Dansk Grammatik [3 ed.] 9788776747770 [PDF]

Zitiervorschau

DanS k grammatik

Lisa Holm Chnstensen

Robert Zola Chnstens.en

3. reviderede udgave

Lisa Holm Christensen l1962l. professor, fil.dr.. har undervist i sprogdiscipliner på lunds og Syddansk Universitet samt medvirket i udar­ bejdelsen af Svenska Akademiens grammatik.

Robert Zola Christensen l 196.!j). docent, mag. art .. ph.d., har undervist i dansk sprog og lit­ teratur ved lunds, Københavns og Sydd.Jnsk Universitet samt udgivet en række fag- og skønlitterære værker.

Dansk grammatik

Dansk grammatik

Lisa Holm Christensen

Robert Zola Christensen

Syddansk Universitetsforlag

University of Southern Denmark Studies in Scandinavian Languages and literatures, vol. 117 © Forfatterne og Syddansk Universitetsforlag 2005, 2009, 2014 3. udgave, 1. oplag 2014 Omslagslayout: Donald Jensen, Unisats Sats og tryk: Specialtrykkeriet Viborg ISBN 978-87-7674-777-0

MIX Papir fra ansvarlige kilde r

FSC• C104608

Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden mangfoldiggørelse af denne bog er kun tilladt med forlagets tilladelse eller ifølge overenskomst med Copy-Dan

Syddansk Universitetsforlag Campusvej 55 5230 Odense M www.universitypress.dk

Indhold

Forord 15

I . Indledning 17

Hvad er sprog? 17

Det brede perspektiv: verdens sprog 17

Det danske sprogfællesskab 18

Det smalle perspektiv: individets sprog 18

Sprogbrug og sprogsystem 19

Sprogsystemet ifølge den klassiske strukturalisme Definitioner og eksempler 21

Sprogsystemets dele 23

Oversigt over sprogsystemets dele 24

Hvad er grammatik? 24

Sprogbeskrivelsen i denne bog 25

Struktur, funktion og betydning 26

20

DEL I: MORFOLOGI

2. Introduktion til morfologi 31

Hvad er et ord? 31

Relationer mellem ord 32

Paradigmatisk vs. syntagmatisk 33

Morfemer, rødder og stammer 34

Forskellige slags morfemer 34

Allomorfi (morfemvariation) 34

Rodmorfemer 35

Stammer 36

3. Orddannelse: sammensætning og afledning 37

Orddannelsesprocessen - synkron og diakron 37

De komplekse ords struktur 38

Sammensætninger 38

Afledninger 39

Forandringer i forbindelse med orddannelse 41

Orddannelse i flere led 42

De komplekse ords funktionelle egenskaber 44

Sammensætninger 44

Afledninger 44

De komplekse ords semantiske egenskaber 46

Sammensætninger 46

Afledninger 47

5

Indhold

4. Ordbøjning 49

Regelmæssig bøjning 49

Forandringer i forbindelse med bøjning Uregelmæssig bøjning 52

Bøjningens funktion og betydning 53

Morfologisk vs. perifrastisk 54

Bøjning i et typologisk perspektiv 55

Afledning eller bøjning? 55

50

.,

DEL II: ORDKLASSER 5. Introduktion til ordklasser

59

6. Substantiver (navneord) 60

Substantivernes struktur 60

Substantivernes funktion 60

Substantivernes betydning 60

Appellativer og proprier 61

Tællelige og ikke-tællelige substantiver 61

Animate og inanimate suhstantiver 62

Genus (køn) 63

Substantivernes bøjning 64

Grundform eller stamme 64

Numerus (tal) 64

Species (bestemthed) 66

Kasus (fald) 68

Begrænset morfologi 68

7. Artikler (kendeord) 69

Artiklernes funktion og bøjning Artiklernes betydning 69

Artiklernes homografer 69

69

8. Numeralier (talord) 71

Mængdetal (kardinaler) og ordenstal (ordinaler) Numeraliernes funktion og betydning 71

Numeraliemes struktur 72

71

9. Adjektiver (tillægsord) 74

Adjektivernes struktur 74

Adjektivernes funktion 74

Adjektiv brugt som hovedord i nominalsyntagme Adjektiv brugt som adverbial 75

Adjektivernes betydning 75

6

74

Indhold

Adjektivernes bøjning 76

Grundform eller stamme 76

Komparation (gradbøjning) 77

Kongruensbøjning 79

Oversigt over adjektivernes species-, genus- og numerusbøjning Genus 80

Numerus 81

Species 81

Adjektivets e-form 82

Undtagelser fra kongruensreglerne 82

Reglerfort-endelsen hos adjektiver brugt som adverbial 83

Adjektiv eller adverbium? 83

80

10. Pronomener (stedord) 85

·Pronomenernes struktur 85

Pronomenernes funktion 85

Pronomenernes betydning 86

Forskellige slags pronomener og deres bøjning 87

Personlige pronomener 87

Oversigt over personlige og possessive pronomener 89

Brugen af pronomener i nominativ og akkusativ 90

Refleksivt pronomen: sig 90

Refleksivt possessivt pronomen: sin, sit, sine 91

Reciprokke pronomener (gensidige stedord) 92

Personlige pronomener i andre sprog 92

Demonstrative pronomener (påpegende stedord) 92

Interrogative (spørgende) og relative pronomener 93

Øvrige pronomener 94

Indefinitte (ubestemte) pronomener 95

Kvantitative pronomener 95

Relationelle pronomener 96

11. Verber (udsagnsord) 98

Verbernes struktur 98

Verbalkategorierne og deres udtryksmåder 98

Oversigt over verbernes grammatiske kategorier 98

Verbernes bøjningsformer 99

Oversigt over aktive verbers bøjningsformer 100

Grundform og stamme I 00

Imperativ (bydemåde) 101

Infinitiv (navneform) / 01

Præsens (nutid) 102

Præteritum (datid) 102

1. klasse: store svage: -ede 103

7

Indhold

2. klasse: lille svage: -te 103

3. klasse: stærke verber 103

Perfektum participium (datidstillægsform, kort tillægsform) 104

Eksempler på verbalparadigmer 104

Kongruensbøjet perfektum participium 105

Oversigt over perfektum participiernes kongruensbøjning 105

Præsens participium (nutidstillægsform, lang tillægsform) 106

Passiv 106

Oversigt over verbernes mo,fologiske passiv 106

Verbernes funktion og betydning 107

Bøjningsformernes funktioner 107

Oversigt over bøjningsformernes funktioner 107

Finitte verber 108

Præsens og præteritum 108

Imperativ 108

Infinitte verber 109

Infinitiv 109

Perfektum participium 109

Perfektum participium eller adjektiv? 111

Præsens participium 111

Passiv J 13

Hovedverbum og funktionsverbum 113

Hjælpeverber og modalverber / 14

Verbets relationer til andre led i sætningen 117

Transitivitet 118

Valens 118

Semantiske roller I 21

Aktiv og passiv konstruktion 122

Oversigt over s-passiv og blive-passiv i forskellige former og tempora Valget mellem s-passiv og blive-passiv / 24

Forskellige typer af verbalbetydninger 125

Tempus 126

Morfologiske tempora: præsens og præteritum 126

Specifik, habituel, generisk og iterativ reference 128

Præsens' specielle funktioner 130

Præteritums specielle funktioner 131

Perifrastiske tempora J32

Perfektum og pluskvamperfektum 132

Futurale tempusudtryk 135

Oversigt over tempussystemet i dansk 137

12. Adverbier (biord) 138

Adverbiernes struktur 138

Adverbiernes funktion 138

8

123

Indhold

Adverbiernes bøjning 140

Dynamiske vs. statiske adverbier 140

Komparation 141

Adverbiernes betydning 141

Stedsadverbier 141

Retningsadverbier 142

Tidsadverbier 142

Mådesadverbier 143

Gradsadverbier 143

Attitudeadverbier 144

Konnektionsadverbier 145

Negationer (nægtelser) 146

Interrogative (spørgende) adverbier / 46

Adverbium eller pronomen? 146

13. Præpositioner (forholdsord) 148

Præpositionernes struktur 148

Præpositionernes betydning 148

Præpositionernes funktion 149

Akkusativstyrelse 150

Præposition eller adverbium? 150

14. Konjunktioner (bindeord) 152

Konjunktionernes struktur 152

Konjunktionernes funktion og betydning Sideordningskonjunktioner 152

Samordningskonjunktioner 153

Underordningskonjunktioner 153

Konjunktion? 154

Infinitivpartiklen at 155

15. Interjektioner (udråbsord)

152

156

DEL III: SYNTAKS 16. Introduktion til syntaks 161

Sætningens hierarkiske opbygning 162

Syntaksens delområder 162

Forholdet mellem funktion og materiale 163

17. Syntagmer 164

Nominalsyntagmet (NomS) 164

Nominalsyntagmets funktioner 165

Nominalsyntagmets bestemmelser 165

9

Indhold

Oversigt over nominalsyntagmets struktur 166

Determinativer (bestemmelsesord) 166

Nominalsyntagme som genitivattribut: »gruppegenitiv« Adjektivattribut (beskriverord) 169

Efterstillede attributter i nominalsyntagmet 170

Nominalsyntagmets reference 171

Specifik og generisk reference l 71

Bestemt og ubestemt reference l 72

Øvrige typer af reference 173

Adjektivsyntagmet (AdjS) 173

Adverbiumsyntagmet (AdvS) 174

Præpositionssyntagmet (PræpS) 175

Infinitivsyntagmet (InfS) 176

Sammenligningssyntagmet (SamS) 177

Verbalsyntagme 177

169

18. Sætningsled 179

Verbal (V) (udsagnsled) 179

Subjekt (S) (grundled) J 80

Foreløbigt, reelt og formelt subjekt 181

Objekt (0) 183

Direkte objekt (genstandsled) 183

Indirekte objekt (hensynsled) 184

Subjekters og objekters materiale 185

Prædikativ (P) (omsagnsled) 186

Prædikativ til subjekt (omsagnsled til grundled) 186

Nominalsyntagme som prædikativ til subjekt: ubestemt eller

nøgen form 187

Prædikativ til objekt (omsagnsled til genstandsled) 188

Frit prædikativ 189

Prædikativers materiale 190

Adverbial (A) (biled) 190

Adverbialtyper, der svarer til adverbiumtyper 191

Særlige adverbialtyper 192

Bundne og frie adverbialer 193

Adverbial eller attribut? 194

Konjunktional (K) (bindeled) 194

Analyse af primære sætningsled 195

Analyse af lange led /97

19. Sætningsskema 198

Helsætningsskema 198

Helhedsspørgsmål: finit verbal på første plads 198

Helhedsspørgsmålets sætningsskema 200

10

Indhold

Deklarativ helsætning: finit verbal på anden plads 200

Den deklarative helsætnings sætningsskema 201

Øvrige helsætningstyper 202

Helsætningsskema (for alle typer af helsætninger) 202

Skemaets udfyldning 203

Forholdet mellem position og funktion 205

Konjunktionalfeltet (K) 205

Forfeltet (F) 205

Lille v 207

Lille n 208

Lille a og store A 208

Store V 211

Store N 212

Vægtprincippet 213

Varianter af sætningsskemaet 215

Letledspositionen (1) 215

Tungtledspositionen (T) 216

Ekstra felter 217

Ekstra forfelt (EF) 2 I 7

Ekstra slutfelt (ES) 218

Ledsætningsskema: finit verbal på fjerde plads 219

Ledsætningsskema 220

20. Helsætninger og ledsætninger 221

Helsætninger 222

Deklarativ helsætning 223

Spørgesæt~inger (interrogative helsætninger) 223

Helhedsspørgsmål Ua-nej-spørgsmål) 223

Hv-spørgsmål 224

Imperativisk helsætning 225

Øvrige helsætninger 226

Helsætning i direkte tale (anførelse) 226

Ledsætninger 227

Ledsætningernes funktion 227

Ledsætningernes struktur 228

Ledstilling 228

Ledsætningsindledere 229

Forskellige typerafledsætninger 231

Nominale ledsætninger 231

At-sætning 231

Spørgeledsætning (interrogativ ledsætning) 232

Attributive ledsætninger 234

Relativsætning 234

Øvrige attributive ledsætninger 236

11

Indhold

Adverbielle ledsætninger 236

Tidsledsætning 236

Stedledsætning 237

Årsagsledsætning 237

Betingelseledsætning 237

Indrømmelsesledsætning 238

Hensigtsledsætning 238

Følgeledsætning 238

Sammenligningsledsætning 238

21. Specielle syntaktiske konstruktioner 239

Sætningsknude 239

Sætningskløvning 240

Ellipse og sætningsemner ved sideordning 241

Objekt med infinitiv 242

Kentaurkonstruktion 242

DEL IV: SEMANTIK 22. Introduktion til semantik 247

Leksikonet 247

Det fælles leksikon 247

Det individuelle leksikon 249

Forskellige typer af enheder i leksikonet 250

Kontekstbegrebet 252

At beskrive betydning 252

Betydning og mening 253

Betydning og reference 254

Referentiel og prædicerende betydning 255

23. Ordbetydning 257

Hvad har vi ord for? 257

Teoretiske tilgange til ordbetydning 258

Den relationelle indfaldsvinkel 258

Den objektive indfaldsvinkel 259

Den konceptuelle indfaldsvinkel 260

Afslutning 261

Denotation og konnotation 26 /

Denotation 261

Konnotation 263

Polysemi 265

Polysemi og homonymi 265

Grundbetydning og særbetydning 266

Hvilken betydning er grundbetydning, og hvilken er særbetydning?

12

268

Indhold

24. Betydningsmodificering 270

Betydningsoverføring 271

Metafor 27 I

Metonymi 272

Betydningsforskydning 274

Forskydning i ordenes denotation: Generalisering og specialisering Forskydning i ordenes konnotation 276

25. Betydningsrelationer 278

Grupper i leksikonet 278

Paradigmatiske betydningsrelationer 279

Synonymi 280

Hyponymi (over-underordningsrelation) 283

Meronymi (del-helhedsrelation) 286

Antonymi (modsætningsrelation) 287

Skalarelaterede leksikalske felter uden tydelige poler 289

Syntagmatiske betydningsrelationer 290

Grammatiske relationer mellem ord 290

Udvælgende ord og valgbare ord 291

Produktiv ordkombination vs. leksikaliserede forbindelser Funktionsordenes betydning 293

Syntaktisk betydning 294

Stilistiske relationer mellem ord 295

Referencer Indeks

274

293

297

299

13

Forord til førsteudgaven Vi vil gerne takke professor Hans Basbøll, professor Henrik Galberg Jacobsen, begge Syddansk Universitet, professor Lena Ekberg, Lunds Universitet, og fil.dr. Bo-A. Wendt, Svenska Akademiens ordbok, for deres gennemlæsning og granskning af denne udgivelse i tidligere stadier. Tak også til Møllerens Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, der økonomisk har støttet udgivelsen.

Forord til tredjeudgaven Dansk Grammatik udkom første gang i 2005. Denne udgivelse er en revideret og gen­ nemskrevet 3. udgave, der er blevet til på baggrund af den feedback, vi har fået af stude­ rende, undervisere og forskere igennem årene. Vi vil især gerne takke Merete Pedersen på Syddansk Universitet og vores redaktør, Michael Dam Petersen, for værdifulde syns­ punkter.

15

1. Indledning

Hvad er sprog? Svaret på overskriftens spørgsmål kan synes ligetil: Sprog er et mellemmenneskeligt kommunikationssystem. Men svaret kan også gøres så omfattende, at det overstiger plad­ sen i en bog som denne. Sprog kan nemlig anskues fra et utal af forskellige synsvinkJer, og derfor vil vi indledningsvis nævne et bredt spektrum af tilgange med henblik på at ind­ kredse, hvad vi vælger at tage under behandling.

Det brede perspektiv: verdens sprog Som historisk og socialt fænomen kan sprog først og fremmest betragtes som sprogfæl­ lesskaber: grupper af mennesker, der indbyrdes deler et sprog, som er forskelligt fra an­ dre sprog talt af andre grupper. I et diakront perspektiv, dvs. historisk, må vi formode, at det talte sprog er opstået langt tilbage i tiden hos jægere og samlere, men hvornår er ikke til at sige med sikker­ hed. De ældste sikre spor i form af skrifttegn på lertavler, trægenstande m.m. bedømmes til at være op imod 5.000 år gamle, men det menneskelige sprog, der er det mest avan­ cerede og fleksible system for kommunikation, vi overhovedet kender, må formodes at være betydeligt ældre. Vi må forestille os, at taleevnen til en begyndelse blev benyttet til at sige noget om de ting, der var vigtige her og nu, f.eks. se!, kast!, dyr, godt, osv., til efterhånden at blive udviklet til at kunne håndtere meddelelser om emner, som er forlagt til andre pladser og steder i både fortiden og fremtiden. Gennem tiderne har sproget og historien været tæt knyttet til hinanden: Udviklingen og opretholdelsen af centraliserede civilisationer har haft skriftsproget som en vigtig for­ udsætning. Det har været med til at sikre den politiske enhed ved at befæste og overle­ vere lovene og det fælles værdigrundlag. Samtidig har de sprog, der igennem historien har været benyttet af de fremherskende folkegrupper og kulturer, sikret sig størst frem­ gang. I det antikke Grækenland blev det græske sprog udbredt til andre regioner, i Ro­ merrigets storhedstid gjaldt det latin, og som et resultat af kolonitiden med start i I 500­ tallet blev de europæiske sprog (primært fransk, engelsk, portugisisk og spansk) udbredt og tales den dag i dag i en lang række lande over hele kloden. Sprogfællesskabernes dia ­ krone udvikling har altså direkte været bestemmende for den nuværende sprogsituation i verden, dvs. den synkrone sprogsituation. På verdensplan må vi regne med, at der findes ca. 5-6.000 sprog, men det er svært at fastslå det nøjagtige antal: Hvad adskiller f.eks. et sprog fra en dialekt? Det vides også, at mange mindre sprog er i færd med at forsvinde med stor hast; et par stykker eller mere siges at gå tabt om måneden. Når et sprog kun tales af en håndfuld mennesker, vil det for­ svinde i løbet af et par generationer. Men mens visse sprog dør, vokser andre. Be­ folkninger går fra at tale et lokalt anvendt sprog til et andet, som har flere brugere og kan benyttes over et større geografisk område. Knap halvdelen af jordens syv milliarder men­ nesker har et af de ni største sprog som deres førstesprog, og de er ifølge beregningerne: kinesisk, engelsk, hindi, spansk, arabisk, portugisisk, bengali, russisk og japansk.

17

Indledning

Sammenlignet med disse sprogfællesskaber er det danske yderst beskedent, men i et globalt perspektiv hører dansk ikke desto mindre til gruppen af mellemstore sprog. ,J

Det danske sprogfællesskab Det danske sprogfællesskab består af de ca. 5,6 millioner mennesker i og uden for Dan­ mark, som taler dansk som første eller andet sprog. Det danske sprog kan betragtes som et veletableret sprog. Der udfærdiges love på dansk, dansk benyttes i skolesystemet, lit­ teratur skrives, og der udkommer aviser og ordbøger. Samtidig har vi et officielt organ, Dansk Sprognævn, der løbende svarer på spørgsmål fra befolkningen og udgiver en ret­ skrivningsordbog, som myndighederne og det officielle Danmark følger. Årsagen til dansks stærke position er det faktum, at der er tale om et hovedsprog i en nationalstat med en veludbygget centraladministration. På verdensplan er de fleste sprog ikke national­ sprog, og mange lande har mere end et officielt sprog. Det gælder f.eks. i Schweiz, Bel­ gien og Norge. I Danmark kan vi måske være tilbøjelige til at betragte det som en selv­ følge, at vi er medlemmer af et sprogfællesskab, der repræsenterer landets nationalsprog, men det er en yderst privilegeret situation at forstå og blive forstået i tale og skrift over­ alt i det samfund, hvor vi lever og færdes. Fjernsyn, cirkulærer, skilte, brochurer osv. er på dansk. I et diakront perspektiv kan dansk ligeledes betragtes som et veletableret sprog, idet vi har en lang skriftsprogstradition. Det skriftsprog, som vi kender i dag, begyndte at blive uniformeret i 1500-tallet i forbindelse med bogtrykkerkunsten og den første officielle bi­ bel, men i princippet kan vi gå så langt tilbage som til de ældste runer, fra ca. 200 e.Kr., og finde eksempler på et sprog, som i et senere stadium skulle få navnet dansk. Hvad det danske sprogs fremtid angår, tales der om muligheden for, at engelsk (eller angloamerikansk) på længere sigt vil trænge de mindre sprog ud i en stadig mere globa­ liseret verden. Imidlertid skal der ske temmelig vidtgående samfundsmæssige foran­ dringer, inden dansk ligefrem bliver truet som nationalsprog. I stedet må vi forestille os, at dansk, som det allerede sker i dag, vil blive ramt af såkaldt domænetab, hvor engelsk i stadig højere grad vinder indpas inden for særlige emneområder. Det gælder f.eks. po­ pulærkultur, it, mode mv. I det lange løb kan det betyde, at den fremtidige danske sprog­ bruger bliver partielt tosproget. På samme måde som vi i dag ser, at mange taler rigsmål i det offentlige rum og mere dialektpræget i intimsfæren, vil danskere i alle hjemlige si­ tuationer tale dansk, mens de i mere internationale sammenhænge, også inden for Dan­ marks grænser, f.eks. i multinationale koncerner og forskermiljøer, vil gøre brug af en­ gelsk.

Det smalle perspektiv: individets sprog Hvis vi indsnævrer perspektivet fra hele sprogfællesskabet til dets medlemmer og ser på, hvad sprog er for det enkelte individ, må vi til en begyndelse skelne mellem menneskets brug af sprog og menneskets (biologiske) forudsætninger for sprog. Grundlæggende bruger individet sproget til at kommunikere med i højst forskelligar­ tede sociale sammenhænge. Med sprogets hjælp kan vi påvirke vores medmennesker, ud­ trykke vores følelser, overføre informationer, beskrive virkeligheden, formidle viden,

18

Hvad er sprog?

skabe litteratur m.m. Men individet anvender ikke alene sproget i interaktion med andre. Det er samtidig et værktøj i vores tænkning og virkelighedsopfattelse. Sproget er således både et kommunikativt og et kognitivt redskab. Individets sprogforudsætninger er de biologiske og neurologiske betingelser for at kunne frembringe og opfatte sprog, dvs. artikulationsapparatet, hørelsen og den nødven­ dige hjernekapacitet. Som udgangspunkt er det en selvfølge, at det enkelte menneske i en eller anden forstand har sproget aflejret i hjernen. Ellers ville vi ikke kunne stå op hver morgen og stadig tale vores modersmål, og denne form for sprogkompetence betyder, at vi kan tale et (eller flere) sprog perfekt. Men hvor og hvordan denne evne rent faktisk er organiseret i vores hoveder, og hvordan vi virtuelt bevæger os omkring i hjernens sprog­ arkiver, ved vi stadigvæk kun lidt om. Det er ikke klart, hvordan ordene er organiseret i forhold til hinanden, hvor de bøjes, mødes og kombineres, før de via taJeapparatet kom­ mer ud som tyd bare sætninger, der kan afkodes af en modtager. Af indlysende grunde må vi formode, at der findes ligheder i sprogcentret blandt medlemmerne af samme sprog­ fællesskab, men rimeligvis foreligger der også større eller mindre forskelle og særpræg i kraft af det enkelte individs arv (hjernens indretning) og miljø (fysiske og sociale omgi­ velser).

Sprogbrug og sprogsystem Sprog kan i princippet ikke adskilles fra mennesket som biologisk, socialt og historisk

væsen, men alligevel er dette nødvendigt af praktiske grunde i de fleste sprogbeskri­ velser, og denne rendyrkning af perspektivet vil også blive brugt i denne bog. Men også under denne begrænsede synsvinkel kan sprog opfattes som - mindst - to ting: som sprogbrug og som sprogsystem. Sprogbrugen er den faktiske, mellemmenneskelige kommunikation i tid og rum. Alt, hvad der produceres i skrift og tale, og som afkodes af en modtager på dansk, er dansk sprogbrug. Denne slags sprog foreligger som registrerbare, fysiske fænomener i verden i form af lydbølger og skrifttegn. Det kan studeres empirisk på baggrund af skriftligt og mundtligt kildemateriale såsom runestene, avisartikler, computerfiler, radio, amatørvideo og webcam mv. Sprogsystemet er de underliggende mønstre og tilbagevendende lovmæssigheder, vi skal beherske for at kunne benytte sproget aktivt. Der er således tale om en kompetence, der er fælles og nødvendig for medlemmerne i et sprogsamfund, og samtidig en indram­ ning, der sætter grænserne for den individuelle sprogudøvelse. Som kollektivt fænomen er systemet en abstraktion, der ikke kan registreres og studeres empirisk på samme måde som sprogbrugen. Det må udledes på baggrund af de faktiske lingvistiske manifestatio­ ner i verden eller på baggrund af teorier og hypoteser om, hvordan sproget er organise­ ret i vores bevidsthedsapparat. Opdelingen i sprogbrug og sprogsystem kan synes temmelig ligetil. Sprogbrugen er den faktiske tale og skrift, sprogsystemet er de regler, som ligger bag al produktion af sprog. Når vi studerer sprogsystemet, leder vi derfor efter stabilitet og regelmæssighed, men ikke desto mindre er det vigtigt at holde sig for øje, at ikke alle medlemmer af et sprogfællesskab taler ens. Vi finder forskellige dialekter og socialt betingede varianter af dansk. Et individ vil også være tilbøjeligt til at variere sin måde at tale på afhængigt af

19

Indledning

det samtalerum, vedkommende indgår i. Denne variation i brugen af sproget viser, at sys­ temet ikke kan være en aldeles fikseret og invariabel størrelse. Brugerne, der artikulerer sprogsystemet, giver også ophav til diakron forandring, selv om det sker langsomt. Så­ fremt en ny sproglig særform begynder at forplante sig i sprogsamfundet, kan det bety­ de, at en forandring af systemet er på vej. Det dansk, vi taler og skriver i dag, er ikke iden­ tisk med det dansk, som vikingerne talte og skrev. Sprogsystemet er altså ikke aldeles konstant og stabilt. Den foranderlige og variable sprogbrug kan indvirke på det bagved­ liggende system og forandre det. I denne bog vil beskrivelsen gælde sprogsystemet, ikke sprogbrugen, om end de to hovedaspekter af sproget i virkeligheden er uadskilleligt forbundne.

Sprogsystemet ifølge den klassiske strukturalisme Sprogsystemet er sprogets bygning i bred forstand, dvs. grammatikken og fonologien. Ifølge strukturalismen, som var den dominerende teori for sprogbeskrivelse i det 20. år­ hundrede, beskrives sproget som et system af tegn, der kan udtrykke et bevidsthedsind­ hold. De sproglige tegn udgøres af mindre og større enheder, som kan kombineres og sammenføjes efter forskellige principper. Ifølge den strukturalistiske sprogteori består det sproglige tegn af et udtryk, som formidles i lyd eller skrift, der henviser til et se­ mantisk indhold. Det sproglige tegn har således to sider, en udtryksside (form) og en ind­ holdsside (betydning). Det sproglige tegn svømme har f.eks. betydningen 'bevæge sig (fremad) i vand (af egen kraft)', og det sproglige tegn Nu regner det har det semantiske indhold 'i dette øjeblik falder der nedbør i form af vanddråber'. (I lingvistikken angiver enkle citationstegn, at der er tale om gengivelse af betydning). Når vi i det følgende gennemgår et antal centrale begreber i den klassiske struktura­ lisme, er det ikke et udtryk for, at vi aldeles bekender os til dette sprogsyn. Men teorien har ikke desto mindre bidraget med en lang række begreber og termer, som, i en eller anden udformning, synes uomgængelige i en sprogbeskrivelse som denne. Sidst i kapit­ let, i afsnittet »Sprogbeskrivelsen i denne bog«, vender vi tilbage til vores teoretiske stå­ sted. De sproglige tegn er ikke de eneste tegn, der omgiver os. Hvis vi registrerer mørke sky­ er på himlen, kan vi med god ret tage det som et utryk for, at der er regn på vej. Der er en direkte og naturlig forbindelse mellem de vandholdige skyer og forestillingen om regn. Vi taler om et motiveret tegn. Sådan forholder det sig ikke med det sproglige mi­ nimaltegn. Det er arbitrært, dvs. vilkårligt. Der er ingen naturlig sammenhæng mellem det sproglige tegns udtryksside og dets indholdsside, dvs. vi finder ikke noget, der moti­ verer, at f.eks. betydningen 'hest' udtrykkes med den grafiske form eller den lyd­ lige form ['hæst]. Forholdet mellem de to sider af tegnet er en konventionel praksis, der råder i det danske sprogfællesskab. I princippet ville der ikke opstå kommunikationspro­ blemer, hvis vi tilfældigvis havde valgt at benævne det firbenede hovdyr, vi kender som hest, som ko. I en særlig gruppe af ord, de såkaldte onomatopoietika (lydefterlignende ord), finder vi imidlertid (en vis) forbindelse mellem form og betydning. Det hedder sandsynligvis klukke, fordi det siger »kluk-kluk«, når vi skænker snapsen, og fuglen krage (eng. crow)

20

Sprogsystemet ifølge den klassiske strukturalisme

har antagelig fået sit navn, fordi dens skrig lyder noget i retning af »krau«. Men disse ord udgør en lille andel af sproget. Vi må altså forestille os, at forbindelsen mellem udtryk og betydning opretholdes i sprogfællesskabet gennem en ikke udtalt overenskomst og konvention. Vi, som taler dansk, er alle enige om, at vi bruger ordet stol om et møbel med fire ben, et ryglæn og et sæde, vi kan sidde på. De fleste ord tilegner vi os ubevidst, og skulle vi blive i tvivl, kan vi slå dem op i de danske ordbøger. Men til daglig lægger vi ikke mærke til, at betyd­ ningerne holdes på plads af en kollektiv konsensus. Den mekanisme, der med andre ord sikrer, at udtrykket og dets indhold fastgøres til hinanden, er et dynamisk, aktivt for­ tolkningsfællesskab. Det har imidlertid også den konsekvens, at udtrykssiden og ind­ holdssiden kan undergå forandringer, alt imens sproget bliver brugt. Som eksempel på det førstnævnte høres det ikke sjældent, at et udtryk som tåreperser udtales som tåre­ presser, fordi det sammensatte ords andet led, perser, ikke umiddelbart giver mening. Hvis vi ser på en udvikling på indholdssiden, så betød udtrykket om godt to timer tidli­ gere, og stadigvæk for den ældre del af befolkningen, 'om to timer plus lidt tid'. Foryng­ re danskere ser vi en tilbøjelighed til, at samme formulering betyder 'om to timer minus lidt tid' . En anden egenskab ved det naturlige sprog er, at det er sammensat på mere end et niveau. Enhver ytring kan analyseres som en kæde af betydningsbærende mindsteenhe­ der (morfemer), der som byggeklodser sættes sammen og formidler ytringens overord­ nede semantik. Ordet huse består f.eks. af to morfemer, to mindsteenheder, hus + e, der begge tilfører udtrykket betydning. Morfemet hus har betydningen ' bygning med vægge og tag', og morfemet -e har pluralisbetydning. Hvert eneste morfem tilfører ud­ sagnet indhold (mere herom senere). Men ordet kan også analyseres i fire endnu min­ dre enheder, h + u + s + e, der isoleret betragtet ikke er betydningsbærende. Dem kal­ der vi figurer. Figurer er en paraplyterm for fonemer, den lydlige manifestation, og grafemer, den skriftlige fremtrædelsesform. Meningsindholdet af formen huse kommer ikke fra betydningen af de fire figurer h + u + s + e, hvad enten vi fremsiger dem mundtligt eller skriver dem på et stykke papir. Hvis det var tilfældet, ville »huse« være tæt på »fuse« i semantisk forstand. Figurernes kombinatorik og sammensætning er for­ udsætningen for morfemerne og dermed betydningsdannelsen, men de bestemmer ikke indholdet. Definitioner og eksempler Fonemer er sprogets mindste betydningsadskillende enheder i deres lydlige (fo ­ netiske) fremtrædelsesform. Eksempler på fonemer: /kl, /r/, ly/, !øl. Ordet ananas består af seks fonemer: /a/, /n/, lal, !ni, lal og Is/. (Fonemer markeres med skrå­ streger). Grafemer har i princippet den samme definition som fonemer, men er de tilsvaren­ de skriftlige (grafiske) fremtrædelsesformer. Eksempler på grafemer: , , , , . Ordet ananas består af seks grafemer: , , , , og . (Grafemer markeres med vinkelparenteser). Figurer er en paraplyterm for fonemer og grafemer.

21

Indledning

Morfemer er sprogets mindste betydningsbærende enheder. Ordet ananas består af et morfem; ordet banan-er består af to: banan+ er. Andre eksempler på morfemer: fyr-aftens-øl; u-med-gør-lig; rosen-rød; rød-lig; vi køb-te rød-e rose-r. (Stre~ mar­ kerer morfemgrænse). Et andet vigtigt begreb inden for den strukturalistiske sprogbeskrivelse er minimalt par. Et minimalt par udgøres af to selvstændige morfemer, der har forskellig betydning, og som på udtrykssiden adskiller sig fra hinanden gennem en enkelt figur. Eksempler på mi­ nimale par er »hal« og »bal«. Det første morfem består af de tre fonemer /h/ la/ Il/ eller de tre grafemer . Det andet morfem består af de tre fonemer lbl la/ III eller de tre grafemer . Den eneste forskel på udtrykssiden er den første figur: »h«, respektive »b«. Denne form for udskiftning, med henblik på at få afprøvet, hvilken figur der kan udskiftes med en anden figur, sådan at en ændring på indholdssiden opstår, be­ nævnes kornmutationsprøven. Bemærk, at et minimalt par i talen ikke behøver at være det i skrift og omvendt. Mor­ femerne »binde« og »finne« er fonematisk set et minimalt par, eftersom den eneste ind­ byrdes forskel er det indledende fonem /bl, respektive /fl. I skrift forholder det sig der­ imod anderledes, eftersom vi ud over og finder forskellen og . De to morfemer »pille« og »bille« er, når vi kigger på grafemer, et minimalt par, eftersom den eneste forskel er det indledende grafem , respektive

. I udtalen finder vi derimod også en anden forskel, nemlig udtalen af grafemet i begge ord, henholdsvis [e] og [i]. (Kantet parentes markerer udtale). I reglen, når vi taler om minimale par, er det de fone­ matiske forskelle, der sigtes til. Antallet af figurer er begrænset. De fleste naturlige sprog har mellem 30 og 70 fone­ mer og et lidt mindre antal grafemer. Antallet af fonemer i dansk er - afhængigt af ana­ lyseprincippet - cirka 40, og graferneme tæller 28 (hvis vi ikke medregner ). Selv om der findes en relation mellem fonemer og grafemer, eftersom grafemerne oprindeligt kan betragtes som de visuelle og symbolske manifestationer af lydene i det talte sprog, er forbindelserne af sproghistoriske årsager præget af stor kompleksitet i dansk. Det sam­ me grafem kan have et stort antal forskellige udtalemuligheder, afhængigt af hvor i ordet grafemet er placeret. Se f.eks. på de højst forskellige lydlige manifestationer af grafemet i ordene gåde, sælge, bjerg, gentleman, giro. Og det samme fonem kan bogstaveres på flere måder, f.eks. lå/ i lyntog og åbne, føl i lykke og Løkke. Ingen sprog er kendeteg­ net ved total skrift-til-lyd-overensstemmelse, men i nogle sprog er den større end i andre. Blandt de europæiske sprog kommer spansk, italiensk, finsk, tysk og svensk (i deres ikke-dialektale varianter) ret tæt på, mens situationen er den, at dansk i dag - sammen med engelsk - hører til blandt de mest uforudsigelige. Figurerne er altså det materiale, der ikke i sig selv bærer et indhold, men som stykkes sammen til morfemer, der er bærere af semantikken. Antallet af figurer er, som det frem­ gik ovenfor, begrænset, mens antallet af morfemer synes noget nær ubegrænset. Det lil­ le antal figurer, vi har til rådighed, kan vi kombinere og sætte sammen i det uendelige til betydningsbærende morfemer, der så danner ord, som så igen kan indgå i større sprogli­ ge netværk. Netop denne dobbelthed mellem den konstitutive begrænsning af de brikker, vi har til rådighed, og de uindskrænkede muligheder for kombinatorik på flere niveauer,

22

Sprogsystemets dele

som de åbner op, gør det menneskelige sprog maksimalt udtryksfuldt og komplekst. Den­ ne såkaldte dobbelte artikulation er kerneforudsætningen for det avancerede kommuni­ kationssystem, vi kalder det naturlige sprog. Fra en semiotisk (tegnteoretisk) indfaldsvinkel kan vi sige, at det sproglige tegn er re­ kursivt, hvormed der menes, at det i et gentagelsesmønster kan kombineres med et an­ det tegn til et nyt tegn osv. Ordene by og bus kan f.eks. gå sammen og give det sammen­ satte ord bybus, der så igen kan gå sammen med andre ord til nye ord (f.eks. bybustrafik) eller indgå i en sætning, der ligeledes kan opfattes som et (komplekst) tegn. Sætninger kan kombineres til en tekst, som også kan opfattes som et (meget komplekst) tegn, der har en indholdsside og en udtryksside.

Sprogsystemets dele Sprogbygningen er et mangesidigt, nuanceret system, der kan anskues fra forskellige ind­ faldsvinkler. I praksis, når vi anvender sproget i tale eller skrift, er de forskellige dele ak­ tivt integrerede og samvirkende, men når vi studerer sprogsystemet, er det umuligt at tage højde for det hele på en gang. På den baggrund vil forskere ofte udvælge og prioritere be­ stemte dele og udvikle specifikke discipliner. I dette afsnit vil vi gennemgå sprogsyste­ mets forskellige dele og gøre rede for, hvilke af dem denne bog behandler. I. Fonetik. Denne del af sprogsystemet gælder lydene, sprogets akustiske, artikulato­ riske og prosodiske side. Studiet af den fonetiske komponent kan inddeles i fonetik (læ­ ren om sproglydene og deres artikulation), fonologi (læren om sproglydene som betyd­ ningsadskillende figurer, fonemer) og fonotaks (læren om, hvordan sproglydene kan kombineres til stavelser og større sproglige enheder). Basale enheder er fon (sproglyd), fonem (sproglyd som mindste betydningsadskillende enhed), allofon (sproglydsvariant) og tryk og stød. Den fonetiske komponent vil ikke blive behandlet som selvstændigt emne i denne bog. 2. Ortografi. Denne del af sprogsystemet gælder bogstaverne, dvs. skriftsprogets vi­ suelle udtryk, og sprogets retskrivningspraksis, dvs. reglerne for, hvordan bogstaver kom­ bineres til ord. Studiet af ortografien kaldes grafonomi. Den danske ortografi normeres af Dansk Sprognævn. Inventaret i det ortografiske begrebsapparat modsvarer fonetik­ kens: Til enhederne fon, fonem, allofon svarer graf, grafem, allograf. Ortografien vil ikke blive behandlet i denne bog. 3. Morfologi. Denne del af sprogsystemet gælder ordenes betydningsbærende dele, dvs. hvordan morfemer kan kombineres og sættes sammen til ord. Morfologien har to hoveddele: ordbøjning og orddannelse. Basale enheder er morfem (mindste betyd­ ningsbærende enhed) og allomorf (morfemvariant). I denne bog er morfologi et hoved­ tema. Morfologi behandles i Del I, hvor centrale, generelle begreber inden forordbøjning og orddannelse gennemgås. I Del Il (Ordklasser) behandles de dele af morfologien, der vedrører de forskellige typer af ord, som af strukturelle, funktionelle og semantiske grun­ de er anbragt i ordklasser. 4. Leksikon. Denne del af sprogsystemet vedrører selve ordene eller ordforrådet i et bestemt sprog eller hos en sprogbruger. Centrale begreber er her !eksem Uf. s. 31) og lek­ sikon. Med leksikon kan der dels menes en udgivelse med en optegnelse af et sprogs

23

Indledning

(samlede) ordforråd, dvs. en ordbog, dels det mentale ordforråd, dvs. det lager af ord, som et menneske har indkodet i hjernen. Studiet af ordbøgerne hedder leksikografi; stu­ diet af det mentale leksikon er primært et anliggende for den sprogvidenskabsgren, der kaldes psykolingvistik. Leksikonet som helhed vil ikke blive behandlet i denne bog, men centrale aspekter berøres dels i Del IV (Semantik), dels i Del II (Ordklasser). 5. Syntaks. Denne del af sprogsystemet angår, hvordan ordene kan kombineres til større enheder. Vigtige begreber er syntagme (helhed bestående af et hovedord plus evt. bestemmelser), sætningsled og sætning. Studiet af den syntaktiske komponent kaldes syntaks eller sætningslære. I denne bog er syntaks et hovedtema, som behandles i Del III. 6. Semantik. Denne del af sprogsystemet vedrører det mentale indhold eller betyd­ ningen af de sproglige former. Mens fonemer og grafemer udelukkende er et spørgsmål om sprogets formside, har morfemer, ord og sætninger både en formside og en indholds­ side. Det betyder, at det semantiske aspekt er forbundet med det morfologiske, det leksi­ kalske og det syntaktiske. Men i sprogbeskrivelsen vil det ofte være praktisk også at ud­ skille semantikken som et selvstændigt emne. I denne bog behandles semantikken dels som en sag for sig (Del IV), dels sammen med de øvrige sproglige aspekter, som den hø­ rer sammen med.

Oversigt over sprogsystemets dele Fonetisk del Morfologisk del

I

Leksikalsk del

I

Syntaktisk del

Semantisk del Som det tidligere er blevet understreget, repræsenterer sprogsystemet ikke alle sider af sproget. Systemet er en abstraktion, dannet på baggrund af sprogbrugen i et sprogfælles­ skab. Studiet af den fakti ske sprogbrug kaldes pragmatik eller sprogbrugslære. Der er tale om en bred forskningsgren, der omfatter samtaleanalyse, tekstanalyse og mere end­ nu. Pragmatikken vil ikke blive behandlet i denne bog.

Hvad er grammatik? Grammatik er et delområde af sprogsystemet og kan i første omgang bestemmes som den, inden for et bestemt sprogfællesskab, gældende praksis for, hvordan morfemer kan danne ord, og hvordan ord kan sammenføjes til sætninger. Grundlæggende vedrører grammatikken altså ordenes opbygning og bøjning (morfologi), sammenkoblingen af ord til sætninger (syntaks) samt det hermed forbundne betydningsindhold (semantik). I dette perspektiv er grammatik en egenskab ved sproget, der findes, uanset om vi gør den til genstand for undersøgelse eller ej. I systemet finder vi en række iboende lovmæssighe­ der og mønstre (eller med et andet ord: regler), hvis natur vi kan forsøge at beskrive og forklare. Men samtidig bliver grammatik ofte sat til at dække over den kortlægning af re­ gelsystemet, som forskere kommer frem til, når de studerer sproget. Vi bedriver gram­ matik, når vi skriver en bog som denne, og genstanden for vores arbejde er den danske

24

Sprogbeskrivelsen i denne bog

grammatik. Udtrykket den danske grammatik er altså dobbelttydigt. Det danske sprogs grammatik indskriver sig i den første brug af ordet, og grammatiske studier afdansk i den anden. Samme dobbelthed gælder for betegnelserne fonetik, morfologi, syntaks og se­ mantik. De kan både bruges om faktiske sider ved sproget og om beskrivelserne af sam­ me. Hvis grammatik er reglerne for sproget, er vi nødt til at tage stilling til, hvad der me­ nes med regler. Sædvanligvis sætter vi regler i forbindelse med, at en autoritet har truffet beslutninger, der skal styre og regulere menneskers adfærd. Hvad de grammatiske regler angår, har hverken myndighederne eller andre bestemt, hvordan sprogbrugerne skal te sig i deres omgang med sproget. En grammatisk regel er således ikke normativ. Den svarer til en faktisk sproglig regelmæssighed eller til et bestemt mønster, som bygger på en uud­ talt konvention. En grammatisk regel er en del af den sproglige kompetence: Hvis jeg ta­ ler dansk, så besidder jeg en aktiv færdighed, som gør, at jeg f.eks. kan frembringe den korrekte sætning Den lille pige har langt lyst hår, men aldrig ville finde på at sige *lil­ le den pige hår lyst langt har. (Her og i det følgende markerer stjernen, at en sætning er ugrammatisk). De forskellige bagvedliggende regler, som bevirker, at nogle konstruktioner er gram­ matisk kurante, mens andre ikke er det, kan formuleres som deskriptive regler. Meget ofte kan den samme sproglige regelmæssighed beskrives på mere end en måde, og be­ skrivelsesmåden er ofte et resultat af, hvilken del af sproget vi i en bestemt sammenhæng er interesseret i. Selv om vi kan have for vane at opfatte grammatik som stabile og ubrydelige princip­ per, er vi nødt til at skelne mellem obligatoriske og optionelle regler. De obligatoriske regler hører til i kernen af grammatikken: De gælder altid, og afvigelser herfra vil få de indfødte sprogbrugere til at reagere. F.eks. er stjerneeksemplet herover af en sådan type. Men ikke alle grammatiske regler er lige faste. I hverdagsdansk hører vi f. eks. følgende varianter af samme indhold: Anders og jeg er glade, Anders og mig er glade. Vi kan væ l­ ge mellem at sige Begge pigerne har langt lyst hår og Begge piger har langt lyst hår, og det hedder både Vi er tilfredse med resultatet og Vi er tilfreds med resultatet. Her taler vi om optionelle, e ller valgfrie, grammatiske regler. Eksempler som disse viser, at gramma­ tikken ikke er et lukket og fastlåst system. Kernen af et sprogs grammatik må betragtes som stabil, men i periferien finder vi variation. fkke overraskende er det på de steder, hvor sproget ikke har en obligatorisk, ufravige­ lig regel, at der kan opstå en diskussion og et behov for at tage stilling til, hvad der nu er rigtigt og forkert. »Det hedder i sommer og ikke i sommers,fordi og ikkefordi at.« Her­ med nærmer vi os den normative grammatik, som er kendetegnet ved at ville styre og vejlede den sproglige adfærd, og den finder vi først og fremmest praktiseret inden for skriftsproget, eftersom kun de færreste er sig reglerne bevidst, mens de taler.

Sprogbeskrivelsen i denne bog I denne bog ligger hovedvægten på sprogsystemet i almindelighed og den danske gram­ matik i særdeleshed, og vi anlægger et deskriptivt (beskrivende), ikke et normativt (re­ g ulerende), syn på grammatik. Beskrivelsen formidler ikke al den viden, som findes om

25

Indledning

det danske sprogs grammatik. Vi koncentrerer os om grammatikkens kerne, ikke dens store periferi. Som det turde være fremgået, opfatter vi ikke sprogbygningen som en sta­ tisk størrelse, der fungerer på baggrund af et stift maskineri, som vi alle bør lære os ved at indøve diverse ordbøjninger og gennem nærstudier af det såkaldte sætningsskema. Vi betragter grammatikken som et dynamisk regelsæt med afvigelser og inkonsekvenser. At skabe en øget forståelse for de yderst sammensatte mekanismer, der er virksomme i spro­ get, er et af bogens formål. En central hensigt er endvidere at formidle en viden og et be­ grebsapparat, der kan fungere både som en introduktion til den lingvistiske videnskab og som et værktøj i den analytiske praksis for den læser, som på egen hånd vil arbejde med aspekter af det danske sprog. Det omfattende indeks er tænkt som et hjælpemiddel her­ til. Fremstillingens teoretiske ståsted er bredt og eklektisk. Dels relaterer vi os til en vel­ etableret international sprogtilgang med rødder i strukturalismen, dels står vi i gæld til funktionalismen, hvor sproget betragtes som et system, der skal varetage to overordnede funktioner: at virke som kommunikationssystem mellem individer og fungere som kog­ nitivt værktøj i menneskets orientering i omverdenen. 1 hovedparten af bogen er beskri­ velsesniveauet ikke eksplicit teoretisk funderet, men fokuserer på de sproglige fænome­ ner på et deskriptivt niveau. Terminologisk tilstræber vi at lægge os tæt op ad den konsensus, der mere eller min­ dre råder i den internationale, dvs. især den engelsksprogede, lingvistiske litteratur. Det­ te betyder, at vi gennemgående vælger den latinske grammatiske terminologi, om end også den danske præsenteres, første gang en term bliver taget i anvendelse. Vi følger der­ med, med yderst få undtagelser, anbefalingerne i Dansk Sprognævns Grammatisk talt. Anbefalede sproglige betegnelser (1996). Når det gælder de termer, som ikke indgår i denne fortegnelse, bruger vi så vidt muligt de i dansk sprogvidenskab allerede etablere­ de termer, hvis de ellers opfylder kravet om at svare til termbrugen i den internationale forskning. Gennemgående for vores sprogbeskrivelse er, at vi i behandlingen af de sproglige en­ heder af forskellige typer bruger en opdeling i tre centrale aspekter, nemlig struktur, funktion og betydning. Dette vil især blive tydeligt i ordklasseafsnittet, hvor disse termer vil dukke op i afsnittenes overskrifter.

Struktur, funktion og betydning Med struktur sigter vi til den sproglige enheds indre opbygning, dvs. hvordan en be­ stemt enhed er stykket sammen af mindre dele. Sekvensen Nu regner det består f.eks. af tre ord, et adverbium (nu), et verbum (regner) og et pronomen (det), eller, under en an­ den synsvinkel, af et adverbial (nu), et finit verbal (regner) og et subjekt (det) . Ordet dum-hed-er består af de tre enheder dum (rodmorfem), hed (afledningssuffiks) og er (bøj­ ningsmorfem). Med funktion mener vi den enkelte enheds forhold til de andre enheder i en morfolo­ gisk eller syntaktisk konstruktion. Funktionen afgør, i hvilke relationer en bestemt sprog­ lig enhed kan indgå, og hvad netop denne enhed bevirker i den sproglige sammenhæng. I syntagmet glade mennesker har glade f.eks. som funktion at bestemme ordet menne­ sker. I ordet ven-lig-hed har lig funktionen at omdanne et substantiv ( ven) til et adjektiv

26

Sprogbeskrivelsen i denne bog

(venlig), og hed har funktionen at omdanne et adjektiv (venlig) til et substantiv (venlig­ hed). Betydning er den sproglige enheds mentale indhold; den forestilling, enheden vækker hos sprogbrugeren. F.eks. betyder ordet nuklear ' som har med atomer at gøre', og syn­ tagmet sociale reformer betyder 'forbedringer eller forandringer, som gælder de mellem­ menneskelige eller samfundsmæssige forhold'.

27

Del I:

Morfologi

2. Introduktion til morfologi

Morfologi (af græsk: morf, 'form', logi, 'lære'= formlære) er en strukturanalyse af de en­ kelte ords opbygning, dvs. hvordan morfemerne (de mindste betydningsbærende ele­ menter) organiseres og kombineres til ord. Morfologien har to dele: orddannelse og ord­ bøjning. Orddannelsen kan inddeles i afledning og sammensætning. I dette kapitel vil vi introducere og behandle en række morfologiske grundbegreber. Vi indleder med at indkredse, hvad et ord er for en størrelse, og derefter præsenteres nogle vigtige relationer mellem ord. Derpå introduceres en række termer for ordenes bestand­ dele. I selvstændige kapitler behandles herefter orddannelse og ordbøjning mere udfør­ ligt. Når ikke andet er angivet, udgår vi i vores morfologibeskrivelse fra ordenes grafis­ ke former, det skrevne sprog og ikke det talte.

Hvad er et ord? De fleste (voksne) sprogbrugere har en umiddelbar opfattelse af, hvad et ord er: Det er det, som er omgivet af mellemrum i skriften. Men hvis det skal defineres mere præcist, løber vi straks ind i vanskeligheder. I talesproget modsvarer de naturlige pauser ikke skriftens tomrum. Her benytter vi os af prosodiske kriterier, f.eks. tryk og intonation, til at adskille ordene fra hinanden. En nærmere definition af begrebet ord kræver, at der ta­ ges hensyn til formelle, semantiske og funktionelle kriterier. Et væsenstræk hos ord er, at delene i et ord - i modsætning til bestanddelene af en syn­ taktisk konstruktion - ikke kan stå alene. Ordet langsommere kan hverken skrives eller udtales lang som mere, og en blåklokke er ikke det samme som en blå klokke. Dette kan kaldes kriteriet om leksikalsk integritet: Et ord er altid et ord i den syntaktiske sammen­ hæng. Et andet kendemærke er, at rækkefølgen mellem et ords forskellige dele ikke kan varieres. Cykelstyr kan ikke hedde *styrcykel, lastbil og billast er ikke det samme, og bi­ lerne kan ikke erstattes med formen *ernebil. Et tredje kriterium er, at et ord har en mere eller mindre fast (eller leksikaliseret) betydning. Helheden på skrift betyder ikke det sam­ me som ordet påskrift. Helheden en bolle med fløde betegner et slags bagværk med flø­ de. Ordetflødebolle betegner derimod kageagtigt slik, som paradoksalt nok er uden flø­ de. Alligevel ved vi, hvad ordet betyder. I det følgende præsenteres tre termer, der yderligere kan være med til at indkredse be­ grebet ord. Leksem. På udtrykssiden er et !eksem en gruppe af relaterede former, der er for­ bundne med hinanden. F.eks. er hest, hesten, hestens, hestene en gruppe af ordformer, der hører sammen og kan henføres til et og samme !eksem, som vi kan benævne »hest«. På indholdssiden har dette )eksem tilsvarende en gruppe af (mere eller mindre) relaterede betydninger, f.eks. ' hovdyr, der kan berides', 'gymnastikredskab'. Termen [eksem er yderst anvendelig, eftersom vi ofte har brug for en betegnelse, der indbefat­ ter alle ordets former og betydninger. Et !eksem svarer i reglen til et opslagsord i en ordbog, og sandsynligvis udgør det også en enhed (eller indgang) i det mentale leksi­ kon (jf. s. 249).

31

Introduktion til morfologi

Ordform. En ordform er en bestemt variant af et !eksem. En ordform adskiller sig morfofonetisk fra de øvrige former af samme !eksem. Mus, musen, musene, musens, mu­ senes er forskellige ordformer af !eksemet »mus«. Grammatisk ord. Et grammatisk ord er en ordform, som repræsenterer' en særlig grammatisk kategori. F.eks. har !eksemet »pige« følgende grammatiske ord: pige (singu­ laris ubestemt), pigen (singularis bestemt), piger (pluralis ubestemt), pigerne (pluralis bestemt). Hos !eksemet »pige« har alle grammatiske ord også forskellige ordformer, men dette er ikke automatisk givet. Leksemet »mus« har samme antal grammatiske ord som »pige«, men antallet af ordformer er mindre: singularis ubestemt: mus, singularis be­ stemt: musen, pluralis ubestemt: mus, pluralis bestemt: musene. Samme ordform (mus) svarer således til to grammatiske ord - både singularis og pluralis ubestemt.

Relationer mellem ord Et ord er et sprogligt tegn med en indholdsside (betydning) og en udtryksside (form), og i princippet modsvarer en specifik form et bestemt indhold i en fast relation. De fire gra­ femer betyder 'mindre pattedyr med hale og poter (etc.)'. Men sproget er ikke et simpelt etiketteringssystem, hvor en bestemt form altid svarer til et bestemt indhold og omvendt. En form kan have mange betydninger, og en betydning kan svare til flere for­ mer. Herunder gennemgår vi nogle vigtige termer for relationer mellem ordene i ordfor­ rådet. (De termer, som gælder de semantiske relationer, vil blive udførligt gennemgået i bogens sidste del). Homonymi. Fonetisk og grafisk identiske ord, der har forskellige og urelaterede be­ tydninger, er homonymer. Dvs. en form svarer til flere betydninger. Eksempler: bakken (som jeg står på og nyder udsigten fra) og bakken (som tekanden og kopperne står på); bede Uf. bedetæppe) og bede Uf. blomsterbede); tang (et værktøj) og tang (en vandplan­ te). Homofoni. Ord, som er fonetisk - men ikke grafisk - identiske, og som har forskel­ lig betydning, er homofoner. Eksempel: lege (at lege fangeleg) og leje (at leje et hus); segl (på en pakke) og sejl (på en båd); måske (eventuelt) og moske (muslimsk kirke­ rum). Homografi. Ord, som er grafisk - men ikke fonetisk - identiske, og som har forskel­ lig betydning, er homografer. Eksempel: dør (at dø) og dør (som man åbner). De to ord har forskellig vokalkvalitet. Et tilsvarende eksempel er tanken (der tænkes) og tanken (der fyldes benzin på). Det første ord mangler stød, det andet har stød. Verbet bande ud­ tales endvidere uden hørligt Id.I, mens homografen bande (f.eks. ungdomsbande) udtales med hørligt /dl. Synonymi. Forskellige ord, som har (næsten) samme betydning, er synonymer. Dvs. mange former svarer til en betydning. Eksempler: bajer, pilsner, øl; kvinde, kvindemen­ neske, kone, dame; hund, vovse, køter; turkis, blågrøn. Polysemi. Når et og samme ord har flere, mere eller mindre selvstændige men alli­ gevel relaterede, betydninger, er der tale om polysemi. Dvs. en form svarer til flere be­ tydninger. Ordet tør kan både bruges om en egenskab, som er modsat våd, og med be­ tydningen 'kedelig, ikke sjov'. Ordet næse kan bruges om den midterste udstående del

32

Relationer mellem ord

af ansigtet, om en evne eller fornemmelse for noget (have god næse for forretninger), om en reprimande (få en næse) m.m. De fleste ord er i en eller anden forstand polyse­ me. Leksikaliseret forbindelse. Når to (eller flere) ord udgør en enhed med en bestemt be­ tydning, der ikke kan udledes på baggrund af de enkelte ord, taler vi om en leksikalise­ ret forbindelse. I dansk gælder det f.eks. en lang række verber med partikel: kaste op, bli­ ve ved, lukke op, ringe ind, ringe ud. I princippet kan det hævdes, at forbindelser af den­ ne type er et brud med det overordnede kriterium om leksikalsk integritet, og at et ord alt­ så alligevel ikke altid er et ord i den syntaktiske kæde (se videre s. 251 og 272).

Paradigmatisk vs. syntagmatisk En måde at anskue relationerne mellem ordene på er at se dem i forhold til paradigme­ og syntagmeaksen. Med paradigmatisk relation sigtes der til, at en gruppe ord kan dele den egenskab, at de er i stand til at indtage den samme position i den syntaktiske kæde. I syntagmet »den lille X« kan hund, kat, pige, dreng , bakke, kop, baby optræde som X. Vi kunne i princip­ pet lave en liste, der ville udgøre hele den klasse af ord, som deler den grammatiske egen­ skab, at de kan indgå i helheden på den samme plads. I dette tilfælde er der tale om sub­ stantiver i utrum (fælleskøn), singularis, ubestemt form. Vi kunne også forestille os, at vi foretog samme procedure med syntagmet »den X hund« og fik adjektiver af typen store, farlige , søde, brune, hvide frem. Den syntagmatiske relation betegner den forbindelse, som foreligger mellem ele­ menterne i den syntaktiske kæde. Som aktive sprogbrugere kombinerer og vælger vi ord fra paradigmeaksen med henblik på at frembringe et forløb, også kaldet et syntagme. Imellem den, lille og hund forekommer en syntagmatisk, indbyrdes relation. Hvor der mellem ordene i et paradigme foreligger et »enten eller«, er forbindelsen altså et »både og« i syntagmet.

paradigmeaksen den den det

lille store store

hund hund træ

' - - - - - - - - - - - - - --

--i~

syntagmeaksen

Figur l. Paradigme- og syntagmeaksen.

Der er regler for, hvad der kan vælges på paradigmeaksen med henblik på at frembringe et idiomatisk, sprogrigtigt syntagme. Af enten formmæssige eller semantiske grunde er ikke alle kombinationer gangbare. Sekvensen *det store hund overholder ikke de danske morfologiske regler, og den ovale hund forekommer uhensigtsmæssig af betydnings­ mæssige årsager.

33

Introduktion til morfologi

Morfemer, rødder og stammer I dette afsnit gennemgår vi de grundlæggende termer, der benyttes i beskrivelsen af or­ denes struktur.

Forskellige slags morfemer Ord er sat sammen af morfemer, og vi kan sige, at ordstruktur bygger på grundprincip­ pet addition, hvor forskellige slags morfemer kombineres med hinanden til større enhe­ der, som udgør forskellige typer af ord. Morfemerne kan inddeles i tre hovedtyper: rodmorfemer, afledningsmorfemer og bøj­ ningsmorfemer. Alle ord består af mindst et rodmorfem, men kan altså også indeholde andre typer af morfemer. Eksempler, hvor rodmorfemerne er kursiveret:

hus, lang, hård, kog , vi,fem hus-et, virk-som, kog-te,fem-te Afledningsmorfemer bruges til at danne nye ord bestående af f.eks. et rodmorfem + et afledningsmorfem. Eksempler, hvor selve afledningsmorfemet står med kursiv: hus-lig, virk-som, fem-te , u-ven, in-operabel Bøjningsmorfemer bruges til at danne forskellige grammatiske ordformer af samme !ek­ sem. Eksempler, hvor bøjningsmorfemerne står med kursiv: hus-et, hus-e-ne, næse-n, virk-et, virk-ede, kog-te, kog-t, inoperabel-t Hvor rodmorfemerne næsten altid kan optræde som selvstændige ord (mereherom senere), og derfor kaldes frie morfemer, kaldes bøjningsmorfemer og afledningsmorfemer bundne morfemer, fordi de ikke optræder alene. De bundne morfemer kaldes ogsåaffikser, som vi traditionelt inddeler i to typer, afhængigt af hvor de står i forhold til ordets rodmorfem:

præfiks suffiks

affikset står før rodmorfemet affikset står efter rodmorfemet

u-ven, be-græde ven-lig, dum-hed

1 dansk er der langt flere suffikser end præfikser. I visse sprog, men altså ikke i dansk, forekommer en tredje type af affiks, såkaldt infiks. Et infiks er i princippet et indskudt element i ordets rodmorfem, og den type finder vi f.eks. i arabisk. I denne fremstilling anvender vi termerne præfiks og suffiks om afledningsmorfe­ merne. Når det gælder ordbøjningen, vil vi benytte de to synonymer bøjningsmorfem og bøjningsendelse. (Fleksiv, yderligere et ord for bøjningsendelse, vil ikke blive brugt).

Allomorfi (morfemvariation) Allomorfi fmder vi, når en given morfembetydning kan realiseres på mere end en måde. Et eksempel er de danske pluralisendelser. Ordet hus har pluralis hus-e, ordet bil har pluralis bil-er. Her har de to morfemer -e og -er den samme betydning (de

34

Morfemer, rødder og stammer

betegner flertal), men morfemet har to forskellige former. Vi kan sige, at -e og -er er aJlomorfer (varianter) af et og samme grammatiske morfem med indholdet plura­ lis. Allomorfi er et eksempel på, at sproget ofte ikke kun har en form for en betydning, men flere former for samme betydning (synonymi), og aJlomorfi er typisk for naturlige sprog. Men morfemer kan også være homonyme, dvs. den samme form udtrykker flere forskellige betydninger. Formen sten kan både betyde singularis (en sten) og pluralis (to sten), og morfemet -r kan bruges både som pluralismorfem (en stige, to stige-r) og præ­ sensmorfem (at stige, han stige-r).

Rod morfemer Rodmorfemer (eller rødder) kan enten optræde som selvstændige ord, som sammensæt­ ningsled eller som rod i en afledning: selvstændigt ord sammensætningsled rod i afledning

hus, næse, lang, hård, kog, vi.fem hus-båd, høj-hus, lang-finger, rød-løg hus-lig, virk-som, rød-me, be-græde

En rod er et morfem, der udgør kernen i et ord. Alle ord har mindst en rod, men et ord kan, som det fremgår herover, også bestå af flere, kombinerede rødder. En rod kan skif­ te mellem ordklasserne, f.eks. indgår roden rød i følgende ord: rød (adjektiv), rød-lig (adjektiv), rød-me (verbum), rød-løg (substantiv). Roden mad indgår i følgende ord: mad (substantiv), mad-e (verbum), madd-ing (substantiv), mad-orgie (substantiv), nat-mad (substantiv). En rod kan inddeles i stavelser og i fonemer, men ikke i. morfemer. En rod er i reglen kort, men den kan også være lang. F.eks. er asparges, pastinak og hurlumhej rodmorfemer på trods af deres længde. Det afgørende er, at det ikke er muligt at spalte rødderne op i mindre, betydningsbærende bestanddele. En rod kan have forskellige former, beroende på hvilket ord den optræder i. F.eks. indeholder ordene stor, stor-slået, størr-else, for-større alle en rod, vi kan kalde »stor/størr«-roden. Ordene hjælp, hjælp-som, hjalp, hjulp-et rummer en rod, som vi kan kalde »hjælp/hjalp/hjulp«-roden. I disse ord ser vi altså eksempel på allomorfi i selve ro­ den. Som nævnt er rødderne frie morfemer, der kan optræde som selvstændige ord, men ikke desto mindre findes der en gruppe af morfemer, der udgør rødder i sammensatte el­ ler afledte ord, som ikke kan stå alene. Dvs. de er bundne, på trods af at de hverken er bøjningsendelser eller afledningsmorfemer. Den type af rødder kaldes restmorfemer el­ ler, med en sjovere betegnelse, tyttebærmorfemer. Klassiske eksempler er nemlig et par sammensatte betegnelser for forskellige bær: tytte-bær (alle ved, hvad bær er for no­ get, men hvad er tytte?), brombær (hvad er brom?). Vi finder samme fænomen på eng­ elsk: cranberry (berry = bær, men hvad er cran?), hvor restmorfemer kaldes »cranber­ ry morphs«. Restmorte rneme begrænser sig dog ikke kun til at omfatte den lille gruppe af ord, der betegner bær. Hvad betyder for eksempel roden vansk i afledningen vanske­ lig?

35

Introduktion til morfologi

Stammer En stamme er den ordform af et !eksem, der ikke har bøjningsendelser, dvs. et ord i grundform. En stamme tilhører en ordklasse. Eksempler:

Stamme(= grundform) hest svømmekonkurrence indbetaling rød rødlig uvenlig tro indgå

Eksempler på bøjede ordformer hest-e, hest-ene svømmekonkurrence-r, svømmekonkurrence-rne indbetaling-en, indbetaling-er rød-ere, rød-est rødlig-e, rødlig-ere uvenlig-t, uvenlig-ste tro-ede, tro-ende indgå-et, indgå-ede

Ved al analyse af ordstruktur indledes med en afgrænsning af bøjningsendelserne fra resten af ordet (dvs. stammen). Bøjningsendelserne er den del af ordets form, som er va­ riabel, mens stammen er mere eller mindre stabil (if. senere). Se videre om bøjnings­ morfologi i kapitel 4. En stamme kan være sammensat af flere morfemer, og der skelnes mellem simple og komplekse stammer. En simpel stamme består af et enkelt rodmorfem, f.eks. bil, høne, tam, lys, der, op. En kompleks stamme består af mindst to morfemer, hvoraf mindst et af dem er et rodmorfem. Der findes to slags komplekse stammer: sammensætninger og afledninger. En sammensætning kan bestå af en rod + en anden rod, f.eks. kugle-pen, stege-pande. En afledning kan bestå af enten afledningspræfiks + rod (f.eks. u-tæt, mis­ brug) eller rod + afledningssuffiks (f.eks. glas-agtig, grøn-lig) . Men både sammensæt­ ninger og afledninger kan også have mere komplicerede strukturer, jf. kapitel 3.

11

11

36

3. Orddannelse: sammensætning og afledning I dette kapitel ser vi nærmere på stammernes morfologi, dvs. !eksemernes indre struktur, også kaldet orddannelsen. Orddannelse er enten sammensætning eller afledning (også be­ nævnt derivation). Den morfologi, som ligger efter stammen, dvs. bøjningsmorfologien, behandles i kapitel 4. De stammer, der her er på tale, er de komplekse stammer, som be­ står af mere end et rodmorfem. Gennemgangen vil omfatte struktur, funktion og betyd­ ning. Indledningsvis vil der blive redegjort for, hvad orddannelse er for en sprogl ig me­ kanisme.

Orddannelsesprocessen - synkron og diakron Hvem danner ordene i et sprog? Det eneste naturlige svar på det spørgsmål er - sprog­ brugerne. Når der mangler et ord, så må vi skaffe det til veje, og det kan enten gøres ved at låne et ord fra et andet sprog eller ved at danne det af materiale, som allerede findes i sproget. De danske sprogbrugere har fri adgang til denne dannelsesproces, og der dannes hele tiden nye ord. Orddannelse er altså en produktiv operation, og især sammensætning er en hyppigt anvendt orddannelsesteknik i de nordiske sprog, f.eks. bjerg-trøje, beta­ lings-ring, genvejs-tast, domæne-navn, fedt-skat, dogme-film, reagensglas-befrugtning, usb-stik. I vores privatliv kan vi danne ord for helt specifikke ting. En familie kan have et re­ pertoire af ord, som kun de bruger. F.eks. kan pølsedåsen være en bestemt plasticdåse, som anvendes til at opbevare pølser i, uden at dåsen oprindelig er tiltænkt denne brug. Disse sammensætninger er dannet ad hoc til den særegne, lokale brug, og de er i reglen nemme at forstå på baggrund af konteksten. Den slags orddannelser nyder ingen større udbredelse uden for privatsfæren. Men andre sammensætninger kan, hvis der opstår et behov, slå an og brede sig til hele det danske sprogfællesskab. I så fald kan en ny ord­ dannelse etablere sig som en del af det fælles danske ordforråd. Den naturlige opkomst af ord er, når nye ting, fænomener og begreber opstår. Ord som brugerafstemning, antidoping, computernørd er opstået og har forplantet sig sammen med det, som de betegner. Da bilforhandlerne introducerede airbaggen i 1980'erne, blev ordet udbredt i samme takt, som genstanden vandt indpas i den danske bilpark. Dette er ikke nyt. Ord, som vi oplever som gamle, veletablerede og måske til og med forældede, f.eks. vindue, fortov , højsæde og sadelmager, har været lige så moderne, som tablet, downloade, spamme og storbytosse er det i dag. Orddannelse er altså både et synkront (og nutidigt) og et diakront (dvs. historisk) anliggende. Orddannelse er en proces, der finder sted hele tiden, men når de komplekse ord ældes, ændrer de sig. Formen kan blive nedslidt, og betydningen kan langsomt forskydes i for­ hold til det oprindelige indhold. En lang række komplekse ord, der engang var mulige at afkode på baggrund af de dele, ordet var sat sammen af, er nu så forandrede og etablere­ de, at vi ikke opfatter dem som komplekse. Det er kun, såfremt vi undersøger ordets ety­

37

Orddannelse: sammensætning og afledning

mologi (dvs. det enkelte ords historie), at vi forstår, på hvilken baggrund det er bygget op af forskellige dele. Eksempler: vindue onsdag verden

vind+ auga Odins + dagher ver + old

'vind-øje' 'Odins dag' 'mand-alder'

De komplekse ord behøver ikke at være dannet på dansk grund. Hele sammensætningen eller afledningen kan være indlånt fra et andet sprog. I disse tilfælde kan de danske sprog­ brugere normalt heller ikke gennemskue orddannelsen. Eksempler: prolog diagonal bankerot

pro+ logos dia+ gonia banca + rupta

'for-ord' 'gennem vinkel' 'bænk (som er) sønderbrudt'

Det sker, at udenlandske orddele får deres eget liv i dansk. Et indlånt morfem kan løsgø­ res fra de specifikke ord, som det sad i, da det kom ind i dansk, og bruges produktivt for at danne nye danske ord. De såkaldte neoklassiske sammensætninger, dannede af la­ tinske og græske morfemer, er eksempler på dette. Ordet tele ('fjernt') eksisterer ikke som selvstændigt ord i dansk, men det bruges i følgende sammensætninger sammen med indlånte eller hjemlige orddele: telefon, teleforbindelse, telegraf, telegram, telekinese, telekommunikation, telelinse, teleobjektiv, telepati, teleskop, teleslynge, teletjeneste og mange flere.

De komplekse ords struktur Orddannelse er grundlæggende set en additiv kombination af morfemer til større enheder. Delene, som indgår i orddannelsen, er afledningsmorfemer og enkle rodmorfemer (eg, vind, sort, bo) samt komplekse ord af forskellig struktur. Sammensætningen skotøj kan f.eks. sættes sammen til skotøjsforretning, og afledningen synlig kan afledes til usynlig. I visse sprog forekommer orddannelse i form af subtraktiv morfologi, som betyder, at en form dannes, ved at noget trækkes fra stammen, og ikke ved hjælp af tillæg af af­ fiks (additiv morfologi). F.eks. er det muligt at betragte abstrakte substantiver, såsom et løb, et kast, et fund, som skabt ved hjælp af subtraktion fra verbernes infinitiv (at løbe, at kaste) eller participium (fundet). Men der findes også andre mulige analyser af ek­ semplerne, og subtraktiv morfologi er et meget underordnet fænomen i dansk.

Sammensætninger En sammensætning består af to dele, hvor første del kaldes forled og anden del efterled. Den simpleste type af sammensætning består af en rod+ en anden rod. Eksempel:

forled atom humør

38

efter/ed + bombe + bombe

sammensætning

= atombombe = humørbombe

De komplekse ords struktur

bombe bombe

+ fly + sikker

= bombefly = bombesikker

En sammensætning kan også bestå af et forled og/eller et efterled, som i sig selv er kom­ plekst, f.eks. skildpadde-skjold, småtings-afdeling, smørrebrøds-jomfru. (Se Orddan­ nelse i flere led). I dansk sammenskrives sammensætninger normalt, hvilket er den grafiske måde at sig­ nalere, at der er en distinktion mellem sammensætninger og ordforbindelser. Denne for­ skel er både udtalemæssig og betydningsmæssig. Eksempler: sammensætning forfatteraftaler lejeværelse læserbrev sejlbåden hentehår en lilleskole en storryger en særudgave

ordforbindelse forfatter aftaler leje værelse læser brev sejl båden hente hår en lille skole en stor ryger en sær udgave

En almindelig retskrivningsfejl er at særskrive sammensatte ord. Det er muligt, at den­ ne fejl har listet sig ind fra engelsk, hvor sammensætninger ikke altid skrives i et ord.

Afledninger En afledning består af et afledningmorfem + enten et forled eller et efterled. Der findes to slags afledningsmorfemer: afledningspræfikser, som kombineres med et efterled, og afledningssuffikser, som kombineres med et forled. Vi taler derfor om præfiksafledning og suffiksafledning. Forleddet eller efterleddet kan bestå af en rod eller en kompleks stamme. Eksempler på præfiksafledning (præfiks + efterled): præfiks abebidediseksforgenil111-

intermis-

eksempel a-typisk, a-normal be-undre, be-ordre bi-smag, bi-produkt de-kode, de-konstruere dis-respekt, dis-kvalificere eks-territorial, eks-kæreste for-vride, for-vilde gen-syn, gen-erobre il-loyal, il-legal in-konsekvent, in-kompetence inter-rail, inter-national mis-informere, mis-billige

39

Orddannelse: sammensætning og afledning

sær­ u­

ur­ van­ vice­

sær-tilbud, sær-udgave u-lækker, u-ven ur-tiden, ur-okse van-tro, van-før vice-formand, vice-vært

Eksempler på suffiksafledning (forled+ suffiks): suffiks -agtig -al -ant -ar -ation -bar -else -en -ence -ent -enser -er -ere -eri -et -hed -ianer -iansk -ik -inde -mg -1sere -isk -isme -ist

eksempel barn-agtig, grin-agtig gymnasi-al, verb-al trafik-ant, spekul-ant arkiv-ar, bibliotek-ar koncentr-ation, kommunik-ation læs-bar, nå-bar dann-else, føl-else spørg-en, løb-en kompet-ence, konkurr-ence kompet-ent, konkurr-ent kolding-enser, ålborg-enser bag-er, dansk-er konkurr-ere, kommunik-ere mal-eri, raps-eri hår-et, tern-et dum-hed, nærsynet-hed århus-ianer århus-iansk gest-ik, mim-ik sanger-inde, maler-inde hør-ing, mal-ing normal-isere, kapital-isere mistro-isk, sfær-isk ego-isme, natural-isme femin-ist, ego-ist

-itet

produktiv-ild, nurmal-itel

-IV

produkt-iv, impuls-iv tro-lig, hus-lig løn-mæssig, forklarings-mæssig afrika-ner, kenya-ner dæm-ning, hold-ning bar-se!, kør-sel fyn-sk, sjælland-sk gal-skab, mor-skab føl-som , næn-som

-lig -mæssig -ner -ning -sel -sk -skab -som

40

De komplekse ords struktur

-vis -ør

meter-vis, tons-vis

kontroll-ør, mark-ør

Bemærk, at eksemplerne omfatter både hjemlige og indlånte affikser, samt at der er forskel mellem affikseme, når det gælder produktivitet. Hvor visse optræder i et stort antal ord og kan bruges til at danne nye afledninger, forekommer andre kun i få ord.

Forandringer i forbindelse med orddannelse Afledning og sammensætning bygger på grundprincippet addition: be + klæde = beklæ­ de, svin+ sk = svinsk, lig+ kiste= ligkiste. Men i orddannelsen ser vi imidlertid proces­ ser, som gør, at der ikke blot er tale om en mekanisk praksis, hvor det ene morfem læg­ ges til det andet. Især tre (oprindeligt fonologiske) processer kan indvirke på dannelsen af ord: indsættelse af bindebogstav, konsonantfordobling og synkope. De to sidstnævnte optræder også inden for bøjningen. Bindebogstav indebærer, at et bogstav indkiles mellem to morfemer. Dette forekom­ mer især i sammensætninger, og det bogstav, som indskydes mellem forleddet og efter­ leddet, er almindeligvis -s eller -e. Ved afledning kan -e fungere som bindebogstav mellem et forled og et afledningssuffiks. Bindebogstavet er ikke et morfem, eftersom det ikke henviser til et indhold. Det har snarere funktionen at markere, hvor grænsen går mellem to dele af et komplekst ord. Eksempler:

Bindebogstav -s andel + bank ånd + frisk år + møde køb + aftale

= andelsbank = åndsfrisk = årsmøde = købsaftale

*andelbank

*åndfrisk

*årmøde

*købaftale

Bindebogstav -e lys + stage svend + stykke svin + held hest + agtig

= = = =

*lysstage

*svendstykke

*svinheld

*hestagtig

lysestage svendestykke svineheld hesteagtig

Konsonantfordobling indebærer, at en rod, der som selvstændigt ord ender med en en­ kelt konsonant, får dobbeltkonsonant, hvis den optræder i en afledning. Eksempel: skæg løn prik kok

+ et + ing +e + erere

= skægget = lønning = prikke

= kokkerere

*skæget

*løning

*prike

*kokerere

I mange orddannelser forekommer både konsonantfordobling og bindebogstavet -e:

41

Orddannelse: sammensætning og afledning

mis nat kat slut

+ + + +

kat søvn agtig lig

= missekat = nattesøvn = katteagtig = sluttelig

*miskat

*natsøvn

*katagtig

*slutlig

Synkope indebærer, at et ord, som indeholder et tryksvagt -e, når det optræder som selvstændigt ord, er tilbøjelig til at miste dette -e, hvis det optræder i en kompleks stamme, f.eks.: hygiejne billede

+ isk + blad

= hygiejnisk = billedblad

*hygiejneisk

*billedeblad

Hvis en analyse af ordstruktur har som foremål at markere, hvor morfemgrænserne går i et ord, bør både bindebogstav og den ekstra konsonant ved dobbeltkonsonant medregnes til forleddet. Vi kan f.eks. inddele på følgende måde, hvor + signalerer tillæg af et ele­ ment, som ikke er et morfem, og - er markør af morfemgrænse: smag+s-løg får+e-syge

ven+ne-kreds vat+t-et

svin+e-held

sut+te-flaske

Orddannelse i flere led Når det gælder orddannelsen, medfører sprogets rekursivitet, at et ord, der sammen med et andet ord har dannet et nyt ord, selv kan indgå i en ny orddannelse. Eksempel: last-bil­ chauffør, ord-dann-elses-process, lavt-løns-til-læg,for-års-ren-gør-ing. Som det fremgår af eksemplerne, kan en orddannelse i flere led omfatte både afledning og sammensætning inden for et og samme ord. Orddannelser i flere led er normalt hierarkiske, hvilket bety­ der, at disse ord ikke er opstået som en enkel addition af morfemer, f.eks.for +års+ ren + gØr(e) + ing. I stedet er der tale om en rangorden, hvor morfemerne parvis indgår i en­ heder, som så igen kan bygges sammen med andre enkle eller komplekse enheder. En an­ den måde at udtrykke det på er, at flerleddede orddannelser normalt har to primære kon­ stituenter eller umiddelbare bestanddele på det højeste niveau. Består de af et forled og et efterled, hvoraf begge udgør selvstændige ord (og altså ikke afledningsmorfemer), er der tale om en sammensætning, f.eks. midtvejs-evaluering. På det højeste niveau består en afledning derimod af to led, hvoraf det ene er et afledningsmorfem. Hvis det sidste led er et afledningssuffiks, er der tale om en suffiksafledning, f.eks. nærsynet-hed. Hvis det første led er et afledningspræfiks, er der tale om en præfiksafledning, f.eks. in-diskuta­ bel. Når flerleddede orddannelser analyseres, kan det gøres lineært, f.eks. guld-Jyld-ning, folke-tings-med-lem. Her markerer stregadskillelsen morfemgrænserne, men det er ikke muligt at aflæse hierarkiet i orddannelsen. Flerleddede orddannelser kan også analyseres binært, dvs. i et hierarkisk system, hvor inddelingen foretages i to dele, der så igen spal­ tes i to dele etc. Denne type af analyse kan laves med klammer, f.eks. [guld] [[fyld][ning]], [[folke] [tings]] [[med] [lem]], men den binære analyse fremstår mere begribelig, hvis den præsenteres i et såkaldt trædiagram.

