Afrika i kort og tal 8770284040 [PDF]

Zitiervorschau

Tore Linne Eriksen, Britha Mikkelsen og Mai Palmberg

I

Mellemfolkeligt Samvirke

Afrika i kort og tal· Mellemfolkeligt Samvirke og Tore Linne Eriksen, Britha Mikkelsen og Mai Palmberg, 1986. Bogen udgives i samarbejde med Nordiska Afrikainstitutet i Uppsala. Redaktion: Ellen Buch-Hansen. Overscettelse fra svensk til dansk: J0fgen Nielsen. Lay-out, omslag, kort og figurer: Carsten Schi0ler. Sats, repro og tryk: Handy-Print A/S, Skive. 1. udgave, 1. oplag, 1986.

©

ISBN 87-7028-404-0

Indhold 4

Forord

5

Hvad er udvikling

6

Noget om kort

7 7 8 9 10 11 12 13 14

Historie

15 15 16 17 18 19 20 21 22

Befolkning og kultur

23 23 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38

landbrug

39 39 42 43 44 45

Råvarer, minedrift, energi

Afrikas tidlige historie Handel over 0rken og hav Slavehandelen Europreiske opdagelsesrejser og mission Kapl0bet om Afrika Kolonitidens 0konomiske system En ny nationalisme Afkolonisering og nykolonialisme

Afrikas befolkning Befolkningstrethed og aldersfordeling Familie og k0nsroller Afrikas sprog Sprogpolitik Etniske grupper Religion Massekultur

erncering

Klima og landbrug Areal ud nyttelse Forskellige dyrkningsformer Husdyr og kvregavl Jordfordeling og social ulighed Kvindens rolle i landbruget Et landbrugskontinent Teknologi og dyrkningsmetoder Landbrugsproduktion til eks port Fiskeri Skovbrug T0rken F0devarekrise F0devareimport Den daglige f0de

Mineralressourcer Olie Afrika eksporterer sine rigdomme Vandkraft Energikilder

46

Industri

46 47 48 49 50

Afrikas industriudvikling Industriens 0konomiske betydning Industristrukturen Teknologi Industriens fremtidsperspektiver

51 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63

Udenrigs0konomi

64 64 65 66 67

Sociale forhold

En splittet og underudviklet 0konomi Mindst udviklede og hårdest ramte land e Afrikas eksport Det skreve bytteforhold Handelsm0nstret Afrikas handelspartnere Vesteuropa og Affika Voksende greldsbyrde Valutakrisen og IMF Bistandens m0nster Nordisk bistand til Afrika Udenlandske investeringer Transnationale selskaber

68 69 70 71 72 73

Klasser og indkomstfordeling Ernreringsbehov Folkesundhed H0jere levealder og faldende b0rned0delighed Uddannelse Beskreftigelse og arbejdsl0shed Kvinder og arbejde Migrantarbejdere Byernes vrekst Flygtninge

74

Politiske forhold

74 75 76 77 78 79 80

Parti og stat Militrerets politiske rolle Oprustning og militarisering Konflikter Afrika i stormagtsspillet Panafrikansk samarbejde Regionalt samarbejde

81

Sydafrika

81 82 83 84 85 86 87

Apartheidsystemet 0konomi og levevilkår Anglo-American Sydafrikas afhrengighed af udlandet Sydafrika - en trussel mod freden Undertrykkelse og frihedskamp Apartheid i krise

88

landeoversigt

102

Kildehenvisninger

103

litteratur

roret Denne bog har to formål. Den er udarbejdet så den kan anvendes i undervisningen i geografi, historie og samfundskundskab i gymnasiet, på folkeh0jskoler og ved h0jere leareanstalter. Men den kan desuden tjene som introduktion og opslagsveark for alle som er interesserede i at vide mere om Afrika. Hensigten har vearet at give en reakke konkrete oplysninger om historiske, geografiske, 0konomiske og sociale forhold på en overskuelig og problemorienteret måde. Sidst i bogen fin des en litteraturliste for dem, der villease mere. Det siger sig selv, at en bog af dette omfang ikke kan give en udt0mmende beskrivelse af hver eneste af Afrikas 53 stater, eller af alle de emner man kunne 0nske. Vi har fors0gt at udvealge nogle veasentlige problemstillinger for ved hjealp af dem at give det fyldigst mulige billede af hovedtendenserne i Afrikas udvikling. Bogen er inddelt i ni hovedafsnit. For at lette dens anvendelse som opslagsveark behandies på hver side et afgreanset sp0rgsmål inden for hovedafsnittets ramme. Ved hjealp af indholdsfortegnelsen er det derfor let hurtigt at finde de opIysninger man s0ger. Landeafsnittene bag i bogen giver nogle grundleaggende fakta om de enkelte lande i Afrika. Dette er en helt ajourf0rt og omarbejdet udgave af bogen Afrika i kort og tal som udkom i 1979, og i en delvis revideret udgave i 1981. Hele det statistiske materiale er blevet ajourf0rt, teksten er revideret. og visse afsnit er kommet til, blandt andet om sprog, religion og kulturelle forhold. Landeoversigten er blevet fyldigere. Det er ikke let at beskrive hele det afrikanske kontinent med tal og kort, og nogle forbehold er passende. For det f0rste er mange statistiske opIysninger usikre. For det andet er oplysningerne om de enkelte lande tit ikke sammenlignelige, da de ofte ikke er indsamlet på samme måde i alle lande og kan deakke forskellige tidsrum. Undertiden har vi derfor vearet n0dt til at springe interessante taloplysninger over, fordi tilsvarende tal ikke er tilgeangelige for alle afrikanske lande. Afrika er i det hele taget et statistisk set dårligt belyst kontipent. De oplysninger der findes er som rege~indsamlet, bearbejdet og fremlagt af landets egne myndigheder. Sammetider kan man forestiIIe sig at det har vearet fristende at fremvise tal som forsk0nner virkeligheden. Det heander at forskellige kilder giver modstridende oplysninger. Der findes således forskellige opstillinger af statistik til belysning af leasefeardigheden. Dette problem har vi forsl2l9t at 10se ved at sammenligne en reakke kilder inden vi har valgt det endelige materiale. på områder hvor man ikke kan veare sikker på, at talm&terialet er helt n0jagtigt, mener vi dog at det under alle omsteandighe-

der belyser udviklingstendenserne og gm det muligt at foretage sammenligninger. Vi har gennemgående brugt den nyeste tilgeangelige statistik. Det h0rer dog med i billedet at indsamling af statistik ikke sker årligt, og at det ofte varer leange inden den offentligg0res. Den nyeste tilgeangelige statistik deakker derfor ofte situationen for et par år eller mere siden. Vi har ofte brugt materiale som er sammenstillet af Verdensbanken. Verdensbankens 0vrige virksomhed er tit omdiskuteret, men internationalt set har den et godt ry hvad angår indsamling og bearbejdning af statistik, som ofte bygger på selvsteandig indsamling af data på stedet. Andre vigtige kilder er FN-statistikken og forskellige oversigter (kilderne neavnes sidst i bogen). Der er nogle searlige problemer med statistikken for Afrika. Ofte gealder statistikken kun Afrika syd for Sahara. mens Nordafrika behandies for sig selv eller som en del af Mellem0sten. Vi har så vidt muligt fors0gt at bruge statistik som deakker hele Afrika. Dog er Sydafrika som regel ikke taget med. Hensigten har vearet at give et typisk billede af Afrika. Sydafrika, som er et politisk og 0konomisk seartilfealde, er behandiet i et selvsteandigt afsnit. Hvad den 0vrige statistik angår gealder. at materialet kun omfatter Sydafrika hvis dette udtrykkelig anf0res. Man kan naturligvis spmge hvor anvendelige tal overhovedet er til at give et billede af Afrika. på neaste side diskuterer vi hvad statistikken belyser og ikke belyser. Det anbefales learere som vii anvende bogen, og andre som 0nsker at få et indblik i Afrika. at supplere med andet materiale fra anden litteraturleasning. Flere personer har medvirket til denne bogs udformning. Tore Linne Eriksen og Britha MikkeIsen stod for den oprindelige version. I denne omgang har Tore Linne Eriksen ansvaret for udkast til revision af afsnittene om Afrikas historie og det sydlige Afrika. Britha Mikkelsen for afsnittene om industri og arbejdsmarked. om klasser, familien og kvindens rolle, mens undertegnede har stået for resten. Tadesse Asmellash og Magnus Walan har samlet en stor del af det statistiske materiale. Tilretteleaggelse og tekst er blevet diskuteret af Ellen Buch-Hansen fra Mellemfolkeligt Samvirke, Britha Mikkelsen og undertegnede i feallesskab. Ved Nordisk Afrikainstitut har Karin Andrae, Kjell Havnevik, Anders Hjort. Christer Krokfors, Kirsten Holst Petersen og Arne Tostesen bidraget med synspunkter og baggrundsmateriale til teksten. Indsamlingen af materiale til denne udgave sluttede i december 1985. Mai Palmberg

Hvad er udvikling? Ved et »udviklet« land forstår man normalt et land med et h0jt bruttonationalprodukt (BNP). Men egentlig angiver BNP blot den samlede vcerdi af alt, hvad der produceres og scelges i form af tjenesteydelser og varer. Det siger intet om i hvilket omfang befolkningen får glcede og gavn af den 0konomiske aktivitet. Af figur 1 får vi derfor at vide, at Afrika - bortset fra Sydafrika - producerer og scelger betydeligt mindre end såkaldt udviklede kapitalistiske lande. Men vi får kun lidt at vide om hvordan folk har det. For at få et mål for om folk får det bedre har man konstrueret et mål for levestandarden, »fysisk livskvalitet«, hvor 100 angiver den h0jeste vcerdi. Tallet fremkommer ved en afvejning af statistiske oplysninger om spcedb0rnsd0delighed, gennemsnitlig levealder og lcesefcerdighed. Figur 2 viser, at et land som Tanzania, med et lavt BNP pr. indbygger, alligevel har et h0jere mål for fysisk livskvalitet end for eksempel Nigeria og Algeriet. I Tanzania har man satset meget på lcesefcerdighed og sundhedskampagner, mens Algeriet og Nigeria får h0je BNP-tal på grund af den olie disse lande scelger - noget som ikke n0dvendigvis kommer hele befolkningen til gode. Et problem med al statistik som dcekker hele lande eller regioner er, at man ikke ser noget til den ujcevne fordeling som for eksempel kan findes mellem forskellige grupper eller områder, eller mellem kvinder og mcend. Sydafrika er et eksempel på hvordan gennemsnitsstatistik kan vcere misvisende, fordi de hvide og de sorte har så forskellige vilkår. Den forholdsvis store gruppe af hvide, som systemet har givet en rcekke privilegier og en total kontroi med landets rige ressourcer, betyder, at al landsomfattende statistik over forholdene bliver skcev. Selvom ca. 100.000 b0rn hvert år d0r af undererncering og sult i de såkaldte »hjemlande«, kan statistikken for Sydafrika som helhed se bedre ud end for eksem pelvis Tanzania, hvor ligheden er meget st0rre. Der er også grund til under lcesningen af denne bog at huske, at der er meget som må udelades i en fremstilling af denne art, fordi det ikke lader sig måle og illustrere i kort og tabeller over et helt kontinent. Hvordan skal man for eksempel måle vcerdien af solidariteten inden for familien og slcegten i landsbysamfundet i forhold til fremmedg0relsen og ensomheden i den vestlige verdens byar? N'år vi taler om »udviklede« lande b0r man tcenke på, at statistikken sjceldent kan vise om der er tale om en god udvikling eller om en skcev social og 0konomisk udvikling.

1. BNP for landegrupper og kontinenter, 1980 Dollars I alt mia.

Pr. indb.

Kapitalistiske industrilande

7.672

9.790

Plan0konomier i Osteuropa

1.699

4.477

Plan0konomier i Asien

305

313

Afrika 1)

335

762

Latinamerika

841

2.282

Vestasien

412

3.122

Syd· og Ostasien

517

400

1) Sydafrika er ikke medregnel. Sydafrika indgår i gruppen af kapitali· stiske industrilands.

