtimerne (middagskoncerter eksempelvis), hvor man ikke kunne skaffe et publikum. Men her prioriterede man i København sit eget orkesters koncertvirksomhed væsentlig højere og følte ikke på det tidspunkt nogen trang til at medfinansiere en musikalsk udvikling uden for hovedstaden. Efter en transmissionsløs periode blev resultatet et kompromis, som i første omgang - så længe publikum var med - løste problemet. Ideen blev faktisk født af A.P. på vej op ad trappen til et møde med radioens daværende musikchef Peder Gram. Man etablerede simpelt hen en serie eftermiddagskoncerter på lørdage og, sjældnere, søndage, som samtidig gik direkte i radioen. Den første fandt sted den 25. september 1948 og havde det populære sangerpar Johnny Rosenvold/Karl Dall som solister. Men også orkestrets egen solocellist Ruth Dietzmann fik et enkelt solonummer. Derefter gik det slag i slag med otte velbesøgte koncerter allerede denne første sæson. Repertoiret bestod fortrinsvis af populære klassikere og gedigen underholdningsmusik, men man fik dog sneget mere substantiel musik som eksempelvis Richard Strauss' første hornkoncert (med solohornisten Hans Goetz) og Francks Symfoniske Variationer (med Vibeke Warlev) med indenbords.

Det første tiår

35

Disciplinen i orkestret Håndværkerforeningen 13/31951 Wagner: »Lohengrin« Koncertopførelse i uddrag Dirigent: Jens Schrøder Elsa: Kate Møller Ortrud: Inge Frey Lohengrin: Erik Sjøberg Kong Henrik: Einar Nørby Telramund: Herman Hansen Herolden: Jørgen Fønss Aalborg By-Kor

Det var - og er - krævende at være musiker. Ind imellem også kedeligt. Begge dele kunne føre til overdreven brug af alkohol. Og gjorde det med mellemrum. Enkelte gange i en grad, som gjorde det nødvendigt for ledelsen at gribe ind. I de senere år som oftest gennem tilbud om hjælp til behandling. Men tidligt i orkestrets historie, før man havde de nuværende behandlingstilbud, gennem disciplinære samtaler og i yderste konsekvens afskedigelse. I marts 1950 måtte Jens Schrøder for første gang lægge an til et så drastisk skridt. Det handlede givetvis ikke kun om den pågældende musiker, men også om at statuere nogle grænser over for orkestret som helhed. Med anbefalet eksprespost modtog vedkommende følgende umisforståelige meddelelse: Hr. musiker NN Xgade yy her I henhold til den mellem Aalborg By-Orkester og Dem indgåede kontrakt meddeles det Dem herved, at De med øjeblikkelig virkning er suspenderet fra Deres stilling i henhold til kontraktens § 7. Deres gentagne pligtforsømmelse ved at møde påvirket af spiritus - senest i aftes - til arbejdet er indberettet til bestyrelsen. De vil blive indstillet til øjeblikkeligafskedigelse, idet det bemærkes, at der påhviler Dem erstatningspligt for vore merudgifter som følge af Deres adfærd. Da sagen gennem indberetningen er gledet ud af mine hænder, er det aldeles nytteløst at rette nogen direkte henvendelse til mig. Men lad mig tilføje, at det er Dem selv, som tvinger mig til at gøre, som jeg har gjort. Jeg har til det sidste prøvet at forstå Dem, men når De ikke vil rette Dem efter almindelig sømmelighed, og når De finder det i sin orden, at De overtræder givne løfter, tvinger De mig til denne drastiske handling. Dansk Musikforbund og Deres tillidsmand er samtidig

underrettet.

Deres ærbødige Jens Schrøder PS! De skal ikke komme til prøve eller forestilling m.v., og viser De Dem, vil De blive bortvist! Det hører med til historien, at den pågældende musiker siden genindtrådte i orkestret.

36

Det første tiår

U d at rejse I det tidlige efterår 1944 havde Aalborg By-Orkester for første gang koncerteret uden for selve Aalborg-området. Det foregik i Nykøbing Mors, som musikerne nåede i en hostende gengas-bus. Kort før jul det samme år gik turen til Skagen, hvor man gav koncert med henblik på oprettelsen af en teater- og musikforening. Da samfærdselsforholdene efter krigen atter blev normale, blev udenbys koncerter i Nordjylland også hurtigt en integreret del af orkestrets virke. Man etablerede sig med et netværk af lokale arrangører, hvor ikke mindst Thisted Kirke, hvor Aksel Munk var organist, sammen med den stedlige musikforening, der havde landinspektør Poul Boe som formand, blev vigtige samarbejdepartnere. I sæsonen 1946-47 præsenterede orkestret sig for første gang i København, dog kun som del af en Aalborg-aften, arrangeret på Det Kongelige Teaters Nye Scene af Aalborg Turistforening. Endelig i januar 1951 kunne man så for første gang også rejse udenlands. Ikke så langt udenlands, ganske vist, for turen gik til Sydslesvig. Det var med privat og ofte kold indkvartering, men alle tog det med godt humør. Man koncerterede, fortrinsvis for de dansksindede, i Flensborg, Slesvig, Husum, Kappel og Egernførde og afsluttede med en særkoncert på den danske kommando i Itzehoe, hvor man var indkvarteret på vanlige militære vilkår. Der blev også arrangeret en bustur til Hamborg, hvor man blev inviteret til at overvære en prøve med kollegerne i Hamborgs Radiosymfoniorkester. Repertoiret var selvfølgelig mestendels dansk, bl.a. af Carl Nielsen og Lumbye. Solisterne kom fra orkestret - det var soloklarinettisten Franz Kallenbach, der spillede Mozart, og solocellisten Ruth Dietzmann, som forsøgte at trylle med David Poppers virtuose Ungarsk rapsodi. Nu var appetitten skærpet. København skulle erobres, og man lejede Odd Fellow Palæets Store Sal til en koncert den 17. oktober 1951. På programmet stod bl.a. Nielsens He//os-ouverture, Henning Wellejus' nye violinkoncert med Ellen Birgithe Nielsen som solist og Berwalds Sinfonie singuliére. Og ikke alene hentede man sig fine anmeldelser - orkestret blev også inviteret til et fire-afteners gæstespil i Tivoli den følgende sommer.

Den nye danske musik Wellejus-violinkoncerten var ikke blot en enlig svale til ære for københavnerne. Ganske havde Schrøder ikke »turdet« spille den først hjemme i

Det første tiår

37

Desværre har vi ikke længere originalfotoet af den fremragende engelske pianist Solomon, taget ved hans eneste Aalborg-optræden i 1952. Vi må nøjes med at reproducere det fra Aalborg Stiftstidende, hvor Jørgen Drachmann bl.3. skrev, at han »spillede Beethovens B-dur klaverkoncert med en afklaret hed og en klanglig nuancering, hvis mage man ikke mindedes at have hørt nogensinde«.

Håndværkerforeningen 18/31952 Hindemith: Symphonie Mathis der Maler Beethoven: Klaverkoncert nr. 2 Stravinsky: Suite af »Ildfuglen« Dirigent: Jens Schrøder Solist: Solomon, klaver

Aalborg. Han nøjedes i denne omgang med at lade den komme de måske mere trænede hovedstadsøren til gode. Men han var for længst begyndt at dosere nyskreven dansk musik ind i programmerne. Det »nye« repertoires to glansnumre var ganske vist begge grænsetilfælde, fordi de byggede på velkendt melodisk stof og derfor kom publikum i møde. Det var Knudåge Riisagers / Anledning af, som byggede på danske børnesange og Svend Erik Tarps fantasi The Battle of Jericho. Efterhånden vovede han mere og mere, og nogle uropførelser blev det også til. Den første var af Svend Erik Tarp, nemlig hans færøske orkesterfantasi Vikagadur, som spilledes for første gang den 23. februar 1947. Det følgende år tog man Tarps Lystspilouverture nr. 1 i repertoiret, og dens succes førte til endnu en Lystspilouverture, som med undertitlen Til mit Dukketeater uropførtes den 26. november 1949. Ved den samme weekendkoncert uropførtes også Niels Viggo Bentzons Præludium og rondo for mindre orkester. Tarp havde Schrøder et særlig nært forhold til, og eftersom han var født i Thisted, var der god anledning til at fremføre hans musik både dér og i Aalborg. 11957 skrev Tarp således til en musikuge i Thisted et Preludio Festivo, som blev opført hele to gange i ugens løb. Orkestret spillede også ved ugens hovedkoncert den næsten helt nyskrevne Es-dur symfoni, der året efter også blev et højdepunkt ved sommer-gæstespillet i Tivoli i København.

38

Det første tiår

Disse billeder blev taget da orkestret for første gang krydsede en landegrænse. Det var ved Kruså ved middagstid den 20. januar 1951 på vej til koncerter i Sydslesvig.

Det første tiår

Håndværkerforeningen 8/31949 Weber: Ouverture til »Jægerbruden« Koppel: Klaverkoncert nr. 3 Brahms: Symfoni nr. 1 Dirigent: Jens Schrøder Solist: Herman D. Koppel, klaver

39

11949 spillede man den da kun ét år gamle tredje klaverkoncert af Herman D. Koppel med komponisten selv som solist. Denne kontakt faldt så positivt ud, at man to år senere spillede hans tre orkestersange, opus 51, skrevet året forud til Aksel Schiøtz (som også sang dem i Aalborg med Launy Grøndahl som gæstedirigent) og derefter den 17. september 1952 uropførte hans nykomponerede version af Davids 6. Salme med sopranen Ella Simonsen som solist. Det skete karakteristisk nok i Thisted Kirke, hvor Aksel Munk ikke var bange for eksperimenterende repertoire. Forbindelsen med Koppel skulle i øvrigt vise sig at blive livslang - den afsluttedes med endnu et par bestillingsværker i i99o'erne. 11950 kunne orkestret præstere hele to uropførelser af den samme komponist. Men det havde sin egen forklaring. Det var Svend S. Schultz, der var blevet bedt om at skrive stykker for henholdsvis strygerne (Sommermusik, uropført den 9. september) og blæserne (Hommage å Scarlatti, den 15. april). Endelig krævede åbningen af den nye Aalborghal selvfølgelig et nyt stykke musik. Her faldt valget naturligt nok på en komponist med lokal tilknytning, nemlig Otto Mortensen, hvis ig. Oktober Ouverture også i sin titel markerede datoen for den første officielle koncert. Da skrev man 1952, og senere den samme sæson, den 2. marts 1953 var Valdemar Wolsing solist i endnu en Niels Viggo Bentzon-uropførelse, hans koncert for obo og orkester.

AC,

I nye omgivelser

Da tyskerne den 9. april 1940 rykkede ind i Aalborg, ændrede mangt og meget sig med ét slag. De mange soldater skulle indkvarteres, og her måtte den gamle Aalborghal blandt andet holde for som tilholdssted for 1100 tyskere. Det skulle blive dens endeligt. Knap et år senere nedbrændte den til grunden. Der var ikke i Aalborgs bystyre nogen interesse for en genopbygning, så længe landet var besat. Men efter befrielsen tog planerne om en ny hal fart. På et tidspunkt søgte Aalborg By-Orkesters bestyrelse også at få indflydelse på dem. Axel Pedersen havde nemlig en idé om, at man skulle eta-

/ orkestrets årsberetning for 1952-53 bragtes denne fotomontage i tidens typiske stil fra den nye hal. Der var også blevet plads til at prale lidt af de radiotekniske faciliteter i det nye kontrolrum.

/ nye omgivelser

41

blere et nyt Tivoli i Kildeparken og således gøre den nye hal til en koncertsal, der på samme måde som Tivolis Koncertsal i København kunne fungere som led i en forlystelseshave. Det blev som bekendt aldrig til virkelighed. Under alle omstændigheder blev den nye hal dog planlagt med henblik på både symfoni koncerter og musikdramatisk virksomhed, det vil sige med en orkestergrav. Hovedhallen var - og er - 70 m lang, 32 m bred og 15 m høj. En forskydelig, lydisoleret væg, modsat sceneåbningen, deler rummet op, så man altid kan have en hovedhal, tilpasset det aktuelle arrangements størrelse, og i visse tilfælde oven i købet afvikle to arrangementer samtidig. Scenemålene er i princippet de samme som Det Kongelige Teaters (hvilket førte til en vis ironi i landsavisernes omtale af det nye byggeri). I praksis er sceneåbningen dog lavere, og derfor ender en uforholdsmæssig stor del af solosangernes og korets udfoldelse oppe i snoreloftet i stedet for ude hos publikum i det langstrakte tilskuerrum - et forhold, som man i de senere år har søgt at råde bod på gennem en diskret forstærkning. Også radioen sørgede for at få et kontrolrum i forbindelse med den store sal, så man kunne transmittere uden at skulle bringe transportabelt udstyr på plads først. Der var god anvendelse for kontrolrummet i begyndelsen, eftersom orkestret i denne første sæson blev transmitteret gennemsnitligt hver fjortende dag. På noget længere sigt skulle det dog vise sig, at frekvensen af optagelser og direkte udsendelser var synkende, sådan at det ikke kunne svare sig at holde kontrolrummet teknisk ved lige. Det endte derfor med stadig at være transmissionsvognene, der rykkede ud, parkeret i eller lige uden for hallens store køreport, den såkaldte elefantport.

Akustikken Særlig spænding knyttede der sig selvfølgelig til lyden i den nye hal. Derfor rykkede orkestret ind og foretog en såkaldt akustisk prøve med publikum, så snart husets faciliteter overhovedet tillod det. Den fandt sted den 4. oktober 1952 kl. 22 og varede til efter midnat. I salen sad 1100 indbudte gæster, der blandt andet omfattede de håndværkere, som havde arbejdet ved byggeriet, med koner og kærester. Jens Schrøder slog først an til ouverturen til Carl Nielsens »Maskarade«. Derefter fulgte en række indslag med forskellige solister, og orkestret var i øvrigt udvidet fra den faste stamme på 34 musikere til 44. Radioens teknikere optog seancen på stå I bånd. Hallens akustiker, dr. techn. Vilhelm Lassen Jordan, var selvfølgelig også til stede.

42

/ nye

omgivelser

Hallen var stadig ikke officielt indviet, da orkestret den 19. oktober igen indtog podiet for at give sin første »rigtige« koncert under de store, nye forhold. Salens forskydelige bagvæg var i forhold til den akustiske prøve rykket tilbage, så der nu var plads til 2000 tilhørere. Samtidig fungerede aftenen som en direkte udsendt søndagskoncert i radioen, idet radioens eget orkester var på turné i USA. I det trykte program undskyldte hallens inspektør Rasmus O. Løvschall, at alle faciliteter i hallen endnu ikke var på plads. Det bar det talstærke publikum gerne over med. Koncerten, der indledtes og afsluttedes med Otto Mortensens nyskrevne 19. Oktober Ouverture (komponisten dirigerede selv gentagelsen), blev en stor succes. I lutter begejstring fik anmelderen i Ny Tid også formuleret sig lidt uheldigt: Efter den velklingende ouverture hørtes Mozarts Serenade for to små orkestre, og den gav lejlighed til at overbevise sig om, at også den fine strygerklang gik udmærket igennem. Komponisten hyldedes på det hjerteligste, rejste sig fra sin plads i salen og kvitterede med en hilsen ud mod tilhørerne. Hovedstadsaviserne havde også sendt deres anmeldere til Aalborg, og de var fulde af lovord over arkitekterne Preben Hansens, Arne Kjærs og Otto Frankilds nye byggeri, der var løbet op i 16 mill, kr.: en koncertsal af den talmæssige kapacitet og akustiske kvalitet, vi alle går og sukker efter (Axel Kjerulf / Politiken)... intet mindre end en bedrift af arkitekterne, hvad rum, lys og akustik angår (Kai Flor i Berlingske Tidende). I de nye omgivelser klang musikken frit og smukt. Salen afslørede selvfølgelig også, at orkestret på dette tidlige tidspunkt i sin udvikling var ganske langt fra at være et fuldt besat symfoniorkester. Og desværre skulle det jo gå sådan, at da man begyndte at nærme sig en anstændig strygerbesætning, ændrede hallens ledelse i de akustiske forhold uden forudgående forhandling med orkestret (se s. 190).

Flere tilhorere Med de nye pladsforhold behøvede Filharmonisk Selskab ikke længere at begrænse medlemstallet til de 700, som kunne finde plads i Håndværkerforeningens Festsal. Men planlægningen vanskeliggjordes unægtelig af, at det var svært at få oplysninger ud af hallens ledelse. I referatet fra generalforsamlingen den 4. juni 1952 står der således: Det store problem for den kommende sæson er koncerterne i Aalborghallen. Endnu foreligger der ikke nøje oplysninger om, når Aalborghallen kan tilbyde sal. Det overlades til Axel Pedersen og Jens Schrøder at tale

Aalborghallen 19/101952 Første orkesterkoncert i hallen Otto Mortensen: 19. oktober ouverture (uropf.) AAozart: Serenade nr. 6 Beethoven: Klaverkoncert nr. 5 Britten: Matinées musicales Chabrier: Bourrée fantasque Otto Mortensen: ouverturen gentaget Dirigent: Jens Schrøder Otto Mortensen (i gentagelsen) Solist: Victor Schiøler, klaver

/ nye omgivelser

Aalborghallen 4/121952 Filharmonisk Selskabs første koncert i hallen Herman D. Koppel: Festouverture Brahms: Dobbeltkoncert Beethoven: Symfoni nr. 3 Dirigent: jens Schrøder Solister: Ellen Birgithe Nielsen, violin Guido Vecchi, cello Direkte transmitteret som torsdagskoncert

A3

nærmere med Aalborghallens ledelse. Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til at vedtage evt. forhøjelse af årskontingentet efter de særlige omstændigheder. Efter i flere år at have lukket for tilgang af nye medlemmer, lagde man nu an til at have det dobbelte antal medlemmer. Men eftersom skiftet fra den ene sal til den anden fandt sted efter afholdelsen af sæsonens første koncert, måtte denne gentages. Det ordnedes ved, at de hidtidige medlemmer, som gentegnede deres medlemskab, blev udstyret med blå kort og fik adgang til den første koncert, mens nye medlemmer kom med hvide kort til gentagelsen. Det endte i øvrigt også med en kontingentforhøjelse: medlemmerne kom til at betale 20 kr. for fem koncerter. Unge underbo år slap dog med det halve. De kunne til gengæld ikke få lov at betale i to rater.

I Aalborghallens orkestergrav Eftersom Aalborghallen var blevet bygget med en scene, der som nævnt i alt undtagen højden svarede til Det Kongelige Teaters dimensioner, var forventningerne til en scenisk virksomhed helt åbenlyse. Såvel Det Kongelige Kapel som Den Kongelige Ballet gæstespillede i forbindelse med åbningsfestlighederne og den 16. januar 1954 blev det så Aalborg By-Orkesters tur til at sidde i den brede, ikke ret dybe orkestergrav.

I Aalborghallens første reklametryksag fandtes dette billede af den fyldte sal med Helge Refns Harlekin-fortæppe, der kun anvendtes i forbindelse med sceneopførelser, ikke til koncerter, som krævede en mere neutral baggrund.

44

l nye omgivelser

Det skete ved den forestilling, der skulle fejre hallens et-års dag. Den blev udsolgt på kun to timer, måske fordi den kombinerede så populært repertoire som første akt af Puccinis »La Boheme« med anden akt af Rossinis »Barberen i Sevilla«. Jens Schrøder dirigerede og på rollelisterne stod blandt andre Gerda Gilboe, Ole Walbom, Edith Oldrup og Otte Svendsen. Holger Boland instruerede og sang også selv både Schaunard i »La Bohéme« og doktor Bartolo i »Barberen i Sevilla«. En glædelig overraskelse var det, at klangen fra orkestergraven næsten var smukkere både i kolorit og chattering, i sødme og fylde, end når orkestret spiller symfoni fra scenen. Dets lykkelige formand, grosserer Axel Pedersen, der har trukket sin del af læsset for at få arrangementet i land og har fulgt forberedelserne så at sige fra minut til minut, var endog så begejstret, at han gav Aalborghallens orkestergrav prisen i sammenligning med selveste Covent Garden, der jo ellers gennem det sidste hundredår er blevet benyttet som verdensbyens operahus, og hvor også danske sangere har sunget sig til succes, skrev Ny Tid i sin anmeldelse. Også Aalborg Teater rykkede nu forsøgsvis ind i Aalborghallen. Sæson 1953-54's sidste opsætning, der samtidig afsluttede teaterdirektør Poul Petersens tid i Aalborg, var Ralph Benatzkys uopslidelige operette »Sommer i Tyrol«. Den blev i direktørens egen iscenesættelse en stor succes, og den betød samtidig, at orkestret takket være de bedre pladsforhold for første gang kunne medvirke i en operette med samtlige sine musikere. I september samme år samarbejdede orkestret og teatret atter i hallen om musikken til »Det gamle spil om enhver«, og ved nytårstid gjaldt det så

Den store balscene hos Prins Orlofsky i Aalborg By-Orkesters produktion af »Flagermusen«, ensembiets første og eneste forsøg på selv at producere operette i Aalborghallen.

/ nye omgivelser

45

Frederick Loewes amerikanske operette »Masser af guld«, der dog ikke blev nogen succes. Teatret havde ellers under sin nye direktør, Bjarne Forchhammer, satset på et samarbejde med de to andre landsdelsscener om solister, ballet og instruktør, men opgav fra nu af at placere sin årlige operette-forestilling i Aalborghallen. Det blev i stedet By-Orkestret, der selv forsøgte sig på operettefronten med en scenisk opsætning af »Flagermusen«, der havde premiere den 8. juli 1955 midt i en hedebølge. Man benyttede Max Reinhardts sceniske indretning og Erich Wolfgang Korngolds musikalske arrangement. Holger Boland satte i scene, og på rollelisten var populære kræfter som Gerda Gilboe og den folkekære Rasmus Christiansen, der scorede en personlig succes som fængselsbetjent Frosch. Dagbladet Politiken havde sendt Frede Schandorf Petersen til Aalborg for at anmelde: Det er Bolands fortjeneste, at han har fået dette ensemble til at smelte sammen i en forholdsvis helstøbt forestilling ... den forgyldes jo af en uimodståelig musik, som jens Schrøder med Aalborg By-Orkester i graven lægger sig vældigt i selen for at gøre wienerisk æggende. Det lykkes ofte, da der jo bl.a. sidder fine musikere i orkestret, men hvor ville det dog i Aalborg Hallens krævende store rum have været velgørende, om endnu en halv snes strygere kunne have givet orkesterklangen glans. Trods de flotte anmeldelser havde publikum ikke mod på en aften i Aalborghallen. Heller ikke efter halvanden times radiotransmission af fyldige uddrag fra forestillingen. Som et sidste forsøg prolongeredes den i et par dage i det håb, at aalborgenserne så var vendt hjem fra ferie. I alt nitten gange spillede man med en gennemsnitsbelægning på godt 600 tilskuere pr. aften. Det var trods alt for få i forhold til udgifterne, og fremover blev opera i Aalborg i en lang, lang periode et spørgsmål om gæstespil udefra. Som oftest foranstaltet af Aalborghallen og tit med By-Orkestret i orkestergraven.

Et j y s k h j e r t e s u k Det hørte til sjældenhederne, at hovedstadspressen reagerede på den årsberetning, som Aalborg By-Orkester hvert år lod trykke. Det skete imidlertid, da beretningen for 1955-56 forelå. Den indeholdt nemlig noget, der efter jyske forhold nærmest var et nødskrig: / løbet af de sidste tolv år har der været afgivet tvende officielle betænkninger om en permanent ordning af landsdelsorkesterforholdene, og øjensynlig har det ikke skortet på forståelse fra de danske myndigheders side. Men det eneste, der er »sket«, er faktisk, at Aarhus, Odense og Aalborg ByOrkestre fortsat arbejder med en fast stamme på kun ca. tredive mand, der

46

/ nye omgivelser

som bekendt hovedsagelig lønnes lokalt, og som jævnlig »udvandes« ved afgang af musikere til bedre arbejdspladser. Derimod er de store fastansatte statsorkestre i hovedstaden, hvor man jo intet som helst bidrager økonomisk til disse orkestre, i det nævnte tidsrum blevet mere end fordoblet! Statsradiofoniens orkestre og Det Kgl. Kapel beskæftiger nu over 200 musici, der koster mindst 5 mill, kroner årligt, dvs næsten ti gange de tilskud, »de tre store provinsorkestre« på forskellig vis tilsammen modtager fra staten. På grund af det trods alt udvidede By-Orkesterarbejde i de tre byer og det stærkt stigende prisniveau kæmper disse orkestre en fortvivlet kamp for at klare sig både i økonomisk og anden henseende, og vi håber derfor oprigtigt, at den sidste af de ovenfor nævnte orkesterbetænkninger, der blev afgivet til undervisningsministeriet i august f.å., og som er udarbejdet af det på ministeriets foranledning i 1952 nedsatte samarbejdsudvalg (repræsenterende Aarhus, Odense, Sønderjylland og Aalborg), nu snart bliver taget op til grundig og virkelig velvillig behandling.

I december 1953 drog Aalborg By-Orkester igen til Sydslesvig. Denne gang som teaterorkester i Aalborg Teaters opsætning af »Kærlighed uden strømper«, men tillige med skolekoncerter i dagtimerne og også en enkelt aftenkoncert i Egernførde. Herses f.v. hornisten Hans Coetz, koncertmester Egon Madsen, kontrabassisten Victor Stærmose, janitscharen Arne Monberg Eriksen og Jens Schrøder.

/ nye omgivelser

47

Efterhånden er det nemlig millionbeløb, disse provinsbyer har ofret på deres By- (eller Landsdels-) Orkestre. For det nordjyske orkesters vedkommende er situationen i øjeblikket den, at da Aalborg Kommune ikke mener at kunne forhøje sine tilskud yderligere, har det ikke været muligt at udbetale dyrtidstillæg hverken til vore fastansatte eller løse musikere, hvilket har medført langt fra ideelle arbejdsforhold. Tiden til effektiv støtte fra højere sted turde derfor nu være inde som en simpel retfærdighedshandling, så orkesterforholdene også uden for København langt om længe bliver ordnet på en mere økonomisk og kunstnerisk forsvarlig måde, end tilfældet hidtil har været. Tydeligere lod det sig næppe sige. Politikens kommentator pierino lod da også spørgsmålet gå videre til undervisningsministeren under den ikke ligefrem overdrivende overskrift Et jysk hjertesuk.

Betænkningen Det havde taget sin tid. Først for provinsorkestrene at komme på en ordentlig indbyrdes talefod og få sig organiseret i et samarbejdsudvalg. Derefter at råbe de statslige myndigheder i København op og få dem til at reagere . Den betænkning, der henvistes til i den ovennævnte beretning, var det sidste led i et udvalgsarbejde, hvor undervisningsministeriet forsigtigvis kun havde været repræsenteret ved en observatør, fuldmægtig E. Tjalve. Ellers bestod det af repræsentanter for de fire landsdelsorkestre. Fra Aalborg var det Axel Pedersen og landsretssagfører Poul Svanholm, der begge kom fra orkesterbestyrelsen. Jens Schrøder deltog også i et enkelt af arbejdsmøderne. Udvalget blev nedsat på et møde i undervisningsministeriet den 21. april 1952, foranlediget af akutte økonomiske vanskeligheder hos orkestrene, og dets opgave var tredelt: 1. at berette om, hvilke underskud, der henstod udækkede fra sæsonen 1951-52. 2. at søge beregnet, hvilke underskud, der bl.a. på grund af en nødvendig lønregulering ville fremkomme for sæsonen 1952-53 og for sæsonen i Q ^ - S ^ under forudsætning af, at der ikke forinden blev gennemført en nyordning i henhold til den plan, der omtales under pkt. 3. 3. at fremkomme med forslag til en fastere ordning vedrørende grundlaget for orkestrenes virksomhed med angivelse af den kunstnerisk fornødne størrelse af orkestrene, samt hvilken indflydelse dette kan få på orkestrenes virksomhed som landsdels- og radioorkestre.

48

/ nye omgivelser

Punkterne i og 2 afgav udvalget betænkning om i form af et brev til ministeriet den 20. november 1952. Her opridsede man de øjeblikkelige behov, men opnåede kun et delvist plaster på såret i form af ekstraordinære statstilskud på 35.000 kr. i sæsonerne 1952-53 og 1953-54 til de tre byorkestre (men ikke til Sønderjyllands Symfoniorkester). Det var nu håbet, at den mere omfattende betænkning, som blev afgivet i juli 1955, skulle udløse en opgradering af landsdelsorkestrene som helhed. På dette tidspunkt var de tre byorkestres besætning som følger: Aalborg By-Orkester: 6 førstevioliner 3 andenvioliner 2 bratscher 2celli 2 kontrabasser 2 fløjter 2 oboer 2 klarinetter 2 fagotter 3 horn 2 trompeter 3 basuner lpaukist I alt 32 musikere. Hertil kom 9 faste assistenter til de større koncerter (1 førsteviolin, 2 andenvioliner, 2 bratscher, 2 celli, 1 kontrabas og 1 horn). Aarhus By-Orkester: 5 førstevioliner 4 andenvioliner 3 bratscher 2 celli 2 kontrabasser 2 fløjter 2 oboer 2 klarinetter 2 fagotter 4 horn 2 trompeter 2 basuner 1 paukist I alt 33 musikere. Hertil kom assistenter efter behov til de større koncerter.

/ nye

omgivelser

49

Den 10. november 1953 dannede Aalborghallen første gang ramme om opførelsen af et oratorium. Det var første og anden del af Haydns »Skabelsen« med Jens Schrøder på podiet og solisterne Ella Simonsen, Karl Olof Johansson og Einar Nørby. Korets navn var af en eller anden grund udeladt i salsprogrammet, men af datidens aviser fremgår det, at det drejede sig om Sangforeningen af1843 suppleret med et damekor. Odense By-Orkester: 5 førstevioliner 4 andenvioliner 2 bratscher 2 celli 1 kontrabas 2 fløjter 2 oboer

Håndværkerforeningen 31/31953 Weekend Koncert nr. 77 Humperdinck: Ouv. Til »Hans og Grethe« R. Strauss: Obokoncert (1. gang i DK) Saint-Saéns: Forspil til »Syndfloden« Henriques: Alfedans af »Vølund Smed« Tarp: The battle of Jericho Svendsen: Norsk rapsodi nr. 2 Offenbach: Udtog af »Den skønne Helene« Dirigent: Jens Schrøder Solist: Niels Peters, obo

2 klarinetter 2 fagotter 3 horn 2 trompeter 2 basuner 1 paukist I alt 30 musikere. Hertil kom 7 faste assistenter til de større koncerter. De faste assistenter i Aalborg var hyret i vintersæsonen (1. september-30. april), hvor de blev betalt med et a conto-beløb samt transmissionshdnorar og rejsediæter. Det betød i praksis en indtjening på ca. 400 kr. månedlig, hvor den laveste månedsgage for de fastansatte musikere var 885 kr. plus et transmissionstillæg på 58,26 kr. Den månedlige tjenestetid var 36 tjenester å tre timer, altså i alt 108 timer. Overspil ud over de tre timer honoreredes med 7,50 kr. pr. time. Den årlige minimumsgage var omkring 11.500 kr.

50

/ nye omgivelser

Til sammenligning tjener, at Radiosymfoniorkestrets medlemmer på dette tidspunkt fik mindst 3.000 kr. mere om måneden, dog med en tjenestetid på 120 månedlige timer. Det var nu udvalgets forslag, at den faste orkesterstamme i de tre byorkestre skulle omfatte 53 musikere, mens der kun skulle være 43 medlemmer i Sønderjyllands Symfoniorkester, og at gennemsnitsgagen skulle være på 13.500 kr. plus transmissionstillæg. Af statslige midler, der i udvalgets terminologi omfattede transmissionshonorarerne fra Statsradiofonien, fik orkestrene i sæsonen 850.000 kr., heraf omkring 210.000 fra radioen. Forslaget indebar i alt en forhøjelse på 1.406.000 kr. i årligt statstilskud. Pengene foreslog man tilvejebragt bl.a. gennem en bedre transmissionsbetaling og ved at 1/3 af de biografafgifter, som orkestrenes hjembyer med forstæder årligt indbetalte til statskassen og Filmfonden skulle gå til støtte af hjembyens orkester. Biografgængerne skulle altså betale for koncertgængerne. Det var nok lidt verdensfjernt og i hvert fald en større mundfuld, end man umiddelbart kunne sluge i København.