42

De komplekse ords struktur

forårsrengøring~

/

rengøring

forår+s

""'

/

for

ren gør( e) gøre

lastbilpåhæng~

/ lastbil

påhæng

""'

/

ing

~

/

ren

last

~

/

år

bil

/

""'

/

på

hæng

knogleskørhed ~

knogle

skørhed

/

skør

""

hed

Figur 2. Trædiagrammer over ordannelsesstrukturer.

I en orddannelse med flere end to led tilføjes i en del tilfælde et bindebogstav, som i reg­ len står mellem de to bestanddele på det højeste niveau: folketingsmedlem, hushold­ ningsskole, medlidenhedsdrab. Bindebogstavet har som funktion at signalere, hvor ordets mest overordnede morfemgrænse ligger, hvilket kan lette afkodningen af lange og kom­ plekse ord. Men der findes også undtagelser fra denne regel, f.eks. stikkelsbær-busk. I visse tilfælde kan det være vanskeligt at afgøre hierarkiet mellem mo1femerne i en flerleddet orddannelse, især når de forskellige dele hver for sig optræder som selvstæn­ dige ord. Er ordet tryllekunstner sammensat af trylle +kunstnereller afledt af tryllekunst + ner? Er lyddæmper sammensat af lyd+ dæmper eller afledtaflyddæmpe+ er? Og er ordet uvenlig en præfiksafledning bestående af u + venlig eller en suffiksafledning be­ stående af uven + lig? I en del tilfælde dannes komplekse ord til eksisterende ordforbindelser, som derpå er blevet afledt eller sammensat, f.eks. mange år+ ig lange ben + et lavt lønnet + tillæg væg til væg + tæppe

= mangeårig = langbenet = lavtlønstillæg = væg til væg-tæppe

Denne slags ord kaldes samdannelser.

43

Orddannelse: sammensætning og afledning

De komplekse ords funktionelle egenskaber Uanset orddannelsestype er det altid det sidste led i et komplekst ord, der bestemmer or­ dets grammatiske type og ordklassetilhørsforhold. I sprog som det danske er det en ty­ delige tendens, at den grammatiske information sidder i endelserne, dvs. at de~ informa­ tion, som er udslagsgivende for, hvordan ordet fungerer sammen med andre ord, befinder sig sidst i det fonetiske ord eller længst til højre i det grafiske ord, og denne tilbøjelighed gælder altså også komplekse ord.

Sammensætninger I en sammensætning afgør efterleddet ordets funktion og ordklasse. Ordet blå-klokke er et substantiv, fordi klokke er et substantiv; ordet himmel-blå er et adjektiv, eftersom blå er et adjektiv; ordet blå-male er et verbum, fordi male er et verbum. Hvis et ord skal kongruensbøjes (jf. s. 53f.) efter et sammensat ord, følger kongruen­ sen altid sammensætningens efterled. en stor husbåd et smukt bogbind

en stor båd et smukt bind

jf. et stort hus jf. en smuk bog

Bemærk, at en foranstående bestemmelse i reglen angår ordet taget i sin helhed. I en ir­ riterende sommerforkølelse er der ikke tale om, at sommeren er irriterende, kun forkø­ lelsen, der forefalder om sommeren. Og udtrykket en gammel ostekniv kan anvendes om en gammel kniv, men det udsiger ikke noget om, at osten er gammel. Dog finder vi und­ tagelser i udtryk som hvid slavehandel, hvor hvid kun sigter på slave og ikke handel.

Afledninger I en afledning afgør det sidste led ordets funktion og ordklasse, hvilket betyder, at præ­ fiksafledninger og suffiksafledninger grammatisk set er forskellige: Et afledningspræfiks bestemmer aldrig afledningens ordklasse, men det gør et afledningssuffiks altid. Dette medfører, at afledningssuffikserne kan inddeles i substantivsuffikser, adjektivsuffikser og verbalsuffikser, f.eks:

substantivsuffikser -ation invit-ation -else hør-else -er gys-er -eri terp-eri -hed let-hed -inde præst-inde -ing land-ing -isme fanat-isme -ist real-ist -itet effektiv-itet -ning bemærk-ning -sel kør-se!

44

De komplekse ords funktionelle egenskaber

adjektivsuffikser -al soci-al -agtig katte-agtig -bar bær-bar -IV effekt-iv -lig nyde-lig -som uvirk-som verbalsuffikser -e rapp-e -ere invit-ere -isere effektiv-isere At suffikserne afgør ordklassen, er ensbetydende med, at der i sproget findes et værk­ tøj, der sætter sprogbrugeren i stand til at flytte betydningsindholdet mellem ordklas­ serne, hvis dette er hensigtsmæssigt. Den omstændighed, at en voksen kan opføre sig som et barn, giver f.eks. behov for ord som drenget, piget og barnagtig. I det følgende listes eksempler på overgange mellem de tre ordklasser verber, substantiver og adjekti­ ver:

Fra verbum til substantiv fryse + er friste + else dreje + ning

fryser fristelse drejning

Fra verbum til adjektiv dreje + lig mærke + bar nænne + som

drejelig mærkbar nænsom

Fra substantiv til adjektiv grums + et

syn + lig

produkt +iv

grumset synlig produktiv

Fra substantiv til verbum tyv + te import + ere mail +e

tyvte importere maile

Fra adjektiv til substantiv trofast + hed vild + skab fattig + dom

trofasthed vildskab fattigdom

45

Orddannelse: sammensætning og afledning

Fra adjektiv til verbum høj + ne normal + isere effektiv + isere

højne normalisere effektivisere

Også afledningspræfikser kan høre sammen med en særlig ordklasse, men de afgør ikke ordklassen på samme måde som et suffiks. F.eks. er be- og for- typiske verbalpræfikser, der ofte bliver benyttet med henblik på at omdanne et adjektivs indhold til et verbum: be­ rolige,for-tykke (dannet af adjektiverne rolig og tyk), men det er det afsluttende -e, som afgør tilhørsforholdet til verberne.

De komplekse ords semantiske egenskaber Sammensætninger Efterleddet i sammensatte ord bestemmer ikke alene ordets funktionelle og grammatiske egenskaber, men også dets hovedbetydning. Forleddet fungerer i semantisk forstand som en bestemmelse af efterleddet. En husbåd er for eksempel en slags båd og ikke en slags hus, mens et bådehus er et hus og ikke en båd. Analogt er en motorbåd en båd og en båd­ motor en motor. De sammensatte ords indhold kan synes mere eller mindre indlysende for sprogbru­ gerne. Når det sammensatte ords betydning let kan udledes af de indgående leds betyd­ ning, siger vi, at sammensætningen er gennemskuelig. En last-bil er en bil, som kan tage en stor last, en sult-katastrofe er en katastrofe, der indbefatter sultende mennesker, mærke-blæk er blæk, som man mærker noget med, et mygge-stik er et stik af en myg, en kvæg-bestand er en bestand af kvæg. At blå-farve er at farve et eller andet blåt, mens blå-grøn er en grøn farve med et blåligt skær etc. Der findes forskellige semanti ske re­ lationer mellem forleddet og efterleddet, men i en gennemskuelig sammensætning er sprogbrugeren selv i stand til at udlede forholdet. Vi kan sige, at betydningen er kom­ positionel og motiveret: Forleddets betydning plus efterleddets betydning giver hele or­ dets betydning. Imidlertid har langt fra alle sammensatte ord en kompositionel og gennemskuelig be­ tydning. Ordet kvæl-stofbruges ikke om alt stof, der kan kvæle, kun om et bestemt grund­ stof. En rust-vogn er ikke en vogn, der er rusten, og en sommer-fugl er ikke en fugl , som le­ ver om sommeren. Ord som disse har gennemgået en leksikalisering, der indebærer, at det komplekse ord har fået en selvstændig betydning, løsrevet fra de komponenter, det er sat sammen af. Den betydning, orddelene har, når de optræder som selvstændige ord, kan alt­ så forsvinde, når de sammen med andre ord danner komplekse ord. Det er f.eks. muligt at være blå-Øjet uden at have blå øjne. Med blom-kål mener vi en speciel slags kål (som lig­ ner en blomst), men ikke al kål, der faktisk blomstrer. Ordet bog-stav betegner de grafiske figurer, som indgår i vores alfabet; oprindeligt angav ordet, at de grafiske figurer blev skre­ vet på plader af bøgetræ. At noget er sten-sikkert betyder ikke, at det kan modstå sten. Hvis vi bondejanger, fanger vi ikke bønder. Ordet plejejorældre bruges ikke om alle forældre, der plejer deres børn, kun om dem, der tager sig af andres børn i deres eget hjem.

46

De komplekse ords semantiske egenskaber

Leksikalisering er en proces, der består i, at ordenes indhold (og evt. form) forandres. Men at en betydning er forandret, sammenlignet med den primære betydning, er ikke ensbetydende med forståelsesvanskeligheder. I reglen dechifrerer sprogbrugerne den lek­ sikaliserede betydning uden at skele til det oprindelige indhold. Leksikaliseringen kan være mere eller mindre radikal. Nogle ord kan være undergå­ et en kraftig forandring, mens andre stadigvæk har en vis mængde af den oprindelige betydning i sig. Imidlertid gennemgår også de gennemskuelige sammensætninger en mildere form for leksikalisering. Der er forskel mellem ordforbindelsen en blå musling og sammensætningen blåmusling. Ordforbindelser har (i de fleste tilfælde) en kompo­ sitionel betydning, hvor hvert enkelt ord bidrager med sin betydning til helheden. Det indebærer, at blå rent faktisk betyder 'blå' i formuleringen en blå musling , men i sammensætningen er en vis grad af leksikalisering indtrådt: En blåmusling er en be­ stemt type af musling, og den hedder blåmusling, også når jeg køber den på dåse (uden sine blå skaller). Et andet eksempel er lastbil, som kan omskrives med 'bil, der kan tage en stor last'. Men såfremt jeg skal flytte nogle store ting, kan jeg f.eks. spørge en ven: Har du en bil, som ka11 tage en stor last? uden at mene det samme som Har du en lastbil? I visse situationer er det helt oplagt, at sammensætningens betydning ikke kan udledes kompositionelt af forleddets og efterleddets betydning. Dette gælder, når et led ikke fin­ des som selvstændigt ord i sproget. Og her er vi tilbage ved de såkaldte tyttebærmorfe­ mer (eller restmorfemer). Der findes morfemer uden semantik: Ordet tyttebær har en be­ tydning, ordet bær har en betydning, men morfemet tytte har form uden indhold. Andre eksempler er purløg (hvad er pur for noget?) og rætoromansk (hvad er ræto for noget?), svumpukkel (hvad er svum for noget?), vedbend (hvad er bend for noget?), solsikke (hvad er en sikke egentlig?). Det, som i dag, i vores moderne sprog, er restmorfemer, dvs . mor­ femer, der kun indgår i komplekse ord, men ikke optræder som selvstændige ord, har (som oftest) engang i tiden været rigtige ord, og en etymologisk ordbog kan forklare os den oprindelige sammenhæng.

Afledninger Mange suffikser er ikke kun grammatisk specifikke (substantivsuffiks, adjektivsuffiks etc.), men har også et indhold, som tilfører det komplekse ord en særlig betydning. Den­ ne betydning er dog som oftest meget generel, og den kan, takket være grader af leksi­ kalisering, variere mellem forskellige afledninger, som indeholder det samme suffiks. Eksempler: Substantivsuffikset -er betegner i reglen en person, enten en person, som (ar­ bejdsmæssigt) udfører den handling, som forleddets verbum udtrykker (mal-er, læs-er, fisk-er), eller en person af en bestemt herkomst (dansk-er, englænd-er). Men suffikset kan også brnges om ting: gys-er, mål-er. Suffikset -ør betegner ligeledes i reglen en person, som udfører et bestemt håndværk eller arbejde, f.eks. port-Ør, mont-Ør. Imidlertid kan det­ te suffiks også forekomme i andre ord, f.eks. mark-ør. Suffikset -inde, der er på vej ud af sproget, markerer, at personen er en kvinde (lærer-inde, ven-inde). Suffikser som -hed og -itet angiver abstrakte begreber (venlig-hed, abnorm-itet). Adjektivsuffikser som ­ bar, -lig, -som og -al angiver, at der er tale om egenskaber, men ikke mere nøjagtigt hvilken type af egenskaber.

47

Orddannelse: sammensætning og afledning

Mange af afledningssuffikserne er produktive i sproget, dvs. vi kan anvende dem til at danne nye ord, når behovet opstår, men der er ikke tale om udpræget regelmæssighed. Det hedder f.eks. en læser, en bager og en surfer. Men det hedder ikke *en tryller (jf. en J tryllekunstner) , *en rejser (jf. en rejsende) eller *en drikker (jf. en dranker, men dog f.eks . en øldrikker). Alle ordene er substantiver, som betegner en person, der udfører en bestemt verbalhandling (at læse, at bage, at rejse, at drikke). De er altså af den samme se­ mantiske type. Alligevel er det altså ikke alle verber, der mekanisk afledes med -er med henblik på at danne det ønskede substantiv. Også i afledte ord forekommer der restmorfemer, f.eks. dår-lig og hæs-lig. Rodmorfe­ merne dår- og hæs- ligner måske moderne ord (dåre, hæs), men den eneste tilfældige for­ bindelse er, at de er (delvist) homografe. Tilsvarende finder vi restmorfemer i ord som be-gynde og er-fare, hvad betyder gynde ogfare her?

48

4. Ordbøjning

Et !eksem kan have forskellige grammatiske ordformer, der dannes ved hjælp af bøjning, også kaldet fleksion. Bøjning udtrykker forskellige grammatiske og funktionelle katego­ rier og kan inddeles i to hovedtyper: regelmæssig og uregelmæssig. I dette kapitel gen­ nemgår vi ordbøjningens overordnede karakteristika.

Regelmæssig bøjning Regelmæssig bøjning bygger på grundprincippet »addition af morfem«: Til et ords grundform eller stamme lægges et bundet morfem, som danner en ny form af ordet. I dansk sker al regelmæssig bøjning ved endelser, dvs. efterstillede morfemer, og der er altså en grund til, at vi taler om bøjningsendelser og ikke bøjningsbegyndelser. Eksem­ pel: marmelade + n tro+ ede rig+ ere

= marmeladen = troede = rigere

(bestemt form) (præteritum, datidsform) (komparativ form)

De endelser, som lægges til ordenes grundformer, har, som det gælder alle morfemer, en udtryks- og en indholdsside. Indholdssiden er i reglen generel og betegner en specifik grammatisk kategori. Endelsen -n, som vi ser herover i ordet marmeladen, benyttes også i ordene dame-n, tavle-n og bønne-n med henblik på at angive bestemt form. Endelsen -ere, som vi finder i rigere, er et komparativmærke også i btød-ere, sort-ere og ungdommelig­ ere. Morfemernes udtryksside kan derimod variere, og her støder vi ikke sjældent på al­ lomorfi. Hvis vi f.eks. ser på dansk pluralisbøjning: hest+ e dame+ r bil+ er

= heste = damer = biler

For alle formers vedkommende er der tale om pluralisbøjning. De to endelser -e og -(e)r er altså allomorfer af pluralismorfemet. Bøjningen inden for en bestemt gruppe af ord (f.eks. en ordklasse) kan sammenfattes i paradigmer, dvs. alle (eller så godt som alle) ord inden for en bestemt klasse optræder i nøjagtig de samme grammatiske kategorier. Forenklet ser et paradigme over de danske verber sådan ud: infinitiv kaste køle råbe føle

præteritum kastede kølede råbte følte

perfektum participium kastet kølet råbt følt

49

I1

Ordbøjning

Også her ser vi et eksempel på allomorfi: Præteritumsmorfemet har allomorferne -ede og -te. Vi ser også, hvordan bøjningen kan bero på karaktertræk ved (eksemet, vi kun kan få øje på i visse former: Verberne køle og føle rimer i infinitiv (køle, føle). Men i J præteritum og participium rimer de ikke: kølede,følte og kølet,fØlt. Uligheden skyldes, at ordene ikke tilhører samme bøjningsklasse. Bøjningsklasser er en iboende egenskab hos visse ord, som gør, at de følger et bestemt bøjningsmønster. Den inhærente egen­ skab er oftest ikke synlig på ordet i dets grundform. Et yderligere eksempel er sub­ stantivernes genus. Ordene ben og sten ender ens i deres grundform, men i bestemt form hedder det henholdsvis ben-et og sten-en. Ordene bil og pæl ender ligeledes ens i deres grundform, men det hedder bil-er og pæl-e i pluralis, hvilket skyldes den bøj­ ningsklasse, ordet (tilfældigvis) tilhører. I princippet har dette karaktertræk ingen be­ tydning, men det er udslagsgivende for, hvilken allomorf ordet tildeles, når det bøjes. Alle dansktalende reagerer, når de hører substantivformer som *ben-en, *sten-et, *bil-e og *pæl-er. Et og samme ord kan udstyres med mere end en bøjningsendelse, f.eks. bil+ er+ ne rig+ est + e kaste+ de+ s

= bilerne = rigeste = kastedes

(substantiv: pluralis bestemt) (adjektiv: superlativ bestemt og/eller pluralis) (verbum: præteritum, passiv)

Morfemrækkefølgen er normalt fast i et sprog, og det er ikke muligt at bytte om på endelsernes placering. Af de to mulige kombinationer af morfemerne -er (pluralismor­ fem) og -ne (bestemthedsmorfem), der kan tilføjes ordet bil, er der kun en rækkeføl­ ge, som er den grammatisk korrekte: bil-er-ne, ikke *bil-ne-er. Et verbum med både datidsendelse og passivendelse skal have passivendelsen sidst: sy-ede-s, ikke *sy-s­

ede. Som vi har set, er allomorfi udbredt inden for bøjningen, men vi finder også homony­ mi, hvor den samme form kan bruges i forskellige betydninger. Morfemet -(e)r kan f.eks. både bruges som præsensmorfem og pluralismorfem: Ordformen cykler er præsens af verbet cykle og pluralis af substantivet cykel. Et andet eksempel er -(e)t, der både kan an­ vendes som bestemthedsmarkering hos substantiver (liv-et) og som participiumsmorfem hos verber (lev-et).

Forandringer i forbindelse med bøjning Indledningsvis slog vi fast, at regelmæssig bøjning bygger på grundprincippet en enhed + en anden enhed, men ikke desto mindre er resultatet ikke altid en enkel addition. I reg ­ len består den regelmæssige bøjning af en hovedvariant af et morfem, som lægges til en stamme. Men når morfemer tilføjes stammer med forskellig lydlig struktur, kan der op­ stå uensartede fænomener. Det hedder f.eks. hat, hatten (ikke *haten). De forandringer, vi er vidne til, behøver ikke at være knyttet til en særlig gruppe af ord eller til en særlig type af morfologi. Mange forandringer er f.eks. fælles for orddannelses- og bøjnings­ mmfologien. De kan være så regelmæssige, at de optræder hver eneste gang, de fonolo­ giske forudsætninger er ti l stede, men de kan også have en mere begrænset udbredel se inden for ordforrådet.

50

Regelmæssig bøjning

To hyppige fonologiske forandringer i den danske bøjningsmorfologi er konsonantfor­ dobling og synkope. Konsonantfordobling indebærer, at et ord, der i grundform ender med en enkelt konsonant, får dobbeltkonsonant i den bøjede form. Eksempel: kat ryg bus grøn stram

= katten = rygge = busser = grønne = strammere

+ en +e + er +e + ere

*katen

*ryge

*buser

*grøne

*stramere

Samme fænomen kan ses i verberne, hvis vi sammenligner imperativ og præsens:

imperativ hop tyg

præsens hopper tygger

*hoper

*tyger

I en bestemmelse af morfemgrænserne i et bøjet ord skal den ekstra konsonant ved dob­ beltkonsonant føres til stammen, ikke til endelsen. Det kan f.eks. markeres på følgende måde, hvor + markerer tillæg af et element, som ikke er et morfem: ven+n-er-ne

top+p-en

tam+m-ere

tyk+k-est-e

Synkope indebærer, at et ord, som i grundform indeholder et tryksvagt -e, er tilbøjeligt til at miste dette -e i den bøjede form. Dette gælder især substantiver og adjektiver, der i grundform ender på -el, -en eller -er.

substantiver eksempel eksempel mangel ankel

+ et + er + er + er

= eksemplet = eksempler = mangler = ankler

*eksempelet

*eksempeler

*mangeler

*ankeler

adjektiver gammel sikker sikker enkel

+e +e + ere + est

= gamle = sikre = sikrere = enklest

*garnmele

*sikkere

*sikkerere

*enkelest

Synkope indtræder imidlertid ikke i alle bøjede former, der opfylder de fonologiske be­ tingelser, eksempel: finger tunnel

+ en + er

= fingeren = tunnel(l)er

*fingren *tunler

51

Ordbøjning

I visse tilfælde er der, eller har der været, variantformer: cykel onkel tiger hilsen

+ en + en +e + er

= cykelen eller cyklen

= onkelen eller onklen

= tigere eller tigre

= hilsener eller hilsner

Morfemgrænsen mellem stamme og bøjningsendelser går efter den sidste konsonant i det ubøjede ord, uanset om der foreligger synkope eller ej: gaml-e cykel-en

enkl-est-e cykl-en

eksempl-er-ne

Ved synkope indtræffer konsonantbortfald i en gruppe af ord. Der er tale om en orto­ grafisk konvention, der undgår kombinationen af to ens konsonanter + en tredje konso­ nant, f.eks.: sikker datter kobbel

sikr-est døtr-e kobl-er

*sikkrest

*døttre

*kobbler

Uregelmæssig bøjning Hvis der tages højde for de forandringer, der kan optræde, når et ord bøjes efter princip­ pet »addition af morfem«, er den regelmæssige bøjning forudsigelig: En bestemt endelse lægges til en bestemt type af ord. Dette er ikke tilfældet med den uregelmæssige bøjning. Her drejer det sig om enkelte ord eller mindre grupper af ord, som har en afvigende bøj­ ning. 1 dansk forekommer især tre typer af uregelmæssig bøjning: uden endelse, med vo­ kalskift i roden samt suppletiv bøjning. Bøjning uden endelse foreligger f.eks. i pluralisbøjningen af visse substantiver: en fejl en fjer en lus

to fejl to fjer to lus

et flag et slag et bær

to flag to slag to bær

Her finder vi den samme ordform i både singularis og pluralis. Om vi har at gøre med det ene eller det andet, lader sig i reglen udlede takket være den syntagmatiske relation. Et ord, som kan optræde i den syntaktiske kæde »to X« er per definition pluralis, uanset om det er bærer af et pluralismorfem eller ej. Vi kan sige, at fejl (singularis) og fejl (pluralis) er polyseme, altså at en og samme ordform har to betydninger. En anden type af uregelmæssig bøjning finder vi, når ordets rodmorfem ikke har den samme form i de forskellige grammatiske kategorier. I dansk ser vi især dette som et vo­ kalskift i stammen. Vokalskift af denne type kaldes (af sproghistoriske grunde) omlyd, når der er tale om substantiver og adjektiver, og aflyd, når der er tale om verber. Eksempel:

52

Bøjningens funktion og betydning

substantiv

en mand en gås et barn

to mænd to gæs to børn

adjektiv

lang stor ung

længere større yngre

verbum

bryde lyde få springe hjælpe

brød lød fik sprang hjalp

brudt lydt fået sprunget hjulpet

Når verber bøjes ved hjælp af vokalskift i stammen, er der tale om stærke verber. Ordbøjning kan også være helt eller delvist suppletiv, hvilket betyder, at et )eksem ikke optræder med samme stamme i alle former. Det gælder f.eks . pronomenet vi, som har formen vores i genitiv, adjektivet gammel, som i komparativ har ældre, og verbet være, som hedder er i præsens. Den formmæssige uregelmæssighed på udtrykssiden har ingen indflydelse på seman­ tikken; regelmæssige og uregelmæssige former af samme ordtype betyder nøjagtig det samme. Den uregelmæssige pluralisform gæs har lige så meget pluralisbetydning som den regelmæssige form roser. Den uregelmæssige præteritumsform tvang har samme da­ tidsbetydning som den regelmæssige form ringede.

Bøjningens funktion og betydning Vi kan skelne mellem to hovedtyper af funktioner ved bøjningen: 1. at udtrykke gram­ matiske kategorier; 2. at markere kontekstuelle relationer. J. Visse betydninger er så grundlæggende i sprogsystemet, at de er fremtrædende i alle (eller næsten alle) ord af en bestemt klasse. Der er tale om en grammatikaliseret betydning, som udtrykkes morfologisk. Eksempler er NUMERUS af substantiver (singu­ laris og pluralis), TEMPUS af verber (præsens og præteritum) og GRAD af adjektiver (po­ sitiv, komparativ og superlativ). At vi vælger den ene frem for den anden form, medfø­ rer en markant semantisk distinktion. Der er væsensforskel mellem at udtrykke: Min kone er gravid og Mine koner er gravide eller mellem Per bor i Rom og Per boede i Rom. 2. Den slags bøjning, der markerer en kontekstuel relation, demonstrerer, hvordan or­ dene i en sætning er knyttet til hinanden. Dvs. bøjningens hovedfunktion er at vise, hvor­ ledes ordene i en syntaktisk konstruktion hænger sammen. Denne slags bøjning har selv­ følgelig semantisk relevans i generel forstand, men normalt tilfører bøjningen ikke et be­ stemt betydningsindhold til sætningen. Den kontekstuelt betingede bøjning kan inddeles i kongruensbøjning og i styringsbøjning. a) Kongruensbøjning signalerer en syntaktisk relation mellem et ord og dets bestem­

53

Ordbøjning

melser. Kongruens indebærer, at et ord i en sætning afstemmes efter det hovedord, som det knytter sig til. Dette markeres af bøjningen af det bundne ord. Eksempel på kongru­ ens mellem substantiv og adjektiv (i køn og numerus) utrum, singularis: neutrum, singularis: pluralis

en stor bil et stort hus store huse

bilen er stor huset er stort husene er store

I andre sprog er kongruens mere udtalt end i dansk. I sprog som f.eks. engelsk, tysk og fransk (og flere endnu) finder vi kongruens mellem sætningens subjekt og verbum: engelsk: tysk: fransk:

I have, you have, he has, we have, you have, they have ich habe, du hast, er hat, wir haben, ihr habt, sie haben j'ai, tu as, il a, nous avons, vous avez, ils ont

b) Styringsbøjning markerer en syntaktisk relation mellem et ord og dets komplement, dvs. mellem verber og objekter eller mellem præpositioner og deres efterfølgende sub­ stantiver eller pronomener. Hvor kongruensbøjningen primært samstemmer et ord med et hovedord med hensyn til bestemthed, tal og køn, vedrører styringsbøjningen præpositio­ ner og verher, som styrer andre ords kasus. De eneste utvetydige eksempler på styringsbøjning i dansk finder vi blandt de person­ lige pronomener i skriftsproget. Når et pronomen står som objekt eller efter præposition, skal det stå i objektsform (akkusativ), ellers står det, som oftest, i subjektsform (nomina­ tiv). Han er glad. Vi købte en hund.

Jeg ser ham. Hunden bed os.

Jeg ser på ham. Hunden kom hen til os.

Rester, relikter, af styringsbøjning ser vi i udtryk som til lands, til søs, til bords, til livs, hvor præpositionen til før i tiden krævede, at det efterfølgende ord stod i genitiv. I andre sprog (f.eks. i latin og tysk) forekommer styringsbøjning i langt højere grad end i dansk.

Morfologisk vs. perifrastisk De betydninger og funktioner, som kan udtrykkes med bøjning, kan ikke sjældent også udtrykkes ved hjælp af omskrivninger. Sproget tilbyder altså ofte flere måder at udtryk­ ke tilnærmelsesvist samme indhold på. Når der foreligger en systematisk mulighed for at fremstille et indhold enten med bøjning eller med omskrivning, benyttes termerne mor­ fologisk (dvs. som har med bøjning at gøre) og perifrastisk (som har med omskrivning at gøre). Når et adjektiv gradbøjes, kan dette f.eks. gøres enten morfologisk, med endelser (sur, sur-ere, sur-est), eller perifrastisk, med en omskrivning, som benytter funktionsord i stedet for bøjningsendelser (sur, mere sur, mest sur). Et andet eksempel er verbernes passivformer. Disse kan enten dannes ved morfemet -s, dvs. morfologisk, eller ved hjæl­ peverbet blive+ en participiumsform af verbet, dvs. perifrastisk (dog med en vis betyd~ ningsforskel). Eksempler: hjælpes - bliver hjulpet, myrdedes - blev myrdet.

54

Afledning eller bøjning?

Bøjning i et typologisk perspektiv Inden for sprogvidenskaben findes en særlig forskningsgren , kaldet typologisk sprogbe­ skrivelse, der beskæftiger sig med at sammenligne beslægtede såvel som ubeslægtede sprog for at finde frem til forskellige typer af sprogsystemer. I traditionel sprogtypologi skelnes mellem to hovedtyper med hensyn til morfologien. Vi taler om agglutinerende sprog, der er kendetegnet ved en tydelig grænse mellem rødder og bøjningsmorfemer samt stor regelmæssighed i bøjningsendelserne (f.eks. tyrkisk), og flekterende sprog, som har uklare grænser mellem rødder og bøjningsendelser og forskellige uregelmæs­ sigheder i bøjningen (f.eks. latin). De fleste sprog er i sagens natur ikke rendyrkede eksempler på den ene af typerne, men befinder sig et sted på en linje mellem to yder­ punkter. Dansk hører til i den flekterende ende. En anden vigtig typologisk forskel sprogene imellem er mængden af morfologi. Vis­ se sprog har en omfattende og varieret fleksion, dvs. de udtrykker en mængde betyd­ ninger og grammatiske funktioner ved hjælp af bøjning. Det finder vi f.eks. i latin, tysk, islandsk, russisk og litauisk. Andre, såkaldt isolerende sprog, holder derimod morfologien på et minimum, f.eks. vietnamesisk. For at opnå samme nuancering og ud­ tryksmuligheder som i sprog med rig morfologi bliver der i stedet gjort brug af ord­ stilling og omskrivning (dvs. perifrastiske udtryksmåder). På en skala fra rig til fattig morfologi befinder dansk sig blandt de sprog, der besidder en temmelig fattig bøj­ ningsmorfologi. Engelsk har endnu mindre bøjning end dansk, mens svensk har lidt mere.

Afledning eller bøjning? Afslutningsvis vil vi kortfattet berøre distinktionen mellem afledning og bøjning. En grundlæggende forskel er, at bøjning bruges med henblik på at danne forskellige gram­ matiske former af det samme !eksem. Afledning bruges for at skabe nye !eksemer. En an­ den forskel mellem de to slags morfologi er, at bøjningen er mere generel end afledning­ en. En bøjningsendelse kan typisk kombineres med alle ord, som opfylder de funktionelle og semantiske betingelser. Muligheden for at et afledningssuffiks bliver brugt, er mere tilfældig: De ord, der er behov for, dannes, men ikke alle de ord, som principielt kunne fremstilles , bliver det. En anden forskel er, at bøjningsendelsernes betydning er mere konstant og forudsigelig end afledningssuffiksernes. Pluralisendelsen -er betyder f.eks. altid pluralis, mens afledningssuffikset -er kan have flere forskellige betydninger, eller hele afledningen har en betydning, som er leksikaliseret. Til trods for at der således findes principielle forskelle mellem afledning og bøjning, er det ikke i alle tilfælde muligt at afgøre, hvad der er bøjning, og hvad der er afledning. Sprogsystemet er ikke bygget op af modsigelsesfrie, kontradiktoriske kategorier, og ofte finder vi glidende overgange mellem forskellige fænomener. Et klassisk eksempel på en ordtype, som står på grænsen mellem orddannelse og ord­ bøjning, er participium: Er det en verbalform, eller er det et adjektiv? Der findes argu­ menter for begge dele. I forbindelser som en glemt bog, de glemte bøger bruges partici­ piet som et adjektiv, og det til og med kongruensbøjes som et adjektiv: i singularis og plu­ ralis. Men i sætningerne Jeg har glemt min bog eller Vi har glemt vores bøger anvendes

55

Ordbøjning

samme ordform for at danne det sammensatte tempus perfektum, dvs. det bruges som et verbum, og det kongrue nsbøjes ikke. Et andet eksempel på et grænsetilfælde er adjektiver anvendt som adverbialer. Jf. Han J tog en hurtig beslutning, hvor hurtig bruges som adjektiv, og Han besluttede sig hurtigt, hvor hurtigt bruges som adverbial og har et -t som endelse. Er dette-ten bøjningsendelse på et adjektiv, som dermed må bruges som adverbial, eller er det et afledningssuffiks, de r danner et adverbium af adjektivet? Det gives der ikke et entydig svar på.

56

Del 11:

Ordklasser

5. Introduktion til ordklasser

De enkelte ord, !eksemerne, tilhører forskellige klasser af ord, der deler en kombination af strukturelle, semantiske og funktionelle egenskaber. Ordene, der falder ind under sam­ me gruppe, er således fælles om at have et ensartet bøjningsmønster, er tilbøjelige til at betegne beslægtede fænomener samt at have samme opgaver i sætningsdannelsen. Hos ordene i nogle ordklasser findes der også specifikke orddannelsessuffikser. Ordklas­ seinddelingen er ikke indiskutabel. Den bygger på en analyse af ordene på flere niveau­ er, og det ville i princippet være muligt at sortere og rubricere ordene på andre måder. Men i hovedsagen er den traditionelle inddeling teoretisk og empirisk velbegrundet, og den vil også blive benyttet her, om end enkelte ord vil blive placeret i andre ordklasser, end vi sædvanligvis ser det. I dansk regner man i reglen med 11 ordklasser, der tæller substantiv (navneord, f.eks. båd, glas, ømhed), pronomen (stedord: jeg, man, alle), artikel (kendeord: en/et, den/det/de), numerale (talord:jem,femte), adjektiv (tillægsord: glad, øm, allergisk), ver­ bum (udsagnsord: løbe, græde, tro), adverbium (biord: længe, oppe, nemlig), præposition (forholdsord: til, på,for), konjunktion (bindeord: og, men, hvis), interjektion (udråbsord: hej,fy, nej) og onomatopoietikon (lydord: bang, vov, plingeling). I denne bog vælger vi at behandle onomatopoietikon som en type af interjektion, og vi opererer altså med I 0 ordklasser. De e nkelte ordklasser kan enten være åbne eller lukkede. I de åbne ordklasser kom­ mer der hele tiden nye ord til, hvilket enten kan ske gennem dannelsen af nye ord på ba­ sis af dem, vi har i forvejen (f.eks. bog-reol, e-post), eller gennem indlån fra andre sprog (f.eks. kendis, hip hop). I lukkede ordklasser kommer der aldrig eller så godt som aldtig nye ord til. De mest åbne ordklasser er substantiv, verbum og adjektiv. Nye eksemplarer af interjektioner opstår hele tiden spontant, men her er nydannelserne i reglen flygtige og formår ikke at etablere sig i ordforrådet. Blandt de lukkede ordklasser finder vi prono­ men, artikel, adverbium, præposition og konjunktion. Ordklasserne er af meget forskellig størrelse. Substantiverne er langt den største ord­ klasse, efterful gt af adjektiver og verber. Inden for disse ordklasser tæller vi mange tu­ sinder eller titusinder af ord. Når der er tale om f.eks. konjunktioner, præpositioner og pronomener, er antallet inden for hver enkelt gruppe under hundrede. Den mindste ord­ klasse er artiklerne, der kun har to medlemmer. Ordklasserne udviser ikke alene stor forskel med hensyn til ordenes antal, men også til deres grammatiske kompleksitet. Verberne er en ordklasse med et omfattende og sammensat bøjningssystem, mens numeralierne i princippet kun deles op i grundtal (et, to) og ordenstal (første, anden). Det er på den baggrund, at kapitlerne om ordklasserne i denne bog er af meget varierende omfang og opbygning.

59

6. Substantiver (navneord)

I

Benævnelsen substantiv kommer af latin nomen substantivum, 'navn, der betegner sub­ stans'. En kategori, som svarer til substantiver, findes i alle verdens sprog. På engelsk hedder substantiv noun, og engelsk noun phrase svarer til dansk nominalsyntagme. I dansk er substantiverne den største ordklasse, og der kommer hele tiden nye til, i takt med at der opstår et behov for at benævne nye fænomener og begreber, som bliver væ­ sentlige for sprogbrugerne, f.eks. app, browser, reservebedstemor, tortilla, curlingforæl­ dre, samtalekøkken, barrista, powernap.

Substantivernes struktur Substantiverne er den ordklasse, som opviser den mest varierede struktur (dvs. indre op­ bygning). De kan dannes ved sammensætning og afledning i op til mange hierarkiske led, hvor ord fra andre ordklasser kan indgå som en del af materialet, f.eks. kartoffel-skræl­ ler, to-krones-mønt, pædagog-med-hjælp-er, er-nærings-ekspert-ise. (Se kapitel 3: Ord­ dannelse).

Substantivernes funktion Substantiver optræder i reglen ikke alene, men indgår i mere eller mindre udbyggede nominalsyntagmer sammen med andre ordklasser (nominalsyntagme = nominalhel­ hed).

substantiv bil mælk kærlighed

nominalsyntagme den flotte gule bil med de nye forlygter lidt mere mælk til pandekagedejen hans store kærlighed til Mary

Substantivernes vigtigste syntaktiske funktion er at udgøre hovedordet (kerneleddet) i no­ minalsyntagmet. (Se videre kapitel 17: Syntagmer). Mange af de egenskaber, vi traditio­ nelt tilskriver substantiverne (f.eks. bestemt og ubestemt reference), er det mere korrekt at tilskrive hele det nominalsyntagme, som substantivet er en del af. I eksemplet den flot­ te gule bil med de nye forlygter indikerer den foranstillede artikel den og de bestemt­ hedsbøjede adjektiver flotte og gule, at der er tale om bestemt form, hvilket ikke fremgår af det nøgne hovedord bil.

Substantivernes betydning Substantivernes betydningsindhold kan overordnet betragtes som en henvisning til kon­ krete eller abstrakte referenter i et faktisk eller fiktivt univers. Konkrete referenter er fænomener, der har masse, mens abstrakte referenter mangler denne egenskab. Forskel­ len er imidlertid ikke absolut. Konkrete substantiver er f.eks. ord, der benævner ting (dis­

60

Substantivernes betydning

kette, tangent, stol), personer (H.C. Andersen, dreng, transvestit), dyr (antilope, insekt, påfugl), vækster (birk, havre, mælkebøtte), steder (torv, storcenter, Nyborg), substanser (olie, platin, støv). Abstrakte substantiver er ord, der betegner egenskaber (aggressivitet, nærsynethed), følelser (Ømhed, kærlighed), aktiviteter (operation, snakken, rapseri) samt andre typer af relationer og begreber (dominansforhold, forsømmelighed), etc.

Appellativer og proprier Klassen af substantiver kan inddeles i appellativer (fællesnavne) og proprier (egennavne). Eksempler på appellativer er navle, minister, glas, had, og proprier er ord som Oslo, Ma­ rianne, la Traviata. Proprier er de eneste ord, der generelt skrives med stort begyndel­ sesbogstav (versal). Substantivernes semantiske funktion er, som sagt, at udpege referen­ ter, men hvor appellativer frit udvælger referenter i en klasse af mange tænkelige og ensartede fænomener, f.eks. en skål i hele klassen af skåle, et føl i hele klassen af føl, ud­ peger proprier en specifik referent, der er bærer af lige præcis det navn, som propriet an­ giver (Arne, København). Proprier kan således betragtes som faste etiketter for det, de be­ nævner. Med få undtagelser har appellativer en produktiv bøjning, mens proprier i reglen kun kan stå i genitiv, f.eks. Arnes seng, Københavns byråd. Evt. kan vi støde på en forstenet bøjnjng i ord som Azorerne (pluralis, bestemt form), Dyrehavsbakken, (singularis, be­ stemt form). I den følgende gennemgang vil vi især beskæftige os med appellativerne, men be­ mærk, at proprier udgør en omfattende og forskelligartet kategori, f.eks. for-, mellem- og efternavn på personer (Else, Tore, Nørgaard, Tang , Jensen , Brøgger); kælenavn (Topper, Mutti); stednavn (Kilimanjaro, Kongeåen, Japan); navn på himmellegemer (Jupiter, Mælkevejen, Mars); navn på institutioner og firmaer (Det Kongelige Teater, Folketinget, Volvo , Diesel); navn på bygninger (Koldinghus, Den Sorte Diamant); navn på bøger (Det forsømte forår), film (Elsker dig for evigt), musikgrupper og -værker (R.E.M. , Aida), bil­ ledkunst (Guernica) etc.

Tællelige og ikke-tællelige substantiver Substantiverne kan inddeles i tællelige og ikke-tællelige. Tællelige substantiver henviser til individuelle og afgrænsede fænomener, som kan tælles, mens ikke-tællelige substan­ tiver (masseord) henviser til referenter, der udgør en masse, et kollektiv eller et konglo­ merat, som kun vanskeligt kan opfattes som en mængde af singulære enheder. tællelige melsæk saltkar sennepsfrø sl ikpose

ikke-tællelige mel salt sennep slik

Hvis vi deler noget, som kan betegnes med et ikke-tælleligt substantiv, har vi stadigvæk det samme som før: Smør kan deles i mindre stykker; delene kan betegnes som smør. Hvis vi deler noget, der kan benævnes med et tælleligt substantiv. har vi derimod ikke det

61

Substantiver (navneord)

samme: En edderkop eller et klaver kan ikke spaltes i dele, som hver for sig kan kaldes edderkop eller klaver. Tællelige substantiver kan bøjes i pluralis, mens ikke-tællelige normalt ikke kan. en slikpose en guldring

to slikposer to guldringe

slik guld

*to slik/slikke/slikker *to guld/guide/guider

Til tællelige substantiver bruges mængdebetegnelser i form af talord og kvantitative pro­ nomener, f.eks. en,fem, tusind, mange.få, ingen. Han har fire heste.

Hun har mange heste.

Jeg har ikke så få frimærker.

Til ikke-tællelige substantiver bruges mængdebetegnelserne meget og lidt.

Han har ikke meget guld. Jeg har lidt vejsalt i skuret.

F.t antal suhstantiver, f.eks. is, øl ogfisk, kan optræde både som tællelige og ikke-tælleli­ ge. Som ikke-tællelige betegner de selve materien eller stoffet, mens de som tællelige gi­ ver navn til den enhed, som substansen i reglen plejer at blive tillavet i. ikke-tælleligt Er der mere øl? Skal vi have fisk?

tælleligt Vil du have en øl? Jeg har fanget en fisk.

Ved tilføjelse af ubestemt artikel får ikke-tællelige substantiver gerne en betydning i ret­ ning af 'en slags X, en type af X': et salt (med særlige egenskaber), et smør (der er be­ dre end alle andre). EJiers ser vi noget benyttet som en slags ubestemt artikel, der angi­ ver en ikke nærmere specificeret mængde: Jeg har noget sukker i skabet.

Animate og inanimate substantiver Et animat substantiv betegner et levende væsen udstyret med en vilje, nærmere bestemt et menneske eller et højerestående dyr, der kan agere aktivt og bevidst. Ordet animat be­ tyder 'besjælet'. Inanimate substantiver betegner ting og laverestående (ikke besjælede) dyr eller livsformer. animate menneske minister gorilla hund

'li

62

inanimate amøbe

mide

sten

hus

Genus (køn)

Distinktionen mellem animat og inanimat er grundlæggende og bestemmende for, hvilke andre ord substantivet kan kombineres med. Verber af typen vil, orker, gider, studerer, hvor vi forudsætter en villet handling, kan f.eks. kun kombineres med animate substan­ tiver, hvis vi ikke ligefrem tilsigter en komisk eller lyrisk effekt: Jeg orker ikke noget. Fodboldspilleren gider ikke.

*Kranen orker ikke noget. *Blyanten gider ikke.

En del pronomener bruges principielt om animate referenter, f.eks. hun og han. EIiers til­ lægger de referentiel animathed, f.eks. 'hun' om et skib.

Genus (køn) Grammatisk køn er ikke en·egentlig bøjningskategori, men en egenskab ved ordet, der bliver synlig, når det bøjes. I nudansk finder vi to genus: utrum (fælleskøn, n-ord) og neutrum (intetkøn, t-ord). Der er flest substantiver af de førstnævnte. Genus fremgår ikke af ordet i dets grundform, men såvel den ubestemte artikel (en el­ ler et) som bestemthedsendeisen, -(e)n eller -(e)t, viser altid ordets genus. Også andre ord kan kongruensbøjes efter substantivernes genus.

utrum en bil bil-en den gamle bil pige-n en stor pige en lang bane

neutrum et hus hus-et det gamle hus rige-t et stor-t rige et lang-t liv

Sprogbrugerne er tvunget til at gøre sig bekendt med kønnet for hvert enkelt substantiv, eftersom det kun i ringe grad lader sig udlede på baggrund af semantikken. I denne sammenhæng er det vigtigt at skelne mellem grammatisk og biologisk køn. Det biolo­ giske køn (f.eks. mand : kvinde; pige : dreng; hingst : hoppe; hunhund : hanhund) er kun delvist afgørende for, hvilket genus ordet er udstyret med. En del ord for animate refe­ renter, der i den faktiske verden har biologisk køn, er utrum i sproget, f.eks. en mand, en kvinde, en pige. Men der findes også mange undtagelser, f.eks. et menneske, et barn, et føl. Og selv om mange ord for inanimate referenter (f.eks. ting) er neutrum i sproget, fin­ des der endnu flere eksempler på det modsatte: en bil, en sko , en stol. I få tilfælde ind­ sætter genusforskel hos to homonyme ord en betydningsdifference, f.eks. en jalousi, 'skinsyge', og et jalousi, 'skærm'. For andre substantivers vedkommende ligger genus ikke fast, f.eks. en/et cirkus, en/et katalog, en/et layout, en/et fond. Når det gælder valget af personlige pronomener (f.eks. han/hun), er det biologiske køn afgørende: Ministeren , hun er lettet i dag; Ministeren, han er lettet i dag. Andre sprog har andre genusopdelinger end dansk. Fransk og italiensk inddeler i fe­

63

Substantiver (navneord)

mininum og maskulinum. Tysk og islandsk har en opdeling, der svarer til det oprindeli­ ge indoeuropæiske skel mellem tre køn - maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn) og neutrum (intetkøn). Dette system fandtes også i vikingetidens olddansk, men i middelal­ deren faldt maskulinum og femininum sammen til et køn: utrum, hvorfor vi ' i nudansk kun finder utrum og neutrum.

Substantivernes bøjning Substantivernes ordbøjning forener strukturelle, semantiske og funktionelle aspekter. De forskellige bøjningskategorier har altså både forskellige former (f.eks. bil, bils, bilen, bi­ lens), betydninger (f.eks. ental - flertal: bil/biler) og funktioner (f.eks. genitivattribut ­ hovedord: bilens rat). Danske substantiver har tre bøjningskategorier: numerus (= tal), species(= bestemthed) og kasus(= fald).

Grundform eller stamme Grundformen eller stammen er det ubøjede, nøgne ord, dvs. substantivet uden bøj­ ningsendelser, f.eks. rede, sofa, hylster, sol, regnestykke. Dette er også ordets opslags­ form i en ordbog.

Numerus (tal) Den grammatiske kategori numerus (tal) består i den formelle og semantiske distink­ tion mellem singularis (ental) og pluralis (flertal). I princippet kan alle tællelige sub­ stantiver bøjes i pluralis i dansk. Den ubestemte singularisform er identisk med ordets grundform, mens pluralisformen i reglen er morfologisk markeret ved en af følgende bøjningsallomorfer: -er, -r eller -e. Genus er ikke afgørende for, hvilken endelse sub­ stantivet får i pluralis. Det hedder f.eks. en stol, flere stol-e, et bord, flere bord-e. En­ delsen -r, der kun forekommer efter tryksvagt -e, kan opfattes som en fonologisk be­ tinget variant af -er. Ved et tryksvagt -e i ordets stamme realiseres kun det ene -e: en taske, flere tasker. Bemærk, at ved trykstærkt -e bevares endelsens -e: en ske, flere ske­

er. Ved bøjningen kan substantivet gennemgå visse, forholdsvis regelmæssige foran­ dringer med hensyn til konsonantfordobling og synkope (se kapitel 4: Ordbøjning). Cirka 70 % af de (tællelige) danske substantiver bøjes med -er eller-ri pluralis. (en) bil (en) kop (en) cykel (et) mirakel (et) kobbel (en) kage (et) rige

+ er + er + er + er + er +r +r

biler kopper cykler mirakler kobler kager riger

(med (med (med (med

konsonantfordobling) synkope) synkope) synkope+ konsonantbortfald)

Cirka 20 % af de danske substantiver bøjes med -e i pluralis.

64

Substantivernes bøjning

(en) stol (en) kat (en) finger (en) bager (et) blad (et) hus (et) center

+e +e +e +e +e +e +e

stole

katte fingre bagere

blade

huse

centre

(med konsonantfordobling)

(med synkope)

(med synkope)

En gruppe ord (cirka 10 %) har ingen morfologisk markeret bøjning i pluralis. Eksem­ pel: (en) sko (et) job

(to) sko (to) job

(en) mus (et) føl

(to) mus

(to) føl

I nogle fremstillinger beskrives pluralisformer uden endelse som bestående af grundfor­ men + en nul-endelse, ofte markeret med -0. Vi anser det for mere rimeligt at udtrykke det på den måde, at ordenes singularisform og pluralisform er homonyme. En lille gruppe ord har vokalskift mellem singularis og pluralis, evt. ledsaget af bøjningsendelse.

vokalskift + er

and ænder fod fødder kraft kræfter rod rødder stand stænder tand tænder tå tæer

vokalskift + e, med synkope broder brødre fader fædre vokalskift (uden endelse) barn børn mand mænd

bog hånd nat stad stang tang

bøger

hænder

nætter

stæder

stænger

tænger

datter moder

døtre

mødre

gås

gæs

Vokalskiftet, som kan gå fra a til æ, fra a til ø, fra o til ø eller fra å til æ, skyldes sprog­ historisk den såkaldte omlyd, der figurerer som en rest i denne lille gruppe af ord. Indlånte ord kan medføre en udenlandsk pluralisbøjning. Dette gælder en gruppe ældre indlån fra især de klassiske og romanske sprog, og det gælder moderne indlån fra engelsk. (Bemærk, at pi uralisendelsen ikke altid blot føjes til sing ularisfor­ men).

65

Substantiver (navneord)

endelse -s

-a -i

singularis hotdog job mail karakteristikon faktum modus konto

pluralis hotdogs jobs mails karakteristika fakta modi konti

,.J

Ikke sjældent findes de oprindelige endelser side om side med danske afløsningsformer:

singularis konto leksikon forum job

indlånt pluralis konti (italiensk) leksika (græsk) fora (latin) jobs (engelsk)

dansk pluralis kontoer leksikoner forummer job

De utællelige og abstrakte substantiver har kun singularis (grus, jern, mod, sult, doven­ skab, angst), og det samme gælder mål og vægt, f.eks. 15 meter, 10 øre, trefod. Visse sub­ stantiver optræder til gengæld næsten kun i pluralis: bukser, briller, shorts, småpenge.

Species (bestemthed) Den grammatiske kategori species (bestemthed) består i distinktionen mellem ubestemt (indefinit) og bestemt (definit). Den bestemte form bruges, når afsenderen tager for givet, at modtageren er bekendt med substantivets (nøjagtige) reference. Den ubestemte form an­ vendes derimod, når taleren ikke kan forudsætte, at tilhøreren har kendskab til referencen. Hun har en trompet i garderoben. [ubestemt: lytteren forventes ikke at vide, hvilken trompet det vedrører] Hun har trompeten i garderoben. [bestemt: lytteren forudsættes at vide, hvilken trompet det drejer sig om] Bestemthedsdistinktionens funktion og semantik behandles mere udførligt i kapitel 17. I princippet kan alle substantiver bestemthedsbøjes i dansk. Den ubestemte form sin­ gularis svarer til ordets grundform, mens de bestemte former er morfologisk markeret ved bøjningsmorfemerne -en eller -et. Ved et tryksvagt -e i ordets stamme realiseres kun det ene -e (f.eks. nøgle : nøgle-n). Det er ordets genus, som bestemmer valget mellem -en (utrum) og -et (neutrum). Under bøjningen kan substantivet gennemgå visse foran­ dringer, primært konsonantfordobling og synkope.

singularis: utrum (fælleskøn) ubestemt bestemt bil + en bilen by + en byen

66

Substantivernes bøjning

kam artikel læge

+ en + en

singularis: ubestemt forår ry spil mirakel hjørne

neutrum ( intetkøn) bestemt foråret + et + et ryet + et spillet + et miraklet +t hjørnet

+n

kammen artiklen lægen

(med konsonantfordobling) (med synkope)

(med konsonantfordobling) (med synkope)

r pluralis er bestemthedsendelserne enten -ne eller -ene, hvor førstnævnte føjes til plura­ lisformer, som slutter med de ubestemte pluralisendelser -er og -e. Sidstnævnte, endelsen -ene, føjes til pluralisformer, der ikke har nogen morfologisk endelse, samt til ord, som har pi uralisendelsen -s. pluralis + ubestemt kopper nger katte blade døtre bagere

ne

pluralis + ubestemt mus føl gæs job chips våben

ene

ne ne ne ne ne ne

bestemt kopperne rigerne kattene bladene døtrene bagerne

ene ene ene ene ene ene

bestemt musene føllene gæssene jobbene chipsene våbnene

+ + + + + +

+ + + + + +

(med synkope af pluralissuffikset -e)

(med konsonantfordobling) (med konsonantfordobling) (med konsonantfordobling) (med synkope)

Den bestemte endelse -ene, vi finder i ord uden endelse i pluralis ubestemt, kan opfattes som et morfem, som signalerer to grammatiske kategorier samtidig: pluralis og bestemt­ hed. Først når bestemthedsendeisen sættes på, fremgår det morfolog isk, at ordet har fler­ talsbetydning. Det hedder både en sko og flere sko, men skoene. De fleste andre sprog udtrykker ikke distinktionen bestemt og ubestemt morfologisk, som vi kender det i dansk og de andre nordiske sprog. I stedet bliver der gjort brug af for­ anstillede artikler. Engelsk: the car; tysk: das Auto, fransk: la voiture, italiensk: la mac­ china.

67

Substantiver (navneord}

Kasus (fald) Den grammatiske kategori kasus (fald) består i distinktionen mellem nominativ (nævne­ fald) og genitiv (ejefald), hvor sidstnævnte, markeret med endelsen -s, angiver et tilhørs­ forhold, f.eks. et ejerforhold eller en mere abstrakt relation. Det ord, som står i genitiv, op­ træder som en bestemmelse af et andet substantiv, dvs. genitivattribut+ hovedord:

drengens penge husets tag blyets egenskaber

Kommunernes Landsforening

Kulturministeriets anliggender

Lones undulat

I princippet kan alle substantiver (også proprier) kasusbøjes i dansk, og bøjningsendelsen -s optræder efter evt. andre endelser.

nominativ bil bilen biler bilerne Benny

genitiv bil-s bilen-s biler-s bilerne-s Benny-s

+s +s +s +s +s

nominativ blad bladet blade jobbene Kenya

+s +s +s +s +s

genitiv blad-s

bladet-s

blade-s

jobbene-s

Kenya-s

Ord, som ender på -s (-z eller -x), skriver vi ikke med et ekstra -s, når de optræder i ge­ nitiv. I stedet benyttes en apostrof: Mads ' bil, Hans' bog og Max' madpakke. I talesprog får de mest almindelige danske personnavne af denne type ofte -es i genitiv: Madses bil, Hanses bog, Maxes madpakke. Derimod udtales appellativer, som ender på -s, normalt ikke med es-endelse: *mit huses tag, *din sovses farve. I moderne dansk er genitiv ikke kun en kategori, som vedrører substantiver (og prono­ mener). Det er samtidig en syntaktisk kategori, som angiver, at et nominalsyntagme bru­ ges som genitivattribut til et substantiv. Eksempler: Kender du manden på togets kone? [det er mandens kone, ikke togets kone] Manden som jeg tænker pås kone er meget syg. rpå er ikke et substantiv, men kan alligevel forsynes med et -s]

Begrænset morfologi Dansk har en temmelig begrænset substantivmorfologi. Sammenlign f.eks. det fælles­ nordiske arveord hest, sådan som det bøjes i dansk og islandsk:

68

nominativ genitiv

sg. ubest. hest hests

pl. ubest. heste hestes

sg. best. hesten hestens

pl. best.

hestene

hestenes

nominativ genitiv dativ akkusativ

hestur hests hesti hest

hestar hesta hestum hesta

hesturinn hestsins hestinum hestinn

hestarnir

hestanna

hestunum

hestana

7. Artikler (kendeord)

Ordet artikel kommer af det latinske articulus, der betyder 'lille led'. Artiklerne udgør den mindste ordklasse. Den har kun to medlemmer: ubestemt artikel: en (utrum) og et (neutrum) samt bestemt artikel: den (singularis utrum), det (singularis neutrum) og de (pluralis).

Artiklernes funktion og bøjning Artikler fungerer som determinativ i nominalsyntagmer, dvs. som en foranstillet bestem­ melse af et substantiv (se kapitel 17). Ubestemt artikel bruges både, når substantivet står uden bestemmelse, og når det har foranstillet bestemmelse. Bestemt artikel bruges kun, når substantivet står med foranstillet bestemmelse.

en ko et tag

en brun ko et brunt tag

den brune ko det brune tag

de brune køer de brune tage

Artiklernes bøjning kongruerer altid med det substantiviske hovedord i genus (utrum og neutrum) og numerus (singularis og pluralis).

en læge et monster

den venlige læge det store monster

de venlige læger de store monstre

Artiklernes betydning Artiklerne beskriver og klassificerer ikke, men de er med til at bestemme referencen. Hvis substantivet (nominalsyntagmets hovedord) f.eks. angiver en klasse af referenter, så er artiklerne, sammen med andre led i nominalsyntagmet, med til at identificere en eller flere referenter inden for denne klasse: en kvinde med langt hår, den langhårede kvinde, de langhårede kvinder. Referencen kan være bestemt eller ubestemt: en skaldet mand, den skaldede mand, og forskellen er, som berørt tidligere, at det omtalte forudsættes be­ kendt ved bestemt artikel, men ikke ved ubestemt.

Artiklernes homografer Den (fritstående) ubestemte artikel kan være homografisk med substantivets bestemt­ hedsendelse (den såkaldte efterstillede bestemte artikel). Men hvor førstnævnte er et frit morfem, som kan optræde syntaktisk fritstående fra sit hovedord, er sidstnævnte et bun­ det morfem, der bøjes og sidder sammen med sit hovedord.

en mus en vold

mus-en vold-en

et mål et hav

mål-et

hav-et

69

Artikler (kendeord)

Den ubestemte artikel er endvidere homografisk med talordet en (et), men hvor artiklen er tryksvag, er talordet trykstærkt. Talordet kan også forsynes med accenttegn i skrift­ sprog: en. Ordet en bruges også som indefinit pronomen i akkusativ: For meget røg giver en kvalme. ., Den bestemte artikel (den, det, de) er homografisk med både personlige og demon­ strative pronomener. Til forskel fra de demonstrative pronomener har den intet tryk. (Tryk er markeret med understregning i følgende eksempler). bestemt artikel den lille mus det flotte mål den lange pæl det pæne tøj de lange pæle

70

demonstrativt pronomen den mus (er sød) det mål (var flot) den pæl (var lang) det tøj (er pænt) de pæle (er lange)

personligt pronomen Musen, den er sød. Målet, det var flot. Pælen, den var lang. Tøjet, det er pænt. Pælene, de er lange.

8. Numeralier (talord)

Talordene kan også udtrykkes med cifre, og de er således de eneste ord i ordforrådet, der kan skrives med andre tegn end bogstaver. Talordene inddeles i mængdetal og ordenstal, og de bruges primært som determinativer til substantiver.

Mængdetal (kardinaler) og ordenstal (ordinaler) Mængdetallene refererer til bestemte antal, dvs. de angiver, hvor mange der er af en be­ stemt enhed. en kugle 15 kugler

tusind mennesker 892 menneskeliv

to opskrifter 1000 opskrifter

Mængdetallet en bøjes i genus: et hus, en stald. I skrift kan accenttegn bruges for at skel­ ne mellem mængdetallet en og den ubestemte artikel en. I talesproget har talordet tryk i modsætning til den ubestemte artikel.

talord Vil du have en drue? Har du~ bur til alle dine fugle?

ubestemt artikel Vil du have en drue? Har du et bur til alle dine fugle?

Ordenstallene angiver placeringen i en rækkefølge: den første kugle den tusinde kugle

den anden opskrift den femte opskrift

denjjerde august den syvende etage

Ordenstallet anden bøjes i genus, f.eks. den anden mand i rækken, det andet hus i ræk­ ken. Ordet anden er også et (relationelt) pronomen: Eva vil have en anden mand, Eva vil have et andet hus.

Numeraliernes funktion og betydning Syntaktisk og semantisk fungerer numeralierne oftest som determinativ, dvs. som foran­ stillet bestemmelse til substantiv (se kapitel 17). Der ligger tre kroner på bordet. Den tredje mand fra venstre skal fængsles. Numeralierne kan ligeledes fungere som hovedord i nominalsyntagme, dvs. på samme måde som substantiver, i konstruktioner af typen 3 plus 3 er 6; Han er fyldt fem .

71

Numeralier (talord)

Numeraliernes struktur De danske numeralier har en indre struktur, der i flere henseender afviger fra de talords­ systemer, som vi finder i beslægtede sprog. I lighed med tysk, men i modsætning til de ,) fleste vesteuropæiske sprog, siges enerne før tierne i sammensatte tal, f.eks.

dansk en-og-tyve to-og-tredive fem-og-fyrre

tysk ein-und-zwanzig zwei-und-dreissig ftinf-und-vierzig

engelsk twenty-one thirty-two forty-five

svensk tjugo-en trettio-två fyrtio-fem

I modsætning til de fleste sprog er tierne i dansk, etymologisk set, dannet på baggrund af både et titalssystem og et tyvetalssystem. De fire første tiere er dannet, som vi kender det på engelsk, ved at multiplicere med ti. Tyve= to tiere, tredive= tre tiere,fyrre = fire tie­ re. Fra 50 til 90 går dansk, på baggrund af den gamle sneseberegning (en snes= 20), over til at multiplicere med tyve ved hjælp af det oldnordiske ord sind(e) = gange. De sammensatte tal 60 og 80 dannes således: tre-sinds-tyve = 3 x 20 fir-sinds-tyve = 4 x 20

= 60 = 80

De oprindelige, lange talbetegnelser erstattedes af forkortede dannelser i 1700-tallet, f.eks. tresindstyve: tres, firsindstyve: firs. Med henblik på at danne 50, 70, 90 anvendes en ældre brug af brøknævneren 'halv', som vi kender fra tidsangivelser, og som udtrykker såkaldte mellemværdier: halv tre = 2,5; halv fire= 3,5; halv fem= 4,5. halvtredsindstyve = 2,5 x 20 halvfjerdsindstyve = 3,5 x 20 halvfemsindstyve= 4,5 x 20

= 50 (halvtreds) = 70 (halvfjerds) = 90 (halvfems)

Titalsord (såkaldte nordiske talord, som kendes fra svensk) benyttes imidlertid også på dansk og har været tilladt i skolen siden 1955, sideordnet med tyvetalssystemet. Titals­ systemet anvendes dog udelukkende, når en talværdi skal skrives med bogstaver, f.eks. på checks og kvitteringer: toti, treti, firti,femti, seksti, syvti, otti, niti. I sammensatte tal, hvor der optræder ettere, skrives tierne først, f.eks.: tretifire = 34,femtiotte = 58, nitifem = 95. Ved hjælp af afledningssuffikset -er kan der dannes substantiver i utrum af mængde­ tallene, f.eks. en treer, en tyver, og i pluralis: treere, tyvere. Ord af denne type bruges også for at benævne de forskellige årtier: i trediverne, i halvfemserne. Benævnelsen for det årti, som strækker sig mellem årene 2000 og 2009, er nullerne. Ordenstallene er fremstillet af mængdetallene ved hjælp af et suffiks (med forskellige allomorfer) og i visse tilfælde stammeforandringer:

72

Numeraliernes struktur

tre : tredje fire : fjerde fem: femte seks : sjette

syv : syvende otte : ottende ni : niende ti : tiende

elleve : ellevte tolv : tolvte tretten : trettende etc.

Ordenstallene første og anden er suppletive, dvs. det er ikke den samme stamme, vi finder i henholdsvis en - første og to - anden. Talordene er på sin vis en åben ordklasse. Talrækken er som bekendt uendelig, og der­ for kan der i princippet altid dannes nye talord. Men eftersom det er de samme ordele­ menter, der indgår i de nye tal, kan talordene også betragtes som en lukket ordklasse.

73

9. Adjektiver (tillægsord)

J

Benævnelsen adjektiv kommer af latin nomen adjectivum, der betyder 'navn, som lægges til'. Adjektiverne udgør en åben ordklasse, og de betegner i reglen en egenskab eller kvalitet ved en referent, der for egen del er udtrykt ved et substantiv eller et pronomen. Semantisk set har adjektiverne således til opgave at beskrive, klassificere og modificere det omtalte. Bedstefar var en rar, gammel mand, og han kunne ikke kaldes dum, selv om han var naiv.

Adjektivernes struktur Adjektivernes struktur er enklere end substantivernes, men der forekommer ikke desto mindre både sammensatte og afledte adjektiver, f.eks. blå-sort, kæmpe-stor, spise-lig, spar-som, gymnasi-al, impuls-iv. (Se kapitel 3: Orddannelse). En stor gruppe adjektiver ender på -et (eller -t). Disse ord kan enten være dannet af substantiver, f.eks. bakket, be­ net, håret, sandet, eller verber, f.eks. gennemarbejdet (jf. arbejde), indforstået (jf.jorstå), henrykt (jf. rykke). l sidstnævnte tilfælde kan det være vanskeligt at afgøre, om der er tale om et verbum omlavet til adjektiv eller en perfektum participiumsform af et verbum. Ud­ slagsgivende er, i hvor høj grad ordet er blevet leksikaliseret som adjektiv. Såfremt ordet udelukkende optræder med adjektiviske funktioner, er det et adjektiv, men hvis det også kan have verbale funktioner, er det snarere en perfektum participiumsform. (Jf. s. l I I).

Adjektivernes funktion Adjektivernes funktion er at optræde som hovedord i adjektivsyntagmer. (Se endvidere kapitel 17). Adjektivsyntagmer bruges enten selvstændigt (f.eks. som prædikativ) eller optræder som adjektivattribut (adled) inden for et nominalsyntagme.

selvstændig funktion Pigen er køn. Drengen er glad. Børnene er søde.

attributiv funktion en køn pige en glad dreng de søde børn

Det er ofte muligt at forstærke et adjektiv ved tillæg af et gradsadverbium: en meget køn pige en særdeles g lad dreng

(adjektivsyntagme: meget køn, hovedord: køn) (adjektivsyntagme: særdeles glad, hovedord: glad)

Adjektiv brugt som hovedord i nominalsyntagme Bestemte adjektiver, såkaldt substantiverede adjektiver, kan optræde som hovedord i nominalsyntagme, dvs. på samme måde som et substantiv. Selve nominalsyntagmet kan bruges som subjekt, objekt eller styrelse til præposition:

74

Adjektivernes betydning

En stakkels fattig har det ikke nemt. Han huskede de mange hvide. Har du hørt noget fra den gamle?

(adjektivetfattig indgår i subjektet) (adjektivet hvid indgår i objektet) (adjektivet gammel indgår i styrelsen)

I udsagn af denne type synes et substantiv, som adjektivet kunne fungere som bestem­ melse af, at optræde implicit, f.eks. de fattige mennesker, den gamle mand. Adjektiver, der anvendes som substantiver, bibeholder deres adjektiviske bøjning, men de kan ikke desto mindre, som det fremgår af eksemplerne, få foranstillede bestemmelser som et sub­ stantiv. De kan også kasusbøjes, med genitiv-s: De fattiges liv er hårdt.

Adjektiv brugt som adverbial Mange adjektiver, som oftest med endelsen -t, kan bruges som adverbial. Eksempler:

adverbiel funktion Balder løber stærkt.

Hun læste alle bøgerne omhyggeligt.

Det var dumt gjort af dem.

Hun synger for højt.

Han skreg hysterisk.

Karin sov tungt.

Grammatik er sikkert spændende.

adjektivisk funktion Balder er stærk. Hun er omhyggelig. De er dumme. en høj lyd et hysterisk skrig en tung søvn et sikkert køretøj

Traditionelt er disse ord blevet regnet til ordklassen af adverbier, hvor -t er blevet be­ tragtet som et afledningssuffiks, der laver adjektiver om til adverbier. I denne fremstilling vælger vi en alternativ analyse: Ordklassen hos disse ord er adjektiv, formen er neutrum (jf. nedenfor), og funktionen er adverbial. Som oftest er betydningen hos et adjektiv an­ vendt som adverbial den samme som i den adjektiviske brug, men i visse tilfælde finder vi særlige betydninger. Formen sikkert i eksemplet herover betyder ikke det samme i den adverbielle og i den adjektiviske funktion. I tilfælde som disse er det motiveret at hævde, at ordet er gået fra at være et adjektiv til at være et adverbium. (Jf. s. 83.)

Adjektivernes betydning Som nævnt indledningsvis fremstiller adjektiver normalt egenskaber og kvaliteter, og der skelnes i reglen mellem de klassificerende og karakteriserende af slagsen. Et klassifice­ rende adjektiv angiver, at referenten tilhører en særlig klasse eller et særligt område: en fransk ost ::::: en ost fra Frankrig, en ost af en vis type et politisk spørgsmål ::::: et spørgsmål, der falder ind under det politiske område en ergonomisk stol ::::: en bestemt slags stol, der tager hensyn til bevægelsesapparatet Et karakteriserende adjektiv angiver på en friere måde egenskaber, som en referent kan tillægges, uden at denne indplaceres i en bestemt klasse.

75

Adjektiver (tillægsord)

en lækker ost et dumt spørgsmål en god stol

:::: en ost med den særlige kvalitet, at den er delikat, ikke en ost af en vis type :::: et spørgsmål, der udmærker sig ved at være tåbeligt J :::: en stol, der tilbyder generel komfort

Afhængigt af konteksten kan visse adjektiver både optræde som klassificerende og ka­ rakteriserende: en kvindelig læge :::: en læge, som tilhører kvindekønnet (klassificerende) en meget kvindelig læge :::: en kvindelig læge, som udmærker sig ved at være typisk for kvindekønnet (karakteriserende) Det sker også, at typisk klassificerende adjektiver bruges karakteriserende: Du er bare så dansk!

:::: du optræder på en måde, som er typisk for danskere

Især karakteriserende adjektiver udtrykker egenskaber, som kan op- og nedjusteres gen­ nem komparation (se senere) og med foranstillede gradsadverbier af typen meget, mere, mindre, mindst. Den adjektiviske betydning kan altså opfattes som relateret til en skala, hvor gradbestemmelserne angiver, hvor på skalaen vi befinder os. Den Den Den Den Den Den

er utrolig grøn. er meget grøn. er ganske grøn. er næsten grøn. er mindre grøn end min. er mest grøn.

Hun Hun Hun Hun Hun Hun

er helt vildt effektiv. er særdeles effektiv. er temmelig effektiv. er nogenlunde effektiv. er mere effektiv end ham. er mindst effektiv af alle.

Adjektivernes bøjning Adjektivernes bøjning forener strukturelle, funktionelle og semantiske aspekter. Det vil sige, at de forskellige bøjningskategorier både har forskellige former (f.eks. grøn - grøn­ nere - grønnest), betydninger (f.eks. neutral, højere og højeste grad) og funktioner (f.eks. at optræde i bestemt eller ubestemt nominalsyntagme: en sød dreng, den søde dreng). Uanske adjektiver har to overordnede bøjningskategorier: komparation, som er en selv­ stændig ordbøjning, der udtrykker grammatiske betydninger, og kongruensbøjning, som er en ordbøjning, der markerer adjektivets relation til det ord, som det bestemmer (nor­ malt et substantiv eller et pronomen).

Grundform eller stamme Adjektivets grundform eller statrune er ordet, som det optræder uden morfologiske en­ delser, f.eks. lyserød, enig, bange, gravid, moderne. Dette er også ordets opslagsform i en ordbog.

76

Adjektivernes bøjning

Komparation (gradbøjning) Komparation er en grammatisk kategori hos adjektiver (og et mindre antal adverbier), der afspejler det faktum, at adjektiver sædvanligvis henviser til egenskaber hos referenter, der er bærere af disse egenskaber i varierende styrkeforhold. Komparationen omfatter tre skridt: fra neutral (positiv), til højere (komparativ), til højeste grad (superlativ). Kom­ parationen kan enten være morfologisk (med morfemerne -ere og -est) eller perifrastisk (med funktionsordene mere og mest). a) Morfologisk komparation. Positiv svarer til adjektivets grundform, komparativ dannes ved bøjningsendelsen -ere og superlativ dannes ved endelsen -est. positiv glad flink mild sur rap barsk

komparativ glad-ere flink-ere mild-ere sur-ere rapp-ere barsk-ere

superlativ glad-est flink-est mild-est sur-est rapp-est barsk-est

(med konsonantfordobling)

Adjektiver, der ender på trykløst -el, -en og -er, får synkope, når de kompareres: simpel moden sikker tapper

simpl-ere modn-ere sikr-ere tapr-ere

simpl-est modn-est sikr-est tapr-est

(med konsonantbortfald) (med konsonantbortfald)

Adjektiver, som ender på suffikserne -ig, -lig og -som, har et kortere superlati vmorfem. Vi kan sige, at de har synkopering af det tryksvage -e i superlativendelsen: yndig dejlig tidlig langsom

yndig-ere dejlig-ere tidlig-ere langsomm-ere

yndig-st dejlig-st tidlig-st langsom-st

Som det fremgår af eksemplet herover, får adjektiver, der ender på -som, konsonantfor­ dobling i komparativ. Ved en række almindelige adjektiver forekommer vokalskift i stammen, når de grad­ bøjes, og i den forbindelse kan endelserne også have en ko1tere form: -re og -st. lang stor ung

læng-ere stør-re yng-re

læng-st stør-st yng-st

77

Adjektiver (tillægsord)

Visse højfrekvente adjektiver (eller i nogle tilfælde pronomener jf. s. 95) har suppletiv bøjning, dvs. stammeskift i positiv og superlativ: få gammel god lille mange meget nær slem

færre ældre bedre mindre flere mere nærmere værre

J

færrest ældst bedst mindst flest mest nærmest værst

En lille gruppe adjektiver med relationel betydning har ufuldstændig komparation.

positiv

komparativ indre ydre øvre

superlativ inderst yderst øverst forrest mellemst underst først sidst

En forstærket form af superlativ kan dannes med forleddet aller-. Lone er alligevel den allerklogeste. Hun er den allersødeste lille pige.

b) Perifrastisk komparation. For de fleste adjektiver, som kan kompareres morfologisk, findes også den perifrastiske komparation som mulighed. Her anvendes hjælpeordene mere, mest, der fungerer som foranstillede gradsord til adjektivet. Der foreligger ingen betydningsforskel mellem morfologisk og perifrastisk komparation. glad glad effektiv effektiv

gladere mere glad effektivere mere effektiv

gladest mest glad effektivest mest effektiv

T nogle (ofte lange) adjektiver, hvor morfologisk bøjning ville afstedkomme udtalemæs­ sige vanskeligheder, er den perifrastiske gradbøjning (nærmest) obligatorisk. Eksem ­ pier:

78

Adjektivernes bøjning

populær populær rasende rasende dyrisk kompliceret

?populærere mere populær *rasendere mere rasende mere dyrisk mere kompliceret

(?)populærest mest populær *rasendest mest rasende mest dyrisk mest kompliceret

Ikke alle adjektiver kan gradbøjes. Visse egenskaber er kendetegnet ved at være binæ­ re: enten foreligger de, eller også gør de ikke. Eksempler er gravid, død, trekantet, oval: gravid gravid

*gravidere *mere gravid

*gravidest *mest gravid

Normalt kan disse ord heller ikke bestemmes af andre gradbetegnelser: *meget gravid, *lidt gravid. Bemærk dog, at visse ord af denne type kan gradbøjes, når de benyttes meta­ forisk (i overført betydning). Et menneske kan f.eks. være mere eller mindre.firkantet el­ ler mere død end levende. Klassificerende adjektiver får gerne en mere karakteriserede betydning, hvis de kom­ pareres: Hun er mere fransk end ham. (::::: hun opfører sig i højere grad på en typisk fransk måde, end hvad han gør) Adjektiver, der bruges som adverbial, kan kompareres på almindelig vis: Han grinede højest af alle i biografen.

Kåre løber hurtigere end Bo.

Anne taler mere naturligt end Karin.

Kongruensbøjning Et adjektiv i grundform kongruensbøjes normalt efter det ord, som det bestemmer, uan­ set om det optræder attributivt eller selvstændigt. Kongruensbøjningen gælder genus (utrum og neutrum) og numerus (singularis og pluralis). Utrum singularisformen er lig med grundformen (gul, sur); neutrum singularisformen har endelsen -t (gult , surt). Adjektiver bøjes ikke efter biologisk køn (den store pige, den store dreng). Pluralis­ formen har endelsen -e (gule , sure). Et adjektiv i attributiv stilling bøjes også i species (= bestemthed): ubestemt og bestemt. Denne bøjning retter sig efter hele nominal­ syntagmet og ikke kun hovedordet. Den ubestemte form er identisk med grundfor­ men (gul , sur); bestemthedsformen har endelsen -e (gule, sure). Både adjektiver i po ­ sitiv og i superlativ kongruensbøjes i bestemthed: en hurtig hest; den hurtige hest; he ­ sten er hurtigst; den hurtigste hest. Adjektiver i komparativ kongruensbøjes ikke, f.eks. Hun kunne godt have købt en hurtigere hest; Hun kunne godt have købt den hurtigere hest.