2. Fysisk livskvalitet og BNP pr. indbygger, 1982 Fysisk livskvalitet

BNP pr. indb., dollars

Sydafrika

67

2.670

Tanzania

56

280

Libyen

53

8.510

Lesotho

50

510

Algeriet

43

2.350

Madagaskar

42

320

Mocambique

38

240 860

Nigeria

38

Rwanda

38

260

Benin

33

310

Etiopien

25

140 310

Niger

22

Tchad

20

80

Senegal

19

490

Burkina Faso

18

210

Guinea

12

310

Sverige

99

14.040

Danmark

97

12.470

Finland

97

10.870

Noget om kort 3. Mercators projektion, 1569

4. Peters projektion, 1974

Afrika dcekker en fjerdedel af jordens sam lede landareal, men på et almindeligt verdenskort er Afrika kun en smule st0rre end Europa. Figur 3 viser Afrika i den st0rrelsesorden de fleste er vant til at se kontinentet i. Kun ved at bruge en globus kan verdensdelenes st0rrelse og deres placering i forhold til hinanden gengives på den rigtige måde. Alle flade afbildninger medf0rer forvrcengninger. Det almindelige verdenskort - Mercator-kortet - er fremstillet som en cylinder med centrum omkring cekvator. Det giver rigtige kompasretninger, hvilket var nyttigt i de store s0fareres tid. Det betyder imidlertid også, at landområderne bliver st0rre jo lcengere vcek fra cekvator de ligger. Dette medf0rer at den tredje verden, som ligger omkring cekvator, bliver uforholdsmcessigt lille, mens industrilandene - Europa og Nordamerika - blceses op. Derved får man et forkert verdensbillede. Norden, som er 1,3 millioner kvadratkilometer, ser for eksempel st0rre ud end Indien, selvom Indien er ncesten tre gange så stort (3,2 millioner km 2). Europa, som dcekker 9,7 millioner km 2 , ser st0rre ud end Latinamerika med sine 17,8 millioner km 2 . Gmnland ser ud til at vcere dobbelt så stor som Kina, mens Kina i virkeligheden er fire gange så stort som Gr0nland. Det nye kort - konstrueret af den tyske historiker Arno Peters - har en matematisk korrekt gengivelse af jordoverfladens st0rrelse, uanset hvor på kloden et landområde befinder sig. Kortet har den ulempe, at afstandene iscer 0st-vest, er noget forvrcengede. Men til gengceld bliver områderne omkring cekvator ikke underdimensionerede på samme måde som på det almindelige verdenskort. I denne bog bruger vi det mest kendte kort, Mercator-kortet, blandt andet fordi st0rstedelen af det materiale vi bygger på har dette som udgangspunkt. Men man b0r altså huske på, hvordan dette kort forvrcenger proportionerne, og dermed fastholder et skcevt verdensbillede.

Historie Afrikas tidlige historie Tidligere så mange europreere den afrikanske fortid som en historiellils periode af stilstand og barbari. I dag kan arkreologer, antropologer og historikere tegne et helt andet billede. De reldste fund af menneskelignende vresener - mere end tre millioner år gamle - et gjort i det lilstlige Afrika. For seks tusinde år siden voksede der i Egypten en kultur frem, som byggede på landbrug med plov, og med ordnede samfundsforhold. Syd for Sahara startede jernalderen nogle hundrede år flilr vor tidsregning. De reldste fund er fra Vestafrika. Med nye redskaber af jern blev det lettere at udvikle landbrug og kvregavl, og på grund af befolkningsvrekst og fast bosrettelse blev de centrale, . lilstlige og sydlige dele af Afrika trettere befolket i perioden 0-1500 e.Kr. I denne periode var der store folkevandringer, kendt under navnet »bantu-ekspansionen« efter et afrikansk ord for menneske. Omkring år 1000 nåede denne ekspansion det, der nu hedder Sydafrika.

1, Afrikanske stater f0rkoloniseringen 1. Kush, 800 f. Kr. - 350 e. Kr. 2. Axum,100 -700 3. Ghana.700 - 1200 4. Kanem/Bornu, 800 - 1200 5. HausalFulani. 1000 - 1800 6. Mali, 1200 - 1500 7. Songhai, 1350 - 1600 8. Kongo, 1400 - 1600 9. Luba. 1400 - 1600 10. Munhu Mulapa, 1400 - 1800 11. Lunda, 1450 - 1700 12. Benin, 1500 - 1800 13. Bunyoro, 1500 - 1900 14. Buganda, 1600 - 1900 15. Oyo, 1600 - 1850 16. Ashanli, 1650 - 1900 17. Dahomey, 1700 - 1900 18. Zulu, 1800 - 1830

Fast bosrettelse, arbejdsdeling, overskudsproduktion og handel skabte forudsretningerne for de afrikanske statsdannelser. Foruden Kush- og Axum-staterne flilr eller omkring vor tidsregnings begyndelse blev flere velorganiserede stater grundlagt i det 8. århundrede i Vestafrika (Ghana, Mali, Songhai, Benin). I Centralafrika kom sådanne statsdannelser noget senere, med Luna, Lunda og Congo som de mest kendte. Lrengere sydpå vidner ruinerne af »Det Store Zimbabwe« om et stlilrre rige i det 13. og 14. århundrede, et rige som senere gik i opllilsning. Monomotapariget blev det dominerende i denne del af Afrika i de flillgende århundreder. Taget under et var Afrika dog tyndt befolket, og det var ikke så almindeligt at der skabtes strerke stater med udviklet arbejdsdeling og social ulighed. De fleste afrikanere boede i små samfund, hvor folket ejede jorden i frellesskab, og hvor den vigtigste produktion var flildevarer til eget brug.

13W-.14

Handel over orken og hav

8

2. De vigtigste karavaneruter gennem Sahara Algier Fez Marrakesh

•

•

Tripoli

•

• Cairo

Salt

Timbuklu

•

•Gao

Salt

Salt Guld

21mbabwe·

So/ala

3. Vigtigste handelsruter omkring Det indiske Ocean, ca. år 1200

Den afrikanske handel startede ICEnge fl2lr forbindelserne til Europa i 1400-tallet. De mange mar· kedspladser overalt på kontinentet vid ner om, at varebytte i - og mellem - afrikanske samfund har dybe mdder. Fra begyndelsen af vor tidsregning er overskud af fl2ldevarer således blevet byttet med mere specialiserede produkter som salt, klCEde og redskaber. Gennem fjernhandelen over Sahara blev Vest· og Centralafrika trukket ind i en omfattende handel med andre verdensdele. Karavanehandelen går langt tilbage, men fik et opsving da kamelen blev almindelig for to tusinde år siden. Figur 1 vi· ser de vigtigste handelsruter. Guld og elfenben var eftertragtede afrikanske varer. Den anden vej kom salt, metalprodukter og silke fra Nordafrika, Europa og Asien. ISCEr salt var vigtigt for afrikanske samfund, som lå langt fra kysten. Karavanehandelen blev for det meste organiseret af nordafrikanske handelsmCEnd, men en del af overskuddet tilfaldt vestafrikanske handelsfolk og myndig heder. Også 0stafrika blev tidligt trukket ind i et omfattende handelssamkvem. Monsunvindene gjorde det muligt at sejle l2lstpå med sommervindene, helt over til Kina, og komme tilbage når vinden vendte. Der havde VCEret en livlig handel over Det indiske Ocean i mange hundrede år fl2lr Vasco da Gama ),fandt« sl2lvejen tillndien i 1498. Guld og elfenben fra det indre af landet blev solgt for blandt andet tekstiler, redskaber og porcelCEn. Store byer og handelscentre, som for eksempel Kilwa og Mombasa, havde deres storhedstid under arabisk indflydelse, frem til den portugisiske plyndring startede omkring år 1500.

Slavehandelen

9

GULDKYSTEN

Mombasa Zanzibar Bagamoyo Kilwa Lu·ndi

•• MAURITIUS REUNION

4. Slavehandelen omkring år 1800

Med slavehandelen over Atlanterhavet indledtes en ny periode i Afrikas historie fra 1500-tallet. Baggrunden for slavehandelen var behovet for arbejdskraf1 i plantager og miner i de europaliske kolonier i Amerika. Gennem »trekantshandelen cc (se kortet) solgtes europaliske falrdigvarer til Afrika. Afrikanske slaver blev fragtet på europaliske skibe over Atlanterhavet, og billig tobak, sukker, bomuld og andre råvarer satte skub i den europaliske industri. Det er uvist hvor mange der blev ramt af den atlantiske slavehandel, men man regner almindeligvis med at 10-12 millioner afrikanere fra Vestafrika blev solgt som slaver i årene 1500-1850. Tallet bliver betydeligt h0jere hvis man også medregner dem der d0de under transporten, i fangelejre el-

ler i alle de krige, hvor man tog fan ger for at salige dem som slaver. Når den atlantiske slavehandel blev tvunget til oph0r i f0rste halvdel af forrige århundrede, skyldtes det både at de 0konomiske behov havde alndret sig, og at aktive grupper i Vesteuropa rejste sig i afsky mod den brutale handel med mennesker. I 0stafrika havde der gennem lang tid foregået slavehandel, for det meste organiseret af arabiske k0bmalnd, men f0rst ind i 1800-tallet skete der en dramatisk fomgelse. Denne del af Afrika mistede måske op til1 ,5 millioner mennesker i 10bet af en periode på halvtreds år. Mange slaver havnede på plantager på Zanzibar, mens andre blev solgt videre til europaliske kolonier i Det indiske Ocean eller blev smuglet til Amerika.

10

Europeeiske opdagelsesrejser og mission

Timbuktu :

5. Europa:!iske opdagelsesrejsende 1. Bruce 1769-1773 2. Park 1795-1806 3. Caille 1827-1829 4. Livingstone 1841-1873 5. Barth 1850-1856 6. Speke, Burton og Grant 1857-1863 7. Stanley 1871-1889

Bortset fra visse kystområder og handelsruter var Afrika leenge et ukendt område for europceerne. Men i den sidste halvdel af 1700-tallet kom der for alvor gang i udforskningen af Afrikas indre. på kortet er nogle af de kendteste ekspeditioner indtegnet, fra James Bruce's udforskning af dele af det etiopiske h0jland i 1760'erne til Henry M. Stanleys velorganiserede ekspeditioner gennem Centralafrika mere end hundrede år senere. Stanley begyndte på kortll:egningen af Nilen og Congofloden, og gik desuden i den belgiske konges tjeneste for at sikre denne store landområder. Drivkraften bag udforskningen af Afrikas indre vareventyrlyst, videnskabelig nysgerrighed, missionsiver og forventninger om naturrigdomme og handelsmuligheder. Ekspeditionerne bidrog i h0j grad til at vcekke interesse for Afrika, både i den brede befolkning og hos politiske og 0konomiske interessegrupper. David Livingstone er måske den kendteste opdagelsesrejsende. Han rejste f0rst til Sydafrika som missioneer, men bmd senere forbindelsen med missionsselskabet. Livingstone kortlagde floder og inds0er. Efter en tids forl0b blev han udncevnt til engelsk guvern0r i Zambezi-området, og fik statsst0tte til sine sidste

ekspeditioner. Hans store dr0m var at g0re de centrale dele af Afrika tilga:mgelige for kristendom, europeeiske handelsselskaber og kolonisering. I forbindelse med den geografiske udforskning og de f0rste handelsekspeditioner fik den kristne missionsvirksomhed et opsving. I Egypten og Etiopien havde kristendom men r0dder i de f0rste århundreder efter vor tidsregning, og portugisiske missioncerer begyndte deres virksomhed i Afrika allerede i 1480'erne. Det var dog f0rst omkring midten af 1800-tallet at kristendom men for alvor trcengte ind i Afrika. Det endelige gennembrud kom i forbindelse med koloniseringen, og missionen fik iscer et stcerkt fodfceste gennem undervisningssystemet.