Nicolai Malko i spidsen for orkestret ved koncerten den 9. marts 1954. Billedet er taget fra Aalborghallens radio-kontrol rum.

/ nye

omgivelser

51

B e r ø m t e solister o g dirigenter Alt imens gik dagligdagen videre hjemme i Aalborg, stadig med teatertjenesten som en hovedhjørnesten i det daglige arbejde, men med stadig voksende ambitioner for koncerternes vedkommende. Aalborghallen, hvor også orkestrets kontor og nodearkiv var rykket ind, havde givet betydelig bedre arbejdsforhold for såvel orkestret som dets administration. Uden problemer var det dog ikke, for orkestret kunne langt fra altid komme til i den store sal. De fleste af prøverne blev holdt i den lavloftede radiosal, og det var heller ikke nogen selvfølge, at alle koncerter kunne finde sted i hallen.

Aalborghallen 9/31954 Rossini: Ouv. til »Semiramis« Wagner: Forspil til »Lohengrin« Prokofiev: Suite af »Kærligheden til de tre appelsiner« Brahms: Symfoni nr. 4 Dirigent: Nicolai Malko

Serien med de store filharmoniske koncerter blev konsekvent afviklet i hallen. Men med jævne mellemrum måtte man ty til Håndværkerforeningen eller andre lokaler, når det gjaldt weekend-koncerter og lignende. Alt i alt betød de bedre forhold og de øgede indtægter, at det blev muligt at invitere kendte dirigenter og solister hyppigere, end det før havde været tilfældet. Som tidligere nævnt, gæstede Nicolai Malko også orkestret under de nye forhold. Det samme gjorde svenske Tor Mann, der havde dirigeret en enkelt filharmonisk koncert i Håndværkerforeningen 1950. Endnu mere opmærksomhed knyttede der sig dog nok til den italienske teenager Pierino Gamba, der havde begyndt sin karriere allerede som dreng. Gamba dirigerede den 24. marts 1953 et program, der omfattede bl.a. Schuberts Ufuldendte og Beethovens Skæbnesymfoni, og han vendte tilbage den 12. oktober 1954, hvor han dirigerede Tjaikovskijs Pathétiquesymfoni og tillige var solist i Beethovens fjerde klaverkoncert. Var Gamba kendt for sin unge alder, var det i stedet kønnet, der vakte opsigt hos schweiziske Hedy Salquin, der første gang var i Aalborg til Aalborg Stiftstidendes julekoncert i 1953, men kom igen endnu et par gange i 1950'erne på By-Orkestrets egen foranledning.

Aalborghallen 6/31956 Weber: Ouv. til »Oberon« Mendelssohn: Symfoni nr. 4 Schubert: Symfoni nr. 5 Honegger: Pastorale d'été Wagner: Forspil til »AAestersangerne i Niirnberg« Dirigent: Hedy Salquin

Jeg vil så nødig være sensation, blot fordi jeg er pige-dirigent For to år siden var der vist noget om, at mange kom, fordi de ville se, hvordan en kvinde gjorde sig på podiet. Denne gang er jeg her udelukkende som musiker, og jeg kan ikke sige, hvor lykkelig jeg er for gensynet med Danmark, udtalte hun til Aalborg Stiftstidende ved sit besøg nummer to. Kort efter Gambas andet besøg hørte aalborgenserne for første og eneste gang en solist, som hastigt skulle skaffe sig stjernestatus på verdensplan. Det var den da 28-årige sovjetiske cellist Mstislav Rostropovitj, som her gav en af sine første koncerter med orkester i den vestlige verden, og som henrykkede det nordjyske publikum med sin tolkning af Dvoraks cellokoncert.

Piermo Gamba fotograferet i en tænksom klaverattitude til Aalborg Stiftstidende i forbindelse med koncerten den 12. oktober1954, hvor han dirigerede og var solist i Beethovens 4. klaverkoncert.

Den schweiziske dirigent HedySalquin (i pels) fotograferet på Aalborg Banegård efter en vellykket koncert i marts 1956. Det var strygere fra orkestret, f.v. Egon Madsen, Svend Børge jensen, Ruth Dietzmann, Poul Christoffersen og Harald Holm Madsen, der var mødt op for at ønske god hjemrejse.

/ nye

omgivelser

53

Han var under grundigt opsyn af en ledsager fra Moskva og en diplomat fra den sovjetiske ambassade i København, fortæller Jens Schrøder i sine erindringer. Rostropovitj var endnu ikke fyldt 30 år og talte ikke et ord ud over sit modersmål, og det er jeg ikke ferm til. Vi klarede os med kropssprog og enkelte ord. På etsted under prøven gjorde han indsigelse mod det tempo, jeg dirigerede. »Schnell«, sagde den store cellist, også satte jeg farten op. Han mente det modsatte. Rostropovitj spildte i øvrigt ikke tiden under sit Danmarks-ophold. Aalborg-koncerten fandt sted en tirsdag. To dage efter medvirkede han ved torsdagskoncerten i Radiohuset, hvor han spillede Prokofievs Sinfonia Concertante, om fredagen gav han koncert sammen med organisten Finn Viderø i Helligåndskirken i København og i weekenden spillede han fordelt på to koncerter på Nationalmuseet alle seks solosuiter af Bach.

Aalborghallen 20/41959 Mozart: Symfoni nr. 29 Beethoven: Klaverkoncert nr. 3 Sibelius: Symfoni nr. 5 Dirigent: Sir John Barbirolli Solist: Anker Blyme, klaver

Aalborghallen 20/21961 Barbirolli, arr.: Elisabethansk suite Delius: Fennimore og Gerda Mozart: Obokoncert Beethoven: Symfoni nr. 5 Dirigent: Sir John Barbirolli Solist: Evelyn Rothwell, obo

Pianisten Walter Gieseking havde Filharmonisk Selskab forgæves prøvet at lokke til Aalborg. Økonomien rakte ikke. Så det blev i stedet på udebane, orkestret kom til at møde ham. Silkeborg Musikforening fejrede sit 50-års jubilæum ved en koncert den 3. oktober 1955, hvor de nordjyske symfonikere og Jens Schrøder leverede akkompagnementet i Schumanns klaverkoncert. En særlig velkommen gæst på dirigentpodiet skulle engelske Sir John Barbirolli blive. Hans første koncert fandt sted den 8. marts 1957, hvor han havde sin kone, oboisten Evelyn Rothwell som solist i Haydns obokoncert og desuden dirigerede Schuberts store C-dur symfoni. Den 20. april 1959 dirigerede han Mozart, Beethoven og Sibelius (5. symfoni). Ved hans tredje og sidste besøg var Rothwell atter solist, nu i Mozarts obokoncert, mens det symfoniske hovednummer var Beethovens Skæbnesymfoni. Forud for den første Barbirolli-koncert gik ikke mindre end 18 timers prøver på tre dage, og resultatet udeblev ikke. Orkestret spillede over evne, opildnet af den temperamentsfulde maestro, der i slutningen af Schubert oven i købet sendte taktstokken på flyvetur af lutter iver.

Beethovens niende og Kim Borg Den finske basbaryton Kim Borg var en anden af dette tiårs store solister. Han kom første gang til Aalborg som solist i Beethovens niende symfoni den 19. april 1955. Det var Jens Schrøders første livtag med værket, og det nyetablerede Filharmonisk Kor, som skulle blive orkestrets regelmæssige samarbejdspartner, var forstærket med sangere fra andre af byens korformationer.

54

I nye omgivelser

Sir John Barbirolli fotograferet under en prøve i Aalborghallen og ved blomsteroverrækkelsen efter koncerten. Også de to koncertmestre, Svend Børge Jensen og Egon Madsen, ser ud til at være tilfredse med forløbet.

/ nye omgivelser

55

Orkestret var udvidet med assistenter, så det talte ikke mindre end 70 musikere. Schrøder dirigerede efter det partitur, som han havde fået i konfirmationsgave af sin ældre bror, og som havde fulgt ham rundt i Europa, hvor han havde gjort notater i det, efterhånden som han hørte andre dirigenter dirigere symfonien. Koncerten var så væsentlig, at også bestyrelsesformanden, Axel Pedersen, lod sig lokke til selvros af Ny Tids interviewer: Koncerten var en milepæl i udviklingen, som blev passeret på en meget smuk måde. Det er måske mærkeligt at rose sig selv, men objektivt bedømt kan det ikke siges anderledes. Denne kæmpeopgave kunne slet ikke være løst uden orkestrets faste stamme og uden Aalborg-Hallen. Som hos andre symfoniorkestre blev netop dette værk også fremover en milepæl, der markerede særlige lejligheder i dets historie. Det stod således på programmet både ved 25-års jubilæet i 1968 og ved 50-års jubilæet i 1993, begge afholdt den 30. januar, datoen for bestyrelsens etablering i 1943Også Kim Borg skulle blive milepæle-markør. Han var med som solist ved den ene af orkestrets to koncerter i Liseberg i Goteborg i juli 1958. Han optrådte ved koncerten den 7. februar 1967, hvormed Jens Schrøder fejrede sit 25-års jubilæum som dirigent for Aalborg By-Orkester. Og det følgende år den 31. marts drog han med til Thisted for at markere 25-års jubilæet for den lokale musikforening, som gennem årene havde været orkestret en loyal samarbejdspartner.

Opera- og balletorkester Det første af Aalborghallens store gæstespil med By-Orkestret i orkestergraven kom fra Italien. Det fandt sted i november 1958 og havde Mario Braggio som dirigent. Ingen af sangerne huskes i dag, men såvel »Barberen i Sevilla« som »Tosca« blev store succes'er, hver opført for to næsten helt fyldte huse. Modtagelsen var overstrømmende med overskrifter som »En begivenhed i hallens historie« og »Gyldne sangrøster«. Også til orkestret var der roser: Det var forbavsende hvad Mario Braggio på Jens Schrøders grundlag havde fået ud af Aalborg By-Orkester. Braggio havde et øje på hver finger, han vidste præcis, hvor han ville hen, og Rossini har uden tvivl glædet sig i sin himmel over dette smukke dansk-italienske samarbejde om hans musik, stod der at læse i Aalborg Amtstidende. Også Erling Winkel i Jyllands-Posten havde roser til dirigent og orkester: Fra første takt i ouverturen fik han Aalborg By-Orkester til at overgå sig selv i

56

/ nye

omgivelser

strålende musikalitet og til at blive et fortræffeligt fundament for de sceniske løjer, dermed frodig vitalitet udfoldede sig aftenen igennem til glæde for det talstærke publikum, der fyldte Aalborghallen. Ved afslutningen af sæsonen 1958-59 medvirkede orkestret i Det Kongelige Teaters gæstespil med Shakespeares »Som man behager«, hvor Emil Reesens scenemusik blev dirigeret af den helt unge Francesco Cristofoli, som orkestret senere skulle få et meget nærmere samarbejde med via Den Jyske Opera. I den følgende sæson (28.-30. april i960) spillede Aalborg By-Orkester for første gang til et gæstespil af Den Kongelige Ballet med de kongelige kapelmestre Johan Hye-Knudsen og Ole Schmidt i spidsen for musikken til »Serenade«, »Frøken Julie« og »Graduation Ball«. For Schmidts vedkommende skulle det blive indledningen på et mangeårigt samarbejde, der også kom til at inkludere en udenlandsturné.

Slut på w e e k e n d - k o n c e r t e r n e Ved udgangen af sæsonen 1958-59, nærmere betegnet den 11. april 1959, afholdtes den 136. og - skulle det vise sig - sidste weekend-koncert. Denne tradition med direkte radiotransmitterede populærkoncerter lørdag eller i visse tilfælde søndag eftermiddag havde fundet sted siden 1947. Men efterhånden havde det vist sig vanskeligt at samle publikum, og ved den sidste koncert sad der kun 71 tilhørere på stolerækkerne i Håndværkerforeningen, hvor de fleste af disse koncerter, også efter Aalborghallens indvielse, stadig fandt sted. Chefdirigent Jens Schrøder slap ikke for at forklare sig i de trykte medier. Til Aalborg Stiftstidende udtalte han, at i Århus havde man oplevet noget tilsvarende, og at baggrunden blandt andet var, at tiden havde ændret sig radikalt siden 1947, hvor der næsten ingen biler var og streng benzinrationering. Allerede da man afholdt koncert nr. 100 tre år før denne den sidste koncert var man begyndt at tale om det uholdbare i denne særlige koncertform. Men - advarede han - denne omlægning måtte ikke ses som et udtryk for manglende musikinteresse i Aalborg. Blot som et udslag af ændrede fritidsvaner. Schrøder pointerede også, at der ikke ville blive tale hverken om indskrænkninger i samarbejdet med Statsradiofonien eller om færre koncerter: Standsningen af weekend-koncerterne medfører altså ikke, at orkestret kommer ned på et lavere koncerttal. Udviklingen har bare tvunget os til at søge nye veje.

Håndværkerforeningen 11/41959 Weekend-koncert nr. 134 (sidste weekend-koncert) Tarp: Lystspilouverture nr. 2 Sibelius: Romance for strygeorkester Quantz: Fløjtekoncert, G-dur Scarlatti/Schultz: Hommage å Scarlatti Mozart: Andante for fløjte og orkester, C-dur R. Strauss: Rosenkavaler-vals Loewe: Udtog af »A/ly fair lady« Dirigent: Jens Schrøder Solist: Poul Birkelund, fløjte

/ nye omgivelser

57

Den sidste weekend-koncert havde Poul Birkelund fra Statsradiofoniens Symfoniorkester som solist i en fløjtekoncert af Quantz og en Andante af Mozart. Orkestret diverterede under Schrøders taktstok med blandt andet Svend Erik Tarps lystspilouverture Til mit dukketeater og Svend S. Schultz' Hyldest til Scarlatti. Sågar et ekstranummer blev der plads til, Lumbyes festlige Salut for August Bournonville. Så - udadtil i hvert fald - var det et muntert punktum man satte for en epoke i Aalborg By-Orkesters historie.

På jagt efter e n ny dirigent Det var efterhånden åbenlyst, at det ikke længere var muligt for Jens Schrøder med Victor Stærmose som eneste faste dirigenthjælp (frem til udgangen af sæson 1956-57) at klare de forenede arbejdsbyrder af administration og direktion. Senest havde Poul London været tilknyttet som assisterende kapelmester i en tre-måneders periode, fortrinsvis med henblik på teaterarbejdet. AAen situationen var uholdbar, og orkestrets bestyrelse indkaldte derfor ansøgninger til en konkurrence om besættelsen af en andenkapelmester-stilling.

AlfSjøen under prøven til hans første konkurrenceopgave, en parkunderholdningskoncert i Friluftsteatret den 21. juni 1959. Sjøen, som var koncertmester i Oslooperaens orkester, var den første af tre kandidater til den nye stilling som andenkapelmester i Aalborg.

58

/ nye omgivelser

Mellem 38 ansøgere udvalgte man seks kandidater, hvoraf tre så blev afprøvet ved såvel offentlige koncerter som radiooptagelser hen over sommeren 1959. Af de tre var kun én dansker, nemlig Henrik Sachsenskjold. Lennart Nerbe kom fra Sverige. Men det blev den unge nordmand Alf Sjøen, dommerkomiteen valgte som vinder. Dog ikke uden offentlige protester. Emil Reesen, der var formand for Dansk Kapelmesterforening, udsendte en erklæring, hvori der bl.a. stod: Foreningen må karakterisere denne disposition som en uretfærdig handling over for de danske statsborgere, der har uddannet sig til og virket som professionelle dirigenter, og som har været ansøgere til den ledige stilling. Det understreges, at der er tale om en stilling ved en institution, som opretholdes og sikres af offentlige midler - det vil sige betales af danske skatteborgere - og derfor mener foreningen, at danske statsborgere måtte have en naturlig førsteret. Orkestrets nye bestyrelsesformand, advokat Poul Svanholm, svarede forsigtigt i Aalborg Stiftstidende: På stående fod ønsker jeg ikke at sige andet til denne erklæring, end at sagkyndige har udpeget de tre emner, og af dem blev Alf Sjøen enstemmigt udpeget som den bedst kvalificerede. Jeg hilser med glæde, at det er en mand fra et nordisk land, der er blevet udpeget. Når man tænker på, hvordan der på alle områder tales om nordisk samarbejde, synes jeg at denne kritik skyder over målet. Blandt de sagkyndige var Odense By-Orkesters chefdirigent Martellius Lundqvist, der rykkede Svanholm til undsætning ved offentligt at beklage, at en række danske emner til stillingen slet ikke havde søgt den, fordi de åbenbart ikke syntes, at det var »fint« nok at være andenkapelmester i Aalborg. Så var bolden spillet tilbage til kapelmesterforeningen! Heller ikke radioen var fuldt ud tilfreds. Det handlede ikke om Sjøens kvalifikationer. Han havde som violinist studeret ved Hochschule fur Musik i Berlin og Juilliard School of Music i New York, og som dirigent var han uddannet af bl.a. Serge Koussevitzky, Leonard Bernstein og Øivind Fjeldstad. Kun om, at radioen gerne, de mange transmissioner taget i betragtning, ville have været repræsenteret i bedømmelsesudvalget. Sjøens løn blev fastsat til 24.000 kr. årligt, og han kom hurtigere end forventet i ilden, fordi Jens Schrøder for første gang i sin Aalborg-tid ramtes af længerevarende sygdom, der tvang ham til at holde et par måneders pause. Det blev således Kaj Birkeholm, fra orkestrets administration, som måtte tage imod Alf Sjøen, der tog sig af så meget, som eksisterende norske forpligtelser muliggjorde det. Desuden kom Martellius Lundqvist fra Odense

/ nye

Budolfi Kirke (Aalborg Domkirke) 14/101959 Orgelindvielse Buxtehude: Tre koralforspil Bach: To orgelkoraler Bach: Toccata og fuga, d-mol Giovanni Gabrieli: Sonata pian e forte Jan Nieland: Prelude, Chorale et Variations Håndel: Orgelkoncert nr. 4, F-dur Axel Pedersen, orgel Dirigent: Alf Sjøen

omgivelser

59

og tog sig af et par koncerter, hvor engelske Ida Haendel var solist i Brahms' violinkoncert, mens orkestret strakte ud i Tjaikovskijs fjerde symfoni. Sjøen fik her en uventet forsmag på orkestrets meget afvekslende opgaver ved at stå for dets medvirken i såvel indvielsen af et nyt Frobenius-orgel i Budolfi Kirke den 14. oktober som åbningen af Gartnernes Landsudstilling i Aalborghallen dagen efter. I begyndelsen af december var Schrøder atter rask, og den nye status med to faste dirigenter blev bekræftet udadtil ved begge d'herrers deltagelse i orkestrets julekoncert i Budolfi Kirke den 15. december. Et mangeårigt respektfuldt kunstnerisk samarbejde havde taget sin begyndelse.

Den 6. november 1959 fyldte Jens Schrøder 50 år. Selve fødselsdagen tilbragte han på rekreation hos sin mor i København. Men da han den 9. vendte tilbage til Aalborg, blev han behørigt fejret. Her lykønskes han af Alf Sjøen, der havde fået en hastig debut som fast kapelmester på grund af Schrøders sygdom, samt solocellisten Ruth Dietzmann og solooboisten Niels Peters. Musikernes fødselsdagsgave var et sølvskrin til cigaretter.

6o

Et rigtigt landsdelsorkester

Fra centralt politisk hold var der endnu ikke sket noget afgørende efter afgivelsen af betænkningen i juli 1955. Men endelig fik man da på forslag af kulturminister Julius Bomholt i Folketinget vedtaget lov nr. 136 af 17. maj 1961 om statstilskud til orkestre uden for hovedstadsområdet. Oven i købet enstemmigt vedtaget. Loven sammenkoblede de lokale og de statslige tilskud, idet staten ville yde tilskud svarende til halvdelen af lønudgifterne under forudsætning af, at mindst 3A af de øvrige lønudgifter blev ydet som kommunalt tilskud, mens indtil XA kunne tilvejebringes ved billetindtægter. Et landsdelsorkester skulle være på mindst 34 musikere og kunne højst være på 58. Det skulle spille såvel ældre som nyere orkestermusik på kunstnerisk forsvarlig måde og i øvrigt i rimeligt og kunstnerisk forsvarligt omfang (der var formuleringen igen!) dække den lokale landsdelsscenes behov for musik. I praksis gav loven i første omgang kun Aalborg, Aarhus og Odense ByOrkestre den så heftigt attråede statsanerkendelse og dermed følgende støtte. I 1963 kom Sønderjyllands Symfoniorkester til, og det følgende år blev Sjællands Symfoniorkester til landsdelsorkester (ved hjælp af en særlig lov) på grundlag af Tivolis Koncertsals Orkester. Da den første lov kom i 1961, havde Landsdelsorkestrenes Samarbejdsudvalg, i daglig tale kaldet LSU, eksisteret i næsten ti år og var for længst begyndt at forhandle samlet på byorkestrenes vegne, ikke mindst med radioen, hvis samarbejde med orkestrene blev stadig mere udbygget. Og hvis økonomiske bidrag til deres overlevelse også var en stiltiende, men desværre ikke skriftligt nedfældet forudsætning i loven af 1961. Den større tryghed i rent materiel henseende var selvfølgelig væsentlig, også i dagligdagen. Der var nu større sikkerhed for orkestrets fortsatte

Et rigtigt

Aalborghallen 11/41961 Wagner: Forspil til »Tristan og Isolde« Mahler: Kindertotenlieder Bartok: Koncert for orkester Dirigent: Jens Schrøder Solist: Else Brems, alt

landsdelsorkester

6l

Orkestret på tribunen i Aalborghallen den 11. april igéi sammen med Jens Schrøder. Det var sæsonens sidste koncert i Filharmonisk Selskab, og orkestret var kraftigt udvidet for at kunne hamle op med den anden Aalborg-opførelse af Bartoks Koncert for orkester (den første havde fundet sted syv år tidligere). Koncerten blev også optaget af radioen, men ikke udsendt før den 8. juni. »Forholdene taget i betragtning må man sige, at de slap forbavsende godt fra det. Det kunne selvfølgelig knibe lidt med præcisionen hist og her, og den virtuose finale fik vel heller næppe, hvad der kunne tilkomme den, men alt i alt var fremførelsen veloplagt og vellykket og til ære for dirigent og orkester«, stod der bagefter i Ny Tid.

beståen, og lønningerne havde også fået en tak opad. Musikernes mindsteløn var nu på 17.000 kr. årligt, plus solo- og transmissionstillæg. Dermed havde man lønmæssigt halet en del ind på Det Kongelige Kapel og Radioens Symfoniorkester. Mindst lige så vigtig var dog nok den psykologiske effekt. Den, som Estrid Schrøder, Jens Schrøders kone, formulerede på følgende, næsten patetiske vis i orkestrets 25-års jubilæumsbog: Hver musiker fyldtes med stolthed og glæde over den anerkendte status. I den bekendtgørelse om lovens praktiske udmøntning, der fulgte i december samme år, stilledes der også nogle krav til orkestrene og deres organisatoriske opbygning. Blandt andet forlangtes der en sikkerhed i den dagli-

62

Et rigtigt landsdelsorkester

ge styring, som orkestrets bestyrelsesformand, forhenværende borgmesterjens Jensen, fik udmøntet i såvel en forretningsorden som et sæt vedtægter, udarbejdet i samvirke med ekspeditionssekretær Lennart Holten fra Kulturministeriet. De nye vedtægter for den selvejende institution Aalborg By-Orkester godkendtes af orkestrets bestyrelse den 13. februar 1963, påfølgende af Aalborg Byråd den 28. oktober, og sluttelig underskrev kulturminister Julius Bomholt dem den 20. november. Endelig var Aalborg By-Orkester blevet statsautoriseret.

Oprustning på hjemmefronten På orkestrets hjemmefront havde administrationsapparatet som nævnt ændret sig radikalt allerede i løbet af 50'erne. Fra at have drevet orkestrets virksomhed fra kapelmesterens lejlighed i Jernbanegade og bestyrelsesformandens kontor i Nyhavnsgade, var man som allerede anført rykket ind i egentlige kontorlokaler i Aalborghallen. Også nodearkivet var rykket i Aalborghallen. Frem til Axel Pedersen i sommeren 1957 trak sig som bestyrelsesformand, foregik alle orkestrets betalinger stadig via hans kontor. Nu blev så hallens inspektør Rasmus O. Løvschall også tilknyttet orkestret som forretningsfører. Som medhjælp havde han den unge bogholder Kaj Birkeholm, der i 1959 havde afløst fuldmægtig Knud Asp. Birkeholm overtog posten som forretningsfører i sommeren 1962 og hurtigt fik kærligheden at mærke, som det fremgår af dette brev, dateret den 22. august 1962, til den daværende advokat Poul Svanholm, der efter sin udtræden af byrådet var blevet orkestrets bestyrelsesformand efter i en årrække at have været næstformand: Hermed skal jeg høfligst andrage om tilladelse til at måtte lade installere en telefon på min private bopæl for Aalborg By-Orkesters regning. Som grund for andragendet skal anføres, at siden jeg er begyndt at deltage mere aktivt i den daglige administration, har jeg ofte været udsat for savnet af en telefon i hjemmet, hvilket bl.a. har givet sig udslag i, at jeg har måttet opholde mig på kontoret ud over den normale arbejdstid. Med hensyn til betalingen af telefonen vil jeg foreslå, at Aalborg By-Orkester betaler selve installationen og 75 % af abonnement og samtaler, mens jeg selv betaler resten. Deres ærbødige

Et rigtigt

landsdelsorkester

63

Kaj Birkeholm fik sin telefon, og han skulle blive både orkestret og hele landsdelsorkestersammenslutningen en bundsolid arbejdskraft gennem en menneskealder.

Orkestret udvides En anden følge af den nye status som landsdelsorkester var en udvidelse af den faste musikerstab. Baseret på vedtagelser i bestyrelsen og Aalborg Byråd gik man i gang med en udvidelse på i alt ti mand over en treårig periode.

Den tyske cellist Peter Doberitz blev ansat i orkestret igéj, efter at man havde opgivet at finde en egnet cellist ved konkurrence. Det skete på grundlag af hans solistpræstation i Boccherinis B-dur cellokoncert. Han blev kun i Aalborg i fem år, men vendte siden tilbage som solist.

I årsberetningen 1963-64 kunne man konstatere, at man i december og marts havde afholdt konkurrencer og havde fundet frem til tre kvalificerede violinister, hvoraf de to - noteredes det med stolthed, lokalpolitisk sans eller en passende blanding af begge dele - var udgået fra Nordjysk Musikkonservatorium. Der havde til gengæld været problemer med at få en ledig cellostilling besat. De blev i første omgang løst ved et par kontraktansættelser, indtil man den 1. april 1964 ansatte tyske Peter Doberitz, der fik en flyvende debut samme sommer som solist i Brahms' dobbeltkoncert sammen med en gammel orkesterkollega fra Nurnberg, violinisten Saschko Gawriloff, som nu var koncertmester i Hamburg. Pr. 1. april 1964 var der således 37 faste musikere i Aalborg By-Orkester, således fordelt: 7 førstevioliner 5 andenvioliner 3 bratscher 3 celli 2 kontrabasser 2 fløjter 2 oboer 2 klarinetter 2 fagotter 3 horn 2 trompeter 3 basuner ipaukist Yderligere en hornist deltog i samtlige koncerter og var samtidig nodearkivar, mens en tredje kontrabassist varetog hvervet som orkesterbetjent efter samme mønster. Indtil da havde orkestret kun haft én kvindelig musiker, førstecellisten Ruth Dietzmann. Nu fik hun selskab af den unge violinist Zitta Jensen, som stadig er aktiv i orkestret (se s. 259).

64

Et rigtigt

landsdelsorkester

Lokaleproblemer Var kontorsituationen således afklaret, så kneb det væsentligt mere med musikernes dagligdag. Til prøverne rykkede man rundt i Aalborghallens forskellige lokaler, alt efter hvor der var ledigt, og det var langt fra nogen selvfølge, at alle koncerter kunne afholdes i hallen. En del af weekend-koncerterne måtte således stadig holdes andre steder. Det skete fortrinsvis i Håndværkerforeningen. Men heller ikke Filharmonisk Selskabs behov for egentlige symfoniske koncerter kunne opfyldes fuldt ud, og det var derfor meget velkomment, da rektor Carl Willum Hansen tilbød, at man kunne afholde koncerter i festsalen på Aalborghus Statsgymnasium. Af pladsmæssige årsager måtte disse koncerter gentages for at kunne huse alle Filharmonisk Selskabs medlemmer på tilhørerpladserne. De var nyttige i orkestrets programlægning, fordi de gav muligheder for at dyrke repertoire for lidt mindre besætninger, som eksempelvis Bachs Brandenburger-koncerter, der alle kom til at stå på programmet i sæsonen 1963-64. Men også en hel række langt mere nutidige værker af komponister som Stravinsky, Hindemith og Bartok fik man mulighed for at spille her. I sit udkast til beretningen for finansåret 1960-61 skitserede Jens Schrøder en helt ny og radikal løsning på lokaleproblemerne: Det står fast, at publikum ikke mere ønsker at gå til koncerter i Håndværkerforeningen (som vi ikke kan undvære til udsendelser de gange hallen ikke vil have os), og det er ligeledes klart, at hallen er svært tilgængelig for os i de perioder, man har cirkus, indendørsfodbold, afdansningsballer og ice-show. Det vil sige, at lavt regnet 8 uger af vintersæsonens i alt ca. 2830 uger må løses lokalemæssigt uden Aalborghallen. Jeg vil derfor som min personlige idé henstille, at man tager den tanke op, at der i Aalborg bør bygges et Radiohus. Et sådant vil komme før eller senere; men det kommer før, hvis vi selv rejser tanken og kører løs på Danmarks Radio. I en sådan bygning (jeg har rundt i Sverige set radiohuse selv i mindre byer) kan en koncertsal indbygges, og med lidt held skulle man kunne få Danmarks Radio til at bygge en koncertsal med ca. 800-1000 pladser naturligvis også brugbar til andre formål, hvoriblandt fjernsynsinstallationer må anses for at være påkrævede. Når jeg dertil lægger det faktum, at Aalborghallen kun med besvær på længere sigt kan huse Danmarks Radio, synes der at være grund til at rejse spørgsmålet. Det kan ikke ses af bestyrelsesreferaterne, at denne Schrøder-plan nogensinde nød nogen form for fremme. Måske var den også urealistisk. Men ret havde Schrøder i hvert fald i, at Danmarks Radio ikke i det lange løb kunne

Et rigtigt landsdelsorkester

65

nøjes med de snævre studie- og kontorfaciliteter oven på By-Orkestrets kontorlokaler. Da man endelig rykkede ud i et flot nyt radiohus i det sydligste Aalborg, var det imidlertid uden så meget som tanken på en koncertsal i samme kompleks. Den plan er først nu ved at blive realiseret. Hvad angår fjernsyn, havde orkestret allerede haft den første kontakt med det nye medie. I 1961 kom produceren Sverre Forchhammer (der tidligere ved en enkelt lejlighed havde dirigeret orkestret) til Aalborg, hvor han sammen med tolv medarbejdere optog et program om orkestrets hverdag, det vil sige fortrinsvis fra prøvearbejdet. Der var interviews med begge de faste kapelmestre og tillige med begge koncertmestrene, Svend Børge Jensen og Egon Madsen. I den allerede citerede skrivelse slap Schrøder også af med et hjertesuk: Det forekommer mig - som vor organisation er i øjeblikket - ikke klart, hvor de enkelte leds kompetence begynder og slutter, bortset naturligvis fra bestyrelsens tilstedeværelse som øverste myndighed. Det var endnu før Jens Jensen havde fået hanket op i vedtægter og forretningsorden. Men hvad Schrøder end tænkte og ind imellem også gjorde sin bestyrelse var han klog nok til aldrig at kritisere offentligt.