79

Adjektiver (tillægsord)

Oversigt over adjektivernes species-, genus- og numerusbøjning bestemt

species:

ubestemt

genus:

utrum

neutrum

utrum og neutrum

numerus: singularis

gul

gul-t

gul-e

J

gul-e

numerus: pluralis

Genus Genusbøjning forekommer kun i singularis ubestemt. Utrum er identisk med grundfor­ men, neutrum har endelsen -t. utrum en stor bil en fin bil en gammel dame en ung mand Den er lækker. Farven er gul. Borgen er stor.

neutrum et stor-t barn et fin-t hus et garnmel-t hus et ung-t menneske Det er lækker-t. Huset er gul-t. Slottet er stor-t.

Der findes en række undtagelser fra den regelmæssige dannelse af neutrumsformen: Såfremt en neutrumsform med flere stavelser ender på -isk, tilføjes ikke et -t, f.eks. et kategorisk udsagn, et erotisk blad, et lyrisk digt, et kritisk indlæg. Ender adjektivet på -sk, kan det aldrig få -t, når der er tale om nationalitet eller geografisk tilhørsfor­ hold (f.eks. spansk, dansk, jysk). Det samme gælder ord afledt af personnavne (luthe­ ransk, holbergsk, peter høegsk). Er der tale om enstavelsesord på -sk, der ikke fal­ der ind under kategorierne nævnt herover, er -t valgfrit, f.eks. lumsk(t), fjendsk(!), dvask(t). Såfremt adjektivet ender på tryksvagt -e, tilføjes-tikke i neutrum, f.eks. et ringe møde, et lille barn. Ord, der ender på andre vokaler, har dog i reglen t-endelse: et blåt øje, et nyt hus, et frit fald. Hvis adjektivet ender på -d, tilføjes ikke altid -t i neutrum, f.eks. en glad pige, et glad barn; en lærd person, et lærd menneske. Men dette gælder ikke alle adjektiver, f.eks. blødt og rødt har tilføjelse af -t. Hvis adjektivet ender på -t, tilføjes ikke et ekstra -t på neutrumsformen, og vi får t-endelse også i utrurn, f.eks. et utæt hus, en utæt gryde. Ord, der i grundform ender på -s, får heller ikke tilføjet t-endelse i neutrum, f.eks. et afsides værelse, et gammeldags hus, et stakkels barn. Adjektiv på -vis har valgfrit -t i neutrum: et gradvis/gradvist fremskridt. Kongruensbøjning forekommer ikke hos adjektiver brugt som adverbial, eftersom de ikke har et nominalt led som hovedord, de eventuelt kunne kongruere med.

11

80

Adjektivernes bøjning

Adverbial Han arbejder ihærdigt. Dyret arbejder ihærdigt. Drengene arbejder ihærdigt.

Adjektiv selvstændigt Han er ihærdig. Dyret er ihærdigt. Drengene er ihærdige.

attributivt en ihærdig mand et ihærdigt dyr ihærdige drenge

De særlige regler for t-endelsen hos adjektiver brugt som adverbial vender vi tilbage til. t

•

Numerus De fleste adjektiver kan numerusbøjes. I pluralis bestemt og ubestemt form har adjekti­ verne e-endelse både i utrum og neutrum. Adjektivernes pluralisform er identisk med be­ stemthedsformen, jf. nedenfor: Adjektivets e-form. singularis

pluralis, ubestemt og bestemt

utrum

en god bil en flot aflevering

mange/de gode biler mange/de flotte afleveringer

neutrum

et godt skuespil etflot hus

mange/de gode skuespil mange/de flotte huse

Adjektivet lille har suppletiv pluralisform: et lille hus/det lille hus, men de små huse.

Species Adjektivet kongruensbøjes i species efter hele nominalsyntagmet. Den ubestemte form singularis har grundform i utrum og t-endelse i neutrum. Den bestemte form singularis har e-endelse i begge genus. utrum ubestemt en gul sol en ung mand

bestemt den gule sol den unge mand

neutrum ubestemt et gult stakit et ungt sind

bestemt det gule stakit det unge sind

Pluralis har e-endelse i både bestemt og ubestemt:

ubestemt gule sole unge mænd

bestemt

de gule sole

de unge mænd

I bestemt form tillægges e-endelse også i superlativ:

ubestemt Han er stærkest.

bestemt Han er den stærkeste.

81

Adjektiver (tillægsord)

Hun er smukkest. Han er yngst.

Hun er den smukkeste. Han er den yngste elev.

En stivnet bøjningsendelse i adjektivernes bestemthedsform findes i endelsen -en (op­ rindeligt akkusativ, maskulinum, singularis), der i dag fremtræder som højtidelig og an­ tikveret, f.eks. Kong Christian stod ved højen mast.

Adjektivets e-form Adjektivets e-form bruges, når det kongruensbøjes i pluralis eller bestemthed. Adjektiver, der ender på -el, -en og -er i grundform, har synkope og evt. bortfald af dobbeltkonsonant i e-formen: gammel enkel erfaren sikker tapper

gaml-e enkl-e erfarn-e sikr-e tapr-e

*garnmele *enkele *erfarene *sikkere *tappere

Adjektiver, der ender på enkelt konsonant i grundform, kan få konsonantfordobling i e­ formen: grøn rap

grønn-e rapp-e

Adjektiver, der ender på vokal, får ikke e-endelse, f.eks. de lilla tekstiler, den blå mand fra Mars. Undtagelser herfra er ordene ny ogfri, hvor e-endelsen er valgfri,jf. de frie lan­ de/de fri lande, den nye tid/den ny tid. Nogle flerstavelsesord, der ender på -s, får ikke e-endelse, f.eks. Husene er gammel­ dags i Dragør. Adjektiver (og participier), der ender på -et, får i pluralis og bestemt form ede-endelse, f.eks. snavset: snavsede, stribet: stribede,farvet: farvede, langhåret: langhårede, plettet: plettede, forvirret: forvirrede.

Undtagelser fra kongruensreglerne Adjektiver (og participier), der ender på -et, opviser i visse tilfælde undtagelser fra kon­ gruensreglerne. Når adjektivet står selvstændigt, kan det bruges uden -e i pluralis: selvstændig funktion bordet er snavset bordene er snavset bordene er snavsede

attributiv funktion et snavset bord to snavsede borde *to snavset borde.

Også ved adjektiver på -som forekommer undtagelser fra pluraliskongruensen stændig stilling: Vi må være overfølsom(me) overfor støv.

82

selv­

Adjektiv eller adverbium?

Regler for t-endelsen hos adjektiver brugt som adverbial Adjektiv brugt som adverbial optræder normalt i t-form, dvs. en form, der svarer til neu­ trumsformen, og tilføjelsen af -t følger stort set samme regler som hos adjektiver med andre funktioner, f.eks. stærkt, sjovt, dårligt; fantastisk, dyrisk. I visse tilfælde gælder dog speci­ fikke regler for den adverbielle funktion. Adjektiver med endelserne -ig og -lig har f.eks. al­ tid t-endelse, når de betegner måden, hvorpå en handling udføres (if. mådesadverbial), men når andre omstændigheder, f.eks. tid, skal angives, er endelsen -t optionel (dvs. valgfri). Adjektiv som mådesadverbial (obligatorisk -t) Betty opførte sig noget uheldigt. Han sang herligt. Kan du ikke arbejde selvstændigt! Suppen dufter dejligt! Adjektiv i andre adverbielle funktioner (optionelt -t) De kommer tidlig(!). Han kommer jævnlig(t) for sent.

(tidsadverbial) (tidsadverbial)

I visse tilfælde er tillæg af -t stort set ikke muligt: Der var forfærdelig mange børn til koncerten. De har en lovlig stor have. Han kom selv.følgelig for sent. Han havde nemlig købt en Audi.

(gradsadverbial) (gradsadverbial) (attitudeadverbial) (konnektionsadverbial)

I princippet kan vi sige, at disse ord er leksikaliserede som adverbier, jf. næste afsnit.

Adjektiv eller adverbium? Det kan være vanskeligt at afgøre, hvorvidt ord, der ender på -ig og -lig, tilhører ord­ klassen adjektiv eller adverbium. Grundreglen er, at ord, som får -t, når de bruges adver­ bielt, og har samme betydning som modsvarende adjektiv, også skal bestemmes som ad­ jektiv. Eksempler: en høj mast et venligt svar

Hun klatrer højt. Hun svarede venligt.

Når t-endelsen er optionel eller ikke kan bruges, og ordet i sin adverbielle funktion har udviklet (mere eller mindre) specifikke betydninger, er der tale om leksikaliserede ad­ verbier. Eksempler: Filmen var frygtelig. [frygtelig::: 'dårlig'; frygtelig er adjektiv]

Filmen var frygtelig dårlig. [frygtelig::: 'meget';frygtelig er adverbium]

83

Adjektiver (tillægsord)

1 den virkelige verden [virkelige :::: 'reelle'; virkelige er adjektiv]

Hun er virkelig sød. [virkelig:::: ' meget'; virkelig er adverbium]

J

Rustbeskyttelsen er garanteret i tre år. [garanteret:::: 'indgår i garantien', garanteret

er adjektiv eller perfektum participium]

Han har garanteret ingen penge. [garanteret:::: 'sandsynligvis', garanteret er adver­

bium]

Andre leksikaliserede adverbier er f.eks.: bestandig, daglig(t), egentlig, endelig, følgelig, lovlig, mægtig(t), morderlig(t), navnlig, nemlig, nylig, pludselig, samtidig, sandelig, selvfølgelig, stadig, temmelig, umådelig, visselig

84

10. Pronomener (stedord)

Pronomen, af pro nomen, '(i stedet) for navn(eord)', er en lille og lukket ordklasse be­ stående af funktionsord. Pronomenerne har, som navnet angiver, i reglen til opgave at er­ statte andre ord og ordforbindelser. De viser ofte på en meget økonomisk måde, hvordan det, der ytres, skal relateres til konteksten. En del pronomener er særdeles højfrekvente i naturlig tekst og tale. Nogle pronomener indgår i paradigmer med flere forskellige grammatiske kategorier (f.eks. singularis : pluralis; nominativ : akkusativ : genitiv), hvoraf flere er fælles for pro­ nomen, substantiv og adjektiv. Bemærk dog, at hvor substantiverne har to kasus, nomi­ nativ og genitiv, har pronomenerne tre: nominativ, genitiv og akkusativ. Der skelnes mellem flere forskellige typer af pronomener: personlige pronomener (in­ klusiv possessive, refleksive og reciprokke pronomener), demonstrative pronomener, interrogative (og relative) pronomener samt øvrige pronomener.

Pronomenernes struktur Pronomenernes indre struktur er ikke synderligt varieret. De er oftest korte, og de er hver­ ken afledte eller sammensatte. Undtagelser udgør sammensætningerne hinanden og hver­ andre. De fleste pronomener kan bøjes, og det sker enten med endelser: den - dens, det - dets, min - mit - mine eller med særlige ordformer, dvs. suppletivt: jeg - mig.

Pronomenernes funktion Pronomenerne har primært to syntaktiske funktioner: selvstændig og attributiv. Når pro­ nomenet optræder på egen hånd, er det i stedet for et nominalsyntagme. Vi kan i den for­ bindelse sige, at pronomenets funktion er nominal (eller substantivisk), dvs. pronomenet fungerer som eller erstatter et substantiv. Hun er sød. Hun er sød. Hun er sød.

Hvem er sød? Hvem er sød? Hvem er sød?

jf. Pigen er sød. jf. Den lille pige er sød. jf. Pigen med det lange hår er sød.

Når pronomenet har en attributiv funktion, indgår det som determinativ i et nominalsyn­ tagme; det vil sige, at det optræder næsten som et adjektiv. I følgende eksempler marke­ rer kursiv hele nominalsyntagmet, mens understregningen markerer pronomenet. Denne lille pige er sød.

Begge piger(ne) er søde.

Nogle piger med langt lyst hår er søde.

Min ældste datter hedder Lene.

Hvilken pige med langt lyst hår synes du er sødest?

85

Pronomener (stedord)

Mange pronomener kongruensbøjes (i numerus og genus) efter deres hovedord eller kor­ relat. I denne henseende ligner pronomenet et adjektiv. Din bog er flottest. Dit hår er flottest. Dine kager er flottest.

Hvilken bog er flottest? Hvilket hår er flottest? Hvilke kager er flottest?

Pronomenernes betydning Pronomener er grammatiske eller funktionelle ord med et begrænset semantisk indhold. I stedet optager de betydning fra konteksten (samtalesituationen eller den lingvistiske kontekst). Til trods for det ringe selvstændige semantiske indhold kan de formidle infor­ mation såsom antal (ental : flertal , f.eks. denne - disse), biologisk køn (han - hun), be­ stemt og ubestemt (disse - nogle). I forhold til konteksten har pronomenerne to måder at referere på: deiktisk reference og anaforisk reference. En tredje, mindre almindelig type, er kataforisk reference. a) Deiktisk reference. Pronomenet henviser til en konkret størrelse (en referent) i den pragmatiske kontekst, dvs. det henviser til nogen eller noget, der er til stede i selve sam­ talesituationen. Ordet deiksis er græsk og betyder 'udpegning'. Et pronomen, som bru­ ges deiktisk, henter altså sin betydning i den virkelighed, sproget bliver produce­ ret i.

Vi kommer nu! Det er bare mig! Den bolle ser gammel ud. Disse boller er gamle! Forudsætningen for, at udsagn af ovenstående type skal fungere efter hensigten, er, at af­ sender og modtager opholder sig inden for samme, nærværende referenceramme. Hvilke personer eller ting, som omfattes af betegnelserne vi, mig, den og disse, kan kun udledes på baggrund af den aktuelle samtalesituation. Der er ingen tidslig afstand mellem tids­ punktet og stedet for udsagnets tilblivelse (indkodningstid) og tidspunktet for udsagnets modtagelse (afkodningstid). b) Anaforisk reference. Pronomenet henviser til en sproglig enhed (et nominalsyn­ tagme eller en hel sætning) i den forudgående sproglige kontekst. Den sproglige enhed, som pronomenet henviser til, kaldes korrelat. I følgende eksempler er korrelatet marke­ ret med streg, og pronomenet, der på anaforisk vis henviser til korrelatet, er markeret med kursiv. Ulla kender en mand fra Finland Han er læge. Han har en helt ny Fiat Lupo. Den er blå. Vi har aldrig set vores nye naboer. Men vi kan høre deres barn skrige hver nat. Skatterne er høje i Danmark. Det er der mange, der ikke kan lide.

86

Forskellige slags pronomener og deres bøjning

Hvor deiktisk reference knytter direkte an til den ekstralingvistiske virkelighed, er ana­ forisk reference intratekstuel eller intralingvistisk, altså en udpegning, der finder sted inden for den virkelighed, sproget selv har skabt. c) Kataforisk reference. Pronomenet henviser til et korrelat (normalt et nominalsyn­ tagme) i den efterfølgende sproglige kontekst.

Hun kommer nok senere, sygeplejersken. De kommer fra et stort land, svenskerne. Kataforisk reference kan ofte også beskrives som en fordobling af et sætningsled, jf. s. 218.

Forskellige slags pronomener og deres bøjning Personlige pronomener Personlige pronomener bruges for at udpege eller henvise til de personer, der indgår i samtalerummet, og de referenter af forskellig type, som samtalen eller teksten omhand­ ler. Særlige typer af personlige pronomener er possessive, refleksive, refleksivt possessi­ ve samt reciprokke pronomener. Personlige pronomener kan optræde i følgende katego­ rier: person: 1. person, 2. person, 3. person; genus: utrum, neutrum; biologisk køn: han­ køn, hun-køn; numerus: singularis, pluralis; kasus: nominativ, akkusativ, genitiv. De personlige pronomener kan betegnes som definitte (bestemte), eftersom de i reglen henviser til noget, som taleren formoder, at tilhøreren kan identificere på baggrund af konteksten. (Jf. indefinitte pronomener, se senere). Person. l. person angiver den eller dem, som taler:jeg, mig, min; vi, os, vores; 2. per­ son angiver den eller dem, der bliver tiltalt: du, dig, din; /, jer, jeres. 2. persons prono­ mener kan derfor også kaldes tiltalepronomener. 3. person henviser til den, det eller dem, som bliver omtalt: han, ham, hans; hun, hende, hendes; den, det, dens, dets; de, dem, deres. I princippet har I. og 2. persons personlige pronomener altid deiktisk refe­ rence, eftersom rollefordelingen mellem jeg og du afgøres i selve udsigelsesøjeblikket, og distributionen af jeg og du kan løbende alternere, hvis samtalepartnernes replikker af­ løser hinanden. 3. persons personlige pronomener kan fungere enten deiktisk eller ana­ forisk. Eksempel:

Han har jo ikke noget tøj på! [dvs. ham, som alle kigger på; han har deiktisk reference] Alle kigger på kongen. Han har ikke noget tøj på. [han har anaforisk reference og henviser til korrelatet kongen I I 2. person singularis og pluralis finder vi også en særlig tiltaleform for høflig tiltale: De, Dem, Deres: Vil De være så venlig at gå? [jf. Vil du være så venlig at gå?]

Har De alle Deres ting med Dem? [jf. Har I alle jeres ting med jer?]

87

Pronomener (stedord)

Versalen (det store bogstav) i De, Dem, Deres bruges for at adskille pronomenet fra 3. person pluralis. I 2. person pluralis bogstaveres I med versal for at markere forskellen fra præpositionen i. I Biologisk køn. To pronomener, han og hun (med akkusativ ham, hende og genitiv hans, hendes) , angiver biologisk køn. Der refereres til størrelser af han- og hunkøn, som vi kender dem i den ekstralingvistiske verden. Pigen, hun er køn. Drengen, han er køn. Pronomener med biologisk køn bruges altid, når der er tale om animate referenter i form af mennesker. Genus. Pronomenerne den og det angiver grammatisk, dvs. ikke-referentielt, køn: utrum (den) og neutrum (det). Brandbilen? Den er kørt forbi. Toget? Det kommer snart. Også andre pronomener kongruensbøjes i utrum og neutrum efter deres hovedord: min brandbil, dit tog. I visse tilfælde kan genusdistinktionen indsætte en betydningsforskel. Utrum kan f.eks. være et tegn på, at der er tale om en tællelig og velafgrænset størrelse, modsat neutrum, som betegner noget abstrakt og utælleligt, jf. f.eks. Så du det?; Så du den? Visse utrums ­ ord kan desuden kombineres med neutrumspronomenet det for at angive utællelig mæng­ de, f.eks. Er du sød at tørre det mælk op nu? Hvor er det vin, der stod i køkkenet? Numerus. Singularis angiver, at der er tale om ental, f.eks. jeg, mig, du, dig, han, hun, den, det. Pluralis angiver, at der er tale om flertal, f.eks. vi, os, I, jer, de, dem. Visse pro­ nomener kongruensbøjes i numerus efter deres hovedord: min brandbil, mine brandbiler, dit tog, dine tog. Kasus. Kasus bruges for at markere pronomenets sætningsfunktion. Hvor substanti­ verne kun har to kasus (nominativ og genitiv), har de personlige pronomener tre kasus på dansk. Nominativ markerer normalt subjektsfunktion, f.eks. jeg, du, han, hun, vi, I, de. Akkusativ anvendes, når pronomenet står som objekt i en sætning eller efter en præposi­ tion (dvs. som styrelse), f.eks. mig, dig, ham, hende, os, jer, dem. (Se senere). Jeg vil gerne se dig snart. Du har intet at lære dem. De har købt en lagkage til os.

Ueg optræder som subjekt, dig som objekt] [du optræder som subjekt, dem som objekt] [de optræder som subjekt, os står som styrelse]

Det er ikke alle personlige pronomener, der har en særlig akkusativform, f.eks. har den og det den samme form som subj ekt og objekt. Den [subjekt] er sød. Det tsubjekt] er sødt.

88

Jeg tager den [objekt]. Jeg køber det [objekt].

Forskellige slags pronomener og deres bøjning

Når personlige pronomener optræder som genitivattribut til substantiv, benyttes særlige former, som signalerer genitiv. Ligesom det gjaldt substantiver, er den morfologiske ge­ nitivendelse -s: han - hans, hende - hendes, den - dens, det - dets. Men det er ikke alle personlige pronomener, der har en regelmæssig genitivform: >rjegs, *dus, *vis, *Is, *des. I stedet findes erstatningsord (dvs. suppletive ord) i form af (de ubøjelige) vores, jeres, deres, eller den særlige type af pronomen, vi kalder possessive: min, din. Eksempel: Hans hest er smukkere end hendes hest. [hans og hendes er personlige pronomener i genitiv] Min hest er smukkere end din hest. [min og din er possessive pronomener] Et possessivt pronomen kongruensbøjes efter genus og numerus hos det substantiv, det lægger sig til, hvilket et personligt pronomen i genitiv ikke gør. Din bog er flottest. Dit hår er flottest. Dine kager er flottest.

Hendes bog er flottest. Hendes hår er flottest. Hendes kager er flottest.

De to pluralispronomener vores og jeres har tidligere været possessive pronomener, som kongruerede med deres hovedord (vort hus, vor bil, vore huselbiler;jert hus,jer hest,jere huse/heste). Men jer, jert ogjere er forsvundet ud af sproget til fordel for jeres, mens de kongruensbøjede vor, vort og vore veksler med det ubøjelige vores. Sproghistorisk ser vi en udvikling fra et system med possessive pronomener i både singularis og pluralis i 1. og 2. person til et system, hvor vi kun har possessive pronomener i singularis ( I. og 2. person). I denne proces befinder vor, vort, vore og vores sig på et mellemtrin, hvor beg­ ge udtryksmuligheder er kurante i sproget. I særdeles formel sprogbrug, f.eks. i religiøse sammenhænge, forekommer reliktfor­ merne eder og eders som personlige pronomener i 2. person pluralis.

Oversigt over personlige og possessive pronomener nominativ

akkusativ

genitiv

possessiv

/.personsingularis

jeg

mig

-

min, mit, mine

2. person singularis

du

dig

-

din, dit, dine

3. person sing. han-køn

han

ham

hans

-

3. person sing. hun-køn

hun

hende

hendes

-

3. person sing. utrum

den

dens

-

3. person sing. neutrum

det

dets

-

/.personpluralis

vi

os

vores

vor, vort, vore

2. person pluralis

I

jer

jeres

-

3. person pluralis

de

dem

deres

-

89

Pronomener (stedord)

Brugen af pronomener i nominativ og akkusativ Hovedfordelingen i skriftsprog mellem pronomener i nominativ og akkusativ er, som sagt, at nominativformen bruges, når pronomenet er subjekt (Han har penge), akkusaJ tivformen, når pronomenet er objekt (Vi.forsørger ham) eller styrelse (Vi tog pengene fra ham). I det følgende redegøres kortfattet for brugen af kasusformerne i nogle andre ty­ per af syntaktiske kontekster: a) Når pronomenet optræder som prædikativ, bruges akkusativform: Det var ikke ham, det var hende. Det er bare mig. b) Når pronomenet optræder i sætningskløvning (jf. s. 240), bruges akkusativform: Det var ham, som kom. Det var dig, jeg mødte. Det må have været os, Karl har set. c) Når pronomenet har et efterstillet attribut, bruges akkusativform, især sprog:

tale­

Hende med hunden hedder Ann. Ham derovre er Peter. Dem med langt hår er pænest. Ham Dino er sjov. Dem, som piber, må klare sig selv.

d) Ved sideordnede pronomener, der optræder som subjekt, bruges normalt akkusativ­ form, især når subjektet er trykstærkt. Ham og mig er uvenner.

I skriftsprog frarådes som regel brugen af akkusativform ved sideordnede subjekter.

Refleksivt pronomen: sig I dansk findes der en lang række verber, som konstrueres refleksivt, dvs. med et prono­ minelt objekt, der viser tilbage til subjektet, f.eks. hygge sig, Lægge sig, hvile sig, sætte sig. Vi kan sige, at et refleksivt personligt pronomen udpeger objektet, når objektet og subjektet henviser til den samme person. Jf. Jeg slog mig og Jeg slog Per. Det er kun i 3. person, singularis og pluralis, der optræder et særligt refleksivt pronomen: sig. I de andre personer bruges det personlige pronomen i akkusativ også som refleksivt pronomen: mig, dig, os,jer. Eksempel:

90

Forskellige slags pronomener og deres bøjning

1. 2. 3. 3. 3. 3. I. 2. 3.

person sing. person sing. person sing., person sing., person sing., person sing., person plur. person plur. person plur.

hankøn hunkøn utrum neutrum

Jeg slog mig. Du slog dig. Han slog sig. Hun slog sig. Den (bjørnen) slog sig. Det (dyret) slog sig. Vi slog os. I slogjer. De slog sig.

Takket være det særlige refleksive pronomen kan følgende distinktion markeres i dansk på en yderst ordknap og økonomisk måde: Han slog sig. Han slog ham.

[han slog sig selv]

[han slog en anden]

Refleksivt possessivt pronomen: sin, sit, sine Når et pronomen, der fungerer som genitivattribut, henviser til subjektet, benyttes et sær­ ligt possessivt pronomen i 3. person singularis: sin, sit, sine. I øvrige former bruges de nlmindelige possessive pronomener eller et pronomen i genitiv. Eksempel: 1. 2. 3. 3. 3. 3.

person person person person person person 1. person 2. person 3. person

sing. sing. sing., sing., sing., sing., plur. plur. plur.

han-køn hun-køn utrum neutrum

Jeg tog mit tøj og gik. Du tog dit tøj og gik. Han tog sit tøj og gik. Hun tog sit tøj og gik. Den (bjørnen) tog sine unger og gik. Det (dyret) tog sine unger og gik. Vi tog vores tøj og gik. I togjeres tøj og gik. De tog deres tøj og gik.

Det refleksive possessive pronomen kongruensbøjes som øvrige possessive pronomener: Hun praler med sin bog.

Hun praler med sit hår.

Hun praler med sine kager.

Takket være det særlige refleksive possessive pronomen er følgende distinktion mu­ lig: Han tog sit tøj. Han tog hans tøj.

[han tog sit eget tøj]

[han tog en andens tøjl

91

Pronomener (stedord)

Distinktionen kan ikke laves i pluralis: [enten deres eget tøj eller nogle andres tøj]

De tog deres tøj.

)

Sammenlign med engelsk, hvor distinktionen også er fraværende i singularis: He took his clothes (enten hans eget eller en andens tøj). I moderne dansk ser vi en tendens til, at pro­ nomenbrugen nærmer sig den engelske, hvor vi altså ikke finder et særligt refleksivt pos­ sessivt pronomen. Vi støder f.eks. ikke sjældent på sætninger som Manden har fået fra­ taget hans(= sine) normer allerede i barndommen. Denne brug af det personlige prono­ men, der samtidig er et ældre dialekttræk i jysk, bliver i reglen frarådet i skriftsprog, men den udbredte anvendelse i talesprog indikerer, at denne del af det danske pronomensy­ stem er under forandring. Reciprokke pronomener (gensidige stedord) Sammensætningerne (og synonymerne) hinanden og hverandre benævnes reciprokke pronomener, og de henviser til et indbyrdes forhold, der vedrører et pluralissubjekt. I dag opfattes hverandre som antikveret og er på vej ud af sproget. Drengene slog hinanden. Vi mødte hinanden i Island. De fem københavnske fodboldklubber satte hinanden stævne. Personlige pronomener i andre sprog Andre sprog har pronomensystemer, der udviser større eller mindre kompleksitet end det danske. I tysk finder vi f.eks. fire kasus: nominativ (ich), genitiv (mein), dativ (mir) og akkusativ (mich). I italiensk er det normalt ikke nødvendigt at bruge subjektspronome­ ner, eftersom informationen om subjektets person og numerus ligger i verbernes bøjning. Eksempel:

dansk jeg taler du taler han, hun taler etc.

italiensk parlo parli paria

Demonstrative pronomener (påpegende stedord) Demonstrative pronomener bruges til at udpege og fremhæve en referent i samtalerum­ met eller tekstsammenhængen, ofte med henblik på at kontrastere den mod andre refe­ renter: denne bog (og ikke de andre, som også ligger på bordet). Særlige demonstrative pronomener er denne, dette og disse, men pronomenerne den, det og de kan også bruges demonstrativt. Demonstrative pronomener har altid tryk, og de optræder normalt attributivt, dvs. i for­ bindelse med et substantiv, som de kongruerer med i genus og numerus. Efter det sub­

92

Forskellige slags pronomener og deres bøjning

stantiviske hovedord kan der følge en ledsætning, som nærmere præciserer, hvi lken refe­ rent der tilsigtes.

Den kop vil jeg ikke drikke af. Det blad, som ligger på sofaen, må du låne. De huse er bare dejlige. Denne lodseddel er en vinder. Dette bord er hæsligt! Disse strømper vil jeg ikke gå med. Det substantiviske hovedord behøver ikke at være anført. Det kan fremgå af konteksten, hvad der bliver henvist til. I disse tilfælde fungerer de demonstrative pronomener rent deiktisk.

Den vil jeg have! (f.eks. om en lækker kage) Det vil jeg have! (f.eks. om et smukt ur) I demonstrativ funktion optræder også kombinationer af pronomen + adverbierne her og der. Adverbierne kan enten stå foran eller efter det substantiviske hovedord.

Denne her kage æder jeg altså ikke. Det ur der vil jeg gerne have. De huse her ligger bare smukt. Den der vil jeg have! (f.eks. om en is) Et forældet demonstrativt pronomen er hin: Hin salme er skrevet af Brorson.

Interrogative (spørgende) og relative pronomener Interrogative pronomener (spørgepronomener) indleder en spørgende sætning, der enten er en helsætning (direkte spørgesætning) eller en ledsætning (indirekte spørgesætning). I skrift indledes de interrogative pronomener af hv-, og sammen med interrogative adver­ bier, som også har begyndelsesbogstaverne hv-, tilhører de gruppen af ord kaldet hv-ord. De mest almindelige interrogative pronomener er hvem (om animate referenter af begge køn), hvis (genitiv af hvem), hvad (om inanimate referenter), hvilken (singularis, utrum), hvilket (singularis, neutrum), hvilke (pluralis). Pronomenerne hvem og hvad optræder selvstændigt, mens hvilken (hvilket, hvilke) og hvis i reglen optræder attributivt, dvs. sam­ men med substantiver, medmindre det implicit fremgår af konteksten, hvilken referent der henvises til. Det pronomenelle hv-ord, eller det syntagme, det indgår i, fungerer som nominalled i spørgesætningen. Eksempler:

helsætning Hvad er det, du siger? Hvem er den skyldige? Hvilken slags is vil du have? Hvilken vil du have?

ledsætning Jeg kan ikke høre, hvad du siger. Hun spurgte, hvem der var den skyldige. Jeg ved aldrig, hvilken slags is han vil have. Ved du, hvilken du vil have?

93

Pronomener (stedord)

Hvilket hus bor du i? Hvis kage er denne her? Hvis er det?

Jeg ved ikke, hvilket hus du bor i. Han gættede, hvis kage det var. Ved du, hvis det er?

De interrogative pronomener kan også fungere som indledere af en relativ ledsætning, og når de udfylder denne funktion, kan de i princippet kaldes for relative pronomener. En relativ ledsætning optræder oftest som efterstillet bestemmelse til et substantiv(= korre­ latet). En interrogativ ledsætning har ikke noget korrelat. I følgende eksempler er korre­ latet markeret med understregning, og pronomenet, som indleder relativledsætningen, er angivet med kursiv. Har du læst bogen. hvis forfatter jeg kender? De har revet huset ned, i hvilket jeg boede som barn. Husets ejer, med hvem jeg ikke står på talefod, er rejst udenlands. Husets ejere, med hvilke jeg ikke står på talefod, er rejst udenlands. Som det fremgår af eksemplerne, er der ofte et stift skriftsprogspræg over relative led­ sætninger indledt af pronomener som hvem, hvis og hvilken. De neutrale relative indle­ dere er som og der (se kapitel 14: Konjunktioner). bogen, som ingen vil læse børnene, som jeg kender pigen, der har langt blondt hår børnene, der bor i huset En relativ ledsætning indledt af hvilket eller hvad kan også have en helsætning som kor­ relat: Hun slog ham, hvilket undrede mig. Husets ejer skylder mig penge, hvad jeg ikke føler mig tryg ved. Ordet hvis bruges også som indleder af en betingelsesledsætning (Hvis du tør, må du ger­ ne prøve). Det er ikke ualmindeligt, at de funktionelle småord har flere forskellige funk­ tioner og dermed også optræder inden for forskellige ordklasser.

Øvrige pronomener Ud over de pronomener, vi foreløbig har gennemgået, findes der en række pronomener, som er vanskelige at inddele efter helt entydige principper. En mindre del af dem optræ­ der især selvstændigt (f.eks. man, alting), mens andre er tilbøjelige til at stå attributivt (f.eks. en anden bil, sådan en hest). Visse pronomener, der optræder attributivt, kongru­ ensbøjes (i genus og numerus, f.eks. sådan, sådant, sådanne), andre gør det ikke (f.eks. begge, samme). I det følgende beskrives kortfattet tre grupper af øvrige pronomener: indefinitte, kvan­ titative og relationelle pronomener.

94

Forskellige slags pronomener og deres bøjning

lndefinitte (ubestemte) pronomener Til de indefinitte pronomener regnes de selvstændige pronomener man (med akkusativ en), ingenting, alting, alle sammen, andre, enhver. Hertil kommer nogen (noget, nogle), ingen (intet), al (alt, alle), når de benyttes selvstændigt. lndefinitte pronomener erstatter substantiv og har en ubestemt reference, dvs. de udpeger ikke en unik referent på samme måde som et bestemt substantiv eller et personligt pronomen. I stedet markerer de, at re­ ferenten enten er ukendt eller må identificeres på baggrund af omstændighederne og si­ tuationen. ingen kan finde en, hvis man har gemt sig godt. Man tager to løg og fire gulerødder. Andre tager to løg og fire gulerødder. ingen var glad. Alle var glade. Så du noget? Så du nogen? Enhver kan forstå, hvordan det føles. Intet kan få mig at gå derind! Alting virker beskidt. Ingenting er sjovt. Man anvendes som kollektivord, når udsagnet er almengyldigt og indbefatter mennesker i almindelighed, f.eks.: Man må ikke komme for sent. I nyere tid bliver du - efter eng­ elsk/amerikansk forbillede - benyttet i talesprog med samme funktion: Du må ikke kom­ me for sent, når du er ansat hos McDonalds. Formen en er (suppletiv) akkusativ til pro­ nomenet man. Pronomenerne ingen og ingenting er negerende. Det er muligt at benytte pronomenets gen us (utrum eller neutrum) som distinktion, hvor utrum benyttes om personer og neutrum om upersonlige stofmængder: ingen er sjov. Intet er sjovt.

(gælder animate referenter) (gælder en situation som helhed)

Kvantitative pronomener Til de kvantitative pronomener regnes pronomenerne nogen (noget, nogle), ingen (intet), al (alt, alle), når de optræder attributivt. Hertil kommer de attributive pronomener ikke nogen, mange,flere,få, mere, meget, lidt, hel (helt, hele), begge, enhver (enhvert) og hver (hvert). Parentetisk bemærket.kan ord som hel, mange,flere,få, mere, meget og lidt også regnes som adjektiver eller adverbier og kan ligesom disse (delvist) kompareres. De kvantitative pronomener har som hovedfunktion at angive en ubestemt eller ikke nærmere specificeret kvantitet(= mængde). Pronomener som disse har, ved tællelige sub­ stantiver, den samme funktion som mængdebetegnende talord, dvs. at angive kvantiteten af noget. Forskellen er, at hvor talordene angiver den eksakte mængde, fremstiller pro­ nomenerne positiv totalitet (alle), negativ totalitet (ingen) eller en ikke nærmeredefine­ ret mængde derimellem (f.eks. nogle).

95

Pronomener (stedord)

Alle mine bluser er for små.

Mange biler har dårlige bremser.

Ingen huse har gaskomfur mere.

Ikke nogen huse har gaskomfur mere.

Nogle huse har stadigvæk gaskomfur.

Få huse har stadigvæk gaskomfur.

Flere blomster er døde.

Hele hans krop var bedøvet.

Begge mine kusiner er læger.

Hver morgen vågner jeg til fløjtemusik.

Sammenlign med sætninger med talord:

Fem bluser er for små. 10.000 biler har dårlige bremser.

Tolv huse har stadigvæk gaskomfur.

Kvantitative pronomener kan imidlertid også benyttes ved ikke-tællelige substantiver:

Alt mit tøj er beskidt.

Tager du meget smør eller lidt smør på brødet?

Vi vil have mere regn.

I dansk skelnes der i skrift mellem nogle og nogen. Sammenlign følgende sætninger: Han havde nogle bøger med. Har du nogen bøger med?

(dvs. to eller flere)

(dvs. en eller flere)

Vi finder den samme distinktion i det engelske ordpar any (= nogen) og same(= nogle): Did you bring any books ?, Did you bring some books? Pronomenet noget, som ikke kongruensbøjes, bruges desuden i stedet for foranstillet artikel ved substantiver, der ikke er tællelige (såkaldte masseord): Jeg har noget vejsalt i skuret.

Har du noget is liggende i fryseren?

Det er noget billigt legetøj , du har der.

Relationelle pronomener Til de relationelle pronomener regnes pronomenerne anden (andet, andre), (den) samme, ene, egen (eget, egne), eneste, ligesådan, selve, somme, sådan (sådant, sådanne), vis (vist, visse) og flere endnu. De relationelle pronomener fremstiller forskellige tilknyt­ ninger referenterne imellem og er med til at indkredse og afgrænse deres semantiske rå­ derum. Disse pronomener optræder oftest attributivt, dvs. de står som bestemmelse af et substantiv.

96

Forskellige slags pronomener og deres bøjning

Sådan en båd er dyr.

Jeg har det samme tørklæde som kongen.

Hans egen hund er meget flinkere.

Mit eneste ønske var at få ham at se.

Hun vil have en anden avis.

De relationelle pronomener kan minde om adjektiver i deres determination og afgræns­ ning af referenten, men forskellen er, at de ikke angiver en bestemt egenskab eller kvali­ tet. Ikke desto mindre kongruensbøjes et antal af dem som adjektiver i skriftsprog. De kan dog ikke gradbøjes aktivt, eftersom de ikke angiver graderbare træk ved referenten.

Sådan en båd er dyr. Sådant et ur er dyrt. Sådanne ure er dyre.

min egen båd mit eget ur mine egne ure

Pronomenet anden kan også optræde som talord (ordenstal: den anden bil på højre side). Ordetførste er et talord (et ordenstal), men i funktionsmåde ligner det et relationelt pro­ nomen . Med til de relationelle pronomener kunne evt. også medregnes ord som næste og sidste, der har en betydning meget lig ordenstallenes: Hvad skal din næste bog handle om? Sidste dør på højre hånd er låst. Sammenlign med talord (ordenstal): Hvad skal din femte bog handle om? Fjerde dør på højre hånd er låst. I andre sprogbeskrivelser betragtes visse af de ord, som vi her vælger at betegne som indefinitte, kvantitative og relationelle pronomener, som tilhørende andre ordklasser (især adjektiv og adverbium).

97

11. Verber (udsagnsord)

Verberne (af latin verbum, 'ord') er de ord, der udgør den syntaktiske sætnings absolutte kerne. En kategori, der svarer til verber, findes i alle verdens sprog. Verber udgør en åben ordklasse.

Verbernes struktur

Verbernes struktur er betydeligt enklere end substantivernes, men der forekommer både sammensatte og afledte verber, f.eks. sort-male, rød-me, ind-fange, til-give, til-side-sæt­ te, til-intet-gøre, rapport-ere, præ-annonc-ere. Ikke sjældent deler verbum, substantiv og adjektiv samme rod: sludder - sludre, slæb - slæbe, rød - rødme, stor - forstørre, for­ styrrelse - forstyrre, Løber - løbe. Verber kan omdannes til substantiver, såkaldte verbal­ substantiver eller nominaliseringer, f.eks. byg-ning, terp-eri, køb-en,færd-sel. (Se kapi­ tel 3: Orddannelse).

Verbalkategorierne og deres udtryksmåder Verbernes grammatiske kategorier er tempus (tid), modus (måde) og diatese (aktiv/ passiv). Flere af disse kategorier har både morfologiske og perifrastiske udtryksmå­ der. Strengt taget er det kun de morfologiske grammatiske former, der falder ind under termerne tempus, modus og diatese, mens en løsere definition også indbefatter de omskrevne (perifrastiske) udtryk. Følgende oversigt viser, hvilke kategorier der findes morfologisk og/eller perifrastisk. Bemærk, at der på et semantisk niveau ikke er tale om, at eksakt samme indhold formidles med to alternative udtryksmåder.

Oversigt over verbernes grammatiske kategorier Modus: morfologiske udtryk indikativ imperativ Hun spiller violin. Hent bolden' Hun spillede violin. Spil ikke så højt! Modus: perifrastiske udtryk: modalverber+ infinitiv

Du skal hente bolden.

Hun ville spille violin, hvis hun måtte.

Tempus: morfologiske udtryk

præsens præteritum

Pia henter båden. Pia hentede båden.

Chris rejser. Chris rejste.

98

Verbernes bøjningsformer

Tempus: perifrastiske udtryk perfektum Pia har hentet båden. Chris er rejst.

pluskvamperfektum Pia havde hentet båden. Chris var rejst.

futurum (med modalverbum) Pia vil hente båden i morgen. Jeg skal gå ud nu.

datidsfuturum (med modalverbum) Pia ville hente båden. Jeg skulle gå ud.

Diatese: mo,fologiske udtryk aktiv Pigen henter bolden. Mange læser Politiken.

passiv: s-passiv Bolden hentes (af pigen). Politiken læses (af mange).

Diatese: perifrastiske udtryk passiv: blive-passiv Bolden bliver hentet (af pigen). Politiken bliver læst (af mange). I beskrivelsen fokuserer vi indledningsvis på de verbalkategorier, der har morfolo­ giske udtryk, for efterfølgende at behandle de forskellige verbalkategoriers funktion og betydning med henblik på morfologiske såvel som perifrastiske udtryksmåder.

Verbernes bøjningsformer Verberne er den ordklasse i dansk, der har den mest komplekse og avancerede bøjning, men hvis vi sammenligner med f.eks. græsk eller islandsk verbalmorfologi, fremstår den danske som endog yderst overkommelig. Verbalbøjningen forener strukturelle, funktionelle og semantiske aspekter. De forskel­ lige kategorier har både forskellige former (f.eks. kaste-r, kast-ede), betydninger (f.eks. nutid/datid: Han kaster en bold, Han kastede en bold) og funktioner (f.eks. hovedver­ bum: Han har en bil og hjælpeverbum: Han har købt en bil). Verbalformerne inddeles i finitte og infinitte på baggrund af deres funktion. Hvor førstnævnte er sætningsdannende (der kræves ikke andre verber for at danne en gram­ matisk korrekt sætning), er sidstnævnte ikke sætningsdannende. Der kræves altså et finit verbum, for at et infinit verbum kan indgå i en sætning. (Se videre Verbernes funktion). De finitte verber har de tre grammatiske kategorier modus (indikativ og imperativ), tem­ pus (præsens og præteritum) og diatese (aktiv og passiv). De infinitte verber tæller for­ merne infinitiv, perfektum participium og præsens paiticipium.

99

Verber (udsagnsord)

Oversigt over aktive verbers bøjningsformer imperativ

infinitiv

præsens

præteritum

pe1fektum participium

præsens participium

hent

hente

hente-r

hent-ede

hent-et

hent-ende

tru

true

true-r

tru-ede

tru-et

tru-ende

læs

læse

læse-r

læs-te

læs-t

læs-ende

løb

løbe

løbe-r

løb

løb-et

løb-ende

gå

gå

gå-r

gik

gå-et

gå-ende

hjælp

hjælpe

hjælpe-r

hjalp

hjulp-et

hjælp-ende

find

finde

finde-r

fand-t

fund-et

find-ende

Optativ (ønskemåde) er en forældet kategori, der i dag kun sidder tilbage som reliktform i en del højtidelige og faste vendinger. Formen er identisk med infinitiv, f .eks. leve, ske. Leve dronningen! Kongen længe leve! Gudfarbyde, at han kommer! Gud velsigne dig. Gud ske lov. Fanden tage den kat. Formen gerundium (f.eks. hent-en, læs-en, Løb-en, gå-en, hjælp-en, find-en), som dan­ nes ved tillæg af suffikset -en til verbets rod, betragtes i denne grammatik som en afled­ ningsendelse, som bruges til at danne et substantiv af et verbum. Formens særlige syn­ taktiske egenskaber behandles s. 242. I visse tilfælde kan det være svært at afgøre, hvad der skal regnes som ordbøjning, og hvad som er orddannelse. Dette gælder f.eks. perfektum participium (som kan over­ gå til adjektiv, f.eks. begavet, erfaren) og præsens participium (som kan overgå til ad­ jektiv, f.eks. bedårende, utiltalende, eller substantiv, f.eks. (en) studerende, (et) foreta­ gende).

Grundform og stamme Infinitiv (navneform) er verbets opslagsform: Løbe, lyve, kaste, gå, og i vores terminolo­ gi lig med verbets grundform og stamme. Verbets rod bestemmer vi så som imperativ­ formen. grundform og stamme: rod:

100

hente, rose, aflevere hent, ros, aflever

= infinitiv

= imperativ

Verbernes bøjningsformer

En alternativ mulighed havde været at betragte imperative n som stamme, eftersom den­ ne form af ordet er den korteste: løb, lyv, kast, gå. Inden for verbernes bøjning kan der forekomme konsonantfordobling og konsonant­ bortfald mellem de forskellige former (jf. kapitel 4: Ordbøjning). hop byg ram ræk

hoppe bygge ramme række

hopper bygger rammer rækker

hoppede byggede ramte rakte

hoppet bygget ramt rakt

Imperativ (bydemåde) Imperativ er formmæssigt identisk med verbets rod og har altså ingen endelse: løb, tal, spring, gå, tru. Når verberne optræder i imperativ, kan der opstå visse ordformer med konsonantgrupper i udlyd, som ellers ikke kendetegner det danske sprog, f.eks. udvikl, krydr, behandl. Konsonantkombinationerne kan give problemer i talesproget, og i skrift­ sproget virker de påfaldende udanske. Imperativen omformuleres derfor i reglen til en mere neutral udtryksmåde, f.eks.: ?Sagtn farten i svinget! ?Klatr ikke i træet! ?Krydr ikke for meget!

jf. Sæt farten ned i svinget! jf. Du skal ikke klatre i træet! jf. Lad være med at krydre for meget!

Af pragmatiske grunde er imperativ ikke en usædvanlig form på skilte med forskellige forbud, påbud og andre handlingsanvisninger. Her kan imperativen staves med et ind­ skudt -e foran den sidste konsonant. Denne stavemåde svare r ikke til udtalen. Eksem­ pel:

Åben ikke vi nduerne, når alarmen er aktiveret. Når verbets stamme ender på -ere, benyttes som regel et accenttegn (accent aigu) i skrift­ sproget for at markere imperativens udtale, eftersom ordet ellers ville kunne forveksles med homografiske substantiver, f.eks. rapporter, kontroller, noter.

Infinitiv (navneform) Infinitiv er den form, der kan have foranstillet at (som dog også kan være ledsæt­ ningsindleder). Formen består af verbets rod+ e: (at) løbe, (at) tale, (at) springe. Såfremt roden ender på vokal, udelades -e ofte: gå, sy, tro. Jf. dog (at) ae, (at) true. Infiniti ven er lig med verbets stamme.

101

Verber (udsagnsord)

Præsens (nutid) Præsensformen dannes ved den morfologiske endelse -r, som lægges til verbets stamme (= infinitiv): løbe-r, tale-r, springe-r, true-r, gå-r, sy-r, lære-r, tåle-r. En alternativ ana­ lyse ville være at sige, at det er morfemet -er, der føjes til verbets rod. I så fald bliver det nødvendigt at tage højde for mange af de verber, hvis rod ender på vokal, f.eks. gå-r, sy­ r, ikke *gå-er, *sy-er. Modalverber har ingen r-endelse i præsens: bør, kan, må, skal, tør, vil. En uregelmæs­ sig præsensform finder vi også ved de højfrekvente ord er, har, gør, ved. I dansk kan verber, som har en rod med -r i udlyd, give problemer i skriften. På grund af r's lydudvikling er sprogbrugerne ikke i stand til at holde infinitiv og præsens ude fra hinanden. Det gælder primært i en række fremmedordsverber som f.eks. perspektivere, invitere, konkurrere, reflektere. Infinitiv ender i skrift på -ere og præsens ender på -erer, men i udtalen er de to smeltet sammen til en fonologisk form. Fænomenet, som vi også finder i hjemlige verber som lære(r) , køre(r), høre(r), giver i dag anledning til mange sta­ vefejl.

infinitiv Det er sjovt at konkurrere med Else. Har du tænkt dig at invitere Jensens? Det er værd at rPjlektere over. Nu skal du lære at svømme. Kan du prøve at høre efter.

præsens Jeg konkurrerer med Else. Ja, jeg inviterer dem. Vandet rejlPkterer solen. Han lærer sig at svømme. Du hører ikke efter.

Enkelte verber, de såkaldte deponente verber, har aktiv betydning, men s-endelse i de­ res grundform. Disse verber har ingen præsensendelse, f.eks. længes, lykkes, ses, synes, væmmes.

Præteritum (datid) Til forskel fra præsens dannes præteritum på flere forskellige måder, afhængigt af hvil­ ken bøjningsklasse verbet tilhører, f.eks. minde : mindede, låne: lånte,finde :fandt, skri­ ve : skrev. På dansk, som i alle germanske sprog, skelnes mellem stærke og svage ver­ ber. De stærke verber har ingen morfologisk endelse i præteritum, men til gengæld har de som oftest vokalskift (dvs. en ændring af ordrodens vokal). Alle stærke verber har så­ ledes en uregelmæssig bøjning i dansk. De svage verber, der er langt de mest almindeli­ ge, har endelserne -ede eller -te i præteritum, som lægges til verbets rod. Endelserne -ede og -te er altså to allomorfer af det grammatiske præteritumsmorfem. Klassen med ede­ endelse i præteritum optager flest verber, og den benævnes derfor den store svage ver­ balklasse. Den er kendetegnet ved regelbunden dannelse. Alle verber, der har te-endelse, hører til de n lille svage klasse, selv om enkelte blandt verberne opviser forskellige typer af variationer (f.eks. fulgte, bragte). Verber, der altid har s-form i præsens, beholder dette -s i præteritum, men det føjes til efter et evt. præteritumsmorfem: længtes, lykkedes, syntes, sloges, væmmedes, sås. Nogle verber har alternative bøjninger, evt. med betydningsforskel, f.eks. vække, væk­

102

Verbernes bøjningsformer

kede, vækket (at vække nogen) og vække, vakte, vakt (at vække opsigt); hænge, hang, hængt (f.eks. Jakken hang på knagen (intransitivt)) og hænge, hængte, hængt (f.eks. Han hængte jakken på knagen (transitivt)).

1. klasse: store svage: -ede Størsteparten af de danske verber bøjes med præteritumsendeisen -ede. Endelsen lægges til roden: kast-ede, band-ede, snus-ede, rekvirer-ede, observer-ede, befri-ede, tru-ede, tro-ede, ro-ede, sy-ede. En anden mulig udlægning er, at -ede lægges til infinitivformen, og at et -e synkoperes, hvis to tryksvage e-er kommer til at optræde sammen, f.eks. kas­ te+ ede= kasteede > kastede, men sy + ede = syede. Nye verber, der indlånes eller dannes i dansk, finder vi altid i denne klasse, f.eks. zap­ pe: zappede, chatte: chattede, sms'e: sms'ede.

2. klasse: lille svage: -te Omkring 110 danske verber bøjes med præteritumsendeisen -te, der lægges til verbets rod: læs-te, hils-te, spis-te, lån-te, men-te, spurg-te. Inden for den lille svage klasse fin­ des et mindre antal verber med uregelmæssig bøjning, der udmærker sig ved vokalskift, allomo1fen -de eller begge dele. Også andre stammeforandringer kan forekomme. Vokalskift: bringe : bragte kvæle : kvalte spørge : spurgte træde : trådte vække : vakte

dølge : dulgte række : rakte strække : strakte tælle : talte

følge : fulgte smøre : smurte sætte : satte vælge : valgte

Bøjning med allomorfen -de: dø: døde

have: havde

Bøjning med allomorfen -de+ vokalskift (og evt. andre uregelmæssigheder): gøre : gjorde

lægge : lagde

sige: sagde

Modalverberne udgør en særlig gruppe, der har følgende former i præteritum : burde, kun­ ne, måtte, skulle, turde og ville. Verbet vide har præteritum vidste.

3. klasse: stærke verber Cirka I 00 dan ske verber har stærk bøjning. De har ingen endelse i præteritum, men nor­ malt vokalskift (aflyd): stikke : stak, tvinge : tvang.finde : fandt, æde : åd, gå : gik. Vis­ se har dog ikke vokalskift: hedde : hed, komme : kom, løbe : løb, sove : sov.falde : faldt og holde : holdt. Stærke verber, der ender på -Id eller -nd, får -t i præteritum. Dette gæl­ der verberne binde: bandt.falde :faldt,finde :fandt, gælde: gjaldt, holde : holdt, spinde : spandt, svinde : svandt, tvinde : tvandt og vinde : vandt.

103

Verber (udsagnsord)

I ældre tid fandtes der flere stærke verber end i dag. F.eks. hed det tidligere: Han grov et hul i jorden; Han knak nødden, hvor vi i dag ville sige Han gravede et hul i jorden; Han knækkede nødden. Enkelte verber indtager en mellemstilling mellem stærk og svag og vil sandsynligvis med tiden overgå til udelukkende at optræde som s~age, f.eks. brast/bristede, gøs/gyste.

Perfektum participium (datidstillægsform, kort tillægsform) De forskellige endelser i perfektum participiumsformer retter sig ind efter samme klas­ ser som i dannelsen af præteritumsformer. Den store svage klasse (med præteritumsen­ deisen -ede) danner perfektum participium ved tilføjelsen af -et til roden: kast-et, band­ et. Den lille svage klasse (med præteritumsendeisen -te eller -de) tilføjer et -t: læs-t, køb­ t. De verber, som har vokalskift i præteritum, har det også i perfektum participium: spør­ ge : spurg-t, vælge : valg-t. De stærke verber har for de flestes vedkommende endelsen -et (tvung-et,fald-et), men kan også have -t (se-t, æd-t). Stammevokalen i perfektum par­ ticipium hos stærke verber kan følge infinitivformen, præteritumsformen eller udgøres af vokalen u. Verber, der altid har s-form, er identiske i perfektum participium og præteritum: (har) længtes, (er) lykkedes.

Eksempler på verbalparadigmer 1. store svage

2. lille svage

3. stærke

infinitiv pille elske vakle erindre true bo spise ramme læse mene følge lægge have stikke drage lyve sove finde

gå æde bede flyde

104

præteritum pill-ede elsk-ede vakl-ede erindr-ede tru-ede bo-ede spis-te ram-te læs-te men-te fulg-te lag-de hav-de stak drog løj sov fand-t gik åd bad flød

perfektum participium pill-et elsk-et vakl-et erindr-et tru-et bo-et spis-t ram-t læs-t men-t fulg-t lag-t haf-t stukk-et drag-et løj-et sov-et fund-et gå-et æd-t bed-t flyd-t

Verbernes bøjningsformer

Kongruensbøjet perfektum participium Når perfektum participium fungerer attributivt (som foranstillet bestemmelse af et sub­ stantivisk hovedord), kongruensbøjes det som et adjektiv. Perfektum participiumsformen kongruensbøjes i numerus og bestemthed med endelserne -ede eller -te. Eksempler:

ubestemt, singularis en vask-et skjorte et lej-et hus en forslå-et mand et forgræd-t barn en opblæs-t nar et ødelag-t bord

bestemt, singularis den vask-ede skjorte det lej-ede hus den forslå-ede mand det forgræd-te barn den opblæs-te nar det ødelag-te bord

pluralis (de) vask-ede skjorter

(de) lej-ede huse

(de) forslå-ede mænd

(de) forgræd-te børn

(de) opblæs-te narre

(de) ødelag-te borde

Nogle stærke verber kan også kongruensbøjes i genus. De har endelsen -en i singularis ubestemt utrum og endelsen -et i singularis ubestemt neutrum. I bestemt form og i plu­ ralis er endelsen -ne. Eksempler:

ubestemt, singularis, utrum en bedrag-en ægtemand en giv-en lejlighed

ubestemt, singularis, neutrum et bedrag-et menneske

et giv-et udsagn

bestemt singularis den bedrag-ne mand det bedrag-ne menneske den giv-ne lejlighed det giv-ne udsagn

pluralis (de) bedrag-ne mænd

(de) bedrag-ne mennesker

(de) giv-ne lejligheder

(de) giv-ne udsagn

Oversigt over perfektum participiernes kongruensbøjning numerus:

singularis

species:

ubestemt

l. store svage

2. lille svage

3. stærke

genus:

pluralis bestemt

best./ubest.

kast-et

kast-ede

mal-et

mal-ede

knus-t

knus-te

ødelag-t

ødelag-te

indgå-et

indgå-ede

forslå-et

forslå-ede

utrum

neutrum

utrum/neutrum

skrev-en

skrev-et

skrev-ne

bund-en

bund-et

bund-ne

105

Verber (udsagnsord) I naturlig tale forekommer der ofte undtagelser fra kongruensreglerne, hvor neutrums­ formen også optræder ved utrumsord, f.eks. en skrevet seddel, en bundet hund, og utrumsformen ville fremstå som gammeldags: en skreven tekst. J Når perfektum participium fungerer som prædikativ, er kongruensbøjning i pluralis op­ tionel: Glassene er vasket. Strømperne er stoppet.

Glassene er vaskede. Strømperne er stoppede.

Præsens participium (nutidstillægsform, lang tillægs­ form) Præsens participium dannes af verbets rod + endelsen -ende: lev-ende, mal-ende, tru­ ende, gå-ende.

Passiv De fleste verber kan bøjes i aktiv form (= grundform eller handleform) og passiv form (lideform). Distinktionen mellem aktiv og passiv kaldes med en overordnet term diate­ se. Passivbøjningen kan appliceres i infinitiv, præsens og præteritum. Passivmorfemet er i alle former -s. Infinitiv passiv dannes ved tilføjelse af -s: hente : hente-s. Præsens pas­ sivformen er ide ntisk med infinitiv passivformen. Infinitiv passiv og præsens passiv er så­ ledes homonyme. Den sproghistoriske forklaring er, at præsens passiv er dannet af præ­ sens+ s, men eftersom præsens ender på -r, og kombinationen -rs er svær at artikulere i en tryksvag position, er [rs] smeltet sammen til [s]. Præteritum passiv dannes ved tilføj­ else af-spå den aktive præteritumsform: hentede : hentede-s. Det er dog ikke alle verber i præteritum, som kan bøjes i passiv. Af semantiske grunde forekommer der stort set ikke verber i imperativ passiv, da imperativ, der især bruges til at opfordre med, forudsætter, at den, som anspores til noget, selv skal udføre ha ndlingen aktivt.

Oversigt over verbernes morfologiske passiv infinitiv passiv

præsens passiv

præteritum passiv

hentes

hentes

hentedes

læses

læses

læstes

ses

ses

sås

Ofte kan stærke verber ikke danne s-passiv: *hjalp-s, *åd-s. Her er perifrastisk passiv med blev + perfektum participium nødvendig.

præsens aktiv stikker

106

præsens passiv stikkes

præteritum aktiv stak

præteritum passiv blev stukket

Verbernes funktion og betydning

flyver finder hjælpe

flyves findes hjælpes

fløj fandt hjalp

blev fløjet blev fundet blev hjulpet

Eftersom perfektum participium overhovedet ikke kan bøjes med s-morfemet i passiv, er perifrastiske former altid nødvendige for at udtrykke passiv betydning: Hun er blevet hentet af sin far; Han var blevet udskrevet fra sygehuset; Bilen var blevet undersøgt af politiet. (Jf. s. 122f.).

Verbernes funktion og betydning I følgende afsnit vil verbernes funktion og betydning blive behandlet, dvs. verbernes syn­ taktiske anvendelse og den dermed forbundne semantik.

Bøjningsformernes funktioner Verberne har mange forskellige funktioner, og det vigtigste skel går mellem finit og in­ finit funktion. Finitte verber er sætningsdannende, og en (komplet) sætning indeholder altid et finit verbum, som har sætningsledsetiketten finit verbal. Infinitte verber er ikke sætningsdannende, men kræver tilstedeværelsen af et finit verbum.

Oversigt over bøjningsformernes funktioner 1. som finit verbal = sætningens syntaktiske kerne a) verbet står i indikativ (præsens eller præteritum) og indgår i neksusforbindelse med subjektet Bo løber.

Drengen græder tit.

Orla skrev en roman.

b) verbet står i imperativ og normalt alene, dvs. uden subjekt Løb!

Græd ikke!

Skriv en roman, Orla!

2. infinitte funktioner a) som infinit verbal som hovedverbum til et modalverbum: infinitiv Du må Løbe.

Drenge skal ikke græde.

Det kan gå.

som hovedverbum til et hjælpeverbum: perfektum participium Bo er løbet. Drengen har grædt. Orla fik skrevet en roman.

107

Verber (udsagnsord)

efter et bevægelses- eller til standsverbum: præsens participium Hun gik grædende ned ad gangen. Han stod hoverende foran sin lærer. b) som hovedord i infinitivsyntagme (med at): infinitiv At græde er flovt. Orla begyndte at skrive en roman. Han snakkede om at skrive romaner. c) i adjektivisk funktion: perfektum participium en oppustet badering et færdigspillet parti præsens participium

Jeg har en skrivende ven med store ambitioner.

En pralende person er ikke til at holde ud.

Finitte verber Præsens og præteritum

Præsens og præteritum er finitte verber i indikativ (fortællemåde), og de udtrykker den

grammatiske kategori tempus. Som finitte verber er de sætningsdannende, dvs. de ind­

går i en forbindelse med sætningens subjekt og danner såkaldt neksus. Præsens og præ­

teritum har således som deres primære funktion at udgøre den syntaktiske kerne i gram­

matiske sætninger med f.eks. hævdende eller spørgende funktion. Verber i præsens og

præteritum kan optræde som overordnet andre verber, men de kan ikke stå som under­

ordnet. I en sætning med flere verber, men uden ledsætninger eller sideordnede verber, er

der altid kun et verbum i præsens eller præteritum, mens alle øvrige er infinitte. Ek­

sempler, hvor det finitte verbum er kursiveret:

Præsens Lone har en bil. Lone køber en bil. Har Lone købt en bil? Hvornår skal Lone købe en bil? Vil du prøve at holde op med at ryge? Har du prøvet at holde op med at ryge?

Præteritum

Lone havde en bil.

Lone købte en bil.

Havde Lone købt en bil?

Hvornår skulle Lone købe en bil?

Ville du prøve at holde op med at ryge?

Havde du prøvet at holde op med at ryge?

Både præsens og præteritum oppebærer tempusbetydning og bruges til at henvise til for­ hold i en foreliggende, faktisk eller fiktiv virkelighed. Mens præsens både bruges om nu­ tid, fremtid og datid (i historisk præsens), er præteritum et mere udpræget datidstempus. (Mere herom under Tempus).

Imperativ Imperativ optræder kun i den bestemte sætningstype, der kaldes imperativisk sætning (jf. s. 225), og som er kendetegnet ved, at udsagnet har beordrende eller opfordrende karak­ ter. Dvs. sprogbrugeren forsøger at påvirke en samtalepartner til at omsætte sæt­

108

Verbernes funktion og betydning

ningsindholdet i konkret handling. Imperativ refererer, i modsætning til indikativ (præ­ sens og præteritum), ikke til forhold i en foreliggende virkelighed. Imperativformen op­ træder normalt uden subjekt, eftersom den referent, der skal realisere det, verbet henvi­ ser til, fremgår af den pragmatiske kontekst og sammenfalder med den tiltalte. Gå ud i haven denne skønne dag! Stå vagt! Skrid! Lav det om til en bog! Vent nu med at sige, hvad du mener! Oplev Østens mystik! Dans I bare på bordene, hvis I tør!

Imperativ kan ikke bruges i ledsætninger, kun i helsætninger. Af semantiske årsager er det ikke alle verber, der kan optræde i imperativ. Det er f.eks . vanskeligt at opfordre nogen til at kunne noget (*Kan engelsk!). Nogle verber kan kun stå i imperativ, såfremt sætningen indeholder en negation, f.eks. Fortvivl ikke! Uf. ??For­ tvivl!), Bliv ikke forkølet! Uf. ??Bliv forkølet!).

Infinitte verber Infinitiv Infinitivformen formidler verbets betydningsindhold uden skelen til modus eller tempus, og formen kan optræde i to funktioner: enten som underordnet verbum til modalverbum eller som hovedord i et infinitivsyntagme. a) Som underordnet til modalverbum Uf. s. 116) står infinitiven uden infinitivpartiklen at:

fben skal flytte til Århus. Bettina kan sagtens svømme. Hun turde ikke åbne pakken. b) Når infinitiven optræder som hovedord i et infinitivsyntagme, er det altid sammen med infinitivpartiklen at. Et infinitivsyntagme er et nominalt led, der kan optræde som sub­ jekt, objekt eller styrelse Uf. s. 176f.). De overvejer at gå hjem. Det er vanskeligt at gå på isen Vi venter med at åbne isboden til i maj.

(objekt) (subjekt) (styrelse)

Perfektum participium Generelt har perfektum participiumsformen til opgave at formidle en tilstand, meget ofte en eftertilstand. Den aktion, der refereres til, er allerede indtruffet, når udsagne t fre m­ sættes.

109

Verber (udsagnsord) Han har sat sig. en rødmalet stol

[han sætter sig på et tidligere tidspunkt end taleøjeblikket] [stolen er blevet malet, og det er nu eftertilstanden til denne be­ givenhed, afsenderen refererer til i kommunikationsøjeblikket] I

Perfektum participiumsformen har to hovedfunktioner: at optræde som underordnet ver­ bum til et hjælpeverbum og at fungere adjektivisk (enten som attribut eller som prædika­ tiv). a) Verbal funktion. Efter hjælpeverberne have, være, blive ogjå optræder perfektum participium som underordnet verbum og kongruensbøjes ikke (jf. s. 115). Karin er gået ud i køkkenet. Vi har malet stolene hvide. Pakkerne bliver hentet i morgen. Lars fik lavet en ny dør til udhuset. Sammen med hjælpeverberne er/var og ha,/havde danner perfektum participium de pe­ rifrastiske tempusformer perfektum (har købt, er gået) og pluskvamperfektum (havde købt og var gået) (se under Tempus). Sammen med hjælpeverbet bliver/blev danner per­ fektum participium perifrastisk passiv (se under Passiv). b) Adjektivisk funktion. Perfektum participium kan optræde i flere adjektiviske funk­ tioner. Det kan stå som attribut umiddelbart foran det substantiv, der udgør hovedordet i et nominalsyntagme. I denne funktion angiver formen, at den referent, som det substan­ tiviske ord udpeger (i en ubestemt fortid), har gennemgået den verbalhandling, som per­ fektum paiticipiet beskriver. arrangere en bustur aflyse et møde slå en græsplæne overveje et forslag

en arranger-et bustur et aflys-t møde en nyslå-et græsplæne et velovervej-et forslag

Perfektum participiumsformen kongruensbøjes, når den optræder som attribut.

som attribut en brækket finger to brækkede fingre et nykøbt løbehjul to nykøbte løbehjul

jf med perfektuel tempus Jeg har brækket en finger. Jeg har brækket to fingre. Vi har købt et løbehjul. Vi har købt to løbehjul.

Perfektum participium kan, som det gælder adjektiverne, ligeledes optræde som prædi­ kativ, dvs. selvstændigt. I visse tilfælde kan det dog synes umuligt at afgøre, om perfek­ tum participiet står som underordnet verbum til et hjælpeverbum, eller om det optræder som en prædikativ bestemmelse af et substantiv. Gør det førstnævnte sig gældende, finder vi ingen kongruensbøjning (i pluralis), men er derimod det andet tilfældet, kan vi have kongruensbøjning (jf. s. I 05f.), om end det kan synes gammeldags.

110

Verbernes funktion og betydning

uden kongruens Løfterne er afgivet. Skoene er forsvundet. Husene er malet. Aftalerne er glemt.

med kongruens Løfterne er afgivne. Skoene er forsvundne. Husene er malede. Aftalerne er glemte.

c) Nominal funktion. Ligesom adjektiver (jf. s. 74f.) kan nogle perfektum participier ud­ gøre hovedord i nominalsyntagme, dvs. optræde som et substantiv: De inviterede har ikke svaret. Alle ansatte blev afskediget. De forulykkede kræver erstatning.

Perfektum participium eller adjektiv? Perfektum participium er en form, der befinder sig i grænselandet mellem at være et verbum i en bestemt bøjningsform og et adjektiv. Visse perfektum participier bruges så hyppigt i deres adjektiviske funktion, at forbindelsen til det oprindelige verballek­ sem bliver uklar. Det kan f.eks. være svært at afgøre, om former som begavet, erfaren, ødelagt, indforstået, blæst, udmattet har en så tæt relation til sine tilsvarende ver­ ber (begave, erfare. ødelægge, forstå, blæse, udmatte), at der er tale om perfektum par­ ticipiumsformer af disse verber, eller om ordene i kraft af den frekvente adjektiviske brug rent faktisk har skiftet ordklasse. Blandt adjektiverne findes der tillige andre ord, der ender på -et, uden at disse har et verbum at læne sig op ad, f.eks. behår-et, lang­ ben-et, .firkant-et. Suffikset -et kan derfor betragtes som et adjektivdannende suffiks, og når dette bruges med et verbum som rod, er det ikke aldeles klart, om formen ind­ går i verbernes bøjningssystem (som perfektum participium) eller i orddannelsespro­ cessen. Præsens participium Præsens participium fungerer normalt som en bestemmelse af andre led, enten nominale eller verbale. Semantisk betegner formen ofte en tilstand eller en handling kendetegnet ved gentagelser (dvs. en iterativ handling eller begivenhed). Formen kan have forskelli­ ge syntaktiske funktioner. a) Verbal funktion. Efter nogle bevægelsesverber og tilstandsverber kan præsens par­ ticipium angive en (vedvarende eller gentagende) verbalhandling. Det finitte verbum fun­ gerer nærmest som en slags hjælpeverbum til præsens participiet. efter bevægelsesverbum Hun kom Løbende ind på stadion. Hun gik grædende ned ad gangen. Hunden løb gøende omkring i haven. Drengen kom hoppende hen ad vejen.

111

Verber (udsagnsord) efter tilstandsverbum

Hun blev siddende på stolen i flere timer.

Han stod bukkende og nikkende foran dronningen.

Hun sad grædende på trappen.

Han lå blødende på gaden.

b) Adjektivisk funktion. Præsens participium kan, ligesom perfektum participium, op­ pebære flere forskellige adjektiviske funktioner. Det kan f.eks. være attribut til et sub­ stantivisk hovedord: en gøende hund en grædende pige og en grinende dreng en bukkende og nikkende idiot den irriterende møgunge den larmende musik Præsens participium kan derudover fungere som prædikativ: Omvejen var irriterende.

Hun er sengeliggende.

Jeg synes, han var meget hoverende.

Hun er charmerende og indtagende.

Ligesom det gjaldt perfektum participium kan et præsens participium overgå til udeluk­ kende at optræde adjektivisk, og i så fald er det vanskeligt at bedømme, om det er ble­ vet leksikaliseret som adjektiv, eller om der stadig foreligger en forbindelse til et ver­ bum. c) Nominal funktion. Som det gjaldt adjektiver Uf. s. 74f.) og perfektum participier, kan nogle præsens participier optræde som hovedord i nominalsyntagme og således få nominal funktion, dvs. subjekt, objekt eller styrelse:

De rejsende skal vise deres pas. Jeg kender en rejsende i tasker. Kender du nogen af de nye studerende?

(subjekt) (objekt) (styrelse)

Formen bøjes ikke som et substantiv, men kan have foranstillede og efterstillede bestem­ melser som et sådant. d) Adverbiel funktion. Præsens participium kan fungere som foranstillet gradsadver­ bium til adjektiver og adverbier: Han spiller imponerende godt.

Hun sang irriterende længe.

Hun lavede en forbløffende hurtig vending.

112

Verbernes funktion og betydning

Passiv Verber i passiv form kan have tre funktioner og dermed forbundne betydninger. De kan bruges for at danne passiv konstruktion. En sætning med morfologisk passiv kan konverteres til perifrastisk passiv (med større eller mindre betydningsændring til følge). Stakittet skal males hvidt. Lønnen betales af staten.

Stakittet skal blive malet hvidt. Lønnen bliver betalt af staten.

::::

En anden funktion for verbernes s-former er i mediale konstruktioner. Disse består ty­ pisk af et subjekt i pluralis + et verbum i s-form, der formidler en verbalhandling, som subjektsreferenterne (reciprokt) udsætter hinanden for. Disse konstruktioner kan ikke er­ stattes med perifrastisk passiv. Per og Line sloges. f­ Vi ses i morgen. f. Vi samles hos mig klokken 9. f­ Børnene fulgtes til skolen. fSkal I deles om opvasken? De skændtes hele tiden.

Per og Line blev slået. Vi bliver set i morgen. Vi bliver samlet hos mig klokken 9. Børnene blev fulgt til skolen.

De deponente verber Uf. s. I 02) optræder på samme måde som aktive verber, men de har ved en tilfældighed erhvervet ens-form. Vi finder ofte synonymer til disse blandt ver­ berne med aktiv form. Jeg længes efter dig. Der findes ingen som dig. Det lykkedes mig at vinde. Hun væmmes. når hun ser ham. Bo synes ikke om hende.

jf. jf. jf. jf. jf.

Jeg savner dig.

Der er ingen som dig.

Jeg formåede at vinde.

Hun føler sig utilpas, når hun ser ham.

Bo elsker hende ikke.

Her behandler vi morfologisk og perifrastisk passiv konstruktion sammen, s. 122f. De øvrige funktioner for verbernes s-former vil ikke blive behandlet yderligere.

Hovedverbum og funktionsverbum Når en sætning kun indeholder et verbum, er dette sætningens hovedverbum, og det står i finit form. Kejseren har nye klæder.

Han fik prinsessen og det halve kongerige.

Og så levede de lykkeligt i alle deres dage.

113

Verber (udsagnsord)

Når en sætning indeholder to verber, der ikke optræder som sideordnede, er det første verbum funktionsverbum og det andet hovedverbum. Ved to verber gælder tillige, at det første verbum altid er finit (præsens eller præteritum) og det andet infinit (infinitiv eller perfektum participium). I følgende eksempler markeres funktionsverbu~ med kur­ siv og hovedverbum med fed. Mellem de to verber kan der stå andre sætningsled. Kejseren har nok fået nye klæder. Han blev lovet prinsessen og det halve kongerige. Og så skal de leve lykkeligt i alle deres dage. Syntaktisk set er et funktionsverbum overordnet og et hovedverbum underordnet. Det er ikke desto mindre sædvanligvis hoved verbet, der er bærer af det vigtigste og egentlige se­ mantiske indhold, mens funktionsverbet hovedsageligt har grammatisk funktion. Hvis vi f.eks. sammenligner de to ytringer: Han er cyklet til købmanden og Han var cyklet til købmanden, så har de to finitte verber er og var stort set kun grammatisk indhold (at an­ give tid), mens selve handlingsindholdet angives af hovedverbet cyklet. Bemærk, at der ikke er tale om funktionsverbum og hovedverbum, når to verber er si­ deordnede, eftersom ingen af de to udmærker sig ved at være over- eller underordnet: Hun råbte og skreg hele tiden. Han købte tit bøger, men læste dem uden glæde. Han vil synge og danse. Hun har selv fanget og dræbt ræven. Er der flere end to verber, er det sidste altid hovedverbum, og de øvrige er så funktions­ verber, hvoraf det første tillige er finit. Du skal have købt en ny bil.

skal er finit funktionsverbum have er infinit funktionsverbum købt er infinit hovedverbum

Jeg har villet købe den bil i to år nu.

har er finit funktionsverbum villet er infinit funktionsverbum købe er infinit hovedverbum

Har du fået gjort det hele?

har er finit funktionsverbum fået er infinit funktionsverbum gjort er infinit hovedverbum

Hjælpeverber og modalverber I dansk er der især to grupper af verber, der optræder som funktionsverber: hjælpever­ ber (blive,få, have, være) og modalverber (burde, kunne, måtte, skulle, turde, ville). De verballeksemer, der er tale om, kan ofte også optræde som hovedverbum, f.eks. Han har en bil. Han har købt en bil; Han fik en invitation af Carlos, Han fik ikke inviteret Car­

114

Verbernes funktion og betydning

los; De skal til Kina, De skal rejse til Kina. Hvad vi normalt opfatter som almindeli­ ge verber, kan blive til funktionsverber, hvis de over en lang periode optræder frekvent på funktionsverbets position. Der finder en grammatikalisering sted, og verbet udvi­ kles fra at være et indholdsverbum til at (også) blive et funktionsverbum. Dette gælder f.eks. verbet behøve. Sammenlign: Vi behøver et søm mere og Vi behøver (at) slå et søm mere i. a) Hjælpeverber er blive,få, have, være. Efter disse verber står det efterfølgende ver­ bum i perfektum participium. Har du hentet Søren? Er hun kørt? Hun blev slået i skolen. Se nu atfå købt sukker. De mest almindelige kombinationer af hjælpeverber og hovedverber kaldes omskrevne (eller perifrastiske) verbalformer. De vigtigste er tempusformerne pe1fektum (har læst, er gået) og pluskvamperfektum (havde set, var fløjet) samt perifrastisk passiv (bliver læst, blev set). I dannelsen af de perifrastiske verbalformer perfektum og pluskvamperfektum veksles der i dansk (ligesom i tysk) mellem de to hjælpeverber have og være. Være benyttes i reg­ len, når den referent, subjektet henviser til, har gennemgået en form for forandring, f.eks. en positionsforskydning eller ændring af tilstand. Dette forekommer i princippet kun, når hovedverbet er intransitivt. Han er rejst. Hun er blevet syg. Restriktionerne er ophævet. Nøglerne er forsvundet. Den er gledet ned. Hun var nok flyttet til Kina.

[tilstede - ikke tilstede] [rask - sygJ [restriktioner - ikke restriktionerl [forandring af position] [forandring af position] [forandring af position]

Ved andre verber bruges have som hjælpeverbum i perfektum og pluskvamperfektum. Dette gælder normalt, når hovedverbet er transitivt, dvs. når sætningen har objekt. Bo har taget nøglerne. Karin havde fået influenza. Line har født en velskabt datter. Har du købt ny bil? Et antal verber, der sædvanligvis fremstiller en forandring ved et subjekt, ka n i be­ stemte kontekster benyttes ude n denne implikation eller alternativt med henblik på at angive en forandring hos et objekt (dvs. i transitiv konstruktion). l disse tilfælde benyt­ tes have.

115

Verber(udsagnsord) Han har rejst meget.

Regeringen havde ophævet restriktionerne.

Jeg har gledet rundt på de her skøjter i en time nu.