11

Kapl0bet om Afrika I kraft af slavehandelen og handelsstationerne langs kysten kom dele af Afrika efterhånden under europreisk kontro!. Det skete tidligst på sydspidsen, hvor hollandske b,:mder (boerne) havde slået sig ned allerede i midten af 1600-tallet. I begyndelsen af 1800-tallet blev Kapkolonien overtaget af Storbritannien. Nogle tiår senere indledte Frankrig sin langvarige besrettelseskrig mod Algeriet. Portugal havde også en vis kontroi over dele af Angola og Mocambique. Men »kapl0bet om Afrika« begyndte ikke for alvor f0r i 1870'erne, efter at missionrerer, opdagelsesrejsende og handelskompagnier havde beredt vejen. Koloniseringen fandt sted på et tidspunkt, hvor de nye europreiske industristater befandt sig i en dyb 0konomisk krise, og hvor de konkurrerede om råvare r, markeder og militrert overherred0mme. I 1884 sam ledes de til en konference i Berlin, som sluttede året efter med at st0rstedelen af Afrika blev delt op på kortet. Derefter gennemf0rtes selve koloniseringen stykke for stykke. Koloniernes grrenser blev ofte trukket tvrers gennem befolkningsgrupper og samfund som naturligt h0rte sammen - og dermed blev grunden lagt til mange af vore dages konflikter. De to kort viser hvor hurtigt opdelingen af Afrika skete, fra 1880 til 1914. I det sidstnrevnte år var ikke mindre end 93 procent af Afrika under udenlandsk kontro!. Kortet viser også den britiske dominans i det sydlige Afrika og i et brelte sydpå fra Egypten og den strategisk vigtige Suezkanal, mens den franske fremrykning skete med udgangspunkt ideres handelsinteresser i Vest- og Nordafrika. Koloniseringen blev m0dt med mange former for modstand, men kolonimagternes overlegne våben gjorde udslaget. Ikke så sjreldent arbejdede lokale ledere sammen med kolonisatorerne. Efter at den f0rste modstand var nedkrempet fulgte omfattende opmr i flere afrikanske lande. Mest kendt er de store opstande i Zimbabwe, Tanzania, Marokko og Namibia i tiårsperioden 1895 - 1905.

6. Koloniområder 1880

D Tyrkisk D Portugisisk D Engelsk Fransk

7. Koloniområder 1914

D D D D

Tysk Italiensk Engelsk Fransk

~ Portugisisk

rnn

Spansk

m

Belgisk

12

Kolonitidens 0konomiske system

8. Det koloniale jernbanenet i Vestafrika, 1939

MAURETANIEN

FRANSK SUDAN (MALI) NIGER

SENEGAL Dakar

• Bamako

NIGERIA

ATLANTERHAVET Lagos Aeera Jernbane

Efter at opdelingen af Afrika var gennemf0rt, satsede de europ~iske magter for alvor på at udvikle et kolonisystem, som kunne tjene deres inter· esser. Det bet0d i f0rste r~kke, at mineraler og råvarer fra landbruget blev hentet ud fra Afrika, og at kolonierne blev markeder for europ~iske industrivarer. Der blev bygget jernbaner og veje til at fragte råvarerne til havnebyerne, hvorfra de blev udskibet fra Afrika til de europ~iske markeder. Et ty· pisk eksempel på dette er jernbanenettet i Vestafrika (se kortet). Der blev ikke igangsat nogen industrivirksomhed af betydning, og handelsselskaber, banker og lignende var udelukkende filialer af internationale selskaber. Også de politiske institutioner blev opbygget efter europ~isk model. M0nstret for koloniseringen var noget forskelligt i forskellige dele af Afrika. I nogle områder skete der en direkte kolonisering ved at europ~i­ ske nybyggere i stort tal slog sig ned og blev jordejere, såkaldte ~settlere" (se figur 9). Da europ~­ erne besatte jorden og tvang lokalbefolkningen v~k, blev mange f0rkoloniale samfund slået i stykker. M~ndene blev senere n0dt til at arbejde på de europ~iske landbrug og plantager. I det sydlige Afrika blev i hundredetusindvis af afrikanere rekrutteret til arbejdet i minerne. I Vestafrika var det mere almindeligt med han· delskolonier. Her beholdt de afrikanske b0nder

GUJNEABUGTEN

jorden, men dyrkede kaffe, kakao og jordn0dder for udenlandske handelsselskaber. Dertil kom enkelte lande, bl.a. Zaire og Mocambique, hvor private selskaber sikrede sig retten til handel, rå· vareproduktion , administration og skatteopkr~v­ ning (de såkaldte koncessionsselskaber). I sådanne områder forgik koloniseringen med s~rlig hårdh~ndede metoder.

9. Lande med stor europaeisk seUlerbefolkning

En ny nationalisme Allerede i begyndelsen af 1900-tallet opstod en ideologi, panafrikanismen, som gik ind for enhed mellem alle sorte. Nogle af bevoogelsens ledere var fra Vestindien, som Marcus Garver, der i Nordamerika fors0gte at skabe en bevoogelse for de sortes tilbagevenden til Afrika. George Padmore arbejdede på det politiske plan for at skabe en afrikansk politisk enhedsbevoogelse, og spillede en stor rolle ved den panafrikanske konference i Manchester i 1945, hvor kravet om selvstoondighed blev rejst af en rookke afrikanske nationalister. Den politiske panafrikanisme fik stoork st0tte af Kwame Nkrumah, som blev Ghanas f0rste proosident i 1957. Nkrumah håbede på et Afrikas forenede stater, og betragtede politisk selvstoondighed som forudsootningen for en 10sning af alle problemer. En militant nationalisme kom til udtryk hos forfatteren og psykiateren Frantz Fanon og hos lederen af befrielsesbevoogelsen i GuineaBissau, Ami/ear Cabral. Fanans kritik af den fremvoksende afrikanske borgerlig hed med europooiske idealer, og hans syn på voldelig modstand som n0dvendig for selvbevidstheden har haft stor indflydelse og vakt debat. I de franske kolonier fik en kulturel selvbevidsthed sit udtryk i den litteroore bevoogelse negritude med Aime Cesaire og Leopold Senghor (Senegals f0rste proosident) som de f0rende talsmoond. De reagerede mod vestlige forestillinger om den sorte races underlegenhed, og fremhoovede Afrika og dets fortid som kulturelt og menneskeligt overIegent i forhold til det kolde og menneskefjendske samfund i Europa. Også i de portugisiske kolonier voksede en lignende litteratur frem, men der var den f0rst og fremmest en skjult selvstoondighedsbevoogelse, og mange af dens fortalere, som Agostinho Neto i Angola, genfandtes senere i ledelsen for den voobnede kamp. Patrice Lumumba, som var Congas (det nuvoorende Zaires) f0rste premierminister, er blevet et symbol for den nye nationalisme, som vii forene de nye nationer over de etniske groonser, og som afviser de vestlige landes formynderi. Lumumba blev snart myrdet af separatister som fik st0tte af mineselskaberne. Tanzanias (nu forhenvoorende) proosident Julius Nyerere betragtes af mange som den mest konsekvente fortaler for en >,afrikansk socialisme« som forener traditionelle kollektive traditioner med bestroobelser på at skabe en moderne velfoordsstat. Kampen i det sydlige Afrika har skabt sine egne symbolske skikkelser. F0rende blandt dem er vel nok Nelson Mandela, ANC's leder, som har siddet i foongsel i Sydafrika siden 1964.

13 10. Nogle milepcele i den afrikanske nationalismes historie 1900

Den f0rste panafrikanske konference i London

1919

Panafrikansk kong res i Paris

1921

Panafrikansk kong res i London

1923

Panafrikansk kongres i Lissabon

1927

Panafrikansk kongres i New York

1945

Sjette panafrikanske kong res i Manchester. Her krreves for fmste gang selvstrendighed for kolonierne i Afrika

1952

.De frie officerers bevregelse. overtager magten fra englrenderne i Egypten.

1954

Den radikale nationalist, Gamal Abdel Nasser, bliver Egyptens leder.

1955

Bandung·konferencen i Indonesien for 29 asiatiske og afrikanske stater, det f0rste skridt i de alliancefri staters bevregelse, krrever afkolonisering.

1956

Verdenskongres for sorte forfattere og kunst nere afholdes på Sorbonne, Paris.

1957

Ghana bliver selvstrendigt under Kwame Nkrumahs ledeise.

1958

Guinea bliver selvstrendigt under Sekou Toure.

1958

Den f0rste kong res for Afrikas selvstrendige stater afholdes i Ghanas hovedstad Accra.

1960

Selvstrendighedsb0lgen: Nigeria, Congo (Zaire) samt en rrekke franske kolonier, bl.a. Senegal, Cameroun og Gabon, bliver selvstrendige.

1961

Vrebnet kamp indledes i Angola.

1961

Congos fmste premierminister, Patrice Lumumba, myrdes.

1962

Algeriet opnår selvstrendighed.

1963

Befrielsesbevregelsen i Sydafrika, ANC, forbydes og starter vrebnet kamp.

1963

Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU) dannes.

1964

ANCs leder, Nelson Mandela, frengsles.

1974

Guinea-Bissau bliver selvstrendigt.

1975

Angola og Mocambique bliver selvstrendige.

1980

Zimbabwe opnår frihed.

14

Afkolonisering og nykolonialisme

11. Selvstamdighedsb01gen

D Selvsteendige stater D Formell selvsteendige stater med minoritetsstyre

I de fleste afrikanske lande blev det formelle kolonistyre afviklet omkring 1960. Dette var et resultat både af de fremvoksende nationalistbevcegelsers kamp og af de gamle kolonimagters svcekkelse efter den 2. verdenskrig. lområder med mange europceere og store udenlandske interesser, som for eksempel Algeriet og Kenya, blev selvstcendigheden f0rst opnået efter opmr og krig. I Algeriet blev der drcebt cirka en million afrikanere fra 1954 til 1961. De portugisiske kolonier - Angola, Mocambique og Guinea-Bissau - måtte gennemgå en langvarig guerillakamp inden befrielsesbevcegelserne sejrede i 1974/75. I 1980 blev også Zimbabwe - det tidligere Sydrhodesia - selvstcendigt, og de vcebnede befrielsesbevcegelser dannede regering. Kampen for flertalsstyre og uafhcengighed fortscetter i Sydafrika og Namibia (se bogens sidste afsnit). Afrika har 53 selvstcendige stater, og flere medlemmer i FN end noget andet kontinent. I 1984 blev Vestsahara optaget som medlem i OAU (se side 79), men krigen fortscetter og landets selvsteendighed er ikke blevet almindelig anerkendt. I de fleste stater blev den politiske magt overtaget af nationalistpartier, som ikke havde vceret n0dt til at udkcempe en langvarig vcebnet kamp for landets selvstcendighed. De nye ledere havde ofte en temmelig svag foran kring blandt b0nder og arbejdere, og f01te sig ikke pressede til omfattende 0konomiske og sociale forandringer. Den nye politiske ledelse og de afrikanere som har fået h0je embeder i statsadministrationen har sammen med en lille men voksende gruppe af afrikanske forretningsfolk dannet en ny elite, som er stcerkt påvirket af udenlandske interesser og vestlige idealer. Heri ligger en del af forklaringen på den fortsatte 0konomiske afhcengighed og de sociale modscetninger. I de lande hvor nationalistbevcegelserne blev tvunget ud i en lang, vcebnet kamp var en stcerk folkelig foran kring en forudscetning for at klare sig. Det er naturligt at de politiske ledere iscer i disse stater har sat sig som mål at give indbyggerne den skolegang, det sundhedsvcesen og den h0jere levestandard som kolonialismen ncegtede dem. De streeber også efter en st0rre 0konomisk uafhcengighed og en mere alsidig udvikling af landet.