Den forste store turné Med den nye statsgodkendelse i ryggen følte orkestret sig klar til den første længere udenlandsturné. Den gik til Tyskland og varede fra den 11. til den 26. januar 1963. Rejseruten var måske ikke den mest hensigtsmæssige, for koncerterne lå såvel i Nordtyskland som i Sydtyskland nær den østrigske grænse og i Ruhr-distriktet. Så der blev kørt mange, mange kilometer på isglatte veje. Der var kun et enkelt stykke dansk musik med på de skiftende turnéprogrammer, nemlig ouverturen til Carl Nielsens »Maskarade«. Den blev til gengæld fyret af, hvad enten den stod på aftenens program eller ej. Den medbragte solist var kongelig koncertmester Eivind Sand Kjeldsen, som på skift spillede Beethovens og Tjaikovskijs violinkoncerter. Orkestret havde sine faste assistenter med, så det talte i alt 45 musikere. De symfoniske hovednumre var Mendelssohns italienske symfoni, Beethovens Ero/ca-symfoni og Schuberts femte. Navnet By-Orkester havde man opgivet at markedsføre i tyske sammenhænge, formentlig på råd af Norddeutsche Konzertd i rektion i Bremerhaven, der stod for turnétilrettelæggelsen. I stedet hed man Dånisches Staatsorchester, og det var ikke alle salsprogrammerne, der fik med, at orkestret var fra Aalborg og ikke det eneste i staten Danmark.

66

Et rigtigt

Bkmteg,

iandsdelsorkester

den 15, Januar 1963, 20 Ubrt Stadtiséer Saalbau

?fZMiZ?U

/

Ddnisibe? Siciatsoxbesii. r Léit'ng: Jens Schmuer Soilst: Eivind xtf id KJ sidsen, Violine -éfaM c " f/tiP'ri von ^fe'Å'ftrt

Ouverture zu der Oper „Der FreischMtzi*

C1786— 1526)

J^itdwiff van t,2Jeeiiømm.

Rønzertfur Violine und Orchesier D-dnr, op, 61

(1770—1827)

Alkgn ma mm troppo Latghetto Rondo (Alkgro) PA U S r

< Jefi r f h'eit*kKuøfm~C/oa)i'fwftht 4, Sm fonte A-dur, ^luhemsdm, AUipO

op, W

"VU'tt

Imiamc ton .now Con moto mødetato Søkamlh presto

f^ol' C ti? åen

Ouverture zu der Oper „Maskerade"

M ;

241

P R £ IS:

0,30

D M

Allerede inden den succesfulde turnés gennemførelse havde Schrøder haft travlt med at sikre baglandet i interviews til de lokale aviser. Til Aalborg Amtstidende sagde han inden afrejsen: Jeg vil gerne understrege, at denne turné ikke koster Aalborg by -og dermed dens skatteborgere - noget som helst Dens budget ligger på 80.000 kr., og disse penge er skabt til veje dels gennem opsparing på en særlig konto netop til dette brug, dels gennem indsamlinger mellem private, og endelig yder Danmarks Radio sin støtte rent økonomisk ved at transmittere et par af koncerterne fra Vesttyskland, og endelig er altså hele turneen tilrettelagt på ren kommerciel basis, således at Aalborg kun skulle få en god, gratis propaganda ud af vor rejse

Der var ikke nogen storstilet international hæder at hente på orkestrets første større Tysklands-turné i 1963. Den gik nemlig udelukkende til byer, der var så små, at de ikke havde eget orkester. Herses programmet fra Wanne-Eickel i Ruhr-distriktet Modtagelsen var gennemgående positiv, selv om Jens Schrøder blev noget klam, da han på forsiden afRuhr-Nachrichten så overskriften »Forstemmelse over Schroder«. Den viste sig dog at handle om den tyske udenrigsminister.

Et rigtigt landsdelsorkester

67

Teatertjenesten ændrer karakter Fra direktør Bjarne Forchhammer i 1954 overtog ledelsen af Aalborg Teater, og til han igen forlod det - på en desværre noget uskøn baggrund, idet han blev offer for en pressekampagne anført af de lokale aviser - i 1960, havde forholdet mellem orkester og teater været så godt, som det var tænkeligt, når teaterdrift og koncertvirksomhed skulle gå op i en højere enhed. Forchhammers slutforestilling var operetten »Dollarprinsessen« med ikke mindre end syv gæster oven i det lokale ensemble. Alf Sjøen kom til at dirigere den 35 gange i træk og kunne glæde sig over et par landsmænd i hovedrollerne, det populære norske operettepar Lily og øystein Frantzen.

Lily og Øystein Frantzen i

Der havde i hele den periode, orkestret havde været tilknyttet teatret, været tradition for, at sæsonen sluttede med en stor operette. Det passede

»Dollarprinsessen« på Aalborg Teater fora ret 1960.

publikum godt. Og det passede også orkestret udmærket, for det var svært at lokke de vanlige koncertgængere i Håndværkerforeningen eller Aalborghallen, når først det blev lyst i vejret og tid til udendørssysler. At »Dollarprinsessen« ikke faldt i smag hos en anmelder som Politikens Robert Naur, var så en anden sag: »Dollarprinsessen« er i dag så stendød, at hun burde have haft fred i sin sarkofag. Musikken er så træt, at Aalborg By-Orkester og den unge norske kapelmester Alf Sjøen af gode grunde kun formåede at få den til at humpe op fra orkestergraven. Da Karen Marie Løwert nu afløste Forchhammer som landets første kvindelige landsdelsscene-direktør, ændredes orkestrets forhold til teatret. Fru Løwert følte ikke noget behov for mellemaktsmusik ved de skuespil, der ikke i sig selv lagde op til musik. Og hvad egentlige musikforestillinger angik, havde hun ikke specielt meget lyst til at opføre de klassiske operetter. Selv om hun selvfølgelig indså, at de var populære. Der var altså mindre at lave på teatret. Til gengæld var det, som skulle spilles, for mere specielle besætninger, og fruens ambitiøse spilleplan blev lagt uden nogen større hensyntagen til orkestrets koncertvirksomhed. I februar 1961 orienterede Jens Schrøder således sin bestyrelsesformand, Poul Svanholm, i følgende notat: Jeg vil gerne beklage, at vi først omkring 1.2. og gennem dagspressen erfarer, at fru Løwert ikke vil spille operette. Det er så at sige ugørligt, at vi kan arrangere noget fornuftigt i maj - bortset fra evt mellemaktstjeneste. Nu prøver jeg at redde stumperne. - - Trods gentagne formaninger fra min side har hun nu ansat en premieredato for »Mutter Courage« (hvorfor nu spille

68

Et rigtigt landsdelsorkester

dette stykke), som skulle falde sammen med vor i. filharmoniske koncert. Mine formaninger har gået ud på, at hun skulle forhandle med mig om en dato, før hun bestemmer sig. Nu tror hun, at hun aldrig kan få orkestret. Jeg opfordrede hende i en lavmælt telefonsamtale til at rejse spørgsmålet for det rette forum, idet jeg dog påpegede, at det havde kunnet gå gnidningsfrit hidtil. Det endte med, at sæson 1960-61's slutforestilling, »Afdøde Jonsen« af Soya, blev udstyret med mellemaktsmusik. Vi får næppe længere opklaret, hvad præcis Jens Schrøder havde imod den følgende sæsons Brecht-stykke med Poul Dessaus musik. Andet end det tidsmæssige sammenfald. A/len forestillingen fik premiere den 18. oktober og gik det meste af en måned med den gæstende Inge Hvid Møller i hovedrollen. Så stor blev succes'en, at TV drog til Aalborg og optog den til landsdækkende udsendelse. Og ved sæsonens slutning fik orkestret sin belønning i form af 39 gange »Den glade enke« med den populære Annie Jessen i titelrollen og sat i scene af Arne Weel. Der var dog fortsat spændinger omkring den fælles planlægning, og da teatret den følgende sæson spillede Brechts og Dessaus »Den kaukasiske kridtcirkel« hele 79 gange, var det med Victor Stærmose som dirigent. Alt i alt er der næppe nogen tvivl om, at Schrøder har draget et lettelsens suk, da Karen Marie Løwert afsluttede sin i øvrigt på mange måder glorværdige Aalborg-periode med 89 gange »Styrmand Karlsens flammer« iblandet 25 gange »Svejk i anden verdenskrig« fra slutningen af januar 1965 og sæsonen ud. Jens Schrøder dirigerede rub og stub. Den førstnævnte var givetvis den mest populære, selv om dens stærkt blandede musikside kvalitetsmæssigt ikke kunne hamle op med den sidstnævntes skarptskårne Hanns Eisler-partitur. Men, som Politikens Holger Hørsholt afsluttende skrev i sin anmeldelse: Der er flere i Aalborg end borgmesteren, der synes om pop.

Byens vartegn Nu havde der nok i årenes løb været gradsforskelle i de skiftende borgmestres sans for vigtigheden af et lokalt symfoniorkester. En ting var dog hurtigt gået op for dem. Orkestret lod sig anvende til at gøre festlige lejligheder endnu mere festlige. Hvad enten disse lejligheder var kommunale, direkte eller indirekte. Eller de blot var en god anledning til at slå ud med armene og stille byens orkester til rådighed.

Et rigtigt

landsdelsorkester

69

Den 25. maj 196s indviedes Aalborgs nye kommunegartneri ved Th. Sauers Vej. Orkestrets repertoire var tilpasset lejligheden med numre som Poul Londons Violen og Lumbyes Amager-Polka. Ifølge Aalborg Amtstidende var akustikken tålelig. Jens Schrøder dirigerede og viceborgmester Marius Andersen holdt talen. »Hele byrådet, en række kommunale tjenestemænd, arkitekter og ingeniører, håndværksmestre og repræsentanter for firmaer med tilknytning til lystanlæggene, alle med damer, i alt godt 120 personer var indbudt og fra alle sider blev der givet udtryk for begejstring over byorkestrets medvirken,« skrev Marius Andersen i sit takkebrev til orkestret

Det kunne handle om åbningen af et gymnasium eller en handelsskole. Et seminarium eller sygehusets nye behandlingsbygning. Det kunne være et nyt kommunalt gartneri. Eller diverse andre institutioners mærkedage. I nogle tilfælde med nyskreven musik til lejligheden. AAen oftest med standardrepertoire. Denne udvikling havde taget yderligere fart, da den nye Aalborghal blev rammen om diverse arrangementer, der også gerne ville kunne pryde sig med en symfonisk knaphulsblomst. Uden altid at have den store forståelse for, at et symfoniorkester ikke plejer at have mindre end sit publikums fulde opmærksomhed og heller ikke kan spille under hvilke som helst akustiske vilkår.

70

Et rigtigt

landsdelsorkester

Gennem årene har orkestret derfor adskillige gange måttet søge at hamle op med lystigt snakkende konferencedeltagere, som borgmesteren gerne ville give en symfonisk velkomsthilsen, som de ikke var specielt indstillede på at tage imod. I hvert fald ikke yde deres fulde opmærksomhed i det kvarters tid, den som oftest varede. Ofte fik orkestret også henvendelser om denne form for optræden så sent, at man enten måtte sige nej med risiko for at fremstå som uvillige hos lokalpolitikerne eller ændre i for længst lagte planer for koncertvirksomheden. Der skulle komme til at gå årtier, før dette ændrede sig afgørende. Først i perioden omkring orkestrets 50-års jubilæum lykkedes det at etablere præcise aftaler om, hvilke særlige konferenceåbninger orkestret altid forventedes at medvirke ved, og hvornår og hvordan det skulle honoreres eller kompenseres for sin medvirken ved andre arrangementer af denne art.

Musik og Ungdom Pianisten Victor Schiøler nåede at besøge Aalborg By-Orkester en enkelt gang, inden besættelsesmagten tvang ham i svensk eksil for en tid. Efter krigen kom han stadig regelmæssigt til Aalborg, og han tog også gerne med ud til koncerter andre steder i Nordjylland. Da han midt i 1950'erne satte sig i spidsen for etableringen af en landsdækkende dansk sektion af den internationale organisation Jeunesses musicales under navnet Musik og Ungdom, var det derfor naturligt, at han i Nordjylland søgte samarbejde med sin gode ven Jens Schrøder og hans orkester. Det udmøntede sig i første omgang i en propagandakoncert for den nye organisation, hvor Schiøler selv var såvel solist som konferencier. Han talte gerne om den musik, han spillede - en form, har også dyrkede til perfektion og landsdækkende popularitet i det nye TV-medie. Koncerten fandt sted i Aalborghallen den 29. februar 1956, og på programmet stod to af den klassiske musiklitteraturs centrale klaverkoncerter, Beethovens femte og Tjaikovskijs første. Schiøler introducerede værkerne og forklarede i egenskab af formand for den nye organisations præsidium også publikum om koncertens baggrund: Rammen er nu skabt her i landet, og vi averterer med en ny vare til alle unge med opladt og modtageligt sind. Vi lever i knallertens tidsalder, og man kan spørge om musikken er noget for de unge, der har så travlt med at tilpasse sig den materielle verden. Vi musikere taler et sprog, der henven-

Et rigtigt landsdelsorkester

71

"

'•

v

.»-«-«.- «"•% '-••»

f

fCJåvdfkøSl€€£C il£% > i Ss-

-^^^^^^^^^^*

Aihgin

^^^^^^^^^Sy

AJs&'O lift f>#CS^>

^^^^^^2

^^^^^^^^^^^^^^^^p ^^^^^^^^^^^^^R

^^^^^^^^^^^P

Ro*Jo. .åifcgrc*

?IITSI\ T|AfiCOWSH\K

KJaverkoiit^fs a*, 1 i å>ex>II v'lJSe|.xfi3 non iror>|50 A moke* m^ue&x-* Ml>7^m car* spiral

^^^^^^^^^^^^m mmmmmmmm

Hygel: H O i l M U M G $t M Ø L L I E

Wctor Schiøler lancerede en ny Aalborg-afdeling

af

landsorganisationen

Musik og Ungdom med denne koncert, som samlede et stort og begejstret publikum.

72

Et rigtigt

landsdelsorkester

der sig direkte fra sind til sind, og vi tror, at den sande realitet bor i menneskets eget sind, dets følelser, fantasi, tanker og karakter. Musik og Ungdom skal være de unges egen bevægelse. Rådet af de ældre og mere erfarne skal de selv lede organisationen, komme med ideer og kritisere. Vi vil ikke give konservesmusik, der hakkes i stykker af pædagogiske grunde, men levende musik, der taler direkte til unge, umiddelbare sind. At Schiølers ord om de unges medindflydelse i AAusik og Ungdom ikke blot var tomme, kan forfatteren til disse linjer bevidne. Han deltog få år senere i Københavns-afdelingens arbejde. Aalborghal-koncerten blev en kæmpesucces, og allerede den samme aften nedsattes et lokaludvalg til realisering af organisationens ideer i Nordjylland. Her var orkestret repræsenteret af solooboisten Niels Peters. Resultatet var en serie på fire aftenkoncerter i Aalborghallen, arrangeret i direkte samarbejde med AAusik og Ungdom, hvor musikken blev introduceret af skiftende lokale pædagogiske kapaciteter. Serien, der havde offentlig adgang, så også ældre musikinteresserede havde mulighed for at overvære koncerterne, kom i gang allerede det samme efterår. I en periode gav orkestret også koncerter for den meget aktive AAusik og Ungdom-afdeling i Ranum og Løgstør. Repertoiret ved koncerterne både i Ranum og i Aalborg var fortrinsvis populær-klassisk. AAen med tiden blev man, især i Aalborg, mere og mere modig, som det hosstående koncertprogram tydeligt viser det. Her blev kun en ny symfoni af Erling D. Bjerno introduceret (af komponisten selv), og det fik Jyllands-Postens John Christiansen til at sige fra: Musik og Ungdoms anden koncert i Aalborghallen (provinsens bedste koncertlokale) bød udelukkende på musik fra dette århundrede, uden at programmet dog var alt for tung kost - men tung nok til, at det er pædagogisk forkasteligt, at man serverer musikken for ungdommen uden programnoter eller - med aftenens uropførelse som undtagelse -en ordentlig introduktion. Var mod blevet til overmod? I hvert fald forsvandt serien med udgangen af sæsonen 1967-68. Den blev afløst af en række ungdomskoncerter, som orkestret selv stod for, uden AAusik og Ungdom som samarbejdspartner. Sideløbende med skolekoncerterne, der havde fundet sted lige siden orkestrets oprettelse, og som først og fremmest henvendte sig til børn i den skolepligtige alder, havde man nu også et musikalsk tilbud til gymnasi-

Aalborghallen 14/111967 Musik & Ungdom-koncert Geirr Tveitt: Syv numre fra Hundrad Hardingtoner Erling D. Bjerno: Symfoni nr. 4 (uropf.) Carl Nielsen: Fløjtekoncert Stravinsky: Suite af »Ildfuglen« Dirigent: Alf Sjøen Solist: Esben Steensgaard, fløjte

Et rigtigt

landsdelsorkester

73

eungdommen. Og i princippet også deres mindre boglige jævnaldrende. Men det var nok først og fremmest gymnasiasterne Musik og Ungdom havde tag i.

Jubilæum på forskud

Aalborghallen 7/21967 jens Schrøders 25-års jubilæumskoncert

Eftersom Jens Schrøder, som vi har set det, dirigerede koncerter i Aalborg allerede inden Aalborg By-Orkester officielt etableredes i januar 1943, kunne han også fejre sit 25-års jubilæum i det nordjyske, før orkestret var nået så langt.

Soderman: Ouverture til »Jomfruen fra Orleans« Dvorak: Symfoni nr. 8 Musorgskij: Uddrag af »Boris Godunov« R. Strauss: Don Juan Dirigent: Jens Schrøder Solist: Kim Borg, bas

Det skete ved en storstilet koncert i Filharmonisk Selskabs regi den 7. februar 1967. Fra hans første program (se s. 13) var der en enkelt genganger, nemlig Sddermans ouverture til »Jomfruen fra Orleans«, mens resten af koncerten vidnede om adskilligt større og mere symfoniske ambitioner. Jubilæet gav anledning til en del presseomtale, blandt andet et portræt i Politiken, hvis Robert Naur tog Schrøder på kornet: Han tog fat som en pioner i en by ikke ufortrolig med pionerånd. Først fik han et kælenavn, Bette-Jens. Siden blev det til et nom de guerre, Jens-Pind. Opgaven lød på intet mindre end at sandsynliggøre et professionelt musikliv i en by, som dengang knap nok havde hørt et levende symfoni-orkester. Alle stadier måtte man igennem lige fra den begejstrede amatørisme med assistance fra hele Nordjylland - en fagotspillende kriminalbetjent kom fra Horsens! Den rigtige mand, det er ham for hvem det lykkes. Schrøder var den rigtige. Hvor saglighed faldt til jorden, brugte han sin smidighed som forhandler. Hvor kløgt kom til kort, mødte han nordjyderne med sin aldrig overskyede humor. Jo, de fandt hinanden.

Jens Schrøder blev så begravet i buketter ved sit 25-års jubilæum som dirigent, at han måtte have hjælp af solocellisten, Ruth Dietzmann.

Et rigtigt

IA

landsdelsorkester

Ved koncertens afslutning takkede Filharmonisk Selskabs formand, landsretssagfører Arthur Pelle, Schrøder fra sin plads i salen. Schrøder kvitterede rørt ved bl.a. at citere Carl Nielsen, der i anledning af en lignende hyldest havde lovet at tage den som spore til at blive endnu bedre. Allerede om formiddagen var Schrøders hjem i Danmarksgade målet for gaver, blomster og telegrafiske hilsener. Af orkestret fik han et skrivebord, af musikerne et armbåndsur, af assistenter og regissører to sølvlysestager og af Filharmonisk Selskab et sølvfad. Allermest velkommen var måske den hædersgave på 5.000 kr. fra Chas. Otzens Fond, som nestoren i den nordjyske orkestersag, overretssagfører Georg Rendbeck (se s. 14), overrakte på Fondens vegne.

Orkestret fylder 2 5 år Et lille år senere blev det så orkestrets tur til at skulle fejres. Det skete præcis på dagen, det vil sige den 30. januar 1968. Programmet havde som hovedpunkt et af den klassiske musiklitteraturs allerstørste mesterværker, Beethovens niende, og i tilgift til det havde man bestilt en ny komposition hos den unge danske komponist Erik Norby, som var teori- og kompositionslærer ved Nordjysk Musikkonservatorium. Kun tre af orkestrets musikere havde gjort hele turen med sammen med Schrøder. Det var trompetisten R. Brøgger Jensen, hornisten Axel Hvolby og tubaisten Nicolai Kjær, som dog nu var overgået til assistenternes rækker. Orkestrets faste besætning i jubilæumssæsonen så således ud Førsteviolin Egon Madsen Svend Børge Jensen Preben Løw Mogens Christensen Jack Hansen Sigvald Michelsen Erling Knudsen Leif Grevelund Anden violin Poul Klit Leif Kristensen Herman Kjær Jensen Zitta Jensen Thomas Thomsen Kai Morild

f t rigtigt landsdelsorkester

Fremkaldelserne og blomsterne var mange ved afslutningen af orkestrets 25-års jubilæumskoncert. Herses foruden ryggen af solocellisten Ruth Dietzmann dirigenten Jens Schrøder samt tre af de fire vokalsolister i Beethovens niende symfoni, Mogens Schmidt Johansen, Kage Jehrlander og Inge Frey.

Bratsch Harald Holm Madsen Henning Duusgaard Arnold Kallesøe Kontrabas Kaj Jørgensen Morten Hansen Fløjte Esben Steensgaard Bo Juel-Christiansen Obo Jørgen Skyttegaard Henning Vangdrup Klarinet Leif Thomsen Hans Bøjer Fagot Jacob Justesen E. Bloch-Petersen Horn Thorkild Larsen AxelHvolby Georg K. Hansen Mogens Søndergaard (konst. ] Trompet Per Iversen R. Brøgger Jensen

75

76

Et rigtigt landsdelsorkester

Basun Ole Møllgaard Anthony Sennenvald Børge Nielsen Pauker Mogens Braunstein Janitschar Palle Hundborg Til jubilæumskoncerten var den udvidet, så orkestret talte i alt 63 musikere, hvilket turde være den hidtil største besætning i dets historie. Om formiddagen var der reception i Aalborghallen med adskillige officielle taler og gaveoverrækkelse. De tre jubilerende musikere blev behørigt hyldet, og Erik Nprby lovede i sin tale orkestret to kasser øl. Efter koncerten! Anmelderne var i det store og hele positive. Frisk, fyrig og ildnende musik, skrev Aalborg Amtstidende om Norbys værk. I Ny Tid havde Norbys komponistkollega Erling D. Bjerno også roser, mens han til gengæld var stærkt utilfreds med, at Schrøder tillod solisterne og koret først at indtage deres pladser umiddelbart før Beethoven-symfoniens slutsats.

Jens Schrøder og komponisten Erik Norby efter 25-års jubilæumskon ærten.

Aalborghallen 30/11968 25-års jubilæumskoncert Erik Norby: Chaconne for

Måske var det nok Johs. Mortensen i Aalborg Stiftstidende, der i indledningen til sin mere reportageprægede omtale fangede stemningen bedst:

orkester (uropf.) Beethoven: Symfoni nr. 9 Dirigent: Jens Schrøder

Det iørefaldende tema fra sidste sats i Beethovens 9. symfoni blev nynnet af en betragtelig del mennesker på Vesterbro i Aalborg tirsdag aften - som var det en anden døgnmelodi. Publikum fra Aalborg By-Orkesters jubilæumskoncert var let at kende. Mange fortsatte, hvor Filharmonisk Kor og de

Solister: Kirsten Schultz, sopran

fire solister slap efter en mindeværdig aften.

Filharmonisk Kor AAedl. af Sangforeningen af 1843

Filharmonisk fødselsdag Den anden tirsdag i oktober 1968 var det så Filharmonisk Selskabs tur til at fejre fødselsdag. Man kunne forvente det ekstraordinære på solistfronten ved en sådan lejlighed, og det var også lykkedes. Violinisten Wolfgang Schneiderhan spillede Brahms' violinkoncert, og Alf Sjøen, der efter Schrøders to jubilæumsfejringer fik lov at stå på podiet, havde som symfonisk hovednummer valgt Sjostakovitjs første symfoni. Den havde nemlig også været på programmet, da han den 15. marts i960 for første gang havde præsenteret sig for selskabets medlemmer. Allerede i orkestrets sæsonprogram havde selskabets formand siden 1948, landsretssagfører Arthur Pelle, haft lejlighed til at opsummere en del af udviklingen:

Inge Frey, alt Kage Jehrlander, tenor Mogens Schmidt Johansen, bas

Et rigtigt

Medlemstallet i Filharmonisk Selskab efter etableringen af Aalborghallen: 1952/53 1953/54 1954/55 1955/56 1956/57 1957/58 1958/59 1959/60 1960/61 1961/62 1962/63 1963/64 1964/65 1965/66 1966/67 1967/68 1968/69 1969/70 1970/71 1971/72

0.996 1.069 1.550 1-357 1.170 1.127 1.151

landsdelsorkester

77

Siden stiftelsen har der været et meget snævert samarbejde mellem Filharmonisk Selskab og Aalborg By-Orkester, der bl.a. resulterede i, at Filharmonisk Selskabs koncertrække for nogle år siden blev indlemmet i Aalborg By-Orkesters sæsonoversigt, og det er bestyrelsens håb, at det gode samarbejde må fortsætte til gavn for såvel orkestret som Filharmonisk Selskab, der fra en beskeden begyndelse med kun få hundrede medlemmer nu har et medlemstal, der placerer selskabet blandt de største sammenslutninger af musikinteresserede i Danmark, en placering som man må ønske vil holde. I salsprogrammet til jubilæumskoncerten var det Estrid Schrøder, der stod for statistikken:

1.095

0.959 0.987 1.137

0.631 0.728

De manglende angivelser skyldes den ufuldstændigt førte forhandlingsprotokol.

Fra selskabets 3. sæson indledte kgl. kapelmester Georg Høeberg rækken af gæstedirigenter, hvoraf internationale navne som Nicolai Malko har ledet Aalborg By-Orkester 4 gange og Sir John Barbirolli 3 gange. Af vore danske dirigenter har Svend Chr. Felumb, Erik Tuxen, Johan Hye-Knudsen, Martellius Lundqvist, Launy Grøndahl, John Frandsen og Henrik Sachsenskjold været på podiet, mens vore skandinaviske broderlande har været repræsenteret af Tor Mann, Øivind Fjeldstad, Eric Bengtson og Arvid Fladmoe. I alt har 39 dirigenter gæstet Filharmonisk Selskab hjemmehørende i det europæiske musikliv fra Skotland, Vesttyskland, Schweiz, Spanien, Frankrig til østlandene Polen og Tjekkoslovakiet. Godt halvdelen af samtlige koncerter er blevet dirigeret af Jens Schrøder. Efter Alf Sjøens tiltræden som fast dirigent ved Aalborg By-Orkester i oktober igs9 har han dirigeret 31 programmer i Filharmonisk Selskab. Godt 100 medlemmer havde fulgt selskabet lige fra dets spæde begyndelse. De betalte nu 55 kr. for otte koncerter i Aalborghallen og to ekstrakoncerter på Aalborghus Statsgymnasium. Beløbet kunne eventuelt deles i to rater å 30 kr. Unge under uddannelse slap med 35 kr.f som til gengæld skulle erlægges på én gang.

Den østrigske violinist Wolfgang Schneiderhan fik sin Aalborg-debut ved Filharmonisk Selskabs 25-års jubilæumskoncert den 8. oktober

ig68.

Det skulle blive Filharmonisk Selskabs sidste jubilæum. Det havde længe været sådan, at orkestret stillede med to af sine bestyrelsesmedlemmer til selskabets bestyrelse/Programlægningen var efterhånden også rykket mere og mere over i orkestrets regi. Så hvad der var af rumlerier de to institutioner imellem, handlede ikke om, hvad der skulle spilles og med hvem. Derimod havde orkestrets ledelse i længere tid været betænkelige ved selskabets markedsføring, som næsten udelukkende bestod af dagsbladsannoncer. Det var ikke tilstrækkeligt, hvis man også skulle have fat i et nyt publikum, mente man.

78

Et rigtigt

landsdelsorkester

På en enkelt af selskabets generalforsamlinger i slutningen af i96o'erne havde der været en røst fremme om programpolitikken. Det var turistchef RE. Jensen, der foreslog, at man kunne præsentere Ulrik Neumann, Svend Asmussen eller - som han sagde - tilsvarende yngre navne. Det lyttede resten af bestyrelsen høfligt til. Noterede det også i referatet. Men mere skete der ikke. I 1972 havde selskabet tilsyneladende endegyldigt udspillet sin rolle. Orkestret overtog lige så stille eneansvaret for hele koncertvirksomheden. Samme år indførte man for første gang et pensionist-abonnement (til samme pris, som de unge betalte). Uden at det nødvendigvis havde forbindelse til selskabets dødelige afgang.

Fikspunkterne i Filharmonisk Kors medvirken hos orkestret var gennem mange år Håndels Messias på skift med de første tre dele af Bachs Juleoratorium ved juletid og et større oratorium på et eller andet tidspunkt i april ved afslutningen af vintersæsonen. En gang imellem deltog koret også i orkestrets udenbys koncerter. Herses således Alf Sjøen, Filharmonisk Kor og Aalborg By-Orkester under en forprøve i en kold Viborg Domkirke i begyndelsen af1970 'erne. Overfrakkerne blev først smidt til selve koncerten.

79

Symfoniske ambitioner

Den nye status som landsdelsorkester i kraft af loven om orkestervirksomhed uden for København var ikke blot et moralsk rygstød. Den betød også en forbedring i økonomien, som gjorde det muligt at gå på jagt efter større solister. På dirigentfronten ville Schrøder vel også gerne i princippet se internationale kapaciteter fra tid til anden. AAen i kraft af Sjøens ansættelse var der ikke blevet mere plads til gæstende dirigenter. Tværtimod.

. Poul Svanholm

Stadig måtte Schrøder have formandens tilladelse, hvis han skulle disponere beløb ud over de sædvanlige. Da han i juni 1962 havde fået pianisten Artur Rubinstein på hånden og ikke kunne få fat i Poul Svanholm, skrev han i stedet til ham (hvilket er årsagen til, at vi overhovedet kender til sagen i dag): Torsdag 21/6 Jeg prøvede at ringe til Dem til morgen for at gå videre med at engagere pianisten Artur Rubinstein til første filharmoniske koncert. Han koster kr. 12.000, men til gengæld er deten helt enestående sensation, og vi må kunne sælge mindst 250 gæstekort a kr. 16 foruden at abonnentskaren vil stige. Sidste antagelig med 200 = kr. 8.000. Vi vedlægger den færdigtrykte kontrakt og spørger, om vi nu skal udarbejde kontrakter til musikerne. Mvh Schrøder fik formandens tilladelse til denne ganske vovelige disposition. Og Svanholm spurgte til den ved et bestyrelsesmøde fjorten dage senere.

8o

Symfoniske ambitioner

Derefter gik et eller andet galt. Præcis hvad, og på hvilken facon Schrøder i øvrigt havde håndteret mellemværendet med Filharmonisk Selskab, fremgår ikke af det bevarede kildemateriale. Men det kan godt have haft forbindelse med, at orkestret sammen med kollegerne i Aarhus og Odense løb i en konflikt med Dansk Musikerforbund. Den havde ikke noget med de fastansatte musikere at gøre. Den handlede om de tariffer, som blev udbetalt til de løse assistenter, og som Musikerforbundet havde krævet hævet fra den i . september. Jens Schrøder mente gennem en samtale med den lokale musikerforbundsformand at have skaffet sig respit, så der kunne koncerteres frem til forhandlingerne førte til et resultat. Selvfølgelig med en efterfølgende regulering af betalingen. Formanden for Dansk Musikerforbund, Willy Pries, mente noget andet. Og så måtte programmerne i hast ændres, så de kunne spilles med de godt 30 faste musikere. Det gjaldt både en Musik og Ungdom-koncert den 18. september og den første koncert i Filharmonisk Selskab den cj.oktober, hvor Brahms' anden klaverkoncert blev til Schumanns eneste. Hvad publikum ikke vidste, var, at pianisten France Ellegaard, der havde gæstet Aalborg en enkelt gang før og nu fik sig en smuk succes i Schumann, egentlig var afløser for en meget, meget mere berømt kollega.