Hun havde flyttet alle sine ting til Kina.

b) Modalverberne er burde, kunne, måtte, skulle, turde og ville. De har følgende bøj­ ning:

Infinitiv burde måtte skulJe turde ville

Præsens bør må skal tør vil

Præteritum burde måtte skulle turde ville

Petj'ektum participium burdet måttet skullet turdet villet

Efter modalverbeme står det efterfølgende verbum i infinitiv, men altid uden infinitiv­ partiklen at.

præsens Bør du ikke sige det til din mor? Lille Bo kan tælle til ti. Må jeg få en tår kaffe? Jeg skal synge til skoleafslutningen. Tør du gå der om natten? Karin vil læse logopædi.

præteritum

Han burde melde sig ind i partiet.

Det kunne han ikke tillade sig.

Det måtte jeg ikke få.

Hvornår skulle han komme?

Hvem turde sige ham imod?

Egentlig ville jeg ikke have kaffe.

Også verberne gide og behøve kan regnes til modalverberne. Efter behøve kan at være udsat.

Gider du vente på mig? Du behøver ikke (at) vente på mig.

Jeg gad ikke køre med.

Behøvede du virkelig (at) købe den kjole?

Modalverbernes semantiske funktion er at angive, at hovedverbets handling ikke er faktisk, men f.eks. ønsket, villet, hypotetisk, nødvendig, mulig etc. Et og samme ver­ bum kan have en lang række forskellige betydninger afhængigt af konteksten. l det følgende gives eksempler på modalverbernes semantiske og pragmatiske implikatio­ ner.

modalverbum måtte ville

116

implikation nødvendighed tilladelse vilje fremtid

eksempel Jeg må løbe nu. Må jeg få en kop til? Jeg vil hjem nu. Det vil nok blive en dejlig tur.

Verbernes funktion og betydning

ville + gerne skulle

skulle + ikke skulle+ nok kunne kunne+ godt burde gide gide+ ikke

ønske nødvendighed fremtid ordre forslag løfte forhåbning evne mulighed opfordring forpligtelse opfordring manglende lyst

Jeg vil gerne have en kop te, tak. Du skal betale dine regninger. Vi skal gå om en times tid. Du skal tie stille! Skal vi ikke gå med det samme? Du skal nok lære dansk! Jeg skal nok lære det! Kalle kan tale dansk. Jeg kan komme i morgen. Du kan godt gå din vej. Du burde komme! Gider du lige flytte din bil? Hun gider ikke lære dansk.

Verbalforbindelserne skal + infinitiv og vil + infinitiv kan i nogle sammenhænge danne futurum, dvs. de er perifrastiske verbalformer for fremtid, jf. afsnittet om Tem­ pus. Verberne skal og vil kan mangle et underordnet verbum i visse typer af sætninger, hvor de i stedet optræder med et adverbial, der angiver et mål for en bevægelse: Jeg vil hjem; Vi skal til lægen. I disse konstruktioner kan det hævdes, at bevægelsesverbet er under­ forstået: Jeg vil gå hjem; Vi skal køre til lægen. I andre sprog, f.eks. tysk og fransk, benyttes bøjningskategorien konjunktiv med hen­ blik på at udtrykke irrealis, der er kendetegnet ved at være en antagelse, præsumption, forhåbning eller lignende. I modsætning til indikativ refererer irrealis ikke til en forelig­ gende virkelighed, men til hvordan sprogbrugeren kunne ønske eller forestille sig, at vir­ keligheden var indrettet. Konjunktiv fandtes i ældre dansk, men er nu uddød, og irrealis udtrykkes i dag enten med præteritum (if. Tempus) eller perifrastisk, dvs. med modal- el­ ler hjælpeverber, f.eks.: Det er dejligt. (indikativ) Det ville være dejligt. (irrealis) Det har vi ikke gjort. (indikativ) Det skulle vi ikke have gjort. (irrealis) Han insisterede. Derfor blev vi nødt til at stoppe ham. Hvis han havde insisteret, havde vi været nødt til at stoppe ham.

(indikativ) (irrealis)

Verbets relationer til andre led i sætningen Verbet udgør den syntaktiske sætnings absolutte kerne, og andre led er på forskellig vis knyttet til og afhængige af verbet. I dette afsnit præsente rer vi nogle centrale begreber for beskrivelsen af verbets sy ntaktiske og semantiske relation til de øvrige led i sætningen: transitivitet, valens og semantiske roller. Hovedbehandlingen af sætningsleddene er dog at finde i del III (Syntaks).

117

Verber (udsagnsord) Transitivitet Traditionelt inddeles verballeksemerne i transitive og intransitive. Transitive verber konstrueres normalt med et objekt, mens intransitive verber sædvanligvis i~e gør det. Eksempler (hvor verbet er kursiveret, og objektet er understreget): Transitivt

Bent lægger stenen i posen.

Fjenderne sænkede båden.

Mikkel ser Bo.

Svend sætter bilen i garagen.

Kjeld inviterede Louise.

Hunden vækkede mig.

Intransitivt

Stenen ligger i posen.

Båden synker.

Mikkel skuler til Bo.

Bilen står i garagen.

Kjeld danser med Louise.

Jeg vågnede.

Eftersom et stort antal verber både kan benyttes transitivt og intransitivt, kan opdelingen ikke betragtes som absolut. Elske indgår typisk i forbindelser med et objekt og er altså transitivt, men vi finder det også i sætninger uden objekt. Græde optræder i reglen uden objekt og er altså intransitivt, men det kan også stå med objekt. Verber som rulle og spi­ se optræder lige så hyppigt med som uden objekt. Transitivt Louise elsker Kjeld. Kim græder bitre tårer. Bo ruller stenen. Kaj spiser frikadeller.

Intransitivt Louise elsker. Kim græder. Stenen ruller. Kaj spiser i køkkenet.

De fleste transitive verber konstrueres med et objekt(= monotransitive verber), men der forekommer også verber, som har to objekter(= bitransitive verber). Eksempler: Monotransitivt Lis købte en bog. Hun indgiver håb. Hun stjal hans kæreste ejendel. Hun sagde sandheden.

Bitransitivt Lis gav sin søn en bog. Hun indgiver mig håb. Hun fratog ham hans kæreste ejendel. Hanfravristede hende sandheden.

Valens Inddelingen i transitive og intransitive verber er udelukkende et udtryk for, hvorvidt ver­ berne (normalt) konstrueres med eller uden objekt. Verber har imidlertid også faste rela­ tioner til andre led, f.eks. subjekter og adverbialer, og med henblik på at indbefatte alle faste relationer anvendes samlebetegnelsen valens. Der skelnes i reglen mellem seman­ tisk og syntaktisk valens. Semantisk valens er de semantiske implikationer, som et verbum er bærer af. Sove vækker f.eks. en forestilling om et dyr eller et menneske, der sover, og købe implicerer dels en person, som køber, dels en ting eller en vare, som bliver købt. De forskellige en­

118

Verbernes funktion og betydning

heder, som verbet involverer, kaldes argumenter. Det betyder, at sove har et argument (den, som sover) og købe har to (den, som køber+ det, som bliver købt). Argumenter er altså de (mest typiske) mennesker og ting, der intuitivt og naturligt associeres til, når et specielt verbum artikuleres. Den semantiske valens kan henføres til det mentale leksi­ kon. Syntaktisk valens er det konstruktionsskema, som et verbum normalt optræder i, el­ ler med andre ord den måde, som de forskellige semantiske argumenter sædvanligvis bli­ ver fremstillet på. Den syntaktiske valens svarer til de konkrete sætningsled, der mani­ festeres med henblik på at repræsentere de mere abstrakte semantiske roller. Verbet sove kan konstrueres med et subjekt, som angiver den, der sover, og verbet købe kan f.eks. konstrueres med et subjekt, der fremstiller den, som køber, og et objekt, som formidler det, som bliver købt. Eksempler: Karin sover. Martin køber lli-

[Karin er subjekt i sætningen] [Martin er subjekt, og is er objekt i sætningen]

Betegnelsen for de sætningsled, et verbum konstrueres med, er aktanter. Subjekt og ob­ jekt er således aktanter til verbet på det syntaktiske niveau, og aktanterne er udtrykket for det, som på indholdssiden udgøres af argumenterne. Der er imidlertid ikke noget, der si­ ger, at de argumenter, som et verbum vækker en forestilling om, rent faktisk formidles, og et verbum kan også optræde sammen med andre aktanter end dem, som svarer til de grundlæggende argumenter Uf. senere). Hvad den semantiske valens angår, skelnes der normalt mellem nulvalente, monova­ lente, divalente og trivalente verber. Et verbum, som vækker forestillingen om et argu­ ment, kaldes monovalent. Stråle implicerer f.eks. noget, der stråler, og vågne har vi svært ved at tænke os uden en person eller et dyr, der slår øjnene op efter en periode af søvn . Et verbum, der involverer to argumenter, kaldes bivalent. Eksempler er se (nogen ser noget), bo (nogen bor et sted), slå (nogen slår nogen eller på noget), overtale (nogen overtaler nogen). Et trivalent verbum involverer tre argumenter. Eksempler er give (no­ gen giver noget til nogen) ogfratage (nogen fratager nogen noget). Et verbum, som slet ikke knytter argumenter til sig, er nulvalent. I dansk er det primært verber om vejrliget, der er nul valente. f.eks. regne, sne, tordne. Når verber med forskellig slags valens skal omsættes i faktiske sætninger, udtrykkes verbets semantiske argumenter i reglen med aktanterne subjekt, objekt eller adverbial. Et monovalent verbum omsættes til en sætning med et subjekt og et verbal, f.eks.: Børnenes øjne stråler. Bjørnen vågner. Mine ben sover.

[børnenes Øjne er subjekt] [bjørnen er subjekt] [mine ben er subjekt]

Et bivalent verbum kan omsættes til flere forskellige typer af sætninger. Normalt ud­ trykkes det ene argument med et subjekt og det andet enten med et objekt eller et ad­ verbial.

119

Verber (udsagnsord)

Sanne købte en is. Pippi bor i Villa Villekulla. En høj lyd vækkede mig. Jeg blev vækket af en høj lyd. Børnene så ulven. Børnene så på ulven. Manden slog hunden. Manden slog på døren.

[Sanne er subjekt, is er objekt]

[Pippi er subjekt, i Villa Villekulla er adverbial I

[en høj lyd er subjekt, mig er objekt]

Ueg er subjekt, af en høj lyd er adverbial]

[børnene er subjekt, ulven er objekt]

[børnene er subjekt, på ulven er adverbial]

[manden er subjekt, hunden er objekt]

[manden er subjekt, på døren er adverbial]

Et trivalent verbum kan ligeledes omsættes til en sætning på flere måder. Eksempel: Line gav mormor en bog. Line gav en bog til mormor.

[Line er subjekt, mormor er indirekte objekt, en bog er direkte objekt] [Line er subjekt, en bog er objekt, til mormor er adverbial]

Et nulvalent verbum omsættes til en sætning med subjektet det: Det regner. Det sner. Der findes, som sagt, ingen absolutte regler for, hvordan et verbums semantiske valens skal udtrykkes syntaktisk, og ofte foreligger der et antal valgmuligheder. Lugte har f.eks. to forskellige betydninger: At noget lugter af noget, og at nogen lugter til noget. Disse to betydninger omsættes normalt til sætninger med forskellige konstruktionsskemaer: Osten lugter. Marie lugter til osten.

[osten er subjekt] [Marie er subjekt, til osten er adverbial]

De mest grundlæggende af verbets argumenter er normalt så tæt knyttet til verbet, at sæt­ ningerne fremstår som mere eller mindre ugrammatiske og præget af huller, hvis ikke ar­ gumenterne er manifesteret som aktanter. Se for eksempel: ??Line gav mormor. ??Forestillingen varer. ??Sanne købte. Imidlertid kan en given kontekst råde bod på fraværet af en aktant. Arbejder Sanne på Børsen, forstår vi godt, hvad Sanne købte betyder. Det er ikke altid givet, hvad der indgår i verbets semantiske valens, og hvad der ikke gør det. Plante vækker f.eks. en forestilling om en person, der planter, og en vækst af en eller anden slags, hvis rodnet kommer i jorden. Men implicerer handlingen ikke samtidig en forestilling om et sted, hvor noget bliver plantet? Dette sted behøver imidlertid ikke at blive omsat til en aktant i sætningen. Jf.:

120

Verbernes funktion og betydning

Jensen plantede jordbær.

Jensen plantede jordbær i baghaven.

Sælge involverer nogen, som sælger, og en vare, der bliver solgt. En person, som varen bliver solgt til, ligger ret beset implicit i verbets semantiske valens, men denne aktant kan udmærket undlades i den syntaktiske realisation, uden at sætningen fremstår som ugram­ matisk: Jensen solgte sin bil.

Jensen solgte sin bil til naboen.

Det kan altså være vanskeligt at afgøre, hvad vi skal regne som et verbums mest grund­ læggende argumenter. Desuden foreligger altid den mulighed at udtrykke andre argu­ menter end dem, som sædvanligvis eller med nødvendighed indgår i den semantiske va­ lens. Som vi har set det, er begrebet valens en måde at håndtere relationen mellem verbet og andre led i sætningen, semantisk (det abstrakte indhold) såvel som syntaktisk (kon­ krete konstruktioner). Valensbegrebet er mere udviklet end transitivitetsdistinktionen. Her finder vi ikke en skarp skelnen mellem objekter, som ikke kan indledes med en præ­ position, og de komplementer, der kræver præposition. Denne distinktion synes nemlig ikke altid semantisk motiveret, eftersom samme typer af semantiske relationer kan ud­ trykkes både med objekt og med adverbial (især præposition + nominalsyntagme). Ek­ sempler:

med objekt Han køber huset Lis beundrer Kamal. Rolf kender Leif. Togturen tager to timer.

med adverbial Han byder på huset. Lis drømmer om Kamal. Rolf tænker på Leif. Togturen varer i to timer.

Semantiske roller De forskellige argumenter, der indgåriverbets semantiske valens, har en (fortrinsvis) be­ grænset opsætning af semantiske funktioner i forhold til verbet, og disse benævnes se­ mantiske roller. De vigtigste semantiske roller er AGENT, GENSTAND, OPLEVER, MODTA­ GER og STED, og de skrives normalt med kapitæler for at markere forskellen fra sæt­ ningsled eller konkrete referenter i den virkelige verden. AGENT er en rolle, som typisk oppebæres af en animat referent, der kan intendere, igangsætte, udføre og opretholde en verbalhandling. GENSTAND er den eller det, der er formål for eller udsat for en verbalhandling. D en re­ ferent, der har rollen GENSTAND, er ikke selv aktivt handlende. (GENSTANDS-rollen kaldes i andre fremstillinger OBJEKT eller TEMA). OPLEVER er den , der mentalt registrerer en verbalhandling. OPLEVEREN er ikke aktivt eller intenderet handlende. MODTAGER er den , der har glæde eller skade af en verbalhandling. STED er en rolle, som angiver, hvor en verbalhandling finder sted.

121

Verber (udsagnsord)

Eksempler på verber med argumenter med forskellige semantiske roller. Leyla AGENT

skriver

et brev.

GENSTAND

Leyla AGENT

skriver

på et brev.

GENSTAND

Børnene OPLEVER

så

ulven.

GENSTAND

Børnene OPLEVER og/eller AGENT

så

på ulven.

GENSTAND

Ole AGENT

forlader

Oslo.

STED

Line AGENT

gav

mormor MODTAGER

GF.NSTANO

Line AGENT

gav

en bog GENSTAND

til mormor.

MODTAGER

en bog.

Især rollerne AGENT, GENSTAND, OPLEVER og MODTAGER er ofte så grundlæggende i ver­ bets semantiske valens, at de skal manifesteres, for at sætningen kan opfattes som gram­ matisk korrekt. De kan derfor benævnes indre roller. Rollen STED er ved en del verber, f.eks. bo,forlade, lige så obligatorisk. Men rollen STED kan ofte også lægges til sætninger uden egentlig at være påkrævet. Andre typer af roller, som oftest ikke er nødvendige, men som tit kan tillægges, er f.eks. VARIGHED, RETNING, ÅRSAG, MIDDEL, INSTRUMENT og fle­ re endnu. Den type af roller, der tilkommer argumenter, som ikke er helt grundlæggende for verbet, kan kaldes ydre roller. De semantiske roller kan artikuleres på forskellige måder, dvs. der findes ingen en-til­ en-relation mellem semantisk rolle og syntaktisk funktion, men der findes ikke desto mindre sammenhæng: AGENT eller OPLEVER kommer ofte til syne, men ikke altid, som det syntakti ske subjekt; bag det syntaktiske objekt finder vi i reglen rollen GENSTAND el­ ler MODTAGER. Mange af de ydre roller udtrykkes med adverbialer.

Aktiv og passiv konstruktion De fleste sætninger kan både konstrueres aktivt med et verbum i aktiv form (Svend ma­ ler stolen) og passivt med et verbum i passiv form, s-passiv, eller med perifrastisk passiv, blive-passiv (Stolen males af Svend, Stolen bliver malet af Svend).

122

Verbernes funktion og betydning

Oversigt over s-passiv og blive-passiv i forskellige former og tempora infinitiv

præsens

s-passiv blivepassiv

s-passiv

hentes

blive hentet

spises

hjælpes

præteritum

perfektum

pluskvam­ perfektum

blivepassiv

s-passiv blivepassiv

blivepassiv

blivepassiv

hentes

bliver hentet

hentedes

blev hentet

er blevet hentet

var blevet hentet

blive spist

spises

bliver spist

spistes

blev spist

er blevet spist

var blevet spist

blive hjulpet

hjælpes

bliver hjulpet

-

blev hjulpet

er blevet hjulpet

var blevet hjulpet

I aktive udsagn (handleform) sættes fokus på, hvad subjektsreferenten gør med objektsre­ ferenten, f.eks. Drengen spiser æblet. I passive udsagn (lideform) forskyder interessen sig til objektet, der flyttes frem i udsagnet og gøres til sætningens tema: Æblet spises afdren­ gen eller Æblet bliver spist af drengen. Det, der sker, når vi passiverer en sætning, er, at sætningens argumenter får et andet udtryk end ved aktiv konstruktion. Vi kan sige, at det argument, som har rollen AGENT, og som normalt ville være udtrykt af subjektet, kan for­ svinde, samtidig med at det argument, som har rollen GENSTAND og ellers ville være man i­ festeret som objekt, får status af subjekt. Det, som er subjekt i den aktive sætning, kan ud­ trykkes med et agentadverbial i den passive sætning eller udelades helt. Et agentadverbi­ al indledes altid af præpositionen af Når sætningen passiveres, er det ikke de bagvedlig­ gende semantiske roller, der laves om på. Disse forbliver de samme, uanset om sætningen er aktiv eller passiv, men de kan altså manifesteres med to alternative udtryk. Drengen

spiser

AGENT

Æblet

spises

GENSTAND

Æblet

blev spist

Else

(af drengen). AGENT

beundrer

OPLEVER

GENSTAND

(af drengen). AGENT

GENSTAND

Torben

æblet. GENSTAND

Else. GENSTAND

beundredes

(af Torben). OPLEVER

123

Verber (udsagnsord)

Else GENSTAND

blev beundret

(af Torben). OPLEVER

Nul- og monovalente verber kan normalt ikke passiveres. Der findes intet objekt, som kan konverteres til subjekt. *Det/Der hagles. *Osten lugtes stærkt. jf. Der bliver lugtet til osten.

*Det/Der bliver haglet. *Det/Der bliver lugtet (af osten).

At en sprogbruger vælger en passiv konstruktion i stedet for en aktiv har forskellige funk­ tionelle begrundelser. Det kan være, at AGENTEN faktisk ikke er kendt, f.eks. Lygtepælen er blevet væltet i nat (men jeg ved ikke af hvem). Det kan også tænkes, at AGENTEN er irrele­ vant. I en opskrift er det ikke motiveret at angive, hvem der skal rense kyllingen og komme den i en gryde, det essentielle er, hvordan maden tilberedes: Kyllingen renses og kommes i en gryde med kogende vand. Også af informationsmæssige grunde kan det være praktisk at bruge passiv med henblik på at kunne begynde sætningen med det led, som svarer til rollen GENSTAND: Manden havde efterladt sin taske på stranden. Den blev senerefundet hæng­ ende i et træ. Her er det tasken, som påkalder sig interesse, og når taleren har til hensigt yderligere at udvikle oplysningerne omkring tasken, er det hensigtsmæssigt at kunne star­ te den efterfølgende sætning med ordet den, der signalerer, at emnet for udsagnet er kendt af modtageren. Endnu en begrundelse for at benytte passiv kan være, at afsenderen af reto­ riske årsager forsøger at skjule den faktiske AGENT. I et tænkt eksempel som Støtten til ulandene sænkes med 5 % fremgår det ikke, hvem der står bag nedsættelsen.

Valget mellem s-passiv og blive-passiv Der findes både semantiske, stilistiske og frekvensmæssige forskelle i brugen af s-passiv og blive-passiv. Generelt har s-passivformen med sit skriftsproglige præg et mere be­ grænset anvendelsesområde end blive-passiv, men vi finder også forskelle, der er beting­ et af funktionen. F.eks. synes sprogbrugerne tilbøjelige til at benytte blive-passiv, når der henvises til en enkelt, specifik handling, og s-passiven, når der refereres til et mere ge­ nerelt forhold (jf. generisk reference, s. 128f.). Pengene udbetaltes af staten. Pengene blev udbetalt af staten Skraldet hentes (normalt) af kommunen. Skraldet bliver (denne gang) hentet af kommunen. Bogen læstes i alle landets skoler. Bogen blev læst af en lille pige, der hed Lotte.

(generisk forhold) (specifik begivenhed) (generisk forhold) (specifik begivenhed) (generisk forhold) (specifik begivenhed)

Derfor ser vi, at s-passiv ofte bliver benyttet i forbindelse med påbud, regler, forskrifter og brugsanvisninger, hvor der bevidst tilsigtes en agentløs (og derfor almen) konstruk­ tion:

124

Verbernes funktion og betydning

Dørene åbnes automatisk. Maskinen tilsluttes en almindelig elmåler. Græsset må ikke betrædes. Der må ikke ryges i venteværelset.

Forskellige typer af verbalbetydninger Visse verber beskriver, hvordan noget er på et bestemt tidspunkt, f.eks. ydre fysiske el­ ler indre psykiske tilstande (står, befinder sig; føler, oplever), mens andre verber gengi­ ver, hvordan verden forandres gennem begivenheder og processer (dør, slår, for­ svinder). Den komplekse virkelighed, der til enhver tid omgiver os i form af tilstande, forandringer og aktiviteter, kan beskrives på utallige måder, og det er sprogbrugeren, som udtager bestemte aspekter og enkeltheder og formgiver dem sprogligt. I denne ud­ vælgelsesproces er især verbeme et vigtigt værktøj til at sortere indtrykkene i tilstande og forandringer. I det følgende vil de centrale grupper af verber, der klassificerer virkeligheden for­ skelligt, blive gennemgået. Ti/standsverber. Verber kan henvise til virkeligheden gennem at fremstille den med temporal udstrækning, uforanderlig og homogen. En tilstand hersker eller foreligger, den sker ikke. Den kan være stabil (langvarig) eller temporær (kortvarig). Tilstandsverber er normal ikke agentive, dvs. subjektet har ikke rollen AGENT i forhold til verbet, men mere typisk roller som GENSTAND eller OPLEVER. Farum er en kommune. Han bor i Farum. De store selskaber dominerer markedet. Der stod en mand uden for døren. Hun {savnede/elskede/tænkte på/huskede} sin mor. Procesverber. Verber kan henvise til virkeligheden gennem at fremstille den med tempo­ ral udstrækning, men samtidig heterogen, dvs. sammensat af successive faser eller del­ momenter. Typiske processer er alle menneskelige gøremål og handlinger samt naturlige aktiviteter, der ikke intenderes, igangsættes og opretholdes af menneskelige subjekter. Når der er tale om menneskelige aktiviteter, har subjektet i reglen rollen AGENT i forhold til verbet. Per {bagerboller/laver mad/vasker op/hænger vasketøj op}. Palle {giklløblcykledelkørte ) gennem skoven. Mormor læste sin bog færdig. Hunden logrer med halen. Flaget blafrede i vinden. Træerne tabte alle deres blade. Trykpressen larmede.

125

Verber (udsagnsord)

Overgangsverber. Verber kan henvise til virkeligheden gennem at fremstille den som en umiddelbar forandring, dvs. en kortvarig og homogen overgang fra en tilstand til en an­ den. Overgangsverberne kan både være agentive (subjektet betegner en referent, som in­ tenderer og gennemfør verbalhandlingen; subjektet har altså rollen AGENT) og 1kke-agen­ tive (subjektet har ikke rollen AGENT). Palle {åbnede/lukkede} døren. Anne tog afsked med sin mor. Dommeren afsluttede rettergangen. Det begyndte at regne. Der opstod en mangel på varer. Tjekkiet vandt kvartfinalen. Vi opdagede en fejl.

Tempus Den grammatiske bøjningskategori tempus omfatter i dansk kun to morfologiske former: præsens og præteritum. Øvrige verbalformer med tidsbetydning er perifrastiske: perfek­ tum, pluskvamperfektum, futurum og datidsfuturum. Dette er ensbetydende med, at ker­ nen i tempussystemet udgøres af en enkelt distinktion: præsens (med kernebetydningen nutid) og præteritum (med kernebetydningen datid). Valget mellem disse to tempora er obligatorisk: For hver eneste finitte sætning i indikativ skal sprogbrugeren tage stilling til, om verbet skal stå i præsens eller præteritum. I det følgende gennemgås først de to morfologiske tempora, hvorefter de perifrastiske (omskrevne) tempusudtryk vil blive behandlet.

Morfologiske tempora: præsens og præteritum Præsens og præteritum er både modusformer (modus indikativ) og tempusformer (præ­ sens og præteritum), og det fører med sig, at de hver især er bærer af to semantiske kom­ ponenter på en og samme gang. Modus indikativ er ensbetydende med, at det, som udsi­ ges med en sætning i enten præsens eller præteritum, har realitetsværdi, dvs. skal opfat­ tes som sandt, hvis ikke andet er angivet, f.eks.: Ahmed bor i Leeds. Ahmed boede i Leeds som barn.

jf. Ahmed bor nok i Leeds. jf. Ahmed boede måske i Leeds som barn.

Eksemplerne til venstre er sætninger, der har en umarkeret sandhedsværdi: Når intet an­ det anføres, opfatter vi påstande af denne type som udsagn om virkeligheden, og det er afsenderen, som står inde for, at informationen nu også er rigtig. I eksemplerne til ven­ stre har taleren modificeret sandhedsværdien ved hjælp af adverbialerne nok og måske. På denne måde bliver det signaleret, at hun eller han ikke (helt) kan sige god for påstan­ den. Udover den sandhedsmarkerende funktion kan tempusdistinktionen samtidig ses som en måde at angive, hvornår det, verbet refererer til, udspiller sig i forhold til meddele­

126

Verbernes funktion og betydning

rens faktiske tale- eller skrivesituation. Præsens og præteritum udtrykker altså en pla­ cering i tid, dvs. de oppebærer tempusbetydning. Mens præteritum er et udpræget da­ tidstempus, benyttes præsens både om nutid, fremtid og datid (i historisk præsens). Ikke desto mindre er præsens' mest typiske betydning at angive nutid.

Præsens Børnene sover i deres senge. Lene har kaffe med. Ulvene hyler i skoven. Båden synker.

Præteritum Børnene sov i deres senge. Lene havde kaffe med. Ulvene hylede i skoven. Båden sank.

Hvis det temporale indhold i sætninger som disse skal anskues skematisk, synes det i før­ ste omgang tilstrækkeligt at relatere afsenderens her-og-nu (samtaletidspunktet = S) til selve den handling eller begivenhed, som verbet fremstiller (verbalhandlingen= V). Dvs. vi ville få følgende illustration, hvor præsens signalerer en samtidighed mellem tids­ punktet for udsagnets tilblivelse og verbalhandlingen, mens præteritum viser, at verbal­ handlingen befinder sig før taletidspunktet.

Præsens

Præteritum

s

I

V

V

/

s

Men helt så enkelt er det imidlertid ikke. Når vi som sprogbrugere benytter præsens og præteritum, udtaler vi os nemlig ikke direkte om, hvordan det faktisk forholder sig nu el­ ler på et specifikt tidspunkt. Vi udsiger kun noget om, hvad der kan eller kunne registre­ res nu eller ved en bestemt lejlighed. Når jeg ytrer sætningen Det regnede for et øjeblik siden, siger jeg ikke noget om, hvorvidt det også regner nu, eller om der f.eks. også var nedbør for to timer siden. Jeg formidler udelukkende, hvordan det stod til, da jeg så ef­ ter for et øjeblik siden. Hvis jeg siger Jeg mødte en smuk kvinde i går, der arbejdede som pædagog, så mener jeg formodentlig ikke, at hun i mellemtiden har skiftet profession. Jeg udtaler mig simpelthen ikke om, hvordan det er nu eller på nogle andre tidspunkter, kun hvordan det var, da jeg var i selskab med hende. Hvis jeg udråber Det var god kaffe!, me­ ner jeg naturligvis ikke, at kaffen ikke skulle være god i udsigelsesøjeblikket, men blot, at jeg sprogligt henviser til den forudgående drikkeoplevelse og registrering af, at kaffen smagte godt. Denne omstændighed, at jeg ikke udtaler mig om mere end det, som kan eller kunne erfares, bunder i præsens ' og præteritums indikative modusbetydning. Eftersom vi som afsendere selv står som garanter for, at det, vi siger, står til troende, må vi begrænse os til at udtale os om det, vi på en eller anden måde selv har erfaret eller har modtaget på anden hånd fra pålidelig kilde. Dette forhold betyder, at vi ikke kan anskueliggøre for­ holdet mellem samtaletidspunkt og verbalhandling som en enkel relation mellem to stør­ relser. Vi bliver nødt til at operere med en tredje enhed: registreringstidspunktet (= R). I princippet kan vi altså sige, at det, som sker i den faktiske eller fiktive virkelighed, altid

127

Verber (udsagnsord)

skal relateres til et her-og-nu, hvor en registrerings- eller bevidsthedsakt fandt sted. En mere adækvat illustration af de to morfologiske temporas grundlæggende betydning er derfor følgende skemaer. Præsens med nutidsbetydning: Det regner.

S (nu udsiger jeg)

I R

I

V

(nu registrerer jeg) (V-handlingen 'regne')

Præteritum (datidsbetydning): Det regnede (for et øjeblik siden).

/S (nu udsiger jeg)

R

I

V

(for et øjeblik siden registrerede jeg) (V-handlingen 'regne')

Forklaringer:

S = samtaletidspunktet, dvs. talerens (eller den skrivendes) her og nu, det deikti­

ske centrum for kommunikationen.

R = registreringstidspunktet, dvs. det tidspunkt, hvor nogen (taleren eller en an­

den) kan eller kunne registrere eller observere noget i »virkeligheden«. Bemærk, at

»registrere« skal forstås meget bredt, og at »virkeligheden« kan være enten faktisk

eller fiktiv.

V = verbalhandlingen, dvs. det, som verbet henviser til i den faktiske eller fiktive

virkelighed. Det kan være en handling, en begivenhed, en proces, en situation, en

tilstand, etc.

Forskellen mellem de to morfologiske tempora i dansk er således et spørgsmål om, hvor R befinder sig. Præsens udsiger, at registreringstidspunktet er samtidig med samtaletids­ punktet. Præteritum udsiger, at registreringstidspunktet ligger før samtaletidspunktet. Når det gælder præsens, er det relevante tidsafsnit givet af sig selv: Det er her-og-nu med lidt uklare grænser. Når det gælder præteritum, er tidsafsnittet stort og upræcist, ef­ Lersom datiden i princippet er uendelig, og derfor er det i reglen nødvendigt at benytte andre sproglige midler, f.eks. temporale adverbialer, til at indkredse det relevante tids­ rum, f.eks. Hans Pil kom til Danmark i går kontra Hans Pil kom til Danmark for 200 år siden.

Specifik, habituel, generisk og iterativ reference Både præsens og præteritum kan dels have en bestemt afgrænset betydning, såkaldt spe­ cifik reference, hvor der henvises til enkeltstående begivenheder i nutiden, fortiden eller fremtiden, f.eks. Jeg går i skole om en halv time, dels indgå i udsagn, hvor der henvises til vaner eller til fænomener i almindelighed, f.eks. Jeg går i 3. klasse. Der kan skelnes

128

Verbernes funktion og betydning

mellem habituel reference, der betyder at have for vane at gøre noget (Dorte går til sal­ sa om mandagen), og generisk reference, hvor et forhold er mere generelt end blot en vane (Månen snurrer om jorden). Men grænsen mellem de to typer er uklar.

Specifik reference:

Hunden sov i hundekurven, men den vågnede, da du kom.

Hunden sover i hundekurven, men den vågner nok snart.

Far stod i køkkenet og stegte sild.

Far står i køkkenet og steger sild.

Gårsdagens tordenvejr var imponerende.

Habituel eller generisk reference:

Hunden sov altid i hundekurven og aldrig i min seng.

Hunden sover altid i hundekurven og aldrig i min seng.

I vores familie var det far, der stod i køkkenet og stegte sild.

I vores familie er det far, der står i køkkenet og steger sild.

Tropiske tordenvejr er imponerende.

Nominalsyntagmernes konstruktion kan indvirke på referencens karakter (jf. s. 17 lf.). Eksempel: Den giraf spiser flest blade. En giraf spiser mest blade.

(specifik) (generisk)

Så godt som alle verbalhandlinger kan optræde både som generiske og specifikke, og ikke sjældent kan sætningerne være tvetydige: Hun drikker kaffe. [enten lige nu eller sædvanligvis] Robert henter posten. [enten lige nu eller sædvanligvis] Ikke sjældent hjælper de øvrige led i sætningen med til at afgøre, om verbet har specifik eller habituel/generisk reference. Mens førstnævnte fremgår ved brugen af f.eks. adver­ bier (Lige nu snakker han i telefon), kan sidstnævnte markeres eksplicit med verbalud­ trykket pleje at + infinitiv: Palle åbner posten. Erik ryger Grøn Cecil. Anna løb maraton.

Palle er den, der plejer at åbne posten. Erik plejer at ryge Grøn Cecil. Anna plejede at løbe maraton.

Både præsens og præteritum kan ligeledes henvise til enten specifikke begivenheder, der kun sker en gang, e ller begivenheder, som gentages (iterativ reference). Forskellen mellem specifik og iterativ reference behøver ikke nødvendigvis at blive angivet ekspli­ cit, men ikke sjældent bliver den markeret med andre led i sætningen.

129

Verber (udsagnsord)

Palle {nøs/hostede/hikkede/blinkede}. Palle nøs utallige gange. Palle gik til bageren flere gange den uge. Palle gik til bageren i morges.

(specifik eller iterativ) (iterativ) (iterativ) (specifik)

J

Præsens' specielle funktioner Som tidligere nævnt har præsens som grundlæggende temporal betydning at angive, at samtaletidspunkt og registreringstidspunkt er samtidige. Mest typisk har præsens altså nutidsreference. Men præsens kan også bruges med fremtids- eller datidsreference. a) Præsens med fremtidsreference. I dansk bruges præsensformen ofte til at henvise til fremtiden, og ikke sjældent er dette faktisk den mest naturlige måde at henvise til kom­ mende begivenheder på. Hvis begivenheden er nærtforestående eller selvfølgelig for de implicerede samtalepartnere, behøver den ofte ikke nærmere præcisering. Sara har kaffe med. [kan siges, inden Sara er kommet, hvis man f.eks. har aftalt

med hende, at hun skal tage kaffe med]

Nej, nu falder hun igen. [kan siges, lige før »hun « falder, fordi man kan se, at

»hun« er tæt på at falde]

Slagelse vinder (nok). [kan siges, inden kampen er afgjort, fordi alt tyder på, at Sla­

gelse vinderl

Ofte er det dog et samspil mellem præsensformen og et temporalt adverbial, der angiver fremtidsreference, og som afgør hele sætningens temporale reference. I følgende ek­ sempler er det fremtidsrefererende temporale adverbial understreget. Bemærk, at adver­ bialets fremtidsreference kan være afhængigt af samtaletidspunktet: 2018 kan have frem­ tidsreference, hvis samtaletidspunktet indtræffer før 2018, ellers ikke. I morgen kommer tante Louise. Folkeafstemningen bliver afholdt i 2018. Næste sommer køber vi nok en ny bil. Tager du skraldet med, når du går? Der findes to mulige skematiseringer af præsens med fremtidsreference. Enten kan det udtrykkes på den måde, at registreringstidspunktet fl yttes frem, f.eks. ved hjælp af et tidsadverbial, og at det, afsenderen udtaler sig om, er, hvad vedkommende mener vil kun­ ne registreres ved dette tidspunkt. Præsens med fremtidsbetydning: /morgener vi på Mallorca. S (n u udsiger j eg)

~R I

V

130

(i morgen registrerer jeg) (V-handlingen 'være på Mallorca')

Verbernes funktion og betydning

Den anden mulighed er at udlægge det på den måde, at de forhold, som kan registreres ved samtaletidspunktet, er af en sådan karakter, at afse nderen rør forudsige, at en speci­ fik verbalhandling vil komme til at indfinde sig (lidt) senere. Det kan være, fordi det på samtaletidspunktet enten er muligt at aflæse forstadierne til en fremtidig begivenhed, el­ ler fordi afsenderen er bekendt med forhold, f.eks. aftaler eller planer, som naturligt vil føre til den kommende begivenhed. Præsens med fremtidsbetydning: Sara har kaffe med. S (nu udsiger jeg)

I R

~

V

(nu registrerer jeg forstadierne til) (V-handlingen 'har kaffe med')

b) Præsens med datidsreference. Præsens kan i særlige kontekster (f.eks. mundtlige fortællinger eller historiske fremstillinger) bruges med datidsreference. Min moster var [præteritum] en gang i Bilka for at købe ind. Da hun blev [præteri­ tum] træt af det, gik [præteritum] hun ind i cafeteriet for at få sig en kop kaffe. Der møder [præsensJ hun en veninde, som hun ikke har [præsens] set i to år. Denne brug af præsens har mange forskellige navne, f.eks. historisk præsens, dramatisk præsens og narrativ præsens. Effekten af at bruge præsens med datidsbetydning kan være, at fremstillingen fremstår som mere levende og nærværende, end hvis der blev benyt­ tet præteritum. Også selve vekslingen mellem præteritum og datidspræsens kan være ef­ fektfuld, idet den bibringer fremstillingen et mere varieret udtryk. I eksemplet herover etab­ leres det datidige univers med et par indledende sætninger i præteritum. Når så handlingens hovedærinde, fortællingens egentlige begivenhed, indfinder sig, skiftes der til præsens. Præsens med datidsbetydning er semantisk set helt lig præteritum og har derfor den samme skematiske fremstilling: Præsens med datidsbetydning: / 1457 vender paven tilbage til Rom. / S (nu udsiger jeg) R

( 1457 registrerede nogen)

I V

(V-handlingen 'vende tilbage til Rom ')

Præteritums specielle funktioner Som nævnt er præteritum mere entydigt som datidstempus, end præsens er som nutids­ tempus, men udover at angive datid har præteritum også en række mere specielle funk­ tioner, der kan betegnes som mere modale e nd temporale, og som skal sættes i forbin­ delse med den dobbelte betydning hos de morfologiske tempora: både modus indikativ og tempus. Præteritum kan bruges med he nblik på at signalere, at noget ikke er faktisk,

131

Verber (udsagnsord)

dvs. ikke har en umarkeret sandhedsværdi. Såkaldt modalt præteritum kan altså bruges i forskellige typer af hypotetiske eller irreale udsagn med henblik på at markere forhåb­ ning, usikkerhed med mere. Hvis du vidste! [irrealis: du ved ikke, men hvis du gjorde det...] Bare det var sandt. [irrealis: det er ikke sandt, men bare det nu var ...] Det var måske en god ide. [usikkerhed] Hvis han kom, ville alt ordne sig. [hypotese] Indholdssiden kommer tæt på det, de modale hjælpeverber kan udtrykke (jf. irrealis s. 117), og i daglig tale forekommer ofte en kombination af præteritum og modalt hjælpever­ bum med henblik på at formidle forsigtige, høfligt nedtonede eller modificerede påstande. Det skulle jeg tro (men jeg ved det ikke med sikkerhed). jf. Det tror jeg. Hvis du bare kunne komme. jf. Du kommer. De kunne vel ikke sige mig, hvornår toget til Vejle kører? jf. Sig mig, hvornår toget til Vejle kører!

Ville De være så venlig at åbne en kasse mere? jf. Åbn en kasse mere!

Perifrastiske tempora Det danske tempussystem indeholder to typer af perifrastiske tempusudtryk: de perfek­ tuelle og de futurale. De perfektuelle tempora består af hjælpeverberne have og være + formen perfektum participium. (Om fordelingen af de to hjælpeverber se s. 115). Når hjælpeverbet står i præsens, taler vi om perfektum: har solgt, er gået, og når hjælpever­ bet er i præteritum, taler vi om pluskvamperfektum: havde solgt, var gået. De futurale tempora består af modalverberne ville og skulle+ formen infinitiv. Når formen af modal­ verbet er præsens, dannes futurum: vil sælge, skal spise, og når modalverbet står i præ­ teritum, får vi datidsfuturum: ville sælge, skulle spise.

Perfektum og pluskvamperfektum Perfektum (førnutid) og pluskvamperfektum (førdatid) angiver, at den verbalhandling, som det infinitte verbum henviser til , allerede er indtruffet, f.eks. Jeg har fået en sprøjte. Det infinitte verbum refererer altså til en bestemt begivenhed (få en sprøjte), og det fi­ nitte verbum henviser til den eftertilstand, som foreligger, efter at det infinitte verbums begivenhed har fundet sted (have fået en sprøjte). En eftertilstand er et resultat, en kon­ sekvens eller en erfaring af en begivenhed. Hvis jeg køber en ost, så har jeg en ost, når aktiviteten er overstået. Når jeg åbner vinduet, står det åbent, når handlingen er afsluttet. Hvis jeg rejser til London, så har jeg været i London bagefter, etc. Eksempler:

132

Verbernes funktion og betydning

PerniJle har vundet 1.000 kroner. Gustav havde fået en søn. Line har fundet en ny ven. For at tale om begivenheder, som ligger uden for rækkevidden af vores sanseapparat, men som vi alligevel ved eller tror er sket, anvender vi perfektuelle tempusudtryk. Hvis vi ser naboen komme hjem i en ny bil, siger vi måske: Naboen har købt en ny bil. Ud fra den nærværende situation slutter vi os til, hvad der er sket, inden denne situation opstod. Imidlertid foreligger den mulighed, at vi tager fejl, eftersom vi kun har registreret efter­ tilstanden til omtalte begivenhed. Bilen kan være lånt, lejet eller stjålet. Af den grund vil­ le det virke påfaldende at sige: Naboen købte en ny bil. Som det fremgår af eksemplet, er der altså en grundlæggende distinktion mellem per­ fektum og præteritum, til trods for at begge tempora i realiteten henviser til datidige be­ givenheder. Perfektum bruger jeg om tildragelser, som allerede er indtruffet, og som er relevante at tale om, især fordi de har bevirket en eftertilstand eller et resultat, der er inter­ essant i samtalerummet. Selve begivenheden er faktisk mindre interessant end resultatet af den. En sætning i præteritum fokuserer derimod på selve begivenheden, da den fandt sted engang i fortiden. Men en sætning i præteritum siger ikke noget om, hvad der efter­ følgende skete. En sætning i præteritum implicerer ikke, at en eventuel eftertilstand sta­ dig gælder, hvilket en sætning i perfektum altid gør. Pelle har forladt Katrine. ['Katrine er nu alene' er det centrale budskab] jf. Pelle forlod Katrine. [måske er han kommet tilbage igen] Sissi har fået fem hvalpe. [' Sissi har fem hvalpe' er det centrale budskab] jf. Sissi fik fem hvalpe. [måske er to af dem døde nu] Jeg har bestilt en rejse til Rom. ['jeg skal en tur til Rom' er det centrale budskab] Jeg bestilte en rejse til Rom. [måske blev den aflyst eller er afviklet] Såfremt de perfektuelle tempora skal beskrives mere teknisk, er det nødvendigt at fore­ tage en sammenkobling af den temporale information, som ligger i det finitte verbum (er/har, som er præsens, og var/havde, som er præteritum), med den temporale informa­ tion, som ligger i relationen mellem det finitte og det infinitte verbum. Denne relation er en før ~ efter relation, der kan illustreres på følgende vis: Perfektuelle udtryk: har købt I er gået I havde købt I var gået

/ FY finit verbum (er, var, har, havde)

IV

infinit verbum (købt, gået)

Hvis vi kombinerer dette skema med de temporale skemaer, vi allerede har for de mor­ fologiske tempora, får vi følgende tekniske beskrivelse af de to sammensatte tempora perfektum og pluskvamperfektum.

133

Verber(udsagnsord) Perfektum (førnutid): Du har fået en plet på trøjen.

S (nu udsiger jeg)

I R

(nu registrerer jeg)

I

/FY IV

(eftertilstanden kan registreres) (IV-handlingen 'få en plet på trøjen' )

Pluskvamperfektum (førdatid): Eva var rejst til London, da Pelle kom.

/S (nu udsiger jeg)

R

I

/FY IV

(da Pelle kom, registrerede han) (eftertilstanden kunne registreres) (IV-handlingen 'rejse til London' )

Den principielle forskel mellem perfektum og pluskvamperfektum er altså samme forskel som mellem præsens og præteritum: Hvor befinder registreringstidspunktet sig? Pe1fek­ tum bruges derfor, når en eftertilstand er relevant ved samtaletidspunktet. Pluskvamper­ fektum benyttes, når e n eftertilstand var relevant og interessant engang i fortiden. Meget ofte er det nødvendigt at fortælle, hvornår en bestemt eftertilstand kunne registreres i da­ tiden. Da vi kom tilbage fra Sverige, havde Sissi fået fem hvalpe. I 2002 havde jeg bestilt en rejse til Rom. Hvis vi sammenligner sætninger i pluskvamperfektum med tilsvarende sætninger i præ­ teritum, fremgår det tydeligt, at pluskvamperfektum har eftertilstandsbetydning (begi­ venheden registreres ikke direkte, kun eftertilstanden), mens præteritum angiver direkte registrering: Da jeg mødte Eva i byen i går, havde hun fået et blåt øje. [dvs. ikke mens »jeg« var der] Da jeg mødte Eva i byen i går, fik hun et blåt øje. [dvs. mens »jeg« var der] På samme måde, som morfologisk præsens kan bruges om fremtid og datid, kan det sammensatte tempus perfektum, som har et finit verbum i præsens, anvendes om fremtid og datid. Der bliver i så fald tale om fremtidsperfektum (eller førfremtid) og datidsper­ fektum (eller førdatid). (I morgen, når Pelle kommer,) er Eva allerede rejst til London. (førfremtid) (Da kongen kommer tilbage i 1347,) er paven allerede rejst til Rom. (førdatid)

134

Verbernes funktion og betydning

Futurale tempusudtryk De futurale tempusudtryk er ikke lige så velafgrænsede og definitive som de perfektuel­ le. Det beror på, at fremtiden, der endnu ikke er indtruffet, rummer et utal af usikker­ hedsmomenter, vi skal kunne tale om på mange måder. En teknik er at bruge modalver­ ber: Jeg kan komme i morgen. Vil du have en cola? Må jeg ryge herinde? Også med verbum + infinitivsyntagme som objekt kan forskellige aspekter på fremtidige begivenheder udtrykkes:

Ønsker i at købe eller sælge? Regeringen planlægger at revidere lovgivningen på området. Jeg kommer til at savne dig. I alle disse udtryk angiver det infinitte verbum eller infinitivsyntagmet en handling, som ikke er realiseret endnu, men som måske vil blive det i fremtiden. I princippet kunne vi sige, at alle sætningerne indeholder futurale udtryk. Fælles for dem er, at de formidler, at en be­ stemt fortilstand er til stede (kan angiver en foreliggende mulighed, ønsker fremstiller et foreliggende ønske, planlægger udsiger, at en aktiv planlægning er til stede). Men ingen af dem udtrykker, at det infinitte verbums handling rent faktisk sker i fremtiden. Og denne usikkerhed er konstitutivt set nødvendig, eftersom vi ikke kan vide med sikkerhed, hvad morgendagen bringer. lkke desto mindre har visse fremtidsudtryk en fastere og mere defini­ tiv fremtidsbetydning end andre. Ved sprogets hj ælp kan vi lade, som om vi tror, at det vi ud­ siger, faktisk også vil indtræffe. I dansk gør vi dette især med modalverberne ville og skulle samt med morfologisk præsens (jf. tidligere). I andre sprog, f.eks. fransk, finder vi særlige morfologiske former for fremtid. len smal definition af den grammatiske kategori futurum er det udelukkende de morfologiske fremtidsformer, der indgår, men en blødere terminolo­ gi, som den vi gør brug afher, vil også regne forskellige perifrastiske udtryk til futurum. De perifrastiske udtryk ville + infinitiv og skulle + infinitiv er måder at angive fremtid i dansk. De angiver begge, at en fortilstand til en senere (mulig) begivenhed foreligger. På samme måde, som vi i virkeligheden kan registrere eftertilstande til begivenheder, hvilket kan udtrykkes ved perfektum og pluskvamperfektum, er vi også i stand til a t re­ gistrere fortilstande. Et fortilstandsudtryk kan, som tidligere nævnt, have forskellige ind­ hold, eftersom vi kan forholde os på flere måder til den (usikre) fremtid, men blandt de mere rendyrkede fremtidsudtryk fremstår især intention, dvs. at nogen har til hensigt at gøre et eller andet i fremtiden, som en central fortilstand. Kaja vil købe en ny hund, hvis Sissi dør. Jeg vil have et hus med en stor have. Nu skal vi spise. Skal vi gå en tur?

135

Verber (udsagnsord)

Forskellen mellem ville og skulle er, at ville ofte udtrykker en vilje eller hensigt, der er agentens egen, mens skulle i højere grad signalerer, at der er tale om noget, der pålægges agenten udefra, f.eks. gennem en konvention, en beslutning eller et forslag. En anden for­ skel er, at især ville kan tabe sin intentionsbetydning og i nogle sammenhænge overgå til at udtrykke en mere rendyrket fremtidsbetydning eller prædiktion (forudsigelse). Dette gælder hovedsageligt, når den fremtidige begivenhed ikke er agentiv, dvs. styret af et viI­ lende subjekt. Når ville bruges på denne måde, kombineres det gerne med adverbialer som nok, måske eller med verbaludtrykket komme til at. Renten vi/ gå op, hvis vi går med i EMU. På mandag vil det nok blive regn igen. Jeg vil komme til at savne dig. Teknisk set kan de futurale udtryk beskrives parallelt med de perfektuelle, men den tem­ porale relation mellem det finitte verbum og det infinitte verbum har naturligvis den mod­ satte retning ved de futurale udtryk. Futurale udtryk: vil købe I skal gå I ville købe I skulle gå FY finit verbum (vi/, ville, skal, skulle)

~

IV

infinit verbum (købe, gå)

Når dette temporale mønster kombineres med mønstrene for præsens og præteritum, får vi følgende tekniske beskrivelser af de futurale tempora: Futurum (efternutid): Bo vil købe en bil. S (nu udsiger jeg)

I

(nu registrerer jeg)

R

I

FY

(fortilstanden kan registreres)

~ IV

(IV-handlingen 'købe en bil')

Datidsfuturum (efterdatid): Dengang skulle Bo købe en bil.

(nu udsiger jeg)

/s

R

(dengang registrerede jeg/nogen)

I

FY

(fortilstanden kunne registreres)

~

IV

136

(IV-handlingen 'købe en bil')

Verbernes funktion og betydning

Bemærk, at det forhold, at IV står lige under S i den grafiske fremstilling, ikke er ensbe­ tydende med, at disse to tidspunkter er sammenfaldende. Ligesom andre præsensudtryk kan de futurale præsensudtyk (vil gå, skal høre) også optræde med datidsreference, i historisk præsens og lignende. (I følgende eksempel er det futurale udtryk markeret med fed). Min moster var [præteritum] en gang i Bilka for at købe ind. Da hun bliver [præ­ sens] træt af det, går [præsens] hun ind i cafeteriet for at få sig e n kop kaffe. Hun skal lige til at sætte sig ved et bord, da hun får [præsens] øje på en veninde. Et fremtidsudtryk i præsens kan dog ikke markere fremtid dobbelt, dvs. vil komme eller skal se kan ikke bruges som udtryk for efterfremtid, f.eks. *Juleaften vil vi komme til at savne ham to uger senere.

Oversigt over tempussystemet i dansk

Enkle tempora

Form

Betydning

Form

Betydning

Præsens: spiller, går

nutid (fremtid, datid)

Præteritum: spillede, gik

datid

Sammensatte tempora Perfektuelle

Perfektum: har spillet, er gået

førnutid (førfremtid, førdatid)

Pluskvamperfek­ tum: havde spillet, var gået

fø rdatid

Futurale

Futurum: vil spille, skal gå

efternutid (efterdatid)

Datidsfuturum: viile spille, skulle gå

efterdatid

137

12. Adverbier (biord)

I

Adverbierne er den mest uensartede af alle ordklasserne, og de kan i et vist omfang be­ tragtes som en pulje af alle de (små)ord, der ikke kan anbringes i de andre klasser. Der findes imidlertid også grupper af adverbier, der af strukturelle, funktionelle og semanti­ ske grunde tydeligt fremstår som relaterede. Ordet adverbium er sammensat af ad+ ver­ bium, der oprindeligt betyder ' til'+ 'ord', dvs. en bestemmelse af et andet ord (især ver­ bum). Traditionelt inddeles adverbierne i fødte adverbier (f.eks. længe, ligefrem. frem) og adverbier afledt af adjektiver (dum-t, venlig -!, hysterisk). I denne grammatik medregner vi kun de førstnævnte til adverbierne, mens de ord, der både kan benyttes i adjektiviske funktioner og som adverbial, betragtes som adjektiver Uf. s. 75 og 83f.).

Adverbiernes struktur Adverbierne er en lukket klasse af ord, dvs. der tilkommer stort set ikke nye ord af den­ ne type. Adverbiernes struktur kan både være enkle rodmorfemer (ned, ind, så) og kom­ plekse ord. Mange af ordene i gruppen er sammensatte eller afledte af morfemer, der er almindeligt forekommende i netop adverbier, f.eks. her-, der-, for-, ind-, bag-; -næst, -henne, -vis. (Se videre eksemplificeringen under afsnittet Adverbiernes betydning). Ord af meget forskellig oprindelse kan leksikaliseres som adverbier, f.eks. rablende (op­ rindeligt præsens participium), sgu (oprindeligt så Gud!), pinedød (oprindeligt pine og død, dvs. to sideordnede substantiver).

Adverbiernes funktion Adverbiets funktion er at udgøre hovedordet i et adverbiumsyntagme. Et adverbium­ syntagme optræder som adverbial. I de tleste tilfælde består et adverbiumsyntagme kun af et enkelt ord, hvilket vil sige, at samme sproglige enhed både optræder som adverbi­ um og adverbial. Der er imidlertid en principiel forskel mellem funktion og materiale, ef­ tersom adverbialer kan udtrykkes på andre måder end med adverbier, f.eks. med præpo­ sitionsforbindelser og med adjektiver i neutrum. Adverbiumsyntagmer kan også indehol­ de flere ord, f.eks. lovlig længe, langt ude, og de kan have flere forskellige syntaktiske funktioner, idet de kan agere som bestemmende led til verber, til hele sætninger, til ad­ jektiver og andre adverbier.

Adverbium, der står som adverbial til et verbum Anna cyklede hjemmefra. Hans sidder herudenfor. Hun tvivlede længe. Ofte kommer han for sent.

138

Adverbiernes funktion

Adverbium, der står som adverbial til en hel sætning

Hun cyklede nok til Taulov.

Kåre løb sandsynligvis hurtigere end Bo.

Hun tvivlede ikke på hans gode hensigter.

Måske kommer han i dag.

Adverbium, der står som adverbial til et adjektiv

Anna er meget hurtig.

Menuen var næsten vegetarisk.

Hun varforholdsvis slank.

Hassan er mere behagelig end Lars.

Adverbium, der står som adverbial til et adverbium

Hun tvivlede meget længe.

Nok så ofte kommer han for sent.

Jeg ryger næsten aldrig.

Præcis halvvejs ligger der en tankstation.

I en sætningskonstruktion findes der to adverbialspositioner, en i sætningens midte og en i sætningens slutning. Især de adverbier, som bestemmer hele sætningen, f.eks. negatio­ ner, attitudeadverbier og konnektionsadverbier, står i reglen i sætningens midte, mens ad­ verbier, der bestemmer verber, gerne tager ophold i sætningens slutning. Imidlertid er reglerne ikke helt faste, og mange adverbier kan desuden optræde i sætningens begyn­ delse. (Se videre s. 208f.). Eksempler: Katrine vil måske rejse.

Katrine vil rejse hjem.

Nu vil Katrine rejse.

Et stort antal adverbier kan indgå i mere eller mindre faste (dvs. leksikaliserede) forbin­ delser med verber, de såkaldte partikelverber, hvor to ord går sammen og danner en sær­ lig betydningsmæssig enhed. I disse forbindelser får adverbiet gerne en fortyndet og min­ dre konkret betydning. Verbet er tryksvagt i disse forbindelser. Han luftede ud efter aftensmaden.

Hun stod op klokken syv.

Nu ringer det ind!

Han har sneget sig ind gennem vinduet.

Det skal du nok skrive ned.

Du bliver nødt til at sige fra.

Adverbier fungerer ikke som foranstillet bestemmelse af et substantivisk hovedord.

139

Adverbier (biord)

*en længe venten *et herhjemme badeværelse *en måske oplevelse *et vistnok svar Nogle adverbier kan dog fungere som efterstillet bestemmelse til substantiv. Badeværelset herhjemme er meget slidt. Huset derovre er til salg. En lille gruppe fokusadverbier kan også bestemme substantiver og andre nominale led, men de kan ikke optræde på adjektivets plads foran substantivet. Kun min datter havde penge med. Netop skoleinspektøren vil jeg ikke snakke med. Især det dejlige hus vil jeg komme til at savne.

jf. *min kun datter jf. *den netop skoleinspektør jf. *det især hus

I temporale udtryk fungerer et par ord, der i andre sammenhænge er præpositioner, som efterstillede adverbielle bestemmelser af substantiver. Det gælder udtryk som dagen før/efter, året inden i følgende type af eksempler: Dagen før ryddede hun op i hele huset. Året inden var vi i Senegal. Bemærk, at mange ord kan optræde både som adverbier og præpositioner, se afsnittet Præposition eller adverbium? (s. I 50f.). Om grænsen mellem adverbium og pronomen se s. 146.

Adverbiernes bøjning Dynamiske vs. statiske adverbier En gruppe adverbier opviser systematisk bøjning med morfemet -e. Grundformen (uden -e) har dynamisk betydning og bruges som retningsadverbium. Den bøjede form (med -e) har statisk betydning og bruges som stedsadverbium. Dynamisk adverbium Han er på vej hjem. Spillerne er på vej ind. Hvor skal du hen?

Statisk adverbium Han er hjemme i aften. De løber rundt inde på banen. Hun bor henne ved bageren.

Relationen mellem dynamisk og statisk form gælder for enkle såvel som sammensatte adverbier. Når bøjningsmorfemet -e tillægges, kan der opstå konsonantfordobling eller synkope.

140

Adverbiernes betydning

Dynamisk adverbium frem hen (herhen, derhen) hjem (herhjem, derhjem) ind (herind, derind) ned (herned, derned) om (herom, derom) op (herop, derop) over (herover, derover) ud (herud, derud)

Statisk adverbium fremme

henne (herhenne, derhenne)

hjemme (herhjemme, derhjemme)

inde (herinde, derinde)

nede (hernede, dernede)

omme (heromme, deromme)

oppe (heroppe, deroppe)

ovre (herovre, derovre)

ude (herude, derude)

Komparation Nogle ganske få adverbier kan kompareres som adjektiver. Ligesom det gjaldt adjekti­ verne, er endelserne -(e)re og -(e)st. Eksempler:

Positiv ofte længe tit gerne

Komparativ oftere længere tiere hellere

Superlativ oftest længst tiest helst

(suppletiv bøjning)

Kongruensbøjning forekommer ikke hos adverbierne, eftersom de ikke har et nominalt led som hovedord, de eventuelt kunne kongruere med.

Adverbiernes betydning Adverbiernes semantiske funktion er at angive forskellige omstændigheder i forhold til det indhold, ytringen formidler. Ofte drejer det sig om spatiale (rumlige) eller tem­ porale (tidslige) forhold: hvor og hvornår noget foregår, eller hvorhen noget eller no­ gen er på vej. Men der findes også andre muligheder for at præcisere og modificere de tilstande, processer eller tilstandsforandringer, som en sætning refererer til. Det kan f.eks. gælde graden af en egenskab eller talerens attitude til det sagte. I det følgen­ de præsenteres forskellige typer af adverbier, der samler sig i tydelige betydningsgrup­ per.

Stedsadverbier Stedsadverbier angiver placering, dvs. hvor en eller flere referenter befinder sig, eller be­ givenheder udspiller sig, i den spatiale dimension. Han er allestedsnærværende. Bilen står derhjemme. Viggo synger inde i huset. Sydpå leves livet lidt lettere.

141

Adverbier (biord)

Eksempler på stedsadverbier: allesteds, bag, bagefter, bagi, bagpå, bagtil, bagude, bagved, borte, der, derhenne, I derhjemme, derhos, deri, derimellem, derinde, dernede, dernedenfor, dernedeom­ kring, deromme, deroppe, derovre, etsteds, foran, forneden, foroven, forude, frem­ me, halvvejs, henne, her, herhenne, herhjemme, hernede, heromkring, heroppe, her­ ude, herudenfor, hjemme, hvor, hvorhenne, indadtil, inde, indenfor, indeni , inden­ under, ingensteds, intetsteds, jævnsides, langvejs, mangesteds, midt, midti, midtpå, midtvejs, nede, nedenfor, nord, nordpå, omme, oppe, ost, ovenpå, overalt, overfor, ovre, sammesteds, syd, sydpå, tilbage, ude, udenfor, udenpå, undervejs, vest, vestpå, øst, østpå

Retn ingsadverbier Retningsadverbier angiver bevægelse i en vis retning, dvs. hvordan en eller flere refe­ renter bevæger sig i den spatiale dimension fra et sted til et andet. Gå ud i bryggerset og se efter.

Kom ind i varmen.

Damen skal vende sig indad, ikke udad, i næste trin.

Viggo kommer altid deifra.

Bevægelsen kan enten være uafsluttet, og der opnås ikke et mål (Han gik vesterud i tre timer), eller afsluttet, dvs. et mål erhverves (Karin gik derned klokken to). Eksempler på retningsad verbier: bagfra, bagom, bagover, bagud, bort, derfra, derhen, derhenad, derhenimod, der­ hennefra, derind, derindad, derindefra, derindunder, derned, dernedad, dernedefra, dernedomkring, dernedtil, derop, deropad, deroppefra, dertil, forbi, forfra, forud, frem, fremad, fremefter, hen, herfra, herhen, herhjem, herop, heropad, hertil, herud, herudefra, hjem, hjemad, hjemmefra, hjemom, ind, indad, indefra, indef­ ter, indenom, indover, langtvejsfra, ned, nedad, nordfra, nordover, nordud, op, opad, opover, over, retur, sammestedsfra, sammestedshen, sydfra, sydover, syd­ ud, tilbage, udad, udvendigfra, væk, vestfra, vestover, vestud, østfra, østover, østud Der er, som nævnt, en systematisk sammenhæng mellem adverbier med kort form og retningsbetydning (op, ned) og adverbier med lang form og stedbetydning (oppe, nede).

Tidsadverbier Tidsadverbier angiver forskellige temporale betydninger, f.eks. hvornår det udsagte ud­ spiller sig i den temporale dimension, hvor hyppigt noget finder sted, eller med hvilken tidsmæssig udstrækning det forløber.

142

Adverbiernes betydning

Jeg har ventet længe.

Man kan aldrig vide.

Nej, nu græder han igen.

Han græder tit om natten.

Hvornår var vi i Skåne senest?

Visse tidsadverbier tilhører tydelige semantiske undergrupper, f.eks. hyppighedsadverbi­ er og varighedsadverbier, mens andre angiver en række mere eller mindre uensartede temporale betydninger. Adverbiet aldrig kombinerer f.eks. to betydninger: negerende og temporal betydning. Eksempler på forskellige tidsadverbier: aldrig, allerede, almindeligvis, atter, bestandig, da, daglig(t), dengang, derefter, derimellem, dernæst, derpå, efter, efterhånden, endelig, endnu, engang, fordum, fortfarende, fremdeles, fremover. før, førhen, herefter, hernæst, herpå, hidtil, hvor­ efter, igen, imedens, imens, immer, inden, indimellem, just, længe, medio, meget (::::ofte), mestendels, netop, nogensinde, nu, nu og da, nylig, nys, når, ofte, omsi­ der, pludselig, primo, samtidig, senere, siden, sjældent, snart, sommetider, stadig, stadigvæk, stedse, straks, stundom, sædvanligvis, tidsnok, tit, undertiden, vanlig­ vis

Mådesadverbier Mådesadverbier fremstiller, på hvilken måde en verbalhandling bliver udført. Gruppen omfatter, semantisk set, meget forskellige adverbier og kan derfor nærmest betragtes som en restgruppe. Eksempler: alene, anstændigvis, direkte, falskelig, fast, fat, fluks, forsigtigvis, fort, gladelig, grassat, hvordan, hændelsesvis, indirekte, inkognito, itu, klogelig, ligedan, lige­ sådan, nonstop, omkuld, ordentligvis, overens, pladask, retfærdigvis, rettelig, retur, sagtelig, sammen, sidelæns, sporløst, tilfældigvis, tilfælles, tilovers, til­ sammen, tjep(t), tværs, tvært, udenad, uforvarende, ugerne, underhånden, videre Som mådesadverbialer fungerer ellers især adjektiver i t-form, f.eks.: Han svarer aldrig uvenligt.

Han stirrede uhøfligt på den ældre dame.

Gradsadverbier Gradsadverbier har den særlige syntaktiske funktion at bestemme adjektiver eller andre adverbier. Adjektiver og adverbier har til opgave at udtrykke egenskaber og kvaliteter, og disse kan ofte, især når grundordet er et adjektiv, opfattes som relaterede til en gradueret skala. Ved hjælp af gradsadverbier er det muligt ganske præcist at angive, i hvor høj el­ ler lav grad en aktuel egenskab er til stede.

143

Adverbier (biord)

Adverbium, der bestemmer et adjektiv

Hun er ovenud sød men lidt naiv.

Aftalen er knap så fordelagtig for mig.

Maskinen er særdeles effektiv.

Adverbium, der bestemmer et adverbium

Jeg har ventet ( alt)for længe.

Han græder meget ofte.

Han kendte hele digtet aldeles udenad.

Eksempler på gradsadverbier: aldeles, alt for, dæleme, drønhamrende, dødhamrende, flintrende, for, forholdsvis, frygtelig, ganske, højst, immervæk, knap så, langtfra, lidt, ligefrem, lovlig, mægtig(t), meget, morderlig(t), næsten, ovenud, overmåde, pinedød, pinende, ra­ blende, ravende, ret, særdeles, sindssyg(t), slet ikke, splitterravende, så, temmelig, uforholdsmæssig, uhyre, umådelig, ungefær, vidt, virkelig Adverbierne meget og lidt kan også bestemme verber ved at angive graden eller intensi­ teten af en aktivitet eller tilstand: Hun elsker ham meget; Hun bevæger sig lidt.

Attitudeadverbier Attitudeadverbier angiver afsenderens attitude til det, han eller hun udsiger, og de funge­ rer som bestemmelse af en hel sætning. Attituden kan enten være en positiv eller negativ vurdering af sætningsindholdet eller en vurdering af det udsagtes sandhedsværdi, dvs. om taleren tror, at det, vedkommende siger, står til troende, eller om det blot skal opfat­ tes som f.eks. sandsynligt, rimeligt eller lignende. (positiv vurdering)

Kjeld og Kaja bliver heldigvis snart forlovet. Kjeld og Kaja bliver uheldigvis snart forlovet. (negativ vurdering)

Kjeld og Kaja bliver sandsynligvis snart forlovet. (usikkerhed om sandhedsværdien)

Bemærk, at også et adverbium som sikkert faktisk angiver usikkerhed om sandhedsvær­ dien. Sætningen Kjeld og Kaja er sikkert blevet forlovet betyder ikke, at tal eren med sik­ kerhed ved, at det forholder sig på den måde, kun at det er temmelig sandsynligt. Andre eksempler på attitudeadverbier: allerhelst, begribeligvis, beklageligvis, desværre, dog, egentlig, endda, fandeme, for­ nuftigvis, gerne, gid, givetvis, glædeligvis, gudhjælpemig, gudskelov, heldigvis, helle­ re, helst,jo, kanhænde, kanske, knageme, kraftedeme, lige, ligefuldt, ligegodt, lykke­ ligvis, minsæl, minsandten, mon, monstro, muligvis, måske, naturligvis, nok, nødig, nødvendigvis, overhovedet, partout, rigtignok, rimeligvis, sagtens, sandelig, sandsyn­ ligvis, selvfølgelig, sgu, sikkert, simpelthen, skam, snarere, snarest, spilleme, såmænd, såre, søreme, tydeligvis, uheldigvis, ulykkeligvis, vel, virkelig, vist, vistnok, åbenbart

144

Adverbiernes betydning

Konnektionsadverbier Konnektionsadverbier har som primær opgave at angive relationer mellem sætninger el­ ler sætningsled, dvs. de fortæller, hvordan oplysningerne i de forskellige afsnit af et ud­ sagn eller en tekst er indbyrdes forbundet. F.eks. kan de tydeliggøre relationer som årsag/virkning eller signalere, at der kommer et forklarende tillæg til forhold, som alle­ rede er nævnt og forudsættes bekendt på baggrund af konteksten. DerciffØlger, at mange går til tandlægen for sjældent.

Han har ligeledes en gusten attitude til kvinder.

Enten køber du kjolen nu, eller også går vi til en anden forretning.

Altså får jeg ikke nogen penge.

Hvo,for skal du have den kjole?

Manden er imidlertid en dygtig tryllekunstner.

Adverbierne derfor og hvmfor kan kaldes årsagsadverbier. Øvrige konnektionsadver­ bier angiver en lang række forskelligartede relationer, eksempler: alligevel, altså, både, dels, deraf, deriblandt, derigennem, derimod, dermed, derom, deromkring, deroveni, desangående, desto, desuagtet, desuden, dog, eksempelvis, el­ lers, end, endda, endog, endsige, enten, følgelig, heller, henholdsvis, heraf, her­ iblandt, herigennem, herimod, herom , hertil, herved, hverken, hvori, hvoriblandt, hvorigennem, hvorimod, hvorimellem, ifølge, imidlertid, ligefrem, ligeledes, lige­ som, ligeså, navnlig, nemlig, notabene, også, overhovedet, så, sågar, således, sålunde, tillige, tilligemed, tilmed, tværtimod, tværtom, udelukkende, visselig, ydermere Som en undertype af konnektionsadverbierne finder vi adverbier, der udpeger eller i sær­ lig grad fokuserer på en referent eller et bestemt aspekt af en referent. Disse adverbier kan kaldes fokusadverbier. De kan stå foran nominale led, f.eks. substantiver, prono­ mener og infinitivsy ntagmer. Line var dum nok at stole på ham.

Især hendes næse var smuk.

Tilmed præsten kunne lyve til husbehov.

Også jeg har behov for lidt opmærksomhed.

Især at lyve er forbudt.

Kun

Eksempler på fokusadverbier: bare, blot, især, just, kun, lige, netop, selv, tilmed En lille gruppe adverbier (cirka, eksakt, omtrent, præcis) bestemmer talord ved at angi­ ve, om tallet skal opfattes som eksakt eller omtrentligt. Hun har {nøjagtig/omtrent) 200 øldåser.

145

Adverbier (biord)

Negationer (nægtelser) Negationerne er en lille, men vigtig gruppe af adverbier. De bestemmer en hel sætning og negerer (benægter) dennes indhold. De angiver, at det, som sætningen omtaler, har I omvendt sandhedsværdi. positivt sikkert Bo har set en giraf. Det regner. Gardinet var blåt.

negativt sikkert Bo har ikke set en giraf. Det regner ikke. Gardinet var ikke blåt.

usikkert jf. Bo har måske set en giraf. jf. Det regner nok ikke. jf. Gardinet var vel blåt.

De rene negationer er ikke og ej, mens ingenlunde og næppe er mere stilistisk markeret. Adverbiet aldrig er som sagt en kombination af tidsadverbium og negation og betyder noget i retning af ' ikke nogen gang'. Adverbiet hverken er et negeret konnektionsadver­ bium, som følges af konjunktionen eller i en senere del af udsagnet: Hverken hun eller jeg har fregner(= hun har ikke fregner+ jeg har ikke fregner); Hverken at bade eller at Løbe er sjovt(= det er ikke sjovt at bade+ det er ikke sjovt at løbe).

Interrogative {spørgende) adverbier Interrogative adverbier kombinerer et spørgende betydningselement med andre betyd­ ningselementer, hvilket afstedkommer, at de både kan klassificeres som interrogative ad­ verbier og som hørende hjemme inden for forskellige andre adverbiegrupper: Hvor bor hun? Jeg spørger hende, hvorhenne hun bor. Hvorfra kommer kometen? Ved du, hvorhen den er på vej? Hvornår kommer kometen? Hvordan ser den ud? Hvorfor regner det altid?

(spørgende stedsadverbium) (spørgende stedsadverbium) (spørgende retningsadverbium) (spørgende retningsadverbium) (spørgende tidsadverbium) (spørgende mådesadverbium) (spørgende årsagsadverbium)

Interrogative adverbier indleder enten spørgende helsætning eller spørgende ledsætning. Selve hv-ordet fungerer som adverbial i spørgesætningen, jf. Hvornår kommer Hans ? og Nu kommer Hans; Hvor bor Lone? og Her bor Lone. Andre adverbier indledt af hv- fun­ gerer især som konnektionsadverbier, se eksemplerne herover. Blandt de såkaldte hv-ord finder vi også pronomener, se Interrogative og relative pronomener, s. 93f.

Adverbium eller pronomen? Sprogets funktionelle småord har ofte ikke kun en, men hyppigt flere funktioner, og det kan i visse tilfælde være vanskeligt at se forskellen på adverbier og pronomener. Det ud­ slagsgivende kriterium for, om et ord er et adverbium eller et pronomen, er ordets funk­ tion. Hvis ordet fungerer som bestemmelse af et verbum, en sætning, et adjektiv eller et adverbium, er der tale om adverbier. Fungerer ordet nominalt (som et substantiv) eller at­ tributivt (som et adjektiv), er der tale om et pronomen. Eksempler:

146

Adverbium eller pronomen?

Karl er meget syg. Han lyver meget. Jeg har set meget. Her har jeg lidt smør. Jeg savner ham lidt. Har vi mere ost tilbage. Hun er mere sky end ham. Hun fik en mindre tallerken. Han ryger mindre ofte nu.

meget er gradsadverbium til adjektivet syg meget er gradsadverbium til verbet lyver meget er et indefinit pronomen, som fungerer som objekt lidt er kvantitativt pronomen til substantivet smør lidt er et gradsadverbium til verbet savner mere er kvantitativt pronomen til substantivet ost mere er gradsadverbium til adjektivet sky mindre er kvantitativt pronomen til substantivet tallerken mindre er gradsadverbium til adverbiet ofte

147

13. Præpositioner (forholdsord)

' Præpositioner er ubøjeLige småord, der angiver konkrete eller abstrakte relationer mellem de referenter, som sætningen henviser til.

Karla er på arbejde. Ølkassen står i haven. Har du været til læge med den tå? under bordet

Karla er på stoffer. / min familie er vi høje. Til daglig spiser jeg ikke smør. under andre omstændigheder

Ordet præposition er latin og betyder 'sætte foran'. En præposition optræder i princippet ikke alene, men altid sammen med de ord eller led, den styrer. Præpositionerne, der er højfrekvente og bruges i et stort antal konstruktioner, udgør en mindre ordklasse med cir­ ka 50-60 medlemmer. Den er samtidig lukket dvs. der kommer ikke nye til.

Præpositionernes struktur Præpositionernes struktur er oftest enkel. Langt de fleste almindelige præpositioner be­ står af et rodmorfem på en stavelse: på, i, med, om, ved, til, men der findes også sammen­ satte præpositioner, f.eks. foruden, igennem, omkring, samt præpositioner med andre strukturer: ifølge, vis-a-vis, uagtet, inklusive, vedrørende.

Præpositionernes betydning Præpositionernes hovedopgave er, som allerede nævnt, at fremstille referenternes kon­ krete og abstrakte tilknytning til hinanden. De konkrete relationer gælder ofte spatiale forhold, dvs. hvordan referenter er lokaliseret i det spatiale, rumlige univers, og hvordan de er placeret i forhold til hinanden. Den abstrakte brug af præpositionerne, der i reglen er en afledt brug af den konkrete, får ikke sjældent en mere udvisket og metaforisk be­ tydning. F.eks. er de temporale relationer mere abstrakte end de spatiale, men det er de samme præpositioner, der bliver benyttet i de to betydninger. spatiale relationer i!,fter kirken ligger der en skole. / huset ligger en skotøjsforretning. Bo sendte et brev til Kåre. På gulvet stod en ølkasse.

temporale relationer

Efter jul åbner en ny forretning.

/ juleferien var jeg i Oslo.

Til jul vil jeg rejse til Oslo.

På fredag holder vi fri!

andre (abstrakte) relationer

Efter min opfattelse er hun ærlig.

/ deres forhold er hun den stærke.

De udnævnte ham til direktør.

På trods af mange protester blev det vedtaget.

148

Præpositionernes funktion

Almindeligt forekommende danske præpositioner, der både kan udtrykke konkrete og ab­ strakte relationer, er: ad, af, bag, blandt, efter, for, foran, forbi, fra, før, gennem, hos, i, iblandt, igennem, imellem, imod, inden, indtil, langs, med, mellem, mod, nær, næst, om, omkring, over, på, siden, til, uden, udi, under, ved Nogle præpositioner har primært til opgave at angive abstrakte relationer. Det gælder f.eks. de følgende: angående, formedelst, foruden, forudsat, fraset, grundet, ifølge, trods, uagtet, uanset, undtagen, vedrørende Vi finder også en gruppe af indlånte præpositioner med mere eller mindre abstrakt ind­ hold: ab, kontra, eksklusiv, inklusiv, per, pro, versus, via, vis-a-vis Det er ofte vanskeligt at udstikke nøjagtige regler for, hvilke præpositioner der skal bru­ ges i konstruktioner med (mere eller mindre) abstrakt betydning. Hvorfor hedder det på fredag, men i Lørdags? Jeg tænker på dig, men Jeg drømmer om dig. Af hvilken grund er tre gange om ugen kurant i rigsmål, mens tre gange i ugen høres på jysk? Et stort antal frekvente præpositionsforbindelser er imidlertid leksikaliserede; sprogbrugerne opfatter og indlærer hele præpositionsforbindelsen som en sammenhængende enhed og behøver ikke fra gang til gang genkalde sig, hvornår den ene eller den anden præposition skal ta­ ges i brug. Sprogbrugere med dansk som fremmedsprog har derimod ofte vanskeligheder med at vælge rigtigt mellem præpositionerne.