Befolkning og kultur Afrikas befolkning I 1985 boede der 443 millioner mennesker i Afrika. Det er 11 procent af verdens befolkning. Ved midten af 1600-tallet var Afrikas andel ca. 20 procent, men folketaIlet faldt fra 1650 til 1800 som f01ge af blandt andet slavehandel og epidemier. Derimod har Afrika (sammen med Latinamerika) haft den hurtigste befolkningstilvcekst idette århundrede - fra en tilvcekst på ca. 1 procent om året ved århundredeskiftet til 3 procent årligt ved midten af 1980'erne (se kortet). Hvis befolkningstilvceksten bliver liggende på de nuvcerende 3 procent om året, vii Afrikas befolkning vcere fordoblet i år 2000. Den hurtige befolkningstilvcekst skyldes dels de h0je f0dselstal, dels at d0deligheden er faldet fordi sundhedstilstanden er blevet forbedret siden århundredeskiftet. 80rned0deligheden er dog stadig stor, mange b0rn d0r af sygdomme og undererncering. For staten er en voksende befolkning et problem, men i småb0ndernes husholdninger har man brug for mange b0rn som arbejdskraft, og som tryghed i alderdommen. Man kan udskille to hovedlinier i diskussionen om befolkningstilvceksten. Den ene opfattelse hcevder, at den hastige vcekst må dcempes, og den metode man peger på er familieplanlcegningsprogrammer som er indrettet på b0rnebegreensning. Fortalerne for den anden linie hcevder, at f0dselstallene f0rst vii falde når de materielle vilkår cendrer sig. Omfordeling af ressourcerne er et n0dvendigt middel til at nå så langt. I dag har de fleste regeringer i Afrika taget stilling for en eller anden form for familieplanlcegning.1 praksis sker der dog ikke så meget, og selv i de lande hvor man har sat store ressourcer ind, som for eksempel i Kenya og Ghana, er f0dselstallene ikke blevet påvirket. Kenya har med en årlig befolkningstilvcekst i ncerheden af 4 procent en hurtigere vcekst i folketaIlet end de fleste andre lande iverden. Sydafrika har i en del år gennemf0rt en aktiv familieplanlcegningskampagne, delvis i form af tvangslove, blandt den sorte befolkning. Det er et klart racistisk program, hvis forrnål er at mindske den sorte befolknings dominerende stilling - i dag udg0r de sorte ca. 73 procent af landets befolkning.

1. Afrikas befolkningsudvikling Millioner indbyggere

Andel af verdens befolkning

400

20%

300

15%

200

10%

100

5%

o

o 1700

1800

1900

2. Ärlig befolkningstilv83kst 1970-82 02.0,2,5% 0

2,6,3,0%

03,1,3.5% DOver3.5%

1700

1800

1900

Befolkningstcethed og aldersfordeling

16

o

Som helhed er Afrika et tyndt befolket kontinent. Der bor igennemsnit 14 mennesker pr. kvadratkilometer. For hele verden er gennemsnittet omkring det dobbelte. Befolkningen er meget ujcevnt fordelt. Ilande som Botswana, Libyen, Mauretanien og Namibia, hvor store områder består af 0rken eller halv0rken, bor der mindre end et menneske pr. kvadratkilometer. på den anden side findes der meget tcetbefolkede områder i Nildeltaet, på den vestlige Middelhavskyst og i kystområdet ved Guineabugten. Også i Rwandas og Burundis h0jland og i de 0stlige dele af Sydafrika finder man store befolkningskoncentrationer. på kortet ser man, at Etiopien er et af de tcettest befolkede lande i Afrika, og man kan også se befolkningskoncentrationen i mineområderne i det sydlige Zaire og i det nord0stlige Sydafrika. Ca. 45 procent af Afrikas indbyggere er under 15 år, mens den tilsvarende andel i Europa er ca. 25 procent. Figur 4 viser aldersfordelingen for Danmark og Kenya. Når så mange er unge er der flere der skal fors0rges, og behovet for uddannelse vokser. Den store ophobning i de yngre aldersgrupper i Kenya og andre u-Iande skyldes, at spcedb0rnsd0deligheden er faldet, samtidig med at f0dselstallet stadig er h0jt. Figuren viser også, at den gennemsnitlige levealder i Kenya er meget lavere end i Danmark. Kun nogle få procent er over 60 år.

C?o

o

3. Befolkningstlethed

o

Under 1 pr. km'

01

O O

-10pr. km'

10 - 50 pr. km' Over 50 pr. km'

4. Aldersfordeling for Kenya og Danmark Kenya 1979

I

Over 70 år

I I I

65-69 år 60-64 år 55-59 år 50-54 år 45-49 år

I

40-44 år 35-39 år 30-34 år

I

25-30 år 20-24 år

I

15-19 år

I

I

5-9 år

I

I I

I I I I

1,8% 2,4% 2,9% 3,5% 4,0% 5,3%

11,4% 13,5% 16,3% 18,5% Under 15 år: 48,3 %

9,5%

1,4%

8,7%

I

I

1,2%

6,9%

I

10-14 år

0-4 år

I

I

I

Danmark 1981 2,0%

4,8% 5,0% 5,6% 5,4% 5,3% 5,7%

I

7,0%

I I I

7,3%

I

8,1 %

7,2% 7,6%

I

7,7%

I

7,0%

I

6,3% Under 15 år: 21,0 %

Familie og k0nsroller Familien i Afrika kan bedst karakteriseres som storfamilie. Afrikanerne skelner ikke skarpt mellem kernefamiliens medlem mer og andre sloogtninge. En typisk husholdning består af et forooIdrepar eller en enlig mor, deres 6-7 b0rn, et par af forooldrenes s0skende og s0skendeb0rn og bedsteforooldre på faderens eller moderens side. En husholdning kan let blive på 12-15 medlemmer. Alder er forbundet med erfaring og derfor autoritet, men samtidig bidrager bedsteforooldres tilstedevoorelse til isoor de mindre b0rns tryghed. Husarbejde og b0rnepasning er en vigtig del af bedstemoderens arbejde, mens moderen og andre voksne i husholdningen arbejder i marken eller på anden måde bidrager til familiens underhpld. De gamle arbejder med, så loonge de kan. Alle tildeles arbejdspligter fra en ung alder. JEldre s0skende hjoolper fra 6-7 års alderen med at passe de mindste. Både piger og drenge hjoolper til med kvoogpasning og markarbejde, henter vand og broonde. Men allerede fra barndommen begynder et arbejdsdelingsm0nster, som giver pigerne flest forpligtelser. Piger opdrages ofte til at vaske og holde rent om deres ooldre bmdre. Behovet for hjoolp i husarbejdet er stort og piger forfordeles med muligheden for skolegang. Overtailet af drenge i skolesystemet forstoorkes på de h0jere uddannelsestrin. Gennem k0nsrollem0nstret bliver pigerne tidligt forberedt til at påtage sig rollen som familiefors0rger. Ikke mindre end 22 procent af husholdningerne i Afrika har en kvinde som hovedfors0rger (se figur 6). I det sydlige Afrika, hvor mange moond i kortere eller loongere perioder arbejder i minerne og industrien i Sydafrika, har op til halvdelen af familierne kvindelig fors0rger. Mange moond som lever adskilt fra hjemmet i lange perioder har en anden kone der hvor de arbejder. I gennemsnit får afrikanske kvinder 6-7 b0rn (figur 5). Familiem0nsteret oondres i takt med urbaniseringen. FIy1ning til byerne foregår ofte ved hjoolp af derboende sloogtninge. Men boliger i byen er dyre, leveomkostningerne h0jere end på landet. En husholdning i byen kan bestå af 10-12 personer, som må dele 1-2 rum. Middelklassens familiem0nster kommer mere og mere til at ligne den vestlige kernefamilie. Den traditionelle afrikanske familiesolidaritet nedbrydes således.

17 5. Gennemsnitligt antal b,nn f"dt pr. kvinde

o

2

8 b0rn

6

4

a

Botswana 1971 Burundi 1970-71

a

I-

Etiopien 1968-71 Gambia 1973

l-

Ghana 1976-78

I

a

Kenya 1977 Liberia 1970-71

r

Madagaskar 1975

a

•

Malawi 1971-72

•

Mauritius 1979 Mocambique 1970

•

Nigeria 1971-73

•

Rwanda 1978 Senegal 1973-78

I~

a a a ira

Seychellerne 1980

r

Sierra Leone 1974 Sudan 1971-73 Swaziland 1976 Tanzania 1973 Togo 1970

6. Andelen af husholdninger med kvindelig fors"rger 45%

Botswana 1981

5%

Burkina Faso 1975 Etiopien 1970

12%

Ghana 1970

27%

Liberia 1974

14%

Madagaskar 1975

16%

Malawi 1972

29%

Mali 1976

15%

Mauritius 1972

19%

Rwanda 1978

25%

Sudan 1973

22%

7. Sammenhaengen mellem antal b"rn pr. kvinde og kvindernes skolegang Kenya

Senegal

Sudan

Uden skolegang

7,5

7,3

6,5

7 års skolegang eller mere

6,6

4,5

3.4

•

Afrikas sprog

18

Arabisk Berber

Tamasheq Arabisk Hausa Hausa Yoruba Igbo

Fula Amharic Fula

8. De st0rste afrikanske sprog Sprog som tales af mere end 10 mio. mennesker

D Alro-asiatiske (hamitisk-semitisk) D Nilotisk-saharisk D Niger-Kongo D Khoisan Malayo-polynesisk

Lmgala

RwandaRundi

Sprogligt set er Afrika et af de mest sammensatte og fascinerende områder i verden. Man har identificeret mere end 2.000 forskellige sprog. Nogle sprog, som for eksempel arabisk, swahili, oromo og hausa (se kortet) tales af hver 10-25 millioner. Oromo, som tales af ca. 14 millioner i Etiopien og det nordlige Kenya er måske det st0rste modersmål i Afrika. Man regner med at der findes over 50 sprog som tales af mere end en million afrikanere, enten som f0rste eller andet sprog. Den anden yderlighed er en rcekke små sprog, som tales af nogle tusinde eller nogle hundrede mennesker. De mange sprog i Afrika betragtes i almindelighed som et tegn på en utrolig splittelse. Man kan dog henf0re den store mangfoldighed af sprog til to hovedgrupper som er i slcegt med hinanden, hvilket snarere vid ner om en kulturelog historisk enhed. Den f0rste hovedgruppe er de afro-asiatiske sprog. Den omfatter alle sprog - deriblandt arabiske - som tales i det nordlige og nord0stlige Afrika. Hertil h0rer også det gamle sprog som taltes i faraonernes Egypten samt hebrceisk. Den anden store gruppe omfatter to tredjedele af alle sprog i Afrika syd for Sahara, og kaldes Niger-Congos sproggruppe. Uden for begge grupper falder nogle sprog som ikke er i slcegt med andre, for eksempel khoisan i det sydvestlige Afrika. Kolonialismen udmcerkede sig ikke ved nogen st0rre respekt for de afrikanske sprog. De koloniale grcenser blev trukket vilkårligt med lige linier, og med betydelig st0rre hensyntagen til kon kurrencen mellem kolonimagterne end til afrikanernes sproglige og kulturelle samh0righed. på kontinentets fastland findes kun et enkelt land hvor så godt som alle har det samme modersmål, nemlig Somalia. Men heller ikke her falder sprogområde og statsgrcense sammen; der er også somali-talende i nabolandene. De mange sprog giver problemer for kommunikation og uddannelse - det er for eksempel dyrt og besvcerligt at lave skoleb0ger på elevernes sprog. Sprogenes mangfoldighed har imidlertid også en positiv side - flersprogetheden. Mange afrikanere taler ikke kun deres modersmål, men også landets officielle sprog (engelsk, fransk, portugisisk), måske et nabosprog og et eller andet lingua franca - et etableret fcellessprog - som for eksempel arabisk eller swahili.