På jagt efter d e store navne Hvilke tanker Schrøder egentlig gjorde sig om sit orkesters planlægning og dets muligheder for at engagere de store navne, fremgår af et interview, han gav Aalborg Stiftstidende i 1966. Først skulle der reserveres dage i Aalborghallen til de store koncerter i Filharmonisk Selskab. Hvor det var traditionen, at man lagde ud den anden tirsdag i oktober. Og derefter gik man så i gang med at lægge puslespillet: Det kan nok få én til at rive sig i hårtotterne. Vore honorarer er ganske pæne, men det kan ikke hjælpe, når en solist ikke vil - eller kan - komme. De fleste store navne har planer tre-fire år frem i tiden, og kun hvis de tilfældigvis er på disse kanter, kan man placere dem. For tiden slås vi med et sådant problem med den store pianist Claudio Arrau. Han er netop i nabolaget om et års tid, og for 1000 dollar kan vi få ham, hvis han kan få flere koncerter. Ellers skal han have 1500 dollar. Samtidig har vi et alternativ i Englands store pianist John Ogdon, som vi på samme måde må holde i baghånden, hvis det kikser for os. Ved samme lejlighed vovede Schrøder at antyde, at der også kunne være interne årsager til, at noget ikke lykkedes:

Symfoniske ambitoner

8l

Jeg mindes endnu det programudvalg, som i 1946 afviste navne som Kathleen Ferrier og Isaac Stern, fordi man ikke vidste, hvem de var. Da kunne vi have fået Stern - i dag en af verdens fem store violinister - for 600 kroner. I dag skal han have mere end 20 gange så meget i gage. Om Schrøder havde kunnet gennemføre engagementer af Stern eller Ferrier, hvis hans programudvalg havde vidst bedre dengang - det får stå hen. Og er måske heller ikke så interessant. Derimod beskrev han her et problem, som var af mere generel karakter og næppe udelukkende aktuelt i Aalborg-sammenhæng.

D e store pianister Engagementet af Claudio Arrau lykkedes. Faktisk blev det ham, der spillede B-dur koncerten af Brahms. Det skete den 7. november 1967 med Alf Sjøen på podiet, og eftersom pianisten også havde fået et orkesterengagement i Århus og en soloaften i København, slap Aalborg med det billige honorar. Det var nok de færreste i salen, der kunne huske, at han allerede én gang før havde været i Aalborg. Det var så langt tilbage som 1920, hvor han kunne høres som led i Aalborg Musikforenings sæson i Håndværkerforeningen. Nu væltede han i hvert fald salen og delte generøst bifaldet med såvel dirigenten som solocellisten Peter Doberitz og de øvrige musikere. At Arrau kom, betød heldigvis ikke, at Ogdon blev væk. Han fik chancen den 13. februar 1968, hvor han var solist i Prokofievs anden klaverkoncert, igen med Sjøen som dirigent. Han forløste al den dynamik og klanglige opfindsomhed, som er nedfældet i Prokofievs klaverkoncert nr. 2, og i et ekstranummer af Liszt førte han også bevis for, at han trods sin samsonstyrke også behersker den inderligste følsomhed og et smittende lune. I aftenens mange fremkaldelser lå forhåbningen om et genhør, skrev Jyllands-Posten. Anmelderen fik sit ønske opfyldt. Ogdon kom igen endnu et par gange. Mens Arrau aldrig mere satte sine ben i Aalborg. Årtiet bød dog også på andre af de store pianister. Den 7. december 1965 spillede den 34-årige Alfred Brendel Beethovens 3. klaverkoncert, igen med Sjøen som dirigent. Det var før han for alvor var blevet verdenskendt, men Aalborg Stiftstidende var ikke i tvivl: Et blændende talent, hvis største særkende var en fuldendt artikulation, der fik musikken til at virke indlysende logisk. Han byggede Beethovens mageløse værk op med et intellektuelt klarsyn, der ufravigeligt satte hver

82

Symfoniske ambitioner

lille nuance på plads i den store sammenhæng. Det var stort spil, og Alf Sjøen og Aalborg By-Orkester støttede med et smukt og inspireret akkompagnement. Brendel er (endnu?) ikke kommet tilbage til Aalborg. Vladimir Ashkenazy var 26 årr da han første gang kom til Aalborg og spillede Beethovens femte klaverkoncert den 9. marts 1965, to år efter at han havde forladt Sovjetunionen og slået sig ned i London, fire år efter hans førstepris i Tjaikovskij-konkurrencen: Her kom en lille ung mand, der kan minde om en genert skoledreng, ind, satte sig på klaverbænkens yderste kant, og så byggede han Beethovens proportioner

op i et spil, så helt enestående i ekspansion, i intensitet

klangskønhed, skrev Aalborg

og

Amtstidende.

Ashkenazy er indtil nu kun vendt tilbage til Aalborg en enkelt gang, nemlig da han i 1979 spillede Brahms' anden klaverkoncert ved en af orkestrets fælles optrædender med Århus By-Orkester. Den sidste af årtiets store internationale pianister blev Annie Fischer, der skulle have spillet AAozarts C-dur klaverkoncert (nr. 25) den 4. marts 1969, men måtte sende afbud. I stedet dukkede hun op allerede det samme efterår (den 9. november), hvor hun kunne høres i Schumanns klaverkoncert. Mærkværdigt nok var der ikke fuldt hus. Kun omkring 700 tilhørere havde fundet vej til Aalborghallen. De fik til gengæld en stor oplevelse og fik som kvittering for deres varme bifald endnu et stykke Schumann, hans Aufschwung. Orkestret ville naturligvis gerne genengagere hende, og det lykkedes også. Den 2. november 1971 spillede hun Brahms' anden klaverkoncert, et af programudvalgets allerhyppigste bud på, hvad en verdenspianist kunne spille med et symfoniorkester, som i hvert fald ikke havde for mange strygere. Få dage før Fischers første koncert, havde Jens Schrøder fejret sin 60-års dag. Der var morgenmusik med orkestrets blæsere dirigeret af Alf Sjøen i gården bag Danmarksgade-lejligheden. Blandt formiddagens gratulanter var borgmester Thorvald Christensen og byrådsmedlem, direktør Just Carl Pedersen, der overrakte byens officielle udmærkelse, Aalborgmanden.

Flygelproblemer Én ting var vanskelighederne med at få de store klaverstjerner til Aalborg. For nu ikke at tale om besværlighederne med at få dem til at komme igen.

Pianisten Vladimir Ashkenazy efterlod et forsigtigt signeret portræt ved sin første Aalborg-optræden, den 9. marts 1965.

Annie Fischer

Symfoniske ambitoner

83

AlfSjøen i spidsen for den musikalske deputation ved Jens Schrøders 60-års dag den 6/111969.

Noget andet var overhovedet at give dem et ordentligt instrument at spille på. 11964 havde Schrøder fået tilbudt at købe det Steinway-flygel, som firmaet havde udstationeret i Århus til udlejning på jyske lokaliteter. Eftersom orkestret ikke umiddelbart magtede opgaven, men afgjort havde brug for instrumentet, lod han tilbuddet gå videre til Nordjysk Musikkonservatorium, imod at man indgik en samarbejdsaftale om dets benyttelse. Den blev konfirmeret i orkestrets bestyrelse i september 1965 og gik ud på, at orkestret skulle betale for transporten fra og til konservatoriet samt for brug af konservatoriets vanlige klaverstemmer. Desuden skulle konservatorieeleverne have adgang til generalprøver, hvor flyglet blev benyttet. I begyndelsen havde der været alvorlige vanskeligheder med flytningen, fordi konservatoriets daværende direktør havde lagt sig alvorligt ud med Dragerforeningen, de eneste lokale flyttemænd, som havde ekspertise til en sådan opgave. Det gode forhold blev dog genoprettet, og i samarbejde med flyttefirmaet havde orkestret ladet fremstille en speciel ramme, som gjorde flytteforretningen nemmere og mere sikker. Stor var orkestrets overraskelse derfor, da man forud for et par turistkoncerter i juni 1966 opdagede, at konservatoriet uden at meddele sig havde solgt halvparten i flyglet til Aalborghus Statsgymnasiums forældrekreds med den klausul, at flyglet skulle stå på gymnasiet og ikke måtte flyttes derfra. Efter højtidelige forhandlinger på bestyrelsesniveau de to institutioner imellem lykkedes det at finde frem til et midlertidigt brud på flytteforbudet. På længere sigt måtte orkestret dog have sit eget Steinway. Og sådan blev det også. Da man et par år senere for første gang stod med et overskud af en vis størrelse, blev det anvendt hos Steinway & Sons.

%A

Symfoniske

ambitioner

Jens Schrøder sammen med sopranen Irmgard Seefried, der gæstede Aalborg en enkelt gang. Det var den 7. november 1963 på dirigentens 54-års fødselsdag. Programmet var bygget op om den store solists valg af Mozart, Håndel, Mahler og Richard Strauss, men rummede også Holmboes syvende symfoni, der i denne sammenhæng må have virket som en hund i et spil kegler. Aalborg Amtstidende reagerede ved konsekvent i sin anmeldelse at kalde den for Holmboes sjette.

Strygerstjerner Øverst på toppen står de store sangerinder, som simpelthen ikke er til at købe for penge, sagde Jens Schrøder også i det netop citerede interview. Dem blev der da også kun råd til en enkelt af i i96o'erne r nemlig sopranen Irmgard Seefried. Så fulgte de store pianister som de mest populære solister hos det nordjyske publikum. Derefter kom violinisterne og først længere nede i rækken cel-

Symfoniske ambitoner

85

listerne. Stadig ifølge Schrøder. Det var ikke kun en proklamation. Den lod sig også tydeligt aflæse i programmerne, som fra 1960'ernes første halvdel fandt plads til stadig flere af de store topviolinister. Den første var tjekkiske Josef Sukr der den 3. december 1963 spillede Beethoven og siden med mellemrum kom tilbage. Hans sidste visit fandt sted i 1993, hvor han delte Brahms' dobbeltkoncert med sin landsmand Michaela Fukacova(ses. 210). Så fulgte Igor Oistrakh, som den 15. marts 1966 var solist i Lalos Symphonie espagnole og den 27. februar 1968 i Sibelius' violinkoncert. Også han kom igen mange år senere, nemlig i 1997, hvor det var hans tur til at dele Brahms' dobbeltkoncert, denne gang med Erling Bløndal Bengtsson (se s. 244). Ida Haendel spillede den 10. oktober 1967 Tjaikovskijs violinkoncert og fik strålende anmeldelser i alle de tre lokale aviser, som Aalborg havde på dette tidspunkt. Alligevel blev hun aldrig inviteret tilbage, hvilket muligvis hang sammen med, at hendes dirigent var Pierino Gamba, der ganske vist ikke kunne kaldes barnestjerne længere, men alligevel stjal broderparten af opmærksomheden. Som allerede nævnt (se s. 76) var det Wolfgang Schneiderhan, der ved Filharmonisk Selskabs 25-års koncert den 8. oktober 1968 triumferede i Brahms' violinkoncert, og ham lykkedes det at lokke tilbage endnu en gang, nemlig den 1. februar 1972, hvor han spillede Beethoven. Ved begge Igor Oistrakhs 1960'er-besøg havde aviserne været taktfulde nok til ikke at nævne, at hans far var en endnu mere berømt violinist end han selv. Men det er klart, at man i orkestret hellere end gerne ville have fat i fader Oistrakh. Og sandelig om det ikke lykkedes. Den 16. februar 1969 kom David Oistrakh og spillede Beethoven-koncerten med Jens Schrøder som dirigent. Som det var venteligt, kogte salen over, og Schrøder havde været klog nok til at afvikle såvel Holmboes Monolith som Sibelius' femte symfoni inden pausen, således at man ved koncertens afslutning kunne koncentrere sig fuldt ud om hyldesten til den store gæst, som også fik en touche af orkestret og kvitterede med et par solosatser af Bach. Årtiets sidste violinstjerne var også fra Sovjetunionen. Det var Mikhail Vaiman, som den 28. oktober spillede Sibelius. Egentlig var det meningen, at han skulle have kombineret Bachs E-dur koncert med Glazunovs koncert. Mikhail Vaiman Der var mere end en enkelt cello-solist i løbet af 1960'erne. Men ingen af tilsvarende status som franske Paul Tortelier, som den 25. marts 1969 spil-

86

Symfoniske

ambitioner

lede Elgars cellokoncert, og som vendte tilbage den 11. oktober 1971 ved en fælleskoncert med orkesterkollegerne i Århus. Denne gang med en endnu større sjældenhed på programmet, nemlig Lalos cellokoncert.

Store gæstedirigenter I det allerede flere gange citerede interview ytrede Jens Schrøder sig også om fænomenet gæstedirigenter: Enhver solist virker inspirerende på et orkester. For dirigenterne gælder desuden, at de kan virke direkte belærende, hvilket skyldes, at dirigenterne normalt er sammen med et orkester i flere dage end en solist. Men derfor er det ikke alle dirigenter, der kan falde til med alle orkestre. Deres arbejdsform skal passe til vor - derfor engagerer jeg aldrig en dirigent, før jeg har haft anledning til at se ham i arbejde - under prøverne - med et orkester. Om det også havde været tilfældet med den store gamle tysker, 76-årige Robert Heger fra Miinchen - om Jens Schrøder virkelig havde insisteret på at kigge ham i kortene, inden han blev engageret, kan vi i dag kun gisne om. Men mon ikke han har fået lov at optræde på renommeet? Som solist ved Filharmonisk Selskabs åbningskoncert i 1965 havde han Det Kgl. Teaters Gurli Plesner, der sang Mahlers Kindertotenlieder. Man begyndte med Beethoven og sluttede med Stravinskys suite fra »Ildfuglen«, hvor avisbillederne fra prøverne røber, at det var en ung Tove Lønskov, nyansat som lærer på Nordjysk Musikkonservatorium, der tog hånd om klaverstemmen. Heger kom ikke igen. Men et andet bekendtskab, der knyttedes i dette årti, blev indledningen til et lidt længere samarbejde. Det var polske Jerzy Semkow, som Schrøder personligt havde oplevet i udlandet og derefter jagtet for at få ham til Aalborg. Her dirigerede han første gang i januar 1967. Det havde været nødvendigt at bøje lidt på traditionerne og for en enkelt gangs skyld holde koncert om onsdagen. Men skal man tro Aalborg Stiftstidendes omtale af det solistløse program, fik publikum så også en ekstraordinær oplevelse: En chokerende oplevelse. For hvorledes skal man forstå eller forklare den evne, som visse dirigenter - i dette tilfælde Jerzy Semkow - har til helt at forvandle et orkesters status i løbet af nogle få dage ? Ved koncertens slutning rejste såvel publikum som orkester sig for at hylde den unge polak - noget hidtil uhørt.

Ved siden af vor egen Erling Bløndal Bengtsson var engelske Amaryllis Fleming i en årrække Aalborgs »stamcellist«. Hun var første gang solist i 1958 og vendte regelmæssigt tilbage indtil midten afigjo'eme.

Aalborghallen 12/101965 Beethoven: Leonore-ouverture nr. 1 Beethoven: Symfoni nr. 2 Mahler: Kindertotenlieder Stravinsky: Suite af »Ildfuglen« Dirigent: Robert Heger Solist: Gurli Plesner

Symfoniske

ambitoner

87

Efterhånden som Semkows karriere blev stadig mere international, mistede orkestret forbindelsen med ham. Derimod lykkedes det at bevare en mangeårig kontakt med sovjetiske Edvard Serov, som gerne kom til Danmark i det hele taget og i en periode også blev chef kapelmester hos kollegerne i Odense Symfoniorkester. Serovs Aalborg-debut fandt sted den 19. november 1968. Han var på dette tidspunkt 31 år gammel. En herre, der kan mere end at tælle til fire, og han fik byorkestret til at spille mere disciplineret og præcist, end man har hørt det længe, skrev Aalborg Stiftstidendes Johs. Mortensen. Jerzy Semkow

Et par måneder senere knyttedes endnu et værdifuldt dirigent-bekendtskab, da franske Jean Périsson, også virksom ved Pariser-operaen, den 28. januar 1969 for første gang gæstede det nordjyske musikliv. Samtidig var Schrøder og Sjøen begge i Norge for at dirigere, den ene i Bergen, den anden i Kristianstad. Périsson duperede ved at dirigere uden partitur og sluttede sin koncert med Debussys La mer, hvorefter han under fremkaldelserne trykkede så mange af musikerne personligt i hånden, som han kunne overkomme. Han skulle gennem mere end et årti blive orkestret en nyttig mand, ikke mindst i det franske repertoire, som ellers indtil nu ikke havde haft nogen særlig høj prioritering.

Aalborghallen 13/21962 Lutoslawski: Lille suite Haydn; Symfoni nr, 101 Beethoven: Klaverkoncert nr. 3 Prokofiev: Suite nr. 2 fra »Romeo og Julie« Dirigent: Karol Stryja Solist: Lis Smed Christensen, klaver

Aalborghallen 4/21964 Thisted 5/21964 T. Baird: Colas Breugnon-suite Carl Nielsen: Fløjtekoncert Beethoven: Symfoni nr. 7 Dirigent: Karol Stryja Solist: Poul Birkelund, fløjte

Årtiet bød også på enkeltstående besøg af dirigenter som Jiri Waldhans, Zdenek A/lacal og Alexander Gibson (som blev inviteret tilbage i begyndelsen af 90'erne, men døde kort inden sin planlagte koncert). Nok så interessant er imidlertid engagementet af polske Karol Stryja, fordi det eksemplificerer en praksis, som Schrøder allerede tidligere havde lagt sig til, nemlig dirigentengagementer på udvekslingsbasis. Stryja, der var seks år yngre end Schrøder og i øvrigt født mindre end 30 km fra Schrøders fødested i Polen, var debuteret som dirigent i 1951 og overtog to år senere lederskabet af de 100 musikere i det filharmoniske orkester i Katowice. Stryja kom første gang til Aalborg i februar 1962 og derefter i februar 64. Begge gange udløste det en genvisit for Schrøder, der anså dette samarbejde på tværs af det daværende jerntæppe ned gennem Europa for så væsentligt, at man ved det andet Stryja-besøg foranstaltede et egentligt pressemøde med dirigenten forud for hans koncert, hvilket var meget usædvanligt for orkestret dengang. Her kunne den polske dirigent berette om, at musiklivet i hans hjemstavn måske nok var under en vis styring, men alligevel nok det, der havde den største frihed i de såkaldte satellitstater.

88

Symfoniske ambitioner

Som god patriot sørgede Stryja også for, at han hver gang fik præsenteret et stykke musik derhjemmefra. Første gang var det Tadeusz Bairds Colas Breugnon-suite. Anden gang Lutoslawskis Lille suite. Begge gange tog kritikken pænt mod den polske kapelmester, som få år senere skulle blive Schrøders kollega i Odense, i øvrigt med Schrøder som orkestrets rådgiver (!), da kontrakten med Stryja skulle færdigforhandles. Stryja var leder af Odense-symfonikerne i næsten tyve år, indtil skærmydsler bragte det faste ansættelsesforhold til ophør. Også han skulle komme til at opleve på sin krop, at det trods den bedste vilje af verden kan være svært at skabe den nødvendige fornyelse i et fast forhold.

Balletorkester Som tidligere nævnt (se s. 56) havde orkestret en enkelt gang fungeret sammen med Den Kgl. Ballet under et Aalborg-gæstespil. Nu tog man atter udfordringen som balletorkester op. Men denne gang uden for hjembyens trygge rammer. Det var Den Skandinaviske Ballet under ledelse af Else Marianne von Rosen, der til et program i den nystartede Århus Festuge i september 1965 havde brug for et orkester i to af aftenens tre nye balletter (den tredje var lavet til elektronmusik på bånd). Så Aalborg By-Orkester og Jens Schrøder stillede op og spillede til »Frisk mod« med musik af Buxtehude, orkestreret af orkestrets gode bekendt Poul London og »Jenny von Westphalen«, der havde nyskrevet musik af Niels Viggo Bentzon. Navnlig den sidstnævnte krævede fuld koncentration, men lykkedes tilsyneladende pænt, for i Jyllands-Posten noterede Erling Winkel, at orkestret var særdeles fyldestgørende med den sammenbidte Jens Schrøder på podiet. Der var kun tale om to opførelser i Århus. De fulgtes til gengæld af forestillinger i Halmstad, København, Slesvig by, Tønning og Westerland på Sild inden for kun et par uger, så orkestret fik sin rejselyst styret ved samme lejlighed. Senere den samme sæson fortsatte orkestret balletvirksomheden. Men nu var det balletfolket, som rejste til orkestret. Der til gengæld optrådte på bånd. Det handlede nemlig om lydsiden til TV-produktioner for Danmarks Radio, der sendte de pågældende koreografer til Aalborg for at sikre, at musikken havde de rette dansante tempi, når først danserne gik i studiet.

Else Marianne von Rosen og Milorad Miskovitch under prøverne på Århus Teater på Den Skandinaviske Ballets »Jenny von Westphalen«. Balletten var koreograferet af von Rosen og handlede om Jennys samliv med Karl Marx. Den havde dekorationer af maleren Preben Hornung og nyskrevet musik af Niels Viggo Bentzon.

Symfoniske ambitoner

89

Det blev indledningen på en mindre serie produktioner. I første omgang gjaldt det to balletter, som begge havde koreografi af Anton Dolin. Det var hans rekonstruktion af »Pas de quatre« med musik af Cesare Pugni (udsendt juledag 19661 for fire kvindelige solister og det mandlige modstykke, kaldet »Variations for four« (vist nytårsdag 67). Sidstnævnte havde nyskrevet musik af Marguerite Keogh. TV har ikke siden genoplivet »Variations for four«, og det vakte derfor en vis forbavselse, da Aalborg Symfoniorkester i begyndelsen af 1990'erne fik en henvendelse fra balletten ved operahuset i Essen, som til en galaforestilling til ære for Dolin ville genopføre balletten og derfor gerne gøre brug af den gamle TV-lydside. Med fornyet hjælp fra Danmarks Radio blev båndet lyd restaureret og finkæmmet en ekstra gang for hørbare klip, så det kunne mere end blot stå sig. Glade var man i Essen, fordi man havde fundet en indspilning med et samarbejdsvilligt orkester. Og hos Aalborg Symfoniorkester, der fik sig en helt uforudset udenlandsk fjer i hatten.

Teaterorkester på bånd Da Karen Marie Løwert i 1965 forlod Aalborg Teater og drog til Det Ny Scala, tog hun Victor Stærmose med sig som kapelmester. Han havde fungeret som repetitør og assisterende kapelmester på teatret, hvilket ikke havde været helt uden problemer i hans omgang med kollegerne i orkestret, hvor han var ansat som kontrabassist. I første omgang vendte Poul Petersen tilbage og med ham et mere orkestervenligt repertoire og en lidt mere koncertrespektfuld planlægning. Da han i 1968 afløstes af Ebbe Langberg, skiftede repertoiret igen karakter, og tilstandene begyndte igen at ligne de løwertske. Vanskelighederne nåede en hurtig kulmination, da Langberg i december 1968 ændrede sine repertoireplaner for anden halvdel af sæsonen, hvorefter instruktøren Kasper Rostrup til sin opsætning af »Hamlet« med premiere i marts ønskede nyskreven musik af Erling D. Bjerno og af praktiske grunde ønskede den på bånd. Orkestret havde påpeget, at man formentlig ikke endnu en gang ville få dispensation fra Dansk Musikerforbunds bestemmelser om, at anvendelsen af en sådan indspilning udløste såvel et indspilningshonorar til de pågældende musikere som et afspilningshonorar per forestilling.

90

Symfoniske

ambitioner

Det blev undersøgt, om musikerne eventuelt kunne anbringes bag scenen. Dette udelukkede instruktøren, og efter en reducering af partituret til det mindst mulige antal musikere, blev båndet så indspillet. Det var ikke orkestrets egne musikere, der stillede krav om honorering. Det gjorde til gengældforbundet, som gerne ville vinde en principiel sejr med henblik på den næste overenskomstforhandling. Netop dette område var nemlig endnu ikke en del af den faste overenskomst. Da den manglende dispensation fra Musikerforbundet gik op for alle involverede, overvejede man at anvende anden musik. Men nu var der for alvor gået baglås i sagen. Forbundet fastholdt, at indspilningen var foregået under den forudsætning, at båndet med Bjernos musik blev anvendt ved samtlige opførelser af »Hamlet«. På orkestrets vegne mente forretningsfører Kaj Birkeholm at have advaret i tide. Teatret måtte derfor selv ud med pengene. Han kunne dog tilbyde at lægge ud i første omgang. Teatret gav sig. Men ikke uden følgende lavmælte, umisforståelige protest på skrift: Vi finder i denne forbindelse anledning til at gøre opmærksom på, at aftalen mellem byorkestret og teatret går ud på, at orkestret skal levere musik 125 gange for et honorar på 150.000 kr., altså kr. 1200 pr. gang. Byorkestret har i indeværende sæson medvirket i alt 60 gange, svarende til et beløb på kr. 72.000, og det vil altså sige, at teatret betaler kr. 78.000 til orkestret uden at aftage musik derfor og desuden skal betale et indspilningshonorar for båndet til »Hamlet« på kr. 1820 og yderligere kr. gio pr. aften, båndet anvendes.

Orkestrets dagligdag (1) Først et brev fra orkestrets tillidsmand, som vist ikke kræver nogen nærmere kommentar: Aalborg By-Orkesters bestyrelse, v/fhv. borgmester hr. Jens Jensen. Aalborg d. 29.-6.-64. Lørdag d. 27.-6. modtog orkestret under prøven med kapelmester Alf Sjøen i radiosalen ordre om at forlade Aalborghallen ad bagtrappen, ud gennem foyeren og udgangen ved kontorerne fordi man ventede gæster. Ordren blev naturligvis ignoreret af orkestret.

Symfoniske ambitoner

91

Vi er i tidens løb ofte blevet tvunget til at rømme musiksalen, der er vort normale prøvelokale til fordel for danseskoler, møder, udstillinger osv, og har ofte været tvunget til at have vort regnvåde tøj liggende og pakke instrumenter ud alle godt og vel 40 mand i samme lokale hvor vi skulle prøve. Dette er diskriminerende i forhold til andre lejere. Vi vil ikke fortsat behandles som tredjerangs personer, der helst ikke må ses, når der er andre tilstede i hallen. Derfor, hvis deri fremtiden forekommer restriktioner af nogen art med hensyn til at pakke instrumenter ud, uden at der er skaffet andre passende faciliteter hertil end skranken ved Musiksalen, hænge tøj i garderoben, eller der formenes os adgang til og fra prøvelokalet ad normal vej, vil vi aflyse eller nægte at påbegynde prøve på Aalborghallens ansvar.

Victor Stærmose i et lidet formelt musikalsk samarbejde med Jens Schrøder. Stærmose var ansat som kontrabassist, men var også en storartet pianist og kunne tillige gøre sig på andre instrumenter. I perioder fungerede han som repetitør og assisterende kapelmester på teatret, og det fortælles, at de andre musikere altid kunne regne ud, når han ankom til aftenens forestilling, om han skulle spille eller dirigere. Hvis han den pågældende aften var musiker, sagde han Godaw. Skulle han dirigere, benyttede han sig af et mere formelt Godaften.

Vi er i vor lovlige ret hertil, idet loven udtrykkeligt bestemmer, at der skal forefindes passende lokaleforhold til orkestret herunder naturligvis også passende forhold til udpakning af instrumenter og til overtøj. Det hedder i ministeriets bekendtgørelse af 27 dec. 61, at det er naturligt begrundet i orkesterets tilhørsforhold til hjemstedskommunen at denne tilsikrer orkestret passende lokaler. Der nævnes oven i købet faste lokaler, som vi jo aldrig har haft. Vi ved, at bestyrelsen kun vil vort vel, og der ligger naturligvis ikke kritik af bestyrelsen i ovenstående; men vi synes, at det er på tide, efter godt ti års forløb, at Aalborghallen bliver klar over, at vi i hvert fald må ligestilles med andre lejere. På orkestrets vegne, ærbødigst Jacob Justesen Det tog sin tid, før Jens Jensen gjorde noget alvorligt ved sagen. Måske mente han, at lidt sommerferie ville berolige gemytterne. Men da der fortsat var vanskeligheder i løbet af efteråret, måtte han til slut rykke ud i en officiel skrivelse til hallens ledelse: Den10.dec.1g64 Aalborghallen, Aalborg Gennem de sidste 12 år harAalborg By-Orkester gennem Aalborg kommune fået anvist prøve- og koncertlokaler i Aalborghallen, hvilket institutionen har været glad for. Blot er der i de senere år kommet en del besværligheder ind i billedet, idet det normale prøvelokale I musiksalen) ikke har

92

Symfoniske

ambitioner

været tilgængeligt for orkestret til de daglige prøven ligesom det kniber mere og mere med at få placeret regelmæssige koncerter i hovedhallen. F.eks. vil det ikke være muligt at afholde de traditionelle sommerturistkoncerter i august måned 1965 på grund af udstillinger. Foranlediget heraf anmoder Aalborg By-Orkester herved Aalborghallen om at få oprettet en aftale, der sikrer institutionen et fast dagligt prøvelokale (musiksalen), samt at der vil blive taget et rimeligt hensyn til placering af koncerter i såvel sommer som vintermånederne. Et ønske, som ikke synes urimeligt, da orkestret betaler ca. 40.000 kr. årligt i leje af lokaler. De nuværende forhold gør det umuligt at opnå et tilfredsstillende kunstnerisk resultat, da akustikken er forskellig i alle Aalborghallens lokaler, hvortil kommer, at den bagerste del af hallen, hvor orkestret har prøvet meget inden for den sidste 1V2 måned, ikke kan opvarmes forsvarligt. Til orientering vedlægges orkestrets tjenesteplaner for september, oktober og november måneder, hvoraf det fremgår, at der har været afholdt prøver flere forskellige steder- også uden for Aalborghallen - hvilket belaster institutionen med ekstraordinære udgifter. Anmodningen fremsendes under henvisning til, at der i loven om statsstøtte til orkestre uden for hovedstadsområdet står anført, at hjemstedskommunen må sikre orkestret egnede lokaler til såvel prøver som koncerter. Med venlig hilsen AALBORG BY-ORKESTER Jens Jensen Desværre var bestyrelsesformanden kun forhenværende borgmester og ilden større politisk vægt. Lovens formuleringer gjorde intet større indtryk på Aalborghallens ledelse, og der skulle gå ganske mange år, før de centrale lokalpolitikere var til at råbe op om forbedringer i lokale-situationen.

O r k e s t r e t s d a g l i g d a g (2) Når man gennemser orkestrets arkivering gennem de mange år, hvor Jens Schrøder var chef, står det klart, at han i visse perioder var mere på skriftlig fod med sin bestyrelse, end det måske ellers var hans vane eller lyst. Man undgår ikke helt den fornemmelse, at han først og fremmest skrev, når han ikke var sikker på, hvilken retning udviklingen ville tage, når han havde fornemmelsen af ikke at have fuld opbakning hos bestyrelsen til de ideer, han selv havde om orkestrets vej fremad, eller når han var i modvind blandt orkestrets medlemmer.

Fhv. borgmester Jens Jensen var orkestrets bestyrelsesformand 1963-70.