Præpositionernes funktion Præpositionens funktion er at styre det nominale led, vi betegner som styrelse. Styrelsen kan udgøres af et nominalsyntagme, en nominal ledsætning eller et infinitivsyntagme. præp. på på på på på på

styrelse bordet det smukke bord det lille dig at dække bordet at bordet er flot

styrelsen består af ... nominalsyntagme med nominalsyntagme med nominalsyntagme med nominalsyntagme med infinitivsyntagme nominal ledsætning

substantiv som hovedord substantiv som hovedord et pronomen som hovedord et pronomen som hovedord

Præpositionen og styrelsen indgår i en forbindelse, som kaldes præpositionssyntagme eller præpositionsforbindelse (se kapitel 17: Syntagmer). Flere eksempler:

149

Præpositioner (forholdsord)

Gennem den åbne altandør kunne han se haven.

Otto er helt vild af sult.

Nu skal jeg sørge for at være der.

Han tænkte på, hvordan han skulle forklare sig.

Akkusativstyrelse Hvor præpositioner på andre sprog, f.eks. tysk, kan styre forskellige kasus, styrer de udelukkende akkusativ på dansk. Da morfologisk markeret nominativ og akkusativ kun forekommer hos pronomener i dansk (jf. s. 88), ses akkusativstyrelsen udelukkende her.

substantiv Hun kaldte på hunden. Dorte gik ud af haven. Han gik fra bordet.

pronomen Hun kaldte på {ham/*han}. Dorte gik hen til {deml*de}. Han tog koppen fra {migl*jeg}.

I faste vendinger finder vi rester af gamle kasusformer. Genitiv har vi ved præpositionen til, f.eks. til vands, til bords, til søs, til råds. Gamle dativendelser kan forekomme ved præpositionerne i og på, f.eks. i sinde, i tide, på fode. Også i til døde ser vi en gammel dativendelse.

Præposition eller adverbium? Ofte forekommer det, at samme ord både kan optræde som adverbium og præposition. Distinktionen afhænger af, om der findes styrelse eller ej . Præpositioner har styrelse, ad­ verbier har det ikke. En ortografisk konvention er, at et sammensat adverbium skrives sammen, mens den tilsvarende præposition særskrives i to ord (hvoraf det første er et ad­ verbium og det andet en præposition). I de følgende eksempler står præposition med kur­ siv, styrelse er understreget, og adverbier er med fed. Han står udenfor og ryger. Han står udenfor døren og ryger. Børnene sidder bagi. Børnene sidder bag i bilen. Der er et næsehorn oppe hos fru Flora.

Han sprang ud på altanen.

Hun kom hjem fra sit arbejde i fiskeboden.

(adverbium)

(adverbium+ præposition+ styrelse)

(adverbium)

(adverbium+ præposition+ styrelse)

Pigerne løber foran drengene. Hatten sidder på hovedet.

Pigerne løber foran. Tag hatten på!

Til tider kan det være svært at afgøre, om der er tale om det ene eller det andet, eftersom en præposition kan stå adskilt fra sin styrelse. Dette ser vi f.eks. i spørgsmål, eller når sty­ relsen, men ikke præpositionen, placeres først i sætningen.

150

Præposition eller adverbium?

Hvad tænker du på? Hvem rejser du med? Hende sendte jeg et brev til.

= = =

På hvad tænker du?

Med hvem rejser du?

Jeg sendte et brev til hende.

Sammenlign med følgende sætninger med adverbium: Hvem tager du med? Hvem hørte ikke efter? Han har taget to kilo på.

??Med hvem tager du? *Efter hvem hørte ikke? *På to kilo har han taget.

I talesprog er der yderligere den forskel, at adverbierne sædvanligvis har hovedtryk, i modsætning til mange af præpositionerne. Et teoretisk problem er, hvorvidt ord, der både kan benyttes som præpositioner og ad­ verbier, skal regnes til en eller to ordklasser. Er på et )eksem med to forskellige funktio­ ner, eller er der tale om to !eksemer: præpositionen på og (det homografiske) adverbium på? Samme tvivlstilfælde finder vi for andre funktionelle småord, der optræder i forskel­ lige grammatiske funktioner. Problemet er imidlertid kun et problem for grammatikere. I dagligdagen er sprogbrugerne vant til at håndtere den omstændighed, at en form kan have mere end en betydning og funktion.

151

14. Konjunktioner (bindeord)

Konjunktioner (af latin 'forbindelse') sammenføjer sproglige enheder med hinanden. Der skelnes mellem sideordnings-, samordnings- og underordningskonjunktioner.

Konjunktionernes struktur Konjunktionernes struktur er oftest enkel, og mange højfrekvente konjunktioner er monomorfemiske, f.eks. at, da,før, hvor, og, som. Men der findes også konjunktioner med en mere kompleks struktur, enten sammensætninger eller flerordskonjunktioner. Sammensætninger er f.eks. dengang,forinden,førend, hvorvidt, indtil, ligesom. Flerords ­ konjunktioner er f.eks. efter at,for at,forudsat at, i anledning af at, som om, så at, såle­ des at, uanset at, uanset om, uden at. Grænsen mellem sammensatte konjunktioner og flerordskonjunktioner er ikke skarp, og i visse tilfælde er det kun en ortografisk konven­ tion, som er udslagsgivende for, hvordan vi opfatter konjunktionen. F.eks. kan selvom/ selv om skrives på begge måder.

Konjunktionernes funktion og betydning Konjunktioner er forbinderord, der skaber sammenhæng mellem ord af samme klasse, sætningsled af samme type samt syntagmer og sætninger af samme eller forskellig slags. På baggrund af deres funktion inddeles de i sideordningskonjunktioner, samordnings­ konjunktioner og underordningskonjunktioner.

Sideordningskonjunktioner Sideordningskonjunktioner forbinder ligestillede ord, syntagmer eller sætninger. Det gælder ordene og, samt, eller og men, f.eks.: Katten var brun og hvid. Men har du set, hvad jeg har her. Jeg fik det væk uden viskelæder eller noget. Grise siger ikke HONK og MUH. Af de forskellige slags konjunktioner har de sideordnende den mest generelle funktion. De kan forbinde alle kategorier af ord, syntagmer, sætningsled og sætninger:

eksempler hund og kat den lille hund eller den store kat den store, men smukke kat ham eller mig på torsdag samt på fredag

152

type af led som er forbundet substantiver (nøgne nominalsyntagmer) udbyggede nominalsyntagmer adjektiver pronomener præpositionsforbindelser

Konjunktionernes funktion og betydning

nu eller på fredag Han cykler og svømmer hver dag. Jeg vil rejse ud og se verden. Han lyver. men hun tror ham ikke. Jeg går ind, men bliv du bare ude. at han lyver. eller at hun tror ham når hun kommer eller med hvem At lyve samt at bande er forbudt. etc.

adverbialer med forskellige strukturer finitte verballed infinitte verballed helsætninger af samme type helsætninger af forskellige typer ledsætninger af samme type ledsætning+ elliptisk(= uafsluttet) ledsætning infinitivsyntagmer

En gruppe sideordningskonjunktioner med mere specifikke funktioner er: minus, plus, qua og undtagen.

Samordningskonjunktioner Samordningskonjunktioner er ordene for, så og det forældede thi. Disse ord forbinder i princippet kun helsætninger med hinanden. Det regner, så han kommer ikke.

Hun rejser meget,for hun vil se hele verden

Jeg råbte til pigen, så hun blev bange.

Til forskel fra og, som udelukkende er en forbinder uden egen betydning, tilfører for en betydning af årsag eller forklaring til ytringen, og så formidler en betydning af følge el­ ler konsekvens. Sammenlign f.eks. Bo blev sur, og Line kom ikke. Bo blev sur,for Line kom ikke. Bo blev sur, så Line kom ikke. Bemærk, at så også er et adverbium med flere forskellige funktioner, f.eks.: Han er så stor; Hvis du kommer, så bliver jeg glad.

Underordningskonjunktioner Underordningskonjunktioner indleder ledsætning (if. kapitel 20) og forbinder, syntak­ tisk og semantisk, en ledsætning med den helsætning, som den optræder i. (I følgende eksempler er ledsætningen markeret med understregning, underordningskonjunktionen desuden med kursiv). Kender du ham, som bor ovenpå?

Han måtte gå ind, da solen blev for stærk.

Du bliver rød, hvis du ikke passer på.

Han blev skoldet, fordi han ikke passede på.

Han gik til lægen, selvom det ikke blev værre.

Det er i virkeligheden ikke så slemt, som du tror.

153

Konjunktioner (bindeord)

De var lykkelige, mens de nippede til den varme kaffe. Han indrømmede, at det var en nydelig lagkage. En dag, da Knud korn trillende med barnevognen, fik han øje på sin kæreste. I

Underordningskonjunktioner kan udtrykke forskelligt indhold, f.eks. tid, sted, årsag, be­ tingelse og hensigt. Følgende ord kan alle fungere som underordningskonjunktioner: at, bare, blot, da, dengang, dersom, der, des, desto, efter, efter at, eftersom, end, endskønt, engang, enten, for at, fordi, forinden, forudsat at, fra, før, førend, hvis, hvor, hvorvidt, i anledning af at, idet, ifald, imedens, imens, inden, indtil, jamen, jo, ligesom, medens, medmindre, mens, nu, når, om, selvom (selv om), siden, skønt, som, som om, straks, så at, såfremt, således at, såsom, uagtet, uanset at, uanset om, uden, uden at De underordnende konjunktioner end og som kan ligeledes indlede sammenligningssyn­ tagme Uf. s. 177), hvorved de altså ikke optræder som ledsætningsindledere, f.eks.: Han kan klare mere sol end Yrsa. Kan du løfte lige så meget som din far? Ledsætninger kan også indledes af ord, som tilhører andre ordklasser end konjunktioner. Det gælder f.eks. interrogative pronomener (f.eks. hvad, hvem, hvilken) og interrogative adverbier (f.eks. hvor, hvorhenne, hvornår, hvorfor, hvordan), der indleder interrogative hel- og ledsætninger. De mest almindelige og neutrale relative underordningskonjunktio­ ner i dansk er som og der. Især ordet der har også andre funktioner, f.eks. som steds­ adverbium (Der bor han) eller som foreløbigt subjekt (Der sidder en kat på vejen). Re­ lativ ledsætning kan desuden indledes af ord som hvilken og hvem, se s. 93f. Når en præ­ position optræder før en ledsætning, kan kombinationen af præposition + underord­ ningskonjunktion blive mere eller mindre konventionaliseret. Dvs. vi kan få en to-ords­ konjunktion. F.eks.for + at kan analyseres på denne måde: Han sprang op på ølkassen, for at alle skulle kunne se ham. Også konjunktioner som dengang og selvom består op­ rindeligt af to ord. Nogle ledsætningsindledere kombineres (optionelt) med at (Han er syg, fordi at han har spist for meget). Dette at (efter fordi) betragtes som forkert i skrift­ sprog.

Konjunktion? Som det gælder andre funktionelle småord, er visse konjunktioner homonyme med ord, som indgår i andre ordklasser. F.eks. erfor både samordningskonjunktion og præposition. Underordningskonjunktionen at er også infinitivpartikel i skriftsprog; bare og blot er også (fokuserende) adverbier; da, dengang, engang,før og nu er desuden tidsadverbier, efter og til er også præpositioner, etc.

154

lnfinitivpartiklen at

lnfinitivpartiklen at Foran verber i infinitiv kan der stå et at. Dette at er obligatorisk, når infiniti ven indgår i infinitivsyntagme med nominal sætningsfunktion: At lyve er forkasteligt. Jeg kan lide at bade. Han orker ikke at hente posten. Han bliver ved med at lyve.

Dette at kan enten opfattes som en særlig type af konjunktion, eller også kan det henfø­ res til en egen ordklasse med kun et medlem. I talesprog er der forskel på underord­ ningskonjunktionen at, som ofte udtales med hørbar udlyd (Jeg ved, at han lyver), og in­ finitivpartiklen at, som oftest udtales med en å-agtig vokal (Han elsker å bade).

155

15. Interjektioner (udråbsord)

Ordet inte,jektion stammer fra det latinske inter + jacere, det vil sige 'kaste' imellem' . Interjektioner er ord, der i princippet ikke indgår som led i syntagmer og sætninger, men i stedet optræder som selvstændige ytringer, enten helt fritstående eller i tæt tilknytning til en sætning eller en anden sproglig enhed. Eksempler:

Godaften! Fandens osse! Ja, nu tror jeg, at jeg har fået det hele med. Nej, det kan jeg ikke tro. Jo, hun har løjet. Davs din gamle ged! Føj, for en ussel kaffe! Kadonk, så faldt han i gulvet. Interjektionerne kan hverken bøjes eJler bestemmes nærmere funktionelt og strukturelt. De har ikke sætningsform, og de indgår heller ikke som led i sætninger, andet end som citatord: Og så skreg hun »aj«. Der kunne høres et ængsteligt »goddag«. Så sagde den bare »øf, øf«. Interjektioner er dels ord, som bruges i socialt konventionaliserede sammenhænge, f.eks. hilsner (goddag, hej) eller som svar på spørgsmål (ja, nej,jo), dels ord, der udgøres af­ mere eller mindre - spontane lydlige følelsesudbrud, f.eks. fedt, Gud, shit, pis, nix, fuck osv. Som det fremgår, er der ikke sjældent tale om vulgarismer og slang. En særlig type af interjektioner er onomatopoietika, dvs. lydmalende eller lydefter­ lignende ord, der ikke sjældent har en ekspressiv funktion. Det kan være f.eks. pladask, når en person falder i vandet. Både interjektioner og onomatopoietika kan dannes frit af sprogbrugerne, men der fin­ des også grupper af ord inden for disse kategorier, som er konventionaliserede eller lek­ sikaliserede: a) Interjektioner, som optræder i forbindelse med sociale konventioner, f.eks. hilseord (inklusiv ord, der har til formål at fange samtalepartnerens opmærksomhed) og høflig­ hedsudtryk: adjø, dav, davs, godaften, goddag, godmorgen, godnat, hallo, halløj, halløjsa, hej, hejsa, hurra, prosit, pøj pøj, til lykke, værsartig, værsgo, velbekomme b) Interjektioner, der fungerer som svarord eller har andre mere eller mindre faste funk­ tioner i samtaler og replikudvekslinger:

156

Interjektioner (udråbsord)

hva' (d), hvabehar, ja, jah. jaså, javel, javist, jo. joh, jovist, næ, næh, nej, niks, nuvel, nå, nåh,ok c) Interjektioner med hovedsageligt ekspressiv funktion: æh, æv, ah, aha, ak, amen, av, bæh, bah, basta, bevares, bravo, bøh, da capo, dik, dikkedik, eja, gudbevares, ha, halleluja, haps, helledusseda, hep, herregud, heureka, hopla, hopsa, hopsasa, hosianna, hov, hovsa, hyp, hør, ih, jøsses, mm mm, o, oh, oho, ohøj, pist, pladask, prr, pst, puh, puha, pyh, pyha, pyt, pøj, sesam, silentium, så, såh, tja, top, tys, uf, uh, uha, uhu, ve, velan, vips, vissevasse, voila, vupti, å, åh, årh, øh, øv d) Onomatopoietika, f.eks. dyrelyde: bang, blurp, ding dong, fut, grrrr, klonk, knirk, kra kra, kykkeliky, mjav, muh, mæh, pip, plingeling, rap, snork, splat, tralala, vov (vov), øf (Øf) I nyere tid er der opstået sprogformer, som kan betegnes som en mellemting mellem det flygtige talesprog og det mere uniformerede skriftsprog. Dette »chatsprog« er knyttet til elektroniske medier som mail, SMS og lignende. Her bruges ofte konventionaliserede forkortelser, akronymer og tegnsammensætninger til at formidle f.eks. følelser eller sær­ lige kommunikationsmarkører. Denne type af markører kan i en vis grad siges at mod­ svare interjektionerne i de autentiske samtalerum. Som det fremgår, er engelsk et domi­ nerende islæt. Eksempler: *SS* (smiler sødt), *GG* (griner godt), BBL (be back later), B4N (bye for now), CU (see you), IC (I see), TIFN (ta-ta for now), :- (overraskelse), :-0 (råbe)

157

Del III:

Syntaks

16. Introduktion til syntaks

Syntaks (af græsk 'opstille/sætte sammen') er reglerne for, hvordan ord kombineres og føjes sammen til gyldige sætninger. Se f.eks. på formuleringen har hat pigen strålende rød en. Den giver ingen mening. Først når vi anbringer ordene i en bestemt rækkefølge, fremgår deres indbyrdes forhold, og en semantik kan udledes: Pigen har en strålende rød hat. Overførslen af sproglig information afhænger altså ikke alene af de enkelte ord, men også af den orden, sætningens enkelte dele optræder i. Dansk er et sprog, hvor rækkefølgen mellem sætningsleddene er afgørende for deres indbyrdes semantiske relation. Jf. f.eks. Hunden bed babyen og Babyen bed hunden. I sprog som f.eks. latin reguleres forholdet mellem sætningsleddene i højere grad på bag­ grund af ordenes bøjning, og her finder vi en langt friere syntaks. De syntaktiske basisenheder er syntagmer (helheder) og sætninger (helsætning og ledsætning). Når vi ser bort fra den specielle sætningstype, vi kalder imperativisk hel­ sætning (med verbet i imperativ: Løb!, Se!), er en sætning defineret som en syntaktisk en­ hed bestående af mindst to led: et verbal (verballed)+ et subjekt. Disse to led indgår i så­ kaldt neksus og udgør sætningens kerne. Verbalet skal indeholde et finit verbum. Ek­ sempel: Katten spinder. Udsagnet herover består af to sætningsled, hvor ordet katten fungerer som subjekt, og ordet spinder er verbal. Samtidig kan vi konstatere, at sætningen kun består af to ord: substantivet katten og verbet spinder. Imidlertid er det forkert at sige, at sætningen er bygget op af disse to ord, eftersom sætninger ikke er konstrueret af ord, men af syn­ tagmer, der enten kan bestå af et ord eller være en helhed af flere ord. Sætningsstruk­ turen er nemlig nøjagtig den samme, hvis vi udbygger ordene med bestemmelser. Ek­ sempel: Den lille gule kat med de grønne øjne spinder. Denne sætning indeholder ikke mindre end ni ord, men den består stadig kun af to sæt­ ningsled: Subjektet er den lille gule kat med de grønne Øjne, og verbalet er spinder. Det enkelte ord katten er, hvis vi indtager et helhedsperspektiv, helt ækvivalent med forbin­ delsen den lille gule kat med de grønne Øjne. Der er i begge tilfælde tale om nominal­ syntagmer, hvor substantivet kat/katten er hovedordet.Yderligere eksempler:

subjekt Pigen En lille pige Pigen med langt hår Pigen, du mødte,

verbal laver lavede vil lave har lavet

objekt pandekager. dejlige pandekager. pandekager med syltetøj. pandekager, som smager himmelsk.

161

Introduktion til syntaks

Som det fremgår, består alle eksempelsætningerne af kun tre sætningsled: subjekt, ver­ bal og objekt, men de forskellige syntagmer, som optræder i disse tre funktioner, er ikke lige komplekse. Verballeddet kan bestå af et enkelt finit verbum eller af et finit verbum + et infinit verbum; substantiverne kan optræde alene (pigen og pandekager) eller sammen med foranstillede eller efterstillede bestemmelser. I begge tilfælde optræ­ der substantiverne som hovedord i nominalsyntagmer. Forskellen er, om nominalsyn­ tagmet kun konstitueres af substantivet, eller om det også indeholder substantivbestem­ melser.

Sætningens hierarkiske opbygning Hvis vi anlægger en hierarkisk betragtning, fra det mest overordnede niveau ned til de mindste bestanddele, er samtaler og tekster for en stor dels vedkommende bygget op af sætninger sammensat af syntagmer, der er bygget op af et eller flere ord, som så igen er sat sammen af morfemer, dannet på baggrund af fonemerne. Et særligt kendemærke ved sproget er; at samme typer af sproglige enheder kan være indlejret i hinanden (rekursivi­ tet). Ordet hundehus er sat sammen af ordene hund+ hus, og i syntagmet maden på det lille bord er maden hovedordet i hele syntagmet, mens bord er hovedordet i nominalsyn­ tagmet det lille bord, som indgår i præpositionssyntagmet på det lille bord. På sætnings­ niveau kan helsætninger indeholde ledsætninger, som igen kan rumme andre ledsætning­ er, f.eks.: Jeg tmr, at manden, der bor ovenpå, er syg. Her er der bor ovenpå en ledsæt­ ning, som indgår i ledsætningen at manden, der bor ovenpå, er syg, der er en del af hel­ sætningen Jeg tror, at manden, der bor ovenpå, er syg. Det rekursive princip, at et syntagme kan indeholde andre syntagmer, en sætning an­ dre sætninger, er ensbetydende med, at syntaksen kan danne et hierarkisk system, som kinesiske æsker, med op til flere niveauer.

Syntaksens delområder Syntaks er, som sagt, reglerne for, hvordan bøjede og ubøjede ord sættes sammen til syn­ tagmer (helheder) og sætninger. Syntaksen har forskellige aspekter eller delområder. Vi kan tale om materiale, funktion og position. Syntagmer og ledsætninger er sætningens vigtigste materialetyper. Syntagmerne præsenteres i kapitel 17. Ledsætninger udgør materiale på lige fod med syntagmerne, men vi vælger at behandle dem sammen med helsætningerne i kapitel 20, hvor altså for­ skellige sætninger samlet bliver behandlet. Når vi taler om funktioner, vedrører det, hvordan sætningens dele funktionelt (og se­ mantisk) er relaterede til hinanden. I denne sammenhæng skelner man mellem det pri­ mære niveau, som gælder relationer mellem syntagmer og ledsætninger, og det sekun­ dære niveau, som gælder relationer inden for de enkelte syntagmer. De primære sæt­ ningsled (f.eks. verbal, subjekt og objekt) vil blive behandlet i kapitel 18. De sekundæ­ re led behandles sammen med de forskellige syntagmer i kapitel 17. Position gælder reglerne for leddenes indbyrdes rækkefølge. De primære sætningsleds

162

Forholdet mellem funktion og materiale

rækkefølge behandles i kapitel 19, og som der er tradition for i dansk grammatik, vil vi

benytte sætningsskemaet i vores beskrivelse. De sekundære leds rækkefølge behandles

kortfattet i kapitel 17.

Forholdet mellem funktion og materiale

I de kommende kapitler vil forholdet mellem materiale og funktion blive grundigt gen­

nemgået. Allerede her finder vi dog anledning til at præsentere, hvilken terminologi vi

benytter os af. På det overordnede plan kan de forskellige syntagmer og ledsætninger ind­

deles på baggrund af de funktioner, de normalt varetager. Vi skelner mellem fem funk­

tionstyper: verbal, nominal, prædikativ, attributiv og adverbiel funktion. Med undtagelse

af den verbale funktion foreligger der ikke et et-til-et-forhold mellem materiale og funk­

tion, dvs. den samme materialetype kan optræde i mere end en funktion.

Verbal funktion har kun verber i imperativ, præsens, præteritum, infinitiv, perfektum participium og (i særlige konstruktioner) præsens participium. I sætningen optræder de som finit eller infinit verbal. Nominal funktion har nominalsyntagmer, nominale Jedsætninger og infinitivsyntag­ mer. I sætningen optræder disse led som subjekt, objekt og styrelse. Prædikativ funktion har især adjektivsyntagmer og nominalsyntagmer samt præpo­ sitionssyntagmer, sammenligningssyntagmer og (mindre ofte) ledsætninger. I sætningen optræder disse led som prædikativ. Adverbiel funktion har adverbiumsyntagmer, adjektivsyntagmer, præpositionssyn­ tagmer og adverbielle ledsætninger. Adverbielle led kan bestemme en hel sætning, et ver­ bum, et adjektiv eller et adverbium. De to første funktioner er primære: Dvs. adverbialet står på samme niveau som f.eks. objekt og prædikativ. De to sidste funktioner er sekun­ dære, og denne slags adverbialer indgår altså i andre syntagmer. Attributiv funktion har adjektivsyntagmer, nominalsyntagmer i genitiv, nominalsyn­ tagmer med (et determinativt) pronomen som hovedord, præpositionssyntagmer, attribu­ tive ledsætninger og (mindre ofte) infinitivsyntagmer. I sætningen optræder attributive led altid inden for nominalsyntagmet, som bestemmelse af nominalsyntagmets hovedord - i de fleste tilfælde et substantiv. Den attributive funktion finder vi således altid på det sekundære niveau.

163

17. Syntagmer

Syntagmerne, som udgør sætningens byggesten, er helheder bygget op af et hovedord, der kan knytte foranstillede eller efterstillede bestemmelser til sig, f.eks. (hovedordet er understreget, og bestemmelserne står i kursiv):

mine grønne bukser med store lommer en gammel ost i en plasticdåse den efterladte taske, som hang i et træ lige så blå som himmelen Princippet, at et syntagme består af et hovedord med bestemmelser til den ene, den anden eller begge sider, gælder de fleste syntagmer, men de ser imidlertid samtidig højst forskel­ ligartet ud, og de har varierende egenskaber, afhængigt af hvilket ord der er hovedordet (substantiv, adjektiv etc.). I dette kapitel vil de vigtigste syntagmetyper blive præsenteret: nominalsyntagme (forkortet NomS), adjektivsyntagme (AdjS), adverbiumsyntagme (AdvS), præpositionssyntagme (PræpS), infinitivsyntagme (lnfS) og sammenligningssyn­ tagme (SamS). Hovedvægten vil blive lagt på beskrivelsen af nominalsyntagmet.

Nominalsyntagmet (NomS) Et nominalsyntagme har enten et substantiv eller et pronomen som hovedord og kan der­ for underopdeles i substantivsyntagmer (SubstS) og pronomensyntagmer (PronS). De to typer har samme funktioner i sætningen, men hvor pronomensyntagmet i reglen kun be­ står af et enkelt ord, et pronomen, knytter et substantivsyntagme ikke sjældent en lang række bestemmelser til sig. Eksempler på nominalsyntagmer (hele syntagmet er marke­ ret med kursiv, mens hovedordet er fremhævet ved understregning; består syntagmet kun af et ord, er dette altså både i kursiv og understreget):

Hun arbejder i Magasin. Laura arbejder i Magasin. Kvinden arbejder i Magasin. Mange unge kvinder arbejder i Magasin. Hende. som vi mødre i går, arbejder i Magasin.

(PronS) (SubstS) (SubstS) (SubstS) (PronS)

Også andre ordklasser kan optræde som hovedord i nominalsyntagme. Det gælder f.eks. ad­ jektiv og participium brugt som substantiv eller den særlige verbafledte form gerundium.

De gamle kommer på besøg. Jeg tænker på alle de udstødte. Denne løben rundt keder mig.

[adjektiv som hovedord i NomS]

[participium som hovedord i NomS]

[gerundium som hovedord i NomS]

I det følgende vil især nominalsyntagmer med substantiv som hovedord blive behandlet.

164

Nominalsyntagmet (NomS)

Nominalsyntagmets funktioner Nominalsyntagmets vigtigste funktioner er at optræde som subjekt, objekt og styrelse til præposition.

Min næse er helt rød ! Har du set min næse! Du må ikke kigge på min næse!

[NomS som subjekt] [NomS som objekt] [NomS som styrelse for præposition]

Nominalsyntagmet kan også optræde som genitivattribut (ses. 169).

Nominalsyntagmets bestemmelser Et nominalsyntagme, især med et substantiv som hovedord, har omfattende muligheder for at blive udbygget med bestemmelser, og disse (enten foranstillede eller efterstillede) komponenter benævnes attribut (= adled):

min gamle hat hatten i æsken bogens slutning huset. som er rødt

min gamle er foranstillet attribut til hovedordet hat i æsken er efterstillet attribut til hovedordet hatten bogens er foranstillet attribut til hovedordet slutning som er rødt er efterstillet attribut til hovedordet huset

Attributter er altid sekundære sætningsled, og de optræder kun inden for et nominalsyn­ tagme. Som led betragtet står de således ikke på samme niveau som f.eks. objekt og præ­ dikativ. Dette forhold bliver tydeligt, hvis vi udelader hovedordet. Sammenlign f.eks.:

NomS med attribut Hatten i æsken er min. Hvor er huset, som er rødt? Læs bogens slutning!

NomS uden attribut Hatten er min. Hvor er huset? Læs slutningen!

kun attribut *I æsken er min. *Hvor er, som er rødt? *Læs bogens!

Som det fremgår, kan vi lade attributterne falde væk, uden at sætningen lider skade og bliver ugrammatisk. Hvis vi derimod fj erner hovedordet, giver udsagnet ikke længere mening. Hovedordet er derfor syntagmets vigtigste ord, og det er også det, der konstitu­ erer syntagmet på det primære niveau i sætningen. Attributterne lægger sig derimod til hovedordet uden direkte at knytte an til ytringens andre dele. Attributter inddeles i foranstillet og efterstillet attribut, på baggrund af deres posi­ tion i forhold til hovedordet, samt i determinerende og deskriptivt attribut, afhængigt af deres funktion og betydning. Determinerende attributter kaldes determinativer, og de er (næsten) altid foranstillede. De bruges hovedsageligt med henblik på at afgrænse og specificere substantivets referent, dvs. den eller det, som substantivet henviser til. De­ skriptive foranstillede attributter anvendes først og fremmest for at beskrive substantivets referent. Eftersom det i reglen er et adjektiv (eller et participium), der optræder i rollen som beskrivende foranstillet attribut, benævnes typen adjektivattribut. De efterstillede attributter er deskriptive, og de udgøres i reg len af præpositionssyntagmer og ledsæt­

165

Syntagmer

ninger. De forskellige attributter står normalt i en bestemt rækkefølge inden for nomi­ nalsyntagmet, hvilket betyder, at nominalsyntagmet har en temmelig fast positionel struktur, se følgende oversigt.

Oversigt over nominalsyntagmets struktur Foranstillede attributter

Hovedord

Efterstillede attributter

Determinativ

Adjektivattribut

den

gamle

dame

med gråt hår

en

sød og venlig gammel

dame

som dig

Mortens

store

legetøjsbil,

som du har købt

min og Mortens alle mine

legetøjsbil flotte

sokker

uden huller

pølser

med brød

lærer

fra folkes kolen

børn

i folkeskolen

gode

principper

for folkeskolen

bedste

ven,

som ringede i går

hus

på højre hånd

dage,

da vi alle var unge og raske

fire min

gamle

alle

hans det fjerde de

gode gamle

Determinativer (bestemmelsesord) Determinativer (af det latinske ord determinare = afgrænse) er ikke en ordklasse, men en gruppe ord og syntagmer, der overordnet betragtet har en og samme funktion: De anven­ des til at determinere (bestemme, afgrænse) et nominalsyntagme. Var det ikke for deter­ minativerne, ville substantiverne fremstå som nøgne og ude af stand til at fremsti lle de­ res præcise reference, og som en konsekvens heraf vi lle sætningerne ofte fremstå som ugrammatiske. Sammenlign: *Udenfor på gaden står bil. Udenfor på gaden står min bil. Udenfor på gaden står en gammel bil.

*Næse er så rød. Karinas næse er så rød. Denne næse var så rød.

Et substantiv kan også determineres ved at blive morfologisk bøjet i bestemt form, og på den baggrund udgør de foranstillede determinativer, funktionelt set, en perifrastisk form for bestemthedsbøjning. Følgende sætninger, hvor substantivet optræder alene i bestemt form , er altså også grammatisk korrekte: Udenfor på gaden står bilen.

166

Næsen var så rød!

Nominalsyntagmet (NomS)

Det er især tællelige substantiver i singularis, der ikke kan anvendes nøgne (dvs. uden de­ terminativ): *Hest spiser hø. *Jeg ser store hest. *Ulv er farligt dyr. *Brun(e) ko er sød.

En hest spiser hø.

Jeg ser den store hest. Ulven er et farligt dyr. Den brune ko er sød.

Undtagelser fra denne grammatiske regel finder vi f.eks. i overskrifter i avisartikler: Mand bider hund Enlig mor på barsel Ikke-tællelige substantiver og substantiver i pluralis har ikke samme restriktioner, når det gælder kravet om et determinerende led: Heste spiser hø. Brune køer er søde. Jeg elsker flødesovs. Determinativeme kan underinddeles i rene determinativer, kvantitative attributter, geni­ tivattributter og øvrige. a) Rene determinativer er artikler (ubestemt og bestemt artikel, jf. kapitel 7) samt de­ monstrative pronomener (jf. kapitel 10). Eksempler:

ubestemt artikel: bestemt artikel: demonstrative pronomener:

en hest, et føl , en telefon, et opkald den lille hest, det store føl, de små heste, de store føl , den grønne gren, det grimme smil denne gris, det her hus, disse grise, de her huse, den her gris

b) Kvantitative attributter er mængdetal (jf. numeralier, kapitel 8) og kvantitative pro­ nomener (jf. kapitel 10). Semantisk angiver de kvantitative attributter, som navnet anty­ der, kvantiteten af den referent, som nominalsyntagmets hovedord henviser til. Hvor nu­ meralierne angiver den eksakte kvantitet (fem, 1000), præsenterer pronomenerne mere upræcise mængdeangivelser (få , mange, nogle). Eksempler:

numeralier: kvantitative pronomener:

fem heste.fem føl, 43 grise, 43 planter, 7,8 %, 100 grader nogle heste, nogle føl , alle heste, alle føl, mange grise, mange planter, hele grisen, hele planten

En anden måde at angive en mængde af noget på er ved at anbringe en nominal bestem­ melse (f.eks. æske,flaske, kilo) foran hovedordet: en æske chokolade, en flaske vin, et kilo salt.

167

Syntagmer

c) Genitivattributter er personlige pronomener i genitiv, possessive pronomener, sub­ stantiver i genitiv samt nominalsyntagmer i genitiv (se videre særligt afsnit s. 169).

personlige pronomener i genitiv:

hans hest, hendes føl, dens pote, dets hale

possessive pronomener:

min hest, dit føl, mine heste, dine føl, sine poter, sin hale

substantiv eller nominalsyntagme i genitiv:

Oles hest, Unes føl, regeringens forslag, bådens konstruktion, damernes ven, alle børnenes bøger, Ole og Susans børn, børn og unges liv

Relationen mellem genitivattributtet og hovedordet kan være en konkret ejen-elation (Torbens bil ::::'Torben ejer bilen'). Bemærk, at ejermanden er bestemmelsen, og den gen­ stand, som besiddes, er hovedordet, og ikke omvendt. Sætningen Torbens bil er ny kan uden videre erstattes med Bilen er ny, mens Torbens er ny kun er kurant, såfremt det en­ tydigt fremgår af samtalesituationen, at det er biler, som er konversationens emne. Ek­ semplet demonstrerer, at bil(en) og ikke Torbens er syntagmets hovedord. Bestemmelser kan udelades, men ikke hovedordene. Relationen mellem genitivattributtet og hovedor­ det kan også bygge på et mere abstrakt tilhørsforhold (bilens tag :::: 'taget, som sidder på bilen'; den berømte baronesses skandaløse memoirer ::::'memoirerne, som den berømte baronesse har skrevet'; madens næringsværdi ::::'den næringsværdi, som findes i maden'). d) Øvrige determinativer. Til gruppen øvrige determinativer kan henføres f.eks. interrogative og relationelle pronomener (jf. kapitel l 0). I sagens natur er det kun de pro­ nomener, som kan stå attributivt (jf. s. 85f.), der kan oppebære denne funktion. Flere af pronomenerne i denne gruppe opviser, i højere grad end de andre determinativer, lighe­ der med adjektiver. Eksempler:

interrogative pronomener:

hvilken bog, hvad for en bog, hvilket bind,

hvilke bøger, hvis bøger

relationelle pronomener:

den samme bog, det samme bind, sådan en hest, sådant et føl, en egen taske, et andet program, min eneste ven, næste program

Som det fremgår af eksemplerne, kongruen sbøjes mange af de pronomener, der optræder som determinativer, efter hovedordet i genus og numerus. Også ordenstallene, som fremstiller et nummer i en rækkefølge, kan regnes til de øv­ rige determinativer.

ordenstal:

168

den femte hest, det femte føl, den 6. juli,

det tredje år

Nominalsyntagmet (NomS)

Inden for samme nominalsyntagme kan der forekomme mere end et determinativ, f.eks. en anden dag, denne ene mand, sådan en måge, den femte bil. Rækkefølgen mellem de­ terminativerne er normalt ikke fri, jf. *anden en dag, *ene denne mand, men også en så­ dan måge.

Nominalsyntagme som genitivattribut: »gruppegenitiv« I moderne dansk er genitiv ikke kun en kategori, der vedrører substantiver og pronome­ ner. Det er samtidig en syntaktisk egenskab, som angiver, at et nominalsyntagme bruges som genitivattribut til et substantiv. S'et sættes på det sidste ord i det nominalsyntagme, der optræder som genitivattribut, og dette ord kan være af stort set hvilken ordklasse, det skal være. Eksempler: Kender du manden med hattens kone? [det er mandens kone, ikke hattens kone] Dette er vel ikke beboerne på alderdomshjemmenes problem! [det er beboernes, ikke hjemmenes, problem] Han er virkelig damerne på vejens ven. Hvad skal vi gøre med dem, som ikke kommers mad? Manden som jeg mødte i gårs kone er meget syg. Pigen, som jeg tænker pås mor, er en berømt skuespillerinde. Ikke alle accepterer genitiv af denne type, når de støder på den i skriftsproget, men i na­ turligt talesprog lever den ubemærket og breder sig sandsynligvis. Gruppegenitiv fore­ kommer især ved sideordnede nominale led: Svend og Inges børn drenge og pigers udvikling

jf. Svends og Inges børn jf. drenges og pigers udvikling

Hvor genitiv-s' et tidligere kun var en morfologisk endelse med fast plads på et substan­ tivisk ord, har det altså udviklet sig til at være et element, der kan placeres mere frit. Når s'et ikke hæftes til et substantiv, er det ikke et bøjningsmorfem på ordniveau, men et kli­ tisk element, et slags bundet morfem på syntaksens niveau. Det er et teoretisk spørgs­ mål, hvorvidt alle genitiv-s'er skal opfattes som klitiske elementer, eller om s' et stadig er et bøjningsmorfem, når det optræder på substantiviske ord.

Adjektivattribut (beskriverord) Et adjektivattribut er en bestemmelse, som har sin placering i positionen efter determi­ nativerne, men stadigvæk foran det substantiviske hovedord (jf. oversigt s. 166). Adjek­ tivattributtets funktion er at beskrive substantivets referent. Eksempler: determinativ den alle mobilens

adjektivattribut tykke, grønne utætte og slidte irriterende

hovedord larve vinduer ringetone

169

Syntagmer

en den den

mager smukkeste allersødeste, lille

mand vase kattekilling

Adjektivattributtet består af et syntagme med et adjektiv eller participium som hovedord. (I følgende eksempler er hovedordet understreget.)

determinativ den alle mobilens hans den

adjektivattribut meget tykke hårdt slidte ekstremt irriterende smukt farvede langsomt nedadgående

hovedord larve vinduer ringetone øjne udvikling

Se videre under adjektivsyntagmer.

Efterstillede attributter i nominalsyntagmet

De attributter, der står efter nominalsyntagmets hovedord, er normalt enten præposi­

tionsattributter (dvs. præpositionssyntagmer, som fungerer som attribut) eller (relative)

ledsætninger. Funktionen er at meddele oplysninger om substantivets referent. Eksemp­

ler:

Præpositionssyntagme som præpositionsattribut: bogen med den fantastiske titel en mand på gaden alle sløjferne på hendes kjole æggene i køleskabet tanken om at møde ham vejen til et bedre liv tre dage efter, at vi mødte ham regeringens forslag om en ny bro ingen mening med at købe ind i Tyskland ideen med, at hun skal gå til svømning papegøjen med store gule Øjne glæden ved grammatik Attributiv ledsætning som efterstillet attribut: en mand, som går på gaden manden, der kom på en gul cykel et hus, hvis ejer er i Italien huset, hvor vi bor papegøjen, som har store gule Øjne glæden, som varer evigt

170

Nominalsyntagmet (NomS)

Se videre under præpositionssyntagmer samt i kapitel 20 (attributive ledsætninger). Mindre ofte kan infinitivsyntagmer optræde som efterstillet attribut: kunsten at dyrke basilikum En anden type af efterstillet bestemmelse inden for nominalsymtagmet er appositional, der er et nominalt led, som kan siges at gentage hovedordet gennem at beskrive det på en ny måde: Rom, byernes by, skal vi besøge til foråret. Romulus, den ene tvilling, er mere kendt end den anden, Remus.

Nominalsyntagmets reference Et nominalsyntagme har et substantivisk hovedord, og dette ord henviser til forskellige slags (faktiske eller fiktive) referenter: (et eller flere) mennesker, dyr, (konkrete og ab­ strakte) ting og sager etc. I princippet er det hovedordet, som angiver, hvilken kategori referenten tilhører (f.eks. et barn, en hund, en bil, et forsøg, et køb, han eller hun), men det er nominalsyntagmet set i sin helhed, der er udslagsgivende for, hvordan vi skal op­ fatte karakteren af henvisningen. Vi kan her skelne mellem specifik og generisk referen­ ce, hvor den førstnævnte kan underinddeles i bestemt og ubestemt.

Specifik og generisk reference Specifik reference finder vi, når nominalsyntagmet udpeger et specifikt individ (nogle specifikke individer) eller en bestemt størrelse i en kategori eller klasse. Jeg har en ven i Skagen. Min ven hedder Leo. Alle hans venner har fuldskæg. Din is er ved at smelte. Børnene sang i gymnastiksalen. Der står fem pæle i baghaven. Skakspillet er sat frem! Han har købt en ny bil. Når nominalsyntagmer med specifik reference benyttes, har sprogbrugeren en intention om at henvise til størrelser, der har en konkret eksistens i et faktisk eller fiktivt univers. Generisk reference ser vi, når nominalsyntag met enten refererer til en ubestemt størrelse eller en klasse set som en helhed. Der tales ikke om specifikke, eksisterende referenter, men om generelle, typiske eller mulige.

Alle behøver venner. Is smager godt, når det er varmt. Har I tænkt jer at få børn? Giraffer spiser mest blade. Spiller du skak'! Skal du købe bil?

171

Syntagmer

Et nominalsyntagme med specifik reference har altid en form for determinering, der en­ ten kan optræde som et foranstillet determinativ eller en morfologisk bestemthedsbøj­ ning. Et nominalsyntagme med generisk reference behøver ikke determineri,ng. Ved ge­ nerisk reference kan substantiver altså optræde nøgne, mens de ikke kan det, når de re­ fererer specifikt. Sammenlign f.eks.: Hjalmar går til guitar. [::: 'Hjalmar beskæftiger sig (regelmæssigt) med at spille guitar'] Hjalmar har en guitar. [::: 'Hjalmar ejer et konkret instrument af typen guitar'] Læg også mærke til sammenhængen mellem generisk og specifik reference hos nomi­ nalsyntagmer og habituel/generisk eller specifik reference hos tempusformerne (s. 128f.).

Bestemt og ubestemt reference Den specifikke reference kan være bestemt eller ubestemt. Når nominaJsyntagmet har ubestemt reference, signalerer afsenderen , at vedkommende ikke forventer, at modtage­ ren allerede kender nominalsyntagmets nøjagtige henvisning. Det, som omtales, forud­ sættes altså at være nyt og ukendt for samtalepartneren. Med bestemt reference går tale­ ren derimod ud fra, at modtageren allerede er bekendt med nominalsyntagmets specifik­ ke reference. ubestemt reference Der står en bil på gaden. Han har købt en ny bil. Der står nogen på gaden. Vi har nye oste med hjem. Har du en regnfrakke med? Jeg har en ven i Skagen. Nogle børn sang i skolekoret. Der står nogle pæle i baghaven. Har du et skakspil?

bestemt reference Bilen står på gaden. Den nye bil står i indkørslen. Han står på gaden. Vi har glemt de nye oste. Har du regnfrakken med? Min ven bor i Skagen. Hendes børn sang i skolekoret. Alle hans pæle står i baghaven. Dette skakspil mangler to brikker.

De sproglige midler, der benyttes til at formidle ubestemt reference, er især ubestemt ar­ tikel og indefinitte pronomener, mens signalerne om bestemt reference primært er be­ stemt artikel, bestemthedsbøjning, genitivattribut samt demonstrative pronomener. Andre pronomener kan angive enten bestemt eller ubestemt reference. Det er nominalsyntagmet set i sin helhed, vi karakteriserer som enten bestemt eller ubestemt. Et substantiv i ubestemt form kan altså udmærket stå som hovedord i et be­ stemt nominalsyntagme. Når substantivet har et adjektivattribut, står det altid i ubestemt form, uanset om nominalsyntagmet har bestemt reference eller ej. den gule_bjJmed sort tag det lille barn. som græder

172

bil = ubestemt form, men syntagmet er bestemt barn = ubestemt form, men syntagmet er bestemt

Adjektivsyntagmet (AdjS)

Dansk har altså ikke dobbelt bestemthed (dvs. bestemthedsmarkering både med determi­ nativ og med morfologisk bestemt form på substantivet), som vi f.eks. ser det i svensk og norsk: sv. den gula bilen med svart tak; det lilla barnet som gråter.

Øvrige typer af reference Særlige typer af reference foreligger hos f.eks. interrogative led, som signalerer, at refe­ rencen er ukendt og derfor efterspørges, f.eks. Hvem har stjålet din taske?, og negerede led, som indikerer, at der ikke foreligger en referent, f.eks. ingen har stjålet din taske. Der findes også ikke-referentielle nominalsyntagmer som f.eks. foreløbige og formelle subjekter: Det regner, Det er sjovt at svømme.

Adjektivsyntagmet (AdjS) Adjektivsyntagmet har en adjektivisk glose som hovedord, det være sig et adjektiv eller et participium, der fungerer som et adjektiv. I de sidstnævnte tilfælde kunne vi alternativt tale om særlige participiumsyntagmer med participer som hovedord. Men eftersom det i visse tilfælde kan være yderst vanskeligt at opretholde distinktionen mellem adjektiver og participer, jf. s. l l l, vælger vi ikke at gøre det. I adjektivsyntagmet kan der forekomme foranstillede bestemmelser, især gradsadver­ bialer, og efterstillede bestemmelser, f.eks. sammenligningsled og præpositionssyntag­ mer. Eksempler:

gradsadverbial meget meget helt vildt i høj grad ganske forbavsende fantastisk meget

lige så temmelig lige så mere

adjektivisk hovedord lang stærkt stor involveret almindelig tomt venligt eftertragtet venligere slidte hurtig høj bange flink insisterende

efterstillede bestemmelser

end Ursula af mange fødsler til at finde aftrækkeren som Ursula for at sove alene som kronprinsen end ham

Adjektivsyntagmets vigtigste funktioner er at optræde attributivt (på det sekundære sæt­ ningsledsniveau), dvs. som adjektivattribut til et substantivi sk hovedord i et nominalsyn­ tagme, eller selvstændigt (på det primære sætningsledsniveau), enten som prædikativ el­ ler adverbial.

173

Syntagmer

»De to tårne« er en meget lang film. [meget lang er et adjektivsyntagme, der funge­ rer som adjektivattribut i nominalsyntagmet en meget lang film] {

Filmen er meget lang. [meget lang er et adjektivsyntagme, der fungerer som prædi­ kativ i sætningen] Hun gik meget langt. [meget langt er et adjektivsyntagme, der optræder som adver­ bial i sætningen] Identiske adjektivsyntagmer kan altså enten optræde som primære sætningsled eller som en del af et sætningsled: adjektivsyntagme som prædikativ Bageren er fantastisk kyndig. Pigen er altid meget glad. Drengene var dygtige. Damen er blevet rask.

adjektivsyntagme som attribut en fantastisk kyndig bager en meget glad pige sine dygtige drenge en rask dame

Når et adjektivsyntagme indeholder mere end et adjektivisk ord, kan det være vanskeligt at afgøre, hvilke ord der tilhører det ene eller det andet syntagme. Eksempel: Han kunne huske Irmas utroligt varme kager. Han kunne huske Irmas utrolige, varme kager. I den første sætning er Irmas genitivattribut til nominalsyntagmets hovedord, kager; utro­ ligt varme er et adjektivsyntagme, som fungerer som adjektivattribut til dette hovedord; utroligt er et gradsadverbial, der optræder som bestemmelse til adjektivsyntagmets hovedord, varme. Ordet utroligt bestemmer altså ikke ordet kager. I den anden sætning er Irmas også genitivattribut, men derefter kommer et adjektivattribut bestående af to si­ deordnede hovedord: utrolige og varme. Begge disse ord bestemmer altså hovedordet ka­ ger. Sammenlign også: et foruroligende og kraftigt anfald, et foruroligende kraftigt an­ fald, et kraftigt foruroligende anfald.

Adverbiumsyntagmet (AdvS) Adverbiumsyntagmer har adverbier som hovedord , og eventuelle bestemmelser er især foranstillede gradsadverbialer og efterstillede sammenligningsled, men adverbiumsyn­ tagmer består ofte kun af et ord. Det betyder, at vi ikke sjældent ser, at et og samme ord kan analyseres som adverbium (dvs. ordklassen), adverbiumsyntagme (dvs. syntagmety­ pe) og adverbial (dvs. type af sætningsled), f.eks.: Freja græder tit. Ordet tit tilhører ordklassen adverbium; det er hovedord i et adverbiumsyntagme, der kun består af et eneste ord; det fungerer som adverbi al i sætningen. Men adverbium­

174

Præpositionssyntagmet (PræpS)

syntagmet kan altså være mere udbygget, med både foranstillede og efterstillede be­ stemmelser:

gradsadverbial ganske frygtelig meget

adverbielt hovedord tit længe oftere senere der

efterstillede bestemmelser

end du tror end pigerne hvor vi bor

Adverbiumsyntagmets vigtigste funktioner er (på det primære sætningsledsniveau) at op­ træde som adverbial til et verbal eller til en hel sætning, og (på det sekundære sætnings­ ledsniveau) at optræde som gradsadverbial til adjektiv eller adverbium.

Præpositionssyntagmet (PræpS) Præpositionssyntagmet (eller præpositionsforbindelsen) består af en præposition, der i denne funktion kaldes præpositional, + en styrelse. Dette betyder, at denne type af syn­ tagme ser anderledes ud end dem, vi foreløbig har gennemgået. Syntaktisk set er det præ­ positionen, som er forbindelsens hovedord, idet præpositionen er udslagsgivende for, hvordan syntagmet kan kombineres med andre ord. Semantisk set er det imidlertid sty­ relsen, som er bærer af det centrale betydningsmæssige indhold. (Sammenlign med for­ holdet mellem funktionsverbum og hovedverbum, s. 114). Dermed kan vi ikke sige, at sty­ relsen er en underordnet bestemmelse til præpositionen, på samme måde som f.eks. et gradsadverbial er en underordnet bestemmelse til et adjektiv. Både præpositionalet og sty­ relsen skal være til stede, for at vi kan tale om et præpositionssyntagme. Præpositionalet kan heller ikke tage foranstillede bestemmelser, og ud over styrelsen kan forbindelsen ikke indeholde andre led. Styrelsen består af led med nominal funktion , dvs. nominalsyntagmer og infinitivsyntagmer eller nominale ledsætninger (jf. kapitel 20). Eksempler:

præpositional styrelse gennem huset gennem alle årene i folkeskolen gennem hele det land, som jeg kalder mit eget med en rar og kyndig bager efter ham til at lade være med at stemme ved at han åbnede isboden på at han kommer til jul om hvem jeg var

type af styrelse NomS NomS NomS NomS NomS InfS at-sætning at-sætning spørgeledsætning

Præpositionssyntagmets vigtigste funktioner er (på det primære sætningsledsniveau) at optræde som adverbial, og (på det sekundære sætningsledsniveau) at optræde som efter­ stillet attribut til et substantivisk hovedord i et nominalsyntagme.

175

Syntagmer

Pengene ligger i skuffen. (i skuffen er stedsadverbial i sætningen) Pengene i skuffen er mine. (i skuffen er efterstillet attribut til pengene) Identiske præpositionssyntagmer kan altså optræde enten som adverbial i sætningen el­ ler som efterstillet attribut i et nominalsyntagme:

PræpS som adverbial Længes du tit ejier hende? Hun lagde brevet på skrivebordet. Jeg vil ikke rejse med Lene igen. Hæng uret på væggen!

PræpS som attribut Længslen efter hende er svær at bære. Brevet på skrivebordet var fra USA. Rejsen med Lene var kedelig. Uret på væggen faldt ned.

Da styrelsen kan bestå af et nominalsyntagme, og et nominalsyntagme kan indeholde en efterstillet bestemmelse i form af et præpositionssyntagme, kan de to syntagmetyper indeholde hinanden i op til flere niveauer. Eksempel: den tykke atmosfære af rustik mad og gedigent håndværk i hans landlige køkken med udsigt over Kolding Fjord Her optræder et meget langt nominalsyntagme, som har hovedordet atmosfære. Til det­ te hovedord er hele to efterstillede præpositionsattributter tilknyttet: af rustik mad og ge­ digent håndværk samt i hans landlige køkken med udsigt over Kolding Fjord. Det første består af præpositionen af+ to sideordnede nominalsyntagmer: rustik mad + gedigent håndværk. Den anden består af præpositionen i + nominalsyntagmet hans landlige køk­ ken med udsigt over Kolding Fjord. Dette nominalsyntagme har hovedordet køkken. Hertil er knyttet præpositionssyntagmet med udsigt over Kolding Fjord, som så også indeholder nominalsyntagmet udsigt over Kolding Fjord, der indbefatter præpositons­ syntagmet over Kolding Fjord. På dette niveau har vi nu fundet frem til det mest under­ ordnede nominalsyntagme: Kolding Fjord. Her ser vi altså, hvordan et syntagme rum­ mer et andet og så fremdeles i en lang, men ikke desto mindre fuldt begribe lig og ana­ lyserbar kæde.

lnfinitivsyntagmet (lnfS) lnfinitivsyntagmet består af infinitivpartiklen at+ et verbum i infinitiv + eventuelle sæt­ ningsled, der knytter sig til dette verbum (dog aldrig subjekt). Det er sjovt at gå til salsa. Det er utilgiveligt at slå sine børn. At købe aktier gider jeg ikke. At finde sig i hvad som helst er hendes lod. Infinitivsyntagmet fungerer nominalt, dvs. det optræder som subjekt, objekt og styrelse. Desuden kan det fungere attributivt som efterstillet bestemmelse til et substantiv.

176

Verbalsyntagme

At synge under bruseren er dejligt. Jeg savner at høre ham synge. Jeg længes efter at høre ham synge. kunsten at overleve sin 50-års-dag

[InfS [lnfS [InfS [InfS

som subjekt] som objekt] som styrelse til præpositional] som attribut til substantiv]

En stor gruppe verber tager infinitivsyntagme som objekt. Eksempler: Vi orker ikke at tage opvasken i aften. Han forsøgte at forklare sig. Hunden prøvede at åbne døren med snuden. Du plejer ikke at ryge Cecil. Bent begyndte at ryge som tolvårig. Du når ikke at møde ham. Hun ønskede at være anonym. Vi mangler at organisere indkvarteringen.

Sammenligningssyntagmet (SamS) En særlig type af syntagmer er sammenligningsleddene, der i reglen indledes af ordene som og end. De optræder som efterstillede bestemmelser til adjektiv og adverbium. Ek­ sempler: Han er lige så uvenlig som du/dig. (som du/dig er efterstillet bestemmelse til adjek­ tivet uvenlig) Arne løber meget oftere end Karl. (end Karl er efterstillet bestemmelse til adverbiet oftere) Med hensyn til funktion og betydning ligner sammenligningssyntagmerne i høj grad sammenligningsledsætninger (jf. s. 238), men de er uden det finitte verbum. Sammenlign ovenstående eksempler med de følgende, som har sætningsstruktur: Han er lige så uvenlig, som du er. Arne løber meget oftere, end Karl gør.

Verbalsyntagme I denne grammatik vælger vi at analysere sætningens verbal som enkeltstående led: finit verbal + evt. infinit verbal (jf. s. l 79f.). På samme niveau i sætningsanalysen sætter vi de øvrige primære sætningsled: subjekt, objekt, prædikativ, adverbial. En anden mulighed ville være at sige, at det finitte verbal er hovedord i et verbalsyntagme, der indledes med det finitte verbum, og som så efterfølgende består af evt. infinitte verber, objekt, prædi­ kativ og adverbial. Denne analyse ligner analysen af præpositionssyntagmet: Først kom­ mer det ord, der styrer og er hovedord: præpositionalet eller det finitte verbum. Derefter kommer de led, som bliver styret: enten styrelsen eller de led, der bliver styret af verbet

177

Syntagmer

(f.eks. de led, som indgår i verbets valens). Med denne analyse ville en almindelig sæt­ ning (uden sætningsadverbialer) bestå af to led: subjektet+ verballeddet (bestående af et verbalsyntagme, som omfatter alt undtagen subjektet). Eksempel:

subjekt Riad Vi

verballed= verbalsyntagme er kørt til Vojens nu i morges. vil få hemmeligheden at vide inden jul.

Analysen af sætningen som bestående af kun to primære konstituenter, et subjekt + et verbalsyntagme svarer til den sætningslogiske inddeling i subjekt og (logisk) prædikat. Verbalsyntagmeanalysen har også været meget brugt i syntaksbeskrivelsen inden for f.eks. den generative grammatik, der opererer med syntaktiske dybdestrukturer, der tæn­ kes aflejret i hjernen.

178

18. Sætningsled

I dette kapitel vil der blive fokuseret på de sætningsled, der stykkes sammen til en gyl­ dig sproglig kæde på det primære sætningsniveau. Det er altså de indbyrdes forhold mellem syntagmer (og ledsætninger), vi vil behandle. De primære led er sætninge ns hovedbestanddele, og de er tildelt forskellige funktioner i sætningen. Overordnet set ta­ ler vi om seks typer af primære sætningsled. Disse er:

,.

latinsk benævnelse verbal subjekt objekt prædikativ adv.erbial konjunktional

dansk benævnelse udsagnsled grundled genstandsled eller hensynsled omsagnsled biled bindeled

forkortelse V

s 0 (DO, direkte objekt) 0 (IO, indirekte objekt) p A

K

Verbal (V) (udsagnsled) Verbaler kan være finitte eller infinitte. I princippet er der et et-til-et-forhold mellem form og funktion, når det gælder de finitte verber: Et finit verbum (i præsens, præteritum eller imperativ) har som funktion at være finit verbal. Et infinit verbum (i infinitiv, perfektum participium eller præsens participium) kan have som funktion at være infinit verbal, men kan også have andre funktioner (se s. I 09ff.). En sætning kan indeholde (a) et enkelt finit verbal; (b) to eller flere sideordnede finit­ te verbaler; (c) en kombination af funktionsverbum og hovedverbum, hvoraf det første verbal er finit, og de efterfølgende er infinitte. Når en sætning kun rummer et verbal, kan markeringen V eller FV benyttes i den praktiske analyse. Når en sætning indeholder mere end et verbal, anvendes markeringerne FY og IV for at skelne mellem de forskellige ty­ per af verbal. Eksempler: Vi Grav V Vi Vi

,Hun

graver V (eller FY) nogle har FY vil FY råber V

huller. huller! gravet

huller.

IV

grave

huller.

IV

og

skriger. V

179

Sætningsled

Hun Karin Karin

har FV kom FV vil FV

råbt TV gående TV komme IV

og

skreget IV

hele dagen.

på vejen. gående

på vejen.

rv

Med henblik på at bestemme, hvilket led der er det finitte verbal i en sætning, kan føl­ gende test udføres: Omformuler sætningen til et helhedsspørgsmål, dvs. et spørgsmål, som kan besvares med ja eller nej. I en sætning af denne type står det fini tte verbum al­ tid forrest. Eksempel: Næsten hver eneste mandag forsøger hans kollega at melde sig syg.>> Forsøger hans kollega at melde sig syg næsten hver eneste mandag? forsøger er finit verbal Foran et finit verbal i præsens eller præteritum kan et personligt pronomen i nominativ Ueg, du, han, hun, vi etc.) indsættes, f.eks. jeg prøver, han løb, hun vil (købe) , vi har ( so­ vet), hvilket også kan bruges som et kriterium for at finde det finitte verbal.

Subjekt (S) (grundled) Subjektet udgøres af et nominalt led (se Subjekters og objekters materiales. l85f.). Det indgår i neksus med det finitte verbal og udgør sætningens syntaktiske kerne. I sætning­ er, hvor verbet står i imperativ, findes der, som tidligere nævnt, ikke altid et udsat sub­ jekt, men hvem (normalt et »du« eller et »I«) der skal udføre handlingen, fremgår af den pragmatiske kontekst. Men ellers er dansk et sprog, som i princippet har et manifesteret subjekt i alle sætni nger. Subjektet udtrykker i reglen et argument og henviser til en referent (en person eller en ting) i den virkelige verden. Subjektet angiver, hvad eller hvem sætningen vedrører, eller hvem der agerer (udfører verbalhandlingen). Subjektet har ofte den semantiske rolle AGENT, men rollen OPLEVER er også almindeligt forekommende. Mindre hyppigt tildeles subjektet rollen som GENSTAND (jf. s. 121 f.). Når subjektet repræsenteres af et pronomen, der kan bøjes i nominativ og akkusativ, står det sædvanligvis i nominativ (= subjekts­ form) (jf. dog s. 90). Eksempler: Vi

graver huller.

[subjektet har rollen AGENT]

så en hare i skoven.

[subjektet har rollen OPLEVER]

s kg

s Sengen ser dejlig blød ud.

[subjektet har rollen GENSTAND]

s Os, der synes, at foråret er dejligt,

s 180

graver blomsterløg ned om efteråret.

Subjekt (S) (grundled)

Den stakkels Karin, som lige har mistet sin elskede kat,

gik sin vej.

s Hele efterårsferien lå

børnene

foran fjernsynet.

s Det

regnede nemlig hele tiden.

s En enkel test til at afgøre, hvad der er sætningens subjekt, er at konstruere et spørgsmål med ordet hvem (eller hvad)+ det finitte verbal+ resten af sætningen:

r

Næsten hver eneste mandag forsøger hans kollega at melde sig syg. >> Hvem forsøger at melde sig syg næsten hver eneste mandag? svar: hans kollega; hans kollega er subjekt

Foreløbigt, reelt og formelt subjekt I nogle almindelige sætningstyper forekommer særlige typer af subjekter: en kombina­ tion af et foreløbigt subjekt (forkortet FS) og et senere optrædende reelt subjekt (RS). Det foreløbige subjekt udgøres af småordene det eller der (eller evt. her). I andre kon­ struktioner optræder det og der som såkaldt formelt subjekt (også forkortet FS), dog uden at der senere optræder et reelt subjekt. De vigtigste sætningstyper med foreløbigt eller formelt subjekt er: a) Sætninger med infinitivsyntagme eller ledsætning som reelt subjekt. Når subjektet udgøres af et infinitivsy ntagme eller en (nominal) ledsætning, optræder det på subjektets normale position, mens det reelle subjekt optræder senere i sætningen på objektets nor­ male position. Det

er ikke sjovt

FS Det

var ikke meningen

FS

r

Det FS Det FS Det

FS

at gøre dig forskrækket.

RS var dejligt

at høre fra Marie igen.

RS

var uheldigt,

at han ikke fandt nøglen.

irriterer mig,

at hun skal med.

var godt,

at hun endelig forstod sgørgsmålet.

RS

FS Det

at svømme rundt blandt affald.

RS

RS RS

Denne slags sætninger kan ofte omskrives, så det lange subjekt placeres forrest og det foreløbige subjekt udelades. Denne type af konstruktion er dog temmelig skriftsproglig. Eksempler:

181

Sætningsled

At han ikke fandt nøglen,

var uheldigt.

s At høre fra Marie igen

var dej ligt.

s b) Sætninger med ubestemt nominalsyntagme som subjekt. Når det reelle subjekt udgø­ res af et ubestemt nominalsyntagme, bruges der som foreløbigt subjekt. Konstruktionen forekommer også ved negeret subjekt, evt. med her som foreløbigt subjekt. Der FS Der FS I går stod Der FS Der FS Her FS

var engang kommer nok der FS er ikke er efJO

en grinsesse, som boede gå et slot. RS et cirkus med elefanter til Kolding. RS en kasse øl i baghaven. RS lang vej til skolen. RS ingen, som jeg kan tale med. RS ingen is tilbage! RS

Sætninger som disse kan normalt ikke omskrives, så det reelle subjekt står alene forrest i sætningen: ??En kat sidder på trappen.

??Et cirkus med elefanter kommer til Kolding.

c) Formelt subjekt ved upersonlige konstruktioner. Det frekvente ord det (personligt pro­ nomen i 3. person singularis, neutrum) optræder som subjekt uden (eller med mere eller mindre upræcis) reference i sætninger, som beskriver f.eks. naturfænomener eller san­ seindtryk. Der optræder ikke et reelt subjekt senere i sætningen, og enten FS eller S kan benyttes som forkortelse for subjektet. Nu regner Det

det S (eller FS) kilder.

igen.

brænder

som en ild.

skinner

af ignorance.

ville være

dejligt

s Det

s Det

s Det

s 182

med en is.

Objekt (0)

Pronomenet det kan selvfølgelig også optræde som et almindeligt subjekt med deiktisk eller anaforisk reference: Det var en dejlig nyhed. Det er ikke sjovt. Det søger efter sin mor.

[f.eks. 'det, som du lige fortalte mig'] [f.eks. 'det, at stå tidligt op') [f.eks. føllet]

d) Formelt subjekt i passivkonstruktioner. I visse typer af passivkonstruktioner bruges subjektet der, enten som eneste subjekt eller sammen med et reelt subjekt. Eksempler: Der snakkes for meget.

S (eller FS)

Der skal ikke laves mad her.

s Der FS Der FS

åbnes

en ny forretning

hver uge.

RS bruges

meget energi

'

på unødvendige møder.

RS

For konstruktioner af typen Det var Maren, der købte den kaffekande, såkaldt sætnings­

kløvning, se kapitel 21.

Objekt (0)

Objektet udgøres af et nominalt led (se Subjekters og objekters materiale), og per defini­

tion efterfølger det ikke en præposition (jf. objektadverbial, s. 192). Såfremt objektet be­

står af et pronomen, som kan bøjes i nominativ og akkusativ, står det i akkusativ (ob­

jektsform): Jeg ser ham. Objekterne indgår i verbernes valens; de udtrykker argumenter

og henviser til referenter (personer eller ting) i den virkelige eller en fiktiv verden. Ob­

jektets semantiske rolle dikteres af verbet; mest hyppige er rollerne GENSTAND og Moo­

TAGER. Der findes to typer af objekter: direkte objekt og indirekte objekt.

Direkte objekt (genstandsled) Et monotransitivt verbum har et objekt, og dette er altid et direkte objekt (DO). Et direk­ te objekt angiver ofte, hvad der er GENSTAND for verbalhandlingen. Lettere forenklet kan vi sige, at objektet henviser til den eller det, som subjektet »gør noget ved«. I en sætning med kun et objekt kan dette led markeres med enten O (objekt) eller DO (direkte objekt). Eksempler: Vi graver Benny købte

huller. 0 (eller DO) en minkfarm. 0

183

Sætningsled

Du må ikke lukke Han havde Pelle bagte Pelle kom Jeg har aldrig sagt, Det 0 Tango 0

døren. 0 en stor grøn frakke 0 bollerne. 0 glasur 0 at læreren er dum. 0 har jeg aldrig sagt.

på.

på bollerne.

har jeg ikke danset i mange år.

Med henblik på at indkredse det direkte objekt kan sætningen omkonstrueres til et spørgsmål, der indledes med hvem eller hvad+ det finitte verbal + subjektet: Næsten hver eneste mandag forsøger hans kollega at melde sig syg. >>

Hvad forsøger hans kollega næsten hver eneste mandag?

svar: at melde sig syg; at melde sig syg er objekt

Ullas nabo har købt et marsvin til sin datter. >>

Hvad har Ullas nabo købt til sin datter?

svar: et marsvin; et marsvin er objekt

Indirekte objekt (hensynsled) Et bitransitivt verbum har to objekter: et indirekte objekt (10) og et direkte objekt (DO). Et indirekte objekt kan kun forekomme, hvis der også findes et direkte objekt i sætning­ en. Eksempler: Vi gav Tore gav Bo har sendt Vi fralokkede Hun strikkede Han skaffede

katten IO Otto IO hende IO drengen IO mig IO

filZ IO

184

mælk. DO en tår sodavand. DO bogen, som de havde snakket om. DO et lille smil. DO en lyserød hue. DO en stor grøn frakke. DO

Subjekters og objekters materiale

Det indirekte objekt placeres altid før det direkte, dvs. den omvendte rækkefølge er ugrammatisk: *Vi gav mælk katten. *Vi gav mælken katten. *Hun sendte blomster sin mor. Det indirekte objekt refererer så godt som altid til den, der er MODTAGER af og får glæde af noget, f.eks. De gav ham to flasker vin, eller tager skade, lider sorg eller tildeles smerte, f.eks. Backen gav ham en grim tackling bagfra; Hun tildelte ham en lussing. Mere sjæl­ dent betegner det indirekte objekt en figur, person eller dyr, som bliver frataget noget: In­ struktøren fratog hende glæden ved at danse salsa. Mens det direkte objekt i en sætning med to objekter gerne betegner en ting, med den semantiske rolle GENSTAND, betegner det indirekte objekt så godt som altid en animat referent, eftersom det i sagens natur sjældent sker, at vi tildeler døde genstande andre genstande. Dog finder vi metaforiske udtryk som Jeg gav gulvet en ordentlig gang lak; Han skænkede ikke forslaget en tanke. Med henblik på at indkredse det indirekte objekt kan sætningen omkonstrueres til et spørgsmål, der indledes med hvem+ det finitte verbal + subjektet + det direkte objekt: Dronningen forærede kronprinsessen et kostbart diadem. >> Hvem forærede dronningen et kostbart diadem? svar: kronprinsessen; kronprinsessen er indirekte objekt Ikke sjældent er det muligt at omskrive det nominale led, som udgør det indirekte objekt, med et præpositionssyntagme. Dette syntagme er syntaktisk set adverbial i sætningen, men semantisk har styrelsen i syntagmet samme rolle (MODTAGER) som det indirekte objekt: Tore gav Hun sendte

en tår sodavand 0 blomster 0

til Otto. A

til sin mor. A

Adverbialer som til Otto og til sin mor kaldes modtageradverbialer, jf. s. 193.

Subjekters og objekters materiale Subjekter og objekter er led med nominal funktion og udgøres enten af nominalsyntag­ mer (som oftest med substantiv eller pronomen som hovedord), infinitivsyntagmer eller nominale Jedsætninger. Eksempler, hvor hele leddet er kursiveret; hovedord i nominal­ syntagme er understreget: Subjekt Vinduespudseren kommer i morgen. En fantastisk rar og /..y ndig bafter skal tale med børnene.

Materiale NomS NomS

185

Sætningsled

En forhenværende bager, som bor i Horsens, kommer snart. Han kommer snart. De gamle kommer snart. At bage brunkager er sjovt. Det er sjovt at bage brunkager. Det er svært at tro, at han kommer til jul. At han kommer til jul, er svært at tro. Hvad han har i pakken, er en hemmelighed.

NomS NomS NomS lnfS FS = det; RS = InfS FS =det; RS =at-sætning at-sætning spørgeledsætning

Objekt Jeg kender vinduespudseren. Jeg kender en fantastisk, rar og kyndig bar:er. Jeg kender en forhenværende bager, som bor i Horsens. Jeg kender ham. Jeg kender de gamle. Han planlægger at bage brunkager. Jeg glemte at sende brevet. Jeg tror ikke, at han kommer til jul. Jeg ved ikke, hvad han har i pakken. Han spurgte, hvemjeg var.

Materiale NomS NomS NomS NomS NomS JnfS InfS at-sætning spørgeledsætning spørgeledsætning

Prædikativ (P) (omsagnsled) Prædikativet udgøres som oftest af et nominalt eller adjektivisk led (se Prædikativers ma­ teriale). Prædikativer henviser ikke til nye eller andre referenter i den virkelige verden, men fortæller, hvordan en allerede nævnt referent er, bliver eller kaldes (etc.). Der findes to hovedtyper af prædikativer: prædikativ til subjekt (forkortelse PS) og prædikativ til ob­ jekt (forkortelse PO). Et hovedverbum kan aldrig efterfølges af både prædikativ til sub­ jekt og prædikativ til objekt.

Prædikativ til subjekt (omsagnsled til grundled) Prædikativ til subjekt angiver en egenskab, en identitet eller et navn ved den person eller den ting, som subjektet henviser til. Prædikativ til subjekt står altid efter den lille gruppe af verber, vi benævner identitetsverber, f.eks. være, blive, hedde, kaldes, udgøre, synes, ligne, anses (for), holdes (for), se ud. Disse tager altså ikke objekt, men konstrueres i ste­ det for med prædikativ. Eksempler: Katja er Katja er Katja er

186

læge. P (eller PS) rar. p en dejlig pige med stor begavelse. p

Prædikativ (P) (omsagnsled)

Hun hedder

Katarina, p

men hun kaldes

Katja.

p

Pelle ligner

en mester. p

Petrine blev

forkølet. p

Børnene ser

trætte p

Han ser ud

som en konge. p

ud.

Det kan hævdes, at prædikative t indgår i verbets valens, men det henviser ikke til en re­ ferent på samme måde, som et objekt ville gøre. Hvis vi sammenligner en sætning med prædikativ med en sætning med objekt, kan vi se forskellen mellem de to led: Eva er

min bedste ven. p

Eva = min bedste ven

Eva kender

min bedste ven. 0

Eva f. min bedste ven

Den første sætning omtaler kun en referent (Eva), den anden sætning omtaler to referen­ ter (Eva+ en anden person, som er 'min bedste ven'). Sætningens prædikativ kan vi finde ved at lave sætningen om til et spørgsmål med hvad+ det finitte verbal + subjektet: Hans søn er diplom at. >> Hvad er hans søn? svar: diplomat; diplomat er prædikativ Læreren blev fortvivlet.>> Hvad blev læreren? svar: fortvivlet;fortvivlet er prædikativ

Nominalsyntagme som prædikativ til subjekt: ubestemt eller nøgen form Når et nominalsy ntagme bruges som prædikativ, har det svag eJJer ingen reference. Syn­ tagmet bruges i stedet med henblik på at klassificere eller karakterisere subjektsreferen­ ten. Ved nominalsyntagme som prædikativ veksles der mellem nøgent nominalsyntagme (dvs. uden artikel) og nominalsyntagme med ubestemt artikel. Nominalsyntagme med ubestemt artikel bruges klassificerende, når subjektet ikke he nviser til en specifik refe­ rent: Ørnen er en rovfugl. Bilen e r et livsvilkår. Jern er et grundstof

*Ørnen er rovfugl. *Bilen e r livsvilkår. *Jern er grundstof.

187

Sætningsled

Når subjektet henviser til et specifikt og bestemt eksemplar, som skal klassebestemmes, bruges også ubestemt artikel: Denne bil er en Lada. Den der er en musvit. Den derovre er en diamant. Når subjektet henviser til en specifik og bestemt referent, som skal beskrives med hen­ blik på f.eks. professionelt eller nationalt tilhørsforhold, er nøgent nominalsyntagme obligatorisk (modsat f.eks. engelsk). Lasse er lærer. Karl er brolægger. Maj er svensker.

*Lasse er en lærer. *Karl er en brolægger. *Maj er en svensker.

Når nominalsyntagmet har en adjektivisk bestemmelse, bruges det rent karakteriseren­ de og har ubestemt artikel: Lasse er en dygtig lærer. Ørnen er en frygtindgydende rovfugl. Maj er en skide svensker. Jf. også Peter er diplomat, som betyder, at 'Peter har professionen diplomat'(= klassifi­ cerende), og Peter er en diplomat, som betyder, at 'Peter er diplomatisk'(= karakterise­ rende).

Prædikativ til objekt (omsagnsled til genstandsled) Prædikativ til objekt angiver en egenskab ved den person eller den ting, som objektet henviser til. En sætning med prædikativ til objekt indeholder altid et objekt, men også kun et objekt, hvilket betyder, at dette er af den direkte type. Eksempler: Trine farvede Bo vaskede

garnet 0 stl:)vlerne 0

Solsortene holdt

os 0 Hans høje hyl gjorde hende 0 Svend kaldte ministeren 0 Reformen har gjort os alle 0

188

g]lli. P (eller PO) rene. p

vågne

hele natten.

p forskrækket.

p en 11:)gner.

p til tabere.

p

Prædikativ (P) (omsagnsled)

Der findes en fast relation mellem de, syntaktisk set, mere komplekse sætninger med prædikativ til objekt og de mindre komplekse sætninger med prædikativ til subjekt, idet det er muligt at omskrive den første kategori til den anden kategori vha. verbet være: Karin malede Bogen gjorde Japanere spiser

stolen 0 Karin 0 fi sken 0

blå. PO glad. PO

Stolen

er

s Karin

er

s

rå.

Fisken

PO

s

er

blå. PS glad. PS

rå. PS

Prædikativ til objekt kan forekomme ved en række transitive verber, og det er altså ikke, som det gælder prædikativ til subjekt, begrænset til en mindre gruppe af verber. Men sæt­ ninger med prædikativ til objekt er alligevel mindre frekvente i almindelig skrift og tale end sætninger med prædikativ til subjekt.

Frit prædikativ En ledtype, som ligner prædikativ til subjekt, er frit prædikativ. Et frit prædikativ angiver en ikke stabil egenskab hos subjektsreferenten og bruges sammen med verber, der ellers ikke konstrueres med prædikativ. Eksempler: De vadede meget vrede ind hos skoleinspektøren. jf. De var meget vrede. Hun svarede pilsur, at hun ikke vidste det. jf. Hun var pilsur. De korn høje hjem.

jf. De var høje på stoffer (og ikke i cm).

Et frit prædikativ ligner ofte et adverbial, men bemærk, at et adverbial sy ntaktisk lægger sig til et verbum: Gry gik hurtigt tilbage til sit værelse. [:;t: Gry var hurtig.] De vadede meget vredt ind hos skoleinspektøren. [:;t: De var meget vrede.] Hun svarede surt, at hun ikke vidste det. [:;t: Hun var sur.] Semantisk set er der dog ofte kun lille forskel på at sige, at nogen er på en vis måde, f.eks. sur eller vred, og at nogen gør noget på en vis måde, f.eks. surt eller vredt. Vrede udlø­ ser vrede handlinger. Også pronomenerne alle, selv og begge kan, når de bruges selvstændigt, optræde som frie prædikativer.

189

Sætningsled

Vi har alle oplevet en skuffelse.

Jeg har selv besøgt Paris sidste forår.

De satte sig begge med benene over kors.

Prædikativers materiale Prædikativet er et nominalt eller adjektivisk led, dvs. oftest et nominalsyntagme eller et adjektivsyntagme. I visse tilfælder optræder også præpositionssyntagmer, sammenlig­ ningssy ntagmer og ledsætninger som prædikativ. Eksempler, hvor hele prædikativet er kursiveret; hovedord i nominal- eller adjektivsyntagmer er understreget:

Prædikativ Solen er så [QJ. Hun gjorde sin mor glad. Hun blev dybt berørt. Han er fantastisk rar og /syngjg. Han er bager. Han er en fantastisk rar og kyndig bager. Hun ligner en hest. Hun ser ud som en hest. De to er som hund OR kat. Min morfar er til at stole på. Kagen er med levende lys! Huset ser ud, som om det var ved at falde sammen.