Sprogpolitik Kolonialisterne medbragte en nedladende holdning til afrikanske sprog og afrikansk kultur. Ganske vist begyndte missionsselskaber at overscette bibelen til lokale sprog, og tog derfor i mange tilfcelde initiativet til at skabe skriftsprog. Men al uddannelse ud over det mest elementcere niveau foregik på kolonimagternes sprog. Gennem sproget spredtes også europceiske middelklassevurderinger, og en livsstil som fjernede den uddannede elite fra andre afrikanere. De fleste lande har valgt kolonimagtens sprog som officielt sprog. I dag har 221ande fransk som officielt sprog, 19 lande engelsk. Fransk bruges som handelssprog og dagligsprog blandt eliten i Nordafrika, hvor arabisk er det officielle sprog. Flere af de lande, som har engelsk eller fransk som officielt sprog har også valgt et andet officielt sprog. Portugisisk er det officielle sprog i de tidligere portugisiske kolonier Angola, Mocambique, Kap Verde, Guinea-Bissau samt Sao Torne og Principe. Befrielsesbecevgelsen i Namibia, SWAPO, har bestemt at det frie Namibias sprog skal vcere engelsk, til trods for at en stor del af befolkningen i dag taler boernes sprog afrikaans. I dag fors0ger man mange steder at erstatte de europceiske sprog i skoler, administration og massemedier med lokale sprog. Ilande med et stort antal sprog har man dog valgt at bevare kolonitidens sprog som officielt sprog. I en del tilfcelde findes et st0rre indenlandsk sprog, men det kan af politiske grunde vcere svcert at g0re det tillandets officielle sprog, og dermed begunstige en blandt flere grupper. Kiswahili er et af de sprog som er blevet etableret fcellessprog; det er nu officielt sprog i Kenya, Tanzania og Uganda. Arabisk er Afrikas mest udbredte sprog, og det anvendes i skoler, massemedier og inden for det offentlige i de nordafrikanske stater, og i dele af Vestafrika. Der er flere arabisktalende i Afrika end noget andet sted iverden; arabisk tales også af mange der ikke har det som modersmål.

19

9. Afrikas officielle sprog

D Fransk D Engelsk D Arabisk D Portugisisk Spansk • Lande med mere end et officiell sprog

20

Etniske grupper

10. Nagle vigtige etniske grupper i Afrika

Mennesker som hl,Her til samme etniske gruppe, f01er ofte en samh0righed ved at nedstamme fra den samme forfader eller formoder. AIIigevel er det meget vanskeligt at foretage en helt prcecis afgrcensning af den enkelte etniske gruppe, selv om der ofte er et sammenfald med sproggrupper. Det gamle stammebegreb fra kolonitiden er i en vis sprogbrug blevet erstattet med begrebet etnisk gruppe. Ordet stamme har en nedladende klang, da det er blevet brugt ensbetydende med de vilde, barbarer, primitive osv. I Afrika eksisterede der imidlertid også f0r kolonitiden etniske grupper, som identificerede sig gennem feelles afstamning og sprog. De modscetninger som kunne bestå mellem forskellige etniske grupper blev ofte forstcerket i kolonitiden. Kolonisatorerne bidrog også til at splitte traditionelle grupperinger. I Kenya blev befolkningen således flyttet for at hvert distrikt skulle vcere ensartet. Man kaldte gruppen for .. stamme~, hvilket antyder at man forestillede sig en ensartet social organisation. Kolonimyndighederne havde af administrative grunde behov for klare grupper i samfundet for at kunne ..dele og herske~. Sådanne grupper fand-

tes nogle steder, men langt fra overalt. De stammeenheder man konstruerede havde derfor ikke meget indhold ud over kolonimagternes behov for lov og orden. På den bagg rund er det ikke så mcerkeligt, at etniciteten (dvs. at man tilh0rer, eller siges at tilh0re, en bestemt etnisk gruppe) er svcer at håndtere i vore dages komplicerede politiske situation. Etniske modscetninger er en realitet, men det er svcert at tale åbent om dem, fordi man så let kommer til at associere til kolonitidens stammeopfattelse. Det er n0dvendigt for de nye stater at skabe sam menhold i hele landet, en ny national identitet. Der er betydelig flere etniske grupper end der er stater, mindst et tusinde. Men ethvert fors0g på at foretage en endelig og detaljeret inddeling af Afrikas befolkning i forskellige etniske grupper er misvisende, eftersom grcenserne flyder og gruppeidentiteten cendrer sig med tiden eller som f01ge af flytning, for eksempel til byerne. Kolonitidens billede af ..fjendtlige stam mer.. lever stadig i bedste velgående, hvorfor selv afrikanske politikere helst bagatelliserer betydningen af forskellige etniske grupper, og stempler enhver omtale af sådanne grupper som et fors0g på at så splittelse. Istedet fremhcever man, at modscetningerne i ncesten alle de sammenhcenge hvor man taler om »etniske konflikter.. er skabt af andre faktorer end eksistensen af forskellige grupper: kolonitidens splittelsespolitik som har forfordelt visse regioner, eller magtbegcerlige politikeres fors0g på at fremkalde st0tte til en uklar politik. Det er omdiskuteret i hvilket omfang sådanne modscetninger skal fortolkes i klassebegrebet, og i hvilket omfang de kan udtrykkes i etniske begreber.

21

Religion Rundt regnet 100 millioner afrikanere bekender sig til islam, og lige så mange til kristendommen. Blandt de kristne er ca. 75 millioner katolikker, 15-20 millioner protestanter, og 5-10 millioner hl1lrer til forskellige afrikanske kristne kirker. Nordafrika er det eneste område hvor en enkelt religion, islam, klart dominerer over de andre. De fleste afrikanere praktiserer hvad man kalder »traditionel religion«. Med dette udtryk betegnes forestillinger og ritualer som i modscetning til »verdensreligionerne« ikke bygger på skrifter med en navngiven profets eller lcerers budskab om freise. Den traditionelle religion omfatter en .livsfilosofi og en verdensanskuelse som lever videre gennem mundtlig tradition. Fcelles for de fleste afrikanske traditionelle religioner er forestillingen om en skaber, som menneskene kan komme i kontakt med gen nem forskellige ånder. Både islam og kristendom men er kommet til Afrika udefra. Fra det 7. århundrede har islam bredt sig med handelen, fra Nordafrika over Sahara, og det var det arabiske skriftsprog man anvendte i de store handelsriger. I det vestlige og nordlige Afrika er Maliki-skolen, som accepterer traditionel ret med hensyn til for eksempel arv og kvindens stilling, dominerende blandt muslimerne. Islam bredte sig også tidligt i 0stafrika, hvortil den kom direkte fra den arabiske halvl1l, men den er her begrcenset til kystegnene. Kristendommen blev indfl1lrt endnu tidligere gennem den koptiske kirke, som endnu virker i det nordlige Egypten (Alexandria) og i Etiopien. I det 16. og 17. århundrede indfl1lrte portugiserne katolicismen i Angola og Mocambique, dog begrcenset til kystområderne. Fl1lrst med missionen, som faldt sammen med kolonitidens erobringer i slutningen af 1800-tallet, fik kristendom men stor udbredelse i Afrika. Der blev anlagt missionsstationer overalt, bortset fra de steder hvor islam herskede, og ofte konkurrerede forskellige kirkesamfund. Man regner med at der i 1940 arbejdede 22.000 missioncerer fra Europa og Nordamerika i Afrika. I dag er tallet 36.000. Det var missionen som stod for den smule skolegang afrikanerne fik i kolonitiden. Inden for kristendommen skelnede man mellem sorte og hvide. Det var meget sjceldent at sorte blev prcester. Som en reaktion herpå er der vokset en rcekke afrikanske kirker frem som har brudt med formynderiet og etableret sig som selvstcendige kirker.

11. Forskellige religioners vigtigste udbredelsesområde

D Lokale religioner D Muslimer OKristne

22

Massekultur

12. Radio- og tv-apparater samt antal bogtitler, 1965 og 1979 Radloer pr. 1.000 Indb. 1965

1979

33

77

207

336

1965

1979

Afrika

1,9

15

Europa

132

294

Afrika Verden TV pr. 1.000 Indb.

Publicerade boglltler

Afrika Verden

1965

1979

7.000

12.000

426.000

689.000

Det skrevne ord har vooret kendt i Afrika i århundreder. De gamle egyptere skrev hieroglyffer på papyrusruller, og fra 9DD-tallet var Cairo centrum for muslimske loorde. I byerne i det indre af Vestafrika cirkulerede arabiske skrifter blandt loorde fra 16DD-tallet og fremefter. En noget st0rre udbredelse fik bogen f0rst i slutningen af 17DD-tallet, hvor de f0rste trykpresser i Afrika blev taget i brug i Kapstaden og Cairo. De f0rste bl1lger som blev trykt i Afrika var bibler, salmebl1lger og andre religi0se skrifter, enten på missionoorernes sprog, eller oversat til afrikanske sprog. Vestlig dannelse var en vigtig del af missionens opgave. Der blev trykt skoleb0ger til brug i Afrika, men deres indhold var sjooldent tilpasset den afrikanske virkelighed. B0rn i Kenya måtte for eksempelloore om undergrundsbanen i London. Behovet for undervisningsmaterialer er steget som f01ge af de selvstoondige staters fors0g på at virkeligg0re målsootningen om skoleuddannelse til alle. Men skolebogsproduktionen domineres fortsat af udenlandske kroofter, noormere bestemt britiske og franske transnationale bogforlag. I visse lande, som Tanzania, Mocambique og Zimbabwe, har man bevidst fors0gt at erstatte det europooiske perspektiv. En del afrikanske bogforlooggere er begyndt at tage konkurrencen op, men forel0big er den afrikanske bogproduktion beskeden (se figur 12).

I alle afrikanske lande findes mindst et dagblad. I visse lande, som for eksempel Nigeria, f0rer pressen en livlig debat. Men i de fleste lande spiller radioen en vigtigere rolle end den trykte presse. Den er ikke afha:mgig af at modtagerne kan loose, og informationen kan spredes over store områder på kort tid. AntaIlet af radioapparater (figur 12) giver ikke rigtig noget billede af radioens betydning. Hvert radioapparat har mange lyttere, og folk lytter til radio i områder hvor ingen aviser når frem. De seneste år har også fjernsynet fået en vis udbredelse, men der er både tekniske problemer - TV-signalerne har ikke soorlig stor rookkeviddeog 0konomiske - de fleste program mer importeres (figur 13). Det meste af hvad der sendes er nordamerikanske, vesteuropooiske og undertiden indiske andenrangsfilm, og den samme kulturimperialisme dominerer biograferne i Afrika. Også video har fået stor udbredelse i Afrika, isoor hos den urbaniserede middelklasse. Også på nyhedsformidlingens område er Afrika et offer for kulturimperialismen. Det er de vestlige nyhedsbureauer - der loogger voogt på elendighed og katastrofer - som dominerer. Man har gjort fors0g på at oprette egne nyhedsbureauer som led i bestroobelserne på at skabe en ny international informationsorden.