Symfoniske

ambitoner

93

Det var nemlig Ikke hvad som helst orkestrets medlemmer, trods deres generelle tilpasningsdygtighed og gode vilje, stillede op til. De nægtede eksempelvis efter erfaringerne med den allerede omtalte Tysklands-turné at stille op til et tilsvarende arrangement i 1963, og ledelsen måtte bøje sig og aflyse med kort varsel hos den tyske koncertdirektion, hvilket kom til at koste en bod på 1.000 DM. 1 sådanne følsomme perioder foranstaltede Schrøder månedlige rapporter eller halvårsmeldinger til bestyrelsen. Specielt de sidstnævnte er interessante, fordi de tager pulsen på udviklingen med langt mere frisprog end man vovede at anvende i årsberetningerne, der ganske vist også som grundlag havde et udkast fra Schrøder, men både fra hans hånd og også i bestyrelsens endelige version var langt mere generelle og forsigtige i deres formuleringer. Tager vi eksempelvis den halvårsrapport, som Schrøder skrev den 30. september 1968 (virksom hed så ret fulgte dengang finansåret, dvs. fra 1. april til 31. marts), så var den givetvis først og fremmest udløst af, at Danmarks Radio var godt i gang med at omlægge sine optagelser med landsdelsorkestrene. Men den skal citeres i sin helhed, fordi den samtidig giver et godt billede af orkestrets hverdag: / første halvdel af virksomhedsåret ig68/6g har der været afholdt koncerter og lignende 41 gange. Teatret - som afsluttede Poul Petersens 2. periode - havde bedt orkesteret være klar til en forårsmusical, men denne blev aflyst. Det må siges, at 41 »enheder« er ganske tilfredsstillende, bl.a. fordi der i alt har været arbejdet godt ig uger, idet dels påskeugen og dels sommerferien går fra. Arbejdet fordeler sig på: 14 koncerter i Aalborg 4 udenbys koncerter (der var 2 samme aften i Tivoli} 2 andre (Katedralskolens translokation og åbning af købstadsforeningsmøde) 21 produktioner (indspilninger) for Danmarks Radio. Af de stedfundne »enheder« har Alf Sjøen dirigeret 17, Jens Schrøder ig, medens gæstedirigenter har dirigeret 5. Der har været 5 danske solister og 2 udenlandske, medens 10 af orkesterets egne medlemmer ved koncerter og produktioner har medvirket som solister. Af statistiske oplysninger vedrørende programmerne kan meddeles, at 24 symfonier har været spillet, heraf 6 danske. En storstilet programserie i Danmarks Radio, hvori skal indgå et større antal af Joseph Haydns over 100 symfonier, har beskæftiget orkesteret, Således at 8 symfonier af denne komponist nu ligger klar til udsendelse.

94

Symfoniske

ambitioner

Det skal vedrørende programmerne endvidere bemærkes, at Danmarks Radio i stærkt stigende grad »bestiller« konkrete værker indspillet. Dette vil sige, at vi ikke har haft indflydelse på mere end godt og vel V* af produktionsprogrammerne. Dette vil sige, at de faste kapelmestre i nogen måde har været afskåret fra at fremkomme med egne ideer, og at de til gengæld har været pålagt et betydeligt individuelt indstuderingsarbejde - fortrinsvis af værker, som de ikke kan frugtbargøre i By-Orkestrets almindelige koncerterende virksomhed. Orkestret har gjort et godt og sagligt arbejde på alle disse for musikerne ukendte værker, og det kan siges, at orkesterets daglige ledelse har bestræbt sig på at indlægge disse værker i arbejdet i det forgangne halvår, trods nødvendigheden af flere prøver end sædvanligt, fordi den aflyste musical gjorde tjenestetid ledig. Derved er en meget stor del af vore produktioner for indeværende finansår opbrugte, men da langt størstedelen er brugt efter Danmarks Radios konkrete ønsker, er der grund til at tro, at den såkaldte »kvota« vil blive overskredet. Der er tegn på, at man kan dreje radioforpligtelserne derhen, at Aalborg By-Orkester vil være forpligtet til et minimum af (for eksempel) 43 radioudsendelser, men rede til efter behov at yde flere indspilninger. Radioarbejdet har været ledsaget af visse ydre besværligheder, fordi planlægningen fra Musikafdelingens side sker alt for sent og somme tider nærmest improviseret. Jens Schrøder

Fornyelser i radioarbejdet Det, som givetvis lå Schrøder mest på sinde i denne rapportering, var fornyelserne i radioarbejdet. De første tegn på en radikal ændring på dette punkt havde orkestret set allerede i sæsonen 1965-66, hvor de vanlige middagskoncerter udgik. De havde fra orkestrets grundlæggelse været en rygrad i virksomheden, ikke mindst fordi repertoiret dengang havde korte, populærklassiske stykker som hovedingrediens og de store symfonier og instrumental koncerter som en - meget velkommen - undtagelse. Desuden havde man hos Aalborg-orkestret, som det eneste af de tre gamle landsdelsorkestre, haft weekend-koncerterne som et fast element i samarbejdet, indtil det nordjyske publikum ikke længere fulgte trop. Nu sad man altså med en situation, hvor der ikke længere var den samme overensstemmelse mellem orkestrets lokale koncertvirksomhed og Danmarks Radios ønsker. Radioen transmitterede stadig en hel del af de store symfoniske koncerter. Men de båndede produktioner drejede sig nu om repertoire, som med den schrøderske formulering ikke lod sig frugtbargøre i orkestrets almindelige koncerterende virksomhed.

Produktioner for DR i sidste halvår af 1968 Børresen: Forspil til »Den kongelige gæst« Gade: Noveletter for strygeorkester Symfoni nr. 7 Haydn: Symfoni nr. 28 Symfoni nr. 29 Symfoni nr. 31 Symfoni nr. 38 Symfoni nr. 55 Symfoni nr. 56 Horneman: Aladdin-ouverture Kunzen: Ouv. til »Hussiterne« Larsson: Klarinetconcertino Roman: Violinkoncert Sibelius: Svanen fra Tuonela Sinding: Symfoni nr. 1 Svendsen: Cellokoncert Norsk rapsodi nr. 2 Tarp: Symfoni nr. 2 Valen: Kirkegården ved havet Weyse: Ouv. til »Festen på Kenilworth« Symfoni nr. 5

Symfoniske

ambitoner

95

Det kan i dag være lidt vanskeligt at forstå, at en serie med eksempelvis Haydn-symfonier ikke skulle kunne være— i hvert fald delvis - anvendelig ved Filharmonisk Selskabs koncerter. Men her kommer nok Schrøders hjertesuk ind. Radioens planlægning syntes stadig at være sen og lidt tilfældig. Det havde radioen ellers forsøgt at rette op på ved for første gang at ansætte en særlig medarbejder med landsdelsorkestrene som eneste ansvarsområde. Carl-Emil Jungild, som af uddannelse var organist, kom udefra og tog fat på at organisere et produktionsprogram, som skulle byde på en passende blanding af symfonisk standardrepertoire og randrepertoire. Til dette sidste hørte efter orkestrenes mening de store mængder af ældre dansk musik, som Jungild fik fundet frem fra Det.Kgl. Biblioteks hylder og støvet af. Dette skete midt i en tidsalder, hvor optageteknikken var under revolution. Siden midten af 1950'erne havde grammofonindustrien optaget i stereo. Radioen var senere ude, nok først og fremmest fordi stereo-transmissionsteknikken var bagud i forhold til optageteknikken. Først i oktober 1969 var både program 1 og program 2 landsdækkende som stereokanaler. Det betød, at en del af det danske repertoire, som Jungild allerede én gang havde fået på bånd, nu skulle genoptages i stereo. Dermed kom »afstøvningen« til at fylde mere, end nogen havde forestillet sig fra første færd. De faste kapelmestre, der næsten altid måtte stille op, fik sværere og sværere ved at motivere musikerne. Hvilket naturligvis kunne høres. På den anden side kunne orkestrene ikke uden videre frasige sig denne del af virksomheden. Det fremgår meget klart af indtægtssiden for eksempelvis finansåret 1967-68 Billetsalg,.ind. udenbys koncerter Honorarer fra Danmarks Radio Aalborg Teater Andre indtægter

78.712 377.040 150.000 4.232

Tilskud fra staten (4/8 af lønninger) 1.225.198 Tilskud fra Aalborg Kommune (3/8 af løn) 918.898 lait 2.754.080 På dette tidspunkt udgjorde den samlede gage til de to faste kapelmestre 135.502 kr., mens der til solister og gæstedirigenter, blev anvendt i alt 90.299 kr. Der var altså ingen vej uden om et fælles fodslag med Danmarks Radio. Så godt det nu lod sig opnå via Landsdelsorkestrenes Samarbejdsudvalg.

96

Symfoniske ambitioner

I det lange løb var situationen ikke holdbar. Efterhånden som sparetiderne også nåede til DRf skulle man komme til at se med helt andre øjne på landsdelsorkestrene. Men det lå ude i den fremtid, som er så svær at spå om.

O p e r e t t e o r k e s t e r igen Talrige små og store tegn fra både det foregående og dette årti vidner om, at Jens Schrøder til stadighed gik med en uforløst operakapelmester i maven. Han forsøgte ved flere lejligheder at stable musikdramatiske arrangementer på benene, også selv om sporene fra den publikumsmæssigt katastrofale opsætning af »Flagermusen« (se s. 56) skræmte. Det er givetvis i dette lys man skal se hans rapport til bestyrelsen vedrørende Aalborg By-Orkesters medvirken den 11. og 12. november 1968 ved operetten »Orfeus i Underverdenen« i Aalborghallen. Der var tale om et gæstespil fra Stora Teatern i Goteborg med hallen som den ansvarlige arrangør: På et forholdsvis sent tidspunkt (slutningen af august) blev jeg en eftermiddag, kaldt ud i hallen, hvor herrer fra Stora Teatern i Goteborg så på hallens scene. Man spurgte, om By-Orkestret kunne danne teaterkapel, og efter ganske få replikker stod det klart, at dette måtte være muligt. Jeg opfattede tanken som et forsøg på billiggørelse, og fastslog at de videre forhandlinger skulle udskydes, til vi havde talt med Aalborg Kommune. Dette gjorde vi ikke, fordi der jo reelt foreligger retningslinjer, og fordi svenskerne måtte forblive i den tro, at Aalborg By-Orkester ville få et eller andet for sin medvirken, hvorved et sådant beløb blev i byen - og i hvert fald ville det være billigere end det, man skulle give for Stora Teaterns

Det var Rune Olson (t.h.), der sang rollen som Den Offentlige Mening i det succesfulde Goteborggæstespil med »Orfeus i Underverdenen«. PerSiwe havde sat i scene, og Otto Kern dirigerede forestillingen, der havde haft premiere på hjemmescenen kun ti dage før.

Symfoniske

ambitoner

97

orkester. Efter given sædvane medvirkede vi i dette kommunale arrangement uden vederlag, og vi forventer at kunne få refunderet visse ekstraudgifter, som, alene skyldes nødvendigheden af en orkesterprøve om søndagen den lo/n. I.h.t. musikernes regulativ har vi ret til 2 timers prøve om søndagen 15 gange om året inden for tjenesten. Denne prøve måtte udvides til 4 timer. Schrøder anfører derefter, at orkestret under ledelse af Otto Kern præsterede et fortræffeligt akkompagnement, og at Stora Teatern på enhver måde udtrykte sin tilfredshed. Og så fortsatte han: Fra orkestrets ledelses side ønsker vi gerne dette samarbejde fortsat og udvidet, og jeg har da aftalt med [teaterchefen Bernhard] Sonnerstedt, at jeg kommer til Goteborg i begyndelsen af januar for at indlede forarbejderne på en fortsættelse - tidligst i sæsonen io6g/70. Om forberedelserne må jeg udtrykke min forbavselse over, at By-Orkestret atter har måttet opleve, at et arrangement har været drøftet i længere tid, uden at vi blev taget med på råd. Jeg må endvidere undre mig over, at man ikke har underrettet teaterchef Ebbe Langberg om dette kommunalt garanterede arrangement, som dog har med teaterdrift at gøre. Som bestyrelsen ved, er jeg stærkt interesseret i lyrisk teater, og der synes mig at være en vis mulighed for ad den nu indslagne vej at kunne oparbejde kendskab til musikdramatiske fremførelser, navnlig fordi Aalborghallen for første gang i lang tid fik medvind som teaterlokale. Det må tilrådes, at der bliver skabt en mere rationel måde at angribe problemer på, som f.eks. gæstespil af den nævnte art. Aalborghallens ledelse har - sådan forekommer det os i By-Orkestret - visse beføjelser m.h.t. at gennemføre arrangementer. Det ville være ønskeligt for os - og formentlig også for Aalborg Teater - at kende disse beføjelser. Når disse er os bekendt, kunne man måske gøre sig tanker om, hvad der kan gøres for at koordinere hallens, By-Orkestrets og teatrets interesser. I første omgang fik Schrøder ikke noget ud af sit forsøg på et fortsat samarbejde med Goteborg-operaen. Da orkestret næste gang sad i Aalborghallens orkestergrav til et svensk gæstespil, var det Stockholm-operaens »Don Pasquale« i 1971, igen med en svensk kapelmester, nemlig Kurt Bendix. Alligevel havde Schrøder her fat i et af orkestrets grundlæggende problemer. Næppe ufarvet af egne ambitioner om at spille en central rolle i en kommende nordjysk musikdramatisk virksomhed. Men alligevel af så grundlæggende karakter, at det desværre stadig var aktuelt også efter Schrøders afgang mange år senere.

98

Kampenes årti

På mange måder havde Aalborg By-Orkester nu fået sig etableret i både lokalsamfundet og takket være den omfattende radioafspejling også mere generelt i danskernes bevidsthed. En del af de ældste musikere var faldet fra og erstattet af nye, hvis kvalifikationsniveau ikke var ringere. Tværtimod. Samtidig betød den gradvise udvidelse af orkestret, at der også fra tid til anden kom nye til, uden at de gamle faldt fra. Landsdelsorkesterloven gav mulighed for en orkesterstørrelse på 58 musikere. Men orkesterstørrelsen afhang af den lokale politiske opbakning. Først skulle den lokale finansiering af lønkronerne skaffes. Derefter trådte staten til, så længe man holdt sig inden for rammen på de 58. Da denne lov i 1976 blev afløst af Danmarks første musiklov, åbnedes der oven i købet mulighed for yderligere udvidelser. Der var derfor fra orkesterbestyrelsens side lagt en plan for en udvidelse med to musikere per år. En plan, som det op gennem 1970'erne skulle vise sig vanskeligt at få lokalpolitikerne med på. 11979 måtte man konstatere, at Aalborg By-Orkester ikke var nået til mere end 54 musikere, mens de øvrige landsdelsorkestre på dette tidspunkt talte mellem 58 og 63 musikere. Det lykkedes så også at få kommunen til at acceptere yderligere to musikere i 1980. En anden kamp, der også med den gradvise udvidelse blev mere og mere påtrængende, gjaldt orkestrets prøvevilkår. Den lavloftede prøvesal i Aalborghallen var akustisk ikke heldig og desuden ikke engang altid disponibel. Også dette problem kunne kun løses via lokalpolitikerne. Men givetvis på initiativ af orkestrets bestyrelse. Det var ikke at forvente, at politikerne ville agere af sig selv, når det gjaldt By-Orkestrets ve og vel.

Kampenes årti

99

Den tredje kamp, som kom til at præge dette tiår, skulle bestyrelsen til gengæld meget have sig frabedt politisk indblanding i. Den handlede om et stadig mere kvalificeret orkesters holdning til det at have hele to faste kapelmestre, som man nu havde kendt ganske længe, specielt for Jens Schrøders vedkommende. Da Schrøder tillige sammen med forretningsfører Kaj Birkeholm havde ansvaret for den administrative udmøntning af de kunstneriske beslutninger, var han i en dobbelt skudlinje, og - som det vil fremgå af det følgende var det ikke altid helt klart, hvilken Schrøder man rettede skytset imod. Eller om indvendingerne gjaldt begge de faste kapelmestre.

En skarp protest Årtiets første alvorlige konfrontation havde en helt konkret personalesag som udgangspunkt. Men allerede tillidsmandens første brev med dets bemærkninger om behovet for gæstekapelmestre viser, at frustrationerne stak dybere end som så: FORENINGEN AALBORG BY-ORKESTERS MEDLEMMER Aalborg, den 12 Maj 1971 Til Bestyrelsen for Aalborg Byorkester ved Fru Karen Rasmussen Aalborg Byorkesters Musikere harpaa Generalforsamlingen besluttet at protestere paa det skarpeste overfor den Praksis, der har manifesteret sig gennem de sidste Maaneder, hvor vi i 2 Tilfælde er blevet præsenteret for fuldbyrdede Kendsgerninger i Forbindelse med Afskedigelse og Ansættelse. Efter Konkurrence om en Janitscharplads blev Vinderen, efter Indstilling fra Dommerkommiteen, ansat paa Prøve i 3 Maaneder, hvilket er de sædvanlige Konditioner. Inden Udløbet af Prøvetiden tillod han sig at konkurrere om en Plads i et andet Orkester, hvilket var hans lovlige Ret. Som Følge heraf besluttede Ledelsen af Byorkestret at afskedige ham, hvilket var klart ulovligt. Samtidig hermed engagerede man bag Ryggen af Orkestret, Gruppeleder, Dommerkommite samt Orkestrets Tillidsmand en anden! Man saa endog i dette Tilfælde bort fra de obligate 3 Maaneders Prøveansættelse. Under de Forhandlinger som førtes mellem Orkestrets kunstneriske Leder + Forretningsfører og Orkestrets Tillidsmand vedrørende Afskedigelsen af Vinderen af Konkurrencen, blev det fra vor Side gjort klart, at denne ikke var lovlig, hvilket ogsaa blev erkendt af Kapelmester og For-

lOO

Kampenes årti

Når orkestret gentagne gange op gennem lgjo'erne råbte på at få flere gæstedirigenten drejede det sig nok ikke om disse herrer, hvor meget man end havde grinet med under deres taktstok. Victor Borge dirigerede med begge hænder den i. oktober 1971, mens Danny Kaye optrådte den 3. juli 1972 i forbindelse med et besøg ved Rebild-stævnet.

Kampenes årti

lOl

retningsfører. Under 4 Møder, denne Sag vedrørende fik vi ingen Oplysning om, at der havde fundeten ny Ansættelse Sted. Vi blev endog affærdiget med, at det vilde man overhovedet ikke drøfte, da vi paa Grundlag af ret sikre Forlydender forhørte os om Affæren. Paa et Møde mellem Formanden Fru Karen Rasmussen og Orkestrets Tillidsmænd syntes det at fremgaa, at hendes Information var lige så mangelfuld som vor. 14 Dage før den nye Mand tiItraadte spurgte Gruppelederen Kapelmester Schrøder, om der var ansat en extra Janitshar og fik det Svar, at det vidste han ikke!!! At Hele Sagen samtidig er et Brud paa indgaaet Aftale mellem Kapelmestre og Orkestret vedrørende Prioritering med Hensyn til Udvidelse gør næppe Sagen bedre. Det forekommer os helt ufatteligt at man, pro primo ensidigt kan besætte en Plads, som overhovedet ikke er normeret og dermed opslaaet ledig og derved belaste Budgettet med ca. 50.000 Kraarligt, samtidig med at man postulerer ikke at have Raad til de for Orkestrets Trivsel saa nødvendige Gæstekapelmestre. Pro secundo dermed negligerer den Kendsgerning, at adskillige Grupper i Orkestret er sørgeligt underbemandede - ogsaai Forhold til andre Byorkestre. Orkestret maa, under disse Auspicier, se med ikke ringe Skepsis paa det videre Forløb af det nuværende Samarbejde mellem Ledelse og Orkester. Skal dette fortsætte, og fra vor Side er Viljen til Stede, saa maa vi have Garanti for, at fremtidige Aftaler respekteres, samt at Orkestrets Repræsentanter ikke, for at sige det mildt, bliver holdt i Uvidenhed om diverse Dispositioner. Ligeledes maa vi fastholde at gældende Praksis med Hensyn til Ansættelse og Afskedigelse respekteres. Ellers vil Samarbejdet og Dommerkommiteens Arbejde kun virke parodisk. Vi ønsker derfor at fremsætte følgende Forslag som Løsning paa denne uheldige Situation. At der fremtidig forhandles direkte mellem den ansvarlige Bestyrelse og Orkestret, eller at der ved fremtidige Møder er et Medlem af Bestyrelsen til Stede. Samtidig vil vi foreslaa, at Orkestret faar Tilladelse til at have en Observatør ved samtlige Bestyrelsesmøder. Det vilde sandsynligvis have afværget denne kedelige Affære og rimeligvis forhindre fremtidige. Vi tillader os derfor til Slut at anmode den ærede Bestyrelse om et Møde med Orkestrets Tillidsmænd for at faa genoprettet det Samarbejde, som fra vor Side absolut er seriøst ment. Paa Generalforsamlingens Vegne Jack Hansen Skal man tro bestyrelsesformandens udsagn længere fremme i sagens forløb, kendte bestyrelsen godt til den konkrete hændelse. Om de også var klare over, hvor belastet forholdet mellem Schrøder og hans musikere var,

102

Kampenes årti

Ved den sidste turistkoncert blev det en tradition at slå gækken løs, lidt å la den sidste promenadekoncert i London. Herses en række lokale notabiliteter med tilknytning til orkestret som solister i Leopold Mozarts såkaldte børnesymfoni den 25. august 1977- Det er f.v. formanden for Filharmonisk Selskab Arthur Pelle, seminarierektor Niels Kjelds (far til oboisten Karen Kjelds), rektor C. Willum Hansen, den populære fodboldspiller Henning Munk Jensen fraAaB, direktør Ingvar Blicher-Hansen fra Aalborghallen og bestyrelsesformanden, provisor Karen Rasmussen (mor til dirigenten Frans Rasmussen). Den sidstnævnte fik, uden for billedet, suffli af en af orkestrets jan itscha rer, Frode Bjerregaard. Alf Sjøen dirigerede.

er straks en anden sag. Heller ikke bestyrelsens videre håndtering af en så delikat sag fremgår fuldt ud af det bevarede materiale, hvor der åbenlyst mangler nogle af mellemregningerne, også de skriftlige. Vi kan registrere et meget konkret resultat af musikernes protester, nemlig at den fyrede janitschar blev genantaget, således at man havde to fastansatte janitscharer, indtil begge de to musikere i 1974 søgte og fik ansættelse andetsteds. Derefter ansatte man en ny jantschar og en tubaist til erstatning for A. Monberg Eriksen, der ønskede at afslutte sin orkestermedvirken og koncentrere sig om arbejdet som nodearkivar.

Kampenes årti

103

Vi kan også i store træk følge den korrespondance, som udspandt sig hen over sommeren mellem tillidsmanden og bestyrelsesformanden. Men vi har ikke nogen forklaring på, hvorfor referatet af behandlingen af brevet ved det følgende bestyrelsesmøde indskrænker sig til to ord: Ingen bemærkninger. I den nævnte korrespondance føler Karen Rasmussen det på et tidspunkt nødvendigt at erkende, at bestyrelsen har været underrettet om sagens udvikling, at der er sket fejl, som bestyrelsen påtager sig ansvaret for. Med en så åbenlys indrømmelse mente hun formodentlig at kunne lægge låg på sagen. Deri tog hun fejl. Da tillidsmanden skrev tilbage, var ét problem tværtimod blevet til flere: Vi kan ikke fortsætte med at spilde vor tid og kræfter på at afholde møder, hvor man ikke kan få et konkret svar på et spørgsmål. Jeg hentyder hermed til den famøse janitschar-affære, hvor man bevidst tilbageholdt oplysninger. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at denne affære ikke er skabt af orkestret, men er opstået på grund af mangel på tillid. Man haraldrig fra musikernes side været uvillig til at være behjælpelig med at løse institutionens problemer. Vi har i mange år fundet os i helt utilfredsstillende arbejdsforhold. Jeg kan meddele Dem, at en henvendelse til Fabrikstilsynet omgående ville resultere i, at vores prøvelokale ville blive erklæret uegnet og ulovligt til formålet. Aalborg By-Orkester omfatter ca. 50 musici, og man må derfor forstå, at der føles en ikke ringe skuffelse ved, at man fra ledelsens side har behandlet denne sag med stor nonchalance. Vi har for snart to måneder siden anmodet om et møde med den ærede bestyrelse om utallige problemer. Deres seneste svar giver tilsagn om, at én repræsentant kan være tilstede ved et kommende bestyrelsesmøde. Vi ønsker imidlertid at fastholde kravet i vores resolution om et møde mellem hele musiker-bestyrelsen og den højtærede bestyrelse. Det er vor opfattelse, at bestyrelsen for institutionen er udnævnt til at forvalte Landsdelsorkesterloven. Vi mener derfor, at orkestrets musikere må behandles derefter. Denne lov blev konfirmeret i 1964. Det forekommer os besynderligt, at det i de seneste år to gange er lykkedes at udvide lokalerne til administrationen, som udgør firepersoner. Administrationens gulvareal er på størrelse med det gulvareal, som tilbydes orkestrets 50-60 mand. Jeg vil endnu engang på det kraftigste anmode om, at orkestrets bestyrelse fåret møde med institutionens bestyrelse for at få en klaring på tingene. Bag dette ønske står et samlet orkester, som ønsker rene linier og luft i fremtiden.

IO4

Kampenes årti

T i l l i d s m a n d e n ind i b e s t y r e l s e n Efter sommerferien kom man så meget på talefod, at Karen Rasmussen tilbød en valgt repræsentant fra orkestret en fast plads i institutionens bestyrelse - en disposition, hun allerede havde forberedt i sin årlige meddelelse til Aalborg Kommune om bestyrelsens sammensætning. Heri anførte hun nemlig en endnu ikke navngivet repræsentant for orkestermusikerne. Nu fik tillidsmanden til gengæld travlt med at trække følehornene til sig: Det er det samlede orkesters opfattelse, at man helst ser formanden for Foreningen Aalborg By-Orkesters Medlemmer repræsenteret i Deres bestyrelse som observatør. Alternativet er jo, at Deres bestyrelse kræver, at et medlem fra orkestret (dvs. orkestrets formand) vælges ind i Deres bestyrelse og således er med til at træffe de beslutninger, som bør træffes for Aalborg By-Orkesters trivsel. Det er naturligvis det samlede orkesters mening, at Aalborg By-Orkester skal trives og udvikles kunstnerisk. Kunst er kunst, men trods kunsten vil der alligevel opstå problemer af fagforeningsmæssig karakter. Som ovenanført anser orkestret det som den bedste løsning, at man blot har et medlem af orkestret som observatør i Deres bestyrelse, således at repræsentanten for orkestret står frit og ifølge sin tillidsmandspost ikke er tvunget til at stå med et ben i hver lejr: musikernes arbejdsgiverens. Med venlig hilsen Tonen var blevet mere imødekommende. Selv om ordvalget med dets modstilling af vores og Deres tydeligt røbede, at tilliden stadig var skrøbelig. Med henvisning til de øvrige landsdelsorkestre og med opbakning fra Landsdelsorkestrenes Samarbejdsudvalg stod Karen Rasmussen nu fast på, at det måtte være alt eller intet. Observatør-mellemvejen ville man ikke acceptere. Det skrev og talte man så om endnu et års tid. Men til slut måtte tillidsmanden give sig og stille op til et medansvar for bestyrelsesarbejdet. Den i . maj 1973 - på arbejdernes internationale kampdag - kunne Karen Rasmussen byde Jack Hansen velkommen til hans første bestyrelsesmøde i institutionen Aalborg By-Orkester. Først det følgende forår fik man alle formalia i orden. Med ændrede vedtægter var tillidsmandens deltagelse i bestyrelsesarbejdet nu formaliseret. Men det samme var Jens Schrøders. Og dermed havde bestyrelsen gjort det en hel del sværere at håndtere en åben dialog om Schrøders rolle på længere sigt. Under punktet eventuelt ved dette 1. maj-møde behandledes et punkt, som også Jack Hansen ytrede sig om. Det var Alf Sjøen, der foreslog orke-

Kampenes årti

105

strets navn ændret til Aalborg Symfoniorkester. Tillidsmanden oplyste, at spørgsmålet havde været drøftet i orkestret som mente, at navnet Aalborg By-Orkester havde en god klang og burde bibeholdes. Derved blev det i denne omgang. Ved det samme møde kunne Erik Ludvigsen, den ene af de byrådsvalgte repræsentanter, meddele, at borgmesteren nu havde igangsat undersøgelser med hensyn til omkostningerne ved at indrette et fast prøvelokale til orkestret i Aalborghallen, men at der endnu ikke var noget endeligt nyt. Det skulle komme til at tage en rum tid, før dette problem fandt sin løsning. Men bolden var entydigt spillet over i politikernes banehalvdel, og den næste større konfrontation mellem musikere og bestyrelse kom da også til at handle om noget andet, nemlig orkestrets behov for gæstedirigenter og dets forhold til de faste kapelmestre.

G æ s t e k a p e l m e s t r e f r e m f o r solister Få dage efter den sidste filharmoniske koncert i sæsonen 1975-76 landede der i bestyrelsesformanden, Karen Rasmussens postkasse et brev, som hun vel ikke direkte havde ventet at modtage. Men hvis indhold på den anden side næppe var en fuldstændig overraskelse.

Dirigenten Sir Charles Groves gæstede første gang orkestret i 1973 og blev frem til sit sidste besøg i 1989 en meget værdsat kapelmester hos såvel publikum som musikere.

io6

Kampenes årti

Aalborg, den g. april ig76 Til Aalborg By-Orkesters ledelse Det er med dyb beklagelse, at vi musikere ser os tvunget til at sende dette brev, for at få vore koncerter og vort daglige arbejde op på et højere niveau. Denne opfattelse kunne affærdiges med, at musikerne så måtte tage sig mere sammen, kunne stemmerne bedre og sørge for en bedre orkesterdisciplin. Dette mulige svar på musikernes situation rummer dog kun en halv sandhed; for det er desværre et faktum, at et grundigt og samvittighedsfuldt hjemmearbejde i mange tilfælde bliver totalt ødelagt af vore kapelmestres manglende evne eller ligegyldighed over for orkesterarbejdet. Der kan nævnes mange konkrete eksempler på dette og... vi vil derfor kraftigt insistere på at få flere gæstekapelmestre. Dette er ikke bare et tomt krav, der må ske resultater. Vi kunne i denne sammenhæng tænke os kapelmestre, som havde interesse i at arbejde pædagogisk og systematisk med orkestermaskinen som sådan, kapelmestre, som havde interesse i og tålmodighed til at fremelske det bedste i orkestret - ting, som er nødvendige for et orkester, og som vi føler bliver totalt forsømt. Vi kan nævne mange konkrete eksempler på kapelmestre, som kunne og ville varetage disse ting. Det er af allerstørste betydning, at orkestret nu bliver oparbejdet og ikke nedgjort, hvilket f.eks. er sket gennem den sidste tid, og vi vil derfor anmode om, at man i langt højere grad skaffer mulighed for at prioritere gæstekapelmestre - gerne af længere varighed- højere end solister. Vi hører tit den mening fra ledelsens side, at solister trækker et større publikum end gæstekapelmestre. Vi musikere hører oftere og oftere det modsatte, og det må være et krav fra orkestret, at også dets trivsel bliver tilgodeset. Hvad kan det nytte med fine solister, når orkestret snart ikke kan akkompagnere dem tilfredsstillende mere. Helt konkret vil vi med denne skrivelse give udtryk for vor store utilfredshed og betænkelighed ved tingenes tilstand og gøre opmærksom på at uden en ændring i retning af flere gæstekapelmestre for kommende sæsoner, må vi se en katastrofal situation i øjnene såvel for by-orkestret som for hele byens musikliv.

Kampenes årti

107

Skulle De ønske at få dette brev yderligere uddybet, står vi gerne til disposition. På orkestrets vegne Erik Nielsen Jørgen Skyttegaard Jens Ole Jessen Ole Møllgaard Esben Steensgaard (alle sign.) Der havde allerede været andre signaler, som bestyrelsen måske burde have opdaget og gjort noget ved. Eksempelvis kunne man have søgt en forklaring på, at de to faste Aalborg-kapelmestre ikke siden sæsonen 1972/73 havde dirigeret ved fælleskoncerterne med orkestret i Århus, når dog chefdirigenten i Århus, Jorma Panula, havde stået i spidsen for det store fællesorkester i sæsonen 1974/75, oven i købet med Yehudi AAenuhin som solist (om fælleskoncerterne se s. u i f f ) . Med dette brev var den rumlen, der længe havde været i kulissen, langt om længe blevet til en officiel bestyrelses-sag. Oven i købet var brevets underskrivere centrale personer i orkestret og kunne under ingen omstændigheder mistænkes for blot at ville pleje deres bekvemmelighed.