Materiale AdjS AdjS AdjS AdjS NomS NomS NomS Sams SamS PræpS PræpS led sætning

Adverbial (A) (biled) Adverbial er i princippet en restkategori, der opsamler det overskydende sætningsmate­ riale, som ikke falder ind under en af de øvrige typer af sætnings led. Det er på den bag­ grund, at adverbialet fremstår med højst forskelligartede strukturer, betydninger og funk­ tioner. Semantisk kan adverbialerne inddeles i de samme grupper som adverbierne, dvs. stedsadverbial, retningsadverbial, tidsadverbial (inklusiv undergrupperne hyppighedsad­ verbial og varighedsadverbial), mådesadverbial, gradsadverbial, attitudeadverbi al, kon­ nektionsadverbial, negationsadverbi al. Men der findes også adverbialtyper, som ikke sva­ rer til adverbiernes undergrupper (se senere). Adverbialerne har hovedsagelig fire strukturer; de kan bestå af adverbiumsyntagmer, af adjektivsyntagmer, af præpositionssyntagmer eller af (adverbielle) ledsætninger. An­ dre strukturer, f.eks. nominalsyntagmer, kan også forekomme. I det følgende præsenteres først en række eksempler på adverbialer med semantiske funktioner, som svarer til ind­ delingen af adverbier i semantiske undergruppe r (jf. s. 141 ff.). Dernæst gennemgås an­ dre typer af adverbialer. I en sætningsanalyse markeres alle slags adverbialer med et A.

190

Adverbial (A) (biled)

Adverbialtyper, der svarer til adverbiumtyper Stedsadverbial Jeg bor her.

Per købte en bil derovre.

Bo bor i Varde.

Kim sælger frugt på torvet.

Vi har ingen fyrretræer, hvor jeg bor.

Materiale AdvS AdvS PræpS PræpS stedledsætning

Retningsadverbial Jeg kører derhen. Per kørte bil derover. Kom ud! Gå ind i huset. Jeg kører til Varde.

Materiale AdvS AdvS AdvS AdvS + PræpS PræpS

Tidsadverbial Vi får næsten aldrig stegt sild. På mandag er hun tilbage. Til foråret rejser vi. Sidste sommer faldt hun. Da hun var syg, kom vi på besøg. Vi tog opvasken, mens du sov.

Materiale AdvS AdvS (hvor aldrig er hovedord) PræpS PræpS NomS (hvor sommer er hovedord) tidsledsætning tidsledsætning

Hyppighedsadverbial Bo løber tit. Indimellem hoster han. På tirsdage spiser vi fisk. Bo løber en &l[1g om ugen. Bo løber, når han ser en slange.

Materiale AdvS AdvS PræpS NomS (hvor gang er hovedord) tidsledsætning

Va righedsadve rbial Bo løb længe. Bo løb i to timer. Bo læste bogen på to timer. Bo sad en time i kirken.

Materiale AdvS PræpS PræpS NomS (hvor time er hovedord)

Mådesadverbial Gry dukkede pludselig op. Gry skreg højt. Gry faldt langsomt i søvn. Gry løb på en akavet måde. Gry løb, som om hun havde set en slange.

Materiale AdvS AdjS AdjS PræpS sammenligningsledsætning

Nu er hun rask.

191

Sætningsled

Attitudeadverbial Han har helt sikkert penge. Folk mangler faktisk mod. Jeg vil gerne ryge. Han er med andre ord dum. Bo er, hvis det nu er rigtigt, i Canada.

Materiale AdvS (hvor sikkert er HO) AdvS AdvS PræpS betingelsesledsætning

Konnektionsadverbial Han er alligevel dum. Folk mangler derfor penge. Bo har også en kat. Han har på den anden side ret.

Materiale AdvS AdvS AdvS PræpS

Negationsadverbial Hun er ikke dum. Det vil vi ej!

Materiale AdvS AdvS

Grads adverbial Vi elsker ham højt. Hun hader ham af hele sit hjerte.

Materiale AdjS PræpS

Bemærk, at negationsadverbial altid udgøres af adverbiumsyntagmer, samt at gradsad­ verbialer typisk fungerer som foranstillet bestemmelse af adjektiver eller adverbier, dvs. de indgår som led i syntagmer, f.eks. Han er meget flink. Men et gradsadverbial kan også bestemme graden eller intensiteten i en verbalhandling. I så fald er adverbialet, som i de to eksempler herover, en direkte bestemmelse af et verbum og dermed et primært sæt­ ningsled.

Særlige adverbialtyper Udover de adverbialer, som semantisk modsvarer bestemte grupper af adverbier, finder vi adverbialer, der normalt udtrykkes på andre måder, især med præpositionssyntagmer. Nogle centrale typer præsenteres i det følgende. Andre typer af adverbialer behandles under adverbielle ledsætninger, s. 236ff. a) Objektadverbial. Adverbialer, der henviser til argumenter, som indgår i verbets va­ lens (jf. s. l 18ff.), ligner i høj grad objekter, men regnes, på grund af deres struktur (præ­ positional + styrelse), ikke til objekterne. Eksempler:

med objektadverbial Han så på hende. Jeg tænker på ham. Ulrik længes efter sin mor.

jf med objekt Han så hende. Jeg kender ham. Ulrik savner sin mor.

I andre grammatiske beskrivelser kaldes denne type af adverbialer for middelbart objekt eller præpositionsobjekt.

192

Adverbial (A) (biled)

b) Modtageradverbial kan betragtes som et særligt objektadverbial, eftersom det se­ mantisk svarer til det indirekte objekt ved et bivalent verbum, og begge deler de rollen MODTAGER.

med modtageradverbial Hun gav blomster til sin mor. Hun skaffede billetter til dem.

jf: med objekt Hun gav sin mor blomster. Hun skaffede dem billette r.

c) Agentadverbial. I en sætning med passiv konstruktion kan det led, som ville have væ­ ret subjekt i en tilsvarende aktiv sætning, udtrykkes med et adverbial, der indledes af præ­ positionen af Dette adverbial udtrykker det argument, som oppebærer rollen AGENT.

med agentadverbial Hun blev blændet af solen. Lønnen betales af kommunen. Gnuen blev dræbt af en kæmpeløve.

jf: med aktiv konstruktion Solen blændede hende. Kommunen betaler lønnen. En kæmpeløve dræbte gnuen.

d) Instrumentadverbial. I en sætning kan et adverbial angive, hvad der skal til, for at verbalhandlingen kan realiseres. Dette adverbial udtrykker rollen INSTRUMENT og kaldes følgelig instrumentadverbial. Det indledes oftest af præpositionen med. Han åbnede dåsen med en kniv. Han vaskede gulvet med sæbespåner. Manden gik med krykker. e) Partikeladverbial. En del verber indgår i faste (leksikaliserede) forbindelser med kor­ te adverbier (eller præpositioner). Den faste forbindelse kan have enten en konkret be­ tydning (f.eks. bevægelse i en retning) eller et mere abstrakt indhold. I partikelforbin­ delsen er verbet tryksvagt, og partiklen i reglen trykstærk. Han ser ud som en tyv. Læreren slog ud efter drengen. Tårnet rager op over horisonten. Børnene faldt ned i en grøft. Tag støvlerne på! Du må ikke gribe ind i hans liv på den måde.

Bundne og frie adverbialer Adverbialer kan indgå i verbets valens Uf. s. l 18ff.), hvilket medfører, at de er (mere el­ ler mindre) obligatoriske, dvs. nødvendige, for at sætningen skal blive grammatisk kor­ rekt. Sådanne adverbialer kaldes bundne adverbialer, og deres semantiske rolle afgøres af verbet, dvs. det e r en indre rolle. Andre adverbialer indgår ikke i verbets valens. De er frie og udtrykker ofte forskellige slags præciserende omstændigheder omkring verbal­ handlingen.

193

Sætningsled

Jeg bor her. jf. ??Jeg bor.

bundet stedsadverbial

Kim købte en bil derovre. jf. Kim købte en bil.

frit stedsadverbial

Jeg stiller olien i skuret. jf. ?Jeg stiller olien.

bundet retningsadverbial

Hun saver brænde i skuret. jf. Hun saver brænde.

frit stedsadverbial

Mens f.eks. objektadverbialer altid er bundne, er agentadverbialer altid frie. I mange til­ fælde, f.eks. når det gælder retnings- og stedsadverbialer, kan det dog være svært at af­ gøre, om adverbialet er bundet eller frit. Tidsadverbialer er typisk frie , men kan, ved vis­ se verber, være bundne. Forestillingen varer i tre timer. jf. ??Forestillingen varer.

bundet tidsadverbial

Jeg bagte boller i tre timer. jf. Jeg bagte boller.

frit tidsadverbial

Adverbial eller attribut?

I visse kontekster kan det være vanskeligt at afgøre, om et præpositionssyntagme optræ­

der som efterstillet attribut til et substantiv eller som adverbial i sætningen , f.eks.:

Hun gik hen til drengen med tasken. Hvis med tasken er adverbial, betyder sætningen, at subjektsreferenten kommer med tas­ ken til drengen. Hvis med tasken er attribut, betyder sætningen, at drengen allerede har en taske, når subjektsreferenten går hen til ham. Endnu et eksempel: Børnene fandt pengene i skuffen. Hvis i skuffen opfattes som attribut, udsiger sætningen, at pengene plejer at ligge i skuf­ ten. Hvis leddet opfattes som adverbial, ytres kun, at pengene var i skuffen, da de blev fundet.

Konjunktional (K) (bindeled) Konjunktionaler bruges til at forbinde sætninger, syntagmer eller dele af syntagmer, og de kan altså både optræde på det primære og det sekundære sætningsniveau. Konjunktiona­ leme svarer helt til konjunktionerne (jf. s. 152f.). De markeres med K i sætningsanalysen.

194

Analyse af primære sætningsled

Sideordningskonjunktionerne og og eller kan sideordne alle typer af led. Ordet men si­ deordner især helsætninger, men også andre typer af led. Dragen spiser kun ild og prinsesser.

Dragen spiser ild eller prinsesser.

[De kommer begge to,] men hun cykler, og han kører bil.

Han er dygtig, men uheldig.

Samordningskonjunktionernefor og så indleder altid helsætninger: Hun er ked af det,for han er syg.

Han er syg, så hun er ked af det.

Svend grinede, så tårerne løb ham ned ad kinderne.

Underordningskonjunktionaler indleder altid ledsætninger, se videre s. 229f.: Smeden tabte sin pibe, da han fik øje på dragen.

Når jeg spiser rejer, bliver jeg syg.

Vi kan ikke gå, mens han snakker.

Analyse af primære sætningsled I det følgende gives en række analyseeksempler af de primære sætningsled. Sætningsled, som består af mere end et ord, er understreget. Funktionen er markeret med de introdu­ cerede forkortelser. Luk

kassen

op!

A

V

0

Det DO

kunne FY

jeg

Der FS

var V

fuldt af fluer

RS

s

Så

Emil

fik

K

s

V

Det

skulle FY

I

0 Det

0

ved V

s jeg

s

godt A

tænke IV

en af dem 0

ind i sit øre.

A

også A

prøve.

IV

mig.

IO

ikke rigtigt. A

195

Sætningsled

Så A

er V

det

rigtigt. p

sikkert A

s gik V

s

hen til Emil. A

s

var FV

blevet IV

længere p

igen. A

skal FV

du

s

have [V

for den motorc)'.kel? A

0

har V

s

Hvornår A

Jukker V

du

kassen

s

0

Har FV

det

regnet, IV

mens vi var i bxen? A

Er V

du

s

sikker? p

Er V

det FS

s vært p

fordi K

slagteren holdt V s

sig

når K

man

s

vandrer V

ad ældgamle muldxrstier A

at

der

K

FS

nok A

var V

RS

at K

s

skulle FV

s mide IV

0

at K

det FS

er V

noget griseri p

at have en rotte i skoletasken RS

Næste dag, da skolen var forbi, A Og K Hvad

0 Hvad

196

de

s

VI

du

Mikkel

i kassen? A op? A

at lave 12andekager? RS

0

Qå maven A

mange drager

den

af grin A

i Japan A væk A

Analyse af primære sætningsled

Analyse af lange led Det rekursive princip, at en sætning kan indeholde andre sætninger, et syntagme andre syntagmer etc., er ensbetydende med, at primære sætningsled som subjekt, adverbial og objekt ofte ikke består af enkelte ord, men af mange. J analyseproceduren er det således hverken hensigtsmæssigt eller muligt at granske et ord ad gangen i læseretningen, men i stedet bør man begynde med at bestemme de største enheder og derfra arbejde sig læn­ gere og længere ned i strukturen i en udpegning af syntagmernes hovedord og bestem­ melser og eventuelle nye syntagmer på de lavere niveauer. Med henblik på at indkredse sætningens primære led kan det, i den syntaktiske analy­ se, ofte være praktisk at erstatte lange led, f.eks. nominale eller adverbielle, med kortere led. Et langt nominalt led kan måske udskiftes med noget, dette, han, hun, den eller det. Et langt adverbielt led, f.eks. en ledsætning eller et præpositionssyntagme, kan måske er­ stattes med adverbier som der, derhen, dengang, senere, nu, de,for. Hvis sætningens grundbetydning er bevaret efter udskiftningen, kan vi være ret så sikre på, at det lange og det korte led oppebærer samme sætningsledsfunktion. Da Jensen kom hjem fra sin lange ferie i Italien, havde naboen bygget en ny car­ port. >> Dengang havde naboen bygget en ny carport. [da Jensen kom hjem fra sin lange ferie i Italien og dengang er tidsadverbial i sætningerne] Og så mødte vi børnenes skoleinspektør, som altid er så venlig, uden for Brugsen. >> Og så mødte vi ham uden for Brugsen. [børnenes skoleinspektør, som altid er så venlig og ham er objekt i sætningerne] Meningsmålinger udført to uger før valget viser, at Socialdemokratiet er gået tilba­ ge. >> Dette viser noget. [meningsmålinger udført to uger før valget og dette er subjekt i sætningerne; at Socialdemokratiet er gået tilbage og noget er objekt i sæt­ ningerne]

197

19. Sætningsskema

Som tidligere nævnt er dansk i sammenligning med mange andre sprog kendetegnet ved en stabil rækkefølge leddene imellem, og i dette kapitel vil der blive fokuseret på de reg­ le r, der beskriver, hvordan sætningsleddene indtager bestemte positioner i forhold til hin­ anden. Til formålet vil vi gøre brug af det såkaldte sætningsskema, der oprindeligt er be­ skrevet af sprogforskeren Paul Diderichsen, og som er blevet et indarbejdet og næsten uomgængeligt analyseredskab i dansk grammatik. Mange af sprogets positionelle regler gælder i alle sætningstyper, men der foreligger en grundlæggende forskel i ledrækkefølgen mellem helsætninger og ledsætninge r: I hel­ sætninger placeres en negation efter det finitte verbal, i ledsætninger placeres den foran det finitte verbal. Denne forskel medfører en opdeling af beskrivelsen i helsætningsske­ ma og ledsætningsskema.

Helsætningsskema Danske helsætninger har to strukturelle hovedtyper: en, der indledes af det finitte verbal (f.eks. Har du husket at ringe til Nina?), og en, der har det finitte verbal på anden plads (f.eks. Jeg har husket at ringe til Nina). Positionen før det finitte verbal benævnes forfelt eller fundament.

Helhedsspørgsmål: finit verbal på første plads Præsentationen af sætningsskemaet kan med fordel tage sin udgangspunkt i helheds­ spørgsmålet, der er karakteriseret ved at kunne besvares med ja eller nej, f.eks. Sover bør­ nene? Denne sætningstype har ikke noget forfelt, og den afspejler den positionelle grund­ struktur i danske sætninger. Efter det finitte verbal på helhedsspørgsmålets første plads fø lger subjektet i position nummer to. Indeholder sætningen en negation, optræder den på tredje plads, efterfulgt af infinit verbal , objekt eller prædikativ. Afslutningsvis følger adverbialerne. Denne ledstil­ ling er obligatorisk, eksempler: Vil du ikke købe en rose til Carina? jf. *Vil du ikke en rose købe til Carina? Har din ven ikke fået lidt mave på det sidste? jf. *Har ikke fået din ven lidt mave på det sidste? Skal Line ikke spise afte nsmad nu? jf. *Skal aftensmad Line ikke spise nu? Kan han ikke være din kavaler til festen?

jf. *Kan til festen din kavaler ikke han være?

198

Helsætningsskema

Ovenstående syntaktiske regelmæssighed kan beskrives ved hjælp af et skema med seks pladser, hvor vi indsætter et sætningsled i hver position:

1

2

3

4

5

6

Vil

du

ikke

købe

en rose

til Carina?

Har

din ven

ikke

fået

lidt mave

på det sidste?

Skal

Line

ikke

spise

aftensmad

nu?

Kan

han

ikke

være

din kavaler

til festen?

Som det fremgår, er hver position forbeholdt en slags led. I l står det finitte verbal, i 2 subjektet, i 3 nægtelsen ikke, i 4 det infinitte verbal, i 5 enten objekter eller prædikativer, og i 6 figurerer adverbialer. Hvis vi udskifter numrene med navne, der beskriver det ind­ hold, som altid indfinder sig på netop denne plads, får vi: Position 1 og 4 indeholder ver­ balled og kaldes derfor henholdsvis for lille v, det finitte verbal, og store V, det infinitte verbal. Position 2 og 5 huser nominale (eller i 5 alternativt prædikative) led og kaldes der­ for henholdsvis n og N. Lille n bruges altså om plads 2, som er subjektspositionen, og store N om plads 5 , der er pladsen for objekter, prædikativer og reelle subjekter. Position 3 og 6 indeholder adverbialer og kaldes henholdsvis lille a og store A. Skemaet kan nu udformes således:

V

n

a

V

N

A

Kan

Hanne

måske

finde

en gave

til Leif?

Er

din ven

ikke

blevet

lidt tykkere

efter jul?

Skal

der

ikke

stå

en pakke smør

i køleskabet?

Bliver

han

stadig

kaldt

Dino

i skolen?

Bemærk, at skemaet gentager det samme mønster: lille v-n-a bliver efterfulgt af store V­ N-A. De tre første positioner benævnes centralfeltet, de tre sidste udgør slutfeltet. (Ter­ men centralfelt har sit navn efter feltets position i de sætninger, som også har et forfelt). Det danske helhedsspørgsmål består således af to felter, centralfeltet og slutfeltet, der hver især består af tre positioner: vN, n/N og a/A. Denne struktur er kernen i de positio­ nelle regler for danske sætninger, og dette skema går igen med variationer også i andre helsætningstyper. Hvis vi sammenfatter de seks felter i en oversigt med definitioner, ser det ud som følger:

199

Sætningsskema

Helhedsspørgsmålets sætningsskema Centralfelt

Slutfelt

V

n

a

V

N

A

Vil

du og Ib

ikke

have

et glas cognac

til kaffen?

Har

fru Jensen

allerede

meldt

sine børn

til koret?

Ville

det

ikke

være

dejligt

med en is?

forkortelse v n a V N A

mulige led i denne position finit verbal subjekt (også formelt og foreløbigt subjekt) adverbial (især negation og attitudeadverbial) infinit verbal objekt, prædikativ, reelt subjekt adverbial

Deklarativ helsætning: finit verbal på anden plads En deklarativ helsætning benyttes sædvanligvis med henblik på at fremsætte en påstand, f.eks. Børnene sover, og den er kendetegnet ved altid at have det finitte verbal på anden plads. I positionen før det finitte verbal, forfeltet, kan led med forskell ige funktioner være placeret. Eksempler, hvor det finitte verbal er markeret med fed:

Karl har formentlig glemt sin cykel i dag. Et glas vin kunne du godt skænke op. Nu skal Line faktisk spise sin aftensmad. Pilot kan han ikke blive, når han bliver stor.

[subjekt i forteltet] [objekt i forfeltet] [adverbial i forfeltet] rprædikativ i forfeltet]

Hvis nu disse sætninger mekanisk skulle indsættes i et skema med et sætningsled for hver position, får vi følgende resultat:

l

2

3

4

5

6

Karl

har

formentlig

glemt

sin cykel

i dag.

Et glas vin

kunne

du

godt

skænke

op.

Nu

skal

Line

faktisk

spise

sin aftensmad.

Pilot

kan

han

ikke

blive,

når han bliver stor.

200

Helsætningsskema

Kun i kolonne 2 optræder gennemgående en og samme slags led, finitte verbaler, mens de øvrige giver plads til både subjekter og adverbialer (kolonne 3), infinitte verbaler og adverbialer (kolonne 4), objekter og infinitte verbaler (kolonne 5) etc. Umiddelbart synes der altså ikke at være tale om samme faste, ufravigelige systematik, som vi fandt i hel­ sætningsspørgsmålet, men det skyldes udelukkende, at vi ikke har taget højde for sæt­ ningsskemaets grundide: Optræder et led i forfeltet, står dets potentielle og sædvanlige plads længere henne i skemaet tom. Vi må altså operere med syv og ikke seks pladser: Et forfelt efterfulgt af de seks felter, som helhedsspørgsmålet indeholder. En korrekt be­ skrivelse af de fire sætninger ser derfor ud som følger (den plads, hvor det led, som ind­ tager forfeltet, ellers ville kunne stå, er markeret med en streg):

Den deklarative helsætnings sætningsskema Forfelt

Centralfelt

Slutfelt

V

n

a

V

N

A

Karl

har

-

formentlig

glemt

sin cykel

i dag.

Et glas vin

kunne

du

godt

skænke

-

op.

Nu

skal

Line

faktisk

spise

sin aftens­ mad

Pilot

kan

han

ikke

blive,

-

når han bliver stor.

I den første sætning står subjektet (Karl) i forfeltet, og positionen lille n er derfor tom. I den anden sætning optræder objektet (et glas vin) i forfeltet, og store N er tom. I den tred­ je sætning står tidsadverbialet nu i forfeltet og store Aer uudfyldt, og endelig, i den fjer­ de sætning, hvor prædikativet pilot står i forfeltet, er store N tom. For at efterprøve om leddet i forfeltet nu også rent faktisk ville indtage den uudfyldte position længere henne i skemaet, kan vi indsætte et andet led i forfeltet:

Forfelt

Centralfelt

Slutfelt

V

11

a

V

N

A

I dag

har

Karl

formentlig

glemt

sin cykel

-

Du

kunne

-

godt

skænke

et glas vin

op.

Faktisk

skal

Line

-

spise

sin aftensmad

nu.

Når han bliver stor,

kan

han

ikke

blive

pilot

-

201

Sætningsskema

Fra lille v og fremefter svarer den deklarative sætnings felter og positioner helt til hel­ hedsspørgsmålets struktur (v, n, a; V, N, A). De to sætningstyper har således samme grundstruktur bortset fra forfeltet, og de kan indskrives i samme skema, hvor helheds­ spørgsmålets forfelt står tomt: Forfelt

I dag

Når han bliver stor,

Centralfelt

Slutfelt V

N

A

Karl

glemt

sin cykel

-

Har

Karl

glemt

sin cykel

i dag?

kan

han

hverken

blive

pilot eller jæger

-

Kan

han

hverken

blive

pilot eller jæger,

når han bliver stor?

V

n

har

a

Hvis vi tager forfeltet og den tomme plads i betragtning, har deklarative helsætninger så­ ledes en ligeså fast ledrækkefølge som helhedsspørgsmålet. [ lille v finder vi kun det fi­ nitte verbal, i lille n finder vi kun subjekter, i lille a kun adverbialer osv.

Øvrige helsætningstyper Yderligere to hovedtyper af danske helsætninger e r hv-spørgsmål og imperativisk hel­ sætning, der begge kan indsættes i sætningsskemaet. Hv-spørgsmålet har ligesom dekla­ rativ helsætning et forfelt, mens imperativisk helsætning normalt ikke har det.

Helsætningsskema (for alle typer af helsætninger) Forfelt

Centralfelt

Slutfelt

V

n

a

V

N

A

Hun

vil

-

ikke

besøge

ham

på lørdag.

Ham

vil

hun

ikke

besøge

-

på lørdag.

På lørdag

vil

hun

ikke

besøge

ham

-

Hvem

vil

-

ikke

besøge

ham

på lørdag?

Hvem

vil

hun

ikke

besøge

-

på lørdag?

Hvornår

vil

hun

ikke

besøge

ham

-?

Vil

hun

ikke

besøge

ham

på lørdag?

ham

på lørdag!

Besøg

202

Helsætningsskema

De tre første eksempler er deklarative helsætninger, de tre efterfølgende er hv-spørgsmål. I begge sætningstyper finder vi et forfelt, der kan indeholde forskelligartede led. De to sidste eksempler er et helhedsspørgsmål og en imperativisk helsætning. Begge mangler materiale i forfeltet, men opviser ellers samme ledstilling som øvrige helsætninger. For samtlige helsætninger gælder det, at de kan indledes af et konjunktional, kaldet K, der figurerer i en selvstændig position foran selve sætningsskemaet.

K

Og

Forfelt

Centralfelt

Jeg

Men For

hvem

V

n

kan

-

kan

du

vil

-

bliv

Og

Slutfelt a

også

nu ikke

V

N

A

se

Benny

på færgens dæk.

se

Ludvig?

være

alene

bange

juleaften? hvis han hyler.

Skemaets udfyldning I de skemaer, vi hidtil har præsenteret, ser vi eksempel på to typer af »tomme pladser«: pladser markeret med en streg og pladser, der simpelthen er uudfyldte. Den første type er en analytisk konvention for at vise, hvilken type af led det er, som indtager forfeltet. Ef­ tersom der foreligger en temmelig fast relation mellem position og funktion, viser stre­ gens placering, ikke bare hvor i skemaet forfeltsleddet også ville kunne stå, men også hvilken funktion leddet har, uanset hvor det måtte stå. Hvis der markeres med en streg i lille n, siger vi samtidig, at det led, som står i forfeltet, er et subjekt. Hvis stregen place­ res i store A, siger vi også, at forfeltsleddet er et adverbial etc. Det led, som står i forfeltet, behøver ikke nødvendigvis at svare til en ellers uudfyldt position et andet sted skemaet, eftersom der rent faktisk kan befinde sig andre elementer på den plads, som forfeltsleddet ellers ville kunne indtage. Dette forhold skyldes, at po­ sitionerne i slutfeltet kan indeholde mere end et led hver (mere herom senere). Eksem­ pel: Forfelt

Centralfelt

Slutfelt V

N

A

de

ham-

allerede i første klasse.

-

ham navnet Dino

allerede i første klasse.

V

n

Navnet Dino

gav

De

gav

a

203

Sætningsskema

Den anden type, med tom plads, har en helt anden status end den med streg. Et skema med materiale (inklusiv streg) i alle positioner kan kun forekomme, hvis den sætning, som analyseres, rent faktisk indeholder seks forskellige sætningsled, hvilket naturligvis snarere er undtagelsen end reglen. [ princippet er det kun lille v og lille n, der kan be­ tragtes som obligatoriske i alle sætninger, imperativisk helsætning undtaget. De tomme pladser i et sætningsskema kan muligvis give det indtryk, at sprogbru­ geren mentalt artikulerer skemaet i dets helhed, men ikke udfylder alle dets plad­ ser. Dette er næppe tilfældet. Sætningsskemaet er først og fremmest en operationel og overskuelig måde at fremstille de regelmæssigheder, der forefindes i rækkefølgen af de sætningsled, der rent faktisk manifesteres i forskellige sætningstyper. Positio­ nerne skal derfor opfattes som relationelle muligheder: Hvis sætningen har en negation, så vil denne stå efter det finitte verbal og foran et eventuelt infinit verbal; hvis sæt­ ningen har et objekt eller et prædikativ, så vil dette indfinde sig efter et infinit verbal etc. For at undgå at skabe det indtryk, at sætningsskemaet er en på forhånd given støbe­ form, vi i frembringelsen af sætninger skal indsætte materiale i, kan en anden form for notation bruges ved analysen af sætningers positionelle struktur. Vi kan lade det være godt med kun at markere de led, som sætningen rent faktisk rummer. I det følgende ind­ sættes I i starten af hver ny position, og li anbringes der, hvor centralfelt og slutfelt be­ gynder. F står for forfelt. liv Har

In du

liv Sover

In hun?

IF Hun

liv sover.

IK Men IF Anders

la ikke

IIV mødt

IN Helene

llv sov

In du

la bare

IIA videre.

liv kommer

IIA til festen.

IF Hvis han lyver,

llv blive r

In jeg

IIN skuffet.

IF Da

In hun

la sikkert

IIV købe

204

llv vil

JA før?

IN is

IA

til alle

Helsætningsskema

Kun i den første og sidste sætning, der rummer seks eller syv led, finder vi hele v - n ­ a - V - N - A udfoldet, men alle sætningerne overholder ikke desto mindre rækkefølgen i sekvensen. (En ulempe ved denne notation kan siges at være, at vi ikke umiddelbart kan aflæse, hvilken type af led der er placeret i forfeltet).

Forholdet mellem position og funktion I det følgende gennemgås de vigtigste regler for, hvilke ledtyper, dvs. funktioner, som svarer til hvilke positioner.

Konjunktionalfeltet (K) I konjunktionalfeltet til en helsætning kan de sideordnende konjunktioner (og, men, el­ ler) og de samordnende konjunktioner (så og for) stå. Bemærk, at ordet så både kan op­ træde som konjunktion og som adverbium. Forskellen kommer til syne i sætningsskema­ analysen, hvor adverbiet, i modsætning til konjunktionen, er i stand til at indtage forfel­ tet, sammenlign f.eks. Så jeg fik ikke købt den bil med Så fik jeg ikke købt den bil.

K

Så

Forfelt

Centralfelt

Slutfelt

V

n

a

V

N

jeg

fik

-

ikke

købt

den bil.

Så

fik

jeg

ikke

købt

den bil

A

-

Om udfyldningen af konjunktionalfeltet i ledsætninger se s. 229f.

Forteltet (F) Forfeltet er den syntaktiske position, som i deklarativ helsætning og hv-spørgsmål findes foran det finitte verbum. Hovedreglen er, at der kun står et led i forfeltet, efterfulgt af ver­ bet på anden plads. Sprog med denne syntaktiske regel benævnes V2-sprog. Sammen­ lign f.eks. med engelsk, som ikke er et V2-sprog: Nu sidder han på biblioteket. Now, he is sitting in the library. jf. *Nu han sidder på biblioteket.

[kun et led, nu, foran FV] [to led, now og he, foran FV]

Forfeltet er den eneste position i sætningsskemaet, hvor mange forskellige slags led kan optræde. Eksempler (hvor det finitte verbum er markeret med fed):

Eksempel Jeg vil ikke besøge Bo på sygehuset. Til i morgen kan jeg ikke nå det. I København kender jeg ikke så mange. Ham kender jeg ikke.

Ledtype i forfeltet subjekt tidsadverbial stedsadverbial direkte objekt

205

Sætningsskema

Hende skal du give en rose. Læge kan hun da ikke være. Fremragende vil jeg ikke kalde den.

indirekte objekt prædikativ til subjekt prædikativ til objekt

Den funktionelle, kommunikative begrundelse for et sætningsfelt, hvor vi mere eller mindre frit kan indsætte forskellige led, er øget informationsdynamik. Forfeltsplace­ ringen sætter os blandt andet i stand til at accentuere visse led på bekostning af an­ dre. I naturlig tale optræder subjekter og korte adverbialer upåfaldende i forfeltet, mens en indplacering af andre led kan være et signal om fokusering eller emfase. Eksemp­ ler: I dag skal jeg ikke spille badminton med Ole. Jeg skal ikke spille badminton med Ole i dag. Ole skal jeg ikke spille badminton med i dag. Badminton skal jeg ikke spille med Ole i dag.

[neutral information] [neutral information] [Ole er fremhævet] [badminton er fremhævet]

Eftersom forfeltet er defineret som pladsen foran det finitte verbal, er dette led selvsagt afskåret fra at indtage denne position, men også negationer er så godt som umulige i for­ feltet, f.eks. *Ikke er Carina syg, *Ej kunne hun komme, men dog Aldrig havde hun set noget lignende. Blandt de forskellige attitudeadverbialer findes der både dem, som kan, og dem, som ikke kan stå i forfeltet, f.eks.: Måske har hun en tandbørste med. *Sgu har hun en tandbørste med.

Det grammatiske grundprincip, at der optræder et og kun et led foran det finitte verbum i danske deklarative helsætninger, må betragtes som temmelig fast, men ikke desto min­ dre findes der syntaktiske konstruktioner, som afviger: Når infinitte verbaler optræder i forfeltet, står de sammen med deres efterfølgende be­ stemmelser. Denne sætningstype er sti listisk markeret, dvs. ikke helt almindelig. Spekuleret i aktiekøb har jeg aldrig. jf. *Spekuleret har jeg aldrig i aktiekøb. Give penge tilfolkegaven ville hun ikke. jf. *Give ville hun ikke penge til folkegaven.

Et bundet adverbial bestående af et præpositionssyntagme (præpositional + styrelse) kan rykkes frem på forskellige måder. Det kan placeres samlet i store A eller i forfeltet, men det kan også kløves, så styrelsen placeres alene i forfeltet og præpositionen i store A. I så fald er der i princippet kun tale om et halvt led i forfeltet.

206

Helsætningsskema

Forfelt

Centralfelt

Slutfelt

V

n

a

V

Du

skal

-

ikke

tænke

på ham.

På ham

skal

du

ikke

tænke

-

Ham

skal

du

ikke

tænke

på-.

N

A

I den første sætning står hele adverbialet (på ham) i store A. I den anden sætning står hele leddet i forfeltet, hvilket er et formelt stiltræk. I det sidste eksempel har vi den ordstil­ ling, der er typisk for talesprog, og som er kendetegnet ved et delt adverbial. En tredje afvigelse fra reglen om kun et led i forfelt finder vi, når et led optræder i både en lang og en kort version foran det finitte verbal. Eksempel:

Statsministeren, ham kan man stole på! Spiser is til aftensmad, det gør vi aldrig. Denne syntaktiske konstruktion bliver ofte analyseret ved hjælp af en ekstra position i skemaet, et såkaldt ekstra forfelt, jf. s. 217f. I den praktiske analyse kan forfeltsreglen benyttes med henblik på at afgøre, om en gruppe af ord udgør et eller eventuelt flere led. Hvis vi tager sætningen Alle i klassen kaldte ham Dino, kan vi afprøve, om »ham Dino« er at betragte som et eller to led ved at anbringe ham, Dino eller hele ham Dino i forfeltet. Ham kaldte alle i klassen Dino. Dino kaldte alle i klassen ham. *Ham Dino kaldte alle i kJassen. Da ham og Dino ikke kan stå i forfeltet samtidig, udgør de to primære sætningsled (i det­ te tilfælde direkte objekt og prædikativ til objekt). Den såkaldte forfeltprøve er en nega­ tiv test, der lyder: Grupper af ord, som ikke kan stå samlet i forfeltet, er ikke at betragte som et led. Som vi har set det, kan testen imidlertid ikke benyttes for at bevise, at grup­ per af ord, der står sammen i forfeltet, udgør et led (jf. Lave armbøjninger kan jeg ikke, hvor lave og armbøjninger er to led), eller for at påvise, at det, som står i forfeltet, er et komplet led (jf. Julen længes jeg ikke efter, hvor efter julen er et led til trods for den op­ delte placering).

lille

V

Som et udtryk for det finitte verbals status som den syntaktiske sætnings absolutte om­ drejningspunkt, kan der altid kun stå et led (et finit verbal) i lille v. I den sproglige ana­ lyse er det således tilrådeligt altid først at lokalisere sætningens finitte verbal, hvilket kan gøres ved at udføre den såkaldte finitprøve. Operationen går ud på at omdanne en de­ kJarativ helsætning til et helhedsspørsgmål, hvorved det finitte verbum automatisk indta­

207

Sætningsskema

ger første plads. Prøven er især hensigtsmæssig, når en ledsætning optræder i forfeltet, eftersom det betyder, at det første finitte verbum i læseretningen ikke er helsætningens fi­ nitte verbal. Hvis vi køber en kat, kan Klara ikke besøge os. >>

Kan Klara ikke besøge os, hvis vi køber en kat?

kan er finit verbal i helsætningen

Da hun kom tilbage til Oslo, var Ole blevet rask. >>

Var Ole blevet rask, da hun kom tilbage til Oslo?

var er finit verbal i helsætningen

lille n I lille n kan der kun stå subjektsled, enten almindelige, formelle eller foreløbige sub­ jekter. I det sidste tilfælde befinder det reelle subjekt sig i store N eller senere. Subjek­ ter forekommer frekvent i forteltet, hvor lille n så ikke indeholder materiale. Eksemp­ ler: liv skal

IIV svare

IA

nu'

IF liv Hvis vi køber en kat, kan

In Klara

la ikke

liV besøge

IIV få

IN

gratis skolemælk.

IP dejligt

IA

med en kop kaffe.

IF Du

IF I år

liv vil

In børnene i første klasse

llv Har

In det

liV regnet

IA

på det sidste?

IF Nu

liv ville

In det

IIV være

IF Der

liv står

liN et skilt

IA

på grunden.

IN

os.

lille a og store A Skemaets to adverbialpositioner (lille a og store A) kan indeholde forskellige grupper af adverbialer. Lille a bruges især til negationer og attitudeadverbialer som f.eks. ikke, ej, måske, dog, sgu, sagtens, nok. Også konnektionsadverbier som dermed og også optræder gerne her. Alle disse adverbialer bestemmer funktionelt set hele sætningen, og de be­ nævnes derfor sætningsadverbialer. I store A optræder typisk verballedsadverbialer, dvs. adverbialer, som bestemmer et verbal og angiver, f.eks. hvor, hvorfor, hvordan eller

208

Helsætningsskema

hvorledes verbalhandlingen finder sted. Blandt verballedsadverbialerne finder vi såvel semantisk (stedsadverbial, retningsadverbial, modtageradverbial etc.) som strukturel (præpositionssyntagme, ledsætning, adverbiumsyntagme etc.) variation. Et andet navn for sætningsadverbial er neksusadverbial, dvs. adverbial, der optræder som bestemmelse til forbindelsen mellem subjektet og verbalet. Yderligere en term er centralfeltsadverbial, som korresponderer med slutfeltsadverbial (= verballedsadverbial). De sidstnævnte termer signalerer, hvor de forskellige typer af adverbialer mest hyppigt optræder. Men da distributionen på de to felter (lille a i centralfeltet og store A i slutfel­ tet) ikke er absolut, har vi valgt at benytte termer, der henviser til funktionen og ikke po­ sitionen. Et adverbial, vi sædvanligvis opfatter som »slutfeltsadverbial«, kan alt andet lige stå andre steder end i slutfeltet, og en del »centralfeltsadverbialer« optræder ikke ale­ ne i centralfeltet. Generelt kan det siges, at regelsættet for, hvilke adverbialer der kan optræde i hvilke positioner, er yderst komplekst. Adverbialer indfinder sig heller ikke udelukkende i lille og store A, men også i forteltet. Adverbierne ikke og sgu optræder dog i princippet kun i lille a. Positionen lille a kan, til forskel fra lille v og lille n, rumme mere end et led. Eksemp­ ler:

liv Vil

In han

la måske ikke

IIV få

IN pengene

IA tilbage?

I lille a står dels et attitudeadverbial (måske), dels negationen ikke. IF Miles

llv har

la dermed ufrivilligt

IIV afsløret

IN beløbets størrelse.

Her står et konnektionsadverbial (dermed) og et mådesadverbial (ufrivilligt) i lille a. I lille a kan der også optræde negerede objekter, f.eks. ingen, intet, ingenting , ikke no­ gen. Et negeret objekt udgør e n hybrid mellem et nominalt led (som et objekt altid er) og en nægtelse. Positionelt opfører leddet sig som en nægtelse og står derfor i lille a. Selve konstruktionstypen fremstår gerne en smule emfatisk. Også negerede prædikativer har denne placering. r

IF Du

liv skal

la ingenting

IIV have

IA af mig.

IF Han

llv har

la intet arbejde

IIV haft

IA i flere år.

IF Jeg

llv havde

la ingenting

IIV været

IA

uden dig.

209

Sætningsskema

I de n praktiske sproglige analyse kan det være hensigtsmæssigt at tage udgangspun kt i de t faktum, at visse adverbialer kun kan stå i lille a, når vi lader de øvrige led falde på plads i skemaet. Er vi f.eks. i tvivl om, hvor det nominale led en gave i sætningen Der ligger en gave på bordet skal indsættes, kan vi tillægge et ikke, hvorefter det nominale led retter sig ind og indtager sin position.

Forfelt

Centralfelt

Slutfelt

V

n

a

Der

ligger

-

ikke

*Der

ligger

en gave

ikke

V

N

A

en gave

på bordet. på bordet.

Resultatet af sætningsadverbialprøven er, at leddet en gave står i store N, da testen med al tydelighed demonstrerer, at det ikke kan stå i lille n. (Leddet er reelt subjekt). Når der er tale om led, som enten kan være sætningsadverbial e ller verballedsadverbi­ al, er placeringen i forhold til ikke også afgørende. Ytringen Hun kører sikkert er ambi­ guøs (tvetydig). Den betyder enten 'hun kører på en sikker måde' eller ' hun kører sand­ synligvis'. Hvis en negation skal indsættes, er vi nødsaget til at di sambiguere sætningen, dvs. gøre den entydig på den ene eller den anden måde.

Fortelt

Centralfelt V

Slutfelt n

a

Hun

kører

ikke

Hun

kører

sikke rt ikke.

V

N

A sikkert.

Som vi kan se, er der e n afgørende semantisk forskel på mådesadverbialet sikkert (ek­ sempel I) og sætningsadverbialet sikkert (eksempel 2). I store A kan der stå op til flere forskellige verballedsadverbialer samtidig, og i rea­ liteten er det muligt at inddele store A i flere forskellige underpositioner, hvilket vid­ ner om, at sætningsskemaet med dets syv positioner ikke er e n heldækkende kortlæg­ ning af syntaksens indretning, men et anvendeligt stykke værktøj, der afspejler de cen­ trale positionelle regelmæssigheder. F.eks. optræder partikeladverbialer før de fleste andre adverbialer, og tidsadverbialer indfinder sig i reglen efter andre typer. Eksemp­ ler: llv Skal

210

In VI

IIV købe

IA ind partikeladvl.

i Bilka stedsadvl.

for en gangs skyld? tidsadvl.

Helsætningsskema

IF Lars

liv skal

liv IF Hunden luftes

la sikke11

IN julegaver

IIV købe

IA til vennerne i år. modt.advl. tidsadvl.

IIA af naboen hverdag. agentadvl. tidsadvl.

Store V I store V kan vi finde infinitte verbaler i infinitiv (uden at), perfektum participium eller præsens participium. Også i store V kan der stå mere end et led, når der foreligger to funktionsverber i en sætning.

Forfelt

Centralfelt

Slutfelt

V

n

a

V

Lone

har

-

ikke

kørt

hjem.

Gruppen

skal

-

optræde

i Odense.

Hvem

kommer

-

løbende

ind i kirken ?

Har

I

aldrig

N

kunnet købe

tulipaner

A

før jul?

I en sætning, som indeholder to verber, kan vi med sikkerhed sige, at de led, som står efter det infinitte verbal (store V), optræder i slutfeltet, mens de led, der optræder før det infinit­ te verbal, befinder sig i centraJfeltet. Hersker der usikkerhed om, hvor leddene i en sætning med kun et verbal står, er det derfor muligt at omskrive sætningen med et funktionsverbum (dvs. et hjælpeverbum eller et modalverbum), således at sætningen får to verballed: et finit og et infinit, hvorefter de øvrige leds placering kan bestemmes. Denne test kaldes infinit­ prøven. Eksempel: Hvor i skemaet befinder nominalsyntagmerne sig i sætningen Så fik min svigersøn mine frimærker? Indsæt f.eks. modal verbet skulle eller ville. Resultat: Fortelt

Så

Centralfelt

Slutfelt

V

11

skulle/ville

min svigersøn

a

V

N

A

få

mine frimærker

-

Her kan vi se, at min svigersøn placerer sig i lille n (leddet er subjekt) og mine frimær­ ker i store N (leddet er objekt). I sætningen Han græder ikke altid højlydt i kirken finder vi ikke mindre end fire ad­ verbialer. Ved at indsætte f.eks. hjælpeverbet har kan vi se, hvilke positioner de indtager, og dermed også hvilke funktioner de oppebærer.

211

Sætningsskema

Forfelt

Han

Centralfelt

Slutfelt

V

n

a

V

har

-

ikke altid

grædt

N

A højlydt i kirken.

I lille a finder vi de to sætningsadverbialer ikke og altid. l store A finder vi to verballeds­ adverbialer: et mådesadverbial (højlydt) og et stedsadverbial (i kirken).

Store N I store N optræder flere forskellige nominale og prædikative led: reelt subjekt, prædika­ tiv til subjekt, direkte og indirekte objekt samt prædikativ til objekt. Eksempler, hvor sæt­ ningsleddene i store N er markeret med forkortelser under selve leddet: IF Der

liv ligger

IF Dine øjne

la nok

IIN en avis RS

IA på bordet.

liv er

IIN smukke som stjerner. p

liv Vind

liN en rejse til Gdansk. 0

IF Omar

liv har

IIY købt

IN sig 10

en båd. DO

IF Omar

liv har

IIY malet

IN båden 0

grøn. PO

Som det fremgår af de to sidste eksempler, kan der stå to forskellige led i store N samti­ dig, hvilket er en påmindelse om, at det klassiske positionsskema udelukkende skal be­ tragtes som en overordnet so1teringsform, der ikke pinder sætningen ud i dens mindste bestanddele. En finsortering af store N i eksakte positioner ville f.eks. vise, at indirekte objekt altid optræder før direkte objekt, og at direkte objekt altid befinder sig før prædi­ kativ til objekt. Reglerne illustreres i det følgende:

212

Helsætningsskema

Forfelt

Centralfelt V

n

Slutfelt a

N

V

A

IO

DO

Gav

du

børnene

deres mad­ pakker

med?

Politiet

fratog

-

den mistænkte

en bred­ bladet kniv

ved anholdeisen.

Forfelt

Centralfelt V

Fætter Lars

n

Slutfelt a

har

Skal

du

virkelig

V

N

A

0

PO

gjort

alle kusinerne

bange

farve

bukserne

lilla?

igen.

Vægtprincippet Vægtprincippet henviser til det forhold, at lette (dvs. ko11e og tryksvage) og tunge (dvs. udbyggede og lange) led ofte har forskellige placeringer i sætningen. Forskellene kom­ mer også til udtryk som en ulighed mellem talesprog og skriftsprog. Førstnævnte er over­ vejende karakteriseret ved højretyngde, som indebærer, at lange led især optræder i slut­ feltet, mens sidstnævnte i højere grad opviser venstretyngde, hvilket betyder, at lange led også forekommer i forfeltet og i centralfeltet. Generelt kan det siges, at centralfeltet udgør sætningens obligatoriske kerne. Til den­ ne kerne hører finit verbal (i lille v) og subjekt (i lille n) samt evt. sætningsadverbialer (i lille a). Sætningens grammatisk nødvendige led optræder altså tidligt (til venstre i læse­ retningen) i centralfeltet eller, for subjekters vedkommende, også i forfeltet. I talesprog udgøres disse led ofte af højfrekvente funktionsord (som pronomener, funktionsverber og korte adverbialer) samt, i funktion som subjekt, proprier. Senere i sætningen (til høj­ re), dvs. i slutfeltet, finder vi ofte mere syntaktisk udbyggede og dermed semantisk rige­ re led, f.eks. (i store N) objekter og reelle subjekter bestående af udbyggede nom inal­ syntagmer, infinitivsyntagmer eller Jedsætninger, og (i store A) lange adverbialer, f.eks. ledsætninger og præpositionssyntagmer. Tendensen til højretyngde i talesproget skal efter al sandsynlighed sættes i forbindelse med vores måde at processere talt sprog på: De lange og semantisk tunge led bliver nem­ mere både at producere, opfatte og fortolke, hvis vi indledningsvis tilvejebringer grund­ læggende størrelser som tempus (gennem det finitte verbum) og subjekt (ofte et prono­

213

Sætningsskema

men eller et egennavn). Det skal dog understreges, at der er tale om tilbøjeligheder og ikke faste regler. I skriftsproget forekommer både højre- og venstretyngde, men udpræget venstretyng­ de er stort set kun et skriftsprogsfænomen, især i kancellistil. Her kan vi finde lange og komplekse led placeret allerede i starten af sætningen, f.eks. op til flere ledsætninger i forfeltet. Og i lille a kan der stå lange indskudte led, især adverbielle ledsætninger og præpositionssyntagmer. I det følgende gives et par eksempler som illustrerer højre- og venstretyngde. Forfelt

Slutfelt

Centralfelt

V

V

n

a

Udviklingen

er

-

ikke

Efter jul

skal

Orla

nok

rej­ se

At deltage i obliga­ torisk svømme­ undervis­ ning

kan,

-

for de elever, som ikke allerede har fået grund­ læggende svømme­ trænin g,

ople­ ves

Hvis vi ser bort fra helheds­ spørgs­ målets specifikke kendetegn (det finitte verbal på første plads),

gæl­ der

det, som er blevet sagt om sætnings­ skemaets overord­ nede sy­ stematik i dette afsnit,

hvis ikke an­ det eksplicit bliver oplyst, også

214

N

A

andet end et resultat af partiets vægelsind i de sidste mange år. tilbage til London, hvis han ellers har råd-. som nedslående.

øvrige sæt­ ningstyper

-

Helsætningsskema

Alene på baggrund af den grafiske fremstilling kan vi se, at der er forskel på fordelingen af materialet på de to første og de to sidste sætninger. Sætningsskemaet er derfor i høj grad hensigtsmæssigt i en praktisk analyse, der har som formål at indkredse forskellige stilarters syntaktiske træk. En sammenligning af f.eks. en privat samtale og en lovtekst vil stille store forskelle i udfyldningen af sætningsskemaets positioner til skue.

Varianter af sætningsskemaet Vægtprincippet er ikke kun et spørgsmål om, i hvilke positioner tunge led placeres i de forskellige stilarter. Princippet er så grundlæggende, at det i visse tilfælde direkte indvir­ ker på leddenes obligatoriske rækkefølge og medfører, at sætningsskemaet i den version, vi hidtil har arbejdet med, ikke kan bruges til analyse af et par helt almindelige danske sætningstyper, uden at det bliver udbygget med to særlige positioner: en letleds- og en tungtledsposition.

Letledspositionen (I) Letletspositionen er en særlig plads til lette objekter. Til de lette objekter regnes prono­ mener, f.eks. ham, hende og den, når de ikke har stærktryk. Disse led har en anden pla­ cering end tunge objekter, der udgøres af substantivsyntagmer, infinitivsyntagmer, led­ sætninger eJler pronomener med stærktryk (f.eks. som markering af emfase eller kon­ trast). Lette objekter har deres placering foran en negation, altså i centralfeltet; tunge ob­ jekter står efter en negation, altså i slutfeltet. Eksempler: Han fandt den ikke. Han fandt ikke bolden.

jf. *Han fandt ikke den. jf. *Han fandt bolden ikke.

Bemærk, at Han fandt ikke den er kurant, hvis pronomenet har stærktryk. I en sætning med to lette objekter kan begge stå foran et sætningsadverbial. Han gav mig den ikke. Han gav ikke Lone bolden.

jf. *Han gav ikke mig den. jf. *Han gav Lone bolden ikke.

Hvis det indirekte objekt er tungt, står begge objekter efter negationen: Vi giver ikke Kalle den.

jf. *Vi giver den ikke Kalle.

Hvis det direkte objekt er tungt, står kun det lette indirekte objekt foran negationen. En placering efter ikke kræver, at pronomenet har stærktryk: Vi giver ham ikke bolden.

jf. Vi giver ikke ham bolden.

De lette objekters særlige placering forekommer kun i sætninger med et verbal og kun i helsætning, hvor det lette objekt (prosodisk) knytter sig til det finitte verbal:

215

Sætningsskema

Han har ikke fundet den. (Vi ved,) at han ikke fandt den.

jf. *Han har den ikke fundet. jf. *(Vi ved,) at han den ikke fandt.

Et skema, som tager højde for de lette objekters placering i forhold til andre led, ser ud som følger (I står for letledsposition):

Forfelt

Centralfelt

Slutfelt

V

n

1

a

De1for

tog

V.I

ham

ikke

Vi

sender

-

ham den

ikke.

V

N

A

med - . -

Bemærk, at placeringen af lette objekter i en særlig position i centralfeltet kun er synlig, hvis sætningen har et led i lille a, hvilket igen fører opmærksomheden hen på det faktum, at sætningsskemaet er en måde at fastholde positionelle relationer mellem forskellige led og ikke et forsøg på at præsentere bokse, der altid skal udfyldes i sætningsdannelsen.

Tungtledspositionen (T) Ligesom vægtprincippet bevirker, at lette objekter har deres placering i centralfeltet, så gælder det også, at tunge objekter, og andre tunge nominale og prædikative led, normalt placerer sig længere til højre i slutfeltet end i store N, hvor de ellers ville stå. Sammenlign: Preben har sagt til ham, at skolen er lukket i dag. [ledsætning som objekt] Preben har sagt sandheden til ham. [NomS som objekt] Preben har sagt det til ham. [pronomen som objekt] Den positionelle relation, vi her ser et udslag af, foreligger mellem slutfeltets nominale og adverbielle led, her repræsenteret ved adverbialet til ham. Det grundlæggende princip er, at lettere og mindre komplekse nominale led placeres tidligere end slutfeltsadverbia­ lerne, og tungere og mere komplekse nominale led placeres senere. For at tage højde for dette syntaktiske mønster, opereres der med en såkaldt tungtledsposition. Her finder vi typisk infinitivsyntagmer og nominale ledsætninger, som har funktion som objekt eller reelt subjekt. Også lange prædikative led kan stå i tungtledspositionen. Et skema, der ta­ ger højde for tunge leds placering i slutfeltet, ser ud på følgende måde (T står for tungt­ ledsposition):

216

Helsætningsskema

Forfelt

Centralfelt

Slutfelt a

V

n

Preben

har

-

sagt

Preben

har

-

sagt

Nu

står

der

igen

Nu

står

der

igen

Hun

ser

-

Hun

ser

-

Måske

ville

det

-

At gå til salsa

ville

-

V

N

dette

A

T

til mig,

at skolen er lukket i dag.

til mig. i avisen,

en masse vrøvl

at sild er usundt.

i avisen. ud

glad

ud.

være

sundt

for ham

måske være

sundt

for ham.

som en hest.

at gå til salsa.

Hvis en sætning ikke indeholder et adverbial i store A, kan vi i sagens natur ikke sige no­ get om, hvor de nominale led er placeret i forhold hertil. I den praktiske analyse vælger vi at anbringe dem i store N. Når et subjekt består af et infinitivsyntagme, er det mest naturlige i talesprog, at det tunge subjekt er placeret i T-positionen, mens et formelt subjekt står i lille n. Subjektet kan også stå i forfeltet, men dette er ikke typisk i talesprog.

Ekstra felter Udover de positioner, vi hidtil har gennemgået, kan det være nødvendigt at operere med yderligere to: ekstra forfelt (EF) og ekstra slutfelt (ES). Typisk for led, som placeres i disse positioner, er, at de prosodisk ikke er lige så integrerede i sætningen som de øvri­ ge led.

Ekstra forfelt (EF) Især i talesprog forekommer det, at sætninger indledes af to led, hvor det første er et længere led og det andet en anaforisk pronomengentagelse af det første. Line, hende kan man ikke regne med. Rejse til Gdansk, det vil vi gerne. Konstruktionstypen har sandsynligvis en informationsdynamisk begru ndelse. Den til ­ lader taleren at slå et nyt emne an, ved at trække det helt frem i sætningen, for så derefter at komme med sit udsagn herom. Det er også tænkeligt, at vægtprincippet spiller ind: Ved at placere det lange led mere fritstående, undgås venstretyngde i selve sætningskernen. Konstruktionen er principielt i strid med reglen om, at kun et led må stå foran det finitte verbal, og umiddelbart finder det foranstående materiale da heller ikke nogen plads i det traditionelle skema. Problemet afhjælpes ved et ekstra forfelt:

217

Sætningsskema

EF

Forfelt

Slutfelt

Centralfelt V

n

a

V

N -

Knud,

ham

har

jeg

ikke

set

Torben,

han

har

-

vel aldrig

været

A ' længe. i Polen?

Sætninger, som indledes med en infinitivsyntagme eller en at-sætning, har gerne ekstra forfelt. Her står pronomenet det i det egentligeforfelt. Også når sætningen indledes med en betingelsessætning efterfulgt af det lille adverbium så, er analysen med ekstra forfelt nødvendig. Netop denne sidste type af forfelt forekommer også ved imperativisk helsæt­ ning, selv om denne sætningstype normalt ikke har forfelt. Eksempler:

EF

Forfelt

Slutfelt

Centralfelt V

n

a

V

N

A

Bruge penge på sådan noget,

det

må

du

faktisk ikke

-

(At) købe aktier,

det

gider

Jeg

ikke

-

At han skulle have købt en jacuzzi,

det

kan

jeg

sagtens

fore­ stille

mig-.

Hvis du svarer på den måde,

så

gider

jeg

sgu ikke

tage

-

med til Polen.

Hvis du tør,

så

køb

aktier

nu!

Hvis du har lyst,

så

tag

med!

Ekstra slutfelt (ES) Udover et ekstra forfelt kan der også behøves et ekstra slutfelt. Når et subjekt eller et ob­ jekt udtrykkes ved et pronomen i selve sætningen, kan det ske, at leddet uddybes med et længere nominalt led senere henne i ytringen. Konstruktionen kan enten analyseres som et pronomen, der henviser til et senere korrelat (kataforisk reference, jf. s. 87), eller som en fordobling af et sætningsled. Eksempler: Han gav mig en skideballe, læreren. Hun sendte en rose til læreren, det forvirrede pigebarn. I mange år har han lignet en våd hund, den stakkel. Dette led placerer sig efter alle andre sætningsled, også efter en eventuel tungtledsposition.

218

Ledsætningsskema

Forfelt

Centralfelt V

n

Preben

sagde

-

Det

er

-

Slutfelt a

V

N

svært

ES A

T

til mig,

at skolen var lukket,

den løgner.

for ham

at danse,

ham med krykken.

Også adverbialer af forskellig type kan have denne placering: Forfelt

Centralfelt

Slutfelt

ES

N

A

T

nemt

for ham

at få pen­ gene til at slå til,

hvis du for­ står, hvad jeg mener.

ser

ud

som en hest,

naturlig­ vis.

sagde

til mig,

at sko­ len var lukket,

for at det ikke skal være løgn.

V

n

a

Det

er

-

ikke

Hans kæreste Preben

V

Ledsætningsskema: finit verbal på fjerde plads En ledsætning er defineret ved, at den optræder som led med sætningsledsfunktion i en overordnet sætning (se videre næste kapitel). Hertil kommer i reglen yderligere tre ken­ detegn. Den indledes ofte af særlige ord eller led, mest typisk konjunktioner eller hv-led; den har en særlig ledstilling; og den har ikke noget forfelt. I modsætning til hvad vi ser i helsætningen, skal sætningsadverbial (f.eks. ikke) placeres før og ikke efter det finitte verbal. Sammenlign rækkefølgen i et helhedsspørgsmål , en deklarativ helsætning og en ledsætning:

Har Eva ikke snakket med Lene? Eva har ikke snakket med Lene. hvis Eva ikke har snakket med Lene

[finit verbal på første plads] [finit verbal på anden plads] [finit verbal på fjerde plads]

I ledsætningsskemaet er der brug for en særlig, indledende position, som kaldes lille k (konjunktionalfelt). Feltet kan minde om helsætningernes forfelt, men der er ikke tale om en jokerposition i den forstand, at sprogbrugeren mere eller mindre frit kan vælge, hvilket led der skal puttes i lille k. Her finder vi udelukkende ledsætningsindlederne,

219

Sætningsskema

dvs. et- eller flerordskonjunktioner samt hv-led. For at tage højde for sætningsadver ­ bialernes særlige placering i ledsætningen er det nødvendigt at rokere rundt på cen­ tralfeltets positioner. I stedet for helsætningsskemaets v - n - a skal rækkefølgen i led­ sætningens centralfelt være n - a - v. Et ledsætningsskema har således følgende udse­ ende:

Ledsætningsskema

k

Centralfelt

Slutfelt

n

a

V

V

N

A

at

hun

ikke

vil

besøge

ham

på lørdag

om

du

ikke

har

lavet

frokost

til os

da

hun

nok

skal

finde

en mand

igen

fordi

alle

rejser

på lørdag

Det er kun i centralfeltets positioner, at den strukturelle forskel mellem hel- og ledsæt­ ning kommer til udtryk. Slutfeltet, som indeholder sætningens tunge semantik, opviser en ensartet opbygning i helsætning og ledsætning. Læs mere om ledsætningens strukturelle kendetegn i næste kapitel.

220

20. Helsætninger og ledsætninger

En sætning er en helhed, der som kerne har et finit verbal. Også imperativ opfattes som et finit verbal, og denne bestemmelse af, hvad en sætning er, omfatter helsætninger såvel som ledsætninger, f.eks.: Børn drikker for meget sodavand. når børn drikker for meget sodavand

helsætning ledsætning

Den definitoriske forskel mellem helsætning og ledsætning er, at førstnævnte ikke er et led i en anden sætning, mens sidstnævnte er det. En ledsætning kan derfor også kaldes en underordnet sætning. Der findes yderligere et antal væsenstræk, der er med til at adskil­ le de to sætningstyper fra hinanden, men det er funktionen, som er det vægtigste kriteri­ um: En ledsætning er led, eller del af et led, i en anden sætning. Se på følgende ek­ sempler, hvor den understregede sætningstype er i fokus: Regeringen bør gå af. Mener du, at regeringen bør gå af? Karina skal giftes med Kield. Karina, som skal giftes med Kjeld, er flink. Ingeborg faldt og brækkede benet. Da Ingeborg faldt. brækkede hun benet.

helsætning ledsætning helsætning ledsætning helsætning ledsætning

En helsætning omfatter sætningen set i sin helhed, dvs. inklusiv eventuelle ledsætn in­ ger. Næste morgen siger Steffen, at han savner Karin. 1--- -- - -- - - -- -helsætning--------------1 I - - ledsætning ----j I fagterminologien støder vi også på begrebsparret hovedsætning og bi sætning, og eftersom der ikke sjældent er en vis inkonsekvens i begreberne og deres anvendelse, finder vi anledning til her at præcisere brugen. Termen bisætning benyttes traditio­ nelt synonymt med ledsætning. Benævnelsen hovedsætning er blevet brugt som syno­ nym for helsætning, men også som betegnelse for den del af en helsætning, som ikke udgøres af en ledsætning, dvs. helsætningen fratrukket ledsætningen. Vi vil ikke an­ vende betegnelsen hovedsætning, men vælger at tale om overordnet sætning, når vi refererer til helsætningen minus ledsætningen. Vores terminologi kan illustreres som følger: Næste morgen siger Steffen, at han savner Karin. ! - - - - - - - - - - - - h e l s æ t n i n g - - - - - - - - -- ------+ 1 - - - overordnet sætning - - l I - - ledsætning ---1

221

Helsætninger og ledsætninger

Benævnelsen overordnet sætning kan synes uheldig, eftersom det, som bliver tilbage, når ledsætningen er trukket fra, ikke er en komplet sætning, men en sætningsrest af større el­ ler mindre omfang. F.eks. er fremgik tydeligt den overordnede sætning i At han var for­ virret, fremgik tydeligt. Kategorien skal derfor betragtes som operationel og anvendelig i den praktiske analyse, ikke som en særlig sætningstype. En helsætning kan indeholde mere end en ledsætning, og en ledsætning kan i sig selv indeholde ledsætninger (rekursivitet). Når en helsætning indbefatter en ledsætning, er den­ ne underordnet et niveau og kaldes derfor førstegradsledsætning. Hvis denne ledsætning så igen indeholder en ledsætning, er denne underordnet i anden grad osv. Eksempel: Hun siger tit,

( I ) at hun kender en mand, (2) som købte et hus i Horsens, (3) mens han selv boede i et land, (4) som ligger på den anden side af jordkloden.

En samlet betegnelse for underordningsforbindelser i op til flere led er hypotakse. Mod­ sætningen er paratakse (sideordningsforbindelse), eksempel: Hun kender en mand, .Qg det siger hun tit. Han købte et hus i Horsens, men selv boede han i et andet land, Qg det land ligger på den anden side af jordkloden. Talesprog og neutralt skriftsprog opviser både hypotakse og paratakse, men tendensen er, at paratakse er mere udbredt i talesprog end hypotakse, mens det omvendte gør sig gæl­ dende for skriftsprog, især formelt skriftsprog (kancellistil). To eller flere sideordnede helsætninger kaldes samlet set for en periode. De t afgørende kriterium for distinktionen mellem helsætning og ledsætning e r som nævnt funktionen , men også ledstillingen i sætningsstrukturen er normalt forskellig. En helsætning har næsten altid helsætningsskema: Det finitte verbum står før et sætningsad­ verbial. En ledsætning har som regel ledsætningsskema: Det finitte verbum står efter et sætningsadverbial. Han er ikke kommet. hvis han ikke er kommet

helsætning ledsætning

Han vil måske blive læge. fordi han måske vil blive læge

helsætning ledsætning

En anden strukturel forskel er, at ledsætningen normalt indledes af et særligt konjunktio­ nalt led, herom senere.

Helsætninger En helsætning er en sætning, der ikke er underordnet. Den kan fungere som en selv­ stændig ytring, og den benyttes af taleren til at udføre forskellige sproghandlinger.

222

Helsætninger

Sprogbrugeren kan f.eks. fremsætte en påstand, opfordre, spørge, besvare osv. I det føl­ gende gennemgås de fire hovedtyper af helsætninger, som er: deklarativ helsætning, hel­ hedsspørgsmål, hv-spørgsmål, imperativisk helsætning. Hertil kommer øvrige helsæt­ mnger. Hver især har de frie helsætningstyper deres prototypiske sproghandlingsfunktioner, f.eks. anvendes spørgesætninger i sagens natur til at spørge med, men afhængigt af kon­ teksten kan de også bruges til andet. Behøver jeg at sige mere? er et retorisk spørgsmål, der betyder 'jeg behøver ikke at sige mere'. Kan du lukke vinduet? er i reglen en camou­ fleret opfordring eller appel og ikke en forespørgsel, etc. Studiet af brugen af de forskel­ lige helsætningstyper falder ind under pragmatikken, især samtaleanalysen og sprog­ handlingsteorien, og her skal vi begrænse os til kortfattet at beskrive de forskellige grund­ typer og deres karakteristiske funktion.

Deklarativ helsætning Afsenderen bruger deklarative helsætninger med henblik på at fremsætte et udsagn eller en påstand om virkelighedens beskaffenhed. Indholdet i en deklarativ helsætning har va­ liditet og fremstilles som sandt af taleren, med mindre andet eksplicit er angivet Uf. Tem­ pus s. 126). Eksempler: Klara bor i Odense. Klara har to søskende. Klara vil ikke købe en hest. Strukturelt følger en deklarativ helsætning et helsætningsskema med forfelt, jf. kapitel 19. Deklarative helsætninger er den dominerende sætningstype i både skrift- og tale­ sprog.

Spørgesætninger (interrogative helsætninger) Der findes to slags spørgesætninger: helhedsspørgsmål og hv-spørgsmål. Begge bruges overordnet, når en afsender har til hensigt at erhverve sig information om virkeligheden. Spørgende helsætning kaldes traditionelt for direkte spørgesætning, til forskel fra spørgende ledsætning, som benævnes indirekte spørgesætning, og både semantisk og strukturelt er der en tæt forbindelse mellem spørgende hel- og Jedsætninger, f.eks. Hvor­ når starter koncerten? (direkte spørgesætning), Jeg ved ikke, hvornår koncerten starter (indirekte spørgesætning).

Helhedsspørgsmål (ja-nej-spørgsmål) Helhedsspørgsmålene benyttes for at efterspørge, om noget er sandt eller falsk, dvs. tale­ ren forsøger at skaffe sig viden om, hvorvidt en bestemt påstand eller information faktisk gælder. Helhedsspørgsmål besvares typisk med ja eller nej. Et benægtet helhedsspørgs­ mål repliceres dog med jo, hvi s det efterspurgte indhold er sandt, f.eks.:

223

Helsætninger og ledsætninger

Bor Klara i Odense? Har Klara to søskende? Vil Klara ikke købe en hest?

(Ja!/Nej!)

(Ja!/Nej!)

(Jo!/Nej!)

Strukturelt følger et helhedsspørgsmål et helsætningsskema uden forfelt, jf. kapitel 19.

Hv-spørgsmål Hv-spørgsmålene benyttes med henblik på at søge oplysninger eller flere detaljer i en sammenhæng, hvor spørgsmålsstilleren allerede har taget del i en vis mængde af den in­ formation, sagen gælder. Det kunne f.eks. være, at afsenderen er bekendt med, at et fa­ miliemedlem skal på en rejse, men ikke ved, hvor, hvornår, med hvem eller hvorfor rej­ sen bliver foretaget osv. Hv-spørgsmål går således ofte på personer, ting, tider, steder, an­ tal, årsager og en lang række andre omstændigheder. Hvem skal du rejse med? Hvornår skal I af sted? Hvad skal I der?

Hvordan skal I rejse?

Hvor mange skal med?

Hvo1for skal I rejse?

Strukturelt følger et hv-spørgsmål et helsætningsskema med forfelt, jf. kapitel 19. I forfeltet figurerer udelukkende ord, som tilhører gruppen af hv-ord, eller led, der indeholder et hv­ ord. Hv-ordene er enten pronomener eller adverbier. De mest almindelige hv-ord er hvem, hvad, hvilken (hvilket, hvilke), hvis, hvor, hvordan, hvorhen, hvorhenne, hvornår, hvotjor. Hv-leddene udgør sætningsled i sætningen. De har altså dobbelt funktion: at udgøre forfelt og at være f.eks. subjekt, objekt eller adverbial:

Hvem bor i Odense? Hvad vil Klara ikke købe? Hvor har han mon glemt sin cykel? Hvem har ikke købt en gave til Carina? Hvornår skal Line så spise sin aftensmad? Hvad kan han ikke blive, når han bliver stor?

(subjekt)

(objekt)

(adverbial)

(subjekt)

(adverbial)

(prædikativ)

Et hv-led, som består af mere end et ord, kan være bygget op af et hv-ord + et substan­ tivisk hovedord eller en præposition + et hv-ord:

Hvilken bog er din? På hvem stoler du ikke?

[hele leddet hvilken bog er subjekt)

[hele leddet på hvem er adverbial]

I naturlig tale er præpositional + styrelse i sætninger som disse oftest delt, således at hv­ ordet står alene i forfeltet Uf. delt adverbial, s. 207):

Hvem tænker du på?

jf. På hvem tænker du?

224

Helsætninger

Hvilken skuffe har du lagt vanterne i? jf. I hvilken skuffe har du lagt vanterne? Hvad drømmer han om? jf. Om hvad drømmer han? I talesprog optræder ofte en længere type af hv-led, der er opbygget af hvad+ for en + et substantivisk hovedord.

Hvad for en is vil du have? Hvad for et svar er det?

jf. Hvilken is vil du have? jf. Hvilken type af svar er det?

Den funktionelle begrundelse for hv-spørgsmålets konstruktion med et forfelt foran det finitte verbal er, at sprogbrugeren efter behov kan indplacere forskellige led i forfeltet med henblik på at fokusere på en bestemt del af indholdet, dvs. spørgsmålsstilleren kan tydeligt markere, hvilken slags supplerende oplysninger det er, som efterspørges.

Imperativisk helsætning Imperativiske helsætninger bruges primæ1t for at få modtageren til at replicere på yt­ ringen med en faktisk handling. Dvs. taleren forsøger at påvirke lytteren til at agere, f.eks.: Flyt til Odense! Pas på dine søskende! Køb ikke en hest! Hold din kæft! Den imperativiske helsætning kan benyttes på et utal af måder, der befinder sig i et bredt spektrum fra kommando (Stands!) og anmodninger (Gå venligst lidt længere tilbage i bussen!) over instruktion (Tryk på den røde knap!) og advarsler (Tag ikke den forkerte hat!) til bønner (Giv mig et kys!) og tilbud (Tag du bare en kage!). Strukturelt følger den imperativiske helsætning et helsætningsskema, der i reglen ikke har et forfelt, jf. kapitel 19. En imperativisk helsætning indeholder sædvanligvis ikke et subjekt, men kombineres ofte med en vokativ, dvs. taleren nævner den tiltaltes navn, der samtidig er lig med det tænkte eller underforståede subjekt. En vokativ er dog ikke struk­ turelt set subjekt, men optræder som en selvstændig tilføjelse. Sæt du dig bare ned! Sæt dig ned, Karen!

[imperativisk helsætning med subjekt] [imperativisk helsætning+ vokativ]

Bemærk, at sætninger med imperativ kan have forfelt, normalt et længere led, som står i ekstra forfelt, + et kort anaforisk led, som står i det almindelige forfelt, jf. s. 218. Ek­ sempler:

225

Helsætninger og ledsætninger

Hvis du tør, så køb aktier nu! Er du træt af store regninger, så skift telefonselskab! Når hun kommer, så råb hurra!

Øvrige helsætninger Ud over de fire hovedtyper af helsætninger, gennemgået herover, findes der yderligere et antal sætningskategorier, der i reglen indledes med faste forbindelser eller bestemte ord som bare, hvad nu hvis, hvor, etc. Nej, hvor er den sød! Bare hun har Lone med! Hvor har du lavet mange fine tegninger. Mange af de øvrige helsætninger udmærker sig ved, at de, til trods for at der er tale om helsætninger, har ledsætningsskema, dvs. sætningsadverbialet (understreget) står foran det finitte verbal (med fed). Gid du ikke gav mig så meget arbejde! Bare hun ikke var så sur! Hvad nu hvis jeg faktisk finder en guldgrube! Som han QQg kan løbe! Den kommunikative funktion hos sætninger af denne slags er især at formidle et ekspres­ sivt eller desiderativt indhold, dvs. taleren fremfører enten et emotionelt, følelsesladet ud­ sagn eller et ønske.

Helsætning i direkte tale (anførelse) Fælles for alle helsætninger er, at de kan optræde i direkte tale, dvs. blive fremsagt af afsenderen som citater: Torsten siger: »Nu har Otto nok fået ondt i maven«. Orla råbte: »Gå nu hjem!« »Tag du bare en kage!«, sagde Otto. »Må du godt være her alene?«, spurgte damen. En anført eller citeret sætning er funktionelt set en underordnet sætning. Normalt bruges verbet sige (eller et andet såkaldt inkvitverbum) som hovedverbum i den overordnede sætning, som kaldes inkvit (anførende sætning). Den anførte sætning fungerer dermed som objekt i helsætningen. På trods af at helsætninger i denne position således er under­ ordnede, fastholdes alle de øvrige helsætningskendetegn. Sammenlign f.eks. med indi · rekte tale, hvor citatet omformuleres som en at-sætning og derved taber helsætningssta­ tus:

226

Ledsætninger

Torsten siger, at Otto nok har fået ondt i maven nu. Orla råbte, at jeg skulle gå hjem. Otto sagde, at jeg bare skulle tage en kage. Damen spurgte, om jeg godt måtte være der alene.

Ledsætninger En ledsætning er funktionelt defineret ved at være led, eller del af led, i en anden sæt­ ning, men ledsætninger har også strukturelle kendetegn. De følger normalt ledsætnings­ skemaet, og i reglen bliver de indledt af bestemte ord, først og fremmest konjunktioner og hv-led.

Ledsætningernes funktion Ledsætningerne har i reglen nominal, adverbiel eller attributiv funktion i sætningen, og de inddeles derfor i nominale, adverbielle og attributive ledsætninger. Nominale og ad­ verbielle ledsætninger kan desuden have prædikativ funktion. Nominale og adverbielle ledsætninger optræder som primære sætningsled, eksempler: Hun siger, at brevet lå på skrivebordet. Hun spørger, hvem han hader mest. At der ligger et brev på skrivebordet, undrer mig ikke. Er det rigtigt, at der ligger et brev på skrivebordet? Hun så brevet, da det lå på skrivebordet. Hun købte hesten, mens hun boede i Horsens. Hun ser ud, som om hun har sovet for lidt.

(objekt) (objekt) (subjekt) (reelt subjekt) (adverbial) (adverbial) (prædikativ)

Ledsætninger med attributiv funktion optræder altid som sekundære sætningsled, da de udgør led i et nominalsyntagme. En (nominal) ledsætning, som står som styrelse for præ­ positional, er også et sekundært sætningsled. Eksempler: Brevet der lå på skrivebordet, var fra USA. Har du set hesten. som vi vil købe? Jeg drømmer om, at vi skal gcz til salsa. Har du tænkt på, hvem du vil invitere?

[ledsætning [ledsætning [ledsætning [ledsætning

som som som som

del af NomS] del af NomS] styrelse] styrelse]

Ledsætninger svarer funktionelt til syntagmer, der ligeledes har til opgave at udgøre led i en sætning. Ledsætning og syntagme er altså to strukturelle hovedtyper af sætningsma­ teriale. I store træk svarer de nominale Iedsætninger til nominalsyntagmet. Til adjektiv­ syntagmet svarer de attributive ledsætninger, og til præpositionssyntagmer og adverbi­ umsyntagmer svarer de adverbielle ledsætninger. Jeg forventer, at han skal svare. Jeg forventer et udførligt svar.

[nominal ledsætning som objekt] [nominalsyntagme som objekt]

227

Helsætninger og ledsætninger

tonen, som var varm og venlig en varm og venlig tone

[attributiv ledsætning som attribut til substantiv] [adjektivsyntagme som attribut til substantiv]

Vi er klar, før han kommer. Vi er klar før jul.

[adverbiel ledsætning som adverbial] [præpositionssyntagme som adverbial]

Han 1øb,Jordi han var bange. De,for løb han.

[adverbiel ledsætning som adverbial] [adverbiumsyntagme som adverbial]

Ledsætningernes struktur Ledstilling De fleste ledsætninger følger ledsætningsskemaet. En afgørende strukturel forskel mellem led- og helsætning er placeringen af et sætningsadverbial i forhold til det finitte verbum: De skal ikke købe ny bil. at de ikke skal købe ny bil

(helsætning) (ledsætning)

Hun træder senere ind i rummet. når hun senere træder ind i rummet

(helsætning) (ledsætning)

Den specielle ledsætningsledstilling er et kendetegn, vi finder i dansk (svensk og norsk), men f.eks. har engelsk (og en lang række andre sprog) ikke en tilsvarende ulighed i led­ stilling mellem hel- og ledsætning. De skal aldrig købe en ny bil. al de aldrig skal købe en ny bil

They will never buy a new car. that they will never buy a new car

I dansk er ledstillingsstrukturen således med til at signalere, hvorvidt der er tale om hel­ eller ledsætning, men forskellen er ikke altid synlig. Sætninger uden sætningsadverbial har den samme ordstilling:

uden sætningsadverbial Han er kommet. hvis han er kommet De skal købe ny bil. at de skal købe ny bil

med særningsadverbial Han er ikke kommet. hvis han ikke er kommet De skal ikke købe ny bil. at de ikke skal købe ny bil

En særlig ledsætningstype, der altid har helsætningsskema, er spørgeformet betingel­ sessætning. Sammenlign i det følgende med betingelsessætning indledt med hvis, der al­ tid har ledsætningsskema:

228

Ledsætninger

Er du ikke heldig, må du stå i kø.

Hvis du ikke er heldig, må du stå i kø.

Har man tit hovedpine, skal man gå til lægen.

Hvis man tit har hovedpine, skal man gå til lægen.

Især at-sætningen kan veksle mellem helsætnings- og ledsætningsskema. (Bo siger,) at i tre dage har han ikke spist andet end agurker.

(Bo siger,) at han i tre dage ikke har spist andet end agurker.

(Og så sagde han,) at han ville ikke gå på arbejde.

(Og så sagde han,) at han ikke ville gå på arbejde.