13. Andel af tv-programmer som er importerede Canada

34% •

Frankrig

9%

1 27% •

Ghana

67% •

Island

78% •

Singapore Sovjetunionen

5%

Uganda USA Zambia

1 19% •

11 % 64% •

Landbrug og erncering Klima og landbrug Der er stor forskel på klimaet i forskellige dele af Afrika. Det illustreres af klimadiagrammet på nooste side. Durban og Casablanca ligger begge i de såkaldte subtropiske områder, Bilma ligger i et 0rkenområde, Khartoum i et halvtropisk savanneområde, Nairobi ligger i det tropiske savanneområde hvor man har to regnperioder og to t0rre perioder om året, mens Duala ligger i det tropiske regnskovsområde. Ud over de store forskelle mellem forskellige dele af Afrika er der store variationer med hensyn til nedb0rsmoongden fra det ene år til det andet, til hvornår regnen falder og hvor den falder. Regnen er naturligvis en forudsootning for en god h0st, og den ventes ofte med loongsel. Men regn kan også forvolde stor skade. En kraftig regn f0rer mange steder til erosion, dvs. at den skyller noget af jordlaget vook. Et vidnesbyrd herom er de store erosionskl0fter og sprookker man kan se rundt omkring. Jorden kan også tage skade ved langvarig udt0rring. I grundvandet findes forskellige aluminiums- og jernforbindelser, som ved en kraftig udt0rring udvikler sig til en uopl0selig og stenhård skorpe, laterit. De steder hvor der er dannet laterit er jorden noosten umulig at opdyrke (se kortet, figur 6). Både nedb0rsmoongden og dens geografiske og tidsmoossige spredning har således betydning. En st0rre nedb0rsmoongde betyder ikke n0dvendigvis bedre forudsootninger for at dyrke jorden. Hvis man skal kunne drive landbrug med et stabilt udbytte på langt sigt, er det n0dvendigt at tilpasse sig de naturlige forudsootninger. Både klimaet og den naturlige vegetation er stort set gunstige for et 0kologisk tilpasset landbrug i Afrika. Temperaturen er h0j hele året i de tropiske områder, og der er ingen risiko for nattefrost. Det samme goolder det subtropiske boolte. Gennemsnitstemperaturerne fremgår af figur 1 og 2. Der er imidlertid brug for megen nedb0r, fordi så meget fordamper på grund af varmen. I regnskovsområdet omkring ookvator regner det hele året. I den 0vrige del af Afrika varierer nedb0rsmoongden kraftigt mellem regntid og t0rre perioder. Mere end halvdelen af Afrika har en t0rtid som varer mere end halvdelen af året, hvilket giver en begroonset vookstperiode. Nogle steder forekommer flere regntider og t0rre perioder. Ser man bort fra regnskovsområdet er der overalt stor usikkerhed om hvor megen regn der kommer. Det er et stort problem i blandt andet Sahelområdet syd for Sahara (se side 35), men figur 4 viser, at t0rken også truer mange andre dele af Afrika. I regnskovsområdet kan jorden dyrkes hele

1. Temperatur i januar

0 0 0

0 -lO· 10 - 20• 20 - 30 •

(oj

0

0 -WO

0

10-20.

0

20 - 30•

OOver30·

3. Arlig nedb0r O

Under 25 cm

025-50cm

0

6-12 måneders t0rke om året

050-100cm O

100-150cm over 150 cm

5. Naturlig plantevmkst Ol2lrken OSavanne O

Skov

O

Tropisk regnskov

OLaterit O

Mediterran plantevrekst

året, og i savanneområder med kort t0rtid og rigelig nedb0r kan man h0ste flere gange om året. Men i savanneområder med lange t0rre perioder og usikker nedb0r kan h0sten let slå fejl. I disse områder er kvoogavl den form for landbrug som passer bedst til de naturlige forudsootninger (se side 27).

Tropisk f0djord med risiko for lateritdannelse

24 10. Hydrotermfigurer

D

Middellemperalur

Gennemsnitsnedb0r

0,1 Casablanca 49 m.o.h. c' 30

20

10

Douala 11 m.o.h.

f-++-+--++-+-+-+-+-+--+--j

70

f-++-I-++-II--l--t-l-J--+-I

60

H--t-t-t--t-t-t-l-+-J-H

50

H--t-t-t-+-+-J-I-+-J-H

40

H-+-t-t-+--H-I-+-J---H

30

H+H+H++-J-l--i

20

30

20

,o

H--t-t-t--t--H-I-+-J-H 'o

Det er ikke nedb0rSma9ngden alene, som bestemmer om et område er t0rt eller fugtigt. Et bedre mål er fugtighedsindeks: forholdet mellem nedbm og den potentielie fordampning, dvs. den fordampning, der kunne foregå, hvis der var vand nok. Er nedb0rSma9ngden og den potentielle fordampning Iige store - dvs. et fugtighedsindeks på 1,00 - er der balance. Med fugtighedsindeks under 1,00 er der t0rt - og over 1,00 nedb0rsoverskud.

cm

H--t-t-t--t-t-t-l-+-J--+--j 30

f-+-+-+-+-+-+-+-+-+-I--+--j

f-++f-++H-+H--+-J

H-+-H+-H++-+-+-1

30

r-++H+H+H-+-J

20

H-+-H+-H--t-H-+-1

10

cm

20

10

30 20

H-+-H+-H++-+-+-1

10

50 40

f-++-+-++-+-++-I-+-+-1

30

70

60

H-+-+-++-+-++-+-+-H

50

10

0,8 JFMAMJJASONO

JFMAMJJASONO

Nairobi 1.798 m.o.h. c'

Durban 5 m.o.h.

H--t-t-t--t--H-I-+-J-H

70

30

H-+-+-+-+--H-I-+-J-H

60

H-+-+-+-+--H-+-+-I-H

50

20

H+H+H++-J-l--i 40

'O

H-+-+-++-+-++-H-+-1

30

f-++-+-++-I-++-+--+-+-1

20

f-++-I-++-I-++-I-+-+-1

10

30

20

10

JFMAMJJASOND

1 graddag = 1 dag med gennemsnitstemperatur 1°

8. Bioklima

Abrikoser

r18~ 7.000

Appelsin

2400-2800 4800

Bomuld

3650-4350

Hvede

1350-1450

Hirse

1600-1800

Jordn0dder

2500-3500

Majs, moden

2350-2750

Majs, gmnth0stet

1350·1750

Oliven

H-+-H+-H++-+-+-1

70

H-+-H+-H++-+-+-1

60

f-++-+--++-I-+-+-+-+-+-1

50

H-+-t-t+-t-t--t-H-+-1

40

H-+-t-t+-H--t-H-+-1

30

H-+-+-++-+--++-I-+-+-1

20

f-++-+-++-+--+-+-I-+-+-1

10

JFMAMJJASOND

9. Forskellige planters varmebehov angivet i grad· dage

Biologisk va9kstperiode udtrykt i graddage for dage hvor gennemsnitstemperaturen overstiger 10°. 1 dag med gennemsnitstemperatur 10°C = 10 graddage

40

30

20

f-++-+-+-+-+-+-+-+-I-+-J

50

H-+-H--t-H++-+-+-1

r-++t-++H+H--+-J

70

40

10

H-+-H--t-t-t+t-t-+-1

CD

60

20

60

Khartoum 380 m.o.h.

Bilma 355 m.o.h. CD

70

H+-+-+-+-+-+-+-+-I--+--j

JFMAMJJASOND

JFMAMJJASOND

7. Fugtighedsindeks

f-++-+-++-+--++-I-+-+-1

4800

Ris

2200-3400

Sojab0nner

2050-3250

25

Arealudnyttelse En stadig stl?Jrre del af Afrikas jord opdyrkes. En del steder sker det ved rydning afområder i de tropiske regnskove, andre steder på bekostning af vildtreservater og kVa3gavlernes gra3sgange. Omkring seks procent af det afrikanske fastlands areal anvendes i dag til landbrug. Det er mindre end i verden som helhed. Gra3sgangene udg0r derimod en st0rre andel end det globale gennemsnit. Der er naturlige grunde til at en forholdsvis lille del af Afrikas landareal er opdyrket. 0rken og anden uproduktiv jord udg0r en stor del af arealet, omkring 44 procent. Kortet (figur 11) viser de store 0rkenområder, hvor enhver form for landbrug er så godt som umulig, og de halV10rre (semiaride) områder syd for Sahara, på Afrikas Horn og i den sydvestlige del af fastlandet, hvor jorden kun egner sig til gra3sning, hvis den i det hele taget kan udnyttes. på samme måde som frosten kan 0dela3gge h0sten i vore nordlige land e, lurer farerne også på det afrikanske landbrug. 10stafrika og på Afrikas Horn (se figur 12) er der risiko for at store gra3shoppesva3rme, som kan da3kke flere kvadratkilometer, 0dela3gger planteva3ksten. Gennem et advarselssystem kan landma3ndene beskyttes mod gra3shoppernes ha3rgen. En mindre kendt trussel mod det afrikanske landbrug i visse regioner (se figur 13) er quelafuglen, »den fjerkla3dte gra3shoppe«. Den kan på kort tid 0dela3gge en stor del af h0sten, når flokkene lander i kornmarkerne, kna3kker stråene og spiser kornet. Også quelafuglens beva3gelser kan spores, således at landma3ndene kan blive advaret. Quelafuglen beka3mpes med dynamit og flammekastere, så alvorlig er 0dela3ggelsen. KVa3gavlens udbredelse begra3nses i dag ikke kun af klima og vegetation, men også af et insekt man ikke har haft held til at beka3mpe, nemlig tsetsefluen (se side 27).

11. 0rkenspredning

D Egentlig arken D Stor risiko for 0rkenspredning c;}

fJ

12. Områder truet af grceshopper

D Normalt spredningsområde D Invasionstruede områder

14. Arealudnyttelsen, 1982 Opdyrket areal

6%

Gralsgange

26%

Skov og savanne

23%

0rken

20%

Andet1l

25%

1) Opdelingen mellem arken og andet stam mer fra 1976. da senere stalistikker ikke foretager denne skelnen.

DO

13. Quela·fuglens udbredelse quela D forKendte.udklalkningsområder Sandsynlige D udklalkningsområder for quela

rJ

26

Forskellige dyrkningsformer

15. Fordeling af jord, produktion og arbejdskraft

D

Småbrug

D

Storbrug

Produktion

16. Traditionelle landbrugsformer

D

D D

Vekselbrug Landbrug med kvoogavl Kvoogavl

Jord

Arbejdskraft

o

Gennem mange generationer har de afrikanske bl1lnder udviklet dyrkningsformer som modvirker en udpining af jorden. For at undgå udpining hvis jorden dyrkes konstant uden tilfmsel af nooringsstoffer, har man anvendt forskellige former for vekseldrift. Forskellige planter er skiftevis blevet dyrket på den samme jordlod. En meget almindelig og gennemprl1lvet dyrkningsform er dyrkningen af forskellige afgmder samtidigt (den såkaldte intercropping). Mange steder i Afrika finder man stadig svedjebrug. Vegetationen ryddes og broondes vook, og asken bruges som gl1ldning. Jorden dyrkes derefter til nooringsindholdet er opbrugt, hvorefter den ligger brak i loongere perioder. Denne dyrkningsmetode kroover store arealer, hvis jorden skal kunne få tilstrookkeligt lange hvileperioder. Alle disse dyrkningsformer er blevet anvendt i det afrikanske selvforsyningslandbrug i lang tid. De fleste afrikanske bl1lnder anvender disse gennempmvede metoder, og dyrker flere forskellige afgmder samtidigt. Men ofte kombineres dyrkningen af fl1ldevarer til eget brug med dyrkning af salgsafgmder. Sådanne småbrug beskooftiger stl1lrstedelen af Afrikas befolkning. Naturlige forudsootninger for konstant dyrkning på stl1lrre områder uden at jorden må ligge brak findes kun i begroonsede områder i Afrika, på rige vulkanjorder eller i floddale hvor jorden får nye mineraler og nooringsstoffer fra floden ved hl1ljvande og oversvl1lmmelser. Sådanne områder findes på Madagaskar, i det sydlige Uganda ved Viktoriasl1len, og i Nigeria ved Nigerflodens delta. I de f1este afrikanske småbrug har man mindre jordstykker i noorheden af hjemmet som man dyrker konstant, og som gl1ldes ved intensiv kompostering og naturlig gl1ldning fra dyr og mennesker. Dyrkning af salgsafgrl1lder i stor målestok har fl1lrt til indfl1lrelse af et intensivt landbrug forskelIige steder i Afrika (se side 31). Det toorer hårdt på jorden, og risikoen for sygdomme er stl1lrre når man indfl1lrer nye former for afgrl1lder. Visse salgsafgmder, som for eksempel sisal og te i 0stafrika, dyrkes på store plantager. Andre, som kakao i Ghana og kaffe i det nordlige Angola, dyrkes af afrikanske bl1lnder i mindre målestok. Det voksende pres på jorden, når stadig mere jord opdyrkes, fl1lrer til en I1lget risiko for udpining og erosion. Den voksende tendens til at dyrke salgsafgmder får mange bl1lnder til kun at dyrke en enkelt afgmde i stedet for flere, og samtidig ligger jorden brak i for korte perioder.