Yehudi Menuhin ogjorma Panula ved fælleskoncerten med Århus By-Orkester i 1974. I aviserne forlød det, at Menuhin fik orkestrets hidtil højeste solisthonorar på omkring 40.000 kr. Orkestret protesterede ikke offentligt. Men realiteten var knap så glamourøs - den lå på 2.300 amerikanske dollars.

io8

Kampenes

årti

Brevet var så meget sværere at afvise, som musikerne netop havde afsluttet en sæson, hvor der kun havde været fire gæstende dirigenter med en enkelt koncert hver, nemlig Carlo Zecchi i et wienerklassisk program, Arvid Jansons ved fælleskoncerten med Århus By-Orkester, Robert Farnon ved nytårskoncerten og Niels Møller ved sæsonens afsluttende oratoriekoncert i Vor Frue Kirke. Som det fremgår af hosstående oversigt, havde de resterende seksten koncerter i Aalborg haft Jens Schrøder og Alf Sjøen på podiet. Der var nu ingen vej uden om en officiel bestyrelsesbehandling af den skriftlige klage. Og hvordan reagerede så bestyrelsen, der på dette tidspunkt inkluderede medunderskriveren Erik Nielsen som musikerrepræsentant? I første omgang henviste man sagen til behandling mellem kapelmestrene og underskriverne, som udgjorde orkestermusikernes valgte bestyrelse. Ud af et langvarigt møde parterne imellem kom der en rapport, der konkluderede følgende: Musikerne og kapelmestrene blev enige om, at man i fremtiden vil behandle opståede problemer af lignende og eventuel anden karakter på den »normale måde«, idetJS henledte opmærksomheden på, at orkestrets medlemmer både som samlet ensemble og individuelt, når som helst har rekurs over for bestyrelsen, såfremt de finder en sag behandlet på en måde, musikerne ikke kan finde rimelig. Man delte brevets indhold i to hovedpunkter. Man var enige om værdien af engagement af en instruktør (instruktører) foren eller flere perioder, idet det dog var ønskeligt, at en periode kunne strække sig over flere uger. Man nåede ikke at drøfte konkrete emner, ej heller terminer eller en planlægning af et sådant arrangement på længere sigt fremover, men den umiddelbare enighed om hensigten og målet med en gæstedirigent med særlige opgaver borger for, at den konkrete løsning af problemet højst kan blive af teknisk karakter. Om dette sidste skal dog siges, at gæsten helst bør engageres for en samletperiode, og han bør indlede sit arbejde med en uges prøver uden koncerter, hvorefter et rimeligtantal koncerter skal placeres i perioden. Det skal tilstræbes, at hans beskæftigelse skal være så alsidig inden for orkestrets symfoniske virkeområder som muligt. Man bør således også gennemføre radiooptagelse(r). Det andet hovedpunkt - kritikken af dirigenternes faglige arbejde drøftedes sagligt, blandt andet søgte man at komme til klarhed om afhjælpning af de mangler, som musikerne har beklaget sig over. Herved kom mange nyttige enkeltheder frem, og disse skulle danne et godt grundlag for forøget forståelse i fremtiden. Dirigenterne fastslog, at ingen kæde er stærkere

Antal orkesterkoncerter i Aalborg pr. dirigent Sæson 1974/75 Jens Schrøder Alf Sjøen Jorma Panula Stig Westerberg Bryden Thomson Ole Schmidt Sæson 1975/76 Jens Schrøder Alf Sjøen Carlo Zecchi

8 8 1

Arvid Jansons Robert Farnon Niels Møller

1 1 1

Sæson 1976/77 Jens Schrøder Alf Sjøen Jiri Waldhans Edvard Se rov Jean Périsson Charles Groves

6 9 1 1 1 1

Sæson 1977/78 Jens Schrøder Alf Sjøen

6 5

Endre Wolf Okko Kamu Michael Schønwandt Francesco Cristofoli

1 1 1 1

Arvid Jansons Ole Schmidt Uri Segal

1 2 1

Sæson 1978/79 Jens Schrøder Alf Sjøen Philip Greenberg Endre Wolf Gyorgy Lehel Frans Rasmussen Janos Fiirst

7 7 1 2 1 1 1

Kampenes årti

109

end dens svageste led, men det ville være muligt at fremme kvaliteten af det daglige arbejde, når man i sagens interesse drøftede de foreliggende muligheder for at få et bedre resultat af prøverne. Deri lå den idé at mødes med passende mellemrum og lukke op for poserne fra begge sider. Der var på mødet enighed om, at nærværende rapport ikke skulle indeholde detaljer vedrørende diskussionen om prøverne, idet disse ville være af ren faglig karakter. Både AS ogJS måtte tage forbehold med hensyn til formuleringen af den rejste kritik, idet dirigenterne ikke umiddelbart ønskede at udtale sig. Det var dog ikke sådan, at dirigenterne ønskede at afvise de fremsatte klager, men er rede til at gøre forsøg på at få klarlagt både den ene og den anden halvdel af problemerne (jævnfør orkestrets udtryksmåde i brevet). Som en tilføjelse til mødereferatet skal anføres, at dirigenterne foreslår samtaler om prøverne ført i et udvalg fra orkestret, hvori samtlige grupper underen eller anden form er repræsenteret. Orkestrets egen bestyrelse rummer udelukkende blæsere, men AS foreslår, at gruppelederne fra de respektive strygergrupper er med i arbejdet, hvorved dette kan få en alsidig karakter.

^W&Ø&t °',jrXii

•'; '.,7-

'fHf^fi--','-,

'""^^'^K

Hornisten Erik Nielsen, der i igj2 blev så stærkt berømmet for sin indsats i Mahlers sjette symfoni af gæstedirigenten Efrem Kurtz, og som også en overgang var orkestrets tillidsmand, kunne også traktere en lur.

Jens Schrøder Erik Nielsen (sign) Ved sit følgende møde tog bestyrelsen blot denne knivsægbalancerende rapport til efterretning, idet man påpegede vigtigheden af, at sådanne møder blev afholdt mindst fire gange om året. Måske havde den ikke lyst til at skulle fordele sol og vind mellem kapelmestrene og musikerne. Måske havde den heller ikke forudsætningerne for det, eftersom den ikke på dette tidspunkt havde medlemmer med musikalsk ekspertise. Man koncentrerede sig derfor om at skabe ro om sagen. I referatet citeres Karen Rasmussen direkte for sin opfordring til, som det hedder, ikke at omtale institutionens anliggender uden for den tilstedeværende kreds. Yderligere opfølgning på sagen lader sig ikke registrere i bestyrelsesreferaterne. Musikerne fik aldrig deres møder, og ingen spurgte heller til dem siden. Havde brevet så overhovedet nogen virkning? Ikke i første omgang, for, som hosstående oversigt viser, var der i den følgende sæson atter kun fire gæstekapelmestre med en koncert hver, selv om fordelingen mellem Alf Sjøen og Jens Schrøder nu var ni koncerter til den førstnævnte og seks til den sidstnævnte, hvor den inden brevet havde været lige med otte til hver.

no

Kampenes årti

NORDVKSTRA SKÅNES ORKESTERFØRENING Spttøret 1969—1970

Timdø sondagskomertet} 1 sæmarbeU med AALBORGS STADSORKESXER, Daomatk Søndagen dm 26 april 1970 kl. 19.001 Konserthuset,Hålsiøgborg Dirigent: JEMS SCHRODER —

Solist: STANISLAV KNOR

PROGRAM:

BRIK NORBY

JOHANNES BRAHMS 1833 -489?

H

Corps celeste'* (Himlakropp) n muppforande"

Konsert nr* 2> B-dur før piano och orkestør op. 83 Allegro &oa troppo Allegro appassionato Åndattte Allegretto grazioso Solist: STANISLAV KNOR

PAUS

ANTONIN DVORAK. f 841 —1-904

Symfoni nr* 9f e~moll op. 95 (nfrån nya vårldm*) Adagio -Allegro moko Largo Sehi'rxo: Molto vivace Allegro con fuoco

Steinway-flygel n kopes i Herm. Malmstroms Pianomagasin, Malmo

Først i sæsonen 1977/78 engageredes en gæstekapelmester til koncerter to uger I træk. Det var Ole Schmidt, og han var, sine mange kvaliteter ufortalt, ikke ligefrem kendt som den store orkesterpædagog. Men vi skal frem til sæson 1978/79, før vi med et to-ugers engagement af den dirigerende violinist Endre Wolf, som orkestret havde kendt i ganske mange år, og som havde særlige forudsætninger for at gøre et stykke pædagogisk arbejde med strygerne.

Programmet for Helsingborg-samarbejdskoncerten i april 1970, hvor Erik Norbys bestillingsværk Corps celeste blev uropført.

Kampenes årti

111

Aalborg By-Orkester og orkestret fra Helsingborg ved fælleskoncerten i Aalborg den y.april 1970. John Frandsen dirigerede og blev også fotograferet sammen med solisten, violinisten GydrgyPauk, som gennem årene har været en meget regelmæssig gæst i Aalborg.

Fælleskoncerterne De allerede nævnte fælleskoncerter havde deres udspring i et behov for også at spille det repertoire, som orkestret i sig selv ikke størrelsesmæssigt kunne hamle op med. Den oplagte partner i et stort orkester på basis af to små var naturligvis Århus By-Orkester. I første omgang søgte Jens Schrøder dog en anden partner, og det havde sin baggrund i to omstændigheder. Dels havde kongelig kapelmester John Frandsen, der med mellemrum gæstede Aalborg, i nogle år været, ikke officiel, men de facto chefdirigent hos Nordvåstra Skånes Orkesterforening i Helsingborg. Dels så Schrøder muligheden for at hente penge til et sådant stororkester ud af dansk-svenske samarbejdsfonds. Dette lykkedes og resultatet blev et toleddet samarbejde i april 1970. Ved koncerter i Thisted og Aalborg dirigerede John Frandsen Tjaikovskijs violinkoncert med Gyorgy Pauk som solist og Carl Nielsens 3. symfoni med Dorthe Steengaard og en meget ung Poul Elming som vokalsolister. I Aalborg indledtes koncerten med et stykke ny svensk musik, den 56-årige Malmo-komponist Carl-Olof Anderbergs Orkesterspel II, som uropførtes ved denne lejlighed.

112

Kampenes årti

Kampenes årti

113

114

Kampenes

årti

Thisted-programmet pralede med 90 musikere på tribunen. 80 var nok nærmere sandheden. Men under alle omstædigheder gav det store orkester smag på mere. Også Jens Schrøder havde ny musik på programmet, nemlig uropførelsen af Erik Norbys Corps celeste, da han senere på måneden stod i spidsen for de forenede kræfter i Helsingborgs charmerende, intime koncerthus med den fortræffelige akustik og dagen efter i Kristianstad. Her stod resten af menuen på Brahms og Dvorak med Stanislav Knor som klaversolist. Samarbejdet med de svenske musikere var så tilpas succesfuldt, at det gav appetit på mere. I sæsonen 1973/74 planlagde man igen et fælles projekt. Det var nu Alf Sjøen, der dirigerede. Og igen var der en uropførelse af Erik Norby på programmet, hans Passacaglia, som var et bestillingsværk, finansieret af nordiske midler i anledning af det tværnationale samarbejde. Men kun et par uger før koncerten sendte det svenske orkester afbud med henvisning til, at det havde vanskeligheder med at overholde sine indspilningsforpligtelser hos Sveriges Radio. I stedet for de 32 svenske musikere måtte man nøjes med en halv snes danske assistenter. På programmet stod desuden Brahms' dobbeltkoncert med Tutter Givskov og Asger Lund Christiansen samt Bartoks Koncert for orkester, og programmet blev gentaget i Viborg, hvor der dog ikke var ret mange flere tilhørere i Gymnastikhøjskolens sal, end der var musikere. Det dansk-svenske samarbejde blev ikke siden genoptaget. Til gengæld havde man allerede i sæsonen 1971/72 indledt et regelmæssigt samarbejde med de nærmeste kolleger, nemlig Århus By-Orkester. Den første koncert med Mahlers sjette symfoni dirigeret af Efrem Kurtz blev en nærmest sensationel succes, og den blev ikke mindre af, at Kurtz offentligt fremhævede Aalborg-orkestrets 28-årige Erik Nielsen som en på verdensplan enestående hornist, som han gerne ville hjælpe til USA med henblik på yderligere studier. Et projekt, som faktisk lykkedes. For begge orkestres vedkommende satsede man på at gøre disse fælleskoncerter til store, ekstraordinære begivenheder. Det betød også, som det fremgår af hosstående oversigt, at det kun undtagelsesvis var orkestrenes faste kapelmestre, der fik lov at dirigere. Med hensyn til repertoiret skulle vi helt hen mod årtiets slutning, før man fulgte op på Mahler-succes'en (den første symfoni med Segal og Das Lied von der Erde med Gyorgy Lehel som dirigent og Peter Lindroos og Else Paaske som solister) i henholdsvis foråret og efteråret 1978. Jorma Panula forsøgte sig i 1974 med Stravinskys store Sacre du printemps og Ole Schmidt i 79 med Ildfuglen. Men ellers var disse fælleskoncerter lige så ofte domineret af en solist ud over det sædvanlige (Martha Argerich i

Dirigenter ved fælleskoncerter i Aalborg med Århus By-Orkester (Å) eller Nordvestre Skånes Orkesterforening fra Helsingborg (H) 1969/70 John Frandsen (7/4 H) 1970/71 ingen 1971/72 Efrem Kurtz {15/2, Å) 1972/73 Per Dreier (8/io, Å), Alf Sjøen (23/1, Å) 1973/74 Alf Sjøen (12/3, H, aflyst i sidste øjeblik) 1974/75 Jorma Panula (5/11, Å) 1975/76 Arvid Jansons (9/3, Å) 1976/77 Edvard Serov (7/12, Å) 1977/78 Uri(el) Segal (4/4. A) 1978/79 Gydrgy Lehel (28/11, Å) 1979/80 Ole Schmidt (2/10, Å)

Kampenes årti

115

-^"wåm~

Nordjyllands Kunstmuseum, som orkestret var med til at åbne i 1972, skulle hurtigt vise sig at være et godt koncertsted. Her ses orkestret ved en mikrofonprøve, inden publikum er blevet lukket ind i centralsalen.

ii6

Kampenes årti

1973. Menuhin i 74, John Ogdon i 76, Vladimir Ashkenazy i 79). Kort sagt man udnyttede ikke altid fuldt ud, at man havde så mange musikere på podiet. Måske fordi erfaringen sagde, at det ikke altid var så enkelt at få to orkestre til at lyde som ét.

Et nyt k u n s t m u s e u m I 1972 fik Aalborg endelig sit nye kunstmuseum, tegnet af ingen ringere end finske Alvar Aalto. Der havde på et tidspunkt været tale om at forsøge at inkorporere en egentlig koncertsal i projektet, der samtidig kunne tjene som By-Orkestrets faste øvesal. Men det var forblevet ved de løse ideer. Det nye museums centralsal var imidlertid stor nok til også at kunne rumme både et orkester og et publikum, og allerede indvielsen den 8. juni blev en begivenhed, der gik gny af. Der var inviteret ikke mindre end 800 officielle gæster med dronning Ingrid, kulturminister Niels Matthiasen og fjorten forskellige landes ambassadører i spidsen. Det var så mange, at besigtigelsen af museet måtte ordnes i to omgange. Det ene hold blev beværtet, mens det andet kunne se sig omkring. Og derefter omvendt. Piet Hein havde skrevet prologen, som blev læst af teaterchef Ebbe Langberg, og ind imellem de officielle taler sørgede det festklædte orkester og Jens Schrøder for musik af Carl Nielsen, Frank Martin og den lokale komponist Erling D. Bjerno, der med det nyskrevne Collage kromatik havde leveret et stykke, som i sin titel refererede til en teknik, som også kunne observeres i en del af museets samling af moderne kunst. Det blev allerede ved denne lejlighed klart, at centralsalen egnede sig til musik. I hvert fald musik for en ikke alt for omfattende symfonisk besætning. Og da museets leder, Lars Rostrup Bøyesen, var åben for et samarbejde, samtidig med at det kunne være vanskeligt at komme til i Aalborghallen, kom det hurtigt til regelmæssige koncerter i disse nye og også for publikum attraktive omgivelser. Det eneste problem var, at de nye omgivelser ikke lagde op til at spille det populært prægede repertoire, som man eksempelvis havde dyrket ved de såkaldte Aalborg-koncerter i hallen. Det forsvandt derfor stille, men sikkert ud af orkestrets spilleplan, og dermed tabte man også kontakten med en del af byens og oplandets borgere. Det var en udvikling, som måske nok på kortere sigt skaffede orkestret nogle nye mennesker i tale og nogle points, ikke mindst hos anmelderne, men som på længere sigt skulle skaffe vanskeligheder med lokalpolitikerne, der for nogles vedkommende oplevede orkestret som et finkulturelt fremmedelement uden en bred berøringsflade med den store befolkning.

Kampenes årti Ved indvielsen af Nordjyllands Kunstmuseum var der inviteret så mange gæster, at kun de fineste fandt plads i blok A i centralsalen sammen med pressen og orkestret. Resten måtte skæve ind gennem den åbentstående skydedør ude fra blok B i den ene af sidesalene. Den enkelte gæsts placering fremgik af invitationen, hvor fra denne gengivelse stammer. Som det fremgår af billedet s. 115 var orkestret sidenhen ved koncerter som oftest placeret op mod væggen med skydedøren.

117

.^.'.itr^ritS

sk'DSAUC

Nu og her betød museumssalen nye og musikalsk lidt mere spændende udfoldelsesmuligheder for såvel de faste dirigenter som de af orkestrets egne musikere, der havde lyst og talent til at stille op som solister. Muligheder, som man greb, uden måske at tænke så grundigt over, hvad man lod ligge i stedet. At man i virkeligheden bevægede sig mod en situation, hvor nytårskoncerten var det eneste populærmusikalske tilbud i vintersæsonen. Samtidig med, at også turistkoncerterne bød på et mere og mere filharmonisk repertoire.

T e a t e r eller ej Med til at svække orkestrets folkelige opbakning var nok også det usikre forhold til Aalborg Teater. Ganske vist kunne teatrets orkestergrav ikke rumme hele orkestret, og havde længe ikke kunnet det. Dets repertoire var også fortrinsvis af en art, der ikke kaldte på et symfoniorkester, eller et udtyndet sådant. Der blev længere og længere mellem de store operetter og flere og flere eksperimenterende stykker med mere specielle musikalske krav. Iblandet musicals, der ganske vist krævede stort orkester, men måske ikke lige de kapelmestre, som Aalborg By-Orkester kunne stille til rådighed.

ii8

Kampenes årti

1970'erne bød derfor på adskillige bølgegange i det indbyrdes forhold mellem teater og orkester. Der var sågar en enkelt sæson, hvor orkestret mente sig berettiget til den årlige betaling på 150.000 kr. fra teatret, skønt teatret ikke havde gjort brug af dets mulige ydelser, men betalt sig fra andre former for musik. Det endte med, at kommunen måtte punge ud, for pengene manglede i orkestrets årsregnskab, hvor kommunen havde oparbejdet en vis tradition for at dække et eventuelt underskud. I nogle år dyrkede man en mere ad hoc-præget tilknytning. Heller ikke den var problemfri, for musikerne klagede konstant over de ringe arbejdsvilkår. Hvilken glæde havde de af, at »Spillemand på en tagryg« var en kæmpesucces, når deres arbejdsvilkår var ikke alene snævre, men også snavsede. Når man kunne gå så skævt af hinanden, rent økonomisk, skyldtes det blandt andet, at der aldrig havde været andet end mundtlige aftaler de to parter imellem. Ved årtiets slutning var den musikinteresserede Daniel Bohr teaterchef, og da der blev tale om eventuelt på ny at etablere et regelmæssigt samarbejde, insisterede Kaj Birkeholm da også på i givet fald at få den formaliseret på skrift. Der var på dette tidspunkt et vist personsammenfald mellem teatrets og orkestrets bestyrelse, og det var måske en del af baggrunden for, at man vedblivende forsøgte at holde sammen på et arbejdsfællesskab, der næppe længere havde nogen reel baggrund. Og som allerede i 1974/75 havde givet uløselige kalender-konklikter, fordi man ikke på én gang kunne betjene Den jyske Opera og Aalborg Teater. På det tidspunkt havde orkestrets bestyrelse prioriteret Aalborg Teater højst, hvilket betød, at nordjyderne aldrig fik Den jyske Operas »Hoffmanns eventyr« at se. Men på længere sigt måtte det uundgåeligt bliver operaen, der vandt.

Den jyske opera Efter i et kvart århundrede at have huseret i Århus var Den jyske Opera i begyndelsen af 1970'erne klar til at ekspandere og gøre sin virksomhed, om ikke landsdækkende, så dog bredt ud til et større geografisk område. I første omgang sendte man følere nordpå til Aalborg, og Jens Schrøder, der uhyre gerne ville dirigere opera, erklærede sig omgående interesseret i et samarbejde. Desværre faldt det præcis sammen med en voldsom økonomisk krise, der nær havde lukket kompagniet for stedse. Den historie falder uden for denne bogs rammer. Men den betød en udskydelse af samarbejdet til november 1973, hvor Francesco Cristofoli, der sammen med Otto Hallstrøm havde overtaget ledelsen, kom til Aalborg og dirigerede tre opførelse af »Tosca«.

/ december 1971 akkompagnerede orkestret en enkelt opførelse af balletten »Giselle« i Stockholmoperaens opsætning, der havde revideret koreografi af Erik Bruhn. Marianne Orlando (billedet) dansede titelrollen. I henholdsvis marts og december det følgende år fulgte balletgæstespil fra Det Kongelige Teater, der viste »Svanesøen« og »Nøddeknækkeren«. I marts ig73 fulgte så to opførelser af teatrets succesopsætning afM usorgskijs » Boris Godunov«, den længste opera Aalborg-orkestret til dato har spillet til.

Kampenes

årti

119

I den følgende sæson fik Jens Schrøder så selv lov at komme til med både Rossinis »Tyrken i Italien« om efteråret og »Wienerblod« om foråret. Den sidstnævnte ramtes af en influenza-epidemi. Da det så værst ud, var ikke mindre end 25 % af musikerne syge. 11973 havde Teaterrådet taget bevillingen fra Kay Abrahamsens turnerende operettekompagni og i stedet givet den til Den jyske Opera, som måske ikke var et hundrede procent begejstret for at skulle spille en årlig operette, men måtte se det som led i etableringen af en landsopera. Med musikloven i 1975 og oprettelsen af Det Rejsende Landsteater året efter kom den nødvendige lovgivning på plads, og i 1977 oprettede Landsdelsorkestrenes Samarbejdsudvalg den første samarbejdsaftale med Den jyske Opera, som fastlagde samarbejdsformerne helt ned i detaljerne. I samarbejdets første år lå en del af den nye landsoperas premierer i Aalborg, hvor sceneforholdene var bedre end på Århus Teater. Men også for operaen blev det sværere og sværere at komme til i Aalborghallen, og da Århus først havde fået sit Musikhus, svandt interessen for at holde premiere uden for Århus. Det blev undtagelsen i stedet for reglen.

Alf Sjoen fylder 6 0 Aalborghallen 26/21974

Norsk er han, og norsk vedbliver han at tale, stod der i Aalborg Stiftstidendes interview med Alf Sjøen i anledning af hans 60-års dag den 26. februar 1974. Det var tilfældigvis en tirsdag, orkestrets faste koncertdag, så det blev til en fødselsdagskoncert på selve den runde dag. Og ønskesolisten var en internationalt kendt landsmand til Sjøen, pianisten Robert Riefling, der stillede op i Beethovens Kejserkoncert. Som symfonisk hovednummer havde Sjøen valgt sig et af sine yndlingsstykker, Brahms' første symfoni. Men, som John Christiansen skrev i Jyllands-Posten:

Alf Sjøens 60-års fødselsdagskoncert Beethoven: Klaverkoncert nr. 5 Brahms: Symfoni nr. 1 Dirigent: Alf Sjøen Solist: Robert Riefling, klaver

Nu hænder det jo ikke altid, at man kan det, man elsker. Alf Sjøen kunne. At spille Brahms er spørgsmål om balance, og det på to forskellige måder. Den instrumentale balance var overraskende fin med varm strygerklang og tilpas fremhævelse af alle temaindsatser. Og så kunne Sjøen få musikkens ebbe og flod til at flyde i et naturligt indbyrdes forhold. Det gjaldt symfonien som helhed, og det gjaldt f.eks. den vigtige overgang til hymnetemaet i finalen, hvor det så til gengæld var ved at gå lidt for stærkt umiddelbart efter. Andanten blev formet plastisk fornemt, og helt specielt vil jeg nævne fløjte-obo samspillet. Siden Sjøen i 1959 slog sig ned i Aalborg, havde han dels sørget for, at hans nye orkester fik et passende tilskud af norsk musik og norske solister. Men

120

Kampenes

årti

han havde også engageret sig på anden vis i det lokale musikliv. Således drog han i årevis hver uge til Hjørring for at dirigere amatørorkester og dermed udsprede kendskabet og kærligheden til den klassiske musik, der var blevet hans egen levevej. Som han sagde det i det allerede nævnte interview: Det står og falder med en evig kærlighed til musikken. Nærer man ikke den, kan man lige så godt slutte. Musik bliver man ikke rig af, og den giver mange skuffelser. Men den gør mennesker glade - i Thisted som i New York. Og når man mærker det, ved man: Det nytter trods alt.

Årtiets store solister Som allerede nævnt kunne nogle af de allerstørste solister høres på fælleskoncerterne med Århus Symfoniorkester, hvor der traditionelt var stor publikumssøgning, og hvor det faktum, at der altid var tale om to koncerter, gjorde det muligt for forretningsførerne at forhandle honoraret lidt ned. Men også ved Aalborg By-Orkesters egne filharmoniske koncerter - det hed de stadig, skønt der fra 1972 ikke længere stod noget Filharmonisk Selskab bag dem - lykkedes det med mellemrum at engagere solister med internationalt ry. Et par af pianisterne lykkedes det oven i købet at fange tidligt i en opstigende karriere. Det gjaldt franske knap 30-årige Pascal Rogé, der i 1980 spillede Rachmaninovs tredje klaverkoncert, og ungarske Andras Schiff, som i 74 (det år, han vandt Tjaikovskij-konkurrencen i Moskva) spillede Mozarts 9. koncert og i 76 vendte tilbage i Schumann. Blandt klaverløverne skal også Hans Richter-Haaser (Mozarts klaverkoncert nr. 23 i 77), Emil Gilels (Mozarts nr. 27 i 78) og Gina Bachauer (Brahms' nr. 2 i 75 og Beethovens Kejserkoncert i 76) nævnes. Også de store violinister fandt ind imellem vej til Nordjylland. I 74 spillede Christian Ferras Tjaikovskij, i 73 spillede Henryk Szeryng Brahms og to år senere Beethoven, i 73 kombinerede Arthur Grumiaux Mozarts B-dur koncert med Chaussons Poéme. Kyung-Wha Chung havde også Brahms på programmet, da hun var solist i 76, og hun vendte tilbage sammen med sin daværende samlever, dirigenten Charles Dutoit, og Goteborgs Symfoniorkester, der indgik i Aalborg-orkestrets abonnementsserie i 79. Her spillede hun Stravinskys violinkoncert. Det var også i dette årti den franske fløjtespiller Jean-Pierre Rampal første gang gæstede Aalborg. I 74 spillede han Iberts fløjtekoncert og sammen

Den jyske Operas samarbejde med Aalborg By-Orkester i 1970'erne 1973/74 »Tosca« Dirigent: F. Cristofoli 1974/75 »Tyrken i Italien« Dirigent: J. Schrøder »Wienerblod« Dirigent: J. Schrøder 1975/76 »Don Giovanni« Dirigent: F. Cristofoli »Boccaccio« Dirigent: J. Schrøder 1976/77 »La traviata« Dirigent: F. Cristofoli »Den skønne Helene« Dirigent: J. Schrøder 1977/78 »Carmen« Dirigent: F. Cristofoli »Jomfruburet« Dirigent: J. Schrøder 1978/79 »Figaros bryllup« Dirigent: M. Schønwandt »Zigeunerbaronen« Dirigent: J. Schrøder 1979/80 »Sovedrikken« Dirigent: A/l. Schønwandt »Tiggerstudenten« Dirigent: F. Rasmussen »Cavalleria rusticana« og »Bajadser« Dirigent: F. Cristofoli

Kampenes årti

121

med sin elev, Aalborg-orkestrets egen Bo Juel-Christiansen, Cimarosas koncert for to fløjter.

Jens S c h r ø d e r s a f s k e d I marts 1977 modtog Karen Rasmussen et brev fra Jens Schrøders advokat, som officielt opsummerede en samtale på hans kontor om en trinvis afviklingsordning af Schrøders engagement hos Aalborg Symfoniorkester. Schrøder forestillede sig, at han tidligst per 1. maj det følgende år overgik til at være kommitteret, således at han stod til rådighed med rådgivning, planlægning, aftaler med solister, gæstedirigenter og lignende, og desuden medvirkede ved et nedskåret antal koncerter på eksempelvis 10 mod en årlig betaling på 150.000 kr. Dette beløb skulle ses i forhold til hans ordinære gage, som på dette tidspunkt var ca. 215.000. Fra 1. januar 1980 (han fyldte 70 den 6/111979) skulle han fortsætte som kommitteret og for dette modtage 120.000 pristalsregulerede kr. om året. Desuden ville han gerne bevare muligheden for at dirigere ved Den jyske Opera. Det var ikke første gang Schrøder havde henvendt sig om en pensionsordning. Men alle foregående henvendelser havde været mindre formelle og ikke givet noget resultat. Nu var bestyrelsesformanden tvunget til at agere og forsøge at finde nogle penge, som ikke umiddelbart fandtes på budgettet, for chefdirigenten havde lige så lidt som musikerne nogen pensionsordning. Karen Rasmussen måtte derfor i en længerevarende dialog med såvel Aalborg Kommune som Kommunernes Landsforening og Kulturministeriet for at finde en løsning. Det viste sig, at der kunne findes en parallel til ældre, veltjente, kommunale medarbejdere, der havde været ansat uden pensionsordning. Nogle af disse modtog en såkaldt understøttelse, som brutto beløb sig til knap 30.000 kr. om året. Havde Schrøder været kommunalt ansat, ville han formentlig have kunnet oppebære et sådant beløb. Det var han ikke. Men Aalborg Kommune accepterede, at orkestret kunne sætte en sådan ordning i værk og lade beløbet indgå i den lønsum, som man modtog kommunal og statslig refusion for. Skønt beløbet lå langt fra det oprindelige udspil, måtte Schrøder nødtvungent acceptere det. Han gjorde det dog kun på den betingelse, at hans hustru, hvis hun skulle vise sig at være den længstlevende, ville modtage det halve beløb frem til sin død. Formentlig var han klar over, at så længe hans orkestermusikere ikke havde nogen pensionsordning heller, var der grænser for, hvad bestyrelsen kunne lægge navn til af forskelsbehandling. I hvert fald havde han forvundet en eventuel bitterhed, da han skrev erindringer:

122

Kampenes

årti

Jeg har god grund til at komplimentere Karen Rasmussen for hendes indsats, der blev medvirkende til, at Estrid og jeg kunne få det økonomisk rimeligt godt på vore gamle dage. Den i . september 1978 indsendte Schrøder sin afskedsbegæring med henvisning til de førte forhandlinger, og i forordet i sæsonplanen 1979/80 lagde han så an til såvel afsked som genhør: Det magiske tal 70 gælder for mig som for alle andre, men som udøver af dirigentisk arbejde er jeg ikke færdig - hvilket i øvrigt kan ses af en koncert i marts næste år. Ved afskedskoncerten, der fandt sted på selve 70-års dagen, som heldigt nok var en tirsdag, slog hyldesten sammen om den afgående chef. Radioen transmitterede direkte, og på programmet stod Erik Norbys Corps celeste, som Schrøder og orkestret havde uropført i 1970, Så Dvoraks cellokoncert med Erling Bløndal Bengtsson, der første gang havde spillet værket med Schrøder og orkestret som 16-årig tilbage i 1948, og til slut en symfoni af yndlingskomponisten Brahms, den anden og mest lyriske. Ved koncertens afslutning blev han laurbærkranset af borgmester Marius Andersen. Desuden fik han overrakt en hæderspris på 15.000 kr. af Dansk Musikerforbunds formand Kurt Pedersen samt en folkegave på i alt 35.905 kr., som rektor Carl Willum Hansen overrakte, i taknemmelighed over næsten 40 års dygtig og inspirerende indsats for musiklivet her og i hele landet. Hovedpersonen selv sluttede aftenen med at takke publikum og musikere, uden hvem intet af alt dette havde kunnet gøres. Samtidig beklagede han, at han altid havde været nødt til at vende ryggen til en af parterne. Som vi allerede har set det, havde også musikerne ved flere lejligheder vendt ham ryggen. Men kun internt. Udadtil gik han med æren i behold, og det skyldtes givet den respekt, der til det sidste stod om hans administrative indsats og politiske sans. Forgæves havde Schrøder søgt at få konkrete løfter om omfanget af engagementer efter sin afgang, og heller ikke med hensyn til eventuel medvirken ved Den jyske Opera fik han nogen form for løfter. Her blev hans medvirken i opsætningen af »Zigeunerbaronen« foråret 1979 den sidste opgave. Og siden sæsonen 1974/75 var han, som vi har set det, kun blevet betroet operetter, ikke opera. Det følgende forår drog han en sidste gang med sit gamle orkester til Thisted, hvor musikforeningens formand, landinspektør Poul Boe, glædede ham med en pragtfuld laurbærkrans.