Ledsætninger som disse kan ikke analyseres i et almindeligt ledsætningsskema. Det er nødvendigt at bruge helsætningsskemaet, evt. med et k-felt til konjunktionen at.

k

at

Forfelt

h an

V

n

a

er

du

ikke

ville

-

ikke

V

N

A

heldig gå

på arbejde

De fleste ledsætningstyper kan dog kun have ledsætningsskema, og det er påfaldende, når denne grammatiske regel overtrædes: manden, som ikke kan betale sine regninger *manden, som kan ikke betale sine regninger da computeren ikke har været brugt *da computeren har ikke været brugt

Ledsætningsindledere Ledsætninger udmærker sig i reglen ved at blive indledt af bestemte ord og ordkombina­ tioner. Det kan være enkle underordningskonjunktioner som at, da, der, end,fordi,før, førend, hvis, indtil, ligesom, mens, når, om, selvom, skønt, som eller flerordskonjunktio­ ner, f.eks. efter at, for at, forudsat at, i anledning af at, selv om (også som et ord), som om, så at, således at, uanset at, uanset om, uden at Uf. s. l52f.). Andre ledsætningsind­ ledere er interrogative adverbier og pronomener (dvs. hv-ordene), som enten optræder alene eller indgår i et hv-led sammen med et substantiv (hvilken bil) eller en præposition (med hvem). Eksempler: Manden, der bor ovenpå, er uvenlig. Jeg græder,fordi det regner. Når det regner, bliver jeg ked af det. Hun græder, som om hun var blevet pisket.

229

Helsætninger og ledsætninger

Hun skreg, så at jeg blev forskrækket. Jeg ved ikke, hvilken bog jeg elsker mest. Manden, hvis kone du har mødt, er konsul. Hun ved ikke, med hvem hun skal tale. Ledsætningsindledere kan inddeles i to hovedtyper: de, som har, og de, som ikke har dob­ belt sætningsledsfunktion i ledsætningen. Ord som at, om, da og fordi er udelukkende ledsætningsindledere og har ikke samtidig en anden sætningsledsfunktion i ledsætningen. Det har derimod ord af typen som, der, hvem, hvornår (dvs. de relative og interrogative ledsætningsindledere). Disse ledtyper spiller altså to simultane roller: som ledsætningens indledere og som f.eks. subjekt, objekt eller adverbial. De kan dermed sammenlignes med det led, som står i forfelt i en deklarativ helsætning eller et hv-spørgsmål. Eksemp­ ler, hvor en streg markerer, hvilken position ledsætningsindlederen svarer til senere i ske­ maet:

K

Centralfelt

Slutfelt

n

a

V

V

N

A

som

hun

ikke

vil

besøge

-

på lørdag

der

-

ikke

vil

besøge

ham

på lørdag

hvem

hun

ikke

vil

besøge

-

på lørdag

som

hun

vil

tænke

hvorfor

hun

vil

besøge

ham

-

hvilken dag

hun

vil

besøge

ham

-

med hvem

hun

vil

besøge

ham

-

i hvilken anledning

hun

vil

besøge

ham

på lørdag-

ikke

på-

på lørdag

I den første sætning svarer som til objektet (jf. besøge nogen). I den anden sætning sva­ rer der til subjektet. I nummer tre svarer hvem igen til objektet. I nummer fire svarer som til styrelsen (jf. tænke på nogen). I nummer fem svarer hvilken dag til et tidsadverbial (med typisk placering i store A). De to sidste eksempler indeholder hv -led, der modsva­ rer andre typer af adverbialer. Tilstedeværelsen af e n ledsætningsindleder er ikke konstitutionelt nødvendig, for at der skal være tale om en ledsætning. Indlederen kan nemlig være udeladt, og især kon­ junktionerne at og som kan falde væk i uformelle kontekster. Jeg tror, han er kommet. jf. Jeg tror, at han er kommet.

230

Ledsætninger

Han faldt over den bold, pigen havde glemt. jf. Han faldt over den bold, som pigen havde glemt. Forekomsten af en typisk ledsætningsindleder er heller ikke et sikkert tegn på, at der er tale om en ledsætning. Et antal ord, som kan indlede ledsætning, kan også have andre funktioner: Manden, som er lærer Han ser ud som en lærer.

[som indleder ledsætning] [som indleder sammenligningssyntagme]

Du lyver oftere, end jeg gør. Du lyver oftere end mig.

[end indleder ledsætning] [end indleder sammenligningssyntagmeJ

på hylden, hvor bogen ligger Hvor ligger bogen?

[hvor indleder ledsætning] lhvor indleder spørgende helsætning]

Vi ønsker, at vi fik mad nu. Vi ønsker at få mad nu.

[at indleder ledsætning] [at indleder infinitivsyntagme]

bydelen, der har mange ældre bydelen, hvor der bor mange ældre

[der indleder ledsætning] lder er foreløbigt subjekt]

Bemærk, at den underordnende konjunktion at og infinitivpartiklen at ikke har den sam­ me udtale, jf. s. 155.

Forskellige typer af ledsætninger Nominale ledsætninger De to vigtigste typer af nominale ledsætninger, dvs. ledsætninger, der typisk har nominal funktion, er at-sætning og spørgesætning.

At-sætning En at-sætning indledes af konjunktionen at eller mangler indleder. At-sætningen er den ledsætning, som semantisk ligger tættest på en deklarativ helsætning, og på den baggrund bliver den også kaldt udsagnsledsætning. Den gengiver ofte indho ldet i en ytring eller en tanke, og den optræder typisk som objekt efter et inkvitve rbum (sige,fortælle, røbe), et sanseverbum (se, høre, mærke, opdage) eller verber, som angiver formodning, kendskab eller opfattelse (mene, tro, vide). Eksempler: Jeg siger jo, at han er ufattelig dum. Kan du se, at han har linser på? Jeg mener, at han havde sko på.

jf. Han er ufattelig dum. jf. Han har linser på. jf. Han havde sko på.

231

Helsætninger og ledsætninger

Vi opdagede, at der var pletter i loftet. Tror du, han lyver? Vi ved, han s(jæler brænde.

jf. Der var pletter i loftet. jf. Han lyver. jf. Han stjæler brænde.

Når at-sætning anvendes ved inkvitverbum, er der altid tale om indirekte tale (jf. helsæt­ ning i direkte tale, s. 226f.). Eksempler: Damen sagde, at jeg bare skulle tage en kage. jf. »Tag du bare en kage!«, sagde damen. Hun indrømmede, at hun havde løjet. jf. »Jeg har løjet«, indrømmede hun. En at-sætning kan også optræde med andre nominale funktioner, nærmere bestemt som subjekt eller styrelse, og desuden som prædikativ.

At han har løjet, er en kendsgerning. Det er en kendsgerning, at han har løjet. Tror du virkelig på, at han har været i Nepal? Sandheden er, at han aldrig har været i Nepal.

(subjekt) (reelt subjekt) (styrelse) (prædikativ)

En at-ledsætning kan have helsætningsledstilling: Torsten siger, at nu har Otto nokfået ondt i maven. Hvis vi sammenligner med ledsætningsskema: Torsten siger, at Otto nok har fået ondt i maven nu. Når en at-sætning, som er underordnet verber som tro, håbe, svarer til en deklarativ hel­ sætning med negation, står negationen ofte placeret i den overordnede sætning i stedet for i at-sætningen: (Jeg tror ikke,) at Klara vil købe en hest. (Jeg håber ikke,) at han er syg.

jf. Klara vil ikke købe en hest. jf. Han er ikke syg.

Spørgeledsætning (interrogativ ledsætning) Spørgeledsætninger (= indirekte spørgesætninger) ligner de spørgende helsætninger (= direkte spørgesætninger). Til helhedsspørgsmål (ja-nej-spørgsmål) svarer ledsætning ind­ ledt af om. Vi spurgte. om han arbejdede hårdt. Ole ved ikke, om suppen smager dejligt.

232

jf. Arbejder han hårdt? jf. Smager suppen dejligt?

Ledsætninger

Hv-spørgsmål modsvarer ledsætninger indledt af hv-ord eller hv-led. Jeg ved ikke, hvem der kommer. Jeg ved ikke, hvilken bil du har købt. Har du nogen ide om, hvornår du kommer? Jeg aner ikke, hvad klokken er. Hvem han skal giftes med, er en hemmelighed. Ole vidste ikke, hvor suppen var købt.

jf. jf. jf. jf. jf. jf.

Hvem kommer? Hvilken bil har du købt? Hvornår kommer du? Hvad er klokken? Hvem skal han giftes med? Hvor er suppen købt?

Spørgesætningen optræder som subjekt, objekt, styrelse eller prædikativ i den overord­ nede sætning, som ofte indeholder et verbum, der angiver spørgsmål, tvivl, undren eller blot almindelig usikkerhed: Jeg ved ikke, hvem der kommer. Har du nogen ide om, hvornår du kommer? Hvem han skal giftes med, er en hemmelighed. Spørgsmålet er, hvem han skal giftes med.

(objekt)

(styrelse)

(subjekt)

(prædikativ)

Som det fremgår af eksemplerne, er det de samme hv-ord og hv-led, der kan indlede spørgende hel- og ledsætning. Ligesom det gjaldt i spørgehelsætningen, har hv-leddene sætningsledsfunktion i den spørgeledsætning, de indleder. Har du nogen ide om, hvornår du kommer? Ved han ikke, hvor Klara bor? Jeg aner ikke, hvad klokken er. Hvem ved, hvad Klara vil købe! Jeg ved ikke, hvilken bil du har købt. Hun ved ikke, på hvem hun tør stole. Hun ved ikke, hvem hun tør stole på.

[hvornår er tidsadverbial]

[hvor er stedsadverbial]

[hvad er prædikativJ

[hvad er objekt]

[hvilken bil er objekt]

!på hvem er adverbial]

!på hvem er et adverbial, hvor

præpositional og styrelse står adskilt]

I en sætningsskemaanalyse kan den position i skemaet, som svarer til hv-leddet, marke­ res med en streg:

K

Slutfelt

Centralfelt Il

a

V

V

N

A

-

hvornår

du

kommer

hvilken bil

du

har

købt

på hvem

hun

tør

stole

-

hvem

hun

tør

stole

på­

-

233

Helsætninger og ledsætninger

Når hv-ordet har subjektsfunktion, skal det efterfølges af det formelle subjekt der. Jeg ved ikke, hvem der kommer. Hun aner ikke, hvad der skal gøres.

[hvem er subjekt i ledsætningen] [hvad er subjekt i ledsætningen]

I en sætningsskemaanalyse placeres det formelle subjekt i lille n. I denne type af struk­ tur svarer hv-leddet altså til en udfyldt position i centralfeltet, ikke til en tom position markeret med en streg.

K

Centralfelt

Slutfelt

Il

a

V

V

N

A

hvem

der

ikke

vil

besøge

ham

på lørdag

hvilke bøger

der

ikke

er

til salg

Attributive ledsætninger Den vigtigste type af attributiv ledsætning, dvs. ledsætning, der kan stå som efterstillet attribut til et substantiv, er relativledsætningen eller, med en kortere term, relativsæt­ ningen.

Relativsætning En relativsætning påbegyndes af konjunktionerne som, der eller mangler indlede r. En re­ lativsætning fungerer som efterstillet attribut i et nominalsyntagme og knytter sig til et hovedord (korrelatet), der ofte er et substantiv. Den attributive, relative ledsætning spe­ cificerer sit korrelat, dvs. tilfører oplysninger om eller præciserer den referent, som sub­ stantivet henviser til. Se på følgende eksempler, hvor relativsætningen står med kursiv, og korrelatet er understreget: Suppen. som va r købt i Irma, smagte dejligt. Ole, der havde lavet suppen selv, var pavestolt. Suppen. du har lavet, er lidt for stærk for børnene. Den, du har lavet, er lidt for stærk. Jeg tænker på dem. som ikke har hus og hjem. Som det gjaldt at-sætningen, modsvarer relativsætningens indhold den deklarative hel­ sætnings. Ved hjæ lp af relativsætningen kan afsenderen komprimere sin ytring og even­ tuelt undgå unødvendige gentagelser. I stedet for to separate helsætninger kan afsende­ ren indordne den e ne helsætning som ledsætning i den anden, uden at informat ionsind­ holdet berøres nævneværdigt: Jeg kender Klara. Hun bor i Odense. Jeg kender Klara, som bor i Odense.

234

Ledsætninger

Klara vil ikke købe en hest. Hun er klogere end sin søster.

Klara, som ikke vil købe en hest, er klogere end sin søster.

Klara, som er klogere end sin søster, vil ikke købe en hest.

Relativsætningens indledere er enten der eller som, der begge kan benyttes, når korrela­ tet, det ord, som relativsætningen er knyttet til, funktionelt set svarer til ledsætningens subjekt. Det er denne cykel, der er til salg. jf. Cyklen er til salg.

(subjekt)

Det er denne cykel, som er til salg. jf. Cyklen er til salg.

(subjekt)

I denne syntaktiske kontekst kan konjunktionen ikke udelades: *Det er denne cykel, er til salg. Ved to sideordnede relativsætninger indledes nummer to af som: Jeg har en bil, der er gammel, og {som/*der) behøver en kærlig hånd. Når korrelatet svarer til objekt eller styrelse i relativsætningen benyttes udelukkende som: Har du set den cykel, som han købte i går? Jf. Han købte cyklen i går.

(objekt)

Ved du, hvem det er, som han er forelsket i? Jf. Han er forelsket i nogen.

(styrelse)

Sammenlign med: *Har du set den cykel , der han købte i går?

*Ved du, hvem det er, der han er forelsket i?

I disse to syntaktiske kontekster kan konjunktionen udelades, hvilket stort set konsekvent finder sted i talesprog. Har du set den cykel, han købte i går?

Ved du, hvem det er, han er forelsket i?

Den del, du ikke har læst endnu, er fremragende.

Suppen, han lavede sidste gang, var bedre.

235

Helsætninger og ledsætninger

En relativ ledsætning kan også indledes af et interrogativt (eller relativt) pronomen (evt. med præposition). Denne type af relativsætning giver en formel og skriftpræget stil Uf. s. 94). De unge, hvis alkoholvaner er ude af kontrol, skal have hjælp. Ministeren, til hvilken jeg sætter min lid, har endnu ikke besvaret brevet. Der skelnes mellem to semantisk forskellige relativsætninger: restriktiv og ikke-restrik­ tiv relativsætning. Når tilstedeværelsen af en relativsætning er en betingelse for, at mod­ tageren er i stand til at identificere den referent, som Jedsætningens hovedord formidler, er den restriktiv. Ytringen synes ufuldstændig og umulig at dechifrere uden relativsætningen. En ikke restriktiv ledsætning, der til vejebringer en supplerende eller mere parentetisk in­ formation, er derimod ikke tvingende nødvendig for afkodningen af betydningen. En ikke restriktiv ledsætning fungerer som appositional Uf. s. 171 ). Kender du manden, som bor ovenpå? tKenderdu 1nanden?

(restriktiv)

Åge, som var syg, gik fra sit arbejde klokken 12. :::::Åge gik fra sit arbejde klokken I 2.

(ikke restriktiv)

Jeg vil have en bog, der holder mig vågen hele natten! Jeg vil have en bog.

(restriktiv)

Den bog, der holdt mig vågen hele natten, er fremragende. :::::Den bog er fremragende.

(ikke restriktiv)

t

Øvrige attributive ledsætninger Også nogle andre ledsætningstyper kan fungere som attribut til et substantivisk hoved­ ord: Dagen, før du kom, var jeg syg.

I landsbyen, hvor hun bor, har de en smuk kirke.

Den ide, at hun skulle være separeret, er end ikke strejfet mig.

Adverbielle ledsætninger Forskellige typerafledsætninger kan optræde som adverbial i en overordnet sætning. Se­ mantikken bliver i reglen bestemt af den indledende konjunktion, der leksikalsk vedrører tid, sted el ler andre omstændigheder. I det følgende præsenteres nogle frekvente typer.

Tidsledsætning En tidsledsætning indledes af en konjunktion med et temporalt betydningsindhold, f.eks. da, når, mens, idet.før, efter, indtil.førend. Tidsledsætningen anvendes med hen­ blik på at bestemme indholdet i den overordnede sætning ved at relatere de to begiven­

236

Ledsætninger

heder, som henholdsvis hel- og ledsætning henviser til, i forhold til hinanden i tid. Der kan være tale om samtidighed, større eller mindre tidsforskydning eller 'generisk altid'. Smeden tabte sin pibe, da han fik øje på dragen.

Når jeg spiser rejer, bliver jeg syg.

Jeg har ikke spist frikadeller, siden jeg var i Skive.

Vi kan ikke høre noget, mens du snakker.

EsiL du kommer, vil j eg have besked.

Efter han var gået, fik vi ro.

Stedledsætning En stedledsætning angiver et sted, dvs. oplyser lokaliseringen af den overordnede sæt­ nings begivenhed. Den begynder oftest med hvor: Vi satte os, hvor der var mindst røg.

Hvor jeg bor, har vi fælles vaskemaskiner.

Samme type ledsætning kan stå som efterstillet bestemmelse til et adverbium: Vi satte os g.cr, hvor der var mindst røg.

Derude, hvor kragerne vender, bor vi.

Årsagsledsætning En årsagsledsætning, der indledes med ord af typenfordi, eftersom, da, idet, siden, angi­ ver en kausalitetssammenhæng mellem den begivenhed, som den underordnede sætning omtaler, og det, som den overordnede sætning udsiger. Vi satte os udenfor, fordi der var så meget røg i stuen.

Vi ville ikke forstyrre, da hun var syg.

Er du vred, siden du spørger på den måde?

Betingelsesledsætning En betingelsesledsætning angiver en form for betingelse eller præmis for den overordne­ de sætnings begivenhed. Den begynder i reglen med hvis, men kan også indledes med ord som såfremt, dersom: Vi sætter os udenfor, hvis der er for meget røg i stuen.

Jeg ringer, hvis jeg finder ud af noget.

Vi vil ikke forstyrre, såfremt hun er syg.

Hvis du endelig vil vide det, så er jeg meget vred!

En særlig type af betingelsesledsætning er spørgeformet betingelsessætning, der struk­ turelt ligner helhedsspørgsmålet, dvs. den har ingen konjunktion. Den har hel sætnings­ skema og optræder som første led i den overordnede sætning, f.eks.:

237

Helsætninger og ledsætninger

Finder jeg ud af noget, ringer jeg.

Spiser jeg rejer, bliver jeg syg.

Indrømmelsesledsætning Indrømmelsesledsætningen angiver en indrømmelse og begynder ofte med selvom eller skønt: Han overlevede vinteren, selvom han var meget syg.

Skønt hun var den smukkeste, blev hun ikke dronning.

Hensigtsledsætning Hensigtsledsætningen angiver en bagvedliggende intention til den overordnede sætnings aktion. Den begynder oftest med for at: Prøverne skal være bestået.for at den studerende kan fortsætte studierne.

Han dukkede hovedet.for at vi skulle se bedre.

Følgeledsætning Følgeledsætningen angiver en følge af det, som udsiges i den overordnede sætning. Den indledes af så, så at, sådan at eller således at.

Sluk for fjernsynet, så at vi kan få lidt ro.

Hun gav os ofte en ekstra trøje på, så vi ikke skulle fryse.

Hun lukkede døren, sådan at børnene ikke kunne høre.

Sammenligningsledsætning Sammenligningsledsætning fremstiller eller præciserer en komparation og begynder ofte med end, som, som om. Jf. sammenligningssyntagme, s. 177. Karl løber hurtigere, end Svend gør.

Karla er sødere, end Linda er.

Jeg har samme slags hund, som du har.

Han ser ud, som om han har fået tæsk.

238

21. Specielle syntaktiske konstruktioner

I dette kapitel vil nogle specielle syntaktiske konstruktioner, der kendetegner det danske sprog, blive gennemgået. Det gælder sætningsknude, sætningskløvning, ellipse, objekt med infinitiv samt kentaurkonstruktion.

Sætningsknude Sætningsknude er en konstruktion, hvor grænsen mellem helsætning og ledsætning del­ vist er suspenderet, eftersom et sætningsled, der syntaktisk set tilhører ledsætningen, be­ finder sig i helsætningens forfelt. Konstruktionens funktionelle begrundelse er, at sprog­ brugeren har til hensigt at fokusere eller fremhæve et bestemt led i informationsoverfø­ reisen.

Eksempler

fremflyttet led

Ham ved jeg ikke, om du har mødt. jf. Jeg ved ikke, om du har mødt ham.

objekt

Hans bil siger hun, at hun har set i dag. jf. Hun siger, at hun har set hans bil i dag.

objekt

Fremragende vil jeg ikke påstå, at den er. jf. Jeg vil ikke påstå, at den er fremragende.

prædikativ

De voksne mener jeg ikke, at vi skal give julegaver. jf. Jeg mener ikke, at vi skal give de voksne julegaver.

indirekte objekt

Sengen tror jeg ikke, du skal lade hunden sove i. jf. Jeg tror ikke, du skal lade hunden sove i sengen.

styrelse

Sætningsknude er beslægtet med den konstruktionstype, hvor en styrelse placeres i for­ feltet uden sin præposition (jf. delt adverbial, s. 207). Her er det et led fra et præposi­ tionssyntagme, som placeres på det primære sætningsniveau.

Sengen skal hunden ikke sove i. jf. Hunden skal ikke sove i sengen. Aftensmad har vi heller ikke tænkt på. jf. Vi har heller ikke tænkt på aftensmad.

239

Specielle syntaktiske konstruktioner

Når leddet, som flyttes til forfeltet, er interrogativt (et hv-led), er sætningsknude i prin­ cippet obligatorisk. Enten kan sætningen ikke omskrives uden sætningsknude, eller også bliver betydningen en anden. Eventuelt kunne en mulighed for omskrivning være med en efterstillet helsætning af typen tror du, sagde han etc.

Hvem sagde, du skulle åbne udstillingen?

jf. *Du sagde, hvem skulle åbne udstillingen.

jf. Hvem skulle åbne udstillingen, sagde du?

Hvad tror du, vi får at spise?

jf. Du tror, vi får hvad at spise? (Denne sætning fungerer kommunikativt som et

ekko-spørgsmål, dvs. som et spørgsmål, der opfordrer lytteren til at gentage sin re­

plik, men ikke som et ægte spørgsmål).

jf. Hvad får vi at spise, tror du?

Hvornår mener du, at han er tilbage? jf. Du mener, at han er tilbage hvornår? (ekko-spørgsmål) jf. Hvornår er han tilbage, mener du?

Sætningskløvning Sætningskløvning er en anden teknik, der kan benyttes med henblik på at fremhæve el­ ler fokusere et bestemt sætningsled. Men ved denne operation flyttes der ikke et led fra en ledsætning til en helsætning. I stedet samles de mindre vægtige led i en ledsætning, mens det centrale led anbringes i selve helsætningen sammen med et par funktion sord. Den overordnede sætning i en sætningskløvning består af subjektet det+ en finit form af verbet være, dvs. er eller var. (Verbet blive kan også forekomme). Det fokuserede led står som prædikativ og har stærktryk. Til dette led er der føjet en efterstillet bestemmelse i form af en relativsætning indledt af der eller som (eller uden indleder). Især når det led, som udhæves, er et tidsadverbial, kan den underordnede sætning også være en at-sæt­ ning.

Eksempler

fokuseret led

Det er Lone. der har købt det juletræ. jf. Lone har købt det juletræ.

subjekt

Det er det juletræ. som Lone har købt. jf. Lone har købt det juletræ.

objekt

Det bliver nok Ole, der skal hente børnene. jf. Ole skal nok hente børnene.

subjekt

240

Ellipse og sætningsemner ved sideordning

Det var kurven. hunden skulle sove i. jf. Hunden skulle sove i kurven.

styrelse

Det er i morgen, at hun kommer. jf. Hun kommer i morgen.

tidsadverbial

Når det fremflyttede led er pronomenelt og subjekt i sætningen, har det objektsform i en sætningskløvning Uf. s. 90). Det er mig, der har købt det juletræ. jf. Jeg har købt det juletræ. Det bliver nok ham, der skal hente børnene. jf. Han skal nok hente børnene.

Ellipse og sætningsemner ved sideordning Når to sætninger er sideordnede, f.eks. med sideordningskonjunktioner af typen og, men, eller, sker det ikke sjældent, at led, som er indlysende i konteksten, falder bort. Et led, som allerede er nævnt, behøver ikke udsigesandengang. Det, som manifest artikuleres, kaldes et sætningsemne, og udeladelsen som sproglig praksis benævnes ellipse. Ek­ sempler, hvor sætningsemnerne er kursiveret: Hun bor i Horsens og har en hest.

jf. Hun bor i Horsens, og hun har en hest.

Han købte tit bøger men læste dem uden glæde.

jf. Han købte tit bøger, men han læste dem uden glæde.

Hun har købt en hest men solgt den igen.

jf. Hun har købt en hest, men hun har solgt den igen.

Hun løb ind i huset, og han ud.

jf. Hun løb ind i huset, og han løb ud af huset.

Pelle har grønne sko, men Karsten blå.

jf. Pelle har grønne sko, men Karsten har blå sko.

Jeg husker, at han købte aktier og hun designertøj.

jf. Jeg husker, at han købte aktier, og at hun købte designertøj.

To sideordnede finitte verber kan fortolkes som to sideordnede sætninger, der på økono­ misk vis bliver slået sammen til en:

241

Specielle syntaktiske konstruktioner

Hun råbte og skreg hele tiden. jf. Hun råbte hele tiden, og hun skreg hele tiden. Men den alternative analyse, at det kun er de to verber, som er sideordnede, er også ri­ melig.

Objekt med infinitiv Ved sanseverber som se, høre ogføle, der alle kan tage en at-sætning som objekt, fore­ kommer også en kortere konstruktion med et objekt efterfulgt af et verbum i infinitiv. Dette verbum kan tage komplementer (objekt, prædikativ eller adverbial) på samme måde som et infinitivsyntagme, men det markeres ikke med infinitivpartikle n at. Jeg så ham falde ude på gaden. jf. Jeg så, at han faldt ude på gaden. Jeg hø1te hende puste på vej op ad trapperne. jf. Jeg hørte, at hun pustede på vej op ad trapperne. Vi kunne høre dem save brænde i skuret. jf. Vi kunne høre, at de savede brænde i skuret.

Kentaurkonstruktion Substantiver afledt af verber med afledningssuffikset -en (såkaldt gerundium, f.eks. lev­ en, mal-en, tru-en, gå-en, ruml-en) optræder som hovedord i nominalsyntagmer og kan tage foranstillede beste mmelser på samme måde som et substantivisk hovedord. Men ge­ rundiumsformen kan samtidig beholde sine verbale komplementer, dvs. objekt, prædika­ tiv eller adverbial. Dette indebærer, at et syntagme med en gerundiumsform som hoved­ ord indledes som et almindeligt nominalsyntagme, men ender som en sætning (eller et verbalsyntagme). Derfor kaldes denne type af konstruktion kentaurkonstruktion. Ek­ sempler. Denne stadige kommen og gåen var in-iterende. jf. Mennesker kommer og går hele tiden. Denne venden verden ryggen var ikke god for ham. jf. Han vendte verden ryggen. Denne evige venten på et bedre liv var ubærlig. jf. Hun ventede på et bedre liv. Nu har hendes læsen lægeromaner taget overhå nd.

jf. Hun læser for mange lægeromaner.

242

Kentaurkonstruktion

Hans usympatiske higen efter flere penge bliver bare værre.

jf. Han higer efter flere penge.

En kentaurkonstruktion er en økonomisk og skriftsproglig teknik, der sætter sprogbruge­ ren i stand til at danne et nominalt led af et verbum med (eller uden) komplementer.

243

Del IV:

Semantik

22. Introduktion til semantik

Semantik (af græsk 'betydningsvidenskab ' , afledt af sema, ' tegn ') er læren om sproglig betydning. I denne bog er dele af semantikken allerede blevet berørt et antal steder i for­ bindelse med andre emner: r ordklassekapitlerne gennemgik vi ikke kun de sproglige for­ mer, men også de betydninger, der knytter sig til bestemte typer af ord. I syntaksafsnittet blev de forskellige sætningstypers semantik gjort til genstand for opmærksomhed. Den­ ne tilgang til stoffet synes uomgængelig: Det er ikke muligt at holde sprogets indholds­ og formaspekt ude fra hinanden, eftersom de er uløseligt forbundne. Men ikke desto min­ dre er de to sproglige niveauer så forskellige, at det også er hensigtsmæssigt at behandle semantikken som en sag for sig. Tyngdepunktet i fremstillingen vil blive lagt på den leksikalske semantik, dvs. ord­ betydningen. Navnlig de ord, som har en mere udførlig og selvstændig betydning, de så­ kaldte indholdsord, f.eks. substantiver, adjektiver og (hoved-)verber, vil blive behandlet. I semantikdelens sidste kapitel vil vi dog også kortfattet berøre funktionsordenes be­ tydning. I dette indledende kapitel vil vi beskrive leksikonet (ordforrådet), eftersom det fungerer som en naturlig portal til semantikkens område. Også kontekstbegrebet finder vi anledning til at introducere. Eilers vil kapitlet indkredse semantikkens område og præ­ sentere nogle centrale termer ug distinktioner. I kapitel 23 vil en række grundbegreber inden forordbetydningen blive præsenteret og eksemplificeret. I kapitel 24 gennemgår vi betydningsmodificeringer af forskellige typer, mens vi i kapitel 25 ser nærmere på rela­ tioner mellem ordene i leksikonet og mellem ord i syntaktiske konstruktioner. I det føl­ gende vil enkle citattegn blive brugt for at angive, at der er tale om gengivelse af betyd­ ning, f.eks. konfundere, 'gøre forvirret'.

Leksikonet Ordet leksikon er et synonym til ordforråd, og inden for lingvistikken ses termen anvendt til at dække over ikke mindre end tre forskellige, men beslægtede betydninger: I) det samlede ordforråd i et sprog, 2) ordbøger, der fremstiller et (eller flere) sprogs ordforråd, 3) vokabularet hos det enkelte medlem i et sprogfællesskab. Hvor 1) og 2) henviser til den beholdning af ord, som er fælles for sprogbrugerne inde n for bestemte sprogfælles­ skabe r, e r 3), også kaldet det mentale leksikon, et anliggende, hvor der stilles skarpt på repertoiret af gloser i hjernen hos individerne.

Det fælles leksikon De lidt over 5 millioner mennesker. der taler dansk, deler et kollektivt ordforråd, der be­ nyttes i høj st forskelligartede offentlige og private situationer. Indlæringen af dansk som første eller andet sprog finder sted i en social kontekst, hvor betingelsen for at kunne del­ tage effektivt og aktivt i kommunikationen er, at vi tilegner os den gældende praksis, hvad ordene og deres semantik angår. Denne praksis kan kaldes den leksikalske norm. En lampe er en genstand, der giver lys, og e n ost kan spises, og såfremt, for at sætte sa­ gen på spidsen, en sprogbruger undlader at efterleve de leksikalske konventioner og be­

247

Introduktion til semantik

nævner en ost for en lampe og en lampe for en ost, får vedkommende hurtigt svært ved at begå sig kommunikativt. Det danske ordfonåd består af et kerneordforråd, dvs. en stor mængde ord, som så godt som alle dansktalende anvender. Dette basisvokabular huser dels alle centrale gram­ matiske og funktionelle ord (hjælpeverber, pronomener, præpositioner etc.), dels et anse­ ligt kvantum ord for alt det, som indgår i vores daglige rum. Ud over basisordfonådet har det danske sprog specifikke domæner af ord, der aktiveres i særlige typer af sociale og faglige kontekster, f.eks. inden for forskellige erhverv og interesseområder. De domæ­ nespecifikke ordforråd etablerer ikke sjældent deciderede fagterminologier, som kun en yderst begrænset del af befolkningen er fortrolig med, f.eks. IT-eksperter, medicinere, ju­ rister, grammatikere osv. Det kan diskuteres, om verdens sprog har omtrent lige store leksikon, eller om nogle sprog er mere udbyggede og mangefacetterede end andre. Det nævnes f.eks. ofte, at en­ gelsk er et særligt ordrigt sprog, hvilket bl.a. skulle bero på, at det både har germanske og romanske rødder. Det er vanskeligt at afgøre med bestemthed, men sandsynligvis har et sprog, der tales af yderst få mennesker inden for et afgrænset socialt og geografisk om­ råde, færre ord at gøre godt med end et af de store verdenssprog. Eventuelt må spørgs­ målet betragtes som hypotetisk og uvedkommende, idet alle sprog til enhver tid har mu­ lighed for at nydanne eller indlåne alle de ord, sprogbrugerne måtte kunne ønske sig. 1 dette perspektiv udgør ethvert sprogs ordforråd potentielt set en uendelig reservefond. Det er de historiske faktorer, som bestemmer, hvilke sprog der bliver brugt mest og i flest specialiserede sammenhænge og dermed udvikler de største ordforråd. Det er også sam­ fundslivets indretning og udvikling, der er bestemmende for, hvilken slags leksikon det enkelte sprog har. I vores del af verden behøver vi f.eks. gloser for de teknologiske land­ vindinger, der fylder mere og mere i vores omgivelser, mens det for et mindre sydameri­ kansk sprog, der tales af et udpræget jægerfolk, er mere vedkommende i særlig grad at have ord, der sætter sprogbrugerne i stand til at benævne det omgivende plante- og dyre­ liv. Et sprogs ordforråd kan fremstilles i et leksikon, i betydningen 'ordbog'. En normal størrelse på en ordbog, der benyttes til at slå f.eks. stavemåder, former, udtale og betyd­ ninger op i, er cirka 40.000 til 80.000 opslagsord. Formatet er afhængigt af valget af be­ skrivelsesmåde, dvs. hvilken type af ordbog der er tale om. En ordbog gengiver ordfor­ merne ortografisk, oftest i alfabetisk orden, eventuelt med fonetisk notation. Hvis betyd­ ningen behandles, sker det i reglen enten i form af betydningsdefinitioner, såsom drako­ nisk - 'overordentlig streng'; drejl - 'art groft lærred', eller ved hjælp af synonymer, så­ som arterie - 'pulsåre'; artificiel - 'kunstig' etc. Den mest omfattende danske ordbog er Ordbog over det danske sprog (ODS) som i 28 bind (+ fem supplementsbind) beskriver det danske ordforråd fra 1700 til 1955. Den om­ fatter ca. 250.000 ord og faste udtryk. Her gives udførlige oplysninger om ordklasse, ud­ tale, bøjning, etymologi (oprindelse), brugsområde, stilværdi, betydninger, faste ven­ dinger og ordsprog. Ordopslaget er tillige forsynet med prøver på autentiske tekstsam­ menhænge, f.eks. citater fra skønlitteratur, aviser og faglitteratur. Det moderne danske ordforråd får sin beskrivelse i Den danske ordbog (DDO), som er en omfattende ordbog over nutidsdansk. Leksikonet beskriver standardordforrådet i moderne dansk fra ca. 1950

248

Leksikonet

og frem til i dag. DDO optager ca. 100.000 opslagsenheder i form af ord og udtryk for­ delt på seks bind (udgivelsesår: 2003-2005). ODS og DDO er tilgængelige på sitet www.ordnet.dk og som apps.

Det individuelle leksikon Det enkelte individ i det danske sprogsamfund internaliserer dels det danske kerneord­ forråd, som de fleste danskere er fælles om, dels det særlige vokabular, som er gangbart inden for de områder, hvor han eller hun lever og virker. I det individuelle leksikon ind­ går også private betegnelser såsom kaldenavne, lokale benævnelser og slang, som vi ikke finder i en ordbog. Af selvindlysende grunde har en dame på 75 med en interesse for håndarbejdsteknikker og en 25-årig, mandlig fritidsdykker ikke samme oplagring af ord i hjernen. Det enkelte individs faktiske ordforråd kaldes det mentale leksikon, og med dette begreb sigtes der til et neurologisk og kognitivt opbevaringssystem af ord. Det er yderst begrænset, hvad vi ved om, hvordan det mentale leksikon i realiteten er organiseret. Hvor omfangsrigt det må formodes at være, kan vi også kun gisne om, og gættene går på alt mellem cirka 40.000 og cirka 250.000 enheder (!eksemer) hos en nor­ maltfungerende voksen person. Vanskelighederne ved at anslå antallet skyldes ikke mindst, at vi må skelne mellem de ord, vi selv anvender, det aktive ordforråd, og de ord, vi kan dechifrere, uden at vi selv benytter dem, det passive ordforråd. Hertil kommer, at det mentale leksikon ikke er en fast størrelse som en ordbog, hvor vi kan tælle op­ slagsordene. Vores sprogkompetence er kendetegnet ved, at vi bestandigt optager og ska­ ber nye ord, at vi glemmer og genkalder os glemte gloser, samt ikke mindst at vi ud fra konteksten er i stand til at udlede meningen af ord, vi ellers ikke kender betydningen af. Antallet af ord, vi normalt bruger på en almindelig dag, er langt færre end 40.000. Vi ved også meget lidt besked om, hvordan sprogbrugeren bærer sig ad med at kalde ordene frem i det mentale ordregister med henblik på at tildele et modtaget udtryk et adæ­ kvat betydningsindhold. Eksperimenter tyder på, at det tager cirka 1/5 sekund at, så at sige, processe et ord, dvs. at finde det i leksikonet og fortolke det. Denne type af test ty­ der også på, at vi bør kalkulere med (mindst) to niveauer i hjernens betydningssystem: den aktiverede eller aktualiserede betydning, som sprogbrugeren mentalt erfarer i en fak­ tisk kommunikationssituation (eller testsituation), og den lagrede betydning, som ordet på en eller anden måde besidder, når det ikke er i brug. Selv om vi ikke kan tage et direkte mål af betydningerne og deres tilblivelse, er det ikke desto mindre muligt at opstille en række hypoteser om, hvordan det mentale leksi­ kon i store træk kan antages at være organiseret. For det første må det formodes, at ind­ gangene i det mentale leksikon sto1t set svarer til det, vi inden for sprogbeskrivelsen kal­ der leksem. Et !eksem er en gruppe af relaterede former, der er forbundne med en grup­ pe af (mere eller mindre) relaterede betydninger Uf. s. 31). F.eks. tilhører formerne dum, dumt, dumme, dummere, dummest alle et og samme !eksem (som vi kan kalde »dum«), som er forbundet med betydninger som f.eks. ' træg', 'ubegavet' , ' trægere', ' mere ubega­ vet' , 'trægest' , 'mest ubegavet'. Selv om det ikke er givet, at alle de former og betyd­ ninger, der tilhører et bestemt !eksem, er lokaliseret og samlet på et sted i hjernen, må vi ikke desto mindre antage, at de er neurologisk forbundet. For det andet må det antages, at der foreligger en lang række forskellige relationer

249

Introduktion til semantik

mellem ordene i leksikonet. En type af relationer er baseret på strukturelle ligheder, f.eks. ensartet bøjning, udtale eller orddannelse. En anden, og delvist overlappende, relation gælder ordenes funktionelle egenskaber, f.eks. evnen til at kunne optræde som hovedord i nominalsyntagme eller evnen til at optræde med objekter. Ord med semantiske ligheder er relaterede til hinanden i leksikalske felter eller netværk (se kapitel 25). Alle ord er også forbundne med kontekstuelle oplysninger, dvs. vores erfaringer med sprog gør, at vi har kendskab til, hvilke ord der sædvanligvis kombineres med hinanden. Vi har også en tilsvarende viden om, i hvilke referentielle eller faktiske sammenhænge, dvs. i hvilke egne af virkeligheden, vi er tilbøjelige til at applicere forskellige ord. Og eftersom dette kendskab baserer sig på forskellige sanseindtryk (syn, hørelse, smag etc.), er der efter al sandsynlighed et stort antal forskelligartede relationer mellem de sproglige betydninger og de visuelle, auditive og sensomotoriske kognitive repræsentationer, som de optræder i forbindelse med. Et ord som antenne kan f.eks. udmærket tænkes at være stærkt knyt­ tet til et visuelt koncept, mens et ord som chokolade først og fremmest vil blive knyttet til duft- og smagsindtryk, og glosenfløjl formentlig vil accentuere følesansen. De tre ord er derudover igen knyttet til vores encyklopædiske viden, dvs. vores viden om verden, i dette tilfælde f.eks. hvad de ting, som ordene henviser til, normalt anvendes til og viser sig sammen med. Da ord efter alt at dømme ikke alene er linket til andre ord, udgør leksikonet ikke en autonom del af vores hjerne, men må være koblet til vores nonverbale, kognitive syste­ mer. Vi er tilbøjelige til at karakterisere mennesket som et sprogdyr, men vi er også an­ det og mere end det. Vi er i stand til at orientere os i omgivelserne og udføre komplekse handlinger uden sprogets mellemkomst. Det ikke-verbale barn og voksne, der ikke har tilegnet sig et sprog, er i stand til at bevæge sig omkring i verden og påvirke omgi­ velserne. Vi besidder altså grundlæggende mentale basisstrukturer, som vi benytter, når vi ikke sætter ord på vores handlinger og iagttagelser. Højst sandsynligt er der et væld af relationer mellem disse nonverbale, kognitive systemer og vores sproglige betydnings­ dannelse.

Forskellige typer af enheder i leksikonet I leksikonet indgår, som nævnt, !eksemer, dvs. enheder, som svarer til det, vi i almensprog benævner ord. Leksemerne har en leksikaliseret betydning, dvs. en betydning, som fast­ sættes gennem en uudtalt konvention i sprogfællesskabet. At ordenes betydning er leksi­ kaliseret, fremgår tydeligt ved den type af sammensatte ord, som ikke har en gennemskue ­ lig betydning Uf. s. 46f.): En person, som er farverig, er ikke nødvendigvis iklædt mange farver; ordet gradmåler er ikke synonymt med termometer; dobbeltbundet betyder 'tvety­ dig ' etc. Men også simple !eksemer har en leksikaliseret betydning. Det kan man se, når man sammenligner »samme ord« i forskellige sprog. F.eks. kan det danske pære oversæt­ tes til det tilsvarende svenske ord piiron, når der er tale om frugten, men ikke når det gæl­ der en pære, der giver lys (som hedder glodlampa på svensk). Adjektivet human betyder både 'menneskelig' og ' menneskevenlig' på dansk; på engelsk betyder human 'menneske­ lig' , mens et særligt ord, humane, bruges om 'menneskevenlig'. Dette viser, at ordene, selv om de strukturelt ligner hinanden og delvist betyder det samme, har leksikaliseret forskel­ lige indhold i forskellige sprog.

250

Leksikonet

Men leksikonet rummer ikke kun enkelte ord. Der findes flere typer af faste forbin­ delser i sproget, som må være lagret som helheder i det mentale leksikon. Dem benæv­ ner vi med en overordnet term leksikaliserede forbindelser. Disse kan være af forskel­ lige typer, f.eks. flerordskonjunktioner (selv om, uden at, så at, som om, efter at) eller flerordspræpositioner (i betragtning af, med henblik på) eller verbum + verbalpartikel (holde op, høre efter, høre op, kamme over, kaste op, lange ud, lægge (sig) ud, melde fra, melde ud, sige fra, springe ud, vaske op). Der findes også eksempler inden for andre ord­ klasser. På dansk hedder det ked af det, ikke kun ked. På engelsk udtrykkes samme ind­ hold med et enkelt ord: sad. Jf. også kunne lide med det engelske like. Forbindelser som disse har et bestemt indhold, som er knyttet til den samlede forbindelse. En særlig type af leksikaliseret forbindelse er de såkaldte idiomer, som er syntagmer eller hele sætninger med en fastlagt, ikke sjældent metaforisk, betydning, der ikke kan deduceres på baggrund af de enkelte elementers betydning. Derfor kan de heller ikke oversættes ord for ord til andre sprog. Meningen med et udsagn som at gå efter manden i stedet for bolden forstås udelukkende af den sprogbruger, der er fortrolig med, at det danske sprogsamfund har accepteret dette fodboldbillede som synonym for, at man op­ fører sig ureglementeret ved at 'nedgøre taleren i stedet for at tage stilling til vedkom­ mendes argumenter' . Sproget er rigt på denne type af leksikaliserede forbindel ser, f.eks.: gå i selvsving, gå i spåner, gå til makronerne, falde i staver, for fulde gardiner, få røde ører, have ben i næsen, have fat i den lange ende, holde kæft, hælde vand ud af ørerne, klare ærterne, lave ballade, lave fis (med noget), tage benene på nakken, male byen rød, spille kong Gulerod, spise brød til, stikke halen mellem benene, stå med fletningerne/håret/skægge t i postkassen, tage det sure med det søde, tage noget med et gran salt, tage sig en lille en, tungen på vægtskålen På grænsen til de le ksikaliserede forbindelser står de såkaldte kollokationer. Kolloka­ tioner er kombinationer af ord, der meget ofte optræder sammen, uden at de enkelte ord dog har mistet deres oprindelige betydning. Det er sandsynligt, at kollokationerne har en særlig status i det mentale leksikon, uden at de er lige så udtalt leksikaliserede som idio­ merne. Eksempler: børste tænder, hente morgenbrød, komme benzin på bilen, lave aftensmad, lufte hunden, lukke vinduet op, printe noget ud, pudse næse, sætte kaffen over, skrue ned for lyden, sende en mail, læse avisen, skrælle kartofler, skrue op for varme n, slukke for fjernsynet, stille til rådighed, tage sko på, tage tøj på, tænde en cigaret, tømme askebægeret; de sociale forhold, den rene sandhed, den ubesmittede und ­ fangelse, en flink fyr, en ren bagatel , en ubegrundet mistanke, et ubesat embede, røde øjne, sokratisk ironi, uagtsomt manddrab, uanede muli gheder, ubændigt raseri I de følgende kapitler vil især de !eksemer, som udgøres af e nkelte ord, blive behandlet, men også leksikaliserede forbindelser vil blive inddraget.

251

Introduktion til semantik

Kontekstbegrebet I næste kapitel vil forholdet mellem ordenes betydning og konteksten blive diskuteret, men kontekstbegrebet er i sig selv så komplekst og centralt, at vi finder anledning til at introducere det allerede her. I en grammatisk beskrivelse af ord er vi ikke sjældent tilbøjelige til at iagttage og be­ handle det enkelte ord som en sag for sig. I naturlig tale anvender vi imidlertid ikke or­ dene som selvgyldige, isolerede størrelser, men sammen med andre ord i reale situatio­ ner. Ord indgår i samtaler og tekster, der er bygget op af ytringer og afsnit, som igen kan bestå af sætninger, af syntagmer eller i visse tilfælde af enkelte ord. Glosen hesten op­ træder f.eks. kun hypotetisk set alene; i realiteten er den altid artikuleret i en bestemt sammenhæng (klasseværelset, i stalden, i en tegneserie) og omgivet af andre ord (Hesten spiser hø, Har du set hesten?). De sproglige omgivelser, som et ord optræder i, benævnes sproglig eller lingvistisk kontekst. Den lingvistiske kontekst kan enten defineres snævert, hvor kun de nærmeste, omgrænsende ord medregnes, eller mere bredt, hvor der tages højde for hele samtaler og tekster. Ud over at stå i en lingvistisk kontekst indgår alle ytringer i en ikke-sproglig, faktisk kommunikationssituation. Denne type af kontekst kalder vi pragmatisk kontekst. Den pragmatiske kontekst til den tænkte ordveksling: - Hvad for en vil du have ? - Den hest! kan for så vidt både være et optrin i en legetøjsforretning, hvor en mormor og et barne­ barn vælger blandt plasticdyr, og i en ridestald, hvor en konkurrencerytter udser sig en præmiehest. En pragmatisk kontekst er kendetegnet ved at kunne lokaliseres og tidsbe­ stemmes, og den indbefatter altid en eller flere personer, der som afsender og modtager gør brug af sproget i tale eller skrift. En pragmatisk kontekst kan enten opfattes snævert som et udsnit af en specifik samtalesituation, eller i et bredere perspektiv, hvor også sam­ talepartnernes sociale roller i en større sammenhæng inddrages. Mellem de sproglige ytringer og den pragmatiske kontekst finder vi forskellige typer af relationer. Deiktiske ord som jeg, du, nu, her, der kan f.eks. ikke afkodes og bestem­ mes uden et kendskab til den pragmatiske kontekst. Hvem, som er »jeg«, og hvad, som er »her« og »nu«, kan udelukkende afgøres på baggrund af den faktiske kommunika­ tionssituation. Andre udsagn, f.eks. påstande såsom Shakespeare skrev Romeo og Julie og Sæler er pattedyr, fungerer anderledes løsrevet fra de ydre forhold, de bliver artikuleret i. Denne type af påstande opretholder samme betydning i så godt som alle de pragmatiske kontekster, de kunne tænkes at indgå i. Når vi i det følgende gør brug af termen kontekst, vil der efter behov blive skelnet mellem lingvistisk og pragmatisk kontekst, men er ikke andet angivet, menes den sammenhæng (sproglig og ikke-sproglig), som et ord typisk eller faktisk optræder i.

At beskrive betydning Som det blev beskrevet i afsnittet om det mentale leksikon, må et ord opfattes som et sammenrend af højst forskelligartede psykologiske repræsentationer, både sproglige og ikke-sproglige, og i en fremstilling har vi ingen mulighed for at gengive disse repræsen­ tationer andet end tilnærmelsesvist, f.eks. ved udpegning, med billeder eller ord. I sprog­

252

Betydning og mening

videnskaben benyttes ofte sidstnævnte fremgangsmåde i et forsøg på at isolere de ord, vi undersøger, til en nogenlunde velafgrænset mængde af informationer, men et dækkende billede af virkeligheden er der ikke tale om. En beskrivelse af betydning er ikke lig be­ tydning. Ikke kun fagfolk benytter teknikken at beskrive ords betydning med andre ord. Det gælder også de almindelige sprogbrugere, om end det sædvanligvis ikke sker på helt den samme måde. Hvis et barn spørger: Hvad betyder prinsgemal?, kan forældrene tænkes at svare dronningens mand, mens en ordbog giver den mere abstrakte definition: 'regeren­ de dronnings ægtefælle'. Hvis der under gennemgangen af avisens boligannoncer optræ­ der udtrykket priside, er der lagt op til, at det betyder sådan cirka, hvad de anslår, at hu­ set skal koste, men at de er åbne for bud, mens en ordbogsforklaring mere præcis lyder 'antydning af en vares prisklasse'. Som almindelige sprogbrugere har vi en tendens til at konkretisere vores betydningsforklaringer og lade dem tage udgangspunkt i eksempler i den foreliggende verden uden at skelne mellem virkelighed og sprog, mens en ordbog har til opgave at give en modsigelsesfri lingvistisk definition. Vi kan sige, at den semantiske videnskab forfiner den metasproglige evne, dvs. evnen til at tale om ord med ord, som alle sprogbrugere besidder.

Betydning og mening Inden for semantikken opereres der med en distinktion mellem betydning og mening. Hvis vi f.eks. vælger at sige, at substantivet hest har betydningen 'hovdyr, der kan be­ rides', er der tale om en generaliseret og kontekstuafhængig udlægning af ordet, men vi må også tage højde for, hvad der menes med ordet under de omstændigheder, hvor det rent faktisk bliver anvendt: Når mormoren og barnebarnet snakker om hest i legetøjsbu­ tikken, er det ikke et hovdyr, der kan berides, de har i tankerne, men et stykke farvet pla­ stic. Det kan vi kalde meningen. Distinktionen mellem betydning og mening gælder både enkelte ord og hele sætnin­ ger. Lad os forestille os, at jeg undermiddagen spørger min vært: Kan du nå saltet? Hvis han svarer ja og uanfægtet spiser videre, er det indlysende, at kommunikationen er slået fej l. Min samtalepartner reagerer på den betydning, udtrykket er bærer af ('kan du få fat i saltet'), mens meningen lige præcis i denne situation er 'vil du række mig saltet'. Både som almindelige sprogbrugere og inden for semantikken foretager vi dette skel mellem betydning og mening. Formuleringen Kan du nå saltet? har en betydning, i kraft af at det er en kurant sætning i det levende danske sprog. Men hvad meningen med en ytring er, må vi forsøge at udlede på baggrund af en faktisk kommunikationssituation. Vi skal ikke undlade at komme med endnu et eksempel: Hvis min samtalepartner yt­ rer: Mit køkken er mit refugium, og jeg ikke kender ordet refugium, så vil jeg sandsyn­ ligvis spørge: Hvad betyder refugium? Men såfremt jeg kender indebyrden af glosen ('til­ flugtssted'), men betragter det som excentrisk at opfatte sit køkken som et sådant, er det mere nærtliggende at stille spørgsmålet: Hvad mener du med det? Dvs. ordet betyde hen­ viser til sproget som system, mens glosen mene henviser til den foreliggende kommuni­ kation og efterlyser, med hvilken betydning et ord bliver brugt i en konkret situation. Be­ grebsparret betydning og mening er hensigtsmæssigt og operationelt, men det er imid­

253

Introduktion til semantik

lertid ikke ensbetydende med, at distinktionen er at betragte som absolut. Ordets betyd­ ning er i sagens natur med til at diktere, hvilken mening det har, når det bruges, i lige så høj grad som den måde, vi bruger ordene på, med tilbagevirkende kraft kan være med til at bestemme, hvilken betydning de har. Distinktionen mellem betydning og mening kan også benyttes til at indsætte en skille­ linje mellem semantikken og pragmatikken. Semantikken er den disciplin af sprogvi­ denskaben, som beskriver betydningen af enhederne i det sproglige system, mens prag­ matikken er den del af sprogvidenskaben, som bl.a. studerer indholdet, når sproget bliver brugt i den faktiske, mellemmenneskelige kommunikation. Semantikken, kan vi sige, omhandler den sprogkompetence, der ligger til grund for, at betydningsoverførelse fra et individ til et andet er mulig. Begribeligvis er grænsen mellem semantik og pragmatik særdeles uklar, eftersom ordenes betydning, aflejret og indkodet som system i vores hjer­ ner, bliver til på baggrund af vores kommunikative praksis og erfaring i samtalesituatio­ ner, samtidig med at det er vores kendskab til systemet, der gør os sprogligt kompetente og sætter os i stand til at deltage aktivt i sprogfællesskabet. I vores fremstilling sættes der fokus på semantikken, men i sagens natur vil også pragmatiske spørgsmål blive inddra­ get.

Betydning og reference Inden for semantikken skelnes der mellem betydning og reference. Betydningen er en del af sprogsystemet, og referencen er koblingen mellem det sproglige tegn og virkelighe­ den. Ude i virkeligheden findes så de referenter, som sproget henviser til. Ordformen hest er knyttet til betydningen 'hovdyr, der kan berides', og når jeg bruger ordet om fak­ tiske heste, en eller flere, levende eller døde, opretter jeg reference mellem sprog og vir­ kelighed. Ordformen købe er knyttet til betydningen 'erhverve en vare mod betaling', og ordet kan bruges til at referere til de autentiske situationer, som passer på denne beskri­ velse. At det er nødvendigt at opretholde et skel mellem betydning og reference, viser f.eks. den omstændighed, at vi er i stand til at omtale samme referent med et utal af ord. Jeg kan omtale min nabo, dvs. en og samme referent, som læge, veninde, kvinde, mor, lyst­ løgner, koldingenser, overklassekælling etc., men det er ikke ensbetydende med, at alle disse ord betyder det samme. Et bestemt objekt kan j eg ved forskellige tidspunkter må ­ ske referere til som maskinen, apparatet, indretningen, opfindelsen, gaven, djævelskabet eller dimsen. Den virkelighed, som sproget henviser til, behøver ikke at udgøre et afsnit af realver­ denen. Med sprogets hjælp kan vi udmærket henvise til fantasiverdener, tænkte situatio­ ner, filosofiske hypoteser, drømme osv. Referenterne kan således være enten faktiske, fiktive eller hypotetiske. Det er normalt de samme ord, der benyttes om de forskellige typer af referenter. Ordet hest kan henvise til et virkeligt, et fiktivt eller et hypotetisk dyr. Et klassisk eksempel inden for den semantiske litteratur er ord som kentaurer, haifru­ er og hobbitter, der alle har et klart semanti sk indhold, men som ikke udpeger fænome­ ner i realverdenen. Det er blevet diskuteret, om disse ord er kendetegnet ved at være ud­ styret med en betydning, men ikke en reference, eller om de både har betydning og refe­

254

Referentiel og prædicerende betydning

rence, men at referencen kun kan gælde en fiktiv verden. Vi kan tilslutte os sidstnævnte standpunkt. Kentaur kan referere til en størrelse, der findes i et fiktivt eller hypotetisk univers, men ikke et virkeligt, som det gjaldt hest. Fænomenet reference er, ligesom begrebet mening, tæt knyttet til de faktiske samtale­ situationer. Ordet hest kan i princippet referere til alle tænkelige heste, men det er kun på baggrund af den konkrete samtalesituation, vi er i stand til at afgøre, hvilken eller hvilke heste, ordet faktisk er møntet på. Hvad substantiverne angår, udledes referencen ikke ale­ ne på baggrund af substantivet, men af hele det nominalsyntagme, som substantivet ind­ går i, og der skelnes her mellem specifik og generisk reference samt mellem bestemt og ubestemt reference for nominalsyntagmerne (se s. 171- 173).

Referentiel og prædicerende betydning Alle ord henviser ikke til virkeligheden på den samme måde. Med udgangspunkt i rela­ tionen mellem betydning og reference kan ord og udtryk inddeles i to hovedtyper: dem med hovedsageligt referentiel betydning, der henviser til håndgribelige enheder, og dem med overvejende prædicerende betydning, som er af mere kompleks og abstrakt karak­ ter. Konkrete substantiver som f.eks. hest, hø, stald, træ, hale, græs har primært referen­ tiel betydning. De henviser typisk til genstande eller substanser i den fysiske verden (el­ ler sekundært til tilsvarende genstande i en fiktiv verden). Og det er i høj grad disse ob­ jekter, som vi kender dem i virkeligheden, der er med til at bestemme, hvad ordene fak­ tisk betyder. Når det gælder verber og adjektiver, forholder det sig anderledes. Verber henviser ikke til objekter i virkeligheden, men til handlinger, begivenheder, tilstande eller med en over­ ordnet betegnelse: situationer. Disse situationer kan indbefatte forskellige personer og genstande (f.eks. køretøj, rekvisitter, mad, redskaber osv.), og verbets opgave er at be­ skrive relationen mellem disse personer og genstande. Adjektiver henviser især til egen­ skaber og kvaliteter, som forskellige referenter er bærer af. Verber og adjektiver har så­ ledes en mere sammensat betydning end substantiver af den konkrete og referentielle slags. Vi siger, at verber og adjektiver har prædicerende betydning: De prædicerer (udsi­ ger) noget om en eller flere referenter. En artsforskel mellem referentiel og prædicerende betydning er, at et ord med klart re­ ferentielt indhold i reglen får os til at tænke på en ting ad gangen: en stol, en høne, et hus eller guld, sølv, bronze. Ord med prædicerende betydning får os i reglen til enten at tæn­ ke på den situation, som omfatter de relaterede ting (Manden sidder på en stol, Hønen lægger et æg), eller på en egenskab ved en referent (en stor hest, en gammel høne). Når det gælder de referentielle ord, er grundbetydningen sandsynligvis ofte et mentalt bille­ de af en prototypisk referent. Ordet bil får mig til at tænke på en typisk bil, glosen ham­ ster får mig til at visualisere en af slagsen. De prædicerende ord giver i stedet for et kom­ plekst, mentalt skema eller billede, der involverer en, to, tre eller flere referenter i en be­ stemt relation. At verber og adjektiver implicerer tilstedeværelsen af en eller flere referenter, betyder også, at vi gerne vil relatere de prædicerende ord til andre ord, når vi beskriver dem. Et adjektiv som fræk implicerer f.eks . en forestilling om en person eller andet, som er bæ­

255

Introduktion til semantik

rer af denne egenskab: en fræk dreng, en fræk replik, en frækfilm, en fræk aflevering, en fræk bil. Mens vi kan definere ordene dreng, bil og film gennem at relatere dem til fysi­ ske objekter i virkeligheden, er det svært at definiere ordetfræk uden at relatere det til andre ord, der så benævner de fysiske ting i virkeligheden, som kan bære aspektet 'fræk'. I en fræk dreng vedrører udsagnet manglende opdragelse, en fræk replik er en sproglig uforskammethed, en fræk film er en pornografisk film, en fræk aflevering er en genial pasning, og en fræk bil er en smart bil. Referentiel og prædicerende betydning kan betragtes som hovedtyper, men der er ikke tale om, at ordforrådet fordeler sig sådan, at alle substantiver falder inden for førstnævn­ te gruppe og adjektiver og verber inden for sidstnævnte. Med syntaksens og morfologi­ ens hjælp er det endvidere muligt at konvertere fra prædicerende til referentielt og vice versa. F.eks. er substantiver i prædikativ stilling mere prædicerende end referentielle: Ole er læge.

[Ole refererer til en person; om denne person prædice­ res, at han er læge; jf. Ole er dygtig]

Lægen kommer snart.

[lægen refererer til en personl

I f.eks. infinitivsyntagmer optræder verber mere referentielt end prædicerende, idet de henviser til en type af aktivitet, ikke en faktisk aktivitet. Det er sjovt at svømme.

[at svømme henviser til en type af aktivitet; om denne aktivitet prædiceres, at den er sjov]

Ole svømmer rundt i åen.

[svømmer henviser til en faktisk, pågående aktivitet]

Eksempler som disse viser, at referentiel og prædicerende betydning ikke udelukkende kan betragtes som en egenskab, der knytter sig til selve ordet, men også er et aspekt, der kan opstå, når ordene optræder i bestemte, syntaktiske sammenhænge.

256

23. Ordbetydning

I dette kapitel, hvor den leksikalske semantik gennemgås, vil tyngdepunktet blive lagt på indholdsordenes betydning. Der indledes med en kortfattet diskussion af, hvad der moti­ verer selve dannelsen af ord. Herefter finder vi det relevant at præsentere en række teo­ retiske indfaldsvinkler til ordbetydning. Sprogets ikke-registrerbare betydningsside kal­ der netop på mere begrebsmæssige og teoretiske tilgange. I kapitlet ser vi endvidere nær­ mere på begrebsparrene denotation og konnotation. Afslutningsvis optræder et afsnit om polysemi, der sætter fokus på det forhold, at mange, måske de fleste, ord ikke kun har en, men i realiteten en bred vifte af mulige betydninger.

Hvad har vi ord for? Mennesket danner ord for de fænomener i virkeligheden, som det er hensigtsmæssigt at kunne kommunikere om og håndtere mentalt. Menneskenes behov og livssituation er så­ ledes styrende for, hvad der får status som ord i sproget. Derudover kræves det normalt, at de fænomener, som vi danner ord for, deler et antal essentielle træk. To heste er f.eks. fælles om en række væsentlige egenskaber, og til trods for at størrelse, farve, køn, funk­ tion etc. kan være forskellige, bruger vi ordet hest om dem begge. En lampe og en frø de­ ler derimod ikke tilstrækkeligt mange egenskaber, selv om de kan have den samme far­ ve, veje det samme, ejes af samme person, befinde sig i det samme rum etc. Det er såle­ des faktiske karakteristika ved en gruppe fænomener (referenter, situationer, kvaliteter) i realverdenen, der er bestemmende for, hvorvidt vi fabrikerer et ord med henblik på at be­ tegne medlemmerne af netop denne gruppe. Det, vi ikke skaber ord for, kan vi i reglen omtale ved hjælp af omskrivninger. Vi har f.eks. et ord for kvaliteten søvnig: Jeg er søvnig, mens det at have ondt i maven hedder Jeg har ondt i maven og ikke f.eks. *Jeger mavesmertelig. Hvad der bliver til et ord, og hvad som ikke gør, kan være svært at forudsige. Kriterierne relevans og essentielle væ­ senstræk er utvivlsomt virksomme, men ikke sjældent kan betydningsdannelsen ligne et udslag af tilfældigheder. Dette fremgår ikke mindst, hvis vi sammenligner forskellige sprog. Hvorfor har engelsk f.eks. ikke et neutralt ord for søskende? (Fagudtrykket sib­ lings findes. men til daglig anvendes i stedet sideordningen brothers and sisters). Hvor­ for har svensk kun et ord (saknar) for det, som på dansk har to (savner og mangler)? Og hvorfor har fransk et ord (descendre) for det, som på dansk udtrykkes med verbum+ par­ tikel (gå ned)? Den betydningsdannelse, som manifesterer sig i et sprogs ordforråd, afspejler, for at konkludere, både de menneskelige behov, som er rettet ud i omgivelserne, og den verden, som omgiver mennesket. Men i og med relationen mellem menneske og omverden må betragtes som uendelig sammensat, findes der ikke en optimal betydningsdannelse for et sprog. Det ideelle er snarere, at betydningsdannelsen kan tilpasses menneskets ustadige behov i en kompleks verden. Det er på den baggrund, at det hverken er muligt at opdri­ ve to sprog med identisk betydningsdannelse eller et sprog med en uforanderlig betyd­ ningsdannelse.

257

Ordbetydn ing

Teoretiske tilgange til ordbetydning I dette afsnit vil nogle centrale teoretiske indfaldsvinkler inden for semantikken blive præsenteret. Grundlæggende findes der to typer af beskrivelsesmodeller. Ordbetydning kan opfattes som fundamentalt set relationel, dvs. det enkelte ords betydning er et resul­ tat af den betydning, andre ord - paradigmatisk eller syntagmatisk - tilfører ordet. Det modsatte standpunkt er at sige, at hvert enkelt ord har en autonom og ubunden - eller ob­ jektiv - betydning, der kan beskrives uafhængigt af andre ord. Der kan i sagens natur ind­ tegnes en række mellempositioner på en skala, der placerer sig et sted mellem disse to yderpunkter. En særlig semantisk teori relaterer ordbetydning til grundlæggende koncep­ tuelle, dvs. i princippet ikke-sproglige, repræsentationer.

Den relationelle indfaldsvinkel Den relationelle betragtningsmåde kan i første omgang opdeles i to: strukturel semantik og kontekstuel semantik. Ifølge den strukturelle semantik betragtes sprogets betydningssystem som et netværk af relationer, hvor det enkelte ords semantik fremkommer på baggrund af dets affinitet til andre, fravalgte betydninger. Ordene vindstille, brise, blæst, kuling, storm og orkan kan kun opretholde deres forskellige betydninger, når de er gradueret i forhold til hinanden i en trinfølge fra meget svag til meget kraftig vindstyrke, og i det mentale lager er det sprog­ brugere11s opgave at hente den glose frem, som lige præcis matcher den aktuelle situation. I denne beskrivelsesmåde udgås der fra en paradigmatisk relation mellem ordene Uf. s. 33). Dvs. det, som forener en gruppe af ord, er muligheden for at udskifte et ord i gruppen med et andet med større eller mindre betydningsforandring til følge. Den strukturelle semantik ses i forskellige udgaver, hvor det fra et fundamentalistisk standpunkt vil blive hævdet, at alle ord har deres faste plads i et solidt netværk, der ud­ gør det samlede ordkorpus, mens en blødere udlægning vil fokusere på, at forskellige grupper af ord indgår i forskellige typer af paradigmatiske relationer (jf. kapitel 25). Inden for den kontekstuelle semantik hævdes det, at et enkelt ords betydning ude­ lukkende kan afkodes på baggrund af den sproglige sammenhæng, det optræder i. Det er således den syntagmatiske relation Uf. s. 33) mellem ordene og ikke ordet i sig selv, der afgør semantikken. F.eks. kan vi udfra denne synsvinkel sige, at verbet bage får sit ind­ hold defineret af de ord, som ordet normalt optræder sammen med. Eksempler: Han bager sit brød selv. Når man bager kartofler, skal ovnen være rigtigt varm. Solen bager, og havet er blåt. Jeg tror, at Knud bager lidt på Katrine. Ovenstående sætninger demonstrerer, at ordet bage kan optræde i uensartede sproglige kontekster med forskelligt semantisk indhold til følge: 'fremstille (bageprodukt)', ' tilbe­ rede (mad) i ovn', 'lyse og varme', 'være småforelsket i' . Eksemplet anskueliggør sam­ tidig den kontekstuelle metode til at indkredse leksikalsk betydning gennem at indsætte det undersøgte ord i kurante sproglige manifestationer.

258

Teoretiske tilgange til ordbetydning

Som det gjaldt den strukturelle semantik, kommer den kontekstuelle semantik i mere eller mindre dogmatiske udformninger. Fra et yderligtgående standpunkt kan det hævdes, at ord udelukkende har betydning i de autentiske, mellemmenneskelige kommunika­ tionssituationer, hvor vi har adgang til både en lingvistisk og pragmatisk kontekst, mens en mere moderat version opererer med en vekselvirkning mellem ordenes selvstændige betydning og de kontekster, som ordene faktisk optræder i.

Den objektive indfaldsvinkel Den objektive indfaldsvinkel tager sin udgangspunkt i, at det enkelte ords partikulære be­ tydning som selvstændig enhed er grundlaget for betydningsdannelsen. Det enkelte ords kernebetydning vægtes højere end både den paradigmatiske relation til andre ord i sprog­ systemet og til de ord, der optræder i den syntagmatiske kæde. Traditionelle semantik­ beskrivelser har ofte haft en objektiv indfaldsvinkel, hvor man har forsøgt at indkredse ordbetydning eksakt og definitorisk ved hjælp af begreber som denotation, konnotation, intension og ekstension med flere. Den objektive indfaldsvinkel kan sammentænkes med den strukturelle, hvis det for­ modes, at ordbetydningen er bygget op af mindre dele, såkaldt semantiske træk eller komponenter, der bliver adderet, og at ordenes placering i betydningsnetværket er styret af de værdier (plus, minus eller neutral), der kan tilskrives de aktualiserede komponen­ ter. Eksempel på betydningsanalyser ved hjælp af semantiske komponenter: hundehvalp tæve gå løbe

[+LEVENDE! [+DYR] [+HUND] [-VOKSEN] [±HANKØN] [+LEVENDE] [+DYRJ [+HUND] [+VOKSEN] [-HANKØN] [+BEVÆGE SIG] [+BRUGE BENENE] [- HØJT TEMPO] [+BEVÆGE SIG] [+BRUGE BENENEJ [+HØJT TEMPO]

Komponentteorien er i sin mest radikale udgave fortaler for, at antallet af semantiske træk er endeligt, at trækkene har en form for psykologi sk relevans, og at de er universelle i den forstand, at de er ens for alle sprog. En mere lempelig udlægning, som vi kan tilslutte os, går på, at ordbetydning er stykket sammen af flere forskellige typer af mentale repræ­ se ntationer, og at grupper af ord kan overlappe og dele betydningskomponente r, uden dog at alle ordene i ordfon-ådet kan føres tilbage til et begrænset antal af almengyldige kom­ ponenter. I skæringspunktet mellem kontekstuel og objektiv semantik finder vi et af semantik­ kens grundlæggende problemer, nemlig spørgsmålet: Udser den aktive sprogbruger sig en glose til en vis kontekst, fordi den har en bestemt (objektiv) betydning, der passer til lige nøjagtig denne situation, eller forholder det sig omvendt: Får et ord sin betydning, fordi det aktualiseres i netop denne kontekst? Det er ikke muligt at besvare spørgs­ målet entydigt, men det må formodes, at kontekst og betydning vekselvirker i et ikke målbart blandingsforhold, og at det er dette samspil, som giver sproget dets elastici­ tet og sætter os i stand til hele tide at bruge ordene i nye sammenhænge og på nye må­ der.

259

Ordbetydning

Den konceptuelle indfaldsvinkel Ifølge den konceptuelle indfaldsvinkel, især i den udgave, der benævnes kognitiv se­ mantik, er det sproglige systems semantik primært et ekstralingvistisk anliggende, der udspringer af menneskets generelle forestillingsevne og virkelighedsopfattelse. Relatio­ nen mellem ord og reference er således hovedsageligt et resultat af den almenmenneske­ lige måde at percipere og erfare omgivelserne på. Det præsproglige menneske, dvs. det lille barn, har allerede forestillingsskemaer i hjer­ nen, som det bruger til at fortolke virkeligheden med. Barnet kan opfatte virkeligheden som objekter (tællelige ting) og substanser (ikke-tællelige materialer). Det kan erfare, at mennesker (og dyr) kan agere aktivt i deres omgivelser og forandre dem. Det kan forestil­ le sig rumlige begreber som VEJ (som noget eller nogen kan bevæge sig langs med), FLADE (som noget eller nogen kan befinde sig på), BEHOLDER (som noget eller nogen kan befinde sig i). Vi skal altså forestille os, at før barnet er bekendt med ordet vej, udgør konceptet VEJ et forestillingsskema i bevidstheden, der implicerer dimensioner som udstrækning, over­ flade, rum osv. Når vi tilegner os sproget, sker det, ifølge denne synsvinkel, ved, at de grundlæggende koncepter, vi griber og sorterer virkeligheden med, også sætter sig igen­ nem og kommer til udtryk i sproget. Koncepterne kan være yderst grundlæggende og fæl­ les for store grupper af ord. VEJ danner f.eks. basis for en lang række relaterede betydn ing­ er. Det gælder bevægelsesverber af typen gå, løbe, køre, kravle, præpositioner som gen­ nem, hen ad og langs med og adverbier som herhen og sydover. Til VEJ knytter sig igen an­ dre koncepter som f.eks. MÅL, hvortil vi kan relatere ordene komme, til, opnå,førefrem til, resultere i samt selvfølgelig substantiver som mål, resultat, slutpunkt etc. En bærende tanke inden for den kognitive semantik er, at mennesket som sprogligt væ­ sen tager sit udgangspunkt i konkrete sanseerfaringer, der opstår i dets umiddelbare om­ givelser, og derpå lader disse være fundamentet for tilblivelsen af også de mere abstrak­ te betydninger. For eksempel ser vi, at ord, der vedrører den »!egernløse« tid, ikke sjæl­ dent stammer fra ord, som har med det mere håndgribelige rum at gøre. Dvs. de mere konkrete rumbenævnelser benyttes metaforisk om den mere abstrakte kategori tid: på bordet på mandag

bordet er en FLADE, hvorpå noget kan være placeret mandag opfattes som en FLADE, hvorpå noget kan være placeret

i skoven i juli

skoven er en BEHOLDER, som kan omgive noget juli opfattes som en BEHOLDER, som kan omgive noget

Et tilsvarende eksempel er, at vi sprogligt og mentalt håndterer følelser, oplevelser og be­ givenheder, som om de var konkrete fysiske objekter. Vi siger f.eks. Han gav mig en slem overraskelse Uf. Han gav mig et æble), Jeg fik et chok (jf. Jeg fik et slips), Vi tog en svær beslutning (jf. Vi tog en bog), De fandt smilet frem (jf. De fandt bøgernefrem), Han lag­ de argumenterne frem (jf. Han lagde bøgerne frem). Denne overføring fra det konkrete til det abstrakte er så indarbejdet i vores måde at tale og tænke på, at vi som oftest ikke er os bevidst, at den finder sted. Inden for den kognitive semantik bruges metoden at fremstille de grundlæggende kon­ cepter grafisk i såkaldte billedskemaer.

260

Denotation og konnotation

Afslutning I dette afsnit har vi præsenteret nogle vigtige semantiske skoler, men ikke sjældent ser vi også værktøjer fra filosofiens og logikkens domæner taget i anvendelse i arbejdet med se­ mantikken. Betydningsdannelsen må siges at være så komplekst et fænomen, at flere for­ skelligartede teoretiske indfaldsvinkler er hensigtsmæssige og nødvendige. Når vi i vo­ res fremstilling stiller skarpt på forskellige dele af semantikken, finder vi derfor indslag af flere teorier. Som nævnt i afsnittet om det mentale leksikon opfatter vi ordbetydning som en sammensat mental repræsentation, og hvor kompleks den reelt er, kan vi kun gisne om. Med henblik på at indkredse kompleksiteten i den leksikalske semantik opererer vi i den­ ne fremstilling med begreberne denotation og konnotation samt grundbetydning og sær­ betydning.

Denotation og konnotation I dette afsnit skal vi kigge nærmere på distinktionen mellem denotation og konnotation. Hvor førstnævnte kan bestemmes som den del af indholdssiden, der definerer og identi­ ficerer det fænomen, faktisk eller fiktivt, som glosen er sat til at betegne, er det sidst­ nævnte de forskelligartede nuancer af ordet, der ikke direkte beskriver virkeligheden, men som udtrykker f.eks. en vurdering eller markerer afsenderens oplevelse af det om­ talte. Ordene hund, køter; vovse har alle den samme denotation og henviser til samme zoologiske væsen, men hvor ordet hund er neutralt, er køter udstyret med en negativ kon­ notation og vovse med en positiv. Grænsen mellem denotation og konnotation er brugbar i en semantisk beskrivelse af ord, men det er ikke givet, at vi i vores hjerner har en tydelig opdeling i disse to klasser. Vi må snarere forestille os, at begge typer er til stede samtidigt i el ikke nærmeredefine­ ret blandingsforhold ved forskellige ord. Distinktionen vil blive uddybet i det følgende.

Denotation Et ords denotation er det, som beskriver et fænomen så værd ineutralt og præcist, at de­ skriptionen kan benyttes til at udpege og genkende den gruppe af referenter, situationer eller egenskaber i virkeligheden, som ordet er sat til betegne. Ordet grøn udpeger en far­ ve, ordet gul en anden. Ordet vinter udpeger en årstid, ordet sommer en anden, etc. Det er denotationen, som adskiller glosen fra andre gloser, og det er i reglen en beskrivelse af den, vi finder på første plads, når vi slår ordet op i en ordbog. F.eks.fjendebillede, ' fore­ stilling om en fjende', skifteramme, 'ramme, hvori der let kan skiftes billeder' . Denota­ tionen, som vi også kan kalde kernebetydningen, er ordets objektive og distinktive be­ tydning inden for sprogsystemet. En metode til at beskrive et ords denotative indhold er at benytte begrebsparret inten­ sion og ekstension. Intension sigter til selve det deskriptive betydningsindhold, eksten­ sion henviser til ordets betydningsomfang. Hvis ordet bil f.eks. har intensionen ' motor­ drevet køretøj med fire hjul og et karosseri ' , så kan det potentielt bruges om alle refe­ renter, som passer på denne beskrivelse. Disse udgør betydningsomfanget. Hvis vi sammenligner med ordet racerbil. kræver dette en mere udvidet definition end bil, f.eks.