27

Husdyr og kvcegavl I det afrikanske landbrug spiller husdyr og kveegav10fte en stor rolle. I store dele af Afrika egner jorden sig ikke til andet end greesning. Det geelder iseer i savanneområderne. I de time og halvt"me områder hvor man neesten intet kan dyrke er kamelen et vigtigt husdyr. To tredjedele af verdens kameler findes i Afrika (se figur 17). I savanneområder med lang t0rtid lader man kameler, kveeg, geder og får afgreesse den naturlige vegetation, som på denne måde kan forvandles til meelk og k0d som kan spises af menneskene. Man må dog ofte fly1te med kreaturerne mellem områder som har greesning og vand i t0rtiden og i regntiden. I de tilfeelde hvor kveegavlerne fly1ter med kveeget, taler man om »nomadiserende« kveegavl. Efterhånden er mange nomader blevet tvunget ud i områder, hvor jorden ikke engang egner sig til leengere tids greesning. Det er sket i Sahelområdet, Somalia, dele af Tanzania, Kenya og Botswana. Nomadernes livsform er truet, blandt andet fordi de bofaste b0nder mange steder udvider deres landbrug ind på nomadernes områder, ofte med en kombination af husdyrhold og agerbrug. En del steder, det geelder for eksempel Kenya, har myndighederne fors0gt at tvinge nomaderne

17. Afrikas andel af verdens husdyr, 1983 Får

190mio.

17%

Geder

156mio.

33%

Grise

11 mio.

1%

Heste

4 mio.

6%

H0ns

650 mio.

9%

Kameler

13 mio.

74%

KVa3g

14 mio.

14%

18. KVlIlgavlernes andel af befolkningen i Afrika Burkina Faso

0,8 mio.

15%

Kenya

1,5 mio.

12%

Libyen

0,3mio.

14%

Mali

1,5 mio.

30%

Mauretanien

1,5 mio.

70%

Niger

O,8mio.

20%

Somaiia

1,7mio.

70%

Sudan

3,9 mio.

22%

Tchad

1,8 mio.

50%

17,2 mlo.

5%

Afrika I alt

19. Tsetsefluens udbredelse

til at blive bofaste, men det er tilsyneladende en politik som man har opgivet i de senere år.. 40 procent af verdens kveegavlende befolkning, pastoralister, bor i Afrika. Figur 18 viser at kveegavlerne i visse lande - for eksempel Tchad, Somalia og Mauretanien - udg0r over halvdelen af befolkningen. Antagelig er statistikken i underkanten, eftersom en del lande kun opgiver dem der er nomader som kveegavlere. Kortet på den foregående side viser st0rrelsen af de områder i Afrika som udny1tes til kveegavl. Også mange b0nder holder kveeg. En bonde som har meget kvcag har mulighed for at skaffe sig megen arbejdskraft, og kan dermed dyrke mere jord. Det giver social status at have dyr der kan anvendes til gaver eller medgift. Imange lande har man oprettet store kveegfarme i neesten industriel målestok. Sådanne kveegfarme findes i Sydafrika, Kenya og Botswana. Til at begynde med sigtede man på det europeeiske marked, men det var ikke let at seelge på grund af besky1telsestold og konkurrence. I dag eksporteres k0det fra disse farme f0rst og fremmest til de arabiske lande. I store dele af Afrika er det umuligt at holde kveeg på grund af tsetsefluen.

28

Jordfordeling og social ulighed

20. Fordeling af jord på brugsst0rrelser og antal brug i Kenya, 1970 Andel af brug

Andel af areal

Jordl0se eller mindre end 1 ha

27%

2%

1-10 ha

66%

30%

10-50 ha Over 50 ha

7%

18%

0,3%

50%

21. Fordeling af jord på brugsst0rrelser og antal brug i Algeriet, 1974 Andel af brug

Andel af areal

Jordl0se eller mindre end 1 ha

37%

1%

1-10 ha

46%

29%

10-50 ha

15%

47%

2%

23%

Over 50 ha

22. Resultatet af jordreformen i Algeriet, 1978 Hektar

Nationaliseret jord Uddeltjord Deltagende b0nder

F0rste fas e

Anden fas e

I alt

1.224.000

510.000

1.734.000

817.000

450.000

1.267.000

52.202

38.569

90.771

Udviklingen af et eksportlandbrug har bidraget til store rendringer af ejendoms- og produktionsforholdene på landet. Mens det tidligere var almindeligt at brugsretten til jorden blev opnået gennem slregten, er privat ejendomsret i stadig stigende grad blevet en forudsretning for at kunne dyrke jorden. Gennem registrering bliver jorden gjort tU en vare som kan k0bes og srelges, med stor frihed for privat råderet og spekulation. Men det er langt fra alle der har råd tU at k0be jord tU sig selv og sine b0rn. Mange steder, isrer der hvor jorden er mest frugtbar, er der stor eftersp0rgsel og stigende priser på jord. Mange bliver tvunget tU at opgive livet som selvstrendige småbrugere, og de der ikke bliver 10narbejdere hos mere velstående blmder tvinges til at flytte ind tU byerne for at sl2Jge et udkomme. Jordfordelingen er et yderst f01somt politisk problem. Det er typisk, at det netop på dette om· råde er svrert at finde statistik. Figur 20 og 21 viser de nyeste tal vi har kunnet finde fra disse lande. Der er grund til at tro, at jordfordelingen stadig er skrev, i hvert fald i Kenyas tUfrelde. If01ge officielle tal fra 1976-79 havde 67 procent af de husstande som lever af landbrug ikke engang en hektar jord hver, og det er for lidt til at forsl2Jrge en familie. De stl2Jrste landejendomme udg0r mindre

end en halv procent af det samlede antal landbrugsbedrifter, men ejer mere end halvdelen af jorden. Også tallene fra Algeriet viser store sociale forskelle. Algeriet er imidlertid et af de afrikanske lande som har forsl2Jgt at gennemfl2Jre en jordreform for at få en mere retfrerdig fordeling af jorden. Fra 1972 ti11977 blev nresten 2 millioner hektar jord nationaliseret, og 1,2 millioner hektar, eller ca. en sjettedel af det opdyrkede areal, blev fordelt til hundredetusinde bemder (se figur 22). Den algeriske jordreform skulle efter planen finde sted i fire etaper. Fmst skulle der oprettes producentkooperativer på statens og kommunernes jorder. I den anden fase skulle stl2Jrre landejendomme opdeles, og de jorder som tUhl2Jrte godsejere der ikke selv boede på og dyrkede jorden skulle fordeles. I den tredje fase var det tanken at organisere kvregavlen i kooperativer, og i en fjerde fase er det meningen at skovbefolkningen skal mobiliseres. Den tredje fase startede i 1975, men kun en lille del af kvregavlerne gik med i kooperativerne, og projektet blev afbrudt. Også i Etiopien har man gennemffiJrt jordreformer. I det sydlige Etiopien, hvor jorden tilhfiJrte store godsejere, gav det store problemer, da de tidligere forpagtere overtog jorden. I Angola og Mocambique, hvor staten overtog europreernes plantager, har man gjort forsl2Jg på at skabe land· brugskooperativer blandt småbl2Jnderne. Både her og i Tanzania er man imidlertid 10bet ind i vanskeligheder, når myndighederne har tvunget småb0nderne til at flytte.

29

Kvindens rolle i landbruget hlBnder. Anden ejendom af stlilrre vlBrdi, som for eksempel kVlBg og redskaber, tilfalder de mandlige arvinger. Blandt kVlBgavlerne har mlBndene almindeligvis ejendomsretten til de stlilrre dyr, mens kvin· derne tager sig af smådyrene. Flillgen af at mlBndene råder over de vlBrdifulde ressourcer er, at kun få kvinder er i besiddelse af den ejendom som er nlildvendig som garanti for at opnå et banklån. Nogle afrikanske kvindegrupper, blandt andet i Ghana, Kenya og Zimbabwe, arbejder nu på at lilge kvindernes muligheder for at få lån til investering i mere hensigtsmlBssige produktionsmetoder og arbejdsbesparende teknologi. Man har indset hvor vigtigt det er at indrette landbrugsundervisningen og konsulenttjenesten så den også henvender sig til kvinderne, og ikke som nu udelukkende til mlBndene.

I Afrika er det flilrst og fremmest kvinderne som dyrker flildevareafgrlilder. Kvindernes ansvar for flildevareproduktionen bliver stadig stlilrre, fordi mlBndene slilger arbejde uden for deres eget landbrug - ofte langt fra hjemmet i byer eller nabolande. Mellem 60 og 80 procent af landbrugsarbejdet udflilres af kvinder (se figur 23 og 24). MlBndenes og kvindernes jordlodder er adskilt. Kvinderne står selv for udgifterne til såslBd, kunstglildning og beklBmpelsesmidler. MlBndene udflilrer det tunge arbejde med at rydde og pllilje jorden. Kvinder og blilrn planter, sår, luger og hlilster. Hlilsten og indtlBgten af det som familien ikke selv forbruger men som slBlges på markedet kontrolleres normalt af kvinderne. Tal fra Vestafrika viser, at 80 procent af handelen med salgsafgrlilder og fisk varetages af kvinderne. Ejendomsretten til jorden, også den jord som kvinderne dyrker, er nlBsten altid på mlBndenes

24. En typisk arbejdsdag for en kvinde på landet i Afrika

kl. 4.45 Vågner, vasker sig, spiser kl. 5.00·5.30 Går til marken

kl. 5.30-15.00 Pl0jer, luger marken

23. Arbejdsdeling mellem mlBnd og kvinder i traditionelt landbrug Kvinder Falide skov, rydde jord

MlImd

95%~

15

Grovbearbejde jorden

[30%

Plante, så

70%

[50%

Hakke,luge

1

30% 1

60 %

40%

Transportere h0sten hjem

1 80 %

20%

G0re klar til opbevaring

[80%

20%

St0de, hakke, kValrne f0deafgr0der

\90%

Salige afgr0der

10 1

kl. 17.30-18.30 Henter vand ca. 2 km fra hjemmet

40%

~

10 1 [90%

Passe husdyr

~

90%

~

50% ,

50 % 1

195%

90% 10 1

1

Jage Passe b0rn og gamle

~ kl. 16.00-17.00 St0der og maler korn

r-

60 %

Beskalre buske og traler Hente vand og bralnde

I

50% •

[70%

H0ste

kl. 15.00-16.00 Samler brande og går hjem

10 51

kl. 18.30-19.30 Talnder ild og laver mad kl. 19.30-20.30 Serverer mad for familien