Aalborghallen 6/121979 Jens Schrøders 70-års fødselsdag og sidste koncert som chefdirigent Erik Norby: Corps celeste Dvorak: Cellokoncert Brahms: Symfoni nr. 2 Dirigent: Jens Schrøder Solist: Erling Bløndal Bengtsson, cello

Kampenes årti

123

Schrøder dirigerede siden andre steder. Lavede også radioudsendelser om sit rige, professionelle liv. Men hos hans gamle orkester tyndede det hastigt ud. Her blev hans sidste optræden en nostalgisk tilbagevenden til gamle dages Aalborg: den 7. maj 1988 indspillede han med sit gamle orkester Carl Olsens Kildens humørmarsch og Leo Puggaards Aalborg-marsch. En epoke var endegyldigt forbi.

Jens Schrøder betragtede selv koncerten i Thisted den 27. marts 1980 som sin egentlige afskedskoncert. Det populære sangerpar Tove Hyldgaard og Tonny Landy var solister i kendte opera- og operettenumre, og Schrøder blev laurbærkranset ved koncertens afslutning.

124

Fyrsteligeforhold

To sager trængte sig på, mere end noget andet, ved indgangen til det nye årti. Den ene var at finde en afløser for Jens Schrøder. Den anden var at få løst de problemer, der næsten helt fra Aalborghallens indvielse havde været med at skaffe orkestret ordentlige prøveforhold. Hvad det sidstnævnte angår, havde man i 1969 leget med løst udkastede ideer ornat inkludere et egentligt prøvelokale i det nye kunstmuseum, der skulle bygges. Disse ideer nåede end ikke projektstadiet. Men problemet var jo uløst, og derfor bad Schrøder i 1970 igen bestyrelsen om at tage sig af problemet efter selv forgæves at have forhandlet med kommunen. Igen løb det ud i sandet. 11974 havde Håndværkerforeningen fået ny ejer, som ændrede indretningen, så den ikke længere var en reservemulighed, når man ikke kunne komme til at lave radioproduktioner i Aalborghallen, fordi den var optaget af andre ting. Dem havde det, rent bortset fra repertoireplanlægningen, i sig selv været svært nok at få i stand, fordi man skulle koordinere hele tre faktorer: lokaler i Aalborghallen, orkestrets arbejdsplan og radioens tekniske arbejdsplan. Derfor havde Håndværkerforeningen været en nyttig reservemulighed. Det er den dag i dag muligt at forvisse sig om, at radioens teknikere med en fornuftig anvendelse af kunstig efterklang kunne opnå tålelige resultaterved produktioner også i Håndværkerforeningen, idet to af de 26 danske violinkoncerter, som selskabet Danacord i 1997 publicerede i en boks med gamle radiooptagelser, der havde den mangeårige koncertmester Kai Laursen i Sønderjyllands Symfoniorkester som solist, er optaget dér i henholdsvis 1967,1968 og 1970 (se diskografien s. xx). Først hen mod årtiets slutning begyndte der at komme mere konkret indhold i tankerne om et permanent prøvelokale til orkestret. I sommeren

Fyrstelige forhold

125

1978 førte Kaj Birkeholm og Jens Schrøder intense diskussioner med kommunen om to løsninger. Den ene, at man skulle overtage Europa Bio. Den anden, at Det Lille Teater i Aalborghallen skulle ombygges til permanent prøvelokale. Men så længe trak den konkrete udmøntning ud, at arvefølgen fandt sin løsning inden da.

Furst k o m m e r på b a n e n Aalborghallen 20/21979 Schumann: Klaverkoncert Bartok: Koncert for orkester Dirigent: janos Furst Solist: John Damgaard Madsen, er

vjdste

omverdenen, at noget var på gang, da Janos Furst første gang gæstede orkestret ved en filharmonisk koncert i februar 1979? Vi har, som vanligt, ikke mange udsagn at gå efter. Aalborgs avis-bestand var for længst tørret ind til en enkelt, nemlig Stiftstidende, og af landsaviserne var det kun Jyllands-Posten, som regelmæssigt sendte en anmelder nordpå. Begge var de til stede, og de var enige om, at den ungarske gæstedirigent fik orkestret til at yde noget ud over det sædvanlige, især i koncertens store slutnummer, Bartoks Koncert for orkester. Her var man fri for det oversentimentale, lidt Nlantovani-agtige, man havde hørt i Schumann-koncerten. Det blev en fornemt disponeret fortolkning, der præcist ramte den enkelte sats' karakter, for eksempel det march-agtige i 2. satsen, det næsten impressionistiske i elegien. Det vrængende i 4. sats og det accellererende, livsbekræftende i sidstesatsen. Alt i alt var det en fint afbalanceret gengivelse med et fremragende orkesterspil: hver tone var på plads (i sig selv en imponerende præstation), og hver orkestergruppe spillede op til en høj standard /Erik Damberg i Jyllands-Posten).

Janos Furst i et stille øjeblik bag scenen i Aalborghallen.

126

Fyrstelige forhold

Janos Fiirst havde hjerte, forstand og teknisk overlegenhed til at gøre opførelsen til en manifestation af Bartoks geni. De nordjyske symfonikere præsterede under hans taktstok en kunstnerisk kvalitet på højt plan. Intet under, at de hyldede ham med den så sjældent brugte touche /Poul A. Schrøder i Aalborg Stiftstidende). Svaret var altså et ja. Anmelderne havde opdaget, at her var noget særligt på færde. Det havde musikerne også. De valgte enstemmigt Fikst som deres kandidat til ny chef kapelmester, og nu gik det så stærkt.

Et flot g e n e r a l i e b l a d Janos Fiirst var på dette tidspunkt 44 år gammel. Han var ungarer og uddannet på Franz Liszt-akademiet i Budapest, oprindelig som violinist. Som så mange andre musikere forlod han Ungarn i forbindelse med opstanden i 1956 og gjorde sin uddannelse færdig i Wien og Bruxelles. Via England kom han til Irland, hvor han dannede Irish Chamber Orchestra i 1963 og siden fik irsk statsborgerskab. I 1972 fik han sin London-debut med Royal Philharmonic Orchestra, og efter at have knyttet kontakter med forskellige skandinaviske orkestre fungerede han i 1974-78 som chef for AAalmo Symfoniorkester. Han var nu ledig på markedet og havde fået cheftilbud forskellige steder fra uden dog at acceptere dem. Fiirst syntes at være ombejlet, og dirigerede i øvrigt også hos de fleste andre orkestre i Danmark, så Kaj Birkeholm og Karen Rasmussen var enige om, at der skulle handles hurtigt. Ikke mindst, hvis man gerne ville kunne annoncere navnet på en ny chef, endnu inden Jens Schrøder var gået af. Og det var der mange gode grunde til. For det første ville man selvfølgelig gerne give omverdenen det indtryk, at der var styr på arvefølgen, når man nu for første gang i orkestrets historie skulle skifte chef. For det andet herskede der i bestyrelsen en vis skepsis med hensyn til den ændrede ledelsesform, som måtte blive den naturnødvendige følge af, at man ansigt til ansigt med et insisterende orkester, der tydeligvis behøvede nye og større udfordringer fra dirigentpodiet, måtte indse, at man ikke som i Schrøders tid kunne regne med at få en dirigerende chef, som opholdt sig mere eller mindre fast i Aalborg. Realiteten var jo nok den, at bestyrelsen - og her taler vi ikke mindst om bestyrelsesformanden - havde brugt temmelig meget tid og temmelig mange kræfter på at skaffe Schrøder en rimelig sortie. Nu stod man overfor et brud i en meget lang tradition og med et orkester, der vejrede morgenluft.

Fyrstelige forhold

127

Andre ledelsesprincipper Musikerne behøvede blot at skæve til København, hvor kollegerne i Sjællands Symfoniorkester via deres eget valgte programudvalg selv stod for den kunstneriske ledelse i hele vintersæsonen (mens Tivolis musikchef havde ansvaret for sommervirksomheden). Derfor optræder begrebet »kollektiv ledelse« pludseligt i referaterne fra bestyrelsesmøderne i denne overgangstid. Det var noget, der virkelig kunne give visse af bestyrelsens medlemmer gåsehud, bare ved tanken. Ingen af dem havde formentlig været i nærkontakt med Sjællands Symfoniorkester, hvor det på mange måder havde fungeret godt. Diskussionerne nåede ikke at blive særlig konkrete på dette punkt. Janos Furst kom nemlig i vejen. Ikke på den måde, at han deltog i disse diskussioner. Men da musikerne øjnede chancen for at få ham som chefdirigent, opgav de tankerne om en kollektiv ledelse uden chefdirigent (som formentlig også ville have været svære at gennemføre med den siddende bestyrelse), og deres bestyrelsesrepræsentant, fløjtenisten Esben Steensgaard, pegede i stedet på Furst som formand for det programudvalg, der skulle være ansvarligt for den kunstneriske virksomhed. Der havde i øvrigt været præliminære kontakter til andre dirigenter. Blandt andet havde man forhørt sig hos finske Leif Segerstam, som på dette tidspunkt var chef for det østrigske radiosymfoniorkester i Wien. Han havde ganske vist endnu ikke dirigeret i Aalborg, men var da villig til at komme og se orkestret an, hvis han kunne få lov at tage et par af sine unge dirigentelever med.

Janos Furst underskriver sin kontrakt den 23. april 1979, mens forretningsfører Kaj Birkeholm og bestyrelsesformanden, provisor Karen Rasmussen glade ser på.

128

Fyrstelige forhold

Den tanke brød man sig ikke om i Aalborg, så Segerstam forsvandt ud af feltet igen. Orkestret blev end ikke spurgt.De to elever siges at have været Jukka-Pekka Saraste og Esa-Pekka Salonen. Hvis det er rigtigt, havde det nok været værd at prøve ideen.

Ansat per post Tankerne om en ny ledelsesform kunne, ja burde måske have udløst en grundigere analyse af hele institutionens virksomhed og styreform, inden man tog beslutninger. Men vi skal frem til orkestrets overgang til ny styreform i slutningen af 1980'erne, før der for alvor bliver tale om et dybdeborende analysearbejde med deltagelse af såvel bestyrelsen som alle institutionens personalegrupper. Med det tidspres, der var opstået, blandt andet fordi der ikke havde været afholdt bestyrelsesmøder mellem oktober 1978 og marts 1979, og med truslen om, at man kunne gå glip af Fiirst, hvis man ikke slog til nu, blev det ikke til nogen lang diskussion. Drøftelsen kom først og fremmest til at gå på, om en sådan stilling burde slås op. Her kunne Kaj Birkeholm oplyse, at Århus By-Orkester nylig havde besat en lignende stilling uden opslag, og da Jens Schrøder kunne oplyse, at Alf Sjøen under ingen omstændigheder var interesseret i stillingen, stillede bestyrelsen sig tilfreds og gav sit forretningsudvalg mandat til at færdigforhandle kontrakten med Fiirsts danske agent, Hanne Wilhelm Hansen. Det blev understreget, at bestyrelsen skulle godkende forhandlingsresultatet. Men da det forelå nogle dage ind i april, ville Fiirst og Birkeholm gerne underskrive kontrakten og dermed offentliggøre engagementet, før Fiirst forlod Danmark igen i slutningen af måneden. Med så kort varsel kunne bestyrelsen ikke samles, og det endte med en postrunde, hvor de enkelte bestyrelsesmedlemmer hver for sig signerede deres accept af tronskiftet. Jens Schrøder, der som sagt havde anbefalet Fiirst, og som jo stadig var medlem af bestyrelsen, havde dog bedt sig fritaget fra at skulle deltage i behandlingen af sin efterfølgers økonomiske vilkår

S a m m e Ion for mindre arbejde Den færdigforhandlede kontrakt, som bestyrelsesmedlemmerne modtog, og som de alle kontrasignerede, lød som følger i dansk oversættelse: Aftale mellem Mr. Janos Fiirst og Aalborg By-Orkester (den engelske originaltekst har her Aalborg Symphony Orchestra)

Fyrstelige forhold

129

1. Chefdirigent og kunstnerisk leder af ASO 2. Som kunstnerisk leder vil JF fungere som formand for programudvalget, der har det endelige musikalske ansvar. 3. JF arbejder som dirigent 12 uger om året - en 4 ugers periode i begyndelsen af efterårssæsonen (ca. 10/9 -10/10), en 2 ugers periode mellem 10/6 og 30/6. De resterende uger arrangeres i henhold til ASO's sæsonplaner ogJF's aktiviteter andetsteds. 4. Inden for de planlagte perioder dirigerer JF koncerter i Aalborg og andetsteds og de såkaldte radioproduktioner. 5. Antallet af koncerter (offentlige koncerter samt radioproduktioner) kan maksimaltvære 24. 6. Når JF ikke er i Aalborg, konsulteres han om udviklingen i programudvalgets arbejde. JF kan tilkaldes, når særlige forhold gør det nødvendigt. 7. Som chefdirigent honoreres JF med årligt d. kr. 140.000, som dækker koncerterne nævnt under 4. i antallet nævnt under 5. Dette honorar inkluderer desuden udsendelse af koncerter via Danmarks Radio i henhold til aftalen mellem DR og landsdelsorkestrene. For stillingen som kunstnerisk leder modtager JF et årligt honorar på d. kr. 60.000. 8. JF får kun rejse- og hoteludgifter dækket i de tilfælde, hvor han kaldes til Aalborg uden at dirigere. 9. Honorarerne nævnt under 7. reguleres i henhold til danske dyrtidsregler. 10. JF overtager stillingen som kunstnerisk leder 1/11980 og som chefdirigent 1/61980. 11. Denne aftale gælder to år fra 1/61980, efter hvilken dato aftalen kan forlænges et år ad gangen. Enighed om en sådan forlængelse skal opnås mindst 12 måneder før begyndelsen af prolongations-perioden. Summerer vi op, fik Fiirst altså hverken rejser eller boligomkostninger dækket, men havde til gengæld heller ikke påtaget sig nogen bopælspligt. Hans gage svarede groft set til Jens Schrøders, men for en væsentlig mindre arbejdsindsats. Nok så interessant var det vel, at kontrakten ikke var klart udformet med hensyn til det kunstneriske ansvar. Furst bliver formand for et udvalg, der har det endelige kunstneriske ansvar. Men har han også vetoret i udvalget? Det fremgår ingen steder. Og havde man virkelig forestillet sig, at man skulle kunne gå fra en fuldtids kunstnerisk leder til en tolv ugers ansættelse, uden at man dermed bevægede sig ud i noget, der var mindst halvkollektiv ledelse? Ingen stillede spørgsmålene, og der blev derfor heller ikke formuleret svar på dem. En egentlig organisationsplan tog man først fat på at formulere efter årsskiftet, da Fiirst allerede var begyndt at fungere.

130

Fyrstelige forhold

Aalborg By-Orkesters kommende leder:

om hans familie vil komme med herover, når den tid kommer.

I denne by findes alle muligheder for at skabe stor og ægte kunst

Ret til hver sin tilværelse

I morgen formiddag mødes den ungarsk-irske dirigent Janos Fiirst med Aalborg By-Orkesters bestyrelse for at skrive kontrakt for tre år. Her fortæller han om sig selv, og om hvorfor det blev netop Aalborg, Danmark m Aalborg or ingen lille by. J e g er blevet spurgt om det før - hvorfor vil jeg hertil, i et lille land og en forholdsvis lille by. Men svaret er, at byen ikke er lille. Nøgleordet er »forholdsvis« - og forholdsvis er Aalborg en stor by. Et fremragende kunstmuseum og en ganske enestående musikhal. Sammen med det storartede orkester, byen har, et orkester, der oven i kobet er i ro og indre balance og harmoni efter så mange års ledelse af en mand som Mr. Schrøder - sammen med det, bliver helheden set fra mit synspunkt noget na^r ideel. Det siger Janos Fiirst, 47, en af verdens fremtrædende dirigenter, som i morgen formiddag skal afslutte forhandlingerne med Aalborg ByOrkester om ansættelse som chefdirigent og kunstnerisk leder for tre år.

Aalborg har størreisen Han betragter Aalborg som en by, der rummer alle de forudsætninger, han behøver. Foruden de nævnte er der også byens størrelse: - Den er så lille, at den ikke har alle den virkelige storbys ulemper, kulturelt og kunstnerisk set, I d e heit store byer

sker der for meget. Ambitionsniveauet er for højt og på de forkerte steder. Det er efterhånden blevet sådan, at ingen lægger m æ r k e til de gode ting, der ydes. kun til hvilken dirigent, der har solgt sit navn til begivenheden. Det er'en meget farlig udvikling. Aalborgs størrelse er s å dan, at m a n stadig kan arbejde ærligt og kunstnerisk h æ derligt. Den er også stor nok til sit kunne levere et publikum ~ men det er min fornemmelse, at byen samtidig er lille nok, til at folk stadig har noget at sige hinanden.

Sympati begge veje Det er et grundlag, der ikke kan være meget bedre. Dertil kommer, at jeg her - og i øvrigt i Danmark t det hele taget - har haft den ejendommelige oplevelse at fole et fællesskab med musikerne, som jeg ikke har kendt magen til andre steder. Det h a r simpelthen sagt »Klik" - og så hang det hele sammen. Det er en ganske forunderlig ting, siger J a n o s Fiirst. Noget tyder på, at han ikke har været alene om at opleve det sådan, da han samarbejdede med Aalborg By-Orkester i februar i år. By-Orke-

strets musikere har enstemmigt peget pa ham, som efterfølger til Jens Schrøder, der trækker sig tilbage til december efter sin 70 års fødselsdag 6, november. Janos Fiirst tiltræder først som kunstnerisk leder 1. januar 1980, og siden som chefdirigent juni samme år. Det hænger sammen med, at orkestrets nuværende ledelse allerede er så godt som færdig med at fastlægge programmet for den kommende s æ son. Hans kontrakt udløber med udgangen af maj 1982.

Chance for at holde op - Der er ingen grund til at tro, at den ikke vil blive fornyet til den tid, det vil den efter al sandsynlighed, hvis da ikke det har vist sig, at jeg eller orkestret har taget fejl af det hele. Men man har den paragraf i kontrakten fordi muligheden også skal bestå, for at både orkester og dirigent skal have en chance for at komme videre, hvis der skulle være behov for det, siger Janos Fiirst. Han er irsk statsborger, men ungarsk af fødsel. Han bor i London sammen med sin svenske kone og deres børn. De lever i høj grad hver deres liv, og dirigenten ved ikke nu,

Som den store lokalavis havde Aalborg Stiftstidende krav på særbehandling og fik derfor et tiltrædelsesinterview, som blev trykt, allerede dagen før kontrakten blev underskrevet.

- Børnene har deres skole, min kone, som er sanger, a r bejder som selvstændig kunstner. Vi har et frit og åbent forhold til tilva>relsen sammen. Den har vi når vi kurn men vi betragter det ikke som noget negativt, at der går tid imellem. Verden er jo ret beset lille i dag. Man kan komme fra Koben havn til Aalborg ligeså hurtigt, som hvis man boede en snes kilometer udeni'ur byen, er det ikke sandt. Hans samliv med byorkestret vil komme til at ligne privattilværelsen: - Det er min agt, at orkestret ikke skal trækkes med mig uafbrudt i de tre år, jeg foreløbig skal være her. Det er min overbevisning, at der skal inspirerende afveksling til for både orkester og dirigent, hvis man ikke skal kvæle enhver dynamik og impuls. Der vil blive flere perioder hvert ar. hvor en gæstedirigent arbejder med orkestret, og hvor jeg selv er andre støder pa andre gæsteopwar,. ver. Det er en livsbetingelse for musikken.

Samarbejde og stabilitet For Janos Fiirst har den form for dirigentvirksomhed været tilværelsen i de sidste ti år, med et par længere perioder som undtagelsen. Han er free lance dirigent nu og m e get efterspurgt. Men det er blevet vigtigt for ham at komme videre. - Det er en spændende form, åen her med at komme, arbejde i tre uger, aflevere koncerten - og så af sted igen. Men det er også ødelæggende. Man opnar lige at komme i gang med at bygge noget op, så skal man videre. Jeg har efterhånden fået et stort behov for at prøve at arbejde med musikken og kunsten på en mere sammenhængende og stabil måde: Virkelig at være i sammenhæng og samarbejde med orkestret i en længere periode. Den får jeg her, og det glæder jeg mig fantastisk til. siger han.

Fyrstelige forhold

131

I aviserne hed det sig, at Furst nu kom til Aalborg for at færdigforhandle og underskrive kontrakten. Og i administrationen gjorde man sit bedste for at holde spændingen kørende, indtil kontrakten blev underskrevet den 23. april 1979 i pressens blitzlys. I realiteten var den klar, allerede da bestyrelsen accepterede deres nye chefdirigent og den nye ledelsesform per post. De gjorde det i det mindste i en forvisning om, at alle de 56 musikere i orkestret stod bag dem, når det gjaldt chefdirigenten.

F e m g a n g e nej Ved præsentationen og kontraktunderskrivelsen var også John Christiansen til stede. På vegne af Jyllands-Postens læsere spurgte han om Fiirsts grunde til at vælge Aalborg og fik følgende svar: Jeg har gennem årene fået tilbud fra større og mere velrenommerede orkestre. Fem gange har jeg umiddelbart sagt nej tak. Men i dette tilfælde har jeg fornemmelsen af, at det vil komme til at fungere. De danske landsdelsorkestre ligger vel på samme niveau, de har samme svagheder og de samme styrker, men musikerne vil meget gerne spille sammen og det er meget væsentligt. Der er mange, der har spurgt, hvad jeg vil på et mindre sted, men denne holdning er forkert. Vi må væk fra den, når der er en hensigt, og man vil noget her i Aalborg. Andre grunde til at jeg har valgt Aalborg, er, at man her har landets eneste koncertsal uden for København, og at jeg også nærer en frygt for centraliseringen af musiklivet. Jeg har den fordel, at alle i orkestret har ønsket mig. Jeg kommer som ny, og så vil alle musikerne automatisk lytte til, hvad jeg kan sige dem. Jeg vil gøre mit bedste, og hvis musikerne så vil gøre resten. Jer er glad for atmosfæren her. Grundlaget er i orden. Spørgsmålet om bopæl valgte Furst, der boede i London, at glide af på. Han ville se, hvad han kunne gøre ved den sag, sagde han blot. I praksis drømte han næppe om nogensinde at slå sig ned i Aalborg.

Skattefar Kort efter sin tiltræden fik Furst sit første større chok. Det danske skattevæsen havde tænkt sig at trække skat, når han havde en fast ansættelse. Og eftersom Karen Rasmussen nu, mæt af bestyrelsesarbejde, havde trukket sig og som formand var blevet erstattet af skattedirektør Kaj Andersen, var udsigterne til et dækarrangement af den ene eller anden art ikke gode.

132

Fyrstelige forhold

I bestyrelsen foreslog cellisten Lars Geisler, der nu repræsenterede musikerne, at man skulle annullere Fiirsts kontrakt, som han truede med at bryde, og i stedet gøre ham til fast gæstedirigent. En sådan ordning havde han en overgang haft med Radiounderholdningsorkestret, og den havde skattevæsenet ikke blandet sig i. Så kunne programudvalget, eventuelt suppleret med et medlem af bestyrelsen, være kunstnerisk ledelse. Dermed blussede diskussionen om kollektiv ledelse pludselig op igen. Kaj Andersen skar imidlertid igennem og erklærede, at en ny kontrakt med Fiirst kunne der ikke være tale om. Det ville være en omgåelse, som han hverken som bestyrelsesformand eller skattedirektør kunne gå med til. Bestyrelsen konkluderede, at hvis Furst valgte at bryde sin kontrakt, skulle stillingen slås op. Det gjorde Fiirst så ikke, da det kom til stykket. Til gengæld fik han ganske lang snor, når det gjaldt detaljerne i den. Han var ikke altid til stede ved sæsonstarten, og radioproduktioner lavede han stort set ingen af efter sin første sæson. Det repertoire, som kunne være aktuelt i de sammenhænge, interesserede ham simpelt hen ikke. Og havde Kaj Birkeholm endelig fået ham overtalt til at gøre det alligevel, lagde han ikke voldsomt skjul på sin manglende interesse. Det var så heller ikke derfor, orkestret havde valgt ham.

Organisationsplan I det første udkast til organisationsplan, dateret 15/1 1980, altså efter Fursts tiltrædelse, stod der følgende om den kunstneriske leders funktioner: Den kunstneriske leder Forestår institutionens kunstneriske virksomhed i sin helhed og har det fulde ansvar for området. Det påhviler således den kunstneriske leder: At forestå udarbejdelsen af sæsonplaner At forestå gennemførelse af samarbejdet med Danmarks Radio i.h.t. gældende samarbejdsaftale At forestå gennemførelse af samarbejdet med Den jyske Opera i.h.t. gældende samarbejdsaftale At søge gennemført udvidelse af institutionens virksomhed At søge de i musikloven anførte intentioner opfyldt At behandle henvendelser med ønsker om orkestrets medvirken - såvel egentlige koncerter som andre arrangementer At indstille for bestyrelsen det med musikudøvelse ansatte personale til ansættelse eller afskedigelse

Fyrstelige forhold

133

Udførelsen af ovennævnte arbejdsområder skal ske i snævert samarbejde med programudvalget som den kunstneriske leder er født formand for. Man forestillede sig altså, at man med en kunstnerisk leder, der var til stede tolv uger om året og her skulle bruge det meste af sin tid på at dirigere, skulle kunne få cirka alle de funktioner udfyldt, som Jens Schrøder havde brugt langt størstedelen af sin tid på. Allerede efter en uges forløb blev dette forslag taget af bordet. I det reviderede oplæg hed det blot, at den kunstneriske leder forestår den kunstneriske ledelse i samarbejde med programudvalget. Punktum. Om programudvalget hed det, at orkestret udpeger 3 medlemmer, der vælges af og blandt orkestrets fastansatte musikere. Herudover skulle udvalget bestå af den kunstneriske leder, Janos Fiirst, samt kapelmester Alf Sjøen. Den kunstneriske leder skulle være født formand for udvalget og som sådan med det endelige kunstneriske ansvar. Derudover skulle der vælges en næstformand. Under den kunstneriske leders fravær fungerede udvalget som kunstnerisk ledelse. Herved blev det. Orkestret havde fået mere indflydelse. Men en lang række ansvarsområder var nu ikke-beskrevne og i praksis overladt til, hvad Kaj Birkeholm og den øvrige administration interesserede sig for og kunne overkomme. Heldigvis overkom de en hel del.

Programudvalget, som det så ud i sæsonen ig82/83. Det er f.v. fløjtenisten Esben Steensgaard, forretningsfører Kaj Birkeholm, som ydede bistand i praktiske spørgsmål, bratschisten Henning Duusgaard, basunisten Anthony Sennenvald og chefdirigent Janos Furst, der lidt så ud, som om planlægning kedede ham.

134

Fyrstelige forhold

Prøvelokale På det bestyrelsesmøde i marts 1979, hvor man principbesluttede at forhandle en chefkontrakt med Janos Fiirst, kunne Kaj Birkeholm meddele, at en ombygning af Det Lille Teater i Aalborghallen til et anvendeligt prøvelokale for orkestret ville koste omkring 3,5 mill, kr., og at det svarede cirka til, hvad det ville koste at ombygge den kommunale biograf Europa Bio på hjørnet af Kjellerupsgade og Kayerødsgade, der også havde en meget dårlig økonomi. Den sidstnævnte løsning blev af såvel Janos Fiirst, den måske kommende chefdirigent, og musikernes repræsentant i bestyrelsen, Esben Steensgaard, betegnet som det mest fremtidsrettede alternativ. Steensgaard havde haft Furst med på byvandring for i bestyrelsen at kunne underbygge den løsning, som musikerne foretrak. Europa Bio havde med sine 793 pladser længe været hensygnende, og man havde blandt andet diskuteret muligheden af at opdele den i tre mindre sale. Men efterhånden hældede kommunens embedsmænd mod at give den til byens orkester i stedet, og de var ved også at skaffe sig lydhørhed hos politikerne. For at sætte lidt fart i sagen rykkede Janos Fiirst ud offentligt i et (formentlig bestilt) Stiftstidende-interview den 23. marts 1980: Vi mangler et hjem. Vi trænger til et sted, vi kan kalde vores eget, et sted hvor vi kan arbejde i fred og ro og blive bedre. Det sted må vi have, også for byens skyld, det håber jeg borgerne forstår. Vi må kunne forberede os ordentligt, så vi kan give byen det bedste, vi har. Vi - jeg især - brænder efter at give byen et orkester, man kan være stolt af. Men vi kan ikke klare os under de nuværende omstændigheder. Gi' os Europa Bio... Ifølge Fiirst var der ingen ende på biografens lyksaligheder: Akustikken er fin. Lokalet er dejligt. Der skal pudses lidt af hist og her, men det ville ikke koste mange penge at lave salen om til musikken. Og det skulle ikke bare være til musik. Alle former for kultur kunne den bruges til, oplæsninger, små teaterforestillinger, one-man-shows og så videre. Man har så tit brug for et mindre lokale til den slags forestillinger, der trods alt ikke kan fylde en Aalborghal. Joh, Fiirst vidste godt, hvad politikerne gerne ville høre. Hvilke argumenter, de havde brug for, når de over for vælgerne skulle forsvare endnu en bevil-

Fyrstelige forhold

Alle stillinger i orkestret besættes efter en konkurrence, hvor alle musikere, danske som udenlandske, frit kan tilmelde sig. Herses dommerpanelet ved klarinetkonkurrencen den 14. april 1980. Ved bordet sidder tv. koncertmester Egon Madsen, solohornist Erik Nielsen, kapelmester Alf Sjøen, solo fagottist jens Frederiksen, chefdirigent Janos Furst og derefter bl.a. soloklarinettisten Leif Thomsen ogsolooboist Jørgen Skyttegaard. Det var Christian Larsen, der ved denne lejlighed konkurrerede sig ind i Aalborg By-Orkester.