261

Ordbetydning

'motordrevet køretøj med fire hjul og et karosseri, som bruges til at køre motorløb med'. Når intensionen på denne måde forøges, indsnævres ekstensionen: Der er færre referen­ ter i virkeligheden, der benævnes racerbiler end biler. Betydningsomfanget, når det gæl­ der racerbil, er mindre sammenlignet med bil. Det fungerer ligeledes i modsat retning: Ordet kØretØ) har en mere begrænset intension end ordet bil og har derfor en større eks­ tension (= kan bruges om flere referenter). Termerne intension og ekstension er anvendelige i den semantiske analyse. Alligevel er det ofte ualmindelig vanskelig at bestemme et ords denotation nøjagtigt. Hvis vi nu sti­ pulerer, at intensionen for det almindelige ord bil kan beskrives som 'motordrevet køre­ tøj med mindst fue hjul og et karosseri', kan vi så holde beskrivelsen op mod køretøjer i vores omgivelser og afgøre, om der er baggrund for at benævne dem bil eller ej? Umid­ delbart ser det ud til at være en enkel operation, der fastlægger de objekter, som skal med­ regnes, og frasorterer dem, som falder udenfor. Men definitionen er måske knapt så træf­ fende, som det umiddelbart kan synes at være tilfældet. Deskriptionen indbefatter både for lidt og for meget. Den siger f.eks., i et fænomenologisk, dvs. et virkelighedsbeskri­ vende, perspektiv, at en bil, der mangler et eller flere af sine hjul, ikke er en bil, og den omfatter samtidig traktorer. Med henblik på at gøre beskrivelsen adækvat og lempelig kunne vi evt. fremkomme med præciserende tillæg, f.eks. 'lettere motordrevet køretøj, som i funktionsduelig tilstand har (mindst) fire hjul og karosseri'. Med denne definition udelades traktoren, og vi får inkluderet bilen, der mangler et hjul. Men i samme moment har vi ekskluderet varebilerne og lastbilerne fra bilernes område, som vi ellers måske vi l­ le være tilbøjelige til at henregne til dette domæne, ikke mindst fordi morfemet bil ind­ går i ordenes efterled. Imidlertid kan en varebil og en lastbil være tungere end en traktor, hvorfor præciseringen 'lettere' må falde væk. Eventuelt skal vi sige 'motordrevet køretøj som i funktionsduelig tilstand har (mindst) fire hjul og karosseri , og som normalt frem­ føres på det almene vejnet', da forskellen mellem traktorer og biler/varebiler/lastbiler blandt andet er et spørgsmål om, hvor vi plejer at se dem køre. Er vi nu interesseret i, at bil også skal omfatte f.eks. racerbiler, som normalt ikke fremføres på det almindelige vej­ net, kan vi lave et tillæg, der hedder 'eller baner'. Ovenstående omstændelige ræsonnement har til formål at demonstrere vanskelighe­ derne i arbejdet med at indholdsbestemme det simple ord bil, hvis betydning er så selv­ indlysende, at det f.eks. i Politikens nudansk ordbog blot omtales som en forkortelse af automobil. Sandheden er, at det ofte er umuligt at fremstille et fast deskriptivt indhold, der systematisk og modsigelsesfrit ekskluderer bestemte referenter og indbefatter andre på en udtømmende og tilfredsstillende måde. Noget kunne altså tyde på, at denotationen ikke modsvares af en præcis og konsistent virkelighedsbeskrivelse, men er en approksi ­ mativ mental repræsentation med uklare græ nser, f.eks. et mentalt billede af en prototy­ pisk referent, en omtrentlig forestilling eller lignende. Dette giver imidlertid ikke proble­ mer for sprogbrugeren i almindelighed, der udmærket kan relatere ordet til andre ord og sin viden om virkelighedens beskaffenhed, men det giver til gengæld anledning til be­ kymringer for de eksakte videnskaber. Eventuelt kan vejen frem være at stille sig tilfreds med en løsere beskrivelse, der fremstiller det udslaggivende og essentielle i betydningen og ikke nødvendigvis forsøger at få aJle detaljer, undtagelser og forbehold til at falde på

262

Denotation og konnotation

plads. Vi kan sige, at ordet bil henviser til 'de fleste motordrevne køretøjer med al­ mindeligvis fire hjul og et karosseri, men ikke til dem, som vi har valgt at have andre be­ tegnelser for'. Denotation er altså en approksimativ størrelse med slørede grænser. Den udpeger en typisk referent, situation eller kvalitet, vi sædvanligvis forbinder med ordet. Bemærk dog, at selv om vi ikke er i stand til at udfærdige en klar og utvetydig skrivebordsdefini­ tion, er det ikke ensbetydende med, at ordene ikke udmærket kan optræde med en sær­ deles præcis reference i samtalesituationen, eftersom netop samspillet mellem denotatio­ nen og den lingvistiske og pragmatiske kontekst er i stand til at fiksere den tilstræbte me­ nmg. Vær opmærksom på, at der er forskel på, hvad som indgår i et ords denotation, og hvil­ ke reale, individuelle egenskaber referenten opviser. Ordet bil betyder f.eks. ikke 'køre­ tøj, som har automatgear, ABS-bremser og bilradio', selvom mange biler er forsynet med netop dette udstyr. Glosen lærer kan bruges til at benævne kvindelige såvel som mandli­ ge undervisere, men det er ikke ensbetydende med, at ordets denotation er 'mandlig el­ ler kvindelig underviser' , selv om virkelighedens lærere altid har et biologisk køn. (Det antikverede ord lærerinde er derimod ikke kønsneutralt, og det kan derfor ikke bruges om en mandlig lærer). Den egenskab, at ordene ikke specificerer referenternes samtlige egen­ skaber, kun nogle, benævnes vaghed. Ordet onkel kan f.eks. både bruges om en morbror og en farbror, og ordet vogn kan bruges om en togvogn, en varevogn, en barnevogn, en hestevogn m.m.

Konnotation Hvor denotationen er den del af ordets indhold, der fastlægger forholdet til referenterne, er konnotationen summen af alle de emotionelle, værdimæssige osv. kvaliteter, der sæd­ vanligvis knytter sig til ordet. I andre fremstillinger bruges termerne medbetydning eller bibetydning om de aspekter, som vi samler under begrebet konnotation. Konnotationerne vedrører i princippet ikke referencen, men bestemmer derimod i høj grad, i hvilke pragmatiske og sociale sammenhænge et ord er gangbart og kan benyttes uden at påkalde sig opmærksomhed i samtalesituationen. Sandsynligvis vil vi bruge or­ det cancer og ikke kræft til en jobsamtale på et sygehus, mens ordet artritis i stedet for ledegigt kan synes uhensigtsmæssigt i de fleste sammenhænge uden for netop sygehus­ miljøet. Det er også givet, at jeg ikke ville bruge ord somfattigrøv, tyksak eller dovendyr om en tilstedeværende person, men udmærket kan gøre det, såfremt vedkommende ikke er nærværende. Vi har valgt at inddele konnotationerne i tre typer, som vi benævner værdi, stil og do­ mæne. Værdi omhandler, hvilken emotionel eller evaluerende ladning et ord har. Ladningen kan være enten neutral eller positiv/negativ i forskellige styrker. Ordene blærerøv, stor­ skryder, vigtigmås har alle negativ ladni ng, mens ordene intelligent, klog, kultiveret, be­ læst, dannet, velbevandret normalt har en positiv ladning. Men det siger sig selv, at den emotionelle ladning er en flygtig størrelse, som afhænger af talerens opfattelse af noget eller nogen. J de fleste tilfælde er sprogbrugerne dog temmelig enige om, hvilken værdi

263

Ordbetydning

et ord er bærer af. De fleste opfatter dame som pænere end kælling, læge som mere po­ sitivt evaluerende end kvaksalver, kvindebedårer som mindre slemt end skØrtejæger,fri­ hedskæmper og modstandsmand som plusord i modsætning til terrorist og sabotør. Det er oplagt, at sprogbrugere, f.eks. politikere mv., kan være tilbøjelige til at anven­ de ord med en valør, der sætter deres egen sag i et fordelagtigt lys. Hvor en tilhænger af abort vil vælge betegnelsen svangerskabsafbrydelse, vil modstanderen måske bruge or­ det fosterdrab. Ord med negativ ladning bruges ofte pejorativt (nedsættende) om mennesker, f.eks. stakkel, vatnisse, bitch. Et stort antal af de pejorative ord er samtidig metaforiske, jf. s. 27lf. Stil omhandler, hvilke sociale kontekster og dermed forbundne kommunikationsfor­ mer et ord typisk placerer sig inden for. Grundlæggende skelnes mellem høj stil, lav stil og neutral stil. Høj stil bruges f.eks. i officielle og religiøse sammenhænge, såsom dron­ ningens nytårstale og ceremonier i kirken. Her er sprogbrugeren bevidst om, hvad der kan og bør siges eller skrives, og der foreligger ikke sjældent fonnelle krav til f.eks. tiltale­ form og høflighedsfraser mv. Lav stil benyttes i sociale kollektiver, som er kendetegnet ved tætte relationer og få eller ingen formelle krav, f.eks. inden for privatsfæren, dvs. i familien eller i vennekredsen, på arbejdspladser og i foreninger. Fremstillingen er præget af intimitet og spontanitet. Neutral stil benyttes mellem mennesker, der, uden at kende hinanden nærmere, mødes f.eks. i forretninger, på sygehuse, i undervisningssituationer. Kendetegnende for neutral stil er, at den er gangbar i så godt som alle sammenhænge, og de fleste ord i ordforrådet har neutral stil. Stilforskelle kan også inddeles på andre måder. Der foreligger en tydelig stilforskel mellem skrift og tale. Neutrale ord optræder begge steder, mens andre ord er typisk tale­ sprogsord (f.eks. sgu, halløjsa, vupti, din spade), og nogle ord mere typisk hører hjem­ me i skriftsproget, enten fordi skriften har et mere formelt eller abstrakt præg (f.eks. ven­ ligst, hermed, vedlagt, således, ifølge, med hensyn til), eller fordi lange og komplekse ord (f.eks. indlæringsvanskeligheder, mangfoldiggørelse) er mere funktionsdygtige i det skriftlige medium end i det talte. Regionale og dialektale samt tidsmæssige variationer kan også give anledning til stilforskelle. Gammeldags ord opfatter vi gerne som hørende til den høje stil, mens mange moderne og nyopfundne ord først optræder som slang, f.eks. inden for ungdomskulturen, og dermed har et lavt stilniveau. Domæne omhandler, hvilke sfærer af virkeligheden et ord sædvanligvis optræder i. Stort set alle professionelle virkefelter og fag, f.eks. mobiltelefonibranchen, frisørkorpset og de forskellige videnskabsgrene, har hver især deres særegne fagterminologier. Et ord, som ikke er domænespecifikt, tilhører almensproget, mens en glose, som er domænespe­ cifik, kan betegnes som et fagudtryk. I visse tilfælde adskiller synonyme ord sig netop ved, at det ene er et fagudtryk, ofte med en fastlagt definition, mens det andet ord er mere neutralt og evt. mindre præciserende i sin betydning, f.eks. letal - dødelig, plastisk - bøj­ elig, toksisk - giftig, anormal - unormal. Som det gjaldt distinktionen mellem denotation og konnotation, er der ikke absolutte grænser mellem typerne værdi, stil og domæne. Især stil og domæne kan synes vanske­ lige at adskille, men hvor stil i højere grad går på den sociale dimension, vedrører do­

264

Polysemi

mæne primært det faktuelle aspekt. De forskellige grundformer for konnotationer finder vi også i kombinationer. Ordet nørd er f.eks. delvist knyttet til computerområdet, men det er samtidig negativt ladet. Ordet frelse forbinder vi med den religiøse sfære, og udtryk­ ket har højere stilværdi end det mere neutrale ord redde etc. Fælles for de tre typer er, at vi som oftest kan skelne mellem den neutrale variant og den markerede. Et ord, som ikke er negativt eller positivt, er neutralt på værdiskalaen. Et ord, der ikke er stilistisk marke­ ret, har neutral stil. Et ikke domænespecifikt ord er neutralt, dvs. kan bruges inden for mange områder af virkeligheden. Et ord, som er neutralt inden for alle de tre skalaer, kan samtidig bestemmes som et ord med yderst ringe konnotation. Det er således ikke alle ord, der er bærer af (påfaldende) konnotationer. Et stort antal ord har konnotationer, der er konventionaliserede, dvs. sprogbrugerne inden for sprogfællesskabet deler den opfattelse, at ordet har en bestemt værdi eller stil eller tilhører et bestemt domæne. Men ord kan også forbindes med særdeles subjektive oplevelser og mere diffuse, emotionelle associationer. I sagens natur har vi hver især vo­ res individuelle konnotationer afhængigt af vores eventuelle fobier og præferencer. F.eks. er edderkop, flyrejse,familiemiddag, holde tale !eksemer eller udtryk, vi ikke alle ople­ ver på samme måde.

Polysemi Mange, eller de fleste, ord har ikke en, men mange relaterede betydninger. Dette forhold benævnes polysemi, som det skal handle om i det følgende. Indledningsvis vil vi defini­ torisk afgrænse polysemi i forhold til homonymi. I det efterfølgende afsnit introduceres kernebegreberne inden for polysemi: grundbetydning og særbetydning.

Polysemi og homonymi Når en ordform kan anvendes med flere separate, men dog i en eller anden udstrækning relaterede ·betydninger, er der tale om polysemi (poly = mange, sema = betydning). J en ordbog står de relaterede betydninger i reglen som nummererede momenter under et og samme opslagsord, f.eks.: simpel, adj. 1) enkel, usammensat; 2) jævn, tarvelig grevskab, sb. 1) landområde styret af en greve; 2) landejendom, gods, der ejes af en greve grillere, vb. I) stege på grill; 2) panere og brune Har en ordform derimod to betydninger, som ikke er indholdsmæssigt relaterede, taler vi om homonymi (homo = ens, onoma = navn). Homonymi er ikke en semantisk relation, men en tilfældig lighed på sprogets formside. Homonyme former er altså forskellige !ek­ semer. I en ordbog plejer homonymer at optræde efter hinanden som adskilte opslagsord. måtte I måtte II

sb. tæppe (foran døren lå en måtte)

vb. få tilladelse (han måtte ikke gå)

265

Ordbetydning

lade I lade II lade III

sb. bygning, der bruges som opbevaringssted for korn og hø vb. f.eks. lade være vb. f.eks. lade et gevær

Et særtilfælde er, når to ord af forskellige ordklasser er identiske, f.eks. i deres grund­ form, og samtidig etymologisk og semantisk beslægtet. I danske ordbøger behandles så­ danne ord normalt som to selvstændige !eksemer, dvs. som homonymer. Eksempler: spids I spids II støtte I støtte II

sb. f.eks. spidsen på en blyant adj. f.eks. en spids blyant sb. afstiver vb. afstive

Et homonymt ord kan i sagens natur samtidig være polysemt inden for et eller flere af de !eksemer, som (tilfældigvis) har en eller flere identiske ordformer. Eksempler: bo I bo II støtte I støtte Il

sb. vb. sb. vb.

I. bolig, hjem; 2. en persons samlede ejendom f.eks. bo et bestemt sted I. afstiver, fundament, søjle; 2. hjælp, holdepunkt; 3. statue 1. afstive, afstøtte, bære; 2. begrunde, hjælpe

Forskellen mellem polysemi og homonymi er definitorisk set simpel: relaterede betyd­ ninger + samme ordform = polysemi; urelaterede betydninger (eller relaterede betyd­ ninger men forskellig ordklasse)+ samme ordform = homonymi. Men den sproglige vir­ kelighed følger ikke enkle ligninger. Ordet pris kan f.eks. betyde både l. ' berømmelse, lov' (synge til Guds pris), 2 . 'præmie ved konkurrence' og 3. 'fastsat værdi, som skal be­ tales ved køb'. Uden at det i øvrigt er muligt at teste, hvordan sprogbrugerne rent faktisk perciperer ordrelationer som disse, må vi formode, at nogle opfatter en fællesnævner mellem de tre betydninger (f.eks. 'værdsættelse' eller lignende), andre ser måske en sammenhæng mellem betydning 2 og 3, og andre igen finder ingen lighedspunkter over­ hovedet. For de sidstnævnte er der tale om tre selvstændige homonyme !eksemer: pris I, pris II og pris III. (I en ordbog behandles ordet pris normalt som polysemt takket være den etymologiske relation: De tre betydninger er oprindeligt relateret).

Grundbetydning og særbetydning De fleste polyseme ord har en betydning, som fremstår som ordets centrale eller vigtig­ ste betydning, men samtidig også en eller flere mindre centrale, men alligevel normale og konventionaliserede betydninger. Den første type benævner vi grundbetydning, den anden særbetydning. Grundbetydningen, der også kunne benævnes hovedbetydning eller primærbetyd­ ning, sigter til det indhold, som de fleste medlemmer af et sprogfællesskab automatisk vil aktualisere, hvis de hører eller ser ordet isoleret, dvs. uden for kontekst. Grundbetyd­ ningen har en eller anden form for psykologisk relevans for sprogbrugerne, jf. diskus ­ sionen i næste afsnit. F.eks. kan grundbetydningen af ordet stjæle beskrives som 'at tage

266

Polysemi

noget, som nogen anden ejer', mens grundbetydningen af storm svarer til noget i retning af ' meget stærk blæst' . I sætningen Alle hans træer væltede i stormen repræsenterer or­ det storm netop denne grundbetydning, og i sætningen Alle hendes smykker blev stjålet bruges ordet stjæle i sin grundbetydning. De fleste ord optræder dog ikke kun i deres grundbetydning, men også i en eller flere særbetydninger, når de dukker op i kontekster, som er i stand til at modificere og ændre grundbetydningen. Se f.eks. på følgende ytring: Centrum Demokraterne løb ind i en po­ litisk storm. Her er ordet storm brugt i en sammenhæng, som bevirker, at grundbetyd­ ningen omgøres til noget i retning af ' intens kritik'. Denne billedlige brug af ordet er ikke en del af grundbetydningen, men alligevel må den betegnes som konventionaliseret. Det er ingenlunde usædvanligt, at vi taler om en storm af protester eller en storm af spørgs­ mål. Analogt ser vi stjæle benyttet i overført (metaforisk) betydning i kontekster som Må jeg stjæle lidt af din tid? eller Han stjal et kys i pausen. Også her er der tale om en kon­ tekstafhængig, men almindelig særbetydning af ordet stjæle. Fra tid til anden viser de fleste ord sig også i uventede kontekster, hvor sprogbrugerne kreativt og produktivt vælger at benytte ord i omgivelser, vi ellers ikke er bekendt med. Et udsagn som Står du her midt i stormen? til en kvinde med en hårtørrer i hånden er næppe gængs, men ikke desto mindre er udtrykket fuldt begribeligt, apparatets egenska­ ber taget i betragtning. Hvis jeg om en person, som snakker for meget, siger Han stjæler mine ører, er det fuldt begribeligt, hvad jeg mener, selv om formuleringen er en kende ualmindelig. I de to foregående eksempler er der tale om særbetydninger, der ikke er kon­ ventionaliserede, men snarere eksemplificerer en interimistisk og lokal brug af ordene. Når ord anvendes i varierende kontekster med forskellige særbetydninger til følge, fin­ des der altid en rest af grundbetydningen tilbage, mens andre dele af betydningen fra­ vælges. Det er med andre ord et bestemt aspekt af ordets primære betydning, der bliver overført til den sekundære betydning. Ordet storm kunne f.eks. udskiftes med regn i føl­ gende sætning En regn af protester mødte ministeren, da både storm og regn billedligt kan fremstille en massiv og negativ reaktion. Men i hårtørrereksemplet er det ikke mu­ ligt. Udsagnet Står du her midt i regnen'! kunne gå an til en person under bruseren, men ikke til kvinden med hårtørreren. Grundbetydningen af ordet regn kan ikke med rimelig­ hed bringes med over i denne pragmatiske kontekst. Et andet eksempel er verbet vaske, der har grundbetydningen 'gøre rent (ved hjælp af vand)'. Når børnene vasker hinanden i skolegården om vinteren, er det imidlertid en sne­ leg, der finder sted, og ordet har her særbetydningen 'gnide sne i ansigtet på'. Betyd­ ningen er antagelig opstået, fordi der findes en konkret ydre lighed mellem de to aktivi­ teter. Traditionelt var det at vaske forbundet med at skrubbe og gnubbe med vand (og i visse tilfælde med sne om vinteren), og det er denne handling, der er overført til vinter­ legen. (Nogle almindelige typer af relationer mellem grundbetydninger og særbetyd­ ninger bliver beskrevet i kapitel 24). Polysemi bunder i det effektive og økonomiske princip, at et ord ikke kun kan bruges i en bestemt kontekst. Ord er ikke eksakte etiketter på ting i verden, men approksimati­ ve benævnelser, der skal kunne tilpasses en lang række varierende situationer. Det ville være yderst uhensigtsmæssigt med et kommunikationssystem, som i hver enkelt situation krævede, at ordene blev brugt med definitorisk akkuratesse og stringens. Hvis alle sær­

267

Ordbetydning

betydninger og specifikke meningsindhold, som forekommer ved ord i autentiske samta­ ler, også skulle svare til separate ord i det mentale leksikon. ville vi sandsynligvis over­ belaste vores kognitive systemer. De betydninger, som opstår, når ord bruges i nye kontekster, kan gennem den diakrone lingvistiske proces blive mere eller mindre leksikaliseret i sprogfællesskabet. Ordet kata­ strofe har grundbetydningen ' ulykke i stor skala med alvorlige fysiske, psyki ske og øko­ nomiske konsekvenser for en større menneskemængde', og det anvendes i denne betyd­ ning om fænomener som jordskælv, oversvømmelser, hungersnød og terrorangreb. Men også i andre situationer ses ordet brugt, f.eks. om individuelle erfaringer (Hendes ægte­ skab var en katastrofe), sportsnederlag (Brøndbys forsvar - en katastrofe), mislykkede madlavningsprojekter (Saucen var en katastrofe) eller henslængte ord (Den bemærkning varjo en katastrofe). Afhængigt af sammenhængen er vi tilbøjelige til at nedjustere grund­ betydningen af 'storulykke etc.' til ' personlig tragedie', 'mislykket indsats', 'mislykket re­ sultat', ' meget uhensigtsmæssig ytring ' etc. Dette er et udtryk for, at vi lader grundbetyd­ ningen samvirke med konteksten, på en sådan måde at et mere eksakt og specifikt betyd­ ningsindhold formidles i den faktiske kommunikation. Det betyder ikke, at hver eneste af de særbetydninger, vi kan tillægge ordet katastrofe, er fuldt leksikaliseret. Mange gange er særbetydningerne dog aldeles etablerede dele af ordenes betydning. Vi siger uden videre Tinaflyver til Paris i dag, selv om Tina hverken er en fugl eller ud­ dannet pilot. Dette er, fordi 'lade sig transporte re med fly' nu er en konventionaliseret særbetydning af ordetflyve. Det var det ikke i 1800-tallet. Et yderligere eksempel er ver­ bet hælde, som f.eks. kan betyde 'skråne' (Bakken hælder ned mod søen), 'have sympati for' (Han hælder nok mest til det radikale standpunkt) og ' lade e n væske strømme' (Han hælder vand på tebladene). Alle disse betydninger hos hælde er leksikaliserede, dvs. de er konventionaliserede betydninger, som alle dansktalende i princippet har adgang til. Når leksikaliseringsprocessen er nået så langt, at den oprindelige betydningsrelation går tabt, kan et ord udspaltes i to (eller flere) selvstændige ord. Så er der ikke læ ngere tale om polysemi, men om homonymi, jf. tidligere.

Hvilken betydning er grundbetydning, og hvilken er særbetydning? Hvordan sprogbrugerne er i stand til at adskille grundbetydning og særbetydning, dvs. holde rede på, hvilken af to betydninger der må betegnes som mest central, gives der ikke et entydigt svar på. Sprogbrugere har sandsynligivs en psykologisk og intuitiv fornem­ melse for, hvilken betydning af et polysemt ord der er mest gnmdlæggende, men det er imidlertid ikke ne mt objektivt at bestemme, hvilke kriterier der skal lægges til grund for en sådan analyse. Der findes flere mulige og samvirkende kriterier: a) Den ældste betydning er den mest grundlæggende. Ordet vulgær har som sin ældste betydning 'almindelig', men denne betydning opfatter vi knapt som den mest grundlæg­ gende i dag. Nu er 'simpel, tarvelig' nok snarere den betydning, vi vil tillægge ordet. Det­ te indikerer, at en etymologisk forklaring af et ord siger noget om, hvordan betydningen er opstået, men den egner sig ikke til at beskrive, hvordan nutidige sprogbrugere oplever ordet. b) Den betydning, som de øvrige betydninger kan udledes på baggrund af, e r den grund­ læggende. Ordet hest har den grundlæggende betydning 'hovdyr, der kan berides'. Fra det­

268

Polysemi

te ord kan både betydningen 'gymnastikredskab (som ligner en hest)' og 'skakbrik (som ligner en hest)' afledes, mens det omvendte er urimeligt. Argumentet ligner det etymolo­ giske, da det også er diakront og omfatter betydningsudviklingsprocessen. Men det stræk­ ker sig over en kortere tid, og vi kan sige, at det er et gyldigt argument, så længe sprogbru­ gerne er i stand til at få øje på sammenhængen mellem de forskellige betydninger. c) Den mest frekvente betydning er den grundlæggende, dvs. den betydning, som flest mennesker oftest bruger ordet i. Sandsynligvis er dette sandt i de fleste tilfælde. F.eks. bruges åbne oftere i alle de kontekste r, hvor en konkret ting åbnes (en dør, en låge, en pakke), end i f.eks. skakkonteksten, hvor en spiller åbner et parti med et bestemt træk. Derfor er den første betydning mere grundlæggende. Men også her findes der undta­ gelser. Ordet snegl bruges både om et dyr og et stykke wienerbrød. Det er fuldt tænke­ ligt, at gennemsnitsdanskeren i dag oftere henviser til kagen end til dyret, når de bruger ordet snegl. Imidlertid er det svært at komme uden om, at dyre-betydningen føles mere bogstavelig, hvilket kan forklares med argument b): kage-betydningen er en metafor og dermed en afledt anvendelse af dyre-betydningen. d) Den betydning, som er kurant i flest kontekster, er den mest grundlæggende. Den mest almindelige betydning af vogn er ' køretøj med to eller flere hjul'. Denne betydning kan appliceres på biler, togvogne, barnevogne, kundevogne etc. Dermed er den mere grundlæggende end de mere specifikke betydninger, der optræder i forbindelse med sæ r­ lige typer af vogne. Dette argument synes somme tider at være gyldigt, men vi finder også eksempler, der peger i en anden retning. En rokade er en 'samtidig flytning af tårn og konge i skak'. Denne betydning er specifik og knyttet til skakkonteksten. Men i den bredere, afledte anvendelse kan ordet bruges om hvilken som helst 'omflytn ing' eller 'ombytning', dvs. i mange flere kontekster end skakkonteksten (f.eks. om en mini sterro­ kade). Alligevel er den mere egenartede kontekst etymologisk oprindelig og vel nok også den, vi stadig betragte r som dækkende ordets primære betydning. e) Den betydning, majorite ten af sprogbrugerne først kommer i tanke om, er den grundlæggende. For de fleste ord i sproget gælder det, at de fleste mennesker inden for sprogfællesskabet i det store og hele aktualiserer samme betydning, når de hører eller ser ordet uden for en tekstlig sammenhæng. At vi alle kender den leksikalske norm er, som det er blevet nævnt, en forudsætning for, at vi skal kunne tale med hinanden. Men ikke desto mindre e r den individuelle variation sandsynligvis temmelig stor. Hvad er den grundlæggende betydning af ordet krone? Er det en møntenhed, en regentkrone eller top­ pen af et træ? Bankmanden, Dronning Margrethe og skovfogeden giver formentlig ikke samme svar. Er en gård primært et landbrug eller en baggård? Og hvad kommer jeg først i tanke om, når jeg hør ordet plet? Er det pletterne på et dyr, en plet på et stykke tøj, en flække, hvor jeg kan bo, eller bullseye på en dartskive? Konklusionen er, at flere faktorer samvirker i et ikke nærmere bestemt styrkeforhold og resulterer i vores opfattelse af, hvad der er et ords grundbetydning. Kendetegnende for al sproglig betydningsdannelse er, at grundbetydninger genererer kontekstafhængige særbetydninger, som kan blive leksikaliserede. Denne proces sikrer, at sproget kan bru­ ges til effektiv overførsel af information i kommunikationen, samtidig med at det hele ti ­ den kan tilpasse sig nye og skiftende kommunikationsbehov.

269

24. Betydningsmodificering

I den stadige betydningsmodificering, der finder sted, når sprogbrugerne bruger ord i nye sammenhænge, er der ingen absolutte regler for, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt. Det grundlæggende hensyn til at blive forstået opstiller imidlertid visse ram­ mer for, hvad der er acceptabelt og forsvarligt. Det er f.eks. rimeligt, at ordet pære bru­ ges om både en frugt og en glasboble med lystråde i, fordi sidstnævntes fysiske udformning er lig førstnævntes. Mindre begrundet vil det være at benytte pære om f.eks. en gaffel eller et tørklæde. Om end betydningsmodificeringen kan være mangesi­ dig og varieret, optræder visse modificeringer hyppigere end andre, og vi kan tale om regelmæssigheder og mønstre. I dette afsnit vil der blive sat navn på et par centrale ty­ per. Overordnet er det muligt at inddele betydningsmodificering i betydningsoverføring og betydningsforskydning. Betydningsoverføring foreligger, når et ord, der henviser til no­ get inden for et referentielt domæne, overføres til et andet område eller til en anden del af samme område. Dette kan gøres ud fra en konkret eller abstrakt lighed: En elpære lig­ ner frugten pære. Denne art af overføring kaldes metafor. Den anden mulighed er, at der i virkeligheden foreligger en nærhed mellem to størrelser inden for samme referentielle sfære, hvilket gør, at vi kan bytte benævnelsen for den ene ud med benævnelsen for den anden, f.eks. Chefgangen holderfri i dag= 'de mennesker, som sidder på chefgangen, holder fri i dag'. Denne type af overføring kaldes metonymi. Betydningsforskydning foreligger, når denotationens betydningsomfang (ekstension) flyttes i en eller anden ret­ ning. Ordet kan enten få en mere almen betydning (= generalisering, f.eks. når ordet pige benyttes om kvinder i alle aldre) eller en mindre almen betydning(= specialisering, f.eks. når ordet vogn anvendes om en bil). Også konnotationerne kan forskydes på for­ skellige måder. Grænserne mellem de forskellige typer af betydningsmodificering er ikke aldeles kla­ re, og der forekommer tillige kombinationer. Fælles for dem er, at de både kan anskues synkront og diakront. I et synkront perspektiv er de et udtryk for sprogbrugernes mulig­ hed for at gøre brug af ordene på nye og alternative måder. Dvs. ord kan benyttes i kon­ tekster, hvor de ikke tidligere har optrådt. Forekommer den uprøvede anvendelse kun en eller et mindre antal gange, er der tale om en lokal brug, der udelukkende kan afkodes i den specifikke kontekst. Men såfremt en ny ordbrug vinder tilslutning og etableres inden for sprogfællesskabet, er der tale om konventionalisering og til sidst leksikalisering: Or­ det har fået en ny betydning. Den nye betydning af et ord kan i visse tilfælde udstøde den oprindelige betydning, men denne kan også blive bibeholdt, og i så fald er der tale om polysemi. I dette kapitel vil der blive givet prøver på betydningsmodificeringer, der går fra det tilfældige og provisoriske, til modificeringer, som har udviklet sig så langt, at den nytilkomne betydning helt har fortrængt den gamle. Betydningsmodificering skal ses som et udtryk for ordenes evne til at tilpasse sig nye forhold, eller mere præcist formuleret sprogbrngernes evne til bestandigt at opdatere or­ denes brug, så de opfylder de aktuelle behov. Tag f.eks. verbet skrive, som oprindeligt var sat ti l at betegne 'indridse (med griffel)', og som gennem årtusinder har fulgt med de

270

Betydningsoverføring

vekslende skriveteknikker, fra gåsefjer over blyant og skrivemaskine til computer. Den faktiske virkelighed skifter, men ordene kan ikke desto mindre benyttes i kraft af deres fænomenale tilpasningsevne.

Betydningsoverføring Metafor Metafor er en betydningsoverføring, hvor et ord fra et forestillingsområde kan dukke op i et andet, fordi der findes tilstrækkeligt med konceptuelle ligheder mellem de to ellers adskilte områder. Når vi navngiver den øverste del af en flaske efter halsen på et men­ neske eller et dyr, er det den indsnævrede form og placeringen i forhold til resten af fla­ sken/kroppen, som danner basis for billedbrugen. Og når vi bruger ordet.flaskehals over­ ført om et sted (i trafikken, produktionen eller administrationen), som forårsager forsin­ kelser, er det, fordi en flaskehal s forhaler en væskes fløde. Og når vi skal benævne den handling, det er at klikke sig fra side til side på internettet, benyttes en bevægelse hentet fra strandlivet: at surfe. Nye praksisser og foreteelser indfanges ikke sjældent vha. metaforen, der gennem en betydningsoverførelse gør det fremmedartede kendt. F.eks. bliver vi fortrolige med inter­ nettets elektroniske ' pladser' i cyberspace ved at benævne dem hjemmesider og udstyre dem med adresser. Metaforen er ikke sjældent nyskabende og overraskende på en måde, der kalder på en eftertanke eller smilet. I stedet for at sige, at en cykel koster meget, kan sprogbrugeren sige, at den koster en bondegård, hvorved prisen bliver visualiseret med landbrugsjord, kreaturer, silo og maskinpark osv. Metaforen kan altså betragtes som et produkt af sprogbrugernes kreative fantasi, der i en vis grad får modtagerens opmærk­ somhed til at rette sig mod udtryksmåden og ikke kun det, der er udsagnets genstand. Metaforer synes også ofte al have til formål at give et kontant og rammende billede af fø­ lelses- og affekttilstande, der kan være svære at finde et adækvat udtryk for, f.eks. at være på glatis, at brændefor noget, atfå myrekryb, at eksplodere af vrede etc. I det hele taget kan metaforen anvendes til at give mere abstrakte forhold, som f.eks. tiden, et mere hånd­ gribeligt udtryk, som allerede nævnt (s. 260): Vi lader tiden gå; Der er lang tid til jul; Minutternefløj af sted. Metaforens sammenligningsmoment er umarkeret. Når et ord fra område A benyttes inden for område B, er komparationen implicit, f.eks. Hun er en rose, og ikke: Hun er som en rose/Hun er ligesom en rose/Hun ligner en rose etc. J det følgende giver vi en række eksempler på metaforer med forskellige typer af lighed mellem det primære om­ råde og det sekundære område:

oplysningstiden - er ikke den tid, da det elektriske lys blev opfundet, men den tid, da den mentale oplysning fandt sted; metaforen benytter parallellerne mørke/uvi­ denhed - lys/viden motoren døde - ligheden mellem et levende væsen, som dør, og en motor, som går i stå, gælder overgangen fra bevægelse og lyd til stilstand og tavshed

271

Betydningsmodificering

drømmen brast- den abstrakte størrelse 'drøm' lignes ved en konkret genstand, som kan gå i stykker pietismens arvtager - en arvtager overtager materielle ting fra en person, som er død; i overført tydning kan man arve immaterielle ting som tanker, forestillinger, traditioner kulegrave - når man før gravede en kule (f.eks. til opbevaring af rodfrugter), så gra­ vede man dybt; når man i dag kulegraver, så undersøger man noget til bunds Et stort antal metaforer bliver så nedslidte gennem brug, at sprogbrugerne ikke (længere) opfatter dem som levende billeder. De lever videre i sproget som idiomer Uf. s. 251 ), f.eks.: at falde for nogen, at finde sig i noget, at få noget ud af noget, at få styr på noget, at gå op i noget, at indstille sigtet på noget, at ligge nogen til last, at lukke af, at samle tankerne, at vende det døve øre til, at slå koldt vand i blodet, at spise brød til, at spidse ørerne, at sætte næsen op efter noget, at trappe op for noget, at vokse med opgaven, at være på alles læber, at være på det rene med, at åbne sig for nogen Ikke alle metaforer gennemgår denne form konventionalisering. Der kommer hele tiden nye til, og gamle metaforer kan også blive genopladet. Der er tale om en skala fra leven­ de, produktiv metaforik, den slags nyskabende sprogbrug, som sprogbrugerne altid kan tillade sig i deres omgang med sproget, til en højere eller lavere grad af leksikalisering af det, der engang var en levende metafor.

Metonymi Metonymi er en betydningsoverføring, som benytter en faktisk (fysisk og konkret) nærhed imellem to elementer inden for samme referentielle sammenhæng, hvor benævnelsen for et (konkret) element tages i brug om et andet, men nærtliggende element, f.eks. Alle hæn­ der på dæk i stedet for Alle mand på dæk. I eksemplet optræder hænder i stedet for mand med henblik på at betone en karakteristisk detalje frem for en mere intetsigende helhed. Her indsnævres forestillingen om det forestående arbejde til de aktive hænder og ikke de arbejdende mennesker i hred forstand. Som det fremgår, er det de konkrete, referentielle forhold, som ligger til grund for udskiftningen, og ikke en abstrakt eller symbolsk lighed. Hænderne og mændene befinder sig inden for en og samme forståelseshorisont. I en snæver definition finder vi kun metonymi i tilfælde som i eksemplet, hvor en be­ tegnelse for en del af noget bruges med henblik på at betegne helheden Uf. meronymire­ lationen, s. 286f.). Denne type af metonymi kaldes også pars pro toto = delen for helhe­ den. Flere eksempler:

Vil du have et glas? - glas står både for glasset og indholdet, f.eks. vinen (måske især for indholdet, da det er dette, som tilbydes; glasset er kun til låns)

272

Betydningsoverføring

hjulene ruller igen - hjulene står for hele den maskine eller det køretøj, som hjulene sidder på (eller yderligere udviklet: for en hel fabrik eller industri) tudefjæs - personens ansigt står for hele pe rsonen snotnæse - personens næse står for hele personen (udtrykket er samtidig metaforisk: en snotnæse er umoden eller barnlig, men ikke nød vendigvis faktisk snottet) sølv til Danmark - metallet sølv i medaljen, der tildeles den, som kommer på an­ denpladsen i en konkurrence, betegner hele situationen 'at opnå en andenplads i en konkurrence' Med en bredere definition af metonymi bruges begrebet om alle de betydningsoverfø­ ringer, hvor sprogbrugeren henviser til en referentiel størrelse med et ord, som egentlig benævner en nærtliggende størrelse inden for samme faktiske sammenhæng. J det føl­ gende giver vi nogle eksempler på forskellige typer af metonymi: Et ord for et sted bruges om de mennesker, som bor på stedet:

Madrid sørger - menneskene, som bor i Madrid, sørger fruentimmer - først om det rum (ty. Zimmer), hvor kvinderne opholdt sig i et hus, senere om gruppen af kvinder, til sidst om enkelte kvinder Et ord for et bestemt geografisk område benyttes om et produkt herfra:

gorgonwla - ost, som kommer fra området Gorgonzola ved Milano Et ord for en virksomhed eller organisation benyttes om dem, som arbejder i virksomheden:

SAS afskediger 2.000 - de chefer, som inden for SAS har ansvar for personalet, af­ skediger 2.000 Et ord for en virksomhed bruges om virksomhedens resultat:

hele produktionen af brunkager blev solgt før jul - hele resultatet af produktionen blev solgt før jul; det er ikke selve produktionsanlægget, som bliver solgt Et ord for en egenskab bruges om den, som har egenskaben:

han er et stort talent - talent betyder både 'medfødt evne' og 'person, som har med­ født evne' ; derfor er det muligt både at sige Han har et stort talent og Han er et stort talent, men ikke *Han er en stor medfødt evne

273

Betydningsmodificering

Et ord for en person anvendes om noget, som tilhører personen:

Hvem er nu i printeren? - dvs. hvis papir er det, som printes ud lige nu? Karin er i røret - Karin er ikke helt konkret i telefonen, kun hendes stemme, elek­ tronisk overført En anden type af metonymi er, når adjektiver ikke bruges om dem, der har egenskaben, men om noget, f.eks. en handling eller en ytring, som optræder i forbindelse med den si­ tuation, hvor nogen har en egenskab:

et oprørt brev - et brev, som vidner om, at brevskriveren var oprørt en doven indsats - om en indsats udført af nogen, som var doven et søvnigt program - om et program lavet af nogen, som syntes søvnig eller som havde som resultat, at seerne/lytterne blev søvnige Tilsvarende kan en tilstand overføres fra de personer, der er oppebærere af tilstanden, til den tid, da den gjorde sig gældende:

en lykkelig tid - en tid, hvor mennesker er lykkelige et stille minut - et minut, hvor mennesker er stille En lignende overføring ser vi, når adjektiver (eller participier) bruges som hovedord i no­ minalsyntagme, f.eks.: de unge - om unge mennesker; de ansatte - om ansatte mennes­ ker. Her betegner det adjektiviske ord både egenskaben og de personer, egenskaben er møntet på. Som det gjaldt metaforikken, kan den metonymiske ordbrug blive så etableret, at vi ikke bemærker dens tilstedeværelse.

Betydningsforskydning Forskydning i ordenes denotation: Generalisering og specialisering Denotationen, dvs. det deskriptive betydningsindhold af et ord, kan forskydes, på en så­ dan måde at ordet i en eller anden udstrækning kommer til at henvise til andre referenter, situationer eller egenskaber, end det oprindeligt var tiltænkt. Når forskydningen gælder substantiver, indebærer den, at gruppen af referenter, som ordet kan bruges om (dvs. eks­ tensionen), enten udvides (generalisering) eller formindskes (specialisering). Ved verber og adjektiver sker der en tilsvarende opgradering eller nedgradering af betydningsom­ fanget.

274

Betydningsforskydning

l de følgende eksempler betegner 1 den oprindelige betydning (som enten kan leve vi­ dere eller være uddød), og 2 den udvidede og generaliserede betydning:

drikkepenge, 1. ekstrapenge til at drikke for (nu uddød betydning); 2. generalise­ ring: ekstrapenge, som gives til den, der udfører en serviceydelse broder, l. om biologisk bror, mandlig søskende; 2. generalisering: om mandlige venner, ordensmedlemmer eller kollegaer, eller om (alle) mandlige individer: vores brødre og søstre i alle lande, også indbefattende kvinder: vore norske brødre ude­ lukker ikke de norske kvinder, men betegner hele nationen stakkel, I. den oprindelige form var stafkarl, dvs. 'vandringsmand, f.eks. en tigger med stav' ; 2. generalisering: om alle usle eller sørgelige personer walkman, 1. om bærbar musikafspiller af mærket »Walkman«; 2. om alle bærbare musikafspillere violet, turkis, cyklamen 1. ordene benævner netop de farver, som en bestemt blomst el­ ler et mineral har; 2. generalisering: ordene benævner også nærliggende farvenuancer hygge 1. ' trøste, give mod'; 2. generalisering: 'gøre det godt for (nogen)' eller end­ nu bredere: 'have det godt' Når der er tale om specialisering, mindskes ordets betydningsomfang. Betydningen bli­ ver mere specifik eller begrænset. Specialisering kan også indebære, at ordet kommer til at udpege en anden gruppe af referenter end den oprindelige. Eksempler:

flæsk, 1. kød (nu uddød betydning); 2. specialisering: kød fra gris tårn, I. om høj del af bygning; 2. specialisering: om skaktårn (brugen af tårn om skakbrikken er samtidig metaforisk: brikken ligner eller afbilder et tårn) prævention, I. forebyggelse; 2. specialisering: om graviditetsforebyggelse spekulation, I . overvejelse; tankemæssig problembehandling, 2. specialisering: om økonomisk spekulation blå, I. mørk farve, f.eks. både sort og blå (i middelalderen dækkede ordet ,, blå­ mænd« sorte mennesker); 2. specialisering: kun om blå farvenuancer ringe, I .' at fremstille en ringende lyd'; 2. specialisering til en bestemt aktivitet: 'at gøre et telefonopkald' kaste, 1. 'smide (væk)'; 2. om dyr: 'føde for tidligt' (fagudtryk)

275

Betydningsmodificering

Forskydning i ordenes konnotation Forskydninger i ordenes konnotationer kan finde sted inden for de tre dimensioner vær­ di, stil og domæne (jf. s. 263f.). Ordenes værdiladning kan forskydes på skalaen positiv - neutral - negativ. Ordet kælling betød oprindeligt 'lille mand (dvs. kvinde)', men er nu en nedsættende betegnelse for kvinde. Ordet duks var engang navnet på den dygtigste elev i klassen, og ordet havde en positiv ladning. I dag bruges det med neutral værdi om de elever, der (på skift) hjælper til med praktiske ting i skolen. Hertil kan der lægges en anvendelse med negativ ladning, når duks sættes til at betegne personer, der indsmigrer sig hos lærere og overordnede. Ikke sjældent finder vi en sammenhæng mellem metaforik og værdiladning. De ord, som bruges med neuu·al værdi om dyr og ting, bruges nedsættende (pejorativt) om men­ nesker. Ordet dukke har neutral værdi om legetøjet, men negativ værdi om en pyntesyg kvinde. Ordet krukke bruges neutralt om genstanden, men nedsættende om skabagtige personer. Ordet vandrepokal har positiv ladning, når det gælder genstanden, men er yderst negativt, når det gælder en kvinde. Ordet æsel brugtes oprindeligt udelukkende om det zoologiske væsen, men er nu et alment nedsættende udtryk om stædige personer. Vi ser ofte, at metaforikken er uklar. Hvilke ligheder er der f.eks. mellem et menneske og en krukke, en odder, en spade eller en banan? De er måske ikke umiddelbart til at få øje på, men alene det faktum, at en ting- eller dyrebenævnelse knyttes til en person, fungerer pej­ orativt. Når vedkommende bliver kategoriseret som et laverestående væsen eller en ting, så devalueres personen også som menneske. Der findes dog også eksempler på det mod­ satte. Ordene skat eller øjesten ses gerne anvendt om ens elskede. Hvis en pige er en la­ ber larve eller en steg, er hun attraktiv, dvs. dyrebetegnelsen larve og madbetegnelsen steg bruges positivt, om end temmelig objektiverende. En anden forskydning af ords værdiladning gælder forstærkende ord, der set over tid har en tendens til at blive afsvækkede. Et par generationer tilbage var forlederne skid(e) og pis(se) stærke kraftudtryk, men de fæn-este opfatter i dag udtryk som skideskægt og pissesur som decideret grove. Forklaringen er, at når en ordbrug, der til at begynde med har fremtrådt som uventet og normbrydende, bliver højfrekvent og almindeligt udbredt, så mister den sin virkning. Samme tendens ser vi ved verbet elske. der i sin grundbetyd­ ning beskriver en stærk følelse, men som i dag kan bruges om alt fra at elske.frikadeller til at elske at gå i storcenteret. Jf. også ordet katastrofe. En mere sjælden sproglig proces er vi vidne til, når et ellers negativt ladet ord renva ­ skes og gøres neutralt eller ligefrem positivt. De homoseksuelles bevidste brug af det op­ rindeligt pejorative bøsse er et eksempel herpå. En anden type af forskydning i ordenes konnotationer gælder. i hvilke sammenhænge ordet normalt benyttes. Oprindelige fagtermer kan overgå til det almindelige sprog, i takt med at nye metoder og teknikker bliver udbredt til befolkningen. Eksempler er ord som prognose, diagnose, grafisk, server. Ord, som engang var begrænsede til særlige subkul­ turer eller aldersgrupper, kan ligeledes sprede sig til andre mennesker og kontekster, f.eks. hacker, nørd,fedt, sejt, maile, sms'e. I takt med at sprogfællesskabet inkorporerer denne slags ord, taber de deres stilistiske eller domænemæssige konnotation og bliver mere neutrale. Den omvendte proces forekommer også. Ord, der engang var hver mands eje, f.eks. inden for det traditionelle landbrug, er nu om dage kun kendt af de ældre blandt

276

Betydningsforskydning

landbobefolkningen og af fagfolk med historisk viden, f.eks. skotrok, 'spinderok med stort hjul', baare, 'hvilende agerjord, som regel udlagt til græs', deger, 'mål for ti styk huder eller skind'.

277

25. Betydningsrelationer

Ord er ikke kun relaterede til virkeligheden og vores forestillinger herom, men også til hinanden. Relationerne mellem ordene i ordforrådet er enten paradigmatiske eller syn­ tagmatiske Uf. s. 33). Førstnævnte gælder ord, der er beslægtet i den forstand, at de kan optræde på de samme pladser i en given kontekst med større eller mindre betydnings­ forskel til følge, f.eks. farveordene gul, rød, hvid, blå etc. De syntagmatiske forbindelser råder mellem ord, der optræder sammen i en faktisk eller mulig manifestation. De tre ord drengen, købte og boller deler en syntagmatisk relation i det øjeblik, de bliver sammenføjet til sætningerne Drengen købte boller eller Købte drengen boller? Overord­ net kan vi sige, at den strukturelle semantik fokuserer på de paradigmatiske relationer, mens den kontekstuelle semantik især undersøger de syntagmatiske forbindelser Uf. s. 258). I dette kapitel vil vi redegøre for de paradigmatiske betydningsrelationer synonymi, hyponymi, meronymi og antonymi, hvorefter nogle væsentlige syntagmatiske relationer, om end mere kortfattet, vil blive præsenteret. Indledningsvis finder vi dog anledning til at præsentere, hvordan leksikonet er inddelt i underafdelinger af ord.

Grupper i leksikonet Ordforrådet udgør ikke e n samling singulære og sideordnede betydningsenheder, men er i en lang række henseender bygget op på kombinerede og overlappende principper og kan derfor inddeles i forskellige underafdelinger, også kaldet subleksika. En traditionel inddeling. som forener semantiske, strukturelle og funktionelle aspekter, er efter ordklasserne. En anden type af opdeling er efter frekvens, hvor en optælling kan afdække, med hvilken hyppighed de forskellige gloser anvendes. Fremgangsmåden kan afgrænse sprogets kerneordforråd, og de gloser, der så falder ude n for dette område, ud­ gør en anselig leksikalsk periferi, som sprogbrugerne har en varierende grad af kendskab til. En tredje måde, som leksikonet kan anskues på, er i semantiske felter, også kaldet lek­ sikalske felter eller ordfelter. Ord, som falder inden for den samme betydningsmæssige og/eller referentielle domæne, udgør et leksikalsk felt. F.eks. indgår alle de ord, der ved­ rører aktiviteten at bage, i et leksikalsk felt: verber som bage, ælte. hæve, rulle, substan­ tiver som dej, gær, mel, birkes, brød, boller, glasur, tebirkes, spandauer,filonebrød, rug­ brød og participier (eller adjektiver) som gennembagt, ugæret, hævet og mange flere. Et leksikalsk felt kan altså bestå af ord fra forskellige ordklasser. Det er den ydre, faktiske situation, som vi kender den, der definerer, hvilke ord som falder ind under det leksikal­ ske felt. En mere snæver definition vi l imidlertid kun regne de ord til et leksikalsk felt, som også kan indgå i en paradig matisk relation med hinanden. Sammenholder vi verber i lek­ sikalske felter efter denne målestok, får vi f.eks. bevægelsesverber: gå, løbe, hoppe, springe, klatre, svømme, krybe; sanseverber: se, høre, føle, mærke, fornemme, e,fare; produktionsverber: gøre, fabrikere, lave, producere, bage, støbe, skrive, sy; lyd verber:

278

Paradigmatiske betydningsrelationer

risle, suse, pibe, rasle, hvine, skramle, skratte, larme, jamre etc. Det, som forener orde­ ne i denne type af leksikalske felter, er ikke en specifik ydre situation - ordene kan ap­ pliceres i mange sammenhænge - men det forhold, at de delvis har det samme semantis­ ke indhold. Teoretisk udlagt kan vi enten sige, at ordene har fælles betydningskompo­ nenter, eller at de tilhører samme grundlæggende koncept, f.eks. KROPSLIG BEVÆGELSE, SINDS[NDTRYK, PRODUKTION AF KONKRET GENSTAND, LYDFREMSTILUNG.

En fjerde type af underafdelinger i det store leksikon er ordfamilier, der består af ety­ mologisk beslægtede ord, dvs. alle ord, som indeholder samme morfologiske rod, udgør en ordfamilie, uanset hvilken ordklasse de ellers måtte tilhøre. Ordenefaktisk,fakta,fak­ tum, faktuel, faktura, fakturere, faktor med flere udgør f.eks. en ordfamilie med roden *fakt. Ordene prædikant, prædike, prædiken repræsenterer en ordfamilie med roden *prædik. I visse tilfælde er forbindelsen mellem ordene åbenlys, f.eks. produkt, produk­ tion, produktiv og producere, mens den i andre godt kan være gået tabt af sproghistoris­ ke grunde. Kun en etymolog kan se det naturlige i, at ordene Horsens, hvalros, karde­ momme, kardinal, scherzo og skræk er en del af samme ordfamilie. En særlig type af ordfamilier udgøres af alle sammensatte ord, der enten deler forled, f.eks.: heste-hov, heste-bid, heste-hale, eller efterled, f.eks. ride-hest, skak-hest, ynd­ lings-hest, læse-hest. På tilsvarende måde danner grupper af ord, som indledes af det samme præfiks eJJer afsluttes med det samme suffiks, formelt og semantisk relaterede ordgrupper, f.eks. re-agere, re-turnere, re-parere og skøn-hed, venlig-hed, gerrig-hed. (Jf. kapitel 3: Orddannelse).

Paradigmatiske betydningsrelationer I dette afsnit skal vi beskrive de paradigmatiske betydningsrelationer, dvs. relationer mellem ord, som kan erstatte hinanden i en given sproglig kontekst. En betingelse for ud­ skiftningen er, at ordene tilhører den samme ordklasse (eller alternativt to ordklasser, som i visse funktioner optræder ensartet). Derudover skal der findes mere specifikke seman­ tiske ligheder imellem ordene. I konteksten Hanne strikker X kan der på X-pladsen kun stå substantiver af den slags, som betegner ting, der faktisk kan strikkes, f.eks. vanter, huer, trøjer, halstørklæder, og ikke syltetøj, guitarer, ulighed, medicin, reaktion. De paradigmatiske relationer omfatter lighedsrelationer og modsætningsrelationer. De vigtigste lighedsrelationer er synonymi (dvs. mere eller mindre identisk betydning), hyponomi (over-underordningsrelation) og meronymi (del-helhedsrelation). Den vig ­ tigste modsætningsrelation er antonymi. Alle disse fire relationer har vi en intuitiv for­ nemmelse for. Som sprogbrugere kender vi til, at ordene glad, fornøjet, fro, frydefuld, henrykt, kåd, lykkelig er helt eller delvist synonyme. Og vi ved, at disse ord har antony­ mer (modsætningsord) som f.eks. bedrøvet,fortvivlet, ulykkelig,fo,pint, ked af det, kum­ merlig, nedslået, skuffet, sorgfuld, sorgtynget etc. Vi har også en umiddelbar forståelse for, at ordet dyr er et overbegreb til flere slags zoologiske skabninger (hest, ko, gris etc.), dvs. udgør eksempel på hyponymi. Og vi ved, at forbindelsen mellem ord som krop, ben, arm, hoved er, at de sidste tre refererer til ting, som i den virkelige verden udgør dele af det, som det første ord, krop, betegner, dvs. meronymi. Betydningsrelationerne er såle­ des ikke kun en teoretisk tilgang til relationer inden for ordforrådet, men også en del af

279

Betydningsrelationer

vores sproglige kompetence. Evnen til at se de forskellige semantiske sammenhænge an­ vender vi aktivt, dels når vi forklarer hinanden ord, dels med henblik på at fremtage det adækvate ord på det mentale lager i en specifik sammenhæng.

Synonymi Synonymi er en identitets- eller lighedsrelation, hvor to eller flere ord er ens- eller næ­ sten ensbetydende. Det vil sige, at to eller flere former svarer til en betydning. Synony­ mi finder vi især blandt indholdsordene, dvs. substantiver (f.eks. begravelse; bisættelse), adjektiver (lyrisk; poetisk) og verber (starte; begynde), men fænomenet forekommer også inden for de andre ordklasser. Synonymer kan have mere eller mindre identisk be­ tydning, og i princippet kan der foretages en graduering fra et stort mål af lighed (abso­ lut synonymi), til et mellemniveau (denotativ synonymi) og sluttelig en vis grad af lig­ hed (nærsynonymi). I sagens natur er der ingen skarpe grænser mellem de tre grader af lighed. For at to ord skal være absolutte synonymer, skal de betyde nøjagtig det samme i alle de kontekster, hvor ordene kan bruges. Såfremt dette kriterium håndhæves rigorøst, er det yderst vanskeligt at finde absolutte synonymer. Et godt bud på dansk er de grammatiske termer, som findes i både en dansk og latinsk udgave. Ordene navneord og substantiv, udsagnsord og verbum, tillægsord og adjektiv etc. er det i princippet altid muligt at sub­ stituere med hinanden, hvilket beror på, at ordene er veldefinerede fagudtryk inden for en videnskabelig terminologi. I et kommunikationsøkonomisk perspektiv kan to parallelle terminologier imidlertid synes upraktiske, eftersom de vil være tilbøjelige til at skabe fo r­ virring. Det er således tvivlsomt, om der overhovedet foreligger et behov for absolut sy­ nonymi i sproget. Da forekomsten af absolutte synonymer er forsvindende, må vi indføre et mindre strengt kriterium end 'total betydningsidentitet i alle kontekster' for at kunne tale om den form for synonymi, som er typisk for sproget. Vi vælger definitionen: To ord er sy­ nonyme, hvis deres denotation i nogle sammenhænge er ens. Kriteriet for denotativ sy­ nonymi kan testes på følgende måde: Foreligger der mindst en kontekst i fo rm af en deklarativ helsætning, hvor de to ord kan substituere hinanden, uden at sætningens de­ notative indhold ændres? Vi kan f.eks. udsætte verberne smadre og knuse for denne prø­ ve: Han knuste glasset. = Han smadrede glasset. Da begge sætninger kan bruges til at beskrive den samme faktiske situation, kan vi kon­ kludere, at de to ord er denotative synonymer. At ordene ikke er absolutte synonymer, skyldes, at de ikke kan erstatte hinanden i alle tænkelige kontekster, f.eks.: Han knuste peberet. i- ?Han smadrede peberet. Hvis vi kigger på ordene pige og tØs, har de begge denotationen 'barn af kvindekøn', og det er ikke svært at finde kontekster, hvor de to ord fungerer lige godt:

280

Paradigmatiske betydningsrelationer

Lone er en glad {pige/tøs}. Min dejlige lille {pige/tøs} fylder to år i dag. {Pigerrrøser} kan vel ikke spille fodbold! Det er tydeligt, at de to versioner af disse sætninger har samme denotative indhold. Ordene pige og tøs kan bruges om nøjagtig de samme referenter. De er således de­ notative synonymer. Men de kan ikke erstatte hinanden i alle tænkelige kontekster, f.eks.: {Pigerfføser} klarer sig generelt bedre i skolen. Politiet har undersøgt det tøj, som tilhørte den dræbte {pige/tøs}. I disse sætninger fungerer ordet pige upåklageligt, mens ordet tøs unægtelig ville for­ bavse eller vække anstød. Problemet opstår ikke, fordi de to ord henviser til forskel­ lige referenter i den faktiske verden, men fordi det ene ord (pige) kan bruges i alle sammenhænge, mens det andet (tøs) har konnotationer, som opstiller kontekstuelle re­ striktioner. Der findes mange forklaringer på, hvorfor to ord kan erstatte hinanden i visse kontek­ ster, men ikke i andre. To ord, hvoraf mindst det ene er polysemt, kan være synonyme i en, men ikke alle betydninger. Et eksempel er verbet flyde. I en betydning er.flyde syno­ nymt med strømme: Blodet {flød/strømmede} ned over hans ansigt. I andre betydninger er det ikke synonymt med strømme: Tror du, at en appelsin kan {flyde/*strømme}? Alle hans ting ligger og {flyder/*strømmer}. På samme måde forholder det sig med adjektiverne giftig og toksisk: Planten er giftig = Planten er toksisk. Men det er kun det første ord, som sædvanligvis benyttes metaforisk: Hun kom med en giftig bemærkning. *Hun kom med en toksisk bemærkning. Denotativ synonymi bygger altså på det forhold, at to eller flere ord har en ensartet de­ notation, men forskelligheder i andre dele af deres semantik, enten andre selvstændige grundbetydninger, bestemte særbetydninger eller konnotationer. Den laveste grad af synonymi kalder vi nærsynonomi . To ord, som er nærsynonymer, kan ikke stå i den samme kontekst og give nøjagtig den samme beskrivelse af virkelig­

281

Betydningsrelationer

heden. Der findes altså en betydningsmæssig forskel mellem de to ord, men den kan være ubetydelig eller så godt som ubetydelig. Metoden til at afprøve, om to ord er nærsyno­ nymer, er at indplacere dem i formlen: »x, eller snarere y«. Han spiste, eller snarere slugte kagen.

Væggen var rød, eller snarere bordeaux.

Han er min ven, eller snarere bekendt.

Testen viser, at spise og sluge, rød og bordeaux samt ven og bekendt er nærsynonymer. Hvis to ordbetydninger ligger alt for langt fra hinanden, giver det ingen mening at binde dem sammen med »eller snarere«, for i så fald udsiges der ikke en ting, som siden modi­ ficeres, men to forskellige ting. ??Han slugte, eller snarere smagte på kagen.

??Han er min ven, eller snarere chef.

??Væggen var rød, eller snarere sort.

Heller ikke to ord, som er denotative synonymer, kan sammenbindes med »eller snarere« på en meningsfuld måde, fordi det, der efterfølger det første ord, ligner dette så udtalt, at der ingen modificering finder sted. Vi kan dog ikke udelukke, at en sprogbruger netop ved at sammenstille to denotative synonymer, vil signalere, at der sigtes til en lille, men signifikant forskel. ?Han guffede, eller snarere proppede kagen i sig.

?Han er min bedste ven, eller snarere perleven.

?Væggen var turkis, eller snarere blågrøn.

Grænsen mellem denotative synonymer og nærsynonymer er selvfølgelig uskarp, og to ord, der i en kontekst kan optræde som denotative synonymer, kan i en anden være nærsy­ nonymer. Fælles for denotative synonymer og nærsynonymer er, at de gerne optræder i klynger eller i såkaldte synonymfelter. Ofte findes der altså ikke kun to gloser med sam­ me eller nærliggende betydning, men en mængde af ord. Et sådant synonymfelt udgør en type af leksikalsk felt. Eksempel på synonymfelt (et substantiv og et verbaleksempel): fangenskab, detention, forvaring, fængsel , hæfte, indespærring, internering fantasere, dagdrømme, digte, drømme, fable, fabu lere, bygge luftkasteller, romanti­ sere, sjæle, sværme. tale i vildelse, ønskedrømme, ønsketænke

J visse tilfælde optræder et ord i synonymfeltet som det gængse og umarkerede alterna­ tiv, og det er det ord, som kan bruges i den bredeste vifte af kontekster. Øvrige ord er mere specifikke eller evt. knyttet til bestemte, restringerede kontekster. Eksempelvis er dø den neutrale betegnelse for betydningen 'dø' , men ordet har samtidig et utal af deno­ tative synonymer, de fleste af dem metaforiske:

282

Paradigmatiske betydningsrelationer

få sin bekomst, falde bort, fare bort, gå bort. kaldes bort, rives bort, vandre bort, bortkaldes, bortrives, komme af dage, afgå ved døden , finde sin død, lide døden, falde (i krigen), forgå, forlade denne verden, forsmægte, forulykke, falde fra, få fred, {drage/fare/gå/samles/vandre} til sine fædre , finde sin grav, gå i graven, synke i graven, {drage/fare/gå/vandre} heden, fare hen, slumre hen, sove hen, henslumre, hensove, {fare/gå} herfra, gå hjem (til Gud), blive kaldt hjem, blive hjemkaldt, gå (ind) til den evige hvile, slumre ind, sove ind, indslumre, lade livet, miste livet, sætte livet til, omkomme, drage sit sidste suk, udånde, falde væk, lukke sine øjne, opgive ånden, tage billetten, glide, himle, gå til de evige jagtmarker, kradse af, kre­ pere, liste af, pille af, skride, stille træskoene, tage billetten, glemme at trække vej­ ret Grunden til at synonymi findes i så rigt et mål , som vi ser det her, er, at det menneskeli­ ge kommunikationsbehov er uendelig varieret. Vi vil ikke kun formidle det, som objek­ tivt set er sandt (f.eks. Min mormor døde i går). Vi er også interesserede i at udtrykke vo­ res følelser og holdninger til det sagte, hvilket vi kan gøre ved at væ lge blandt de ikke­ neutrale synonymer. Der er stor forskel på, om jeg siger Min mormor sov ind i går eller Min mormor glemte at trække vejret. At netop verbet dø har så mange synonymer med forskellige konnotationer, skyldes naturligvis, at døden er et tabubelagt og følelsesladet emne, som vi både behøver eufemismer og galgenhumor for at kunne håndtere. Synony­ mien kan også have andre begrundelser. Se f.eks. alle de synonyme verber, som beskri­ ver en krops cirkulære bevægelse: snurre, dreje, hvirvle, løbe om, piruettere, pivotere, rotere, rulle, {gå/løbe/rende} rundt, gå i spind, spinde, svirre, trille, tørne (rundt), valse Betydningsfeltet 'dreje rundt' kan ikke siges at være udpræget emotionelt ladet, men ikke desto mindre har vi ikke så få ord at vælge mellem, blandt andet afhængigt af hvilken type af krop det er, som bevæger sig. Konklusionen er, at synonymien tilfredsstiller vo­ res behov for at kunne udtrykke os nuanceret, hvad enten det er, fordi vi ønsker at gøre vores henvisning til virkeligheden så præcis som mulig, eller fordi vi er interesserede i at addere en følelsesmæssig dimension til den betydning, vi fremstiller.

Hyponymi (over-underordningsrelation) Hvor et synonymfelt udgør en sideordnet type af leksikalsk felt, vedrører hyponymi ord, der står i en over-underordningsrelation til hinanden. Relationen er mellem et overbe­ greb (= hyperonym) og to eller flere underbegreber (= hyponymer). To eller flere underbegreber på samme niveau kan kaldes søskendebegreber. Hyponymi gælder især substantiver og kan også beskrives som en relation mellem klasser, hvor den overordne­ de klasse inkluderer (indbefatter) de underordnede. Eksempler: overbegreb underbegreb

fugl

------71 ~ trane krage ørn solsort

stær

etc.

283

Betydningsrelationer

Hyponymi kan gå i flere led: musikinstrument

/blæsei Instrument ~

strengeinstrument

strygeinstrument

/~

violin

cello

/~ obo

/~

guitar

trompet

harpe etc.

Inklusionsrelationen mellem overbegreb og underbegreb er logisk. Den mindre klasse er en delmængde af den større, hvilket betyder, at en repræsentant fra underbegrebet altid kan henføres til overbegrebet og aldrig omvendt: En solsort er en slags fugl. (sandt) En fugl er en slags solsort. (ikke sandt) Mellem ordene på samme niveau råder en gensidig udelukkelsesrelation, såkaldt inkom­ patibilitet (uforenelighed). Hvis en referent i den virkelige verden er en kat, kan den ikke også være en hund, og en saxofon kan ikke samtidig være en fløjte etc. Inkompatibilitet gælder kun mellem ord, som indgår i en klasse, der er helt indbefattet i den samme over­ klasse. Derfor kan ord fra forskellige hyponymier, som har det samme overbegreb, godt være forenelige. forælder

/~

mor

forælder far

/~

biologisk forælder



adoptiv­ forælder

En mor kan ikke være en far, og en biologisk forælder kan ikke være en adoptivforælder, fordi de to søskendebegreber er inkompatible, men en mor kan godt være en adoptivfor­ ælder, og en far kan være en biologi sk forælder etc. I princippet er der kun tale om ægte hyponymi, når underbegreberne på samme niveau er logisk inkompatible. Men, som vi senere skal se, forekommer leksikalske felter, som ligner hyponymier, uden at dette krav er aldeles opfyldt. Samme ord kan indgå i forskellige og krydsende hyponomirelationer: kylling, killing, kalv,føl er underbegreb til unge (eller dyreunge). Ordene killing, kalv og/Øl indgår desu­ den i det begrebshierarki, hvor vi højere oppe finder pattedyr, hvilket ikke /..ylling gør, etc. Når det gælder dyr, findes der således et utal af forskelligartede klassifikationer. Den zoologiske inddelingsgrund går på dyreart, slægt og familie, men vi kunne også sortere efter funktion, f.eks. nyttedyr : kæledyr, eller køn, f.eks. hoppe : hingst, etc. Når vi taler om hyponymirelationer, bliver vi nødt til at skelne mellem naturlige sprogs hyponymier og videnskabelige hyponymier (såkaldte taksonomier). De viden­ skabelige taksonomier har til opgave at inddele virkeligheden i logiske og hierarkiske klasser. En zoologisk klassificering af forskellige hovdyr kunne f.eks. se ud på følgen­ de måde:

284

Paradigmatiske betydningsrelationer

hovdyr(= hd.) ulige-tåede hovdyr en-tåede hd. hest

æsel

zebra

lige-tåede hovdyr

tre-tåede hd. næse­ horn

tapir

to-tåede hd. ko

får

fir-tåede hd. ged

gris

flod­ hest

Men sprogets betydningsdannelse er ikke stringent og videnskabelig. En gennemsnits­ dansker uden særlig zoologisk fagkundskab ville måske være tilbøjelig til at betragte hest, æsel og zebra som typiske hovdyr, mens køer, får, geder og grise, der strengt taget ikke har hove, men klove, ikke ville blive anbragt i samme pulje. 1 dagligsproget opere­ rer vi heller ikke med de særlige mellemniveauer, der rent faktisk findes mellem overbe­ grebet hovdyr og underbegreberne hest, æsel etc. Det naturlige sprogs hyponymier er i realiteten langt fra lige så systematiske, logiske og hierarkisk forgrenede som de viden­ skabelige taksonomier. Sproget tilbyder ikke ord for alle niveauerne, og den videnskabe­ lige taksonomi består følgelig ikke kun af enkelte ord, men også af beskrivende fler­ ordsudtryk (som tre-tåede hovdyr etc.). I naturlige sprog finder vi også ofte inkonse­ kvenser i systemet. Ordet ko, især i pluralis (køer), kan bruges om både hanner og hun­ ner. Men ko er også et underbegreb på samme niveau som tyr. Etfyrretræ kan betegne det almindelige fyrretræ (Pinus sylvestris), som vokser naturligt i Danmark, men ordet bruges også om andre nåletræer af slægten Pinus, f.eks. pinjen (Pinus pinea). Den slags uorden i systemet kan ikke accepteres inden for den botaniske systematik, men i vores daglige sprogbrug fungerer det aldeles udmærket. En videnskabelig taksonomi har som formål at inddele virkeligheden i alle de klasser, som den består af, og forsøge at sætte dem i forhold til hinanden på baggrund af deres indbyrdes relationer. Den sproglige hyponymi spejler i højere grad menneskets kommu­ nikationsbehov end den foreliggende virkelighed. Vi er på ingen måde bundne af, hvor­ dan det reelt set og i enkeltheder forholder sig, når vi taler om virkeligheden. Vi behøver ikke et udvidet kendskab til alle slags flydende fartøjer for at kunne tale om skibe. Vi har ikke behov for at kende navnet på samtlige smagsstoffer for at kunne tale om krydderi­ er. Sproget tillader os at zoome ud og ind efter forgodtbefindende og variere præcise­ ringsgraden. Når vi er interesseret i at komme tæt på det omtalte og være nøjagtige, kan vi bruge ord som forhammer, svensknøgle, stjerneskruetrækker, rundsav, slagbore­ maskine etc., mens vi på mellemafstand vil være tilbøjelige til at benytte ord som værk­ tØj, redskaber og maskiner. Vi kan også vælge at tale alment om ting, sager, genstande, ejendele, objekter etc. Det niveau i en hyponymi, som vi til daglig bevæger os på, kan kaldes basisniveauet. Når det gælder pattedyr, der holdes eller forekommer frit i Danmark, er artsnavnet basis­ niveau: hest, gris, ræv, grævling etc. Hvad insekter angår, er vi langt mere upræcise. Vi taler om biller og fluer uden nærmere artsangivelse. Basisniveauet varierer fra individ til individ. Hvis man ikke interesserer sig for hunde, fungerer hund udmærket som begreb

285

Betydningsrelationer

for alle af slagsen, mens hundevennen finder racebetegnelserne (bokser, gravhund, pud­ del, etc.) mere naturlige. At et overbegreb står til rådighed, er ikke automatisk ensbetydende med, at vi bruger det. Ordene bog, avis, blad, magasin, brochure etc. kan samles under udgivelse, men hvis jeg vil have noget at læse i for at fordrive tiden, er det ikke en udgivelse, jeg spørger ef­ ter, men noget at læse i. Ægte hyponymi er en egenskab, vi kun finder blandt substantiver, men betydningsrela­ tioner, der minder om hyponymi, kan forekomme i andre ordklasser. Alle bevægelsesver­ ber (Løbe, gå, kravle, hoppe, studse) kan erstattes med det mere almene verbum bevæge sig, og stort set alle verber, tilstandsverber undtaget, kan erstattes med verbet gøre. F.eks. Bevæger han sig? Kommer han? Sover hun? Tvivler du?

Ja, han {går/løber/hopper}. Ja, han gør. Ja, hun gør. Nej, jeg gør ej.

Adjektiverne kan også fremvise et lignende forhold: Overbegrebet rød kan f.eks. siges at kunne rumme en række underbegreber, der betegner forskellige nuancer af rød (lyserød, mørkerød, rosenrød, højrød). Skønt denne relation ligner en ægte hyponymi, er den ikke logisk stringent. Dette skyldes, at de klassebetegnende substantivers betydning i høj grad defineres af deres referenter, dvs. klasser af objekter i den virkelige verden, mens prædi­ cerende ord som verber og adjektiver bygger på en højere grad af subjektiv fortolkning.

Meronymi (del-helhedsrelation) Meronymi er en betydningsrelation, der kun gælder substantiver, og som i endnu højere grad end hyponymien er referentielt defineret. Meronymien gælder nemlig den konkrete samhørighedsrelation mellem del og helhed. En solsort er en konkret helhed (et individ), der består af forskellige enheder, som er uopløseligt forenet med helheden, f.eks. to ving­ er, to ben, et næb, to øjne etc. Det ord, som betegner helheden, kaldes holonym, og det ord, som betegner delen, kaldes meronym. Hvis vi sammenligner hyponymi med mero­ nymi, ser vi den åbenbare forskel: Hyponymi: Meronymi:

En solsort er en fugl. (En solsort er ikke en del af en fugl). En vinge er en del af en fugl. (En vinge er ikke en fugl).

Meronymirelationen er også en inklusionsrelation: Helheden indbefatter delen. Relatio­ nen er ikke logisk, men referentiel og materiel: En entitet/størrelse er en del af en anden . Ligesom det gjaldt hyponymer på samme niveau, gælder der en gensidig udelukkelses­ relation mellem de ord, som er meronymer under samme holonym. Udelukkelsen er kon­ kret, især spatial: To dele af samme helhed deler ikke den samme materie. En hund har hale, pote, snude, og disse dele er ikke delvist sammenfaldende. Et sejlskib har mast, køl, agterstavn, ror, sej l, og de forskellige dele består ikke helt eller delvist af samme materi­ alemængde.

286

Paradigmatiske betydningsrelationer

Også meronymien kan gå i flere led, men der findes altid, hvad vi kunne kalde en glo­ bal holonym, dvs. en overordnet enhed, der ikke indgår som del i en anden. Mellem den mindste del (meronymet) og den globale holonym kan der findes flere grader af lokale holonymer. F.eks. betegner cykel en global holonym, som indbefatter de lokale holony­ mer baghjul.forhjul, saddel, gearsystem, pedal.forgaffel. De lokale holonymer baghjul ogforl~jul har meronymerne nav, dæk, eger.fælg; den lokale holonymforgaffel harme­ ronymerneforgaffelrør ogforgaffelben etc. Den globale holonym skib har den lokale ho­ lonym skibsskrue, som har meronymen skrueblad. Det er ikke alle fremtrædelser og hjørner af virkeligheden, der får et sprogligt udtryk. Den øverste venstre del af et fjernsyn eller den nederste plet på maven af en giraf har vi ingen særlige betegnelser for. Det er især de dele, der enten har en bestemt funktion, el­ ler som formmæssigt afviger fra helheden (eller begge dele), som vi betegner med en­ kelte ord. Der er også forskel på dele og stykker. En kop har delen et øre, men en itu­ slået kop består af mange stykker, som vi ikke har bestemte ord for. Desuden findes både nødvendige og optionelle dele. Hjul er nødvendige dele af en bil, mens et aircon­ ditionanlæg er en optionel eller fakultativ del. Nødvendigheden er dog ikke logisk fun­ deret, men bygger snarere på, hvad der er mest typisk eller normalt: En vinge er en na­ turlig og typisk del af en fugl, og en fugl med to vinger er en velformet fugl. Men en fugl med kun en vinge er stadigvæk en fugl. En bil uden et eller flere af sine hjul er sta­ dig en bil. Som det fremgår af ovenstående, er meronymirelationen ofte med til at bestemme, hvilke fænomener i virkeligheden vi vælger at sætte ord på.

Antonymi (modsætningsrelation) I dette afsnit skal vi studere de ord, som er relaterede, fordi de udgør hinandens seman­ tiske modpoler. Benævnelsen er antonymer, dvs. ordpar med modsat betydning. Antony­ mi finder vi især blandt adjektiverne, men lignende relationer foreligger også ved andre ordklasser. En lille gruppe af adjektiver ( og participier) udgør komplementære antonymer, f.eks. levende - død, åben - lukket, gift- ugift, straffet- ustraffet. Disse ordpar beskriver en lo­ gisk, kontradiktorisk modsætning. Negeringen af modsætningsparrets ene ord aktualise­ rer betydningen af det andet. lukket/åben død/levende gift/ugift

Døren er ikke lukket. Manden er død. Kvinden er gift.

>> >> >>

Døren er åben. Manden er ikke levende. Kvinden er ikke ugift.

Et komplementært modsætningspar inddeler et begrebsmæssigt domæne i to disj unkte mængder. De er enten-eller-ord i egentlig forstand og kan derfor normalt ikke kompare­ res. De fleste antonyme adjektiver er ikke komplementære, men polære eller kontrære, hvilket betyder, at det ene ord henviser til den e ne pol på en skala, og det andet ord hen­ viser til den modsatte pol på samme skala. Eksempler:

287

Betydningsrelationer

Længde Alder Størrelse Fasthed Venlighed Fugtighed Tykkelse

kort ung lille blød venlig våd tyk

lang gammel stor hård uvenlig tør tynd

I midten af skalaen findes et neutralt område mellem de to poler: hverken lang eller kort, hverken blød eller hård. Skalaen som helhed henviser til en bestemt egenskab, som nor­ malt betegnes med et abstrakt substantiv. I reglen finder vi ikke et overordnet adjektiv, som sammenfatter de to antonymer under et, sådan som det var tilfældet med en hypo­ nymirelation. Derimod udgør den ene pol ofte det mest neutrale alternativ, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, hvordan vi formulerer spørgsmål til den egenskab, som ska­ laen repræsenterer. Vi siger Hvor lang er den? og ikke Hvor kort er den?, Hvor gammel er din baby? og ikke Hvor ung er din baby? Det neutrale alternativ kan gå igen i det ab­ strakte substantiv, som betegner skalaen: Vi taler om tykkelse, ikke *tyndelse; vi siger størrelse, ikke *lille/se eller *småhed. De to poler repræsenterer yderpunkterne på skalaen, men dette er ikke ensbetydende med, at yderpunkterne er absolutte. Polære antonymer kan normalt gradueres med kom­ paration: kort, kortere, kortest; uvenlig, mere uvenlig, mest uvenlig. Et og samme adjektiv kan indgå i flere antonympar, f.eks. gammel - ung og gammel ­ ny og god - dårlig, god - ond. I visse tilfælde har det ene eller begge af ordene i anto­ nymparret synonymer, som også indgår i polariteten: Ordet tyk har et væld af synonymer, f.eks. bastant, buttet, diger,fed,fyldig, korpulent, kraftig, oppustet, velnæret, voluminøs. Antonymet tynd har ikke lige så mange sy nonymer, men dog: mager, slank, fin, ålet, spinkel. Da mange af synonymerne har konnotationer af forskellig karakter, er det især de neutrale ord (tynd og tyk), som udgør det mest rendyrkede antonympar inden for det leksikalske felt. Inden for de andre ordklasser forekommer også antonympar, og vi vil i det følgende give en række eksempler uden at være udtømmende. Især retningsadverbier kan indgå i ordpar, som udtrykker modsætning, f.eks.: ind inde op oppe venstre sydpå

ud ude ned nede højre nordpå

Præpositioner kan også angive retningsmodsætning, f.eks. til - fra.før - efter, eller an­ dre modsætninger, f.eks. med - uden, med - mod, over - under, bag - foran. Verber, der betegner tilstandsforandringer, kan optræde i par, hvor det ene verbum an­ giver overgangen til en bestemt tilstand, det andet til den komplementære tilstand. Ver­

288

Paradigmatiske betydningsrelationer

ber som åbne og lukke, tænde og slukke, indlægge og udskrive.falde i søvn og vågne, er antonyme verber eller verbaludtryk. Den tilstandsforandring, som udtrykkes, kan frem­ stilles skematisk på følgende måde:

>

åbne

>

tilstand I lukket

tilstand 2

åben