kl. 20.30-21.30 Vasker b0rnene kl. 21.30 Går i seng

Et landbrugskontinent

30

27. Landbrugets andel af arbejdsstyrken og nationalproduktet, 1981

c:==J Andel af I!lkonomisk aktive c.::..=::=J Andel af nationalproduktet1) O

10 %

I

Libyen

20 %

30 %

I

•

I

"-Tunesien

40 %

50 %

•

Ghana

•

60 %

70 %

80 %

I

III

Egypten

•

Nigeria

I

•

Zambia Gabon

'-

T

I

r

Etiopien

I

•

• I

Elfenbenskysten

I

80tswana

liII

Tanzania

•

Niger Rwanda

I

I 1) Senesl tilgalngelige tal 'ra 1977·81

I

25. Andel af de ekonomisk aktive som arbejder i landbruget, 1970 og 1983

I

I

I

I

I

•

26. Beskseftigede i landbruget i nogle afrikanske lande, 1965 og 1981 Andel af I!lkonomisk aktive

1970

1983

Afrika

72%

63%

Asien

65%

56%

Latinamerika

38%

30%

Nordamerika

4%

2%

Vesteuropa

15%

9%

Verden i alt

51 %

44%

1965

1981

Rwanda

94%

89%

Mali

93%

73%

Lesotho

92 %

60%

Tanzania

88%

80°A>

Kenya

84%

78%

Sudan

84%

78%

Zaire

81 %

75%

Liberia

78%

70%

Zambia

76%

66%

Zimbabwe

67%

60%

Algeriet

59%

25%

Egypten

56%

50%

Congo

47%

34%

Sydafrika

32%

30%

Afrika er f0rst og fremmest et landbrugskontinent. Naesten to tredjedele af alle 0konomisk aktive er, som det fremgår af figur 25, beskaeftiget i landbruget, hvilket er mere end i nogen anden verdensdel. Der er ikke sket de store forandringer i den henseende siden 1970. Figur 26 viser faldet i andelen af beskaeftigede i landbruget i forskellige afrikanske lande. Med nogle få undtagelser - hvor Algeriet er den mest markante - er landbrugets indflydelse på beskaeftigelsen kun faldet langsomt. Man kan også her se at Sydafrika. er det eneste land som, på grund af den forholdsvis fremskredne industrialisering, har under en tredjedel beskaeftigede i landbruget (men alle dem der ikke har noget job og som bor i Bantustans er holdt uden for statistikken). I alle lande teg ner landbruget sig for en betydelig st0rre andel af beskaeftigelsen end af vaerdien af den sam lede produktion. Det er ikke n0dvendigvis et tegn på lav produktivitet inden for landbruget. En stor del af landbruget bygger på selvforsyning, og det undervurderes ofte i statistikken, som bygger på hvad der saelges på markederne (vaerdien af det der produceres til selvforsyning fastsaettes efter 0konomernes sk0n). Desuden er det moderne, kommercielle land· brug, hvor kun en lille del af de aktive inden for landbruget er beskaeftigede, gen nem lang tid blevet begunstiget. Det har fået den bedste jord, og selv i det selvstaendige Afrika gives statsst0tten isaer til store kommercielle farme og plantager. Tidligere var det hovedsagelig europaeere som ejede de store landbrugsbedrifter, men i dag er det i stadig h0jere grad velstillede afrikanere som opk0ber jorden. Mere end halvdelen af landbrugsproduktionen kommer fra moderne storlandbrug. Disse beskaeftiger imidlertid kun en femtedel af landbrugsbefolkningen. De små familielandbrug producerer både til eget forbrug og til salg på hjemme- og eksportmarkederne. Men selvom de beskaeftiger st0rstedelen af landbrugsbefolkningen og optager mere end halvdelen af landbrugsarealet, tegner de sig for mindre end halvdelen af den samlede landbrugsproduktion. Det skyldes blandt andet at man her anvender traditionelle, arbejdskraevende dyrkningsmetoder. Ofte kan heller ikke de små familielandbrug klare sig udelukkende med egen arbejdskraft, isaer ikke i landbrugets travle perioder. Behovet daekkes dels af den omkringvandrende arbejdskraft, og dels af den lokale befolkning som har for små indtaegter fra deres egne landbrug.

Teknologi og dyrkningsmetoder Det kommercielle landbrug anvender en importeret landbrugsteknik, hvor mekanisering og kunstg0dning spiller en stor rolle. Dette intensive landbrug er begra9nset til plantager og store bedrifter samt til nogle såkaldt »progressive« småbrugere, dvs. b0nder som hovedsagelig dyrker afgmder som skal sa9lges på markederne. Af figur 28 og 29 fremgår, at forbruget og produktionen af kunstg0dning i Afrika er specielt lavt sammeniignet med andre dele af verden. Det er desuden sta9rkt koncentreret i det sydlige Afrika (Sydafrika og Zimbabwe) og det nordlige Afrika. Brugen af kunstg0dning er steget i mange afrikanske stater - dog ikke altid med det 0nskede resultat. Der har Va9ret mange problemer, blandt andet dårlig planla9gning, valutaproblemer som har f0rt til vanskeligheder med at sikre en ja9vn import, transportvanskeligheder osv. AntaIlet af traktorer er Iigeledes meget uja9vnt fordelt. Kapitalkra9vende landbrug, store bedrifter og moderne produktionsformer finder man iSa9r de steder hvor de europa9iske nybyggere slog sig ned. Na9sten halvdelen af alle traktorer i Afrika findes derfor i Zimbabwe og Sydafrika (se figur 30). Man bruger også traktorer de steder hvor man har fors0gt sig med landbrugsreformer, som for eksempel i Algeriet og Tanzania. Visse steder i det tropiske Afrika er mekanisering lidet 0konamisk, ofte er jorden af en sådan beskaffenhed at den ikke kan ba9re de tunge maskiner.

31 28. Forbrug af kunstg"dning pr. ha. dyrket jord, 1980

Kilo pr. ha

175

150

t---

125

t---

100

t---

75

50

25

t---

t--

t---

r--

r--

t---

t--

t--

Europa

Kina

Sovjetunionen

30. Traktorer i brug i Afrika 1982 Kap Verde

32

Burkina Faso

74

Niger Ghana

3.600

Etiopien

4.250

Kenya

6.650

Kapitalistiske i-Iande

60.969

48.636

Socialistiske lande

49.958

45.507

929

1.458

13.658

125.514

Afrika U·lande i alt Verden I 8111)

Nigeria

195

9.000

Zimbabwe

20.700

21.973

Tunesien

36.200

117.574

Egypten

40.000

1) Produktionen overstiger forbrugel. fordi en del kunstgedning anvendes i anden produktion eller går tabt i transport

Asien Eksklusiv Kina

1.000 tons Forbrug

Algeriet

I

I

O

29. Verdens produktion og forbrug af kunstg"dning, 1980-81 Produktion

t---

45.000

Sydafrika

181.400

Hele Afrika

470.876

Latinamerika

Afrika

32

Landbrugsproduktion til eksport 31. Afrikas vigtigste eksportafgl'0der, 1983

o

o

0° O

o

D D •

Kaffe 1.188 mio. tons 21 % af verdensproduklionen Sukker 3.944 mio. tons 4 % af verdensproduklionen Te 218 mio. tons 11 % af verdensproduktionen

rJ

Bomuld D 565 mio. lons

D •

D •

4 % af verdensproduklionen Tobak 279 mio. tons 5 % af verdensproduklionen palmeolie 1.350 mio. lons 23 % af verdensproduklionen

rJ

Kakao 865 mio. lons 55 % af verdensproduktionen Jordn0dder 4.099 mio. lons 21 % af verdensproduktionen

•

rJ

En stor del af den bedste jord blev i kolonitiden taget i brug til dyrkning af afgrrader som senere blev eksporteret til markederne i Europa og Nordamerika. Eksportproduktionen er fortsat efter selvstoondigheden fordi den giver eksportindtoogter. Sylten land e får mere end halvdelen af deres eksportindtoogter fra eksporten af en enkelt afgrrade. De vigtigste eksportafgrlilder i Afrika er sukker, jordnlildder, bomuid, kaffe, kakao, tobak, te og palmeolie. Kortene viser hvor disse afgrrader dyrkes. Andre vigtige eksportafgrlilder er sisal fra 0stafrika, citrusfrugter fra det nordlige og det sydligste Afrika, gummi fra Liberia, Nigeria og Zaire, og vin fra Nordafrika og Sydafrika. Landbrugseksporten skaffer producentiandene den eftertragtede udenlandske valuta, men eksportindtoogterne fremskaffes ikke uden omkostninger. Eksportafgrraderne dyrkes soodvanligvis ved intensivt landbrug, og man er derfor afhoongig af import af kunstglildning, traktorer og bekoompelsesmidler. En betragtelig del af eksportindtoogterne forsvinder her. Imange områder sker dyrkningen af eksportafgrrader på bekostning af den lokale flildevareproduktion. Man er ofte afhoongig af en enkelt afgrrade, hvilket kaldes monokultur. En stordriftsform som ofte anvendes inden for eksportlandbruget er plantagerne, hvor arbejdet udflilres af ansatte landarbejdere, hvis familier er afhoongige af forsyningerne fra deres egen lille jordlod. Ofte ansootter plantagerne kun arbejdskraften som soosonarbejdere. En stor del af eksportproduktionen inden for landbruget kontrolleres af store transnationale selskaber, som enten ejer selve plantagerne eller opklilber produkterne og soolger dem på verdensmarkede!. Siden 1960'erne er disse foretagender inden for landbrugssektoren (agribusiness) begyndt at interessere sig for luksusprodukter til det europooiske og nordamerikanske marked. I Kenya, Swaziland og Elfenbenskysten dyrkes ananas, og i Kenya, Burkina Faso og Senegal dyrkes grrantsager som avocado, der fragtes med fly til butikskooderne. I Kenya er firmaet Brooke Bond, som loonge har domineret den kenyanske eksport af te, begyndt at satse på dyrkning af afskårne blomster til Vesteuropa. Disse store foretagender, som for eksempel General Foods, Unilever og NestlE~, tjener store penge på forarbejdningen og salge!. De afrikanske producenter har ringe eller slet ingen indflydelse på indtoogterne fra eksportlandbruget, fordi priserne svinger kraftigt og fastsoottes efter svingningerne på industrilandenes markeder. Internationale kvoteordninger for varer som kaffe, sukker og te betyder, at de afrikanske lande ikke kan lilge produktionen som de selv viI.

33

Fiskeri I Afrika finder man inds0- og flodfiskeri, samt et omfattende havfiskeri. Knap fem procent af al den fisk som fanges i hele verden hentes ap i Afrika. St0rstedelen fanges ud for vest- og sydvestkysten, hvor fangsterne er blevet firedoblede i den sidste halve snes år. Fiskeriet finder hovedsagelig sted fra store flåder som kommer fra industrilandene, f0rst og fremmest Sovjetunionen (som tegner sig for to tredjedele af kystfiskeriet), Spanien, Japan og Portugal. Der er udprCEget tale om rovfiskeri, og mange både betaler end ikke den aftalte afgift for at få lov til at fiske. på grund af dette rovfiskeri er Namibias fiskefangst faldet fra 760.000 tons i 1975 til omkring en fjerdedel fem år senere. Til trods for den store fiskerigdom ud for Afrikas kyster er de afrikanske staters eget fiskeri yderst beskedent sammenIignet med de store fiskerinationer. I dag satser mange afrikanske lande selv på at forbedre fiskeriteknikken, og de si utter kraftigt ap om internationale krav om en ny havret og en ud-

videlse af fiskerigrCEnserne. De håber på denne måde at kunne udny1te deres egne ressourcer bed re. Kun en lille del af kystfangsterne leveres til de afrikanske lande, hvor der er et skrigende proteinbehov. Ca. 90 procent af den fisk som hentes ap ud for vestkysten går til industrilandene, enten i form af dybfrossen fisk eller som fiskemel til dyrefoder. Kun få afrikanske lande har i dag en moderne fiskeflåde, bortset fra Sydafrika som alene teg ner sig for ca. 30 procent af fangsterne i Afrika (se figur 32). Det mest almindelige er fiskeri med traditionelle metoder, og flod- og inds0fiskeriet betyder mest for den lokale afrikanske befolkning. Fisken sCElges som regel i t0rret tilstand. Det er en billig konserveringsmetade, som g0r at fisken kan fragtes over store afstande. T0rret fisk kan derfor spises af folk som ikke har råd til at k0be den dyre friske eller dybfrosne fisk.

32. Afrikas ti st,nste fiskerinationer, 1975 og 1980 1.000 tons

1975

Sydafrika 1

1975

Namibia 1

1

Ghana

Marokko

465 \ 480

1980

l

1975 1980

355 \ 360

1975

1 1980

225

1975

225 • 295

185~

1 1980

225

155

1975 Angola

Tchad

Egypten

p

1980 1 1975

Uganda

1980

W 760 •

215 ,

1980

1975

Nigeria

Senegal

600

1980

75

1975

115

1980

115

a

34

Skovbrug

34. Hvordan bruges skovressourcerne

Nogle forestiller sig måske Afrika som et kontinent med tc:et urskav og store trc:ee r. Men den egentlige regnskav dc:ekker kun en lille del af Afrika (se kort side 23). Som det fremgår af kortet på denne side er skovressourcerne ikke sc:erlig store, og de er meget ujc:evnt fordelt. Hvis man Ic:egger skov og busksavanne sammen udgl