135

ling. Og borgmester Marius Andersen gik nu også i gang med at løse problemet, tilskyndet også af det faktum, at biografens 1979-regnskab udviste et sekscifret underskud på grundlag af en belægningsprocent på kun 8,6. Og denne gang lykkedes det. I august 1980 vedtog byrådet en løsning, hvis pris var beregnet til 7,65 mill. kr.

Orkestret s o m husejer Det var Specialarbejderforbundet, der var ejer af ejendommen, og kommunens lejemål strakte sig frem til 1. oktober 1981. Forslaget gik så ud på, at orkestret overtog den del af ejendommen, hvor selve biografen lå, pr. 1. januar for 2.4 mill. Der skulle købes inventar for omkring 1/4 mill., og selve ombygningen var beregnet til 5 mill. Den samlede pris ville kommunen lægge ud, og den skulle orkestret, der jo var en selvejende institution, så afdrage over en årrække. Marius Andersen kunne derfor argumentere for, at det på lang sigt ikke kostede kommunen noget som helst, og det var måske en af grundene til, at han fik det igennem byrådet, hvor kun Fremskridtspartiet stemte direkte imod. Der knyttede sig en lille pikant historie til selve afstemningen. Erik Ludvigsen, der sad i orkestrets bestyrelse, og som i byrådet var uden partitilknytning, misforstod manøvrerne omkring et ændringsforslag fra social-

i36

Fyrstelige forhold

demokraterne, der gerne ville forpligte orkestret til at give andre adgang til at benytte stedet. Efter en afbrydelse i mødet gav socialdemokraterne sig og overlod det til orkesterbestyrelsen at afgøre andres adgang til de nye faciliteter. Dette nåede Ludvigsen ikke at opfatte, og han undlod derfor at stemme for det samlede forslag, som han i virkeligheden brændte så varmt for.

Fagforeningskabalen og detailprojekteringen En af de første ting, der skulle findes en løsning på, var genhusningen af nogle af de fagforeninger, som havde til huse i den del af ejendommen, der ikke var optaget af biografdriften. Ellers ville der nemlig ikke være plads til orkestrets administration. Det lykkedes. Blandt andet ved at flytte præsten fra præstegården til det tidligere bibliotek, der i mellemtiden flyttede til det nye medborgerhus. Så kunne malernes fagforening nemlig rykke ind i den ledige præstegård. Nu kunne man så gå i gang med en detailprojektering. Der var en række krav og bestemmelser at tage hensyn til. Det handlede om bedre brandsikring. Om at skaffe kældrene fri for de hyppige småoversvømmelser, de var plaget af, og som ville være katastrofale i instrument-sammenhænge. Det handlede om at indrette en kantine, sådan som arbejdsmiljøloven krævede det. Hvilket betød en mindre tilbygning ud mod Kayerødsgade. Byggestaben omfattede Arne Kjærs tegnestue, der også i sin tid havde stået for opførelsen af huset, indretningsarkitekt Ulla Schønnemann fra Blegvads Tegnestue, kunstneren Arne L Hansen, der stod for farvevalg og udsmykning samt ingeniørfirmaet Ørum & Nielsen. Byggekoordinator var J. Boeck-Hansen.

Der var tænksomme miner hos orkestermusikerne, da byggekoordinatoren præsenterede planerne for ombygning af Europa Bio. Indvendingerne gik bl.3. på, om der ville blive kantineplads nok.

Fyrstelige forhold

Aage Haugland og Bernadette Greevysang de to roller i Ja nos Fiirsts koncertopførelse af Bartokoperaen »Hertug Blåskægs borg« den 17. marts igSi. »Det var ikke alene en gennemarbejdet, men også en gennemoplevet fremførelse. Orkesterspillet var veloplagt og præcist, der var tilspidset dramatisk bid og en stor klangpalet. Dramaet foldede sig ud,« skrev John Christiansen i JyllandsPosten.

137

Fra starten havde Kaj Andersen erklæret, at medarbejderne skulle inddrages i hele processen, og i november afholdt man et stormøde, hvor byggekoordinatoren gennemgik planerne fra ende til anden og samlede kommentarer op. Derefter valgtes musikerne Ole AAøllgaard, Jens Frederiksen og Nielr Bjørn Nielsen som musikernes repræsentanter i byggeudvalget.

FCirst t r æ d e r til Samtidig med alle byggeplanerne havde Janos Fiirst indledt sin første vintersæson som chefdirigent. Det gjorde han med manér. Til indledningskoncerten den 23. september var orkestret udvidet med 26 kolleger fra Århus By-Orkester, og solisten var ingen ringere end Fiirsts landsmand, pianisten Andras Schiff, der spillede Beethovens anden klaverkoncert. Med aftenens indledningsværk, Hans Abrahamsens Stratifications, markerede Fiirst sin tiltro til dansk samtidsmusiks levedygtighed. Og så sluttede han aftenen med Bruckners fjerde symfoni, et værk i den størrelsesorden, som ellers var forbeholdt fælleskoncerterne. Succes'en var indiskutabel. Den ny kapelmester, Janos Furst, har tydeligvis ønsket at markere en holdning i repertoire-valget. Det skal blive spænden-

138

Fyrstelige forhold

de at se, hvad han får ud af orkestret i sin første sæson i det nordjyske, skrev Bo Holten i Weekendavisen. En stor dirigentpræstation afjanos Furst, dejligt orkesterspil i alle grupper af det udvidede byorkester, konkluderede John Christiansen i Jyllands-Posten. Mens Poul A. Schrøder markerede sin respekt i Aalborg Stiftstidende: En blomst til Ja nos Furst for hans mod til at begynde så utraditionelt og give os et indblik i en begavet ung dansk kunstners værksted. Hans Abrahamsen var til stede og blev kaldt frem af Furst for at tage mod bifaldet.

Janos Furst koncerter i hans første vintersæson som chef Aalborghallen 23/91980 Hans Abrahamsen: Stratifications Beethoven: Klaverkoncert nr. 2 Bruckner: Symfoni nr. 4 Solist: Andras Schiff, klaver Aalborghallen 30/9

Ugen efter havde Furst den japanske violinist Mayumi Fujikawa som solist og dirigerede også Carl Nielsens første symfoni. Og ind imellem havde han nået en DR-produktion med Ravels G-dur klaverkoncert, hvor Dorthe Kirkeskov var solist. Alt i alt blev det til to uger ved sæsonstarten. Allerede nu var kontraktens bestemmelser om en opbyggende måned i selskab med orkestret åbenbart blevet offer for Fursts kalender-koordineringsproblemer. Han dampede af igen, og det blev israelske David Shallon, der den følgende uge fik glæden og æren af at akkompagnere den gamle franske cellomester Pierre Fournier i Schumanns cellokoncert. Blandt de furstelige højdepunkter senere i sæsonen var fælleskoncerten med Aarhus-orkestret, hvor man for første gang opførte Mahlers store niende symfoni, et rent Brahms program med Gyorgy Pauk og Ralph Kirshbaum, begge hans personlige venner, som solister i dobbeltkoncerten, en festkoncert i anledning af Nordjysk Musikkonservatoriums 50-års jubilæum med en uropførelse af Erik Bach, og en koncertopførelse af Bartok-enakteren »Hertug Blåskægs borg« med Bernadette Greevy og Aage Haugland. Han dirigerede også ved en af orkestrets børnekoncerter og ved en koncert på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor Jørgen Skyttegaard var obosolist. Tillige fandt han tid til sammen med sin kone, sopranen Ingeborg Furst, at optræde som violinsolist ved en koncert med Nordjysk Kammerorkester, der blev dirigeret af Jørgen Skyttegaard. Den foregik i Budolfi Kirke, og orkestret bestod i det store og hele af medlemmer af Aalborg By-Orkester suppleret med enkelte konservatorieelever og amatører. Der havde ved tidligere lejligheder været lidt murren i bestyrelsen over Skyttegaards konkurrerende orkestervirksomhed. Det var der ikke denne gang. Det var jo chefen, der var ude at more sig. Til gengæld skabte hans forlængelse, der skulle besluttes inden sommerferien, diskussioner. Alle i bestyrelsen var tilfredse med hans koncerter, og musikerrepræsentanten, Lars Geisler, mente bestemt at have et flertal i orkestret bag sig i ønsket om en forlængelse. Men en del af bestyrelsen ville gerne tilbage til en chef, der var i Aalborg det meste af året.

Janåcek: Suite for strygere Mozart: Adagio for violin og ork. Mozart: Violinkoncert nr. 2 Carl Nielsen: Symfoni nr. 1 solist: Mayumi Fujikawa, violin Aalborghallen 18/111980 Brahms: Tragisk Ouverture Dobbbeltkoncert Symfoni nr. 1 Solister: Gyorgy Pauk, violin Ralph Kirshbaum, cello Aalborghallen 25/11 Mahler: Symfoni nr. 9 Fælleskoncert med Århus By-Orkester Aalborghallen 2/121980 Beethoven: Leonore-ouverture nr. 1 Erik Bach: Farlige drømme (uropf.) Beethoven: Korfantasi Solister: Annelise Harritsø, sopran Rodolfo Llambias, klaver Nordjysk Konservatoriums Kor

Fyrstelige

Aalborghallen 26/21981 Skolekoncert Rossini: Ouv. til »Den tyvagtige skade« Carl Nielsen: Kehraus af »Maskarade« Britten: Young Person's Guide to the Orchestra Solister: Kjeld Christoffersen, baryton Birger Skovholm, fortæller

forhold

139

Fiirsts gagekrav for at blive, en forhøjelse på 60.000 kr. om året plus en fri lejlighed i det centrale Aalborg, gav også anledning til en vis diskussion. Publikumstallet var nemlig ikke steget, og på bestyrelsens bord lå der derfor også et forslag om at sænke abonnementspriserne for at få flere folk i salen igen. Kort sagt, tingene hang ikke helt sammen.

Alf S j o e n siger f a r v e l Ved det samme bestyrelsesmøde forelå der meddelelse om, at Alf Sjøen ønskede at fratræde sin faste kapelmesterstilling ved årets udgang.

Aalborghallen 3/31981 R. Strauss: Tod und Verklårung Prokofiev: Violinkoncert nr. 1 Beethoven: Symfoni nr. 2 Solist: Mark Kapian, violin Nordjyllands Kunstmuseum 10/31981 Haydn: Symfoni nr. 70 Mozart: Obokoncert Schonberg: Kammersymfoni nr. 2 Solist: Jørgen Skyttegaard, obo Aalborghallen 17/31981 Mozart: Symfoni nr. 39 Bartok: »Hertug Blåskægs borg« Solister: Bernadette Greevy, mezzosopran Aage Haugland, basbaryton

Skal man tro de officielle afskedsinterviews, han gav sidst på året, var hovedårsagen, at han gerne ville have mere tid til selv at bestemme over sin tilværelse: Jeg har det bedste forhold både til Byorkestret og til Janos Furst. Min beslutning om at holde op ligger faktisk halvandet år tilbage. Jeg har aldrig været interesseret i stillingen som chefdirigent, fordi jeg finder jobbet lidt illusorisk. I dag er hele arbejdsgangen demokratiseret. Den kunstneriske leder er bestemt ikke enerådende. Han skal tage hensyn til mange andre parter. Det er kun på podiet, han bestemmer. Og dér har jeg jo den samme fordel. Jeg har haft det godt i de mange år, jeg har arbejdet med by-orkestret. Men selv om jeg er lidt op i årene, er jeg frisk som en havørn, og jeg har lyst til at prøve at arbejde som free-lance, sagde den 67-årige til Aalborg Stiftstidende. Ser man ind bag den offentlige facade, gemte der sig nu alligevel nok en vis utilfredshed bag beslutningen. Hvor Sjøen tidligere havde oplevet, at han uden de helt store problemer kunne komme overens med Jens Schrøder om en rimelig fordeling af det sure og det søde i den musikalske hverdag, måtte han nu indse, at med Janos Fiirst havde han fået en chef, der ganske vist ikke tilbragte så meget tid i Aalborg. Men til gengæld forventede kun at udføre den mest prestigiøse del af direktionsarbejdet. Radioproduktioner med sjældent repertoire var undtagelsen, ikke reglen for Fikst. Skolekoncerter var der ikke tale om. Udenbys koncerter i oplandets mindre byer højst som gentagelse af koncerter i Aalborghallen. Med ham i spidsen næsten aldrig som selvstændigt producerede enheder.

140

Fyrstelige forhold

Fyrstelige forhold

141

1^2

Fyrstelige

forhold

Sjøens største problem var dog formentlig nok, at han havde svært ved at få lov til stadig at dirigere de store, centralklassiske værker. Foreslog han dem til sine koncerter, kunne han risikere at få et nej fra det Fiirst-dominerede programudvalg. Eller værre endnu - han så dem siden dukke op på et af chefens programmer. Måske havde også Jens Schrøders sene og ikke totalt frivillige sortie gjort

Alf Sjøens sidste koncerter som fast kapelmester Aalborghallen 3/111981 Rovsing Olsen: Lux coelestis Sibelius: Violinkoncert Brahms: Symfoni nr. 2

indtryk på Sjøen. I hvert fald besluttede han med relativt kort varsel at blive en fri fugl. Den 3. november 1981 dirigerede han sin sidste filharmoniske koncert i Aalborghallen, og Jyllands-Postens John Christiansen var på plads:

Solist: Arve Tellefsen, violin

Alf Sjøen havde valgt et for ham karakteristisk program, og resultatet var godt. Alf Sjøen har egentlig altid haft et godt tag på Brahms' symfonier, og ikke mindst den mere pastorale karakter i den anden symfoni forstår han at forme med melodisk varme og en god klanglig balance. Især den sidstnævnte halter nemlig ofte i mange fremførelser.

Solister: Bodil Gøbel, sopran Else Paaske, alt Kåre Bjørkøy, tenor Ulrik Cold, bas

Budolfi Kirke 15/12 og 16/121981 Håndel: Messias

Alf Sjøen er selv violinist, også god en violinist i øvrigt, at han forhåbentlig også får tid til at koncentrere sig lidt mere om sit gamle instrument i fremtiden. Det var derfor også en naturlig ting, at netop dette program, indeholdt en nordisk violinkoncert, nemlig Sibelius', spillet af Sjøens landsmand, den fremragende norske violinist Arve Tellefsen. TelIefsen er lyriker på sit instrument, forstået på den måde, at han aflokker det lyrisk skønhed. Han forcerer aldrig, men der er bid og kerne ikke alene i hans tone, også i hans formning, og derfor kom de mere dramatiske elementer i Sibelius' violinkoncert også frem. Det var en yderst behagelig oplevelse at lytte, også fordi akkompagnementet var så forstående. Sjøens formelle afsked var julekoncerterne i Budolfi Kirke med Håndels Messias. Det hang sammen med, at det i sin tid også var dér, han første gang som nyansat dirigent (se s., xx) mødte det nordjyske publikum: Jeg husker, at det var en lidt tom fornemmelse efter koncerten. Der var ingen til stede fra kommunen eller by-orkestrets ledelse. Så jeg vandrede bare tilbage til mit hotel. Lidt efter bankede det på døren. Det var kirketjeneren, der kom med en lille pakke som hilsen fra kirken. Et porcelæns-askebæger med Budolfi kirke på. Askebægeret er desværre gået i stykker siden. Men jeg synes, det var sådan en sød tanke, derfor ville jeg gerne have min sidste koncert i kirken. I Messias medvirkede foruden et dansk-norsk solisthold Filharmonisk Kor sammen med Aalborg Sangforening af 1843 og Hjørring Kammerkor, og der knyttede sig det lidt uheldige forhold til opførelserne, at programudvalget med Janos Furst kort forinden havde opsagt det faste samarbejde med Filharmonisk Kor med en ret så direkte henvisning til dets manglende kvalitet.

Filharmonisk Kor Hjørring Kammerkor Aalborg Sangforening af 1843

Fyrstelige forhold

143

Det betød i praksis, at orkestret ikke længere betalte for korlederen, Henrik Schiøtz' indsats. Koret måtte nu til selv at finansiere sin instruktør, og Schiøtz, der benyttede lejligheden til at forlade posten, blev erstattet af Kjeld Juul Sørensen. Dette skisma mellem kor og orkester fik dog ikke lov at påvirke Sjøens afskedskoncerter, som forløb på bedste vis. Sjøen blev boende i Aalborg og bibeholdt også i sit free-lance otium kontakten til sit gamle orkester, som han dirigerede sidste gang i maj 1992, mere end et tiår efter sin officielle fratræden. Ret omgående efter Sjøens fratræden besluttede bestyrelsen ikke at erstatte ham. Fremover skulle Aalborg-orkestret kun have én fastansat kapelmester. Højst én, skulle det vise sig.

IMye v e d t æ g t e r De nye lokaleforhold, som var under etablering, og de overvejelser, man havde gjort sig om ledelsesprincipper og samarbejdsformer, havde gjort det aktuelt at få revideret selve orkestrets formelle arbejdsgrundlag, vedtægterne. Det skete i en kort og tilsyneladende fredelig proces, hvor også orkestret blev hørt, men dog ikke fik sin vilje med hensyn til, at et nyt sæt vedtægter skulle prøvekøres i et år, inden det blev stadfæstet. Der var nu fast ni medlemmer i bestyrelsen. To var udpeget af byrådet. To af musikerne. Resten af bestyrelsen selv. Foruden den almindelige koncertvirksomhed kunne man stå til rådighed for Det Kongelige Teater og Den jyske Opera samt for Nordjysk Musikkonservatorium som studieorkester, og man kunne desuden arrangere andre koncerter end orkesterkoncerter i de nye koncert- og øvelokaler. Bestyrelsen ansatte en administrativ leder med ansvar for alt undtagen det kunstneriske, som en kunstnerisk leder havde ansvaret for. Bestyrelsen ansatte og afskedigede alt personale, for musikernes vedkommende dog efter indstilling fra den kunstneriske leder, som var forpligtet til at høre orkestret og vedlægge høringssvaret til bestyrelsen. Programudvalget skulle bestå af fire eller fem medlemmer, nemlig den kunstneriske leder, en eventuel assisterende kapelmester og tre musikere. Den kunstneriske leder var født formand, og for at sikre at økonomien ikke løb løbsk, deltog forretningsføreren i møderne. Alle planer for institutionens virke - herunder programmerne - skulle forelægges bestyrelsen til godkendelse. Der skulle nedsættes et samarbejdsudvalg, der arbejdede efter statens almindelige regler.

144

Fyrstelige forhold

Kort sagt, man havde forsøgt at beskikke sit hus. Rent fysisk ved at sikre sig de bedst mulige rammer, når man om kort tid for første gang skulle have foden under eget bord. Rent styringsmæssigt ved at skaffe sig vedtægter, der i det store og hele levede op til den virkelighed, man levede i. Blandt andet var man igen sluppet fri af den problematiske dobbeltrolle, som den kunstneriske leder i den sidste del af Schrøders tid havde indtaget ved også at sidde i bestyrelsen. Sanmtidig var det lykkedes med Janos Furst at nå et kompromis om hans vilkår for en forlængelse af kontrakten. Det var stillet lidt anderledes op, men lignede ellers ganske godt hans krav. Furst vidste, hvad han var værd for orkestret, og orkestret vidste det også. Og han var nu sikret for Aalborg frem til sommeren 1983. Samtidig havde han imidlertid skrevet kontrakt med operaen i Marseille, hvor han havde gæsted i rigeret et antal gange. Her blev han kunstnerisk leder for foreløbig tre år fra den 1. september og kunne råde over et orkester på 104 medlemmer. I Aalborg var der 61. Aalborg Stiftstidende interesserede sig naturligt nok for, hvordan Furst ville få puslespillet til at gå op, men han så det ikke som noget problem: Sidste år dirigerede jeg 50 gæstekoncerter. Verden er jo lille. Så det betyder intet, om jeg er i Århus på turné eller Marseille. Jeg er hele tiden i kontakt med by-orkestret, når jeg rejser. Og det vil jeg i fremtiden også være med operaen. Det er et spørgsmål, om man er indstillet på det, og jeg har mødt stor forståelse både i Aalborg og i Marseille. Jeg ved, hvad jeg vil begge steder, og kan arbejde koncentreret.

Symfonien og Symfoniorkestret Mens bestyrelsen havde haft travlt med at sætte orden på systemerne, kæmpede håndværkerne i den gamle biograf. I september holdt man rejsegilde på den nye sidebygning med kantine- og badefaciliteter, omtrent samtidig med, at orkestret i Aalborghallen indledte vintersæsonen med at have ingen ringere end Henryk Szeryng som solist. Han spillede Beethovens violinkoncert, og Ftirst kompletterede med Niels Viggo Bentzons ottende symfoni fra 1957. Denne koncert ville før have været betegnet som en Filharmonisk Koncert, og endnu tidligere have været i Filharmonisk Selskabs regi. Men Furst interesserede sig ikke for Aalborg-historie. For ham var betegnelsen Filharmonisk Koncert mere eller mindre meningsløs. Han ville gerne lave gode koncerter, og dermed basta.

Fyrstelige forhold

145

Tværsnit gennem Symfonien. På det flade gulv i biografsalen var stolene fjernet og i stedet var der opbygget et orkesterpodium. Samtidig var salens bagvæg skubbet frem, så der blev plads til udpakningsrum og magasiner bag den. Salens tilskuerkapacitet kom dermed ned på 450. Det gamle operatørrum, øverst t.v., blev afmonteret, men i øvrigt ikke rørt, hvilket siden skulle komme orkestrets virksomhed til gode, idet man ved at montere fremviserudstyr og et lærred igen kunne vise film, nu med levende symfonisk akkompagnement.

Den følgende uge havde Fiirst så den USA-bosiddende cellist Hans Jørgen Jensen, søn af orkestrets koncertmester Svend Børge Jensen, som solist i Elgars cellokoncert, og derefter kaldte sæsonåbningen i Marseille. Furst oplevede derfor ikke, at Fremskridtspartiet i Aalborg Byråd fremsatte et ændringsforslag til budgettet, som pålagde orkestret at tjene en halv million mere i billetindtægter. De havde i 1980-regnskabet udgjort i alt 165.000 kr. inklusive betalingen for udenbys koncerter, så hvordan det skulle gå til, er ikke godt at vide. Forslaget nød da heller ikke fremme. Derimod var Fiirst atter i Aalborg, da orkestrets nye, gamle hus skulle indvies den 11. december. Det skete med ikke blot Fiirst, men også Alf Sjøen og Jens Schrøder i spidsen for orkestret, og selv om man havde forsøgt at lægge låg på talelysten, endte det med ikke mindre end ti taler. Orkestrets tillidsmand, Jacob Justesen, kunne tørt konstatere, at det var første gang, musikerne efter en prøve kunne være sikre på at finde deres madpakker det samme sted.

1^6

Fyrstelige forhold

En anden taler var landsretssagfører Arthur Pelle, der fra den fond, som Filharmonisk Selskabs midler var endt i, kunne uddele to gange 6000 kr. til anden koncertmester Leif Kristensen, der havde været i orkestret siden 1962, og oboisten Dan Lebech, ansat siden 1970. I billedteksten til Jyllands-Postens omtale af begivenheden stod der, at det klinger flot i Aalborgs nye musikhus. Den redaktionssekretær, som havde skrevet den, kan ikke have læst John Christiansens detaljerede rapport særlig grundigt, for den gjorde udtrykkelig opmærksom på salens akustiske problemer: Den er endnu ikke ideel, idet blæserne går uforholdsmæssigt stærkt igennem, antagelig fordi bagvæggen er for hård og derfor kaster de tunge lydbølger tilbage. Det generer tilhørerne, men i endnu højere grad generes musikernes muligheder for at finde sammen i den ideelle balance. Man havde derimod indtrykket af, at kammermusik og solosang nok vil lyde godt i den stadig vel resonante sal. Men det klang flot - og afslørende selv om orkestret for fuld udblæsning var hårdt for ørerne. Oven på musikken og de mange taler var der noget at læske sig på for de mange inviterede gæster. Imens blev orkestertribunen ryddet, og så var der klar til, at folk kunne få sig en svingom. Huset blev døbt Symfonien. Navnet var ikke orkestrets egen idé. Faktisk havde man forgæves lagt hovedet i blød og til slut bedt offentligheden om

AlfSjøenJanos Furst og Jens Schrøder dirigerede alle ved indvielsen af Symfonien i december 1981.

Fyrstelige

forhold

147

hjælp. Kaj Birkeholm havde i den forbindelse også udlovet en erkendtlighed i form af et friabonnement eller noget tilsvarende. Det var lærer Peter Vandborg, der havde foreslået navnet. Han blev også inviteret til indvielsen, men var ikke i stand til at komme, og overværede derfor ikke den officielle afsløring af hans idé. Ejheller, at orkestret ved samme lejlighed proklamerede sit nye navn: fremover var man ikke byorkester længere, men Aalborg Symfoniorkester. En navneskik, som de øvrige danske byorkestre snart skulle følge.

S m å p e n g e , stor lyd Læg mærke til, hvor meget vi har fået for små penge, havde borgmester Marius Andersen sagt i sin indvielsestale. Det havde han jo ret i. Problemet var bare, at man ikke også havde fået en god akustik. Målet havde været at skabe et rum, hvis lydforhold kom så tæt på Aalborghallens som muligt, så musikerne ikke skulle opleve en alt for markant forskel mellem de indledende prøver i Symfonien og generalprøven plus koncerten i Aalborghallen. Hvor de store koncerter stadig skulle gives. Problemet blev yderligere kompliceret af, at man også regnede med at bruge rummet til såvel mindre koncerter som til de radioproduktioner, som man hidtil havde måttet betale Aalborghallen leje for at kunne gennemføre. Akustikeren Jørgen Petersen, der havde været knyttet til projektet, skildrede dilemmaet således, da Weekendavisen spurgte ham: Man kan dæmpe salen, så musikerne synes bedre om den ved prøver, men når der så at sige fyldes mennesker i, publikum, dæmpes salen så meget, at Danmarks Radio protesterer. Rumklangen bliver for lille, sagde han. Danmarks Radio havde ganske rigtigt protesteret. Der var blevet gennemført nogle prøveoptagelser, som fik brynene til at hæve sig i Radiohuset i København. Men den mest akutte vanskelighed var åbningskoncerten, som var planlagt til den 12. januar, og hvortil man havde bestilt et stort nyt symfonisk værk med vokalsolister hos Ib Nørholm.

Symfonien 11/11983 Første koncert i Symfonien Gade: Efterklang af Ossian Mendelssohn: Klaverkoncert Carl Nielsen: Symfoni nr. 2 Dirigent: Janos Fiirst Solist: A/logens Dalsgaard, klaver

Meget mod sin vilje måtte Janos Furst i samråd med programudvalget pille den nye symfoni af programmet. Men det var slemt nok, hvad der blev tilbage. Carl Nielsens anden symfoni var ved at blæse tilhørerne omkuld, også selv om der var stillet interimistiske plader med rockwool-beklædning op omkring orkestertribunen. Poul A. Schrøder fra Stiftstidende havde også andre kommentarer. Blandt andet kunne han fortælle, at de nyindrettede garderobeforhold gav anledning til muntre akrobatiske øvelser.

1^8

Fyrstelige forhold

Furst holdt ved koncerten gode miner til slet spil. Men har formentlig glædet sig nok så meget over den følgende uges koncert i Aalborghallen, hvor han kunne byde en af vennerne, pianisten Peter Frankl, som også var fra Budapest, velkommen i Brahms' anden klaverkoncert. Han spillede på et splinternyt Steinway. Det gamle stod nu fast i Symfonien. Huset med den store lyd for de små penge, hvor man foråret igennem eksperimenterede med forskellige nødløsninger for om muligt at nå et resultat, der kunne gøre både orkestrets musikere og Danmarks Radio glade. Det tog sin tid, fordi Janos Fiirst, som jo rettelig burde stå i spidsen for dem, ikke var ret meget til stede. Og hvad værre var - det lykkedes ikke umiddelbart at hitte nogen løsning. Den allerede citerede akustiker Jørgen Petersen sagde i den nævnte artikel om sale, der skulle kunne opfylde flere formål: En moderne koncertsal skal både kunne lukke øl op og høvle mahogni samtidig. Og det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre. Måske havde han ret.

Furst siger o p Der var hverken helt eller halvt fundet en løsning på de akustiske problemer, og der var heller ikke for alvor kommet styr på lokalets lave luftfugtighed, som kunne være problematisk for de sarte musikinstrumenter, da bestyrelsen fik en anden hastende sag på sit bord. Med Furst var det blevet forhandlet at forlænge hans tilknytning med endnu et år, altså til 1984. Orkestret var også blevet spurgt, og dets reaktion var ikke længere ublandet positiv. Om det nu kom Fiirst for øre - han havde fundet sig en håndfuld meget gode bekendte i orkestret - eller om han slet ikke kendte til sonderingen blandt musikerne, skal være usagt. Under alle omstændigheder valgte han efter en drøftelse med Kaj Birkeholm at meddele sin afgang per 1. juli det følgende år i et brev, der hosstående gengives i sin fulde ordlyd. Bestyrelsen kunne dårligt andet end at acceptere hans afgang, som Furst jo nærmest undskyldte i sit brev. Men øjeblikkelig virkning nedsatte man et udvalg bestående af bestyrelsesformanden, Kaj Andersen, orkestrets tillidsmand og programudvalget til at finde Fiirsts efterfølger så hurtigt som muligt.

Fyrstelige forhold

149

På et bestyrelsesmøde i slutningen af august bad tillidsmanden, kontrabassisten Niels Bjørn Nielsen, de øvrige bestyrelsesmedlemmer om af være tålmodige: Fiirst har ikke efterladt sig nogen kronprins. Andre nærliggende dirigentemner er heller ikke at se, dvs. at orkestret faktisk er taget på sengekanten. På trods af det hurtigtarbejdende dirigentudvalg, der er nedsat, beder jeg bestyrelsen om at have tålmodighed, da orkestret er af den opfattelse af dirigent/programudvalget må have god tid til at finde en kvalificeret chef, og at der ligeledes bør blive lejlighed til at prøvearbejde med en kommende chef. Opsigelsen fik et andet, særdeles ambitiøst projekt til at kollapse. Konciperet af en firebande bestående af Fiirst, teaterchef Daniel Bohr, museumsdirektør Else Biilow og konservatorierektor Erik Bach havde man planlagt en storstilet festival en uge i juni 1983. Det byggede på en planlagt byttehandel. 11984 skulle Bohr iscenesætte R. Strauss' »Rosenkavaleren« i Marseille. Men allerede inden skulle Marseilleopsætningen af samme Strauss' »Elektra« vises i Aalborghallen med Fiirst på podiet og Aalborg Symfoniorkester i graven. Derudover skulle der spilles friluftsteater på amfiteatret bag Kunstmuseet, der skulle være kammerkoncerter på teatret og på museet skulle der vises en udstilling. Alt over temaet Elektra. Den idé døde med Fiirsts bebudede afgang. Og Bohr måtte siden hen også diskutere relativt intenst med sin teaterbestyrelsen, inden han fik lov at drage ned til Fiirst i Marseille og iscenesætte opera. Men det er en helt anden historie.

j a g t e n på e n af loser I september fik jagten på den nye chef yderligere nogle dimensioner, fordi Jørgen Skyttegaard, orkestrets solooboist og medlem af samarbejdsudvalget, men ikke af programudvalget, som var dem, der var koblet på chefjagten, gik offentligt ud og markerede sin holdning: Jeg kunne f.eks, godt tænke mig en let omstrukturering, sådan at samarbejdsudvalget og programudvalget blev lagt sammen. For i virkeligheden kan man ikke skille det praktiske og det kunstneriske arbejde i orkestret ad. Det hænger tæt sammen. Så en kombination af de to udvalg med de beføjelser, og det ansvar, der bør ligge i et demokratisk valgt organ, ville være velegnet til at køre orkestrets daglige drift. Og det vil betyde, at vi kan koncentrere os om at finde en kapelmester, som primært er af første

ISO

Fyrstelige forhold

Janos Furst

tø-

^Goc follouj^

Mai, oar Cou-te-r^-a-koK

&"

-J^t-

«g rrÆ ciail/